Betænkning over Forslag til lov om opfindelser ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Forskningsudvalget
den 5. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om
opfindelser ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række
møder og har herunder stillet spørgsmål til
forskningsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål er tillige med
forskningsministerens besvarelse heraf optrykt som bilag til
betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller
mundtlige henvendelser fra:
Andersen, Mads Bryde, Københavns Universitet,
Bruun, Buster,
Conradsen, Knut, DTU,
Dansk Magisterforening,
Forskningscenter Risø,
Kring, Mogens, Patentdirektoratet,
Munch-Petersen, Birgitte, RUC,
Nielsen, Jens Rostrup, Haldor Topsøe A/S,
Oddershede, Jens, Odense Universitet,
Olsen, Flemming, DTU,
Plougmann, Ole, Plougmann, Vingtofte Partners A/S og
Ørum, Henrik, PNA Dianostics A/S.
Udvalget har i forbindelse med behandlingen af
lovforslaget afholdt en intern høring med deltagelse af en række
eksperter i patentering, jf. L 93 bilag 25.
Der er af forskningsministeren stillet
Læs alt
ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende
bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med
undtagelse af Enhedslistens medlem af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse med de af forskningsministeren stillede
ændringsforslag.
Flertallet er enig i intentionerne
bag lovforslaget, idet der lægges særlig vægt på
følgende forhold:
At det med lovforslaget bliver tydeliggjort, hvem
virksomhederne kan træffe bindende aftale med, og at man ved en mere
professionel patentindsats forebygger, at opfindelser går tabt jf.
spørgsmål 38, jf. L 93 bilag 41.
At der med lovforslaget indføres ikke blot en
ret til egne ansattes opfindelser - men også en pligt for både
universiteter og sektorforskningsinstitutioner til aktivt at vurdere egne
ansattes indberettede opfindelser og pligt til at etablere det
fornødne beredskab også med henblik på
erhvervsmæssig nyttiggørelse ved aktivt at søge
rettighederne udnyttet jf. spørgsmål 10, 13 og 34, jf. L 93
bilag 13 og 41.
At lovforslagets § 11, stk. 5, jf.
ændringsforslag punkt 4, betyder, at institutionen fortaber sine
rettigheder, hvis den ikke inden to måneder har gjort krav på
retten til en given opfindelse. Arbejdstageren har i så tilfælde
den fulde ret til at disponere over opfindelsen. I følge
ændringsforslaget til § 11, stk. 6, har institutionen pligt til aktivt
at søge rettigheden til en opfindelse nyttiggjort, når denne er
erhvervet med henblik på erhvervsmæssig udnyttelse. Hvis
institutionen efterfølgende opgiver at udnytte rettighederne
erhvervsmæssigt, bør rettighederne overdrages den
pågældende på ny - forudsat dette ikke på anden
måde er til skade for institutionen eller strider imod dennes aftaler
med tredjemand, jf. spørgsmål 35 og 46, jf. L 93 bilag 41 og
48.
At det efter lovforslagets § 12, stk. 3, overlades til
de enkelte institutioner at fastsætte regler for beregning af vederlag
mellem institution og arbejdstager. De enkelte institutioner kan hermed
vælge forskellige beregningsmodeller, ligesom der på den enkelte
institution kan opereres med forskellige beregningsmodeller for forskellige
typer af opfindelser, jf. spørgsmål nr. 2 og 40, jf. L 93
bilag 6 og 41.
At den afsatte finanslovsbevilling på 58 mio.
kr. til støtte for lovforslagets implementering vil kunne anvendes af
institutionerne til vurdering af indberettede opfindelser. Endvidere vil
bevillingen kunne anvendes til licensformidling og i begrænset omfang
til rettighedsbeskyttelse af opfindelser, hvor institutionen har erhvervet
rettigheden. Bevillingen vil derimod ikke skulle dække fulde
patenteringsforløb, der erfaringsmæssigt kan være meget
omkostningstunge. Ønsker en institution at udtage patent på en
opfindelse, vil dette således forudsætte, at der tidligt i
forløbet opnås medfinansiering fra en industriel partner
og/eller en betydelig egenfinansiering fra institutionen selv, jf.
spørgsmål nr. 3, jf. L 93 bilag 6.
At intentionen med det fremsatte lovforslag ikke er,
at de enkelte institutioner skal opbygge egne patentkontorer med
specialiseret teknisk, juridisk og markedsmæssig ekspertise.
Intentionen er derimod, at institutionerne primært skal rekvirere den
fornødne ekspertise eksternt. Denne ekspertise vil kunne rekvireres
fra en bred vifte af udbydere, herunder private advokatkontorer,
patentbureauer, forskerparker, innovationsmiljøer, teknologiske
serviceinstitutter, Patentdirektoratet m.fl. Intentionen er således, at
institutionerne skal samarbejde, og ikke konkurrere, med de nye
innovationsmiljøer, der har til formål at bistå innovative
iværksættere, f.eks. hvor disse egenhændigt udnytter en
opfindelse gennem etablering af selvstændig virksomhed, jf.
spørgsmål nr. 4, 12 og 34, jf. L 93 bilag 6, 13 og 41.
At der ved eventuel erstatningspligt kun vil kunne
pålægges den ansatte at betale erstatning i en situation, hvor
den ansatte udviser forsømmelse i forhold til, hvad denne normalt
burde vide i den givne situation. Det er ligeledes en forudsætning for
den ansattes erstatningspligt, at den retsstridige handling kan tilregnes den
ansatte som forsætlig eller uagtsom, og at institutionen kan
dokumentere at have lidt et økonomisk tab, jf. spørgsmål
nr. 8 og 24, jf. L 93 bilag 6 og 14.
At lovforslaget betyder, at hvis
ansættelsesinstitutionen på baggrund af sin vurdering efter § 11
ikke ønsker at overtage retten til opfindelsen, og hvis der i
øvrigt ikke på forhånd er indgået anden aftale,
f.eks. med en virksomhedspartner efter § 9, bevarer den ansatte alle
rettigheder til selv at disponere over opfindelsen. Den
pågældende opfinder vil herunder frit kunne handle rettigheder
til danske eller udenlandske virksomheder og institutioner, og institutionen
kan ikke efterfølgende gøre krav på andel i
indtægterne. Har pågældende opfinder brug for professionel
assistance til at opsøge interesserede virksomheder, til at indgive
patentansøgning eller indgå licensaftaler, kan vedkommende
på eget initiativ rekvirere denne assistance blandt andet fra de nye
innovationsmiljøer jf. spørgsmål 20, jf. L 93 bilag
13.
At det af lovforslagets § 11 følger, at
beslutning om overdragelse af en rettighed til en institution først
kan finde sted på baggrund af en drøftelse parterne imellem.
Såfremt institutionen efter denne drøftelse skønner, at
retten til en given opfindelse bedst kan udnyttes erhvervsmæssigt af
den pågældende forsker selv, åbner lovforslaget udtrykkelig
mulighed for dette. Erfaringen viser imidlertid, at langt de færreste
forskere har interesse i at forestå et patenteringsforløb
på egen hånd jf. spørgsmål 28, jf. L 93 bilag
39.
At institutionen alene kan gøre krav på
retten til en opfindelse, hvis den er gjort som led i arbejdet ved
institutionen. Institutionen har således ingen ret til den ansattes
private opfindelser, som ikke udspringer af det konkrete
ansættelsesforhold. I tvivlstilfælde vil bevisbyrden
påhvile den part, der ønsker at gøre krav på retten
til opfindelsen, jf. spørgsmål nr. 41, jf. L 93 bilag 41.
At de institutioner, som er omfattet af lovforslaget,
ikke har til opgave at erhverve enhver tænkelig opfindelse gjort af en
ansat. Institutionen skal alene sikre, at de opfindelser, der udspringer af
den ansattes arbejde, bliver nyttiggjort, jf. spørgsmål nr. 42,
jf. L 93 bilag 41.
At fristen for institutionen til at få foretaget
en vurdering af muligheden for at udnytte opfindelsen erhvervsmæssigt
fastsættes til 2 måneder, idet det bemærkes, at
lovforslagets § 11 ikke udelukker, at man lokalt på institutionerne kan
vælge at fastsætte en kortere frist, jf. spørgsmål
nr. 44, jf. L 93 bilag 41.
