Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om skærpede sanktioner for fredskrænkelser

1998/1 BTB 97Betænkning over beslutningsforslagFolketinget26. maj 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Retsudvalget den

18. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om

skærpede sanktioner for fredskrænkelser

[af Bendt Bendtsen (KF) m.fl.]

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle

møder.

Der er af et mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Justitsministerens besvarelse af spørgsmål 28

og 29, jf. Retsudvalgets alm. del bilag 121 og 437, folketingsåret

1997-98, 2. samling, samt spørgsmål S 567, folketingsåret

1998-99, er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Venstres, Det

Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes,

Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget)

beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede

ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af

udvalget) understreger, at den gældende ordning, hvorefter der meddeles

advarsel efter straffelovens § 265, fungerer aldeles udmærket på

langt de fleste tilfælde af telefonchikane. Advarselsordningen

indebærer den fordel, at der ikke senere skal bevises forsæt til,

at den, der overtræder advarslen, ønsker at genere offeret.

Alene en henvendelse er tilstrækkelig til at udløse straf.

Gentagne overtrædelser kan medføre frihedsstraf, og erfaringen

viser, at langt de fleste gerningsmænd derfor opgiver fortsatte

overtrædelser.

Læs alt

En sag fra Fyn, der ganske vist er enestående, har

imidlertid vist, at advarselsordningen ikke kan anvendes, og at der er et hul

i loven. Sagen angik nogle personer, der helt systematisk - hver gang der var

meddelt tilhold om ikke at telefonere til bestemte kendte personer - undgik

at overtræde advarslen ved blot at udvælge sig nye ofre.

Aktiviteterne udviklede sig til ren telefonterror, og de gældende

bestemmelser har ikke kunnet beskytte ofrene for denne forbrydelse, som ikke

blot er et indgreb i andre menneskers privatliv og fred, men som er egnet til

at skabe utryghed og angst.

Mindretallet opfordrer derfor - også under

henvisning til Politimesterforeningens udtalelse, der er optrykt som bilag

til betænkningen - og set i lyset af, at moderne teknologi gør

det lettere at trænge ind på andre, ministeren til at udforme en

bestemmelse i straffeloven, der gør det muligt at straffe uden

forudgående advarsel.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale

Venstres medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til

forkastelse og vil stemme imod det stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem

af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse, men vil

stemme for det stillede ændringsforslag. Dette mindretal henviser i

øvrigt til, hvad der blev fremført af partiets ordfører

ved 1. behandling af beslutningsforslaget som argumentation for en afvisning

af beslutningsforslaget.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af

udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse og vil

stemme hverken for eller imod det stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal

(SF, DF, CD, FP og KRF):

Til teksten

1) Ordene »straffelovens § 265« ændres til: »straffeloven«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget sikres det, at der kan blive

tale om andre ændringer i straffeloven end i § 265, hvis dette findes

mere hensigtsmæssigt eller mere juridisk korrekt.

Lissa Mathiasen (S)

fmd.

Per Kaalund (S) Dorte Bennedsen (S)

Else Marie Mortensen (S)

Jan Petersen (S) Anne Baastrup (SF)

nfmd. Sonja Albrink (CD)

Elisabeth Arnold (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Birthe Rønn Hornbech (V)

Inge Dahl-Sørensen (V)

Karen Rønde (V) Tom Behnke (FP)

Bendt Bendtsen (KF) Pernille Sams (KF)

Peter Skaarup (DF)

Jann Sjursen (KRF)

Bilag 1

Udvalgets spørgsmål 28 og 29 fra

folketingsåret 1997-98, 2. samling, og justitsministerens svar

herpå

Spørgsmål 28:

Ministeren bedes kommentere vedlagte artikler »Tavse telefonterrorister« af 19. marts 1998 fra Fyns

Stiftstidende og »En

(næsten) umulig opgave« fra

Dansk Politi nr. 3/98 om telefonchikane.

Svar:

Straffelovens § 265 giver mulighed for at straffe

personer, der krænker en andens fred ved at trænge ind på

den pågældende, forfølge denne med skriftlige henvendelser

eller på anden lignende måde forulemper den

pågældende. Efter bestemmelsen er der mulighed for at straffe med

bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder

fængsel. En forudsætning for straf er, at gerningsmanden på

trods af en forud meddelt advarsel (tilhold) fra politiet alligevel

forsætligt krænker nogens fred.

Politimesteren i Assens har på baggrund af omtalen i

medierne orienteret Justitsministeriet om den konkrete sag fra Assens

politikreds.

Der er ifølge politimesterens oplysninger tale om

en sag, hvor en familie bosiddende i Aarup fra bopælen og telefonbokse

i nærheden har udført omfattende telefonchikane mod et

større antal personer.

Assens Politi har efter foretagen efterforskning i flere

tilfælde meddelt ét eller flere medlemmer af familien advarsel i

medfør af straffelovens § 265 mod at kontakte angivne personer.

Politiet har endvidere i flere tilfælde rejst sigtelse for

overtrædelse af meddelte advarsler.

Senest har politiet gennemført en succesfuld

efterforskning i anledning af familiens fortsatte massive telefonchikane mod

en række personer. - Politiet har således på grundlag af

indhentede retskendelser modtaget udskrifter fra Fyns Telefon over familiens

bopælstelefons benyttelse i forskellige perioder. Af udskrifterne har

politiet bl.a. kunnet aflæse navnene på de personer, som de

pågældende havde rettet henvendelse til, ligesom tidspunkterne og

antallet af opkald er fremgået.

På baggrund af udskrifterne har politiet herefter

rettet henvendelse til de personer, der var blevet ringet til og oplyst om

muligheden for at meddele advarsler til de pågældende, som havde

foretaget telefonopkaldene. Assens Politi har efterfølgende på

de forurettedes begæring kunnet meddele de enkelte medlemmer af den

omhandlede familie advarsel efter straffelovens § 265.

Spørgsmål 29:

Hvad agter ministeren at foretage sig i den anledning? Vil

ministeren f.eks. tage initiativ til, at der bliver mulighed for at

pålægge bødestraf for telefonchikane før tildeling

af advarsel, samt at der gennemføres lovgivning, som forbyder

teleoperatører at opkoble ordinært abonnement, bortset fra

nødopkald (112)?

Svar:

Politimesteren i Assens har oplyst, at han i en

række tilfælde har udstedt advarsler til medlemmer af den

omhandlede familie fra Aarup. Disse advarsler bliver tilsyneladende i vidt

omfang re-spekteret af de pågældende.

Der er ingen tvivl om, at det må være endog

særdeles belastende og opleves som helt uacceptabelt at blive udsat for

telefonchikane af en sådan karakter, som det har været

tilfældet for en række borgere i sagen fra Fyn.

Som det fremgår af besvarelsen af

spørgsmål nr. 28, efterforsker Assens politi fortsat og med

succes mod den omhandlede familie med henblik på at bringe dennes

chikanøse adfærd til ophør. Der er således meddelt

medlemmer af familien advarsel mod at kontakte langt over 100 nærmere

angivne personer.

Den konkrete sag fra Assens viser, at man inden for den

eksisterende lovgivning gennem målrettet efterforskning kan komme

langt, også i denne type af sager.

Det er mit håb, at den valgte fremgangsmåde

med tiden vil bringe familiens chikanøse adfærd til

ophør. Det er endvidere min vurdering, at den eksisterende bestemmelse

i straffelovens § 265 indeholder tilstrækkelig mulighed for i

almindelighed at sætte ind over for telefonchikane.

Det er således mit umiddelbare indtryk, at sagen fra

Fyn som følge af dens omfang og karakter er enkeltstående, og

jeg mener, at man af den grund skal være varsom med at foreslå

ændringer i den eksisterende og på mange måder

velfungerende lovgivning.

For nærmere at vurdere behovet for eventuelle

initiativer på området vil jeg imidlertid anmode

Politimesterforeningen om en udtalelse om de øvrige politikredses

eventuelle erfaringer med sager af den karakter, som der er tale om i

Assens.

Supplerende besvarelse af spørgsmål

29:

Justitsministeriet anførte i besvarelsen af 17.

april 1998 af spørgsmål nr. 29, at det var ministeriets

umiddelbare indtryk, at den konkrete sag om telefonchikane fra Fyn som

følge af dens omfang og karakter er enkeltstående, og at man af

den grund skal være varsom med at foreslå ændringer i den

eksisterende og på mange måder velfungerende lovgivning.

Det fremgår ligeledes af besvarelsen, at ministeriet

for nærmere at vurdere behovet for eventuelle initiativer på

området ville anmode Politimesterforeningen om en udtalelse om de

øvrige politikredses eventuelle erfaringer med sager af den karakter,

som der var tale om i sagen fra Assens politi-kreds.

Politimesterforeningen har i den forbindelse udtalt

følgende:

»

Foreningen har

i sagens anledning spurgt politikredsene

1. Om man havde været ude for sager som den, som

vice-politikommissær Hemmingsen, Assens, har beskrevet i Dansk

Politi.

2. Hvorledes politikredsen i bekræftende fald har håndteret

sagen/sagerne.

3. Om politimesteren støtter kriminalisering af chikanøse

henvendelser, uden at der forud er givet advarsel, således som

straffelovens § 265 forudsætter.

Efter at have modtaget svar fra ca. 40 politikredse kan

bestyrelsen oplyse, at ingen af disse har haft sager, som i omfang og grovhed

svarer til Assenssagen. Flere har været berørt af Assenssagen,

herunder en politimester personligt.

Fra Århus er refereret en sag vedrørende en

udlænding boende i Aalborg, som havde foretaget tusindvis af opkald til

tilfældige numre, overvejende boligområder i Århus.

Pågældende overtrådte også § 232.

En del kredse har haft erfaringer med sager, som

vedrører chikanøse henvendelser, hvor straffelovens § 265 ikke

slår til, bl.a. fordi chikanen retter sig mod personer, som den

pågældende ikke har anden kontakt til.

Det er den overvejende opfattelse, at kriminalisering uden

forudgående advarsel i grovere tilfælde er begrundet og

ønskelig.

10 politimestre finder dog, at der ikke er et behov for

udvidet straffehjemmel. En politimester peger på risikoen for

diskussioner med forurettede om, hvorvidt forholdet er så groft, at

politiet skal springe advarslen over.

Som andre eller supplerende muligheder for at styrke

indsatsen peges bl.a. på følgende muligheder:

- kriminalisering af grov eller oftere gentagen chikane mod personer i

offentlig tjeneste eller hverv, f.eks. ved tilføjelse til § 121.

- afskæring af administrativ rekurs, når tiltale er rejst

for overtrædelse af tilholdet. Overlad til ret-ten at tage stilling til

eventuelle indsigelser under straffesagen.

- udvidelse af strafferammen i den eksisterende § 265.

På baggrund af politikredsenes erfaringer og

synspunkter i medlemskredsen, kan bestyrelsen støtte

vicepolitikommissærens forslag om, at der tilvejebringes hjemmel for at

straffe i videre omfang, end det i dag er muligt efter straffelovens § 265.

Sagen bør være betinget af offentlig påtale.«

Det kan oplyses, at et udvalg under Justitsministeriet i

1987 pegede på, at en ændring af straffelovens § 265 kunne ske

ved, at grovere fredskrænkelser blev gjort direkte strafbare, dvs. uden

krav om forudgående advarsel.

Spørgsmålet blev herefter forelagt

Straffelovrådet til nærmere overvejelse.

Straffelovrådet kunne dog ikke anbefale en

sådan løsning. I en udtalelse af 15. februar 1988 anførte

Straffelovrådet bl.a., at det uden en forudgående advarsel ville

være særdeles vanskeligt at afgrænse det strafbare

område på en passende måde. Straffelovens § 265 omfatter

således også en række helt dagligdags handlinger, der ikke

i sig selv er truende, foruroligende, fornærmende, fysisk forulempende

eller lignende. Dette gælder f.eks. telefoniske henvendelser, breve og

fremmøde ved den pågældendes hjem eller arbejdsplads.

Straffelovens § 265 giver således - efter en forudgående advarsel

- mulighed for også i sådanne tilfælde at beskytte en

person mod en anden persons gentagne henvendelser, når disse opleves

som ubehagelige eller forstyrrende. I grovere tilfælde, hvor der er

tale om egentlige trusler, vold, blufærdighedskrænkelse eller

husfredskrænkelse, er forholdet (direkte) strafbart efter andre

bestemmelser i straffeloven.

Straffelovrådet pegede også på de

vanskeligheder, som ville kunne opstå ved anvendelsen af en

bestemmelse, der ikke indeholder krav om forudgående advarsel, med

hensyn til beviset for gerningsmandens forsæt. Kravet om forsæt

indebærer, at gerningsmanden skal forstå, at den

pågældendes handlinger virker krænkende. Disse problemer

kan i vidt omfang undgås, hvis der forud er meddelt en advarsel.

Det kan ligeledes oplyses, at i forbindelse med

behandlingen af det lovforslag, der førte til lov nr. 730 af 7.

december 1988 om ændring af retsplejeloven (Dørlukning og

advokatbistand til den forurettede), tiltrådte Folketinget, at der - i

lyset af Straffelovrådets udtalelse - ikke blev fremsat forslag om

ændring af straffelovens § 265.

Efter Justitsministeriets opfattelse må der

lægges betydelig vægt på de synspunkter, der er

anført af Straffelovrådet. Selv om Justitsministeriet er meget

opmærksom på de problemer, der peges på i

Politimesterforeningens udtalelse, finder ministeriet ikke

tilstrækkeligt grundlag for på nuværende tidspunkt at

foreslå en ændring af straffelovens § 265.

Bilag 2

Justitsministerens svar på spørgsmål

nr. S 567, folketingsåret 1998-99

Spm. nr. S 567

Til justitsministeren (25/11 98) af:

Bendt Bendtsen (KF):

»Vil ministeren redegøre for, hvorvidt det vil

være i strid med dansk lovgivning og/eller internationale konventioner,

som Danmark er forpligtet af, at indføre mulighed for at sanktionere

gentagen grov telefonchikane med at nægte gerningsmanden ordinært

telefonabonnement, men med mulighed for nødopkald?«

Svar (1/12 98):

Justitsministeren (Frank Jensen):

Justitsministeriet har anmodet Forskningsministeriet om en

udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmålet.

Når udtalelsen foreligger, vil Justitsministeriet

vende tilbage til spørgsmålet.

Supplerende svar (15/1 99):

Justitsministeren (Frank Jensen):

Som oplyst i den foreløbige besvarelse af 13.

november 1998 har Justitsministeriet anmodet Forskningsministeriet om en

udtalelse.

Forskningsministeriet har oplyst følgende:

Lov 466 af 12. juni 1996 om forsyningspligt og visse

forbrugerforhold i telesektoren har til formål at sikre alle brugere af

telekommunikation adgang til et grundlæggende udbud af teleydelser.

Forsyningspligtsydelsen er nærmere behandlet i

lovens kap. 2 (særligt § 3), der indeholder en bemyndigelse til

forskningsministeren til at fastsætte de nærmere regler om

forsyningspligt. Dette er sket ved Forskningsministeriets bek. 908 af 5.

december 1997. I bekendtgørelsen beskrives det i § 2, stk. 2, nr. 1,

at forsyningspligten indeholder en forpligtelse fra forsyningspligtsudbyderen

til at stille en telefonlinje til rådighed for alle abonnementer.

Der er derfor ikke efter den lovgivning, der

henhører under Forskningsministeriet mulighed for at nægte en

person et telefonabonnement, sålænge et sådant kan

karakteriseres som hørende under forsyningspligten.

Forskningsministeriets regelsæt giver desuden ikke mulighed for at

fratage en abonnent telefonabonnementet i tilfælde af grov

telefonchikane.

Forsyningspligten er internationalt behandlet i

EU-direktivet om ONP-vilkår for teletelefonitjenesten og om udbud af

forsyningspligtsydelser på teleområdet under konkurrenceforhold.

I præamblens afsnit (4) og direktivets art. 1, art. 2 nr. 2 (f) og art.

3, beskrives forsyningspligten. De danske regler er i overensstemmelse med

dette direktiv.

Spørgsmålet om nægtelse af

telefonabonnement i tilfælde af grov chikane er ikke berørt i

internationale konventioner på teleområdet. ITU (International

Telecommunication Union) anerkender dog, at der er en såkaldt

»Universal Service«-forpligtelse, som svarer til den danske forsyningspligt.

Spørgsmålet om nægtelse af abonnement er dog ikke

berørt.«

Som det fremgår af Forskningsministeriets udtalelse,

er der ikke efter den gældende telelovgivning adgang til at nægte

en person almindeligt telefonabonnement i tilfælde af telefonchikane.

Heller ikke straffeloven indeholder en sådan hjemmel.

Den europæiske menneskerettighedskonvention,

herunder navnlig artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv,

vil ikke generelt være til hinder for, at der indføres

lovregler, hvorefter personer i tilfælde af gentagen grov

telefonchikane fratages mulighed for at have et telefonabonnement.

Justitsministeriet kan dog ikke støtte et

sådant forslag.

At nægte en person et sædvanligt

telefonabonnement er en meget indgribende foranstaltning i nutidens

kommunikationssamfund, og det vil næppe være et effektivt middel

til at hindre fortsat telefonchikane. Den pågældende vil for det

første fortsat have adgang til offentlige mønttelefoner. Af

større praktisk betydning er dog, at der fortsat vil bestå den

mulighed, at en anden person opretter et mobiltelefonabonnement i eget navn

og derefter overdrager brugen af mobiltelefonen til en person, der selv er

nægtet abonnement, eller at den pågældende køber en

mobiltelefon med taletidskort uden fast abonnement.

Lignende dokumenter