Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om skærpede sanktioner for fredskrænkelser
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Retsudvalget den
18. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om
skærpede sanktioner for fredskrænkelser
[af Bendt Bendtsen (KF) m.fl.]
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle
møder.
Der er af et mindretal stillet
ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Justitsministerens besvarelse af spørgsmål 28
og 29, jf. Retsudvalgets alm. del bilag 121 og 437, folketingsåret
1997-98, 2. samling, samt spørgsmål S 567, folketingsåret
1998-99, er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (Venstres, Det
Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes,
Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget)
beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af
udvalget) understreger, at den gældende ordning, hvorefter der meddeles
advarsel efter straffelovens § 265, fungerer aldeles udmærket på
langt de fleste tilfælde af telefonchikane. Advarselsordningen
indebærer den fordel, at der ikke senere skal bevises forsæt til,
at den, der overtræder advarslen, ønsker at genere offeret.
Alene en henvendelse er tilstrækkelig til at udløse straf.
Gentagne overtrædelser kan medføre frihedsstraf, og erfaringen
viser, at langt de fleste gerningsmænd derfor opgiver fortsatte
overtrædelser.
Læs alt
En sag fra Fyn, der ganske vist er enestående, har
imidlertid vist, at advarselsordningen ikke kan anvendes, og at der er et hul
i loven. Sagen angik nogle personer, der helt systematisk - hver gang der var
meddelt tilhold om ikke at telefonere til bestemte kendte personer - undgik
at overtræde advarslen ved blot at udvælge sig nye ofre.
Aktiviteterne udviklede sig til ren telefonterror, og de gældende
bestemmelser har ikke kunnet beskytte ofrene for denne forbrydelse, som ikke
blot er et indgreb i andre menneskers privatliv og fred, men som er egnet til
at skabe utryghed og angst.
Mindretallet opfordrer derfor - også under
henvisning til Politimesterforeningens udtalelse, der er optrykt som bilag
til betænkningen - og set i lyset af, at moderne teknologi gør
det lettere at trænge ind på andre, ministeren til at udforme en
bestemmelse i straffeloven, der gør det muligt at straffe uden
forudgående advarsel.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale
Venstres medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til
forkastelse og vil stemme imod det stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem
af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse, men vil
stemme for det stillede ændringsforslag. Dette mindretal henviser i
øvrigt til, hvad der blev fremført af partiets ordfører
ved 1. behandling af beslutningsforslaget som argumentation for en afvisning
af beslutningsforslaget.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af
udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse og vil
stemme hverken for eller imod det stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal
(SF, DF, CD, FP og KRF):
Til teksten
1) Ordene »straffelovens § 265« ændres til: »straffeloven«.
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget sikres det, at der kan blive
tale om andre ændringer i straffeloven end i § 265, hvis dette findes
mere hensigtsmæssigt eller mere juridisk korrekt.
Lissa Mathiasen (S)
fmd.
Per Kaalund (S) Dorte Bennedsen (S)
Else Marie Mortensen (S)
Jan Petersen (S) Anne Baastrup (SF)
nfmd. Sonja Albrink (CD)
Elisabeth Arnold (RV)
Søren Søndergaard (EL)
Birthe Rønn Hornbech (V)
Inge Dahl-Sørensen (V)
Karen Rønde (V) Tom Behnke (FP)
Bendt Bendtsen (KF) Pernille Sams (KF)
Peter Skaarup (DF)
Jann Sjursen (KRF)
Bilag 1
Udvalgets spørgsmål 28 og 29 fra
folketingsåret 1997-98, 2. samling, og justitsministerens svar
herpå
Spørgsmål 28:
Ministeren bedes kommentere vedlagte artikler »Tavse telefonterrorister« af 19. marts 1998 fra Fyns
Stiftstidende og »En
(næsten) umulig opgave« fra
Dansk Politi nr. 3/98 om telefonchikane.
Svar:
Straffelovens § 265 giver mulighed for at straffe
personer, der krænker en andens fred ved at trænge ind på
den pågældende, forfølge denne med skriftlige henvendelser
eller på anden lignende måde forulemper den
pågældende. Efter bestemmelsen er der mulighed for at straffe med
bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder
fængsel. En forudsætning for straf er, at gerningsmanden på
trods af en forud meddelt advarsel (tilhold) fra politiet alligevel
forsætligt krænker nogens fred.
Politimesteren i Assens har på baggrund af omtalen i
medierne orienteret Justitsministeriet om den konkrete sag fra Assens
politikreds.
Der er ifølge politimesterens oplysninger tale om
en sag, hvor en familie bosiddende i Aarup fra bopælen og telefonbokse
i nærheden har udført omfattende telefonchikane mod et
større antal personer.
Assens Politi har efter foretagen efterforskning i flere
tilfælde meddelt ét eller flere medlemmer af familien advarsel i
medfør af straffelovens § 265 mod at kontakte angivne personer.
Politiet har endvidere i flere tilfælde rejst sigtelse for
overtrædelse af meddelte advarsler.
Senest har politiet gennemført en succesfuld
efterforskning i anledning af familiens fortsatte massive telefonchikane mod
en række personer. - Politiet har således på grundlag af
indhentede retskendelser modtaget udskrifter fra Fyns Telefon over familiens
bopælstelefons benyttelse i forskellige perioder. Af udskrifterne har
politiet bl.a. kunnet aflæse navnene på de personer, som de
pågældende havde rettet henvendelse til, ligesom tidspunkterne og
antallet af opkald er fremgået.
På baggrund af udskrifterne har politiet herefter
rettet henvendelse til de personer, der var blevet ringet til og oplyst om
muligheden for at meddele advarsler til de pågældende, som havde
foretaget telefonopkaldene. Assens Politi har efterfølgende på
de forurettedes begæring kunnet meddele de enkelte medlemmer af den
omhandlede familie advarsel efter straffelovens § 265.
Spørgsmål 29:
Hvad agter ministeren at foretage sig i den anledning? Vil
ministeren f.eks. tage initiativ til, at der bliver mulighed for at
pålægge bødestraf for telefonchikane før tildeling
af advarsel, samt at der gennemføres lovgivning, som forbyder
teleoperatører at opkoble ordinært abonnement, bortset fra
nødopkald (112)?
Svar:
Politimesteren i Assens har oplyst, at han i en
række tilfælde har udstedt advarsler til medlemmer af den
omhandlede familie fra Aarup. Disse advarsler bliver tilsyneladende i vidt
omfang re-spekteret af de pågældende.
Der er ingen tvivl om, at det må være endog
særdeles belastende og opleves som helt uacceptabelt at blive udsat for
telefonchikane af en sådan karakter, som det har været
tilfældet for en række borgere i sagen fra Fyn.
Som det fremgår af besvarelsen af
spørgsmål nr. 28, efterforsker Assens politi fortsat og med
succes mod den omhandlede familie med henblik på at bringe dennes
chikanøse adfærd til ophør. Der er således meddelt
medlemmer af familien advarsel mod at kontakte langt over 100 nærmere
angivne personer.
Den konkrete sag fra Assens viser, at man inden for den
eksisterende lovgivning gennem målrettet efterforskning kan komme
langt, også i denne type af sager.
Det er mit håb, at den valgte fremgangsmåde
med tiden vil bringe familiens chikanøse adfærd til
ophør. Det er endvidere min vurdering, at den eksisterende bestemmelse
i straffelovens § 265 indeholder tilstrækkelig mulighed for i
almindelighed at sætte ind over for telefonchikane.
Det er således mit umiddelbare indtryk, at sagen fra
Fyn som følge af dens omfang og karakter er enkeltstående, og
jeg mener, at man af den grund skal være varsom med at foreslå
ændringer i den eksisterende og på mange måder
velfungerende lovgivning.
For nærmere at vurdere behovet for eventuelle
initiativer på området vil jeg imidlertid anmode
Politimesterforeningen om en udtalelse om de øvrige politikredses
eventuelle erfaringer med sager af den karakter, som der er tale om i
Assens.
Supplerende besvarelse af spørgsmål
29:
Justitsministeriet anførte i besvarelsen af 17.
april 1998 af spørgsmål nr. 29, at det var ministeriets
umiddelbare indtryk, at den konkrete sag om telefonchikane fra Fyn som
følge af dens omfang og karakter er enkeltstående, og at man af
den grund skal være varsom med at foreslå ændringer i den
eksisterende og på mange måder velfungerende lovgivning.
Det fremgår ligeledes af besvarelsen, at ministeriet
for nærmere at vurdere behovet for eventuelle initiativer på
området ville anmode Politimesterforeningen om en udtalelse om de
øvrige politikredses eventuelle erfaringer med sager af den karakter,
som der var tale om i sagen fra Assens politi-kreds.
Politimesterforeningen har i den forbindelse udtalt
følgende:
»
Foreningen har
i sagens anledning spurgt politikredsene
1. Om man havde været ude for sager som den, som
vice-politikommissær Hemmingsen, Assens, har beskrevet i Dansk
Politi.
2. Hvorledes politikredsen i bekræftende fald har håndteret
sagen/sagerne.
3. Om politimesteren støtter kriminalisering af chikanøse
henvendelser, uden at der forud er givet advarsel, således som
straffelovens § 265 forudsætter.
Efter at have modtaget svar fra ca. 40 politikredse kan
bestyrelsen oplyse, at ingen af disse har haft sager, som i omfang og grovhed
svarer til Assenssagen. Flere har været berørt af Assenssagen,
herunder en politimester personligt.
Fra Århus er refereret en sag vedrørende en
udlænding boende i Aalborg, som havde foretaget tusindvis af opkald til
tilfældige numre, overvejende boligområder i Århus.
Pågældende overtrådte også § 232.
En del kredse har haft erfaringer med sager, som
vedrører chikanøse henvendelser, hvor straffelovens § 265 ikke
slår til, bl.a. fordi chikanen retter sig mod personer, som den
pågældende ikke har anden kontakt til.
Det er den overvejende opfattelse, at kriminalisering uden
forudgående advarsel i grovere tilfælde er begrundet og
ønskelig.
10 politimestre finder dog, at der ikke er et behov for
udvidet straffehjemmel. En politimester peger på risikoen for
diskussioner med forurettede om, hvorvidt forholdet er så groft, at
politiet skal springe advarslen over.
Som andre eller supplerende muligheder for at styrke
indsatsen peges bl.a. på følgende muligheder:
- kriminalisering af grov eller oftere gentagen chikane mod personer i
offentlig tjeneste eller hverv, f.eks. ved tilføjelse til § 121.
- afskæring af administrativ rekurs, når tiltale er rejst
for overtrædelse af tilholdet. Overlad til ret-ten at tage stilling til
eventuelle indsigelser under straffesagen.
- udvidelse af strafferammen i den eksisterende § 265.
På baggrund af politikredsenes erfaringer og
synspunkter i medlemskredsen, kan bestyrelsen støtte
vicepolitikommissærens forslag om, at der tilvejebringes hjemmel for at
straffe i videre omfang, end det i dag er muligt efter straffelovens § 265.
Sagen bør være betinget af offentlig påtale.«
Det kan oplyses, at et udvalg under Justitsministeriet i
1987 pegede på, at en ændring af straffelovens § 265 kunne ske
ved, at grovere fredskrænkelser blev gjort direkte strafbare, dvs. uden
krav om forudgående advarsel.
Spørgsmålet blev herefter forelagt
Straffelovrådet til nærmere overvejelse.
Straffelovrådet kunne dog ikke anbefale en
sådan løsning. I en udtalelse af 15. februar 1988 anførte
Straffelovrådet bl.a., at det uden en forudgående advarsel ville
være særdeles vanskeligt at afgrænse det strafbare
område på en passende måde. Straffelovens § 265 omfatter
således også en række helt dagligdags handlinger, der ikke
i sig selv er truende, foruroligende, fornærmende, fysisk forulempende
eller lignende. Dette gælder f.eks. telefoniske henvendelser, breve og
fremmøde ved den pågældendes hjem eller arbejdsplads.
Straffelovens § 265 giver således - efter en forudgående advarsel
- mulighed for også i sådanne tilfælde at beskytte en
person mod en anden persons gentagne henvendelser, når disse opleves
som ubehagelige eller forstyrrende. I grovere tilfælde, hvor der er
tale om egentlige trusler, vold, blufærdighedskrænkelse eller
husfredskrænkelse, er forholdet (direkte) strafbart efter andre
bestemmelser i straffeloven.
Straffelovrådet pegede også på de
vanskeligheder, som ville kunne opstå ved anvendelsen af en
bestemmelse, der ikke indeholder krav om forudgående advarsel, med
hensyn til beviset for gerningsmandens forsæt. Kravet om forsæt
indebærer, at gerningsmanden skal forstå, at den
pågældendes handlinger virker krænkende. Disse problemer
kan i vidt omfang undgås, hvis der forud er meddelt en advarsel.
Det kan ligeledes oplyses, at i forbindelse med
behandlingen af det lovforslag, der førte til lov nr. 730 af 7.
december 1988 om ændring af retsplejeloven (Dørlukning og
advokatbistand til den forurettede), tiltrådte Folketinget, at der - i
lyset af Straffelovrådets udtalelse - ikke blev fremsat forslag om
ændring af straffelovens § 265.
Efter Justitsministeriets opfattelse må der
lægges betydelig vægt på de synspunkter, der er
anført af Straffelovrådet. Selv om Justitsministeriet er meget
opmærksom på de problemer, der peges på i
Politimesterforeningens udtalelse, finder ministeriet ikke
tilstrækkeligt grundlag for på nuværende tidspunkt at
foreslå en ændring af straffelovens § 265.
Bilag 2
Justitsministerens svar på spørgsmål
nr. S 567, folketingsåret 1998-99
Spm. nr. S 567
Til justitsministeren (25/11 98) af:
Bendt Bendtsen (KF):
»Vil ministeren redegøre for, hvorvidt det vil
være i strid med dansk lovgivning og/eller internationale konventioner,
som Danmark er forpligtet af, at indføre mulighed for at sanktionere
gentagen grov telefonchikane med at nægte gerningsmanden ordinært
telefonabonnement, men med mulighed for nødopkald?«
Svar (1/12 98):
Justitsministeren (Frank Jensen):
Justitsministeriet har anmodet Forskningsministeriet om en
udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmålet.
Når udtalelsen foreligger, vil Justitsministeriet
vende tilbage til spørgsmålet.
Supplerende svar (15/1 99):
Justitsministeren (Frank Jensen):
Som oplyst i den foreløbige besvarelse af 13.
november 1998 har Justitsministeriet anmodet Forskningsministeriet om en
udtalelse.
Forskningsministeriet har oplyst følgende:
Lov 466 af 12. juni 1996 om forsyningspligt og visse
forbrugerforhold i telesektoren har til formål at sikre alle brugere af
telekommunikation adgang til et grundlæggende udbud af teleydelser.
Forsyningspligtsydelsen er nærmere behandlet i
lovens kap. 2 (særligt § 3), der indeholder en bemyndigelse til
forskningsministeren til at fastsætte de nærmere regler om
forsyningspligt. Dette er sket ved Forskningsministeriets bek. 908 af 5.
december 1997. I bekendtgørelsen beskrives det i § 2, stk. 2, nr. 1,
at forsyningspligten indeholder en forpligtelse fra forsyningspligtsudbyderen
til at stille en telefonlinje til rådighed for alle abonnementer.
Der er derfor ikke efter den lovgivning, der
henhører under Forskningsministeriet mulighed for at nægte en
person et telefonabonnement, sålænge et sådant kan
karakteriseres som hørende under forsyningspligten.
Forskningsministeriets regelsæt giver desuden ikke mulighed for at
fratage en abonnent telefonabonnementet i tilfælde af grov
telefonchikane.
Forsyningspligten er internationalt behandlet i
EU-direktivet om ONP-vilkår for teletelefonitjenesten og om udbud af
forsyningspligtsydelser på teleområdet under konkurrenceforhold.
I præamblens afsnit (4) og direktivets art. 1, art. 2 nr. 2 (f) og art.
3, beskrives forsyningspligten. De danske regler er i overensstemmelse med
dette direktiv.
Spørgsmålet om nægtelse af
telefonabonnement i tilfælde af grov chikane er ikke berørt i
internationale konventioner på teleområdet. ITU (International
Telecommunication Union) anerkender dog, at der er en såkaldt
»Universal Service«-forpligtelse, som svarer til den danske forsyningspligt.
Spørgsmålet om nægtelse af abonnement er dog ikke
berørt.«
Som det fremgår af Forskningsministeriets udtalelse,
er der ikke efter den gældende telelovgivning adgang til at nægte
en person almindeligt telefonabonnement i tilfælde af telefonchikane.
Heller ikke straffeloven indeholder en sådan hjemmel.
Den europæiske menneskerettighedskonvention,
herunder navnlig artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv,
vil ikke generelt være til hinder for, at der indføres
lovregler, hvorefter personer i tilfælde af gentagen grov
telefonchikane fratages mulighed for at have et telefonabonnement.
Justitsministeriet kan dog ikke støtte et
sådant forslag.
At nægte en person et sædvanligt
telefonabonnement er en meget indgribende foranstaltning i nutidens
kommunikationssamfund, og det vil næppe være et effektivt middel
til at hindre fortsat telefonchikane. Den pågældende vil for det
første fortsat have adgang til offentlige mønttelefoner. Af
større praktisk betydning er dog, at der fortsat vil bestå den
mulighed, at en anden person opretter et mobiltelefonabonnement i eget navn
og derefter overdrager brugen af mobiltelefonen til en person, der selv er
nægtet abonnement, eller at den pågældende køber en
mobiltelefon med taletidskort uden fast abonnement.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om skærpede sanktioner for fredskrænkelser Retsinformation · 16. marts 1999
- Byrettens dom i sagen mod tiltalte blev stadfæstet Domsdatabasen · 1. april 2015
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forebyggelse og bekæmpelse af ungdomskriminalitet Retsinformation · 18. maj 1999
- 1994 BTB 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEKÆMPELSE AF BILTYVERIER NR B 59 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 30. maj 1995
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om mulighed for straf for kollektiv deltagelse i lovovertrædelser Retsinformation · 20. maj 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om parrådgivning Retsinformation · 12. maj 1999