Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen

2002/1 BTB 2Betænkning over beslutningsforslagFolketinget18. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den

29. november 2002

Betænkning

over

Forslag til

folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen

[af Aage Frandsen (SF),

Svend Auken (S),

Poul Nødgaard (DF) og Line Barfod (EL)]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 2. oktober 2002 og var til

1. behandling den 20. november 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1.

behandling henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget

skriftlige henvendelser fra DJØF og fra Åbenhedskomitéen. Justitsministeriet

har over for udvalget kommenteret henvendelsen fra DJØF.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til justitsministeren til

skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Bilag

Udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå samt en oversigt

over bilag vedrørende det tilsvarende beslutningsforslag nr. B 84 fra

folketingsåret 2001-02, 2. samling, og beretningen over dette

beslutningsforslag

med dertil hørende bilag.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

Læs alt

flertal

i udvalget

(S, DF, SF og EL) indstiller beslutningsforslaget til

vedtagelse uændret.

På den baggrund opfordrer flertallet justitsministeren til at

nedsætte en undersøgelseskommission i henhold til lov om

undersøgelseskommissioner med henblik på at undersøge hele Farumsagen.

Flertallet betragter en afdækning og en undersøgelse af, hvad der er sket i

Farum Kommune, og hvad forskellige andre myndigheder har gjort og ikke gjort

i

den forbindelse, samt en række relationer mellem Farum Kommune og en række

private virksomheder, organisationer m.v. som værende af

»almenvigtig betydning

«

, jf. lov om undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1. Der

henvises i øvrigt vedrørende baggrunden for, at flertallet finder, at en

undersøgelseskommission skal nedsættes nu, til beslutningsforslagets

bemærkninger og flertallets bemærkninger i beretning fra Udvalget for

Forretningsordenen vedrørende beslutningsforslag B 84 i folketingsåret

2001-02,

2. samling. (Beretningen over B 84 er optrykt som bilag 3 til denne

betænkning).

Flertallet henviser til justitsministerens svar på spørgsmål 4,

optrykt som en del af bilag 2 i nærværende betænkning, med vedhæftet skitse

til

kommissorium, der er blevet til efter drøftelse mellem justitsministeren og

forslagsstillerne. Flertallet ønsker dog i forbindelse med 2. (sidste)

behandlingen nærmere at få afklaret enkelte uklarheder, der vedrører

afgrænsningen mellem den strafferetlige efterforskning og eventuelle

straffesager

ved domstolene og så undersøgelseskommissionens arbejde. Herved kan det på

den

ene side sikres, at der ikke lægges nogen hindringer i vejen for den

strafferetlige undersøgelse, og at de involveredes retssikkerhed sikres, og

på

den anden side sikres det, at undersøgelsen så vidt muligt omfatter alle

aspekter af Farumsagen bortset fra vurderingen af, om enkeltpersoner skal

drages til ansvar.

Flertallet lægger vægt på, at det i kommissoriet slås fast, at

undersøgelseskommissionen får frihed til at undersøge de forhold,

kommissionen

finder relevant, dog med respekt for afgrænsningen i forhold til den

strafferetlige efterforskning og eventuelle straffesager ved domstolene.

Et

mindretal

i udvalget (V, KF, RV og KRF)

indstiller beslutningsforslaget til

forkastelse.

Det er fortsat Venstres og Det Konservative Folkepartis

opfattelse, at hver sten i Farumsagen skal vendes. Venstres og Det

Konservative

Folkepartis indvendinger over for forslaget har dermed

intet at gøre med, om der skal ske den

nødvendige afdækning af alle relevante spørgsmål i sagen.

Venstre og Det Konservative Folkeparti finder imidlertid ikke,

at nærværende forslag sikrer den bedste og mest effektive klarlægning af

Farumsagen. Tværtimod frygter disse partier, at en undersøgelseskommission,

der

skal arbejde samtidig med en straffesag, vil forsinke straffesagen, og at

straffesagen vil forhindre, at undersøgelseskommissionen får mulighed for at

vende hver en sten. Venstre og Det Konservative Folkeparti henviser

indledningsvis til deres beretningsbidrag til forslagsstillernes tidligere

beslutningsforslag B 84. Beretningsbidraget er optrykt i nærværende

betænkning

som bilag 3.

Kommissionen skal ifølge forslaget nedsættes hurtigst muligt og

skal undersøge alt, der har samfundsmæssig relevans i Farumsagen, dog således

at kommissionen ikke skal undersøge og tage stilling til, om der er grundlag

for at rejse tiltale efter straffelovgivningen.

En kommissionsundersøgelse, der skal arbejde, medens politiet

efterforsker sagen og anklagemyndigheden overvejer udfærdigelse af

anklageskrift og samtidig med en eventuel straffesag ved domstolene, rejser

efter Venstres og Det Konservative Folkepartis opfattelse en lang række

principielle og praktiske problemer.

Venstre og Det Konservative Folkeparti henviser i den

forbindelse til justitsministerens tilkendegivelser i forbindelse med

Folketingets behandling af beslutningsforslag nr. B 84, herunder

Justitsministeriets besvarelse den 2. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og

34

fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (B 84 – bilag 119) og

Justitsministeriets besvarelse den 13. august 2002 af spørgsmål nr. 37 fra

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (B 84 – bilag 124), optrykt i

nærværende betænkning som bilag 3.

Venstre og Det Konservative Folkeparti kan helt tilslutte sig

justitsministerens synspunkter.

Med hensyn til det foreliggende beslutningsforslag henviser

Venstre og Det Konservative Folkeparti til justitsministerens

tilkendegivelser

under Folketingets 1. behandling den 20. november 2002 og til

Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 1 og 3, der er optrykt som en

del af bilag 2 i nærværende betænkning.

Også disse synspunkter kan Venstre og Det Konservative

Folkeparti fuldt ud tilslutte sig.

Venstre og Det Konservative Folkeparti henviser endvidere til

udtalelsen af 21. november 2002 fra Statsadvokaten for særlig økonomisk

kriminalitet (SØK), optrykt i betænkningen som bilag 2. Heraf fremgår det, at

statsadvokaten er i færd med en meget omfattende efterforskning, der angår en

lang række forskellige forhold vedrørende Farum Kommune.

I udtalelsen anføres det, at det er statsadvokatens umiddelbare

opfattelse, at de forhold, der er indeholdt i alle beslutningsforslagets

punkter, på nær forholdene om den kommunale revision, tilsynsmyndighederne og

Hillerød Politi, helt eller delvis er omfattet af SØK’s efterforskning

og

derfor vil kunne komme i konflikt med denne.

I beslutningsforslaget anfører forslagsstillerne ganske vist, at

det er afgørende, at arbejdet i kommissionen tilrettelægges således, at det

ikke kommer på tværs af bagmandspolitiets efterforskning. Det er imidlertid

Venstres og Det Konservative Folkepartis opfattelse, at en sideløbende

kommissionsundersøgelse af de forhold, som statsadvokaten efterforsker, ikke

kan undgå

i væsentlig grad at

vanskeliggøre statsadvokatens virksomhed, ligesom en afgrænsning mellem

kommissionens undersøgelse og straffesagen ikke er praktisk mulig.

Disse vanskeligheder kan efter Venstres og Det Konservative

Folkepartis opfattelse ikke afhjælpes ved udformningen af kommissoriet for

undersøgelsen eller ved den praktiske tilrettelæggelse af kommissionens

undersøgelse.

Venstre og Det Konservative Folkeparti forudser, at

undersøgelseskommissionen vil have meget vanskelige vilkår, idet det som

nævnt

ikke vil være praktisk muligt at foretage en afgrænsning over for

statsadvokatens efterforskning. Der henvises til statsadvokatens egen

udtalelse, optrykt som en del af bilag 2 i nærværende betænkning.

Statsadvokaten oplyser således bl.a.,

–

at der stadig forestår

en omfattende gennemgang af materiale, der allerede forefindes i sagen,

–

at nyt materiale kan

tilgå sagen,

–

at nye afhøringer og

genafhøringer kan komme på tale,

–

at området for

efterforskningen kan blive udvidet,

–

at rejste sigtelser

kan blive udvidet,

–

at der kan blive tale

om sigtelser mod personer, der ikke allerede er sigtet,

–

at der kan blive rejst

sigtelser for forhold, der endnu ikke indgår i efterforskningen,

–

at også forklaringer

under en eventuel domsforhandling kan indebære, at der rejses nye sigtelser,

–

at allerede rejste

sigtelser må opgives,

–

at det derfor ikke er

muligt at oplyse nærmere om, hvad efterforskningen resulterer i, og

–

at det forventes, at

der vil gå yderligere et antal måneder, inden der kan tages stilling til

tiltalespørgsmålet.

På grund af den usikkerhed, der hersker om efterforskningens

omfang og en eventuel tiltales omfang, finder Venstre og Det Konservative

Folkeparti, at det på nuværende tidspunkt er umuligt at vide, hvor meget af

det

foreliggende materiale anklagemyndigheden og forsvareren vil inddrage i

sagen.

Derfor anser disse partier det for nærmest umuligt for en

undersøgelseskommission at afgrænse sit arbejde over for anklagemyndighedens

efterforskning, den eventuelle senere tiltalte og deraf følgende

domsforhandling.

Selv om det måske vil være muligt for en undersøgelseskommission

at finde områder, der med sikkerhed kan undersøges uden at kollidere med

statsadvokatens arbejde, vil disse områder være af så ringe et omfang, at det

kan forudses, at undersøgelseskommissionen med en sådan fremgangsmåde kun vil

få vendt meget få sten i sagen.

Først når straffesagen er endeligt afsluttet, vil det være

muligt med sikkerhed at konstatere, hvilken del af efterforskningsmaterialet

der ikke er anvendt i straffesagen, og som derfor burde være indgået i

undersøgelseskommissionens arbejde, hvis hver en sten skal vendes.

Venstre og Det Konservative Folkeparti forudser, at ikke ringe

mængder af det materiale, der vil indgå under SØK’s efterforskning, ikke

vil

blive medtaget i en eventuel straffesag. Med forslagsstillernes fremgangsmåde

vil der derfor være mange sten, der slet ikke bliver vendt i sagen.

Som forslagsstillerne har tilrettelagt sagen og med

forslagsstillernes ønske om, at undersøgelsen skal omfatte perioden mindst

tilbage til 1990 og frem til tidspunktet for kommissionens nedsættelse,

imødeser mindretallet, at der vil gå adskillige år, før en

undersøgelseskommission kan offentliggøre sin undersøgelse.

Også af rent principielle grunde må Venstre og Det Konservative

Folkeparti advare mod at lade en undersøgelseskommission foretage en

»konkurrerende

«

undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som kan vise sig at blive behandlet

under en eventuel straffesag.

Ved konkurrerende undersøgelser er der uanset en kommissions

forsigtighed en nærliggende risiko for, at der bl.a. kan blive tale om en

bevisførelse om de samme temaer og sagskomplekser og formentlig i vidt omfang

om fremlæggelse af de samme dokumenter og afhøring af de samme vidner m.v. i

henholdsvis kommissionen og domstolen.

Det er Venstres og Det Konservative Folkepartis fornemmelse, at

forslagsstillerne ikke ønsker, at de to undersøgelser skal kollidere.

Forslagsstillerne vil derfor efter Venstres og Det Konservative Folkepartis

opfattelse være nødt til at acceptere, at der kan blive større eller mindre

dele af det samlede begivenhedsforløb, der i kommissionsarbejdet skal afvente

den videre strafferetlige behandling af Farumsagen.

Hvis forslagsstillerne vælger denne model for kommissoriet,

finder Venstre og Det Konservative Folkeparti det uforståeligt, at man ikke

afventer en eventuel straffesags udfald, før en kommissionsundersøgelse

påbegynder sit arbejde.

Ved at afvente en eventuel straffesags udfald ville man spare

megen tid både i bagmandspolitiet og i undersøgelseskommissionen. Med

sideløbende undersøgelser vil det nemlig være nødvendigt, at både SØK og

kommissionen løbende anvender ikke ubetydelige ressourcer til at koordinere

arbejdet for at undgå kollisioner. Hvis man afventer udfaldet af en eventuel

straffesag, vil en meget stor del af kommissionens arbejde, nemlig det, som

anklagemyndigheden og en eventuel domstol har færdigbehandlet, så at sige

være

grydeklart for undersøgelseskommissionen.

Endelig ønsker Venstre og Det Konservative Folkeparti at

fremhæve, at den valgte form, hvor to konkurrerende undersøgelser afvikles

samtidig, er retssikkerhedsmæssigt betænkelig, idet formen indebærer, at de

samme personer sideløbende vil kunne komme til at afgive forklaring om de

samme

eller nært forbundne forhold for forskellige myndigheder og efter forskellige

regelsæt.

Det vil herunder kunne være meget vanskeligt for en person, der

er inddraget i den eventuelle straffesag ved domstolene, at vurdere og

overskue, om hans forklaring for undersøgelseskommissionen – vedrørende

f.eks.

generelle spørgsmål om proceduren for behandling af visse sager i kommunen

–

ville kunne belaste ham under straffesagen, og om den pågældende derfor skal

påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at afgive forklaring for

kommissionen. Det må derfor forventes, at mange af de implicerede personer

ikke

vil kunne pålægges vidnepligt under forklaringerne for

undersøgelseskommissionen. Men selv med den retsgaranti skal det

understreges,

at der ikke er de samme retsgarantier i en kommissionsundersøgelse som i en

straffesag.

Dertil kommer, at det ikke kan udelukkes, at kommissionen og

domstolen i en straffesag kan nå til forskellige resultater ved vurderingen

af

de samme faktiske oplysninger. I en sådan situation må kommissionens

konklusioner formodes at skulle vige for domstolenes vurdering, f.eks. om,

hvad

der kan anses for bevist.

Venstre og Det Konservative Folkeparti har både under

behandlingen af det tidligere fremsatte forslag i foråret og sommeren 2002 og

under 1. behandlingen af nærværende forslag og i det foregående fremhævet

en lang række omstændigheder, der

indebærer, at den ordning, som flertallet lægger op til, vil have

vidtrækkende

principielle perspektiver og konsekvenser, og at den i øvrigt mest af alt vil

være egnet til at fuldende et billede af kaos i en sag, der allerede er

tilstrækkelig kompliceret. Grundlæggende har dette – som også anført af

Justitsministeriet – sammenhæng med, at loven om

undersøgelseskommissioner

ganske enkelt ikke tager sigte på situationer som den foreliggende, hvor

bl.a.

politiet og anklagemyndigheden – statens centrale efterforsknings- og

undersøgelsesapparat – allerede er i fuld gang i sagen.

Venstre og Det Konservative Folkeparti har noteret sig, at

justitsministeren i sit svar på spørgsmål 4, optrykt som en del af bilag 2 i

nærværende betænkning, har tilbudt forslagsstillerne på ny at foretage en

teknisk gennemgang af skitsen til kommissorium, herunder betydningen af, at

undersøgelseskommissionens opgave efter skitsen er at foretage en

faktumundersøgelse, samt konsekvenserne af den i skitsen foretagne

afgrænsning

af kommissionens opgave i forhold til straffesagen.

Venstre og Det Konservative Folkeparti tager dette tilbud til

forslagsstillerne til efterretning og bemærker, at man er enig i, at

ministerens skitse opfylder lovens krav til afgrænsning af et kommissiorium,

og

at det følger af ministeransvaret, at justitsministeren efter en

folketingsbeslutning skal drage omsorg for, at folketingsbeslutningen

gennemføres i overensstemmelse med lov om undersøgelseskommissioner.

Dette ansvar rokker dog ikke ved den kendsgerning, at det alene

er flertallets forslag, gennemført ved en afstemning i Folketingssalen, der

tvinger en kommissionsundersøgelse igennem uden hensyntagen til de mange

principielle betænkeligheder og praktiske vanskeligheder, forslaget medfører.

Venstre og Det Konservative Folkeparti er imod, at der nedsættes

en undersøgelseskommission nu.

Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti kan ikke medvirke

til forslagets gennemførelse. Med hensyn til proceduren finder Det Radikale

Venstre og Kristeligt Folkeparti det rigtigt og korrekt, at nedsættelse af en

undersøgelseskommission sker på baggrund af en egentlig folketingsbeslutning

og

ikke – som oprindelig tænkt – blot på grundlag af en beretning fra

Udvalget for

Forretningsordenen. Proceduren bringes herved i overensstemmelse med lov om

undersøgelseskommissioner.

Hvad angår selve hovedsagen, henviser Det Radikale Venstre og

Kristeligt Folkeparti til Justitsministeriets svar på spørgsmål 3 og 4, der

indgår som en del af bilag 2 til nærværende betænkning, som Det Radikale

Venstre og Kristeligt Folkeparti i det væsentlige kan tilslutte sig. Det

Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti finder i øvrigt anledning til at

henvise til henvendelsen fra DJØF, hvor der fremføres helt relevante

indvendinger imod nedsættelse af en undersøgelseskommission.

Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti finder skrivelsen

fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) af central

betydning. Det fremgår heraf, at alle de vigtigste spørgsmål indgår i

SØK’s

efterforskning. Da undersøgelseskommissionen ikke har til opgave at

undersøge,

hvad der måtte være omfattet af et eventuelt anklageskrift, betyder det i

praksis, at undersøgelseskommissionen ikke kan gå ind i Farumsagens

kernespørgsmål.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på

tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i

udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets

sammensætning er optrykt i betænkningen.

Ivar Hansen (V)

fmd.

Svend Auken (S)

nfmd.

Poul Nødgaard (DF)

Kaj Ikast (KF)

Margrete Auken (SF)

Inge Dahl-Sørensen (V)

Birthe Rønn Hornbech (V)

Rikke Hvilshøj (V)

Christian Mejdahl (V)

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Peter Skaarup (DF)

Knud Erik Kirkegaard (KF)

Pia Christmas-Møller (KF)

Jann Sjursen (KRF)

Frank Jensen (S)

Ole Stavad (S)

Helge Mortensen (S)

Pia Gjellerup (S)

Aage Frandsen (SF)

Niels Helveg Petersen (RV)

Line Barfod (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde

ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf

1 medlem valgt på Færøerne

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 2

Bilagsnr.

Titel

1

Henvendelse af 24/10-02 fra DJØF

2

Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 24/10-02 fra DJØF,

til justitsministeren

Spm. 2 om, hvilke af forslagets punkter der er i konflikt

med den strafferetlige undersøgelse, til justitsministeren

3

Oversigt over bilag vedrørende tilsvarende

beslutningsforslag nr. B 84 samt beretningen fra folketingsåret 2001-02, 2.

samling

4

Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 24/10-02

fra DJØF, fra justitsministeren

Svar på spm. 2 om, hvilke af forslagets punkter der er i

konflikt med den strafferetlige undersøgelse, fra justitsministeren

5

Spm. 3 om ministerkommentar til forslaget, til

justitsministeren

6

Åbenhedskomitéens brev til Kommunaludvalget af 21.

november 2002

7

Spm. 4 om, hvordan et kommissorium kunne se ud, hvis

forslagets indhold skulle tilgodeses, til justitsministeren

8

1. udkast til betænkning

9

Svar på spm. 3 om ministerkommentar til forslaget, fra

justitsministeren

10

2. udkast til betænkning

11

Svar på spm. 4 om, hvordan et kommissorium kunne se ud,

hvis forslagets indhold skulle tilgodeses, fra justitsministeren

12

Betænkningsbidrag fra S, DF, SF og EL

13

Kopi af henvendelse til Justitsministeriet fra advokat

Henrik Stagetorn på vegne af Peter Brixtofte

Bilag 2

Udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes

svar herpå

Spørgsmålene og justitsministerens svar herpå er optrykt

efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 1:

Ministeren bedes kommentere henvendelse af 24. oktober 2002 fra

DJØF, jf. B 2 – bilag 1.

Svar:

1.

DJØF tilkendegiver

i brevet af 24. oktober 2002 til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen

på

ny de betænkeligheder ved nedsættelse af en kommission til undersøgelse af

Farum-sagen, som forbundet gav udtryk for i et brev af 25. september 2002 til

Udvalget for Forretningsordenen.

Det fremgår af DJØF’s brev af 25. september 2002, at flertallets

opfordring i beretningen af 28. august 2002 fra Udvalget for

Forretningsordenen

om at nedsætte en undersøgelseskommission i Farum-sagen efter forbundets

opfattelse giver anledning til væsentlige legale og retssikkerhedsmæssige

betænkeligheder.

DJØF henviser herved til, at Farum-sagen allerede undersøges af

en række forskellige myndigheder, herunder Statsadvokaten for særlig

økonomisk

kriminalitet og de kommunale tilsynsmyndigheder.

I brevet tager DJØF afstand fra, at der iværksættes en

undersøgelseskommission

på det foreliggende grundlag, da en kommissionsundersøgelse ikke kan undgå at

omfatte forhold, som allerede er genstand for strafferetlig undersøgelse

eller

undersøges af de kommunale tilsynsmyndigheder.

I den forbindelse peger DJØF på, at lov om

undersøgelseskommissioner bygger på en forudsætning om, at en

undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene kan belyses

tilfredsstillende af faste, ordinære undersøgelsesorganer.

DJØFs betænkeligheder angår særligt hensynet til retssikkerhed

for embedsmænd, som har været involveret i sagen, og forbundet henviser til,

at

der vil være en betydelig risiko for, at de pågældende embedsmænd bl.a. under

afgivelse af forklaring for undersøgelseskommissionen kan komme ind på

spørgsmål af væsentlig betydning for den strafferetlige vurdering af deres

egne

forhold.

Endelig anfører DJØF, at forbundet lægger afgørende vægt på, at

der – hvis en undersøgelseskommission nedsættes – fastsættes et

nøjagtigt og

velafgrænset kommissorium, der ikke efterlader nogen tvivl om, hvad der er

omfattet af kommissionen, og hvad der er afgrænset til den verserende

strafferetlige efterforskning samt de øvrige undersøgelser.

2.

Justitsministeriet

er enig i de synspunkter, som DJØF giver udtryk for i brevet af 25. september

2002.

Regeringen har således ved flere lejligheder – senest ved 1.

behandlingen den 20. november 2002 af beslutningsforslag nr. B 2 –

kraftigt

advaret mod, at der træffes beslutning om nedsættelse af

undersøgelseskommission i den nuværende fase af Farum-sagen.

I forhold til spørgsmålet om afgrænsningen af, hvilke forhold en

undersøgelseskommission i givet fald skal have til opgave at undersøge, har

Justitsministeriet således bl.a. givet udtryk for,

at

det må give

anledning til betydelig tvivl, om den angivelse af kommissoriet, som der

lægges

op til i beslutningsforslaget, er i overensstemmelse med § 1, stk. 1, i lov

om

undersøgelseskommissioner, og

at

der i givet fald måtte foretages en

nøjere angivelse af undersøgelseskommissionens opgave. Der kan i den

forbindelse bl.a. henvises til Justitsministeriets besvarelse den 13. august

2002 af spørgsmål nr. 37 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (B84

–

bilag 124).

Om fastlæggelsen af, hvilke faktiske forhold en

undersøgelseskommission i givet fald skal undersøge, har Justitsministeriet

endvidere givet udtryk for, at en række afgørende hensyn taler imod den

ordning, der lægges op til i beslutningsforslaget, hvorefter en

undersøgelseskommission bl.a. vil skulle undersøge de samme faktiske forhold,

som

dem, der indgår i statsadvokatens efterforskning og i en eventuel

efterfølgende

straffesag ved domstolene. Der henvises hertil bl.a. til Justitsministeriets

besvarelse den 2. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og 34 fra Folketingets

Udvalg for Forretningsordenen (B 84 – bilag 119).

Justitsministeriet har endvidere peget på, at der ved

nedsættelsen af en undersøgelseskommission i den nuværende fase af

Farum-sagen

vil kunne opstå en række spørgsmål og problemstillinger af straffeprocessuel

og

retssikkerhedsmæssig karakter i forhold til de berørte enkeltpersoner.

Ministeriet har i den forbindelse bl.a. peget på, at der vil kunne være en

betydelig risiko for, at de berørte personer f.eks. under afgivelse af

forklaring for en undersøgelseskommission måtte komme ind på spørgsmål og

problemstillinger af væsentlig betydning for vurderingen af de pågældendes

strafferetlige forhold under den sideløbende sag ved domstolene, jf. bl.a.

Justitsministeriets besvarelse den 2. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og

34

fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (B 84 – bilag 119).

Spørgsmål 2:

Hvilke af forslagets punkter finder ministeren kan være i

konflikt med den strafferetlige undersøgelse?

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet

vedlagte udtalelse af 21. november 2002 fra Statsadvokaten for særlig

økonomisk

kriminalitet.

Statsadvokaten

Notat

Den 21. november 2002

Notat

Til Justitsministeriet vedrørende Farumsagen.

(Til brug for besvarelse af spørgsmål 2 fra Folketingets Udvalg

for Forretningsordenen vedrørende forslag til folketingsbeslutning nr. B 2 om

nedsættelse af en kommission til undersøgelse af Farumsagen (B2 – bilag

2)).

Efter anmodning fra Justitsministeriet kan jeg om den

politimæssige efterforskning af Farumsagen oplyse følgende:

I. Efterforskningens hidtidige forløb

På grundlag af dels en omfattende presseomtale onsdag den 6.

februar 2002 og dagene derefter af formodede ulovligheder begået af daværende

borgmester i Farum Kommune Peter Brixtofte, MF, dels flere politianmeldelser

mod Peter Brixtofte og andre i Farum Kommunes ledelse, indgivet af blandt

andre

medlemmer af Farum Byråd, indledte politimesteren i Hillerød en undersøgelse.

Lørdag den 9. februar 2002 anmodede politimesteren

Statsadvokaten for særlig økonomiske kriminalitet (herefter SØK) om bistand

til

sagens fortsatte efterforskning. Henset til sagens karakter og til det

omfang,

som den efter presseomtalen og anmeldelserne kunne antages at få, blev denne

anmodning straks imødekommet.

Senere samme dag fik politimesteren rettens kendelse med

tilladelse til ransagning af en række lokaliteter, herunder Farum Rådhus,

Farum

Boldklub A/S og Peter Brixtoftes private bopæl. Umiddelbart herefter foretog

politifolk fra Hillerød Politi og SØK ransagninger af de mange lokaliteter. I

denne forbindelse blev der beslaglagt et omfattende skriftligt materiale

såvel

på papir som lagret på edb.

Efter en umiddelbar vurdering af dette omfattende materiale

anmodede politimesteren torsdag den 14. februar 2002 SØK om at overtage

sagen,

hvilket skete samme dag.

Efterforskningen i sagen har nu stået på i godt 9 måneder. Der

er foretaget en gennemgang af store dele af det meget omfattende materiale,

der

foreligger i sagen på såvel papir som edb-medier. Der kommer imidlertid til

stadighed nyt materiale frem, især fra Farum Kommune.

I forbindelse med efterforskningen er der nu (ultimo november

2002) foretaget afhøring af omkring 100 personer.

II. Sagens genstand

Efterforskningen i sagen retter sig mod en meget stor del af de

forhold, der i medierne er omtalt under hovedbetegnelsen Farumsagen. Der er

således tale om en meget omfattende og bred efterforskning, der på nuværende

tidspunkt vedrører en lang række forskellige forhold, herunder især:

–

Farum Kommunes

afholdelse af udgifter til fortæring i forbindelse med mødevirksomhed.

–

Farum Kommunes køb

primo 2001 af Rørmosegaard.

–

Farum Kommunes

afholdelse af udgifter i forbindelse med de såkaldte »velfærdsrejser«.

–

Forhold omkring

sponsoraftaler vedrørende Farum Boldklub A/S og Ajax/Farum Håndbold A/S.

–

Farum Kommunes

optagelse af kassekredit på 250.000.000 kr. i april 2001 hos

Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S.

–

Farum Kommunes

optagelse af lån på 200.000.000 kr. i december 2001 hos BG Bank.

–

Omfanget af den

løbende information om Farum Kommunes økonomi til medlemmerne af kommunens

stående udvalg og medlemmerne af byrådet i øvrigt.

–

Forpligtelsen for

medlemmerne af Farum Byråd og udvalg til at påse, at de bevilgede beløb i

Farum

Kommune ikke blev overskredet, herunder pligten til at reagere ved

bevillingsafvigelse.

–

Farum Kommunes

afholdelse af udgifter til forskellige sponsorture og rejser i øvrigt i 2000

og

2001.

–

Farum Kommunes

afholdelse af forskellige udgifter for Farum Boldklub A/S.

–

Brugen af Farum

Kommunes betalingskort.

–

Forskellige andre

økonomiske dispositioner i Farum Kommune.

På dette grundlag er det – således som efterforskningen tegner

sig på nuværende tidspunkt – min umiddelbare opfattelse, at de forhold,

der er

indholdt i alle forslagets punkter, på nær det fjerde om den kommunale

revision

og de to sidste om henholdsvis tilsynsmyndighederne og Hillerød Politi helt

eller delvis er omfattet af SØK’s efterforskning og derfor vil kunne

komme i

konflikt med denne (og dermed muligvis også en eventuel senere

domsforhandling).

Efterforskningen vil imidlertid kunne blive udvidet. Dette er nærmere

beskrevet

nedenfor under III.

Det bemærkes endvidere, at forsvareren for Peter Brixtofte

tidligere har oplyst til medierne, at Peter Brixtofte er sigtet i sagen.