At ministeren senest i folketingsåret 2003-2004
vil give Folketinget en redegørelse på baggrund af en evaluering
af de opnåede resultater af loven med henblik på en eventuel
revidering af loven, jf. spørgsmål nr. 47, jf. L 93 bilag
48.
Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet kan dog stemme for de under nr. 4, 5, 6, 9 og 10 stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af
forskningsministeren stillede ændringsforslag under nr. 1, 2, 3, 7 og 8
.
Enhedslisten indstiller lovforslaget til forkastelse,
fordi lovforslaget efter Enhedslistens opfattelse stadig grundlæggende
set er indrettet på en sådan måde, at
kommercialiseringstanken og forretningsmæssiggørelsen kommer til
at vinde over det, der egentlig er forskningens mål, nemlig mere
erkendelse.
Forskernes ret til at fortælle om deres resultater
forsvinder, i hvert fald i en periode, til fordel for at undersøge, om
resultaterne kan udnyttes erhvervsmæssigt. Private kan gennem
støtte til forskning få retten til fremtidig udnyttelse af
resultatet, hvilket er lig med støtte til private virksomheder fra
samfundets side, fordi det jo er samfundet, der stiller en række
faciliteter til rådighed. Enhedslisten finder det stærkt
bekymrende, at private på forhånd kan reservere sig retten til
resultater gennem en eller anden form for støtte.
Samlet set mener Enhedslisten, at den fri og ustyrede
forskning risikerer at få et knæk, idet institutionerne vil have
en stærk interesse i at spore forskningen i retning af områder,
hvor der kan ske erhvervsmæssig udnyttelse af opdagelser. Samtidig kan
man også risikere, at undervisningen vil blive forringet.
Mindretallet mener, at det er vigtigt at kombinere retten
til at forske uden tanke på erhvervsmæssig udnyttelse med, at man
selvfølgelig kan indbygge et professionelt beredskab omkring
patentering.
Ændringsforslag
Af forskningsministeren, tiltrådt af et flertal
(udvalget med undtagelse af EL):
Til titlen
1) Ordene »universiteter og
sektorforskningsinstitutioner« ændres til:
»offentlige forskningsinstitutioner«.
Til § 5
2) Stk. 2 udgår.
Til § 6
3) Paragraffen affattes således:
»
§ 6. Ved en institution
forstås i denne lov det universitet under Forskningsministeriet, den
sektorforskningsinstitution, det offentlige sygehus eller den
sundhedsvidenskabelige forskningsinstitution under amtskommunerne eller
Hovedstadens Sygehusfællesskab, hvor den pågældende
arbejdstager er ansat.«
Af forskningsministeren, tiltrådt af
udvalget:
Til § 11
4) I stk. 1 og 2 ændres »4 måneder« til: »2 måneder«.
5) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 6. Har institutionen fået de
rettigheder, der knytter sig til en opfindelse, overdraget til sig med
henblik på erhvervsmæssig nyttiggørelse, jf. § 8, har
institutionen samtidig pligt til aktivt at søge rettighederne
nyttiggjort.«
Til § 15
6) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 2. Institutionen kan afholde
udgifter i forbindelse med overdragelse og beskyttelse af retten til
opfindelser, der er omfattet af § 2, men overdraget til institutionen efter
de i § 11 angivne frister. «
Af forskningsministeren, tiltrådt af et
flertal (udvalget med undtagelse af EL):
Til § 16
7) Paragraffen affattes således:
»
§ 16. Rektor,
direktionen eller sygehusejeren anvender indtægterne fra overdragelse
af rettigheder til opfindelser til aktiviteter inden for institutionens
formål.
Stk. 2.
Institutionen kan oppebære
indtægter i form af udbytte ved at overdrage sin ret efter § 14, stk.
1, til et aktieselskab mod betaling i form af aktier i det
pågældende selskab. Tilsvarende kan institutionen acceptere at
modtage et vederlag efter § 12, stk. 2, i form af aktier i et aktieselskab.
Institutionen må ikke herved opnå en sådan forbindelse til
selskabet, som et moderselskab har til et datterselskab efter
aktieselskabsloven.«
Til § 18
8) Paragraffen affattes således:
»
§ 18.
Institutionens afgørelser efter denne lov træffes på
universiteterne af rektor, på sektorforskningsinstitutioner af
direktionen og på de offentlige sygehuse af sygehusejeren. Rektors,
direktionens henholdsvis sygehusejerens afgørelse kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.«
Af forskningsministeren, tiltrådt af
udvalget:
Til § 19
9) I stk. 1 og 3 ændres »1. januar 1999« til: »1. juli 1999.«
10) I stk. 2 ændres »1. juli
1999« til: »1. januar 2000« (to gange).
Bemærkninger
Til nr. 1, 2, 3 og 7
Efter lovforslagets fremsættelse i Folketinget den
18. november 1998 er der fra Amtsrådsforeningen i Danmark og
Hovedstadens Sygehusfællesskabs side udtrykt ønske om, at de
offentlige sygehuse og sundhedsvidenskabelige forskningsinstitutioner under
amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab bliver omfattet af
lovforslaget på linje med universiteter og
sektorforskningsinstitutioner. Selvejende forskningsinstitutioner knyttet til
amtskommunerne er ikke omfattet af ændringsforslaget.
Ansatte i det offentlige sygehusvæsen er i dag
omfattet af lov om arbejdstageres opfindelser med undtagelse af klinisk-
videnskabeligt personale ansat i de særlige kombinationsstillinger ved
universiteterne.
Med det fremsatte lovforslag vil ansatte i
kombinationsstillinger være omfattet under udførelse af arbejde
ved universiteterne, men ikke under udførelse af arbejde ved
sygehuset.
Med dette ændringsforslag vil alle personalegrupper
ved sygehusene blive omfattet af lovforslaget. Samtidig vil ansatte i de
særlige kombinationsstillinger for klinisk-videnskabeligt personale
blive omfattet af lovforslaget både under udførelse af arbejde
ved universitetet og sygehuset. Sygehusvæsenet vil hermed opnå,
at alle personalegrupper fremover vil være omfattet af samme
lovgivning, hvorefter der alene skal opereres med ét regelsæt
for de ansatte.
For klinisk-videnskabeligt personale ansat i de
særlige kombinationsstillinger kan der uanset dette
ændringsforslag fortsat opstå problemer med at afgrænse,
hvilke elementer af en opfindelse der hidrører fra arbejdet på
universitetet, henholdsvis sygehuset. For at undgå sådanne
problemer må det anbefales, at de involverede institutioner forud for
igangsættelsen af større forskningsprojekter træffer
aftale om, hvordan deres rettigheder til eventuelle opfindelser skal
fordeles, jf. lovforslagets § 8 , stk. 3.
Med ændringsforslaget følger samtidig, at
sygehusvæsenet vil kunne få del i den bevilling på i alt 58
mio. kr. for perioden 1999 2002, der er afsat på finansloven 1999 (§
19.17.01) til implementering af lovforslaget, herunder rekvirering af ekstern
ekspertise til brug for vurdering af opfindelser, jf. lovforslagets § 11.
Ændringsforslaget vil derfor ikke medføre yderligere udgifter
for det offentlige i forhold til lovforslag L 93, hvilket er bekræftet
af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab.
For så vidt angår det foreslåede § 16,
stk. 2, hjemles der hermed adgang til for institutionerne at kunne modtage
aktier som betaling i aftaleforhold efter § 14, stk. 1, eller som vederlag
efter lovforslagets § 12, stk. 2.
Uanset at institutionen primært skal sikre sig
kontant betaling ved overdragelse af sine rettigheder efter loven, kan der
være situationer, hvor erhververen først vil kunne betale
vederlaget gennem den efterfølgende erhvervsmæssige udnyttelse
af opfindelsen. Dette kan f.eks. være tilfældet ved etablering af
nye iværksættervirksomheder. Betaling i form af aktier kan i
sådanne tilfælde være en hensigtsmæssig måde at
erlægge vederlaget for en opfindelse på.
Hensigten med bestemmelsen er alene at skabe gunstige
rammer for overdragelse af rettigheder mellem institutionerne og deres
aftaleparter. Det er derimod ikke tanken, at offentlige
forskningsinstitutioner selv kan iværksætte eller deltage i
produktion eller lignende i videre omfang end hidtil. Der foreslås
desuden indføjet den begrænsning, at institutionen ikke gennem
erhvervelsen af aktier kan opnå bestemmende indflydelse på
selskabet. Bestemmende indflydelse følger af aktieselskabslovens
definition, jf. § 2 i lov om aktieselskaber, jf. lov nr. 1007 af 23. december
1998, som ændret ved lov nr. 1056 af 23. december 1998. Samtidig vil
institutionen heller ikke efter formuleringen af ændringsforslaget
kunne stå som stifter af et aktieselskab.
Til nr. 4, 5 og 6
På baggrund af tilkendegivelser i forbindelse med
udvalgsarbejdet er der fremsat ønske om at fristen i § 11, stk. 1,
forkortes. Fristen for institutionen til vurderingen efter § 11, stk. 1,
nedsættes til 2 måneder med dette ændringsforslag.
Fristen i § 11, stk. 1, udelukker ikke, at den enkelte
institution kan vælge at fastsætte en kortere tidsfrist end 2
måneder.
§ 11, stk. 6, tilføjes ud fra et ønske om at
præcisere institutionens forpligtelse til aktivt at søge retten
til opfindelser udnyttet, hvis institutionen har gjort krav på retten
med henblik på erhvervsmæssig nyttiggørelse. Omtalte pligt
skal ses i lyset af formålet med dette lovforslag, som er at sikre, at
forskningsresultater frembragt ved hjælp af offentlige midler
nyttiggøres for det danske samfund ved erhvervsmæssig
udnyttelse.
Bestemmelsen udelukker ikke, at institutionen kan
gøre krav på og fastholde retten til en given opfindelse, uanset
at der ikke på kort sigt er mulighed for erhvervsmæssig
nyttiggørelse, f.eks. hvor opfindelsen indgår som led i
opbygning af en sammenhængende gruppe af patenter. Bestemmelsen
udelukker heller ikke, at institutionen kan gøre krav på eller
fastholde retten til en opfindelse for at sikre, at en arbejdstager ikke
gennem egne aftaler med tredjemand blokerer for institutionens videre
forskning.
Forslaget om tilføjelse af stk. 2 til § 15 er
begrundet i et ønske om at give institutionen hjemmel til at afholde
udgifter i forbindelse med overdragelse og beskyttelse af retten til
opfindelser i de situationer, hvor arbejdstageren efter udløbet af
fristerne i § 11 ønsker at overdrage retten til en opfindelse til
institutionen.
Til nr. 8
Der henvises til bemærkninger til nr. 1, 2, 3 og
7.
Til nr. 9 og 10
Lovens ikrafttrædelses- og virkningstidspunkt
foreslås ændret til henholdsvis den 1. juli 1999 og 1. januar
2000.
Helen Beim (S)
Susanne Fast Jensen (S)
Lise Hækkerup (S)
nfmd.
Inger Bierbaum (S) Ole Hækkerup (S)
Christine Antorini (SF) Jørn Jespersen (SF)
Elisabeth Arnold (RV) Søren Kolstrup (EL)
Hanne Severinsen (V) fmd. Tove Fergo (V)
Preben Rudiengaard (V) Jens Rohde (V)
Brian Mikkelsen (KF) Tom Beck (KF)
Klaus Kjær (DF) Tove Videbæk (KRF)
Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne havde ikke
medlemmer i udvalget.
Bilag 1
Nogle af udvalgets spørgsmål til
forskningsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 2:
I hvilken størrelsesorden forventes det, at
godtgørelsen er henholdsvis fra forskerens og fra universitetets side,
jf. bemærkninger til § 12?
Svar:
Efter lovforslagets § 12, stk. 3, overlades det til de
enkelte institutioner at fastsætte regler for beregning af vederlag
mellem institution og arbejdstager. De enkelte institutioner kan hermed
vælge forskellige beregningsmodeller, ligesom der på den enkelte
institution kan opereres med forskellige beregningsmodeller for forskellige
typer af opfindelser. Det er overladt til institutionerne selv at udforme
sådanne modeller.
På Københavns Universitet planlægges
f.eks. en model for vederlag fra institution til opfinder, hvorefter patent-
og licensindtægter efter institutionens afholdelse af direkte
omkostninger til patentering og licensiering fordeles med 1/3 til
institutionen, 1/3 til instituttet og 1/3 til opfinderen. På
Forskningscenter Risø er gennem en årrække anvendt en
model, hvorefter der ydes en godtgørelse til opfinder på 15 pct.
af de første 400.000 kr., som institutionen modtager i
licensindtægt, og på 5 pct. af de beløb, der modtages
herudover. Retspraksis på området er meget begrænset.
For så vidt angår vederlag til institutionen -
dvs. i situationer, hvor den ansatte selv udnytter retten til sin opfindelse
erhvervsmæssigt - må beregningen afhænge af de
nærmere omstændigheder. Disse omstændigheder må i
praksis forudses at variere så meget fra sag til sag, at der
næppe kan opereres med en fast beregningsmodel; i mange tilfælde
må der foregå en individuel forhandling af vederlaget.
Hvor der som udgangspunkt foreligger et kontant
købstilbud fra en ekstern part, kan dette anvendes ved
værdiansættelse af retten til en given opfindelse. Vælger
institutionen i sådanne tilfælde i stedet at overlade rettigheden
til den ansatte, bør der i afståelsesprisen modregnes det
provenu, som vedkommende alternativt ville have modtaget ved institutionens
forvaltning af rettigheden. Er der f.eks. tale om en 3/3/3-beregningsmodel,
bør rettigheden afstås til den ansatte for et beløb
svarende til 2/3 af det eksterne købstilbud - dvs. fratrukket den 1/3,
som den ansatte alternativt ville have modtaget som vederlag ved
institutionens afhændelse af rettigheden til tredjepart. Samtidig kan
det mellem parterne aftales, at beløbet skal afdrages over en
flerårig periode.
Hvor der ikke foreligger et konkret købstilbud fra
en ekstern part, kan vederlaget fastsættes som en given andel af de
opnåede nettoindtægter.
Er der tale om en situation, hvor det overlades til en
ansat selv at udtage patent med henblik på udlicensiering af
brugsretten til en eller flere virksomheder, bør godtgørelsen
til institutionen afspejle, at arbejdstager selv har påtaget sig
arbejdet og den økonomiske risiko i forbindelse med
patentansøgningen. En rimelig deling kan i dette tilfælde
være, at licensindtægterne efter afholdelse af direkte udgifter
til patentering og licensiering fordeles med 2/3 til arbejdstageren og 1/3
til institutionen.
Er der tale om en situation, hvor videreudvikling og
udnyttelse af selve opfindelsen indgår som et integreret led i
etablering af den ansattes egen produktionsvirksomhed, kan der med fordel
aftales et provenu knyttet til omsætningen af det
pågældende produkt. Afhængig af de konkrete
omstændigheder kan der f.eks. aftales et fast beløb pr. solgt
produkt eller en given andel - typisk i størrelsesordenen nogle
få procent - af produktets omsætning.
De konkrete beløbsstørrelser for
godtgørelser mellem institution og ansatte vil jævnfør
ovenstående afhænge af de givne opfindelsers markedsværdi
og succesfulde udnyttelse.
Spørgsmål 3:
Forestiller ministeren sig, at de afsatte 58 mio. kr. i
forbindelse med lovforslaget skal dække alle udgifter i forbindelse med
patentvurdering, udlicensiering, forsvar af patentet mv., eller skal der
være andre finansieringskilder, f.eks. innovationsmiljøerne?
Svar:
Til støtte for institutionernes implementering af
lovforslaget er der på FL99 afsat en bevilling på i alt 58 mio.
kr. løbende over 4 år fra 1999-2002. Den nærmere
udmøntning af bevillingen vil administrativt blive fastlagt af
Forskningsministeriet bl.a. i samråd med Erhvervsfremme Styrelsen, der
er ressortmyndighed for innovationsmiljøordningen.
Bevillingen vil blive administreret af
Forskningsministeriet og vil kunne søges af universiteter og
sektorforskningsinstitutioner, hvor der erfaringsmæssigt gøres
opfindelser, og hvor der som følge af den nye lov forudses et
øget behov for at trække på ekstern ekspertise.
Bevillingen vil af institutionerne kunne anvendes til
vurdering af indberettede opfindelser. Endvidere vil bevillingen kunne
anvendes til licensformidling og i begrænset omfang til
rettighedsbeskyttelse af opfindelser, hvor institutionen har erhvervet
rettigheden. Bevillingen vil derimod ikke skulle dække fulde
patenteringsforløb, der erfaringsmæssigt kan være meget
omkostningstunge. Ønsker en institution at udtage patent på en
opfindelse, vil dette således forudsætte, at der tidligt i
forløbet opnås medfinansiering fra en industriel partner
og/eller en betydelig egenfinansiering fra institutionen selv.
Medfinansiering fra Erhvervsministeriets
innovationsmiljøordning kan i henhold til de gældende
retningslinjer ikke ydes til offentlige forskningsinstitutioner.
Målgruppen for denne ordning er iværksættere, der alene
eller i fællesskab vil sætte en ny projektidé i
produktion. Hvor institutionen har overladt rettighederne til en opfindelse
til en eller flere ansatte med henblik på etablering af
selvstændig virksomhed, eller hvor rettigheden afhændes til
eksterne iværksættere, vil disse kunne ansøge om
såkaldt forprojektkapital fra et innovationsmiljø på op
til 750.000 kr. Disse midler kan bl.a. anvendes til finansiering af
patentansøgninger og licensformidling.
Spørgsmål 4:
Hvordan skal innovationsmiljøerne indgå i
forhold til patentprocessen, herunder den økonomiske finansiering af
hele patentprocessen?
Svar:
Som sparringspartner for innovative
iværksættere forventes de nye innovationsmiljøer at
opbygge en betydelig teknisk, juridisk og markedsmæssig ekspertise, som
mod betaling vil kunne stilles til rådighed også for offentlige
forskningsinstitutioner.
Intentionen med det fremsatte lovforslag er ikke, at de
enkelte universiteter og sektorforskningsinstitutioner parallelt skal opbygge
egne patentkontorer med tilsvarende ekspertise. Det er således
vurderingen, at ingen - eller kun meget få - institutioner har volumen
til internt at rumme disse kompetencer. Endvidere vil det
samfundsmæssigt ikke være fornuftigt at opbygge
parallelkompetencer hverken indbyrdes blandt de enkelte institutioner eller i
relation til innovationsmiljøerne.
Intentionen er derfor, at institutionerne, til arbejdet
med vurdering, licensformidling og eventuel patentering af egne forskeres
opfindelser, skal rekvirere den fornødne assistance eksternt. Denne
assistance vil kunne rekvireres fra en bred vifte af udbydere, herunder ikke
mindst innovationsmiljøerne. Men også private advokatkontorer,
patentbureauer, forskerparker, teknologiske serviceinstitutter m.fl. vil
kunne tilbyde relevante ydelser.
For at få del i FL-bevillingen på de 58 mio.
kr. forudsættes institutionerne at indgå flerårige
formaliserede samarbejder med én eller flere eksterne
rådgivere/konsulenter. Det bemærkes, at institutionernes
køb af eksterne ydelser ved en samlet kontraktsum på 1 mio. kr.
eller derover - afhængig af ydelsens karakter - vil være omfattet
af EU s tjenesteydelsesdirektiv (Rådets direktiv 92/50/EØF af
18.6.1992). Dette indebærer, at sådanne kontrakter skal udbydes
offentligt. Innovationsmiljøerne vil i denne forbindelse kunne afgive
tilbud på lige vilkår med andre private udbydere.
Med hensyn til medfinansiering af patentering via
innovationsmiljøordningen henvises i øvrigt til besvarelsen af
spørgsmål 3.
Spørgsmål 8:
Ministeren bedes oplyse, hvilke konsekvenser det kan
få for en ansat forsker, såfremt han/hun undlader at give
meddelelse til ledelsen om en opfindelse, der er gjort, eller hvis
vedkommende forsker uforvarende eller intetanende kommer til at
afsløre en opfindelse over for udenlandske forskere f.eks. i
forbindelse med internationale konferencer?
Svar:
Ved overtrædelse af lovforslagets § 10, stk. 1 og 3,
og § 11, stk. 2, gælder dansk rets almindelige regler om erstatning.
Det vil sige, at der kan pålægges den ansatte erstatningspligt
for den skade, som følger af en retsstridig handling. Det er i givet
fald en forudsætning, at handlingen kan tilregnes den ansatte som
forsætlig eller uagtsom, og at institutionen har lidt et
økonomisk tab.
I tilfælde af, at en ansat uforvarende eller
intetanende kommer til at afsløre en opfindelse over for andre, vil
der ikke være noget ansvarsgrundlag. Der vil derfor kun kunne
pålægges den ansatte erstatningspligt i sådanne
situationer, hvor den ansatte udviser forsømmelighed i forhold til,
hvad den ansatte normalt ville vide i den pågældende
situation.
Spørgsmål 10:
Hvad er argumenterne for, at man laver ny lovgivning om
opfindelser ved forskningsinstitutioner og universiteter i stedet for at lade
lov om arbejdstageres opfindelser gælde for universiteterne i lighed
med sektorforskningen?
Svar:
Forud for udarbejdelsen af lovforslaget har det (som
anført i spørgsmålet) været overvejet alternativt
at foreslå en ophævelse af den særlige » forskerbestemmelse« i lov
om arbejdstageres opfindelser (LAO), hvorefter lærere og videnskabeligt
personale ved universiteterne er undtaget fra loven (LAO § 1, stk. 3).
Konklusionen på disse overvejelser har været, at dette ikke vil
være en brugbar løsning.
For det første vil en isoleret ændring af
LAO, så universiteterne kan gøre krav på egne forskeres
opfindelser, ikke i sig selv være nogen garanti for et øget
engagement fra institutionsside for at nyttiggøre de frembragte
opfindelser.
Med det fremsatte lovforslag indføres derfor ikke
blot en ret for universiteterne til egne ansattes opfindelser. Lige så
væsentligt indebærer lovforslaget en pligt for både
universiteter og sektorforsk-ningsinstitutioner til aktivt at vurdere egne
ansattes indberettede opfindelser og en pligt til etablere det
fornødne beredskab til at forestå disse vurderinger -
primært gennem rekvirering af ekstern ekspertise. Uden krav om et
sådant beredskab vil en lovændring være uden større
effekt.
For det andet vil en ophævelse af »forskerbestemmelsen« i LAO
ikke rumme de fornødne garantier for universitetsforskeres frie
publicering.
Både efter LAO og det fremsatte lovforslag skal
arbejdsgiveren inden fire måneder fra tidspunktet for en opfindelses
indberetning meddele arbejdstageren, om man ønsker at overtage retten
til den indberettede opfindelse. Hvis institutionen ikke inden for fristen
gør krav på rettigheden, kan arbejdstager frit disponere over og
offentliggøre opfindelsen.
Formuleringen i LAO kan imidlertid tolkes således,
at arbejdsgiveren kan pålægge arbejdstager at hemmeligholde
opfindelsen også efter udløbet af den fire måneders
periode.
Efter det fremsatte lovforslag kan institutionen i
medfør af § 11 alene udstede påbud om ikke at
offentliggøre en opfindelse i op til fire måneder fra
indberetningstidspunktet. Hemmeligholdelse ud over denne frist er alene mulig
ved accept fra alle involverede medarbejdere.
For det tredje er det af lovtekniske årsager
forbundet med usikkerhed, om en ophævelse af »forskerbestemmelsen« i
LAO vil give universiteterne samme ret til egne forskeres opfindelser som det
fremsatte lovforslag.
Ifølge LAO kan arbejdsgiveren alene gøre
krav på retten til opfindelser, der er gjort inden for virksomhedens
arbejdsområde eller som resultat af en opgave stillet af
arbejdsgiveren. Universiteterne adskiller sig på dette punkt fra det
øvrige arbejdsmarked. Dels har universiteterne ikke som
arbejdsområde at drive kommerciel virksomhed, dels er det ofte overladt
til den enkelte universitetsforsker selv at vælge sine opgaver.
Hvorvidt et universitet med hjemmel i LAO vil kunne gøre krav på
retten til en given opfindelse gjort i universitetets tjeneste vil derfor
bero på en fortolkning af de nærmere omstændigheder.
Til forskel fra dette kan universiteter og
sektorforskningsinstitutioner efter det fremsatte lovforslag (§ 5, stk. 1,)
gøre krav på retten til enhver opfindelse, hvis denne er gjort
som led i ansættelsesforholdet - dvs. uanset om der er tale om en
bestillingsopgave fra institutionsledelsen eller en opgave defineret af den
ansatte selv. Uden denne mulighed vil en lovændring være af
begrænset betydning.
Spørgsmål 12:
Hvordan forestiller ministeren sig, at institutionerne
etablerer et apparat, der kan håndtere vurdering af et eventuelt patent
fagligt, økonomisk og juridisk, jf. §§ 10 og 11?
Svar:
Institutionerne vil til vurdering af indberettede
opfindelser og indgåelse af aftaler om rettigheder skulle etablere dels
et internt administrativt beredskab, dels et netværk af eksterne
rådgivere og konsulenter.
Omfanget af det pågældende beredskab og
balancen mellem intern og ekstern ekspertise må i sagens natur variere
fra institution til institution afhængig af institutionens
størrelse og faglige profil. Vurderingen er imidlertid, at ingen -
eller kun meget få institutioner - vil have volumen til internt at
opbygge egentlige patentkontorer med specialiseret teknisk, juridisk og
markedsmæssig ekspertise.
Intentionen er derfor, at institutionerne til arbejdet med
vurdering, licensformidling og eventuel patentering af egne forskeres
opfindelser primært skal rekvirere den fornødne ekspertise
eksternt. Denne assistance vil kunne rekvireres fra en bred vifte af
udbydere, herunder de regionale innovationsmiljøer. Men også
private patentbureauer, forskerparker, teknologiske serviceinstitutter m.fl.
vil kunne tilbyde relevante ydelser.
Der henvises i øvrigt til den tidligere fremsendte
besvarelse af spørgsmål 4 om innovationsmiljøernes rolle,
jf. bilag 3.
Spørgsmål 13:
Kan fristen på 4 måneder forkortes, og hvem
bærer ansvaret for en forkert vurdering?
Svar:
Den i § 11 anførte frist på 4 måneder
for institutionens vurdering af indberettede opfindelser og meddelelse til
den ansatte om eventuel overtagelse af rettigheder svarer til fristen
på det øvrige arbejdsmarked som reguleret i lov om
arbejdstageres opfindelser.
De 4 måneder svarer samtidig til den periode,
institutionen maksimalt kan pålægge en ansat ikke at
offentliggøre en opfindelse. Bestemmelsen udelukker ikke, at man
lokalt på institutionerne kan vælge at operere med en kortere
tidsfrist - det være sig gennem udformning af et internt administrativt
regelsæt eller gennem aftale med de involverede fra sag til sag.
For eksempel oplyser Nordjyllands Videnpark, NOVI, at man
her har udviklet en procedure for vurdering af forskningsbaserede
opfindelser, der muliggør indgivelse af en prioritetsskabende
patentansøgning inden for blot 2 uger. I komplicerede sager må
der imidlertid forventes et noget længere tidsforløb, og bl.a.
DTU s administration har over for ministeriet advaret imod en afkortning af
den foreslåede 4-måneders-frist.
Det skal i denne forbindelse nævnes, at der i nogle
af de modtagne høringssvar er foreslået en tidsfrist kortere end
4 måneder bl.a. med henvisning til erfaringer fra udenlandske
institutioner. Vurderingen er imidlertid, at erfaringer fra store britiske og
amerikanske universiteter på dette punkt ikke umiddelbart kan
overføres til danske forhold. Således vil der ikke ved danske
universiteter og sektorforskningsinstitutioner være grundlag for
på samme måde at etablere egentlige patentkontorer med
specialiseret teknisk, juridisk og markedsmæssig ekspertise internt
på institutionerne. Denne ekspertise vil i stedet skulle rekvireres hos
eksterne samarbejdspartnere, jf. besvarelsen af udvalgets
spørgsmål 4 og 12.
Med til billedet hører i øvrigt, at
påbud om midlertidig hemmeligholdelse af en opfindelse ikke udelukker,
at der sideløbende kan indsendes et manuskript til fortrolig
bedømmelse hos en tidsskriftsredaktion eller
konferencearrangør. Ofte vil der gå flere måneder fra
indsendelse til publicering, hvorved den mellemliggende periode kan benyttes
til vurdering af opfindelsen og eventuel indgivelse af en prioritetsskabende
patentansøgning. Påbud om hemmeligholdelse af en opfindelse
behøver i så tilfælde ikke at medføre nogen
forsinkelse af publiceringen.
Med hensyn til spørgsmålet om ansvaret for
korrekt vurdering af opfindelser vil dette afhænge af den konkrete
situation.
Vurdering af en given opfindelses karakter og muligheden
for at udnytte denne erhvervsmæssigt ventes altovervejende foretaget
via relevante eksterne rådgivere. I kontrakten med eksterne
rådgivere vil der være taget stilling til ansvaret i
tilfælde af, at denne vurdering er forkert. Der vil således
være tale om rådgivning under professionsansvar, hvilket vil
sige, at rådgiver kan blive erstatningsansvarlig, hvis en uprofessionel
rådgivning påfører klienten et tab.
Hvis institutionen uden bistand af eksterne eksperter
vurderer, at opfindelsen ikke er af interesse, og derefter beslutter ikke at
overtage opfindelsen, fortaber institutionen sine rettigheder. Arbejdstager
bevarer herefter retten efter lovforslagets § 7. Hvis det senere viser sig,
at opfindelsen kan udnyttes erhvervsmæssigt og tilmed give et
økonomisk afkast, kan institutionen således ikke få del i
dette afkast.
Spørgsmål 20:
Hvad gør en dansk opfinder, hvis en udenlandsk
virksomhed kan se en idé i et patent, som hans arbejdsgiver ikke kan
se?
Svar:
Efter lovforslagets § 7 har ansatte ved universiteter og
sektorforskningsinstitutioner som udgangspunkt retten til egne opfindelser.
Efter § 8 kan institutionen dog gøre krav på rettigheden, hvis
opfindelsen er gjort som led i ansættelsen.
Hvis ansættelsesinstitutionen på baggrund af
sin vurdering efter § 11 ikke ønsker at overtage retten til
opfindelsen, og hvis der i øvrigt ikke på forhånd er
indgået anden aftale f.eks. med en virksomhedspartner efter § 9,
bevarer den ansatte alle rettigheder til selv at disponere over
opfindelsen.
Den pågældende opfinder vil herunder frit
kunne handle rettighederne til danske eller udenlandske virksomheder, og
institutionen kan ikke efterfølgende gøre krav på andel i
indtægterne.
Har pågældende opfinder brug for professionel
assistance til at opsøge interesserede virksomheder, til at indgive
patentansøgning eller indgå licensaftaler, kan vedkommende
på eget initiativ rekvirere denne assistance bl.a. fra DTI Innovation
og de nye innovationsmiljøer.
Spørgsmål 24:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Birgitte
Munch-Petersen af 14. oktober 1998, jf. L 93 - bilag 10.
Svar:
Henvendelsen fra Birgitte Munch-Petersen refererer ikke
til lovforslag nr. L 93 i den foreliggende udgave, men til det
foreløbige udkast til lovforslag (forslag til lov om immaterielle
rettigheder for offentligt ansatte forskere), som blev rundsendt i
høring den 25. august 1998.
I sin henvendelse udtrykker Birgitte Munch-Petersen (BMP)
bekymring ved følgende elementer i lovforslaget (høringsudgaven
af 25.8.1998):
1. Tidsfristerne for hemmeligholdelse af opfindelser
2. Ansattes erstatningsansvar i forhold til institutionen
3. Institutionernes evne til at vurdere indberettede
opfindelser.
Ad 1. Tidsfrister
For tidlig offentliggørelse af en opfindelse vil i
mange tilfælde ødelægge muligheden for at beskytte og
udnytte retten til en opfindelse - f.eks. gennem udtagning af patent. Derfor
er det nødvendigt at kunne udsætte offentliggørelsen i en
periode, mens opfindelsen vurderes nærmere, og mens der eventuelt
udarbejdes og indgives en foreløbig (såkaldt
prioritetsskabende) patentansøgning.
I forhold til høringsudgaven (som refereret af BMP)
er der i det fremsatte lovforslag foretaget en afkortning af den periode, som
institutionen kan udsætte offentliggørelsen af en given
opfindelse, og en skærpelse af kravene til institutionens
sagshåndtering. Efter det foreliggende, reviderede forslag skal
forskere ikke afvente tilladelse, men kan frit publicere, medmindre
institutionen aktivt stiller krav om at udsætte
offentliggørelsen. Institutionen kan maksimalt stille krav om
udsættelse i 4, og ikke som tidligere foreslået op til 12
måneder fra indberetningstidspunktet. Er der i konkrete tilfælde
behov for en længere frist, må dette aftales med de implicerede
medarbejdere og forudsætter alles accept.
Med til billedet hører i øvrigt, at
påbud om midlertidig hemmeligholdelse af en opfindelse ikke udelukker,
at der sideløbende kan indsendes et manuskript til fortrolig
bedømmelse hos en tidsskriftsredaktion. Ofte vil der gå flere
måneder fra indsendelse til publicering, hvorved den mellemliggende
periode kan benyttes til vurdering af opfindelsen og eventuel indgivelse af
en prioritetsskabende patentansøgning. Påbud om hemmeligholdelse
af en opfindelse behøver i så tilfælde ikke at
medføre nogen forsinkelse af publiceringen.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af udvalgets
spørgsmål nr. 13.
Ad 2. Erstatningsansvar
Med det fremsatte lovforslag pålægges de
ansatte ved universiteterne samme pligt til at underrette institutionen om
opfindelser gjort som led i ansættelsen, som i forvejen er
gældende for det øvrige arbejdsmarked - herunder
sektorforskningen. Lovforslagets § 10 indebærer, at den ansatte har
pligt til at give institutionen de oplysninger, der er nødvendige for,
at institutionen med rimelighed kan siges at være i stand til at
foretage en vurdering af opfindelsens erhvervsmæssige betydning.
I bemærkningerne til lovforslagets § 10
præciseres, at underretningspligten forudsætter, at den
pågældende arbejdstager vidste eller burde vide, at retten til
opfindelsen vil kunne patenteres eller registreres som brugsmodel. Vurdering
af, hvornår der er tale om en opfindelse omfattet af
underretningspligten, forudsættes i praksis at foregå i en
løbende dialog mellem den ansatte og dennes institut- eller
afdelingsleder.
I tilfældet, som beskrevet af BMP, hvor en ansat
uforvarende eller intetanende forsømmer sin underretning over for
institutionen, vil der ikke være noget ansvarsgrundlag. Der vil derfor
ikke kunne pålægges den ansatte erstatningspligt i sådanne
situationer.
Erstatningspligt vil alene kunne komme på tale, hvis
den ansatte ved en forsætlig eller uagtsom handling
påfører institutionen et økonomisk tab - f.eks. hvis den
ansatte bevidst undlader at underrette institutionen om en opfindelse eller
egenhændigt overdrager en opfindelse til tredjepart uden institutionens
accept og institutionen derved lider et økonomisk tab. Bevisbyrden vil i sådanne tilfælde
påhvile institutionen. Det vil altså under ingen
omstændigheder - som antaget af BMP - påhvile den ansatte at
bevise sin uskyld.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af udvalgets
spørgsmål 8.
Ad 3. Vurdering af indberettede opfindelser
Som anført i henvendelsen fra BMP råder de
færreste universiteter i dag over det fornødne beredskab til
professionelt at vurdere indberettede opfindelser eller til at forestå
arbejdet med eventuel patentering og licensformidling. Netop dette er
baggrunden for, at det fremsatte lovforslag pålægger både
universiteter og sektorforskningsinstitutioner aktivt at tage skridt til
etablering af et sådant beredskab.
Intentionen er ikke, at de enkelte universiteter og
sektorforskningsinstitutioner internt skal opbygge egne patentkontorer med
specialiseret teknisk, juridisk og markedsmæssig ekspertise. Denne
ekspertise vil i stedet skulle rekvireres eksternt gennem samarbejde med
private patentbureauer, forskerparker, teknologiske serviceinstituttter, de
nye innovationsmiljøer m.fl.
For en nærmere beskrivelse af dette beredskab
henvises i øvrigt til besvarelsen af udvalgets spørgsmål
3 og 12.
Spørgsmål 28:
Ministeren bedes kommentere henvendelserne fra Flemming
Olsen, Sorø, jf. bilag 27 og 29.
Svar:
I henvendelsen fra lektor Flemming Olsen udtrykkes
modvilje over for det fremsatte lovforslag. Som begrundelse anføres
især en manglende tillid til, at universiteterne vil evne professionelt
at vurdere og markedsføre egne forskeres opfindelser. På
baggrund af egne erfaringer giver Flemming Olsen udtryk for, at den
fornødne ekspertise alene findes hos den pågældende
forsker selv.
Et vigtigt element i lovforslaget er netop, at
institutionerne pålægges at tilvejebringe ekspertise til at
vurdere de indberettede opfindelser teknisk, juridisk og markedsmæssigt
og til at forestå arbejdet med eventuel patentering i samarbejde med
industrielle partnere. Denne ekspertise vil primært skulle rekvireres
eksternt gennem et tæt samarbejde med relevante aktører
såsom private patentbureauer, forskerparker, innovationsmiljøer,
Patentdirektoratet og GTS-institutter. Samtidig er der til brug for dette
formål på FL99 afsat en bevilling på 58 mio. kr. over fire
år.
Af lovforslagets § 11 følger i øvrigt, at
beslutning om overdragelse af en rettighed til institutionen først kan
finde sted på baggrund af en drøftelse parterne imellem.
Såfremt institutionen efter denne drøftelse skønner, at
retten til en given opfindelse bedst kan udnyttes erhvervsmæssigt af
den pågældende forsker selv, åbner lovforslaget
udtrykkeligt mulighed for dette. Erfaringen viser imidlertid, at langt de
færreste forskere har interesse i at forestå et
patenteringsforløb på egen hånd. Flemming Olsen er
således langt fra repræsentativ for den typiske forsker.
Set med regeringens øjne er det samtidig
væsentligt, at der med lovforslaget skabes en klarere sondring mellem
offentlige og private økonomiske interesser.
Spørgsmål 34:
I lovforslagets § 11, stk. 1, står der meget om
universiteternes rettigheder, men ikke noget specielt om deres forpligtelse
til at opbygge gode og effektive systemer, der er i stand til at overtage og
gennemføre patentprocessen. I den forbindelse bedes ministeren
udarbejde et ændringsforslag, der præciserer universiteternes ret
og pligt til at fremme patenter.
Svar:
Med formuleringen i § 11, stk. 1, pålægges det
institutionerne at få foretaget en vurdering af muligheden for
erhvervsmæssig udnyttelse af opfindelser indberettet af de ansatte. I
lovbemærkningerne præciseres det videre, at institutionerne for
at leve op til lovens krav dels vil skulle etablere et internt administrativt
beredskab og dels vil skulle gøre brug af eksterne konsulenter og
rådgivere med særlig teknisk, juridisk eller markedsmæssig
ekspertise.
Med etablering af et administrativt beredskab menes, at de
enkelte institutioner skal:
Udforme administrative procedurer for indberetning og vurdering af
egne ansattes opfindelser herunder f.eks. præcisere rollefordelingen
mellem forskere, afdelings/institutledere og institutionens centrale
administration og nedsætte eventuelle patentudvalg.
Udforme regler for beregning af vederlag ved overdragelse af retten
til opfindelser mellem institution og ansatte, jf. lovforslagets § 12.
Indgå samarbejdsaftaler med eksterne rådgivere
såsom forskerparker, private patentbureauer mv.
På grund af de meget store organisatoriske og
faglige forskelligheder blandt de af lovforslaget omfattede institutioner vil
det ikke være ønskeligt yderligere at præcisere karakteren
af ovennævnte beredskab i selve lovgrundlaget. Det er således
væsentligt, at der for de enkelte institutioner sikres en betydelig
frihedsgrad til lokalt at etablere det administrative beredskab i
overensstemmelse med egne traditioner og behov.
Af bemærkningerne til lovforslagets § 8
fremgår, at der med institutionens krav om overtagelse af en rettighed
med henblik på erhvervsmæssig nyttiggørelse samtidig
følger en pligt for institutionen til aktivt at søge
rettigheden udnyttet. Sideløbende med oversendelsen af denne
besvarelse fremsætter forskningsministeren et ændringsforslag,
som præciserer denne pligt i selve lovteksten.
Det bemærkes i denne forbindelse, at institutionen
ikke har pligt til bistå egne ansatte, i tilfælde hvor det
overlades til disse egenhændigt at nyttiggøre opfindelsen -
f.eks. gennem etablering af selvstændig virksomhed. Sådanne
iværksættere vil i stedet kunne opnå professionel
assistance og økonomisk støtte via
innovationsmiljøordningen, hvor der over finansloven er afsat mere end
300 mio. kr. netop til dette formål. De offentlige
forskningsinstitutioner skal samarbejde med og ikke konkurrere med
innovationsmiljøerne på dette felt.
Af samme grund vil de 58 mio. kr. afsat på FL99 til
implementering af L 93 gå til medfinansiering af institutionernes
køb af rådgivningsydelser m.v. og ikke til støtte for
individuelle iværksættere.
Spørgsmål 35:
Hvis en institution ikke udnytter en opfindelse
erhvervsmæssigt, har arbejdstageren så rettighed til
opfindelsen?
Svar:
Efter lovforslagets § 11, stk. 5, fortaber institutionen
sine rettigheder, hvis den ikke inden for den her anførte frist fra
indberetningstidspunktet har gjort krav på retten til en given
opfindelse. Arbejdstageren har i så tilfælde den fulde ret til at
disponere over opfindelsen.
Efter lovforslagets § 8 kan institutionen gøre krav
på retten til en opfindelse med henblik på erhvervsmæssig
nyttiggørelse. Endvidere kan institutionen gennem krav om overdragelse
af en rettighed efter § 8 sikre, at en arbejdstager ikke gennem egne aftaler
med tredjemand blokerer for institutionens videre forskning eller
begrænser institutionens mulighed for at opbygge sammenhængende
patentfamilier på strategiske områder.
I en situation, hvor institutionen har overtaget en
rettighed med henblik på erhvervsmæssig udnyttelse, men
efterfølgende opgiver at forfølge sagen, bør rettigheden
overdrages til pågældende arbejdstager på ny, hvis
pågældende arbejdstager fremsætter ønske herom, og
hvis dette ikke på anden måde vil være til skade for
institutionen, jf. ovenstående.
Hvis institutionen ikke efterlever dette, men ved
passivitet skaber en situation, hvor en opfindelse, der kan og bør
udnyttes erhvervsmæssigt, ikke bliver det, vil institutionen kunne
pådrage sig et erstatningsansvar for det tab, arbejdstageren lider.
Spørgsmål 38:
Er ministeren enig i, at det primære formål
med dette lovforslag er at ændre kulturen på universiteterne og
hjælpe universiteterne således, at flere opfindelser bliver
patenteret. Vil ministeren i bekræftende fald sikre, at en del af
bevillingen på FL99 på i alt 58 mio. kr. løbende over 4
år går til videnopbygning på de enkelte universiteter?
Svar:
Jævnfør § 1 har lovforslaget overordnet til
formål at sikre, at forskningsresultater frembragt ved hjælp af
offentlige midler nyttiggøres ved erhvervsmæssig udnyttelse til
gavn for det danske samfund. En vigtig forudsætning for dette er, at
der på institutionerne skabes øget viden og opmærksomhed
om mulighederne for patentering.
Det fremsatte lovforslag tilstræber at styrke
innovationskulturen i den offentlige forskning ved at sikre den enkelte
forsker en klar økonomisk tilskyndelse til at frembringe og
nyttiggøre opfindelser. Lige så vigtigt er det imidlertid, at de
ansatte som følge af lovforslaget skal kunne overlade til
institutionen at forestå det ofte omkostningstunge og administrativt
belastende arbejde med at opsøge industrielle partnere, udarbejde og
indgive ansøgning om patent og udforme licensaftaler med interesserede
virksomheder.
For at varetage denne opgave er det væsentligt, at
der på patentaktive institutioner sikres en videnopbygning på
området navnlig blandt de ledere og administratorer, der daglig skal
fungere som rådgivere og sparringspartnere for de aktive forskere.
Forskningsministeriet vil derfor positivt overveje, om der inden for den
afsatte finanslovsbevilling kan skabes mulighed for at medfinansiere
deltagelse i relevante kurser og efteruddannelsesaktiviteter for de omtalte
grupper.
Spørgsmål 40:
Er ministeren enig i, at den enkelte forskers institut
bør sikres indflydelse på indtægterne via handel med
rettigheder? I bekræftende fald bedes ministeren foreslå ideer og
fordelingsnøgler, der initierer dette.
Svar:
Efter lovforslagets § 12, stk. 3, overlades det til de
enkelte institutioner lokalt at fastsætte regler for beregning af
vederlag mellem institution og arbejdstager. Samtidig følger af § 16,
at rektor (på universiteter) eller direktionen (på
sektorforskningsinstitutioner) træffer afgørelse om anvendelsen
af institutionens indtægter fra overdragelse af rettigheder. Det
overlades hermed også til de enkelte institutioner lokalt at
fastsætte regler for, hvorledes indtægterne skal fordeles internt
på institutionen. På universiteter f.eks. fordelingen af
indtægter mellem opfinderens institut, fakultet og den centrale
administration.
På grund af de meget store organisatoriske og
faglige forskelligheder blandt de omfattede institutioner er det
væsentligt, at der ikke i lovforslaget defineres én given model
for denne fordeling, men at der for de enkelte institutioner sikres
størst mulig frihed til lokalt at udforme beregningsmodeller i
overensstemmelse med egne traditioner og behov.
Efter lovforslaget tilkommer det ikke forskningsministeren
at foreslå særlige fordelingsnøgler. Jævnfør
besvarelsen af udvalgets spørgsmål 2 er der på enkelte
institutioner allerede udarbejdet konkrete modeller på
området.
Spørgsmål 41:
Ministeren bedes præcisere, hvad der menes med
opfindelser »som led i arbejdet«. Er disse bestemmelser parallelle med bestemmelser i
lov om arbejdstageres opfindelser (LAO)?
Svar:
Med det fremsatte lovforslag kan de omfattede
institutioner alene gøre krav på retten til en opfindelse, hvis
denne er gjort som led i arbejdet ved institutionen. Institutionen har
således ingen ret til den ansattes private opfindelser. Dette skal i
øvrigt ses i forlængelse af lovforslagets formål, hvor det
overordnede sigte er en nyttiggørelse af de danske
forskningsresultater, der bliver frembragt som led i arbejdet på
universiteter og sektorforskningsinstitutioner.
Med lovforslagets begreb »som
led i arbejdet«, jf. § 2, menes, at opfindelser,
der er gjort som led i arbejdstagerens ansættelsesforhold, er omfattet
af lovforslaget. Da videnskabeligt personale ved universiteterne ikke er
omfattet af tjenestetidsaftaler, kan det være svært i praksis at
fastslå, om en opfindelse er gjort i eller uden for
ansættelsesforholdet. Som anført i bemærkningerne vil
bevisbyrden i tvivlstilfælde påhvile den part, der ønsker
at gøre krav på retten til opfindelsen. Der henvises tillige til
besvarelsen af udvalgets spørgsmål 22.
På grund af de underliggende
ansættelsesretlige regler, jf. ovenfor, er der i praksis en række
forskelle mellem LAO og L 93. Det skyldes først og fremmest, at det
videnskabelige personale ikke har fast tjenestetid og kun i begrænset
omfang er underlagt instruktionsbeføjelse, jf. universitetslovens § 7,
stk. 3, 2 . pkt. LAO kan omfatte flere opfindelser end de, der direkte
følger af arbejdstagerens arbejdsbeskrivelse. Arbejdsgiveren kan
ifølge LAO gøre krav på retten til arbejdstagers
opfindelse, selv om udnyttelsen af opfindelsen falder uden for virksomhedens
arbejdsområde, hvis blot opfindelsen udspringer af en arbejdsgivers
instruktionsbeføjelse.
L 93 opererer alene med opfindelser, som udspringer af det
konkrete ansættelsesforhold. Hvad en ansat på et universitet
måtte opfinde privat, og som ikke vurderes at være et udslag af
arbejdet, tilhører den ansatte selv.
Spørgsmål 42:
Hvis en rumforsker f.eks. opfinder en mus til computere,
der betjenes af en fod i stedet for af en hånd, betragtes denne
opfindelse som led i forskerens arbejde? Hvis opfindelsen ikke er skabt
på grund af arbejdssituationen, skal rettighederne så stadig
tilbydes universitetet? Da opfindelsen ikke er skabt af arbejdssituationen,
skal rettighederne så stadig tilbydes universitetet? Da opfindelsen
ikke er skabt af arbejdssituationen, skal honoreringen af medarbejderen
så ske, som om hun/han var en ekstern opfinder? Hvilke bestemmelser for
denne situation findes der i lov om arbejdstageres opfindelser?
Svar:
Formålet med det fremsatte lovforslag er at fremme
nyttiggørelse af opfindelser gjort ved offentlige
forskningsinstitutioner. Lovforslaget omhandler ikke private opfindelser
dvs. opfindelser, der er gjort uden for ansættelsesforholdet, jf.
besvarelsen af spørgsmål 41.
Med forbehold for de nærmere omstændigheder
må det umiddelbart antages, at en arbejdsgiver ikke vil betragte en
rumforskers opfindelse af en mus til computere som en opfindelse, der
udspringer af de pligter, der påhviler forskeren i kraft af
ansættelsesforholdet. Det må desuden antages, at en computermus
ikke vil blive betragtet som et biprodukt af vedkommendes forskning. Under
disse forudsætninger må opfindelsen anses som gjort uden for
ansættelsesforholdet, hvorfor rettighederne ikke skal tilbydes
institutionen.
For så vidt angår LAO har en arbejdsgiver
mulighed for efter særlig aftale at erhverve en arbejdstagers
opfindelser, også hvis disse ikke direkte udspringer af tjenesten.
Dette er tilfældet, som beskrevet i besvarelsen af
spørgsmål 41, hvor en arbejdstager af sin arbejdsgiver bliver
pålagt at udføre en opgave, som ligger uden for dennes normale
arbejdsområde.
De forskningsinstitutioner, der er omfattet af L 93, har
ikke til opgave at erhverve enhver tænkelig opfindelse gjort af en
ansat. Forskningsinstitutionen skal alene sikre, at de opfindelser, der
udspringer af den ansattes arbejde, bliver nyttiggjort.
Spørgsmål 44:
Ministeren bedes udarbejde et ændringsforslag til
lovforslagets § 11, således at institutionens frist for at få
foretaget en vurdering af muligheden for at udnytte opfindelsen
erhvervsmæssigt nedsættes fra 4 måneder til 1 måned.
Hvad er ministerens holdning til en nedsættelse af institutionens
frist?
Svar:
Muligheden for at afkorte den omtalte 4 måneders
tidsfrist er tidligere kommenteret i besvarelsen af udvalgets
spørgsmål 13.
På baggrund af tilkendegivelserne ved
udvalgshøringen den 17. marts har Forskningsministeriet konsulteret
DTU, der tidligere over for ministeriet har anført, at en tidsfrist
kortere end 4 måneder vil være problematisk. Det er herved
konstateret, at DTU vil kunne acceptere en tidsfrist på ned til 2
måneder - eller samme frist som nævnes i høringssvaret fra
Dansk Magisterforening.
Sideløbende med oversendelsen af denne besvarelse
fremsætter forskningsministeren et ændringsforslag om at afkorte
tidsfristerne i lovforslagets § 11 fra 4 til 2 måneder.
Det bemærkes i øvrigt, at lovforslagets § 11
ikke udelukker, at man lokalt på institutionerne kan vælge at
operere med en kortere tidsfrist.
Spørgsmål 46:
Ministeren bedes redegøre nærmere for
situationen, hvis universiteter som udgangspunkt udmelder interesse for at
søge patentering, men efterfølgende af den ene eller anden
grund - f.eks. hvis det viser sig at blive for dyrt - lader stå
til.
Svar:
Jævnfør § 11, stk. 6, i det fremsatte
ændringsforslag (L 93 - bilag 42, punkt 3) har institutionen pligt til
aktivt at søge rettighederne til en opfindelse udnyttet, hvis
institutionen efter § 8 har gjort krav på rettighederne med henblik
på erhvervsmæssig nyttiggørelse.
Uanset at institutionen har overtaget en rettighed som
anført, kan den efterfølgende opgive at udnytte rettigheden
erhvervsmæssigt. Det kan f.eks. være på grund af, at der
ikke kan identificeres interesserede aftagere, at der ikke kan tilvejebringes
en industriel partner til at medfinansiere patentansøgningen, eller at
udgifterne til vedligeholdelse af patentet efter en årrække
overstiger de forventede indtægter.
Hvis den ansatte, der oprindelig har gjort opfindelsen, i
denne situation ytrer ønske om selv at udnytte rettigheden
erhvervsmæssigt, bør rettigheden overdrages til den
pågældende på ny, forudsat at dette ikke på anden
måde er til skade for institutionen eller strider imod dennes aftaler
med tredjemand. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af udvalgets
spørgsmål 35.
Spørgsmål 47:
Ministeren bedes udarbejde et ændringsforslag med en
bestemmelse om, at loven skal revideres efter 2 år.
Svar:
Erhvervsmæssig nyttiggørelse af
forskningsbaserede opfindelser vil ofte have en lang tidshorisont. Alene
udstedelse og international videreførelse af en patentansøgning
kan således strække sig over en periode på 4-6 år.
Set i dette lys forekommer det ikke hensigtsmæssigt
at tage lovforslaget op til revision efter en 2-årig periode.
Jævnfør § 19 i det tidligere fremsatte
ændringsforslag (L 93 bilag 31, punkt 7) træder loven i kraft
pr. 1. juli 1999 og finder anvendelse på opfindelser, der er gjort
efter den 1. januar 2000. Samtidig er der, som anført i lovforslagets
bemærkninger, afsat en bevilling på 58 mio. kr. over en
fireårig periode til støtte for institutionernes implementering
af loven.
Forskningsministeren vil efter bevillingsperiodens
udløb tage initiativ til en evaluering af de opnåede resultater
og på denne baggrund give en redegørelse til Folketinget i
folketingssamlingen 2003-2004. Det foreslås, at Folketinget på
dette tidspunkt tager stilling til, hvorvidt der er grundlag for at tage
loven op til revision.
Lignende dokumenter
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Bekendtgørelse af lov om offentlige forskningsinstitutioners kommercielle aktiviteter og samarbejde med fonde Retsinformation · 18. februar 2025
- Betænkning over Forslag til lov om teknologioverførsel m.v. ved offentlige forskningsinstitutioner Retsinformation · 18. maj 2004
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om sprogcentre på universiteterne Retsinformation · 5. maj 2018
- Betænkning over Forslag til lov om sektorforskningsinstitutioner Retsinformation · 24. marts 2004
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Saggio fremsat den 13. januar 2000. - Birgitte Jørgensen mod Foreningen af Speciallæger og Sygesikringens Forhandlingsudvalg. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Østre Landsret - Danmark. - Direktiv 76/207/EØF og 86/613/EØF - Ligebehandling af mænd og kvinder - Selvstændig virksomhed - Ændring af status for lægepraksis. - Sag C-226/98 EU-domme · 13. januar 2000