Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beretning afgivet af Udvalget for
Forretningsordenen den 28. august 2002
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om
kommission til undersøgelse af Farumsagen
[af Aage Frandsen (SF), Margrete Auken (SF), Anne Baastrup
(SF) og Kristen Touborg (SF)]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. marts 2002 og
var til 1. behandling den 9. april 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.
Udvalget for Forretningsordenen henviste den 10. april
2002 beslutningsforslaget til forberedende behandling i Underudvalget under
Udvalget for Forretningsordenen (herefter Underudvalget), jf. Folketingets
forretningsorden § 59.
Møder
Underudvalget har behandlet beslutningsforslaget i 6
møder, heraf 2 møder, hvor henholdsvis justitsministeren og
indenrigs- og sundhedsministeren var indkaldt i samråd.
Spørgsmål
Underudvalget har stillet 1 spørgsmål til
skriftlig besvarelse henholdsvis til økonomi- og erhvervsministeren,
finansministeren, beskæftigelsesministeren, justitsministeren,
kulturministeren, integrationsministeren, skatteministeren, trafikministeren,
videnskabsministeren, fødevareministeren, forsvarsministeren,
miljøministeren, indenrigs- og sundhedsministeren,
undervisningsministeren og socialministeren, som disse har besvaret.
Derudover har Underudvalget til skriftlig besvarelse
stillet 1 spørgsmål til Folketingets Ombudsmand, 15
Læs alt
spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren, 15
spørgsmål til justitsministeren og 4 spørgsmål til
beskæftigelsesministeren, som disse har besvaret.
2. Politiske bemærkninger
På den baggrund opfordrer et flertal (S, DF,
SF og EL) justitsministeren til at nedsætte en
undersøgelseskommission i henhold til lov om
undersøgelseskommissioner med henblik på at undersøge
hele Farumsagen. Flertallet betragter en afdækning og en
undersøgelse af, hvad der er sket i Farum Kommune, og hvad forskellige
andre myndigheder har gjort og ikke gjort i den forbindelse, samt en
række relationer mellem Farum Kommune og en række private
virksomheder, organisationer m.v. som værende af »almenvigtig betydning«, jf. lov om
undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1.
Flertallet lægger afgørende vægt
på, at enhver skal være forpligtet til under vidneansvar at
afgive forklaring for undersøgelseskommissionen som vidne, når
kommissionen anmoder om det. Dette indebærer, at formanden er en
dommer, jf. lovens kapitel 5. Pligten til at afgive forklaring som vidne
gælder naturligvis ikke »i
det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar for
den pågældende i anledning af de forhold, undersøgelsen
omfatter«. Ligesom vidnepligten
heller ikke gælder »i det
omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige
gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt
ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de
nævnte forhold «, jf. lovens
§ 12. Flertallet lægger også afgørende vægt
på, at kommissionen har tre medlemmer, af hensyn til, at kommissionen
som helhed besidder viden om og indsigt i både juridiske,
økonomiske, erhvervsmæssige og mere generelle
samfundsmæssige forhold, jf. § 2. Endelig lægger flertallet
vægt på, at møder i undersøgelseskommissionen og
møder i retten er offentlige, jf. lovens kapitel 10, med de
begrænsninger, der også ligger heri.
Der er efter flertallets opfattelse en række grunde
til, at der bør nedsættes en undersøgelseskommission.
Det fremgår bl.a. af en række klager, der er
kommet fra en gruppe borgere i Farum Kommune, og af en række andre
oplysninger, der er fremkommet, at mange borgere i Farum Kommune har
følt, at der åbenbart for Farum Kommune gjaldt særlige
forhold, og at almindelige retsregler ikke gjaldt for Farum Kommune. Mange
borgere har fået en opfattelse af, at Farum Kommune befandt sig i et
retstomt rum, og at landets love og regler ikke gjaldt for Farum, hvilket kan
sammenholdes med, at Farum Kommune ofte blev fremhævet som
foregangskommune og mønsterkommune.
Uanset at forholdene i Farum Kommune har været
unikke i forhold til andre kommuner, er det vigtigt at få
afdækket, hvordan det har været muligt, at forholdene har kunnet
udvikle sig, som tilfældet er, og hvordan så mange har kunnet
blive involveret, f.eks. private virksomheder, samt hvorfor forskellige
tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind enten af sig selv eller på
baggrund af klager.
Når en undersøgelse af Farumsagen er af »almenvigtig betydning«, skyldes det også, at det er en
af de største og måske den største skandalesag inden for
det offentlige med udgangspunkt i en kommune, vi nogen sinde har set i
Danmark.
Fra alle sider af det politiske spekter er det blevet
fremhævet, at »alle sten
skal vendes« i Farum-sagen. Derfor
er det vigtigt, at der iværksættes en undersøgelse, der
sikrer, at alle sten bliver vendt. Ellers kan man risikere, at der breder sig
en opfattelse af, at der gælder særlige regler, når
politikere er involveret, og at politikerne forsøger at dække
over hinanden.
Formålet med undersøgelsen er at
afdække alt det, som ikke er omfattet af den efterforskning, som
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet
(bagmandspolitiet) har indledt med henblik på eventuelt at rejse
tiltale i henhold til straffelovgivningen. Det betyder samtidig, at
undersøgelseskommissionen ikke skal vurdere, om der er grundlag for
tiltale efter straffeloven. Dette spørgsmål efterforskes og
vurderes af bagmandspolitiet.
Undersøgelseskommissionen kan nemt komme til at
beskæftige sig med forhold, der er omfattet af politiets
efterforskning, f.eks. samarbejdet mellem kommunen og private virksomheder
samt kommunalbestyrelsens informationsniveau i forhold til borgmesterens
handlinger m.v. Der er intet forkert i, at bagmandspolitiet og
undersøgelseskommissionen ser på samme forhold. Formålet
med politiets undersøgelser er alene at undersøge, om
der er grundlag for strafferetlig tiltale. Det er ikke
undersøgelseskommissionens opgave. Men de samme handlinger og mange
flere, som slet ikke er omfattet af politiets efterforskning m.v., kan
også vurderes i forhold til eventuelle »systemfejl«,
eventuelt tjenstligt ansvar for embedsmænd, eventuel overtrædelse
af kommunale styrelsesregler, forvaltningsloven, offentlighedsloven, regler
for revision m.v. Der er intet forkert i, at undersøgelseskommissionen
og politiet samarbejder med hensyn til materiale om de faktiske forhold.
Tværtimod er det nødvendigt i dette tilfælde.
Undersøgelseskommissionens medlemmer vil i disse tilfælde
være omfattet af samme tavshedspligt som politiet, jf. i øvrigt
lovens kapitel 8.
I forbindelse med udarbejdelse af kommissoriet for
undersøgelseskommissionens arbejde skal justitsministeren tilgodese,
at bagmandspolitiets og undersøgelseskommissionens arbejde ikke
kolliderer med hinanden, og at bagmandspolitiet og
undersøgelseskommissionen tværtimod samarbejder
vedrørende materiale m.v.
Flertallet er også opmærksomt på, at der
foregår andet arbejde med hensyn til at afdække forhold i
Farumsagen. Men for dette arbejde gælder det, at det alene bygger
på tilgængeligt materiale, og at ingen i den forbindelse har
pligt til at udtale sig, hvis de ikke ønsker det eller er under
vidneansvar. Dertil kommer, at disse »undersøgelser « har meget specifikke formål. Hvis undersøgelser
af Farumsagen alene blev afgrænset til det, der allerede er sat i gang,
ville det indebære, at der bortset fra det strafferetlige
spørgsmål ikke ville ske nogen reel undersøgelse af
Farumsagens mange aspekter. For flertallet er det afgørende, at der
kommer en uvildig, alsidig og grundig undersøgelse.
Farum Kommunes egen undersøgelse drejer sig
primært om at få undersøgt kommunens forretningsgange og
få undersøgt, om kommunen eventuelt kan rejse erstatningssager.
Men det vil alene kunne ske på grundlag af tilgængeligt
materiale. Men resultatet af Farum Kommunes egen undersøgelse skal
naturligvis tilgå undersøgelseskommissionen.
Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har en
række sager til behandling, hvoraf en del vedrører tidligere
forhold, som tilsynsrådet også tidligere har forholdt sig til.
Det arbejde, hvor tilsynsrådet udøver sin tilsynspligt, skal
naturligvis fortsætte.
Der er derfor en række områder og forhold, der
slet ikke undersøges, herunder tilsynsmyndighedernes rolle.
I det omfang der er begået ulovligheder i Farum
Kommune, som ikke er af strafferetlig karakter, f.eks. i forhold til
spørgsmål om offentlighed i forvaltningen, vil en
undersøgelseskommission derfor godt kunne undersøge, hvorfor
der ikke blev grebet ind fra diverse tilsynsmyndigheder, uden at dette
forudsætter, at man afventer politiets efterforskning og domstolenes
bedømmelse af, præcis hvilke straffelovsovertrædelser
bestemte personer eventuelt kan dømmes for.
Det samme er tilfældet på
aktiveringsområdet, hvor Arbejdsmarkedsrådet for Frederiksborg
Amt tilsyneladende ikke har ment, at det har skullet føre et aktivt
tilsyn, men alene har henholdt sig til oplysninger fra Farum Kommune.
Undersøgelseskommissionen skal både
undersøge, hvad der er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor
der måske skulle have været grebet ind. Derfor skal alle
dispositioner foretaget af Farum Kommune og kommunens samarbejde med
organisationer og private virksomheder, herunder sportsklubber,
finansieringsselskaber m.v., gøres til genstand for
undersøgelsen, medmindre de er omfattet af politiets
undersøgelse. Det samme gælder de forskellige plan- og
tilsynsmyndigheders rolle, f.eks. i forbindelse med opførelse af
ungdomsboliger, kommunens køb af jord, kommunens aktiveringsindsats
m.v.
Med det generelle forbehold, at
undersøgelseskommissionen ikke skal undersøge og tage stilling
til, om der er grundlag for at rejse tiltale efter straffelovgivningen, idet
dette spørgsmål helt er overladt til bagmandspolitiet,
ønsker flertallet, at undersøgelseskommissionen skal
undersøge alt andet, der har samfundsmæssig relevans i
Farumsagen.
Det gælder især:
- Borgmesterens varetagelse af funktionerne som øverste daglige
leder af administrationen, formand for økonomiudvalget og formand for
kommunalbestyrelsen.
- Kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af deres hverv.
- Embedsværkets varetagelse af embeder, herunder dets muligheder
for at gøre det og den måde, det har gjort det på.
- Den kommunale revisions måde at fungere på og dens
reaktioner på Farum Kommunes dispositioner.
- Farum Kommunes aftaler med organisationer og private virksomheder,
herunder sportsklubber og finansieringsinstitutter, set i lyset af
kommunalfuldmagten, konkurrencereglerne og reglerne for offentlige udbud
m.v.
- Dispositioner foretaget af Farum Kommune, som har været til
gavn for bestemte politiske partier eller personer, f.eks. i forbindelse med
valgkampe.
- De forskellige tilsynsmyndigheders rolle, bl.a. i forbindelse med de
mange klagesager. Det gælder både Tilsynsrådet for
Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune som tilsynsmyndighed og de
forskellige ministerier som tilsynsmyndighed.
- Endelig vil det også være relevant at se på
Hillerød Politis rolle i forbindelse med anmeldelser af Farum
Kommune.
Formålet med undersøgelsen er også at
forebygge, at lignende sager opstår i fremtiden. For uanset at
forholdene i Farum Kommune forekommer unikke, kunne nogle af de problemer,
som er opstået i Farum Kommune, godt opstå andre steder, uden at
det ville være så omfattende som i Farum Kommune. Farumsagen vil
derfor muligvis give anledning til ændringer i love, administrative
regler m.v.
Ændringer af lovgivningen om det kommunale tilsyn,
som opfattes som nødvendige og/eller oplagte, skal efter flertallets
opfattelse ikke afvente resultatet af undersøgelseskommissionens
arbejde. Der er allerede sat forskellige arbejder i gang med henblik på
eventuelle lovændringer af f.eks. reglerne om tilsynet med amtskommuner
og kommuner. På samme måde skal nedsættelse af en
undersøgelseskommission ikke begrænse arbejdet i det
såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg, som indenrigs- og
sundhedsministeren har nedsat. Skulle det vise sig, at
undersøgelseskommissionens arbejde giver anledning til yderligere
ændringer i lovgivningen eller i administrative regler, ændrer
det ikke ved, at det allerede i den kommende folketingssamling kan være
fornuftigt at gennemføre ændringer, bl.a. på baggrund af
betænkning nr. 1395/2000 om statens tilsyn med kommunerne og arbejdet i
det såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg.
Som det fremgår af lov om
undersøgelseskommissioner kap. 3, kan undersøgelseskommissionen
få til opgave »at
undersøge og redegøre for et faktisk
begivenhedsforløb« (jf. §
4, stk. 2) og »at komme med
forslag til sådanne ændringer af love, administrative
bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan
begrunde« (jf. § 4, stk. 3). Det
er flertallets opfattelse, at undersøgelseskommissionen skal have
disse opgaver. Men da Jens Peter Christensen-udvalget netop har til opgave at
se på behovet for ændringer af love, administrative regler og
praksis, hvilket formentlig allerede i næste folketingssamling vil
resultere i ændringer, vil behovet for den del af kommissionens arbejde
være mindre. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der i forbindelse
med undersøgelseskommissionens arbejde kan komme ting frem, som kan
give anledning til et yderligere behov for ændringer i love og
administrative regler og praksis. Derfor skal det selvfølgelig
også være en opgave for undersøgelseskommissionen at komme
med forslag til sådanne yderligere ændringer af love m.v., som
undersøgelsen kan begrunde.
Derimod mener flertallet, at det vil være
hensigtsmæssigt, at undersøgelseskommissionen undlader at komme
med retlige vurderinger, selv om lov om undersøgelseskommissioner
giver mulighed herfor (jf. § 4, stk. 4). Derved undgås, at
sådanne retlige vurderinger eventuelt kolliderer med eventuel
strafferetlig tiltale og eventuel domfældelse. Dermed sker der
også en imødekommelse af noget af den kritik, som har
været fremført imod, at en undersøgelseskommission
nedsættes nu samtidig med, at der kører en strafferetlig
sag.
Bortset fra den afgrænsning, som ligger i forhold
til bagmandspolitiets efterforskning skal undersøgelseskommissionen
ikke begrænses i at kunne undersøge forhold, handlinger,
undladelser m.v., som har samfundsmæssig relevans, frem til det
tidspunkt, hvor undersøgelseskommissionen bliver nedsat.
Som det allerede er fremgået, er det efter
flertallets opfattelse vigtigt, at arbejdet med henblik på
nedsættelse af en undersøgelseskommission påbegyndes
snarest. Flertallet mener derfor ikke, at man kan vente med at nedsætte
en undersøgelseskommission til et eller andet tidspunkt ude i
fremtiden, hvor den strafferetlige efterforskning er afsluttet, og hvor der
evt. er rejst tiltale, samt hvor der evt. også er sket
domfældelse. Det kan tage 3-4 år eller mere. Men det ændrer
ikke ved, at det også er afgørende, at arbejdet i
undersøgelseskommissionen herunder det tidsmæssige
forløb er tilrettelagt sådan, at
undersøgelseskommissionens arbejde ikke kommer på tværs af
bagmandspolitiets efterforskning. Derfor går flertallet ud fra, at
justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af
undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.
Med hensyn til det videre arbejde med nedsættelse af
undersøgelseskommissionen og udarbejdelse af kommissoriet for
kommissionen henvises til principperne i § 55 i forretningsorden for
Folketinget. Flertallet skal anmode justitsministeren om at drøfte den
nærmere udformning af kommissoriet med Udvalget for
Forretningsordenen.
a) Et mindretal (V og KF) ønsker at
understrege, at enhver sten i Farumsagen skal vendes. Diskussionen om det
fremsatte beslutningsforslag har således intet at gøre med, om
der skal ske den nødvendige afdækning af alle relevante
spørgsmål i sagen.
Mindretallet har mange gange i offentligheden
såvel som under forhandlinger i Folketinget fremhævet, at
Farumsagen skal klarlægges og belyses fuldt ud. Det er helt
afgørende for folkestyret, at der ikke efterlades »huller« i en sag af denne karakter.
Spørgsmålet er derfor alene, hvordan en
sådan klarlægning bedst og mest effektivt kan ske, bl.a.
således at de undersøgende myndigheder ikke ender med at
spænde ben for hinanden og resultatet derfor bliver, at enhver sten
netop ikke vendes og således at der ikke opstår problemer i
forhold til væsentlige hensyn til de berørte personers
retssikkerhed m.v.
Det er dette og intet andet, sagen drejer sig om.
b) Der er allerede taget en lang række vigtige
initiativer som følge af forholdene i Farum Kommune:
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet er således i gang med en omfattende og højt
prioriteret efterforskning af mulige strafbare forhold i kommunen. Endvidere
har Indenrigs- og Sundhedsministeriet iværksat en løbende
vurdering og overvågning af kommunens økonomiske situation,
tilsynsrådet undersøger en række konkrete sager, og Farum
Kommune har selv besluttet at iværksætte en
advokatundersøgelse af en række nærmere angivne forhold i
kommunen.
Endelig er et hurtigtarbejdende udvalg under ledelse af
professor, dr.jur. Jens Peter Christensen i gang med mere fremadrettet at
undersøge, om der er behov for justeringer af den kommunale
styrelseslovgivning, bl.a. med henblik på at forebygge og undgå
tilsvarende sager fremover.
c) Flertallet lægger nu op til, at der oven i alt
dette og før nogen af undersøgelserne blot
tilnærmelsesvis er færdiggjort skal nedsættes en
undersøgelseskommission efter den særlige lov herom.
En undersøgelseskommission er efter mindretallets
opfattelse et vigtigt instrument for folkestyret til at få
afdækket og vurderet forhold i den offentlige forvaltning m.v. Men det
er samtidig et instrument, der skal anvendes med eftertanke og omhu, ikke
mindst i en situation som den foreliggende, hvor en beslutning om
nedsættelse af en kommission vil have vidtrækkende praktiske og
principielle konsekvenser.
Der er i den forbindelse grund til at understrege, at det,
der skal tages stilling til, er, om der i den nuværende fase af
Farumsagen skal nedsættes en undersøgelseskommission. Skulle det
når de igangværende undersøgelser er gennemført,
og de relevante konklusioner heraf er draget vise sig, at der er behov for
at nedsætte en kommission til at undersøge
spørgsmål og problemstillinger, som på det tidspunkt ikke
måtte være tilstrækkelig belyst, vil mindretallet
naturligvis være indstillet på dette.
Nu og her gælder det om ikke at miste overblikket og
kaste sig ud i nye undersøgelser for undersøgelsernes egen
skyld, men derimod om nøgternt og roligt at overveje, hvad der tjener
en hurtig og effektiv opklaring af Farumsagen bedst.
d) Mindretallet opfatter de centrale elementer i
flertallets forslag sådan:
Flertallet ønsker, at der allerede nu
nedsættes en undersøgelseskommission med henblik på at
undersøge alt, hvad der har »samfundsmæssig relevans i Farumsagen«, herunder en række nærmere
angivne forhold. Kommissionen skal »både undersøge, hvad der er sket, og hvad der
ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have været grebet
ind.«
Som begrundelse herfor anfører flertallet bl.a., at
man ikke kan vente på, at Statsadvokatens efterforskning
færdiggøres og en eventuel straffesag ved domstolene
gennemføres. Endvidere anføres, at der lægges »afgørende vægt på,
at enhver skal være forpligtet til under vidneansvar at afgive
forklaring for undersøgelseskommissionen som vidne, når
kommissionen anmoder om det«.
Flertallet mener, at »det ville være hensigtsmæssigt, at
undersøgelseskommissionen undlader at komme med retlige
vurderinger« . Efter flertallets
opfattelse undgås derved, »at sådanne retlige vurderinger evt. kolliderer med evt.
strafferetlig tiltale og evt. domfældelse« , og der sker efter flertallets opfattelse dermed også
en »imødekommelse af noget
af den kritik, som har været fremført imod, at en
undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig med, at der
kører en strafferetlig sag.«
Flertallet lægger imidlertid op til, at kommissionen
skal kunne undersøge de samme forhold, som Statsadvokaten
efterforsker. Flertallet anfører i den forbindelse, at det er
afgørende, at arbejdet i kommissionen tilrettelægges
således, at det »ikke kommer
på tværs af bagmandspolitiets efterforskning«, og at man går »ud fra, at justitsministeren ved
udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af
undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.« Samtidig anfører flertallet, at
Statsadvokaten og undersøgelseskommissionen skal samarbejde med hensyn
til udveksling af relevant materiale m.v.
e) Mindretallet henviser til, at justitsministeren
allerede i besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31
og 34 bestemt har frarådet, at der nu nedsættes en
undersøgelseskommission.
Fra besvarelsen, der er optrykt som bilag 2 til
beretningen, lægger mindretallet bl.a. vægt på
følgende:
- Det er i besvarelsen lagt til grund, at der i givet fald ikke
ønskes en undersøgelse af de forhold, der indgår i
Statsadvokatens efterforskning. Noget sådant ville da efter besvarelsen
heller ikke kunne komme på tale, idet en række afgørende
hensyn taler imod. Herom anføres bl.a., at det måtte give
anledning til meget alvorlige overvejelser og betænkeligheder at lade
en kommission foretage en »konkurrerende« undersøgelse og vurdering af
spørgsmål, som ville skulle behandles (eller allerede var
behandlet) af domstolene.
- En iværksættelse af en kommissionsundersøgelse
på nuværende tidspunkt måtte herefter i hvert fald
forudsætte en klar afgrænsning af, hvilke forhold der
indgår i den verserende strafferetlige efterforskning og dermed i en
eventuel senere straffesag ved domstolene mod de berørte
enkeltpersoner. Det er imidlertid ikke muligt på nuværende
tidspunkt at foretage en sådan afgrænsning, i hvert fald ikke
uden at affatte kommissoriet på en måde, der i alle
tilfælde måtte anses for meget usædvanlig, og som ville
rejse principielle spørgsmål i forhold til lovens ordning.
- Om der i stedet, efter at Statsadvokatens efterforskning er afsluttet
og eventuel tiltale er rejst, vil kunne nedsættes en kommission med
henblik på undersøgelse af de forhold, som der ikke er rejst
tiltale for, er et andet spørgsmål, som der først til den
tid vil kunne tages nærmere stilling til. Der kan imidlertid allerede
nu peges på, at en sådan ordning vil give anledning til en
række meget vanskelige problemstillinger, og at den herunder vil rejse
væsentlige straffeprocessuelle og retssikkerhedsmæssige
spørgsmål.
- Der er alene taget stilling til, om der i den nuværende fase af
Farumsagen er grundlag for nedsættelse af en
undersøgelseskommission. Når de igangværende sager og
undersøgelser er afsluttet, vil der derfor være grundlag for en
belysning af, om der er yderligere forhold i sagen, der bør
undersøges, og i givet fald under hvilke former.
Mindretallet kan helt tilslutte sig disse synspunkter.
f) Flertallets udtalelse i den nu foreliggende beretning
viser, at den ordning, som der lægges op til, er endnu mere
vidtgående, end hvad der er forudsat i Justitsministeriets besvarelse
af 1. august 2002.
Ordningen indebærer således, at en
undersøgelseskommission også skal kunne undersøge
de forhold, som Statsadvokaten efterforsker. Med andre ord: Samtidig med, at
Statsadvokaten efterforsker og domstolene eventuelt efterfølgende
vurderer hvad der er foregået i de forskellige sagskomplekser, skal
en kommission udføre helt den samme opgave (idet kommissionen i
modsætning til domstolene dog ikke skal tage stilling til sagens
retlige spørgsmål).
Justitsministeriet har i besvarelsen af 13. august 2002 af
spørgsmål nr. 37 (optrykt som bilag 3 til beretningen) taget
udførlig stilling til denne ordning, således som den er
beskrevet i flertallets 3. udkast til beretning (optrykt som bilag 4 til
beretningen).
Fra besvarelsen lægger mindretallet navnlig
vægt på følgende:
- Loven om undersøgelseskommissioner bygger på den
udtrykkelige forudsætning, at en kommission ikke bør
nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende af faste,
ordinære undersøgelsesorganer. Under hensyn til den omfattende
efterforskning, som Statsadvokaten allerede er i færd med og som vil
vise, om der er grundlag for at rejse straffesag ved domstolene mod de
ansvarlige enkeltpersoner er den ordning, som flertallet lægger op
til, derfor et eksempel på en kommissionsundersøgelse, som efter
lovens forarbejder ikke bør iværksættes.
- Det må give anledning til betydelig tvivl, om den angivelse af
kommissoriet, som flertallet lægger op til og som i meget vidt omfang
vil indebære, at det overlades til kommissionen selv at bestemme, hvad
der skal undersøges er i overensstemmelse med lovens ordning om, at
en undersøgelseskommission kun kan nedsættes med henblik
på undersøgelse af »nærmere bestemte forhold«.
Justitsministeriet finder derfor, at der i givet fald måtte foretages
en nøjere angivelse af kommissionens opgaver.
- En sideløbende kommissionsundersøgelse af de forhold,
som Statsadvokaten efterforsker, må antages at være egnet til i
væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre
Statsadvokatens virksomhed, og dette vil efter Justitsministeriets
umiddelbare opfattelse kun i begrænset omfang kunne afhjælpes ved
den nærmere tilrettelæggelse af kommissionens arbejde. Det
bør i givet fald overvejes at give Statsadvokaten lejlighed til selv
nærmere at vurdere og kommentere spørgsmålet.
- En ordning som den, flertallet lægger op til, må anses
for uegnet til at opnå det, som efter loven om
undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en
kommissionsundersøgelse, nemlig over for regeringen og Folketinget
m.v. at skabe klarhed over et hændelsesforløb. Der er
tværtimod en betydelig risiko for, at en sådan
undersøgelse mere vil være egnet til at skabe usikkerhed og
uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og analysen
af Farumsagens forskellige perspektiver og problemstillinger.
- Ordningen vil rejse væsentlige principielle
spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner. Det
vil bl.a. kunne være meget vanskeligt for en person, der er inddraget i
straffesagen ved domstolene, at vurdere og overskue, om en forklaring for
undersøgelseskommissionen vil kunne belaste den pågældende
under straffesagen, og om den pågældende derfor skal
påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at afgive forklaring
for kommissionen.
- Der er bemærkninger i det nævnte 3. udkast, som er
uforenelige med flertallets udtrykkelige tilkendegivelse om, at kommissionen
ikke skal foretage retlige vurderinger. Justitsministeriet forudsætter
her, at der er tale om manglende konsekvensrettelser i forhold til
flertallets tidligere udkast til beretning, hvor der netop var lagt op til,
at kommissionen skulle foretage retlige vurderinger til belysning af
spørgsmålet om enkeltpersoners ansvar. Justitsministeriet
anfører samtidig, at udkastet hvis den nævnte
forudsætning ikke er korrekt giver anledning til en række
yderligere principielle problemer, som ikke er beskrevet nærmere i
besvarelsen.
Også disse synspunkter kan mindretallet fuldt ud
tilslutte sig.
Flertallets udtalelse i denne beretning svarer på
alle væsentlige punkter til det 3. udkast, som var grundlag for
Justitsministeriets besvarelse af 13. august 2002. Mindretallet kan
således konstatere, at flertallet end ikke har forsøgt at
forholde sig til de helt grundlæggende uklarheder og problemstillinger,
som der er peget på i besvarelsen, og som derfor i et og alt
henstår som uløste.
g) Først som sidst: Også for regeringen og
regeringspartierne er det helt magtpåliggende, at hver en sten i
Farumsagen vendes ingen væsentlige spørgsmål i sagen
må ende med at stå tilbage uden svar.
Det, som nu og her er spørgsmålet, er ene og
alene, om der allerede i sagens nuværende fase skal nedsættes en
undersøgelseskommission ved siden af og oven i de omfattende
undersøgelser af sagen, som allerede er iværksat, eller om man
skal afvente disse undersøgelser og herefter grundigt og
nøgternt overveje, hvilke behov der måtte være for
yderligere initiativer.
Mindretallet finder det, for så vidt både
beklageligt og ærgerligt ikke blot at kunne tilslutte sig et forslag om
allerede nu at iværksætte en samlet
kommissionsundersøgelse. Det er således helt forståeligt
og naturligt, at tanker herom kan trænge sig på hos
folketingsmedlemmer og andre der føler et behov for en hurtig
klarlægning af de øjensynligt særegne forhold i Farum
Kommune.
Mindretallet har imidlertid i det foregående
fremhævet en lang række omstændigheder, der
indebærer, at den ordning, som flertallet lægger op til, vil have
vidtrækkende principielle perspektiver og konsekvenser, og at den i
øvrigt mest af alt vil være egnet til at fuldende et billede af
kaos i en sag, der allerede er tilstrækkelig kompliceret.
Grundlæggende har dette som også anført af
Justitsministeriet sammenhæng med, at loven om
undersøgelseskommissioner ganske enkelt ikke tager sigte på
situationer som den foreliggende, hvor bl.a. politiet og anklagemyndigheden
statens centrale efterforsknings- og undersøgelsesapparat allerede
er i fuld gang med sagen.
Samtidig er det som bekendt lovens udtrykkelige ordning,
at Folketinget kan træffe beslutning om, at justitsministeren inden
for rammerne af loven skal nedsætte en
undersøgelseskommission.
Hvis et flertal i Folketinget fastholder sin hidtidige
opfattelse, må justitsministeren således tage dette til
efterretning. Men det ændrer ikke ved, at Justitsministeriet og
mindretallet har gjort det helt klart for Folketinget, hvilke
betænkeligheder og vidtrækkende perspektiver og konsekvenser der
vil være forbundet med den ordning, som flertallet lægger op til.
Også derfor har mindretallet med tilfredshed noteret
sig, at de videre drøftelser af denne grundlæggende vigtige sag
kommer til at finde sted i Folketingssalen.
Et andet mindretal (RV og KRF) kan ikke
støtte nedsættelse af en undersøgelseskommission i
Farumsagen på nuværende tidspunkt. Mindretallet henviser
især til de væsentlige indvendinger, der er fremført i
Justitsministeriets besvarelser, senest i Justitsministeriets besvarelse af
13. august 2002 (B 84, bilag 124). Loven om undersøgelseskommissioner
forpligter justitsministeren til at nedsætte en
undersøgelseskommission, når Folketinget træffer en
beslutning herom. Mindretallet finder, at det er mest korrekt og
ønskeligt at man følger den fremgangsmåde, loven
foreskriver, og må derfor opfordre flertallet til at følge den i
loven foreskrevne fremgangsmåde og fremsætte et egentligt
beslutningsforslag om nedsættelse af en undersøgelseskommission
i det nye folketingsår. Herved opnås, at Folketinget i
åbenhed i folketingssalen kan diskutere alle sider af Farumsagen og
dens rette behandling. Denne fremgangsmåde er langt at foretrække
frem for alene at føre debatten bag lukkede døre i Udvalget for
Forretningsordenen og dettes underudvalg.
Mindretallet kan som anført ikke støtte en
undersøgelseskommission på nuværende tidspunkt.
Mindretallet udelukker ikke, at det på et senere tidspunkt kan komme
på tale at nedsætte en undersøgelseskommission,
såfremt det viser sig, at der er sider af Farumsagen, der ikke er
endevendt. Mindretallet ønsker i denne forbindelse at henlede
opmærksomheden på Justitsministeriets påpegning af, at en
undersøgelseskommission realistisk set ikke kan
færdiggøre sit arbejde før afslutningen af en eventuel
straffesag ved domstolene. Mindretallet opfordrer flertallet til at
udsætte beslutningen om nedsættelse af en
undersøgelseskommission og udformningen af et kommissorium i det
mindste til et tidspunkt, hvor der foreligger et anklageskrift. På det
tidspunkt famler man ikke helt i mørke med udformningen af et
kommissorium for en undersøgelseskommission.
P.u.v.
Ivar Hansen
formand
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 84
Bilagsnr.
Titel
1
Kopi KOU: Spm. 1 om rækkevidden af den kommunale styrelseslovs § 66,
til indenrigs- og sundhedsministeren
2
Kopi KOU: Spm. 19 om relationer mellem Farum Kommune og Farum Boldklub,
til indenrigs- og sundhedsministeren
3
Kopi KOU: S 852 om Farum Kommune
4
Kopi KOU: S 902 om udbetaling af lønninger i forbindelse med Farum
Kommune
5
Kopi KOU: S 903 om byrådsmedlemmers rettigheder og pligter i
forbindelse med Farum Kommune
6
Kopi KOU: S 904 om overholdelse af love og regler i forbindelse med Farum
Kommune
7
Kopi KOU: S 905 om kommuners regnskabsaflæggelse i forbindelse med
Farum Kommune
8
Kopi KOU: S 906 om tilsynsmyndigheders sanktionsmuligheder i forbindelse
med Farum Kommune
9
Kopi KOU: S 907 om økonomiske aftaler og relationer i forbindelse
med Farum Kommune
10
Kopi KOU: S 1016 om likviditetskrav i Farum Kommune
11
Kopi KOU: S 864 om fordeling af 500 mio. kr. på
ældreområdet
12
Kopi KOU: Spm. 22 om »underhåndskontrakter« i Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 23 om Farum Kommunes økonomiske situation, til
indenrigs- og sundhedsministeren
13
Kopi KOU: Svar på spm. 19 om relationer mellem Farum kommune og
Farum Boldklub, fra indenrigs- og sundhedsministeren
14
Kopi KOU: Svar på S 1021-28 om budgetter i forbindelse med Farum
Kommune
15
Spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, til økonomi- og
erhvervsministeren
16
Spm. 2 om vurdering af kommunal revision, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet har
ønsket besvaret, til indenrigs- og sundhedsministeren
Spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Spm. 7 om kommissorium for Jens Peter Christensen-udvalget, til indenrigs-
og sundhedsministeren
Spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Spm. 9 om kritiske bemærkninger, til indenrigs- og
sundhedsministeren
17
Spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, til Folketingets Ombudsmand
18
Spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, til
justitsministeren
Spm. 12 om anmeldelser til politiet, til justitsministeren
19
Kopi KOU: Henvendelse fra Claus Andersen, Farum, vedr. Farum Kommunes
økonomiske forhold
20
Kopi KOU: Svar på S 1659 vedr. konkret klagesag over afslag på
aktindsigt
21
Kopi KOU: Artikel i Berlingske Tidende 19/3-02: »Fra Nordisk Fjer til Farum«
22
Kopi KOU: Artikel i Politiken 12/4-02: »Brixtofte vil ikke gå«
23
Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets rolle i
Farumsagen
24
Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets rolle i
Farumsagen
25
Kopi KOU: Supplerende bilag vedrørende tilsynsrådets rolle i
Farumsagen
26
Svarfrist for besvarelse af spørgsmål (B 84)
27
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
kulturministeren
28
Kopi KOU: Svar på spm. 31 om oversendelse af kommissorium, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
29
Svar på spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, fra Folketingets
Ombudsmand
30
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
skatteministeren
31
Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra
indenrigs- sundhedsministeren
Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
32
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
undervisningsministeren
33
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
ministeren for videnskab, teknologi og udvikling
34
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
miljøministeren
35
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
fødevareministeren
36
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
økonomi- og erhvervsministeren
37
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
trafikministeren
38
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
beskæftigelsesministeren
39
Kopi KOU: Notat om en kommunalbestyrelses mulighed for at afsætte en
borgmester i medfør af den kommunale styrelseslovs § 66
40
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
integrationsministeren
41
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
socialministeren
42
Kopi KOU: Svar på S 1703 vedr. ansættelsesvilkår i Farum
Kommune
43
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 2 om vurdering af kommunal revision, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
Svar på spm. 3 om tidsplan for undersøgelse, fra indenrigs-
og sundhedsministeren
Svar på spm. 4 om sager indbragt for tilsynsrådet, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 5 om, hvilke spørgsmål tilsynsrådet
har ønsket besvaret, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 6 om oplysninger fra Farum Kommune, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
Svar på spm. 7 om kommissorium for Jens Peter Christensen-udvalget,
fra indenrigs- og sundhedsministeren
44
Kopi KOU: Spm. 29 om journaliseringspligt i den kommunale sagsbehandling,
til indenrigs- og sundhedsministeren
45
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
justitsministeren
Svar på spm. 11 om undersøgelser af tilsynsrådet, fra
justitsministeren
Svar på spm. 12 om anmeldelser til politiet, fra justitsministeren
46
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
forsvarsministeren
47
Kopi KOU: Telegram fra Ritzaus Bureau 14/5-02: »Hvordan forebygges misbrug a la Farum?«
48
Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
49
Farum Byråds beslutning om at suspendere Peter Brixtofte
50
»Myndigheder skal tage ansvar for Farumskandalen«
51
Tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen
52
Besvarelse af § 20-spm. nr. S 1697 vedr. Farum Kommune
53
»Tilsynsråd afviser kritik om smøl«
54
»Tilsynsråd forudsiger erstatningskrav i Farum«
55
Samrådsspm. A om den strafferetlige efterforskning af forholdene i
Farum Kommune, til justitsministeren
56
Spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto, til indenrigs- og
sundhedsministeren
57
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
finansministeren
58
Endeligt svar på spm. 10 om oversigt over ombudsmandssager, fra
Folketingets Ombudsmand
59
»Farumskandalen« (DR-nyheder)
60
Oversigt over udvalgsbilag med stikord eller kort resumé m.v.
61
Foreløbig tidsplan for underudvalgets behandling af forslag
62
»Brixtoftes højrehånd sigtet«
63
»SF i Farum vil sprede regningen efter Brixtofte«
64
Kopi KOU: Svar på spm. 38 om oversendelse af talepapir vedr.
samrådsspørgsmål B (Farummodellen), fra indenrigs- og
sundhedsministeren
65
Kopi KOU: Svar på spm. S 2098 vedr. Venstres krav om åbenhed
og ydmyghed over for magten
66
Kopi KOU: Svar på spm. S 2099 om Venstres krav om åbenhed og
ydmyghed over for magten, fra indenrigs- og sundhedsministeren
67
Kopi KOU: Svar på spm. S 2111 om færdiggørelse af Farum
Kommunes regnskab, fra indenrigs- og sundhedsministeren
68
Kopi KOU: Svar på spm. S 2144, om Farummodellen fortsat er politisk
levedygtig, fra indenrigs- og sundhedsministeren
69
Samrådsspm. B om Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren
70
Svar på spm. 1 om oversigt over sager vedr. Farum Kommune, fra
fødevareministeren
71
»Tilsynsråd truer Farum Byråd med tvangsbøder«
72
Ritzau om Farum/tilsynsråd
73
»Ny Farum-sag for bagmandspolitiet«
74
Spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål A vedr. den
strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, til
justitsministeren
75
Kopi KOU: Spm. 52 om oversendelse af talepapir til besvarelse af
samrådsspørgsmål D (Farummodellen), til indenrigs- og
sundhedsministeren
76
Kopi KOU: Spm. 53 om, hvorvidt Finanstilsynet har indledt en
undersøgelse af låneaftale med Farum Kommune, til
økonomi- og erhvervsministeren
77
Kopi KOU: Spm. 54 om kommentar til hvidbog om tilsynsmyndighedernes rolle
i Farumskandalen, til indenrigs- og sundhedsministeren
78
Kopi KOU: Spm. 55 om kommentar til tillæg til hvidbog om
tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, til indenrigs- og
sundhedsministeren
79
Kopi KOU: Henvendelse fra Kurt Jacobsen, Farum, m.fl., tillæg til
»Tilsynsmyndighedernes rolle i
Farum-skandalen«
80
»Flertal for Farum-undersøgelse«
81
Supplerende svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning,
fra indenrigs- og sundhedsministeren
Supplerende svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
82
Oversigt over sager, ministeriet har haft inden for de seneste 5 år
vedrørende Farum Kommune (inkl. klagesager)
83
Svar på spm. 13 om Farum Kommunes repræsentationskonto, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
84
»Flertal for kommissionsundersøgelse af Farum«
85
»Undersøgelse af Farum-sagen« (telegram, Ritzau)
86
Spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, til indenrigs- og
sundhedsministeren
87
Spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, til indenrigs- og
sundhedsministeren
88
Spm. 17 om PET-undersøgelse, til justitsministeren
89
Spm. 18 om 18. maj-kommissionen, Farum Kommune, til justitsministeren
90
Spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune, til
beskæftigelsesministeren
91
Spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune, til
beskæftigelsesministeren
92
Spm. 21 om administration af EU’s socialfondsmidler, Farum Kommune,
til beskæftigelsesministeren
93
Spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum Kommune, til
beskæftigelsesministeren
94
Kopi KOU: Spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed ved kommende
kommunalvalg, til indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 58 om redegørelse for revisionen for 1998-2000 i
Farum Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 59 om referat af møde med Farum Byråd februar
2002, til indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Spm. 60 om erstatningskrav over for
kommunalbestyrelsesmedlemmer, til indenrigs- og sundhedsministeren
95
Kopi KOU: Svar på spm. 52 om oversendelse af talepapir til
besvarelse af samrådsspørgsmål D (Farummodellen), fra
indenrigs- og sundhedsministeren
96
Kopi KOU: Spm. 56 om sager behandlet af Tilsynsrådet for
Frederiksborg Amt, til indenrigs- og sundhedsministeren
97
Kopi KOU: Spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub og Farum Kommune, til
indenrigs- og sundhedsministeren
98
Kopi KOU: Diverse artikler vedrørende Farumsagen
99
Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når
der samtidig verserer en strafferetlig efterforskning af de samme forhold
100
1. udkast til beretning
101
Brev til underudvalget om møde den 7/8-02 med henblik på en
gennemgang og politisk drøftelse af flertallets udkast til beretning
over B 84 (B 84 bilag 100)
102
Svar på spm. 14 om talepapir til samrådsspørgsmål
A vedr. den strafferetlige efterforskning af forholdene i Farum Kommune, fra
justitsministeren
103
Svar på spm. 17 om PET, undersøgelse, fra justitsministeren
Svar på spm. 18 om 18 maj-kommissionen, Farum Kommune, fra
justitsministeren
104
Spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, til indenrigs- og
sundhedsministeren
Spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og redskaber for at få
sager behandlet i økonomiudvalget og byrådssalen, til indenrigs-
og sundhedsministeren
105
Spm. 25 om undersøgelseskommissionen, til justitsministeren
Spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan forlange materiale
udleveret fra anklagemyndigheden, til justitsministeren
Spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede hos
bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en
undersøgelseskommission, til justitsministeren
Spm. 28, om personer kan pålægges at afgive forklaring for en
undersøgelseskommission, til justitsministeren
Spm. 29 om retsgarantier, til justitsministeren
Spm. 30 om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet
over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad Farumsagen
drejer sig om, til justitsministeren
Spm. 31, om det ikke er muligt at adskille temaerne i straffesagen fra
temaerne i en undersøgelseskommission, til justitsministeren
Spm. 32 om forklaringer for undersøgelseskommissionen og vidner i
straffesagen, til justitsministeren
Spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede, til
justitsministeren
Spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan holde straffesagen uden for
undersøgelseskommissionens arbejde, til justitsministeren
106
Spørgsmål 29 taget tilbage
107
Svar på spm. 15 om talepapir vedr. undersøgelser, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
108
Notat om »UFO-underudvalgets«
beføjelser, særlig i relation til sagsoplysning
109
Svar på spm. 8 om regnskabers revisionspåtegning, fra
indenrigs- sundhedsministeren
Svar på spm. 9 om kritiske bemærkninger, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
110
Svar på spm. 16 om tilsynsrådet, sponsorer, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
111
Kopi KOU: Svar på spm. 55 om kommentar til tillæg til hvidbog
om tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
112
Kopi KOU: Svar på spm. 54 om kommentar til hvidbog om
tilsynsmyndighedernes rolle i Farumskandalen, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
113
Revideret oversigt over udvalgsbilag med stikord eller kort resumé
m.v (pr. 17/7-02)
114
Svar på spm. 19 om arbejdsmarkedsrådet, Farum Kommune, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 20 om arbejdsmarkedsområdet, Farum Kommune, fra
beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 21 om administration af EU’s socialfondsmidler,
Farum Kommune, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 22 om Arbejdsmarkedsstyrelsen, Farum Kommune, fra
beskæftigelsesministeren
115
2. udkast til beretning
116
Notat om nedsættelse af en undersøgelseskommission, når
Folketinget har truffet beslutning herom i Folketingssalen m.v.
117
Kopi KOU: Svar på spm. 57 om Peter Brixtoftes valgbarhed ved
kommende kommunalvalg, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Svar på spm. 58 om redegørelse for revisionen for
1998-2000 i Farum Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Svar på spm. 59 om referat af møde med Farum
Byråd februar 2002, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Kopi KOU: Svar på spm. 60 om erstatningskrav over for
kommunalbestyrelsesmedlemmer, fra indenrigs- og sundhedsministeren
118
Svar på spm. 23 om byrådsmedlemmers forpligtelser, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. 24 om byrådsmedlemmers rettigheder og redskaber
for at få sager behandlet i økonomiudvalget og
byrådssalen, fra indenrigs- og sundhedsministeren
119
Svar på spm. 25 om undersøgelseskommissionen, fra
justitsministeren
Svar på spm. 26, om undersøgelseskommissionen kan forlange
materiale udleveret fra anklagemyndigheden, fra justitsministeren
Svar på spm. 27, om personer, der er afhørt som sigtede hos
bagmandspolitiet, kan afhøres under vidneansvar i en
undersøgelseskommission, fra justitsministeren
Svar på spm. 28, om personer kan pålægges at afgive
forklaring for en undersøgelseskommission, fra justitsministeren
Svar på spm. 30, om Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet over for Folketinget kan pålægges at oplyse, hvad
Farumsagen drejer sig om, fra justitsministeren
Svar på spm. 31, om det ikke er muligt at adskille temaerne i
straffesagen fra temaerne i en undersøgelseskommission, fra
justitsministeren
Svar på spm. 32 om forklaringer for undersøgelseskommissionen
og vidner i straffesagen, fra justitsministeren
Svar på spm. 33 om, hvad 18. maj-undersøgelsen kostede, fra
justitsministeren
Svar på spm. 34, om et kommissorium med sikkerhed kan holde
straffesagen uden for undersøgelseskommissionens arbejde, fra
justitsministeren
120
3. udkast til beretning
121
Spm. 35 om erstatningskrav, til indenrigs- og sundhedsministeren
Spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for inhabile ved
behandling af sager, der angår Farum Kommune, til indenrigs- og
sundhedsministeren
122
Spm. 37 om undersøgelseskommissioner, til justitsministeren
123
4. udkast til beretning
124
Svar på spm. 37 om undersøgelseskommissioner, fra
justitsministeren
125
Svar på spm. 35 om erstatningskrav, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
Svar på spm. 36, om tilsynsrådets medlemmer anses for inhabile
ved behandling af sager, der angår Farum Kommune, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
126
Notat om ekspertgruppen og om undersøgelseskommissionen
127
5. udkast til beretning
128
6. udkast til beretning
129
Kopi KOU: Svar på spm. 61 om aftale mellem Farum Boldklub og Farum
Kommune, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til
justitsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål og svar er optrykt efter
ønske fra udvalget.
Spørgsmål 25:
Hvilke problemer ser ministeren i, at en
undersøgelseskommission skal arbejde samtidig med, at der verserer en
sag om samme temaer ved domstolene?
Spørgsmål 31:
Er det korrekt forstået, at det ikke er muligt at
adskille temaerne i straffesagen fra temaerne i en
undersøgelseskommission, der skal køre samtidig, selv om
tiltale er rejst?
Spørgsmål 34:
Finder ministeren, at det vil være muligt at
præcisere et kommissorium, der med sikkerhed holder straffesagen uden
for undersøgelseskommissionens arbejde?
Svar:
1. Bestemmelsen i § 1, stk. 1, i lov om
undersøgelseskommissioner (lov nr. 357 af 2. juni 1999) har
følgende ordlyd:
§ 1. Justitsministeren kan nedsætte en
undersøgelseskommission til at gennemføre en
undersøgelse af nærmere bestemte forhold af almenvigtig
betydning. En sådan kommission skal nedsættes, hvis Folketinget
vedtager beslutning herom.
Som det fremgår, er det en betingelse for
nedsættelse af en undersøgelseskommission, at de forhold, der
ønskes undersøgt, er af »almenvigtig betydning «. Herom anføres i forarbejderne til loven bl.a., at de
pågældende forhold som altovervejende hovedregel skal have
tilknytning til staten ved f.eks. at vedrøre statslige myndigheders
sagsbehandling, herunder anvendelse af statslige midler, jf. FT 1998-99,
Tillæg B, side 778.
Efter lovens forarbejder bør en
undersøgelseskommission endvidere som altovervejende hovedregel kun
benyttes i tilfælde, hvor regeringen eller Folketinget har behov for at
få belyst forhold, som har betydning for de opgaver, som regeringen
eller Folketinget udfører, jf. FT 1998-99, Tillæg B, side
788.
Det er samtidig i forarbejderne til loven udtrykkelig
forudsat, at en undersøgelseskommission ikke bør
nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende af faste,
ordinære undersøgelsesorganer, jf. FT 1998-99, Tillæg A,
side 250, og Tillæg B, side 788. Som eksempler på sådanne
organer kan nævnes politiet og de kommunale tilsynsmyndigheder.
2. Den vigtigste opgave for en
undersøgelseskommission vil i almindelighed være at
undersøge og klarlægge et bestemt hændelsesforløb,
jf. herved lovens § 4, stk. 2.
I tilknytning hertil vil en undersøgelseskommission
efter § 4, stk. 4, 1. pkt., bl.a. kunne få til opgave at foretage
retlige vurderinger til belysning af, om der er grundlag for, at det
offentlige søger nogen af de involverede personer draget til ansvar.
En kommission kan dog ikke få til opgave at foretage retlige
vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar,
jf. lovens § 4, stk. 4, 2. pkt.
I forarbejderne til bestemmelserne i § 4, stk. 1 og 4, er
det bl.a. anført, at formålet med
undersøgelseskommissionens virksomhed ligesom politiets i
almindelige straffesager vil være at tilvejebringe et materiale som
grundlag for vedkommende myndigheds afgørelse af, om sagen skal
fremmes, navnlig ved, at der rejses tiltale, eller ved, at
disciplinærforfølgning indledes, jf. FT 1998-99, Tillæg A,
side 252 f. En undersøgelseskommission vil ikke selv kunne
træffe afgørelse om disse spørgsmål.
Ved nedsættelsen af en
undersøgelseskommissionen skal det i et kommissorium nærmere
fastlægges, hvilke forhold kommissionen skal klarlægge, samt
hvilke andre opgaver kommissionen eventuelt skal have, jf. lovens § 4, stk.
2-4.
Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om
resultatet af sin undersøgelse, og justitsministeren
offentliggør beretningen, medmindre ganske særlige grunde taler
imod det, jf. lovens § 32.
3. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet foretager for tiden en omfattende efterforskning af en
række forhold i Farum Kommune. Formålet med efterforskningen er
at afklare, om der er grundlag for at rejse tiltale mod bestemte personer for
strafbare forhold, herunder overtrædelser af straffeloven.
Statsadvokaten har over for Justitsministeriet oplyst, at
efterforskningen har meget høj prioritet i anklagemyndigheden, men at
der på grund af sagens omfattende og komplicerede karakter må
forventes at ville gå adskillige måneder, inden der foreligger en
afklaring af tiltalespørgsmålet. Statsadvokaten har i den
forbindelse også oplyst, at temaerne for den nærmere
efterforskning løbende justeres og revideres i lyset af nye forhold,
som kommer frem.
Også de kommunale tilsynsmyndigheder behandler
fortsat en række sager vedrørende Farum Kommune.
4. Efter beslutningsforslaget skal kommissionen foretage
en undersøgelse af »det,
der omtales som Farum-sagen«.
Som anført ovenfor under pkt. 1 og som
fremhævet under 1. behandlingen af beslutningsforslaget vil det
være nødvendigt i et kommissorium at angive, hvilke » nærmere bestemte forhold« en kommission i givet fald skal
undersøge, jf. lovens § 1, stk. 1, 1. pkt.
Der foreligger ikke for Justitsministeriet nærmere
oplysninger om, hvilke overvejelser der i Udvalget for Forretningsordenen
(eller det nedsatte underudvalg) har været gjort med hensyn til en
sådan afgrænsning.
Af de foreliggende udtalelser i dagspressen mv. navnlig
i Politiken den 1. august 2002 har Justitsministeriet imidlertid
forstået, at en kommission i givet fald ikke forudsættes at
foretage en undersøgelse af forhold, som indgår i de allerede
iværksatte undersøgelser af Farum-sagen, og at en
undersøgelse således bl.a. ikke skal omfatte forhold, som
indgår i statsadvokatens efterforskning (og herefter i en eventuel
straffesag ved domstolene).
Justitsministeriet har i den forbindelse forstået,
at man med den ovennævnte principielle begrænsning bl.a.
forestiller sig en mere samlet undersøgelse af forholdene i Farum
Kommune samt en undersøgelse af de kommunale tilsynsmyndigheders rolle
i sagen.
5. Justitsministeriet er i overensstemmelse med, hvad
regeringen ved flere tidligere lejligheder har givet udtryk for helt enig
i, at det ikke ville kunne komme på tale at nedsætte en
kommission med henblik på undersøgelse af de forhold, som
indgår i statsadvokatens efterforskning.
En række afgørende hensyn taler således
imod en sådan undersøgelse.
Det kan i den forbindelse bl.a. nævnes, at
loven om undersøgelseskommissioner som anført ovenfor under
pkt. 1 bygger på en klar forudsætning om, at der ikke
bør iværksættes kommissionsundersøgelser af
forhold, som kan belyses tilfredsstillende af de almindelige
undersøgelsesorganer, herunder politiet og anklagemyndigheden,
at statsadvokaten i den foreliggende sag allerede er i gang med en
omfattende efterforskning, at der i givet fald måtte antages at
ville blive tale om betydelige vanskeligheder i forhold til statsadvokatens
muligheder for hurtigt og effektivt at færdiggøre sin
efterforskning af sagen, således at der snarest muligt kan foreligge en
afklaring af, om der er grundlag for at rejse tiltale mod de berørte
enkeltpersoner, at det måtte give anledning til meget alvorlige
overvejelser og betænkeligheder at lade en
undersøgelseskommission foretage en »konkurrerende«
undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som ville skulle
behandles (eller allerede var behandlet) af domstolene, og at
også væsentlige ressourcemæssige hensyn taler imod en
sådan »dobbeltundersøgelse «, jf. herved besvarelsen nedenfor af spørgsmål
nr. 33.
6. Som følge af de principielle synspunkter, der er
anført under pkt. 4 og 5, måtte en iværksættelse af
en kommissionsundersøgelse på nuværende tidspunkt i hvert
fald forudsætte en klar afgrænsning af, hvilke forhold der
indgår i den verserende strafferetlige efterforskning og dermed i en
eventuel senere straffesag ved domstolene mod de berørte
enkeltpersoner.
Som anført under pkt. 3 er det imidlertid ikke
på nuværende tidspunkt muligt at foretage en sådan
afgrænsning.
Det følger heraf, at det efter Justitsministeriets
opfattelse ikke vil være muligt på nuværende tidspunkt i et
kommissorium at angive, hvilke nærmere forhold en kommission skulle
undersøge.
Det bemærkes, at det anførte bygger på
den forudsætning, at det i kommissoriet positivt og udtømmende
angives, hvilke konkrete forhold der ønskes undersøgt af
kommissionen. En sådan angivelse vil være i overensstemmelse med
lovens almindelige ordning, hvorefter en kommission alene kan nedsættes
med henblik på undersøgelse af »nærmere bestemte forhold«, jf. herved ovenfor under pkt. 1 om lovens § 1, stk. 1, 1.
pkt.
Det spørgsmål kan rejses, om det i stedet
ville være en mulighed i kommissoriet alene at angive, hvilke forhold
der ønskes undersøgt, men med den begrænsning, at disse
forhold alligevel ikke skal undersøges i det omfang, de viser sig at
indgå i allerede iværksatte undersøgelser, herunder i den
strafferetlige efterforskning.
Herom bemærkes indledningsvis, at en sådan
ordning ville indebære, at det blev overladt til
undersøgelseskommissionen selv at tage stilling til og nærmere
afgrænse, hvilke forhold der inden for kommissoriets øvrige
rammer skulle undersøges, og en sådan afgrænsning ville
tidligst kunne foretages, når bl.a. den strafferetlige efterforskning
var afsluttet, jf. herved nedenfor pkt. 7. I konsekvens heraf måtte det
på tidspunktet for beslutningen om nedsættelse af kommissionen
henstå som meget usikkert for regeringen og Folketinget, hvilke forhold
kommissionen reelt blev anmodet om at foretage en undersøgelse af.
Justitsministeriet er ikke bekendt med, at der i tidligere
praksis vedrørende nedsættelse af undersøgelsesretter mv.
er eksempler på sådanne helt generelt og upræcist holdte
afgrænsninger af de forhold, der ønskes undersøgt, og der
er ikke i loven eller dens forarbejder taget nærmere stilling til, om
et kommissorium af denne karakter ligger inden for rammerne af udtrykket
»nærmere bestemte
forhold« i den nævnte
bestemmelse i § 1.
Under disse omstændigheder og herunder i lyset af,
at en kommission som anført under alle omstændigheder tidligst
ville kunne foretage en afgrænsning af sin undersøgelse,
når bl.a. den strafferetlige efterforskning er afsluttet er det
Justitsministeriets opfattelse, at et kommissorium af den anførte
karakter i alle tilfælde måtte anses for meget usædvanligt,
og at det ville rejse principielle spørgsmål i forhold til
lovens ordning.
7. Spørgsmålet er herefter, om der
efter, at statsadvokatens efterforskning er afsluttet, og et eventuelt
anklageskrift i sagen er udarbejdet og der således foreligger en
afgrænsning af, hvilke mulige strafbare forhold domstolene skal tage
stilling til, jf. retsplejelovens § 908, stk. 3 vil være grundlag for
at nedsætte en kommission med henblik på undersøgelse af
forhold, som der ikke er rejst tiltale for.
Justitsministeriet finder, at der først kan tages
nærmere stilling til dette spørgsmål, når det
foreligger, dvs. når et eventuelt anklageskrift er udarbejdet.
Der kan imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse
være anledning til allerede nu at pege på en række
problemstillinger, som i den forbindelse må antages at ville
opstå:
For det første er den omstændighed, at
der foreligger et anklageskrift med de deraf følgende rammer for,
hvilke forhold domstolene kan domfælde for, jf. ovenfor ikke
ensbetydende med, at det er afklaret, hvilke forhold der vil blive
undersøgt, belyst og vurderet under domstolenes behandling af
straffesagen.
I det omfang, det f.eks. under straffesagen gøres
gældende, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind eller
i øvrigt reageret over for kommunen i anledning af de forhold, som der
er rejst tiltale for, eller at disse forhold skal ses og vurderes i lyset af
kommunens dispositioner på andre områder, vil der således
ved fremlæggelse af dokumenter og afhøring af vidner mv. kunne
ske en nærmere bevisførelse om disse spørgsmål. Det
er således på forhånd nærliggende at antage, at der
under en straffesag vil kunne blive tale om undersøgelser og
vurderinger også af forhold hos kommunen og tilsynsmyndighederne mv.,
som der ikke er rejst tiltale for.
Det må derfor efter Justitsministeriets opfattelse
antages, at den afgrænsning af, hvilke forhold der vil indgå i en
eventuel straffesag ved domstolene, som er omtalt ovenfor under pkt. 4, ikke
vil kunne foretages alene på grundlag af en eventuel beslutning fra
statsadvokatens side om rejsning af tiltale i sagen.
For det andet bemærkes særligt med
hensyn til de kommunale tilsynsmyndigheder at det efter Justitsministeriets
opfattelse ikke vil være muligt at foretage en undersøgelse af
disse myndigheders forhold uden samtidig at klarlægge de forhold i
Farum Kommune, som tilsynsmyndighedernes virksomhed vedrører. Det
ville således efter Justitsministeriets opfattelse ikke give nogen
mening at undersøge og vurdere, om tilsynsmyndighederne har levet op
til deres ansvar efter den kommunale styrelseslovgivning uden samtidig at
afdække og belyse de underliggende forhold i kommunen, som de
nævnte myndigheder har haft til opgave at føre tilsyn med.
Det følger heraf, at der efter Justitsministeriets
opfattelse ikke ville kunne blive tale om en undersøgelse af
tilsynsmyndighedernes virksomhed i forhold til de sagskomplekser i kommunen,
som der måtte være rejst tiltale for ved domstolene, eller som i
øvrigt måtte forventes belyst under straffesagen. En sådan
undersøgelse måtte derfor på forhånd begrænses
til ikke at vedrøre de sagskomplekser, som der i øvrigt
måtte antages at være størst interesse for en belysning og
vurdering af.
I øvrigt kan der være grund til at
fremhæve, at de kommunale tilsynsmyndigheder som anført under
pkt. 1 fortsat er i gang med at behandle en række sager i forhold til
Farum Kommune. Det vil selvsagt ikke være muligt at foretage en
kommissionsundersøgelse af tilsynsmyndighedernes virksomhed i disse
sager, før de er afsluttet fra myndighedernes side.
For det tredje bemærkes, at der vil kunne
opstå en række spørgsmål og problemstillinger af
straffeprocessuel og retssikkerhedsmæssig karakter i forhold til de
berørte enkeltpersoner.
Som eksempel herpå kan nævnes, at der med
hensyn til forhold, som anklagemyndigheden har efterforsket, men ikke rejst
tiltale for, kan foreliggende en såkaldt bindende
påtalebegrænsning, således at der ikke senere kan rejses
tiltale for de samme forhold, jf. nærmere Hans Gammeltoft-Hansen,
Strafferetspleje I (1998), side 198 ff. Det måtte derfor nøje
overvejes, hvilken betydning sådanne forhold i givet fald ville have
ved udformningen af et eventuelt kommissorium for en
undersøgelseskommission. Det gælder særligt men ikke kun
i tilfælde, hvor en kommission ikke alene ville skulle
klarlægge bestemte hændelsesforløb, men også
vurdere, om der er grundlag for, at det offentlige søger nogen draget
til ansvar for de omhandlede forhold, jf. ovenfor under pkt. 1.
Som et andet væsentligt forhold kan nævnes, at
der selv med en i princippet klar afgrænsning mellem de forhold, som
behandles i straffesagen ved domstolene, og de forhold, som behandles i en
undersøgelseskommission efter omstændighederne vil kunne
være tale om en betydelig sammenhæng mellem disse forhold. Der
ville derfor kunne være en betydelig risiko for, at de berørte
personer f.eks. under afgivelse af forklaring for
undersøgelseskommission måtte komme ind på
spørgsmål og problemstillinger af væsentlig betydning for
vurderingen af de pågældendes strafferetlige forhold under den
sideløbende sag ved domstolene.
8. Som anført ovenfor under pkt. 1 skal
Justitsministeriet nedsætte en undersøgelseskommission, hvis
Folketinget træffer beslutning om det, jf. lovens § 1, stk. 1, 2.
pkt.
Af de principielle grunde, der er anført ovenfor,
må Justitsministeriet bestemt fraråde, at der nu træffes
beslutning om nedsættelse af en kommission.
Der kan samtidig være grund til at fremhæve,
at Justitsministeriet såvel ved 1. behandlingen af
beslutningsforslaget som i den foreliggende besvarelse alene har taget
stilling til spørgsmålet om iværksættelse af en
kommissionsundersøgelse i den nuværende fase af Farum-sagen.
Det er således som fremhævet under 1.
behandlingen også for regeringen afgørende, at der sker den
fornødne klarlægning af alle relevante aspekter af Farum-sagen.
Når de igangværende sager og undersøgelser er afsluttet,
er Justitsministeriet derfor helt indstillet på at medvirke til en
belysning af, om der er yderligere forhold i sagen, der bør
undersøges, og i givet fald under hvilke former.
Spørgsmål 26:
Kan en undersøgelseskommission forlange alle
papirer, herunder politirapporter og anklagemyndighedens interne
overvejelser, udleveret fra anklagemyndigheden?
Svar:
Det fremgår af § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 16 i lov
om undersøgelseskommissioner, at enhver som almindelig regel har pligt
til at udlevere materiale til undersøgelseskommissionen, når
kommissionen anmoder om det. Udleveringspligten omfatter »enhver«, herunder offentlige myndigheder, og det fremgår af
forarbejderne til loven, at pligten også omfatter offentlige
myndigheders interne dokumenter, jf. FT 1998-99, Tillæg A, side
256.
Af lovens § 9, stk. 3, og § 16 fremgår det
endvidere, at udleveringspligten gælder, uanset om de
pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.
Spørgsmålet kan således besvares
bekræftende.
Spørgsmål 27:
Kan personer, der er afhørt som sigtet hos
bagmandspolitiet, afhøres under vidneansvar i en
undersøgelseskommission?
Spørgsmål 28:
Kan personer, der frygter at blive sigtet af
bagmandspolitiet, pålægges at afgive forklaring for en
undersøgelseskommission?
Svar:
Det fremgår af § 11 i lov om
undersøgelseskommissioner, at enhver som udgangspunkt er forpligtet
til efter anmodning at afgive vidneforklaring for en
undersøgelseskommission, der har en dommer som medlem.
For undersøgelseskommissioner, der ikke har en
dommer som medlem, gælder efter lovens § 18, stk. 1, at kommissionen
kan opfordre en person til frivilligt at afgive forklaring for kommissionen.
Der er således ikke pligt til at afgive forklaring over for
sådanne kommissioner. Kommissionen kan imidlertid anmode
Københavns Byret om at indkalde en person til at afgive forklaring for
retten som vidne, i hvilket tilfælde der er pligt til at afgive
forklaring, jf. lovens § 19.
I begge de nævnte tilfælde, hvor der er pligt
til at afgive forklaring for henholdsvis en undersøgelseskommission og
Københavns Byret, finder lovens § 12 om undtagelser fra vidnepligten
tilsvarende anvendelse, jf. lovens § 11 og § 19, stk. 2.
Af undersøgelseskommissionslovens § 12, stk. 1,
fremgår, at pligten til at afgive forklaring som vidne ikke
gælder i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for
strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold,
undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke i det
omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige
gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt
ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de
nævnte forhold.
Det fremgår endvidere af
undersøgelseskommissionslovens § 14, at straffelovens §§ 158-160
finder tilsvarende anvendelse på den, der afgiver falsk forklaring for
en undersøgelseskommission, hvor en dommer er formand. Straffelovens
§§ 158-160 finder ligeledes anvendelse i forhold til forklaringer, der efter
lovens § 19 afgives for Københavns Byret.
Betydningen heraf er bl.a., at falsk forklaring afgivet af
en person, der er omfattet af lovens § 12, stk. 1, under sådanne
afhøringer ikke straffes, jf. straffelovens § 159, stk. 1, idet de
pågældende må ligestilles med en »sigtet«, jf. FT
1998-99, Tillæg A, side 260.
Iværksættes der en
kommissionsundersøgelse, vil der uanset at undersøgelsen kun
skal omhandle spørgsmål, som ikke indgår i den
strafferetlige efterforskning kunne opstå spørgsmål om,
hvorvidt en person skal afhøres med tilkendegivelse om, at den
pågældende ikke har pligt til at afgive forklaring og heller ikke
vil kunne straffes for eventuel falsk forklaring for kommissionen.
Vurderingen af dette spørgsmål vil i det konkrete tilfælde
skulle foretages af kommissionen.
En sådan tilkendegivelse vil kunne komme på
tale i en række forskellige tilfælde. Det vil bl.a. gælde,
når personer, der er inddraget i den strafferetlige efterforskning,
skal afhøres for kommissionen om spørgsmål, der har
sammenhæng med forhold, der indgår i den strafferetlige
undersøgelse, jf. herved pkt. 7 i besvarelsen ovenfor af
spørgsmål nr. 25, 31 og 34.
Spørgsmål 30:
Vil det kunne pålægges Statsadvokaten for
Særlig Økonomisk Kriminalitet over for Folketinget nærmere
at oplyse, hvad Farumsagen drejer sig om?
Svar:
Justitsministeren vil kunne pålægge
Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet overfor ministeren
nærmere at oplyse, hvad statsadvokatens efterforskning af forholdene i
Farum Kommune vedrører, jf. den almindelige regel i retsplejelovens §
98, stk. 3.
Oplysningerne om det nærmere indhold af denne
efterforskning vil i vidt omfang være oplysninger med hensyn til
hvilke, der gælder tavshedspligt.
Spørgsmålet er herefter, i hvilket omfang
justitsministeren er berettiget til at videregive sådanne fortrolige
oplysninger til Folketinget, samt i hvilket omfang ministeren bør
videregive oplysningerne.
Det antages, at ministre som hovedregel vil være
berettiget til at videregive fortrolige oplysninger til et
folketingsudvalg, hvis oplysningerne efter ministerens skøn må
antages at være af betydning for udvalgets behandling af en sag, jf.
John Vogter m.fl., Juristen 1990, side 359. Det skyldes bl.a., at udvalgets
medlemmer selv er undergivet tavshedspligt efter straffelovens § 152, og at
møder i Folketingets stående udvalg i almindelighed
gennemføres for lukkede døre. Oplysningerne vil derfor kunne
behandles på lukkede udvalgsmøder uden herved at blive
videregivet til udenforstående.
I sådanne tilfælde kan der imidlertid
være anledning til at fremhæve tavshedspligten over for
Folketingets medlemmer, f.eks. ved at angive på dokumenterne, at
oplysningerne er fortrolige.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvornår
en minister der er berettiget hertil bør videregive
fortrolige oplysninger til et folketingsudvalg, anfører John Vogter
m.fl. a.st., side 364, bl.a. følgende:
»
I hvilket
omfang sådanne oplysninger bør videregives, må
afgøres på grundlag af en konkret afvejning fra område til
område. På en lang række områder må denne
afvejning føre til, at oplysningerne normalt videregives for at sikre,
at Folketinget (udvalget) har det fornødne saglige grundlag for at
gennemføre lovgivning på et område eller for, at
Folketinget kan udføre den fornødne parlamentariske kontrol med
forvaltningen. På andre områder kan navnlig hensynet til den
enkeltes private og erhvervsmæssige forhold dog føre til, at
bestemte oplysninger ikke videregives eller kun videregives under
særlige omstændigheder. Drejer det sig om oplysninger om enkelte
borgeres privatliv, f.eks. helbredsmæssige forhold eller
skattebetaling, bør der udvises en betydelig tilbageholdenhed med at
videregive konkrete oplysninger, medmindre netop disse oplysninger er
afgørende for Folketingets (et udvalgs) stillingtagen til en bestemt
sag.«
Det er i overensstemmelse hermed fast praksis, at
justitsministeren kun i meget begrænset omfang videregiver oplysninger
til Folketinget om konkrete straffesager, ikke mindst for så vidt
angår verserende efterforskninger. Baggrunden herfor er de
særlige beskyttelseshensyn i forhold til efterforskningen og de
involverede personer, der gør sig gældende.
Der kan i øvrigt henvises til justitsministerens
besvarelse af samrådsspørgsmål A. Justitsministerens
talepapir til brug for samrådet er oversendt til udvalget ved
besvarelsen den 9. juli 2002 af udvalgets spørgsmål nr. 14 (B 84
bilag 74).
Spørgsmål 32:
Kan det afvises, at det kan påvirke en straffesag,
hvis sigtede, over for hvem tiltale er undladt, og som anklagemyndigheden
ønsker at føre som vidner i straffesagen, pålægges
at afgive forklaring for undersøgelseskommissionen, inden de samme har
afgivet forklaring i retten?
Svar:
Det kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke
udelukkes, at det kan påvirke vidners forklaringer i en straffesag, at
der kort tid forinden er afgivet vidneforklaringer for en
undersøgelseskommission eller for retten (efter anmodning fra en
undersøgelseskommission) vedrørende samme forhold. Der kan i
den forbindelse henvises til princippet i retsplejelovens § 182, hvorefter et
vidne, der skal afgive forklaring, ikke må påhøre andre
vidners og parters forklaring.
Spørgsmål 33:
Hvad kostede 18. maj-undersøgelsen?
Svar:
Justitsministeriet har for perioden 1996 til og med den
15. juli 2002 afholdt 17.039.622,10 kr. i anledning af
undersøgelseskommissionen vedrørende Nørrebro-sagen.
Bilag 3
Et af udvalgets spørgsmål til
justitsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål og svar er optrykt efter
ønske fra udvalget.
Spørgsmål 37:
Giver det justitsministeren grundlag for at ændre de
svar, som er givet på spørgsmål nr. 25-28 og 30-34, at der
i 3. udkast til beretning fra underudvalget under Udvalget for
Forretningsordenen (B 84 bilag 120), som vedlægges i kopi, er lagt op
til, at undersøgelseskommissionen ikke skal komme med retlige
vurderinger og kun i mere begrænset omfang foreslå
ændringer i gældende bestemmelser?
Svar:
1. Indledning.
Justitsministeriet har forstået
spørgsmålet således, at det mere generelt ønskes
oplyst, om det, som et flertal af partier i Folketinget har anført i
det nævnte 3. udkast til beretning, giver anledning til
bemærkninger i forhold til besvarelsen af 1. august 2002 af
spørgsmål nr. 25, 31 og 34.
Nedenfor under pkt. 2 sammenfattes den nævnte
tidligere besvarelse kort. Under pkt. 3 gengives de dele af udkastet til
flertalsberetning, som efter Justitsministeriets opfattelse har særlig
betydning for besvarelsen af det nu stillede spørgsmål.
Justitsministeriets bemærkninger til udkastet er indeholdt i pkt. 4.
Besvarelsen sammenfattes under pkt. 5.
2. Besvarelsen af 1. august 2002 af spørgsmål nr. 25, 31
og 34.
Besvarelsen af de nævnte spørgsmål kan
i hovedtræk gengives således:
Det er i besvarelsen lagt til grund, at en
undersøgelseskommission i givet fald ikke skal undersøge
forhold, der indgår i den efterforskning, som Statsadvokaten for
Særlig Økonomisk Kriminalitet i øjeblikket
gennemfører. I besvarelsen anføres herom bl.a., at en
sådan ordning efter Justitsministeriets opfattelse ikke ville kunne
komme på tale. Det skyldes bl.a., at det måtte give anledning til
meget alvorlige betænkeligheder og overvejelser at lade en kommission
foretage »konkurrerende« undersøgelser og vurderinger af
spørgsmål, som ville skulle behandles (eller allerede var
behandlet) af domstolene.
På den baggrund anføres endvidere i
besvarelsen, at iværksættelse af en
kommissionsundersøgelse på nuværende tidspunkt under alle
omstændigheder måtte forudsætte en klar afgrænsning
af, hvilke forhold der indgår i den verserende strafferetlige
efterforskning og dermed i en eventuel efterfølgende straffesag ved
domstolene.
Det er imidlertid efter besvarelsen ikke på
nuværende tidspunkt muligt at foretage en sådan afgrænsning
og derfor heller ikke muligt i et kommissorium at angive, hvilke
nærmere forhold en kommission skulle undersøge. Det gælder
i hvert fald i det omfang, kommissoriet i overensstemmelse med den
almindelige ordning i lov om undersøgelseskommissioner positivt og
udtømmende skulle angive, hvilke forhold der ønskes
undersøgt.
Om der i stedet efter, at statsadvokatens
efterforskning er afsluttet, og eventuel tiltale ved domstolene er rejst,
ville kunne nedsættes en kommission med henblik på
undersøgelse af forhold, som der ikke er rejst tiltale for, er
efter besvarelsen et spørgsmål, som der først til den tid
vil kunne tages nærmere stilling til. Der peges imidlertid i
besvarelsen på, at en sådan ordning vil give anledning til
vanskelige problemstillinger, og at den herunder vil rejse en række
straffeprocessuelle og retssikkerhedsmæssige
spørgsmål.
Der er i besvarelsen alene taget stilling til, om der i
den nuværende fase af Farum-sagen er grundlag for
nedsættelse af en undersøgelseskommission. Når de
igangværende sager og undersøgelser er afsluttet, er
Justitsministeriet således helt indstillet på at medvirke til en
belysning af, om der er yderligere forhold i sagen, der bør
undersøges, og i givet fald under hvilke former.
3. Flertallets 3. udkast til beretning over
beslutningsforslaget.
Hovedpunkterne i det nævnte udkast til
flertalsberetning kan kort sammenfattes således:
Der skal allerede nu nedsættes en kommission med
henblik på undersøgelse af alt, hvad der har »samfundsmæssig relevans i
Farum-sagen «, herunder en
række nærmere angivne forhold. Kommissionen skal »både undersøge, hvad der
er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have
været grebet ind.«
Som begrundelse herfor anføres i udkastet navnlig,
at en kommissionsundersøgelse ikke bør afvente, at
statsadvokatens efterforskning færdiggøres, og en eventuel
straffesag ved domstolene gennemføres. Endvidere anføres, at
der lægges »afgørende
vægt på, at enhver skal være forpligtet til at under
vidneansvar afgive forklaring for undersøgelseskommissionen som vidne,
når kommissionen anmoder om det.«
Det anføres, at »det ville være hensigtsmæssigt, at
undersøgelseskommissionen undlader at fremkomme med retlige
vurderinger.« Herved undgås
efter udkastet, at »sådanne
retlige vurderinger evt. kolliderer med evt. strafferetlig tiltale og evt.
domfældelse«, og der sker
dermed også en »imødekommelse af noget af den kritik, som har
været fremført imod, at en undersøgelseskommission
nedsættes nu samtidig med, at der kører en strafferetlig
sag.«
Det bemærkes, at udkastet til flertalsberetning
indeholder udtalelser, som ikke er forenelige med, at kommissionen skal
afstå fra at foretage retlige vurderinger. Det gælder f.eks. det
anførte på side 2 om, at de undersøgte forhold kan »vurderes i forhold til evt. »systemfejl«, evt. tjenstligt ansvar for embedsmænd, evt.
overtrædelse af kommunale styrelsesregler, forvaltningsloven,
offentlighedsloven, regler for revision m.v.«.
Justitsministeriet går ud fra, at der her er tale om
manglende konsekvensrettelser i forhold til de tidligere udkast til
beretning, hvor der netop var lagt op til, at kommissionen skulle foretage
retlige vurderinger til belysning af spørgsmål om
enkeltpersoners ansvar. Er dette ikke korrekt, giver udkastet anledning til
en række yderligere principielle problemer, som ikke er
nærmere beskrevet i denne besvarelse.
Samtidig lægges der imidlertid op til, at
kommissionen skal kunne undersøge de samme forhold, som statsadvokaten
efterforsker. I den forbindelse anføres, at det er afgørende,
at arbejdet i kommissionen tilrettelægges således, at det »ikke kommer på tværs af
Bagmandspolitiets efterforskning«,
og at man går »ud fra, at
justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af
undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.«
Justitsministeriets bemærkninger til udkastet til
flertalsberetning.
4.1. Oversigt over de forskellige problemstillinger.
Det foreliggende udkast til flertalsberetning giver
Justitsministeriet anledning til en række bemærkninger.
Disse bemærkninger vedrører navnlig det
principielle forhold, at der i udkastet lægges op til, at kommissionen
bl.a. skal undersøge de samme forhold som dem, der indgår i
statsadvokatens efterforskning. Justitsministeriets bemærkninger hertil
er anført nedenfor under pkt. 4.5.
Forinden anføres under pkt. 4.2 4.4 nogle
bemærkninger om en række andre forhold, som udkastet giver
anledning til at overveje. Det drejer sig om lovens krav til
afgrænsning af de forhold, som kommissionen skal undersøge (pkt.
4.2), spørgsmålet om vidnepligt for kommissionen (pkt. 4.3) og
spørgsmålet om vanskeliggørelse af statsadvokatens
efterforskning (pkt. 4.4).
4.2. Lovens krav til afgrænsning af kommissionens
undersøgelse.
Som anført under pkt. 3 lægges der i udkastet
til flertalsberetning op til, at kommissionen skal undersøge alt, hvad
der »har samfundsmæssig
relevans i Farum-sagen«, herunder
en række nærmere angivne problemstillinger.
Bestemmelsen i § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om
undersøgelseskommissioner har følgende ordlyd:
»
§ 1. Justitsministeren
kan nedsætte en kommission til at gennemføre en
undersøgelse af nærmere bestemte forhold af almenvigtig
betydning. «
En undersøgelseskommission kan således alene
nedsættes med henblik på undersøgelse af »nærmere bestemte forhold« .
Dette udtryk er ikke nærmere beskrevet i lovens
forarbejder eller i den foreliggende litteratur, jf. herved Oliver Talevski
m.fl., Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret &
Folketingets Rolle (2002), side 29 ff.
Efter Justitsministeriets opfattelse må det
imidlertid give anledning til betydelig tvivl, om den angivelse af
kommissoriet, som der lægges op til i udkastet og som i meget vidt
omfang vil indebære, at det overlades til kommissionen selv at
bestemme, hvad der skal undersøges er i overensstemmelse med den
nævnte bestemmelse. Justitsministeriet finder derfor, at der i givet
fald måtte foretages en nøjere angivelse af
undersøgelseskommissionens opgave.
4.3.Vidnepligt for kommissionen.
Der lægges efter udkastet til flertalsberetning
»afgørende vægt
på, at enhver skal være forpligtet til at under vidneansvar
afgive forklaring for undersøgelseskommissionen som vidne, når
kommissionen anmoder om det.«
Efter § 11 i lov om undersøgelseskommissioner
gælder med hensyn til kommissioner, hvor en dommer er formand, at
enhver som udgangspunkt er forpligtet til at afgive forklaring for
kommissionen som vidne.
Efter lovens § 12 er der imidlertid en række
undtagelser til denne hovedregel. Bl.a. gælder pligten til at afgive
forklaring som vidne ikke i det omfang, der må antages at foreligge
mulighed for strafansvar eller disciplinært ansvar mv. i anledning af
de forhold, som undersøgelsen omfatter, jf. stk. 1. Efter stk. 3
gælder endvidere som udgangspunkt de undtagelser fra vidnepligten, der
fremgår af reglerne i retsplejelovens kapitel 18.
Spørgsmålet om vidnepligt over for
undersøgelseskommissioner, der ikke har en dommer som medlem, er
reguleret i lovens §§ 18-20. Af § 19, stk. 2, fremgår, at de
nævnte bestemmelser i §§ 11-12 finder tilsvarende anvendelse.
Det følger af det anførte, at det
ikke ved nedsættelse af en undersøgelseskommission vil
kunne opnås, at enhver kan pålægges at afgive forklaring
for kommissionen om de forhold, der skal undersøges. Vidnepligten vil
således kun gælde med de ovenfor anførte
væsentlige begrænsninger, jf. herom nærmere Oliver
Talevski m.fl., a.st., side 121 ff.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af
spørgsmål nr. 27 og 28.
4.4. Vanskeliggørelse af statsadvokatens efterforskning.
I udkastet til flertalsberetning anføres, at det er
afgørende, at arbejdet i kommissionen tilrettelægges
således, at det »ikke kommer
på tværs af Bagmandspolitiets efterforskning«, og at man går »ud fra, at justitsministeren ved
udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af
undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.«
Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at en
sideløbende kommissionsundersøgelse af de forhold, som
statsadvokaten efterforsker, må antages at være egnet til i
væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre
statsadvokatens virksomhed. Det skyldes bl.a., at de berørte personer
og deres bisiddere i givet fald sideløbende skal overveje og
tilrettelægge førelsen af en meget omfattende sag over for to
forskellige instanser.
Sådanne forhold vil efter Justitsministeriets
umiddelbare opfattelse kun i begrænset omfang kunne afhjælpes ved
den nærmere praktiske tilrettelæggelse af kommissionens
undersøgelse.
Justitsministeriet har under hensyn til den frist, der
er fastsat for besvarelsen af udvalgets spørgsmål ikke
indhentet en udtalelse fra statsadvokaten om den nævnte
problemstilling. Såfremt et flertal fastholder den ordning, som der
lægges op til i udkastet, er det imidlertid Justitsministeriets
opfattelse, at det bør overvejes at give statsadvokaten lejlighed til
nærmere at vurdere og kommentere spørgsmålet.
4.5. Nærmere om forholdet mellem en
kommissionsundersøgelse og en eventuel straffesag ved domstolene.
4.5.1. Afgrænsning af problemstillingen.
Som anført under pkt. 2 er det i besvarelsen af
spørgsmål nr. 25, 31 og 34 lagt til grund, at en
undersøgelseskommission i givet fald ikke skal undersøge
forhold, der indgår i den efterforskning, som Statsadvokaten for
Særlig Økonomisk Kriminalitet i øjeblikket
gennemfører (og dermed i en eventuel efterfølgende straffesag
ved domstolene).
Besvarelsen bygger således på denne
forudsætning.
Det fremgår af det foreliggende udkast til
flertalsberetning, at den nævnte forudsætning ikke er korrekt,
idet kommissionen tværtimod netop forudsættes bl.a. at
undersøge de samme forhold, som indgår i statsadvokatens
efterforskning, jf. ovenfor under pkt. 3.
Samtidig anføres, at kommissionen bør
undlade at fremkomme med retlige vurderinger af de undersøgte forhold,
og at baggrunden herfor er, at udvalgets flertal ønsker at
imødekomme »noget af den
kritik, som har været fremført imod, at en
undersøgelseskommission nedsættes nu samtidig med, at der
kører en strafferetlig sag. «
Justitsministeriets bemærkninger til disse
synspunkter fremgår af pkt. 4.5.3 nedenfor. Forinden omtales under
pkt. 4.5.2 mere generelt de relevante bestemmelser i lov om
undersøgelseskommissioner.
4.5.2. De relevante bestemmelser i lov om
undersøgelseskommissioner.
Spørgsmålet om, hvilke opgaver en
undersøgelseskommission kan få, er reguleret i § 2 i lov om
undersøgelseskommissioner. Bestemmelsens stk. 2-4 har følgende
ordlyd:
»
Stk. 2.
Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at undersøge
og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.
Stk. 3. Undersøgelseskommissionen kan endvidere få til opgave
at komme med forslag til sådanne ændringer af love,
administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som
undersøgelsen kan begrunde.
Stk. 4. Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til
opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger
grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. En
undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at foretage
retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres
ansvar.«
Som det fremgår af bestemmelsen i stk. 2, vil den
vigtigste opgave for en undersøgelseskommission i almindelighed
være at undersøge og klarlægge et bestemt
hændelsesforløb ( »faktum-undersøgelse«).
Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at
kommissionen i en sådan undersøgelse ikke blot registrerer
oplysninger vedrørende begivenhedsforløbet og herunder
noterer sig forskellige, eventuelt modstridende forklaringer men også
foretager en bevisvurdering af de fremkomne oplysninger, jf.
Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 252.
Det er imidlertid samtidig (a.st.) forudsat, at
bevisvurderingen i en undersøgelseskommission må foretages med
den forsigtighed, der følger af, at beviserne ikke er tilvejebragt ved
en kontradiktorisk proces under en almindelig retssag. Dette skal bl.a. ses i
sammenhæng med, at der ikke i en undersøgelseskommission som
under en retssag ved domstolene gennemføres en egentlig procedure,
hvor parterne kan give udtryk for deres syn på den gennemførte
bevisførelse og på de bevisspørgsmål, som
undersøgelseskommissionen skal tage stilling til.
Heri ligger således en væsentlig principiel
forskel mellem den måde, hvorpå henholdsvis en domstol og en
undersøgelseskommission kan udtale sig om, hvilket
hændelsesforløb der på baggrund af en given
bevisførelse kan lægges til grund som godtgjort.
Efter bestemmelsen i stk. 4 kan en
undersøgelseskommission herudover få til opgave at foretage
retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det
offentlige søger nogen draget til ansvar (»ansvarsundersøgelse«).
Loven indeholder ikke nærmere regler om,
hvornår en undersøgelseskommission alene bør anmodes om
at foretage en faktum-undersøgelse, og hvornår der tillige
bør gennemføres en ansvarsundersøgelse. I forarbejderne
anføres, at det er vanskeligt på forhånd at angive, hvilke
kriterier der bør være afgørende herfor. Der peges dog
mere generelt på, at der ikke er grund til at iværksætte en
ansvarsundersøgelse, hvis det på forhånd må
stå klart, at der ikke er noget reelt spørgsmål om
ansvarspådragende fejl eller forsømmelser, eller hvis
formålet overvejende er at undersøge og klarlægge et
faktisk forløb med henblik på som omtalt i bestemmelsen i § 4,
stk. 3 at identificere såkaldte systemfejl og komme med forslag til
ændringer, således at sådanne fejl så vidt muligt
undgås i fremtiden. Der henvises til Folketingstidende 1998-99,
Tillæg A, side 253.
Det er omvendt antaget, at væsentlige hensyn til
bl.a. de berørte enkeltpersoner efter omstændighederne kan
tilsige, at der ikke kun gennemføres en faktum-undersøgelse,
men også en ansvarsundersøgelse. I betænkning 1315/1996 om
undersøgelseskommissioner der ligger til grund for den
gældende lov anføres således på side 61 f. bl.a.
følgende:
»
Formålet
med at nedsætte en undersøgelseskommission til
undersøgelse af et begivenhedsforløb, der omfatter
embedsmænds forhold, vil navnlig være at give regeringen
(vedkommende minister) et forsvarligt grundlag, hvorpå der kan
træffes beslutning om, hvorvidt der skal ske
disciplinærforfølgning mod de involverede embedsmænd.
I de omhandlede sager kan der ofte være stor
politisk interesse for regeringens beslutning. Der vil næppe altid
være tillid til, at regeringen vil træffe beslutningen ud fra
saglige kriterier. Hvis der træffes beslutning om at rejse
tjenestemandssager, vil regeringen kunne blive kritiseret for at have truffet
beslutningen ud fra politiske hensyn. Rejses der ikke tjenestemandssager, vil
regeringen kunne kritiseres for at dække over embedsmændene.
Praktisk set kan undersøgelseskommissionens undladelse af at foretage
retlige vurderinger betyde, at der skabes rum, herunder tidsmæssigt
rum, for at ansvarsspørgsmålet vedrørende de involverede
embedsmænd bliver led i en politisk debat, hvor partipolitiske
interesser og partitaktiske hensyn kan have indflydelse på vurderingen
af, om embedsmændene skal søges draget retligt til ansvar. Ikke
alene ud fra regeringens synspunkt, men også ud fra en bredere
samfundsmæssig vurdering må der således i hvert fald
undertiden konstateres et behov for, at en undersøgelseskommissions
faktumvurdering ledsages af en retlig orienteret vurdering af, om der er
grundlag for at søge disciplinæransvar gennemført over
for embedsmændene.
For embedsmændenes vedkommende kan der foreligge et
tilsvarende behov. En blot faktisk vurdering af de involverede personers
adfærd kan komme til at fremstå hårdere, end der reelt er
grundlag for. Undersøgelseskommissionens begrænsede beretning
vil derfor kunne skabe grobund for at antage, at det passerede er
værre, end det er, og kunne komplicere det videre forløb i
sagen. Væsentligere er den betragtning, at beretningen i hvert fald,
som det er nærmere fremstillet ovenfor, typisk vil kunne være
udgangspunkt for en fortsat mediemæssig »forfølgning«
og eventuelt grundlag for en politisk bestemt afgørelse
vedrørende spørgsmålet om
disciplinærforfølgning.«
Der henvises endvidere til Oliver Talevski m.fl., a.st.,
side 74 ff.
4.5.3. Justitsministeriets bemærkninger.
a) Den ordning, som der lægges op til i udkastet til
flertalsberetning, indebærer, at undersøgelseskommissionen bl.a.
skal undersøge de samme forhold som dem, der indgår i
statsadvokatens efterforskning og i en eventuel senere straffesag ved
domstolene. Samtidig med, at statsadvokaten efterforsker og domstolene
eventuelt efterfølgende vurderer hvad der er foregået i de
forskellige sagskomplekser i Farum-sagen, skal
undersøgelseskommissionen således udføre helt den samme
opgave (idet kommissionen i modsætning til domstolene dog ikke skal
tage stilling til sagens retlige spørgsmål).
Som anført under pkt. 1 i besvarelsen af
spørgsmål nr. 25, 31 og 34 er det i forarbejderne til lov om
undersøgelseskommissioner udtrykkeligt forudsat, at en
undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis
forholdene kan belyses tilfredsstillende af faste, ordinære
undersøgelsesorganer, jf. Folketingstidende 1998-99, Tillæg A,
side 250.
I den foreliggende sag er forholdet ikke alene det, at de
omhandlede sagskomplekser kan undersøges af anklagemyndigheden
(og domstolene). Anklagemyndigheden er således allerede i gang
med en omfattende efterforskning, der vil vise, om der er grundlag for at
føre en straffesag ved domstolene mod de ansvarlige
enkeltpersoner.
Efter Justitsministeriets opfattelse er den ordning, som
der lægges op til i udkastet, derfor et eksempel på en
kommissionsundersøgelse, som efter lovens forarbejder ikke bør
iværksættes.
b) Iværksættes den ordning, som der
lægges op til i udkastet, vil der bl.a. blive tale om en
bevisførelse om de samme temaer og sagskomplekser og formentlig i vidt
omfang ved fremlæggelse af de samme dokumenter og afhøring af de
samme vidner mv. I den forbindelse vil henholdsvis kommissionen og domstolene
skulle foretage deres egen selvstændige vurdering af de fremkomne
beviser, herunder bl.a. af den vægt, som der kan lægges på
de forskellige vidneudsagn.
Som anført ovenfor under pkt. 4.5.2 er det
imidlertid i forarbejderne til loven om undersøgelseskommissioner
udtrykkeligt fremhævet, at bevisvurderingerne i en
undersøgelseskommission må foretages med forsigtighed under
hensyn til, at beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk proces
under en almindelig retssag
Heri ligger, at det i det særegne tilfælde,
hvor der således som der lægges op til i udkastet
sideløbende foretages en konkurrerende bevisførelse om de samme
forhold i henholdsvis en undersøgelseskommission og ved domstolene,
vil være væsentlig forskel på den sikkerhed og fasthed,
hvormed disse myndigheder kan udtale sig om, hvilket faktisk
hændelsesforløb der kan lægges til grund som bevist.
Hvis undersøgelseskommissionens beretning hvad
der efter Justitsministeriets opfattelse næppe kan anses for realistisk
måtte foreligge, før en straffesag ved domstolene var
afsluttet, ville det derfor efter Justitsministeriets opfattelse med rette
kunne gøres gældende, at beretningen ikke kunne lægges til
grund som et endeligt billede af de omhandlede forhold, og at man derfor nu
måtte afvente domstolenes vurdering og udlægning af
hændelsesforløbet.
I det omvendte og efter Justitsministeriets opfattelse
mere realistiske tilfælde, hvor kommissionens beretning først
forelå efter afslutningen af en straffesag ved domstolene,
måtte man efter Justitsministeriets opfattelse også
spørge, hvilket nærmere formål beretningen skulle
tjene:
Hvis beretningen i denne situation gav udtryk for det
samme billede af de undersøgte forhold som domstolene, ville det
således kunne gøres gældende, at undersøgelsen
måtte anses for helt overflødig. Hvis beretningen omvendt gav
udtryk for et andet billede, ville det som følge af det ovenfor
anførte og efter Justitsministeriets opfattelse med rette kunne
gøres gældende, at det i alle tilfælde var domstolenes
vurdering af hændelsesforløbet, der måtte tillægges
afgørende betydning, og at kommissionens beretning derfor ikke ville
kunne lægges til grund for videre analyser og konklusioner i sagen.
Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets
opfattelse, at en ordning som den beskrevne må anses for uegnet til at
opnå det, som efter loven om undersøgelseskommissioner er et
hovedformål med en kommissionsundersøgelse, nemlig over for
regeringen og Folketinget mv. at skabe klarhed over et
hændelsesforløb. Efter Justitsministeriets opfattelse er der
tværtimod en betydelig risiko for, at en sådan
undersøgelse mere vil være egnet til at skabe usikkerhed og
uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og analysen
af Farum-sagens forskellige perspektiver og problemstillinger.
c)
Endvidere ville ordningen efter
Justitsministeriets opfattelse rejse væsentlige principielle
spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner.
I den forbindelse kan det bl.a. fremhæves, at de
implicerede personer sideløbende ville komme til at afgive forklaring
om de samme forhold for forskellige myndigheder og efter forskellige
regelsæt. Det ville herunder kunne være meget vanskeligt for en
person, der er inddraget i straffesagen ved domstolene, at vurdere og
overskue, om en forklaring for undersøgelseskommissionen
vedrørende f.eks. generelle spørgsmål om proceduren for
behandling af visse sager i kommunen ville kunne belaste den
pågældende under straffesagen, og om den pågældende
derfor skal påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at afgive
forklaring for kommissionen. Der henvises i den forbindelse til pkt. 4.3
ovenfor.
Endvidere bemærkes, at der i offentligheden
herunder i medierne kan siges at være givet et billede af
Farum-sagen, som i væsentlig grad er egnet til at rejse
spørgsmål om, hvorvidt der f.eks. foreligger et
disciplinært ansvar for de berørte embedsmænd mv. Ud fra
de hensyn, der som omtalt ovenfor under pkt. 4.5.2 er beskrevet i
betænkningen om undersøgelsesorganer, kan det derfor
anføres, at en kommissionsundersøgelse i givet fald burde
iværksættes som en ansvarsundersøgelse (dvs. en
undersøgelse med retlige vurderinger, jf. lovens § 4, stk. 4) og ikke
kun som en faktum-undersøgelse.
En sådan ansvarsundersøgelse lægges der
imidlertid i udkastet til flertalsberetning udtrykkeligt op til ikke
at foretage, jf. ovenfor under pkt. 3, og Justitsministeriet er for så
vidt helt enig i dette synspunkt: dels ville de øvrige
problemstillinger, der er beskrevet ovenfor, fortsat bestå, dels ville
der opstå helt andre men ikke mindre væsentlige og vanskelige
problemstillinger, herunder i forhold til det grundlæggende synspunkt
om, at det under alle omstændigheder ville være domstolene, der
traf den endelige afgørelse med hensyn til fortolkningen mv. af de
retsregler, som undersøgelseskommissionen skulle basere sine retlige
vurderinger på.
5. Sammenfatning.
Udvalget har anmodet Justitsministeriet om at oplyse, om
det nu foreliggende udkast til flertalsberetning giver anledning til
bemærkninger i forhold til besvarelsen af 1. august 2002 af
spørgsmål nr. 25, 31 og 34.
Som det fremgår, kan spørgsmålet
besvares klart bekræftende, jf. ovenfor under pkt. 4.
Det nævnte udkast giver således
Justitsministeriet anledning til en række bemærkninger med hensyn
til lovens krav om angivelse af de forhold, der ønskes
undersøgt (pkt. 4.2), til lovens regler om vidnepligt (pkt. 4.3) og
til spørgsmålet om vanskeliggørelse af den
efterforskning, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
Kriminalitet for tiden gennemfører (pkt. 4.4).
Endvidere og navnlig giver udkastet Justitsministeriet
anledning til bemærkninger om forholdet mellem en
kommissionsundersøgelse og en eventuel straffesag ved domstolene om de
forhold, som kommissionen skal undersøge (pkt. 4.5).
Det er således her Justitsministeriets opfattelse,
at en ordning som den beskrevne må anses for uegnet til at opnå
det, som efter loven om undersøgelseskommissioner er et
hovedformål med en kommissionsundersøgelse, nemlig over for
regeringen og Folketinget mv. at skabe klarhed over et
hændelsesforløb. Efter Justitsministeriets opfattelse er der
tværtimod en betydelig risiko for, at en sådan
undersøgelse mere vil være egnet til at skabe usikkerhed og
uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og analysen
af Farum-sagens forskellige perspektiver og problemstillinger.
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at
ordningen ville rejse væsentlige principielle spørgsmål i
forhold til de berørte enkeltpersoners retssikkerhed mv.
Det anførte skal efter Justitsministeriets
opfattelse grundlæggende ses i lyset af, at loven om
undersøgelseskommissioner slet ikke tager sigte på
tilfælde som det foreliggende, hvor politi og anklagemyndighed
statens centrale efterforsknings- og undersøgelsesapparat allerede
er i færd med en omfattende efterforskning af sagen. Der henvises i den
forbindelse til pkt. 4.5.3 ovenfor.
Justitsministeriet kan i øvrigt henholde sig til
det, der er anført i besvarelsen af 1. august 2002.
Bilag 4
3. udkast til beretning over B 84
Udkastet er optrykt efter ønske fra udvalget.
Beretning afgivet af Udvalget for
Forretningsordenen den 0. august 2002
3. udkast
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om kommission
til undersøgelse af Farum-sagen
[af Aage Frandsen (SF), Margrete Auken (SF),
Anne Baastrup (SF)
og Kristen Touborg (SF)]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. marts 2002 og
var til 1. behandling den 9. april 2002. Beslutningsforslaget blev efter 1.
behandlingen henvist til behandling i Udvalget for Forretningsordenen.
Udvalget for Forretningsordenen henviste den 10. april
2002 beslutningsforslaget til forberedende behandling i Underudvalget under
Udvalget for Forretningsordenen (herefter Underudvalget), jf. Folketingets
forretningsorden § 59.
Møder
Underudvalget har behandlet beslutningsforslaget i 4
møder, heraf 2 møder, hvor henholdsvis justitsministeren og
indenrigs- og sundhedsministeren var indkaldt i samråd.
Spørgsmål
Underudvalget har stillet 1 spørgsmål til
skriftlige besvarelse henholdsvis til økonomi- og erhvervsministeren,
finansministeren, beskæftigelsesministeren, justitsministeren,
kulturministeren, integrationsministeren, skatteministeren, trafikministeren,
videnskabsministeren, fødevareministeren, forsvarsministeren,
miljøministeren, indenrigs- og sundhedsministeren,
undervisningsministeren og socialministeren, som disse har besvaret.
Derudover har Underudvalget til skriftlig besvarelse
stillet 1 spørgsmål til Folketingets Ombudsmand, 13
spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren, 15
spørgsmål til justitsministeren og 3 spørgsmål til
beskæftigelsesministeren, som disse har besvaret.
2. Politiske bemærkninger
På den baggrund opfordrer X (S, DF,SF,EL)
justitsministeren til at nedsætte en undersøgelseskommission i
henhold til lov om undersøgelseskommissioner med henblik på at
undersøge hele Farum-sagen. X betragter en afdækning og en
undersøgelse af, hvad der er sket i Farum Kommune, og hvad forskellige
andre myndigheder har gjort og ikke gjort i den forbindelse, samt en
række relationer mellem Farum Kommune og en række private
virksomheder, organisationer m.v. som værende af »almenvigtig betydning«, jf. lov om
undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1.
X lægger afgørende vægt på, at
enhver skal være forpligtet til at under vidneansvar afgive forklaring
for undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen
anmoder om det. Dette indebærer, at formanden er en dommer, jf. lovens
kap 5. X lægger også afgørende vægt på, at
kommissionen har tre medlemmer af hensyn til, at kommissionen kan foretage
retlige vurderinger, jf. § 2 stk.5. Endelig lægger X vægt
på, at møder i undersøgelseskommissionen og møder
i retten er offentlige, jf. lovens kap. 10, med de begrænsninger, der
også ligger heri.
Der er efter X’s opfattelse en række grunde
til, at der bør nedsættes en undersøgelseskommission.
Det fremgår bl.a. af en række klager, der er
kommet fra en gruppe borgere i Farum Kommune, og af en række andre
oplysninger, der er fremkommet, at mange borgere i Farum Kommune har
følt, at der åbenbart for Farum Kommune gjaldt særlige
forhold, og at almindelige retsregler ikke gjaldt for Farum Kommune. Mange
borgere har fået en opfattelse af, at Farum Kommune befandt sig i et
retstomt rum, og at landets love og regler ikke gjaldt for Farum, hvilket kan
sammenholdes med, at Farum Kommune ofte blev fremhævet som
foregangskommune og mønsterkommune.
Uanset at forholdene i Farum Kommune har været
unikke i forhold til andre kommuner, er det vigtigt at få
afdækket, hvordan det har været muligt, at forholdene har kunnet
udvikle sig, som tilfældet er, og hvordan så mange har kunnet
blive involveret, f.eks. private virksomheder, samt hvorfor forskellige
tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind enten af sig selv eller på
baggrund af klager.
Når en undersøgelse af Farum-sagen er af
»almenvigtig betydning« skyldes det også, at det er en
af de største og måske den største skandalesag inden for
det offentlige med udgangspunkt i en kommune, vi nogensinde har set i
Danmark.
Fra alle sider af det politiske spekter er det blevet
fremhævet, at »alle sten
skal vendes« i Farum-sagen. Derfor
er det vigtigt, at der iværksættes en undersøgelse, der
sikrer, at alle sten bliver vendt. Ellers kan man risikere, at der breder sig
en opfattelse af, at der gælder særlige regler, når
politikere er involveret, og at politikerne forsøger at dække
over hinanden.
Formålet med undersøgelsen er at
afdække alt det, som ikke er omfattet af den efterforskning, som
Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet
(Bagmandspolitiet) har indledt med henblik på evt. at rejse tiltale i
henhold til straffelovgivningen. Det betyder samtidig, at
undersøgelseskommissionen ikke skal vurdere, om der er grundlag for
tiltale efter straffeloven. Dette spørgsmål efterforskes og
vurderes af Bagmandspolitiet
Undersøgelseskommissionen kan nemt komme til at
beskæftige sig med forhold, der er omfattet af politiets
efterforskning, f.eks. samarbejdet mellem kommunen og private virksomheder
samt kommunalbestyrelsens informationsniveau i forhold til borgmesterens
handlinger m.v. Der er intet forkert i, at Bagmandspolitiet og
undersøgelseskommissionen ser på samme forhold. Formålet
med politiets undersøgelser er alene at undersøge, om
der er grundlag for strafferetlig tiltale. Det er ikke
undersøgelseskommissionens opgave. Men de samme handlinger og mange
flere, som slet ikke er omfattet af politiets efterforskning m.v. kan
også vurderes i forhold til evt. »systemfejl«, evt.
tjenstligt ansvar for embedsmænd, evt. overtrædelse af kommunale
styrelsesregler, forvaltningsloven, offentlighedsloven, regler for revision
m.v. Der er intet forkert i, at undersøgelseskommissionen og politiet
samarbejder med hensyn til materiale om de faktiske forhold. Tværtimod
er det nødvendigt i dette tilfælde.
Undersøgelseskommissionens medlemmer vil i disse tilfælde
være omfattet af samme tavshedspligt som politiet, jf. i øvrigt
lovens kap. 8 .
I forbindelse med udarbejdelse af kommissoriet for
undersøgelseskommissionens arbejde skal justitsministeren tilgodese,
at Bagmandspolitiets og undersøgelseskommissionens arbejde ikke
kolliderer med hinanden, og at Bagmandspolitiet og
undersøgelseskommissionen tværtimod samarbejder vedr. materiale
m.v.
X er også opmærksom på, at der
foregår andet arbejde med hensyn til at afdække forhold i
Farum-sagen. Men for dette arbejde gælder det, at det alene bygger
på tilgængeligt materiale, og at ingen i den forbindelse har
pligt til at udtale sig, hvis de ikke ønsker det, eller er under
vidneansvar. Dertil kommer, at disse »undersøgelser«
har meget specifikke formål. Hvis undersøgelser af
Farum-sagen alene blev afgrænset til det, der allerede er sat i gang,
ville det indebære, at der bortset fra det strafferetlige
spørgsmål ikke ville ske nogen reel undersøgelse af
Farum-sagens mange aspekter. For X er det afgørende, at der kommer en
uvildig, alsidig og grundig undersøgelse.
Farum Kommunes egen undersøgelse drejer sig
primært om at få undersøgt kommunens forretningsgange og
få undersøgt, om kommunen evt. kan rejse erstatningssager. Men
det vil alene kunne ske på grundlag af tilgængeligt materiale.
Men resultatet af Farum Kommunes egen undersøgelse skal naturligvis
tilgå undersøgelseskommissionen.
Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har en
række sager til behandling, hvoraf en del vedrører tidligere
forhold, som tilsynsrådet også tidligere har forholdt sig til.
Det arbejde, hvor tilsynsrådet udøver sin tilsynspligt, skal
naturligvis fortsætte.
Der er derfor en række områder og forhold, der
slet ikke undersøges, herunder undersøgelser af
tilsynsmyndighedernes rolle.
I det omfang der er begået ulovligheder i Farum
Kommune, som ikke er strafferetlig karakter, f.eks. i forhold til
spørgsmål om offentlighed i forvaltningen, vil en
undersøgelseskommission derfor godt kunne undersøge, hvorfor
der ikke blev grebet ind fra diverse tilsynsmyndigheder, uden at dette
forudsætter, at man afventer politiets efterforskning og domstolenes
bedømmelse af præcist, hvilke straffelovsovertrædelser
bestemte personer evt. kan dømmes for.
Det samme er tilfældet på
aktiveringsområdet, hvor Arbejdsmarkedsrådet for Frederiksborg
Amt tilsyneladende ikke har ment, at det har skullet føre et aktivt
tilsyn, men alene har henholdt sig til oplysninger fra Farum Kommune.
Undersøgelseskommissionen skal både
undersøge, hvad der er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor
der måske skulle have været grebet ind. Derfor skal alle
dispositioner foretaget af Farum Kommune og kommunens samarbejde med
organisationer og private virksomheder, herunder sportsklubber,
finansieringsselskaber m.v., gøres til genstand for
undersøgelsen, medmindre de er omfattet af politiets
undersøgelse. Det samme gælder de forskellige plan- og
tilsynsmyndigheders rolle, f.eks. i forbindelse med opførelse af
ungdomsboliger, kommunens køb af jord, kommunens aktiveringsindsats
m.v.
Med det generelle forbehold, at
undersøgelseskommissionen ikke skal undersøge og tage stilling
til, om der er grundlag for at rejse tiltale efter straffelovgivningen, idet
dette spørgsmål helt er overladt til Bagmandspolitiet,
ønsker X, at undersøgelseskommissionen skal undersøge
alt andet, der har samfundsmæssig relevans i Farum-sagen.
Det gælder især:
Borgmesterens varetagelse af funktionerne som øverste daglige
leder af administrationen, formand for økonomiudvalget og formand for
kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af deres hverv.
Embedsværkets varetagelse af embeder, herunder dets muligheder for
at gøre det, og den måde det har gjort det på.
Den kommunale revisions måde at fungere på og dens reaktioner
på Farum Kommunes dispositioner.
Farum Kommunes aftaler med organisationer og private virksomheder,
herunder sportsklubber og finansieringsinstitutter, set i lyset af
kommunalfuldmagten, konkurrenceregler og reglerne for offentlige udbud
m.v.
Dispositioner foretaget af Farum Kommune, som har været til gavn
for bestemte politiske partier eller personer f.eks. i forbindelse med
valgkampe.
De forskellige tilsynsmyndigheders rolle bl.a. i forbindelse med de mange
klagesager. Det gælder både Tilsynsrådet for Frederiksborg
Amt, Frederiksborg Amtskommune som tilsynsmyndighed og de forskellige
ministerier som tilsynsmyndighed.
Endelig vil det også være relevant at se på
Hillerød politis rolle i forbindelse med anmeldelser af Farum
Kommune.
Formålet med undersøgelsen er også at
forebygge, at lignende sager opstår i fremtiden. For uanset at
forholdene i Farum Kommune forekommer unikke, kunne nogle af de problemer,
som er opstået i Farum Kommune, godt opstå andre steder, uden at
det ville være så omfattende som i Farum Kommune. Farum-sagen vil
derfor muligvis give anledning til ændringer i love, administrative
regler m.v.
Ændringer af lovgivningen om det kommunale tilsyn,
som opfattes som nødvendige og/eller oplagte, skal efter X’s
opfattelse ikke afvente resultatet af undersøgelseskommissionens
arbejde. Der er allerede sat forskellige arbejder i gang med henblik på
evt. lovændringer af f.eks. reglerne om tilsynet med amtskommuner og
kommuner. På samme måde skal nedsættelse af en
undersøgelseskommission ikke begrænse arbejdet i det
såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg, som indenrigs- og
sundhedsministeren har nedsat. Skulle det vise sig, at
undersøgelseskommissionens arbejde giver anledning til yderligere
ændringer i lovgivningen eller i administrative regler, ændrer
det ikke ved, at det allerede i den kommende folketingssamling kan være
fornuftigt at gennemføre ændringer bl.a. på baggrund af
betænkning nr. 1395/2000 om statens tilsyn med kommunerne og arbejdet i
det såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg.
Som det fremgår af lov om
undersøgelseskommissioner, kap. 3, kan
undersøgelseskommissionen få til opgave »at undersøge og redegøre for et faktisk
begivenhedsforløb« (jf. §
4, stk. 2), og »at komme
med forslag til sådanne ændringer af love, administrative
bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan
begrunde« (jf. § 4, stk. 3). Det
er X’s opfattelse, at undersøgelseskommissionen skal have disse
opgaver. Men da Jens Peter Christensen-udvalget netop har til opgave at se
på behovet for ændringer af love, administrative regler og
praksis, hvilket formentlig allerede i næste folketingssamling vil
resultere i ændringer, vil behovet for den del af kommissionens
arbejdet være mindre. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der i
forbindelse med undersøgelseskommissionens arbejde kan komme ting
frem, som kan give anledning til et yderligere behov for ændringer i
love og administrative regler og praksis. Derfor skal det selvfølgelig
også være en opgave for undersøgelseskommissionen at komme
med forslag til sådanne yderligere ændringer af love m.v., som
undersøgelsen kan begrunde.
Derimod mener X, at det vil være
hensigtsmæssigt, at undersøgelseskommissionen undlader at komme
med retlige vurderinger, selv om lov om undersøgelseskommissioner
giver mulighed herfor (jf. § 4, stk. 4),. Derved undgås at
sådanne retlige vurderinger evt. kolliderer med evt. strafferetlig
tiltale og evt. domfældelse. Dermed sker der også en
imødekommelse af noget af den kritik, som har været
fremført imod, at en undersøgelseskommission nedsættes nu
samtidig med, at der kører en strafferetlig sag.
Som det allerede er fremgået, er det efter X’s
opfattelse vigtigt, at arbejdet med henblik på nedsættelse af en
undersøgelseskommission påbegyndes snarest. X mener derfor ikke,
at man kan vente med at nedsætte en undersøgelseskommission til
et eller andet tidspunkt ud i fremtiden, hvor den strafferetlige
efterforskning er afsluttet, og hvor der evt. er rejst tiltale, samt hvor der
evt. også er sket domfældelse. Det kan tage 3-4 år eller
mere. Men det ændrer ikke ved, at det også er afgørende,
at arbejdet i undersøgelseskommissionen herunder det
tidsmæssige forløb er tilrettelagt sådan, at
undersøgelseskommissionens arbejde ikke kommer på tværs af
Bagmandspolitiets efterforskning. Derfor går X ud fra, at
justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af
undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages.
Med hensyn til det videre arbejde med nedsættelse af
undersøgelseskommissionen og udarbejdelse af kommissoriet for
kommissionen henvises til principperne i § 55 i forretningsorden for
Folketinget. X skal anmode justitsministeren om at drøfte den
nærmere udformning af kommissoriet med Udvalget for
Forretningsordenen.
P.u.v.
Ivar Hansen
formand
Bilag 5
Notat om nedsættelse af en
undersøgelseskommission, når Folketinget har truffet beslutning
herom i Folketingssalen m.v.
Notatet er optrykt efter ønske fra udvalget.
Lovsekretariatet, 4. juli 2002
Problemformulering
Notatet redegør først for bestemmelserne i
loven om undersøgelseskommissioner og Folketingets forretningsorden
for nedsættelse af en undersøgelseskommission, herunder
fremgangsmåden for en sådan kommissionsnedsættelse,
når Folketinget har truffet beslutning herom i Folketingssalen.
Dernæst beskriver notatet en situation, hvor
initiativet til nedsættelse af en kommission kommer fra Folketinget i
anden form end en beslutning truffet i Folketingssalen, f.eks. en situation,
hvor et udvalgsflertal i en beretning opfordrer justitsministeren til at
nedsætte en undersøgelseskommission. En sådan situation er
nemlig ikke reguleret i loven om undersøgelseskommissioner.
Folketinget træffer beslutning om nedsættelse af en
undersøgelseskommission
Det er justitsministeren, der har kompetence til at
nedsætte undersøgelseskommissioner, jf. lov om
undersøgelseskommissioner § 1, stk. 1, 1. pkt.
Justitsministeren skal udarbejde et kommissorium
(opgavebeskrivelse) for undersøgelseskommissionen. Heraf skal
fremgå, hvilke nærmere bestemte forhold
undersøgelseskommissionen anmodes om at undersøge, og hvilke
opgaver undersøgelseskommissionen anmodes om at udføre i
forbindelse hermed, jf. lovens § 4.
Justitsministeren udpeger den eller de personer, der skal
være medlemmer af undersøgelseskommissionen, og formanden for
kommissionen, hvis kommissionen skal have flere medlemmer, jf. lovens § 1,
stk. 2. Justitsministeren udpeger endvidere en person, der som
udspørger i overensstemmelse med undersøgelseskommissionens
bestemmelser tilrettelægger og foretager afhøringer i
kommissionen eller i retten, jf. lovens § 1, stk. 3.
Justitsministeren skal nedsætte en
undersøgelseskommission, hvis Folketinget har truffet beslutning
herom. Det følger af lovens § 1, stk. 1, sidste pkt.
Såfremt der er vedtaget folketingsbeslutning som
nævnt i § 1, stk. 1, sidste pkt., sker den fornødne
nærmere udformning af bestemmelserne om kommissionens opgaver i
samråd med Folketingets Udvalg for Forretningsordenen eller et
underudvalg nedsat under udvalget, jf. lovens § 1, stk. 4. Det samme
gælder afgørelser efter stk. 2 (om, hvem der skal være
medlemmer af kommissionen) og stk. 3 (om, hvem der skal være
udspørger).
Det er vigtigt, at Folketinget har indflydelse på
disse spørgsmål, da det er Folketinget, som har truffet
beslutningen om at nedsætte undersøgelseskommissionen.1) Herom hedder det i betænkningen
fra Udvalget for Forretningsordenen:2)
»
Beslutningsforslaget vil antagelig indeholde et
udkast til kommissorium eller i hvert fald en angivelse af dettes
hovedpunkter. Det er vigtigt at sikre, at Folketinget efter forhandling med
regeringen har den afgørende indflydelse på kommissoriets
udformning. Under dette forhandlingsforløb skal det sikres, at
kommissoriet vil være operativt for den kommende undersøgelse.
Ud over en afgrænsning af det hændelsesforløb, der skal
undersøges, skal der i kommissoriet efter forhandling med regeringen
tages stilling til, om der foruden en undersøgelse af og
redegørelse for det faktiske begivenhedsforløb også skal
anmodes undersøgelseskommissionen om i forbindelse med dens udredning
at påpege ændringer af love, administrative bestemmelser eller
administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde. Efter
omstændighederne vil undersøgelseskommissionen som anført
i loven herudover kunne få til opgave at foretage retlige overvejelser
til belysning af, hvorvidt der foreligger grundlag for at søge
embedsmænd m.v. draget til ansvar. Også sammensætningen af
undersøgelseskommissionen vil skulle fastsættes under disse
drøftelser mellem udvalg og regering. Der skal i den forbindelse tages
stilling til, om dommere skal medvirke, og om undersøgelsen dermed
skal gennemføres efter lovens kapitel 5 eller 6.«
I de tilfælde, hvor Folketinget har vedtaget
beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission, vil det i
praksis ofte være justitsministeren, som på grundlag af
folketingsbeslutningen og dennes retningslinjer for kommissoriets indhold
udarbejder et udkast til undersøgelseskommissionens kommissorium,
herunder et udkast til undersøgelseskommissionens
sammensætning.3) Dette udkast til
kommissorium m.v. fremsendes til Udvalget for Forretningsordenen eller dettes
underudvalg til godkendelse.
Når (under)udvalget har godkendt kommissoriet m.v.,
tager Justitsministeriet nærmere stilling til, hvem der skal udpeges
som medlemmer af undersøgelseskommissionen og som udspørger. 4) Det sker i overensstemmelse med de
regler, der er beskrevet ovenfor. Udpegningen af kommissionens medlemmer og
udspørgeren må ikke finde sted, før Udvalget for
Forretningsordenen (eller dettes underudvalg) har godkendt
Justitsministeriets forslag herom.
Folketingets forretningsorden indeholder i § 55 på
linje med det ovenfor anførte en bestemmelse om fremgangsmåden
ved nedsættelse af en undersøgelseskommission, når
initiativet kommer fra Folketinget i form af en folketingsbeslutning,
herunder fastsættelse af kommissorium og sammensætning af
kommissionen.
Det fremgår af forretningsordenens § 55, at Udvalget
for Forretningsordenen kan afgive indstilling til Folketinget om, at der
nedsættes en undersøgelseskommission efter reglerne i loven om
undersøgelseskommissioner. Vedtages en sådan indstilling, sker
den fornødne nærmere udformning af bestemmelserne om
kommissionens opgave af udvalget i samråd med justitsministeren.
Indstillingen må formodes at kunne være en
betænkning over det fremsatte beslutningsforslag eller en
selvstændig betænkning og indstilling, hvis sagen starter i
udvalget. I begge tilfælde må det formodes, at
drøftelserne og afklaringen med justitsministeren ofte vil komme til
at foregå før afgivelsen af en betænkning eller en
indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen til Folketingssalen og
eventuelt fremgå af denne betænkning/indstilling, men som
forretningsordenens § 55 er formuleret kan fastsættelsen af
kommissorium, opgaver og medlemskreds også ske efter vedtagelsen af
indstillingen i Folketinget i samråd mellem udvalg og minister.
Som det fremgår af det ovenfor anførte, har
justitsministeren en retlig forpligtelse til at nedsætte en
undersøgelseskommission, når Folketinget har truffet beslutning
herom, ligesom fremgangsmåden for en sådan
nedsættelse er reguleret i loven om undersøgelseskommissioner og
Folketingets forretningsorden.
Det er i sidstnævnte forbindelse endvidere forudsat,
at Udvalget for Forretningsordenen kan nå til enighed med
Justitsministeriet om indholdet af undersøgelseskommissionens
kommissorium og sammensætningen af kommissionen, før Folketinget
træffer beslutning om nedsættelse af kommissionen.
Et udvalgsflertal opfordrer justitsministeren til at nedsætte en
undersøgelseskommission
Efter loven om undersøgelseskommissioner § 1, stk.
1, kan justitsministeren nedsætte en kommission til at
gennemføre en undersøgelse af nærmere bestemte forhold af
almenvigtig betydning. En sådan kommission skal nedsættes, hvis
Folketinget vedtager beslutning herom.
Loven regulerer ikke situationer, hvor initiativet til
nedsættelse af en kommission kommer fra Folketinget i anden form end en
beslutning truffet i Folketingssalen, f.eks. en situation, hvor et
udvalgsflertal i en beretning opfordrer justitsministeren til at
nedsætte en undersøgelseskommission.
I en sådan situation er justitsministeren ikke efter
loven om undersøgelseskommissioner eller anden lovgivning retligt
forpligtet til at nedsætte en undersøgelseskommission.
En anden ting er, at justitsministeren kan risikere at
blive draget politisk til ansvar, hvis ministeren ikke efterkommer
udvalgsflertallets opfordring om at nedsætte en kommission, i sin
yderste konsekvens ved vedtagelse af et mistillidsvotum efter grundlovens §
15.5)
I en situation som den beskrevne, hvor et udvalgsflertal i
en beretning opfordrer justitsministeren til at nedsætte en
undersøgelseskommission, er fremgangsmåden for en sådan
kommissionsnedsættelse heller ikke reguleret i loven om
undersøgelseskommissioner og Folketingets forretningsorden.
Det er således ikke forudsat, at kommissoriets
nærmere udformning og sammensætningen af
undersøgelseskommissionen skal ske i samråd mellem
Justitsministeriet og Udvalget for Forretningsordenen (eller dettes
underudvalg).
For at sikre, at udvalgsflertallet får den
afgørende indflydelse på kommissoriets udformning m.v., har
udvalgsflertallet i den del af beretningen, som indeholder flertallets
politiske bemærkninger mulighed for konkret og præcist at angive,
hvad det er for nogle forhold, der ønskes klarlagt af
undersøgelseskommissionen, ligesom flertallet også har mulighed
for at angive nogle kriterier for kommissionens sammensætning.
Endelig kan udvalgsflertallet i beretningen naturligvis
opfordre til, at den fornødne nærmere udformning af
bestemmelserne om kommissionens opgave efterfølgende, dvs. efter
afgivelsen af beretningen, sker af Udvalget for Forretningsordenen (eller
dettes underudvalg) i samråd med justitsministeren.
1) Se kommentaren til lov om
undersøgelseskommissioner v/ Jens Peter Christensen, Oliver Talevski
og Claus Dethlefsen (2002), side 50.
2) Jf. Folketingstidende 1998-99,
tillæg B, side 779.
3) Se kommentaren til lov om
undersøgelseskommissioner (nævnt i note 1), side 50.
4) Se kommentaren til lov om
undersøgelseskommissioner, side 50. Som anført i kommentaren
samme sted, kan spørgsmålet om sammensætningen af
undersøgelseskommissionen naturligvis også forelægges for
(under)udvalget sammen med et udkast til undersøgelseskommissionens
kommissorium.
5) Efter grundlovens § 15, stk. 1, kan
ingen minister forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin
mistillid til ham. Grundlovens § 15 udgør kernen i ministrenes
politiske ansvar. Som det fremgår, er det Folketinget, der gør
det politiske ansvar gældende ved at udtale sin mistillid til en
fagminister eller statsministeren. Dette sker ved en simpel
flertalsbeslutning, der i henhold til Folketingets forretningsorden kan
træffes under forhandling af en forespørgsel m.v., jf.
forretningsordenens § 24.
Bilag 6
Notat om nedsættelse af en
undersøgelseskommission, når der verserer en strafferetlig
efterforskning af de samme forhold
Notatet er optrykt efter ønske fra S, DF, SF og
EL.
Lovsekretariatet, 27. juni 2002
1. Problemformulering
Med lov om undersøgelseskommissioner, der
trådte i kraft den 1. juli 1999, og som bygger på det
såkaldte Nordskovudvalgs betænkning nr. 1315/1996 om
undersøgelsesorganer, er der indført en helt ny ordning om
undersøgelse af sager om fejl og forsømmelser i forvaltningen.
Der er ikke tidligere nedsat undersøgelseskommissioner i medfør
af loven.1)
I forlængelse af samrådet med
justitsministeren torsdag den 30. maj 2002 om den strafferetlige
efterforskning i Farumsagen (jf. B 84 bilag 55) blev
spørgsmålet om, hvorvidt der kan eller bør
nedsættes en kommission til at undersøge visse aspekter i
Farumsagen, når det ikke kan udelukkes, at der samtidig helt eller
delvis verserer en strafferetlig efterforskning af samme forhold,
drøftet i Underudvalget under Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen.
I lyset af drøftelserne blev det besluttet, at
Lovsekretariatet i første omgang undersøger
spørgsmålet nærmere på baggrund af loven om
undersøgelseskommissioner, lovens forarbejder, praksis samt den
juridiske litteratur på området. Underudvalget drøftede
desuden muligheden for at rådføre sig hos en ekstern juridisk
ekspert, hvis Lovsekretariatets undersøgelse ikke måtte
føre til noget svar på spørgsmålet.
2. Generelle bemærkninger om loven om
undersøgelseskommissioner.
Hvilken kategori af sager kan en undersøgelseskommission
nedsættes for at undersøge?
Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om
undersøgelseskommissioner, at justitsministeren kan nedsætte en
kommission til at gennemføre en undersøgelse af nærmere
bestemte forhold af almenvigtig betydning. En sådan kommission skal
nedsættes, hvis Folketinget vedtager beslutning herom.
Formuleringen af lovens § 1, stk. 1, om, at en kommission
kan nedsættes til gennemførelse af en undersøgelse af
nærmere bestemte forhold af »almenvigtig betydning« indebærer, at
der i princippet er meget vide retlige grænser for, hvilke
forhold en undersøgelseskommission kan nedsættes for at
undersøge.
Med formuleringen markeres det imidlertid, at en
undersøgelseskommission som altovervejende hovedregel kun bør
benyttes i tilfælde, hvor regeringen eller Folketinget har behov for at
få belyst nogle forhold, som har betydning for de opgaver, som
regeringen eller Folketinget udfører.2) Dette betyder ifølge lovens
forarbejder, at forholdet som altovervejende hovedregel skal have tilknytning
til staten.3)
Formuleringen »almenvigtig betydning« indebærer
således, at en undersøgelse af private forhold, herunder
strafferetlige forhold, normalt alene vil kunne tænkes, hvis den
indgår som et integreret element i en undersøgelse af statslige
myndigheders forhold.4)
Det kan endvidere nævnes, at
anvendelsesområdet for de såkaldte parlamentariske kommissioner5) blev gjort til genstand for
nærmere overvejelser i forbindelse med et forslag fra
Fremskridtspartiet i midten af 1970’erne om at anvende parlamentariske
kommissioner til at behandle lovforslag. Udvalget for Forretningsordenen
indhentede i den anledning et notat fra Justitsministeriet om fordele og
ulemper ved at lade et spørgsmål undersøge i en
parlamentarisk kommission frem for ved et sædvanligt kommissions- eller
udvalgsarbejde. På baggrund af notatet af 13. januar 1976, optrykt i
Udvalget for Forretningsordenens betænkning, udtalte udvalget, at
»anvendelsen af parlamentariske kommissioner i overensstemmelse med
mangeårig praksis bør forbeholdes særlige situationer,
især tilfælde, hvor der kan blive tale om at gøre
ministeransvar gældende«.6)
Også et forslag fra Fremskridtspartiet i 1975-76 om
nedsættelse af en parlamentarisk kommission vedrørende de
samfundsøkonomiske virkninger af den offentlige sektors
lønføring m.v. afvistes delvis ud fra det synspunkt, at en
parlamentarisk kommission ikke var det rette organ til undersøgelse af
sådanne brede samfundsspørgsmål, men burde forbeholdes
andre situationer.7) I 1976
bekræftedes denne indstilling af et stort flertal i udvalget i
forbindelse med behandlingen af et forslag fra DKP om en parlamentarisk
kommission til undersøgelse af arbejdsministerens dispositioner over
for Sømændenes Arbejdsløshedskasse, idet det
anførtes, at »nedsættelse af en parlamentarisk kommission efter
omstændighederne kan være berettiget i tilfælde, hvor der
kan være tale om at drage en minister til ansvar for hans
embedsførelse«.8)
Med formuleringen »almenvigtig betydning« er det
ifølge forarbejderne til loven ikke udelukket, at der i helt
særlige tilfælde iværksættes en undersøgelse,
der (alene) vedrører (amts)kommunale forhold. Undersøgelser af
forhold vedrørende kommunerne forudsættes dog normalt forbeholdt
de almindelige tilsynsmyndigheder.9)
Det er i sagens natur en meget skønspræget
vurdering, om der skal nedsættes en undersøgelseskommission. Og
vurderingen vil ofte have en politisk baggrund.
Det fremgår dog af forarbejderne til loven, at der
ikke bør nedsættes en undersøgelseskommission, hvis den
pågældende sag kan belyses tilfredsstillende af de
sædvanlige undersøgelsesorganer, herunder politiet eller
tilsynsmyndighederne.
Særligt i relation til spørgsmålet om
Folketingets inddragelse i nedsættelsen af
undersøgelseskommissioner erindres om, at Folketinget samtidig med
vedtagelsen af forslaget til lov om undersøgelseskommissioner vedtog
et forslag til ændring af Folketingets forretningsorden, der også
var foranlediget af Nordskovudvalgets betænkning. Forretningsordenen
blev tilført et nyt kapitel (XVIII) under overskriften
»Spørgsmål vedrørende ministeransvar«. Kapitlet
indeholder regler om Folketingets inddragelse i nedsættelse af
undersøgelseskommissioner og om Folketingets behandling af sager om
ministeransvar.
Kerneområdet for Folketingets inddragelse i
nedsættelse af undersøgelseskommissioner er således sager
om ministeransvar.
Spørgsmålet om, hvorvidt der ud fra en
juridisk betragtning kan eller bør nedsættes en kommission til
at undersøge visse aspekter i Farumsagen, når det ikke kan
udelukkes, at der samtidig helt eller delvist verserer en strafferetlig
efterforskning af de samme forhold, er ikke reguleret i loven om
undersøgelseskommissioner.
Der er heller ikke taget stilling til
spørgsmålet i lovens forarbejder eller i den juridiske
litteratur, herunder den netop udgivne kommentar til loven v/ Oliver
Talevski, Jens Peter Christensen og Claus Dethlefsen.
Spørgsmålet har heller ikke tidligere
foreligget i praksis. Dog opstod problemet kortvarigt i Tamilsagen, men
på en anden måde end i Farumsagen. I juni 1990 blev der nedsat en
undersøgelsesret beklædt af højesteretsdommer Mogens
Hornslet til at foretage en undersøgelse af Tamilsagen. I januar 1991
blev Statsadvokaten for København anmodet om at undersøge, om
der var grundlag for at rejse tiltale mod Justitsministeriets
departementschef. Departementschefen blev sigtet for misbrug af offentlig
stilling og grov tjenesteforsømmelse, men efter en nærmere
undersøgelse frafaldt Statsadvokaten sigtelsen i marts 1991, bl.a.
fordi forholdet var forældet. De forskellige former for
undersøgelser i Tamilsagen og tidspunktet for deres
iværksættelse fremgår i øvrigt af vedlagte
bilag.
Det vurderes, at næppe heller en ekstern juridisk
ekspert på en juridisk baggrund vil kunne komme med et svar
på, om en undersøgelseskommission kan eller bør
nedsættes i en situation som den beskrevne.
Der lægges herved vægt på, at der som
nævnt ikke juridisk er gjort op med spørgsmålet hverken i
loven om undersøgelseskommissioner, lovens forarbejder, praksis eller
den juridiske litteratur. En juridisk ekspert vil således ikke kunne
basere sine synspunkter på et juridisk grundlag, men alene på
generelle retspolitiske overvejelser.
1) Vedlagte bilag indeholder til
almindelig orientering en omtale af to (af i alt fem) sager om
ministeransvar, der har været bedømt af Rigsretten, nemlig
rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg i 1909-10 (navnlig den
forudgående Albertisag) og sagen mod fhv. justitsminister Erik
Ninn-Hansen (Tamilsagen) fra 1993-95. Rigsrettens afgørelser
repræsenterer den mest autoritative stillingtagen til ministeransvaret,
der foreligger i dansk forfatningspraksis.
2) Jf. Justitsministeriets notat af 22.
december 1997, der er udarbejdet i samarbejde mellem ministeriet og Lars
Nordskov Nielsen, Torben Melchior og Jens Peter Christensen, og som er
gengivet som bilag 1 til Udvalget for Forretningsordenens betænkning af
5. maj 1999 over forslag til lov om undersøgelseskommissioner, samt
den netop udgivne kommentar til lov om undersøgelseskommissioner m.v.
("Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret &
Folketingets rolle") v/ Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus
Dethlefsen, side 30.
3) Se Udvalget for Forretningsordenens
betænkning af 5. maj 1999 over forslag til lov om
undersøgelseskommissioner, side 8.
4) Jf. Justitsministeriets notat af 22.
december 1997 (se note 2) samt den netop udgivne kommentar til lov om
undersøgelseskommissioner m.v. (se note 2), side 31.
5) Efter grundlovens § 51 kan Folketinget
"nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge
almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige
eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af offentlige
myndigheder". En parlamentarisk kommission består således af
folketingsmedlemmer og har en sammensætning, der forholdsmæssigt
svarer til sammensætningen i Folketingssalen, jf. grundlovens § 52.
Sammenlignet med almindelige folketingsudvalg har kommissionen en
særlig adgang til at oplyse en sag. Embedsmænd og privatpersoner
skal mundtligt eller skriftligt give kommissionen udbedte oplysninger.
6) Folketingstidende 1975-76,
tillæg B, sp. 697.
7) Folketingstidende 1975-76,
forhandlingerne, sp. 8272.
8) Folketingstidende 1975-76,
tillæg B, sp. 1095.
9) Jf. den i noterne 2 og 4 nævnte
netop udgivne kommentar til lov om undersøgelseskommissioner m.v.,
side 31.
Underbilag 1
til bilag 6
Spørgsmål om ministeransvar bedømt
af Rigsretten m.v.
Indledning
Spørgsmålet om ministeransvar har været
bedømt af Rigsretten i fem sager siden grundloven fra 1849. Alle fem
sager er mere eller mindre udførligt behandlet i Jens Peter
Christensens afhandling »Ministeransvar« (1997), side 61-116.
Rigsrettens afgørelser i de fem sager
repræsenterer den mest autoritative stillingtagen til ministeransvaret,
der foreligger i dansk forfatningspraksis.1)
Fire af de fem sager ligger tilbage i sidste halvdel af
1800-tallet og det første tiår af 1900-tallet og har navnlig for
de tre førstes vedkommende først og fremmest retshistorisk
interesse og gennemgås ikke i dette bilag.2)
For så vidt angår den fjerde rigsretssag
sagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg fra 1909-10 vil der, ud over en
omtale af selve rigsretssagen, være anledning til en omtale af
begivenhedsforløbet forud for sagen, nemlig den såkaldte
Albertisag, idet dette begivenhedsforløb er af betydning for
forståelsen af Rigsrettens dom. Kernen i denne sag var
spørgsmålet om, hvilke krav der kan stilles til en minister med
hensyn til dennes samvittighedsfulde udøvelse af sine embedspligter.
Sagen er navnlig egnet til at belyse regeringslederens pligt til at
føre tilsyn med fagministrene samt betydningen af embedsmændenes
rådgivning for ministerens ansvar.
Den femte rigsretssag, sagen mod fhv. justitsminister Erik
Ninn-Hansen (Tamilsagen), der blev afgjort ved Rigsrettens dom af 22. juni
1995, er derefter kort omtalt.
Endelig er den i 1945 nedsatte parlamentariske kommission
om, hvorvidt der kunne gøres ansvar gældende over for ministre
m.fl. i forbindelse med besættelsen af Danmark omtalt sidst i
bilaget.
Rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg i 1909-10
Der kan være grund til at redegøre for de
angreb, der i årene forud for rigsretssagen var blevet rettet mod
justitsminister P.A. Alberti fra Folketingets talerstol, for det
første fordi disse angreb og J.C. Christensens afvisning heraf dannede
grundlag for den kritik af J.C. Christensens embedsførelse som
konseilspræsident, som Rigsretten ved sin dom gav udtryk for, og
således er af betydning for forståelsen af Rigsrettens dom, for
det andet fordi angrebene vidner om den politiske baggrund, der var for
rigsretssagen.
Rigsretssagen havde sin baggrund i fhv. justitsminister
P.A. Albertis selvanmeldelse til politiet den 8. september 1908 for falsk og
bedrageri begået over for Den sjællandske Bondestands Sparekasse,
som han var formand for. Forinden var Alberti blevet afskediget den 24. juli
samme år.
Som nævnt er (rigsrets)sagen behandlet i Jens Peter
Christensen afhandling »Ministeransvar« fra 1997, og Jens Peter Christensen
skriver i afhandlingen på side 88-92 bl.a. følgende om
Alberti-sagen:
»... Svend Thorsen fastslår, at I.C. Christensen
ikke kunne have mindste mistanke til Alberti. Han var kun blevet ham for
besværlig politisk.
Det sidste er utvivlsomt rigtigt. At I.C. Christensen ikke
kunne have mindste mistanke til Alberti, synes til gengæld at
være en sandhed med betydelige modifikationer.
I rigsdagssamlingen 1907-1908 blev justitsminister P.A.
Alberti således heftigt angrebet for at udnytte sit embede til at
skaffe sig selv økonomiske fordele. Angrebet blev indledt af
socialdemokraten F.J. Borgbjerg den 18. oktober 1907 under
førstebehandlingen af finanslovsforslaget og fortsatte under
tredjebehandlingen i marts 1908. Borgbjerg blev støttet af blandt
andre Højres ordfører, L.V. Birck, og lederen af Det radikale
Venstre, C.Th. Zahle.
Venstrereformpartiets ordfører, Anders Nielsen,
afviste angrebene under førstebehandlingen den 30. oktober 1907, idet
han fastslog, at der alene var tale om et »politisk Stormløb« mod
ministeriet I.C. Christensen. Også justitsminister Alberti afviste
angrebene, og under tredjebehandlingen den 16. marts 1908 bakkede I.C.
Christensen ham op, idet han fastslog, at der ikke var ført bevis for
beskyldningerne mod Alberti. »Den Forhandling, her har været
ført, har ikke givet mig nogen som helst Grund til Misbilligelse
overfor min Kollega eller hans Administration, men der er derimod Grund for
det ærede Medlem til at føre bevis for sine Paastande«, udtalte
I.C. Christensen.
Birch, Borgbjerg og Zahle replicerede og efterlyste svar
på, hvilke yderligere beviser konseilspræsidenten ønskede
ud over de allerede fremlagte. Birch opfordrede i den forbindelse I.C.
Christensen til sådan som Borgbjerg allerede under efterårets
behandling af finanslovsforslaget havde fremført ønske om at
nedsætte en uvildig kommission til at undersøge beviserne.
Samtidig fastslog Zahle det som en nødvendighed nu
konseilspræsidenten havde gjort justitsministerens sag til sin egen
at der blev nedsat en undersøgelseskommission, så de, der havde
fremsat beskyldningerne mod justitsministeren for embedsmisbrug, kunne
få lejlighed til under forbindende former at føre beviser.
I.C. Christensen afviste kravet om en undersøgelse
.
Under Landstingets førstebehandling af
finanslovsforslaget den 24. og 25. marts 1908 fortsatte angrebene på
Alberti. Højres ordfører, Bramsen, beklagede, at Alberti ikke
selv havde villet rense sig ved at tilslutte sig ønsket om en uvildig
undersøgelse. I stedet havde Alberti anvist den vej, at Birch
offentligt uden for Folketinget kunne gentage sine påstande mod ham,
hvorefter Alberti ville anlægge injuriesøgsmål. Den af de
to, hvem dommen måtte gå imod, skulle så trække sig
ud af det politiske liv.
Den radikale Edvard Brandes spurgte på denne
baggrund De Frikonservatives ordfører og formand, landets
største godsejer, lensgreve Mogens Frijs, om han fandt, at en
sådan procedure ville være en rimelig udvej, i betragtning af at
han tidligere havde tilkendegivet, at der var behov for at få kastet
lys over justitsministerens forhold. Spørgsmålet var af central
betydning, al den stund at grev Frijs’ opfattelse ville være
afgørende, da regeringen behøvede De Frikonservatives
støtte i Landstinget for at komme igennem med sine lovforslag.
Grev Frijs gav i sit svar udtryk for, at Højres
forslag om en uvildig undersøgelse var en mulighed, der måtte
overvejes. Derimod måtte Albertis forslag afvises, da det ikke ville
kunne fjerne »den Uhygge«, der havde bredt sig i det offentlige liv.
Svend Thorsen bemærker, at Alberti efter grev
Frijs’ tale fik et af de svedanfald, der undertiden kom over ham, »men
denne gang var det voldsomt, han drev af sved og måtte længe
tørre sig med lommetørklædet over isse og nakke«.
Albertis svedanfald der blev foreviget i karikaturtegning var
velbegrundet. Som Brandes bemærkede, havde konseilspræsidenten
indtil grev Frijs’ indlæg kunnet sige, at stormløbet mod
Alberti blot var politik, og at Socialdemokratiets, Højres og Det
radikale Venstres angreb alene skyldtes, at man gennem justitsministeren
ville hele regeringen til livs. Efter grev Frijs’ udtalelser ville dette
ikke længere være muligt, idet grev Frijs var fører for
den gruppe, uden hvis støtte regeringen ikke ville kunne føre
sin politik.
I.C. Christensen forholdt sig tavs under Landstingets
debat, men som Svend Thorsen bemærker, må det i hvert fald fra
denne debat have stået konseilspræsidenten klart, at han ikke
kunne beholde Alberti som minister, hvis regeringen skulle være sikret
den fornødne parlamentariske opbakning til det forestående
lovgivningsarbejde, der blandt andet vedrørte det for regeringen helt
centrale forsvarsspørgsmål.
Under forhørene for Rigsretten to år senere
forklarede I.C. Christensen således også, at han umiddelbart
efter en af finanslovsforhandlingerne i Rigsdagen i marts 1908 havde gjort
det klart for Alberti, at han måtte gå af. De evindelige angreb
på justitsministeren hindrede arbejdsroen og arbejdsfreden Når
afskedigelsen af Alberti trak ud, skyldtes det, forklarede I.C. Christensen,
at Alberti ønskede at gennemføre loven om retsplejereformen.
Derved kom Alberti til at sidde rigsdagssamlingen ud og kunne afskediges til
den 24. juli .
Den 23. maj 1908, på rigsdagssamlingens sidste dag,
var F.J. Borgbjerg m.fl.s forslag om nedsættelse af en parlamentarisk
kommission sat på dagsordenen. Efter forslaget skulle der
nedsættes en parlamentarisk kommission i henhold til 1866-grundlovens §
46 til undersøgelse af justitsminister Albertis administration.
Så længe undersøgelsen varede, skulle ministeren
fratræde sit embede. Forslaget blev imidlertid afvist af et flertal af
tingets medlemmer.
At Alberti således fik yderligere et par
måneder på posten, uden at der blev gennemført nogen
undersøgelse af hans forhold, blev ved Rigsrettens dom af 17. juni
1910, jf. nedenfor, lagt I.C. Christensen til last, idet Rigsretten fandt, at
I.C. Christensen ikke havde handlet forsvarligt, da han i foråret 1908
med henvisning til, at der ikke forelå beviser mod Alberti
nægtede sin bistand til at foretage en nærmere
undersøgelse af Albertis embedsførelse.
Albertis selvanmeldelse fik betydelige politiske
konsekvenser. Den 12. oktober 1908 trådte regeringen I.C. Christensen
tilbage. Herefter overdrog kongen det til Niels Neergaard at danne regering.
Foranlediget af valgperiodens snarlige udløb blev der udskrevet
folketingsvalg til den 25. maj 1909, ved hvilket Alberti-sagen kom til at
koste I.C. Christensens Venstrereformparti et meget betydeligt mandattab.
På grund af umuligheden af at nå til enighed om forsvarslovene
indgav regeringen Neergaard den 31. juli 1909 sin
demissionsbegæring.
De splittede venstregrupper enedes i denne situation om at
pege på lensgreve L. Holstein-Ledreborg, der havde spillet en central
rolle som samlende figur under forfatningskampen, som
konseilspræsident. Holstein-Ledreborg tiltrådte den 16. august
1909 som leder af den første mindretalsregering efter systemskiftet,
på grundlag af et kompromis mellem de tre venstregrupper om
forsvarslovene.
Kort efter at regeringen Holstein-Ledreborg hvor I.C.
Christensen beklædte posten som forsvarsminister havde fået
gennemført forliget om forsvarslovene, blev den, den 22. oktober 1909,
fældet ved et mistillidsvotum stillet af Det radikale Venstres formand,
C.Th. Zahle, vedtaget af 49 stemmer (radikale, socialdemokrater og 8
højreformænd) mod 44. Holstein-Ledreborg udtalte straks, at det
var en selvfølge, at regeringen herefter ville gå af. For
første gang i dansk forfatningshistorie trådte en regering
dermed tilbage efter et mistillidsvotum i Folketinget. Den 28. oktober 1909
blev ministeriet C.Th. Zahle udnævnt. Zahle overtog som
konseilspræsident tillige selv justitsministerposten, blandt andet for
at lede, hvad man benævnte »udrensningen« efter Alberti.
Den 7. december 1909 vedtog Folketinget, bestående
af radikale, socialdemokrater og højremænd, at stille I.C.
Christensen og Sigurd Berg for Rigsretten. Begge havde anmodet deres
partifæller om ikke at stemme imod.«
Mens baggrunden for rigsretssagen i form af Albertis
embedsførelse og hele virke således i høj grad var
genstand for politisk strid og udløste vidtrækkende
parlamentariske konsekvenser, vedrørte rigsretssagen ikke i sig selv
noget centralt forfatningsretligt eller forfatningspolitisk
stridsspørgsmål. Rigsretssagens kerne var
spørgsmålet om, hvilke krav der kan stilles til en minister med
hensyn til dennes samvittighedsfulde udøvelse af sine embedspligter.3)
Rigsretssagen indledtes ved Rigsretten den 8. januar 1910
og afsluttedes med Rigsrettens dom af 17. juni 1910.
Tiltalen mod J.C. Christensen omfattede fire forhold, som
i anklageskriftet var nummereret a.1.-a.4. Alle forhold stod i forbindelse
med Albertis embedsførelse.
For det første det forhold, at J.C. Christensen som
konseilspræsident og forsvarsminister havde medvirket til eller i hvert
fald ikke søgt at forhindre, at Alberti, da han som justitsminister
gav bevilling til et Landbrugslotteri, misbrugte sin embedsstilling til egen
eller nærpårørendes fordel, uagtet J.C. Christensens
mistanke kunne og burde have været vakt.
For det andet det forhold, at J.C. Christensen som
konseilspræsident havde afholdt den daværende indenrigsminister,
Sigurd Berg, fra eller i alt fald undladt at tilskynde ham til at gøre
sin embedspligt, selv om der forelå oplysninger og
omstændigheder, som kunne og burde have vakt J.C. Christensens mistanke
til Albertis forhold som formand for Den sjællandske Bondestands
Sparekasse.
For det tredje det forhold, at J.C. Christensen som
konseilspræsident ikke alene havde forsømt at undersøge
Albertis forhold, men direkte modsat sig, at en sådan
undersøgelse overhovedet fandt sted, og opretholdt ham i hans
embedsstilling som justitsminister indtil den 24. juli 1908, selv om der
såvel på Rigsdagen i samlingen 1907-08 og i pressen var fremsat
graverende beskyldninger mod Alberti.
For det fjerde det forhold, at J.C. Christensen som
midlertidig finansminister i maj 1908 uden hjemmel havde ydet Den
sjællandske Bondestands Sparekasse et lån af statskassen på
1,5 millioner kroner, selv om der forelå oplysninger og
omstændigheder, som kunne og burde havde vakt hans mistanke til
Alberti.
Ved Rigsrettens dom af 17. juni 1910 blev J.C. Christensen
pure frifundet for så vidt angik de to førstnævnte samt
det sidstnævnte af de fire forhold. Dommen er i sin helhed refereret i
Jens Peter Christensens afhandling »Ministeransvar« (1997), side 94-95.
Om dommens præmisser samt anklageskriftet mod J.C.
Christensen fremgår følgende af Jens Peter Christensens
afhandling, side 95:
»Dommen er for så vidt angår de to
førstnævnte samt det sidstnævnte af de fire forhold i
anklageskriftet mod I.C. Christensen (post a.1., 1.2., og a.4.) uden
større principiel interesse, da rettens stillingtagen hviler på
en konkret bevismæssig vurdering af, hvilken (manglende) viden I.C.
Christensen havde haft om Albertis forhold, og hvilke handlinger han havde
foretaget, samt en konkret retlig vurdering af retmæssigheden af hans
faktisk foretagne dispositioner.
For så vidt angår det tredje af anklagens fire
forhold påstanden om, at I.C. Christensen have begået
embedsforsømmelse ved at undlade eller direkte modsætte sig en
undersøgelse af Albertis forhold, til trods for de graverende
beskyldninger mod ham hævdede anklageren i anklageskriftet, at der
måtte påhvile I.C. Christensen en pligt til »at føre
Tilsyn med de andre Ministre og navnlig at skride ind, naar der opstaar
Formodning eller Mistanke om, at nogen af de andre Ministre ere Forbrydere
eller røgte deres Embede paa forargelig eller uværdig Maade, og
at søge vedkommende Minister fjernet eller Undersøgelse
anstillet«. Anklageren fandt, at I.C. Christensens forhold i så
henseende måtte henføres til 1866-straffelovens § 142 om
nægtelse eller forsætlig undladelse af at efterkomme lovlig
befaling eller i hvert fald § 143 om grov eller oftere gentagen
forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.
I sit foredrag for Rigsretten gentog anklageren disse
synspunkter og henviste atter til referencebestemmelserne i straffelovens §
142 og § 143, idet han hævdede, at tilsynspligten måtte
gælde på uskrevet grundlag som en følge af, at
konseilspræsidenten i en vis relation var de andre ministres
overordnede«
I sin dom fastslog Rigsretten, at J.C. Christensen ikke
havde handlet forsvarligt ved under påberåbelse af, at der ikke
forelå beviser mod Alberti at have nægtet sin bistand til en
nærmere undersøgelse af Albertis forhold. Da der imidlertid
efter rettens opfattelse forelå undskyldende omstændigheder,
fandtes J.C. Christensens forhold ikke at kunne henføres til nogen af
straffelovens bestemmelser, navnlig ikke dens § 143 om grov eller oftere
gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.
Også for dette forhold blev J.C. Christensen derfor frifundet.
Som anført i Jens Peter Christensens afhandling
»Ministeransvar«, side 96, har Rigsrettens afgørelse på dette
punkt frifindelsen til trods fortsat betydelig forfatningsretlig interesse,
idet retten med sin konstatering af, at J.C. Christensen ikke havde handlet
forsvarligt, forudsatte, at der på uskrevet grundlag måtte
påhvile regeringschefen en særlig tilsynspligt i forhold til
fagministre.
Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensens
afhandling, side 92-99.
Mens J.C. Christensen blev frifundet, blev Sigurd Berg
dømt. Der henvises herom til Jens Peter Christensens afhandling
»Ministeransvar«, side 99-103.
For så vidt angår straffesagen mod
Alberti (for falsk og bedrageri begået over for Den
sjællandske Bondestands Sparekasse), som rigsretssagen havde sin
baggrund i, politianmeldte Alberti som nævnt sig selv den 8. september
1908. Dommen i straffesagen mod Alberti blev afsagt den 17. december 1910.
Alberti blev idømt otte års tugthus ved Kjøbenhavns
Kriminal- og Politiret.
Der blev i øvrigt aldrig rejst rigsretstiltale mod
Alberti.
Efter at Alberti den 8. september 1908 havde meldt sig
selv til politiet, vedtog Folketinget den 15. februar 1909 at nedsætte
et udvalg til »at modtage og gennemgaa Akterne vedrørende de i
Anledning af forhenværende Justitsminister Albertis Embedsgerning
afholdte Forhør«. Udvalget afgav betænkning den 6. maj 1909,
endnu inden forhørene over Alberti var afsluttet. I betænkningen
indstillede et flertal bestående af Venstrereformpartiets
udvalgsmedlemmer, at spørgsmålet om rigsretstiltale mod Alberti
først burde finde sin afgørelse, når
undersøgelserne af hans embedsforhold var afsluttet. Flertallet fandt
samtidig, at de foreliggende oplysninger ikke kunne give anledning til at
foreslå tiltale mod andre. Om de øvrige indstillinger i
betænkningen henvises til Jens Peter Christensens afhandling
»Ministeransvar«, side 423-424.
Udvalgets betænkning nåede ikke at blive
behandlet i samlingen 1908-09. I begyndelsen af næste samling blev det,
efter en omfattende folketingsdebat den 19. november 1909, vedtaget at
nedsætte et nyt udvalg. Udvalget afgav indstilling vedrørende J.
C. Christensen og Sigurd Berg den 1. december 1909. Flertallet
bestående af Socialdemokratiets, Det radikale Venstres og Højres
udvalgsmedlemmer indstillede tiltale rejst mod de to forhenværende
ministre for en række nærmere opregnede forhold (se herom
ovenfor), mens de to Venstre-mindretal ikke fandt, at der var grundlag for
tiltale. Som nævnt vedtog Folketinget, bestående af radikale,
socialdemokrater og højremænd, den 7. december 1909 at stille
J.C. Christensen og Sigurd Berg for Rigsretten.
Der er aldrig givet nogen officiel begrundelse for, at man
ikke rejste rigsretstiltale mod Alberti. Udvalget, der var blevet nedsat den
19. november 1909 med den opgave at gennemgå akterne vedrørende
forhørene over Alberti, afsluttede sit arbejde med en betænkning
den 2. april 1910. I betænkningen udtalte man blot, at udvalget havde
gennemgået de tilstillede forhørsakter, og at intet af udvalgets
medlemmer derefter havde fundet anledning til at fremsætte forslag til
yderligere indstilling til Tinget. Betænkningen ses ikke at være
blevet behandlet i Folketinget.
Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensens
afhandling »Ministeransvar«, side 423-428.
Rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen i 1993-1995 (Tamilsagen)
Da Rigsretssagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen
af tidsmæssige grunde formentlig ligger forholdsvis godt i erindring,
behandles den ikke så udførligt i dette bilag. For en mere
udførlig behandling af sagen henvises til Jens Peter Christensens
afhandling »Ministeransvar«, side 106-116 og 302-356 (sidstnævnte sider
indeholder en udførlig redegørelse for sagen samt
konklusionerne i undersøgelsesrettens beretning samt den
efterfølgende tjenestemandssag mod en række af de involverede
tjenestemænd). Folketingets beslutning om rejsning af rigsretstiltale
mod Erik Ninn-Hansen i juni 1993 og de hensyn, der i den forbindelse blev
lagt vægt på, er omtalt i afhandlingen på siderne
448-458.
Om de forskellige former for undersøgelser i
Tamilsagen herunder før rigsretssagen kan oplyses, at
Folketingets Ombudsmand i september 1988 meddelte Justitsministeriet, at han
ville undersøge tamilsagerne, at ombudsmanden den 1. marts 1989
afgav sin rapport, at Statsministeriet i juni 1990 på vegne af
Justitsministeriet anmodede højesteretsdommer Mogens Hornslet om at
gennemføre en undersøgelse (i en undersøgelsesret) af
beslutningsprocessen og administrationen i forbindelse med Tamilsagen,
at afhøringerne i Højesterets kæremålssal
blev indledt i november 1990, at daværende statsminister Poul
Schlüter i januar 1991 bad Statsadvokaten for København, H.C.
Abildtrup, om at undersøge, om Justitsministeriets embedsmænd
kunne sigtes efter straffeloven, at Justitsministeriets
departementschef, Poul Lundbæk Andersen, i januar 1991 blev sigtet for
misbrug af offentlig stilling og grov tjenesteforsømmelse (alle andre
embedsmænd gik fri, bl.a. fordi forældelsesfrister var
overskredet), at statsadvokat Abildtrup i marts 1991 frafaldt
sigtelserne mod Lundbæk Andersen, at Ninn-Hansen den 2.
april 1991 blev afhørt som den første politiker i
undersøgelsesretten, at retsmøde nr. 102 den 29.
maj 1992 satte punktum for afhøringerne, at
højesteretsdommer Mogens Hornslet den 14. januar 1993 afgav sin
Tamilredegørelse, at Folketingets Udvalg for Forretningsordenen
den 24. februar 1993 anmodede om et anklageskrift med henblik på en
rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen, at regeringen den 25. februar
1993 besluttede at rejse tjenestemandssag mod en række
topembedsmænd i Justitsministeriet og Udlændingedirektoratet,
at præsidenten for Højesteret den 11. marts 1993 udpegede
retspræsident Peer Lorenzen og landsdommer Svend Ziegler til som
forhørsledere at forestå den tjenstlige undersøgelse mod
embedsmændene, at Folketinget i juni 1993, som en udløber
af undersøgelsesrettens beretning om Tamilsagen fra 14. januar 1993,
traf beslutning om rejsning af rigsretstiltale mod Erik Ninn-Hansen,
at rigsretssagen blev indledt i december 1993 og afsluttet ved
rigsrettens dom den 22. juni 1995, og at forhørslederen
i embedsmandssagen afgav sin beretning og indstilling den 14. november 1995,
og indstillingen blev i december 1995 fulgt af regeringen.
Ligesom rigsretssagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg
vedrørte rigssagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen som
nævnt i Jens Peter Christensens afhandling »Ministeransvar«, side 106,
ikke i sig selv noget centralt forfatningsretligt eller forfatningspolitisk
stridsspørgsmål, men sagen er til trods herfor egnet til at
belyse en række mere principielle spørgsmål
vedrørende ministeransvaret.
Ved sin dom af 22. juni 1995 fastslog 15 af Rigsrettens 20
dommere, at Erik Ninn-Hansen var skyldig i overtrædelse af
ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, ved i perioden fra midten af juni
1988 til hans afgang som justitsminister den 10. januar 1989 at have
fastholdt beslutningen om at stille de tamilske
familiesammenføringssager i bero. Fem af Rigsrettens dommere stemte
for, at Erik Ninn-Hansen skulle frifindes. Vedrørende
straffastsættelsen stemte 12 dommere for at fastsætte straffen
efter ministeransvarlighedslovens § 6, stk. 1, til fængsel i fire
måneder. Under hensyn til Erik Ninn-Hansens personlige forhold,
herunder navnlig hans alder og helbredstilstand, blev straffen gjort
betinget. Otte dommere stemte for at fastsætte straffen til 15
dagbøder a 1.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 15
dage.
Af principiel interesse for ministeransvarets
rækkevidde er flertallets udtalelse om, at det for vurderingen af
ministerens forsæt var af betydning, at ministeren gentagne gange
kraftigt blev advaret af sine embedsmænd, men at det ikke kunne
tillæges afgørende betydning, at embedsmændene i deres
advarsler ikke betegnede administrationen som »ulovlig« eller »retsstridig«.
Flertallets bemærkninger på dette punkt er i overensstemmelse med
Rigsrettens dom i sagen mod J.C. Christensen og Sigurd Berg, jf. omtalen
ovenfor.
Ganske som rigsretsdommen fra 1910 understreger dommen i
sagen mod Erik Ninn-Hansen således betydningen af, at en minister ikke
sidder sine nærmeste embedsmænds advarsler overhørig, og
at det ikke kan fritage ministeren for ansvar, at hans embedsmænd ikke
har anvendt ord som »ulovlig«, »retsstridig«, »i strid med loven« eller
lignende, når ministeren i øvrigt ved, hvordan sagen forholder
sig.
Parlamentarisk kommission 1945 om, hvorvidt der kunne gøres
ansvar gældende over for ministre m.fl. i forbindelse med
besættelsen af Danmark
I 1945 nedsatte Folketinget en parlamentarisk kommission
efter grundlovens § 51, der havde til opgave at vurdere, hvorvidt der var
grundlag for at gøre ansvar gældende over for ministre eller
andre særligt ansvarlige i forbindelse med besættelsen af
Danmark.
Ved folketingsbeslutning af 9. april 1954 nedsattes
udvalget vedrørende de i 1945-53 virkende parlamentariske
kommissioners beretninger. Udvalget skulle overveje, om beretningerne fra de
i årene 1945-1953 virkende parlamentariske kommissioner gav grundlag
for at rejse rigsretstiltale mod ministre eller andre særligt
ansvarlige for deres forhold ved Danmarks besættelse den 9. april 1940
eller i besættelsestiden.
I udvalgets betænkning og indstilling af 11. februar
1955 oplyses, at der i udvalget havde »været enighed om, at udvalgets
opgave i henhold til beslutningen om dets nedsættelse havde været
begrænset til på grundlag af de parlamentariske kommissioners
beretninger at give indstilling om eventuel rigsretsanklage mod ministre
eller andre særligt ansvarlige for deres forhold ved Danmarks
besættelse den 9. april 1940 eller i besættelsestiden. Udvalget
har således ikke haft nogen beføjelse til at fremskaffe
yderligere oplysninger eller til at inddrage andre forhold end de
nævnte under sit arbejde«. Hele udvalget indstillede i
betænkningen og indstillingen, at der ikke blev rejst rigsretsanklage
mod nogen for noget forhold vedrørende Danmarks besættelse den
9. april 1940 eller for noget forhold i besættelsestiden. Udvalgets
indstilling vedtoges herefter af Folketinget.
1) Se "Ministeransvar" af Jens
Peter Christensen (1997), side 61. Afhandlingens DEL 2, kapitel 3, indeholder
en beskrivelse af ministeransvarets materielle grundlag og rækkevidde,
nemlig grundloven og ministeransvarlighedsloven.
2) For en yderligere omtale af de tre
første rigsretssager henvises til Jens Peter Christensens afhandling
nævnt i note 1.
3) Se Jens Peter Christensens afhandling
"Ministeransvar", side 92.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen Retsinformation · 18. juni 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen Retsinformation · 13. marts 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om undersøgelseskommissioner (Ændring af revisionsbestemmelse) Retsinformation · 27. maj 2004
- Forslag til Lov om ændring af lov om undersøgelseskommissioner (Ændring af revisionsbestemmelse) Retsinformation · 23. april 2004
- Betænkning og indstilling vedrørende ændring af forretningsordenen for Folketinget Retsinformation · 11. maj 1999
- Betænkning og indstilling vedrørende Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget og om ophævelse af folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg vedrørende grønlandske forhold og folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg vedrørende færøske forhold. (Opfølgning på visse af EU-reformgruppens anbefalinger og ændring af Færøudvalgets og Grønlandsudvalgets retsgrundlag) Retsinformation · 6. december 2022