Forslag til folketingsbeslutning om mangfoldighed i gymnasiet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 13. april 2004 af
Pernille Rosenkrantz-Theil (EL),
Keld Albrechtsen (EL), Line Barfod (EL) og
;Søren Søndergaard (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om mangfoldighed i gymnasiet
Folketinget pålægger regeringen i folketingsåret 2004-05 at
–
bringe gymnasier og
hf-kurser tættere på at afspejle befolkningsgrundlaget gennem et intensiveret
samarbejde mellem gymnasier og hf-kurser med få tosprogede unge og
folkeskoler,
hvor der er en stor andel af tosprogede elever, og omvendt,
–
gennemføre regler, der
forhindrer gymnasier i at diskriminere ansøgere fra etniske mindretal,
–
redegøre for, hvilke
konsekvenser et multikulturelt samfund har for de gymnasiale uddannelsers
almendannende funktion,
–
indrette
undervisningen sådan, at eleverne får gavn af den kulturelle mangfoldighed og
udnytter det sproglige potentiale,
–
etablere
efteruddannelse i »dansk som andetsprog« og »kulturmøde« og
–
iværksætte forsøg med
»stifindere« (tosprogede unge, som selv har gennemgået et
Læs alt
gymnasie/hf-forløb).
Bemærkninger til forslaget
Det er en kendsgerning, at tosprogede unge i storbyerne i
valget af gymnasium eller hf-kursus klart vælger nogle gymnasier eller
hf-kurser fra og andre til. Den sidste type vælger de etnisk danske så gerne
fra. Med det lovbestemte frie valg af uddannelsessted vandrer minoriteterne i
grupper på samme måde som de unge etniske danskere. Tryghed, accept,
beskyttelse og det »at kunne være sig selv, uden at spille en rolle«
formulerer
tosprogede elever selv som motiver for skolevalget, men en ligeværdig og
gensidig integration kræver, at både tosprogede og danske elever er til
stede.
Mange bryder sig ikke om iøjnefaldende kulturelle og
sociale skel, men de har faktisk i lang tid karakteriseret
ungdomsuddannelserne. De unge har gennem udseende, tøjstil, holdninger og
adfærd et mere eller mindre brændende behov for at markere et tilhørsforhold.
Etnicitet er blot et nyt ungdomsfænomen, som er fremkommet i takt med, at de
unge fra minoriteterne er blevet flere på ungdomsuddannelserne, og at
alternativet til individets isolation ikke længere er assimilation.
Ungdommen er en usikker fase i livet, hvor markante
holdepunkter kan skabe tryghed i relationerne til andre. Intolerance og stærk
social kontrol væves ind i dette. Unge gør oprør, afprøver roller og finder
efterhånden frem til sig selv i en identitet som voksen.
Der skal være rum for, at man kan være sig selv sammen med
sine egne, men det er også vigtigt at skabe et socialt fællesskab i klassen
og
på skolen. Det er ikke nemt. Lærerne og skolen har et ansvar for, at også
fællesskabet på tværs af de markerede grupper får mødesteder, hvor det kan
blomstre. Skolens demokratiske liv skal være for alle.
I en ungdomsuddannelse skal også en tosproget elev have lov
til at være, som vedkommende er, men alle forandrer sig vel at mærke i mødet
med hinanden. Det at være sig selv kræver, at minoriteterne er mere markant
til
stede. Det er vanskeligt at være den første, bølgebryderen, og et
assimilationsagtigt pres er voldsomt.
Mange oplevede processen med de første tosprogede elever i
klassen som succesfuld integration. Men de var dengang noget særligt og ofte
feterede, og de personlige omkostninger ved at være mønsterbryder kan være
store. Vi tror ikke, man skal forvente, at det, der skete med de første, blot
gentager sig i fremtiden.
En lille interviewundersøgelse af tosprogede unges valg af
gymnasier i Københavns Kommune viser
1)
:
–
At især andre
tosprogede unges meninger og erfaringer med gymnasiet er vigtige for valget.
Det foregår naturligvis uformelt, men nuværende elever kan aktivt anvendes
som
ambassadører.
–
At forældrene ikke
har det store at skulle have sagt om valget af skole.
–
At et besøg før
skolevalg har stor betydning, men det er kun et fåtal af de interviewede, der
har været til besøgs- og informationsdage. Det kan der ændres på gennem et
mere
intensivt samarbejde mellem folkeskoler, gymnasier og hf-kurser.
–
At skole- og
ungdomsvejledernes anbefalinger kan spille en vis rolle. Spørgsmålet er, om
de
mere håndfast skal gå ind i valget af skole, bl.a. for at sikre gruppen som
udgangspunkt for integrationen i deres nye klasse, hvis den konkrete gruppe
elever ønsker dette.
Meget søgte gymnasier har nogle steder hidtil kunne
stjernemarkere en andel af deres ansøgere, som de ville holde på. Vi har
hidtil
været overbevist om, at man ikke anvendte markeringerne til etnisk
frasortering. Det er vi ikke længere. En interviewet tosproget elev
fortæller:
»Da jeg ringede (til B gymnasium, et gymnasium i
hovedstadsområdet) for at klage (over ikke at være optaget som sine
klassekammerater), sagde de, at det nok var bedst for mig, at jeg gik på det
her gymnasium (med mange tosprogede). Da jeg spurgte dem, hvorfor det var
bedst
for mig at gå her, sagde de, at det var fordi, at jeg nok kunne bevæge mig
mere
frit på X Gymnasium. Så sagde hun ikke mere, det var end of discussion.«
Enhedslisten mener, at stjernemarkeringerne enten skal
afskaffes, eller at de skal laves i samarbejde med de afleverende skoler for
at
sikre gruppen som et udgangspunkt for integration.
Det er vigtigt, at også tosprogede og unge fra
uddannelsesfremmede miljøer skal finde ud af, hvad der foregår i
undervisningen
og på skolen. Vi tror, det kræver, at lærerne oplever det som et generelt
problem. Den forandring, som for nogle gymnasier og hf-kurser trænger sig på,
ligner den proces, flere folkeskoler har været igennem. De velkendte fælles
forudsætninger i de gymnasiale uddannelser forsvinder under alle
omstændigheder, uanset om og hvordan man spreder de unge, således som nogle
ønsker det. Og problemstillingen er i øvrigt gammel. Engang handlede det om
»kulturløse« arbejderbørn!
De gymnasiale uddannelser er og skal være almendannende. Et
fag som dansk bygger på nogle danske kulturelle forudsætninger, som gør det
særdeles vanskeligt for mange tosprogede elever. Globaliseringen – og
ikke kun
amerikaniseringen – trænger sig på, og vi lever i et mere og mere
multikulturelt præget samfund. Burde undervisningen i faget dansk derfor ikke
hvile på et interkulturelt grundlag, hvor andre kulturers f.eks. moralske syn
på et værk bliver relevante, og hvor der i højere grad bliver sat fokus på et
værks basale kulturelle forudsætninger? Er f.eks. faget fransk her gået
foran,
når der stilles krav om at inddrage fransksproget litteratur skrevet uden for
Frankrig?
Den almene dannelse bygger på en tradition, men må også
tage bestik af samfundets udvikling og politiske mål, f.eks. ønsket om en
gensidig integration i et solidarisk, rummeligt, multikulturelt præget
samfund.
Spørgsmålet om multikulturelle kompetencer skal på dagsordenen. Vi må derfor
forsøge at definere en interkulturel dannelse og pædagogik som et væsentligt
element i de gymnasiale uddannelser.
Rapporten »Det multikulturelle gymnasium og hf-kursus«
2)
handler
om Københavns Kommunes uddannelsesinstitutioner og blev til på baggrund af en
spørgeskemaundersøgelse og en række høringer af etniske
ungdomsorganisationer,
forældrerepræsentanter med etnisk baggrund, skolefolk og andre relevante
interessenter. Det fremgår, at mange tosprogede selv peger på, at skriftligt
dansk er et meget svært fagligt område, men de vil ikke modtage
støtteundervisning i sprogværksteder for tosprogede. De vil med andre ord
hverken stemples eller have positiv særbehandling.
Det er derfor vigtigt, at støtten i ungdomsuddannelserne
har et alment sigte, eksempelvis i form af lektiecafeer for alle. Det
indebærer
også, at lærere og studievejledere skal efteruddannes bredt i »dansk som
andetsprog«, håndtering af kulturmødet og kulturelle barrierer.
Både de unge tosprogede og vejlederne har foreslået, at
studievejledningen på skolen suppleres på forskellig vis. Det er nogle steder
sket ved, at tosprogede unge, der er i eller selv har gennemgået et
gymnasialt
forløb, inddrages som »stifindere«. De ved af egen erfaring, hvor skoen
trykker,
og nyder den tillid, dette giver. De kan også give en hånd med, når det
drejer
sig om gode råd om, hvordan man får et godt fællesskab i klassen.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Rosenkrantz-Theil
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om mangfoldighed i gymnasiet.
(Beslutningsforslag nr. B 172).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Officielle noter
1)
Københavns Kommune, Skole- og Ungdomsvejledningen: »Et trygt sted at være«,
rapport juni 2001.
2)
Københavns Kommune, Skoledirektoratet: »Det
multikulturelle gymnasium og hf-kursus«, rapport 1996.
Lignende dokumenter
- D.B.2.3.3 Undtagelse 1: Børne- og ungdomsuddannelser Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Forslag til folketingsbeslutning om minimumsrettigheder for elever i folkeskolen Retsinformation · 14. april 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om adskillelse af kirke og stat Retsinformation · 30. oktober 2003
- Skattecentrets efteropkrævning af 511.621 kr. i moms, 63.947 kr. i el-afgift og 5.716 kr. i vandafgift for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2007 Landsskatteretten · 14. oktober 2010
- Forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af tiltag til forebyggelse af vold og voldtægt Retsinformation · 2. december 2003
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af C-niveau i matematik på gymnasiets sproglige linje Retsinformation · 25. maj 2001