Forslag til folketingsbeslutning om tiltag mod vold i familien
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 11. december 2001 af
Jann Sjursen (KRF), Bodil Kornbek (KRF),
Ole M. Nielsen (KRF) og Tove Videbæk
;(KRF)
Forslag til folketingsbeslutning
om tiltag mod vold i familien
Folketinget opfordrer regeringen til inden 1. januar 2003
at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de
fornødne ændringer i administrative forskrifter med henblik
på at mindske volden i familien. Tiltagene skal omfatte
følgende:
1. Politiet skal kunne træffe beslutning om umiddelbar
bortvisning af en person fra dennes bopæl og bopælens umiddelbare
nærhed, når politiet skønner, at det er nødvendigt
for at undgå et truende voldeligt overfald mod boligens øvrige
beboere. Politiet skal desuden have pligt til at underrette et lokalt
kvindekrisecenter om den umiddelbare bortvisning.
2. Et voldsoffer skal efter anmodning ved retskendelse kunne få
udstedt et midlertidigt bortvisningstilhold mod en voldelig
ægtefælle eller samlever, når det må antages, at
volden er hyppigt forekommende.
3. Politiet skal efter beslutning af en kommunes børn og
unge-udvalg kunne bortvise en person fra dennes bopæl, når
personen bor sammen med et barn, som han/hun har udsat for vold eller andre
alvorlige overgreb, og barnet ellers vil blive fjernet fra hjemmet af
kommunen.
4. Der skal etableres flere rådgivnings-, behandlings- og
botilbud til voldelige mænd.
5. Der skal indføres psykologisk behandlingsdom som alternativ
til fængselsstraf i sager, hvor en ægtefælle eller samlever
Læs alt
har udøvet vold mod den anden ægtefælle eller samlever, og
volden karakteriseres som vold efter straffelovens § 244 og i særligt
formildende tilfælde efter straffelovens § 245.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Overordnede formål med forslaget
Det overordnede formål med beslutningsforslaget er
at hjælpe såvel ofre som voldsudøvere med at få sat
en stopper for den vold, der udøves inden for hjemmets fire
vægge. Både på kort og på lang sigt. Vold i familien
er ikke kun offerets (oftest kvindens) problem, men hele familiens problem.
Især børnenes. Uanset at volden altid er voldsudøverens
ansvar. Konsekvenserne af volden bør derfor også bæres af
voldsudøveren og ikke af voldsofferet. Mennesker, der bliver udsat for
vold, har derimod ret til beskyttelse, sikkerhed og støtte fra
samfundets side.
Antallet af kvinder og børn på krisecentre
Ifølge L.O.K.K. s (Landsorganisationen af
kvindekrisecentre) årsstatistik for 2000 flyttede 2.083 kvinder og
2.024 børn ind på Danmarks 33 krisecentre (2000). De 33
krisecentre havde tilsammen 230 kvindepladser og 247 børnepladser. Ca.
hver tredje henvendelse til et krisecenter medførte et afslag. Af 634
kvinder, der havde fået deres ophold på krisecentret
forlænget i 1999, var grunden til forlængelsen for 191 kvinders
vedkommende ventetid på bolig (L.O.K.K. s årsstatistik for 1999
tallet er ikke oplyst i årsstatistikken for 2000).
Presset på kvindekrisecentrene må forventes at
aftage markant, hvis det bliver muligt at fjerne den voldelige part fra
hjemmet.
Omfanget af hustruvold anmeldelser og mørketal
Ifølge Britta Kyvsgaards offerstatistik fra
november 2000 vedrørte halvdelen af den anmeldte vold mod
kvinder hustruvold og anden partnervold. Ved vold mod kvinder i privat bolig
var der i 57 pct. af tilfældene tale om simpel vold og i 76 pct. om
alvorlig vold (»Offerstatistik og statistik om gerningssituationen for
personfarlig kriminalitet«, Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet, november
2000).
Ifølge voldsofferundersøgelsen 1995/96, en
selvrapporteringsundersøgelse, udsættes mindst 4.241 kvinder
årligt for vold begået af en nuværende eller tidligere
ægtefælle/samlever, idet en vis underrapportering blev antaget
(»Vold på gaden, i hjemmet og på arbejdet Oversigt over
resultater fra voldsofferundersøgelsen 1995/96«, Flemming Balvig,
Information fra Rigspolitichefen, 1998). Af det samlede antal
voldshandlinger, som kvinder udsættes for, udgør hustruvolden
godt 21 pct., altså en femtedel. Det fremgår endvidere af
undersøgelsens resultater, at hustruvold er en voldsform, hvor
risikoen er særlig stor for at blive udsat igen sammenlignet med andre
voldsformer. En arbejdsgruppe under Justitsministeriet anslog i en rapport
fra 1992 skønsmæssigt, at 20.000 kvinder årligt behandles
på landets skadestuer som følge af voldshandlinger (»Rapport om
vold mod kvinder i Danmark«, Justitsministeriets arbejdsgruppe om vold mod
kvinder, side 13).
Landsrepræsentative stikprøver og regionale
undersøgelser baseret på skadestueregistreringer og
retslægelige undersøgelser viser, at mindst tre ud af tusind
kvinder i Danmark årligt udsættes for fysisk vold, hvilket svarer
til ca. 6.000 kvinder i alderen 15-74 år (Ugeskrift for Læger
2000;162:1862-6).
I voldsofferundersøgelsen 1995/96 oplyste kvinderne
at have anmeldt volden til politiet i 18 pct. af tilfældene. En anden
undersøgelse oplyser, at 25 pct. af voldshændelserne, hvor
kvinderne efterfølgende flytter til et krisecenter, bliver anmeldt af
kvinderne eller andre (pilotundersøgelsen »Kvantitativ
kortlægningsundersøgelse af voldsudøvende mænd« fra
Formidlingscentret for socialt Arbejde, april 2001).
Politiets eksisterende indsats ved samlivsvold
Politiet kan efter anmodning meddele en advarsel (et
tilhold) til den, der krænker en andens fred gennem generende
henvendelser, jfr. straffelovens § 265. Et sådant tilhold kan dog ikke
anvendes ved samlivsvold, hvor parterne fortsat har bopæl på
samme adresse.
Når politiet bliver tilkaldt i anledning af
voldsomme stridigheder mellem parterne i et parforhold (såkaldte
husspektakler), skal politiet fra starten behandle sagen som en straffesag,
hvis det er åbenbart, at den ene part har været udsat for vold
begået af den anden. Hvis efterforskningen i sagen giver grundlag for
at rejse tiltale for vold, bør sagen som udgangspunkt ikke opgives,
alene fordi det formodes, at den forurettede vil nægte at afgive
vidneforklaring i henhold til bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 1. I
stedet må det overvejes, om sagen kan gennemføres til
domfældelse på grundlag af de øvrige beviser i sagen. Ved
afgørelsen af tiltalespørgsmålet kan der efter
omstændighederne også være grundlag for at overveje, om
sagen kan afgøres med et tiltalefrafald. Politiet skal vejlede den
forurettede om muligheden for advokatbistand til forurettede efter
retsplejelovens kapitel 66 a, muligheden for at få erstatning efter lov
om erstatning til ofre for forbrydelser, muligheden for at nedlægge
krav om erstatning under straffesagen, muligheden for at henvende sig til en
offerrådgivning i politikredsen og endelig muligheden for, at sigtede
eventuelt kan meddeles en advarsel efter straffelovens § 265. Politiet skal
også efter omstændighederne opfordre den forurettede til at tage
hen til en slægtning eller en anden person, der kan yde støtte
og bistand. Afhængig af mulighederne i politikredsen kan der også
være grundlag for at henvise forurettede til et krisecenter eller
lignende. (Cirkulære nr. 11568 af 31. august 2000: Meddelelse om
efterforskning af sager om vold i parforhold).
Tiltalefrafald kan meddeles i sager om vold efter
straffelovens § 244 og § 245, stk. 1, når ingen særlige
omstændigheder gør sig gældende, og ingen betydelig skade
er sket eventuelt mod vedtagelse af en bøde eller betaling af
erstatning, jfr. § 1, nr. 2, litra a, i bekendtgørelse om
politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.
