Betænkning over Forslag til lov om forurenet jord
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Miljø- og
Planlægningsudvalget den 20. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om forurenet jord
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række
møder og har herunder stillet spørgsmål til miljø-
og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål til
miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er optrykt som
bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller
mundtlige henvendelser fra:
Amtsrådsforeningen,
Danske Entreprenører,
Danske Vandværkers Forening,
Ejendomsforeningen Danmark,
Forsikring & Pension,
Kommunernes Landsforening,
Pagh, Peter, Københavns Universitet og
Realkreditrådet.
Der er af miljø- og energiministeren stillet
ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende
bemærkninger.
Miljø- og energiministeren har over for udvalget
tilkendegivet følgende:
I. Modificering af det fulde forureneransvar
1. Det fulde (ubetingede) forureneransvar sigter ikke
mod den uskyldige grundejer
Ministeren har oplyst, at lovforslagets fulde (ubetingede)
Læs alt
forureneransvar ikke er et grundejeransvar, men et forureneransvar. Det
betyder, at en grundejer, der ikke selv har forårsaget
jordforureningen, ikke efter forslagets nye ansvarsregler kan
pålægges at foretage en oprydning af en forurenet grund, som han
måtte have erhvervet i god tro (det vil sige, at grundejeren ikke
vidste eller burde have vidst, at der var varslet eller meddelt påbud
til forureneren).
Køberen af en forurenet ejendom kan kun forpligtes
til at rydde op efter sælger, hvis der bl.a. er forvarslet eller
meddelt påbud til sælgeren eller en tidligere ejer.
2. Det fulde (ubetingede) forureneransvar sigter ikke
mod privates (ikkeerhvervsmæssige) forureninger
I øvrigt har ministeren præciseret, at det
fulde (ubetingede) forureneransvar ikke omfatter private boligejeres
forureninger, bortset fra forureninger fra villatanke, der er omfattet af den
obligatoriske forsikringsordning.
3. Det fulde (ubetingede) forureneransvar gælder
ikke for udlejer
Endvidere har ministeren præciseret, at det fulde
(ubetingede) forureneransvar for oprydninger kun gælder for fremtiden,
og at dette ansvar ikke gælder for udlejere af erhvervsejendomme. Det
betyder, at en udlejer ikke hæfter for den forurening, som hans lejer
forårsager. Derimod gælder det, at for boligejendomme med tanke
over 6000 l anses udlejeren som forurener.
Ministeren har i den forbindelse oplyst, at
Miljøstyrelsen kun er bekendt med, at der i et enkelt tilfælde
anvendes en olietank over 6000 l til villaer.
4. Forpagtning af landbrugsarealer
Ligeledes har ministeren præciseret, at det er
driftsherren af en virksomhed, der har ansvaret for en forurening, som
virksomheden forårsager. Såfremt der forårsages en
forurening af jorden, er det forpagteren i dennes egenskab af driftsherre,
som et eventuelt påbud skal rettes til.
Ministeren har oplyst, at såfremt forpagteren
undlader at efterkomme et gyldigt påbud og derved påfører
ejeren et tab, vil denne ved domstolene kunne kræve dette tab erstattet
efter reglerne i enten kontraktsretlige forhold eller dansk rets almindelige
regler om erstatning uden for kontrakt.
5. Ikrafttræden af det fulde (ubetingede)
forureneransvar for villatanke under 6000 l
Ministeren har oplyst, at ansvaret først
sættes i kraft, når der er etableret en forsikringsordning.
Ministeren har præciseret, at det fulde (ubetingede)
forureneransvar for villatanke tidligst kan træde i kraft, når
der er etableret en forsikringsordning, der er i overensstemmelse med de
nationale og EU-retlige konkurrenceregler.
6. Ikke fuldt (ubetinget) forureneransvar ved brand og
hærværk
På baggrund af udvalgsbehandlingen har ministeren
givet tilsagn om at modificere det fulde (ubetingede) forureneransvar
på 2 punkter. Det drejer sig om brand og hærværk. Efter
modificeringen vil myndighederne, såfremt en given forurening skyldes
hærværk eller brand, kun kunne udstede oprydningspåbud som
efter gældende regler. Ministeren har derfor stillet
ændringsforslag herom.
II. Lempet ubetinget undersøgelsespåbud
7. Det offentlige afholder udgiften ved »uberettigede«
påbud
Ministeren har givet tilsagn om at ændre
lovforslaget, således at en forurener, der modtager et
undersøgelsespåbud, hvor der ved undersøgelsen ikke
konstateres forurening, slipper for at afholde udgifterne. Disse afholdes i
stedet af den myndighed, der har udstedt påbudet.
Ministeren fremsætter derfor ændringsforslag,
således at § 40, stk. 1, ændres til: »Miljømyndigheden,
jf. § 39, kan påbyde en forurener, jf. § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og
nr. 2, « (ordene »mulig« og »for egen regning« udgår). Det er ikke
hermed tanken at ændre på grundlaget, på hvilket et
påbud kan meddeles. Derimod vil udgifterne ikke endeligt skulle
afholdes af påbudsadressaten, såfremt det måtte vise sig,
at der ikke er forurening, eller at den ikke helt eller delvis stammer fra
den pågældende.
8. Ansvarsgrundlaget ved
undersøgelsespåbud
Formuleringen af lovforslagets § 40, stk. 2, tilsigter
ikke nogen tilbagevirkende kraft ud over, hvad der måtte følge
af den nuværende § 72 i miljøbeskyttelsesloven. Ministeren har
givet tilsagn om at fremsætte ændringsforslag vedrørende
undersøgelsespåbud, for så vidt angår gamle
forureninger, såfremt Højesterets dom i den verserende retssag
om miljøbeskyttelseslovens § 72 medfører, at ansvarsgrundlaget
i lovforslagets § 40 har tilbagevirkende kraft. Det er på denne
baggrund ikke fundet nødvendigt at indføre noget loft for
undersøgelsesudgifter, der vedrører forureninger før
lovens ikrafttræden.
III. Sikring af hurtigt offentligt
kortlægningsarbejde
9. Pligt til kortlægning af boligejendomme fra V1
til V2 i løbet af 2 år
Ministeren har oplyst, at han er opmærksom på,
at det forhold, at en ejendom er under forureningskortlægning, kan give
anledning til vanskeligheder for den pågældende grundejer,
særligt i en salgssituation.
Ministeren er derfor indstillet på at indføre
en pligt for amterne til at føre boligejendomme, som er kortlagt
på vidensniveau 1, frem til vidensniveau 2 i løbet af en
toårig periode, således at boligejerne ikke skal leve med
usikkerheden i en ubestemt lang periode. Undersøgelser for
boligejendomme tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje sker fortsat efter
denne ordning. Ministeren fremsætter ændringsforslag til § 7
således, at når et areal er kortlagt på vidensniveau 1, kan
en boligejer (grundejer) kræve, at de i stk. 1 og 2 omhandlede
undersøgelser skal være afsluttet inden for højst to
år. Viser undersøgelserne, at arealet ikke er forurenet, skal
kortlægning under vidensniveau 1 ophæves.
IV. Kortest mulig ventetid for offentlig oprydning
tilstræbes
10. Hvor længe skal en boligejer vente på
en offentlig oprydning?
Ministeren er enig i at tilstræbe den kortest mulige
ventetid og noterer, at der er enighed om, at en gennemførelse af
lovforslaget betyder en fremrykning af oprydningstidspunktet, fordi der sker
en målrettet indsats. Samtidig afhænger ventetiden af de
årlige bevillinger på finansloven, antallet af kortlagte grunde
samt teknologiudviklingen.
11. Brugervenlig registrering
Ministeren har oplyst, at han er indstillet på at
forbedre forholdene for den boligejer, som har fået foretaget en
offentlig oprydning, hvor de miljø- og sundhedsmæssige problemer
af hensyn til arealanvendelsen er blevet løst, men hvor ejendommen
fortsat er kortlagt. Ved et ændringsforslag fastsættes en pligt
for myndighederne til at registrere oplysningen om denne oprydning.
V. Forsikringsmulighed og fleksibel ikrafttræden
12. Forsikringsdækning af »villatanke«
Ministeren har oplyst, at den lovpligtige
forsikringsordning for boligejere med olietanke til opvarmning vil blive
iværksat som et servicetilbud fra oliebranchen uden direkte
omkostninger for boligejeren.
13. Forsikringsdækning for mindre
erhvervstanke
Ministeren har oplyst, at han er positiv med hensyn til at
se nærmere på mulighederne for forsikringsdækning af de
udgifter, som opfyldelse af påbud om undersøgelser og/eller
oprydning efter forureninger fra mindre erhvervstanke medfører.
Ministeren har derfor aftalt med oliebranchen, at den vil
undersøge mulighederne for at etablere en forsikringsordning for
mindre erhvervstanke. Branchen har tilkendegivet en positiv holdning hertil,
og på baggrund heraf vil Miljøstyrelsen indlede et konstruktivt
samarbejde med oliebranchen herom.
Ministeren har endvidere tilkendegivet, at det ubetingede
forureneransvar først sættes i kraft den 1. januar 2001, som det
fremgår af punkt 14.
14. Forsikringsmuligheder i forhold til
ikrafttræden af det ubetingede ansvar
Ministeren har med henblik på at give
forsikringsselskaberne og dermed virksomhederne bedst mulige betingelser for
at etablere og indkøre en hensigtsmæssig forsikringsordning
givet tilsagn om at udskyde lovens ikrafttræden af det fulde
forureneransvar med 12 måneder til den 1. januar 2001.
VI. Koordineret prioriteringsgrundlag
15. Koordinering med vandforsyningsloven
Ministeren har oplyst, at der ved jordforureningslovens
administration skal ske en koordinering med vandforsyningsloven, når
det drejer sig om at beskytte grundvand til drikkevandsformål.
16. Amternes afholdelse af udgifter uden for loven
Ministeren har derudover oplyst, at jordforureningsloven
ikke hindrer, at amterne kan afholde udgifter uden for lovens
indsatsområder.
VII. Fleksibel styring af jordstrømme
17. Pligt til anmeldelse af jordflytninger
Ministeren har oplyst, at lovforslaget indfører en
pligt til at anmelde jordflytninger fra kortlagte arealer. Ministeren har
bekræftet, at dette er en begrænsning i forhold til
Jordforureningsudvalgets forslag, idet Jordforureningsudvalget foreslog
anmeldelse af alle jordflytninger. Lovforslagets kortlægningssystem har
muliggjort denne begrænsning og dermed et mindre bureaukratisk system.
Selv hvis det tages i betragtning, at størstedelen af den jord, der
flyttes, stammer fra byområder, kan det anslås, at højst
15 pct. af jordflytningerne vil ske fra kortlagte arealer. Uden den
foreslåede kortlægningsmodel måtte man have mistanke til al
jord fra byområder.
18. Akutte jordflytninger
Ministeren fremsætter ændringsforslag, som
åbner mulighed for i visse tilfælde administrativt og
midlertidigt at undtage akutte jordflytninger fra kravet om forudgående
anmeldelse.
19. Ubureaukratisk administration
Ministeren har givet tilsagn om, at der med udgangspunkt i
lovforslagets bestemmelser om jordflytning lægges op til, at der skal
ske en udmøntning i bekendtgørelser, som kan gøre
området så administrerbart og så ubureaukratisk som
muligt, således at entreprenøren kun skal fremsende brev
om anmeldelse til én myndighed (kommunen, hvor opgravning finder
sted) samtidig med, at styringen af den forurenede jord fastholdes. En
bekendtgørelse om genanvendelse af jord i bygge- og
anlægsarbejder er allerede i offentlig høring. Ministeren
præciserer, at der kun skal anmeldes til én myndighed ved
jordflytning til deponerings- og behandlingsanlæg.
VIII. Udvikling af og fastsættelse af ensartede
kriterier
20. Kriteriefastsættelse
Ministeren er enig i, at der med hensyn til
kortlægning, oprydning og jordflytning er behov for en
tydeliggørelse af, hvorledes begrebet »ren
jord« udfyldes ved hjælp af kriterier og
metoder i vejledninger og bekendtgørelser. Udviklingen af
værktøjer til vurdering af forurenet jord på en ensartet
og operationel måde er kommet langt, blandt andet er der udsendt
vejledninger med jordkvalitetskriterier og risikovurderingsmetoder.
Ministeren er indstillet på snarest muligt at færdiggøre
en bekendtgørelse med ensartede kriterier for tungmetal i jord, der
må genanvendes. Miljøstyrelsen arbejder videre med at
undersøge jords egenskaber med hensyn til udvaskning af forurening fra
jorden til grundvandet. Så snart der foreligger resultater af
undersøgelserne, har ministeren givet tilsagn om at arbejde for, at
bekendtgørelsens kriterier udvides med andre forureninger end
tungmetaller.
IX. Forbedret mulighed for tilbagesøgning af
udlæg til oprydning
21. Erstatning hos andre forurenere
Ministeren har oplyst, at det fremgår af
bemærkningerne til lovforslagets § 43, stk. 3, at i de tilfælde,
hvor en forurener mødes med påbud om at iværksætte
foranstaltninger over for en forurening, der kan henføres til flere
forurenere, afgøres det indbyrdes økonomiske forhold mellem
forurenerne efter den almindelige erstatningsret.
Ministeren har tilkendegivet, at han er indstillet
på at fremsætte ændringsforslag med henblik på
på bedste vis at sikre, at den forurener, der har afholdt udgifterne
til en samlet oprydning m.v. på baggrund af et påbud meddelt
efter § 43, stk. 3, kan søge regres hos de øvrige forurenere.
Ministeren fremsætter derfor ændringsforslag om et nyt § 43, stk.
4, som fastlægger, at den forurener, der har ryddet op,
kan søge regres på det ansvarsgrundlag, som fremgår af §
41.
Forpligtelsen for de øvrige forurenere til at
bidrage økonomisk til undersøgelser og
afværgeforanstaltninger følger således principielt de
ansvarsregler, som gælder for myndighedernes adgang til udstedelse af
påbud efter loven.
I mangel af enighed må den endelige udgiftsfordeling
fastlægges af domstolene.
Ministeren har tilkendegivet, at han, uanset det
nævnte ændringsforslag, nøje vil følge, hvorledes
de kommende sager vedrørende § 43, stk. 3, forløber, med
henblik på at vurdere belastningerne for de involverede forurenere.
Såfremt praksis måtte vise sig mod forventning at give anledning
til urimelige byrdefordelinger, er ministeren indstillet på at
drøfte en ændring af § 43, stk. 3. Ændringen vil sigte
på, at myndigheden i det tilfælde, at flere forurenere, til
hvilke der er meddelt påbud efter § 43, stk. 1, ikke kan blive enige om
sammen at efterkomme påbudene kan iværksætte det
påbudte. Hver af forurenerne kan herefter forpligtes til at dække
myndighedernes omkostninger, uanset om skaden er hændelig, og uanset
hvilken andel den pågældende har i forureningen, jf. stk. 2. Har
en forurener betalt myndighedens omkostninger, kan der gøres regres
mod andre forurenere i forhold til deres andel i forureningen.
X. Større retssikkerhed
22. Krav om retskendelse
Ministeren har oplyst, at muligheden for adgang til en
ejendom uden retskendelse indskrænkes, idet adgangen til en ejendom
kræver retskendelse, hvor adgangen sker med henblik på at lade
påbudte foranstaltninger gennemføre bortset fra tilfælde
af overhængende alvorlig fare for sundheden og tilfælde, hvor
øjeblikkelige indgreb er påkrævede for at afværge
væsentlig forurening eller for at forebygge, at en sådan
faresituation opstår.
23. Myndighedernes udpantningsret
Endvidere har ministeren oplyst, at adgangen til
udpantning for myndighedernes udgifter bortfalder.
XI. Lovovervågning
24. Lovovervågning
Ministeren har givet tilsagn om i folketingsåret
2002-2003 at fremlægge en redegørelse for Miljø- og
Planlægningsudvalget om, hvorledes lovens bestemmelser rent faktisk har
virket.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med
undtagelse af Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det
Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) har ønsket at
fremsætte følgende særskilte bemærkninger til
lovforslaget:
Jordforureninger har især i de senere år givet
anledning til betydelige problemer, der ikke har kunnet løses på
nogen tilfredsstillende måde på grundlag af den hidtil
gældende lovgivning. Mindretallet tilslutter sig, at der er behov for,
at myndighederne gennemfører en forbedret registrering og
kortlægning af jordforureninger. Mindretallet tilslutter sig ligeledes,
at en indsats mod jordforureninger må baseres på forureneren
betaler-princippet, således at det er forureneren og ikke uskyldige
grundejere eller skatteyderne der skal bære byrden ved
jordforureninger. Mindretallet havde foretrukket, at en sådan ordning
var blevet gennemført på en mindre bureaukratisk måde, end
loven indebærer, men har under indtryk af problemernes alvor og med
baggrund i de indrømmelser, mindretallet har fået, valgt at
stemme for forslaget.
Det har for mindretallet været afgørende, at
de ændringer, der følger af dette forslag til ny
jordforureningslov, ikke indebærer en krænkelse af
retssikkerheden i form af f.eks. ansvar med tilbagevirkende kraft eller
adgang til indgreb mod uskyldige grundejere, der betyder, at disse i
længere tid skal leve i uvished om, hvordan de kan bruge deres ejendom.
Med baggrund i de forsikringer, der er givet fra ministeren under
udvalgsbehandlingen, har mindretallet valgt at stemme for loven med de af
ministeren foreslåede ændringer. Såfremt det viser sig, at
loven har utilsigtede virkninger, vil mindretallet tage initiativ til
ændring og lægger i den anledning vægt på den af
ministeren lovede redegørelse om lovens virkning.
Særligt finder mindretallet anledning til at
fremhæve, at det med ændringen af § 40 og ministerens
tilkendegivelse om ansvarsgrundlag ved undersøgelsespåbud er
tydeliggjort, at Folketinget ikke blander sig i en verserende sag ved
Højesteret, og at det kun er forureneren, der kan komme til at betale
for forureningsundersøgelser. Med den ændrede formulering af §
41, stk. 2, undgås, at borgere og virksomheder kommer til at
hæfte for jordforureninger som følge af hærværk
eller brand ud over, hvad der følger af de gældende regler.
Mindretallet har ligeledes lagt vægt på, at
det med ændringen af § 7 tilsikres, at ejere af grunde registreret
under vidensniveau 1 ikke i ubegrænset tid skal affinde sig med en
sådan registrering, men har krav på, at undersøgelser
afsluttes inden for to år, og at registreringen ophæves, hvis den
er uberettiget, som det fremgår af ministerens tilkendegivelse.
Samtidig er det sikret, at kommende købere af forurenede ejendomme kun
i sjældne undtagelsestilfælde kan påbydes at rydde op,
hvilket er understreget af ministerens tilkendegivelse af, at køber
kun kan forpligtes til at rydde op, hvis der bl.a. er forvarslet eller
meddelt påbud til sælger eller en tidligere ejer. Tinglysning af
påbud om oprydning på en ejendom efter § 46 er således ikke
ment som en byrde for den uskyldige ejer, men tjener alene som oplysning. Den
ændrede formulering af § 43 sikrer, at en forurener i sidste ende ikke
kommer til at betale for andres jordforurening.
Mindretallet vil endvidere fremhæve, at der med
hensyn til forsikringsdækning er sket flere forbedringer i forhold til
det fremsatte forslag. I forhold til villaejere indebærer ministerens
præcisering af, at ordningen for olietanke skal godkendes efter de
nationale og EU-retlige konkurrenceregler, at det ubetingede ansvar
først kan træde i kraft, når disse forhold er afklaret.
Hermed sikres, at den enkelte villaejer ikke rammes urimeligt hårdt. I
forhold til erhvervsvirksomheder sikrer den udskudte ikrafttrædelse af
det ubetingede forureneransvar til 2001, at der er bedre tid til at etablere
de fornødne forsikringsordninger.
Endelig lægger mindretallet vægt på, at
reguleringen i medfør at § 50 og § 51 efter ministerens
tilkendegivelse vil sikre en mere ubureaukratisk ordning, således at
anmeldelser alene skal ske til én myndighed, hvormed underretning til
de øvrige myndigheder må påhvile denne myndighed. Samtidig
tages højde for de problemer, der opstår ved f.eks.
ledningsbrud.
Et andet mindretal inden for flertallet (Dansk Folkepartis
medlem af udvalget) finder, at miljøbelastningen af stærkt
forurenet jord skal behandles efter forskrifterne. Dansk Folkeparti er
også meget opmærksom på, at genbrug af jorden f.eks. til
afdækning på lossepladser og anlæg af volde skal
prioriteres højt.
Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet finder, at lovforslaget indeholder en
række grundprincipper, som Enhedslisten kan tilslutte sig. Virksomheder
skal ikke kunne flytte fra ansvaret, private boligejere får pligt til
at forsikre sig mod f.eks. lækager i olietanke, der bliver kontrol med
transport af jord, og daginstitutioner kommer med som prioriterede
oprydningsområder.
Når Enhedslisten alligevel ikke kan støtte
lovforslaget, skyldes det, at loven samtidig er et fravalg af at gøre
noget som helst ved de enorme mængder forurenet jord, som ligger uden
for de særligt prioriterede områder. Via loven indføres
så at sige nu en »oprydningsmæssig
fredning« af disse arealer. Enhedslisten har under
lovbehandlingen forsøgt at få regeringen til at give tilsagn om,
at der sideløbende med loven vil blive taget initiativer, som
også tager hånd om disse store jordarealer, men uden held.
Således har Enhedslisten f.eks. foreslået, at de mange private
jordspekulanter (forsikringsselskaber, banker etc.), der ejer forurenede
industriarealer, ikke skal kunne få nedskrevet grundværdien til
nul og således helt slippe for at betale ejendomsskat med mulighed for
at lade den forurenede jord ligge hen, indtil det offentlige betaler
oprydningen, eller indtil kommende lejere i et boligbyggeri betaler over
huslejen. Enhedslisten har således foreslået, at der i stedet for
en nedskrivning af ejendomsskatten til nul indefryses en del af
ejendomsskatten til oprydningsformål. Dette vil medføre en
økonomisk motivation for jordspekulanterne til at gennemføre en
oprydning, f.eks. ved at udnytte de metoder, som kræver lang tid, men
som til gengæld er billigere end de metoder, der skal anvendes,
når der kræves en hurtig oprydning. Der tænkes her på
f.eks. milekompostering til nedbrydning af organiske stoffer og elektrolytisk
behandling til udtrækning af tungmetaller i jorden.
Enhedslisten er enig i princippet om, at det er
nødvendigt at prioritere den offentligt finansierede indsats til at
beskytte de mest sårbare områder som f.eks.
drikkevandsforsyningsområder. Men det er nødvendigt samtidig at
indføre tiltag, som fremmer en oprydning uden for disse områder,
da alt grundvand er i forbindelse og det derfor kun er et
spørgsmål om tid, før forureninger uden for
drikkevandsforsyningsområderne vil forurene Danmarks drikkevand.
Jordforureningsloven er derfor en meget kortsigtet lov,
som i historiens lys ad åre vil blive udråbt som en af fortidens
synder. Denne blåstempling af ikke at tage nogen som helst initiativer
uden for de snævert afgrænsede områder kan Enhedslisten
ikke tage medansvar for. Derfor stemmer Enhedslisten imod lovforslaget.
Ændringsforslag
Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af et
flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem):
Til § 7
1) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 3.
Den i stk. 1 og 2 nævnte kortlægning frem til
vidensniveau 2 skal gennemføres inden for 2 år efter, at ejeren
af en grund med bolig har anmodet herom. Dette gælder dog ikke grunde
med boliger, der er tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
Til § 21
2) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 3.
Amtsrådet skal efter afslutningen af den offentlige
indsats af hensyn til arealanvendelsen vedrørende en boligejendom, der
fortsat er kortlagt, udfærdige en erklæring om, at forureningen
er uden betydning for anvendelsen af grunden til den faktiske anvendelse til
bolig, jf. dog § 9, stk. 1 og 2. Oplysning herom indføres i
matrikelregisteret, jf. § 14.«
Til § 26
3) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»Ejendomme, som blev anvendt til helårsbeboelse den
18. november 1992, er endvidere omfattet af værditabsordningen, hvis
forureningen stammer fra en olietank som omhandlet af bestemmelsen i § 48,
stk. 3, 1. pkt., og hvis forureningen er konstateret, før den af
miljø- og energiministeren i medfør af § 48, stk. 1, fastsatte
dato, jf. dog stk. 3.«
Til § 30
4) I stk. 6 indsættes efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»Oplysning herom indføres i matrikelregisteret, jf. § 14.«
Til § 40
5) I stk. 1, 1. pkt., ændres ordene »kan
påbyde en mulig forurener, jf. § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og nr. 2,
for egen regning« til: »kan påbyde en forurener, jf. § 41, stk. 3, nr.
1, 1. pkt., og nr. 2,«.
Til overskriften før § 41
6) I overskriften ændres årstallet »2000« til: »2001«.
Til § 41
7) I stk. 1 ændres årstallet »2000« til:
»2001«.
8) I stk. 2 indsættes efter 2. pkt. som nyt
punktum:
»Påbud kan heller ikke meddeles, hvor forureningen er opstået
på grund af brand eller hærværk, som ikke skyldes
forurenerens uforsvarlige adfærd eller en adfærd, hvorefter
forureneren er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden
lovgivning.«
Til § 42
9) Årstallet »2000« ændres til: »2001« (2 steder).
Til § 43
10) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 4. Den, der er forpligtet til at gennemføre
påbud efter stk. 3, kan kræve udgifterne dækket af de
øvrige forurenere, i det omfang omkostningerne til efterkommelse af
påbudet kan henføres til deres andel af forureningen og de
øvrige forurenere var eller kunne være adressat for et
påbud.«
Til § 44
11) I stk. 1, 2. pkt., ændres ordene »hvis
forureneren havde rådighed over den ejendom, der er forurenet, på
tidspunktet for lovforslagets fremsættelse eller på et senere
tidspunkt« til »: hvis forureneren den 10. februar 1999 eller senere havde
rådighed over den forurenede ejendom«.
Til § 50
12) I stk. 2 indsættes efter 2. pkt. som nyt
punktum:
»Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at
anmeldelse i særlige tilfælde kan ske efter opgravning og
flytning af jorden og om betingelserne herfor.«
Til § 76
13) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 4. Hvis det af en påbudt undersøgelse, jf. § 40,
fremgår, at der ikke er konstateret forurening på det
undersøgte areal, eller at forureningen ikke helt eller delvis kan
henføres til påbudsadressaten, skal den miljømyndighed,
der har påbudt undersøgelsen, dække de udgifter, som
påbudsadressaten har afholdt til opfyldelse af påbudet.«
Til § 90
14) I det under nr. 6 foreslåede § 83 a, stk.
1, 1. pkt., udgår », herunder en mulig forurener,«.
15) I det under nr. 6 foreslåede § 83 a, stk.
1, 1. pkt., udgår ordene »på tidspunktet for lovforslagets
fremsættelse eller på et senere tidspunkt«, og i stedet
indsættes: »den 10. februar 1999 eller senere«.
16) Efter nr. 11, indsættes som nyt nummer:
»01.
I § 110, stk. 7, ændres »og 5« til: », 5 og
6«.
Til § 93
17) Paragraffen udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1
Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, skal
modvirke, at ejere af ejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1,
skal leve med en usikkerhed i en ubestemt lang periode. Bestemmelsen
fastslår, at de nævnte grundejere kan kræve, at
amtskommunerne fører boligejendomme, som er kortlagt på
vidensniveau 1, frem til vidensniveau 2 i løbet af en toårig
periode.
Viser undersøgelserne, at boligejendommen ikke er
forurenet, skal ejendommen udgå af kortlægningen på
vidensniveau 1, jf. § 13.
De af bestemmelsen omfattede boligejendomme svarer til den
i § 6, stk. 1, nr. 3, fastlagte afgrænsning af arealer med bolig.
Undersøgelser for boligejendomme tilmeldt Oliebranchens
Miljøpulje sker fortsat efter denne ordning.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke de
situationer, der er nævnt i § 7, stk. 3, som nu bliver stk. 4.
Til nr. 2
Bestemmelsen har til formål at forbedre forholdene
for den boligejer, hvis ejendom efter en offentlig indsats fortsat er
kortlagt. Der kan f.eks. være tale om situationer, hvor en oprydning er
skønnet upåkrævet, eller hvor der efter en oprydning
fortsat er en forurening på ejendommen.
I disse situationer vil de miljø- og
sundhedsmæssige problemer af hensyn til den aktuelle arealanvendelse
være blevet løst, hvilket skal fremgå af en
erklæring. Amtsrådet får pligt til at registrere
oplysningen om erklæringen i matrikelregisteret.
Til nr. 3
Bestemmelsen udvider værditabsordningens
anvendelsesområde. Ved ændringsforslaget tilgodeses uskyldige
grundejere, der i god tro har erhvervet deres ejendom i forurenet tilstand,
og hvor forureningen er sket efter den 1. september 1993, når blot
denne konstateres inden den af ministeren fastsatte dato, jf. § 48, stk. 3.
Det forventes, at datoen bliver fastsat til 1. januar 2000. Forslaget skal
ses i sammenhæng med den i § 48 og § 49 fastsatte forsikringsordning.
Det er dog stadig en betingelse, at de øvrige
betingelser for, at ejeren og grunden kan omfattes af ordningen, er opfyldt,
jf. §§ 26 og 27.
Nærværende forslag får ikke betydning
for sager, der er afgjort efter gældende lov eller for oprydninger, der
er iværksat, før ændringen træder i kraft.
Til nr. 4
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 21, stk. 3.
Amtsrådet får med ændringsforslaget pligt til at registrere
oplysningen om erklæringen i matrikelregisteret.
Til nr. 5
Med forslaget tilsigtes ingen ændring i, under
hvilke betingelser miljømyndigheden kan meddele
undersøgelsespåbud. Der er alene tale om en
konsekvensændring som følge af ændringsforslaget til § 76.
Udgifterne til efterkommelse af et påbud vil således ikke
endeligt skulle afholdes af påbudsadressaten, såfremt det
måtte vise sig, at der ikke er en forurening, eller at forureningen
ikke helt eller delvis kan henføres til den
pågældende.
Til nr. 6 og 7
Ved ændringen udskydes det ubetingede ansvar for
påbud om oprydning med 12 måneder efter lovens
ikrafttræden. Dette sker med henblik på at give
forsikringsselskaberne og dermed virksomhederne bedst mulige betingelser for
at etablere og indkøre en hensigtsmæssig forsikringsordning.
Miljøbeskyttelseslovens bestemmelser vil således regulere
påbudsadgangen indtil 1. januar 2001.
Til nr. 8
Ved ændringsforslaget fastsættes det, at
forureninger opstået på grund af brand eller hærværk,
ikke skal være omfattet af det ubetingede forureneransvar. Der vil
således i disse tilfælde ikke kunne meddeles påbud,
medmindre branden er opstået som følge af driftsherrens
uforsvarlige adfærd eller hærværket er muliggjort af
uforsvarlige forhold på ejendommen. Hvis situationen er omfattet af
strengere ansvarsregler, f.eks. miljøerstatningsloven eller
færdselsloven, vil der ligeledes kunne udstedes påbud.
Til nr. 9
Ved ændringen udskydes det ubetingede ansvar for
påbud om oprydning med 12 måneder efter lovens
ikrafttræden. Dette sker med henblik på at give
forsikringsselskaberne og dermed virksomhederne bedst mulige betingelser for
at etablere og indkøre en hensigtsmæssig forsikringsordning.
Miljøbeskyttelseslovens bestemmelser vil således regulere
påbudsadgangen indtil 1. januar 2001.
Til nr. 10
Det foreslås, at det i loven bestemmes, at den, der
er forpligtet til at efterkomme påbud efter stk. 3, kan søge
regres mod de øvrige forurenere.
Forslaget skal sikre, at regres kan søges på
det samme ansvarsgrundlag, som gælder for myndighedernes adgang til at
udstede påbud efter loven til forurenerne og under hensyn til den
pågældende forureners andel af forureningen.
Regresmuligheden er dermed betinget af, at der lovligt er
udstedt eller kunne udstedes et påbud efter stk. 1 til de forurenere,
som regreskravet rettes imod. Påbudsbetingelserne følger af § 40
og § 41, og ansvarsgrundlaget er nærmere fastlagt i § 41, stk. 2, jf.
stk. 3.
Betalingsforpligtelsen for de øvrige forurenere vil
dermed ligesom myndighedernes påbudsadgang i kraft heraf være
ubetinget for offentlige og private virksomheder, men for øvrige
forudsættes det, at det kan påvises, at de pågældende
(forurenere) har udvist en uforsvarlig adfærd.
I mangel af enighed må den endelige udgiftsfordeling
mellem forurenerne fastlægges af domstolene.
Til nr. 11
Ændringen præciserer datoen for lovforslagets
fremsættelse, således at datoen fremgår direkte af
loven.
Til nr. 12
Bemyndigelsen til at fravige kravet om forudgående
anmeldelse tænkes først og fremmest anvendt i forbindelse med
akut nødvendige jordarbejder, der ikke kan afvente myndighedernes
stillingtagen til en anmeldelse om opgravning og flytning af jorden. Omfattet
af sådanne arbejder vil f.eks. være nødvendig reparation
af et ledningsbrud i et vejareal, hvor jorden ikke kan henlægges
midlertidigt inden for vejarealet f.eks. af hensyn til trafikken.
Der kan også være tale om akut opstået
jordforurening, hvor en øjeblikkelig opgravning og flytning er
nødvendig for at imødegå forureningsrisikoen.
For at sikre, at flytning af jorden og en eventuel
midlertidig placering af denne sker under miljømæssigt
forsvarlige rammer, foreslås det, at ministeren gives bemyndigelse til
at fastsætte betingelser for jordarbejdet. Disse betingelser vil bl.a.
kunne angå den nærmere håndtering af den opgravede jord,
f.eks. krav om overdækning, jordens tilgængelighed for
offentligheden eller midlertidig placering på en af kommunen til
rådighed stillet plads.
Anmeldelsen i de nævnte tilfælde skal ske
efterfølgende med henblik på, at myndighederne får
lejlighed til at tage stilling til jordens endelige anvendelse, herunder
eventuelt gøre indsigelse, hvis anvendelsen ikke er
miljømæssigt forsvarlig, jf. § 50, stk. 5. Formålet er
også i disse særlige tilfælde at fastholde myndighedernes
kontrol med og styring af jordstrømmene.
Til nr. 13
Ved ændringsforslaget fastsættes det, at den,
der modtager et undersøgelsespåbud, hvor der ved
undersøgelsen ikke er konstateret en forurening, eller hvor
forureningen ikke kan henføres til påbudsadressaten, får
de afholdte udgifter refunderet af den miljømyndighed, der har udstedt
påbudet.
Til nr. 14
Ved ændringsforslaget foretages en justering af det
foreslåede § 83 a, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, idet
bestemmelsen alene omfatter påbud om oprydning af jordforurening.
Til nr. 15
Ændringen i miljøbeskyttelsesloven
præciserer datoen for lovforslagets fremsættelse.
Til nr. 16
Ændringen indsættes som konsekvens af, at § 21
a indsættes i miljøbeskyttelsesloven, jf. lovforslagets § 90,
nr. 2. Bestemmelsen fastsætter, at forældelsesfristen for
strafansvaret er 5 år for overtrædelse af
miljøbeskyttelseslovens § 21 a.
Til nr. 17
Bestemmelsen om stempelfritagelse for dokumenter, der
udstedes til sikkerhed over for amtsrådet, jf. § 33, udgår, idet
hjemmelen hertil i § 86 i lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse
nr. 591 af 11. august 1998, ophæves ved vedtagelsen af L 209 (forslag
til lov om ændring af lov om stempelafgift, retsafgiftsloven,
skattestyrelsesloven samt ophævelse af lov om afgift ved
førstegangsoverdragelse af visse ejerlejligheder).
Pernille Blach Hansen (S)
Inger Bierbaum (S) Martin Glerup (S)
Lis Greibe (S) Margot Torp (S)
Steen Gade (SF) fmd.
Ebbe Kalnæs (CD)
Vibeke Peschardt (RV)
Søren Kolstrup (EL)
Hans Christian Schmidt (V)
Bodil Thrane (V)
Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V)
Lene Espersen (KF) nfmd.
Frank Dahlgaard (KF)
Svend Aage Fauerholdt (DF)
Ole M. Nielsen (KRF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø-
og energiministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 16:
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at
det skal være muligt for erhvervslivet at forsikre sig ud af
myndighedspåbudet efter forslagets § 41.
Ministeren bedes til brug for vurderingen af lovforslagets
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet konkretisere det forventede
præmieniveau for forsikringen for:
- autoreparatører,
- cykelsmede og
- malermestre,
der driver mindre håndværksvirksomheder i egen
ejendom.
Ministeren bedes i besvarelsen opstille samt
præcisere de forudsætninger, der er lagt til grund for
beregningen af præmieniveauet.
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for
Miljøstyrelsen, som på baggrund af drøftelser med
forsikringserhvervet vurderer, at det kan lade sig gøre inden for
rammerne af almindelige forsikringsbetingelser at udvide
forsikringsdækningen til tilfælde, hvor der gives
myndighedspåbud efter forslagets § 41.
Forsikringserhvervet har imidlertid ikke kunnet
fastlægge en fast præmiestørrelse herfor, idet denne vil
afhænge af en række helt konkrete forhold, herunder den
forsikringsmæssige risikovurdering af den virksomhed, der ønsker
at tegne forsikring, de nærmere vilkår i forsikringen, og hvor
stort et antal virksomheder der vil tegne forsikringer.
Lovforslaget pålægger ikke virksomhederne en
pligt til at tegne forsikring mod det ubetingede ansvar. Af denne grund er
det forventede præmieniveau ikke indregnet i lovforslagets
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
Som anført i svaret på spørgsmål
10 (L 183 - bilag 13) har forsikringsbranchen oplyst, at den er godt i gang
med at se på mulighederne for at forsikre erhvervsvirksomheder og
allerede kan starte med at udbyde et forsikringsprodukt fra august 1999.
Spørgsmål 19:
Ministeren bedes redegøre for det forhold, at
lovforslaget lægger op til en registrering af de forurenede arealer
frem for en egentlig tinglysning.
Svar:
Efter lovforslaget skal de ejendomme, der omfattes af
kortlægningen, indføres i matrikelregisteret, der administreres
af Kort- og Matrikelstyrelsen. Ministeren kan fastsætte nærmere
regler om registreringen. Efter Kort- og Matrikelstyrelsens gængse
rutiner overføres oplysningerne til det fælleskommunale
ejendomsdataregister og til notering i tingbogen for den
pågældende ejendom.
Ved indlæggelse i matrikelregisteret sikres, at der
altid vil foreligge præcise oplysninger om, hvorvidt ejendomme er
berørt af kortlægningen, selv om deres størrelse og form
ændres ved udstykning, sammenlægning eller andre
matrikulære forandringer.
Med såvel registreringen i matrikelregisteret som
notering i tingbogen er det unødvendigt at fastholde en egentlig
tinglysning som hidtil af forureningsregistrerede ejendomme.
Spørgsmål 22:
Ministeren bedes oplyse, hvorvidt værditabslovens
indhold og intentioner videreføres uændret, som det er
anført i bemærkningerne til lovforslaget.
Svar:
Lovforslaget opretholder værditabslovens ordning,
hvorefter boligejere, der i god tro har erhvervet en boligejendom, der senere
viser sig at være forurenet, kan søge om en hurtig oprydning.
Ordningen muliggør iværksættelse af oprydninger til
sikring af den aktuelle boliganvendelse. Forureninger, der ikke udgør
nogen risiko for boliganvendelsen, men f.eks. alene grundvandet, ryddes ikke
op for værditabsmidler.
Dette er i overensstemmelse med den nugældende
værditabslovs bestemmelser og intentioner som nærmere
afgrænset i værditabslovforslagets bemærkninger.
Oprydninger efter lovforslagets værditabsordning
gennemføres på en måde og i et omfang, der svarer til den
boligoprydning, som amtsrådet ville have foretaget af hensyn til
boliganvendelsen efter bestemmelserne om den offentlige undersøgelses-
og afværgeindsats (lovforslagets kapitel 3). Der er således tale
om at fremrykke tidspunktet for en offentligt finansieret oprydning.
Dette svarer til den nuværende lov, hvor der
også er parallelitet mellem omfanget af oprydninger efter
værditabslov og affaldsdepotlov (af hensyn til boliganvendelsen).
Denne parallelitet medfører dog i lovforslaget, at
der ikke kan kræves en værditabsoprydning, såfremt den
sundhedsmæssige risiko kan imødegås ved anbefalinger,
påbud eller generelle regler efter lovforslagets § 9. Beklageligvis
må jeg konstatere, at det kan virke meningsforstyrrende, at der i
bemærkningerne til § 28 ikke er indføjet et »ikke« i sætningen.
»I det omfang en sundhedsmæssig risiko kan
afværges ved en begrænset indsats på udendørs
arealer, for eksempel dækning af bar jord, bund i sandkasser og
lignende, vil sådanne foranstaltninger (ikke) blive udført efter
ordningen«.
Foruden ovennævnte justering i forhold til § 9 er
der foreslået en skærpende præcisering og nogle
teknisk-administrative justeringer.
Som ovenfor nævnt er der parallelitet mellem
omfanget af oprydninger efter værditabsordningen og den almindelige
offentlige oprydning.
Dette indebærer, at oprydningsniveauet i en
værditabssag ikke vil være større end ved en oprydning
efter lovforslagets kapitel 3. Der vil kunne efterlades restforurening, hvis
denne ikke har sundhedsmæssig betydning.
Dette har givet anledning til den skærpende
præcisering, således at paralleliteten i oprydningernes omfang
direkte fremgår af lovteksten. Dette er ikke udtryk for en egentlig
ændring i forhold til den gældende værditabslovs indhold,
men gør det tydeligt, at en oprydning efter værditabsordningen,
jf. ovenfor, ikke nødvendigvis er en fuldstændig oprydning af
den pågældende ejendom. Anledningen til den skærpende
præcisering er, at der i praksis undertiden har været
misforståelser eller tvivl om oprydningens omfang efter
værditabsloven.
Den væsentligste teknisk-administrative justering er
forslagets bestemmelse om, at retten til en værditabsoprydning kan
overdrages, så snart ansøgning er indsendt. Med denne justering
indføres en lettelse i en salgssituation. Efter den eksisterende lov
kan retten først overdrages, når amtsrådet har meddelt det
endelige tilsagn om oprydning.
Spørgsmål 26:
Hvor mange af de ca. 50 sager årligt, som
ifølge bemærkningerne til lovforslaget skønnes
påbudt opryddet efter jordforureninger, der sker efter lovens
ikrafttræden, ville blive omfattet af en bestemmelse om ansvar for
forurenerne efter et culpalignende ansvar i stedet for den regel om objektivt
ansvar, som ministeren foreslår? Hvad skønnes omkostningerne for
det offentlige til afværgeforanstaltninger at stige med, hvis der i
stedet for den foreslåede regel om objektivt ansvar blev indsat en
bestemmelse om et culpalignende ansvar?
Svar:
Som det fremgår af lovbemærkningerne,
skønnes de samlede omkostninger for forurenere til oprydning af 50
sager pr. år eksklusive villaolietanke til ca. 60 mio. kr. pr.
år.
Hvis det foreslåede ansvar blev ændret til et
culpa-ansvar, ville en betydelig del af de 50 årlige sager skulle
indgå i den offentlige indsats. Dette skønnes at ville
medføre en stigning i de offentlige omkostninger til
afværgeforanstaltninger på ca. 20 mio. kr. pr. år. Det
forudsættes, at det offentlige ikke fjerner mere forurening end
nødvendigt i forhold til aktuel arealanvendelse og prioriterede
grundvandsressourcer.
Hertil kommer, at et culpa-ansvar medfører
øgede administrative omkostninger for myndighederne, når de skal
bevise, at forureninger skyldes culpøse handlinger.
Jeg vil gøre opmærksom på, at
forureninger fra villaolietanke ikke er med i skønnet på 50
årlige tilfælde af forurening. Hvis lovforslaget blev
ændret til et culpa-ansvar også for villaolietanke, ville vi
få en fortsættelse af den nuværende situation. Det
skønnes, at der sker ca. 140 uheld med villatanke hvert år. Hvis
det antages, at 100 af disse indgår i den offentlige indsats, vil det
koste i størrelsesordenen 30 mio. kr. pr. år.
Til sidst vil jeg gerne understrege, at lovforslagets bud
på antallet af forureninger, som vil ske i fremtiden, kun kan
være et skøn, og mange forhold kan indvirke på tallet. For
eksempel kan man forestille sig, at tallet vil blive større med et
culpa-ansvar, fordi virksomhederne i så fald måske vil være
mindre tilbøjelige til at sikre sig mod
forureningshændelser.
Spørgsmål 27:
Ministeren bedes oplyse, hvad der gælder med hensyn
til undtagelser fra det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven,
og hvad der er begrundelsen for de eventuelle forskelle.
Svar:
For så vidt angår spørgsmålet om
undtagelser fra det objektive ansvar i lov nr. 225 fra 1994 om erstatning for
miljøskader, har Justitsministeriet oplyst følgende:
»
Efter
miljøerstatningsloven er der objektivt ansvar for forurening, der er
en påregnelig følge af en af de former for erhvervsmæssig
eller offentlig aktivitet, som er anført i bilaget til loven.
Det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven
gælder kun i forbindelse med udøvelsen af visse særligt
miljøfarlige eller forurenende former for aktivitet. Skyldes
forureningen forhold, der ikke har nogen forbindelse med disse særligt
farlige eller forurenende aktiviteter, er virksomheden således ikke
objektivt ansvarlig efter loven, men alene efter dansk rets almindelige
erstatningsregel (culpareglen). Er f.eks. en virksomhed omfattet af det
objektive ansvar, alene fordi den har en nedgravet olietank på mindst
6.000 liter, vil virksomheden derfor kun være objektivt
erstatningsansvarlig, hvis der sker en forureningsskade, der er
forårsaget af olie fra virksomhedens olietank.
Efter loven gælder det objektive ansvar ikke, hvis
forureningen skyldes, at aktiviteten er udøvet i overensstemmelse med
ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed.
Det objektive ansvar gælder som ovenfor nævnt
for forureninger, der er en påregnelig følge af den
særligt miljøfarlige aktivitet. I det almindelige
erstatningsretlige krav om påregnelighed ligger, at den indtrufne
forurening skal være et typisk udslag af den skadevoldende aktivitets
farlige egenskaber. Risikoen for den pågældende forurening skal
således have været forøget som følge af den
skadevoldende aktivitet.
Det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven er
også på andre områder undergivet dansk rets almindelige
regler om erstatningsansvar og ansvarsfrihedsgrunde m.v. Det gælder
f.eks. spørgsmålet om nedsættelse eller bortfald af
erstatningen på grund af skadelidtes tilsidesættelse af sin
tabsbegrænsningspligt og om ansvarsfrihed på grund af
nødværge.
Med hensyn til spørgsmålet om
nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af medvirken i
form af egen skyld fra skadelidtes side eller på grund af accept af
risiko indeholder loven særlige regler, som svarer til reglerne i
færdselsloven. Ved personskade kan erstatningen nedsættes eller
bortfalde, hvis skadelidte har medvirket forsætligt. Har skadelidte
medvirket ved grov uagtsomhed, kan erstatningen nedsættes eller i
særlige tilfælde bortfalde. Ved tingsskade kan erstatningen
nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har medvirket ved
forsæt eller uagtsomhed.
Skadevolderens ansvar efter miljøerstatningsloven
kan nedsættes eller bortfalde i henhold til den almindelige regel i
erstatningsanvarslovens § 24, stk. 1, når ansvaret vil virke urimeligt
tyngende, eller når ganske særlige forhold i øvrigt
gør det rimeligt. I det pågældende lovforslags
bemærkninger (L 123, fremsat den 9. december 1993) nævnes bl.a.,
at virksomhedens erstatningsansvar over for skadelidte i særlige
tilfælde vil kunne lempes, hvis skaden er forårsaget af
tredjemand forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Endvidere finder almindelige regler om konkurrerende eller
samvirkende årsager til en forurening anvendelse. Herom anføres
bl.a. følgende i det pågældende lovforslags
bemærkninger:
»Har en virksomhed
forårsaget en forurening i samspil med naturkræfter,
således at disse optræder som den skadesudløsende
begivenhed, er udgangspunktet, at der ifaldes ansvar efter bestemmelsen.
Dette forudsætter dog, at der er tale om en forudsigelig eller
forudberegnelig begivenhed. En virksomhed vil således kunne
pådrage sig et objektivt ansvar, hvis den udløsende faktor er en
naturbegivenhed, der optræder med regelmæssige mellemrum (frost,
storm, betydelig nedbør osv.).
Hvis der derimod er tale om naturkatastrofer såsom
jordskælv, orkaner, tyfoner eller lignende force
majeure-tilfælde, ifaldes der ikke ansvar efter bestemmelsen, uanset at
denne ikke indeholder udtrykkelig undtagelse med hensyn til disse
tilfælde.««
Om forslaget til lov om forurenet jord kan jeg oplyse
følgende:
Påbud kan som altovervejende hovedregel alene
meddeles til forurenere. Det vil sige, at der foreslås et
driftsherreansvar i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet. Hvis
der er flere forurenere, kan påbud meddeles til dem alle efter de
særlige regler i forslagets § 43.
Undtaget fra det fulde forureneransvar er forureninger som
følge af ikke-erhvervsmæssige aktiviteter. Sådanne
forurenere vil alene kunne meddeles påbud, såfremt forureningen
skyldes uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af
strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning. Det fulde
forureneransvar gælder dog (med forsikringspligt) for de mindre
olietanke til boligopvarmning.
Det fulde forureneransvar kan herefter opdeles i et
undersøgelsesansvar og et oprydningsansvar.
Der er ingen undtagelser fra det fulde
undersøgelsesansvar i § 40. Dette skyldes, at
omkostningsniveauet ved undersøgelsespåbud normalt er af et mere
begrænset omfang, at en enkel og klar regel kan administreres
mere ensartet, og at udstedelse af undersøgelsespåbud
vanskeliggøres, såfremt miljømyndighederne inden
udstedelse af undersøgelsespåbud først skal afklare,
hvorvidt en forurening eventuelt kan være opstået ved en
naturkatastrofe, hærværk eller lignende.
For så vidt angår det fulde
oprydningsansvar, er der i selve loven fastsat nogle enkelte
undtagelser. Der kan således ikke udstedes oprydningspåbud i de
tilfælde, hvor forureningen er opstået på grund af krig,
borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer, jf. forslagets §
41, stk. 2.
Som det ses, baserer miljøerstatningsloven og
forslaget til jordforureningslov sig på to principielt set forskellige
juridiske reguleringsformer, nemlig henholdsvis (civil) erstatningsret og
offentlig ret.
I relation til spørgsmålet om undtagelser fra
det fulde forureneransvar fremgår det imidlertid af ovenstående,
at der næppe herudover er nogen forskel mellem
miljøerstatningsloven og forslaget til jordforureningslov med hensyn
til oprydningsansvaret vedrørende forureninger, der er opstået
på grund af force majeure-lignende forhold, dvs. naturkatastrofer m.v.
Det fulde forureneransvar i forslaget til
jordforureningslov undtager ikke forureninger, der er opstået på
grund af hærværk og brand. Dette er begrundet i ønsket om
en klar regel, der fastholder ansvaret hos den, der driver den potentielt
forurenende aktivitet.
For alle påbud gælder i øvrigt, at de
er underlagt almindelige forvaltningsretlige regler, herunder om, at der skal
være proportionalitet mellem det miljøproblem, der skal
løses, og de udgifter, der er forbundet hermed.
Spørgsmål 34:
Kan ministeren oplyse, hvor store værditabene for
grundejerne som følge af kortlægningen skønnes at blive,
og hvilke konsekvenser værditabene får for ejendomsvurderingerne
og for muligheden for at optage realkreditforeningslån?
Svar:
Når man skal vurdere mulige værditab for
grundejerne som følge af kortlægningen, vil der være mange
forhold, der skal tages i betragtning. Der kan således ikke gives et
generelt bud på, om kortlægningen medfører et
værditab, eller i givet fald hvor stort det vil være.
Værditab må forstås som en nedgang i
ejendommens handelsværdi. Et eventuelt værditab vil afhænge
af forholdene på ejendomsmarkedet på det givne tidspunkt.
Også ejendommens anvendelse og eventuelle muligheder for ændret
anvendelse har betydning. Endelig betyder det også noget, hvor i landet
eller i et givent område ejendommen er lokaliseret.
Det værditab, som eventuelt måtte opstå
for boligejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1, søges
under alle omstændigheder imødegået, idet det er
hensigten, at alle boligejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1,
skal kortlægges frem til vidensniveau 2 inden for en
årrække. Som det fremgår af min besvarelse af
spørgsmål 33 (L 183 - bilag 34), er jeg indstillet på at
drøfte en fastsættelse af en rimelig tid for, hvor længe
boligejere maksimalt skal vente på at få deres boligejendom
kortlagt fra vidensniveau 1 til 2.
Anderledes forholder det sig med ejendomme uden for
indsatsområderne, jf. besvarelsen af spørgsmål 33 (L 183 -
bilag 34), f.eks. de industriejendomme, hvor der ikke er risiko for
drikkevandsressourcerne. Sådanne ejendomme kan ikke forvente en videre
offentlig kortlægning end på vidensniveau 1. De økonomiske
konsekvenser vurderes dog at være begrænsede, blandt andet fordi
sådanne ejendomme ikke på grund af kortlægningen skal
søge om tilladelse til fortsat industriel anvendelse eller nyt
byggeri.
Et eventuelt værditab som følge af
kortlægning på vidensniveau 1 må i givet fald i det
væsentligste tilskrives det faktum, at der foreligger viden om
aktiviteter, der kan have været kilde til jordforurening. Tilsvarende
må et eventuelt værditab som følge af kortlægning
på vidensniveau 2, hvor jordforurening er konstateret, i det
væsentligste tilskrives det faktum, at ejendommen er forurenet.
Kortlægningen afspejler således blot de forhold, der eventuelt
kan give anledning til værditab.
Som det fremgår af lovforslaget, er det seneste
initiativ til undersøgelse af indvirkningen på
ejendomsvurderingerne taget af Told- og Skattestyrelsen i 1997.
Undersøgelsen viste, at registreringer efter affaldsdepotloven kun har
haft indvirkning på ejendomsvurderingerne i godt 1/3 af
tilfældene. Told og Skat har på baggrund af undersøgelsen
konkluderet, at det lave antal, hvor forureningen har haft indflydelse
på ejendomsvurderingen, primært skyldes, at det har været
meget vanskeligt for vurderingsmyndighederne at få et samlet overblik i
de konkrete sager over forureningens omfang, placering på lokaliteten
og de samlede oprydningsomkostninger.
Det er ikke muligt at vurdere kortlægningens
betydning for muligheden for at optage realkreditforeningslån. De
forhold, som kortlægningen afspejler, indgår imidlertid i den
konkrete vurdering i den enkelte lånesag.
Spørgsmål 40:
Efter lovforslagets § 74 kan myndighederne vælge
mellem, om jordforureningsloven eller miljøerstatningsloven skal
anvendes ved jordforureninger fra listevirksomheder. Ministeren har i svar
på spørgsmål 27, jf. L 183 - bilag 60, tilkendegivet, at
en myndighed vil kunne meddele påbud efter forslagets § 40 til en
listevirksomhed omfattet af miljøerstatningsloven, selv om myndigheden
ikke vil have noget krav efter miljøerstatningsloven uanset
årsagen hertil. Det ønskes på denne baggrund oplyst, om en
myndighed vil kunne meddele påbud om oprydning efter forslagets § 41
til en listevirksomhed omfattet af miljøerstatningsloven, selv om
myndighedens krav efter miljøerstatningsloven ville være
bortfaldet eller nedsat som følge af:
- myndighedens egen skyld (f.eks. godkendt
deponeringen)
- myndighedens tilsidesættelse af sin
tabsbegrænsningspligt.
Svar:
Indledningsvis bemærkes, at bestemmelsen i
lovforslagets § 74 ikke er tænkt anvendt i situationer, hvor der er
eller kan meddeles påbud. Hvis myndigheden i disse situationer selv
bekoster en oprydning, kan denne kræve sine udgifter dækket efter
bestemmelserne i § 73. Forurenerens betalingsforpligtelse er således
den samme, uanset om det er forureneren selv eller myndigheden, der rent
faktisk forestår oprydningen.
Adgangen til at meddele påbud er reguleret af
bestemmelserne i jordforureningslovforslaget suppleret med almindelige
forvaltningsretlige regler. Miljøerstatningslovens regler er
således uden betydning ved fastlæggelsen af, hvornår der
kan meddeles påbud. Et påbud efter lovforslagets § 41 kan
herefter meddeles i de situationer, der nævnes i
spørgsmålet.
Det følger endvidere af lovforslagets § 68, stk. 2,
at tilsynsmyndigheden har pligt til i tilfælde af overhængende
alvorlig fare og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er
påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller
forureningens udbredelse at foretage det nødvendige uden
påbud.
For god ordens skyld kan det anføres, at det
fremgår af miljøerstatningslovens § 3, stk. 2, at en virksomhed
bliver ansvarsfri, hvis skaden skyldes, at aktiviteten er udøvet i
overensstemmelse med ufravigelige forskrifter. Dette vil sjældent
være tilfældet, idet der sædvanligvis alene
fastsættes grænser for virksomhedens udledninger og lign. uden en
udtrykkelig normering af produktionsproces eller -udstyr. Af
bemærkningerne til miljøerstatningslovforslaget fremgår,
at bestemmelsen ikke udelukker, at en virksomhed kan blive
erstatningsansvarlig på objektivt grundlag, selv om virksomheden har
handlet i overensstemmelse med en tilladelse, der er givet af en offentlig
myndighed. I disse tilfælde vil virksomhedens erstatningsansvar dog
kunne begrænses af den »tålegrænse«, som
indgår i forureningsdefinitionen.
Spørgsmålet om, hvorvidt en myndighed har
handlet erstatningspådragende, eller om en myndighed skal bære et
medansvar for udgifterne til genopretning af miljøet, må i
sidste ende afgøres af domstolene.
Spørgsmål 41:
Ministeren har i svar på spørgsmål 10,
L 183 - bilag 35, givet en redegørelse for, hvad der ligger i kravet
om genopretning, hvor det understreges, at der i alle tilfælde
gælder et proportionalitetsprincip. Ministeren bedes på denne
baggrund oplyse, om der er nogen forskel på de økonomiske krav,
som kan rejses på grundlag af miljøerstatningslovens § 2, nr. 4,
om dækning af udgifter til genopretning, og de krav, som kan rejses
på grundlag af jordforureningsloven. Såfremt svaret er
bekræftende ønskes oplyst, om ministeren kan garantere for, at
kravene efter jordforureningsloven altid vil være mindre omfattende end
efter erstatningsreglerne.
Svar:
I lovforslagets § 41 er genopretningsprincippet
lovfæstet. Dette er en videreførelse af princippet i
miljøbeskyttelsesloven.
Ved genopretning af miljøet forstås som
udgangspunkt, at miljøet bringes i samme stand, som før
skaden/forureningen indtraf.
Efter miljøerstatningsloven er det en
forudsætning for at kunne kræve udgifter til genopretning af
miljøet dækket, at den, der foretager genopretningen, anerkendes
som erstatningsberettiget.
Det er kun »rimelige
omkostninger« til genopretning af miljøet,
der erstattes. Det er ikke i miljøerstatningsloven eller dens
forarbejder fastlagt, hvilke genopretningsforanstaltninger som er
dækket af begrebet »rimelige
omkostninger«. Det fremgår dog af
bemærkningerne til miljøerstatningsloven, at i det omfang
miljømyndighederne har ret og pligt til at foretage
afværgeforanstaltninger og genopretning af miljøet efter
miljøbeskyttelsesloven, jf. §§ 69-70, vil omkostningerne kunne
erstattes.
Om betingelserne for erstatning efter
miljøerstatningsloven henviser jeg i øvrigt til mit svar
på udvalgets spørgsmål nr. 27.
Efter jordforureningslovforslaget gælder generelt,
at miljømyndigheden vil kunne kræve udgifter dækket, som
er afholdt i medfør af loven, af den, som var eller kunne være
adressat for et påbud, jf. forslagets § 73.
Genopretningsprincippet er underkastet de
begrænsninger, der følger af almindelige forvaltningsretlige
principper og grundsætninger; hvis f.eks. afværgen af
miljøproblemet eller risikoen kan foretages lige godt ved flere
metoder, så skal den billigste vælges.
Der skal endvidere være en miljø- og
sundhedsmæssig begrundelse for, at myndigheden kan give påbud.
Som eksempel på, at myndighederne også skal være
opmærksomme på dette, er i lovbemærkningerne anført,
at myndigheden må vurdere, hvorvidt forureningen nu eller i fremtiden
vil kunne udgøre noget problem. Om dette vil være
tilfældet, vil afhænge af den enkelte konkrete situation.
Der skal således være et rimeligt forhold
mellem omkostningerne til genopretning og den tilsigtede miljøgevinst
(proportionalitetsprincippet).
For en sammenligning af omkostninger, der kan
pålægges forureneren efter henholdsvis
jordforureningslovforslaget og civilretlige erstatningsregler i anden
situation, henviser jeg i øvrigt til bemærkningerne side 24 og
25. Det fremgår heraf, at der meget vel kan være forskel.
Spørgsmål 42:
Hvad forstås ved, at foranstaltningen skal
være »miljømæssigt
begrundet«, og kan ministeren nævne andre
eksempler på, at en foranstaltning ikke er miljømæssigt
begrundet ud over det tilfælde, hvor en konstateret jordforurening
ligger i det dybere jordlag og ikke er mobil?
Svar:
I lovforslagets § 41 er lovfæstet det såkaldte
genopretningsprincip, hvilket indebærer, at intentionen er, at
forureningen fjernes svarende til situationen, før
forureningshændelsen indtraf. Dette er en videreførelse af
princippet i miljøbeskyttelsesloven. Dette princip er underkastet de
begrænsninger, der følger af almindelige forvaltningsretlige
principper og grundsætninger; hvis f.eks. afværgen af
miljøproblemet eller risikoen kan foretages lige godt ved flere
metoder, så skal den billigste vælges.
Herudover er det i lovbemærkningerne til § 41
omtalt, at der skal være en miljø- og sundhedsmæssig
begrundelse for foranstaltningen. Som eksempel på, at myndighederne
også skal være opmærksom på dette, er i
lovbemærkningerne anført den i spørgsmålet
omhandlede situation, hvor myndigheden må vurdere, hvorvidt
forureningen nu eller i fremtiden vil kunne udgøre noget problem. Om
dette vil være tilfældet, vil afhænge af den enkelte
konkrete situation.
Der skal således være et rimeligt forhold
mellem oprydningsomkostningerne og den tilsigtede miljøgevinst
(proportionalitetsprincippet).
Spørgsmål 43:
Ministeren har i svar på spørgsmål 13,
jf. L 183 - bilag 57, tilkendegivet, at påbudsmodellen ikke er »begrænset af krav om årsagsforbindelse« . I ministerens svar på spørgsmål
7, jf. L 183 - bilag 62, er derimod anført, at »myndighederne skal godtgøre, at forureningen
hidrører fra påbudsadressaten «.
Ministeren bedes på denne baggrund tydeliggøre, hvilken forskel
der er mellem kravet om årsagsforbindelse og »hidrører«, herunder
om det er korrekt forstået, at myndighederne ikke skal godtgøre,
at forurenerens virksomhed er årsag til forureningen.
Svar:
I fortsættelse af min besvarelse af
spørgsmål nr. 11 og 13 vil jeg gerne præcisere, at
vurderingen af, om betingelserne for at meddele påbud er til stede,
ikke afgøres efter erstatningsrettens regler.
Det er dog efter forslagets § 41, stk. 3, en betingelse
for at kunne meddele påbud om afværgeforanstaltninger og
genopretning, at forureningen stammer (hidrører) fra den
pågældende virksomhed, det anvendte anlæg eller en
aktivitet. Det er således ikke tilstrækkeligt for at kunne
meddele påbud om oprensning, at der findes en forurening på
grunden.
I den forstand skal årsagen til forureningen
altså kunne henføres til virksomheden m.v. Dette følger
som sagt ikke af de civilretlige regler, men af forslagets § 41, stk. 3.
Efter erstatningsretten stilles der bl.a. krav om, at det
skal kunne godtgøres, at forureningen er forårsaget af en
handling (eller undladelse), og at skaden er opstået som følge
heraf.
Spørgsmål 44:
Ministeren bedes bekræfte, at det følger af
grundlovens § 63, at borgeren er forpligtet til at efterkomme et påbud,
når de administrative ankemuligheder er udtømt uden hensyn til,
om borgeren har meget gode grunde til at antage, at påbud skulle
være rettet til en anden. I forlængelse heraf bedes ministeren
oplyse, om der ikke er en meget begrænset realitet i, at myndigheders
krav om erstatning for omkostninger til gennemførelse af påbud
skal rejses ved domstolene og om der i den anledning har været
overvejelser om det hensigtsmæssige i, at myndighederne bevæger
sig ind på domstolenes område.
Svar:
Den altovervejende hovedregel er, at der ikke er
opsættende virkning af et sagsanlæg ved domstolene. Dette
medfører, at den, et påbud er rettet til, skal efterkomme dette,
uanset om vedkommende anlægger sag ved domstolene.
Såfremt virksomheden ikke efterkommer et
påbud, kan myndigheden søge at håndhæve dette ved en
politianmeldelse. Myndigheden kan endvidere vælge selv at udføre
foranstaltningen. I så fald sker det på påbudsadressatens
regning, jf. lovforslagets § 68, stk. 1, og § 73, stk. 1.
I modsætning til, hvad der gælder efter
miljøbeskyttelsesloven i dag og Jordforureningsudvalgets forslag til
betænkning, er der ikke udpantningsret for sådanne udgifter. Det
er netop retssikkerhedsmæssige hensyn, der har ført til denne
ændring. Denne ordning indebærer, at myndighederne ved manglende
betaling selv må anlægge en retssag. I en sådan situation
vil berettigelsen af kravet således skulle afgøres af
domstolene.
Jeg er enig i, at langt de fleste afgørelser, som
myndigheder træffer, bliver efterlevet uden domstolenes mellemkomst.
Sådan bør det efter min opfattelse også være
også på jordforureningsområdet.
Netop på dette område har vi dog i de senere
år set en række sager indbragt for domstolene. Dette skyldes
antagelig, at der har været stor usikkerhed hos alle parter om den
gældende retstilstand. Et af formålene med lovforslagets
påbudsbestemmelser er at minimere den retsusikkerhed, der har
været, og som i et vist omfang stadig består efter gældende
regler.
Jordforureningslovforslaget er en miljølov, der
skal varetage miljø- og sundhedsmæssige hensyn. Et
sædvanligt reguleringsinstrument i denne henseende er udstedelse af
påbud, hvor dette er hjemlet og skønnes nødvendigt. Jeg
er ikke bekendt med, at der har været overvejelser i retning af at
betragte påbudsinstrumentet som et, hvor man »bevæger sig ind på domstolenes område
«.
Spørgsmål 45:
I ministerens svar på spørgsmål 17, jf.
L 183 - bilag 47, anføres, at påbud om
afværgeforanstaltninger på kortlagte arealer efter § 9, stk. 2 og
3, forudsætter et »vidensgrundlag«. Skal dette forstås således, at der for
brug af påbudshjemmelen kræves mere viden end for
registrering?
Svar:
Der kan ikke pålægges en grundejer
handlepligt, hvis ejendommen slet ikke er kortlagt. Den viden, der skal danne
baggrund for en handlepligt, vil således altid være mindst den
viden, der foreligger, når ejendommen kortlægges på
vidensniveau 1.
Alt afhængig af den konkrete situation vil der efter
omstændighederne kunne pålægges handlepligter på
dette vidensgrundlag. Disse handlepligter skal opfylde forvaltningsrettens
krav om proportionalitet.
I øvrigt vil amtsrådet skulle fortsætte
kortlægningsarbejdet for de ejendomme, der ligger inden for det
offentliges indsatsområde (risiko for grundvand, boliger m.v.), jf. §
6, stk. 1. Her vil der i en løbende proces blive tilvejebragt en
udbygget viden om forureningsforholdene på disse ejendomme og dermed
en viden, der kan danne grundlag for handlepligter, f.eks.
opretholdelse/vedligeholdelse af et dækkende græsdække
eller tilsvarende slidlag på en boldbane.
Spørgsmål 46:
Ministeren betoner i samme svar, jf. L 183 - bilag 47, at
»forureneren betaler«
er lovens hovedprincip, og at hjemmelen til at påbyde en grundejer at
afskærme en forurening fremkaldt af trafik eller tredjemand
udgør en undtagelse. Ministeren bedes på denne baggrund oplyse,
om loven skal forstås således, at en grundejer, der
pålægges sådanne handlepligter, kan rejse erstatning mod
forureneren, og på hvilket grundlag dette skal ske, herunder om
borgeren har en tilsvarende mulighed som myndigheden for at gøre
ansvar gældende på objektivt grundlag.
Svar:
Grundejerens ret til at forlange erstatning fra
forureneren afgøres efter de civilretlige regler. Lovforslaget
regulerer ikke spørgsmålet.
Spørgsmålet, om grundejeren vil kunne
kræve erstatning på objektivt grundlag, vil afhænge af de
erstatningsregler, som forholdet skal bedømmes efter, og de
mangelsbeføjelser, der i øvrigt kan gøres gældende
over for forureneren, hvis denne er sælger af ejendommen.
Grundejerens adgang til at forlange erstatning eller
godtgørelse kan således ikke uden videre sammenlignes med
myndighedernes adgang til på objektivt grundlag at meddele påbud.
Spørgsmål 47:
Lovforslaget sondrer mellem ejere af olietanke på
over og under 6000 liter olie.
Ejere af de store olietanke er som anført i
ministerens svar på spørgsmål 11, jf. L 183 - bilag 62,
omfattet af miljøerstatningslovens objektive ansvar, der alene kan
rettes mod driftsherren (ikke ejeren), og er i øvrigt undergivet de
almindelige civilretlige regler, som ministeren har tilkendegivet ikke
bør gælde for jordforurening, jf. f.eks. svar på
spørgsmål 13, jf. L 183 - bilag 57.
Ejere af de mindre tanke følger det ubetingede
ansvar efter § 48.
Da ministerens tilkendegivelser forudsætter, at der
er en forskel mellem det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven
og jordforureningsloven, bedes ministeren redegøre for, hvori
forskellene består.
Svar:
Efter miljøerstatningsloven er virksomheder,
herunder udlejningsejendomme, der har nedgravet olietanke med et rumindhold
på 6000 liter og derover, omfattet af bilaget til loven, punkt J, nr.
9, og dermed bestemmelserne om objektivt erstatningsansvar. For så vidt
angår de nærmere erstatningsbetingelser, kan jeg henvise til min
besvarelse af spørgsmål nr. 27.
De virksomheder, der er omfattet af bilaget til
miljøerstatningsloven, vil også være omfattet af
jordforureningsloven § 41, stk. 3, nr. 1. Efter § 41, stk. 3, nr. 1, kan der
meddeles virksomheden påbud om afværgeforanstaltning og
genopretning, uanset hvordan forureningen er sket. Virksomhedsbegrebet
omfatter også udlejningsejendomme til boligformål.
Herudover kan der efter forslaget til
jordforureningsloven, § 48, meddeles påbud til ejere af olietanke
på under 6000 liter til boligopvarmning.
Når det af min besvarelse af spørgsmål
nr. 11 fremgår, at olietanke på over 6000 liter til
boligopvarmning er omfattet af påbudsadgangen i forslagets § 41, stk.
3, nr. 2, hvor påbud er betinget af, at påbudsadressaten har
udvist en uforsvarlig adfærd, kan der være grund til at
præcisere, at denne regel kun gælder for de (store) olietanke,
der ikke anvendes erhvervsmæssigt.
For så vidt angår forskellene mellem ansvar
efter miljøbeskyttelseslovgivningen og de civilretlige
erstatningsregler, henvises i øvrigt til min besvarelse af udvalgets
spørgsmål nr. 27 og bemærkningerne til lovforslagets
almindelige bemærkninger, afsnit 3.3 (s. 22 ff.).
Spørgsmål 48:
I forlængelse heraf ønskes oplyst, om det er
rigtigt forstået, at myndighederne ikke alene har en videre
skønsadgang over for villaejeres små olietanke end over for de
store tanke, men tillige kan holde sig til et grundejeransvar.
Svar:
Jeg forstår spørgsmålet således,
at det ønskes oplyst, om der er en videre adgang til at meddele
påbud til ejere af små olietanke (villaolietanke) end ejere af
store olietanke.
Der er i jordforureningslovforslaget indført en
adgang for myndighederne til at meddele påbud til ejere af
villaolietanke på under 6000 liter, uanset hvordan forureningen er
sket. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der også
foreslås en obligatorisk forsikringsordning for ejerne.
For olietanke på 6000 liter eller mere, der af
ejeren anvendes til ikke-erhvervsmæssigt formål,
forudsætter påbud om afværgeforanstaltning og genopretning,
at ejeren af tanken har udvist en uforsvarlig adfærd, jf. forslagets §
41, stk. 3, nr. 2.
Det skal for god ordens skyld bemærkes, at der
således ikke er tale om at gøre ansvar gældende over for
grundejeren, men derimod ejeren eller brugeren af en olietank.
Spørgsmål 49:
Efter forslagets § 46 skal myndigheden tinglyse et
påbud om oprydning på den forurenede ejendom også i de
tilfælde, hvor påbudet ikke er rettet til den forurenede ejendoms
ejer, men til en tredjeperson. Samtidig har ministeren i flere svar
tilkendegivet, at der ikke gennemføres et grundejeransvar. Betyder
dette, at tinglysningen af påbud rettet til tredjemand ikke hviler som
en byrde og rådighedsbegrænsning på den forurenede ejendom,
og i bekræftende fald, hvorledes er dette foreneligt med
tinglysningslovens regler?
Svar:
Det følger af bestemmelsen i § 46, at oplysninger
om påbud skal tinglyses på den ejendom, påbudet
vedrører. Tinglysning er ingen gyldighedsbetingelse, hvorfor
påbudene kan håndhæves også uden tinglysning.
I situationer, hvor der er meddelt påbud til f.eks.
en fraflyttet forurener, sker tinglysningen bl.a. for at informere eventuelle
købere om, at en tredjemand må forventes at skulle
gennemføre en undersøgelse eller oprydning. Der er
således alene tale om en oplysning, og selve tinglysningen har
særlig lovhjemmel.
Påbud til den aktuelle ejer om at tåle, at der
gennemføres undersøgelser eller oprydning, skal derimod ikke
tinglyses. Dette skyldes, at et sådant påbud kan udstedes
når som helst også til en senere køber.
Spørgsmål 50:
Skal forslagets § 43 forstås således, at en
forurener kan pålægges at rydde op for andre forurenere, og er
det rigtigt forstået, at dette som udgangspunkt vil være
grundejeren, hvis grundejeren ikke kan nå til enighed med de andre
forurenere?
Svar:
Bestemmelsen omhandler situationer, hvor en forurening kan
henføres til flere forurenere. Bestemmelsen i § 43 forudsætter,
at der er grundlag for at antage, at en vis andel om end en ikke helt
præcist fastlagt andel af forureningen kan henføres til hver
enkelt af de implicerede forurenere.
Formålet med forslaget er, i det omfang det er
muligt, at tage et rimeligt hensyn til den økonomiske byrdefordeling
mellem flere forurenere i forbindelse med udstedelsen af et påbud.
Udgangspunktet i bestemmelsen er således, at hver
forurener skal betale for oprydning af den forurening, vedkommende selv har
forårsaget.
Det foreslås, at miljømyndigheden, hvis det
ikke er muligt at vurdere én eller flere af forurenernes andele af en
forurening, i påbudet skal fastsætte, at ligelige andele af
forureningen, herunder den resterende forurening, stammer fra disse
forurenere. Er der således tre forurenere, og vurderer
miljømyndigheden, at halvdelen stammer fra den ene forurener, mens der
ikke foreligger nærmere vurderingsgrundlag for de to andres andele,
skal påbudet til disse omfatte ¼ af forureningen. I denne situation kan
en forurener komme til at betale for en mindre del af en anden forureners
forurening.
Ligeledes kan myndigheden træffe afgørelse
på baggrund af samtlige foreliggende oplysninger i sagen om, at en
forurener kun har bidraget med en ubetydelig andel af forureningen. Er det
tilfældet, kan påbud ikke rettes til denne forurener. Denne
ubetydelige del af forureningen indgår i stedet i de øvrige
forureneres andele.
Hvis en forurener ikke kan gives påbud efter
lovforslagets øvrige bestemmelser, f.eks. hvis et selskab er blevet
opløst, vil denne del af forureningen være omfattet af
bestemmelserne om den offentlige indsats, jf. kapitel 3. Dette
indebærer, at denne del af forureningen ikke indgår i
myndighedens beregning af forurenernes andele, og de andre forurenere vil
ikke blive pålagt at oprydde denne del af forureningen.
Myndigheden forudsættes i påbudet nøje
at redegøre for, hvilke andre forurenere der er udstedt påbud
til, og indholdet heraf. Miljømyndigheden vil i påbudet skulle
angive en fremgangsmåde med hensyn til en fælles efterkommelse af
påbudene i tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed herom
mellem forurenerne.
Gennemtvingelsen helt eller delvist af et påbud
efter stk. 1 vil således normalt forudsætte, at forurenerne er
enige om at følge den af miljømyndigheden påbudte
fremgangsmåde.
Såfremt der ikke er enighed blandt forurenerne, kan
en eller flere af disse give meddelelse herom til miljømyndigheden. Da
påbudet efter almindelige forvaltningsretlige regler skal varsles over
for de implicerede forurenere, vil disse bl.a. have lejlighed til at udtale
sig om fremgangsmåden i forbindelse med opfyldelsen af påbudet.
Såfremt forurenerne ikke kan blive enige,
foreslås det, at miljømyndigheden efter stk. 3 skal kunne
meddele påbud vedrørende den samlede forurening til den, der har
forårsaget den største del af forureningen.
Hvis miljømyndigheden har lagt til grund, at
forurenerne har ligelige andele i forureningen, kan påbud rettes til
den forurener, der har rådighed over ejendommen, eller hvis ingen har
det, til den, der sidst havde rådigheden.
Det bemærkes afslutningsvis, at bestemmelsen i stk.
3 ikke regulerer det indbyrdes forhold mellem forurenere. Dette må
afklares efterfølgende efter almindelige erstatningsretlige
regler.
Spørgsmål 51:
Hvad er retsstillingen, når en forurening må
anses fremkaldt af flere forurenere, hvis det ikke er muligt at
bedømme hver enkelts bidrag, og ingen af forurenerne har eller har
haft rådighed over den forurenede ejendom hvilket f.eks. kan
være aktuelt for en boligejendom beliggende i et blandet bolig- og
industrikvarter?
Svar:
Indledningsvis kan jeg henvise til min besvarelse af
spørgsmål 50.
Såfremt det ikke er muligt at vurdere én
eller flere af forurenernes andele af en forurening, og ingen af forurenerne
har eller har haft rådighed over ejendommen, og der opstår
uenighed mellem forurenerne om at følge den af miljømyndigheden
påbudte fremgangsmåde, er der ikke i § 43 fastsat regler om, hvem
af dem der skal kunne få påbud om at rydde op. I denne situation
må miljømyndigheden iværksætte de nødvendige
afværgeforanstaltninger og herefter ved regres søge at få
udgifterne dækket af de ansvarlige forurenere.
Hvis flere forureneres andele af forurening på en
ejendommen med sikkerhed kan skilles ad, finder § 43 heller ikke anvendelse.
I sådanne tilfælde finder de normale påbudsbestemmelser i
forslagets kapitel 5 anvendelse.
Spørgsmål 52:
I bemærkningerne til § 45 anføres, at hvis en
jordforurening både skyldes den tidligere og den nuværende
driftsherre, har myndighederne valgfrihed mellem, om påbud skal
meddeles til den tidligere eller den nuværende driftsherre. Af § 43
fremgår imidlertid, at myndighederne ikke har valgfrihed, hvis
myndigheden mener, en jordforurening er forårsaget af flere forurenere.
Det ønskes på denne baggrund oplyst, om § 45 skal forstås
som en specialregel, der kun angår forvarslede påbud.
Svar:
Bestemmelsen i § 43 omhandler den situation, hvor en
forurening kan henføres til flere forurenere. Bestemmelsen
forudsætter, at der er grundlag for at antage, at en vis andel om end
en ikke helt præcist fastlagt andel af forureningen kan
henføres til hver enkelt af de implicerede forurenere. Hvis
ovennævnte betingelse er opfyldt, kan myndighederne efter den
foreslåede § 43 meddele påbud til alle. Udgangspunktet i
bestemmelsen er således, at hver forurener skal betale for oprydning af
den forurening, vedkommende selv har forårsaget.
Bestemmelsen i § 45 omhandler den situation, hvor en ny
driftsherre har erhvervet en virksomhed, hvor der før erhvervelsen er
meddelt eller forvarslet et påbud til den tidligere driftsherre for en
forurening, denne har forårsaget. I denne situation er det givne
påbud også bindende over for den senere driftsherre, som
altså ikke selv har forårsaget forureningen.
De 2 bestemmelser i lovforslaget regulerer således
forskellige situationer.
Spørgsmål 53:
Af lovforslagets § 41, stk. 3, fremgår, at det
ubetingede forureneransvar alene gælder for »den, der i erhvervsmæssigt og offentligt
øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender det anvendte
anlæg, hvorfra forureningen hidrører«. Skal udtrykket »erhvervsmæssigt«
forstås på samme vidtgående måde, som det fortolkes
efter miljøbeskyttelseslovens § 42, eller kan der angives andre
kriterier?
Svar:
Som anført i bemærkningerne til lovforslagets
§ 41 skal begrebet erhvervsmæssigt øjemed forstås
snævrere end ved fortolkningen af begrebet virksomhed i
miljøbeskyttelsesloven. Hvad angår kriterier for denne
snævrere fortolkning kan jeg henvise til bemærkningerne s. 63, 2.
spalte, 2. afsnit.
Jeg skal henlede opmærksomheden på, at
formuleringen i § 41, stk. 3, er »Den, der i
erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed«.
Spørgsmål 54:
Ministeren bedes med baggrund i svar på
spørgsmål 20, jf. L 183 - bilag 53, oplyse, om myndigheders
almindelige pligt til at sikre tilstrækkelige oplysninger
(officialmaksimen) kan fraviges i § 4, og i benægtende fald, hvorledes
dette skal sikres, når registreringsbekendtgørelsen
ophæves.
Svar:
Myndighedernes pligt til at sikre tilstrækkelige
oplysninger til brug ved en afgørelse gælder også ved
beslutningen om kortlægning på vidensniveau 1 efter lovforslagets
§ 4, der bestemmer, at der skal være tilvejebragt en faktisk viden om
aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der
kan have været kilde til jordforurening på arealet.
Kortlægning på vidensniveau 2 svarer til
registrering efter gældende affaldsdepotlov. Den gældende
registreringsbekendtgørelses bestemmelser videreføres i
formuleringen af lovforslagets § 5 og § 7, stk. 1 og 2, vedrørende
kortlægning på vidensniveau 2.
Spørgsmål 55:
I ministerens svar på spørgsmål 17, jf.
L 183 - bilag 47, anføres, at der skal have været en faktisk
aktivitet, der kan have forurenet, men at eksistens af en villaolietank ikke
er nok. Skal dette forstås således, at alle arealer skal
registreres, hvis de er beliggende i nærheden af nuværende eller
tidligere trafikåre, og alle arealer, hvor der er eller har været
industrielle aktiviteter eller transportvirksomhed, cykel- eller
autoværksted eller installatørvirksomhed, skal registreres? I
forlængelse heraf ønskes oplyst, om kendskab til den traktose,
der er konstateret fra mange byggerier i 1960´erne og 1970´erne, hvor meget
forskelligt byggeaffald blev tildækket, kan danne grundlag for
registrering.
Svar:
Som anført i lovforslagets bemærkninger til
§§ 4 og 5 sker kortlægning uden hensyntagen til, hvornår og
hvordan en forurening kan være eller er sket. Det betyder, at de i
spørgsmålet nævnte arealer principielt vil kunne blive
omfattet af kortlægningen.
Men for at kunne kortlægge på vidensniveau 1
skal der foretages en vurdering. Denne vurdering skal efter forslagets § 4
baseres på en konkret viden om de aktiviteter, der er foregået
på det pågældende areal. I vurderingen indgår den
generelle erfaring om risikoen for forurening efter forskellige virksomheder,
aktiviteter eller andre mulige forureningskilder. I vurderingen indgår
også mulige forureningskilder uden for det pågældende
areal.
Alene en oplysning om traktose på et areal vil ikke
være tilstrækkeligt grundlag for en kortlægning. Jeg kan i
øvrigt henvise til mit svar på spørgsmål 17 (L 183
- bilag 25) fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 56:
Hvad gælder for arealer registreret under
vidensniveau 1 henholdsvis 2 frem til, at der fastsættes de
nærmere regler om registrering i matrikelregistret, som ministeren
omtaler i svar på spørgsmål 19, jf. L 183 - bilag 46?
Svar:
Retsvirkningerne med hensyn til ejers og brugers
råden over et areal, der er kortlagt på vidensniveau 1
henholdsvis vidensniveau 2, er direkte fastlagt i bestemmelser i
lovforslagets kapitel 2 og kapitel 6. Retsvirkningerne gælder fra det
øjeblik, hvor ejeren eller brugeren af det pågældende
areal fra amtet har modtaget meddelelse om kortlægningen.
Indførelsen (registreringen) af kortlægningen af det
pågældende areal i matrikelregisteret har således ikke
nogen betydning for disse retsvirkninger, herunder hvornår disse
indtræder.
De nærmere regler, jeg henviser til i mit svar
på spørgsmål 19 (L 183 - bilag 27) fra Folketingets
Miljø- og Planlægningsudvalg, drejer sig om regler om selve
indførelsen (registreringen) af kortlægningen i
matrikelregisteret og registerets førelse.
Spørgsmål 57:
Med henvisning til ministerens svar på
spørgsmål 33, jf. L 183 - bilag 51, bedes ministeren på ny
overveje, om der ikke bør indføres en frist for amternes
undersøgelser af ejendomme registreret under vidensniveau 1 under
hensyn til uskyldige grundejeres retssikkerhed.
Svar:
Jeg har anført i mit svar på
spørgsmål 33, som der henvises til, at jeg er indstillet
på at drøfte anvendelsen af hjemlen i lovforslagets § 15 til at
fastsætte en rimelig tid for, hvor længe boligejere maksimalt
skal vente på at få deres boligejendom kortlagt fra vidensniveau
1 til 2.
Spørgsmål 58:
Hvilken retsvirkning udløser det, hvis
registreringen som vidensniveau 2 viser sig at være forkert? Ministeren
har i svar på spørgsmål 17, jf. L 183 - bilag 47,
anført, at det ikke kan være myndighedens ansvar, hvis en
registrering på vidensniveau 1 viser sig at være forkert. Mener
ministeren også det gælder vidensniveau 2?
Svar:
I spørgsmålet henvises der til mit svar
på spørgsmål 17 (L 183 - bilag 25) fra Folketingets
Miljø- og Planlægningsudvalg. Jeg anførte her, at det
ikke kan være myndighedernes ansvar, hvis en undersøgelse af et
vidensniveau 1-areal viste, at der ikke er forurenet. Dette begrundede jeg
med, at der ved kortlægning på vidensniveau 1 ikke er en
påstand om forurening, kun om aktiviteter, f.eks. et tidligere renseri,
på grunden.
Jeg forstår derfor spørgsmålet på
den måde, at der med udsagnet i spørgsmålet om, at en
registrering (kortlægning på vidensniveau 2) viser sig at
være forkert, menes, at der på arealet viser sig ikke at
være forurening.
Det fremgår af lovforslagets §§ 5 og 7, at der skal
være udført undersøgelser, som har påvist en
forurening, der kan have skadelig virkning på mennesker og
miljø. Kortlægning på vidensniveau 2 svarer til
registrering efter affaldsdepotloven. Miljøstyrelsen har oplyst, at
styrelsen ikke kender til praktiske tilfælde, hvor der har vist sig
ikke at være forurening på en registreret ejendom.
Hvis der imidlertid skulle ske en kortlægning
på vidensniveau 2, selvom der ikke er forurening, f.eks. fordi det
tilvejebragte dokumentationsgrundlag i form af undersøgelser ikke er
tilstrækkeligt eller er vurderet forkert, opstår
spørgsmålet, om amtet som forvaltningsmyndighed vil kunne ifalde
et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsregler. Dette
spørgsmål må i sidste ende afgøres af domstolene.
Supplerende svar:
Af min besvarelse af 10. maj 1999 af udvalgets
spørgsmål nr. 58 fremgik, at Miljøstyrelsen ikke kender
til praktiske tilfælde, hvor der har vist sig ikke at være
forurening på en registreret ejendom.
Styrelsen har for god ordens skyld oplyst, at oplysningen
relaterer sig til registreringer, der er foretaget siden 1993, hvor
bekendtgørelsen om registrering af affaldsdepoter efter lov om
affaldsdepoter trådte i kraft.
Spørgsmål 59:
Hvilken status har kommunernes arealanvendelsesudpegning
efter § 6, stk. 2, og amternes efterfølgende godkendelse heraf i
forhold til planlovgivningen?
Svar:
Der er ikke tilsigtet nogen sammenhæng mellem
fastlæggelsen af anvendelsen af arealer i lovforslaget og
planlovgivningen.
Efter lovforslagets bemærkninger til § 6, stk. 2, er
der således alene tale om en konstatering af den faktiske anvendelse.
Spørgsmål 60:
Efter forslagets bemærkninger til § 6, stk. 2,
stilles der ikke formelle krav til beslutningsprocedure som ved kommune- og
lokalplaner, selv om udpegningen er tillagt umiddelbare og indgribende
virkning for grundejere. Hvad er baggrunden for denne fravigelse af de
retssikkerhedsgarantier, som ellers følger af planlovens regler om
projektoffentlighed?
Svar:
I forlængelse af mit svar på
spørgsmål 59 kan jeg oplyse, at udpegningen af bestemte arealers
anvendelse alene er en konstatering af de faktiske forhold. Arealernes
anvendelse får betydning for, hvorledes myndighederne skal
udmønte deres indsats efter lovforslaget på de enkelte kortlagte
arealer og dermed ejendommene inden for disse arealer. Den fastlagte
anvendelse vil som udgangspunkt svare til den anvendelse, som allerede
fremgår i anden sammenhæng, f.eks. BBR-registeret.
Fastlæggelsen af arealanvendelsen indgår i
kortlægningen. Som det fremgår af bemærkningerne til § 12,
skal grundejeren inddrages efter forvaltningslovens regler, inden amtet
træffer afgørelse om kortlægningen. Eventuel tvivl vil
kunne afklares i forbindelse hermed.
Spørgsmål 61:
Ministeren har i svaret på spørgsmål
20, jf. L 183 - bilag 63, anført, at den 30-årige
forældelse efter en forurenings konstatering efter § 41, stk. 4,
både udelukker, at den 20-årige forældelse efter Danske Lov
5.14.4. og den femårige forældelse efter 1908-loven finder
anvendelse, hvilket ligeledes fremgår af bemærkningerne til
lovforslaget (side 64, 1. sp.). Både i bemærkningerne og i
ministerens svar er dette begrundet med, at den 30-årige
påbudsmulighed er en offentligretlig forældelsesregel, men den
5-årige forældelsesfrist gælder for erstatningsretlige
forhold. Da 1908-lovens 5-årige forældelse bl.a. omfatter
myndigheders krav på skatter og afgifter samt tilbagevendende byrder
på fast ejendom, bedes ministeren oplyse, hvorfor der er behov for, at
myndigheder skal have 30 år til at meddele påbud, efter at en
forurening konstateres og om det ikke af hensyn til retssikkerheden var
rimeligt at præcisere dette i lovteksten som foreslået af
Advokatrådet.
Svar:
Jeg må først slå fast, at den
foreslåede forældelsesregel i lovforslagets § 41, stk. 4, ikke
giver myndigheden 30 år til at meddele påbud, efter at en
forurening konstateres. Bestemmelsen i § 41, stk. 4, fastsætter, at
påbudsadgangen ophører, når der er gået 30 år
efter ophøret af den produktionsmetode eller anvendelsen af det
anlæg, der forårsagede eller kunne forårsage forureningen.
Jeg forstår derfor ikke sammenligningen med
forældelse vedrørende myndigheders krav på skatter og
afgifter. Hvis en myndighed venter i op til 30 år med at reagere
på konstateret forurening, vil påbudsadgangen være
bortfaldet ud fra forvaltningsretlige regler om passivitet og
indrettelsessynspunkter.
Lignende dokumenter
- 1996 BTL 129 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER (REGULERING AF FYLDJORD I RÅSTOFGRAVE) NR L 129 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 23. juni 1997
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord Retsinformation · 6. juli 2001
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning m.v. Retsinformation · 20. januar 1999
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Certificering m.v. af mæglere og formidlere af affaldshandler over grænserne) Retsinformation · 12. april 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af visse miljølove Retsinformation · 13. maj 2000
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om forurenet jord (Ændring af kortlægning af forurenede arealer m.v.) Retsinformation · 16. maj 2006