Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om aktindsigt og offentlighed i EU

2001/2 BSF 98Beslutningsforslag som fremsatFolketinget18. april 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 18. april 2002 af

Keld Albrechtsen (EL) og Line Barfod (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om aktindsigt og offentlighed i EU

Folketinget opfordrer regeringen til under det danske

EU-formandskab at stille forslag om udarbejdelse af nye regler om aktindsigt

og offentlighed i EU med henblik på at gennemføre

Amsterdamtraktatens bestemmelser på en måde, som er i

overensstemmelse med den erklærede hensigt om åbenhed som

bærende princip, og således at følgende punkter

indgår i forslaget:

a) fjernelse af og indskrænkninger i undtagelser fra

aktindsigt,

b) at EU-ombudsmanden hurtigt og effektivt kan omgøre en

afgørelse om afslag på ansøgning om aktindsigt,

c) at korrespondance mellem Generaldirektoratet m.fl. og mellem

Europa-Kommissionen og tredjepart herunder stater og juridiske personer

er offentligt tilgængelige,

d) at der indføres lige adgang for alle borgere til den samme

aktindsigt i de samme dokumenter samtidig.

Bemærkninger til forslaget

Sidste år den 3. maj 2001 vedtog

Europa-Parlamentet det kompromisforslag, som Rådet og

Europa-Parlamentet var nået frem til om EU s nye forordning om

aktindsigt i EU-dokumenter. Senere blev den samme tekst godkendt på et

Rådsmøde den 11. juni 2001.

Den nye forordning om aktindsigt i EU-domumenter blev

præsenteret som en sejr for åbenhed og indsigt i, hvad Unionen

går og laver. Men det er et »fremskridt« med mange indbyggede

tilbageskridt. Dels er der mange undtagelser fra de generelle regler om

Læs alt

retten til aktindsigt, dels vil »fremskridtet« være helt

afhængigt af, hvilken tolkning/praksis EU-institutionerne

anlægger i forvaltningen af denne aktindsigt. Og med udgangspunkt i

erfaringerne med samme EU-system er der ingen grund til optimisme. Dette

kunne man da også genfinde i det tidligere belgiske EU-formandskabs

sønderlemmende kritik af EU-systemet op til Laeken-topmødet i

december 2001. I dette udkast til topmødeerklæring som senere

blev udvandet på selve topmødet konstaterede det belgiske

EU-formandskab, at der foregår for meget bag lukkede døre, uden

at befolkningen bliver inddraget endsige informeret.

Den vigtigste kritik af den nye forordning om aktindsigt

er den lange række af undtagelser fra retten til aktindsigt, som kan

begrundes med:

den offentlige sikkerhed,

forsvars- og militærspørgsmål,

internationale relationer,

Fællesskabets finansielle, monetære eller

økonomiske politikker samt

beskyttelsen af enkeltpersoners integritet og privatlivets

fred.

Desuden kan EU-institutionerne afslå anmodninger om

aktindsigt, hvis man risikerer at underminere beskyttelsen af:

fysiske eller juridiske personers kommercielle interesser, herunder

intellektuel ejendomsret,

domstolsprocedurer og juridiske rådgivning,

formålet med inspektioner, undersøgelser eller

revision.

En tredje form for undtagelse fra retten til aktindsigt

er, når institutionerne erklærer, at det pågældende

interne dokument ikke må udleveres, hvis en offentliggørelse

heraf kan underminere institutionernes beslutningsproces, eller hvis et

dokument indeholder synspunkter til intern brug osv.

Desuden står der i artikel 9, at man kan nægte

aktindsigt om såkaldt »følsomme dokumenter«. Disse

følsomme dokumenter kan stamme fra et af EU-landene, fra

internationale organisationer eller EU-institutionerne selv. Følsomme

dokumenter er dokumenter, som er klassificeret som »yderst hemmelige« eller

»hemmelige« eller »fortrolige«. Aktindsigt i sådanne dokumenter kan kun

gives med pågældende lands, internationale organisations eller

EU-institutions samtykke.

Som man kan læse, er der rige muligheder for

EU-institutionerne eller for et EU-land for at påkalde sig den ene

eller anden undtagelse i forhold til at frigive de pågældende

dokumenter. Det er oplagt, at der er klare eksempler på dokumenter, som

er »følsomme«, og som reelt kan begrunde et nej til aktindsigt. Men

det er lige så oplagt, at hvad EU-institutionerne kan finde på at

definere som hørende ind under en af ovennævnte undtagelser og

dermed fritage for retten til aktindsigt, er uendelig.

Derfor konstaterer Udenrigsministeriet da også i sit

svar på udvalgsspørgsmål 179 af 7. maj 2001 jf.

Europaudvalgets bilag 1154 i folketingsåret 2000-2001 at

». . . den nøjagtige virkning af de nye regler i høj

grad vil afhænge af den praksis, der anlægges. De nye regler

hviler ligesom de danske regler på det grundprincip, at hvert

enkelt dokument må underkastes en konkret vurdering med henblik

på at afgøre, om de hensyn, der er indeholdt i

undtagelsesbestemmelserne, vil lide skade (bliver »undermineret«), hvis et

dokument offentliggøres«.

Det er da også præcis denne lange række

af undtagelsesbestemmelser, som har fremkaldt den skarpeste kritik af den nye

forordning om aktindsigt, og som fik det finske medlem af Europa-Parlamentets

grønne gruppe, Heidi Hautale, til at kalde artikel 9 om

»følsomme dokumenter« for et stort sort hul med vide grænser for

at undtage dokumenter fra aktindsigt.

Det synes oplagt, at denne lange række af

undtagelser åbner for en meget restriktiv praksis, og forslagsstillerne

håber, at Folketinget og regeringen vil være med til at tage hele

dette område op igen under det danske EU-formandskab og arbejde for

regler om aktindsigt, som er konsistente med Amsterdamtraktatens

formuleringer om åbenhed og aktindsigt, hvad den nye forordning absolut

ikke kan siges at være udtryk for.

Som eksempel på undtagelser, som efter

forslagsstillernes opfattelse bør udgå, er undtagelserne om

unionens økonomiske interesser samt virksomhedernes finansielle

interesser. Desuden skal henvendelser til en EU-institution fra en tredjepart

eller et EU-medlemsland heller ikke undtages fra aktindsigt.

Men at kampen for mere åbenhed, aktindsigt og

gennemskuelighed er en kamp op ad bakke, illustreres også af nogle

udtalelser fra Europa-Kommissionens næstformand, Neil Kinnock.

Kinnock udtalte ifølge Ritzau den 19. marts 2002

på en pressekonference i København samme dag: »Hvis man presser

for hårdt på med åbenheden, kan virkningen blive den

modsatte af det ønskede. Hvis solen skinner ind gennem vinduerne

på alt, vil desto flere beslutninger blive truffet i skyggerne«. Hans

bemærkninger var en reaktion på et forslag fra den tyske

forbundskansler, Gerhard Schröder, om en delvis åbning af

møderne i Ministerrådet.

Desuden mener forslagsstillerne også, at den trange

og tidkrævende bureaukratiske vej gennem EU-institutionerne i forhold

til borgernes muligheder for at klage over afvisning af aktindsigt skal

forkortes og lettes væsentligt.

Ifølge den nuværende forordning har en borger

krav på svar på anmodning om aktindsigt efter 15 dage. Hvis

vedkommende får afslag, kan borgeren fremsætte en såkaldt

bekræftende begæring, som også skal besvares af EU inden

for 15 dage. Men denne frist kan dog i specielle tilfælde

forlænges med 15 dage, og hvis borgeren stadig får nej til

aktindsigt, kan han/hun så klage til EU s ombudsmand eller

EF-Domstolens ret i første instans.

Efter forslagsstillernes opfattelse bør den enkelte

borger umiddelbart efter det første afslag kunne gå direkte til

ombudsmanden i EU med sin sag. Den anden procedure lugter langt væk af

forhaling og forsøg på at køre borgeren træt ved en

lang klageprocedure.

Lignende dokumenter