Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 2. februar 2001 af
Birthe Rønn Hornbech (V),
Inge Dahl-Sørensen (V), Knud Enggaard (V),
Eva Kjer Hansen (V), Karsten Nonbo (V), Helge Adam
Møller (KF), Pia Christmas-Møller (KF), Gitte Seeberg (KF) og
John Vinther (KF)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven og
retsplejeloven
(Skærpelse af straffen for vold, voldtægt,
uagtsomt manddrab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager
m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,
foretages følgende ændringer:
1.
I § 125 a ændres »4 år« til:
»8 år«.
2.
I § 216, stk. 1, ændres »6 år«
til: »8 år«.
3.
I § 216, stk. 2, ændres »10 år«
til: »12 år«.
4.
I § 241 ændres »4 år« til:
»8 år«.
5.
I § 244 ændres »1 år og 6 måneder« til: »3 år
Læs alt
«.
6.
I § 245, stk. 1, ændres »4 år«
til: »6 år«.
7.
I § 245, stk. 2, ændres »4 år«
til: »6 år«.
8.
I § 246 ændres »8 år« til:
»10 år«.
9.
I § 252, stk. 1, ændres »4 år«
til: »8 år«.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12.
september 2000, foretages følgende ændring:
1.
I § 687, stk. 2, nr. 1, ændres »4 år« til: »6 år
«.
§ 3
Loven træder i kraft 1. juli 2001.
§ 4
Stk. 1. Loven gælder ikke for Grønland og
Færøerne.
Stk. 2. Lovens § 1 kan dog ved kongelige anordning helt
eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget indeholder en skærpelse af
strafferammerne for vold, voldtægt, uagtsomt manddrab, forsætlig
farefremkaldelse og menneskesmugling.
Med lovforslaget ønsker forslagsstillerne gennem en
generel forhøjelse af strafferammerne at gennemføre en generel
forhøjelse af strafudmålingsniveauet.
Forslagsstillerne finder, at en forhøjelse af
strafferammerne er den korrekte fremgangsmåde for at tilkendegive, at
strafniveauet for de omtalte forbrydelser generelt skal skærpes.
I Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om
strafferammer og prøveløsladelse foreslog rådet, at
strafmaksimum i en række bestemmelser blev nedsat med det
formål at tilpasse rammerne til det faktiske udmålingsniveau
(fremhævet her). Forslagsstillerne finder denne fremgangsmåde
helt bagvendt. Det er ikke Folketinget, der skal følge domstolenes
strafniveau.
Den lovgivende magt er hos Folketinget. Den
dømmende magt er hos domstolene. Pådømmelse af
straffesager udgør en meget central opgave for domstolene. Det er
domstolene, der fastsætter de konkrete straffe, og strafferammesystemet
stiller domstolene meget frit med hensyn til straffenes udmåling i de
enkelte tilfælde. Men principielt må det fastholdes, at det er
Folketinget og ikke domstolene der skal fastsætte de generelle
rammer og herved kan tilkendegive, at det generelle strafniveau skal
hæves.
For voldtægtsforbrydelser og forsætlige
voldsforbrydelser tilsigtes en forhøjelse af strafniveauet på
mindst en tredjedel i forhold til gældende strafniveau, dog at den
uprovokerede vold på åben gade bør straffes markant
højere end i dag. Afstanden mellem straffen for f.eks.
værtshusvold på den ene side og gadevold på den anden side
bør ikke mindst inden for straffelovens § 244 s område
være større, jf. nedenfor.
Uanset at der af og til fremsættes påstande
om, at antallet af voldsforbrydelser ikke stiger, viser politiets tal det
modsatte. Voldsanmeldelsernes antal er fortsat stigende og ligger på et
alt for højt niveau.
De statistikker, der i de seneste uger er offentliggjort,
tyder på en yderligere markant stigning i anmeldelserne af den grove
vold. Der sker alt for mange grove overgreb, og de skal straffes, så
det kan mærkes.
Forslagsstillerne finder, at straffeloven skal give udtryk
for samfundets markante afstandtagen fra forbrydelser mod den enkeltes legeme
og frihed og gennem forhøjelsen af strafferammerne tilkendegive, at
beskyttelsen af den enkeltes kønsfrihed og legeme skal vurderes
højere.
Der er efter forslagsstillernes opfattelse i den
gældende straffelov et misforhold mellem beskyttelsen af
økonomiske værdier på den ene side og beskyttelsen af
kønsfrihed og det menneskelige legeme på den anden side. Denne
skævhed bør efter forslagsstillernes opfattelse oprettes ved
idømmelse af højere straffe for vold og voldtægt.
Det er statsmagtens opgave at sikre borgernes tryghed, og
det gøres ikke blot ved at iværksætte initiativer med
opsøgende arbejde og kriminalpræventive foranstaltninger.
Forslagsstillerne finder fortsat, at det forebyggende arbejde er
væsentligt. For hver gang der undgås en forbrydelse, spares et
offer. Men der er en gruppe borgere, der ikke kan nås ved sådanne
foranstaltninger. Her er det vigtigt, at straffeloven tilkendegiver, at der
skal idømmes en væsentlig straf, og at sanktionen er udtryk for
en mere mærkbar konsekvens.
Uanset forslagsstillernes ønske om at hæve
strafniveauet ønsker forslagsstillerne at tilkendegive, at det er
vigtigt at videreføre det forebyggende arbejde. Forslagsstillerne
ønsker specielt at fremhæve SSP-samarbejdet. Specielt når
det drejer sig om vold og voldtægt, er det vigtigt, at børn og
unge gøres bekendt med, at der er tale om forbrydelser, som samfundet
ser med stor afsky på, og at forbrydelser mødes med konsekvens,
og at frihedsstraf er en sædvanlig sanktion. De politikere, der altid
undskylder de unge kriminelle, gør de unge en bjørnetjeneste.
Ikke mindst hvad angår voldtægt, er det vigtigt, at unge med
fremmed kulturbaggrund allerede i folkeskolen får en forståelig
belæring om dansk kultur, synet på den personlige frihed og
kønnenes ligestilling samt de frie omgangsformer kønnene
imellem og danskernes syn på voldtægtsforbrydelser.
Forslagsstillerne vedkender sig politiforliget, men havde
gerne set, at der var blevet afsat ressourcer til en reel og mærkbar
udvidelse af politistyrken til patruljering. Det er forslagsstillernes
opfattelse, at en større risiko for opdagelse sammen med risikoen for
en markant straf har en præventiv virkning. Forslagsstillerne vil
derfor fortsat arbejde for, at politistyrken udvides og den bestående
styrke effektiviseres med henblik på frigørelse af personale til
patruljering.
Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre
på afgrænsningen af, hvilke forbrydelser der skal henføres
under de enkelte bestemmelser.
2. Vold
Nærværende lovforslag tilsigter som
nævnt en generel forhøjelse af de konkret udmålte straffe
i alle voldssager og dermed at fremhæve samfundets afsky for
forbrydelserne og understrege hensynet til offeret.
Frygten for vold er et reelt samfundsproblem.
Forslagsstillerne finder, at det enkelte menneskes ret til frit at
færdes uden at blive overfaldet er en grundlæggende ret, som
straffeloven bør afspejle.
Forslagsstillerne ønsker særligt at
fremhæve, at der med skærpelsen i strafferammen i straffelovens
§ 244 tilsigtes en særlig markant skærpelse af straffen i de
tilfælde, hvor volden sker fuldkommen uprovokeret mod et offer, som
voldsmanden ikke har haft forudgående kontakt med.
Forslagsstillerne ønsker i den forbindelse at
fremhæve, at vold på åben gade mod et ukendt offer, uanset
voldens karakter og grovhed i øvrigt og uanset skadens art, alt andet
lige skal udløse en markant strengere ubetinget fængselsstraf
end efter hidtidig retspraksis. Der er for lille afstand mellem stafniveauet
for værtshusvold og vold på åben gaden mod tilfældigt
forbipasserende.
Det anføres ofte, at strafferammerne er gode nok,
men at domstolene ikke udnytter dem. Da forslagsstillerne ønsker at
videreføre princippet om, at den lovgivende magt ikke skal lovgive for
konkrete sager og ikke gennem straffeloven ønsker at give direktiver,
der indsnævrer domstolenes mulighed for konkrete afgørelser, kan
formålet, at få udmålt højere straffe, bedst
gennemføres gennem forhøjelse af strafferammerne. Derved
pålægges det domstolene generelt at hæve straffene.
Ofte oplyses det, at lægdommerne bliver bløde
i knæene, når de får sagen ind under huden.
I B.T. den 15. juni 2000 udtaler landsdommer Niels Johan
Petersen således bl.a.: »Når du hører om en voldsmand, der
står og tramper rundt på en liggende mands hoved med en stor
beskidt støvle med jernbeslag, så er det forfærdeligt og
det burde koste mere. Jeg er ganske enig i, at man i nogle sager har
været meget milde over for voldsmænd. En del af forklaringen er,
at mange nævninge og domsmænd bliver bløde, når de
får sagen ind under huden Der kan f.eks. være tale om en
murerlærling, der har begået vold. Hans mester vil gerne have ham
tilbage .I den proces kan forbrydelsens konsekvenser for ofret komme til at
blegne for meget ..Vi skal passe på, at den side af sagen ikke kommer
til at spille en for stor rolle for os .«.
Forslagsstillerne deler landsdommerens
udtalelser. Der er en tilbøjelighed til, at der i højere grad
fokuseres på gerningsmanden, uden at man generelt tillægger den
krænkelse, et voldsoffer altid lider, den fornødne
vægt.
Forslagsstillerne deler tillige statsministerens
opfattelse, som den kom til udtryk i nytårstalen i 1997, hvor
statsministeren sagde:
»Vi vil ikke finde os i det«. Denne udtalelse
blev fulgt op af et i dagspressen omgående givet løfte fra
justitsministeren om, at strafferammerne skulle hæves. På grund
af De Radikales modstand blev dette løfte dog aldrig indfriet, og
regeringen fremsatte i foråret 1997 en stærkt barberet voldspakke
uden en egentlig forhøjelse af strafferammerne i straffelovens §§
244-246. Regeringens forslag til ændringer i straffeloven var mest
kosmetik, og regeringen måtte da også på forslagsstillernes
forespørgsel erkende, at stramningerne kun ville vedrøre ganske
få voldssager.
Samtidig ønsker forslagsstillerne at understrege og
fastholde regeringen på målsætningen om en hurtig
behandling af voldssager både hos politi, anklagemyndighed og domstole
fulgt op af hurtig indsættelse til afsoning.
Forslagsstillerne finder det ikke tilfredsstillende, at
målsætningen ikke er opfyldt.
3. Voldtægt
Voldtægt er den forbrydelse, der mest af alt
krænker et andet menneskes integritet. Det drejer sig om noget så
vigtigt som det enkelte menneskes frihed, værdighed og tryghed. Et
voldtægtsoffer er skadet for livet. Forslagsstillerne finder, at
strafudmålingen i voldtægtssager generelt er for lav.
Til B.T. den 15. juni 2000 udtaler landsdommer Niels Johan
Petersen:
»Jeg forstår ikke, vi er blevet så blødsødne
over for voldtægt. For det er simpelthen noget af det værste, der
kan overgå en kvinde, at få sin frihed krænket på den
måde Når Folketinget overvejer samfundstjeneste for vold,
så er den gal. Her står jeg af. Man kan godt få indtryk af,
at Folketinget er til fals for hvad som helst, bare de kan undgå at
bygge nye fængsler.«
Forslagsstillerne har også
bemærket, at justitsminister Frank Jensen i TV-Avisen den 4. september
2000 gav udtryk for, at strafniveauet er for lavt. Justitsministeren har dog
senest til Ritzaus Bureau og i Folketingets spørgetime den 16. januar
2001 tilkendegivet, at regeringen ikke vil fremsætte forslag til
ændring af straffelovens regler i denne folketingssamling. Til
TV-Avisen den 15. januar 2001 udtaler justitsministeren endvidere, at man
må tage hensyn til skatteborgerne.
Forslagsstillerne lægger skarp afstand til
justitsministerens økonomiske betragtninger. Strafniveauet må
aldrig begrundes økonomisk. Det er helt uacceptabelt, at regeringen
sætter økonomien over hensynet til voldtægtsofrene.
I takt med, at samkvemsformen mellem kønnene
ændres, og man omgås friere end tidligere, føles
krænkelsen også mere indgribende. Kvinden har på en lang
række områder opnået ligestilling. En række
voldtægtssager forøvet af flere gerningsmænd (de i
dagspressen benævnte massevoldtægtssager) har vist, at der er en
gruppe unge mænd, der lader hånt om kvindens frihed og
værdighed. Uanset at voldtægt altid må betragtes som en af
de mest afskyelige forbrydelser, der kendes, fordi den er udtryk for misbrug
af magt og indgreb i offerets mest intime privatsfære, så er de
sidste års eksempler på, at en gruppe unge i flok forøver
voldtægt, dog det mest modbydelige.
Visse sager inden for denne gruppe har af forskellige
grunde medført straffe på under et år. Forslagsstillerne
ønsker at tilkendegive, at straffen for voldtægt normalt
bør udmåles med en straf på ikke under et år, og at
det bør være en særlig skærpende omstændighed,
at gerningsmændene har udnyttet den overmagt, der ligger i, at de er
flere sammen om forbrydelsen, hvad enten forbrydelsen er begået efter
forud indgået aftale eller blot har udviklet sig i situationen.
Forslagsstillerne finder under alle omstændigheder, at et sådant
magtmisbrug fra gerningsmændenes side bør afspejles klart i de
konkret udmålte straffe.
Forslagsstillerne har stærkt overvejet at
indsætte en minimumsstraf i straffeloven for voldtægt på et
års fængsel, men er alene veget tilbage herfor for at undgå
usaglige frifindelser eller henførelse under mildere
straffelovsbestemmelser end § 216.
Forslagsstillerne har tillige overvejet at indsætte
en bestemmelse om uagtsom voldtægt, men er veget tilbage herfor, fordi
det ikke kan afvises, at en sådan bestemmelse, skønt den ville
udvide det strafbare område, på den anden side ville
medføre, at færre bliver dømt for forsætlig
voldtægt.
4. Menneskesmugling
Menneskesmugling udgør et stigende problem. Med en
udlændingelov, der sikrer enhver, der er kommet ind i landet, ophold i
Danmark, så længe asylsagen behandles, inviteres der til misbrug
af asylsystemet. Sociale flygtninge og personer, der alene har til
formål at drive kriminel virksomhed i Danmark, har en interesse i at
komme ind i Danmark uden om grænsekontrollen og henvende sig direkte i
Sandholmlejren for derved at sløre, fra hvilket land de kommer, og
sløre rejseruten. Dette misbrug af asylsystemet sker ofte med bistand
fra menneskesmuglere, der i højere grad i de senere år driver en
velorganiseret forretning.
Eksempler fra udlandet viser, at sådanne
menneskesmuglerforretninger kan få de forfærdeligste konsekvenser
for de asylsøgere, der lader sig smugle. Et større antal
mennesker i udlandet er omkommet under en sådan smugling.
Forslagsstillerne finder, at straffeloven i Danmark slet
ikke har taget højde for sådanne organiserede
menneskesmuglinger, hvor asylsøgerne udsættes for fare for deres
liv.
Forslagsstillerne foreslår på den baggrund, at
strafferammerne både for menneskesmugling, uagtsomt manddrab og
overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, forøges
markant.
Desuden viser den seneste retspraksis, at allerede
menneskesmuglingerne, hvor der ikke har været fare for
asylsøgernes liv, har medført straffe efter straffelovens § 125
a, der stærkt nærmer sig loftet på 4 år.
Endelig finder forslagsstillerne, at spirituskørsel
i forbindelse med uagtsomt manddrab samt anden hensynsløs
kørsel uden spiritus bør straffes hårdere. Også af
denne grund foreslås en forhøjelse af strafferammerne for
uagtsomt manddrab.
5. Nævningesager
Forslagsstillerne ønsker ikke, at flere
straffesager skal afgøres ved nævningesager, end det er
tilfældet i dag. Som konsekvens af de foreslåede højere
strafferammer og de dermed forventede afledte forhøjelser af den
straf, anklagemyndigheden nedlægger påstand om, foreslås
det, at grænsen for nævningesager hæves fra 4 år til
6 år.
Bemærkninger til forslagets enkelte
bestemmelser
Straffeloven
Til nr. 1 (straffelovens § 125 a)
Strafferammen i § 125 a, menneskesmugling
ændres fra 4 til 8 års fængsel.
Som anført i de almindelige bemærkninger
udgør menneskesmugling et stort problem og medvirker til det stigende
asylmisbrug. Menneskesmuglerne er ikke sjældent en del af et
internationalt net af organiseret kriminalitet. Det er derfor helt
afgørende, at der ikke kan spekuleres i, at det kan betale sig at
operere fra og i Danmark. Desuden arbejdes der i EU på at opnå en
fælles strafferamme på fængsel i 8 år. Et
direktivforslag lægger op til, at det ikke skal være et
strafkrav, at menneskesmugling sker for økonomisk vinding.
Dertil kommer, at sagerne nu er så omfattende, at
den strafskærpelse, der efter forslag fra Venstre og Det Konservative
Folkeparti omsider førte til, at regeringen i 1998 besluttede at
medvirke til strafskærpelsen, ikke er tilstrækkelig. Retten i
Korsør har således i begyndelsen af 2001 afsagt domme med straf
på henholdsvis 3 år og 3½ års fængsel, jf. Berlingske
Tidende den 11. januar 2001.
Den nuværende strafferamme har slet ikke taget
højde for organiseret og grænseoverskridende kriminalitet.
Ændringen skal ses i sammenhæng med de
foreslåede forøgede strafferammer i nr. 4 og 9. Den stadig mere
organiserede menneskesmugling med transport af en større gruppe
mennesker har i udlandet haft meget tragiske konsekvenser. Der er i
straffelovens bestemmelse om menneskesmugling og i § 241 og § 252 slet ikke
taget højde for, at menneskesmugling kan udsætte de personer,
der smugles, for livsfare og kan medføre massedødsfald.
Forslaget kan derfor ses som en konsekvens af, at den
organiserede menneskesmugling i sagens natur ikke sjældent på
hensynsløs måde volder nærliggende risiko for disse
menneskers liv eller førlighed.
Til nr. 2 og 3 (straffelovens § 216)
Det foreslås at hæve strafferammen for
voldtægt fra 6 til 8 års fængsel og at hæve
straffen for grov voldtægt fra 10 til 12 års fængsel.
Forslaget tilsigter at formå domstolene til generelt
at hæve strafniveauet. Voldtægt bør, også hvor der
er tale om kontaktvoldtægt, som minimum udmåles til ikke under 1
års fængsel. Har forbrydelsen været forbundet med fysisk
tvang, vold og konkrete trusler, skal straffen udmåles tilsvarende
strengere.
Er forbrydelsen begået af flere, skal det være
en skærpende omstændighed, der må afspejles i
strafudmålingen, uanset om forbrydelsen er forøvet efter
forudgående aftale. Grovheden og dermed strafværdigheden, jf.
straffelovens § 80, er større, og krænkelsen ved at blive udsat
for flere gerningsmænd er netop i voldtægtssager efter almindelig
menneskelig erfaring langt større end i nogen anden forbrydelse. Dette
forhold skal efter forslagsstillernes opfattelse tydeligt afspejles i de
konkrete straffe, der udmåles i disse sagstyper.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4 (straffelovens § 241)
Strafferammen for uagtsomt manddrab foreslås
fordoblet fra 4 år til 8 års fængsel.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om
fordobling af strafferammen i menneskesmuglingssager, jf. de generelle
bemærkninger og bemærkningerne til nr. 1.
Med forslaget ønsker forslagsstillerne tillige at
gennemføre et højere strafniveau for trafikddrab.
Selv om Højesteret i de senere år har
hævet strafferammen for uagtsomt manddrab og spirituskørsel,
finder forslagsstillerne, at niveauet skal hæves yderligere. Synet
på spirituskørsel er ændret. Promillegrænsen er
sænket. Dette skal afspejle sig i strafniveauet, der skal ligge
på et år. Hvor der foreligger særlig grov og
hensynsløs kørsel, eller hvor billisten har forladt
ulykkesstedet, eller hvor forbrydelsen sker i forbindelse med biltyveri eller
kørsel uden kørekort, skal der udmåles en højere
straf end på et års fængsel.
På samme måde skal strafniveauet for uagtsomt
manddrab uden spirituskørsel hæves væsentligt.
Frihedsstraf skal være udgangspunktet, medmindre uagtsomheden er af
mere simpel art. Straffen skal yderligere hæves væsentligt, hvis
kørslen har været uforsvarlig eller føreren har
stjålet køretøjet, er stukket af fra uheldsstedet eller
ikke har erhvervet kørekort.
Til nr. 5-8 (straffelovens §§ 244-246)
Straffelovens § 244 må fortsat forventes at finde
anvendelse på langt de fleste voldshandlinger, der kommer til
pådømmelse. Forslagsstillerne finder, at baggrunden for
voldsudøvelsen bør tillægges større vægt.
Alt andet lige bør den helt umotiverede voldsudøvelse over for
helt tilfældige ofre, hvor der ikke tidligere har været kontakt
mellem gerningsmand og offer, også uden at offeret er
påført fysiske skader, under alle omstændigheder betragtes
som særlig groft, hvilket bør give sig udslag i
strafudmålingen.
Det er ofte helt tilfældigt, om en udøvet
vold medfører skader på offeret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger.
Det fremføres ofte fra visse politikere og
kriminologer, at volden er faldende. B.T. dokumenterede imidlertid den 7.
december 2000 med tal fra Rigspolitichefen, at antallet af anmeldelser af
vold tværtimod er steget. Justitsminister Frank Jensen tog i samme avis
ikke afstand fra tallene, men udtrykte bekymring, uden dette dog har
ført til, at regeringen har fremsat forslag om højere
strafferammer.
I 1996 var antallet af anmeldelser for vold efter
straffelovens § 244 i de første 10 måneder 6.318. Tallet var i
år 2000 6.896.
Også anmeldelserne for overtrædelse af
straffelovens § 245 var steget, nemlig fra 745 til 976. Endelig var
anmeldelserne vedr. § 246 henholdsvis 28 og 39.
Med forslaget om at hæve strafferammerne i
straffelovens §§ 244-246 ønsker forslagsstillerne ikke at ændre
på den generelle forudsætning om, at domstolene afgør den
enkelte sags omstændigheder meget konkret. Forslaget indeholder derfor
heller ingen ændringer af bestemmelserne om strafudmåling i
straffelovens almindelige del.
Forslagsstillerne ønsker heller ikke med dette
forslag at ændre på afgrænsningen af de enkelte
bestemmelser indbyrdes eller på afgrænsningen over for
straffelovens § 248 (
»slagsmålsparagraffen«).
Til gengæld finder forslagsstillerne, at
straffelovens § 247 (om tidligere domfældelse for vold) bør
slå langt mere markant igennem, ligesom det ville gøre det
lettere at følge retspraksis, hvis domstolene i højere grad i
dommen citerer bestemmelsen, hvor den er anvendt.
Forslagsstillerne ønsker imidlertid en generel
skærpelse af strafudmålingsniveauet, ligesom der er visse typer
af vold og særlige omstændigheder, som forslagsstillerne finder
bør bedømmes hårdere.
Strafniveauet for vold ønskes generelt hævet
med en tredjedel, dog skal straffen hæves yderligere for den vold, der
i dag efter straffelovens § 244 udmåles med meget lave straffe, uagtet
der er tale om meningsløs gadevold, men uden at offeret har
pådraget sig varig fysisk skade. Ofte beror det mere på held end
forstand, at offeret ikke kommer til skade, og forslagsstillerne finder det
helt uacceptabelt, at sådanne voldstilfælde ofte kun
medfører en straf på en, to eller højst tre
måneders fængsel. Retspraksis skal afspejle hensynet til det
konkrete offer og hensynet til borgernes tryghed.
Det må være et helt afgørende
samfundshensyn, at borgerne føler sig trygge ved at færdes
på gaden. Forskellen på bedømmelsen af den vold, der
følger efter forudgående klammeri, og den helt uprovokerede
gadevold skal være langt mere markant. At klammeri ender med vold, er i
sig selv så primitivt, at samfundet gennem straffelovens strafferammer
må vise sin afsky. Men dette er dog for intet at regne mod den vold,
der udøves mod helt tilfældige mennesker, der færdes
på gader og veje, og som overfaldes, fordi de efter gerningsmandens
opfattelse har et udseende, han ikke bryder sig om, eller fordi
gerningsmanden synes, det er sejt at slå andre. Uanset forbrydernes
forklaringer må det slås fast, at der aldrig ved den uprovokerede
gadevold kan været noget som helst motiv, der kan bruges som
undskyldning for en mildere straf. Enhver voldsudøvelse over for
forbipasserende burde aldrig udmåles med mindre end et halvt års
fængsel. Selv mindre skader bør medføre en tilsvarende
forhøjelse af straffen.
Kollektiv afstraffelse efter forudgående
planlægning er efter straffelovens § 80, stk. 2, en
strafskærpende omstændighed, der alt andet lige normalt giver sig
til kende i retspraksis.
Det er imidlertid ofte vanskeligt for anklagemyndigheden
at bevise, at der er tale om kollektiv vold efter forudgående
planlægning. Forslagsstillerne ønsker ikke med de
følgende bemærkninger at ændre på bevisreglerne, men
ønsker at tilkendegive, at den faktiske omstændighed, at en
voldsudøvelse har haft flere gerningsmænd, uanset om den
enkeltes rolle præcist kan bevises, som regel må betragtes som en
skærpende omstændighed, således forstået, at den
person, hvorom anklagemyndigheden kun kan bevise en mindre rolle, må
idømmes en strengere straf, end det ville have været
tilfældet, hvis vedkommende havde været alene om
voldsudøvelsen. Den voldsudøvelse, der finder sted på
åben gade, forhindrer ikke en eller flere i flokken i at forlade
gerningsstedet, inden volden begås eller udvikler sig, efter at offeret
f.eks. er slået ned og volden herefter antager grovere former ved
f.eks. spark. Forhindrer man ikke voldsudøvelsen, eller forlader man
ikke gerningsstedet for at tilkalde politiet, må man også finde
sig i at blive draget til ansvar. Forslagsstillerne finder, at både
anklagemyndighed og domstole bør være opmærksom på
dette aspekt. Der er som nævnt ikke herved lagt op til ændring af
bevisreglerne og ej heller til en ændring af forståelsen af
straffelovens § 23, men derimod til en skærpelse af vurderingen af
straffens størrelse, hvor flere optræder i flok og situationen
udvikler sig uden forudgående planlægning.
Til nr. 9 (straffelovens § 252, stk. 1)
I § 252, stk. 1, ændres
»4
år« til »8 år«. Der henvises til bemærkningerne til
bestemmelsen om menneskesmugling under nr. 1.
Til § 2
Retsplejeloven
Til nr. 1 (retsplejelovens § 687, stk. 2, nr. 1)
Der er ikke tilsigtet nogen udvidelse i antallet af
nævningesager, hvilket er grunden til den foreslåede
ændring af bestemmelsen i retsplejelovens § 687, stk. 2, nr. 1.
Tværtimod ønsker forslagsstillerne at undgå, at
anklagemyndigheden af procesøkonomiske grunde for at undgå
nævningesag begrænser strafpåstanden i grove voldssager
helt ned til under 4 år.
Forslagsstillerne er opmærksom på, at
lovforslaget vil medføre, at enkelte sager, der ikke vedrører
de foreslåede ændringer i straffeloven, vil skulle behandles som
domsmandssager i stedet for nævningesager. Imidlertid antages det, at
disse sager vil være meget begrænsede i antal, og derfor
ønsker forslagsstillerne ikke at ændre retsplejelovens
hovedprincip om, at det er den konkret forventede straf, der er bestemmende
for, om en sag skal behandles som domsmandssag eller nævningesag.
Skriftlig fremsættelse
Birthe Rønn Hornbech
(V):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af straffeloven og
retsplejeloven. (Skærpelse af straffen for vold, voldtægt,
uagtsomt manddrab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager
m.v.).
(Lovforslag nr. L 161).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Straffeloven
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 125 a
Den, der under skærpende omstændigheder
gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59,
stk. 5, straffes med fængsel indtil 4 år.
§ 125 a
Den, der under skærpende omstændigheder
gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59,
stk. 5, straffes med fængsel indtil 8 år.
§ 216
Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om
vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med
vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10
år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter
eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
§ 216
Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om
vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med
vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis
voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i
øvrigt foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
§ 241
Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes
med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4
år.
§ 241
Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes
med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8
år.
§ 244
Den, som øver vold mod eller på anden
måde angriber en andens legeme, straffes med bøde, hæfte
eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
§ 244
Den, som øver vold mod eller på anden
måde angriber en andens legeme, straffes med bøde, hæfte
eller fængsel indtil 3 år.
§ 245
Den, som udøver et legemsangreb af særlig
rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i
mishandling, straffes med fængsel indtil 4 år. Har et
sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred
til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende
omstændighed.
Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte
tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller
helbred, straffes med fængsel indtil 4 år.
§ 245
Den, som udøver et legemsangreb af særlig
rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i
mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et
sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred
til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende
omstændighed.
Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte
tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller
helbred, straffes med fængsel indtil 6 år.
§ 246
Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været
af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller
døden til følge, at der foreligger særdeles
skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i
8 år.
§ 246
Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været
af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller
døden til følge, at der foreligger særdeles
skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i
10 år.
§ 252
Med hæfte eller fængsel indtil 4 år
straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på
lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for
nogens liv og førlighed
§ 252
Med hæfte eller fængsel indtil 8 år
straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på
lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for
nogens liv og førlighed
Retsplejeloven
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 687
Ved landsretterne behandles i 1. instans de sager, hvor
nævninge medvirker.
Stk. 2. Nævninge medvirker i
1) sager, hvor der bliver spørgsmål om straf af
fængsel i 4 år eller derover, for så vidt dette ikke er en
følge af, at der bliver spørgsmål om fastsættelse
af en fællesstraf efter reglerne i straffelovens §§ 40, stk. 1, og
61,
§ 687
Ved landsretterne behandles i 1. instans de sager, hvor
nævninge medvirker.
Stk. 2. Nævninge medvirker i
1) sager, hvor der bliver spørgsmål om straf af
fængsel i 6 år eller derover, for så vidt dette ikke er en
følge af, at der bliver spørgsmål om fastsættelse
af en fællesstraf efter reglerne i straffelovens §§ 40, stk. 1, og
61,
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel m.v.) Retsinformation · 13. juni 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven Retsinformation · 16. maj 2001
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Skriftlig fremsættelse (26. februar 2002) - L 118 Retsinformation · 26. februar 2002
- 1990 BTL 152 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM INDFØDSRETS MEDDELELSE NR L 152 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 17. april 1991
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven Retsinformation · 26. februar 2002