Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven

2000/1 LSF 219Lovforslag som fremsatFolketinget5. april 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 5. april 2001 af

Kim Behnke (UP),

Thorkild B. Fransgaard (UP) og Kirsten

;Jacobsen (UP)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Ændring af sagsomkostningerne i den borgerlige

retspleje)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12.

september 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 2

i lov nr. 106 af 13. februar 2001, foretages følgende

ændring:

1.

§ 312, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

Udgifter, der ikke har været fornødne for

sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der i

det givne tilfælde har været fornødne, afgør retten

efter sit skøn. Som udgangspunkt lægges parternes

opgørelse over deres respektive udgifter ved sagens førelse til

grund. Retten vurderer, hvem der er nærmest til at bære

omkostningerne ved sagens førelse, og der træffes en

refusionsafgørelse i overensstemmelse hermed, jf. stk. 1 og 4 og §

316. Udgifter til anvendelse af retsstenografer erstattes, når

anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende sag har været

velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de afgørelser, der er

nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må antages,

at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen.

Læs alt

Refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund sum,

således at udgifterne så vidt muligt erstattes fuldt ud.«

§ 2

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens

ikrafttræden. Reglerne får virkning for søgsmål

anlagt efter den 5. april 2001.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Ved lovforslaget ændres retsplejelovens

sagsomkostningsregler fastsat i kapitel 30 således, at det ikke

længere vil være op til dommeren at træffe afgørelse

om størrelsen af sagsomkostningerne ud fra et skøn, der i dag

som udgangspunkt ifølge retspraksis sættes i forhold til

størrelsen af sagsgenstanden (jf. § 228). Efter lovforslaget vil

dommeren ved sin afgørelse skulle tage udgangspunkt i de konkrete

regninger for sagsomkostninger, som vil blive fremlagt under den afsluttende

domsforhandling. Som hidtil vil dommeren i de sager, hvor der bliver givet

delvis medhold, hvor sagen hæves eller der indgås forlig, uden

stillingtagen til sagsomkostningerne fra parternes side skulle afgøre,

hvorvidt omkostningerne skal ophæves (ingen refusion), eller hvorledes

sagsomkostningerne rimeligt bør deles imellem parterne. I de sager,

hvor der er en klar afgørelse af, hvem der har vundet sagen, og hvem

der har tabt sagen, lægges hovedreglen i retsplejelovens § 312, stk. 1,

som udgangspunkt ubetinget til grund, således at den vindende part

får sine omkostninger dækket fuldt ud, dog forudsat, at retten

ikke skønner, at der foreligger særlige omstændigheder,

eller at de dokumenterede sagsomkostninger er urimeligt høje eller

ublu. Er dette tilfældet, må den vindende part selv erlægge

de unødvendige meromkostninger. Parterne vil efter lovforslaget

fortsat selv kunne træffe aftale om fordelingen af omkostningerne

imellem sig efter retsplejelovens § 312, stk. 1, og nu med fuld dækning

aftalemæssigt i modsætning til den nuværende bestemmelse i

§ 312, stk. 2, in fine.

Som nævnt sker fastsættelsen af

sagsomkostninger i gældende ret, fastlagt gennem retspraksis, som

udgangspunkt i forhold til størrelsen af sagsgenstanden og ikke

på baggrund af de samlede omkostninger, der reelt har været

forbundet med en retssags førelse, herunder den konkrete

advokatregning. Problemet er, at sagsgenstandens størrelse ikke kan

måles proportionelt med sagsomkostningerne, da en sag med en lille

sagsgenstand kan være langt mere omfattende, end en sag med en stor

sagsgenstand. Dette betyder i praksis, at en part, der har vundet en sag, kan

komme til at stå tilbage med en stor udækket advokatregning,

hvilket ikke forekommer rimeligt, eftersom denne part jo netop har vundet

sagen og dermed ikke burde påføres omkostninger for at have

fået sin ret fastslået, blot fordi en retssag var eneste mulighed

for at komme videre i sagen.

2. Baggrunden for lovforslaget

Forslagsstillerne mener ikke, at det danske retssystem i

dag tilgodeser hensynet til, at alle skal være lige for loven. Det er

et værdifuldt princip i Danmark, at fattig som rig skal kunne få

sin ret prøvet. I straffesager findes også princippet om

forsvarerbeskikkelse, således at alle, uanset økonomi, får

en forsvarer som modpol til den offentlige anklager. Når det

gælder civile søgsmål, er der imidlertid ikke samme adgang

til at beskytte sagsøgte eller sagsøgere med dårlig

økonomi. Derved mister disse borgere retssikkerhed oven i, at de har

en dårlig social status m.v. som følge af dårlig

økonomi.

Enhver borger skal have mulighed for, også i civile

søgsmål, at få sin ret prøvet. Hvis borgeren er

sagsøger, vil advokaten ofte anmode om at få et forskud på

salæret til dækning af omkostningerne. Jo dårligere

økonomi sagsøgeren har, des større krav om sikkerhed for

salæret vil advokaten typisk forlange. Dette uanset om

sagsøgeren har en god sag eller ej og uanset, hvor stor sagsgenstanden

er. Advokaten ved nemlig, at selv om sagsøgeren vinder sagen, vil der

være en efterregning, som sagsøgeren måske ikke kan

betale. Dette giver forringet retssikkerhed.

En sagsøgt kan blive tvunget til at indgå

forlig eller acceptere sagsøgerens påstand i erkendelse af, at

selv om sagsøgte vil kunne vinde sagen, vil sagsøgte ikke kunne

betale den efterregning, som en vunden sag alligevel efterlader. Det giver

også forringet retssikkerhed.

Dette lovforslag har til formål at løse det

problem. Lovforslaget har til formål at styrke retssikkerheden for de

borgere, som kan have svært ved at finde midler til at betale

advokathjælpen. Nok kan mindrebemidlede borgere få hjælp

ved de lokale retshjælpsinstitutioner, men disse må ikke

føre sag ved domstolene; hertil kræves ordinær advokat.

Personer med en middel eller høj indkomst vil langt nemmere kunne

betale en advokat i en civil retstvist. Måske har denne type borger

endda mulighed for at tegne en retshjælpsforsikring. Men disse personer

med middel eller god økonomi vil også være omfattet af

forslaget. Det er ikke et socialpolitisk forslag, men et retspolitisk

forslag.

I virkelighedens verden er det som nævnt ikke

sagsgenstanden, der på nogen måde afgør, hvor omfattende

advokatarbejdet er i forbindelse med den enkelte retssag. Følgende

kriterier anvendes til fastsættelse af advokatsalær:

Retsforholdets beskaffenhed, sagens betydning for parten, advokatansvaret,

tidsforbruget, arbejdets art, omfang og karakter samt resultatet. Et

større salær accepteres, hvor en ekstra indsats har været

nødvendig, mens udtræden eller det opnåede resultat kan

medføre et lavere salær end normalt. Der kan indgås

bindende prisaftaler mellem klienten og advokaten, men det er ikke kutyme.

(Kilde: Artikel i Advokaten 1/2001 om salærfastsættelse).

I dag er det sådan, at advokatkontorerne kan

være nødsaget til at afvise en sag, da det på

forhånd står klart, at der er tale om en underdækningssag.

Det kan således ikke betale sig at få ret. Er der tale om en

klient, som af principielle grunde og med god økonomi vælger

alligevel at føre sagen, kan det alligevel lykkes at få ret. Er

der derimod tale om en klient, der ikke er så velstillet, og som

måske ligger lige over indtægtsgrænsen for at få

bevilget fri proces (210.000 kr. i år 2001), og er der ingen

retshjælpsforsikringsdækning, ja, så vil de gældende

regler for refusion af sagsomkostninger forhindre, at denne klient kan

anlægge sag for at få sin ret gennemtrumfet, da klientens

økonomi simpelt hen ikke kan bære det faktum, at klienten kommer

til at stå tilbage med en betydelig udækket advokatregning. Dette

hænger dårligt sammen med ideen om, at vi lever i et godt

retssamfund, hvor retssikkerheden er i højsædet.

Til imødekommelse af manglende forståelse for

størrelsen af advokatregninger gives her en gennemgang af, hvordan et

typisk sagsforløb ser ud:

En klient henvender sig telefonisk til et advokatkontor

med sit juridiske problem, og der aftales et møde. Mødet

afholdes, og advokaten giver sit foreløbige bud på sagen.

Herefter bruger advokaten tid på at sætte sig ind i sagens

dokumenter, så fakta er klarlagt, og finder den relevante jus frem. Der

forsøges gerne en udenretlig løsning. Evt. afholdes syn og

skøn for at få klarlagt, om der er grundlag for at gå

videre med sagen. Der bruges i forbindelse hermed tid på udarbejdelse

af et syns- og skønstema enten kun på foranledning af den ene

parts advokat eller efter aftale mellem begge parters advokater. Ved selve

afholdelsen af syn og skøn deltager begge parters advokater samt

parterne selv. Under sagsforløbet bruger både advokaten,

parterne og advokatens sekretær tid på sagen, og parterne

modtager kopier af alle skrivelser, så de er orienteret løbende.

Hvis der ikke findes en forligsløsning, søges nu evt. om fri

proces eller retshjælpsdækning; i den forbindelse finder der

også tit en yderligere brevudveksling sted. Næste skridt er

udtagning af stævning, og retten sørger for forkyndelse for

sagsøgte. Der følger herefter enten en skriftlig forberedelse

eller forberedende retsmøder. Er forberedelsen skriftlig, udarbejdes

diverse processkrifter, svarskrift, replik, duplik osv. Sker forberedelsen

for retten, er der forberedelsestid, evt. transport og fremmøde i

retten, evt. ved anden advokat pga. afstanden, hvorefter der afregnes med

denne for medgået tidsforbrug til korrespondance og fremmøde.

Efter skriftlig forberedelse berammes første retsmøde, og der

afsættes ½ til 1 hel dag til domsforhandlingen. Her forelægges

sagen fra begge parter, nødvendig dokumentation forelægges, der

foretages bevisførelse, evt. forsøger retten at mægle

forlig allerede på dette tidspunkt. Til sidst procederes sagen, der

afgives replik og duplik, og der forsøges forlig om ikke før

så lige inden afslutning af sagen. Selve domsafsigelsen finder enten

sted i forlængelse af domsforhandlingen eller hurtigst muligt efter, at

domsforhandlingen er til ende. Parterne møder for at høre

domsafsigelsen.

