Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-394
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Pressenævnets
kendelse i sag 2006-6-394
[K1] v/[K2] og [K2] har
klaget til Pressenævnet over en radioudsendelse i Danmarks Radios P1 den 3.
september 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [K1] og [K2]
har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.
1. Sagsfremstilling
Danmarks Radios P1 sendte den
3. september 2006 kl. 12.20 radioprogrammet
”P1
Debat”
, hvor der diskuteres nogle af ugens aktuelle emner. Af
radioudsendelsen fremgår blandt andet:
”
Radiovært:
Det kunne meget vel have handlet om finansloven i dagens
udgave af søndagsdebatten, men så kom der altså et missil fra Jens Rohde på
tværs, så i stedet ser vi på skattekrigen mellem Venstre og de Konservative.
Og
så kunne det også have været overstået med snakken om højreekstremister i
Dansk
Folkeparti. Men, men, men partiets to præster sørgede i ugens løb for, at det
også kommer på dagsordenen denne søndag. Endelig kunne vi have ladet Karen
Jespersens bog om islamisme ligge til næste uge, hvor den udkommer, men siden
hun står her ved siden af mig, ville det være uhøfligt. Velkommen til
søndagsdebatten på P1. Dagens to gæster er Karen Jespersen og David Rehling
Radiovært:
Dagens to debattører er kommentatorerne David Rehling
og Karen Jespersen. Og så lad os gå videre til det andet emne, David. Fordi
jeg
Læs alt
vil godt spørge dig, hvorfor synes I på dagbladet Information, at det var
vigtigt for jer i løbet af denne uge at bringe Søren Krarups forsvar for 18
medlemmer af Dansk Folkeparti, som blev ekskluderet i 1999. Hvorfor var det
vigtigt?
David Rehling:
Det havde en meget god grund. Da Dansk Folkeparti
ekskluderede de nitten, der var tale om, sagde Dansk Folkepartis næstformand
følgende: Deres budskaber er så tæt, man kan komme på støtte til nazister.
Citat
slut.
Radiovært:
Det sagde?
David Rehling:
Dansk Folkeparti smed dem ud med den begrundelse.
Pia Kjærsgaard skrev noget tilsvarende i B.T. Hvad er der sket nu? Der er
sket
det, at en del af dem, der blev ekskluderet for højreekstremisme, de har i
mellemtiden
overtaget det hæderkronede parti [K1] og bruger det som deres platform. De
har
samtidig indsmigret sig hos Søren Krarup og Jesper Langballe, der nu begge to
taler for, at det var en fejl, man smed dem ud, og at de begge to mener, at
de
skal tages tilbage igen. Og det viser jo Dansk Folkepartis store problemer
med
at holde sig fri af højreekstremisme. Hvis man først ekskluderer nogen under
henvisning til, at de står så tæt, som man kan, på nazisme, og man bagefter
siger: Nåh, nej, måske skulle de alligevel ind igen, så har man meget svært
ved
at afgrænse sig selv over for det yderste højre. Og det betyder noget i
dagens
Danmark for det parti, der har svært ved at afgrænse sig over for det yderste
højre, er samtidig et meget indflydelsesrigt støtteparti for vores regering.
Radiovært:
Men vil du sige, at Søren Krarup så, hvad kan man sige,
støtter folk, der kommer tæt på at være nazister. Er det sådan, det er?
David Rehling:
Dansk Folkepartis problem er, at dets eget ordvalg i
en række sammenhænge til forveksling minder om de højreekstremes ordvalg. Vi
gjorde det på Information, at vi udskrev en lille konkurrence for læserne,
hvor
vi bragte tre citater. Det ene var der nogle, der var blevet ekskluderet for
af
Dansk Folkeparti, og så var der to andre citater. Og det viste sig så, at det
mest fredsommelige af citaterne, det var såmænd det, de ekskluderede havde
sagt. Hvorimod to andre citater var frådende, og de kom fra henholdsvis
Mogens
Kamre og Pia Kjærsgaard selv. Og så er det da ikke underligt, at folk, der
har
sympati for højreekstrem tankegang i Danmark, bliver tiltrukket af Dansk
Folkeparti og at de gerne vil ind i partiet. Og partiet har altså også svært
ved at få dem ud og holde dem ude.
Radiovært:
Karen?
Karen Jespersen:
Den situation her illustrerer jo meget godt, at
Dansk Folkeparti blev dannet som et protestparti og i en vis forstand et
enkeltsagsparti.
Radiovært:
Indvandring.
Karen Jespersen:
Ja, indvandring. Og at det gav dem umiddelbart en
ret stor opbakning, og det har de jo stort set stadigvæk, hvor de har kunnet
fastholde de her omkring 13 procent. Men det her illustrerer jo, at de ikke
har
været i stand til at udvikle deres politik, sådan så det er mere klart, hvad
partiet egentlig står for. Og hvis de ikke gør det, så slipper de ikke for de
her problemer.
Radiovært:
Men må jeg ikke lige spørge dig, Karen. Fordi sidste
søndag sagde Erik Meier Carlsen her i programmet, at det mest er politiske
modstandere af Dansk Folkeparti, der hænger sig i det her med ekskluderingen
af
de højreekstremistiske medlemmer af partiet. Men nu er det altså også nogle
af
Dansk Folkepartis mest markante folketingsmedlemmer, der bringer det her på
bane. Der er vel tale om en reel splid i partiet?
Karen Jespersen:
Ja, og det, jeg er uenig i det, Erik Meier Carlsen
siger der, fordi det netop er noget, der afspejler at man er uafklaret på
helt
fundamentale punkter. Hvis man vil lidt videre i stedet for at fremstå som et
parti, der bare er imod indvandring, så er man jo nødt til at gå det skridt
videre og sige: Jamen, hvad vil man så. Hvordan vil man sørge for,
integrationen fungerer? Der mangler, der er jo ikke nogle tydelige bud fra
partiet, og derfor kan de tiltrække både nogle af dem, som sådan har den
holdning, at ja i virkeligheden alle, der ikke er danske statsborgere, skal
sendes ud af landet. Alle muslimer tror jeg, en eller anden siger. Og det er
jo
noget, som andre vil være rygende uenige i, så vidt jeg har kunnet se, i
partiet. Og det betyder jo i virkeligheden, at der er to partier i ét. Altså,
der er to partier i Dansk Folkeparti. Og det er jo altså også et produkt af.
Radiovært:
Ekstremisterne og de almindelige. Og Krarup og Langballe
hører så til ekstremisterne?
Karen Jespersen:
Ja, sådan som de udtrykker sig der, så kommer de
jo i hvert fald til at fremstå sådan. Og der er de nødt til at få det
afklaret.
Det kan så betyde så, at man afklarer sig sådan, at nogle ikke føler sig
hjemme. At måske Krarup og Langballe går, eller der er nogle andre, der går.
Alt afhængig af til hvilken side.
Radiovært:
Er det nødvendigt, at de forlader partiet?
”
Til yderligere
sagsfremstilling skal nævnes, at Højesteret den 17. juni 2003 afsagde dom i
en
sag, hvor spørgsmål om, hvorvidt det var en strafbar ærekrænkelse, at en
repræsentant for Folkebevægelsen mod EU, Karen Sunds, havde udtalt, at
formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, havde ”racistiske
synspunkter”.
Af Højesterets bemærkninger fremgår blandt andet:
”Som det fremgår af
udtalelserne fra Dansk Sprognævn, anvendes ordet racisme i nutidig sprogbrug
på
tre måder: 1) i en betydning, der relaterer sig til nazismens racelære og
dens
følger for jøderne, 2) i en betydning, som sigter til en races overlegenhed
over andre, især med genblik på forholdet mellem sorte og hvide, og 3) i en
betydning, som sigter til forskelsbehandling og undertrykkelse af eller blot
afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en
selv. Det fremgår af Karen Sunds’ forklaring for landsretten, at hun
anvendte
udtrykket ”racistiske holdninger” i den tredje betydning, nemlig
som sigtende
til Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis negative holdning over for
indvandrere. Da denne holdning må anses for almindelig kendt i den danske
befolkning, og da det også må anses for almindeligt kendt, at der ikke er
grundlag for at beskylde Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti for at have
racistiske synspunkter i nogen af de to førstnævnte betydninger af ordet
racisme, finder Højesteret det ubetænkeligt at lægge til grund, at udtrykket
”racistiske synspunkter” også alene har kunnet opfattes som
sigtende til den
tredje betydning af ordet racisme.
Udtrykket ”racistiske
synspunkter” har således karakter af Karen Sunds’ værdidom
(”value judgement”)
vedrørende Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis holdninger. Anvendelsen af
udtrykket
er sket i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige anliggender og har
haft
tilstrækkeligt grundlag i Pia Kjærsgaards udtalelser på Dansk Folkepartis
årsmøde. På denne baggrund kan Karen Sunds’ anvendelse af udtrykket
”racistiske
synspunkter” efter en helhedsvurdering ikke antages at overskride
grænserne for
ytringsfriheden.”
[K2] og fem andre personer
anlagde ved Københavns Byret sag mod Pia Kjærsgaard, Kristians Thulesen Dahl
og
Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, for overtrædelse af straffeloven § 267, stk.
1. Af Københavns Byrets dom af 8. februar 2001 fremgår blandt andet:
”De sagsøgte 1) Kristian
Thulesen Dahl, 2) Pia Kjærsgaard og 3) Peter Skaarup frifindes.
Den af sagsøgte 1) Kristian
Thulesen Dahl fremsatte udtalelser ”mennesker, der f.eks. er parat til
politisk
vold i gaderne og har nazistiske tilbøjeligheder”,
De af sagsøgte 2) Pia
Kjærsgaard fremsatte udtalelser ”Altså folk som dyrker tanken om den
voldelige
konfrontation i gaderne med højreekstremister på den ene side og
venstreekstremister på den anden side ”, ”Nogen som jeg vil
betragte som en
flok skinheads med kampstøvler rabiate tenderende til racister”,
”De er liges
så slemme som de autonome , vi vil ikke acceptere folk med racistiske
synspunkter”, og ”Udbreder sig om, at den sorte mand er dårligere
end den
hvide”,
og de af sagsøgte 3) Peter
Skaarup fremsatte udtalelser ”De udtrykker sympati med racister,
nazister,
slavehandlere ”, og ”Men de har sympatier for voldelige aktioner
samt
afvisning af nazisternes gaskamre under 2. Verdenskrig ”,
kendes ubeføjede.”
Klagerne anmodede ved
udateret mail Danmarks Radio om at få bragt en berigtigelse/genmæle, hvilket
Danmarks Radio afviste ved e-mail af 15. september 2006.
2. Parternes synspunkter
2.1. [K1] og [K2]s synspunkter
[K2] har indledningsvis anført,
at han har retlig interesse i sagen, idet han er et af de 19 ekskluderede
medlemmer, ligesom han nu er landsformand i [K1]. [K2] har anført, at David
Rehling omtaler ham, og at hans formandskab er offentligt kendt fra den
seneste
tids presseomtale.
[K1] og [K2] har anført, at
der i radioudsendelsen er fremkommet uimodsagte oplysninger om [K1] og [K2].
Oplysningerne er ukorrekte, krænkende og skadelige.
[K1] og [K2] har videre
anført, at udsagnet ”en del af dem, der blev ekskluderet for
højreekstremisme, de
har i mellemtiden overtaget det hæderkronede parti [K1] og bruger det som
deres
platform” er fejlagtigt, idet kun [K2] og én mere af de 19 er aktive i
[K1].
[K2] har videre anført, at de
allerede før eksklusionerne var aktive, hvorfor der ikke er grundlag for at
hævde, at ”en del af dem” i ”mellemtiden”
(eksklusionstidspunktet i august 1999
til 2006) skulle have ”overtaget” [K1]. [K1] og [K2] har videre
anført, at for
at kunne ”overtage” [K1] måtte ”en del” nødvendigvis
udgøre et flertal, hvilket
ikke er tilfældet.
Udsagnet er endvidere
agtelsesforringede for [K2], idet det fremstår, som om de ekskluderede,
herunder [K2], nu udnytter [K1] til egne formål. [K2] har anført, at han blev
opfordret af den daværende landsformand til at opstille til posten som
landsformand.
Udsagnet er også skadeligt for [K1], idet det fremstår som om [K2] har
overtaget [K1] uden, at medlemmerne kunne stille noget op, og at [K1] ikke
længere er ”hæderkronet”, men derimod overtaget af
”halvnazister”.
[K2] har anført, at han med udsagnene
”det viser jo Dansk Folkepartis store problemer med at holde sig fri af
højreekstremisme” og ”så har man meget svært ved at afgrænse sig
selv over for
det yderste højre” kaldes højreekstremist, hvilket er groft injurierende
og
ærekrænkende. [K2] har videre anført, at David Rehling måske mener, at hans
synspunkter er langt ude, men det er ikke et faktum, at han er
højreekstremist.
[K2] har herudover anført, at
en ekstremist er en, der bruger politisk vold eller ønsker et totalitært
samfund evt. med en racistisk samfundsstruktur. [K2] har henvist til, at
lignende ærekrænkende udtalelser blev fundet ubeføjede ved Københavns Byrets
dom af 8. februar 2001. [K2] har anført, at udtrykket
”højreekstremist” ikke er
så udvandet en betegnelse som ”racist”, jf. Højesterets dom fra
2003.
[K2] har anført, at det
fremstår som om hans forhold til Dansk Folkeparti kun har to led. For det
første eksklusion pga. højreekstremisme, og for det andet Karup og Langballes
forsøg på alligevel at få ham genoptaget i partiet. [K2] har anført, at David
Rehling ikke nævner, at han og blandt andet det andet medlem af [K1] ”i
mellemtiden” fik dom for, at Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard og Kristian
Thulesen
Dahls udtalelser var injurierende, selvom David Rehling har kendskab hertil.
[K2]
har videre anført, at David Rehling med mellemrum deltager i radioprogrammet,
hvorfor han snarere fungerer som kommentator end som debattør.
[K1] og [K2] har endelig
anført, at man i en udsendelse på et passende tidspunkt ønsker følgende
genmæle
bragt:
”At [K1] ikke er blevet
”overtaget” af ”en del” af de af Dansk Folkeparti i 1999
ekskluderede. To af de
ekskluderede var allerede medlemmer af [K1] i 1999 og er på opfordring af
tidligere landsformand, Jens Rosendahl, i dag aktive i foreningen.
Ingen af de ekskluderede, der
i dag er aktive i [K1], kan betegnes som ”højreekstremister”.
Seks af de i 1999 af Dansk
Folkeparti ekskluderede fik i 2001 rettens ord for, at de af partitoppen
fremsatte beskyldninger var ubeføjede.”
2.1. Danmarks Radios synspunkter
Danmarks Radio har
indledningsvis anført, at David Rehling er en ud af otte faste debattører i
P1
Debats søndagsudgaver. De otte debattører er uden et ansættelsesmæssigt
tjenesteforhold til Danmarks Radio.
Danmarks Radio har anført, at
udtalelserne er fremsat af en navngiven debattør i en udsendelse, hvor
programmet efter sin titel og indhold tydeligt signalerer, at der udveksles
meninger og kommentarer. Der er således ikke tale om redaktionelle indlæg.
Danmarks Radio har videre anført, at det herefter er et spørgsmål om,
hvorvidt
udtalelserne har været så ukorrekte eller krænkende, at radioværten burde
vide
det og derfor gribe ind. Danmarks Radio har endvidere anført, at David
Rehlings
udtalelser er af vurderende, kommenterende karakter, og ingen af udtalelserne
kan karakteriseres som klart urigtig eller injurierende.
Danmarks Radio har til de
påklagede udsagn navnlig anført, at [K2] var en af de 19 personer, der blev
ekskluderet fra Dansk Folkeparti, fordi de blev betragtet som for
højreorienterede, hvorfor udsagnet ”en del af dem, der blev ekskluderet
for
højreekstremisme, de har i mellemtiden overtaget det hæderkronede parti [K1]
og
bruger det som deres platform” ikke er faktuelt forkert. Danmarks Radio
gør
videre opmærksom på, at [K2] ligeledes er formand for [K1] i dag.
Danmarks Radio har herudover
anført, at både eksklusionen og Langballes og Krarups argumenter for
genoptagelse
er faktuelle omstændigheder.
Danmarks Radio har anført, at
udtrykket ”højreekstremist” ikke blev anvendt i radioudsendelsen.
Danmarks
Radio har videre anført, at udtrykket ”højreekstremisme” ikke var
blandt de
formuleringer, der blev kendt ubeføjede af Københavns Byret ved dom af 8.
februar 2001. Danmarks Radio har gjort gældende, at de tiltalte under
henvisning til straffelovens § 267, stk. 1, undgik straf, idet udtalelserne
var
fremsat i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse.
Danmarks Radio har henvist
til Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 2003.2044H, hvor
Folkebevægelsen
mod EF's betegnelse af Pia Kjærsgaard som havende ”racistiske
synspunkter” ikke
fandtes at overskride grænserne for ytringsfriheden.
Danmarks Radio har endelig
afvist at have handlet i strid med god presseskik ved ikke at gribe ind over
for udtalelserne, forelægge dem for klager, eller til efterfølgende at
berigtige dem.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
:
I sagens behandling har
følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Niels Grubbe, Bo Maltesen, Lene Sarup
og Ole Askvig.
Det er en betingelse for at
klage til Pressenævnet, at klager har retlig interesse i det forhold, der
klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed
eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret
i
mediet. En del af klagen angår udtalelser vedrørende [K2] personligt.
Pressenævnet finder, at det ikke kan udelukkes, at [K2] kan identificeres på
baggrund af de fremkomne oplysninger samt mediedækningen vedrørende samme
emne,
hvorfor [K2] er omtalt på en sådan måde, at han har retlig interesse i at
klagen behandles af Pressenævnet.
Pressenævnet bemærker
indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt udtalelser er af injurierende
karakter, henhører under domstolene, og Pressenævnet kan ikke tage stilling
hertil.
P1 Debat var efter sin titel
et debatprogram og fremstod også efter sit indhold som et sådant. I
debatprogrammer
tillades – ligesom i lederartikler og debatindlæg – en højere grad
af frisprog
end i nyhedsprogrammer og reportager. I debatprogrammer er det sædvanligt, at
deltagerne fremkommer med udtalelser, hvormed de tilkendegiver deres
vurderinger af og holdninger til oplysninger, der tidligere er blevet
offentliggjort andetsteds. De påklagede udsagn såsom ”en del af dem, der
blev
ekskluderet for højreekstremisme, de har i mellemtiden overtaget det
hæderkronede parti [K1] og bruger det som deres platform”, ”det
viser jo Dansk
Folkepartis store problemer med at holde sig fri af højreekstremisme” og
”så
har man meget svært ved at afgrænse sig over for det yderste højre” er
efter
deres indhold udtryk for de debatterendes vurderinger og fremstår også som
sådanne. Herefter og uanset ordvalget finder Pressenævnet, at der ikke ved
offentliggørelsen af disse udsagn er sket tilsidesættelse af god presseskik.
Pressenævnet finder, at
Danmarks Radio heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Det fremgår af
medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne
over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen
økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie,
skal
tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Udsagnet
”en
del af dem, der blev ekskluderet for højreekstremisme, de har i mellemtiden
overtaget det hæderkronede parti [K1] og bruger det som deres platform”
indeholder i hovedsagen en vurdering af forløbet og ikke oplysninger af
faktisk
karakter. Pressenævnet finder, at der derfor ikke er grundlag for at bringe
et
genmæle.
Afgjort den 31. oktober 2006.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12505 Retsinformation · 10. december 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00208 Retsinformation · 13. april 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2008-6-674 Retsinformation · 27. juni 2008
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00722 Retsinformation · 18. december 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00617 Retsinformation · 28. juni 2014
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-486 Retsinformation · 2. juli 2007
- Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-627 Retsinformation · 26. februar 2008
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-570 Retsinformation · 4. december 2007
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 17-70-01127 Retsinformation · 30. juni 2017
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00920 Retsinformation · 21. maj 2016
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01061 Retsinformation · 24. marts 2017