Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om opfindelser ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner

1998/1 BTL 93Betænkning over lovforslagFolketinget12. maj 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Forskningsudvalget

den 5. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om

opfindelser ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række

møder og har herunder stillet spørgsmål til

forskningsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål er tillige med

forskningsministerens besvarelse heraf optrykt som bilag til

betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller

mundtlige henvendelser fra:

Andersen, Mads Bryde, Københavns Universitet,

Bruun, Buster,

Conradsen, Knut, DTU,

Dansk Magisterforening,

Forskningscenter Risø,

Kring, Mogens, Patentdirektoratet,

Munch-Petersen, Birgitte, RUC,

Nielsen, Jens Rostrup, Haldor Topsøe A/S,

Oddershede, Jens, Odense Universitet,

Olsen, Flemming, DTU,

Plougmann, Ole, Plougmann, Vingtofte Partners A/S og

Ørum, Henrik, PNA Dianostics A/S.

Udvalget har i forbindelse med behandlingen af

lovforslaget afholdt en intern høring med deltagelse af en række

eksperter i patentering, jf. L 93 bilag 25.

Der er af forskningsministeren stillet

Læs alt

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende

bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med

undtagelse af Enhedslistens medlem af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse med de af forskningsministeren stillede

ændringsforslag.

Flertallet er enig i intentionerne

bag lovforslaget, idet der lægges særlig vægt på

følgende forhold:

At det med lovforslaget bliver tydeliggjort, hvem

virksomhederne kan træffe bindende aftale med, og at man ved en mere

professionel patentindsats forebygger, at opfindelser går tabt jf.

spørgsmål 38, jf. L 93 bilag 41.

At der med lovforslaget indføres ikke blot en

ret til egne ansattes opfindelser - men også en pligt for både

universiteter og sektorforskningsinstitutioner til aktivt at vurdere egne

ansattes indberettede opfindelser og pligt til at etablere det

fornødne beredskab også med henblik på

erhvervsmæssig nyttiggørelse ved aktivt at søge

rettighederne udnyttet jf. spørgsmål 10, 13 og 34, jf. L 93

bilag 13 og 41.

At lovforslagets § 11, stk. 5, jf.

ændringsforslag punkt 4, betyder, at institutionen fortaber sine

rettigheder, hvis den ikke inden to måneder har gjort krav på

retten til en given opfindelse. Arbejdstageren har i så tilfælde

den fulde ret til at disponere over opfindelsen. I følge

ændringsforslaget til § 11, stk. 6, har institutionen pligt til aktivt

at søge rettigheden til en opfindelse nyttiggjort, når denne er

erhvervet med henblik på erhvervsmæssig udnyttelse. Hvis

institutionen efterfølgende opgiver at udnytte rettighederne

erhvervsmæssigt, bør rettighederne overdrages den

pågældende på ny - forudsat dette ikke på anden

måde er til skade for institutionen eller strider imod dennes aftaler

med tredjemand, jf. spørgsmål 35 og 46, jf. L 93 bilag 41 og

48.

At det efter lovforslagets § 12, stk. 3, overlades til

de enkelte institutioner at fastsætte regler for beregning af vederlag

mellem institution og arbejdstager. De enkelte institutioner kan hermed

vælge forskellige beregningsmodeller, ligesom der på den enkelte

institution kan opereres med forskellige beregningsmodeller for forskellige

typer af opfindelser, jf. spørgsmål nr. 2 og 40, jf. L 93

bilag 6 og 41.

At den afsatte finanslovsbevilling på 58 mio.

kr. til støtte for lovforslagets implementering vil kunne anvendes af

institutionerne til vurdering af indberettede opfindelser. Endvidere vil

bevillingen kunne anvendes til licensformidling og i begrænset omfang

til rettighedsbeskyttelse af opfindelser, hvor institutionen har erhvervet

rettigheden. Bevillingen vil derimod ikke skulle dække fulde

patenteringsforløb, der erfaringsmæssigt kan være meget

omkostningstunge. Ønsker en institution at udtage patent på en

opfindelse, vil dette således forudsætte, at der tidligt i

forløbet opnås medfinansiering fra en industriel partner

og/eller en betydelig egenfinansiering fra institutionen selv, jf.

spørgsmål nr. 3, jf. L 93 bilag 6.

At intentionen med det fremsatte lovforslag ikke er,

at de enkelte institutioner skal opbygge egne patentkontorer med

specialiseret teknisk, juridisk og markedsmæssig ekspertise.

Intentionen er derimod, at institutionerne primært skal rekvirere den

fornødne ekspertise eksternt. Denne ekspertise vil kunne rekvireres

fra en bred vifte af udbydere, herunder private advokatkontorer,

patentbureauer, forskerparker, innovationsmiljøer, teknologiske

serviceinstitutter, Patentdirektoratet m.fl. Intentionen er således, at

institutionerne skal samarbejde, og ikke konkurrere, med de nye

innovationsmiljøer, der har til formål at bistå innovative

iværksættere, f.eks. hvor disse egenhændigt udnytter en

opfindelse gennem etablering af selvstændig virksomhed, jf.

spørgsmål nr. 4, 12 og 34, jf. L 93 bilag 6, 13 og 41.

At der ved eventuel erstatningspligt kun vil kunne

pålægges den ansatte at betale erstatning i en situation, hvor

den ansatte udviser forsømmelse i forhold til, hvad denne normalt

burde vide i den givne situation. Det er ligeledes en forudsætning for

den ansattes erstatningspligt, at den retsstridige handling kan tilregnes den

ansatte som forsætlig eller uagtsom, og at institutionen kan

dokumentere at have lidt et økonomisk tab, jf. spørgsmål

nr. 8 og 24, jf. L 93 bilag 6 og 14.

At lovforslaget betyder, at hvis

ansættelsesinstitutionen på baggrund af sin vurdering efter § 11

ikke ønsker at overtage retten til opfindelsen, og hvis der i

øvrigt ikke på forhånd er indgået anden aftale,

f.eks. med en virksomhedspartner efter § 9, bevarer den ansatte alle

rettigheder til selv at disponere over opfindelsen. Den

pågældende opfinder vil herunder frit kunne handle rettigheder

til danske eller udenlandske virksomheder og institutioner, og institutionen

kan ikke efterfølgende gøre krav på andel i

indtægterne. Har pågældende opfinder brug for professionel

assistance til at opsøge interesserede virksomheder, til at indgive

patentansøgning eller indgå licensaftaler, kan vedkommende

på eget initiativ rekvirere denne assistance blandt andet fra de nye

innovationsmiljøer jf. spørgsmål 20, jf. L 93 bilag

13.

At det af lovforslagets § 11 følger, at

beslutning om overdragelse af en rettighed til en institution først

kan finde sted på baggrund af en drøftelse parterne imellem.

Såfremt institutionen efter denne drøftelse skønner, at

retten til en given opfindelse bedst kan udnyttes erhvervsmæssigt af

den pågældende forsker selv, åbner lovforslaget udtrykkelig

mulighed for dette. Erfaringen viser imidlertid, at langt de færreste

forskere har interesse i at forestå et patenteringsforløb

på egen hånd jf. spørgsmål 28, jf. L 93 bilag

39.

At institutionen alene kan gøre krav på

retten til en opfindelse, hvis den er gjort som led i arbejdet ved

institutionen. Institutionen har således ingen ret til den ansattes

private opfindelser, som ikke udspringer af det konkrete

ansættelsesforhold. I tvivlstilfælde vil bevisbyrden

påhvile den part, der ønsker at gøre krav på retten

til opfindelsen, jf. spørgsmål nr. 41, jf. L 93 bilag 41.

At de institutioner, som er omfattet af lovforslaget,

ikke har til opgave at erhverve enhver tænkelig opfindelse gjort af en

ansat. Institutionen skal alene sikre, at de opfindelser, der udspringer af

den ansattes arbejde, bliver nyttiggjort, jf. spørgsmål nr. 42,

jf. L 93 bilag 41.

At fristen for institutionen til at få foretaget

en vurdering af muligheden for at udnytte opfindelsen erhvervsmæssigt

fastsættes til 2 måneder, idet det bemærkes, at

lovforslagets § 11 ikke udelukker, at man lokalt på institutionerne kan

vælge at fastsætte en kortere frist, jf. spørgsmål

nr. 44, jf. L 93 bilag 41.

At ministeren senest i folketingsåret 2003-2004

vil give Folketinget en redegørelse på baggrund af en evaluering

af de opnåede resultater af loven med henblik på en eventuel

revidering af loven, jf. spørgsmål nr. 47, jf. L 93 bilag

48.

Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet kan dog stemme for de under nr. 4, 5, 6, 9 og 10 stillede

ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af

forskningsministeren stillede ændringsforslag under nr. 1, 2, 3, 7 og 8

.

Enhedslisten indstiller lovforslaget til forkastelse,

fordi lovforslaget efter Enhedslistens opfattelse stadig grundlæggende

set er indrettet på en sådan måde, at

kommercialiseringstanken og forretningsmæssiggørelsen kommer til

at vinde over det, der egentlig er forskningens mål, nemlig mere

erkendelse.

Forskernes ret til at fortælle om deres resultater

forsvinder, i hvert fald i en periode, til fordel for at undersøge, om

resultaterne kan udnyttes erhvervsmæssigt. Private kan gennem

støtte til forskning få retten til fremtidig udnyttelse af

resultatet, hvilket er lig med støtte til private virksomheder fra

samfundets side, fordi det jo er samfundet, der stiller en række

faciliteter til rådighed. Enhedslisten finder det stærkt

bekymrende, at private på forhånd kan reservere sig retten til

resultater gennem en eller anden form for støtte.

Samlet set mener Enhedslisten, at den fri og ustyrede

forskning risikerer at få et knæk, idet institutionerne vil have

en stærk interesse i at spore forskningen i retning af områder,

hvor der kan ske erhvervsmæssig udnyttelse af opdagelser. Samtidig kan

man også risikere, at undervisningen vil blive forringet.

Mindretallet mener, at det er vigtigt at kombinere retten

til at forske uden tanke på erhvervsmæssig udnyttelse med, at man

selvfølgelig kan indbygge et professionelt beredskab omkring

patentering.

Ændringsforslag

Af forskningsministeren, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af EL):

Til titlen

1) Ordene »universiteter og

sektorforskningsinstitutioner« ændres til:

»offentlige forskningsinstitutioner«.

Til § 5

2) Stk. 2 udgår.

Til § 6

3) Paragraffen affattes således:

»

§ 6. Ved en institution

forstås i denne lov det universitet under Forskningsministeriet, den

sektorforskningsinstitution, det offentlige sygehus eller den

sundhedsvidenskabelige forskningsinstitution under amtskommunerne eller

Hovedstadens Sygehusfællesskab, hvor den pågældende

arbejdstager er ansat.«

Af forskningsministeren, tiltrådt af

udvalget:

Til § 11

4) I stk. 1 og 2 ændres »4 måneder« til: »2 måneder«.

5) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke:

»

Stk. 6. Har institutionen fået de

rettigheder, der knytter sig til en opfindelse, overdraget til sig med

henblik på erhvervsmæssig nyttiggørelse, jf. § 8, har

institutionen samtidig pligt til aktivt at søge rettighederne

nyttiggjort.«

Til § 15

6) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»

Stk. 2. Institutionen kan afholde

udgifter i forbindelse med overdragelse og beskyttelse af retten til

opfindelser, der er omfattet af § 2, men overdraget til institutionen efter

de i § 11 angivne frister. «

Af forskningsministeren, tiltrådt af et

flertal (udvalget med undtagelse af EL):

Til § 16

7) Paragraffen affattes således:

»

§ 16. Rektor,

direktionen eller sygehusejeren anvender indtægterne fra overdragelse

af rettigheder til opfindelser til aktiviteter inden for institutionens

formål.

Stk. 2.

Institutionen kan oppebære

indtægter i form af udbytte ved at overdrage sin ret efter § 14, stk.

1, til et aktieselskab mod betaling i form af aktier i det

pågældende selskab. Tilsvarende kan institutionen acceptere at

modtage et vederlag efter § 12, stk. 2, i form af aktier i et aktieselskab.

Institutionen må ikke herved opnå en sådan forbindelse til

selskabet, som et moderselskab har til et datterselskab efter

aktieselskabsloven.«

Til § 18

8) Paragraffen affattes således:

»

§ 18.

Institutionens afgørelser efter denne lov træffes på

universiteterne af rektor, på sektorforskningsinstitutioner af

direktionen og på de offentlige sygehuse af sygehusejeren. Rektors,

direktionens henholdsvis sygehusejerens afgørelse kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.«

Af forskningsministeren, tiltrådt af

udvalget:

Til § 19

9) I stk. 1 og 3 ændres »1. januar 1999« til: »1. juli 1999.«

10) I stk. 2 ændres »1. juli

1999« til: »1. januar 2000« (to gange).

Bemærkninger

Til nr. 1, 2, 3 og 7

Efter lovforslagets fremsættelse i Folketinget den

18. november 1998 er der fra Amtsrådsforeningen i Danmark og

Hovedstadens Sygehusfællesskabs side udtrykt ønske om, at de

offentlige sygehuse og sundhedsvidenskabelige forskningsinstitutioner under

amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab bliver omfattet af

lovforslaget på linje med universiteter og

sektorforskningsinstitutioner. Selvejende forskningsinstitutioner knyttet til

amtskommunerne er ikke omfattet af ændringsforslaget.

Ansatte i det offentlige sygehusvæsen er i dag

omfattet af lov om arbejdstageres opfindelser med undtagelse af klinisk-

videnskabeligt personale ansat i de særlige kombinationsstillinger ved

universiteterne.

Med det fremsatte lovforslag vil ansatte i

kombinationsstillinger være omfattet under udførelse af arbejde

ved universiteterne, men ikke under udførelse af arbejde ved

sygehuset.

Med dette ændringsforslag vil alle personalegrupper

ved sygehusene blive omfattet af lovforslaget. Samtidig vil ansatte i de

særlige kombinationsstillinger for klinisk-videnskabeligt personale

blive omfattet af lovforslaget både under udførelse af arbejde

ved universitetet og sygehuset. Sygehusvæsenet vil hermed opnå,

at alle personalegrupper fremover vil være omfattet af samme

lovgivning, hvorefter der alene skal opereres med ét regelsæt

for de ansatte.

For klinisk-videnskabeligt personale ansat i de

særlige kombinationsstillinger kan der uanset dette

ændringsforslag fortsat opstå problemer med at afgrænse,

hvilke elementer af en opfindelse der hidrører fra arbejdet på

universitetet, henholdsvis sygehuset. For at undgå sådanne

problemer må det anbefales, at de involverede institutioner forud for

igangsættelsen af større forskningsprojekter træffer

aftale om, hvordan deres rettigheder til eventuelle opfindelser skal

fordeles, jf. lovforslagets § 8 , stk. 3.

Med ændringsforslaget følger samtidig, at

sygehusvæsenet vil kunne få del i den bevilling på i alt 58

mio. kr. for perioden 1999 2002, der er afsat på finansloven 1999 (§

19.17.01) til implementering af lovforslaget, herunder rekvirering af ekstern

ekspertise til brug for vurdering af opfindelser, jf. lovforslagets § 11.

Ændringsforslaget vil derfor ikke medføre yderligere udgifter

for det offentlige i forhold til lovforslag L 93, hvilket er bekræftet

af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

For så vidt angår det foreslåede § 16,

stk. 2, hjemles der hermed adgang til for institutionerne at kunne modtage

aktier som betaling i aftaleforhold efter § 14, stk. 1, eller som vederlag

efter lovforslagets § 12, stk. 2.

Uanset at institutionen primært skal sikre sig

kontant betaling ved overdragelse af sine rettigheder efter loven, kan der

være situationer, hvor erhververen først vil kunne betale

vederlaget gennem den efterfølgende erhvervsmæssige udnyttelse

af opfindelsen. Dette kan f.eks. være tilfældet ved etablering af

nye iværksættervirksomheder. Betaling i form af aktier kan i

sådanne tilfælde være en hensigtsmæssig måde at

erlægge vederlaget for en opfindelse på.

Hensigten med bestemmelsen er alene at skabe gunstige

rammer for overdragelse af rettigheder mellem institutionerne og deres

aftaleparter. Det er derimod ikke tanken, at offentlige

forskningsinstitutioner selv kan iværksætte eller deltage i

produktion eller lignende i videre omfang end hidtil. Der foreslås

desuden indføjet den begrænsning, at institutionen ikke gennem

erhvervelsen af aktier kan opnå bestemmende indflydelse på

selskabet. Bestemmende indflydelse følger af aktieselskabslovens

definition, jf. § 2 i lov om aktieselskaber, jf. lov nr. 1007 af 23. december

1998, som ændret ved lov nr. 1056 af 23. december 1998. Samtidig vil

institutionen heller ikke efter formuleringen af ændringsforslaget

kunne stå som stifter af et aktieselskab.

Til nr. 4, 5 og 6

På baggrund af tilkendegivelser i forbindelse med

udvalgsarbejdet er der fremsat ønske om at fristen i § 11, stk. 1,

forkortes. Fristen for institutionen til vurderingen efter § 11, stk. 1,

nedsættes til 2 måneder med dette ændringsforslag.

Fristen i § 11, stk. 1, udelukker ikke, at den enkelte

institution kan vælge at fastsætte en kortere tidsfrist end 2

måneder.

§ 11, stk. 6, tilføjes ud fra et ønske om at

præcisere institutionens forpligtelse til aktivt at søge retten

til opfindelser udnyttet, hvis institutionen har gjort krav på retten

med henblik på erhvervsmæssig nyttiggørelse. Omtalte pligt

skal ses i lyset af formålet med dette lovforslag, som er at sikre, at

forskningsresultater frembragt ved hjælp af offentlige midler

nyttiggøres for det danske samfund ved erhvervsmæssig

udnyttelse.

Bestemmelsen udelukker ikke, at institutionen kan

gøre krav på og fastholde retten til en given opfindelse, uanset

at der ikke på kort sigt er mulighed for erhvervsmæssig

nyttiggørelse, f.eks. hvor opfindelsen indgår som led i

opbygning af en sammenhængende gruppe af patenter. Bestemmelsen

udelukker heller ikke, at institutionen kan gøre krav på eller

fastholde retten til en opfindelse for at sikre, at en arbejdstager ikke

gennem egne aftaler med tredjemand blokerer for institutionens videre

forskning.

Forslaget om tilføjelse af stk. 2 til § 15 er

begrundet i et ønske om at give institutionen hjemmel til at afholde

udgifter i forbindelse med overdragelse og beskyttelse af retten til

opfindelser i de situationer, hvor arbejdstageren efter udløbet af

fristerne i § 11 ønsker at overdrage retten til en opfindelse til

institutionen.

Til nr. 8

Der henvises til bemærkninger til nr. 1, 2, 3 og

7.

Til nr. 9 og 10

Lovens ikrafttrædelses- og virkningstidspunkt

foreslås ændret til henholdsvis den 1. juli 1999 og 1. januar

2000.

Helen Beim (S)

Susanne Fast Jensen (S)

Lise Hækkerup (S)

nfmd.

Inger Bierbaum (S) Ole Hækkerup (S)

Christine Antorini (SF) Jørn Jespersen (SF)

Elisabeth Arnold (RV) Søren Kolstrup (EL)

Hanne Severinsen (V) fmd. Tove Fergo (V)

Preben Rudiengaard (V) Jens Rohde (V)

Brian Mikkelsen (KF) Tom Beck (KF)

Klaus Kjær (DF) Tove Videbæk (KRF)

Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne havde ikke

medlemmer i udvalget.

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til

forskningsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 2:

I hvilken størrelsesorden forventes det, at

godtgørelsen er henholdsvis fra forskerens og fra universitetets side,

jf. bemærkninger til § 12?

Svar:

Efter lovforslagets § 12, stk. 3, overlades det til de

enkelte institutioner at fastsætte regler for beregning af vederlag

mellem institution og arbejdstager. De enkelte institutioner kan hermed

vælge forskellige beregningsmodeller, ligesom der på den enkelte

institution kan opereres med forskellige beregningsmodeller for forskellige

typer af opfindelser. Det er overladt til institutionerne selv at udforme

sådanne modeller.

På Københavns Universitet planlægges

f.eks. en model for vederlag fra institution til opfinder, hvorefter patent-

og licensindtægter efter institutionens afholdelse af direkte

omkostninger til patentering og licensiering fordeles med 1/3 til

institutionen, 1/3 til instituttet og 1/3 til opfinderen. På

Forskningscenter Risø er gennem en årrække anvendt en

model, hvorefter der ydes en godtgørelse til opfinder på 15 pct.

af de første 400.000 kr., som institutionen modtager i

licensindtægt, og på 5 pct. af de beløb, der modtages

herudover. Retspraksis på området er meget begrænset.

For så vidt angår vederlag til institutionen -

dvs. i situationer, hvor den ansatte selv udnytter retten til sin opfindelse

erhvervsmæssigt - må beregningen afhænge af de

nærmere omstændigheder. Disse omstændigheder må i

praksis forudses at variere så meget fra sag til sag, at der

næppe kan opereres med en fast beregningsmodel; i mange tilfælde

må der foregå en individuel forhandling af vederlaget.

Hvor der som udgangspunkt foreligger et kontant

købstilbud fra en ekstern part, kan dette anvendes ved

værdiansættelse af retten til en given opfindelse. Vælger

institutionen i sådanne tilfælde i stedet at overlade rettigheden

til den ansatte, bør der i afståelsesprisen modregnes det

provenu, som vedkommende alternativt ville have modtaget ved institutionens

forvaltning af rettigheden. Er der f.eks. tale om en 3/3/3-beregningsmodel,

bør rettigheden afstås til den ansatte for et beløb

svarende til 2/3 af det eksterne købstilbud - dvs. fratrukket den 1/3,

som den ansatte alternativt ville have modtaget som vederlag ved

institutionens afhændelse af rettigheden til tredjepart. Samtidig kan

det mellem parterne aftales, at beløbet skal afdrages over en

flerårig periode.

Hvor der ikke foreligger et konkret købstilbud fra

en ekstern part, kan vederlaget fastsættes som en given andel af de

opnåede nettoindtægter.

Er der tale om en situation, hvor det overlades til en

ansat selv at udtage patent med henblik på udlicensiering af

brugsretten til en eller flere virksomheder, bør godtgørelsen

til institutionen afspejle, at arbejdstager selv har påtaget sig

arbejdet og den økonomiske risiko i forbindelse med

patentansøgningen. En rimelig deling kan i dette tilfælde

være, at licensindtægterne efter afholdelse af direkte udgifter

til patentering og licensiering fordeles med 2/3 til arbejdstageren og 1/3

til institutionen.

Er der tale om en situation, hvor videreudvikling og

udnyttelse af selve opfindelsen indgår som et integreret led i

etablering af den ansattes egen produktionsvirksomhed, kan der med fordel

aftales et provenu knyttet til omsætningen af det

pågældende produkt. Afhængig af de konkrete

omstændigheder kan der f.eks. aftales et fast beløb pr. solgt

produkt eller en given andel - typisk i størrelsesordenen nogle

få procent - af produktets omsætning.

De konkrete beløbsstørrelser for

godtgørelser mellem institution og ansatte vil jævnfør

ovenstående afhænge af de givne opfindelsers markedsværdi

og succesfulde udnyttelse.

Spørgsmål 3:

Forestiller ministeren sig, at de afsatte 58 mio. kr. i

forbindelse med lovforslaget skal dække alle udgifter i forbindelse med

patentvurdering, udlicensiering, forsvar af patentet mv., eller skal der

være andre finansieringskilder, f.eks. innovationsmiljøerne?

Svar:

Til støtte for institutionernes implementering af

lovforslaget er der på FL99 afsat en bevilling på i alt 58 mio.

kr. løbende over 4 år fra 1999-2002. Den nærmere

udmøntning af bevillingen vil administrativt blive fastlagt af

Forskningsministeriet bl.a. i samråd med Erhvervsfremme Styrelsen, der

er ressortmyndighed for innovationsmiljøordningen.

Bevillingen vil blive administreret af

Forskningsministeriet og vil kunne søges af universiteter og

sektorforskningsinstitutioner, hvor der erfaringsmæssigt gøres

opfindelser, og hvor der som følge af den nye lov forudses et

øget behov for at trække på ekstern ekspertise.

Bevillingen vil af institutionerne kunne anvendes til

vurdering af indberettede opfindelser. Endvidere vil bevillingen kunne

anvendes til licensformidling og i begrænset omfang til

rettighedsbeskyttelse af opfindelser, hvor institutionen har erhvervet

rettigheden. Bevillingen vil derimod ikke skulle dække fulde

patenteringsforløb, der erfaringsmæssigt kan være meget

omkostningstunge. Ønsker en institution at udtage patent på en

opfindelse, vil dette således forudsætte, at der tidligt i

forløbet opnås medfinansiering fra en industriel partner

og/eller en betydelig egenfinansiering fra institutionen selv.

Medfinansiering fra Erhvervsministeriets

innovationsmiljøordning kan i henhold til de gældende

retningslinjer ikke ydes til offentlige forskningsinstitutioner.

Målgruppen for denne ordning er iværksættere, der alene

eller i fællesskab vil sætte en ny projektidé i

produktion. Hvor institutionen har overladt rettighederne til en opfindelse

til en eller flere ansatte med henblik på etablering af

selvstændig virksomhed, eller hvor rettigheden afhændes til

eksterne iværksættere, vil disse kunne ansøge om

såkaldt forprojektkapital fra et innovationsmiljø på op

til 750.000 kr. Disse midler kan bl.a. anvendes til finansiering af

patentansøgninger og licensformidling.

Spørgsmål 4:

Hvordan skal innovationsmiljøerne indgå i

forhold til patentprocessen, herunder den økonomiske finansiering af

hele patentprocessen?

Svar:

Som sparringspartner for innovative

iværksættere forventes de nye innovationsmiljøer at

opbygge en betydelig teknisk, juridisk og markedsmæssig ekspertise, som

mod betaling vil kunne stilles til rådighed også for offentlige

forskningsinstitutioner.

Intentionen med det fremsatte lovforslag er ikke, at de

enkelte universiteter og sektorforskningsinstitutioner parallelt skal opbygge

egne patentkontorer med tilsvarende ekspertise. Det er således

vurderingen, at ingen - eller kun meget få - institutioner har volumen

til internt at rumme disse kompetencer. Endvidere vil det

samfundsmæssigt ikke være fornuftigt at opbygge

parallelkompetencer hverken indbyrdes blandt de enkelte institutioner eller i

relation til innovationsmiljøerne.

Intentionen er derfor, at institutionerne, til arbejdet

med vurdering, licensformidling og eventuel patentering af egne forskeres

opfindelser, skal rekvirere den fornødne assistance eksternt. Denne

assistance vil kunne rekvireres fra en bred vifte af udbydere, herunder ikke

mindst innovationsmiljøerne. Men også private advokatkontorer,

patentbureauer, forskerparker, teknologiske serviceinstitutter m.fl. vil

kunne tilbyde relevante ydelser.

For at få del i FL-bevillingen på de 58 mio.

kr. forudsættes institutionerne at indgå flerårige

formaliserede samarbejder med én eller flere eksterne

rådgivere/konsulenter. Det bemærkes, at institutionernes

køb af eksterne ydelser ved en samlet kontraktsum på 1 mio. kr.

eller derover - afhængig af ydelsens karakter - vil være omfattet

af EU s tjenesteydelsesdirektiv (Rådets direktiv 92/50/EØF af

18.6.1992). Dette indebærer, at sådanne kontrakter skal udbydes

offentligt. Innovationsmiljøerne vil i denne forbindelse kunne afgive

tilbud på lige vilkår med andre private udbydere.

Med hensyn til medfinansiering af patentering via

innovationsmiljøordningen henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål 3.

Spørgsmål 8:

Ministeren bedes oplyse, hvilke konsekvenser det kan

få for en ansat forsker, såfremt han/hun undlader at give

meddelelse til ledelsen om en opfindelse, der er gjort, eller hvis

vedkommende forsker uforvarende eller intetanende kommer til at

afsløre en opfindelse over for udenlandske forskere f.eks. i

forbindelse med internationale konferencer?

Svar:

Ved overtrædelse af lovforslagets § 10, stk. 1 og 3,

og § 11, stk. 2, gælder dansk rets almindelige regler om erstatning.

Det vil sige, at der kan pålægges den ansatte erstatningspligt

for den skade, som følger af en retsstridig handling. Det er i givet

fald en forudsætning, at handlingen kan tilregnes den ansatte som

forsætlig eller uagtsom, og at institutionen har lidt et

økonomisk tab.

I tilfælde af, at en ansat uforvarende eller

intetanende kommer til at afsløre en opfindelse over for andre, vil

der ikke være noget ansvarsgrundlag. Der vil derfor kun kunne

pålægges den ansatte erstatningspligt i sådanne

situationer, hvor den ansatte udviser forsømmelighed i forhold til,

hvad den ansatte normalt ville vide i den pågældende

situation.

Spørgsmål 10:

Hvad er argumenterne for, at man laver ny lovgivning om

opfindelser ved forskningsinstitutioner og universiteter i stedet for at lade

lov om arbejdstageres opfindelser gælde for universiteterne i lighed

med sektorforskningen?

Svar:

Forud for udarbejdelsen af lovforslaget har det (som

anført i spørgsmålet) været overvejet alternativt

at foreslå en ophævelse af den særlige » forskerbestemmelse« i lov

om arbejdstageres opfindelser (LAO), hvorefter lærere og videnskabeligt

personale ved universiteterne er undtaget fra loven (LAO § 1, stk. 3).

Konklusionen på disse overvejelser har været, at dette ikke vil

være en brugbar løsning.

For det første vil en isoleret ændring af

LAO, så universiteterne kan gøre krav på egne forskeres

opfindelser, ikke i sig selv være nogen garanti for et øget

engagement fra institutionsside for at nyttiggøre de frembragte

opfindelser.

Med det fremsatte lovforslag indføres derfor ikke

blot en ret for universiteterne til egne ansattes opfindelser. Lige så

væsentligt indebærer lovforslaget en pligt for både

universiteter og sektorforsk-ningsinstitutioner til aktivt at vurdere egne

ansattes indberettede opfindelser og en pligt til etablere det

fornødne beredskab til at forestå disse vurderinger -

primært gennem rekvirering af ekstern ekspertise. Uden krav om et

sådant beredskab vil en lovændring være uden større

effekt.

For det andet vil en ophævelse af »forskerbestemmelsen« i LAO

ikke rumme de fornødne garantier for universitetsforskeres frie

publicering.

Både efter LAO og det fremsatte lovforslag skal

arbejdsgiveren inden fire måneder fra tidspunktet for en opfindelses

indberetning meddele arbejdstageren, om man ønsker at overtage retten

til den indberettede opfindelse. Hvis institutionen ikke inden for fristen

gør krav på rettigheden, kan arbejdstager frit disponere over og

offentliggøre opfindelsen.

Formuleringen i LAO kan imidlertid tolkes således,

at arbejdsgiveren kan pålægge arbejdstager at hemmeligholde

opfindelsen også efter udløbet af den fire måneders

periode.

Efter det fremsatte lovforslag kan institutionen i

medfør af § 11 alene udstede påbud om ikke at

offentliggøre en opfindelse i op til fire måneder fra

indberetningstidspunktet. Hemmeligholdelse ud over denne frist er alene mulig

ved accept fra alle involverede medarbejdere.

For det tredje er det af lovtekniske årsager

forbundet med usikkerhed, om en ophævelse af »forskerbestemmelsen« i

LAO vil give universiteterne samme ret til egne forskeres opfindelser som det

fremsatte lovforslag.

Ifølge LAO kan arbejdsgiveren alene gøre

krav på retten til opfindelser, der er gjort inden for virksomhedens

arbejdsområde eller som resultat af en opgave stillet af

arbejdsgiveren. Universiteterne adskiller sig på dette punkt fra det

øvrige arbejdsmarked. Dels har universiteterne ikke som

arbejdsområde at drive kommerciel virksomhed, dels er det ofte overladt

til den enkelte universitetsforsker selv at vælge sine opgaver.

Hvorvidt et universitet med hjemmel i LAO vil kunne gøre krav på

retten til en given opfindelse gjort i universitetets tjeneste vil derfor

bero på en fortolkning af de nærmere omstændigheder.

Til forskel fra dette kan universiteter og

sektorforskningsinstitutioner efter det fremsatte lovforslag (§ 5, stk. 1,)

gøre krav på retten til enhver opfindelse, hvis denne er gjort

som led i ansættelsesforholdet - dvs. uanset om der er tale om en

bestillingsopgave fra institutionsledelsen eller en opgave defineret af den

ansatte selv. Uden denne mulighed vil en lovændring være af

begrænset betydning.

Spørgsmål 12:

Hvordan forestiller ministeren sig, at institutionerne

etablerer et apparat, der kan håndtere vurdering af et eventuelt patent

fagligt, økonomisk og juridisk, jf. §§ 10 og 11?

Svar:

Institutionerne vil til vurdering af indberettede

opfindelser og indgåelse af aftaler om rettigheder skulle etablere dels

et internt administrativt beredskab, dels et netværk af eksterne

rådgivere og konsulenter.

Omfanget af det pågældende beredskab og

balancen mellem intern og ekstern ekspertise må i sagens natur variere

fra institution til institution afhængig af institutionens

størrelse og faglige profil. Vurderingen er imidlertid, at ingen -

eller kun meget få institutioner - vil have volumen til internt at

opbygge egentlige patentkontorer med specialiseret teknisk, juridisk og

markedsmæssig ekspertise.

Intentionen er derfor, at institutionerne til arbejdet med

vurdering, licensformidling og eventuel patentering af egne forskeres

opfindelser primært skal rekvirere den fornødne ekspertise

eksternt. Denne assistance vil kunne rekvireres fra en bred vifte af

udbydere, herunder de regionale innovationsmiljøer. Men også

private patentbureauer, forskerparker, teknologiske serviceinstitutter m.fl.

vil kunne tilbyde relevante ydelser.

Der henvises i øvrigt til den tidligere fremsendte

besvarelse af spørgsmål 4 om innovationsmiljøernes rolle,

jf. bilag 3.

Spørgsmål 13:

Kan fristen på 4 måneder forkortes, og hvem

bærer ansvaret for en forkert vurdering?

Svar:

Den i § 11 anførte frist på 4 måneder

for institutionens vurdering af indberettede opfindelser og meddelelse til

den ansatte om eventuel overtagelse af rettigheder svarer til fristen

på det øvrige arbejdsmarked som reguleret i lov om

arbejdstageres opfindelser.

De 4 måneder svarer samtidig til den periode,

institutionen maksimalt kan pålægge en ansat ikke at

offentliggøre en opfindelse. Bestemmelsen udelukker ikke, at man

lokalt på institutionerne kan vælge at operere med en kortere

tidsfrist - det være sig gennem udformning af et internt administrativt

regelsæt eller gennem aftale med de involverede fra sag til sag.

For eksempel oplyser Nordjyllands Videnpark, NOVI, at man

her har udviklet en procedure for vurdering af forskningsbaserede

opfindelser, der muliggør indgivelse af en prioritetsskabende

patentansøgning inden for blot 2 uger. I komplicerede sager må

der imidlertid forventes et noget længere tidsforløb, og bl.a.

DTU s administration har over for ministeriet advaret imod en afkortning af

den foreslåede 4-måneders-frist.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at der i nogle

af de modtagne høringssvar er foreslået en tidsfrist kortere end

4 måneder bl.a. med henvisning til erfaringer fra udenlandske

institutioner. Vurderingen er imidlertid, at erfaringer fra store britiske og

amerikanske universiteter på dette punkt ikke umiddelbart kan

overføres til danske forhold. Således vil der ikke ved danske

universiteter og sektorforskningsinstitutioner være grundlag for

på samme måde at etablere egentlige patentkontorer med

specialiseret teknisk, juridisk og markedsmæssig ekspertise internt

på institutionerne. Denne ekspertise vil i stedet skulle rekvireres hos

eksterne samarbejdspartnere, jf. besvarelsen af udvalgets

spørgsmål 4 og 12.

Med til billedet hører i øvrigt, at

påbud om midlertidig hemmeligholdelse af en opfindelse ikke udelukker,

at der sideløbende kan indsendes et manuskript til fortrolig

bedømmelse hos en tidsskriftsredaktion eller

konferencearrangør. Ofte vil der gå flere måneder fra

indsendelse til publicering, hvorved den mellemliggende periode kan benyttes

til vurdering af opfindelsen og eventuel indgivelse af en prioritetsskabende

patentansøgning. Påbud om hemmeligholdelse af en opfindelse

behøver i så tilfælde ikke at medføre nogen

forsinkelse af publiceringen.

Med hensyn til spørgsmålet om ansvaret for

korrekt vurdering af opfindelser vil dette afhænge af den konkrete

situation.

Vurdering af en given opfindelses karakter og muligheden

for at udnytte denne erhvervsmæssigt ventes altovervejende foretaget

via relevante eksterne rådgivere. I kontrakten med eksterne

rådgivere vil der være taget stilling til ansvaret i

tilfælde af, at denne vurdering er forkert. Der vil således

være tale om rådgivning under professionsansvar, hvilket vil

sige, at rådgiver kan blive erstatningsansvarlig, hvis en uprofessionel

rådgivning påfører klienten et tab.

Hvis institutionen uden bistand af eksterne eksperter

vurderer, at opfindelsen ikke er af interesse, og derefter beslutter ikke at

overtage opfindelsen, fortaber institutionen sine rettigheder. Arbejdstager

bevarer herefter retten efter lovforslagets § 7. Hvis det senere viser sig,

at opfindelsen kan udnyttes erhvervsmæssigt og tilmed give et

økonomisk afkast, kan institutionen således ikke få del i

dette afkast.

Spørgsmål 20:

Hvad gør en dansk opfinder, hvis en udenlandsk

virksomhed kan se en idé i et patent, som hans arbejdsgiver ikke kan

se?

Svar:

Efter lovforslagets § 7 har ansatte ved universiteter og

sektorforskningsinstitutioner som udgangspunkt retten til egne opfindelser.

Efter § 8 kan institutionen dog gøre krav på rettigheden, hvis

opfindelsen er gjort som led i ansættelsen.

Hvis ansættelsesinstitutionen på baggrund af

sin vurdering efter § 11 ikke ønsker at overtage retten til

opfindelsen, og hvis der i øvrigt ikke på forhånd er

indgået anden aftale f.eks. med en virksomhedspartner efter § 9,

bevarer den ansatte alle rettigheder til selv at disponere over

opfindelsen.

Den pågældende opfinder vil herunder frit

kunne handle rettighederne til danske eller udenlandske virksomheder, og

institutionen kan ikke efterfølgende gøre krav på andel i

indtægterne.

Har pågældende opfinder brug for professionel

assistance til at opsøge interesserede virksomheder, til at indgive

patentansøgning eller indgå licensaftaler, kan vedkommende

på eget initiativ rekvirere denne assistance bl.a. fra DTI Innovation

og de nye innovationsmiljøer.

Spørgsmål 24:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Birgitte

Munch-Petersen af 14. oktober 1998, jf. L 93 - bilag 10.

Svar:

Henvendelsen fra Birgitte Munch-Petersen refererer ikke

til lovforslag nr. L 93 i den foreliggende udgave, men til det

foreløbige udkast til lovforslag (forslag til lov om immaterielle

rettigheder for offentligt ansatte forskere), som blev rundsendt i

høring den 25. august 1998.

I sin henvendelse udtrykker Birgitte Munch-Petersen (BMP)

bekymring ved følgende elementer i lovforslaget (høringsudgaven

af 25.8.1998):

1. Tidsfristerne for hemmeligholdelse af opfindelser

2. Ansattes erstatningsansvar i forhold til institutionen

3. Institutionernes evne til at vurdere indberettede

opfindelser.

Ad 1. Tidsfrister

For tidlig offentliggørelse af en opfindelse vil i

mange tilfælde ødelægge muligheden for at beskytte og

udnytte retten til en opfindelse - f.eks. gennem udtagning af patent. Derfor

er det nødvendigt at kunne udsætte offentliggørelsen i en

periode, mens opfindelsen vurderes nærmere, og mens der eventuelt

udarbejdes og indgives en foreløbig (såkaldt

prioritetsskabende) patentansøgning.

I forhold til høringsudgaven (som refereret af BMP)

er der i det fremsatte lovforslag foretaget en afkortning af den periode, som

institutionen kan udsætte offentliggørelsen af en given

opfindelse, og en skærpelse af kravene til institutionens

sagshåndtering. Efter det foreliggende, reviderede forslag skal

forskere ikke afvente tilladelse, men kan frit publicere, medmindre

institutionen aktivt stiller krav om at udsætte

offentliggørelsen. Institutionen kan maksimalt stille krav om

udsættelse i 4, og ikke som tidligere foreslået op til 12

måneder fra indberetningstidspunktet. Er der i konkrete tilfælde

behov for en længere frist, må dette aftales med de implicerede

medarbejdere og forudsætter alles accept.

Med til billedet hører i øvrigt, at

påbud om midlertidig hemmeligholdelse af en opfindelse ikke udelukker,

at der sideløbende kan indsendes et manuskript til fortrolig

bedømmelse hos en tidsskriftsredaktion. Ofte vil der gå flere

måneder fra indsendelse til publicering, hvorved den mellemliggende

periode kan benyttes til vurdering af opfindelsen og eventuel indgivelse af

en prioritetsskabende patentansøgning. Påbud om hemmeligholdelse

af en opfindelse behøver i så tilfælde ikke at

medføre nogen forsinkelse af publiceringen.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af udvalgets

spørgsmål nr. 13.

Ad 2. Erstatningsansvar

Med det fremsatte lovforslag pålægges de

ansatte ved universiteterne samme pligt til at underrette institutionen om

opfindelser gjort som led i ansættelsen, som i forvejen er

gældende for det øvrige arbejdsmarked - herunder

sektorforskningen. Lovforslagets § 10 indebærer, at den ansatte har

pligt til at give institutionen de oplysninger, der er nødvendige for,

at institutionen med rimelighed kan siges at være i stand til at

foretage en vurdering af opfindelsens erhvervsmæssige betydning.

I bemærkningerne til lovforslagets § 10

præciseres, at underretningspligten forudsætter, at den

pågældende arbejdstager vidste eller burde vide, at retten til

opfindelsen vil kunne patenteres eller registreres som brugsmodel. Vurdering

af, hvornår der er tale om en opfindelse omfattet af

underretningspligten, forudsættes i praksis at foregå i en

løbende dialog mellem den ansatte og dennes institut- eller

afdelingsleder.

I tilfældet, som beskrevet af BMP, hvor en ansat

uforvarende eller intetanende forsømmer sin underretning over for

institutionen, vil der ikke være noget ansvarsgrundlag. Der vil derfor

ikke kunne pålægges den ansatte erstatningspligt i sådanne

situationer.

Erstatningspligt vil alene kunne komme på tale, hvis

den ansatte ved en forsætlig eller uagtsom handling

påfører institutionen et økonomisk tab - f.eks. hvis den

ansatte bevidst undlader at underrette institutionen om en opfindelse eller

egenhændigt overdrager en opfindelse til tredjepart uden institutionens

accept og institutionen derved lider et økonomisk tab. Bevisbyrden vil i sådanne tilfælde

påhvile institutionen. Det vil altså under ingen

omstændigheder - som antaget af BMP - påhvile den ansatte at

bevise sin uskyld.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af udvalgets

spørgsmål 8.

Ad 3. Vurdering af indberettede opfindelser

Som anført i henvendelsen fra BMP råder de

færreste universiteter i dag over det fornødne beredskab til

professionelt at vurdere indberettede opfindelser eller til at forestå

arbejdet med eventuel patentering og licensformidling. Netop dette er

baggrunden for, at det fremsatte lovforslag pålægger både

universiteter og sektorforskningsinstitutioner aktivt at tage skridt til

etablering af et sådant beredskab.

Intentionen er ikke, at de enkelte universiteter og

sektorforskningsinstitutioner internt skal opbygge egne patentkontorer med

specialiseret teknisk, juridisk og markedsmæssig ekspertise. Denne

ekspertise vil i stedet skulle rekvireres eksternt gennem samarbejde med

private patentbureauer, forskerparker, teknologiske serviceinstituttter, de

nye innovationsmiljøer m.fl.

For en nærmere beskrivelse af dette beredskab

henvises i øvrigt til besvarelsen af udvalgets spørgsmål

3 og 12.

Spørgsmål 28:

Ministeren bedes kommentere henvendelserne fra Flemming

Olsen, Sorø, jf. bilag 27 og 29.

Svar:

I henvendelsen fra lektor Flemming Olsen udtrykkes

modvilje over for det fremsatte lovforslag. Som begrundelse anføres

især en manglende tillid til, at universiteterne vil evne professionelt

at vurdere og markedsføre egne forskeres opfindelser. På

baggrund af egne erfaringer giver Flemming Olsen udtryk for, at den

fornødne ekspertise alene findes hos den pågældende

forsker selv.

Et vigtigt element i lovforslaget er netop, at

institutionerne pålægges at tilvejebringe ekspertise til at

vurdere de indberettede opfindelser teknisk, juridisk og markedsmæssigt

og til at forestå arbejdet med eventuel patentering i samarbejde med

industrielle partnere. Denne ekspertise vil primært skulle rekvireres

eksternt gennem et tæt samarbejde med relevante aktører

såsom private patentbureauer, forskerparker, innovationsmiljøer,

Patentdirektoratet og GTS-institutter. Samtidig er der til brug for dette

formål på FL99 afsat en bevilling på 58 mio. kr. over fire

år.

Af lovforslagets § 11 følger i øvrigt, at

beslutning om overdragelse af en rettighed til institutionen først kan

finde sted på baggrund af en drøftelse parterne imellem.

Såfremt institutionen efter denne drøftelse skønner, at

retten til en given opfindelse bedst kan udnyttes erhvervsmæssigt af

den pågældende forsker selv, åbner lovforslaget

udtrykkeligt mulighed for dette. Erfaringen viser imidlertid, at langt de

færreste forskere har interesse i at forestå et

patenteringsforløb på egen hånd. Flemming Olsen er

således langt fra repræsentativ for den typiske forsker.

Set med regeringens øjne er det samtidig

væsentligt, at der med lovforslaget skabes en klarere sondring mellem

offentlige og private økonomiske interesser.

Spørgsmål 34:

I lovforslagets § 11, stk. 1, står der meget om

universiteternes rettigheder, men ikke noget specielt om deres forpligtelse

til at opbygge gode og effektive systemer, der er i stand til at overtage og

gennemføre patentprocessen. I den forbindelse bedes ministeren

udarbejde et ændringsforslag, der præciserer universiteternes ret

og pligt til at fremme patenter.

Svar:

Med formuleringen i § 11, stk. 1, pålægges det

institutionerne at få foretaget en vurdering af muligheden for

erhvervsmæssig udnyttelse af opfindelser indberettet af de ansatte. I

lovbemærkningerne præciseres det videre, at institutionerne for

at leve op til lovens krav dels vil skulle etablere et internt administrativt

beredskab og dels vil skulle gøre brug af eksterne konsulenter og

rådgivere med særlig teknisk, juridisk eller markedsmæssig

ekspertise.

Med etablering af et administrativt beredskab menes, at de

enkelte institutioner skal:

Udforme administrative procedurer for indberetning og vurdering af

egne ansattes opfindelser herunder f.eks. præcisere rollefordelingen

mellem forskere, afdelings/institutledere og institutionens centrale

administration og nedsætte eventuelle patentudvalg.

Udforme regler for beregning af vederlag ved overdragelse af retten

til opfindelser mellem institution og ansatte, jf. lovforslagets § 12.

Indgå samarbejdsaftaler med eksterne rådgivere

såsom forskerparker, private patentbureauer mv.

På grund af de meget store organisatoriske og

faglige forskelligheder blandt de af lovforslaget omfattede institutioner vil

det ikke være ønskeligt yderligere at præcisere karakteren

af ovennævnte beredskab i selve lovgrundlaget. Det er således

væsentligt, at der for de enkelte institutioner sikres en betydelig

frihedsgrad til lokalt at etablere det administrative beredskab i

overensstemmelse med egne traditioner og behov.

Af bemærkningerne til lovforslagets § 8

fremgår, at der med institutionens krav om overtagelse af en rettighed

med henblik på erhvervsmæssig nyttiggørelse samtidig

følger en pligt for institutionen til aktivt at søge

rettigheden udnyttet. Sideløbende med oversendelsen af denne

besvarelse fremsætter forskningsministeren et ændringsforslag,

som præciserer denne pligt i selve lovteksten.

Det bemærkes i denne forbindelse, at institutionen

ikke har pligt til bistå egne ansatte, i tilfælde hvor det

overlades til disse egenhændigt at nyttiggøre opfindelsen -

f.eks. gennem etablering af selvstændig virksomhed. Sådanne

iværksættere vil i stedet kunne opnå professionel

assistance og økonomisk støtte via

innovationsmiljøordningen, hvor der over finansloven er afsat mere end

300 mio. kr. netop til dette formål. De offentlige

forskningsinstitutioner skal samarbejde med og ikke konkurrere med

innovationsmiljøerne på dette felt.

Af samme grund vil de 58 mio. kr. afsat på FL99 til

implementering af L 93 gå til medfinansiering af institutionernes

køb af rådgivningsydelser m.v. og ikke til støtte for

individuelle iværksættere.

Spørgsmål 35:

Hvis en institution ikke udnytter en opfindelse

erhvervsmæssigt, har arbejdstageren så rettighed til

opfindelsen?

Svar:

Efter lovforslagets § 11, stk. 5, fortaber institutionen

sine rettigheder, hvis den ikke inden for den her anførte frist fra

indberetningstidspunktet har gjort krav på retten til en given

opfindelse. Arbejdstageren har i så tilfælde den fulde ret til at

disponere over opfindelsen.

Efter lovforslagets § 8 kan institutionen gøre krav

på retten til en opfindelse med henblik på erhvervsmæssig

nyttiggørelse. Endvidere kan institutionen gennem krav om overdragelse

af en rettighed efter § 8 sikre, at en arbejdstager ikke gennem egne aftaler

med tredjemand blokerer for institutionens videre forskning eller

begrænser institutionens mulighed for at opbygge sammenhængende

patentfamilier på strategiske områder.

I en situation, hvor institutionen har overtaget en

rettighed med henblik på erhvervsmæssig udnyttelse, men

efterfølgende opgiver at forfølge sagen, bør rettigheden

overdrages til pågældende arbejdstager på ny, hvis

pågældende arbejdstager fremsætter ønske herom, og

hvis dette ikke på anden måde vil være til skade for

institutionen, jf. ovenstående.

Hvis institutionen ikke efterlever dette, men ved

passivitet skaber en situation, hvor en opfindelse, der kan og bør

udnyttes erhvervsmæssigt, ikke bliver det, vil institutionen kunne

pådrage sig et erstatningsansvar for det tab, arbejdstageren lider.

Spørgsmål 38:

Er ministeren enig i, at det primære formål

med dette lovforslag er at ændre kulturen på universiteterne og

hjælpe universiteterne således, at flere opfindelser bliver

patenteret. Vil ministeren i bekræftende fald sikre, at en del af

bevillingen på FL99 på i alt 58 mio. kr. løbende over 4

år går til videnopbygning på de enkelte universiteter?

Svar:

Jævnfør § 1 har lovforslaget overordnet til

formål at sikre, at forskningsresultater frembragt ved hjælp af

offentlige midler nyttiggøres ved erhvervsmæssig udnyttelse til

gavn for det danske samfund. En vigtig forudsætning for dette er, at

der på institutionerne skabes øget viden og opmærksomhed

om mulighederne for patentering.

Det fremsatte lovforslag tilstræber at styrke

innovationskulturen i den offentlige forskning ved at sikre den enkelte

forsker en klar økonomisk tilskyndelse til at frembringe og

nyttiggøre opfindelser. Lige så vigtigt er det imidlertid, at de

ansatte som følge af lovforslaget skal kunne overlade til

institutionen at forestå det ofte omkostningstunge og administrativt

belastende arbejde med at opsøge industrielle partnere, udarbejde og

indgive ansøgning om patent og udforme licensaftaler med interesserede

virksomheder.

For at varetage denne opgave er det væsentligt, at

der på patentaktive institutioner sikres en videnopbygning på

området navnlig blandt de ledere og administratorer, der daglig skal

fungere som rådgivere og sparringspartnere for de aktive forskere.

Forskningsministeriet vil derfor positivt overveje, om der inden for den

afsatte finanslovsbevilling kan skabes mulighed for at medfinansiere

deltagelse i relevante kurser og efteruddannelsesaktiviteter for de omtalte

grupper.

Spørgsmål 40:

Er ministeren enig i, at den enkelte forskers institut

bør sikres indflydelse på indtægterne via handel med

rettigheder? I bekræftende fald bedes ministeren foreslå ideer og

fordelingsnøgler, der initierer dette.

Svar:

Efter lovforslagets § 12, stk. 3, overlades det til de

enkelte institutioner lokalt at fastsætte regler for beregning af

vederlag mellem institution og arbejdstager. Samtidig følger af § 16,

at rektor (på universiteter) eller direktionen (på

sektorforskningsinstitutioner) træffer afgørelse om anvendelsen

af institutionens indtægter fra overdragelse af rettigheder. Det

overlades hermed også til de enkelte institutioner lokalt at

fastsætte regler for, hvorledes indtægterne skal fordeles internt

på institutionen. På universiteter f.eks. fordelingen af

indtægter mellem opfinderens institut, fakultet og den centrale

administration.

På grund af de meget store organisatoriske og

faglige forskelligheder blandt de omfattede institutioner er det

væsentligt, at der ikke i lovforslaget defineres én given model

for denne fordeling, men at der for de enkelte institutioner sikres

størst mulig frihed til lokalt at udforme beregningsmodeller i

overensstemmelse med egne traditioner og behov.

Efter lovforslaget tilkommer det ikke forskningsministeren

at foreslå særlige fordelingsnøgler. Jævnfør

besvarelsen af udvalgets spørgsmål 2 er der på enkelte

institutioner allerede udarbejdet konkrete modeller på

området.

Spørgsmål 41:

Ministeren bedes præcisere, hvad der menes med

opfindelser »som led i arbejdet«. Er disse bestemmelser parallelle med bestemmelser i

lov om arbejdstageres opfindelser (LAO)?

Svar:

Med det fremsatte lovforslag kan de omfattede

institutioner alene gøre krav på retten til en opfindelse, hvis

denne er gjort som led i arbejdet ved institutionen. Institutionen har

således ingen ret til den ansattes private opfindelser. Dette skal i

øvrigt ses i forlængelse af lovforslagets formål, hvor det

overordnede sigte er en nyttiggørelse af de danske

forskningsresultater, der bliver frembragt som led i arbejdet på

universiteter og sektorforskningsinstitutioner.

Med lovforslagets begreb »som

led i arbejdet«, jf. § 2, menes, at opfindelser,

der er gjort som led i arbejdstagerens ansættelsesforhold, er omfattet

af lovforslaget. Da videnskabeligt personale ved universiteterne ikke er

omfattet af tjenestetidsaftaler, kan det være svært i praksis at

fastslå, om en opfindelse er gjort i eller uden for

ansættelsesforholdet. Som anført i bemærkningerne vil

bevisbyrden i tvivlstilfælde påhvile den part, der ønsker

at gøre krav på retten til opfindelsen. Der henvises tillige til

besvarelsen af udvalgets spørgsmål 22.

På grund af de underliggende

ansættelsesretlige regler, jf. ovenfor, er der i praksis en række

forskelle mellem LAO og L 93. Det skyldes først og fremmest, at det

videnskabelige personale ikke har fast tjenestetid og kun i begrænset

omfang er underlagt instruktionsbeføjelse, jf. universitetslovens § 7,

stk. 3, 2 . pkt. LAO kan omfatte flere opfindelser end de, der direkte

følger af arbejdstagerens arbejdsbeskrivelse. Arbejdsgiveren kan

ifølge LAO gøre krav på retten til arbejdstagers

opfindelse, selv om udnyttelsen af opfindelsen falder uden for virksomhedens

arbejdsområde, hvis blot opfindelsen udspringer af en arbejdsgivers

instruktionsbeføjelse.

L 93 opererer alene med opfindelser, som udspringer af det

konkrete ansættelsesforhold. Hvad en ansat på et universitet

måtte opfinde privat, og som ikke vurderes at være et udslag af

arbejdet, tilhører den ansatte selv.

Spørgsmål 42:

Hvis en rumforsker f.eks. opfinder en mus til computere,

der betjenes af en fod i stedet for af en hånd, betragtes denne

opfindelse som led i forskerens arbejde? Hvis opfindelsen ikke er skabt

på grund af arbejdssituationen, skal rettighederne så stadig

tilbydes universitetet? Da opfindelsen ikke er skabt af arbejdssituationen,

skal rettighederne så stadig tilbydes universitetet? Da opfindelsen

ikke er skabt af arbejdssituationen, skal honoreringen af medarbejderen

så ske, som om hun/han var en ekstern opfinder? Hvilke bestemmelser for

denne situation findes der i lov om arbejdstageres opfindelser?

Svar:

Formålet med det fremsatte lovforslag er at fremme

nyttiggørelse af opfindelser gjort ved offentlige

forskningsinstitutioner. Lovforslaget omhandler ikke private opfindelser

dvs. opfindelser, der er gjort uden for ansættelsesforholdet, jf.

besvarelsen af spørgsmål 41.

Med forbehold for de nærmere omstændigheder

må det umiddelbart antages, at en arbejdsgiver ikke vil betragte en

rumforskers opfindelse af en mus til computere som en opfindelse, der

udspringer af de pligter, der påhviler forskeren i kraft af

ansættelsesforholdet. Det må desuden antages, at en computermus

ikke vil blive betragtet som et biprodukt af vedkommendes forskning. Under

disse forudsætninger må opfindelsen anses som gjort uden for

ansættelsesforholdet, hvorfor rettighederne ikke skal tilbydes

institutionen.

For så vidt angår LAO har en arbejdsgiver

mulighed for efter særlig aftale at erhverve en arbejdstagers

opfindelser, også hvis disse ikke direkte udspringer af tjenesten.

Dette er tilfældet, som beskrevet i besvarelsen af

spørgsmål 41, hvor en arbejdstager af sin arbejdsgiver bliver

pålagt at udføre en opgave, som ligger uden for dennes normale

arbejdsområde.

De forskningsinstitutioner, der er omfattet af L 93, har

ikke til opgave at erhverve enhver tænkelig opfindelse gjort af en

ansat. Forskningsinstitutionen skal alene sikre, at de opfindelser, der

udspringer af den ansattes arbejde, bliver nyttiggjort.

Spørgsmål 44:

Ministeren bedes udarbejde et ændringsforslag til

lovforslagets § 11, således at institutionens frist for at få

foretaget en vurdering af muligheden for at udnytte opfindelsen

erhvervsmæssigt nedsættes fra 4 måneder til 1 måned.

Hvad er ministerens holdning til en nedsættelse af institutionens

frist?

Svar:

Muligheden for at afkorte den omtalte 4 måneders

tidsfrist er tidligere kommenteret i besvarelsen af udvalgets

spørgsmål 13.

På baggrund af tilkendegivelserne ved

udvalgshøringen den 17. marts har Forskningsministeriet konsulteret

DTU, der tidligere over for ministeriet har anført, at en tidsfrist

kortere end 4 måneder vil være problematisk. Det er herved

konstateret, at DTU vil kunne acceptere en tidsfrist på ned til 2

måneder - eller samme frist som nævnes i høringssvaret fra

Dansk Magisterforening.

Sideløbende med oversendelsen af denne besvarelse

fremsætter forskningsministeren et ændringsforslag om at afkorte

tidsfristerne i lovforslagets § 11 fra 4 til 2 måneder.

Det bemærkes i øvrigt, at lovforslagets § 11

ikke udelukker, at man lokalt på institutionerne kan vælge at

operere med en kortere tidsfrist.

Spørgsmål 46:

Ministeren bedes redegøre nærmere for

situationen, hvis universiteter som udgangspunkt udmelder interesse for at

søge patentering, men efterfølgende af den ene eller anden

grund - f.eks. hvis det viser sig at blive for dyrt - lader stå

til.

Svar:

Jævnfør § 11, stk. 6, i det fremsatte

ændringsforslag (L 93 - bilag 42, punkt 3) har institutionen pligt til

aktivt at søge rettighederne til en opfindelse udnyttet, hvis

institutionen efter § 8 har gjort krav på rettighederne med henblik

på erhvervsmæssig nyttiggørelse.

Uanset at institutionen har overtaget en rettighed som

anført, kan den efterfølgende opgive at udnytte rettigheden

erhvervsmæssigt. Det kan f.eks. være på grund af, at der

ikke kan identificeres interesserede aftagere, at der ikke kan tilvejebringes

en industriel partner til at medfinansiere patentansøgningen, eller at

udgifterne til vedligeholdelse af patentet efter en årrække

overstiger de forventede indtægter.

Hvis den ansatte, der oprindelig har gjort opfindelsen, i

denne situation ytrer ønske om selv at udnytte rettigheden

erhvervsmæssigt, bør rettigheden overdrages til den

pågældende på ny, forudsat at dette ikke på anden

måde er til skade for institutionen eller strider imod dennes aftaler

med tredjemand. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af udvalgets

spørgsmål 35.

Spørgsmål 47:

Ministeren bedes udarbejde et ændringsforslag med en

bestemmelse om, at loven skal revideres efter 2 år.

Svar:

Erhvervsmæssig nyttiggørelse af

forskningsbaserede opfindelser vil ofte have en lang tidshorisont. Alene

udstedelse og international videreførelse af en patentansøgning

kan således strække sig over en periode på 4-6 år.

Set i dette lys forekommer det ikke hensigtsmæssigt

at tage lovforslaget op til revision efter en 2-årig periode.

Jævnfør § 19 i det tidligere fremsatte

ændringsforslag (L 93 bilag 31, punkt 7) træder loven i kraft

pr. 1. juli 1999 og finder anvendelse på opfindelser, der er gjort

efter den 1. januar 2000. Samtidig er der, som anført i lovforslagets

bemærkninger, afsat en bevilling på 58 mio. kr. over en

fireårig periode til støtte for institutionernes implementering

af loven.

Forskningsministeren vil efter bevillingsperiodens

udløb tage initiativ til en evaluering af de opnåede resultater

og på denne baggrund give en redegørelse til Folketinget i

folketingssamlingen 2003-2004. Det foreslås, at Folketinget på

dette tidspunkt tager stilling til, hvorvidt der er grundlag for at tage

loven op til revision.

Lignende dokumenter