De vejledende salærtakster blev ophævet af

konkurrenceankenævnet i 1996, hvorfor advokatsalærer nu ikke

længere kan sammenlignes, men efter retsplejelovens § 126, stk. 2,

må en advokat ikke kræve højere vederlag for sit arbejde,

end hvad der kan anses for rimeligt, jf. de tidligere nævnte kriterier

for fastsættelse af salær udledt af praksis. Finder klienten, at

advokatsalæret er urimeligt højt i den pågældende

sag, kan dette påklages til kredsbestyrelsen for den advokatkreds, hvor

advokatkontoret har hjemsted. Kredsbestyrelsens afgørelse kan

påklages til Advokatnævnet inden for 4 uger, jf. retsplejelovens

§ 146. Salærets størrelse kan ændres, hvis det er sat for

højt generelt, hvis advokaten ikke har ydet en tilfredsstillende

indsats eller foretaget et urimeligt skøn over sagen.

Det er ikke forslagsstillernes hensigt at tale

advokaternes sag med hensyn til dækning af deres regninger i

afgørelser om sagsomkostninger. Det er derimod klientens sag, vi

forsøger at varetage, for det er denne, der trods en evt. vundet

retssag selv må bære en meget stor del af sin advokatregning for

at have opnået medhold ved retten enten som sagsøger eller som

sagsøgt.

3. Gældende ret sammenholdt med forslagsstillernes retspolitiske

ønsker

Reglerne om sagsomkostninger i den borgerlige retspleje

fremgår af retsplejelovens tredje bog, kapitel 30. Reglerne

gælder som udgangspunkt både for de indispositive og de

dispositive civilretlige sager. Men der er dog i kapitlerne i retsplejeloven,

der omhandler de indispositive sager, indsat væsentlige undtagelser til

hovedreglen om refusion i retsplejelovens § 312, stk. 1, således at

hovedreglen kun anvendes, hvis der er særlig grund dertil. Det normale

er, at hver part bærer sine omkostninger, altså ophævelse

af sagsomkostningerne, jf. §§ 451, stk. 3, 456 n, stk. 2, 465, stk. 2, 474,

stk. 2, og 475 h, stk. 2.

Dette lovforslag har til formål at ændre

retstilstanden vedrørende de dispositive civilretlige retssager, mens

praksis i de indispositive retssager tænkes fortsat som hidtil. Det er

sådan, at sagsomkostningerne i de indispositive retssager (f.eks.

familieretlige sager) normalt ophæves, idet der ofte er tale om

konstitutive søgsmål, altså søgsmål der

stifter en ny retsstilling eller opløser en bestående

retsstilling mellem parterne. Hvorimod de dispositive retssager oftest er

konstaterende søgsmål, altså søgsmål, der

fastslår, hvad der er ret mellem parterne. Oftest fordi den ene part

har behov for en fuldbyrdelsesdom, således at et forfaldent krav kan

inddrives, eller fordi parten har behov for en anerkendelsedom

(fastsættelsessøgsmål). De indispositive retssager er

kendetegnet ved, at forhandlings- og dispositionsmaksimen ikke gælder

fuldt ud; det vil sige, at parterne ikke har fuld rådighed over

sagsgenstanden i denne type sager, hvorfor der er særlige hensyn at

tage i netop disse sager, også i relation til

sagsomkostningsspørgsmålet, hvorfor hovedreglen fraviges.

Hovedreglen om sagsomkostninger er, at hver part selv

betaler sine omkostninger jf. retsplejelovens § 311, stk. 1, som er affattet

således:

"Enhver part har at betale de omkostninger, som

foranlediges ved processuelle skridt, der af ham begæres eller

sættes i bevægelse, dog med forbehold af ret til at få dem

erstattet af modparten ifølge nedenstående regler."

Det fremgår af bestemmelsen, at denne hovedregel

straks modificeres af de efterfølgende regler. Hovedreglen om refusion

fremgår af lovens § 312, stk. 1, som er sålydende:

"Den tabende part er pligtig at erstatte modparten de

ham ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne

ikke selv har truffet anden overenskomst, eller retten i særlige

omstændigheder finder skellig grund til at gøre afvigelse fra

denne regel."

Denne hovedregel er helt i overensstemmelse med

forslagsstillernes ønske, nemlig at den tabende part skal erstatte den

vindende parts sagsomkostninger, medmindre parterne selv har truffet anden

aftale. Problemet er efter forslagsstillernes opfattelse, at de

retningslinjer vedrørende refusionsafgørelsen, som er indsat i

§ 312, stk. 2, i væsentlig grad modificerer denne udmærkede

hovedregel. Ligeledes finder forslagsstillerne som tidligere nævnt, at

den retspraksis, som er opstået på baggrund af retningslinjerne i

§ 312, stk. 2, vedrørende udmåling af sagsomkostninger efter

størrelsen af sagsgenstanden, er uhensigtsmæssig, ligeledes med

den tidligere kommenterede passus i den nugældende § 312, stk. 2, in

fine.

§ 312, stk. 2, lyder således:

"Udgifter, der ikke har været fornødne

for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der

i det givne tilfælde har været fornødne, afgør

retten efter sit skøn. Udgifter til anvendelse af retsstenografer

erstattes, når anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende

sag har været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de

afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke,

medmindre det må antages, at sagsøgte har forsøgt at

unddrage sig forkyndelsen. Beløbet ansættes under ét til

en rund sum, således at udgift til advokatsalær erstattes med et

passende beløb og øvrige udgifter så vidt muligt

erstattes fuldt ud. Tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst

eller efter regning eller overhovedet på anden måde end med et

bestemt, i dommen fastsat beløb kan således ikke finde sted,

selv om der foreligger overenskomst mellem parterne."

§ 312, stk. 2, 2. pkt., tillægger retten et frit

skøn over, hvilke sagsomkostninger den tabende part skal refundere den

vindende part. Af 5. punktum fremgår det, at refusionsbeløbet

ansættes under ét til en rund sum, således at udgifter til

advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige

udgifter erstattes fuldt ud så vidt muligt. Af 6. punktum fremgår

det, at tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter

regning ikke kan finde sted, uanset parternes eventuelle aftale herom. Kun

ved et i dommen fastsat bestemt beløb kan sagsomkostninger tilkendes.

Dommeren skønner således også over parternes aftale om

sagsomkostninger, jf. § 312, stk. 1. (Når der indgås forlig og

retssagen ikke sluttes med domsafsigelse, kan parterne enten selv

træffe aftale om sagsomkostningsfordelingen, eller lade dette

være op til retten. Det erindres, at der ikke kan ankes, når

sagen ikke sluttes med domsafsigelse. Hvis der indgås retsforlig, skal

det udtrykkeligt fremgå af dette, at

sagsomkostningsspørgsmålet kan ankes, før dette er

muligt).

Hidtil har retten altså haft et fuldstændigt

frit skøn over, hvor stor en del af advokatsalæret der blev

dækket ind ved sagsomkostningsafgørelsen. I praksis har dette

udviklet sig til, at retten i dag som udgangspunkt træffer bestemmelse

om sagsomkostningsrefusion efter, hvor stor sagsgenstanden i den enkelte

retssag har været, og præsidenterne for Vestre og Østre

Landsret har udgivet nogle vejledende takster for tilkendelse af

sagsomkostninger i inkasso- og proceduresager.

Det fremgår heraf, at sagsgenstanden skal op

på over 200.000 kr., før der indrømmes bare 10.000 kr. i

sagsomkostninger med retsafgift og moms i inkassosagerne. Tilsvarende skal

sagsgenstanden op på ca. 28.000 kr. i proceduresagerne, før der

indrømmes 10.000 kr. i sagsomkostninger, og helt op på over

220.000 kr. i sagsgenstand i proceduresagerne, før der

indrømmes 30.000 kr. i sagsomkostninger.

Det er sådan, at proceduresagerne generelt er mere

omfangsrige end inkassosagerne, så denne forskel er forståelig

nok. Og det er forståeligt nok, at domstolene ønsker, at

parterne anlægger en vis procesøkonomisk betragtning af,

hvorvidt sagsgenstanden nu også kan bære de med retssagen

forbundne omkostninger. Af samme årsag har man blandt andet også

tidligere hævet retsafgiften for at undgå små inkassosager.

Ligeledes er det ønskeligt, at den, der taber sagen, principielt ikke

skal erlægge sagsomkostninger langt ud over sagsgenstanden. Men nu er

det sådan, at en retssag stort set altid først anlægges,

efter at en udenretlig løsning har været forsøgt, og det

skal jo heller ikke være således, at den, der har ret, ikke kan

få ret eller må lide et meget stort tab ved at få sin ret

gennemtrumfet. Det, at den part, der taber, nu risikerer at skulle

dække et langt større omkostningsbeløb, må alt

andet lige tilskynde til, at flere sager finder en udenretlig

løsning.

Når der ikke hidtil er ydet fuld

omkostningsdækning for den enkelte sags advokatregning, skyldes dette

også faren for alt for høje regninger, dersom den tabende part

blot skulle erstatte modpartens advokatomkostninger fuldt ud. Ved et vist

selvrisikomoment formodes det, at regningen holdes på et mere rimeligt

niveau. Nu er det imidlertidigt ikke parten selv, der afgør, hvor stor

advokatregningen bliver. Og forslagsstillerne mener ikke, at folk render

rundt og anlægger retssager for sjov, da det jo er meget dyrt at

føre proces, hvilket må antages at virke præventivt i sig

selv. Chikanesager er det op til domstolene at afvise, selv om dette ikke

altid sker.

4. Lovforslagets konkrete indhold

Forslaget indebærer to ændringer af

retsplejelovens § 312, stk. 2. Følgende ord foreslås indsat:

». . . som udgangspunkt lægges parternes

opgørelse over deres respektive udgifter ved sagens førelse til

grund. Retten vurderer, hvem der er nærmest til at bære

omkostningerne ved sagens førelse, og der træffes en

refusionsafgørelse i overensstemmelse hermed, jf. stk. 1 og 4 og §

316.«

Dette for at understrege, at rettens

skøn ikke kan udøves som hidtil med tilkendelse af

sagsomkostninger efter størrelsen af sagsgenstanden som udgangspunkt.

Det nye udgangspunkt bliver derimod parternes konkrete regninger, og dette

udgangspunkt fraviges kun, hvis retten skønner, at der foreligger

særlige omstændigheder, eller at der er tale om urimeligt

høje regninger grænsende til det ublu sammenholdt med sagens

omfang. Fortolkningen af udtrykket

»særlige omstændigheder« ønskes bragt tilbage til

den mere skærpede bedømmelse, som motiverne til bestemmelsen

lagde op til, altså tilfælde, hvor parternes kontrakt er

formuleret meget tvetydigt, eller hvor den vindende part må anses for

at have fremtvunget en unødig proces, jf. side 143 i

Bemærkninger til det af Proceskommissionen af 1892 udarbejdede Udkast

til Lov om den borgerlige Retspleje, Kbh. 1899. Dog accepteres den indlagte

fortolkning, hvis parterne må anses for at have haft lige god grund til

at få prøvet en tvivlsom sag. I disse tilfælde kan retten

fortsat vælge at ophæve sagsomkostningerne eller at dele dem.

Den øvrige ændring vedrører de to

sidste punktummer i § 312, stk. 2, som lyder således nu:

»

Beløbet ansættes under ét til en rund sum,

således at udgift til advokatsalær erstattes med et passende

beløb og øvrige udgifter så vidt muligt erstattes fuldt

ud. Tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter regning

eller overhovedet på anden måde end med et bestemt, i dommen

fastsat beløb kan således ikke finde sted, selv om der

foreligger overenskomst mellem parterne.«

Denne passus erstattes med

følgende:

»

Refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund

sum, således at udgifterne så vidt muligt erstattes fuldt

ud. «

Afrundingen til en rund sum bibeholdes.

Passusen vedrørende passende advokatsalær udgår, da der

på dette punkt fremover skal ses på den konkrete regning og ikke

længere skønnes i forhold til sagsgenstandens størrelse.

Sidste punktum udgår også helt, da der netop tilsigtes en langt

større grad af skadesløsholdelse og efter regning, samt at

parternes aftalefrihed ikke ønskes begrænset.

Disse ændringer af § 312, stk. 2, får

størst mærkbar virkning, hvor der er en vindende og en tabende

part, da der i de tilfælde fremover vil blive ydet fuld dækning

for sagsomkostningerne, forudsat der ikke foreligger særlige

omstændigheder, og at regningerne er inden for rimelighedens

grænser, som er de skøn, dommeren lades tilbage med efter

ændringen af reglerne. For at give dommeren et grundlag for tilkendelse

af sagsomkostningsrefusion må begge parterne i slutningen af

domsforhandlingen (retsplejelovens § 365, stk. 1 og 2) aflevere en

opgørelse over deres omkostninger forbundet med at føre sagen.

(Der kan nedlægges påstand om sagsomkostninger i sagen, men det

er ikke nødvendigt, da retten tager dette spørgsmål op af

egen drift uanset en evt. nedlagt påstand herom, jf. § 328). Finder

dommeren, at regningen er for stor, må han tilkende det lavere, men

rimelige beløb i sagsomkostningsrefusion, ikke efter hidtil praksis,

men efter en vurdering af regningen og sagen i sit hele. I de sager, der

hæves eller forliges eller i sager med delvist medhold, vil dommeren

fortsat skulle bedømme, om sagsomkostningerne skal ophæves,

eller om der skal ske en deling af de reelle omkostninger, efter hvem der er

nærmest til at bære omkostningerne forbundet med sagen, jf.

retsplejelovens §§ 312, stk. 4, og 316. Hvis sagsøger hæver

sagen, anses denne for at have tabt sagen, medmindre ophævelsen

skyldes, at proceskravet er imødekommet, eller at denne har besluttet

sig for at tage imod et forligstilbud fra sagsøgtes side. De fleste

dispositive civile retssager sluttes ved forlig eller udeblivelsesdom.

Retten lades altså tilbage med tre skøn. 1)

Om der foreligger særlige omstændigheder i sagen. 2) Om

omkostningerne er urimeligt høje i forhold til sagens omfang. Og som

hidtil 3) et skøn over fordelingen af omkostningerne mellem parterne i

de sager, hvor der ikke gives fuldt ud medhold til en af parterne.

Ændringen i skøn nr. 2 er markant, da retten hidtil har

skønnet over, hvad der ansås for passende. Efter forslaget er

der ikke længere tale om en positiv vurdering. Fremover foretages en

negativ vurdering af, om regningerne findes urimeligt høje i det

konkrete tilfælde, ikke om de er generelt rimelige. Og som nævnt

tidligere tiltænkes en skærpet praksis mht. udtrykket

»særlige

omstændigheder«.

Denne stopklods eller anfægtelsesret over for

omkostningsregningerne fra rettens side er indsat for netop at undgå

uhørt høje advokatregninger, men det forudsættes, at der

skal relativt meget til, før de konkrete udgifter, der har været

forbundet med sagens førelse, underkendes, idet forslagsstillerne ikke

ønsker en praksis som hidtil med en rimelighedsvurdering (passende)

fra rettens side sat over for de konkrete regninger, som parterne reelt

står med i situationen.

Forslagsstillerne vurderer, at det er praktisk muligt for

advokaterne at lave en opgørelse over sagens samlede omkostninger,

når sagen er nær sin ende (domsforhandlingen). Det erindres, at

advokaterne ikke er bundet af rettens omkostningsafgørelse

(beløbsmæssigt) ved udfærdigelsen af deres honorarregning

(medmindre der er tale om fri proces), så skulle der forekomme en lille

uforudset stigning i regningen, må parten selv erlægge denne

uforudsete del. Er det sådan, at parten på forhånd ved, at

sagsomkostningsregningen af forklarlig grund er større, end man kunne

forvente, må dette kunne kommenteres og forklares under den mundtlige

afsluttende procedure under domsforhandlingen, hvor der i øvrigt

redegøres for sagens retlige og faktiske spørgsmål,

således at dommeren kan tage dette i betragtning ved sin

sagsomkostningsrefusionsafgørelse.

Forslaget medfører ingen ændring i sager, der

afvises, jf. retsplejelovens § 313 (når en sag afvises, betragtes den

som tabt af sagsøgeren). Reglerne om forsømmelse i

retsplejelovens §§ 319, 321 og 322 og appelreglerne bevares ligeledes

uændret, jf. følgende regler.

Efter retsplejelovens § 319, skal en part, som ved

tilregnelig fejl eller forsømmelse har foranlediget spildte udgifter,

erstatte disse, uanset om denne i øvrigt måtte vinde sagen. Har

en parts advokat eller en underdommer ved pligtstridig opførsel

forårsaget unødige sagsomkostninger, kan de under sagen

dømmes til selv at bære disse, jf. §§ 321 og 322.

Den part, der anker/appellerer en retssag og ikke

opnår nogen forandring ved dette, betragtes som den tabende part og

må erstatte udgifterne til anke-/appelsagen, jf. § 317. Opnås der

forandring af dommens resultat ved anken, anvendes de normale regler.

De sagsomkostninger og herunder den del af modpartens

advokatregning, som retten pålægger den tabende part at betale,

kan ankes til højere instans alene eller sammen med sagen i

øvrigt, så længe der er tale om en byretsafgørelse,

og omkostningerne udgør over 10.000 kr. Hvis omkostningerne er mindre,

kræves Procesbevillingsnævnets tilladelse til anke af kun dette

spørgsmål, jf. §§ 369, stk. 2, og 391, stk. 1 og 2. Er der tale

om en landsrets- eller Sø- og Handelsretsafgørelse, kan

sagsomkostningsspørgsmålet kun ankes, dersom sagen i

øvrigt ankes eller med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Denne

gives kun, såfremt der er tale om et principielt

sagsomkostningsspørgsmål, jf. § 368, stk. 5. Når

sagsomkostningerne ophæves, kræves der ikke som ellers

Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære.

I øvrigt kan der pålægges

rettergangsbøder i forbindelse med afsigelse af dom, hvor en

part uden nogen rimelig grund har anlagt sag, anket en sag eller tvunget sin

modpart til at anlægge sag, jf. § 324.

Skriftlig fremsættelse

Kim Behnke

(UP):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Ændring af sagsomkostningerne i den borgerlige retspleje).

(Lovforslag nr. L 219).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 312

Stk. 2.

Udgifter, der ikke har været

fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke.

Hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været

fornødne, afgør retten efter sit skøn. Udgifter til

anvendelse af retsstenografer erstattes, når anvendelsen efter rettens

skøn i den foreliggende sag har været velbegrundet. Udgifter til

forkyndelse af de afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4,

erstattes ikke, medmindre det må antages, at sagsøgte har

forsøgt at unddrage sig forkyndelsen. Beløbet ansættes

under ét til en rund sum, således at udgift til

advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige

udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud. Tilkendelse af sagens

omkostninger skadesløst eller efter regning eller overhovedet på

anden måde end med et bestemt, i dommen fastsat beløb kan

således ikke finde sted, selv om der foreligger overenskomst mellem

parterne.

§ 312

Stk. 2.

Udgifter, der ikke har været

fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke.

Hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været

fornødne, afgør retten efter sit skøn. Som udgangspunkt

lægges parternes opgørelse over deres respektive udgifter ved

sagens førelse til grund. Retten vurderer, hvem der er nærmest

til at bære omkostningerne ved sagens førelse, og der

træffes en refusionsafgørelse i overensstemmelse hermed, jf.

stk. 1 og 4 og § 316. Udgifter til anvendelse af retsstenografer erstattes,

når anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende sag har

været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de afgørelser,

der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må

antages, at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen.

Refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund sum,

således at udgifterne så vidt muligt erstattes fuldt ud.

Bilag 2

»Domstolenes fornemmelse for omkostninger« i »Advokaten«

7/2000

Af advokat Michael Dreyer, Køge

Domstolene ønsker at stramme op på den

samlede gennemløbstid for retssager, hvilket er prisværdigt. I

forbindelse med forsøgene på en stramning har man nu startet et

forsøgsprojekt ved forskellige udvalgte embeder. Et centralt element i

bestræbelserne er en udstrakt brug af reglen i Rpl. § 355. Reglen

har ved en lang række embeder i snart lang tid været anvendt

på en måde, der synes at dokumentere, at domstolene ikke har

megen forståelse for det gamle ordsprog om, at tid er penge.

I større indviklede sager samt i sager, hvor

parterne ikke kan enes om udmeldelse af syn og skøn eller lignende, er

brugen af § 355 særdeles gavnlig, navnlig i disse tider, hvor vi

ved de fleste retter ikke længere har mulighed for en (kortere)

drøftelse af problemerne ved »ordinær ret«.

I navnlig inkassosager er brugen af § 355 imidlertid

generelt yderst uheldig. Som det skal påvises nedenfor er det urimeligt

at »straffe« sagsøger økonomisk, blot fordi sagsøgte

(debitor) er selvmøder.

Ved mange retter benyttes den trafik, at straks det viser

sig, at sagsøgte er selvmøder, berammes et

§ 355-møde. Det er fra retternes side bestemt ikke velset, hvis

det ikke er den advokat, der eventuelt senere skal domsforhandle sagen, der

møder. Der kan således som udgangspunkt ikke mødes ved

lokal advokat. Nogle dommere forlanger oven i købet, at også

sagsøger selv skal møde »med henblik på eventuelt at

opnå forlig med det samme.«

Nu har vi så fået det nye pilotprojekt, hvori

det anføres, at alle sager går til skriftlig forberedelse, og

som hovedregel skal der afholdes § 355-møde 6-8 uger efter sagens

modtagelse. Dette ville man kunne leve med, såfremt der blot kunne

gives møde ved en lokal advokat. Er der imidlertid advokat på

begge sider, burde sagsforberedelsen køreplanen som altovervejende

hovedregel kunne tilrettelægges skriftligt eller eventuelt pr. telefon.

Denne mulighed nævnes i projektet kun som en undtagelse fra

hovedreglen.

Mange inkassosager (men også ganske mange andre

sager) drejer sig om beløb, der ikke er voldsomt store. Disse mindre

retssager tåler ikke § 355-møder, medmindre retterne

får en bedre forståelse for omkostninger. Lad mig illustrere

dette:

Tager vi en tvist om 5.000 kr., følger det af

oversigten fra Østre- og Vestre Landsret fra februar 2000, at

omkostningerne, hvis sagen afsluttes ved udeblivelse eller i første

retsmøde, andrager 1.100 kr. ekskl. moms og retsafgift. Vi

tænker os nu, at jeg, der har kontor i Køge, får en

inkassosag ved retten i Frederikssund (undskyld Frederikssund). Ved sagens

modtagelse er der et kort møde med kreditor. Sekretæren skal

herefter indtaste sagen i sit anlæg. Der skal udskrives rykker og

anerkendelsesskrivelse. Senere skal udfærdiges en stævning, der

med følgebrev skal sendes til retten. Sagsøgte er

selvmøder og skriver, at han intet skylder. Han begrunder eventuelt

også dette synspunkt. Dette svarskrift medfører efter hidtidig

praksis en replik, ofte efter at sagsøger har været konsulteret

først.

På nuværende tidspunkt er der brugt mindst en

halv sekretærtime og en halv til en hel advokattime. Afhængigt

af, hvor i landet vi befinder os, betyder dette en omkostning på

omkring 1.000 kr.

Nu indkalder retten til § 355 møde, hvor det

forventes, at advokaten skal møde. Da jeg som anført bor i

Køge, betyder det en køretur på 2 x 50 km = 240 kr. i

kørepenge. Turen varer 2½ time frem og tilbage. Inden vi kommer ind og

retsmødet er færdigt, er der gået yderligere en halv time

i alt 30 timer = omkring 4.500 kr.

Da parterne ikke kunne enes, skal sagen domsforhandles.

Domsforhandlingen skal forberedes. Det tager måske 1 time, og den varer

lavt sat 1½ time, hvortil kommer transport med igen 2½ time samt

kørepenge som ovenfor = rundt regnet 7.000 kr. Jeg har herved ikke

engang medregnet den sekretærtid, der yderligere er medgået.

Det samlede regnestykke bliver omkostninger for

sagsøger på cirka 12.500 kr. Efter landsretternes tabel

får sagsøger i proceduresalær tilkendt 5.000 kr., samt

måske lidt for § 355 mødet.

Jeg røber næppe nogen hemmelighed ved at

sige, at det er ganske vanskeligt at forklare sagsøger, at han ganske

vist vandt helt og holdent, men at han må nøjes med ærens

palmer og den tvivlsomme glæde at skulle betale sin advokat de 7.000

kr., der kommer til at mangle, når de tilkendte omkostninger

trækkes fra advokatens regning. Var sagen blevet afsluttet i

§ 355-mødet, var det gået sagsøger næsten lige

så galt. Han ville da være blevet tilkendt omkring 1.100 kr.,

medens hans omkostninger havde været på cirka 5.500 kr.

Man vil måske hævde, at køretiden

på 5 timer i eksemplet ikke skal koste alverden i advokathonorar, eller

at sagen fra starten kunne være sendt til en lokal kollega. Hvad

angår køretiden skal jeg bemærke, at i den tid, der

går på landevejen, kan advokaten ikke lave noget andet, og da

døgnet stadig kun har 24 timer, er tiden endegyldigt mistet, og tid er

penge. Det andet synspunkt har en vis vægt, der tager til i styrke jo

længere væk sagen skal foregå. Det bør dog

imidlertid være således at en sagsøger som udgangspunkt

kan få sin egen advokat til at møde, og i langt de fleste

tilfælde vil klientens sager da også foregå inden for en

rimelig afstand. Jeg føler, at 50 km klart må ligge inden for

den afstand til en domstol, hvor sagsøger med rette må have ret

til at benytte den advokat, han kender og normalt benytter. 50 km kan endog

blive inden for egen retskreds, hvis man, som det har været

nævnt, i en ikke fjern fremtid eksempelvis lægger retten i Store

Heddinge ind under retten i Roskilde.

Som det ses af eksemplet, er det ikke mindst § 355

mødet, der ødelægger økonomien.

For at løse problemerne skal der efter min

opfattelse ske følgende:

1) Inkasso- og proceduretaksterne skal i alle sager under nogle

hundrede tusinde ændres radikalt opad. De tal, vi ser i domstolenes

tabeller, er, så længe jeg kan huske, kun ændret

hårfint. I udgangspunktet har procedure altid været usselt

betalt, og salærernes stigningstakt har end ikke fulgt pristallet. Er

sagsgenstanden under nogle hundrede tusinde, er der ikke økonomisk

baggrund for at give sagen den behandling, den mange gange skal have.

2) Retterne bør kun rent undtagelsesvis forlange § 355

møde, hvis sagsøgte er repræsenteret af advokat.

3) Er sagsøgte selvmøder, bør udgangspunktet

være det samme. Fornemmer retten, at sagen ikke bliver rigtigt

behandlet på denne måde, bør retten i stedet for et

§ 355 møde beskikke advokat for sagsøgte. Et sådant

ønske er rimeligt, idet den omstændighed, at sagsøgte

vælger at møde selv, under ingen omstændighed bør

koste sagsøger penge. Skulle man af fiskale grunde ikke mene at kunne

beskikke advokat, mener jeg, at konsekvensen bør være, at sagen

blot gennemføres med den mangelfulde sagsbehandling fra

sagsøgtes side, idet sagsøgte så selv må bære

risikoen for, at han har valgt at møde uden advokat.

4) Fristen for afgivelse af svarskrift bør være

således, at svarskriftet skal være indleveret til retten senest 4

uger fra sagens modtagelse i retten. Retten bør forpligtes til senest

en uge efter sidste rettidige dato for afgivelse af svarskrift at afsige

udeblivelsesdom, hvis svarskriftet ikke er kommet. Jeg har jævnligt

oplevet, at der på dette stade af sagen går ganske lang tid,

inden stemplet med U-dom benyttes.

Det hedder i anbefalingerne til de retter, der deltager i pilotprojektet,

at for at nedsætte sagens behandlingstid bør der altid knyttes

udeblivelsesvirkning til manglende rettidig afgivelse af skriftlige

indlæg, og der anbefales en svartid for skriftlige indlæg

på 3 uger.

Mit sidste forslag til at fremme sagshastigheden er

nærmest ment som en provokation, hvis hensigt er at få dommerne

til at anskue problemerne fra en måske noget uvant synsvinkel: Mit

forslag går ud på, at retterne også bør have en

ubetinget frist på 3 uger til at komme med deres skriftlige

indlæg (læs: dommen). Manglende overholdelse bør

medføre en art udeblivelsesvirkning, der kunne bestå i, at

retten betalte »udeblivelsesomkostninger« med eksempelvis 1% af

sagsgenstanden pr. dag udeblivelsen varer, idet disse omkostninger udbetales

af statskassen (eller af dommeren personligt!???) til parterne med halvdelen

til hver.

Springer en frist for en advokat, medfører det

udeblivelsesvirkning. Det vil i praksis sige, at advokaten over for sin

klient er ansvarlig for de (mer)omkostninger, der er konsekvensen af en

udeblivelse/afvisning. Advokaten får imidlertid straks sagen

genoptaget, så i relation til selve sagen og klienten får

udeblivelsen i bedste fald ingen konsekvens. I værste fald betyder

udeblivelsesvirkningen, at sagen blot kommer til at leve længere tid i

systemet (derved at den bliver anlagt på ny eller genoptaget), hvilket

er stik imod hensigten. Konklusionen er således, at udeblivelse i

realiteten blot er en »bøde« til advokaten.

Det er i orden at give advokaten en bøde for at

oversidde en frist, men retterne burde også selv prøve, at det

kan have konsekvenser at oversidde en frist. Jeg har oplevet overskridelse af

6 ugers fristen, uden at det har de ringeste konsekvenser for dommeren og

hvorfor skal retterne have dobbelt så lang tid som advokaterne? Er det,

fordi de (kun) arbejder halvt så hurtigt?

Da udeblivelse under skriftvekslingen i de sager, der

behandles af advokat alene har pønal betydning, burde man for ikke at

sinke sagerne i stedet for udeblivelse/afvisning have hjemmel til at

pålægge advokaten en bøde med et fast beløb pr.

dag, forsinkelsen varer. Varetager en part derimod selv sin sags

førelse, benyttes de almindelige regler om udeblivelse/afvisning.

Den samlede konklusion er således, at brugen af

§ 355 skal indskrænkes i stedet for at udvides, man bør

ændre retsplejelovens regler om udeblivelse og i stedet give advokater

og dommere en dagbøde for forsinkelse, og endelig bør

domstolenes salærtakster for retssagsbehandling ændres betydeligt

i opadgående retning.

Lignende dokumenter