Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om 100 pct. omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., hvor skatteyderne får fuldt eller delvist medhold

2001/1 BSF 20Beslutningsforslag som fremsatFolketinget3. oktober 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 3. oktober 2001 af Mariann Fischer

Boel (V), Svend Aage Jensby (V), Kristian Jensen (V), Flemming Hansen (KF),

Brian Mikkelsen (KF), Klaus Kjær (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),

Sonja Albrink (CD) og Kim Behnke (UP)

Forslag til folketingsbeslutning

om 100 pct. omkostningsgodtgørelse i skattesager

m.v., hvor skatteyderne får fuldt eller delvist medhold

Folketinget pålægger regeringen i

indeværende folketingssamling at fremsætte lovforslag, der

medfører, at satsen for omkostningsgodtgørelse forhøjes

fra 50 pct. til 100 pct. i skattesager m.v. mod staten, hvor skatteyderen

får fuldt eller delvist medhold.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget pålægger regeringen i

indeværende folketingssamling at fremsætte lovforslag, der

medfører, at satsen for omkostningsgodtgørelse forhøjes

fra 50 pct. til 100 pct. i skattesager m.v. mod staten, hvor skatteyderen

får fuldt eller delvist medhold.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at en person eller

virksomhed, som får fuldt eller delvist medhold i sin påstand,

skal have 100 pct. godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i

forbindelse med sagens førelse. Har skattemyndighederne med urette

ændret en skatteyders selvangivelse m.v., skal skatteyderen ikke

stå tilbage med en udækket regning vedrørende udgifter til

sagens førelse. Ud fra et retssikkerhedssynspunkt er det kritisabelt,

at en skatteyder, som får fuldt eller delvist medhold, skal stå

tilbage med et økonomisk tab på trods af, at skatteyderen har

haft ret fra starten. Skattereglernes kompleksitet medfører, at det

uanset officialprincippet (undersøgelsesprincippet) i mange

skattesager (herunder i stort omfang sager om personbeskatning) er

Læs alt

nødvendigt for skatteyderen at benytte sig af sagkyndig bistand.

Folketinget vedtog i foråret 2000 ved lov nr. 464 af

31. maj 2001 at udvide skattestyrelseslovens regler om

omkostningsdækning til sagkyndig bistand i skattesager. Loven var en

udmøntning af Omkostningsdækningsudvalgets anbefalinger i

betænkning nr. 1382 fra februar 2000 om

omkostningsdækningsordningen. Lovændringen indebar, at ordningen

blev udvidet til at omfatte flere sagstyper, og at kredsen af

tilskudsberettigede personer samt arten af tilskudsberettigede udgifter blev

udvidet. Endvidere blev godtgørelsesprocenten forhøjet.

Således er satsen for omkostningsdækning med virkning fra den 5.

april 2000 forhøjet til 50 pct. mod tidligere 32 pct. for selskaber og

38 pct. for personer, uanset om skatteyderen vinder eller taber sagen. Der er

endvidere indført en godtgørelse på 85 pct. af de

afholdte udgifter ved en sags videreførelse ved næste instans

på myndighedernes initiativ. Endelig er det blevet muligt for

Ligningsrådet at bestemme, at udgifter, der er afholdt til syn og

skøn i sager om bindende forhåndsbesked, skal godtgøres

med 100 pct.

Der henvises vedrørende lovændringen til

lovforslag nr. L 267, folketingsåret 1999-2000, Folketingstidende

1999-2000, tillæg A 7469 og 7499, tillæg B 1143, tillæg C

1108 samt forhandlingerne 6960, 8492 og 8759.

Under Folketingets behandling af det

pågældende lovforslag stillede forslagsstillerne sammen med

Kristeligt Folkeparti ændringsforslag om højere

godtgørelse i de sager, hvor skatteyderen får fuldt eller

delvist medhold. Desværre var der ikke dengang flertal i Folketinget

til at få ændringsforslaget vedtaget.

Forslagsstillerne mener fortsat, at der er al mulig grund

til at få gennemført en 100 pct.-omkostningsgodtgørelse i

de sager, hvor skatteyderen får fuldt eller delvist medhold, og finder

anledning til at fremhæve en række nye oplysninger af betydning

for problemstillingen.

Under Folketingets behandling i folketingsåret

2000-01 af det daværende Frihed 2000 s beslutningsforslag nr. B 97 om

en ændring af omkostningsgodtgørelsesreglerne i skattesager har

skatteministeren i sin besvarelse af Skatteudvalgets spørgsmål 4

og 7 (B 97 bilag 3) afvist en 100 pct.-dækning i de skattesager, som

skatteyderen vinder, bl.a. med henvisning til, at

Omkostningsdækningsudvalget har påpeget, at en ordning, hvorefter

der kan ydes en godtgørelse på 100 pct., forudsætter, at

myndighederne må foretage en kontrol af det rimelige i det krav

på godtgørelse, som skatteyderen rejser over for myndighederne,

for at undgå misbrug af en sådan ordning. Det er

skatteministerens vurdering, at en skatteyder ved 100 pct. godtgørelse

ikke vil have et tilstrækkeligt incitament til at undgå

grundløse klager eller til at økonomisere med sine udgifter til

sagen. Skatteministeren finder videre, at en sådan

skønsmæssig vurdering af rimeligheden af skatteyderens krav vil

kræve etablering af særlige myndigheds- og klagestrukturer, for

at skatteyderen skal have tillid til myndighedernes afgørelser.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der i en

godtgørelsesordning som foreslået hvorefter der fortsat ydes

skatteyderen godtgørelse på 50 pct. i de sager, som denne taber,

og 100 pct. godtgørelse i de sager, som vindes fuldt eller delvis

rent faktisk er indbygget et incitament for skatteyderen til ikke at

føre grundløse klager og til at økonomisere sine

udgifter til sagen. Skatteyderen må nemlig naturligt lade det

indgå i sine overvejelser, at der også på trods af en

sagkyndigs forsikringer om det modsatte er en risiko for at tabe sagen,

hvorved skatteyderen selv må afholde 50 pct. af udgiften. Dertil

kommer, at en skattesag af hovedparten af alle skatteydere normalt anses for

en både langvarig og belastende sag, som man helst så sig

foruden. Af samme grund må forslagsstillerne sætte

spørgsmålstegn ved skatteministerens antagelse om, at en ordning

med 100 pct. omkostningsgodtgørelse forudsætter etablering af

særlige myndigheds- og klagestrukturer.

Med henvisning til disse selvregulerende forhold finder

forslagsstillerne ikke, at den af skatteministeren anførte risiko for

grundløse klager og misbrug af ordningen kan begrunde, at der ikke

indføres 100 pct. omkostningsgodtgørelse i disse sager.

Forslagsstillerne har videre noteret sig, at det i

oversigt over større budgetændringer (Skatteudvalget alm. del

bilag 762, folketingsåret 2000-01) fremgår vedrørende § 9,

at der fra finanslov 2001 til finanslovforslag 2002 sker en

budgetændring vedrørende udgifter til sagkyndig bistand i

skattesager m.v. fra 64,3 mio. kr. til 50,8 mio. kr., dvs. et fald på

13,7 mio. kr., og at udgiftsniveauet er nedsat i forhold til det, der var

forventet som følge af de ændrede regler for

omkostningsdækning til sagkyndig bistand, jf. lov nr. 464 af 31. maj

2001. Skatteministeren har oplyst, at nedjusteringen af udgiftsniveauet

skyldes, at der ikke har været så mange sager som skønnet

i forbindelse med den pågældende lovændring. I forbindelse

med lovændringen skønnede man, at antallet af sager ville blive

fordoblet til ca. 5.200 sager årligt. Dette skøn er på

baggrund af erfaringerne efter lovændringerne nu væsentligt

nedjusteret til 4.000 sager for hvert af årene 2001 og 2002. Der

henvises vedrørende skatteministerens oplysninger til Skatteudvalgets

alm. del bilag 820, folketingsåret 2000-01.

I forbindelse med udvidelsen af

omkostningsgodtgørelsesordningen i foråret 2000 blev det

vedtaget, at skatteministeren årligt skal afgive en redegørelse

til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v. i sager, hvortil

der kan ydes omkostningsgodtgørelse. Formålet er at følge

udviklingen på området med henblik på senere eventuelle

ændringer af ordningen.

Skatteministeriets redegørelse fra september 2001

om sager om omkostningsgodtgørelse i perioden fra den nævnte

lovs ikrafttræden 5. april 2000 til og med den 31. december 2000 er den

første (omdelt i Skatteudvalget på B 97 bilag 6,

folketingsåret 2000-01). Af redegørelsen side 12 fremgår,

at de fremtidige udgifter til omkostningsgodtgørelsesordningen

skønnes at ligge på 40-50 mio. kr. pr. år.

Forslagsstillerne har videre noteret sig, at det

fremgår af redegørelsen (bl.a. side 1-2), at regnskabstallet for

2000 viser, at der er sket en stigning i udgifterne til godtgørelse

for sagkyndig bistand fra 21 mio. kr. i 1999 til 29,3 mio. kr. i 2000, og at

det i redegørelsen antages, at den stigende udgift til

omkostningsgodtgørelse kan skyldes en mindre stigning i antallet af

sager, hvorimod der ikke er belæg for at antage, at de skattepligtige i

større omfang lader sig repræsentere af rådgivere. Det kan

efter redegørelsen tyde på, at stigningen i udgifterne i 2000

overvejende stammer fra de nye regler om højere procentsatser.

Forslagsstillerne skal her påpege vedrørende

spørgsmålet, om de skattepligtige i større omfang lader

sig repræsentere af rådgivere, at det fremgår af

redegørelsen side 12-13, at en stikprøveundersøgelse i

Landsskatteretten på sagsindgangen i juni 1999 viste, at 75 pct.

benyttede sig af repræsentanter, og at en tilsvarende stikprøve

i marts 2001 viste, at 74 pct. benyttede sig af repræsentanter. Det vil

sige et fald i anvendelsen af repræsentanter!

De nuværende erfaringer viser altså, at en

udvidelse af reglerne for omkostningsgodtgørelse hverken fører

til en voldsom stigning i antallet af sager, eller at skatteyderne i

større omfang anvender rådgivere. Dette er også i

tråd med forslagstillernes antagelser om, at langt de fleste

skatteydere er ganske tilbageholdende med at føre skattesager, fordi

det kan være en både langvarig, økonomisk og psykisk

belastning for den enkelte. Og risikoen for at tabe sagen er som allerede

nævnt et økonomisk element, som en skatteyder vil inddrage i

sine overvejelser om overhovedet at anlægge sag, samt i givet fald

omfanget af den sagkyndige bistand.

Forslagsstillerne håber, at de nye erfaringer

vedrørende udviklingstendenserne som følge af udvidelsen af

reglerne for omkostningsgodtgørelse samt de heraf følgende

nedjusteringer af udgifterne forbundet med godtgørelsesordningen kan

medvirke til at skabe bred tilslutning i Folketinget til en forhøjelse

af godtgørelsesprocenten til 100 pct. i de sager, hvor skatteyderen

får fuldt eller delvist medhold. Det er forslagsstillernes opfattelse,

at de nylig indhentede erfaringer medfører, at der med rette kan

sættes spørgsmålstegn ved realiteten og vægten af de

problemer, som skatteministeren har anført som begrundelse for hidtil

at afvise en 100 pct.-dækning.

Efter forslagsstillernes vurdering vil skatteministerens

årlige redegørelser om den udgiftsmæssige udvikling m.v. i

omkostningsgodtgørelsessager tillige kunne udgøre et egnet

kontrolinstrument med hensyn til nøje at følge udviklingen i

udgiftsstørrelsen, antallet af sager m.v. som følge af en

udvidelse af godtgørelsen til 100 pct. i de sager, hvor skatteyderen

får fuldt eller delvist medhold. Hvis der mod forventning skulle vise

sig uheldige udviklingstendenser, vil Folketinget således hurtigt kunne

gribe ind og dette aspekt vil i sig selv have en positiv

adfærdsregulerende effekt.

Skriftlig fremsættelse

Mariann Fischer Boel

(V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om 100 pct.

omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., hvor skatteyderne får

fuldt eller delvist medhold.

(Beslutningsforslag nr. B 20).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter