Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 5. april 2001 af
Kim Behnke (UP),
Thorkild B. Fransgaard (UP) og Kirsten
;Jacobsen (UP)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven
(Ændring af sagsomkostningerne i den borgerlige
retspleje)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12.
september 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 2
i lov nr. 106 af 13. februar 2001, foretages følgende
ændring:
1.
§ 312, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Udgifter, der ikke har været fornødne for
sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der i
det givne tilfælde har været fornødne, afgør retten
efter sit skøn. Som udgangspunkt lægges parternes
opgørelse over deres respektive udgifter ved sagens førelse til
grund. Retten vurderer, hvem der er nærmest til at bære
omkostningerne ved sagens førelse, og der træffes en
refusionsafgørelse i overensstemmelse hermed, jf. stk. 1 og 4 og §
316. Udgifter til anvendelse af retsstenografer erstattes, når
anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende sag har været
velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de afgørelser, der er
nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må antages,
at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen.
Læs alt
Refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund sum,
således at udgifterne så vidt muligt erstattes fuldt ud.«
§ 2
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden. Reglerne får virkning for søgsmål
anlagt efter den 5. april 2001.
Bemærkninger til lovforslaget
1. Indledning
Ved lovforslaget ændres retsplejelovens
sagsomkostningsregler fastsat i kapitel 30 således, at det ikke
længere vil være op til dommeren at træffe afgørelse
om størrelsen af sagsomkostningerne ud fra et skøn, der i dag
som udgangspunkt ifølge retspraksis sættes i forhold til
størrelsen af sagsgenstanden (jf. § 228). Efter lovforslaget vil
dommeren ved sin afgørelse skulle tage udgangspunkt i de konkrete
regninger for sagsomkostninger, som vil blive fremlagt under den afsluttende
domsforhandling. Som hidtil vil dommeren i de sager, hvor der bliver givet
delvis medhold, hvor sagen hæves eller der indgås forlig, uden
stillingtagen til sagsomkostningerne fra parternes side skulle afgøre,
hvorvidt omkostningerne skal ophæves (ingen refusion), eller hvorledes
sagsomkostningerne rimeligt bør deles imellem parterne. I de sager,
hvor der er en klar afgørelse af, hvem der har vundet sagen, og hvem
der har tabt sagen, lægges hovedreglen i retsplejelovens § 312, stk. 1,
som udgangspunkt ubetinget til grund, således at den vindende part
får sine omkostninger dækket fuldt ud, dog forudsat, at retten
ikke skønner, at der foreligger særlige omstændigheder,
eller at de dokumenterede sagsomkostninger er urimeligt høje eller
ublu. Er dette tilfældet, må den vindende part selv erlægge
de unødvendige meromkostninger. Parterne vil efter lovforslaget
fortsat selv kunne træffe aftale om fordelingen af omkostningerne
imellem sig efter retsplejelovens § 312, stk. 1, og nu med fuld dækning
aftalemæssigt i modsætning til den nuværende bestemmelse i
§ 312, stk. 2, in fine.
Som nævnt sker fastsættelsen af
sagsomkostninger i gældende ret, fastlagt gennem retspraksis, som
udgangspunkt i forhold til størrelsen af sagsgenstanden og ikke
på baggrund af de samlede omkostninger, der reelt har været
forbundet med en retssags førelse, herunder den konkrete
advokatregning. Problemet er, at sagsgenstandens størrelse ikke kan
måles proportionelt med sagsomkostningerne, da en sag med en lille
sagsgenstand kan være langt mere omfattende, end en sag med en stor
sagsgenstand. Dette betyder i praksis, at en part, der har vundet en sag, kan
komme til at stå tilbage med en stor udækket advokatregning,
hvilket ikke forekommer rimeligt, eftersom denne part jo netop har vundet
sagen og dermed ikke burde påføres omkostninger for at have
fået sin ret fastslået, blot fordi en retssag var eneste mulighed
for at komme videre i sagen.
2. Baggrunden for lovforslaget
Forslagsstillerne mener ikke, at det danske retssystem i
dag tilgodeser hensynet til, at alle skal være lige for loven. Det er
et værdifuldt princip i Danmark, at fattig som rig skal kunne få
sin ret prøvet. I straffesager findes også princippet om
forsvarerbeskikkelse, således at alle, uanset økonomi, får
en forsvarer som modpol til den offentlige anklager. Når det
gælder civile søgsmål, er der imidlertid ikke samme adgang
til at beskytte sagsøgte eller sagsøgere med dårlig
økonomi. Derved mister disse borgere retssikkerhed oven i, at de har
en dårlig social status m.v. som følge af dårlig
økonomi.
Enhver borger skal have mulighed for, også i civile
søgsmål, at få sin ret prøvet. Hvis borgeren er
sagsøger, vil advokaten ofte anmode om at få et forskud på
salæret til dækning af omkostningerne. Jo dårligere
økonomi sagsøgeren har, des større krav om sikkerhed for
salæret vil advokaten typisk forlange. Dette uanset om
sagsøgeren har en god sag eller ej og uanset, hvor stor sagsgenstanden
er. Advokaten ved nemlig, at selv om sagsøgeren vinder sagen, vil der
være en efterregning, som sagsøgeren måske ikke kan
betale. Dette giver forringet retssikkerhed.
En sagsøgt kan blive tvunget til at indgå
forlig eller acceptere sagsøgerens påstand i erkendelse af, at
selv om sagsøgte vil kunne vinde sagen, vil sagsøgte ikke kunne
betale den efterregning, som en vunden sag alligevel efterlader. Det giver
også forringet retssikkerhed.
Dette lovforslag har til formål at løse det
problem. Lovforslaget har til formål at styrke retssikkerheden for de
borgere, som kan have svært ved at finde midler til at betale
advokathjælpen. Nok kan mindrebemidlede borgere få hjælp
ved de lokale retshjælpsinstitutioner, men disse må ikke
føre sag ved domstolene; hertil kræves ordinær advokat.
Personer med en middel eller høj indkomst vil langt nemmere kunne
betale en advokat i en civil retstvist. Måske har denne type borger
endda mulighed for at tegne en retshjælpsforsikring. Men disse personer
med middel eller god økonomi vil også være omfattet af
forslaget. Det er ikke et socialpolitisk forslag, men et retspolitisk
forslag.
I virkelighedens verden er det som nævnt ikke
sagsgenstanden, der på nogen måde afgør, hvor omfattende
advokatarbejdet er i forbindelse med den enkelte retssag. Følgende
kriterier anvendes til fastsættelse af advokatsalær:
Retsforholdets beskaffenhed, sagens betydning for parten, advokatansvaret,
tidsforbruget, arbejdets art, omfang og karakter samt resultatet. Et
større salær accepteres, hvor en ekstra indsats har været
nødvendig, mens udtræden eller det opnåede resultat kan
medføre et lavere salær end normalt. Der kan indgås
bindende prisaftaler mellem klienten og advokaten, men det er ikke kutyme.
(Kilde: Artikel i Advokaten 1/2001 om salærfastsættelse).
I dag er det sådan, at advokatkontorerne kan
være nødsaget til at afvise en sag, da det på
forhånd står klart, at der er tale om en underdækningssag.
Det kan således ikke betale sig at få ret. Er der tale om en
klient, som af principielle grunde og med god økonomi vælger
alligevel at føre sagen, kan det alligevel lykkes at få ret. Er
der derimod tale om en klient, der ikke er så velstillet, og som
måske ligger lige over indtægtsgrænsen for at få
bevilget fri proces (210.000 kr. i år 2001), og er der ingen
retshjælpsforsikringsdækning, ja, så vil de gældende
regler for refusion af sagsomkostninger forhindre, at denne klient kan
anlægge sag for at få sin ret gennemtrumfet, da klientens
økonomi simpelt hen ikke kan bære det faktum, at klienten kommer
til at stå tilbage med en betydelig udækket advokatregning. Dette
hænger dårligt sammen med ideen om, at vi lever i et godt
retssamfund, hvor retssikkerheden er i højsædet.
Til imødekommelse af manglende forståelse for
størrelsen af advokatregninger gives her en gennemgang af, hvordan et
typisk sagsforløb ser ud:
En klient henvender sig telefonisk til et advokatkontor
med sit juridiske problem, og der aftales et møde. Mødet
afholdes, og advokaten giver sit foreløbige bud på sagen.
Herefter bruger advokaten tid på at sætte sig ind i sagens
dokumenter, så fakta er klarlagt, og finder den relevante jus frem. Der
forsøges gerne en udenretlig løsning. Evt. afholdes syn og
skøn for at få klarlagt, om der er grundlag for at gå
videre med sagen. Der bruges i forbindelse hermed tid på udarbejdelse
af et syns- og skønstema enten kun på foranledning af den ene
parts advokat eller efter aftale mellem begge parters advokater. Ved selve
afholdelsen af syn og skøn deltager begge parters advokater samt
parterne selv. Under sagsforløbet bruger både advokaten,
parterne og advokatens sekretær tid på sagen, og parterne
modtager kopier af alle skrivelser, så de er orienteret løbende.
Hvis der ikke findes en forligsløsning, søges nu evt. om fri
proces eller retshjælpsdækning; i den forbindelse finder der
også tit en yderligere brevudveksling sted. Næste skridt er
udtagning af stævning, og retten sørger for forkyndelse for
sagsøgte. Der følger herefter enten en skriftlig forberedelse
eller forberedende retsmøder. Er forberedelsen skriftlig, udarbejdes
diverse processkrifter, svarskrift, replik, duplik osv. Sker forberedelsen
for retten, er der forberedelsestid, evt. transport og fremmøde i
retten, evt. ved anden advokat pga. afstanden, hvorefter der afregnes med
denne for medgået tidsforbrug til korrespondance og fremmøde.
Efter skriftlig forberedelse berammes første retsmøde, og der
afsættes ½ til 1 hel dag til domsforhandlingen. Her forelægges
sagen fra begge parter, nødvendig dokumentation forelægges, der
foretages bevisførelse, evt. forsøger retten at mægle
forlig allerede på dette tidspunkt. Til sidst procederes sagen, der
afgives replik og duplik, og der forsøges forlig om ikke før
så lige inden afslutning af sagen. Selve domsafsigelsen finder enten
sted i forlængelse af domsforhandlingen eller hurtigst muligt efter, at
domsforhandlingen er til ende. Parterne møder for at høre
domsafsigelsen.
