Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om ret til at opføre eller indrette en yderligere bolig på en landbrugsejendom, når det sker som led i et generationsskifte eller til brug for en medhjælper

2000/1 BSF 90Beslutningsforslag som fremsatFolketinget16. januar 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 16. januar 2001 af

Hans Christian Schmidt (V), Kim Andersen (V),

Helga Moos (V), Bodil Thrane (V),

Jens Vibjerg (V), Jørgen Winther (V),

Henriette Kjær (KF), Eva Møller (KF),

Gitte Seeberg (KF), Svend Aage Fauerholdt (DF),

Aase D. Madsen (DF) og Thorkild B. Fransgaard (FRI)

Forslag til folketingsbeslutning

om ret til at opføre eller indrette en yderligere

bolig på en landbrugsejendom, når det sker som led i et

generationsskifte eller til brug for en medhjælper

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte

lovforslag om ændring af lov om planlægning, således at

ejeren af en landbrugsejendom får ret til at opføre eller

indrette en yderligere bolig på sin landbrugsejendom, når det

sker som led i et glidende generationsskifte eller til brug for en

medhjælper, medmindre der foreligger ganske særlige

omstændigheder, som taler imod. Det skal være en betingelse, at

boligen opføres i tilknytning til gårdens øvrige

bygninger, at boligen ikke senere frastykkes, og at der ikke i forvejen

findes en til formålet egnet bolig på ejendommen.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en

genfremsættelse. Se beslutningsforslag nr. B 133 fra

folketingsåret 1996-97, Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne s.

7179 og tillæg A s. 5418 og 5419 og beslutningsforslag nr. B 84 fra

folketingsåret 1998-99, Folketingstidende 1998-99, forhandlingerne s.

4088 og 7405, tillæg A s. 3888 og 3890 og tillæg B s. 1154 samt

beslutningsforslag nr. B 57 fra folketingsåret 1999-2000,

Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne s. 3910 og 7638, tillæg A

Læs alt

s. 3463 og 3465 og tillæg B s. 671.

Efter praksis meddeles der som hovedregel ikke i landzone

tilladelse til opførelse af en yderligere beboelsesbygning på en

landbrugsejendom, når ansøgningen ikke er begrundet i hensynet

til ejendommens drift eller særlige omstændigheder.

Efter forslagsstillernes opfattelse skal denne

retstilstand ændres, således at ejeren af en landbrugsejendom

skal have ret til at opføre eller indrette en yderligere bolig,

når det sker som led i et glidende generationsskifte eller til brug for

en medhjælper, medmindre der foreligger ganske særlige

omstændigheder, der taler imod. Det skal dog være en betingelse,

at boligen opføres i tilknytning til gårdens øvrige

bygninger, at boligen ikke senere frastykkes, og at der ikke i forvejen

findes til formålet egnede boliger på ejendommen.

I en konkret sag fra Rougsø Kommune i Århus

Amt havde en landmand gennem 43 år beboet en landejendom. Han

ønskede at fraflytte ejendommen, men ville gerne stadig bevare

tilknytningen til stedet og omgivelserne. Derfor ansøgte han om

tilladelse til at opføre en aftægtsbolig og en garage på

den anden side af vejen. Amtet afslog ansøgningen. Der kunne ikke

gives tilladelse til en anden bolig, når ikke ansøgningen var

begrundet i hensynet til ejendommens drift. Ønsket om at blive

på stedet blev ikke tillagt vægt. Heller ikke Rougsø

Kommunes anbefaling blev tillagt vægt. Kommunen havde støttet

byggeriet, fordi det var velbegrundet og var med til at opretholde den lille

kommune. Men amtet stod fast. Sagen blev anket til Naturklagenævnet,

hvor et flertal tilsluttede sig amtets afslag (Naturklagenævnet, j.nr.

97-31/700-0325).

I Nordjylland havde et ældre ægtepar

ønsket at afhænde deres landbrugsejendom til deres barnebarn.

Samtidig ønskede de dog ikke at flytte fra den jord, hvor de i mere

end et halvt århundrede havde levet. Derfor søgte de om

tilladelse til at bygge en bolig til deres barnebarn på grunden. Det

fik de afslag på fra Nordjyllands Amt. Amtet lagde ved

afgørelsen vægt på, at etablering af mere end én

helårsbeboelse på en landbrugsejendom i det åbne land var i

strid med de planmæssige hensyn, som planloven tilsigter at varetage.

Det hjalp ikke, at ægteparret meddelte, at de var indstillet på,

at det nye stuehus blev opført på vilkår om, at deres

gamle bolig ville blive nedlagt, når de ikke kunne benytte den

længere. Amtet accepterede ikke en sådan løsning, og

begrundelsen lød, »at det af erfaring viser sig utroligt vanskeligt at

håndhæve et sådant vilkår, selv hvis vilkåret

er tinglyst på ejendommen« (Naturklagenævnet, j.nr.

31/800-0185).

Et tredje eksempel er hentet i Ringkjøbing Amt. Her

ønskede et ægtepar i løbet af en 2-årig periode at

udvide deres produktion af mink fra 700 minktæver til 900. Endvidere

ville de starte en produktion af frilandsgrise. Hertil kom, at de drev godt

18 ha jord. I forbindelse med udvidelsen ønskede de at bygge en

medhjælperbolig, idet deres produktion vil være afhængig af

fast medhjælp. Amtet afslog ansøgningen med den begrundelse, at

der ikke var behov for 2 boliger, selv om Midtjyllands Pelsdyravlerforening

udtalte, at det krævede en fuldtidsmedarbejder alene med den

eksisterende produktion, og Familielandbrugets rådgivningscenter

konkluderede, at drift af 18 ha jord, 900 minktæver og 65 søer

ville kræve knap 3 heltidsbeskæftigede. Endvidere anførtes

det, at det af hensyn til dyrernes ve og vel krævedes, at der i

perioder var opsyn døgnet rundt, og det var på denne baggrund

afgørende, at det var muligt for personerne, der beskæftigede

sig med produktionen, at bo i særskilt beboelse på ejendommen.

På trods af ovenstående argumenter fandt amtet i henhold til

planlovens bestemmelser, at medhjælperen lige så godt kunne bo i

et nærliggende bysamfund (Naturklagenævnet, j.nr.

97-31/650-0050).

Et fjerde eksempel kommer også fra

Ringkjøbing Amt. To brødre ejede og drev fra en ejendom

på ca. 60 ha med landbrugspligt et vildtopdræt af fasaner. I 1997

blev der solgt ca. 40.000 æg og opdrættet 6.000 kyllinger samt

avlsfugle med henblik på salg. Den ene af de to brødre boede

på ejendommen, mens den anden boede i en nærliggende

større by. Men for bedre at kunne passe både arbejde og familie

ønskede sidstnævnte at opføre en bolig på

ejendommen. På den baggrund ansøgte de om tilladelse til

opførelse af en medhjælperbolig på 140 m2.

Amtet behandlede ansøgningen, men meddelte afslag med henvisning til,

at en medhjælper lige så godt kunne bo i et nærliggende

bysamfund, fordi der på ejendommen ikke var en særlig produktion,

som krævede døgnovervågning, samt at en yderligere

bebyggelse på ejendommen ikke ville være passende for forholdet

mellem bygninger og jordtilliggende således, at ejendommen senere kunne

sælges til en landmand med almindelig landbrugsdrift. Amtet tog i sin

afgørelse ikke højde for, at de to brødre havde planer

om at udvide driften ved at gøre virksomheden større, hvilket

nødvendiggjorde, at begge parter boede på ejendommen, da driften

var meget både tids- og arbejdskrævende, og at de dermed begge

ville få heltidsbeskæftigelse på ejendommen

(Naturklagenævnet, j.nr. 97-31/650-0064).

Forslagsstillernes konklusion er, at når den

gældende lov om planlægning tvinger amter til at træffe

sådanne afgørelser, så må loven ændres.

Skriftlig fremsættelse

Hans Christian Schmidt

(V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til at

opføre eller indrette en yderligere bolig på en

landbrugsejendom, når det sker som led i et generationsskifte eller til

brug for en medhjælper.

(Beslutningsforslag nr. B 90).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter