Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om at bringe rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne til ophør

2000/1 BSF 158Beslutningsforslag som fremsatFolketinget27. marts 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 27. marts 2001 af

Frank Dahlgaard (UP)

Forslag til folketingsbeslutning

om at bringe rigsfællesskabet mellem Danmark og

Færøerne til ophør

Folketinget opfordrer regeringen til

at forberede de nødvendige tiltag med henblik på at

bringe rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne til

ophør senest ved udgangen af år 2005,

senest den 15. september 2001 at fremsætte forslag til lov om

ophævelse af rigsfællesskabet mellem Danmark og

Færøerne,

senest den 15. september 2001 at fremsætte forslag til lov om

folkeafstemning til afholdelse i Danmark i 4. kvartal 2001 om ophævelse

af rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne,

at bringe rigsfællesskabet mellem Danmark og

Færøerne til ophør senest ved udgangen af år 2005,

såfremt folkeafstemningen viser et flertal herfor.

Bemærkninger til forslaget

Baggrunden for forslaget er de sidste

års begivenheder i forholdet mellem Danmark og Færøerne,

som tydeligt har vist et færøsk ønske om national

selvstændighed.

Det står i dag klart, at det eneste, som får

(nogle) færinger til at tøve med at frigøre sig fra

rigsfællesskabet med Danmark, er de økonomiske tilskud herfra.

Således ønsker et stort flertal af de færøske

folkevalgte politikere løsrivelse fra Danmark, såfremt man kan

fortsætte med at modtage økonomiske tilskud fra den danske

statskasse i op til 15 år efter en beslutning om færøsk

Læs alt

selvstændighed.

Med andre ord: Rigsfællesskabet mellem

Færøerne og Danmark er fra færøsk side i dag alene

baseret på penge.

På samme måde som et ægteskab kun er

godt, hvis det fra begge sider er baseret på varme følelser, er

et rigsfællesskab også kun godt, hvis det er baseret på

andet og mere end penge og økonomi. Et ægteskab baseret på

ikke gengældt kærlighed er både dårligt og uholdbart.

Derfor er det en rigtig beslutning at bringe rigsfællesskabet mellem

Færøerne og Danmark til ophør. Når

Færøerne ikke af rent økonomiske grunde vil bringe

rigsfællesskabet til ophør, må den anden part, Danmark,

træffe beslutningen.

Med stigende irritation har den danske befolkning gennem

de senere år måtte lægge ører til mere eller mindre

direkte beskyldninger fra færøsk side om

»dansk

udbytning«, »dansk overherredømme« osv. Dette virker provokerende på den

danske befolkning og danske politikere, som mindst af alt ønsker at

optræde som kolonimagt i forhold til Færøerne.

Kendsgerningen er, at Danmark ikke udbytter

Færøerne. Tværtimod modtager Færøerne hvert

eneste år et milliardstort beløb i støtte fra Danmark.

Således udgjorde den danske stats udgifter til Færøerne i

2000 1,9 mia. kr. svarende til 43.000 kr. pr. indbygger på

Færøerne.

Kendsgerningen er også, at den danske regering med

et enigt Folketing i ryggen utallige gange inden for de seneste år har

gjort det klart, at Danmark ikke vil fastholde Færøerne i et

rigsfællesskab, såfremt man på Færøerne

ønsker noget andet. Hele tiden har budskabet fra Christiansborg til

Thorshavn været, at beslutningen om Færøernes forbliven i

rigsfællesskabet træffes på Færøerne af

færingerne selv, og at vi i Danmark afventer en færøsk

afgørelse.

Nærværende forslag ændrer denne politik.

De folkevalgte færøske politikere har de seneste måneder

optrådt så provokatorisk over for Danmark, at situationen har

ændret sig fra det pinlige til det uholdbare. Man har således fra

færøsk side udskrevet en folkeafstemning til afholdelse på

Færøerne i slutningen af maj, hvor temaet er færøsk

selvstændighed efter en overgangsperiode på 12 år med store

danske statstilskud. Først da det fra dansk side blev gjort klart, at

Færøerne ikke ensidigt med en folkeafstemning kan bestemme, hvor

længe man efter en beslutning om selvstændighed skal kunne

oppebære danske statstilskud, blev folkeafstemningen aflyst.

Begivenhedsforløbet har imidlertid vist, at et

stort flertal af færøske politikere og et flertal i den

færøske befolkning kun ønsker rigsfællesskabet

med Danmark på grund af pengene.

Nærværende forslag bygger altså

ingenlunde på fjendtlighed over for Færøerne eller den

færøske befolkning. Tværtimod så forslagsstilleren

helst rigsfællesskabet fortsat på baggrund af en gensidig

samhørighedsfølelse. Denne gensidighed er imidlertid ikke til

stede.

Til fordel for nærværende forslag taler

også de historiske erfaringer:

Norge hørte således under Danmark i mere end

400 år frem til 1814. Nordmændene taler stadig om

»firehundredeårs-natten« men ingen kan bestride, at Danmark og Norge

i dag som to ligeværdige, selvstændige lande har et varmt og

hjerteligt forhold.

Tilsvarende har Island hørt under det danske rige.

Islændingene løsrev sig fra Danmark i 1944, mens vi endnu var

besat af tyske tropper. I dag har Danmark og Island imidlertid som to

ligeværdige og selvstændige lande et nært og hjerteligt

forhold til hinanden. Ikke mindst den danske tilbagelevering af de islandske

håndskrifter for 30 år siden spillede i dén forbindelse en

positiv rolle.

Der er al mulig grund til at tro, at historien vil gentage

sig, såfremt rigsfællesskabet mellem Danmark og

Færøernes bringes til ophør og Færøerne

omdannes til en suveræn, selvstændig stat. Da der fra dansk side

er større interesse i at have et godt og hjerteligt forhold

også på officielt plan til Færøerne end til at

fastholde et rigsfællesskab, som fra færøsk side dybest

set ikke ønskes opretholdt, bør Danmark tage initiativ til

opløsning af rigsfællesskabet med Færøerne.

Økonomiske forhold

Nærværende forslag tager ikke stilling til den

økonomiske overgangsperiode i forbindelse med rigsfællesskabets

ophør, men der kan selvsagt ikke blive tale om mere end nogle få

år. Danmark yder jo ikke tilskud til andre selvstændige nationer

bortset fra ulande.

Selv i tilfælde af et øjeblikkeligt bortfald

af de danske tilskud bliver der imidlertid ikke tale om nogen

økonomisk katastrofe for Færøerne.

Økonomiprofessor Martin Paldam fra Århus

Universitet (der har forsket i Færøernes og Grønlands

økonomiske afhængighed af de store tilskud fra Danmark) har

beregnet, at den færøske levestandard umiddelbart vil synke med

ca. 25 pct. ved et øjeblikkeligt bortfald af de danske tilskud.

Færøerne har imidlertid i dag en levestandard, som er mindst

lige så høj som den danske, og den færøske

befolkning hører dermed i dag til de folkeslag med den højeste

levefod i hele verden. Med en 25 pct. reduktion i levestandarden vil

Færøerne stadig høre til blandt de 30-35 rigeste lande i

verden. Eller udtrykt på en anden måde: Uden de danske tilskud

vil den færøske levestandard falde til dét niveau, man i

dag har i Skotland. Det kan ingen med rimelighed betegne som nogen

katastrofe.

Endvidere præciserer professor Martin Paldam, at de

danske tilskud hæmmer væksten af andre erhverv ved kun at

fokusere på fiskerierhvervet. Dette medfører lav vækst i

samfundet og dårlig konkurrenceevne. På længere sigt kan

det altså ligefrem blive en økonomisk fordel for

Færøerne at stå på egne ben.

Formanden for statsministerens rådgivende

Færø-udvalg, professor Arne Larsen, vurderer også, at

Færøerne mageligt kan klare sig uden tilskud, og vicelagmand

på Færøerne Høgni Hoydal fra det republikanske

selvstændighedsparti har erklæret sig enig heri.

Erfaringerne viser, at små lande også meget

små lande sagtens kan klare sig økonomisk godt. Luxembourg med

383.000 indbyggere er således Europas rigeste land. Langt mindre lande

som Monaco og Liechtenstein, begge med 28.000 indbyggere, klarer sig

også både økonomisk og beskæftigelsesmæssigt

flot. Det samme gør Andorra med sine 48.000 indbyggere. Et

selvstændigt Færøerne med 44.000 indbyggere kan

selvfølgelig også klare sig selv økonomisk og

beskæftigelsesmæssigt.

Den danske stats samlede udgifter til

Færøerne beløb sig sidste år til 1,9 mia. kr.

Dét svarer til godt 20 pct. af Færøernes

bruttonationalprodukt (BNP) og godt 50 pct. af landsstyrets samlede

udgiftsbudget.

Finansministeriet har den 1. maj sidste år foretaget

en opgørelse af den danske stats udgifter vedrørende

Færøerne i kalenderåret 2000. Det fremgår heraf, at

de samlede danske statslige udgifter vedrørende Færøerne

fordeler sig på følgende poster:

Statens bloktilskud til Færøerne

958 mio. kr.

Fiskeriinspektion, redningsopgaver og andre

serviceydelser

324 mio. kr.

Pensioner

119 mio. kr.

Uddannelse af færinger samt uddannelsesstøtte

hertil

113 mio. kr.

Færingers træk på offentlige ydelser i

Danmark*

375 mio. kr.

I alt danske statslige udgifter vedrørende

Færøerne

1.889 mio. kr.

* Disse ydelser omfatter bl.a. dagpenge,

børnefamilieydelse, kontanthjælp og sociale

pensioner.

Juridiske forhold

Nærværende forslag sigter mod at gøre

Færøerne til en selvstændig stat.

Siden 1948 har Færøerne fungeret under

selvstyreloven. Denne lov er traditionelt blevet betragtet som en

»delegationslov« med delegation af beføjelser fra de danske

myndigheder til hjemmestyret. Da selvstyreloven er en almindelig lov,

vedtaget af Folketinget, kan denne ligesom alle andre love frit

tilbagekaldes af Folketinget.

Det var én af Danmarks mest ansete jurister,

professor, dr. jur. et phil., Alf Ross, der skrev selvstyreloven. I et

exposé til Forfatningskommissionen af 1946 skrev han således,

at: »Selvom det ved en gentleman-agreement tilkendegives Færingerne,

at Loven ikke vil blive ændret uden Forstaaelse med Lagtinget, kan

dette naturligvis ikke gælde, dersom Lovens bestemmelser krænkes.

I Tilfælde af Meningsforskel herom maa Rigsmyndighedernes Opfattelse

være afgørende. Saalænge Færøerne

udgør en integrerende del af det danske Rige, maa det uanset

vidtgaaende Imødekommenhed af Ønskerne om lokal Autonomi

klart fastholdes, at »Suveræniteten« ligger, og kun

kan ligge ét Sted: hos Rigsmyndighederne.«

Folketinget kan altså suverænt

udvide (eller indskrænke) selvstyrets beføjelser.

Det er grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt., der er aktuel

ved en indskrænkning af det danske rige. Ifølge ordlyden af

bestemmelsen skal en eventuel forøgelse eller indskrænkning af

rigets område ske på regeringens initiativ. Der er altså

tale om et regeringsprærogativ. Med nærværende forslag

pålægger Folketinget regeringen at tage dette initiativ. At

Folketinget kan dette påvirke udøvelsen af et

regeringsprærogativ antages af dr. jur., højesteretsdommer

Henrik Zahle, der i sin

»Dansk forfatningsret « (1995) bd. 1, p.

309 anfører: »Det grundlovshjemlede prærogativ

indebærer, at den personelle kompetence ligger hos regeringen, men

ligesom det ikke har hindret delegationer til andre, kan det heller ikke

ubetinget hindre en materiel regulering fra Folketingets side. Reguleringen

kan efter omstændighederne ske såvel ved lov som ved

folketingsbeslutning.« I fremstillingens bind 2, p. 43

anfører Zahle endvidere: » Folketingsbeslutninger, der pålægger

regeringen at fremsætte lovforslag af nærmere bestemt indhold,

må formentlig bedømmes efter samme synspunkter som

folketingsbeslutninger i almindelighed. Folketingsbeslutningers retlige

betydning ændres altså ikke af det forhold, at beslutningen

angår udøvelse af et regeringsprærogativ.«

Af dette synspunkt følger, at

regeringen kan ifalde ansvar efter ministeransvarlighedsloven, dersom en

sådan folketingsbeslutning ikke efterleves.

Ifølge grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt., skal

regeringen indhente Folketingets samtykke til at indskrænke rigets

område. Dette samtykke anmoder regeringen om ved at fremsætte

forslag til lov om ophævelse af rigsfællesskabet mellem Danmark

og Færøerne. Det følger af grundlovens § 19, at en

indskrænkning af rigets område ikke behøver at underkastes

en folkeafstemning. En ophævelse af rigsfællesskabet med

Færøerne er imidlertid en så skelsættende

beslutning, at en folkeafstemning herom i hele Danmark må anses for at

være det eneste politisk rigtige.

Som nævnt ovenfor vil regeringens lovforslag om

ophævelse af rigsfællesskabet være en anmodning om et §

19-samtykke. Ifølge grundlovens § 42, stk. 6, kan et § 19-samtykke,

givet i lovform, ikke underkastes folkeafstemning, medmindre dette er bestemt

ved særlig (anden) lov.

Derfor pålægger nærværende forslag

regeringen i forlængelse af fremsættelsen af lovforslaget

vedrørende ophævelse af rigsfællesskabet at

fremsætte forslag til lov om afholdelse af folkeafstemning, jf.

grundlovens § 42, stk. 6, om loven om ophævelse af

rigsfællesskabet.

Folketinget afgør sammen med regeringen, hvorvidt

folkeafstemningen kun skal gennemføres i Danmark eller den

også skal gennemføres på Færøerne og

måske også i Grønland.

En ophævelse af rigsfællesskabet kræver

ikke en ændring af grundloven.

Følgende grundlovsbestemmelser vedrører

Færøerne:

§ 1.

Denne grundlov gælder for alle dele

af Danmarks Rige.

Bestemmelsen blev indføjet i grundloven i 1953 med

det sigte at markere Grønlands nye statsretlige stilling, idet

Grønland tidligere ikke var omfattet af grundloven.

Færøerne var allerede på det tidspunkt omfattet af

»Riget« i grundlovens forstand. (Betænkning afgivet

Forfatningskommissionen af 1946 (1953), p. 28 og p. 87).

Grundloven indeholder ingen forudsætning om rigets

udelelighed. Rent faktisk blev et forslag om en sådan bestemmelse

forkastet på Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848-49. En

udskillelse af Færøerne kræver således ikke en

ændring af grundloven, hvilket i øvrigt også kan udledes

af § 19, stk. 1, 2. pkt., forudsætningsvis.

§ 28.

Folketinget udgør een forsamling

bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer

vælges på Færøerne og 2 i Grønland.

Denne bestemmelse må efter Færøernes

udtræden af rigsfællesskabet fortolkes i lyset af, at

Færøerne ikke længere er en del af det danske rige.

§ 32

, stk. 5. Der kan ved lov gives

særlige regler om færøske og grønlandske

folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.

§ 42

, stk. 8. Nærmere regler om

folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted

på Færøerne og i Grønland, fastsættes ved

lov.

§ 86.

Valgretsalderen til de kommunale

råd og menighedsrådene er den for valg til folketinget til enhver

tid gældende. For Færøernes og Grønlands

vedkommende fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og

menighedsrådene ved lov eller i henhold til lov.

Fælles for disse tre bestemmelser er, at de bygger

på en forudsætning om, at Færøerne er en del af det

danske rige. De er alle indsat, fordi man i Forfatningskommissionen mente, at

de særlige kulturelle, geografiske og klimatiske forhold, der

gør sig gældende i Grønland og på

Færøerne, fordrer særlige regler. (Betænkning

afgivet af Forfatningskommissionen af 1946 (1953), p. 34-35).

Det er forslagsstillerens opfattelse, at disse

bestemmelser ikke forudsætter en grundlovsændring i

tilfælde af, at Færøerne udtræder af

rigsfællesskabet. Udgår Færøerne af

rigsfællesskabet, vil disse bestemmelser blot stå hen som

»indholdsløse«. Man vil så formentlig slette dem i

forbindelse med en revision af grundloven.

En udskillelse af Færøerne fra

rigsfællesskabet vil altså ikke kræve ændring af

grundloven. Det skal dog påpeges, at Folketingets forretningsorden, der

i fordelingsnøgler m.v. formodentlig forudsætter 179

folketingsmedlemmer, og folketingsvalgslovens § 7, der bestemmer, at der til

Folketinget skal vælges 179 medlemmer, begge skal ændres.

Skriftlig fremsættelse

Frank Dahlgaard

(UP):

Jeg tillader mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at bringe

rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne til

ophør.

(Beslutningsforslag nr. B 158).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter