Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om afgift på landbrugsbedrifters kvælstoftab samt CO2-afgift på kunstgødning

2003/1 BSF 66Beslutningsforslag som fremsatFolketinget25. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 25. november 2003 af

Keld Albrechtsen (EL) og Line Barfod (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om afgift på landbrugsbedrifters kvælstoftab samt

CO

2

-afgift på kunstgødning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag

om indførelse af en afgift på landbrugets kvælstoftab med et afgiftsfrit

bundfradrag og om indførelse af en særlig CO

2

-afgift på salg af

kunstgødning.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er i princippet en redigeret

genfremsættelse af tre tidligere beslutningsforslag: beslutningsforslag nr. B

186 fra folketingsåret 2000-01 (se Folketingstidende 2000-01, forhandlingerne

s. 8313 og tillæg A s. 6944 og 6948), beslutningsforslag nr. B 88 fra

folketingsåret 1995-96 (se Folketingstidende 1995-96, forhandlingerne s. 3725

og 4856 og tillæg A s. 4168) samt beslutningsforslag nr. B 79 fra

folketingsåret 1994-95 (se Folketingstidende 1994-95, forhandlingerne s. 3552

og 5899 og tillæg A s. 2305).

Tanken er, at det kvælstof, som landbrugsbedrifterne

anvender, uden at det bliver indbygget i produkterne, men derimod tabes til

miljøet, bør afgiftsbelægges for at give den enkelte landmand et økonomisk

incitament til at opnå den bedste udnyttelse af kvælstoffet. Kunstgødning vil

kunne undværes i landbruget, når kvælstofudnyttelsen er blevet optimeret og

potentialet i de humane affaldsstoffer (urin) og kvælstoffikserende planter

bliver udnyttet. Produktion af kunstgødning er meget energikrævende og

bidrager

Læs alt

derfor væsentligt til CO

2

-produktionen. Det vil øge incitamentet til

at anvende husdyrgødning, der er tilovers i husdyrproduktionen i

planteavlsbrug, hvis kunstgødningen bliver forholdsmæssigt dyrere.

Kvælstof er et stort miljøproblem

En tredjedel af landbrugets kvælstoftab er fjernet siden

1990, hvor niveauet toppede. Det kan umiddelbart syne som en stor succes, men

der er dog ingen grund til at tro, at Danmark er ved at være nede på et

bæredygtigt niveau. Det fortæller årlige iltsvind mange steder i de indre

farvande, næringsrige, uklare søer, nitratbelastede åer, nitratkoncentreret

vand på vej ned mod grundvandet og naturarealer, der belastes langt over

deres

tålegrænse med ammoniaknedfald.

Faktum er da også, at den oprindelige Vandmiljøplan I, som

blev vedtaget i Folketinget i 1986, indeholdt en målsætning om, at både byer

og

landbrug skulle halvere udledningen af kvælstof. Den målsætning opfyldte

byerne

ved at investere i rensningsanlæg, inden tidshorisonten på 3 år for

målsætningen udløb. Landbruget har derimod – her 17 år senere –

efter to

vandmiljøplaner og store samfundsmæssige udgifter endnu ikke opfyldt

målsætningen om halvering af kvælstofudledningen.

Udviklingen i næringsstofbelastningen af vandmiljøet bliver

fulgt af Danmarks Miljøundersøgelser og offentliggjort hvert år, senest i

Vandmiljø 2002. Tilstand og udvikling. Faglig sammenfatning. Heri kan læses:

Iltsvind

»Der er ingen generelle tendenser for udvikling i

iltsvindshyppigheden fra starten af Vandmiljøplanens overvågningsprogram i

1989

til 2001« (side 44, 2. spalte øverst).

Fjorde og indre farvande

»Amterne har fastsat målene for fjorde og kystnære områder.

Efter amternes vurdering er målsætningerne kun opfyldt i nogle ganske få

kystvande med lille vanddybde og gode opblandingsforhold, der kan mindske

virkningen af det forhøjede næringssaltindhold i vandet« (side 45, 2.

spalte).

Kvælstof i vandløb

»Koncentrationen af kvælstof i vandløb, som løber i dyrkede

oplande eller er udsat for væsentlige udledninger fra punktkilder, var i 2001

gennemsnitsligt 4-5 gange så høj som baggrundsniveauet målt i naturvandløb«

(side 35, 2. spalte nederst). »Kvælstofkoncentrationen er generelt faldende i

vandløb i dyrkede oplande med eller uden spildevandstilførsel

kvælstofniveauet er faldet fra knap 9 mg N/l omkring 1990 til godt 6 mg N/l i

2001« (side 36, 1. spalte nederst).

Grundvand

»For GRUMO (grundvandsovervågning) områderne kan der

generelt ikke eftervises nogen samlet effekt på grundvandets indhold af

nitrat

som følge af vandmiljøplantiltag. Det ville heller ikke være at forvente,

fordi

grundvandet i langt den største del af GRUMO indtagene er dannet før 1990.

Der

ses dog heller ikke nogen tydelig tendens i 10 indtag med grundvand dannet

efter 1989« (side 33, 1. spalte øverst).

Stort potentiale for at nedbringe kvælstoftab

Der er stadig meget store potentialer for at mindske

kvælstoftabet – potentialer, der ikke udnyttes på bedrifterne, fordi det

ikke

er økonomisk fordelagtigt. Vandmiljøplanerne er derimod kendetegnet ved en

lang

række firkantede regler vedrørende dyrkningen af jorden, som i betydelig grad

ansporer landmænd til at afsøge mulighederne for omgåelse. Med en effektiv

afgift på kvælstoftab kan en lang række regler afskaffes til fordel for

landmanden, og det vil i stedet være landmandens faglige vurderinger, der

udnyttes.

Hvis det bliver dyrt at tabe kvælsstof, vil landmændene

automatisk tildele afgrøderne mindre kvælstof, de vil så græsudlæg, der får

lov

at stå vinteren over, og de vil tilføre jorden mere organisk materiale, bl.a.

i

form af halm, for at næringsstofferne bedre kan binde sig til jorden. Sådanne

tiltag bliver først økonomisk fordelagtige, hvis der indføres en afgift på

kvælstoftab med et bundfradrag for et rimeligt, bæredygtigt tab.

Forbruget af kunstgødning svarer stort set til

kvælstoftabet, og når andre kilder som kvælstoffikserende planter og urin fra

mennesker benyttes, vil kunstgødning helt kunne undværes. Det vil samtidig

løse

problemerne med de giftige slambjerge fra rensningsanlæggene, som tårner sig

op

i kommunerne i stigende grad, hvis man mange steder går over til at indsamle

den menneskelige urin ved kilden.

CO

2

-afgift på kunstgødning

Beregninger udført af Enhedslisten viser, at anvendelsen af

elektricitet til fremstillingen af den kunstgødning, der anvendes i Danmark,

svarer til 12 pct. af det danske forbrug. Det er oplagt at pålægge

kunstgødning

en CO

2

-afgift.

En afgift på kunstgødning er ikke fremmed for Folketingets

partier, da Folketinget allerede den 19. februar 1987 vedtog en dagsorden med

blandt andet denne ordlyd: »På denne baggrund opfordrer Folketinget

regeringen

til, såfremt forbruget (af kunstgødning) i 1989 og 1990 ikke er faldet til

henholdsvis 300.000 tons N og 250.000 tons N, at indføre et miljøgebyr i

størrelsesordenen 3 kr. i 1990 og 6 kr. i 1991 pr. kg N. Indtægten

tilbageføres

til landbruget, bl.a. til

fremme af miljøvenlige produktionsformer.«

Først i 2000 kom landbruget ned under et forbrug af

kunstgødning på 250.000 tons N årligt. Samtidig er tilførslen af kvælstof med

foder til dansk landbrug øget med 64.000 tons mellem 1985 og 2000. Det ses af

publikationen »Mark- og staldbalancer« fra DJF, december 2000. Trods et

uændret

frasalg af korn- og frøafgrøder blev tilførslen af kvælstof i kraftfoder øget

fra 262.000 tons kvælstof årligt i 1986 til 326.000 tons kvælstof i 1999,

altså

en stigning på 64.000 tons kvælstof. Om kvælstof tilføres dansk landbrug som

foder eller kunstgødning, kan i virkeligheden være lige meget, når man

interesserer sig for kvælstoftabet til miljøet. Alligevel blev

kunstgødningafgiften aldrig aktiveret.

Beslutningsforslaget vil fremme økologisk

jordbrug

Økologiske landbrug er langt mere effektive i deres

udnyttelse af næringsstofferne og taber mindre kvælstof pr. hektar end

konventionelle landbrug. Derfor vil en afgift på kvælstoftab være en

forholdsmæssig fordel for økologiske landbrug og også blandt dem fremskynde

til

bedre udnyttelse af næringsstofferne. Dette faktum kan dokumenteres på mange

måder, og her kan henvises til de tidligere fremsatte udgaver af dette

beslutningsforslag. Derudover kan henvises til Plantedirektoratet.

Gødningsregnskaber. Statistik 2000/2001, oktober 2003. Ved sammenligning af

tabel 5 a, »Kvælstoftildeling og kvælstofkvote«, med tabel 17,

»Kvælstoftildeling og kvælstofkvote, økologiske bedrifter«, ses, at

konventionelle bedrifter i gennemsnit tilføres 120 kg N pr. hektar (ud af en

kvote på 134 kg N/hektar), mens økologiske bedrifter kun i gennemsnit

tilføres

51 kg. N pr. hektar (ud af en kvote på 137 kg N/hektar). Det er en forskel,

der

kun i ringe grad kompenseres af det større udbytte og dermed en større mængde

fraført kvælstof pr. hektar i konventionelle landbrug. Det skal også

tilføjes,

at økologiske brug anvender en større andel marker med kvælstoffikserende

afgrøder, primært kløvergræs. Kløvergræsmarker er et positivt indslag i

landskabet, for biodiversiteten og for opbygning af jordens muldlag og

kvælstofbindingsevne.

Beregning af kvælstoftabet

Kvælstoftabet beregnes ved, at landmændene overfører tal

til regneark, der udvikles af Landbrugets Rådgivningscenter. Det er tal, der

allerede i dag skal opgives til myndighederne om gødningsproduktion, samt få

nye tal, der dog allerede opgøres i momsregnskabet, om salg af animalske og

vegetabilske produkter samt indkøb af gødning og foder. Herved kan følgende

regnestykke udregnes. Kvælstof i indkøbt gødning og foder minus kvælstof i

solgt gødning, animalske produkter og vegetabilske produkter er lig med

kvælstoftab. Kvælstoftabet udregnes pr. hektar. Der indføres et bundfradrag,

som der ikke betales afgift af, i erkendelse af, at et vist tab, f.eks. på 50

kg N pr. hektar, er rimeligt. Der kan indføres højere bundfradrag for nogle

produktionsformer end andre i erkendelse af, at der ellers vil blive overført

store midler fra husdyrbrug til plantebrug, fordi husdyrbrug alt andet lige

har

et større kvælstoftab.

Lignende dokumenter