Spring til indhold

Retsinformation

Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen

2001/2 BRB 84Beretning over beslutningsforslagFolketinget9. september 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beretning afgivet af Udvalget for

Forretningsordenen den 28. august 2002

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om

kommission til undersøgelse af Farumsagen

[af Aage Frandsen (SF), Margrete Auken (SF), Anne Baastrup

(SF) og Kristen Touborg (SF)]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. marts 2002 og

var til 1. behandling den 9. april 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1.

behandling henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.

Udvalget for Forretningsordenen henviste den 10. april

2002 beslutningsforslaget til forberedende behandling i Underudvalget under

Udvalget for Forretningsordenen (herefter Underudvalget), jf. Folketingets

forretningsorden § 59.

Møder

Underudvalget har behandlet beslutningsforslaget i 6

møder, heraf 2 møder, hvor henholdsvis justitsministeren og

indenrigs- og sundhedsministeren var indkaldt i samråd.

Spørgsmål

Underudvalget har stillet 1 spørgsmål til

skriftlig besvarelse henholdsvis til økonomi- og erhvervsministeren,

finansministeren, beskæftigelsesministeren, justitsministeren,

kulturministeren, integrationsministeren, skatteministeren, trafikministeren,

videnskabsministeren, fødevareministeren, forsvarsministeren,

miljøministeren, indenrigs- og sundhedsministeren,

undervisningsministeren og socialministeren, som disse har besvaret.

Derudover har Underudvalget til skriftlig besvarelse

stillet 1 spørgsmål til Folketingets Ombudsmand, 15

Læs alt

spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren, 15

spørgsmål til justitsministeren og 4 spørgsmål til

beskæftigelsesministeren, som disse har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

På den baggrund opfordrer et flertal (S, DF,

SF og EL) justitsministeren til at nedsætte en

undersøgelseskommission i henhold til lov om

undersøgelseskommissioner med henblik på at undersøge

hele Farumsagen. Flertallet betragter en afdækning og en

undersøgelse af, hvad der er sket i Farum Kommune, og hvad forskellige

andre myndigheder har gjort og ikke gjort i den forbindelse, samt en

række relationer mellem Farum Kommune og en række private

virksomheder, organisationer m.v. som værende af »almenvigtig betydning«, jf. lov om

undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1.

Flertallet lægger afgørende vægt

på, at enhver skal være forpligtet til under vidneansvar at

afgive forklaring for undersøgelseskommissionen som vidne, når

kommissionen anmoder om det. Dette indebærer, at formanden er en

dommer, jf. lovens kapitel 5. Pligten til at afgive forklaring som vidne

gælder naturligvis ikke »i

det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar for

den pågældende i anledning af de forhold, undersøgelsen

omfatter«. Ligesom vidnepligten

heller ikke gælder »i det

omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige

gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt

ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de

nævnte forhold «, jf. lovens

§ 12. Flertallet lægger også afgørende vægt

på, at kommissionen har tre medlemmer, af hensyn til, at kommissionen

som helhed besidder viden om og indsigt i både juridiske,

økonomiske, erhvervsmæssige og mere generelle

samfundsmæssige forhold, jf. § 2. Endelig lægger flertallet

vægt på, at møder i undersøgelseskommissionen og

møder i retten er offentlige, jf. lovens kapitel 10, med de

begrænsninger, der også ligger heri.

Der er efter flertallets opfattelse en række grunde

til, at der bør nedsættes en undersøgelseskommission.

Det fremgår bl.a. af en række klager, der er

kommet fra en gruppe borgere i Farum Kommune, og af en række andre

oplysninger, der er fremkommet, at mange borgere i Farum Kommune har

følt, at der åbenbart for Farum Kommune gjaldt særlige

forhold, og at almindelige retsregler ikke gjaldt for Farum Kommune. Mange

borgere har fået en opfattelse af, at Farum Kommune befandt sig i et

retstomt rum, og at landets love og regler ikke gjaldt for Farum, hvilket kan

sammenholdes med, at Farum Kommune ofte blev fremhævet som

foregangskommune og mønsterkommune.

Uanset at forholdene i Farum Kommune har været

unikke i forhold til andre kommuner, er det vigtigt at få

afdækket, hvordan det har været muligt, at forholdene har kunnet

udvikle sig, som tilfældet er, og hvordan så mange har kunnet

blive involveret, f.eks. private virksomheder, samt hvorfor forskellige

tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind enten af sig selv eller på

baggrund af klager.

Når en undersøgelse af Farumsagen er af »almenvigtig betydning«, skyldes det også, at det er en

af de største og måske den største skandalesag inden for

det offentlige med udgangspunkt i en kommune, vi nogen sinde har set i

Danmark.

Fra alle sider af det politiske spekter er det blevet

fremhævet, at »alle sten

skal vendes« i Farum-sagen. Derfor

er det vigtigt, at der iværksættes en undersøgelse, der

sikrer, at alle sten bliver vendt. Ellers kan man risikere, at der breder sig

en opfattelse af, at der gælder særlige regler, når

politikere er involveret, og at politikerne forsøger at dække

over hinanden.

Formålet med undersøgelsen er at

afdække alt det, som ikke er omfattet af den efterforskning, som

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet

(bagmandspolitiet) har indledt med henblik på eventuelt at rejse

tiltale i henhold til straffelovgivningen. Det betyder samtidig, at

undersøgelseskommissionen ikke skal vurdere, om der er grundlag for

tiltale efter straffeloven. Dette spørgsmål efterforskes og

vurderes af bagmandspolitiet.

Undersøgelseskommissionen kan nemt komme til at

beskæftige sig med forhold, der er omfattet af politiets

efterforskning, f.eks. samarbejdet mellem kommunen og private virksomheder

samt kommunalbestyrelsens informationsniveau i forhold til borgmesterens

handlinger m.v. Der er intet forkert i, at bagmandspolitiet og

undersøgelseskommissionen ser på samme forhold. Formålet

med politiets undersøgelser er alene at undersøge, om

der er grundlag for strafferetlig tiltale. Det er ikke

undersøgelseskommissionens opgave. Men de samme handlinger og mange

flere, som slet ikke er omfattet af politiets efterforskning m.v., kan

også vurderes i forhold til eventuelle »systemfejl«,

eventuelt tjenstligt ansvar for embedsmænd, eventuel overtrædelse

af kommunale styrelsesregler, forvaltningsloven, offentlighedsloven, regler

for revision m.v. Der er intet forkert i, at undersøgelseskommissionen

og politiet samarbejder med hensyn til materiale om de faktiske forhold.

Tværtimod er det nødvendigt i dette tilfælde.

Undersøgelseskommissionens medlemmer vil i disse tilfælde

være omfattet af samme tavshedspligt som politiet, jf. i øvrigt

lovens kapitel 8.

I forbindelse med udarbejdelse af kommissoriet for

undersøgelseskommissionens arbejde skal justitsministeren tilgodese,

at bagmandspolitiets og undersøgelseskommissionens arbejde ikke

kolliderer med hinanden, og at bagmandspolitiet og

undersøgelseskommissionen tværtimod samarbejder

vedrørende materiale m.v.

Flertallet er også opmærksomt på, at der

foregår andet arbejde med hensyn til at afdække forhold i

Farumsagen. Men for dette arbejde gælder det, at det alene bygger

på tilgængeligt materiale, og at ingen i den forbindelse har

pligt til at udtale sig, hvis de ikke ønsker det eller er under

vidneansvar. Dertil kommer, at disse »undersøgelser « har meget specifikke formål. Hvis undersøgelser

af Farumsagen alene blev afgrænset til det, der allerede er sat i gang,

ville det indebære, at der bortset fra det strafferetlige

spørgsmål ikke ville ske nogen reel undersøgelse af

Farumsagens mange aspekter. For flertallet er det afgørende, at der

kommer en uvildig, alsidig og grundig undersøgelse.

Farum Kommunes egen undersøgelse drejer sig

primært om at få undersøgt kommunens forretningsgange og

få undersøgt, om kommunen eventuelt kan rejse erstatningssager.

Men det vil alene kunne ske på grundlag af tilgængeligt

materiale. Men resultatet af Farum Kommunes egen undersøgelse skal

naturligvis tilgå undersøgelseskommissionen.

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har en

række sager til behandling, hvoraf en del vedrører tidligere

forhold, som tilsynsrådet også tidligere har forholdt sig til.

Det arbejde, hvor tilsynsrådet udøver sin tilsynspligt, skal

naturligvis fortsætte.

Der er derfor en række områder og forhold, der

slet ikke undersøges, herunder tilsynsmyndighedernes rolle.

I det omfang der er begået ulovligheder i Farum

Kommune, som ikke er af strafferetlig karakter, f.eks. i forhold til

spørgsmål om offentlighed i forvaltningen, vil en

undersøgelseskommission derfor godt kunne undersøge, hvorfor

der ikke blev grebet ind fra diverse tilsynsmyndigheder, uden at dette

forudsætter, at man afventer politiets efterforskning og domstolenes

bedømmelse af, præcis hvilke straffelovsovertrædelser

bestemte personer eventuelt kan dømmes for.

Det samme er tilfældet på

aktiveringsområdet, hvor Arbejdsmarkedsrådet for Frederiksborg

Amt tilsyneladende ikke har ment, at det har skullet føre et aktivt

tilsyn, men alene har henholdt sig til oplysninger fra Farum Kommune.

Undersøgelseskommissionen skal både

undersøge, hvad der er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor

der måske skulle have været grebet ind. Derfor skal alle

dispositioner foretaget af Farum Kommune og kommunens samarbejde med

organisationer og private virksomheder, herunder sportsklubber,

finansieringsselskaber m.v., gøres til genstand for

undersøgelsen, medmindre de er omfattet af politiets

undersøgelse. Det samme gælder de forskellige plan- og

tilsynsmyndigheders rolle, f.eks. i forbindelse med opførelse af

ungdomsboliger, kommunens køb af jord, kommunens aktiveringsindsats

m.v.

Med det generelle forbehold, at

undersøgelseskommissionen ikke skal undersøge og tage stilling

til, om der er grundlag for at rejse tiltale efter straffelovgivningen, idet

dette spørgsmål helt er overladt til bagmandspolitiet,

ønsker flertallet, at undersøgelseskommissionen skal

undersøge alt andet, der har samfundsmæssig relevans i

Farumsagen.

Det gælder især:

- Borgmesterens varetagelse af funktionerne som øverste daglige

leder af administrationen, formand for økonomiudvalget og formand for

kommunalbestyrelsen.

- Kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af deres hverv.

- Embedsværkets varetagelse af embeder, herunder dets muligheder

for at gøre det og den måde, det har gjort det på.

- Den kommunale revisions måde at fungere på og dens

reaktioner på Farum Kommunes dispositioner.

- Farum Kommunes aftaler med organisationer og private virksomheder,

herunder sportsklubber og finansieringsinstitutter, set i lyset af

kommunalfuldmagten, konkurrencereglerne og reglerne for offentlige udbud

m.v.

- Dispositioner foretaget af Farum Kommune, som har været til

gavn for bestemte politiske partier eller personer, f.eks. i forbindelse med

valgkampe.

- De forskellige tilsynsmyndigheders rolle, bl.a. i forbindelse med de

mange klagesager. Det gælder både Tilsynsrådet for

Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune som tilsynsmyndighed og de

forskellige ministerier som tilsynsmyndighed.

- Endelig vil det også være relevant at se på

Hillerød Politis rolle i forbindelse med anmeldelser af Farum

Kommune.

Formålet med undersøgelsen er også at

forebygge, at lignende sager opstår i fremtiden. For uanset at

forholdene i Farum Kommune forekommer unikke, kunne nogle af de problemer,

som er opstået i Farum Kommune, godt opstå andre steder, uden at

det ville være så omfattende som i Farum Kommune. Farumsagen vil

derfor muligvis give anledning til ændringer i love, administrative

regler m.v.

Ændringer af lovgivningen om det kommunale tilsyn,

som opfattes som nødvendige og/eller oplagte, skal efter flertallets

opfattelse ikke afvente resultatet af undersøgelseskommissionens

arbejde. Der er allerede sat forskellige arbejder i gang med henblik på

eventuelle lovændringer af f.eks. reglerne om tilsynet med amtskommuner

og kommuner. På samme måde skal nedsættelse af en

undersøgelseskommission ikke begrænse arbejdet i det

såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg, som indenrigs- og

sundhedsministeren har nedsat. Skulle det vise sig, at

undersøgelseskommissionens arbejde giver anledning til yderligere

ændringer i lovgivningen eller i administrative regler, ændrer

det ikke ved, at det allerede i den kommende folketingssamling kan være

fornuftigt at gennemføre ændringer, bl.a. på baggrund af

betænkning nr. 1395/2000 om statens tilsyn med kommunerne og arbejdet i

det såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg.

Som det fremgår af lov om

undersøgelseskommissioner kap. 3, kan undersøgelseskommissionen

få til opgave »at

undersøge og redegøre for et faktisk

begivenhedsforløb« (jf. §

4, stk. 2) og »at komme med

forslag til sådanne ændringer af love, administrative

bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan

begrunde« (jf. § 4, stk. 3). Det

er flertallets opfattelse, at undersøgelseskommissionen skal have

disse opgaver. Men da Jens Peter Christensen-udvalget netop har til opgave at

se på behovet for ændringer af love, administrative regler og

praksis, hvilket formentlig allerede i næste folketingssamling vil

resultere i ændringer, vil behovet for den del af kommissionens arbejde

være mindre. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der i forbindelse

med undersøgelseskommissionens arbejde kan komme ting frem, som kan

give anledning til et yderligere behov for ændringer i love og

administrative regler og praksis. Derfor skal det selvfølgelig

også være en opgave for undersøgelseskommissionen at komme

med forslag til sådanne yderligere ændringer af love m.v., som

undersøgelsen kan begrunde.

Derimod mener flertallet, at det vil være

hensigtsmæssigt, at undersøgelseskommissionen undlader at komme

med retlige vurderinger, selv om lov om undersøgelseskommissioner

giver mulighed herfor (jf. § 4, stk. 4). Derved undgås, at

sådanne retlige vurderinger eventuelt kolliderer med eventuel

strafferetlig tiltale og eventuel domfældelse. Dermed sker der

også en imødekommelse af noget af den kritik, som har

været fremført imod, at en undersøgelseskommission

nedsættes nu samtidig med, at der kører en strafferetlig

sag.

Bortset fra den afgrænsning, som ligger i forhold

til bagmandspolitiets efterforskning skal undersøgelseskommissionen

ikke begrænses i at kunne undersøge forhold, handlinger,

undladelser m.v., som har samfundsmæssig relevans, frem til det

tidspunkt, hvor undersøgelseskommissionen bliver nedsat.

Som det allerede er fremgået, er det efter

flertallets opfattelse vigtigt, at arbejdet med henblik på

nedsættelse af en undersøgelseskommission påbegyndes

snarest. Flertallet mener derfor ikke, at man kan vente med at nedsætte

en undersøgelseskommission til et eller andet tidspunkt ude i

fremtiden, hvor den strafferetlige efterforskning er afsluttet, og hvor der

evt. er rejst tiltale, samt hvor der evt. også er sket

domfældelse. Det kan tage 3-4 år eller mere. Men det ændrer

ikke ved, at det også er afgørende, at arbejdet i

undersøgelseskommissionen herunder det tidsmæssige

forløb er tilrettelagt sådan, at

undersøgelseskommissionens arbejde ikke kommer på tværs af

bagmandspolitiets efterforskning. Derfor går flertallet ud fra, at

justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af

undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.

Med hensyn til det videre arbejde med nedsættelse af

undersøgelseskommissionen og udarbejdelse af kommissoriet for

kommissionen henvises til principperne i § 55 i forretningsorden for

Folketinget. Flertallet skal anmode justitsministeren om at drøfte den

nærmere udformning af kommissoriet med Udvalget for

Forretningsordenen.

a) Et mindretal (V og KF) ønsker at

understrege, at enhver sten i Farumsagen skal vendes. Diskussionen om det

fremsatte beslutningsforslag har således intet at gøre med, om

der skal ske den nødvendige afdækning af alle relevante

spørgsmål i sagen.

Mindretallet har mange gange i offentligheden

såvel som under forhandlinger i Folketinget fremhævet, at

Farumsagen skal klarlægges og belyses fuldt ud. Det er helt

afgørende for folkestyret, at der ikke efterlades »huller« i en sag af denne karakter.

Spørgsmålet er derfor alene, hvordan en

sådan klarlægning bedst og mest effektivt kan ske, bl.a.

således at de undersøgende myndigheder ikke ender med at

spænde ben for hinanden og resultatet derfor bliver, at enhver sten

netop ikke vendes og således at der ikke opstår problemer i

forhold til væsentlige hensyn til de berørte personers

retssikkerhed m.v.

Det er dette og intet andet, sagen drejer sig om.

b) Der er allerede taget en lang række vigtige

initiativer som følge af forholdene i Farum Kommune:

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet er således i gang med en omfattende og højt

prioriteret efterforskning af mulige strafbare forhold i kommunen. Endvidere

har Indenrigs- og Sundhedsministeriet iværksat en løbende

vurdering og overvågning af kommunens økonomiske situation,

tilsynsrådet undersøger en række konkrete sager, og Farum

Kommune har selv besluttet at iværksætte en

advokatundersøgelse af en række nærmere angivne forhold i

kommunen.

Endelig er et hurtigtarbejdende udvalg under ledelse af

professor, dr.jur. Jens Peter Christensen i gang med mere fremadrettet at

undersøge, om der er behov for justeringer af den kommunale

styrelseslovgivning, bl.a. med henblik på at forebygge og undgå

tilsvarende sager fremover.

c) Flertallet lægger nu op til, at der oven i alt

dette og før nogen af undersøgelserne blot

tilnærmelsesvis er færdiggjort skal nedsættes en

undersøgelseskommission efter den særlige lov herom.

En undersøgelseskommission er efter mindretallets

opfattelse et vigtigt instrument for folkestyret til at få

afdækket og vurderet forhold i den offentlige forvaltning m.v. Men det

er samtidig et instrument, der skal anvendes med eftertanke og omhu, ikke

mindst i en situation som den foreliggende, hvor en beslutning om

nedsættelse af en kommission vil have vidtrækkende praktiske og

principielle konsekvenser.

Der er i den forbindelse grund til at understrege, at det,

der skal tages stilling til, er, om der i den nuværende fase af

Farumsagen skal nedsættes en undersøgelseskommission. Skulle det

når de igangværende undersøgelser er gennemført,

og de relevante konklusioner heraf er draget vise sig, at der er behov for

at nedsætte en kommission til at undersøge

spørgsmål og problemstillinger, som på det tidspunkt ikke

måtte være tilstrækkelig belyst, vil mindretallet

naturligvis være indstillet på dette.

Nu og her gælder det om ikke at miste overblikket og

kaste sig ud i nye undersøgelser for undersøgelsernes egen

skyld, men derimod om nøgternt og roligt at overveje, hvad der tjener

en hurtig og effektiv opklaring af Farumsagen bedst.

d) Mindretallet opfatter de centrale elementer i

flertallets forslag sådan:

Flertallet ønsker, at der allerede nu

nedsættes en undersøgelseskommission med henblik på at

undersøge alt, hvad der har »samfundsmæssig relevans i Farumsagen«, herunder en række nærmere

angivne forhold. Kommissionen skal »både undersøge, hvad der er sket, og hvad der

ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have været grebet

ind.«

Som begrundelse herfor anfører flertallet bl.a., at

man ikke kan vente på, at Statsadvokatens efterforskning

færdiggøres og en eventuel straffesag ved domstolene

gennemføres. Endvidere anføres, at der lægges »afgørende vægt på,

at enhver skal være forpligtet til under vidneansvar at afgive

forklaring for undersøgelseskommissionen som vidne, når

kommissionen anmoder om det«.

Flertallet mener, at »det ville være hensigtsmæssigt, at

undersøgelseskommissionen undlader at komme med retlige

vurderinger« . Efter flertallets

opfattelse undgås derved, »at sådanne retlige vurderinger evt. kolliderer med evt.

strafferetlig tiltale og evt. domfældelse« , og der sker efter flertallets opfattelse dermed også

en »imødekommelse af noget

af den kritik, som har været fremført imod, at en

undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig med, at der

kører en strafferetlig sag.«

Flertallet lægger imidlertid op til, at kommissionen

skal kunne undersøge de samme forhold, som Statsadvokaten

efterforsker. Flertallet anfører i den forbindelse, at det er

afgørende, at arbejdet i kommissionen tilrettelægges

således, at det »ikke kommer

på tværs af bagmandspolitiets efterforskning«, og at man går »ud fra, at justitsministeren ved

udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af

undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.« Samtidig anfører flertallet, at

Statsadvokaten og undersøgelseskommissionen skal samarbejde med hensyn

til udveksling af relevant materiale m.v.

e) Mindretallet henviser til, at justitsministeren

allerede i besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31

og 34 bestemt har frarådet, at der nu nedsættes en

undersøgelseskommission.

Fra besvarelsen, der er optrykt som bilag 2 til

beretningen, lægger mindretallet bl.a. vægt på

følgende:

- Det er i besvarelsen lagt til grund, at der i givet fald ikke

ønskes en undersøgelse af de forhold, der indgår i

Statsadvokatens efterforskning. Noget sådant ville da efter besvarelsen

heller ikke kunne komme på tale, idet en række afgørende

hensyn taler imod. Herom anføres bl.a., at det måtte give

anledning til meget alvorlige overvejelser og betænkeligheder at lade

en kommission foretage en »konkurrerende« undersøgelse og vurdering af

spørgsmål, som ville skulle behandles (eller allerede var

behandlet) af domstolene.

- En iværksættelse af en kommissionsundersøgelse

på nuværende tidspunkt måtte herefter i hvert fald

forudsætte en klar afgrænsning af, hvilke forhold der

indgår i den verserende strafferetlige efterforskning og dermed i en

eventuel senere straffesag ved domstolene mod de berørte

enkeltpersoner. Det er imidlertid ikke muligt på nuværende

tidspunkt at foretage en sådan afgrænsning, i hvert fald ikke

uden at affatte kommissoriet på en måde, der i alle

tilfælde måtte anses for meget usædvanlig, og som ville

rejse principielle spørgsmål i forhold til lovens ordning.

- Om der i stedet, efter at Statsadvokatens efterforskning er afsluttet

og eventuel tiltale er rejst, vil kunne nedsættes en kommission med

henblik på undersøgelse af de forhold, som der ikke er rejst

tiltale for, er et andet spørgsmål, som der først til den

tid vil kunne tages nærmere stilling til. Der kan imidlertid allerede

nu peges på, at en sådan ordning vil give anledning til en

række meget vanskelige problemstillinger, og at den herunder vil rejse

væsentlige straffeprocessuelle og retssikkerhedsmæssige

spørgsmål.

- Der er alene taget stilling til, om der i den nuværende fase af

Farumsagen er grundlag for nedsættelse af en

undersøgelseskommission. Når de igangværende sager og

undersøgelser er afsluttet, vil der derfor være grundlag for en

belysning af, om der er yderligere forhold i sagen, der bør

undersøges, og i givet fald under hvilke former.

Mindretallet kan helt tilslutte sig disse synspunkter.

f) Flertallets udtalelse i den nu foreliggende beretning

viser, at den ordning, som der lægges op til, er endnu mere

vidtgående, end hvad der er forudsat i Justitsministeriets besvarelse

af 1. august 2002.

Ordningen indebærer således, at en

undersøgelseskommission også skal kunne undersøge

de forhold, som Statsadvokaten efterforsker. Med andre ord: Samtidig med, at

Statsadvokaten efterforsker og domstolene eventuelt efterfølgende

vurderer hvad der er foregået i de forskellige sagskomplekser, skal

en kommission udføre helt den samme opgave (idet kommissionen i

modsætning til domstolene dog ikke skal tage stilling til sagens

retlige spørgsmål).

Justitsministeriet har i besvarelsen af 13. august 2002 af

spørgsmål nr. 37 (optrykt som bilag 3 til beretningen) taget

udførlig stilling til denne ordning, således som den er

beskrevet i flertallets 3. udkast til beretning (optrykt som bilag 4 til

beretningen).

Fra besvarelsen lægger mindretallet navnlig

vægt på følgende:

- Loven om undersøgelseskommissioner bygger på den

udtrykkelige forudsætning, at en kommission ikke bør

nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende af faste,

ordinære undersøgelsesorganer. Under hensyn til den omfattende

efterforskning, som Statsadvokaten allerede er i færd med og som vil

vise, om der er grundlag for at rejse straffesag ved domstolene mod de

ansvarlige enkeltpersoner er den ordning, som flertallet lægger op

til, derfor et eksempel på en kommissionsundersøgelse, som efter

lovens forarbejder ikke bør iværksættes.

- Det må give anledning til betydelig tvivl, om den angivelse af

kommissoriet, som flertallet lægger op til og som i meget vidt omfang

vil indebære, at det overlades til kommissionen selv at bestemme, hvad

der skal undersøges er i overensstemmelse med lovens ordning om, at

en undersøgelseskommission kun kan nedsættes med henblik

på undersøgelse af »nærmere bestemte forhold«.

Justitsministeriet finder derfor, at der i givet fald måtte foretages

en nøjere angivelse af kommissionens opgaver.

- En sideløbende kommissionsundersøgelse af de forhold,

som Statsadvokaten efterforsker, må antages at være egnet til i

væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre

Statsadvokatens virksomhed, og dette vil efter Justitsministeriets

umiddelbare opfattelse kun i begrænset omfang kunne afhjælpes ved

den nærmere tilrettelæggelse af kommissionens arbejde. Det

bør i givet fald overvejes at give Statsadvokaten lejlighed til selv

nærmere at vurdere og kommentere spørgsmålet.

- En ordning som den, flertallet lægger op til, må anses

for uegnet til at opnå det, som efter loven om

undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en

kommissionsundersøgelse, nemlig over for regeringen og Folketinget

m.v. at skabe klarhed over et hændelsesforløb. Der er

tværtimod en betydelig risiko for, at en sådan

undersøgelse mere vil være egnet til at skabe usikkerhed og

uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og analysen

af Farumsagens forskellige perspektiver og problemstillinger.

- Ordningen vil rejse væsentlige principielle

spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner. Det

vil bl.a. kunne være meget vanskeligt for en person, der er inddraget i

straffesagen ved domstolene, at vurdere og overskue, om en forklaring for

undersøgelseskommissionen vil kunne belaste den pågældende

under straffesagen, og om den pågældende derfor skal

påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at afgive forklaring

for kommissionen.

- Der er bemærkninger i det nævnte 3. udkast, som er

uforenelige med flertallets udtrykkelige tilkendegivelse om, at kommissionen

ikke skal foretage retlige vurderinger. Justitsministeriet forudsætter

her, at der er tale om manglende konsekvensrettelser i forhold til

flertallets tidligere udkast til beretning, hvor der netop var lagt op til,

at kommissionen skulle foretage retlige vurderinger til belysning af

spørgsmålet om enkeltpersoners ansvar. Justitsministeriet

anfører samtidig, at udkastet hvis den nævnte

forudsætning ikke er korrekt giver anledning til en række

yderligere principielle problemer, som ikke er beskrevet nærmere i

besvarelsen.

Også disse synspunkter kan mindretallet fuldt ud

tilslutte sig.

Flertallets udtalelse i denne beretning svarer på

alle væsentlige punkter til det 3. udkast, som var grundlag for

Justitsministeriets besvarelse af 13. august 2002. Mindretallet kan

således konstatere, at flertallet end ikke har forsøgt at

forholde sig til de helt grundlæggende uklarheder og problemstillinger,

som der er peget på i besvarelsen, og som derfor i et og alt

henstår som uløste.

g) Først som sidst: Også for regeringen og

regeringspartierne er det helt magtpåliggende, at hver en sten i

Farumsagen vendes ingen væsentlige spørgsmål i sagen

må ende med at stå tilbage uden svar.

Det, som nu og her er spørgsmålet, er ene og

alene, om der allerede i sagens nuværende fase skal nedsættes en

undersøgelseskommission ved siden af og oven i de omfattende

undersøgelser af sagen, som allerede er iværksat, eller om man

skal afvente disse undersøgelser og herefter grundigt og

nøgternt overveje, hvilke behov der måtte være for

yderligere initiativer.

Mindretallet finder det, for så vidt både

beklageligt og ærgerligt ikke blot at kunne tilslutte sig et forslag om

allerede nu at iværksætte en samlet

kommissionsundersøgelse. Det er således helt forståeligt

og naturligt, at tanker herom kan trænge sig på hos

folketingsmedlemmer og andre der føler et behov for en hurtig

klarlægning af de øjensynligt særegne forhold i Farum

Kommune.

Mindretallet har imidlertid i det foregående

fremhævet en lang række omstændigheder, der

indebærer, at den ordning, som flertallet lægger op til, vil have

vidtrækkende principielle perspektiver og konsekvenser, og at den i

øvrigt mest af alt vil være egnet til at fuldende et billede af

kaos i en sag, der allerede er tilstrækkelig kompliceret.

Grundlæggende har dette som også anført af

Justitsministeriet sammenhæng med, at loven om

undersøgelseskommissioner ganske enkelt ikke tager sigte på

situationer som den foreliggende, hvor bl.a. politiet og anklagemyndigheden

statens centrale efterforsknings- og undersøgelsesapparat allerede

er i fuld gang med sagen.

Samtidig er det som bekendt lovens udtrykkelige ordning,

at Folketinget kan træffe beslutning om, at justitsministeren inden

for rammerne af loven skal nedsætte en

undersøgelseskommission.

Hvis et flertal i Folketinget fastholder sin hidtidige

opfattelse, må justitsministeren således tage dette til

efterretning. Men det ændrer ikke ved, at Justitsministeriet og

mindretallet har gjort det helt klart for Folketinget, hvilke

betænkeligheder og vidtrækkende perspektiver og konsekvenser der

vil være forbundet med den ordning, som flertallet lægger op til.

Også derfor har mindretallet med tilfredshed noteret

sig, at de videre drøftelser af denne grundlæggende vigtige sag

kommer til at finde sted i Folketingssalen.

Et andet mindretal (RV og KRF) kan ikke

støtte nedsættelse af en undersøgelseskommission i

Farumsagen på nuværende tidspunkt. Mindretallet henviser

især til de væsentlige indvendinger, der er fremført i

Justitsministeriets besvarelser, senest i Justitsministeriets besvarelse af

13. august 2002 (B 84, bilag 124). Loven om undersøgelseskommissioner

forpligter justitsministeren til at nedsætte en

undersøgelseskommission, når Folketinget træffer en

beslutning herom. Mindretallet finder, at det er mest korrekt og

ønskeligt at man følger den fremgangsmåde, loven

foreskriver, og må derfor opfordre flertallet til at følge den i

loven foreskrevne fremgangsmåde og fremsætte et egentligt

beslutningsforslag om nedsættelse af en undersøgelseskommission

i det nye folketingsår. Herved opnås, at Folketinget i

åbenhed i folketingssalen kan diskutere alle sider af Farumsagen og

dens rette behandling. Denne fremgangsmåde er langt at foretrække

frem for alene at føre debatten bag lukkede døre i Udvalget for

Forretningsordenen og dettes underudvalg.

Mindretallet kan som anført ikke støtte en

undersøgelseskommission på nuværende tidspunkt.

Mindretallet udelukker ikke, at det på et senere tidspunkt kan komme

på tale at nedsætte en undersøgelseskommission,

såfremt det viser sig, at der er sider af Farumsagen, der ikke er

endevendt. Mindretallet ønsker i denne forbindelse at henlede

opmærksomheden på Justitsministeriets påpegning af, at en

undersøgelseskommission realistisk set ikke kan

færdiggøre sit arbejde før afslutningen af en eventuel

straffesag ved domstolene. Mindretallet opfordrer flertallet til at

udsætte beslutningen om nedsættelse af en

undersøgelseskommission og udformningen af et kommissorium i det

mindste til et tidspunkt, hvor der foreligger et anklageskrift. På det

tidspunkt famler man ikke helt i mørke med udformningen af et

kommissorium for en undersøgelseskommission.

P.u.v.

Ivar Hansen

formand

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 84

Bilagsnr.

Titel

1

Kopi KOU: Spm. 1 om rækkevidden af den kommunale styrelseslovs § 66,

til indenrigs- og sundhedsministeren

2

Kopi KOU: Spm. 19 om relationer mellem Farum Kommune og Farum Boldklub,

til indenrigs- og sundhedsministeren

3

Kopi KOU: S 852 om Farum Kommune

4

Kopi KOU: S 902 om udbetaling af lønninger i forbindelse med Farum

Kommune

5

Kopi KOU: S 903 om byrådsmedlemmers rettigheder og pligter i

forbindelse med Farum Kommune

6

Kopi KOU: S 904 om overholdelse af love og regler i forbindelse med Farum

Kommune

7

Kopi KOU: S 905 om kommuners regnskabsaflæggelse i forbindelse med

Farum Kommune

8

Kopi KOU: S 906 om tilsynsmyndigheders sanktionsmuligheder i forbindelse

med Farum Kommune

9

Kopi KOU: S 907 om økonomiske aftaler og relationer i forbindelse

med Farum Kommune

10

Kopi KOU: S 1016 om likviditetskrav i Farum Kommune

11

Kopi KOU: S 864 om fordeling af 500 mio. kr. på

ældreområdet

12

Kopi KOU: Spm. 22 om »underhåndskontrakter« i Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 23 om Farum Kommunes økonomiske situation, til

indenrigs- og sundhedsministeren

13

Kopi KOU: Svar på spm. 19 om relationer mellem Farum kommune og

Farum Boldklub, fra indenrigs- og sundhedsministeren

14

Kopi KOU: Svar på S 1021-28 om budgetter i forbindelse med Farum

Kommune

15

Spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, til økonomi- og

erhvervsministeren

16

Spm. 2 om vurdering af kommunal revision, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet har

ønsket besvaret, til indenrigs- og sundhedsministeren

Spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Spm. 7 om kommissorium for Jens Peter Christensen-udvalget, til indenrigs-

og sundhedsministeren

Spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Spm. 9 om kritiske bemærkninger, til indenrigs- og

sundhedsministeren

17

Spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, til Folketingets Ombudsmand

18

Spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, til

justitsministeren

Spm. 12 om anmeldelser til politiet, til justitsministeren

19

Kopi KOU: Henvendelse fra Claus Andersen, Farum, vedr. Farum Kommunes

økonomiske forhold

20

Kopi KOU: Svar på S 1659 vedr. konkret klagesag over afslag på

aktindsigt

21

Kopi KOU: Artikel i Berlingske Tidende 19/3-02: »Fra Nordisk Fjer til Farum«

22

Kopi KOU: Artikel i Politiken 12/4-02: »Brixtofte vil ikke gå«

23

Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets rolle i

Farumsagen

24

Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets rolle i

Farumsagen

25

Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets rolle i

Farumsagen

26

Svarfrist for besvarelse af spørgsmål (B 84)

27

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

kulturministeren

28

Kopi KOU: Svar på spm. 31 om oversendelse af kommissorium, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

29

Svar på spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, fra Folketingets

Ombudsmand

30

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

skatteministeren

31

Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra

indenrigs- sundhedsministeren

Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

32

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

undervisningsministeren

33

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

ministeren for videnskab, teknologi og udvikling

34

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

miljøministeren

35

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

fødevareministeren

36

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

økonomi- og erhvervsministeren

37

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

trafikministeren

38

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

beskæftigelsesministeren

39

Kopi KOU: Notat om en kommunalbestyrelses mulighed for at afsætte en

borgmester i medfør af den kommunale styrelseslovs § 66

40

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

integrationsministeren

41

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

socialministeren

42

Kopi KOU: Svar på S 1703 vedr. ansættelsesvilkår i Farum

Kommune

43

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 2 om vurdering af kommunal revision, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

Svar på spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, fra indenrigs-

og sundhedsministeren

Svar på spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet

har ønsket besvaret, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

Svar på spm. 7 om kommissorium for Jens Peter Christensen-udvalget,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

44

Kopi KOU: Spm. 29 om journaliseringspligt i den kommunale sagsbehandling,

til indenrigs- og sundhedsministeren

45

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

justitsministeren

Svar på spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, fra

justitsministeren

Svar på spm. 12 om anmeldelser til politiet, fra justitsministeren

46

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

forsvarsministeren

47

Kopi KOU: Telegram fra Ritzaus Bureau 14/5-02: »Hvordan forebygges misbrug a la Farum?«

48

Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

49

Farum Byråds beslutning om at suspendere Peter Brixtofte

50

»Myndigheder skal tage ansvar for Farumskandalen«

51

Tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen

52

Besvarelse af § 20-spm. nr. S 1697 vedr. Farum Kommune

53

»Tilsynsråd afviser kritik om smøl«

54

»Tilsynsråd forudsiger erstatningskrav i Farum«

55

Samrådsspm. A om den strafferetlige efterforskning af forholdene i

Farum Kommune, til justitsministeren

56

Spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto, til indenrigs- og

sundhedsministeren

57

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

finansministeren

58

Endeligt svar på spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, fra

Folketingets Ombudsmand

59

»Farumskandalen« (DR-nyheder)

60

Oversigt over udvalgsbilag med stikord eller kort resumé m.v.

61

Foreløbig tidsplan for underudvalgets behandling af forslag

62

»Brixtoftes højrehånd sigtet«

63

»SF i Farum vil sprede regningen efter Brixtofte«

64

Kopi KOU: Svar på spm. 38 om oversendelse af talepapir vedr.

samrådsspørgsmål B (Farummodellen), fra indenrigs- og

sundhedsministeren

65

Kopi KOU: Svar på spm. S 2098 vedr. Venstres krav om åbenhed

og ydmyghed over for magten

66

Kopi KOU: Svar på spm. S 2099 om Venstres krav om åbenhed og

ydmyghed over for magten, fra indenrigs- og sundhedsministeren

67

Kopi KOU: Svar på spm. S 2111 om færdiggørelse af Farum

Kommunes regnskab, fra indenrigs- og sundhedsministeren

68

Kopi KOU: Svar på spm. S 2144, om Farummodellen fortsat er politisk

levedygtig, fra indenrigs- og sundhedsministeren

69

Samrådsspm. B om Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren

70

Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra

fødevareministeren

71

»Tilsynsråd truer Farum Byråd med tvangsbøder«

72

Ritzau om Farum/tilsynsråd

73

»Ny Farum-sag for bagmandspolitiet«

74

Spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål A vedr. den

strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, til

justitsministeren

75

Kopi KOU: Spm. 52 om oversendelse af talepapir til besvarelse af

samrådsspørgsmål D (Farummodellen), til indenrigs- og

sundhedsministeren

76

Kopi KOU: Spm. 53 om, hvorvidt Finanstilsynet har indledt en

undersøgelse af låneaftale med Farum Kommune, til

økonomi- og erhvervsministeren

77

Kopi KOU: Spm. 54 om kommentar til hvidbog om tilsynsmyndighedernes rolle

i Farumskandalen, til indenrigs- og sundhedsministeren

78

Kopi KOU: Spm. 55 om kommentar til tillæg til hvidbog om

tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, til indenrigs- og

sundhedsministeren

79

Kopi KOU: Henvendelse fra Kurt Jacobsen, Farum, m.fl., tillæg til

»Tilsynsmyndighedernes rolle i

Farum-skandalen«

80

»Flertal for Farum-undersøgelse«

81

Supplerende svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning,

fra indenrigs- og sundhedsministeren

Supplerende svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

82

Oversigt over sager, ministeriet har haft inden for de seneste 5 år

vedrørende Farum Kommune (inkl. klagesager)

83

Svar på spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

84

»Flertal for kommissionsundersøgelse af Farum«

85

»Undersøgelse af Farum-sagen« (telegram, Ritzau)

86

Spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, til indenrigs- og

sundhedsministeren

87

Spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, til indenrigs- og

sundhedsministeren

88

Spm. 17 om PET-undersøgelse, til justitsministeren

89

Spm. 18 om 18. maj-kommissionen, Farum Kommune, til justitsministeren

90

Spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune, til

beskæftigelsesministeren

91

Spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune, til

beskæftigelsesministeren

92

Spm. 21 om administration af EU’s socialfondsmidler, Farum Kommune,

til beskæftigelsesministeren

93

Spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum Kommune, til

beskæftigelsesministeren

94

Kopi KOU: Spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed ved kommende

kommunalvalg, til indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 58 om redegørelse for revisionen for 1998-2000 i

Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 59 om referat af møde med Farum Byråd februar

2002, til indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Spm. 60 om erstatningskrav over for

kommunalbestyrelsesmedlemmer, til indenrigs- og sundhedsministeren

95

Kopi KOU: Svar på spm. 52 om oversendelse af talepapir til

besvarelse af samrådsspørgsmål D (Farummodellen), fra

indenrigs- og sundhedsministeren

96

Kopi KOU: Spm. 56 om sager behandlet af Tilsynsrådet for

Frederiksborg Amt, til indenrigs- og sundhedsministeren

97

Kopi KOU: Spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub og Farum Kommune, til

indenrigs- og sundhedsministeren

98

Kopi KOU: Diverse artikler vedrørende Farumsagen

99

Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når

der samtidig verserer en strafferetlig efterforskning af de samme forhold

100

1. udkast til beretning

101

Brev til underudvalget om møde den 7/8-02 med henblik på en

gennemgang og politisk drøftelse af flertallets udkast til beretning

over B 84 (B 84 bilag 100)

102

Svar på spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål

A vedr. den strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, fra

justitsministeren

103

Svar på spm. 17 om PET, undersøgelse, fra justitsministeren

Svar på spm. 18 om 18 maj-kommissionen, Farum Kommune, fra

justitsministeren

104

Spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, til indenrigs- og

sundhedsministeren

Spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og redskaber for at få

sager behandlet i økonomiudvalget og byrådssalen, til indenrigs-

og sundhedsministeren

105

Spm. 25 om undersøgelseskommissionen, til justitsministeren

Spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan forlange materiale

udleveret fra anklagemyndigheden, til justitsministeren

Spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede hos

bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en

undersøgelseskommission, til justitsministeren

Spm. 28, om personer kan pålægges at afgive forklaring for en

undersøgelseskommission, til justitsministeren

Spm. 29 om retsgarantier, til justitsministeren

Spm. 30 om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet

over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad Farumsagen

drejer sig om, til justitsministeren

Spm. 31, om det ikke er muligt at adskille temaerne i straffesagen fra

temaerne i en undersøgelseskommission, til justitsministeren

Spm. 32 om forklaringer for undersøgelseskommissionen og vidner i

straffesagen, til justitsministeren

Spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede, til

justitsministeren

Spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan holde straffesagen uden for

undersøgelseskommissionens arbejde, til justitsministeren

106

Spørgsmål 29 taget tilbage

107

Svar på spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

108

Notat om »UFO-underudvalgets«

beføjelser, særlig i relation til sagsoplysning

109

Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra

indenrigs- sundhedsministeren

Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

110

Svar på spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

111

Kopi KOU: Svar på spm. 55 om kommentar til tillæg til hvidbog

om tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

112

Kopi KOU: Svar på spm. 54 om kommentar til hvidbog om

tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

113

Revideret oversigt over udvalgsbilag med stikord eller kort resumé

m.v (pr. 17/7-02)

114

Svar på spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune, fra

beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune, fra

beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 21 om administration af EU’s socialfondsmidler,

Farum Kommune, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum Kommune, fra

beskæftigelsesministeren

115

2. udkast til beretning

116

Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når

Folketinget har truffet beslutning herom i Folketingssalen m.v.

117

Kopi KOU: Svar på spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed ved

kommende kommunalvalg, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Svar på spm. 58 om redegørelse for revisionen for

1998-2000 i Farum Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Svar på spm. 59 om referat af møde med Farum

Byråd februar 2002, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Kopi KOU: Svar på spm. 60 om erstatningskrav over for

kommunalbestyrelsesmedlemmer, fra indenrigs- og sundhedsministeren

118

Svar på spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

Svar på spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og redskaber

for at få sager behandlet i økonomiudvalget og

byrådssalen, fra indenrigs- og sundhedsministeren

119

Svar på spm. 25 om undersøgelseskommissionen, fra

justitsministeren

Svar på spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan forlange

materiale udleveret fra anklagemyndigheden, fra justitsministeren

Svar på spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede hos

bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en

undersøgelseskommission, fra justitsministeren

Svar på spm. 28, om personer kan pålægges at afgive

forklaring for en undersøgelseskommission, fra justitsministeren

Svar på spm. 30, om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad

Farumsagen drejer sig om, fra justitsministeren

Svar på spm. 31, om det ikke er muligt at adskille temaerne i

straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, fra

justitsministeren

Svar på spm. 32 om forklaringer for undersøgelseskommissionen

og vidner i straffesagen, fra justitsministeren

Svar på spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede, fra

justitsministeren

Svar på spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan holde

straffesagen uden for undersøgelseskommissionens arbejde, fra

justitsministeren

120

3. udkast til beretning

121

Spm. 35 om erstatningskrav, til indenrigs- og sundhedsministeren

Spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for inhabile ved

behandling af sager, der angår Farum Kommune, til indenrigs- og

sundhedsministeren

122

Spm. 37 om undersøgelseskommissioner, til justitsministeren

123

4. udkast til beretning

124

Svar på spm. 37 om undersøgelseskommissioner, fra

justitsministeren

125

Svar på spm. 35 om erstatningskrav, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

Svar på spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for inhabile

ved behandling af sager, der angår Farum Kommune, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

126

Notat om ekspertgruppen og om undersøgelseskommissionen

127

5. udkast til beretning

128

6. udkast til beretning

129

Kopi KOU: Svar på spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub og Farum

Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til

justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål og svar er optrykt efter

ønske fra udvalget.

Spørgsmål 25:

Hvilke problemer ser ministeren i, at en

undersøgelseskommission skal arbejde samtidig med, at der verserer en

sag om samme temaer ved domstolene?

Spørgsmål 31:

Er det korrekt forstået, at det ikke er muligt at

adskille temaerne i straffesagen fra temaerne i en

undersøgelseskommission, der skal køre samtidig, selv om

tiltale er rejst?

Spørgsmål 34:

Finder ministeren, at det vil være muligt at

præcisere et kommissorium, der med sikkerhed holder straffesagen uden

for undersøgelseskommissionens arbejde?

Svar:

1. Bestemmelsen i § 1, stk. 1, i lov om

undersøgelseskommissioner (lov nr. 357 af 2. juni 1999) har

følgende ordlyd:

§ 1. Justitsministeren kan nedsætte en

undersøgelseskommission til at gennemføre en

undersøgelse af nærmere bestemte forhold af almenvigtig

betydning. En sådan kommission skal nedsættes, hvis Folketinget

vedtager beslutning herom.

Som det fremgår, er det en betingelse for

nedsættelse af en undersøgelseskommission, at de forhold, der

ønskes undersøgt, er af »almenvigtig betydning «. Herom anføres i forarbejderne til loven bl.a., at de

pågældende forhold som altovervejende hovedregel skal have

tilknytning til staten ved f.eks. at vedrøre statslige myndigheders

sagsbehandling, herunder anvendelse af statslige midler, jf. FT 1998-99,

Tillæg B, side 778.

Efter lovens forarbejder bør en

undersøgelseskommission endvidere som altovervejende hovedregel kun

benyttes i tilfælde, hvor regeringen eller Folketinget har behov for at

få belyst forhold, som har betydning for de opgaver, som regeringen

eller Folketinget udfører, jf. FT 1998-99, Tillæg B, side

788.

Det er samtidig i forarbejderne til loven udtrykkelig

forudsat, at en undersøgelseskommission ikke bør

nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende af faste,

ordinære undersøgelsesorganer, jf. FT 1998-99, Tillæg A,

side 250, og Tillæg B, side 788. Som eksempler på sådanne

organer kan nævnes politiet og de kommunale tilsynsmyndigheder.

2. Den vigtigste opgave for en

undersøgelseskommission vil i almindelighed være at

undersøge og klarlægge et bestemt hændelsesforløb,

jf. herved lovens § 4, stk. 2.

I tilknytning hertil vil en undersøgelseskommission

efter § 4, stk. 4, 1. pkt., bl.a. kunne få til opgave at foretage

retlige vurderinger til belysning af, om der er grundlag for, at det

offentlige søger nogen af de involverede personer draget til ansvar.

En kommission kan dog ikke få til opgave at foretage retlige

vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar,

jf. lovens § 4, stk. 4, 2. pkt.

I forarbejderne til bestemmelserne i § 4, stk. 1 og 4, er

det bl.a. anført, at formålet med

undersøgelseskommissionens virksomhed ligesom politiets i

almindelige straffesager vil være at tilvejebringe et materiale som

grundlag for vedkommende myndigheds afgørelse af, om sagen skal

fremmes, navnlig ved, at der rejses tiltale, eller ved, at

disciplinærforfølgning indledes, jf. FT 1998-99, Tillæg A,

side 252 f. En undersøgelseskommission vil ikke selv kunne

træffe afgørelse om disse spørgsmål.

Ved nedsættelsen af en

undersøgelseskommissionen skal det i et kommissorium nærmere

fastlægges, hvilke forhold kommissionen skal klarlægge, samt

hvilke andre opgaver kommissionen eventuelt skal have, jf. lovens § 4, stk.

2-4.

Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om

resultatet af sin undersøgelse, og justitsministeren

offentliggør beretningen, medmindre ganske særlige grunde taler

imod det, jf. lovens § 32.

3. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet foretager for tiden en omfattende efterforskning af en

række forhold i Farum Kommune. Formålet med efterforskningen er

at afklare, om der er grundlag for at rejse tiltale mod bestemte personer for

strafbare forhold, herunder overtrædelser af straffeloven.

Statsadvokaten har over for Justitsministeriet oplyst, at

efterforskningen har meget høj prioritet i anklagemyndigheden, men at

der på grund af sagens omfattende og komplicerede karakter må

forventes at ville gå adskillige måneder, inden der foreligger en

afklaring af tiltalespørgsmålet. Statsadvokaten har i den

forbindelse også oplyst, at temaerne for den nærmere

efterforskning løbende justeres og revideres i lyset af nye forhold,

som kommer frem.

Også de kommunale tilsynsmyndigheder behandler

fortsat en række sager vedrørende Farum Kommune.

4. Efter beslutningsforslaget skal kommissionen foretage

en undersøgelse af »det,

der omtales som Farum-sagen«.

Som anført ovenfor under pkt. 1 og som

fremhævet under 1. behandlingen af beslutningsforslaget vil det

være nødvendigt i et kommissorium at angive, hvilke » nærmere bestemte forhold« en kommission i givet fald skal

undersøge, jf. lovens § 1, stk. 1, 1. pkt.

Der foreligger ikke for Justitsministeriet nærmere

oplysninger om, hvilke overvejelser der i Udvalget for Forretningsordenen

(eller det nedsatte underudvalg) har været gjort med hensyn til en

sådan afgrænsning.

Af de foreliggende udtalelser i dagspressen mv. navnlig

i Politiken den 1. august 2002 har Justitsministeriet imidlertid

forstået, at en kommission i givet fald ikke forudsættes at

foretage en undersøgelse af forhold, som indgår i de allerede

iværksatte undersøgelser af Farum-sagen, og at en

undersøgelse således bl.a. ikke skal omfatte forhold, som

indgår i statsadvokatens efterforskning (og herefter i en eventuel

straffesag ved domstolene).

Justitsministeriet har i den forbindelse forstået,

at man med den ovennævnte principielle begrænsning bl.a.

forestiller sig en mere samlet undersøgelse af forholdene i Farum

Kommune samt en undersøgelse af de kommunale tilsynsmyndigheders rolle

i sagen.

5. Justitsministeriet er i overensstemmelse med, hvad

regeringen ved flere tidligere lejligheder har givet udtryk for helt enig

i, at det ikke ville kunne komme på tale at nedsætte en

kommission med henblik på undersøgelse af de forhold, som

indgår i statsadvokatens efterforskning.

En række afgørende hensyn taler således

imod en sådan undersøgelse.

Det kan i den forbindelse bl.a. nævnes, at

loven om undersøgelseskommissioner som anført ovenfor under

pkt. 1 bygger på en klar forudsætning om, at der ikke

bør iværksættes kommissionsundersøgelser af

forhold, som kan belyses tilfredsstillende af de almindelige

undersøgelsesorganer, herunder politiet og anklagemyndigheden,

at statsadvokaten i den foreliggende sag allerede er i gang med en

omfattende efterforskning, at der i givet fald måtte antages at

ville blive tale om betydelige vanskeligheder i forhold til statsadvokatens

muligheder for hurtigt og effektivt at færdiggøre sin

efterforskning af sagen, således at der snarest muligt kan foreligge en

afklaring af, om der er grundlag for at rejse tiltale mod de berørte

enkeltpersoner, at det måtte give anledning til meget alvorlige

overvejelser og betænkeligheder at lade en

undersøgelseskommission foretage en »konkurrerende«

undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som ville skulle

behandles (eller allerede var behandlet) af domstolene, og at

også væsentlige ressourcemæssige hensyn taler imod en

sådan »dobbeltundersøgelse «, jf. herved besvarelsen nedenfor af spørgsmål

nr. 33.

6. Som følge af de principielle synspunkter, der er

anført under pkt. 4 og 5, måtte en iværksættelse af

en kommissionsundersøgelse på nuværende tidspunkt i hvert

fald forudsætte en klar afgrænsning af, hvilke forhold der

indgår i den verserende strafferetlige efterforskning og dermed i en

eventuel senere straffesag ved domstolene mod de berørte

enkeltpersoner.

Som anført under pkt. 3 er det imidlertid ikke

på nuværende tidspunkt muligt at foretage en sådan

afgrænsning.

Det følger heraf, at det efter Justitsministeriets

opfattelse ikke vil være muligt på nuværende tidspunkt i et

kommissorium at angive, hvilke nærmere forhold en kommission skulle

undersøge.

Det bemærkes, at det anførte bygger på

den forudsætning, at det i kommissoriet positivt og udtømmende

angives, hvilke konkrete forhold der ønskes undersøgt af

kommissionen. En sådan angivelse vil være i overensstemmelse med

lovens almindelige ordning, hvorefter en kommission alene kan nedsættes

med henblik på undersøgelse af »nærmere bestemte forhold«, jf. herved ovenfor under pkt. 1 om lovens § 1, stk. 1, 1.

pkt.

Det spørgsmål kan rejses, om det i stedet

ville være en mulighed i kommissoriet alene at angive, hvilke forhold

der ønskes undersøgt, men med den begrænsning, at disse

forhold alligevel ikke skal undersøges i det omfang, de viser sig at

indgå i allerede iværksatte undersøgelser, herunder i den

strafferetlige efterforskning.

Herom bemærkes indledningsvis, at en sådan

ordning ville indebære, at det blev overladt til

undersøgelseskommissionen selv at tage stilling til og nærmere

afgrænse, hvilke forhold der inden for kommissoriets øvrige

rammer skulle undersøges, og en sådan afgrænsning ville

tidligst kunne foretages, når bl.a. den strafferetlige efterforskning

var afsluttet, jf. herved nedenfor pkt. 7. I konsekvens heraf måtte det

på tidspunktet for beslutningen om nedsættelse af kommissionen

henstå som meget usikkert for regeringen og Folketinget, hvilke forhold

kommissionen reelt blev anmodet om at foretage en undersøgelse af.

Justitsministeriet er ikke bekendt med, at der i tidligere

praksis vedrørende nedsættelse af undersøgelsesretter mv.

er eksempler på sådanne helt generelt og upræcist holdte

afgrænsninger af de forhold, der ønskes undersøgt, og der

er ikke i loven eller dens forarbejder taget nærmere stilling til, om

et kommissorium af denne karakter ligger inden for rammerne af udtrykket

»nærmere bestemte

forhold« i den nævnte

bestemmelse i § 1.

Under disse omstændigheder og herunder i lyset af,

at en kommission som anført under alle omstændigheder tidligst

ville kunne foretage en afgrænsning af sin undersøgelse,

når bl.a. den strafferetlige efterforskning er afsluttet er det

Justitsministeriets opfattelse, at et kommissorium af den anførte

karakter i alle tilfælde måtte anses for meget usædvanligt,

og at det ville rejse principielle spørgsmål i forhold til

lovens ordning.

7. Spørgsmålet er herefter, om der

efter, at statsadvokatens efterforskning er afsluttet, og et eventuelt

anklageskrift i sagen er udarbejdet og der således foreligger en

afgrænsning af, hvilke mulige strafbare forhold domstolene skal tage

stilling til, jf. retsplejelovens § 908, stk. 3 vil være grundlag for

at nedsætte en kommission med henblik på undersøgelse af

forhold, som der ikke er rejst tiltale for.

Justitsministeriet finder, at der først kan tages

nærmere stilling til dette spørgsmål, når det

foreligger, dvs. når et eventuelt anklageskrift er udarbejdet.

Der kan imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse

være anledning til allerede nu at pege på en række

problemstillinger, som i den forbindelse må antages at ville

opstå:

For det første er den omstændighed, at

der foreligger et anklageskrift med de deraf følgende rammer for,

hvilke forhold domstolene kan domfælde for, jf. ovenfor ikke

ensbetydende med, at det er afklaret, hvilke forhold der vil blive

undersøgt, belyst og vurderet under domstolenes behandling af

straffesagen.

I det omfang, det f.eks. under straffesagen gøres

gældende, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind eller

i øvrigt reageret over for kommunen i anledning af de forhold, som der

er rejst tiltale for, eller at disse forhold skal ses og vurderes i lyset af

kommunens dispositioner på andre områder, vil der således

ved fremlæggelse af dokumenter og afhøring af vidner mv. kunne

ske en nærmere bevisførelse om disse spørgsmål. Det

er således på forhånd nærliggende at antage, at der

under en straffesag vil kunne blive tale om undersøgelser og

vurderinger også af forhold hos kommunen og tilsynsmyndighederne mv.,

som der ikke er rejst tiltale for.

Det må derfor efter Justitsministeriets opfattelse

antages, at den afgrænsning af, hvilke forhold der vil indgå i en

eventuel straffesag ved domstolene, som er omtalt ovenfor under pkt. 4, ikke

vil kunne foretages alene på grundlag af en eventuel beslutning fra

statsadvokatens side om rejsning af tiltale i sagen.

For det andet bemærkes særligt med

hensyn til de kommunale tilsynsmyndigheder at det efter Justitsministeriets

opfattelse ikke vil være muligt at foretage en undersøgelse af

disse myndigheders forhold uden samtidig at klarlægge de forhold i

Farum Kommune, som tilsynsmyndighedernes virksomhed vedrører. Det

ville således efter Justitsministeriets opfattelse ikke give nogen

mening at undersøge og vurdere, om tilsynsmyndighederne har levet op

til deres ansvar efter den kommunale styrelseslovgivning uden samtidig at

afdække og belyse de underliggende forhold i kommunen, som de

nævnte myndigheder har haft til opgave at føre tilsyn med.

Det følger heraf, at der efter Justitsministeriets

opfattelse ikke ville kunne blive tale om en undersøgelse af

tilsynsmyndighedernes virksomhed i forhold til de sagskomplekser i kommunen,

som der måtte være rejst tiltale for ved domstolene, eller som i

øvrigt måtte forventes belyst under straffesagen. En sådan

undersøgelse måtte derfor på forhånd begrænses

til ikke at vedrøre de sagskomplekser, som der i øvrigt

måtte antages at være størst interesse for en belysning og

vurdering af.

I øvrigt kan der være grund til at

fremhæve, at de kommunale tilsynsmyndigheder som anført under

pkt. 1 fortsat er i gang med at behandle en række sager i forhold til

Farum Kommune. Det vil selvsagt ikke være muligt at foretage en

kommissionsundersøgelse af tilsynsmyndighedernes virksomhed i disse

sager, før de er afsluttet fra myndighedernes side.

For det tredje bemærkes, at der vil kunne

opstå en række spørgsmål og problemstillinger af

straffeprocessuel og retssikkerhedsmæssig karakter i forhold til de

berørte enkeltpersoner.

Som eksempel herpå kan nævnes, at der med

hensyn til forhold, som anklagemyndigheden har efterforsket, men ikke rejst

tiltale for, kan foreliggende en såkaldt bindende

påtalebegrænsning, således at der ikke senere kan rejses

tiltale for de samme forhold, jf. nærmere Hans Gammeltoft-Hansen,

Strafferetspleje I (1998), side 198 ff. Det måtte derfor nøje

overvejes, hvilken betydning sådanne forhold i givet fald ville have

ved udformningen af et eventuelt kommissorium for en

undersøgelseskommission. Det gælder særligt men ikke kun

i tilfælde, hvor en kommission ikke alene ville skulle

klarlægge bestemte hændelsesforløb, men også

vurdere, om der er grundlag for, at det offentlige søger nogen draget

til ansvar for de omhandlede forhold, jf. ovenfor under pkt. 1.

Som et andet væsentligt forhold kan nævnes, at

der selv med en i princippet klar afgrænsning mellem de forhold, som

behandles i straffesagen ved domstolene, og de forhold, som behandles i en

undersøgelseskommission efter omstændighederne vil kunne

være tale om en betydelig sammenhæng mellem disse forhold. Der

ville derfor kunne være en betydelig risiko for, at de berørte

personer f.eks. under afgivelse af forklaring for

undersøgelseskommission måtte komme ind på

spørgsmål og problemstillinger af væsentlig betydning for

vurderingen af de pågældendes strafferetlige forhold under den

sideløbende sag ved domstolene.

8. Som anført ovenfor under pkt. 1 skal

Justitsministeriet nedsætte en undersøgelseskommission, hvis

Folketinget træffer beslutning om det, jf. lovens § 1, stk. 1, 2.

pkt.

Af de principielle grunde, der er anført ovenfor,

må Justitsministeriet bestemt fraråde, at der nu træffes

beslutning om nedsættelse af en kommission.

Der kan samtidig være grund til at fremhæve,

at Justitsministeriet såvel ved 1. behandlingen af

beslutningsforslaget som i den foreliggende besvarelse alene har taget

stilling til spørgsmålet om iværksættelse af en

kommissionsundersøgelse i den nuværende fase af Farum-sagen.

Det er således som fremhævet under 1.

behandlingen også for regeringen afgørende, at der sker den

fornødne klarlægning af alle relevante aspekter af Farum-sagen.

Når de igangværende sager og undersøgelser er afsluttet,

er Justitsministeriet derfor helt indstillet på at medvirke til en

belysning af, om der er yderligere forhold i sagen, der bør

undersøges, og i givet fald under hvilke former.

Spørgsmål 26:

Kan en undersøgelseskommission forlange alle

papirer, herunder politirapporter og anklagemyndighedens interne

overvejelser, udleveret fra anklagemyndigheden?

Svar:

Det fremgår af § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 16 i lov

om undersøgelseskommissioner, at enhver som almindelig regel har pligt

til at udlevere materiale til undersøgelseskommissionen, når

kommissionen anmoder om det. Udleveringspligten omfatter »enhver«, herunder offentlige myndigheder, og det fremgår af

forarbejderne til loven, at pligten også omfatter offentlige

myndigheders interne dokumenter, jf. FT 1998-99, Tillæg A, side

256.

Af lovens § 9, stk. 3, og § 16 fremgår det

endvidere, at udleveringspligten gælder, uanset om de

pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.

Spørgsmålet kan således besvares

bekræftende.

Spørgsmål 27:

Kan personer, der er afhørt som sigtet hos

bagmandspolitiet, afhøres under vidneansvar i en

undersøgelseskommission?

Spørgsmål 28:

Kan personer, der frygter at blive sigtet af

bagmandspolitiet, pålægges at afgive forklaring for en

undersøgelseskommission?

Svar:

Det fremgår af § 11 i lov om

undersøgelseskommissioner, at enhver som udgangspunkt er forpligtet

til efter anmodning at afgive vidneforklaring for en

undersøgelseskommission, der har en dommer som medlem.

For undersøgelseskommissioner, der ikke har en

dommer som medlem, gælder efter lovens § 18, stk. 1, at kommissionen

kan opfordre en person til frivilligt at afgive forklaring for kommissionen.

Der er således ikke pligt til at afgive forklaring over for

sådanne kommissioner. Kommissionen kan imidlertid anmode

Københavns Byret om at indkalde en person til at afgive forklaring for

retten som vidne, i hvilket tilfælde der er pligt til at afgive

forklaring, jf. lovens § 19.

I begge de nævnte tilfælde, hvor der er pligt

til at afgive forklaring for henholdsvis en undersøgelseskommission og

Københavns Byret, finder lovens § 12 om undtagelser fra vidnepligten

tilsvarende anvendelse, jf. lovens § 11 og § 19, stk. 2.

Af undersøgelseskommissionslovens § 12, stk. 1,

fremgår, at pligten til at afgive forklaring som vidne ikke

gælder i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for

strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold,

undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke i det

omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige

gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt

ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de

nævnte forhold.

Det fremgår endvidere af

undersøgelseskommissionslovens § 14, at straffelovens §§ 158-160

finder tilsvarende anvendelse på den, der afgiver falsk forklaring for

en undersøgelseskommission, hvor en dommer er formand. Straffelovens

§§ 158-160 finder ligeledes anvendelse i forhold til forklaringer, der efter

lovens § 19 afgives for Københavns Byret.

Betydningen heraf er bl.a., at falsk forklaring afgivet af

en person, der er omfattet af lovens § 12, stk. 1, under sådanne

afhøringer ikke straffes, jf. straffelovens § 159, stk. 1, idet de

pågældende må ligestilles med en »sigtet«, jf. FT

1998-99, Tillæg A, side 260.

Iværksættes der en

kommissionsundersøgelse, vil der uanset at undersøgelsen kun

skal omhandle spørgsmål, som ikke indgår i den

strafferetlige efterforskning kunne opstå spørgsmål om,

hvorvidt en person skal afhøres med tilkendegivelse om, at den

pågældende ikke har pligt til at afgive forklaring og heller ikke

vil kunne straffes for eventuel falsk forklaring for kommissionen.

Vurderingen af dette spørgsmål vil i det konkrete tilfælde

skulle foretages af kommissionen.

En sådan tilkendegivelse vil kunne komme på

tale i en række forskellige tilfælde. Det vil bl.a. gælde,

når personer, der er inddraget i den strafferetlige efterforskning,

skal afhøres for kommissionen om spørgsmål, der har

sammenhæng med forhold, der indgår i den strafferetlige

undersøgelse, jf. herved pkt. 7 i besvarelsen ovenfor af

spørgsmål nr. 25, 31 og 34.

Spørgsmål 30:

Vil det kunne pålægges Statsadvokaten for

Særlig Økonomisk Kriminalitet over for Folketinget nærmere

at oplyse, hvad Farumsagen drejer sig om?

Svar:

Justitsministeren vil kunne pålægge

Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet overfor ministeren

nærmere at oplyse, hvad statsadvokatens efterforskning af forholdene i

Farum Kommune vedrører, jf. den almindelige regel i retsplejelovens §

98, stk. 3.

Oplysningerne om det nærmere indhold af denne

efterforskning vil i vidt omfang være oplysninger med hensyn til

hvilke, der gælder tavshedspligt.

Spørgsmålet er herefter, i hvilket omfang

justitsministeren er berettiget til at videregive sådanne fortrolige

oplysninger til Folketinget, samt i hvilket omfang ministeren bør

videregive oplysningerne.

Det antages, at ministre som hovedregel vil være

berettiget til at videregive fortrolige oplysninger til et

folketingsudvalg, hvis oplysningerne efter ministerens skøn må

antages at være af betydning for udvalgets behandling af en sag, jf.

John Vogter m.fl., Juristen 1990, side 359. Det skyldes bl.a., at udvalgets

medlemmer selv er undergivet tavshedspligt efter straffelovens § 152, og at

møder i Folketingets stående udvalg i almindelighed

gennemføres for lukkede døre. Oplysningerne vil derfor kunne

behandles på lukkede udvalgsmøder uden herved at blive

videregivet til udenforstående.

I sådanne tilfælde kan der imidlertid

være anledning til at fremhæve tavshedspligten over for

Folketingets medlemmer, f.eks. ved at angive på dokumenterne, at

oplysningerne er fortrolige.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvornår

en minister der er berettiget hertil bør videregive

fortrolige oplysninger til et folketingsudvalg, anfører John Vogter

m.fl. a.st., side 364, bl.a. følgende:

»

I hvilket

omfang sådanne oplysninger bør videregives, må

afgøres på grundlag af en konkret afvejning fra område til

område. På en lang række områder må denne

afvejning føre til, at oplysningerne normalt videregives for at sikre,

at Folketinget (udvalget) har det fornødne saglige grundlag for at

gennemføre lovgivning på et område eller for, at

Folketinget kan udføre den fornødne parlamentariske kontrol med

forvaltningen. På andre områder kan navnlig hensynet til den

enkeltes private og erhvervsmæssige forhold dog føre til, at

bestemte oplysninger ikke videregives eller kun videregives under

særlige omstændigheder. Drejer det sig om oplysninger om enkelte

borgeres privatliv, f.eks. helbredsmæssige forhold eller

skattebetaling, bør der udvises en betydelig tilbageholdenhed med at

videregive konkrete oplysninger, medmindre netop disse oplysninger er

afgørende for Folketingets (et udvalgs) stillingtagen til en bestemt

sag.«

Det er i overensstemmelse hermed fast praksis, at

justitsministeren kun i meget begrænset omfang videregiver oplysninger

til Folketinget om konkrete straffesager, ikke mindst for så vidt

angår verserende efterforskninger. Baggrunden herfor er de

særlige beskyttelseshensyn i forhold til efterforskningen og de

involverede personer, der gør sig gældende.

Der kan i øvrigt henvises til justitsministerens

besvarelse af samrådsspørgsmål A. Justitsministerens

talepapir til brug for samrådet er oversendt til udvalget ved

besvarelsen den 9. juli 2002 af udvalgets spørgsmål nr. 14 (B 84

bilag 74).

Spørgsmål 32:

Kan det afvises, at det kan påvirke en straffesag,

hvis sigtede, over for hvem tiltale er undladt, og som anklagemyndigheden

ønsker at føre som vidner i straffesagen, pålægges

at afgive forklaring for undersøgelseskommissionen, inden de samme har

afgivet forklaring i retten?

Svar:

Det kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke

udelukkes, at det kan påvirke vidners forklaringer i en straffesag, at

der kort tid forinden er afgivet vidneforklaringer for en

undersøgelseskommission eller for retten (efter anmodning fra en

undersøgelseskommission) vedrørende samme forhold. Der kan i

den forbindelse henvises til princippet i retsplejelovens § 182, hvorefter et

vidne, der skal afgive forklaring, ikke må påhøre andre

vidners og parters forklaring.

Spørgsmål 33:

Hvad kostede 18. maj-undersøgelsen?

Svar:

Justitsministeriet har for perioden 1996 til og med den

15. juli 2002 afholdt 17.039.622,10 kr. i anledning af

undersøgelseskommissionen vedrørende Nørrebro-sagen.

Bilag 3

Et af udvalgets spørgsmål til

justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål og svar er optrykt efter

ønske fra udvalget.

Spørgsmål 37:

Giver det justitsministeren grundlag for at ændre de

svar, som er givet på spørgsmål nr. 25-28 og 30-34, at der

i 3. udkast til beretning fra underudvalget under Udvalget for

Forretningsordenen (B 84 bilag 120), som vedlægges i kopi, er lagt op

til, at undersøgelseskommissionen ikke skal komme med retlige

vurderinger og kun i mere begrænset omfang foreslå

ændringer i gældende bestemmelser?

Svar:

1. Indledning.

Justitsministeriet har forstået

spørgsmålet således, at det mere generelt ønskes

oplyst, om det, som et flertal af partier i Folketinget har anført i

det nævnte 3. udkast til beretning, giver anledning til

bemærkninger i forhold til besvarelsen af 1. august 2002 af

spørgsmål nr. 25, 31 og 34.

Nedenfor under pkt. 2 sammenfattes den nævnte

tidligere besvarelse kort. Under pkt. 3 gengives de dele af udkastet til

flertalsberetning, som efter Justitsministeriets opfattelse har særlig

betydning for besvarelsen af det nu stillede spørgsmål.

Justitsministeriets bemærkninger til udkastet er indeholdt i pkt. 4.

Besvarelsen sammenfattes under pkt. 5.

2. Besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31

og 34.

Besvarelsen af de nævnte spørgsmål kan

i hovedtræk gengives således:

Det er i besvarelsen lagt til grund, at en

undersøgelseskommission i givet fald ikke skal undersøge

forhold, der indgår i den efterforskning, som Statsadvokaten for

Særlig Økonomisk Kriminalitet i øjeblikket

gennemfører. I besvarelsen anføres herom bl.a., at en

sådan ordning efter Justitsministeriets opfattelse ikke ville kunne

komme på tale. Det skyldes bl.a., at det måtte give anledning til

meget alvorlige betænkeligheder og overvejelser at lade en kommission

foretage »konkurrerende« undersøgelser og vurderinger af

spørgsmål, som ville skulle behandles (eller allerede var

behandlet) af domstolene.

På den baggrund anføres endvidere i

besvarelsen, at iværksættelse af en

kommissionsundersøgelse på nuværende tidspunkt under alle

omstændigheder måtte forudsætte en klar afgrænsning

af, hvilke forhold der indgår i den verserende strafferetlige

efterforskning og dermed i en eventuel efterfølgende straffesag ved

domstolene.

Det er imidlertid efter besvarelsen ikke på

nuværende tidspunkt muligt at foretage en sådan afgrænsning

og derfor heller ikke muligt i et kommissorium at angive, hvilke

nærmere forhold en kommission skulle undersøge. Det gælder

i hvert fald i det omfang, kommissoriet i overensstemmelse med den

almindelige ordning i lov om undersøgelseskommissioner positivt og

udtømmende skulle angive, hvilke forhold der ønskes

undersøgt.

Om der i stedet efter, at statsadvokatens

efterforskning er afsluttet, og eventuel tiltale ved domstolene er rejst,

ville kunne nedsættes en kommission med henblik på

undersøgelse af forhold, som der ikke er rejst tiltale for, er

efter besvarelsen et spørgsmål, som der først til den tid

vil kunne tages nærmere stilling til. Der peges imidlertid i

besvarelsen på, at en sådan ordning vil give anledning til

vanskelige problemstillinger, og at den herunder vil rejse en række

straffeprocessuelle og retssikkerhedsmæssige

spørgsmål.

Der er i besvarelsen alene taget stilling til, om der i

den nuværende fase af Farum-sagen er grundlag for

nedsættelse af en undersøgelseskommission. Når de

igangværende sager og undersøgelser er afsluttet, er

Justitsministeriet således helt indstillet på at medvirke til en

belysning af, om der er yderligere forhold i sagen, der bør

undersøges, og i givet fald under hvilke former.

3. Flertallets 3. udkast til beretning over

beslutningsforslaget.

Hovedpunkterne i det nævnte udkast til

flertalsberetning kan kort sammenfattes således:

Der skal allerede nu nedsættes en kommission med

henblik på undersøgelse af alt, hvad der har »samfundsmæssig relevans i

Farum-sagen «, herunder en

række nærmere angivne forhold. Kommissionen skal »både undersøge, hvad der

er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have

været grebet ind.«

Som begrundelse herfor anføres i udkastet navnlig,

at en kommissionsundersøgelse ikke bør afvente, at

statsadvokatens efterforskning færdiggøres, og en eventuel

straffesag ved domstolene gennemføres. Endvidere anføres, at

der lægges »afgørende

vægt på, at enhver skal være forpligtet til at under

vidneansvar afgive forklaring for undersøgelseskommissionen som vidne,

når kommissionen anmoder om det.«

Det anføres, at »det ville være hensigtsmæssigt, at

undersøgelseskommissionen undlader at fremkomme med retlige

vurderinger.« Herved undgås

efter udkastet, at »sådanne

retlige vurderinger evt. kolliderer med evt. strafferetlig tiltale og evt.

domfældelse«, og der sker

dermed også en »imødekommelse af noget af den kritik, som har

været fremført imod, at en undersøgelseskommission

nedsættes nu samtidig med, at der kører en strafferetlig

sag.«

Det bemærkes, at udkastet til flertalsberetning

indeholder udtalelser, som ikke er forenelige med, at kommissionen skal

afstå fra at foretage retlige vurderinger. Det gælder f.eks. det

anførte på side 2 om, at de undersøgte forhold kan »vurderes i forhold til evt. »systemfejl«, evt. tjenstligt ansvar for embedsmænd, evt.

overtrædelse af kommunale styrelsesregler, forvaltningsloven,

offentlighedsloven, regler for revision m.v.«.

Justitsministeriet går ud fra, at der her er tale om

manglende konsekvensrettelser i forhold til de tidligere udkast til

beretning, hvor der netop var lagt op til, at kommissionen skulle foretage

retlige vurderinger til belysning af spørgsmål om

enkeltpersoners ansvar. Er dette ikke korrekt, giver udkastet anledning til

en række yderligere principielle problemer, som ikke er

nærmere beskrevet i denne besvarelse.

Samtidig lægges der imidlertid op til, at

kommissionen skal kunne undersøge de samme forhold, som statsadvokaten

efterforsker. I den forbindelse anføres, at det er afgørende,

at arbejdet i kommissionen tilrettelægges således, at det »ikke kommer på tværs af

Bagmandspolitiets efterforskning«,

og at man går »ud fra, at

justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af

undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.«

Justitsministeriets bemærkninger til udkastet til

flertalsberetning.

4.1. Oversigt over de forskellige problemstillinger.

Det foreliggende udkast til flertalsberetning giver

Justitsministeriet anledning til en række bemærkninger.

Disse bemærkninger vedrører navnlig det

principielle forhold, at der i udkastet lægges op til, at kommissionen

bl.a. skal undersøge de samme forhold som dem, der indgår i

statsadvokatens efterforskning. Justitsministeriets bemærkninger hertil

er anført nedenfor under pkt. 4.5.

Forinden anføres under pkt. 4.2 4.4 nogle

bemærkninger om en række andre forhold, som udkastet giver

anledning til at overveje. Det drejer sig om lovens krav til

afgrænsning af de forhold, som kommissionen skal undersøge (pkt.

4.2), spørgsmålet om vidnepligt for kommissionen (pkt. 4.3) og

spørgsmålet om vanskeliggørelse af statsadvokatens

efterforskning (pkt. 4.4).

4.2. Lovens krav til afgrænsning af kommissionens

undersøgelse.

Som anført under pkt. 3 lægges der i udkastet

til flertalsberetning op til, at kommissionen skal undersøge alt, hvad

der »har samfundsmæssig

relevans i Farum-sagen«, herunder

en række nærmere angivne problemstillinger.

Bestemmelsen i § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om

undersøgelseskommissioner har følgende ordlyd:

»

§ 1. Justitsministeren

kan nedsætte en kommission til at gennemføre en

undersøgelse af nærmere bestemte forhold af almenvigtig

betydning. «

En undersøgelseskommission kan således alene

nedsættes med henblik på undersøgelse af »nærmere bestemte forhold« .

Dette udtryk er ikke nærmere beskrevet i lovens

forarbejder eller i den foreliggende litteratur, jf. herved Oliver Talevski

m.fl., Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret &

Folketingets Rolle (2002), side 29 ff.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det

imidlertid give anledning til betydelig tvivl, om den angivelse af

kommissoriet, som der lægges op til i udkastet og som i meget vidt

omfang vil indebære, at det overlades til kommissionen selv at

bestemme, hvad der skal undersøges er i overensstemmelse med den

nævnte bestemmelse. Justitsministeriet finder derfor, at der i givet

fald måtte foretages en nøjere angivelse af

undersøgelseskommissionens opgave.

4.3.Vidnepligt for kommissionen.

Der lægges efter udkastet til flertalsberetning

»afgørende vægt

på, at enhver skal være forpligtet til at under vidneansvar

afgive forklaring for undersøgelseskommissionen som vidne, når

kommissionen anmoder om det.«

Efter § 11 i lov om undersøgelseskommissioner

gælder med hensyn til kommissioner, hvor en dommer er formand, at

enhver som udgangspunkt er forpligtet til at afgive forklaring for

kommissionen som vidne.

Efter lovens § 12 er der imidlertid en række

undtagelser til denne hovedregel. Bl.a. gælder pligten til at afgive

forklaring som vidne ikke i det omfang, der må antages at foreligge

mulighed for strafansvar eller disciplinært ansvar mv. i anledning af

de forhold, som undersøgelsen omfatter, jf. stk. 1. Efter stk. 3

gælder endvidere som udgangspunkt de undtagelser fra vidnepligten, der

fremgår af reglerne i retsplejelovens kapitel 18.

Spørgsmålet om vidnepligt over for

undersøgelseskommissioner, der ikke har en dommer som medlem, er

reguleret i lovens §§ 18-20. Af § 19, stk. 2, fremgår, at de

nævnte bestemmelser i §§ 11-12 finder tilsvarende anvendelse.

Det følger af det anførte, at det

ikke ved nedsættelse af en undersøgelseskommission vil

kunne opnås, at enhver kan pålægges at afgive forklaring

for kommissionen om de forhold, der skal undersøges. Vidnepligten vil

således kun gælde med de ovenfor anførte

væsentlige begrænsninger, jf. herom nærmere Oliver

Talevski m.fl., a.st., side 121 ff.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål nr. 27 og 28.

4.4. Vanskeliggørelse af statsadvokatens efterforskning.

I udkastet til flertalsberetning anføres, at det er

afgørende, at arbejdet i kommissionen tilrettelægges

således, at det »ikke kommer

på tværs af Bagmandspolitiets efterforskning«, og at man går »ud fra, at justitsministeren ved

udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af

undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.«

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at en

sideløbende kommissionsundersøgelse af de forhold, som

statsadvokaten efterforsker, må antages at være egnet til i

væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre

statsadvokatens virksomhed. Det skyldes bl.a., at de berørte personer

og deres bisiddere i givet fald sideløbende skal overveje og

tilrettelægge førelsen af en meget omfattende sag over for to

forskellige instanser.

Sådanne forhold vil efter Justitsministeriets

umiddelbare opfattelse kun i begrænset omfang kunne afhjælpes ved

den nærmere praktiske tilrettelæggelse af kommissionens

undersøgelse.

Justitsministeriet har under hensyn til den frist, der

er fastsat for besvarelsen af udvalgets spørgsmål ikke

indhentet en udtalelse fra statsadvokaten om den nævnte

problemstilling. Såfremt et flertal fastholder den ordning, som der

lægges op til i udkastet, er det imidlertid Justitsministeriets

opfattelse, at det bør overvejes at give statsadvokaten lejlighed til

nærmere at vurdere og kommentere spørgsmålet.

4.5. Nærmere om forholdet mellem en

kommissionsundersøgelse og en eventuel straffesag ved domstolene.

4.5.1. Afgrænsning af problemstillingen.

Som anført under pkt. 2 er det i besvarelsen af

spørgsmål nr. 25, 31 og 34 lagt til grund, at en

undersøgelseskommission i givet fald ikke skal undersøge

forhold, der indgår i den efterforskning, som Statsadvokaten for

Særlig Økonomisk Kriminalitet i øjeblikket

gennemfører (og dermed i en eventuel efterfølgende straffesag

ved domstolene).

Besvarelsen bygger således på denne

forudsætning.

Det fremgår af det foreliggende udkast til

flertalsberetning, at den nævnte forudsætning ikke er korrekt,

idet kommissionen tværtimod netop forudsættes bl.a. at

undersøge de samme forhold, som indgår i statsadvokatens

efterforskning, jf. ovenfor under pkt. 3.

Samtidig anføres, at kommissionen bør

undlade at fremkomme med retlige vurderinger af de undersøgte forhold,

og at baggrunden herfor er, at udvalgets flertal ønsker at

imødekomme »noget af den

kritik, som har været fremført imod, at en

undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig med, at der

kører en strafferetlig sag. «

Justitsministeriets bemærkninger til disse

synspunkter fremgår af pkt. 4.5.3 nedenfor. Forinden omtales under

pkt. 4.5.2 mere generelt de relevante bestemmelser i lov om

undersøgelseskommissioner.

4.5.2. De relevante bestemmelser i lov om

undersøgelseskommissioner.

Spørgsmålet om, hvilke opgaver en

undersøgelseskommission kan få, er reguleret i § 2 i lov om

undersøgelseskommissioner. Bestemmelsens stk. 2-4 har følgende

ordlyd:

»

Stk. 2.

Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at undersøge

og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.

Stk. 3. Undersøgelseskommissionen kan endvidere få til opgave

at komme med forslag til sådanne ændringer af love,

administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som

undersøgelsen kan begrunde.

Stk. 4. Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til

opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger

grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. En

undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at foretage

retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres

ansvar.«

Som det fremgår af bestemmelsen i stk. 2, vil den

vigtigste opgave for en undersøgelseskommission i almindelighed

være at undersøge og klarlægge et bestemt

hændelsesforløb ( »faktum-undersøgelse«).

Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at

kommissionen i en sådan undersøgelse ikke blot registrerer

oplysninger vedrørende begivenhedsforløbet og herunder

noterer sig forskellige, eventuelt modstridende forklaringer men også

foretager en bevisvurdering af de fremkomne oplysninger, jf.

Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 252.

Det er imidlertid samtidig (a.st.) forudsat, at

bevisvurderingen i en undersøgelseskommission må foretages med

den forsigtighed, der følger af, at beviserne ikke er tilvejebragt ved

en kontradiktorisk proces under en almindelig retssag. Dette skal bl.a. ses i

sammenhæng med, at der ikke i en undersøgelseskommission som

under en retssag ved domstolene gennemføres en egentlig procedure,

hvor parterne kan give udtryk for deres syn på den gennemførte

bevisførelse og på de bevisspørgsmål, som

undersøgelseskommissionen skal tage stilling til.

Heri ligger således en væsentlig principiel

forskel mellem den måde, hvorpå henholdsvis en domstol og en

undersøgelseskommission kan udtale sig om, hvilket

hændelsesforløb der på baggrund af en given

bevisførelse kan lægges til grund som godtgjort.

Efter bestemmelsen i stk. 4 kan en

undersøgelseskommission herudover få til opgave at foretage

retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det

offentlige søger nogen draget til ansvar (»ansvarsundersøgelse«).

Loven indeholder ikke nærmere regler om,

hvornår en undersøgelseskommission alene bør anmodes om

at foretage en faktum-undersøgelse, og hvornår der tillige

bør gennemføres en ansvarsundersøgelse. I forarbejderne

anføres, at det er vanskeligt på forhånd at angive, hvilke

kriterier der bør være afgørende herfor. Der peges dog

mere generelt på, at der ikke er grund til at iværksætte en

ansvarsundersøgelse, hvis det på forhånd må

stå klart, at der ikke er noget reelt spørgsmål om

ansvarspådragende fejl eller forsømmelser, eller hvis

formålet overvejende er at undersøge og klarlægge et

faktisk forløb med henblik på som omtalt i bestemmelsen i § 4,

stk. 3 at identificere såkaldte systemfejl og komme med forslag til

ændringer, således at sådanne fejl så vidt muligt

undgås i fremtiden. Der henvises til Folketingstidende 1998-99,

Tillæg A, side 253.

Det er omvendt antaget, at væsentlige hensyn til

bl.a. de berørte enkeltpersoner efter omstændighederne kan

tilsige, at der ikke kun gennemføres en faktum-undersøgelse,

men også en ansvarsundersøgelse. I betænkning 1315/1996 om

undersøgelseskommissioner der ligger til grund for den

gældende lov anføres således på side 61 f. bl.a.

følgende:

»

Formålet

med at nedsætte en undersøgelseskommission til

undersøgelse af et begivenhedsforløb, der omfatter

embedsmænds forhold, vil navnlig være at give regeringen

(vedkommende minister) et forsvarligt grundlag, hvorpå der kan

træffes beslutning om, hvorvidt der skal ske

disciplinærforfølgning mod de involverede embedsmænd.

I de omhandlede sager kan der ofte være stor

politisk interesse for regeringens beslutning. Der vil næppe altid

være tillid til, at regeringen vil træffe beslutningen ud fra

saglige kriterier. Hvis der træffes beslutning om at rejse

tjenestemandssager, vil regeringen kunne blive kritiseret for at have truffet

beslutningen ud fra politiske hensyn. Rejses der ikke tjenestemandssager, vil

regeringen kunne kritiseres for at dække over embedsmændene.

Praktisk set kan undersøgelseskommissionens undladelse af at foretage

retlige vurderinger betyde, at der skabes rum, herunder tidsmæssigt

rum, for at ansvarsspørgsmålet vedrørende de involverede

embedsmænd bliver led i en politisk debat, hvor partipolitiske

interesser og partitaktiske hensyn kan have indflydelse på vurderingen

af, om embedsmændene skal søges draget retligt til ansvar. Ikke

alene ud fra regeringens synspunkt, men også ud fra en bredere

samfundsmæssig vurdering må der således i hvert fald

undertiden konstateres et behov for, at en undersøgelseskommissions

faktumvurdering ledsages af en retlig orienteret vurdering af, om der er

grundlag for at søge disciplinæransvar gennemført over

for embedsmændene.

For embedsmændenes vedkommende kan der foreligge et

tilsvarende behov. En blot faktisk vurdering af de involverede personers

adfærd kan komme til at fremstå hårdere, end der reelt er

grundlag for. Undersøgelseskommissionens begrænsede beretning

vil derfor kunne skabe grobund for at antage, at det passerede er

værre, end det er, og kunne komplicere det videre forløb i

sagen. Væsentligere er den betragtning, at beretningen i hvert fald,

som det er nærmere fremstillet ovenfor, typisk vil kunne være

udgangspunkt for en fortsat mediemæssig »forfølgning«

og eventuelt grundlag for en politisk bestemt afgørelse

vedrørende spørgsmålet om

disciplinærforfølgning.«

Der henvises endvidere til Oliver Talevski m.fl., a.st.,

side 74 ff.

4.5.3. Justitsministeriets bemærkninger.

a) Den ordning, som der lægges op til i udkastet til

flertalsberetning, indebærer, at undersøgelseskommissionen bl.a.

skal undersøge de samme forhold som dem, der indgår i

statsadvokatens efterforskning og i en eventuel senere straffesag ved

domstolene. Samtidig med, at statsadvokaten efterforsker og domstolene

eventuelt efterfølgende vurderer hvad der er foregået i de

forskellige sagskomplekser i Farum-sagen, skal

undersøgelseskommissionen således udføre helt den samme

opgave (idet kommissionen i modsætning til domstolene dog ikke skal

tage stilling til sagens retlige spørgsmål).

Som anført under pkt. 1 i besvarelsen af

spørgsmål nr. 25, 31 og 34 er det i forarbejderne til lov om

undersøgelseskommissioner udtrykkeligt forudsat, at en

undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis

forholdene kan belyses tilfredsstillende af faste, ordinære

undersøgelsesorganer, jf. Folketingstidende 1998-99, Tillæg A,

side 250.

I den foreliggende sag er forholdet ikke alene det, at de

omhandlede sagskomplekser kan undersøges af anklagemyndigheden

(og domstolene). Anklagemyndigheden er således allerede i gang

med en omfattende efterforskning, der vil vise, om der er grundlag for at

føre en straffesag ved domstolene mod de ansvarlige

enkeltpersoner.

Efter Justitsministeriets opfattelse er den ordning, som

der lægges op til i udkastet, derfor et eksempel på en

kommissionsundersøgelse, som efter lovens forarbejder ikke bør

iværksættes.

b) Iværksættes den ordning, som der

lægges op til i udkastet, vil der bl.a. blive tale om en

bevisførelse om de samme temaer og sagskomplekser og formentlig i vidt

omfang ved fremlæggelse af de samme dokumenter og afhøring af de

samme vidner mv. I den forbindelse vil henholdsvis kommissionen og domstolene

skulle foretage deres egen selvstændige vurdering af de fremkomne

beviser, herunder bl.a. af den vægt, som der kan lægges på

de forskellige vidneudsagn.

Som anført ovenfor under pkt. 4.5.2 er det

imidlertid i forarbejderne til loven om undersøgelseskommissioner

udtrykkeligt fremhævet, at bevisvurderingerne i en

undersøgelseskommission må foretages med forsigtighed under

hensyn til, at beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk proces

under en almindelig retssag

Heri ligger, at det i det særegne tilfælde,

hvor der således som der lægges op til i udkastet

sideløbende foretages en konkurrerende bevisførelse om de samme

forhold i henholdsvis en undersøgelseskommission og ved domstolene,

vil være væsentlig forskel på den sikkerhed og fasthed,

hvormed disse myndigheder kan udtale sig om, hvilket faktisk

hændelsesforløb der kan lægges til grund som bevist.

Hvis undersøgelseskommissionens beretning hvad

der efter Justitsministeriets opfattelse næppe kan anses for realistisk

måtte foreligge, før en straffesag ved domstolene var

afsluttet, ville det derfor efter Justitsministeriets opfattelse med rette

kunne gøres gældende, at beretningen ikke kunne lægges til

grund som et endeligt billede af de omhandlede forhold, og at man derfor nu

måtte afvente domstolenes vurdering og udlægning af

hændelsesforløbet.

I det omvendte og efter Justitsministeriets opfattelse

mere realistiske tilfælde, hvor kommissionens beretning først

forelå efter afslutningen af en straffesag ved domstolene,

måtte man efter Justitsministeriets opfattelse også

spørge, hvilket nærmere formål beretningen skulle

tjene:

Hvis beretningen i denne situation gav udtryk for det

samme billede af de undersøgte forhold som domstolene, ville det

således kunne gøres gældende, at undersøgelsen

måtte anses for helt overflødig. Hvis beretningen omvendt gav

udtryk for et andet billede, ville det som følge af det ovenfor

anførte og efter Justitsministeriets opfattelse med rette kunne

gøres gældende, at det i alle tilfælde var domstolenes

vurdering af hændelsesforløbet, der måtte tillægges

afgørende betydning, og at kommissionens beretning derfor ikke ville

kunne lægges til grund for videre analyser og konklusioner i sagen.

Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets

opfattelse, at en ordning som den beskrevne må anses for uegnet til at

opnå det, som efter loven om undersøgelseskommissioner er et

hovedformål med en kommissionsundersøgelse, nemlig over for

regeringen og Folketinget mv. at skabe klarhed over et

hændelsesforløb. Efter Justitsministeriets opfattelse er der

tværtimod en betydelig risiko for, at en sådan

undersøgelse mere vil være egnet til at skabe usikkerhed og

uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og analysen

af Farum-sagens forskellige perspektiver og problemstillinger.

c)

Endvidere ville ordningen efter

Justitsministeriets opfattelse rejse væsentlige principielle

spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner.

I den forbindelse kan det bl.a. fremhæves, at de

implicerede personer sideløbende ville komme til at afgive forklaring

om de samme forhold for forskellige myndigheder og efter forskellige

regelsæt. Det ville herunder kunne være meget vanskeligt for en

person, der er inddraget i straffesagen ved domstolene, at vurdere og

overskue, om en forklaring for undersøgelseskommissionen

vedrørende f.eks. generelle spørgsmål om proceduren for

behandling af visse sager i kommunen ville kunne belaste den

pågældende under straffesagen, og om den pågældende

derfor skal påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at afgive

forklaring for kommissionen. Der henvises i den forbindelse til pkt. 4.3

ovenfor.

Endvidere bemærkes, at der i offentligheden

herunder i medierne kan siges at være givet et billede af

Farum-sagen, som i væsentlig grad er egnet til at rejse

spørgsmål om, hvorvidt der f.eks. foreligger et

disciplinært ansvar for de berørte embedsmænd mv. Ud fra

de hensyn, der som omtalt ovenfor under pkt. 4.5.2 er beskrevet i

betænkningen om undersøgelsesorganer, kan det derfor

anføres, at en kommissionsundersøgelse i givet fald burde

iværksættes som en ansvarsundersøgelse (dvs. en

undersøgelse med retlige vurderinger, jf. lovens § 4, stk. 4) og ikke

kun som en faktum-undersøgelse.

En sådan ansvarsundersøgelse lægges der

imidlertid i udkastet til flertalsberetning udtrykkeligt op til ikke

at foretage, jf. ovenfor under pkt. 3, og Justitsministeriet er for så

vidt helt enig i dette synspunkt: dels ville de øvrige

problemstillinger, der er beskrevet ovenfor, fortsat bestå, dels ville

der opstå helt andre men ikke mindre væsentlige og vanskelige

problemstillinger, herunder i forhold til det grundlæggende synspunkt

om, at det under alle omstændigheder ville være domstolene, der

traf den endelige afgørelse med hensyn til fortolkningen mv. af de

retsregler, som undersøgelseskommissionen skulle basere sine retlige

vurderinger på.

5. Sammenfatning.

Udvalget har anmodet Justitsministeriet om at oplyse, om

det nu foreliggende udkast til flertalsberetning giver anledning til

bemærkninger i forhold til besvarelsen af 1. august 2002 af

spørgsmål nr. 25, 31 og 34.

Som det fremgår, kan spørgsmålet

besvares klart bekræftende, jf. ovenfor under pkt. 4.

Det nævnte udkast giver således

Justitsministeriet anledning til en række bemærkninger med hensyn

til lovens krav om angivelse af de forhold, der ønskes

undersøgt (pkt. 4.2), til lovens regler om vidnepligt (pkt. 4.3) og

til spørgsmålet om vanskeliggørelse af den

efterforskning, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet for tiden gennemfører (pkt. 4.4).

Endvidere og navnlig giver udkastet Justitsministeriet

anledning til bemærkninger om forholdet mellem en

kommissionsundersøgelse og en eventuel straffesag ved domstolene om de

forhold, som kommissionen skal undersøge (pkt. 4.5).

Det er således her Justitsministeriets opfattelse,

at en ordning som den beskrevne må anses for uegnet til at opnå

det, som efter loven om undersøgelseskommissioner er et

hovedformål med en kommissionsundersøgelse, nemlig over for

regeringen og Folketinget mv. at skabe klarhed over et

hændelsesforløb. Efter Justitsministeriets opfattelse er der

tværtimod en betydelig risiko for, at en sådan

undersøgelse mere vil være egnet til at skabe usikkerhed og

uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og analysen

af Farum-sagens forskellige perspektiver og problemstillinger.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at

ordningen ville rejse væsentlige principielle spørgsmål i

forhold til de berørte enkeltpersoners retssikkerhed mv.

Det anførte skal efter Justitsministeriets

opfattelse grundlæggende ses i lyset af, at loven om

undersøgelseskommissioner slet ikke tager sigte på

tilfælde som det foreliggende, hvor politi og anklagemyndighed

statens centrale efterforsknings- og undersøgelsesapparat allerede

er i færd med en omfattende efterforskning af sagen. Der henvises i den

forbindelse til pkt. 4.5.3 ovenfor.

Justitsministeriet kan i øvrigt henholde sig til

det, der er anført i besvarelsen af 1. august 2002.

Bilag 4

3. udkast til beretning over B 84

Udkastet er optrykt efter ønske fra udvalget.

Beretning afgivet af Udvalget for

Forretningsordenen den 0. august 2002

3. udkast

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om kommission

til undersøgelse af Farum-sagen

[af Aage Frandsen (SF), Margrete Auken (SF),

Anne Baastrup (SF)

og Kristen Touborg (SF)]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. marts 2002 og

var til 1. behandling den 9. april 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1.

behandlingen henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.

Udvalget for Forretningsordenen henviste den 10. april

2002 beslutningsforslaget til forberedende behandling i Underudvalget under

Udvalget for Forretningsordenen (herefter Underudvalget), jf. Folketingets

forretningsorden § 59.

Møder

Underudvalget har behandlet beslutningsforslaget i 4

møder, heraf 2 møder, hvor henholdsvis justitsministeren og

indenrigs- og sundhedsministeren var indkaldt i samråd.

Spørgsmål

Underudvalget har stillet 1 spørgsmål til

skriftlige besvarelse henholdsvis til økonomi- og erhvervsministeren,

finansministeren, beskæftigelsesministeren, justitsministeren,

kulturministeren, integrationsministeren, skatteministeren, trafikministeren,

videnskabsministeren, fødevareministeren, forsvarsministeren,

miljøministeren, indenrigs- og sundhedsministeren,

undervisningsministeren og socialministeren, som disse har besvaret.

Derudover har Underudvalget til skriftlig besvarelse

stillet 1 spørgsmål til Folketingets Ombudsmand, 13

spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren, 15

spørgsmål til justitsministeren og 3 spørgsmål til

beskæftigelsesministeren, som disse har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

På den baggrund opfordrer X (S, DF,SF,EL)

justitsministeren til at nedsætte en undersøgelseskommission i

henhold til lov om undersøgelseskommissioner med henblik på at

undersøge hele Farum-sagen. X betragter en afdækning og en

undersøgelse af, hvad der er sket i Farum Kommune, og hvad forskellige

andre myndigheder har gjort og ikke gjort i den forbindelse, samt en

række relationer mellem Farum Kommune og en række private

virksomheder, organisationer m.v. som værende af »almenvigtig betydning«, jf. lov om

undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1.

X lægger afgørende vægt på, at

enhver skal være forpligtet til at under vidneansvar afgive forklaring

for undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen

anmoder om det. Dette indebærer, at formanden er en dommer, jf. lovens

kap 5. X lægger også afgørende vægt på, at

kommissionen har tre medlemmer af hensyn til, at kommissionen kan foretage

retlige vurderinger, jf. § 2 stk.5. Endelig lægger X vægt

på, at møder i undersøgelseskommissionen og møder

i retten er offentlige, jf. lovens kap. 10, med de begrænsninger, der

også ligger heri.

Der er efter X’s opfattelse en række grunde

til, at der bør nedsættes en undersøgelseskommission.

Det fremgår bl.a. af en række klager, der er

kommet fra en gruppe borgere i Farum Kommune, og af en række andre

oplysninger, der er fremkommet, at mange borgere i Farum Kommune har

følt, at der åbenbart for Farum Kommune gjaldt særlige

forhold, og at almindelige retsregler ikke gjaldt for Farum Kommune. Mange

borgere har fået en opfattelse af, at Farum Kommune befandt sig i et

retstomt rum, og at landets love og regler ikke gjaldt for Farum, hvilket kan

sammenholdes med, at Farum Kommune ofte blev fremhævet som

foregangskommune og mønsterkommune.

Uanset at forholdene i Farum Kommune har været

unikke i forhold til andre kommuner, er det vigtigt at få

afdækket, hvordan det har været muligt, at forholdene har kunnet

udvikle sig, som tilfældet er, og hvordan så mange har kunnet

blive involveret, f.eks. private virksomheder, samt hvorfor forskellige

tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind enten af sig selv eller på

baggrund af klager.

Når en undersøgelse af Farum-sagen er af

»almenvigtig betydning« skyldes det også, at det er en

af de største og måske den største skandalesag inden for

det offentlige med udgangspunkt i en kommune, vi nogensinde har set i

Danmark.

Fra alle sider af det politiske spekter er det blevet

fremhævet, at »alle sten

skal vendes« i Farum-sagen. Derfor

er det vigtigt, at der iværksættes en undersøgelse, der

sikrer, at alle sten bliver vendt. Ellers kan man risikere, at der breder sig

en opfattelse af, at der gælder særlige regler, når

politikere er involveret, og at politikerne forsøger at dække

over hinanden.

Formålet med undersøgelsen er at

afdække alt det, som ikke er omfattet af den efterforskning, som

Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet

(Bagmandspolitiet) har indledt med henblik på evt. at rejse tiltale i

henhold til straffelovgivningen. Det betyder samtidig, at

undersøgelseskommissionen ikke skal vurdere, om der er grundlag for

tiltale efter straffeloven. Dette spørgsmål efterforskes og

vurderes af Bagmandspolitiet

Undersøgelseskommissionen kan nemt komme til at

beskæftige sig med forhold, der er omfattet af politiets

efterforskning, f.eks. samarbejdet mellem kommunen og private virksomheder

samt kommunalbestyrelsens informationsniveau i forhold til borgmesterens

handlinger m.v. Der er intet forkert i, at Bagmandspolitiet og

undersøgelseskommissionen ser på samme forhold. Formålet

med politiets undersøgelser er alene at undersøge, om

der er grundlag for strafferetlig tiltale. Det er ikke

undersøgelseskommissionens opgave. Men de samme handlinger og mange

flere, som slet ikke er omfattet af politiets efterforskning m.v. kan

også vurderes i forhold til evt. »systemfejl«, evt.

tjenstligt ansvar for embedsmænd, evt. overtrædelse af kommunale

styrelsesregler, forvaltningsloven, offentlighedsloven, regler for revision

m.v. Der er intet forkert i, at undersøgelseskommissionen og politiet

samarbejder med hensyn til materiale om de faktiske forhold. Tværtimod

er det nødvendigt i dette tilfælde.

Undersøgelseskommissionens medlemmer vil i disse tilfælde

være omfattet af samme tavshedspligt som politiet, jf. i øvrigt

lovens kap. 8 .

I forbindelse med udarbejdelse af kommissoriet for

undersøgelseskommissionens arbejde skal justitsministeren tilgodese,

at Bagmandspolitiets og undersøgelseskommissionens arbejde ikke

kolliderer med hinanden, og at Bagmandspolitiet og

undersøgelseskommissionen tværtimod samarbejder vedr. materiale

m.v.

X er også opmærksom på, at der

foregår andet arbejde med hensyn til at afdække forhold i

Farum-sagen. Men for dette arbejde gælder det, at det alene bygger

på tilgængeligt materiale, og at ingen i den forbindelse har

pligt til at udtale sig, hvis de ikke ønsker det, eller er under

vidneansvar. Dertil kommer, at disse »undersøgelser«

har meget specifikke formål. Hvis undersøgelser af

Farum-sagen alene blev afgrænset til det, der allerede er sat i gang,

ville det indebære, at der bortset fra det strafferetlige

spørgsmål ikke ville ske nogen reel undersøgelse af

Farum-sagens mange aspekter. For X er det afgørende, at der kommer en

uvildig, alsidig og grundig undersøgelse.

Farum Kommunes egen undersøgelse drejer sig

primært om at få undersøgt kommunens forretningsgange og

få undersøgt, om kommunen evt. kan rejse erstatningssager. Men

det vil alene kunne ske på grundlag af tilgængeligt materiale.

Men resultatet af Farum Kommunes egen undersøgelse skal naturligvis

tilgå undersøgelseskommissionen.

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har en

række sager til behandling, hvoraf en del vedrører tidligere

forhold, som tilsynsrådet også tidligere har forholdt sig til.

Det arbejde, hvor tilsynsrådet udøver sin tilsynspligt, skal

naturligvis fortsætte.

Der er derfor en række områder og forhold, der

slet ikke undersøges, herunder undersøgelser af

tilsynsmyndighedernes rolle.

I det omfang der er begået ulovligheder i Farum

Kommune, som ikke er strafferetlig karakter, f.eks. i forhold til

spørgsmål om offentlighed i forvaltningen, vil en

undersøgelseskommission derfor godt kunne undersøge, hvorfor

der ikke blev grebet ind fra diverse tilsynsmyndigheder, uden at dette

forudsætter, at man afventer politiets efterforskning og domstolenes

bedømmelse af præcist, hvilke straffelovsovertrædelser

bestemte personer evt. kan dømmes for.

Det samme er tilfældet på

aktiveringsområdet, hvor Arbejdsmarkedsrådet for Frederiksborg

Amt tilsyneladende ikke har ment, at det har skullet føre et aktivt

tilsyn, men alene har henholdt sig til oplysninger fra Farum Kommune.

Undersøgelseskommissionen skal både

undersøge, hvad der er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor

der måske skulle have været grebet ind. Derfor skal alle

dispositioner foretaget af Farum Kommune og kommunens samarbejde med

organisationer og private virksomheder, herunder sportsklubber,

finansieringsselskaber m.v., gøres til genstand for

undersøgelsen, medmindre de er omfattet af politiets

undersøgelse. Det samme gælder de forskellige plan- og

tilsynsmyndigheders rolle, f.eks. i forbindelse med opførelse af

ungdomsboliger, kommunens køb af jord, kommunens aktiveringsindsats

m.v.

Med det generelle forbehold, at

undersøgelseskommissionen ikke skal undersøge og tage stilling

til, om der er grundlag for at rejse tiltale efter straffelovgivningen, idet

dette spørgsmål helt er overladt til Bagmandspolitiet,

ønsker X, at undersøgelseskommissionen skal undersøge

alt andet, der har samfundsmæssig relevans i Farum-sagen.

Det gælder især:

Borgmesterens varetagelse af funktionerne som øverste daglige

leder af administrationen, formand for økonomiudvalget og formand for

kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af deres hverv.

Embedsværkets varetagelse af embeder, herunder dets muligheder for

at gøre det, og den måde det har gjort det på.

Den kommunale revisions måde at fungere på og dens reaktioner

på Farum Kommunes dispositioner.

Farum Kommunes aftaler med organisationer og private virksomheder,

herunder sportsklubber og finansieringsinstitutter, set i lyset af

kommunalfuldmagten, konkurrenceregler og reglerne for offentlige udbud

m.v.

Dispositioner foretaget af Farum Kommune, som har været til gavn

for bestemte politiske partier eller personer f.eks. i forbindelse med

valgkampe.

De forskellige tilsynsmyndigheders rolle bl.a. i forbindelse med de mange

klagesager. Det gælder både Tilsynsrådet for Frederiksborg

Amt, Frederiksborg Amtskommune som tilsynsmyndighed og de forskellige

ministerier som tilsynsmyndighed.

Endelig vil det også være relevant at se på

Hillerød politis rolle i forbindelse med anmeldelser af Farum

Kommune.

Formålet med undersøgelsen er også at

forebygge, at lignende sager opstår i fremtiden. For uanset at

forholdene i Farum Kommune forekommer unikke, kunne nogle af de problemer,

som er opstået i Farum Kommune, godt opstå andre steder, uden at

det ville være så omfattende som i Farum Kommune. Farum-sagen vil

derfor muligvis give anledning til ændringer i love, administrative

regler m.v.

Ændringer af lovgivningen om det kommunale tilsyn,

som opfattes som nødvendige og/eller oplagte, skal efter X’s

opfattelse ikke afvente resultatet af undersøgelseskommissionens

arbejde. Der er allerede sat forskellige arbejder i gang med henblik på

evt. lovændringer af f.eks. reglerne om tilsynet med amtskommuner og

kommuner. På samme måde skal nedsættelse af en

undersøgelseskommission ikke begrænse arbejdet i det

såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg, som indenrigs- og

sundhedsministeren har nedsat. Skulle det vise sig, at

undersøgelseskommissionens arbejde giver anledning til yderligere

ændringer i lovgivningen eller i administrative regler, ændrer

det ikke ved, at det allerede i den kommende folketingssamling kan være

fornuftigt at gennemføre ændringer bl.a. på baggrund af

betænkning nr. 1395/2000 om statens tilsyn med kommunerne og arbejdet i

det såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg.

Som det fremgår af lov om

undersøgelseskommissioner, kap. 3, kan

undersøgelseskommissionen få til opgave »at undersøge og redegøre for et faktisk

begivenhedsforløb« (jf. §

4, stk. 2), og »at komme

med forslag til sådanne ændringer af love, administrative

bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan

begrunde« (jf. § 4, stk. 3). Det

er X’s opfattelse, at undersøgelseskommissionen skal have disse

opgaver. Men da Jens Peter Christensen-udvalget netop har til opgave at se

på behovet for ændringer af love, administrative regler og

praksis, hvilket formentlig allerede i næste folketingssamling vil

resultere i ændringer, vil behovet for den del af kommissionens

arbejdet være mindre. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der i

forbindelse med undersøgelseskommissionens arbejde kan komme ting

frem, som kan give anledning til et yderligere behov for ændringer i

love og administrative regler og praksis. Derfor skal det selvfølgelig

også være en opgave for undersøgelseskommissionen at komme

med forslag til sådanne yderligere ændringer af love m.v., som

undersøgelsen kan begrunde.

Derimod mener X, at det vil være

hensigtsmæssigt, at undersøgelseskommissionen undlader at komme

med retlige vurderinger, selv om lov om undersøgelseskommissioner

giver mulighed herfor (jf. § 4, stk. 4),. Derved undgås at

sådanne retlige vurderinger evt. kolliderer med evt. strafferetlig

tiltale og evt. domfældelse. Dermed sker der også en

imødekommelse af noget af den kritik, som har været

fremført imod, at en undersøgelseskommission nedsættes nu

samtidig med, at der kører en strafferetlig sag.

Som det allerede er fremgået, er det efter X’s

opfattelse vigtigt, at arbejdet med henblik på nedsættelse af en

undersøgelseskommission påbegyndes snarest. X mener derfor ikke,

at man kan vente med at nedsætte en undersøgelseskommission til

et eller andet tidspunkt ud i fremtiden, hvor den strafferetlige

efterforskning er afsluttet, og hvor der evt. er rejst tiltale, samt hvor der

evt. også er sket domfældelse. Det kan tage 3-4 år eller

mere. Men det ændrer ikke ved, at det også er afgørende,

at arbejdet i undersøgelseskommissionen herunder det

tidsmæssige forløb er tilrettelagt sådan, at

undersøgelseskommissionens arbejde ikke kommer på tværs af

Bagmandspolitiets efterforskning. Derfor går X ud fra, at

justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af

undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.

Med hensyn til det videre arbejde med nedsættelse af

undersøgelseskommissionen og udarbejdelse af kommissoriet for

kommissionen henvises til principperne i § 55 i forretningsorden for

Folketinget. X skal anmode justitsministeren om at drøfte den

nærmere udformning af kommissoriet med Udvalget for

Forretningsordenen.

P.u.v.

Ivar Hansen

formand

Bilag 5

Notat om nedsættelse af en

undersøgelseskommission, når Folketinget har truffet beslutning

herom i Folketingssalen m.v.

Notatet er optrykt efter ønske fra udvalget.

Lovsekretariatet, 4. juli 2002

Problemformulering

Notatet redegør først for bestemmelserne i

loven om undersøgelseskommissioner og Folketingets forretningsorden

for nedsættelse af en undersøgelseskommission, herunder

fremgangsmåden for en sådan kommissionsnedsættelse,

når Folketinget har truffet beslutning herom i Folketingssalen.

Dernæst beskriver notatet en situation, hvor

initiativet til nedsættelse af en kommission kommer fra Folketinget i

anden form end en beslutning truffet i Folketingssalen, f.eks. en situation,

hvor et udvalgsflertal i en beretning opfordrer justitsministeren til at

nedsætte en undersøgelseskommission. En sådan situation er

nemlig ikke reguleret i loven om undersøgelseskommissioner.

Folketinget træffer beslutning om nedsættelse af en

undersøgelseskommission

Det er justitsministeren, der har kompetence til at

nedsætte undersøgelseskommissioner, jf. lov om

undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1, 1. pkt.

Justitsministeren skal udarbejde et kommissorium

(opgavebeskrivelse) for undersøgelseskommissionen. Heraf skal

fremgå, hvilke nærmere bestemte forhold

undersøgelseskommissionen anmodes om at undersøge, og hvilke

opgaver undersøgelseskommissionen anmodes om at udføre i

forbindelse hermed, jf. lovens § 4.

Justitsministeren udpeger den eller de personer, der skal

være medlemmer af undersøgelseskommissionen, og formanden for

kommissionen, hvis kommissionen skal have flere medlemmer, jf. lovens § 1,

stk. 2. Justitsministeren udpeger endvidere en person, der som

udspørger i overensstemmelse med undersøgelseskommissionens

bestemmelser tilrettelægger og foretager afhøringer i

kommissionen eller i retten, jf. lovens § 1, stk. 3.

Justitsministeren skal nedsætte en

undersøgelseskommission, hvis Folketinget har truffet beslutning

herom. Det følger af lovens § 1, stk. 1, sidste pkt.

Såfremt der er vedtaget folketingsbeslutning som

nævnt i § 1, stk. 1, sidste pkt., sker den fornødne

nærmere udformning af bestemmelserne om kommissionens opgaver i

samråd med Folketingets Udvalg for Forretningsordenen eller et

underudvalg nedsat under udvalget, jf. lovens § 1, stk. 4. Det samme

gælder afgørelser efter stk. 2 (om, hvem der skal være

medlemmer af kommissionen) og stk. 3 (om, hvem der skal være

udspørger).

Det er vigtigt, at Folketinget har indflydelse på

disse spørgsmål, da det er Folketinget, som har truffet

beslutningen om at nedsætte undersøgelseskommissionen.1) Herom hedder det i betænkningen

fra Udvalget for Forretningsordenen:2)

»

Beslutningsforslaget vil antagelig indeholde et

udkast til kommissorium eller i hvert fald en angivelse af dettes

hovedpunkter. Det er vigtigt at sikre, at Folketinget efter forhandling med

regeringen har den afgørende indflydelse på kommissoriets

udformning. Under dette forhandlingsforløb skal det sikres, at

kommissoriet vil være operativt for den kommende undersøgelse.

Ud over en afgrænsning af det hændelsesforløb, der skal

undersøges, skal der i kommissoriet efter forhandling med regeringen

tages stilling til, om der foruden en undersøgelse af og

redegørelse for det faktiske begivenhedsforløb også skal

anmodes undersøgelseskommissionen om i forbindelse med dens udredning

at påpege ændringer af love, administrative bestemmelser eller

administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde. Efter

omstændighederne vil undersøgelseskommissionen som anført

i loven herudover kunne få til opgave at foretage retlige overvejelser

til belysning af, hvorvidt der foreligger grundlag for at søge

embedsmænd m.v. draget til ansvar. Også sammensætningen af

undersøgelseskommissionen vil skulle fastsættes under disse

drøftelser mellem udvalg og regering. Der skal i den forbindelse tages

stilling til, om dommere skal medvirke, og om undersøgelsen dermed

skal gennemføres efter lovens kapitel 5 eller 6.«

I de tilfælde, hvor Folketinget har vedtaget

beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission, vil det i

praksis ofte være justitsministeren, som på grundlag af

folketingsbeslutningen og dennes retningslinjer for kommissoriets indhold

udarbejder et udkast til undersøgelseskommissionens kommissorium,

herunder et udkast til undersøgelseskommissionens

sammensætning.3) Dette udkast til

kommissorium m.v. fremsendes til Udvalget for Forretningsordenen eller dettes

underudvalg til godkendelse.

Når (under)udvalget har godkendt kommissoriet m.v.,

tager Justitsministeriet nærmere stilling til, hvem der skal udpeges

som medlemmer af undersøgelseskommissionen og som udspørger. 4) Det sker i overensstemmelse med de

regler, der er beskrevet ovenfor. Udpegningen af kommissionens medlemmer og

udspørgeren må ikke finde sted, før Udvalget for

Forretningsordenen (eller dettes underudvalg) har godkendt

Justitsministeriets forslag herom.

Folketingets forretningsorden indeholder i § 55 på

linje med det ovenfor anførte en bestemmelse om fremgangsmåden

ved nedsættelse af en undersøgelseskommission, når

initiativet kommer fra Folketinget i form af en folketingsbeslutning,

herunder fastsættelse af kommissorium og sammensætning af

kommissionen.

Det fremgår af forretningsordenens § 55, at Udvalget

for Forretningsordenen kan afgive indstilling til Folketinget om, at der

nedsættes en undersøgelseskommission efter reglerne i loven om

undersøgelseskommissioner. Vedtages en sådan indstilling, sker

den fornødne nærmere udformning af bestemmelserne om

kommissionens opgave af udvalget i samråd med justitsministeren.

Indstillingen må formodes at kunne være en

betænkning over det fremsatte beslutningsforslag eller en

selvstændig betænkning og indstilling, hvis sagen starter i

udvalget. I begge tilfælde må det formodes, at

drøftelserne og afklaringen med justitsministeren ofte vil komme til

at foregå før afgivelsen af en betænkning eller en

indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen til Folketingssalen og

eventuelt fremgå af denne betænkning/indstilling, men som

forretningsordenens § 55 er formuleret kan fastsættelsen af

kommissorium, opgaver og medlemskreds også ske efter vedtagelsen af

indstillingen i Folketinget i samråd mellem udvalg og minister.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, har

justitsministeren en retlig forpligtelse til at nedsætte en

undersøgelseskommission, når Folketinget har truffet beslutning

herom, ligesom fremgangsmåden for en sådan

nedsættelse er reguleret i loven om undersøgelseskommissioner og

Folketingets forretningsorden.

Det er i sidstnævnte forbindelse endvidere forudsat,

at Udvalget for Forretningsordenen kan nå til enighed med

Justitsministeriet om indholdet af undersøgelseskommissionens

kommissorium og sammensætningen af kommissionen, før Folketinget

træffer beslutning om nedsættelse af kommissionen.

Et udvalgsflertal opfordrer justitsministeren til at nedsætte en

undersøgelseskommission

Efter loven om undersøgelseskommissioner § 1, stk.

1, kan justitsministeren nedsætte en kommission til at

gennemføre en undersøgelse af nærmere bestemte forhold af

almenvigtig betydning. En sådan kommission skal nedsættes, hvis

Folketinget vedtager beslutning herom.

Loven regulerer ikke situationer, hvor initiativet til

nedsættelse af en kommission kommer fra Folketinget i anden form end en

beslutning truffet i Folketingssalen, f.eks. en situation, hvor et

udvalgsflertal i en beretning opfordrer justitsministeren til at

nedsætte en undersøgelseskommission.

I en sådan situation er justitsministeren ikke efter

loven om undersøgelseskommissioner eller anden lovgivning retligt

forpligtet til at nedsætte en undersøgelseskommission.

En anden ting er, at justitsministeren kan risikere at

blive draget politisk til ansvar, hvis ministeren ikke efterkommer

udvalgsflertallets opfordring om at nedsætte en kommission, i sin

yderste konsekvens ved vedtagelse af et mistillidsvotum efter grundlovens §

15.5)

I en situation som den beskrevne, hvor et udvalgsflertal i

en beretning opfordrer justitsministeren til at nedsætte en

undersøgelseskommission, er fremgangsmåden for en sådan

kommissionsnedsættelse heller ikke reguleret i loven om

undersøgelseskommissioner og Folketingets forretningsorden.

Det er således ikke forudsat, at kommissoriets

nærmere udformning og sammensætningen af

undersøgelseskommissionen skal ske i samråd mellem

Justitsministeriet og Udvalget for Forretningsordenen (eller dettes

underudvalg).

For at sikre, at udvalgsflertallet får den

afgørende indflydelse på kommissoriets udformning m.v., har

udvalgsflertallet i den del af beretningen, som indeholder flertallets

politiske bemærkninger mulighed for konkret og præcist at angive,

hvad det er for nogle forhold, der ønskes klarlagt af

undersøgelseskommissionen, ligesom flertallet også har mulighed

for at angive nogle kriterier for kommissionens sammensætning.

Endelig kan udvalgsflertallet i beretningen naturligvis

opfordre til, at den fornødne nærmere udformning af

bestemmelserne om kommissionens opgave efterfølgende, dvs. efter

afgivelsen af beretningen, sker af Udvalget for Forretningsordenen (eller

dettes underudvalg) i samråd med justitsministeren.

1) Se kommentaren til lov om

undersøgelseskommissioner v/ Jens Peter Christensen, Oliver Talevski

og Claus Dethlefsen (2002), side 50.

2) Jf. Folketingstidende 1998-99,

tillæg B, side 779.

3) Se kommentaren til lov om

undersøgelseskommissioner (nævnt i note 1), side 50.

4) Se kommentaren til lov om

undersøgelseskommissioner, side 50. Som anført i kommentaren

samme sted, kan spørgsmålet om sammensætningen af

undersøgelseskommissionen naturligvis også forelægges for

(under)udvalget sammen med et udkast til undersøgelseskommissionens

kommissorium.

5) Efter grundlovens § 15, stk. 1, kan

ingen minister forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin

mistillid til ham. Grundlovens § 15 udgør kernen i ministrenes

politiske ansvar. Som det fremgår, er det Folketinget, der gør

det politiske ansvar gældende ved at udtale sin mistillid til en

fagminister eller statsministeren. Dette sker ved en simpel

flertalsbeslutning, der i henhold til Folketingets forretningsorden kan

træffes under forhandling af en forespørgsel m.v., jf.

forretningsordenens § 24.

Bilag 6

Notat om nedsættelse af en

undersøgelseskommission, når der verserer en strafferetlig

efterforskning af de samme forhold

Notatet er optrykt efter ønske fra S, DF, SF og

EL.

Lovsekretariatet, 27. juni 2002

1. Problemformulering

Med lov om undersøgelseskommissioner, der

trådte i kraft den 1. juli 1999, og som bygger på det

såkaldte Nordskovudvalgs betænkning nr. 1315/1996 om

undersøgelsesorganer, er der indført en helt ny ordning om

undersøgelse af sager om fejl og forsømmelser i forvaltningen.

Der er ikke tidligere nedsat undersøgelseskommissioner i medfør

af loven.1)

I forlængelse af samrådet med

justitsministeren torsdag den 30. maj 2002 om den strafferetlige

efterforskning i Farumsagen (jf. B 84 bilag 55) blev

spørgsmålet om, hvorvidt der kan eller bør

nedsættes en kommission til at undersøge visse aspekter i

Farumsagen, når det ikke kan udelukkes, at der samtidig helt eller

delvis verserer en strafferetlig efterforskning af samme forhold,

drøftet i Underudvalget under Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen.

I lyset af drøftelserne blev det besluttet, at

Lovsekretariatet i første omgang undersøger

spørgsmålet nærmere på baggrund af loven om

undersøgelseskommissioner, lovens forarbejder, praksis samt den

juridiske litteratur på området. Underudvalget drøftede

desuden muligheden for at rådføre sig hos en ekstern juridisk

ekspert, hvis Lovsekretariatets undersøgelse ikke måtte

føre til noget svar på spørgsmålet.

2. Generelle bemærkninger om loven om

undersøgelseskommissioner.

Hvilken kategori af sager kan en undersøgelseskommission

nedsættes for at undersøge?

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om

undersøgelseskommissioner, at justitsministeren kan nedsætte en

kommission til at gennemføre en undersøgelse af nærmere

bestemte forhold af almenvigtig betydning. En sådan kommission skal

nedsættes, hvis Folketinget vedtager beslutning herom.

Formuleringen af lovens § 1, stk. 1, om, at en kommission

kan nedsættes til gennemførelse af en undersøgelse af

nærmere bestemte forhold af »almenvigtig betydning« indebærer, at

der i princippet er meget vide retlige grænser for, hvilke

forhold en undersøgelseskommission kan nedsættes for at

undersøge.

Med formuleringen markeres det imidlertid, at en

undersøgelseskommission som altovervejende hovedregel kun bør

benyttes i tilfælde, hvor regeringen eller Folketinget har behov for at

få belyst nogle forhold, som har betydning for de opgaver, som

regeringen eller Folketinget udfører.2) Dette betyder ifølge lovens

forarbejder, at forholdet som altovervejende hovedregel skal have tilknytning

til staten.3)

Formuleringen »almenvigtig betydning« indebærer

således, at en undersøgelse af private forhold, herunder

strafferetlige forhold, normalt alene vil kunne tænkes, hvis den

indgår som et integreret element i en undersøgelse af statslige

myndigheders forhold.4)

Det kan endvidere nævnes, at

anvendelsesområdet for de såkaldte parlamentariske kommissioner5) blev gjort til genstand for

nærmere overvejelser i forbindelse med et forslag fra

Fremskridtspartiet i midten af 1970’erne om at anvende parlamentariske

kommissioner til at behandle lovforslag. Udvalget for Forretningsordenen

indhentede i den anledning et notat fra Justitsministeriet om fordele og

ulemper ved at lade et spørgsmål undersøge i en

parlamentarisk kommission frem for ved et sædvanligt kommissions- eller

udvalgsarbejde. På baggrund af notatet af 13. januar 1976, optrykt i

Udvalget for Forretningsordenens betænkning, udtalte udvalget, at

»anvendelsen af parlamentariske kommissioner i overensstemmelse med

mangeårig praksis bør forbeholdes særlige situationer,

især tilfælde, hvor der kan blive tale om at gøre

ministeransvar gældende«.6)

Også et forslag fra Fremskridtspartiet i 1975-76 om

nedsættelse af en parlamentarisk kommission vedrørende de

samfundsøkonomiske virkninger af den offentlige sektors

lønføring m.v. afvistes delvis ud fra det synspunkt, at en

parlamentarisk kommission ikke var det rette organ til undersøgelse af

sådanne brede samfundsspørgsmål, men burde forbeholdes

andre situationer.7) I 1976

bekræftedes denne indstilling af et stort flertal i udvalget i

forbindelse med behandlingen af et forslag fra DKP om en parlamentarisk

kommission til undersøgelse af arbejdsministerens dispositioner over

for Sømændenes Arbejdsløshedskasse, idet det

anførtes, at »nedsættelse af en parlamentarisk kommission efter

omstændighederne kan være berettiget i tilfælde, hvor der

kan være tale om at drage en minister til ansvar for hans

embedsførelse«.8)

Med formuleringen »almenvigtig betydning« er det

ifølge forarbejderne til loven ikke udelukket, at der i helt

særlige tilfælde iværksættes en undersøgelse,

der (alene) vedrører (amts)kommunale forhold. Undersøgelser af

forhold vedrørende kommunerne forudsættes dog normalt forbeholdt

de almindelige tilsynsmyndigheder.9)

Det er i sagens natur en meget skønspræget

vurdering, om der skal nedsættes en undersøgelseskommission. Og

vurderingen vil ofte have en politisk baggrund.

Det fremgår dog af forarbejderne til loven, at der

ikke bør nedsættes en undersøgelseskommission, hvis den

pågældende sag kan belyses tilfredsstillende af de

sædvanlige undersøgelsesorganer, herunder politiet eller

tilsynsmyndighederne.

Særligt i relation til spørgsmålet om

Folketingets inddragelse i nedsættelsen af

undersøgelseskommissioner erindres om, at Folketinget samtidig med

vedtagelsen af forslaget til lov om undersøgelseskommissioner vedtog

et forslag til ændring af Folketingets forretningsorden, der også

var foranlediget af Nordskovudvalgets betænkning. Forretningsordenen

blev tilført et nyt kapitel (XVIII) under overskriften

»Spørgsmål vedrørende ministeransvar«. Kapitlet

indeholder regler om Folketingets inddragelse i nedsættelse af

undersøgelseskommissioner og om Folketingets behandling af sager om

ministeransvar.

Kerneområdet for Folketingets inddragelse i

nedsættelse af undersøgelseskommissioner er således sager

om ministeransvar.

Spørgsmålet om, hvorvidt der ud fra en

juridisk betragtning kan eller bør nedsættes en kommission til

at undersøge visse aspekter i Farumsagen, når det ikke kan

udelukkes, at der samtidig helt eller delvist verserer en strafferetlig

efterforskning af de samme forhold, er ikke reguleret i loven om

undersøgelseskommissioner.

Der er heller ikke taget stilling til

spørgsmålet i lovens forarbejder eller i den juridiske

litteratur, herunder den netop udgivne kommentar til loven v/ Oliver

Talevski, Jens Peter Christensen og Claus Dethlefsen.

Spørgsmålet har heller ikke tidligere

foreligget i praksis. Dog opstod problemet kortvarigt i Tamilsagen, men

på en anden måde end i Farumsagen. I juni 1990 blev der nedsat en

undersøgelsesret beklædt af højesteretsdommer Mogens

Hornslet til at foretage en undersøgelse af Tamilsagen. I januar 1991

blev Statsadvokaten for København anmodet om at undersøge, om

der var grundlag for at rejse tiltale mod Justitsministeriets

departementschef. Departementschefen blev sigtet for misbrug af offentlig

stilling og grov tjenesteforsømmelse, men efter en nærmere

undersøgelse frafaldt Statsadvokaten sigtelsen i marts 1991, bl.a.

fordi forholdet var forældet. De forskellige former for

undersøgelser i Tamilsagen og tidspunktet for deres

iværksættelse fremgår i øvrigt af vedlagte

bilag.

Det vurderes, at næppe heller en ekstern juridisk

ekspert på en juridisk baggrund vil kunne komme med et svar

på, om en undersøgelseskommission kan eller bør

nedsættes i en situation som den beskrevne.

Der lægges herved vægt på, at der som

nævnt ikke juridisk er gjort op med spørgsmålet hverken i

loven om undersøgelseskommissioner, lovens forarbejder, praksis eller

den juridiske litteratur. En juridisk ekspert vil således ikke kunne

basere sine synspunkter på et juridisk grundlag, men alene på

generelle retspolitiske overvejelser.

1) Vedlagte bilag indeholder til

almindelig orientering en omtale af to (af i alt fem) sager om

ministeransvar, der har været bedømt af Rigsretten, nemlig

rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg i 1909-10 (navnlig den

forudgående Albertisag) og sagen mod fhv. justitsminister Erik

Ninn-Hansen (Tamilsagen) fra 1993-95. Rigsrettens afgørelser

repræsenterer den mest autoritative stillingtagen til ministeransvaret,

der foreligger i dansk forfatningspraksis.

2) Jf. Justitsministeriets notat af 22.

december 1997, der er udarbejdet i samarbejde mellem ministeriet og Lars

Nordskov Nielsen, Torben Melchior og Jens Peter Christensen, og som er

gengivet som bilag 1 til Udvalget for Forretningsordenens betænkning af

5. maj 1999 over forslag til lov om undersøgelseskommissioner, samt

den netop udgivne kommentar til lov om undersøgelseskommissioner m.v.

("Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret &

Folketingets rolle") v/ Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus

Dethlefsen, side 30.

3) Se Udvalget for Forretningsordenens

betænkning af 5. maj 1999 over forslag til lov om

undersøgelseskommissioner, side 8.

4) Jf. Justitsministeriets notat af 22.

december 1997 (se note 2) samt den netop udgivne kommentar til lov om

undersøgelseskommissioner m.v. (se note 2), side 31.

5) Efter grundlovens § 51 kan Folketinget

"nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge

almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige

eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af offentlige

myndigheder". En parlamentarisk kommission består således af

folketingsmedlemmer og har en sammensætning, der forholdsmæssigt

svarer til sammensætningen i Folketingssalen, jf. grundlovens § 52.

Sammenlignet med almindelige folketingsudvalg har kommissionen en

særlig adgang til at oplyse en sag. Embedsmænd og privatpersoner

skal mundtligt eller skriftligt give kommissionen udbedte oplysninger.

6) Folketingstidende 1975-76,

tillæg B, sp. 697.

7) Folketingstidende 1975-76,

forhandlingerne, sp. 8272.

8) Folketingstidende 1975-76,

tillæg B, sp. 1095.

9) Jf. den i noterne 2 og 4 nævnte

netop udgivne kommentar til lov om undersøgelseskommissioner m.v.,

side 31.

Underbilag 1

til bilag 6

Spørgsmål om ministeransvar bedømt

af Rigsretten m.v.

Indledning

Spørgsmålet om ministeransvar har været

bedømt af Rigsretten i fem sager siden grundloven fra 1849. Alle fem

sager er mere eller mindre udførligt behandlet i Jens Peter

Christensens afhandling »Ministeransvar« (1997), side 61-116.

Rigsrettens afgørelser i de fem sager

repræsenterer den mest autoritative stillingtagen til ministeransvaret,

der foreligger i dansk forfatningspraksis.1)

Fire af de fem sager ligger tilbage i sidste halvdel af

1800-tallet og det første tiår af 1900-tallet og har navnlig for

de tre førstes vedkommende først og fremmest retshistorisk

interesse og gennemgås ikke i dette bilag.2)

For så vidt angår den fjerde rigsretssag

sagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg fra 1909-10 vil der, ud over en

omtale af selve rigsretssagen, være anledning til en omtale af

begivenhedsforløbet forud for sagen, nemlig den såkaldte

Albertisag, idet dette begivenhedsforløb er af betydning for

forståelsen af Rigsrettens dom. Kernen i denne sag var

spørgsmålet om, hvilke krav der kan stilles til en minister med

hensyn til dennes samvittighedsfulde udøvelse af sine embedspligter.

Sagen er navnlig egnet til at belyse regeringslederens pligt til at

føre tilsyn med fagministrene samt betydningen af embedsmændenes

rådgivning for ministerens ansvar.

Den femte rigsretssag, sagen mod fhv. justitsminister Erik

Ninn-Hansen (Tamilsagen), der blev afgjort ved Rigsrettens dom af 22. juni

1995, er derefter kort omtalt.

Endelig er den i 1945 nedsatte parlamentariske kommission

om, hvorvidt der kunne gøres ansvar gældende over for ministre

m.fl. i forbindelse med besættelsen af Danmark omtalt sidst i

bilaget.

Rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg i 1909-10

Der kan være grund til at redegøre for de

angreb, der i årene forud for rigsretssagen var blevet rettet mod

justitsminister P.A. Alberti fra Folketingets talerstol, for det

første fordi disse angreb og J.C. Christensens afvisning heraf dannede

grundlag for den kritik af J.C. Christensens embedsførelse som

konseilspræsident, som Rigsretten ved sin dom gav udtryk for, og

således er af betydning for forståelsen af Rigsrettens dom, for

det andet fordi angrebene vidner om den politiske baggrund, der var for

rigsretssagen.

Rigsretssagen havde sin baggrund i fhv. justitsminister

P.A. Albertis selvanmeldelse til politiet den 8. september 1908 for falsk og

bedrageri begået over for Den sjællandske Bondestands Sparekasse,

som han var formand for. Forinden var Alberti blevet afskediget den 24. juli

samme år.

Som nævnt er (rigsrets)sagen behandlet i Jens Peter

Christensen afhandling »Ministeransvar« fra 1997, og Jens Peter Christensen

skriver i afhandlingen på side 88-92 bl.a. følgende om

Alberti-sagen:

»... Svend Thorsen fastslår, at I.C. Christensen

ikke kunne have mindste mistanke til Alberti. Han var kun blevet ham for

besværlig politisk.

Det sidste er utvivlsomt rigtigt. At I.C. Christensen ikke

kunne have mindste mistanke til Alberti, synes til gengæld at

være en sandhed med betydelige modifikationer.

I rigsdagssamlingen 1907-1908 blev justitsminister P.A.

Alberti således heftigt angrebet for at udnytte sit embede til at

skaffe sig selv økonomiske fordele. Angrebet blev indledt af

socialdemokraten F.J. Borgbjerg den 18. oktober 1907 under

førstebehandlingen af finanslovsforslaget og fortsatte under

tredjebehandlingen i marts 1908. Borgbjerg blev støttet af blandt

andre Højres ordfører, L.V. Birck, og lederen af Det radikale

Venstre, C.Th. Zahle.

Venstrereformpartiets ordfører, Anders Nielsen,

afviste angrebene under førstebehandlingen den 30. oktober 1907, idet

han fastslog, at der alene var tale om et »politisk Stormløb« mod

ministeriet I.C. Christensen. Også justitsminister Alberti afviste

angrebene, og under tredjebehandlingen den 16. marts 1908 bakkede I.C.

Christensen ham op, idet han fastslog, at der ikke var ført bevis for

beskyldningerne mod Alberti. »Den Forhandling, her har været

ført, har ikke givet mig nogen som helst Grund til Misbilligelse

overfor min Kollega eller hans Administration, men der er derimod Grund for

det ærede Medlem til at føre bevis for sine Paastande«, udtalte

I.C. Christensen.

Birch, Borgbjerg og Zahle replicerede og efterlyste svar

på, hvilke yderligere beviser konseilspræsidenten ønskede

ud over de allerede fremlagte. Birch opfordrede i den forbindelse I.C.

Christensen til sådan som Borgbjerg allerede under efterårets

behandling af finanslovsforslaget havde fremført ønske om at

nedsætte en uvildig kommission til at undersøge beviserne.

Samtidig fastslog Zahle det som en nødvendighed nu

konseilspræsidenten havde gjort justitsministerens sag til sin egen

at der blev nedsat en undersøgelseskommission, så de, der havde

fremsat beskyldningerne mod justitsministeren for embedsmisbrug, kunne

få lejlighed til under forbindende former at føre beviser.

I.C. Christensen afviste kravet om en undersøgelse

.

Under Landstingets førstebehandling af

finanslovsforslaget den 24. og 25. marts 1908 fortsatte angrebene på

Alberti. Højres ordfører, Bramsen, beklagede, at Alberti ikke

selv havde villet rense sig ved at tilslutte sig ønsket om en uvildig

undersøgelse. I stedet havde Alberti anvist den vej, at Birch

offentligt uden for Folketinget kunne gentage sine påstande mod ham,

hvorefter Alberti ville anlægge injuriesøgsmål. Den af de

to, hvem dommen måtte gå imod, skulle så trække sig

ud af det politiske liv.

Den radikale Edvard Brandes spurgte på denne

baggrund De Frikonservatives ordfører og formand, landets

største godsejer, lensgreve Mogens Frijs, om han fandt, at en

sådan procedure ville være en rimelig udvej, i betragtning af at

han tidligere havde tilkendegivet, at der var behov for at få kastet

lys over justitsministerens forhold. Spørgsmålet var af central

betydning, al den stund at grev Frijs’ opfattelse ville være

afgørende, da regeringen behøvede De Frikonservatives

støtte i Landstinget for at komme igennem med sine lovforslag.

Grev Frijs gav i sit svar udtryk for, at Højres

forslag om en uvildig undersøgelse var en mulighed, der måtte

overvejes. Derimod måtte Albertis forslag afvises, da det ikke ville

kunne fjerne »den Uhygge«, der havde bredt sig i det offentlige liv.

Svend Thorsen bemærker, at Alberti efter grev

Frijs’ tale fik et af de svedanfald, der undertiden kom over ham, »men

denne gang var det voldsomt, han drev af sved og måtte længe

tørre sig med lommetørklædet over isse og nakke«.

Albertis svedanfald der blev foreviget i karikaturtegning var

velbegrundet. Som Brandes bemærkede, havde konseilspræsidenten

indtil grev Frijs’ indlæg kunnet sige, at stormløbet mod

Alberti blot var politik, og at Socialdemokratiets, Højres og Det

radikale Venstres angreb alene skyldtes, at man gennem justitsministeren

ville hele regeringen til livs. Efter grev Frijs’ udtalelser ville dette

ikke længere være muligt, idet grev Frijs var fører for

den gruppe, uden hvis støtte regeringen ikke ville kunne føre

sin politik.

I.C. Christensen forholdt sig tavs under Landstingets

debat, men som Svend Thorsen bemærker, må det i hvert fald fra

denne debat have stået konseilspræsidenten klart, at han ikke

kunne beholde Alberti som minister, hvis regeringen skulle være sikret

den fornødne parlamentariske opbakning til det forestående

lovgivningsarbejde, der blandt andet vedrørte det for regeringen helt

centrale forsvarsspørgsmål.

Under forhørene for Rigsretten to år senere

forklarede I.C. Christensen således også, at han umiddelbart

efter en af finanslovsforhandlingerne i Rigsdagen i marts 1908 havde gjort

det klart for Alberti, at han måtte gå af. De evindelige angreb

på justitsministeren hindrede arbejdsroen og arbejdsfreden Når

afskedigelsen af Alberti trak ud, skyldtes det, forklarede I.C. Christensen,

at Alberti ønskede at gennemføre loven om retsplejereformen.

Derved kom Alberti til at sidde rigsdagssamlingen ud og kunne afskediges til

den 24. juli .

Den 23. maj 1908, på rigsdagssamlingens sidste dag,

var F.J. Borgbjerg m.fl.s forslag om nedsættelse af en parlamentarisk

kommission sat på dagsordenen. Efter forslaget skulle der

nedsættes en parlamentarisk kommission i henhold til 1866-grundlovens §

46 til undersøgelse af justitsminister Albertis administration.

Så længe undersøgelsen varede, skulle ministeren

fratræde sit embede. Forslaget blev imidlertid afvist af et flertal af

tingets medlemmer.

At Alberti således fik yderligere et par

måneder på posten, uden at der blev gennemført nogen

undersøgelse af hans forhold, blev ved Rigsrettens dom af 17. juni

1910, jf. nedenfor, lagt I.C. Christensen til last, idet Rigsretten fandt, at

I.C. Christensen ikke havde handlet forsvarligt, da han i foråret 1908

med henvisning til, at der ikke forelå beviser mod Alberti

nægtede sin bistand til at foretage en nærmere

undersøgelse af Albertis embedsførelse.

Albertis selvanmeldelse fik betydelige politiske

konsekvenser. Den 12. oktober 1908 trådte regeringen I.C. Christensen

tilbage. Herefter overdrog kongen det til Niels Neergaard at danne regering.

Foranlediget af valgperiodens snarlige udløb blev der udskrevet

folketingsvalg til den 25. maj 1909, ved hvilket Alberti-sagen kom til at

koste I.C. Christensens Venstrereformparti et meget betydeligt mandattab.

På grund af umuligheden af at nå til enighed om forsvarslovene

indgav regeringen Neergaard den 31. juli 1909 sin

demissionsbegæring.

De splittede venstregrupper enedes i denne situation om at

pege på lensgreve L. Holstein-Ledreborg, der havde spillet en central

rolle som samlende figur under forfatningskampen, som

konseilspræsident. Holstein-Ledreborg tiltrådte den 16. august

1909 som leder af den første mindretalsregering efter systemskiftet,

på grundlag af et kompromis mellem de tre venstregrupper om

forsvarslovene.

Kort efter at regeringen Holstein-Ledreborg hvor I.C.

Christensen beklædte posten som forsvarsminister havde fået

gennemført forliget om forsvarslovene, blev den, den 22. oktober 1909,

fældet ved et mistillidsvotum stillet af Det radikale Venstres formand,

C.Th. Zahle, vedtaget af 49 stemmer (radikale, socialdemokrater og 8

højreformænd) mod 44. Holstein-Ledreborg udtalte straks, at det

var en selvfølge, at regeringen herefter ville gå af. For

første gang i dansk forfatningshistorie trådte en regering

dermed tilbage efter et mistillidsvotum i Folketinget. Den 28. oktober 1909

blev ministeriet C.Th. Zahle udnævnt. Zahle overtog som

konseilspræsident tillige selv justitsministerposten, blandt andet for

at lede, hvad man benævnte »udrensningen« efter Alberti.

Den 7. december 1909 vedtog Folketinget, bestående

af radikale, socialdemokrater og højremænd, at stille I.C.

Christensen og Sigurd Berg for Rigsretten. Begge havde anmodet deres

partifæller om ikke at stemme imod.«

Mens baggrunden for rigsretssagen i form af Albertis

embedsførelse og hele virke således i høj grad var

genstand for politisk strid og udløste vidtrækkende

parlamentariske konsekvenser, vedrørte rigsretssagen ikke i sig selv

noget centralt forfatningsretligt eller forfatningspolitisk

stridsspørgsmål. Rigsretssagens kerne var

spørgsmålet om, hvilke krav der kan stilles til en minister med

hensyn til dennes samvittighedsfulde udøvelse af sine embedspligter.3)

Rigsretssagen indledtes ved Rigsretten den 8. januar 1910

og afsluttedes med Rigsrettens dom af 17. juni 1910.

Tiltalen mod J.C. Christensen omfattede fire forhold, som

i anklageskriftet var nummereret a.1.-a.4. Alle forhold stod i forbindelse

med Albertis embedsførelse.

For det første det forhold, at J.C. Christensen som

konseilspræsident og forsvarsminister havde medvirket til eller i hvert

fald ikke søgt at forhindre, at Alberti, da han som justitsminister

gav bevilling til et Landbrugslotteri, misbrugte sin embedsstilling til egen

eller nærpårørendes fordel, uagtet J.C. Christensens

mistanke kunne og burde have været vakt.

For det andet det forhold, at J.C. Christensen som

konseilspræsident havde afholdt den daværende indenrigsminister,

Sigurd Berg, fra eller i alt fald undladt at tilskynde ham til at gøre

sin embedspligt, selv om der forelå oplysninger og

omstændigheder, som kunne og burde have vakt J.C. Christensens mistanke

til Albertis forhold som formand for Den sjællandske Bondestands

Sparekasse.

For det tredje det forhold, at J.C. Christensen som

konseilspræsident ikke alene havde forsømt at undersøge

Albertis forhold, men direkte modsat sig, at en sådan

undersøgelse overhovedet fandt sted, og opretholdt ham i hans

embedsstilling som justitsminister indtil den 24. juli 1908, selv om der

såvel på Rigsdagen i samlingen 1907-08 og i pressen var fremsat

graverende beskyldninger mod Alberti.

For det fjerde det forhold, at J.C. Christensen som

midlertidig finansminister i maj 1908 uden hjemmel havde ydet Den

sjællandske Bondestands Sparekasse et lån af statskassen på

1,5 millioner kroner, selv om der forelå oplysninger og

omstændigheder, som kunne og burde havde vakt hans mistanke til

Alberti.

Ved Rigsrettens dom af 17. juni 1910 blev J.C. Christensen

pure frifundet for så vidt angik de to førstnævnte samt

det sidstnævnte af de fire forhold. Dommen er i sin helhed refereret i

Jens Peter Christensens afhandling »Ministeransvar« (1997), side 94-95.

Om dommens præmisser samt anklageskriftet mod J.C.

Christensen fremgår følgende af Jens Peter Christensens

afhandling, side 95:

»Dommen er for så vidt angår de to

førstnævnte samt det sidstnævnte af de fire forhold i

anklageskriftet mod I.C. Christensen (post a.1., 1.2., og a.4.) uden

større principiel interesse, da rettens stillingtagen hviler på

en konkret bevismæssig vurdering af, hvilken (manglende) viden I.C.

Christensen havde haft om Albertis forhold, og hvilke handlinger han havde

foretaget, samt en konkret retlig vurdering af retmæssigheden af hans

faktisk foretagne dispositioner.

For så vidt angår det tredje af anklagens fire

forhold påstanden om, at I.C. Christensen have begået

embedsforsømmelse ved at undlade eller direkte modsætte sig en

undersøgelse af Albertis forhold, til trods for de graverende

beskyldninger mod ham hævdede anklageren i anklageskriftet, at der

måtte påhvile I.C. Christensen en pligt til »at føre

Tilsyn med de andre Ministre og navnlig at skride ind, naar der opstaar

Formodning eller Mistanke om, at nogen af de andre Ministre ere Forbrydere

eller røgte deres Embede paa forargelig eller uværdig Maade, og

at søge vedkommende Minister fjernet eller Undersøgelse

anstillet«. Anklageren fandt, at I.C. Christensens forhold i så

henseende måtte henføres til 1866-straffelovens § 142 om

nægtelse eller forsætlig undladelse af at efterkomme lovlig

befaling eller i hvert fald § 143 om grov eller oftere gentagen

forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.

I sit foredrag for Rigsretten gentog anklageren disse

synspunkter og henviste atter til referencebestemmelserne i straffelovens §

142 og § 143, idet han hævdede, at tilsynspligten måtte

gælde på uskrevet grundlag som en følge af, at

konseilspræsidenten i en vis relation var de andre ministres

overordnede«

I sin dom fastslog Rigsretten, at J.C. Christensen ikke

havde handlet forsvarligt ved under påberåbelse af, at der ikke

forelå beviser mod Alberti at have nægtet sin bistand til en

nærmere undersøgelse af Albertis forhold. Da der imidlertid

efter rettens opfattelse forelå undskyldende omstændigheder,

fandtes J.C. Christensens forhold ikke at kunne henføres til nogen af

straffelovens bestemmelser, navnlig ikke dens § 143 om grov eller oftere

gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.

Også for dette forhold blev J.C. Christensen derfor frifundet.

Som anført i Jens Peter Christensens afhandling

»Ministeransvar«, side 96, har Rigsrettens afgørelse på dette

punkt frifindelsen til trods fortsat betydelig forfatningsretlig interesse,

idet retten med sin konstatering af, at J.C. Christensen ikke havde handlet

forsvarligt, forudsatte, at der på uskrevet grundlag måtte

påhvile regeringschefen en særlig tilsynspligt i forhold til

fagministre.

Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensens

afhandling, side 92-99.

Mens J.C. Christensen blev frifundet, blev Sigurd Berg

dømt. Der henvises herom til Jens Peter Christensens afhandling

»Ministeransvar«, side 99-103.

For så vidt angår straffesagen mod

Alberti (for falsk og bedrageri begået over for Den

sjællandske Bondestands Sparekasse), som rigsretssagen havde sin

baggrund i, politianmeldte Alberti som nævnt sig selv den 8. september

1908. Dommen i straffesagen mod Alberti blev afsagt den 17. december 1910.

Alberti blev idømt otte års tugthus ved Kjøbenhavns

Kriminal- og Politiret.

Der blev i øvrigt aldrig rejst rigsretstiltale mod

Alberti.

Efter at Alberti den 8. september 1908 havde meldt sig

selv til politiet, vedtog Folketinget den 15. februar 1909 at nedsætte

et udvalg til »at modtage og gennemgaa Akterne vedrørende de i

Anledning af forhenværende Justitsminister Albertis Embedsgerning

afholdte Forhør«. Udvalget afgav betænkning den 6. maj 1909,

endnu inden forhørene over Alberti var afsluttet. I betænkningen

indstillede et flertal bestående af Venstrereformpartiets

udvalgsmedlemmer, at spørgsmålet om rigsretstiltale mod Alberti

først burde finde sin afgørelse, når

undersøgelserne af hans embedsforhold var afsluttet. Flertallet fandt

samtidig, at de foreliggende oplysninger ikke kunne give anledning til at

foreslå tiltale mod andre. Om de øvrige indstillinger i

betænkningen henvises til Jens Peter Christensens afhandling

»Ministeransvar«, side 423-424.

Udvalgets betænkning nåede ikke at blive

behandlet i samlingen 1908-09. I begyndelsen af næste samling blev det,

efter en omfattende folketingsdebat den 19. november 1909, vedtaget at

nedsætte et nyt udvalg. Udvalget afgav indstilling vedrørende J.

C. Christensen og Sigurd Berg den 1. december 1909. Flertallet

bestående af Socialdemokratiets, Det radikale Venstres og Højres

udvalgsmedlemmer indstillede tiltale rejst mod de to forhenværende

ministre for en række nærmere opregnede forhold (se herom

ovenfor), mens de to Venstre-mindretal ikke fandt, at der var grundlag for

tiltale. Som nævnt vedtog Folketinget, bestående af radikale,

socialdemokrater og højremænd, den 7. december 1909 at stille

J.C. Christensen og Sigurd Berg for Rigsretten.

Der er aldrig givet nogen officiel begrundelse for, at man

ikke rejste rigsretstiltale mod Alberti. Udvalget, der var blevet nedsat den

19. november 1909 med den opgave at gennemgå akterne vedrørende

forhørene over Alberti, afsluttede sit arbejde med en betænkning

den 2. april 1910. I betænkningen udtalte man blot, at udvalget havde

gennemgået de tilstillede forhørsakter, og at intet af udvalgets

medlemmer derefter havde fundet anledning til at fremsætte forslag til

yderligere indstilling til Tinget. Betænkningen ses ikke at være

blevet behandlet i Folketinget.

Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensens

afhandling »Ministeransvar«, side 423-428.

Rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen i 1993-1995 (Tamilsagen)

Da Rigsretssagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen

af tidsmæssige grunde formentlig ligger forholdsvis godt i erindring,

behandles den ikke så udførligt i dette bilag. For en mere

udførlig behandling af sagen henvises til Jens Peter Christensens

afhandling »Ministeransvar«, side 106-116 og 302-356 (sidstnævnte sider

indeholder en udførlig redegørelse for sagen samt

konklusionerne i undersøgelsesrettens beretning samt den

efterfølgende tjenestemandssag mod en række af de involverede

tjenestemænd). Folketingets beslutning om rejsning af rigsretstiltale

mod Erik Ninn-Hansen i juni 1993 og de hensyn, der i den forbindelse blev

lagt vægt på, er omtalt i afhandlingen på siderne

448-458.

Om de forskellige former for undersøgelser i

Tamilsagen herunder før rigsretssagen kan oplyses, at

Folketingets Ombudsmand i september 1988 meddelte Justitsministeriet, at han

ville undersøge tamilsagerne, at ombudsmanden den 1. marts 1989

afgav sin rapport, at Statsministeriet i juni 1990 på vegne af

Justitsministeriet anmodede højesteretsdommer Mogens Hornslet om at

gennemføre en undersøgelse (i en undersøgelsesret) af

beslutningsprocessen og administrationen i forbindelse med Tamilsagen,

at afhøringerne i Højesterets kæremålssal

blev indledt i november 1990, at daværende statsminister Poul

Schlüter i januar 1991 bad Statsadvokaten for København, H.C.

Abildtrup, om at undersøge, om Justitsministeriets embedsmænd

kunne sigtes efter straffeloven, at Justitsministeriets

departementschef, Poul Lundbæk Andersen, i januar 1991 blev sigtet for

misbrug af offentlig stilling og grov tjenesteforsømmelse (alle andre

embedsmænd gik fri, bl.a. fordi forældelsesfrister var

overskredet), at statsadvokat Abildtrup i marts 1991 frafaldt

sigtelserne mod Lundbæk Andersen, at Ninn-Hansen den 2.

april 1991 blev afhørt som den første politiker i

undersøgelsesretten, at retsmøde nr. 102 den 29.

maj 1992 satte punktum for afhøringerne, at

højesteretsdommer Mogens Hornslet den 14. januar 1993 afgav sin

Tamilredegørelse, at Folketingets Udvalg for Forretningsordenen

den 24. februar 1993 anmodede om et anklageskrift med henblik på en

rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen, at regeringen den 25. februar

1993 besluttede at rejse tjenestemandssag mod en række

topembedsmænd i Justitsministeriet og Udlændingedirektoratet,

at præsidenten for Højesteret den 11. marts 1993 udpegede

retspræsident Peer Lorenzen og landsdommer Svend Ziegler til som

forhørsledere at forestå den tjenstlige undersøgelse mod

embedsmændene, at Folketinget i juni 1993, som en udløber

af undersøgelsesrettens beretning om Tamilsagen fra 14. januar 1993,

traf beslutning om rejsning af rigsretstiltale mod Erik Ninn-Hansen,

at rigsretssagen blev indledt i december 1993 og afsluttet ved

rigsrettens dom den 22. juni 1995, og at forhørslederen

i embedsmandssagen afgav sin beretning og indstilling den 14. november 1995,

og indstillingen blev i december 1995 fulgt af regeringen.

Ligesom rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg

vedrørte rigssagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen som

nævnt i Jens Peter Christensens afhandling »Ministeransvar«, side 106,

ikke i sig selv noget centralt forfatningsretligt eller forfatningspolitisk

stridsspørgsmål, men sagen er til trods herfor egnet til at

belyse en række mere principielle spørgsmål

vedrørende ministeransvaret.

Ved sin dom af 22. juni 1995 fastslog 15 af Rigsrettens 20

dommere, at Erik Ninn-Hansen var skyldig i overtrædelse af

ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, ved i perioden fra midten af juni

1988 til hans afgang som justitsminister den 10. januar 1989 at have

fastholdt beslutningen om at stille de tamilske

familiesammenføringssager i bero. Fem af Rigsrettens dommere stemte

for, at Erik Ninn-Hansen skulle frifindes. Vedrørende

straffastsættelsen stemte 12 dommere for at fastsætte straffen

efter ministeransvarlighedslovens § 6, stk. 1, til fængsel i fire

måneder. Under hensyn til Erik Ninn-Hansens personlige forhold,

herunder navnlig hans alder og helbredstilstand, blev straffen gjort

betinget. Otte dommere stemte for at fastsætte straffen til 15

dagbøder a 1.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 15

dage.

Af principiel interesse for ministeransvarets

rækkevidde er flertallets udtalelse om, at det for vurderingen af

ministerens forsæt var af betydning, at ministeren gentagne gange

kraftigt blev advaret af sine embedsmænd, men at det ikke kunne

tillæges afgørende betydning, at embedsmændene i deres

advarsler ikke betegnede administrationen som »ulovlig« eller »retsstridig«.

Flertallets bemærkninger på dette punkt er i overensstemmelse med

Rigsrettens dom i sagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg, jf. omtalen

ovenfor.

Ganske som rigsretsdommen fra 1910 understreger dommen i

sagen mod Erik Ninn-Hansen således betydningen af, at en minister ikke

sidder sine nærmeste embedsmænds advarsler overhørig, og

at det ikke kan fritage ministeren for ansvar, at hans embedsmænd ikke

har anvendt ord som »ulovlig«, »retsstridig«, »i strid med loven« eller

lignende, når ministeren i øvrigt ved, hvordan sagen forholder

sig.

Parlamentarisk kommission 1945 om, hvorvidt der kunne gøres

ansvar gældende over for ministre m.fl. i forbindelse med

besættelsen af Danmark

I 1945 nedsatte Folketinget en parlamentarisk kommission

efter grundlovens § 51, der havde til opgave at vurdere, hvorvidt der var

grundlag for at gøre ansvar gældende over for ministre eller

andre særligt ansvarlige i forbindelse med besættelsen af

Danmark.

Ved folketingsbeslutning af 9. april 1954 nedsattes

udvalget vedrørende de i 1945-53 virkende parlamentariske

kommissioners beretninger. Udvalget skulle overveje, om beretningerne fra de

i årene 1945-1953 virkende parlamentariske kommissioner gav grundlag

for at rejse rigsretstiltale mod ministre eller andre særligt

ansvarlige for deres forhold ved Danmarks besættelse den 9. april 1940

eller i besættelsestiden.

I udvalgets betænkning og indstilling af 11. februar

1955 oplyses, at der i udvalget havde »været enighed om, at udvalgets

opgave i henhold til beslutningen om dets nedsættelse havde været

begrænset til på grundlag af de parlamentariske kommissioners

beretninger at give indstilling om eventuel rigsretsanklage mod ministre

eller andre særligt ansvarlige for deres forhold ved Danmarks

besættelse den 9. april 1940 eller i besættelsestiden. Udvalget

har således ikke haft nogen beføjelse til at fremskaffe

yderligere oplysninger eller til at inddrage andre forhold end de

nævnte under sit arbejde«. Hele udvalget indstillede i

betænkningen og indstillingen, at der ikke blev rejst rigsretsanklage

mod nogen for noget forhold vedrørende Danmarks besættelse den

9. april 1940 eller for noget forhold i besættelsestiden. Udvalgets

indstilling vedtoges herefter af Folketinget.

1) Se "Ministeransvar" af Jens

Peter Christensen (1997), side 61. Afhandlingens DEL 2, kapitel 3, indeholder

en beskrivelse af ministeransvarets materielle grundlag og rækkevidde,

nemlig grundloven og ministeransvarlighedsloven.

2) For en yderligere omtale af de tre

første rigsretssager henvises til Jens Peter Christensens afhandling

nævnt i note 1.

3) Se Jens Peter Christensens afhandling

"Ministeransvar", side 92.

Lignende dokumenter