Betænkning og indstilling over ændring af forretningsorden for Folketinget
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Udvalget for
Forretningsordenen den 7. maj 1999
Betænkning og indstilling
over
ændring af forretningsorden for
Folketinget
(Forbedret lovkvalitet og revision af
spørgetimen)
Indholdsfortegnelse
Forbedret lovkvalitet
1. Indledning
a. Tidligere drøftelser
b. Lovkvalitet
2. Regeringens lovforberedelse
a. Regeringens foreløbige initiativer med henblik på
forbedring af lovkvaliteten
b. Folketingets idéer og ønsker til lovforberedelsen
c. Den politiske forberedelse af lovforslag
d. Særligt om indhentelse af Folketingets samtykke til
indgåelse af traktater m.v. og opfølgningen heraf
3. Offentlighedens inddragelse i lovgivningsarbejdet
a. Åbne udvalgsmøder
b. Inddragelse af offentligheden under udvalgsarbejdet i øvrigt
c. Folketingets hjemmeside - direkte mulighed for at følge
Folketingets arbejde med lovforslag
d. Brug af Ftweb som debatforum om lovgivningen
4. Planlægningen af folketingsarbejdet
a. Planlægningen af folketingsarbejdet i dag
b. Forhåndsmeddelelser forud for fremsættelsen
c. Fremsatte forslag
Læs alt
d. Placeringen af 1. behandling
e. Planlægningen af udvalgsbehandlingen
f. Placeringen af 2. behandling
g. Overvejelser om forbedringer
5. Udvalgenes arbejde med lovforslag
a. Udvalgsarbejdet - fremsendelse til udvalgene af høringssvar
og udarbejdelse af paralleltekster
b. Styrkelse af tilrettelæggelsen af behandlingen af lov- og
beslutningsforslag og af den politiske drøftelse i udvalget
c. Udvalgenes bidrag til langtidsplanlægning af Folketingets
arbejde
d. Indholdet af udvalgenes betænkninger
e. Bistanden til udvalgsarbejdet
f. Udvalgsstrukturen
g. Særligt om behandlingen af henvendelser fra de danske medlemmer
af Europa-Parlamentet til et fagudvalg eller til Europaudvalget
6. Den lovtekniske og juridiske gennemgang af lovforslag i
Folketinget
a. Udgangspunktet
b. Gældende praksis
c. Forslag til styrkelse af gennemgangen af lovforslagene
d. Særligt om behandlingen af sager om lovforslags forhold til
grundloven m.m.
e. Den tekniske og juridiske bistand, der er til rådighed under
behandlingen af lovforslag m.m.
Spørgetimen
Drøftelserne i Præsidiet og Udvalget for
Forretningsordenen.
Indstilling
Forslag til folketingbeslutning
Bilag
Uddrag af Europaudvalgets beretning af 19. februar 1999 om større
åbenhed i den danske EU-beslutningsproces m.v.
Skrivelse af 3. februar 1999 fra statsministeren til Folketingets
formand
Statsministerens talepapir under samråd i udvalget den 21. april
1999
Skrivelse af 6. maj 1999 fra Finansudvalget
Forbedret lovkvalitet
1. Indledning
a. Tidligere drøftelser
Ønsket om forbedring af lovkvaliteten blev omtalt i
Præsidiets forslag til ændring af forretningsordenen i 1996-97,
jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4400 og tillæg B, s.
1095 og 1110. Det anføres heri, at Præsidiet havde
drøftet »at nedsætte et udvalg, der skulle komme med indstilling
med krav til højnelse af kvaliteten af lovgivningen. Et sådant
udvalg skulle være sammensat af bl.a. repræsentanter for brugerne
af lovgivningen.« Da drøftelserne af tidsmæssige grunde ikke
kunne afsluttes i forbindelse med gennemførelsen af dette forslag,
anførte Præsidiet i bemærkningerne, at man ville
fortsætte overvejelserne herom.
Debatten om forbedring af lovkvaliteten kom igen på
den politiske dagsorden, efter at regeringen i regeringsgrundlaget fra marts
1998 havde erklæret at ville overveje, hvorledes den kunne medvirke
til, at der skabes større kvalitet i lovgivningen.
Samtidig genoptog Folketingets Præsidium sine
overvejelser. Efter en grundig forberedelse med drøftelse i
Præsidiet, Udvalget for Forretningsordenen og mellem Folketingets
formand og de enkelte gruppeformænd afholdt Præsidiet en
konference om forbedring af lovkvaliteten. Det skete på Hotel
Marienlyst i Helsingør i oktober 1998 lige før det nye
folketingsår. I konferencen deltog en tredjedel af Folketingets og
regeringens medlemmer. Statsministeren gav som den første
oplægsholder en redegørelse for regeringens forslag i det videre
arbejde. Ordstyrer for konferencen var professor Lars Nordskov Nielsen.
Efter konferencen besluttede Præsidiet, at Udvalget
for Forretningsordenen skulle have det overordnede ansvar for
opfølgningen. Det besluttedes endvidere, at der på formandens
initiativ skulle indledes en drøftelse med udvalgenes formænd og
næstformænd om, hvorledes udvalgene kunne bidrage til at styrke
lovkvaliteten. Et møde herom fandt sted den 19. januar 1999. Til
mødet havde 4 udvalgsformænd, Lissa Mathiasen (S), Mariann
Fischer Boel (V), Knud Erik Kirkegaard (KF) og Villy Søvndal (SF),
udarbejdet et oplæg, som dannede udgangspunkt for drøftelserne.
Efter mødet blev Udvalget for Forretningsordenen orienteret om
drøftelserne.
I juni 1998 henvistes to forslag fra henholdsvis Dansk
Folkeparti og Enhedslisten til Udvalget for Forretningsordenen. I
udvalgsbehandlingen indgik også en skrivelse af 4. juni 1998 fra Kim
Behnke (FP). Disse forslag drejede sig om offentlighedens adgang til at
følge Folketingets behandling af EU-forslag. Der var i Udvalget for
Forretningsordenen enighed om, at der ikke var grundlag for at afgive
betænkning over forslagene, men Udvalget for Forretningsordenen
meddelte dog i skrivelse af 25. juni 1998, at udvalget fandt det
ønskeligt at inddrage Europaudvalget i de videre overvejelser om de
væsentlige spørgsmål, som behandles i de nævnte
beslutningsforslag. Udvalget for Forretningsordenen forudsatte, at
Europaudvalget også inddrog synspunkter fra relevante fagudvalg.
Europaudvalget indhentede i den anledning kommentarer fra en række
fagudvalg og folketingsgrupper, og den 2. december 1998 afholdt Folketingets
formand et møde med udvalgenes formænd og
næstformænd om behandlingen af EU-sager i udvalgene.
Ud over de nævnte forslag har Europaudvalget i
løbet af efteråret og vinteren drøftet kontakten til de
danske medlemmer af Europa-Parlamentet og ændringer i den skriftlige
kommunikation mellem ministerier og udvalg. Europaudvalget afgav beretning
herom den 19. februar 1999.
b. Lovkvalitet
I oplægget til folketingsgrupperne under de
indledende drøftelser forud for lovkvalitetskonferencen i 1998
anførtes, at kvalitet i forbindelse med lovgivningen omfatter dels den
indholdsmæssige, juridiske og sproglige kvalitet af de vedtagne love,
dels kvaliteten af tilblivelsesprocessen. Heraf følger, at en lov
bør
være affattet således, at kun de ønskede formål
- herunder de politiske intentioner - opnås. Den må således
ikke have utilsigtede virkninger
være skrevet i et præcist sprog, der er til at forstå
for brugerne - såvel borgerne, erhvervslivet m.v., der skal efterleve
den, som myndighederne, der skal administrere den
være juridisk korrekt, og
at lovgivningsprocessen bør sikre
et grundigt forarbejde før fremsættelsen af lovforslag i
Folketinget
den fornødne tid til en grundig behandling af lovforslag og
eventuelle ændringsforslag
berørte enkeltpersoner og grupper mulighed for at følge med
og komme med indvendinger m.v. og dermed påvirke resultatet.
Under Marienlystkonferencen anførte
statsministeren, at man - lidt forenklet - kan tale om fire former for
kvalitet: Den juridisk lovtekniske kvalitet, den økonomiske kvalitet,
proceskvaliteten og den politiske kvalitet.
Statsministeren lagde i øvrigt vægt på,
at man ikke forveksler politisk uenighed om et konkret stykke lovarbejde med
mangel på kvalitet. Det var vigtigt at skelne mellem kvalitet og
interessemodsætninger.
Statsministeren var enig i, at Folketinget og regeringen
har et vigtigt fælles projekt. Han fandt det også vigtigt at
understrege, at Folketinget og regeringen hver har et ansvar for at
tilrettelægge deres del af arbejdet, så målene om
større kvalitet kan nås.
Udvalget er enig med statsministeren i, at regeringens
lovforberedelse i overensstemmelse med principperne om »magtens deling« er et
anliggende for regeringen. Folketingets medlemmer har ansvaret for
behandlingen af lovforslag i Folketinget, og regeringen og Folketinget har et
fælles ansvar for den vedtagne lov.
2. Regeringens lovforberedelse
a. Regeringens foreløbige initiativer med henblik på
forbedring af lovkvaliteten
Som nævnt ovenfor er det regeringen, der har
ansvaret for regeringens lovforberedelse.
Regeringen har siden lovkvalitetskonferencen taget en
række initiativer på dette område. I brev til Folketingets
formand af 3. februar 1999 (bilag 2) gennemgik statsministeren regeringens
foreløbige initiativer. Statsministeren anførte samtidig, at
han - i det omfang Folketingets drøftelser omfatter forslag og ideer,
der har nær sammenhæng med regeringens arbejde - lagde vægt
på at blive orienteret herom på det tidligst mulige tidspunkt.
Udvalget har den 21. april 1999 haft et samråd med
statsministeren om yderligere initiativer med henblik på forbedring af
lovkvaliteten.
Statsministerens talepapir til brug for besvarelsen af
udvalgets samrådsspørgsmål herom er optrykt som bilag 3
til betænkningen og indstillingen.
Udvalget hilser de iværksatte initiativer med
tilfredshed. Det viser regeringens vilje til i praksis at ville leve op til
hensigterne om at styrke lovkvaliteten.
For så vidt angår initiativerne med at
gøre lovprogrammet mere egnet som planlægningsinstrument for
regeringen og Folketinget, er der allerede høstet visse erfaringer.
Der henvises til omtalen herom i afsnit 4.
b. Folketingets idéer og ønsker til lovforberedelsen
Selv om Folketinget anerkender, at regeringen har ansvaret
for regeringens lovforberedelse, er det vigtigt i relation til Folketingets
ansvar for behandlingen af lovforslag i Tinget, at der løbende
føres konstruktive drøftelser mellem Folketinget og regeringen
om principperne for indholdet og opbygningen af det beslutningsgrundlag, som
lovforslaget med bemærkninger udgør.
Der har i mange år været en god tradition for
sådanne drøftelser, og statsministeren har med sine initiativer
vist, at regeringen er lydhør over for Folketingets ønsker.
Udvalget har under samrådet med statsministeren
drøftet bemærkninger fra udvalget om forslag vedrørende
regeringens lovforberedelse.
Om høringer forud for fremsættelse af
lovforslag har statsministeren under samrådet oplyst, at det er
hovedreglen i forbindelse med regeringsforslag, at der gennemføres en
skriftlig høring forud for fremsættelsen. Statsministeren
oplyste endvidere, at der, i de - forholdsvis få - tilfælde, hvor
dette f.eks. af tidsmæssige årsager ikke lader sig gøre,
normalt foretages en høring samtidig med fremsættelsen. I de
ganske særlige situationer - og det hører virkelig til
sjældenhederne - hvor der ikke måtte være foretaget enten
en forudgående eller en parallel høring, fandt statsministeren
også, at det bør være ministeren, der i givet fald
iværksætter en høring eller andet - f.eks. efter
ønske fra det pågældende folketingsudvalg. Statsministeren
understregede, at dette - i overensstemmelse med »magtens deling« - ikke
forhindrer, at Folketinget måtte vælge at iværksætte
bredere høringer eller konferencer om lovforslag, men at dette var
noget andet end en traditionel høring.
Udvalget finder, at i situationer, hvor der undtagelsesvis
ikke er foretaget en skriftlig høring, bør Folketinget
påtage sig en forpligtelse til at sikre sig, at relevante eksperter og
parter bliver hørt efter fremsættelsen. Dette er i
overensstemmelse med statsministerens ovennævnte opfattelse. Udvalgene
har som led i behandlingen af lovforslag mulighed for at bede den relevante
minister om at foranstalte en skriftlig høring. Udvalgene kan dog
også selv iværksætte en sådan høring. Det er
dog - så vidt det er udvalget bekendt - kun sket en enkelt gang inden
for de senere år, nemlig da Udvalget for Forretningsordenen i
forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget om
undersøgelseskommissioner gennemførte en skriftlig
høring af de tidligere hørte myndigheder og organisationer om
visse vidtgående ændringsforslag. Udvalgene har også
mulighed for at afholde, hvad statsministeren ovenfor kaldte en bredere
høring eller konference i forbindelse med et møde i
Folketingets regi, således som det skete i forbindelse med behandlingen
af den såkaldte rockerlov (forslag til lov om forbud mod ophold i
bestemte ejendomme (L 22, Folketingsåret 1996-97)).
Udvalget er af den opfattelse, at det ny cirkulære
om bemærkninger til lovforslag og andre regeringsforslag og om
fremgangsmåden ved udarbejdelse af lovforslag, redegørelser,
administrative forskrifter m.v., som Statsministeriet udsendte i september
1998, på en række områder har betydet forbedringer i
kvaliteten af de bemærkninger, der ledsager regeringsforslag.
Udvalget kunne yderligere ønske sig oplysninger om
lovforslagsforhold til fundamentale retsprincipper, herunder grundloven,
menneskerettighederne og generelle strafferetlige og
forvaltningsmæssige principper, hvor lovforslaget ifølge sit
indhold berører sådanne principper. Statsministeren har under
samrådet oplyst, at disse spørgsmål er et hovedelement i
forbindelse med Justitsministeriets lovtekniske gennemgang. Det oplystes
endvidere, at emnerne også indgår med vægt i den kommende
vejledning om lovgivningsarbejdet fra Justitsministeriet.
I udvalgets ønsker til indholdet af
bemærkningerne til lovforslagene ligger også, at der bør
redegøres for årsagen til, at man i konkrete tilfælde har
fraveget f.eks. de almindelige forvaltningsmæssige principper,
således som de kommer til udtryk i forvaltningsloven og
offentlighedsloven.
Særligt med hensyn til bemyndigelser lægger
udvalget vægt på, at der i de ledsagende bemærkninger i de
enkelte tilfælde nøje redegøres for baggrunden for, at
bemyndigelsesbestemmelsen ønskes indsat, samt for de hensyn, der
ønskes tilgodeset i forbindelse med udnyttelsen af bemyndigelsen.
Statsministeren har heroverfor oplyst, at Justitsministeriet i forbindelse
med den lovtekniske gennemgang er meget opmærksom også på
brugen af brede bemyndigelser.
Udvalget har bemærket, at regeringens og
Folketingets fælles ønske om at reducere antallet af lovforslag
ikke bør føre til anvendelse af såkaldte samlelove i
andre tilfælde, end hvor der foreligger en nøje saglig eller
politisk sammenhæng mellem de foreslåede temaer. Statsministeren
har under samrådet erklæret sig enig heri, men var ikke bekendt
med, at der i dette folketingsår havde været nogen konkrete
eksempler på samlelove, hvor der ikke havde været en god
begrundelse herfor.
c. Den politiske forberedelse af lovforslag
Blandt de spørgsmål, der blev drøftet
på Marienlystkonferencen, var, i hvilket omfang politikere skulle
involvere sig i drøftelser på det lovforberedende plan, og
hvilke konsekvenser politiske forlig får for lovkvaliteten.
Det er en væsentlig del af de danske
lovgivningstraditioner, at der indgås forlig inden fremsættelsen
af lovforslag, og at partier inden fremsættelsen bliver enige om
principper. Sådanne forlig eller »indforståelser« kan have
forskellig karakter i henseende til detaljeringsgrad og bundethed for
parterne. Udvalget bemærker, at man - også når lovforslag
udarbejdes på grundlag af forlig - bør være
opmærksom på at leve op til de krav til lovkvalitet, som
iagttages gennem den grundige forberedelse, der normalt går forud for
regeringens fremsættelse af lovforslag. Det kan være relevant at
have i erindring i de tilfælde, hvor der ikke foreligger et fuldt
belyst beslutningsgrundlag på tidspunktet for indgåelsen af
forliget, eller hvor procedurerne for ændring af forliget reelt, f.eks.
af tidsmæssige grunde, begrænser muligheden for at rette op
på sådanne fejl eller uhensigtsmæssigheder, der måtte
vise sig under den senere offentlige folketingsbehandling, f.eks. i
forbindelse med henvendelser fra berørte.
d. Særligt om indhentelse af Folketingets samtykke til
indgåelse af traktater m.v. og opfølgningen heraf
Selv om det er regeringen, der handler på rigets
vegne i mellemfolkelige anliggender, kan den ikke uden Folketingets samtykke
indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er
nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning
(grundlovens § 19). Som eksempel herpå kan nævnes ratifikation af
traktater m.v., der kræver, at der gennemføres lovgivning nu
eller senere til opfyldelse af den folkeretlige forpligtelse, Danmark herved
påtager sig. I øvrigt må det bemærkes, at
området for grundlovens § 19 set fra Folketingets synspunkt har
stigende betydning, især på menneskerettighedsområdet, hvor
der på internationalt plan finder en detaljeret regulering sted af
betydning for borgernes retsstilling. Denne udvikling forstærkes ved
etableringen af internationale domstole, idet danske domstole på
sådanne områder utvivlsomt i stadig højere grad vil
føle sig tilskyndet til at anlægge fortolkninger af den
nationale lov, der svarer til de internationale domstoles, jf. nedenfor.
Er der tale om en traktat, der umiddelbart skal
træde i kraft, indhentes Folketingets samtykke ofte »stiltiende« i
forbindelse med, at der gennemføres den nødvendige lovgivning,
men i andre tilfælde vil Folketingets samtykke blive givet i form af
vedtagelse af en folketingsbeslutning. Dette gælder navnlig, når
der er tale om indgåelse af traktater m.v., der ikke umiddelbart skal
træde i kraft, eller hvis der er tale om, at der på
ratifikationstidspunktet endnu ikke foreligger et fuldt færdigt forslag
til den nødvendige lovgivning. Endelig vil det naturligvis også
være den form, der benyttes, hvis der er tale om en traktat eller anden
mellemfolkelig forpligtelse, der ikke forudsætter lovgivning, men som i
øvrigt er af større betydning.
Visse traktater indgås af regeringen uden
inddragelse af Folketinget på grundlag af en almindelig bemyndigelse i
en lov til at indgå sådanne traktater. En sådan
bemyndigelse kan også omfatte opfyldelsen af en sådan traktat,
f.eks. ved udstedelse af en bekendtgørelse. I andre tilfælde
indeholder loven en bemyndigelse til at fravige en eller flere af lovens
bestemmelser, hvis det sker med henblik på at opfylde internationale
forpligtelser.
I de tilfælde, hvor ratifikationssamtykket indhentes
stiltiende i forbindelse med gennemførelsen af den nødvendige
lovgivning, vil udvalget anse det for ønskeligt, at det tydeligt af
bemærkningerne fremgår, at der samtidig er tale om indhentelse af
ratifikationssamtykke. Det bør herunder præciseres, hvis
regeringen på et eller flere punkter har valgt ikke at følge
traktatens bestemmelser. Endvidere bør regeringen i de tilfælde,
hvor traktaten giver flere muligheder for at efterleve denne, redegøre
for det valg, der er truffet. Endelig bør regeringen også i de
tilfælde, hvor den har fundet, at den eksisterende retstilstand levede
op til de internationale forpligtelser, redegøre for de overvejelser,
der ligger til grund for denne vurdering. Oplysninger af denne karakter
må anses for væsentlige set i lyset af, at indgåelse af
internationale forpligtelser i stigende grad påvirker borgernes
retsstilling, ikke mindst fordi der formentlig er en tendens til, at
domstolene i højere grad end tidligere er tilbøjelige til at
anvende traktatteksten direkte.
I de tilfælde, hvor ratifikationssamtykket bliver
indhentet gennem vedtagelse af en folketingsbeslutning, har det været
fremført, at det kunne være ønskeligt, om Folketinget fik
bedre mulighed for at følge gennemførelsen af traktaten m.v.
Dette kunne bl.a. ske ved, at det i bemærkningerne til forslaget til
folketingsbeslutning blev skitseret, hvorledes og efter hvilken tidsplan
traktaten vil blive gennemført. Der kan f.eks. være tale om, at
der nationalt i Danmark skal foretages visse faktiske handlinger, f.eks.
udpegelse af levesteder for dyr og fugle, eller internationalt ved, at et
givent antal stater skal ratificere eller tiltræde traktaten,
før den træder i kraft.
Statsministeren gav under samrådet tilsagn om at
overveje en model for at gennemføre ovennævnte forslag.
Statsministeren anførte, at forhandling og indgåelse af
traktater mellem Danmark og andre lande i dag spænder over et meget
vidt emnefelt og involverer en lang række fagministerier, der
selvstændigt forhandler internationale aftaler inden for deres
ressortområder. De nævnte forslag vil blive taget op til en
generel drøftelse med de berørte ministerier med henblik
på at finde frem til en egnet og ensartet fremgangsmåde.
Udvalget har endvidere fundet, at det vil øge
Folketingets mulighed for at følge det internationale arbejde, hvis
regeringen en gang årligt udarbejdede en fortegnelse over
internationale traktater m.v., som Danmark havde undertegnet, men endnu ikke
ratificeret, samt over traktater, som Danmark havde ratificeret, men som
endnu ikke var trådt i kraft, fordi det nødvendige antal stater
ikke havde deponeret deres ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrumenter.
Endelig finder udvalget, at regeringen bør
informere vedkommende fagudvalg, inden Danmark deltager i vedtagelse og
undertegnelse af en traktat.
Statsministeren har i tilknytning til samrådet
oplyst, at han vil overveje disse forslag nærmere i lyset af de
fremkomne bemærkninger og synspunkter.
3. Offentlighedens inddragelse i lovgivningsarbejdet
a. Åbne udvalgsmøder
Som nævnt ovenfor forudsætter god lovkvalitet
bl.a., at berørte enkeltpersoner og grupper har mulighed for at
følge lovgivningsprocessen og komme med indvendinger m.v. og dermed
påvirke resultatet.
Allerede i forbindelse med ændringen af
forretningsordenen i 1997 drøftede udvalget, om der skulle åbnes
mulighed for, at udvalgenes møder eller dele af disse kunne være
åbne for offentligheden. Europaudvalget har i sin beretning nr. 2 af
19. februar 1999 foreslået Udvalget for Forretningsordenen at
gennemføre en ændring af Folketingets forretningsorden, der
gør det muligt at holde åbne Europaudvalgsmøder.
I bilag 1 gengives Europaudvalgets overvejelser om
tilrettelæggelsen af åbne Europaudvalgsmøder.
Efter udvalgets opfattelse har offentligheden allerede
efter Folketingets regler om dokumentoffentlighed i vid udstrækning
mulighed for at få oplysninger om udvalgenes arbejde.
Meget væsentlige elementer i udvalgsarbejdet i
forbindelse med behandling af lovforslag er de skriftlige
spørgsmål fra udvalget og skriftlige svar fra ministeren samt de
skriftlige henvendelser fra interesseorganisationer m.fl. Dette skriftlige
materiale er som altovervejende hovedregel tilgængeligt for
offentligheden dagen efter omdeling til udvalget. Der kan abonneres på
udvalgenes bilag, eller man kan bestille bilag gennem Folketingets lovbutik.
Ministerierne skal desuden sende svar m.v. til udvalgene i elektronisk form,
så de kan offentliggøres på Folketingets hjemmeside. I
afsnit 3 c og d er Folketingets hjemmeside omtalt nærmere.
Med virkning fra begyndelsen af folketingsåret er
der truffet beslutning om, at foreløbige ændringsforslag og
udkast til betænkninger m.v. skal være offentligt
tilgængelige for herved at give lovgivningens brugere en
væsentlig styrket mulighed for at opnå indflydelse under
behandlingen af lovforslag i Folketinget.
Endvidere har udvalgene efter de gældende regler
mulighed for at afholde åbne høringer og åbne
temamøder. Reglerne herfor er så fleksible, at det giver
udvalgene mulighed for at inddrage offentligheden på forskellig vis,
f.eks. i forbindelse med behandling af lov- og beslutningsforslag.
Der er i udvalget forskellige opfattelser af, om det er
hensigtsmæssigt at give mulighed for åbne udvalgsmøder, og
hvilke konsekvenser åbne udvalgsmøder vil få.
På den ene side er det blevet anført, at
åbne udvalgsmøder vil kunne få den virkning, at politiske
forhandlinger, i endnu videre omfang end det er tilfældet i dag, vil
foregå uden for udvalgsmøderne, og at f.eks. de oplysninger, der
gives under samråd, vil kunne få en meget formel karakter.
På den anden side fremføres det, at åbne
udvalgsmøder kan skærpe interessen for udvalgsarbejdet og
være med til at intensivere den politiske debat både i udvalgene
og i offentligheden. Dertil kommer, at åbenhed om beslutningsprocessen
er et vigtigt principielt element i den demokratiske proces.
Udvalget har imidlertid lagt stor vægt på at
fremsætte et forslag, som hele udvalget kunne stå bag, og
foreslår på den baggrund, at der gives udvalgene mulighed for at
beslutte, at et udvalgsmøde eller dele af dette afholdes for
åbne døre. Med dette forslag er udgangspunktet fortsat, at
udvalgenes møder holdes for lukkede døre, og at der ikke
må refereres fra forhandlingerne i lukkede møder.
Forslaget giver hvert udvalg mulighed for en gradvis
udvikling tilpasset det enkelte udvalgs behov.
Der er endvidere enighed om, at ordningen skal evalueres,
når den har fungeret et år.
I forbindelse med overvejelserne om muligheden for at
holde udvalgsmøder for åbne døre har udvalget
drøftet, om der skulle fastsættes særlige procedureregler
for sådanne møder, f.eks. om ordret referat eller arkivering af
digitale lydoptagelser, taletidsregler, adgangen til tv-optagelse,
båndoptagelse m.v. Det er i den forbindelse blevet anført, at
muligheden for at afholde udvalgsmøder for åbne døre kan
indebære, at nogle af de debatter, der i dag gennemføres som
forespørgselsdebatter i Folketingssalen, i fremtiden vil blive
gennemført som debatter i udvalg i forbindelse med samråd med en
minister, og at der derfor kan være behov for procedureregler og
referater, der svarer til dem, der gælder i Folketingssalen.
Udvalget er af den opfattelse, at det bør overlades
til det enkelte udvalg at tage stilling til disse spørgsmål.
Forslaget om at give udvalgene mulighed for at beslutte, at et
udvalgsmøde eller dele af dette afholdes for åbne døre,
lægger op til en gradvis udvikling tilpasset hvert enkelt udvalgs
behov. Det er derfor også mest hensigtsmæssigt, at hvert udvalg
træffer beslutning om en procedure tilpasset udvalgets arbejdsform og
de emner, der behandles i udvalget.
Udvalget understreger dog samtidig, at hvis et udvalg
ønsker at afholde et samråd for åbne døre, skal der
før samrådet være taget stilling til de ovennævnte
spørgsmål, således at betingelserne for
gennemførelse af samrådet står klart både for
udvalgets medlemmer og for den minister, der anmodes om at komme i
samråd.
Ved åbne samråd båndoptages
forhandlingen.
Ved afgørelse af, hvorledes et samråd skal
foregå, vil det være naturligt at lægge vægt på
en tilkendegivelse fra den, der står bag
samrådsspørgsmålet, om, på hvilken måde
samrådet ønskes gennemført. Også en minister vil
over for udvalget inden samrådet kunne tilkendegive, om oplysninger
efter ministerens opfattelse mest hensigtsmæssigt vil kunne gives for
åbne eller lukkede døre, ligesom procedureregler kan
drøftes med ministeren.
Forslagene om at give mulighed for at holde åbne
udvalgsmøder gør det nødvendigt også at tage
stilling til den tavshedspligt, der hidtil er antaget at kunne udledes af
forretningsordenens § 8, stk. 5, 2. pkt., hvorefter udvalget ved afslutningen
af et udvalgsmøde kan træffe beslutning om, at meddelelser i
nærmere bestemt omfang skal tilgå offentligheden.
Folketingets forretningsorden har hidtil kun indeholdt
få bestemmelser om udvalgenes møder. Udvalget finder, at det
giver et skævt billede, at Folketingets forretningsorden alene
indeholder bestemmelser om mere ekstraordinære udvalgsaktiviteter som
høringer, temamøder m.v. Det foreslås derfor, at der i
forretningsordenen indsættes en beskrivelse af de ordinære
udvalgsmøder, beslutningskompetencen i udvalgene, udvalgenes
traditionelle muligheder for at modtage deputationer, stille
spørgsmål og afholde samråd m.v. Der tilsigtes ikke hermed
nogen indskrænkning i det enkelte udvalgs mulighed for at
tilrettelægge udvalgsarbejdet på den måde, som er bedst
stemmende med det enkelte udvalgs arbejdsområder.
Beskrivelsen af høringer og temamøder
tilpasses den praksis, der har udviklet sig. Endelig beskrives den nye type
åbne møder, som Europaudvalget har anbefalet. Bestemmelse herom
er udformet således, at alle udvalg - og ikke alene Europaudvalget -
får mulighed for at afholde sådanne møder.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
nedenstående beslutningsforslags § 1, nr. 1.
b. Inddragelse af offentligheden under udvalgsarbejdet i
øvrigt
Før regeringsforslag fremsættes eller
samtidig med fremsættelsen, foretager ministerierne oftest en skriftlig
høring af berørte myndigheder og interesseorganisationer med
henblik på at sikre, at de, der efterfølgende bliver
berørt af loven, kan bidrage med oplysninger om, hvordan loven rent
praktisk vil komme til at fungere.
I forbindelse med udvalgenes behandling af forslag
forekommer det ofte, at der stilles ændringsforslag, der ændrer
det oprindelige lovforslag væsentligt. Det påses, at
ændringerne ikke er så omfattende, at der foreligger en
tilsidesættelse af grundlovens § 41, stk. 2, om, at et lovforslag skal
være behandlet 3 gange i Folketinget, før det kan vedtages.
Selv om ændringsforslag ligger inden for rammerne af
bestemmelsen i grundlovens § 41, stk. 2, kan ændringsforslag dog have
vidtrækkende konsekvenser for dem, der efterfølgende bliver
berørt af loven. Det kan ikke mindst være et
spørgsmål om, hvordan de politiske intentioner rent praktisk kan
gennemføres mest hensigtsmæssigt.
Udvalgene har allerede i dag mulighed for at anmode
berørte parter eller eksperter om at kommentere ændringsforslag,
men der er ikke tradition for, at der foretages en høring hverken over
de ændringsforslag, der stilles af ministeren, eller over de
ændringsforslag, der stilles af medlemmer af Folketinget.
Udvalget finder, at udvalgene i forbindelse med behandling
af lovforslag bør overveje, om de ændringsforslag, som
påtænkes stillet i udvalgets betænkning, har en sådan
karakter, at det vil være hensigtsmæssigt at gennemføre en
høring. Høring over ændringsforslag må i givet fald
foregå inden for snævrere tidsfrister end dem, der typisk
gælder for høring over lovudkast.
Høringen kan tilrettelægges som en skriftlig
høring af dem, der har været hørt over lovudkastet,
eventuelt suppleret med organisationer eller andre, der har haft
foretræde for udvalget i forbindelse med behandling af lovforslaget,
eller af andre, som udvalget måtte finde det relevant at inddrage.
Udvalget kan bede den relevante minister om at foretage en skriftlig
høring, eller udvalget kan selv iværksætte den. Hvis et
udvalg finder det mere hensigtsmæssigt, kan en høring også
gennemføres ved at invitere de berørte parter til i et
møde at kommentere ændringsforslagene.
Statsministeren har under samrådet givet udtryk for,
at udvalget i en sådan situation bør anmode den
pågældende minister om at foretage en sådan høring.
Der henvises i øvrigt til omtalen ovenfor i afsnit 2 b om
høring over lovforslag.
c. Folketingets hjemmeside - direkte mulighed for at følge
Folketingets arbejde med lovforslag
Med åbningen af Folketingets hjemmeside i oktober
1997 har organisationer og offentligheden i øvrigt fået bedre
muligheder for at følge Folketingets arbejde med lovforslag.
Lov- og beslutningsforslag, Folketingets dagsordener og
forhandlinger, udvalgenes dagsordener og offentlige bilag, herunder
udvalgsbetænkninger, er nu samlet ét sted, og i de fleste
tilfælde vil offentligheden have en væsentlig hurtigere adgang
til dokumenterne.
Der arbejdes løbende på at sikre, at så
mange udvalgsbilag som muligt foreligger i fuld tekst på hjemmesiden,
og at dokumenterne er tilgængelige så hurtigt som muligt.
Informationerne på hjemmesiden søges
udbygget, i det omfang det er muligt, med hensyntagen til Folketingets
nuværende edb-systemer. Bl.a. overvejes det, om orientering om
udvalgenes planlægning af deres arbejde med lovforslag kan formidles i
overskuelig form på hjemmesiden. Når Folketingets nye edb-system
er færdigudviklet om ca. 3 år, vil mulighederne for at formidle
oplysninger til offentligheden over Folketingets hjemmeside bliver yderligere
forbedret.
Bestræbelserne på at sikre, at udvalgsbilagene
foreligger i elektronisk form, indebærer en række yderligere
arbejdsopgaver i forbindelse med journalisering m.v. I hvert fald indtil
disse opgaver kan automatiseres yderligere i forbindelse med
indførelse af et nyt edb-system, er der behov for en
ressourcetilførsel til udførelsen af disse opgaver.
Udvalget finder, at Folketingets hjemmeside har vist sig
at være et nyttigt redskab i formidlingen af viden om de elementer, der
indgår i Folketingets behandling af lovforslag - ikke mindst for de
professionelle aktører i lovgivningsprocessen. Udvalget lægger
derfor vægt på, at udviklingen af hjemmesiden fortsætter.
Udvalget er dog opmærksom på, at ikke alle borgere har adgang til
at bruge Internettet.
d. Brug af Ftweb som debatforum om lovgivningen
Med de gode erfaringer, man hidtil har haft med Ftweb som
informationskilde for offentligheden, har udvalget drøftet, om der som
et pilotprojekt skulle etableres et begrænset antal elektroniske
debatfora i tilknytning til FtWeb en. Det enkelte forum oprettes på
initiativ af et udvalg og tilknyttes enten udvalget generelt, et aktuelt
lovforslag eller et aktuelt emne - alle med bred folkelig interesse.
Formålet med pilotprojektet kunne være:
At undersøge befolkningens interesse for at deltage i en
elektronisk politisk debat
At få belyst, i hvilket omfang Folketingets udvalg og medlemmer
finder en sådan debatform brugbar og værdifuld
At få belyst, hvor mange ressourcer det kræver i
administrationen at holde sådanne fora i gang.
Udvalget kan tilslutte sig, at der på
forsøgsbasis gives udvalg mulighed for at etablere et sådant
debatforum, men anser det for nødvendigt, at der til sådanne
projekter udpeges en redaktør til at holde debatten på rette
spor. Det bør naturligvis fremgå af det pågældende
debatforums åbningsbillede, at der sker en sådan redaktionel
udvælgelse af indlæggene.
4. Planlægningen af folketingsarbejdet
En forbedret tilrettelæggelse af folketingsarbejdet
vil - ud over at lette medlemmernes og ministrenes arbejde - også
være med til at fremme lovkvaliteten. Ved en forbedret
planlægning skal således søges opnået den bedst
mulige samling af forslag om ensartede emner, bedre tid til forberedelser af
behandlingerne i Salen for såvel medlemmerne som offentligheden, bedre
tid til udvalgsarbejdet og større spredning af specielt anden- og
tredjebehandlingerne, hvor den store koncentration op til jul og grundlovsdag
i dag medfører risiko for tekniske fejl ved udarbejdelsen af
ændringsforslag med lovsjusk til følge.
a. Planlægningen af folketingsarbejdet i dag
Siden 1947 har Folketingets formand på Tingets
sidste ugentlige mødedag ladet omdele en ugeplan med angivelse af
planerne for arbejdet i Folketingssalen i den følgende uge. Et udkast
til denne ugeplan udsendes onsdag og drøftes på et møde
mellem folketingssekretæren og gruppesekretærerne på
sekretærmødet samme dag kl. 14. Fra 1986 er endvidere i
løbet af foråret udsendt en årsplan med angivelse af
forventede mødedage i Salen det følgende folketingsår,
men uden angivelse af kommende forslag, der endnu vil være ukendte.
På et møde i Præsidiet i midten af
september 1998 blev der truffet beslutning om, at der fra det nye
folketingsår løbende skulle udarbejdes en plan ikke kun for
arbejdet i den kommende uge, men over de kommende 2 uger. Til det udkast til
ugeplan, der udsendes om onsdagen, er der således vedlagt et
foreløbigt udkast også for den næstfølgende uge.
Det har været overvejet, om der er grundlag for at
tage et yderligere skridt til forbedring af planlægningen af
folketingsarbejdet. Udvalget har i den anledning fået udarbejdet et
notat om planlægningen af folketingsarbejdet og har endvidere
fået forelagt et eksempel på det norske Stortings
planlægning.
b. Forhåndsmeddelelser forud for fremsættelsen
Det er naturligvis af stor betydning for
tilrettelæggelsen af folketingsarbejdet, at Folketinget så
tidligt som muligt orienteres om kommende regeringsforslag. Folketingets
forretningsorden indeholder ingen regler herom, men det lovkatalog, der siden
1965 er bilagt statsministerens åbningsredegørelse, indeholder
fra 1998 oplysning om det forventede tidspunkt for fremsættelsen af
regeringens forslag inden for 14-dages-perioder. Dette er et meget vigtigt
bidrag fra regeringen til forbedring af den procesrelaterede lovkvalitet.
I forlængelse af forretningsordensændringen i
1997 fremsender statsministeren endvidere 4 statusredegørelser
årligt (december, februar, marts og april) til Udvalget for
Forretningsordenen om afviklingen af lovgivningsprogrammet med angivelse af
forventet tidspunkt for fremsættelser inden for 14-dages-perioder.
Bl.a. på baggrund af det atypiske folketingsår
1997-98 med folketingsvalg og folkeafstemning er erfaringerne med disse
forhåndsmeddelelser om kommende fremsættelser endnu
begrænsede. Når henses til sikkerheden i forudsigelserne om
efterårets fremsættelser i lovkataloget fra oktober 1998,
må det imidlertid vurderes, at Folketinget har fået et meget
vigtigt planlægningsinstrument.
Udvalget er opmærksom på, at det især
har været fremsættelsen og gennemførelsen af større
pakker som konsekvens af finanslovforlig eller andre forlig, der har
medført ændringer for en allerede lagt plan for
færdiggørelsen af arbejdet i ugerne før jul og før
grundlovsdag. Særligt vedrørende lovgivning, der er en
følge af finanslovsforlig, har statsministeren anført, at der
må være forståelse for, at sådanne forlig som oftest
skal gennemføres forholdsvis hurtigt, at forligene og den
efterfølgende lovgivning uundgåeligt må påvirke
Folketingets planlægning, og at det er nødvendigt med
fleksibilitet.
c. Fremsatte forslag
Tilrettelæggelsen af folketingsarbejdet kan til en
vis grad foregå på grundlag af ovennævnte
forhåndsmeddelelser om kommende forslag, om end en sådan
planlægning - ikke mindst i de første år efter
indførelsen af disse meddelelser - vil være behæftet med
en betydelig grad af usikkerhed. Et væsentligt sikrere grundlag for en
planlægning er de allerede fremsatte forslag. Det er derfor fortsat
væsentligt, at så mange regeringsforslag som muligt
fremsættes i begyndelsen af folketingsåret. Ved
forretningsordensændringen i 1997 indførtes den regel, at
hovedparten af de lovforslag, regeringen påtænker at
fremsætte, bør fremsættes ved folketingsårets
begyndelse. Lovforslag bør endvidere ifølge forretningsordenen
normalt fremsættes senest 1. april, for at de kan påregnes
gennemført i det pågældende folketingsår. Senere
fremkomne forslag bør i fremsættelsestalen indeholde en
begrundelse for forsinkelsen. Herudover er det i 1995 aftalt med regeringen,
at halvdelen af regeringsforslagene skal søges fremsat inden medio
november og resten kontinuerligt derefter frem til april. Erfaringerne med
specielt novemberfristen er gode. I november 1998 var 50 pct. af de i
lovkataloget annoncerede forslag fremsat.
d. Placeringen af 1. behandling
Intervallet mellem fremsættelse og 1. behandling af
forslag er af stor betydning for medlemmernes mulighed for at forberede
ordførerskaber og offentlighedens mulighed for at rette henvendelse
til ordførerne. Ifølge forretningsordenen kan 1. behandling
tidligst finde sted 2 dage efter fremsættelsen, men bør ikke ske
tidligere end 5 dage efter fremsættelsen. Præsidiet har herudover
besluttet, at det ved fastsættelsen af dagsordenen skal tilsigtes, at
1. behandling først finder sted i den anden uge efter
fremsættelsen. Selv denne sidstnævnte frist har, for så
vidt angår de fleste lovforslag, kunnet praktiseres i efteråret
1998, når bortses fra de 22 lovforslag, der fremsattes som konsekvens
af finanslovforliget. Antallet af fremsættelser er faldet efter
nytår ikke mindst som følge af de mange fremsættelser
inden jul. I planlægningen er der herefter to muligheder:
At fastholde, at der skal gå (små) 2 uger inden første
behandlingen, selv om der ville være »plads« på planen for den
førstkommende uge, der ellers ville blive tynd, og med den virkning,
at den tid, der er til rådighed for udvalgsarbejdet, bliver kortere.
At sætte forslagene til 1. behandling ugen efter
fremsættelsen.
I et antal tilfælde er det besluttet at sætte
forslagene til 1. behandling ugen efter fremsættelsen.
e. Planlægningen af udvalgsbehandlingen
Som anført nedenfor i afsnit 5 c er det en
forudsætning for spredningen af anden- og tredjebehandlinger, så
man undgår den store koncentration i december og maj, at også
udvalgene bidrager til langtidsplanlægningen.
f. Placeringen af 2. behandling
Efter forretningsordenen skal der gå 2 dage mellem
en udvalgsbetænknings omdeling (offentliggørelse) og 2.
behandling. Præsidiet besluttede imidlertid i 1997, at der af hensyn
til offentlighedens mulighed for at reagere på ændringsforslag
så vidt muligt skal gå 5-6 dage fra omdeling af
udvalgsbetænkningen til 2. behandling. Praksis har imidlertid udviklet
sig således, at det i udvalgene aftales, at medlemmernes begrundelser
for indstilling til lovforslaget kan afleveres 1 til 2 dage efter det
møde, hvori udvalget har afgivet betænkning.
Betænkningerne færdiggøres og omdeles derfor senere end
tidligere. Intentionerne om en uformel 5-6-dages-frist opfyldes således
ikke, og offentligheden har derfor ikke fået længere
reaktionsmulighed over for omfattende ændringsforslag. Dette er kun
delvis afhjulpet ved, at ændringsforslag som foran nævnt nu
offentliggøres inden betænkningsafgivelsen.
Det er udvalgets opfattelse, at 5-6-dages-fristen i langt
højere grad bør respekteres af udvalgene i forbindelse med
fremtidige betænkningsafgivelser.
g. Overvejelser om forbedringer
Der er fremsat ønske om, at planlægningen af
folketingsarbejdet gennemføres for en periode, der går ud over
de nuværende 14 dage. Man kunne forestille sig en månedsplan,
kvartalsplan, halvårsplan eller helårsplan udarbejdet på
grundlag af fremsatte forslag og - i begrænset omfang - oplysninger om
kommende forslag.
Med retten til at fremsætte forslag hele året
og den nuværende usikkerhed om kommende forslag - herunder også
om private forslag - vil det imidlertid ikke være muligt at
gennemføre planer, der prætenderer at udfylde alle omfattede
dage fuldt ud. En færdig plan for blot en måned eller et kvartal
frem må således anses for urealistisk.
Udvalget har imidlertid overvejet, om man kunne supplere
de nuværende ugeplaner/2-ugers-planer med en løbende opdateret
og offentliggjort oversigt for f.eks. en måned eller et kvartal.
Det bør efter udvalgets opfattelse opstilles som et
mål, at der som supplement til de nuværende
ugeplaner/2-ugers-planer udarbejdes en sådan løbende opdateret
oversigt, hvor man tilføjer de aftaler, som er indgået siden
sidste udsendelse. Forsøgsvis kunne man udarbejde en kvartalsoversigt
over perioden fra oktober til jul og fra jul til påske. Oversigten vil
løbende skulle ajourføres inden for perioden. Udvalget skal
fremhæve, at det er vigtigt, at der kan fæstes lid til de
oplysninger, der findes i oversigten. Oversigten skal naturligvis kunne
ændres, således som også en ugeplan kan ændres, men
det skal ske så relativt sjældent, at medlemmerne kan regne med,
at oversigten som altovervejende hovedregel holder.
5. Udvalgenes arbejde med lovforslag
Udvalgsarbejdet har en meget afgørende betydning
for lovkvaliteten. Regeringen er forpligtet til at foretage et grundigt
forarbejde før fremsættelse af lovforslag i Folketinget, mens
det er Folketingets udvalg, der er forpligtet til at sørge for en
grundig behandling af lovforslag og eventuelle ændringsforslag.
Forretningsordenen indeholder kun ganske få
bestemmelser om udvalgenes arbejde. Inden for disse rammer
tilrettelægger hvert enkelt udvalg selv suverænt sit arbejde med
mulighed for at tilpasse arbejdsformen til de aktuelle arbejdsopgaver i
udvalget. Hvert udvalg har derfor selv ansvaret for, at der
gennemføres et grundigt udvalgsarbejde. Udvalget for
Forretningsordenen har imidlertid anset udvalgsarbejdet for så
væsentligt et element i lovkvaliteten, at man har inddraget de
øvrige udvalg i en drøftelse af, om tilrettelæggelsen af
udvalgsarbejdet med lov- og beslutningsforslag kunne styrkes. En sådan
drøftelse har fundet sted på et møde mellem Folketingets
formand og udvalgenes formænd og næstformænd med
udgangspunkt i et oplæg udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående
af 4 udvalgsformænd. Arbejdsgruppens oplæg blev justeret efter
drøftelserne på mødet og er gengivet nedenfor under
b.
En væsentlig forudsætning for et grundigt
udvalgsarbejde er, at der er den fornødne tid til udvalgsarbejdet. En
forbedret tilrettelæggelse af planlægningen af
folketingsarbejdet, jf. ovenfor under 4, vil medvirke hertil. Det er
imidlertid også væsentligt, at regeringen medvirker til, at
udvalgsarbejdet kan tilrettelægges på en hensigtsmæssig
måde. Regeringen tilvejebringer oplysninger til udvalgene gennem svar
på udvalgenes spørgsmål. Udvalgene har mulighed for at
anmode ministrene om at besvare spørgsmål inden en bestemt frist
eller for at aftale generelle frister for svar på
spørgsmål. Det har ikke været almindeligt, at udvalgene
benyttede sig heraf. Det foreslås, at der i Folketingets
forretningsorden indsættes en generel tidsfrist, inden for hvilke
udvalgenes spørgsmål bør være besvaret. Konkret vil
udvalgene kunne beslutte at bede om svar inden for kortere tidsfrister, hvis
det måtte være mest hensigtsmæssigt. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til beslutningsforslagets § 1, nr.
1.
Bedre muligheder for at tilrettelægge
udvalgsarbejdet vil gøre det mere realistisk for udvalgene at bidrage
til planlægning af arbejdet i Folketingssalen, jf. nedenfor under
c.
Det fornødne grundmateriale må endvidere
være til rådighed for udvalgene, jf. nedenfor under a.
Desuden har udvalget drøftet indholdet af
udvalgenes betænkninger, bistanden til udvalgsarbejdet og
udvalgsstrukturen, jf. nedenfor under d, e og f.
a. Udvalgsarbejdet - fremsendelse til udvalgene af
høringssvar og udarbejdelse af paralleltekster
Udvalgene har i højere grad end tidligere sat fokus
på, hvilket grundmateriale regeringen bør stille til
rådighed i forbindelse med udvalgsbehandlingen af regeringsforslag.
De fleste udvalg har truffet aftale med ministrene om, at
eventuelle høringssvar suppleret med et notat om disse skal sendes til
udvalget forud for 1. behandling af regeringens forslag.
Det påses også i større
udstrækning end tidligere, om der er udarbejdet såkaldte
»paralleltekster« til ændringslove, og i forbindelse med større
lovforslag anmodes ministerierne om at udarbejde et udkast til
lovbekendtgørelse (en sammenskrivning af lovforslaget og
gældende lov).
Denne udvikling hilses med tilfredshed og viser, at
udvalgene påtager sig sin del af ansvaret for, at konsekvenser af ny
lovgivning søges grundigt belyst, inden der træffes
beslutning.
b. Styrkelse af tilrettelæggelsen af behandlingen af lov- og
beslutningsforslag og af den politiske drøftelse i udvalget
Nedenfor gengives det oplæg, som en arbejdsgruppe
bestående af 4 udvalgsformænd har udarbejdet.
Arbejdsgruppen fremhæver, at udvalgene bør
styrke tilrettelæggelsen af behandlingen af lov- og beslutningsforslag
og den politiske drøftelse i udvalget. Udvalgenes medlemmer og
stedfortrædere har uanset den politiske holdning til et konkret forslag
en fælles interesse i, at tekniske og faktuelle spørgsmål
vedrørende forslaget er grundigt belyst fra flere sider.
På den anden side fremhæver arbejdsgruppen, at
det af hensyn til den politiske proces er vigtigt, at udvalgsbehandlingen kan
tilpasses det konkret forslag. Der foreslås derfor ikke indført
et regelsæt for udvalgsbehandlingen. Der findes allerede en bred vifte
af instrumenter, udvalgene kan benytte ved behandling af lov- og
beslutningsforslag. Udvalgene opfordres til at være kreative ved
tilrettelæggelsen af udvalgsarbejdet med lov- og beslutningsforslag.
Til inspiration for udvalgene har arbejdsgruppen
udarbejdet checklister, som udvalgene kan tage udgangspunkt i ved
tilrettelæggelsen af udvalgsarbejdet.
Arbejdsgruppen foreslår, at udvalget i forbindelse
med den første gennemgang af et lovforslag foretager en indledende
drøftelse. Under denne drøftelse kan udvalget på baggrund
af debatten under 1. behandling af forslaget i Salen søge at
klarlægge dels de politiske problemer, dels de initiativer, der
ønskes iværksat i forbindelse med behandlingen af forslaget. I
den forbindelse kan udvalget eventuelt fastlægge en tidsplan for
udvalgsarbejdet. Hvis det er et politisk og teknisk ukompliceret forslag, kan
tidspunktet for betænkningsafgivelse eventuelt aftales allerede
på dette tidspunkt og meddeles Lov- og Parlamentssekretariatet.
Udvalgssekretærernes viden inden for udvalgets
emneområde og overblik over processen bør udnyttes. I
forbindelse med den indledende gennemgang af lovforslaget kan
udvalgssekretæren afklare visse faktuelle tvivlsspørgsmål
og gøre udvalget opmærksom på spørgsmål, som
er uafklarede efter 1. behandling, eller på dele af lovforslagets tekst
eller bemærkninger, som synes uklare. Udvalgssekretæren kan
endvidere komme med forslag til en tidsplan og sørger for, at
besluttede initiativer sættes i værk.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at udvalget har
politiske midtvejsdrøftelser en eller flere gange i stedet for - som
det ofte er tilfældet nu - at den politiske drøftelse og
afgivelse af betænkning foregår i ét og samme
møde.
Et typisk tidsforløb kunne se således ud:
Indledende drøftelse og gennemgang af forslaget samt
fastsættelse af tidsplan. Eventuel meddelelse til Lov- og
Parlamentssekretariatet om tidspunkt for betænkningsafgivelse.
Eventuelle besluttede initiativer iværksættes.
Svar på indledende spørgsmål modtages på det
aftalte tidspunkt og gennemgås herefter på et
udvalgsmøde.
Politisk drøftelse og beslutning om det videre forløb.
Tidsplan justeres. Eventuel meddelelse til Lov- og
Parlamentssekretariatet om tidspunkt for betænkningsafgivelse.
Eventuelle besluttede initiativer iværksættes.
Eventuel gentagelse af punkt 3 og 4, hvorefter sagen sættes
på dagsordenen med henblik på afgivelse af
betænkning.
Udvalget kan tilslutte sig, at tilrettelæggelsen af
behandling af lov- og beslutningsforslag og den politiske drøftelse i
udvalgene styrkes, og anbefaler, at udvalgene følger de procedurer,
der er foreslået af arbejdsgruppen.
Allerede i forbindelse med behandlingen af forslag til
folketingsbeslutning om ændring af forretningsordenen i foråret
1997 (B 108) bemærkede Udvalget for Forretningsordenen i sin
betænkning, at de enkelte udvalg naturligvis har ansvaret for, at der
foretages en kvalitativt forsvarlig behandling af forslagene, og at der
afsættes den fornødne tid hertil. Bl.a. blev det henstillet til
udvalgene at overveje, om udvalgsbehandlingen i højere grad kan
struktureres. Arbejdsgruppens forslag ligger helt i forlængelse af
denne henstilling.
c. Udvalgenes bidrag til langtidsplanlægning af Folketingets
arbejde
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at tidsplaner i
udvalgene og adskillelse af tidspunktet for den (afsluttende) politiske
drøftelse og afgivelse af betænkning kan forbedre udvalgenes
muligheder for på et tidligt tidspunkt at meddele Lov- og
Parlamentssekretariatet, hvornår udvalget planlægger at afgive
betænkning. Ved politisk og teknisk enkle forslag kan udvalget give
besked om tidspunktet for betænkningsafgivelse på et tidligt
tidspunkt, mens det først kan ske på et senere tidspunkt ved
mere komplicerede forslag. Udvalgene kan herved bidrage til en yderligere
forbedring af langtidsplanlægningen af arbejdet i Folketingssalen. Det
er dog væsentligt, at informationerne i en langtidsplan er så
sikre, at man kan fæste lid til dem. Udvalgene skal desuden kunne
udvise den fornødne fleksibilitet af hensyn både til den
politiske proces og til offentligheden, f.eks. deputationer, der anmeldes
sent.
Udvalget bemærker, at det er det enkelte udvalg, der
afgør, hvornår der skal afgives betænkning over et
forslag. Det er således udvalget, der beslutter, hvornår
behandlingen af forslaget kan afsluttes med betænkningsafgivelse.
Udvalget henviser i den forbindelse til bemærkningerne i
betænkningen fra folketingsåret 1996-97 over forslag til
folketingsbeslutning om ændring af forretningsordenen (B 108) om, at
ethvert udvalg har mulighed for at beslutte, at et forslag ikke
færdigbehandles med afgivelse af betænkning inden
mødeperiodens ophør, hvis udvalget finder, at det ikke har
været muligt at gennemføre en forsvarlig behandling.
Udvalget finder dog samtidig, at en længere
tidshorisont for planlægning af Folketingets arbejde så vidt
muligt også bør omfatte anden- og tredjebehandlinger. Det
forudsætter, at udvalgene planlægger udvalgsarbejdet og
påser en overholdelse af de tidsfrister for besvarelse af
udvalgsspørgsmål, som foreslås indsat i Folketingets
forretningsorden, eller at udvalgene indgår realistiske aftaler med
ministrene om, hvornår der kan forventes svar på
udvalgsspørgsmål. Det forudsætter ligeledes, at udvalgene
jævnligt drøfter det forventede tidspunkt for kommende
betænkningsafgivelser, så dette kan fastsættes med den
sikkerhed, som er nødvendig, hvis det skal have mening at
indføre oplysningerne i en plan/mødeoversigt, samtidig med at
der tages hensyn til den politiske proces og sikres den fornødne tid
til en kvalitativ behandling af forslagene. Hvis udvalgene som
foreslået ovenfor har jævnlige politiske drøftelser og
ikke, som det ofte er tilfældet nu, alene har politisk drøftelse
og afgivelse af betænkning i ét og samme møde, vil
udvalgene kunne fastsætte et realistisk tidspunkt for
betænkningsafgivelse, der giver udvalgets medlemmer den fornødne
tid til at forberede eventuelle ændringsforslag og udtalelser i
betænkningen.
d. Indholdet af udvalgenes betænkninger
Vedrørende indholdet af udvalgenes
betænkninger har arbejdsgruppen foreslået, at det skal
fremgå af en betænkning, hvis udvalget f.eks. har haft en bestemt
forståelse af en bestemmelse i et lovforslag eller andre
forudsætninger af betydning for den efterfølgende fortolkning af
loven. Når det er relevant, bør betænkningen derfor
udbygges.
Udvalget kan tilslutte sig arbejdsgruppens
bemærkninger om indholdet af udvalgsbetænkninger. Udvalget
finder, at det yderligere bør overvejes, om der er grundlag for at
foreslå andre ændringer i udformningen af udvalgenes
betænkninger.
F.eks. må de krav, der stilles til lovforslags
udformning i et sprog, der er så let at tilegne sig for brugerne som
muligt, også omfatte betænkninger.
Indledningen i udvalgenes betænkninger er
efterhånden blevet meget standardiseret. Betænkningernes
generelle informationsværdi og retskildeværdi ville blive
øget, hvis betænkningerne indeholdt en beskrivelse af udvalgets
arbejde med lovforslaget og omtale af de emneområder, der særligt
har været overvejet i udvalgene.
Optryk af bilag i betænkningen drøftes
sjældent særskilt i udvalget. De dele af henvendelser eller
besvarelser af udvalgenes spørgsmål, som har haft særlig
betydning for udvalgets eller en del af udvalgets medlemmers stillingtagen
til lovforslaget, kunne fremhæves tydeligere ved citering enten i
betænkningens indledende bemærkninger eller som begrundelse for
et flertals eller et mindretals indstilling til lovforslaget.
Der har efterhånden udviklet sig den praksis i
udvalgene, at partiernes begrundelse for indstillingen til lovforslaget (i
daglig tale kaldet betænkningsbidrag) ikke foreligger, inden udvalget
afgiver betænkning. Det indebærer, at partierne ikke kan forholde
sig til andres bemærkninger, og reducerer dermed værdien af
betænkningen. Rent praktisk indebærer en efterfølgende
udformning af udtalelser desuden, at færdiggørelsen af den
endelige betænkning forsinkes, så offentligheden først
får kendskab til betænkningen 2-3 dage efter det
udvalgsmøde, hvori den er afgivet. Udvalgene bør
tilstræbe, at betænkningsbidrag er udarbejdet, inden udvalget
afgiver betænkning.
e. Bistanden til udvalgsarbejdet
Udvalget har drøftet den bistand, der er til
rådighed for udvalgene, og om der er behov for en styrkelse af denne
bistand.
Bistanden til udvalgene blev udvidet i 1995.
Fastlæggelsen af, hvilke områder der skulle styrkes, skete i
dialog med partigrupperne og udvalgene. Det blev i høj grad overladt
til hvert udvalg at tilpasse udvalgssekretærernes opgaver til de
forskellige behov i udvalgene. Bestemmelsen i forretningsordenens § 8
foreslås tilpasset de ændrede opgaver.
Udvalgene har ikke samme antal medarbejdere til
rådighed. Nogle udvalg har 2 udvalgssekretærer, nogle har 1
sekretær, og andre udvalg har en udvalgssekretær til
rådighed, der samtidig beskæftiger sig med andre udvalg eller
andre opgaver. Antallet af udvalgssekretærer, som er til rådighed
for udvalgene, afspejler i vidt omfang forskellen på aktiviteten i
udvalgene, men der er reelle forskelle i den bistand, der stilles til
rådighed, ligesom aktiviteten i nogle udvalg er steget betydeligt siden
1995.
Indtrykket bl.a. fra møder mellem Folketingets
formand og udvalgsformænd og næstformænd er, at der i
udvalgene er tilfredshed med den udvikling i opgavevaretagelsen, der har
fundet sted, men at der er et voksende behov for at kunne igangsætte
flere opgaver.
De tilførte ressourcer er primært blevet
anvendt på bistand til enkeltmedlemmer i forbindelse med udarbejdelse
af lov- og beslutningsforslag og ved tilvejebringelse af oplysninger til
individuelle udvalgsmedlemmer i forbindelse med behandling af lovforslag,
foretræde for udvalg, samråd m.v. Der er desuden sket et generelt
løft i den information, udvalgssekretærerne på eget
initiativ tilvejebringer til brug for hele udvalget. Udvidelsen af
medarbejderstaben i partigrupperne har desuden medført, at der
igangsættes flere opgaver, f.eks. forespørgsler
vedrørende ældre udvalgsmateriale og udarbejdelse af
forslag.
De yderligere opgaver, som udvalgene nu ønsker
iværksat, er f.eks. en systematisering af udvalgsmaterialet ved
behandling af større lovforslag og større sager, eksempelvis
oversigter over ministersvar og henvendelser vedrørende de forskellige
emneområder, et større lovforslag vedrører. Med de knappe
tidsfrister, der oftest er forbundet med behandling af lovforslag, og med den
ophobning af lovforslag, der trods forsøg på planlægning
fortsat ikke kan undgås, kan udvalgenes ønsker ikke altid
imødekommes.
I nogle udvalg er det især udvalgenes engagement i
EU-arbejdet og det internationale arbejde i øvrigt, der
indebærer nye opgaver.
Generelt har udvalgene givet udtryk for, at det stadig er
vanskeligt for udvalgene at overskue EU-sagerne, og at det derfor kniber med
udvalgenes engagement i disse sager.
Europaudvalget har i sin beretning nr. 2 fra februar 1999
foreslået ændringer af den skriftlige information fra regeringen
med henblik på at imødekomme ønsker om »færre, men
bedre og mere målrettede papirer«.
I beretningen har Europaudvalget endvidere i omtalen af
fagudvalgenes rolle i forbindelse med behandling af EU-sager gjort
opmærksom på, at EU-konsulenten vil kunne inddrages i
fagudvalgenes arbejdet med EU-sager, og at det materiale, der udarbejdes af
Folketingets EU-Oplysning, ligeledes kan indgå i fagudvalgenes arbejde.
De enkelte udvalgssekretærers bistand til udvalgene
omfatter naturligvis også EU-sager.
I forbindelse med ændringen af Folketingets
organisation i 1998 blev udredningsarbejdet placeret i Udvalgsafdelingen og
International Afdeling. Der var ikke knyttet personaleudvidelser til denne
ændring.
Udredningsopgaven er ikke blevet nærmere defineret.
F.eks. er der ikke taget stilling til, om opgaven omfatter både
udredningsarbejde for enkeltmedlemmer og for udvalget som sådant.
Udvalgssekretærerne tilvejebringer materiale til udvalgene, f.eks. til
brug for samråd eller høringer eller i forbindelse med
behandling af forslag, og til enkeltmedlemmer, f.eks. i forbindelse med
udarbejdelse af private forslag. Mere systematiske udredningsopgaver
foretages ikke på nuværende tidspunkt i Udvalgsafdelingen. Der er
f.eks. heller ikke personale, der kan foretage økonomiske
vurderinger.
Udvalgssekretærerne har en uddannelse som cand.jur.
eller en anden samfundsvidenskabelig uddannelse. Siden 1995 har en stor del
af udvalgssekretærerne været ansat i stillinger af ca. 3
års varighed og har typisk et forudgående kendskab til
emneområdet for det udvalg, de skal være sekretær for,
f.eks. fra det ministerium, der korresponderer med det pågældende
udvalg. Udvalgssekretærerne kan dog ikke have specialviden på
hele det emneområde, som udvalgenes sagsområder dækker.
Hertil kommer, at de daglige sekretæropgaver som tilrettelæggelse
af udvalgenes møder, rådgivning og bistand ved udformning af
spørgsmål, ændringsforslag og private lov- og
beslutningsforslag sætter grænser for muligheden for at
udføre større udredningsopgaver.
Det er udvalgets opfattelse, at målsætningen
skal være, at Udvalgsafdelingen inden for de klassiske juridiske emner
som retspleje, strafferet, formueret og andre tilsvarende generelle juridiske
problemstillinger, som vil kunne berøre de fleste udvalg i forbindelse
med behandling af lovforslag, skal kunne stille en ekspertise til
rådighed, der kan yde udvalg og udvalgsmedlemmer en faglig forsvarlig
rådgivning.
En mere dybtgående bistand til alle udvalg inden for
statsretlige og andre parlamentarisk-juridiske fagområder,
vedrørende menneskerettigheder og offentligretlige problemer samt
lovteknik skal kunne ydes af Lov- og Parlamentssekretariatet, jf. afsnit
6.
Derimod er det ikke intentionen, at Folketingets
administration skal kunne stille ekspertviden til rådighed for
udvalgene inden for store specialområder som f.eks. socialret,
skatteret og miljøret.
f. Udvalgsstrukturen
Udvalget har overvejet, om der var behov for en
ændring af den nuværende udvalgsstruktur med 24 udvalg, der
nedsættes ved hvert folketingsårs begyndelse og efter nyvalg.
Udgangspunktet for udvalgets overvejelser har været,
at en reduktion i antallet af udvalg skulle opfylde et eller flere af
følgende formål:
Bedre mulighed især for de mindre partier for at deltage i
udvalgsmøder.
Bedre mulighed for at sikre, at udvalgsmøder ikke placeres,
når der er møder i Folketingssalen.
Større sammenhæng i behandlingen af sagerne ved at emner,
der er nært beslægtede, samles i ét udvalg.
Bedre personaleudnyttelse og dermed en styrkelse af bistanden til
udvalgene.
Udvalget har fået forelagt et forslag om en mindre
justering af udvalgene samt en større og mere gennemgribende
ændring, der ville reducere antallet af udvalg fra 24 til 16 eller 18
.
Udvalget finder, at spørgsmålet om en
eventuel reform af udvalgsstrukturen kræver grundigere overvejelser.
Udvalget har derfor udskudt drøftelserne af dette
spørgsmål til det nye folketingsår. Udvalget
bemærker i den forbindelse, at en eventuel ændring af udvalgenes
sagsområder først bør få virkning efter et
folketingsvalg.
Udvalget har fra Finansudvalget modtaget et brev (bilag 4)
om dette udvalgs arbejdsfelt, hvortil der henvises.
I 1996 blev det besluttet at styrke
sekretariatsbetjeningen af § 71-Tilsynet i en 3-årig
forsøgsperiode. Forsøgsordningen udløber med udgangen af
september måned 2000. Styrkelsen af sekretærfunktionen for §
71-Tilsynet har medført en øget aktivitet og en mere
systematisk og kompetent rådgivning til tilsynets medlemmer. Udvalget
finder derfor, at der allerede nu bør træffes beslutning om at
gøre forsøgsordningen permanent.
g. Særligt om behandlingen af henvendelser fra de danske
medlemmer af Europa-Parlamentet til et fagudvalg eller til
Europaudvalget
I sin beretning nr. 2 af 19. februar 1999 har
Europaudvalget om forholdet til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet
blandt andet foreslået, at »de kan fremsende forslag eller
ændringsforslag, som behandles i Europa-Parlamentet, til det relevante
fagudvalg i Folketinget, ligesom de kan fremsende udkast til egne
ændringsforslag og udkast til spørgsmål til den danske
minister. Danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der måtte
ønske at følge sådanne henvendelser op ved personligt
fremmøde i udvalget, kan allerede efter de gældende regler for
deputationer gøre dette. Europaudvalget vil i en drøftelse med
udvalgsformændene lægge op til, at der aftales en ordning,
hvorefter fagudvalgene behandler sådanne skriftlige eller mundtlige
henvendelser fra MEP´erne. Det indebærer ikke, at MEP´erne får
ret til at deltage i almindelige udvalgsmøder, og de kan ikke kalde en
minister i samråd eller deltage under et sådant samråd,
ligesom de ikke direkte kan stille skriftlige udvalgsspørgsmål
til en minister - men måske inspirere udvalget til at gøre det.
Fagudvalget bør sætte en sådan henvendelse på
dagsordenen og træffe beslutning om, hvordan man i det konkrete
tilfælde vil behandle den, « Der henvises til bilag 1 med
Europaudvalgets overvejelser om, hvorledes proceduren herfor kunne
tilrettelægges.
Udvalget for Forretningsordenen skal understrege
vigtigheden af, at Europaudvalgets forslag til en mere aktiv medvirken fra
fagudvalgene i beslutningsprocesen i forbindelse med EU-sager
gennemføres. Udvalget er i den forbindelse enig i, at der bør
ske en styrkelse af samarbejdet mellem Folketingets udvalg og danske
medlemmer af Europa-Parlamentet, og kan tilslutte sig Europaudvalgets forslag
herom. Udvalget skal derfor opfordre fagudvalgene til at følge den af
Europaudvalget forslåede procedure, således at de danske
medlemmer af Europa-Parlamentet får sagen behandlet, når de
retter henvendelse til et udvalg.
6. Den lovtekniske og juridiske gennemgang af lovforslag i Folketinget
a. Udgangspunktet
Selv om alle lovforslag, der fremsættes af
regeringen, forud for fremsættelsen har været underkastet en
lovteknisk gennemgang i Justitsministeriets Lovafdeling, er udvalget
opmærksom på, at det også på dette område er
nødvendigt, at der i Folketinget er en juridisk ekspertise til
stede.
Dette har dels sammenhæng med, at medlemmer af
Folketinget skal kunne fremsætte lovforslag, der i lovteknisk henseende
kan leve op til samme standard som regeringsforslag. Hertil kommer det
ansvar, Folketinget har for at optrykke lovforslaget som vedtaget af
Folketinget, ofte med en del ændringsforslag, der i vidt omfang har
ændret lovteksten. Dette optryk underskrives af Folketingets formand,
fremsendes til statsministeren og anvendes i forbindelse med Statsrådet
og i Lovtidende.
Den lovtekniske gennemgang, der således foretages i
Folketinget med henblik på optrykning af det vedtagne lovforslag, har
medført en standardisering af en række lovtekniske forhold.
Særligt kan følgende forhold fremhæves:
Større ensartethed med hensyn til opstilling og typografi.
Færre stave- og trykfejl.
Opfangning af fejl i henseende til teknisk betonede konsekvenser af
foreslåede ændringer i en gældende lov, herunder også
ikrafttrædelses- og straffebestemmelser.
Koordinering af den samtidige gennemførelse af flere lovforslag,
der har en indholdsmæssig sammenhæng.
Om behandlingen af spørgsmålet om lovforslags
forhold til grundloven henvises til omtalen nedenfor.
b. Gældende praksis
Ministerierne er i forbindelse med udformningen af deres
forslag forpligtet til at leve op til de krav af ren formel, redaktionel
karakter, der findes i grundloven, Folketingets forretningsorden og de
cirkulærer og vejledninger, der er udstedt af regeringen.
Imidlertid kan grænsen mellem det formelle og det
indholdsmæssige være noget flydende, og visse
indholdsmæssige mangler kan fremtræde så åbenbart, at
det kan være vanskeligt - og urimeligt - at lukke øjnene for
dem. Dette er en af begrundelserne for, at der i forbindelse med den
lovtekniske gennemgang nødvendigvis må foretages en
prioritering.
Den højest prioriterede opgave er at foretage
indredaktion af de ændringsforslag, der må forudses vedtaget
under behandlingen i Folketinget, og umiddelbart efter vedtagelsen at kunne
levere et optryk af det vedtagne lovforslag, der er i fuld overensstemmelse
med Folketingets - eller dets flertals - intention. Efter afgivelsen af
betænkning m.v. gennemgås de ændringsforslag, der må
påregnes at skulle vedtages, særligt med henblik på, at
disse kan indredigeres i det fremsatte lovforslag, og med henblik på at
sikre, at der ikke bør stilles yderligere ændringsforslag af
lovtekniske grunde. I forbindelse med denne gennemgang overvejes det
også, om der vil kunne opstå afstemningstekniske problemer ved 2.
eller 3. behandling, ligesom der så vidt muligt også foretages en
mere overordnet gennemgang af betænkningen, især for så
vidt angår de generelle indstillingers overensstemmelse med de
indstillinger, der er knyttet til de enkelte ændringsforslag.
Næsten lige så højt prioriteres det, at
lovforslagene lever op til kravene om korrekt retskrivning, sprogbrug og
opstilling.
Endvidere har man siden begyndelsen af
folketingsåret 1998-99 relativt systematisk foretaget
undersøgelse af konsekvenser af foreslåede ændringer i en
eksisterende lov for andre bestemmelser i denne lov og i ganske enkelte
tilfælde for anden lovgivning. Der er altså tale om en
undersøgelse af, hvorvidt de foreslåede ændringer i et
ændringslovforslag medfører konsekvenser for
paragrafhenvisninger i hovedloven, som der ikke er taget højde
for.
Resultatet af den lovtekniske gennemgang i Folketinget
videregives gennem den pågældende udvalgssekretær til det
pågældende ministerium med henblik på, at der kan stilles
ændringsforslag. Det er i øvrigt indtrykket, at de
pågældende ministerier i altovervejende grad er meget tilfredse
med det uformelle samarbejde, der består med Folketingets
administration på dette punkt. Der er således enighed om, at der
først og fremmest er tale om at samarbejde om en teknisk opgave, hvor
det i videst muligt omfang må tilstræbes at undgå fejl.
Dette indebærer også, at bistanden kan gå den anden vej.
For alle, der deltager i processen, står det klart, at man ikke helt
kan undgå, at der opstår fejl undervejs, men at den fælles
indsats medfører, at niveauet må betegnes som rimeligt.
c. Forslag til styrkelse af gennemgangen af
lovforslagene
Udvalget har drøftet, om man i Folketingets
administration i forbindelse med den lovtekniske gennemgang - særligt i
forbindelse med indredaktionen af ændringsforslag - kunne medvirke til
en forbedring af lovkvaliteten. På den ene side er det klart, at
Folketinget ikke kan påtage sig et egentligt ansvar for at finde alle
indholdsmæssige mangler, men på den anden side skulle det
være muligt at foretage et check af sproglige og andre forhold.
Der er tale om områder, hvor der generelt er et
behov for, at Folketingets administration kan rådgive, f.eks.
også i forbindelse med udarbejdelse af private forslag og i tilknytning
til overvejelser i Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen om
Folketingets egne regelsæt.
Det bør understreges, at det ikke, for så
vidt angår regeringsforslag, er tanken at dublere det arbejde, der
udføres af de pågældende fagministerier og især
Justitsministeriets Lovafdeling, men derimod at bidrage til, at der ikke
utilsigtet opstår fejl under behandlingen af lovforslaget i
Folketinget.
Udvalget har ikke afsluttet sine overvejelser herom, men
vil genoptage disse i begyndelsen af det nye folketingsår, jf. nedenfor
under 6e.
d. Særligt om behandlingen af sager om lovforslags forhold
til grundloven m.m.
Efter forretningsordenens § 16, stk. 3, skal lovforslag
eller ændringsforslag, der strider mod grundloven, afvises. »Mener
formanden efter forhandling med Udvalget for Forretningsordenen, at en
sådan modstrid foreligger, indstiller formanden til Tinget, at
forslaget afvises. Der finder ingen forhandling sted om en sådan
afvisning.«
Det har jævnligt været drøftet i
Folketinget, om der burde gennemføres en styrkelse af den juridisk og
forfatningsmæssige ekspertise, der er til rådighed i forbindelse
med Folketingets behandling af lovforslag, herunder også til at
rådgive Folketingets formand om behovet for at foretage indstilling
efter forretningsordenens § 16, stk. 3. Et væsentligt
spørgsmål i så henseende har været, om en eventuel
udbygning burde ske i regeringens eller i Folketingets regi eller ved
opbygning af et uafhængigt organ, oftest kaldet et lovråd.
Til belysning af spørgsmålet har Udvalget for
Forretningsordenen tidligere indsamlet oplysninger fra andre lande om
forudgående og efterfølgende undersøgelser af
lovforslags/loves forhold til forfatningen. For så vidt angår den
efterfølgende prøvelse, har Frankrig og Tyskland særlige
forfatningsdomstole, mens det i Norge og Island som i Danmark er de
almindelige domstole, der kan efterprøve, om en lov må anses for
stridende mod grundloven. Mens den tyske forfatningsdomstol såvel under
behandlingen i Forbundsdagen som efterfølgende kan efterprøve
lovforslag/vedtagne love, foretager Conseil d´Etat i Frankrig efter anmodning
undersøgelser af lovforslag i forbindelse med behandlingen i
Parlamentet, mens en efterfølgende prøvelse af
gennemførte forslag må indbringes for Conseil Constitutionelle.
Ifølge den norske grundlovs § 83 kan »Stortinget indhente
Høiesterets betænkning over juridiske gjenstande.«, men
bestemmelsen anvendes dog efter det oplyste ikke i praksis. I Norge er der
henlagt en væsentlig offentligretlig rådgivningsfunktion til en
lovafdeling under Justitsministeriet, men til forskel fra den danske
lovafdeling høres den norske lovafdeling direkte af Stortinget og
afgiver svar på egne vegne og ikke på ministerens. Med hjemmel i
Regeringsformen er der i Sverige etableret et lovråd, der høres
om de retssikkerhedsmæssigt mest betydningsfulde lovforslag.
Lovrådet består af medlemmer af Højesteret og
regeringsretten. De pågældende er udnævnt for 2 år ad
gangen og har i denne periode ikke fast tjeneste i den ret, hvorfra de
kommer. Lovrådet fungerer i 3 afdelinger med hver 3 medlemmer.
I Danmark er der som bekendt ikke nedsat et
uafhængigt organ til at udtale sig om foreneligheden med grundloven i
forbindelse med fremsættelsen eller behandlingen af lovforslag i
Folketinget.
Når spørgsmålet om et forslags
grundlovmæssighed er blevet rejst under behandlingen i Folketinget, har
der været forskellige måder at løse sagen på. I
visse tilfælde har regeringen egenhændigt eller efter anmodning
fra det folketingsudvalg, der har behandlet forslaget, indhentet et responsum
fra personer, der har været uafhængige af regeringen, typisk
juridiske professorer. Ved andre lejligheder er et responsum blevet indhentet
fra Justitsministeriets Lovafdeling. Udvalgene har endvidere mulighed for
selv at indhente et responsum. Udvalgene skal i givet fald ansøge
Folketingets Præsidium om bevilling til afholdelse af de udgifter, der
er forbundet hermed. Selv om spørgsmålet i første omgang
måtte være blevet taget op i et udvalg, kan det altid senere
blive forelagt for Folketingets formand og Udvalget for Forretningsordenen,
jf. den ovenfor citerede § 16 i forretningsordenen.
Er spørgsmålet blevet rejst over for
Folketingets formand, har denne typisk bedt Folketingets Lov- og
Parlamentssekretariat om at belyse problemstillingen og eventuelt om en
indstilling. På dette grundlag, eventuelt suppleret af responsa
udarbejdet på foranledning af regeringen eller folketingsudvalg, har
formanden truffet sin beslutning om anvendelse af forretningsordenens § 16.
Udvalget har fra Lov- og Parlamentssekretariatet fået en oversigt over
praksis i disse sager.
Det er et gennemgående træk, at Folketingets
formænd normalt har taget udgangspunkt i en formodning om, at
regeringen - ikke mindst på grund af ministeransvarsreglerne - forud
for fremsættelsen gennem sine sagkyndige i Justitsministeriets
Lovafdeling har sikret sig, at regeringsforslagene ikke strider mod
grundloven. Herudover har formændene generelt haft den holdning, at et
forslag kun skulle indstilles til afvisning i henhold til forretningsordenen,
når det helt klart har været i strid med grundloven. I de
relativt hyppige sager om, hvor vidtgående ændringer der kan
gennemføres i fremsatte lovforslag, jf. grundlovens § 41, foretages en
grundig vurdering, og det sker ikke sjældent, at ændringsforslag
tages tilbage på baggrund af tilkendegivelser fra formanden. Bortset
fra disse sager har formanden i de fleste tilfælde, hvor
spørgsmålet om grundlovsmæssighed har været rejst,
ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at indstille til Tinget, at
lovforslaget blev afvist.
Drøftelserne i udvalget har vist, at der fortsat
ikke er flertal for etablering af et lovråd. Derimod har der
været tilslutning til, at Folketingets formand og Udvalget for
Forretningsordenen i fornødent omfang kan indhente juridiske responsa
fra en eller flere juridiske eksperter, når der viser sig behov for
det. Herved og med den ekspertise, der også bør være til
rådighed i Folketingets Lov- og Parlamentssekretariat, må man
kunne imødekomme det forventede stigende behov for forfatningsretlig
rådgivning.
e. Den tekniske og juridiske bistand, der er til rådighed
under behandlingen af lovforslag m.m.
De lovtekniske opgaver og udviklingen heraf er beskrevet
ovenfor under a-c. Udvalget er opmærksom på, at der allerede i
dag er tale om en meget vigtig og meget specialiseret funktion, for hvilken
der gælder en meget lille fejlmargen, og som udføres af et
begrænset antal medarbejdere.
Ud over disse lovtekniske opgaver ydes der også i
andre henseender juridisk rådgivning af Lov- og
Parlamentssekretariatet. Det sker på følgende områder:
Som led i den parlamentarisk-juridiske sekretariatsbetjening af
Folketingets formand, Præsidium og Udvalget for Forretningsordenen
På grundlag af henvendelser fra den lovteknisk ansvarlige og/eller
udvalgssekretærer om problemer i relation til behandlede
lovforslag
På grundlag af henvendelser fra udvalg og enkeltmedlemmer
Udviklingen siden begyndelsen af 1990 erne har
medført en ikke uvæsentlig stigning i antallet af sager, hvor
Folketinget har haft brug for fra sin egen administration at kunne få
udredninger og indstillinger om en bred vifte af forskelligartede
spørgsmål, som rækker fra egentlig lovteknisk
rådgivning til offentligretlige/statsforfatningsretlige
spørgsmål, ændring af forretningsordenen og arbejdsgangene
i øvrigt, regler om dokumentoffentlighed og personoplysninger,
partistøtte- og partiregnskaber m.m. Der kan således allerede i
dag konstateres et udvidet behov for forfatningsretlig rådgivning fra
Folketingets administration, og den seneste udvikling vil utvivlsomt - uanset
øget ekstern rådgivning, der i øvrigt måtte
anvendes - medføre en stigning i behovet for at kunne få en
beskrivelse af de juridiske problemstillinger og en løsning heraf
eller forslag til, hvorledes de kan løses.
Spørgetimen
I Folketingets Præsidium og i Udvalget for
Forretningsordenen har man drøftet en revision af reglerne om
spørgetimen. Reglerne blev indført ved folketingsårets
start i 1997. På baggrund af drøftelserne er der udarbejdet
dette forslag til ændring af Folketingets forretningsorden.
Der er enighed om, at spørgetimen bør
ændres, således at der gives hovedspørger bedre mulighed
for at følge op på sit spørgsmål. Endvidere er der
enighed om, at tidspunktet for afviklingen af spørgetimen ikke som i
dag bør bindes op på afviklingen af den igennem mange år
kendte spørgetid, der ifølge traditionen afvikles om onsdagen i
mødeperioden. Videre er der enighed om, at spørgere bør
kunne melde sig hos formanden helt frem til spørgetimens start.
Endelig er der enighed om, at formanden i særlige tilfælde
bør have mulighed for at fravige tidsbegrænsningerne for den
samlede spørgetime og for det enkelte indlæg samt det angivne
antal gange, et medlem kan få ordet.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og
Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) understreger, at
forudsætningen for, at spørgetimen kan fungere efter hensigten,
også bygger på, at statsministeren langt oftere, end det hidtil
har været tilfældet, er til rådighed for Folketinget i den
ugentlige spørgetime.
Mindretallet går derfor ud fra - også under
henvisning til statsministerens gentagne forsikringer om at ville medvirke
til en øget åbenhed - at statsministeren vil vise sin respekt
for Folketinget, den parlamentariske styreform og den offentlige debat ved
at bestræbe sig på at være til stede i Folketingets
ugentlige spørgetime.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget)
finder, at den af Folketinget indførte spørgetime slet ikke har
fungeret efter hensigten. For at skabe den fornødne interesse om og
respekt for Folketingets arbejde er det efter mindretallets opfattelse
nødvendigt, at det specifikt bliver statsministeren, som svarer
på aktuelle spørgsmål af samfundsmæssig betydning.
En ordning, hvorefter statsministeren en gang ugentligt er til rådighed
for Folketinget, vil endvidere bringe Danmark på linje med det, der er
sædvane i flere andre vesteuropæiske parlamentariske demokratier.
Mindretallet er af den opfattelse, at statsministerens fremmøde i sig
selv vil kunne medføre, at det bliver partiernes ledere, der vil
deltage i spørgetimen. En sådan ordning vil yderligere kunne
medvirke til at styrke den åbenhed om regeringens arbejde, som
statsministeren så ofte har fremhævet vigtigheden af. På
den baggrund vil mindretallet senere på året, når
efterårets erfaringer med den reviderede spørgetime er
indhøstet, tage sagen op i Præsidiet med henblik på, at
der indgås fornyede forhandlinger med statsministeren om, at denne en
gang ugentligt giver møde i Folketingets spørgetime.
Indstilling
Herefter indstiller udvalget de i
nedenstående forslag til folketingsbeslutning indeholdte
ændringer af forretningsordenen til vedtagelse:
Forslag til folketingsbeslutning
om
ændring af forretningsorden for
Folketinget
(Forbedret lovkvalitet og revision af
spørgetimen)
§ 1
I forretningsorden for Folketinget, som vedtaget den 17.
december 1953 og senest ændret den 29. januar 1998, foretages
følgende ændringer:
1
. § 8 ophæves, og i stedet indsættes:
»
§ 8
Stk.
1. Ved hver folketingssamlings begyndelse vælges
blandt et udvalgs medlemmer en formand og en næstformand. Hvis kun
én er bragt i forslag som formand henholdsvis næstformand, giver
Folketingets formand meddelelse om valget, samtidig med at det meddeles, at
udvalget er nedsat. Meddelelsen, der gives ved henvisning til opslag ved
Folketingssalen, optages i Folketingstidende. Folketingets medlemmer kan
inden kl. 12 dagen efter valget over for Lov- og Parlamentssekretariatet
gøre indsigelse mod valget. Er flere bragt i forslag, eller
gøres der indsigelse mod valget, indkalder Folketingets formand
medlemmerne af det pågældende udvalg til et sættende
møde, der skal afholdes inden forløbet af 3 mødedage,
efter at udvalget er nedsat. På det sættende møde
vælges blandt udvalgets medlemmer en formand og en næstformand
efter reglerne i § 36, stk. 2.
Stk. 2. Skal der foretages valg af formand eller
næstformand i et udvalg i løbet af en folketingssamling, sker
valget på et møde i det pågældende udvalg efter
reglerne i § 36, stk. 2.
Stk. 3. Ordinære møder i et udvalg
foregår for lukkede døre, medmindre udvalget beslutter andet. Om
udvalgsbehandling af spørgsmål vedrørende ministeransvar
gælder dog bestemmelserne i kapitel XVIII.
Stk. 4. Det er alene udvalgets medlemmer, der kan
træffe beslutning i et udvalgsmøde. Et udvalg er
beslutningsdygtigt, når over halvdelen af dets medlemmer er til stede.
Afgørelse træffes ved almindeligt flertal, jf. dog stk. 1 og
2.
Stk. 5. Et udvalg kan beslutte at modtage deputationer,
der har anmodet om foretræde for udvalget. Et foretræde
foregår efter retningslinjer fastsat af Folketingets
Præsidium.
Stk. 6. Et udvalg kan anmode en minister om at besvare
spørgsmål stillet af udvalget. Spørgsmål stilles
skriftligt, og udvalget kan anmode om skriftligt svar eller bede ministeren
om at besvare spørgsmålet mundtligt under et samråd i et
udvalgsmøde. Udvalget kan anmode om, at spørgsmål
besvares inden en nærmere angiven frist. Hvis en sådan frist ikke
er angivet, bør ministeren, senest 4 uger efter at
spørgsmålet er stillet, have besvaret dette eller have givet
udvalget meddelelse om, hvornår svar kan forventes. Hvis ministeren
ikke ser sig i stand til at besvare spørgsmålet, bør
ministeren snarest muligt og inden 4 uger meddele dette skriftligt.
Stk. 7. Deltagerne i et lukket udvalgsmøde
må ikke videregive oplysninger om forhandlingerne til offentligheden,
medmindre udvalget har besluttet andet. Udvalget kan ikke træffe
beslutning om at videregive oplysninger, der efter lov eller anden gyldig
bestemmelse er fortrolige, ligesom der ikke må gives eller henvises til
sådanne oplysninger i åbne udvalgsmøder.
Stk. 8. Afholdes samråd for åbne døre,
optages denne del af mødet på bånd eller lignende medium.
Hvert udvalg træffer i øvrigt beslutning om udvalgsarbejdets
tilrettelæggelse og gennemførelse og kan herunder beslutte at
invitere andre til at deltage i et udvalgsmøde eller dele af
dette.
Stk. 9. Et udvalg kan ud over ordinære møder
afholde andre møder, herunder
åbne møder, hvor et eller flere emner debatteres. Udvalget
kan forud for mødet træffe beslutning om, hvem der kan deltage i
debatten,
åbne temamøder, hvor udvalget og en indbudt minister
drøfter hovedtemaer inden for udvalgets sagsområder. Udvalget
træffer beslutning om temamødets form og om offentlighedens
deltagelse i temamødet,
høringer m.v., hvorunder personer, udvalget anmoder herom, kan
redegøre for et emne og fremlægge synspunkter. Udvalget
træffer beslutning om høringens form og om offentlighedens
adgang til høringen.
Stk. 10. Flere udvalg kan beslutte at afholde et
møde sammen.
Stk. 11. Når lovforslag eller forslag til
folketingsbeslutning fremsat af et eller flere medlemmer af Tinget er til
behandling i et udvalg og forslagsstilleren henholdsvis ordføreren for
forslagsstillerne ikke er indvalgt i udvalget, har den pågældende
ret til at deltage i udvalgets forhandlinger om den pågældende
sag, dog uden stemmeret og uden ret til at fremsætte nogen udtalelse i
betænkningen.
Stk. 12. Folketingsmedlemmer valgt på
Færøerne eller i Grønland har ret til at deltage i
udvalgsbehandling af forslag, der angår henholdsvis
Færøerne eller Grønland, dog uden stemmeret og uden ret
til at fremsætte nogen udtalelse i betænkningen, medmindre de er
indvalgt i det pågældende udvalg.
Stk. 13. Over udvalgsforhandlingerne fører
udvalgets sekretær en protokol, der skal indeholde oplysning om
mødets tidspunkt, de til udvalget indgåede henvendelser samt
forhandlingernes emner og udfald.
Stk. 14. Til såvel stående som særlige
udvalg knyttes en eller flere sekretærer. Sekretærerne skal
bortset fra særligt begrundede undtagelsestilfælde være
ansat i Folketingets administration og skal have juridisk,
nationaløkonomisk eller tilsvarende uddannelse.
Udvalgssekretæren har til opgave at rådgive udvalgets formand og
udvalgets medlemmer ved tilrettelæggelsen og gennemførelsen af
udvalgsarbejdet. Bistanden omfatter den praktiske tilrettelæggelse af
udvalgsarbejdet, fremskaffelse af oplysninger til udvalget eller til
udvalgets medlemmer og udarbejdelse af udvalgets betænkning eller
beretning. Udvalgssekretæren bistår endvidere ved udarbejdelse af
de forslag til love og andre beslutninger, som folketingsmedlemmer
ønsker at fremsætte.
§ 8 a
Stk. 1. Det påhviler formanden for et udvalg at
søge udvalgsarbejdet fremmet mest muligt. Skriftlig eller mundtlig
underretning om arbejdets forløb afgives, når Folketingets
formand anmoder herom.
Stk. 2. Over en sag, som skal til efterfølgende
behandling i Tinget, afgives en betænkning eller - hvis udvalget forud
har afgivet betænkning om sagen - tillægsbetænkning
(eventuelt tilføjelse til betænkning eller tilføjelse til
tillægsbetænkning), der omdeles til Tingets medlemmer.
Først 2 dage efter, at omdelingen har fundet sted, må sagen
behandles i Tinget, jf. dog § 18, stk. 2. Tidspunktet for afgivelse af
betænkning over et forslag fastsættes i tilfælde af
uenighed i udvalget af dettes flertal. Over forslag fremsat af et eller flere
medlemmer af Folketinget bør udvalget dog afgive betænkning,
når forslagsstillerne med mindst 14 dages varsel skriftligt anmoder
derom og anmodningen støttes af et mindretal repræsenterende
mindst 2/5 af udvalgets medlemmer.
Stk. 3. Over et lovforslag, som udvalget har afgivet
betænkning over til 2. behandling, kan dog afgives mundtlig indstilling
ved 3. behandling, for så vidt udvalgets arbejde afsluttes, uden at der
stilles ændringsforslag, og uden at nogen af udvalgets medlemmer
kræver tillægsbetænkning afgivet. Træffes der
beslutning om mundtlig indstilling, meddeles dette til Folketingets formand
gennem Lov- og Parlamentssekretariatet. Mundtlig indstilling afgives ved
udvalgets formand, medmindre der vælges en anden ordfører.
Stk. 4. Over et lovforslag, som er henvist til
udvalgsbehandling efter påbegyndelsen af 3. behandling (jf. § 9 og §
13, stk. 4), afgiver udvalget betænkning (eventuelt
tillægsbetænkning eller tilføjelse til
tillægsbetænkning) eller mundtlig indstilling efter tilsvarende
regler som nævnt i stk. 2 og 3.
Stk. 5. Indstillinger fra det stående udvalg til
valgs prøvelse kan ligesom indstillinger fra det i § 1, stk. 2,
omhandlede foreløbige udvalg ske mundtligt og uden overholdelse af
nogen frist, for så vidt de er enstemmige og går ud på
godkendelse af valg. En enstemmig indstilling om godkendelse af
stedfortræder, jf. § 40 og § 41, stk. 1, afgives til Folketingets
formand, der meddeler denne til Tinget. Andre enstemmige indstillinger om
godkendelse af valg sker ved udvalgets formand, medmindre der vælges en
anden ordfører. I andre tilfælde afgives en betænkning med
indstilling.
Stk. 6. Et udvalg kan afgive beretning om
udvalgsarbejdets forløb vedrørende forslag, hvorom det ikke
afgiver betænkning. Herudover kan et udvalg i ganske særlige
tilfælde afgive beretning over sin virksomhed i øvrigt.«
2.
I § 12, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 8, stk. 10« til:
»§ 8 a, stk. 2«.
3.
I § 13, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 8, stk. 10 og
11« til: »§ 8 a, stk. 2 og 3«.
4.
I § 17, stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 8, stk. 13« til:
»§ 8 a, stk. 5«.
5.
I § 17, stk. 2, 3. pkt., udgår »(jf. § 7, stk. 1,
nr. 18)«.
6.
§ 20, stk. 10 og 11, affattes således:
»Stk. 10.
Ønsker et medlem at stille spørgsmål
til en minister til umiddelbar besvarelse, finder dette sted i en
spørgetime, der opføres på dagsordenen efter formandens
beslutning. Statsministeren meddeler Folketinget senest kl. 10 på dagen
for spørgetimen, hvilke ministre der deltager heri. Medlemmer, der
ønsker at stille spørgsmål, meddeler senest ved
spørgetimens start dette til Folketingets formand. Formanden
afgør, hvilke medlemmer der kan stille spørgsmål, og i
hvilken rækkefølge.
Stk. 11. Et spørgsmål i spørgetimen
skal sammen med en eventuel begrundelse stilles inden for en taletid på
1 minut. Ministerens besvarelse må ikke overstige 2 minutter.
Spørgeren kan efter besvarelsen få ordet op til 3 gange a 1
minut. Eventuelle medspørgere kan få ordet 1 gang a 1 minut for
i tilslutning til ministerens besvarelse at stille et supplerende
spørgsmål om emnet. Efter den første besvarelse er
ministerens taletid 1 minut pr. gang. En minister kan erklære, at
ministeren ikke ønsker at besvare spørgsmålet.
Spørgetimen må ikke vare længere end en time. Formanden
kan i særlige tilfælde fravige de i dette stykke nævnte
tidsbegrænsninger og begrænsninger i antal gange, et medlem kan
få ordet.«
7.
I bilaget affattes afsnittet om den uforberedte
spørgetime således:
»
Uforberedt
spørgetime, jf. § 20, stk. 10 og 11
1. gang
Følgende gange
Spørgeren
1 min.
1 min.
Ministeren
2 min.
1 min.
Andre spørgere
1 min. «
§ 2
Folketingsbeslutningen træder i kraft fra
begyndelsen af folketingsåret 1999-2000.
Bemærkninger til forslaget
Til nr. 1
Folketingets forretningsorden har hidtil kun indeholdt
få bestemmelser om udvalgenes møder. Udvalget finder, at der er
behov for en mere generel beskrivelse også af de traditionelle
udvalgsmøder og ikke alene af nyere udvalgsaktiviteter som
høringer, temamøder m.v. Det foreslås derfor, at der i
forretningsordenen indsættes bestemmelser om beslutningskompetencen i
udvalgene, udvalgenes traditionelle muligheder for at modtage deputationer,
stille spørgsmål og afholde samråd m.v. samt en
klargøring af beskrivelsen af høringer og temamøder og
endelig en beskrivelse af den nye type åbne møder, som
Europaudvalget har anbefalet.
Ved behandling af spørgsmål vedrørende
ministeransvar erstattes og suppleres de generelle bestemmelser, som
foreslås i §§ 8 og 8 a, med de særlige bestemmelser i
forretningsordenens kapitel XVIII. Der henvises til det beslutningsforslag,
som Udvalget for Forretningsordenen har fremsat i betænkning og
indstilling vedrørende ændring af forretningsorden for
Folketinget. (Spørgsmål vedrørende ministeransvar) (B
136), jf. også henvisningen hertil i den foreslåede § 8, stk.
3.
Mødeoffentlighed
Offentligheden har allerede efter Folketingets regler om
dokumentoffentlighed mulighed for at få baggrundsmateriale fra
udvalgsmøderne, f.eks. ministerens talepapir til brug for et
samråd eller en skriftlig henvendelse fra en deputation. Desuden
refereres der i dag i noget videre omfang end tidligere fra
udvalgsmøderne, ikke mindst ved de uformelle pressemøder, der
ofte finder sted efter et vigtigt udvalgsmøde.
Forretningsordenen har siden 1989 indeholdt en
særlig regel om offentlige udvalgshøringer. Ved ændringen
af forretningsordenen i 1997 blev der desuden givet mulighed for at afholde
såkaldte åbne temamøder, hvor udvalget og en indbudt
minister drøfter hovedtemaer inden for udvalgets sagsområde.
Europaudvalget har i sin beretning nr. 2 fra februar 1999
foreslået Udvalget for Forretningsordenen, at der gennemføres
ændringer i forretningsordenen, der gør det muligt at holde
åbne Europaudvalgsmøder, hvori også andre medlemmer af
Folketinget og danske medlemmer af Europa-Parlamentet kan deltage.
Tendensen går i retning af større
offentlighed, og mulighederne for at følge det arbejde, der
udføres i Folketingets udvalg, bør derfor også
forbedres.
Efter forslaget er udgangspunktet fortsat, at udvalgenes
møder holdes for lukkede døre, og at der ikke må
refereres fra forhandlingerne.
Forslaget giver hvert udvalg mulighed for at træffe
beslutning om at give offentligheden adgang til at overvære et
udvalgsmøde eller bestemte dele af udvalgsmødet.
Bestemmelsen kan praktiseres således, at et udvalg i
en bestemt sag beslutter, at offentligheden skal have adgang til udvalgets
møde. Praksis kan også udvikle sig således, at et udvalg
(efterhånden) beslutter, at offentligheden skal have adgang til visse
punkter på udvalgets dagsorden, f.eks. samråd med ministre eller
modtagelse af deputationer, medmindre det i den konkrete sag skønnes
mest hensigtsmæssigt, at behandlingen foregår for lukkede
døre.
Hvert udvalg skal endvidere tage stilling til behovet for
procedureregler inden afholdelse af åbne møder. Der tænkes
her på spørgsmålet om skriftligt referat eller digitale
lydoptagelser, taletidsregler, adgang til tv-optagelse og båndoptagelse
m.v. Afholdes samråd for åbne døre, optages denne del af
mødet på bånd eller lignende medium.
Ved afgørelse af, om et samråd skal
foregå for åbne døre, vil det være naturligt at
lægge vægt på en tilkendegivelse fra den, der står
bag samrådsspørgsmålet, om, på hvilken måde
samrådet ønskes gennemført. Også en minister vil
over for udvalget inden samrådet kunne tilkendegive, om oplysninger
efter ministerens opfattelse mest hensigtsmæssigt vil kunne gives for
åbne eller lukkede døre, ligesom procedureregler kan
drøftes med ministeren.
Af praktiske grunde vil de elektroniske medier næppe
kunne få adgang til udvalgsmøder i udvalgenes sædvanlige
mødelokaler, og der vil kun være et begrænset antal
tilhørerpladser. Hvis et udvalg anser behandlingen af en sag for
så væsentlig, at offentligheden i videre omfang skal have
mulighed for at være til stede, kan udvalget beslutte dette og
henlægge sit møde til et af Folketingets større
mødelokaler.
I Sverige foregår udvalgsmøderne som
udgangspunkt bag lukkede døre, men et udvalg kan beslutte, at et
udvalgsmøde helt eller delvis skal være offentligt, når
det drejer sig om at indhente oplysninger.
I Norge foregår udvalgsmøder for lukkede
døre. Der er imidlertid etableret en prøveordning, hvorefter et
udvalg kan beslutte, at møder, hvor udvalget modtager mundtlige
forklaringer fra personer, som udvalget selv anmoder om at møde, eller
som anmoder om at forelægge oplysninger for udvalget (såkaldte
høringer), holdes for åbne døre.
I Europa-Parlamentet foregår udvalgsmøder for
åbne døre, og alle fremmødte har mulighed for at bede om
ordet.
Den foreslåede ændring ville give mulighed for
at indføre en ordning svarende til den norske og svenske.
Det Udenrigspolitiske Nævn vil ikke være
omfattet af de foreslåede ændringer, idet Det Udenrigspolitiske
Nævn er nedsat i henhold til en særskilt lov, der regulerer
nævnets virksomhed.
Europaudvalget har igennem årene afgivet flere
beretninger om sin arbejdsform. I udvalgets seneste beretning af 19. februar
1999 redegøres bl.a. for Europaudvalgets sondring mellem åbne og
lukkede Europaudvalgsmøder og for, hvorledes Europaudvalget vil
tilrettelægge de åbne Europaudvalgsmøder.
Også Finansudvalget har afgivet en beretning om sin
arbejdsform. Der henvises til beretning nr. 3, Folketingsåret 1997-98
(1. samling).
Der er intet til hinder for, at udvalgene - inden for
rammerne af Folketingets forretningsorden - beslutter en generel praksis for
tilrettelæggelse af udvalgets møder, således at der ikke
på hvert møde skal tages stilling til f.eks.
spørgsmålet om offentlighedens adgang.
Beslutninger i udvalg
Det fremgår allerede af den nugældende
bestemmelse i forretningsordenens § 8, stk. 5, at et udvalg er
beslutningsdygtigt, når over halvdelen af dets medlemmer er til stede.
Det foreslås præciseret, at det alene er udvalgets medlemmer, der
kan træffe beslutning i et udvalgsmøde, og at beslutning
træffes ved almindeligt flertal - bortset fra beslutning om valg, der
træffes efter reglerne i forretningsordenens § 36, stk. 2.
Det bemærkes, at der ved præcisering af
bestemmelsen ikke tilsigtes nogen ændring i udvalgenes mulighed for i
det daglige praktiske arbejde at tage hensyn til tilkendegivelser fra
medlemmer, der ikke personligt kan være til stede under et
udvalgsmøde. Et medlem, der er til stede, vil også fortsat kunne
tegne sit partis medlemmer i udvalget. Udvalget kan derfor efter denne
praktisk anvendelige regel være beslutningsdygtigt, selv om der ikke
fysisk er over halvdelen af udvalgets medlemmer til stede. Denne praksis har
sammenhæng med, at beslutninger i udvalgene normalt træffes uden
egentlig afstemning, på samme måde som en lang række
beslutninger i Folketingssalen træffes uden afstemning, jf.
forretningsordenens § 35, stk. 1. Bestemmelsen i forretningsordenens § 8,
stk. 5 (den nu foreslåede § 8, stk. 4) anvendes kun, hvis der anmodes
om en formel afstemning i overensstemmelse med forretningsordenen.
Finansudvalget har beskrevet sine procedureregler i beretning nr. 3,
Folketingsåret 1997-98 (1. samling) om Finansudvalgets arbejdsform.
Også i Europaudvalget er der en fast praksis for proceduren for
mandatgivning. Udvalgene vil fortsat kunne følge sådanne aftalte
procedurer.
Deputationer, udvalgsspørgsmål, samråd
m.v.
Folketingets forretningsorden har ikke tidligere indeholdt
bestemmelser om udvalgenes muligheder for at modtage deputationer, at stille
spørgsmål til en minister, at anmode en minister om at besvare
spørgsmål i et samråd og lign.
Det foreslås, at disse muligheder nævnes i
forretningsordenen. Beskrivelsen af udvalgenes handlemuligheder er ikke
udtømmende. Det foreslås derfor også, at det nævnes,
at hvert udvalg i øvrigt træffer beslutning om udvalgsarbejdets
tilrettelæggelse og gennemførelse og herunder kan beslutte at
invitere andre til at deltage i et udvalgsmøde eller dele af
dette.
Endelig foreslås en præcisering af
gældende praksis, der giver udvalgene mulighed for at beslutte at
afholde møder sammen.
Særligt om tidsfrist for svar på
spørgsmål
§ 20-spørgsmål bør være besvaret
inden 6 søgnedage, jf. forretningsordenen § 20, stk. 8.
For udvalgsspørgsmål har der ikke hidtil
været nogen frist for ministerens svar.
Dette skyldes formentlig, at de spørgsmål,
der stilles af udvalgene, i højere grad end § 20-
spørgsmål har til formål at tilvejebringe en række
oplysninger og i mindre grad har karakter af politisk stillingtagen til
konkrete forhold. Det er derfor vanskeligere at fastsætte en generel
frist for udvalgsspørgsmål.
I forbindelse med behandling af lovforslag vil udvalgene
ofte anmode ministeren om at besvare spørgsmål inden en af
udvalget fastsat frist med henblik på, at udvalget kan afgive
betænkning over lovforslaget på et givent tidspunkt.
Hvis en sag, der behandles under alm. del, er meget
politisk aktuel, vil udvalget også ofte bede ministeren om at besvare
spørgsmål herom inden en nærmere angivet kort frist,
f.eks. inden tidspunktet for et aftalt samråd.
En generel tidsfrist for ministrenes besvarelse af
udvalgenes spørgsmål vil dog være hensigtsmæssig.
En sådan frist vil samtidig kunne medvirke til, at
spørgsmål ikke udelukkende stilles som §
20-spørgsmål, for at spørgeren kan være sikker
på at få et hurtigt svar.
Der foreslås indført en generel frist for
besvarelse af udvalgsspørgsmål på 4 uger.
Ved afvejning af, hvor lang fristen skal være,
må der på den ene side lægges vægt på, at
udvalgsspørgsmål generelt ikke må blive besvaret senere,
end de hidtil er blevet besvaret, og på den anden side må der
tages hensyn til, at ministrene, hvis de skal give udvalgene et
fyldestgørende svar, der ofte vil kræve, at departementet retter
henvendelse til direktorater eller styrelser eller lokale statslige
forvaltninger, må have en vis rimelig sagsbehandlingstid.
Det er opfattelsen, at en frist på 4 uger i vidt
omfang vil indebære hurtigere svar, end der gives i dag.
Bestemmelsen giver mulighed for, at udvalget kan bede om
svar tidligere (eller senere) end 4 uger efter, at spørgsmålet
er stillet. Ved spørgsmål i forbindelse med behandling af lov-
og beslutningsforslag vil beslutning om tidsfrist for spørgsmål
indgå som en del af udvalgets tilrettelæggelse af
udvalgsarbejdet. Ved spørgsmål inden for udvalgets
sagsområde i øvrigt (alm. del) vil det typisk være den,
der foranlediger spørgsmålet stillet, der kan bede om, at der
fastsættes en (kortere) svarfrist. Spørgeren må samtidig
være opmærksom på, at kortere svarfrister er mest velegnet
til spørgsmål af overvejende politisk karakter.
Såfremt ministeren ikke ser sig i stand til at
besvare et spørgsmål inden 4 uger, bør ministeren inden
fristens udløb give udvalget skriftlig meddelelse om, hvornår
spørgsmålet kan forventes besvaret.
Ligesom ved § 20-spørgsmål er ministeren ikke
forpligtet til at besvare et udvalgs spørgsmål. Hvis ministeren
ikke ser sig i stand til at besvare udvalgets spørgsmålet,
bør ministeren snarest muligt og inden 4 uger meddele udvalget dette
skriftligt.
Videregivelse af oplysninger om forhandlingerne på et
udvalgsmøde
Den gældende bestemmelse om, at udvalget »ved
afslutningen af et udvalgsmøde kan træffe beslutning om, at
meddelelser i nærmere bestemt omfang skal tilgå offentligheden«,
er oftest forstået således, at der påhviler
udvalgsmedlemmer og -sekretærer tavshedspligt med hensyn til, hvad der
er foregået på udvalgsmødet. Rækkevidden af en
sådan tavshedspligt har dog ofte givet anledning til tvivl.
Således har det i praksis altid været accepteret, at man i
offentligheden refererede, hvad man selv havde sagt på
udvalgsmødet (hvad der kan være svært uden at sætte
det i relation til, hvad andre havde sagt), og at man på
gruppemøder også refererede andres synspunkter.
Selv om det i teorien har været gjort
gældende, at et brud på tavshedspligten er omfattet af
straffeloven, specielt § 152, må det konstateres, at der ikke - i hvert
fald siden 1953 - har været gjort forsøg på at
strafforfølge udvalgsmedlemmer for brud på denne almindelige
tavshedspligt efter forretningsordenen, selv om sådanne brud
jævnlig har fundet sted. (Derimod er der rejst tiltale mod medlemmer af
Folketinget for overtrædelse af særlig i henhold til lov
pålagt tavshedspligt vedrørende et udvalgsbilag, jf. Ugeskrift
for Retsvæsen 1987 side 53.) En gennemførelse af den
foreslåede § 8, stk. 7, vil medføre følgende:
Under et udvalgsmøde, som offentligheden har adgang
til, må der ikke gives eller henvises til oplysninger, der efter lov
eller anden gyldig bestemmelse, er fortrolige. Udtrykket »oplysninger, der
efter lov eller anden gyldig bestemmelse, er fortrolige« svarer til udtrykket
i straffelovens § 152 og skal afgrænses på samme måde.
Der vil frit kunne refereres fra de åbne dele af et
udvalgsmøde.
For så vidt angår den lukkede del af et
udvalgsmøde, må udvalgets medlemmer og stedfortrædere og
andre, der overværer mødet, ikke videregive oplysninger om
forhandlingerne til offentligheden, medmindre udvalget har besluttet andet.
Udvalget kan ikke beslutte at videregive fortrolige oplysninger.
I modsætning til den nugældende bestemmelse i
forretningsordenens § 8, stk. 5, 2. pkt., omfatter bestemmelsen alene
videregivelse af oplysninger om forhandlinger i udvalget. Faktuelle
oplysninger, som er kommet frem under et udvalgsmøde, kan
således videregives, medmindre der er tale om fortrolige oplysninger.
Det forudsættes dog i overensstemmelse med tidligere
praksis, at udvalgsmedlemmerne normalt vil kunne referere de førte
forhandlinger i deres respektive partigrupper, når disse skal tage
stilling til de forskellige forslag, og at et udvalgsmedlem over for
offentligheden kan redegøre for de synspunkter, som vedkommende selv
har gjort gældende i udvalget, blot andres synspunkter ikke refereres.
Har forhandlinger været ført om sager, hvis
fortrolige behandling er særligt lovhjemlet, kan adgangen til at
videregive oplysninger dog være yderligere begrænset, og selv
gengivelse på gruppemøder kan være udelukket.
Forretningsordenens eneste sanktionsbestemmelse, § 29,
angår handlinger i forbindelse med forhandlingerne i Salen og
skriftlige indlæg i forslag og betænkninger. I Folketinget kan
overtrædelse af fortrolighedsprincippet således alene
medføre en påtale fra Folketingets formand under Tingets
forhandlinger, f.eks. hvis udvalgsforhandlinger refereres. Folketingets
formand eller Præsidiet vil desuden ved behandling af sager om
overtrædelse af referatforbudet kunne udtale sig om de generelle
principper herom.
Den foreslåede bestemmelse om forbud mod
videregivelse af oplysninger om forhandlinger i et udvalg må i sig selv
alene anses for en ordensforskrift. Overtrædelse heraf foreslås
ikke særskilt sanktioneret ud over muligheden for påtale, hvis
overtrædelse sker i Tinget, jf. forretningsordenens § 29.
Såfremt der ved videregivelse af oplysninger fra et
udvalgsmøde samtidig er tale om videregivelse af oplysninger, der
efter lov eller anden gyldig bestemmelse er fortrolige, vil
overtrædelsen kunne sanktioneres ved påtale efter straffelovens §
152 eller efter særlovgivningen.
Andre møder end de traditionelle udvalgsmøder
I den foreslåede § 8, stk. 9, beskrives andre
møder, som udvalgene kan tage initiativ til.
I overensstemmelse med anbefalingen fra Europaudvalget
gives der adgang til af holde åbne møder, hvor en indbudt kreds
kan deltage i debatten. Sådan som bestemmelsen er formuleret, får
alle udvalg dog denne mulighed, idet det ikke anses for hensigtsmæssigt
med særforanstaltninger for et enkelt udvalg. Det enkelte udvalg
beslutter selv forud for det åbne møde, i hvilket omfang der
skal gives mulighed for aktiv deltagelse for deltagere, der ikke er enten
medlem eller stedfortræder i det pågældende udvalg.
Vedrørende åbne Europaudvalgsmøder henvises til
Europaudvalgets beretning nr. 2 af 19. februar 1999. Uddrag fra beretningen
er gengivet i bilag 1.
Med hensyn til åbne temamøder ændres
formuleringen, så temamøder kan afholdes også på
andre tidspunkter end ved begyndelsen af et folketingsår. Hermed
bringes bestemmelsen i overensstemmelse med en tidligere beslutning i
Præsidiet.
Formuleringen af bestemmelsen om høringer er
søgt gjort mindre specifik, således at det bliver muligt for det
enkelte udvalg selv i større omfang at beslutte form og indhold af en
høring. En sådan ændring svarer til den praksis, der har
udviklet sig ved afholdelse af høringer og mødeformer, der kan
sammenlignes hermed.
Valg af formand eller næstformand i løbet af en
folketingssamling
Ved ændringen af forretningsordenen i 1997 blev de
traditionelle sættemøder i udvalgene ved folketingssamlingens
begyndelse afskaffet og erstattet af en bestemmelse om, at Folketingets
formand giver meddelelse om valget, hvis kun én er bragt i forslag.
Det har herefter kunnet give anledning til tvivl, hvorledes valg af formand
eller næstformand skulle foregå, hvis der i løbet af
folketingssamlingen blev behov for at gennemføre et valg.
Der foreslås derfor indsat en bestemmelse om, at
sådanne valg foretages på et møde i det
pågældende udvalg.
Udvalgssekretærernes opgaver
§ 8, stk. 4, om udvalgssekretærer foreslås
ændret, således at den udvikling i udvalgssekretærernes
opgaver, som har fundet sted i de seneste år, afspejles i bestemmelsen.
Det nævnes udtrykkeligt, at udvalgssekretæren
kan udføre opgaver for såvel det samlede udvalg som for enkelte
medlemmer af udvalget. Af hensyn til ressourceudnyttelsen vil mere omfattende
opgaver dog kun kunne sættes i værk efter beslutning i udvalget.
Det nævnes endvidere udtrykkeligt, at
udvalgssekretærerne bistår ved udarbejdelse af private lov- og
beslutningsforslag.
Den gældende § 8, stk. 4, indeholder en bestemmelse
om, at udvalgssekretæren ikke er medlem af Folketinget. Før
bestemmelsen blev indført i 1953, valgte udvalget et medlem, som
fungerede som udvalgets sekretær. Det er ikke fundet nødvendigt
at gentage denne bestemmelse, idet der nu er etableret en fast ordning med
ansatte udvalgssekretærer.
Øvrige ændringer
De øvrige ændringer er alene af redaktionel
karakter og svarer til den nugældende § 8, stk. 1-3, 5-7, 8 og
10-14.
Til nr. 2-4
De foreslåede ændringer er af redaktionel karakter og
konsekvenser af de under nr. 1 foreslåede ændringer.
Til nr. 5
Der er tale om en redaktionel ændring som følge af, at det
ved ændringen af forretningsordenen i 1997 blev besluttet ikke at
medtage udvalgenes sagsområde i forretningsordenen, men i et bilag til
denne.
Til nr. 6 og 7
Der er bred enighed om, at spørgetimen, der nu har
fungeret i godt halvandet år, ikke har levet op til de intentioner, der
lå bag indførelsen af denne spørgeform. Kun
sjældent har afviklingen taget den time, der maksimalt er afsat hertil,
og i mange tilfælde har spørgetimen varet under en halv time.
Der kan være mange årsager hertil, men en
flere gange fremført indvending har været, at det er for
vanskeligt for hovedspørger at følge op på et
spørgsmål. Derfor foreslås en ændring, hvorefter det
samlede antal gange, en hovedspørger kan deltage, øges til 4
gange, medens den enkelte medspørger som hidtil vil kunne få
ordet 1 gang.
Endvidere kræves det ikke længere, at en
hovedspørger skal tilmelde sig senest 3 timer forud for afholdelsen af
spørgetimen, men alene, at den pågældende melder sig til
formanden senest ved spørgetimens start.
Der er i udvalget enighed om, at spørgetimen
bør placeres om tirsdagen, mens den traditionelle spørgetid
fortsat bør gennemføres om onsdagen. I lighed med reglerne for
den traditionelle spørgetid, jf. forretningsordenens § 20, stk. 5,
angives det dog ikke i den foreslåede bestemmelse, på hvilken
ugedag spørgetimen skal finde sted. Dette besluttes formelt af
formanden, der således også - som hidtil - vil kunne beslutte, at
der en uge ikke skal afholdes en spørgetime. Det er dog med de
foreslåede frister forudsat, at spørgetimen tidligst finder sted
kl. 13 den pågældende dag.
Mens statsministeren efter de gældende regler
allerede mandag skal meddele, hvilke ministre der deltager i
spørgetimen om onsdagen (dvs. 2 dage før spørgetimen),
foreslås det, at statsministeren fremover først kl. 10 på
dagen for spørgetimen skal give meddelelse herom for at sikre
størst mulig aktualitet ved udvælgelsen. Det er således
vigtigt, at statsministeren ved udvælgelsen af ministre lægger
stor vægt på, hvilke ministre der især har været
fremme i dagspressen og den offentlige debat.
Taletiderne er som nævnt i forslaget 1 minut, idet
dog ministeren til den første besvarelse har 2 minutter til
rådighed. For så vidt angår talerrækkefølgen,
forudsættes det, at der løbende veksles mellem ministre og
medlemmer. Skulle det undtagelsesvis vise sig hensigtsmæssigt at
»bundte« flere spørgsmål, forudsættes det, at formanden
udnytter sin adgang til at forlænge ministerens taletid til
besvarelsen, således at der vil være samme taletid til
rådighed for ministeren, som hvis denne havde ordet efter hvert
indlæg. Det må være op til hovedspørgeren at
bestemme, om den pågældende ønsker at udnytte sin adgang
til at stille tillægsspørgsmål straks efter ministerens
besvarelser, dvs. inden eventuelle andre medlemmer får ordet som
medspørgere, eller om hovedspørgeren ønsker at »gemme«
supplerende spørgsmål, til ministeren har besvaret
spørgsmål fra medspørgere.
Forslaget indeholder i sidste punktum en mulighed for, at
formanden konkret kan fravige tidsbegrænsningerne for den samlede
spørgetime og for det enkelte indlæg samt det angivne antal
gange, et medlem kan få ordet. Muligheden tænkes anvendt i
spørgetimer, hvor der rejses politiske emner af stor interesse for en
bredere kreds af medlemmer.
Der er i Udvalget for Forretningsordenen et ønske
om, at der i hver spørgetime møder flere ministre end
hidtil.
Ivar Hansen (V) fmd.
Birte Weiss (S) nfmd.
Henning Grove (KF)
Poul Nødgaard (DF)
Margrete Auken (SF)
Helge Mortensen (S)
Grete Schødts (S)
Ole Løvig Simonsen (S)
Jacob Buksti (S) Jan Petersen (S)
Jes Lunde (SF) Arne Melchior (CD)
Keld Albrechtsen (EL)
Jørgen Estrup (RV)
Anders Fogh Rasmussen (V)
Birthe Rønn Hornbech (V)
Christian Mejdahl (V)
Helge Adam Møller (KF)
Kristian Thulesen Dahl (DF)
Kim Behnke (FP) Jann Sjursen (KRF)
Bilag 1
Uddrag af Europaudvalgets beretning af 19. februar 1999
om større åbenhed i den danske EU-beslutningsproces m.v.
»II. Åbne Europaudvalgsmøder
( )
Tid og sted
Møderne afholdes normalt på en bestemt ugedag i
Europaudvalgets mødelokale og indkaldes efter behov.
Dagsorden
Dagsordenen fastsættes af Europaudvalget, idet det tilstræbes,
at der på en bestemt mødedag kun behandles EU-forslag, som
vedrører én minister. Sagerne sættes på dagsordenen
på et så tidligt tidspunkt, at regeringen kan tage hensyn til
partiernes meldinger under de drøftelser, der foregår i EU-regi,
inden der skal træffes beslutning på et møde i
Ministerrådet. Når det drejer sig om et konkret forslag til en
retsakt, sættes sagen normalt først på dagsordenen for et
åbent møde, når der foreligger et grundnotat fra
regeringen.
Efter anmodning fra et medlem kan Europaudvalget efter aftale med den
pågældende minister træffe beslutning om også at
sætte andre aktuelle emner inden for ministerens ressort på
dagsordenen for et åbent Europaudvalgsmøde.
( )
Drøftelsen
Drøftelsen indledes af ministeren, som kort redegør for de
politisk væsentlige punkter i sagen og for regeringens
(foreløbige) holdning hertil. Derefter kan partiernes ordførere
og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet stille spørgsmål
til ministeren, og der kan foregå en politisk drøftelse,
hvorunder partierne kan tilkendegive deres (foreløbige) holdning. Der
drages ikke nogen konklusion af drøftelsen, og der kan ikke
træffes beslutning på et åbent
Europaudvalgsmøde.
Taletider
For hver sag på dagsordenen fastsættes der taletider for
ministre, ordførere og andre deltagere.
Offentlighed
Møderne er åbne for offentligheden, herunder presse og
tv.
( )
Referat
De åbne møder optages på bånd, og der udarbejdes
et referat af møderne.
Deltagere
Ud over medlemmer/stedfortrædere i Europaudvalget kan
følgende deltage i drøftelserne på de åbne
Europaudvalgsmøder:
Andre medlemmer af Folketinget
Danske medlemmer af Europa-Parlamentet
I særlige tilfælde kan Europaudvalget invitere eksperter til
at komme med oplæg, bevare spørgsmål og eventuelt deltage
i den efterfølgende diskussion.«
»Forholdet til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet
( )
Danske medlemmer af Europa-Parlamentet kan fremsende forslag eller
ændringsforslag, som behandles i Europa-Parlamentet, til det relevante
fagudvalg i Folketinget, ligesom de kan fremsende udkast til egne
ændringsforslag og udkast til spørgsmål til den danske
minister. Danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der måtte
ønske at følge sådanne henvendelser op ved personligt
fremmøde i udvalget, kan allerede efter de gældende regler for
deputationer gøre dette. Europaudvalget vil i en drøftelse med
udvalgsformændene lægge op til, at der aftales en ordning,
hvorefter fagudvalgene behandler sådanne skriftlige eller mundtlige
henvendelser fra MEP´erne. Det indebærer ikke, at MEP´erne får
ret til at deltage i almindelige udvalgsmøder, og de kan ikke kalde en
minister i samråd eller deltage under et sådant samråd,
ligesom de ikke direkte kan stille skriftlige udvalgsspørgsmål
til en minister - men måske inspirere udvalget til at gøre det.
Fagudvalget bør sætte en sådan henvendelse på
dagsordenen og træffe beslutning om, hvordan man i det konkrete
tilfælde vil behandle den, f.eks. ved at
- henvise sagen til drøftelse direkte mellem de
pågældende MEP´er og interesserede ordførere
drøfte den i udvalget
stille spørgsmål til ministeren
kalde ministeren i samråd
afgive en udtalelse om sagen.
De danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der har rejst sagen, orienteres
om, hvorledes udvalget har behandlet den.
Hvis der på et senere tidspunkt, hvor sagen behandles i
Europaudvalget, fra danske medlemmer af Europa-Parlamentet er ønske om
en tilsvarende kontakt til Europaudvalget - og dette ikke kan foregå
på et af de åbne Europaudvalgsmøder, hvori de danske
medlemmer af Europa-Parlamentet deltager med taleret - har de en tilsvarende
ret til at få deres henvendelse behandlet i Europaudvalget.«
Bilag 2
Skrivelse af 3. februar 1999 fra statsministeren til
Folketingets formand
3. februar 1999
Kære folketingsformand,
Tak for brevet af 16. november 1998, hvor du orienterer
mig om, hvad der foreløbig er sket i Folketinget med hensyn til
projektet om forbedring af lovkvaliteten siden lovkvalitetskonferencen.
Jeg er - som jeg også understregede i mit
indlæg på konferencen og på vort møde den 17.
december 1998 - enig i, at der er tale om et fælles projekt - men
samtidig et projekt, hvor vi hver især har et vigtigt ansvar for at
tilrettelægge vores del af arbejdet, så målene nås.
Uden at ansvar og kompetence sammenblandes.
Jeg vil nedenfor kort redegøre for de initiativer,
som regeringen foreløbig har iværksat på
området.
Initiativerne med at gøre lovprogrammet mere egnet som
planlægningsinstrument for regering og Folketing vil blive fortsat og
udbygget i folketingsåret 1999-2000 bl.a. ved, at lovforberedelsen i
ministerierne forudsættes at starte tidligere end sædvanligt.
Der er taget initiativ til en styrkelse af den juridisk-lovtekniske
kvalitet og ekspertise i fagministerierne. Dette er bl.a. sket på
baggrund af et notat fra Justitsministeriet, der også beskriver
samspillet mellem fagministerierne og Justitsministeriet i forbindelse med
lovudarbejdelsen.
Justitsministeriets Lovafdeling er anmodet om i forbindelse med den
almindelige lovtekniske gennemgang fremover i videre omfang end tidligere
også at vurdere lovenes forståelighed, form, sprog m.v.
Der er under ledelse af Justitsministeriet igangsat et
omfattende vejledningsarbejde om lovteknik, tilrettelæggelsen af
lovgivningsarbejdet m.v. Vejledningen vil blive udsendt i 1999.
Ministerierne er anmodet om, at lov- og
beslutningsforslag skal gøres tilgængelige på
Internettet/ministeriernes hjemmesider samtidig med, at de sendes til
høring.
Ministerierne er også anmodet om at sende lov-
og beslutningsforslag til de relevante folketingsudvalgs medlemmer til
orientering samtidig med, at de sendes til høring.
Jeg synes egentlig, at vi er nået et pænt
stykke vej i bestræbelserne.
Regeringen overvejer derudover nogle yderligere
initiativer, som jeg på et senere tidspunkt vil vende tilbage til.
Jeg lægger - som du ved - stor vægt på,
at der i det videre arbejde med at forbedre lovkvaliteten er en klar arbejds-
og ansvarsfordeling mellem regeringen og Folketinget. Vi har hver især
vigtige overvejelser at gøre - og bør som altovervejende
udgangspunkt koncentrere os om "egne" ansvarsområder.
Samtidig mener jeg også, at det er det bedste grundlag for vort
fremtidige samarbejde.
I det omfang Folketingets drøftelser omfatter
forslag og idéer, der har nær sammenhæng med regeringens
arbejde, lægger jeg naturligvis vægt på at blive orienteret
herom på det tidligst mulige tidspunkt.
Med venlig hilsen
Poul Nyrup Rasmussen
Bilag 3
Statsministerens talepapir under samråd i udvalget
den 21. april 1999
Besvarelse af samrådsspørgsmål A fra
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen
Spørgsmål A:
»
Hvilke oplysninger kan
statsministeren give på baggrund af statsministerens brev til
Folketingets formand af 3. februar 1999, hvori det nævnes, at
regeringen overvejer yderligere initiativer med henblik på forbedring
af lovkvaliteten?«
Svar:
I mit brev til Folketingets formand af 3. februar 1999
nævnte jeg seks initiativer på lovkvalitetsområdet.
Initiativerne med at gøre lovprogrammet mere egnet som
planlægningsinstrument for regering og Folketing fortsættes og
udbygges. Bl.a. er lovforberedelsen for det nye folketingsår 1999/2000
startet tidligere end sædvanligt. Det betyder, at regeringen får
bedre muligheder for at foretage en samlet og grundig screening af
lovprogrammet på baggrund af vores såkaldte checkliste. Det
betyder - forhåbentlig - også, at et stort antal lovforslag kan
fremsættes i samlingens start, hvilket jo er vores fælles
målsætning. Endelig forventer jeg, at vi kan blive endnu mere
præcise med hensyn til oplysningerne i lovprogrammet om forventet
fremsættelsestidspunkt.
Der er taget initiativ til en styrkelse af den juridisk-lovtekniske
kvalitet og ekspertise i fagministerierne. Det er bl.a. sket på
grundlag af et oplæg fra Justitsministeriet, der også beskriver
samspillet mellem fagministerierne og Justitsministeriet i forbindelse med
lovudarbejdelsen. Statsministeriet og Justitsministeriet vil nærmere
drøfte opprioriteringen og tilrettelæggelsen af lovarbejdet med
fagministerierne i løbet af foråret.
Justitsministeriets Lovafdeling er anmodet om i forbindelse med den
almindelige lovtekniske gennemgang fremover i videre omfang end tidligere
også at vurdere lovenes forståelighed, form, sprog m.v. Punktet
er nu et fast led i Justitsministeriets tilbagemeldinger til ministerierne.
Det er en ganske stor opgave og også en langsigtet proces at forbedre
lovene på dette område. Men jeg synes, vi er kommet godt i gang.
Der er under ledelse af Justitsministeriet iværksat et omfattende
vejledningsarbejde om lovteknik, tilrettelæggelsen af
lovgivningsarbejdet m.v. Vejledningen vil blive udsendt i 1999. Folketingets
Lov- og Parlamentssekretariat vil blive inddraget i forbindelse med
vejledningen.
Der er iværksat en ordning - bl.a. efter drøftelse her i
udvalget - hvorefter udkast til lov- og beslutningsforslag er
tilgængelige på Internettet og ministeriernes hjemmesider
samtidig med, at de sendes til høring.
Ministerierne er - også efter drøftelse her i udvalget -
anmodet om at sende udkast til lov- og beslutningsforslag til de relevante
folketingsudvalgs medlemmer samtidig med, at de sendes til
høring.
I mit brev til formanden skrev jeg også, at
regeringen overvejer yderligere initiativer. Disse overvejelser er endnu ikke
afsluttet. De skal bl.a. ses i sammenhæng med den nævnte
Vejledning fra Justitsministeriet. Men jeg vil godt i overskriftsform
nævne tre punkter, som overvejes:
Det første er, at vi hele tiden må være
opmærksomme på, at lovgivning ikke må
iværksættes pr. automatik. Vi må overveje alternativerne
til lovgivning. Der kan være både bedre og billigere måder
at nå de mål, vi sætter os.
Derfor bør en god lovgivningsproces altid indeholde
overvejelser om andre måder at regulere på:
informationskampagner, egen-kontrol-systemer, hvor de berørte parter
selv aftaler, hvordan man skal nå målene, eller økonomiske
virkemidler i stedet for traditionel regulering. På dette område
er vi i gang med en væsentlig styrkelse af grundlaget for
lovgivningsarbejdet.
Det andet punkt, jeg godt vil nævne, er
konsekvensvurderinger af lovforslag. De er vigtige, fordi de giver os
mulighed for at foretage en afvejning og prioritering af hensynene bag
lovgivningen. Kravene til konsekvensvurderinger vil blive løbende
udbygget bl.a. i takt med metodeudviklingen - og spørgsmålet
overvejes i forbindelse med Vejledningen fra Justitsministeriet. Jeg kan
også nævne, at Erhvervsministeriet arbejder med en ny og udbygget
manual for så vidt angår de erhvervsøkonomiske
bemærkninger til lovforslag.
Det tredje - men ikke mindst vigtige - punkt drejer sig om
evaluering af vedtagne love. Her tror jeg tankegangen lidt for ofte er den,
at når der først er vedtaget en lov, så er der så at
sige "gjort rent bord". Sådan bør det ikke være.
I en række situationer kan der være behov for, at der efter en
vis periode foretages en grundig vurdering af, om de mål, vi satte os
med en lovgivning, og de forudsætninger, som vi i øvrigt gjorde
os, holdt.
En model for en sådan vurdering kunne være, at
en minister efter f.eks. en treårig periode afleverer en rapport til
det relevante folketingsudvalg efter, at rapporten har været til
høring bl.a. hos de myndigheder, organisationer, der var inddraget i
forbindelse med lovens udarbejdelse.
Jeg er godt klar over, at vi i forskellige
sammenhænge også i dag evaluerer love - herunder også i
forbindelse med revisionsbestemmelser. Men jeg tror, vi kan styrke og
systematisere indsatsen. Vi vil i regeringen tage en nærmere
drøftelse af spørgsmålet, herunder foretage en mere
konkret vurdering af behovet samt overveje, hvilken model - eller modeller -
der kan være mest hensigtsmæssige.
Må jeg også generelt nævne for udvalget,
at OECD for øjeblikket - som led i en mere omfattende landegennemgang
- er i gang med en evaluering af dele af den danske regulering. Jeg ved, at
også Folketinget har været inddraget heri. Nu vil vi ikke
nødvendigvis på alle områder være enige med OECD om,
hvad god regulering er, men det er klart, at OECD´s beskrivelser og
vurderinger vil blive overvejet som led i regeringens løbende
bestræbelser på at forbedre lovkvaliteten.
Bilag 4
Skrivelse af 6. maj fra Finansudvalget
FINANSUDVALGET
Formanden
Folketingets formand
Hr. Ivar Hansen
6. maj 1999
Kære Ivar.
I forbindelse med de igangværende overvejelser
vedrørende eventuelle ændringer i Folketingets Forretningsorden
har Finansudvalget på et møde g.d. drøftet udvalgets
arbejdsfelt og herunder navnlig spørgsmålet om, i hvilket omfang
udvalget bør behandle andre forslag end bevillingslovforslag og
forslag til lov om statslån. Udgangspunktet for drøftelsen var
bl.a. den af udvalget den 4. marts 1998 afgivne beretning om Finansudvalgets
arbejdsform.
Finansudvalget ønsker at henlede
opmærksomheden på pkt. 2.3.2. i denne beretning, hvori det bl.a.
hedder, at
»
For så vidt
angår (lovforslag eller forslag til) folketingsbeslutning, der
fremsættes vedrørende aktstykker, der er til
behandling i Finansudvalget, finder udvalget, at sådanne forslag som
udgangspunkt bør behandles i vedkommende ressortudvalg.
Udvalget finder dog, at forslag vedrørende
aktstykker fremsat af statsministeren, finansministeren eller
økonomiministeren eventuelt kan henvises til udvalgsbehandling i
Finansudvalget. Endvidere kan forslag vedrørende andre
ministerområder, når særlige grunde taler herfor,
udvalgsbehandles i Finansudvalget.«
Med venlig hilsen
Jan Petersen
næstformand
Lignende dokumenter
- Beretning om opfølgning på konferencen om samspillet mellem Folketing og regering (Vedrørende lovforberedelsen og udvalgsbehandlingen af lovforslag m.v.) Retsinformation · 14. maj 2007
- Folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget Retsinformation · 25. maj 1999
- Betænkning og indstilling om ændring af forretningsorden for Folketinget (Ændring af forskellige arbejdsformer og forretningsgange m.v.) Retsinformation · 25. maj 2018
- 1996 BTB 108 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF FORRETNINGSORDEN FOR FOLKETINGET NR B 108 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 18. juni 1997
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget Retsinformation · 10. maj 2000
- Opfølgning af Folketingets betænkning om forbedret lovkvalitet m.v. af 7. maj 1999 specielt i forbindelse med indgåelse af traktater (Til samtlige ministerier) Retsinformation · 9. marts 2006