Forslag til folketingsbeslutning om sikring af hensynet til barnets bedste i forbindelse med forældremyndigheds- og samværssager
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 7. oktober 2004 af Jann Sjursen (KD),
Bodil Kornbek (KD),
Mogens Nørgård Petersen (KD) og Tove
;Videbæk (KD)
Forslag til folketingsbeslutning
om
sikring af hensynet til barnets bedste i forbindelse med
forældremyndigheds- og samværssager
Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af 2005 at
fremsætte de nødvendige lovforslag og administrative forskrifter med henblik
på
at sikre, at der bliver taget hensyn til barnets bedste i forældremyndigheds-
og samværssager, efter følgende punkter:
1)
Det skal tydeligt
fremgå af loven og forskrifter udstedt i henhold til loven, at det er
hensynet
til barnets bedste, der skal være grundlaget for alle afgørelser om
forældremyndighed og samvær.
2)
Et barn, der er i stand
til at formulere sine egne synspunkter, skal have ret til frit at udtrykke
disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet. Barnets synspunkter
skal
tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
3)
Myndighederne må ikke
tvinge børn til samvær mod deres vilje. Ved spørgsmål om anvendelse af
tvangsfuldbyrdelse skal der altid indhentes en forudgående børnesagkyndig
vurdering, og der skal altid tilkaldes en uvildig person til at varetage
Læs alt
barnets tarv under sagen. Den uvildige person bør så vidt muligt være en, som
barnet i forvejen har tillid til.
4)
Forældre, der er blevet
skilt, skal have bedre muligheder for at indgå i støttenetværk med andre
forældre.
5)
Et barn skal i særlige
tilfælde have ret til samvær med andre end barnets forældre, når det er til
gavn for barnet.
6)
Forældre med fællesbørn
under 16 år skal af hensyn til barnet deltage i et mæglingstilbud, før de kan
blive separeret eller skilt, og før de kan rejse en sag om forældreansvar,
om,
hvor barnet skal bo, eller om samvær.
Bemærkninger til forslaget
1. Formålet med forslaget
Formålet med beslutningsforslaget er at sikre, at der i
forældremyndigheds- og samværssager altid tages udgangspunkt i det, der er
det
bedste for det enkelte barn. De fleste forslag tager udgangspunkt i
konfliktfyldte sager ved statsamterne og Civilretsdirektoratet, hvor
forældrene
hverken er helt eller delvis enige, og hvor der ikke er udsigt til en løsning
af stridighederne ved konfliktmægling, børnesagkyndig rådgivning eller andet.
2. Baggrunden for forslaget
2.1. Nye undersøgelser og statistik efter B 61,
folketingsåret 2002-03
Forslaget er en delvis genfremsættelse af B 61 fra
folketingsåret 2002-03 om sikring af barnets bedste i konfliktfyldte
forældremyndigheds- og samværssager, for så vidt angår punkt 1 til 4 i
nærværende
forslag. Punkt 5 og 6 er således nye. Der henvises til Folketingstidende,
forhandlingerne s. 3957 og 8497, tillæg A s. 2729 og 2740 og tillæg B s. 505.
Efter Folketingets behandling af B 61 er der offentliggjort flere relevante
undersøgelser:
Socialforskningsinstituttet (SFI) offentliggjorde i foråret 2004
to undersøgelser om børn og samvær (»Samvær til barnets bedste? Om regler og
praksis på samværsområdet« og »Samvær og børns trivsel«). Undersøgelsen af
praksis viser, at myndighederne i de konfliktfyldte sager giver
samværsforælderen
for mange chancer, og at der er behov for et tydeligere børneperspektiv i
forvaltningen og en øget synliggørelse af særlig de yngre børn.
Forslagsstillerne er opmærksomme på, at Justitsministeriet har sendt
undersøgelserne til høring i Civilretsdirektoratet og statsamterne i marts
måned.
Undersøgelsen om børns trivsel viser, at en tredjedel af børnene oplever
problemer omkring samværet, og at der hyppigere opstår konflikter blandt
forældre, hvor der er tegn på social udsathed f.eks. på grund af misbrug,
vold
m.v.
Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse af
fogedretternes praksis (maj 2004) viste, at der ikke bliver igangsat
børnesagkyndige undersøgelser i knap 90 pct. af sagerne. Der er afsagt
kendelse
om udkørende fogedforretning i 20 sager (i alt 34 udkørende
fogedforretninger)
ud af 234 kendelser. I fire sager har fogeden fået ledsagelse af de sociale
myndigheder, i fem sager har der været ledsagelse af politiet, mens der i de
seks øvrige sager har været ledsagelse af både politiet og de sociale
myndigheder. I de sidste to sager har fogeden fået ledsagelse af andre
personer.
Det fremgår af undersøgelsen, at der blev gennemført en samtale med 0,2 pct.
af
børnene op til 5 år, 3,4 pct. af børnene fra 6 til 8 år og 23,2 pct. af
børnene
fra 9 til 11 år, og 21,3 pct. af børnene fra 12 til 17 år. Justitsministeriet
har sendt undersøgelsen til høring i Den Danske Dommerforening og
Dommerfuldmægtigforeningen vedrørende blandt andet spørgsmålet om høring af
børn og gennemførelse af børnesagkyndige undersøgelser.
Civilretsdirektoratets statistik for 2003 viser, at færre børn
fra 8 år og opefter høres i forhold til 2002, men at der i forhold til de
foregående år er tale om en stigning i antallet af børn i denne aldersgruppe,
der høres (Statistik 2003, Civilretsdirektoratet, februar 2004). Statistikken
viser desuden, at der næsten altid lægges vægt på børnenes mening i de sager,
hvor de er blevet hørt. Det finder forslagsstillerne er meget positivt. Det
fremgår dog af Civilretsdirektoratets statistik for 2003, at der kun blev
lagt
vægt på barnets mening i 16 pct. af alle de omhandlede sager.
Statsamternes og Civilretsdirektoratets ændrede praksis er dog
ikke nået til domstolene, er der noget, der tyder på. Ifølge Jyllands-Posten
den
8. marts 2004 mener højesteretsdommer Marianne Højgaard Pedersen, at børns
ønsker og behov i højere grad bør indgå i sager om forældremyndighed, der
afgøres ved domstolene.
2.2. Opsummering
Statsamtsjurister over hele landet har tidligere udtrykt deres
bekymring over, at den nye lovgivning og praksis oftest sætter forældrenes
rettigheder i centrum. Det er en kritik, der vedvarende har lydt siden
gennemførelsen af lov om forældremyndighed og samvær. Også FN’s
Børnerettighedskomité
er bekymret over den store vægt på forældrenes rettigheder på bekostning af
hensynet til barnets bedste. Læs mere om statsamternes kritik under de
almindelige bemærkninger punkt 2.4 og om kritikken fra FN under de
almindelige
bemærkninger punkt 6.2.
FN’s børnekonvention beskriver samværsretten som barnets ret og
kræver hensynet til barnets bedste sat i første række. Alligevel er
hovedreglen
om samværsret i den danske lovgivning beskrevet som forældrenes ret, som der
kun kan foretages indskrænkninger i, hvis det kan bevises, at samværet skader
barnet i alvorlig grad. Se om børnekonventionen under de almindelige
bemærkninger
punkt 6.1 og om hensynet til henholdsvis samværsforælderen og barnet under de
almindelige bemærkninger punkt 3 og 4.
De høje beviskrav skyldes lovens stærke formodning om, at det
generelt er til barnets bedste, at det bevarer kontakten til begge sine
forældre, selv om dette ikke er entydigt dokumenteret i forskningen. Derimod
er
det dokumenteret, at det er skadeligt for et barn, hvis samværet og forholdet
mellem forældrene er konfliktfyldt. Lovens formodning om, hvad der generelt
er
det bedste for et barn, er derfor ikke anvendelig i de konfliktfyldte sager.
Forslagsstillerne finder det i den forbindelse særdeles positivt, at der nu
gennemføres tilbud om konfliktmægling i alle landets statsamter. Se også de
almindelige bemærkninger punkt 5 om, hvad der er det bedste for børn i
samværssager.
På trods af intentionerne er der siden ikrafttrædelsen af loven
om forældremyndighed og samvær i 1996 ikke sket den tilsigtede lempelse af
adgangen til at ophæve eller afslå problematisk samvær. Tværtimod er der
tilsyneladende – ifølge Civilretsdirektoratet selv – sket en
stramning ved, at
der i højere grad fastsættes overvåget samvær for at sikre samværsretten (for
forældrene). Se også de almindelige bemærkninger punkt 7.1.
Det er forslagsstillernes grundlæggende holdning, at forældrene
har ansvar for og ret til at bestemme over deres egne børn. Men denne ret må
vige, hvis forældrene skader barnet. Det er der en potentiel mulighed for,
når
forældre beslutter sig for at blive skilt. I nogle samværssager har
forældrene
to forskellige opfattelser af, hvad der tjener barnet bedst. Derfor er det
nødvendigt, at myndighederne får bedre redskaber til at træffe afgørelser,
der
tager udgangspunkt i, hvad der er det bedste for det enkelte barn i den
konkrete situation, i stedet for at gå ud fra en formodning om, at det også i
de konfliktfyldte sager er i barnets interesse at bevare forbindelsen til
begge
forældre, medmindre andet kan bevises. Forslagsstillerne mener, at fokus på
hele forældremyndigheds- og samværsområdet skal være det, der er det bedste
for
det individuelle barn.