Hjælp til ofret i dag
Dette beslutningsforslag foregiver ikke at kunne
løse alle de problemer, som de voldsramte kvinder og familier har. Det
har derimod til hensigt at bidrage med en helhedsorienteret løsning
på nogle af de helt konkrete problemer på området med
særlig fokus på beskyttelse af den voldsramte og løsning
af årsagerne til problemerne.
En bortvisning sikrer ikke mod, at den voldelige part
vender tilbage. Der kan derfor være behov for udlevering af
overfaldsalarm. I dag tilbyder Mødrehjælpen i København
og Århus voldsramte kvinder, der har ophævet samlivet eller har
ønske om at gøre det, individuel rådgivning og/eller
deltagelse i et gruppeforløb af mindst seks måneders varighed. I
særlige tilfælde er det muligt at få tilbudt en
overfaldsalarm installeret i hjemmet.
Der kan også være behov for
psykologhjælp. I dag er der mulighed for at få tilskud til
psykologhjælp i indtil 12 timer, hvis man har været udsat for
vold, jfr. bekendtgørelse nr. 1191 af 18. december 1996 § 1, nr. 1.
I Danmark findes der i øjeblikket 32
kvindekrisecentre under Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (L.O.K.K.).
Krisecentrene er et fristed for kvinderne og deres børn. Centrene
hjælper med at etablere kontakt og samarbejde mellem myndigheder i
forbindelse med udflytning fra krisecentrene. Flertallet af krisecentre
tilbyder også støtte efter udflytning.
Hjælp til børnene i dag
Kommunen skal føre tilsyn med de forhold, som
børn og unge under 18 år lever under i kommunen, jfr. lov om
social service § 6. Hvis det anses for at være af væsentlig
betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for
støtte, kan kommunen iværksætte frivillige
hjælpeforanstaltninger over for barnet eller den unge og for familien
som helhed, jf. lov om social service § 40. Kommunen kan også
tvangsfjerne barnet eller den unge, hvis der er en åbenbar risiko for,
at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade
på grund af blandt andet vold eller andre alvorlige overgreb, jf. lov
om social service § 42, stk. 1, nr. 2. Dog skal der være en begrundet
formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den
unges fortsatte ophold i hjemmet, jf. § 42, stk. 1, 2. pkt. Der er ikke
hjemmel til, at kommunen i stedet for barnet kan tvangsfjerne den voldelige
part i hjemmet.
På nogle kvindekrisecentre er der ansat
pædagoger til at tage sig af børnene. Pengene til disse
pædagoger kommer hovedsageligt fra KRIB-midler (pulje til aktiviteter
for børn på krisecentre m.v.), der kun dækker indsatsen i
dette og næste år. Herefter fra 2003 er det op til amterne,
om de ønsker at støtte centrenes pædagogiske indsats.
Mødrehjælpen i København tilbyder
børn i en voldelig familie individuel psykologhjælp og
gruppesamvær med andre børn i lignende situation. Gruppen ledes
af en børnepsykolog og en socialrådgiver.
Økonomiske konsekvenser
Det er vanskeligt at vurdere de økonomiske
konsekvenser af beslutningsforslagets 5 punkter. På den ene side vil
der være en del papirarbejde forbundet med bortvisning af
voldsudøvere, jf. erfaringerne fra Østrig. Etablering af flere
rådgivnings-, behandlings- og botilbud til voldelige mænd er
heller ikke gratis. Til gengæld kan samfundet spare udgifter til blandt
andet politiudrykninger til husspektakler, til særlig støtte til
børn og unge, til sygemeldte medarbejdere og til
sygehusbehandling.
Bemærkninger til forslagets enkelte
bestemmelser
Ad 1
1. maj 1997 trådte en ny østrigsk lovgivning
om beskyttelse mod vold i familien i kraft. Lovgivningen bygger på den
grundtanke, at det er voldsudøveren selv, der må bære
konsekvenserne af volden og ikke ofret. Og at ofret har ret til
beskyttelse, sikkerhed og støtte.
Hovedindholdet i den nye lovgivning er muligheden for at
bortvise en person, der udgør en trussel mod andre, fra hans eller
hendes bolig og dennes umiddelbare nærhed og forbyde personen at vende
tilbage. Lovgivningen er fulgt op med obligatoriske træningsprogrammer
for politiet og hjælp til såvel offer som voldsudøver.
Politiet har mulighed for umiddelbart at bortvise den
voldelige person fra den fælles bolig. Bortvisningen kan højst
vare i ti dage, med mindre der er fremsat anmodning om en retskendelse i
henhold til § 382 b i loven om beskyttelse mod vold i familien.
Justitsministeren har den 3. juli 2001 i supplerende
besvarelse af S 2260 til Jann Sjursen (KRF) blandt andet beskrevet § 382 b
således:
» Lovens § 382 b fastlægger, under hvilke
omstændigheder den midlertidige bortvisning kan finde sted, og
definerer, hvilken familiekreds der er tale om. Loven sigter først og
fremmest på at beskytte den voldeliges nærmeste familie, men
udstrækker også beskyttelsesmuligheden til lidt fjernere
familiemedlemmer, såfremt de har fælles bolig med den voldelige
person eller har haft det inden for de seneste tre måneder.
Grundlaget for bortvisningen er en retskendelse. Selve
bortvisningen foretages normalt af politiet.
Loven indeholder ikke bestemmelser, der fastlægger
den tidsmæssige udstrækning af bortvisningen. Denne kan dog
sammenlagt ikke overstige tre måneder, medmindre den krænkede
part i mellemtiden har indgivet anmodning om skilsmisse, om ophævelse
af ægteskabet eller om deling af formuefællesskabet, jf. § 382 b
(4).
Praksis i Østrig er efter det oplyste, at man
normalt fastsætter bortvisningen til 10 dage ad gangen, og at den
krænkede derefter løbende kan begære fristen
forlænget. Det fremgår af ambassadens udtalelse, at der i praksis
ofte indgives anmodning om skilsmisse, om ophævelse af ægteskabet
eller om deling af formuefællesskabet, i hvilke tilfælde
bortvisningen som nævnt sammenlagt kan overstige tre måneder.«
(jf. Folketingstidende 2000-01, Folketingets forhandlinger side 6792 og
9617).
Politiet i Østrig har endvidere fået pligt
til inden 24 timer efter bortvisningen at underrette såkaldte
interventionscentre om den umiddelbare bortvisning, hvorefter disse centre
kan tage kontakt til kvinderne i den mest kritiske fase. Centrene
følger op på sagen adskillige gange med jævne mellemrum
for at sikre, at volden ikke (igen) bliver en privat sag. En evaluering har
vist, at kvinderne er glade for denne gentagne kontakt.
Det østrigske Indenrigsministerium har foranlediget
en undersøgelse af den nye lovgivnings effekt. I 1999 kunne det
foreløbig konkluderes, at loven havde vist sig effektiv.
Undersøgelsen understreger særligt betydningen af de
såkaldte interventionscentre. I lovens første tre
anvendelsesår skete der bortvisning i 10.552 tilfælde i alt
(Østrig har 8,1 millioner indbyggere), hvilket er mere end forventet.
Antallet af brud på bortvisningsordrer og -tilhold har været
overraskende lavt, nemlig ca. 10 %. Papirarbejdet udgør tilsyneladende
det største problem for en effektiv implementering af lovgivningen.
Nogle politifolk vil hellere vælge de mere tidsbesparende alternativer
såsom at mægle mellem parterne, ligesom der i nogle
tilfælde i stedet indgås en frivillig aftale med
voldsudøveren om at forlade bopælen. Papirarbejdet er
tilsyneladende en uundgåelig pris for et velfungerende samarbejde
mellem politi og interventionscentrene og for voldsudøverens
retssikkerhed.
Forslagsstillerne ønsker først og fremmest
at hjælpe ofrene, så eksempelvis en kvinde, der er blevet
slået af sin mand, ikke behøver at søge tilflugt på
et krisecenter med eventuelle børn. I stedet skal det være
muligt for politiet at bortvise voldsudøveren fra hjemmet i en vis
periode, så kvinden får tid og ro til at overveje, om hun vil
anmelde volden, og om hun vil søge skilsmisse. Desuden er det for
eventuelle børn også et bedre alternativ, så de i stedet
for at komme med mor på krisecenter får mulighed for at blive i
deres hjem og kendte omgivelser.
Beslutningsforslaget har ikke til hensigt at
indføre en ny forretningsgang for politiet i disse sager. Muligheden
for bortvisning er derimod tænkt som et supplement til politiets
nuværende beredskab.
Bortvisning skal for det første kunne ske
umiddelbart eller »på stedet« med mulighed for efterfølgende
retskendelse. Her tænkes der for eksempel på den situation, hvor
politiet af naboer bliver tilkaldt til et såkaldt »husspektakel«. Hvis
det ved ankomsten er tydeligt, at den ene part er blevet udsat for ikke
bagatelagtig vold af den anden, som for eksempel kan vise sig ved friske
skader, skal politiet kunne bortvise voldsudøveren på stedet.
Eventuelt kan tidligere anmeldelser eller optegnelser i døgnrapporter
m.v. også indgå i vurderingen af, om der umiddelbart skal ske
bortvisning for at undgå yderligere vold. Det skal ikke være en
absolut betingelse for bortvisning, at der umiddelbart forinden politiets
ankomst har været et alvorligt angreb mod en anden persons liv eller
helbred. Men forudgående vold kan være med til at underbygge en
eksisterende formodning om, at der er overhængende fare for et
voldeligt overfald, med mindre personen bliver bortvist. Umiddelbar
bortvisning skal ikke afhænge af voldsofferets ønsker, da man
dermed kan risikere, at offeret af frygt for repressalier ikke tør
sige voldsudøveren imod.
Eventuel tvivl om indgrebets nødvendighed
bør komme offeret til gode. Man vil kunne indvende, at politiet vil
få svært ved at bedømme, om der er behov for en umiddelbar
bortvisning. Forslagsstillerne mener dog, at politiet hver dag foretager
sådanne svære vurderinger. Det er desuden en kerneopgave for
politiet at foretage det fornødne for at forhindre forbrydelser, jf.
retsplejelovens § 108, stk. 1.
Hvis den bortviste fremsætter ønske om det,
skal politiet inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved
kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Det svarer til de
gældende regler for ransagning, hvor undersøgelsens
øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes
(retsplejeloven § 796, stk. 3). Retten skal påse, at indgrebet var
tilstrækkeligt begrundet i hensynet til at beskytte offeret mod
(yderligere) vold, og retten skal desuden undersøge, om bortvisning
fortsat er nødvendig. En umiddelbar bortvisning skal have gyldighed i
et maksimum af 10 dage og skal ophæves, hvis der ikke længere
må antages at være fare for et overfald. Et offer, der
ønsker forlængelse af bortvisningen, skal anmode om et
midlertidigt bortvisningstilhold via retskendelse, jf. nedenfor ad 2).
At bortvisningen også skal gælde
bopælens umiddelbare nærhed, skyldes et ønske om at sikre,
at den voldsramte og eventuelle børn ikke bliver spærret inde i
boligen af frygt for at møde voldsudøveren på
trappeopgangen eller i boligkvarteret. Men forslagsstillerne mener
også, det kan være nødvendigt at skåne offeret og
eventuelle børn mod frygten for at kunne møde voldsmanden i
deres dagligdag for eksempel på vej til arbejde. For børnenes
skyld kan det efter omstændighederne også være
hensigtsmæssigt at udstrække bortvisningen til at gælde
deres vej til skole eller fritidsinteresser. Bortvisningens
»dækningsområde« bør dog af hensyn til den bortviste ikke
udstrækkes til at omfatte mere end det, der anses for nødvendigt
for at beskytte offeret og eventuelle børn.
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at det i disse
sager er nødvendigt med et nødretligt indgreb af denne karakter
for at imødegå et truende farligt angreb på en anden
persons liv eller legeme. Alternativet er den nuværende situation, hvor
det er offeret, der ser sig nødsaget til at flygte fra sin bolig med
eventuelle børn eller blive og risikere vold (igen).
Vold kan lamme dem, der bliver ofre for den, så de
bliver bange for eller ikke har energi til selv at handle. Derfor skal
politiet som det østrigske politi også have pligt til at
underrette et lokalt kvindekrisecenter, der kan tage kontakt til kvinden,
når politiet har foretaget en umiddelbar bortvisning af en voldelig
ægtefælle eller samlever. Kvindekrisecentrene har i forvejen stor
erfaring med at rådgive kvinder, der har været udsat for vold.
Forslagsstillerne mener derfor, det vil være oplagt at bruge den viden,
der allerede er opbygget i kvindekrisecentrene vedrørende disse sager
i en fremtidig indsats. Centrene kan formidle kontakt til andre
hjælpetilbud, for eksempel Mødrehjælpen, og til
myndighederne, hvis kvinderne ønsker det. Kvinderne vil have lettere
ved at fatte tillid til krisecentrene frem for til de sociale myndigheder, og
de undgår desuden klientgørelse.
Ad 2
Som i Østrig skal der i kølvandet på
en umiddelbar bortvisning også kunne udstedes et midlertidigt
bortvisningstilhold efter retskendelse på anmodning af offeret.
Anmodninger uden forudgående umiddelbar bortvisning skal dog også
tages i betragtning. Retten bør særligt lægge vægt
på, om volden efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger
må antages at være hyppigt forekommende. Skadestuerapporter,
politiets optegnelser, tidligere ophold på krisecentre m.v. skal kunne
indgå i grundlaget for kendelsen. Der bør ikke som ved
umiddelbar bortvisning stilles krav om, at der er tale om ikke bagatelagtig
vold. Indgrebets varighed bør i disse tilfælde ikke overskride 3
måneder, med mindre der er indgivet anmodning om skilsmisse m.v. I
sådanne tilfælde bør tilholdet udstrækkes, til en
afgørelse er nået vedrørende den fælles bolig.
Ad 3
Forslaget bygger på lovgivning fra Island: Efter §
28 i den islandske lov om beskyttelse af børn og unge er der hjemmel
til at tvangsfjerne eller rettere udsætte en beboer af dennes hjem,
hvis et barn eller en ung er i fare på grund af personens handlinger
eller opførsel, og barnets eller den unges tarv er
tilstrækkeligt tilgodeset ved forbliven i hjemmet, når der ses
bort fra den nævnte persons handlinger eller opførsel.
Sådanne handlinger kan for eksempel være vold, fysiske eller
verbale trusler, stofmisbrug og lignende.
Bortvisningsmodel 1 og 2 i beslutningsforslaget kan
også anvendes, hvis et barn bliver udsat for vold. Det vil dreje sig om
den situation, hvor politiet bliver tilkaldt til eksempelvis et husspektakel
og derved får kendskab til volden mod barnet. Længere tids
bortvisning efter model 2 vil være afhængig af, at der indgives
anmodning herom af en voksen i husstanden. Det er ikke sikkert, at moderen
vil ønske at benytte sig af denne mulighed, uanset at hendes barn
bliver slået.
Bortvisningsmodel 3 omhandler en anden situation. Her har
kommunen iværksat en undersøgelse af barnets forhold efter
indberetning fra en daginstitution, politi eller andre. Undersøgelsen
viser, at barnet ikke bør leve under samme tag som
voldsudøveren. Ansvaret for foranstaltninger er kommunens og ikke
moderens.
I dag kan et barn eller en ung fjernes fra sit hjem uden
samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden samtykke fra den
unge, der er fyldt 15 år, hvis der er åbenbar risiko for, at et
barns eller en ungs sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på
grund af blandt andet vold eller andre alvorlige overgreb, jf. lov om social
service § 42, stk. 1, nr. 2. Det er endvidere en betingelse, at der
foreligger en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses
under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet (lov om social
service § 42, stk. 1, sidste punktum).
I disse sager ønsker forslagsstillerne, at der i
stedet skal kunne ske »tvangsfjernelse« eller bortvisning af den voldelige
beboer, som typisk vil være en forælder. Indgrebet skal
være egnet til at hindre en fjernelse af barnet eller den unge fra
hjemmet og bør således kun gennemføres, hvis det antages
at være en mindre indgribende og formålstjenlig foranstaltning i
forhold til barnet eller den unge end fjernelse af barnet eller den unge fra
hjemmet, jf. princippet i lov om social service § 40, stk. 1, 2. punktum.
Bortvisning kan ikke erstatte en tidlig indsats eller kommunens pligt til at
vælge den mindst indgribende formålstjenlige foranstaltning, jf.
servicelovens §§ 32, stk. 2, og 40, stk. 1, 2. pkt. Barnets eller den unges
synspunkter skal altid inddrages og tillægges passende vægt i
overensstemmelse med alder og modenhed, jf. servicelovens § 32, stk. 3.
Den nye foranstaltning i sager om truede børn
bør efter forslagsstillernes opfattelse følges op med tilbud om
behandling til den bortviste, jf. også intentionen i servicelovens §
53, stk. 2 (planer). Som i de almindelige børnesager bør
foranstaltningen ophøre på det tidspunkt, hvor formålet
med fjernelsen er opnået, når foranstaltningen ikke længere
opfylder sit formål under hensyntagen til barnets eller den unges
særlige behov, eller når den unge fylder 18 år
(servicelovens § 46).
Kommunens børn og unge-udvalg skal kunne beslutte,
at der skal ske bortvisning af den voksne i stedet for barnet eller den unge.
I udvalget sidder altid en dommer, hvilket forslagsstillerne vurderer
tilgodeser forældrenes retssikkerhed i tilstrækkelig grad. De
almindelige regler vedrørende klage og domstolsprøvelse af
børn og unge-udvalgets afgørelser kan ligeledes anvendes.
Foreløbige afgørelser, jf. lov om social service § 45, er ikke
omfattet af dette forslag.
Politiet har allerede hjemmel til at bistå
kommunerne ved tvangsfuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets
afgørelser, jfr. servicelovens § 48, stk. 3.
Den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 8
Ifølge den europæiske
menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt
for sit privatliv, familieliv og sit hjem. Der kan dog gøres indgreb i
denne ret efter stk. 2, hvis det sker i overensstemmelse med loven, og det er
nødvendigt i et demokratisk samfund ( ) for at forebygge uro eller
forbrydelse, ( ) eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Forslagsstillerne mener, overhængende fare for vold
og gentagen hyppig vold udgør sådanne gode grunde til at
gøre indgreb i en voldsudøvers rettigheder, som artikel 8, stk.
2, beskriver. Hvis samfundet ikke vil foretage indgreb i
voldsudøverens rettigheder i disse situationer, bliver resultatet de
facto en accept af, at ofre for samlivsvold må opgive deres hjem, hvis
de vil undgå yderligere vold. På denne måde støttes
voldsudøveren i sin voldelige adfærd frem for at blive
tilskyndet til at søge hjælp til at ændre sig.
Ad 4
Den, der er blevet bortvist, må henvises til at tage
ophold et andet sted. Det vil være hensigtsmæssigt, at den
bortviste bliver vejledt om de forskellige muligheder både for
behandling og ophold.
I den tid, bortvisningen måtte vare, er det dog ikke
meningen, at voldsudøveren (typisk manden) bare skal passe sig selv.
Han kan for det første have behov for et opholdssted, akkurat lige
som de voldsramte kvinder i dag tager deres tilflugt til kvindekrisecentrene.
Det er desuden væsentligt for løsning af problemerne, at der
findes (tilstrækkelige) rådgivnings- og behandlingstilbud til
voldelige mænd.
I dag er der få rådgivnings- og
behandlingstilbud til voldelige mænd. Mødrehjælpen har i
øjeblikket det eneste psykologiske tilbud til voldelige mænd
på landsplan. Mødrehjælpen i Århus og
København tilbyder individuel psykologbehandling til voldelige
mænd. Der er også mulighed for parsamtaler eller parterapi med
henblik på at løse op for konflikterne i den voldsramte familie.
Herudover findes der 5 rådgivningstilbud til mænd: »Stedet for
mænd« i Fredericia, Krisecentret for mænd i Frederikshavn,
Rådgivning for Mænd i København, Mandekrisecentret i
Horsens og Manderådgivningen i Aalborg.
Der findes i dag mandeherberger fordelt i hele landet. Det
må imidlertid forventes, at det ved indførelse af
bortvisningsmuligheden bliver nødvendigt med en udvidelse af
kapaciteten.
Ad 5
Nogle par ønsker at fortsætte samlivet
på trods af volden, og i de situationer er det ikke nok at bortvise den
voldelige part, når der er overhængende fare for (yderligere)
vold. Landsforeningen HJÆLP VOLDSOFRE har på baggrund af et af
foreningens egne projekter foreslået indførelse af psykologisk
behandlingsdom som alternativ til fængselsstraf i sager, hvor en
ægtefælle eller samlever har udøvet vold mod den anden
ægtefælle eller samlever, og volden kan karakteriseres som vold
efter straffelovens § 244 og, hvis der er tale om særligt formildende
omstændigheder også efter straffelovens § 245. Forslaget omfatter
derfor ikke vold efter § 245, stk. 1, 2. punktum og stk. 2.
Straffelovens § 244:
»Den, som øver vold mod eller på anden
måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder.«
Straffelovens § 245:
»Den, som udøver et legemsangreb af særlig
rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i
mishandling, straffes med fængsel indtil 4 år. Har et
sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred
til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende
omstændighed.
Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte
tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller
helbred, straffes med fængsel indtil 4 år.«
Forslaget kan teknisk gennemføres som en betinget
dom med særvilkår med de regler, der gælder for disse
sager. Det gælder for eksempel reglerne vedrørende
personundersøgelser, jfr. retsplejelovens § 808, stk. 2, nr. 1 og
2.
Det overordnede formål med forslaget er at behandle
årsagerne til volden og derved stoppe yderligere vold og desuden at
hjælpe familien til at blive sammen, når den har truffet dette
valg.
Det er også hensigten med forslaget, at flere
voldsepisoder inden for hjemmets fire vægge bliver anmeldt. Dette kan
lykkes ved at give offeret typisk kvinden den tryghed, at hun ikke
nødvendigvis sender sin mand i fængsel, hvilket kan gøre
det ekstra belastende at foretage en anmeldelse. Flere anmeldelser om vold i
hjemmene vil give mulighed for en hurtigere indgriben og behandling til gavn
for både offeret, eventuelle børn og voldsudøveren selv.
Mange unge voldsmænd har selv oplevet volden i deres barndomshjem, og
nu forsøger de at løse deres egne problemer på samme
måde.
Sidegevinsten er reelt, at voldsudøveren heller
ikke selv kommer så langt ud i en for ham ofte uoverskuelig situation,
at han fortsætter sin voldelige opførsel. En psykologisk
behandling vil kunne hjælpe ham til at optræde på en anden,
hensigtsmæssig måde i tilspidsede situationer, men det
kræver i nogle tilfælde, at han presses. Landsforeningen
HJÆLP VOLDSOFRE sammenfatter goderne ved indførelse af
psykologisk behandlingsdom således:
flere anmelder,
hurtigere kendskab og indgriben over for vold i hjemmene,
offer/børn bliver mindre udsatte,
kvinden fremstår ikke som den mor, der har sendt far i
fængsel,
voldsudøveren behandles, og hans voldshandlinger minimeres,
reel chance for at bryde den voldelige sociale arv.
Der er andre sidegevinster som f.eks. mindre
afsoningsudgifter for samfundet, offeret kan undgå sygemelding m.m.,
men der er også goder for voldsudøveren, eksempelvis at
undgå at miste sin arbejdsplads eller sit ægteskab.
Skriftlig fremsættelse
Jann Sjursen
(KRF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om tiltag mod vold i
familien.
(Beslutningsforslag nr. B 20).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk tilbud om behandling til ofre for vold i hjemmet og udøvere af vold i hjemmet Retsinformation · 7. oktober 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af starthjælpen og introduktionsydelsen til kontanthjælpsniveau Retsinformation · 28. februar 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om psykologhjælp til incestofre og andre ofre for seksuelt misbrug i barndommen Retsinformation · 4. april 2002
- Forslag til folketingsbeslutning om genindførelse af et statsligt tilsyn til kontrol af, at prismærkningsloven overholdes Retsinformation · 26. februar 2003
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Kriminalisering af prostitutionskøbere) Retsinformation · 29. januar 2003
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2024/1385 af 14. maj 2024 om bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet EU-lovgivning · 14. maj 2024