Forslag til folketingsbeslutning om meddeleret for offentligt ansatte
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 7. november 2003 af
Aage Frandsen (SF) og Anne Baastrup (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om meddeleret for offentligt ansatte
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag
om indførelse af en meddeleret for offentligt ansatte i tilfælde af
uredelighed
i den offentlige forvaltning og åbenbart misbrug af offentlige midler.
Bemærkninger til forslaget
1. Baggrunden for forslaget
Danmark har en velfungerende offentlig forvaltning, og den
politiske og administrative ledelse og ansatte i de offentlige myndigheder
arbejder effektivt og sagligt. Men indimellem opstår der desværre enkelte
sager, hvor politisk valgte og administrative ledere misbruger et offentligt
hverv og der opstår og forekommer forskellige former for uredelighed. Sagerne
viser, at uanset at der er et kontrol- og tilsynssystem, der normalt
fungerer,
er det ikke i alle tilfælde tilstrækkeligt til at
forhindre sagerne i at opstå. Heller ikke
offentligt ansattes pligt til at sige fra over for ulovligheder eller ret til
at fremkomme med kritiske meningstilkendegivelser i offentligheden også om
emner inden for deres eget arbejdsområde har kunnet dæmme op for sagerne.
Der foreslås derfor indført en meddeleret for ansatte i den
offentlige forvaltning, hvis der forekommer uredelighed og åbenbar misbrug af
offentlige midler, dvs. en slags ret til at slå alarm. Formålet med forslaget
er at sikre offentlige ansatte en udtrykkelig ret til i samfundets interesse
at
gøre opmærksom på uredelige forhold på den ansattes arbejdsplads og åbenbart
misbrug af offentlige midler. Med udtrykket åbenbart misbrug af offentlige
midler tænkes både på manglende klar bevillingsret, anden anvendelse af
Læs alt
offentlige midler, end der er hjemmel til, og
manglende økonomisk kontrol. Meddeleretten indebærer en ret til at gå til
medierne til og at forblive anonym samt retsbeskyttelse, hvis den pågældende
ansattes navn alligevel måtte komme frem med ansættelsesmæssige konsekvenser
som følge, f.eks. afskedigelse, degradering eller forflytning.
Det er naturligvis ikke hensigten med forslaget at fremme
en angivermentalitet eller utilfredse medarbejderes muligheder for at
chikanere
ledelsen i en myndighed. Forslaget kræver også af denne grund en afgrænsning,
så det kun kommer til at omfatte situationer, hvor der er påtrængende
grundlag
for at slå alarm. Den nærmere udformning af en meddeleret er angivet nedenfor
i
afsnit 5.
Der er selvfølgelig allerede i dag en mulighed for at gå
til medierne eller lække informationer til pressen, men for mange ansatte vil
det være en grænseoverskridende handling, dels fordi mange har en
loyalitetsfølelse over for deres arbejde, og dels fordi det kan opleves som
en
noget lyssky handling. En udtrykkeligt lovreguleret meddeleret vil være et
effektivt og legitimt instrument for ansvarlige ansatte, som ønsker aktivt at
forhindre uredelighed i den offentlige forvaltning og åbenbart misbrug af
offentlige midler. Samtidig vil en meddeleret være et markant signal om en
styrkelse af
princippet om størst mulig
offentlighed i forvaltningen.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at nogle af de
kommunale skandaler kunne være undgået og kan undgås, hvis de ansatte får en
meddeleret. Efter de oplysninger, der i dag foreligger, tyder meget på, at
der
ville have været ansatte i Farum Kommune, der ville have benyttet sig af en
sådan ret. Det fremgår af det, der er kommet frem efter afsløringer om
forholdene i Farum Kommune, at ansatte var klar over, at der var noget
rivende
galt. Men de turde ikke sige noget på grund af konsekvenserne for deres
stilling,
hvilket er forståeligt, når man tænker på den personalepolitik, der blev
praktiseret i Farum.
Om det kunne have forhindret skandalen i Greve Kommune, er
uvist, da denne skandalesag i øjeblikket er mindre belyst.
Der har også været andre sager, som afslører, at det i dag
er forbundet med store omkostninger at meddele, at der foregår noget
uredeligt,
herunder uredelig omgang med offentlige midler. Således blev en dansk
embedsmand tilsyneladende mobbet væk fra sit job af sine chefer, da den
pågældende afslørede svindel i EU’s statistiske kontor Eurostat. En
embedsmand
i Energistyrelsen led en lignende skæbne, da vedkommende påpegede, at der
blev
spildt masser af offentlige midler på grund af fejlslagne
energispareordninger,
bl.a. på grund af manglende kontrol.
2. Retstilstanden i hovedtræk i USA,
Storbritannien og Sverige: »whistleblower-lovgivning«
En meddeleret eller meddelefrihed kendes i lande som
Sverige, USA og Storbritannien. I USA og Storbritannien går den under
betegnelsen »whistleblower-lovgivning«. Der findes ikke nogen god
oversættelse
på dansk af det engelske ord whistleblower (egentlig en person, der blæser i
en
fløjte for at slå alarm). Det bruges i den engelske terminologi om en person,
der i almenvellets interesse gør opmærksom på uredelige eller ulovlige
forhold
på sin arbejdsplads eller nægter at medvirke til ulovligt eller uredeligt
arbejde. Whistleblower-lovgivning beskytter arbejdstagere mod
ansættelsesretlige repressalier som fyring, forflyttelse eller lignende som
reaktion på, at de har afsløret ulovlige eller på anden vis kritisable
forhold
på deres arbejdsplads.
Whistleblower-lovgivning beskytter et specielt element af
arbejdstagernes ytringsfrihed, men indeholder også elementer af en »ret til
at
sige fra«. Egentlig whistleblower-lovgivning findes bl.a. i USA og
Storbritannien, mens man i Sverige er garanteret en meddeleret, som har visse
lighedspunkter med egentlig whistleblower-lovgivning. I det følgende
redegøres
der i hovedtræk for lovgivningen i de tre nævnte lande:
I
Sverige sikrer
forfatningen (Trykfrihetsförordningen) alle offentligt ansatte en såkaldt
meddeleret, der som udgangspunkt giver embedsmænd ret til at videregive
oplysninger, som de har fået kendskab til i deres arbejde, uden at de kan
straffes for det. Offentligt ansatte kan straffrit udlevere oplysninger til
massemedierne til offentliggørelse i trykte og andre medier, herunder som
hovedregel også fortrolige (sekretess-belagte) oplysninger. Det er kun de
medier, der offentliggør oplysningerne, som eventuelt kan drages til ansvar.
Det er endvidere forbudt for den offentlige arbejdsgiver at efterforske,
hvorfra de »lækkede« oplysninger stammer, medmindre der er mistanke om
alvorlige forbrydelser, ligesom det er strafbart for journalister at oplyse
deres kilde.
Ud over anonymitet sikrer meddelefriheden de svenske
embedsmænd mod at blive afskediget, forflyttet m.v., hvis de benytter sig af
deres ret til at informere offentligheden om forhold, som de har fået
kendskab
til i deres arbejde. Retten medfører dog ingen pligt
til at udtale sig til medierne.
I Storbritannien beskytter en tilføjelse i 1998 til den
britiske lov om arbejdstageres rettigheder både offentlige og private
arbejdstagere i bred forstand mod ansættelsesretlige repressalier i tilfælde,
hvor de har gjort opmærksom på ulovlige eller kritisable forhold på deres
arbejdsplads, f.eks. alvorligt embedsmisbrug, svindel m.v. Som udgangspunkt
kan
man også være beskyttet, selv om man afslører fortrolige oplysninger eller
dokumenter, med undtagelse af oplysninger, der er omfattet af loven om
statshemmeligheder eller anden lovreguleret tavshedspligt, f.eks. advokaters
tavshedspligt vedrørende deres klienter. Politibetjente og personer ansat ved
efterretningstjenesterne eller regeringens kommunikationshovedkvarter er dog
undtaget fra loven og derfor ikke beskyttet.
Lovgivningen forudsætter, at arbejdstagere først og
fremmest søger at afklare sådanne sager internt med deres arbejdsgiver, men
beskytter efterfølgende arbejdstagerne mod repressalier, hvis de i sidste
instans føler sig nødsaget til at offentliggøre oplysninger, der afslører
kritisable eller ulovlige forhold på deres arbejdsplads. Vælger man at
videregive oplysningerne til f.eks. medierne, politikere, politiet eller
lignende, er man kun beskyttet, hvis afsløringen er »rimelig under alle
omstændigheder« og oplysningerne ikke er videregivet med personlig vinding
for
øje. Desuden skal man enten allerede være gået til sin arbejdsgiver først
eller
have en god begrundelse for, at man ikke har gjort det, f.eks. fordi man har
en
begrundet frygt for repressalier. Afsløringen over for medierne betragtes dog
som »sidste instans«, hvorfor afsløring af fortrolige oplysninger til
medierne
kun vil være beskyttet, hvis arbejdsgiveren har forsøgt at dække over
ulovlighederne og der ikke var nogen anden instans, f.eks. politiet eller et
medlem af parlamentet, som man kunne gå til i stedet for. Jo mere alvorligt
forholdet er, des mere vil man være tilbøjelig til at acceptere en afsløring
over for medierne.
Den amerikanske Whistleblower Act fra 1989 beskytter
nuværende og forhenværende offentligt ansatte samt personer, der søger
ansættelse i det offentlige, mod ansættelsesretlige repressalier og anden
chikane i anledning af, at en medarbejder lovligt har offentliggjort
oplysninger, som afslører ulovlige eller kritisable forhold på vedkommendes
arbejdsplads. Undtaget fra loven er medarbejdere ved efterretningstjenesterne
og FBI samt ansatte ved domstolene.
Modsat lovgivningen i Sverige og til dels også i
Storbritannien giver den amerikanske whistleblower-lovgivning ikke ret til
ustraffet at gå til medierne, men anviser et system inden for den
arbejdsretlige organisation, hvor medarbejderen over for særligt udpegede
instanser både kan viderebringe oplysninger om uregelmæssigheder på sin
arbejdsplads og søge om oprejsning, hvis afsløringen har ført til
arbejdsretlige sanktioner eller chikane m.v. Medarbejdere har ikke kun ret,
men
også
pligt til at rapportere ulovlige
eller kritisable forhold på deres arbejdsplads inden for det system, som
loven
anviser. Arbejdstageres rettigheder kan ikke begrænses administrativt eller
kontraktretligt ved, at det f.eks. forlanges, at ansatte skal underskrive en
»sikkerhedsaftale« eller lignende som betingelse for at få adgang til
fortrolige oplysninger.
For at øge medarbejderes (og andres) incitament til at
afsløre ulovligheder og rapportere misbrug af offentlige midler m.v. har
enhver
efter The Federal False Claims Act fra 1986 på statens vegne endvidere ret
til
at sagsøge enhver person, myndighed eller virksomhed, der misbruger
offentlige
midler på statens vegne. Hvis sagen fører til domfældelse, får den eller de
personer, der har afsløret svindlen med offentlige midler, op til 30 pct. af
det generhvervede beløb.
3. Pligt til at »sige fra« over for klart
ulovlige ordrer
Som udgangspunkt gælder der en lydighedspligt for den
offentligt ansatte. Lydighedspligten indebærer, at den ansatte har pligt til
at
efterkomme ordrer. En undladelse vil kunne medføre ansættelsesretlige
konsekvenser eller strafferetlige sanktioner efter straffelovens § 156 om
ikke-opfyldelse af tjenestepligt. Endvidere gælder der en rådgivningspligt,
der
forpligter den offentligt ansatte til for ledelsen at forelægge ulovlige
forhold, som vedkommende måtte være blevet opmærksom på i forbindelse med
arbejdets udførelse. Hvis ledelsen alligevel vælger at fastholde det ulovlige
forhold og pålægger den ansatte at foretage en strafbar handling, antages der
ikke at påhvile den ansatte en lydighedspligt, da straffelovens § 156 alene
foreskriver lydighedspligt over for lovlige tjenestebefalinger. Den ansatte
kan
dog ifalde andre sanktioner end de strafferetlige, da lydighedsnægtelse anses
for en tjenesteforseelse eller en misligholdelse af ansættelsesforholdet, der
kan medføre ansættelsesretlige reaktioner.
Hvis ordren pålægger den ansatte at foretage sig noget
klart ulovligt, er der ingen lydighedspligt, og den ansatte har i stedet
pligt
til ikke at følge ordren eller pligt til at »sige fra«. Vedkommendes plads i
hierarkiet, det vil sige, hvor tæt denne er på beslutningstageren, er af
betydning for afvejningen af en ansats ansvar. Den ansatte har som
udgangspunkt
alene rådgivningspligt over for vedkommendes umiddelbart overordnede, og
kravene til den ansatte må på den baggrund være mindre, hvis vedkommende er
flere hierarkiske led fra den ulovlige ordre/beslutningstageren. Det
understøttes af det ansvar, som en højere hierarkisk status pålægger en
ansat.
Endvidere har krænkelsens karakter betydning. Udgangspunktet for de uklare
ulovligheder, der ikke vedrører den offentligt ansattes rettigheder, er
derimod, at de skal efterkommes, det vil sige, at den ansatte har
lydighedspligt.
En egentlig »whistleblower-lovgivning«, som beskytter
ansatte, der i almenvellets interesse gør opmærksom på ulovlige eller
uredelige
forhold på deres arbejdsplads eller nægter at medvirke til ulovligt eller
uredeligt arbejde, findes på nuværende tidspunkt ikke i Danmark.
4. Offentligt ansattes ytringsfrihed
Udgangspunktet er, at offentligt ansatte har samme
ytringsfrihed som andre med hensyn til at deltage i den offentlige debat. Det
er imidlertid et problem, at offentligt ansatte er tilbageholdende med at
udnytte den ytringsfrihed, som de har. Det gælder ikke mindst med hensyn til
kritiske meningstilkendegivelser om emner inden for ens eget arbejdsområde.
Tilbageholdenheden kan f.eks. skyldes, at det opleves som en uskreven regel,
at
offentligt ansatte ikke udtaler sig kritisk om eget arbejdsområde, eller den
kan skyldes loyalitetsfølelse over for myndigheden. Der henvises i den
forbindelse til, at
SF har fremsat
beslutningsforslag om fremme af offentligt ansattes deltagelse i den
offentlige
debat.
5. Udformningen af en meddeleret
Meddeleretten foreslås udformet efter følgende model:
Indledningsvis fastslås det for det første, at
meddeleretten udformes som en ret, men ikke en pligt for en ansat.
For det andet skal det nærmere afgrænses, hvem
meddeleretten tilkommer.
Forslagsstillerne finder principielt, at der også i den
private sektor bør gennemføres en regulering, som giver private arbejdstagere
adgang til at slå alarm, hvis der finder ulovligheder eller uredelighed sted.
Det må imidlertid erkendes, at der er nogle væsentlige forskelle på den
offentlige forvaltning og den virksomhed, der foregår i privat regi. Den
offentlige
forvaltning varetager almene interesser og forvalter offentlige midler på
baggrund af en forholdsvis detaljeret lovgivning og ud fra nøje fastlagte
procedurer. Den private sektor har som udgangspunkt en anden karakter, hvor
det
er helt legitimt, at den kloge og dygtige klarer sig bedst.
Meddeleret foreslås derfor kun at gælde for ansatte i den
offentlige forvaltning, dvs. i statslige og kommunale myndigheder.
Forslagsstillerne finder dog, at meddeleretten i en senere fase bør udvides
til
også at omfatte den private sektor eller eventuelt kun dele heraf, f.eks.
foreninger og interesseorganisationer, som varetager almene interesser, som
eventuelt tilføres offentlige midler, eller som i øvrigt indgår i et samspil
med den offentlige sektor.
For det tredje skal det nærmere defineres, hvad der forstås
ved uredelighed og åbenbart misbrug af offentlige midler.
Ved uredelighed forstås en uordentlig og uhæderlig
embedsførelse. Mere konkret kan uredeligheden f.eks. bestå i
–
vennetjenester,
direkte eller indirekte (skjult) favorisering af personer, der har et særligt
tilhørsforhold til ledelsen eller skjulte habilitetsproblemer,
–
manglende klar
bevillingsret, anden anvendelse af offentlige midler, end der er hjemmel til,
og manglende økonomisk kontrol, ødselhed og utilbørlig omgang med offentlige
midler, kreativ fortolkning eller omgåelse af gældende regler om
forvaltningen
af offentlige midler,
–
usaglig
hemmeligholdelse eller tillukkethed med hensyn til oplysninger eller
dokumenter, som er af åbenbar interesse for offentligheden, samt vildledning
af
medierne og offentligheden,
–
slendrianmentalitet
som f.eks. undladelse af at gribe ind over for grove tilfælde af manglende,
langsommelig eller overfladisk sagsbehandling.
For det fjerde skal der tages stilling til, hvornår
meddeleretten aktiveres.
Klare ulovligheder forudsættes anmeldt til politiet eller
anden relevant myndighed. I mange tilfælde vil det imidlertid være svært for
en
ansat at afgøre, om noget er ulovligt. Men den ansatte kan sidde med en klar
og
fast overbevisning om, at det, der foregår, er helt forkert og uredeligt, og
at
vedkommende på en eller anden måde må agere heroverfor, så det kan få en
ende.
Meddeleretten skal endvidere udformes som en slags sidste
mulighed for den ansatte til at gøre noget. Udgangspunktet må være, at den
ansatte, som finder, at der foregår noget uredeligt hos en myndighed, internt
må foreholde sagen for ledelsen med henblik på, at sagen bringes på ret kurs.
Det vil imidlertid være urimeligt at opstille alt for
strenge krav til den ansattes forudgående (forgæves) initiativer som
forudsætning for at benytte meddeleretten. Forholdene kan f.eks. være
således,
at den person som er ansvarlig for uredeligheden, er karakteriseret af stor
magtfuldkommenhed eller er meget karismatisk og meget lidt lydhør over for
tilkendegivelser fra ansatte. Den ansatte kan endvidere have rimelig grund
til
at tro, at det vil få negative konsekvenser for en, hvis man går til
ledelsen,
eller at ledelsen vil forsøge at dække over sagen. Eller den ansatte har
allerede på et tidligere stadium forgæves forsøgt at rejse sagen.
For det femte skal der afklares, hvem der skal meddeles
til.
Det foreslås, at meddeleretten indebærer en ret til at
viderebringe oplysninger og dokumenter m.v. til medierne. Medierne skal
forpligtes til at respektere et ønske om anonymitet. Medierne må på baggrund
af
en journalistik vurdering afgøre, om og i givet fald hvordan sagen om den
anførte uredelighed skal fremføres i medierne. Medierne har den styrke, der
må
anses for nødvendig for, at sagerne bringes for dagens lys, og at der bliver
taget de nødvendige initiativer til, at forholdene bringes i orden.
For det sjette skal der sikres en ansat, som benytter sig
af medeleretten, et værn, hvis sagen får ansættelsesmæssige konsekvenser for
den pågældende. Det klare udgangspunkt må være, at udnyttelsen af
meddelretten
ikke må få negative ansættelsesmæssige konsekvenser. Hvis det imidlertid
uagtet
dette viser sig, at sagen uretmæssig får sådanne konsekvenser, og disse ikke
kan genoprettes, må den pågældende sikres en økonomisk kompensation.
6. Offentlighedskommissionen
Regeringen har i maj 2002 nedsat en offentlighedskommission
med den opgave at fremkomme med forslag til en ny, samlet offentlighedslov.
Det
overordnede sigte med Offentlighedskommissionen er at udbygge lovens
grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige
forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold. Efter
SF’s opfattelse er det vigtigt, at der sker en betydelig udvidelse af
offentligheden i forvaltningen. På det punkt halter Danmark i øjeblikket
langt
bag efter de lande, vi normalt ynder at sammenligne os med, jf.
Tim Knudsen: »Offentlighed i det offentlige«,
2003. Og som det fremgår af lovforslag nr. L 43, forslag til lov om Danmarks
Riges Grundlov, er det SF’s opfattelse, at offentligheden i
forvaltningen er så
vigtig, at den bør grundlovssikres. Ud fra kommissoriet for
Offentlighedskommissionens arbejde tyder det på, at vægten i
Offentlighedskommissionens
arbejde ligger på emner, som umiddelbart har en noget snævrere tilknytning
til
den nuværende offentlighedslov end emnet for dette beslutningsforslag. Det
gælder også, selv om det kort i kommissoriet nævnes, at kommissionen i
princippet kan behandle alle spørgsmål med tilknytning til
offentlighedsloven,
som kommissionen finder relevant, og at kommissionen kan inddrage erfaringer
fra andre lande, bl.a. Norge og Sverige. Derfor er dette beslutningsforslag
helt relevant, selv om man afventer Offentlighedskommissionens arbejde
vedrørende
offentlighed i forvaltningen.
Skriftlig fremsættelse
Aage Frandsen
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om meddeleret for offentligt ansatte.
(Beslutningsforslag nr. B 39).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om meddeleret for offentligt ansatte Retsinformation · 31. august 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om fremme af offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat Retsinformation · 7. november 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen Retsinformation · 13. marts 2002
- Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af borgernes retssikkerhed over for den offentlige forvaltning Retsinformation · 9. april 1999
- Forslag til folketingsbeslutning om øget offentlighed om efterretningstjenesterne Retsinformation · 21. oktober 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et socialpolitisk råd Retsinformation · 14. december 2001