Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om overgangsordning for Danmark ved EU's udvidelse mod øst

2002/1 BTB 56Betænkning over beslutningsforslagFolketinget2. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Europaudvalget den 28. maj 2003

Betænkning

over

Forslag til

folketingsbeslutning om overgangsordning for Danmark ved EU’s udvidelse

mod øst

[af Kristian Thulesen Dahl m.fl. (DF)]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 11. december 2002 og var

til 1. behandling den 27. februar 2003. Beslutningsforslaget blev efter 1.

behandling henvist til behandling i Europaudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 17 spørgsmål til beskæftigelsesministeren

til skriftlig besvarelse, hvoraf denne har besvaret de 16.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(udvalget med undtagelse af DF) indstiller beslutningsforslaget til

forkastelse.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget finder, at

EU-udvidelsen den 1. maj 2004 med Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet,

Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Malta og Cypern og med Bulgarien og Rumænien i

2007 er en historisk begivenhed. Det er et farvel til et Europa præget af

deling, konfrontation og krige. Det er et velkommen til et samarbejdende,

demokratisk Europa, der skal øge velstand og velfærd for alle europæere i

nord,

i syd, i øst og i vest.

Læs alt

Som ved tidligere EU-udvidelser giver det i Danmark og i andre

EU-lande anledning til en debat om, hvorvidt de nye landes indtræden udgør en

trussel mod vore egne forhold, en debat, hvor fokus er på den frie

bevægelighed

af arbejdskraft og udnyttelse af de sociale systemer til

»social turisme

«

.

Når

Når der er grobund for en sådan debat, er det, fordi flertallet af de nye

EU-lande er langt fattigere end de nuværende. Med en høj levestandard og høj

social velfærd i Danmark og andre lande forsøger man at skabe det billede, at

millioner af fattige fra de nye medlemslande vil vælte ind over vore grænser

som underbetalt arbejdskraft til tvivlsomme midlertidige job for herefter at

udnytte det danske sociale system. JuniBevægelsen har i forbindelse med en

dansk folkeafstemning tidligere forsøgt sig med plakaten

»40

millioner polakker ...

«

for at skabe en

folkelig frygt. I forbindelse med EU-udvidelsen er argumentationen overtaget

af

Dansk Folkeparti, som er imod EU-udvidelsen og derfor skal have et argument

til

at begrunde, hvorfor det som det eneste parti i Danmark siger nej til

EU-udvidelsen.

Spørgsmålet om arbejdskraftens frie bevægelighed er for Dansk Folkeparti

velegnet, fordi det kan forene Dansk Folkepartis modstand mod EU og mod

udlændinge

og samtidig skabe en frygt i befolkningen for, at mange vil komme til Danmark

fra de nye lande, undergrave vores velorganiserede arbejdsmarked og snylte på

vores sociale velfærdssystem.

Ser man på de tidligere EU-udvidelser, hvor mindre udviklede og

fattige lande blev medlemmer af EU, finder man det modsatte resultat af det

frygtens scenario, som Dansk Folkeparti politisk forsøger at opbygge over for

den danske befolkning:

Irland, som i 1973 blev medlem sammen med Danmark og

Storbritannien, var dengang et fattigt og mindre udviklet land – og

havde været

det i mange år. I dag – 30 år efter medlemskabet – har Irland i

kraft af

EU-medlemsskabet og EU-støtte udviklet sig til et rigt, moderne, veludviklet

samfund. EU-medlemskabet blev den trampolin, hvorfra Irland kunne foretage

et

udviklingsmæssigt markant hop. Det

samme gælder for andre nye og mindre udviklede lande, der er blevet medlemmer

af EU. Og det er netop formålet med det europæiske samarbejde. Vi løfter som

lande og folk hinanden fremad i udviklingen.

Da Grækenland, Spanien og Portugal blev medlemmer af EU, var der

– som ved den forestående udvidelse – også en heftig debat om,

hvorvidt store

folkemasser ville søge til det langt rigere Nord- og Vesteuropa. Der blev

derfor vedtaget en overgangsordning for arbejdskraftens frie bevægelighed for

disse lande. Dengang var der mange gæstearbejdere fra de tre pågældende lande

i

de andre vesteuropæiske lande. De nye udviklingsmuligheder i de tre lande som

følge af EU-medlemskabet betød imidlertid, at de fleste tog hjem til deres

egne

lande for at få gavn af det udviklingsløft, som medlemskabet skabte.

Historien har siden vist et markant udviklingsløft i alle tre

lande i kraft af EU-medlemskabet. I dag er der ingen strøm af arbejdskraft

fra

Sydeuropa til Nordeuropa, men snarere en strøm af pensionister fra nord til

sydens sol og varme.

Da de tre lande blev medlemmer af EU, var der økonomisk store

forskelle mellem dem og de daværende EU-lande. Bruttonationalproduktet (BNP)

pr. indbygger forholdt sig som 10 til 3 mellem de rigeste og de fattigste

EU-lande. Selv i dag er der store forskelle mellem de rigeste EU-lande –

Luxembourg og Danmark – og så det fattigste EU-land, Grækenland. Trods

totalt

fri bevægelighed for arbejdskraft og klare regler siden 1971 om ret til

social

beskyttelse er det meget, meget få borgere i de nuværende 15 EU-lande, der

benytter sig heraf. Arbejdskraftens bevægelighed på tværs af landegrænserne i

Europa er ikke ret stor: et par millioner ud af en samlet befolkning på 386

millioner. mennesker i de 15 EU-lande. Fraregnes de, der bor i

grænseområderne,

og som pendler dagligt til nabolandet for at arbejde, f.eks. over Øresund og

ved den dansk-tyske grænse, samt de, der arbejder i europæiske/internationale

organisationer og virksomheder, så er arbejdskraftens bevægelighed helt

ubetydelig og i nogle tilfælde bekymrende lav, fordi ledige ikke får job, som

er ubesatte andre steder.

Når arbejdskraftens bevægelighed over landegrænserne – og i

mange lande også internt – er så lille, så er det, fordi det ikke

forekommer

særlig attraktivt for de fleste at blive fremmedarbejder i et andet land,

hvor

man ikke taler sproget, ikke kender samfundet og dets kultur, og fordi

familie,

naboer, venner og bekendte og det hjemlige trækker langt mere end en eventuel

økonomisk gevinst ved at tage et job i et andet land. Højere lønninger står

ikke alene, men følges af højere priser, leveomkostninger og skat, så det

samlede billede er for de fleste ikke særlig attraktivt. Her er mønsteret i

Vest- og Østeuropa ret ens.

Med nye udviklings-, beskæftigelses- og karrieremuligheder i

eget land efter medlemskab af EU trækker det ikke at udvandre som

arbejdskraft

til et andet land.

Når det gælder ind- og udvandring, taler man om en

»pull og push-proces

«

– en trække- og skubbe-proces: Bedre muligheder og vilkår

trækker mennesker til, men denne trække-effekt står sjældent alene. Der skal

også være en skubbe-effekt i folks eget land, f.eks. at det hele virker

håbløst, for så vil drømmen om en ny og bedre tilværelse et andet sted

medvirke

til at få mennesker til at

bryde op,

forlade deres eget land og udvandre. Så stærke processer synes ikke at være

til

stede i dagens Europa, heller ikke i de Øst- og Centraleuropæiske lande.

EU-medlemskabet skaber tværtimod langsigtede perspektiver for landenes

udvikling og befolkningernes muligheder. EU-medlemskabet mindsker dermed i

sig

selv behovet for og lysten til at udvandre til den vestlige del af Europa, nu

hvor alle er med i den samme forening – EU. Dansk Folkepartis modstand

mod

EU-udvidelsen bygger derfor på den fejlagtige opfattelse, at blot vi skærmer

vores grænse mod de andre og holder dem ude, så kan vi hygge os i smug.

Fejlen

er, at sådan er hverken Europa eller verden indrettet i dag. Fundamentet

under

vores samfund, værdier og kultur styrkes ikke ved en nationalistisk

isolation,

men kun ved, at vi sammen med vore naboer i Europa skaber ordentlige vilkår

for

alle europæere, og at vi lærer af hinanden.

De ti nye lande, der bliver medlemmer af EU den 1. maj 2004, og

de to, der bliver medlemmer i 2007, udgør den første store udvidelse med

hovedsagelig langt fattigere lande end de nuværende EU-lande. Kun de to

middelhavslande Cypern og Malta samt Slovenien er rigere end det fattigste

EU-land, Grækenland. Alle de andre lande ligger under Grækenlands niveau,

også

de tre baltiske lande og Polen, som er Danmarks nærmeste naboer. Forholdet i

rene

tal i BNP pr. indbygger er 10 til 1 fra det rigeste til det fattigste EU-land

efter udvidelsen. Det virker meget voldsomt. Måles der i købekraft, så er

forholdet

3 til 1 og dermed mere

overkommeligt.

Det vil tage en lang årrække for de nye EU-lande at nå op på de

nuværende EU-landes gennemsnitlige niveau. Det kræver meget af de nye lande.

Det vil også kræve meget af de nuværende EU-lande.

EU-medlemskabet skaber stabile rammer for de nye EU-lande. Det

sætter klare mål for forandringsprocessen i landene og dermed muligheder, som

ikke ville eksistere uden for EU.

Landenes befolkninger ser klart de politiske, økonomiske og

udviklingsmæssige perspektiver i at blive dele af det fælles Europa, som de

historisk og kulturelt altid har hørt til, kun afbrudt af 50 års kommunisme,

som satte deres udvikling i stå.

De nye EU-lande har historisk bidraget meget til Europas

udvikling. Og de har meget at byde på i fremtiden. De har veluddannede

befolkninger, traditioner for velorganiserede samfund samt mål om social

velfærd

for befolkningerne. Der er derfor mange værdi-, kultur- og holdningsmæssige

fællestræk mellem vore lande trods de materielle og økonomiske forskelle.

Potentialet for fremtiden er derfor stort, nu hvor EU-medlemskabet bliver en

realitet. Økonomisk er opgaven for de nuværende EU-lande overkommelig og

inden

for det nuværende EU-budgets rammer på samlet 1,27 pct. af EU-landenes BNP.

De

nye landes samlede BNP udgør kun 4,9 pct af de 15 EU-landes BNP. Det er lig

med

Hollands BNP og i øvrigt på størrelse med hele Ruslands BNP.

Mens vi i Vesteuropa har lav økonomisk vækst, har de nye

EU-lande høj økonomisk vækst, og deres udviklingsbehov vil være en drivkraft

for økonomi og beskæftigelse i fremtidens Europa. De økonomiske og sociale

forskelle i Europa skal udlignes gennem de nye medlemslandes øgede aktivitet

og

EU-investeringer i landenes infrastruktur og udvikling. Der er ikke tale om

fordeling af den nuværende rigdom, men om at skabe en udvikling, hvor de

fattige i Europa bliver rigere, uden at vi i den rige del af Europa af den

grund bliver fattigere.

Derfor må det forudses, at den frie bevægelighed for

arbejdskraft ikke fører til en folkevandring fra de nye til de nuværende

EU-lande. Men selvfølgelig vil flere end i dag søge et job på den anden side

af

den gamle øst-vest-grænse eller et andet sted i Europa, hvis det kan sikre en

bedre indkomst og løse et arbejdskraftproblem. Det vil i et vist omfang være

ufaglærte og faglærte, som kortvarigt vil søge et job. Det vil være unge og

veluddannede, som ikke blot går efter at tjene penge, men også efter at få

erfaringen fra at arbejde i et andet land. Spørgsmålet er: Vil det vælte

arbejdsmarkedet omkuld i Danmark og andre vesteuropæiske lande, og vil det

betyde, at der hermed sikres fri adgang til spekulation i brug af det sociale

system til at modtage ydelser – og i en række tilfælde tage dem med sig

til

hjemlandet?

Denne debat har eksisteret, siden Danmark blev medlem af EU. Den

har ved alle danske folkeafstemninger været misbrugt af nejsiden til over for

den danske befolkning at tegne det skræmmebillede, at den danske

arbejdsmarkedsmodel og det danske velfærdssystem er truet af EU-samarbejdet

og

EU-udvidelserne. Senest under eurokampagnen blev det til en debat om efterløn

og folkepension, som helt igennem var en forvrøvlet diskussion. Når der kan

spilles så voldsomt på denne frygt, skyldes det den danske selvopfattelse, at

vores velfærdssystem er Europas – verdens – bedste på alle områder,

og at

resten af Europa ikke tilnærmelsesvis har udviklet samme sociale velfærd.

Udgangspunktet er imidlertid forkert. Lande med samme udviklingsniveau som

Danmark har også udviklede velfærdssystemer, om end organiseret anderledes.

Alle lande i Europa – også de nye lande – har en velfærdstradition.

Det er

derfor, vi kan tale om

»det sociale

Europa

«

, for på dette felt adskiller

Europa sig fra alle andre kontinenter i verden. EU-udvidelsen betyder derfor

også, at fundamentet under landene som velfærdssamfund styrkes, fordi vi

sætter

os fælles mål herfor i EU, og fordi vi i EU samarbejder om – som et

supplement

til vore nationale systemer – at sikre vore borgere sociale rettigheder,

når de

arbejder, bor, studerer osv. i et andet EU-land.

På arbejdsmarkedet har vi i Danmark tildelt arbejdsmarkedets

parter og deres aftaler en markant rolle, og vi bruger kun lovgivning til at

supplere med, hvorimod andre lande – også i Norden – lovgiver mere,

som en

slags

»bund

«

, mens parterne så forhandler sig til yderligere rettigheder.

Den danske model har sin styrke ved aftaler, men sin svaghed ved ikke at være

dækkende for alle. Den danske model tjener i dag som inspiration for

udviklingen af den fremtidige model for arbejdsmarkedets parter i Europa,

samtidig med at den danske model forbedres til at håndtere den europæiske

udfordring.

Med de fælles regler i EU i forbindelse med arbejdskraftens frie

bevægelighed og de sociale rettigheder er det målet at sikre, at borgere, som

arbejder, bor eller studerer i et andet land, ikke havner i en gråzone uden

sociale rettigheder eller på et gråt/sort arbejdsmarked. Vi vil ikke have et

EU, hvor vi får millioner af mennesker, der er uden social beskyttelse, som

det

bl.a. kendes fra USA. EU-udvidelsen stiller derfor krav om at styrke det

sociale Europa frem for at svække det og til at styrke arbejdsmarkedets

parters

rolle i de enkelte lande og i EU, så der er styr på udviklingen. De fælles

regler skal samtidig sikre landene i forhold til de forpligtelser, de har

over

for mennesker fra andre EU-lande, som i perioder arbejder i deres land.

Siden 1971 – altså før Danmark blev medlem – har der i EU

eksisteret klare regler for sociale rettigheder for vandrende arbejdstagere

m.v. Der findes klare regler for arbejdsløshedsdagpenge, efterløn, pension

m.v.

Aftaler om lovgivning på EU-niveau om bl.a. arbejdsmiljø,

udstationering, arbejdstid, deltidsansatte, vikarer, europæiske

samarbejdsudvalg m.v. er alt sammen med til at sikre, at de velorganiserede

forhold, der hersker på arbejdsmarkedet i Danmark og andre lande, ikke

undergraves, men suppleres i EU som et svar på den europæisering og

internationalisering, der sker af økonomien, virksomhederne og

arbejdsmarkedet

– uanset EU eller ej.

Disse regler og aftaler udstrækkes med EU-udvidelsen til de nye

EU-lande og deres borgere. Det er samtidig en beskyttelse for de nuværende

lande og befolkninger imod, at et velorganiseret arbejdsmarked og

velfærdssamfund kan undergraves i form af lønmæssig og social dumping.

I spørgsmålet om arbejdskraft fra Øst- og Centraleuropa er der

udarbejdet en række undersøgelser af, hvor mange der forventes at søge

arbejde

i de nuværende EU-lande de kommende årtier.

Der tales om et tal på 4 millioner mennesker. I forhold til

Danmarks befolkning virker det voldsomt, men i forhold til de 386 millioner

indbyggere i de nuværende EU-lande er der tale om ca. 1 pct. af den samlede

befolkning i løbet af en årrække. Fordeles det på landene, er der tale om

relativt små tal land for land. For Danmarks vedkommende forventes det, at

antallet af øst- og centraleuropæere, der vil søge arbejde i Danmark de næste

30 år, vil udgøre ca. 29.000 personer. Det er under 1.000 personer pr. år til

ledige job. Mon ikke vi i Danmark skulle kunne klare denne opgave, hvis

arbejdspladserne i øvrigt er der? Interessen for at søge job uden for eget

land

vil formentlig aftage med tiden i takt med, at udviklingen går fremad i eget

land. Perioden frem til 2030 er samtidig den periode, hvor arbejdsstyrken i

Danmark ventes at falde og antallet af ældre stige med 225.000 mennesker, så

der vil blive mangel på arbejdskraft.

At bruge dette som undskyldning for at sige nej til

EU-udvidelsen, som Dansk Folkeparti gør det, er derfor udtryk for en

primitiv,

snæversynet og kortsigtet nationalisme.

De eventuelle problemer, der kan opstå på det danske

arbejdsmarked og med hensyn

til det

danske velfærdssystem som følge af den frie bevægelighed for arbejdskraft, er

ikke snævert knyttet til EU-udvidelsen. Også af den grund er det helt

urimeligt

og uacceptabelt, at Dansk Folkeparti siger nej til EU-udvidelsen og det

EU-medlemskab, som landenes befolkninger siger ja til ved folkeafstemninger.

Socialdemokraterne skønner ikke, at Danmark som følge af

EU-udvidelsen og den frie bevægelighed for arbejdskraft vil stå med et stort

problem med tilgang af arbejdskraft fra Øst- og Centraleuropa. Det samme

gælder

hvad angår eventuelle muligheder for at udnytte det danske sociale

velfærdssystem.

Alligevel tager Socialdemokraterne disse spørgsmål dybt

alvorligt, for der skal ikke herske tvivl om, at vi vil sikre et fortsat

velorganiseret dansk arbejdsmarked i samarbejde med arbejdsmarkedets parter,

så

eventuel udenlandsk arbejdskraft ikke risikerer at blive underbetalt og

udnyttet til skade for danske lønmodtagere. Det vil vi derfor i de

igangværende

forhandlinger med regeringen løse inden udvidelsen den 1. maj 2004. Med

hensyn til

det sociale velfærdssystem vil vi ligeledes tage hånd om eventuelle særskilte

problemer i forbindelse med EU-udvidelsen, så de ikke skader muligheden for

den

frie bevægelighed.

Spørgsmålet om legal arbejdskraft fra Øst- og Centraleuropa må

ikke sammenblandes med spørgsmålet om illegal arbejdskraft, som skal bekæmpes

målrettet af politiet, retsmyndighederne og arbejdsmarkedets parter.

Socialdemokraterne har sammen med fagbevægelsen spillet en aktiv rolle for at

få strammet lovgivningen og myndighedernes indsats over for illegal

arbejdskraft.

Socialdemokraternes mål er, at vi fremover i Danmark har et

velfungerende, velorganiseret arbejdsmarked og velfærdssamfund, men at det

også

udvikles i alle lande i Europa, og at vi i fællesskab – som et

supplement til vore

landes systemer – får skabt en forhandlingsmodel i Europa for

arbejdsmarkedets

parter samt et socialt Europa på de grænseoverskridende områder. Det er det

stærkeste fundament overhovedet for, at vi kan bevare, forny og udvikle vore

velfærdssamfund.

At tage befolkningerne i Øst- og Centraleuropa som gidsler for

dette spørgsmål, der i forhold til udvidelsens perspektiver kun er af

begrænset

omfang og muligt at løse, viser Dansk Folkepartis manglende udsyn og respekt

for landenes befolkninger.

Et

mindretal

i

udvalget (DF) indstiller beslutningsforslaget til

vedtagelse uændret.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget påpeger, at Dansk

Folkeparti gennem flere år har opfordret såvel den tidligere som den

nuværende

regering til at iværksætte et analysearbejde forud for udvidelsen af EU mod

øst.

Sund fornuft og forsigtighed taler for, at en så vidtrækkende

beslutning som udvidelsen af EU fra 15 til 25 medlemslande først burde

træffes

efter, at man i hvert medlemsland, herunder naturligvis Danmark, havde

gennemført

grundige analyser og overvejelser.

Ikke mindst for Danmark, der kun omfatter ca. 1,5 pct. af den

samlede befolkning i det nuværende EU og ca. 1,25 pct. af befolkningen i det

udvidede EU, er det vigtigt at gøre sig konsekvenserne af EU-udvidelsen

klare.

Det danske velfærdssamfund er resultatet af gradvise reformer af samfundet

gennem mange generationer, og den danske velfærdsmodel har skabt udstrakt

social tryghed, lige muligheder og lige adgang til en lang række sociale

tilbud

inden for undervisning, social- og sundhedsvæsen m.v., som det selvsagt

påhviler os at værne om.

Ved udvidelsen af EU opnår et meget betydeligt antal personer

fra de europæiske lande, der har den mindst udviklede økonomi, adgang til at

etablere sig eller tage arbejde i det nuværende EU, herunder i Danmark. Alene

de nye medlemslande, der ligger nærmest ved Danmark – Polen og de

baltiske

lande, Estland, Letland og Litauen – har tilsammen mere end 45 millioner

indbyggere eller næsten 7 gange så mange indbyggere som Danmark. Disse lande

har en levestandard på kun cirka en tredjedel af levestandarden i Danmark,

cirka tre gange så høj arbejdsløshed og lønninger, der udgør en brøkdel af de

danske.

Det ville være

naturstridigt, hvis ikke store grupper af

disse landes arbejdsstyrke ville være tiltrukket af de højere danske

lønninger

og den højere sociale velfærd her i landet.

Det kan true arbejdsmarkedet med hensyn til det lønniveau, der er aftalt

mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, og det kan true selve den danske

velfærdsmodel.

Såvel den tidligere regering som den nuværende har konsekvent

afvist, at østudvidelsen kunne repræsentere noget problem for Danmark. I

modsætning til f.eks. Tyskland og Østrig har Danmark heller ikke villet tage

forbehold over for arbejdskraftens frie bevægelighed. Først på et meget sent

tidspunkt, i efteråret 2002, under selve optagelsesforhandlingerne,

anerkendte

regeringen , at der måske kan foreligge et problem, for så vidt angår misbrug

af danske sociale ydelser, og nedsatte på den baggrund en tværministeriel

arbejdsgruppe, der den 11. april 2003 har afgivet en rapport under titlen

»Danske sociale ydelser i lyset af udvidelsen

af EU

«

(bilag 901).

Rapporten beskæftiger sig ikke med det lønpres, som mange

forventer, når arbejdskraft fra Polen, Estland, Letland og Litauen lovligt

kan

søge til Danmark og underbyde dansk arbejdskraft med lavere lønkrav.

Rapporten fra den tværministerielle arbejdsgruppe godtgør, hvad

Dansk Folkeparti hele tiden har påvist, nemlig at risikoen for et misbrug af

danske sociale ydelser og dermed reelt en underminering af det danske

velfærdssystem er nærliggende og reel. I rapporten peges således særligt på,

at

»utilsigtet

«

brug af danske sociale ydelser er særlig markant på tre

områder, hvor mulighederne for at imødegå utilsigtet brug er begrænset.

De tre områder, der omtales i rapporten,

bl.a. på side 5, er:

Kontanthjælpsområdet.

Arbejdstagerbegrebet er meget bredt efter EF-Domstolens praksis, og status

som

arbejdstager giver ret til kontanthjælp til personer, der ikke fuldt ud kan

forsørge

sig selv.

Børnepasningsorlovsydelsen

kan tages med ud af landet.

Dagpenge ved sygdom,

fødsel og adoption.

Der opnås hurtigt (efter et kort arbejdsforhold) ret

til ydelserne, og de kan tages med ud af landet.

Derudover omtaler rapporten, at

dagpengeydelser ved arbejdsløshed og social pension

er mindre

sårbare områder end de tre førnævnte, men utilsigtet brug vurderes som en

mulighed.

Uanset at embedsmandsrapporten giver Dansk Folkeparti ret i

partiets advarsler om misbrugsmuligheder, må det med stor beklagelse

konstateres, at regeringen ikke er indstillet på at træffe forholdsregler,

der

kan beskytte arbejdsmarkedet og den danske sociale velfærd mod presset fra de

nye medlemslande. Regeringen har ladet forstå, at den vil tale med de

politiske

partier om sagen, men først til august 2003 forventes reelle forhandlinger

indledt.

Det er efter Dansk Folkepartis opfattelse helt

utilfredsstillende. Folketinget behandler samtidig med nærværende

beslutningsforslag regeringens forslag til lov om Den Europæiske Unions

udvidelse med Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta,

Polen, Slovenien og Slovakiet (L 222, fremsat den 30. april 2003).

Det er et både rimeligt og relevant ønske at

kæde beslutningen om udvidelsen med de ti nye lande sammen med en beslutning

om

de nødvendige forholdsregler, der kan beskytte det danske samfund mod de

trusler imod vores velfærd og arbejdsmarked, som Østudvidelsen udgør. Når

Tyskland og Østrig har fundet det nødvendigt at beskytte tyske henholdsvis

østrigske interesser ved, at de to lande sikrer sig 7-årige

overgangsordninger

for arbejdskraftens frie bevægelighed, ville det være helt naturligt, at

Danmark traf tilsvarende forholdsregler.

Der er under udvalgsbehandlingen stillet en række spørgsmål, og

Dansk Folkeparti har anmodet om at få optrykt spørgsmål nr. 3, 4, 5, 6, 7,

11,

12, 13 og 15 med besvarelser. Efter Dansk Folkepartis opfattelse viser

besvarelserne af spørgsmål nr. 3, 6 og 11, at regeringen i sine overvejelser

ikke har taget hensyn til virkningerne af, at Tyskland og Østrig forlanger

overgangsordninger. Svarene på spørgsmål nr. 5, 13 og 15 viser, at man ikke

rettidigt er gået i gang med at vurdere og forberede Østudvidelsens

konsekvenser for arbejdsmarkedet. Endelig tyder besvarelsen af spørgsmål nr.

12

efter Dansk Folkepartis opfattelse på en urealistisk forventning om, at

aflønning af arbejdstagere fra Østeuropa vil ske i overensstemmelse med

danske

overenskomster. De hidtidige erfaringer med ulovligt indvandret arbejdskraft

fra de pågældende lande har tværtimod godtgjort, at mange – når de først

er her

– arbejder under langt ringere vilkår, end overenskomsterne foreskriver.

Der er samtidig en del uklarhed om, hvilken overenskomst en

polsk entreprenør skal arbejde efter i Danmark. Hvis et polsk firma får

hovedentreprisen på en opgave i Danmark og selv medbringer alle arbejderne

fra

Polen, vil det efter al sandsynlighed være den polske overenskomst, der skal

arbejdes efter, og dermed vil det medføre unfair konkurrence for de danske

arbejdere. Hvis det bliver den danske overenskomst, der bliver gældende, er

det

eneste, den sikrer, at de polske arbejdere så skal have den danske

mindsteløn.

Dermed vil der stadigvæk være tale om konkurrenceforhold, som de danske

virksomheder ikke kan konkurrere under.

Dansk Folkeparti finder det uforståeligt og i realiteten direkte

uansvarligt, at regeringen ligesom de tidligere regeringspartier har afvist B

56. Dansk Folkeparti advarer mod det pres på arbejdsmarkedet og på det danske

velfærdssystem, der kan blive konsekvensen af, at Danmark undlader at

forlange

en overgangsordning. Dansk Folkeparti opfordrer derfor Folketingets øvrige

partier til endnu en gang at overveje deres indstilling.

Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin, Inuit

Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke

repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at

komme

med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

Charlotte Antonsen (V)

nfmd.

Eva Kjer Hansen (V)

Jens Kirk (V)

Thor Gunnar Kofoed (V)

Tina Nedergaard (V)

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Karina Sørensen (DF)

Lars Barfoed (KF)

Gitte Seeberg (KF)

Claus Larsen-Jensen (S)

fmd.

Henrik Dam Kristensen (S)

Sophie Hæstorp Andersen (S)

Ritt Bjerregaard (S)

Jan Petersen (S)

Villy Søvndal (SF)

Elisabeth Arnold (RV)

Keld Albrechtsen (EL)

Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin, Inuit

Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

56

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

1

*

Heraf

1 medlem valgt på Færøerne

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 56

Bilagsnr.

Titel

1

Meddelelse om åbning for spørgsmål

2

Spm. 1 om, hvilke undersøgelser af arbejdskraftens frie

bevægelighed Tyskland og Østrig baserer deres politik på, til

beskæftigelsesministeren

Spm. 2 om overgangsordningerne for arbejdskraftens frie

bevægelighed i andre lande end Tyskland og Østrig, til

beskæftigelsesministeren

Spm. 3 om undersøgelser af arbejdskraftens frie

bevægelighed, der tager højde for politikken i Tyskland og Østrig, til

beskæftigelsesministeren

Spm. 4 om regeringens vurdering af en svensk rapport om

arbejdskraftens frie bevægelighed, til beskæftigelsesministeren

Spm. 5 om Danmarks økonomiske fordele ved arbejdskraftens

frie bevægelighed, til beskæftigelsesministeren

Spm. 6 om, hvilke undersøgelser af arbejdskraftens frie

bevægelighed der indgår i den danske regerings beslutningsgrundlag, til

beskæftigelsesministeren

Spm. 7 om den forventede udvikling i den danske

arbejdsstyrke i perioden 2004-2009, til beskæftigelsesministeren

Spm. 8 om, hvilke økonomiske gevinster udvidelsen

forventes at medføre for nye og nuværende medlemslande, til

beskæftigelsesministeren

Spm. 9 om de økonomiske konsekvenser af arbejdskraftens

frie bevægelighed i de nye medlemslande, til beskæftigelsesministeren

Spm. 10 om øget udvandring fra Polen af højtuddannet

arbejdskraft, til beskæftigelsesministeren

Spm. 11 om antallet af personer fra visse af de nye

medlemslande, der forventes at tage ophold i Danmark, til

beskæftigelsesministeren

Spm. 12 om regeringens vurdering af presset på det danske

arbejdsmarked ved øget indvandring, til beskæftigelsesministeren

Spm. 13 om fri etableringsret i Danmark for

håndværksvirksomheder fra de nye medlemslande, til beskæftigelsesministeren

Spm. 14 om andelen af kriminelle blandt indvandrere fra

de baltiske lande, til beskæftigelsesministeren

Spm. 15 om, hvilke nye kontrolopgaver udvidelsen vil

medføre for de offentlige myndigheder, til beskæftigelsesministeren

Spm. 16 om arbejdsløsheden i de nye medlemslande på kort

og mellemlang sigt, til beskæftigelsesministeren

Spm. 17 om konsekvenserne af en modernisering af

landbruget i de nye medlemslande, til beskæftigelsesministeren

3

Svar på spm. 1 om, hvilke undersøgelser af

arbejdskraftens frie bevægelighed Tyskland og Østrig baserer deres politik

på, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 2 om overgangsordningerne for

arbejdskraftens frie bevægelighed i andre lande end Tyskland og Østrig, fra

beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 3 om undersøgelser af arbejdskraftens frie

bevægelighed, der tager højde for politikken i Tyskland og Østrig, fra

beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 4 om regeringens vurdering af en svensk

rapport om arbejdskraftens frie bevægelighed, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 6 om, hvilke undersøgelser af

arbejdskraftens frie bevægelighed der indgår i den danske regerings

beslutningsgrundlag, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 7 om den forventede udvikling i den danske

arbejdsstyrke i perioden 2004-2009, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 11 om antallet af personer fra visse af de

nye medlemslande, der forventes at tage ophold i Danmark, fra

beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 12 om regeringens vurdering af presset på

det danske arbejdsmarked ved øget indvandring, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 13 om fri etableringsret i Danmark for

håndværksvirksomheder fra de nye medlemslande, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 15 om, hvilke nye kontrolopgaver udvidelsen

vil medføre for de offentlige myndigheder, fra beskæftigelsesministeren

4

Svar på spm. 5 om Danmarks økonomiske fordele ved

arbejdskraftens frie bevægelighed, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 8 om, hvilke økonomiske gevinster udvidelsen

forventes at medføre for nye og nuværende medlemslande, fra

beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 9 om de økonomiske konsekvenser af

arbejdskraftens frie bevægelighed i de nye medlemslande, fra

beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 10 om øget udvandring fra Polen af

højtuddannet arbejdskraft, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 14 om andelen af kriminelle blandt

indvandrere fra de baltiske lande, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 17 om konsekvenserne af en modernisering af

landbruget i de nye medlemslande, fra beskæftigelsesministeren

5

1. udkast til betænkning

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til udenrigsministeren

og dennes svar herpå

Spørgsmålene og udenrigsministerens svar herpå er optrykt efter

ønske fra DF.

Spørgsmål 3:

Hvilke undersøgelser af vandrende arbejdstagere fra de nye

EU-lande ud over gallup-undersøgelsen i Ugebrevet A4 fra den 9. december 2002

tager højde for, at Tyskland og Østrig indfører overgangsordninger for den

østeuropæiske arbejdskraft?

Svar:

Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at der foreligger

undersøgelser om fremtidige arbejdskraftvandringer, der tager højde for de

overgangsordninger, som Tyskland og Østrig har bebudet at ville indføre. Det

skyldes bl.a., at den konkrete udformning af et regelsæt i Østrig og Tyskland

endnu ikke er fastlagt.

Spørgsmål nr. 4:

På hvilke konkrete punkter finder regeringen, at de forhold, der

gør sig gældende i den svenske rapport om EU’s udvidelse og

arbejdskraftens

bevægelighed (

»EU’s utvidgning och

arbetskraftens rörlighet

«

, SOU

2002:116), ikke gør sig gældende for danske forhold?

Svar:

Regeringen er enig i den svenske udreders vurdering af, at EU’s

udvidelse næppe vil indebære alvorlige forstyrelser på arbejdsmarkedet.

Regeringen er samtidig enig med den svenske udredning i, at der på visse

områder er en risiko for utilsigtet brug af sociale ydelser, medmindre man

tager konkrete initiativer til imødegåelse heraf.

Spørgsmål nr. 5:

Hvilke økonomiske fordele opnår Danmark ved ikke at indføre

overgangsordninger for arbejdskraftens frie bevægelighed (den såkaldte

win-win-situation)?

Svar:

Det er regeringens opfattelse, at en fleksibel adgang til

konkrete ledige job på det danske arbejdsmarked vil være til

samfundsøkonomisk

gevinst, idet dette kan afhjælpe en fremtidig arbejdskraftmangel i udvalgte

sektorer. Det skal dog bemærkes, at indvandring medfører både øgede

offentlige

indtægter og udgifter, og således ventes den finanspolitiske holdbarhed ikke

påvirket

Spørgsmål nr. 6:

Hvilke undersøgelser om konsekvenserne ligger til grund for den

nuværende og den forrige regerings beslutning om ikke at forlange

overgangsordninger for arbejdskraftens frie bevægelighed i forbindelse med

Østudvidelsen?

Svar:

Regeringen bygger sine vurderinger af fremtidige

arbejdskraftvandringer på EU-kommissionens informationsnote af 6. marts 2001

»The Free Movement Of

Workers In The Context Of Enlargement

«

samt på en række europiske studier om

emnet. Der henvises til beskæftigelsesministerens besvarelse til Folketingets

Europaudvalg, alm. del bilag 32, løbenr. 559. Herudover indgår den af

regeringen udarbejdede rapport om danske sociale ydelser i lyset af

EU-udvidelsen som baggrund for fastlæggelsen af et fremtidigt dansk regelsæt

på

området.

Spørgsmål nr. 7:

Regeringen har i et notat til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg,

»EU-udvidelsen og vandrende

arbejdstagere

«

af 2. oktober 2002,

forklaret, at Danmark har brug for vækst i arbejdsstyrken. Hvorledes hænger

dette sammen med den stadig stigende arbejdsløshed i Danmark? Der bedes om et

opdateret skøn over, hvor stor en arbejdsstyrke, opgjort i antal

arbejdstagere

inden for hovedområder, der efter regeringens opfattelse mangler i Danmark

set

i forhold til erhvervslivets forventede behov for yderligere arbejdskraft i

femårsperioden 2004 til 2009.

Svar:

Regeringens vurdering af behovet for vækst i arbejdsstyrken

beror på en vurdering af den langsigtede demografiske udvikling. De aktuelle

udsving i konjunkturerne ændrer ikke dette overordnede billede.

Spørgsmål nr. 11:

Der foreligger flere forskellige skøn over, hvor stort et antal

personer fra de nye medlemslande der må forventes at tage ophold i Danmark

bl.a. med henblik på at opnå arbejde. Regeringen har foreløbig afvist de

skøn,

der bl.a. har været indeholdt i Ugebrevet A4 fra den 9. december 2002.

Regeringen bedes derfor oplyse, hvilket skøn eller hvilke

sandsynlighedsberegninger regeringen selv arbejder med, i særdeleshed for så

vidt angår indrejse af personer fra Polen, Estland, Letland og Litauen. I

besvarelsen bedes anført de talmæssige skøn, der tager højde for Tysklands og

Østrigs bebudede forbehold. Hvis regeringen ikke har gjort sig nogen

overvejelser om antallet af indrejsende, bedes dette oplyst. Ligeledes bedes

det oplyst, hvis der slet ikke foreligger talmæssige skøn (bortset fra

Ugebrevet A4), der tager hensyn til Tysklands og Østrigs forbehold.

Svar:

Der henvises til beskæftigelsesministerens besvarelse til

Folketingets Europaudvalg, alm. del bilag 32, løbenr. 559. Der er i

vurderingerne ikke taget højde for det regelsæt, der måtte blive taget i

anvendelse i Østrig og Tyskland, da der endnu ikke foreligger oplysninger om

udformningen heraf.

Spørgsmål nr. 12:

Er regeringen enig eller uenig i, at det danske arbejdsmarked

vil komme under et væsentligt pres, herunder pres på lønningerne, hvis der

efter Østudvidelsen sker en væsentlig tilstrømning af østeuropæisk

arbejdskraft

til Danmark?

Svar:

Regeringen forventer ikke, at det danske arbejdsmarked herunder

lønningerne vil komme under et væsentligt pres som følge af østudvidelsen.

Det

skyldes dels, at tilstrømningen til det danske arbejdsmarked forventes at

blive

begrænset og dels, at aflønning af vandrende arbejdstagere fra de nye

EU-lande

forventes at ville ske i henhold til gældende overenskomster.

Spørgsmål nr. 13:

Vil der efter Østudvidelsen være fri etableringsret her i landet

f.eks. for en polsk håndværksvirksomhed – eksempelvis murer- eller

tømrerforretning eller lignende håndværksfag – og vil det i bekræftende

fald

være tilladt for sådanne virksomheder at ansætte lavtlønnet arbejdskraft fra

deres hjemland, hvorved de pågældende virksomheder kan deltage i

tilbudsgivning

med betydelig lavere entreprisesummer end dem, tilsvarende danskejede

virksomheder kan tilbyde?

I bekræftende

fald bedes oplyst, om dette kan forventes at føre til arbejdsløshed hos

danske

lønmodtagere og til lukning af danske virksomheder. Det bedes endvidere

oplyst,

om regeringen ser dette som en fordel for konkurrenceevnen her i landet eller

som en ulempe for de danske lønmodtagere.

Svar:

EU-udvidelsen indebærer, at den frie etableringsret også

omfatter virksomheder fra de nye EU-lande. I den udstrækning virksomheder fra

de nye EU-lande, der efter udvidelsen etablerer sig i Danmark, skulle ønske

at

rekruttere arbejdskraft fra deres hjemland, skal dette ske inden for rammerne

af det generelle regelsæt, der vil blive etableret på området.

Spørgsmål nr. 15:

Hvilke nye kontrolopgaver vil påhvile politi og andre offentlige

myndigheder i forbindelse med østudvidelsen, herunder f.eks. opgaver med at

konstatere, at personer fra de nye medlemslande alene indrejser, når der

foreligger et ansættelsesforhold, og udvises, hvis dette ikke er tilfældet?

Foreligger der en samlet beskrivelse af myndighedernes praktiske

kontrolfunktioner og ansvar, eller er det hensigten, at danske myndigheder

kun

skal gribe ind efter henvendelse fra fagbevægelsen eller andre?

Svar:

Udformningen af kontrolopgaver, og etablering af det fornødne

samarbejde mellem relevante myndigheder i den forbindelse, afventer en

politisk

stillingtagen til et fremtidigt dansk regelsæt vedr. EU-udvidelsen og

vandrende

arbejdstagere.

Lignende dokumenter