Dette

kan jeg bekræfte og yderligere oplyse, at også andre er sigtet i sagen.

III. Den fortsatte efterforskning

Der forestår stadig en omfattende efterforskning i sagen, såvel

i form af en gennemgang af materiale på skrift og edb-medier, der allerede

forefindes i sagen eller eventuelt vil tilgå sagen, som i form af afhøringer

og

genafhøringer af sigtede og vidner.

Området for efterforskningen vil således kunne blive udvidet i

forhold til det ovenfor under II. nævnte. Dette vil kunne ske såvel på

grundlag

af allerede foreliggende materiale som på baggrund af nyt materiale, der

eventuelt vil tilgå sagen. Dette indebærer også, at de rejste sigtelser vil

kunne blive udvidet, efterhånden som efterforskningen skrider frem, ligesom

det

ej heller kan udelukkes, at der vil blive rejst sigtelser mod andre personer

end dem, der allerede er sigtede.

I denne forbindelse er det vigtigt at fremhæve, at der under

efterforskningen vil kunne komme oplysninger frem, der indebærer, at der skal

rejses sigtelse for forhold, der endnu ikke indgår i efterforskningen. Nye

oplysninger, der vil kunne indebære en udvidelse af sigtelserne mod de

allerede

sigtede eller en sigtelse af yderligere personer, vil desuden kunne fremkomme

også efter, at der eventuelt er rejst tiltale i sagen, for eksempel i form af

forklaringer under en eventuel domsforhandling.

Det hører naturligvis med til billedet, at den fortsatte

efterforskning også vil kunne føre i den modsatte retning. Det kan således

tænkes, at den dels ikke vil kunne understøtte påtænkte sigtelser, der derfor

må opgives, dels vil kunne frembringe nye oplysninger, der medfører, at

allerede rejste sigtelser må frafaldes.

På denne baggrund er det derfor på nuværende tidspunkt ikke

muligt at oplyse noget nærmere om, dels hvad efterforskningen måtte resultere

i, dels hvornår denne kan afsluttes. Det skal dog bemærkes, at det må

forventes, at der vil gå yderligere et antal måneder, inden der kan tages

stilling til tiltalespørgsmålet i sagen.

Henning Thiesen

Spørgsmål 3:

Ministerens kommentar til forslaget udbedes.

Svar:

1.

Det foreliggende

beslutningsforslag nr. B 2 om kommission til undersøgelse af Farum-sagen er

med

visse ændringer en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 84, der blev

1.

behandlet i Folketinget den 9. april 2002.

Efter beslutningsforslag nr. B 2 skal regeringen nedsætte en

undersøgelseskommission, der har til formål at opklare det, der omtales som

Farum-sagen.

Kommissionen skal ifølge forslaget undersøge alt, der har

samfundsmæssig relevans i Farum-sagen med det generelle forbehold, at

kommissionen ikke skal undersøge og tage stilling til, om der er grundlag for

at rejse tiltale efter straffelovgivningen. Efter forslaget indebærer dette

bl.a. en undersøgelse af følgende forhold:

–

Borgmesterens

varetagelse af funktionerne som øverste daglige leder, formand for

økonomiudvalget og formand for kommunalbestyrelsen.

–

Kommunalbestyrelsesmedlemmernes

varetagelse af deres hverv.

–

Embedsværkets

varetagelse af embeder.

–

Den kommunale

revisions måde at fungere på og dens reaktioner på Farum Kommunes

dispositioner.

–

Farum Kommunes aftaler

med organisationer og private virksomheder.

–

Dispositioner

foretaget af Farum Kommune, som har været til gavn for bestemte politiske

partier eller personer.

–

De forskellige

tilsynsmyndigheders rolle, herunder Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt og

forskellige ministerier.

–

Hillerød Politis rolle

i forbindelse med anmeldelser af Farum Kommune.

Undersøgelseskommissionen skal endvidere efter forslaget have

til opgave at fremkomme med forslag til sådanne ændringer af love,

administrative bestemmelser eller praksis, som undersøgelsen kan begrunde.

2.

Som omtalt i

bemærkningerne til beslutningsforslaget er der på nuværende tidspunkt en

række

undersøgelser i gang af og på baggrund af

Farum-sagen.

Som det fremgår af udtalelsen af 21. november 2002 fra

Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, der er udarbejdet til brug

for Justitsministeriets besvarelse den 22. november 2002 af spørgsmål nr. 2

fra

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (B 2 – bilag 4), er

statsadvokaten

således i færd med en meget omfattende og bred efterforskning, der angår en

lang række forskellige forhold vedrørende Farum Kommune.

En række sager om forholdene i Farum Kommune er endvidere under

behandling af de kommunale tilsynsmyndigheder.

Hertil kommer den advokat- og revisionsundersøgelse, som Farum

Kommune selv har iværksat.

Endelig har regeringen i maj 2002 nedsat en hurtigtarbejdende

ekspertgruppe med professor, dr. jur. Jens Peter Christensen som formand.

Ekspertgruppen skal vurdere, om tilsynsmyndighederne med den gældende

lovgivning har de nødvendige redskaber til fremover at imødegå tilsvarende

sager.

3.1.

Justitsministeriet

har som bekendt – både i forhold til det tidligere beslutningsforslag

nr. B 84

og til det foreliggende beslutningsforslag nr. B 2 – advaret mod, at der

på

nuværende tidspunkt træffes beslutning om nedsættelse af en

undersøgelseskommission i Farum-sagen.

Der kan således henvises til de tilkendegivelser, som

justitsministeren fremkom med i forbindelse med Folketingets behandling af

beslutningsforslag nr. B 84, herunder Justitsministeriets besvarelse den 2.

august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og 34 fra Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen (B 84 – bilag 119) og Justitsministeriets besvarelse

den 13.

august 2002 af spørgsmål nr. 37 fra Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen

(B 84 – bilag 124).

Med hensyn til det foreliggende beslutningsforslag kan der

herudover henvises til justitsministerens tilkendegivelser under Folketingets

1. behandling den 20. november 2002 og til Justitsministeriets besvarelse den

22. november 2002 af spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen (B 2 – bilag 4).

I det følgende sammenfattes en række af de principielle og

vanskelige spørgsmål, som beslutningsforslaget giver anledning til, og som

Justitsministeriet tidligere har fremhævet.

3.2.

Der lægges i

beslutningsforslaget op til, at forhold i Farum-sagen, som er genstand for

statsadvokatens efterforskning og eventuelt senere vil blive genstand for en

straffesag ved domstolene, også vil skulle undersøges af

undersøgelseskommissionen.

En række afgørende hensyn taler efter Justitsministeriets

opfattelse imod en sådan ordning.

a.

Det er i

forarbejderne til lov om undersøgelseskommissioner udtrykkeligt forudsat, at

en

undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene kan belyses

tilfredsstillende af faste, ordinære undersøgelsesorganer.

I den foreliggende sag er forholdet ikke alene det, at de

omhandlede sagskomplekser

kan

undersøges af anklagemyndigheden (og

domstolene). Anklagemyndigheden

er

således allerede i gang med en

omfattende efterforskning, der vil vise, om der er grundlag for at føre en

straffesag ved domstolene mod de ansvarlige enkeltpersoner.

Der kan i den forbindelse henvises til, at det i udtalelsen af

21. november 2002 fra Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet om

forholdet mellem efterforskningen – som den tegner sig på nuværende

tidspunkt –

og den række af nærmere angivne punkter, der fremgår af beslutningsforslaget,

bl.a. anføres at det er statsadvokatens

»umiddelbare

opfattelse, at de forhold, der er indeholdt i alle forslagets punkter, på nær

det fjerde om den kommunale revision og de to sidste om henholdsvis

tilsynsmyndighederne og Hillerød Politi, helt eller delvist er omfattet af

SØK’s efterforskning og derfor vil kunne komme i konflikt med denne (og

dermed

muligvis også en senere domsforhandling)

«

.

Efter Justitsministeriets opfattelse er den ordning, som der

lægges op til i udkastet, derfor et eksempel på en kommissionsundersøgelse,

som

efter lovens forarbejder ikke bør iværksættes.

b.

I

beslutningsforslaget anføres, at det er afgørende, at arbejdet i kommissionen

tilrettelægges således, at det

»ikke

kommer på tværs af Bagmandspolitiets efterforskning

«

, og at man går

»ud

fra, at justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af

undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages

«.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at en sideløbende

kommissionsundersøgelse af de forhold, som statsadvokaten efterforsker, må

antages at være egnet til i væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre

statsadvokatens virksomhed. Det skyldes bl.a., at de berørte personer og

deres

bisiddere i givet fald sideløbende skal overveje og tilrettelægge førelsen af

en meget omfattende sag over for to forskellige instanser.

Sådanne forhold vil efter Justitsministeriets umiddelbare

opfattelse kun delvist kunne afhjælpes ved den nærmere udformning af et

kommissorium for undersøgelsen og ved den praktiske tilrettelæggelse af

kommissionens undersøgelse.

c.

Det må herudover

give anledning til meget alvorlige overvejelser og betænkeligheder at lade en

undersøgelseskommission foretage en

»konkurrerende

«

undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som

ville skulle behandles eller allerede var behandlet af domstolene.

Iværksættes den ordning, som der lægges op til i

beslutningsforslaget, vil der bl.a. blive tale om en bevisførelse om de samme

temaer og sagskomplekser og formentlig i vidt omfang ved fremlæggelse af de

samme dokumenter og afhøring af de samme vidner m.v. I den forbindelse vil

henholdsvis kommissionen og domstolene skulle foretage deres egen

selvstændige

vurdering af de fremkomne beviser, herunder bl.a. af den vægt, som der kan

lægges på de forskellige vidneudsagn.

Det er imidlertid i forarbejderne til loven om

undersøgelseskommissioner udtrykkeligt fremhævet, at bevisvurderingerne i en

undersøgelseskommission må foretages med forsigtighed under hensyn til, at

beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk proces under en

almindelig

retssag.

Heraf følger, at det i det særegne tilfælde, hvor der – således

som der lægges op til i beslutningsforslaget – sideløbende foretages en

konkurrerende undersøgelse om de samme forhold i henholdsvis en

undersøgelseskommission og ved domstolene, vil være væsentlig forskel på den

sikkerhed og fasthed, hvormed disse myndigheder kan udtale sig om, hvilket

faktisk hændelsesforløb der kan lægges til grund som bevist.

Hvis undersøgelseskommissionens beretning – hvad der efter

Justitsministeriets opfattelse næppe kan anses for realistisk – måtte

foreligge,

før

en straffesag ved domstolene var afsluttet, ville det

derfor efter Justitsministeriets opfattelse med rette kunne gøres gældende,

at

beretningen ikke kunne lægges til grund som et endeligt billede af de

omhandlede forhold, og at man derfor nu måtte afvente domstolenes vurdering

og

udlægning af hændelsesforløbet.

I det omvendte – og efter Justitsministeriets opfattelse mere

realistiske – tilfælde, hvor kommissionens beretning først forelå

efter

afslutningen af en straffesag ved domstolene, måtte man efter

Justitsministeriets opfattelse også spørge, hvilket nærmere formål

beretningen

skulle tjene:

Hvis beretningen i denne situation gav udtryk for det samme

billede af de undersøgte forhold som domstolene, ville det således kunne

gøres

gældende, at undersøgelsen måtte anses for helt overflødig. Hvis beretningen

omvendt gav udtryk for et andet billede, ville det som følge af det ovenfor

anførte – og efter Justitsministeriets opfattelse med rette – kunne

gøres

gældende, at det i alle tilfælde var domstolenes vurdering af

hændelsesforløbet, der måtte tillægges afgørende betydning, og at

kommissionens

beretning derfor ikke ville kunne lægges til grund for videre analyser og

konklusioner i sagen.

Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets opfattelse, at

en ordning som den beskrevne må anses for uegnet til at opnå det, som efter

loven om undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en

kommissionsundersøgelse, nemlig over for regeringen og Folketinget mv. at

skabe

klarhed over et hændelsesforløb.

Det kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke afvises, at en

afgrænsning af undersøgelseskommissionens opgave – f.eks. således at

kommissionen i det omfang der ved et eventuelt anklageskrift rejses tiltale

mod

en person for forhold vedrørende Farum Kommune ikke skal undersøge, hvilken

rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der er

omfattet

af tiltalen – i et vist omfang kan afbøde nogle af de netop anførte

betænkeligheder.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville der imidlertid – også

med en sådan afgrænsning – fortsat være en væsentlig risiko for, at

undersøgelsen vil være egnet til at skabe usikkerhed og uklarhed og dermed

besværliggøre klarlægningen og analysen af Farums-sagens forskellige

perspektiver og problemstillinger.

3.3.

Endvidere rejser

beslutningsforslaget efter Justitsministeriets opfattelse væsentlige

principielle spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner.

I den forbindelse kan det bl.a. fremhæves, at de implicerede

personer sideløbende ville kunne komme til at afgive forklaring om de samme

eller nært forbundne forhold for forskellige myndigheder og efter forskellige

regelsæt. Det ville herunder kunne være meget vanskeligt for en person, der

er

inddraget i straffesagen ved domstolene, at vurdere og overskue, om en

forklaring for undersøgelseskommissionen – vedrørende f.eks. generelle

spørgsmål om proceduren for behandling af visse sager i kommunen – ville

kunne

belaste den pågældende under straffesagen, og om den pågældende derfor skal

påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at afgive forklaring for

kommissionen.

3.4.

Som anført under

pkt. 1 lægges der i beslutningsforslaget op til, at kommissionen skal

undersøge

alt, hvad der

»har samfundsmæssig

relevans i Farum-sagen

«

, herunder en

række nærmere angivne problemstillinger.

Efter Justitsministeriets opfattelse giver det anledning til

betydelig tvivl, om en sådan beskrivelse af kommissionens opgaver i et

kommissorium ville være i overensstemmelse med § 1, stk. 1, i lov om

undersøgelseskommissioner, hvorefter en undersøgelseskommission kun kan

nedsættes med henblik på undersøgelse af

»nærmere

bestemte forhold

«

. Det er imidlertid

Justitsministeriets

opfattelse, at det

vil være muligt at finde en teknisk løsning på dette spørgsmål.

4.

Som det fremgår,

giver beslutningsforslaget efter Justitsministeriets opfattelse anledning til

en række principielle og vanskelige spørgsmål.

Justitsministeriet finder i den forbindelse navnlig grund til at

fremhæve, at en række afgørende hensyn taler mod den ordning, der lægges op

til

i beslutningsforslaget, hvorefter forhold i Farum-sagen, som er genstand for

statsadvokatens efterforskning og eventuelt senere vil blive genstand for en

straffesag ved domstolene, også vil skulle undersøges af

undersøgelseskommissionen

Det kan i den forbindelse bl.a. nævnes,

at

loven om

undersøgelseskommissioner bygger på en klar forudsætning om, at der ikke bør

iværksættes kommissionsundersøgelser af forhold, som kan belyses

tilfredsstillende af de almindelige undersøgelsesorganer, herunder politiet

og

anklagemyndigheden,

at

statsadvokaten i den foreliggende sag allerede er

i gang med en omfattende efterforskning,

at

der i givet fald måtte

antages at ville blive tale om betydelige vanskeligheder i forhold til

statsadvokatens muligheder for hurtigt og effektivt at færdiggøre sin

efterforskning af sagen, således at der snarest muligt kan foreligge en

afklaring af, om der er grundlag for at rejse tiltale mod de berørte

enkeltpersoner, og

at

det måtte give anledning til meget alvorlige

overvejelser og betænkeligheder at lade en undersøgelseskommission foretage

en

»konkurrerende

«

undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som ville skulle behandles (eller

allerede var behandlet) af domstolene.

Spørgsmål 4:

Ministeren bedes skitsere, hvordan et kommissorium kunne se ud,

hvis forslagets indhold skulle tilgodeses.

Svar:

1.

På et møde mellem

medlemmer af udvalget og justitsministeren den 26. november 2002 blev der

– på

baggrund af beslutningsforslaget fremsat af Socialdemokraterne, SF,

Enhedslisten og Dansk Folkeparti - drøftet en række spørgsmål med henblik på,

at Justitsministeriet herefter – som teknisk bistand - kunne udarbejde

en

skitse til et kommissorium for den undersøgelseskommission, som

forslagsstillerne ønsker nedsat.

Justitsministeriet har i forlængelse af drøftelserne med

forslagsstillerne udarbejdet vedlagte skitse til kommissorium for en

undersøgelseskommission i Farum-sagen.

Den pågældende skitse lever efter Justitsministeriets opfattelse

op til de retlige krav til beskrivelsen af en undersøgelseskommissions

opgaver,

der følger af lov om undersøgelseskommissioner, herunder kravet i lovens § 1,

stk. 1, om, at en undersøgelseskommission kan nedsættes med henblik på at

undersøge

»nærmere bestemte forhold

«

.

2.

Det bemærkes i

tilknytning til den pågældende skitse til kommissorium, at Justitsministeriet

har forstået det således, at forslagsstillerne ønsker, at

undersøgelseskommissionen skal have til opgave at undersøge og redegøre for

et

faktisk begivenhedsforløb – det vil sige at gennemføre en såkaldt

faktum-undersøgelse efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner.

Justitsministeriet har endvidere forstået det således, at

kommissionen efter lovens § 4, stk. 3, skal komme med forslag til sådanne

ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis,

som

undersøgelsen af dette begivenhedsforløb kan begrunde.

Derimod skal en undersøgelseskommission – således som

Justitsministeriet har forstået forslagsstillernes ønske – ikke foretage

retlige

vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det

offentlige

søger nogen draget til ansvar, jf. lovens § 4, stk. 4.

På den baggrund finder Justitsministeriet – sådan som det også

blev nævnt på det pågældende møde – anledning til at gøre opmærksom på,

at

visse formuleringer i beslutningsforslaget med tilhørende bemærkninger kan

forstås således, at den ønskede undersøgelseskommission også bør have til

opgave at komme med retlige vurderinger.

Der henvises herved bl.a. til pkt. 5 i beslutningsforslaget,

hvor der anvendes formuleringen

»set i

forhold til kommunalfuldmagten, konkurrenceregler og reglerne for offentlig

udbud m.v.

«

, samt til bemærkningerne på

side 3, 3, afsnit, hvor det anføres, at de pågældende handlinger

»kan også vurderes i forhold til eventuelle

»systemfejl

«

,

eventuelt tjenstligt ansvar for embedsmænd, eventuel overtrædelse af

kommunale

styrelsesregler, forvaltningsloven, offentlighedsloven, regler for revision

m.v.

«

.

Formuleringer af denne karakter kan give det indtryk, at

undersøgelseskommissionens opgave bl.a. skal bestå i at foretage vurderinger

af, om regler i lovgivningen mv. er tilsidesat – også selv om disse

vurderinger

ikke omfatter, hvilke enkeltpersoner der eventuelt kan drages til ansvar.

Efter Justitsministeriets opfattelse falder det imidlertid

falder uden for den opgavebeskrivelse, der efter lovens § 4, stk. 2, knytter

sig til en faktum-undersøgelse, at foretage retlige vurderinger af, om

lovgivningen mv. er tilsidesat, og den vedlagte skitse til kommissorium er

udformet i overensstemmelse hermed. Såfremt forslagsstillerne finder, at den

i

skitsen angivne faktum-undersøgelse opfylder deres sigte med

beslutningsforslaget, vil det kunne være hensigtsmæssigt, at dette præciseres

under den videre behandling af beslutningsforslaget – eventuelt i

forbindelse

med udvalgets afgivelse af betænkning.

3.

Særligt om

forholdet til den verserende straffesag om forhold vedrørende Farum Kommune

bemærkes, at det følger af skitsen til kommissorium, at

undersøgelseskommissionens

undersøgelse skal afgrænses i forhold til straffesagen.

I skitsens pkt. 1.5 anføres det nærmere herom, at

undersøgelseskommissionen ikke har til opgave at

»undersøge

og redegøre for de dele af det samlede begivenhedsforløb, der efter en

eventuel

tiltalerejsning er omfattet af anklageskriftet. I det omfang der ved et

eventuelt anklageskrift rejses tiltale mod en person, har

undersøgelseskommissionen således ikke til opgave at undersøge og redegøre

for,

hvilken rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der

omfattes af tiltalen mod vedkommende. Derimod kan undersøgelseskommissionen

undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har

haft med hensyn til sådanne forhold.

«

Den angivne afgrænsning i skitsen til kommissorium er formuleret

på grundlag af de tilbagemeldinger, som Justitsministeriet har fået fra

forslagsstillerne efter det ovennævnte møde. Justitsministeriet har således

forstået, at forslagsstillerne ønsker, at undersøgelseskommissionens

undersøgelse afgrænses i forhold til straffesagen i overensstemmelse med den

valgte formulering.

4.

Som det fremgår,

er den vedlagte skitse til kommissorium udarbejdet med det sigte at afspejle

de

ønsker, som Justitsministeriet har forstået, at forslagsstillerne har med

hensyn til en undersøgelseskommission vedrørende Farum Kommune.

Med henblik på at sikre, at skitsen til kommissorium afspejler

forslagsstillernes ønsker, finder Justitsministeriet, at det kan være

hensigtsmæssigt, at ministeriet under et møde inden 2. behandlingen af

beslutningsforslaget foretager en teknisk gennemgang af skitsen, herunder

betydningen af, at undersøgelseskommissionens opgave efter skitsen er at

foretage en faktum-undersøgelse, samt konsekvenserne af den i skitsen

foretagne

afgrænsning af kommissionens opgave i forhold til straffesagen.

5.

Det skal

afslutningsvis bemærkes, at regeringen fortsat finder, at der på nuværende

tidspunkt ikke bør træffes beslutning om at nedsætte en

undersøgelseskommission

i Farum-sagen. Der kan i den forbindelse henvises til besvarelsen af

spørgsmål

nr. 3 fra udvalget.

Samtidig er det klart, at Justitsministeriet efter vedtagelsen

af en folketingsbeslutning om nedsættelse af en undersøgelseskommission

straks

vil tage initiativ til at gennemføre en sådan beslutning i overensstemmelse

med

lov om undersøgelseskommissioner.

Skitse til kommissorium

for en undersøgelseskommission i

Farum-sagen

1.1.

På baggrund af

Folketingets beslutning af om nedsættelse af en kommission til undersøgelse

af Farum-sagen nedsætter justitsministeren herved i medfør af lov om

undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse af Farum-sagen

(Farum-kommissionen).

1.2.

Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om

undersøgelseskommissioner til opgave at undersøge og redegøre for det samlede

begivenhedsforløb, som knytter sig til de beskrivelser og påstande, der er

fremkommet i medierne og den offentlige debat, om en lang række kritisable

forhold vedrørende Farum Kommune.

Fremkommer der i forbindelse med kommissionens undersøgelse

andre forhold, som er af sådan karakter, at de må anses for at høre med i en

redegørelse om forholdene vedrørende Farum Kommune, kan kommissionen også

undersøge og redegøre for sådanne forhold.

Som eksempler på de angivne kritisable forhold kan nævnes sager

om kommunens låneoptagelse, kommunens indgåelse af aftaler med organisationer

og private virksomheder, indgåelse af reklame- og sponsoraftaler mellem

sportsklubber og private virksomheder med forretningsforbindelser til

kommunen,

kommunens afholdelse af udgifter i forbindelse med restaurationsbesøg mv.,

kommunens køb af fast ejendom, kommunens behandling af bygge- og plansager,

herunder opførelse af ungdomsboliger, kommunens aktiveringsindsats samt

kommunens behandling af sager om aktindsigt. Endvidere har der i debatten

været

rejst kritik af den måde, hvorpå tilsynsmyndigheder mv. har reageret på

forholdene i Farum Kommune.

Undersøgelseskommissionen skal inden for de anførte rammer bl.a.

undersøge og redegøre for

borgmesterens varetagelse af sine opgaver som øverste daglige

leder af administrationen, formand for økonomiudvalget og formand for

kommunalbestyrelsen

kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af deres opgaver

de kommunale embedsmænds varetagelse af deres opgaver

samarbejdet mellem kommunalpolitikerne og de kommunale

embedsmænd

den kommunale revisions varetagelse af sine opgaver

Farum Kommunes aftaler med organisationer og private

virksomheder, herunder sportsklubber og finansieringsinstitutter

dispositioner foretaget af Farum Kommune, som har været til gavn

for bestemte politiske partier eller personer, f.eks. i forbindelse med

valgkampe

de forskellige tilsynsmyndigheders varetagelse af deres opgaver,

herunder Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune,

relevante ministerier samt Arbejdsmarkedsrådet

Hillerød Politis varetagelse af sine opgaver i forbindelse med

anmeldelser af Farum Kommune.

1.3.

Undersøgelsen

skal omfatte perioden fra 1. januar 1990 til tidspunktet for kommissionens

nedsættelse.

Undersøgelseskommissionen kan dog beslutte også at inddrage

forhold, der ligger forud for 1. januar 1990, hvis kommissionen finder behov

for det med henblik på at kunne give en sammenhængende redegørelse for

begivenhedsforløbet i den nævnte periode.

1.4.

Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 3, i lov om

undersøgelseskommissioner endvidere til opgave at komme med forslag til

sådanne

ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis,

som

undersøgelsen af det samlede begivenhedsforløb kan begrunde.

1.5.

For tiden

verserer en omfattende strafferetlig efterforskning vedrørende Farum Kommune.

Efterforskningen, der forestås af Statsadvokaten for særlig

økonomisk kriminalitet, angår en lang række af de forhold, der er nævnt

ovenfor

under pkt. 1.2.

På den baggrund har undersøgelseskommissionen ikke til opgave at

undersøge og redegøre for de dele af det samlede begivenhedsforløb, der efter

en eventuel tiltalerejsning er omfattet af anklageskriftet. I det omfang der

ved et eventuelt anklageskrift rejses tiltale mod en person, har

undersøgelseskommissionen således ikke til opgave at undersøge og redegøre

for,

hvilken rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der

omfattes af tiltalen mod vedkommende. Derimod kan undersøgelseskommissionen

undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har

haft med hensyn til sådanne forhold.

Ved tilrettelæggelsen af sit arbejde skal

undersøgelseskommissionen i øvrigt tage hensyn til den fortsatte

strafferetlige

efterforskning i Farum-sagen og til eventuelle efterfølgende straffesager ved

domstolene. Undersøgelseskommissionen kan i den forbindelse – hvis den

finder

det rigtigt eller hensigtsmæssigt - bl.a. bestemme, at dens undersøgelse af

dele af det samlede begivenhedsforløb skal afvente den videre strafferetlige

behandling af Farum-sagen.

Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen og Statsadvokaten

for særlig økonomisk kriminalitet i fornødent omfang drøfter de spørgsmål,

der

løbende kan opstå om forholdet mellem undersøgelseskommissionens arbejde og

den

verserende straffesag – herunder også mere praktiske spørgsmål med

henblik på

at sikre, at kommissionen fra politi- og anklagemyndighed kan modtage det

materiale, som kommissionen finder relevant for sin undersøgelse.

1.6.

Hvis

undersøgelseskommissionen afgiver sin beretning på et tidspunkt, hvor

eventuelle straffesager vedrørende forhold, der er omfattet af pkt. 1.2 og

1.3

ovenfor, er afsluttet ved domstolene, anmodes kommissionen om – såfremt

det

findes hensigtsmæssigt med henblik på at opnå en samlet beskrivelse af alle

væsentlige forhold vedrørende

Farum

Kommune – i beretningen at medtage en gengivelse af, hvad der er blevet

afdækket under domstolenes behandling af straffesagerne.

Bilag 3

Oversigt over bilag vedrørende tilsvarende

beslutningsforslag nr. B 84 samt beretningen over beslutningsforslaget fra

folketingsåret 2001-02, 2. samling

Oversigten og beretningen er optrykt efter ønske fra

udvalget.

Udvalget for Forretningsordenen

Christiansborg, den 22. november 2002

Efter anmodning omdeles oversigt over bilag

vedrørende det tilsvarende beslutningsforslag nr. B 84 i folketingsåret

2001-02, 2.samling, samt beretningen.

Bilagene vil ikke blive omdelt, men interesserede

medlemmer og stedfortrædere kan rekvirere dem ved henvendelse til Lise

Vittrup

(lokal 3117) i Lovsekretariatet.

Bilagene kan i øvrigt læses eller udskrives fra

Folketingets web, hvis man trykker på Dok-delen, Arkivknappen og vælger

folketingsåret 2001-02, 2.samling, udvalgsbilag, Udvalget for

Forretningsordenen, bilag vedr. beslutningsforslag nr. B 84 og det ønskede

bilagsnummer.

Med venlig hilsen

Sekretæren

Oversigt over bilag omdelt på B 84 i UFO

Bilagsnr.

Titel

1

Kopi KOU: Spm. 1 om rækkevidden af den kommunale

styrelseslovs § 66, til indenrigs- og sundhedsministeren

2

Kopi KOU: Spm. 19 om relationer mellem Farum Kommune og

Farum Boldklub, til indenrigs- og sundhedsministeren

3

Kopi KOU: S 852 om Farum Kommune

4

Kopi KOU: S 902 om udbetaling af lønninger i forbindelse

med Farum Kommune

5

Kopi KOU: S 903 om byrådsmedlemmers rettigheder og

pligter i forbindelse med Farum Kommune

6

Kopi KOU: S 904 om overholdelse af love og regler i

forbindelse med Farum Kommune

7

Kopi KOU: S 905 om kommuners regnskabsaflæggelse i

forbindelse med Farum Kommune

8

Kopi KOU: S 906 om tilsynsmyndigheders

sanktionsmuligheder i forbindelse med Farum Kommune

9

Kopi KOU: S 907 om økonomiske aftaler og relationer i

forbindelse med Farum Kommune

10

Kopi KOU: S 1016 om likviditetskrav i Farum Kommune

11

Kopi KOU: S 864 om fordeling af 500 mio. kr. på

ældreområdet

12

Kopi KOU: Spm. 22 om

»underhåndskontrakter

«

i Farum Kommune, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 23 om Farum Kommunes økonomiske situation,

til indenrigs- og sundhedsministeren

13

Kopi KOU: Svar på spm. 19 om relationer mellem Farum

kommune og Farum Boldklub, fra indenrigs- og sundhedsministeren

14

Kopi KOU: Svar på S 1021-28 om budgetter i forbindelse

med Farum Kommune

15

Spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, til

økonomi- og erhvervsministeren

16

Spm. 2 om vurdering af kommunal revision, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet har ønsket

besvaret, til indenrigs- og sundhedsministeren

Spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 7 om kommissorium for Jens Peter

Christensen-udvalget, til indenrigs- og sundhedsministeren

Spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 9 om kritiske bemærkninger, til indenrigs- og

sundhedsministeren

17

Spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, til

Folketingets Ombudsmand

18

Spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, til

justitsministeren

Spm. 12 om anmeldelser til politiet, til

justitsministeren

19

Kopi KOU: Henvendelse fra Claus Andersen, Farum, vedr.

Farum Kommunes økonomiske forhold

20

Kopi KOU: Svar på S 1659 vedr. konkret klagesag over

afslag på aktindsigt

21

Kopi KOU: Artikel i Berlingske Tidende 19/3-02:

»Fra Nordisk Fjer til Farum

«

22

Kopi KOU: Artikel i Politiken 12/4-02:

»Brixtofte vil ikke gå

«

23

Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets

rolle i Farumsagen

24

Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets

rolle i Farumsagen

25

Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets

rolle i Farumsagen

26

Svarfrist for besvarelse af spørgsmål (B 84)

27

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra kulturministeren

28

Kopi KOU: Svar på spm. 31 om oversendelse af

kommissorium, fra indenrigs- og sundhedsministeren

29

Svar på spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, fra

Folketingets Ombudsmand

30

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra skatteministeren

31

Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra

indenrigs- sundhedsministeren

Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-

og sundhedsministeren

32

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra undervisningsministeren

33

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra ministeren for videnskab, teknologi og udvikling

34

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra miljøministeren

35

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra fødevareministeren

36

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra økonomi- og erhvervsministeren

37

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra trafikministeren

38

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra beskæftigelsesministeren

39

Kopi KOU: Notat om en kommunalbestyrelses mulighed for at

afsætte en borgmester i medfør af den kommunale styrelseslovs § 66

40

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra integrationsministeren

41

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra socialministeren

42

Kopi KOU: Svar på S 1703 vedr. ansættelsesvilkår i Farum

Kommune

43

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 2 om vurdering af kommunal revision, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet har

ønsket besvaret, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 7 om kommissorium for Jens Peter

Christensen-udvalget, fra indenrigs- og sundhedsministeren

44

Kopi KOU: Spm. 29 om journaliseringspligt i den kommunale

sagsbehandling, til indenrigs- og sundhedsministeren

45

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra justitsministeren

Svar på spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, fra

justitsministeren

Svar på spm. 12 om anmeldelser til politiet, fra justitsministeren

46

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra forsvarsministeren

47

Kopi KOU: Telegram fra Ritzaus Bureau 14/5-02:

»Hvordan forebygges misbrug a la Farum?

«

48

Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-

og sundhedsministeren

49

Farum Byråds beslutning om at suspendere Peter Brixtofte

50

»Myndigheder skal tage ansvar for Farumskandalen«

51

Tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen

52

Besvarelse af § 20-spm. nr. S 1697 vedr. Farum Kommune

53

»Tilsynsråd afviser kritik om smøl«

54

»Tilsynsråd forudsiger erstatningskrav i Farum«

55

Samrådsspm. A om den strafferetlige efterforskning af

forholdene i Farum Kommune, til justitsministeren

56

Spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto, til

indenrigs- og sundhedsministeren

57

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra finansministeren

58

Endeligt svar på spm. 10 om oversigt over

ombudsmandssager, fra Folketingets Ombudsmand

59

»Farumskandalen« (DR-nyheder)

60

Oversigt over udvalgsbilag med stikord eller kort resumé

m.v.

61

Foreløbig tidsplan for underudvalgets behandling af

forslag

62

»Brixtoftes højrehånd sigtet«

63

»SF i Farum vil sprede regningen efter Brixtofte«

64

Kopi KOU: Svar på spm. 38 om oversendelse af talepapir

vedr. samrådsspørgsmål B (Farummodellen), fra indenrigs- og

sundhedsministeren

65

Kopi KOU: Svar på spm. S 2098 vedr. Venstres krav om

åbenhed og ydmyghed over for magten, fra indenrigs- og sundhedsministeren

66

Kopi KOU: Svar på spm. S 2099 om Venstres krav om åbenhed

og ydmyghed over for magten, fra indenrigs- og sundhedsministeren

67

Kopi KOU: Svar på spm. S 2111 om færdiggørelse af Farum

Kommunes regnskab, fra indenrigs- og sundhedsministeren

68

Kopi KOU: Svar på spm. S 2144, om Farummodellen fortsat

er politisk levedygtig, fra indenrigs- og sundhedsministeren

69

Samrådsspm. B om Farum Kommune, til indenrigs- og

sundhedsministeren

70

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra fødevareministeren

71

»Tilsynsråd truer Farum Byråd med tvangsbøder«

72

Ritzau om Farum/tilsynsråd

73

»Ny Farum-sag for bagmandspolitiet«

74

Spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål A vedr. den

strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, til

justitsministeren

75

Kopi KOU: Spm. 52 om oversendelse af talepapir til

besvarelse af samrådsspørgsmål D (Farummodellen), til indenrigs- og

sundhedsministeren

76

Kopi KOU: Spm. 53 om, hvorvidt Finanstilsynet har indledt

en undersøgelse af låneaftale med Farum Kommune, til økonomi- og

erhvervsministeren

77

Kopi KOU: Spm. 54 om kommentar til hvidbog om

tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, til indenrigs- og

sundhedsministeren

78

Kopi KOU: Spm. 55 om kommentar til tillæg til hvidbog om

tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, til indenrigs- og

sundhedsministeren

79

Kopi KOU: Henvendelse fra Kurt Jacobsen, Farum, m.fl.,

tillæg til

»Tilsynsmyndighedernes

rolle i Farum-skandalen

«

80

»Flertal for Farum-undersøgelse«

81

Supplerende svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

Supplerende svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

82

Oversigt over sager, ministeriet har haft inden for de

seneste 5 år vedrørende Farum Kommune (inkl. klagesager)

83

Svar på spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

84

»Flertal for kommissionsundersøgelse af Farum«

85

»Undersøgelse af Farum-sagen« (telegram, Ritzau)

86

Spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, til indenrigs-

og sundhedsministeren

87

Spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, til indenrigs- og

sundhedsministeren

88

Spm. 17 om PET-undersøgelse, til justitsministeren

89

Spm. 18 om 18. maj-kommissionen, Farum Kommune, til

justitsministeren

90

Spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune, til

beskæftigelsesministeren

91

Spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune, til

beskæftigelsesministeren

92

Spm. 21 om administration af EU’s socialfondsmidler,

Farum Kommune, til beskæftigelsesministeren

93

Spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum Kommune, til

beskæftigelsesministeren

94

Kopi KOU: Spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed ved

kommende kommunalvalg, til indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 58 om redegørelse for revisionen for

1998-2000 i Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 59 om referat af møde med Farum Byråd

februar 2002, til indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 60 om erstatningskrav over for

kommunalbestyrelsesmedlemmer, til indenrigs- og sundhedsministeren

95

Kopi KOU: Svar på spm. 52 om oversendelse af talepapir

til besvarelse af samrådsspørgsmål D (Farummodellen), fra indenrigs- og

sundhedsministeren

96

Kopi KOU: Spm. 56 om sager behandlet af Tilsynsrådet for

Frederiksborg Amt, til indenrigs- og sundhedsministeren

97

Kopi KOU: Spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub og

Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren

98

Kopi KOU: Diverse artikler vedrørende Farumsagen

99

Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når

der samtidig verserer en strafferetlig efterforskning af de samme forhold

100

1. udkast til beretning

101

Brev til underudvalget om møde den 7/8-02 med henblik på

en gennemgang og politisk drøftelse af flertallets udkast til beretning over

B 84 (B 84 – bilag 100)

102

Svar på spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål A vedr.

den strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, fra

justitsministeren

103

Svar på spm. 17 om PET, undersøgelse, fra

justitsministeren

Svar på spm. 18 om 18 maj-kommissionen, Farum Kommune,

fra justitsministeren

104

Spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og redskaber for

at få sager behandlet i økonomiudvalget og byrådssalen, til indenrigs- og

sundhedsministeren

105

Spm. 25 om undersøgelseskommissionen, til

justitsministeren

Spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan forlange

materiale udleveret fra anklagemyndigheden, til justitsministeren

Spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede hos

bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en undersøgelseskommission,

til justitsministeren

Spm. 28, om personer kan pålægges at afgive forklaring

for en undersøgelseskommission, til justitsministeren

Spm. 29 om retsgarantier, til justitsministeren

Spm. 30 om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad Farumsagen

drejer sig om, til justitsministeren

Spm. 31, om det ikke er muligt at adskille temaerne i

straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, til justitsministeren

Spm. 32 om forklaringer for undersøgelseskommissionen og

vidner i straffesagen, til justitsministeren

Spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede, til

justitsministeren

Spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan holde

straffesagen uden for undersøgelseskommissionens arbejde, til

justitsministeren

106

Spørgsmål 29 taget tilbage

107

Svar på spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

108

Notat om

»UFO-underudvalgets

«

beføjelser, særlig i relation til

sagsoplysning

109

Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra

indenrigs- sundhedsministeren

Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-

og sundhedsministeren

110

Svar på spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

111

Kopi KOU: Svar på spm. 55 om kommentar til tillæg til

hvidbog om tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

112

Kopi KOU: Svar på spm. 54 om kommentar til hvidbog om

tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

113

Revideret oversigt over udvalgsbilag med stikord eller

kort resumé m.v (pr. 17/7-02)

114

Svar på spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune,

fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune,

fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 21 om administration af EU’s

socialfondsmidler, Farum Kommune, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum

Kommune, fra beskæftigelsesministeren

115

2. udkast til beretning

116

Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når

Folketinget har truffet beslutning herom i Folketingssalen m.v.

117

Kopi KOU: Svar på spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed

ved kommende kommunalvalg, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Svar på spm. 58 om redegørelse for revisionen

for 1998-2000 i Farum Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Svar på spm. 59 om referat af møde med Farum

Byråd februar 2002, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Svar på spm. 60 om erstatningskrav over for

kommunalbestyrelsesmedlemmer, fra indenrigs- og sundhedsministeren

118

Svar på spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og

redskaber for at få sager behandlet i økonomiudvalget og byrådssalen, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

119

Svar på spm. 25 om undersøgelseskommissionen, fra

justitsministeren

Svar på spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan

forlange materiale udleveret fra anklagemyndigheden, fra justitsministeren

Svar på spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede

hos bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en

undersøgelseskommission, fra justitsministeren

Svar på spm. 28, om personer kan pålægges at afgive

forklaring for en undersøgelseskommission, fra justitsministeren

Svar på spm. 30, om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad Farumsagen

drejer sig om, fra justitsministeren

Svar på spm. 31, om det ikke er muligt at adskille

temaerne i straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, fra

justitsministeren

Svar på spm. 32 om forklaringer for

undersøgelseskommissionen og vidner i straffesagen, fra justitsministeren

Svar på spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede,

fra justitsministeren

Svar på spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan

holde straffesagen uden for undersøgelseskommissionens arbejde, fra

justitsministeren

120

3. udkast til beretning

121

Spm. 35 om erstatningskrav, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for inhabile

ved behandling af sager, der angår Farum Kommune, til indenrigs- og

sundhedsministeren

122

Spm. 37 om undersøgelseskommissioner, til

justitsministeren

123

4. udkast til beretning

124

Svar på spm. 37 om undersøgelseskommissioner, fra

justitsministeren

125

Svar på spm. 35 om erstatningskrav, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

Svar på spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for

inhabile ved behandling af sager, der angår Farum Kommune, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

126

Notat om ekspertgruppen og om undersøgelseskommissionen

127

5. udkast til beretning

128

6. udkast til beretning

129

Kopi KOU: Svar på spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub

og Farum Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 28.

august 2002

Beretning

over

Forslag til

folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen

[af Aage Frandsen (SF), Margrete Auken (SF),

Anne Baastrup (SF) og Kristen Touborg (SF)]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. marts 2002 og var til

1. behandling den 9. april 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1.

behandling

henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.

Udvalget for Forretningsordenen henviste den 10. april 2002

beslutningsforslaget til forberedende behandling i Underudvalget under

Udvalget

for Forretningsordenen (herefter Underudvalget), jf. Folketingets

forretningsorden § 59.

Møder

Underudvalget har behandlet beslutningsforslaget i 6 møder,

heraf 2 møder, hvor henholdsvis justitsministeren og indenrigs- og

sundhedsministeren var indkaldt i samråd.

Spørgsmål

Underudvalget har stillet 1 spørgsmål til skriftlig besvarelse

henholdsvis til økonomi- og erhvervsministeren, finansministeren,

beskæftigelsesministeren, justitsministeren, kulturministeren,

integrationsministeren, skatteministeren, trafikministeren,

videnskabsministeren,

fødevareministeren, forsvarsministeren, miljøministeren, indenrigs- og

sundhedsministeren, undervisningsministeren og socialministeren, som disse

har

besvaret.

Derudover har Underudvalget til skriftlig besvarelse stillet 1

spørgsmål til Folketingets Ombudsmand, 15 spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren, 15 spørgsmål til justitsministeren og 4 spørgsmål til

beskæftigelsesministeren, som disse har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

På den baggrund opfordrer et

flertal

(S, DF, SF og EL) justitsministeren til at nedsætte en

undersøgelseskommission

i henhold til lov om undersøgelseskommissioner med henblik på at undersøge

hele

Farumsagen. Flertallet betragter en afdækning og en undersøgelse af, hvad der

er sket i Farum Kommune, og hvad forskellige andre myndigheder har gjort og

ikke gjort i den forbindelse, samt en række relationer mellem Farum Kommune

og

en række private virksomheder, organisationer m.v. som værende af

»almenvigtig betydning

«

, jf. lov om undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1.

Flertallet lægger afgørende vægt på, at enhver skal være

forpligtet til under vidneansvar at afgive forklaring for

undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen anmoder om det. Dette

indebærer, at formanden er en dommer, jf. lovens kapitel 5. Pligten til at

afgive forklaring som vidne gælder naturligvis ikke

»i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for

strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold, undersøgelsen

omfatter

«

. Ligesom vidnepligten heller

ikke gælder

»i det omfang, der må

antages at foreligge mulighed for, at det offentlige gør et disciplinært

eller

tilsvarende ansættelsesretligt ansvar gældende over for den pågældende i

anledning af de nævnte forhold

«

, jf.

lovens § 12. Flertallet lægger også afgørende vægt på, at kommissionen har

tre

medlemmer, af hensyn til, at kommissionen som helhed besidder viden om og

indsigt i både juridiske, økonomiske, erhvervsmæssige og mere generelle

samfundsmæssige forhold, jf. § 2. Endelig lægger flertallet vægt på, at møder

i

undersøgelseskommissionen og møder i retten er offentlige, jf. lovens kapitel

10, med de begrænsninger, der også ligger heri.

Der er efter flertallets opfattelse en række grunde til, at der

bør nedsættes en undersøgelseskommission.

Det fremgår bl.a. af en række klager, der er kommet fra en

gruppe borgere i Farum Kommune, og af en række andre oplysninger, der er

fremkommet, at mange borgere i Farum Kommune har følt, at der åbenbart for

Farum Kommune gjaldt særlige forhold, og at almindelige retsregler ikke

gjaldt

for Farum Kommune. Mange borgere har fået en opfattelse af, at Farum Kommune

befandt sig i et retstomt rum, og at landets love og regler ikke gjaldt for

Farum, hvilket kan sammenholdes med, at Farum Kommune ofte blev fremhævet som

foregangskommune og mønsterkommune.

Uanset at forholdene i Farum Kommune har været unikke i forhold

til andre kommuner, er det vigtigt at få afdækket, hvordan det har været

muligt, at forholdene har kunnet udvikle sig, som tilfældet er, og hvordan så

mange har kunnet blive involveret, f.eks. private virksomheder, samt hvorfor

forskellige tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind enten af sig selv eller på

baggrund af klager.

Når en undersøgelse af Farumsagen er af

»almenvigtig betydning

«,

skyldes det også, at det er en af de største og måske den største skandalesag

inden for det offentlige med udgangspunkt i en kommune, vi nogen sinde har

set

i Danmark.

Fra alle sider af det politiske spekter er det blevet fremhævet,

at

»alle sten skal vendes

«

i Farum-sagen. Derfor er det vigtigt, at

der iværksættes en undersøgelse, der sikrer, at alle sten bliver vendt.

Ellers

kan man risikere, at der breder sig en opfattelse af, at der gælder særlige

regler, når politikere er involveret, og at politikerne forsøger at dække

over

hinanden.

Formålet med undersøgelsen er at afdække alt det, som ikke er

omfattet af den efterforskning, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet (bagmandspolitiet) har indledt med henblik på eventuelt at rejse

tiltale i henhold til straffelovgivningen. Det betyder samtidig, at

undersøgelseskommissionen ikke skal vurdere, om der er grundlag for tiltale

efter straffeloven. Dette spørgsmål efterforskes og vurderes af

bagmandspolitiet.

Undersøgelseskommissionen kan nemt komme til at beskæftige sig

med forhold, der er omfattet af politiets efterforskning, f.eks. samarbejdet

mellem kommunen og private virksomheder samt kommunalbestyrelsens

informationsniveau i forhold til borgmesterens handlinger m.v. Der er intet

forkert i, at bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen ser på samme

forhold. Formålet med

politiets

undersøgelser er alene at undersøge, om der er grundlag for strafferetlig

tiltale. Det er ikke undersøgelseskommissionens opgave. Men de samme

handlinger

og mange flere, som slet ikke er omfattet af politiets efterforskning m.v.,

kan

også vurderes i forhold til eventuelle

»systemfejl

«

, eventuelt tjenstligt ansvar for

embedsmænd, eventuel overtrædelse af kommunale styrelsesregler,

forvaltningsloven, offentlighedsloven, regler for revision m.v. Der er intet

forkert i, at undersøgelseskommissionen og politiet samarbejder med hensyn

til

materiale om de faktiske forhold. Tværtimod er det nødvendigt i dette

tilfælde.

Undersøgelseskommissionens medlemmer vil i disse tilfælde være omfattet af

samme tavshedspligt som politiet, jf. i øvrigt lovens kapitel 8.

I forbindelse med udarbejdelse af kommissoriet for

undersøgelseskommissionens arbejde skal justitsministeren tilgodese, at

bagmandspolitiets og undersøgelseskommissionens arbejde ikke kolliderer med

hinanden, og at bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen tværtimod

samarbejder vedrørende materiale m.v.

Flertallet er også opmærksomt på, at der foregår andet arbejde

med hensyn til at afdække forhold i Farumsagen. Men for dette arbejde gælder

det, at det alene bygger på tilgængeligt materiale, og at ingen i den

forbindelse har pligt til at udtale sig, hvis de ikke ønsker det eller er

under

vidneansvar. Dertil kommer, at disse

»undersøgelser

«

har meget specifikke formål. Hvis

undersøgelser af Farumsagen alene blev afgrænset til det, der allerede er sat

i

gang, ville det indebære, at der bortset fra det strafferetlige spørgsmål

ikke

ville ske nogen reel undersøgelse af Farumsagens mange aspekter. For

flertallet

er det afgørende, at der kommer en uvildig, alsidig og grundig undersøgelse.

Farum Kommunes egen undersøgelse drejer sig primært om at få

undersøgt kommunens forretningsgange og få undersøgt, om kommunen eventuelt

kan

rejse erstatningssager. Men det vil alene kunne ske på grundlag af

tilgængeligt

materiale. Men resultatet af Farum Kommunes egen undersøgelse skal

naturligvis

tilgå undersøgelseskommissionen.

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har en række sager til

behandling, hvoraf en del vedrører tidligere forhold, som tilsynsrådet også

tidligere har forholdt sig til. Det arbejde, hvor tilsynsrådet udøver sin

tilsynspligt, skal naturligvis fortsætte.

Der er derfor en række områder og forhold, der slet ikke

undersøges, herunder tilsynsmyndighedernes rolle.

I det omfang der er begået ulovligheder i Farum Kommune, som

ikke er af strafferetlig karakter, f.eks. i forhold til spørgsmål om

offentlighed i forvaltningen, vil en undersøgelseskommission derfor godt

kunne

undersøge, hvorfor der ikke blev grebet ind fra diverse tilsynsmyndigheder,

uden at dette forudsætter, at man afventer politiets efterforskning og

domstolenes bedømmelse af, præcis hvilke straffelovsovertrædelser bestemte

personer eventuelt kan dømmes for.

Det samme er tilfældet på aktiveringsområdet, hvor

Arbejdsmarkedsrådet for Frederiksborg Amt tilsyneladende ikke har ment, at

det

har skullet føre et aktivt tilsyn, men alene har henholdt sig til oplysninger

fra Farum Kommune.

Undersøgelseskommissionen skal både undersøge, hvad der er sket,

og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have været grebet

ind.

Derfor skal alle dispositioner foretaget af Farum Kommune og kommunens

samarbejde med organisationer og private virksomheder, herunder

sportsklubber,

finansieringsselskaber m.v., gøres til genstand for undersøgelsen, medmindre

de

er omfattet af politiets undersøgelse. Det samme gælder de forskellige plan-

og

tilsynsmyndigheders rolle, f.eks. i forbindelse med opførelse af

ungdomsboliger, kommunens køb af jord, kommunens aktiveringsindsats m.v.

Med det generelle forbehold, at undersøgelseskommissionen ikke

skal undersøge og tage stilling til, om der er grundlag for at rejse tiltale

efter straffelovgivningen, idet dette spørgsmål helt er overladt til

bagmandspolitiet, ønsker flertallet, at undersøgelseskommissionen skal

undersøge alt andet, der har samfundsmæssig relevans i Farumsagen.

Det gælder især:

-

Borgmesterens

varetagelse af funktionerne som øverste daglige leder af administrationen,

formand for økonomiudvalget og formand for kommunalbestyrelsen.

-

Kommunalbestyrelsesmedlemmernes

varetagelse af deres hverv.

-

Embedsværkets

varetagelse af embeder, herunder dets muligheder for at gøre det og den måde,

det har gjort det på.

-

Den kommunale

revisions måde at fungere på og dens reaktioner på Farum Kommunes

dispositioner.

-

Farum Kommunes aftaler

med organisationer og private virksomheder, herunder sportsklubber og

finansieringsinstitutter, set i lyset af kommunalfuldmagten,

konkurrencereglerne og reglerne for offentlige udbud m.v.

-

Dispositioner

foretaget af Farum Kommune, som har været til gavn for bestemte politiske

partier eller personer, f.eks. i forbindelse med valgkampe.

-

De forskellige

tilsynsmyndigheders rolle, bl.a. i forbindelse med de mange klagesager. Det

gælder både Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune som

tilsynsmyndighed og de forskellige ministerier som tilsynsmyndighed.

-

Endelig vil det også

være relevant at se på Hillerød Politis rolle i forbindelse med anmeldelser

af

Farum Kommune.

Formålet med undersøgelsen er også at forebygge, at lignende

sager opstår i fremtiden. For uanset at forholdene i Farum Kommune forekommer

unikke, kunne nogle af de problemer, som er opstået i Farum Kommune, godt

opstå

andre steder, uden at det ville være så omfattende som i Farum Kommune.

Farumsagen vil derfor muligvis give anledning til ændringer i love,

administrative regler m.v.

Ændringer af lovgivningen om det kommunale tilsyn, som opfattes

som nødvendige og/eller oplagte, skal efter flertallets opfattelse ikke

afvente

resultatet af undersøgelseskommissionens arbejde. Der er allerede sat

forskellige arbejder i gang med henblik på eventuelle lovændringer af f.eks.

reglerne om tilsynet med amtskommuner og kommuner. På samme måde skal

nedsættelse af en undersøgelseskommission ikke begrænse arbejdet i det

såkaldte

Jens Peter Christensen-udvalg, som indenrigs- og sundhedsministeren har

nedsat.

Skulle det vise sig, at undersøgelseskommissionens arbejde giver anledning

til

yderligere ændringer i lovgivningen eller i administrative regler, ændrer det

ikke ved, at det allerede i den kommende folketingssamling kan være

fornuftigt

at gennemføre ændringer, bl.a. på baggrund af betænkning nr. 1395/2000 om

statens tilsyn med kommunerne og arbejdet i det såkaldte Jens Peter

Christensen-udvalg.

Som det fremgår af lov om undersøgelseskommissioner kap. 3, kan

undersøgelseskommissionen få til opgave

»at

undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb

«

(jf. § 4, stk. 2) og

»at

komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser

eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde

«

(jf. § 4, stk. 3). Det er flertallets

opfattelse, at undersøgelseskommissionen skal have disse opgaver. Men da Jens

Peter Christensen-udvalget netop har til opgave at se på behovet for

ændringer

af love, administrative regler og praksis, hvilket formentlig allerede i

næste

folketingssamling vil resultere i ændringer, vil behovet for den del af

kommissionens arbejde være mindre. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der

i

forbindelse med undersøgelseskommissionens arbejde kan komme ting frem, som

kan

give anledning til et yderligere behov for ændringer i love og administrative

regler og praksis. Derfor skal det selvfølgelig også være en opgave for

undersøgelseskommissionen at komme med forslag til sådanne yderligere

ændringer

af love m.v., som undersøgelsen kan begrunde.

Derimod mener flertallet, at det vil være hensigtsmæssigt, at

undersøgelseskommissionen undlader at komme med retlige vurderinger, selv om

lov om undersøgelseskommissioner giver mulighed herfor (jf. § 4, stk. 4).

Derved undgås, at sådanne retlige vurderinger eventuelt kolliderer med

eventuel

strafferetlig tiltale og eventuel domfældelse. Dermed sker der også en

imødekommelse af noget af den kritik, som har været fremført imod, at en

undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig med, at der kører en

strafferetlig sag.

Bortset fra den afgrænsning, som ligger i forhold til

bagmandspolitiets efterforskning skal undersøgelseskommissionen ikke

begrænses

i at kunne undersøge forhold, handlinger, undladelser m.v., som har

samfundsmæssig relevans, frem til det tidspunkt, hvor

undersøgelseskommissionen

bliver nedsat.

Som det allerede er fremgået, er det efter flertallets

opfattelse vigtigt, at arbejdet med henblik på nedsættelse af en

undersøgelseskommission påbegyndes snarest. Flertallet mener derfor ikke, at

man kan vente med at nedsætte en undersøgelseskommission til et eller andet

tidspunkt ude i fremtiden, hvor den strafferetlige efterforskning er

afsluttet,

og hvor der evt. er rejst tiltale, samt hvor der evt. også er sket

domfældelse.

Det kan tage 3-4 år eller mere. Men det ændrer ikke ved, at det også er

afgørende, at arbejdet i undersøgelseskommissionen – herunder det

tidsmæssige

forløb – er tilrettelagt sådan, at undersøgelseskommissionens arbejde

ikke

kommer på tværs af bagmandspolitiets efterforskning. Derfor går flertallet ud

fra, at justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af

undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.

Med hensyn til det videre arbejde med nedsættelse af

undersøgelseskommissionen og udarbejdelse af kommissoriet for kommissionen

henvises til principperne i § 55 i forretningsorden for Folketinget.

Flertallet

skal anmode justitsministeren om at drøfte den nærmere udformning af

kommissoriet med Udvalget for Forretningsordenen.

a) Et

mindretal

(V og

KF) ønsker at understrege, at enhver sten i Farumsagen skal vendes.

Diskussionen om det fremsatte beslutningsforslag har således intet at gøre

med,

om der skal ske den nødvendige afdækning af alle relevante spørgsmål i sagen.

Mindretallet har mange gange – i offentligheden såvel som under

forhandlinger i Folketinget – fremhævet, at Farumsagen skal klarlægges

og

belyses fuldt ud. Det er helt afgørende for folkestyret, at der ikke

efterlades

»huller

«

i en sag af denne karakter.

Spørgsmålet er derfor alene, hvordan en sådan klarlægning bedst

og mest effektivt kan ske, bl.a. således at de undersøgende myndigheder ikke

ender med at spænde ben for hinanden – og resultatet derfor bliver, at

enhver

sten netop ikke vendes – og således at der ikke opstår problemer i

forhold til

væsentlige hensyn til de berørte personers retssikkerhed m.v.

Det er dette og intet andet, sagen drejer sig om.

b) Der er allerede taget en lang række vigtige initiativer som

følge af forholdene i Farum Kommune:

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet er således i

gang med en omfattende og højt prioriteret efterforskning af mulige strafbare

forhold i kommunen. Endvidere har Indenrigs- og Sundhedsministeriet iværksat

en

løbende vurdering og overvågning af kommunens økonomiske situation,

tilsynsrådet undersøger en række konkrete sager, og Farum Kommune har selv

besluttet at iværksætte en advokatundersøgelse af en række nærmere angivne

forhold i kommunen.

Endelig er et hurtigtarbejdende udvalg under ledelse af professor,

dr.jur. Jens Peter Christensen i gang med mere fremadrettet at undersøge, om

der er behov for justeringer af den kommunale styrelseslovgivning, bl.a. med

henblik på at forebygge og undgå tilsvarende sager fremover.

c) Flertallet lægger nu op til, at der oven i alt dette – og før

nogen af undersøgelserne blot tilnærmelsesvis er færdiggjort – skal

nedsættes

en undersøgelseskommission efter den særlige lov herom.

En undersøgelseskommission er efter mindretallets opfattelse et

vigtigt instrument for folkestyret til at få afdækket og vurderet forhold i

den

offentlige forvaltning m.v. Men det er samtidig et instrument, der skal

anvendes med eftertanke og omhu, ikke mindst i en situation som den

foreliggende, hvor en beslutning om nedsættelse af en kommission vil have

vidtrækkende praktiske og principielle konsekvenser.

Der er i den forbindelse grund til at understrege, at det, der

skal tages stilling til, er, om der i den

nuværende

fase af Farumsagen

skal nedsættes en undersøgelseskommission. Skulle det – når de

igangværende

undersøgelser er gennemført, og de relevante konklusioner heraf er draget

–

vise sig, at der er behov for at nedsætte en kommission til at undersøge

spørgsmål og problemstillinger, som på det tidspunkt ikke måtte være

tilstrækkelig belyst, vil mindretallet naturligvis være indstillet på dette.

Nu og her gælder det om ikke at miste overblikket og kaste sig

ud i nye undersøgelser for undersøgelsernes egen skyld, men derimod om

nøgternt

og roligt at overveje, hvad der tjener en hurtig og effektiv opklaring af

Farumsagen bedst.

d) Mindretallet opfatter de centrale elementer i flertallets

forslag sådan:

Flertallet ønsker, at der allerede nu nedsættes en

undersøgelseskommission med henblik på at undersøge alt, hvad der har

»samfundsmæssig relevans i Farumsagen

«

, herunder en række nærmere angivne forhold.

Kommissionen skal

»både undersøge, hvad

der er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have

været grebet ind.

«

Som begrundelse herfor anfører flertallet bl.a., at man ikke kan

vente på, at Statsadvokatens efterforskning færdiggøres og en eventuel

straffesag ved domstolene gennemføres. Endvidere anføres, at der lægges

»afgørende vægt på, at enhver skal være

forpligtet til under vidneansvar at afgive forklaring for

undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen anmoder om det

«

.

Flertallet mener, at

»det

ville være hensigtsmæssigt, at undersøgelseskommissionen undlader at komme

med

retlige vurderinger

«

. Efter flertallets

opfattelse undgås derved,

»at sådanne

retlige vurderinger evt. kolliderer med evt. strafferetlig tiltale og evt.

domfældelse

«

, og der sker efter

flertallets opfattelse dermed også en

»imødekommelse

af noget af den kritik, som har været fremført imod, at en

undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig med, at der kører en

strafferetlig sag.

«

Flertallet lægger imidlertid op til, at kommissionen skal kunne

undersøge de samme forhold, som Statsadvokaten efterforsker. Flertallet

anfører

i den forbindelse, at det er afgørende, at arbejdet i kommissionen

tilrettelægges

således, at det

»ikke kommer på tværs

af bagmandspolitiets efterforskning

«

,

og at man går

»ud fra, at

justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af

undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.

«

Samtidig anfører flertallet, at Statsadvokaten og

undersøgelseskommissionen skal samarbejde med hensyn til udveksling af

relevant

materiale m.v.

e) Mindretallet henviser til, at justitsministeren allerede i

besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og 34 bestemt har

frarådet, at der nu nedsættes en undersøgelseskommission.

Fra besvarelsen, der er optrykt som bilag 2 til beretningen,

lægger mindretallet bl.a. vægt på følgende:

-

Det er i besvarelsen

lagt til grund, at der i givet fald ikke ønskes en undersøgelse af de

forhold,

der indgår i Statsadvokatens efterforskning. Noget sådant ville da efter

besvarelsen heller ikke kunne komme på tale, idet en række afgørende hensyn

taler imod. Herom anføres bl.a., at det måtte give anledning til meget

alvorlige overvejelser og betænkeligheder at lade en kommission foretage en

»konkurrerende« undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som ville skulle

behandles (eller allerede var behandlet) af domstolene.

-

En iværksættelse af en

kommissionsundersøgelse på nuværende tidspunkt måtte herefter i hvert fald

forudsætte en klar afgrænsning af, hvilke forhold der indgår i den verserende

strafferetlige efterforskning og dermed i en eventuel senere straffesag ved

domstolene

mod de berørte enkeltpersoner. Det er imidlertid ikke muligt på nuværende

tidspunkt at foretage en sådan afgrænsning, i hvert fald ikke uden at affatte

kommissoriet på en måde, der i alle tilfælde måtte anses for meget

usædvanlig,

og som ville rejse principielle spørgsmål i forhold til lovens ordning.

-

Om der i stedet, efter

at Statsadvokatens efterforskning er afsluttet og eventuel tiltale er rejst,

vil kunne nedsættes en kommission med henblik på undersøgelse af de forhold,

som der ikke er rejst tiltale for, er et andet spørgsmål, som der først til

den

tid vil kunne tages nærmere stilling til. Der kan imidlertid allerede nu

peges

på, at en sådan ordning vil give anledning til en række meget vanskelige

problemstillinger, og at den herunder vil rejse væsentlige

straffeprocessuelle

og retssikkerhedsmæssige spørgsmål.

-

Der er alene taget

stilling til, om der i den nuværende fase af Farumsagen er grundlag for

nedsættelse af en undersøgelseskommission. Når de igangværende sager og

undersøgelser er afsluttet, vil der derfor være grundlag for en belysning af,

om der er yderligere forhold i sagen, der bør undersøges, og i givet fald

under

hvilke former.

Mindretallet kan helt tilslutte sig disse synspunkter.

f) Flertallets udtalelse i den nu foreliggende beretning viser,

at den ordning, som der lægges op til, er endnu mere vidtgående, end hvad der

er forudsat i Justitsministeriets besvarelse af 1. august 2002.

Ordningen indebærer således, at en undersøgelseskommission

også

skal kunne undersøge de forhold, som Statsadvokaten efterforsker. Med andre

ord: Samtidig med, at Statsadvokaten efterforsker – og domstolene

eventuelt

efterfølgende vurderer – hvad der er foregået i de forskellige

sagskomplekser,

skal en kommission udføre helt den samme opgave (idet kommissionen i

modsætning

til domstolene dog ikke skal tage stilling til sagens retlige spørgsmål).

Justitsministeriet har i besvarelsen af 13. august 2002 af

spørgsmål nr. 37 (optrykt som bilag 3 til beretningen) taget udførlig

stilling

til denne ordning, således som den er beskrevet i flertallets 3. udkast til

beretning (optrykt som bilag 4 til beretningen).

Fra besvarelsen lægger mindretallet navnlig vægt på følgende:

-

Loven om

undersøgelseskommissioner bygger på den udtrykkelige forudsætning, at en

kommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende

af

faste, ordinære undersøgelsesorganer. Under hensyn til den omfattende

efterforskning, som Statsadvokaten allerede er i færd med – og som vil

vise, om

der er grundlag for at rejse straffesag ved domstolene mod de ansvarlige

enkeltpersoner – er den ordning, som flertallet lægger op til, derfor et

eksempel på en kommissionsundersøgelse, som efter lovens forarbejder ikke bør

iværksættes.

-

Det må give anledning

til betydelig tvivl, om den angivelse af kommissoriet, som flertallet lægger

op

til – og som i meget vidt omfang vil indebære, at det overlades til

kommissionen selv at bestemme, hvad der skal undersøges – er i

overensstemmelse

med lovens ordning om, at en undersøgelseskommission kun kan nedsættes med

henblik på undersøgelse af »nærmere bestemte forhold«. Justitsministeriet

finder derfor, at der i givet fald måtte foretages en nøjere angivelse af

kommissionens opgaver.

-

En sideløbende

kommissionsundersøgelse af de forhold, som Statsadvokaten efterforsker, må

antages at være egnet til i væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre

Statsadvokatens virksomhed, og dette vil efter Justitsministeriets

umiddelbare

opfattelse kun i begrænset omfang kunne afhjælpes ved den nærmere

tilrettelæggelse af kommissionens arbejde. Det bør i givet fald overvejes at

give Statsadvokaten lejlighed til selv nærmere at vurdere og kommentere

spørgsmålet.

-

En ordning som den,

flertallet lægger op til, må anses for uegnet til at opnå det, som efter

loven

om undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en

kommissionsundersøgelse,

nemlig over for regeringen og Folketinget m.v. at skabe klarhed over et

hændelsesforløb.

Der er tværtimod en betydelig risiko for, at en sådan undersøgelse mere vil

være egnet til at skabe usikkerhed og uklarhed og dermed besværliggøre

klarlægningen og analysen af Farumsagens forskellige perspektiver og

problemstillinger.

-

Ordningen vil rejse

væsentlige principielle spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner.

Det

vil bl.a. kunne være meget vanskeligt for en person, der er inddraget i

straffesagen ved domstolene, at vurdere og overskue, om en forklaring for

undersøgelseskommissionen vil kunne belaste den pågældende under

straffesagen,

og om den pågældende derfor skal påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at

afgive forklaring for kommissionen.

-

Der er bemærkninger i

det nævnte 3. udkast, som er uforenelige med flertallets udtrykkelige

tilkendegivelse om, at kommissionen ikke skal foretage retlige vurderinger.

Justitsministeriet forudsætter her, at der er tale om manglende

konsekvensrettelser i forhold til flertallets tidligere udkast til beretning,

hvor der netop var lagt op til, at kommissionen skulle foretage retlige

vurderinger til belysning af spørgsmålet om enkeltpersoners ansvar.

Justitsministeriet anfører samtidig, at udkastet – hvis den nævnte

forudsætning

ikke er korrekt – giver anledning til en række yderligere principielle

problemer, som ikke er beskrevet nærmere i besvarelsen.

Også disse synspunkter kan mindretallet fuldt ud tilslutte sig.

Flertallets udtalelse i denne beretning svarer på alle

væsentlige punkter til det 3. udkast, som var grundlag for

Justitsministeriets

besvarelse af 13. august 2002. Mindretallet kan således konstatere, at

flertallet end ikke har forsøgt at forholde sig til de helt grundlæggende

uklarheder og problemstillinger, som der er peget på i besvarelsen, og som

derfor i et og alt henstår som uløste.

g) Først som sidst: Også for regeringen og regeringspartierne er

det helt magtpåliggende, at hver en sten i Farumsagen vendes – ingen

væsentlige

spørgsmål i sagen må ende med at stå tilbage uden svar.

Det, som nu og her er spørgsmålet, er ene og alene, om der

allerede i sagens nuværende fase skal nedsættes en undersøgelseskommission

ved

siden af – og oven i – de omfattende undersøgelser af sagen, som

allerede er iværksat,

eller om man skal afvente disse undersøgelser og herefter grundigt og

nøgternt

overveje, hvilke behov der måtte være for yderligere initiativer.

Mindretallet finder det, for så vidt både beklageligt og

ærgerligt ikke blot at kunne tilslutte sig et forslag om allerede nu at

iværksætte en samlet kommissionsundersøgelse. Det er således helt forståeligt

og naturligt, at tanker herom kan trænge sig på hos folketingsmedlemmer

– og

andre – der føler et behov for en hurtig klarlægning af de øjensynligt

særegne

forhold i Farum Kommune.

Mindretallet har imidlertid i det foregående fremhævet

en lang række omstændigheder, der

indebærer, at den ordning, som flertallet lægger op til, vil have

vidtrækkende

principielle perspektiver og konsekvenser, og at den i øvrigt mest af alt vil

være egnet til at fuldende et billede af kaos i en sag, der allerede er

tilstrækkelig kompliceret. Grundlæggende har dette – som også anført af

Justitsministeriet – sammenhæng med, at loven om

undersøgelseskommissioner

ganske enkelt ikke tager sigte på situationer som den foreliggende, hvor

bl.a.

politiet og anklagemyndigheden – statens centrale efterforsknings- og

undersøgelsesapparat – allerede er i fuld gang med sagen.

Samtidig er det som bekendt lovens udtrykkelige ordning, at

Folketinget kan træffe beslutning om, at justitsministeren – inden for

rammerne

af loven – skal nedsætte en undersøgelseskommission.

Hvis et flertal i Folketinget fastholder sin hidtidige

opfattelse, må justitsministeren således tage dette til efterretning. Men det

ændrer ikke ved, at Justitsministeriet og mindretallet har gjort det helt

klart

for Folketinget, hvilke betænkeligheder og vidtrækkende perspektiver og

konsekvenser der vil være forbundet med den ordning, som flertallet lægger op

til.

Også derfor har mindretallet med tilfredshed noteret sig, at de

videre drøftelser af denne grundlæggende vigtige sag kommer til at finde sted

i

Folketingssalen.

Et

andet mindretal

(RV og KRF) kan ikke støtte nedsættelse af en

undersøgelseskommission i Farumsagen på nuværende tidspunkt. Mindretallet

henviser især til de væsentlige indvendinger, der er fremført i

Justitsministeriets besvarelser, senest i Justitsministeriets besvarelse af

13.

august 2002 (B 84, bilag 124). Loven om undersøgelseskommissioner forpligter

justitsministeren til at nedsætte en undersøgelseskommission, når Folketinget

træffer en beslutning herom. Mindretallet finder, at det er mest korrekt

– og

ønskeligt – at man følger den fremgangsmåde, loven foreskriver, og må

derfor

opfordre flertallet til at følge den i loven foreskrevne fremgangsmåde og

fremsætte et egentligt beslutningsforslag om nedsættelse af en

undersøgelseskommission i det nye folketingsår. Herved opnås, at Folketinget

i

åbenhed i folketingssalen kan diskutere alle sider af Farumsagen og dens

rette

behandling. Denne fremgangsmåde er langt at foretrække frem for alene at føre

debatten bag lukkede døre i Udvalget for Forretningsordenen og dettes

underudvalg.

Mindretallet kan som anført ikke støtte en

undersøgelseskommission på nuværende tidspunkt. Mindretallet udelukker ikke,

at

det på et senere tidspunkt kan komme på tale at nedsætte en

undersøgelseskommission, såfremt det viser sig, at der er sider af

Farumsagen,

der ikke er endevendt. Mindretallet ønsker i denne forbindelse at henlede

opmærksomheden

på Justitsministeriets påpegning af, at en undersøgelseskommission realistisk

set ikke kan færdiggøre sit arbejde før afslutningen af en eventuel

straffesag

ved domstolene. Mindretallet opfordrer flertallet til at udsætte beslutningen

om nedsættelse af en undersøgelseskommission og udformningen af et

kommissorium

i det mindste til et tidspunkt, hvor der foreligger et anklageskrift. På det

tidspunkt famler man ikke helt i mørke med udformningen af et kommissorium

for

en undersøgelseskommission.

P.u.v.

Ivar Hansen

formand

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 84

Bilagsnr.

Titel

1

Kopi KOU: Spm. 1 om rækkevidden af den kommunale

styrelseslovs § 66, til indenrigs- og sundhedsministeren

2

Kopi KOU: Spm. 19 om relationer mellem Farum Kommune og

Farum Boldklub, til indenrigs- og sundhedsministeren

3

Kopi KOU: S 852 om Farum Kommune

4

Kopi KOU: S 902 om udbetaling af lønninger i forbindelse

med Farum Kommune

5

Kopi KOU: S 903 om byrådsmedlemmers rettigheder og

pligter i forbindelse med Farum Kommune

6

Kopi KOU: S 904 om overholdelse af love og regler i

forbindelse med Farum Kommune

7

Kopi KOU: S 905 om kommuners regnskabsaflæggelse i

forbindelse med Farum Kommune

8

Kopi KOU: S 906 om tilsynsmyndigheders

sanktionsmuligheder i forbindelse med Farum Kommune

9

Kopi KOU: S 907 om økonomiske aftaler og relationer i

forbindelse med Farum Kommune

10

Kopi KOU: S 1016 om likviditetskrav i Farum Kommune

11

Kopi KOU: S 864 om fordeling af 500 mio. kr. på

ældreområdet

12

Kopi KOU: Spm. 22 om

»underhåndskontrakter

«

i Farum Kommune, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 23 om Farum Kommunes økonomiske situation,

til indenrigs- og sundhedsministeren

13

Kopi KOU: Svar på spm. 19 om relationer mellem Farum

kommune og Farum Boldklub, fra indenrigs- og sundhedsministeren

14

Kopi KOU: Svar på S 1021-28 om budgetter i forbindelse

med Farum Kommune

15

Spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, til

økonomi- og erhvervsministeren

16

Spm. 2 om vurdering af kommunal revision, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet har ønsket

besvaret, til indenrigs- og sundhedsministeren

Spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 7 om kommissorium for Jens Peter

Christensen-udvalget, til indenrigs- og sundhedsministeren

Spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 9 om kritiske bemærkninger, til indenrigs- og

sundhedsministeren

17

Spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, til

Folketingets Ombudsmand

18

Spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, til

justitsministeren

Spm. 12 om anmeldelser til politiet, til

justitsministeren

19

Kopi KOU: Henvendelse fra Claus Andersen, Farum, vedr.

Farum Kommunes økonomiske forhold

20

Kopi KOU: Svar på S 1659 vedr. konkret klagesag over

afslag på aktindsigt

21

Kopi KOU: Artikel i Berlingske Tidende 19/3-02:

»Fra Nordisk Fjer til Farum

«

22

Kopi KOU: Artikel i Politiken 12/4-02:

»Brixtofte vil ikke gå

«

23

Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets

rolle i Farumsagen

24

Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets

rolle i Farumsagen

25

Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets

rolle i Farumsagen

26

Svarfrist for besvarelse af spørgsmål (B 84)

27

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra kulturministeren

28

Kopi KOU: Svar på spm. 31 om oversendelse af

kommissorium, fra indenrigs- og sundhedsministeren

29

Svar på spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, fra

Folketingets Ombudsmand

30

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune,

fra skatteministeren

31

Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra

indenrigs- sundhedsministeren

Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-

og sundhedsministeren

32

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra undervisningsministeren

33

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra ministeren for videnskab, teknologi og udvikling

34

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra miljøministeren

35

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra fødevareministeren

36

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra økonomi- og erhvervsministeren

37

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra trafikministeren

38

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra beskæftigelsesministeren

39

Kopi KOU: Notat om en kommunalbestyrelses mulighed for at

afsætte en borgmester i medfør af den kommunale styrelseslovs § 66

40

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra integrationsministeren

41

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra socialministeren

42

Kopi KOU: Svar på S 1703 vedr. ansættelsesvilkår i Farum

Kommune

43

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 2 om vurdering af kommunal revision, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet har

ønsket besvaret, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 7 om kommissorium for Jens Peter

Christensen-udvalget, fra indenrigs- og sundhedsministeren

44

Kopi KOU: Spm. 29 om journaliseringspligt i den kommunale

sagsbehandling, til indenrigs- og sundhedsministeren

45

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra justitsministeren

Svar på spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, fra

justitsministeren

Svar på spm. 12 om anmeldelser til politiet, fra

justitsministeren

46

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra forsvarsministeren

47

Kopi KOU: Telegram fra Ritzaus Bureau 14/5-02:

»Hvordan forebygges misbrug a la Farum?

«

48

Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-

og sundhedsministeren

49

Farum Byråds beslutning om at suspendere Peter Brixtofte

50

»Myndigheder skal tage ansvar for Farumskandalen«

51

Tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen

52

Besvarelse af § 20-spm. nr. S 1697 vedr. Farum Kommune

53

»Tilsynsråd afviser kritik om smøl«

54

»Tilsynsråd forudsiger erstatningskrav i Farum«

55

Samrådsspm. A om den strafferetlige efterforskning af

forholdene i Farum Kommune, til justitsministeren

56

Spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto, til

indenrigs- og sundhedsministeren

57

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune,

fra finansministeren

58

Endeligt svar på spm. 10 om oversigt over

ombudsmandssager, fra Folketingets Ombudsmand

59

»Farumskandalen« (DR-nyheder)

60

Oversigt over udvalgsbilag med stikord eller kort resumé

m.v.

61

Foreløbig tidsplan for underudvalgets behandling af

forslag

62

»Brixtoftes højrehånd sigtet«

63

»SF i Farum vil sprede regningen efter Brixtofte«

64

Kopi KOU: Svar på spm. 38 om oversendelse af talepapir

vedr. samrådsspørgsmål B (Farummodellen), fra indenrigs- og

sundhedsministeren

65

Kopi KOU: Svar på spm. S 2098 vedr. Venstres krav om

åbenhed og ydmyghed over for magten, fra indenrigs- og sundhedsministeren

66

Kopi KOU: Svar på spm. S 2099 om Venstres krav om åbenhed

og ydmyghed over for magten, fra indenrigs- og sundhedsministeren

67

Kopi KOU: Svar på spm. S 2111 om færdiggørelse af Farum

Kommunes regnskab, fra indenrigs- og sundhedsministeren

68

Kopi KOU: Svar på spm. S 2144, om Farummodellen fortsat

er politisk levedygtig, fra indenrigs- og sundhedsministeren

69

Samrådsspm. B om Farum Kommune, til indenrigs- og

sundhedsministeren

70

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum

Kommune, fra fødevareministeren

71

»Tilsynsråd truer Farum Byråd med tvangsbøder«

72

Ritzau om Farum/tilsynsråd

73

»Ny Farum-sag for bagmandspolitiet«

74

Spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål A vedr. den

strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, til

justitsministeren

75

Kopi KOU: Spm. 52 om oversendelse af talepapir til

besvarelse af samrådsspørgsmål D (Farummodellen), til indenrigs- og

sundhedsministeren

76

Kopi KOU: Spm. 53 om, hvorvidt Finanstilsynet har indledt

en undersøgelse af låneaftale med Farum Kommune, til økonomi- og

erhvervsministeren

77

Kopi KOU: Spm. 54 om kommentar til hvidbog om

tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, til indenrigs- og

sundhedsministeren

78

Kopi KOU: Spm. 55 om kommentar til tillæg til hvidbog om

tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, til indenrigs- og

sundhedsministeren

79

Kopi KOU: Henvendelse fra Kurt Jacobsen, Farum, m.fl.,

tillæg til

»Tilsynsmyndighedernes

rolle i Farum-skandalen

«

80

»Flertal for Farum-undersøgelse«

81

Supplerende svar på spm. 8 om regnskabers

revisionspåtegning, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Supplerende svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

82

Oversigt over sager, ministeriet har haft inden for de

seneste 5 år vedrørende Farum Kommune (inkl. klagesager)

83

Svar på spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

84

»Flertal for kommissionsundersøgelse af Farum«

85

»Undersøgelse af Farum-sagen« (telegram, Ritzau)

86

Spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, til indenrigs-

og sundhedsministeren

87

Spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, til indenrigs- og

sundhedsministeren

88

Spm. 17 om PET-undersøgelse, til justitsministeren

89

Spm. 18 om 18. maj-kommissionen, Farum Kommune, til

justitsministeren

90

Spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune, til

beskæftigelsesministeren

91

Spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune, til

beskæftigelsesministeren

92

Spm. 21 om administration af EU’s socialfondsmidler,

Farum Kommune, til beskæftigelsesministeren

93

Spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum Kommune, til

beskæftigelsesministeren

94

Kopi KOU: Spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed ved

kommende kommunalvalg, til indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 58 om redegørelse for revisionen for

1998-2000 i Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 59 om referat af møde med Farum Byråd

februar 2002, til indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 60 om erstatningskrav over for

kommunalbestyrelsesmedlemmer, til indenrigs- og sundhedsministeren

95

Kopi KOU: Svar på spm. 52 om oversendelse af talepapir

til besvarelse af samrådsspørgsmål D (Farummodellen), fra indenrigs- og

sundhedsministeren

96

Kopi KOU: Spm. 56 om sager behandlet af Tilsynsrådet for

Frederiksborg Amt, til indenrigs- og sundhedsministeren

97

Kopi KOU: Spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub og

Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren

98

Kopi KOU: Diverse artikler vedrørende Farumsagen

99

Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når

der samtidig verserer en strafferetlig efterforskning af de samme forhold

100

1. udkast til beretning

101

Brev til underudvalget om møde den 7/8-02 med henblik på

en gennemgang og politisk drøftelse af flertallets udkast til beretning over

B 84 (B 84 – bilag 100)

102

Svar på spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål A vedr.

den strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, fra

justitsministeren

103

Svar på spm. 17 om PET, undersøgelse, fra

justitsministeren

Svar på spm. 18 om 18 maj-kommissionen, Farum Kommune,

fra justitsministeren

104

Spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og redskaber for

at få sager behandlet i økonomiudvalget og byrådssalen, til indenrigs- og

sundhedsministeren

105

Spm. 25 om undersøgelseskommissionen, til justitsministeren

Spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan forlange

materiale udleveret fra anklagemyndigheden, til justitsministeren

Spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede hos

bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en undersøgelseskommission,

til justitsministeren

Spm. 28, om personer kan pålægges at afgive forklaring

for en undersøgelseskommission, til justitsministeren

Spm. 29 om retsgarantier, til justitsministeren

Spm. 30 om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad Farumsagen

drejer sig om, til justitsministeren

Spm. 31, om det ikke er muligt at adskille temaerne i

straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, til justitsministeren

Spm. 32 om forklaringer for undersøgelseskommissionen og

vidner i straffesagen, til justitsministeren

Spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede, til

justitsministeren

Spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan holde

straffesagen uden for undersøgelseskommissionens arbejde, til

justitsministeren

106

Spørgsmål 29 taget tilbage

107

Svar på spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

108

Notat om

»UFO-underudvalgets

«

beføjelser, særlig i relation til

sagsoplysning

109

Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra

indenrigs- sundhedsministeren

Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-

og sundhedsministeren

110

Svar på spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

111

Kopi KOU: Svar på spm. 55 om kommentar til tillæg til

hvidbog om tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

112

Kopi KOU: Svar på spm. 54 om kommentar til hvidbog om

tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

113

Revideret oversigt over udvalgsbilag med stikord eller

kort resumé m.v (pr. 17/7-02)

114

Svar på spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune,

fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune,

fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 21 om administration af EU’s

socialfondsmidler, Farum Kommune, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum

Kommune, fra beskæftigelsesministeren

115

2. udkast til beretning

116

Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når

Folketinget har truffet beslutning herom i Folketingssalen m.v.

117

Kopi KOU: Svar på spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed

ved kommende kommunalvalg, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Svar på spm. 58 om redegørelse for revisionen

for 1998-2000 i Farum Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Svar på spm. 59 om referat af møde med Farum

Byråd februar 2002, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Svar på spm. 60 om erstatningskrav over for

kommunalbestyrelsesmedlemmer, fra indenrigs- og sundhedsministeren

118

Svar på spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og

redskaber for at få sager behandlet i økonomiudvalget og byrådssalen, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

119

Svar på spm. 25 om undersøgelseskommissionen, fra

justitsministeren

Svar på spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan

forlange materiale udleveret fra anklagemyndigheden, fra justitsministeren

Svar på spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede

hos bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en

undersøgelseskommission, fra justitsministeren

Svar på spm. 28, om personer kan pålægges at afgive

forklaring for en undersøgelseskommission, fra justitsministeren

Svar på spm. 30, om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad Farumsagen

drejer sig om, fra justitsministeren

Svar på spm. 31, om det ikke er muligt at adskille

temaerne i straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, fra

justitsministeren

Svar på spm. 32 om forklaringer for

undersøgelseskommissionen og vidner i straffesagen, fra justitsministeren

Svar på spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede,

fra justitsministeren

Svar på spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan

holde straffesagen uden for undersøgelseskommissionens arbejde, fra

justitsministeren

120

3. udkast til beretning

121

Spm. 35 om erstatningskrav, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for inhabile

ved behandling af sager, der angår Farum Kommune, til indenrigs- og

sundhedsministeren

122

Spm. 37 om undersøgelseskommissioner, til

justitsministeren

123

4. udkast til beretning

124

Svar på spm. 37 om undersøgelseskommissioner, fra

justitsministeren

125

Svar på spm. 35 om erstatningskrav, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

Svar på spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for

inhabile ved behandling af sager, der angår Farum Kommune, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

126

Notat om ekspertgruppen og om undersøgelseskommissionen

127

5. udkast til beretning

128

6. udkast til beretning

129

Kopi KOU: Svar på spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub

og Farum Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og

dennes svar herpå

Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 25:

Hvilke problemer ser ministeren i, at en undersøgelseskommission

skal arbejde samtidig med, at der verserer en sag om samme temaer ved

domstolene?

Spørgsmål 31:

Er det korrekt forstået, at det ikke er muligt at adskille

temaerne i straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, der skal

køre samtidig, selv om tiltale er rejst?

Spørgsmål 34:

Finder ministeren, at det vil være muligt at præcisere et

kommissorium, der med sikkerhed holder straffesagen uden for

undersøgelseskommissionens arbejde?

Svar:

1. Bestemmelsen i § 1, stk. 1, i lov om

undersøgelseskommissioner (lov nr. 357 af 2. juni 1999) har følgende ordlyd:

§ 1. Justitsministeren kan nedsætte en

undersøgelseskommission til at gennemføre en undersøgelse af nærmere bestemte

forhold af almenvigtig betydning. En sådan kommission skal nedsættes, hvis

Folketinget vedtager beslutning herom.

Som det fremgår, er det en betingelse for nedsættelse af en

undersøgelseskommission, at de forhold, der ønskes undersøgt, er af

»almenvigtig betydning

«

. Herom anføres i forarbejderne til loven bl.a., at de

pågældende forhold som altovervejende hovedregel skal have tilknytning til

staten ved f.eks. at vedrøre statslige myndigheders sagsbehandling, herunder

anvendelse af statslige midler, jf. FT 1998-99, Tillæg B, side 778.

Efter lovens forarbejder bør en undersøgelseskommission

endvidere som altovervejende hovedregel kun benyttes i tilfælde, hvor

regeringen eller Folketinget har behov for at få belyst forhold, som har

betydning for de opgaver, som regeringen eller Folketinget udfører, jf. FT

1998-99, Tillæg B, side 788.

Det er samtidig i forarbejderne til loven udtrykkelig forudsat,

at en undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene kan belyses

tilfredsstillende af faste, ordinære undersøgelsesorganer, jf. FT 1998-99,

Tillæg A, side 250, og Tillæg B, side 788. Som eksempler på sådanne organer

kan

nævnes politiet og de kommunale tilsynsmyndigheder.

2. Den vigtigste opgave for en undersøgelseskommission vil i

almindelighed være at undersøge og klarlægge et bestemt hændelsesforløb, jf.

herved lovens § 4, stk. 2.

I tilknytning hertil vil en undersøgelseskommission efter § 4,

stk. 4, 1. pkt., bl.a. kunne få til opgave at foretage retlige vurderinger

til

belysning af, om der er grundlag for, at det offentlige søger nogen af de

involverede personer draget til ansvar. En kommission kan dog ikke få til

opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om

ministres ansvar, jf. lovens § 4, stk. 4, 2. pkt.

I forarbejderne til bestemmelserne i § 4, stk. 1 og 4, er det

bl.a. anført, at formålet med undersøgelseskommissionens virksomhed –

ligesom

politiets i almindelige straffesager – vil være at tilvejebringe et

materiale

som grundlag for vedkommende myndigheds afgørelse af, om sagen skal fremmes,

navnlig ved, at der rejses tiltale, eller ved, at disciplinærforfølgning

indledes, jf. FT 1998-99, Tillæg A, side 252 f. En undersøgelseskommission

vil

ikke selv kunne træffe afgørelse om disse spørgsmål.

Ved nedsættelsen af en undersøgelseskommissionen skal det i et

kommissorium nærmere fastlægges, hvilke forhold kommissionen skal klarlægge,

samt hvilke andre opgaver kommissionen eventuelt skal have, jf. lovens § 4,

stk. 2-4.

Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet af

sin undersøgelse, og justitsministeren offentliggør beretningen, medmindre

ganske særlige grunde taler imod det, jf. lovens § 32.

3. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet foretager

for tiden en omfattende efterforskning af en række forhold i Farum Kommune.

Formålet med efterforskningen er at afklare, om der er grundlag for at rejse

tiltale mod bestemte personer for strafbare forhold, herunder overtrædelser

af

straffeloven.

Statsadvokaten har over for Justitsministeriet oplyst, at

efterforskningen har meget høj prioritet i anklagemyndigheden, men at der

– på

grund af sagens omfattende og komplicerede karakter – må forventes at

ville gå

adskillige måneder, inden der foreligger en afklaring af tiltalespørgsmålet.

Statsadvokaten har i den forbindelse også oplyst, at temaerne for den nærmere

efterforskning løbende justeres og revideres i lyset af nye forhold, som

kommer

frem.

Også de kommunale tilsynsmyndigheder behandler fortsat en række

sager vedrørende Farum Kommune.

4. Efter beslutningsforslaget skal kommissionen foretage en

undersøgelse af

»det, der omtales som

Farum-sagen

«

.

Som anført ovenfor under pkt. 1 – og som fremhævet under 1.

behandlingen af beslutningsforslaget – vil det være nødvendigt i et

kommissorium at angive, hvilke

»nærmere

bestemte forhold

«

en kommission i givet

fald skal undersøge, jf. lovens § 1, stk. 1, 1. pkt.

Der foreligger ikke for Justitsministeriet nærmere oplysninger

om, hvilke overvejelser der i Udvalget for Forretningsordenen (eller det

nedsatte underudvalg) har været gjort med hensyn til en sådan afgrænsning.

Af de foreliggende udtalelser i dagspressen mv. – navnlig i

Politiken den 1. august 2002 – har Justitsministeriet imidlertid

forstået, at

en kommission i givet fald ikke forudsættes at foretage en undersøgelse af

forhold, som indgår i de allerede iværksatte undersøgelser af Farum-sagen, og

at en undersøgelse således bl.a. ikke skal omfatte forhold, som indgår i

statsadvokatens efterforskning (og herefter i en eventuel straffesag ved

domstolene).

Justitsministeriet har i den forbindelse forstået, at man – med

den ovennævnte principielle begrænsning – bl.a. forestiller sig en mere

samlet

undersøgelse af forholdene i Farum Kommune samt en undersøgelse af de

kommunale

tilsynsmyndigheders rolle i sagen.

5. Justitsministeriet er – i overensstemmelse med, hvad

regeringen ved flere tidligere lejligheder har givet udtryk for – helt

enig i,

at det ikke ville kunne komme på tale at nedsætte en kommission med henblik

på

undersøgelse af de forhold, som indgår i statsadvokatens efterforskning.

En række afgørende hensyn taler således imod en sådan

undersøgelse.

Det kan i den forbindelse bl.a. nævnes,

at

loven om

undersøgelseskommissioner – som anført ovenfor under pkt. 1 –

bygger på en klar

forudsætning om, at der ikke bør iværksættes kommissionsundersøgelser af

forhold, som kan belyses tilfredsstillende af de almindelige

undersøgelsesorganer, herunder politiet og anklagemyndigheden,

at

statsadvokaten i den foreliggende sag allerede er i gang med en omfattende

efterforskning,

at

der i givet fald måtte antages at ville blive tale om

betydelige vanskeligheder i forhold til statsadvokatens muligheder for

hurtigt

og effektivt at færdiggøre sin efterforskning af sagen, således at der

snarest

muligt kan foreligge en afklaring af, om der er grundlag for at rejse tiltale

mod de berørte enkeltpersoner,

at

det måtte give anledning til meget

alvorlige overvejelser og betænkeligheder at lade en undersøgelseskommission

foretage en

»konkurrerende

«

undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som

ville skulle behandles (eller allerede var behandlet) af domstolene, og

at

også væsentlige ressourcemæssige hensyn taler imod en sådan

»dobbeltundersøgelse

«

, jf. herved besvarelsen nedenfor af spørgsmål nr. 33.

6. Som følge af de principielle synspunkter, der er anført under

pkt. 4 og 5, måtte en iværksættelse af en kommissionsundersøgelse på

nuværende

tidspunkt i hvert fald forudsætte en klar afgrænsning af, hvilke forhold der

indgår i den verserende strafferetlige efterforskning – og dermed i en

eventuel

senere straffesag ved domstolene mod de berørte enkeltpersoner.

Som anført under pkt. 3 er det imidlertid ikke på nuværende

tidspunkt muligt at foretage en sådan afgrænsning.

Det følger heraf, at det efter Justitsministeriets opfattelse

ikke vil være muligt på nuværende tidspunkt i et kommissorium at angive,

hvilke

nærmere forhold en kommission skulle undersøge.

Det bemærkes, at det anførte bygger på den forudsætning, at det

i kommissoriet positivt og udtømmende angives, hvilke konkrete forhold der

ønskes undersøgt af kommissionen. En sådan angivelse vil være i

overensstemmelse

med lovens almindelige ordning, hvorefter en kommission alene kan nedsættes

med

henblik på undersøgelse af

»nærmere

bestemte forhold

«

, jf. herved ovenfor

under pkt. 1 om lovens § 1, stk. 1, 1. pkt.

Det spørgsmål kan rejses, om det i stedet ville være en mulighed

i kommissoriet alene at angive, hvilke forhold der ønskes undersøgt, men med

den begrænsning, at disse forhold alligevel ikke skal undersøges i det

omfang,

de viser sig at indgå i allerede iværksatte undersøgelser, herunder i den

strafferetlige efterforskning.

Herom bemærkes indledningsvis, at en sådan ordning ville

indebære, at det blev overladt til undersøgelseskommissionen selv at tage

stilling til og nærmere afgrænse, hvilke forhold der – inden for

kommissoriets

øvrige rammer – skulle undersøges, og en sådan afgrænsning ville

tidligst kunne

foretages, når bl.a. den strafferetlige efterforskning var afsluttet, jf.

herved nedenfor pkt. 7. I konsekvens heraf måtte det på tidspunktet for

beslutningen om nedsættelse af kommissionen henstå som meget usikkert for

regeringen og Folketinget, hvilke forhold kommissionen reelt blev anmodet om

at

foretage en undersøgelse af.

Justitsministeriet er ikke bekendt med, at der i tidligere

praksis vedrørende nedsættelse af undersøgelsesretter mv. er eksempler på

sådanne helt generelt og upræcist holdte afgrænsninger af de forhold, der

ønskes undersøgt, og der er ikke i loven eller dens forarbejder taget nærmere

stilling til, om et kommissorium af denne karakter ligger inden for rammerne

af

udtrykket

»nærmere bestemte forhold

«

i den nævnte bestemmelse i § 1.

Under disse omstændigheder – og herunder i lyset af, at en

kommission som anført under alle omstændigheder tidligst ville kunne foretage

en afgrænsning af sin undersøgelse, når bl.a. den strafferetlige

efterforskning

er afsluttet – er det Justitsministeriets opfattelse, at et kommissorium

af den

anførte karakter i alle tilfælde måtte anses for meget usædvanligt, og at det

ville rejse principielle spørgsmål i forhold til lovens ordning.

7. Spørgsmålet er herefter, om der

efter

, at

statsadvokatens efterforskning er afsluttet, og et eventuelt anklageskrift i

sagen er udarbejdet – og der således foreligger en afgrænsning af,

hvilke

mulige strafbare forhold domstolene skal tage stilling til, jf.

retsplejelovens

§ 908, stk. 3 – vil være grundlag for at nedsætte en kommission med

henblik på

undersøgelse af forhold, som der

ikke

er rejst tiltale for.

Justitsministeriet finder, at der først kan tages nærmere

stilling til dette spørgsmål, når det foreligger, dvs. når et eventuelt

anklageskrift er udarbejdet.

Der kan imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse være

anledning til allerede nu at pege på en række problemstillinger, som i den

forbindelse må antages at ville opstå:

For det

første

er den omstændighed, at der foreligger et

anklageskrift – med de deraf følgende rammer for, hvilke forhold

domstolene kan

domfælde for, jf. ovenfor – ikke ensbetydende med, at det er afklaret,

hvilke

forhold der vil blive undersøgt, belyst og vurderet under domstolenes

behandling af straffesagen.

I det omfang, det f.eks. under straffesagen gøres gældende, at

de kommunale tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind eller i øvrigt reageret

over for kommunen i anledning af de forhold, som der er rejst tiltale for,

eller at disse forhold skal ses og vurderes i lyset af kommunens

dispositioner

på andre områder, vil der således – ved fremlæggelse af dokumenter og

afhøring

af vidner mv. – kunne ske en nærmere bevisførelse om disse spørgsmål.

Det er

således på forhånd nærliggende at antage, at der under en straffesag vil

kunne

blive tale om undersøgelser og vurderinger også af forhold hos kommunen og

tilsynsmyndighederne mv., som der ikke er rejst tiltale for.

Det må derfor efter Justitsministeriets opfattelse antages, at

den afgrænsning af, hvilke forhold der vil indgå i en eventuel straffesag ved

domstolene, som er omtalt ovenfor under pkt. 4, ikke vil kunne foretages

alene

på grundlag af en eventuel beslutning fra statsadvokatens side om rejsning af

tiltale i sagen.

For det

andet

bemærkes – særligt med hensyn til de

kommunale tilsynsmyndigheder – at det efter Justitsministeriets

opfattelse ikke

vil være muligt at foretage en undersøgelse af disse myndigheders forhold

uden

samtidig at klarlægge de forhold i Farum Kommune, som tilsynsmyndighedernes

virksomhed vedrører. Det ville således efter Justitsministeriets opfattelse

ikke give nogen mening at undersøge og vurdere, om tilsynsmyndighederne har

levet op til deres ansvar efter den kommunale styrelseslovgivning uden

samtidig

at afdække og belyse de underliggende forhold i kommunen, som de nævnte

myndigheder har haft til opgave at føre tilsyn med.

Det følger heraf, at der efter Justitsministeriets opfattelse

ikke ville kunne blive tale om en undersøgelse af tilsynsmyndighedernes

virksomhed i forhold til de sagskomplekser i kommunen, som der måtte være

rejst

tiltale for ved domstolene, eller som i øvrigt måtte forventes belyst under

straffesagen. En sådan undersøgelse måtte derfor på forhånd begrænses til

ikke

at vedrøre de sagskomplekser, som der i øvrigt måtte antages at være størst

interesse for en belysning og vurdering af.

I øvrigt kan der være grund til at fremhæve, at de kommunale

tilsynsmyndigheder – som anført under pkt. 1 – fortsat er i gang

med at

behandle en række sager i forhold til Farum Kommune. Det vil selvsagt ikke

være

muligt at foretage en kommissionsundersøgelse af tilsynsmyndighedernes

virksomhed i disse sager, før de er afsluttet fra myndighedernes side.

For det

tredje

bemærkes, at der vil kunne opstå en række

spørgsmål og problemstillinger af straffeprocessuel og retssikkerhedsmæssig

karakter i forhold til de berørte enkeltpersoner.

Som eksempel herpå kan nævnes, at der med hensyn til forhold,

som anklagemyndigheden har efterforsket, men ikke rejst tiltale for, kan

foreliggende en såkaldt bindende påtalebegrænsning, således at der ikke

senere

kan rejses tiltale for de samme forhold, jf. nærmere Hans Gammeltoft-Hansen,

Strafferetspleje I (1998), side 198 ff. Det måtte derfor nøje overvejes,

hvilken betydning sådanne forhold i givet fald ville have ved udformningen af

et eventuelt kommissorium for en undersøgelseskommission. Det gælder særligt

–

men ikke kun – i tilfælde, hvor en kommission ikke alene ville skulle

klarlægge

bestemte hændelsesforløb, men også vurdere, om der er grundlag for, at det

offentlige søger nogen draget til ansvar for de omhandlede forhold, jf.

ovenfor

under pkt. 1.

Som et andet væsentligt forhold kan nævnes, at der – selv med en

i princippet klar afgrænsning mellem de forhold, som behandles i straffesagen

ved domstolene, og de forhold, som behandles i en undersøgelseskommission

–

efter omstændighederne vil kunne være tale om en betydelig sammenhæng mellem

disse forhold. Der ville derfor kunne være en betydelig risiko for, at de

berørte personer f.eks. under afgivelse af forklaring for

undersøgelseskommission måtte komme ind på spørgsmål og problemstillinger af

væsentlig betydning for vurderingen af de pågældendes strafferetlige forhold

under den sideløbende sag ved domstolene.

8.

Som anført ovenfor

under pkt. 1 skal Justitsministeriet nedsætte en undersøgelseskommission,

hvis

Folketinget træffer beslutning om det, jf. lovens § 1, stk. 1, 2. pkt.

Af de principielle grunde, der er anført ovenfor, må

Justitsministeriet bestemt fraråde, at der nu træffes beslutning om

nedsættelse

af en kommission.

Der kan samtidig være grund til at fremhæve, at

Justitsministeriet – såvel ved 1. behandlingen af beslutningsforslaget

som i

den foreliggende besvarelse – alene har taget stilling til spørgsmålet

om

iværksættelse af en kommissionsundersøgelse i den nuværende fase af

Farum-sagen.

Det er således – som fremhævet under 1. behandlingen – også for

regeringen afgørende, at der sker den fornødne klarlægning af alle relevante

aspekter af Farum-sagen. Når de igangværende sager og undersøgelser er

afsluttet, er Justitsministeriet derfor helt indstillet på at medvirke til en

belysning af, om der er yderligere forhold i sagen, der bør undersøges, og i

givet fald under hvilke former.

Spørgsmål 26:

Kan en undersøgelseskommission forlange alle papirer, herunder

politirapporter og anklagemyndighedens interne overvejelser, udleveret fra

anklagemyndigheden?

Svar:

Det fremgår af § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 16 i lov om

undersøgelseskommissioner, at enhver som almindelig regel har pligt til at

udlevere materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om

det. Udleveringspligten omfatter

»enhver

«

, herunder offentlige myndigheder, og det

fremgår af forarbejderne til loven, at pligten også omfatter offentlige

myndigheders interne dokumenter, jf. FT 1998-99, Tillæg A, side 256.

Af lovens § 9, stk. 3, og § 16 fremgår det endvidere, at

udleveringspligten gælder, uanset om de pågældende oplysninger er undergivet

tavshedspligt.

Spørgsmålet kan således besvares bekræftende.

Spørgsmål 27:

Kan personer, der er afhørt som sigtet hos bagmandspolitiet,

afhøres under vidneansvar i en undersøgelseskommission?

Spørgsmål 28:

Kan personer, der frygter at blive sigtet af bagmandspolitiet,

pålægges at afgive forklaring for en undersøgelseskommission?

Svar:

Det fremgår af § 11 i lov om undersøgelseskommissioner, at

enhver som udgangspunkt er forpligtet til efter anmodning at afgive

vidneforklaring for en undersøgelseskommission, der har en dommer som medlem.

For undersøgelseskommissioner, der ikke har en dommer som

medlem, gælder efter lovens § 18, stk. 1, at kommissionen kan opfordre en

person til frivilligt at afgive forklaring for kommissionen. Der er således

ikke pligt til at afgive forklaring over for sådanne kommissioner.

Kommissionen

kan imidlertid anmode Københavns Byret om at indkalde en person til at afgive

forklaring for retten som vidne, i hvilket tilfælde der er pligt til at

afgive

forklaring, jf. lovens § 19.

I begge de nævnte tilfælde, hvor der er pligt til at afgive

forklaring for henholdsvis en undersøgelseskommission og Københavns Byret,

finder lovens § 12 om undtagelser fra vidnepligten tilsvarende anvendelse,

jf.

lovens § 11 og § 19, stk. 2.

Af undersøgelseskommissionslovens § 12, stk. 1, fremgår, at

pligten til at afgive forklaring som vidne ikke gælder i det omfang, der må

antages at foreligge mulighed for strafansvar for den pågældende i anledning

af

de forhold, undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke i det

omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige gør et

disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt ansvar gældende over for

den

pågældende i anledning af de nævnte forhold.

Det fremgår endvidere af undersøgelseskommissionslovens § 14, at

straffelovens §§ 158-160 finder tilsvarende anvendelse på den, der afgiver

falsk forklaring for en undersøgelseskommission, hvor en dommer er formand.

Straffelovens §§ 158-160 finder ligeledes anvendelse i forhold til

forklaringer, der efter lovens § 19 afgives for Københavns Byret.

Betydningen heraf er bl.a., at falsk forklaring afgivet af en

person, der er omfattet af lovens § 12, stk. 1, under sådanne afhøringer ikke

straffes, jf. straffelovens § 159, stk. 1, idet de pågældende må ligestilles

med en

»sigtet

«

, jf. FT 1998-99, Tillæg A, side 260.

Iværksættes der en kommissionsundersøgelse, vil der – uanset at

undersøgelsen kun skal omhandle spørgsmål, som ikke indgår i den

strafferetlige

efterforskning – kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt en person skal

afhøres med

tilkendegivelse om, at den pågældende ikke har pligt til at afgive forklaring

og heller ikke vil kunne straffes for eventuel falsk forklaring for

kommissionen. Vurderingen af dette spørgsmål vil i det konkrete tilfælde

skulle

foretages af kommissionen.

En sådan tilkendegivelse vil kunne komme på tale i en række

forskellige tilfælde. Det vil bl.a. gælde, når personer, der er inddraget i

den

strafferetlige efterforskning, skal afhøres for kommissionen om spørgsmål,

der

har sammenhæng med forhold, der indgår i den strafferetlige undersøgelse, jf.

herved pkt. 7 i besvarelsen ovenfor af spørgsmål nr. 25, 31 og 34.

Spørgsmål 30:

Vil det kunne pålægges Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet over for Folketinget nærmere at oplyse, hvad Farumsagen drejer

sig

om?

Svar:

Justitsministeren vil kunne pålægge Statsadvokaten for Økonomisk

Kriminalitet overfor ministeren nærmere at oplyse, hvad statsadvokatens

efterforskning af forholdene i Farum Kommune vedrører, jf. den almindelige

regel i retsplejelovens § 98, stk. 3.

Oplysningerne om det nærmere indhold af denne efterforskning vil

i vidt omfang være oplysninger med hensyn til hvilke, der gælder

tavshedspligt.

Spørgsmålet er herefter, i hvilket omfang justitsministeren er

berettiget til at videregive sådanne fortrolige oplysninger til Folketinget,

samt i hvilket omfang ministeren bør videregive oplysningerne.

Det antages, at ministre som hovedregel vil være

berettiget

til at videregive fortrolige oplysninger til et folketingsudvalg, hvis

oplysningerne efter ministerens skøn må antages at være af betydning for

udvalgets behandling af en sag, jf. John Vogter m.fl., Juristen 1990, side

359.

Det skyldes bl.a., at udvalgets medlemmer selv er undergivet tavshedspligt

efter straffelovens § 152, og at møder i Folketingets stående udvalg i

almindelighed gennemføres for lukkede døre. Oplysningerne vil derfor kunne

behandles på lukkede udvalgsmøder uden herved at blive videregivet til

udenforstående.

I sådanne tilfælde kan der imidlertid være anledning til at

fremhæve tavshedspligten over for Folketingets medlemmer, f.eks. ved at

angive

på dokumenterne, at oplysningerne er fortrolige.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvornår en minister – der er

berettiget hertil –

bør

videregive fortrolige oplysninger til et

folketingsudvalg, anfører John Vogter m.fl. a.st., side 364, bl.a. følgende:

»I hvilket omfang

sådanne oplysninger bør videregives, må afgøres på grundlag af en konkret

afvejning fra område til område. På en lang række områder må denne afvejning

føre til, at oplysningerne normalt videregives for at sikre, at Folketinget

(udvalget) har det fornødne saglige grundlag for at gennemføre lovgivning på

et

område eller for, at Folketinget kan udføre den fornødne parlamentariske

kontrol med forvaltningen. På andre områder kan navnlig hensynet til den

enkeltes private og erhvervsmæssige forhold dog føre til, at bestemte

oplysninger ikke videregives eller kun videregives under særlige

omstændigheder. Drejer det sig om oplysninger om enkelte borgeres privatliv,

f.eks. helbredsmæssige forhold eller skattebetaling, bør der udvises en

betydelig

tilbageholdenhed med at videregive konkrete oplysninger, medmindre netop

disse

oplysninger er afgørende for Folketingets (et udvalgs) stillingtagen til en

bestemt sag.

«

Det er i overensstemmelse hermed fast praksis, at

justitsministeren kun i meget begrænset omfang videregiver oplysninger til

Folketinget om konkrete straffesager, ikke mindst for så vidt angår

verserende

efterforskninger. Baggrunden herfor er de særlige beskyttelseshensyn i

forhold

til efterforskningen og de involverede personer, der gør sig gældende.

Der kan i øvrigt henvises til justitsministerens besvarelse af

samrådsspørgsmål A. Justitsministerens talepapir til brug for samrådet er

oversendt til udvalget ved besvarelsen den 9. juli 2002 af udvalgets

spørgsmål

nr. 14 (B 84 – bilag 74).

Spørgsmål 32:

Kan det afvises, at det kan påvirke en straffesag, hvis sigtede,

over for hvem tiltale er undladt, og som anklagemyndigheden ønsker at føre

som

vidner i straffesagen, pålægges at afgive forklaring for

undersøgelseskommissionen, inden de samme har afgivet forklaring i retten?

Svar:

Det kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke udelukkes, at

det kan påvirke vidners forklaringer i en straffesag, at der kort tid

forinden

er afgivet vidneforklaringer for en undersøgelseskommission eller for retten

(efter anmodning fra en undersøgelseskommission) vedrørende samme forhold.

Der

kan i den forbindelse henvises til princippet i retsplejelovens § 182,

hvorefter et vidne, der skal afgive forklaring, ikke må påhøre andre vidners

og

parters forklaring.

Spørgsmål 33:

Hvad kostede 18. maj-undersøgelsen?

Svar:

Justitsministeriet har for perioden 1996 til og med den 15. juli

2002 afholdt 17.039.622,10 kr. i anledning af undersøgelseskommissionen

vedrørende Nørrebro-sagen.

Bilag 3

Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og

dennes svar herpå

Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 37:

Giver det justitsministeren grundlag for

at ændre de svar, som er givet på spørgsmål nr. 25-28 og 30-34, at der i 3.

udkast til beretning fra underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen

(B

84 – bilag 120), som vedlægges i kopi, er lagt op til, at

undersøgelseskommissionen ikke skal komme med retlige vurderinger og kun i

mere

begrænset omfang foreslå ændringer i gældende bestemmelser?

Svar:

1. Indledning

.

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at det mere

generelt ønskes oplyst, om det, som et flertal af partier i Folketinget har

anført i det nævnte 3. udkast til beretning, giver anledning til bemærkninger

i

forhold til besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og 34.

Nedenfor under pkt. 2 sammenfattes den nævnte tidligere

besvarelse kort. Under pkt. 3 gengives de dele af udkastet til

flertalsberetning, som efter Justitsministeriets opfattelse har særlig

betydning for besvarelsen af det nu stillede spørgsmål. Justitsministeriets

bemærkninger til udkastet er indeholdt i pkt. 4.

Besvarelsen sammenfattes under pkt. 5.

2. Besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål

nr. 25, 31 og 34

.

Besvarelsen af de nævnte spørgsmål kan i hovedtræk gengives

således:

Det er i besvarelsen lagt til grund, at en

undersøgelseskommission i givet fald ikke skal undersøge forhold, der indgår

i

den efterforskning, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet i

øjeblikket gennemfører. I besvarelsen anføres herom bl.a., at en sådan

ordning

efter Justitsministeriets opfattelse ikke ville kunne komme på tale. Det

skyldes bl.a., at det måtte give anledning til meget alvorlige

betænkeligheder

og overvejelser at lade en kommission foretage

»konkurrerende

«

undersøgelser og vurderinger af spørgsmål,

som ville skulle behandles (eller allerede var behandlet) af domstolene.

På den baggrund anføres endvidere i besvarelsen, at

iværksættelse af en kommissionsundersøgelse på nuværende tidspunkt under alle

omstændigheder måtte forudsætte en klar afgrænsning af, hvilke forhold der

indgår i den verserende strafferetlige efterforskning og dermed i en eventuel

efterfølgende straffesag ved domstolene.

Det er imidlertid efter besvarelsen ikke på nuværende tidspunkt

muligt at foretage en sådan afgrænsning og derfor heller ikke muligt i et

kommissorium at angive, hvilke nærmere forhold en kommission skulle

undersøge.

Det gælder i hvert fald i det omfang, kommissoriet – i overensstemmelse

med den

almindelige ordning i lov om undersøgelseskommissioner – positivt og

udtømmende

skulle angive, hvilke forhold der ønskes undersøgt.

Om der i stedet

efter

, at statsadvokatens efterforskning

er afsluttet, og eventuel tiltale ved domstolene er rejst, ville kunne

nedsættes en kommission med henblik på undersøgelse af forhold, som der

ikke

er rejst tiltale for, er efter besvarelsen et spørgsmål, som der først til

den

tid vil kunne tages nærmere stilling til. Der peges imidlertid i besvarelsen

på, at en sådan ordning vil give anledning til vanskelige problemstillinger,

og

at den herunder vil rejse en række straffeprocessuelle og

retssikkerhedsmæssige

spørgsmål.

Der er i besvarelsen alene taget stilling til, om der i den

nuværende

fase af Farum-sagen er grundlag for nedsættelse af en

undersøgelseskommission.

Når de igangværende sager og undersøgelser er afsluttet, er

Justitsministeriet

således helt indstillet på at medvirke til en belysning af, om der er

yderligere forhold i sagen, der bør undersøges, og i givet fald under hvilke

former.

3. Flertallets 3. udkast til beretning over

beslutningsforslaget

.

Hovedpunkterne i det nævnte udkast til flertalsberetning kan

kort sammenfattes således:

Der skal allerede nu nedsættes en kommission med henblik på

undersøgelse af alt, hvad der har

»samfundsmæssig

relevans i Farum-sagen

«

, herunder en

række nærmere angivne forhold. Kommissionen skal

»både

undersøge, hvad der er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der

måske

skulle have været grebet ind.

«

Som begrundelse herfor anføres i udkastet navnlig, at en

kommissionsundersøgelse ikke bør afvente, at statsadvokatens efterforskning

færdiggøres, og en eventuel straffesag ved domstolene gennemføres. Endvidere

anføres, at der lægges

»afgørende vægt

på, at enhver skal være forpligtet til at under vidneansvar afgive forklaring

for undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen anmoder om det.

«

Det anføres, at

»det

ville være hensigtsmæssigt, at undersøgelseskommissionen undlader at

fremkomme

med retlige vurderinger.

«

Herved undgås

efter udkastet, at

»sådanne retlige

vurderinger evt. kolliderer med evt. strafferetlig tiltale og evt.

domfældelse

«

, og der sker dermed også en

»imødekommelse af noget af den kritik, som

har været fremført imod, at en undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig

med, at der kører en strafferetlig sag.

«

Det bemærkes, at udkastet til flertalsberetning indeholder

udtalelser, som ikke er forenelige med, at kommissionen skal afstå fra at

foretage retlige vurderinger. Det gælder f.eks. det anførte på side 2 om, at

de

undersøgte forhold kan

»vurderes i

forhold til evt.

»systemfejl

«

, evt. tjenstligt ansvar for embedsmænd,

evt. overtrædelse af kommunale styrelsesregler, forvaltningsloven,

offentlighedsloven, regler for revision m.v.

«

.

Justitsministeriet går ud fra, at der her er tale om manglende

konsekvensrettelser i forhold til de tidligere udkast til beretning, hvor der

netop var lagt op til, at kommissionen skulle foretage retlige vurderinger

til

belysning af spørgsmål om enkeltpersoners ansvar. Er dette ikke korrekt,

giver

udkastet anledning til en række

yderligere principielle problemer

, som

ikke

er nærmere beskrevet i denne besvarelse.

Samtidig lægges der imidlertid op til, at kommissionen skal

kunne undersøge de samme forhold, som statsadvokaten efterforsker. I den

forbindelse anføres, at det er afgørende, at arbejdet i kommissionen

tilrettelægges således, at det

»ikke

kommer på tværs af Bagmandspolitiets efterforskning

«

, og at man går

»ud

fra, at justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af

undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.

«

Justitsministeriets bemærkninger til udkastet til

flertalsberetning.

4.1. Oversigt over de forskellige

problemstillinger.

Det foreliggende udkast til flertalsberetning giver

Justitsministeriet anledning til en række bemærkninger.

Disse bemærkninger vedrører navnlig det principielle forhold, at

der i udkastet lægges op til, at kommissionen bl.a. skal undersøge de samme

forhold som dem, der indgår i statsadvokatens efterforskning.

Justitsministeriets bemærkninger hertil er anført nedenfor under pkt. 4.5.

Forinden anføres under pkt. 4.2 – 4.4 nogle bemærkninger om en

række andre forhold, som udkastet giver anledning til at overveje. Det drejer

sig om lovens krav til afgrænsning af de forhold, som kommissionen skal

undersøge (pkt. 4.2), spørgsmålet om vidnepligt for kommissionen (pkt. 4.3)

og

spørgsmålet om vanskeliggørelse af statsadvokatens efterforskning (pkt. 4.4).

4.2. Lovens krav til afgrænsning af

kommissionens undersøgelse.

Som anført under pkt. 3 lægges der i udkastet til

flertalsberetning op til, at kommissionen skal undersøge alt, hvad der

»har samfundsmæssig relevans i Farum-sagen

«

, herunder en række nærmere angivne

problemstillinger.

Bestemmelsen i § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om

undersøgelseskommissioner har følgende ordlyd:

»§ 1.

Justitsministeren kan nedsætte en kommission til at gennemføre en

undersøgelse

af nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning.

«

En undersøgelseskommission kan således alene nedsættes med

henblik på undersøgelse af

»nærmere

bestemte forhold

«

.

Dette udtryk er ikke nærmere beskrevet i lovens forarbejder

eller i den foreliggende litteratur, jf. herved Oliver Talevski m.fl.,

Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret & Folketingets Rolle

(2002),

side 29 ff.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det imidlertid give

anledning til betydelig tvivl, om den angivelse af kommissoriet, som der

lægges

op til i udkastet – og som i meget vidt omfang vil indebære, at det

overlades

til kommissionen selv at bestemme, hvad der skal undersøges – er i

overensstemmelse med den nævnte bestemmelse. Justitsministeriet finder

derfor,

at der i givet fald måtte foretages en nøjere angivelse af

undersøgelseskommissionens opgave.

4.3.Vidnepligt for kommissionen.

Der lægges efter udkastet til flertalsberetning

»afgørende vægt på, at enhver skal være

forpligtet til at under vidneansvar afgive forklaring for

undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen anmoder om det.

«

Efter § 11 i lov om undersøgelseskommissioner gælder med hensyn

til kommissioner, hvor en dommer er formand, at enhver som udgangspunkt er

forpligtet til at afgive forklaring for kommissionen som vidne.

Efter lovens § 12 er der imidlertid en række undtagelser til

denne hovedregel. Bl.a. gælder pligten til at afgive forklaring som vidne

ikke

i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar eller

disciplinært ansvar mv. i anledning af de forhold, som undersøgelsen

omfatter,

jf. stk. 1. Efter stk. 3 gælder endvidere som udgangspunkt de undtagelser fra

vidnepligten, der fremgår af reglerne i retsplejelovens kapitel 18.

Spørgsmålet om vidnepligt over for undersøgelseskommissioner,

der ikke har en dommer som medlem, er reguleret i lovens §§ 18-20. Af § 19,

stk. 2, fremgår, at de nævnte bestemmelser i §§ 11-12 finder tilsvarende

anvendelse.

Det følger af det anførte, at det

ikke

ved nedsættelse af

en undersøgelseskommission vil kunne opnås, at enhver kan pålægges at afgive

forklaring for kommissionen om de forhold, der skal undersøges. Vidnepligten

vil således kun gælde med de ovenfor anførte

væsentlige

begrænsninger,

jf. herom nærmere Oliver Talevski m.fl., a.st., side 121 ff.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 27 og 28.

4.4. Vanskeliggørelse af statsadvokatens

efterforskning.

I udkastet til flertalsberetning anføres, at det er afgørende,

at arbejdet i kommissionen tilrettelægges således, at det

»ikke kommer på tværs af Bagmandspolitiets

efterforskning

«

, og at man går

»ud fra, at justitsministeren ved

udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af undersøgelseskommissionen

sikrer, at disse hensyn tages.

«

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at en sideløbende

kommissionsundersøgelse af de forhold, som statsadvokaten efterforsker, må

antages at være egnet til i væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre

statsadvokatens virksomhed. Det skyldes bl.a., at de berørte personer og

deres

bisiddere i givet fald sideløbende skal overveje og tilrettelægge førelsen af

en meget omfattende sag over for to forskellige instanser.

Sådanne forhold vil efter Justitsministeriets umiddelbare

opfattelse kun i begrænset omfang kunne afhjælpes ved den nærmere praktiske

tilrettelæggelse af kommissionens undersøgelse.

Justitsministeriet har – under hensyn til den frist, der er

fastsat for besvarelsen af udvalgets spørgsmål – ikke indhentet en

udtalelse

fra statsadvokaten om den nævnte problemstilling. Såfremt et flertal

fastholder

den ordning, som der lægges op til i udkastet, er det imidlertid

Justitsministeriets opfattelse, at det bør overvejes at give statsadvokaten

lejlighed til nærmere at vurdere og kommentere spørgsmålet.

4.5. Nærmere om forholdet mellem en

kommissionsundersøgelse og en eventuel straffesag ved domstolene.

4.5.1. Afgrænsning af problemstillingen.

Som anført under pkt. 2 er det i besvarelsen af spørgsmål nr.

25, 31 og 34 lagt til grund, at en undersøgelseskommission i givet fald ikke

skal undersøge forhold, der indgår i den efterforskning, som Statsadvokaten

for

Særlig Økonomisk Kriminalitet i øjeblikket gennemfører (og dermed i en

eventuel

efterfølgende straffesag ved domstolene).

Besvarelsen bygger således på denne forudsætning.

Det fremgår af det foreliggende udkast til flertalsberetning, at

den nævnte forudsætning ikke er korrekt, idet kommissionen tværtimod netop

forudsættes bl.a. at undersøge de samme forhold, som indgår i statsadvokatens

efterforskning, jf. ovenfor under pkt. 3.

Samtidig anføres, at kommissionen bør undlade at fremkomme med

retlige vurderinger af de undersøgte forhold, og at baggrunden herfor er, at

udvalgets flertal ønsker at imødekomme

»noget

af den kritik, som har været fremført imod, at en undersøgelseskommission

nedsættes nu samtidig med, at der kører en strafferetlig sag.

«

Justitsministeriets bemærkninger til disse synspunkter fremgår

af pkt. 4.5.3 nedenfor. Forinden omtales – under pkt. 4.5.2 – mere

generelt de

relevante bestemmelser i lov om undersøgelseskommissioner.

4.5.2. De relevante bestemmelser i lov om

undersøgelseskommissioner.

Spørgsmålet om, hvilke opgaver en undersøgelseskommission kan

få, er reguleret i § 2 i lov om undersøgelseskommissioner. Bestemmelsens stk.

2-4 har følgende ordlyd:

»Stk. 2.

Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at undersøge og redegøre for et

faktisk begivenhedsforløb.

Stk. 3. Undersøgelseskommissionen kan endvidere få til opgave at

komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser

eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde.

Stk. 4. Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til opgave at

foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag

for,

at det offentlige søger nogen draget til ansvar. En undersøgelseskommission

kan

dog ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af

spørgsmålet om ministres ansvar.

«

Som det fremgår af bestemmelsen i stk. 2, vil den vigtigste

opgave for en undersøgelseskommission i almindelighed være at undersøge og

klarlægge et bestemt hændelsesforløb (

»faktum-undersøgelse

«

).

Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at

kommissionen i en sådan undersøgelse ikke blot registrerer oplysninger

vedrørende begivenhedsforløbet – og herunder noterer sig forskellige,

eventuelt

modstridende forklaringer – men også foretager en bevisvurdering af de

fremkomne oplysninger, jf. Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 252.

Det er imidlertid samtidig (a.st.) forudsat, at bevisvurderingen

i en undersøgelseskommission må foretages med den forsigtighed, der følger

af,

at beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk proces under en

almindelig retssag. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med, at der ikke i en

undersøgelseskommission – som under en retssag ved domstolene –

gennemføres en

egentlig procedure, hvor parterne kan give udtryk for deres syn på den

gennemførte bevisførelse og på de bevisspørgsmål, som

undersøgelseskommissionen

skal tage stilling til.

Heri ligger således en væsentlig principiel forskel mellem den

måde, hvorpå henholdsvis en domstol og en undersøgelseskommission kan udtale

sig om, hvilket hændelsesforløb der på baggrund af en given bevisførelse kan

lægges til grund som godtgjort.

Efter bestemmelsen i stk. 4 kan en undersøgelseskommission

herudover få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om

der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar

(

»ansvarsundersøgelse

«

).

Loven indeholder ikke nærmere regler om, hvornår en

undersøgelseskommission alene bør anmodes om at foretage en

faktum-undersøgelse, og hvornår der tillige bør gennemføres en

ansvarsundersøgelse. I forarbejderne anføres, at det er vanskeligt på forhånd

at angive, hvilke kriterier der bør være afgørende herfor. Der peges dog mere

generelt på, at der ikke er grund til at iværksætte en ansvarsundersøgelse,

hvis det på forhånd må stå klart, at der ikke er noget reelt spørgsmål om

ansvarspådragende fejl eller forsømmelser, eller hvis formålet overvejende er

at undersøge og klarlægge et faktisk forløb med henblik på – som omtalt

i

bestemmelsen i § 4, stk. 3 – at identificere såkaldte systemfejl og

komme med

forslag til ændringer, således at sådanne fejl så vidt muligt undgås i

fremtiden. Der henvises til Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 253.

Det er omvendt antaget, at væsentlige hensyn til bl.a. de

berørte enkeltpersoner efter omstændighederne kan tilsige, at der ikke kun

gennemføres en faktum-undersøgelse, men også en ansvarsundersøgelse. I

betænkning 1315/1996 om undersøgelseskommissioner – der ligger til grund

for

den gældende lov – anføres således på side 61 f. bl.a. følgende:

»Formålet med at

nedsætte en undersøgelseskommission til undersøgelse af et begivenhedsforløb,

der omfatter embedsmænds forhold, vil navnlig være at give regeringen

(vedkommende minister) et forsvarligt grundlag, hvorpå der kan træffes

beslutning om, hvorvidt der skal ske disciplinærforfølgning mod de

involverede

embedsmænd.

I de omhandlede sager kan der ofte være stor politisk interesse

for regeringens beslutning. Der vil næppe altid være tillid til, at

regeringen

vil træffe beslutningen ud fra saglige kriterier. Hvis der træffes beslutning

om at rejse tjenestemandssager, vil regeringen kunne blive kritiseret for at

have truffet beslutningen ud fra politiske hensyn. Rejses der ikke

tjenestemandssager, vil regeringen kunne kritiseres for at dække over

embedsmændene. Praktisk set kan undersøgelseskommissionens undladelse af at

foretage retlige vurderinger betyde, at der skabes rum, herunder tidsmæssigt

rum, for at ansvarsspørgsmålet vedrørende de involverede embedsmænd bliver

led

i en politisk debat, hvor partipolitiske interesser og partitaktiske hensyn

kan

have indflydelse på vurderingen af, om embedsmændene skal søges draget

retligt

til ansvar. Ikke alene ud fra regeringens synspunkt, men også ud fra en

bredere

samfundsmæssig vurdering må der således i hvert fald undertiden konstateres

et

behov for, at en undersøgelseskommissions faktumvurdering ledsages af en

retlig

orienteret vurdering af, om der er grundlag for at søge disciplinæransvar

gennemført over for embedsmændene.

For embedsmændenes vedkommende kan der foreligge et tilsvarende

behov. En blot faktisk vurdering af de involverede personers adfærd kan komme

til at fremstå hårdere, end der reelt er grundlag for.

Undersøgelseskommissionens begrænsede beretning vil derfor kunne skabe

grobund

for at antage, at det passerede er værre, end det er, og kunne komplicere det

videre forløb i sagen. Væsentligere er den betragtning, at beretningen i

hvert

fald, som det er nærmere fremstillet ovenfor, typisk vil kunne være

udgangspunkt for en fortsat mediemæssig

»forfølgning

«

og eventuelt grundlag for en politisk

bestemt afgørelse vedrørende spørgsmålet om disciplinærforfølgning.

«

Der henvises endvidere til Oliver Talevski m.fl., a.st., side 74

ff.

4.5.3. Justitsministeriets bemærkninger.

a) Den ordning, som der lægges op til i udkastet til

flertalsberetning, indebærer, at undersøgelseskommissionen bl.a. skal

undersøge

de samme forhold som dem, der indgår i statsadvokatens efterforskning og i en

eventuel senere straffesag ved domstolene. Samtidig med, at statsadvokaten

efterforsker – og domstolene eventuelt efterfølgende vurderer –

hvad der er

foregået i de forskellige sagskomplekser i Farum-sagen, skal

undersøgelseskommissionen således udføre helt den samme opgave (idet

kommissionen i modsætning til domstolene dog ikke skal tage stilling til

sagens

retlige spørgsmål).

Som anført under pkt. 1 i besvarelsen af spørgsmål nr. 25, 31 og

34 er det i forarbejderne til lov om undersøgelseskommissioner udtrykkeligt

forudsat, at en undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene

kan

belyses tilfredsstillende af faste, ordinære undersøgelsesorganer, jf.

Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 250.

I den foreliggende sag er forholdet ikke alene det, at de

omhandlede sagskomplekser

kan

undersøges af anklagemyndigheden (og

domstolene). Anklagemyndigheden

er

således allerede i gang med en

omfattende efterforskning, der vil vise, om der er grundlag for at føre en

straffesag ved domstolene mod de ansvarlige enkeltpersoner.

Efter Justitsministeriets opfattelse er den ordning, som der

lægges op til i udkastet, derfor et eksempel på en kommissionsundersøgelse,

som

efter lovens forarbejder ikke bør iværksættes.

b) Iværksættes den ordning, som der lægges op til i udkastet,

vil der bl.a. blive tale om en bevisførelse om de samme temaer og

sagskomplekser og formentlig i vidt omfang ved fremlæggelse af de samme

dokumenter og afhøring af de samme vidner mv. I den forbindelse vil

henholdsvis

kommissionen og domstolene skulle foretage deres egen selvstændige vurdering

af

de fremkomne beviser, herunder bl.a. af den vægt, som der kan lægges på de

forskellige vidneudsagn.

Som anført ovenfor under pkt. 4.5.2 er det imidlertid i

forarbejderne til loven om undersøgelseskommissioner udtrykkeligt fremhævet,

at

bevisvurderingerne i en undersøgelseskommission må foretages med forsigtighed

under hensyn til, at beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk

proces under en almindelig retssag

Heri ligger, at det i det særegne tilfælde, hvor der – således

som der lægges op til i udkastet – sideløbende foretages en

konkurrerende

bevisførelse om de samme forhold i henholdsvis en undersøgelseskommission og

ved domstolene, vil være væsentlig forskel på den sikkerhed og fasthed,

hvormed

disse myndigheder kan udtale sig om, hvilket faktisk hændelsesforløb der kan

lægges til grund som bevist.

Hvis undersøgelseskommissionens beretning – hvad der efter

Justitsministeriets opfattelse næppe kan anses for realistisk – måtte

foreligge,

før

en straffesag ved domstolene var afsluttet, ville det

derfor efter Justitsministeriets opfattelse med rette kunne gøres gældende,

at

beretningen ikke kunne lægges til grund som et endeligt billede af de

omhandlede forhold, og at man derfor nu måtte afvente domstolenes vurdering

og

udlægning af hændelsesforløbet.

I det omvendte – og efter Justitsministeriets opfattelse mere

realistiske – tilfælde, hvor kommissionens beretning først forelå

efter

afslutningen af en straffesag ved domstolene, måtte man efter

Justitsministeriets opfattelse også spørge, hvilket nærmere formål

beretningen

skulle tjene:

Hvis beretningen i denne situation gav udtryk for det samme

billede af de undersøgte forhold som domstolene, ville det således kunne

gøres

gældende, at undersøgelsen måtte anses for helt overflødig. Hvis beretningen

omvendt gav udtryk for et andet billede, ville det som følge af det ovenfor

anførte – og efter Justitsministeriets opfattelse med rette – kunne

gøres

gældende, at det i alle tilfælde var domstolenes vurdering af

hændelsesforløbet, der måtte tillægges afgørende betydning, og at

kommissionens

beretning derfor ikke ville kunne lægges til grund for videre analyser og

konklusioner i sagen.

Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets opfattelse, at

en ordning som den beskrevne må anses for uegnet til at opnå det, som efter

loven om undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en

kommissionsundersøgelse, nemlig over for regeringen og Folketinget mv. at

skabe

klarhed over et hændelsesforløb. Efter Justitsministeriets opfattelse er der

tværtimod en betydelig risiko for, at en sådan undersøgelse mere vil være

egnet

til at skabe usikkerhed og uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og

analysen af Farum-sagens forskellige perspektiver og problemstillinger.

c)

Endvidere ville

ordningen efter Justitsministeriets opfattelse rejse væsentlige principielle

spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner.

I den forbindelse kan det bl.a. fremhæves, at de implicerede

personer sideløbende ville komme til at afgive forklaring om de samme forhold

for forskellige myndigheder og efter forskellige regelsæt. Det ville herunder

kunne være meget vanskeligt for en person, der er inddraget i straffesagen

ved

domstolene, at vurdere og overskue, om en forklaring for

undersøgelseskommissionen – vedrørende f.eks. generelle spørgsmål om

proceduren

for behandling af visse sager i kommunen – ville kunne belaste den

pågældende

under straffesagen, og om den pågældende derfor skal påberåbe sig sin ret

efter

loven til ikke at afgive forklaring for kommissionen. Der henvises i den

forbindelse til pkt. 4.3 ovenfor.

Endvidere bemærkes, at der i offentligheden – herunder i

medierne – kan siges at være givet et billede af Farum-sagen, som i

væsentlig

grad er egnet til at rejse spørgsmål om, hvorvidt der f.eks. foreligger et

disciplinært ansvar for de berørte embedsmænd mv. Ud fra de hensyn, der

– som

omtalt ovenfor under pkt. 4.5.2 – er beskrevet i betænkningen om

undersøgelsesorganer, kan det derfor anføres, at en kommissionsundersøgelse i

givet fald burde iværksættes som en ansvarsundersøgelse (dvs. en undersøgelse

med retlige vurderinger, jf. lovens § 4, stk. 4) og ikke kun som en

faktum-undersøgelse.

En sådan ansvarsundersøgelse lægges der imidlertid i udkastet

til flertalsberetning udtrykkeligt op til

ikke

at foretage, jf. ovenfor

under pkt. 3, og Justitsministeriet er for så vidt helt enig i dette

synspunkt:

dels ville de øvrige problemstillinger, der er beskrevet ovenfor, fortsat

bestå, dels ville der opstå helt andre – men ikke mindre væsentlige og

vanskelige

– problemstillinger, herunder i forhold til det grundlæggende synspunkt

om, at

det under alle omstændigheder ville være domstolene, der traf den endelige

afgørelse med hensyn til fortolkningen mv. af de retsregler, som

undersøgelseskommissionen skulle basere sine retlige vurderinger på.

5. Sammenfatning.

Udvalget har anmodet Justitsministeriet om at oplyse, om det nu

foreliggende udkast til flertalsberetning giver anledning til bemærkninger i

forhold til besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og 34.

Som det fremgår, kan spørgsmålet besvares klart bekræftende, jf.

ovenfor under pkt. 4.

Det nævnte udkast giver således Justitsministeriet anledning til

en række bemærkninger med hensyn til lovens krav om angivelse af de forhold,

der ønskes undersøgt (pkt. 4.2), til lovens regler om vidnepligt (pkt. 4.3)

og

til spørgsmålet om vanskeliggørelse af den efterforskning, som Statsadvokaten

for Særlig Økonomisk Kriminalitet for tiden gennemfører (pkt. 4.4).

Endvidere – og navnlig – giver udkastet Justitsministeriet

anledning til bemærkninger om forholdet mellem en kommissionsundersøgelse og

en

eventuel straffesag ved domstolene om de forhold, som kommissionen skal

undersøge (pkt. 4.5).

Det er således her Justitsministeriets opfattelse, at en ordning

som den beskrevne må anses for uegnet til at opnå det, som efter loven om

undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en kommissionsundersøgelse,

nemlig over for regeringen og Folketinget mv. at skabe klarhed over et

hændelsesforløb. Efter Justitsministeriets opfattelse er der tværtimod en

betydelig risiko for, at en sådan undersøgelse mere vil være egnet til at

skabe

usikkerhed og uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og analysen af

Farum-sagens forskellige perspektiver og problemstillinger.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at ordningen

ville rejse væsentlige principielle spørgsmål i forhold til de berørte

enkeltpersoners retssikkerhed mv.

Det anførte skal efter Justitsministeriets opfattelse

grundlæggende ses i lyset af, at loven om undersøgelseskommissioner slet ikke

tager sigte på tilfælde som det foreliggende, hvor politi og anklagemyndighed

–

statens centrale efterforsknings- og undersøgelsesapparat – allerede er

i færd

med en omfattende efterforskning af sagen. Der henvises i den forbindelse til

pkt. 4.5.3 ovenfor.

Justitsministeriet kan i øvrigt henholde sig til det, der er

anført i besvarelsen af 1. august 2002.

Bilag 4

3. udkast til beretning over B 84

Udkastet er optrykt efter ønske fra udvalget.

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 0.

august 2002

3. udkast

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om kommission til

undersøgelse af Farum-sagen

[af Aage

Frandsen (SF), Margrete Auken (SF), Anne Baastrup (SF)

og Kristen Touborg (SF)]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. marts 2002 og var til

1. behandling den 9. april 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1.

behandlingen henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.

Udvalget for Forretningsordenen henviste den 10. april 2002

beslutningsforslaget til forberedende behandling i Underudvalget under

Udvalget

for Forretningsordenen (herefter Underudvalget), jf. Folketingets

forretningsorden § 59.

Møder

Underudvalget har behandlet beslutningsforslaget i 4 møder,

heraf 2 møder, hvor henholdsvis justitsministeren og indenrigs- og

sundhedsministeren var indkaldt i samråd.

Spørgsmål

Underudvalget har stillet 1 spørgsmål til skriftlige besvarelse

henholdsvis til økonomi- og erhvervsministeren, finansministeren,

beskæftigelsesministeren, justitsministeren, kulturministeren,

integrationsministeren,

skatteministeren, trafikministeren, videnskabsministeren, fødevareministeren,

forsvarsministeren, miljøministeren, indenrigs- og sundhedsministeren,

undervisningsministeren og socialministeren, som disse har besvaret.

Derudover har Underudvalget til skriftlig besvarelse stillet 1

spørgsmål til Folketingets Ombudsmand, 13 spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren, 15 spørgsmål til justitsministeren og 3 spørgsmål til

beskæftigelsesministeren, som disse har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

På den baggrund opfordrer X (S, DF,SF,EL) justitsministeren til

at nedsætte en undersøgelseskommission i henhold til lov om

undersøgelseskommissioner med henblik på at undersøge hele Farum-sagen. X

betragter en afdækning og en undersøgelse af, hvad der er sket i Farum

Kommune,

og hvad forskellige andre myndigheder har gjort og ikke gjort i den

forbindelse, samt en række relationer mellem Farum Kommune og en række

private

virksomheder, organisationer m.v. som værende af

»almenvigtig

betydning

«

, jf. lov om undersøgelseskommissioner

§ 1, stk. 1.

X lægger afgørende vægt på, at enhver skal være forpligtet til

at under vidneansvar afgive forklaring for undersøgelseskommissionen som

vidne,

når kommissionen anmoder om det. Dette indebærer, at formanden er en dommer,

jf. lovens kap 5. X lægger også afgørende vægt på, at kommissionen har tre

medlemmer af hensyn til, at kommissionen kan foretage retlige vurderinger,

jf.

§ 2 stk.5. Endelig lægger X vægt på, at møder i undersøgelseskommissionen og

møder i retten er offentlige, jf. lovens kap. 10, med de begrænsninger, der

også ligger heri.

Der er efter X’s opfattelse en række grunde til, at der bør

nedsættes en undersøgelseskommission.

Det fremgår bl.a. af en række klager, der er kommet fra en

gruppe borgere i Farum Kommune, og af en række andre oplysninger, der er

fremkommet, at mange borgere i Farum Kommune har følt, at der åbenbart for

Farum Kommune gjaldt særlige forhold, og at almindelige retsregler ikke

gjaldt

for Farum Kommune. Mange borgere har fået en opfattelse af, at Farum Kommune

befandt sig i et retstomt rum, og at landets love og regler ikke gjaldt for

Farum, hvilket kan sammenholdes med, at Farum Kommune ofte blev fremhævet som

foregangskommune og mønsterkommune.

Uanset at forholdene i Farum Kommune har været unikke i forhold

til andre kommuner, er det vigtigt at få afdækket, hvordan det har været

muligt, at forholdene har kunnet udvikle sig, som tilfældet er, og hvordan så

mange har kunnet blive involveret, f.eks. private virksomheder, samt hvorfor

forskellige tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind enten af sig selv eller på

baggrund af klager.

Når en undersøgelse af Farum-sagen er af

»almenvigtig betydning

«

skyldes det også, at det er en af de største og måske den største skandalesag

inden for det offentlige med udgangspunkt i en kommune, vi nogensinde har set

i

Danmark.

Fra alle sider af det politiske spekter er det blevet fremhævet,

at

»alle sten skal vendes

«

i Farum-sagen. Derfor er det vigtigt, at

der iværksættes en undersøgelse, der sikrer, at alle sten bliver vendt.

Ellers

kan man risikere, at der breder sig en opfattelse af, at der gælder særlige

regler, når politikere er involveret, og at politikerne forsøger at dække

over

hinanden.

Formålet med undersøgelsen er at afdække alt det, som ikke er

omfattet af den efterforskning, som Statsadvokaten for særlig økonomisk

kriminalitet (Bagmandspolitiet) har indledt med henblik på evt. at rejse

tiltale i henhold til straffelovgivningen. Det betyder samtidig, at

undersøgelseskommissionen ikke skal vurdere, om der er grundlag for tiltale

efter straffeloven. Dette spørgsmål efterforskes og vurderes af

Bagmandspolitiet

Undersøgelseskommissionen kan nemt komme til at beskæftige sig

med forhold, der er omfattet af politiets efterforskning, f.eks. samarbejdet

mellem kommunen og private virksomheder samt kommunalbestyrelsens

informationsniveau i forhold til borgmesterens handlinger m.v. Der er intet

forkert i, at Bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen ser på samme

forhold. Formålet med

politiets

undersøgelser er alene at undersøge, om der er grundlag for strafferetlig

tiltale. Det er ikke undersøgelseskommissionens opgave. Men de samme

handlinger

og mange flere, som slet ikke er omfattet af politiets efterforskning m.v.

kan

også vurderes i forhold til evt.

»systemfejl

«

, evt. tjenstligt ansvar for embedsmænd,

evt. overtrædelse af kommunale styrelsesregler, forvaltningsloven,

offentlighedsloven, regler for revision m.v. Der er intet forkert i, at

undersøgelseskommissionen og politiet samarbejder med hensyn til materiale om

de faktiske forhold. Tværtimod er det nødvendigt i dette tilfælde.

Undersøgelseskommissionens medlemmer vil i disse tilfælde være omfattet af

samme tavshedspligt som politiet, jf. i øvrigt lovens kap. 8 .

I forbindelse med udarbejdelse af kommissoriet for

undersøgelseskommissionens arbejde skal justitsministeren tilgodese, at

Bagmandspolitiets og undersøgelseskommissionens arbejde ikke kolliderer med

hinanden, og at Bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen tværtimod

samarbejder vedr. materiale m.v.

X er også opmærksom på, at der foregår andet arbejde med hensyn

til at afdække forhold i Farum-sagen. Men for dette arbejde gælder det, at

det

alene bygger på tilgængeligt materiale, og at ingen i den forbindelse har

pligt

til at udtale sig, hvis de ikke ønsker det, eller er under vidneansvar.

Dertil

kommer, at disse

»undersøgelser

«

har meget specifikke formål. Hvis

undersøgelser af Farum-sagen alene blev afgrænset til det, der allerede er

sat

i gang, ville det indebære, at der bortset fra det strafferetlige spørgsmål

ikke ville ske nogen reel undersøgelse af Farum-sagens mange aspekter. For X

er

det afgørende, at der kommer en uvildig, alsidig og grundig undersøgelse.

Farum Kommunes egen undersøgelse drejer sig primært om at få

undersøgt kommunens forretningsgange og få undersøgt, om kommunen evt. kan

rejse erstatningssager. Men det vil alene kunne ske på grundlag af

tilgængeligt

materiale. Men resultatet af Farum Kommunes egen undersøgelse skal

naturligvis

tilgå undersøgelseskommissionen.

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har en række sager til

behandling, hvoraf en del vedrører tidligere forhold, som tilsynsrådet også

tidligere har forholdt sig til. Det arbejde, hvor tilsynsrådet udøver sin

tilsynspligt, skal naturligvis fortsætte.

Der er derfor en række områder og forhold, der slet ikke

undersøges, herunder undersøgelser af tilsynsmyndighedernes rolle.

I det omfang der er begået ulovligheder i Farum Kommune, som

ikke er strafferetlig karakter, f.eks. i forhold til spørgsmål om

offentlighed

i forvaltningen, vil en undersøgelseskommission derfor godt kunne undersøge,

hvorfor der ikke blev grebet ind fra diverse tilsynsmyndigheder, uden at

dette

forudsætter, at man afventer politiets efterforskning og domstolenes

bedømmelse

af præcist, hvilke straffelovsovertrædelser bestemte personer evt. kan dømmes

for.

Det samme er tilfældet på aktiveringsområdet, hvor

Arbejdsmarkedsrådet for Frederiksborg Amt tilsyneladende ikke har ment, at

det

har skullet føre et aktivt tilsyn, men alene har henholdt sig til oplysninger

fra Farum Kommune.

Undersøgelseskommissionen skal både undersøge, hvad der er sket,

og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have været grebet

ind.

Derfor skal alle dispositioner foretaget af Farum Kommune og kommunens

samarbejde med organisationer og private virksomheder, herunder

sportsklubber,

finansieringsselskaber m.v., gøres til genstand for undersøgelsen, medmindre

de

er omfattet af politiets undersøgelse. Det samme gælder de forskellige plan-

og

tilsynsmyndigheders rolle, f.eks. i forbindelse med opførelse af

ungdomsboliger, kommunens køb af jord, kommunens aktiveringsindsats m.v.

Med det generelle forbehold, at undersøgelseskommissionen ikke

skal undersøge og tage stilling til, om der er grundlag for at rejse tiltale

efter straffelovgivningen, idet dette spørgsmål helt er overladt til

Bagmandspolitiet, ønsker X, at undersøgelseskommissionen skal undersøge alt

andet, der har samfundsmæssig relevans i Farum-sagen.

Det gælder især:

Borgmesterens varetagelse af funktionerne som

øverste daglige leder af administrationen, formand for økonomiudvalget og

formand for kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af

deres hverv.

Embedsværkets varetagelse af embeder, herunder

dets muligheder for at gøre det, og den måde det har gjort det på.

Den kommunale revisions måde at fungere på og

dens reaktioner på Farum Kommunes dispositioner.

Farum Kommunes aftaler med organisationer og

private virksomheder, herunder sportsklubber og finansieringsinstitutter, set

i

lyset af kommunalfuldmagten, konkurrenceregler og reglerne for offentlige

udbud

m.v.

Dispositioner foretaget af Farum Kommune, som

har været til gavn for bestemte politiske partier eller personer f.eks. i

forbindelse med valgkampe.

De forskellige tilsynsmyndigheders rolle bl.a. i

forbindelse med de mange klagesager. Det gælder både Tilsynsrådet for

Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune som tilsynsmyndighed og de

forskellige ministerier som tilsynsmyndighed.

Endelig vil det også være relevant at se på

Hillerød politis rolle i forbindelse med anmeldelser af Farum Kommune.

Formålet med undersøgelsen er også at forebygge, at lignende

sager opstår i fremtiden. For uanset at forholdene i Farum Kommune forekommer

unikke, kunne nogle af de problemer, som er opstået i Farum Kommune, godt

opstå

andre steder, uden at det ville være så omfattende som i Farum Kommune.

Farum-sagen vil derfor muligvis give anledning til ændringer i love,

administrative regler m.v.

Ændringer af lovgivningen om det kommunale tilsyn, som opfattes

som nødvendige og/eller oplagte, skal efter X’s opfattelse ikke afvente

resultatet af undersøgelseskommissionens arbejde. Der er allerede sat

forskellige arbejder i gang med henblik på evt. lovændringer af f.eks.

reglerne

om tilsynet med amtskommuner og kommuner. På samme måde skal nedsættelse af

en

undersøgelseskommission ikke begrænse arbejdet i det såkaldte Jens Peter

Christensen-udvalg, som indenrigs- og sundhedsministeren har nedsat. Skulle

det

vise sig, at undersøgelseskommissionens arbejde giver anledning til

yderligere

ændringer i lovgivningen eller i administrative regler, ændrer det ikke ved,

at

det allerede i den kommende folketingssamling kan være fornuftigt at

gennemføre

ændringer bl.a. på baggrund af betænkning nr. 1395/2000 om statens tilsyn med

kommunerne og arbejdet i det såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg.

Som det fremgår af lov om undersøgelseskommissioner, kap. 3, kan

undersøgelseskommissionen få til opgave

»at

undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb

«

(jf. § 4, stk. 2), og

»at

komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser

eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde

«

(jf. § 4, stk. 3). Det er X’s opfattelse,

at undersøgelseskommissionen skal have disse opgaver. Men da Jens Peter

Christensen-udvalget netop har til opgave at se på behovet for ændringer af

love, administrative regler og praksis, hvilket formentlig allerede i næste

folketingssamling vil resultere i ændringer, vil behovet for den del af

kommissionens arbejdet være mindre. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der

i

forbindelse med undersøgelseskommissionens arbejde kan komme ting frem, som

kan

give anledning til et yderligere behov for ændringer i love og administrative

regler og praksis. Derfor skal det selvfølgelig også være en opgave for

undersøgelseskommissionen at komme med forslag til sådanne yderligere

ændringer

af love m.v., som undersøgelsen kan begrunde.

Derimod mener X, at det vil være hensigtsmæssigt, at

undersøgelseskommissionen undlader at komme med retlige vurderinger, selv om

lov om undersøgelseskommissioner giver mulighed herfor (jf. § 4, stk. 4),.

Derved undgås at sådanne retlige vurderinger evt. kolliderer med evt.

strafferetlig tiltale og evt. domfældelse. Dermed sker der også en

imødekommelse af noget af den kritik, som har været fremført imod, at en

undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig med, at der kører en

strafferetlig sag.

Som det allerede er fremgået, er det efter X’s opfattelse

vigtigt, at arbejdet med henblik på nedsættelse af en undersøgelseskommission

påbegyndes snarest. X mener derfor ikke, at man kan vente med at nedsætte en

undersøgelseskommission til et eller andet tidspunkt ud i fremtiden, hvor den

strafferetlige efterforskning er afsluttet, og hvor der evt. er rejst

tiltale,

samt hvor der evt. også er sket domfældelse. Det kan tage 3-4 år eller mere.

Men det ændrer ikke ved, at det også er afgørende, at arbejdet i

undersøgelseskommissionen – herunder det tidsmæssige forløb – er

tilrettelagt

sådan, at undersøgelseskommissionens arbejde ikke kommer på tværs af

Bagmandspolitiets efterforskning. Derfor går X ud fra, at justitsministeren

ved

udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af undersøgelseskommissionen

sikrer, at disse hensyn tages.

Med hensyn til det videre arbejde med nedsættelse af

undersøgelseskommissionen og udarbejdelse af kommissoriet for kommissionen

henvises til principperne i § 55 i forretningsorden for Folketinget. X skal

anmode justitsministeren om at drøfte den nærmere udformning af kommissoriet

med Udvalget for Forretningsordenen.

P.u.v.

Ivar Hansen

formand

Bilag 5

Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission,

når Folketinget har truffet beslutning herom i Folketingssalen m.v.

Notatet er optrykt efter ønske fra udvalget.

Lovsekretariatet,

4. juli 2002

Problemformulering

Notatet redegør først for bestemmelserne i

loven om undersøgelseskommissioner og Folketingets forretningsorden for

nedsættelse af en undersøgelseskommission, herunder fremgangsmåden for en

sådan

kommissionsnedsættelse, når Folketinget har truffet beslutning herom i

Folketingssalen.

Dernæst beskriver notatet en situation,

hvor initiativet til nedsættelse af en kommission kommer fra Folketinget i

anden form end en beslutning truffet i Folketingssalen, f.eks. en situation,

hvor et udvalgsflertal i en beretning opfordrer justitsministeren til at

nedsætte en undersøgelseskommission. En sådan situation er nemlig ikke

reguleret i loven om undersøgelseskommissioner.

Folketinget

træffer

beslutning

om nedsættelse af en undersøgelseskommission

Det er justitsministeren, der har

kompetence til at nedsætte undersøgelseskommissioner, jf. lov om

undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1, 1. pkt.

Justitsministeren skal udarbejde et

kommissorium (opgavebeskrivelse) for undersøgelseskommissionen. Heraf skal

fremgå, hvilke nærmere bestemte forhold undersøgelseskommissionen anmodes om

at

undersøge, og hvilke opgaver undersøgelseskommissionen anmodes om at udføre i

forbindelse hermed, jf. lovens § 4.

Justitsministeren udpeger den eller de

personer, der skal være medlemmer af undersøgelseskommissionen, og formanden

for kommissionen, hvis kommissionen skal have flere medlemmer, jf. lovens §

1,

stk. 2. Justitsministeren udpeger endvidere en person, der som udspørger i

overensstemmelse med undersøgelseskommissionens bestemmelser tilrettelægger

og

foretager afhøringer i kommissionen eller i retten, jf. lovens § 1, stk. 3.

Justitsministeren skal nedsætte en

undersøgelseskommission, hvis Folketinget har truffet beslutning herom. Det

følger

af lovens § 1, stk. 1, sidste pkt.

Såfremt der er vedtaget

folketingsbeslutning som nævnt i § 1, stk. 1, sidste pkt., sker den fornødne

nærmere udformning af bestemmelserne om kommissionens opgaver i samråd med

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen eller et underudvalg nedsat under

udvalget,

jf. lovens § 1, stk. 4. Det samme gælder afgørelser efter stk. 2 (om, hvem

der

skal være medlemmer af kommissionen) og stk. 3 (om, hvem der skal være

udspørger).

Det er vigtigt, at Folketinget har

indflydelse på disse spørgsmål, da det er Folketinget, som har truffet

beslutningen om at nedsætte undersøgelseskommissionen.

1)

Herom hedder det

i betænkningen fra Udvalget for Forretningsordenen:

2)

»Beslutningsforslaget

vil antagelig indeholde et udkast til kommissorium eller i hvert fald en

angivelse af dettes hovedpunkter. Det er vigtigt at sikre, at Folketinget

efter

forhandling med regeringen har den afgørende indflydelse på kommissoriets

udformning. Under dette forhandlingsforløb skal det sikres, at kommissoriet

vil

være operativt for den kommende undersøgelse. Ud over en afgrænsning af det

hændelsesforløb, der skal undersøges, skal der i kommissoriet efter

forhandling

med regeringen tages stilling til, om der foruden en undersøgelse af og

redegørelse for det faktiske begivenhedsforløb også skal anmodes

undersøgelseskommissionen om i forbindelse med dens udredning at påpege

ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis,

som

undersøgelsen kan begrunde. Efter omstændighederne vil

undersøgelseskommissionen som anført i loven herudover kunne få til opgave at

foretage retlige overvejelser til belysning af, hvorvidt der foreligger

grundlag for at søge embedsmænd m.v. draget til ansvar. Også sammensætningen

af

undersøgelseskommissionen vil skulle fastsættes under disse drøftelser mellem

udvalg og regering. Der skal i den forbindelse tages stilling til, om dommere

skal medvirke, og om undersøgelsen dermed skal gennemføres efter lovens

kapitel

5 eller 6.

«

I de tilfælde, hvor Folketinget har

vedtaget beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission, vil det i

praksis ofte være justitsministeren, som – på grundlag af

folketingsbeslutningen og dennes retningslinjer for kommissoriets indhold

–

udarbejder et udkast til undersøgelseskommissionens kommissorium, herunder et

udkast til undersøgelseskommissionens sammensætning.

3)

Dette udkast til

kommissorium m.v. fremsendes til Udvalget for Forretningsordenen eller dettes

underudvalg til godkendelse.

Når (under)udvalget har godkendt

kommissoriet m.v., tager Justitsministeriet nærmere stilling til, hvem der

skal

udpeges som medlemmer af undersøgelseskommissionen og som udspørger.

4)

Det

sker i overensstemmelse med de regler, der er beskrevet ovenfor. Udpegningen

af

kommissionens medlemmer og udspørgeren må ikke finde sted, før Udvalget for

Forretningsordenen (eller dettes underudvalg) har godkendt

Justitsministeriets

forslag herom.

Folketingets forretningsorden indeholder i

§ 55 på linje med det ovenfor anførte en bestemmelse om fremgangsmåden ved

nedsættelse af en undersøgelseskommission, når initiativet kommer fra

Folketinget i form af en folketingsbeslutning, herunder fastsættelse af

kommissorium og sammensætning af kommissionen.

Det fremgår af forretningsordenens § 55,

at Udvalget for Forretningsordenen kan afgive indstilling til Folketinget om,

at der nedsættes en undersøgelseskommission efter reglerne i loven om

undersøgelseskommissioner. Vedtages en sådan indstilling, sker den fornødne

nærmere udformning af bestemmelserne om kommissionens opgave af udvalget i

samråd med justitsministeren.

Indstillingen må formodes at kunne være en

betænkning over det fremsatte beslutningsforslag eller en selvstændig

betænkning og indstilling, hvis sagen starter i udvalget. I begge tilfælde må

det formodes, at drøftelserne og afklaringen med justitsministeren ofte vil

komme til at foregå før afgivelsen af en betænkning eller en indstilling fra

Udvalget for Forretningsordenen til Folketingssalen og eventuelt fremgå af

denne betænkning/indstilling, men som forretningsordenens § 55 er formuleret

kan fastsættelsen af kommissorium, opgaver og medlemskreds også ske efter

vedtagelsen af indstillingen i Folketinget i samråd mellem udvalg og

minister.

Som det fremgår af det ovenfor anførte,

har justitsministeren en

retlig

forpligtelse

til at nedsætte en undersøgelseskommission, når Folketinget har truffet

beslutning herom, ligesom

fremgangsmåden

for en sådan nedsættelse er reguleret i loven om undersøgelseskommissioner og

Folketingets

forretningsorden.

Det er i sidstnævnte forbindelse endvidere

forudsat, at Udvalget for Forretningsordenen kan nå til enighed med

Justitsministeriet om indholdet af undersøgelseskommissionens kommissorium og

sammensætningen af kommissionen, før Folketinget træffer beslutning om

nedsættelse af kommissionen.

Et

udvalgsflertal opfordrer justitsministeren til at nedsætte en

undersøgelseskommission

Efter loven om undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1, kan

justitsministeren nedsætte en kommission til at gennemføre en undersøgelse af

nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning. En sådan kommission skal

nedsættes, hvis Folketinget vedtager beslutning herom.

Loven regulerer ikke situationer, hvor initiativet til

nedsættelse af en kommission kommer fra Folketinget i anden form end en

beslutning truffet i Folketingssalen, f.eks. en situation, hvor et

udvalgsflertal i en beretning opfordrer justitsministeren til at nedsætte en

undersøgelseskommission.

I en sådan situation er justitsministeren ikke efter loven om

undersøgelseskommissioner eller anden lovgivning retligt forpligtet til at

nedsætte en undersøgelseskommission.

En anden ting er, at justitsministeren kan risikere at blive

draget politisk til ansvar, hvis ministeren ikke efterkommer

udvalgsflertallets

opfordring om at nedsætte en kommission, i sin yderste konsekvens ved

vedtagelse af et mistillidsvotum efter grundlovens § 15.

5)

I en situation som den beskrevne, hvor et udvalgsflertal i en

beretning opfordrer justitsministeren til at nedsætte en

undersøgelseskommission, er fremgangsmåden for en sådan

kommissionsnedsættelse

heller ikke reguleret i loven om undersøgelseskommissioner og Folketingets

forretningsorden.

Det er således ikke forudsat, at kommissoriets nærmere

udformning og sammensætningen af undersøgelseskommissionen

skal

ske i samråd mellem Justitsministeriet og Udvalget for

Forretningsordenen (eller dettes underudvalg).

For at sikre, at udvalgsflertallet får den afgørende indflydelse

på kommissoriets udformning m.v., har udvalgsflertallet – i den del af

beretningen, som indeholder flertallets politiske bemærkninger –

mulighed for

konkret og præcist at angive, hvad det er for nogle forhold, der ønskes

klarlagt af undersøgelseskommissionen, ligesom flertallet også har mulighed

for

at angive nogle kriterier for kommissionens sammensætning.

Endelig kan udvalgsflertallet i beretningen naturligvis opfordre

til, at den fornødne nærmere udformning af bestemmelserne om kommissionens

opgave efterfølgende, dvs. efter afgivelsen af beretningen, sker af Udvalget

for Forretningsordenen (eller dettes underudvalg) i samråd med

justitsministeren.

1)

Se kommentaren til lov om undersøgelseskommissioner v/ Jens Peter

Christensen,

Oliver Talevski og Claus Dethlefsen (2002), side 50.

2)

Jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg B, side 779.

3)

Se kommentaren til lov om undersøgelseskommissioner (nævnt i note 1), side

50.

4)

Se kommentaren til lov om undersøgelseskommissioner, side 50. Som anført i

kommentaren samme sted, kan spørgsmålet om sammensætningen af

undersøgelseskommissionen naturligvis også forelægges for (under)udvalget

sammen med et udkast til undersøgelseskommissionens kommissorium.

5)

Efter grundlovens § 15, stk. 1, kan ingen minister forblive i sit embede,

efter

at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham. Grundlovens § 15 udgør

kernen

i ministrenes politiske ansvar. Som det fremgår, er det Folketinget, der gør

det

politiske ansvar gældende ved at udtale sin mistillid til en fagminister

eller

statsministeren. Dette sker ved en simpel flertalsbeslutning, der i henhold

til

Folketingets forretningsorden kan træffes under forhandling af en

forespørgsel

m.v., jf. forretningsordenens § 24.

Bilag 6

Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission,

når der verserer en strafferetlig efterforskning af de samme forhold

Notatet er optrykt efter ønske fra S, DF, SF og EL.

Lovsekretariatet, 27. juni 2002

1. Problemformulering

Med lov om undersøgelseskommissioner, der trådte i kraft den 1.

juli 1999, og som bygger på det såkaldte Nordskovudvalgs betænkning nr.

1315/1996 om undersøgelsesorganer, er der indført en helt ny ordning om

undersøgelse af sager om fejl og forsømmelser i forvaltningen. Der er ikke

tidligere nedsat undersøgelseskommissioner i medfør af loven.

1)

I forlængelse af samrådet med justitsministeren torsdag den 30.

maj 2002 om den strafferetlige efterforskning i Farumsagen (jf. B 84 –

bilag

55) blev spørgsmålet om, hvorvidt der kan eller bør nedsættes en kommission

til

at undersøge visse aspekter i Farumsagen, når det ikke kan udelukkes, at der

samtidig helt eller delvis verserer en strafferetlig efterforskning af samme

forhold, drøftet i Underudvalget under Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen.

I lyset af drøftelserne blev det besluttet, at Lovsekretariatet

i første omgang undersøger spørgsmålet nærmere på baggrund af loven om

undersøgelseskommissioner, lovens forarbejder, praksis samt den juridiske

litteratur på området. Underudvalget drøftede desuden muligheden for at

rådføre

sig hos en ekstern juridisk ekspert, hvis Lovsekretariatets undersøgelse ikke

måtte føre til noget svar på spørgsmålet.

2. Generelle bemærkninger om loven om

undersøgelseskommissioner.

Hvilken kategori af sager

kan en undersøgelseskommission nedsættes for at undersøge?

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner,

at justitsministeren kan nedsætte en kommission til at gennemføre en

undersøgelse af nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning. En sådan

kommission skal nedsættes, hvis Folketinget vedtager beslutning herom.

Formuleringen af lovens § 1, stk. 1, om, at en kommission kan

nedsættes til gennemførelse af en undersøgelse af nærmere bestemte forhold af

»almenvigtig betydning« indebærer, at der i princippet

er meget vide retlige grænser for, hvilke forhold en

undersøgelseskommission kan nedsættes for at undersøge.

Med formuleringen markeres det imidlertid, at en

undersøgelseskommission som altovervejende hovedregel kun bør benyttes i

tilfælde, hvor regeringen eller Folketinget har behov for at få belyst nogle

forhold, som har betydning for de opgaver, som regeringen eller Folketinget

udfører.

2)

Dette

betyder ifølge lovens forarbejder, at forholdet som altovervejende hovedregel

skal have tilknytning til staten.

3)

Formuleringen »almenvigtig betydning« indebærer således, at en

undersøgelse af private forhold, herunder strafferetlige forhold, normalt

alene

vil kunne tænkes, hvis den indgår som et integreret element i en undersøgelse

af statslige myndigheders forhold.

4)

Det kan endvidere nævnes, at anvendelsesområdet for de såkaldte

parlamentariske kommissioner

5)

blev gjort til

genstand for nærmere overvejelser i forbindelse med et forslag fra

Fremskridtspartiet i midten af 1970’erne om at anvende parlamentariske

kommissioner til at behandle lovforslag. Udvalget for Forretningsordenen

indhentede i den anledning et notat fra Justitsministeriet om fordele og

ulemper ved at lade et spørgsmål undersøge i en parlamentarisk kommission

frem

for ved et sædvanligt kommissions- eller udvalgsarbejde. På baggrund af

notatet

af 13. januar 1976, optrykt i Udvalget for Forretningsordenens betænkning,

udtalte udvalget, at »anvendelsen af parlamentariske kommissioner i

overensstemmelse med mangeårig praksis bør forbeholdes særlige situationer,

især tilfælde, hvor der kan blive tale om at gøre ministeransvar gældende«.

6)

Også

et forslag fra Fremskridtspartiet i 1975-76 om nedsættelse af en

parlamentarisk

kommission vedrørende de samfundsøkonomiske virkninger af den offentlige

sektors lønføring m.v. afvistes delvis ud fra det synspunkt, at en

parlamentarisk kommission ikke var det rette organ til undersøgelse af

sådanne

brede samfundsspørgsmål, men burde forbeholdes andre situationer.

7)

I

1976 bekræftedes denne indstilling af et stort flertal i udvalget i

forbindelse

med behandlingen af et forslag fra DKP om en parlamentarisk kommission til

undersøgelse af arbejdsministerens dispositioner over for Sømændenes

Arbejdsløshedskasse, idet det anførtes, at »nedsættelse af en parlamentarisk

kommission efter omstændighederne kan være berettiget i tilfælde, hvor der

kan

være tale om at drage en minister til ansvar for hans embedsførelse«.

8)

Med formuleringen »almenvigtig betydning« er det ifølge

forarbejderne til loven ikke udelukket, at der i helt særlige tilfælde

iværksættes en undersøgelse, der (alene) vedrører (amts)kommunale forhold.

Undersøgelser af forhold vedrørende kommunerne forudsættes dog normalt

forbeholdt de almindelige tilsynsmyndigheder.

9)

Det er i sagens natur en meget skønspræget vurdering, om der

skal nedsættes en undersøgelseskommission. Og vurderingen vil ofte have en

politisk

baggrund.

Det fremgår dog af forarbejderne til loven, at der ikke bør

nedsættes en undersøgelseskommission, hvis den pågældende sag kan belyses

tilfredsstillende af de sædvanlige undersøgelsesorganer, herunder politiet

eller tilsynsmyndighederne.

Særligt i relation til spørgsmålet om Folketingets inddragelse i

nedsættelsen af undersøgelseskommissioner erindres om, at Folketinget

samtidig

med vedtagelsen af forslaget til lov om undersøgelseskommissioner vedtog et

forslag til ændring af Folketingets forretningsorden, der også var

foranlediget

af Nordskovudvalgets betænkning. Forretningsordenen blev tilført et nyt

kapitel

(XVIII) under overskriften »Spørgsmål vedrørende ministeransvar«. Kapitlet

indeholder regler om Folketingets inddragelse i nedsættelse af

undersøgelseskommissioner og om Folketingets behandling af sager om

ministeransvar.

Kerneområdet for Folketingets inddragelse i nedsættelse af

undersøgelseskommissioner er således sager om ministeransvar.

Spørgsmålet om, hvorvidt der – ud fra en juridisk betragtning –

kan eller bør nedsættes en kommission til at undersøge visse aspekter i

Farumsagen, når det ikke kan udelukkes, at der samtidig helt eller delvist

verserer en strafferetlig efterforskning af de samme forhold, er ikke

reguleret

i loven om undersøgelseskommissioner.

Der er heller ikke taget stilling til spørgsmålet i lovens

forarbejder eller i den juridiske litteratur, herunder den netop udgivne

kommentar til loven v/ Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus

Dethlefsen.

Spørgsmålet har heller ikke tidligere foreligget i praksis. Dog

opstod problemet kortvarigt i Tamilsagen, men på en anden måde end i

Farumsagen. I juni 1990 blev der nedsat en undersøgelsesret beklædt af

højesteretsdommer Mogens Hornslet til at foretage en undersøgelse af

Tamilsagen. I januar 1991 blev Statsadvokaten for København anmodet om at

undersøge, om der var grundlag for at rejse tiltale mod Justitsministeriets

departementschef. Departementschefen blev sigtet for misbrug af offentlig

stilling og grov tjenesteforsømmelse, men efter en nærmere undersøgelse

frafaldt Statsadvokaten sigtelsen i marts 1991, bl.a. fordi forholdet var

forældet. De forskellige former for undersøgelser i Tamilsagen og tidspunktet

for deres iværksættelse fremgår i øvrigt af vedlagte bilag.

Det vurderes, at næppe heller en ekstern juridisk ekspert – på

en juridisk baggrund – vil kunne komme med et svar på, om en

undersøgelseskommission kan eller bør nedsættes i en situation som den

beskrevne.

Der lægges herved vægt på, at der som nævnt ikke juridisk er

gjort op med spørgsmålet hverken i loven om undersøgelseskommissioner, lovens

forarbejder, praksis eller den juridiske litteratur. En juridisk ekspert vil

således ikke kunne basere sine synspunkter på et juridisk grundlag, men alene

på generelle retspolitiske overvejelser.

1)

Vedlagte

bilag

indeholder til almindelig orientering en omtale af to (af

i alt fem) sager om ministeransvar, der har været bedømt af Rigsretten,

nemlig

rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg i 1909-10 (navnlig den

forudgående Albertisag) og sagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen

(Tamilsagen) fra 1993-95. Rigsrettens afgørelser repræsenterer den mest

autoritative stillingtagen til ministeransvaret, der foreligger i dansk

forfatningspraksis.

2)

Jf. Justitsministeriets notat af 22. december 1997, der er udarbejdet i

samarbejde mellem ministeriet og Lars Nordskov Nielsen, Torben Melchior og

Jens

Peter Christensen, og som er gengivet som bilag 1 til Udvalget for

Forretningsordenens betænkning af 5. maj 1999 over forslag til lov om

undersøgelseskommissioner, samt den netop udgivne kommentar til lov om

undersøgelseskommissioner m.v. (”Undersøgelseskommissioner,

Embedsmandsansvaret

& Folketingets rolle”) v/ Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og

Claus

Dethlefsen, side 30.

3)

Se Udvalget for Forretningsordenens betænkning af 5. maj 1999 over forslag

til

lov om undersøgelseskommissioner, side 8.

4)

Jf. Justitsministeriets notat af 22. december 1997 (se note 2) samt den netop

udgivne kommentar til lov om undersøgelseskommissioner m.v. (se note 2), side

31.

5)

Efter grundlovens § 51 kan Folketinget ”nedsætte kommissioner af sine

medlemmer

til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at

fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af

offentlige myndigheder”. En parlamentarisk kommission består således af

folketingsmedlemmer og har en sammensætning, der forholdsmæssigt svarer til

sammensætningen i Folketingssalen, jf. grundlovens § 52. Sammenlignet med

almindelige folketingsudvalg har kommissionen en særlig adgang til at oplyse

en

sag. Embedsmænd og privatpersoner skal mundtligt eller skriftligt give

kommissionen udbedte oplysninger.

6)

Folketingstidende 1975-76, tillæg B, sp. 697.

7)

Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne, sp. 8272.

8)

Folketingstidende 1975-76, tillæg B, sp. 1095.

9)

Jf. den i noterne 2 og 4 nævnte netop udgivne kommentar til lov om

undersøgelseskommissioner m.v., side 31.

Underbilag 1

til bilag 6

Spørgsmål om ministeransvar bedømt af Rigsretten m.v.

Indledning

Spørgsmålet om ministeransvar har været bedømt af Rigsretten i

fem sager siden grundloven fra 1849. Alle fem sager er mere eller mindre

udførligt behandlet i Jens Peter Christensens afhandling »Ministeransvar«

(1997), side 61-116.

Rigsrettens afgørelser i de fem sager repræsenterer den mest

autoritative stillingtagen til ministeransvaret, der foreligger i dansk

forfatningspraksis.

1)

Fire af de fem sager ligger tilbage i sidste halvdel af

1800-tallet og det første tiår af 1900-tallet og har navnlig for de tre

førstes

vedkommende først og fremmest retshistorisk interesse og gennemgås ikke i

dette

bilag.

2)

For så vidt angår den fjerde rigsretssag – sagen mod J.C.

Christensen og Sigurd Berg fra 1909-10 – vil der, ud over en omtale af

selve

rigsretssagen, være anledning til en omtale af begivenhedsforløbet forud for

sagen, nemlig den såkaldte Albertisag, idet dette begivenhedsforløb er af

betydning for forståelsen af Rigsrettens dom. Kernen i denne sag var

spørgsmålet om, hvilke krav der kan stilles til en minister med hensyn til

dennes samvittighedsfulde udøvelse af sine embedspligter. Sagen er navnlig

egnet til at belyse regeringslederens pligt til at føre tilsyn med

fagministrene samt betydningen af embedsmændenes rådgivning for ministerens

ansvar.

Den femte rigsretssag, sagen mod fhv. justitsminister Erik

Ninn-Hansen (Tamilsagen), der blev afgjort ved Rigsrettens dom af 22. juni

1995, er derefter kort omtalt.

Endelig er den i 1945 nedsatte parlamentariske kommission om,

hvorvidt der kunne gøres ansvar gældende over for ministre m.fl. i

forbindelse

med besættelsen af Danmark omtalt sidst i bilaget.

Rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd

Berg i 1909-10

Der kan være grund til at redegøre for de angreb, der i årene

forud for rigsretssagen var blevet rettet mod justitsminister P.A. Alberti

fra

Folketingets talerstol, for det første fordi disse angreb og J.C.

Christensens

afvisning heraf dannede grundlag for den kritik af J.C. Christensens

embedsførelse som konseilspræsident, som Rigsretten ved sin dom gav udtryk

for,

og således er af betydning for forståelsen af Rigsrettens dom, for det andet

fordi angrebene vidner om den politiske baggrund, der var for rigsretssagen.

Rigsretssagen havde sin baggrund i fhv. justitsminister P.A.

Albertis selvanmeldelse til politiet den 8. september 1908 for falsk og

bedrageri begået over for Den sjællandske Bondestands Sparekasse, som han var

formand for. Forinden var Alberti blevet afskediget den 24. juli samme år.

Som nævnt er (rigsrets)sagen behandlet i Jens Peter Christensen

afhandling »Ministeransvar« fra 1997, og Jens Peter Christensen skriver i

afhandlingen på side 88-92 bl.a. følgende om Alberti-sagen:

»... Svend Thorsen fastslår, at I.C. Christensen ikke kunne have

mindste mistanke til Alberti. Han var kun blevet ham for besværlig politisk.

Det sidste er utvivlsomt rigtigt. At I.C. Christensen ikke kunne

have mindste mistanke til Alberti, synes til gengæld at være en sandhed med

betydelige modifikationer.

I rigsdagssamlingen 1907-1908 blev justitsminister P.A. Alberti

således heftigt angrebet for at udnytte sit embede til at skaffe sig selv

økonomiske fordele. Angrebet blev indledt af socialdemokraten F.J. Borgbjerg

den 18. oktober 1907 under førstebehandlingen af finanslovsforslaget og

fortsatte under tredjebehandlingen i marts 1908. Borgbjerg blev støttet af

blandt andre Højres ordfører, L.V. Birck, og lederen af Det radikale Venstre,

C.Th. Zahle.

Venstrereformpartiets ordfører, Anders Nielsen, afviste

angrebene under førstebehandlingen den 30. oktober 1907, idet han fastslog,

at

der alene var tale om et »politisk Stormløb« mod ministeriet I.C.

Christensen.

Også justitsminister Alberti afviste angrebene, og under tredjebehandlingen

den

16. marts 1908 bakkede I.C. Christensen ham op, idet han fastslog, at der

ikke

var ført bevis for beskyldningerne mod Alberti. »Den Forhandling, her har

været

ført, har ikke givet mig nogen som helst Grund til Misbilligelse overfor min

Kollega eller hans Administration, men der er derimod Grund for det ærede

Medlem til at føre bevis for sine Paastande«, udtalte I.C. Christensen.

Birch, Borgbjerg og Zahle replicerede og efterlyste svar på,

hvilke yderligere beviser konseilspræsidenten ønskede ud over de allerede

fremlagte. Birch opfordrede i den forbindelse I.C. Christensen til –

sådan som

Borgbjerg allerede under efterårets behandling af finanslovsforslaget havde

fremført ønske om – at nedsætte en uvildig kommission til at undersøge

beviserne. Samtidig fastslog Zahle det som en nødvendighed – nu

konseilspræsidenten havde gjort justitsministerens sag til sin egen – at

der

blev nedsat en undersøgelseskommission, så de, der havde fremsat

beskyldningerne mod justitsministeren for embedsmisbrug, kunne få lejlighed

til

under forbindende former at føre beviser.

I.C. Christensen afviste kravet om en undersøgelse .

Under Landstingets førstebehandling af finanslovsforslaget den

24. og 25. marts 1908 fortsatte angrebene på Alberti. Højres ordfører,

Bramsen,

beklagede, at Alberti ikke selv havde villet rense sig ved at tilslutte sig

ønsket om en uvildig undersøgelse. I stedet havde Alberti anvist den vej, at

Birch offentligt uden for Folketinget kunne gentage sine påstande mod ham,

hvorefter Alberti ville anlægge injuriesøgsmål. Den af de to, hvem dommen

måtte

gå imod, skulle så trække sig ud af det politiske liv.

Den radikale Edvard Brandes spurgte på denne baggrund De

Frikonservatives ordfører og formand, landets største godsejer, lensgreve

Mogens Frijs, om han fandt, at en sådan procedure ville være en rimelig

udvej,

i betragtning af at han tidligere havde tilkendegivet, at der var behov for

at

få kastet lys over justitsministerens forhold. Spørgsmålet var af central

betydning, al den stund at grev Frijs’ opfattelse ville være afgørende,

da

regeringen behøvede De Frikonservatives støtte i Landstinget for at komme

igennem med sine lovforslag.

Grev Frijs gav i sit svar udtryk for, at Højres forslag om en

uvildig undersøgelse var en mulighed, der måtte overvejes. Derimod måtte

Albertis forslag afvises, da det ikke ville kunne fjerne »den Uhygge«, der

havde bredt sig i det offentlige liv.

Svend Thorsen bemærker, at Alberti efter grev Frijs’ tale fik et

af de svedanfald, der undertiden kom over ham, »men denne gang var det

voldsomt, han drev af sved og måtte længe tørre sig med lommetørklædet over

isse og nakke«. Albertis svedanfald – der blev foreviget i

karikaturtegning –

var velbegrundet. Som Brandes bemærkede, havde konseilspræsidenten indtil

grev

Frijs’ indlæg kunnet sige, at stormløbet mod Alberti blot var politik,

og at

Socialdemokratiets, Højres og Det radikale Venstres angreb alene skyldtes, at

man gennem justitsministeren ville hele regeringen til livs. Efter grev

Frijs’

udtalelser ville dette ikke længere være muligt, idet grev Frijs var fører

for

den gruppe, uden hvis støtte regeringen ikke ville kunne føre sin politik.

I.C. Christensen forholdt sig tavs under Landstingets debat, men

som Svend Thorsen bemærker, må det i hvert fald fra denne debat have stået

konseilspræsidenten klart, at han ikke kunne beholde Alberti som minister,

hvis

regeringen skulle være sikret den fornødne parlamentariske opbakning til det

forestående lovgivningsarbejde, der blandt andet vedrørte det for regeringen

helt centrale forsvarsspørgsmål.

Under forhørene for Rigsretten to år senere forklarede I.C.

Christensen således også, at han umiddelbart efter en af

finanslovsforhandlingerne i Rigsdagen i marts 1908 havde gjort det klart for

Alberti, at han måtte gå af. De evindelige angreb på justitsministeren

hindrede

arbejdsroen og arbejdsfreden Når afskedigelsen af Alberti trak ud, skyldtes

det, forklarede I.C. Christensen, at Alberti ønskede at gennemføre loven om

retsplejereformen. Derved kom Alberti til at sidde rigsdagssamlingen ud og

kunne afskediges til den 24. juli .

Den 23. maj 1908, på rigsdagssamlingens sidste dag, var F.J.

Borgbjerg m.fl.s forslag om nedsættelse af en parlamentarisk kommission sat

på

dagsordenen. Efter forslaget skulle der nedsættes en parlamentarisk

kommission

i henhold til 1866-grundlovens § 46 til undersøgelse af justitsminister

Albertis administration. Så længe undersøgelsen varede, skulle ministeren

fratræde sit embede. Forslaget blev imidlertid afvist af et flertal af

tingets

medlemmer.

At Alberti således fik yderligere et par måneder på posten, uden

at der blev gennemført nogen undersøgelse af hans forhold, blev ved

Rigsrettens

dom af 17. juni 1910, jf. nedenfor, lagt I.C. Christensen til last, idet

Rigsretten fandt, at I.C. Christensen ikke havde handlet forsvarligt, da han

i

foråret 1908 – med henvisning til, at der ikke forelå beviser mod

Alberti –

nægtede sin bistand til at foretage en nærmere undersøgelse af Albertis

embedsførelse.

Albertis selvanmeldelse fik betydelige politiske konsekvenser.

Den 12. oktober 1908 trådte regeringen I.C. Christensen tilbage. Herefter

overdrog kongen det til Niels Neergaard at danne regering. Foranlediget af

valgperiodens snarlige udløb blev der udskrevet folketingsvalg til den 25.

maj

1909, ved hvilket Alberti-sagen kom til at koste I.C. Christensens

Venstrereformparti et meget betydeligt mandattab. På grund af umuligheden af

at

nå til enighed om forsvarslovene indgav regeringen Neergaard den 31. juli

1909

sin demissionsbegæring.

De splittede venstregrupper enedes i denne situation om at pege

på lensgreve L. Holstein-Ledreborg, der havde spillet en central rolle som

samlende figur under forfatningskampen, som konseilspræsident.

Holstein-Ledreborg tiltrådte den 16. august 1909 som leder af den første

mindretalsregering efter systemskiftet, på grundlag af et kompromis mellem de

tre venstregrupper om forsvarslovene.

Kort efter at regeringen Holstein-Ledreborg – hvor I.C. Christensen

beklædte posten som forsvarsminister – havde fået gennemført forliget om

forsvarslovene, blev den, den 22. oktober 1909, fældet ved et mistillidsvotum

stillet af Det radikale Venstres formand, C.Th. Zahle, vedtaget af 49 stemmer

(radikale, socialdemokrater og 8 højreformænd) mod 44. Holstein-Ledreborg

udtalte straks, at det var en selvfølge, at regeringen herefter ville gå af.

For første gang i dansk forfatningshistorie trådte en regering dermed tilbage

efter et mistillidsvotum i Folketinget. Den 28. oktober 1909 blev ministeriet

C.Th. Zahle udnævnt. Zahle overtog som konseilspræsident tillige selv

justitsministerposten, blandt andet for at lede, hvad man benævnte

»udrensningen« efter Alberti.

Den 7. december 1909 vedtog Folketinget, bestående af radikale,

socialdemokrater og højremænd, at stille I.C. Christensen og Sigurd Berg for

Rigsretten. Begge havde anmodet deres partifæller om ikke at stemme imod.«

Mens baggrunden for rigsretssagen i form af Albertis

embedsførelse og hele virke således i høj grad var genstand for politisk

strid

og udløste vidtrækkende parlamentariske konsekvenser, vedrørte rigsretssagen

ikke i sig selv noget centralt forfatningsretligt eller forfatningspolitisk

stridsspørgsmål. Rigsretssagens kerne var spørgsmålet om, hvilke krav der kan

stilles til en minister med hensyn til dennes samvittighedsfulde udøvelse af

sine embedspligter.

3)

Rigsretssagen indledtes ved Rigsretten den 8. januar 1910 og

afsluttedes med Rigsrettens dom af 17. juni 1910.

Tiltalen mod J.C. Christensen omfattede fire forhold, som i

anklageskriftet var nummereret a.1.-a.4. Alle forhold stod i forbindelse med

Albertis embedsførelse.

For det første det forhold, at J.C. Christensen som

konseilspræsident og forsvarsminister havde medvirket til eller i hvert fald

ikke søgt at forhindre, at Alberti, da han som justitsminister gav bevilling

til et Landbrugslotteri, misbrugte sin embedsstilling til egen eller

nærpårørendes fordel, uagtet J.C. Christensens mistanke kunne og burde have

været vakt.

For det andet det forhold, at J.C. Christensen som

konseilspræsident havde afholdt den daværende indenrigsminister, Sigurd Berg,

fra eller i alt fald undladt at tilskynde ham til at gøre sin embedspligt,

selv

om der forelå oplysninger og omstændigheder, som kunne og burde have vakt

J.C.

Christensens mistanke til Albertis forhold som formand for Den sjællandske

Bondestands Sparekasse.

For det tredje det forhold, at J.C. Christensen som

konseilspræsident ikke alene havde forsømt at undersøge Albertis forhold, men

direkte modsat sig, at en sådan undersøgelse overhovedet fandt sted, og

opretholdt ham i hans embedsstilling som justitsminister indtil den 24. juli

1908, selv om der såvel på Rigsdagen i samlingen 1907-08 og i pressen var

fremsat graverende beskyldninger mod Alberti.

For det fjerde det forhold, at J.C. Christensen som midlertidig

finansminister i maj 1908 uden hjemmel havde ydet Den sjællandske Bondestands

Sparekasse et lån af statskassen på 1,5 millioner kroner, selv om der forelå

oplysninger og omstændigheder, som kunne og burde havde vakt hans mistanke

til

Alberti.

Ved Rigsrettens dom af 17. juni 1910 blev J.C. Christensen pure

frifundet for så vidt angik de to førstnævnte samt det sidstnævnte af de fire

forhold. Dommen er i sin helhed refereret i Jens Peter Christensens

afhandling

»Ministeransvar« (1997), side 94-95.

Om dommens præmisser samt anklageskriftet mod J.C. Christensen

fremgår følgende af Jens Peter Christensens afhandling, side 95:

»Dommen er for så vidt angår de to førstnævnte samt det

sidstnævnte af de fire forhold i anklageskriftet mod I.C. Christensen (post

a.1., 1.2., og a.4.) uden større principiel interesse, da rettens

stillingtagen

hviler på en konkret bevismæssig vurdering af, hvilken (manglende) viden I.C.

Christensen havde haft om Albertis forhold, og hvilke handlinger han havde

foretaget, samt en konkret retlig vurdering af retmæssigheden af hans faktisk

foretagne dispositioner.

For så vidt angår det tredje af anklagens fire forhold –

påstanden om, at I.C. Christensen have begået embedsforsømmelse ved at

undlade

eller direkte modsætte sig en undersøgelse af Albertis forhold, til trods for

de graverende beskyldninger mod ham – hævdede anklageren i

anklageskriftet, at

der måtte påhvile I.C. Christensen en pligt til »at føre Tilsyn med de andre

Ministre og navnlig at skride ind, naar der opstaar Formodning eller Mistanke

om, at nogen af de andre Ministre ere Forbrydere eller røgte deres Embede paa

forargelig eller uværdig Maade, og at søge vedkommende Minister fjernet eller

Undersøgelse anstillet«. Anklageren fandt, at I.C. Christensens forhold i så

henseende måtte henføres til 1866-straffelovens § 142 om nægtelse eller

forsætlig undladelse af at efterkomme lovlig befaling eller i hvert fald §

143

om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.

I sit foredrag for Rigsretten gentog anklageren disse

synspunkter og henviste atter til referencebestemmelserne i straffelovens §

142

og § 143, idet han hævdede, at tilsynspligten måtte gælde på uskrevet

grundlag

som en følge af, at konseilspræsidenten i en vis relation var de andre

ministres overordnede«

I sin dom fastslog Rigsretten, at J.C. Christensen ikke havde

handlet forsvarligt ved – under påberåbelse af, at der ikke forelå

beviser mod

Alberti – at have nægtet sin bistand til en nærmere undersøgelse af

Albertis

forhold. Da der imidlertid efter rettens opfattelse forelå undskyldende

omstændigheder, fandtes J.C. Christensens forhold ikke at kunne henføres til

nogen af straffelovens bestemmelser, navnlig ikke dens § 143 om grov eller

oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten. Også for dette

forhold blev J.C. Christensen derfor frifundet.

Som anført i Jens Peter Christensens afhandling

»Ministeransvar«, side 96, har Rigsrettens afgørelse på dette punkt

frifindelsen til trods fortsat betydelig forfatningsretlig interesse, idet

retten med sin konstatering af, at J.C. Christensen ikke havde handlet

forsvarligt, forudsatte, at der på uskrevet grundlag måtte påhvile

regeringschefen en særlig tilsynspligt i forhold til fagministre.

Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensens afhandling,

side 92-99.

Mens J.C. Christensen blev frifundet, blev Sigurd Berg dømt. Der

henvises herom til Jens Peter Christensens afhandling »Ministeransvar«, side

99-103.

For så vidt angår straffesagen mod Alberti

(for falsk og bedrageri

begået over for Den sjællandske Bondestands Sparekasse), som rigsretssagen

havde sin baggrund i, politianmeldte Alberti som nævnt sig selv den 8.

september 1908. Dommen i straffesagen mod Alberti blev afsagt den 17.

december

1910. Alberti blev idømt otte års tugthus ved Kjøbenhavns Kriminal- og

Politiret.

Der blev i øvrigt aldrig rejst rigsretstiltale mod Alberti.

Efter at Alberti den 8. september 1908 havde meldt sig selv til

politiet, vedtog Folketinget den 15. februar 1909 at nedsætte et udvalg til

»at

modtage og gennemgaa Akterne vedrørende de i Anledning af forhenværende

Justitsminister Albertis Embedsgerning afholdte Forhør«. Udvalget afgav

betænkning den 6. maj 1909, endnu inden forhørene over Alberti var afsluttet.

I

betænkningen indstillede et flertal bestående af Venstrereformpartiets

udvalgsmedlemmer, at spørgsmålet om rigsretstiltale mod Alberti først burde

finde sin afgørelse, når undersøgelserne af hans embedsforhold var afsluttet.

Flertallet fandt samtidig, at de foreliggende oplysninger ikke kunne give

anledning til at foreslå tiltale mod andre. Om de øvrige indstillinger i

betænkningen henvises til Jens Peter Christensens afhandling

»Ministeransvar«,

side 423-424.

Udvalgets betænkning nåede ikke at blive behandlet i samlingen

1908-09. I begyndelsen af næste samling blev det, efter en omfattende

folketingsdebat den 19. november 1909, vedtaget at nedsætte et nyt udvalg.

Udvalget afgav indstilling vedrørende J. C. Christensen og Sigurd Berg den 1.

december 1909. Flertallet bestående af Socialdemokratiets, Det radikale

Venstres og Højres udvalgsmedlemmer indstillede tiltale rejst mod de to

forhenværende ministre for en række nærmere opregnede forhold (se herom

ovenfor), mens de to Venstre-mindretal ikke fandt, at der var grundlag for

tiltale. Som nævnt vedtog Folketinget, bestående af radikale,

socialdemokrater

og højremænd, den 7. december 1909 at stille J.C. Christensen og Sigurd Berg

for Rigsretten.

Der er aldrig givet nogen officiel begrundelse for, at man ikke

rejste rigsretstiltale mod Alberti. Udvalget, der var blevet nedsat den 19.

november 1909 med den opgave at gennemgå akterne vedrørende forhørene over

Alberti, afsluttede sit arbejde med en betænkning den 2. april 1910. I

betænkningen udtalte man blot, at udvalget havde gennemgået de tilstillede

forhørsakter, og at intet af udvalgets medlemmer derefter havde fundet

anledning til at fremsætte forslag til yderligere indstilling til Tinget.

Betænkningen ses ikke at være blevet behandlet i Folketinget.

Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensens afhandling

»Ministeransvar«, side 423-428.

Rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen i 1993-1995

(Tamilsagen)

Da Rigsretssagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen af

tidsmæssige grunde formentlig ligger forholdsvis godt i erindring, behandles

den ikke så udførligt i dette bilag. For en mere udførlig behandling af sagen

henvises til Jens Peter Christensens afhandling »Ministeransvar«, side

106-116

og 302-356 (sidstnævnte sider indeholder en udførlig redegørelse for sagen

samt

konklusionerne i undersøgelsesrettens beretning samt den efterfølgende

tjenestemandssag mod en række af de involverede tjenestemænd). Folketingets

beslutning om rejsning af rigsretstiltale mod Erik Ninn-Hansen i juni 1993 og

de hensyn, der i den forbindelse blev lagt vægt på, er omtalt i afhandlingen

på

siderne 448-458.

Om de forskellige former for undersøgelser i Tamilsagen –

herunder før rigsretssagen – kan oplyses,

at

Folketingets Ombudsmand i september 1988 meddelte Justitsministeriet, at han

ville undersøge tamilsagerne,

at

ombudsmanden den 1. marts 1989 afgav sin rapport,

at

Statsministeriet i juni 1990 på vegne af Justitsministeriet

anmodede højesteretsdommer Mogens Hornslet om at gennemføre en undersøgelse

(i

en undersøgelsesret) af beslutningsprocessen og administrationen i

forbindelse

med Tamilsagen,

at

afhøringerne i

Højesterets kæremålssal blev indledt i november 1990,

at

daværende statsminister Poul Schlüter i januar 1991 bad

Statsadvokaten for København, H.C. Abildtrup, om at undersøge, om

Justitsministeriets embedsmænd kunne sigtes efter straffeloven,

at

Justitsministeriets departementschef, Poul Lundbæk Andersen, i januar 1991

blev sigtet for misbrug af offentlig stilling og grov tjenesteforsømmelse

(alle

andre embedsmænd gik fri, bl.a. fordi forældelsesfrister var overskredet),

at

statsadvokat Abildtrup i marts 1991 frafaldt sigtelserne mod Lundbæk

Andersen,

at

Ninn-Hansen den 2. april 1991 blev afhørt som den første politiker

i undersøgelsesretten,

at

retsmøde nr. 102 den 29. maj 1992

satte punktum for afhøringerne,

at

højesteretsdommer Mogens Hornslet den 14. januar 1993 afgav sin

Tamilredegørelse,

at

Folketingets

Udvalg for Forretningsordenen den 24. februar 1993 anmodede om et

anklageskrift

med henblik på en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen,

at

regeringen den 25.

februar 1993 besluttede at rejse tjenestemandssag mod en række topembedsmænd

i

Justitsministeriet og Udlændingedirektoratet,

at

præsidenten for Højesteret den 11. marts 1993 udpegede

retspræsident Peer Lorenzen og landsdommer Svend Ziegler til som

forhørsledere

at forestå den tjenstlige undersøgelse mod embedsmændene,

at

Folketinget i juni 1993, som en udløber af undersøgelsesrettens

beretning om Tamilsagen fra 14. januar 1993, traf beslutning om rejsning af

rigsretstiltale mod Erik Ninn-Hansen,

at

rigsretssagen blev indledt i december

1993 og afsluttet ved rigsrettens dom den 22. juni 1995, og

at

forhørslederen i embedsmandssagen afgav sin beretning og indstilling den

14. november 1995, og indstillingen blev i december 1995 fulgt af regeringen.

Ligesom rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg

vedrørte rigssagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen som nævnt i Jens

Peter Christensens afhandling »Ministeransvar«, side 106, ikke i sig selv

noget

centralt forfatningsretligt eller forfatningspolitisk stridsspørgsmål, men

sagen er til trods herfor egnet til at belyse en række mere principielle

spørgsmål vedrørende ministeransvaret.

Ved sin dom af 22. juni 1995 fastslog 15 af Rigsrettens 20

dommere, at Erik Ninn-Hansen var skyldig i overtrædelse af

ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, ved i perioden fra midten af juni

1988

til hans afgang som justitsminister den 10. januar 1989 at have fastholdt

beslutningen om at stille de tamilske familiesammenføringssager i bero. Fem

af

Rigsrettens dommere stemte for, at Erik Ninn-Hansen skulle frifindes.

Vedrørende straffastsættelsen stemte 12 dommere for at fastsætte straffen

efter

ministeransvarlighedslovens § 6, stk. 1, til fængsel i fire måneder. Under

hensyn

til Erik Ninn-Hansens personlige forhold, herunder navnlig hans alder og

helbredstilstand, blev straffen gjort betinget. Otte dommere stemte for at

fastsætte straffen til 15 dagbøder a 1.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte

i

15 dage.

Af principiel interesse for ministeransvarets rækkevidde er

flertallets udtalelse om, at det for vurderingen af ministerens forsæt var af

betydning, at ministeren gentagne gange kraftigt blev advaret af sine

embedsmænd, men at det ikke kunne tillæges afgørende betydning, at

embedsmændene i deres advarsler ikke betegnede administrationen som »ulovlig«

eller »retsstridig«. Flertallets bemærkninger på dette punkt er i

overensstemmelse med Rigsrettens dom i sagen mod J.C. Christensen og Sigurd

Berg, jf. omtalen ovenfor.

Ganske som rigsretsdommen fra 1910 understreger dommen i sagen

mod Erik Ninn-Hansen således betydningen af, at en minister ikke sidder sine

nærmeste embedsmænds advarsler overhørig, og at det ikke kan fritage

ministeren

for ansvar, at hans embedsmænd ikke har anvendt ord som »ulovlig«,

»retsstridig«, »i strid med loven« eller lignende, når ministeren i øvrigt

ved,

hvordan sagen forholder sig.

Parlamentarisk kommission 1945 om, hvorvidt

der kunne gøres ansvar gældende over for ministre m.fl. i forbindelse med

besættelsen af Danmark

I 1945 nedsatte Folketinget en parlamentarisk kommission efter

grundlovens § 51, der havde til opgave at vurdere, hvorvidt der var grundlag

for at gøre ansvar gældende over for ministre eller andre særligt ansvarlige

i

forbindelse med besættelsen af Danmark.

Ved folketingsbeslutning af 9. april 1954 nedsattes udvalget

vedrørende de i 1945-53 virkende parlamentariske kommissioners beretninger.

Udvalget skulle overveje, om beretningerne fra de i årene 1945-1953 virkende

parlamentariske kommissioner gav grundlag for at rejse rigsretstiltale mod

ministre eller andre særligt ansvarlige for deres forhold ved Danmarks

besættelse den 9. april 1940 eller i besættelsestiden.

I udvalgets betænkning og indstilling af 11. februar 1955

oplyses, at der i udvalget havde »været enighed om, at udvalgets opgave i

henhold til beslutningen om dets nedsættelse havde været begrænset til på

grundlag af de parlamentariske kommissioners beretninger at give indstilling

om

eventuel rigsretsanklage mod ministre eller andre særligt ansvarlige for

deres

forhold ved Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller i besættelsestiden.

Udvalget har således ikke haft nogen beføjelse til at fremskaffe yderligere

oplysninger eller til at inddrage andre forhold end de nævnte under sit

arbejde«. Hele udvalget indstillede i betænkningen og indstillingen, at der

ikke blev rejst rigsretsanklage mod nogen for noget forhold vedrørende

Danmarks

besættelse den 9. april 1940 eller for noget forhold i besættelsestiden.

Udvalgets indstilling vedtoges herefter af Folketinget.

1)

Se ”Ministeransvar” af Jens Peter Christensen (1997), side 61.

Afhandlingens

DEL 2, kapitel 3, indeholder en beskrivelse af ministeransvarets materielle

grundlag og rækkevidde, nemlig grundloven og ministeransvarlighedsloven.

2)

For en yderligere omtale af de tre første rigsretssager henvises til Jens

Peter

Christensens afhandling nævnt i note 1.

3)

Se Jens Peter Christensens afhandling ”Ministeransvar”, side 92.

Lignende dokumenter