Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Ophævelse af racismeparagraffen)

2001/2 LSF 103Lovforslag som fremsatFolketinget20. februar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 20. februar 2002 af

Søren Krarup (DF),

Kristian Thulesen Dahl (DF), Per Dalgaard (DF),

Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Ophævelse af racismeparagraffen)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september

2001, foretages følgende ændring:

1.

§ 266 b ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at §

266 b i straffeloven udgør et uheldigt og i realiteten

totalitært element i dansk lovgivning, som man ikke kan fortsætte

med at give husly. Efter Dansk Folkepartis opfattelse består forskellen

på et retssamfund og et totalitært samfund deri, at i et

retssamfund straffes man for sine handlinger, i et totalitært samfund

straffes man for sine holdninger. Dansk Folkeparti mener, at ytringsfriheden

er et retssamfunds sine qua non: Hvor et menneske forfølges og

straffes for sine holdninger, er der ikke blot tale om, at straffeloven

misbruges; en fri og åben debat folkestyrets uundværlige

forudsætning er også umuliggjort.

Det forekommer Dansk Folkeparti, at § 266 b s historie

bekræfter dette. I ly af denne paragraf har der været ført

Læs alt

en sindelagskontrol og været udøvet en slags ideologisk

meningsundertrykkelse, som har betydet, at almindelige mennesker har

været bange for at lukke deres sprogligt ukorrekte munde op, og hvor

derfor deres hjertens mening har måttet gå under jorden. Dette er

hverken værdigt eller holdbart i et folkestyre.

Og det blev forudset og også sagt ved lovens

fremsættelse. I dag er der grund til at citere de profetiske ord,

hvormed Poul Dam (SF) ved lovens 1. behandling den 29. oktober 1970 udtalte

sin dybe skepsis:

»Enhver frihedsbegrænsning rummer en dyster

risiko. Hvor mange andre begrænsninger vil man ikke kunne begrunde

på samme smukke måde? Vi kan nok i denne sal blive enige om at

fordømme propaganda for krig. Men hvis vi på grundlag heraf

kriminaliserer en sådan propaganda, har vi skabt en farlig

præcedens. Ved en senere lejlighed vil et flertal kunne fristes til at

kriminalisere andre anskuelser og anden propaganda, som dette flertal udfra

en helt ærlig bedømmelse måtte anse for

fordømmelig. Nej, friheden er absolut, og der er intet argument, som

kan begrunde nogen begrænsning af friheden.

Det, jeg hidtil har sagt, har nærmest knyttet sig

til den foreslåede tilføjelse til straffelovens § 110 e, men

ganske det samme kunne siges om den foreslåede formulering af § 266 b.

Den gældende regel er i orden. Den rammer den notorisk

løgnagtige propaganda, mens den foreslåede rammer usympatiske

anskuelser. Dette er det springende punkt. Man sætter et skel mellem

acceptable meninger og uacceptable meninger. Når dette skel

først er sat, kan det flyttes og hvor er vi så henne? Så

er vi tilbage i den oplyste enevældes forestillinger om

ytringsfrihedens grænser. I parentes skal det bemærkes, at det er

bittert ironisk, at netop en lovændring, der vil bekæmpe

diskrimination, medfører, at et så uvidenskabeligt og

diskriminationsladet ord som ordet »race« indføres i dansk

lovgivning«.

(Lovforslag nr. L 33, folketingsåret 1970-71,

Folketingstidende 1970-71, forhandlingerne sp. 849-853).

Denne dybtgående kritiks berettigelse har

årene siden lovens vedtagelse bekræftet. Igen og igen er

§ 266 b brugt som et skræmme- og terrormiddel i

den offentlige debat, ved hjælp af hvilket man har søgt at lukke

munden på modstandere. Eksemplerne er utallige. De, der er enige i

brugen, vil finde den berettiget. Men det skal aldrig være enighed i

synspunkter, der skal være adkomst til at tale frit.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at forståelse

af dette principielle standpunkt med hertil hørende skepsis over for §

266 b også vinder frem. Således har MF Birthe Rønn

Hornbech fra Venstre udtalt, at »racisme-paragraffen undertrykker den fri

politiske debat og bør derfor fjernes som en skamplet på

demokratiet« (Berlingske Tidende 28. oktober 2001), ligesom det konservative

folketingsmedlem Helge Adam Møller mener, at »§ 266 b er meget

betænkelig. Lad folk afsløre sig selv. Det kan Danmark sagtens

holde til« (Aktuelt 15. oktober 1999). Også professor i strafferet Vagn

Greve udtrykker i samme artikel kritik af paragraffen og finder det uheldigt

at kriminalisere ytringer på denne måde.

Forslagsstillerne finder derfor, at det er på tide

at ophæve denne skamplet på demokratiet, og vil understrege, at

en sådan ophævelse jo ikke er ensbetydende med, at den offentlige

debat skal være uden enhver sømmelighed. Der er fortsat en

injurielovgivning, i henhold til hvilken grove og urimelige beskyldninger og

skældsord kan retsforfølges.

Men meninger og holdninger må aldrig kunne

retsforfølges og straffes.

Straffelovens § 266 b har følgende ordlyd:

»§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til

udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden

meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller

nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller

etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde

eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2.

Ved straffens udmåling skal det

betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har

karakter af propagandavirksomhed.«

Skriftlig fremsættelse

Søren Krarup

(DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af straffeloven.

(Ophævelse af racismeparagraffen).

(Lovforslag nr. L 103).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter