Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om meddeleret for offentligt ansatte

2003/1 BSF 39Beslutningsforslag som fremsatFolketinget7. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 7. november 2003 af

Aage Frandsen (SF) og Anne Baastrup (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om meddeleret for offentligt ansatte

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag

om indførelse af en meddeleret for offentligt ansatte i tilfælde af

uredelighed

i den offentlige forvaltning og åbenbart misbrug af offentlige midler.

Bemærkninger til forslaget

1. Baggrunden for forslaget

Danmark har en velfungerende offentlig forvaltning, og den

politiske og administrative ledelse og ansatte i de offentlige myndigheder

arbejder effektivt og sagligt. Men indimellem opstår der desværre enkelte

sager, hvor politisk valgte og administrative ledere misbruger et offentligt

hverv og der opstår og forekommer forskellige former for uredelighed. Sagerne

viser, at uanset at der er et kontrol- og tilsynssystem, der normalt

fungerer,

er det ikke i alle tilfælde tilstrækkeligt til at

forhindre sagerne i at opstå. Heller ikke

offentligt ansattes pligt til at sige fra over for ulovligheder eller ret til

at fremkomme med kritiske meningstilkendegivelser i offentligheden også om

emner inden for deres eget arbejdsområde har kunnet dæmme op for sagerne.

Der foreslås derfor indført en meddeleret for ansatte i den

offentlige forvaltning, hvis der forekommer uredelighed og åbenbar misbrug af

offentlige midler, dvs. en slags ret til at slå alarm. Formålet med forslaget

er at sikre offentlige ansatte en udtrykkelig ret til i samfundets interesse

at

gøre opmærksom på uredelige forhold på den ansattes arbejdsplads og åbenbart

misbrug af offentlige midler. Med udtrykket åbenbart misbrug af offentlige

midler tænkes både på manglende klar bevillingsret, anden anvendelse af

Læs alt

offentlige midler, end der er hjemmel til, og

manglende økonomisk kontrol. Meddeleretten indebærer en ret til at gå til

medierne til og at forblive anonym samt retsbeskyttelse, hvis den pågældende

ansattes navn alligevel måtte komme frem med ansættelsesmæssige konsekvenser

som følge, f.eks. afskedigelse, degradering eller forflytning.

Det er naturligvis ikke hensigten med forslaget at fremme

en angivermentalitet eller utilfredse medarbejderes muligheder for at

chikanere

ledelsen i en myndighed. Forslaget kræver også af denne grund en afgrænsning,

så det kun kommer til at omfatte situationer, hvor der er påtrængende

grundlag

for at slå alarm. Den nærmere udformning af en meddeleret er angivet nedenfor

i

afsnit 5.

Der er selvfølgelig allerede i dag en mulighed for at gå

til medierne eller lække informationer til pressen, men for mange ansatte vil

det være en grænseoverskridende handling, dels fordi mange har en

loyalitetsfølelse over for deres arbejde, og dels fordi det kan opleves som

en

noget lyssky handling. En udtrykkeligt lovreguleret meddeleret vil være et

effektivt og legitimt instrument for ansvarlige ansatte, som ønsker aktivt at

forhindre uredelighed i den offentlige forvaltning og åbenbart misbrug af

offentlige midler. Samtidig vil en meddeleret være et markant signal om en

styrkelse af

princippet om størst mulig

offentlighed i forvaltningen.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at nogle af de

kommunale skandaler kunne være undgået og kan undgås, hvis de ansatte får en

meddeleret. Efter de oplysninger, der i dag foreligger, tyder meget på, at

der

ville have været ansatte i Farum Kommune, der ville have benyttet sig af en

sådan ret. Det fremgår af det, der er kommet frem efter afsløringer om

forholdene i Farum Kommune, at ansatte var klar over, at der var noget

rivende

galt. Men de turde ikke sige noget på grund af konsekvenserne for deres

stilling,

hvilket er forståeligt, når man tænker på den personalepolitik, der blev

praktiseret i Farum.

Om det kunne have forhindret skandalen i Greve Kommune, er

uvist, da denne skandalesag i øjeblikket er mindre belyst.

Der har også været andre sager, som afslører, at det i dag

er forbundet med store omkostninger at meddele, at der foregår noget

uredeligt,

herunder uredelig omgang med offentlige midler. Således blev en dansk

embedsmand tilsyneladende mobbet væk fra sit job af sine chefer, da den

pågældende afslørede svindel i EU’s statistiske kontor Eurostat. En

embedsmand

i Energistyrelsen led en lignende skæbne, da vedkommende påpegede, at der

blev

spildt masser af offentlige midler på grund af fejlslagne

energispareordninger,

bl.a. på grund af manglende kontrol.

2. Retstilstanden i hovedtræk i USA,

Storbritannien og Sverige: »whistleblower-lovgivning«

En meddeleret eller meddelefrihed kendes i lande som

Sverige, USA og Storbritannien. I USA og Storbritannien går den under

betegnelsen »whistleblower-lovgivning«. Der findes ikke nogen god

oversættelse

på dansk af det engelske ord whistleblower (egentlig en person, der blæser i

en

fløjte for at slå alarm). Det bruges i den engelske terminologi om en person,

der i almenvellets interesse gør opmærksom på uredelige eller ulovlige

forhold

på sin arbejdsplads eller nægter at medvirke til ulovligt eller uredeligt

arbejde. Whistleblower-lovgivning beskytter arbejdstagere mod

ansættelsesretlige repressalier som fyring, forflyttelse eller lignende som

reaktion på, at de har afsløret ulovlige eller på anden vis kritisable

forhold

på deres arbejdsplads.

Whistleblower-lovgivning beskytter et specielt element af

arbejdstagernes ytringsfrihed, men indeholder også elementer af en »ret til

at

sige fra«. Egentlig whistleblower-lovgivning findes bl.a. i USA og

Storbritannien, mens man i Sverige er garanteret en meddeleret, som har visse

lighedspunkter med egentlig whistleblower-lovgivning. I det følgende

redegøres

der i hovedtræk for lovgivningen i de tre nævnte lande:

I

Sverige sikrer

forfatningen (Trykfrihetsförordningen) alle offentligt ansatte en såkaldt

meddeleret, der som udgangspunkt giver embedsmænd ret til at videregive

oplysninger, som de har fået kendskab til i deres arbejde, uden at de kan

straffes for det. Offentligt ansatte kan straffrit udlevere oplysninger til

massemedierne til offentliggørelse i trykte og andre medier, herunder som

hovedregel også fortrolige (sekretess-belagte) oplysninger. Det er kun de

medier, der offentliggør oplysningerne, som eventuelt kan drages til ansvar.

Det er endvidere forbudt for den offentlige arbejdsgiver at efterforske,

hvorfra de »lækkede« oplysninger stammer, medmindre der er mistanke om

alvorlige forbrydelser, ligesom det er strafbart for journalister at oplyse

deres kilde.

Ud over anonymitet sikrer meddelefriheden de svenske

embedsmænd mod at blive afskediget, forflyttet m.v., hvis de benytter sig af

deres ret til at informere offentligheden om forhold, som de har fået

kendskab

til i deres arbejde. Retten medfører dog ingen pligt

til at udtale sig til medierne.

I Storbritannien beskytter en tilføjelse i 1998 til den

britiske lov om arbejdstageres rettigheder både offentlige og private

arbejdstagere i bred forstand mod ansættelsesretlige repressalier i tilfælde,

hvor de har gjort opmærksom på ulovlige eller kritisable forhold på deres

arbejdsplads, f.eks. alvorligt embedsmisbrug, svindel m.v. Som udgangspunkt

kan

man også være beskyttet, selv om man afslører fortrolige oplysninger eller

dokumenter, med undtagelse af oplysninger, der er omfattet af loven om

statshemmeligheder eller anden lovreguleret tavshedspligt, f.eks. advokaters

tavshedspligt vedrørende deres klienter. Politibetjente og personer ansat ved

efterretningstjenesterne eller regeringens kommunikationshovedkvarter er dog

undtaget fra loven og derfor ikke beskyttet.