Det landsdækkende tilbud om konfliktmægling i samværssager må
endvidere forventes at reducere antallet af konfliktfyldte sager. CASA skulle
ifølge Civilretsdirektoratet (Statistik 2003, Civilretsdirektoratet, februar
2004, side 8) aflevere en evalueringsrapport i midten af 2004 om den
landsdækkende ordning med konfliktmægling.
Chikane fra bopælsforælderen er uomtvisteligt en uretfærdighed
over for den anden samværsforælder, men selv i disse situationer bør
forældrenes rettigheder og konflikter efter forslagsstillernes opfattelse
vige
til fordel for barnets bedste. Og i en chikanesituation kan det for barnet
være
meget belastende at skulle gennemføre samvær med den anden forælder, også
selv
om der er tale om overvåget samvær.
2.3. Lov
om forældremyndighed og samvær 1996
1. januar 1996 blev myndighedsloven ophævet, og i stedet trådte
lov om forældremyndighed og samvær i kraft. Forarbejderne til den nugældende
lov præsenterer to (potentielt) modstridende hensyn: hensynet til barnets
bedste over for hensynet til samværsforælderens rettigheder. Det er hensynet
til barnets bedste, der skal være det overordnede hensyn, men det sløres af
udsagn om rettigheder for samværsforælderen.
2.4. Statsamtsjurister kritiserer lov og
praksis
Statsamtsjurister har gjort opmærksom på, at det i praksis ofte
er forældrenes rettigheder, der er i centrum i samværssager, f.eks. i
Ugeskrift
for Retsvæsen i 1997 (U 1997 B. 408), hvor kontorchef i Statsamtet Vejle
Anders
Bille skrev: »Lige fra samværsretten lovteknisk blev indført i 1922, har det
været præciseret, at det er en
ret
for forældrene, men at den skal fastsættes efter, hvad der skønnes bedst for
barnet (barnets tarv). Dette er i samme bestemmelse to hensyn, som ikke altid
harmonerer. Tendensen de seneste år har været, at retten for forældrene
kraftigt overskygger hensynet til børnene ( ) Nu antages det at være
altafgørende, at barnet bevarer forbindelsen med begge biologiske forældre,
næsten uanset hvad.« Denne opfattelse er senere støttet af kontorchef i
Statsamtet Nordjylland (for eksempel i rapport fra konference afholdt af
Børns
Vilkår på Christiansborg den 7. april 2000 side 45 og i tv-udsendelsen »For
fars skyld« sendt på DR 1 den 21. marts 2001).
I Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, fra Civilretsdirektoratet
skriver to fuldmægtige ansat ved Statsamtet København, at problemet med de
»tunge sager« trænger sig mere og mere på, blandt andet på grund af »den
ændrede lovgivning og især praksis på området, hvor samvær i dag stort set
altid
skal fastsættes, og hvor der i dag er meget ringe mulighed for at afslå
samvær«
(side 49).
Kontorchef Jesper Thumand fra Statsamtet Århus udtalte i Politiken
den 21. maj 2000, at »der skal ualmindelig meget til, at vi nægter samvær, og
det skal komme langt ud, før man skrider ind. Der er ingen tvivl om, at nogle
børn ikke har det godt med det. Men det skal åbenbart ses som en langsigtet
proces. At det er godt at bevare forbindelsen med begge forældre, frem for
hvad
der er godt for børnene her og nu.«
2.5. Kritik fra ngo’er
Lovgivningen har mødt kritik fra en lang række af
organisationer, heriblandt Børns Vilkår, Red Barnet og Landsforeningen Børn
og
Samvær. Organisationerne peger på, at det ikke altid er det, der er barnets
bedste, der er i centrum af samværssagerne.
2.6. FN’s Børnerettighedskomité
FN’s Børnerettighedskomité har på baggrund af Danmarks anden
periodiske rapport vedrørende opfyldelsen af FN’s konvention om barnets
rettigheder i juni 2001 udtalt sin bekymring over, at forældrenes rettigheder
ofte bliver tillagt større betydning end hensynet til barnets bedste
(konventionens
artikel 3). Se endvidere de almindelige bemærkninger punkt 6.2.
3. Hensynet til samværsforælderen i
samværslovgivningen
3.1. Forældres ret til samvær
I lov om forældremyndighed og samvær § 16 står der, at »barnets
forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet
boende, har ret til samvær«. Afgørelser om samværsret kan tvangsfuldbyrdes af
fogedretten, jf. retsplejeloven § 536.
