Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om forurenet jord

1998/1 BTL 183Betænkning over lovforslagFolketinget9. juni 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Miljø- og

Planlægningsudvalget den 20. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om forurenet jord

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række

møder og har herunder stillet spørgsmål til miljø-

og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål til

miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er optrykt som

bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller

mundtlige henvendelser fra:

Amtsrådsforeningen,

Danske Entreprenører,

Danske Vandværkers Forening,

Ejendomsforeningen Danmark,

Forsikring & Pension,

Kommunernes Landsforening,

Pagh, Peter, Københavns Universitet og

Realkreditrådet.

Der er af miljø- og energiministeren stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende

bemærkninger.

Miljø- og energiministeren har over for udvalget

tilkendegivet følgende:

I. Modificering af det fulde forureneransvar

1. Det fulde (ubetingede) forureneransvar sigter ikke

mod den uskyldige grundejer

Ministeren har oplyst, at lovforslagets fulde (ubetingede)

Læs alt

forureneransvar ikke er et grundejeransvar, men et forureneransvar. Det

betyder, at en grundejer, der ikke selv har forårsaget

jordforureningen, ikke efter forslagets nye ansvarsregler kan

pålægges at foretage en oprydning af en forurenet grund, som han

måtte have erhvervet i god tro (det vil sige, at grundejeren ikke

vidste eller burde have vidst, at der var varslet eller meddelt påbud

til forureneren).

Køberen af en forurenet ejendom kan kun forpligtes

til at rydde op efter sælger, hvis der bl.a. er forvarslet eller

meddelt påbud til sælgeren eller en tidligere ejer.

2. Det fulde (ubetingede) forureneransvar sigter ikke

mod privates (ikkeerhvervsmæssige) forureninger

I øvrigt har ministeren præciseret, at det

fulde (ubetingede) forureneransvar ikke omfatter private boligejeres

forureninger, bortset fra forureninger fra villatanke, der er omfattet af den

obligatoriske forsikringsordning.

3. Det fulde (ubetingede) forureneransvar gælder

ikke for udlejer

Endvidere har ministeren præciseret, at det fulde

(ubetingede) forureneransvar for oprydninger kun gælder for fremtiden,

og at dette ansvar ikke gælder for udlejere af erhvervsejendomme. Det

betyder, at en udlejer ikke hæfter for den forurening, som hans lejer

forårsager. Derimod gælder det, at for boligejendomme med tanke

over 6000 l anses udlejeren som forurener.

Ministeren har i den forbindelse oplyst, at

Miljøstyrelsen kun er bekendt med, at der i et enkelt tilfælde

anvendes en olietank over 6000 l til villaer.

4. Forpagtning af landbrugsarealer

Ligeledes har ministeren præciseret, at det er

driftsherren af en virksomhed, der har ansvaret for en forurening, som

virksomheden forårsager. Såfremt der forårsages en

forurening af jorden, er det forpagteren i dennes egenskab af driftsherre,

som et eventuelt påbud skal rettes til.

Ministeren har oplyst, at såfremt forpagteren

undlader at efterkomme et gyldigt påbud og derved påfører

ejeren et tab, vil denne ved domstolene kunne kræve dette tab erstattet

efter reglerne i enten kontraktsretlige forhold eller dansk rets almindelige

regler om erstatning uden for kontrakt.

5. Ikrafttræden af det fulde (ubetingede)

forureneransvar for villatanke under 6000 l

Ministeren har oplyst, at ansvaret først

sættes i kraft, når der er etableret en forsikringsordning.

Ministeren har præciseret, at det fulde (ubetingede)

forureneransvar for villatanke tidligst kan træde i kraft, når

der er etableret en forsikringsordning, der er i overensstemmelse med de

nationale og EU-retlige konkurrenceregler.

6. Ikke fuldt (ubetinget) forureneransvar ved brand og

hærværk

På baggrund af udvalgsbehandlingen har ministeren

givet tilsagn om at modificere det fulde (ubetingede) forureneransvar

på 2 punkter. Det drejer sig om brand og hærværk. Efter

modificeringen vil myndighederne, såfremt en given forurening skyldes

hærværk eller brand, kun kunne udstede oprydningspåbud som

efter gældende regler. Ministeren har derfor stillet

ændringsforslag herom.

II. Lempet ubetinget undersøgelsespåbud

7. Det offentlige afholder udgiften ved »uberettigede«

påbud

Ministeren har givet tilsagn om at ændre

lovforslaget, således at en forurener, der modtager et

undersøgelsespåbud, hvor der ved undersøgelsen ikke

konstateres forurening, slipper for at afholde udgifterne. Disse afholdes i

stedet af den myndighed, der har udstedt påbudet.

Ministeren fremsætter derfor ændringsforslag,

således at § 40, stk. 1, ændres til: »Miljømyndigheden,

jf. § 39, kan påbyde en forurener, jf. § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og

nr. 2, « (ordene »mulig« og »for egen regning« udgår). Det er ikke

hermed tanken at ændre på grundlaget, på hvilket et

påbud kan meddeles. Derimod vil udgifterne ikke endeligt skulle

afholdes af påbudsadressaten, såfremt det måtte vise sig,

at der ikke er forurening, eller at den ikke helt eller delvis stammer fra

den pågældende.

8. Ansvarsgrundlaget ved

undersøgelsespåbud

Formuleringen af lovforslagets § 40, stk. 2, tilsigter

ikke nogen tilbagevirkende kraft ud over, hvad der måtte følge

af den nuværende § 72 i miljøbeskyttelsesloven. Ministeren har

givet tilsagn om at fremsætte ændringsforslag vedrørende

undersøgelsespåbud, for så vidt angår gamle

forureninger, såfremt Højesterets dom i den verserende retssag

om miljøbeskyttelseslovens § 72 medfører, at ansvarsgrundlaget

i lovforslagets § 40 har tilbagevirkende kraft. Det er på denne

baggrund ikke fundet nødvendigt at indføre noget loft for

undersøgelsesudgifter, der vedrører forureninger før

lovens ikrafttræden.

III. Sikring af hurtigt offentligt

kortlægningsarbejde

9. Pligt til kortlægning af boligejendomme fra V1

til V2 i løbet af 2 år

Ministeren har oplyst, at han er opmærksom på,

at det forhold, at en ejendom er under forureningskortlægning, kan give

anledning til vanskeligheder for den pågældende grundejer,

særligt i en salgssituation.

Ministeren er derfor indstillet på at indføre

en pligt for amterne til at føre boligejendomme, som er kortlagt

på vidensniveau 1, frem til vidensniveau 2 i løbet af en

toårig periode, således at boligejerne ikke skal leve med

usikkerheden i en ubestemt lang periode. Undersøgelser for

boligejendomme tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje sker fortsat efter

denne ordning. Ministeren fremsætter ændringsforslag til § 7

således, at når et areal er kortlagt på vidensniveau 1, kan

en boligejer (grundejer) kræve, at de i stk. 1 og 2 omhandlede

undersøgelser skal være afsluttet inden for højst to

år. Viser undersøgelserne, at arealet ikke er forurenet, skal

kortlægning under vidensniveau 1 ophæves.

IV. Kortest mulig ventetid for offentlig oprydning

tilstræbes

10. Hvor længe skal en boligejer vente på

en offentlig oprydning?

Ministeren er enig i at tilstræbe den kortest mulige

ventetid og noterer, at der er enighed om, at en gennemførelse af

lovforslaget betyder en fremrykning af oprydningstidspunktet, fordi der sker

en målrettet indsats. Samtidig afhænger ventetiden af de

årlige bevillinger på finansloven, antallet af kortlagte grunde

samt teknologiudviklingen.

11. Brugervenlig registrering

Ministeren har oplyst, at han er indstillet på at

forbedre forholdene for den boligejer, som har fået foretaget en

offentlig oprydning, hvor de miljø- og sundhedsmæssige problemer

af hensyn til arealanvendelsen er blevet løst, men hvor ejendommen

fortsat er kortlagt. Ved et ændringsforslag fastsættes en pligt

for myndighederne til at registrere oplysningen om denne oprydning.

V. Forsikringsmulighed og fleksibel ikrafttræden

12. Forsikringsdækning af »villatanke«

Ministeren har oplyst, at den lovpligtige

forsikringsordning for boligejere med olietanke til opvarmning vil blive

iværksat som et servicetilbud fra oliebranchen uden direkte

omkostninger for boligejeren.

13. Forsikringsdækning for mindre

erhvervstanke

Ministeren har oplyst, at han er positiv med hensyn til at

se nærmere på mulighederne for forsikringsdækning af de

udgifter, som opfyldelse af påbud om undersøgelser og/eller

oprydning efter forureninger fra mindre erhvervstanke medfører.

Ministeren har derfor aftalt med oliebranchen, at den vil

undersøge mulighederne for at etablere en forsikringsordning for

mindre erhvervstanke. Branchen har tilkendegivet en positiv holdning hertil,

og på baggrund heraf vil Miljøstyrelsen indlede et konstruktivt

samarbejde med oliebranchen herom.

Ministeren har endvidere tilkendegivet, at det ubetingede

forureneransvar først sættes i kraft den 1. januar 2001, som det

fremgår af punkt 14.

14. Forsikringsmuligheder i forhold til

ikrafttræden af det ubetingede ansvar

Ministeren har med henblik på at give

forsikringsselskaberne og dermed virksomhederne bedst mulige betingelser for

at etablere og indkøre en hensigtsmæssig forsikringsordning

givet tilsagn om at udskyde lovens ikrafttræden af det fulde

forureneransvar med 12 måneder til den 1. januar 2001.

VI. Koordineret prioriteringsgrundlag

15. Koordinering med vandforsyningsloven

Ministeren har oplyst, at der ved jordforureningslovens

administration skal ske en koordinering med vandforsyningsloven, når

det drejer sig om at beskytte grundvand til drikkevandsformål.

16. Amternes afholdelse af udgifter uden for loven

Ministeren har derudover oplyst, at jordforureningsloven

ikke hindrer, at amterne kan afholde udgifter uden for lovens

indsatsområder.

VII. Fleksibel styring af jordstrømme

17. Pligt til anmeldelse af jordflytninger

Ministeren har oplyst, at lovforslaget indfører en

pligt til at anmelde jordflytninger fra kortlagte arealer. Ministeren har

bekræftet, at dette er en begrænsning i forhold til

Jordforureningsudvalgets forslag, idet Jordforureningsudvalget foreslog

anmeldelse af alle jordflytninger. Lovforslagets kortlægningssystem har

muliggjort denne begrænsning og dermed et mindre bureaukratisk system.

Selv hvis det tages i betragtning, at størstedelen af den jord, der

flyttes, stammer fra byområder, kan det anslås, at højst

15 pct. af jordflytningerne vil ske fra kortlagte arealer. Uden den

foreslåede kortlægningsmodel måtte man have mistanke til al

jord fra byområder.

18. Akutte jordflytninger

Ministeren fremsætter ændringsforslag, som

åbner mulighed for i visse tilfælde administrativt og

midlertidigt at undtage akutte jordflytninger fra kravet om forudgående

anmeldelse.

19. Ubureaukratisk administration

Ministeren har givet tilsagn om, at der med udgangspunkt i

lovforslagets bestemmelser om jordflytning lægges op til, at der skal

ske en udmøntning i bekendtgørelser, som kan gøre

området så administrerbart og så ubureaukratisk som

muligt, således at entreprenøren kun skal fremsende brev

om anmeldelse til én myndighed (kommunen, hvor opgravning finder

sted) samtidig med, at styringen af den forurenede jord fastholdes. En

bekendtgørelse om genanvendelse af jord i bygge- og

anlægsarbejder er allerede i offentlig høring. Ministeren

præciserer, at der kun skal anmeldes til én myndighed ved

jordflytning til deponerings- og behandlingsanlæg.

VIII. Udvikling af og fastsættelse af ensartede

kriterier

20. Kriteriefastsættelse

Ministeren er enig i, at der med hensyn til

kortlægning, oprydning og jordflytning er behov for en

tydeliggørelse af, hvorledes begrebet »ren

jord« udfyldes ved hjælp af kriterier og

metoder i vejledninger og bekendtgørelser. Udviklingen af

værktøjer til vurdering af forurenet jord på en ensartet

og operationel måde er kommet langt, blandt andet er der udsendt

vejledninger med jordkvalitetskriterier og risikovurderingsmetoder.

Ministeren er indstillet på snarest muligt at færdiggøre

en bekendtgørelse med ensartede kriterier for tungmetal i jord, der

må genanvendes. Miljøstyrelsen arbejder videre med at

undersøge jords egenskaber med hensyn til udvaskning af forurening fra

jorden til grundvandet. Så snart der foreligger resultater af

undersøgelserne, har ministeren givet tilsagn om at arbejde for, at

bekendtgørelsens kriterier udvides med andre forureninger end

tungmetaller.

IX. Forbedret mulighed for tilbagesøgning af

udlæg til oprydning

21. Erstatning hos andre forurenere

Ministeren har oplyst, at det fremgår af

bemærkningerne til lovforslagets § 43, stk. 3, at i de tilfælde,

hvor en forurener mødes med påbud om at iværksætte

foranstaltninger over for en forurening, der kan henføres til flere

forurenere, afgøres det indbyrdes økonomiske forhold mellem

forurenerne efter den almindelige erstatningsret.

Ministeren har tilkendegivet, at han er indstillet

på at fremsætte ændringsforslag med henblik på

på bedste vis at sikre, at den forurener, der har afholdt udgifterne

til en samlet oprydning m.v. på baggrund af et påbud meddelt

efter § 43, stk. 3, kan søge regres hos de øvrige forurenere.

Ministeren fremsætter derfor ændringsforslag om et nyt § 43, stk.

4, som fastlægger, at den forurener, der har ryddet op,

kan søge regres på det ansvarsgrundlag, som fremgår af §

41.

Forpligtelsen for de øvrige forurenere til at

bidrage økonomisk til undersøgelser og

afværgeforanstaltninger følger således principielt de

ansvarsregler, som gælder for myndighedernes adgang til udstedelse af

påbud efter loven.

I mangel af enighed må den endelige udgiftsfordeling

fastlægges af domstolene.

Ministeren har tilkendegivet, at han, uanset det

nævnte ændringsforslag, nøje vil følge, hvorledes

de kommende sager vedrørende § 43, stk. 3, forløber, med

henblik på at vurdere belastningerne for de involverede forurenere.

Såfremt praksis måtte vise sig mod forventning at give anledning

til urimelige byrdefordelinger, er ministeren indstillet på at

drøfte en ændring af § 43, stk. 3. Ændringen vil sigte

på, at myndigheden i det tilfælde, at flere forurenere, til

hvilke der er meddelt påbud efter § 43, stk. 1, ikke kan blive enige om

sammen at efterkomme påbudene kan iværksætte det

påbudte. Hver af forurenerne kan herefter forpligtes til at dække

myndighedernes omkostninger, uanset om skaden er hændelig, og uanset

hvilken andel den pågældende har i forureningen, jf. stk. 2. Har

en forurener betalt myndighedens omkostninger, kan der gøres regres

mod andre forurenere i forhold til deres andel i forureningen.

X. Større retssikkerhed

22. Krav om retskendelse

Ministeren har oplyst, at muligheden for adgang til en

ejendom uden retskendelse indskrænkes, idet adgangen til en ejendom

kræver retskendelse, hvor adgangen sker med henblik på at lade

påbudte foranstaltninger gennemføre bortset fra tilfælde

af overhængende alvorlig fare for sundheden og tilfælde, hvor

øjeblikkelige indgreb er påkrævede for at afværge

væsentlig forurening eller for at forebygge, at en sådan

faresituation opstår.

23. Myndighedernes udpantningsret

Endvidere har ministeren oplyst, at adgangen til

udpantning for myndighedernes udgifter bortfalder.

XI. Lovovervågning

24. Lovovervågning

Ministeren har givet tilsagn om i folketingsåret

2002-2003 at fremlægge en redegørelse for Miljø- og

Planlægningsudvalget om, hvorledes lovens bestemmelser rent faktisk har

virket.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med

undtagelse af Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse med de

stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det

Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) har ønsket at

fremsætte følgende særskilte bemærkninger til

lovforslaget:

Jordforureninger har især i de senere år givet

anledning til betydelige problemer, der ikke har kunnet løses på

nogen tilfredsstillende måde på grundlag af den hidtil

gældende lovgivning. Mindretallet tilslutter sig, at der er behov for,

at myndighederne gennemfører en forbedret registrering og

kortlægning af jordforureninger. Mindretallet tilslutter sig ligeledes,

at en indsats mod jordforureninger må baseres på forureneren

betaler-princippet, således at det er forureneren og ikke uskyldige

grundejere eller skatteyderne der skal bære byrden ved

jordforureninger. Mindretallet havde foretrukket, at en sådan ordning

var blevet gennemført på en mindre bureaukratisk måde, end

loven indebærer, men har under indtryk af problemernes alvor og med

baggrund i de indrømmelser, mindretallet har fået, valgt at

stemme for forslaget.

Det har for mindretallet været afgørende, at

de ændringer, der følger af dette forslag til ny

jordforureningslov, ikke indebærer en krænkelse af

retssikkerheden i form af f.eks. ansvar med tilbagevirkende kraft eller

adgang til indgreb mod uskyldige grundejere, der betyder, at disse i

længere tid skal leve i uvished om, hvordan de kan bruge deres ejendom.

Med baggrund i de forsikringer, der er givet fra ministeren under

udvalgsbehandlingen, har mindretallet valgt at stemme for loven med de af

ministeren foreslåede ændringer. Såfremt det viser sig, at

loven har utilsigtede virkninger, vil mindretallet tage initiativ til

ændring og lægger i den anledning vægt på den af

ministeren lovede redegørelse om lovens virkning.

Særligt finder mindretallet anledning til at

fremhæve, at det med ændringen af § 40 og ministerens

tilkendegivelse om ansvarsgrundlag ved undersøgelsespåbud er

tydeliggjort, at Folketinget ikke blander sig i en verserende sag ved

Højesteret, og at det kun er forureneren, der kan komme til at betale

for forureningsundersøgelser. Med den ændrede formulering af §

41, stk. 2, undgås, at borgere og virksomheder kommer til at

hæfte for jordforureninger som følge af hærværk

eller brand ud over, hvad der følger af de gældende regler.

Mindretallet har ligeledes lagt vægt på, at

det med ændringen af § 7 tilsikres, at ejere af grunde registreret

under vidensniveau 1 ikke i ubegrænset tid skal affinde sig med en

sådan registrering, men har krav på, at undersøgelser

afsluttes inden for to år, og at registreringen ophæves, hvis den

er uberettiget, som det fremgår af ministerens tilkendegivelse.

Samtidig er det sikret, at kommende købere af forurenede ejendomme kun

i sjældne undtagelsestilfælde kan påbydes at rydde op,

hvilket er understreget af ministerens tilkendegivelse af, at køber

kun kan forpligtes til at rydde op, hvis der bl.a. er forvarslet eller

meddelt påbud til sælger eller en tidligere ejer. Tinglysning af

påbud om oprydning på en ejendom efter § 46 er således ikke

ment som en byrde for den uskyldige ejer, men tjener alene som oplysning. Den

ændrede formulering af § 43 sikrer, at en forurener i sidste ende ikke

kommer til at betale for andres jordforurening.

Mindretallet vil endvidere fremhæve, at der med

hensyn til forsikringsdækning er sket flere forbedringer i forhold til

det fremsatte forslag. I forhold til villaejere indebærer ministerens

præcisering af, at ordningen for olietanke skal godkendes efter de

nationale og EU-retlige konkurrenceregler, at det ubetingede ansvar

først kan træde i kraft, når disse forhold er afklaret.

Hermed sikres, at den enkelte villaejer ikke rammes urimeligt hårdt. I

forhold til erhvervsvirksomheder sikrer den udskudte ikrafttrædelse af

det ubetingede forureneransvar til 2001, at der er bedre tid til at etablere

de fornødne forsikringsordninger.

Endelig lægger mindretallet vægt på, at

reguleringen i medfør at § 50 og § 51 efter ministerens

tilkendegivelse vil sikre en mere ubureaukratisk ordning, således at

anmeldelser alene skal ske til én myndighed, hvormed underretning til

de øvrige myndigheder må påhvile denne myndighed. Samtidig

tages højde for de problemer, der opstår ved f.eks.

ledningsbrud.

Et andet mindretal inden for flertallet (Dansk Folkepartis

medlem af udvalget) finder, at miljøbelastningen af stærkt

forurenet jord skal behandles efter forskrifterne. Dansk Folkeparti er

også meget opmærksom på, at genbrug af jorden f.eks. til

afdækning på lossepladser og anlæg af volde skal

prioriteres højt.

Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet finder, at lovforslaget indeholder en

række grundprincipper, som Enhedslisten kan tilslutte sig. Virksomheder

skal ikke kunne flytte fra ansvaret, private boligejere får pligt til

at forsikre sig mod f.eks. lækager i olietanke, der bliver kontrol med

transport af jord, og daginstitutioner kommer med som prioriterede

oprydningsområder.

Når Enhedslisten alligevel ikke kan støtte

lovforslaget, skyldes det, at loven samtidig er et fravalg af at gøre

noget som helst ved de enorme mængder forurenet jord, som ligger uden

for de særligt prioriterede områder. Via loven indføres

så at sige nu en »oprydningsmæssig

fredning« af disse arealer. Enhedslisten har under

lovbehandlingen forsøgt at få regeringen til at give tilsagn om,

at der sideløbende med loven vil blive taget initiativer, som

også tager hånd om disse store jordarealer, men uden held.

Således har Enhedslisten f.eks. foreslået, at de mange private

jordspekulanter (forsikringsselskaber, banker etc.), der ejer forurenede

industriarealer, ikke skal kunne få nedskrevet grundværdien til

nul og således helt slippe for at betale ejendomsskat med mulighed for

at lade den forurenede jord ligge hen, indtil det offentlige betaler

oprydningen, eller indtil kommende lejere i et boligbyggeri betaler over

huslejen. Enhedslisten har således foreslået, at der i stedet for

en nedskrivning af ejendomsskatten til nul indefryses en del af

ejendomsskatten til oprydningsformål. Dette vil medføre en

økonomisk motivation for jordspekulanterne til at gennemføre en

oprydning, f.eks. ved at udnytte de metoder, som kræver lang tid, men

som til gengæld er billigere end de metoder, der skal anvendes,

når der kræves en hurtig oprydning. Der tænkes her på

f.eks. milekompostering til nedbrydning af organiske stoffer og elektrolytisk

behandling til udtrækning af tungmetaller i jorden.

Enhedslisten er enig i princippet om, at det er

nødvendigt at prioritere den offentligt finansierede indsats til at

beskytte de mest sårbare områder som f.eks.

drikkevandsforsyningsområder. Men det er nødvendigt samtidig at

indføre tiltag, som fremmer en oprydning uden for disse områder,

da alt grundvand er i forbindelse og det derfor kun er et

spørgsmål om tid, før forureninger uden for

drikkevandsforsyningsområderne vil forurene Danmarks drikkevand.

Jordforureningsloven er derfor en meget kortsigtet lov,

som i historiens lys ad åre vil blive udråbt som en af fortidens

synder. Denne blåstempling af ikke at tage nogen som helst initiativer

uden for de snævert afgrænsede områder kan Enhedslisten

ikke tage medansvar for. Derfor stemmer Enhedslisten imod lovforslaget.

Ændringsforslag

Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af et

flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem):

Til § 7

1) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 3.

Den i stk. 1 og 2 nævnte kortlægning frem til

vidensniveau 2 skal gennemføres inden for 2 år efter, at ejeren

af en grund med bolig har anmodet herom. Dette gælder dog ikke grunde

med boliger, der er tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Til § 21

2) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 3.

Amtsrådet skal efter afslutningen af den offentlige

indsats af hensyn til arealanvendelsen vedrørende en boligejendom, der

fortsat er kortlagt, udfærdige en erklæring om, at forureningen

er uden betydning for anvendelsen af grunden til den faktiske anvendelse til

bolig, jf. dog § 9, stk. 1 og 2. Oplysning herom indføres i

matrikelregisteret, jf. § 14.«

Til § 26

3) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt

punktum:

»Ejendomme, som blev anvendt til helårsbeboelse den

18. november 1992, er endvidere omfattet af værditabsordningen, hvis

forureningen stammer fra en olietank som omhandlet af bestemmelsen i § 48,

stk. 3, 1. pkt., og hvis forureningen er konstateret, før den af

miljø- og energiministeren i medfør af § 48, stk. 1, fastsatte

dato, jf. dog stk. 3.«

Til § 30

4) I stk. 6 indsættes efter 1. pkt. som nyt

punktum:

»Oplysning herom indføres i matrikelregisteret, jf. § 14.«

Til § 40

5) I stk. 1, 1. pkt., ændres ordene »kan

påbyde en mulig forurener, jf. § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og nr. 2,

for egen regning« til: »kan påbyde en forurener, jf. § 41, stk. 3, nr.

1, 1. pkt., og nr. 2,«.

Til overskriften før § 41

6) I overskriften ændres årstallet »2000« til: »2001«.

Til § 41

7) I stk. 1 ændres årstallet »2000« til:

»2001«.

8) I stk. 2 indsættes efter 2. pkt. som nyt

punktum:

»Påbud kan heller ikke meddeles, hvor forureningen er opstået

på grund af brand eller hærværk, som ikke skyldes

forurenerens uforsvarlige adfærd eller en adfærd, hvorefter

forureneren er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden

lovgivning.«

Til § 42

9) Årstallet »2000« ændres til: »2001« (2 steder).

Til § 43

10) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 4. Den, der er forpligtet til at gennemføre

påbud efter stk. 3, kan kræve udgifterne dækket af de

øvrige forurenere, i det omfang omkostningerne til efterkommelse af

påbudet kan henføres til deres andel af forureningen og de

øvrige forurenere var eller kunne være adressat for et

påbud.«

Til § 44

11) I stk. 1, 2. pkt., ændres ordene »hvis

forureneren havde rådighed over den ejendom, der er forurenet, på

tidspunktet for lovforslagets fremsættelse eller på et senere

tidspunkt« til »: hvis forureneren den 10. februar 1999 eller senere havde

rådighed over den forurenede ejendom«.

Til § 50

12) I stk. 2 indsættes efter 2. pkt. som nyt

punktum:

»Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at

anmeldelse i særlige tilfælde kan ske efter opgravning og

flytning af jorden og om betingelserne herfor.«

Til § 76

13) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 4. Hvis det af en påbudt undersøgelse, jf. § 40,

fremgår, at der ikke er konstateret forurening på det

undersøgte areal, eller at forureningen ikke helt eller delvis kan

henføres til påbudsadressaten, skal den miljømyndighed,

der har påbudt undersøgelsen, dække de udgifter, som

påbudsadressaten har afholdt til opfyldelse af påbudet.«

Til § 90

14) I det under nr. 6 foreslåede § 83 a, stk.

1, 1. pkt., udgår », herunder en mulig forurener,«.

15) I det under nr. 6 foreslåede § 83 a, stk.

1, 1. pkt., udgår ordene »på tidspunktet for lovforslagets

fremsættelse eller på et senere tidspunkt«, og i stedet

indsættes: »den 10. februar 1999 eller senere«.

16) Efter nr. 11, indsættes som nyt nummer:

»01.

I § 110, stk. 7, ændres »og 5« til: », 5 og

6«.

Til § 93

17) Paragraffen udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, skal

modvirke, at ejere af ejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1,

skal leve med en usikkerhed i en ubestemt lang periode. Bestemmelsen

fastslår, at de nævnte grundejere kan kræve, at

amtskommunerne fører boligejendomme, som er kortlagt på

vidensniveau 1, frem til vidensniveau 2 i løbet af en toårig

periode.

Viser undersøgelserne, at boligejendommen ikke er

forurenet, skal ejendommen udgå af kortlægningen på

vidensniveau 1, jf. § 13.

De af bestemmelsen omfattede boligejendomme svarer til den

i § 6, stk. 1, nr. 3, fastlagte afgrænsning af arealer med bolig.

Undersøgelser for boligejendomme tilmeldt Oliebranchens

Miljøpulje sker fortsat efter denne ordning.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke de

situationer, der er nævnt i § 7, stk. 3, som nu bliver stk. 4.

Til nr. 2

Bestemmelsen har til formål at forbedre forholdene

for den boligejer, hvis ejendom efter en offentlig indsats fortsat er

kortlagt. Der kan f.eks. være tale om situationer, hvor en oprydning er

skønnet upåkrævet, eller hvor der efter en oprydning

fortsat er en forurening på ejendommen.

I disse situationer vil de miljø- og

sundhedsmæssige problemer af hensyn til den aktuelle arealanvendelse

være blevet løst, hvilket skal fremgå af en

erklæring. Amtsrådet får pligt til at registrere

oplysningen om erklæringen i matrikelregisteret.

Til nr. 3

Bestemmelsen udvider værditabsordningens

anvendelsesområde. Ved ændringsforslaget tilgodeses uskyldige

grundejere, der i god tro har erhvervet deres ejendom i forurenet tilstand,

og hvor forureningen er sket efter den 1. september 1993, når blot

denne konstateres inden den af ministeren fastsatte dato, jf. § 48, stk. 3.

Det forventes, at datoen bliver fastsat til 1. januar 2000. Forslaget skal

ses i sammenhæng med den i § 48 og § 49 fastsatte forsikringsordning.

Det er dog stadig en betingelse, at de øvrige

betingelser for, at ejeren og grunden kan omfattes af ordningen, er opfyldt,

jf. §§ 26 og 27.

Nærværende forslag får ikke betydning

for sager, der er afgjort efter gældende lov eller for oprydninger, der

er iværksat, før ændringen træder i kraft.

Til nr. 4

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 21, stk. 3.

Amtsrådet får med ændringsforslaget pligt til at registrere

oplysningen om erklæringen i matrikelregisteret.

Til nr. 5

Med forslaget tilsigtes ingen ændring i, under

hvilke betingelser miljømyndigheden kan meddele

undersøgelsespåbud. Der er alene tale om en

konsekvensændring som følge af ændringsforslaget til § 76.

Udgifterne til efterkommelse af et påbud vil således ikke

endeligt skulle afholdes af påbudsadressaten, såfremt det

måtte vise sig, at der ikke er en forurening, eller at forureningen

ikke helt eller delvis kan henføres til den

pågældende.

Til nr. 6 og 7

Ved ændringen udskydes det ubetingede ansvar for

påbud om oprydning med 12 måneder efter lovens

ikrafttræden. Dette sker med henblik på at give

forsikringsselskaberne og dermed virksomhederne bedst mulige betingelser for

at etablere og indkøre en hensigtsmæssig forsikringsordning.

Miljøbeskyttelseslovens bestemmelser vil således regulere

påbudsadgangen indtil 1. januar 2001.

Til nr. 8

Ved ændringsforslaget fastsættes det, at

forureninger opstået på grund af brand eller hærværk,

ikke skal være omfattet af det ubetingede forureneransvar. Der vil

således i disse tilfælde ikke kunne meddeles påbud,

medmindre branden er opstået som følge af driftsherrens

uforsvarlige adfærd eller hærværket er muliggjort af

uforsvarlige forhold på ejendommen. Hvis situationen er omfattet af

strengere ansvarsregler, f.eks. miljøerstatningsloven eller

færdselsloven, vil der ligeledes kunne udstedes påbud.

Til nr. 9

Ved ændringen udskydes det ubetingede ansvar for

påbud om oprydning med 12 måneder efter lovens

ikrafttræden. Dette sker med henblik på at give

forsikringsselskaberne og dermed virksomhederne bedst mulige betingelser for

at etablere og indkøre en hensigtsmæssig forsikringsordning.

Miljøbeskyttelseslovens bestemmelser vil således regulere

påbudsadgangen indtil 1. januar 2001.

Til nr. 10

Det foreslås, at det i loven bestemmes, at den, der

er forpligtet til at efterkomme påbud efter stk. 3, kan søge

regres mod de øvrige forurenere.

Forslaget skal sikre, at regres kan søges på

det samme ansvarsgrundlag, som gælder for myndighedernes adgang til at

udstede påbud efter loven til forurenerne og under hensyn til den

pågældende forureners andel af forureningen.

Regresmuligheden er dermed betinget af, at der lovligt er

udstedt eller kunne udstedes et påbud efter stk. 1 til de forurenere,

som regreskravet rettes imod. Påbudsbetingelserne følger af § 40

og § 41, og ansvarsgrundlaget er nærmere fastlagt i § 41, stk. 2, jf.

stk. 3.

Betalingsforpligtelsen for de øvrige forurenere vil

dermed ligesom myndighedernes påbudsadgang i kraft heraf være

ubetinget for offentlige og private virksomheder, men for øvrige

forudsættes det, at det kan påvises, at de pågældende

(forurenere) har udvist en uforsvarlig adfærd.

I mangel af enighed må den endelige udgiftsfordeling

mellem forurenerne fastlægges af domstolene.

Til nr. 11

Ændringen præciserer datoen for lovforslagets

fremsættelse, således at datoen fremgår direkte af

loven.

Til nr. 12

Bemyndigelsen til at fravige kravet om forudgående

anmeldelse tænkes først og fremmest anvendt i forbindelse med

akut nødvendige jordarbejder, der ikke kan afvente myndighedernes

stillingtagen til en anmeldelse om opgravning og flytning af jorden. Omfattet

af sådanne arbejder vil f.eks. være nødvendig reparation

af et ledningsbrud i et vejareal, hvor jorden ikke kan henlægges

midlertidigt inden for vejarealet f.eks. af hensyn til trafikken.

Der kan også være tale om akut opstået

jordforurening, hvor en øjeblikkelig opgravning og flytning er

nødvendig for at imødegå forureningsrisikoen.

For at sikre, at flytning af jorden og en eventuel

midlertidig placering af denne sker under miljømæssigt

forsvarlige rammer, foreslås det, at ministeren gives bemyndigelse til

at fastsætte betingelser for jordarbejdet. Disse betingelser vil bl.a.

kunne angå den nærmere håndtering af den opgravede jord,

f.eks. krav om overdækning, jordens tilgængelighed for

offentligheden eller midlertidig placering på en af kommunen til

rådighed stillet plads.

Anmeldelsen i de nævnte tilfælde skal ske

efterfølgende med henblik på, at myndighederne får

lejlighed til at tage stilling til jordens endelige anvendelse, herunder

eventuelt gøre indsigelse, hvis anvendelsen ikke er

miljømæssigt forsvarlig, jf. § 50, stk. 5. Formålet er

også i disse særlige tilfælde at fastholde myndighedernes

kontrol med og styring af jordstrømmene.

Til nr. 13

Ved ændringsforslaget fastsættes det, at den,

der modtager et undersøgelsespåbud, hvor der ved

undersøgelsen ikke er konstateret en forurening, eller hvor

forureningen ikke kan henføres til påbudsadressaten, får

de afholdte udgifter refunderet af den miljømyndighed, der har udstedt

påbudet.

Til nr. 14

Ved ændringsforslaget foretages en justering af det

foreslåede § 83 a, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, idet

bestemmelsen alene omfatter påbud om oprydning af jordforurening.

Til nr. 15

Ændringen i miljøbeskyttelsesloven

præciserer datoen for lovforslagets fremsættelse.

Til nr. 16

Ændringen indsættes som konsekvens af, at § 21

a indsættes i miljøbeskyttelsesloven, jf. lovforslagets § 90,

nr. 2. Bestemmelsen fastsætter, at forældelsesfristen for

strafansvaret er 5 år for overtrædelse af

miljøbeskyttelseslovens § 21 a.

Til nr. 17

Bestemmelsen om stempelfritagelse for dokumenter, der

udstedes til sikkerhed over for amtsrådet, jf. § 33, udgår, idet

hjemmelen hertil i § 86 i lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse

nr. 591 af 11. august 1998, ophæves ved vedtagelsen af L 209 (forslag

til lov om ændring af lov om stempelafgift, retsafgiftsloven,

skattestyrelsesloven samt ophævelse af lov om afgift ved

førstegangsoverdragelse af visse ejerlejligheder).

Pernille Blach Hansen (S)

Inger Bierbaum (S) Martin Glerup (S)

Lis Greibe (S) Margot Torp (S)

Steen Gade (SF) fmd.

Ebbe Kalnæs (CD)

Vibeke Peschardt (RV)

Søren Kolstrup (EL)

Hans Christian Schmidt (V)

Bodil Thrane (V)

Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V)

Lene Espersen (KF) nfmd.

Frank Dahlgaard (KF)

Svend Aage Fauerholdt (DF)

Ole M. Nielsen (KRF)

Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø-

og energiministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 16:

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at

det skal være muligt for erhvervslivet at forsikre sig ud af

myndighedspåbudet efter forslagets § 41.

Ministeren bedes til brug for vurderingen af lovforslagets

økonomiske konsekvenser for erhvervslivet konkretisere det forventede

præmieniveau for forsikringen for:

- autoreparatører,

- cykelsmede og

- malermestre,

der driver mindre håndværksvirksomheder i egen

ejendom.

Ministeren bedes i besvarelsen opstille samt

præcisere de forudsætninger, der er lagt til grund for

beregningen af præmieniveauet.

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for

Miljøstyrelsen, som på baggrund af drøftelser med

forsikringserhvervet vurderer, at det kan lade sig gøre inden for

rammerne af almindelige forsikringsbetingelser at udvide

forsikringsdækningen til tilfælde, hvor der gives

myndighedspåbud efter forslagets § 41.

Forsikringserhvervet har imidlertid ikke kunnet

fastlægge en fast præmiestørrelse herfor, idet denne vil

afhænge af en række helt konkrete forhold, herunder den

forsikringsmæssige risikovurdering af den virksomhed, der ønsker

at tegne forsikring, de nærmere vilkår i forsikringen, og hvor

stort et antal virksomheder der vil tegne forsikringer.

Lovforslaget pålægger ikke virksomhederne en

pligt til at tegne forsikring mod det ubetingede ansvar. Af denne grund er

det forventede præmieniveau ikke indregnet i lovforslagets

økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Som anført i svaret på spørgsmål

10 (L 183 - bilag 13) har forsikringsbranchen oplyst, at den er godt i gang

med at se på mulighederne for at forsikre erhvervsvirksomheder og

allerede kan starte med at udbyde et forsikringsprodukt fra august 1999.

Spørgsmål 19:

Ministeren bedes redegøre for det forhold, at

lovforslaget lægger op til en registrering af de forurenede arealer

frem for en egentlig tinglysning.

Svar:

Efter lovforslaget skal de ejendomme, der omfattes af

kortlægningen, indføres i matrikelregisteret, der administreres

af Kort- og Matrikelstyrelsen. Ministeren kan fastsætte nærmere

regler om registreringen. Efter Kort- og Matrikelstyrelsens gængse

rutiner overføres oplysningerne til det fælleskommunale

ejendomsdataregister og til notering i tingbogen for den

pågældende ejendom.

Ved indlæggelse i matrikelregisteret sikres, at der

altid vil foreligge præcise oplysninger om, hvorvidt ejendomme er

berørt af kortlægningen, selv om deres størrelse og form

ændres ved udstykning, sammenlægning eller andre

matrikulære forandringer.

Med såvel registreringen i matrikelregisteret som

notering i tingbogen er det unødvendigt at fastholde en egentlig

tinglysning som hidtil af forureningsregistrerede ejendomme.

Spørgsmål 22:

Ministeren bedes oplyse, hvorvidt værditabslovens

indhold og intentioner videreføres uændret, som det er

anført i bemærkningerne til lovforslaget.

Svar:

Lovforslaget opretholder værditabslovens ordning,

hvorefter boligejere, der i god tro har erhvervet en boligejendom, der senere

viser sig at være forurenet, kan søge om en hurtig oprydning.

Ordningen muliggør iværksættelse af oprydninger til

sikring af den aktuelle boliganvendelse. Forureninger, der ikke udgør

nogen risiko for boliganvendelsen, men f.eks. alene grundvandet, ryddes ikke

op for værditabsmidler.

Dette er i overensstemmelse med den nugældende

værditabslovs bestemmelser og intentioner som nærmere

afgrænset i værditabslovforslagets bemærkninger.

Oprydninger efter lovforslagets værditabsordning

gennemføres på en måde og i et omfang, der svarer til den

boligoprydning, som amtsrådet ville have foretaget af hensyn til

boliganvendelsen efter bestemmelserne om den offentlige undersøgelses-

og afværgeindsats (lovforslagets kapitel 3). Der er således tale

om at fremrykke tidspunktet for en offentligt finansieret oprydning.

Dette svarer til den nuværende lov, hvor der

også er parallelitet mellem omfanget af oprydninger efter

værditabslov og affaldsdepotlov (af hensyn til boliganvendelsen).

Denne parallelitet medfører dog i lovforslaget, at

der ikke kan kræves en værditabsoprydning, såfremt den

sundhedsmæssige risiko kan imødegås ved anbefalinger,

påbud eller generelle regler efter lovforslagets § 9. Beklageligvis

må jeg konstatere, at det kan virke meningsforstyrrende, at der i

bemærkningerne til § 28 ikke er indføjet et »ikke« i sætningen.

»I det omfang en sundhedsmæssig risiko kan

afværges ved en begrænset indsats på udendørs

arealer, for eksempel dækning af bar jord, bund i sandkasser og

lignende, vil sådanne foranstaltninger (ikke) blive udført efter

ordningen«.

Foruden ovennævnte justering i forhold til § 9 er

der foreslået en skærpende præcisering og nogle

teknisk-administrative justeringer.

Som ovenfor nævnt er der parallelitet mellem

omfanget af oprydninger efter værditabsordningen og den almindelige

offentlige oprydning.

Dette indebærer, at oprydningsniveauet i en

værditabssag ikke vil være større end ved en oprydning

efter lovforslagets kapitel 3. Der vil kunne efterlades restforurening, hvis

denne ikke har sundhedsmæssig betydning.

Dette har givet anledning til den skærpende

præcisering, således at paralleliteten i oprydningernes omfang

direkte fremgår af lovteksten. Dette er ikke udtryk for en egentlig

ændring i forhold til den gældende værditabslovs indhold,

men gør det tydeligt, at en oprydning efter værditabsordningen,

jf. ovenfor, ikke nødvendigvis er en fuldstændig oprydning af

den pågældende ejendom. Anledningen til den skærpende

præcisering er, at der i praksis undertiden har været

misforståelser eller tvivl om oprydningens omfang efter

værditabsloven.

Den væsentligste teknisk-administrative justering er

forslagets bestemmelse om, at retten til en værditabsoprydning kan

overdrages, så snart ansøgning er indsendt. Med denne justering

indføres en lettelse i en salgssituation. Efter den eksisterende lov

kan retten først overdrages, når amtsrådet har meddelt det

endelige tilsagn om oprydning.

Spørgsmål 26:

Hvor mange af de ca. 50 sager årligt, som

ifølge bemærkningerne til lovforslaget skønnes

påbudt opryddet efter jordforureninger, der sker efter lovens

ikrafttræden, ville blive omfattet af en bestemmelse om ansvar for

forurenerne efter et culpalignende ansvar i stedet for den regel om objektivt

ansvar, som ministeren foreslår? Hvad skønnes omkostningerne for

det offentlige til afværgeforanstaltninger at stige med, hvis der i

stedet for den foreslåede regel om objektivt ansvar blev indsat en

bestemmelse om et culpalignende ansvar?

Svar:

Som det fremgår af lovbemærkningerne,

skønnes de samlede omkostninger for forurenere til oprydning af 50

sager pr. år eksklusive villaolietanke til ca. 60 mio. kr. pr.

år.

Hvis det foreslåede ansvar blev ændret til et

culpa-ansvar, ville en betydelig del af de 50 årlige sager skulle

indgå i den offentlige indsats. Dette skønnes at ville

medføre en stigning i de offentlige omkostninger til

afværgeforanstaltninger på ca. 20 mio. kr. pr. år. Det

forudsættes, at det offentlige ikke fjerner mere forurening end

nødvendigt i forhold til aktuel arealanvendelse og prioriterede

grundvandsressourcer.

Hertil kommer, at et culpa-ansvar medfører

øgede administrative omkostninger for myndighederne, når de skal

bevise, at forureninger skyldes culpøse handlinger.

Jeg vil gøre opmærksom på, at

forureninger fra villaolietanke ikke er med i skønnet på 50

årlige tilfælde af forurening. Hvis lovforslaget blev

ændret til et culpa-ansvar også for villaolietanke, ville vi

få en fortsættelse af den nuværende situation. Det

skønnes, at der sker ca. 140 uheld med villatanke hvert år. Hvis

det antages, at 100 af disse indgår i den offentlige indsats, vil det

koste i størrelsesordenen 30 mio. kr. pr. år.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at lovforslagets bud

på antallet af forureninger, som vil ske i fremtiden, kun kan

være et skøn, og mange forhold kan indvirke på tallet. For

eksempel kan man forestille sig, at tallet vil blive større med et

culpa-ansvar, fordi virksomhederne i så fald måske vil være

mindre tilbøjelige til at sikre sig mod

forureningshændelser.

Spørgsmål 27:

Ministeren bedes oplyse, hvad der gælder med hensyn

til undtagelser fra det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven,

og hvad der er begrundelsen for de eventuelle forskelle.

Svar:

For så vidt angår spørgsmålet om

undtagelser fra det objektive ansvar i lov nr. 225 fra 1994 om erstatning for

miljøskader, har Justitsministeriet oplyst følgende:

»

Efter

miljøerstatningsloven er der objektivt ansvar for forurening, der er

en påregnelig følge af en af de former for erhvervsmæssig

eller offentlig aktivitet, som er anført i bilaget til loven.

Det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven

gælder kun i forbindelse med udøvelsen af visse særligt

miljøfarlige eller forurenende former for aktivitet. Skyldes

forureningen forhold, der ikke har nogen forbindelse med disse særligt

farlige eller forurenende aktiviteter, er virksomheden således ikke

objektivt ansvarlig efter loven, men alene efter dansk rets almindelige

erstatningsregel (culpareglen). Er f.eks. en virksomhed omfattet af det

objektive ansvar, alene fordi den har en nedgravet olietank på mindst

6.000 liter, vil virksomheden derfor kun være objektivt

erstatningsansvarlig, hvis der sker en forureningsskade, der er

forårsaget af olie fra virksomhedens olietank.

Efter loven gælder det objektive ansvar ikke, hvis

forureningen skyldes, at aktiviteten er udøvet i overensstemmelse med

ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed.

Det objektive ansvar gælder som ovenfor nævnt

for forureninger, der er en påregnelig følge af den

særligt miljøfarlige aktivitet. I det almindelige

erstatningsretlige krav om påregnelighed ligger, at den indtrufne

forurening skal være et typisk udslag af den skadevoldende aktivitets

farlige egenskaber. Risikoen for den pågældende forurening skal

således have været forøget som følge af den

skadevoldende aktivitet.

Det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven er

også på andre områder undergivet dansk rets almindelige

regler om erstatningsansvar og ansvarsfrihedsgrunde m.v. Det gælder

f.eks. spørgsmålet om nedsættelse eller bortfald af

erstatningen på grund af skadelidtes tilsidesættelse af sin

tabsbegrænsningspligt og om ansvarsfrihed på grund af

nødværge.

Med hensyn til spørgsmålet om

nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af medvirken i

form af egen skyld fra skadelidtes side eller på grund af accept af

risiko indeholder loven særlige regler, som svarer til reglerne i

færdselsloven. Ved personskade kan erstatningen nedsættes eller

bortfalde, hvis skadelidte har medvirket forsætligt. Har skadelidte

medvirket ved grov uagtsomhed, kan erstatningen nedsættes eller i

særlige tilfælde bortfalde. Ved tingsskade kan erstatningen

nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har medvirket ved

forsæt eller uagtsomhed.

Skadevolderens ansvar efter miljøerstatningsloven

kan nedsættes eller bortfalde i henhold til den almindelige regel i

erstatningsanvarslovens § 24, stk. 1, når ansvaret vil virke urimeligt

tyngende, eller når ganske særlige forhold i øvrigt

gør det rimeligt. I det pågældende lovforslags

bemærkninger (L 123, fremsat den 9. december 1993) nævnes bl.a.,

at virksomhedens erstatningsansvar over for skadelidte i særlige

tilfælde vil kunne lempes, hvis skaden er forårsaget af

tredjemand forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Endvidere finder almindelige regler om konkurrerende eller

samvirkende årsager til en forurening anvendelse. Herom anføres

bl.a. følgende i det pågældende lovforslags

bemærkninger:

»Har en virksomhed

forårsaget en forurening i samspil med naturkræfter,

således at disse optræder som den skadesudløsende

begivenhed, er udgangspunktet, at der ifaldes ansvar efter bestemmelsen.

Dette forudsætter dog, at der er tale om en forudsigelig eller

forudberegnelig begivenhed. En virksomhed vil således kunne

pådrage sig et objektivt ansvar, hvis den udløsende faktor er en

naturbegivenhed, der optræder med regelmæssige mellemrum (frost,

storm, betydelig nedbør osv.).

Hvis der derimod er tale om naturkatastrofer såsom

jordskælv, orkaner, tyfoner eller lignende force

majeure-tilfælde, ifaldes der ikke ansvar efter bestemmelsen, uanset at

denne ikke indeholder udtrykkelig undtagelse med hensyn til disse

tilfælde.««

Om forslaget til lov om forurenet jord kan jeg oplyse

følgende:

Påbud kan som altovervejende hovedregel alene

meddeles til forurenere. Det vil sige, at der foreslås et

driftsherreansvar i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet. Hvis

der er flere forurenere, kan påbud meddeles til dem alle efter de

særlige regler i forslagets § 43.

Undtaget fra det fulde forureneransvar er forureninger som

følge af ikke-erhvervsmæssige aktiviteter. Sådanne

forurenere vil alene kunne meddeles påbud, såfremt forureningen

skyldes uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af

strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning. Det fulde

forureneransvar gælder dog (med forsikringspligt) for de mindre

olietanke til boligopvarmning.

Det fulde forureneransvar kan herefter opdeles i et

undersøgelsesansvar og et oprydningsansvar.

Der er ingen undtagelser fra det fulde

undersøgelsesansvar i § 40. Dette skyldes, at

omkostningsniveauet ved undersøgelsespåbud normalt er af et mere

begrænset omfang, at en enkel og klar regel kan administreres

mere ensartet, og at udstedelse af undersøgelsespåbud

vanskeliggøres, såfremt miljømyndighederne inden

udstedelse af undersøgelsespåbud først skal afklare,

hvorvidt en forurening eventuelt kan være opstået ved en

naturkatastrofe, hærværk eller lignende.

For så vidt angår det fulde

oprydningsansvar, er der i selve loven fastsat nogle enkelte

undtagelser. Der kan således ikke udstedes oprydningspåbud i de

tilfælde, hvor forureningen er opstået på grund af krig,

borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer, jf. forslagets §

41, stk. 2.

Som det ses, baserer miljøerstatningsloven og

forslaget til jordforureningslov sig på to principielt set forskellige

juridiske reguleringsformer, nemlig henholdsvis (civil) erstatningsret og

offentlig ret.

I relation til spørgsmålet om undtagelser fra

det fulde forureneransvar fremgår det imidlertid af ovenstående,

at der næppe herudover er nogen forskel mellem

miljøerstatningsloven og forslaget til jordforureningslov med hensyn

til oprydningsansvaret vedrørende forureninger, der er opstået

på grund af force majeure-lignende forhold, dvs. naturkatastrofer m.v.

Det fulde forureneransvar i forslaget til

jordforureningslov undtager ikke forureninger, der er opstået på

grund af hærværk og brand. Dette er begrundet i ønsket om

en klar regel, der fastholder ansvaret hos den, der driver den potentielt

forurenende aktivitet.

For alle påbud gælder i øvrigt, at de

er underlagt almindelige forvaltningsretlige regler, herunder om, at der skal

være proportionalitet mellem det miljøproblem, der skal

løses, og de udgifter, der er forbundet hermed.

Spørgsmål 34:

Kan ministeren oplyse, hvor store værditabene for

grundejerne som følge af kortlægningen skønnes at blive,

og hvilke konsekvenser værditabene får for ejendomsvurderingerne

og for muligheden for at optage realkreditforeningslån?

Svar:

Når man skal vurdere mulige værditab for

grundejerne som følge af kortlægningen, vil der være mange

forhold, der skal tages i betragtning. Der kan således ikke gives et

generelt bud på, om kortlægningen medfører et

værditab, eller i givet fald hvor stort det vil være.

Værditab må forstås som en nedgang i

ejendommens handelsværdi. Et eventuelt værditab vil afhænge

af forholdene på ejendomsmarkedet på det givne tidspunkt.

Også ejendommens anvendelse og eventuelle muligheder for ændret

anvendelse har betydning. Endelig betyder det også noget, hvor i landet

eller i et givent område ejendommen er lokaliseret.

Det værditab, som eventuelt måtte opstå

for boligejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1, søges

under alle omstændigheder imødegået, idet det er

hensigten, at alle boligejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1,

skal kortlægges frem til vidensniveau 2 inden for en

årrække. Som det fremgår af min besvarelse af

spørgsmål 33 (L 183 - bilag 34), er jeg indstillet på at

drøfte en fastsættelse af en rimelig tid for, hvor længe

boligejere maksimalt skal vente på at få deres boligejendom

kortlagt fra vidensniveau 1 til 2.

Anderledes forholder det sig med ejendomme uden for

indsatsområderne, jf. besvarelsen af spørgsmål 33 (L 183 -

bilag 34), f.eks. de industriejendomme, hvor der ikke er risiko for

drikkevandsressourcerne. Sådanne ejendomme kan ikke forvente en videre

offentlig kortlægning end på vidensniveau 1. De økonomiske

konsekvenser vurderes dog at være begrænsede, blandt andet fordi

sådanne ejendomme ikke på grund af kortlægningen skal

søge om tilladelse til fortsat industriel anvendelse eller nyt

byggeri.

Et eventuelt værditab som følge af

kortlægning på vidensniveau 1 må i givet fald i det

væsentligste tilskrives det faktum, at der foreligger viden om

aktiviteter, der kan have været kilde til jordforurening. Tilsvarende

må et eventuelt værditab som følge af kortlægning

på vidensniveau 2, hvor jordforurening er konstateret, i det

væsentligste tilskrives det faktum, at ejendommen er forurenet.

Kortlægningen afspejler således blot de forhold, der eventuelt

kan give anledning til værditab.

Som det fremgår af lovforslaget, er det seneste

initiativ til undersøgelse af indvirkningen på

ejendomsvurderingerne taget af Told- og Skattestyrelsen i 1997.

Undersøgelsen viste, at registreringer efter affaldsdepotloven kun har

haft indvirkning på ejendomsvurderingerne i godt 1/3 af

tilfældene. Told og Skat har på baggrund af undersøgelsen

konkluderet, at det lave antal, hvor forureningen har haft indflydelse

på ejendomsvurderingen, primært skyldes, at det har været

meget vanskeligt for vurderingsmyndighederne at få et samlet overblik i

de konkrete sager over forureningens omfang, placering på lokaliteten

og de samlede oprydningsomkostninger.

Det er ikke muligt at vurdere kortlægningens

betydning for muligheden for at optage realkreditforeningslån. De

forhold, som kortlægningen afspejler, indgår imidlertid i den

konkrete vurdering i den enkelte lånesag.

Spørgsmål 40:

Efter lovforslagets § 74 kan myndighederne vælge

mellem, om jordforureningsloven eller miljøerstatningsloven skal

anvendes ved jordforureninger fra listevirksomheder. Ministeren har i svar

på spørgsmål 27, jf. L 183 - bilag 60, tilkendegivet, at

en myndighed vil kunne meddele påbud efter forslagets § 40 til en

listevirksomhed omfattet af miljøerstatningsloven, selv om myndigheden

ikke vil have noget krav efter miljøerstatningsloven uanset

årsagen hertil. Det ønskes på denne baggrund oplyst, om en

myndighed vil kunne meddele påbud om oprydning efter forslagets § 41

til en listevirksomhed omfattet af miljøerstatningsloven, selv om

myndighedens krav efter miljøerstatningsloven ville være

bortfaldet eller nedsat som følge af:

- myndighedens egen skyld (f.eks. godkendt

deponeringen)

- myndighedens tilsidesættelse af sin

tabsbegrænsningspligt.

Svar:

Indledningsvis bemærkes, at bestemmelsen i

lovforslagets § 74 ikke er tænkt anvendt i situationer, hvor der er

eller kan meddeles påbud. Hvis myndigheden i disse situationer selv

bekoster en oprydning, kan denne kræve sine udgifter dækket efter

bestemmelserne i § 73. Forurenerens betalingsforpligtelse er således

den samme, uanset om det er forureneren selv eller myndigheden, der rent

faktisk forestår oprydningen.

Adgangen til at meddele påbud er reguleret af

bestemmelserne i jordforureningslovforslaget suppleret med almindelige

forvaltningsretlige regler. Miljøerstatningslovens regler er

således uden betydning ved fastlæggelsen af, hvornår der

kan meddeles påbud. Et påbud efter lovforslagets § 41 kan

herefter meddeles i de situationer, der nævnes i

spørgsmålet.

Det følger endvidere af lovforslagets § 68, stk. 2,

at tilsynsmyndigheden har pligt til i tilfælde af overhængende

alvorlig fare og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er

påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller

forureningens udbredelse at foretage det nødvendige uden

påbud.

For god ordens skyld kan det anføres, at det

fremgår af miljøerstatningslovens § 3, stk. 2, at en virksomhed

bliver ansvarsfri, hvis skaden skyldes, at aktiviteten er udøvet i

overensstemmelse med ufravigelige forskrifter. Dette vil sjældent

være tilfældet, idet der sædvanligvis alene

fastsættes grænser for virksomhedens udledninger og lign. uden en

udtrykkelig normering af produktionsproces eller -udstyr. Af

bemærkningerne til miljøerstatningslovforslaget fremgår,

at bestemmelsen ikke udelukker, at en virksomhed kan blive

erstatningsansvarlig på objektivt grundlag, selv om virksomheden har

handlet i overensstemmelse med en tilladelse, der er givet af en offentlig

myndighed. I disse tilfælde vil virksomhedens erstatningsansvar dog

kunne begrænses af den »tålegrænse«, som

indgår i forureningsdefinitionen.

Spørgsmålet om, hvorvidt en myndighed har

handlet erstatningspådragende, eller om en myndighed skal bære et

medansvar for udgifterne til genopretning af miljøet, må i

sidste ende afgøres af domstolene.

Spørgsmål 41:

Ministeren har i svar på spørgsmål 10,

L 183 - bilag 35, givet en redegørelse for, hvad der ligger i kravet

om genopretning, hvor det understreges, at der i alle tilfælde

gælder et proportionalitetsprincip. Ministeren bedes på denne

baggrund oplyse, om der er nogen forskel på de økonomiske krav,

som kan rejses på grundlag af miljøerstatningslovens § 2, nr. 4,

om dækning af udgifter til genopretning, og de krav, som kan rejses

på grundlag af jordforureningsloven. Såfremt svaret er

bekræftende ønskes oplyst, om ministeren kan garantere for, at

kravene efter jordforureningsloven altid vil være mindre omfattende end

efter erstatningsreglerne.

Svar:

I lovforslagets § 41 er genopretningsprincippet

lovfæstet. Dette er en videreførelse af princippet i

miljøbeskyttelsesloven.

Ved genopretning af miljøet forstås som

udgangspunkt, at miljøet bringes i samme stand, som før

skaden/forureningen indtraf.

Efter miljøerstatningsloven er det en

forudsætning for at kunne kræve udgifter til genopretning af

miljøet dækket, at den, der foretager genopretningen, anerkendes

som erstatningsberettiget.

Det er kun »rimelige

omkostninger« til genopretning af miljøet,

der erstattes. Det er ikke i miljøerstatningsloven eller dens

forarbejder fastlagt, hvilke genopretningsforanstaltninger som er

dækket af begrebet »rimelige

omkostninger«. Det fremgår dog af

bemærkningerne til miljøerstatningsloven, at i det omfang

miljømyndighederne har ret og pligt til at foretage

afværgeforanstaltninger og genopretning af miljøet efter

miljøbeskyttelsesloven, jf. §§ 69-70, vil omkostningerne kunne

erstattes.

Om betingelserne for erstatning efter

miljøerstatningsloven henviser jeg i øvrigt til mit svar

på udvalgets spørgsmål nr. 27.

Efter jordforureningslovforslaget gælder generelt,

at miljømyndigheden vil kunne kræve udgifter dækket, som

er afholdt i medfør af loven, af den, som var eller kunne være

adressat for et påbud, jf. forslagets § 73.

Genopretningsprincippet er underkastet de

begrænsninger, der følger af almindelige forvaltningsretlige

principper og grundsætninger; hvis f.eks. afværgen af

miljøproblemet eller risikoen kan foretages lige godt ved flere

metoder, så skal den billigste vælges.

Der skal endvidere være en miljø- og

sundhedsmæssig begrundelse for, at myndigheden kan give påbud.

Som eksempel på, at myndighederne også skal være

opmærksomme på dette, er i lovbemærkningerne anført,

at myndigheden må vurdere, hvorvidt forureningen nu eller i fremtiden

vil kunne udgøre noget problem. Om dette vil være

tilfældet, vil afhænge af den enkelte konkrete situation.

Der skal således være et rimeligt forhold

mellem omkostningerne til genopretning og den tilsigtede miljøgevinst

(proportionalitetsprincippet).

For en sammenligning af omkostninger, der kan

pålægges forureneren efter henholdsvis

jordforureningslovforslaget og civilretlige erstatningsregler i anden

situation, henviser jeg i øvrigt til bemærkningerne side 24 og

25. Det fremgår heraf, at der meget vel kan være forskel.

Spørgsmål 42:

Hvad forstås ved, at foranstaltningen skal

være »miljømæssigt

begrundet«, og kan ministeren nævne andre

eksempler på, at en foranstaltning ikke er miljømæssigt

begrundet ud over det tilfælde, hvor en konstateret jordforurening

ligger i det dybere jordlag og ikke er mobil?

Svar:

I lovforslagets § 41 er lovfæstet det såkaldte

genopretningsprincip, hvilket indebærer, at intentionen er, at

forureningen fjernes svarende til situationen, før

forureningshændelsen indtraf. Dette er en videreførelse af

princippet i miljøbeskyttelsesloven. Dette princip er underkastet de

begrænsninger, der følger af almindelige forvaltningsretlige

principper og grundsætninger; hvis f.eks. afværgen af

miljøproblemet eller risikoen kan foretages lige godt ved flere

metoder, så skal den billigste vælges.

Herudover er det i lovbemærkningerne til § 41

omtalt, at der skal være en miljø- og sundhedsmæssig

begrundelse for foranstaltningen. Som eksempel på, at myndighederne

også skal være opmærksom på dette, er i

lovbemærkningerne anført den i spørgsmålet

omhandlede situation, hvor myndigheden må vurdere, hvorvidt

forureningen nu eller i fremtiden vil kunne udgøre noget problem. Om

dette vil være tilfældet, vil afhænge af den enkelte

konkrete situation.

Der skal således være et rimeligt forhold

mellem oprydningsomkostningerne og den tilsigtede miljøgevinst

(proportionalitetsprincippet).

Spørgsmål 43:

Ministeren har i svar på spørgsmål 13,

jf. L 183 - bilag 57, tilkendegivet, at påbudsmodellen ikke er »begrænset af krav om årsagsforbindelse« . I ministerens svar på spørgsmål

7, jf. L 183 - bilag 62, er derimod anført, at »myndighederne skal godtgøre, at forureningen

hidrører fra påbudsadressaten «.

Ministeren bedes på denne baggrund tydeliggøre, hvilken forskel

der er mellem kravet om årsagsforbindelse og »hidrører«, herunder

om det er korrekt forstået, at myndighederne ikke skal godtgøre,

at forurenerens virksomhed er årsag til forureningen.

Svar:

I fortsættelse af min besvarelse af

spørgsmål nr. 11 og 13 vil jeg gerne præcisere, at

vurderingen af, om betingelserne for at meddele påbud er til stede,

ikke afgøres efter erstatningsrettens regler.

Det er dog efter forslagets § 41, stk. 3, en betingelse

for at kunne meddele påbud om afværgeforanstaltninger og

genopretning, at forureningen stammer (hidrører) fra den

pågældende virksomhed, det anvendte anlæg eller en

aktivitet. Det er således ikke tilstrækkeligt for at kunne

meddele påbud om oprensning, at der findes en forurening på

grunden.

I den forstand skal årsagen til forureningen

altså kunne henføres til virksomheden m.v. Dette følger

som sagt ikke af de civilretlige regler, men af forslagets § 41, stk. 3.

Efter erstatningsretten stilles der bl.a. krav om, at det

skal kunne godtgøres, at forureningen er forårsaget af en

handling (eller undladelse), og at skaden er opstået som følge

heraf.

Spørgsmål 44:

Ministeren bedes bekræfte, at det følger af

grundlovens § 63, at borgeren er forpligtet til at efterkomme et påbud,

når de administrative ankemuligheder er udtømt uden hensyn til,

om borgeren har meget gode grunde til at antage, at påbud skulle

være rettet til en anden. I forlængelse heraf bedes ministeren

oplyse, om der ikke er en meget begrænset realitet i, at myndigheders

krav om erstatning for omkostninger til gennemførelse af påbud

skal rejses ved domstolene og om der i den anledning har været

overvejelser om det hensigtsmæssige i, at myndighederne bevæger

sig ind på domstolenes område.

Svar:

Den altovervejende hovedregel er, at der ikke er

opsættende virkning af et sagsanlæg ved domstolene. Dette

medfører, at den, et påbud er rettet til, skal efterkomme dette,

uanset om vedkommende anlægger sag ved domstolene.

Såfremt virksomheden ikke efterkommer et

påbud, kan myndigheden søge at håndhæve dette ved en

politianmeldelse. Myndigheden kan endvidere vælge selv at udføre

foranstaltningen. I så fald sker det på påbudsadressatens

regning, jf. lovforslagets § 68, stk. 1, og § 73, stk. 1.

I modsætning til, hvad der gælder efter

miljøbeskyttelsesloven i dag og Jordforureningsudvalgets forslag til

betænkning, er der ikke udpantningsret for sådanne udgifter. Det

er netop retssikkerhedsmæssige hensyn, der har ført til denne

ændring. Denne ordning indebærer, at myndighederne ved manglende

betaling selv må anlægge en retssag. I en sådan situation

vil berettigelsen af kravet således skulle afgøres af

domstolene.

Jeg er enig i, at langt de fleste afgørelser, som

myndigheder træffer, bliver efterlevet uden domstolenes mellemkomst.

Sådan bør det efter min opfattelse også være

også på jordforureningsområdet.

Netop på dette område har vi dog i de senere

år set en række sager indbragt for domstolene. Dette skyldes

antagelig, at der har været stor usikkerhed hos alle parter om den

gældende retstilstand. Et af formålene med lovforslagets

påbudsbestemmelser er at minimere den retsusikkerhed, der har

været, og som i et vist omfang stadig består efter gældende

regler.

Jordforureningslovforslaget er en miljølov, der

skal varetage miljø- og sundhedsmæssige hensyn. Et

sædvanligt reguleringsinstrument i denne henseende er udstedelse af

påbud, hvor dette er hjemlet og skønnes nødvendigt. Jeg

er ikke bekendt med, at der har været overvejelser i retning af at

betragte påbudsinstrumentet som et, hvor man »bevæger sig ind på domstolenes område

«.

Spørgsmål 45:

I ministerens svar på spørgsmål 17, jf.

L 183 - bilag 47, anføres, at påbud om

afværgeforanstaltninger på kortlagte arealer efter § 9, stk. 2 og

3, forudsætter et »vidensgrundlag«. Skal dette forstås således, at der for

brug af påbudshjemmelen kræves mere viden end for

registrering?

Svar:

Der kan ikke pålægges en grundejer

handlepligt, hvis ejendommen slet ikke er kortlagt. Den viden, der skal danne

baggrund for en handlepligt, vil således altid være mindst den

viden, der foreligger, når ejendommen kortlægges på

vidensniveau 1.

Alt afhængig af den konkrete situation vil der efter

omstændighederne kunne pålægges handlepligter på

dette vidensgrundlag. Disse handlepligter skal opfylde forvaltningsrettens

krav om proportionalitet.

I øvrigt vil amtsrådet skulle fortsætte

kortlægningsarbejdet for de ejendomme, der ligger inden for det

offentliges indsatsområde (risiko for grundvand, boliger m.v.), jf. §

6, stk. 1. Her vil der i en løbende proces blive tilvejebragt en

udbygget viden om forureningsforholdene på disse ejendomme og dermed

en viden, der kan danne grundlag for handlepligter, f.eks.

opretholdelse/vedligeholdelse af et dækkende græsdække

eller tilsvarende slidlag på en boldbane.

Spørgsmål 46:

Ministeren betoner i samme svar, jf. L 183 - bilag 47, at

»forureneren betaler«

er lovens hovedprincip, og at hjemmelen til at påbyde en grundejer at

afskærme en forurening fremkaldt af trafik eller tredjemand

udgør en undtagelse. Ministeren bedes på denne baggrund oplyse,

om loven skal forstås således, at en grundejer, der

pålægges sådanne handlepligter, kan rejse erstatning mod

forureneren, og på hvilket grundlag dette skal ske, herunder om

borgeren har en tilsvarende mulighed som myndigheden for at gøre

ansvar gældende på objektivt grundlag.

Svar:

Grundejerens ret til at forlange erstatning fra

forureneren afgøres efter de civilretlige regler. Lovforslaget

regulerer ikke spørgsmålet.

Spørgsmålet, om grundejeren vil kunne

kræve erstatning på objektivt grundlag, vil afhænge af de

erstatningsregler, som forholdet skal bedømmes efter, og de

mangelsbeføjelser, der i øvrigt kan gøres gældende

over for forureneren, hvis denne er sælger af ejendommen.

Grundejerens adgang til at forlange erstatning eller

godtgørelse kan således ikke uden videre sammenlignes med

myndighedernes adgang til på objektivt grundlag at meddele påbud.

Spørgsmål 47:

Lovforslaget sondrer mellem ejere af olietanke på

over og under 6000 liter olie.

Ejere af de store olietanke er som anført i

ministerens svar på spørgsmål 11, jf. L 183 - bilag 62,

omfattet af miljøerstatningslovens objektive ansvar, der alene kan

rettes mod driftsherren (ikke ejeren), og er i øvrigt undergivet de

almindelige civilretlige regler, som ministeren har tilkendegivet ikke

bør gælde for jordforurening, jf. f.eks. svar på

spørgsmål 13, jf. L 183 - bilag 57.

Ejere af de mindre tanke følger det ubetingede

ansvar efter § 48.

Da ministerens tilkendegivelser forudsætter, at der

er en forskel mellem det objektive ansvar efter miljøerstatningsloven

og jordforureningsloven, bedes ministeren redegøre for, hvori

forskellene består.

Svar:

Efter miljøerstatningsloven er virksomheder,

herunder udlejningsejendomme, der har nedgravet olietanke med et rumindhold

på 6000 liter og derover, omfattet af bilaget til loven, punkt J, nr.

9, og dermed bestemmelserne om objektivt erstatningsansvar. For så vidt

angår de nærmere erstatningsbetingelser, kan jeg henvise til min

besvarelse af spørgsmål nr. 27.

De virksomheder, der er omfattet af bilaget til

miljøerstatningsloven, vil også være omfattet af

jordforureningsloven § 41, stk. 3, nr. 1. Efter § 41, stk. 3, nr. 1, kan der

meddeles virksomheden påbud om afværgeforanstaltning og

genopretning, uanset hvordan forureningen er sket. Virksomhedsbegrebet

omfatter også udlejningsejendomme til boligformål.

Herudover kan der efter forslaget til

jordforureningsloven, § 48, meddeles påbud til ejere af olietanke

på under 6000 liter til boligopvarmning.

Når det af min besvarelse af spørgsmål

nr. 11 fremgår, at olietanke på over 6000 liter til

boligopvarmning er omfattet af påbudsadgangen i forslagets § 41, stk.

3, nr. 2, hvor påbud er betinget af, at påbudsadressaten har

udvist en uforsvarlig adfærd, kan der være grund til at

præcisere, at denne regel kun gælder for de (store) olietanke,

der ikke anvendes erhvervsmæssigt.

For så vidt angår forskellene mellem ansvar

efter miljøbeskyttelseslovgivningen og de civilretlige

erstatningsregler, henvises i øvrigt til min besvarelse af udvalgets

spørgsmål nr. 27 og bemærkningerne til lovforslagets

almindelige bemærkninger, afsnit 3.3 (s. 22 ff.).

Spørgsmål 48:

I forlængelse heraf ønskes oplyst, om det er

rigtigt forstået, at myndighederne ikke alene har en videre

skønsadgang over for villaejeres små olietanke end over for de

store tanke, men tillige kan holde sig til et grundejeransvar.

Svar:

Jeg forstår spørgsmålet således,

at det ønskes oplyst, om der er en videre adgang til at meddele

påbud til ejere af små olietanke (villaolietanke) end ejere af

store olietanke.

Der er i jordforureningslovforslaget indført en

adgang for myndighederne til at meddele påbud til ejere af

villaolietanke på under 6000 liter, uanset hvordan forureningen er

sket. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der også

foreslås en obligatorisk forsikringsordning for ejerne.

For olietanke på 6000 liter eller mere, der af

ejeren anvendes til ikke-erhvervsmæssigt formål,

forudsætter påbud om afværgeforanstaltning og genopretning,

at ejeren af tanken har udvist en uforsvarlig adfærd, jf. forslagets §

41, stk. 3, nr. 2.

Det skal for god ordens skyld bemærkes, at der

således ikke er tale om at gøre ansvar gældende over for

grundejeren, men derimod ejeren eller brugeren af en olietank.

Spørgsmål 49:

Efter forslagets § 46 skal myndigheden tinglyse et

påbud om oprydning på den forurenede ejendom også i de

tilfælde, hvor påbudet ikke er rettet til den forurenede ejendoms

ejer, men til en tredjeperson. Samtidig har ministeren i flere svar

tilkendegivet, at der ikke gennemføres et grundejeransvar. Betyder

dette, at tinglysningen af påbud rettet til tredjemand ikke hviler som

en byrde og rådighedsbegrænsning på den forurenede ejendom,

og i bekræftende fald, hvorledes er dette foreneligt med

tinglysningslovens regler?

Svar:

Det følger af bestemmelsen i § 46, at oplysninger

om påbud skal tinglyses på den ejendom, påbudet

vedrører. Tinglysning er ingen gyldighedsbetingelse, hvorfor

påbudene kan håndhæves også uden tinglysning.

I situationer, hvor der er meddelt påbud til f.eks.

en fraflyttet forurener, sker tinglysningen bl.a. for at informere eventuelle

købere om, at en tredjemand må forventes at skulle

gennemføre en undersøgelse eller oprydning. Der er

således alene tale om en oplysning, og selve tinglysningen har

særlig lovhjemmel.

Påbud til den aktuelle ejer om at tåle, at der

gennemføres undersøgelser eller oprydning, skal derimod ikke

tinglyses. Dette skyldes, at et sådant påbud kan udstedes

når som helst også til en senere køber.

Spørgsmål 50:

Skal forslagets § 43 forstås således, at en

forurener kan pålægges at rydde op for andre forurenere, og er

det rigtigt forstået, at dette som udgangspunkt vil være

grundejeren, hvis grundejeren ikke kan nå til enighed med de andre

forurenere?

Svar:

Bestemmelsen omhandler situationer, hvor en forurening kan

henføres til flere forurenere. Bestemmelsen i § 43 forudsætter,

at der er grundlag for at antage, at en vis andel om end en ikke helt

præcist fastlagt andel af forureningen kan henføres til hver

enkelt af de implicerede forurenere.

Formålet med forslaget er, i det omfang det er

muligt, at tage et rimeligt hensyn til den økonomiske byrdefordeling

mellem flere forurenere i forbindelse med udstedelsen af et påbud.

Udgangspunktet i bestemmelsen er således, at hver

forurener skal betale for oprydning af den forurening, vedkommende selv har

forårsaget.

Det foreslås, at miljømyndigheden, hvis det

ikke er muligt at vurdere én eller flere af forurenernes andele af en

forurening, i påbudet skal fastsætte, at ligelige andele af

forureningen, herunder den resterende forurening, stammer fra disse

forurenere. Er der således tre forurenere, og vurderer

miljømyndigheden, at halvdelen stammer fra den ene forurener, mens der

ikke foreligger nærmere vurderingsgrundlag for de to andres andele,

skal påbudet til disse omfatte ¼ af forureningen. I denne situation kan

en forurener komme til at betale for en mindre del af en anden forureners

forurening.

Ligeledes kan myndigheden træffe afgørelse

på baggrund af samtlige foreliggende oplysninger i sagen om, at en

forurener kun har bidraget med en ubetydelig andel af forureningen. Er det

tilfældet, kan påbud ikke rettes til denne forurener. Denne

ubetydelige del af forureningen indgår i stedet i de øvrige

forureneres andele.

Hvis en forurener ikke kan gives påbud efter

lovforslagets øvrige bestemmelser, f.eks. hvis et selskab er blevet

opløst, vil denne del af forureningen være omfattet af

bestemmelserne om den offentlige indsats, jf. kapitel 3. Dette

indebærer, at denne del af forureningen ikke indgår i

myndighedens beregning af forurenernes andele, og de andre forurenere vil

ikke blive pålagt at oprydde denne del af forureningen.

Myndigheden forudsættes i påbudet nøje

at redegøre for, hvilke andre forurenere der er udstedt påbud

til, og indholdet heraf. Miljømyndigheden vil i påbudet skulle

angive en fremgangsmåde med hensyn til en fælles efterkommelse af

påbudene i tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed herom

mellem forurenerne.

Gennemtvingelsen helt eller delvist af et påbud

efter stk. 1 vil således normalt forudsætte, at forurenerne er

enige om at følge den af miljømyndigheden påbudte

fremgangsmåde.

Såfremt der ikke er enighed blandt forurenerne, kan

en eller flere af disse give meddelelse herom til miljømyndigheden. Da

påbudet efter almindelige forvaltningsretlige regler skal varsles over

for de implicerede forurenere, vil disse bl.a. have lejlighed til at udtale

sig om fremgangsmåden i forbindelse med opfyldelsen af påbudet.

Såfremt forurenerne ikke kan blive enige,

foreslås det, at miljømyndigheden efter stk. 3 skal kunne

meddele påbud vedrørende den samlede forurening til den, der har

forårsaget den største del af forureningen.

Hvis miljømyndigheden har lagt til grund, at

forurenerne har ligelige andele i forureningen, kan påbud rettes til

den forurener, der har rådighed over ejendommen, eller hvis ingen har

det, til den, der sidst havde rådigheden.

Det bemærkes afslutningsvis, at bestemmelsen i stk.

3 ikke regulerer det indbyrdes forhold mellem forurenere. Dette må

afklares efterfølgende efter almindelige erstatningsretlige

regler.

Spørgsmål 51:

Hvad er retsstillingen, når en forurening må

anses fremkaldt af flere forurenere, hvis det ikke er muligt at

bedømme hver enkelts bidrag, og ingen af forurenerne har eller har

haft rådighed over den forurenede ejendom hvilket f.eks. kan

være aktuelt for en boligejendom beliggende i et blandet bolig- og

industrikvarter?

Svar:

Indledningsvis kan jeg henvise til min besvarelse af

spørgsmål 50.

Såfremt det ikke er muligt at vurdere én

eller flere af forurenernes andele af en forurening, og ingen af forurenerne

har eller har haft rådighed over ejendommen, og der opstår

uenighed mellem forurenerne om at følge den af miljømyndigheden

påbudte fremgangsmåde, er der ikke i § 43 fastsat regler om, hvem

af dem der skal kunne få påbud om at rydde op. I denne situation

må miljømyndigheden iværksætte de nødvendige

afværgeforanstaltninger og herefter ved regres søge at få

udgifterne dækket af de ansvarlige forurenere.

Hvis flere forureneres andele af forurening på en

ejendommen med sikkerhed kan skilles ad, finder § 43 heller ikke anvendelse.

I sådanne tilfælde finder de normale påbudsbestemmelser i

forslagets kapitel 5 anvendelse.

Spørgsmål 52:

I bemærkningerne til § 45 anføres, at hvis en

jordforurening både skyldes den tidligere og den nuværende

driftsherre, har myndighederne valgfrihed mellem, om påbud skal

meddeles til den tidligere eller den nuværende driftsherre. Af § 43

fremgår imidlertid, at myndighederne ikke har valgfrihed, hvis

myndigheden mener, en jordforurening er forårsaget af flere forurenere.

Det ønskes på denne baggrund oplyst, om § 45 skal forstås

som en specialregel, der kun angår forvarslede påbud.

Svar:

Bestemmelsen i § 43 omhandler den situation, hvor en

forurening kan henføres til flere forurenere. Bestemmelsen

forudsætter, at der er grundlag for at antage, at en vis andel om end

en ikke helt præcist fastlagt andel af forureningen kan

henføres til hver enkelt af de implicerede forurenere. Hvis

ovennævnte betingelse er opfyldt, kan myndighederne efter den

foreslåede § 43 meddele påbud til alle. Udgangspunktet i

bestemmelsen er således, at hver forurener skal betale for oprydning af

den forurening, vedkommende selv har forårsaget.

Bestemmelsen i § 45 omhandler den situation, hvor en ny

driftsherre har erhvervet en virksomhed, hvor der før erhvervelsen er

meddelt eller forvarslet et påbud til den tidligere driftsherre for en

forurening, denne har forårsaget. I denne situation er det givne

påbud også bindende over for den senere driftsherre, som

altså ikke selv har forårsaget forureningen.

De 2 bestemmelser i lovforslaget regulerer således

forskellige situationer.

Spørgsmål 53:

Af lovforslagets § 41, stk. 3, fremgår, at det

ubetingede forureneransvar alene gælder for »den, der i erhvervsmæssigt og offentligt

øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender det anvendte

anlæg, hvorfra forureningen hidrører«. Skal udtrykket »erhvervsmæssigt«

forstås på samme vidtgående måde, som det fortolkes

efter miljøbeskyttelseslovens § 42, eller kan der angives andre

kriterier?

Svar:

Som anført i bemærkningerne til lovforslagets

§ 41 skal begrebet erhvervsmæssigt øjemed forstås

snævrere end ved fortolkningen af begrebet virksomhed i

miljøbeskyttelsesloven. Hvad angår kriterier for denne

snævrere fortolkning kan jeg henvise til bemærkningerne s. 63, 2.

spalte, 2. afsnit.

Jeg skal henlede opmærksomheden på, at

formuleringen i § 41, stk. 3, er »Den, der i

erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed«.

Spørgsmål 54:

Ministeren bedes med baggrund i svar på

spørgsmål 20, jf. L 183 - bilag 53, oplyse, om myndigheders

almindelige pligt til at sikre tilstrækkelige oplysninger

(officialmaksimen) kan fraviges i § 4, og i benægtende fald, hvorledes

dette skal sikres, når registreringsbekendtgørelsen

ophæves.

Svar:

Myndighedernes pligt til at sikre tilstrækkelige

oplysninger til brug ved en afgørelse gælder også ved

beslutningen om kortlægning på vidensniveau 1 efter lovforslagets

§ 4, der bestemmer, at der skal være tilvejebragt en faktisk viden om

aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der

kan have været kilde til jordforurening på arealet.

Kortlægning på vidensniveau 2 svarer til

registrering efter gældende affaldsdepotlov. Den gældende

registreringsbekendtgørelses bestemmelser videreføres i

formuleringen af lovforslagets § 5 og § 7, stk. 1 og 2, vedrørende

kortlægning på vidensniveau 2.

Spørgsmål 55:

I ministerens svar på spørgsmål 17, jf.

L 183 - bilag 47, anføres, at der skal have været en faktisk

aktivitet, der kan have forurenet, men at eksistens af en villaolietank ikke

er nok. Skal dette forstås således, at alle arealer skal

registreres, hvis de er beliggende i nærheden af nuværende eller

tidligere trafikåre, og alle arealer, hvor der er eller har været

industrielle aktiviteter eller transportvirksomhed, cykel- eller

autoværksted eller installatørvirksomhed, skal registreres? I

forlængelse heraf ønskes oplyst, om kendskab til den traktose,

der er konstateret fra mange byggerier i 1960´erne og 1970´erne, hvor meget

forskelligt byggeaffald blev tildækket, kan danne grundlag for

registrering.

Svar:

Som anført i lovforslagets bemærkninger til

§§ 4 og 5 sker kortlægning uden hensyntagen til, hvornår og

hvordan en forurening kan være eller er sket. Det betyder, at de i

spørgsmålet nævnte arealer principielt vil kunne blive

omfattet af kortlægningen.

Men for at kunne kortlægge på vidensniveau 1

skal der foretages en vurdering. Denne vurdering skal efter forslagets § 4

baseres på en konkret viden om de aktiviteter, der er foregået

på det pågældende areal. I vurderingen indgår den

generelle erfaring om risikoen for forurening efter forskellige virksomheder,

aktiviteter eller andre mulige forureningskilder. I vurderingen indgår

også mulige forureningskilder uden for det pågældende

areal.

Alene en oplysning om traktose på et areal vil ikke

være tilstrækkeligt grundlag for en kortlægning. Jeg kan i

øvrigt henvise til mit svar på spørgsmål 17 (L 183

- bilag 25) fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

Spørgsmål 56:

Hvad gælder for arealer registreret under

vidensniveau 1 henholdsvis 2 frem til, at der fastsættes de

nærmere regler om registrering i matrikelregistret, som ministeren

omtaler i svar på spørgsmål 19, jf. L 183 - bilag 46?

Svar:

Retsvirkningerne med hensyn til ejers og brugers

råden over et areal, der er kortlagt på vidensniveau 1

henholdsvis vidensniveau 2, er direkte fastlagt i bestemmelser i

lovforslagets kapitel 2 og kapitel 6. Retsvirkningerne gælder fra det

øjeblik, hvor ejeren eller brugeren af det pågældende

areal fra amtet har modtaget meddelelse om kortlægningen.

Indførelsen (registreringen) af kortlægningen af det

pågældende areal i matrikelregisteret har således ikke

nogen betydning for disse retsvirkninger, herunder hvornår disse

indtræder.

De nærmere regler, jeg henviser til i mit svar

på spørgsmål 19 (L 183 - bilag 27) fra Folketingets

Miljø- og Planlægningsudvalg, drejer sig om regler om selve

indførelsen (registreringen) af kortlægningen i

matrikelregisteret og registerets førelse.

Spørgsmål 57:

Med henvisning til ministerens svar på

spørgsmål 33, jf. L 183 - bilag 51, bedes ministeren på ny

overveje, om der ikke bør indføres en frist for amternes

undersøgelser af ejendomme registreret under vidensniveau 1 under

hensyn til uskyldige grundejeres retssikkerhed.

Svar:

Jeg har anført i mit svar på

spørgsmål 33, som der henvises til, at jeg er indstillet

på at drøfte anvendelsen af hjemlen i lovforslagets § 15 til at

fastsætte en rimelig tid for, hvor længe boligejere maksimalt

skal vente på at få deres boligejendom kortlagt fra vidensniveau

1 til 2.

Spørgsmål 58:

Hvilken retsvirkning udløser det, hvis

registreringen som vidensniveau 2 viser sig at være forkert? Ministeren

har i svar på spørgsmål 17, jf. L 183 - bilag 47,

anført, at det ikke kan være myndighedens ansvar, hvis en

registrering på vidensniveau 1 viser sig at være forkert. Mener

ministeren også det gælder vidensniveau 2?

Svar:

I spørgsmålet henvises der til mit svar

på spørgsmål 17 (L 183 - bilag 25) fra Folketingets

Miljø- og Planlægningsudvalg. Jeg anførte her, at det

ikke kan være myndighedernes ansvar, hvis en undersøgelse af et

vidensniveau 1-areal viste, at der ikke er forurenet. Dette begrundede jeg

med, at der ved kortlægning på vidensniveau 1 ikke er en

påstand om forurening, kun om aktiviteter, f.eks. et tidligere renseri,

på grunden.

Jeg forstår derfor spørgsmålet på

den måde, at der med udsagnet i spørgsmålet om, at en

registrering (kortlægning på vidensniveau 2) viser sig at

være forkert, menes, at der på arealet viser sig ikke at

være forurening.

Det fremgår af lovforslagets §§ 5 og 7, at der skal

være udført undersøgelser, som har påvist en

forurening, der kan have skadelig virkning på mennesker og

miljø. Kortlægning på vidensniveau 2 svarer til

registrering efter affaldsdepotloven. Miljøstyrelsen har oplyst, at

styrelsen ikke kender til praktiske tilfælde, hvor der har vist sig

ikke at være forurening på en registreret ejendom.

Hvis der imidlertid skulle ske en kortlægning

på vidensniveau 2, selvom der ikke er forurening, f.eks. fordi det

tilvejebragte dokumentationsgrundlag i form af undersøgelser ikke er

tilstrækkeligt eller er vurderet forkert, opstår

spørgsmålet, om amtet som forvaltningsmyndighed vil kunne ifalde

et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsregler. Dette

spørgsmål må i sidste ende afgøres af domstolene.

Supplerende svar:

Af min besvarelse af 10. maj 1999 af udvalgets

spørgsmål nr. 58 fremgik, at Miljøstyrelsen ikke kender

til praktiske tilfælde, hvor der har vist sig ikke at være

forurening på en registreret ejendom.

Styrelsen har for god ordens skyld oplyst, at oplysningen

relaterer sig til registreringer, der er foretaget siden 1993, hvor

bekendtgørelsen om registrering af affaldsdepoter efter lov om

affaldsdepoter trådte i kraft.

Spørgsmål 59:

Hvilken status har kommunernes arealanvendelsesudpegning

efter § 6, stk. 2, og amternes efterfølgende godkendelse heraf i

forhold til planlovgivningen?

Svar:

Der er ikke tilsigtet nogen sammenhæng mellem

fastlæggelsen af anvendelsen af arealer i lovforslaget og

planlovgivningen.

Efter lovforslagets bemærkninger til § 6, stk. 2, er

der således alene tale om en konstatering af den faktiske anvendelse.

Spørgsmål 60:

Efter forslagets bemærkninger til § 6, stk. 2,

stilles der ikke formelle krav til beslutningsprocedure som ved kommune- og

lokalplaner, selv om udpegningen er tillagt umiddelbare og indgribende

virkning for grundejere. Hvad er baggrunden for denne fravigelse af de

retssikkerhedsgarantier, som ellers følger af planlovens regler om

projektoffentlighed?

Svar:

I forlængelse af mit svar på

spørgsmål 59 kan jeg oplyse, at udpegningen af bestemte arealers

anvendelse alene er en konstatering af de faktiske forhold. Arealernes

anvendelse får betydning for, hvorledes myndighederne skal

udmønte deres indsats efter lovforslaget på de enkelte kortlagte

arealer og dermed ejendommene inden for disse arealer. Den fastlagte

anvendelse vil som udgangspunkt svare til den anvendelse, som allerede

fremgår i anden sammenhæng, f.eks. BBR-registeret.

Fastlæggelsen af arealanvendelsen indgår i

kortlægningen. Som det fremgår af bemærkningerne til § 12,

skal grundejeren inddrages efter forvaltningslovens regler, inden amtet

træffer afgørelse om kortlægningen. Eventuel tvivl vil

kunne afklares i forbindelse hermed.

Spørgsmål 61:

Ministeren har i svaret på spørgsmål

20, jf. L 183 - bilag 63, anført, at den 30-årige

forældelse efter en forurenings konstatering efter § 41, stk. 4,

både udelukker, at den 20-årige forældelse efter Danske Lov

5.14.4. og den femårige forældelse efter 1908-loven finder

anvendelse, hvilket ligeledes fremgår af bemærkningerne til

lovforslaget (side 64, 1. sp.). Både i bemærkningerne og i

ministerens svar er dette begrundet med, at den 30-årige

påbudsmulighed er en offentligretlig forældelsesregel, men den

5-årige forældelsesfrist gælder for erstatningsretlige

forhold. Da 1908-lovens 5-årige forældelse bl.a. omfatter

myndigheders krav på skatter og afgifter samt tilbagevendende byrder

på fast ejendom, bedes ministeren oplyse, hvorfor der er behov for, at

myndigheder skal have 30 år til at meddele påbud, efter at en

forurening konstateres og om det ikke af hensyn til retssikkerheden var

rimeligt at præcisere dette i lovteksten som foreslået af

Advokatrådet.

Svar:

Jeg må først slå fast, at den

foreslåede forældelsesregel i lovforslagets § 41, stk. 4, ikke

giver myndigheden 30 år til at meddele påbud, efter at en

forurening konstateres. Bestemmelsen i § 41, stk. 4, fastsætter, at

påbudsadgangen ophører, når der er gået 30 år

efter ophøret af den produktionsmetode eller anvendelsen af det

anlæg, der forårsagede eller kunne forårsage forureningen.

Jeg forstår derfor ikke sammenligningen med

forældelse vedrørende myndigheders krav på skatter og

afgifter. Hvis en myndighed venter i op til 30 år med at reagere

på konstateret forurening, vil påbudsadgangen være

bortfaldet ud fra forvaltningsretlige regler om passivitet og

indrettelsessynspunkter.

Lignende dokumenter