Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om fremme af offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat

2003/1 BSF 40Beslutningsforslag som fremsatFolketinget7. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 7. november 2003 af

Aage Frandsen (SF) og Anne Baastrup (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om fremme af offentligt ansattes deltagelse i den offentlige

debat

Med henblik på at fremme offentligt ansattes deltagelse i

den offentlige debat opfordrer Folketinget regeringen til

–

at fremsætte

lovforslag om en lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed og

–

at tage nødvendige og

relevante initiativer til at fremme en målsætning i den offentlige

forvaltning

om, at offentligt ansatte i væsentligt større omfang end i dag deltager

aktivt

i den offentlige debat.

Bemærkninger til forslaget

1. Baggrunden for beslutningsforslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at fremme offentligt

ansattes deltagelse i den offentlige debat. Det skal ske ved en lovfæstelse

af

offentligt ansattes ytringsfrihed og ved at fremme en målsætning i den

offentlige forvaltning om, at offentligt ansatte i væsentligt større omfang

end

i dag deltager aktivt i den offentlige debat.

Offentligt ansattes ytringsfrihed er vigtig, ikke kun fordi

de offentligt ansatte skal have adgang til at ytre sig på samme måde som alle

andre, men også for at give offentligheden adgang til de synspunkter, som de

offentligt ansatte har på baggrund af den særlige viden og sagkundskab, de

Læs alt

har

oparbejdet som offentligt ansatte. Hensynet til den offentlige debat og den

demokratiske styreform taler med stor vægt imod retlige og faktiske

begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed. Det har en samfundsmæssig

værdi, at den offentlige debat kan løftes i kvalitet og bredde, hvis en

større

gruppe offentligt ansatte deltager aktivt i debatten.

Det er derfor et problem, hvis og når den politiske eller

administrative ledelse i den offentlige forvaltning forsøger at forhindre

offentligt ansatte i at udnytte deres ytringsfrihed. Det gælder, uanset

hvilke

virkemidler der benyttes, uanset om det sker af ukendskab til gældende regler

om offentligt ansattes ytringsfrihed, og uanset om sagerne om krænkelser af

ytringsfriheden kommer til offentlighedens kendskab eller ej.

Et eksempel herpå er Roskilde Kommune, hvor en

skoleinspektør blev afskediget, da han i et læserbrev forsvarede sin skole og

sin skoles ansatte.

Hvis en skoleinspektør ikke må tage til genmæle offentligt

over for en politiker, der udtaler sig mod bedre vidende eller som følge af

manglende viden, er der noget galt. I Roskilde Kommune udtalte en

udvalgsformand offentligt uden bevis eller argumentation, at en bestemt skole

har »ondt i fagligheden«. Her burde den pågældende skoleleder kunne reagere

ved

at svare offentligt for at sikre, at sandheden kommer frem, og for at

beskytte

sine medarbejdere, men det kunne han ikke uden at blive afskediget.

Andre eksempler fremkommer, når offentligt ansatte, f.eks.

institutionsledere, påpeger, at det med de politiske beslutninger, herunder

beslutninger om økonomiske bevillinger, kan være svært og undertiden endda

umuligt at løse de opgaver, som de pågældende institutioner er sat til at

løse.

Det medfører undertiden afskedigelser af de pågældende medarbejdere, bl.a.

under henvisning til samarbejdsvanskeligheder. F.eks. blev en overlæge på

Amtssygehuset i Gentofte afskediget, da vedkommende i et tv-program påpegede,

at der var alt for få sengepladser inden for et bestemt område. På

tilsvarende

måde var det ikke omkostningsfrit for en medarbejder ved Energistyrelsen at

oplyse offentligheden om, at offentlige midler ingenlunde var blevet anvendt

fornuftigt i forbindelse med en fejlslagen energispareordning, idet pengene

nærmest var spildt.

Det er ligeledes et problem, hvis offentligt ansatte er

tilbageholdende med at udnytte den ytringsfrihed, som de har. Det gælder

kritiske meningstilkendegivelser, men også indlæg i den offentlige debat med

et

hovedsagelig fagligt eller idémæssigt indhold. Tilbageholdenheden kan

skyldes,

at de offentligt ansatte er bange for at blive afskediget, eller

tilbageholdenheden kan skyldes, at det opleves som en uskreven regel, at

offentligt ansatte ikke udtaler sig kritisk om eget arbejdsområde, eller

loyalitetsfølelse over for myndigheden eller lignende kulturer i øvrigt i

dele

af den offentlige forvaltning. Tilbageholdenheden kan også skyldes, at

offentligt ansatte vælger at deltage i interne diskussioner frem for i den

offentlige debat, og at eventuelle kritiske tilkendegivelser i offentligheden

foretrækkes fremført af de ansattes organisationer.

Det reelt væsentligste problemområde omfatter kritiske

meningstilkendegivelser, der angår den offentligt ansattes eget

arbejdsområde,

og som fremsættes af den ansatte som privatperson (»personligt« eller »på

egne

vegne«). Det er på dette område, en offentligt ansats ytring især kan

adskille

sig fra andre indlæg i den offentlige debat og dermed tilføre debatten

interessante nye aspekter. Samtidig kan sådanne ytringer imidlertid skabe

vanskeligheder for myndigheden ved at gennemføre beslutninger, svække

myndighedens autotoritet og give samarbejdsvanskeligheder. I det

modsætningsforhold, disse hensyn kan medføre, bør de grundlæggende værdier

bag

ytringsfriheden have en fortrinsstilling. Offentligt ansattes private

ytringer

om forhold, der falder uden for deres arbejdsområde, og ytringer, som den

ansatte fremsætter på myndighedens vegne (institutionelle ytringer) er

derimod

ikke tilsvarende problematiske.

Der opstår løbede sager om krænkelser af offentligt

ansattes ytringsfrihed. De sager, som kommer frem i offentligheden, får ofte

væsentlige konsekvenser for de involverede uanset sagernes endelige udfald.

På

den baggrund foreslås, at offentligt ansattes ytringsfrihed lovfæstes, jf.

nedenfor i afsnit 3. Endvidere er det forslagsstillernes opfattelse, at

potentialet af den viden, som de offentligt ansatte besidder, langtfra

udnyttes

i den offentlige debat, og der foreslås derfor fastsat en målsætning i den

offentlige forvaltning om, at offentligt ansatte i væsentligt større omfang

end

i dag deltager aktivt i den offentlige debat, jf. nedenfor i afsnit 4.

2. Retstilstanden i hovedtræk

Retstilstanden med hensyn til offentligt ansattes

ytringsfrihed er bl.a. kommet til udtryk i praksis fra Folketingets

Ombudsmand

og er forholdsvis velbeskrevet i den juridiske litteratur. Reglerne gengives

i

hovedtræk i det følgende.

Udgangspunktet er, at offentligt ansatte har samme

grundlovssikrede ytringsfrihed som andre borgere under forudsætning af, at

offentligt ansatte ytrer sig på egne vegne. Offentligt ansattes frihed til at

ytre sig på egne vegne må ikke begrænses af ledelsen. Ledelsen må således

f.eks. ikke forbyde de ansatte at skrive læserbreve eller at gå til pressen

med

udtalelser, der forholder sig kritisk til forhold på arbejdspladsen. Hvis en

offentligt ansat på egne vegne ytrer sig om den myndighed, hvor vedkommende

er

ansat, bør det imidlertid ikke fremstå, som om synspunkterne er udtryk for

myndighedens eller ledelsens officielle holdning. Samtidig er det vigtigt, at

de faktuelle oplysninger er korrekte. Og der må ikke røbes oplysninger, som

er

undergivet tavshedspligt.

Ved officielle ytringer på vegne af en offentlig

arbejdsplads kan ledelsen derimod suverænt bestemme, hvem der kan udtale sig

om

hvilke spørgsmål. Det er således helt sædvanligt, at der på offentlige

arbejdspladser eksisterer et sæt regler, der beskriver, hvem der må udtale

sig

eksempelvis til pressen på myndighedens vegne, og hvad den ansatte i givet

fald

må udtale sig om.

Den offentligt ansatte har også pligt til ikke at

modarbejde arbejdsstedets interesser, men derimod at slutte op om dem. Det

følger af Ombudsmandens praksis, at hensynet til offentlige myndigheders

interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en

begrænsning af de offentligt ansattes ytringsfrihed. Dette gælder i relation

til udtalelser om sager inden for den ansattes eget arbejdsområde. Der skal

imidlertid altid foretages en konkret vurdering, og der skal foreligge særlig

tungtvejende grunde til at anerkende begrænsninger af ytringsfriheden.

Ombudsmanden har i den forbindelse peget på nogle hovedsynspunkter, som ved

spørgsmålet om den ansattes ytringsfrihed kan tillægges vægt i den konkrete

afvejning. Det må bl.a. tillægges vægt, om den ansatte som led i sit arbejde

er

eller har været aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces.

Ytringsfriheden vil kunne begrænses for centralt placerede medarbejdere, der

deltager eller har deltaget i beslutningsprocessen. Det spiller endvidere en

rolle, om udtalelserne fremsættes før eller efter, at en beslutning er taget.

Adgangen til at udtale sig i en sag kan være snævrere, inden sagen er

afgjort.

Offentligt ansatte kan dog i vidt omfang udtale sig om spørgsmål, der har

væsentlig betydning for medarbejderens fremtidige ansættelse og

arbejdsforhold,

herunder ressourcespørgsmål.

Hvis den offentligt ansattes ytringer ligger inden for

rammerne af ytringsfriheden, kan ledelsen ikke

lade ytringerne få ansættelsesretlige konsekvenser for den pågældende.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at følgevirkningerne af en udtalelse,

f.eks.

samarbejdsvanskeligheder – uanset udtalelsens lovlighed – kan danne

grundlag

for udøvelse af ledelsesbeføjelser.

3. Forslaget om lovfæstelse af offentligt

ansattes ytringsfrihed

Forslagsstillernes formål med beslutningsforslaget er ikke

at ændre retstilstanden på området. Problemet er efter forslagsstillernes

opfattelse nærmere uklarhed om og ukendskab til reglernes præcise indhold.

Grundlovens § 77 om ytringsfrihed gælder f.eks. for offentligt ansatte, men

bestemmelsens ordlyd giver ikke i sig selv nogen vejledning med hensyn til

den

nærmere afgrænsning af offentligt ansattes ytringsfrihed. Reglerne, som i et

vist omfang begrænser offentligt ansattes adgang til at fremsætte meninger,

er

i vidt omfang uskrevne og upræcise, og retstilstanden på området er i

betydeligt omfang fastlagt i praksis, herunder ombudsmandspraksis. Resultatet

af denne ukendskab kan både resultere i, at ytringsfriheden krænkes, og at

ytringsfriheden reelt ikke udnyttes.

Ytringsfriheden er ukrænkelig ifølge grundloven. Men den

kan indskrænkes, når blot der ikke er tale om forhåndscensur. Der er ikke

tale

om en så vidtgående ret til at ytre sig, som ligger i den europæiske

menneskerettighedskonvention, hvilket selvfølgelig ikke er tilfredsstillende.

Det kan åbenbart også give anledning til tvivl om, hvilke

regler for ytringsfrihed der gælder for offentligt ansatte, og i hvilket

omfang

offentligt ansatte har frihed til at ytre sig om det, de har ansvar for.

Her giver grundloven formentlig ikke nogen sikring af

ytringsfriheden, og det er uklart, hvor meget det offentlige kan knægte

offentligt ansatte ytringsfrihed. Det er i den forbindelse også tydeligt, at

ytringsfriheden har meget forskellige grænser afhængigt af, hvor vi befinder

os

inden for den offentlige sektor. Ytringsfriheden har åbenbart vide grænser

for

forsvarets øverste chefer og for landets biskopper, mens grænserne er meget

mere begrænsede for offentligt ansatte skoleledere, i det mindste i Roskilde

Kommune.

Der er derfor brug for både en ændring af grundloven, jf.

lovforslag nr. L 43, forslag til lov om Danmarks Riges Grundlov, og at få en

lov, der sikrer og afgrænser offentligt ansattes ytringsfrihed.

Forslagsstillerne foreslår på denne baggrund, at der

foretages en egentlig lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed. Med

forslaget opnås bl.a., at retstilstanden blive klar og tydelig. Samtidig vil

en

lovregulering i sig selv have en signalværdi, som kan være af betydning, og

en

klar lovregulering vil kunne medvirke til at forebygge, at der fremover

opstår

sager om krænkelse af offentligt ansattes ytringsfrihed.

4. Forslaget om fremme af en målsætning i den

offentlige forvaltning

Det er forslagsstillerernes opfattelse, at en egentlig

lovregulering af offentligt

ansattes

ytringsfrihed ikke kan stå alene, men at der må tages initiativer for at

skubbe

til de kulturer, som det i et vist omfang gælder i den offentlige forvaltning

med hensyn til ansattes aktive deltagelse i den offentlige debat. Med henblik

på at fremme offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat foreslås

det

derfor at pålægge regeringen at tage nødvendige og relevante initiativer til

at

fremme en målsætning i den offentlige forvaltning om, at offentligt ansatte i

væsentligt større omfang end i dag deltager aktivt i den offentlige debat.

Som eksempler på mulige initiativer til fremme af en sådan

målsætning kan nævnes:

–

Information om

principper, regler og målsætning.

–

Inddragelse af

målsætningen ved udformning

af

myndighedernes personalepolitik både for så vidt angår fremme af

meningstilkendegivelser ved den interne arbejdstilrettelæggelse i myndigheden

(interne ytringer) og for så vidt angår

ytringer i offentligheden (eksterne ytringer).

–

Inddragelse af

målsætningen i uddannelsessystemet og ved udformning efteruddannelsestilbud.

–

Foranstaltninger, som

i øvrigt tilskynder offentligt ansatte til deltagelse i den offentlige debat.

Skriftlig fremsættelse

Aage Frandsen

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om fremme af offentligt ansattes deltagelse i den

offentlige debat.

(Beslutningsforslag nr. B 40).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter