Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af hensynet til barnets bedste i forbindelse med forældremyndigheds- og samværssager

2004/1 BSF 4Beslutningsforslag som fremsatFolketinget7. oktober 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 7. oktober 2004 af Jann Sjursen (KD),

Bodil Kornbek (KD),

Mogens Nørgård Petersen (KD) og Tove

;Videbæk (KD)

Forslag til folketingsbeslutning

om

sikring af hensynet til barnets bedste i forbindelse med

forældremyndigheds- og samværssager

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af 2005 at

fremsætte de nødvendige lovforslag og administrative forskrifter med henblik

på

at sikre, at der bliver taget hensyn til barnets bedste i forældremyndigheds-

og samværssager, efter følgende punkter:

1)

Det skal tydeligt

fremgå af loven og forskrifter udstedt i henhold til loven, at det er

hensynet

til barnets bedste, der skal være grundlaget for alle afgørelser om

forældremyndighed og samvær.

2)

Et barn, der er i stand

til at formulere sine egne synspunkter, skal have ret til frit at udtrykke

disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet. Barnets synspunkter

skal

tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

3)

Myndighederne må ikke

tvinge børn til samvær mod deres vilje. Ved spørgsmål om anvendelse af

tvangsfuldbyrdelse skal der altid indhentes en forudgående børnesagkyndig

vurdering, og der skal altid tilkaldes en uvildig person til at varetage

Læs alt

barnets tarv under sagen. Den uvildige person bør så vidt muligt være en, som

barnet i forvejen har tillid til.

4)

Forældre, der er blevet

skilt, skal have bedre muligheder for at indgå i støttenetværk med andre

forældre.

5)

Et barn skal i særlige

tilfælde have ret til samvær med andre end barnets forældre, når det er til

gavn for barnet.

6)

Forældre med fællesbørn

under 16 år skal af hensyn til barnet deltage i et mæglingstilbud, før de kan

blive separeret eller skilt, og før de kan rejse en sag om forældreansvar,

om,

hvor barnet skal bo, eller om samvær.

Bemærkninger til forslaget

1. Formålet med forslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at sikre, at der i

forældremyndigheds- og samværssager altid tages udgangspunkt i det, der er

det

bedste for det enkelte barn. De fleste forslag tager udgangspunkt i

konfliktfyldte sager ved statsamterne og Civilretsdirektoratet, hvor

forældrene

hverken er helt eller delvis enige, og hvor der ikke er udsigt til en løsning

af stridighederne ved konfliktmægling, børnesagkyndig rådgivning eller andet.

2. Baggrunden for forslaget

2.1. Nye undersøgelser og statistik efter B 61,

folketingsåret 2002-03

Forslaget er en delvis genfremsættelse af B 61 fra

folketingsåret 2002-03 om sikring af barnets bedste i konfliktfyldte

forældremyndigheds- og samværssager, for så vidt angår punkt 1 til 4 i

nærværende

forslag. Punkt 5 og 6 er således nye. Der henvises til Folketingstidende,

forhandlingerne s. 3957 og 8497, tillæg A s. 2729 og 2740 og tillæg B s. 505.

Efter Folketingets behandling af B 61 er der offentliggjort flere relevante

undersøgelser:

Socialforskningsinstituttet (SFI) offentliggjorde i foråret 2004

to undersøgelser om børn og samvær (»Samvær til barnets bedste? Om regler og

praksis på samværsområdet« og »Samvær og børns trivsel«). Undersøgelsen af

praksis viser, at myndighederne i de konfliktfyldte sager giver

samværsforælderen

for mange chancer, og at der er behov for et tydeligere børneperspektiv i

forvaltningen og en øget synliggørelse af særlig de yngre børn.

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at Justitsministeriet har sendt

undersøgelserne til høring i Civilretsdirektoratet og statsamterne i marts

måned.

Undersøgelsen om børns trivsel viser, at en tredjedel af børnene oplever

problemer omkring samværet, og at der hyppigere opstår konflikter blandt

forældre, hvor der er tegn på social udsathed f.eks. på grund af misbrug,

vold

m.v.

Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse af

fogedretternes praksis (maj 2004) viste, at der ikke bliver igangsat

børnesagkyndige undersøgelser i knap 90 pct. af sagerne. Der er afsagt

kendelse

om udkørende fogedforretning i 20 sager (i alt 34 udkørende

fogedforretninger)

ud af 234 kendelser. I fire sager har fogeden fået ledsagelse af de sociale

myndigheder, i fem sager har der været ledsagelse af politiet, mens der i de

seks øvrige sager har været ledsagelse af både politiet og de sociale

myndigheder. I de sidste to sager har fogeden fået ledsagelse af andre

personer.

Det fremgår af undersøgelsen, at der blev gennemført en samtale med 0,2 pct.

af

børnene op til 5 år, 3,4 pct. af børnene fra 6 til 8 år og 23,2 pct. af

børnene

fra 9 til 11 år, og 21,3 pct. af børnene fra 12 til 17 år. Justitsministeriet

har sendt undersøgelsen til høring i Den Danske Dommerforening og

Dommerfuldmægtigforeningen vedrørende blandt andet spørgsmålet om høring af

børn og gennemførelse af børnesagkyndige undersøgelser.

Civilretsdirektoratets statistik for 2003 viser, at færre børn

fra 8 år og opefter høres i forhold til 2002, men at der i forhold til de

foregående år er tale om en stigning i antallet af børn i denne aldersgruppe,

der høres (Statistik 2003, Civilretsdirektoratet, februar 2004). Statistikken

viser desuden, at der næsten altid lægges vægt på børnenes mening i de sager,

hvor de er blevet hørt. Det finder forslagsstillerne er meget positivt. Det

fremgår dog af Civilretsdirektoratets statistik for 2003, at der kun blev

lagt

vægt på barnets mening i 16 pct. af alle de omhandlede sager.

Statsamternes og Civilretsdirektoratets ændrede praksis er dog

ikke nået til domstolene, er der noget, der tyder på. Ifølge Jyllands-Posten

den

8. marts 2004 mener højesteretsdommer Marianne Højgaard Pedersen, at børns

ønsker og behov i højere grad bør indgå i sager om forældremyndighed, der

afgøres ved domstolene.

2.2. Opsummering

Statsamtsjurister over hele landet har tidligere udtrykt deres

bekymring over, at den nye lovgivning og praksis oftest sætter forældrenes

rettigheder i centrum. Det er en kritik, der vedvarende har lydt siden

gennemførelsen af lov om forældremyndighed og samvær. Også FN’s

Børnerettighedskomité

er bekymret over den store vægt på forældrenes rettigheder på bekostning af

hensynet til barnets bedste. Læs mere om statsamternes kritik under de

almindelige bemærkninger punkt 2.4 og om kritikken fra FN under de

almindelige

bemærkninger punkt 6.2.

FN’s børnekonvention beskriver samværsretten som barnets ret og

kræver hensynet til barnets bedste sat i første række. Alligevel er

hovedreglen

om samværsret i den danske lovgivning beskrevet som forældrenes ret, som der

kun kan foretages indskrænkninger i, hvis det kan bevises, at samværet skader

barnet i alvorlig grad. Se om børnekonventionen under de almindelige

bemærkninger

punkt 6.1 og om hensynet til henholdsvis samværsforælderen og barnet under de

almindelige bemærkninger punkt 3 og 4.

De høje beviskrav skyldes lovens stærke formodning om, at det

generelt er til barnets bedste, at det bevarer kontakten til begge sine

forældre, selv om dette ikke er entydigt dokumenteret i forskningen. Derimod

er

det dokumenteret, at det er skadeligt for et barn, hvis samværet og forholdet

mellem forældrene er konfliktfyldt. Lovens formodning om, hvad der generelt

er

det bedste for et barn, er derfor ikke anvendelig i de konfliktfyldte sager.

Forslagsstillerne finder det i den forbindelse særdeles positivt, at der nu

gennemføres tilbud om konfliktmægling i alle landets statsamter. Se også de

almindelige bemærkninger punkt 5 om, hvad der er det bedste for børn i

samværssager.

På trods af intentionerne er der siden ikrafttrædelsen af loven

om forældremyndighed og samvær i 1996 ikke sket den tilsigtede lempelse af

adgangen til at ophæve eller afslå problematisk samvær. Tværtimod er der

tilsyneladende – ifølge Civilretsdirektoratet selv – sket en

stramning ved, at

der i højere grad fastsættes overvåget samvær for at sikre samværsretten (for

forældrene). Se også de almindelige bemærkninger punkt 7.1.

Det er forslagsstillernes grundlæggende holdning, at forældrene

har ansvar for og ret til at bestemme over deres egne børn. Men denne ret må

vige, hvis forældrene skader barnet. Det er der en potentiel mulighed for,

når

forældre beslutter sig for at blive skilt. I nogle samværssager har

forældrene

to forskellige opfattelser af, hvad der tjener barnet bedst. Derfor er det

nødvendigt, at myndighederne får bedre redskaber til at træffe afgørelser,

der

tager udgangspunkt i, hvad der er det bedste for det enkelte barn i den

konkrete situation, i stedet for at gå ud fra en formodning om, at det også i

de konfliktfyldte sager er i barnets interesse at bevare forbindelsen til

begge

forældre, medmindre andet kan bevises. Forslagsstillerne mener, at fokus på

hele forældremyndigheds- og samværsområdet skal være det, der er det bedste

for

det individuelle barn.

Det landsdækkende tilbud om konfliktmægling i samværssager må

endvidere forventes at reducere antallet af konfliktfyldte sager. CASA skulle

ifølge Civilretsdirektoratet (Statistik 2003, Civilretsdirektoratet, februar

2004, side 8) aflevere en evalueringsrapport i midten af 2004 om den

landsdækkende ordning med konfliktmægling.

Chikane fra bopælsforælderen er uomtvisteligt en uretfærdighed

over for den anden samværsforælder, men selv i disse situationer bør

forældrenes rettigheder og konflikter efter forslagsstillernes opfattelse

vige

til fordel for barnets bedste. Og i en chikanesituation kan det for barnet

være

meget belastende at skulle gennemføre samvær med den anden forælder, også

selv

om der er tale om overvåget samvær.

2.3. Lov

om forældremyndighed og samvær 1996

1. januar 1996 blev myndighedsloven ophævet, og i stedet trådte

lov om forældremyndighed og samvær i kraft. Forarbejderne til den nugældende

lov præsenterer to (potentielt) modstridende hensyn: hensynet til barnets

bedste over for hensynet til samværsforælderens rettigheder. Det er hensynet

til barnets bedste, der skal være det overordnede hensyn, men det sløres af

udsagn om rettigheder for samværsforælderen.

2.4. Statsamtsjurister kritiserer lov og

praksis

Statsamtsjurister har gjort opmærksom på, at det i praksis ofte

er forældrenes rettigheder, der er i centrum i samværssager, f.eks. i

Ugeskrift

for Retsvæsen i 1997 (U 1997 B. 408), hvor kontorchef i Statsamtet Vejle

Anders

Bille skrev: »Lige fra samværsretten lovteknisk blev indført i 1922, har det

været præciseret, at det er en

ret

for forældrene, men at den skal fastsættes efter, hvad der skønnes bedst for

barnet (barnets tarv). Dette er i samme bestemmelse to hensyn, som ikke altid

harmonerer. Tendensen de seneste år har været, at retten for forældrene

kraftigt overskygger hensynet til børnene ( ) Nu antages det at være

altafgørende, at barnet bevarer forbindelsen med begge biologiske forældre,

næsten uanset hvad.« Denne opfattelse er senere støttet af kontorchef i

Statsamtet Nordjylland (for eksempel i rapport fra konference afholdt af

Børns

Vilkår på Christiansborg den 7. april 2000 side 45 og i tv-udsendelsen »For

fars skyld« sendt på DR 1 den 21. marts 2001).

I Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, fra Civilretsdirektoratet

skriver to fuldmægtige ansat ved Statsamtet København, at problemet med de

»tunge sager« trænger sig mere og mere på, blandt andet på grund af »den

ændrede lovgivning og især praksis på området, hvor samvær i dag stort set

altid

skal fastsættes, og hvor der i dag er meget ringe mulighed for at afslå

samvær«

(side 49).

Kontorchef Jesper Thumand fra Statsamtet Århus udtalte i Politiken

den 21. maj 2000, at »der skal ualmindelig meget til, at vi nægter samvær, og

det skal komme langt ud, før man skrider ind. Der er ingen tvivl om, at nogle

børn ikke har det godt med det. Men det skal åbenbart ses som en langsigtet

proces. At det er godt at bevare forbindelsen med begge forældre, frem for

hvad

der er godt for børnene her og nu.«

2.5. Kritik fra ngo’er

Lovgivningen har mødt kritik fra en lang række af

organisationer, heriblandt Børns Vilkår, Red Barnet og Landsforeningen Børn

og

Samvær. Organisationerne peger på, at det ikke altid er det, der er barnets

bedste, der er i centrum af samværssagerne.

2.6. FN’s Børnerettighedskomité

FN’s Børnerettighedskomité har på baggrund af Danmarks anden

periodiske rapport vedrørende opfyldelsen af FN’s konvention om barnets

rettigheder i juni 2001 udtalt sin bekymring over, at forældrenes rettigheder

ofte bliver tillagt større betydning end hensynet til barnets bedste

(konventionens

artikel 3). Se endvidere de almindelige bemærkninger punkt 6.2.

3. Hensynet til samværsforælderen i

samværslovgivningen

3.1. Forældres ret til samvær

I lov om forældremyndighed og samvær § 16 står der, at »barnets

forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet

boende, har ret til samvær«. Afgørelser om samværsret kan tvangsfuldbyrdes af

fogedretten, jf. retsplejeloven § 536.

3.2. Samvær uanset hidtidig forbindelse

Den væsentligste ændring i lovgivningen vedrørende samvær var,

at der i videre omfang end hidtil skulle lægges vægt på barnets kontakt med

den

forælder, barnet ikke bor sammen med, selv om forældrene ikke tidligere havde

levet sammen eller kun i kortere tid (lovforslagets bemærkninger side 13,

højre

spalte, lidt over midten). Kontakten skulle i disse tilfælde ske i takt med

barnets alder og udvikling. Dette understreges også af, at en passus i den

tidligere gældende lovgivning udgik: »Ved afgørelsen tages der navnlig hensyn

til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet« (myndighedslovens § 24,

stk. 2, 2. pkt. § 24 svarer til den gældende forældremyndighedslovs § 17).

Civilretsdirektoratet skriver side 210 i Nyhedsbrev nr. 13,

februar 2001, at det efter forarbejderne til loven ikke giver tilstrækkeligt

grundlag for ikke at fastsætte samvær, at et barn ikke viser tegn på savn

eller

erindring vedrørende den af forældrene, som barnet ikke bor hos.

I Danmarks anden afrapportering til FN’s børnerettighedskomité

vedrørende opfyldelsen af børnekonventionen august 1998 skrives der kort og

godt om de nye samværsretningslinjer, at de »forbedrer mulighederne for den

af

forældrene, der ikke har barnet boende, for at være sammen med barnet« (punkt

104).

3.3. Overvåget samvær som generelt tilbud

Efter de nye

regler

skal der endvidere i videre omfang end tidligere anvendes overvåget samvær

for at

modvirke samværschikane og i andre tilfælde for at vænne barnet til den anden

forælder (lovforslagets almindelige bemærkninger side 15). Overvåget samvær

er

nu gennemført som et generelt tilbud over hele landet.

4. Hensynet til barnets bedste i samværslovgivningen

4.1. Bevarelse af forbindelsen til begge

forældre

Lovens udgangspunkt vedrørende fastsættelse af samvær er en

generel formodning om, at børn må antages at have en interesse i at bevare

forbindelsen til den forælder, som barnet ikke bor sammen med, jf.

forudsætningsvis § 16: »Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret

ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær.« Denne

formodning

giver myndighederne og den forælder, barnet bor hos (bopælsforælderen),

bevisbyrden for, at samvær – fastsættelse af samvær og udvidelse af

omfang af

samvær – i det konkrete tilfælde ikke vil være i overensstemmelse med

barnets

bedste, jf. § 17. Der skal således foreligge oplysninger, der med vægt taler

imod samvær, før der kan meddeles afslag på samvær. Af forarbejderne fremgår

det, at det blandt andet er et højt konfliktniveau mellem forældrene, der kan

begrunde et afslag af hensyn til barnets bedste (lovforslagets specielle

bemærkninger til § 17).

4.2. Samværsret skal være underordnet barnets

bedste

På trods af ordlyden i § 16 (forældres ret til samvær) skal

afgørelser om samværsret altid træffes ud fra hensynet til barnets bedste.

Det

fremgår blandt andet af lovens § 17, stk. 1, 2. pkt., at afgørelsen om omfang

og udøvelse af samvær skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Det

samme gælder afgørelser om ændring af samværsaftaler eller -afgørelser,

afslag

på fastsættelse af samvær eller ophævelse af en aftale eller afgørelse herom,

jf. henholdsvis § 17, stk. 2 og 3.

At det er hensynet til barnets bedste, der – uanset

formuleringen af lovens § 16 – efter intentionen skal være det bærende

hensyn

bag lovens bestemmelser om samvær, fremgår af bemærkningerne til lovforslaget

til den gældende lov.

Her står generelt om hensynet til barnet: » Statsamtet må

således ved afgørelsen om samvær tage hensyn til barnets interesse i at have

kontakt til begge forældre« (lovforslagets almindelige bemærkninger side 13,

højre spalte, lidt over midten). Og » Statsamtet skal ved afgørelsen af,

hvilket

omfang et samvær bør have, tage hensyn til, hvad der er bedst for barnet«

(lovforslagets almindelige bemærkninger side 13, højre spalte, midten). »

Udtrykket »samværsret« i den gældende lov foreslås erstattet med »samvær« for

at nedtone rettigheder og pligter i forbindelse med forældrekontakten og

dermed

fremhæve, at det centrale er at bevare barnets forbindelse med begge

forældre«

(lovforslagets specielle bemærkninger side 24, venstre spalte, midten).

Om ophævelse af samvær af hensyn til barnets bedste: » Udvalget

foreslår derfor, at statsamtet fremover skal kunne afslå at fastsætte samvær

eller ophæve en afgørelse eller aftale herom, hvis det er »påkrævet« af

hensyn

til barnet. Selv om ordvalget kunne tyde på det modsatte, er det meningen, at

praksis herved skal kunne lempes. Udvalget har fundet, at kriteriet »påkrævet

«

er bedst dækkende for intentionerne,

idet der også i fremtiden skal meget til – dog ikke helt så meget som

tidligere

– for at der kan træffes afgørelse om ophævelse af samværet eller gives

afslag

på at fastsætte samvær« (lovforslagets almindelige bemærkninger side 14,

venstre spalte, næstsidste afsnit). »Stk. 3 vedrører afslag på og ophævelse

af

en aftale eller afgørelse om samvær. Efter bestemmelsen kræves det, at

afslaget

eller ophævelsen er påkrævet af hensyn til barnet. Dette indebærer i forhold

til gældende ret en lempelse i adgangen til at træffe afgørelse om ophævelse

af

samværet« (lovforslagets specielle bemærkninger til § 17 side 24).

5. Hvad er barnets bedste i samværssager?

En lang række tidligere undersøgelser har vist, at et godt

samarbejdsklima mellem forældrene er helt afgørende for, hvordan

(skilsmisse)børn trives (»Samboskab, Ægteskab og Forældrebrud«,

Mai Heide Ottosen,

Socialforskningsinstituttet, 2000, side 134).

Når forældre derimod har et dårligt samarbejdsklima, har barnet

ikke nødvendigvis gavn af samværet.

Selv om det er en udbredt antagelse, at skilsmissebørn har bedst

af at bevare en hyppig kontakt med begge forældre, er dette ikke påvist eller

dokumenteret. De eksisterende resultater er modstridende og umulige at drage

entydige konklusioner fra. Hvorvidt et samvær er positivt for barnet,

afhænger

af flere faktorer, for eksempel et nært og tæt forhold til den pågældende

forælder og konfliktniveauet forældrene imellem (»Hvem beskytter barnet« af

Helene Flendt og Lisbet Holst, 2000, side 91).

Statsamterne anerkender da også, at forældrenes konfliktniveau

er afgørende for barnets trivsel ved samvær i de tunge sager: »Barnet trives

med samværet, uanset om det ene eller det andet bliver resultatet, når blot

forældrene accepterer det aftalte/fastsatte samvær og har en rimelig

omgangsform

med hinanden. Dette synspunkt støttes af forskellige undersøgelser, der er

foretaget på området« (Nyhedsbrev nr. 13, februar 2001, fra

Civilretsdirektoratet,

side 51).

6. FN’s konvention om barnets rettigheder

Loven om forældremyndighed og samvær skal fortolkes på en sådan

måde, at den er i overensstemmelse med FN’s konvention om barnets

rettigheder

(børnekonventionen).

6.1. Relevante bestemmelser i konventionen

Efter konventionens artikel 3, stk. 1, skal hensynet til barnets

bedste komme i første række for domstole, forvaltningsmyndigheder og

lovgivende

organer.

Efter artikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne respektere retten

for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at

opretholde

regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre,

undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Det er værd at bemærke, at det

i

modsætning til lov om forældremyndighed og samvær § 16 her udtrykkeligt er

barnets ret til samvær – ikke forældrenes.

Et barn skal så vidt muligt have ret til at kende og blive

passet af sine forældre, jf. artikel 7, stk. 1.

Et barn, der er i stand til at formulere sine egne synspunkter,

skal ifølge artikel 12, stk. 1, også sikres retten til frit at udtrykke disse

synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet, ligesom barnets synspunkter

skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Staten har efter artikel 19, stk. 1, pligt til at træffe alle

passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler til beskyttelse

af

barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug,

vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder

seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre

personers

varetægt.

6.2. Kritik fra Børnerettighedskomiteen

Børnerettighedskomiteen har på baggrund af Danmarks anden

periodiske rapport udtrykt bekymring over, at forældrenes rettigheder oftest

vejer tungere end hensynet til barnets bedste (artikel 3). Komiteen opfordrer

Danmark til at anstrenge sig for at sikre implementationen af princippet om

barnets bedste i love m.v. såvel som i retslige og administrative afgørelser,

der vedrører børn (CRC/C/15/Add.151).

Komiteen har tidligere udtalt, at det ifølge komiteen er forkert

at sidestille barnets rettigheder med forældrenes. Barnets bedste kommer

først

i alle situationer, også hvor barnet er fanget i en kamp mellem forældrene

(UNICEF:

»Implementation Handbook for the Convention on the Rights of the Child«,

1998,

side 231).

7. Praksis

7.1. Ingen lempelse i praksis, men mere

overvåget samvær

Lovens intentioner var en lempelse af adgangen til at ophæve

eller give afslag på samvær. Direktoratet har imidlertid selv konstateret, at

der på trods af lovens intentioner

ikke

er

sket en lempelse i adgangen til at ophæve eller give afslag på samvær:

»Som bekendt fremgår det af forarbejderne til loven, at der

skulle ske en lempelse i adgangen til at afslå eller ophæve samvær, hvis det

i

det enkelte tilfælde må anses for påkrævet af hensyn til barnet. Det kan

f.eks.

være tilfældet, hvis samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil

blive meget konfliktfyldt. Direktoratet har efter en gennemgang af praksis

imidlertid ikke konkrete eksempler, der kan dokumentere, at der er sket en

lempelse af adgangen til at afslå eller ophæve samvær. Dette skal efter

Civilretsdirektoratets opfattelse blandt andet ses i sammenhæng med, at

overvåget

samvær pr. 1. juli 1996 er blevet et generelt offentligt tilbud ( ) Det er

således direktoratets vurdering, at der i dag ofte fastsættes samvær med

overvågning i sager, hvor samværet tidligere ville være blevet afslået eller

ophævet. Ophævelse og afslag på samvær er meget indgribende afgørelser, og

der

stilles derfor store krav til begrundelsen herfor (...)« (Skarrildhus 1998).

Ifølge Civilretsdirektoratets statistik for 2001 (juni 2002)

udgjorde de tilfælde, hvor statsamtet fastsatte overvågning, i alt 5 pct. af

alle

de sager, hvor der var samvær. Dette var stort set som i perioden 1997-2000.

I

direktoratets samværsstatistik for 2003 (februar 2004) står der, at

statsamtet

fastsatte overvåget samvær i 16 pct. af de sager, hvor der efter statsamtets

afgørelse var samvær. I 2002 var det tilsvarende tal ifølge statistikken 21

pct.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad punkt 1

I børnekonventionen er det barnet, der har en selvstændig ret

til at bevare forbindelsen til begge forældre, og ikke som i den danske

lovgivning forældrene, jf. børnekonventionens artikel 9, stk. 3.

Hensynet til barnets bedste skal altid gå forud for forældrenes

rettigheder. Dette kommer imidlertid ikke helt klart til udtryk i lovteksten:

§ 16 tilgodeser barnets ret til to forældre ved at give den ikke

samboende forælder ret til samvær. Som nævnt ovenfor under punkt 5 er der dog

ikke automatisk lighedstegn mellem barnets bedste og bevarelse af barnets

kontakt med begge forældre. Det bør fremgå af loven. Det skal desuden

præciseres,

at forælderens ret til samvær er sekundær i forhold til hensynet til barnets

bedste, når der ikke er overensstemmelse mellem forælder- og børneinteresser.

Der skal med andre ord kun tilkendes den samværsret, som er til barnets

bedste.

§ 16 giver efter sin nuværende formulering samværsforælderen en

ret

til samvær for at bevare barnets

forbindelse med begge forældre.

Efter § 12, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2. pkt., skal det

i sager vedrørende overførsel af forældremyndighed ved eneforældremyndighed

tillægges

vægt, om indehaveren af forældremyndighed uden rimelig grund hindrer

gennemførelsen af samvær (chikane). Problemet er her, at man for at tilgodese

retfærdighedshensyn over for samværsforælderen kommer til at tilsidesætte

hensynet

til barnets bedste. På denne måde kommer man alt for let til at straffe

chikane

ved at straffe barnet. Desuden er det ikke hensigtsmæssigt at fremhæve ét

bestemt problem i lovteksten, når der også er andre aspekter, der bør

vurderes

ud fra hensynet til barnets bedste. Formuleringen bør derfor slettes.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 4.1 er det lovens

formodning, at det er i barnets interesse at bevare kontakten til begge

forældre. Denne formodning er dog ikke underbygget af forskningen, når det

gælder forældre med et dårligt samarbejdsklima. Derimod er det fastslået, at

et

godt samarbejdsklima mellem forældrene er meget afgørende for, hvordan

skilsmissebørn trives.

Ad punkt 2

Forslaget er en yderligere præcisering af børnekonventionens

bestemmelse om høring af barnet i forhold til tidligere ændringer af loven om

forældremyndighed og samvær.

Lovens § 29, stk. 1, giver børn over 12 år ret til at blive hørt

i sager om forældremyndighed og samvær. Børn under 12 år skal høres, hvis

barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det, jf. § 29, stk. 2.

Bestemmelsen er begrundet i ønsket om at præcisere børnekonventionens princip

om børns ret til at blive hørt i selve loven (L 3, forslagets almindelige

bemærkninger punkt 6 folketingsåret 2000-01).

Forslagsstillerne ønsker en yderligere præcisering af

børnekonventionens artikel 12 i lov om forældremyndighed og samvær. Det

indebærer, at der ikke fastsættes noget alderskriterium. Ifølge

børnekonventionens artikel 12, stk. 1, skal

alle

børn have ret til frit at udtrykke deres synspunkter i alle forhold, der

vedrører dem. Den eneste betingelse er, at de skal være i stand til at

formulere deres egne synspunkter. Dette gælder særligt i enhver behandling

ved

dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet,

jf. artikel 12, stk. 2.

Desuden skal det i overensstemmelse med konventionen præciseres,

at barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med

dets

alder og modenhed, jf. artikel 12, stk. 1. Her er heller ikke noget specifikt

alderskriterium, men et »tvillingekriterium«: barnets alder og modenhed.

Kravene i børnekonventionen er således ikke opfyldt, hvis myndighederne

udelukkende lægger vægt på et alderskriterium uden også at inddrage en

vurdering af barnets konkrete modenhed. At barnets synspunkter skal tillægges

passende vægt, betyder endvidere, at myndighederne har pligt til at lytte til

børns synspunkter og tage dem alvorligt.

Ad punkt 3

Ifølge retsplejelovens § 536 kan bestemmelser om

forældremyndighed og udøvelse af samvær fuldbyrdes ved anvendelse af

tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. I praksis betyder det, at

børn

kan hentes og afleveres af fogeden – af og til i følgeskab med politiet.

Det er

voldsomt traumatiserende for et barn at blive transporteret til en forælder

under fysisk magtanvendelse af fremmede personer. Der bør derfor ikke

anvendes

tvang i de tilfælde, hvor barnet aktivt modsætter sig.

Fogedretten har i dag mulighed for at indhente en forudgående

børnesagkyndig erklæring, hvis retten er i tvivl om, hvorvidt magtanvendelsen

vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare, jf.

retsplejelovens § 536, stk. 1, 3. og 4. pkt. Fogedretten kan også tilkalde en

uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til at varetage

barnets

tarv under sagen, jf. retsplejelovens § 536, stk. 2, 1. pkt. Lovgivningen har

således lagt et stort ansvar over på fogeden, som dog ikke har forudsætninger

for at bedømme, hvornår et barns sjælelige eller legemlige sundhed er i

alvorlig fare. Forslagsstillerne ønsker derfor, at der

altid

indhentes en forudgående børnesagkyndig erklæring i disse

situationer, og at der ligeledes

altid

tilkaldes en uvildig person til at varetage barnets tarv under sagen.

Forslagsstillerne mener, at denne uvildige person så vidt muligt bør være en,

som barnet kender og har tillid til i forvejen. Det kan f.eks. være en

skolelærer eller pædagog.

En obligatorisk ordning vil også være i bedre overensstemmelse

med børnekonventionens artikel 12, stk. 2, som bestemmer, at børn især skal

gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed

eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte

eller

gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i

national ret foreskrevne fremgangsmåder.

Ad punkt 4

En amerikansk forløbsundersøgelse af børn i skilsmissefamilier

(»Den lykkelige skilsmisse« af Judith S. Wallerstein m.fl., 2002) forklarer

blandt andet, at grunden til de mange forældremyndigheds- og samværstvister

er,

at forældrene opfatter deres børn som deres personlige redningsplanker. De

føler sig måske ensomme og sårede oven på forholdets sammenbrud og føler

ofte,

at de kun kan stole på børnenes kærlighed. Derfor vil de nogle gange kæmpe

med

næb og kløer for at beholde børnene for sig selv.

Forslagsstillerne ønsker derfor at give forældrene bedre

mulighed for at få et socialt netværk efter en skilsmisse. Dette kan f.eks.

ske

på initiativ fra et ministerium.

Ad punkt 5

I resten af Norden er der på forskellig måde og i forskellig

grad givet børn ret til at have regelmæssigt samvær med andre end deres

forældre, når forældrene bliver skilt. Kun Danmark har endnu ikke indført

denne

mulighed for barnet. Forslagsstillerne mener, at Danmark i det mindste bør

have

regler for slægtningesamvær i tilfælde af den ene forælders død, hvilket både

bør omfatte bedsteforældre og stedforældre, som barnet har en særlig tæt

kontakt til, og hvor kontakten vil være til gavn for barnet.

Den svenske Föräldrabalk har i kapitel 6, § 15, stk. 3, en

generel bestemmelse om, at indehaverne af forældremyndigheden har et ansvar

for, at barnets behov for samvær med andre, som står det særlig nær, så vidt

muligt tilgodeses. Bedsteforældre og andre nærtstående kan henvende sig til

socialnævnet

for at få samvær med barnet, jf. Föräldrabalkens 6. kapitel, §

15 a, stk. 1, 3. pkt. Socialnævnet afgør

herefter, om det vil indbringe sagen for domstolene. Afgørelsen bygger på en

undersøgelse og vurdering af, om det påtænkte samvær vil være til gavn for

barnet. Det er intentionen, at det kun er i specielle tilfælde, Socialnævnet

skal gå videre med sagen. Domstolene afgør herefter, om der foreligger en så

nær tilknytning mellem barnet og vedkommende, at barnet har behov for samvær,

og hvor meget. I praksis kommer samvær (umgänge) mest på tale med tidligere

plejeforældre, stedforældre eller bedsteforældrene, når den ene af forældrene

er døde.

I islandsk og norsk ret er der mulighed for at få fastsat

slægtningesamvær, hvis den ene af forældrene er afgået ved døden.

I Island er der i den islandske børnelov § 47, stk. 3, også

mulighed for at få fastsat samvær med et barn, hvis det er umuligt for den

ene

af forældrene at udøve sine samværspligter over for barnet, og hvor nære

slægtninge til den forhindrede kan få samvær. Der kan for eksempel være tale

om

en langvarig fængselsstraf uden orlovsmuligheder.

I Norge er det ikke kun slægtninge, der kan anmode om samvær ved

dødsfald, men alle med nær tilknytning til barnet. Norge har herudover givet

mulighed for, at bedsteforældre kan få samvær, hvis den ene af forældrene er

nægtet samvær, men ønsker, at barnet skal have kontakt til bedsteforældrene.

I

Norge har det været overvejet, om man skulle udvide andres adgang til samvær,

så barnets sociale (sted)forældre og (sted)søskende kunne ses regelmæssigt.

Indtil videre er denne mulighed blevet afvist, blandt andet fordi man frygter

en endnu mere opsplittet tilværelse for barnet på grund af mangfoldigheden af

familiekonstellationer i samfundet.

Domstolene i Finland kan efter anmodning fra en af forældrene

eller på eget initiativ i forbindelse med en afgørelse om forældremyndighed

opstille som vilkår, at den, barnet bor hos, skal tillade barnet at besøge

bedsteforældre m.v. på en måde, som fastsættes i afgørelsen.

Ad punkt 6

Forslaget er taget fra den norske lovgivning. Her er formålet

med mæglingskravet i forbindelse med separation og skilsmisse at sikre, at

forældrene inden separation eller skilsmisse har forsøgt at lave en skriftlig

aftale om forældremyndighed og samværsret og om, hvor barnet skal bo fast,

hvor

der lægges vægt på, hvad der vil være den bedste ordning for barnet (Lov om

ekteskap § 26, stk. 1, 2. pkt.). Mægling er frivillig for samboer med fælles

børn under 16 år ved samlivsbrud. I forbindelse med mægling udstedes der en

attest, som giver adgang til at rejse en sag om forældremyndighed, om, hvor

barnet skal bo, eller om samvær. En mæglingsattest har gyldighed for en

periode

af 6 måneder, hvorefter den skal fornyes. Der kan udstedes mæglingsattest

efter

3 timer hos mægleren, hvis der ikke er kommet en skriftlig aftale ud af

forløbet. Det samme gælder, hvis den ægtefælle, der ikke har begæret mægling,

ikke møder op.

Kravet om gyldig mæglingsattest, før man kan rejse en sag om

forældremyndighed m.v. for forældre med børn under 16 år, findes i Lov om

barn

og forældre § 51, stk. 1. Formålet er også her at få forældrene til at finde

frem til en skriftlig aftale.

Efter den danske lovgivning skal statsamterne tilbyde forældrene

og deres børn børnesagkyndig rådgivning efter lov om forældremyndighed og

samvær § 28, stk. 1, hvis der er uenighed om forældremyndighed og samvær.

Herudover kan statsamtet tilbyde rådgivningen, hvis der skønnes at være et

særligt behov for det, jf. § 28, stk. 2. Denne regel tilsigter at give

forældre

med fælles forældremyndighed mulighed for at løse deres konflikter uden at

ønske den fælles forældremyndighed ophævet.

De norske regler adskiller sig fra de danske regler ved at kræve

obligatorisk mægling for forældre med børn under 16 år, ligesom de tilsigter

at

forebygge senere problemer. Samtidig lægger de norske regler via

mæglingspligten stor vægt på forældrenes ansvar for i god tid selv at finde

en

løsning på deres problemer.

Skriftlig fremsættelse

Jann Sjursen

(KD):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om sikring af hensynet til barnets bedste i forbindelse

med

forældremyndigheds- og samværssager.

(Beslutningsforslag nr. B 4).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter