Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en forfatningskommission

2005/1 BSF 3Beslutningsforslag som fremsatFolketinget6. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 6. oktober 2005 af Svend Auken (S),

Lotte Bundsgaard (S), Morten Bødskov (S),

Mette Frederiksen (S), Henrik Sass Larsen (S),

Jan Petersen (S) og Helle Thorning Schmidt (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om nedsættelse af en

forfatningskommission

Folketinget nedsætter en bredt sammensat forfatningskommission

med repræsentanter for alle de i Folketinget repræsenterede partier.

Forfatningskommissionen skal udarbejde et forslag til en ny

grundlov, der lever op til de krav, som et moderne demokratisk samfund må

stille til sin forfatning.

Især skal forslaget til en ny grundlov:

1.

Tage udgangspunkt i

folkestyret og gøre sproget tidssvarende.

2.

Opdatere de

grundlæggende borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle

rettigheder samt fastslå den enkeltes ansvar over for fællesskabet, naturen

og

de kommende generationer.

3.

Definere

statsmagternes funktioner og kompetencer.

4.

Understrege de

politiske partiers centrale rolle i vor demokratiske styreform.

5.

Sikre åbenhed i

Læs alt

forvaltningen.

6.

Styrke Folketingets

indsigt i og kontrol med udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

7.

Gøre monarkiet

tidssvarende, bl.a. ved, at tronen går i arv til den førstefødte.

8.

Sikre folkekirkens

selvstyre og sikre religionsligheden.

9.

Muliggøre et

selvstyre inden for rigsfællesskabets rammer på Færøerne og i Grønland.

10.

Smidiggøre reglerne

for ændring af grundloven.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af

beslutningsforslag nr. B 181, folketingsåret 2002-03 (se Folketingstidende

2002-03, tillæg A side 7084 og 7093), der ikke nåede at komme til

førstebehandling

inden mødeperiodens afslutning, beslutningsforslag nr. B 51, folketingsåret

2003-04 (se Folketingstidende 2003-04, forhandlingerne side 5671 og tillæg A

side 2740 og 2749), beslutningsforslag nr. B 10 fra folketingsåret 2004-05,

1.

samling (se Folketingstidende 2004-05, 1. samling, tillæg A side 1072 og

1081),

der ikke nåede at komme til førstebehandling inden folketingsvalget den 8.

februar 2005, og B 87 fra folketingsåret 2004-05, 2. samling (se

Folketingstidende 2004-05, samling, tillæg A side 7395 og 7404), der ikke

nåede

at komme til førstebehandling inden mødeperiodens afslutning.

Grundloven fejrede den 5. juni 2005 sin 52-års-fødselsdag. I

form og sprog er den dog mere end 155 år gammel.

Der er sket væsentlige ændringer i grundloven, siden den kom

til verden i 1849. Den almindelige og lige valgret – også for kvinder

– blev

grundlovsfæstet i 1915. I 1953 blev Landstinget afskaffet, det

parlamentariske

princip blev indføjet, og der kom nye bestemmelser om oprettelse af en

ombudsmandsinstitution, om folkeafstemninger og om mulighederne for at afgive

suverænitet til mellemfolkelige myndigheder.

Grundloven, som den fremstår efter ændringerne i 1953, har ikke

været til hinder for, at Danmark og vor demokratiske styreform har kunnet

tilpasse sig den løbende udvikling. Det må dog alligevel anses for

uhensigtsmæssigt,

at grundloven ikke giver et reelt billede af, hvordan forholdet er mellem

kongemagten og folkestyrets organer, og at sproget er umoderne og vanskeligt

tilgængeligt for nutidens danskere. Samtidig synes det heller ikke

hensigtsmæssigt, at borgernes rettigheder og friheder er mere vidtgående i

den

europæiske menneskerettighedskonvention og i EU’s charter om

grundlæggende

rettigheder end i vores grundlov, og at nye og principielt væsentlige

spørgsmål, som er kommet til siden 1953, slet ikke er omtalt i grundloven.

Omvendt er mange af de forhold, som grundloven omhandler,

ganske uaktuelle i forhold til de udfordringer, det danske samfund står over

for i første halvdel af det 21. århundrede.

Monarkiet er fortsat en central del af det danske samfundsliv.

Det har stor symbolværdi og vigtige repræsentative funktioner. Monarkiets

direkte rolle i det politiske liv er dog for længst udspillet, og ingen

ønsker

ændringer heri. Derfor kan det virke ejendommeligt at have en grundlov, hvor

begrænsningen af kongens/dronningens magt er det væsentligste anliggende. Det

var det i 1849, men det er det ikke i dag.

Grundloven af 1953 har naturligvis ikke kunnet tage højde for

den teknologiske udvikling og for udviklingen i det internationale

samarbejde,

og det har gjort en række spørgsmål vedrørende beskyttelse af individet og

vedrørende suverænitetsoverdragelse mere påtrængende.

Helt nye spørgsmål som hensynet til miljøet og behovet for en

bæredygtig udvikling er kommet til siden 1953. Den stærke opkomst i Danmark

af

forskellige religioner og trosretninger udgør også et nyt problemkompleks, og

med den teknologiske udvikling er der opstået en nærliggende fare for social

udstødning. Alle disse menneskeligt set væsentlige spørgsmål er der slet ikke

taget højde for i den nuværende grundlov.

Som moderne mennesker har vi først og fremmest brug for en

forfatning, der sætter rammer omkring det politiske liv, som det leves i

begyndelsen af det 21. århundrede. I en tidssvarende grundlov må demokratiets

helt grundlæggende principper slås fast, og sproget må gøres tilgængeligt og

fængende.

Svenskerne har fornyet deres grundlov flere gange i de seneste

30 år, og den fremstår i dag som en forfatning, der forholder sig til tidens

centrale spørgsmål, og som giver et dækkende billede af den svenske styreform

og af de demokratiske principper, den er baseret på.

Finland fik en ny grundlov i år 2000, og også om den kan man

sige, at den lever op til de krav, en moderne befolkning må stille til sin

forfatning.

I Danmark har det været svært at rejse en grundlovsdebat, selv

om det må være åbenbart for enhver, at der er et påtrængende behov for at

forny

vores grundlov og bringe den på niveau med grundloven i henholdsvis Sverige

og

Finland.

Socialdemokraterne håber, at der nu vil kunne skabes politisk

tilslutning til, at der allerede i indeværende folketingsår nedsættes en

forfatningskommission med repræsentanter for alle de i Folketinget

repræsenterede partier, samt at kommissionen vil etablere en nær dialog med

indenlandske og udenlandske eksperter.

Beslutningsforslagets ti punkter er ingenlunde udtømmende for

de emner, forfatningskommissionen vil komme til at beskæftige sig med, og de

er

ikke tiltænkt en bindende karakter. Det må selvfølgelig være sådan, at

forfatningskommissionen har helt frie hænder og kan gå i gang med sit arbejde

uden forhåndsbindinger.

Hvis kommissionen, som foreslået, nedsættes i indeværende

folketingsår, bør den kunne gøre sit arbejde færdigt inden udgangen af 2007,

så

der ligger et konkret forslag til en ny grundlov på Folketingets bord, som

befolkningen

kan tage stilling til i begyndelsen af 2008.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Til punkt 1.

En ny grundlov bør indledningsvis fastslå, at al offentlig magt

i Danmark udgår fra folket, samt at det danske folkestyre bygger på den frie,

lige og almindelige valgret, et repræsentativt og parlamentarisk princip, et

kommunalt selvstyre og et forpligtende internationalt samarbejde.

I de indledende bestemmelser vil det også være naturligt at

fastslå, at Danmark er en selvstændig stat, at statsformen er monarkisk, og

at

tronen går i arv til den førstefødte uanset køn.

Den gældende grundlov bygger i både sin form, sit indhold og

sit sprog på den grundlov, der blev formuleret i 1849. Det gør den vanskelig

at

læse og for uindviede næsten umulig at forstå.

Der er et påtrængende behov for, at grundloven ombrydes og

skrives i et moderne og letforståeligt sprog.

Til punkt 2.

Der er et påtrængende behov for at bringe grundlovens kapitel

om borgernes frihedsrettigheder i overensstemmelse med den europæiske

menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende

rettigheder

(charteret).

I det moderne velfærdssamfund har indbyggerne fået borgerlige,

politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som ligger klart ud

over, hvad der følger af den nuværende grundlovs ord. Også på dette punkt er

der et behov for at opdatere grundloven. Samtidig bør det fælles værdisæt,

som

disse rettigheder udspringer af, indføjes i grundloven.

Det fælles værdisæt kan kort udtrykkes ved,

– at ethvert menneske har værdi og udfolder sig under ansvar

over for fællesskabet,

– at dette ansvar er særlig stærkt i forhold til de dårligst

stillede, og

– at der skal værnes om de værdier, som ikke kan måles i penge.

En ny grundlov bør sikre ligestilling mellem mænd og kvinder og

gøre det klart, at der med rettigheder følger pligter, og at et ansvar følger

med udnyttelsen af enhver frihed. Således bør det klart fremgå, at den

enkelte

ikke blot har et ansvar over for andre mennesker og menneskelige

fællesskaber,

men også har et ansvar over for naturen og de kommende generationer. Ingen må

for at tilfredsstille sine personlige behov belaste naturen eller lægge

sådanne

byrder på eftertiden, at andre ikke kan få de samme muligheder, som de selv

har

haft. Bæredygtighed bør være et overordnet princip i lovgivningen.

Det bør også klart fremgå, at intet hensyn til den private

ejendomsret må begrænse tankens og forskningens frihed. Magtfulde individer,

virksomheder og organer må ikke kunne begrænse andres frie muligheder ved at

monopolisere medieområdet eller ved – gennem patentering – at

blokere for en videre

idé- eller videnudvikling. Indsatsen mod forurening og for naturbeskyttelse

må

ikke underordnes hensynet til snævre grundejer- og landbrugsrettigheder.

EU’s charter om grundlæggende rettigheder er foreløbig en

politisk deklaration vedtaget på Nicetopmødet i december 2000, men meget

tyder

på, at det vil blive indarbejdet som en juridisk bindende del af en kommende

forfatningstraktat.

Charteret synliggør, at EU også er et fællesskab om værdier,

som ikke kan måles i penge, og at det ikke blot er systemet, der har

rettigheder over for borgerne, men at det også er borgerne, der har

rettigheder

over for systemet. Hvad mere er: Charteret ligestiller de økonomiske, sociale

og kulturelle rettigheder med de borgerlige og politiske. Det sker under

henvisning til menneskerettighedskonventionens første artikel, som siger, at

den menneskelige værdighed skal respekteres og beskyttes, og at det vil

krænke

den menneskelige værdighed, hvis et menneske ikke har noget at leve af eller

bo

i, fordi det bliver ude af stand til at forsørge sig selv.

En tidssvarende demokratisk grundlov må slå fast,

– at al offentlig magt skal udøves i respekt for alle

menneskers ligeværd og for det enkelte menneskes frihed og værdighed, og

– at den enkeltes personlige, økonomiske og kulturelle velfærd

skal være et grundlæggende mål for den offentlige virksomhed.

Særskilt skal det pålægges den offentlige myndighed at sikre

retten til sundhed, arbejde, bolig og uddannelse samt at virke for social

omsorg og tryghed.

En ny grundlov må naturligvis også præcisere, at vort samfund

bygger på et humant grundlag, hvorfor mennesker ikke må diskrimineres på

grund

af køn, hudfarve, national eller etnisk baggrund, sprogligt eller religiøst

tilhørsforhold, handicap, seksuel orientering, alder eller andre forhold, som

gælder det enkelte menneske.

Ved formuleringen af de enkelte rettigheder kan der i øvrigt

hentes inspiration i de bestemmelser fra charteret, som gengives i bilaget

til

dette beslutningsforslag.

Til punkt 3.

Efter grundlovens § 3 findes der tre

»statsmagter«

nemlig den

lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. I princippet skal de tre

statsmagter holdes adskilt for at forhindre magtmisbrug. Intet organ bør

således

have magt til både at lave reglerne, at administrere dem og at bedømme, om de

er blevet overholdt.

I dag er situationen den, at domstolene dømmer.

Administrationen administrerer, lovgiver og dømmer. Lovgiverne lovgiver og

administrerer.

En tidssvarende demokratisk grundlov må udtrykkeligt fastslå,

at Folketinget som landets øverste folkevalgte forsamling i god

overensstemmelse med den demokratiske grundopfattelse skal have kompetence

til

at udstede enhver retsakt, som ikke udtrykkeligt er forbeholdt et andet

statsorgan efter grundloven. Heraf følger også, at Folketinget kan delegere

dele af sin kompetence, idet det er overladt til Folketinget at afgøre,

hvilke

beslutninger der er så væsentlige, at Folketinget selv vil træffe

beslutningen

frem for at overlade den til ministrene eller forvaltningen.

En ny grundlov må klart udtrykke, at det i sidste ende er

domstolene, som afgør, hvad der i konkrete situationer er gældende ret. Hvis

lovgiverne er utilfredse med domstolenes fortolkning af de gældende

lovtekster,

må de tage initiativ til at ændre lovgivningen.

Visse typer af afgørelser, som er konkrete og veldefinerede,

kan ved udtrykkelig lovgivning herom henlægges til nævn, råd og kommissioner,

der reelt er uafhængige i forhold til den pågældende minister, og som er

indrettet således, at deres procedureregler minder om dem, der gælder ved

domstolene.

I overensstemmelse med den demokratiske grundopfattelse skal en

ny grundlov fastslå, at ministrene og forvaltningen udøver deres magt på

grundlag af hjemmel i lov med ansvar over for Folketinget. Det juridiske

ansvar

følger af lov om ministeransvar.

Til punkt 4.

Selv om de politiske partier er kernen i vort repræsentative

demokrati, er de slet ikke nævnt i grundloven. Det er en åbenbar mangel.

Derfor bør det overvejes at indføre en grundlovsbestemmelse,

der siger, at vort folkestyre er baseret på eksistensen af politiske partier,

samt at kun anmeldte og godkendte partier kan opstille kandidater til

folketingsvalg.

De politiske partiers centrale rolle i vor demokratiske

styreform tilsiger, at de støttes af staten efter principper, som fastsættes

i

valgloven.

I denne forbindelse kan det overvejes at forbyde

arbejdsmarkedets og erhvervslivets organisationer og virksomheder at yde

tilskud til politiske partier.

Til punkt 5.

Til et tidssvarende folkestyre hører åbenhed og

borgerinddragelse – ikke blot af principielle grunde, men også fordi

åbenhed og

borgerinddragelse styrker kvaliteten af de beslutninger, som skal træffes.

Allerede i dag foreligger der en lovgivning om offentlighed i

forvaltningen, men loven hæmmes af mange undtagelser og en uklar praksis.

Danmark har tillige fortsat en restriktiv arkivlov.

I FN-regi blev der i 1998 vedtaget den såkaldte

Århuskonvention, som på miljøområdet pålægger de underskrivende lande en

forpligtelse til at give deres borgere adgang til alle oplysninger, ret til

at

deltage i beslutningerne og adgang til retslig prøvelse.

En ny grundlov bør udbrede konventionens principper til hele

den offentlige forvaltning, men dog således, at forberedende interne papirer,

der fortsat er til overvejelse, ikke er omfattet af offentlighedskravet. Der

kan også være tungtvejende samfundsinteresser, som kan tilsidesætte ønsket om

offentlighed.

Til punkt 6.

Selv om de seneste ændringer i Folketingets forretningsorden

har styrket Folketingets udenrigspolitiske indflydelse, er det

utilfredsstillende,

at det i grundlovens § 19 hedder:

»Kongen

handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender.«

Her trænger en opdatering sig virkelig på.

Af en tidssvarende dansk demokratisk grundlov må det klart

fremgå, at også i landets udenrigspolitik har Folketinget den øverste magt.

Demokratisk set er det ligeledes utilfredsstillende, at det

ofte er højesteretsdommere og ikke det danske folk, der kan blive bedt om at

afgøre omfanget af de beføjelser, der kan overlades til mellemfolkelige

myndigheder.

§ 20 lyder:

»Stk. 1.

Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer

rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til

mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med

andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2.

Til

vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af

Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til

vedtagelse af almindelige forslag nødvendige flertal, og opretholder

regeringen

forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller

forkastelse

efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.«

Socialdemokraterne ønsker at give det danske folk det sidste

ord i afgørelser om overdragelse af suverænitet. Det kunne for eksempel ske

ved

at sende afgørelsen ud til folkeafstemning, hvis der ikke er tre fjerdedeles

flertal for den i Folketinget.

Til punkt 7.

Monarkiet er fortsat en væsentlig del af det danske

samfundsliv. Det er et symbol for landet, og på regeringens ansvar har

monarkiet vigtige repræsentative funktioner. Monarkiets direkte rolle i det

politiske liv er dog for længst udspillet, og ingen ønsker at ændre herved.

Derimod kan der være grund til at gøre det mere tidssvarende.

Det er utidssvarende, at

tronfølgeloven lader en førstefødt datter vige for en senere født søn. Derfor

ønsker Socialdemokraterne lige arveret til tronen.

Det er heller

ikke tidssvarende at inddrage monarken i det partipolitiske spil omkring

regeringsdannelsen. For at undgå det har man ved flere lejligheder brugt

Folketingets formand som

»kongelig undersøger«, således at ingen statsminister udnævnes af monarken,

før Folketingets

formand har sikret sig, at der ikke vil være flertal imod ham eller hende.

Det

ønsker Socialdemokraterne grundlovsfæstet i Danmark, hvad det også er i

Sverige.

Endelig er

store dele af Statsrådets arbejde utidssvarende. Det er utidssvarende, at

regeringen – i modsætning til almindelige medlemmer af Folketinget

– kun kan

fremsætte lovforslag, hvis monarken har givet sin tilslutning i Statsrådet.

Det

er heller ikke tidssvarende, at Folketingets formand skal sende et

lovforslag,

der er vedtaget af Folketinget, til stadfæstelse af monarken i Statsrådet,

inden det kan sendes videre til Lovtidende. Det bør være nok, at Folketingets

formand sender det direkte til Lovtidende.

Ifølge den

svenske grundlov indkaldes Statsrådet, som består af monarken og regeringens

medlemmer, når parterne har behov for at tale sammen, og derudover har

statsministeren pligt til løbende at underrette monarken om

samfundsudviklingen

både ude og hjemme. Mere bør der heller ikke stå om Statsrådet i den danske

grundlov.

Til

punkt 8.

En ny grundlov

bør sikre folkekirkens selvstyre og sikre religionsligheden ved at give de

øvrige trossamfund vilkår, der tåler sammenligning med folkekirkens.

Det kunne

f.eks. ske ved en lovgivning, hvorefter staten giver alle anerkendte

trossamfund sammenlignelige økonomiske tilskud pr. medlem, ligesom grundloven

også skal forholde sig til de grundlæggende rettigheder og pligter for disse

trossamfund.

Uden at krænke

religionsligheden vil man med en sådan ordning kunne bevare den

evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke og støtte den fra

statens

side. Dette vil indebære et tidssvarende grundlag for lovgivningen om så vel

folkekirken som de øvrige trossamfund.

Der er brug

for en bred folkelig debat om så vel folkekirkens som de øvrige anerkendte

trossamfunds forhold. Kun på dette grundlag kan der sikres det nødvendige

grundlovsmæssige fundament for religionsfriheden og -ligheden i Danmark.

Til

punkt 9.

En ny grundlov

må tage højde for det færøske og det grønlandske folks ønske om at blive

anerkendt som to folk med hver sin historiske og kulturelle

baggrund og

ret til folkeretligt at optræde som selvstændige nationer inden for

rigsfællesskabets rammer. Det gør Færøerne og Grønland allerede i dag i

relation til EU, hvor Danmark er medlem, men hvor Færøerne og Grønland står

udenfor. Den model må kunne anvendes på andre internationale områder inden

for

rigsfællesskabets og grundlovens rammer.

Det konkrete fremtidige samarbejde mellem Danmark, Færøerne og

Grønland, der er baseret på ligeberettigelse mellem selvstændige nationer

inden

for rammerne af et rigsfællesskab, kan fastlægges i selvstyrelove. Disse skal

tage hensyn til, at der inden for retsvæsenet, de videregående uddannelser,

sygehusvæsenet og udenrigstjenesten kan være områder, hvor Færøerne og

Grønland

har behov for at kunne trække på danske serviceydelser.

En ny grundlov skal rumme mulighed for, at Færøerne og Grønland

kan træffe deres egne beslutninger om at udtræde af rigsfællesskabet og

vedtage

deres egen forfatning.

Til punkt 10.

Det er i modsætning til forholdene i de fleste andre lande

ganske besværligt at ændre den danske grundlov. Det var en velbegrundet

ordning,

så længe grundlovens hovedopgave var at sætte grænser for kongemagtens

udøvelse

både med hensyn til lovgivningen og forvaltningen og i relation til borgernes

rettigheder og friheder. I et moderne veludviklet demokratisk samfund som det

danske bør der imidlertid være lettere adgang til at justere grundloven, så

den

hele tiden kan være ajour med udviklingen og forandringerne i samfundet.

I Sverige kan grundloven ændres, hvis den svenske Riksdag

vedtager et forslag herom og senere bekræfter vedtagelsen efter et afholdt

rigsdagsvalg. Siden 1980 har et mindretal i den svenske Riksdag kunnet kræve,

at der afholdes folkeafstemning før den bekræftende afstemning i Riksdagen.

Socialdemokraterne foreslår to alternative

muligheder for ændring af grundloven:

1.

Hvis mindst tre

fjerdedele af Folketingets medlemmer stemmer for et forslag om ændringer og

et

nyvalgt Folketing bekræfter forslaget med almindeligt flertal.

2.

Hvis et flertal af

Folketingets medlemmer vedtager et forslag om ændringer og forslaget

bekræftes

ved en folkeafstemning, men således, at ændringerne bortfalder, hvis et

flertal

af de deltagende vælgere i folkeafstemningen, dog mindst 30 pct. af samtlige

stemmeberettigede, har stemt imod grundlovsændringerne.

Bilag

Fra EU-charteret kan også hentes inspiration til den

orden,

hvori de borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder

skal præsenteres i grundlovens afsnit om de grundlæggende rettigheder.

Charteret ryster så at sige posen og fremstiller rettighederne i et halvt

hundrede artikler fordelt på kapitlerne: Værdighed, Friheder, Ligestilling,

Solidaritet, Borgerne i Unionens medlemsstater og Retfærdighed i

retssystemet.

Fra hvert af disse kapitler peger Socialdemokraterne på nogle af

de grundlæggende rettigheder, hvormed den danske grundlovs rettighedskatalog

passende kunne udbygges.

Fra kapitlet om værdighed kunne grundloven kopiere:

Artikel 1.

Den menneskelige værdighed.

Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres

og beskyttes.

– samt Artikel 2’s forbud mod dødsstraf.

Fra kapitlet om friheder

kunne der bl.a. hentes inspiration fra formuleringerne i:

Artikel 12. Forsamlings- og foreningsfrihed.

Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og

til foreningsfrihed på alle niveauer, navnlig i forbindelse med politiske og

faglige sammenslutninger og medborgersammenslutninger, hvilket indebærer, at

enhver har ret til sammen med andre at oprette fagforeninger og at slutte sig

hertil for at beskytte sine interesser.

Fra kapitlet om ligestilling er der meget at hente:

Markant er formuleringen i stk. 1 af:

Artikel 21. Ikkeforskelsbehandling.

Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk

eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro,

politiske

eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal,

formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert

andet

forhold er forbudt.

Artikel 23. Ligestilling mellem mænd og

kvinder.

Stk. 1.

Der skal sikres

ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder, herunder i forbindelse

med

beskæftigelse, arbejde og løn.

Stk. 2.

Princippet om

ligestilling er ikke til hinder for opretholdelse eller vedtagelse af

foranstaltninger,

der giver det underrepræsenterede køn specifikke fordele. En sådan paragraf

hører også til i en tidssvarende grundlov.

Artikel 24. Børns rettigheder.

Stk. 1.

Børn har ret til den

beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De kan frit

udtrykke

deres synspunkter. Der tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i

overensstemmelse med deres alder og modenhed.

Stk. 2. I alle

handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder

eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række.

Stk. 3.

Ethvert barn har

ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med

begge

sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser.

Artikel 25. Ældres rettigheder.

Unionen anerkender og respekterer ældres ret til et værdigt og

uafhængigt liv og til at deltage i det sociale og kulturelle liv.

Det bør den danske grundlov også gøre.

Artikel 26. Integration af mennesker med

handicap.

Unionen anerkender og respekterer retten for mennesker med

handicap til at nyde godt af foranstaltninger, der skal sikre deres autonomi,

deres sociale og erhvervsmæssige integration og deres deltagelse i

samfundslivet.

En lignende anerkendelse og respekt bør den danske grundlov også

vise vore handicappede medborgere.

Fra kapitlet om solidaritet er der allermest at hente, men

fortrinsvis til inspiration, da artiklerne i vidt omfang er skrevet med

unionspen. Efter en lettere omskrivning vil de dog kunne yde et væsentligt

bidrag til en tidssvarende dansk grundlov. Kapitlets interessante artikler

gengives i deres fulde ordlyd:

Artikel 27. Ret til information og høring af

arbejdstagerne i virksomheden.

Arbejdstagerne eller deres repræsentanter skal på passende

niveauer have sikkerhed for information og høring i god tid i de tilfælde og

på

de betingelser, der er fastsat i fællesskabslovgivningen og national

lovgivning

og praksis.

Artikel 28. Forhandlingsret og ret til

kollektive skridt.

Arbejdstagere og arbejdsgivere eller deres respektive

organisationer har i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og national

lovgivning og praksis ret til at forhandle og indgå kollektive overenskomster

på passende niveauer og i tilfælde af interessekonflikter ret til kollektive

skridt, herunder strejke, for at forsvare deres interesser.

Artikel 29. Ret til arbejdsformidling.

Enhver har ret til at kunne gøre brug af en gratis

arbejdsformidlingstjeneste.

Artikel 30. Beskyttelse i tilfælde af

ubegrundet opsigelse.

Enhver arbejdstager har ret til beskyttelse mod ubegrundet

opsigelse i overensstemmelse med fællesskabsretten og national lovgivning og

praksis.

Artikel 31. Retfærdige og rimelige

arbejdsforhold.

Stk. 1.

Enhver

arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold.

Stk. 2.

Enhver

arbejdstager har ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til

daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn.

Artikel 32. Forbud mod børnearbejde og

beskyttelse af unge på arbejdspladsen.

Børnearbejde er forbudt. Minimumsalderen for adgang til at

udføre erhvervsarbejde må ikke være lavere end den alder, hvor skolepligten

ophører, dog med forbehold for regler, der er gunstigere for de unge, og af

begrænsede undtagelser. Unge, der udfører erhvervsarbejde, skal sikres

arbejdsbetingelser, som er tilpasset deres alder, samt beskyttelse mod

økonomisk udnyttelse og enhver form for arbejde, der kan skade deres

sikkerhed,

sundhed og fysiske, mentale, moralske eller sociale udvikling, eller som kan

gå

ud over deres skolegang.

Artikel 33. Familieliv og arbejdsliv.

Stk. 1.

Der drages

omsorg for juridisk, økonomisk og social beskyttelse af familien.

Stk. 2.

For at kunne

forene familieliv og arbejdsliv har enhver ret til at være beskyttet mod

afskedigelse

på grund af graviditet og barsel samt ret til betalt barselorlov og til

forældreorlov efter et barns fødsel eller ved adoption af et barn.

Artikel 34. Social sikring og social bistand.

Stk. 1.

Unionen

anerkender og respekterer retten til adgang til sociale sikringsydelser og

sociale tjenester, f.eks. i tilfælde af graviditet og barsel, sygdom,

arbejdsulykker, plejebehov eller alderdom samt i tilfælde af arbejdsløshed

efter de bestemmelser, der er fastsat ved fællesskabslovgivningen og

medlemsstaternes lovgivning og praksis.

Stk. 2. Enhver, der har

bopæl og bevæger sig lovligt inden for Unionens område, har ret til sociale

sikringsydelser og sociale fordele i overensstemmelse med

fællesskabslovgivningen og medlemsstaternes lovgivning og praksis.

Stk. 3.

For at bekæmpe

social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer Unionen retten til

social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle,

der ikke har tilstrækkelige midler, efter de bestemmelser, der er fastsat ved

fællesskabslovgivningen og medlemsstaternes lovgivning og praksis.

Artikel 35. Sundhedsbeskyttelse.

Enhver har ret til at få adgang til forebyggende sundhedsydelser

og til at modtage lægehjælp på de betingelser, der er fastsat ved

medlemsstaternes lovgivning og praksis. Der skal sikres et højt

sundhedsbeskyttelsesniveau

ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og

aktiviteter.

Artikel 37. Miljøbeskyttelse.

Et højt miljøbeskyttelsesniveau og forbedring af miljøkvaliteten

skal integreres i Unionens politikker og sikres i overensstemmelse med

princippet om en bæredygtig udvikling.

Artikel 38. Forbrugerbeskyttelse.

Der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens

politikker.

Fra kapitlet om borgerne i Unionens medlemsstater knytter

interessen sig til en artikel, som i lettere omskrevet form ville høre hjemme

i

en tidssvarende dansk grundlov:

Artikel 41. Ret til god forvaltning.

Stk. 1.

Enhver har ret

til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig

frist

af Unionens institutioner og organer.

Stk. 2.

Denne ret

omfatter navnlig:

–

retten for enhver til

at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for

ham/hende, som måtte berøre ham/hende negativt,

–

retten for enhver til

aktindsigt i de akter, der vedrører ham/hende, under iagttagelse af legitime

fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed,

–

pligt for forvaltningen

til at begrunde sine beslutninger.

Stk. 3.

Enhver har ret

til erstatning fra Fællesskabet for skader forvoldt af dets institutioner

eller

dets ansatte under udøvelsen af deres hverv i overensstemmelse med de

almindelige principper, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer.

Stk. 4.

Enhver kan

henvende sig til Unionens institutioner på et af traktaternes sprog og skal

have svar på samme sprog.

Fra kapitlet om retfærdighed i retssystemet er der ligeledes en

artikel, som i lettere omskrevet form ville høre hjemme i en tidssvarende

dansk

grundlov:

Artikel 47. Adgang til effektive retsmidler og

til en upartisk domstol.

Stk. 1.

Enhver, hvis

rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have

adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de

betingelser, der er fastsat i denne artikel.

Stk. 2.

Enhver har ret

til en retfærdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist for en

uafhængig

og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have

mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.

Stk. 3.

Der ydes retshjælp til dem, der ikke har

tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre effektiv

adgang til domstolsprøvelse.

Lignende dokumenter