Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om tiltag mod vold i familien

2001/2 BSF 20Beslutningsforslag som fremsatFolketinget11. december 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 11. december 2001 af

Jann Sjursen (KRF), Bodil Kornbek (KRF),

Ole M. Nielsen (KRF) og Tove Videbæk

;(KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om tiltag mod vold i familien

Folketinget opfordrer regeringen til inden 1. januar 2003

at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de

fornødne ændringer i administrative forskrifter med henblik

på at mindske volden i familien. Tiltagene skal omfatte

følgende:

1. Politiet skal kunne træffe beslutning om umiddelbar

bortvisning af en person fra dennes bopæl og bopælens umiddelbare

nærhed, når politiet skønner, at det er nødvendigt

for at undgå et truende voldeligt overfald mod boligens øvrige

beboere. Politiet skal desuden have pligt til at underrette et lokalt

kvindekrisecenter om den umiddelbare bortvisning.

2. Et voldsoffer skal efter anmodning ved retskendelse kunne få

udstedt et midlertidigt bortvisningstilhold mod en voldelig

ægtefælle eller samlever, når det må antages, at

volden er hyppigt forekommende.

3. Politiet skal efter beslutning af en kommunes børn og

unge-udvalg kunne bortvise en person fra dennes bopæl, når

personen bor sammen med et barn, som han/hun har udsat for vold eller andre

alvorlige overgreb, og barnet ellers vil blive fjernet fra hjemmet af

kommunen.

4. Der skal etableres flere rådgivnings-, behandlings- og

botilbud til voldelige mænd.

5. Der skal indføres psykologisk behandlingsdom som alternativ

til fængselsstraf i sager, hvor en ægtefælle eller samlever

Læs alt

har udøvet vold mod den anden ægtefælle eller samlever, og

volden karakteriseres som vold efter straffelovens § 244 og i særligt

formildende tilfælde efter straffelovens § 245.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Overordnede formål med forslaget

Det overordnede formål med beslutningsforslaget er

at hjælpe såvel ofre som voldsudøvere med at få sat

en stopper for den vold, der udøves inden for hjemmets fire

vægge. Både på kort og på lang sigt. Vold i familien

er ikke kun offerets (oftest kvindens) problem, men hele familiens problem.

Især børnenes. Uanset at volden altid er voldsudøverens

ansvar. Konsekvenserne af volden bør derfor også bæres af

voldsudøveren og ikke af voldsofferet. Mennesker, der bliver udsat for

vold, har derimod ret til beskyttelse, sikkerhed og støtte fra

samfundets side.

Antallet af kvinder og børn på krisecentre

Ifølge L.O.K.K. s (Landsorganisationen af

kvindekrisecentre) årsstatistik for 2000 flyttede 2.083 kvinder og

2.024 børn ind på Danmarks 33 krisecentre (2000). De 33

krisecentre havde tilsammen 230 kvindepladser og 247 børnepladser. Ca.

hver tredje henvendelse til et krisecenter medførte et afslag. Af 634

kvinder, der havde fået deres ophold på krisecentret

forlænget i 1999, var grunden til forlængelsen for 191 kvinders

vedkommende ventetid på bolig (L.O.K.K. s årsstatistik for 1999

tallet er ikke oplyst i årsstatistikken for 2000).

Presset på kvindekrisecentrene må forventes at

aftage markant, hvis det bliver muligt at fjerne den voldelige part fra

hjemmet.

Omfanget af hustruvold anmeldelser og mørketal

Ifølge Britta Kyvsgaards offerstatistik fra

november 2000 vedrørte halvdelen af den anmeldte vold mod

kvinder hustruvold og anden partnervold. Ved vold mod kvinder i privat bolig

var der i 57 pct. af tilfældene tale om simpel vold og i 76 pct. om

alvorlig vold (»Offerstatistik og statistik om gerningssituationen for

personfarlig kriminalitet«, Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet, november

2000).

Ifølge voldsofferundersøgelsen 1995/96, en

selvrapporteringsundersøgelse, udsættes mindst 4.241 kvinder

årligt for vold begået af en nuværende eller tidligere

ægtefælle/samlever, idet en vis underrapportering blev antaget

(»Vold på gaden, i hjemmet og på arbejdet Oversigt over

resultater fra voldsofferundersøgelsen 1995/96«, Flemming Balvig,

Information fra Rigspolitichefen, 1998). Af det samlede antal

voldshandlinger, som kvinder udsættes for, udgør hustruvolden

godt 21 pct., altså en femtedel. Det fremgår endvidere af

undersøgelsens resultater, at hustruvold er en voldsform, hvor

risikoen er særlig stor for at blive udsat igen sammenlignet med andre

voldsformer. En arbejdsgruppe under Justitsministeriet anslog i en rapport

fra 1992 skønsmæssigt, at 20.000 kvinder årligt behandles

på landets skadestuer som følge af voldshandlinger (»Rapport om

vold mod kvinder i Danmark«, Justitsministeriets arbejdsgruppe om vold mod

kvinder, side 13).

Landsrepræsentative stikprøver og regionale

undersøgelser baseret på skadestueregistreringer og

retslægelige undersøgelser viser, at mindst tre ud af tusind

kvinder i Danmark årligt udsættes for fysisk vold, hvilket svarer

til ca. 6.000 kvinder i alderen 15-74 år (Ugeskrift for Læger

2000;162:1862-6).

I voldsofferundersøgelsen 1995/96 oplyste kvinderne

at have anmeldt volden til politiet i 18 pct. af tilfældene. En anden

undersøgelse oplyser, at 25 pct. af voldshændelserne, hvor

kvinderne efterfølgende flytter til et krisecenter, bliver anmeldt af

kvinderne eller andre (pilotundersøgelsen »Kvantitativ

kortlægningsundersøgelse af voldsudøvende mænd« fra

Formidlingscentret for socialt Arbejde, april 2001).

Politiets eksisterende indsats ved samlivsvold

Politiet kan efter anmodning meddele en advarsel (et

tilhold) til den, der krænker en andens fred gennem generende

henvendelser, jfr. straffelovens § 265. Et sådant tilhold kan dog ikke

anvendes ved samlivsvold, hvor parterne fortsat har bopæl på

samme adresse.

Når politiet bliver tilkaldt i anledning af

voldsomme stridigheder mellem parterne i et parforhold (såkaldte

husspektakler), skal politiet fra starten behandle sagen som en straffesag,

hvis det er åbenbart, at den ene part har været udsat for vold

begået af den anden. Hvis efterforskningen i sagen giver grundlag for

at rejse tiltale for vold, bør sagen som udgangspunkt ikke opgives,

alene fordi det formodes, at den forurettede vil nægte at afgive

vidneforklaring i henhold til bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 1. I

stedet må det overvejes, om sagen kan gennemføres til

domfældelse på grundlag af de øvrige beviser i sagen. Ved

afgørelsen af tiltalespørgsmålet kan der efter

omstændighederne også være grundlag for at overveje, om

sagen kan afgøres med et tiltalefrafald. Politiet skal vejlede den

forurettede om muligheden for advokatbistand til forurettede efter

retsplejelovens kapitel 66 a, muligheden for at få erstatning efter lov

om erstatning til ofre for forbrydelser, muligheden for at nedlægge

krav om erstatning under straffesagen, muligheden for at henvende sig til en

offerrådgivning i politikredsen og endelig muligheden for, at sigtede

eventuelt kan meddeles en advarsel efter straffelovens § 265. Politiet skal

også efter omstændighederne opfordre den forurettede til at tage

hen til en slægtning eller en anden person, der kan yde støtte

og bistand. Afhængig af mulighederne i politikredsen kan der også

være grundlag for at henvise forurettede til et krisecenter eller

lignende. (Cirkulære nr. 11568 af 31. august 2000: Meddelelse om

efterforskning af sager om vold i parforhold).

Tiltalefrafald kan meddeles i sager om vold efter

straffelovens § 244 og § 245, stk. 1, når ingen særlige

omstændigheder gør sig gældende, og ingen betydelig skade

er sket eventuelt mod vedtagelse af en bøde eller betaling af

erstatning, jfr. § 1, nr. 2, litra a, i bekendtgørelse om

politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.

Hjælp til ofret i dag

Dette beslutningsforslag foregiver ikke at kunne

løse alle de problemer, som de voldsramte kvinder og familier har. Det

har derimod til hensigt at bidrage med en helhedsorienteret løsning

på nogle af de helt konkrete problemer på området med

særlig fokus på beskyttelse af den voldsramte og løsning

af årsagerne til problemerne.

En bortvisning sikrer ikke mod, at den voldelige part

vender tilbage. Der kan derfor være behov for udlevering af

overfaldsalarm. I dag tilbyder Mødrehjælpen i København

og Århus voldsramte kvinder, der har ophævet samlivet eller har

ønske om at gøre det, individuel rådgivning og/eller

deltagelse i et gruppeforløb af mindst seks måneders varighed. I

særlige tilfælde er det muligt at få tilbudt en

overfaldsalarm installeret i hjemmet.

Der kan også være behov for

psykologhjælp. I dag er der mulighed for at få tilskud til

psykologhjælp i indtil 12 timer, hvis man har været udsat for

vold, jfr. bekendtgørelse nr. 1191 af 18. december 1996 § 1, nr. 1.

I Danmark findes der i øjeblikket 32

kvindekrisecentre under Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (L.O.K.K.).

Krisecentrene er et fristed for kvinderne og deres børn. Centrene

hjælper med at etablere kontakt og samarbejde mellem myndigheder i

forbindelse med udflytning fra krisecentrene. Flertallet af krisecentre

tilbyder også støtte efter udflytning.

Hjælp til børnene i dag

Kommunen skal føre tilsyn med de forhold, som

børn og unge under 18 år lever under i kommunen, jfr. lov om

social service § 6. Hvis det anses for at være af væsentlig

betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for

støtte, kan kommunen iværksætte frivillige

hjælpeforanstaltninger over for barnet eller den unge og for familien

som helhed, jf. lov om social service § 40. Kommunen kan også

tvangsfjerne barnet eller den unge, hvis der er en åbenbar risiko for,

at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade

på grund af blandt andet vold eller andre alvorlige overgreb, jf. lov

om social service § 42, stk. 1, nr. 2. Dog skal der være en begrundet

formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den

unges fortsatte ophold i hjemmet, jf. § 42, stk. 1, 2. pkt. Der er ikke

hjemmel til, at kommunen i stedet for barnet kan tvangsfjerne den voldelige

part i hjemmet.

På nogle kvindekrisecentre er der ansat

pædagoger til at tage sig af børnene. Pengene til disse

pædagoger kommer hovedsageligt fra KRIB-midler (pulje til aktiviteter

for børn på krisecentre m.v.), der kun dækker indsatsen i

dette og næste år. Herefter fra 2003 er det op til amterne,

om de ønsker at støtte centrenes pædagogiske indsats.

Mødrehjælpen i København tilbyder

børn i en voldelig familie individuel psykologhjælp og

gruppesamvær med andre børn i lignende situation. Gruppen ledes

af en børnepsykolog og en socialrådgiver.

Økonomiske konsekvenser

Det er vanskeligt at vurdere de økonomiske

konsekvenser af beslutningsforslagets 5 punkter. På den ene side vil

der være en del papirarbejde forbundet med bortvisning af

voldsudøvere, jf. erfaringerne fra Østrig. Etablering af flere

rådgivnings-, behandlings- og botilbud til voldelige mænd er

heller ikke gratis. Til gengæld kan samfundet spare udgifter til blandt

andet politiudrykninger til husspektakler, til særlig støtte til

børn og unge, til sygemeldte medarbejdere og til

sygehusbehandling.

Bemærkninger til forslagets enkelte

bestemmelser

Ad 1

1. maj 1997 trådte en ny østrigsk lovgivning

om beskyttelse mod vold i familien i kraft. Lovgivningen bygger på den

grundtanke, at det er voldsudøveren selv, der må bære

konsekvenserne af volden og ikke ofret. Og at ofret har ret til

beskyttelse, sikkerhed og støtte.

Hovedindholdet i den nye lovgivning er muligheden for at

bortvise en person, der udgør en trussel mod andre, fra hans eller

hendes bolig og dennes umiddelbare nærhed og forbyde personen at vende

tilbage. Lovgivningen er fulgt op med obligatoriske træningsprogrammer

for politiet og hjælp til såvel offer som voldsudøver.

Politiet har mulighed for umiddelbart at bortvise den

voldelige person fra den fælles bolig. Bortvisningen kan højst

vare i ti dage, med mindre der er fremsat anmodning om en retskendelse i

henhold til § 382 b i loven om beskyttelse mod vold i familien.

Justitsministeren har den 3. juli 2001 i supplerende

besvarelse af S 2260 til Jann Sjursen (KRF) blandt andet beskrevet § 382 b

således:

» Lovens § 382 b fastlægger, under hvilke

omstændigheder den midlertidige bortvisning kan finde sted, og

definerer, hvilken familiekreds der er tale om. Loven sigter først og

fremmest på at beskytte den voldeliges nærmeste familie, men

udstrækker også beskyttelsesmuligheden til lidt fjernere

familiemedlemmer, såfremt de har fælles bolig med den voldelige

person eller har haft det inden for de seneste tre måneder.

Grundlaget for bortvisningen er en retskendelse. Selve

bortvisningen foretages normalt af politiet.

Loven indeholder ikke bestemmelser, der fastlægger

den tidsmæssige udstrækning af bortvisningen. Denne kan dog

sammenlagt ikke overstige tre måneder, medmindre den krænkede

part i mellemtiden har indgivet anmodning om skilsmisse, om ophævelse

af ægteskabet eller om deling af formuefællesskabet, jf. § 382 b

(4).

Praksis i Østrig er efter det oplyste, at man

normalt fastsætter bortvisningen til 10 dage ad gangen, og at den

krænkede derefter løbende kan begære fristen

forlænget. Det fremgår af ambassadens udtalelse, at der i praksis

ofte indgives anmodning om skilsmisse, om ophævelse af ægteskabet

eller om deling af formuefællesskabet, i hvilke tilfælde

bortvisningen som nævnt sammenlagt kan overstige tre måneder.«

(jf. Folketingstidende 2000-01, Folketingets forhandlinger side 6792 og

9617).

Politiet i Østrig har endvidere fået pligt

til inden 24 timer efter bortvisningen at underrette såkaldte

interventionscentre om den umiddelbare bortvisning, hvorefter disse centre

kan tage kontakt til kvinderne i den mest kritiske fase. Centrene

følger op på sagen adskillige gange med jævne mellemrum

for at sikre, at volden ikke (igen) bliver en privat sag. En evaluering har

vist, at kvinderne er glade for denne gentagne kontakt.

Det østrigske Indenrigsministerium har foranlediget

en undersøgelse af den nye lovgivnings effekt. I 1999 kunne det

foreløbig konkluderes, at loven havde vist sig effektiv.

Undersøgelsen understreger særligt betydningen af de

såkaldte interventionscentre. I lovens første tre

anvendelsesår skete der bortvisning i 10.552 tilfælde i alt

(Østrig har 8,1 millioner indbyggere), hvilket er mere end forventet.

Antallet af brud på bortvisningsordrer og -tilhold har været

overraskende lavt, nemlig ca. 10 %. Papirarbejdet udgør tilsyneladende

det største problem for en effektiv implementering af lovgivningen.

Nogle politifolk vil hellere vælge de mere tidsbesparende alternativer

såsom at mægle mellem parterne, ligesom der i nogle

tilfælde i stedet indgås en frivillig aftale med

voldsudøveren om at forlade bopælen. Papirarbejdet er

tilsyneladende en uundgåelig pris for et velfungerende samarbejde

mellem politi og interventionscentrene og for voldsudøverens

retssikkerhed.

Forslagsstillerne ønsker først og fremmest

at hjælpe ofrene, så eksempelvis en kvinde, der er blevet

slået af sin mand, ikke behøver at søge tilflugt på

et krisecenter med eventuelle børn. I stedet skal det være

muligt for politiet at bortvise voldsudøveren fra hjemmet i en vis

periode, så kvinden får tid og ro til at overveje, om hun vil

anmelde volden, og om hun vil søge skilsmisse. Desuden er det for

eventuelle børn også et bedre alternativ, så de i stedet

for at komme med mor på krisecenter får mulighed for at blive i

deres hjem og kendte omgivelser.

Beslutningsforslaget har ikke til hensigt at

indføre en ny forretningsgang for politiet i disse sager. Muligheden

for bortvisning er derimod tænkt som et supplement til politiets

nuværende beredskab.

Bortvisning skal for det første kunne ske

umiddelbart eller »på stedet« med mulighed for efterfølgende

retskendelse. Her tænkes der for eksempel på den situation, hvor

politiet af naboer bliver tilkaldt til et såkaldt »husspektakel«. Hvis

det ved ankomsten er tydeligt, at den ene part er blevet udsat for ikke

bagatelagtig vold af den anden, som for eksempel kan vise sig ved friske

skader, skal politiet kunne bortvise voldsudøveren på stedet.

Eventuelt kan tidligere anmeldelser eller optegnelser i døgnrapporter

m.v. også indgå i vurderingen af, om der umiddelbart skal ske

bortvisning for at undgå yderligere vold. Det skal ikke være en

absolut betingelse for bortvisning, at der umiddelbart forinden politiets

ankomst har været et alvorligt angreb mod en anden persons liv eller

helbred. Men forudgående vold kan være med til at underbygge en

eksisterende formodning om, at der er overhængende fare for et

voldeligt overfald, med mindre personen bliver bortvist. Umiddelbar

bortvisning skal ikke afhænge af voldsofferets ønsker, da man

dermed kan risikere, at offeret af frygt for repressalier ikke tør

sige voldsudøveren imod.

Eventuel tvivl om indgrebets nødvendighed

bør komme offeret til gode. Man vil kunne indvende, at politiet vil

få svært ved at bedømme, om der er behov for en umiddelbar

bortvisning. Forslagsstillerne mener dog, at politiet hver dag foretager

sådanne svære vurderinger. Det er desuden en kerneopgave for

politiet at foretage det fornødne for at forhindre forbrydelser, jf.

retsplejelovens § 108, stk. 1.

Hvis den bortviste fremsætter ønske om det,

skal politiet inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved

kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Det svarer til de

gældende regler for ransagning, hvor undersøgelsens

øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes

(retsplejeloven § 796, stk. 3). Retten skal påse, at indgrebet var

tilstrækkeligt begrundet i hensynet til at beskytte offeret mod

(yderligere) vold, og retten skal desuden undersøge, om bortvisning

fortsat er nødvendig. En umiddelbar bortvisning skal have gyldighed i

et maksimum af 10 dage og skal ophæves, hvis der ikke længere

må antages at være fare for et overfald. Et offer, der

ønsker forlængelse af bortvisningen, skal anmode om et

midlertidigt bortvisningstilhold via retskendelse, jf. nedenfor ad 2).

At bortvisningen også skal gælde

bopælens umiddelbare nærhed, skyldes et ønske om at sikre,

at den voldsramte og eventuelle børn ikke bliver spærret inde i

boligen af frygt for at møde voldsudøveren på

trappeopgangen eller i boligkvarteret. Men forslagsstillerne mener

også, det kan være nødvendigt at skåne offeret og

eventuelle børn mod frygten for at kunne møde voldsmanden i

deres dagligdag for eksempel på vej til arbejde. For børnenes

skyld kan det efter omstændighederne også være

hensigtsmæssigt at udstrække bortvisningen til at gælde

deres vej til skole eller fritidsinteresser. Bortvisningens

»dækningsområde« bør dog af hensyn til den bortviste ikke

udstrækkes til at omfatte mere end det, der anses for nødvendigt

for at beskytte offeret og eventuelle børn.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at det i disse

sager er nødvendigt med et nødretligt indgreb af denne karakter

for at imødegå et truende farligt angreb på en anden

persons liv eller legeme. Alternativet er den nuværende situation, hvor

det er offeret, der ser sig nødsaget til at flygte fra sin bolig med

eventuelle børn eller blive og risikere vold (igen).

Vold kan lamme dem, der bliver ofre for den, så de

bliver bange for eller ikke har energi til selv at handle. Derfor skal

politiet som det østrigske politi også have pligt til at

underrette et lokalt kvindekrisecenter, der kan tage kontakt til kvinden,

når politiet har foretaget en umiddelbar bortvisning af en voldelig

ægtefælle eller samlever. Kvindekrisecentrene har i forvejen stor

erfaring med at rådgive kvinder, der har været udsat for vold.

Forslagsstillerne mener derfor, det vil være oplagt at bruge den viden,

der allerede er opbygget i kvindekrisecentrene vedrørende disse sager

i en fremtidig indsats. Centrene kan formidle kontakt til andre

hjælpetilbud, for eksempel Mødrehjælpen, og til

myndighederne, hvis kvinderne ønsker det. Kvinderne vil have lettere

ved at fatte tillid til krisecentrene frem for til de sociale myndigheder, og

de undgår desuden klientgørelse.

Ad 2

Som i Østrig skal der i kølvandet på

en umiddelbar bortvisning også kunne udstedes et midlertidigt

bortvisningstilhold efter retskendelse på anmodning af offeret.

Anmodninger uden forudgående umiddelbar bortvisning skal dog også

tages i betragtning. Retten bør særligt lægge vægt

på, om volden efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger

må antages at være hyppigt forekommende. Skadestuerapporter,

politiets optegnelser, tidligere ophold på krisecentre m.v. skal kunne

indgå i grundlaget for kendelsen. Der bør ikke som ved

umiddelbar bortvisning stilles krav om, at der er tale om ikke bagatelagtig

vold. Indgrebets varighed bør i disse tilfælde ikke overskride 3

måneder, med mindre der er indgivet anmodning om skilsmisse m.v. I

sådanne tilfælde bør tilholdet udstrækkes, til en

afgørelse er nået vedrørende den fælles bolig.

Ad 3

Forslaget bygger på lovgivning fra Island: Efter §

28 i den islandske lov om beskyttelse af børn og unge er der hjemmel

til at tvangsfjerne eller rettere udsætte en beboer af dennes hjem,

hvis et barn eller en ung er i fare på grund af personens handlinger

eller opførsel, og barnets eller den unges tarv er

tilstrækkeligt tilgodeset ved forbliven i hjemmet, når der ses

bort fra den nævnte persons handlinger eller opførsel.

Sådanne handlinger kan for eksempel være vold, fysiske eller

verbale trusler, stofmisbrug og lignende.

Bortvisningsmodel 1 og 2 i beslutningsforslaget kan

også anvendes, hvis et barn bliver udsat for vold. Det vil dreje sig om

den situation, hvor politiet bliver tilkaldt til eksempelvis et husspektakel

og derved får kendskab til volden mod barnet. Længere tids

bortvisning efter model 2 vil være afhængig af, at der indgives

anmodning herom af en voksen i husstanden. Det er ikke sikkert, at moderen

vil ønske at benytte sig af denne mulighed, uanset at hendes barn

bliver slået.

Bortvisningsmodel 3 omhandler en anden situation. Her har

kommunen iværksat en undersøgelse af barnets forhold efter

indberetning fra en daginstitution, politi eller andre. Undersøgelsen

viser, at barnet ikke bør leve under samme tag som

voldsudøveren. Ansvaret for foranstaltninger er kommunens og ikke

moderens.

I dag kan et barn eller en ung fjernes fra sit hjem uden

samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden samtykke fra den

unge, der er fyldt 15 år, hvis der er åbenbar risiko for, at et

barns eller en ungs sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på

grund af blandt andet vold eller andre alvorlige overgreb, jf. lov om social

service § 42, stk. 1, nr. 2. Det er endvidere en betingelse, at der

foreligger en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses

under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet (lov om social

service § 42, stk. 1, sidste punktum).

I disse sager ønsker forslagsstillerne, at der i

stedet skal kunne ske »tvangsfjernelse« eller bortvisning af den voldelige

beboer, som typisk vil være en forælder. Indgrebet skal

være egnet til at hindre en fjernelse af barnet eller den unge fra

hjemmet og bør således kun gennemføres, hvis det antages

at være en mindre indgribende og formålstjenlig foranstaltning i

forhold til barnet eller den unge end fjernelse af barnet eller den unge fra

hjemmet, jf. princippet i lov om social service § 40, stk. 1, 2. punktum.

Bortvisning kan ikke erstatte en tidlig indsats eller kommunens pligt til at

vælge den mindst indgribende formålstjenlige foranstaltning, jf.

servicelovens §§ 32, stk. 2, og 40, stk. 1, 2. pkt. Barnets eller den unges

synspunkter skal altid inddrages og tillægges passende vægt i

overensstemmelse med alder og modenhed, jf. servicelovens § 32, stk. 3.

Den nye foranstaltning i sager om truede børn

bør efter forslagsstillernes opfattelse følges op med tilbud om

behandling til den bortviste, jf. også intentionen i servicelovens §

53, stk. 2 (planer). Som i de almindelige børnesager bør

foranstaltningen ophøre på det tidspunkt, hvor formålet

med fjernelsen er opnået, når foranstaltningen ikke længere

opfylder sit formål under hensyntagen til barnets eller den unges

særlige behov, eller når den unge fylder 18 år

(servicelovens § 46).

Kommunens børn og unge-udvalg skal kunne beslutte,

at der skal ske bortvisning af den voksne i stedet for barnet eller den unge.

I udvalget sidder altid en dommer, hvilket forslagsstillerne vurderer

tilgodeser forældrenes retssikkerhed i tilstrækkelig grad. De

almindelige regler vedrørende klage og domstolsprøvelse af

børn og unge-udvalgets afgørelser kan ligeledes anvendes.

Foreløbige afgørelser, jf. lov om social service § 45, er ikke

omfattet af dette forslag.

Politiet har allerede hjemmel til at bistå

kommunerne ved tvangsfuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets

afgørelser, jfr. servicelovens § 48, stk. 3.

Den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 8

Ifølge den europæiske

menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt

for sit privatliv, familieliv og sit hjem. Der kan dog gøres indgreb i

denne ret efter stk. 2, hvis det sker i overensstemmelse med loven, og det er

nødvendigt i et demokratisk samfund ( ) for at forebygge uro eller

forbrydelse, ( ) eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Forslagsstillerne mener, overhængende fare for vold

og gentagen hyppig vold udgør sådanne gode grunde til at

gøre indgreb i en voldsudøvers rettigheder, som artikel 8, stk.

2, beskriver. Hvis samfundet ikke vil foretage indgreb i

voldsudøverens rettigheder i disse situationer, bliver resultatet de

facto en accept af, at ofre for samlivsvold må opgive deres hjem, hvis

de vil undgå yderligere vold. På denne måde støttes

voldsudøveren i sin voldelige adfærd frem for at blive

tilskyndet til at søge hjælp til at ændre sig.

Ad 4

Den, der er blevet bortvist, må henvises til at tage

ophold et andet sted. Det vil være hensigtsmæssigt, at den

bortviste bliver vejledt om de forskellige muligheder både for

behandling og ophold.

I den tid, bortvisningen måtte vare, er det dog ikke

meningen, at voldsudøveren (typisk manden) bare skal passe sig selv.

Han kan for det første have behov for et opholdssted, akkurat lige

som de voldsramte kvinder i dag tager deres tilflugt til kvindekrisecentrene.

Det er desuden væsentligt for løsning af problemerne, at der

findes (tilstrækkelige) rådgivnings- og behandlingstilbud til

voldelige mænd.

I dag er der få rådgivnings- og

behandlingstilbud til voldelige mænd. Mødrehjælpen har i

øjeblikket det eneste psykologiske tilbud til voldelige mænd

på landsplan. Mødrehjælpen i Århus og

København tilbyder individuel psykologbehandling til voldelige

mænd. Der er også mulighed for parsamtaler eller parterapi med

henblik på at løse op for konflikterne i den voldsramte familie.

Herudover findes der 5 rådgivningstilbud til mænd: »Stedet for

mænd« i Fredericia, Krisecentret for mænd i Frederikshavn,

Rådgivning for Mænd i København, Mandekrisecentret i

Horsens og Manderådgivningen i Aalborg.

Der findes i dag mandeherberger fordelt i hele landet. Det

må imidlertid forventes, at det ved indførelse af

bortvisningsmuligheden bliver nødvendigt med en udvidelse af

kapaciteten.

Ad 5

Nogle par ønsker at fortsætte samlivet

på trods af volden, og i de situationer er det ikke nok at bortvise den

voldelige part, når der er overhængende fare for (yderligere)

vold. Landsforeningen HJÆLP VOLDSOFRE har på baggrund af et af

foreningens egne projekter foreslået indførelse af psykologisk

behandlingsdom som alternativ til fængselsstraf i sager, hvor en

ægtefælle eller samlever har udøvet vold mod den anden

ægtefælle eller samlever, og volden kan karakteriseres som vold

efter straffelovens § 244 og, hvis der er tale om særligt formildende

omstændigheder også efter straffelovens § 245. Forslaget omfatter

derfor ikke vold efter § 245, stk. 1, 2. punktum og stk. 2.

Straffelovens § 244:

»Den, som øver vold mod eller på anden

måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller

fængsel indtil 1 år og 6 måneder.«

Straffelovens § 245:

»Den, som udøver et legemsangreb af særlig

rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i

mishandling, straffes med fængsel indtil 4 år. Har et

sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred

til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende

omstændighed.

Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte

tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller

helbred, straffes med fængsel indtil 4 år.«

Forslaget kan teknisk gennemføres som en betinget

dom med særvilkår med de regler, der gælder for disse

sager. Det gælder for eksempel reglerne vedrørende

personundersøgelser, jfr. retsplejelovens § 808, stk. 2, nr. 1 og

2.

Det overordnede formål med forslaget er at behandle

årsagerne til volden og derved stoppe yderligere vold og desuden at

hjælpe familien til at blive sammen, når den har truffet dette

valg.

Det er også hensigten med forslaget, at flere

voldsepisoder inden for hjemmets fire vægge bliver anmeldt. Dette kan

lykkes ved at give offeret typisk kvinden den tryghed, at hun ikke

nødvendigvis sender sin mand i fængsel, hvilket kan gøre

det ekstra belastende at foretage en anmeldelse. Flere anmeldelser om vold i

hjemmene vil give mulighed for en hurtigere indgriben og behandling til gavn

for både offeret, eventuelle børn og voldsudøveren selv.

Mange unge voldsmænd har selv oplevet volden i deres barndomshjem, og

nu forsøger de at løse deres egne problemer på samme

måde.

Sidegevinsten er reelt, at voldsudøveren heller

ikke selv kommer så langt ud i en for ham ofte uoverskuelig situation,

at han fortsætter sin voldelige opførsel. En psykologisk

behandling vil kunne hjælpe ham til at optræde på en anden,

hensigtsmæssig måde i tilspidsede situationer, men det

kræver i nogle tilfælde, at han presses. Landsforeningen

HJÆLP VOLDSOFRE sammenfatter goderne ved indførelse af

psykologisk behandlingsdom således:

flere anmelder,

hurtigere kendskab og indgriben over for vold i hjemmene,

offer/børn bliver mindre udsatte,

kvinden fremstår ikke som den mor, der har sendt far i

fængsel,

voldsudøveren behandles, og hans voldshandlinger minimeres,

reel chance for at bryde den voldelige sociale arv.

Der er andre sidegevinster som f.eks. mindre

afsoningsudgifter for samfundet, offeret kan undgå sygemelding m.m.,

men der er også goder for voldsudøveren, eksempelvis at

undgå at miste sin arbejdsplads eller sit ægteskab.

Skriftlig fremsættelse

Jann Sjursen

(KRF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om tiltag mod vold i

familien.

(Beslutningsforslag nr. B 20).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter