Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om mulighed for straf for kollektiv deltagelse i lovovertrædelser

1998/1 BTB 51Betænkning over beslutningsforslagFolketinget20. maj 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Retsudvalget den

6. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om mulighed

for straf for kollektiv deltagelse i lovovertrædelser

[af Bendt Bendtsen (KF) m.fl.]

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle

møder og har herunder stillet spørgsmål til

justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Justitsministerens svar på

spørgsmål 1-5 stillet om B 14 i folketingsåret 1996-97

samt justitsministerens svar på spørgsmål 1 er optrykt som

bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Venstres, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale

Venstres, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget)

beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af

udvalget) finder som forslagsstillerne, at det er helt afgørende, at

der kan straffes for bandekriminalitet, medens den blotte

tilstedeværelse i nærheden af et gerningssted ikke i et

retssamfund kan være kriminaliserende i sig selv.

Mindretallet finder imidlertid, at det er politiets

muligheder for at opklare forbrydelser, der skal forbedres, og ønsker

i den anledning, at der tilføres ressourcer til politiet. Endvidere

ønsker mindretallet, at der indføres vidneregler, der

gør det muligt for vidner at afgive forklaring, uden at den tiltalte

gøres bekendt med vidnernes identitet. Beslutningsforslaget er efter

mindretallets opfattelse udtryk for den udbredte misforståelse, at

Læs alt

strafansvar for medvirken til en forbrydelse forudsætter, at der kan

udpeges en bestemt gerningsmand til lovovertrædelsen. Dette er ikke en

korrekt forståelse af gældende ret. Tværtimod er

medvirkensansvaret uafhængigt af, om andre medvirkende kan

identificeres.

Mindretallet har hæftet sig ved, at der allerede er

mulighed for at straffe alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd

medvirker til et strafbart forhold. Alle samvirkende personer er principielt

gerningsmænd, også selv om de ikke har været til stede

på gerningsstedet. Derfor kræver den opnåede enighed i EU

om forstærket indsats over for bandekriminalitet heller ikke

ændring af dansk lovgivning, fordi den adfærd, som ifølge

den fælles EU-aktion skal være strafbar, allerede er strafbar

efter dansk ret.

Mindretallet har under udvalgsarbejdet gennemgået

retspraksis. Den righoldige retspraksis, der er indgået i mindretallets

arbejde, viser, at personer, der ikke har været til stede under

udførelsen af en forbrydelse, rent faktisk er blevet straffet for

både drab og vold m.v.

Frifindelser skyldes ikke udformningen af

medvirkensbestemmelsen i straffeloven, men bevismangel. Således

fremgår det af retsbelæringen i Blekingegadesagen, som er optrykt

som bilag til betænkningen, at det ikke kunne bevises, at det skud, der

dræbte en politibetjent, var et sigteskud.

Mindretallet henviser i øvrigt til rapporten fra

arbejdsgruppen, der med statsadvokat Merlung som formand overvejede

spørgsmålet om kollektiv straf i relation til

rockerkriminalitet. Af det omtalte materiale fremgår det, at

statsadvokat Merlung i en udtalelse af 11. juni 1993 har anført

følgende:

»

Det er min opfattelse, at

dansk rets medvirkensbegreb og den måde, hvorpå det anvendes i

retspraksis, er tilstrækkelig for en effektiv

retshåndhævelse.« Rigsadvokaten

tilsluttede sig udtalelsen.

Endelig bemærker mindretallet, at det af

straffelovens § 80, stk. 2, allerede fremgår, at strafbart forhold

forøvet af flere i forening som udgangspunkt vil være

skærpende for strafudmålingen.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Dansk

Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller

beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for mindretallet (Dansk Folkepartis

medlem af udvalget) har tidligere i 1996 fremsat et beslutningsforslag i

Folketinget (beslutningsforslag nr. B 14, folketingsåret 1996-97), der

havde nogenlunde det samme indhold.

Mindretallet finder det naturligt, at der kan

idømmes en kollektiv straf for forbrydelser begået af en gruppe

af mennesker.

I forbindelse med Blekingegadesagen stod det klart, at det

kunne lade sig gøre at gå fri, fordi det ikke kunne bevises,

hvem der helt præcis i Blekingegadebanden begik forbrydelsen.

Det er stødende for befolkningens retsbevidsthed,

at man ikke kunne dømme de skyldige i en sag som denne.

Også i relation til problemerne med den omfattende

rockerkriminalitet ville det være vigtigt for myndighederne at forbedre

mulighederne for at dømme kollektivt, fordi også rockerne er

gode til at dække over hinanden. Hvis regeringen var sin opgave voksen,

sørgede den således omgående for at forbedre mulighederne

for kollektiv straf.

Der er ikke nogen, der siger, at domstolene skal

dømme kollektivt i særlig mange tilfælde, men i virkelig

grelle og alvorlige tilfælde, hvor de kriminelle ikke vil ud med

sproget om, hvem det egentlig var, der eksempelvis trykkede på

aftrækkeren i den givne situation, ville en større grad af

kollektiv straf være en uundværlig del af retssystemet

Lissa Mathiasen (S)

fmd.

Per Kaalund (S) Dorte Bennedsen (S)

Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S)

Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD)

Elisabeth Arnold (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Birthe Rønn Hornbech (V)

Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V)

Tom Behnke (FP) Bendt Bendtsen (KF)

Pernille Sams (KF) Peter Skaarup (DF)

Jann Sjursen (KRF)

Bilag 1

Justitsministerens svar på spørgsmål 1-5

stillet om B 14 i folketingsåret 1996-97

Spørgsmål 1:

Ministeren bedes redegøre nærmere for dansk

rets regler om mulighed for at straffe for medvirken samt tilstille udvalget

relevante domme herom, herunder den såkaldte hypnosedom og Østre

Landsrets og Højesterets domme i sagerne om det strafbare i

tilstedeværelse på Skt. Hans Torv under uroligheder.

Svar:

1. Medvirken er reguleret i straffelovens § 23, der i stk.

1 fastsætter, at den for en lovovertrædelse givne

straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller

dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan dog nedsættes for

den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et

allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet

eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes.

Selv om en bestemt straffebestemmelse efter sin ordlyd kun

omfatter den person, der direkte begår den strafbare handling, er det

med § 23 muligt at straffe alle, der har deltaget i

lovovertrædelsen.

Det er en udbredt misforståelse, at strafansvar for

medvirken til en forbrydelse forudsætter, at der kan udpeges en bestemt

gerningsmand til lovovertrædelsen.

Efter straffelovens § 23 er medvirkensansvaret

selvstændigt, dvs. uafhængigt af, om den eller de andre

medvirkende eller en eventuel hovedgerningsmand kan identificeres.

Strafansvar forudsætter alene, at vedkommende person beviseligt har

foretaget en handling (medvirkenshandlingen) med den fornødne

subjektive tilregnelse (forsæt eller uagtsomhed).

2. Særligt med hensyn til lovovertrædelser,

der begås i en situation, hvor flere personer er til stede samtidig,

men kun én foretager selve den strafbare handling (f.eks. tyveri,

hærværk, vold eller drab) beskriver Knud Waaben i Strafferettens

almindelige del I. Ansvarslæren (3. udg. 1993), s. 214, retstilstanden

således:

»

Strafansvar betyder

individuelt ansvar, og man må tage afstand fra en

ansvarsbedømmelse der uden videre henfører summen af beviste

krænkelser til samtlige tilstedeværende personer. Principielt

må der kræves bevis for hvad hver enkelt har foretaget sig og med

hvilken form for tilregnelse dvs. forsætligt eller uagtsomt. Er dette

for nogles vedkommende uoplyst, eller må det lægges til grund, at

de ud over at være til stede har forholdt sig passive, kan et

ansvarsgrundlag ligge i en forudgående aftale eller en fælles

forståelse af at forbrydelsen lå inden for aktionens

formål (jfr. herom U 1970.253 Ø). Sådant forsæt kan

foreligge som dolus eventualis den laveste grad af forsæt, hvis en

deltager må antages at have accepteret det som muligt forudsete

kriminelle forløb. Beviset for et sådant ansvarsgrundlag kan

svigte, fx. fordi ildspåsættelse, hærværk eller

knivstik synes at bero på en pludselig indskydelse hos enkeltpersoner,

og da kan ansvar kun tænkes begrundet med en pligt til at søge

forbrydelsen forhindret, men det forudsætter at der har været tid

og lejlighed til at gribe ind. ...« Det forhold,

at samtlige tilstedeværende personer nægter at forklare om, hvem

der begik en strafbar handling, udelukker således ikke, at de eventuelt

alle dømmes for den pågældende handling, hvis det på

grundlag af omstændighederne i øvrigt kan lægges til

grund, at den strafbare handling lå inden for rammerne af, hvad de

på forhånd havde aftalt eller var indforstået med.

3. I spørgsmålet henvises til to domme, dels

den såkaldte hypnosedom, dels dommen i sagen om urolighederne på

Nørrebro den 18. og 19. maj 1993.

3.1. Den såkaldte hypnosedom er gengivet i Ugeskrift

for Retsvæsen 1956, s. 31.

Under sagen blev to tiltalte dømt for

bankrøveri, forsøg på bankrøveri samt to drab

begået under røveriforsøget. Den ene tiltalte blev

dømt for direkte at have begået de nævnte handlinger, mens

den anden tiltalte - der ikke deltog i udførelsen af

lovovertrædelserne - blev dømt for medvirken ved at have

tilskyndet til og planlagt lovovertrædelserne. Nævningerne lagde

til grund, at tilskyndelsen bestod i påvirkning af forskellig art,

herunder hypnotisk påvirkning.

Efterfølgende anmodede begge de tiltalte om

genoptagelse af straffesagen. Dette blev afvist af Den Særlige

Klageret, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1958, s. 200. Klageretten fandt

ikke, at det kunne lægges til grund, at der var sket påvirkning

af hypnotisk art. Klageretten fandt det dog ikke som følge heraf

overvejende sandsynligt, at nævningerne havde bedømt beviserne

forkert, da de dømte for medvirken.

Hypnosesagen omhandler, som det fremgår, ikke en

sag, hvor der var spørgsmål om placering af strafansvar hos

én eller flere ud af en gruppe personer, der var til stede, da

lovovertrædelsen blev begået.

3.2. Sagen om urolighederne på Nørrebro den

18. og 19 maj 1993 er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s.

639.

Under sagen blev i alt 18 personer tiltalt for

overtrædelse af bl.a. straffelovens § 119, stk. 1, og § 134 a.

Straffelovens § 119, stk. 1, angår vold og trusler om vold mod

tjenestemand i funktion. Straffelovens § 134 a omfatter »deltagere i slagsmål eller i anden grov

forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted ..., såfremt de

har handlet efter aftale eller flere i forening«.

Udfaldet af sagen var, at

syv personer blev idømt fængselsstraffe fra 4 til 8

måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 134

a,

én person blev idømt 30 dages hæfte for

overtrædelse af straffelovens § 134 a,

én person blev idømt 30 dages fængsel for

overtrædelse af straffelovens § 134 a og lov om euforiserende

stoffer,

én person blev idømt 5 dagbøder af 100 kr. for

overtrædelse af straffelovens § 121 (om fornærmelig tiltale af

tjenestemand i funktion), og

otte personer blev frifundet.

Om de personer, der blev frifundet, og som i landsretten

var blevet dømt for overtrædelse af straffelovens § 134 a (men

ikke af § 119, stk. 1) udtalte Højesteret:

»

Urolighederne på

Nørrebro den 18.-19. maj 1993 indebar utvivlsomt grov forstyrrelse af

ro og orden på offentligt sted, jf. straffelovens § 134 a.

Domfældelse for deltagelse heri er imidlertid betinget af, at

anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte tiltalte har tilsluttet sig

gruppen af uromagere og fredsforstyrrere, således at vedkommende med

sikkerhed kan udskilles fra tilskuere, forbipasserende, beboere og andre, der

blot har været til stede og overværet hele eller dele af

begivenhedsforløbet.

Efter det bevisresultat, som landsretten har lagt til

grund, findes det herefter betænkeligt at anse andre end tiltalte T7

for skyldig i deltagelse i grov forstyrrelse af ro og orden som angivet i §

134 a. «

Som det fremgår, indeholder dommen ikke en

fortolkning af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23. Dommen

behandler derimod spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte tiltalte

har været »deltagere« i gadeurolighederne, således som dette begreb

må forstås i straffelovens § 134 a.

Straffelovens § 134 a er særegen derved, at den

efter sit indhold ikke kan overtrædes af en person, der handler alene.

Bestemmelsen forudsætter, at en gruppe personer sammen forårsager

grov forstyrrelse af ro og orden. For at kunne straffe en person for

overtrædelse af bestemmelsen kræves desuden, at vedkommende har

tilsluttet sig den gruppe, hvis handlinger er omfattet af bestemmelsen.

4. Blandt andre domme, der behandler

medvirkensspørgsmål af en karakter, der kan være af

interesse i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslaget, kan

eksempelvis nævnes følgende:

Ugeskrift for Retsvæsen 1970, s. 253:

Denne dom - jf. henvisningen hos Waaben under pkt. 2

ovenfor - angår ni unge mænd, der blev fundet skyldige i bl.a.

vold, husfredskrænkelse og hærværk. Under en fest aftalte

de tiltalte at opsøge en villa, hvor der boede nogle tyrkiske

arbejdere, for at begå vold mod disse. Seks af de ni tiltalte

trængte ind i huset, hvor de begik vold mod en sagesløs beboer,

ligesom de knuste ruder og ødelagde inventar.

Både byretten og landsretten dømte alle ni

personer for vold og husfredskrænkelse. Det anføres herom i

byretsdommen (som Østre Landsret stadfæstede):

»

For så vidt angår

de tiltaltes ansvar efter straffelovens § 23 for handlinger, de ikke selv har

begået, har retten fundet, at alle tiltalte ved at have deltaget i

indgåelsen af aftalen om aktionen eller tilsluttet sig

gennemførelsen og ved at have været til stede på

gerningsstedet i medfør af nævnte bestemmelse må anses for

ansvarlige efter straffelovens § 244, stk. 4, jf. stk. 2 og 3, og efter §

244, stk. 4, jf. § 21, dvs. vold og forsøg på vold. Da aktionen

iværksattes ved midnatstid af en mandstærk flok må retten

anse husfredskrænkelse for at have været en stiltiende aftale

eller forudsætning for aktionens formål, således at

samtlige tiltalte, som ikke selv begik husfredskrænkelsen, må

anses som medvirkende til denne lovovertrædelse.«

Ugeskrift for Retsvæsen 1981, s. 807:

Under sagen var i alt 10 personer tiltalt for

overtrædelse af straffelovens § 134 a (citeret ovenfor under pkt. 3.2.)

og § 291, stk. 2 (groft hærværk). En person blev frifundet af

byretten, fordi retten efter bevisførelsen fandt det betænkeligt

at lægge til grund, at den pågældende havde været

på gerningsstedet.

Landsretten dømte de øvrige ni personer for

overtrædelse af straffelovens § 134 a og § 291, stk. 2, med

følgende begrundelse:

»

Efter bevisførelsen for

byretten må det lægges til grund, at der på restaurant

Peter Pan er indgået en aftale om, at en større gruppe unge

mænd skulle tage til restaurant Bowlerhatten for at »afstraffe« en anden og

navngiven gruppe, der opholdt sig der. Det må endvidere lægges

til grund, at de tiltalte efter en fælles transport til stedet i samlet

flok er gået mod restauranten, hvor deltagerne, eller i hvert fald en

stor del af dem, i løbet af kort tid har forvoldt betydelige skader

på ejendommen og inventaret som i forhold 2 beskrevet, ligesom de

foranstaltede grov forstyrrelse af ro og orden som i forhold 1 anført.

Ved deres deltagelse i denne aktion må de tiltalte anses at have

medvirket til de forvoldte ødelæggelser, der ikke er gået

ud over, hvad de tiltalte måtte forvente.«

For Højesteret angik sagen alene fire af de

tiltalte, som påstod frifindelse for overtrædelse af

straffelovens § 134 a, og at hærværksforholdet alene

henførtes under den milde hærværksbestemmelse (§ 291, stk.

1). Højesteret stadfæstede imidlertid landsrettens dom over de

fire personer.

Fuldmægtigen 1992, s. 95:

Under sagen blev en person straffet for medvirken til en

uidentificeret persons knytnæveslag mod en tredjemand, der skyldte den

tiltalte 70.000 kr. Volden blev forøvet på ofrets bopæl i

forbindelse med bortfjernelse af et fjernsyn i anledning af gælden til

tiltalte.

Vestre Landsret fandt ligesom byretten, at tiltalte ved at

tage den uidentificerede person med til ofrets bopæl, ved sin

tilstedeværelse i lejligheden og ved ikke at have grebet ind over for

volden var skyldig i medvirken til vold.

Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 359:

Under sagen var to personer tiltalt for medvirken til

overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, (særlig

grov vold), begået af et tredje medlem af samme gruppe, hvis sag blev

behandlet særskilt.

Gruppen på tre personer var forberedt på at

blive opsøgt af et muligvis bevæbnet »tæskehold« og var

derfor bevæbnet med to skydevåben og en knippel. Den anden

gruppe, som i bil var kommet til gerningsstedet, havde imidlertid ikke

medbragt skydevåben, og var efter slag og trusler straks løbet

tilbage til bilen og begyndt at køre væk. På dette

tidspunkt affyrede det tredje medlem af den første gruppe (A) med en

pumpgun et skud gennem forruden på bilen med det resultat, at

føreren fik det ene øje ødelagt.

Landsretten frifandt de øvrige to medlemmer af den

første gruppe for medvirken til volden med følgende

begrundelse:

»

Selv om de tiltalte og A, som

efter det oplyste havde regnet med muligheden af, at de ventede angribere

ville være bevæbnede med skydevåben, selv havde

skydevåben, som de havde ladt og afladt under ventetiden i lejligheden,

findes der ikke grundlag for at anse det bevist, at det mellem de tiltalte og

A har været aftalt eller forudsat, at der skulle gøres brug af

skydevåben over for angribere, der ikke selv var bevæbnede med

skydevåben, og efter et tidspunkt, hvor de pågældende var

begyndt at køre fra stedet.«

De to tiltalte blev dog for egne handlinger dømt

for overtrædelse af henholdsvis straffelovens § 266 (trusler) og § 244

(vold).

5. Kopi af de domme, der er refereret ovenfor,

vedlægges i 15 eksemplarer [er ikke optrykt i betænkningen].

Spørgsmål 2:

Ministeren bedes oplyse om mulighederne for kollektiv

straf i andre europæiske lande, vi normalt sammenligner os med.

Svar:

For tiden er en arbejdsgruppe under Nordisk

Embedsmandskomité for Lovgivningsspørgsmål ved at

udarbejde en rapport om de nordiske landes lovgivning m.v. til

bekæmpelse af alvorlig kriminalitet, herunder rockerkriminalitet.

Efter det, der er oplyst under drøftelserne i denne

arbejdsgruppe, findes der ikke regler, der kan siges at give adgang til at

idømme kollektiv straf, hverken i Norge, Sverige eller Finland. En

bestemmelse i den finske straffelov om forberedelse af folkemord

indebærer dog mulighed herfor. Tilsvarende gælder muligvis en

anden bestemmelse i den finske straffelov om landsforræderisk

forbindelse.

Justitsministeriet har ikke gennem Udenrigsministeriet

indhentet oplysninger om retstilstanden i andre europæiske lande, da

det erfaringsmæssigt kan tage adskillige måneder, før

sådanne oplysninger foreligger.

Såfremt Retsudvalget måtte ønske det,

er Justitsministeriet naturligvis indstillet på at anmode

Udenrigsministeriet om at indhente oplysninger fra nærmere angivne

lande.

Spørgsmål 3:

Ministeren bedes oplyse, om man efter dansk ret kunne

forestille sig en domfældelse som den, der skete i sagen om en dansk

kvinde, der blev myrdet på Cypern?

Svar:

Justitsministeriet er ikke i besiddelse af dommen i den

sag, der nævnes i spørgsmålet, og Justitsministeriet er

heller ikke i besiddelse af nærmere oplysninger om de faktiske

omstændigheder i denne sag.

Justitsministeriet kan således ikke udtale sig om

sagens resultat, hvis den skulle afgøres efter dansk ret.

Spørgsmål 4:

Ministeren bedes tilstille udvalget kopi af

retsbelæringen i Blekingegade-sagen.

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af

spørgsmålet indhentet en udtalelse fra præsidenten for

Østre Landsret.

Landsretspræsidenten har oplyst, at retsformandens

retsbelæring i Blekingegade-sagen blev refereret af en autoriseret

retsstenograf til brug for forsvarerne, som i anledning af Retsudvalgets

spørgsmål har overladt landsretten et eksemplar af

referatet.

Der vedlægges kopi af den del af retsbelæringen, der

vedrører det af Blekingegade-sagens forhold, der har interesse i

forbindelse med beslutningsforslaget [i betænkningen optrykt som

underbilag til bilag 1].

Spørgsmål 5:

Udvalget anmoder om at få tilsendt rapporten fra den

arbejdsgruppe, som ministeren omtalte ved forslagets 1. behandling, der med

statsadvokat Merlung som formand overvejede spørgsmålet om

kollektiv straf i relation til rockerkriminalitet.

Svar:

Den rapport, der omtales i spørgsmålet,

indeholder en række oplysninger af fortrolig karakter om

anklagemyndighedens tilrettelæggelse og førelse af straffesager

om bandekriminalitet. Justitsministeriet finder derfor ikke at burde sende

rapporten til Retsudvalget.

Det kan imidlertid oplyses, at rapporten, der er fra

februar 1994, indeholder følgende bemærkninger af interesse i

forbindelse med beslutningsforslaget:

»

Da det er arbejdsgruppens

opfattelse, at indførelse af en conspiracy-lovgivning for tiden er

utænkelig, er det i øvrigt opfattelsen, at dansk rets

medvirkensregler er tilstrækkelige til at sikre en rimelig

retshåndhævelse.«

Det kan i øvrigt oplyses, at statsadvokaten for

Sjælland (Merlung) i en udtalelse af 11. juni 1993 har anført

følgende:

»

Det er min opfattelse, at

dansk rets medvirkensbegreb og den måde, hvorpå det anvendes i

retspraksis, er tilstrækkelig for en effektiv

retshåndhævelse på området dvs. med hensyn til

bandekriminalitet.«

I forlængelse heraf udtalte rigsadvokaten den 22.

juni 1993 følgende:

»

Jeg er enig med statsadvokaten

i, at dansk rets medvirkensbegreb og den måde, hvorpå det

anvendes i retspraksis, er tilstrækkelig for en effektiv

retshåndhævelse på området.«

De to sidstnævnte udtalelser er vedlagt

Justitsministeriets svar af 18. oktober 1993 på spørgsmål

nr. 280 af 5. april 1993 (Alm. del - bilag 551) om en rapport om

bandekriminalitet udarbejdet af en række organisationer, herunder Dansk

Politiforbund.

Vedrørende en eventuel ændring af

straffelovens § 23 anførte Justitsministeriet i dette svar

følgende:

»

Efter bestemmelsen i

straffelovens § 23, stk. 1, omfatter strafansvaret for en forbrydelse alle,

der ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirkede til gerningen.

Justitsministeriet finder ligesom Rigsadvokaten, at

straffelovens § 23 og den måde, hvorpå dansk rets

medvirkensbegreb anvendes i retspraksis, må antages at give

tilstrækkelige muligheder for en effektiv retsforfølgning

også af bandekriminalitet.«

Justitsministeriet har endvidere i et svar af 31. oktober 1994 på

spørgsmål nr. S 98 fra medlem af Folketinget Niels

Højland (FP) gentaget disse synspunkter og tilføjet

følgende: » Efter Justitsministeriets

opfattelse vil det være særdeles betænkeligt at

pålægge strafansvar for drab eller andre alvorlige

straffelovsovertrædelser, uden at de almindelige betingelser om

subjektiv skyld er opfyldt.«

Underbilag til bilag 1

Ad justitsministerens svar på spørgsmål

4 stillet om B 14

Retsbelæringen vedrørende Blekingegadesagens

forhold

Hovedspørgsmål 57-60, der findes side 94-97,

angår A, B, C og D s eventuelle skyld i manddrab på politibetjent

Jesper Egtved Hansen. Det er sagens alvorligste forhold.

Såvel efter de tekniske erklæringer, herunder

om den anvendte hagltype, som efter de forklaringer, der er afgivet af B og

C, ligger det bevismæssigt fast, at det dræbende skud er affyret

af en deltager i røveriet og af en person med tilknytning til

Blekingegade-lejligheden. Det er ligeledes åbenbart, at i hvert fald B

og C ved, hvem det er.

Der er imidlertid ikke under bevisførelsen

tilvejebragt tilstrækkelig sikkert grundlag for at fastslå, hvem

der affyrede det skud, der dræbte Jesper Egtved Hansen.

Det må i øvrigt efter de objektive fund

på gerningsstedet, sammenholdt med kriminalinspektør X s

vidneforklaring, lægges til grund, at skuddet er affyret i en afstand

af henved 25 meter, og at det ikke var noget sigteskud. Alligevel ville

måske gerningsmandens kendskab til våbnet og den kraftige

ammunition kunne begrunde en antagelse af, at han i gerningsøjeblikket

måtte anse politibetjentens død som en sikker eller i hvert fald

overvejende sandsynlig følge af skuddet.