Lovgivningen forudsætter, at arbejdstagere først og

fremmest søger at afklare sådanne sager internt med deres arbejdsgiver, men

beskytter efterfølgende arbejdstagerne mod repressalier, hvis de i sidste

instans føler sig nødsaget til at offentliggøre oplysninger, der afslører

kritisable eller ulovlige forhold på deres arbejdsplads. Vælger man at

videregive oplysningerne til f.eks. medierne, politikere, politiet eller

lignende, er man kun beskyttet, hvis afsløringen er »rimelig under alle

omstændigheder« og oplysningerne ikke er videregivet med personlig vinding

for

øje. Desuden skal man enten allerede være gået til sin arbejdsgiver først

eller

have en god begrundelse for, at man ikke har gjort det, f.eks. fordi man har

en

begrundet frygt for repressalier. Afsløringen over for medierne betragtes dog

som »sidste instans«, hvorfor afsløring af fortrolige oplysninger til

medierne

kun vil være beskyttet, hvis arbejdsgiveren har forsøgt at dække over

ulovlighederne og der ikke var nogen anden instans, f.eks. politiet eller et

medlem af parlamentet, som man kunne gå til i stedet for. Jo mere alvorligt

forholdet er, des mere vil man være tilbøjelig til at acceptere en afsløring

over for medierne.

Den amerikanske Whistleblower Act fra 1989 beskytter

nuværende og forhenværende offentligt ansatte samt personer, der søger

ansættelse i det offentlige, mod ansættelsesretlige repressalier og anden

chikane i anledning af, at en medarbejder lovligt har offentliggjort

oplysninger, som afslører ulovlige eller kritisable forhold på vedkommendes

arbejdsplads. Undtaget fra loven er medarbejdere ved efterretningstjenesterne

og FBI samt ansatte ved domstolene.

Modsat lovgivningen i Sverige og til dels også i

Storbritannien giver den amerikanske whistleblower-lovgivning ikke ret til

ustraffet at gå til medierne, men anviser et system inden for den

arbejdsretlige organisation, hvor medarbejderen over for særligt udpegede

instanser både kan viderebringe oplysninger om uregelmæssigheder på sin

arbejdsplads og søge om oprejsning, hvis afsløringen har ført til

arbejdsretlige sanktioner eller chikane m.v. Medarbejdere har ikke kun ret,

men

også

pligt til at rapportere ulovlige

eller kritisable forhold på deres arbejdsplads inden for det system, som

loven

anviser. Arbejdstageres rettigheder kan ikke begrænses administrativt eller

kontraktretligt ved, at det f.eks. forlanges, at ansatte skal underskrive en

»sikkerhedsaftale« eller lignende som betingelse for at få adgang til

fortrolige oplysninger.

For at øge medarbejderes (og andres) incitament til at

afsløre ulovligheder og rapportere misbrug af offentlige midler m.v. har

enhver

efter The Federal False Claims Act fra 1986 på statens vegne endvidere ret

til

at sagsøge enhver person, myndighed eller virksomhed, der misbruger

offentlige

midler på statens vegne. Hvis sagen fører til domfældelse, får den eller de

personer, der har afsløret svindlen med offentlige midler, op til 30 pct. af

det generhvervede beløb.

3. Pligt til at »sige fra« over for klart

ulovlige ordrer

Som udgangspunkt gælder der en lydighedspligt for den

offentligt ansatte. Lydighedspligten indebærer, at den ansatte har pligt til

at

efterkomme ordrer. En undladelse vil kunne medføre ansættelsesretlige

konsekvenser eller strafferetlige sanktioner efter straffelovens § 156 om

ikke-opfyldelse af tjenestepligt. Endvidere gælder der en rådgivningspligt,

der

forpligter den offentligt ansatte til for ledelsen at forelægge ulovlige

forhold, som vedkommende måtte være blevet opmærksom på i forbindelse med

arbejdets udførelse. Hvis ledelsen alligevel vælger at fastholde det ulovlige

forhold og pålægger den ansatte at foretage en strafbar handling, antages der

ikke at påhvile den ansatte en lydighedspligt, da straffelovens § 156 alene

foreskriver lydighedspligt over for lovlige tjenestebefalinger. Den ansatte

kan

dog ifalde andre sanktioner end de strafferetlige, da lydighedsnægtelse anses

for en tjenesteforseelse eller en misligholdelse af ansættelsesforholdet, der

kan medføre ansættelsesretlige reaktioner.

Hvis ordren pålægger den ansatte at foretage sig noget

klart ulovligt, er der ingen lydighedspligt, og den ansatte har i stedet

pligt

til ikke at følge ordren eller pligt til at »sige fra«. Vedkommendes plads i

hierarkiet, det vil sige, hvor tæt denne er på beslutningstageren, er af

betydning for afvejningen af en ansats ansvar. Den ansatte har som

udgangspunkt

alene rådgivningspligt over for vedkommendes umiddelbart overordnede, og

kravene til den ansatte må på den baggrund være mindre, hvis vedkommende er

flere hierarkiske led fra den ulovlige ordre/beslutningstageren. Det

understøttes af det ansvar, som en højere hierarkisk status pålægger en

ansat.

Endvidere har krænkelsens karakter betydning. Udgangspunktet for de uklare

ulovligheder, der ikke vedrører den offentligt ansattes rettigheder, er

derimod, at de skal efterkommes, det vil sige, at den ansatte har

lydighedspligt.

En egentlig »whistleblower-lovgivning«, som beskytter

ansatte, der i almenvellets interesse gør opmærksom på ulovlige eller

uredelige

forhold på deres arbejdsplads eller nægter at medvirke til ulovligt eller

uredeligt arbejde, findes på nuværende tidspunkt ikke i Danmark.

4. Offentligt ansattes ytringsfrihed

Udgangspunktet er, at offentligt ansatte har samme

ytringsfrihed som andre med hensyn til at deltage i den offentlige debat. Det

er imidlertid et problem, at offentligt ansatte er tilbageholdende med at

udnytte den ytringsfrihed, som de har. Det gælder ikke mindst med hensyn til

kritiske meningstilkendegivelser om emner inden for ens eget arbejdsområde.

Tilbageholdenheden kan f.eks. skyldes, at det opleves som en uskreven regel,

at

offentligt ansatte ikke udtaler sig kritisk om eget arbejdsområde, eller den

kan skyldes loyalitetsfølelse over for myndigheden. Der henvises i den

forbindelse til, at

SF har fremsat

beslutningsforslag om fremme af offentligt ansattes deltagelse i den

offentlige

debat.

5. Udformningen af en meddeleret

Meddeleretten foreslås udformet efter følgende model:

Indledningsvis fastslås det for det første, at

meddeleretten udformes som en ret, men ikke en pligt for en ansat.

For det andet skal det nærmere afgrænses, hvem

meddeleretten tilkommer.

Forslagsstillerne finder principielt, at der også i den

private sektor bør gennemføres en regulering, som giver private arbejdstagere

adgang til at slå alarm, hvis der finder ulovligheder eller uredelighed sted.

Det må imidlertid erkendes, at der er nogle væsentlige forskelle på den

offentlige forvaltning og den virksomhed, der foregår i privat regi. Den

offentlige

forvaltning varetager almene interesser og forvalter offentlige midler på

baggrund af en forholdsvis detaljeret lovgivning og ud fra nøje fastlagte

procedurer. Den private sektor har som udgangspunkt en anden karakter, hvor

det

er helt legitimt, at den kloge og dygtige klarer sig bedst.

Meddeleret foreslås derfor kun at gælde for ansatte i den

offentlige forvaltning, dvs. i statslige og kommunale myndigheder.

Forslagsstillerne finder dog, at meddeleretten i en senere fase bør udvides

til

også at omfatte den private sektor eller eventuelt kun dele heraf, f.eks.

foreninger og interesseorganisationer, som varetager almene interesser, som

eventuelt tilføres offentlige midler, eller som i øvrigt indgår i et samspil

med den offentlige sektor.

For det tredje skal det nærmere defineres, hvad der forstås

ved uredelighed og åbenbart misbrug af offentlige midler.

Ved uredelighed forstås en uordentlig og uhæderlig

embedsførelse. Mere konkret kan uredeligheden f.eks. bestå i

–

vennetjenester,

direkte eller indirekte (skjult) favorisering af personer, der har et særligt

tilhørsforhold til ledelsen eller skjulte habilitetsproblemer,

–

manglende klar

bevillingsret, anden anvendelse af offentlige midler, end der er hjemmel til,

og manglende økonomisk kontrol, ødselhed og utilbørlig omgang med offentlige

midler, kreativ fortolkning eller omgåelse af gældende regler om

forvaltningen

af offentlige midler,

–

usaglig

hemmeligholdelse eller tillukkethed med hensyn til oplysninger eller

dokumenter, som er af åbenbar interesse for offentligheden, samt vildledning

af

medierne og offentligheden,

–

slendrianmentalitet

som f.eks. undladelse af at gribe ind over for grove tilfælde af manglende,

langsommelig eller overfladisk sagsbehandling.

For det fjerde skal der tages stilling til, hvornår

meddeleretten aktiveres.

Klare ulovligheder forudsættes anmeldt til politiet eller

anden relevant myndighed. I mange tilfælde vil det imidlertid være svært for

en

ansat at afgøre, om noget er ulovligt. Men den ansatte kan sidde med en klar

og

fast overbevisning om, at det, der foregår, er helt forkert og uredeligt, og

at

vedkommende på en eller anden måde må agere heroverfor, så det kan få en

ende.

Meddeleretten skal endvidere udformes som en slags sidste

mulighed for den ansatte til at gøre noget. Udgangspunktet må være, at den

ansatte, som finder, at der foregår noget uredeligt hos en myndighed, internt

må foreholde sagen for ledelsen med henblik på, at sagen bringes på ret kurs.

Det vil imidlertid være urimeligt at opstille alt for

strenge krav til den ansattes forudgående (forgæves) initiativer som

forudsætning for at benytte meddeleretten. Forholdene kan f.eks. være

således,

at den person som er ansvarlig for uredeligheden, er karakteriseret af stor

magtfuldkommenhed eller er meget karismatisk og meget lidt lydhør over for

tilkendegivelser fra ansatte. Den ansatte kan endvidere have rimelig grund

til

at tro, at det vil få negative konsekvenser for en, hvis man går til

ledelsen,

eller at ledelsen vil forsøge at dække over sagen. Eller den ansatte har

allerede på et tidligere stadium forgæves forsøgt at rejse sagen.

For det femte skal der afklares, hvem der skal meddeles

til.

Det foreslås, at meddeleretten indebærer en ret til at

viderebringe oplysninger og dokumenter m.v. til medierne. Medierne skal

forpligtes til at respektere et ønske om anonymitet. Medierne må på baggrund

af

en journalistik vurdering afgøre, om og i givet fald hvordan sagen om den

anførte uredelighed skal fremføres i medierne. Medierne har den styrke, der

må

anses for nødvendig for, at sagerne bringes for dagens lys, og at der bliver

taget de nødvendige initiativer til, at forholdene bringes i orden.

For det sjette skal der sikres en ansat, som benytter sig

af medeleretten, et værn, hvis sagen får ansættelsesmæssige konsekvenser for

den pågældende. Det klare udgangspunkt må være, at udnyttelsen af

meddelretten

ikke må få negative ansættelsesmæssige konsekvenser. Hvis det imidlertid

uagtet

dette viser sig, at sagen uretmæssig får sådanne konsekvenser, og disse ikke

kan genoprettes, må den pågældende sikres en økonomisk kompensation.

6. Offentlighedskommissionen

Regeringen har i maj 2002 nedsat en offentlighedskommission

med den opgave at fremkomme med forslag til en ny, samlet offentlighedslov.

Det

overordnede sigte med Offentlighedskommissionen er at udbygge lovens

grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige

forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold. Efter

SF’s opfattelse er det vigtigt, at der sker en betydelig udvidelse af

offentligheden i forvaltningen. På det punkt halter Danmark i øjeblikket

langt

bag efter de lande, vi normalt ynder at sammenligne os med, jf.

Tim Knudsen: »Offentlighed i det offentlige«,

2003. Og som det fremgår af lovforslag nr. L 43, forslag til lov om Danmarks

Riges Grundlov, er det SF’s opfattelse, at offentligheden i

forvaltningen er så

vigtig, at den bør grundlovssikres. Ud fra kommissoriet for

Offentlighedskommissionens arbejde tyder det på, at vægten i

Offentlighedskommissionens

arbejde ligger på emner, som umiddelbart har en noget snævrere tilknytning

til

den nuværende offentlighedslov end emnet for dette beslutningsforslag. Det

gælder også, selv om det kort i kommissoriet nævnes, at kommissionen i

princippet kan behandle alle spørgsmål med tilknytning til

offentlighedsloven,

som kommissionen finder relevant, og at kommissionen kan inddrage erfaringer

fra andre lande, bl.a. Norge og Sverige. Derfor er dette beslutningsforslag

helt relevant, selv om man afventer Offentlighedskommissionens arbejde

vedrørende

offentlighed i forvaltningen.

Skriftlig fremsættelse

Aage Frandsen

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om meddeleret for offentligt ansatte.

(Beslutningsforslag nr. B 39).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter