Forslag til folketingsbeslutning om regler for lobbyister i EU
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 18. april 2002 af Keld Albrechtsen
(EL) og Line Barfod (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om regler for lobbyister i EU
Folketinget opfordrer regeringen til i EU at stille
forslag om at indføre klare regler for lobbyisternes virke i EU efter
følgende retningslinjer:
Der indføres en registrering og en
adfærdskodeks for betalte lobbyisters virksomhed af mindst samme
kvalitet som i den amerkanske »The Lobbying Disclosure Act of 1995«.
Samtidig indføres regler, som sikrer, at betalte
lobbyister ikke indgår i de lovforberedende komiteer og udvalg m.v.,
som er en del af Europa-Kommissionens administration, og det sikres, at der
er en klar adskillelse mellem forvaltningen og lobbyisterne.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne ser dette forslag som et
led i et generelt forsøg på at gennemføre en
demokratisering, åbenhed og indsigt i Europa-Kommissionens og Unionens
måde at fungere på som helhed. Der sker en stigende
overførsel af magt og kompetence til Den Europæiske Union, og
derfor bliver det vigtigt, at beslutningerne i Unionen og den måde, som
lovforslagene direktiver, forordninger, rammeafgørelser m.v.
bliver til på, er demokratisk, gennemskuelig og klar. Det er vigtigt,
at det lovforberedende arbejde og påvirkningen af Europa-Kommissionen
og dens embedsmænd ikke som tilfældet er nu, bliver udsat for
skjult og ukontrollerbar påvirkning af lobbyist- og
industriinteresser.
Derfor er meningen med dette beslutningsforslag at sikre
en klar opdeling af de personer, organisationer, firmaer m.v., som laver
lobbyarbejde for bestemte produkter, firmaer og sager, og som er registreret
Læs alt
som sådan. Beslutningsforslaget skal desuden sikre, at de
pågældende personer er registreret som betalte lobbyister for
firmaer og politiske interesseorganisationer, samt at dette automatisk
udelukker de samme personer fra at fungere som eksperter/rådgivere for
Kommissionen og dens embedsmænd i de forskellige lovforberedende
komiteer.
Det er en offentlig hemmelighed, at de store
europæiske firmaer får privilegeret adgang til oplysninger, mens
nationale parlamenter og folkelige bevægelser i meget høj grad
holdes ude fra det lovforberedende arbejde.
Der er her grund til at interessere sig for den
amerikanske lovgivning på dette område. Det er en kendt sag, at
lobbyarbejde i USA i forhold til Senatet og Repræsentanternes Hus er
både en anerkendt og alvorlig sag. Derfor er det et krav i den
amerikanske lovgivning, at alle, som arbejder for et selskab og vil fremme
dets synspunkter i forhold til de valgte politiske personer i Senatet og
Repræsentanternes Hus, ansatte og embedsmænd i den amerikanske
administration, skal lade sig registrere.
Den såkaldte »The Lobbying Disclosure Act of 1995«
kræver, at næsten alle lader sig registrere, og hvis man ikke
gør dette, så kan man idømmes en bøde på
mindst 50.000 dollars. I den sidst reviderede udgave af denne lovgivning
(1995) står der, at »Kongressen finder, at ansvarlig
repræsentativ regeringspraksis kræver offentlig
opmærksomhed om de bestræbelser, som betalte lobbyister udfolder
for at påvirke både den lovgivende og handlende del af den
føderale regering«.
Selv om den amerikanske lovgivning på dette
område var langt den mest avancerede i forhold til andre lande i
verden, besluttede man i 1995 at skærpe lovgivningen og beskrive mere
præcist, hvad der krævedes af de betalte lobbyister. Der blev
udfærdiget en adfærdskodeks med meget detaljerede krav til
lobbyister, deres organisationer og firmaer om, hvad der måtte betegnes
som lobbyisme, lige fra anmodning om papirer til møder med
embedsmænd og politikere.
I interesseorganisationen »The American League of
Lobbyists«, som organiserer de amerikanske lobbyister på tværs
af, hvad de beskæftiger sig med, beskrives lobbyarbejdet »som en
legitim og nødvendig del af vores demokratiske politiske proces«. Det
beskrives bl.a. som påvirkning af lovgivningen og den måde, som
lovgivningen kommer til verden på.
Når man har et lobbysystem, der fungerer, og det
accepteres, at der eksisterer lobbyister, som mod betaling skal påvirke
det lovgivende system i EU, burde det være en selvfølge, at der
blev opstillet og udfærdiget en klar og detaljeret adfærdskodeks
for lobbyisters forhold og påvirkning af Europa-Kommissionen, Den
Europæiske Unions ansatte og de mange lobbyister, som har som job at
påvirke denne lovgivningsproces.
Det burde være unødvendigt at pointere, at et
sådant lobbyarbejde ikke automatisk kan siges at være til fordel
for befolkningerne i EU-landene, men primært sker fordi et selskab, en
interesseorganisation, bevægelse o.l. arbejder på isoleret at
fremme de interesser, de har som selskab, bevægelse osv.
Samtidig ved vi jo fra Europa-Kommissionen selv, dens
nuværende og tidligere formænd, at Europa-Kommissionen har et
endda meget hjerteligt forhold til de store europæiske multinationale
selskaber og deres ledelse og eksperter. European Round Table-organisationen
(ERT) må vel siges at være den interesseorganisation, som helt
uden om det traditionelle politiske system har haft størst succes med
at påvirke Den Europæiske Unions udvikling. Det er ingen
hemmelighed, at det var personer fra ERT, som kom med de første ideer
om det indre marked, og denne organisation har samtidig klart arbejdet for,
at der bliver overladt mere kompetence og endelig lovgivende beslutning til
Europa-Kommissionen og dens utallige komiteer. Dette fordi denne
erhvervsorganisation er utålmodig over for den politiske proces
langsommelighed i forhold til at få godkendt, hvad ERT opfatter som de
nødvendige arbejdsbetingelser for det europæiske
erhvervsliv.
De store internationale selskaber, hvad enten de er med i
ERT eller ej, har midlerne til velbemandede kontorer i Bruxelles og kan hyre
eksterne konsulenter og PR-firmaer. Det gør dem i stand til at holde
sig orienterede om detaljerne i de relevante EU-politikker og til at placere
lobbyister, så de bedst muligt kan influere beslutningerne. Dette har
en lang række ngo ere overhovedet ikke mulighed for. Sociale
bevægelser, som eksisterer lokalt eller regionalt, har hverken penge
eller andre ressourcer til at blande sig på lignende måde. Og
befolkningerne som helhed opdager først de sociale, politiske og
økonomiske konsekvenser, når EU-lovgivningen er vedtaget og
gennemføres nationalt.
Vi ved fra Kommissionens meddelelse fra den 2. december
1992 om »En åben og struktureret dialog mellem Kommissionen og
interessegrupper«, at der på daværende tidspunkt var »ca. 3.000
interessegrupper af forskelligt art . . . og at lobbyist-sektoren
beskæftiger i alt ca. 10.000. Heriblandt er der mere end 500
europæiske og internationale føderationer. Der er mere end 200
enkeltfirmaer, der er direkte repræsenteret, og ca. 100
rådgivningsfirmaer (management og public relations) med kontor i
Bruxelles«.
Det eneste, vi formodentlig kan være sikre på
i dag 10 år efter, er, at antallet kun kan være større. I
sin meddelelse skriver Kommissionen, at den ikke »har fastlagt udtrykkelige
regler for interessegrupper. . . at den ikke yder interessegrupperne
særlige privilegier, der f.eks. kunne bestå i at udstede
passersedler eller give lettere adgang til information«.
Kommissionen pointerer i sin meddelelse, at den vil
opretholde en så åben dialog som muligt med alle implicerede
parter »uden at skulle håndhæve en akkrediteringsordning«.
I meddelelsen kommer Kommissionen også ind på
de forskellige og til tider mangelfulde procedurer for lobbyisme i de
forskellige EU-lande samt USA, Canada og FN. Her skriver de, at »Den mest
avancerede politik på området findes i USA«. Den amerikanske
lovgivning blev som nævnt ovenfor yderligere skærpet i 1995 i
sine krav til lobbyist-registering.
Men Europa-Kommissionen er veget tilbage for at lave en
decideret adfærdskodeks eller lovgivning for lobbyister, som arbejder i
forhold til Den Europæiske Union og dens lovgivning. I
ovenstående meddelelse skriver Kommissionen på side 13, at
»Kommissionen erkender, at der er behov for denne påvirkning udefra,
tager imod den og har til hensigt at udvide denne praksis i fremtiden. Derfor
vil Kommissionen nu træffe en række forholdsregler med henblik
på at øge interessegruppernes deltagelse i forberedelsen af sine
beslutninger«.
I det følgende afsnit opremser Kommissionen, hvad
man kunne kalde »minimumskrav til adfærdskodeks«. Men Kommissionen er
samtidig af den opfattelse, at »interessegrupperne bedst selv (kan)
fastlægge og gennemføre en adfærdskodeks«. Man må
sige, at Kommissionen er meget mådeholden med indholdet i sin
opfordring til interessegrupperne. Det ligger langt fra den amerikanske
lovgivning på dette område.
Europa-Parlamentet har i sin forretningsorden som bilag 9
nedfældet nogle formuleringer om en adfærdskodeks om
»interessegrupper i Europa-Parlamentet«. Her står der, at
interessegrupper over for Europa-Parlamentet skal redegøre for, hvilke
interessegrupper de repræsenterer, ikke må indhente oplysninger
på uhæderlig vis, og andre lignende ting. Men igen er der langt
til den adfærdskodeks, som vi ser i USA, sammenholdt med fraværet
af en adfærdskodeks fra Europa-Kommissionens side i forhold til
lobbyisterne som sådan.
Derfor er det på tide, at denne ukontrollable
påvirkning af Kommissionen, embedsmændene og komiteerne standses,
og der indføres en række klare og skarpe krav til lobbyisterne
og EU.
Lignende dokumenter
- Betænkning over I. Forslag til folketingsbeslutning om aktindsigt og offentlighed i EU Retsinformation · 7. maj 2003
- Skriftlig fremsættelse (18. april 2002) - B 97, B 98, B 99, B 100 Retsinformation · 18. april 2002
- Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2002) - B 8, B 9, B 10, B 11, B 12, B 13 og B 14 Retsinformation · 9. oktober 2002
- Forslag til folketingsbeslutning om dansk veto imod EU's direktiv om aktindsigt Retsinformation · 1. februar 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om regulering af korruption, åbenhed og interessekonflikter Retsinformation · 16. november 2024
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om regler for lobbyister i EU Retsinformation · 31. maj 2006