Udtalelse om en kommunes adgang til at opkøbe fast ejendom med henblik på videresalg
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udtalelse om en kommunes adgang til at
opkøbe fast ejendom med henblik på videresalg
I brev af 14. februar 2000 (j.nr. 13.06.02) har Farsø
Kommunalbestyrelse klaget til Indenrigsministeriet over Tilsynsrådet
for Nordjyllands Amts udtalelser af 17. december 1999 vedrørende to
sager om Farsø Kommunalbestyrelses salg af fast ejendom.
Den ene udtalelse fra Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt
vedrører kommunens ekspropriation af et areal og salg af en del heraf
til firma X samt kommunens køb af et areal fra firma X og et areal fra
firma Y og salg af disse arealer til firma Z.
Indenrigsministeriet har nu afsluttet behandlingen af denne sag.
1. Indenrigsministeriet er enigt med Tilsynsrådet for
Nordjyllands Amt i, at Farsø Kommunalbestyrelse tilsidesatte den
kommunale styrelseslovs § 68, stk. 1, ved at sælge de i sagen
omhandlede arealer til firma X og til firma Z uden forudgående
offentlige udbud og uden, at tilsynsrådet forinden salget havde meddelt
dispensation.
2. Indenrigsministeriet er enigt med Tilsynsrådet for
Nordjyllands Amt i, at det ikke var lovligt, at Farsø Kommune
købte en del af matr. nr. A, Farsø by, Farsø, og straks
herefter videresolgte arealet til firma Z. Indenrigsministeriet finder
endvidere, at det samme gør sig gældende for så vidt
angår kommunens køb og videresalg af en del af matr. nr. B,
Farsø by, Farsø.
3. Indenrigsministeriet finder, at Farsø Kommunalbestyrelse har
påført kommunen et tab på 47.550 kr. i forbindelse med
prisfastsættelsen ved ekspropriation og efterfølgende videresalg
af en del af matr.nr. C, Farsø by, til Firma X.
4. Indenrigsministeriet er enigt med Tilsynsrådet for
Nordjyllands Amt i, at Farsø Kommunalbestyrelse tilsidesatte den
Læs alt
kommunale styrelseslovs § 32 derved, at alene kommuneingeniør XX
underskrev en række aftaler i forbindelse med Farsø Kommunes
køb og salg af fast ejendom.
Her følger en gennemgang af sagens baggrund og en nærmere
begrundelse for Indenrigsministeriets opfattelse.
Sagens baggrund:
Farsø Kommunalbestyrelse vedtog den 16. december 1997 lokalplan
nr. 87. Lokalplanen omhandlede to områder, område 1 og
område 2. Ifølge lokalplanen måtte område 1 kun
anvendes til industri- og større værkstedsvirksomhed,
entreprenør- og oplagsvirksomhed samt lignende, hvortil der ikke skal
stilles specielle krav af hensyn til det omgivende miljø.
I begyndelsen af 1998 rettede firma Z henvendelse til Farsø Kommune
og udtrykte et akut behov for yderligere areal til udvidelse af den
eksisterende fabrik. Firma Z´ fabrik var beliggende i område 1 i den
ovenfor nævnte lokalplan.
Samtidig tilkendegav firma X over for Farsø Kommune, at
virksomheden var interesseret i mere facadeareal i samme niveau som
virksomhedens eksisterende bygninger. Disse var beliggende på matr. nr.
A, Farsø By, som ligeledes var en del af område 1 i lokalplanen.
En del af firma Z's grund bestod i et ubebygget areal på ca. 9.000 m²,
som virksomheden havde købt af Farsø Kommune i 1995, og som
lå i et niveau ca. 3 meter over virksomhedens bebyggede areal.
Kommunalbestyrelsen vedtog derfor den 11. november 1998 et tillæg
til kommuneplanen fra 1992 - tillæg nr. 37 - som udvidede det
eksisterende industriområde. Der blev således udlagt et nyt areal
til udvidelse af område 1 i den ovenfor nævnte lokalplan.
Omfattet af det nye areal var bl.a. matr. nr. C og matr. nr. D, som begge var
beliggende i umiddelbar forlængelse af firma X ovenfor nævnte
matr. nr. A. Arealerne i det nyudlagte industriområde - matr. nr. C og
nr. D - påtænkte Farsø Kommune ifølge
beslutningsprotokollen fra kommunalbestyrelsens møde den 9. december
1998 at erhverve ved ekspropriation.
Følgende fremgår af beslutningsprotokollen fra
kommunalbestyrelsens møde den 9. december 1998:
"Baggrunden for, at Farsø Kommune har vedtaget
kommuneplantillæg vedrørende et område øst for
industriområdet i Farsø By, er primært for, at firma Z kan
etablere en ny fabrik til et kilesænkningsanlæg.
Fabrikken bliver placeret på et areal, som i dag ejes af firma Y
(6074 m²) og firma X (9556 m²). Dette areal (15630 m²) køber Firma
Z.
For at firma X vil sælge de 9556 m², eksproprierer Farsø
Kommune 35908 m² af person Y [matr. nr. C] og 1937 m² af person Z[matr. nr.
D] for en pris på 25 kr./m² og sælger herefter 13902 m² til firma
X. Restjorden udgør 22006 m²."
Det fremgår af en købsaftale, at Farsø Kommune den 14.
december 1998 købte en del af matr.nr. B, Farsø by, (6.074 m²)
af firma Y med overtagelse pr. 31. december 1998. Købesummen var
fastsat til 151.850. Købsaftalen var for Farsø Kommune alene
underskrevet af kommuneingeniør XX.
Farsø Kommune rettede herefter ved telefax af 22. december 1998
henvendelse til Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt og anmodede om
samtykke til at undlade offentligt udbud i medfør af § 2, stk. 3, i
bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg
af kommunens faste ejendomme (udbudsbekendtgørelsen) i forbindelse med
de ejendomshandler, der er nævnt i den oven for citerede
beslutningsprotokol fra kommunalbestyrelsens møde den 9. december
1998. Følgende fremgår af telefaxen:
"På grund af ændrede regler fra 1. jan. 1999 omkring
betalingsreglerne for spildevandsanlæg stiger tilslutningsbidraget i
Farsø Kommune med 25 kr./m²....
Det er derfor for nogle af kommunens virksomheder attraktivt at erhverve
jord inden 31.12.1998.
Kommunen har derfor købt noget jord i h.t. vedlagte plan og
derefter lavet et mageskifte med firma X således, at kommunen får
9556 m², som sammenlægges med de 6074 m², som er købt af firma
Y. Dette areal på 15630 m² sammenlægges med firma Z, som vil
bygge en ny afdeling på den anden side af -vej.
Kommunen vil gerne have tilsynsmyndighedernes samtykke for, at dette er i
overensstemmelse med Bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af
kommunens faste ejendomme § 2, stk. 3."
Der blev anmodet om svar samme dato.
Tilsynsrådets sekretariat tog samme dag telefonisk kontakt til
Farsø Kommune og anmodede om yderligere oplysninger til sagen.
Farsø Kommune telefaxede herefter samme dag bl.a. de to udkast til
købsaftaler, der vedrørte kommunens to handler med firma X til
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt. Købsaftalerne var ikke
underskrevet. Den ene aftale vedrørte Farsø Kommunes salg af en
del af matr. nr. D, Farsø by, og en del af matr. nr. C, Farsø
by, til firma X. Den anden aftale vedrørte firma X´ salg af en del af
matr. nr. A , Farsø by, til Farsø Kommune. I begge aftaler
var overtagelsen fastsat til den 31. december 1998.
I udkastet til købsaftalen vedrørende Farsø Kommunes
salg af en del af matr.nr. D Farsø by, og en del af matr.nr. C,
Farsø by, til firma X, fremgik det, at der var tale om en samlet
købesum på 300.000 kr. Købesummen var ifølge
købsaftalen fremkommet ved, at det solgte areal, der sammenlagt
udgør 13.902 m², var solgt til 25 kr. pr. m², i alt 347.550 kr.,
hvorfra der var fradraget et beløb på 47.550 kr. for udgifter og
ulemper som følge af beplantning.
I udkastet til købsaftalen vedrørende firma X´ salg af en
del af matr.nr. A , Farsø by, til Farsø Kommune fremgik det,
at der var tale om en samlet købesum på 300.000 kr. Det fremgik
videre af købsaftalen, at købesummen var fremkommet ved, at
arealet, der udgør 9.556 m², var solgt til 25 kr. pr. m², i alt
238.900 kr., samt at der var ydet sælger en kompensation på
61.100 kr. for udførte planeringsarbejder samt ulemper ved
ændring af hegn o.l.
Ved kommunens to ejendomshandler med firma X udgjorde prisen således
i begge tilfælde 300.000 kr.
Af udkastet til købsaftalen vedrørende firma X salg af en
del af matr.nr. A , Farsø by, til Farsø Kommune fremgik det
endvidere, at overførelsen var sket som en i princippet frivillig
ejendomsoverdragelse, idet arealet alternativt ville være blevet
overdraget Farsø Kommune ved ekspropriation med hjemmel i lov om
planlægning til virkeliggørelse af den oven for nævnte
lokalplan nr. 87, der var tinglyst på ejendommen den 22. december 1997.
Senere den 22. december 1998 meddelte tilsynsrådets sekretariat
telefonisk Farsø Kommune, at tilsynsrådet ikke kunne give en
tilladelse på det foreliggende grundlag, og at tilsynsrådet ville
vende tilbage til sagen i januar 1999.
Den 30. december 1998 blev der afholdt åstedsforretning i
forbindelse med den oven for nævnte ekspropriation af matr. nr. C og en
del af matr. nr. D i det nyudlagte industriområde.
Det fremgik af ekspropriationsprotokol af 30. december 1998, at ejeren af
matr. nr. C, person Y, intet havde at indvende mod ekspropriationen, og at
der - under forudsætning af kommunalbestyrelsens godkendelse - blev
indgået forlig om, at Farsø Kommune for det omhandlede areal
på 35.908 m² betalte 897.700 kr. Det fremgik endvidere af protokollen,
at person Y betingede sig ret til at skove juletræerne i
november/december inden for to delområder på det eksproprierede
areal til udgangen af henholdsvis 2001 og 2008, samt at Farsø Kommune
inden for denne periode kunne forlange træerne skovet mod at erstatte
den tidligere ejer det tab, der måtte opstå ved en eventuel
tidligere skovning. Det fremgik endvidere, at arealet efter fældning af
træer skulle afleveres med stub/rødder. Der blev ikke foretaget
noget fradrag i erstatningen for udgifter og ulemper som følge af
beplantningen.
Det fremgik ligeledes af ekspropriationsprotokol af 30. december 1998, at
ejeren af matr. nr. D, person Z, intet havde at indvende mod ekspropriationen
af en del af matriklen, ligesom der på tilsvarende måde blev
indgået forlig om, at Farsø Kommune for det omhandlede areal
på 1937 m² betalte 48.425 kr.
Kommunen realiserede herefter - inden årets udgang - de i sagen
omhandlede to ejendomshandler med firma X på de i de oven for
nævnte udkast til købsaftaler indeholdte vilkår. Kommunen
solgte således dele af de eksproprierede arealer - en del af matr.nr. C
og en del af matr.nr. D - til firma X, og overtog en del af matr.nr. A fra
maskinværkstedet.
Det fremgik endvidere af en købsaftale, at Farsø Kommune den
31. december 1998 med overtagelse samme dato videresolgte en del af matr.nr.
A (9.556 m²), en del af matr.nr. B (6.074 m²) og en del af matr.nr. C
(11.200 m²), alle Farsø by, til firma Z. Den samlede købesum
var 725.075 kr. Købesummen var ifølge købsaftalen
fremkommet ved, at det samlede areal, der udgør i alt 26.830 m², var
solgt til 25 kr. pr. m², i alt 670.750 kr., samt at firma Z herudover betalte
54.325 kr. som kompensation for udført pladsbelægning, hegn,
o.l. Det fremgik ikke af købsaftalen, på hvilket matr.nr. den
omtalte pladsbelægning, hegn o.l. var udført.
Købsaftalen var for Farsø Kommune alene underskrevet af
kommuneingeniør XX.
I brev af 16. februar 1999 til Farsø Kommune oplyste
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt, at kommunens anmodning af 22.
december 1998 om samtykke til at sælge en del af matr.nr. D og en del
af matr.nr. C, begge Farsø by, til firma X samt samtykke til at
sælge en del af matr.nr. A , Farsø by, til firma Z uden
offentlige udbud, efter tilsynsrådet opfattelse rejste følgende
spørgsmål:
"1) Er det korrekt opfattet, at Farsø Kommune udelukkende har
opkøbt den pågældende jord med henblik på straks
efter at iværksætte jordoverdragelse med det formål at
spare bestemte virksomheder for tilslutningsafgift?
2) Er overdragelserne fra Farsø Kommune til de
pågældende virksomheder sket til markedspris og i
bekræftende fald, hvorledes har kommunen fastsat denne
markedspris."
I brev af 22. februar 1999 meddelte Farsø Kommune
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt, at kommunen stod uforstående
overfor spørgsmålene i tilsynsrådets brev af 16. februar
1999. Farsø Kommune indbød samtidig formanden for
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt til et møde for en
nærmere uddybning af spørgsmålene.
Den 9. marts 1999 blev der afholdt møde mellem Farsø Kommune
og formanden for tilsynsrådet.
Af et referat fra mødet af 17. marts 1999, der var udarbejdet af
tilsynsrådets sekretariat, fremgik bl.a. følgende:
"Kommunaldirektøren
oplyste, at en overdragelse af det
pågældende areal inden den 1. januar 1999 betød en
besparelse for køberen af ejendommen (firma Z) på ca. kr.
200.000, idet den forhøjede afgift på kloaktilslutningsbidrag
først trådte i kraft den 1. januar 1999. ...
Kommunaldirektøren
oplyste, at maskinfabrikken alligevel
stod over for en facadeudvidelse og at mageskiftet mellem matr.nr. C og en
del af matr.nr. D med matr.nr. A og det efterfølgende salg til
firma Z er en udløber af 4-5 andre forhold, herunder, at Farsø
Kommune forhandlede om køb af jord i forbindelse med udarbejdelse af
kommuneplantillægget, samt at de nye kloakbidragsbestemmelser
yderligere komplicerede sagen. ...
Kommuneingeniør XX
oplyste, at en kommune altid med hjemmel
i planloven kan ekspropriere såfremt det er nødvendigt for en
enkelt virksomhed at udvide. ...
Kommuneingeniør XX
oplyste, at Farsø Kommune havde
ønsket handlen gennemført inden årsskiftet, idet det var
attraktivt for virksomheden på grund af, at der kunne opnås en
besparelse på kr. 200.000, idet kloaktilslutningsbidraget steg pr. 1.
januar 1999. ...
Kommunaldirektøren oplyste, at der var tale om salg af en grund i
et område der gennem flere år havde været udlagt til
erhvervsformål, og at prisen er kendt i området som værende
kr. 25 m², hvilket den har været de sidste 10 år. Han oplyste
endvidere, at Farsø Kommune er af den opfattelse, at et offentligt
udbud i en sag som denne ville være omsonst, da der er tale om en
ganske speciel sag, og da der ikke havde været henvendelse fra andre
vedrørende det pågældende areal, og idet det er oplagt, at
den fastsatte pris er lig med markedsprisen."
I brev af 19. april 1999 besvarede Farsø Kommunalbestyrelse
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amts brev af 16. februar 1999 med
følgende udtalelse, der var vedtaget af kommunalbestyrelsen på
et møde den 14. april 1999:
"ad 1: Det er ikke udelukkende af hensyn til ændrede
tilslutningsbidrag.
ad 2: Det bekræftes, at handlerne er sket til markedspris.
I øvrigt henvises til referat af møde den 9. marts 1999
mellem Farsø Kommune og tilsynsrådet."
I brev af 11. juni 1999 til Farsø Kommunalbestyrelse anmodede
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt om supplerende oplysninger til
sagen.
I brevet henviste tilsynsrådet til, at det af købsaftalen
vedrørende Farsø Kommunes køb af firma X´ grund - en del
af matr.nr. A - fremgik, at overdragelsen blev gennemført som en i
princippet frivillig ejendomsoverdragelse, idet Farsø Kommune over for
sælger havde oplyst, at arealet alternativt ville være blevet
overtaget af Farsø Kommune ved ekspropriation med hjemmel i lov om
planlægning til virkeliggørelse af lokalplan nr. 87, der var
tinglyst på ejendommen den 22. december 1997. Tilsynsrådet
henviste endvidere til, at det af § 47 i lov om planlægning
fremgår, at kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom,
når ekspropriationen sker til virkeliggørelse af en lokalplan.
Tilsynsrådet henviste desuden til, at matr.nr. A ifølge
lokalplan nr. 87 var omfattet af det såkaldte område 1, som
ifølge lokalplan nr. 87 kun må anvendes til industri- og
større værkstedsvirksomhed, entreprenør- og
oplagsvirksomhed og lignende, hvortil der ikke stilles specielle krav af
hensyn til det omgivende miljø.
Tilsynsrådet anførte i den forbindelse, at da firma X
formentlig var en sådan erhvervsvirksomhed, var den
pågældende ejendom allerede udlagt til erhvervsformål, og
lokalplanens formål, hvorefter området skulle anvendes til
erhvervsvirksomhed, var hermed tilsyneladende allerede opfyldt.
På denne baggrund anmodede tilsynsrådet i brevet af 11. juni
1999 Farsø Kommunalbestyrelse om en redegørelse for baggrunden
for, at kommunalbestyrelsen var af den opfattelse, at arealet kunne
være eksproprieret i henhold til planlovens bestemmelser.
Tilsynsrådet oplyste endvidere, at den kommunale styrelseslovs § 32
foreskriver, at dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af
fast ejendom skal underskrives af kommunalbestyrelsens formand eller
næstformand og en person, der er bemyndiget dertil af
kommunalbestyrelsen.
Under henvisning til, at det alene var kommuneingeniør XX, der
havde underskrevet salgsaftalen mellem Farsø Kommune og firma Z
vedrørende matr. nr. A samt de øvrige salgsaftaler, som
tilsynsrådet havde modtaget, anmodede tilsynsrådet om at modtage
kommunalbestyrelsens redegørelse for, hvorfor
borgmesterens/viceborgmesterens underskrift ikke var på de
pågældende salgsdokumenter. Tilsynsrådet anmodede endvidere
om en kopi af den bemyndigelse, der måtte være givet
kommuneingeniøren til at underskrive salgsaftaler.
I brev af 5. juli 1999 til Farsø Kommunalbestyrelse meddelte
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt efter anmodning fra
kommunalbestyrelsen bl.a. følgende vedrørende baggrunden for de
i brevet af 11. juni 1999 stillede spørgsmål:
"Problemstillingen er bl.a. den, at en kommune i almindelighed ikke
må opkøbe jord med henblik på at sælge til en
bestemt virksomhed. Efter tilsynsrådets opfattelse kan en kommune dog
godt købe og sælge i det omfang kommunen har hjemmel til at
foretage en tilsvarende disposition gennem ekspropriation og videresalg.
Den retsopfattelse, som kommunen gav udtryk for under mødet den 9.
marts 1999, hvorefter en "kommune altid med hjemmel i planloven kan
ekspropriere, såfremt det er nødvendigt for en enkelt virksomhed
at udvide", er imidlertid forkert. Forholdet er nærmere det modsatte,
nemlig at en kommune ikke kan ekspropriere blot for at hjælpe en
virksomhed til udvidelsesmuligheder.
Som nævnt spurgte tilsynsrådet den 16. februar 1999
Farsø Kommune om dispositionen udelukkende var foretaget med det
formål at spare bestemte virksomheder for et tilslutningsbidrag.
Kommunens meget kortfattede besvarelse af dette spørgsmål i
skrivelsen af 19. april 1999 betyder, at tilsynsrådet ikke på det
foreliggende grundlag kan afgøre, om betingelserne efter planlovens §
47 er opfyldt, hvorfor tilsynsrådet ved skrivelse af 11. juni 1999 har
henledt kommunens opmærksomhed på bestemmelsens indhold og
anmodet kommunen om en redegørelse for, hvorfor kommunen finder, at
kommunen kunne have eksproprieret arealerne i stedet for at købe
dem.
Efter tilsynsrådets opfattelse har spørgsmålet om,
hvorvidt kommunen kunne have eksproprieret arealerne til fordel for firma Z
også betydning for spørgsmålet om, hvorvidt kommunen kan
sælge til firma Z uden offentligt udbud."
Den 12. august 1999 meddelte Farsø Kommunalbestyrelse
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt, at det lå inden for
kommunalfuldmagtens rammer at erhverve jord med det formål at
sælge det som erhvervsgrund, at medvirke til fastholdelse af
eksisterende virksomheder i kommunen samt at skabe nye arbejdspladser.
Kommunalbestyrelsen henviste desuden til, at kommunens salg af arealer til
firma X og til firma Z var omfattet af undtagelsen i
udbudsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, som fortolket i
Indenrigsministeriets vejledning af 20. juni 1991. Kommunalbestyrelsen
henviste i den forbindelse til, at der var tale om et mageskifte, samt at et
offentligt udbud ville have været en hindring for realisering af
handlerne.
Vedrørende spørgsmålet om underskriftkompetence i
forbindelse med kommunens køb og salg af fast ejendom oplyste
kommunalbestyrelsen, at lederen af den afdeling, hvorunder grundsalg
hører, efter en mangeårig uskreven praksis kan underskrive
slutsedler på godkendte vilkår.
Tilsynsrådet afgav herefter den 17. december 1999 en udtalelse i
sagen. I udtalelsen er bl.a. anført følgende:
"Ekspropriation i henhold til planlovens § 47.
Såfremt Farsø Kommune lovligt kunne have eksproprieret
det pågældende areal, er det tilsynsrådets opfattelse, at
det også ville have været lovligt for kommunen at indgå en
aftale med Farsø Maskinværksted om køb af det
pågældende areal.
Det fremgår af sagen, at lokalplan nr. 87 er gældende for
området. Lokalplanen blev endeligt vedtaget i Farsø
Kommunalbestyrelse den 10. december 1997.
I følge lokalplanens § 3 gælder følgende
anvendelsesbegrænsning for området:
"... må kun anvendes til industri- og større
værkstedsvirksomhed, entreprenør- og oplagsvirksomhed samt
lignende, hvortil der ikke skal stilles specielle krav af hensyn til det
omgivende miljø."
§ 47 i Planloven (lov nr. 388 af 1991, på tidspunktet for
overdragelserne senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 563 af
30. juni 1997) har følgende ordlyd:
"Kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører
private eller private rettigheder over fast ejendom, når
ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at sikre
gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen
eller for virkeliggørelse af en lokalplan eller en
byplanvedtægt."
Det fremgår således af ovennævnte bestemmelse, at en
kommune kan ekspropriere fast ejendom. I henhold til praksis kan en
sådan ekspropriation under de nævnte betingelser formentlig
også foretages til fordel for en bestemt virksomhed.
Imidlertid forudsætter en sådan ekspropriation, at den er af
væsentlig betydning for at sikre virkeliggørelsen af kommuneplan
eller lokalplan.
Farsø Kommunalbestyrelse har ikke - trods opfordring hertil fra
tilsynsrådet - sandsynliggjort, at ovennævnte betingelser for at
foretage ekspropriation var til stede. Tilsynsrådet er herefter mest
tilbøjelig til at mene, at der ikke i den konkrete sag var nogen
ekspropriationsmulighed.
Erhvervelse af arealet med henblik på videresalg
Det fremgår af sagen, at Farsø Kommune har opkøbt
et areal fra firma X for herefter straks at iværksætte en
jordoverdragelse til Firma Z
Spørgsmålet om, hvorvidt det er lovligt for en kommune, at
optræde som ejendomsformidler, er reguleret af almindelige
kommunalretlige grundsætninger.
Det er en lovlig kommunal opgave at forsyne borgere i kommunen med jord
ved bl.a. udstykning og byggemodning, herunder også tilvejebringelse af
erhvervsjord. Når en kommune varetager kommunalpolitiske mål med
dispositioner vedrørende jordforsyningen, er den dog undergivet de
almindelige regler i kommunalfuldmagten om, at foranstaltninger skal
være neutrale i forhold til den private erhvervssektor, se hertil bl.a.
Erik Harder i "Dansk kommunalforvaltning II", 1987 2. omarbejdede udgave side
149 ff.
Det er herefter tilsynsrådets opfattelse, at Farsø Kommune
ikke lovligt kunne opkøbe en del af matr. nr. A idet dette areal
allerede var udstykket, og hermed allerede indgik i kommunens
jordforsyninger. Denne disposition er således ikke omfattet af
kommunens adgang i henhold til de kommunalretlige grundsætninger, til
at forsyne kommunes borgere med jord, hvorfor det ikke var lovligt, at
Farsø Kommune optrådte som ejendomsformidler i forhold til
parterne.
Salg og magelæg uden offentligt udbud og uden samtykke:
I henhold til § 68 i lov om kommuners styrelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 810 af 28. oktober 1999, må salg af
kommunens faste ejendomme ikke ske uden forudgående offentligt udbud.
Indenrigsministeriet har ved bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991
om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme fastsat
nærmere regler herom.
I henhold til bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 2, kan offentligt
udbud undlades i specifikt anførte situationer. Ingen af de i
bestemmelsen anførte muligheder er relevante i den konkrete sag.
Farsø Kommunes eneste mulighed for lovligt at foretage mageskifte
eller salg uden forudgående offentligt udbud var herefter at opnå
tilsynsrådets samtykke hertil i henhold til bekendtgørelsens §
2, stk. 3, der har følgende ordlyd:
"Endvidere kan offentligt udbud med tilsynsrådets samtykke undlades
ved mageskifte, eller hvor der foreligger særlige forhold, der kan
begrunde en undladelse af offentligt udbud."
Denne undtagelsesbestemmelse anvendes kun i særlige tilfælde,
navnlig hvor det må antages på den ene side, at kravet om
offentligt udbud vil kunne lægge hindringer i vejen for salget og
på den anden side, at offentligt udbud ikke vil kunne fremkalde
højere købstilbud.
Som eksempler på tilfælde, der afhængigt af de konkrete
omstændigheder vil kunne begrunde en undladelse af offentligt udbud,
kan nævnes salg til en virksomhed af en naboejendom med henblik
på udvidelse af virksomheden og salg til erhvervsbyggeri, hvor der
foreligger et tilbud om køb af en bestemt ejendom, der som
følge af dens beliggenhed, dens anvendelsesmuligheder eller andre
forhold er af særlig betydning for den pågældende
tilbudsgiver.
Tilladelse til undladelse af offentligt udbud kan dog kun gives under den
forudsætning, at der er tale om salg til markedspris.
Endvidere skal tilsynsrådet bemærke, at der ikke er hjemmel
til, at tilsynsrådet efterfølgende giver sit samtykke til, at en
handel blev gennemført uden offentligt udbud.
Farsø Kommune havde ikke opnået tilsynsrådets samtykke,
da handlen blev gennemført i december 1998, og kommunen handlede
derfor efter tilsynsrådets opfattelse dermed klart ulovligt.
Ydermere har Farsø Kommunes borgmester, kommunaldirektør og
kommuneingeniør på mødet den 9. marts 1999 på
Aalborg Slot overfor tilsynsrådets formand bekræftet, at kommunen
inden handlen var fuldt bekendt med reglerne på området, men at
kommunen ikke ønskede at afvente tilsynsrådets samtykke.
Kommuneingeniørens underskriftskompetence
Det fremgår af sagen, at det alene er kommuneingeniør XX,
der har underskrevet salgsaftalen. ...
Bestemmelsen i § 32 i den kommunale styrelseslov har følgende
ordlyd:
"Dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast
ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser
skal underskrives af kommunalbestyrelsens formand eller næstformand
(næstformænd) og en person, der er bemyndiget dertil af
kommunalbestyrelsen."
Tilsynsrådet skal herved slå fast, at der ikke i bestemmelsen
i § 32 er overladt kommunalbestyrelsen mulighed for at delegere
underskriftskompetencen fra borgmesteren eller viceborgmesteren til formanden
for et stående udvalg - i dette tilfælde teknisk udvalg.
Det forhold, at den pågældende praksis har været fulgt i
en mangeårig periode, har ikke betydning for bedømmelse af
sagen, idet en delegation som den foreliggende under alle
omstændigheder er i strid med § 32 i styrelsesloven.
Tilsynsrådet er således af den opfattelse, at den praksis, der
har udviklet sig i Farsø Kommune, skal bringes til ophør
straks, idet den er klart ulovlig og i strid med reglerne i den kommunale
styrelseslov.
Tilsynsrådet skal således anmode om at blive orienteret om,
hvad kommunen agter at foretage i den anledning."
Tilsynsrådets udtalelse omfattede endvidere spørgsmålet
om eventuel påtale mod medlemmer af Farsø Kommunalbestyrelse i
medfør af den kommunale styrelseslovs § 61 c.
Den 21. januar 2000 sendte Farsø Kommunes borgmester H.O.A.
Kjeldsen tilsynsrådet et juridisk responsum af 18. januar 2000
udarbejdet af advokat Mogens Heide-Jørgensen.
I advokat Mogens Heide-Jørgensens responsum var bl.a. anført
en række betragtninger vedrørende erhvervelse af det omhandlede
areal med henblik på videresalg til firma Z. Det var således
bl.a. anført i responsummet, at retsstillingen vedrørende
kommuners dispositioner over fast ejendom er den, at kommuner kan købe
og sælge jord med henblik på at opnå en avance, ligesom det
kan ske som et led i kommunens erhvervspolitik. Endvidere var det
anført, at Farsø Kommune i det foreliggende tilfælde
havde fulgt en fremgangsmåde, der er udbredt blandt en række
kommuner. Der var i den forbindelse henvist til, at det er fast praksis, at
kommunerne indgår aftaler med købere af udstykkede arealer om
tilbagesalg til kommunen, når det er et hensigtsmæssigt led i
kommunens jord- eller erhvervspolitik.
Endvidere blev der i responsummet givet udtryk for, at det ikke - som
angivet i tilsynsrådets udtalelse af 17. december 1999 - var relevant
at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en kommune kan
optræde som ejendomshandler eller -formidler, idet Farsø Kommune
ikke generelt havde tilsigtet dette.
For så vidt angår spørgsmålet om hjemmel til
ekspropriation af det areal, som firma X solgte til Farsø Kommune - en
del af matr.nr. A - anførtes det i responsummet, at ekspropriation
rent faktisk ikke har fundet sted, og at spørgsmålet derfor var
rent hypotetisk.
Vedrørende spørgsmålet om tilsynsmyndighedens hjemmel
til at meddele samtykke til, at en handel gennemføres uden offentligt
udbud, efter at handlen er gennemført, var der i responsummet henvist
til kommunaltilsynets praksis indtil 1981 for administration af den indtil da
gældende regel om approbation af ejendomshandler. Det var i den
forbindelse anført, at det efter praksis ikke var ualmindeligt, at
tilsynsmyndigheden meddelte efterfølgende approbation af
ejendomshandler.
Om kommuneingeniørens underskriftskompetence var der i responsummet
givet udtryk for uenighed i, at kommunens praksis er klart ulovlig,
således som tilsynsrådet havde udtalt. Til støtte herfor
var det anført, at den kommunale styrelseslovs § 32 er en ekstern
legitimationsregel, ikke en regel om interne arbejdsgange i en kommune, at
Farsø Kommunes praksis ikke angik dokumenter, der skal tinglyses, samt
at kommunen gennem årene ikke havde haft sådanne
erfaringer med underskriftspraksis, at man havde ønsket at ændre
denne. Det var endvidere gjort gældende, at Farsø Kommunes
praksis var en lokal retssædvane, der har modificeret § 32.
Endvidere indeholdt responsummet en række bemærkninger til
tilsynsrådets udtalelse vedrørende
kommunalbestyrelsesmedlemmernes ansvar.
Den 14. februar 2000 meddelte Farsø Kommunalbestyrelse
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt, at kommunalbestyrelsen erkendte, at
den havde tilsidesat styrelseslovens § 68, idet tilsynsrådets
afgørelse ikke forelå på tidspunktet for salget.
Kommunalbestyrelsen anførte endvidere, at man fandt, at sagen var
omfattet af undtagelsen i udbudsbekendtgørelsens § 2, stk. 3,
således at dispensationen ville være givet efterfølgende.
Kommunalbestyrelsen oplyste endvidere, at man umiddelbart var enig i den
juridiske vurdering af sagens øvrige aspekter, som advokat Mogens
Heide-Jørgensen havde givet udtryk for i det oven for nævnte
responsum af 18. januar 2000.
Under henvisning til den forskel, der var i retsopfattelsen mellem advokat
Mogens Heide-Jørgensens responsum og tilsynsrådets udtalelse af
17. december 1999, oplyste kommunalbestyrelsen endvidere, at
kommunalbestyrelsen havde besluttet at forelægge sagen for
Indenrigsministeriet.
Den 14. februar 2000 anmodede Farsø Kommunalbestyrelse om
Indenrigsministeriets stillingtagen til den retsopfattelse, som
tilsynsrådet havde udtrykt i sagen.
Den 14. april og 16. juni 2000 henholdt Tilsynsrådet for
Nordjyllands Amt sig over for Indenrigsministeriet til udtalelsen af 17.
december 1999. For så vidt angår spørgsmålet om
eventuel påtale mod medlemmer af Farsø Kommunalbestyrelse i
medfør af den kommunale styrelseslovs § 61 c meddelte
tilsynsrådet den 16. juni 2000 Indenrigsministeriet, at rådet
havde truffet beslutning om, at der ikke skulle begæres påtale.
Tilsynsrådet sendte samtidig Indenrigsministeriet et notat af 13.
marts 2000 fra tilsynsrådets sekretariat, der indeholdt en række
bemærkninger til advokat Mogens Heide-Jørgensens responsum af
18. januar 2000.
I notatet anføres, at en kommunes erhvervelse af en fast ejendom
efter tilsynsrådets opfattelse er betinget af, at der med købet
varetages et lovligt kommunalt formål.
Til advokat Mogens Heide-Jørgensens bemærkninger
vedrørende spørgsmålet om Farsø Kommunes mulighed
for at have eksproprieret en del af matr.nr. A er bl.a. anført i
tilsynsrådets sekretariats notat, at baggrunden for, at
tilsynsrådet behandlede spørgsmålet herom var, at
Farsø Kommune havde hævdet, at den kunne have foretaget en
ekspropriation af arealet med henblik på overdragelse til firma Z. Det
fremgår, at tilsynsrådets opfattelse er, at kommunen kan
købe og sælge jord uden iagttagelse af styrelseslovens § 68, i
det omfang, kommunen kan ekspropriere jorden til fordel for en
køber.
Til advokat Mogens Heide-Jørgensens bemærkninger om
tilsynsrådets hjemmel til at meddele samtykke til, at en handel
gennemføres uden offentligt udbud, efter at handlen er
gennemført, er bl.a. anført i tilsynsrådets sekretariats
notat, at i det omfang, en kommune sælger en ejendom uden offentligt
udbud eller forudgående samtykke fra tilsynsmyndigheden, giver det ikke
nogen mening efter salget at rejse spørgsmålet om, hvorvidt der
kan meddeles et samtykke, idet salget har fundet sted.
Den 6. juli 2000 sendte Farsø Kommunalbestyrelse
Indenrigsministeriet et notat af 5. juli 2000 udarbejdet af advokat Mogens
Heide-Jørgensen. Notatet indeholder en række bemærkninger
til tilsynsrådets sekretariats ovenfor nævnte notat af 13. marts
2000. Vedrørende spørgsmålet om ekspropriation i henhold
til planlovens § 47 stilles der i Mogens Heide-Jørgensens notat
spørgsmålstegn ved, om styrelseslovens § 68 kan fraviges,
når der eksisterer en adgang til ekspropriation efter planlovens § 47,
og det anføres, at dersom tilsynsrådet var af en sådan
opfattelse, burde der være indhentet en vejledende udtalelse om
adgangen til ekspropriation fra vedkommende ministerium.
Vedrørende tilsynsmyndighedens hjemmel til at meddele samtykke til,
at en handel gennemføres uden offentligt udbud, efter at handlen er
gennemført, er det endvidere anført i notatet, at
lovliggørelse kunne være sket ved tilsynsrådets
erklæring om, at det skete salg uden udbud ikke var lovligt, men at
tilsynsrådet ville have givet samtykke, hvis ansøgning var
indgivet inden salgstidspunktet.
Ved brev af 18. august 2000 oplyste Tilsynsrådet for Nordjyllands
Amt, at man ikke fandt tilstrækkelig anledning til at fremkomme med
bemærkninger til det, som advokat Mogens Heide-Jørgensen havde
anført.
Indenrigsministeriet har den 20. april 2001 til brug for behandlingen af
sagen anmodet Miljø- og Energiministeriet om en udtalelse om, hvorvidt
Farsø Kommune efter Miljø- og Energiministeriets opfattelse med
hjemmel i planloven ville have haft mulighed for at ekspropriere den del af
matr. nr. A, Farsø by, Farsø, som kommunen købte af
firma X, således som det fremgår af udkastet til
købsaftalen for arealet.
Miljø- og Energiministeriet har ved brev af 17. maj 2001 afgivet en
udtalelse, som vedlægges i kopi, hvoraf bl.a. følgende
fremgår:
"I sagen fra Farsø er det omhandlede areal videresolgt med henblik
på bebyggelse, som skal være i overensstemmelse med de generelle
bestemmelser for bebyggelse i lokalplanens område 1, men der er ingen
bestemmelser om det konkrete byggeri i lokalplanen, som gør det
nødvendigt at gennemføre denne bebyggelse for at
virkeliggøre lokalplanen.
Det er derfor Landsplanafdelingens vurdering, at betingelserne for
ekspropriation af det omhandlede areal ikke var til stede."
Indenrigsministeriets udtalelse:
Det tilsyn, som de kommunale tilsynsmyndigheder - Indenrigsministeriet
og de for hvert amt nedsatte tilsynsråd - udøver over for
kommunerne, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun
spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af
lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 47 og
§ 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29.
juni 2001).
De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til, om kommunernes
sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til
spørgsmål vedrørende skønsudøvelsen,
så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er
fastsat i lovgivningen.
Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til
tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at
tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at
tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse
eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i lov om
kommunernes styrelse.
Indenrigsministeriet har i sagen fundet grundlag for at vurdere
følgende spørgsmål:
1. Overholdelse af reglerne om offentligt udbud i forbindelse med
kommunens salg af arealer til firma X og til firma Z
2. Forholdet til kommunalfuldmagtsreglerne.
3. Prisfastsættelsen ved ekspropriation og efterfølgende
videresalg af en del af matr.nr. C, Farsø by, til firma X.
4. Overholdelse af reglerne om underskriftskompetence i sager om
køb og salg af fast ejendom m.v.
Farsø Kommunalbestyrelses klage af 14. februar 2000 omfatter
endvidere Tilsynsrådet for Nordjyllands Amts udtalelse af 17. december
1999 vedrørende spørgsmålet om eventuel påtale mod
medlemmer af Farsø Kommunalbestyrelse i medfør af den kommunale
styrelseslovs § 61 c.
Indenrigsministeriet har imidlertid ikke vurderet dette
spørgsmål, idet Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt
efterfølgende i brev af 16. juni 2000 har truffet beslutning om, at
der ikke skal begæres påtale mod medlemmer af Farsø
Kommunalbestyrelse i medfør af den kommunale styrelseslovs § 61 c. Det
tilføjes, at det følger af § 61 c, stk. 2, 2. pkt., at et
tilsynsråds afgørelse om at begære påtale ikke kan
indbringes for indenrigsministeren.
Ad 1) Overholdelse af reglerne om offentligt udbud i forbindelse med
kommunens salg af arealer til firma X og til firma Z
§ 68, stk. 1, i den kommunale styrelseslov har følgende
ordlyd:
"Salg af kommunens faste ejendomme må ikke ske uden
forudgående offentligt udbud. Indenrigsministeriet kan fastsætte
regler om fremgangsmåden ved offentligt udbud samt regler om, at visse
salg kan ske uden forudgående offentligt udbud."
Formålet med reglerne om offentligt udbud i forbindelse med salg af
kommunale ejendomme er at sikre, at offentligheden får kendskab til, at
kommunale ejendomme er udbudt til salg, og at alle derved på lige fod
får mulighed for at komme i betragtning som købere af en
kommunal ejendom. Muligheden for købstilbud fra en bredere kreds vil
også kunne føre til, at der opnås de for kommunen bedste
købstilbud. Desuden vil kommunen kunne sikre sig imod en kritik af, at
der ved et ejendomssalg skulle være sket en usaglig begunstigelse af
køber.
I henhold til § 68, stk. 1, er der i Indenrigsministeriets
bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 fastsat nærmere regler
om offentlige udbud ved salg af kommunens faste ejendomme.
Bekendtgørelsens § 2, stk. 3, har følgende ordlyd:
"Med tilsynsmyndighedens samtykke kan offentligt udbud ved salg af
kommunens faste ejendomme undlades ved mageskifter samt ved salg, hvor der i
øvrigt foreligger særlige forhold, der kan begrunde en
undladelse."
Det fremgår af sagens akter, at Farsø Kommunes salg af en del
af matr. nr. D og en del af matr. nr. C, begge Farsø by, til firma X
og salg af en del af matr. nr. A, en del af matr. nr. B og en del af matr.
nr. C, alle Farsø by, til firma Z blev gennemført uden
forudgående offentlige udbud, og uden at tilsynsrådet forinden
salget havde meddelt dispensation i medfør af § 2, stk. 3, i
udbudsbekendtgørelsen.
Indenrigsministeriet er på den baggrund enigt med Tilsynsrådet
for Nordjyllands Amt i, at Farsø Kommunalbestyrelse tilsidesatte den
kommunale styrelseslovs § 68, stk. 1, ved at sælge de omhandlede
arealer uden forudgående offentlige udbud og uden, at
tilsynsrådet forinden salget havde meddelt dispensation.
Ad 2) Forholdet til kommunalfuldmagtsreglerne
Spørgsmålet om kommuners adgang til at erhverve fast
ejendom er ikke generelt reguleret i den skrevne lovgivning. En kommunes
adgang hertil skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige
grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse -
kommunalfuldmagtsreglerne - samt efter offentligretlige
retsgrundsætninger om saglighed i forvaltningen.
Det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den
juridiske litteratur, at det efter almindelige kommunalretlige
grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse som udgangspunkt ikke er
en lovlig kommunal opgave at drive handel med fast ejendom. En kommune kan
således som udgangspunkt ikke erhverve fast ejendom med henblik
på at opnå fortjeneste ved videresalg.
En kommune kan dog efter de nævnte grundsætninger erhverve
fast ejendom med henblik på at varetage kommunale formål,
herunder plan- og miljømæssige formål. Det er i den
forbindelse antaget, at en kommune kan erhverve jord med henblik på at
sikre et tilstrækkeligt udbud af byggemodne erhvervsgrunde i kommunen.
Se herved Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning II, Opgaver, 1987, side 149
ff, Poul Carstensen, Kommunerne og erhvervspolitikken, 1993, s. 91,
Betænkning nr. 1153/1988, Kommunerne og erhvervspolitikken, side 85,
Jens Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 31 og 50,
Martin Basse og Oluf Jørgensen, Kommunalt Folkestyre, 2. udg. 1994, s.
94 f, samt Karsten Loiborg i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret,
1994, side 467 f. Se endvidere Mogens Heide-Jørgensen, Den kommunale
Interesse, 1993, side 67 f og side 92 ff, der dog forholder sig kritisk over
for ovennævnte udgangspunkt.
En kommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre
foranstaltninger antages herudover at være begrænset af, hvad der
traditionelt betegnes som et "almennyttekriterium". Dette kriterium
indebærer, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre
foranstaltninger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode.
En kommune kan derfor normalt ikke uden lovhjemmel gennemføre
foranstaltninger, som udelukkende eller i det væsentlige er motiveret i
varetagelsen af individuelle interesser hos enkeltpersoner eller enkelte
virksomheder. Det vil således ikke være lovligt for en kommune at
erhverve et areal med det formål at begunstige enkeltpersoner eller
enkelte virksomheder. Hvor der i øvrigt er et lovligt kommunalt
formål, indebærer den omstændighed, at virkningen af en
kommunal disposition er til fordel for en enkelt person eller virksomhed,
ikke i sig selv, at den pågældende disposition bliver
ulovlig.
På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger må
Indenrigsministeriet lægge til grund, at formålet med
Farsø Kommunes erhvervelse af en del af matr. nr. A og en del af
matr. nr. B var at fremme en bestemt erhvervsvirksomheds ( firma Z ) mulighed
for at udvide virksomhedens arealer, og at kommunen i forbindelse hermed
varetog et tilsvarende ønske fra en anden erhvervsvirksomhed (firma
X), der samme år havde kontaktet kommunen vedrørende et
ønske om at erhverve mere facadeareal i samme niveau, som
virksomhedens hidtidige bygninger.
Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at firma Z i
1998 rettede henvendelse til Farsø Kommune og meddelte denne, at
virksomheden havde et akut behov for et yderligere areal til udvidelse af den
eksisterende fabrik, at kommunen på den baggrund vedtog et tillæg
til kommuneplanen, som udvidede det eksisterende industriområde og
erhvervede arealerne, som var omfattet af denne udvidelse ved ekspropriation,
at Farsø Kommune samme år købte arealerne en del af matr.
nr. A af firma X og en del af matr. nr. B af firma Y, der efter
lokalplanen allerede var udlagt til industriformål, og straks derefter
videresolgte arealerne til firma Z, at det af beslutningsprotokollen fra
kommunalbestyrelsesmødet den 9. december 1998 fremgår, at firma
X som betingelse for salget til kommunen betingede sig at kunne købe
nogle grundstykker, der var ejet af henholdsvis person Y og person Z (en del
af matr. nr. D og en del af matr. nr. C), og at kommunen på den
baggrund eksproprierede de nævnte jordstykker og straks derefter solgte
dem til firma X.
Det fremgår af sagen, at Farsø Kommune over for
tilsynsrådet har oplyst, at kommunens medvirken i de nævnte
transaktioner endvidere var begrundet i et ønske om, at handlerne blev
fremskyndet. Baggrunden herfor var, at firma Z herved kunne erhverve arealet
inden årsskiftet 1998-99, hvor nogle ændrede regler om betaling
for tilslutning til spildevandsanlæg trådte i kraft. Derved kunne
virksomheden opnå en relativ besparelse på 200.000 kr. i
kloaktilslutningsbidrag.
Ingen af disse formål kan efter Indenrigsministeriets opfattelse
anses for lovlige efter kommunalfuldmagtsreglerne og almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger. Det bemærkes herved, at det
efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke udgør et sagligt
formål for en kommune at medvirke til, at en virksomhed kan undgå
betaling af en offentlig afgift. Det bemærkes også, at det efter
ministeriets opfattelse ikke kan tillægges betydning for de omhandlede
købs berettigelse, at Farsø Kommune samtidig gennem
udarbejdelse af plantillæg og ekspropriation udvidede kommunens
industriområde. Dette følger allerede af, at udvidelsen af
industriarealet kunne være gennemført, uden at kommunen havde
deltaget i de nævnte ejendomshandler.
Sammenfattende er Indenrigsministeriet således enigt med
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt i, at det ikke var lovligt, at
Farsø Kommune købte en del af matr. nr. A og straks herefter
videresolgte arealet til firma Z. Indenrigsministeriet finder endvidere, at
det samme gør sig gældende for så vidt angår
kommunens køb og videresalg af en del af matr. nr. B.
Det tilføjes, at Indenrigsministeriet ligesom tilsynsrådet er
af den opfattelse, at i det omfang Farsø Kommune havde haft mulighed
for at ekspropriere matr. nr. A i medfør af planlovens § 47 -
således som det er forudsat i købsaftalen vedrørende det
pågældende areal - ville kommunalfuldmagtsreglerne ikke i sig
selv være til hinder for de omhandlede køb. Efter denne
bestemmelse kan kommunalbestyrelsen bl.a. ekspropriere fast ejendom, der
tilhører private, når ekspropriationen vil være af
væsentlig betydning for at sikre virkeliggørelsen af en
lokalplan.
Indenrigsministeriet finder imidlertid - på samme måde som
tilsynsrådet - at der ikke var en sådan adgang til at foretage
ekspropriation. Ministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at
der var tale om, at kommunen af en erhvervsvirksomhed købte et areal,
der efter lokalplanen allerede var udlagt til industriformål, for
umiddelbart derefter at afhænde dette til en anden erhvervsvirksomhed,
der ligeledes ville anvende jordstykket til et industrimæssigt
formål, og at det nødvendighedskrav, der stilles i forbindelse
med ekspropriation efter bestemmelsen, dermed ikke var opfyldt. Der henvises
herom til planloven med kommentarer af Anne Birte Boeck, 1996, side 277 f.
Det bemærkes herved også, at Miljø- og Energiministeriet i
sin udtalelse af 17. maj 2001 til Indenrigsministeriet har givet udtryk for
den samme retsopfattelse.
Ad 3) Prisfastsættelsen ved ekspropriation og
efterfølgende videresalg af en del af matr.nr. C, Farsø by, til
firma X.
Indenrigsministeriet har i forbindelse med behandlingen af sagen
konstateret, at der ved ekspropriationen af en del af matr. nr. C og det
umiddelbart efterfølgende salg af arealet til firma X er
pådraget kommunen et tab på 47.550 kr.
Det hænger sammen med, at prisen for det areal på 13.902 m²,
som firma X købte af kommunen, var identisk med prisen for det noget
mindre areal på 9.556 m², som kommunen samtidig købte af firma
X. Prisen for begge arealer var ganske vist fastsat ud fra en grundpris
på 25 kr. pr. m². Imidlertid var der i forhold til denne grundpris
foretaget et fradrag for ulemper m.v. som følge af beplantning
på 47.550 kr. i prisen for det areal, som kommunen solgte til
maskinværkstedet. De i sagen foreliggende oplysninger giver ikke
grundlag for at vurdere, om dette fradrag var sagligt begrundet i de angivne
forhold. Det må imidlertid konstateres, at ekspropriationserstatningen
for arealet den 30. december 1998 - dagen før det blev videresolgt til
firma X - tillige var fastsat til 25 m², men uden fradrag i prisen, og at der
således er pådraget kommunen et tab på 47.550 kr.
De i sagen foreliggende oplysninger giver ikke grundlag for at vurdere, om
den nævnte sum har karakter af en støtte til firma X eller til
ejeren af det eksproprierede areal. Efter kommunalfuldmagtsreglerne er det
imidlertid ikke tilladt at begunstige enkelte personer, hvorfor det ikke har
betydning for den samlede vurdering af lovligheden af
prisfastsættelsen, hvem af parterne, der er begunstiget i forbindelse
hermed. I begge tilfælde vil kommunen have lidt et tab, uden at der er
tale om varetagelse af et lovligt kommunalt formål.
§ 61, stk. 3, i den kommunale styrelseslov har følgende ordlyd:
"Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan anlægge erstatningssag mod et
kommunalbestyrelsesmedlem, som er ansvarlig for, at kommunen er
påført et tab."
Betingelsen for, at et kommunalbestyrelsesmedlem kan idømmes
erstatningspligt over for kommunen er, at det pågældende medlem
har udvist en uforsvarlig adfærd, som kan tilregnes medlemmet som
forsætlig eller uagtsom, og at der som en forudselig følge heraf
er opstået et tab for kommunen.
Indenrigsministeriet finder ikke grundlag for at anmode tilsynsrådet
om at undersøge, om der er anledning til at anlægge
erstatningssag. Det skyldes, at ministeriet på baggrund af de i sagen
foreliggende oplysninger finder, at der ikke er grundlag for at antage, at
tabet kan tilregnes de enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer som
forsætligt eller uagtsomt. Ministeriet har herved særligt lagt
vægt på, at den af kommunalbestyrelsen godkendte
beslutningsprotokol fra kommunalbestyrelsens møde den 9. december 1998
alene indeholder en overordnet skitsering af de i sagen omhandlede
køb, salg og ekspropriationer. Prisfastsættelsen i forbindelse
med de omhandlede transaktioner fremgår således ikke af
beslutningsprotokollen.
Indenrigsministeriet foretager sig herefter ikke yderligere
vedrørende dette spørgsmål.
Ad 4) Overholdelse af reglerne om underskriftskompetence i sager om
køb og salg af fast ejendom m.v.
Den kommunale styrelseslov § 32, stk. 1, har følgende
ordlyd:
"Dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast
ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser
skal underskrives af kommunalbestyrelsens formand eller næstformand
(næstformænd) og en person, der er bemyndiget dertil af
kommunalbestyrelsen."
Bestemmelsen regulerer ikke kompetencen til at træffe beslutninger
om de omhandlede retshandler. Bestemmelsen er alene en legitimationsregel og
har ikke betydning for spørgsmålet om gyldigheden af en
gennemført retshandel.
Den person, der skal underskrive sammen med borgmesteren eller
viceborgmesteren, skal være personligt udpeget af kommunalbestyrelsen.
Det er ikke tilstrækkeligt, at beføjelsen er tildelt indehaveren
af en bestemt stilling.
Bestemmelsen vedrører dokumenter vedrørende kommunens
køb og salg af fast ejendom, dvs. slutsedler og skøder,
herunder påtegninger på skøder.
Der kan henvises til den kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, side
152.
Indenrigsministeriet er enigt med Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt
i, at Farsø Kommunalbestyrelse tilsidesatte den kommunale
styrelseslovs § 32 derved, at alene kommuneingeniør XX underskrev en
række aftaler i forbindelse med Farsø Kommunes køb og
salg af fast ejendom.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at kommuneingeniør
XX ikke var personligt bemyndiget til at underskrive dokumenter
vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, og at
købsaftalerne ikke tillige var underskrevet af kommunalbestyrelsens
formand eller næstformand.
Det forhold, at lederen af den afdeling, hvorunder grundsalg hører,
efter en mangeårig uskreven praksis kan underskrive slutsedler på
godkendte vilkår, kan efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke
føre til et andet resultat.
Indenrigsministeriet har ved kopi af dette brev orienteret
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt om ministeriets opfattelse.
Det skal endvidere oplyses, at Indenrigsministeriet ved brev af d.d. har
henledt opmærksomheden hos Told- & Skatteregion Viborg på, at
Miljø- og Energiministeriet i udtalelsen af 17. maj 2001 ikke har
fundet, at betingelserne for ekspropriation var opfyldt i forbindelse med
Farsø Kommunes erhvervelse af matr.nr. A , Farsø by,
Farsø, fra firma X. Der vedlægges til orientering kopi af
Indenrigsministeriets brev af d.d. til Told- & Skatteregion Viborg.
Indenrigsministeriet foretager sig herefter ikke yderligere i sagen.
Med venlig hilsen
Niels Fenger
Lignende dokumenter
- Udtalelse om et tilsynsrådsmedlems adgang til at standse udførelsen af en beslutning truffet af tilsynsrådet og kræve sagen indbragt for Indenrigsministeriet til afgørelse Retsinformation · 4. november 2002
- Udtalelse om en kommunes adgang til at sælge en kommunal ejendom til næsthøjeste bud Retsinformation · 25. november 2002
- Om skattefrihed ved afståelse af et jordareal til brug for en golfbane jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt Landsskatteretten · 7. oktober 2010
- Spørgsmål om skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11 ved afståelse af jord til kommunen Landsskatteretten · 19. marts 2009
- Om offentligt udbud ved salg af kommunalt ejet travbane og prisfastsættelse heraf Retsinformation · 25. september 1997
- Skatterådet har besvaret spørgsmål 1 med "nej" Landsskatteretten · 7. august 2009