Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

2000/1 LSF 161Lovforslag som fremsatFolketinget2. februar 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 2. februar 2001 af

Birthe Rønn Hornbech (V),

Inge Dahl-Sørensen (V), Knud Enggaard (V),

Eva Kjer Hansen (V), Karsten Nonbo (V), Helge Adam

Møller (KF), Pia Christmas-Møller (KF), Gitte Seeberg (KF) og

John Vinther (KF)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og

retsplejeloven

(Skærpelse af straffen for vold, voldtægt,

uagtsomt manddrab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager

m.v.)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,

foretages følgende ændringer:

1.

I § 125 a ændres »4 år« til:

»8 år«.

2.

I § 216, stk. 1, ændres »6 år«

til: »8 år«.

3.

I § 216, stk. 2, ændres »10 år«

til: »12 år«.

4.

I § 241 ændres »4 år« til:

»8 år«.

5.

I § 244 ændres »1 år og 6 måneder« til: »3 år

Læs alt

«.

6.

I § 245, stk. 1, ændres »4 år«

til: »6 år«.

7.

I § 245, stk. 2, ændres »4 år«

til: »6 år«.

8.

I § 246 ændres »8 år« til:

»10 år«.

9.

I § 252, stk. 1, ændres »4 år«

til: »8 år«.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12.

september 2000, foretages følgende ændring:

1.

I § 687, stk. 2, nr. 1, ændres »4 år« til: »6 år

«.

§ 3

Loven træder i kraft 1. juli 2001.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Grønland og

Færøerne.

Stk. 2. Lovens § 1 kan dog ved kongelige anordning helt

eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget indeholder en skærpelse af

strafferammerne for vold, voldtægt, uagtsomt manddrab, forsætlig

farefremkaldelse og menneskesmugling.

Med lovforslaget ønsker forslagsstillerne gennem en

generel forhøjelse af strafferammerne at gennemføre en generel

forhøjelse af strafudmålingsniveauet.

Forslagsstillerne finder, at en forhøjelse af

strafferammerne er den korrekte fremgangsmåde for at tilkendegive, at

strafniveauet for de omtalte forbrydelser generelt skal skærpes.

I Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om

strafferammer og prøveløsladelse foreslog rådet, at

strafmaksimum i en række bestemmelser blev nedsat med det

formål at tilpasse rammerne til det faktiske udmålingsniveau

(fremhævet her). Forslagsstillerne finder denne fremgangsmåde

helt bagvendt. Det er ikke Folketinget, der skal følge domstolenes

strafniveau.

Den lovgivende magt er hos Folketinget. Den

dømmende magt er hos domstolene. Pådømmelse af

straffesager udgør en meget central opgave for domstolene. Det er

domstolene, der fastsætter de konkrete straffe, og strafferammesystemet

stiller domstolene meget frit med hensyn til straffenes udmåling i de

enkelte tilfælde. Men principielt må det fastholdes, at det er

Folketinget og ikke domstolene der skal fastsætte de generelle

rammer og herved kan tilkendegive, at det generelle strafniveau skal

hæves.

For voldtægtsforbrydelser og forsætlige

voldsforbrydelser tilsigtes en forhøjelse af strafniveauet på

mindst en tredjedel i forhold til gældende strafniveau, dog at den

uprovokerede vold på åben gade bør straffes markant

højere end i dag. Afstanden mellem straffen for f.eks.

værtshusvold på den ene side og gadevold på den anden side

bør ikke mindst inden for straffelovens § 244 s område

være større, jf. nedenfor.

Uanset at der af og til fremsættes påstande

om, at antallet af voldsforbrydelser ikke stiger, viser politiets tal det

modsatte. Voldsanmeldelsernes antal er fortsat stigende og ligger på et

alt for højt niveau.

De statistikker, der i de seneste uger er offentliggjort,

tyder på en yderligere markant stigning i anmeldelserne af den grove

vold. Der sker alt for mange grove overgreb, og de skal straffes, så

det kan mærkes.

Forslagsstillerne finder, at straffeloven skal give udtryk

for samfundets markante afstandtagen fra forbrydelser mod den enkeltes legeme

og frihed og gennem forhøjelsen af strafferammerne tilkendegive, at

beskyttelsen af den enkeltes kønsfrihed og legeme skal vurderes

højere.

Der er efter forslagsstillernes opfattelse i den

gældende straffelov et misforhold mellem beskyttelsen af

økonomiske værdier på den ene side og beskyttelsen af

kønsfrihed og det menneskelige legeme på den anden side. Denne

skævhed bør efter forslagsstillernes opfattelse oprettes ved

idømmelse af højere straffe for vold og voldtægt.

Det er statsmagtens opgave at sikre borgernes tryghed, og

det gøres ikke blot ved at iværksætte initiativer med

opsøgende arbejde og kriminalpræventive foranstaltninger.

Forslagsstillerne finder fortsat, at det forebyggende arbejde er

væsentligt. For hver gang der undgås en forbrydelse, spares et

offer. Men der er en gruppe borgere, der ikke kan nås ved sådanne

foranstaltninger. Her er det vigtigt, at straffeloven tilkendegiver, at der

skal idømmes en væsentlig straf, og at sanktionen er udtryk for

en mere mærkbar konsekvens.

Uanset forslagsstillernes ønske om at hæve

strafniveauet ønsker forslagsstillerne at tilkendegive, at det er

vigtigt at videreføre det forebyggende arbejde. Forslagsstillerne

ønsker specielt at fremhæve SSP-samarbejdet. Specielt når

det drejer sig om vold og voldtægt, er det vigtigt, at børn og

unge gøres bekendt med, at der er tale om forbrydelser, som samfundet

ser med stor afsky på, og at forbrydelser mødes med konsekvens,

og at frihedsstraf er en sædvanlig sanktion. De politikere, der altid

undskylder de unge kriminelle, gør de unge en bjørnetjeneste.

Ikke mindst hvad angår voldtægt, er det vigtigt, at unge med

fremmed kulturbaggrund allerede i folkeskolen får en forståelig

belæring om dansk kultur, synet på den personlige frihed og

kønnenes ligestilling samt de frie omgangsformer kønnene

imellem og danskernes syn på voldtægtsforbrydelser.

Forslagsstillerne vedkender sig politiforliget, men havde

gerne set, at der var blevet afsat ressourcer til en reel og mærkbar

udvidelse af politistyrken til patruljering. Det er forslagsstillernes

opfattelse, at en større risiko for opdagelse sammen med risikoen for

en markant straf har en præventiv virkning. Forslagsstillerne vil

derfor fortsat arbejde for, at politistyrken udvides og den bestående

styrke effektiviseres med henblik på frigørelse af personale til

patruljering.

Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre

på afgrænsningen af, hvilke forbrydelser der skal henføres

under de enkelte bestemmelser.

2. Vold

Nærværende lovforslag tilsigter som

nævnt en generel forhøjelse af de konkret udmålte straffe

i alle voldssager og dermed at fremhæve samfundets afsky for

forbrydelserne og understrege hensynet til offeret.

Frygten for vold er et reelt samfundsproblem.

Forslagsstillerne finder, at det enkelte menneskes ret til frit at

færdes uden at blive overfaldet er en grundlæggende ret, som

straffeloven bør afspejle.

Forslagsstillerne ønsker særligt at

fremhæve, at der med skærpelsen i strafferammen i straffelovens

§ 244 tilsigtes en særlig markant skærpelse af straffen i de

tilfælde, hvor volden sker fuldkommen uprovokeret mod et offer, som

voldsmanden ikke har haft forudgående kontakt med.

Forslagsstillerne ønsker i den forbindelse at

fremhæve, at vold på åben gade mod et ukendt offer, uanset

voldens karakter og grovhed i øvrigt og uanset skadens art, alt andet

lige skal udløse en markant strengere ubetinget fængselsstraf

end efter hidtidig retspraksis. Der er for lille afstand mellem stafniveauet

for værtshusvold og vold på åben gaden mod tilfældigt

forbipasserende.

Det anføres ofte, at strafferammerne er gode nok,

men at domstolene ikke udnytter dem. Da forslagsstillerne ønsker at

videreføre princippet om, at den lovgivende magt ikke skal lovgive for

konkrete sager og ikke gennem straffeloven ønsker at give direktiver,

der indsnævrer domstolenes mulighed for konkrete afgørelser, kan

formålet, at få udmålt højere straffe, bedst

gennemføres gennem forhøjelse af strafferammerne. Derved

pålægges det domstolene generelt at hæve straffene.

Ofte oplyses det, at lægdommerne bliver bløde

i knæene, når de får sagen ind under huden.

I B.T. den 15. juni 2000 udtaler landsdommer Niels Johan

Petersen således bl.a.: »Når du hører om en voldsmand, der

står og tramper rundt på en liggende mands hoved med en stor

beskidt støvle med jernbeslag, så er det forfærdeligt og

det burde koste mere. Jeg er ganske enig i, at man i nogle sager har

været meget milde over for voldsmænd. En del af forklaringen er,

at mange nævninge og domsmænd bliver bløde, når de

får sagen ind under huden Der kan f.eks. være tale om en

murerlærling, der har begået vold. Hans mester vil gerne have ham

tilbage .I den proces kan forbrydelsens konsekvenser for ofret komme til at

blegne for meget ..Vi skal passe på, at den side af sagen ikke kommer

til at spille en for stor rolle for os .«.

Forslagsstillerne deler landsdommerens

udtalelser. Der er en tilbøjelighed til, at der i højere grad

fokuseres på gerningsmanden, uden at man generelt tillægger den

krænkelse, et voldsoffer altid lider, den fornødne

vægt.

Forslagsstillerne deler tillige statsministerens

opfattelse, som den kom til udtryk i nytårstalen i 1997, hvor

statsministeren sagde:

»Vi vil ikke finde os i det«. Denne udtalelse

blev fulgt op af et i dagspressen omgående givet løfte fra

justitsministeren om, at strafferammerne skulle hæves. På grund

af De Radikales modstand blev dette løfte dog aldrig indfriet, og

regeringen fremsatte i foråret 1997 en stærkt barberet voldspakke

uden en egentlig forhøjelse af strafferammerne i straffelovens §§

244-246. Regeringens forslag til ændringer i straffeloven var mest

kosmetik, og regeringen måtte da også på forslagsstillernes

forespørgsel erkende, at stramningerne kun ville vedrøre ganske

få voldssager.

Samtidig ønsker forslagsstillerne at understrege og

fastholde regeringen på målsætningen om en hurtig

behandling af voldssager både hos politi, anklagemyndighed og domstole

fulgt op af hurtig indsættelse til afsoning.

Forslagsstillerne finder det ikke tilfredsstillende, at

målsætningen ikke er opfyldt.

3. Voldtægt

Voldtægt er den forbrydelse, der mest af alt

krænker et andet menneskes integritet. Det drejer sig om noget så

vigtigt som det enkelte menneskes frihed, værdighed og tryghed. Et

voldtægtsoffer er skadet for livet. Forslagsstillerne finder, at

strafudmålingen i voldtægtssager generelt er for lav.

Til B.T. den 15. juni 2000 udtaler landsdommer Niels Johan

Petersen:

»Jeg forstår ikke, vi er blevet så blødsødne

over for voldtægt. For det er simpelthen noget af det værste, der

kan overgå en kvinde, at få sin frihed krænket på den

måde Når Folketinget overvejer samfundstjeneste for vold,

så er den gal. Her står jeg af. Man kan godt få indtryk af,

at Folketinget er til fals for hvad som helst, bare de kan undgå at

bygge nye fængsler.«

Forslagsstillerne har også

bemærket, at justitsminister Frank Jensen i TV-Avisen den 4. september

2000 gav udtryk for, at strafniveauet er for lavt. Justitsministeren har dog

senest til Ritzaus Bureau og i Folketingets spørgetime den 16. januar

2001 tilkendegivet, at regeringen ikke vil fremsætte forslag til

ændring af straffelovens regler i denne folketingssamling. Til

TV-Avisen den 15. januar 2001 udtaler justitsministeren endvidere, at man

må tage hensyn til skatteborgerne.

