Forslag til folketingsbeslutning om afgift på landbrugets kvælstoftab og CO2-afgift på salg af kunstgødning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 6. april 2001 af
Søren Kolstrup (EL) og Keld Albrechtsen
;(EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om afgift på landbrugets kvælstoftab og
CO2-afgift på salg af kunstgødning
Folketinget opfordrer regeringen til at indføre en
afgift på kvælstoftab med udgangspunkt i nedennævnte model
og til at indføre en særlig CO2-afgift på
kunstgødning.
En afgift på landbrugets kvælstoftab kan tage
udgangspunkt i en model efter følgende retningslinjer:
1. For alle landbrugsbedrifter skal udarbejdes et
kvælstofregnskab.
2. Kvælstofregnskabet udarbejdes af planteavlskonsulenten
på basis af bedriftens driftsregnskab, hvoraf tilførsel og
fraførsel af kvælstof beregnes.
3. Planteavlskonsulenten udregner kvælstoftabet og en hertil
knyttet afgift og underskriver kvælstofregnskabet.
4. Afgiften indbetales til en kvælstoffond, som administrerer og
finansierer ordningen, og hvor provenuet udloddes til landmænd, der vil
foretage bedriftsændringer, hvis sigte er et faldende
kvælstoftab.
5. Der kan ydes støtte til ombygninger og til udstyr, som
betyder en reduktion i kvælstoftabet på mindst 10 pct.
6. Støtten skal primært gå til omstilling til
økologisk landbrug.
7. Mellem 5 og 10 pct. af provenuet skal anvendes til forskning, der
fremmer omstillingen til økologisk landbrug.
8. Kvælstoffonden administreres af
Læs alt
Fødevareministeriet.
9. Kvælstoffondens dispositioner varetages af
Kvælstofrådet, der sammensættes med følgende 10
personers bestyrelse :
En repræsentant udpeget af Landsforeningen Økologisk
Jordbrug.
En repræsentant udpeget af Det Økologiske Råd.
En repræsentant udpeget af Danmarks Naturfredningsforening.
En repræsentant udpeget af Specialarbejderforbundet i
Danmark.
En repræsentant udpeget af Landbrugets
Rådgivningscenter.
En repræsentant udpeget af Danmarks Jordbrugsforskning.
En repræsentant udpeget af Dansk Familielandbrug.
En repræsentant udpeget af De Danske Landboforeninger.
En repræsentant udpeget af Miljøstyrelsen.
En repræsentant udpeget af Landbrugsraadet.
10. Regnskabet indsendes årligt til Fødevareministeriet,
der fører statistik, laver stikprøvekontrol på
regnskaberne og fører kontrol med afgiftens indbetaling og
anvendelse.
11. I beregningsgrundlaget for kvælstoftabet indgår
totalkvælstofindholdet fra tilførsel via foder, tilførsel
via gødning (såvel natur- som kunstgødning),
tilførsel via såsæd, tilførsel via luften,
fjernelse via mælk, kød og korn, fjernelse via andre produkter,
herunder husdyrgrødning, som leveres til anden side.
12. Kvælstoftabet udgør differencen mellem tilført
og fjernet kvælstof. Dette punkt bør eventuelt udmøntes
detaljeret i et tilhørende cirkulære.
13. Der fastsættes et afgiftsfrit minimumskvælstoftab.
14. Kvælstofafgiften fastsættes ved ordningens
ikrafttræden til et beløb pr. kg kvælstoftab ud over
minimumskvælstoftabet.
15. Kvælstofafgiften pristalsreguleres.
16. Kvælstofregnskabet udarbejdes i form af en status for et
driftsår.
17. Der kan foretages overførsel af op til 20 pct. af
årets tilførsel henholdsvis fjernelse af kvælstof til det
efterfølgende regnskabsår.
18. Det første regnskabsår efter ordningens
ikrafttræden betales der ikke afgift. I det andet regnskabsår
betales 50 pct. af afgiften (overgangsordning).
Bemærkninger til forslaget
Dette beslutningsforslag indgik i en
række beslutningsforslag i tidligere folketingsår, senest
folketingsåret 1995-96. Beslutningsforslaget er således med nogle
justeringer og tilføjelser en genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 79 fra folketingsåret 1994-95, se
Folketingstidende 1994-95, forhandlingerne s. 3552 og 5899 og tillæg A
s. 2305, og beslutningsforslag nr. B 88 fra folketingsåret 1995-96, se
Folketingstidende 1995-96, forhandlingerne s. 3725 og 4856 og tillæg A
s. 4168.
Beslutningsforslaget skal ses som en vigtig brik i
omstillingen fra økologisk niche- til hovedproduktion. Baggrunden er,
at vandmiljøplanerne har spillet fallit. Trods investeringer på
tocifrede milliardbeløb og bureaukratiske kontrolordninger kan man
ikke registrere en signifikant nedsat tilledning af kvælstof til
de indre farvande fra landbruget, jf. Vandmiljø 2000: Tilstand og
udvikling - faglig sammenfatning. Faglig rapport fra DMU nr. 337 (MPU, alm.
del bilag 357). Heller ikke iltforholdene i de indre farvande er
forbedrede. Af samme publikation fremgår, at det høje indhold af
nitrat i de øverste grundvandslag er uændret. I Vandmiljø
2000: Status og perspektiver for et renere vandmiljø.
Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 7, fremgår det videre,
at hverken andelen af vandløb eller søer, der opfylder deres
målsætning med hensyn til vandkvalitet og dyreliv, er blevet
større i de sidste 10 år.
Hovedproblemet med vandmiljøplanerne er påbud
om detailregulering, hvilket nødvendigvis må ske ud fra
gennemsnitsbetragtninger. Dette risikerer at lede den faglige energi godt
landmandskab over i en undgåelse af de snærende reguleringer.
Staten vil notorisk være bagud med hensyn til at stramme reglerne,
fordi ressourcerne skal anvendes til at
»lukke huller «. Man bevæger sig ind i en usund
spiral.
Enhedslisten foreslår indført en
økonomisk motivationsfaktor, som gør det attraktivt for den
enkelte landmand at planlægge kvælstofmæssigt optimalt ud
fra de konkrete forhold på den enkelte bedrift. Dette indebærer
mindre kontrol selvfølgelig under forudsætning af, at den
økonomiske motivationsfaktor bliver tilstrækkelig stor til, at
den ønskede miljømæssige effekt opnås. En
række kontrolforanstaltninger og en række detailreguleringer
påregnes at kunne bortfalde, f.eks. gødningsnormer, regler om
andel af efterafgrøder og muligvis også normer for
dyretæthed.
På denne baggrund foreslår Enhedslisten
indført en toleddet kvælstofafgift, hvor hovedelementerne er en
afgift på kvælstoftab samt en særlig CO2-afgift
på salg af kunstgødning.
Afgift på kvælstoftab er blevet anbefalet af
de økonomiske vismænd i den seneste vismandsrapport
»Dansk Økonomi, efterår
2000 «, hvoraf fremgår, at
»En kvælstofafgift kan være mest
omkostningseffektiv. I
Hansen (1991), foreslås en afgift på kvælstoftabet i
landbruget som en omkostningseffektiv måde at mindske
kvælstofudledningen. Kvælstoftabet er forskellen på den
mængde kvælstof, der kommer ind i landbrugets produktionsproces,
og den mængde kvælstof, der er bundet i de endelige produkter,
f.eks. korn. Det er vanskeligt at opgøre kvælstoftabet, fordi
det kræver måling af kvælstofindholdet i al det input,
landbruget anvender til produktionen. En del af måleproblemet kan dog
løses med eksisterende teknikker, f.eks. bliver proteinindholdet i
mælk målt ved landmandens afregning med mejeriet.
Kvælstofindholdet kan derefter opgøres fra proteinindholdet.
Ligeledes kan proteinindholdet i kød og korn måles og danne
grundlag for en vurdering af kvælstofindholdet. Kvælstofindholdet
i kunstgødninger er ligeledes måleligt, så en afgift
på den enkelte landmands udledning af kvælstof er ikke et
urealistisk bud på en omkostningseffektiv reguleringsform«.
I rapporten
»Konsekvenser af kvælstofafgifter i
landbruget (1998)«,
Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut, vurderes en
række konkrete modeller for afgift på kvælstoftab samt
nedsættelsen af landbrugets kvælstoftab ved en afgift på
henholdsvis 2, 4 eller 6 kr. pr. kg kvælstof. Forskellene i modellerne
drejer sig bl.a. om, hvor i handelssystemet afgiften skal opkræves.
Holland har i 1998 indført en afgift på
kvælstoftab og på fosfortab og ligeledes indført et
afgiftsfrit bundfradrag. Man er startet med et meget højt bundfradrag,
og derfor lader virkningen vente på sig. Der er udarbejdet en plan med
terminer for, hvornår bundfradraget skal sænkes. Det
væsentlige er, at det kan konkluderes, at selve opgørelsen af de
enkelte gårdes kvælstoftab ikke har voldt problemer i
praksis.
Kvælstoftab
Et landbrugs kvælstoftab er forskellen mellem
indført kvælstof i gødning og foder og fraført
kvælstof med gårdens animalske og vegetabilske produkter.
Kvælstoftabet tilledes naturen. Der er ingen tvivl om, at en
sænkning af landbrugets kvælstoftab også vil føre
til et fald i udvaskningen af nitrat og i fordampningen af ammoniak. Det er
ikke muligt at sige hvor meget, da noget af det tabte kvælstof
omsættes til uskadelige kvælstofforbindelser som frit
kvælstof. Derfor skal evaluering af afgiftens virkning foregå
ved konkret at vurdere, om natur og grundvand har fået det bedre.
På landsplan er tilførslen af kvælstof
til landbruget i 1998-99 opgjort til 575.000 tons pr. år og
kvælstoftabet opgjort til 385.000 tons pr. år.
2/3 af det af landbruget tilførte kvælstof
blev således tabt til naturen.
Afgift på kvælstoftab
Beslutningsforslaget indeholder en model for afgiften, men
kan kort beskrives som en afgift, hvis størrelse er afhængig af
den mængde kvælstof, der tabes fra den enkelte bedrift. Der
indføres et afgiftsfrit bundfradrag, fordi miljørigtig
opførsel principielt ikke bør afgiftsbelægges. Naturen
kan håndtere et vist kvælstoftab fra landbrugsdrift.
Hvis der anlægges en gennemsnitsbetragtning for hele
landet, var kvælstoftabet for hver hektar landbrugsjord i 1999 151 kg.
Kvælstoftabet er større ved husdyravl end ved planteavl.
Enhedslistens forslag er umiddelbart, at et tab på 50 kg kvælstof
pr. hektar landbrugsjord gøres afgiftsfrit. Det kan overvejes,
hvorvidt der skal være et højere afgiftsfrit bundfradrag for de
produktionsformer, der har et stort tab. Det kan dreje sig om husdyrbrug,
hvor der tabes kvælstof både fra stalden og fra marken med
foderproduktion samt nogle typer af planteavl. Formålet skulle i
så fald være at sikre mod overførsel af kapital fra
husdyravl til planteavl. Man kan tænke sig et afgiftsniveau på
5-10 kr. pr. kg kvælstof.
I praksis medfører afgiften, at muligheden for at
slippe for afgiften er en motivationsfaktor, som løbende vil styrke
interessen for en miljørigtig omstilling. Ved at knytte en direkte
forbindelse mellem økonomi og kvælstoftab sikrer man, at
landmanden foretager en række fagligt begrundede valg for at nedbringe
kvælstoftabet. Derved undgås, at dyrkningsmetoder generaliseres
ud fra overordnede betragtninger. De driftsmæssige beslutninger
overlades til landmanden, hvor de hører hjemme.
Ved en omlægning til økologisk drift er det
muligt næsten umiddelbart at halvere kvælstoftabet i
kvægbesætningen. Det fremgår af rapport nr. 710 fra Foulum
Forsøgscenter (maj 1992), som på basis af en analyse af 14
økologiske og 16 konventionelle landbrug når frem til
følgende resultat:
»
N-overskud
blev på de konventionelle gårde beregnet til at variere fra
156-387 kg N/ha/år (i gns. 240 kg) og på de økologiske
gårde fra 88-158 kg N/ha/år (gns. 124 kg)« og: »Korrigeret til samme belægningsgrad (1,28
DE/ha) var N-overskuddet 217 ± 9 kg/ha/år . . . på de
konventionelle helårsforsøgsbrug. På de økologiske
helårsforsøgsbrug var N-overskud 132 ± 13 kg/ha/år . .
.«.
Som det fremgår, er der også blandt
økologiske brug stor forskel på kvælstoftabet fra brug til
brug. En afgift på kvælstoftabet vil derfor også fremme en
økologisk kappestrid mellem landmænd for at reducere tabet mest
muligt. Hvis afgiften samtidig anvendes målrettet til støtte for
økologisk drift og omlægning hertil, vil det have dobbelt
effekt.
Afgiften på kvælstoftab vil med tiden kunne
nedsættes, når omstillingen fra økologisk niche- til
hovedproduktion er gennemført.
CO2-afgift på salg af kunstgødning
Den anden del af den toleddede kvælstofafgift er en
særlig CO2-afgift, som pålægges
kunstgødning ved salg heraf.
En afgift på handelsgødning vil gøre
det mere attraktivt at omlægge til økologisk drift, idet
afgiften vil øge driftsudgifterne pr. hektar i konventionel drift.
Hvis afgiften samtidig anvendes målrettet til støtte for
økologisk drift og omlægning hertil, vil det have dobbelt
effekt.
Kunstgødning er overflødig i
økologisk landbrug og energikrævende at producere.
Ifølge Enhedslistens egne beregninger svarer
energiforbruget til produktion af den i Danmark anvendte kunstgødning
til 10 pct. af det samlede danske elforbrug. Der foreslås derfor en
særlig CO2 -afgift på salg af kunstgødning til
forbrug i Danmark for at udfase anvendelsen heraf.
I størrelsesordenen 60 pct. af forbruget er
importeret, hvorfor afgiften foreslås pålagt i salgsleddet.
Afgiftens størrelse skal svare til den energiafgift, som ville
være pålagt produktionen, såfremt denne var underlagt samme
energiafgift som danske husholdninger. Afgiften opkræves i engros-
eller detailleddet.
Omlægning
Midlerne fra afgifterne foreslås administreret helt
eller delvist via en
»kvælstoffond«, som også skal finansiere omlægningen til
økologisk drift. Omlægningen til økologiske produkter og
bæredygtige produktionsmetoder skal sikre sunde fødevarer, sundt
arbejdsmiljø, bedre husdyrvelfærd og en øget
biodiversitet. En sådan omstillìing er ikke alene
nødvendig af miljøhensyn, men også for at sikre en
økonomisk bæredygtig drift, såfremt samfundet ikke skal
anvende stadigt stigende ressourcer til miljøoprydning.
Der er i den seneste tid opstået en betydelig
større bevidsthed blandt såvel danske forbrugere som forbrugere
på de internationale eksportmarkeder til fordel for den
økologiske produktionsmetode. Dansk landbrug er derfor også af
leverancehensyn nødt til at opprioritere økologisk
landbrug.
Økologiske produkter er i dag dyrere end
traditionelt fremstillede produkter. Alligevel er der en kraftig vækst
i efterspørgslen såvel nationalt som internationalt. Forbrugerne
vil gerne betale mere for varer, som er produceret ud fra økologiske
principper.
Imidlertid vil et skift fra nicheproduktion til
hovedproduktion af økologiske varer medføre de samme
stordriftsfordele, som det traditionelle landbrug i dag nyder godt af.
Men også en betydelig større udbredelse af
økologisk landbrug vil i sig selv optimere produktionsmetoderne inden
for den økologiske driftsform. Tilsammen betyder dette, at
udsalgsprisen kan sænkes med tiden.
Eksporten af landbrugsvarer vil ligeledes kunne sikres,
idet resultatet af omstillingen bliver økologiske højprisvarer
som en nicheproduktion på verdensmarkedet.
Hertil kommer, at borgerne ved en omstilling til
økologisk landbrug kollektivt vil kunne opnå skattelettelser som
følge af færre udgifter til oprydning efter det traditionelle
landbrugs miljøskader.
Skriftlig fremsættelse
Søren Kolstrup
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om afgift på
landbrugets kvælstoftab og CO2-afgift på salg af
kunstgødning.
(Beslutningsforslag nr. B 186).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- 1995 BSF 88 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AFGIFT PÅ KVÆLSTOFOVERSKUD OG CO2-AFGIFT PÅ SALG AF KUNSTGØDNING Retsinformation · 8. februar 1996
- 1994 BSF 79 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AFGIFT PÅ KVÆLSTOFOVERSKUD OG KUNSTGØDNING Retsinformation · 24. februar 1995
- Forslag til folketingsbeslutning om afgift på landbrugsbedrifters kvælstoftab samt CO2-afgift på kunstgødning Retsinformation · 25. november 2003
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 7. november 2002
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Léger fremsat den 7. november 2002 EU-domme · 7. november 2002
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Geelhoed fremsat den 4. oktober 2001. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland. - Traktatbrud - direktiv 91/676/EØF - forurening - beskyttelse af vand - nitrater. - Sag C-161/00 EU-domme · 4. oktober 2001