Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en forfatningskommission
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 6. oktober 2005 af Svend Auken (S),
Lotte Bundsgaard (S), Morten Bødskov (S),
Mette Frederiksen (S), Henrik Sass Larsen (S),
Jan Petersen (S) og Helle Thorning Schmidt (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af en
forfatningskommission
Folketinget nedsætter en bredt sammensat forfatningskommission
med repræsentanter for alle de i Folketinget repræsenterede partier.
Forfatningskommissionen skal udarbejde et forslag til en ny
grundlov, der lever op til de krav, som et moderne demokratisk samfund må
stille til sin forfatning.
Især skal forslaget til en ny grundlov:
1.
Tage udgangspunkt i
folkestyret og gøre sproget tidssvarende.
2.
Opdatere de
grundlæggende borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder samt fastslå den enkeltes ansvar over for fællesskabet, naturen
og
de kommende generationer.
3.
Definere
statsmagternes funktioner og kompetencer.
4.
Understrege de
politiske partiers centrale rolle i vor demokratiske styreform.
5.
Sikre åbenhed i
Læs alt
forvaltningen.
6.
Styrke Folketingets
indsigt i og kontrol med udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
7.
Gøre monarkiet
tidssvarende, bl.a. ved, at tronen går i arv til den førstefødte.
8.
Sikre folkekirkens
selvstyre og sikre religionsligheden.
9.
Muliggøre et
selvstyre inden for rigsfællesskabets rammer på Færøerne og i Grønland.
10.
Smidiggøre reglerne
for ændring af grundloven.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 181, folketingsåret 2002-03 (se Folketingstidende
2002-03, tillæg A side 7084 og 7093), der ikke nåede at komme til
førstebehandling
inden mødeperiodens afslutning, beslutningsforslag nr. B 51, folketingsåret
2003-04 (se Folketingstidende 2003-04, forhandlingerne side 5671 og tillæg A
side 2740 og 2749), beslutningsforslag nr. B 10 fra folketingsåret 2004-05,
1.
samling (se Folketingstidende 2004-05, 1. samling, tillæg A side 1072 og
1081),
der ikke nåede at komme til førstebehandling inden folketingsvalget den 8.
februar 2005, og B 87 fra folketingsåret 2004-05, 2. samling (se
Folketingstidende 2004-05, samling, tillæg A side 7395 og 7404), der ikke
nåede
at komme til førstebehandling inden mødeperiodens afslutning.
Grundloven fejrede den 5. juni 2005 sin 52-års-fødselsdag. I
form og sprog er den dog mere end 155 år gammel.
Der er sket væsentlige ændringer i grundloven, siden den kom
til verden i 1849. Den almindelige og lige valgret – også for kvinder
– blev
grundlovsfæstet i 1915. I 1953 blev Landstinget afskaffet, det
parlamentariske
princip blev indføjet, og der kom nye bestemmelser om oprettelse af en
ombudsmandsinstitution, om folkeafstemninger og om mulighederne for at afgive
suverænitet til mellemfolkelige myndigheder.
Grundloven, som den fremstår efter ændringerne i 1953, har ikke
været til hinder for, at Danmark og vor demokratiske styreform har kunnet
tilpasse sig den løbende udvikling. Det må dog alligevel anses for
uhensigtsmæssigt,
at grundloven ikke giver et reelt billede af, hvordan forholdet er mellem
kongemagten og folkestyrets organer, og at sproget er umoderne og vanskeligt
tilgængeligt for nutidens danskere. Samtidig synes det heller ikke
hensigtsmæssigt, at borgernes rettigheder og friheder er mere vidtgående i
den
europæiske menneskerettighedskonvention og i EU’s charter om
grundlæggende
rettigheder end i vores grundlov, og at nye og principielt væsentlige
spørgsmål, som er kommet til siden 1953, slet ikke er omtalt i grundloven.
Omvendt er mange af de forhold, som grundloven omhandler,
ganske uaktuelle i forhold til de udfordringer, det danske samfund står over
for i første halvdel af det 21. århundrede.
Monarkiet er fortsat en central del af det danske samfundsliv.
Det har stor symbolværdi og vigtige repræsentative funktioner. Monarkiets
direkte rolle i det politiske liv er dog for længst udspillet, og ingen
ønsker
ændringer heri. Derfor kan det virke ejendommeligt at have en grundlov, hvor
begrænsningen af kongens/dronningens magt er det væsentligste anliggende. Det
var det i 1849, men det er det ikke i dag.
Grundloven af 1953 har naturligvis ikke kunnet tage højde for
den teknologiske udvikling og for udviklingen i det internationale
samarbejde,
og det har gjort en række spørgsmål vedrørende beskyttelse af individet og
vedrørende suverænitetsoverdragelse mere påtrængende.
Helt nye spørgsmål som hensynet til miljøet og behovet for en
bæredygtig udvikling er kommet til siden 1953. Den stærke opkomst i Danmark
af
forskellige religioner og trosretninger udgør også et nyt problemkompleks, og
med den teknologiske udvikling er der opstået en nærliggende fare for social
udstødning. Alle disse menneskeligt set væsentlige spørgsmål er der slet ikke
taget højde for i den nuværende grundlov.
Som moderne mennesker har vi først og fremmest brug for en
forfatning, der sætter rammer omkring det politiske liv, som det leves i
begyndelsen af det 21. århundrede. I en tidssvarende grundlov må demokratiets
helt grundlæggende principper slås fast, og sproget må gøres tilgængeligt og
fængende.
Svenskerne har fornyet deres grundlov flere gange i de seneste
30 år, og den fremstår i dag som en forfatning, der forholder sig til tidens
centrale spørgsmål, og som giver et dækkende billede af den svenske styreform
og af de demokratiske principper, den er baseret på.
Finland fik en ny grundlov i år 2000, og også om den kan man
sige, at den lever op til de krav, en moderne befolkning må stille til sin
forfatning.
I Danmark har det været svært at rejse en grundlovsdebat, selv
om det må være åbenbart for enhver, at der er et påtrængende behov for at
forny
vores grundlov og bringe den på niveau med grundloven i henholdsvis Sverige
og
Finland.
Socialdemokraterne håber, at der nu vil kunne skabes politisk
tilslutning til, at der allerede i indeværende folketingsår nedsættes en
forfatningskommission med repræsentanter for alle de i Folketinget
repræsenterede partier, samt at kommissionen vil etablere en nær dialog med
indenlandske og udenlandske eksperter.
Beslutningsforslagets ti punkter er ingenlunde udtømmende for
de emner, forfatningskommissionen vil komme til at beskæftige sig med, og de
er
ikke tiltænkt en bindende karakter. Det må selvfølgelig være sådan, at
forfatningskommissionen har helt frie hænder og kan gå i gang med sit arbejde
uden forhåndsbindinger.
Hvis kommissionen, som foreslået, nedsættes i indeværende
folketingsår, bør den kunne gøre sit arbejde færdigt inden udgangen af 2007,
så
der ligger et konkret forslag til en ny grundlov på Folketingets bord, som
befolkningen
kan tage stilling til i begyndelsen af 2008.
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser
Til punkt 1.
En ny grundlov bør indledningsvis fastslå, at al offentlig magt
i Danmark udgår fra folket, samt at det danske folkestyre bygger på den frie,
lige og almindelige valgret, et repræsentativt og parlamentarisk princip, et
kommunalt selvstyre og et forpligtende internationalt samarbejde.
I de indledende bestemmelser vil det også være naturligt at
fastslå, at Danmark er en selvstændig stat, at statsformen er monarkisk, og
at
tronen går i arv til den førstefødte uanset køn.
Den gældende grundlov bygger i både sin form, sit indhold og
sit sprog på den grundlov, der blev formuleret i 1849. Det gør den vanskelig
at
læse og for uindviede næsten umulig at forstå.
Der er et påtrængende behov for, at grundloven ombrydes og
skrives i et moderne og letforståeligt sprog.
Til punkt 2.
Der er et påtrængende behov for at bringe grundlovens kapitel
om borgernes frihedsrettigheder i overensstemmelse med den europæiske
menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende
rettigheder
(charteret).
I det moderne velfærdssamfund har indbyggerne fået borgerlige,
politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som ligger klart ud
over, hvad der følger af den nuværende grundlovs ord. Også på dette punkt er
der et behov for at opdatere grundloven. Samtidig bør det fælles værdisæt,
som
disse rettigheder udspringer af, indføjes i grundloven.
Det fælles værdisæt kan kort udtrykkes ved,
– at ethvert menneske har værdi og udfolder sig under ansvar
over for fællesskabet,
– at dette ansvar er særlig stærkt i forhold til de dårligst
stillede, og
– at der skal værnes om de værdier, som ikke kan måles i penge.
En ny grundlov bør sikre ligestilling mellem mænd og kvinder og
gøre det klart, at der med rettigheder følger pligter, og at et ansvar følger
med udnyttelsen af enhver frihed. Således bør det klart fremgå, at den
enkelte
ikke blot har et ansvar over for andre mennesker og menneskelige
fællesskaber,
men også har et ansvar over for naturen og de kommende generationer. Ingen må
for at tilfredsstille sine personlige behov belaste naturen eller lægge
sådanne
byrder på eftertiden, at andre ikke kan få de samme muligheder, som de selv
har
haft. Bæredygtighed bør være et overordnet princip i lovgivningen.
Det bør også klart fremgå, at intet hensyn til den private
ejendomsret må begrænse tankens og forskningens frihed. Magtfulde individer,
virksomheder og organer må ikke kunne begrænse andres frie muligheder ved at
monopolisere medieområdet eller ved – gennem patentering – at
blokere for en videre
idé- eller videnudvikling. Indsatsen mod forurening og for naturbeskyttelse
må
ikke underordnes hensynet til snævre grundejer- og landbrugsrettigheder.
EU’s charter om grundlæggende rettigheder er foreløbig en
politisk deklaration vedtaget på Nicetopmødet i december 2000, men meget
tyder
på, at det vil blive indarbejdet som en juridisk bindende del af en kommende
forfatningstraktat.
Charteret synliggør, at EU også er et fællesskab om værdier,
som ikke kan måles i penge, og at det ikke blot er systemet, der har
rettigheder over for borgerne, men at det også er borgerne, der har
rettigheder
over for systemet. Hvad mere er: Charteret ligestiller de økonomiske, sociale
og kulturelle rettigheder med de borgerlige og politiske. Det sker under
henvisning til menneskerettighedskonventionens første artikel, som siger, at
den menneskelige værdighed skal respekteres og beskyttes, og at det vil
krænke
den menneskelige værdighed, hvis et menneske ikke har noget at leve af eller
bo
i, fordi det bliver ude af stand til at forsørge sig selv.
En tidssvarende demokratisk grundlov må slå fast,
– at al offentlig magt skal udøves i respekt for alle
menneskers ligeværd og for det enkelte menneskes frihed og værdighed, og
– at den enkeltes personlige, økonomiske og kulturelle velfærd
skal være et grundlæggende mål for den offentlige virksomhed.
Særskilt skal det pålægges den offentlige myndighed at sikre
retten til sundhed, arbejde, bolig og uddannelse samt at virke for social
omsorg og tryghed.
En ny grundlov må naturligvis også præcisere, at vort samfund
bygger på et humant grundlag, hvorfor mennesker ikke må diskrimineres på
grund
af køn, hudfarve, national eller etnisk baggrund, sprogligt eller religiøst
tilhørsforhold, handicap, seksuel orientering, alder eller andre forhold, som
gælder det enkelte menneske.
Ved formuleringen af de enkelte rettigheder kan der i øvrigt
hentes inspiration i de bestemmelser fra charteret, som gengives i bilaget
til
dette beslutningsforslag.
Til punkt 3.
Efter grundlovens § 3 findes der tre
»statsmagter«
nemlig den
lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. I princippet skal de tre
statsmagter holdes adskilt for at forhindre magtmisbrug. Intet organ bør
således
have magt til både at lave reglerne, at administrere dem og at bedømme, om de
er blevet overholdt.
I dag er situationen den, at domstolene dømmer.
Administrationen administrerer, lovgiver og dømmer. Lovgiverne lovgiver og
administrerer.
En tidssvarende demokratisk grundlov må udtrykkeligt fastslå,
at Folketinget som landets øverste folkevalgte forsamling i god
overensstemmelse med den demokratiske grundopfattelse skal have kompetence
til
at udstede enhver retsakt, som ikke udtrykkeligt er forbeholdt et andet
statsorgan efter grundloven. Heraf følger også, at Folketinget kan delegere
dele af sin kompetence, idet det er overladt til Folketinget at afgøre,
hvilke
beslutninger der er så væsentlige, at Folketinget selv vil træffe
beslutningen
frem for at overlade den til ministrene eller forvaltningen.
En ny grundlov må klart udtrykke, at det i sidste ende er
domstolene, som afgør, hvad der i konkrete situationer er gældende ret. Hvis
lovgiverne er utilfredse med domstolenes fortolkning af de gældende
lovtekster,
må de tage initiativ til at ændre lovgivningen.
Visse typer af afgørelser, som er konkrete og veldefinerede,
kan ved udtrykkelig lovgivning herom henlægges til nævn, råd og kommissioner,
der reelt er uafhængige i forhold til den pågældende minister, og som er
indrettet således, at deres procedureregler minder om dem, der gælder ved
domstolene.
I overensstemmelse med den demokratiske grundopfattelse skal en
ny grundlov fastslå, at ministrene og forvaltningen udøver deres magt på
grundlag af hjemmel i lov med ansvar over for Folketinget. Det juridiske
ansvar
følger af lov om ministeransvar.
Til punkt 4.
Selv om de politiske partier er kernen i vort repræsentative
demokrati, er de slet ikke nævnt i grundloven. Det er en åbenbar mangel.
Derfor bør det overvejes at indføre en grundlovsbestemmelse,
der siger, at vort folkestyre er baseret på eksistensen af politiske partier,
samt at kun anmeldte og godkendte partier kan opstille kandidater til
folketingsvalg.
De politiske partiers centrale rolle i vor demokratiske
styreform tilsiger, at de støttes af staten efter principper, som fastsættes
i
valgloven.
I denne forbindelse kan det overvejes at forbyde
arbejdsmarkedets og erhvervslivets organisationer og virksomheder at yde
tilskud til politiske partier.
Til punkt 5.
Til et tidssvarende folkestyre hører åbenhed og
borgerinddragelse – ikke blot af principielle grunde, men også fordi
åbenhed og
borgerinddragelse styrker kvaliteten af de beslutninger, som skal træffes.
Allerede i dag foreligger der en lovgivning om offentlighed i
forvaltningen, men loven hæmmes af mange undtagelser og en uklar praksis.
Danmark har tillige fortsat en restriktiv arkivlov.
I FN-regi blev der i 1998 vedtaget den såkaldte
Århuskonvention, som på miljøområdet pålægger de underskrivende lande en
forpligtelse til at give deres borgere adgang til alle oplysninger, ret til
at
deltage i beslutningerne og adgang til retslig prøvelse.
En ny grundlov bør udbrede konventionens principper til hele
den offentlige forvaltning, men dog således, at forberedende interne papirer,
der fortsat er til overvejelse, ikke er omfattet af offentlighedskravet. Der
kan også være tungtvejende samfundsinteresser, som kan tilsidesætte ønsket om
offentlighed.
Til punkt 6.
Selv om de seneste ændringer i Folketingets forretningsorden
har styrket Folketingets udenrigspolitiske indflydelse, er det
utilfredsstillende,
at det i grundlovens § 19 hedder:
»Kongen
handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender.«
Her trænger en opdatering sig virkelig på.
Af en tidssvarende dansk demokratisk grundlov må det klart
fremgå, at også i landets udenrigspolitik har Folketinget den øverste magt.
Demokratisk set er det ligeledes utilfredsstillende, at det
ofte er højesteretsdommere og ikke det danske folk, der kan blive bedt om at
afgøre omfanget af de beføjelser, der kan overlades til mellemfolkelige
myndigheder.
§ 20 lyder:
»Stk. 1.
Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer
rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til
mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med
andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Stk. 2.
Til
vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af
Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til
vedtagelse af almindelige forslag nødvendige flertal, og opretholder
regeringen
forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller
forkastelse
efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.«
Socialdemokraterne ønsker at give det danske folk det sidste
ord i afgørelser om overdragelse af suverænitet. Det kunne for eksempel ske
ved
at sende afgørelsen ud til folkeafstemning, hvis der ikke er tre fjerdedeles
flertal for den i Folketinget.
Til punkt 7.
Monarkiet er fortsat en væsentlig del af det danske
samfundsliv. Det er et symbol for landet, og på regeringens ansvar har
monarkiet vigtige repræsentative funktioner. Monarkiets direkte rolle i det
politiske liv er dog for længst udspillet, og ingen ønsker at ændre herved.
Derimod kan der være grund til at gøre det mere tidssvarende.
Det er utidssvarende, at
tronfølgeloven lader en førstefødt datter vige for en senere født søn. Derfor
ønsker Socialdemokraterne lige arveret til tronen.
Det er heller
ikke tidssvarende at inddrage monarken i det partipolitiske spil omkring
regeringsdannelsen. For at undgå det har man ved flere lejligheder brugt
Folketingets formand som
»kongelig undersøger«, således at ingen statsminister udnævnes af monarken,
før Folketingets
formand har sikret sig, at der ikke vil være flertal imod ham eller hende.
Det
ønsker Socialdemokraterne grundlovsfæstet i Danmark, hvad det også er i
Sverige.
Endelig er
store dele af Statsrådets arbejde utidssvarende. Det er utidssvarende, at
regeringen – i modsætning til almindelige medlemmer af Folketinget
– kun kan
fremsætte lovforslag, hvis monarken har givet sin tilslutning i Statsrådet.
Det
er heller ikke tidssvarende, at Folketingets formand skal sende et
lovforslag,
der er vedtaget af Folketinget, til stadfæstelse af monarken i Statsrådet,
inden det kan sendes videre til Lovtidende. Det bør være nok, at Folketingets
formand sender det direkte til Lovtidende.
Ifølge den
svenske grundlov indkaldes Statsrådet, som består af monarken og regeringens
medlemmer, når parterne har behov for at tale sammen, og derudover har
statsministeren pligt til løbende at underrette monarken om
samfundsudviklingen
både ude og hjemme. Mere bør der heller ikke stå om Statsrådet i den danske
grundlov.
Til
punkt 8.
En ny grundlov
bør sikre folkekirkens selvstyre og sikre religionsligheden ved at give de
øvrige trossamfund vilkår, der tåler sammenligning med folkekirkens.
Det kunne
f.eks. ske ved en lovgivning, hvorefter staten giver alle anerkendte
trossamfund sammenlignelige økonomiske tilskud pr. medlem, ligesom grundloven
også skal forholde sig til de grundlæggende rettigheder og pligter for disse
trossamfund.
Uden at krænke
religionsligheden vil man med en sådan ordning kunne bevare den
evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke og støtte den fra
statens
side. Dette vil indebære et tidssvarende grundlag for lovgivningen om så vel
folkekirken som de øvrige trossamfund.
Der er brug
for en bred folkelig debat om så vel folkekirkens som de øvrige anerkendte
trossamfunds forhold. Kun på dette grundlag kan der sikres det nødvendige
grundlovsmæssige fundament for religionsfriheden og -ligheden i Danmark.
Til
punkt 9.
En ny grundlov
må tage højde for det færøske og det grønlandske folks ønske om at blive
anerkendt som to folk med hver sin historiske og kulturelle
baggrund og
ret til folkeretligt at optræde som selvstændige nationer inden for
rigsfællesskabets rammer. Det gør Færøerne og Grønland allerede i dag i
relation til EU, hvor Danmark er medlem, men hvor Færøerne og Grønland står
udenfor. Den model må kunne anvendes på andre internationale områder inden
for
rigsfællesskabets og grundlovens rammer.
Det konkrete fremtidige samarbejde mellem Danmark, Færøerne og
Grønland, der er baseret på ligeberettigelse mellem selvstændige nationer
inden
for rammerne af et rigsfællesskab, kan fastlægges i selvstyrelove. Disse skal
tage hensyn til, at der inden for retsvæsenet, de videregående uddannelser,
sygehusvæsenet og udenrigstjenesten kan være områder, hvor Færøerne og
Grønland
har behov for at kunne trække på danske serviceydelser.
En ny grundlov skal rumme mulighed for, at Færøerne og Grønland
kan træffe deres egne beslutninger om at udtræde af rigsfællesskabet og
vedtage
deres egen forfatning.
Til punkt 10.
Det er i modsætning til forholdene i de fleste andre lande
ganske besværligt at ændre den danske grundlov. Det var en velbegrundet
ordning,
så længe grundlovens hovedopgave var at sætte grænser for kongemagtens
udøvelse
både med hensyn til lovgivningen og forvaltningen og i relation til borgernes
rettigheder og friheder. I et moderne veludviklet demokratisk samfund som det
danske bør der imidlertid være lettere adgang til at justere grundloven, så
den
hele tiden kan være ajour med udviklingen og forandringerne i samfundet.
I Sverige kan grundloven ændres, hvis den svenske Riksdag
vedtager et forslag herom og senere bekræfter vedtagelsen efter et afholdt
rigsdagsvalg. Siden 1980 har et mindretal i den svenske Riksdag kunnet kræve,
at der afholdes folkeafstemning før den bekræftende afstemning i Riksdagen.
Socialdemokraterne foreslår to alternative
muligheder for ændring af grundloven:
1.
Hvis mindst tre
fjerdedele af Folketingets medlemmer stemmer for et forslag om ændringer og
et
nyvalgt Folketing bekræfter forslaget med almindeligt flertal.
2.
Hvis et flertal af
Folketingets medlemmer vedtager et forslag om ændringer og forslaget
bekræftes
ved en folkeafstemning, men således, at ændringerne bortfalder, hvis et
flertal
af de deltagende vælgere i folkeafstemningen, dog mindst 30 pct. af samtlige
stemmeberettigede, har stemt imod grundlovsændringerne.
Bilag
Fra EU-charteret kan også hentes inspiration til den
orden,
hvori de borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
skal præsenteres i grundlovens afsnit om de grundlæggende rettigheder.
Charteret ryster så at sige posen og fremstiller rettighederne i et halvt
hundrede artikler fordelt på kapitlerne: Værdighed, Friheder, Ligestilling,
Solidaritet, Borgerne i Unionens medlemsstater og Retfærdighed i
retssystemet.
Fra hvert af disse kapitler peger Socialdemokraterne på nogle af
de grundlæggende rettigheder, hvormed den danske grundlovs rettighedskatalog
passende kunne udbygges.
Fra kapitlet om værdighed kunne grundloven kopiere:
Artikel 1.
Den menneskelige værdighed.
Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres
og beskyttes.
– samt Artikel 2’s forbud mod dødsstraf.
Fra kapitlet om friheder
kunne der bl.a. hentes inspiration fra formuleringerne i:
Artikel 12. Forsamlings- og foreningsfrihed.
Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og
til foreningsfrihed på alle niveauer, navnlig i forbindelse med politiske og
faglige sammenslutninger og medborgersammenslutninger, hvilket indebærer, at
enhver har ret til sammen med andre at oprette fagforeninger og at slutte sig
hertil for at beskytte sine interesser.
Fra kapitlet om ligestilling er der meget at hente:
Markant er formuleringen i stk. 1 af:
Artikel 21. Ikkeforskelsbehandling.
Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk
eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro,
politiske
eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal,
formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert
andet
forhold er forbudt.
Artikel 23. Ligestilling mellem mænd og
kvinder.
Stk. 1.
Der skal sikres
ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder, herunder i forbindelse
med
beskæftigelse, arbejde og løn.
Stk. 2.
Princippet om
ligestilling er ikke til hinder for opretholdelse eller vedtagelse af
foranstaltninger,
der giver det underrepræsenterede køn specifikke fordele. En sådan paragraf
hører også til i en tidssvarende grundlov.
Artikel 24. Børns rettigheder.
Stk. 1.
Børn har ret til den
beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De kan frit
udtrykke
deres synspunkter. Der tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i
overensstemmelse med deres alder og modenhed.
Stk. 2. I alle
handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder
eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række.
Stk. 3.
Ethvert barn har
ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med
begge
sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser.
Artikel 25. Ældres rettigheder.
Unionen anerkender og respekterer ældres ret til et værdigt og
uafhængigt liv og til at deltage i det sociale og kulturelle liv.
Det bør den danske grundlov også gøre.
Artikel 26. Integration af mennesker med
handicap.
Unionen anerkender og respekterer retten for mennesker med
handicap til at nyde godt af foranstaltninger, der skal sikre deres autonomi,
deres sociale og erhvervsmæssige integration og deres deltagelse i
samfundslivet.
En lignende anerkendelse og respekt bør den danske grundlov også
vise vore handicappede medborgere.
Fra kapitlet om solidaritet er der allermest at hente, men
fortrinsvis til inspiration, da artiklerne i vidt omfang er skrevet med
unionspen. Efter en lettere omskrivning vil de dog kunne yde et væsentligt
bidrag til en tidssvarende dansk grundlov. Kapitlets interessante artikler
gengives i deres fulde ordlyd:
Artikel 27. Ret til information og høring af
arbejdstagerne i virksomheden.
Arbejdstagerne eller deres repræsentanter skal på passende
niveauer have sikkerhed for information og høring i god tid i de tilfælde og
på
de betingelser, der er fastsat i fællesskabslovgivningen og national
lovgivning
og praksis.
Artikel 28. Forhandlingsret og ret til
kollektive skridt.
Arbejdstagere og arbejdsgivere eller deres respektive
organisationer har i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og national
lovgivning og praksis ret til at forhandle og indgå kollektive overenskomster
på passende niveauer og i tilfælde af interessekonflikter ret til kollektive
skridt, herunder strejke, for at forsvare deres interesser.
Artikel 29. Ret til arbejdsformidling.
Enhver har ret til at kunne gøre brug af en gratis
arbejdsformidlingstjeneste.
Artikel 30. Beskyttelse i tilfælde af
ubegrundet opsigelse.
Enhver arbejdstager har ret til beskyttelse mod ubegrundet
opsigelse i overensstemmelse med fællesskabsretten og national lovgivning og
praksis.
Artikel 31. Retfærdige og rimelige
arbejdsforhold.
Stk. 1.
Enhver
arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold.
Stk. 2.
Enhver
arbejdstager har ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til
daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn.
Artikel 32. Forbud mod børnearbejde og
beskyttelse af unge på arbejdspladsen.
Børnearbejde er forbudt. Minimumsalderen for adgang til at
udføre erhvervsarbejde må ikke være lavere end den alder, hvor skolepligten
ophører, dog med forbehold for regler, der er gunstigere for de unge, og af
begrænsede undtagelser. Unge, der udfører erhvervsarbejde, skal sikres
arbejdsbetingelser, som er tilpasset deres alder, samt beskyttelse mod
økonomisk udnyttelse og enhver form for arbejde, der kan skade deres
sikkerhed,
sundhed og fysiske, mentale, moralske eller sociale udvikling, eller som kan
gå
ud over deres skolegang.
Artikel 33. Familieliv og arbejdsliv.
Stk. 1.
Der drages
omsorg for juridisk, økonomisk og social beskyttelse af familien.
Stk. 2.
For at kunne
forene familieliv og arbejdsliv har enhver ret til at være beskyttet mod
afskedigelse
på grund af graviditet og barsel samt ret til betalt barselorlov og til
forældreorlov efter et barns fødsel eller ved adoption af et barn.
Artikel 34. Social sikring og social bistand.
Stk. 1.
Unionen
anerkender og respekterer retten til adgang til sociale sikringsydelser og
sociale tjenester, f.eks. i tilfælde af graviditet og barsel, sygdom,
arbejdsulykker, plejebehov eller alderdom samt i tilfælde af arbejdsløshed
efter de bestemmelser, der er fastsat ved fællesskabslovgivningen og
medlemsstaternes lovgivning og praksis.
Stk. 2. Enhver, der har
bopæl og bevæger sig lovligt inden for Unionens område, har ret til sociale
sikringsydelser og sociale fordele i overensstemmelse med
fællesskabslovgivningen og medlemsstaternes lovgivning og praksis.
Stk. 3.
For at bekæmpe
social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer Unionen retten til
social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle,
der ikke har tilstrækkelige midler, efter de bestemmelser, der er fastsat ved
fællesskabslovgivningen og medlemsstaternes lovgivning og praksis.
Artikel 35. Sundhedsbeskyttelse.
Enhver har ret til at få adgang til forebyggende sundhedsydelser
og til at modtage lægehjælp på de betingelser, der er fastsat ved
medlemsstaternes lovgivning og praksis. Der skal sikres et højt
sundhedsbeskyttelsesniveau
ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og
aktiviteter.
Artikel 37. Miljøbeskyttelse.
Et højt miljøbeskyttelsesniveau og forbedring af miljøkvaliteten
skal integreres i Unionens politikker og sikres i overensstemmelse med
princippet om en bæredygtig udvikling.
Artikel 38. Forbrugerbeskyttelse.
Der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens
politikker.
Fra kapitlet om borgerne i Unionens medlemsstater knytter
interessen sig til en artikel, som i lettere omskrevet form ville høre hjemme
i
en tidssvarende dansk grundlov:
Artikel 41. Ret til god forvaltning.
Stk. 1.
Enhver har ret
til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig
frist
af Unionens institutioner og organer.
Stk. 2.
Denne ret
omfatter navnlig:
–
retten for enhver til
at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for
ham/hende, som måtte berøre ham/hende negativt,
–
retten for enhver til
aktindsigt i de akter, der vedrører ham/hende, under iagttagelse af legitime
fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed,
–
pligt for forvaltningen
til at begrunde sine beslutninger.
Stk. 3.
Enhver har ret
til erstatning fra Fællesskabet for skader forvoldt af dets institutioner
eller
dets ansatte under udøvelsen af deres hverv i overensstemmelse med de
almindelige principper, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer.
Stk. 4.
Enhver kan
henvende sig til Unionens institutioner på et af traktaternes sprog og skal
have svar på samme sprog.
Fra kapitlet om retfærdighed i retssystemet er der ligeledes en
artikel, som i lettere omskrevet form ville høre hjemme i en tidssvarende
dansk
grundlov:
Artikel 47. Adgang til effektive retsmidler og
til en upartisk domstol.
Stk. 1.
Enhver, hvis
rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have
adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de
betingelser, der er fastsat i denne artikel.
Stk. 2.
Enhver har ret
til en retfærdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist for en
uafhængig
og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have
mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.
Stk. 3.
Der ydes retshjælp til dem, der ikke har
tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre effektiv
adgang til domstolsprøvelse.
Lignende dokumenter
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/902 af 23. maj 2017 om en fortegnelse over EU-kontrollører, der må udføre inspektioner i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (meddelt under nummer C(2017) 3252) EU-lovgivning · 23. maj 2017
- Skriftlig fremsættelse (4. juni 2003) - B 181 Retsinformation · 4. juni 2003
- Skriftlig fremsættelse (4. maj 2005) - B 87 Retsinformation · 20. maj 2005
- Skriftlig fremsættelse (7. oktober 2004) - B 10 Retsinformation · 7. oktober 2004
- Skriftlig fremsættelse (18. november 2003) - B 51 Retsinformation · 18. november 2003
- Skriftlig fremsættelse (den 6. oktober 2005) - B 3 Retsinformation · 6. oktober 2005