3.2. Samvær uanset hidtidig forbindelse
Den væsentligste ændring i lovgivningen vedrørende samvær var,
at der i videre omfang end hidtil skulle lægges vægt på barnets kontakt med
den
forælder, barnet ikke bor sammen med, selv om forældrene ikke tidligere havde
levet sammen eller kun i kortere tid (lovforslagets bemærkninger side 13,
højre
spalte, lidt over midten). Kontakten skulle i disse tilfælde ske i takt med
barnets alder og udvikling. Dette understreges også af, at en passus i den
tidligere gældende lovgivning udgik: »Ved afgørelsen tages der navnlig hensyn
til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet« (myndighedslovens § 24,
stk. 2, 2. pkt. § 24 svarer til den gældende forældremyndighedslovs § 17).
Civilretsdirektoratet skriver side 210 i Nyhedsbrev nr. 13,
februar 2001, at det efter forarbejderne til loven ikke giver tilstrækkeligt
grundlag for ikke at fastsætte samvær, at et barn ikke viser tegn på savn
eller
erindring vedrørende den af forældrene, som barnet ikke bor hos.
I Danmarks anden afrapportering til FN’s børnerettighedskomité
vedrørende opfyldelsen af børnekonventionen august 1998 skrives der kort og
godt om de nye samværsretningslinjer, at de »forbedrer mulighederne for den
af
forældrene, der ikke har barnet boende, for at være sammen med barnet« (punkt
104).
3.3. Overvåget samvær som generelt tilbud
Efter de nye
regler
skal der endvidere i videre omfang end tidligere anvendes overvåget samvær
for at
modvirke samværschikane og i andre tilfælde for at vænne barnet til den anden
forælder (lovforslagets almindelige bemærkninger side 15). Overvåget samvær
er
nu gennemført som et generelt tilbud over hele landet.
4. Hensynet til barnets bedste i samværslovgivningen
4.1. Bevarelse af forbindelsen til begge
forældre
Lovens udgangspunkt vedrørende fastsættelse af samvær er en
generel formodning om, at børn må antages at have en interesse i at bevare
forbindelsen til den forælder, som barnet ikke bor sammen med, jf.
forudsætningsvis § 16: »Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret
ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær.« Denne
formodning
giver myndighederne og den forælder, barnet bor hos (bopælsforælderen),
bevisbyrden for, at samvær – fastsættelse af samvær og udvidelse af
omfang af
samvær – i det konkrete tilfælde ikke vil være i overensstemmelse med
barnets
bedste, jf. § 17. Der skal således foreligge oplysninger, der med vægt taler
imod samvær, før der kan meddeles afslag på samvær. Af forarbejderne fremgår
det, at det blandt andet er et højt konfliktniveau mellem forældrene, der kan
begrunde et afslag af hensyn til barnets bedste (lovforslagets specielle
bemærkninger til § 17).
4.2. Samværsret skal være underordnet barnets
bedste
På trods af ordlyden i § 16 (forældres ret til samvær) skal
afgørelser om samværsret altid træffes ud fra hensynet til barnets bedste.
Det
fremgår blandt andet af lovens § 17, stk. 1, 2. pkt., at afgørelsen om omfang
og udøvelse af samvær skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Det
samme gælder afgørelser om ændring af samværsaftaler eller -afgørelser,
afslag
på fastsættelse af samvær eller ophævelse af en aftale eller afgørelse herom,
jf. henholdsvis § 17, stk. 2 og 3.
At det er hensynet til barnets bedste, der – uanset
formuleringen af lovens § 16 – efter intentionen skal være det bærende
hensyn
bag lovens bestemmelser om samvær, fremgår af bemærkningerne til lovforslaget
til den gældende lov.
Her står generelt om hensynet til barnet: » Statsamtet må
således ved afgørelsen om samvær tage hensyn til barnets interesse i at have
kontakt til begge forældre« (lovforslagets almindelige bemærkninger side 13,
højre spalte, lidt over midten). Og » Statsamtet skal ved afgørelsen af,
hvilket
omfang et samvær bør have, tage hensyn til, hvad der er bedst for barnet«
(lovforslagets almindelige bemærkninger side 13, højre spalte, midten). »
Udtrykket »samværsret« i den gældende lov foreslås erstattet med »samvær« for
at nedtone rettigheder og pligter i forbindelse med forældrekontakten og
dermed
fremhæve, at det centrale er at bevare barnets forbindelse med begge
forældre«
(lovforslagets specielle bemærkninger side 24, venstre spalte, midten).
Om ophævelse af samvær af hensyn til barnets bedste: » Udvalget
foreslår derfor, at statsamtet fremover skal kunne afslå at fastsætte samvær
eller ophæve en afgørelse eller aftale herom, hvis det er »påkrævet« af
hensyn
til barnet. Selv om ordvalget kunne tyde på det modsatte, er det meningen, at
praksis herved skal kunne lempes. Udvalget har fundet, at kriteriet »påkrævet
«
er bedst dækkende for intentionerne,
idet der også i fremtiden skal meget til – dog ikke helt så meget som
tidligere
– for at der kan træffes afgørelse om ophævelse af samværet eller gives
afslag
på at fastsætte samvær« (lovforslagets almindelige bemærkninger side 14,
venstre spalte, næstsidste afsnit). »Stk. 3 vedrører afslag på og ophævelse
af
en aftale eller afgørelse om samvær. Efter bestemmelsen kræves det, at
afslaget
eller ophævelsen er påkrævet af hensyn til barnet. Dette indebærer i forhold
til gældende ret en lempelse i adgangen til at træffe afgørelse om ophævelse
af
samværet« (lovforslagets specielle bemærkninger til § 17 side 24).
5. Hvad er barnets bedste i samværssager?
En lang række tidligere undersøgelser har vist, at et godt
samarbejdsklima mellem forældrene er helt afgørende for, hvordan
(skilsmisse)børn trives (»Samboskab, Ægteskab og Forældrebrud«,
Mai Heide Ottosen,
Socialforskningsinstituttet, 2000, side 134).
Når forældre derimod har et dårligt samarbejdsklima, har barnet
ikke nødvendigvis gavn af samværet.
Selv om det er en udbredt antagelse, at skilsmissebørn har bedst
af at bevare en hyppig kontakt med begge forældre, er dette ikke påvist eller
dokumenteret. De eksisterende resultater er modstridende og umulige at drage
entydige konklusioner fra. Hvorvidt et samvær er positivt for barnet,
afhænger
af flere faktorer, for eksempel et nært og tæt forhold til den pågældende
forælder og konfliktniveauet forældrene imellem (»Hvem beskytter barnet« af
Helene Flendt og Lisbet Holst, 2000, side 91).
Statsamterne anerkender da også, at forældrenes konfliktniveau
er afgørende for barnets trivsel ved samvær i de tunge sager: »Barnet trives
med samværet, uanset om det ene eller det andet bliver resultatet, når blot
forældrene accepterer det aftalte/fastsatte samvær og har en rimelig
omgangsform
med hinanden. Dette synspunkt støttes af forskellige undersøgelser, der er
foretaget på området« (Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, fra
Civilretsdirektoratet,
side 51).
6. FN’s konvention om barnets rettigheder
Loven om forældremyndighed og samvær skal fortolkes på en sådan
måde, at den er i overensstemmelse med FN’s konvention om barnets
rettigheder
(børnekonventionen).
6.1. Relevante bestemmelser i konventionen
Efter konventionens artikel 3, stk. 1, skal hensynet til barnets
bedste komme i første række for domstole, forvaltningsmyndigheder og
lovgivende
organer.
Efter artikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne respektere retten
for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at
opretholde
regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre,
undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Det er værd at bemærke, at det
i
modsætning til lov om forældremyndighed og samvær § 16 her udtrykkeligt er
barnets ret til samvær – ikke forældrenes.
Et barn skal så vidt muligt have ret til at kende og blive
passet af sine forældre, jf. artikel 7, stk. 1.
Et barn, der er i stand til at formulere sine egne synspunkter,
skal ifølge artikel 12, stk. 1, også sikres retten til frit at udtrykke disse
synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet, ligesom barnets synspunkter
skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
Staten har efter artikel 19, stk. 1, pligt til at træffe alle
passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler til beskyttelse
af
barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug,
vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder
seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre
personers
varetægt.
6.2. Kritik fra Børnerettighedskomiteen
Børnerettighedskomiteen har på baggrund af Danmarks anden
periodiske rapport udtrykt bekymring over, at forældrenes rettigheder oftest
vejer tungere end hensynet til barnets bedste (artikel 3). Komiteen opfordrer
Danmark til at anstrenge sig for at sikre implementationen af princippet om
barnets bedste i love m.v. såvel som i retslige og administrative afgørelser,
der vedrører børn (CRC/C/15/Add.151).
Komiteen har tidligere udtalt, at det ifølge komiteen er forkert
at sidestille barnets rettigheder med forældrenes. Barnets bedste kommer
først
i alle situationer, også hvor barnet er fanget i en kamp mellem forældrene
(UNICEF:
»Implementation Handbook for the Convention on the Rights of the Child«,
1998,
side 231).
7. Praksis
7.1. Ingen lempelse i praksis, men mere
overvåget samvær
Lovens intentioner var en lempelse af adgangen til at ophæve
eller give afslag på samvær. Direktoratet har imidlertid selv konstateret, at
der på trods af lovens intentioner
ikke
er
sket en lempelse i adgangen til at ophæve eller give afslag på samvær:
»Som bekendt fremgår det af forarbejderne til loven, at der
skulle ske en lempelse i adgangen til at afslå eller ophæve samvær, hvis det
i
det enkelte tilfælde må anses for påkrævet af hensyn til barnet. Det kan
f.eks.
være tilfældet, hvis samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil
blive meget konfliktfyldt. Direktoratet har efter en gennemgang af praksis
imidlertid ikke konkrete eksempler, der kan dokumentere, at der er sket en
lempelse af adgangen til at afslå eller ophæve samvær. Dette skal efter
Civilretsdirektoratets opfattelse blandt andet ses i sammenhæng med, at
overvåget
samvær pr. 1. juli 1996 er blevet et generelt offentligt tilbud ( ) Det er
således direktoratets vurdering, at der i dag ofte fastsættes samvær med
overvågning i sager, hvor samværet tidligere ville være blevet afslået eller
ophævet. Ophævelse og afslag på samvær er meget indgribende afgørelser, og
der
stilles derfor store krav til begrundelsen herfor (...)« (Skarrildhus 1998).
Ifølge Civilretsdirektoratets statistik for 2001 (juni 2002)
udgjorde de tilfælde, hvor statsamtet fastsatte overvågning, i alt 5 pct. af
alle
de sager, hvor der var samvær. Dette var stort set som i perioden 1997-2000.
I
direktoratets samværsstatistik for 2003 (februar 2004) står der, at
statsamtet
fastsatte overvåget samvær i 16 pct. af de sager, hvor der efter statsamtets
afgørelse var samvær. I 2002 var det tilsvarende tal ifølge statistikken 21
pct.
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser
Ad punkt 1
I børnekonventionen er det barnet, der har en selvstændig ret
til at bevare forbindelsen til begge forældre, og ikke som i den danske
lovgivning forældrene, jf. børnekonventionens artikel 9, stk. 3.
Hensynet til barnets bedste skal altid gå forud for forældrenes
rettigheder. Dette kommer imidlertid ikke helt klart til udtryk i lovteksten:
§ 16 tilgodeser barnets ret til to forældre ved at give den ikke
samboende forælder ret til samvær. Som nævnt ovenfor under punkt 5 er der dog
ikke automatisk lighedstegn mellem barnets bedste og bevarelse af barnets
kontakt med begge forældre. Det bør fremgå af loven. Det skal desuden
præciseres,
at forælderens ret til samvær er sekundær i forhold til hensynet til barnets
bedste, når der ikke er overensstemmelse mellem forælder- og børneinteresser.
Der skal med andre ord kun tilkendes den samværsret, som er til barnets
bedste.
§ 16 giver efter sin nuværende formulering samværsforælderen en
ret
til samvær for at bevare barnets
forbindelse med begge forældre.
Efter § 12, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2. pkt., skal det
i sager vedrørende overførsel af forældremyndighed ved eneforældremyndighed
tillægges
vægt, om indehaveren af forældremyndighed uden rimelig grund hindrer
gennemførelsen af samvær (chikane). Problemet er her, at man for at tilgodese
retfærdighedshensyn over for samværsforælderen kommer til at tilsidesætte
hensynet
til barnets bedste. På denne måde kommer man alt for let til at straffe
chikane
ved at straffe barnet. Desuden er det ikke hensigtsmæssigt at fremhæve ét
bestemt problem i lovteksten, når der også er andre aspekter, der bør
vurderes
ud fra hensynet til barnets bedste. Formuleringen bør derfor slettes.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 4.1 er det lovens
formodning, at det er i barnets interesse at bevare kontakten til begge
forældre. Denne formodning er dog ikke underbygget af forskningen, når det
gælder forældre med et dårligt samarbejdsklima. Derimod er det fastslået, at
et
godt samarbejdsklima mellem forældrene er meget afgørende for, hvordan
skilsmissebørn trives.
Ad punkt 2
Forslaget er en yderligere præcisering af børnekonventionens
bestemmelse om høring af barnet i forhold til tidligere ændringer af loven om
forældremyndighed og samvær.
Lovens § 29, stk. 1, giver børn over 12 år ret til at blive hørt
i sager om forældremyndighed og samvær. Børn under 12 år skal høres, hvis
barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det, jf. § 29, stk. 2.
Bestemmelsen er begrundet i ønsket om at præcisere børnekonventionens princip
om børns ret til at blive hørt i selve loven (L 3, forslagets almindelige
bemærkninger punkt 6 folketingsåret 2000-01).
Forslagsstillerne ønsker en yderligere præcisering af
børnekonventionens artikel 12 i lov om forældremyndighed og samvær. Det
indebærer, at der ikke fastsættes noget alderskriterium. Ifølge
børnekonventionens artikel 12, stk. 1, skal
alle
børn have ret til frit at udtrykke deres synspunkter i alle forhold, der
vedrører dem. Den eneste betingelse er, at de skal være i stand til at
formulere deres egne synspunkter. Dette gælder særligt i enhver behandling
ved
dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet,
jf. artikel 12, stk. 2.
Desuden skal det i overensstemmelse med konventionen præciseres,
at barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med
dets
alder og modenhed, jf. artikel 12, stk. 1. Her er heller ikke noget specifikt
alderskriterium, men et »tvillingekriterium«: barnets alder og modenhed.
Kravene i børnekonventionen er således ikke opfyldt, hvis myndighederne
udelukkende lægger vægt på et alderskriterium uden også at inddrage en
vurdering af barnets konkrete modenhed. At barnets synspunkter skal tillægges
passende vægt, betyder endvidere, at myndighederne har pligt til at lytte til
børns synspunkter og tage dem alvorligt.
Ad punkt 3
Ifølge retsplejelovens § 536 kan bestemmelser om
forældremyndighed og udøvelse af samvær fuldbyrdes ved anvendelse af
tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. I praksis betyder det, at
børn
kan hentes og afleveres af fogeden – af og til i følgeskab med politiet.
Det er
voldsomt traumatiserende for et barn at blive transporteret til en forælder
under fysisk magtanvendelse af fremmede personer. Der bør derfor ikke
anvendes
tvang i de tilfælde, hvor barnet aktivt modsætter sig.
Fogedretten har i dag mulighed for at indhente en forudgående
børnesagkyndig erklæring, hvis retten er i tvivl om, hvorvidt magtanvendelsen
vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf.
retsplejelovens § 536, stk. 1, 3. og 4. pkt. Fogedretten kan også tilkalde en
uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til at varetage
barnets
tarv under sagen, jf. retsplejelovens § 536, stk. 2, 1. pkt. Lovgivningen har
således lagt et stort ansvar over på fogeden, som dog ikke har forudsætninger
for at bedømme, hvornår et barns sjælelige eller legemlige sundhed er i
alvorlig fare. Forslagsstillerne ønsker derfor, at der
altid
indhentes en forudgående børnesagkyndig erklæring i disse
situationer, og at der ligeledes
altid
tilkaldes en uvildig person til at varetage barnets tarv under sagen.
Forslagsstillerne mener, at denne uvildige person så vidt muligt bør være en,
som barnet kender og har tillid til i forvejen. Det kan f.eks. være en
skolelærer eller pædagog.
En obligatorisk ordning vil også være i bedre overensstemmelse
med børnekonventionens artikel 12, stk. 2, som bestemmer, at børn især skal
gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed
eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte
eller
gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i
national ret foreskrevne fremgangsmåder.
Ad punkt 4
En amerikansk forløbsundersøgelse af børn i skilsmissefamilier
(»Den lykkelige skilsmisse« af Judith S. Wallerstein m.fl., 2002) forklarer
blandt andet, at grunden til de mange forældremyndigheds- og samværstvister
er,
at forældrene opfatter deres børn som deres personlige redningsplanker. De
føler sig måske ensomme og sårede oven på forholdets sammenbrud og føler
ofte,
at de kun kan stole på børnenes kærlighed. Derfor vil de nogle gange kæmpe
med
næb og kløer for at beholde børnene for sig selv.
Forslagsstillerne ønsker derfor at give forældrene bedre
mulighed for at få et socialt netværk efter en skilsmisse. Dette kan f.eks.
ske
på initiativ fra et ministerium.
Ad punkt 5
I resten af Norden er der på forskellig måde og i forskellig
grad givet børn ret til at have regelmæssigt samvær med andre end deres
forældre, når forældrene bliver skilt. Kun Danmark har endnu ikke indført
denne
mulighed for barnet. Forslagsstillerne mener, at Danmark i det mindste bør
have
regler for slægtningesamvær i tilfælde af den ene forælders død, hvilket både
bør omfatte bedsteforældre og stedforældre, som barnet har en særlig tæt
kontakt til, og hvor kontakten vil være til gavn for barnet.
Den svenske Föräldrabalk har i kapitel 6, § 15, stk. 3, en
generel bestemmelse om, at indehaverne af forældremyndigheden har et ansvar
for, at barnets behov for samvær med andre, som står det særlig nær, så vidt
muligt tilgodeses. Bedsteforældre og andre nærtstående kan henvende sig til
socialnævnet
for at få samvær med barnet, jf. Föräldrabalkens 6. kapitel, §
15 a, stk. 1, 3. pkt. Socialnævnet afgør
herefter, om det vil indbringe sagen for domstolene. Afgørelsen bygger på en
undersøgelse og vurdering af, om det påtænkte samvær vil være til gavn for
barnet. Det er intentionen, at det kun er i specielle tilfælde, Socialnævnet
skal gå videre med sagen. Domstolene afgør herefter, om der foreligger en så
nær tilknytning mellem barnet og vedkommende, at barnet har behov for samvær,
og hvor meget. I praksis kommer samvær (umgänge) mest på tale med tidligere
plejeforældre, stedforældre eller bedsteforældrene, når den ene af forældrene
er døde.
I islandsk og norsk ret er der mulighed for at få fastsat
slægtningesamvær, hvis den ene af forældrene er afgået ved døden.
I Island er der i den islandske børnelov § 47, stk. 3, også
mulighed for at få fastsat samvær med et barn, hvis det er umuligt for den
ene
af forældrene at udøve sine samværspligter over for barnet, og hvor nære
slægtninge til den forhindrede kan få samvær. Der kan for eksempel være tale
om
en langvarig fængselsstraf uden orlovsmuligheder.
I Norge er det ikke kun slægtninge, der kan anmode om samvær ved
dødsfald, men alle med nær tilknytning til barnet. Norge har herudover givet
mulighed for, at bedsteforældre kan få samvær, hvis den ene af forældrene er
nægtet samvær, men ønsker, at barnet skal have kontakt til bedsteforældrene.
I
Norge har det været overvejet, om man skulle udvide andres adgang til samvær,
så barnets sociale (sted)forældre og (sted)søskende kunne ses regelmæssigt.
Indtil videre er denne mulighed blevet afvist, blandt andet fordi man frygter
en endnu mere opsplittet tilværelse for barnet på grund af mangfoldigheden af
familiekonstellationer i samfundet.
Domstolene i Finland kan efter anmodning fra en af forældrene
eller på eget initiativ i forbindelse med en afgørelse om forældremyndighed
opstille som vilkår, at den, barnet bor hos, skal tillade barnet at besøge
bedsteforældre m.v. på en måde, som fastsættes i afgørelsen.
Ad punkt 6
Forslaget er taget fra den norske lovgivning. Her er formålet
med mæglingskravet i forbindelse med separation og skilsmisse at sikre, at
forældrene inden separation eller skilsmisse har forsøgt at lave en skriftlig
aftale om forældremyndighed og samværsret og om, hvor barnet skal bo fast,
hvor
der lægges vægt på, hvad der vil være den bedste ordning for barnet (Lov om
ekteskap § 26, stk. 1, 2. pkt.). Mægling er frivillig for samboer med fælles
børn under 16 år ved samlivsbrud. I forbindelse med mægling udstedes der en
attest, som giver adgang til at rejse en sag om forældremyndighed, om, hvor
barnet skal bo, eller om samvær. En mæglingsattest har gyldighed for en
periode
af 6 måneder, hvorefter den skal fornyes. Der kan udstedes mæglingsattest
efter
3 timer hos mægleren, hvis der ikke er kommet en skriftlig aftale ud af
forløbet. Det samme gælder, hvis den ægtefælle, der ikke har begæret mægling,
ikke møder op.
Kravet om gyldig mæglingsattest, før man kan rejse en sag om
forældremyndighed m.v. for forældre med børn under 16 år, findes i Lov om
barn
og forældre § 51, stk. 1. Formålet er også her at få forældrene til at finde
frem til en skriftlig aftale.
Efter den danske lovgivning skal statsamterne tilbyde forældrene
og deres børn børnesagkyndig rådgivning efter lov om forældremyndighed og
samvær § 28, stk. 1, hvis der er uenighed om forældremyndighed og samvær.
Herudover kan statsamtet tilbyde rådgivningen, hvis der skønnes at være et
særligt behov for det, jf. § 28, stk. 2. Denne regel tilsigter at give
forældre
med fælles forældremyndighed mulighed for at løse deres konflikter uden at
ønske den fælles forældremyndighed ophævet.
De norske regler adskiller sig fra de danske regler ved at kræve
obligatorisk mægling for forældre med børn under 16 år, ligesom de tilsigter
at
forebygge senere problemer. Samtidig lægger de norske regler via
mæglingspligten stor vægt på forældrenes ansvar for i god tid selv at finde
en
løsning på deres problemer.
Skriftlig fremsættelse
Jann Sjursen
(KD):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om sikring af hensynet til barnets bedste i forbindelse
med
forældremyndigheds- og samværssager.
(Beslutningsforslag nr. B 4).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om parrådgivning Retsinformation · 25. marts 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om fleksibel børnepasning Retsinformation · 4. maj 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om en børneombudsmand Retsinformation · 16. november 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en tidskonto, der giver børnefamilierne mulighed for at nedsætte deres arbejdstid Retsinformation · 21. november 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om pligt til at indføre en familiepolitik på arbejdspladser Retsinformation · 27. oktober 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af grundlaget for renovering af kloakker Retsinformation · 17. december 2004