Forslag til folketingsbeslutning om aktindsigt og offentlighed i EU
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 18. april 2002 af
Keld Albrechtsen (EL) og Line Barfod (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om aktindsigt og offentlighed i EU
Folketinget opfordrer regeringen til under det danske
EU-formandskab at stille forslag om udarbejdelse af nye regler om aktindsigt
og offentlighed i EU med henblik på at gennemføre
Amsterdamtraktatens bestemmelser på en måde, som er i
overensstemmelse med den erklærede hensigt om åbenhed som
bærende princip, og således at følgende punkter
indgår i forslaget:
a) fjernelse af og indskrænkninger i undtagelser fra
aktindsigt,
b) at EU-ombudsmanden hurtigt og effektivt kan omgøre en
afgørelse om afslag på ansøgning om aktindsigt,
c) at korrespondance mellem Generaldirektoratet m.fl. og mellem
Europa-Kommissionen og tredjepart herunder stater og juridiske personer
er offentligt tilgængelige,
d) at der indføres lige adgang for alle borgere til den samme
aktindsigt i de samme dokumenter samtidig.
Bemærkninger til forslaget
Sidste år den 3. maj 2001 vedtog
Europa-Parlamentet det kompromisforslag, som Rådet og
Europa-Parlamentet var nået frem til om EU s nye forordning om
aktindsigt i EU-dokumenter. Senere blev den samme tekst godkendt på et
Rådsmøde den 11. juni 2001.
Den nye forordning om aktindsigt i EU-domumenter blev
præsenteret som en sejr for åbenhed og indsigt i, hvad Unionen
går og laver. Men det er et »fremskridt« med mange indbyggede
tilbageskridt. Dels er der mange undtagelser fra de generelle regler om
Læs alt
retten til aktindsigt, dels vil »fremskridtet« være helt
afhængigt af, hvilken tolkning/praksis EU-institutionerne
anlægger i forvaltningen af denne aktindsigt. Og med udgangspunkt i
erfaringerne med samme EU-system er der ingen grund til optimisme. Dette
kunne man da også genfinde i det tidligere belgiske EU-formandskabs
sønderlemmende kritik af EU-systemet op til Laeken-topmødet i
december 2001. I dette udkast til topmødeerklæring som senere
blev udvandet på selve topmødet konstaterede det belgiske
EU-formandskab, at der foregår for meget bag lukkede døre, uden
at befolkningen bliver inddraget endsige informeret.
Den vigtigste kritik af den nye forordning om aktindsigt
er den lange række af undtagelser fra retten til aktindsigt, som kan
begrundes med:
den offentlige sikkerhed,
forsvars- og militærspørgsmål,
internationale relationer,
Fællesskabets finansielle, monetære eller
økonomiske politikker samt
beskyttelsen af enkeltpersoners integritet og privatlivets
fred.
Desuden kan EU-institutionerne afslå anmodninger om
aktindsigt, hvis man risikerer at underminere beskyttelsen af:
fysiske eller juridiske personers kommercielle interesser, herunder
intellektuel ejendomsret,
domstolsprocedurer og juridiske rådgivning,
formålet med inspektioner, undersøgelser eller
revision.
En tredje form for undtagelse fra retten til aktindsigt
er, når institutionerne erklærer, at det pågældende
interne dokument ikke må udleveres, hvis en offentliggørelse
heraf kan underminere institutionernes beslutningsproces, eller hvis et
dokument indeholder synspunkter til intern brug osv.
Desuden står der i artikel 9, at man kan nægte
aktindsigt om såkaldt »følsomme dokumenter«. Disse
følsomme dokumenter kan stamme fra et af EU-landene, fra
internationale organisationer eller EU-institutionerne selv. Følsomme
dokumenter er dokumenter, som er klassificeret som »yderst hemmelige« eller
»hemmelige« eller »fortrolige«. Aktindsigt i sådanne dokumenter kan kun
gives med pågældende lands, internationale organisations eller
EU-institutions samtykke.
Som man kan læse, er der rige muligheder for
EU-institutionerne eller for et EU-land for at påkalde sig den ene
eller anden undtagelse i forhold til at frigive de pågældende
dokumenter. Det er oplagt, at der er klare eksempler på dokumenter, som
er »følsomme«, og som reelt kan begrunde et nej til aktindsigt. Men
det er lige så oplagt, at hvad EU-institutionerne kan finde på at
definere som hørende ind under en af ovennævnte undtagelser og
dermed fritage for retten til aktindsigt, er uendelig.
Derfor konstaterer Udenrigsministeriet da også i sit
svar på udvalgsspørgsmål 179 af 7. maj 2001 jf.
Europaudvalgets bilag 1154 i folketingsåret 2000-2001 at
». . . den nøjagtige virkning af de nye regler i høj
grad vil afhænge af den praksis, der anlægges. De nye regler
hviler ligesom de danske regler på det grundprincip, at hvert
enkelt dokument må underkastes en konkret vurdering med henblik
på at afgøre, om de hensyn, der er indeholdt i
undtagelsesbestemmelserne, vil lide skade (bliver »undermineret«), hvis et
dokument offentliggøres«.
Det er da også præcis denne lange række
af undtagelsesbestemmelser, som har fremkaldt den skarpeste kritik af den nye
forordning om aktindsigt, og som fik det finske medlem af Europa-Parlamentets
grønne gruppe, Heidi Hautale, til at kalde artikel 9 om
»følsomme dokumenter« for et stort sort hul med vide grænser for
at undtage dokumenter fra aktindsigt.
Det synes oplagt, at denne lange række af
undtagelser åbner for en meget restriktiv praksis, og forslagsstillerne
håber, at Folketinget og regeringen vil være med til at tage hele
dette område op igen under det danske EU-formandskab og arbejde for
regler om aktindsigt, som er konsistente med Amsterdamtraktatens
formuleringer om åbenhed og aktindsigt, hvad den nye forordning absolut
ikke kan siges at være udtryk for.
Som eksempel på undtagelser, som efter
forslagsstillernes opfattelse bør udgå, er undtagelserne om
unionens økonomiske interesser samt virksomhedernes finansielle
interesser. Desuden skal henvendelser til en EU-institution fra en tredjepart
eller et EU-medlemsland heller ikke undtages fra aktindsigt.
Men at kampen for mere åbenhed, aktindsigt og
gennemskuelighed er en kamp op ad bakke, illustreres også af nogle
udtalelser fra Europa-Kommissionens næstformand, Neil Kinnock.
Kinnock udtalte ifølge Ritzau den 19. marts 2002
på en pressekonference i København samme dag: »Hvis man presser
for hårdt på med åbenheden, kan virkningen blive den
modsatte af det ønskede. Hvis solen skinner ind gennem vinduerne
på alt, vil desto flere beslutninger blive truffet i skyggerne«. Hans
bemærkninger var en reaktion på et forslag fra den tyske
forbundskansler, Gerhard Schröder, om en delvis åbning af
møderne i Ministerrådet.
Desuden mener forslagsstillerne også, at den trange
og tidkrævende bureaukratiske vej gennem EU-institutionerne i forhold
til borgernes muligheder for at klage over afvisning af aktindsigt skal
forkortes og lettes væsentligt.
Ifølge den nuværende forordning har en borger
krav på svar på anmodning om aktindsigt efter 15 dage. Hvis
vedkommende får afslag, kan borgeren fremsætte en såkaldt
bekræftende begæring, som også skal besvares af EU inden
for 15 dage. Men denne frist kan dog i specielle tilfælde
forlænges med 15 dage, og hvis borgeren stadig får nej til
aktindsigt, kan han/hun så klage til EU s ombudsmand eller
EF-Domstolens ret i første instans.
Efter forslagsstillernes opfattelse bør den enkelte
borger umiddelbart efter det første afslag kunne gå direkte til
ombudsmanden i EU med sin sag. Den anden procedure lugter langt væk af
forhaling og forsøg på at køre borgeren træt ved en
lang klageprocedure.
Lignende dokumenter
- Betænkning over I. Forslag til folketingsbeslutning om aktindsigt og offentlighed i EU Retsinformation · 7. maj 2003
- Skriftlig fremsættelse (18. april 2002) - B 97, B 98, B 99, B 100 Retsinformation · 18. april 2002
- Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2002) - B 8, B 9, B 10, B 11, B 12, B 13 og B 14 Retsinformation · 9. oktober 2002
- Forslag til folketingsbeslutning om dansk veto imod EU's direktiv om aktindsigt Retsinformation · 1. februar 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om øget åbenhed i EU Retsinformation · 8. februar 2001
- Folketingets behandling af Amsterdamtraktaten Retsinformation · 22. februar 1999