Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om regler for lobbyister i EU

2001/2 BSF 99Beslutningsforslag som fremsatFolketinget18. april 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 18. april 2002 af Keld Albrechtsen

(EL) og Line Barfod (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om regler for lobbyister i EU

Folketinget opfordrer regeringen til i EU at stille

forslag om at indføre klare regler for lobbyisternes virke i EU efter

følgende retningslinjer:

Der indføres en registrering og en

adfærdskodeks for betalte lobbyisters virksomhed af mindst samme

kvalitet som i den amerkanske »The Lobbying Disclosure Act of 1995«.

Samtidig indføres regler, som sikrer, at betalte

lobbyister ikke indgår i de lovforberedende komiteer og udvalg m.v.,

som er en del af Europa-Kommissionens administration, og det sikres, at der

er en klar adskillelse mellem forvaltningen og lobbyisterne.

Bemærkninger til forslaget

Forslagsstillerne ser dette forslag som et

led i et generelt forsøg på at gennemføre en

demokratisering, åbenhed og indsigt i Europa-Kommissionens og Unionens

måde at fungere på som helhed. Der sker en stigende

overførsel af magt og kompetence til Den Europæiske Union, og

derfor bliver det vigtigt, at beslutningerne i Unionen og den måde, som

lovforslagene direktiver, forordninger, rammeafgørelser m.v.

bliver til på, er demokratisk, gennemskuelig og klar. Det er vigtigt,

at det lovforberedende arbejde og påvirkningen af Europa-Kommissionen

og dens embedsmænd ikke som tilfældet er nu, bliver udsat for

skjult og ukontrollerbar påvirkning af lobbyist- og

industriinteresser.

Derfor er meningen med dette beslutningsforslag at sikre

en klar opdeling af de personer, organisationer, firmaer m.v., som laver

lobbyarbejde for bestemte produkter, firmaer og sager, og som er registreret

Læs alt

som sådan. Beslutningsforslaget skal desuden sikre, at de

pågældende personer er registreret som betalte lobbyister for

firmaer og politiske interesseorganisationer, samt at dette automatisk

udelukker de samme personer fra at fungere som eksperter/rådgivere for

Kommissionen og dens embedsmænd i de forskellige lovforberedende

komiteer.

Det er en offentlig hemmelighed, at de store

europæiske firmaer får privilegeret adgang til oplysninger, mens

nationale parlamenter og folkelige bevægelser i meget høj grad

holdes ude fra det lovforberedende arbejde.

Der er her grund til at interessere sig for den

amerikanske lovgivning på dette område. Det er en kendt sag, at

lobbyarbejde i USA i forhold til Senatet og Repræsentanternes Hus er

både en anerkendt og alvorlig sag. Derfor er det et krav i den

amerikanske lovgivning, at alle, som arbejder for et selskab og vil fremme

dets synspunkter i forhold til de valgte politiske personer i Senatet og

Repræsentanternes Hus, ansatte og embedsmænd i den amerikanske

administration, skal lade sig registrere.

Den såkaldte »The Lobbying Disclosure Act of 1995«

kræver, at næsten alle lader sig registrere, og hvis man ikke

gør dette, så kan man idømmes en bøde på

mindst 50.000 dollars. I den sidst reviderede udgave af denne lovgivning

(1995) står der, at »Kongressen finder, at ansvarlig

repræsentativ regeringspraksis kræver offentlig

opmærksomhed om de bestræbelser, som betalte lobbyister udfolder

for at påvirke både den lovgivende og handlende del af den

føderale regering«.

Selv om den amerikanske lovgivning på dette

område var langt den mest avancerede i forhold til andre lande i

verden, besluttede man i 1995 at skærpe lovgivningen og beskrive mere

præcist, hvad der krævedes af de betalte lobbyister. Der blev

udfærdiget en adfærdskodeks med meget detaljerede krav til

lobbyister, deres organisationer og firmaer om, hvad der måtte betegnes

som lobbyisme, lige fra anmodning om papirer til møder med

embedsmænd og politikere.

I interesseorganisationen »The American League of

Lobbyists«, som organiserer de amerikanske lobbyister på tværs

af, hvad de beskæftiger sig med, beskrives lobbyarbejdet »som en

legitim og nødvendig del af vores demokratiske politiske proces«. Det

beskrives bl.a. som påvirkning af lovgivningen og den måde, som

lovgivningen kommer til verden på.

Når man har et lobbysystem, der fungerer, og det

accepteres, at der eksisterer lobbyister, som mod betaling skal påvirke

det lovgivende system i EU, burde det være en selvfølge, at der

blev opstillet og udfærdiget en klar og detaljeret adfærdskodeks

for lobbyisters forhold og påvirkning af Europa-Kommissionen, Den

Europæiske Unions ansatte og de mange lobbyister, som har som job at

påvirke denne lovgivningsproces.

Det burde være unødvendigt at pointere, at et

sådant lobbyarbejde ikke automatisk kan siges at være til fordel

for befolkningerne i EU-landene, men primært sker fordi et selskab, en

interesseorganisation, bevægelse o.l. arbejder på isoleret at

fremme de interesser, de har som selskab, bevægelse osv.

Samtidig ved vi jo fra Europa-Kommissionen selv, dens

nuværende og tidligere formænd, at Europa-Kommissionen har et

endda meget hjerteligt forhold til de store europæiske multinationale

selskaber og deres ledelse og eksperter. European Round Table-organisationen

(ERT) må vel siges at være den interesseorganisation, som helt

uden om det traditionelle politiske system har haft størst succes med

at påvirke Den Europæiske Unions udvikling. Det er ingen

hemmelighed, at det var personer fra ERT, som kom med de første ideer

om det indre marked, og denne organisation har samtidig klart arbejdet for,

at der bliver overladt mere kompetence og endelig lovgivende beslutning til

Europa-Kommissionen og dens utallige komiteer. Dette fordi denne

erhvervsorganisation er utålmodig over for den politiske proces

langsommelighed i forhold til at få godkendt, hvad ERT opfatter som de

nødvendige arbejdsbetingelser for det europæiske

erhvervsliv.

De store internationale selskaber, hvad enten de er med i

ERT eller ej, har midlerne til velbemandede kontorer i Bruxelles og kan hyre

eksterne konsulenter og PR-firmaer. Det gør dem i stand til at holde

sig orienterede om detaljerne i de relevante EU-politikker og til at placere

lobbyister, så de bedst muligt kan influere beslutningerne. Dette har

en lang række ngo ere overhovedet ikke mulighed for. Sociale

bevægelser, som eksisterer lokalt eller regionalt, har hverken penge

eller andre ressourcer til at blande sig på lignende måde. Og

befolkningerne som helhed opdager først de sociale, politiske og

økonomiske konsekvenser, når EU-lovgivningen er vedtaget og

gennemføres nationalt.

Vi ved fra Kommissionens meddelelse fra den 2. december

1992 om »En åben og struktureret dialog mellem Kommissionen og

interessegrupper«, at der på daværende tidspunkt var »ca. 3.000

interessegrupper af forskelligt art . . . og at lobbyist-sektoren

beskæftiger i alt ca. 10.000. Heriblandt er der mere end 500

europæiske og internationale føderationer. Der er mere end 200

enkeltfirmaer, der er direkte repræsenteret, og ca. 100

rådgivningsfirmaer (management og public relations) med kontor i

Bruxelles«.

Det eneste, vi formodentlig kan være sikre på

i dag 10 år efter, er, at antallet kun kan være større. I

sin meddelelse skriver Kommissionen, at den ikke »har fastlagt udtrykkelige

regler for interessegrupper. . . at den ikke yder interessegrupperne

særlige privilegier, der f.eks. kunne bestå i at udstede

passersedler eller give lettere adgang til information«.

Kommissionen pointerer i sin meddelelse, at den vil

opretholde en så åben dialog som muligt med alle implicerede

parter »uden at skulle håndhæve en akkrediteringsordning«.

I meddelelsen kommer Kommissionen også ind på

de forskellige og til tider mangelfulde procedurer for lobbyisme i de

forskellige EU-lande samt USA, Canada og FN. Her skriver de, at »Den mest

avancerede politik på området findes i USA«. Den amerikanske

lovgivning blev som nævnt ovenfor yderligere skærpet i 1995 i

sine krav til lobbyist-registering.

Men Europa-Kommissionen er veget tilbage for at lave en

decideret adfærdskodeks eller lovgivning for lobbyister, som arbejder i

forhold til Den Europæiske Union og dens lovgivning. I

ovenstående meddelelse skriver Kommissionen på side 13, at

»Kommissionen erkender, at der er behov for denne påvirkning udefra,

tager imod den og har til hensigt at udvide denne praksis i fremtiden. Derfor

vil Kommissionen nu træffe en række forholdsregler med henblik

på at øge interessegruppernes deltagelse i forberedelsen af sine

beslutninger«.

I det følgende afsnit opremser Kommissionen, hvad

man kunne kalde »minimumskrav til adfærdskodeks«. Men Kommissionen er

samtidig af den opfattelse, at »interessegrupperne bedst selv (kan)

fastlægge og gennemføre en adfærdskodeks«. Man må

sige, at Kommissionen er meget mådeholden med indholdet i sin

opfordring til interessegrupperne. Det ligger langt fra den amerikanske

lovgivning på dette område.

Europa-Parlamentet har i sin forretningsorden som bilag 9

nedfældet nogle formuleringer om en adfærdskodeks om

»interessegrupper i Europa-Parlamentet«. Her står der, at

interessegrupper over for Europa-Parlamentet skal redegøre for, hvilke

interessegrupper de repræsenterer, ikke må indhente oplysninger

på uhæderlig vis, og andre lignende ting. Men igen er der langt

til den adfærdskodeks, som vi ser i USA, sammenholdt med fraværet

af en adfærdskodeks fra Europa-Kommissionens side i forhold til

lobbyisterne som sådan.

Derfor er det på tide, at denne ukontrollable

påvirkning af Kommissionen, embedsmændene og komiteerne standses,

og der indføres en række klare og skarpe krav til lobbyisterne

og EU.

Lignende dokumenter