Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om parrådgivning

2003/1 BSF 158Beslutningsforslag som fremsatFolketinget25. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 25. marts 2004 af Jann Sjursen (KD),

Bodil Kornbek (KD), Mogens Nørgård Pedersen (KD)

og Tove Videbæk (KD)

Forslag til folketingsbeslutning

om parrådgivning

Folketinget opfordrer regeringen til i næste folketingsår at

fremsætte de fornødne lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i

bekendtgørelser, cirkulærer og andre administrative forskrifter med henblik

på

fra 1. januar 2005 at sikre et tværfagligt tilbud i ethvert amt eller enhver

region om parrådgivning, hvis der er vanskeligheder, konflikter eller kriser

i

familier og parforhold. Det enkelte amt eller den enkelte region skal tilbyde

rådgivningen enten i eget regi eller ved aftale eller driftsoverenskomst med

private organisationer m.v. Det skal være muligt at pålægge brugerne en vis

brugerbetaling.

Derudover opfordrer Folketinget regeringen til at tage

initiativ til forskning i, hvilke menneskelige og samfundsøkonomiske

konsekvenser skilsmisser har for samfundet.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formålet med beslutningsforslaget

Formålet med forslaget er for det første at forebygge

skilsmisser og samlivsophævelser for de par, der er motiverede til at gøre en

indsats for at redde forholdet – ikke kun af hensyn til de voksne, men

også for

at mindske konflikter for eventuelle børn i forbindelse med krisesituationen.

Det er samtidig forslagets formål at skaffe viden om de menneskelige og

samfundsøkonomiske konsekvenser af skilsmisser. Dette skal ske ved tilbud om

rådgivning, der sigter mod at gøre par i stand til at løse deres problemer

Læs alt

uden

at gå fra hinanden, og ved at tilvejebringe den nødvendige forskning.

2. Baggrunden for beslutningsforslaget

2.1. Indledning

Forslagsstillerne er klar over, at skilsmisser m.v. ikke

kan undgås med det liv, det moderne menneske lever, og skilsmisser skal da

heller ikke undgås for enhver pris. Men ved enhver skilsmisse eller

samlivsbrud

er der omkostninger – for de voksne, for eventuelle børn og for

samfundet.

Alligevel gøres der fra samfundets side alt for lidt for at forebygge

skilsmisser

og samlivsbrud eller i det mindste for at mindske de store personlige

omkostninger for de involverede.

Socialforskningsinstituttet (SFI) har i publikationen »Børn

og familier« af Else Christensen og Mai Heide Ottosen (2002) samlet nogle

resultater fra instituttets forskning i børn og familie. Blandt andet oplyser

forfatterne, at ca. hvert 10. barn lever i en sammenbragt familie med en

biologisk forælder og en stedforælder. 15 pct. af børnene i Danmark lever i

eneforsørgerfamilier. Desuden antager man, at ca. 10 pct. af

skilsmissebørnene

har forældre, hvis relationer er stærkt konfliktbetonede. I en anden

undersøgelse fra SFI (»Børnesagkyndig rådgivning« fra 1999) konkluderer

forsker

Mai Heide Ottosen (side 156), at hvert femte skilsmissebarn i hendes

undersøgelse viste tegn på trivselsproblemer.

Mai Heide Ottosen har for SFI undersøgt, om der er

sammenhæng mellem barndomserfaringer og skilsmisse eller samlivsbrud som

voksen. Hun fandt, at der er sådan en sammenhæng. Blandt de mest

konsoliderede

(de fortsat gifte) familier var der 10-11 pct. af forældrene, der selv havde

været skilsmissebørn. For mødre steg denne andel i takt med, at

konsolideringsgraden faldt. I opløste kernefamilier havde mere end hver femte

mor selv været skilsmissebarn, blandt de enlige mødre var andelen 28 pct.

(»Samboskab, Ægteskab og Forældrebrud” af Mai Heide Ottosen, SFI 2000,

side

57).

I 2003 blev der viet 34.521 par, mens 15.565 par blev skilt

samme år (Danmarks Statistik). Antallet af skilsmisser er steget år for år

siden 1998. Der er derfor et stort behov for en kvalificeret rådgivning til

ægtepar, der ikke kan få deres samliv til at fungere. Parrådgivning kan redde

mange skrantende forhold, og mange menneskelige ressourcer ville være vundet,

hvis parrådgivningen blev et generelt tilbud. Det viser for eksempel

resultater

af ægteskabsmægling gennem tilbud om en uvildig og anonym rådgivning, hvor

psykologer og jurister rådgiver og mægler.

Ud over de menneskelige konsekvenser har samlivsbrud også

store samfundsøkonomiske konsekvenser. I England har Family Matters Institute

(http://www.familymatters.org.uk/) i rapporten »The Cost of Family Breakdown«

forsøgt at udregne samfundets udgifter i forbindelse med skilsmisser. Hvis

disse tal overføres til danske forhold, betyder det, at skilsmisser hvert år

koster det danske samfund mellem 16 og 17 mia. kr. om året (Kristeligt

Dagblad

11. september 2003).

Af disse grunde mener forslagsstillerne, det er vigtigt, at

samfundet ser det som en vigtig opgave at forebygge skilsmisser og

samlivsbrud,

når par ønsker at blive sammen, ligesom samfundet aktivt forsøger at

forebygge

rygning, fedme og alkoholisme.

Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af B 81

(1998-99), jf. Folketingets forhandlinger s. 4288 og 6692, Till. A 3941 og

till. B 986.

2.2. Historisk baggrund

2.2.1. Afskaffelse af obligatorisk rådgivning

inden skilsmisse og separation

Ved lov nr. 209 af 5. april 1989 blev den obligatoriske

rådgivning før separation og skilsmisse afskaffet. Justitsministeren blev i

stedet bemyndiget til at indføre regler om frivillig rådgivning af ægtefæller

inden separation og skilsmisse. Der blev endvidere nedsat en arbejdsgruppe

til

at undersøge det nærmere behov for en sådan rådgivning.

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (jf. lovforslag

nr. L 36, folketingsåret 1988-89, Folketingets forhandlinger sp. 141, 939,

7954

og 8234, Till. A sp. 1101, Till. B sp. 987 og Till. C sp. 707) blev

parrådgivningens gavnlighed fremhævet:

»Tanken om at tilbyde parrådgivning som middel til at

bevare ægteskaber, hvori der er opstået konflikter, er umiddelbart rigtig.

Det

vil jo være langt det bedste for familien, herunder børnene, hvis man kan

hjælpe ægtefællerne til at få bearbejdet deres problemer på en sådan måde, at

ægteskabet og familien kan bevares...

Uanset hvor rigtig tanken om parrådgivning som hjælp til

bevarelse af ægteskaber end er, må man imidlertid gøre sig klart, at der også

er visse problemer forbundet hermed. En parrådgivning, der foretages på så

fremskredent et tidspunkt, at ægtefællerne har søgt separation eller

skilsmisse, har nok mindre udsigt til succes end en rådgivning, der tilbydes,

inden konflikterne er blevet så dybe, at parterne har taget skridt til at

opløse ægteskabet.«

2.2.2. Forsøg med parrådgivning i statsamter

2.2.2.a. Nordjyllands Statsamt

I midten af 1980’erne gennemførte Nordjyllands Statsamt et

tværfagligt forsøg med parrådgivning til forældre på et tidligt tidspunkt.

Rådgivningen havde i vidt omfang karakter af en korttidsindsats ud fra en

kriseteoretisk tankegang. Det gennemsnitlige antal møder mellem rådgiverne og

parterne var ca. 3, og den gennemsnitlige samtaletid var 7,6 timer pr. par. I

forsøgsordningen indgik ca. 20 psykiatere, psykologer, socialrådgivere,

enkelte

pædagoger, sygeplejersker, en praktiserende læge og 10-15 jurister m.fl. fra

statsamt og retsvæsen. Generelt konkluderede rådgiverne, at det må antages,

at

der eksisterer et stort udækket behov for rådgivning i samlivskriser. Man

anslog behovet til på landsplan at være mellem 2500 og 3000 rådgivninger pr.

år. Der deltog 47 par i forsøget. I forsøgsperioden henvendte der sig 363

par.

Udvælgelsen af parrene var gjort afhængig af, om der var ledig

rådgivningskapacitet.

2.2.2.b. Københavns og Ringkøbings Statsamter

I umiddelbar forlængelse af forsøget i Nordjylland blev der

foreslået en forsøgsordning i Københavns og Ringkøbings Statsamter med

parrådgivning. Ideen med forsøget var at tilvejebringe materiale, der kunne

danne grundlag for en samlet vurdering af, hvorledes en frivillig ordning

ville

virke i praksis.

Det var overladt til statsamternes skøn, hvorvidt et

ægtepar skulle have tilbud om parrådgivning. Det var forudsat, at

rådgivningen

i gennemsnit ville bruge 4 samtaletimer pr. sag, et tidsforbrug på 2 timer

pr.

sag til statsamtets personale og 1 time pr. sag til opfølgning. Samtalerne

skulle varetages af psykologer og/eller jurister. Hvis juristen deltog, var

der

notatpligt, for så vidt angik faktiske omstændigheder, der kunne være af

betydning ved statsamtets senere afgørelse.

Forsøget omfattede fortrinsvis par, der havde taget skridt

i retning af skilsmisse eller separation, eller hvis dette ville være det

mest

sandsynlige udfald af uoverensstemmelserne. Dette skyldtes formuleringen af

bestemmelsen i lov om ægteskabs indgåelse og opløsnings § 43, stk. 2, der

lyder

således: »Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af

ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse«. Dog blev der

også

gennemført rådgivning for ægtepar, der ikke stod på tærsklen til skilsmisse

eller separation. Resultatet af forsøget blev beskrevet i et notat, hvoraf

det

fremgik, at en betragtelig del af de ægtefæller, der deltog i forsøget,

besindede sig og gav ægteskabet en ny chance.

2.2.3. Lovforslag om parrådgivning

I 1994 fremsatte daværende justitsminister Bjørn Westh et

lovforslag, der skulle gøre forsøgsordningen permanent, jf. lovforslag nr. L

104, folketingsåret 1994-95, Folketingets forhandlinger side 1706 og 2100 og

Till. A side 1157. Lovforslaget udelukkede den meget tidlige rådgivning.

Begrundelsen

for udelukkelsen af disse ægtepar var, at der var mulighed for almindelig

rådgivning i kommunerne. Hertil kom muligheden for familiesagkyndig

rådgivning

i statsamterne under en forældremyndighedssag. Forslaget kom aldrig til 2.

behandling.

2.2.4. Ægteskabs- og Skilsmissehjælpen

Den selvejende institution Ægteskabs- og Skilsmissehjælpen

gik konkurs den 1. januar 2003, fordi der ikke som tidligere år blev afsat

penge over satspuljen til den. Ægteskabs- og Skilsmissehjælpen havde indtil

da

ved sit virke påvist et vedvarende stort behov for parrådgivning uanset den

individuelle brugerbetaling og havde mere end 100 par på venteliste.

Ventetiden

på rådgivning var over 1 år. Institutionen havde gode resultater med

rådgivningen, ligesom statsamterne havde under forsøgsordningen i 1990-91.

Betalingen for rådgivningen var en individuel timeløn. Ægteskabs- og

Skilsmissehjælpen var ikke landsdækkende, men havde rådgivninger i København

og

Aalborg. Både forsøgene i statsamterne og Ægteskabs- og Skilsmissehjælpens

arbejde har båret frugt i form af fortsatte ægteskaber og samlivsforhold

–

nogle på et nyt grundlag.

3. Eksisterende muligheder for rådgivning

3.1. Danmark

Kommunerne har ifølge lov om social service § 3 en

almindelig rådgivningsforpligtelse over for enhver borger i kommunen, men der

er ingen krav til indholdet og kvaliteten af rådgivningen. Formålet med

rådgivningen er meget generelt, nemlig at forebygge sociale problemer, hjælpe

borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i

stand

til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivning skal kunne gives

som

et anonymt og åbent tilbud. Herudover skal kommunen ifølge lov om social

service § 5 også sørge for, at forældre og andre, der faktisk sørger for et

barn eller en ung, kan få gratis familieorienteret rådgivning til løsning af

vanskeligheder i familien. Heller ikke her er der krav til, hvem der skal

foretage rådgivningen m.v., og par uden børn kan ikke modtage hjælp efter

denne

bestemmelse. Hvis det er af væsentlig betydning for et barns eller en ungs

særlige behov for støtte, kan kommunen træffe afgørelse om at iværksætte

særlig

støtte til familien, hvilket blandt andet kan være praktisk, pædagogisk eller

anden støtte i hjemmet (lov om social service § 40, stk. 2, nr. 2), eller den

kan yde familiebehandling eller lignende støtte (lov om social service § 40,

stk. 2, nr. 3).

Statsamterne tilbyder børnesagkyndig rådgivning, som har

til formål at hjælpe forældre til at løse deres konflikter, når de

er

gået fra hinanden og de er uenige om

forældremyndighed og samvær. Rådgiverne er psykologer, psykiatere eller

socialrådgivere. I 2001 blev dette tilbud suppleret med indførelse af en

landsdækkende ordning med konfliktmægling (mediation) i statsamterne. Dette

tilbud sigter også mod løsning af tvister, når forældrene

er

gået fra hinanden. Statsamterne har desuden mulighed for at

tilbyde såkaldt åben rådgivning ifølge lov om forældremyndighed og samvær §

28,

stk. 2, selv om der ikke verserer en sag i statsamtet eller indgives en

ansøgning. På den anden side kan statsamterne kun tilbyde rådgivningen, hvis

der er børn, som berøres af en eventuel samlivsophævelse.

Det er også muligt at modtage parrådgivning hos en præst,

hvis man er medlem af folkekirken. Rådgivning hos præsten er som de øvrige

muligheder for rådgivning gratis.

Mødrehjælpen hjælper årligt 5.000 mennesker, hvoraf en

tredjedel kommer med problemer inden for skilsmisse og samlivsophævelse. Den

private organisation tilbyder rådgivning til enkeltpersoner og par med

henblik

på at forebygge en forestående skilsmisse eller samlivsophævelse. Par, der

gerne vil gå fra hinanden på en bedre måde – også til gavn for

eventuelle børn

– kan også få rådgivning. Mødrehjælpen har rådgivninger i Århus,

København og

Odense.

3.2. Sverige

Ifølge § 3, stk. 3, i kapitel 5 i den svenske

Socialtjänstlag skal kommunen sørge for tilbud om familierådgivning til dem,

der ønsker det. Familierådgivningen skal bestå af samtaler med henblik på at

bearbejde samlivskonflikter i parforhold og familier (stk. 4).

Familierådgiveren

kan kun videregive oplysninger, hvis personerne selv giver tilladelse, og

desuden er det muligt at henvende sig anonymt. Familierådgiverne er

socialrådgivere med en videreuddannelse i relationsbehandling. I

familierådgivningsgrupperne indgår ved behov psykiatere, gynækologer,

psykoanalytikere og jurister.

3.3. Norge

I Norge har man oprettet ca. 65 »familievernskontorer«, som

er reguleret i lov om familievernkontorer. Familievernet er en

specialtjeneste,

der skal give tilbud om behandling og rådgivning der, hvor der foreligger

vanskeligheder, konflikter eller kriser i familien. Familier, par eller

enkeltpersoner kan henvende sig direkte. Rådgiverne er socialrådgivere og

psykologer med efteruddannelse i familieterapi og har tavshedspligt. Staten

og

kirkelige organisationer står hver for driften af ca. halvdelen af

kontorerne,

men Barne- og Familiedepartementet (ministeriet) skal i alle tilfælde

godkende

kontorerne.

4. Beslutningsforslagets indhold

4.1. Tilbud om parrådgivning

I overensstemmelse med formålet med rådgivningen skal den

tilbydes alle par, der har vanskeligheder, konflikter eller kriser i familien

eller parforholdet. Man skal kunne benytte sig af tilbuddet på et så tidligt

tidspunkt, at skilsmisse, separation eller samlivsophævelse kan undgås. Det

skal altså ikke være en betingelse, at der er taget skridt til ophævelse af

samlivet, eller at der i øvrigt foreligger kvalificerede samlivsproblemer.

En afklaring af problemerne i samlivet vil i nogle tilfælde

indebære, at den valgte løsning bliver en skilsmisse eller en ophævelse af

samlivet – dog på et mere klart og velbegrundet grundlag. Dette vil også

kunne

medføre en afklaring af ofte stridsfyldte spørgsmål i forbindelse med en

skilsmisse såsom forældremyndighed og samvær med børnene. Rådgivningen vil

derfor under alle omstændigheder være hensigtsmæssig og tjene et godt formål.

4.2. Amt/region skal sikre tilbud om

parrådgivning

Rådgivningen skal være amtets eller regionens ansvar.

Primærkommunernes almindelige rådgivningsforpligtelse i lov om social service

er ikke tilstrækkelig til løsning af denne form for samlivsproblemer. Amterne

vil derimod have mulighed for at tilbyde den nødvendige ekspertise i kraft af

deres størrelse og øvrige opgaver. Amtet/regionen er desuden ikke inddraget i

den konkrete økonomiske hjælp, som en familie i krise også kan have brug for.

Rådgiverne skal med andre ord ikke være en del af løsningen på familiens

problemer.

Statsamtet er den myndighed, man kommer i kontakt med, hvis

man skal skilles, separeres, have afgjort en sag om samvær eller

forældremyndighed m.v. Derfor er statsamterne ikke egnede til opgaven med

tidlig parrådgivning. Notatpligten er desuden i modstrid med ønsket om

uvildighed, og ægtepar skal ikke kunne frygte senere at blive konfronteret

med

udsagn, som er kommet frem under en rådgivning.

Det forudsættes, at amtet eller regionen kan aftale, at

institutioner som den nu nedlagte Ægteskabs- og Skilsmissehjælpen eller andre

lignende institutioner varetager rådgivningsopgaven på amtets/regionens

vegne.

Andre løsningsmodeller kan også komme på tale. Det vigtigste er, at

rådgivningen bliver tilbudt og opfylder visse kvalitetskrav. På denne måde

bliver opgaveløsningen præget af den nødvendige fleksibilitet alt efter de

lokale muligheder og ønsker.

4.3. Brugerne skal selv betale en vis del af

rådgivningen

Ægteskabs- og Skilsmissehjælpens arbejde har vist, at en

vis brugerbetaling ikke afholder par fra at søge rådgivning. Viljen til at

betale for rådgivningen kan derimod være et tegn på, at man også har vilje

til

at redde forholdet. Derved undgår man også, at folk henvender sig, før deres

problemer er af en vis tyngde. Om betalingen skal være en individuel timeløn

eller et fast beløb, må afklares. Et individuelt beløb synes dog at være

bedst

i overensstemmelse med, at brugerbetalingen skal virke motivationsfremmende

uden at afholde nogen fra tilbuddet.

4.4. Rådgivningen skal være tværfaglig

Rådgivningen skal tilbydes af psykologer og jurister efter

behov. Det vil oftest være i de situationer, hvor skilsmisse eller separation

m.v. er på tale, at juristen kommer ind i billedet. Herudover bør det være

muligt for det enkelte amtsråd/regionsråd at beslutte, at andre skal

inddrages

i rådgivningen. Det kan for eksempel være familieterapeuter.

4.5. Forskning i de menneskelige og

samfundsøkonomiske konsekvenser af skilsmisser i Danmark

Der er ikke i Danmark forsket i skilsmissers økonomiske

konsekvenser for samfundet. Undersøgelsen skal for eksempel tage højde for

samfundets udgifter til samværssager i statsamterne, ekstra kontanthjælp til

enlige, betaling for fripladser i daginstitutioner, flere boliger,

boligstøtte

og anden offentlig hjælp. Også de mere afledte udgifter bør tages med i

undersøgelsen – eventuelt udskilt fra de direkte omkostninger. De

afledte udgifter

kan for eksempel være udgifter til psykolog, retshjælp, specialundervisning,

sundhedsydelser, kriminalforsorg m.v.

Forslagsstillerne lægger særlig vægt på, at forskningen

også specielt undersøger skilsmissernes menneskelige konsekvenser for

børnene.

Som tidligere nævnt i beslutningsforslaget foreligger der allerede nogle

resultater vedrørende børns trivsel m.v., efter at deres forældre er gået fra

hinanden. Forslagsstillerne mener imidlertid, der er behov for en

dyberegående

og mere systematisk overvågning af området, for eksempel gennem en

forløbsundersøgelse.

5. Forslagets økonomiske konsekvenser

Ud fra de norske erfaringer skønner forslagsstillerne, at

der vil være behov for knap 18.000 rådgivningsforløb årligt. Hvis et

rådgivningsforløb består af gennemsnitligt 8 timer á 200 kroner pr. sag (alt

inklusive), vil beslutningsforslaget, for så vidt angår tilbud om

parrådgivning, koste 28,8 mio. kr. om året. Der forudsættes en egenbetaling

på

halvdelen af beløbet, der for eksempel kan være afhængig af individuel

betalingsevne. Herefter bliver nettoudgiften ca. 14,4 mio. kr. om året.

Forslagsstillerne ønsker herudover at afsætte et

engangsbeløb på 5 mio. kr. til forskning.

Skriftlig fremsættelse

Jann Sjursen

(KD):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om parrådgivning.

(Beslutningsforslag nr. B 158).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter