Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om mulighed for straf for kollektiv deltagelse i lovovertrædelser
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Retsudvalget den
6. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om mulighed
for straf for kollektiv deltagelse i lovovertrædelser
[af Bendt Bendtsen (KF) m.fl.]
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle
møder og har herunder stillet spørgsmål til
justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Justitsministerens svar på
spørgsmål 1-5 stillet om B 14 i folketingsåret 1996-97
samt justitsministerens svar på spørgsmål 1 er optrykt som
bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Venstres, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale
Venstres, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget)
beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af
udvalget) finder som forslagsstillerne, at det er helt afgørende, at
der kan straffes for bandekriminalitet, medens den blotte
tilstedeværelse i nærheden af et gerningssted ikke i et
retssamfund kan være kriminaliserende i sig selv.
Mindretallet finder imidlertid, at det er politiets
muligheder for at opklare forbrydelser, der skal forbedres, og ønsker
i den anledning, at der tilføres ressourcer til politiet. Endvidere
ønsker mindretallet, at der indføres vidneregler, der
gør det muligt for vidner at afgive forklaring, uden at den tiltalte
gøres bekendt med vidnernes identitet. Beslutningsforslaget er efter
mindretallets opfattelse udtryk for den udbredte misforståelse, at
Læs alt
strafansvar for medvirken til en forbrydelse forudsætter, at der kan
udpeges en bestemt gerningsmand til lovovertrædelsen. Dette er ikke en
korrekt forståelse af gældende ret. Tværtimod er
medvirkensansvaret uafhængigt af, om andre medvirkende kan
identificeres.
Mindretallet har hæftet sig ved, at der allerede er
mulighed for at straffe alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd
medvirker til et strafbart forhold. Alle samvirkende personer er principielt
gerningsmænd, også selv om de ikke har været til stede
på gerningsstedet. Derfor kræver den opnåede enighed i EU
om forstærket indsats over for bandekriminalitet heller ikke
ændring af dansk lovgivning, fordi den adfærd, som ifølge
den fælles EU-aktion skal være strafbar, allerede er strafbar
efter dansk ret.
Mindretallet har under udvalgsarbejdet gennemgået
retspraksis. Den righoldige retspraksis, der er indgået i mindretallets
arbejde, viser, at personer, der ikke har været til stede under
udførelsen af en forbrydelse, rent faktisk er blevet straffet for
både drab og vold m.v.
Frifindelser skyldes ikke udformningen af
medvirkensbestemmelsen i straffeloven, men bevismangel. Således
fremgår det af retsbelæringen i Blekingegadesagen, som er optrykt
som bilag til betænkningen, at det ikke kunne bevises, at det skud, der
dræbte en politibetjent, var et sigteskud.
Mindretallet henviser i øvrigt til rapporten fra
arbejdsgruppen, der med statsadvokat Merlung som formand overvejede
spørgsmålet om kollektiv straf i relation til
rockerkriminalitet. Af det omtalte materiale fremgår det, at
statsadvokat Merlung i en udtalelse af 11. juni 1993 har anført
følgende:
»
Det er min opfattelse, at
dansk rets medvirkensbegreb og den måde, hvorpå det anvendes i
retspraksis, er tilstrækkelig for en effektiv
retshåndhævelse.« Rigsadvokaten
tilsluttede sig udtalelsen.
Endelig bemærker mindretallet, at det af
straffelovens § 80, stk. 2, allerede fremgår, at strafbart forhold
forøvet af flere i forening som udgangspunkt vil være
skærpende for strafudmålingen.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Dansk
Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for mindretallet (Dansk Folkepartis
medlem af udvalget) har tidligere i 1996 fremsat et beslutningsforslag i
Folketinget (beslutningsforslag nr. B 14, folketingsåret 1996-97), der
havde nogenlunde det samme indhold.
Mindretallet finder det naturligt, at der kan
idømmes en kollektiv straf for forbrydelser begået af en gruppe
af mennesker.
I forbindelse med Blekingegadesagen stod det klart, at det
kunne lade sig gøre at gå fri, fordi det ikke kunne bevises,
hvem der helt præcis i Blekingegadebanden begik forbrydelsen.
Det er stødende for befolkningens retsbevidsthed,
at man ikke kunne dømme de skyldige i en sag som denne.
Også i relation til problemerne med den omfattende
rockerkriminalitet ville det være vigtigt for myndighederne at forbedre
mulighederne for at dømme kollektivt, fordi også rockerne er
gode til at dække over hinanden. Hvis regeringen var sin opgave voksen,
sørgede den således omgående for at forbedre mulighederne
for kollektiv straf.
Der er ikke nogen, der siger, at domstolene skal
dømme kollektivt i særlig mange tilfælde, men i virkelig
grelle og alvorlige tilfælde, hvor de kriminelle ikke vil ud med
sproget om, hvem det egentlig var, der eksempelvis trykkede på
aftrækkeren i den givne situation, ville en større grad af
kollektiv straf være en uundværlig del af retssystemet
Lissa Mathiasen (S)
fmd.
Per Kaalund (S) Dorte Bennedsen (S)
Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S)
Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD)
Elisabeth Arnold (RV)
Søren Søndergaard (EL)
Birthe Rønn Hornbech (V)
Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V)
Tom Behnke (FP) Bendt Bendtsen (KF)
Pernille Sams (KF) Peter Skaarup (DF)
Jann Sjursen (KRF)
Bilag 1
Justitsministerens svar på spørgsmål 1-5
stillet om B 14 i folketingsåret 1996-97
Spørgsmål 1:
Ministeren bedes redegøre nærmere for dansk
rets regler om mulighed for at straffe for medvirken samt tilstille udvalget
relevante domme herom, herunder den såkaldte hypnosedom og Østre
Landsrets og Højesterets domme i sagerne om det strafbare i
tilstedeværelse på Skt. Hans Torv under uroligheder.
Svar:
1. Medvirken er reguleret i straffelovens § 23, der i stk.
1 fastsætter, at den for en lovovertrædelse givne
straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller
dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan dog nedsættes for
den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et
allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet
eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes.
Selv om en bestemt straffebestemmelse efter sin ordlyd kun
omfatter den person, der direkte begår den strafbare handling, er det
med § 23 muligt at straffe alle, der har deltaget i
lovovertrædelsen.
Det er en udbredt misforståelse, at strafansvar for
medvirken til en forbrydelse forudsætter, at der kan udpeges en bestemt
gerningsmand til lovovertrædelsen.
Efter straffelovens § 23 er medvirkensansvaret
selvstændigt, dvs. uafhængigt af, om den eller de andre
medvirkende eller en eventuel hovedgerningsmand kan identificeres.
Strafansvar forudsætter alene, at vedkommende person beviseligt har
foretaget en handling (medvirkenshandlingen) med den fornødne
subjektive tilregnelse (forsæt eller uagtsomhed).
2. Særligt med hensyn til lovovertrædelser,
der begås i en situation, hvor flere personer er til stede samtidig,
men kun én foretager selve den strafbare handling (f.eks. tyveri,
hærværk, vold eller drab) beskriver Knud Waaben i Strafferettens
almindelige del I. Ansvarslæren (3. udg. 1993), s. 214, retstilstanden
således:
»
Strafansvar betyder
individuelt ansvar, og man må tage afstand fra en
ansvarsbedømmelse der uden videre henfører summen af beviste
krænkelser til samtlige tilstedeværende personer. Principielt
må der kræves bevis for hvad hver enkelt har foretaget sig og med
hvilken form for tilregnelse dvs. forsætligt eller uagtsomt. Er dette
for nogles vedkommende uoplyst, eller må det lægges til grund, at
de ud over at være til stede har forholdt sig passive, kan et
ansvarsgrundlag ligge i en forudgående aftale eller en fælles
forståelse af at forbrydelsen lå inden for aktionens
formål (jfr. herom U 1970.253 Ø). Sådant forsæt kan
foreligge som dolus eventualis den laveste grad af forsæt, hvis en
deltager må antages at have accepteret det som muligt forudsete
kriminelle forløb. Beviset for et sådant ansvarsgrundlag kan
svigte, fx. fordi ildspåsættelse, hærværk eller
knivstik synes at bero på en pludselig indskydelse hos enkeltpersoner,
og da kan ansvar kun tænkes begrundet med en pligt til at søge
forbrydelsen forhindret, men det forudsætter at der har været tid
og lejlighed til at gribe ind. ...« Det forhold,
at samtlige tilstedeværende personer nægter at forklare om, hvem
der begik en strafbar handling, udelukker således ikke, at de eventuelt
alle dømmes for den pågældende handling, hvis det på
grundlag af omstændighederne i øvrigt kan lægges til
grund, at den strafbare handling lå inden for rammerne af, hvad de
på forhånd havde aftalt eller var indforstået med.
3. I spørgsmålet henvises til to domme, dels
den såkaldte hypnosedom, dels dommen i sagen om urolighederne på
Nørrebro den 18. og 19. maj 1993.
3.1. Den såkaldte hypnosedom er gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen 1956, s. 31.
Under sagen blev to tiltalte dømt for
bankrøveri, forsøg på bankrøveri samt to drab
begået under røveriforsøget. Den ene tiltalte blev
dømt for direkte at have begået de nævnte handlinger, mens
den anden tiltalte - der ikke deltog i udførelsen af
lovovertrædelserne - blev dømt for medvirken ved at have
tilskyndet til og planlagt lovovertrædelserne. Nævningerne lagde
til grund, at tilskyndelsen bestod i påvirkning af forskellig art,
herunder hypnotisk påvirkning.
Efterfølgende anmodede begge de tiltalte om
genoptagelse af straffesagen. Dette blev afvist af Den Særlige
Klageret, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1958, s. 200. Klageretten fandt
ikke, at det kunne lægges til grund, at der var sket påvirkning
af hypnotisk art. Klageretten fandt det dog ikke som følge heraf
overvejende sandsynligt, at nævningerne havde bedømt beviserne
forkert, da de dømte for medvirken.
Hypnosesagen omhandler, som det fremgår, ikke en
sag, hvor der var spørgsmål om placering af strafansvar hos
én eller flere ud af en gruppe personer, der var til stede, da
lovovertrædelsen blev begået.
3.2. Sagen om urolighederne på Nørrebro den
18. og 19 maj 1993 er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s.
639.
Under sagen blev i alt 18 personer tiltalt for
overtrædelse af bl.a. straffelovens § 119, stk. 1, og § 134 a.
Straffelovens § 119, stk. 1, angår vold og trusler om vold mod
tjenestemand i funktion. Straffelovens § 134 a omfatter »deltagere i slagsmål eller i anden grov
forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted ..., såfremt de
har handlet efter aftale eller flere i forening«.
Udfaldet af sagen var, at
syv personer blev idømt fængselsstraffe fra 4 til 8
måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 134
a,
én person blev idømt 30 dages hæfte for
overtrædelse af straffelovens § 134 a,
én person blev idømt 30 dages fængsel for
overtrædelse af straffelovens § 134 a og lov om euforiserende
stoffer,
én person blev idømt 5 dagbøder af 100 kr. for
overtrædelse af straffelovens § 121 (om fornærmelig tiltale af
tjenestemand i funktion), og
otte personer blev frifundet.
Om de personer, der blev frifundet, og som i landsretten
var blevet dømt for overtrædelse af straffelovens § 134 a (men
ikke af § 119, stk. 1) udtalte Højesteret:
»
Urolighederne på
Nørrebro den 18.-19. maj 1993 indebar utvivlsomt grov forstyrrelse af
ro og orden på offentligt sted, jf. straffelovens § 134 a.
Domfældelse for deltagelse heri er imidlertid betinget af, at
anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte tiltalte har tilsluttet sig
gruppen af uromagere og fredsforstyrrere, således at vedkommende med
sikkerhed kan udskilles fra tilskuere, forbipasserende, beboere og andre, der
blot har været til stede og overværet hele eller dele af
begivenhedsforløbet.
Efter det bevisresultat, som landsretten har lagt til
grund, findes det herefter betænkeligt at anse andre end tiltalte T7
for skyldig i deltagelse i grov forstyrrelse af ro og orden som angivet i §
134 a. «
Som det fremgår, indeholder dommen ikke en
fortolkning af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23. Dommen
behandler derimod spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte tiltalte
har været »deltagere« i gadeurolighederne, således som dette begreb
må forstås i straffelovens § 134 a.
Straffelovens § 134 a er særegen derved, at den
efter sit indhold ikke kan overtrædes af en person, der handler alene.
Bestemmelsen forudsætter, at en gruppe personer sammen forårsager
grov forstyrrelse af ro og orden. For at kunne straffe en person for
overtrædelse af bestemmelsen kræves desuden, at vedkommende har
tilsluttet sig den gruppe, hvis handlinger er omfattet af bestemmelsen.
4. Blandt andre domme, der behandler
medvirkensspørgsmål af en karakter, der kan være af
interesse i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslaget, kan
eksempelvis nævnes følgende:
Ugeskrift for Retsvæsen 1970, s. 253:
Denne dom - jf. henvisningen hos Waaben under pkt. 2
ovenfor - angår ni unge mænd, der blev fundet skyldige i bl.a.
vold, husfredskrænkelse og hærværk. Under en fest aftalte
de tiltalte at opsøge en villa, hvor der boede nogle tyrkiske
arbejdere, for at begå vold mod disse. Seks af de ni tiltalte
trængte ind i huset, hvor de begik vold mod en sagesløs beboer,
ligesom de knuste ruder og ødelagde inventar.
Både byretten og landsretten dømte alle ni
personer for vold og husfredskrænkelse. Det anføres herom i
byretsdommen (som Østre Landsret stadfæstede):
»
For så vidt angår
de tiltaltes ansvar efter straffelovens § 23 for handlinger, de ikke selv har
begået, har retten fundet, at alle tiltalte ved at have deltaget i
indgåelsen af aftalen om aktionen eller tilsluttet sig
gennemførelsen og ved at have været til stede på
gerningsstedet i medfør af nævnte bestemmelse må anses for
ansvarlige efter straffelovens § 244, stk. 4, jf. stk. 2 og 3, og efter §
244, stk. 4, jf. § 21, dvs. vold og forsøg på vold. Da aktionen
iværksattes ved midnatstid af en mandstærk flok må retten
anse husfredskrænkelse for at have været en stiltiende aftale
eller forudsætning for aktionens formål, således at
samtlige tiltalte, som ikke selv begik husfredskrænkelsen, må
anses som medvirkende til denne lovovertrædelse.«
Ugeskrift for Retsvæsen 1981, s. 807:
Under sagen var i alt 10 personer tiltalt for
overtrædelse af straffelovens § 134 a (citeret ovenfor under pkt. 3.2.)
og § 291, stk. 2 (groft hærværk). En person blev frifundet af
byretten, fordi retten efter bevisførelsen fandt det betænkeligt
at lægge til grund, at den pågældende havde været
på gerningsstedet.
Landsretten dømte de øvrige ni personer for
overtrædelse af straffelovens § 134 a og § 291, stk. 2, med
følgende begrundelse:
»
Efter bevisførelsen for
byretten må det lægges til grund, at der på restaurant
Peter Pan er indgået en aftale om, at en større gruppe unge
mænd skulle tage til restaurant Bowlerhatten for at »afstraffe« en anden og
navngiven gruppe, der opholdt sig der. Det må endvidere lægges
til grund, at de tiltalte efter en fælles transport til stedet i samlet
flok er gået mod restauranten, hvor deltagerne, eller i hvert fald en
stor del af dem, i løbet af kort tid har forvoldt betydelige skader
på ejendommen og inventaret som i forhold 2 beskrevet, ligesom de
foranstaltede grov forstyrrelse af ro og orden som i forhold 1 anført.
Ved deres deltagelse i denne aktion må de tiltalte anses at have
medvirket til de forvoldte ødelæggelser, der ikke er gået
ud over, hvad de tiltalte måtte forvente.«
For Højesteret angik sagen alene fire af de
tiltalte, som påstod frifindelse for overtrædelse af
straffelovens § 134 a, og at hærværksforholdet alene
henførtes under den milde hærværksbestemmelse (§ 291, stk.
1). Højesteret stadfæstede imidlertid landsrettens dom over de
fire personer.
Fuldmægtigen 1992, s. 95:
Under sagen blev en person straffet for medvirken til en
uidentificeret persons knytnæveslag mod en tredjemand, der skyldte den
tiltalte 70.000 kr. Volden blev forøvet på ofrets bopæl i
forbindelse med bortfjernelse af et fjernsyn i anledning af gælden til
tiltalte.
Vestre Landsret fandt ligesom byretten, at tiltalte ved at
tage den uidentificerede person med til ofrets bopæl, ved sin
tilstedeværelse i lejligheden og ved ikke at have grebet ind over for
volden var skyldig i medvirken til vold.
Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 359:
Under sagen var to personer tiltalt for medvirken til
overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, (særlig
grov vold), begået af et tredje medlem af samme gruppe, hvis sag blev
behandlet særskilt.
Gruppen på tre personer var forberedt på at
blive opsøgt af et muligvis bevæbnet »tæskehold« og var
derfor bevæbnet med to skydevåben og en knippel. Den anden
gruppe, som i bil var kommet til gerningsstedet, havde imidlertid ikke
medbragt skydevåben, og var efter slag og trusler straks løbet
tilbage til bilen og begyndt at køre væk. På dette
tidspunkt affyrede det tredje medlem af den første gruppe (A) med en
pumpgun et skud gennem forruden på bilen med det resultat, at
føreren fik det ene øje ødelagt.
Landsretten frifandt de øvrige to medlemmer af den
første gruppe for medvirken til volden med følgende
begrundelse:
»
Selv om de tiltalte og A, som
efter det oplyste havde regnet med muligheden af, at de ventede angribere
ville være bevæbnede med skydevåben, selv havde
skydevåben, som de havde ladt og afladt under ventetiden i lejligheden,
findes der ikke grundlag for at anse det bevist, at det mellem de tiltalte og
A har været aftalt eller forudsat, at der skulle gøres brug af
skydevåben over for angribere, der ikke selv var bevæbnede med
skydevåben, og efter et tidspunkt, hvor de pågældende var
begyndt at køre fra stedet.«
De to tiltalte blev dog for egne handlinger dømt
for overtrædelse af henholdsvis straffelovens § 266 (trusler) og § 244
(vold).
5. Kopi af de domme, der er refereret ovenfor,
vedlægges i 15 eksemplarer [er ikke optrykt i betænkningen].
Spørgsmål 2:
Ministeren bedes oplyse om mulighederne for kollektiv
straf i andre europæiske lande, vi normalt sammenligner os med.
Svar:
For tiden er en arbejdsgruppe under Nordisk
Embedsmandskomité for Lovgivningsspørgsmål ved at
udarbejde en rapport om de nordiske landes lovgivning m.v. til
bekæmpelse af alvorlig kriminalitet, herunder rockerkriminalitet.
Efter det, der er oplyst under drøftelserne i denne
arbejdsgruppe, findes der ikke regler, der kan siges at give adgang til at
idømme kollektiv straf, hverken i Norge, Sverige eller Finland. En
bestemmelse i den finske straffelov om forberedelse af folkemord
indebærer dog mulighed herfor. Tilsvarende gælder muligvis en
anden bestemmelse i den finske straffelov om landsforræderisk
forbindelse.
Justitsministeriet har ikke gennem Udenrigsministeriet
indhentet oplysninger om retstilstanden i andre europæiske lande, da
det erfaringsmæssigt kan tage adskillige måneder, før
sådanne oplysninger foreligger.
Såfremt Retsudvalget måtte ønske det,
er Justitsministeriet naturligvis indstillet på at anmode
Udenrigsministeriet om at indhente oplysninger fra nærmere angivne
lande.
Spørgsmål 3:
Ministeren bedes oplyse, om man efter dansk ret kunne
forestille sig en domfældelse som den, der skete i sagen om en dansk
kvinde, der blev myrdet på Cypern?
Svar:
Justitsministeriet er ikke i besiddelse af dommen i den
sag, der nævnes i spørgsmålet, og Justitsministeriet er
heller ikke i besiddelse af nærmere oplysninger om de faktiske
omstændigheder i denne sag.
Justitsministeriet kan således ikke udtale sig om
sagens resultat, hvis den skulle afgøres efter dansk ret.
Spørgsmål 4:
Ministeren bedes tilstille udvalget kopi af
retsbelæringen i Blekingegade-sagen.
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af
spørgsmålet indhentet en udtalelse fra præsidenten for
Østre Landsret.
Landsretspræsidenten har oplyst, at retsformandens
retsbelæring i Blekingegade-sagen blev refereret af en autoriseret
retsstenograf til brug for forsvarerne, som i anledning af Retsudvalgets
spørgsmål har overladt landsretten et eksemplar af
referatet.
Der vedlægges kopi af den del af retsbelæringen, der
vedrører det af Blekingegade-sagens forhold, der har interesse i
forbindelse med beslutningsforslaget [i betænkningen optrykt som
underbilag til bilag 1].
Spørgsmål 5:
Udvalget anmoder om at få tilsendt rapporten fra den
arbejdsgruppe, som ministeren omtalte ved forslagets 1. behandling, der med
statsadvokat Merlung som formand overvejede spørgsmålet om
kollektiv straf i relation til rockerkriminalitet.
Svar:
Den rapport, der omtales i spørgsmålet,
indeholder en række oplysninger af fortrolig karakter om
anklagemyndighedens tilrettelæggelse og førelse af straffesager
om bandekriminalitet. Justitsministeriet finder derfor ikke at burde sende
rapporten til Retsudvalget.
Det kan imidlertid oplyses, at rapporten, der er fra
februar 1994, indeholder følgende bemærkninger af interesse i
forbindelse med beslutningsforslaget:
»
Da det er arbejdsgruppens
opfattelse, at indførelse af en conspiracy-lovgivning for tiden er
utænkelig, er det i øvrigt opfattelsen, at dansk rets
medvirkensregler er tilstrækkelige til at sikre en rimelig
retshåndhævelse.«
Det kan i øvrigt oplyses, at statsadvokaten for
Sjælland (Merlung) i en udtalelse af 11. juni 1993 har anført
følgende:
»
Det er min opfattelse, at
dansk rets medvirkensbegreb og den måde, hvorpå det anvendes i
retspraksis, er tilstrækkelig for en effektiv
retshåndhævelse på området dvs. med hensyn til
bandekriminalitet.«
I forlængelse heraf udtalte rigsadvokaten den 22.
juni 1993 følgende:
»
Jeg er enig med statsadvokaten
i, at dansk rets medvirkensbegreb og den måde, hvorpå det
anvendes i retspraksis, er tilstrækkelig for en effektiv
retshåndhævelse på området.«
De to sidstnævnte udtalelser er vedlagt
Justitsministeriets svar af 18. oktober 1993 på spørgsmål
nr. 280 af 5. april 1993 (Alm. del - bilag 551) om en rapport om
bandekriminalitet udarbejdet af en række organisationer, herunder Dansk
Politiforbund.
Vedrørende en eventuel ændring af
straffelovens § 23 anførte Justitsministeriet i dette svar
følgende:
»
Efter bestemmelsen i
straffelovens § 23, stk. 1, omfatter strafansvaret for en forbrydelse alle,
der ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirkede til gerningen.
Justitsministeriet finder ligesom Rigsadvokaten, at
straffelovens § 23 og den måde, hvorpå dansk rets
medvirkensbegreb anvendes i retspraksis, må antages at give
tilstrækkelige muligheder for en effektiv retsforfølgning
også af bandekriminalitet.«
Justitsministeriet har endvidere i et svar af 31. oktober 1994 på
spørgsmål nr. S 98 fra medlem af Folketinget Niels
Højland (FP) gentaget disse synspunkter og tilføjet
følgende: » Efter Justitsministeriets
opfattelse vil det være særdeles betænkeligt at
pålægge strafansvar for drab eller andre alvorlige
straffelovsovertrædelser, uden at de almindelige betingelser om
subjektiv skyld er opfyldt.«
Underbilag til bilag 1
Ad justitsministerens svar på spørgsmål
4 stillet om B 14
Retsbelæringen vedrørende Blekingegadesagens
forhold
Hovedspørgsmål 57-60, der findes side 94-97,
angår A, B, C og D s eventuelle skyld i manddrab på politibetjent
Jesper Egtved Hansen. Det er sagens alvorligste forhold.
Såvel efter de tekniske erklæringer, herunder
om den anvendte hagltype, som efter de forklaringer, der er afgivet af B og
C, ligger det bevismæssigt fast, at det dræbende skud er affyret
af en deltager i røveriet og af en person med tilknytning til
Blekingegade-lejligheden. Det er ligeledes åbenbart, at i hvert fald B
og C ved, hvem det er.
Der er imidlertid ikke under bevisførelsen
tilvejebragt tilstrækkelig sikkert grundlag for at fastslå, hvem
der affyrede det skud, der dræbte Jesper Egtved Hansen.
Det må i øvrigt efter de objektive fund
på gerningsstedet, sammenholdt med kriminalinspektør X s
vidneforklaring, lægges til grund, at skuddet er affyret i en afstand
af henved 25 meter, og at det ikke var noget sigteskud. Alligevel ville
måske gerningsmandens kendskab til våbnet og den kraftige
ammunition kunne begrunde en antagelse af, at han i gerningsøjeblikket
måtte anse politibetjentens død som en sikker eller i hvert fald
overvejende sandsynlig følge af skuddet.
Vi kan imidlertid ikke med bevismæssig sikkerhed
udpege gerningsmanden. Anklagemyndighedens argumentation for at dømme
de 4 tiltalte for manddrab går derfor på, at de personer, der
vidste, at der var medbragt et haglgevær af den type og med den
ammunition, som i givet fald skulle anvendes imod en forfølgende bil,
måtte indse, at det med meget stor sandsynlighed kunne medføre
et andet menneskes død.
Det må imidlertid efter de juridiske dommeres
opfattelse efter alt foreliggende, herunder den hurtige udvikling af
begivenhedsforløbet i Købmagergade, anses for overvejende
betænkeligt at antage, at gerningsmændene til røveriet har
været indforstået med, at man eventuelt skulle skyde med
overvejende risiko for at dræbe en eventuel forfølger.
Hovedspørgsmål 57-60 bør efter de
juridiske dommeres opfattelse besvares benægtende.
Bilag 2
Justitsministerens svar på spørgsmål
1
Spørgsmål:
Ministeren bedes oplyse om de gældende regler for
anvendelse af kollektiv straf i Norge, Sverige, Finland, Storbritannien,
Tyskland, Nederlandene, Belgien og Frankrig.
Svar:
Som oplyst i det foreløbige svar af 11. marts 1999
har Justitsministeriet anmodet justitsministerierne i de nævnte
nordiske lande om at bistå med at tilvejebringe de ønskede
oplysninger om retstilstanden i disse lande.
Justitsministeriet har endvidere anmodet
Udenrigsministeriet om at søge at indhente de ønskede
oplysninger vedrørende de øvrige lande.
Justitsministeriet har indtil videre modtaget de
ønskede oplysninger fra Finland og - gennem Udenrigsministeriet - fra
Storbritannien, Tyskland og Nederlandene.
I Finland er den eneste straffebestemmelse, der kan
siges at indebære kollektivt strafansvar, straffelovens kapitel 21, §
12, om deltagelse i slagsmål. Der henvises herom til vedlagte notat af
16. marts 1999 fra det finske justitsministerium [i betænkningen
optrykt som underbilag a til bilag 2 i uofficiel oversættelse].
Der findes ikke regler om kollektivt strafansvar i
Storbritannien, jf. vedlagte brev af 31. marts 1999 fra det britiske
indenrigsministerium [i betænkningen optrykt som underbilag b til bilag
2 i uofficiel oversættelse].
Med hensyn til Tyskland har Justitsministeriet
gennem Udenrigsministeriet modtaget kopi af den tyske straffelovs
bestemmelser om forsøg og medvirken. Disse bestemmelser ses ikke at
give mulighed for kollektivt strafansvar.
Heller ikke i Nederlandene findes der regler om
kollektivt strafansvar. Spørgsmålet overvejes imidlertid for
tiden i et udvalg nedsat af det nederlandske justitsministerium.
Underbilag a til bilag 2
Uofficiel oversættelse af brev af 16. marts 1999 fra
det finske justitsministerium
Justitsministeriet PM
Lagberedningsavdelningen
Patrik Nordman 16.3.1999
KOLLEKTIV STRAF
Den eneste lovbestemmelse i den finske straffelovgivning,
som kan anses for at indebære kollektiv straf, er kriminaliseringen af
deltagelse i slagsmål i straffelovens kapitel 21, § 12.
I henhold til lovbestemmelsen straffes en person, som ved
selv at benytte vold eller på nogen anden aktiv måde deltager i
et slagsmål eller overfald. Anden aktiv deltagelse ud over direkte vold
kan for eksempel være forhindring af flugt eller forsvarsmuligheder.
Strafbarheden forudsætter i hvert fald yderligere, at den
pågældende person bør have haft anledning til at frygte,
at en person bliver slået ihjel, eller at der forårsages alvorlig
legemsbeskadigelse eller alvorlig sygdom i slagsmålet, samt at en
sådan følge også indtræder. Volden ved
slagsmålet må i dette tilfælde have været så
kraftig, at der har foreligget en faktisk risiko for den forudsatte
følge.
Slagsmål indebærer, at flere personer
udsætter hinanden for fysisk vold ved samme lejlighed. Mindst tre
personer bør deltage, men i praksis handler det almindeligvis om
grupper, som udsætter hinanden for vold.
Strafskalaen omfatter bøder og fængsel i
højst to år.
Underbilag b til bilag 2
Uofficiel oversættelse af brev af 31. marts 1999 fra
det britiske indenrigsministerium
HOME OFFICE
(det britiske indenrigsministerium)
Sentencing and Offences Unit ('afdelingen for strafudmåling og
forbrydelser')
50 Queen Anne's Gate, London SW1H 9AT, Storbritannien
Omstillingsbord: +44 171 273 4000 Fax: +44 171 273 4345
Direkte linie: +44 171 273 4424
Dato: 31. marts, 1999
Fr. Maiken Keson
Konsulatsembedsmand
Den Kongelige Danske Ambassade
55, Sloane Street
LONDON SW1X 9SR
Storbritannien
Kære fr. Keson,
Sådanne dødsfald er virkelig
forfærdende og foruroligende og har forståeligt nok givet
anledning til stor ængstelse i befolkningen. Der er intet, der
forhindrer politiefterforskning, eller at der bliver rejst tiltaler, hvis der
er bevis(er), der kan underbygge det. Imidlertid opstår der et
betydende problem, når alle parter var til stede og hver af dem
nægter at være ansvarlig for de handlinger, der medførte
døden. Dette var i høj grad tilfældet i den nylige Sarah
Adams-sag og kan resultere i, at der bliver rejst mindre alvorlige tiltaler
(såsom børnemishandling i dette tilfælde) i stedet for
mord.
Tak for Deres brev dateret den 22. marts til Birol Mehmet
vedrørende det, De definerer som »kollektiv
strafudmåling«. Jeg er ikke helt sikker
på, at jeg har forstået Dem ret, men tilsyneladende beskriver
dette det begreb, hvorved der f.eks. er begået et mord og det er
tydeligt, at det er blevet begået af en af to (eller flere) personer,
men det ikke kan bevises, hvem af dem der har begået det, så der
ikke kan være tale om nogen begrundet tvivl. Hvis jeg ikke har
forstået dette rigtigt, vend da venligst tilbage til mig. Så vil
vi behandle det yderligere.
Som jeg er sikker på De er klar over, er det et
grundlæggende princip i strafferetsplejesystemet i England og Wales, at
en person er uskyldig, indtil vedkommendes skyld er bevist. I sager, hvor det
ikke er muligt at bevise, hvilken part der var ansvarlig for mordet, ville
det stride mod naturretten at dømme begge. I Sarah Adams-sagen, som
jeg nævnte ovenfor, var der tale om, at et barn døde under
omstændigheder, hvor hver af forældrene kunne have været
ansvarlig. I sådanne sager har domstolene sagt, at hvor det er
tydeligt, at de skader, der er påført et barn, og som
forårsagede dets død, blev påført af den ene eller
den anden forælder, men hvor der ikke er bevis(er) på, hvem af
dem der var ansvarlig og ikke noget grundlag for en indfortolkning af, at de
begge var indblandet, følger det af almindelige principper for
strafferetligt ansvar, at de begge skal frifindes.
Denne tragiske sag illustrerer vanskeligheden ved at
bevise, hvem der var den virkelige gerningsmand til forbrydelsen, så
der ikke kan være tale om nogen begrundet tvivl, og det er
tilsyneladende det samme problem, I har i Danmark. Det er ikke nogen specifik
lovgivning, der giver anledning til dette forhold. Det har i det store og
hele at gøre med de grundlæggende principper i britisk ret.
Regeringen har studeret følgerne af Adams-sagen meget nøje, men
den mener ikke, at en lovændring nødvendigvis er svaret på
dem.
Med venlig hilsen
Stephen Hubbard
Violence and Disorder Section ('afdelingen for vold og uorden')
Bilag 3
Supplerende svar på spørgsmål 1
Spørgsmål nr. 1
:
Spørgsmål:
Ministeren bedes oplyse om de gældende regler for
anvendelse af kollektiv straf i Norge, Sverige, Finland, Storbritannien,
Tyskland, Nederlandene, Belgien og Frankrig.
Svar:
Justitsministeriet har i besvarelsen af 3. maj 1999 af
spørgsmålet orienteret om retstilstanden i Finland,
Storbritannien, Tyskland og Nederlandene.
Efterfølgende har Justitsministeriet modtaget
vedlagte skrivelse af 3. maj 1999 fra det norske justitsministerium med en
redegørelse for retstilstanden i Norge [i betænkningen optrykt
som underbilag til bilag 3 i uofficiel oversættelse].
Underbilag til bilag 3
Uofficiel oversættelse af brev af 3. maj 1999 fra det
norske justitsministerium
DET KONGELIGE
JUSTIS- OG POLITIDEPARTEMENT
Justitsministeriet
Lovafdelingen
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Danmark
Deres ref. Vores ref. Dato
1998-730-0692 99/04564 E HR/ØØ/bj 03.05.1999
KOLLEKTIV STRAF
Vi henviser til brev af 11. marts 1999, hvor
Justitsministeriet beder Justisdepartementet oplyse, hvilke regler om »kollektiv straf« der
gælder i Norge.
Den norske straffelov har i modsætning til den
danske ingen generel bestemmelse om, at det er strafbart at medvirke til en
forbrydelse. Det kommer an på det enkelte straffebud, om medvirken
rammes. Ved de fleste alvorlige forbrydelser er medvirken udtrykkeligt gjort
strafbart. I de straffebud, der ikke særskilt nævner medvirken,
beror det på en nærmere tolkning af gerningsbeskrivelsen, om
medvirkende handlinger omfattes. Vi vedlægger en kopi af Johs.
Andenæs, Almindelig strafferet, 4. udgave, Oslo 1998 s. 295-313 om
ansvaret ved medvirken generelt [ej vedlagt justitsministerens svar].
Hvor flere har foretaget og medvirket til en
lovovertrædelse, må hver enkelt deltager bedømmes
individuelt. Det gælder både ved spørgsmålet om,
hvorvidt gerningsindholdet i et straffebud er overtrådt,
spørgsmålet om, hvorvidt skyldkravet er opfyldt, og
hvornår straffen skal udmåles.
Udtrykket »kollektiv straf« benyttes ikke i norsk strafferet og har rent sprogligt
ikke noget entydigt indhold. Dels kan man eventuelt tale om kollektiv straf,
hvis man reducerer kravet til, hvilke elementer skylden kan omfatte, typisk
således at den, som er med til at udføre eller planlægge
en lovovertrædelse sammen med andre, fuldt ud kan straffes for
uforudsete handlinger, som en af de øvrige foretager under
gennemførelsen. Man kan for eksempel tænke sig, at de
øvrige deltagere i et væbnet røveri skal kunne straffes
for medvirken til forsætligt drab, hvis en af deltagerne på eget
initiativ begår drab under røveriet.
I norsk straffelovgivning findes der hverken generelle
eller specielle lovregler, der udgør en lempelse af skyldkravet i
sådanne tilfælde. Som nævnt ovenfor må hver enkelt
deltager vurderes på grundlag af den skyld, han eller hun har udvist.
Beviskravet lempes heller ikke, hvor det er usikkert, hvem i en bestemt
gruppe der har foretaget handlingen. Noget andet er, at de andre deltagere i
eksemplet ovenfor efter forholdene kan straffes for groft røveri med
døden til følge, jf. den norske straffelovs §§ 267 og 268, jf.
§ 43.
Videre kan man måske tale om kollektiv straf i
forhold til straffebestemmelser, som udvider området for, hvad der
ellers kan regnes som medvirken til strafbare handlinger, enten således
at kravet til aktivitet er særligt lavt, eller således at
passivitet i høj grad regnes som medvirken. Det mest almindelige er,
at medvirken generelt er gjort strafbart, men der er tilfælde, hvor kun
bestemte former for medvirken er nævnt, for eksempel vildledelse. I
norsk straffelovgivning er der ikke i nævneværdig grad
bestemmelser, som udvider området for, hvad der i almindelighed regnes
som medvirken. Et eksempel er den norske straffelovs § 211 om pornografi, som
i stk. 5 gør det strafbart for en indehaver af eller en overordnet i
en virksomhed at undlade at hindre, at der foretages handlinger i
virksomheden, som er i strid med bestemmelsen.
Man kan eventuelt også tale om kollektiv straf i
forhold til straffebestemmelser, som har til hensigt at finde anvendelse
på handlinger, aktiviteter m.v., som klart angiver, at en person driver
eller organiserer ulovlig virksomhed alene eller sammen med andre.
Begrundelsen for sådanne straffebud er som regel bevishensyn, enten
fordi det er vanskeligt at bevise, at der faktisk bliver begået
strafbare handlinger, eller fordi det er vanskeligt at bevise, hvem der er
bagmændene i forhold til identificerbare lovbrud. Der findes få
bestemmelser af denne art i norsk straffelovgivning. For eksempel finder
straffelovens § 330 blandt andet anvendelse på en person, som stifter
eller deltager i en forening, som er forbudt ved lov, eller som har til
hensigt at begå eller opmuntre til strafbare handlinger. I henhold til
§ 104 a kan man straffe en person, som danner, deltager i eller
støtter en forening, der har til formål at forstyrre
samfundsordenen ved ulovlige midler.
Der ligger for tiden ingen forslag i Stortinget om at
indføre regler, som kan siges at indebære en form for kollektiv
straf. Justisdepartementet arbejder heller ikke med forslag i denne
forbindelse.
Den norske straffelovgivning vurderes for tiden af
Straffelovkommisjonen. I sin principudredning fra 1983 (NOU 1983: 57) udtaler
kommissionen på side 103-131:
»
Rollefordelingen ved
organiseret kriminalitet kan være meget kompliceret. De, der står
bagved og trækker i trådene (de såkaldte bagmænd),
vil kunne have den største skyld. Men deres involvering vil ofte ikke
knytte sig klart til de enkelte strafbare handlinger, som udføres
eller det vil være svært at bevise tilknytningen. Særligt
problemfyldt kan det være at bevise, at de, der står bag, har
handlet med den nødvendige skyld. I enkelte økonomiske sager
vil handlingernes strafbare karakter desuden først fremtræde,
når de bliver set som en del af et større og ofte meget
kompliceret handlingsmønster, hvor flere personer er impliceret. Men
selv om det lykkes at klarlægge både de objektive og subjektive
sider, kan de aktiviteter, som de, der står bag, udfører, blot
være rent forberedende handlinger efter de regler, vi har i dag. De,
der står bag, kan i så fald ikke straffes.
Straffelovkommisjonen vil overveje at foreslå en
særregel, som finder anvendelse på organiseringen af aktiviteter,
som udgør grundlaget for alvorlig kriminalitet, for eksempel grove
berigelses- og narkotikaforbrydelser samt enkelte andre former for grov
kriminalitet. Vores straffelov finder allerede i dag anvendelse på
enkelte former for organisering af kriminel virksomhed. For eksempel finder §
94 anvendelse på organisering af visse former for
landsforræderi.«
Straffelovkommisjonen har endnu ikke foreslået en
sådan lovændring. Vi kan nævne, at kommissionen i sin
deludredning om straffelovens almindelige del (NOU 1992: 23) foreslår
en generel bestemmelse om medvirken til erstatning for tillæggene om
medvirken i det enkelte straffebud. Kommissionens arbejde med at
gennemgå straffelovens specielle del er imidlertid ikke afsluttet.
Den norske straffelov (lov af 22. maj 1902 nr. 10) findes
i en opdateret version på Internettet
(http://www.lovdata.no/all/index.html).
Venlig hilsen
Hedda Remen Ørnulf Qyen
Lovrådgiver Førstekonsulent
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forebyggelse og bekæmpelse af ungdomskriminalitet Retsinformation · 18. maj 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om skærpede sanktioner for fredskrænkelser Retsinformation · 26. maj 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om parrådgivning Retsinformation · 12. maj 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forsikringsaftaleloven Retsinformation · 15. januar 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om skærpet straf for medvirken ved straffelovsovertrædelser Retsinformation · 8. juni 2012
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v. Retsinformation · 14. juni 2002