Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om mangfoldighed i gymnasiet

2003/1 BSF 172Beslutningsforslag som fremsatFolketinget13. april 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 13. april 2004 af

Pernille Rosenkrantz-Theil (EL),

Keld Albrechtsen (EL), Line Barfod (EL) og

;Søren Søndergaard (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om mangfoldighed i gymnasiet

Folketinget pålægger regeringen i folketingsåret 2004-05 at

–

bringe gymnasier og

hf-kurser tættere på at afspejle befolkningsgrundlaget gennem et intensiveret

samarbejde mellem gymnasier og hf-kurser med få tosprogede unge og

folkeskoler,

hvor der er en stor andel af tosprogede elever, og omvendt,

–

gennemføre regler, der

forhindrer gymnasier i at diskriminere ansøgere fra etniske mindretal,

–

redegøre for, hvilke

konsekvenser et multikulturelt samfund har for de gymnasiale uddannelsers

almendannende funktion,

–

indrette

undervisningen sådan, at eleverne får gavn af den kulturelle mangfoldighed og

udnytter det sproglige potentiale,

–

etablere

efteruddannelse i »dansk som andetsprog« og »kulturmøde« og

–

iværksætte forsøg med

»stifindere« (tosprogede unge, som selv har gennemgået et

Læs alt

gymnasie/hf-forløb).

Bemærkninger til forslaget

Det er en kendsgerning, at tosprogede unge i storbyerne i

valget af gymnasium eller hf-kursus klart vælger nogle gymnasier eller

hf-kurser fra og andre til. Den sidste type vælger de etnisk danske så gerne

fra. Med det lovbestemte frie valg af uddannelsessted vandrer minoriteterne i

grupper på samme måde som de unge etniske danskere. Tryghed, accept,

beskyttelse og det »at kunne være sig selv, uden at spille en rolle«

formulerer

tosprogede elever selv som motiver for skolevalget, men en ligeværdig og

gensidig integration kræver, at både tosprogede og danske elever er til

stede.

Mange bryder sig ikke om iøjnefaldende kulturelle og

sociale skel, men de har faktisk i lang tid karakteriseret

ungdomsuddannelserne. De unge har gennem udseende, tøjstil, holdninger og

adfærd et mere eller mindre brændende behov for at markere et tilhørsforhold.

Etnicitet er blot et nyt ungdomsfænomen, som er fremkommet i takt med, at de

unge fra minoriteterne er blevet flere på ungdomsuddannelserne, og at

alternativet til individets isolation ikke længere er assimilation.

Ungdommen er en usikker fase i livet, hvor markante

holdepunkter kan skabe tryghed i relationerne til andre. Intolerance og stærk

social kontrol væves ind i dette. Unge gør oprør, afprøver roller og finder

efterhånden frem til sig selv i en identitet som voksen.

Der skal være rum for, at man kan være sig selv sammen med

sine egne, men det er også vigtigt at skabe et socialt fællesskab i klassen

og

på skolen. Det er ikke nemt. Lærerne og skolen har et ansvar for, at også

fællesskabet på tværs af de markerede grupper får mødesteder, hvor det kan

blomstre. Skolens demokratiske liv skal være for alle.

I en ungdomsuddannelse skal også en tosproget elev have lov

til at være, som vedkommende er, men alle forandrer sig vel at mærke i mødet

med hinanden. Det at være sig selv kræver, at minoriteterne er mere markant

til

stede. Det er vanskeligt at være den første, bølgebryderen, og et

assimilationsagtigt pres er voldsomt.

Mange oplevede processen med de første tosprogede elever i

klassen som succesfuld integration. Men de var dengang noget særligt og ofte

feterede, og de personlige omkostninger ved at være mønsterbryder kan være

store. Vi tror ikke, man skal forvente, at det, der skete med de første, blot

gentager sig i fremtiden.

En lille interviewundersøgelse af tosprogede unges valg af

gymnasier i Københavns Kommune viser

1)

:

–

At især andre

tosprogede unges meninger og erfaringer med gymnasiet er vigtige for valget.

Det foregår naturligvis uformelt, men nuværende elever kan aktivt anvendes

som

ambassadører.

–

At forældrene ikke

har det store at skulle have sagt om valget af skole.

–

At et besøg før

skolevalg har stor betydning, men det er kun et fåtal af de interviewede, der

har været til besøgs- og informationsdage. Det kan der ændres på gennem et

mere

intensivt samarbejde mellem folkeskoler, gymnasier og hf-kurser.

–

At skole- og

ungdomsvejledernes anbefalinger kan spille en vis rolle. Spørgsmålet er, om

de

mere håndfast skal gå ind i valget af skole, bl.a. for at sikre gruppen som

udgangspunkt for integrationen i deres nye klasse, hvis den konkrete gruppe

elever ønsker dette.

Meget søgte gymnasier har nogle steder hidtil kunne

stjernemarkere en andel af deres ansøgere, som de ville holde på. Vi har

hidtil

været overbevist om, at man ikke anvendte markeringerne til etnisk

frasortering. Det er vi ikke længere. En interviewet tosproget elev

fortæller:

»Da jeg ringede (til B gymnasium, et gymnasium i

hovedstadsområdet) for at klage (over ikke at være optaget som sine

klassekammerater), sagde de, at det nok var bedst for mig, at jeg gik på det

her gymnasium (med mange tosprogede). Da jeg spurgte dem, hvorfor det var

bedst

for mig at gå her, sagde de, at det var fordi, at jeg nok kunne bevæge mig

mere

frit på X Gymnasium. Så sagde hun ikke mere, det var end of discussion.«

Enhedslisten mener, at stjernemarkeringerne enten skal

afskaffes, eller at de skal laves i samarbejde med de afleverende skoler for

at

sikre gruppen som et udgangspunkt for integration.

Det er vigtigt, at også tosprogede og unge fra

uddannelsesfremmede miljøer skal finde ud af, hvad der foregår i

undervisningen

og på skolen. Vi tror, det kræver, at lærerne oplever det som et generelt

problem. Den forandring, som for nogle gymnasier og hf-kurser trænger sig på,

ligner den proces, flere folkeskoler har været igennem. De velkendte fælles

forudsætninger i de gymnasiale uddannelser forsvinder under alle

omstændigheder, uanset om og hvordan man spreder de unge, således som nogle

ønsker det. Og problemstillingen er i øvrigt gammel. Engang handlede det om

»kulturløse« arbejderbørn!

De gymnasiale uddannelser er og skal være almendannende. Et

fag som dansk bygger på nogle danske kulturelle forudsætninger, som gør det

særdeles vanskeligt for mange tosprogede elever. Globaliseringen – og

ikke kun

amerikaniseringen – trænger sig på, og vi lever i et mere og mere

multikulturelt præget samfund. Burde undervisningen i faget dansk derfor ikke

hvile på et interkulturelt grundlag, hvor andre kulturers f.eks. moralske syn

på et værk bliver relevante, og hvor der i højere grad bliver sat fokus på et

værks basale kulturelle forudsætninger? Er f.eks. faget fransk her gået

foran,

når der stilles krav om at inddrage fransksproget litteratur skrevet uden for

Frankrig?

Den almene dannelse bygger på en tradition, men må også

tage bestik af samfundets udvikling og politiske mål, f.eks. ønsket om en

gensidig integration i et solidarisk, rummeligt, multikulturelt præget

samfund.

Spørgsmålet om multikulturelle kompetencer skal på dagsordenen. Vi må derfor

forsøge at definere en interkulturel dannelse og pædagogik som et væsentligt

element i de gymnasiale uddannelser.

Rapporten »Det multikulturelle gymnasium og hf-kursus«

2)

handler

om Københavns Kommunes uddannelsesinstitutioner og blev til på baggrund af en

spørgeskemaundersøgelse og en række høringer af etniske

ungdomsorganisationer,

forældrerepræsentanter med etnisk baggrund, skolefolk og andre relevante

interessenter. Det fremgår, at mange tosprogede selv peger på, at skriftligt

dansk er et meget svært fagligt område, men de vil ikke modtage

støtteundervisning i sprogværksteder for tosprogede. De vil med andre ord

hverken stemples eller have positiv særbehandling.

Det er derfor vigtigt, at støtten i ungdomsuddannelserne

har et alment sigte, eksempelvis i form af lektiecafeer for alle. Det

indebærer

også, at lærere og studievejledere skal efteruddannes bredt i »dansk som

andetsprog«, håndtering af kulturmødet og kulturelle barrierer.

Både de unge tosprogede og vejlederne har foreslået, at

studievejledningen på skolen suppleres på forskellig vis. Det er nogle steder

sket ved, at tosprogede unge, der er i eller selv har gennemgået et

gymnasialt

forløb, inddrages som »stifindere«. De ved af egen erfaring, hvor skoen

trykker,

og nyder den tillid, dette giver. De kan også give en hånd med, når det

drejer

sig om gode råd om, hvordan man får et godt fællesskab i klassen.

Skriftlig fremsættelse

Pernille Rosenkrantz-Theil

(EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om mangfoldighed i gymnasiet.

(Beslutningsforslag nr. B 172).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Officielle noter

1)

Københavns Kommune, Skole- og Ungdomsvejledningen: »Et trygt sted at være«,

rapport juni 2001.

2)

Københavns Kommune, Skoledirektoratet: »Det

multikulturelle gymnasium og hf-kursus«, rapport 1996.

Lignende dokumenter