Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den
29. november 2002
Betænkning
over
Forslag til
folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen
[af Aage Frandsen (SF),
Svend Auken (S),
Poul Nødgaard (DF) og Line Barfod (EL)]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 2. oktober 2002 og var til
1. behandling den 20. november 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra DJØF og fra Åbenhedskomitéen. Justitsministeriet
har over for udvalget kommenteret henvendelsen fra DJØF.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til justitsministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
Bilag
Udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå samt en oversigt
over bilag vedrørende det tilsvarende beslutningsforslag nr. B 84 fra
folketingsåret 2001-02, 2. samling, og beretningen over dette
beslutningsforslag
med dertil hørende bilag.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et
Læs alt
flertal
i udvalget
(S, DF, SF og EL) indstiller beslutningsforslaget til
vedtagelse uændret.
På den baggrund opfordrer flertallet justitsministeren til at
nedsætte en undersøgelseskommission i henhold til lov om
undersøgelseskommissioner med henblik på at undersøge hele Farumsagen.
Flertallet betragter en afdækning og en undersøgelse af, hvad der er sket i
Farum Kommune, og hvad forskellige andre myndigheder har gjort og ikke gjort
i
den forbindelse, samt en række relationer mellem Farum Kommune og en række
private virksomheder, organisationer m.v. som værende af
»almenvigtig betydning
«
, jf. lov om undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1. Der
henvises i øvrigt vedrørende baggrunden for, at flertallet finder, at en
undersøgelseskommission skal nedsættes nu, til beslutningsforslagets
bemærkninger og flertallets bemærkninger i beretning fra Udvalget for
Forretningsordenen vedrørende beslutningsforslag B 84 i folketingsåret
2001-02,
2. samling. (Beretningen over B 84 er optrykt som bilag 3 til denne
betænkning).
Flertallet henviser til justitsministerens svar på spørgsmål 4,
optrykt som en del af bilag 2 i nærværende betænkning, med vedhæftet skitse
til
kommissorium, der er blevet til efter drøftelse mellem justitsministeren og
forslagsstillerne. Flertallet ønsker dog i forbindelse med 2. (sidste)
behandlingen nærmere at få afklaret enkelte uklarheder, der vedrører
afgrænsningen mellem den strafferetlige efterforskning og eventuelle
straffesager
ved domstolene og så undersøgelseskommissionens arbejde. Herved kan det på
den
ene side sikres, at der ikke lægges nogen hindringer i vejen for den
strafferetlige undersøgelse, og at de involveredes retssikkerhed sikres, og
på
den anden side sikres det, at undersøgelsen så vidt muligt omfatter alle
aspekter af Farumsagen bortset fra vurderingen af, om enkeltpersoner skal
drages til ansvar.
Flertallet lægger vægt på, at det i kommissoriet slås fast, at
undersøgelseskommissionen får frihed til at undersøge de forhold,
kommissionen
finder relevant, dog med respekt for afgrænsningen i forhold til den
strafferetlige efterforskning og eventuelle straffesager ved domstolene.
Et
mindretal
i udvalget (V, KF, RV og KRF)
indstiller beslutningsforslaget til
forkastelse.
Det er fortsat Venstres og Det Konservative Folkepartis
opfattelse, at hver sten i Farumsagen skal vendes. Venstres og Det
Konservative
Folkepartis indvendinger over for forslaget har dermed
intet at gøre med, om der skal ske den
nødvendige afdækning af alle relevante spørgsmål i sagen.
Venstre og Det Konservative Folkeparti finder imidlertid ikke,
at nærværende forslag sikrer den bedste og mest effektive klarlægning af
Farumsagen. Tværtimod frygter disse partier, at en undersøgelseskommission,
der
skal arbejde samtidig med en straffesag, vil forsinke straffesagen, og at
straffesagen vil forhindre, at undersøgelseskommissionen får mulighed for at
vende hver en sten. Venstre og Det Konservative Folkeparti henviser
indledningsvis til deres beretningsbidrag til forslagsstillernes tidligere
beslutningsforslag B 84. Beretningsbidraget er optrykt i nærværende
betænkning
som bilag 3.
Kommissionen skal ifølge forslaget nedsættes hurtigst muligt og
skal undersøge alt, der har samfundsmæssig relevans i Farumsagen, dog således
at kommissionen ikke skal undersøge og tage stilling til, om der er grundlag
for at rejse tiltale efter straffelovgivningen.
En kommissionsundersøgelse, der skal arbejde, medens politiet
efterforsker sagen og anklagemyndigheden overvejer udfærdigelse af
anklageskrift og samtidig med en eventuel straffesag ved domstolene, rejser
efter Venstres og Det Konservative Folkepartis opfattelse en lang række
principielle og praktiske problemer.
Venstre og Det Konservative Folkeparti henviser i den
forbindelse til justitsministerens tilkendegivelser i forbindelse med
Folketingets behandling af beslutningsforslag nr. B 84, herunder
Justitsministeriets besvarelse den 2. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og
34
fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (B 84 – bilag 119) og
Justitsministeriets besvarelse den 13. august 2002 af spørgsmål nr. 37 fra
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (B 84 – bilag 124), optrykt i
nærværende betænkning som bilag 3.
Venstre og Det Konservative Folkeparti kan helt tilslutte sig
justitsministerens synspunkter.
Med hensyn til det foreliggende beslutningsforslag henviser
Venstre og Det Konservative Folkeparti til justitsministerens
tilkendegivelser
under Folketingets 1. behandling den 20. november 2002 og til
Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 1 og 3, der er optrykt som en
del af bilag 2 i nærværende betænkning.
Også disse synspunkter kan Venstre og Det Konservative
Folkeparti fuldt ud tilslutte sig.
Venstre og Det Konservative Folkeparti henviser endvidere til
udtalelsen af 21. november 2002 fra Statsadvokaten for særlig økonomisk
kriminalitet (SØK), optrykt i betænkningen som bilag 2. Heraf fremgår det, at
statsadvokaten er i færd med en meget omfattende efterforskning, der angår en
lang række forskellige forhold vedrørende Farum Kommune.
I udtalelsen anføres det, at det er statsadvokatens umiddelbare
opfattelse, at de forhold, der er indeholdt i alle beslutningsforslagets
punkter, på nær forholdene om den kommunale revision, tilsynsmyndighederne og
Hillerød Politi, helt eller delvis er omfattet af SØK’s efterforskning
og
derfor vil kunne komme i konflikt med denne.
I beslutningsforslaget anfører forslagsstillerne ganske vist, at
det er afgørende, at arbejdet i kommissionen tilrettelægges således, at det
ikke kommer på tværs af bagmandspolitiets efterforskning. Det er imidlertid
Venstres og Det Konservative Folkepartis opfattelse, at en sideløbende
kommissionsundersøgelse af de forhold, som statsadvokaten efterforsker, ikke
kan undgå
i væsentlig grad at
vanskeliggøre statsadvokatens virksomhed, ligesom en afgrænsning mellem
kommissionens undersøgelse og straffesagen ikke er praktisk mulig.
Disse vanskeligheder kan efter Venstres og Det Konservative
Folkepartis opfattelse ikke afhjælpes ved udformningen af kommissoriet for
undersøgelsen eller ved den praktiske tilrettelæggelse af kommissionens
undersøgelse.
Venstre og Det Konservative Folkeparti forudser, at
undersøgelseskommissionen vil have meget vanskelige vilkår, idet det som
nævnt
ikke vil være praktisk muligt at foretage en afgrænsning over for
statsadvokatens efterforskning. Der henvises til statsadvokatens egen
udtalelse, optrykt som en del af bilag 2 i nærværende betænkning.
Statsadvokaten oplyser således bl.a.,
–
at der stadig forestår
en omfattende gennemgang af materiale, der allerede forefindes i sagen,
–
at nyt materiale kan
tilgå sagen,
–
at nye afhøringer og
genafhøringer kan komme på tale,
–
at området for
efterforskningen kan blive udvidet,
–
at rejste sigtelser
kan blive udvidet,
–
at der kan blive tale
om sigtelser mod personer, der ikke allerede er sigtet,
–
at der kan blive rejst
sigtelser for forhold, der endnu ikke indgår i efterforskningen,
–
at også forklaringer
under en eventuel domsforhandling kan indebære, at der rejses nye sigtelser,
–
at allerede rejste
sigtelser må opgives,
–
at det derfor ikke er
muligt at oplyse nærmere om, hvad efterforskningen resulterer i, og
–
at det forventes, at
der vil gå yderligere et antal måneder, inden der kan tages stilling til
tiltalespørgsmålet.
På grund af den usikkerhed, der hersker om efterforskningens
omfang og en eventuel tiltales omfang, finder Venstre og Det Konservative
Folkeparti, at det på nuværende tidspunkt er umuligt at vide, hvor meget af
det
foreliggende materiale anklagemyndigheden og forsvareren vil inddrage i
sagen.
Derfor anser disse partier det for nærmest umuligt for en
undersøgelseskommission at afgrænse sit arbejde over for anklagemyndighedens
efterforskning, den eventuelle senere tiltalte og deraf følgende
domsforhandling.
Selv om det måske vil være muligt for en undersøgelseskommission
at finde områder, der med sikkerhed kan undersøges uden at kollidere med
statsadvokatens arbejde, vil disse områder være af så ringe et omfang, at det
kan forudses, at undersøgelseskommissionen med en sådan fremgangsmåde kun vil
få vendt meget få sten i sagen.
Først når straffesagen er endeligt afsluttet, vil det være
muligt med sikkerhed at konstatere, hvilken del af efterforskningsmaterialet
der ikke er anvendt i straffesagen, og som derfor burde være indgået i
undersøgelseskommissionens arbejde, hvis hver en sten skal vendes.
Venstre og Det Konservative Folkeparti forudser, at ikke ringe
mængder af det materiale, der vil indgå under SØK’s efterforskning, ikke
vil
blive medtaget i en eventuel straffesag. Med forslagsstillernes fremgangsmåde
vil der derfor være mange sten, der slet ikke bliver vendt i sagen.
Som forslagsstillerne har tilrettelagt sagen og med
forslagsstillernes ønske om, at undersøgelsen skal omfatte perioden mindst
tilbage til 1990 og frem til tidspunktet for kommissionens nedsættelse,
imødeser mindretallet, at der vil gå adskillige år, før en
undersøgelseskommission kan offentliggøre sin undersøgelse.
Også af rent principielle grunde må Venstre og Det Konservative
Folkeparti advare mod at lade en undersøgelseskommission foretage en
»konkurrerende
«
undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som kan vise sig at blive behandlet
under en eventuel straffesag.
Ved konkurrerende undersøgelser er der uanset en kommissions
forsigtighed en nærliggende risiko for, at der bl.a. kan blive tale om en
bevisførelse om de samme temaer og sagskomplekser og formentlig i vidt omfang
om fremlæggelse af de samme dokumenter og afhøring af de samme vidner m.v. i
henholdsvis kommissionen og domstolen.
Det er Venstres og Det Konservative Folkepartis fornemmelse, at
forslagsstillerne ikke ønsker, at de to undersøgelser skal kollidere.
Forslagsstillerne vil derfor efter Venstres og Det Konservative Folkepartis
opfattelse være nødt til at acceptere, at der kan blive større eller mindre
dele af det samlede begivenhedsforløb, der i kommissionsarbejdet skal afvente
den videre strafferetlige behandling af Farumsagen.
Hvis forslagsstillerne vælger denne model for kommissoriet,
finder Venstre og Det Konservative Folkeparti det uforståeligt, at man ikke
afventer en eventuel straffesags udfald, før en kommissionsundersøgelse
påbegynder sit arbejde.
Ved at afvente en eventuel straffesags udfald ville man spare
megen tid både i bagmandspolitiet og i undersøgelseskommissionen. Med
sideløbende undersøgelser vil det nemlig være nødvendigt, at både SØK og
kommissionen løbende anvender ikke ubetydelige ressourcer til at koordinere
arbejdet for at undgå kollisioner. Hvis man afventer udfaldet af en eventuel
straffesag, vil en meget stor del af kommissionens arbejde, nemlig det, som
anklagemyndigheden og en eventuel domstol har færdigbehandlet, så at sige
være
grydeklart for undersøgelseskommissionen.
Endelig ønsker Venstre og Det Konservative Folkeparti at
fremhæve, at den valgte form, hvor to konkurrerende undersøgelser afvikles
samtidig, er retssikkerhedsmæssigt betænkelig, idet formen indebærer, at de
samme personer sideløbende vil kunne komme til at afgive forklaring om de
samme
eller nært forbundne forhold for forskellige myndigheder og efter forskellige
regelsæt.
Det vil herunder kunne være meget vanskeligt for en person, der
er inddraget i den eventuelle straffesag ved domstolene, at vurdere og
overskue, om hans forklaring for undersøgelseskommissionen – vedrørende
f.eks.
generelle spørgsmål om proceduren for behandling af visse sager i kommunen
–
ville kunne belaste ham under straffesagen, og om den pågældende derfor skal
påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at afgive forklaring for
kommissionen. Det må derfor forventes, at mange af de implicerede personer
ikke
vil kunne pålægges vidnepligt under forklaringerne for
undersøgelseskommissionen. Men selv med den retsgaranti skal det
understreges,
at der ikke er de samme retsgarantier i en kommissionsundersøgelse som i en
straffesag.
Dertil kommer, at det ikke kan udelukkes, at kommissionen og
domstolen i en straffesag kan nå til forskellige resultater ved vurderingen
af
de samme faktiske oplysninger. I en sådan situation må kommissionens
konklusioner formodes at skulle vige for domstolenes vurdering, f.eks. om,
hvad
der kan anses for bevist.
Venstre og Det Konservative Folkeparti har både under
behandlingen af det tidligere fremsatte forslag i foråret og sommeren 2002 og
under 1. behandlingen af nærværende forslag og i det foregående fremhævet
en lang række omstændigheder, der
indebærer, at den ordning, som flertallet lægger op til, vil have
vidtrækkende
principielle perspektiver og konsekvenser, og at den i øvrigt mest af alt vil
være egnet til at fuldende et billede af kaos i en sag, der allerede er
tilstrækkelig kompliceret. Grundlæggende har dette – som også anført af
Justitsministeriet – sammenhæng med, at loven om
undersøgelseskommissioner
ganske enkelt ikke tager sigte på situationer som den foreliggende, hvor
bl.a.
politiet og anklagemyndigheden – statens centrale efterforsknings- og
undersøgelsesapparat – allerede er i fuld gang i sagen.
Venstre og Det Konservative Folkeparti har noteret sig, at
justitsministeren i sit svar på spørgsmål 4, optrykt som en del af bilag 2 i
nærværende betænkning, har tilbudt forslagsstillerne på ny at foretage en
teknisk gennemgang af skitsen til kommissorium, herunder betydningen af, at
undersøgelseskommissionens opgave efter skitsen er at foretage en
faktumundersøgelse, samt konsekvenserne af den i skitsen foretagne
afgrænsning
af kommissionens opgave i forhold til straffesagen.
Venstre og Det Konservative Folkeparti tager dette tilbud til
forslagsstillerne til efterretning og bemærker, at man er enig i, at
ministerens skitse opfylder lovens krav til afgrænsning af et kommissiorium,
og
at det følger af ministeransvaret, at justitsministeren efter en
folketingsbeslutning skal drage omsorg for, at folketingsbeslutningen
gennemføres i overensstemmelse med lov om undersøgelseskommissioner.
Dette ansvar rokker dog ikke ved den kendsgerning, at det alene
er flertallets forslag, gennemført ved en afstemning i Folketingssalen, der
tvinger en kommissionsundersøgelse igennem uden hensyntagen til de mange
principielle betænkeligheder og praktiske vanskeligheder, forslaget medfører.
Venstre og Det Konservative Folkeparti er imod, at der nedsættes
en undersøgelseskommission nu.
Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti kan ikke medvirke
til forslagets gennemførelse. Med hensyn til proceduren finder Det Radikale
Venstre og Kristeligt Folkeparti det rigtigt og korrekt, at nedsættelse af en
undersøgelseskommission sker på baggrund af en egentlig folketingsbeslutning
og
ikke – som oprindelig tænkt – blot på grundlag af en beretning fra
Udvalget for
Forretningsordenen. Proceduren bringes herved i overensstemmelse med lov om
undersøgelseskommissioner.
Hvad angår selve hovedsagen, henviser Det Radikale Venstre og
Kristeligt Folkeparti til Justitsministeriets svar på spørgsmål 3 og 4, der
indgår som en del af bilag 2 til nærværende betænkning, som Det Radikale
Venstre og Kristeligt Folkeparti i det væsentlige kan tilslutte sig. Det
Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti finder i øvrigt anledning til at
henvise til henvendelsen fra DJØF, hvor der fremføres helt relevante
indvendinger imod nedsættelse af en undersøgelseskommission.
Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti finder skrivelsen
fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) af central
betydning. Det fremgår heraf, at alle de vigtigste spørgsmål indgår i
SØK’s
efterforskning. Da undersøgelseskommissionen ikke har til opgave at
undersøge,
hvad der måtte være omfattet af et eventuelt anklageskrift, betyder det i
praksis, at undersøgelseskommissionen ikke kan gå ind i Farumsagens
kernespørgsmål.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i
udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Ivar Hansen (V)
fmd.
Svend Auken (S)
nfmd.
Poul Nødgaard (DF)
Kaj Ikast (KF)
Margrete Auken (SF)
Inge Dahl-Sørensen (V)
Birthe Rønn Hornbech (V)
Rikke Hvilshøj (V)
Christian Mejdahl (V)
Kristian Thulesen Dahl (DF)
Peter Skaarup (DF)
Knud Erik Kirkegaard (KF)
Pia Christmas-Møller (KF)
Jann Sjursen (KRF)
Frank Jensen (S)
Ole Stavad (S)
Helge Mortensen (S)
Pia Gjellerup (S)
Aage Frandsen (SF)
Niels Helveg Petersen (RV)
Line Barfod (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde
ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf
1 medlem valgt på Færøerne
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 2
Bilagsnr.
Titel
1
Henvendelse af 24/10-02 fra DJØF
2
Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 24/10-02 fra DJØF,
til justitsministeren
Spm. 2 om, hvilke af forslagets punkter der er i konflikt
med den strafferetlige undersøgelse, til justitsministeren
3
Oversigt over bilag vedrørende tilsvarende
beslutningsforslag nr. B 84 samt beretningen fra folketingsåret 2001-02, 2.
samling
4
Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 24/10-02
fra DJØF, fra justitsministeren
Svar på spm. 2 om, hvilke af forslagets punkter der er i
konflikt med den strafferetlige undersøgelse, fra justitsministeren
5
Spm. 3 om ministerkommentar til forslaget, til
justitsministeren
6
Åbenhedskomitéens brev til Kommunaludvalget af 21.
november 2002
7
Spm. 4 om, hvordan et kommissorium kunne se ud, hvis
forslagets indhold skulle tilgodeses, til justitsministeren
8
1. udkast til betænkning
9
Svar på spm. 3 om ministerkommentar til forslaget, fra
justitsministeren
10
2. udkast til betænkning
11
Svar på spm. 4 om, hvordan et kommissorium kunne se ud,
hvis forslagets indhold skulle tilgodeses, fra justitsministeren
12
Betænkningsbidrag fra S, DF, SF og EL
13
Kopi af henvendelse til Justitsministeriet fra advokat
Henrik Stagetorn på vegne af Peter Brixtofte
Bilag 2
Udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes
svar herpå
Spørgsmålene og justitsministerens svar herpå er optrykt
efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål 1:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 24. oktober 2002 fra
DJØF, jf. B 2 – bilag 1.
Svar:
1.
DJØF tilkendegiver
i brevet af 24. oktober 2002 til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen
på
ny de betænkeligheder ved nedsættelse af en kommission til undersøgelse af
Farum-sagen, som forbundet gav udtryk for i et brev af 25. september 2002 til
Udvalget for Forretningsordenen.
Det fremgår af DJØF’s brev af 25. september 2002, at flertallets
opfordring i beretningen af 28. august 2002 fra Udvalget for
Forretningsordenen
om at nedsætte en undersøgelseskommission i Farum-sagen efter forbundets
opfattelse giver anledning til væsentlige legale og retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder.
DJØF henviser herved til, at Farum-sagen allerede undersøges af
en række forskellige myndigheder, herunder Statsadvokaten for særlig
økonomisk
kriminalitet og de kommunale tilsynsmyndigheder.
I brevet tager DJØF afstand fra, at der iværksættes en
undersøgelseskommission
på det foreliggende grundlag, da en kommissionsundersøgelse ikke kan undgå at
omfatte forhold, som allerede er genstand for strafferetlig undersøgelse
eller
undersøges af de kommunale tilsynsmyndigheder.
I den forbindelse peger DJØF på, at lov om
undersøgelseskommissioner bygger på en forudsætning om, at en
undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene kan belyses
tilfredsstillende af faste, ordinære undersøgelsesorganer.
DJØFs betænkeligheder angår særligt hensynet til retssikkerhed
for embedsmænd, som har været involveret i sagen, og forbundet henviser til,
at
der vil være en betydelig risiko for, at de pågældende embedsmænd bl.a. under
afgivelse af forklaring for undersøgelseskommissionen kan komme ind på
spørgsmål af væsentlig betydning for den strafferetlige vurdering af deres
egne
forhold.
Endelig anfører DJØF, at forbundet lægger afgørende vægt på, at
der – hvis en undersøgelseskommission nedsættes – fastsættes et
nøjagtigt og
velafgrænset kommissorium, der ikke efterlader nogen tvivl om, hvad der er
omfattet af kommissionen, og hvad der er afgrænset til den verserende
strafferetlige efterforskning samt de øvrige undersøgelser.
2.
Justitsministeriet
er enig i de synspunkter, som DJØF giver udtryk for i brevet af 25. september
2002.
Regeringen har således ved flere lejligheder – senest ved 1.
behandlingen den 20. november 2002 af beslutningsforslag nr. B 2 –
kraftigt
advaret mod, at der træffes beslutning om nedsættelse af
undersøgelseskommission i den nuværende fase af Farum-sagen.
I forhold til spørgsmålet om afgrænsningen af, hvilke forhold en
undersøgelseskommission i givet fald skal have til opgave at undersøge, har
Justitsministeriet således bl.a. givet udtryk for,
at
det må give
anledning til betydelig tvivl, om den angivelse af kommissoriet, som der
lægges
op til i beslutningsforslaget, er i overensstemmelse med § 1, stk. 1, i lov
om
undersøgelseskommissioner, og
at
der i givet fald måtte foretages en
nøjere angivelse af undersøgelseskommissionens opgave. Der kan i den
forbindelse bl.a. henvises til Justitsministeriets besvarelse den 13. august
2002 af spørgsmål nr. 37 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (B84
–
bilag 124).
Om fastlæggelsen af, hvilke faktiske forhold en
undersøgelseskommission i givet fald skal undersøge, har Justitsministeriet
endvidere givet udtryk for, at en række afgørende hensyn taler imod den
ordning, der lægges op til i beslutningsforslaget, hvorefter en
undersøgelseskommission bl.a. vil skulle undersøge de samme faktiske forhold,
som
dem, der indgår i statsadvokatens efterforskning og i en eventuel
efterfølgende
straffesag ved domstolene. Der henvises hertil bl.a. til Justitsministeriets
besvarelse den 2. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og 34 fra Folketingets
Udvalg for Forretningsordenen (B 84 – bilag 119).
Justitsministeriet har endvidere peget på, at der ved
nedsættelsen af en undersøgelseskommission i den nuværende fase af
Farum-sagen
vil kunne opstå en række spørgsmål og problemstillinger af straffeprocessuel
og
retssikkerhedsmæssig karakter i forhold til de berørte enkeltpersoner.
Ministeriet har i den forbindelse bl.a. peget på, at der vil kunne være en
betydelig risiko for, at de berørte personer f.eks. under afgivelse af
forklaring for en undersøgelseskommission måtte komme ind på spørgsmål og
problemstillinger af væsentlig betydning for vurderingen af de pågældendes
strafferetlige forhold under den sideløbende sag ved domstolene, jf. bl.a.
Justitsministeriets besvarelse den 2. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og
34
fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (B 84 – bilag 119).
Spørgsmål 2:
Hvilke af forslagets punkter finder ministeren kan være i
konflikt med den strafferetlige undersøgelse?
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet
vedlagte udtalelse af 21. november 2002 fra Statsadvokaten for særlig
økonomisk
kriminalitet.
Statsadvokaten
Notat
Den 21. november 2002
Notat
Til Justitsministeriet vedrørende Farumsagen.
(Til brug for besvarelse af spørgsmål 2 fra Folketingets Udvalg
for Forretningsordenen vedrørende forslag til folketingsbeslutning nr. B 2 om
nedsættelse af en kommission til undersøgelse af Farumsagen (B2 – bilag
2)).
Efter anmodning fra Justitsministeriet kan jeg om den
politimæssige efterforskning af Farumsagen oplyse følgende:
I. Efterforskningens hidtidige forløb
På grundlag af dels en omfattende presseomtale onsdag den 6.
februar 2002 og dagene derefter af formodede ulovligheder begået af daværende
borgmester i Farum Kommune Peter Brixtofte, MF, dels flere politianmeldelser
mod Peter Brixtofte og andre i Farum Kommunes ledelse, indgivet af blandt
andre
medlemmer af Farum Byråd, indledte politimesteren i Hillerød en undersøgelse.
Lørdag den 9. februar 2002 anmodede politimesteren
Statsadvokaten for særlig økonomiske kriminalitet (herefter SØK) om bistand
til
sagens fortsatte efterforskning. Henset til sagens karakter og til det
omfang,
som den efter presseomtalen og anmeldelserne kunne antages at få, blev denne
anmodning straks imødekommet.
Senere samme dag fik politimesteren rettens kendelse med
tilladelse til ransagning af en række lokaliteter, herunder Farum Rådhus,
Farum
Boldklub A/S og Peter Brixtoftes private bopæl. Umiddelbart herefter foretog
politifolk fra Hillerød Politi og SØK ransagninger af de mange lokaliteter. I
denne forbindelse blev der beslaglagt et omfattende skriftligt materiale
såvel
på papir som lagret på edb.
Efter en umiddelbar vurdering af dette omfattende materiale
anmodede politimesteren torsdag den 14. februar 2002 SØK om at overtage
sagen,
hvilket skete samme dag.
Efterforskningen i sagen har nu stået på i godt 9 måneder. Der
er foretaget en gennemgang af store dele af det meget omfattende materiale,
der
foreligger i sagen på såvel papir som edb-medier. Der kommer imidlertid til
stadighed nyt materiale frem, især fra Farum Kommune.
I forbindelse med efterforskningen er der nu (ultimo november
2002) foretaget afhøring af omkring 100 personer.
II. Sagens genstand
Efterforskningen i sagen retter sig mod en meget stor del af de
forhold, der i medierne er omtalt under hovedbetegnelsen Farumsagen. Der er
således tale om en meget omfattende og bred efterforskning, der på nuværende
tidspunkt vedrører en lang række forskellige forhold, herunder især:
–
Farum Kommunes
afholdelse af udgifter til fortæring i forbindelse med mødevirksomhed.
–
Farum Kommunes køb
primo 2001 af Rørmosegaard.
–
Farum Kommunes
afholdelse af udgifter i forbindelse med de såkaldte »velfærdsrejser«.
–
Forhold omkring
sponsoraftaler vedrørende Farum Boldklub A/S og Ajax/Farum Håndbold A/S.
–
Farum Kommunes
optagelse af kassekredit på 250.000.000 kr. i april 2001 hos
Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S.
–
Farum Kommunes
optagelse af lån på 200.000.000 kr. i december 2001 hos BG Bank.
–
Omfanget af den
løbende information om Farum Kommunes økonomi til medlemmerne af kommunens
stående udvalg og medlemmerne af byrådet i øvrigt.
–
Forpligtelsen for
medlemmerne af Farum Byråd og udvalg til at påse, at de bevilgede beløb i
Farum
Kommune ikke blev overskredet, herunder pligten til at reagere ved
bevillingsafvigelse.
–
Farum Kommunes
afholdelse af udgifter til forskellige sponsorture og rejser i øvrigt i 2000
og
2001.
–
Farum Kommunes
afholdelse af forskellige udgifter for Farum Boldklub A/S.
–
Brugen af Farum
Kommunes betalingskort.
–
Forskellige andre
økonomiske dispositioner i Farum Kommune.
På dette grundlag er det – således som efterforskningen tegner
sig på nuværende tidspunkt – min umiddelbare opfattelse, at de forhold,
der er
indholdt i alle forslagets punkter, på nær det fjerde om den kommunale
revision
og de to sidste om henholdsvis tilsynsmyndighederne og Hillerød Politi helt
eller delvis er omfattet af SØK’s efterforskning og derfor vil kunne
komme i
konflikt med denne (og dermed muligvis også en eventuel senere
domsforhandling).
Efterforskningen vil imidlertid kunne blive udvidet. Dette er nærmere
beskrevet
nedenfor under III.
Det bemærkes endvidere, at forsvareren for Peter Brixtofte
tidligere har oplyst til medierne, at Peter Brixtofte er sigtet i sagen.
Dette
kan jeg bekræfte og yderligere oplyse, at også andre er sigtet i sagen.
III. Den fortsatte efterforskning
Der forestår stadig en omfattende efterforskning i sagen, såvel
i form af en gennemgang af materiale på skrift og edb-medier, der allerede
forefindes i sagen eller eventuelt vil tilgå sagen, som i form af afhøringer
og
genafhøringer af sigtede og vidner.
Området for efterforskningen vil således kunne blive udvidet i
forhold til det ovenfor under II. nævnte. Dette vil kunne ske såvel på
grundlag
af allerede foreliggende materiale som på baggrund af nyt materiale, der
eventuelt vil tilgå sagen. Dette indebærer også, at de rejste sigtelser vil
kunne blive udvidet, efterhånden som efterforskningen skrider frem, ligesom
det
ej heller kan udelukkes, at der vil blive rejst sigtelser mod andre personer
end dem, der allerede er sigtede.
I denne forbindelse er det vigtigt at fremhæve, at der under
efterforskningen vil kunne komme oplysninger frem, der indebærer, at der skal
rejses sigtelse for forhold, der endnu ikke indgår i efterforskningen. Nye
oplysninger, der vil kunne indebære en udvidelse af sigtelserne mod de
allerede
sigtede eller en sigtelse af yderligere personer, vil desuden kunne fremkomme
også efter, at der eventuelt er rejst tiltale i sagen, for eksempel i form af
forklaringer under en eventuel domsforhandling.
Det hører naturligvis med til billedet, at den fortsatte
efterforskning også vil kunne føre i den modsatte retning. Det kan således
tænkes, at den dels ikke vil kunne understøtte påtænkte sigtelser, der derfor
må opgives, dels vil kunne frembringe nye oplysninger, der medfører, at
allerede rejste sigtelser må frafaldes.
På denne baggrund er det derfor på nuværende tidspunkt ikke
muligt at oplyse noget nærmere om, dels hvad efterforskningen måtte resultere
i, dels hvornår denne kan afsluttes. Det skal dog bemærkes, at det må
forventes, at der vil gå yderligere et antal måneder, inden der kan tages
stilling til tiltalespørgsmålet i sagen.
Henning Thiesen
Spørgsmål 3:
Ministerens kommentar til forslaget udbedes.
Svar:
1.
Det foreliggende
beslutningsforslag nr. B 2 om kommission til undersøgelse af Farum-sagen er
med
visse ændringer en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 84, der blev
1.
behandlet i Folketinget den 9. april 2002.
Efter beslutningsforslag nr. B 2 skal regeringen nedsætte en
undersøgelseskommission, der har til formål at opklare det, der omtales som
Farum-sagen.
Kommissionen skal ifølge forslaget undersøge alt, der har
samfundsmæssig relevans i Farum-sagen med det generelle forbehold, at
kommissionen ikke skal undersøge og tage stilling til, om der er grundlag for
at rejse tiltale efter straffelovgivningen. Efter forslaget indebærer dette
bl.a. en undersøgelse af følgende forhold:
–
Borgmesterens
varetagelse af funktionerne som øverste daglige leder, formand for
økonomiudvalget og formand for kommunalbestyrelsen.
–
Kommunalbestyrelsesmedlemmernes
varetagelse af deres hverv.
–
Embedsværkets
varetagelse af embeder.
–
Den kommunale
revisions måde at fungere på og dens reaktioner på Farum Kommunes
dispositioner.
–
Farum Kommunes aftaler
med organisationer og private virksomheder.
–
Dispositioner
foretaget af Farum Kommune, som har været til gavn for bestemte politiske
partier eller personer.
–
De forskellige
tilsynsmyndigheders rolle, herunder Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt og
forskellige ministerier.
–
Hillerød Politis rolle
i forbindelse med anmeldelser af Farum Kommune.
Undersøgelseskommissionen skal endvidere efter forslaget have
til opgave at fremkomme med forslag til sådanne ændringer af love,
administrative bestemmelser eller praksis, som undersøgelsen kan begrunde.
2.
Som omtalt i
bemærkningerne til beslutningsforslaget er der på nuværende tidspunkt en
række
undersøgelser i gang af og på baggrund af
Farum-sagen.
Som det fremgår af udtalelsen af 21. november 2002 fra
Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, der er udarbejdet til brug
for Justitsministeriets besvarelse den 22. november 2002 af spørgsmål nr. 2
fra
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (B 2 – bilag 4), er
statsadvokaten
således i færd med en meget omfattende og bred efterforskning, der angår en
lang række forskellige forhold vedrørende Farum Kommune.
En række sager om forholdene i Farum Kommune er endvidere under
behandling af de kommunale tilsynsmyndigheder.
Hertil kommer den advokat- og revisionsundersøgelse, som Farum
Kommune selv har iværksat.
Endelig har regeringen i maj 2002 nedsat en hurtigtarbejdende
ekspertgruppe med professor, dr. jur. Jens Peter Christensen som formand.
Ekspertgruppen skal vurdere, om tilsynsmyndighederne med den gældende
lovgivning har de nødvendige redskaber til fremover at imødegå tilsvarende
sager.
3.1.
Justitsministeriet
har som bekendt – både i forhold til det tidligere beslutningsforslag
nr. B 84
og til det foreliggende beslutningsforslag nr. B 2 – advaret mod, at der
på
nuværende tidspunkt træffes beslutning om nedsættelse af en
undersøgelseskommission i Farum-sagen.
Der kan således henvises til de tilkendegivelser, som
justitsministeren fremkom med i forbindelse med Folketingets behandling af
beslutningsforslag nr. B 84, herunder Justitsministeriets besvarelse den 2.
august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og 34 fra Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen (B 84 – bilag 119) og Justitsministeriets besvarelse
den 13.
august 2002 af spørgsmål nr. 37 fra Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen
(B 84 – bilag 124).
Med hensyn til det foreliggende beslutningsforslag kan der
herudover henvises til justitsministerens tilkendegivelser under Folketingets
1. behandling den 20. november 2002 og til Justitsministeriets besvarelse den
22. november 2002 af spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen (B 2 – bilag 4).
I det følgende sammenfattes en række af de principielle og
vanskelige spørgsmål, som beslutningsforslaget giver anledning til, og som
Justitsministeriet tidligere har fremhævet.
3.2.
Der lægges i
beslutningsforslaget op til, at forhold i Farum-sagen, som er genstand for
statsadvokatens efterforskning og eventuelt senere vil blive genstand for en
straffesag ved domstolene, også vil skulle undersøges af
undersøgelseskommissionen.
En række afgørende hensyn taler efter Justitsministeriets
opfattelse imod en sådan ordning.
a.
Det er i
forarbejderne til lov om undersøgelseskommissioner udtrykkeligt forudsat, at
en
undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene kan belyses
tilfredsstillende af faste, ordinære undersøgelsesorganer.
I den foreliggende sag er forholdet ikke alene det, at de
omhandlede sagskomplekser
kan
undersøges af anklagemyndigheden (og
domstolene). Anklagemyndigheden
er
således allerede i gang med en
omfattende efterforskning, der vil vise, om der er grundlag for at føre en
straffesag ved domstolene mod de ansvarlige enkeltpersoner.
Der kan i den forbindelse henvises til, at det i udtalelsen af
21. november 2002 fra Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet om
forholdet mellem efterforskningen – som den tegner sig på nuværende
tidspunkt –
og den række af nærmere angivne punkter, der fremgår af beslutningsforslaget,
bl.a. anføres at det er statsadvokatens
»umiddelbare
opfattelse, at de forhold, der er indeholdt i alle forslagets punkter, på nær
det fjerde om den kommunale revision og de to sidste om henholdsvis
tilsynsmyndighederne og Hillerød Politi, helt eller delvist er omfattet af
SØK’s efterforskning og derfor vil kunne komme i konflikt med denne (og
dermed
muligvis også en senere domsforhandling)
«
.
Efter Justitsministeriets opfattelse er den ordning, som der
lægges op til i udkastet, derfor et eksempel på en kommissionsundersøgelse,
som
efter lovens forarbejder ikke bør iværksættes.
b.
I
beslutningsforslaget anføres, at det er afgørende, at arbejdet i kommissionen
tilrettelægges således, at det
»ikke
kommer på tværs af Bagmandspolitiets efterforskning
«
, og at man går
»ud
fra, at justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af
undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages
«.
Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at en sideløbende
kommissionsundersøgelse af de forhold, som statsadvokaten efterforsker, må
antages at være egnet til i væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre
statsadvokatens virksomhed. Det skyldes bl.a., at de berørte personer og
deres
bisiddere i givet fald sideløbende skal overveje og tilrettelægge førelsen af
en meget omfattende sag over for to forskellige instanser.
Sådanne forhold vil efter Justitsministeriets umiddelbare
opfattelse kun delvist kunne afhjælpes ved den nærmere udformning af et
kommissorium for undersøgelsen og ved den praktiske tilrettelæggelse af
kommissionens undersøgelse.
c.
Det må herudover
give anledning til meget alvorlige overvejelser og betænkeligheder at lade en
undersøgelseskommission foretage en
»konkurrerende
«
undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som
ville skulle behandles eller allerede var behandlet af domstolene.
Iværksættes den ordning, som der lægges op til i
beslutningsforslaget, vil der bl.a. blive tale om en bevisførelse om de samme
temaer og sagskomplekser og formentlig i vidt omfang ved fremlæggelse af de
samme dokumenter og afhøring af de samme vidner m.v. I den forbindelse vil
henholdsvis kommissionen og domstolene skulle foretage deres egen
selvstændige
vurdering af de fremkomne beviser, herunder bl.a. af den vægt, som der kan
lægges på de forskellige vidneudsagn.
Det er imidlertid i forarbejderne til loven om
undersøgelseskommissioner udtrykkeligt fremhævet, at bevisvurderingerne i en
undersøgelseskommission må foretages med forsigtighed under hensyn til, at
beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk proces under en
almindelig
retssag.
Heraf følger, at det i det særegne tilfælde, hvor der – således
som der lægges op til i beslutningsforslaget – sideløbende foretages en
konkurrerende undersøgelse om de samme forhold i henholdsvis en
undersøgelseskommission og ved domstolene, vil være væsentlig forskel på den
sikkerhed og fasthed, hvormed disse myndigheder kan udtale sig om, hvilket
faktisk hændelsesforløb der kan lægges til grund som bevist.
Hvis undersøgelseskommissionens beretning – hvad der efter
Justitsministeriets opfattelse næppe kan anses for realistisk – måtte
foreligge,
før
en straffesag ved domstolene var afsluttet, ville det
derfor efter Justitsministeriets opfattelse med rette kunne gøres gældende,
at
beretningen ikke kunne lægges til grund som et endeligt billede af de
omhandlede forhold, og at man derfor nu måtte afvente domstolenes vurdering
og
udlægning af hændelsesforløbet.
I det omvendte – og efter Justitsministeriets opfattelse mere
realistiske – tilfælde, hvor kommissionens beretning først forelå
efter
afslutningen af en straffesag ved domstolene, måtte man efter
Justitsministeriets opfattelse også spørge, hvilket nærmere formål
beretningen
skulle tjene:
Hvis beretningen i denne situation gav udtryk for det samme
billede af de undersøgte forhold som domstolene, ville det således kunne
gøres
gældende, at undersøgelsen måtte anses for helt overflødig. Hvis beretningen
omvendt gav udtryk for et andet billede, ville det som følge af det ovenfor
anførte – og efter Justitsministeriets opfattelse med rette – kunne
gøres
gældende, at det i alle tilfælde var domstolenes vurdering af
hændelsesforløbet, der måtte tillægges afgørende betydning, og at
kommissionens
beretning derfor ikke ville kunne lægges til grund for videre analyser og
konklusioner i sagen.
Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets opfattelse, at
en ordning som den beskrevne må anses for uegnet til at opnå det, som efter
loven om undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en
kommissionsundersøgelse, nemlig over for regeringen og Folketinget mv. at
skabe
klarhed over et hændelsesforløb.
Det kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke afvises, at en
afgrænsning af undersøgelseskommissionens opgave – f.eks. således at
kommissionen i det omfang der ved et eventuelt anklageskrift rejses tiltale
mod
en person for forhold vedrørende Farum Kommune ikke skal undersøge, hvilken
rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der er
omfattet
af tiltalen – i et vist omfang kan afbøde nogle af de netop anførte
betænkeligheder.
Efter Justitsministeriets opfattelse ville der imidlertid – også
med en sådan afgrænsning – fortsat være en væsentlig risiko for, at
undersøgelsen vil være egnet til at skabe usikkerhed og uklarhed og dermed
besværliggøre klarlægningen og analysen af Farums-sagens forskellige
perspektiver og problemstillinger.
3.3.
Endvidere rejser
beslutningsforslaget efter Justitsministeriets opfattelse væsentlige
principielle spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner.
I den forbindelse kan det bl.a. fremhæves, at de implicerede
personer sideløbende ville kunne komme til at afgive forklaring om de samme
eller nært forbundne forhold for forskellige myndigheder og efter forskellige
regelsæt. Det ville herunder kunne være meget vanskeligt for en person, der
er
inddraget i straffesagen ved domstolene, at vurdere og overskue, om en
forklaring for undersøgelseskommissionen – vedrørende f.eks. generelle
spørgsmål om proceduren for behandling af visse sager i kommunen – ville
kunne
belaste den pågældende under straffesagen, og om den pågældende derfor skal
påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at afgive forklaring for
kommissionen.
3.4.
Som anført under
pkt. 1 lægges der i beslutningsforslaget op til, at kommissionen skal
undersøge
alt, hvad der
»har samfundsmæssig
relevans i Farum-sagen
«
, herunder en
række nærmere angivne problemstillinger.
Efter Justitsministeriets opfattelse giver det anledning til
betydelig tvivl, om en sådan beskrivelse af kommissionens opgaver i et
kommissorium ville være i overensstemmelse med § 1, stk. 1, i lov om
undersøgelseskommissioner, hvorefter en undersøgelseskommission kun kan
nedsættes med henblik på undersøgelse af
»nærmere
bestemte forhold
«
. Det er imidlertid
Justitsministeriets
opfattelse, at det
vil være muligt at finde en teknisk løsning på dette spørgsmål.
4.
Som det fremgår,
giver beslutningsforslaget efter Justitsministeriets opfattelse anledning til
en række principielle og vanskelige spørgsmål.
Justitsministeriet finder i den forbindelse navnlig grund til at
fremhæve, at en række afgørende hensyn taler mod den ordning, der lægges op
til
i beslutningsforslaget, hvorefter forhold i Farum-sagen, som er genstand for
statsadvokatens efterforskning og eventuelt senere vil blive genstand for en
straffesag ved domstolene, også vil skulle undersøges af
undersøgelseskommissionen
Det kan i den forbindelse bl.a. nævnes,
at
loven om
undersøgelseskommissioner bygger på en klar forudsætning om, at der ikke bør
iværksættes kommissionsundersøgelser af forhold, som kan belyses
tilfredsstillende af de almindelige undersøgelsesorganer, herunder politiet
og
anklagemyndigheden,
at
statsadvokaten i den foreliggende sag allerede er
i gang med en omfattende efterforskning,
at
der i givet fald måtte
antages at ville blive tale om betydelige vanskeligheder i forhold til
statsadvokatens muligheder for hurtigt og effektivt at færdiggøre sin
efterforskning af sagen, således at der snarest muligt kan foreligge en
afklaring af, om der er grundlag for at rejse tiltale mod de berørte
enkeltpersoner, og
at
det måtte give anledning til meget alvorlige
overvejelser og betænkeligheder at lade en undersøgelseskommission foretage
en
»konkurrerende
«
undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som ville skulle behandles (eller
allerede var behandlet) af domstolene.
Spørgsmål 4:
Ministeren bedes skitsere, hvordan et kommissorium kunne se ud,
hvis forslagets indhold skulle tilgodeses.
Svar:
1.
På et møde mellem
medlemmer af udvalget og justitsministeren den 26. november 2002 blev der
– på
baggrund af beslutningsforslaget fremsat af Socialdemokraterne, SF,
Enhedslisten og Dansk Folkeparti - drøftet en række spørgsmål med henblik på,
at Justitsministeriet herefter – som teknisk bistand - kunne udarbejde
en
skitse til et kommissorium for den undersøgelseskommission, som
forslagsstillerne ønsker nedsat.
Justitsministeriet har i forlængelse af drøftelserne med
forslagsstillerne udarbejdet vedlagte skitse til kommissorium for en
undersøgelseskommission i Farum-sagen.
Den pågældende skitse lever efter Justitsministeriets opfattelse
op til de retlige krav til beskrivelsen af en undersøgelseskommissions
opgaver,
der følger af lov om undersøgelseskommissioner, herunder kravet i lovens § 1,
stk. 1, om, at en undersøgelseskommission kan nedsættes med henblik på at
undersøge
»nærmere bestemte forhold
«
.
2.
Det bemærkes i
tilknytning til den pågældende skitse til kommissorium, at Justitsministeriet
har forstået det således, at forslagsstillerne ønsker, at
undersøgelseskommissionen skal have til opgave at undersøge og redegøre for
et
faktisk begivenhedsforløb – det vil sige at gennemføre en såkaldt
faktum-undersøgelse efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner.
Justitsministeriet har endvidere forstået det således, at
kommissionen efter lovens § 4, stk. 3, skal komme med forslag til sådanne
ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis,
som
undersøgelsen af dette begivenhedsforløb kan begrunde.
Derimod skal en undersøgelseskommission – således som
Justitsministeriet har forstået forslagsstillernes ønske – ikke foretage
retlige
vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det
offentlige
søger nogen draget til ansvar, jf. lovens § 4, stk. 4.
På den baggrund finder Justitsministeriet – sådan som det også
blev nævnt på det pågældende møde – anledning til at gøre opmærksom på,
at
visse formuleringer i beslutningsforslaget med tilhørende bemærkninger kan
forstås således, at den ønskede undersøgelseskommission også bør have til
opgave at komme med retlige vurderinger.
Der henvises herved bl.a. til pkt. 5 i beslutningsforslaget,
hvor der anvendes formuleringen
»set i
forhold til kommunalfuldmagten, konkurrenceregler og reglerne for offentlig
udbud m.v.
«
, samt til bemærkningerne på
side 3, 3, afsnit, hvor det anføres, at de pågældende handlinger
»kan også vurderes i forhold til eventuelle
»systemfejl
«
,
eventuelt tjenstligt ansvar for embedsmænd, eventuel overtrædelse af
kommunale
styrelsesregler, forvaltningsloven, offentlighedsloven, regler for revision
m.v.
«
.
Formuleringer af denne karakter kan give det indtryk, at
undersøgelseskommissionens opgave bl.a. skal bestå i at foretage vurderinger
af, om regler i lovgivningen mv. er tilsidesat – også selv om disse
vurderinger
ikke omfatter, hvilke enkeltpersoner der eventuelt kan drages til ansvar.
Efter Justitsministeriets opfattelse falder det imidlertid
falder uden for den opgavebeskrivelse, der efter lovens § 4, stk. 2, knytter
sig til en faktum-undersøgelse, at foretage retlige vurderinger af, om
lovgivningen mv. er tilsidesat, og den vedlagte skitse til kommissorium er
udformet i overensstemmelse hermed. Såfremt forslagsstillerne finder, at den
i
skitsen angivne faktum-undersøgelse opfylder deres sigte med
beslutningsforslaget, vil det kunne være hensigtsmæssigt, at dette præciseres
under den videre behandling af beslutningsforslaget – eventuelt i
forbindelse
med udvalgets afgivelse af betænkning.
3.
Særligt om
forholdet til den verserende straffesag om forhold vedrørende Farum Kommune
bemærkes, at det følger af skitsen til kommissorium, at
undersøgelseskommissionens
undersøgelse skal afgrænses i forhold til straffesagen.
I skitsens pkt. 1.5 anføres det nærmere herom, at
undersøgelseskommissionen ikke har til opgave at
»undersøge
og redegøre for de dele af det samlede begivenhedsforløb, der efter en
eventuel
tiltalerejsning er omfattet af anklageskriftet. I det omfang der ved et
eventuelt anklageskrift rejses tiltale mod en person, har
undersøgelseskommissionen således ikke til opgave at undersøge og redegøre
for,
hvilken rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der
omfattes af tiltalen mod vedkommende. Derimod kan undersøgelseskommissionen
undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har
haft med hensyn til sådanne forhold.
«
Den angivne afgrænsning i skitsen til kommissorium er formuleret
på grundlag af de tilbagemeldinger, som Justitsministeriet har fået fra
forslagsstillerne efter det ovennævnte møde. Justitsministeriet har således
forstået, at forslagsstillerne ønsker, at undersøgelseskommissionens
undersøgelse afgrænses i forhold til straffesagen i overensstemmelse med den
valgte formulering.
4.
Som det fremgår,
er den vedlagte skitse til kommissorium udarbejdet med det sigte at afspejle
de
ønsker, som Justitsministeriet har forstået, at forslagsstillerne har med
hensyn til en undersøgelseskommission vedrørende Farum Kommune.
Med henblik på at sikre, at skitsen til kommissorium afspejler
forslagsstillernes ønsker, finder Justitsministeriet, at det kan være
hensigtsmæssigt, at ministeriet under et møde inden 2. behandlingen af
beslutningsforslaget foretager en teknisk gennemgang af skitsen, herunder
betydningen af, at undersøgelseskommissionens opgave efter skitsen er at
foretage en faktum-undersøgelse, samt konsekvenserne af den i skitsen
foretagne
afgrænsning af kommissionens opgave i forhold til straffesagen.
5.
Det skal
afslutningsvis bemærkes, at regeringen fortsat finder, at der på nuværende
tidspunkt ikke bør træffes beslutning om at nedsætte en
undersøgelseskommission
i Farum-sagen. Der kan i den forbindelse henvises til besvarelsen af
spørgsmål
nr. 3 fra udvalget.
Samtidig er det klart, at Justitsministeriet efter vedtagelsen
af en folketingsbeslutning om nedsættelse af en undersøgelseskommission
straks
vil tage initiativ til at gennemføre en sådan beslutning i overensstemmelse
med
lov om undersøgelseskommissioner.
Skitse til kommissorium
for en undersøgelseskommission i
Farum-sagen
1.1.
På baggrund af
Folketingets beslutning af om nedsættelse af en kommission til undersøgelse
af Farum-sagen nedsætter justitsministeren herved i medfør af lov om
undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse af Farum-sagen
(Farum-kommissionen).
1.2.
Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om
undersøgelseskommissioner til opgave at undersøge og redegøre for det samlede
begivenhedsforløb, som knytter sig til de beskrivelser og påstande, der er
fremkommet i medierne og den offentlige debat, om en lang række kritisable
forhold vedrørende Farum Kommune.
Fremkommer der i forbindelse med kommissionens undersøgelse
andre forhold, som er af sådan karakter, at de må anses for at høre med i en
redegørelse om forholdene vedrørende Farum Kommune, kan kommissionen også
undersøge og redegøre for sådanne forhold.
Som eksempler på de angivne kritisable forhold kan nævnes sager
om kommunens låneoptagelse, kommunens indgåelse af aftaler med organisationer
og private virksomheder, indgåelse af reklame- og sponsoraftaler mellem
sportsklubber og private virksomheder med forretningsforbindelser til
kommunen,
kommunens afholdelse af udgifter i forbindelse med restaurationsbesøg mv.,
kommunens køb af fast ejendom, kommunens behandling af bygge- og plansager,
herunder opførelse af ungdomsboliger, kommunens aktiveringsindsats samt
kommunens behandling af sager om aktindsigt. Endvidere har der i debatten
været
rejst kritik af den måde, hvorpå tilsynsmyndigheder mv. har reageret på
forholdene i Farum Kommune.
Undersøgelseskommissionen skal inden for de anførte rammer bl.a.
undersøge og redegøre for
borgmesterens varetagelse af sine opgaver som øverste daglige
leder af administrationen, formand for økonomiudvalget og formand for
kommunalbestyrelsen
kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af deres opgaver
de kommunale embedsmænds varetagelse af deres opgaver
samarbejdet mellem kommunalpolitikerne og de kommunale
embedsmænd
den kommunale revisions varetagelse af sine opgaver
Farum Kommunes aftaler med organisationer og private
virksomheder, herunder sportsklubber og finansieringsinstitutter
dispositioner foretaget af Farum Kommune, som har været til gavn
for bestemte politiske partier eller personer, f.eks. i forbindelse med
valgkampe
de forskellige tilsynsmyndigheders varetagelse af deres opgaver,
herunder Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune,
relevante ministerier samt Arbejdsmarkedsrådet
Hillerød Politis varetagelse af sine opgaver i forbindelse med
anmeldelser af Farum Kommune.
1.3.
Undersøgelsen
skal omfatte perioden fra 1. januar 1990 til tidspunktet for kommissionens
nedsættelse.
Undersøgelseskommissionen kan dog beslutte også at inddrage
forhold, der ligger forud for 1. januar 1990, hvis kommissionen finder behov
for det med henblik på at kunne give en sammenhængende redegørelse for
begivenhedsforløbet i den nævnte periode.
1.4.
Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 3, i lov om
undersøgelseskommissioner endvidere til opgave at komme med forslag til
sådanne
ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis,
som
undersøgelsen af det samlede begivenhedsforløb kan begrunde.
1.5.
For tiden
verserer en omfattende strafferetlig efterforskning vedrørende Farum Kommune.
Efterforskningen, der forestås af Statsadvokaten for særlig
økonomisk kriminalitet, angår en lang række af de forhold, der er nævnt
ovenfor
under pkt. 1.2.
På den baggrund har undersøgelseskommissionen ikke til opgave at
undersøge og redegøre for de dele af det samlede begivenhedsforløb, der efter
en eventuel tiltalerejsning er omfattet af anklageskriftet. I det omfang der
ved et eventuelt anklageskrift rejses tiltale mod en person, har
undersøgelseskommissionen således ikke til opgave at undersøge og redegøre
for,
hvilken rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der
omfattes af tiltalen mod vedkommende. Derimod kan undersøgelseskommissionen
undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har
haft med hensyn til sådanne forhold.
Ved tilrettelæggelsen af sit arbejde skal
undersøgelseskommissionen i øvrigt tage hensyn til den fortsatte
strafferetlige
efterforskning i Farum-sagen og til eventuelle efterfølgende straffesager ved
domstolene. Undersøgelseskommissionen kan i den forbindelse – hvis den
finder
det rigtigt eller hensigtsmæssigt - bl.a. bestemme, at dens undersøgelse af
dele af det samlede begivenhedsforløb skal afvente den videre strafferetlige
behandling af Farum-sagen.
Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen og Statsadvokaten
for særlig økonomisk kriminalitet i fornødent omfang drøfter de spørgsmål,
der
løbende kan opstå om forholdet mellem undersøgelseskommissionens arbejde og
den
verserende straffesag – herunder også mere praktiske spørgsmål med
henblik på
at sikre, at kommissionen fra politi- og anklagemyndighed kan modtage det
materiale, som kommissionen finder relevant for sin undersøgelse.
1.6.
Hvis
undersøgelseskommissionen afgiver sin beretning på et tidspunkt, hvor
eventuelle straffesager vedrørende forhold, der er omfattet af pkt. 1.2 og
1.3
ovenfor, er afsluttet ved domstolene, anmodes kommissionen om – såfremt
det
findes hensigtsmæssigt med henblik på at opnå en samlet beskrivelse af alle
væsentlige forhold vedrørende
Farum
Kommune – i beretningen at medtage en gengivelse af, hvad der er blevet
afdækket under domstolenes behandling af straffesagerne.
Bilag 3
Oversigt over bilag vedrørende tilsvarende
beslutningsforslag nr. B 84 samt beretningen over beslutningsforslaget fra
folketingsåret 2001-02, 2. samling
Oversigten og beretningen er optrykt efter ønske fra
udvalget.
Udvalget for Forretningsordenen
Christiansborg, den 22. november 2002
Efter anmodning omdeles oversigt over bilag
vedrørende det tilsvarende beslutningsforslag nr. B 84 i folketingsåret
2001-02, 2.samling, samt beretningen.
Bilagene vil ikke blive omdelt, men interesserede
medlemmer og stedfortrædere kan rekvirere dem ved henvendelse til Lise
Vittrup
(lokal 3117) i Lovsekretariatet.
Bilagene kan i øvrigt læses eller udskrives fra
Folketingets web, hvis man trykker på Dok-delen, Arkivknappen og vælger
folketingsåret 2001-02, 2.samling, udvalgsbilag, Udvalget for
Forretningsordenen, bilag vedr. beslutningsforslag nr. B 84 og det ønskede
bilagsnummer.
Med venlig hilsen
Sekretæren
Oversigt over bilag omdelt på B 84 i UFO
Bilagsnr.
Titel
1
Kopi KOU: Spm. 1 om rækkevidden af den kommunale
styrelseslovs § 66, til indenrigs- og sundhedsministeren
2
Kopi KOU: Spm. 19 om relationer mellem Farum Kommune og
Farum Boldklub, til indenrigs- og sundhedsministeren
3
Kopi KOU: S 852 om Farum Kommune
4
Kopi KOU: S 902 om udbetaling af lønninger i forbindelse
med Farum Kommune
5
Kopi KOU: S 903 om byrådsmedlemmers rettigheder og
pligter i forbindelse med Farum Kommune
6
Kopi KOU: S 904 om overholdelse af love og regler i
forbindelse med Farum Kommune
7
Kopi KOU: S 905 om kommuners regnskabsaflæggelse i
forbindelse med Farum Kommune
8
Kopi KOU: S 906 om tilsynsmyndigheders
sanktionsmuligheder i forbindelse med Farum Kommune
9
Kopi KOU: S 907 om økonomiske aftaler og relationer i
forbindelse med Farum Kommune
10
Kopi KOU: S 1016 om likviditetskrav i Farum Kommune
11
Kopi KOU: S 864 om fordeling af 500 mio. kr. på
ældreområdet
12
Kopi KOU: Spm. 22 om
»underhåndskontrakter
«
i Farum Kommune, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 23 om Farum Kommunes økonomiske situation,
til indenrigs- og sundhedsministeren
13
Kopi KOU: Svar på spm. 19 om relationer mellem Farum
kommune og Farum Boldklub, fra indenrigs- og sundhedsministeren
14
Kopi KOU: Svar på S 1021-28 om budgetter i forbindelse
med Farum Kommune
15
Spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, til
økonomi- og erhvervsministeren
16
Spm. 2 om vurdering af kommunal revision, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet har ønsket
besvaret, til indenrigs- og sundhedsministeren
Spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 7 om kommissorium for Jens Peter
Christensen-udvalget, til indenrigs- og sundhedsministeren
Spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 9 om kritiske bemærkninger, til indenrigs- og
sundhedsministeren
17
Spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, til
Folketingets Ombudsmand
18
Spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, til
justitsministeren
Spm. 12 om anmeldelser til politiet, til
justitsministeren
19
Kopi KOU: Henvendelse fra Claus Andersen, Farum, vedr.
Farum Kommunes økonomiske forhold
20
Kopi KOU: Svar på S 1659 vedr. konkret klagesag over
afslag på aktindsigt
21
Kopi KOU: Artikel i Berlingske Tidende 19/3-02:
»Fra Nordisk Fjer til Farum
«
22
Kopi KOU: Artikel i Politiken 12/4-02:
»Brixtofte vil ikke gå
«
23
Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets
rolle i Farumsagen
24
Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets
rolle i Farumsagen
25
Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets
rolle i Farumsagen
26
Svarfrist for besvarelse af spørgsmål (B 84)
27
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra kulturministeren
28
Kopi KOU: Svar på spm. 31 om oversendelse af
kommissorium, fra indenrigs- og sundhedsministeren
29
Svar på spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, fra
Folketingets Ombudsmand
30
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra skatteministeren
31
Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra
indenrigs- sundhedsministeren
Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-
og sundhedsministeren
32
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra undervisningsministeren
33
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra ministeren for videnskab, teknologi og udvikling
34
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra miljøministeren
35
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra fødevareministeren
36
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra økonomi- og erhvervsministeren
37
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra trafikministeren
38
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra beskæftigelsesministeren
39
Kopi KOU: Notat om en kommunalbestyrelses mulighed for at
afsætte en borgmester i medfør af den kommunale styrelseslovs § 66
40
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra integrationsministeren
41
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra socialministeren
42
Kopi KOU: Svar på S 1703 vedr. ansættelsesvilkår i Farum
Kommune
43
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 2 om vurdering af kommunal revision, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet har
ønsket besvaret, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 7 om kommissorium for Jens Peter
Christensen-udvalget, fra indenrigs- og sundhedsministeren
44
Kopi KOU: Spm. 29 om journaliseringspligt i den kommunale
sagsbehandling, til indenrigs- og sundhedsministeren
45
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra justitsministeren
Svar på spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, fra
justitsministeren
Svar på spm. 12 om anmeldelser til politiet, fra justitsministeren
46
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra forsvarsministeren
47
Kopi KOU: Telegram fra Ritzaus Bureau 14/5-02:
»Hvordan forebygges misbrug a la Farum?
«
48
Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-
og sundhedsministeren
49
Farum Byråds beslutning om at suspendere Peter Brixtofte
50
»Myndigheder skal tage ansvar for Farumskandalen«
51
Tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen
52
Besvarelse af § 20-spm. nr. S 1697 vedr. Farum Kommune
53
»Tilsynsråd afviser kritik om smøl«
54
»Tilsynsråd forudsiger erstatningskrav i Farum«
55
Samrådsspm. A om den strafferetlige efterforskning af
forholdene i Farum Kommune, til justitsministeren
56
Spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto, til
indenrigs- og sundhedsministeren
57
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra finansministeren
58
Endeligt svar på spm. 10 om oversigt over
ombudsmandssager, fra Folketingets Ombudsmand
59
»Farumskandalen« (DR-nyheder)
60
Oversigt over udvalgsbilag med stikord eller kort resumé
m.v.
61
Foreløbig tidsplan for underudvalgets behandling af
forslag
62
»Brixtoftes højrehånd sigtet«
63
»SF i Farum vil sprede regningen efter Brixtofte«
64
Kopi KOU: Svar på spm. 38 om oversendelse af talepapir
vedr. samrådsspørgsmål B (Farummodellen), fra indenrigs- og
sundhedsministeren
65
Kopi KOU: Svar på spm. S 2098 vedr. Venstres krav om
åbenhed og ydmyghed over for magten, fra indenrigs- og sundhedsministeren
66
Kopi KOU: Svar på spm. S 2099 om Venstres krav om åbenhed
og ydmyghed over for magten, fra indenrigs- og sundhedsministeren
67
Kopi KOU: Svar på spm. S 2111 om færdiggørelse af Farum
Kommunes regnskab, fra indenrigs- og sundhedsministeren
68
Kopi KOU: Svar på spm. S 2144, om Farummodellen fortsat
er politisk levedygtig, fra indenrigs- og sundhedsministeren
69
Samrådsspm. B om Farum Kommune, til indenrigs- og
sundhedsministeren
70
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra fødevareministeren
71
»Tilsynsråd truer Farum Byråd med tvangsbøder«
72
Ritzau om Farum/tilsynsråd
73
»Ny Farum-sag for bagmandspolitiet«
74
Spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål A vedr. den
strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, til
justitsministeren
75
Kopi KOU: Spm. 52 om oversendelse af talepapir til
besvarelse af samrådsspørgsmål D (Farummodellen), til indenrigs- og
sundhedsministeren
76
Kopi KOU: Spm. 53 om, hvorvidt Finanstilsynet har indledt
en undersøgelse af låneaftale med Farum Kommune, til økonomi- og
erhvervsministeren
77
Kopi KOU: Spm. 54 om kommentar til hvidbog om
tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, til indenrigs- og
sundhedsministeren
78
Kopi KOU: Spm. 55 om kommentar til tillæg til hvidbog om
tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, til indenrigs- og
sundhedsministeren
79
Kopi KOU: Henvendelse fra Kurt Jacobsen, Farum, m.fl.,
tillæg til
»Tilsynsmyndighedernes
rolle i Farum-skandalen
«
80
»Flertal for Farum-undersøgelse«
81
Supplerende svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning,
fra indenrigs- og sundhedsministeren
Supplerende svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
82
Oversigt over sager, ministeriet har haft inden for de
seneste 5 år vedrørende Farum Kommune (inkl. klagesager)
83
Svar på spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto,
fra indenrigs- og sundhedsministeren
84
»Flertal for kommissionsundersøgelse af Farum«
85
»Undersøgelse af Farum-sagen« (telegram, Ritzau)
86
Spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, til indenrigs-
og sundhedsministeren
87
Spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, til indenrigs- og
sundhedsministeren
88
Spm. 17 om PET-undersøgelse, til justitsministeren
89
Spm. 18 om 18. maj-kommissionen, Farum Kommune, til
justitsministeren
90
Spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune, til
beskæftigelsesministeren
91
Spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune, til
beskæftigelsesministeren
92
Spm. 21 om administration af EU’s socialfondsmidler,
Farum Kommune, til beskæftigelsesministeren
93
Spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum Kommune, til
beskæftigelsesministeren
94
Kopi KOU: Spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed ved
kommende kommunalvalg, til indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 58 om redegørelse for revisionen for
1998-2000 i Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 59 om referat af møde med Farum Byråd
februar 2002, til indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 60 om erstatningskrav over for
kommunalbestyrelsesmedlemmer, til indenrigs- og sundhedsministeren
95
Kopi KOU: Svar på spm. 52 om oversendelse af talepapir
til besvarelse af samrådsspørgsmål D (Farummodellen), fra indenrigs- og
sundhedsministeren
96
Kopi KOU: Spm. 56 om sager behandlet af Tilsynsrådet for
Frederiksborg Amt, til indenrigs- og sundhedsministeren
97
Kopi KOU: Spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub og
Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren
98
Kopi KOU: Diverse artikler vedrørende Farumsagen
99
Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når
der samtidig verserer en strafferetlig efterforskning af de samme forhold
100
1. udkast til beretning
101
Brev til underudvalget om møde den 7/8-02 med henblik på
en gennemgang og politisk drøftelse af flertallets udkast til beretning over
B 84 (B 84 – bilag 100)
102
Svar på spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål A vedr.
den strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, fra
justitsministeren
103
Svar på spm. 17 om PET, undersøgelse, fra
justitsministeren
Svar på spm. 18 om 18 maj-kommissionen, Farum Kommune,
fra justitsministeren
104
Spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og redskaber for
at få sager behandlet i økonomiudvalget og byrådssalen, til indenrigs- og
sundhedsministeren
105
Spm. 25 om undersøgelseskommissionen, til
justitsministeren
Spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan forlange
materiale udleveret fra anklagemyndigheden, til justitsministeren
Spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede hos
bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en undersøgelseskommission,
til justitsministeren
Spm. 28, om personer kan pålægges at afgive forklaring
for en undersøgelseskommission, til justitsministeren
Spm. 29 om retsgarantier, til justitsministeren
Spm. 30 om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad Farumsagen
drejer sig om, til justitsministeren
Spm. 31, om det ikke er muligt at adskille temaerne i
straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, til justitsministeren
Spm. 32 om forklaringer for undersøgelseskommissionen og
vidner i straffesagen, til justitsministeren
Spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede, til
justitsministeren
Spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan holde
straffesagen uden for undersøgelseskommissionens arbejde, til
justitsministeren
106
Spørgsmål 29 taget tilbage
107
Svar på spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
108
Notat om
»UFO-underudvalgets
«
beføjelser, særlig i relation til
sagsoplysning
109
Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra
indenrigs- sundhedsministeren
Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-
og sundhedsministeren
110
Svar på spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
111
Kopi KOU: Svar på spm. 55 om kommentar til tillæg til
hvidbog om tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
112
Kopi KOU: Svar på spm. 54 om kommentar til hvidbog om
tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
113
Revideret oversigt over udvalgsbilag med stikord eller
kort resumé m.v (pr. 17/7-02)
114
Svar på spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune,
fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune,
fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 21 om administration af EU’s
socialfondsmidler, Farum Kommune, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum
Kommune, fra beskæftigelsesministeren
115
2. udkast til beretning
116
Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når
Folketinget har truffet beslutning herom i Folketingssalen m.v.
117
Kopi KOU: Svar på spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed
ved kommende kommunalvalg, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Svar på spm. 58 om redegørelse for revisionen
for 1998-2000 i Farum Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Svar på spm. 59 om referat af møde med Farum
Byråd februar 2002, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Svar på spm. 60 om erstatningskrav over for
kommunalbestyrelsesmedlemmer, fra indenrigs- og sundhedsministeren
118
Svar på spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og
redskaber for at få sager behandlet i økonomiudvalget og byrådssalen, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
119
Svar på spm. 25 om undersøgelseskommissionen, fra
justitsministeren
Svar på spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan
forlange materiale udleveret fra anklagemyndigheden, fra justitsministeren
Svar på spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede
hos bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en
undersøgelseskommission, fra justitsministeren
Svar på spm. 28, om personer kan pålægges at afgive
forklaring for en undersøgelseskommission, fra justitsministeren
Svar på spm. 30, om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad Farumsagen
drejer sig om, fra justitsministeren
Svar på spm. 31, om det ikke er muligt at adskille
temaerne i straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, fra
justitsministeren
Svar på spm. 32 om forklaringer for
undersøgelseskommissionen og vidner i straffesagen, fra justitsministeren
Svar på spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede,
fra justitsministeren
Svar på spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan
holde straffesagen uden for undersøgelseskommissionens arbejde, fra
justitsministeren
120
3. udkast til beretning
121
Spm. 35 om erstatningskrav, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for inhabile
ved behandling af sager, der angår Farum Kommune, til indenrigs- og
sundhedsministeren
122
Spm. 37 om undersøgelseskommissioner, til
justitsministeren
123
4. udkast til beretning
124
Svar på spm. 37 om undersøgelseskommissioner, fra
justitsministeren
125
Svar på spm. 35 om erstatningskrav, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
Svar på spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for
inhabile ved behandling af sager, der angår Farum Kommune, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
126
Notat om ekspertgruppen og om undersøgelseskommissionen
127
5. udkast til beretning
128
6. udkast til beretning
129
Kopi KOU: Svar på spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub
og Farum Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 28.
august 2002
Beretning
over
Forslag til
folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen
[af Aage Frandsen (SF), Margrete Auken (SF),
Anne Baastrup (SF) og Kristen Touborg (SF)]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. marts 2002 og var til
1. behandling den 9. april 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1.
behandling
henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.
Udvalget for Forretningsordenen henviste den 10. april 2002
beslutningsforslaget til forberedende behandling i Underudvalget under
Udvalget
for Forretningsordenen (herefter Underudvalget), jf. Folketingets
forretningsorden § 59.
Møder
Underudvalget har behandlet beslutningsforslaget i 6 møder,
heraf 2 møder, hvor henholdsvis justitsministeren og indenrigs- og
sundhedsministeren var indkaldt i samråd.
Spørgsmål
Underudvalget har stillet 1 spørgsmål til skriftlig besvarelse
henholdsvis til økonomi- og erhvervsministeren, finansministeren,
beskæftigelsesministeren, justitsministeren, kulturministeren,
integrationsministeren, skatteministeren, trafikministeren,
videnskabsministeren,
fødevareministeren, forsvarsministeren, miljøministeren, indenrigs- og
sundhedsministeren, undervisningsministeren og socialministeren, som disse
har
besvaret.
Derudover har Underudvalget til skriftlig besvarelse stillet 1
spørgsmål til Folketingets Ombudsmand, 15 spørgsmål til indenrigs- og
sundhedsministeren, 15 spørgsmål til justitsministeren og 4 spørgsmål til
beskæftigelsesministeren, som disse har besvaret.
2. Politiske bemærkninger
På den baggrund opfordrer et
flertal
(S, DF, SF og EL) justitsministeren til at nedsætte en
undersøgelseskommission
i henhold til lov om undersøgelseskommissioner med henblik på at undersøge
hele
Farumsagen. Flertallet betragter en afdækning og en undersøgelse af, hvad der
er sket i Farum Kommune, og hvad forskellige andre myndigheder har gjort og
ikke gjort i den forbindelse, samt en række relationer mellem Farum Kommune
og
en række private virksomheder, organisationer m.v. som værende af
»almenvigtig betydning
«
, jf. lov om undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1.
Flertallet lægger afgørende vægt på, at enhver skal være
forpligtet til under vidneansvar at afgive forklaring for
undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen anmoder om det. Dette
indebærer, at formanden er en dommer, jf. lovens kapitel 5. Pligten til at
afgive forklaring som vidne gælder naturligvis ikke
»i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for
strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold, undersøgelsen
omfatter
«
. Ligesom vidnepligten heller
ikke gælder
»i det omfang, der må
antages at foreligge mulighed for, at det offentlige gør et disciplinært
eller
tilsvarende ansættelsesretligt ansvar gældende over for den pågældende i
anledning af de nævnte forhold
«
, jf.
lovens § 12. Flertallet lægger også afgørende vægt på, at kommissionen har
tre
medlemmer, af hensyn til, at kommissionen som helhed besidder viden om og
indsigt i både juridiske, økonomiske, erhvervsmæssige og mere generelle
samfundsmæssige forhold, jf. § 2. Endelig lægger flertallet vægt på, at møder
i
undersøgelseskommissionen og møder i retten er offentlige, jf. lovens kapitel
10, med de begrænsninger, der også ligger heri.
Der er efter flertallets opfattelse en række grunde til, at der
bør nedsættes en undersøgelseskommission.
Det fremgår bl.a. af en række klager, der er kommet fra en
gruppe borgere i Farum Kommune, og af en række andre oplysninger, der er
fremkommet, at mange borgere i Farum Kommune har følt, at der åbenbart for
Farum Kommune gjaldt særlige forhold, og at almindelige retsregler ikke
gjaldt
for Farum Kommune. Mange borgere har fået en opfattelse af, at Farum Kommune
befandt sig i et retstomt rum, og at landets love og regler ikke gjaldt for
Farum, hvilket kan sammenholdes med, at Farum Kommune ofte blev fremhævet som
foregangskommune og mønsterkommune.
Uanset at forholdene i Farum Kommune har været unikke i forhold
til andre kommuner, er det vigtigt at få afdækket, hvordan det har været
muligt, at forholdene har kunnet udvikle sig, som tilfældet er, og hvordan så
mange har kunnet blive involveret, f.eks. private virksomheder, samt hvorfor
forskellige tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind enten af sig selv eller på
baggrund af klager.
Når en undersøgelse af Farumsagen er af
»almenvigtig betydning
«,
skyldes det også, at det er en af de største og måske den største skandalesag
inden for det offentlige med udgangspunkt i en kommune, vi nogen sinde har
set
i Danmark.
Fra alle sider af det politiske spekter er det blevet fremhævet,
at
»alle sten skal vendes
«
i Farum-sagen. Derfor er det vigtigt, at
der iværksættes en undersøgelse, der sikrer, at alle sten bliver vendt.
Ellers
kan man risikere, at der breder sig en opfattelse af, at der gælder særlige
regler, når politikere er involveret, og at politikerne forsøger at dække
over
hinanden.
Formålet med undersøgelsen er at afdække alt det, som ikke er
omfattet af den efterforskning, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet (bagmandspolitiet) har indledt med henblik på eventuelt at rejse
tiltale i henhold til straffelovgivningen. Det betyder samtidig, at
undersøgelseskommissionen ikke skal vurdere, om der er grundlag for tiltale
efter straffeloven. Dette spørgsmål efterforskes og vurderes af
bagmandspolitiet.
Undersøgelseskommissionen kan nemt komme til at beskæftige sig
med forhold, der er omfattet af politiets efterforskning, f.eks. samarbejdet
mellem kommunen og private virksomheder samt kommunalbestyrelsens
informationsniveau i forhold til borgmesterens handlinger m.v. Der er intet
forkert i, at bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen ser på samme
forhold. Formålet med
politiets
undersøgelser er alene at undersøge, om der er grundlag for strafferetlig
tiltale. Det er ikke undersøgelseskommissionens opgave. Men de samme
handlinger
og mange flere, som slet ikke er omfattet af politiets efterforskning m.v.,
kan
også vurderes i forhold til eventuelle
»systemfejl
«
, eventuelt tjenstligt ansvar for
embedsmænd, eventuel overtrædelse af kommunale styrelsesregler,
forvaltningsloven, offentlighedsloven, regler for revision m.v. Der er intet
forkert i, at undersøgelseskommissionen og politiet samarbejder med hensyn
til
materiale om de faktiske forhold. Tværtimod er det nødvendigt i dette
tilfælde.
Undersøgelseskommissionens medlemmer vil i disse tilfælde være omfattet af
samme tavshedspligt som politiet, jf. i øvrigt lovens kapitel 8.
I forbindelse med udarbejdelse af kommissoriet for
undersøgelseskommissionens arbejde skal justitsministeren tilgodese, at
bagmandspolitiets og undersøgelseskommissionens arbejde ikke kolliderer med
hinanden, og at bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen tværtimod
samarbejder vedrørende materiale m.v.
Flertallet er også opmærksomt på, at der foregår andet arbejde
med hensyn til at afdække forhold i Farumsagen. Men for dette arbejde gælder
det, at det alene bygger på tilgængeligt materiale, og at ingen i den
forbindelse har pligt til at udtale sig, hvis de ikke ønsker det eller er
under
vidneansvar. Dertil kommer, at disse
»undersøgelser
«
har meget specifikke formål. Hvis
undersøgelser af Farumsagen alene blev afgrænset til det, der allerede er sat
i
gang, ville det indebære, at der bortset fra det strafferetlige spørgsmål
ikke
ville ske nogen reel undersøgelse af Farumsagens mange aspekter. For
flertallet
er det afgørende, at der kommer en uvildig, alsidig og grundig undersøgelse.
Farum Kommunes egen undersøgelse drejer sig primært om at få
undersøgt kommunens forretningsgange og få undersøgt, om kommunen eventuelt
kan
rejse erstatningssager. Men det vil alene kunne ske på grundlag af
tilgængeligt
materiale. Men resultatet af Farum Kommunes egen undersøgelse skal
naturligvis
tilgå undersøgelseskommissionen.
Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har en række sager til
behandling, hvoraf en del vedrører tidligere forhold, som tilsynsrådet også
tidligere har forholdt sig til. Det arbejde, hvor tilsynsrådet udøver sin
tilsynspligt, skal naturligvis fortsætte.
Der er derfor en række områder og forhold, der slet ikke
undersøges, herunder tilsynsmyndighedernes rolle.
I det omfang der er begået ulovligheder i Farum Kommune, som
ikke er af strafferetlig karakter, f.eks. i forhold til spørgsmål om
offentlighed i forvaltningen, vil en undersøgelseskommission derfor godt
kunne
undersøge, hvorfor der ikke blev grebet ind fra diverse tilsynsmyndigheder,
uden at dette forudsætter, at man afventer politiets efterforskning og
domstolenes bedømmelse af, præcis hvilke straffelovsovertrædelser bestemte
personer eventuelt kan dømmes for.
Det samme er tilfældet på aktiveringsområdet, hvor
Arbejdsmarkedsrådet for Frederiksborg Amt tilsyneladende ikke har ment, at
det
har skullet føre et aktivt tilsyn, men alene har henholdt sig til oplysninger
fra Farum Kommune.
Undersøgelseskommissionen skal både undersøge, hvad der er sket,
og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have været grebet
ind.
Derfor skal alle dispositioner foretaget af Farum Kommune og kommunens
samarbejde med organisationer og private virksomheder, herunder
sportsklubber,
finansieringsselskaber m.v., gøres til genstand for undersøgelsen, medmindre
de
er omfattet af politiets undersøgelse. Det samme gælder de forskellige plan-
og
tilsynsmyndigheders rolle, f.eks. i forbindelse med opførelse af
ungdomsboliger, kommunens køb af jord, kommunens aktiveringsindsats m.v.
Med det generelle forbehold, at undersøgelseskommissionen ikke
skal undersøge og tage stilling til, om der er grundlag for at rejse tiltale
efter straffelovgivningen, idet dette spørgsmål helt er overladt til
bagmandspolitiet, ønsker flertallet, at undersøgelseskommissionen skal
undersøge alt andet, der har samfundsmæssig relevans i Farumsagen.
Det gælder især:
-
Borgmesterens
varetagelse af funktionerne som øverste daglige leder af administrationen,
formand for økonomiudvalget og formand for kommunalbestyrelsen.
-
Kommunalbestyrelsesmedlemmernes
varetagelse af deres hverv.
-
Embedsværkets
varetagelse af embeder, herunder dets muligheder for at gøre det og den måde,
det har gjort det på.
-
Den kommunale
revisions måde at fungere på og dens reaktioner på Farum Kommunes
dispositioner.
-
Farum Kommunes aftaler
med organisationer og private virksomheder, herunder sportsklubber og
finansieringsinstitutter, set i lyset af kommunalfuldmagten,
konkurrencereglerne og reglerne for offentlige udbud m.v.
-
Dispositioner
foretaget af Farum Kommune, som har været til gavn for bestemte politiske
partier eller personer, f.eks. i forbindelse med valgkampe.
-
De forskellige
tilsynsmyndigheders rolle, bl.a. i forbindelse med de mange klagesager. Det
gælder både Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune som
tilsynsmyndighed og de forskellige ministerier som tilsynsmyndighed.
-
Endelig vil det også
være relevant at se på Hillerød Politis rolle i forbindelse med anmeldelser
af
Farum Kommune.
Formålet med undersøgelsen er også at forebygge, at lignende
sager opstår i fremtiden. For uanset at forholdene i Farum Kommune forekommer
unikke, kunne nogle af de problemer, som er opstået i Farum Kommune, godt
opstå
andre steder, uden at det ville være så omfattende som i Farum Kommune.
Farumsagen vil derfor muligvis give anledning til ændringer i love,
administrative regler m.v.
Ændringer af lovgivningen om det kommunale tilsyn, som opfattes
som nødvendige og/eller oplagte, skal efter flertallets opfattelse ikke
afvente
resultatet af undersøgelseskommissionens arbejde. Der er allerede sat
forskellige arbejder i gang med henblik på eventuelle lovændringer af f.eks.
reglerne om tilsynet med amtskommuner og kommuner. På samme måde skal
nedsættelse af en undersøgelseskommission ikke begrænse arbejdet i det
såkaldte
Jens Peter Christensen-udvalg, som indenrigs- og sundhedsministeren har
nedsat.
Skulle det vise sig, at undersøgelseskommissionens arbejde giver anledning
til
yderligere ændringer i lovgivningen eller i administrative regler, ændrer det
ikke ved, at det allerede i den kommende folketingssamling kan være
fornuftigt
at gennemføre ændringer, bl.a. på baggrund af betænkning nr. 1395/2000 om
statens tilsyn med kommunerne og arbejdet i det såkaldte Jens Peter
Christensen-udvalg.
Som det fremgår af lov om undersøgelseskommissioner kap. 3, kan
undersøgelseskommissionen få til opgave
»at
undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb
«
(jf. § 4, stk. 2) og
»at
komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser
eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde
«
(jf. § 4, stk. 3). Det er flertallets
opfattelse, at undersøgelseskommissionen skal have disse opgaver. Men da Jens
Peter Christensen-udvalget netop har til opgave at se på behovet for
ændringer
af love, administrative regler og praksis, hvilket formentlig allerede i
næste
folketingssamling vil resultere i ændringer, vil behovet for den del af
kommissionens arbejde være mindre. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der
i
forbindelse med undersøgelseskommissionens arbejde kan komme ting frem, som
kan
give anledning til et yderligere behov for ændringer i love og administrative
regler og praksis. Derfor skal det selvfølgelig også være en opgave for
undersøgelseskommissionen at komme med forslag til sådanne yderligere
ændringer
af love m.v., som undersøgelsen kan begrunde.
Derimod mener flertallet, at det vil være hensigtsmæssigt, at
undersøgelseskommissionen undlader at komme med retlige vurderinger, selv om
lov om undersøgelseskommissioner giver mulighed herfor (jf. § 4, stk. 4).
Derved undgås, at sådanne retlige vurderinger eventuelt kolliderer med
eventuel
strafferetlig tiltale og eventuel domfældelse. Dermed sker der også en
imødekommelse af noget af den kritik, som har været fremført imod, at en
undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig med, at der kører en
strafferetlig sag.
Bortset fra den afgrænsning, som ligger i forhold til
bagmandspolitiets efterforskning skal undersøgelseskommissionen ikke
begrænses
i at kunne undersøge forhold, handlinger, undladelser m.v., som har
samfundsmæssig relevans, frem til det tidspunkt, hvor
undersøgelseskommissionen
bliver nedsat.
Som det allerede er fremgået, er det efter flertallets
opfattelse vigtigt, at arbejdet med henblik på nedsættelse af en
undersøgelseskommission påbegyndes snarest. Flertallet mener derfor ikke, at
man kan vente med at nedsætte en undersøgelseskommission til et eller andet
tidspunkt ude i fremtiden, hvor den strafferetlige efterforskning er
afsluttet,
og hvor der evt. er rejst tiltale, samt hvor der evt. også er sket
domfældelse.
Det kan tage 3-4 år eller mere. Men det ændrer ikke ved, at det også er
afgørende, at arbejdet i undersøgelseskommissionen – herunder det
tidsmæssige
forløb – er tilrettelagt sådan, at undersøgelseskommissionens arbejde
ikke
kommer på tværs af bagmandspolitiets efterforskning. Derfor går flertallet ud
fra, at justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af
undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.
Med hensyn til det videre arbejde med nedsættelse af
undersøgelseskommissionen og udarbejdelse af kommissoriet for kommissionen
henvises til principperne i § 55 i forretningsorden for Folketinget.
Flertallet
skal anmode justitsministeren om at drøfte den nærmere udformning af
kommissoriet med Udvalget for Forretningsordenen.
a) Et
mindretal
(V og
KF) ønsker at understrege, at enhver sten i Farumsagen skal vendes.
Diskussionen om det fremsatte beslutningsforslag har således intet at gøre
med,
om der skal ske den nødvendige afdækning af alle relevante spørgsmål i sagen.
Mindretallet har mange gange – i offentligheden såvel som under
forhandlinger i Folketinget – fremhævet, at Farumsagen skal klarlægges
og
belyses fuldt ud. Det er helt afgørende for folkestyret, at der ikke
efterlades
»huller
«
i en sag af denne karakter.
Spørgsmålet er derfor alene, hvordan en sådan klarlægning bedst
og mest effektivt kan ske, bl.a. således at de undersøgende myndigheder ikke
ender med at spænde ben for hinanden – og resultatet derfor bliver, at
enhver
sten netop ikke vendes – og således at der ikke opstår problemer i
forhold til
væsentlige hensyn til de berørte personers retssikkerhed m.v.
Det er dette og intet andet, sagen drejer sig om.
b) Der er allerede taget en lang række vigtige initiativer som
følge af forholdene i Farum Kommune:
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet er således i
gang med en omfattende og højt prioriteret efterforskning af mulige strafbare
forhold i kommunen. Endvidere har Indenrigs- og Sundhedsministeriet iværksat
en
løbende vurdering og overvågning af kommunens økonomiske situation,
tilsynsrådet undersøger en række konkrete sager, og Farum Kommune har selv
besluttet at iværksætte en advokatundersøgelse af en række nærmere angivne
forhold i kommunen.
Endelig er et hurtigtarbejdende udvalg under ledelse af professor,
dr.jur. Jens Peter Christensen i gang med mere fremadrettet at undersøge, om
der er behov for justeringer af den kommunale styrelseslovgivning, bl.a. med
henblik på at forebygge og undgå tilsvarende sager fremover.
c) Flertallet lægger nu op til, at der oven i alt dette – og før
nogen af undersøgelserne blot tilnærmelsesvis er færdiggjort – skal
nedsættes
en undersøgelseskommission efter den særlige lov herom.
En undersøgelseskommission er efter mindretallets opfattelse et
vigtigt instrument for folkestyret til at få afdækket og vurderet forhold i
den
offentlige forvaltning m.v. Men det er samtidig et instrument, der skal
anvendes med eftertanke og omhu, ikke mindst i en situation som den
foreliggende, hvor en beslutning om nedsættelse af en kommission vil have
vidtrækkende praktiske og principielle konsekvenser.
Der er i den forbindelse grund til at understrege, at det, der
skal tages stilling til, er, om der i den
nuværende
fase af Farumsagen
skal nedsættes en undersøgelseskommission. Skulle det – når de
igangværende
undersøgelser er gennemført, og de relevante konklusioner heraf er draget
–
vise sig, at der er behov for at nedsætte en kommission til at undersøge
spørgsmål og problemstillinger, som på det tidspunkt ikke måtte være
tilstrækkelig belyst, vil mindretallet naturligvis være indstillet på dette.
Nu og her gælder det om ikke at miste overblikket og kaste sig
ud i nye undersøgelser for undersøgelsernes egen skyld, men derimod om
nøgternt
og roligt at overveje, hvad der tjener en hurtig og effektiv opklaring af
Farumsagen bedst.
d) Mindretallet opfatter de centrale elementer i flertallets
forslag sådan:
Flertallet ønsker, at der allerede nu nedsættes en
undersøgelseskommission med henblik på at undersøge alt, hvad der har
»samfundsmæssig relevans i Farumsagen
«
, herunder en række nærmere angivne forhold.
Kommissionen skal
»både undersøge, hvad
der er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have
været grebet ind.
«
Som begrundelse herfor anfører flertallet bl.a., at man ikke kan
vente på, at Statsadvokatens efterforskning færdiggøres og en eventuel
straffesag ved domstolene gennemføres. Endvidere anføres, at der lægges
»afgørende vægt på, at enhver skal være
forpligtet til under vidneansvar at afgive forklaring for
undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen anmoder om det
«
.
Flertallet mener, at
»det
ville være hensigtsmæssigt, at undersøgelseskommissionen undlader at komme
med
retlige vurderinger
«
. Efter flertallets
opfattelse undgås derved,
»at sådanne
retlige vurderinger evt. kolliderer med evt. strafferetlig tiltale og evt.
domfældelse
«
, og der sker efter
flertallets opfattelse dermed også en
»imødekommelse
af noget af den kritik, som har været fremført imod, at en
undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig med, at der kører en
strafferetlig sag.
«
Flertallet lægger imidlertid op til, at kommissionen skal kunne
undersøge de samme forhold, som Statsadvokaten efterforsker. Flertallet
anfører
i den forbindelse, at det er afgørende, at arbejdet i kommissionen
tilrettelægges
således, at det
»ikke kommer på tværs
af bagmandspolitiets efterforskning
«
,
og at man går
»ud fra, at
justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af
undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.
«
Samtidig anfører flertallet, at Statsadvokaten og
undersøgelseskommissionen skal samarbejde med hensyn til udveksling af
relevant
materiale m.v.
e) Mindretallet henviser til, at justitsministeren allerede i
besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og 34 bestemt har
frarådet, at der nu nedsættes en undersøgelseskommission.
Fra besvarelsen, der er optrykt som bilag 2 til beretningen,
lægger mindretallet bl.a. vægt på følgende:
-
Det er i besvarelsen
lagt til grund, at der i givet fald ikke ønskes en undersøgelse af de
forhold,
der indgår i Statsadvokatens efterforskning. Noget sådant ville da efter
besvarelsen heller ikke kunne komme på tale, idet en række afgørende hensyn
taler imod. Herom anføres bl.a., at det måtte give anledning til meget
alvorlige overvejelser og betænkeligheder at lade en kommission foretage en
»konkurrerende« undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som ville skulle
behandles (eller allerede var behandlet) af domstolene.
-
En iværksættelse af en
kommissionsundersøgelse på nuværende tidspunkt måtte herefter i hvert fald
forudsætte en klar afgrænsning af, hvilke forhold der indgår i den verserende
strafferetlige efterforskning og dermed i en eventuel senere straffesag ved
domstolene
mod de berørte enkeltpersoner. Det er imidlertid ikke muligt på nuværende
tidspunkt at foretage en sådan afgrænsning, i hvert fald ikke uden at affatte
kommissoriet på en måde, der i alle tilfælde måtte anses for meget
usædvanlig,
og som ville rejse principielle spørgsmål i forhold til lovens ordning.
-
Om der i stedet, efter
at Statsadvokatens efterforskning er afsluttet og eventuel tiltale er rejst,
vil kunne nedsættes en kommission med henblik på undersøgelse af de forhold,
som der ikke er rejst tiltale for, er et andet spørgsmål, som der først til
den
tid vil kunne tages nærmere stilling til. Der kan imidlertid allerede nu
peges
på, at en sådan ordning vil give anledning til en række meget vanskelige
problemstillinger, og at den herunder vil rejse væsentlige
straffeprocessuelle
og retssikkerhedsmæssige spørgsmål.
-
Der er alene taget
stilling til, om der i den nuværende fase af Farumsagen er grundlag for
nedsættelse af en undersøgelseskommission. Når de igangværende sager og
undersøgelser er afsluttet, vil der derfor være grundlag for en belysning af,
om der er yderligere forhold i sagen, der bør undersøges, og i givet fald
under
hvilke former.
Mindretallet kan helt tilslutte sig disse synspunkter.
f) Flertallets udtalelse i den nu foreliggende beretning viser,
at den ordning, som der lægges op til, er endnu mere vidtgående, end hvad der
er forudsat i Justitsministeriets besvarelse af 1. august 2002.
Ordningen indebærer således, at en undersøgelseskommission
også
skal kunne undersøge de forhold, som Statsadvokaten efterforsker. Med andre
ord: Samtidig med, at Statsadvokaten efterforsker – og domstolene
eventuelt
efterfølgende vurderer – hvad der er foregået i de forskellige
sagskomplekser,
skal en kommission udføre helt den samme opgave (idet kommissionen i
modsætning
til domstolene dog ikke skal tage stilling til sagens retlige spørgsmål).
Justitsministeriet har i besvarelsen af 13. august 2002 af
spørgsmål nr. 37 (optrykt som bilag 3 til beretningen) taget udførlig
stilling
til denne ordning, således som den er beskrevet i flertallets 3. udkast til
beretning (optrykt som bilag 4 til beretningen).
Fra besvarelsen lægger mindretallet navnlig vægt på følgende:
-
Loven om
undersøgelseskommissioner bygger på den udtrykkelige forudsætning, at en
kommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende
af
faste, ordinære undersøgelsesorganer. Under hensyn til den omfattende
efterforskning, som Statsadvokaten allerede er i færd med – og som vil
vise, om
der er grundlag for at rejse straffesag ved domstolene mod de ansvarlige
enkeltpersoner – er den ordning, som flertallet lægger op til, derfor et
eksempel på en kommissionsundersøgelse, som efter lovens forarbejder ikke bør
iværksættes.
-
Det må give anledning
til betydelig tvivl, om den angivelse af kommissoriet, som flertallet lægger
op
til – og som i meget vidt omfang vil indebære, at det overlades til
kommissionen selv at bestemme, hvad der skal undersøges – er i
overensstemmelse
med lovens ordning om, at en undersøgelseskommission kun kan nedsættes med
henblik på undersøgelse af »nærmere bestemte forhold«. Justitsministeriet
finder derfor, at der i givet fald måtte foretages en nøjere angivelse af
kommissionens opgaver.
-
En sideløbende
kommissionsundersøgelse af de forhold, som Statsadvokaten efterforsker, må
antages at være egnet til i væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre
Statsadvokatens virksomhed, og dette vil efter Justitsministeriets
umiddelbare
opfattelse kun i begrænset omfang kunne afhjælpes ved den nærmere
tilrettelæggelse af kommissionens arbejde. Det bør i givet fald overvejes at
give Statsadvokaten lejlighed til selv nærmere at vurdere og kommentere
spørgsmålet.
-
En ordning som den,
flertallet lægger op til, må anses for uegnet til at opnå det, som efter
loven
om undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en
kommissionsundersøgelse,
nemlig over for regeringen og Folketinget m.v. at skabe klarhed over et
hændelsesforløb.
Der er tværtimod en betydelig risiko for, at en sådan undersøgelse mere vil
være egnet til at skabe usikkerhed og uklarhed og dermed besværliggøre
klarlægningen og analysen af Farumsagens forskellige perspektiver og
problemstillinger.
-
Ordningen vil rejse
væsentlige principielle spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner.
Det
vil bl.a. kunne være meget vanskeligt for en person, der er inddraget i
straffesagen ved domstolene, at vurdere og overskue, om en forklaring for
undersøgelseskommissionen vil kunne belaste den pågældende under
straffesagen,
og om den pågældende derfor skal påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at
afgive forklaring for kommissionen.
-
Der er bemærkninger i
det nævnte 3. udkast, som er uforenelige med flertallets udtrykkelige
tilkendegivelse om, at kommissionen ikke skal foretage retlige vurderinger.
Justitsministeriet forudsætter her, at der er tale om manglende
konsekvensrettelser i forhold til flertallets tidligere udkast til beretning,
hvor der netop var lagt op til, at kommissionen skulle foretage retlige
vurderinger til belysning af spørgsmålet om enkeltpersoners ansvar.
Justitsministeriet anfører samtidig, at udkastet – hvis den nævnte
forudsætning
ikke er korrekt – giver anledning til en række yderligere principielle
problemer, som ikke er beskrevet nærmere i besvarelsen.
Også disse synspunkter kan mindretallet fuldt ud tilslutte sig.
Flertallets udtalelse i denne beretning svarer på alle
væsentlige punkter til det 3. udkast, som var grundlag for
Justitsministeriets
besvarelse af 13. august 2002. Mindretallet kan således konstatere, at
flertallet end ikke har forsøgt at forholde sig til de helt grundlæggende
uklarheder og problemstillinger, som der er peget på i besvarelsen, og som
derfor i et og alt henstår som uløste.
g) Først som sidst: Også for regeringen og regeringspartierne er
det helt magtpåliggende, at hver en sten i Farumsagen vendes – ingen
væsentlige
spørgsmål i sagen må ende med at stå tilbage uden svar.
Det, som nu og her er spørgsmålet, er ene og alene, om der
allerede i sagens nuværende fase skal nedsættes en undersøgelseskommission
ved
siden af – og oven i – de omfattende undersøgelser af sagen, som
allerede er iværksat,
eller om man skal afvente disse undersøgelser og herefter grundigt og
nøgternt
overveje, hvilke behov der måtte være for yderligere initiativer.
Mindretallet finder det, for så vidt både beklageligt og
ærgerligt ikke blot at kunne tilslutte sig et forslag om allerede nu at
iværksætte en samlet kommissionsundersøgelse. Det er således helt forståeligt
og naturligt, at tanker herom kan trænge sig på hos folketingsmedlemmer
– og
andre – der føler et behov for en hurtig klarlægning af de øjensynligt
særegne
forhold i Farum Kommune.
Mindretallet har imidlertid i det foregående fremhævet
en lang række omstændigheder, der
indebærer, at den ordning, som flertallet lægger op til, vil have
vidtrækkende
principielle perspektiver og konsekvenser, og at den i øvrigt mest af alt vil
være egnet til at fuldende et billede af kaos i en sag, der allerede er
tilstrækkelig kompliceret. Grundlæggende har dette – som også anført af
Justitsministeriet – sammenhæng med, at loven om
undersøgelseskommissioner
ganske enkelt ikke tager sigte på situationer som den foreliggende, hvor
bl.a.
politiet og anklagemyndigheden – statens centrale efterforsknings- og
undersøgelsesapparat – allerede er i fuld gang med sagen.
Samtidig er det som bekendt lovens udtrykkelige ordning, at
Folketinget kan træffe beslutning om, at justitsministeren – inden for
rammerne
af loven – skal nedsætte en undersøgelseskommission.
Hvis et flertal i Folketinget fastholder sin hidtidige
opfattelse, må justitsministeren således tage dette til efterretning. Men det
ændrer ikke ved, at Justitsministeriet og mindretallet har gjort det helt
klart
for Folketinget, hvilke betænkeligheder og vidtrækkende perspektiver og
konsekvenser der vil være forbundet med den ordning, som flertallet lægger op
til.
Også derfor har mindretallet med tilfredshed noteret sig, at de
videre drøftelser af denne grundlæggende vigtige sag kommer til at finde sted
i
Folketingssalen.
Et
andet mindretal
(RV og KRF) kan ikke støtte nedsættelse af en
undersøgelseskommission i Farumsagen på nuværende tidspunkt. Mindretallet
henviser især til de væsentlige indvendinger, der er fremført i
Justitsministeriets besvarelser, senest i Justitsministeriets besvarelse af
13.
august 2002 (B 84, bilag 124). Loven om undersøgelseskommissioner forpligter
justitsministeren til at nedsætte en undersøgelseskommission, når Folketinget
træffer en beslutning herom. Mindretallet finder, at det er mest korrekt
– og
ønskeligt – at man følger den fremgangsmåde, loven foreskriver, og må
derfor
opfordre flertallet til at følge den i loven foreskrevne fremgangsmåde og
fremsætte et egentligt beslutningsforslag om nedsættelse af en
undersøgelseskommission i det nye folketingsår. Herved opnås, at Folketinget
i
åbenhed i folketingssalen kan diskutere alle sider af Farumsagen og dens
rette
behandling. Denne fremgangsmåde er langt at foretrække frem for alene at føre
debatten bag lukkede døre i Udvalget for Forretningsordenen og dettes
underudvalg.
Mindretallet kan som anført ikke støtte en
undersøgelseskommission på nuværende tidspunkt. Mindretallet udelukker ikke,
at
det på et senere tidspunkt kan komme på tale at nedsætte en
undersøgelseskommission, såfremt det viser sig, at der er sider af
Farumsagen,
der ikke er endevendt. Mindretallet ønsker i denne forbindelse at henlede
opmærksomheden
på Justitsministeriets påpegning af, at en undersøgelseskommission realistisk
set ikke kan færdiggøre sit arbejde før afslutningen af en eventuel
straffesag
ved domstolene. Mindretallet opfordrer flertallet til at udsætte beslutningen
om nedsættelse af en undersøgelseskommission og udformningen af et
kommissorium
i det mindste til et tidspunkt, hvor der foreligger et anklageskrift. På det
tidspunkt famler man ikke helt i mørke med udformningen af et kommissorium
for
en undersøgelseskommission.
P.u.v.
Ivar Hansen
formand
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 84
Bilagsnr.
Titel
1
Kopi KOU: Spm. 1 om rækkevidden af den kommunale
styrelseslovs § 66, til indenrigs- og sundhedsministeren
2
Kopi KOU: Spm. 19 om relationer mellem Farum Kommune og
Farum Boldklub, til indenrigs- og sundhedsministeren
3
Kopi KOU: S 852 om Farum Kommune
4
Kopi KOU: S 902 om udbetaling af lønninger i forbindelse
med Farum Kommune
5
Kopi KOU: S 903 om byrådsmedlemmers rettigheder og
pligter i forbindelse med Farum Kommune
6
Kopi KOU: S 904 om overholdelse af love og regler i
forbindelse med Farum Kommune
7
Kopi KOU: S 905 om kommuners regnskabsaflæggelse i
forbindelse med Farum Kommune
8
Kopi KOU: S 906 om tilsynsmyndigheders
sanktionsmuligheder i forbindelse med Farum Kommune
9
Kopi KOU: S 907 om økonomiske aftaler og relationer i
forbindelse med Farum Kommune
10
Kopi KOU: S 1016 om likviditetskrav i Farum Kommune
11
Kopi KOU: S 864 om fordeling af 500 mio. kr. på
ældreområdet
12
Kopi KOU: Spm. 22 om
»underhåndskontrakter
«
i Farum Kommune, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 23 om Farum Kommunes økonomiske situation,
til indenrigs- og sundhedsministeren
13
Kopi KOU: Svar på spm. 19 om relationer mellem Farum
kommune og Farum Boldklub, fra indenrigs- og sundhedsministeren
14
Kopi KOU: Svar på S 1021-28 om budgetter i forbindelse
med Farum Kommune
15
Spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, til
økonomi- og erhvervsministeren
16
Spm. 2 om vurdering af kommunal revision, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet har ønsket
besvaret, til indenrigs- og sundhedsministeren
Spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 7 om kommissorium for Jens Peter
Christensen-udvalget, til indenrigs- og sundhedsministeren
Spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 9 om kritiske bemærkninger, til indenrigs- og
sundhedsministeren
17
Spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, til
Folketingets Ombudsmand
18
Spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, til
justitsministeren
Spm. 12 om anmeldelser til politiet, til
justitsministeren
19
Kopi KOU: Henvendelse fra Claus Andersen, Farum, vedr.
Farum Kommunes økonomiske forhold
20
Kopi KOU: Svar på S 1659 vedr. konkret klagesag over
afslag på aktindsigt
21
Kopi KOU: Artikel i Berlingske Tidende 19/3-02:
»Fra Nordisk Fjer til Farum
«
22
Kopi KOU: Artikel i Politiken 12/4-02:
»Brixtofte vil ikke gå
«
23
Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets
rolle i Farumsagen
24
Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets
rolle i Farumsagen
25
Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets
rolle i Farumsagen
26
Svarfrist for besvarelse af spørgsmål (B 84)
27
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra kulturministeren
28
Kopi KOU: Svar på spm. 31 om oversendelse af
kommissorium, fra indenrigs- og sundhedsministeren
29
Svar på spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, fra
Folketingets Ombudsmand
30
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune,
fra skatteministeren
31
Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra
indenrigs- sundhedsministeren
Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-
og sundhedsministeren
32
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra undervisningsministeren
33
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra ministeren for videnskab, teknologi og udvikling
34
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra miljøministeren
35
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra fødevareministeren
36
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra økonomi- og erhvervsministeren
37
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra trafikministeren
38
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra beskæftigelsesministeren
39
Kopi KOU: Notat om en kommunalbestyrelses mulighed for at
afsætte en borgmester i medfør af den kommunale styrelseslovs § 66
40
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra integrationsministeren
41
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra socialministeren
42
Kopi KOU: Svar på S 1703 vedr. ansættelsesvilkår i Farum
Kommune
43
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 2 om vurdering af kommunal revision, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet har
ønsket besvaret, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 7 om kommissorium for Jens Peter
Christensen-udvalget, fra indenrigs- og sundhedsministeren
44
Kopi KOU: Spm. 29 om journaliseringspligt i den kommunale
sagsbehandling, til indenrigs- og sundhedsministeren
45
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra justitsministeren
Svar på spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, fra
justitsministeren
Svar på spm. 12 om anmeldelser til politiet, fra
justitsministeren
46
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra forsvarsministeren
47
Kopi KOU: Telegram fra Ritzaus Bureau 14/5-02:
»Hvordan forebygges misbrug a la Farum?
«
48
Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-
og sundhedsministeren
49
Farum Byråds beslutning om at suspendere Peter Brixtofte
50
»Myndigheder skal tage ansvar for Farumskandalen«
51
Tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen
52
Besvarelse af § 20-spm. nr. S 1697 vedr. Farum Kommune
53
»Tilsynsråd afviser kritik om smøl«
54
»Tilsynsråd forudsiger erstatningskrav i Farum«
55
Samrådsspm. A om den strafferetlige efterforskning af
forholdene i Farum Kommune, til justitsministeren
56
Spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto, til
indenrigs- og sundhedsministeren
57
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune,
fra finansministeren
58
Endeligt svar på spm. 10 om oversigt over
ombudsmandssager, fra Folketingets Ombudsmand
59
»Farumskandalen« (DR-nyheder)
60
Oversigt over udvalgsbilag med stikord eller kort resumé
m.v.
61
Foreløbig tidsplan for underudvalgets behandling af
forslag
62
»Brixtoftes højrehånd sigtet«
63
»SF i Farum vil sprede regningen efter Brixtofte«
64
Kopi KOU: Svar på spm. 38 om oversendelse af talepapir
vedr. samrådsspørgsmål B (Farummodellen), fra indenrigs- og
sundhedsministeren
65
Kopi KOU: Svar på spm. S 2098 vedr. Venstres krav om
åbenhed og ydmyghed over for magten, fra indenrigs- og sundhedsministeren
66
Kopi KOU: Svar på spm. S 2099 om Venstres krav om åbenhed
og ydmyghed over for magten, fra indenrigs- og sundhedsministeren
67
Kopi KOU: Svar på spm. S 2111 om færdiggørelse af Farum
Kommunes regnskab, fra indenrigs- og sundhedsministeren
68
Kopi KOU: Svar på spm. S 2144, om Farummodellen fortsat
er politisk levedygtig, fra indenrigs- og sundhedsministeren
69
Samrådsspm. B om Farum Kommune, til indenrigs- og
sundhedsministeren
70
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum
Kommune, fra fødevareministeren
71
»Tilsynsråd truer Farum Byråd med tvangsbøder«
72
Ritzau om Farum/tilsynsråd
73
»Ny Farum-sag for bagmandspolitiet«
74
Spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål A vedr. den
strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, til
justitsministeren
75
Kopi KOU: Spm. 52 om oversendelse af talepapir til
besvarelse af samrådsspørgsmål D (Farummodellen), til indenrigs- og
sundhedsministeren
76
Kopi KOU: Spm. 53 om, hvorvidt Finanstilsynet har indledt
en undersøgelse af låneaftale med Farum Kommune, til økonomi- og
erhvervsministeren
77
Kopi KOU: Spm. 54 om kommentar til hvidbog om
tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, til indenrigs- og
sundhedsministeren
78
Kopi KOU: Spm. 55 om kommentar til tillæg til hvidbog om
tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, til indenrigs- og
sundhedsministeren
79
Kopi KOU: Henvendelse fra Kurt Jacobsen, Farum, m.fl.,
tillæg til
»Tilsynsmyndighedernes
rolle i Farum-skandalen
«
80
»Flertal for Farum-undersøgelse«
81
Supplerende svar på spm. 8 om regnskabers
revisionspåtegning, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Supplerende svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
82
Oversigt over sager, ministeriet har haft inden for de
seneste 5 år vedrørende Farum Kommune (inkl. klagesager)
83
Svar på spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto,
fra indenrigs- og sundhedsministeren
84
»Flertal for kommissionsundersøgelse af Farum«
85
»Undersøgelse af Farum-sagen« (telegram, Ritzau)
86
Spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, til indenrigs-
og sundhedsministeren
87
Spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, til indenrigs- og
sundhedsministeren
88
Spm. 17 om PET-undersøgelse, til justitsministeren
89
Spm. 18 om 18. maj-kommissionen, Farum Kommune, til
justitsministeren
90
Spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune, til
beskæftigelsesministeren
91
Spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune, til
beskæftigelsesministeren
92
Spm. 21 om administration af EU’s socialfondsmidler,
Farum Kommune, til beskæftigelsesministeren
93
Spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum Kommune, til
beskæftigelsesministeren
94
Kopi KOU: Spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed ved
kommende kommunalvalg, til indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 58 om redegørelse for revisionen for
1998-2000 i Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 59 om referat af møde med Farum Byråd
februar 2002, til indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 60 om erstatningskrav over for
kommunalbestyrelsesmedlemmer, til indenrigs- og sundhedsministeren
95
Kopi KOU: Svar på spm. 52 om oversendelse af talepapir
til besvarelse af samrådsspørgsmål D (Farummodellen), fra indenrigs- og
sundhedsministeren
96
Kopi KOU: Spm. 56 om sager behandlet af Tilsynsrådet for
Frederiksborg Amt, til indenrigs- og sundhedsministeren
97
Kopi KOU: Spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub og
Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren
98
Kopi KOU: Diverse artikler vedrørende Farumsagen
99
Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når
der samtidig verserer en strafferetlig efterforskning af de samme forhold
100
1. udkast til beretning
101
Brev til underudvalget om møde den 7/8-02 med henblik på
en gennemgang og politisk drøftelse af flertallets udkast til beretning over
B 84 (B 84 – bilag 100)
102
Svar på spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål A vedr.
den strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, fra
justitsministeren
103
Svar på spm. 17 om PET, undersøgelse, fra
justitsministeren
Svar på spm. 18 om 18 maj-kommissionen, Farum Kommune,
fra justitsministeren
104
Spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og redskaber for
at få sager behandlet i økonomiudvalget og byrådssalen, til indenrigs- og
sundhedsministeren
105
Spm. 25 om undersøgelseskommissionen, til justitsministeren
Spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan forlange
materiale udleveret fra anklagemyndigheden, til justitsministeren
Spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede hos
bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en undersøgelseskommission,
til justitsministeren
Spm. 28, om personer kan pålægges at afgive forklaring
for en undersøgelseskommission, til justitsministeren
Spm. 29 om retsgarantier, til justitsministeren
Spm. 30 om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad Farumsagen
drejer sig om, til justitsministeren
Spm. 31, om det ikke er muligt at adskille temaerne i
straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, til justitsministeren
Spm. 32 om forklaringer for undersøgelseskommissionen og
vidner i straffesagen, til justitsministeren
Spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede, til
justitsministeren
Spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan holde
straffesagen uden for undersøgelseskommissionens arbejde, til
justitsministeren
106
Spørgsmål 29 taget tilbage
107
Svar på spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
108
Notat om
»UFO-underudvalgets
«
beføjelser, særlig i relation til
sagsoplysning
109
Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra
indenrigs- sundhedsministeren
Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs-
og sundhedsministeren
110
Svar på spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
111
Kopi KOU: Svar på spm. 55 om kommentar til tillæg til
hvidbog om tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
112
Kopi KOU: Svar på spm. 54 om kommentar til hvidbog om
tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
113
Revideret oversigt over udvalgsbilag med stikord eller
kort resumé m.v (pr. 17/7-02)
114
Svar på spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune,
fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune,
fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 21 om administration af EU’s
socialfondsmidler, Farum Kommune, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum
Kommune, fra beskæftigelsesministeren
115
2. udkast til beretning
116
Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når
Folketinget har truffet beslutning herom i Folketingssalen m.v.
117
Kopi KOU: Svar på spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed
ved kommende kommunalvalg, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Svar på spm. 58 om redegørelse for revisionen
for 1998-2000 i Farum Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Svar på spm. 59 om referat af møde med Farum
Byråd februar 2002, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Svar på spm. 60 om erstatningskrav over for
kommunalbestyrelsesmedlemmer, fra indenrigs- og sundhedsministeren
118
Svar på spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og
redskaber for at få sager behandlet i økonomiudvalget og byrådssalen, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
119
Svar på spm. 25 om undersøgelseskommissionen, fra
justitsministeren
Svar på spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan
forlange materiale udleveret fra anklagemyndigheden, fra justitsministeren
Svar på spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede
hos bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en
undersøgelseskommission, fra justitsministeren
Svar på spm. 28, om personer kan pålægges at afgive
forklaring for en undersøgelseskommission, fra justitsministeren
Svar på spm. 30, om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad Farumsagen
drejer sig om, fra justitsministeren
Svar på spm. 31, om det ikke er muligt at adskille
temaerne i straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, fra
justitsministeren
Svar på spm. 32 om forklaringer for
undersøgelseskommissionen og vidner i straffesagen, fra justitsministeren
Svar på spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede,
fra justitsministeren
Svar på spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan
holde straffesagen uden for undersøgelseskommissionens arbejde, fra
justitsministeren
120
3. udkast til beretning
121
Spm. 35 om erstatningskrav, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for inhabile
ved behandling af sager, der angår Farum Kommune, til indenrigs- og
sundhedsministeren
122
Spm. 37 om undersøgelseskommissioner, til
justitsministeren
123
4. udkast til beretning
124
Svar på spm. 37 om undersøgelseskommissioner, fra
justitsministeren
125
Svar på spm. 35 om erstatningskrav, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
Svar på spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for
inhabile ved behandling af sager, der angår Farum Kommune, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
126
Notat om ekspertgruppen og om undersøgelseskommissionen
127
5. udkast til beretning
128
6. udkast til beretning
129
Kopi KOU: Svar på spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub
og Farum Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og
dennes svar herpå
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål 25:
Hvilke problemer ser ministeren i, at en undersøgelseskommission
skal arbejde samtidig med, at der verserer en sag om samme temaer ved
domstolene?
Spørgsmål 31:
Er det korrekt forstået, at det ikke er muligt at adskille
temaerne i straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, der skal
køre samtidig, selv om tiltale er rejst?
Spørgsmål 34:
Finder ministeren, at det vil være muligt at præcisere et
kommissorium, der med sikkerhed holder straffesagen uden for
undersøgelseskommissionens arbejde?
Svar:
1. Bestemmelsen i § 1, stk. 1, i lov om
undersøgelseskommissioner (lov nr. 357 af 2. juni 1999) har følgende ordlyd:
§ 1. Justitsministeren kan nedsætte en
undersøgelseskommission til at gennemføre en undersøgelse af nærmere bestemte
forhold af almenvigtig betydning. En sådan kommission skal nedsættes, hvis
Folketinget vedtager beslutning herom.
Som det fremgår, er det en betingelse for nedsættelse af en
undersøgelseskommission, at de forhold, der ønskes undersøgt, er af
»almenvigtig betydning
«
. Herom anføres i forarbejderne til loven bl.a., at de
pågældende forhold som altovervejende hovedregel skal have tilknytning til
staten ved f.eks. at vedrøre statslige myndigheders sagsbehandling, herunder
anvendelse af statslige midler, jf. FT 1998-99, Tillæg B, side 778.
Efter lovens forarbejder bør en undersøgelseskommission
endvidere som altovervejende hovedregel kun benyttes i tilfælde, hvor
regeringen eller Folketinget har behov for at få belyst forhold, som har
betydning for de opgaver, som regeringen eller Folketinget udfører, jf. FT
1998-99, Tillæg B, side 788.
Det er samtidig i forarbejderne til loven udtrykkelig forudsat,
at en undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene kan belyses
tilfredsstillende af faste, ordinære undersøgelsesorganer, jf. FT 1998-99,
Tillæg A, side 250, og Tillæg B, side 788. Som eksempler på sådanne organer
kan
nævnes politiet og de kommunale tilsynsmyndigheder.
2. Den vigtigste opgave for en undersøgelseskommission vil i
almindelighed være at undersøge og klarlægge et bestemt hændelsesforløb, jf.
herved lovens § 4, stk. 2.
I tilknytning hertil vil en undersøgelseskommission efter § 4,
stk. 4, 1. pkt., bl.a. kunne få til opgave at foretage retlige vurderinger
til
belysning af, om der er grundlag for, at det offentlige søger nogen af de
involverede personer draget til ansvar. En kommission kan dog ikke få til
opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om
ministres ansvar, jf. lovens § 4, stk. 4, 2. pkt.
I forarbejderne til bestemmelserne i § 4, stk. 1 og 4, er det
bl.a. anført, at formålet med undersøgelseskommissionens virksomhed –
ligesom
politiets i almindelige straffesager – vil være at tilvejebringe et
materiale
som grundlag for vedkommende myndigheds afgørelse af, om sagen skal fremmes,
navnlig ved, at der rejses tiltale, eller ved, at disciplinærforfølgning
indledes, jf. FT 1998-99, Tillæg A, side 252 f. En undersøgelseskommission
vil
ikke selv kunne træffe afgørelse om disse spørgsmål.
Ved nedsættelsen af en undersøgelseskommissionen skal det i et
kommissorium nærmere fastlægges, hvilke forhold kommissionen skal klarlægge,
samt hvilke andre opgaver kommissionen eventuelt skal have, jf. lovens § 4,
stk. 2-4.
Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet af
sin undersøgelse, og justitsministeren offentliggør beretningen, medmindre
ganske særlige grunde taler imod det, jf. lovens § 32.
3. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet foretager
for tiden en omfattende efterforskning af en række forhold i Farum Kommune.
Formålet med efterforskningen er at afklare, om der er grundlag for at rejse
tiltale mod bestemte personer for strafbare forhold, herunder overtrædelser
af
straffeloven.
Statsadvokaten har over for Justitsministeriet oplyst, at
efterforskningen har meget høj prioritet i anklagemyndigheden, men at der
– på
grund af sagens omfattende og komplicerede karakter – må forventes at
ville gå
adskillige måneder, inden der foreligger en afklaring af tiltalespørgsmålet.
Statsadvokaten har i den forbindelse også oplyst, at temaerne for den nærmere
efterforskning løbende justeres og revideres i lyset af nye forhold, som
kommer
frem.
Også de kommunale tilsynsmyndigheder behandler fortsat en række
sager vedrørende Farum Kommune.
4. Efter beslutningsforslaget skal kommissionen foretage en
undersøgelse af
»det, der omtales som
Farum-sagen
«
.
Som anført ovenfor under pkt. 1 – og som fremhævet under 1.
behandlingen af beslutningsforslaget – vil det være nødvendigt i et
kommissorium at angive, hvilke
»nærmere
bestemte forhold
«
en kommission i givet
fald skal undersøge, jf. lovens § 1, stk. 1, 1. pkt.
Der foreligger ikke for Justitsministeriet nærmere oplysninger
om, hvilke overvejelser der i Udvalget for Forretningsordenen (eller det
nedsatte underudvalg) har været gjort med hensyn til en sådan afgrænsning.
Af de foreliggende udtalelser i dagspressen mv. – navnlig i
Politiken den 1. august 2002 – har Justitsministeriet imidlertid
forstået, at
en kommission i givet fald ikke forudsættes at foretage en undersøgelse af
forhold, som indgår i de allerede iværksatte undersøgelser af Farum-sagen, og
at en undersøgelse således bl.a. ikke skal omfatte forhold, som indgår i
statsadvokatens efterforskning (og herefter i en eventuel straffesag ved
domstolene).
Justitsministeriet har i den forbindelse forstået, at man – med
den ovennævnte principielle begrænsning – bl.a. forestiller sig en mere
samlet
undersøgelse af forholdene i Farum Kommune samt en undersøgelse af de
kommunale
tilsynsmyndigheders rolle i sagen.
5. Justitsministeriet er – i overensstemmelse med, hvad
regeringen ved flere tidligere lejligheder har givet udtryk for – helt
enig i,
at det ikke ville kunne komme på tale at nedsætte en kommission med henblik
på
undersøgelse af de forhold, som indgår i statsadvokatens efterforskning.
En række afgørende hensyn taler således imod en sådan
undersøgelse.
Det kan i den forbindelse bl.a. nævnes,
at
loven om
undersøgelseskommissioner – som anført ovenfor under pkt. 1 –
bygger på en klar
forudsætning om, at der ikke bør iværksættes kommissionsundersøgelser af
forhold, som kan belyses tilfredsstillende af de almindelige
undersøgelsesorganer, herunder politiet og anklagemyndigheden,
at
statsadvokaten i den foreliggende sag allerede er i gang med en omfattende
efterforskning,
at
der i givet fald måtte antages at ville blive tale om
betydelige vanskeligheder i forhold til statsadvokatens muligheder for
hurtigt
og effektivt at færdiggøre sin efterforskning af sagen, således at der
snarest
muligt kan foreligge en afklaring af, om der er grundlag for at rejse tiltale
mod de berørte enkeltpersoner,
at
det måtte give anledning til meget
alvorlige overvejelser og betænkeligheder at lade en undersøgelseskommission
foretage en
»konkurrerende
«
undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som
ville skulle behandles (eller allerede var behandlet) af domstolene, og
at
også væsentlige ressourcemæssige hensyn taler imod en sådan
»dobbeltundersøgelse
«
, jf. herved besvarelsen nedenfor af spørgsmål nr. 33.
6. Som følge af de principielle synspunkter, der er anført under
pkt. 4 og 5, måtte en iværksættelse af en kommissionsundersøgelse på
nuværende
tidspunkt i hvert fald forudsætte en klar afgrænsning af, hvilke forhold der
indgår i den verserende strafferetlige efterforskning – og dermed i en
eventuel
senere straffesag ved domstolene mod de berørte enkeltpersoner.
Som anført under pkt. 3 er det imidlertid ikke på nuværende
tidspunkt muligt at foretage en sådan afgrænsning.
Det følger heraf, at det efter Justitsministeriets opfattelse
ikke vil være muligt på nuværende tidspunkt i et kommissorium at angive,
hvilke
nærmere forhold en kommission skulle undersøge.
Det bemærkes, at det anførte bygger på den forudsætning, at det
i kommissoriet positivt og udtømmende angives, hvilke konkrete forhold der
ønskes undersøgt af kommissionen. En sådan angivelse vil være i
overensstemmelse
med lovens almindelige ordning, hvorefter en kommission alene kan nedsættes
med
henblik på undersøgelse af
»nærmere
bestemte forhold
«
, jf. herved ovenfor
under pkt. 1 om lovens § 1, stk. 1, 1. pkt.
Det spørgsmål kan rejses, om det i stedet ville være en mulighed
i kommissoriet alene at angive, hvilke forhold der ønskes undersøgt, men med
den begrænsning, at disse forhold alligevel ikke skal undersøges i det
omfang,
de viser sig at indgå i allerede iværksatte undersøgelser, herunder i den
strafferetlige efterforskning.
Herom bemærkes indledningsvis, at en sådan ordning ville
indebære, at det blev overladt til undersøgelseskommissionen selv at tage
stilling til og nærmere afgrænse, hvilke forhold der – inden for
kommissoriets
øvrige rammer – skulle undersøges, og en sådan afgrænsning ville
tidligst kunne
foretages, når bl.a. den strafferetlige efterforskning var afsluttet, jf.
herved nedenfor pkt. 7. I konsekvens heraf måtte det på tidspunktet for
beslutningen om nedsættelse af kommissionen henstå som meget usikkert for
regeringen og Folketinget, hvilke forhold kommissionen reelt blev anmodet om
at
foretage en undersøgelse af.
Justitsministeriet er ikke bekendt med, at der i tidligere
praksis vedrørende nedsættelse af undersøgelsesretter mv. er eksempler på
sådanne helt generelt og upræcist holdte afgrænsninger af de forhold, der
ønskes undersøgt, og der er ikke i loven eller dens forarbejder taget nærmere
stilling til, om et kommissorium af denne karakter ligger inden for rammerne
af
udtrykket
»nærmere bestemte forhold
«
i den nævnte bestemmelse i § 1.
Under disse omstændigheder – og herunder i lyset af, at en
kommission som anført under alle omstændigheder tidligst ville kunne foretage
en afgrænsning af sin undersøgelse, når bl.a. den strafferetlige
efterforskning
er afsluttet – er det Justitsministeriets opfattelse, at et kommissorium
af den
anførte karakter i alle tilfælde måtte anses for meget usædvanligt, og at det
ville rejse principielle spørgsmål i forhold til lovens ordning.
7. Spørgsmålet er herefter, om der
efter
, at
statsadvokatens efterforskning er afsluttet, og et eventuelt anklageskrift i
sagen er udarbejdet – og der således foreligger en afgrænsning af,
hvilke
mulige strafbare forhold domstolene skal tage stilling til, jf.
retsplejelovens
§ 908, stk. 3 – vil være grundlag for at nedsætte en kommission med
henblik på
undersøgelse af forhold, som der
ikke
er rejst tiltale for.
Justitsministeriet finder, at der først kan tages nærmere
stilling til dette spørgsmål, når det foreligger, dvs. når et eventuelt
anklageskrift er udarbejdet.
Der kan imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse være
anledning til allerede nu at pege på en række problemstillinger, som i den
forbindelse må antages at ville opstå:
For det
første
er den omstændighed, at der foreligger et
anklageskrift – med de deraf følgende rammer for, hvilke forhold
domstolene kan
domfælde for, jf. ovenfor – ikke ensbetydende med, at det er afklaret,
hvilke
forhold der vil blive undersøgt, belyst og vurderet under domstolenes
behandling af straffesagen.
I det omfang, det f.eks. under straffesagen gøres gældende, at
de kommunale tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind eller i øvrigt reageret
over for kommunen i anledning af de forhold, som der er rejst tiltale for,
eller at disse forhold skal ses og vurderes i lyset af kommunens
dispositioner
på andre områder, vil der således – ved fremlæggelse af dokumenter og
afhøring
af vidner mv. – kunne ske en nærmere bevisførelse om disse spørgsmål.
Det er
således på forhånd nærliggende at antage, at der under en straffesag vil
kunne
blive tale om undersøgelser og vurderinger også af forhold hos kommunen og
tilsynsmyndighederne mv., som der ikke er rejst tiltale for.
Det må derfor efter Justitsministeriets opfattelse antages, at
den afgrænsning af, hvilke forhold der vil indgå i en eventuel straffesag ved
domstolene, som er omtalt ovenfor under pkt. 4, ikke vil kunne foretages
alene
på grundlag af en eventuel beslutning fra statsadvokatens side om rejsning af
tiltale i sagen.
For det
andet
bemærkes – særligt med hensyn til de
kommunale tilsynsmyndigheder – at det efter Justitsministeriets
opfattelse ikke
vil være muligt at foretage en undersøgelse af disse myndigheders forhold
uden
samtidig at klarlægge de forhold i Farum Kommune, som tilsynsmyndighedernes
virksomhed vedrører. Det ville således efter Justitsministeriets opfattelse
ikke give nogen mening at undersøge og vurdere, om tilsynsmyndighederne har
levet op til deres ansvar efter den kommunale styrelseslovgivning uden
samtidig
at afdække og belyse de underliggende forhold i kommunen, som de nævnte
myndigheder har haft til opgave at føre tilsyn med.
Det følger heraf, at der efter Justitsministeriets opfattelse
ikke ville kunne blive tale om en undersøgelse af tilsynsmyndighedernes
virksomhed i forhold til de sagskomplekser i kommunen, som der måtte være
rejst
tiltale for ved domstolene, eller som i øvrigt måtte forventes belyst under
straffesagen. En sådan undersøgelse måtte derfor på forhånd begrænses til
ikke
at vedrøre de sagskomplekser, som der i øvrigt måtte antages at være størst
interesse for en belysning og vurdering af.
I øvrigt kan der være grund til at fremhæve, at de kommunale
tilsynsmyndigheder – som anført under pkt. 1 – fortsat er i gang
med at
behandle en række sager i forhold til Farum Kommune. Det vil selvsagt ikke
være
muligt at foretage en kommissionsundersøgelse af tilsynsmyndighedernes
virksomhed i disse sager, før de er afsluttet fra myndighedernes side.
For det
tredje
bemærkes, at der vil kunne opstå en række
spørgsmål og problemstillinger af straffeprocessuel og retssikkerhedsmæssig
karakter i forhold til de berørte enkeltpersoner.
Som eksempel herpå kan nævnes, at der med hensyn til forhold,
som anklagemyndigheden har efterforsket, men ikke rejst tiltale for, kan
foreliggende en såkaldt bindende påtalebegrænsning, således at der ikke
senere
kan rejses tiltale for de samme forhold, jf. nærmere Hans Gammeltoft-Hansen,
Strafferetspleje I (1998), side 198 ff. Det måtte derfor nøje overvejes,
hvilken betydning sådanne forhold i givet fald ville have ved udformningen af
et eventuelt kommissorium for en undersøgelseskommission. Det gælder særligt
–
men ikke kun – i tilfælde, hvor en kommission ikke alene ville skulle
klarlægge
bestemte hændelsesforløb, men også vurdere, om der er grundlag for, at det
offentlige søger nogen draget til ansvar for de omhandlede forhold, jf.
ovenfor
under pkt. 1.
Som et andet væsentligt forhold kan nævnes, at der – selv med en
i princippet klar afgrænsning mellem de forhold, som behandles i straffesagen
ved domstolene, og de forhold, som behandles i en undersøgelseskommission
–
efter omstændighederne vil kunne være tale om en betydelig sammenhæng mellem
disse forhold. Der ville derfor kunne være en betydelig risiko for, at de
berørte personer f.eks. under afgivelse af forklaring for
undersøgelseskommission måtte komme ind på spørgsmål og problemstillinger af
væsentlig betydning for vurderingen af de pågældendes strafferetlige forhold
under den sideløbende sag ved domstolene.
8.
Som anført ovenfor
under pkt. 1 skal Justitsministeriet nedsætte en undersøgelseskommission,
hvis
Folketinget træffer beslutning om det, jf. lovens § 1, stk. 1, 2. pkt.
Af de principielle grunde, der er anført ovenfor, må
Justitsministeriet bestemt fraråde, at der nu træffes beslutning om
nedsættelse
af en kommission.
Der kan samtidig være grund til at fremhæve, at
Justitsministeriet – såvel ved 1. behandlingen af beslutningsforslaget
som i
den foreliggende besvarelse – alene har taget stilling til spørgsmålet
om
iværksættelse af en kommissionsundersøgelse i den nuværende fase af
Farum-sagen.
Det er således – som fremhævet under 1. behandlingen – også for
regeringen afgørende, at der sker den fornødne klarlægning af alle relevante
aspekter af Farum-sagen. Når de igangværende sager og undersøgelser er
afsluttet, er Justitsministeriet derfor helt indstillet på at medvirke til en
belysning af, om der er yderligere forhold i sagen, der bør undersøges, og i
givet fald under hvilke former.
Spørgsmål 26:
Kan en undersøgelseskommission forlange alle papirer, herunder
politirapporter og anklagemyndighedens interne overvejelser, udleveret fra
anklagemyndigheden?
Svar:
Det fremgår af § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 16 i lov om
undersøgelseskommissioner, at enhver som almindelig regel har pligt til at
udlevere materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om
det. Udleveringspligten omfatter
»enhver
«
, herunder offentlige myndigheder, og det
fremgår af forarbejderne til loven, at pligten også omfatter offentlige
myndigheders interne dokumenter, jf. FT 1998-99, Tillæg A, side 256.
Af lovens § 9, stk. 3, og § 16 fremgår det endvidere, at
udleveringspligten gælder, uanset om de pågældende oplysninger er undergivet
tavshedspligt.
Spørgsmålet kan således besvares bekræftende.
Spørgsmål 27:
Kan personer, der er afhørt som sigtet hos bagmandspolitiet,
afhøres under vidneansvar i en undersøgelseskommission?
Spørgsmål 28:
Kan personer, der frygter at blive sigtet af bagmandspolitiet,
pålægges at afgive forklaring for en undersøgelseskommission?
Svar:
Det fremgår af § 11 i lov om undersøgelseskommissioner, at
enhver som udgangspunkt er forpligtet til efter anmodning at afgive
vidneforklaring for en undersøgelseskommission, der har en dommer som medlem.
For undersøgelseskommissioner, der ikke har en dommer som
medlem, gælder efter lovens § 18, stk. 1, at kommissionen kan opfordre en
person til frivilligt at afgive forklaring for kommissionen. Der er således
ikke pligt til at afgive forklaring over for sådanne kommissioner.
Kommissionen
kan imidlertid anmode Københavns Byret om at indkalde en person til at afgive
forklaring for retten som vidne, i hvilket tilfælde der er pligt til at
afgive
forklaring, jf. lovens § 19.
I begge de nævnte tilfælde, hvor der er pligt til at afgive
forklaring for henholdsvis en undersøgelseskommission og Københavns Byret,
finder lovens § 12 om undtagelser fra vidnepligten tilsvarende anvendelse,
jf.
lovens § 11 og § 19, stk. 2.
Af undersøgelseskommissionslovens § 12, stk. 1, fremgår, at
pligten til at afgive forklaring som vidne ikke gælder i det omfang, der må
antages at foreligge mulighed for strafansvar for den pågældende i anledning
af
de forhold, undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke i det
omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige gør et
disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt ansvar gældende over for
den
pågældende i anledning af de nævnte forhold.
Det fremgår endvidere af undersøgelseskommissionslovens § 14, at
straffelovens §§ 158-160 finder tilsvarende anvendelse på den, der afgiver
falsk forklaring for en undersøgelseskommission, hvor en dommer er formand.
Straffelovens §§ 158-160 finder ligeledes anvendelse i forhold til
forklaringer, der efter lovens § 19 afgives for Københavns Byret.
Betydningen heraf er bl.a., at falsk forklaring afgivet af en
person, der er omfattet af lovens § 12, stk. 1, under sådanne afhøringer ikke
straffes, jf. straffelovens § 159, stk. 1, idet de pågældende må ligestilles
med en
»sigtet
«
, jf. FT 1998-99, Tillæg A, side 260.
Iværksættes der en kommissionsundersøgelse, vil der – uanset at
undersøgelsen kun skal omhandle spørgsmål, som ikke indgår i den
strafferetlige
efterforskning – kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt en person skal
afhøres med
tilkendegivelse om, at den pågældende ikke har pligt til at afgive forklaring
og heller ikke vil kunne straffes for eventuel falsk forklaring for
kommissionen. Vurderingen af dette spørgsmål vil i det konkrete tilfælde
skulle
foretages af kommissionen.
En sådan tilkendegivelse vil kunne komme på tale i en række
forskellige tilfælde. Det vil bl.a. gælde, når personer, der er inddraget i
den
strafferetlige efterforskning, skal afhøres for kommissionen om spørgsmål,
der
har sammenhæng med forhold, der indgår i den strafferetlige undersøgelse, jf.
herved pkt. 7 i besvarelsen ovenfor af spørgsmål nr. 25, 31 og 34.
Spørgsmål 30:
Vil det kunne pålægges Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet over for Folketinget nærmere at oplyse, hvad Farumsagen drejer
sig
om?
Svar:
Justitsministeren vil kunne pålægge Statsadvokaten for Økonomisk
Kriminalitet overfor ministeren nærmere at oplyse, hvad statsadvokatens
efterforskning af forholdene i Farum Kommune vedrører, jf. den almindelige
regel i retsplejelovens § 98, stk. 3.
Oplysningerne om det nærmere indhold af denne efterforskning vil
i vidt omfang være oplysninger med hensyn til hvilke, der gælder
tavshedspligt.
Spørgsmålet er herefter, i hvilket omfang justitsministeren er
berettiget til at videregive sådanne fortrolige oplysninger til Folketinget,
samt i hvilket omfang ministeren bør videregive oplysningerne.
Det antages, at ministre som hovedregel vil være
berettiget
til at videregive fortrolige oplysninger til et folketingsudvalg, hvis
oplysningerne efter ministerens skøn må antages at være af betydning for
udvalgets behandling af en sag, jf. John Vogter m.fl., Juristen 1990, side
359.
Det skyldes bl.a., at udvalgets medlemmer selv er undergivet tavshedspligt
efter straffelovens § 152, og at møder i Folketingets stående udvalg i
almindelighed gennemføres for lukkede døre. Oplysningerne vil derfor kunne
behandles på lukkede udvalgsmøder uden herved at blive videregivet til
udenforstående.
I sådanne tilfælde kan der imidlertid være anledning til at
fremhæve tavshedspligten over for Folketingets medlemmer, f.eks. ved at
angive
på dokumenterne, at oplysningerne er fortrolige.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvornår en minister – der er
berettiget hertil –
bør
videregive fortrolige oplysninger til et
folketingsudvalg, anfører John Vogter m.fl. a.st., side 364, bl.a. følgende:
»I hvilket omfang
sådanne oplysninger bør videregives, må afgøres på grundlag af en konkret
afvejning fra område til område. På en lang række områder må denne afvejning
føre til, at oplysningerne normalt videregives for at sikre, at Folketinget
(udvalget) har det fornødne saglige grundlag for at gennemføre lovgivning på
et
område eller for, at Folketinget kan udføre den fornødne parlamentariske
kontrol med forvaltningen. På andre områder kan navnlig hensynet til den
enkeltes private og erhvervsmæssige forhold dog føre til, at bestemte
oplysninger ikke videregives eller kun videregives under særlige
omstændigheder. Drejer det sig om oplysninger om enkelte borgeres privatliv,
f.eks. helbredsmæssige forhold eller skattebetaling, bør der udvises en
betydelig
tilbageholdenhed med at videregive konkrete oplysninger, medmindre netop
disse
oplysninger er afgørende for Folketingets (et udvalgs) stillingtagen til en
bestemt sag.
«
Det er i overensstemmelse hermed fast praksis, at
justitsministeren kun i meget begrænset omfang videregiver oplysninger til
Folketinget om konkrete straffesager, ikke mindst for så vidt angår
verserende
efterforskninger. Baggrunden herfor er de særlige beskyttelseshensyn i
forhold
til efterforskningen og de involverede personer, der gør sig gældende.
Der kan i øvrigt henvises til justitsministerens besvarelse af
samrådsspørgsmål A. Justitsministerens talepapir til brug for samrådet er
oversendt til udvalget ved besvarelsen den 9. juli 2002 af udvalgets
spørgsmål
nr. 14 (B 84 – bilag 74).
Spørgsmål 32:
Kan det afvises, at det kan påvirke en straffesag, hvis sigtede,
over for hvem tiltale er undladt, og som anklagemyndigheden ønsker at føre
som
vidner i straffesagen, pålægges at afgive forklaring for
undersøgelseskommissionen, inden de samme har afgivet forklaring i retten?
Svar:
Det kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke udelukkes, at
det kan påvirke vidners forklaringer i en straffesag, at der kort tid
forinden
er afgivet vidneforklaringer for en undersøgelseskommission eller for retten
(efter anmodning fra en undersøgelseskommission) vedrørende samme forhold.
Der
kan i den forbindelse henvises til princippet i retsplejelovens § 182,
hvorefter et vidne, der skal afgive forklaring, ikke må påhøre andre vidners
og
parters forklaring.
Spørgsmål 33:
Hvad kostede 18. maj-undersøgelsen?
Svar:
Justitsministeriet har for perioden 1996 til og med den 15. juli
2002 afholdt 17.039.622,10 kr. i anledning af undersøgelseskommissionen
vedrørende Nørrebro-sagen.
Bilag 3
Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og
dennes svar herpå
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål 37:
Giver det justitsministeren grundlag for
at ændre de svar, som er givet på spørgsmål nr. 25-28 og 30-34, at der i 3.
udkast til beretning fra underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen
(B
84 – bilag 120), som vedlægges i kopi, er lagt op til, at
undersøgelseskommissionen ikke skal komme med retlige vurderinger og kun i
mere
begrænset omfang foreslå ændringer i gældende bestemmelser?
Svar:
1. Indledning
.
Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at det mere
generelt ønskes oplyst, om det, som et flertal af partier i Folketinget har
anført i det nævnte 3. udkast til beretning, giver anledning til bemærkninger
i
forhold til besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og 34.
Nedenfor under pkt. 2 sammenfattes den nævnte tidligere
besvarelse kort. Under pkt. 3 gengives de dele af udkastet til
flertalsberetning, som efter Justitsministeriets opfattelse har særlig
betydning for besvarelsen af det nu stillede spørgsmål. Justitsministeriets
bemærkninger til udkastet er indeholdt i pkt. 4.
Besvarelsen sammenfattes under pkt. 5.
2. Besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål
nr. 25, 31 og 34
.
Besvarelsen af de nævnte spørgsmål kan i hovedtræk gengives
således:
Det er i besvarelsen lagt til grund, at en
undersøgelseskommission i givet fald ikke skal undersøge forhold, der indgår
i
den efterforskning, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet i
øjeblikket gennemfører. I besvarelsen anføres herom bl.a., at en sådan
ordning
efter Justitsministeriets opfattelse ikke ville kunne komme på tale. Det
skyldes bl.a., at det måtte give anledning til meget alvorlige
betænkeligheder
og overvejelser at lade en kommission foretage
»konkurrerende
«
undersøgelser og vurderinger af spørgsmål,
som ville skulle behandles (eller allerede var behandlet) af domstolene.
På den baggrund anføres endvidere i besvarelsen, at
iværksættelse af en kommissionsundersøgelse på nuværende tidspunkt under alle
omstændigheder måtte forudsætte en klar afgrænsning af, hvilke forhold der
indgår i den verserende strafferetlige efterforskning og dermed i en eventuel
efterfølgende straffesag ved domstolene.
Det er imidlertid efter besvarelsen ikke på nuværende tidspunkt
muligt at foretage en sådan afgrænsning og derfor heller ikke muligt i et
kommissorium at angive, hvilke nærmere forhold en kommission skulle
undersøge.
Det gælder i hvert fald i det omfang, kommissoriet – i overensstemmelse
med den
almindelige ordning i lov om undersøgelseskommissioner – positivt og
udtømmende
skulle angive, hvilke forhold der ønskes undersøgt.
Om der i stedet
efter
, at statsadvokatens efterforskning
er afsluttet, og eventuel tiltale ved domstolene er rejst, ville kunne
nedsættes en kommission med henblik på undersøgelse af forhold, som der
ikke
er rejst tiltale for, er efter besvarelsen et spørgsmål, som der først til
den
tid vil kunne tages nærmere stilling til. Der peges imidlertid i besvarelsen
på, at en sådan ordning vil give anledning til vanskelige problemstillinger,
og
at den herunder vil rejse en række straffeprocessuelle og
retssikkerhedsmæssige
spørgsmål.
Der er i besvarelsen alene taget stilling til, om der i den
nuværende
fase af Farum-sagen er grundlag for nedsættelse af en
undersøgelseskommission.
Når de igangværende sager og undersøgelser er afsluttet, er
Justitsministeriet
således helt indstillet på at medvirke til en belysning af, om der er
yderligere forhold i sagen, der bør undersøges, og i givet fald under hvilke
former.
3. Flertallets 3. udkast til beretning over
beslutningsforslaget
.
Hovedpunkterne i det nævnte udkast til flertalsberetning kan
kort sammenfattes således:
Der skal allerede nu nedsættes en kommission med henblik på
undersøgelse af alt, hvad der har
»samfundsmæssig
relevans i Farum-sagen
«
, herunder en
række nærmere angivne forhold. Kommissionen skal
»både
undersøge, hvad der er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der
måske
skulle have været grebet ind.
«
Som begrundelse herfor anføres i udkastet navnlig, at en
kommissionsundersøgelse ikke bør afvente, at statsadvokatens efterforskning
færdiggøres, og en eventuel straffesag ved domstolene gennemføres. Endvidere
anføres, at der lægges
»afgørende vægt
på, at enhver skal være forpligtet til at under vidneansvar afgive forklaring
for undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen anmoder om det.
«
Det anføres, at
»det
ville være hensigtsmæssigt, at undersøgelseskommissionen undlader at
fremkomme
med retlige vurderinger.
«
Herved undgås
efter udkastet, at
»sådanne retlige
vurderinger evt. kolliderer med evt. strafferetlig tiltale og evt.
domfældelse
«
, og der sker dermed også en
»imødekommelse af noget af den kritik, som
har været fremført imod, at en undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig
med, at der kører en strafferetlig sag.
«
Det bemærkes, at udkastet til flertalsberetning indeholder
udtalelser, som ikke er forenelige med, at kommissionen skal afstå fra at
foretage retlige vurderinger. Det gælder f.eks. det anførte på side 2 om, at
de
undersøgte forhold kan
»vurderes i
forhold til evt.
»systemfejl
«
, evt. tjenstligt ansvar for embedsmænd,
evt. overtrædelse af kommunale styrelsesregler, forvaltningsloven,
offentlighedsloven, regler for revision m.v.
«
.
Justitsministeriet går ud fra, at der her er tale om manglende
konsekvensrettelser i forhold til de tidligere udkast til beretning, hvor der
netop var lagt op til, at kommissionen skulle foretage retlige vurderinger
til
belysning af spørgsmål om enkeltpersoners ansvar. Er dette ikke korrekt,
giver
udkastet anledning til en række
yderligere principielle problemer
, som
ikke
er nærmere beskrevet i denne besvarelse.
Samtidig lægges der imidlertid op til, at kommissionen skal
kunne undersøge de samme forhold, som statsadvokaten efterforsker. I den
forbindelse anføres, at det er afgørende, at arbejdet i kommissionen
tilrettelægges således, at det
»ikke
kommer på tværs af Bagmandspolitiets efterforskning
«
, og at man går
»ud
fra, at justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af
undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.
«
Justitsministeriets bemærkninger til udkastet til
flertalsberetning.
4.1. Oversigt over de forskellige
problemstillinger.
Det foreliggende udkast til flertalsberetning giver
Justitsministeriet anledning til en række bemærkninger.
Disse bemærkninger vedrører navnlig det principielle forhold, at
der i udkastet lægges op til, at kommissionen bl.a. skal undersøge de samme
forhold som dem, der indgår i statsadvokatens efterforskning.
Justitsministeriets bemærkninger hertil er anført nedenfor under pkt. 4.5.
Forinden anføres under pkt. 4.2 – 4.4 nogle bemærkninger om en
række andre forhold, som udkastet giver anledning til at overveje. Det drejer
sig om lovens krav til afgrænsning af de forhold, som kommissionen skal
undersøge (pkt. 4.2), spørgsmålet om vidnepligt for kommissionen (pkt. 4.3)
og
spørgsmålet om vanskeliggørelse af statsadvokatens efterforskning (pkt. 4.4).
4.2. Lovens krav til afgrænsning af
kommissionens undersøgelse.
Som anført under pkt. 3 lægges der i udkastet til
flertalsberetning op til, at kommissionen skal undersøge alt, hvad der
»har samfundsmæssig relevans i Farum-sagen
«
, herunder en række nærmere angivne
problemstillinger.
Bestemmelsen i § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om
undersøgelseskommissioner har følgende ordlyd:
»§ 1.
Justitsministeren kan nedsætte en kommission til at gennemføre en
undersøgelse
af nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning.
«
En undersøgelseskommission kan således alene nedsættes med
henblik på undersøgelse af
»nærmere
bestemte forhold
«
.
Dette udtryk er ikke nærmere beskrevet i lovens forarbejder
eller i den foreliggende litteratur, jf. herved Oliver Talevski m.fl.,
Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret & Folketingets Rolle
(2002),
side 29 ff.
Efter Justitsministeriets opfattelse må det imidlertid give
anledning til betydelig tvivl, om den angivelse af kommissoriet, som der
lægges
op til i udkastet – og som i meget vidt omfang vil indebære, at det
overlades
til kommissionen selv at bestemme, hvad der skal undersøges – er i
overensstemmelse med den nævnte bestemmelse. Justitsministeriet finder
derfor,
at der i givet fald måtte foretages en nøjere angivelse af
undersøgelseskommissionens opgave.
4.3.Vidnepligt for kommissionen.
Der lægges efter udkastet til flertalsberetning
»afgørende vægt på, at enhver skal være
forpligtet til at under vidneansvar afgive forklaring for
undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen anmoder om det.
«
Efter § 11 i lov om undersøgelseskommissioner gælder med hensyn
til kommissioner, hvor en dommer er formand, at enhver som udgangspunkt er
forpligtet til at afgive forklaring for kommissionen som vidne.
Efter lovens § 12 er der imidlertid en række undtagelser til
denne hovedregel. Bl.a. gælder pligten til at afgive forklaring som vidne
ikke
i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar eller
disciplinært ansvar mv. i anledning af de forhold, som undersøgelsen
omfatter,
jf. stk. 1. Efter stk. 3 gælder endvidere som udgangspunkt de undtagelser fra
vidnepligten, der fremgår af reglerne i retsplejelovens kapitel 18.
Spørgsmålet om vidnepligt over for undersøgelseskommissioner,
der ikke har en dommer som medlem, er reguleret i lovens §§ 18-20. Af § 19,
stk. 2, fremgår, at de nævnte bestemmelser i §§ 11-12 finder tilsvarende
anvendelse.
Det følger af det anførte, at det
ikke
ved nedsættelse af
en undersøgelseskommission vil kunne opnås, at enhver kan pålægges at afgive
forklaring for kommissionen om de forhold, der skal undersøges. Vidnepligten
vil således kun gælde med de ovenfor anførte
væsentlige
begrænsninger,
jf. herom nærmere Oliver Talevski m.fl., a.st., side 121 ff.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 27 og 28.
4.4. Vanskeliggørelse af statsadvokatens
efterforskning.
I udkastet til flertalsberetning anføres, at det er afgørende,
at arbejdet i kommissionen tilrettelægges således, at det
»ikke kommer på tværs af Bagmandspolitiets
efterforskning
«
, og at man går
»ud fra, at justitsministeren ved
udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af undersøgelseskommissionen
sikrer, at disse hensyn tages.
«
Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at en sideløbende
kommissionsundersøgelse af de forhold, som statsadvokaten efterforsker, må
antages at være egnet til i væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre
statsadvokatens virksomhed. Det skyldes bl.a., at de berørte personer og
deres
bisiddere i givet fald sideløbende skal overveje og tilrettelægge førelsen af
en meget omfattende sag over for to forskellige instanser.
Sådanne forhold vil efter Justitsministeriets umiddelbare
opfattelse kun i begrænset omfang kunne afhjælpes ved den nærmere praktiske
tilrettelæggelse af kommissionens undersøgelse.
Justitsministeriet har – under hensyn til den frist, der er
fastsat for besvarelsen af udvalgets spørgsmål – ikke indhentet en
udtalelse
fra statsadvokaten om den nævnte problemstilling. Såfremt et flertal
fastholder
den ordning, som der lægges op til i udkastet, er det imidlertid
Justitsministeriets opfattelse, at det bør overvejes at give statsadvokaten
lejlighed til nærmere at vurdere og kommentere spørgsmålet.
4.5. Nærmere om forholdet mellem en
kommissionsundersøgelse og en eventuel straffesag ved domstolene.
4.5.1. Afgrænsning af problemstillingen.
Som anført under pkt. 2 er det i besvarelsen af spørgsmål nr.
25, 31 og 34 lagt til grund, at en undersøgelseskommission i givet fald ikke
skal undersøge forhold, der indgår i den efterforskning, som Statsadvokaten
for
Særlig Økonomisk Kriminalitet i øjeblikket gennemfører (og dermed i en
eventuel
efterfølgende straffesag ved domstolene).
Besvarelsen bygger således på denne forudsætning.
Det fremgår af det foreliggende udkast til flertalsberetning, at
den nævnte forudsætning ikke er korrekt, idet kommissionen tværtimod netop
forudsættes bl.a. at undersøge de samme forhold, som indgår i statsadvokatens
efterforskning, jf. ovenfor under pkt. 3.
Samtidig anføres, at kommissionen bør undlade at fremkomme med
retlige vurderinger af de undersøgte forhold, og at baggrunden herfor er, at
udvalgets flertal ønsker at imødekomme
»noget
af den kritik, som har været fremført imod, at en undersøgelseskommission
nedsættes nu samtidig med, at der kører en strafferetlig sag.
«
Justitsministeriets bemærkninger til disse synspunkter fremgår
af pkt. 4.5.3 nedenfor. Forinden omtales – under pkt. 4.5.2 – mere
generelt de
relevante bestemmelser i lov om undersøgelseskommissioner.
4.5.2. De relevante bestemmelser i lov om
undersøgelseskommissioner.
Spørgsmålet om, hvilke opgaver en undersøgelseskommission kan
få, er reguleret i § 2 i lov om undersøgelseskommissioner. Bestemmelsens stk.
2-4 har følgende ordlyd:
»Stk. 2.
Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at undersøge og redegøre for et
faktisk begivenhedsforløb.
Stk. 3. Undersøgelseskommissionen kan endvidere få til opgave at
komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser
eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde.
Stk. 4. Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til opgave at
foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag
for,
at det offentlige søger nogen draget til ansvar. En undersøgelseskommission
kan
dog ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af
spørgsmålet om ministres ansvar.
«
Som det fremgår af bestemmelsen i stk. 2, vil den vigtigste
opgave for en undersøgelseskommission i almindelighed være at undersøge og
klarlægge et bestemt hændelsesforløb (
»faktum-undersøgelse
«
).
Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at
kommissionen i en sådan undersøgelse ikke blot registrerer oplysninger
vedrørende begivenhedsforløbet – og herunder noterer sig forskellige,
eventuelt
modstridende forklaringer – men også foretager en bevisvurdering af de
fremkomne oplysninger, jf. Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 252.
Det er imidlertid samtidig (a.st.) forudsat, at bevisvurderingen
i en undersøgelseskommission må foretages med den forsigtighed, der følger
af,
at beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk proces under en
almindelig retssag. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med, at der ikke i en
undersøgelseskommission – som under en retssag ved domstolene –
gennemføres en
egentlig procedure, hvor parterne kan give udtryk for deres syn på den
gennemførte bevisførelse og på de bevisspørgsmål, som
undersøgelseskommissionen
skal tage stilling til.
Heri ligger således en væsentlig principiel forskel mellem den
måde, hvorpå henholdsvis en domstol og en undersøgelseskommission kan udtale
sig om, hvilket hændelsesforløb der på baggrund af en given bevisførelse kan
lægges til grund som godtgjort.
Efter bestemmelsen i stk. 4 kan en undersøgelseskommission
herudover få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om
der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar
(
»ansvarsundersøgelse
«
).
Loven indeholder ikke nærmere regler om, hvornår en
undersøgelseskommission alene bør anmodes om at foretage en
faktum-undersøgelse, og hvornår der tillige bør gennemføres en
ansvarsundersøgelse. I forarbejderne anføres, at det er vanskeligt på forhånd
at angive, hvilke kriterier der bør være afgørende herfor. Der peges dog mere
generelt på, at der ikke er grund til at iværksætte en ansvarsundersøgelse,
hvis det på forhånd må stå klart, at der ikke er noget reelt spørgsmål om
ansvarspådragende fejl eller forsømmelser, eller hvis formålet overvejende er
at undersøge og klarlægge et faktisk forløb med henblik på – som omtalt
i
bestemmelsen i § 4, stk. 3 – at identificere såkaldte systemfejl og
komme med
forslag til ændringer, således at sådanne fejl så vidt muligt undgås i
fremtiden. Der henvises til Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 253.
Det er omvendt antaget, at væsentlige hensyn til bl.a. de
berørte enkeltpersoner efter omstændighederne kan tilsige, at der ikke kun
gennemføres en faktum-undersøgelse, men også en ansvarsundersøgelse. I
betænkning 1315/1996 om undersøgelseskommissioner – der ligger til grund
for
den gældende lov – anføres således på side 61 f. bl.a. følgende:
»Formålet med at
nedsætte en undersøgelseskommission til undersøgelse af et begivenhedsforløb,
der omfatter embedsmænds forhold, vil navnlig være at give regeringen
(vedkommende minister) et forsvarligt grundlag, hvorpå der kan træffes
beslutning om, hvorvidt der skal ske disciplinærforfølgning mod de
involverede
embedsmænd.
I de omhandlede sager kan der ofte være stor politisk interesse
for regeringens beslutning. Der vil næppe altid være tillid til, at
regeringen
vil træffe beslutningen ud fra saglige kriterier. Hvis der træffes beslutning
om at rejse tjenestemandssager, vil regeringen kunne blive kritiseret for at
have truffet beslutningen ud fra politiske hensyn. Rejses der ikke
tjenestemandssager, vil regeringen kunne kritiseres for at dække over
embedsmændene. Praktisk set kan undersøgelseskommissionens undladelse af at
foretage retlige vurderinger betyde, at der skabes rum, herunder tidsmæssigt
rum, for at ansvarsspørgsmålet vedrørende de involverede embedsmænd bliver
led
i en politisk debat, hvor partipolitiske interesser og partitaktiske hensyn
kan
have indflydelse på vurderingen af, om embedsmændene skal søges draget
retligt
til ansvar. Ikke alene ud fra regeringens synspunkt, men også ud fra en
bredere
samfundsmæssig vurdering må der således i hvert fald undertiden konstateres
et
behov for, at en undersøgelseskommissions faktumvurdering ledsages af en
retlig
orienteret vurdering af, om der er grundlag for at søge disciplinæransvar
gennemført over for embedsmændene.
For embedsmændenes vedkommende kan der foreligge et tilsvarende
behov. En blot faktisk vurdering af de involverede personers adfærd kan komme
til at fremstå hårdere, end der reelt er grundlag for.
Undersøgelseskommissionens begrænsede beretning vil derfor kunne skabe
grobund
for at antage, at det passerede er værre, end det er, og kunne komplicere det
videre forløb i sagen. Væsentligere er den betragtning, at beretningen i
hvert
fald, som det er nærmere fremstillet ovenfor, typisk vil kunne være
udgangspunkt for en fortsat mediemæssig
»forfølgning
«
og eventuelt grundlag for en politisk
bestemt afgørelse vedrørende spørgsmålet om disciplinærforfølgning.
«
Der henvises endvidere til Oliver Talevski m.fl., a.st., side 74
ff.
4.5.3. Justitsministeriets bemærkninger.
a) Den ordning, som der lægges op til i udkastet til
flertalsberetning, indebærer, at undersøgelseskommissionen bl.a. skal
undersøge
de samme forhold som dem, der indgår i statsadvokatens efterforskning og i en
eventuel senere straffesag ved domstolene. Samtidig med, at statsadvokaten
efterforsker – og domstolene eventuelt efterfølgende vurderer –
hvad der er
foregået i de forskellige sagskomplekser i Farum-sagen, skal
undersøgelseskommissionen således udføre helt den samme opgave (idet
kommissionen i modsætning til domstolene dog ikke skal tage stilling til
sagens
retlige spørgsmål).
Som anført under pkt. 1 i besvarelsen af spørgsmål nr. 25, 31 og
34 er det i forarbejderne til lov om undersøgelseskommissioner udtrykkeligt
forudsat, at en undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene
kan
belyses tilfredsstillende af faste, ordinære undersøgelsesorganer, jf.
Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 250.
I den foreliggende sag er forholdet ikke alene det, at de
omhandlede sagskomplekser
kan
undersøges af anklagemyndigheden (og
domstolene). Anklagemyndigheden
er
således allerede i gang med en
omfattende efterforskning, der vil vise, om der er grundlag for at føre en
straffesag ved domstolene mod de ansvarlige enkeltpersoner.
Efter Justitsministeriets opfattelse er den ordning, som der
lægges op til i udkastet, derfor et eksempel på en kommissionsundersøgelse,
som
efter lovens forarbejder ikke bør iværksættes.
b) Iværksættes den ordning, som der lægges op til i udkastet,
vil der bl.a. blive tale om en bevisførelse om de samme temaer og
sagskomplekser og formentlig i vidt omfang ved fremlæggelse af de samme
dokumenter og afhøring af de samme vidner mv. I den forbindelse vil
henholdsvis
kommissionen og domstolene skulle foretage deres egen selvstændige vurdering
af
de fremkomne beviser, herunder bl.a. af den vægt, som der kan lægges på de
forskellige vidneudsagn.
Som anført ovenfor under pkt. 4.5.2 er det imidlertid i
forarbejderne til loven om undersøgelseskommissioner udtrykkeligt fremhævet,
at
bevisvurderingerne i en undersøgelseskommission må foretages med forsigtighed
under hensyn til, at beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk
proces under en almindelig retssag
Heri ligger, at det i det særegne tilfælde, hvor der – således
som der lægges op til i udkastet – sideløbende foretages en
konkurrerende
bevisførelse om de samme forhold i henholdsvis en undersøgelseskommission og
ved domstolene, vil være væsentlig forskel på den sikkerhed og fasthed,
hvormed
disse myndigheder kan udtale sig om, hvilket faktisk hændelsesforløb der kan
lægges til grund som bevist.
Hvis undersøgelseskommissionens beretning – hvad der efter
Justitsministeriets opfattelse næppe kan anses for realistisk – måtte
foreligge,
før
en straffesag ved domstolene var afsluttet, ville det
derfor efter Justitsministeriets opfattelse med rette kunne gøres gældende,
at
beretningen ikke kunne lægges til grund som et endeligt billede af de
omhandlede forhold, og at man derfor nu måtte afvente domstolenes vurdering
og
udlægning af hændelsesforløbet.
I det omvendte – og efter Justitsministeriets opfattelse mere
realistiske – tilfælde, hvor kommissionens beretning først forelå
efter
afslutningen af en straffesag ved domstolene, måtte man efter
Justitsministeriets opfattelse også spørge, hvilket nærmere formål
beretningen
skulle tjene:
Hvis beretningen i denne situation gav udtryk for det samme
billede af de undersøgte forhold som domstolene, ville det således kunne
gøres
gældende, at undersøgelsen måtte anses for helt overflødig. Hvis beretningen
omvendt gav udtryk for et andet billede, ville det som følge af det ovenfor
anførte – og efter Justitsministeriets opfattelse med rette – kunne
gøres
gældende, at det i alle tilfælde var domstolenes vurdering af
hændelsesforløbet, der måtte tillægges afgørende betydning, og at
kommissionens
beretning derfor ikke ville kunne lægges til grund for videre analyser og
konklusioner i sagen.
Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets opfattelse, at
en ordning som den beskrevne må anses for uegnet til at opnå det, som efter
loven om undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en
kommissionsundersøgelse, nemlig over for regeringen og Folketinget mv. at
skabe
klarhed over et hændelsesforløb. Efter Justitsministeriets opfattelse er der
tværtimod en betydelig risiko for, at en sådan undersøgelse mere vil være
egnet
til at skabe usikkerhed og uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og
analysen af Farum-sagens forskellige perspektiver og problemstillinger.
c)
Endvidere ville
ordningen efter Justitsministeriets opfattelse rejse væsentlige principielle
spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner.
I den forbindelse kan det bl.a. fremhæves, at de implicerede
personer sideløbende ville komme til at afgive forklaring om de samme forhold
for forskellige myndigheder og efter forskellige regelsæt. Det ville herunder
kunne være meget vanskeligt for en person, der er inddraget i straffesagen
ved
domstolene, at vurdere og overskue, om en forklaring for
undersøgelseskommissionen – vedrørende f.eks. generelle spørgsmål om
proceduren
for behandling af visse sager i kommunen – ville kunne belaste den
pågældende
under straffesagen, og om den pågældende derfor skal påberåbe sig sin ret
efter
loven til ikke at afgive forklaring for kommissionen. Der henvises i den
forbindelse til pkt. 4.3 ovenfor.
Endvidere bemærkes, at der i offentligheden – herunder i
medierne – kan siges at være givet et billede af Farum-sagen, som i
væsentlig
grad er egnet til at rejse spørgsmål om, hvorvidt der f.eks. foreligger et
disciplinært ansvar for de berørte embedsmænd mv. Ud fra de hensyn, der
– som
omtalt ovenfor under pkt. 4.5.2 – er beskrevet i betænkningen om
undersøgelsesorganer, kan det derfor anføres, at en kommissionsundersøgelse i
givet fald burde iværksættes som en ansvarsundersøgelse (dvs. en undersøgelse
med retlige vurderinger, jf. lovens § 4, stk. 4) og ikke kun som en
faktum-undersøgelse.
En sådan ansvarsundersøgelse lægges der imidlertid i udkastet
til flertalsberetning udtrykkeligt op til
ikke
at foretage, jf. ovenfor
under pkt. 3, og Justitsministeriet er for så vidt helt enig i dette
synspunkt:
dels ville de øvrige problemstillinger, der er beskrevet ovenfor, fortsat
bestå, dels ville der opstå helt andre – men ikke mindre væsentlige og
vanskelige
– problemstillinger, herunder i forhold til det grundlæggende synspunkt
om, at
det under alle omstændigheder ville være domstolene, der traf den endelige
afgørelse med hensyn til fortolkningen mv. af de retsregler, som
undersøgelseskommissionen skulle basere sine retlige vurderinger på.
5. Sammenfatning.
Udvalget har anmodet Justitsministeriet om at oplyse, om det nu
foreliggende udkast til flertalsberetning giver anledning til bemærkninger i
forhold til besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31 og 34.
Som det fremgår, kan spørgsmålet besvares klart bekræftende, jf.
ovenfor under pkt. 4.
Det nævnte udkast giver således Justitsministeriet anledning til
en række bemærkninger med hensyn til lovens krav om angivelse af de forhold,
der ønskes undersøgt (pkt. 4.2), til lovens regler om vidnepligt (pkt. 4.3)
og
til spørgsmålet om vanskeliggørelse af den efterforskning, som Statsadvokaten
for Særlig Økonomisk Kriminalitet for tiden gennemfører (pkt. 4.4).
Endvidere – og navnlig – giver udkastet Justitsministeriet
anledning til bemærkninger om forholdet mellem en kommissionsundersøgelse og
en
eventuel straffesag ved domstolene om de forhold, som kommissionen skal
undersøge (pkt. 4.5).
Det er således her Justitsministeriets opfattelse, at en ordning
som den beskrevne må anses for uegnet til at opnå det, som efter loven om
undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en kommissionsundersøgelse,
nemlig over for regeringen og Folketinget mv. at skabe klarhed over et
hændelsesforløb. Efter Justitsministeriets opfattelse er der tværtimod en
betydelig risiko for, at en sådan undersøgelse mere vil være egnet til at
skabe
usikkerhed og uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og analysen af
Farum-sagens forskellige perspektiver og problemstillinger.
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at ordningen
ville rejse væsentlige principielle spørgsmål i forhold til de berørte
enkeltpersoners retssikkerhed mv.
Det anførte skal efter Justitsministeriets opfattelse
grundlæggende ses i lyset af, at loven om undersøgelseskommissioner slet ikke
tager sigte på tilfælde som det foreliggende, hvor politi og anklagemyndighed
–
statens centrale efterforsknings- og undersøgelsesapparat – allerede er
i færd
med en omfattende efterforskning af sagen. Der henvises i den forbindelse til
pkt. 4.5.3 ovenfor.
Justitsministeriet kan i øvrigt henholde sig til det, der er
anført i besvarelsen af 1. august 2002.
Bilag 4
3. udkast til beretning over B 84
Udkastet er optrykt efter ønske fra udvalget.
Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 0.
august 2002
3. udkast
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om kommission til
undersøgelse af Farum-sagen
[af Aage
Frandsen (SF), Margrete Auken (SF), Anne Baastrup (SF)
og Kristen Touborg (SF)]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. marts 2002 og var til
1. behandling den 9. april 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1.
behandlingen henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.
Udvalget for Forretningsordenen henviste den 10. april 2002
beslutningsforslaget til forberedende behandling i Underudvalget under
Udvalget
for Forretningsordenen (herefter Underudvalget), jf. Folketingets
forretningsorden § 59.
Møder
Underudvalget har behandlet beslutningsforslaget i 4 møder,
heraf 2 møder, hvor henholdsvis justitsministeren og indenrigs- og
sundhedsministeren var indkaldt i samråd.
Spørgsmål
Underudvalget har stillet 1 spørgsmål til skriftlige besvarelse
henholdsvis til økonomi- og erhvervsministeren, finansministeren,
beskæftigelsesministeren, justitsministeren, kulturministeren,
integrationsministeren,
skatteministeren, trafikministeren, videnskabsministeren, fødevareministeren,
forsvarsministeren, miljøministeren, indenrigs- og sundhedsministeren,
undervisningsministeren og socialministeren, som disse har besvaret.
Derudover har Underudvalget til skriftlig besvarelse stillet 1
spørgsmål til Folketingets Ombudsmand, 13 spørgsmål til indenrigs- og
sundhedsministeren, 15 spørgsmål til justitsministeren og 3 spørgsmål til
beskæftigelsesministeren, som disse har besvaret.
2. Politiske bemærkninger
På den baggrund opfordrer X (S, DF,SF,EL) justitsministeren til
at nedsætte en undersøgelseskommission i henhold til lov om
undersøgelseskommissioner med henblik på at undersøge hele Farum-sagen. X
betragter en afdækning og en undersøgelse af, hvad der er sket i Farum
Kommune,
og hvad forskellige andre myndigheder har gjort og ikke gjort i den
forbindelse, samt en række relationer mellem Farum Kommune og en række
private
virksomheder, organisationer m.v. som værende af
»almenvigtig
betydning
«
, jf. lov om undersøgelseskommissioner
§ 1, stk. 1.
X lægger afgørende vægt på, at enhver skal være forpligtet til
at under vidneansvar afgive forklaring for undersøgelseskommissionen som
vidne,
når kommissionen anmoder om det. Dette indebærer, at formanden er en dommer,
jf. lovens kap 5. X lægger også afgørende vægt på, at kommissionen har tre
medlemmer af hensyn til, at kommissionen kan foretage retlige vurderinger,
jf.
§ 2 stk.5. Endelig lægger X vægt på, at møder i undersøgelseskommissionen og
møder i retten er offentlige, jf. lovens kap. 10, med de begrænsninger, der
også ligger heri.
Der er efter X’s opfattelse en række grunde til, at der bør
nedsættes en undersøgelseskommission.
Det fremgår bl.a. af en række klager, der er kommet fra en
gruppe borgere i Farum Kommune, og af en række andre oplysninger, der er
fremkommet, at mange borgere i Farum Kommune har følt, at der åbenbart for
Farum Kommune gjaldt særlige forhold, og at almindelige retsregler ikke
gjaldt
for Farum Kommune. Mange borgere har fået en opfattelse af, at Farum Kommune
befandt sig i et retstomt rum, og at landets love og regler ikke gjaldt for
Farum, hvilket kan sammenholdes med, at Farum Kommune ofte blev fremhævet som
foregangskommune og mønsterkommune.
Uanset at forholdene i Farum Kommune har været unikke i forhold
til andre kommuner, er det vigtigt at få afdækket, hvordan det har været
muligt, at forholdene har kunnet udvikle sig, som tilfældet er, og hvordan så
mange har kunnet blive involveret, f.eks. private virksomheder, samt hvorfor
forskellige tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind enten af sig selv eller på
baggrund af klager.
Når en undersøgelse af Farum-sagen er af
»almenvigtig betydning
«
skyldes det også, at det er en af de største og måske den største skandalesag
inden for det offentlige med udgangspunkt i en kommune, vi nogensinde har set
i
Danmark.
Fra alle sider af det politiske spekter er det blevet fremhævet,
at
»alle sten skal vendes
«
i Farum-sagen. Derfor er det vigtigt, at
der iværksættes en undersøgelse, der sikrer, at alle sten bliver vendt.
Ellers
kan man risikere, at der breder sig en opfattelse af, at der gælder særlige
regler, når politikere er involveret, og at politikerne forsøger at dække
over
hinanden.
Formålet med undersøgelsen er at afdække alt det, som ikke er
omfattet af den efterforskning, som Statsadvokaten for særlig økonomisk
kriminalitet (Bagmandspolitiet) har indledt med henblik på evt. at rejse
tiltale i henhold til straffelovgivningen. Det betyder samtidig, at
undersøgelseskommissionen ikke skal vurdere, om der er grundlag for tiltale
efter straffeloven. Dette spørgsmål efterforskes og vurderes af
Bagmandspolitiet
Undersøgelseskommissionen kan nemt komme til at beskæftige sig
med forhold, der er omfattet af politiets efterforskning, f.eks. samarbejdet
mellem kommunen og private virksomheder samt kommunalbestyrelsens
informationsniveau i forhold til borgmesterens handlinger m.v. Der er intet
forkert i, at Bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen ser på samme
forhold. Formålet med
politiets
undersøgelser er alene at undersøge, om der er grundlag for strafferetlig
tiltale. Det er ikke undersøgelseskommissionens opgave. Men de samme
handlinger
og mange flere, som slet ikke er omfattet af politiets efterforskning m.v.
kan
også vurderes i forhold til evt.
»systemfejl
«
, evt. tjenstligt ansvar for embedsmænd,
evt. overtrædelse af kommunale styrelsesregler, forvaltningsloven,
offentlighedsloven, regler for revision m.v. Der er intet forkert i, at
undersøgelseskommissionen og politiet samarbejder med hensyn til materiale om
de faktiske forhold. Tværtimod er det nødvendigt i dette tilfælde.
Undersøgelseskommissionens medlemmer vil i disse tilfælde være omfattet af
samme tavshedspligt som politiet, jf. i øvrigt lovens kap. 8 .
I forbindelse med udarbejdelse af kommissoriet for
undersøgelseskommissionens arbejde skal justitsministeren tilgodese, at
Bagmandspolitiets og undersøgelseskommissionens arbejde ikke kolliderer med
hinanden, og at Bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen tværtimod
samarbejder vedr. materiale m.v.
X er også opmærksom på, at der foregår andet arbejde med hensyn
til at afdække forhold i Farum-sagen. Men for dette arbejde gælder det, at
det
alene bygger på tilgængeligt materiale, og at ingen i den forbindelse har
pligt
til at udtale sig, hvis de ikke ønsker det, eller er under vidneansvar.
Dertil
kommer, at disse
»undersøgelser
«
har meget specifikke formål. Hvis
undersøgelser af Farum-sagen alene blev afgrænset til det, der allerede er
sat
i gang, ville det indebære, at der bortset fra det strafferetlige spørgsmål
ikke ville ske nogen reel undersøgelse af Farum-sagens mange aspekter. For X
er
det afgørende, at der kommer en uvildig, alsidig og grundig undersøgelse.
Farum Kommunes egen undersøgelse drejer sig primært om at få
undersøgt kommunens forretningsgange og få undersøgt, om kommunen evt. kan
rejse erstatningssager. Men det vil alene kunne ske på grundlag af
tilgængeligt
materiale. Men resultatet af Farum Kommunes egen undersøgelse skal
naturligvis
tilgå undersøgelseskommissionen.
Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har en række sager til
behandling, hvoraf en del vedrører tidligere forhold, som tilsynsrådet også
tidligere har forholdt sig til. Det arbejde, hvor tilsynsrådet udøver sin
tilsynspligt, skal naturligvis fortsætte.
Der er derfor en række områder og forhold, der slet ikke
undersøges, herunder undersøgelser af tilsynsmyndighedernes rolle.
I det omfang der er begået ulovligheder i Farum Kommune, som
ikke er strafferetlig karakter, f.eks. i forhold til spørgsmål om
offentlighed
i forvaltningen, vil en undersøgelseskommission derfor godt kunne undersøge,
hvorfor der ikke blev grebet ind fra diverse tilsynsmyndigheder, uden at
dette
forudsætter, at man afventer politiets efterforskning og domstolenes
bedømmelse
af præcist, hvilke straffelovsovertrædelser bestemte personer evt. kan dømmes
for.
Det samme er tilfældet på aktiveringsområdet, hvor
Arbejdsmarkedsrådet for Frederiksborg Amt tilsyneladende ikke har ment, at
det
har skullet føre et aktivt tilsyn, men alene har henholdt sig til oplysninger
fra Farum Kommune.
Undersøgelseskommissionen skal både undersøge, hvad der er sket,
og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have været grebet
ind.
Derfor skal alle dispositioner foretaget af Farum Kommune og kommunens
samarbejde med organisationer og private virksomheder, herunder
sportsklubber,
finansieringsselskaber m.v., gøres til genstand for undersøgelsen, medmindre
de
er omfattet af politiets undersøgelse. Det samme gælder de forskellige plan-
og
tilsynsmyndigheders rolle, f.eks. i forbindelse med opførelse af
ungdomsboliger, kommunens køb af jord, kommunens aktiveringsindsats m.v.
Med det generelle forbehold, at undersøgelseskommissionen ikke
skal undersøge og tage stilling til, om der er grundlag for at rejse tiltale
efter straffelovgivningen, idet dette spørgsmål helt er overladt til
Bagmandspolitiet, ønsker X, at undersøgelseskommissionen skal undersøge alt
andet, der har samfundsmæssig relevans i Farum-sagen.
Det gælder især:
Borgmesterens varetagelse af funktionerne som
øverste daglige leder af administrationen, formand for økonomiudvalget og
formand for kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af
deres hverv.
Embedsværkets varetagelse af embeder, herunder
dets muligheder for at gøre det, og den måde det har gjort det på.
Den kommunale revisions måde at fungere på og
dens reaktioner på Farum Kommunes dispositioner.
Farum Kommunes aftaler med organisationer og
private virksomheder, herunder sportsklubber og finansieringsinstitutter, set
i
lyset af kommunalfuldmagten, konkurrenceregler og reglerne for offentlige
udbud
m.v.
Dispositioner foretaget af Farum Kommune, som
har været til gavn for bestemte politiske partier eller personer f.eks. i
forbindelse med valgkampe.
De forskellige tilsynsmyndigheders rolle bl.a. i
forbindelse med de mange klagesager. Det gælder både Tilsynsrådet for
Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune som tilsynsmyndighed og de
forskellige ministerier som tilsynsmyndighed.
Endelig vil det også være relevant at se på
Hillerød politis rolle i forbindelse med anmeldelser af Farum Kommune.
Formålet med undersøgelsen er også at forebygge, at lignende
sager opstår i fremtiden. For uanset at forholdene i Farum Kommune forekommer
unikke, kunne nogle af de problemer, som er opstået i Farum Kommune, godt
opstå
andre steder, uden at det ville være så omfattende som i Farum Kommune.
Farum-sagen vil derfor muligvis give anledning til ændringer i love,
administrative regler m.v.
Ændringer af lovgivningen om det kommunale tilsyn, som opfattes
som nødvendige og/eller oplagte, skal efter X’s opfattelse ikke afvente
resultatet af undersøgelseskommissionens arbejde. Der er allerede sat
forskellige arbejder i gang med henblik på evt. lovændringer af f.eks.
reglerne
om tilsynet med amtskommuner og kommuner. På samme måde skal nedsættelse af
en
undersøgelseskommission ikke begrænse arbejdet i det såkaldte Jens Peter
Christensen-udvalg, som indenrigs- og sundhedsministeren har nedsat. Skulle
det
vise sig, at undersøgelseskommissionens arbejde giver anledning til
yderligere
ændringer i lovgivningen eller i administrative regler, ændrer det ikke ved,
at
det allerede i den kommende folketingssamling kan være fornuftigt at
gennemføre
ændringer bl.a. på baggrund af betænkning nr. 1395/2000 om statens tilsyn med
kommunerne og arbejdet i det såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg.
Som det fremgår af lov om undersøgelseskommissioner, kap. 3, kan
undersøgelseskommissionen få til opgave
»at
undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb
«
(jf. § 4, stk. 2), og
»at
komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser
eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde
«
(jf. § 4, stk. 3). Det er X’s opfattelse,
at undersøgelseskommissionen skal have disse opgaver. Men da Jens Peter
Christensen-udvalget netop har til opgave at se på behovet for ændringer af
love, administrative regler og praksis, hvilket formentlig allerede i næste
folketingssamling vil resultere i ændringer, vil behovet for den del af
kommissionens arbejdet være mindre. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der
i
forbindelse med undersøgelseskommissionens arbejde kan komme ting frem, som
kan
give anledning til et yderligere behov for ændringer i love og administrative
regler og praksis. Derfor skal det selvfølgelig også være en opgave for
undersøgelseskommissionen at komme med forslag til sådanne yderligere
ændringer
af love m.v., som undersøgelsen kan begrunde.
Derimod mener X, at det vil være hensigtsmæssigt, at
undersøgelseskommissionen undlader at komme med retlige vurderinger, selv om
lov om undersøgelseskommissioner giver mulighed herfor (jf. § 4, stk. 4),.
Derved undgås at sådanne retlige vurderinger evt. kolliderer med evt.
strafferetlig tiltale og evt. domfældelse. Dermed sker der også en
imødekommelse af noget af den kritik, som har været fremført imod, at en
undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig med, at der kører en
strafferetlig sag.
Som det allerede er fremgået, er det efter X’s opfattelse
vigtigt, at arbejdet med henblik på nedsættelse af en undersøgelseskommission
påbegyndes snarest. X mener derfor ikke, at man kan vente med at nedsætte en
undersøgelseskommission til et eller andet tidspunkt ud i fremtiden, hvor den
strafferetlige efterforskning er afsluttet, og hvor der evt. er rejst
tiltale,
samt hvor der evt. også er sket domfældelse. Det kan tage 3-4 år eller mere.
Men det ændrer ikke ved, at det også er afgørende, at arbejdet i
undersøgelseskommissionen – herunder det tidsmæssige forløb – er
tilrettelagt
sådan, at undersøgelseskommissionens arbejde ikke kommer på tværs af
Bagmandspolitiets efterforskning. Derfor går X ud fra, at justitsministeren
ved
udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af undersøgelseskommissionen
sikrer, at disse hensyn tages.
Med hensyn til det videre arbejde med nedsættelse af
undersøgelseskommissionen og udarbejdelse af kommissoriet for kommissionen
henvises til principperne i § 55 i forretningsorden for Folketinget. X skal
anmode justitsministeren om at drøfte den nærmere udformning af kommissoriet
med Udvalget for Forretningsordenen.
P.u.v.
Ivar Hansen
formand
Bilag 5
Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission,
når Folketinget har truffet beslutning herom i Folketingssalen m.v.
Notatet er optrykt efter ønske fra udvalget.
Lovsekretariatet,
4. juli 2002
Problemformulering
Notatet redegør først for bestemmelserne i
loven om undersøgelseskommissioner og Folketingets forretningsorden for
nedsættelse af en undersøgelseskommission, herunder fremgangsmåden for en
sådan
kommissionsnedsættelse, når Folketinget har truffet beslutning herom i
Folketingssalen.
Dernæst beskriver notatet en situation,
hvor initiativet til nedsættelse af en kommission kommer fra Folketinget i
anden form end en beslutning truffet i Folketingssalen, f.eks. en situation,
hvor et udvalgsflertal i en beretning opfordrer justitsministeren til at
nedsætte en undersøgelseskommission. En sådan situation er nemlig ikke
reguleret i loven om undersøgelseskommissioner.
Folketinget
træffer
beslutning
om nedsættelse af en undersøgelseskommission
Det er justitsministeren, der har
kompetence til at nedsætte undersøgelseskommissioner, jf. lov om
undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1, 1. pkt.
Justitsministeren skal udarbejde et
kommissorium (opgavebeskrivelse) for undersøgelseskommissionen. Heraf skal
fremgå, hvilke nærmere bestemte forhold undersøgelseskommissionen anmodes om
at
undersøge, og hvilke opgaver undersøgelseskommissionen anmodes om at udføre i
forbindelse hermed, jf. lovens § 4.
Justitsministeren udpeger den eller de
personer, der skal være medlemmer af undersøgelseskommissionen, og formanden
for kommissionen, hvis kommissionen skal have flere medlemmer, jf. lovens §
1,
stk. 2. Justitsministeren udpeger endvidere en person, der som udspørger i
overensstemmelse med undersøgelseskommissionens bestemmelser tilrettelægger
og
foretager afhøringer i kommissionen eller i retten, jf. lovens § 1, stk. 3.
Justitsministeren skal nedsætte en
undersøgelseskommission, hvis Folketinget har truffet beslutning herom. Det
følger
af lovens § 1, stk. 1, sidste pkt.
Såfremt der er vedtaget
folketingsbeslutning som nævnt i § 1, stk. 1, sidste pkt., sker den fornødne
nærmere udformning af bestemmelserne om kommissionens opgaver i samråd med
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen eller et underudvalg nedsat under
udvalget,
jf. lovens § 1, stk. 4. Det samme gælder afgørelser efter stk. 2 (om, hvem
der
skal være medlemmer af kommissionen) og stk. 3 (om, hvem der skal være
udspørger).
Det er vigtigt, at Folketinget har
indflydelse på disse spørgsmål, da det er Folketinget, som har truffet
beslutningen om at nedsætte undersøgelseskommissionen.
1)
Herom hedder det
i betænkningen fra Udvalget for Forretningsordenen:
2)
»Beslutningsforslaget
vil antagelig indeholde et udkast til kommissorium eller i hvert fald en
angivelse af dettes hovedpunkter. Det er vigtigt at sikre, at Folketinget
efter
forhandling med regeringen har den afgørende indflydelse på kommissoriets
udformning. Under dette forhandlingsforløb skal det sikres, at kommissoriet
vil
være operativt for den kommende undersøgelse. Ud over en afgrænsning af det
hændelsesforløb, der skal undersøges, skal der i kommissoriet efter
forhandling
med regeringen tages stilling til, om der foruden en undersøgelse af og
redegørelse for det faktiske begivenhedsforløb også skal anmodes
undersøgelseskommissionen om i forbindelse med dens udredning at påpege
ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis,
som
undersøgelsen kan begrunde. Efter omstændighederne vil
undersøgelseskommissionen som anført i loven herudover kunne få til opgave at
foretage retlige overvejelser til belysning af, hvorvidt der foreligger
grundlag for at søge embedsmænd m.v. draget til ansvar. Også sammensætningen
af
undersøgelseskommissionen vil skulle fastsættes under disse drøftelser mellem
udvalg og regering. Der skal i den forbindelse tages stilling til, om dommere
skal medvirke, og om undersøgelsen dermed skal gennemføres efter lovens
kapitel
5 eller 6.
«
I de tilfælde, hvor Folketinget har
vedtaget beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission, vil det i
praksis ofte være justitsministeren, som – på grundlag af
folketingsbeslutningen og dennes retningslinjer for kommissoriets indhold
–
udarbejder et udkast til undersøgelseskommissionens kommissorium, herunder et
udkast til undersøgelseskommissionens sammensætning.
3)
Dette udkast til
kommissorium m.v. fremsendes til Udvalget for Forretningsordenen eller dettes
underudvalg til godkendelse.
Når (under)udvalget har godkendt
kommissoriet m.v., tager Justitsministeriet nærmere stilling til, hvem der
skal
udpeges som medlemmer af undersøgelseskommissionen og som udspørger.
4)
Det
sker i overensstemmelse med de regler, der er beskrevet ovenfor. Udpegningen
af
kommissionens medlemmer og udspørgeren må ikke finde sted, før Udvalget for
Forretningsordenen (eller dettes underudvalg) har godkendt
Justitsministeriets
forslag herom.
Folketingets forretningsorden indeholder i
§ 55 på linje med det ovenfor anførte en bestemmelse om fremgangsmåden ved
nedsættelse af en undersøgelseskommission, når initiativet kommer fra
Folketinget i form af en folketingsbeslutning, herunder fastsættelse af
kommissorium og sammensætning af kommissionen.
Det fremgår af forretningsordenens § 55,
at Udvalget for Forretningsordenen kan afgive indstilling til Folketinget om,
at der nedsættes en undersøgelseskommission efter reglerne i loven om
undersøgelseskommissioner. Vedtages en sådan indstilling, sker den fornødne
nærmere udformning af bestemmelserne om kommissionens opgave af udvalget i
samråd med justitsministeren.
Indstillingen må formodes at kunne være en
betænkning over det fremsatte beslutningsforslag eller en selvstændig
betænkning og indstilling, hvis sagen starter i udvalget. I begge tilfælde må
det formodes, at drøftelserne og afklaringen med justitsministeren ofte vil
komme til at foregå før afgivelsen af en betænkning eller en indstilling fra
Udvalget for Forretningsordenen til Folketingssalen og eventuelt fremgå af
denne betænkning/indstilling, men som forretningsordenens § 55 er formuleret
kan fastsættelsen af kommissorium, opgaver og medlemskreds også ske efter
vedtagelsen af indstillingen i Folketinget i samråd mellem udvalg og
minister.
Som det fremgår af det ovenfor anførte,
har justitsministeren en
retlig
forpligtelse
til at nedsætte en undersøgelseskommission, når Folketinget har truffet
beslutning herom, ligesom
fremgangsmåden
for en sådan nedsættelse er reguleret i loven om undersøgelseskommissioner og
Folketingets
forretningsorden.
Det er i sidstnævnte forbindelse endvidere
forudsat, at Udvalget for Forretningsordenen kan nå til enighed med
Justitsministeriet om indholdet af undersøgelseskommissionens kommissorium og
sammensætningen af kommissionen, før Folketinget træffer beslutning om
nedsættelse af kommissionen.
Et
udvalgsflertal opfordrer justitsministeren til at nedsætte en
undersøgelseskommission
Efter loven om undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1, kan
justitsministeren nedsætte en kommission til at gennemføre en undersøgelse af
nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning. En sådan kommission skal
nedsættes, hvis Folketinget vedtager beslutning herom.
Loven regulerer ikke situationer, hvor initiativet til
nedsættelse af en kommission kommer fra Folketinget i anden form end en
beslutning truffet i Folketingssalen, f.eks. en situation, hvor et
udvalgsflertal i en beretning opfordrer justitsministeren til at nedsætte en
undersøgelseskommission.
I en sådan situation er justitsministeren ikke efter loven om
undersøgelseskommissioner eller anden lovgivning retligt forpligtet til at
nedsætte en undersøgelseskommission.
En anden ting er, at justitsministeren kan risikere at blive
draget politisk til ansvar, hvis ministeren ikke efterkommer
udvalgsflertallets
opfordring om at nedsætte en kommission, i sin yderste konsekvens ved
vedtagelse af et mistillidsvotum efter grundlovens § 15.
5)
I en situation som den beskrevne, hvor et udvalgsflertal i en
beretning opfordrer justitsministeren til at nedsætte en
undersøgelseskommission, er fremgangsmåden for en sådan
kommissionsnedsættelse
heller ikke reguleret i loven om undersøgelseskommissioner og Folketingets
forretningsorden.
Det er således ikke forudsat, at kommissoriets nærmere
udformning og sammensætningen af undersøgelseskommissionen
skal
ske i samråd mellem Justitsministeriet og Udvalget for
Forretningsordenen (eller dettes underudvalg).
For at sikre, at udvalgsflertallet får den afgørende indflydelse
på kommissoriets udformning m.v., har udvalgsflertallet – i den del af
beretningen, som indeholder flertallets politiske bemærkninger –
mulighed for
konkret og præcist at angive, hvad det er for nogle forhold, der ønskes
klarlagt af undersøgelseskommissionen, ligesom flertallet også har mulighed
for
at angive nogle kriterier for kommissionens sammensætning.
Endelig kan udvalgsflertallet i beretningen naturligvis opfordre
til, at den fornødne nærmere udformning af bestemmelserne om kommissionens
opgave efterfølgende, dvs. efter afgivelsen af beretningen, sker af Udvalget
for Forretningsordenen (eller dettes underudvalg) i samråd med
justitsministeren.
1)
Se kommentaren til lov om undersøgelseskommissioner v/ Jens Peter
Christensen,
Oliver Talevski og Claus Dethlefsen (2002), side 50.
2)
Jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg B, side 779.
3)
Se kommentaren til lov om undersøgelseskommissioner (nævnt i note 1), side
50.
4)
Se kommentaren til lov om undersøgelseskommissioner, side 50. Som anført i
kommentaren samme sted, kan spørgsmålet om sammensætningen af
undersøgelseskommissionen naturligvis også forelægges for (under)udvalget
sammen med et udkast til undersøgelseskommissionens kommissorium.
5)
Efter grundlovens § 15, stk. 1, kan ingen minister forblive i sit embede,
efter
at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham. Grundlovens § 15 udgør
kernen
i ministrenes politiske ansvar. Som det fremgår, er det Folketinget, der gør
det
politiske ansvar gældende ved at udtale sin mistillid til en fagminister
eller
statsministeren. Dette sker ved en simpel flertalsbeslutning, der i henhold
til
Folketingets forretningsorden kan træffes under forhandling af en
forespørgsel
m.v., jf. forretningsordenens § 24.
Bilag 6
Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission,
når der verserer en strafferetlig efterforskning af de samme forhold
Notatet er optrykt efter ønske fra S, DF, SF og EL.
Lovsekretariatet, 27. juni 2002
1. Problemformulering
Med lov om undersøgelseskommissioner, der trådte i kraft den 1.
juli 1999, og som bygger på det såkaldte Nordskovudvalgs betænkning nr.
1315/1996 om undersøgelsesorganer, er der indført en helt ny ordning om
undersøgelse af sager om fejl og forsømmelser i forvaltningen. Der er ikke
tidligere nedsat undersøgelseskommissioner i medfør af loven.
1)
I forlængelse af samrådet med justitsministeren torsdag den 30.
maj 2002 om den strafferetlige efterforskning i Farumsagen (jf. B 84 –
bilag
55) blev spørgsmålet om, hvorvidt der kan eller bør nedsættes en kommission
til
at undersøge visse aspekter i Farumsagen, når det ikke kan udelukkes, at der
samtidig helt eller delvis verserer en strafferetlig efterforskning af samme
forhold, drøftet i Underudvalget under Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen.
I lyset af drøftelserne blev det besluttet, at Lovsekretariatet
i første omgang undersøger spørgsmålet nærmere på baggrund af loven om
undersøgelseskommissioner, lovens forarbejder, praksis samt den juridiske
litteratur på området. Underudvalget drøftede desuden muligheden for at
rådføre
sig hos en ekstern juridisk ekspert, hvis Lovsekretariatets undersøgelse ikke
måtte føre til noget svar på spørgsmålet.
2. Generelle bemærkninger om loven om
undersøgelseskommissioner.
Hvilken kategori af sager
kan en undersøgelseskommission nedsættes for at undersøge?
Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner,
at justitsministeren kan nedsætte en kommission til at gennemføre en
undersøgelse af nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning. En sådan
kommission skal nedsættes, hvis Folketinget vedtager beslutning herom.
Formuleringen af lovens § 1, stk. 1, om, at en kommission kan
nedsættes til gennemførelse af en undersøgelse af nærmere bestemte forhold af
»almenvigtig betydning« indebærer, at der i princippet
er meget vide retlige grænser for, hvilke forhold en
undersøgelseskommission kan nedsættes for at undersøge.
Med formuleringen markeres det imidlertid, at en
undersøgelseskommission som altovervejende hovedregel kun bør benyttes i
tilfælde, hvor regeringen eller Folketinget har behov for at få belyst nogle
forhold, som har betydning for de opgaver, som regeringen eller Folketinget
udfører.
2)
Dette
betyder ifølge lovens forarbejder, at forholdet som altovervejende hovedregel
skal have tilknytning til staten.
3)
Formuleringen »almenvigtig betydning« indebærer således, at en
undersøgelse af private forhold, herunder strafferetlige forhold, normalt
alene
vil kunne tænkes, hvis den indgår som et integreret element i en undersøgelse
af statslige myndigheders forhold.
4)
Det kan endvidere nævnes, at anvendelsesområdet for de såkaldte
parlamentariske kommissioner
5)
blev gjort til
genstand for nærmere overvejelser i forbindelse med et forslag fra
Fremskridtspartiet i midten af 1970’erne om at anvende parlamentariske
kommissioner til at behandle lovforslag. Udvalget for Forretningsordenen
indhentede i den anledning et notat fra Justitsministeriet om fordele og
ulemper ved at lade et spørgsmål undersøge i en parlamentarisk kommission
frem
for ved et sædvanligt kommissions- eller udvalgsarbejde. På baggrund af
notatet
af 13. januar 1976, optrykt i Udvalget for Forretningsordenens betænkning,
udtalte udvalget, at »anvendelsen af parlamentariske kommissioner i
overensstemmelse med mangeårig praksis bør forbeholdes særlige situationer,
især tilfælde, hvor der kan blive tale om at gøre ministeransvar gældende«.
6)
Også
et forslag fra Fremskridtspartiet i 1975-76 om nedsættelse af en
parlamentarisk
kommission vedrørende de samfundsøkonomiske virkninger af den offentlige
sektors lønføring m.v. afvistes delvis ud fra det synspunkt, at en
parlamentarisk kommission ikke var det rette organ til undersøgelse af
sådanne
brede samfundsspørgsmål, men burde forbeholdes andre situationer.
7)
I
1976 bekræftedes denne indstilling af et stort flertal i udvalget i
forbindelse
med behandlingen af et forslag fra DKP om en parlamentarisk kommission til
undersøgelse af arbejdsministerens dispositioner over for Sømændenes
Arbejdsløshedskasse, idet det anførtes, at »nedsættelse af en parlamentarisk
kommission efter omstændighederne kan være berettiget i tilfælde, hvor der
kan
være tale om at drage en minister til ansvar for hans embedsførelse«.
8)
Med formuleringen »almenvigtig betydning« er det ifølge
forarbejderne til loven ikke udelukket, at der i helt særlige tilfælde
iværksættes en undersøgelse, der (alene) vedrører (amts)kommunale forhold.
Undersøgelser af forhold vedrørende kommunerne forudsættes dog normalt
forbeholdt de almindelige tilsynsmyndigheder.
9)
Det er i sagens natur en meget skønspræget vurdering, om der
skal nedsættes en undersøgelseskommission. Og vurderingen vil ofte have en
politisk
baggrund.
Det fremgår dog af forarbejderne til loven, at der ikke bør
nedsættes en undersøgelseskommission, hvis den pågældende sag kan belyses
tilfredsstillende af de sædvanlige undersøgelsesorganer, herunder politiet
eller tilsynsmyndighederne.
Særligt i relation til spørgsmålet om Folketingets inddragelse i
nedsættelsen af undersøgelseskommissioner erindres om, at Folketinget
samtidig
med vedtagelsen af forslaget til lov om undersøgelseskommissioner vedtog et
forslag til ændring af Folketingets forretningsorden, der også var
foranlediget
af Nordskovudvalgets betænkning. Forretningsordenen blev tilført et nyt
kapitel
(XVIII) under overskriften »Spørgsmål vedrørende ministeransvar«. Kapitlet
indeholder regler om Folketingets inddragelse i nedsættelse af
undersøgelseskommissioner og om Folketingets behandling af sager om
ministeransvar.
Kerneområdet for Folketingets inddragelse i nedsættelse af
undersøgelseskommissioner er således sager om ministeransvar.
Spørgsmålet om, hvorvidt der – ud fra en juridisk betragtning –
kan eller bør nedsættes en kommission til at undersøge visse aspekter i
Farumsagen, når det ikke kan udelukkes, at der samtidig helt eller delvist
verserer en strafferetlig efterforskning af de samme forhold, er ikke
reguleret
i loven om undersøgelseskommissioner.
Der er heller ikke taget stilling til spørgsmålet i lovens
forarbejder eller i den juridiske litteratur, herunder den netop udgivne
kommentar til loven v/ Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus
Dethlefsen.
Spørgsmålet har heller ikke tidligere foreligget i praksis. Dog
opstod problemet kortvarigt i Tamilsagen, men på en anden måde end i
Farumsagen. I juni 1990 blev der nedsat en undersøgelsesret beklædt af
højesteretsdommer Mogens Hornslet til at foretage en undersøgelse af
Tamilsagen. I januar 1991 blev Statsadvokaten for København anmodet om at
undersøge, om der var grundlag for at rejse tiltale mod Justitsministeriets
departementschef. Departementschefen blev sigtet for misbrug af offentlig
stilling og grov tjenesteforsømmelse, men efter en nærmere undersøgelse
frafaldt Statsadvokaten sigtelsen i marts 1991, bl.a. fordi forholdet var
forældet. De forskellige former for undersøgelser i Tamilsagen og tidspunktet
for deres iværksættelse fremgår i øvrigt af vedlagte bilag.
Det vurderes, at næppe heller en ekstern juridisk ekspert – på
en juridisk baggrund – vil kunne komme med et svar på, om en
undersøgelseskommission kan eller bør nedsættes i en situation som den
beskrevne.
Der lægges herved vægt på, at der som nævnt ikke juridisk er
gjort op med spørgsmålet hverken i loven om undersøgelseskommissioner, lovens
forarbejder, praksis eller den juridiske litteratur. En juridisk ekspert vil
således ikke kunne basere sine synspunkter på et juridisk grundlag, men alene
på generelle retspolitiske overvejelser.
1)
Vedlagte
bilag
indeholder til almindelig orientering en omtale af to (af
i alt fem) sager om ministeransvar, der har været bedømt af Rigsretten,
nemlig
rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg i 1909-10 (navnlig den
forudgående Albertisag) og sagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen
(Tamilsagen) fra 1993-95. Rigsrettens afgørelser repræsenterer den mest
autoritative stillingtagen til ministeransvaret, der foreligger i dansk
forfatningspraksis.
2)
Jf. Justitsministeriets notat af 22. december 1997, der er udarbejdet i
samarbejde mellem ministeriet og Lars Nordskov Nielsen, Torben Melchior og
Jens
Peter Christensen, og som er gengivet som bilag 1 til Udvalget for
Forretningsordenens betænkning af 5. maj 1999 over forslag til lov om
undersøgelseskommissioner, samt den netop udgivne kommentar til lov om
undersøgelseskommissioner m.v. (”Undersøgelseskommissioner,
Embedsmandsansvaret
& Folketingets rolle”) v/ Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og
Claus
Dethlefsen, side 30.
3)
Se Udvalget for Forretningsordenens betænkning af 5. maj 1999 over forslag
til
lov om undersøgelseskommissioner, side 8.
4)
Jf. Justitsministeriets notat af 22. december 1997 (se note 2) samt den netop
udgivne kommentar til lov om undersøgelseskommissioner m.v. (se note 2), side
31.
5)
Efter grundlovens § 51 kan Folketinget ”nedsætte kommissioner af sine
medlemmer
til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at
fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af
offentlige myndigheder”. En parlamentarisk kommission består således af
folketingsmedlemmer og har en sammensætning, der forholdsmæssigt svarer til
sammensætningen i Folketingssalen, jf. grundlovens § 52. Sammenlignet med
almindelige folketingsudvalg har kommissionen en særlig adgang til at oplyse
en
sag. Embedsmænd og privatpersoner skal mundtligt eller skriftligt give
kommissionen udbedte oplysninger.
6)
Folketingstidende 1975-76, tillæg B, sp. 697.
7)
Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne, sp. 8272.
8)
Folketingstidende 1975-76, tillæg B, sp. 1095.
9)
Jf. den i noterne 2 og 4 nævnte netop udgivne kommentar til lov om
undersøgelseskommissioner m.v., side 31.
Underbilag 1
til bilag 6
Spørgsmål om ministeransvar bedømt af Rigsretten m.v.
Indledning
Spørgsmålet om ministeransvar har været bedømt af Rigsretten i
fem sager siden grundloven fra 1849. Alle fem sager er mere eller mindre
udførligt behandlet i Jens Peter Christensens afhandling »Ministeransvar«
(1997), side 61-116.
Rigsrettens afgørelser i de fem sager repræsenterer den mest
autoritative stillingtagen til ministeransvaret, der foreligger i dansk
forfatningspraksis.
1)
Fire af de fem sager ligger tilbage i sidste halvdel af
1800-tallet og det første tiår af 1900-tallet og har navnlig for de tre
førstes
vedkommende først og fremmest retshistorisk interesse og gennemgås ikke i
dette
bilag.
2)
For så vidt angår den fjerde rigsretssag – sagen mod J.C.
Christensen og Sigurd Berg fra 1909-10 – vil der, ud over en omtale af
selve
rigsretssagen, være anledning til en omtale af begivenhedsforløbet forud for
sagen, nemlig den såkaldte Albertisag, idet dette begivenhedsforløb er af
betydning for forståelsen af Rigsrettens dom. Kernen i denne sag var
spørgsmålet om, hvilke krav der kan stilles til en minister med hensyn til
dennes samvittighedsfulde udøvelse af sine embedspligter. Sagen er navnlig
egnet til at belyse regeringslederens pligt til at føre tilsyn med
fagministrene samt betydningen af embedsmændenes rådgivning for ministerens
ansvar.
Den femte rigsretssag, sagen mod fhv. justitsminister Erik
Ninn-Hansen (Tamilsagen), der blev afgjort ved Rigsrettens dom af 22. juni
1995, er derefter kort omtalt.
Endelig er den i 1945 nedsatte parlamentariske kommission om,
hvorvidt der kunne gøres ansvar gældende over for ministre m.fl. i
forbindelse
med besættelsen af Danmark omtalt sidst i bilaget.
Rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd
Berg i 1909-10
Der kan være grund til at redegøre for de angreb, der i årene
forud for rigsretssagen var blevet rettet mod justitsminister P.A. Alberti
fra
Folketingets talerstol, for det første fordi disse angreb og J.C.
Christensens
afvisning heraf dannede grundlag for den kritik af J.C. Christensens
embedsførelse som konseilspræsident, som Rigsretten ved sin dom gav udtryk
for,
og således er af betydning for forståelsen af Rigsrettens dom, for det andet
fordi angrebene vidner om den politiske baggrund, der var for rigsretssagen.
Rigsretssagen havde sin baggrund i fhv. justitsminister P.A.
Albertis selvanmeldelse til politiet den 8. september 1908 for falsk og
bedrageri begået over for Den sjællandske Bondestands Sparekasse, som han var
formand for. Forinden var Alberti blevet afskediget den 24. juli samme år.
Som nævnt er (rigsrets)sagen behandlet i Jens Peter Christensen
afhandling »Ministeransvar« fra 1997, og Jens Peter Christensen skriver i
afhandlingen på side 88-92 bl.a. følgende om Alberti-sagen:
»... Svend Thorsen fastslår, at I.C. Christensen ikke kunne have
mindste mistanke til Alberti. Han var kun blevet ham for besværlig politisk.
Det sidste er utvivlsomt rigtigt. At I.C. Christensen ikke kunne
have mindste mistanke til Alberti, synes til gengæld at være en sandhed med
betydelige modifikationer.
I rigsdagssamlingen 1907-1908 blev justitsminister P.A. Alberti
således heftigt angrebet for at udnytte sit embede til at skaffe sig selv
økonomiske fordele. Angrebet blev indledt af socialdemokraten F.J. Borgbjerg
den 18. oktober 1907 under førstebehandlingen af finanslovsforslaget og
fortsatte under tredjebehandlingen i marts 1908. Borgbjerg blev støttet af
blandt andre Højres ordfører, L.V. Birck, og lederen af Det radikale Venstre,
C.Th. Zahle.
Venstrereformpartiets ordfører, Anders Nielsen, afviste
angrebene under førstebehandlingen den 30. oktober 1907, idet han fastslog,
at
der alene var tale om et »politisk Stormløb« mod ministeriet I.C.
Christensen.
Også justitsminister Alberti afviste angrebene, og under tredjebehandlingen
den
16. marts 1908 bakkede I.C. Christensen ham op, idet han fastslog, at der
ikke
var ført bevis for beskyldningerne mod Alberti. »Den Forhandling, her har
været
ført, har ikke givet mig nogen som helst Grund til Misbilligelse overfor min
Kollega eller hans Administration, men der er derimod Grund for det ærede
Medlem til at føre bevis for sine Paastande«, udtalte I.C. Christensen.
Birch, Borgbjerg og Zahle replicerede og efterlyste svar på,
hvilke yderligere beviser konseilspræsidenten ønskede ud over de allerede
fremlagte. Birch opfordrede i den forbindelse I.C. Christensen til –
sådan som
Borgbjerg allerede under efterårets behandling af finanslovsforslaget havde
fremført ønske om – at nedsætte en uvildig kommission til at undersøge
beviserne. Samtidig fastslog Zahle det som en nødvendighed – nu
konseilspræsidenten havde gjort justitsministerens sag til sin egen – at
der
blev nedsat en undersøgelseskommission, så de, der havde fremsat
beskyldningerne mod justitsministeren for embedsmisbrug, kunne få lejlighed
til
under forbindende former at føre beviser.
I.C. Christensen afviste kravet om en undersøgelse .
Under Landstingets førstebehandling af finanslovsforslaget den
24. og 25. marts 1908 fortsatte angrebene på Alberti. Højres ordfører,
Bramsen,
beklagede, at Alberti ikke selv havde villet rense sig ved at tilslutte sig
ønsket om en uvildig undersøgelse. I stedet havde Alberti anvist den vej, at
Birch offentligt uden for Folketinget kunne gentage sine påstande mod ham,
hvorefter Alberti ville anlægge injuriesøgsmål. Den af de to, hvem dommen
måtte
gå imod, skulle så trække sig ud af det politiske liv.
Den radikale Edvard Brandes spurgte på denne baggrund De
Frikonservatives ordfører og formand, landets største godsejer, lensgreve
Mogens Frijs, om han fandt, at en sådan procedure ville være en rimelig
udvej,
i betragtning af at han tidligere havde tilkendegivet, at der var behov for
at
få kastet lys over justitsministerens forhold. Spørgsmålet var af central
betydning, al den stund at grev Frijs’ opfattelse ville være afgørende,
da
regeringen behøvede De Frikonservatives støtte i Landstinget for at komme
igennem med sine lovforslag.
Grev Frijs gav i sit svar udtryk for, at Højres forslag om en
uvildig undersøgelse var en mulighed, der måtte overvejes. Derimod måtte
Albertis forslag afvises, da det ikke ville kunne fjerne »den Uhygge«, der
havde bredt sig i det offentlige liv.
Svend Thorsen bemærker, at Alberti efter grev Frijs’ tale fik et
af de svedanfald, der undertiden kom over ham, »men denne gang var det
voldsomt, han drev af sved og måtte længe tørre sig med lommetørklædet over
isse og nakke«. Albertis svedanfald – der blev foreviget i
karikaturtegning –
var velbegrundet. Som Brandes bemærkede, havde konseilspræsidenten indtil
grev
Frijs’ indlæg kunnet sige, at stormløbet mod Alberti blot var politik,
og at
Socialdemokratiets, Højres og Det radikale Venstres angreb alene skyldtes, at
man gennem justitsministeren ville hele regeringen til livs. Efter grev
Frijs’
udtalelser ville dette ikke længere være muligt, idet grev Frijs var fører
for
den gruppe, uden hvis støtte regeringen ikke ville kunne føre sin politik.
I.C. Christensen forholdt sig tavs under Landstingets debat, men
som Svend Thorsen bemærker, må det i hvert fald fra denne debat have stået
konseilspræsidenten klart, at han ikke kunne beholde Alberti som minister,
hvis
regeringen skulle være sikret den fornødne parlamentariske opbakning til det
forestående lovgivningsarbejde, der blandt andet vedrørte det for regeringen
helt centrale forsvarsspørgsmål.
Under forhørene for Rigsretten to år senere forklarede I.C.
Christensen således også, at han umiddelbart efter en af
finanslovsforhandlingerne i Rigsdagen i marts 1908 havde gjort det klart for
Alberti, at han måtte gå af. De evindelige angreb på justitsministeren
hindrede
arbejdsroen og arbejdsfreden Når afskedigelsen af Alberti trak ud, skyldtes
det, forklarede I.C. Christensen, at Alberti ønskede at gennemføre loven om
retsplejereformen. Derved kom Alberti til at sidde rigsdagssamlingen ud og
kunne afskediges til den 24. juli .
Den 23. maj 1908, på rigsdagssamlingens sidste dag, var F.J.
Borgbjerg m.fl.s forslag om nedsættelse af en parlamentarisk kommission sat
på
dagsordenen. Efter forslaget skulle der nedsættes en parlamentarisk
kommission
i henhold til 1866-grundlovens § 46 til undersøgelse af justitsminister
Albertis administration. Så længe undersøgelsen varede, skulle ministeren
fratræde sit embede. Forslaget blev imidlertid afvist af et flertal af
tingets
medlemmer.
At Alberti således fik yderligere et par måneder på posten, uden
at der blev gennemført nogen undersøgelse af hans forhold, blev ved
Rigsrettens
dom af 17. juni 1910, jf. nedenfor, lagt I.C. Christensen til last, idet
Rigsretten fandt, at I.C. Christensen ikke havde handlet forsvarligt, da han
i
foråret 1908 – med henvisning til, at der ikke forelå beviser mod
Alberti –
nægtede sin bistand til at foretage en nærmere undersøgelse af Albertis
embedsførelse.
Albertis selvanmeldelse fik betydelige politiske konsekvenser.
Den 12. oktober 1908 trådte regeringen I.C. Christensen tilbage. Herefter
overdrog kongen det til Niels Neergaard at danne regering. Foranlediget af
valgperiodens snarlige udløb blev der udskrevet folketingsvalg til den 25.
maj
1909, ved hvilket Alberti-sagen kom til at koste I.C. Christensens
Venstrereformparti et meget betydeligt mandattab. På grund af umuligheden af
at
nå til enighed om forsvarslovene indgav regeringen Neergaard den 31. juli
1909
sin demissionsbegæring.
De splittede venstregrupper enedes i denne situation om at pege
på lensgreve L. Holstein-Ledreborg, der havde spillet en central rolle som
samlende figur under forfatningskampen, som konseilspræsident.
Holstein-Ledreborg tiltrådte den 16. august 1909 som leder af den første
mindretalsregering efter systemskiftet, på grundlag af et kompromis mellem de
tre venstregrupper om forsvarslovene.
Kort efter at regeringen Holstein-Ledreborg – hvor I.C. Christensen
beklædte posten som forsvarsminister – havde fået gennemført forliget om
forsvarslovene, blev den, den 22. oktober 1909, fældet ved et mistillidsvotum
stillet af Det radikale Venstres formand, C.Th. Zahle, vedtaget af 49 stemmer
(radikale, socialdemokrater og 8 højreformænd) mod 44. Holstein-Ledreborg
udtalte straks, at det var en selvfølge, at regeringen herefter ville gå af.
For første gang i dansk forfatningshistorie trådte en regering dermed tilbage
efter et mistillidsvotum i Folketinget. Den 28. oktober 1909 blev ministeriet
C.Th. Zahle udnævnt. Zahle overtog som konseilspræsident tillige selv
justitsministerposten, blandt andet for at lede, hvad man benævnte
»udrensningen« efter Alberti.
Den 7. december 1909 vedtog Folketinget, bestående af radikale,
socialdemokrater og højremænd, at stille I.C. Christensen og Sigurd Berg for
Rigsretten. Begge havde anmodet deres partifæller om ikke at stemme imod.«
Mens baggrunden for rigsretssagen i form af Albertis
embedsførelse og hele virke således i høj grad var genstand for politisk
strid
og udløste vidtrækkende parlamentariske konsekvenser, vedrørte rigsretssagen
ikke i sig selv noget centralt forfatningsretligt eller forfatningspolitisk
stridsspørgsmål. Rigsretssagens kerne var spørgsmålet om, hvilke krav der kan
stilles til en minister med hensyn til dennes samvittighedsfulde udøvelse af
sine embedspligter.
3)
Rigsretssagen indledtes ved Rigsretten den 8. januar 1910 og
afsluttedes med Rigsrettens dom af 17. juni 1910.
Tiltalen mod J.C. Christensen omfattede fire forhold, som i
anklageskriftet var nummereret a.1.-a.4. Alle forhold stod i forbindelse med
Albertis embedsførelse.
For det første det forhold, at J.C. Christensen som
konseilspræsident og forsvarsminister havde medvirket til eller i hvert fald
ikke søgt at forhindre, at Alberti, da han som justitsminister gav bevilling
til et Landbrugslotteri, misbrugte sin embedsstilling til egen eller
nærpårørendes fordel, uagtet J.C. Christensens mistanke kunne og burde have
været vakt.
For det andet det forhold, at J.C. Christensen som
konseilspræsident havde afholdt den daværende indenrigsminister, Sigurd Berg,
fra eller i alt fald undladt at tilskynde ham til at gøre sin embedspligt,
selv
om der forelå oplysninger og omstændigheder, som kunne og burde have vakt
J.C.
Christensens mistanke til Albertis forhold som formand for Den sjællandske
Bondestands Sparekasse.
For det tredje det forhold, at J.C. Christensen som
konseilspræsident ikke alene havde forsømt at undersøge Albertis forhold, men
direkte modsat sig, at en sådan undersøgelse overhovedet fandt sted, og
opretholdt ham i hans embedsstilling som justitsminister indtil den 24. juli
1908, selv om der såvel på Rigsdagen i samlingen 1907-08 og i pressen var
fremsat graverende beskyldninger mod Alberti.
For det fjerde det forhold, at J.C. Christensen som midlertidig
finansminister i maj 1908 uden hjemmel havde ydet Den sjællandske Bondestands
Sparekasse et lån af statskassen på 1,5 millioner kroner, selv om der forelå
oplysninger og omstændigheder, som kunne og burde havde vakt hans mistanke
til
Alberti.
Ved Rigsrettens dom af 17. juni 1910 blev J.C. Christensen pure
frifundet for så vidt angik de to førstnævnte samt det sidstnævnte af de fire
forhold. Dommen er i sin helhed refereret i Jens Peter Christensens
afhandling
»Ministeransvar« (1997), side 94-95.
Om dommens præmisser samt anklageskriftet mod J.C. Christensen
fremgår følgende af Jens Peter Christensens afhandling, side 95:
»Dommen er for så vidt angår de to førstnævnte samt det
sidstnævnte af de fire forhold i anklageskriftet mod I.C. Christensen (post
a.1., 1.2., og a.4.) uden større principiel interesse, da rettens
stillingtagen
hviler på en konkret bevismæssig vurdering af, hvilken (manglende) viden I.C.
Christensen havde haft om Albertis forhold, og hvilke handlinger han havde
foretaget, samt en konkret retlig vurdering af retmæssigheden af hans faktisk
foretagne dispositioner.
For så vidt angår det tredje af anklagens fire forhold –
påstanden om, at I.C. Christensen have begået embedsforsømmelse ved at
undlade
eller direkte modsætte sig en undersøgelse af Albertis forhold, til trods for
de graverende beskyldninger mod ham – hævdede anklageren i
anklageskriftet, at
der måtte påhvile I.C. Christensen en pligt til »at føre Tilsyn med de andre
Ministre og navnlig at skride ind, naar der opstaar Formodning eller Mistanke
om, at nogen af de andre Ministre ere Forbrydere eller røgte deres Embede paa
forargelig eller uværdig Maade, og at søge vedkommende Minister fjernet eller
Undersøgelse anstillet«. Anklageren fandt, at I.C. Christensens forhold i så
henseende måtte henføres til 1866-straffelovens § 142 om nægtelse eller
forsætlig undladelse af at efterkomme lovlig befaling eller i hvert fald §
143
om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.
I sit foredrag for Rigsretten gentog anklageren disse
synspunkter og henviste atter til referencebestemmelserne i straffelovens §
142
og § 143, idet han hævdede, at tilsynspligten måtte gælde på uskrevet
grundlag
som en følge af, at konseilspræsidenten i en vis relation var de andre
ministres overordnede«
I sin dom fastslog Rigsretten, at J.C. Christensen ikke havde
handlet forsvarligt ved – under påberåbelse af, at der ikke forelå
beviser mod
Alberti – at have nægtet sin bistand til en nærmere undersøgelse af
Albertis
forhold. Da der imidlertid efter rettens opfattelse forelå undskyldende
omstændigheder, fandtes J.C. Christensens forhold ikke at kunne henføres til
nogen af straffelovens bestemmelser, navnlig ikke dens § 143 om grov eller
oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten. Også for dette
forhold blev J.C. Christensen derfor frifundet.
Som anført i Jens Peter Christensens afhandling
»Ministeransvar«, side 96, har Rigsrettens afgørelse på dette punkt
frifindelsen til trods fortsat betydelig forfatningsretlig interesse, idet
retten med sin konstatering af, at J.C. Christensen ikke havde handlet
forsvarligt, forudsatte, at der på uskrevet grundlag måtte påhvile
regeringschefen en særlig tilsynspligt i forhold til fagministre.
Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensens afhandling,
side 92-99.
Mens J.C. Christensen blev frifundet, blev Sigurd Berg dømt. Der
henvises herom til Jens Peter Christensens afhandling »Ministeransvar«, side
99-103.
For så vidt angår straffesagen mod Alberti
(for falsk og bedrageri
begået over for Den sjællandske Bondestands Sparekasse), som rigsretssagen
havde sin baggrund i, politianmeldte Alberti som nævnt sig selv den 8.
september 1908. Dommen i straffesagen mod Alberti blev afsagt den 17.
december
1910. Alberti blev idømt otte års tugthus ved Kjøbenhavns Kriminal- og
Politiret.
Der blev i øvrigt aldrig rejst rigsretstiltale mod Alberti.
Efter at Alberti den 8. september 1908 havde meldt sig selv til
politiet, vedtog Folketinget den 15. februar 1909 at nedsætte et udvalg til
»at
modtage og gennemgaa Akterne vedrørende de i Anledning af forhenværende
Justitsminister Albertis Embedsgerning afholdte Forhør«. Udvalget afgav
betænkning den 6. maj 1909, endnu inden forhørene over Alberti var afsluttet.
I
betænkningen indstillede et flertal bestående af Venstrereformpartiets
udvalgsmedlemmer, at spørgsmålet om rigsretstiltale mod Alberti først burde
finde sin afgørelse, når undersøgelserne af hans embedsforhold var afsluttet.
Flertallet fandt samtidig, at de foreliggende oplysninger ikke kunne give
anledning til at foreslå tiltale mod andre. Om de øvrige indstillinger i
betænkningen henvises til Jens Peter Christensens afhandling
»Ministeransvar«,
side 423-424.
Udvalgets betænkning nåede ikke at blive behandlet i samlingen
1908-09. I begyndelsen af næste samling blev det, efter en omfattende
folketingsdebat den 19. november 1909, vedtaget at nedsætte et nyt udvalg.
Udvalget afgav indstilling vedrørende J. C. Christensen og Sigurd Berg den 1.
december 1909. Flertallet bestående af Socialdemokratiets, Det radikale
Venstres og Højres udvalgsmedlemmer indstillede tiltale rejst mod de to
forhenværende ministre for en række nærmere opregnede forhold (se herom
ovenfor), mens de to Venstre-mindretal ikke fandt, at der var grundlag for
tiltale. Som nævnt vedtog Folketinget, bestående af radikale,
socialdemokrater
og højremænd, den 7. december 1909 at stille J.C. Christensen og Sigurd Berg
for Rigsretten.
Der er aldrig givet nogen officiel begrundelse for, at man ikke
rejste rigsretstiltale mod Alberti. Udvalget, der var blevet nedsat den 19.
november 1909 med den opgave at gennemgå akterne vedrørende forhørene over
Alberti, afsluttede sit arbejde med en betænkning den 2. april 1910. I
betænkningen udtalte man blot, at udvalget havde gennemgået de tilstillede
forhørsakter, og at intet af udvalgets medlemmer derefter havde fundet
anledning til at fremsætte forslag til yderligere indstilling til Tinget.
Betænkningen ses ikke at være blevet behandlet i Folketinget.
Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensens afhandling
»Ministeransvar«, side 423-428.
Rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen i 1993-1995
(Tamilsagen)
Da Rigsretssagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen af
tidsmæssige grunde formentlig ligger forholdsvis godt i erindring, behandles
den ikke så udførligt i dette bilag. For en mere udførlig behandling af sagen
henvises til Jens Peter Christensens afhandling »Ministeransvar«, side
106-116
og 302-356 (sidstnævnte sider indeholder en udførlig redegørelse for sagen
samt
konklusionerne i undersøgelsesrettens beretning samt den efterfølgende
tjenestemandssag mod en række af de involverede tjenestemænd). Folketingets
beslutning om rejsning af rigsretstiltale mod Erik Ninn-Hansen i juni 1993 og
de hensyn, der i den forbindelse blev lagt vægt på, er omtalt i afhandlingen
på
siderne 448-458.
Om de forskellige former for undersøgelser i Tamilsagen –
herunder før rigsretssagen – kan oplyses,
at
Folketingets Ombudsmand i september 1988 meddelte Justitsministeriet, at han
ville undersøge tamilsagerne,
at
ombudsmanden den 1. marts 1989 afgav sin rapport,
at
Statsministeriet i juni 1990 på vegne af Justitsministeriet
anmodede højesteretsdommer Mogens Hornslet om at gennemføre en undersøgelse
(i
en undersøgelsesret) af beslutningsprocessen og administrationen i
forbindelse
med Tamilsagen,
at
afhøringerne i
Højesterets kæremålssal blev indledt i november 1990,
at
daværende statsminister Poul Schlüter i januar 1991 bad
Statsadvokaten for København, H.C. Abildtrup, om at undersøge, om
Justitsministeriets embedsmænd kunne sigtes efter straffeloven,
at
Justitsministeriets departementschef, Poul Lundbæk Andersen, i januar 1991
blev sigtet for misbrug af offentlig stilling og grov tjenesteforsømmelse
(alle
andre embedsmænd gik fri, bl.a. fordi forældelsesfrister var overskredet),
at
statsadvokat Abildtrup i marts 1991 frafaldt sigtelserne mod Lundbæk
Andersen,
at
Ninn-Hansen den 2. april 1991 blev afhørt som den første politiker
i undersøgelsesretten,
at
retsmøde nr. 102 den 29. maj 1992
satte punktum for afhøringerne,
at
højesteretsdommer Mogens Hornslet den 14. januar 1993 afgav sin
Tamilredegørelse,
at
Folketingets
Udvalg for Forretningsordenen den 24. februar 1993 anmodede om et
anklageskrift
med henblik på en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen,
at
regeringen den 25.
februar 1993 besluttede at rejse tjenestemandssag mod en række topembedsmænd
i
Justitsministeriet og Udlændingedirektoratet,
at
præsidenten for Højesteret den 11. marts 1993 udpegede
retspræsident Peer Lorenzen og landsdommer Svend Ziegler til som
forhørsledere
at forestå den tjenstlige undersøgelse mod embedsmændene,
at
Folketinget i juni 1993, som en udløber af undersøgelsesrettens
beretning om Tamilsagen fra 14. januar 1993, traf beslutning om rejsning af
rigsretstiltale mod Erik Ninn-Hansen,
at
rigsretssagen blev indledt i december
1993 og afsluttet ved rigsrettens dom den 22. juni 1995, og
at
forhørslederen i embedsmandssagen afgav sin beretning og indstilling den
14. november 1995, og indstillingen blev i december 1995 fulgt af regeringen.
Ligesom rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg
vedrørte rigssagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen som nævnt i Jens
Peter Christensens afhandling »Ministeransvar«, side 106, ikke i sig selv
noget
centralt forfatningsretligt eller forfatningspolitisk stridsspørgsmål, men
sagen er til trods herfor egnet til at belyse en række mere principielle
spørgsmål vedrørende ministeransvaret.
Ved sin dom af 22. juni 1995 fastslog 15 af Rigsrettens 20
dommere, at Erik Ninn-Hansen var skyldig i overtrædelse af
ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, ved i perioden fra midten af juni
1988
til hans afgang som justitsminister den 10. januar 1989 at have fastholdt
beslutningen om at stille de tamilske familiesammenføringssager i bero. Fem
af
Rigsrettens dommere stemte for, at Erik Ninn-Hansen skulle frifindes.
Vedrørende straffastsættelsen stemte 12 dommere for at fastsætte straffen
efter
ministeransvarlighedslovens § 6, stk. 1, til fængsel i fire måneder. Under
hensyn
til Erik Ninn-Hansens personlige forhold, herunder navnlig hans alder og
helbredstilstand, blev straffen gjort betinget. Otte dommere stemte for at
fastsætte straffen til 15 dagbøder a 1.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte
i
15 dage.
Af principiel interesse for ministeransvarets rækkevidde er
flertallets udtalelse om, at det for vurderingen af ministerens forsæt var af
betydning, at ministeren gentagne gange kraftigt blev advaret af sine
embedsmænd, men at det ikke kunne tillæges afgørende betydning, at
embedsmændene i deres advarsler ikke betegnede administrationen som »ulovlig«
eller »retsstridig«. Flertallets bemærkninger på dette punkt er i
overensstemmelse med Rigsrettens dom i sagen mod J.C. Christensen og Sigurd
Berg, jf. omtalen ovenfor.
Ganske som rigsretsdommen fra 1910 understreger dommen i sagen
mod Erik Ninn-Hansen således betydningen af, at en minister ikke sidder sine
nærmeste embedsmænds advarsler overhørig, og at det ikke kan fritage
ministeren
for ansvar, at hans embedsmænd ikke har anvendt ord som »ulovlig«,
»retsstridig«, »i strid med loven« eller lignende, når ministeren i øvrigt
ved,
hvordan sagen forholder sig.
Parlamentarisk kommission 1945 om, hvorvidt
der kunne gøres ansvar gældende over for ministre m.fl. i forbindelse med
besættelsen af Danmark
I 1945 nedsatte Folketinget en parlamentarisk kommission efter
grundlovens § 51, der havde til opgave at vurdere, hvorvidt der var grundlag
for at gøre ansvar gældende over for ministre eller andre særligt ansvarlige
i
forbindelse med besættelsen af Danmark.
Ved folketingsbeslutning af 9. april 1954 nedsattes udvalget
vedrørende de i 1945-53 virkende parlamentariske kommissioners beretninger.
Udvalget skulle overveje, om beretningerne fra de i årene 1945-1953 virkende
parlamentariske kommissioner gav grundlag for at rejse rigsretstiltale mod
ministre eller andre særligt ansvarlige for deres forhold ved Danmarks
besættelse den 9. april 1940 eller i besættelsestiden.
I udvalgets betænkning og indstilling af 11. februar 1955
oplyses, at der i udvalget havde »været enighed om, at udvalgets opgave i
henhold til beslutningen om dets nedsættelse havde været begrænset til på
grundlag af de parlamentariske kommissioners beretninger at give indstilling
om
eventuel rigsretsanklage mod ministre eller andre særligt ansvarlige for
deres
forhold ved Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller i besættelsestiden.
Udvalget har således ikke haft nogen beføjelse til at fremskaffe yderligere
oplysninger eller til at inddrage andre forhold end de nævnte under sit
arbejde«. Hele udvalget indstillede i betænkningen og indstillingen, at der
ikke blev rejst rigsretsanklage mod nogen for noget forhold vedrørende
Danmarks
besættelse den 9. april 1940 eller for noget forhold i besættelsestiden.
Udvalgets indstilling vedtoges herefter af Folketinget.
1)
Se ”Ministeransvar” af Jens Peter Christensen (1997), side 61.
Afhandlingens
DEL 2, kapitel 3, indeholder en beskrivelse af ministeransvarets materielle
grundlag og rækkevidde, nemlig grundloven og ministeransvarlighedsloven.
2)
For en yderligere omtale af de tre første rigsretssager henvises til Jens
Peter
Christensens afhandling nævnt i note 1.
3)
Se Jens Peter Christensens afhandling ”Ministeransvar”, side 92.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen Retsinformation · 2. oktober 2002
- Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen Retsinformation · 9. september 2002
- Betænkning Retsinformation · 29. august 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om undersøgelseskommissioner (Ændring af revisionsbestemmelse) Retsinformation · 27. maj 2004
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ændring af folketingsbeslutning om statsrevisorernes valg og virksomhed Retsinformation · 5. maj 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v. (Nedsættelse af den statslige partistøtte) Retsinformation · 29. november 2002