Forslag til folketingsbeslutning om fremme af offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 7. november 2003 af
Aage Frandsen (SF) og Anne Baastrup (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om fremme af offentligt ansattes deltagelse i den offentlige
debat
Med henblik på at fremme offentligt ansattes deltagelse i
den offentlige debat opfordrer Folketinget regeringen til
–
at fremsætte
lovforslag om en lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed og
–
at tage nødvendige og
relevante initiativer til at fremme en målsætning i den offentlige
forvaltning
om, at offentligt ansatte i væsentligt større omfang end i dag deltager
aktivt
i den offentlige debat.
Bemærkninger til forslaget
1. Baggrunden for beslutningsforslaget
Formålet med beslutningsforslaget er at fremme offentligt
ansattes deltagelse i den offentlige debat. Det skal ske ved en lovfæstelse
af
offentligt ansattes ytringsfrihed og ved at fremme en målsætning i den
offentlige forvaltning om, at offentligt ansatte i væsentligt større omfang
end
i dag deltager aktivt i den offentlige debat.
Offentligt ansattes ytringsfrihed er vigtig, ikke kun fordi
de offentligt ansatte skal have adgang til at ytre sig på samme måde som alle
andre, men også for at give offentligheden adgang til de synspunkter, som de
offentligt ansatte har på baggrund af den særlige viden og sagkundskab, de
Læs alt
har
oparbejdet som offentligt ansatte. Hensynet til den offentlige debat og den
demokratiske styreform taler med stor vægt imod retlige og faktiske
begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed. Det har en samfundsmæssig
værdi, at den offentlige debat kan løftes i kvalitet og bredde, hvis en
større
gruppe offentligt ansatte deltager aktivt i debatten.
Det er derfor et problem, hvis og når den politiske eller
administrative ledelse i den offentlige forvaltning forsøger at forhindre
offentligt ansatte i at udnytte deres ytringsfrihed. Det gælder, uanset
hvilke
virkemidler der benyttes, uanset om det sker af ukendskab til gældende regler
om offentligt ansattes ytringsfrihed, og uanset om sagerne om krænkelser af
ytringsfriheden kommer til offentlighedens kendskab eller ej.
Et eksempel herpå er Roskilde Kommune, hvor en
skoleinspektør blev afskediget, da han i et læserbrev forsvarede sin skole og
sin skoles ansatte.
Hvis en skoleinspektør ikke må tage til genmæle offentligt
over for en politiker, der udtaler sig mod bedre vidende eller som følge af
manglende viden, er der noget galt. I Roskilde Kommune udtalte en
udvalgsformand offentligt uden bevis eller argumentation, at en bestemt skole
har »ondt i fagligheden«. Her burde den pågældende skoleleder kunne reagere
ved
at svare offentligt for at sikre, at sandheden kommer frem, og for at
beskytte
sine medarbejdere, men det kunne han ikke uden at blive afskediget.
Andre eksempler fremkommer, når offentligt ansatte, f.eks.
institutionsledere, påpeger, at det med de politiske beslutninger, herunder
beslutninger om økonomiske bevillinger, kan være svært og undertiden endda
umuligt at løse de opgaver, som de pågældende institutioner er sat til at
løse.
Det medfører undertiden afskedigelser af de pågældende medarbejdere, bl.a.
under henvisning til samarbejdsvanskeligheder. F.eks. blev en overlæge på
Amtssygehuset i Gentofte afskediget, da vedkommende i et tv-program påpegede,
at der var alt for få sengepladser inden for et bestemt område. På
tilsvarende
måde var det ikke omkostningsfrit for en medarbejder ved Energistyrelsen at
oplyse offentligheden om, at offentlige midler ingenlunde var blevet anvendt
fornuftigt i forbindelse med en fejlslagen energispareordning, idet pengene
nærmest var spildt.
Det er ligeledes et problem, hvis offentligt ansatte er
tilbageholdende med at udnytte den ytringsfrihed, som de har. Det gælder
kritiske meningstilkendegivelser, men også indlæg i den offentlige debat med
et
hovedsagelig fagligt eller idémæssigt indhold. Tilbageholdenheden kan
skyldes,
at de offentligt ansatte er bange for at blive afskediget, eller
tilbageholdenheden kan skyldes, at det opleves som en uskreven regel, at
offentligt ansatte ikke udtaler sig kritisk om eget arbejdsområde, eller
loyalitetsfølelse over for myndigheden eller lignende kulturer i øvrigt i
dele
af den offentlige forvaltning. Tilbageholdenheden kan også skyldes, at
offentligt ansatte vælger at deltage i interne diskussioner frem for i den
offentlige debat, og at eventuelle kritiske tilkendegivelser i offentligheden
foretrækkes fremført af de ansattes organisationer.
Det reelt væsentligste problemområde omfatter kritiske
meningstilkendegivelser, der angår den offentligt ansattes eget
arbejdsområde,
og som fremsættes af den ansatte som privatperson (»personligt« eller »på
egne
vegne«). Det er på dette område, en offentligt ansats ytring især kan
adskille
sig fra andre indlæg i den offentlige debat og dermed tilføre debatten
interessante nye aspekter. Samtidig kan sådanne ytringer imidlertid skabe
vanskeligheder for myndigheden ved at gennemføre beslutninger, svække
myndighedens autotoritet og give samarbejdsvanskeligheder. I det
modsætningsforhold, disse hensyn kan medføre, bør de grundlæggende værdier
bag
ytringsfriheden have en fortrinsstilling. Offentligt ansattes private
ytringer
om forhold, der falder uden for deres arbejdsområde, og ytringer, som den
ansatte fremsætter på myndighedens vegne (institutionelle ytringer) er
derimod
ikke tilsvarende problematiske.
Der opstår løbede sager om krænkelser af offentligt
ansattes ytringsfrihed. De sager, som kommer frem i offentligheden, får ofte
væsentlige konsekvenser for de involverede uanset sagernes endelige udfald.
På
den baggrund foreslås, at offentligt ansattes ytringsfrihed lovfæstes, jf.
nedenfor i afsnit 3. Endvidere er det forslagsstillernes opfattelse, at
potentialet af den viden, som de offentligt ansatte besidder, langtfra
udnyttes
i den offentlige debat, og der foreslås derfor fastsat en målsætning i den
offentlige forvaltning om, at offentligt ansatte i væsentligt større omfang
end
i dag deltager aktivt i den offentlige debat, jf. nedenfor i afsnit 4.
2. Retstilstanden i hovedtræk
Retstilstanden med hensyn til offentligt ansattes
ytringsfrihed er bl.a. kommet til udtryk i praksis fra Folketingets
Ombudsmand
og er forholdsvis velbeskrevet i den juridiske litteratur. Reglerne gengives
i
hovedtræk i det følgende.
Udgangspunktet er, at offentligt ansatte har samme
grundlovssikrede ytringsfrihed som andre borgere under forudsætning af, at
offentligt ansatte ytrer sig på egne vegne. Offentligt ansattes frihed til at
ytre sig på egne vegne må ikke begrænses af ledelsen. Ledelsen må således
f.eks. ikke forbyde de ansatte at skrive læserbreve eller at gå til pressen
med
udtalelser, der forholder sig kritisk til forhold på arbejdspladsen. Hvis en
offentligt ansat på egne vegne ytrer sig om den myndighed, hvor vedkommende
er
ansat, bør det imidlertid ikke fremstå, som om synspunkterne er udtryk for
myndighedens eller ledelsens officielle holdning. Samtidig er det vigtigt, at
de faktuelle oplysninger er korrekte. Og der må ikke røbes oplysninger, som
er
undergivet tavshedspligt.
Ved officielle ytringer på vegne af en offentlig
arbejdsplads kan ledelsen derimod suverænt bestemme, hvem der kan udtale sig
om
hvilke spørgsmål. Det er således helt sædvanligt, at der på offentlige
arbejdspladser eksisterer et sæt regler, der beskriver, hvem der må udtale
sig
eksempelvis til pressen på myndighedens vegne, og hvad den ansatte i givet
fald
må udtale sig om.
Den offentligt ansatte har også pligt til ikke at
modarbejde arbejdsstedets interesser, men derimod at slutte op om dem. Det
følger af Ombudsmandens praksis, at hensynet til offentlige myndigheders
interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en
begrænsning af de offentligt ansattes ytringsfrihed. Dette gælder i relation
til udtalelser om sager inden for den ansattes eget arbejdsområde. Der skal
imidlertid altid foretages en konkret vurdering, og der skal foreligge særlig
tungtvejende grunde til at anerkende begrænsninger af ytringsfriheden.
Ombudsmanden har i den forbindelse peget på nogle hovedsynspunkter, som ved
spørgsmålet om den ansattes ytringsfrihed kan tillægges vægt i den konkrete
afvejning. Det må bl.a. tillægges vægt, om den ansatte som led i sit arbejde
er
eller har været aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces.
Ytringsfriheden vil kunne begrænses for centralt placerede medarbejdere, der
deltager eller har deltaget i beslutningsprocessen. Det spiller endvidere en
rolle, om udtalelserne fremsættes før eller efter, at en beslutning er taget.
Adgangen til at udtale sig i en sag kan være snævrere, inden sagen er
afgjort.
Offentligt ansatte kan dog i vidt omfang udtale sig om spørgsmål, der har
væsentlig betydning for medarbejderens fremtidige ansættelse og
arbejdsforhold,
herunder ressourcespørgsmål.
Hvis den offentligt ansattes ytringer ligger inden for
rammerne af ytringsfriheden, kan ledelsen ikke
lade ytringerne få ansættelsesretlige konsekvenser for den pågældende.
Det kan imidlertid ikke udelukkes, at følgevirkningerne af en udtalelse,
f.eks.
samarbejdsvanskeligheder – uanset udtalelsens lovlighed – kan danne
grundlag
for udøvelse af ledelsesbeføjelser.
3. Forslaget om lovfæstelse af offentligt
ansattes ytringsfrihed
Forslagsstillernes formål med beslutningsforslaget er ikke
at ændre retstilstanden på området. Problemet er efter forslagsstillernes
opfattelse nærmere uklarhed om og ukendskab til reglernes præcise indhold.
Grundlovens § 77 om ytringsfrihed gælder f.eks. for offentligt ansatte, men
bestemmelsens ordlyd giver ikke i sig selv nogen vejledning med hensyn til
den
nærmere afgrænsning af offentligt ansattes ytringsfrihed. Reglerne, som i et
vist omfang begrænser offentligt ansattes adgang til at fremsætte meninger,
er
i vidt omfang uskrevne og upræcise, og retstilstanden på området er i
betydeligt omfang fastlagt i praksis, herunder ombudsmandspraksis. Resultatet
af denne ukendskab kan både resultere i, at ytringsfriheden krænkes, og at
ytringsfriheden reelt ikke udnyttes.
Ytringsfriheden er ukrænkelig ifølge grundloven. Men den
kan indskrænkes, når blot der ikke er tale om forhåndscensur. Der er ikke
tale
om en så vidtgående ret til at ytre sig, som ligger i den europæiske
menneskerettighedskonvention, hvilket selvfølgelig ikke er tilfredsstillende.
Det kan åbenbart også give anledning til tvivl om, hvilke
regler for ytringsfrihed der gælder for offentligt ansatte, og i hvilket
omfang
offentligt ansatte har frihed til at ytre sig om det, de har ansvar for.
Her giver grundloven formentlig ikke nogen sikring af
ytringsfriheden, og det er uklart, hvor meget det offentlige kan knægte
offentligt ansatte ytringsfrihed. Det er i den forbindelse også tydeligt, at
ytringsfriheden har meget forskellige grænser afhængigt af, hvor vi befinder
os
inden for den offentlige sektor. Ytringsfriheden har åbenbart vide grænser
for
forsvarets øverste chefer og for landets biskopper, mens grænserne er meget
mere begrænsede for offentligt ansatte skoleledere, i det mindste i Roskilde
Kommune.
Der er derfor brug for både en ændring af grundloven, jf.
lovforslag nr. L 43, forslag til lov om Danmarks Riges Grundlov, og at få en
lov, der sikrer og afgrænser offentligt ansattes ytringsfrihed.
Forslagsstillerne foreslår på denne baggrund, at der
foretages en egentlig lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed. Med
forslaget opnås bl.a., at retstilstanden blive klar og tydelig. Samtidig vil
en
lovregulering i sig selv have en signalværdi, som kan være af betydning, og
en
klar lovregulering vil kunne medvirke til at forebygge, at der fremover
opstår
sager om krænkelse af offentligt ansattes ytringsfrihed.
4. Forslaget om fremme af en målsætning i den
offentlige forvaltning
Det er forslagsstillerernes opfattelse, at en egentlig
lovregulering af offentligt
ansattes
ytringsfrihed ikke kan stå alene, men at der må tages initiativer for at
skubbe
til de kulturer, som det i et vist omfang gælder i den offentlige forvaltning
med hensyn til ansattes aktive deltagelse i den offentlige debat. Med henblik
på at fremme offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat foreslås
det
derfor at pålægge regeringen at tage nødvendige og relevante initiativer til
at
fremme en målsætning i den offentlige forvaltning om, at offentligt ansatte i
væsentligt større omfang end i dag deltager aktivt i den offentlige debat.
Som eksempler på mulige initiativer til fremme af en sådan
målsætning kan nævnes:
–
Information om
principper, regler og målsætning.
–
Inddragelse af
målsætningen ved udformning
af
myndighedernes personalepolitik både for så vidt angår fremme af
meningstilkendegivelser ved den interne arbejdstilrettelæggelse i myndigheden
(interne ytringer) og for så vidt angår
ytringer i offentligheden (eksterne ytringer).
–
Inddragelse af
målsætningen i uddannelsessystemet og ved udformning efteruddannelsestilbud.
–
Foranstaltninger, som
i øvrigt tilskynder offentligt ansatte til deltagelse i den offentlige debat.
Skriftlig fremsættelse
Aage Frandsen
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om fremme af offentligt ansattes deltagelse i den
offentlige debat.
(Beslutningsforslag nr. B 40).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om meddeleret for offentligt ansatte Retsinformation · 31. august 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om meddeleret for offentligt ansatte Retsinformation · 7. november 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed Retsinformation · 1. marts 2024
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed Retsinformation · 29. maj 2024
- Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af momsrefusionsordningen for dronningen og medlemmerne af det kongelige hus Retsinformation · 14. december 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et socialpolitisk råd Retsinformation · 14. december 2001