Forslag til folketingsbeslutning om parrådgivning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 25. marts 2004 af Jann Sjursen (KD),
Bodil Kornbek (KD), Mogens Nørgård Pedersen (KD)
og Tove Videbæk (KD)
Forslag til folketingsbeslutning
om parrådgivning
Folketinget opfordrer regeringen til i næste folketingsår at
fremsætte de fornødne lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i
bekendtgørelser, cirkulærer og andre administrative forskrifter med henblik
på
fra 1. januar 2005 at sikre et tværfagligt tilbud i ethvert amt eller enhver
region om parrådgivning, hvis der er vanskeligheder, konflikter eller kriser
i
familier og parforhold. Det enkelte amt eller den enkelte region skal tilbyde
rådgivningen enten i eget regi eller ved aftale eller driftsoverenskomst med
private organisationer m.v. Det skal være muligt at pålægge brugerne en vis
brugerbetaling.
Derudover opfordrer Folketinget regeringen til at tage
initiativ til forskning i, hvilke menneskelige og samfundsøkonomiske
konsekvenser skilsmisser har for samfundet.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
1. Formålet med beslutningsforslaget
Formålet med forslaget er for det første at forebygge
skilsmisser og samlivsophævelser for de par, der er motiverede til at gøre en
indsats for at redde forholdet – ikke kun af hensyn til de voksne, men
også for
at mindske konflikter for eventuelle børn i forbindelse med krisesituationen.
Det er samtidig forslagets formål at skaffe viden om de menneskelige og
samfundsøkonomiske konsekvenser af skilsmisser. Dette skal ske ved tilbud om
rådgivning, der sigter mod at gøre par i stand til at løse deres problemer
Læs alt
uden
at gå fra hinanden, og ved at tilvejebringe den nødvendige forskning.
2. Baggrunden for beslutningsforslaget
2.1. Indledning
Forslagsstillerne er klar over, at skilsmisser m.v. ikke
kan undgås med det liv, det moderne menneske lever, og skilsmisser skal da
heller ikke undgås for enhver pris. Men ved enhver skilsmisse eller
samlivsbrud
er der omkostninger – for de voksne, for eventuelle børn og for
samfundet.
Alligevel gøres der fra samfundets side alt for lidt for at forebygge
skilsmisser
og samlivsbrud eller i det mindste for at mindske de store personlige
omkostninger for de involverede.
Socialforskningsinstituttet (SFI) har i publikationen »Børn
og familier« af Else Christensen og Mai Heide Ottosen (2002) samlet nogle
resultater fra instituttets forskning i børn og familie. Blandt andet oplyser
forfatterne, at ca. hvert 10. barn lever i en sammenbragt familie med en
biologisk forælder og en stedforælder. 15 pct. af børnene i Danmark lever i
eneforsørgerfamilier. Desuden antager man, at ca. 10 pct. af
skilsmissebørnene
har forældre, hvis relationer er stærkt konfliktbetonede. I en anden
undersøgelse fra SFI (»Børnesagkyndig rådgivning« fra 1999) konkluderer
forsker
Mai Heide Ottosen (side 156), at hvert femte skilsmissebarn i hendes
undersøgelse viste tegn på trivselsproblemer.
Mai Heide Ottosen har for SFI undersøgt, om der er
sammenhæng mellem barndomserfaringer og skilsmisse eller samlivsbrud som
voksen. Hun fandt, at der er sådan en sammenhæng. Blandt de mest
konsoliderede
(de fortsat gifte) familier var der 10-11 pct. af forældrene, der selv havde
været skilsmissebørn. For mødre steg denne andel i takt med, at
konsolideringsgraden faldt. I opløste kernefamilier havde mere end hver femte
mor selv været skilsmissebarn, blandt de enlige mødre var andelen 28 pct.
(»Samboskab, Ægteskab og Forældrebrud” af Mai Heide Ottosen, SFI 2000,
side
57).
I 2003 blev der viet 34.521 par, mens 15.565 par blev skilt
samme år (Danmarks Statistik). Antallet af skilsmisser er steget år for år
siden 1998. Der er derfor et stort behov for en kvalificeret rådgivning til
ægtepar, der ikke kan få deres samliv til at fungere. Parrådgivning kan redde
mange skrantende forhold, og mange menneskelige ressourcer ville være vundet,
hvis parrådgivningen blev et generelt tilbud. Det viser for eksempel
resultater
af ægteskabsmægling gennem tilbud om en uvildig og anonym rådgivning, hvor
psykologer og jurister rådgiver og mægler.
Ud over de menneskelige konsekvenser har samlivsbrud også
store samfundsøkonomiske konsekvenser. I England har Family Matters Institute
(http://www.familymatters.org.uk/) i rapporten »The Cost of Family Breakdown«
forsøgt at udregne samfundets udgifter i forbindelse med skilsmisser. Hvis
disse tal overføres til danske forhold, betyder det, at skilsmisser hvert år
koster det danske samfund mellem 16 og 17 mia. kr. om året (Kristeligt
Dagblad
11. september 2003).
Af disse grunde mener forslagsstillerne, det er vigtigt, at
samfundet ser det som en vigtig opgave at forebygge skilsmisser og
samlivsbrud,
når par ønsker at blive sammen, ligesom samfundet aktivt forsøger at
forebygge
rygning, fedme og alkoholisme.
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af B 81
(1998-99), jf. Folketingets forhandlinger s. 4288 og 6692, Till. A 3941 og
till. B 986.
2.2. Historisk baggrund
2.2.1. Afskaffelse af obligatorisk rådgivning
inden skilsmisse og separation
Ved lov nr. 209 af 5. april 1989 blev den obligatoriske
rådgivning før separation og skilsmisse afskaffet. Justitsministeren blev i
stedet bemyndiget til at indføre regler om frivillig rådgivning af ægtefæller
inden separation og skilsmisse. Der blev endvidere nedsat en arbejdsgruppe
til
at undersøge det nærmere behov for en sådan rådgivning.
I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (jf. lovforslag
nr. L 36, folketingsåret 1988-89, Folketingets forhandlinger sp. 141, 939,
7954
og 8234, Till. A sp. 1101, Till. B sp. 987 og Till. C sp. 707) blev
parrådgivningens gavnlighed fremhævet:
»Tanken om at tilbyde parrådgivning som middel til at
bevare ægteskaber, hvori der er opstået konflikter, er umiddelbart rigtig.
Det
vil jo være langt det bedste for familien, herunder børnene, hvis man kan
hjælpe ægtefællerne til at få bearbejdet deres problemer på en sådan måde, at
ægteskabet og familien kan bevares...
Uanset hvor rigtig tanken om parrådgivning som hjælp til
bevarelse af ægteskaber end er, må man imidlertid gøre sig klart, at der også
er visse problemer forbundet hermed. En parrådgivning, der foretages på så
fremskredent et tidspunkt, at ægtefællerne har søgt separation eller
skilsmisse, har nok mindre udsigt til succes end en rådgivning, der tilbydes,
inden konflikterne er blevet så dybe, at parterne har taget skridt til at
opløse ægteskabet.«
2.2.2. Forsøg med parrådgivning i statsamter
2.2.2.a. Nordjyllands Statsamt
I midten af 1980’erne gennemførte Nordjyllands Statsamt et
tværfagligt forsøg med parrådgivning til forældre på et tidligt tidspunkt.
Rådgivningen havde i vidt omfang karakter af en korttidsindsats ud fra en
kriseteoretisk tankegang. Det gennemsnitlige antal møder mellem rådgiverne og
parterne var ca. 3, og den gennemsnitlige samtaletid var 7,6 timer pr. par. I
forsøgsordningen indgik ca. 20 psykiatere, psykologer, socialrådgivere,
enkelte
pædagoger, sygeplejersker, en praktiserende læge og 10-15 jurister m.fl. fra
statsamt og retsvæsen. Generelt konkluderede rådgiverne, at det må antages,
at
der eksisterer et stort udækket behov for rådgivning i samlivskriser. Man
anslog behovet til på landsplan at være mellem 2500 og 3000 rådgivninger pr.
år. Der deltog 47 par i forsøget. I forsøgsperioden henvendte der sig 363
par.
Udvælgelsen af parrene var gjort afhængig af, om der var ledig
rådgivningskapacitet.
2.2.2.b. Københavns og Ringkøbings Statsamter
I umiddelbar forlængelse af forsøget i Nordjylland blev der
foreslået en forsøgsordning i Københavns og Ringkøbings Statsamter med
parrådgivning. Ideen med forsøget var at tilvejebringe materiale, der kunne
danne grundlag for en samlet vurdering af, hvorledes en frivillig ordning
ville
virke i praksis.