Forslagsstillerne lægger skarp afstand til

justitsministerens økonomiske betragtninger. Strafniveauet må

aldrig begrundes økonomisk. Det er helt uacceptabelt, at regeringen

sætter økonomien over hensynet til voldtægtsofrene.

I takt med, at samkvemsformen mellem kønnene

ændres, og man omgås friere end tidligere, føles

krænkelsen også mere indgribende. Kvinden har på en lang

række områder opnået ligestilling. En række

voldtægtssager forøvet af flere gerningsmænd (de i

dagspressen benævnte massevoldtægtssager) har vist, at der er en

gruppe unge mænd, der lader hånt om kvindens frihed og

værdighed. Uanset at voldtægt altid må betragtes som en af

de mest afskyelige forbrydelser, der kendes, fordi den er udtryk for misbrug

af magt og indgreb i offerets mest intime privatsfære, så er de

sidste års eksempler på, at en gruppe unge i flok forøver

voldtægt, dog det mest modbydelige.

Visse sager inden for denne gruppe har af forskellige

grunde medført straffe på under et år. Forslagsstillerne

ønsker at tilkendegive, at straffen for voldtægt normalt

bør udmåles med en straf på ikke under et år, og at

det bør være en særlig skærpende omstændighed,

at gerningsmændene har udnyttet den overmagt, der ligger i, at de er

flere sammen om forbrydelsen, hvad enten forbrydelsen er begået efter

forud indgået aftale eller blot har udviklet sig i situationen.

Forslagsstillerne finder under alle omstændigheder, at et sådant

magtmisbrug fra gerningsmændenes side bør afspejles klart i de

konkret udmålte straffe.

Forslagsstillerne har stærkt overvejet at

indsætte en minimumsstraf i straffeloven for voldtægt på et

års fængsel, men er alene veget tilbage herfor for at undgå

usaglige frifindelser eller henførelse under mildere

straffelovsbestemmelser end § 216.

Forslagsstillerne har tillige overvejet at indsætte

en bestemmelse om uagtsom voldtægt, men er veget tilbage herfor, fordi

det ikke kan afvises, at en sådan bestemmelse, skønt den ville

udvide det strafbare område, på den anden side ville

medføre, at færre bliver dømt for forsætlig

voldtægt.

4. Menneskesmugling

Menneskesmugling udgør et stigende problem. Med en

udlændingelov, der sikrer enhver, der er kommet ind i landet, ophold i

Danmark, så længe asylsagen behandles, inviteres der til misbrug

af asylsystemet. Sociale flygtninge og personer, der alene har til

formål at drive kriminel virksomhed i Danmark, har en interesse i at

komme ind i Danmark uden om grænsekontrollen og henvende sig direkte i

Sandholmlejren for derved at sløre, fra hvilket land de kommer, og

sløre rejseruten. Dette misbrug af asylsystemet sker ofte med bistand

fra menneskesmuglere, der i højere grad i de senere år driver en

velorganiseret forretning.

Eksempler fra udlandet viser, at sådanne

menneskesmuglerforretninger kan få de forfærdeligste konsekvenser

for de asylsøgere, der lader sig smugle. Et større antal

mennesker i udlandet er omkommet under en sådan smugling.

Forslagsstillerne finder, at straffeloven i Danmark slet

ikke har taget højde for sådanne organiserede

menneskesmuglinger, hvor asylsøgerne udsættes for fare for deres

liv.

Forslagsstillerne foreslår på den baggrund, at

strafferammerne både for menneskesmugling, uagtsomt manddrab og

overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, forøges

markant.

Desuden viser den seneste retspraksis, at allerede

menneskesmuglingerne, hvor der ikke har været fare for

asylsøgernes liv, har medført straffe efter straffelovens § 125

a, der stærkt nærmer sig loftet på 4 år.

Endelig finder forslagsstillerne, at spirituskørsel

i forbindelse med uagtsomt manddrab samt anden hensynsløs

kørsel uden spiritus bør straffes hårdere. Også af

denne grund foreslås en forhøjelse af strafferammerne for

uagtsomt manddrab.

5. Nævningesager

Forslagsstillerne ønsker ikke, at flere

straffesager skal afgøres ved nævningesager, end det er

tilfældet i dag. Som konsekvens af de foreslåede højere

strafferammer og de dermed forventede afledte forhøjelser af den

straf, anklagemyndigheden nedlægger påstand om, foreslås

det, at grænsen for nævningesager hæves fra 4 år til

6 år.

Bemærkninger til forslagets enkelte

bestemmelser

Straffeloven

Til nr. 1 (straffelovens § 125 a)

Strafferammen i § 125 a, menneskesmugling

ændres fra 4 til 8 års fængsel.

Som anført i de almindelige bemærkninger

udgør menneskesmugling et stort problem og medvirker til det stigende

asylmisbrug. Menneskesmuglerne er ikke sjældent en del af et

internationalt net af organiseret kriminalitet. Det er derfor helt

afgørende, at der ikke kan spekuleres i, at det kan betale sig at

operere fra og i Danmark. Desuden arbejdes der i EU på at opnå en

fælles strafferamme på fængsel i 8 år. Et

direktivforslag lægger op til, at det ikke skal være et

strafkrav, at menneskesmugling sker for økonomisk vinding.

Dertil kommer, at sagerne nu er så omfattende, at

den strafskærpelse, der efter forslag fra Venstre og Det Konservative

Folkeparti omsider førte til, at regeringen i 1998 besluttede at

medvirke til strafskærpelsen, ikke er tilstrækkelig. Retten i

Korsør har således i begyndelsen af 2001 afsagt domme med straf

på henholdsvis 3 år og 3½ års fængsel, jf. Berlingske

Tidende den 11. januar 2001.

Den nuværende strafferamme har slet ikke taget

højde for organiseret og grænseoverskridende kriminalitet.

Ændringen skal ses i sammenhæng med de

foreslåede forøgede strafferammer i nr. 4 og 9. Den stadig mere

organiserede menneskesmugling med transport af en større gruppe

mennesker har i udlandet haft meget tragiske konsekvenser. Der er i

straffelovens bestemmelse om menneskesmugling og i § 241 og § 252 slet ikke

taget højde for, at menneskesmugling kan udsætte de personer,

der smugles, for livsfare og kan medføre massedødsfald.

Forslaget kan derfor ses som en konsekvens af, at den

organiserede menneskesmugling i sagens natur ikke sjældent på

hensynsløs måde volder nærliggende risiko for disse

menneskers liv eller førlighed.

Til nr. 2 og 3 (straffelovens § 216)

Det foreslås at hæve strafferammen for

voldtægt fra 6 til 8 års fængsel og at hæve

straffen for grov voldtægt fra 10 til 12 års fængsel.

Forslaget tilsigter at formå domstolene til generelt

at hæve strafniveauet. Voldtægt bør, også hvor der

er tale om kontaktvoldtægt, som minimum udmåles til ikke under 1

års fængsel. Har forbrydelsen været forbundet med fysisk

tvang, vold og konkrete trusler, skal straffen udmåles tilsvarende

strengere.

Er forbrydelsen begået af flere, skal det være

en skærpende omstændighed, der må afspejles i

strafudmålingen, uanset om forbrydelsen er forøvet efter

forudgående aftale. Grovheden og dermed strafværdigheden, jf.

straffelovens § 80, er større, og krænkelsen ved at blive udsat

for flere gerningsmænd er netop i voldtægtssager efter almindelig

menneskelig erfaring langt større end i nogen anden forbrydelse. Dette

forhold skal efter forslagsstillernes opfattelse tydeligt afspejles i de

konkrete straffe, der udmåles i disse sagstyper.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 4 (straffelovens § 241)

Strafferammen for uagtsomt manddrab foreslås

fordoblet fra 4 år til 8 års fængsel.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om

fordobling af strafferammen i menneskesmuglingssager, jf. de generelle

bemærkninger og bemærkningerne til nr. 1.

Med forslaget ønsker forslagsstillerne tillige at

gennemføre et højere strafniveau for trafikddrab.

Selv om Højesteret i de senere år har

hævet strafferammen for uagtsomt manddrab og spirituskørsel,

finder forslagsstillerne, at niveauet skal hæves yderligere. Synet

på spirituskørsel er ændret. Promillegrænsen er

sænket. Dette skal afspejle sig i strafniveauet, der skal ligge

på et år. Hvor der foreligger særlig grov og

hensynsløs kørsel, eller hvor billisten har forladt

ulykkesstedet, eller hvor forbrydelsen sker i forbindelse med biltyveri eller

kørsel uden kørekort, skal der udmåles en højere

straf end på et års fængsel.

På samme måde skal strafniveauet for uagtsomt

manddrab uden spirituskørsel hæves væsentligt.

Frihedsstraf skal være udgangspunktet, medmindre uagtsomheden er af

mere simpel art. Straffen skal yderligere hæves væsentligt, hvis

kørslen har været uforsvarlig eller føreren har

stjålet køretøjet, er stukket af fra uheldsstedet eller

ikke har erhvervet kørekort.

Til nr. 5-8 (straffelovens §§ 244-246)

Straffelovens § 244 må fortsat forventes at finde

anvendelse på langt de fleste voldshandlinger, der kommer til

pådømmelse. Forslagsstillerne finder, at baggrunden for

voldsudøvelsen bør tillægges større vægt.

Alt andet lige bør den helt umotiverede voldsudøvelse over for

helt tilfældige ofre, hvor der ikke tidligere har været kontakt

mellem gerningsmand og offer, også uden at offeret er

påført fysiske skader, under alle omstændigheder betragtes

som særlig groft, hvilket bør give sig udslag i

strafudmålingen.

Det er ofte helt tilfældigt, om en udøvet

vold medfører skader på offeret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger.

Det fremføres ofte fra visse politikere og

kriminologer, at volden er faldende. B.T. dokumenterede imidlertid den 7.

december 2000 med tal fra Rigspolitichefen, at antallet af anmeldelser af

vold tværtimod er steget. Justitsminister Frank Jensen tog i samme avis

ikke afstand fra tallene, men udtrykte bekymring, uden dette dog har

ført til, at regeringen har fremsat forslag om højere

strafferammer.

I 1996 var antallet af anmeldelser for vold efter

straffelovens § 244 i de første 10 måneder 6.318. Tallet var i

år 2000 6.896.

Også anmeldelserne for overtrædelse af

straffelovens § 245 var steget, nemlig fra 745 til 976. Endelig var

anmeldelserne vedr. § 246 henholdsvis 28 og 39.

Med forslaget om at hæve strafferammerne i

straffelovens §§ 244-246 ønsker forslagsstillerne ikke at ændre

på den generelle forudsætning om, at domstolene afgør den

enkelte sags omstændigheder meget konkret. Forslaget indeholder derfor

heller ingen ændringer af bestemmelserne om strafudmåling i

straffelovens almindelige del.

Forslagsstillerne ønsker heller ikke med dette

forslag at ændre på afgrænsningen af de enkelte

bestemmelser indbyrdes eller på afgrænsningen over for

straffelovens § 248 (

»slagsmålsparagraffen«).

Til gengæld finder forslagsstillerne, at

straffelovens § 247 (om tidligere domfældelse for vold) bør

slå langt mere markant igennem, ligesom det ville gøre det

lettere at følge retspraksis, hvis domstolene i højere grad i

dommen citerer bestemmelsen, hvor den er anvendt.

Forslagsstillerne ønsker imidlertid en generel

skærpelse af strafudmålingsniveauet, ligesom der er visse typer

af vold og særlige omstændigheder, som forslagsstillerne finder

bør bedømmes hårdere.

Strafniveauet for vold ønskes generelt hævet

med en tredjedel, dog skal straffen hæves yderligere for den vold, der

i dag efter straffelovens § 244 udmåles med meget lave straffe, uagtet

der er tale om meningsløs gadevold, men uden at offeret har

pådraget sig varig fysisk skade. Ofte beror det mere på held end

forstand, at offeret ikke kommer til skade, og forslagsstillerne finder det

helt uacceptabelt, at sådanne voldstilfælde ofte kun

medfører en straf på en, to eller højst tre

måneders fængsel. Retspraksis skal afspejle hensynet til det

konkrete offer og hensynet til borgernes tryghed.

Det må være et helt afgørende

samfundshensyn, at borgerne føler sig trygge ved at færdes

på gaden. Forskellen på bedømmelsen af den vold, der

følger efter forudgående klammeri, og den helt uprovokerede

gadevold skal være langt mere markant. At klammeri ender med vold, er i

sig selv så primitivt, at samfundet gennem straffelovens strafferammer

må vise sin afsky. Men dette er dog for intet at regne mod den vold,

der udøves mod helt tilfældige mennesker, der færdes

på gader og veje, og som overfaldes, fordi de efter gerningsmandens

opfattelse har et udseende, han ikke bryder sig om, eller fordi

gerningsmanden synes, det er sejt at slå andre. Uanset forbrydernes

forklaringer må det slås fast, at der aldrig ved den uprovokerede

gadevold kan været noget som helst motiv, der kan bruges som

undskyldning for en mildere straf. Enhver voldsudøvelse over for

forbipasserende burde aldrig udmåles med mindre end et halvt års

fængsel. Selv mindre skader bør medføre en tilsvarende

forhøjelse af straffen.

Kollektiv afstraffelse efter forudgående

planlægning er efter straffelovens § 80, stk. 2, en

strafskærpende omstændighed, der alt andet lige normalt giver sig

til kende i retspraksis.

Det er imidlertid ofte vanskeligt for anklagemyndigheden

at bevise, at der er tale om kollektiv vold efter forudgående

planlægning. Forslagsstillerne ønsker ikke med de

følgende bemærkninger at ændre på bevisreglerne, men

ønsker at tilkendegive, at den faktiske omstændighed, at en

voldsudøvelse har haft flere gerningsmænd, uanset om den

enkeltes rolle præcist kan bevises, som regel må betragtes som en

skærpende omstændighed, således forstået, at den

person, hvorom anklagemyndigheden kun kan bevise en mindre rolle, må

idømmes en strengere straf, end det ville have været

tilfældet, hvis vedkommende havde været alene om

voldsudøvelsen. Den voldsudøvelse, der finder sted på

åben gade, forhindrer ikke en eller flere i flokken i at forlade

gerningsstedet, inden volden begås eller udvikler sig, efter at offeret

f.eks. er slået ned og volden herefter antager grovere former ved

f.eks. spark. Forhindrer man ikke voldsudøvelsen, eller forlader man

ikke gerningsstedet for at tilkalde politiet, må man også finde

sig i at blive draget til ansvar. Forslagsstillerne finder, at både

anklagemyndighed og domstole bør være opmærksom på

dette aspekt. Der er som nævnt ikke herved lagt op til ændring af

bevisreglerne og ej heller til en ændring af forståelsen af

straffelovens § 23, men derimod til en skærpelse af vurderingen af

straffens størrelse, hvor flere optræder i flok og situationen

udvikler sig uden forudgående planlægning.

Til nr. 9 (straffelovens § 252, stk. 1)

I § 252, stk. 1, ændres

»4

år« til »8 år«. Der henvises til bemærkningerne til

bestemmelsen om menneskesmugling under nr. 1.

Til § 2

Retsplejeloven

Til nr. 1 (retsplejelovens § 687, stk. 2, nr. 1)

Der er ikke tilsigtet nogen udvidelse i antallet af

nævningesager, hvilket er grunden til den foreslåede

ændring af bestemmelsen i retsplejelovens § 687, stk. 2, nr. 1.

Tværtimod ønsker forslagsstillerne at undgå, at

anklagemyndigheden af procesøkonomiske grunde for at undgå

nævningesag begrænser strafpåstanden i grove voldssager

helt ned til under 4 år.

Forslagsstillerne er opmærksom på, at

lovforslaget vil medføre, at enkelte sager, der ikke vedrører

de foreslåede ændringer i straffeloven, vil skulle behandles som

domsmandssager i stedet for nævningesager. Imidlertid antages det, at

disse sager vil være meget begrænsede i antal, og derfor

ønsker forslagsstillerne ikke at ændre retsplejelovens

hovedprincip om, at det er den konkret forventede straf, der er bestemmende

for, om en sag skal behandles som domsmandssag eller nævningesag.

Skriftlig fremsættelse

Birthe Rønn Hornbech

(V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af straffeloven og

retsplejeloven. (Skærpelse af straffen for vold, voldtægt,

uagtsomt manddrab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager

m.v.).

(Lovforslag nr. L 161).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Straffeloven

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 125 a

Den, der under skærpende omstændigheder

gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59,

stk. 5, straffes med fængsel indtil 4 år.

§ 125 a

Den, der under skærpende omstændigheder

gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59,

stk. 5, straffes med fængsel indtil 8 år.

§ 216

Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om

vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med

vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den

pågældende er ude af stand til at modsætte sig

handlingen.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10

år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter

eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende

omstændigheder.

§ 216

Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om

vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med

vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den

pågældende er ude af stand til at modsætte sig

handlingen.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis

voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i

øvrigt foreligger særligt skærpende

omstændigheder.

§ 241

Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes

med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller

under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4

år.

§ 241

Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes

med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller

under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8

år.

§ 244

Den, som øver vold mod eller på anden

måde angriber en andens legeme, straffes med bøde, hæfte

eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

§ 244

Den, som øver vold mod eller på anden

måde angriber en andens legeme, straffes med bøde, hæfte

eller fængsel indtil 3 år.

§ 245

Den, som udøver et legemsangreb af særlig

rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i

mishandling, straffes med fængsel indtil 4 år. Har et

sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred

til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende

omstændighed.

Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte

tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller

helbred, straffes med fængsel indtil 4 år.

§ 245

Den, som udøver et legemsangreb af særlig

rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i

mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et

sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred

til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende

omstændighed.

Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte

tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller

helbred, straffes med fængsel indtil 6 år.

§ 246

Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været

af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller

døden til følge, at der foreligger særdeles

skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i

8 år.

§ 246

Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været

af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller

døden til følge, at der foreligger særdeles

skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i

10 år.

§ 252

Med hæfte eller fængsel indtil 4 år

straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på

lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for

nogens liv og førlighed

§ 252

Med hæfte eller fængsel indtil 8 år

straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på

lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for

nogens liv og førlighed

Retsplejeloven

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 687

Ved landsretterne behandles i 1. instans de sager, hvor

nævninge medvirker.

Stk. 2. Nævninge medvirker i

1) sager, hvor der bliver spørgsmål om straf af

fængsel i 4 år eller derover, for så vidt dette ikke er en

følge af, at der bliver spørgsmål om fastsættelse

af en fællesstraf efter reglerne i straffelovens §§ 40, stk. 1, og

61,

§ 687

Ved landsretterne behandles i 1. instans de sager, hvor

nævninge medvirker.

Stk. 2. Nævninge medvirker i

1) sager, hvor der bliver spørgsmål om straf af

fængsel i 6 år eller derover, for så vidt dette ikke er en

følge af, at der bliver spørgsmål om fastsættelse

af en fællesstraf efter reglerne i straffelovens §§ 40, stk. 1, og

61,

Lignende dokumenter