De vejledende salærtakster blev ophævet af
konkurrenceankenævnet i 1996, hvorfor advokatsalærer nu ikke
længere kan sammenlignes, men efter retsplejelovens § 126, stk. 2,
må en advokat ikke kræve højere vederlag for sit arbejde,
end hvad der kan anses for rimeligt, jf. de tidligere nævnte kriterier
for fastsættelse af salær udledt af praksis. Finder klienten, at
advokatsalæret er urimeligt højt i den pågældende
sag, kan dette påklages til kredsbestyrelsen for den advokatkreds, hvor
advokatkontoret har hjemsted. Kredsbestyrelsens afgørelse kan
påklages til Advokatnævnet inden for 4 uger, jf. retsplejelovens
§ 146. Salærets størrelse kan ændres, hvis det er sat for
højt generelt, hvis advokaten ikke har ydet en tilfredsstillende
indsats eller foretaget et urimeligt skøn over sagen.
Det er ikke forslagsstillernes hensigt at tale
advokaternes sag med hensyn til dækning af deres regninger i
afgørelser om sagsomkostninger. Det er derimod klientens sag, vi
forsøger at varetage, for det er denne, der trods en evt. vundet
retssag selv må bære en meget stor del af sin advokatregning for
at have opnået medhold ved retten enten som sagsøger eller som
sagsøgt.
3. Gældende ret sammenholdt med forslagsstillernes retspolitiske
ønsker
Reglerne om sagsomkostninger i den borgerlige retspleje
fremgår af retsplejelovens tredje bog, kapitel 30. Reglerne
gælder som udgangspunkt både for de indispositive og de
dispositive civilretlige sager. Men der er dog i kapitlerne i retsplejeloven,
der omhandler de indispositive sager, indsat væsentlige undtagelser til
hovedreglen om refusion i retsplejelovens § 312, stk. 1, således at
hovedreglen kun anvendes, hvis der er særlig grund dertil. Det normale
er, at hver part bærer sine omkostninger, altså ophævelse
af sagsomkostningerne, jf. §§ 451, stk. 3, 456 n, stk. 2, 465, stk. 2, 474,
stk. 2, og 475 h, stk. 2.
Dette lovforslag har til formål at ændre
retstilstanden vedrørende de dispositive civilretlige retssager, mens
praksis i de indispositive retssager tænkes fortsat som hidtil. Det er
sådan, at sagsomkostningerne i de indispositive retssager (f.eks.
familieretlige sager) normalt ophæves, idet der ofte er tale om
konstitutive søgsmål, altså søgsmål der
stifter en ny retsstilling eller opløser en bestående
retsstilling mellem parterne. Hvorimod de dispositive retssager oftest er
konstaterende søgsmål, altså søgsmål, der
fastslår, hvad der er ret mellem parterne. Oftest fordi den ene part
har behov for en fuldbyrdelsesdom, således at et forfaldent krav kan
inddrives, eller fordi parten har behov for en anerkendelsedom
(fastsættelsessøgsmål). De indispositive retssager er
kendetegnet ved, at forhandlings- og dispositionsmaksimen ikke gælder
fuldt ud; det vil sige, at parterne ikke har fuld rådighed over
sagsgenstanden i denne type sager, hvorfor der er særlige hensyn at
tage i netop disse sager, også i relation til
sagsomkostningsspørgsmålet, hvorfor hovedreglen fraviges.
Hovedreglen om sagsomkostninger er, at hver part selv
betaler sine omkostninger jf. retsplejelovens § 311, stk. 1, som er affattet
således:
"Enhver part har at betale de omkostninger, som
foranlediges ved processuelle skridt, der af ham begæres eller
sættes i bevægelse, dog med forbehold af ret til at få dem
erstattet af modparten ifølge nedenstående regler."
Det fremgår af bestemmelsen, at denne hovedregel
straks modificeres af de efterfølgende regler. Hovedreglen om refusion
fremgår af lovens § 312, stk. 1, som er sålydende:
"Den tabende part er pligtig at erstatte modparten de
ham ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne
ikke selv har truffet anden overenskomst, eller retten i særlige
omstændigheder finder skellig grund til at gøre afvigelse fra
denne regel."
Denne hovedregel er helt i overensstemmelse med
forslagsstillernes ønske, nemlig at den tabende part skal erstatte den
vindende parts sagsomkostninger, medmindre parterne selv har truffet anden
aftale. Problemet er efter forslagsstillernes opfattelse, at de
retningslinjer vedrørende refusionsafgørelsen, som er indsat i
§ 312, stk. 2, i væsentlig grad modificerer denne udmærkede
hovedregel. Ligeledes finder forslagsstillerne som tidligere nævnt, at
den retspraksis, som er opstået på baggrund af retningslinjerne i
§ 312, stk. 2, vedrørende udmåling af sagsomkostninger efter
størrelsen af sagsgenstanden, er uhensigtsmæssig, ligeledes med
den tidligere kommenterede passus i den nugældende § 312, stk. 2, in
fine.
§ 312, stk. 2, lyder således:
"Udgifter, der ikke har været fornødne
for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der
i det givne tilfælde har været fornødne, afgør
retten efter sit skøn. Udgifter til anvendelse af retsstenografer
erstattes, når anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende
sag har været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de
afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke,
medmindre det må antages, at sagsøgte har forsøgt at
unddrage sig forkyndelsen. Beløbet ansættes under ét til
en rund sum, således at udgift til advokatsalær erstattes med et
passende beløb og øvrige udgifter så vidt muligt
erstattes fuldt ud. Tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst
eller efter regning eller overhovedet på anden måde end med et
bestemt, i dommen fastsat beløb kan således ikke finde sted,
selv om der foreligger overenskomst mellem parterne."
§ 312, stk. 2, 2. pkt., tillægger retten et frit
skøn over, hvilke sagsomkostninger den tabende part skal refundere den
vindende part. Af 5. punktum fremgår det, at refusionsbeløbet
ansættes under ét til en rund sum, således at udgifter til
advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige
udgifter erstattes fuldt ud så vidt muligt. Af 6. punktum fremgår
det, at tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter
regning ikke kan finde sted, uanset parternes eventuelle aftale herom. Kun
ved et i dommen fastsat bestemt beløb kan sagsomkostninger tilkendes.
Dommeren skønner således også over parternes aftale om
sagsomkostninger, jf. § 312, stk. 1. (Når der indgås forlig og
retssagen ikke sluttes med domsafsigelse, kan parterne enten selv
træffe aftale om sagsomkostningsfordelingen, eller lade dette
være op til retten. Det erindres, at der ikke kan ankes, når
sagen ikke sluttes med domsafsigelse. Hvis der indgås retsforlig, skal
det udtrykkeligt fremgå af dette, at
sagsomkostningsspørgsmålet kan ankes, før dette er
muligt).
Hidtil har retten altså haft et fuldstændigt
frit skøn over, hvor stor en del af advokatsalæret der blev
dækket ind ved sagsomkostningsafgørelsen. I praksis har dette
udviklet sig til, at retten i dag som udgangspunkt træffer bestemmelse
om sagsomkostningsrefusion efter, hvor stor sagsgenstanden i den enkelte
retssag har været, og præsidenterne for Vestre og Østre
Landsret har udgivet nogle vejledende takster for tilkendelse af
sagsomkostninger i inkasso- og proceduresager.
Det fremgår heraf, at sagsgenstanden skal op
på over 200.000 kr., før der indrømmes bare 10.000 kr. i
sagsomkostninger med retsafgift og moms i inkassosagerne. Tilsvarende skal
sagsgenstanden op på ca. 28.000 kr. i proceduresagerne, før der
indrømmes 10.000 kr. i sagsomkostninger, og helt op på over
220.000 kr. i sagsgenstand i proceduresagerne, før der
indrømmes 30.000 kr. i sagsomkostninger.
Det er sådan, at proceduresagerne generelt er mere
omfangsrige end inkassosagerne, så denne forskel er forståelig
nok. Og det er forståeligt nok, at domstolene ønsker, at
parterne anlægger en vis procesøkonomisk betragtning af,
hvorvidt sagsgenstanden nu også kan bære de med retssagen
forbundne omkostninger. Af samme årsag har man blandt andet også
tidligere hævet retsafgiften for at undgå små inkassosager.
Ligeledes er det ønskeligt, at den, der taber sagen, principielt ikke
skal erlægge sagsomkostninger langt ud over sagsgenstanden. Men nu er
det sådan, at en retssag stort set altid først anlægges,
efter at en udenretlig løsning har været forsøgt, og det
skal jo heller ikke være således, at den, der har ret, ikke kan
få ret eller må lide et meget stort tab ved at få sin ret
gennemtrumfet. Det, at den part, der taber, nu risikerer at skulle
dække et langt større omkostningsbeløb, må alt
andet lige tilskynde til, at flere sager finder en udenretlig
løsning.
Når der ikke hidtil er ydet fuld
omkostningsdækning for den enkelte sags advokatregning, skyldes dette
også faren for alt for høje regninger, dersom den tabende part
blot skulle erstatte modpartens advokatomkostninger fuldt ud. Ved et vist
selvrisikomoment formodes det, at regningen holdes på et mere rimeligt
niveau. Nu er det imidlertidigt ikke parten selv, der afgør, hvor stor
advokatregningen bliver. Og forslagsstillerne mener ikke, at folk render
rundt og anlægger retssager for sjov, da det jo er meget dyrt at
føre proces, hvilket må antages at virke præventivt i sig
selv. Chikanesager er det op til domstolene at afvise, selv om dette ikke
altid sker.
4. Lovforslagets konkrete indhold
Forslaget indebærer to ændringer af
retsplejelovens § 312, stk. 2. Følgende ord foreslås indsat:
». . . som udgangspunkt lægges parternes
opgørelse over deres respektive udgifter ved sagens førelse til
grund. Retten vurderer, hvem der er nærmest til at bære
omkostningerne ved sagens førelse, og der træffes en
refusionsafgørelse i overensstemmelse hermed, jf. stk. 1 og 4 og §
316.«
Dette for at understrege, at rettens
skøn ikke kan udøves som hidtil med tilkendelse af
sagsomkostninger efter størrelsen af sagsgenstanden som udgangspunkt.
Det nye udgangspunkt bliver derimod parternes konkrete regninger, og dette
udgangspunkt fraviges kun, hvis retten skønner, at der foreligger
særlige omstændigheder, eller at der er tale om urimeligt
høje regninger grænsende til det ublu sammenholdt med sagens
omfang. Fortolkningen af udtrykket
»særlige omstændigheder« ønskes bragt tilbage til
den mere skærpede bedømmelse, som motiverne til bestemmelsen
lagde op til, altså tilfælde, hvor parternes kontrakt er
formuleret meget tvetydigt, eller hvor den vindende part må anses for
at have fremtvunget en unødig proces, jf. side 143 i
Bemærkninger til det af Proceskommissionen af 1892 udarbejdede Udkast
til Lov om den borgerlige Retspleje, Kbh. 1899. Dog accepteres den indlagte
fortolkning, hvis parterne må anses for at have haft lige god grund til
at få prøvet en tvivlsom sag. I disse tilfælde kan retten
fortsat vælge at ophæve sagsomkostningerne eller at dele dem.
Den øvrige ændring vedrører de to
sidste punktummer i § 312, stk. 2, som lyder således nu:
»
Beløbet ansættes under ét til en rund sum,
således at udgift til advokatsalær erstattes med et passende
beløb og øvrige udgifter så vidt muligt erstattes fuldt
ud. Tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter regning
eller overhovedet på anden måde end med et bestemt, i dommen
fastsat beløb kan således ikke finde sted, selv om der
foreligger overenskomst mellem parterne.«
Denne passus erstattes med
følgende:
»
Refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund
sum, således at udgifterne så vidt muligt erstattes fuldt
ud. «
Afrundingen til en rund sum bibeholdes.
Passusen vedrørende passende advokatsalær udgår, da der
på dette punkt fremover skal ses på den konkrete regning og ikke
længere skønnes i forhold til sagsgenstandens størrelse.
Sidste punktum udgår også helt, da der netop tilsigtes en langt
større grad af skadesløsholdelse og efter regning, samt at
parternes aftalefrihed ikke ønskes begrænset.
Disse ændringer af § 312, stk. 2, får
størst mærkbar virkning, hvor der er en vindende og en tabende
part, da der i de tilfælde fremover vil blive ydet fuld dækning
for sagsomkostningerne, forudsat der ikke foreligger særlige
omstændigheder, og at regningerne er inden for rimelighedens
grænser, som er de skøn, dommeren lades tilbage med efter
ændringen af reglerne. For at give dommeren et grundlag for tilkendelse
af sagsomkostningsrefusion må begge parterne i slutningen af
domsforhandlingen (retsplejelovens § 365, stk. 1 og 2) aflevere en
opgørelse over deres omkostninger forbundet med at føre sagen.
(Der kan nedlægges påstand om sagsomkostninger i sagen, men det
er ikke nødvendigt, da retten tager dette spørgsmål op af
egen drift uanset en evt. nedlagt påstand herom, jf. § 328). Finder
dommeren, at regningen er for stor, må han tilkende det lavere, men
rimelige beløb i sagsomkostningsrefusion, ikke efter hidtil praksis,
men efter en vurdering af regningen og sagen i sit hele. I de sager, der
hæves eller forliges eller i sager med delvist medhold, vil dommeren
fortsat skulle bedømme, om sagsomkostningerne skal ophæves,
eller om der skal ske en deling af de reelle omkostninger, efter hvem der er
nærmest til at bære omkostningerne forbundet med sagen, jf.
retsplejelovens §§ 312, stk. 4, og 316. Hvis sagsøger hæver
sagen, anses denne for at have tabt sagen, medmindre ophævelsen
skyldes, at proceskravet er imødekommet, eller at denne har besluttet
sig for at tage imod et forligstilbud fra sagsøgtes side. De fleste
dispositive civile retssager sluttes ved forlig eller udeblivelsesdom.
Retten lades altså tilbage med tre skøn. 1)
Om der foreligger særlige omstændigheder i sagen. 2) Om
omkostningerne er urimeligt høje i forhold til sagens omfang. Og som
hidtil 3) et skøn over fordelingen af omkostningerne mellem parterne i
de sager, hvor der ikke gives fuldt ud medhold til en af parterne.
Ændringen i skøn nr. 2 er markant, da retten hidtil har
skønnet over, hvad der ansås for passende. Efter forslaget er
der ikke længere tale om en positiv vurdering. Fremover foretages en
negativ vurdering af, om regningerne findes urimeligt høje i det
konkrete tilfælde, ikke om de er generelt rimelige. Og som nævnt
tidligere tiltænkes en skærpet praksis mht. udtrykket
»særlige
omstændigheder«.
Denne stopklods eller anfægtelsesret over for
omkostningsregningerne fra rettens side er indsat for netop at undgå
uhørt høje advokatregninger, men det forudsættes, at der
skal relativt meget til, før de konkrete udgifter, der har været
forbundet med sagens førelse, underkendes, idet forslagsstillerne ikke
ønsker en praksis som hidtil med en rimelighedsvurdering (passende)
fra rettens side sat over for de konkrete regninger, som parterne reelt
står med i situationen.
Forslagsstillerne vurderer, at det er praktisk muligt for
advokaterne at lave en opgørelse over sagens samlede omkostninger,
når sagen er nær sin ende (domsforhandlingen). Det erindres, at
advokaterne ikke er bundet af rettens omkostningsafgørelse
(beløbsmæssigt) ved udfærdigelsen af deres honorarregning
(medmindre der er tale om fri proces), så skulle der forekomme en lille
uforudset stigning i regningen, må parten selv erlægge denne
uforudsete del. Er det sådan, at parten på forhånd ved, at
sagsomkostningsregningen af forklarlig grund er større, end man kunne
forvente, må dette kunne kommenteres og forklares under den mundtlige
afsluttende procedure under domsforhandlingen, hvor der i øvrigt
redegøres for sagens retlige og faktiske spørgsmål,
således at dommeren kan tage dette i betragtning ved sin
sagsomkostningsrefusionsafgørelse.
Forslaget medfører ingen ændring i sager, der
afvises, jf. retsplejelovens § 313 (når en sag afvises, betragtes den
som tabt af sagsøgeren). Reglerne om forsømmelse i
retsplejelovens §§ 319, 321 og 322 og appelreglerne bevares ligeledes
uændret, jf. følgende regler.
Efter retsplejelovens § 319, skal en part, som ved
tilregnelig fejl eller forsømmelse har foranlediget spildte udgifter,
erstatte disse, uanset om denne i øvrigt måtte vinde sagen. Har
en parts advokat eller en underdommer ved pligtstridig opførsel
forårsaget unødige sagsomkostninger, kan de under sagen
dømmes til selv at bære disse, jf. §§ 321 og 322.
Den part, der anker/appellerer en retssag og ikke
opnår nogen forandring ved dette, betragtes som den tabende part og
må erstatte udgifterne til anke-/appelsagen, jf. § 317. Opnås der
forandring af dommens resultat ved anken, anvendes de normale regler.
De sagsomkostninger og herunder den del af modpartens
advokatregning, som retten pålægger den tabende part at betale,
kan ankes til højere instans alene eller sammen med sagen i
øvrigt, så længe der er tale om en byretsafgørelse,
og omkostningerne udgør over 10.000 kr. Hvis omkostningerne er mindre,
kræves Procesbevillingsnævnets tilladelse til anke af kun dette
spørgsmål, jf. §§ 369, stk. 2, og 391, stk. 1 og 2. Er der tale
om en landsrets- eller Sø- og Handelsretsafgørelse, kan
sagsomkostningsspørgsmålet kun ankes, dersom sagen i
øvrigt ankes eller med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Denne
gives kun, såfremt der er tale om et principielt
sagsomkostningsspørgsmål, jf. § 368, stk. 5. Når
sagsomkostningerne ophæves, kræves der ikke som ellers
Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære.
I øvrigt kan der pålægges
rettergangsbøder i forbindelse med afsigelse af dom, hvor en
part uden nogen rimelig grund har anlagt sag, anket en sag eller tvunget sin
modpart til at anlægge sag, jf. § 324.
Skriftlig fremsættelse
Kim Behnke
(UP):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.
(Ændring af sagsomkostningerne i den borgerlige retspleje).
(Lovforslag nr. L 219).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 312
Stk. 2.
Udgifter, der ikke har været
fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke.
Hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været
fornødne, afgør retten efter sit skøn. Udgifter til
anvendelse af retsstenografer erstattes, når anvendelsen efter rettens
skøn i den foreliggende sag har været velbegrundet. Udgifter til
forkyndelse af de afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4,
erstattes ikke, medmindre det må antages, at sagsøgte har
forsøgt at unddrage sig forkyndelsen. Beløbet ansættes
under ét til en rund sum, således at udgift til
advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige
udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud. Tilkendelse af sagens
omkostninger skadesløst eller efter regning eller overhovedet på
anden måde end med et bestemt, i dommen fastsat beløb kan
således ikke finde sted, selv om der foreligger overenskomst mellem
parterne.
§ 312
Stk. 2.
Udgifter, der ikke har været
fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke.
Hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været
fornødne, afgør retten efter sit skøn. Som udgangspunkt
lægges parternes opgørelse over deres respektive udgifter ved
sagens førelse til grund. Retten vurderer, hvem der er nærmest
til at bære omkostningerne ved sagens førelse, og der
træffes en refusionsafgørelse i overensstemmelse hermed, jf.
stk. 1 og 4 og § 316. Udgifter til anvendelse af retsstenografer erstattes,
når anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende sag har
været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de afgørelser,
der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må
antages, at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen.
Refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund sum,
således at udgifterne så vidt muligt erstattes fuldt ud.
Bilag 2
»Domstolenes fornemmelse for omkostninger« i »Advokaten«
7/2000
Af advokat Michael Dreyer, Køge
Domstolene ønsker at stramme op på den
samlede gennemløbstid for retssager, hvilket er prisværdigt. I
forbindelse med forsøgene på en stramning har man nu startet et
forsøgsprojekt ved forskellige udvalgte embeder. Et centralt element i
bestræbelserne er en udstrakt brug af reglen i Rpl. § 355. Reglen
har ved en lang række embeder i snart lang tid været anvendt
på en måde, der synes at dokumentere, at domstolene ikke har
megen forståelse for det gamle ordsprog om, at tid er penge.
I større indviklede sager samt i sager, hvor
parterne ikke kan enes om udmeldelse af syn og skøn eller lignende, er
brugen af § 355 særdeles gavnlig, navnlig i disse tider, hvor vi
ved de fleste retter ikke længere har mulighed for en (kortere)
drøftelse af problemerne ved »ordinær ret«.
I navnlig inkassosager er brugen af § 355 imidlertid
generelt yderst uheldig. Som det skal påvises nedenfor er det urimeligt
at »straffe« sagsøger økonomisk, blot fordi sagsøgte
(debitor) er selvmøder.
Ved mange retter benyttes den trafik, at straks det viser
sig, at sagsøgte er selvmøder, berammes et
§ 355-møde. Det er fra retternes side bestemt ikke velset, hvis
det ikke er den advokat, der eventuelt senere skal domsforhandle sagen, der
møder. Der kan således som udgangspunkt ikke mødes ved
lokal advokat. Nogle dommere forlanger oven i købet, at også
sagsøger selv skal møde »med henblik på eventuelt at
opnå forlig med det samme.«
Nu har vi så fået det nye pilotprojekt, hvori
det anføres, at alle sager går til skriftlig forberedelse, og
som hovedregel skal der afholdes § 355-møde 6-8 uger efter sagens
modtagelse. Dette ville man kunne leve med, såfremt der blot kunne
gives møde ved en lokal advokat. Er der imidlertid advokat på
begge sider, burde sagsforberedelsen køreplanen som altovervejende
hovedregel kunne tilrettelægges skriftligt eller eventuelt pr. telefon.
Denne mulighed nævnes i projektet kun som en undtagelse fra
hovedreglen.
Mange inkassosager (men også ganske mange andre
sager) drejer sig om beløb, der ikke er voldsomt store. Disse mindre
retssager tåler ikke § 355-møder, medmindre retterne
får en bedre forståelse for omkostninger. Lad mig illustrere
dette:
Tager vi en tvist om 5.000 kr., følger det af
oversigten fra Østre- og Vestre Landsret fra februar 2000, at
omkostningerne, hvis sagen afsluttes ved udeblivelse eller i første
retsmøde, andrager 1.100 kr. ekskl. moms og retsafgift. Vi
tænker os nu, at jeg, der har kontor i Køge, får en
inkassosag ved retten i Frederikssund (undskyld Frederikssund). Ved sagens
modtagelse er der et kort møde med kreditor. Sekretæren skal
herefter indtaste sagen i sit anlæg. Der skal udskrives rykker og
anerkendelsesskrivelse. Senere skal udfærdiges en stævning, der
med følgebrev skal sendes til retten. Sagsøgte er
selvmøder og skriver, at han intet skylder. Han begrunder eventuelt
også dette synspunkt. Dette svarskrift medfører efter hidtidig
praksis en replik, ofte efter at sagsøger har været konsulteret
først.
På nuværende tidspunkt er der brugt mindst en
halv sekretærtime og en halv til en hel advokattime. Afhængigt
af, hvor i landet vi befinder os, betyder dette en omkostning på
omkring 1.000 kr.
Nu indkalder retten til § 355 møde, hvor det
forventes, at advokaten skal møde. Da jeg som anført bor i
Køge, betyder det en køretur på 2 x 50 km = 240 kr. i
kørepenge. Turen varer 2½ time frem og tilbage. Inden vi kommer ind og
retsmødet er færdigt, er der gået yderligere en halv time
i alt 30 timer = omkring 4.500 kr.
Da parterne ikke kunne enes, skal sagen domsforhandles.
Domsforhandlingen skal forberedes. Det tager måske 1 time, og den varer
lavt sat 1½ time, hvortil kommer transport med igen 2½ time samt
kørepenge som ovenfor = rundt regnet 7.000 kr. Jeg har herved ikke
engang medregnet den sekretærtid, der yderligere er medgået.
Det samlede regnestykke bliver omkostninger for
sagsøger på cirka 12.500 kr. Efter landsretternes tabel
får sagsøger i proceduresalær tilkendt 5.000 kr., samt
måske lidt for § 355 mødet.
Jeg røber næppe nogen hemmelighed ved at
sige, at det er ganske vanskeligt at forklare sagsøger, at han ganske
vist vandt helt og holdent, men at han må nøjes med ærens
palmer og den tvivlsomme glæde at skulle betale sin advokat de 7.000
kr., der kommer til at mangle, når de tilkendte omkostninger
trækkes fra advokatens regning. Var sagen blevet afsluttet i
§ 355-mødet, var det gået sagsøger næsten lige
så galt. Han ville da være blevet tilkendt omkring 1.100 kr.,
medens hans omkostninger havde været på cirka 5.500 kr.
Man vil måske hævde, at køretiden
på 5 timer i eksemplet ikke skal koste alverden i advokathonorar, eller
at sagen fra starten kunne være sendt til en lokal kollega. Hvad
angår køretiden skal jeg bemærke, at i den tid, der
går på landevejen, kan advokaten ikke lave noget andet, og da
døgnet stadig kun har 24 timer, er tiden endegyldigt mistet, og tid er
penge. Det andet synspunkt har en vis vægt, der tager til i styrke jo
længere væk sagen skal foregå. Det bør dog
imidlertid være således at en sagsøger som udgangspunkt
kan få sin egen advokat til at møde, og i langt de fleste
tilfælde vil klientens sager da også foregå inden for en
rimelig afstand. Jeg føler, at 50 km klart må ligge inden for
den afstand til en domstol, hvor sagsøger med rette må have ret
til at benytte den advokat, han kender og normalt benytter. 50 km kan endog
blive inden for egen retskreds, hvis man, som det har været
nævnt, i en ikke fjern fremtid eksempelvis lægger retten i Store
Heddinge ind under retten i Roskilde.
Som det ses af eksemplet, er det ikke mindst § 355
mødet, der ødelægger økonomien.
For at løse problemerne skal der efter min
opfattelse ske følgende:
1) Inkasso- og proceduretaksterne skal i alle sager under nogle
hundrede tusinde ændres radikalt opad. De tal, vi ser i domstolenes
tabeller, er, så længe jeg kan huske, kun ændret
hårfint. I udgangspunktet har procedure altid været usselt
betalt, og salærernes stigningstakt har end ikke fulgt pristallet. Er
sagsgenstanden under nogle hundrede tusinde, er der ikke økonomisk
baggrund for at give sagen den behandling, den mange gange skal have.
2) Retterne bør kun rent undtagelsesvis forlange § 355
møde, hvis sagsøgte er repræsenteret af advokat.
3) Er sagsøgte selvmøder, bør udgangspunktet
være det samme. Fornemmer retten, at sagen ikke bliver rigtigt
behandlet på denne måde, bør retten i stedet for et
§ 355 møde beskikke advokat for sagsøgte. Et sådant
ønske er rimeligt, idet den omstændighed, at sagsøgte
vælger at møde selv, under ingen omstændighed bør
koste sagsøger penge. Skulle man af fiskale grunde ikke mene at kunne
beskikke advokat, mener jeg, at konsekvensen bør være, at sagen
blot gennemføres med den mangelfulde sagsbehandling fra
sagsøgtes side, idet sagsøgte så selv må bære
risikoen for, at han har valgt at møde uden advokat.
4) Fristen for afgivelse af svarskrift bør være
således, at svarskriftet skal være indleveret til retten senest 4
uger fra sagens modtagelse i retten. Retten bør forpligtes til senest
en uge efter sidste rettidige dato for afgivelse af svarskrift at afsige
udeblivelsesdom, hvis svarskriftet ikke er kommet. Jeg har jævnligt
oplevet, at der på dette stade af sagen går ganske lang tid,
inden stemplet med U-dom benyttes.
Det hedder i anbefalingerne til de retter, der deltager i pilotprojektet,
at for at nedsætte sagens behandlingstid bør der altid knyttes
udeblivelsesvirkning til manglende rettidig afgivelse af skriftlige
indlæg, og der anbefales en svartid for skriftlige indlæg
på 3 uger.
Mit sidste forslag til at fremme sagshastigheden er
nærmest ment som en provokation, hvis hensigt er at få dommerne
til at anskue problemerne fra en måske noget uvant synsvinkel: Mit
forslag går ud på, at retterne også bør have en
ubetinget frist på 3 uger til at komme med deres skriftlige
indlæg (læs: dommen). Manglende overholdelse bør
medføre en art udeblivelsesvirkning, der kunne bestå i, at
retten betalte »udeblivelsesomkostninger« med eksempelvis 1% af
sagsgenstanden pr. dag udeblivelsen varer, idet disse omkostninger udbetales
af statskassen (eller af dommeren personligt!???) til parterne med halvdelen
til hver.
Springer en frist for en advokat, medfører det
udeblivelsesvirkning. Det vil i praksis sige, at advokaten over for sin
klient er ansvarlig for de (mer)omkostninger, der er konsekvensen af en
udeblivelse/afvisning. Advokaten får imidlertid straks sagen
genoptaget, så i relation til selve sagen og klienten får
udeblivelsen i bedste fald ingen konsekvens. I værste fald betyder
udeblivelsesvirkningen, at sagen blot kommer til at leve længere tid i
systemet (derved at den bliver anlagt på ny eller genoptaget), hvilket
er stik imod hensigten. Konklusionen er således, at udeblivelse i
realiteten blot er en »bøde« til advokaten.
Det er i orden at give advokaten en bøde for at
oversidde en frist, men retterne burde også selv prøve, at det
kan have konsekvenser at oversidde en frist. Jeg har oplevet overskridelse af
6 ugers fristen, uden at det har de ringeste konsekvenser for dommeren og
hvorfor skal retterne have dobbelt så lang tid som advokaterne? Er det,
fordi de (kun) arbejder halvt så hurtigt?
Da udeblivelse under skriftvekslingen i de sager, der
behandles af advokat alene har pønal betydning, burde man for ikke at
sinke sagerne i stedet for udeblivelse/afvisning have hjemmel til at
pålægge advokaten en bøde med et fast beløb pr.
dag, forsinkelsen varer. Varetager en part derimod selv sin sags
førelse, benyttes de almindelige regler om udeblivelse/afvisning.
Den samlede konklusion er således, at brugen af
§ 355 skal indskrænkes i stedet for at udvides, man bør
ændre retsplejelovens regler om udeblivelse og i stedet give advokater
og dommere en dagbøde for forsinkelse, og endelig bør
domstolenes salærtakster for retssagsbehandling ændres betydeligt
i opadgående retning.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren Retsinformation · 25. oktober 2001
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder Retsinformation · 8. marts 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om henvisning af rulleskøjteløbere til cykelsti Retsinformation · 11. januar 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om beskyttelse af de danske kyster (kystsikring) Retsinformation · 11. januar 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af udenlandsdanskeres valgret Retsinformation · 13. marts 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af nævn, der er overflødige Retsinformation · 9. januar 2001