Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling gennem overførelse af landzonekompetencen til kommunerne
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 16. januar 2001 af Hans Christian Schmidt (V),
Kim Andersen (V), Helga Moos (V), Bodil Thrane (V), Jens Vibjerg (V),
Jørgen Winther (V), Henriette Kjær (KF), Eva Møller (KF),
Gitte Seeberg (KF), Svend Aage Fauerholdt (DF), Aase D. Madsen (DF) og
Thorkild B. Fransgaard (FRI)
Forslag til folketingsbeslutning
om regelforenkling gennem overførelse af
landzonekompetencen til kommunerne
Med henblik på at forenkle den offentlige
administration, nedbringe og forenkle regelmængden samt lette de
administrative byrder pålægges regeringen at fremsætte
lovforslag om ændring af lov om planlægning, hvorved
landzonekompetencen flyttes fra amterne til kommunerne, så det er
kommunerne, der giver tilladelse til udstykning og ny bebyggelse m.v. i
landzonen.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne har sat regelforenkling og
afbureaukratisering højt på dagsordenen. I folketingsåret
1996-97 fremsatte Venstre og Det Konservative Folkeparti et fælles
beslutningsforslag (beslutningsforslag nr. B 127), hvor regeringen blev
pålagt at nedbringe og forenkle regelmængden samt lette de
administrative byrder. Dette beslutningsforslag er et led i en række af
konkrete beslutningsforslag om regelforenkling og en opfølgning
på beslutningsforslaget fra folketingsåret 1996-97.
Beslutningsforslaget er en genfremsættelse. Se beslutningsforslag nr. B
90 fra folketingsåret 1997-98 (1. samling), Folketingstidende 1997-98
(1. samling), forhandlingerne s. 4164 og tillæg A s. 2771 og 2772 og
beslutningsforslag nr. B 54 fra folketingsåret 1998-99,
Folketingstidende 1998-99, forhandlingerne s. 2329 og 6249, tillæg A s.
2455 og 2457 og tillæg B s. 650 samt beslutningsforslag nr. B 55 fra
Læs alt
folketingsåret 1999-2000, Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne
s. 3903 og 7637, tillæg A s. 3457 og 3459 og tillæg B s. 669.
I landzonen må der som hovedregel ikke foretages
udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændringer i
anvendelsen af bebyggelse og arealer, uden at landzonemyndigheden tillader
det. I dag er det amterne, der har denne myndighed.
Forslagsstillerne har den holdning, at de folk, som lever
og bor i naturen, har den fornødne respekt for den. Mange har valgt at
bo på landet, fordi de kan lide at bo tæt ved naturen. Ofte lever
de endda af naturen, og deres familier har boet der i generationer.
Forslagsstillerne har derfor tillid til, at de forvalter naturen godt.
Forslagsstillerne glæder sig over, at folk bruger naturen, og at der er
folk, der vælger at bo i landdistrikterne. Selvfølgelig skal der
være regler, men disse regler håndhæves bedst af de
mennesker, der er valgt i området. Derfor skal beslutninger om
udstykning og byggeri i landdistrikterne lægges ud til kommunerne. De
har lokalkendskabet, og de er tættere på borgerne. De er derfor
bedre til at vurdere, om en beslutning er god eller dårlig for det
lokale miljø. Beslutningerne vil være under tæt politisk
kontrol, fordi borgerne kan henvende sig til deres lokale politikere, hvis de
er utilfredse med disses beslutninger.
Amterne bør kun fastlægge rammerne i
regionplanerne, hvorefter det er kommunerne, der træffer de konkrete
beslutninger. Undersøgelser har vist tilfredshed hos både amter
og kommuner med denne foreslåede opgavefordeling.
I dag, hvor det er amterne, der træffer den endelige
afgørelse, er der meget dobbeltadministration. En »zonesag« skal
både behandles i kommunen og i amtet. Det vil sige, at kommunens
tekniske forvaltning først skal ud for at besigtige området og
derefter forelægge sagen i kommunens tekniske udvalg. Herefter skal
sagen sendes videre til amtsrådet, som så laver nøjagtig
det samme arbejde. Det er dyr dobbeltadministration, og også derfor
bør landzonekompetencen ligge hos kommunerne.
Et eksempel på dobbeltadministration og manglende
kendskab til lokalområdet er fra Fyns Amt. På en lille
landbrugsejendom havde ejeren en staldbygning, hvori han gerne ville indrette
3 værelser til udlejning. Han ville gerne afhjælpe boligmangelen
for studerende eller andre, der kunne bruge et værelse. Hvis ikke dette
var muligt, ville han gerne have mulighed for at indrette stedet til
overnatning for turister. Amtet afslog. Det skete på trods af, at
Odense som lokal myndighed havde undersøgt forholdene og anbefalede
det ansøgte. De havde med deres lokalkendskab lavet en konkret
vurdering og kunne således se det perspektivrige i en udnyttelse af
staldbygningen og mulighed for udlejning af værelser enten til lejere
eller turister. Men amtet havde som sagt en anden holdning. Efter at have
undersøgt alle de samme regler og forhold, kom de til den modsatte
konklusion. (Naturklagenævnet, j.nr. 97-31/420-0126).
Et andet eksempel er fra byen Selde i Viborg Amt.
Indehaveren af en autogenbrugsvirksomhed, som ejede en knap 2.500
kvadratmeter grund i et drikkevandsområde, ansøgte om tilladelse
til at opføre en ca. 600 kvadratmeter demonterings- og lagerhal
på grunden, således at man kunne arbejde indendørs om
vinteren.
Kommunen meddelte tilladelse, men amtet meddelte afslag
på ansøgningen med henvisning til planlovens bestemmelse om, at
»arealanvendelsen ifølge regionplanen ikke må ændres til
noget grundvandstruende«. Sagen blev anket til Naturklagenævnet, der
ændrede amtets afslag til en tilladelse. Naturklagenævnet
vurderede, at amtet i sin vurdering ikke havde taget højde for, at
opførelsen af hallen ville medføre konkrete
miljømæssige forbedringer, idet man i demonterings- og
lagerhallen ville etablere et befæstet underlag. Det betød i
praksis, at ansøgeren ville sikre grundvandsinteressen ved at hindre
den nedsivning, som ellers ville finde sted uden for det 2.500 kvadratmeter
store område.
Der var altså her tale om konkrete
miljøforbedringer, som amtet i sin afgørelse helt så bort
fra, fordi amtet alene afgjorde sagen efter planlovens bestemmelser om
nyopførelser. Denne unødige og tillige miljøskadelige
dobbeltadministration ville være undgået, hvis kommunen havde
haft kompetencen til selv at udstede tilladelse til byggeriet.
(Naturklagenævnet, j.nr. 31/760-0196).
Skriftlig fremsættelse
Hans Christian Schmidt
(V):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling
gennem overførelse af landzonekompetencen til kommunerne.
(Beslutningsforslag nr. B 94).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling på miljø- og naturområdet Retsinformation · 16. januar 2001
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling gennem overførelse af landzonekompetencen til kommunerne Retsinformation · 22. april 1999
- Forslag til folketingsbeslutning om kortere sagsbehandlingstid for vurdering af bekæmpelsesmidler Retsinformation · 19. november 1998
- Forslag til folketingsbeslutning om ændring af pesticidafgiften Retsinformation · 16. januar 2001