Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om overgangsordning for Danmark ved EU's udvidelse mod øst
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Europaudvalget den 28. maj 2003
Betænkning
over
Forslag til
folketingsbeslutning om overgangsordning for Danmark ved EU’s udvidelse
mod øst
[af Kristian Thulesen Dahl m.fl. (DF)]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 11. december 2002 og var
til 1. behandling den 27. februar 2003. Beslutningsforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Europaudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 17 spørgsmål til beskæftigelsesministeren
til skriftlig besvarelse, hvoraf denne har besvaret de 16.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et
flertal
i udvalget
(udvalget med undtagelse af DF) indstiller beslutningsforslaget til
forkastelse.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget finder, at
EU-udvidelsen den 1. maj 2004 med Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet,
Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Malta og Cypern og med Bulgarien og Rumænien i
2007 er en historisk begivenhed. Det er et farvel til et Europa præget af
deling, konfrontation og krige. Det er et velkommen til et samarbejdende,
demokratisk Europa, der skal øge velstand og velfærd for alle europæere i
nord,
i syd, i øst og i vest.
Læs alt
Som ved tidligere EU-udvidelser giver det i Danmark og i andre
EU-lande anledning til en debat om, hvorvidt de nye landes indtræden udgør en
trussel mod vore egne forhold, en debat, hvor fokus er på den frie
bevægelighed
af arbejdskraft og udnyttelse af de sociale systemer til
»social turisme
«
.
Når
Når der er grobund for en sådan debat, er det, fordi flertallet af de nye
EU-lande er langt fattigere end de nuværende. Med en høj levestandard og høj
social velfærd i Danmark og andre lande forsøger man at skabe det billede, at
millioner af fattige fra de nye medlemslande vil vælte ind over vore grænser
som underbetalt arbejdskraft til tvivlsomme midlertidige job for herefter at
udnytte det danske sociale system. JuniBevægelsen har i forbindelse med en
dansk folkeafstemning tidligere forsøgt sig med plakaten
»40
millioner polakker ...
«
for at skabe en
folkelig frygt. I forbindelse med EU-udvidelsen er argumentationen overtaget
af
Dansk Folkeparti, som er imod EU-udvidelsen og derfor skal have et argument
til
at begrunde, hvorfor det som det eneste parti i Danmark siger nej til
EU-udvidelsen.
Spørgsmålet om arbejdskraftens frie bevægelighed er for Dansk Folkeparti
velegnet, fordi det kan forene Dansk Folkepartis modstand mod EU og mod
udlændinge
og samtidig skabe en frygt i befolkningen for, at mange vil komme til Danmark
fra de nye lande, undergrave vores velorganiserede arbejdsmarked og snylte på
vores sociale velfærdssystem.
Ser man på de tidligere EU-udvidelser, hvor mindre udviklede og
fattige lande blev medlemmer af EU, finder man det modsatte resultat af det
frygtens scenario, som Dansk Folkeparti politisk forsøger at opbygge over for
den danske befolkning:
Irland, som i 1973 blev medlem sammen med Danmark og
Storbritannien, var dengang et fattigt og mindre udviklet land – og
havde været
det i mange år. I dag – 30 år efter medlemskabet – har Irland i
kraft af
EU-medlemsskabet og EU-støtte udviklet sig til et rigt, moderne, veludviklet
samfund. EU-medlemskabet blev den trampolin, hvorfra Irland kunne foretage
et
udviklingsmæssigt markant hop. Det
samme gælder for andre nye og mindre udviklede lande, der er blevet medlemmer
af EU. Og det er netop formålet med det europæiske samarbejde. Vi løfter som
lande og folk hinanden fremad i udviklingen.
Da Grækenland, Spanien og Portugal blev medlemmer af EU, var der
– som ved den forestående udvidelse – også en heftig debat om,
hvorvidt store
folkemasser ville søge til det langt rigere Nord- og Vesteuropa. Der blev
derfor vedtaget en overgangsordning for arbejdskraftens frie bevægelighed for
disse lande. Dengang var der mange gæstearbejdere fra de tre pågældende lande
i
de andre vesteuropæiske lande. De nye udviklingsmuligheder i de tre lande som
følge af EU-medlemskabet betød imidlertid, at de fleste tog hjem til deres
egne
lande for at få gavn af det udviklingsløft, som medlemskabet skabte.
Historien har siden vist et markant udviklingsløft i alle tre
lande i kraft af EU-medlemskabet. I dag er der ingen strøm af arbejdskraft
fra
Sydeuropa til Nordeuropa, men snarere en strøm af pensionister fra nord til
sydens sol og varme.
Da de tre lande blev medlemmer af EU, var der økonomisk store
forskelle mellem dem og de daværende EU-lande. Bruttonationalproduktet (BNP)
pr. indbygger forholdt sig som 10 til 3 mellem de rigeste og de fattigste
EU-lande. Selv i dag er der store forskelle mellem de rigeste EU-lande –
Luxembourg og Danmark – og så det fattigste EU-land, Grækenland. Trods
totalt
fri bevægelighed for arbejdskraft og klare regler siden 1971 om ret til
social
beskyttelse er det meget, meget få borgere i de nuværende 15 EU-lande, der
benytter sig heraf. Arbejdskraftens bevægelighed på tværs af landegrænserne i
Europa er ikke ret stor: et par millioner ud af en samlet befolkning på 386
millioner. mennesker i de 15 EU-lande. Fraregnes de, der bor i
grænseområderne,
og som pendler dagligt til nabolandet for at arbejde, f.eks. over Øresund og
ved den dansk-tyske grænse, samt de, der arbejder i europæiske/internationale
organisationer og virksomheder, så er arbejdskraftens bevægelighed helt
ubetydelig og i nogle tilfælde bekymrende lav, fordi ledige ikke får job, som
er ubesatte andre steder.
Når arbejdskraftens bevægelighed over landegrænserne – og i
mange lande også internt – er så lille, så er det, fordi det ikke
forekommer
særlig attraktivt for de fleste at blive fremmedarbejder i et andet land,
hvor
man ikke taler sproget, ikke kender samfundet og dets kultur, og fordi
familie,
naboer, venner og bekendte og det hjemlige trækker langt mere end en eventuel
økonomisk gevinst ved at tage et job i et andet land. Højere lønninger står
ikke alene, men følges af højere priser, leveomkostninger og skat, så det
samlede billede er for de fleste ikke særlig attraktivt. Her er mønsteret i
Vest- og Østeuropa ret ens.
Med nye udviklings-, beskæftigelses- og karrieremuligheder i
eget land efter medlemskab af EU trækker det ikke at udvandre som
arbejdskraft
til et andet land.
Når det gælder ind- og udvandring, taler man om en
»pull og push-proces
«
– en trække- og skubbe-proces: Bedre muligheder og vilkår
trækker mennesker til, men denne trække-effekt står sjældent alene. Der skal
også være en skubbe-effekt i folks eget land, f.eks. at det hele virker
håbløst, for så vil drømmen om en ny og bedre tilværelse et andet sted
medvirke
til at få mennesker til at
bryde op,
forlade deres eget land og udvandre. Så stærke processer synes ikke at være
til
stede i dagens Europa, heller ikke i de Øst- og Centraleuropæiske lande.
EU-medlemskabet skaber tværtimod langsigtede perspektiver for landenes
udvikling og befolkningernes muligheder. EU-medlemskabet mindsker dermed i
sig
selv behovet for og lysten til at udvandre til den vestlige del af Europa, nu
hvor alle er med i den samme forening – EU. Dansk Folkepartis modstand
mod
EU-udvidelsen bygger derfor på den fejlagtige opfattelse, at blot vi skærmer
vores grænse mod de andre og holder dem ude, så kan vi hygge os i smug.
Fejlen
er, at sådan er hverken Europa eller verden indrettet i dag. Fundamentet
under
vores samfund, værdier og kultur styrkes ikke ved en nationalistisk
isolation,
men kun ved, at vi sammen med vore naboer i Europa skaber ordentlige vilkår
for
alle europæere, og at vi lærer af hinanden.
De ti nye lande, der bliver medlemmer af EU den 1. maj 2004, og
de to, der bliver medlemmer i 2007, udgør den første store udvidelse med
hovedsagelig langt fattigere lande end de nuværende EU-lande. Kun de to
middelhavslande Cypern og Malta samt Slovenien er rigere end det fattigste
EU-land, Grækenland. Alle de andre lande ligger under Grækenlands niveau,
også
de tre baltiske lande og Polen, som er Danmarks nærmeste naboer. Forholdet i
rene
tal i BNP pr. indbygger er 10 til 1 fra det rigeste til det fattigste EU-land
efter udvidelsen. Det virker meget voldsomt. Måles der i købekraft, så er
forholdet
3 til 1 og dermed mere
overkommeligt.
Det vil tage en lang årrække for de nye EU-lande at nå op på de
nuværende EU-landes gennemsnitlige niveau. Det kræver meget af de nye lande.
Det vil også kræve meget af de nuværende EU-lande.
EU-medlemskabet skaber stabile rammer for de nye EU-lande. Det
sætter klare mål for forandringsprocessen i landene og dermed muligheder, som
ikke ville eksistere uden for EU.
Landenes befolkninger ser klart de politiske, økonomiske og
udviklingsmæssige perspektiver i at blive dele af det fælles Europa, som de
historisk og kulturelt altid har hørt til, kun afbrudt af 50 års kommunisme,
som satte deres udvikling i stå.
De nye EU-lande har historisk bidraget meget til Europas
udvikling. Og de har meget at byde på i fremtiden. De har veluddannede
befolkninger, traditioner for velorganiserede samfund samt mål om social
velfærd
for befolkningerne. Der er derfor mange værdi-, kultur- og holdningsmæssige
fællestræk mellem vore lande trods de materielle og økonomiske forskelle.
Potentialet for fremtiden er derfor stort, nu hvor EU-medlemskabet bliver en
realitet. Økonomisk er opgaven for de nuværende EU-lande overkommelig og
inden
for det nuværende EU-budgets rammer på samlet 1,27 pct. af EU-landenes BNP.
De
nye landes samlede BNP udgør kun 4,9 pct af de 15 EU-landes BNP. Det er lig
med
Hollands BNP og i øvrigt på størrelse med hele Ruslands BNP.
Mens vi i Vesteuropa har lav økonomisk vækst, har de nye
EU-lande høj økonomisk vækst, og deres udviklingsbehov vil være en drivkraft
for økonomi og beskæftigelse i fremtidens Europa. De økonomiske og sociale
forskelle i Europa skal udlignes gennem de nye medlemslandes øgede aktivitet
og
EU-investeringer i landenes infrastruktur og udvikling. Der er ikke tale om
fordeling af den nuværende rigdom, men om at skabe en udvikling, hvor de
fattige i Europa bliver rigere, uden at vi i den rige del af Europa af den
grund bliver fattigere.
Derfor må det forudses, at den frie bevægelighed for
arbejdskraft ikke fører til en folkevandring fra de nye til de nuværende
EU-lande. Men selvfølgelig vil flere end i dag søge et job på den anden side
af
den gamle øst-vest-grænse eller et andet sted i Europa, hvis det kan sikre en
bedre indkomst og løse et arbejdskraftproblem. Det vil i et vist omfang være
ufaglærte og faglærte, som kortvarigt vil søge et job. Det vil være unge og
veluddannede, som ikke blot går efter at tjene penge, men også efter at få
erfaringen fra at arbejde i et andet land. Spørgsmålet er: Vil det vælte
arbejdsmarkedet omkuld i Danmark og andre vesteuropæiske lande, og vil det
betyde, at der hermed sikres fri adgang til spekulation i brug af det sociale
system til at modtage ydelser – og i en række tilfælde tage dem med sig
til
hjemlandet?
Denne debat har eksisteret, siden Danmark blev medlem af EU. Den
har ved alle danske folkeafstemninger været misbrugt af nejsiden til over for
den danske befolkning at tegne det skræmmebillede, at den danske
arbejdsmarkedsmodel og det danske velfærdssystem er truet af EU-samarbejdet
og
EU-udvidelserne. Senest under eurokampagnen blev det til en debat om efterløn
og folkepension, som helt igennem var en forvrøvlet diskussion. Når der kan
spilles så voldsomt på denne frygt, skyldes det den danske selvopfattelse, at
vores velfærdssystem er Europas – verdens – bedste på alle områder,
og at
resten af Europa ikke tilnærmelsesvis har udviklet samme sociale velfærd.
Udgangspunktet er imidlertid forkert. Lande med samme udviklingsniveau som
Danmark har også udviklede velfærdssystemer, om end organiseret anderledes.
Alle lande i Europa – også de nye lande – har en velfærdstradition.
Det er
derfor, vi kan tale om
»det sociale
Europa
«
, for på dette felt adskiller
Europa sig fra alle andre kontinenter i verden. EU-udvidelsen betyder derfor
også, at fundamentet under landene som velfærdssamfund styrkes, fordi vi
sætter
os fælles mål herfor i EU, og fordi vi i EU samarbejder om – som et
supplement
til vore nationale systemer – at sikre vore borgere sociale rettigheder,
når de
arbejder, bor, studerer osv. i et andet EU-land.
På arbejdsmarkedet har vi i Danmark tildelt arbejdsmarkedets
parter og deres aftaler en markant rolle, og vi bruger kun lovgivning til at
supplere med, hvorimod andre lande – også i Norden – lovgiver mere,
som en
slags
»bund
«
, mens parterne så forhandler sig til yderligere rettigheder.
Den danske model har sin styrke ved aftaler, men sin svaghed ved ikke at være
dækkende for alle. Den danske model tjener i dag som inspiration for
udviklingen af den fremtidige model for arbejdsmarkedets parter i Europa,
samtidig med at den danske model forbedres til at håndtere den europæiske
udfordring.
Med de fælles regler i EU i forbindelse med arbejdskraftens frie
bevægelighed og de sociale rettigheder er det målet at sikre, at borgere, som
arbejder, bor eller studerer i et andet land, ikke havner i en gråzone uden
sociale rettigheder eller på et gråt/sort arbejdsmarked. Vi vil ikke have et
EU, hvor vi får millioner af mennesker, der er uden social beskyttelse, som
det
bl.a. kendes fra USA. EU-udvidelsen stiller derfor krav om at styrke det
sociale Europa frem for at svække det og til at styrke arbejdsmarkedets
parters
rolle i de enkelte lande og i EU, så der er styr på udviklingen. De fælles
regler skal samtidig sikre landene i forhold til de forpligtelser, de har
over
for mennesker fra andre EU-lande, som i perioder arbejder i deres land.
Siden 1971 – altså før Danmark blev medlem – har der i EU
eksisteret klare regler for sociale rettigheder for vandrende arbejdstagere
m.v. Der findes klare regler for arbejdsløshedsdagpenge, efterløn, pension
m.v.
Aftaler om lovgivning på EU-niveau om bl.a. arbejdsmiljø,
udstationering, arbejdstid, deltidsansatte, vikarer, europæiske
samarbejdsudvalg m.v. er alt sammen med til at sikre, at de velorganiserede
forhold, der hersker på arbejdsmarkedet i Danmark og andre lande, ikke
undergraves, men suppleres i EU som et svar på den europæisering og
internationalisering, der sker af økonomien, virksomhederne og
arbejdsmarkedet
– uanset EU eller ej.
Disse regler og aftaler udstrækkes med EU-udvidelsen til de nye
EU-lande og deres borgere. Det er samtidig en beskyttelse for de nuværende
lande og befolkninger imod, at et velorganiseret arbejdsmarked og
velfærdssamfund kan undergraves i form af lønmæssig og social dumping.
I spørgsmålet om arbejdskraft fra Øst- og Centraleuropa er der
udarbejdet en række undersøgelser af, hvor mange der forventes at søge
arbejde
i de nuværende EU-lande de kommende årtier.
Der tales om et tal på 4 millioner mennesker. I forhold til
Danmarks befolkning virker det voldsomt, men i forhold til de 386 millioner
indbyggere i de nuværende EU-lande er der tale om ca. 1 pct. af den samlede
befolkning i løbet af en årrække. Fordeles det på landene, er der tale om
relativt små tal land for land. For Danmarks vedkommende forventes det, at
antallet af øst- og centraleuropæere, der vil søge arbejde i Danmark de næste
30 år, vil udgøre ca. 29.000 personer. Det er under 1.000 personer pr. år til
ledige job. Mon ikke vi i Danmark skulle kunne klare denne opgave, hvis
arbejdspladserne i øvrigt er der? Interessen for at søge job uden for eget
land
vil formentlig aftage med tiden i takt med, at udviklingen går fremad i eget
land. Perioden frem til 2030 er samtidig den periode, hvor arbejdsstyrken i
Danmark ventes at falde og antallet af ældre stige med 225.000 mennesker, så
der vil blive mangel på arbejdskraft.
At bruge dette som undskyldning for at sige nej til
EU-udvidelsen, som Dansk Folkeparti gør det, er derfor udtryk for en
primitiv,
snæversynet og kortsigtet nationalisme.
De eventuelle problemer, der kan opstå på det danske
arbejdsmarked og med hensyn
til det
danske velfærdssystem som følge af den frie bevægelighed for arbejdskraft, er
ikke snævert knyttet til EU-udvidelsen. Også af den grund er det helt
urimeligt
og uacceptabelt, at Dansk Folkeparti siger nej til EU-udvidelsen og det
EU-medlemskab, som landenes befolkninger siger ja til ved folkeafstemninger.
Socialdemokraterne skønner ikke, at Danmark som følge af
EU-udvidelsen og den frie bevægelighed for arbejdskraft vil stå med et stort
problem med tilgang af arbejdskraft fra Øst- og Centraleuropa. Det samme
gælder
hvad angår eventuelle muligheder for at udnytte det danske sociale
velfærdssystem.
Alligevel tager Socialdemokraterne disse spørgsmål dybt
alvorligt, for der skal ikke herske tvivl om, at vi vil sikre et fortsat
velorganiseret dansk arbejdsmarked i samarbejde med arbejdsmarkedets parter,
så
eventuel udenlandsk arbejdskraft ikke risikerer at blive underbetalt og
udnyttet til skade for danske lønmodtagere. Det vil vi derfor i de
igangværende
forhandlinger med regeringen løse inden udvidelsen den 1. maj 2004. Med
hensyn til
det sociale velfærdssystem vil vi ligeledes tage hånd om eventuelle særskilte
problemer i forbindelse med EU-udvidelsen, så de ikke skader muligheden for
den
frie bevægelighed.
Spørgsmålet om legal arbejdskraft fra Øst- og Centraleuropa må
ikke sammenblandes med spørgsmålet om illegal arbejdskraft, som skal bekæmpes
målrettet af politiet, retsmyndighederne og arbejdsmarkedets parter.
Socialdemokraterne har sammen med fagbevægelsen spillet en aktiv rolle for at
få strammet lovgivningen og myndighedernes indsats over for illegal
arbejdskraft.
Socialdemokraternes mål er, at vi fremover i Danmark har et
velfungerende, velorganiseret arbejdsmarked og velfærdssamfund, men at det
også
udvikles i alle lande i Europa, og at vi i fællesskab – som et
supplement til vore
landes systemer – får skabt en forhandlingsmodel i Europa for
arbejdsmarkedets
parter samt et socialt Europa på de grænseoverskridende områder. Det er det
stærkeste fundament overhovedet for, at vi kan bevare, forny og udvikle vore
velfærdssamfund.
At tage befolkningerne i Øst- og Centraleuropa som gidsler for
dette spørgsmål, der i forhold til udvidelsens perspektiver kun er af
begrænset
omfang og muligt at løse, viser Dansk Folkepartis manglende udsyn og respekt
for landenes befolkninger.
Et
mindretal
i
udvalget (DF) indstiller beslutningsforslaget til
vedtagelse uændret.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget påpeger, at Dansk
Folkeparti gennem flere år har opfordret såvel den tidligere som den
nuværende
regering til at iværksætte et analysearbejde forud for udvidelsen af EU mod
øst.
Sund fornuft og forsigtighed taler for, at en så vidtrækkende
beslutning som udvidelsen af EU fra 15 til 25 medlemslande først burde
træffes
efter, at man i hvert medlemsland, herunder naturligvis Danmark, havde
gennemført
grundige analyser og overvejelser.
Ikke mindst for Danmark, der kun omfatter ca. 1,5 pct. af den
samlede befolkning i det nuværende EU og ca. 1,25 pct. af befolkningen i det
udvidede EU, er det vigtigt at gøre sig konsekvenserne af EU-udvidelsen
klare.
Det danske velfærdssamfund er resultatet af gradvise reformer af samfundet
gennem mange generationer, og den danske velfærdsmodel har skabt udstrakt
social tryghed, lige muligheder og lige adgang til en lang række sociale
tilbud
inden for undervisning, social- og sundhedsvæsen m.v., som det selvsagt
påhviler os at værne om.
Ved udvidelsen af EU opnår et meget betydeligt antal personer
fra de europæiske lande, der har den mindst udviklede økonomi, adgang til at
etablere sig eller tage arbejde i det nuværende EU, herunder i Danmark. Alene
de nye medlemslande, der ligger nærmest ved Danmark – Polen og de
baltiske
lande, Estland, Letland og Litauen – har tilsammen mere end 45 millioner
indbyggere eller næsten 7 gange så mange indbyggere som Danmark. Disse lande
har en levestandard på kun cirka en tredjedel af levestandarden i Danmark,
cirka tre gange så høj arbejdsløshed og lønninger, der udgør en brøkdel af de
danske.
Det ville være
naturstridigt, hvis ikke store grupper af
disse landes arbejdsstyrke ville være tiltrukket af de højere danske
lønninger
og den højere sociale velfærd her i landet.
Det kan true arbejdsmarkedet med hensyn til det lønniveau, der er aftalt
mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, og det kan true selve den danske
velfærdsmodel.
Såvel den tidligere regering som den nuværende har konsekvent
afvist, at østudvidelsen kunne repræsentere noget problem for Danmark. I
modsætning til f.eks. Tyskland og Østrig har Danmark heller ikke villet tage
forbehold over for arbejdskraftens frie bevægelighed. Først på et meget sent
tidspunkt, i efteråret 2002, under selve optagelsesforhandlingerne,
anerkendte
regeringen , at der måske kan foreligge et problem, for så vidt angår misbrug
af danske sociale ydelser, og nedsatte på den baggrund en tværministeriel
arbejdsgruppe, der den 11. april 2003 har afgivet en rapport under titlen
»Danske sociale ydelser i lyset af udvidelsen
af EU
«
(bilag 901).
Rapporten beskæftiger sig ikke med det lønpres, som mange
forventer, når arbejdskraft fra Polen, Estland, Letland og Litauen lovligt
kan
søge til Danmark og underbyde dansk arbejdskraft med lavere lønkrav.
Rapporten fra den tværministerielle arbejdsgruppe godtgør, hvad
Dansk Folkeparti hele tiden har påvist, nemlig at risikoen for et misbrug af
danske sociale ydelser og dermed reelt en underminering af det danske
velfærdssystem er nærliggende og reel. I rapporten peges således særligt på,
at
»utilsigtet
«
brug af danske sociale ydelser er særlig markant på tre
områder, hvor mulighederne for at imødegå utilsigtet brug er begrænset.
De tre områder, der omtales i rapporten,
bl.a. på side 5, er:
Kontanthjælpsområdet.
Arbejdstagerbegrebet er meget bredt efter EF-Domstolens praksis, og status
som
arbejdstager giver ret til kontanthjælp til personer, der ikke fuldt ud kan
forsørge
sig selv.
Børnepasningsorlovsydelsen
kan tages med ud af landet.
Dagpenge ved sygdom,
fødsel og adoption.
Der opnås hurtigt (efter et kort arbejdsforhold) ret
til ydelserne, og de kan tages med ud af landet.
Derudover omtaler rapporten, at
dagpengeydelser ved arbejdsløshed og social pension
er mindre
sårbare områder end de tre førnævnte, men utilsigtet brug vurderes som en
mulighed.
Uanset at embedsmandsrapporten giver Dansk Folkeparti ret i
partiets advarsler om misbrugsmuligheder, må det med stor beklagelse
konstateres, at regeringen ikke er indstillet på at træffe forholdsregler,
der
kan beskytte arbejdsmarkedet og den danske sociale velfærd mod presset fra de
nye medlemslande. Regeringen har ladet forstå, at den vil tale med de
politiske
partier om sagen, men først til august 2003 forventes reelle forhandlinger
indledt.
Det er efter Dansk Folkepartis opfattelse helt
utilfredsstillende. Folketinget behandler samtidig med nærværende
beslutningsforslag regeringens forslag til lov om Den Europæiske Unions
udvidelse med Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta,
Polen, Slovenien og Slovakiet (L 222, fremsat den 30. april 2003).
Det er et både rimeligt og relevant ønske at
kæde beslutningen om udvidelsen med de ti nye lande sammen med en beslutning
om
de nødvendige forholdsregler, der kan beskytte det danske samfund mod de
trusler imod vores velfærd og arbejdsmarked, som Østudvidelsen udgør. Når
Tyskland og Østrig har fundet det nødvendigt at beskytte tyske henholdsvis
østrigske interesser ved, at de to lande sikrer sig 7-årige
overgangsordninger
for arbejdskraftens frie bevægelighed, ville det være helt naturligt, at
Danmark traf tilsvarende forholdsregler.
Der er under udvalgsbehandlingen stillet en række spørgsmål, og
Dansk Folkeparti har anmodet om at få optrykt spørgsmål nr. 3, 4, 5, 6, 7,
11,
12, 13 og 15 med besvarelser. Efter Dansk Folkepartis opfattelse viser
besvarelserne af spørgsmål nr. 3, 6 og 11, at regeringen i sine overvejelser
ikke har taget hensyn til virkningerne af, at Tyskland og Østrig forlanger
overgangsordninger. Svarene på spørgsmål nr. 5, 13 og 15 viser, at man ikke
rettidigt er gået i gang med at vurdere og forberede Østudvidelsens
konsekvenser for arbejdsmarkedet. Endelig tyder besvarelsen af spørgsmål nr.
12
efter Dansk Folkepartis opfattelse på en urealistisk forventning om, at
aflønning af arbejdstagere fra Østeuropa vil ske i overensstemmelse med
danske
overenskomster. De hidtidige erfaringer med ulovligt indvandret arbejdskraft
fra de pågældende lande har tværtimod godtgjort, at mange – når de først
er her
– arbejder under langt ringere vilkår, end overenskomsterne foreskriver.
Der er samtidig en del uklarhed om, hvilken overenskomst en
polsk entreprenør skal arbejde efter i Danmark. Hvis et polsk firma får
hovedentreprisen på en opgave i Danmark og selv medbringer alle arbejderne
fra
Polen, vil det efter al sandsynlighed være den polske overenskomst, der skal
arbejdes efter, og dermed vil det medføre unfair konkurrence for de danske
arbejdere. Hvis det bliver den danske overenskomst, der bliver gældende, er
det
eneste, den sikrer, at de polske arbejdere så skal have den danske
mindsteløn.
Dermed vil der stadigvæk være tale om konkurrenceforhold, som de danske
virksomheder ikke kan konkurrere under.
Dansk Folkeparti finder det uforståeligt og i realiteten direkte
uansvarligt, at regeringen ligesom de tidligere regeringspartier har afvist B
56. Dansk Folkeparti advarer mod det pres på arbejdsmarkedet og på det danske
velfærdssystem, der kan blive konsekvensen af, at Danmark undlader at
forlange
en overgangsordning. Dansk Folkeparti opfordrer derfor Folketingets øvrige
partier til endnu en gang at overveje deres indstilling.
Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin, Inuit
Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at
komme
med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Charlotte Antonsen (V)
nfmd.
Eva Kjer Hansen (V)
Jens Kirk (V)
Thor Gunnar Kofoed (V)
Tina Nedergaard (V)
Kristian Thulesen Dahl (DF)
Karina Sørensen (DF)
Lars Barfoed (KF)
Gitte Seeberg (KF)
Claus Larsen-Jensen (S)
fmd.
Henrik Dam Kristensen (S)
Sophie Hæstorp Andersen (S)
Ritt Bjerregaard (S)
Jan Petersen (S)
Villy Søvndal (SF)
Elisabeth Arnold (RV)
Keld Albrechtsen (EL)
Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin, Inuit
Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
56
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
1
*
Heraf
1 medlem valgt på Færøerne
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 56
Bilagsnr.
Titel
1
Meddelelse om åbning for spørgsmål
2
Spm. 1 om, hvilke undersøgelser af arbejdskraftens frie
bevægelighed Tyskland og Østrig baserer deres politik på, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 2 om overgangsordningerne for arbejdskraftens frie
bevægelighed i andre lande end Tyskland og Østrig, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 3 om undersøgelser af arbejdskraftens frie
bevægelighed, der tager højde for politikken i Tyskland og Østrig, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 4 om regeringens vurdering af en svensk rapport om
arbejdskraftens frie bevægelighed, til beskæftigelsesministeren
Spm. 5 om Danmarks økonomiske fordele ved arbejdskraftens
frie bevægelighed, til beskæftigelsesministeren
Spm. 6 om, hvilke undersøgelser af arbejdskraftens frie
bevægelighed der indgår i den danske regerings beslutningsgrundlag, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 7 om den forventede udvikling i den danske
arbejdsstyrke i perioden 2004-2009, til beskæftigelsesministeren
Spm. 8 om, hvilke økonomiske gevinster udvidelsen
forventes at medføre for nye og nuværende medlemslande, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 9 om de økonomiske konsekvenser af arbejdskraftens
frie bevægelighed i de nye medlemslande, til beskæftigelsesministeren
Spm. 10 om øget udvandring fra Polen af højtuddannet
arbejdskraft, til beskæftigelsesministeren
Spm. 11 om antallet af personer fra visse af de nye
medlemslande, der forventes at tage ophold i Danmark, til
beskæftigelsesministeren
Spm. 12 om regeringens vurdering af presset på det danske
arbejdsmarked ved øget indvandring, til beskæftigelsesministeren
Spm. 13 om fri etableringsret i Danmark for
håndværksvirksomheder fra de nye medlemslande, til beskæftigelsesministeren
Spm. 14 om andelen af kriminelle blandt indvandrere fra
de baltiske lande, til beskæftigelsesministeren
Spm. 15 om, hvilke nye kontrolopgaver udvidelsen vil
medføre for de offentlige myndigheder, til beskæftigelsesministeren
Spm. 16 om arbejdsløsheden i de nye medlemslande på kort
og mellemlang sigt, til beskæftigelsesministeren
Spm. 17 om konsekvenserne af en modernisering af
landbruget i de nye medlemslande, til beskæftigelsesministeren
3
Svar på spm. 1 om, hvilke undersøgelser af
arbejdskraftens frie bevægelighed Tyskland og Østrig baserer deres politik
på, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 2 om overgangsordningerne for
arbejdskraftens frie bevægelighed i andre lande end Tyskland og Østrig, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 3 om undersøgelser af arbejdskraftens frie
bevægelighed, der tager højde for politikken i Tyskland og Østrig, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 4 om regeringens vurdering af en svensk
rapport om arbejdskraftens frie bevægelighed, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 6 om, hvilke undersøgelser af
arbejdskraftens frie bevægelighed der indgår i den danske regerings
beslutningsgrundlag, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 7 om den forventede udvikling i den danske
arbejdsstyrke i perioden 2004-2009, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 11 om antallet af personer fra visse af de
nye medlemslande, der forventes at tage ophold i Danmark, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 12 om regeringens vurdering af presset på
det danske arbejdsmarked ved øget indvandring, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 13 om fri etableringsret i Danmark for
håndværksvirksomheder fra de nye medlemslande, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 15 om, hvilke nye kontrolopgaver udvidelsen
vil medføre for de offentlige myndigheder, fra beskæftigelsesministeren
4
Svar på spm. 5 om Danmarks økonomiske fordele ved
arbejdskraftens frie bevægelighed, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 8 om, hvilke økonomiske gevinster udvidelsen
forventes at medføre for nye og nuværende medlemslande, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 9 om de økonomiske konsekvenser af
arbejdskraftens frie bevægelighed i de nye medlemslande, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 10 om øget udvandring fra Polen af
højtuddannet arbejdskraft, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 14 om andelen af kriminelle blandt
indvandrere fra de baltiske lande, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 17 om konsekvenserne af en modernisering af
landbruget i de nye medlemslande, fra beskæftigelsesministeren
5
1. udkast til betænkning
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til udenrigsministeren
og dennes svar herpå
Spørgsmålene og udenrigsministerens svar herpå er optrykt efter
ønske fra DF.
Spørgsmål 3:
Hvilke undersøgelser af vandrende arbejdstagere fra de nye
EU-lande ud over gallup-undersøgelsen i Ugebrevet A4 fra den 9. december 2002
tager højde for, at Tyskland og Østrig indfører overgangsordninger for den
østeuropæiske arbejdskraft?
Svar:
Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at der foreligger
undersøgelser om fremtidige arbejdskraftvandringer, der tager højde for de
overgangsordninger, som Tyskland og Østrig har bebudet at ville indføre. Det
skyldes bl.a., at den konkrete udformning af et regelsæt i Østrig og Tyskland
endnu ikke er fastlagt.
Spørgsmål nr. 4:
På hvilke konkrete punkter finder regeringen, at de forhold, der
gør sig gældende i den svenske rapport om EU’s udvidelse og
arbejdskraftens
bevægelighed (
»EU’s utvidgning och
arbetskraftens rörlighet
«
, SOU
2002:116), ikke gør sig gældende for danske forhold?
Svar:
Regeringen er enig i den svenske udreders vurdering af, at EU’s
udvidelse næppe vil indebære alvorlige forstyrelser på arbejdsmarkedet.
Regeringen er samtidig enig med den svenske udredning i, at der på visse
områder er en risiko for utilsigtet brug af sociale ydelser, medmindre man
tager konkrete initiativer til imødegåelse heraf.
Spørgsmål nr. 5:
Hvilke økonomiske fordele opnår Danmark ved ikke at indføre
overgangsordninger for arbejdskraftens frie bevægelighed (den såkaldte
win-win-situation)?
Svar:
Det er regeringens opfattelse, at en fleksibel adgang til
konkrete ledige job på det danske arbejdsmarked vil være til
samfundsøkonomisk
gevinst, idet dette kan afhjælpe en fremtidig arbejdskraftmangel i udvalgte
sektorer. Det skal dog bemærkes, at indvandring medfører både øgede
offentlige
indtægter og udgifter, og således ventes den finanspolitiske holdbarhed ikke
påvirket
Spørgsmål nr. 6:
Hvilke undersøgelser om konsekvenserne ligger til grund for den
nuværende og den forrige regerings beslutning om ikke at forlange
overgangsordninger for arbejdskraftens frie bevægelighed i forbindelse med
Østudvidelsen?
Svar:
Regeringen bygger sine vurderinger af fremtidige
arbejdskraftvandringer på EU-kommissionens informationsnote af 6. marts 2001
»The Free Movement Of
Workers In The Context Of Enlargement
«
samt på en række europiske studier om
emnet. Der henvises til beskæftigelsesministerens besvarelse til Folketingets
Europaudvalg, alm. del bilag 32, løbenr. 559. Herudover indgår den af
regeringen udarbejdede rapport om danske sociale ydelser i lyset af
EU-udvidelsen som baggrund for fastlæggelsen af et fremtidigt dansk regelsæt
på
området.
Spørgsmål nr. 7:
Regeringen har i et notat til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg,
»EU-udvidelsen og vandrende
arbejdstagere
«
af 2. oktober 2002,
forklaret, at Danmark har brug for vækst i arbejdsstyrken. Hvorledes hænger
dette sammen med den stadig stigende arbejdsløshed i Danmark? Der bedes om et
opdateret skøn over, hvor stor en arbejdsstyrke, opgjort i antal
arbejdstagere
inden for hovedområder, der efter regeringens opfattelse mangler i Danmark
set
i forhold til erhvervslivets forventede behov for yderligere arbejdskraft i
femårsperioden 2004 til 2009.
Svar:
Regeringens vurdering af behovet for vækst i arbejdsstyrken
beror på en vurdering af den langsigtede demografiske udvikling. De aktuelle
udsving i konjunkturerne ændrer ikke dette overordnede billede.
Spørgsmål nr. 11:
Der foreligger flere forskellige skøn over, hvor stort et antal
personer fra de nye medlemslande der må forventes at tage ophold i Danmark
bl.a. med henblik på at opnå arbejde. Regeringen har foreløbig afvist de
skøn,
der bl.a. har været indeholdt i Ugebrevet A4 fra den 9. december 2002.
Regeringen bedes derfor oplyse, hvilket skøn eller hvilke
sandsynlighedsberegninger regeringen selv arbejder med, i særdeleshed for så
vidt angår indrejse af personer fra Polen, Estland, Letland og Litauen. I
besvarelsen bedes anført de talmæssige skøn, der tager højde for Tysklands og
Østrigs bebudede forbehold. Hvis regeringen ikke har gjort sig nogen
overvejelser om antallet af indrejsende, bedes dette oplyst. Ligeledes bedes
det oplyst, hvis der slet ikke foreligger talmæssige skøn (bortset fra
Ugebrevet A4), der tager hensyn til Tysklands og Østrigs forbehold.
Svar:
Der henvises til beskæftigelsesministerens besvarelse til
Folketingets Europaudvalg, alm. del bilag 32, løbenr. 559. Der er i
vurderingerne ikke taget højde for det regelsæt, der måtte blive taget i
anvendelse i Østrig og Tyskland, da der endnu ikke foreligger oplysninger om
udformningen heraf.
Spørgsmål nr. 12:
Er regeringen enig eller uenig i, at det danske arbejdsmarked
vil komme under et væsentligt pres, herunder pres på lønningerne, hvis der
efter Østudvidelsen sker en væsentlig tilstrømning af østeuropæisk
arbejdskraft
til Danmark?
Svar:
Regeringen forventer ikke, at det danske arbejdsmarked herunder
lønningerne vil komme under et væsentligt pres som følge af østudvidelsen.
Det
skyldes dels, at tilstrømningen til det danske arbejdsmarked forventes at
blive
begrænset og dels, at aflønning af vandrende arbejdstagere fra de nye
EU-lande
forventes at ville ske i henhold til gældende overenskomster.
Spørgsmål nr. 13:
Vil der efter Østudvidelsen være fri etableringsret her i landet
f.eks. for en polsk håndværksvirksomhed – eksempelvis murer- eller
tømrerforretning eller lignende håndværksfag – og vil det i bekræftende
fald
være tilladt for sådanne virksomheder at ansætte lavtlønnet arbejdskraft fra
deres hjemland, hvorved de pågældende virksomheder kan deltage i
tilbudsgivning
med betydelig lavere entreprisesummer end dem, tilsvarende danskejede
virksomheder kan tilbyde?
I bekræftende
fald bedes oplyst, om dette kan forventes at føre til arbejdsløshed hos
danske
lønmodtagere og til lukning af danske virksomheder. Det bedes endvidere
oplyst,
om regeringen ser dette som en fordel for konkurrenceevnen her i landet eller
som en ulempe for de danske lønmodtagere.
Svar:
EU-udvidelsen indebærer, at den frie etableringsret også
omfatter virksomheder fra de nye EU-lande. I den udstrækning virksomheder fra
de nye EU-lande, der efter udvidelsen etablerer sig i Danmark, skulle ønske
at
rekruttere arbejdskraft fra deres hjemland, skal dette ske inden for rammerne
af det generelle regelsæt, der vil blive etableret på området.
Spørgsmål nr. 15:
Hvilke nye kontrolopgaver vil påhvile politi og andre offentlige
myndigheder i forbindelse med østudvidelsen, herunder f.eks. opgaver med at
konstatere, at personer fra de nye medlemslande alene indrejser, når der
foreligger et ansættelsesforhold, og udvises, hvis dette ikke er tilfældet?
Foreligger der en samlet beskrivelse af myndighedernes praktiske
kontrolfunktioner og ansvar, eller er det hensigten, at danske myndigheder
kun
skal gribe ind efter henvendelse fra fagbevægelsen eller andre?
Svar:
Udformningen af kontrolopgaver, og etablering af det fornødne
samarbejde mellem relevante myndigheder i den forbindelse, afventer en
politisk
stillingtagen til et fremtidigt dansk regelsæt vedr. EU-udvidelsen og
vandrende
arbejdstagere.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om Den Europæiske Unions udvidelse med Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet Retsinformation · 26. maj 2003
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om at gå imod, at der gives Tyrkiet en startdato for optagelsesforhandlinger med EU Retsinformation · 3. august 2004
- Betænkning over I. Forslag til folketingsbeslutning om aktindsigt og offentlighed i EU Retsinformation · 7. maj 2003
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om Den Europæiske Unions udvidelse med Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet Retsinformation · 4. juni 2003
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om at afvise planerne om et EU-agentur for grundlæggende rettigheder Retsinformation · 5. marts 2007
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om afvikling af EU's rejsecirkus Retsinformation · 31. maj 2024