Det var overladt til statsamternes skøn, hvorvidt et
ægtepar skulle have tilbud om parrådgivning. Det var forudsat, at
rådgivningen
i gennemsnit ville bruge 4 samtaletimer pr. sag, et tidsforbrug på 2 timer
pr.
sag til statsamtets personale og 1 time pr. sag til opfølgning. Samtalerne
skulle varetages af psykologer og/eller jurister. Hvis juristen deltog, var
der
notatpligt, for så vidt angik faktiske omstændigheder, der kunne være af
betydning ved statsamtets senere afgørelse.
Forsøget omfattede fortrinsvis par, der havde taget skridt
i retning af skilsmisse eller separation, eller hvis dette ville være det
mest
sandsynlige udfald af uoverensstemmelserne. Dette skyldtes formuleringen af
bestemmelsen i lov om ægteskabs indgåelse og opløsnings § 43, stk. 2, der
lyder
således: »Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af
ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse«. Dog blev der
også
gennemført rådgivning for ægtepar, der ikke stod på tærsklen til skilsmisse
eller separation. Resultatet af forsøget blev beskrevet i et notat, hvoraf
det
fremgik, at en betragtelig del af de ægtefæller, der deltog i forsøget,
besindede sig og gav ægteskabet en ny chance.
2.2.3. Lovforslag om parrådgivning
I 1994 fremsatte daværende justitsminister Bjørn Westh et
lovforslag, der skulle gøre forsøgsordningen permanent, jf. lovforslag nr. L
104, folketingsåret 1994-95, Folketingets forhandlinger side 1706 og 2100 og
Till. A side 1157. Lovforslaget udelukkede den meget tidlige rådgivning.
Begrundelsen
for udelukkelsen af disse ægtepar var, at der var mulighed for almindelig
rådgivning i kommunerne. Hertil kom muligheden for familiesagkyndig
rådgivning
i statsamterne under en forældremyndighedssag. Forslaget kom aldrig til 2.
behandling.
2.2.4. Ægteskabs- og Skilsmissehjælpen
Den selvejende institution Ægteskabs- og Skilsmissehjælpen
gik konkurs den 1. januar 2003, fordi der ikke som tidligere år blev afsat
penge over satspuljen til den. Ægteskabs- og Skilsmissehjælpen havde indtil
da
ved sit virke påvist et vedvarende stort behov for parrådgivning uanset den
individuelle brugerbetaling og havde mere end 100 par på venteliste.
Ventetiden
på rådgivning var over 1 år. Institutionen havde gode resultater med
rådgivningen, ligesom statsamterne havde under forsøgsordningen i 1990-91.
Betalingen for rådgivningen var en individuel timeløn. Ægteskabs- og
Skilsmissehjælpen var ikke landsdækkende, men havde rådgivninger i København
og
Aalborg. Både forsøgene i statsamterne og Ægteskabs- og Skilsmissehjælpens
arbejde har båret frugt i form af fortsatte ægteskaber og samlivsforhold
–
nogle på et nyt grundlag.
3. Eksisterende muligheder for rådgivning
3.1. Danmark
Kommunerne har ifølge lov om social service § 3 en
almindelig rådgivningsforpligtelse over for enhver borger i kommunen, men der
er ingen krav til indholdet og kvaliteten af rådgivningen. Formålet med
rådgivningen er meget generelt, nemlig at forebygge sociale problemer, hjælpe
borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i
stand
til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivning skal kunne gives
som
et anonymt og åbent tilbud. Herudover skal kommunen ifølge lov om social
service § 5 også sørge for, at forældre og andre, der faktisk sørger for et
barn eller en ung, kan få gratis familieorienteret rådgivning til løsning af
vanskeligheder i familien. Heller ikke her er der krav til, hvem der skal
foretage rådgivningen m.v., og par uden børn kan ikke modtage hjælp efter
denne
bestemmelse. Hvis det er af væsentlig betydning for et barns eller en ungs
særlige behov for støtte, kan kommunen træffe afgørelse om at iværksætte
særlig
støtte til familien, hvilket blandt andet kan være praktisk, pædagogisk eller
anden støtte i hjemmet (lov om social service § 40, stk. 2, nr. 2), eller den
kan yde familiebehandling eller lignende støtte (lov om social service § 40,
stk. 2, nr. 3).
Statsamterne tilbyder børnesagkyndig rådgivning, som har
til formål at hjælpe forældre til at løse deres konflikter, når de
er
gået fra hinanden og de er uenige om
forældremyndighed og samvær. Rådgiverne er psykologer, psykiatere eller
socialrådgivere. I 2001 blev dette tilbud suppleret med indførelse af en
landsdækkende ordning med konfliktmægling (mediation) i statsamterne. Dette
tilbud sigter også mod løsning af tvister, når forældrene
er
gået fra hinanden. Statsamterne har desuden mulighed for at
tilbyde såkaldt åben rådgivning ifølge lov om forældremyndighed og samvær §
28,
stk. 2, selv om der ikke verserer en sag i statsamtet eller indgives en
ansøgning. På den anden side kan statsamterne kun tilbyde rådgivningen, hvis
der er børn, som berøres af en eventuel samlivsophævelse.
Det er også muligt at modtage parrådgivning hos en præst,
hvis man er medlem af folkekirken. Rådgivning hos præsten er som de øvrige
muligheder for rådgivning gratis.
Mødrehjælpen hjælper årligt 5.000 mennesker, hvoraf en
tredjedel kommer med problemer inden for skilsmisse og samlivsophævelse. Den
private organisation tilbyder rådgivning til enkeltpersoner og par med
henblik
på at forebygge en forestående skilsmisse eller samlivsophævelse. Par, der
gerne vil gå fra hinanden på en bedre måde – også til gavn for
eventuelle børn
– kan også få rådgivning. Mødrehjælpen har rådgivninger i Århus,
København og
Odense.
3.2. Sverige
Ifølge § 3, stk. 3, i kapitel 5 i den svenske
Socialtjänstlag skal kommunen sørge for tilbud om familierådgivning til dem,
der ønsker det. Familierådgivningen skal bestå af samtaler med henblik på at
bearbejde samlivskonflikter i parforhold og familier (stk. 4).
Familierådgiveren
kan kun videregive oplysninger, hvis personerne selv giver tilladelse, og
desuden er det muligt at henvende sig anonymt. Familierådgiverne er
socialrådgivere med en videreuddannelse i relationsbehandling. I
familierådgivningsgrupperne indgår ved behov psykiatere, gynækologer,
psykoanalytikere og jurister.
3.3. Norge
I Norge har man oprettet ca. 65 »familievernskontorer«, som
er reguleret i lov om familievernkontorer. Familievernet er en
specialtjeneste,
der skal give tilbud om behandling og rådgivning der, hvor der foreligger
vanskeligheder, konflikter eller kriser i familien. Familier, par eller
enkeltpersoner kan henvende sig direkte. Rådgiverne er socialrådgivere og
psykologer med efteruddannelse i familieterapi og har tavshedspligt. Staten
og
kirkelige organisationer står hver for driften af ca. halvdelen af
kontorerne,
men Barne- og Familiedepartementet (ministeriet) skal i alle tilfælde
godkende
kontorerne.
4. Beslutningsforslagets indhold
4.1. Tilbud om parrådgivning
I overensstemmelse med formålet med rådgivningen skal den
tilbydes alle par, der har vanskeligheder, konflikter eller kriser i familien
eller parforholdet. Man skal kunne benytte sig af tilbuddet på et så tidligt
tidspunkt, at skilsmisse, separation eller samlivsophævelse kan undgås. Det
skal altså ikke være en betingelse, at der er taget skridt til ophævelse af
samlivet, eller at der i øvrigt foreligger kvalificerede samlivsproblemer.
En afklaring af problemerne i samlivet vil i nogle tilfælde
indebære, at den valgte løsning bliver en skilsmisse eller en ophævelse af
samlivet – dog på et mere klart og velbegrundet grundlag. Dette vil også
kunne
medføre en afklaring af ofte stridsfyldte spørgsmål i forbindelse med en
skilsmisse såsom forældremyndighed og samvær med børnene. Rådgivningen vil
derfor under alle omstændigheder være hensigtsmæssig og tjene et godt formål.
4.2. Amt/region skal sikre tilbud om
parrådgivning
Rådgivningen skal være amtets eller regionens ansvar.
Primærkommunernes almindelige rådgivningsforpligtelse i lov om social service
er ikke tilstrækkelig til løsning af denne form for samlivsproblemer. Amterne
vil derimod have mulighed for at tilbyde den nødvendige ekspertise i kraft af
deres størrelse og øvrige opgaver. Amtet/regionen er desuden ikke inddraget i
den konkrete økonomiske hjælp, som en familie i krise også kan have brug for.
Rådgiverne skal med andre ord ikke være en del af løsningen på familiens
problemer.
Statsamtet er den myndighed, man kommer i kontakt med, hvis
man skal skilles, separeres, have afgjort en sag om samvær eller
forældremyndighed m.v. Derfor er statsamterne ikke egnede til opgaven med
tidlig parrådgivning. Notatpligten er desuden i modstrid med ønsket om
uvildighed, og ægtepar skal ikke kunne frygte senere at blive konfronteret
med
udsagn, som er kommet frem under en rådgivning.
Det forudsættes, at amtet eller regionen kan aftale, at
institutioner som den nu nedlagte Ægteskabs- og Skilsmissehjælpen eller andre
lignende institutioner varetager rådgivningsopgaven på amtets/regionens
vegne.
Andre løsningsmodeller kan også komme på tale. Det vigtigste er, at
rådgivningen bliver tilbudt og opfylder visse kvalitetskrav. På denne måde
bliver opgaveløsningen præget af den nødvendige fleksibilitet alt efter de
lokale muligheder og ønsker.
4.3. Brugerne skal selv betale en vis del af
rådgivningen
Ægteskabs- og Skilsmissehjælpens arbejde har vist, at en
vis brugerbetaling ikke afholder par fra at søge rådgivning. Viljen til at
betale for rådgivningen kan derimod være et tegn på, at man også har vilje
til
at redde forholdet. Derved undgår man også, at folk henvender sig, før deres
problemer er af en vis tyngde. Om betalingen skal være en individuel timeløn
eller et fast beløb, må afklares. Et individuelt beløb synes dog at være
bedst
i overensstemmelse med, at brugerbetalingen skal virke motivationsfremmende
uden at afholde nogen fra tilbuddet.
4.4. Rådgivningen skal være tværfaglig
Rådgivningen skal tilbydes af psykologer og jurister efter
behov. Det vil oftest være i de situationer, hvor skilsmisse eller separation
m.v. er på tale, at juristen kommer ind i billedet. Herudover bør det være
muligt for det enkelte amtsråd/regionsråd at beslutte, at andre skal
inddrages
i rådgivningen. Det kan for eksempel være familieterapeuter.
4.5. Forskning i de menneskelige og
samfundsøkonomiske konsekvenser af skilsmisser i Danmark
Der er ikke i Danmark forsket i skilsmissers økonomiske
konsekvenser for samfundet. Undersøgelsen skal for eksempel tage højde for
samfundets udgifter til samværssager i statsamterne, ekstra kontanthjælp til
enlige, betaling for fripladser i daginstitutioner, flere boliger,
boligstøtte
og anden offentlig hjælp. Også de mere afledte udgifter bør tages med i
undersøgelsen – eventuelt udskilt fra de direkte omkostninger. De
afledte udgifter
kan for eksempel være udgifter til psykolog, retshjælp, specialundervisning,
sundhedsydelser, kriminalforsorg m.v.
Forslagsstillerne lægger særlig vægt på, at forskningen
også specielt undersøger skilsmissernes menneskelige konsekvenser for
børnene.
Som tidligere nævnt i beslutningsforslaget foreligger der allerede nogle
resultater vedrørende børns trivsel m.v., efter at deres forældre er gået fra
hinanden. Forslagsstillerne mener imidlertid, der er behov for en
dyberegående
og mere systematisk overvågning af området, for eksempel gennem en
forløbsundersøgelse.
5. Forslagets økonomiske konsekvenser
Ud fra de norske erfaringer skønner forslagsstillerne, at
der vil være behov for knap 18.000 rådgivningsforløb årligt. Hvis et
rådgivningsforløb består af gennemsnitligt 8 timer á 200 kroner pr. sag (alt
inklusive), vil beslutningsforslaget, for så vidt angår tilbud om
parrådgivning, koste 28,8 mio. kr. om året. Der forudsættes en egenbetaling
på
halvdelen af beløbet, der for eksempel kan være afhængig af individuel
betalingsevne. Herefter bliver nettoudgiften ca. 14,4 mio. kr. om året.
Forslagsstillerne ønsker herudover at afsætte et
engangsbeløb på 5 mio. kr. til forskning.
Skriftlig fremsættelse
Jann Sjursen
(KD):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om parrådgivning.
(Beslutningsforslag nr. B 158).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om en forbedret social og helhedsorienteret indsats over for prostitution Retsinformation · 20. november 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om fleksibel børnepasning Retsinformation · 4. maj 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om bedre sundhedsbehandling for asylansøgere Retsinformation · 17. december 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af 24-års-reglen Retsinformation · 19. november 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om en styrkelse af den lindrende (palliative) indsats for døende Retsinformation · 9. oktober 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om kriminalisering af prostitutionskunder og forbud mod køb af seksuelle ydelser for udsendte i statens tjeneste Retsinformation · 16. marts 2004