Vi kan imidlertid ikke med bevismæssig sikkerhed

udpege gerningsmanden. Anklagemyndighedens argumentation for at dømme

de 4 tiltalte for manddrab går derfor på, at de personer, der

vidste, at der var medbragt et haglgevær af den type og med den

ammunition, som i givet fald skulle anvendes imod en forfølgende bil,

måtte indse, at det med meget stor sandsynlighed kunne medføre

et andet menneskes død.

Det må imidlertid efter de juridiske dommeres

opfattelse efter alt foreliggende, herunder den hurtige udvikling af

begivenhedsforløbet i Købmagergade, anses for overvejende

betænkeligt at antage, at gerningsmændene til røveriet har

været indforstået med, at man eventuelt skulle skyde med

overvejende risiko for at dræbe en eventuel forfølger.

Hovedspørgsmål 57-60 bør efter de

juridiske dommeres opfattelse besvares benægtende.

Bilag 2

Justitsministerens svar på spørgsmål

1

Spørgsmål:

Ministeren bedes oplyse om de gældende regler for

anvendelse af kollektiv straf i Norge, Sverige, Finland, Storbritannien,

Tyskland, Nederlandene, Belgien og Frankrig.

Svar:

Som oplyst i det foreløbige svar af 11. marts 1999

har Justitsministeriet anmodet justitsministerierne i de nævnte

nordiske lande om at bistå med at tilvejebringe de ønskede

oplysninger om retstilstanden i disse lande.

Justitsministeriet har endvidere anmodet

Udenrigsministeriet om at søge at indhente de ønskede

oplysninger vedrørende de øvrige lande.

Justitsministeriet har indtil videre modtaget de

ønskede oplysninger fra Finland og - gennem Udenrigsministeriet - fra

Storbritannien, Tyskland og Nederlandene.

I Finland er den eneste straffebestemmelse, der kan

siges at indebære kollektivt strafansvar, straffelovens kapitel 21, §

12, om deltagelse i slagsmål. Der henvises herom til vedlagte notat af

16. marts 1999 fra det finske justitsministerium [i betænkningen

optrykt som underbilag a til bilag 2 i uofficiel oversættelse].

Der findes ikke regler om kollektivt strafansvar i

Storbritannien, jf. vedlagte brev af 31. marts 1999 fra det britiske

indenrigsministerium [i betænkningen optrykt som underbilag b til bilag

2 i uofficiel oversættelse].

Med hensyn til Tyskland har Justitsministeriet

gennem Udenrigsministeriet modtaget kopi af den tyske straffelovs

bestemmelser om forsøg og medvirken. Disse bestemmelser ses ikke at

give mulighed for kollektivt strafansvar.

Heller ikke i Nederlandene findes der regler om

kollektivt strafansvar. Spørgsmålet overvejes imidlertid for

tiden i et udvalg nedsat af det nederlandske justitsministerium.

Underbilag a til bilag 2

Uofficiel oversættelse af brev af 16. marts 1999 fra

det finske justitsministerium

Justitsministeriet PM

Lagberedningsavdelningen

Patrik Nordman 16.3.1999

KOLLEKTIV STRAF

Den eneste lovbestemmelse i den finske straffelovgivning,

som kan anses for at indebære kollektiv straf, er kriminaliseringen af

deltagelse i slagsmål i straffelovens kapitel 21, § 12.

I henhold til lovbestemmelsen straffes en person, som ved

selv at benytte vold eller på nogen anden aktiv måde deltager i

et slagsmål eller overfald. Anden aktiv deltagelse ud over direkte vold

kan for eksempel være forhindring af flugt eller forsvarsmuligheder.

Strafbarheden forudsætter i hvert fald yderligere, at den

pågældende person bør have haft anledning til at frygte,

at en person bliver slået ihjel, eller at der forårsages alvorlig

legemsbeskadigelse eller alvorlig sygdom i slagsmålet, samt at en

sådan følge også indtræder. Volden ved

slagsmålet må i dette tilfælde have været så

kraftig, at der har foreligget en faktisk risiko for den forudsatte

følge.

Slagsmål indebærer, at flere personer

udsætter hinanden for fysisk vold ved samme lejlighed. Mindst tre

personer bør deltage, men i praksis handler det almindeligvis om

grupper, som udsætter hinanden for vold.

Strafskalaen omfatter bøder og fængsel i

højst to år.

Underbilag b til bilag 2

Uofficiel oversættelse af brev af 31. marts 1999 fra

det britiske indenrigsministerium

HOME OFFICE

(det britiske indenrigsministerium)

Sentencing and Offences Unit ('afdelingen for strafudmåling og

forbrydelser')

50 Queen Anne's Gate, London SW1H 9AT, Storbritannien

Omstillingsbord: +44 171 273 4000 Fax: +44 171 273 4345

Direkte linie: +44 171 273 4424

Dato: 31. marts, 1999

Fr. Maiken Keson

Konsulatsembedsmand

Den Kongelige Danske Ambassade

55, Sloane Street

LONDON SW1X 9SR

Storbritannien

Kære fr. Keson,

Sådanne dødsfald er virkelig

forfærdende og foruroligende og har forståeligt nok givet

anledning til stor ængstelse i befolkningen. Der er intet, der

forhindrer politiefterforskning, eller at der bliver rejst tiltaler, hvis der

er bevis(er), der kan underbygge det. Imidlertid opstår der et

betydende problem, når alle parter var til stede og hver af dem

nægter at være ansvarlig for de handlinger, der medførte

døden. Dette var i høj grad tilfældet i den nylige Sarah

Adams-sag og kan resultere i, at der bliver rejst mindre alvorlige tiltaler

(såsom børnemishandling i dette tilfælde) i stedet for

mord.

Tak for Deres brev dateret den 22. marts til Birol Mehmet

vedrørende det, De definerer som »kollektiv

strafudmåling«. Jeg er ikke helt sikker

på, at jeg har forstået Dem ret, men tilsyneladende beskriver

dette det begreb, hvorved der f.eks. er begået et mord og det er

tydeligt, at det er blevet begået af en af to (eller flere) personer,

men det ikke kan bevises, hvem af dem der har begået det, så der

ikke kan være tale om nogen begrundet tvivl. Hvis jeg ikke har

forstået dette rigtigt, vend da venligst tilbage til mig. Så vil

vi behandle det yderligere.

Som jeg er sikker på De er klar over, er det et

grundlæggende princip i strafferetsplejesystemet i England og Wales, at

en person er uskyldig, indtil vedkommendes skyld er bevist. I sager, hvor det

ikke er muligt at bevise, hvilken part der var ansvarlig for mordet, ville

det stride mod naturretten at dømme begge. I Sarah Adams-sagen, som

jeg nævnte ovenfor, var der tale om, at et barn døde under

omstændigheder, hvor hver af forældrene kunne have været

ansvarlig. I sådanne sager har domstolene sagt, at hvor det er

tydeligt, at de skader, der er påført et barn, og som

forårsagede dets død, blev påført af den ene eller

den anden forælder, men hvor der ikke er bevis(er) på, hvem af

dem der var ansvarlig og ikke noget grundlag for en indfortolkning af, at de

begge var indblandet, følger det af almindelige principper for

strafferetligt ansvar, at de begge skal frifindes.

Denne tragiske sag illustrerer vanskeligheden ved at

bevise, hvem der var den virkelige gerningsmand til forbrydelsen, så

der ikke kan være tale om nogen begrundet tvivl, og det er

tilsyneladende det samme problem, I har i Danmark. Det er ikke nogen specifik

lovgivning, der giver anledning til dette forhold. Det har i det store og

hele at gøre med de grundlæggende principper i britisk ret.

Regeringen har studeret følgerne af Adams-sagen meget nøje, men

den mener ikke, at en lovændring nødvendigvis er svaret på

dem.

Med venlig hilsen

Stephen Hubbard

Violence and Disorder Section ('afdelingen for vold og uorden')

Bilag 3

Supplerende svar på spørgsmål 1

Spørgsmål nr. 1

:

Spørgsmål:

Ministeren bedes oplyse om de gældende regler for

anvendelse af kollektiv straf i Norge, Sverige, Finland, Storbritannien,

Tyskland, Nederlandene, Belgien og Frankrig.

Svar:

Justitsministeriet har i besvarelsen af 3. maj 1999 af

spørgsmålet orienteret om retstilstanden i Finland,

Storbritannien, Tyskland og Nederlandene.

Efterfølgende har Justitsministeriet modtaget

vedlagte skrivelse af 3. maj 1999 fra det norske justitsministerium med en

redegørelse for retstilstanden i Norge [i betænkningen optrykt

som underbilag til bilag 3 i uofficiel oversættelse].

Underbilag til bilag 3

Uofficiel oversættelse af brev af 3. maj 1999 fra det

norske justitsministerium

DET KONGELIGE

JUSTIS- OG POLITIDEPARTEMENT

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Danmark

Deres ref. Vores ref. Dato

1998-730-0692 99/04564 E HR/ØØ/bj 03.05.1999

KOLLEKTIV STRAF

Vi henviser til brev af 11. marts 1999, hvor

Justitsministeriet beder Justisdepartementet oplyse, hvilke regler om »kollektiv straf« der

gælder i Norge.

Den norske straffelov har i modsætning til den

danske ingen generel bestemmelse om, at det er strafbart at medvirke til en

forbrydelse. Det kommer an på det enkelte straffebud, om medvirken

rammes. Ved de fleste alvorlige forbrydelser er medvirken udtrykkeligt gjort

strafbart. I de straffebud, der ikke særskilt nævner medvirken,

beror det på en nærmere tolkning af gerningsbeskrivelsen, om

medvirkende handlinger omfattes. Vi vedlægger en kopi af Johs.

Andenæs, Almindelig strafferet, 4. udgave, Oslo 1998 s. 295-313 om

ansvaret ved medvirken generelt [ej vedlagt justitsministerens svar].

Hvor flere har foretaget og medvirket til en

lovovertrædelse, må hver enkelt deltager bedømmes

individuelt. Det gælder både ved spørgsmålet om,

hvorvidt gerningsindholdet i et straffebud er overtrådt,

spørgsmålet om, hvorvidt skyldkravet er opfyldt, og

hvornår straffen skal udmåles.

Udtrykket »kollektiv straf« benyttes ikke i norsk strafferet og har rent sprogligt

ikke noget entydigt indhold. Dels kan man eventuelt tale om kollektiv straf,

hvis man reducerer kravet til, hvilke elementer skylden kan omfatte, typisk

således at den, som er med til at udføre eller planlægge

en lovovertrædelse sammen med andre, fuldt ud kan straffes for

uforudsete handlinger, som en af de øvrige foretager under

gennemførelsen. Man kan for eksempel tænke sig, at de

øvrige deltagere i et væbnet røveri skal kunne straffes

for medvirken til forsætligt drab, hvis en af deltagerne på eget

initiativ begår drab under røveriet.

I norsk straffelovgivning findes der hverken generelle

eller specielle lovregler, der udgør en lempelse af skyldkravet i

sådanne tilfælde. Som nævnt ovenfor må hver enkelt

deltager vurderes på grundlag af den skyld, han eller hun har udvist.

Beviskravet lempes heller ikke, hvor det er usikkert, hvem i en bestemt

gruppe der har foretaget handlingen. Noget andet er, at de andre deltagere i

eksemplet ovenfor efter forholdene kan straffes for groft røveri med

døden til følge, jf. den norske straffelovs §§ 267 og 268, jf.

§ 43.

Videre kan man måske tale om kollektiv straf i

forhold til straffebestemmelser, som udvider området for, hvad der

ellers kan regnes som medvirken til strafbare handlinger, enten således

at kravet til aktivitet er særligt lavt, eller således at

passivitet i høj grad regnes som medvirken. Det mest almindelige er,

at medvirken generelt er gjort strafbart, men der er tilfælde, hvor kun

bestemte former for medvirken er nævnt, for eksempel vildledelse. I

norsk straffelovgivning er der ikke i nævneværdig grad

bestemmelser, som udvider området for, hvad der i almindelighed regnes

som medvirken. Et eksempel er den norske straffelovs § 211 om pornografi, som

i stk. 5 gør det strafbart for en indehaver af eller en overordnet i

en virksomhed at undlade at hindre, at der foretages handlinger i

virksomheden, som er i strid med bestemmelsen.

Man kan eventuelt også tale om kollektiv straf i

forhold til straffebestemmelser, som har til hensigt at finde anvendelse

på handlinger, aktiviteter m.v., som klart angiver, at en person driver

eller organiserer ulovlig virksomhed alene eller sammen med andre.

Begrundelsen for sådanne straffebud er som regel bevishensyn, enten

fordi det er vanskeligt at bevise, at der faktisk bliver begået

strafbare handlinger, eller fordi det er vanskeligt at bevise, hvem der er

bagmændene i forhold til identificerbare lovbrud. Der findes få

bestemmelser af denne art i norsk straffelovgivning. For eksempel finder

straffelovens § 330 blandt andet anvendelse på en person, som stifter

eller deltager i en forening, som er forbudt ved lov, eller som har til

hensigt at begå eller opmuntre til strafbare handlinger. I henhold til

§ 104 a kan man straffe en person, som danner, deltager i eller

støtter en forening, der har til formål at forstyrre

samfundsordenen ved ulovlige midler.

Der ligger for tiden ingen forslag i Stortinget om at

indføre regler, som kan siges at indebære en form for kollektiv

straf. Justisdepartementet arbejder heller ikke med forslag i denne

forbindelse.

Den norske straffelovgivning vurderes for tiden af

Straffelovkommisjonen. I sin principudredning fra 1983 (NOU 1983: 57) udtaler

kommissionen på side 103-131:

»

Rollefordelingen ved

organiseret kriminalitet kan være meget kompliceret. De, der står

bagved og trækker i trådene (de såkaldte bagmænd),

vil kunne have den største skyld. Men deres involvering vil ofte ikke

knytte sig klart til de enkelte strafbare handlinger, som udføres

eller det vil være svært at bevise tilknytningen. Særligt

problemfyldt kan det være at bevise, at de, der står bag, har

handlet med den nødvendige skyld. I enkelte økonomiske sager

vil handlingernes strafbare karakter desuden først fremtræde,

når de bliver set som en del af et større og ofte meget

kompliceret handlingsmønster, hvor flere personer er impliceret. Men

selv om det lykkes at klarlægge både de objektive og subjektive

sider, kan de aktiviteter, som de, der står bag, udfører, blot

være rent forberedende handlinger efter de regler, vi har i dag. De,

der står bag, kan i så fald ikke straffes.

Straffelovkommisjonen vil overveje at foreslå en

særregel, som finder anvendelse på organiseringen af aktiviteter,

som udgør grundlaget for alvorlig kriminalitet, for eksempel grove

berigelses- og narkotikaforbrydelser samt enkelte andre former for grov

kriminalitet. Vores straffelov finder allerede i dag anvendelse på

enkelte former for organisering af kriminel virksomhed. For eksempel finder §

94 anvendelse på organisering af visse former for

landsforræderi.«

Straffelovkommisjonen har endnu ikke foreslået en

sådan lovændring. Vi kan nævne, at kommissionen i sin

deludredning om straffelovens almindelige del (NOU 1992: 23) foreslår

en generel bestemmelse om medvirken til erstatning for tillæggene om

medvirken i det enkelte straffebud. Kommissionens arbejde med at

gennemgå straffelovens specielle del er imidlertid ikke afsluttet.

Den norske straffelov (lov af 22. maj 1902 nr. 10) findes

i en opdateret version på Internettet

(http://www.lovdata.no/all/index.html).

Venlig hilsen

Hedda Remen Ørnulf Qyen

Lovrådgiver Førstekonsulent

Lignende dokumenter