Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning og indstilling over ændring af forretningsorden for Folketinget

1998/1 BSF 141Beslutningsforslag som fremsatFolketinget17. maj 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Udvalget for

Forretningsordenen den 7. maj 1999

Betænkning og indstilling

over

ændring af forretningsorden for

Folketinget

(Forbedret lovkvalitet og revision af

spørgetimen)

Indholdsfortegnelse

Forbedret lovkvalitet

1. Indledning

a. Tidligere drøftelser

b. Lovkvalitet

2. Regeringens lovforberedelse

a. Regeringens foreløbige initiativer med henblik på

forbedring af lovkvaliteten

b. Folketingets idéer og ønsker til lovforberedelsen

c. Den politiske forberedelse af lovforslag

d. Særligt om indhentelse af Folketingets samtykke til

indgåelse af traktater m.v. og opfølgningen heraf

3. Offentlighedens inddragelse i lovgivningsarbejdet

a. Åbne udvalgsmøder

b. Inddragelse af offentligheden under udvalgsarbejdet i øvrigt

c. Folketingets hjemmeside - direkte mulighed for at følge

Folketingets arbejde med lovforslag

d. Brug af Ftweb som debatforum om lovgivningen

4. Planlægningen af folketingsarbejdet

a. Planlægningen af folketingsarbejdet i dag

b. Forhåndsmeddelelser forud for fremsættelsen

c. Fremsatte forslag

Læs alt

d. Placeringen af 1. behandling

e. Planlægningen af udvalgsbehandlingen

f. Placeringen af 2. behandling

g. Overvejelser om forbedringer

5. Udvalgenes arbejde med lovforslag

a. Udvalgsarbejdet - fremsendelse til udvalgene af høringssvar

og udarbejdelse af paralleltekster

b. Styrkelse af tilrettelæggelsen af behandlingen af lov- og

beslutningsforslag og af den politiske drøftelse i udvalget

c. Udvalgenes bidrag til langtidsplanlægning af Folketingets

arbejde

d. Indholdet af udvalgenes betænkninger

e. Bistanden til udvalgsarbejdet

f. Udvalgsstrukturen

g. Særligt om behandlingen af henvendelser fra de danske medlemmer

af Europa-Parlamentet til et fagudvalg eller til Europaudvalget

6. Den lovtekniske og juridiske gennemgang af lovforslag i

Folketinget

a. Udgangspunktet

b. Gældende praksis

c. Forslag til styrkelse af gennemgangen af lovforslagene

d. Særligt om behandlingen af sager om lovforslags forhold til

grundloven m.m.

e. Den tekniske og juridiske bistand, der er til rådighed under

behandlingen af lovforslag m.m.

Spørgetimen

Drøftelserne i Præsidiet og Udvalget for

Forretningsordenen.

Indstilling

Forslag til folketingbeslutning

Bilag

Uddrag af Europaudvalgets beretning af 19. februar 1999 om større

åbenhed i den danske EU-beslutningsproces m.v.

Skrivelse af 3. februar 1999 fra statsministeren til Folketingets

formand

Statsministerens talepapir under samråd i udvalget den 21. april

1999

Skrivelse af 6. maj 1999 fra Finansudvalget

Forbedret lovkvalitet

1. Indledning

a. Tidligere drøftelser

Ønsket om forbedring af lovkvaliteten blev omtalt i

Præsidiets forslag til ændring af forretningsordenen i 1996-97,

jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4400 og tillæg B, s.

1095 og 1110. Det anføres heri, at Præsidiet havde

drøftet »at nedsætte et udvalg, der skulle komme med indstilling

med krav til højnelse af kvaliteten af lovgivningen. Et sådant

udvalg skulle være sammensat af bl.a. repræsentanter for brugerne

af lovgivningen.« Da drøftelserne af tidsmæssige grunde ikke

kunne afsluttes i forbindelse med gennemførelsen af dette forslag,

anførte Præsidiet i bemærkningerne, at man ville

fortsætte overvejelserne herom.

Debatten om forbedring af lovkvaliteten kom igen på

den politiske dagsorden, efter at regeringen i regeringsgrundlaget fra marts

1998 havde erklæret at ville overveje, hvorledes den kunne medvirke

til, at der skabes større kvalitet i lovgivningen.

Samtidig genoptog Folketingets Præsidium sine

overvejelser. Efter en grundig forberedelse med drøftelse i

Præsidiet, Udvalget for Forretningsordenen og mellem Folketingets

formand og de enkelte gruppeformænd afholdt Præsidiet en

konference om forbedring af lovkvaliteten. Det skete på Hotel

Marienlyst i Helsingør i oktober 1998 lige før det nye

folketingsår. I konferencen deltog en tredjedel af Folketingets og

regeringens medlemmer. Statsministeren gav som den første

oplægsholder en redegørelse for regeringens forslag i det videre

arbejde. Ordstyrer for konferencen var professor Lars Nordskov Nielsen.

Efter konferencen besluttede Præsidiet, at Udvalget

for Forretningsordenen skulle have det overordnede ansvar for

opfølgningen. Det besluttedes endvidere, at der på formandens

initiativ skulle indledes en drøftelse med udvalgenes formænd og

næstformænd om, hvorledes udvalgene kunne bidrage til at styrke

lovkvaliteten. Et møde herom fandt sted den 19. januar 1999. Til

mødet havde 4 udvalgsformænd, Lissa Mathiasen (S), Mariann

Fischer Boel (V), Knud Erik Kirkegaard (KF) og Villy Søvndal (SF),

udarbejdet et oplæg, som dannede udgangspunkt for drøftelserne.

Efter mødet blev Udvalget for Forretningsordenen orienteret om

drøftelserne.

I juni 1998 henvistes to forslag fra henholdsvis Dansk

Folkeparti og Enhedslisten til Udvalget for Forretningsordenen. I

udvalgsbehandlingen indgik også en skrivelse af 4. juni 1998 fra Kim

Behnke (FP). Disse forslag drejede sig om offentlighedens adgang til at

følge Folketingets behandling af EU-forslag. Der var i Udvalget for

Forretningsordenen enighed om, at der ikke var grundlag for at afgive

betænkning over forslagene, men Udvalget for Forretningsordenen

meddelte dog i skrivelse af 25. juni 1998, at udvalget fandt det

ønskeligt at inddrage Europaudvalget i de videre overvejelser om de

væsentlige spørgsmål, som behandles i de nævnte

beslutningsforslag. Udvalget for Forretningsordenen forudsatte, at

Europaudvalget også inddrog synspunkter fra relevante fagudvalg.

Europaudvalget indhentede i den anledning kommentarer fra en række

fagudvalg og folketingsgrupper, og den 2. december 1998 afholdt Folketingets

formand et møde med udvalgenes formænd og

næstformænd om behandlingen af EU-sager i udvalgene.

Ud over de nævnte forslag har Europaudvalget i

løbet af efteråret og vinteren drøftet kontakten til de

danske medlemmer af Europa-Parlamentet og ændringer i den skriftlige

kommunikation mellem ministerier og udvalg. Europaudvalget afgav beretning

herom den 19. februar 1999.

b. Lovkvalitet

I oplægget til folketingsgrupperne under de

indledende drøftelser forud for lovkvalitetskonferencen i 1998

anførtes, at kvalitet i forbindelse med lovgivningen omfatter dels den

indholdsmæssige, juridiske og sproglige kvalitet af de vedtagne love,

dels kvaliteten af tilblivelsesprocessen. Heraf følger, at en lov

bør

være affattet således, at kun de ønskede formål

- herunder de politiske intentioner - opnås. Den må således

ikke have utilsigtede virkninger

være skrevet i et præcist sprog, der er til at forstå

for brugerne - såvel borgerne, erhvervslivet m.v., der skal efterleve

den, som myndighederne, der skal administrere den

være juridisk korrekt, og

at lovgivningsprocessen bør sikre

et grundigt forarbejde før fremsættelsen af lovforslag i

Folketinget

den fornødne tid til en grundig behandling af lovforslag og

eventuelle ændringsforslag

berørte enkeltpersoner og grupper mulighed for at følge med

og komme med indvendinger m.v. og dermed påvirke resultatet.

Under Marienlystkonferencen anførte

statsministeren, at man - lidt forenklet - kan tale om fire former for

kvalitet: Den juridisk lovtekniske kvalitet, den økonomiske kvalitet,

proceskvaliteten og den politiske kvalitet.

Statsministeren lagde i øvrigt vægt på,

at man ikke forveksler politisk uenighed om et konkret stykke lovarbejde med

mangel på kvalitet. Det var vigtigt at skelne mellem kvalitet og

interessemodsætninger.

Statsministeren var enig i, at Folketinget og regeringen

har et vigtigt fælles projekt. Han fandt det også vigtigt at

understrege, at Folketinget og regeringen hver har et ansvar for at

tilrettelægge deres del af arbejdet, så målene om

større kvalitet kan nås.

Udvalget er enig med statsministeren i, at regeringens

lovforberedelse i overensstemmelse med principperne om »magtens deling« er et

anliggende for regeringen. Folketingets medlemmer har ansvaret for

behandlingen af lovforslag i Folketinget, og regeringen og Folketinget har et

fælles ansvar for den vedtagne lov.

2. Regeringens lovforberedelse

a. Regeringens foreløbige initiativer med henblik på

forbedring af lovkvaliteten

Som nævnt ovenfor er det regeringen, der har

ansvaret for regeringens lovforberedelse.

Regeringen har siden lovkvalitetskonferencen taget en

række initiativer på dette område. I brev til Folketingets

formand af 3. februar 1999 (bilag 2) gennemgik statsministeren regeringens

foreløbige initiativer. Statsministeren anførte samtidig, at

han - i det omfang Folketingets drøftelser omfatter forslag og ideer,

der har nær sammenhæng med regeringens arbejde - lagde vægt

på at blive orienteret herom på det tidligst mulige tidspunkt.

Udvalget har den 21. april 1999 haft et samråd med

statsministeren om yderligere initiativer med henblik på forbedring af

lovkvaliteten.

Statsministerens talepapir til brug for besvarelsen af

udvalgets samrådsspørgsmål herom er optrykt som bilag 3

til betænkningen og indstillingen.

Udvalget hilser de iværksatte initiativer med

tilfredshed. Det viser regeringens vilje til i praksis at ville leve op til

hensigterne om at styrke lovkvaliteten.

For så vidt angår initiativerne med at

gøre lovprogrammet mere egnet som planlægningsinstrument for

regeringen og Folketinget, er der allerede høstet visse erfaringer.

Der henvises til omtalen herom i afsnit 4.

b. Folketingets idéer og ønsker til lovforberedelsen

Selv om Folketinget anerkender, at regeringen har ansvaret

for regeringens lovforberedelse, er det vigtigt i relation til Folketingets

ansvar for behandlingen af lovforslag i Tinget, at der løbende

føres konstruktive drøftelser mellem Folketinget og regeringen

om principperne for indholdet og opbygningen af det beslutningsgrundlag, som

lovforslaget med bemærkninger udgør.

Der har i mange år været en god tradition for

sådanne drøftelser, og statsministeren har med sine initiativer

vist, at regeringen er lydhør over for Folketingets ønsker.

Udvalget har under samrådet med statsministeren

drøftet bemærkninger fra udvalget om forslag vedrørende

regeringens lovforberedelse.

Om høringer forud for fremsættelse af

lovforslag har statsministeren under samrådet oplyst, at det er

hovedreglen i forbindelse med regeringsforslag, at der gennemføres en

skriftlig høring forud for fremsættelsen. Statsministeren

oplyste endvidere, at der, i de - forholdsvis få - tilfælde, hvor

dette f.eks. af tidsmæssige årsager ikke lader sig gøre,

normalt foretages en høring samtidig med fremsættelsen. I de

ganske særlige situationer - og det hører virkelig til

sjældenhederne - hvor der ikke måtte være foretaget enten

en forudgående eller en parallel høring, fandt statsministeren

også, at det bør være ministeren, der i givet fald

iværksætter en høring eller andet - f.eks. efter

ønske fra det pågældende folketingsudvalg. Statsministeren

understregede, at dette - i overensstemmelse med »magtens deling« - ikke

forhindrer, at Folketinget måtte vælge at iværksætte

bredere høringer eller konferencer om lovforslag, men at dette var

noget andet end en traditionel høring.

Udvalget finder, at i situationer, hvor der undtagelsesvis

ikke er foretaget en skriftlig høring, bør Folketinget

påtage sig en forpligtelse til at sikre sig, at relevante eksperter og

parter bliver hørt efter fremsættelsen. Dette er i

overensstemmelse med statsministerens ovennævnte opfattelse. Udvalgene

har som led i behandlingen af lovforslag mulighed for at bede den relevante

minister om at foranstalte en skriftlig høring. Udvalgene kan dog

også selv iværksætte en sådan høring. Det er

dog - så vidt det er udvalget bekendt - kun sket en enkelt gang inden

for de senere år, nemlig da Udvalget for Forretningsordenen i

forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget om

undersøgelseskommissioner gennemførte en skriftlig

høring af de tidligere hørte myndigheder og organisationer om

visse vidtgående ændringsforslag. Udvalgene har også

mulighed for at afholde, hvad statsministeren ovenfor kaldte en bredere

høring eller konference i forbindelse med et møde i

Folketingets regi, således som det skete i forbindelse med behandlingen

af den såkaldte rockerlov (forslag til lov om forbud mod ophold i

bestemte ejendomme (L 22, Folketingsåret 1996-97)).

Udvalget er af den opfattelse, at det ny cirkulære

om bemærkninger til lovforslag og andre regeringsforslag og om

fremgangsmåden ved udarbejdelse af lovforslag, redegørelser,

administrative forskrifter m.v., som Statsministeriet udsendte i september

1998, på en række områder har betydet forbedringer i

kvaliteten af de bemærkninger, der ledsager regeringsforslag.

Udvalget kunne yderligere ønske sig oplysninger om

lovforslagsforhold til fundamentale retsprincipper, herunder grundloven,

menneskerettighederne og generelle strafferetlige og

forvaltningsmæssige principper, hvor lovforslaget ifølge sit

indhold berører sådanne principper. Statsministeren har under

samrådet oplyst, at disse spørgsmål er et hovedelement i

forbindelse med Justitsministeriets lovtekniske gennemgang. Det oplystes

endvidere, at emnerne også indgår med vægt i den kommende

vejledning om lovgivningsarbejdet fra Justitsministeriet.

I udvalgets ønsker til indholdet af

bemærkningerne til lovforslagene ligger også, at der bør

redegøres for årsagen til, at man i konkrete tilfælde har

fraveget f.eks. de almindelige forvaltningsmæssige principper,

således som de kommer til udtryk i forvaltningsloven og

offentlighedsloven.

Særligt med hensyn til bemyndigelser lægger

udvalget vægt på, at der i de ledsagende bemærkninger i de

enkelte tilfælde nøje redegøres for baggrunden for, at

bemyndigelsesbestemmelsen ønskes indsat, samt for de hensyn, der

ønskes tilgodeset i forbindelse med udnyttelsen af bemyndigelsen.

Statsministeren har heroverfor oplyst, at Justitsministeriet i forbindelse

med den lovtekniske gennemgang er meget opmærksom også på

brugen af brede bemyndigelser.

Udvalget har bemærket, at regeringens og

Folketingets fælles ønske om at reducere antallet af lovforslag

ikke bør føre til anvendelse af såkaldte samlelove i

andre tilfælde, end hvor der foreligger en nøje saglig eller

politisk sammenhæng mellem de foreslåede temaer. Statsministeren

har under samrådet erklæret sig enig heri, men var ikke bekendt

med, at der i dette folketingsår havde været nogen konkrete

eksempler på samlelove, hvor der ikke havde været en god

begrundelse herfor.

c. Den politiske forberedelse af lovforslag

Blandt de spørgsmål, der blev drøftet

på Marienlystkonferencen, var, i hvilket omfang politikere skulle

involvere sig i drøftelser på det lovforberedende plan, og

hvilke konsekvenser politiske forlig får for lovkvaliteten.

Det er en væsentlig del af de danske

lovgivningstraditioner, at der indgås forlig inden fremsættelsen

af lovforslag, og at partier inden fremsættelsen bliver enige om

principper. Sådanne forlig eller »indforståelser« kan have

forskellig karakter i henseende til detaljeringsgrad og bundethed for

parterne. Udvalget bemærker, at man - også når lovforslag

udarbejdes på grundlag af forlig - bør være

opmærksom på at leve op til de krav til lovkvalitet, som

iagttages gennem den grundige forberedelse, der normalt går forud for

regeringens fremsættelse af lovforslag. Det kan være relevant at

have i erindring i de tilfælde, hvor der ikke foreligger et fuldt

belyst beslutningsgrundlag på tidspunktet for indgåelsen af

forliget, eller hvor procedurerne for ændring af forliget reelt, f.eks.

af tidsmæssige grunde, begrænser muligheden for at rette op

på sådanne fejl eller uhensigtsmæssigheder, der måtte

vise sig under den senere offentlige folketingsbehandling, f.eks. i

forbindelse med henvendelser fra berørte.

d. Særligt om indhentelse af Folketingets samtykke til

indgåelse af traktater m.v. og opfølgningen heraf

Selv om det er regeringen, der handler på rigets

vegne i mellemfolkelige anliggender, kan den ikke uden Folketingets samtykke

indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er

nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning

(grundlovens § 19). Som eksempel herpå kan nævnes ratifikation af

traktater m.v., der kræver, at der gennemføres lovgivning nu

eller senere til opfyldelse af den folkeretlige forpligtelse, Danmark herved

påtager sig. I øvrigt må det bemærkes, at

området for grundlovens § 19 set fra Folketingets synspunkt har

stigende betydning, især på menneskerettighedsområdet, hvor

der på internationalt plan finder en detaljeret regulering sted af

betydning for borgernes retsstilling. Denne udvikling forstærkes ved

etableringen af internationale domstole, idet danske domstole på

sådanne områder utvivlsomt i stadig højere grad vil

føle sig tilskyndet til at anlægge fortolkninger af den

nationale lov, der svarer til de internationale domstoles, jf. nedenfor.

Er der tale om en traktat, der umiddelbart skal

træde i kraft, indhentes Folketingets samtykke ofte »stiltiende« i

forbindelse med, at der gennemføres den nødvendige lovgivning,

men i andre tilfælde vil Folketingets samtykke blive givet i form af

vedtagelse af en folketingsbeslutning. Dette gælder navnlig, når

der er tale om indgåelse af traktater m.v., der ikke umiddelbart skal

træde i kraft, eller hvis der er tale om, at der på

ratifikationstidspunktet endnu ikke foreligger et fuldt færdigt forslag

til den nødvendige lovgivning. Endelig vil det naturligvis også

være den form, der benyttes, hvis der er tale om en traktat eller anden

mellemfolkelig forpligtelse, der ikke forudsætter lovgivning, men som i

øvrigt er af større betydning.

Visse traktater indgås af regeringen uden

inddragelse af Folketinget på grundlag af en almindelig bemyndigelse i

en lov til at indgå sådanne traktater. En sådan

bemyndigelse kan også omfatte opfyldelsen af en sådan traktat,

f.eks. ved udstedelse af en bekendtgørelse. I andre tilfælde

indeholder loven en bemyndigelse til at fravige en eller flere af lovens

bestemmelser, hvis det sker med henblik på at opfylde internationale

forpligtelser.

I de tilfælde, hvor ratifikationssamtykket indhentes

stiltiende i forbindelse med gennemførelsen af den nødvendige

lovgivning, vil udvalget anse det for ønskeligt, at det tydeligt af

bemærkningerne fremgår, at der samtidig er tale om indhentelse af

ratifikationssamtykke. Det bør herunder præciseres, hvis

regeringen på et eller flere punkter har valgt ikke at følge

traktatens bestemmelser. Endvidere bør regeringen i de tilfælde,

hvor traktaten giver flere muligheder for at efterleve denne, redegøre

for det valg, der er truffet. Endelig bør regeringen også i de

tilfælde, hvor den har fundet, at den eksisterende retstilstand levede

op til de internationale forpligtelser, redegøre for de overvejelser,

der ligger til grund for denne vurdering. Oplysninger af denne karakter

må anses for væsentlige set i lyset af, at indgåelse af

internationale forpligtelser i stigende grad påvirker borgernes

retsstilling, ikke mindst fordi der formentlig er en tendens til, at

domstolene i højere grad end tidligere er tilbøjelige til at

anvende traktatteksten direkte.

I de tilfælde, hvor ratifikationssamtykket bliver

indhentet gennem vedtagelse af en folketingsbeslutning, har det været

fremført, at det kunne være ønskeligt, om Folketinget fik

bedre mulighed for at følge gennemførelsen af traktaten m.v.

Dette kunne bl.a. ske ved, at det i bemærkningerne til forslaget til

folketingsbeslutning blev skitseret, hvorledes og efter hvilken tidsplan

traktaten vil blive gennemført. Der kan f.eks. være tale om, at

der nationalt i Danmark skal foretages visse faktiske handlinger, f.eks.

udpegelse af levesteder for dyr og fugle, eller internationalt ved, at et

givent antal stater skal ratificere eller tiltræde traktaten,

før den træder i kraft.

Statsministeren gav under samrådet tilsagn om at

overveje en model for at gennemføre ovennævnte forslag.

Statsministeren anførte, at forhandling og indgåelse af

traktater mellem Danmark og andre lande i dag spænder over et meget

vidt emnefelt og involverer en lang række fagministerier, der

selvstændigt forhandler internationale aftaler inden for deres

ressortområder. De nævnte forslag vil blive taget op til en

generel drøftelse med de berørte ministerier med henblik

på at finde frem til en egnet og ensartet fremgangsmåde.

Udvalget har endvidere fundet, at det vil øge

Folketingets mulighed for at følge det internationale arbejde, hvis

regeringen en gang årligt udarbejdede en fortegnelse over

internationale traktater m.v., som Danmark havde undertegnet, men endnu ikke

ratificeret, samt over traktater, som Danmark havde ratificeret, men som

endnu ikke var trådt i kraft, fordi det nødvendige antal stater

ikke havde deponeret deres ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrumenter.

Endelig finder udvalget, at regeringen bør

informere vedkommende fagudvalg, inden Danmark deltager i vedtagelse og

undertegnelse af en traktat.

Statsministeren har i tilknytning til samrådet

oplyst, at han vil overveje disse forslag nærmere i lyset af de

fremkomne bemærkninger og synspunkter.

3. Offentlighedens inddragelse i lovgivningsarbejdet

a. Åbne udvalgsmøder

Som nævnt ovenfor forudsætter god lovkvalitet

bl.a., at berørte enkeltpersoner og grupper har mulighed for at

følge lovgivningsprocessen og komme med indvendinger m.v. og dermed

påvirke resultatet.

Allerede i forbindelse med ændringen af

forretningsordenen i 1997 drøftede udvalget, om der skulle åbnes

mulighed for, at udvalgenes møder eller dele af disse kunne være

åbne for offentligheden. Europaudvalget har i sin beretning nr. 2 af

19. februar 1999 foreslået Udvalget for Forretningsordenen at

gennemføre en ændring af Folketingets forretningsorden, der

gør det muligt at holde åbne Europaudvalgsmøder.

I bilag 1 gengives Europaudvalgets overvejelser om

tilrettelæggelsen af åbne Europaudvalgsmøder.

Efter udvalgets opfattelse har offentligheden allerede

efter Folketingets regler om dokumentoffentlighed i vid udstrækning

mulighed for at få oplysninger om udvalgenes arbejde.

Meget væsentlige elementer i udvalgsarbejdet i

forbindelse med behandling af lovforslag er de skriftlige

spørgsmål fra udvalget og skriftlige svar fra ministeren samt de

skriftlige henvendelser fra interesseorganisationer m.fl. Dette skriftlige

materiale er som altovervejende hovedregel tilgængeligt for

offentligheden dagen efter omdeling til udvalget. Der kan abonneres på

udvalgenes bilag, eller man kan bestille bilag gennem Folketingets lovbutik.

Ministerierne skal desuden sende svar m.v. til udvalgene i elektronisk form,

så de kan offentliggøres på Folketingets hjemmeside. I

afsnit 3 c og d er Folketingets hjemmeside omtalt nærmere.

Med virkning fra begyndelsen af folketingsåret er

der truffet beslutning om, at foreløbige ændringsforslag og

udkast til betænkninger m.v. skal være offentligt

tilgængelige for herved at give lovgivningens brugere en

væsentlig styrket mulighed for at opnå indflydelse under

behandlingen af lovforslag i Folketinget.

Endvidere har udvalgene efter de gældende regler

mulighed for at afholde åbne høringer og åbne

temamøder. Reglerne herfor er så fleksible, at det giver

udvalgene mulighed for at inddrage offentligheden på forskellig vis,

f.eks. i forbindelse med behandling af lov- og beslutningsforslag.

Der er i udvalget forskellige opfattelser af, om det er

hensigtsmæssigt at give mulighed for åbne udvalgsmøder, og

hvilke konsekvenser åbne udvalgsmøder vil få.

På den ene side er det blevet anført, at

åbne udvalgsmøder vil kunne få den virkning, at politiske

forhandlinger, i endnu videre omfang end det er tilfældet i dag, vil

foregå uden for udvalgsmøderne, og at f.eks. de oplysninger, der

gives under samråd, vil kunne få en meget formel karakter.

På den anden side fremføres det, at åbne

udvalgsmøder kan skærpe interessen for udvalgsarbejdet og

være med til at intensivere den politiske debat både i udvalgene

og i offentligheden. Dertil kommer, at åbenhed om beslutningsprocessen

er et vigtigt principielt element i den demokratiske proces.

Udvalget har imidlertid lagt stor vægt på at

fremsætte et forslag, som hele udvalget kunne stå bag, og

foreslår på den baggrund, at der gives udvalgene mulighed for at

beslutte, at et udvalgsmøde eller dele af dette afholdes for

åbne døre. Med dette forslag er udgangspunktet fortsat, at

udvalgenes møder holdes for lukkede døre, og at der ikke

må refereres fra forhandlingerne i lukkede møder.

Forslaget giver hvert udvalg mulighed for en gradvis

udvikling tilpasset det enkelte udvalgs behov.

Der er endvidere enighed om, at ordningen skal evalueres,

når den har fungeret et år.

I forbindelse med overvejelserne om muligheden for at

holde udvalgsmøder for åbne døre har udvalget

drøftet, om der skulle fastsættes særlige procedureregler

for sådanne møder, f.eks. om ordret referat eller arkivering af

digitale lydoptagelser, taletidsregler, adgangen til tv-optagelse,

båndoptagelse m.v. Det er i den forbindelse blevet anført, at

muligheden for at afholde udvalgsmøder for åbne døre kan

indebære, at nogle af de debatter, der i dag gennemføres som

forespørgselsdebatter i Folketingssalen, i fremtiden vil blive

gennemført som debatter i udvalg i forbindelse med samråd med en

minister, og at der derfor kan være behov for procedureregler og

referater, der svarer til dem, der gælder i Folketingssalen.

Udvalget er af den opfattelse, at det bør overlades

til det enkelte udvalg at tage stilling til disse spørgsmål.

Forslaget om at give udvalgene mulighed for at beslutte, at et

udvalgsmøde eller dele af dette afholdes for åbne døre,

lægger op til en gradvis udvikling tilpasset hvert enkelt udvalgs

behov. Det er derfor også mest hensigtsmæssigt, at hvert udvalg

træffer beslutning om en procedure tilpasset udvalgets arbejdsform og

de emner, der behandles i udvalget.

Udvalget understreger dog samtidig, at hvis et udvalg

ønsker at afholde et samråd for åbne døre, skal der

før samrådet være taget stilling til de ovennævnte

spørgsmål, således at betingelserne for

gennemførelse af samrådet står klart både for

udvalgets medlemmer og for den minister, der anmodes om at komme i

samråd.

Ved åbne samråd båndoptages

forhandlingen.

Ved afgørelse af, hvorledes et samråd skal

foregå, vil det være naturligt at lægge vægt på

en tilkendegivelse fra den, der står bag

samrådsspørgsmålet, om, på hvilken måde

samrådet ønskes gennemført. Også en minister vil

over for udvalget inden samrådet kunne tilkendegive, om oplysninger

efter ministerens opfattelse mest hensigtsmæssigt vil kunne gives for

åbne eller lukkede døre, ligesom procedureregler kan

drøftes med ministeren.

Forslagene om at give mulighed for at holde åbne

udvalgsmøder gør det nødvendigt også at tage

stilling til den tavshedspligt, der hidtil er antaget at kunne udledes af

forretningsordenens § 8, stk. 5, 2. pkt., hvorefter udvalget ved afslutningen

af et udvalgsmøde kan træffe beslutning om, at meddelelser i

nærmere bestemt omfang skal tilgå offentligheden.

Folketingets forretningsorden har hidtil kun indeholdt

få bestemmelser om udvalgenes møder. Udvalget finder, at det

giver et skævt billede, at Folketingets forretningsorden alene

indeholder bestemmelser om mere ekstraordinære udvalgsaktiviteter som

høringer, temamøder m.v. Det foreslås derfor, at der i

forretningsordenen indsættes en beskrivelse af de ordinære

udvalgsmøder, beslutningskompetencen i udvalgene, udvalgenes

traditionelle muligheder for at modtage deputationer, stille

spørgsmål og afholde samråd m.v. Der tilsigtes ikke hermed

nogen indskrænkning i det enkelte udvalgs mulighed for at

tilrettelægge udvalgsarbejdet på den måde, som er bedst

stemmende med det enkelte udvalgs arbejdsområder.

Beskrivelsen af høringer og temamøder

tilpasses den praksis, der har udviklet sig. Endelig beskrives den nye type

åbne møder, som Europaudvalget har anbefalet. Bestemmelse herom

er udformet således, at alle udvalg - og ikke alene Europaudvalget -

får mulighed for at afholde sådanne møder.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

nedenstående beslutningsforslags § 1, nr. 1.

b. Inddragelse af offentligheden under udvalgsarbejdet i

øvrigt

Før regeringsforslag fremsættes eller

samtidig med fremsættelsen, foretager ministerierne oftest en skriftlig

høring af berørte myndigheder og interesseorganisationer med

henblik på at sikre, at de, der efterfølgende bliver

berørt af loven, kan bidrage med oplysninger om, hvordan loven rent

praktisk vil komme til at fungere.

I forbindelse med udvalgenes behandling af forslag

forekommer det ofte, at der stilles ændringsforslag, der ændrer

det oprindelige lovforslag væsentligt. Det påses, at

ændringerne ikke er så omfattende, at der foreligger en

tilsidesættelse af grundlovens § 41, stk. 2, om, at et lovforslag skal

være behandlet 3 gange i Folketinget, før det kan vedtages.

Selv om ændringsforslag ligger inden for rammerne af

bestemmelsen i grundlovens § 41, stk. 2, kan ændringsforslag dog have

vidtrækkende konsekvenser for dem, der efterfølgende bliver

berørt af loven. Det kan ikke mindst være et

spørgsmål om, hvordan de politiske intentioner rent praktisk kan

gennemføres mest hensigtsmæssigt.

Udvalgene har allerede i dag mulighed for at anmode

berørte parter eller eksperter om at kommentere ændringsforslag,

men der er ikke tradition for, at der foretages en høring hverken over

de ændringsforslag, der stilles af ministeren, eller over de

ændringsforslag, der stilles af medlemmer af Folketinget.

Udvalget finder, at udvalgene i forbindelse med behandling

af lovforslag bør overveje, om de ændringsforslag, som

påtænkes stillet i udvalgets betænkning, har en sådan

karakter, at det vil være hensigtsmæssigt at gennemføre en

høring. Høring over ændringsforslag må i givet fald

foregå inden for snævrere tidsfrister end dem, der typisk

gælder for høring over lovudkast.

Høringen kan tilrettelægges som en skriftlig

høring af dem, der har været hørt over lovudkastet,

eventuelt suppleret med organisationer eller andre, der har haft

foretræde for udvalget i forbindelse med behandling af lovforslaget,

eller af andre, som udvalget måtte finde det relevant at inddrage.

Udvalget kan bede den relevante minister om at foretage en skriftlig

høring, eller udvalget kan selv iværksætte den. Hvis et

udvalg finder det mere hensigtsmæssigt, kan en høring også

gennemføres ved at invitere de berørte parter til i et

møde at kommentere ændringsforslagene.

Statsministeren har under samrådet givet udtryk for,

at udvalget i en sådan situation bør anmode den

pågældende minister om at foretage en sådan høring.

Der henvises i øvrigt til omtalen ovenfor i afsnit 2 b om

høring over lovforslag.

c. Folketingets hjemmeside - direkte mulighed for at følge

Folketingets arbejde med lovforslag

Med åbningen af Folketingets hjemmeside i oktober

1997 har organisationer og offentligheden i øvrigt fået bedre

muligheder for at følge Folketingets arbejde med lovforslag.

Lov- og beslutningsforslag, Folketingets dagsordener og

forhandlinger, udvalgenes dagsordener og offentlige bilag, herunder

udvalgsbetænkninger, er nu samlet ét sted, og i de fleste

tilfælde vil offentligheden have en væsentlig hurtigere adgang

til dokumenterne.

Der arbejdes løbende på at sikre, at så

mange udvalgsbilag som muligt foreligger i fuld tekst på hjemmesiden,

og at dokumenterne er tilgængelige så hurtigt som muligt.

Informationerne på hjemmesiden søges

udbygget, i det omfang det er muligt, med hensyntagen til Folketingets

nuværende edb-systemer. Bl.a. overvejes det, om orientering om

udvalgenes planlægning af deres arbejde med lovforslag kan formidles i

overskuelig form på hjemmesiden. Når Folketingets nye edb-system

er færdigudviklet om ca. 3 år, vil mulighederne for at formidle

oplysninger til offentligheden over Folketingets hjemmeside bliver yderligere

forbedret.

Bestræbelserne på at sikre, at udvalgsbilagene

foreligger i elektronisk form, indebærer en række yderligere

arbejdsopgaver i forbindelse med journalisering m.v. I hvert fald indtil

disse opgaver kan automatiseres yderligere i forbindelse med

indførelse af et nyt edb-system, er der behov for en

ressourcetilførsel til udførelsen af disse opgaver.

Udvalget finder, at Folketingets hjemmeside har vist sig

at være et nyttigt redskab i formidlingen af viden om de elementer, der

indgår i Folketingets behandling af lovforslag - ikke mindst for de

professionelle aktører i lovgivningsprocessen. Udvalget lægger

derfor vægt på, at udviklingen af hjemmesiden fortsætter.

Udvalget er dog opmærksom på, at ikke alle borgere har adgang til

at bruge Internettet.

d. Brug af Ftweb som debatforum om lovgivningen

Med de gode erfaringer, man hidtil har haft med Ftweb som

informationskilde for offentligheden, har udvalget drøftet, om der som

et pilotprojekt skulle etableres et begrænset antal elektroniske

debatfora i tilknytning til FtWeb en. Det enkelte forum oprettes på

initiativ af et udvalg og tilknyttes enten udvalget generelt, et aktuelt

lovforslag eller et aktuelt emne - alle med bred folkelig interesse.

Formålet med pilotprojektet kunne være:

At undersøge befolkningens interesse for at deltage i en

elektronisk politisk debat

At få belyst, i hvilket omfang Folketingets udvalg og medlemmer

finder en sådan debatform brugbar og værdifuld

At få belyst, hvor mange ressourcer det kræver i

administrationen at holde sådanne fora i gang.

Udvalget kan tilslutte sig, at der på

forsøgsbasis gives udvalg mulighed for at etablere et sådant

debatforum, men anser det for nødvendigt, at der til sådanne

projekter udpeges en redaktør til at holde debatten på rette

spor. Det bør naturligvis fremgå af det pågældende

debatforums åbningsbillede, at der sker en sådan redaktionel

udvælgelse af indlæggene.

4. Planlægningen af folketingsarbejdet

En forbedret tilrettelæggelse af folketingsarbejdet

vil - ud over at lette medlemmernes og ministrenes arbejde - også

være med til at fremme lovkvaliteten. Ved en forbedret

planlægning skal således søges opnået den bedst

mulige samling af forslag om ensartede emner, bedre tid til forberedelser af

behandlingerne i Salen for såvel medlemmerne som offentligheden, bedre

tid til udvalgsarbejdet og større spredning af specielt anden- og

tredjebehandlingerne, hvor den store koncentration op til jul og grundlovsdag

i dag medfører risiko for tekniske fejl ved udarbejdelsen af

ændringsforslag med lovsjusk til følge.

a. Planlægningen af folketingsarbejdet i dag

Siden 1947 har Folketingets formand på Tingets

sidste ugentlige mødedag ladet omdele en ugeplan med angivelse af

planerne for arbejdet i Folketingssalen i den følgende uge. Et udkast

til denne ugeplan udsendes onsdag og drøftes på et møde

mellem folketingssekretæren og gruppesekretærerne på

sekretærmødet samme dag kl. 14. Fra 1986 er endvidere i

løbet af foråret udsendt en årsplan med angivelse af

forventede mødedage i Salen det følgende folketingsår,

men uden angivelse af kommende forslag, der endnu vil være ukendte.

På et møde i Præsidiet i midten af

september 1998 blev der truffet beslutning om, at der fra det nye

folketingsår løbende skulle udarbejdes en plan ikke kun for

arbejdet i den kommende uge, men over de kommende 2 uger. Til det udkast til

ugeplan, der udsendes om onsdagen, er der således vedlagt et

foreløbigt udkast også for den næstfølgende uge.

Det har været overvejet, om der er grundlag for at

tage et yderligere skridt til forbedring af planlægningen af

folketingsarbejdet. Udvalget har i den anledning fået udarbejdet et

notat om planlægningen af folketingsarbejdet og har endvidere

fået forelagt et eksempel på det norske Stortings

planlægning.

b. Forhåndsmeddelelser forud for fremsættelsen

Det er naturligvis af stor betydning for

tilrettelæggelsen af folketingsarbejdet, at Folketinget så

tidligt som muligt orienteres om kommende regeringsforslag. Folketingets

forretningsorden indeholder ingen regler herom, men det lovkatalog, der siden

1965 er bilagt statsministerens åbningsredegørelse, indeholder

fra 1998 oplysning om det forventede tidspunkt for fremsættelsen af

regeringens forslag inden for 14-dages-perioder. Dette er et meget vigtigt

bidrag fra regeringen til forbedring af den procesrelaterede lovkvalitet.

I forlængelse af forretningsordensændringen i

1997 fremsender statsministeren endvidere 4 statusredegørelser

årligt (december, februar, marts og april) til Udvalget for

Forretningsordenen om afviklingen af lovgivningsprogrammet med angivelse af

forventet tidspunkt for fremsættelser inden for 14-dages-perioder.

Bl.a. på baggrund af det atypiske folketingsår

1997-98 med folketingsvalg og folkeafstemning er erfaringerne med disse

forhåndsmeddelelser om kommende fremsættelser endnu

begrænsede. Når henses til sikkerheden i forudsigelserne om

efterårets fremsættelser i lovkataloget fra oktober 1998,

må det imidlertid vurderes, at Folketinget har fået et meget

vigtigt planlægningsinstrument.

Udvalget er opmærksom på, at det især

har været fremsættelsen og gennemførelsen af større

pakker som konsekvens af finanslovforlig eller andre forlig, der har

medført ændringer for en allerede lagt plan for

færdiggørelsen af arbejdet i ugerne før jul og før

grundlovsdag. Særligt vedrørende lovgivning, der er en

følge af finanslovsforlig, har statsministeren anført, at der

må være forståelse for, at sådanne forlig som oftest

skal gennemføres forholdsvis hurtigt, at forligene og den

efterfølgende lovgivning uundgåeligt må påvirke

Folketingets planlægning, og at det er nødvendigt med

fleksibilitet.

c. Fremsatte forslag

Tilrettelæggelsen af folketingsarbejdet kan til en

vis grad foregå på grundlag af ovennævnte

forhåndsmeddelelser om kommende forslag, om end en sådan

planlægning - ikke mindst i de første år efter

indførelsen af disse meddelelser - vil være behæftet med

en betydelig grad af usikkerhed. Et væsentligt sikrere grundlag for en

planlægning er de allerede fremsatte forslag. Det er derfor fortsat

væsentligt, at så mange regeringsforslag som muligt

fremsættes i begyndelsen af folketingsåret. Ved

forretningsordensændringen i 1997 indførtes den regel, at

hovedparten af de lovforslag, regeringen påtænker at

fremsætte, bør fremsættes ved folketingsårets

begyndelse. Lovforslag bør endvidere ifølge forretningsordenen

normalt fremsættes senest 1. april, for at de kan påregnes

gennemført i det pågældende folketingsår. Senere

fremkomne forslag bør i fremsættelsestalen indeholde en

begrundelse for forsinkelsen. Herudover er det i 1995 aftalt med regeringen,

at halvdelen af regeringsforslagene skal søges fremsat inden medio

november og resten kontinuerligt derefter frem til april. Erfaringerne med

specielt novemberfristen er gode. I november 1998 var 50 pct. af de i

lovkataloget annoncerede forslag fremsat.

d. Placeringen af 1. behandling

Intervallet mellem fremsættelse og 1. behandling af

forslag er af stor betydning for medlemmernes mulighed for at forberede

ordførerskaber og offentlighedens mulighed for at rette henvendelse

til ordførerne. Ifølge forretningsordenen kan 1. behandling

tidligst finde sted 2 dage efter fremsættelsen, men bør ikke ske

tidligere end 5 dage efter fremsættelsen. Præsidiet har herudover

besluttet, at det ved fastsættelsen af dagsordenen skal tilsigtes, at

1. behandling først finder sted i den anden uge efter

fremsættelsen. Selv denne sidstnævnte frist har, for så

vidt angår de fleste lovforslag, kunnet praktiseres i efteråret

1998, når bortses fra de 22 lovforslag, der fremsattes som konsekvens

af finanslovforliget. Antallet af fremsættelser er faldet efter

nytår ikke mindst som følge af de mange fremsættelser

inden jul. I planlægningen er der herefter to muligheder:

At fastholde, at der skal gå (små) 2 uger inden første

behandlingen, selv om der ville være »plads« på planen for den

førstkommende uge, der ellers ville blive tynd, og med den virkning,

at den tid, der er til rådighed for udvalgsarbejdet, bliver kortere.

At sætte forslagene til 1. behandling ugen efter

fremsættelsen.

I et antal tilfælde er det besluttet at sætte

forslagene til 1. behandling ugen efter fremsættelsen.

e. Planlægningen af udvalgsbehandlingen

Som anført nedenfor i afsnit 5 c er det en

forudsætning for spredningen af anden- og tredjebehandlinger, så

man undgår den store koncentration i december og maj, at også

udvalgene bidrager til langtidsplanlægningen.

f. Placeringen af 2. behandling

Efter forretningsordenen skal der gå 2 dage mellem

en udvalgsbetænknings omdeling (offentliggørelse) og 2.

behandling. Præsidiet besluttede imidlertid i 1997, at der af hensyn

til offentlighedens mulighed for at reagere på ændringsforslag

så vidt muligt skal gå 5-6 dage fra omdeling af

udvalgsbetænkningen til 2. behandling. Praksis har imidlertid udviklet

sig således, at det i udvalgene aftales, at medlemmernes begrundelser

for indstilling til lovforslaget kan afleveres 1 til 2 dage efter det

møde, hvori udvalget har afgivet betænkning.

Betænkningerne færdiggøres og omdeles derfor senere end

tidligere. Intentionerne om en uformel 5-6-dages-frist opfyldes således

ikke, og offentligheden har derfor ikke fået længere

reaktionsmulighed over for omfattende ændringsforslag. Dette er kun

delvis afhjulpet ved, at ændringsforslag som foran nævnt nu

offentliggøres inden betænkningsafgivelsen.

Det er udvalgets opfattelse, at 5-6-dages-fristen i langt

højere grad bør respekteres af udvalgene i forbindelse med

fremtidige betænkningsafgivelser.

g. Overvejelser om forbedringer

Der er fremsat ønske om, at planlægningen af

folketingsarbejdet gennemføres for en periode, der går ud over

de nuværende 14 dage. Man kunne forestille sig en månedsplan,

kvartalsplan, halvårsplan eller helårsplan udarbejdet på

grundlag af fremsatte forslag og - i begrænset omfang - oplysninger om

kommende forslag.

Med retten til at fremsætte forslag hele året

og den nuværende usikkerhed om kommende forslag - herunder også

om private forslag - vil det imidlertid ikke være muligt at

gennemføre planer, der prætenderer at udfylde alle omfattede

dage fuldt ud. En færdig plan for blot en måned eller et kvartal

frem må således anses for urealistisk.

Udvalget har imidlertid overvejet, om man kunne supplere

de nuværende ugeplaner/2-ugers-planer med en løbende opdateret

og offentliggjort oversigt for f.eks. en måned eller et kvartal.

Det bør efter udvalgets opfattelse opstilles som et

mål, at der som supplement til de nuværende

ugeplaner/2-ugers-planer udarbejdes en sådan løbende opdateret

oversigt, hvor man tilføjer de aftaler, som er indgået siden

sidste udsendelse. Forsøgsvis kunne man udarbejde en kvartalsoversigt

over perioden fra oktober til jul og fra jul til påske. Oversigten vil

løbende skulle ajourføres inden for perioden. Udvalget skal

fremhæve, at det er vigtigt, at der kan fæstes lid til de

oplysninger, der findes i oversigten. Oversigten skal naturligvis kunne

ændres, således som også en ugeplan kan ændres, men

det skal ske så relativt sjældent, at medlemmerne kan regne med,

at oversigten som altovervejende hovedregel holder.

5. Udvalgenes arbejde med lovforslag

Udvalgsarbejdet har en meget afgørende betydning

for lovkvaliteten. Regeringen er forpligtet til at foretage et grundigt

forarbejde før fremsættelse af lovforslag i Folketinget, mens

det er Folketingets udvalg, der er forpligtet til at sørge for en

grundig behandling af lovforslag og eventuelle ændringsforslag.

Forretningsordenen indeholder kun ganske få

bestemmelser om udvalgenes arbejde. Inden for disse rammer

tilrettelægger hvert enkelt udvalg selv suverænt sit arbejde med

mulighed for at tilpasse arbejdsformen til de aktuelle arbejdsopgaver i

udvalget. Hvert udvalg har derfor selv ansvaret for, at der

gennemføres et grundigt udvalgsarbejde. Udvalget for

Forretningsordenen har imidlertid anset udvalgsarbejdet for så

væsentligt et element i lovkvaliteten, at man har inddraget de

øvrige udvalg i en drøftelse af, om tilrettelæggelsen af

udvalgsarbejdet med lov- og beslutningsforslag kunne styrkes. En sådan

drøftelse har fundet sted på et møde mellem Folketingets

formand og udvalgenes formænd og næstformænd med

udgangspunkt i et oplæg udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående

af 4 udvalgsformænd. Arbejdsgruppens oplæg blev justeret efter

drøftelserne på mødet og er gengivet nedenfor under

b.

En væsentlig forudsætning for et grundigt

udvalgsarbejde er, at der er den fornødne tid til udvalgsarbejdet. En

forbedret tilrettelæggelse af planlægningen af

folketingsarbejdet, jf. ovenfor under 4, vil medvirke hertil. Det er

imidlertid også væsentligt, at regeringen medvirker til, at

udvalgsarbejdet kan tilrettelægges på en hensigtsmæssig

måde. Regeringen tilvejebringer oplysninger til udvalgene gennem svar

på udvalgenes spørgsmål. Udvalgene har mulighed for at

anmode ministrene om at besvare spørgsmål inden en bestemt frist

eller for at aftale generelle frister for svar på

spørgsmål. Det har ikke været almindeligt, at udvalgene

benyttede sig heraf. Det foreslås, at der i Folketingets

forretningsorden indsættes en generel tidsfrist, inden for hvilke

udvalgenes spørgsmål bør være besvaret. Konkret vil

udvalgene kunne beslutte at bede om svar inden for kortere tidsfrister, hvis

det måtte være mest hensigtsmæssigt. Der henvises i

øvrigt til bemærkningerne til beslutningsforslagets § 1, nr.

1.

Bedre muligheder for at tilrettelægge

udvalgsarbejdet vil gøre det mere realistisk for udvalgene at bidrage

til planlægning af arbejdet i Folketingssalen, jf. nedenfor under

c.

Det fornødne grundmateriale må endvidere

være til rådighed for udvalgene, jf. nedenfor under a.

Desuden har udvalget drøftet indholdet af

udvalgenes betænkninger, bistanden til udvalgsarbejdet og

udvalgsstrukturen, jf. nedenfor under d, e og f.

a. Udvalgsarbejdet - fremsendelse til udvalgene af

høringssvar og udarbejdelse af paralleltekster

Udvalgene har i højere grad end tidligere sat fokus

på, hvilket grundmateriale regeringen bør stille til

rådighed i forbindelse med udvalgsbehandlingen af regeringsforslag.

De fleste udvalg har truffet aftale med ministrene om, at

eventuelle høringssvar suppleret med et notat om disse skal sendes til

udvalget forud for 1. behandling af regeringens forslag.

Det påses også i større

udstrækning end tidligere, om der er udarbejdet såkaldte

»paralleltekster« til ændringslove, og i forbindelse med større

lovforslag anmodes ministerierne om at udarbejde et udkast til

lovbekendtgørelse (en sammenskrivning af lovforslaget og

gældende lov).

Denne udvikling hilses med tilfredshed og viser, at

udvalgene påtager sig sin del af ansvaret for, at konsekvenser af ny

lovgivning søges grundigt belyst, inden der træffes

beslutning.

b. Styrkelse af tilrettelæggelsen af behandlingen af lov- og

beslutningsforslag og af den politiske drøftelse i udvalget

Nedenfor gengives det oplæg, som en arbejdsgruppe

bestående af 4 udvalgsformænd har udarbejdet.

Arbejdsgruppen fremhæver, at udvalgene bør

styrke tilrettelæggelsen af behandlingen af lov- og beslutningsforslag

og den politiske drøftelse i udvalget. Udvalgenes medlemmer og

stedfortrædere har uanset den politiske holdning til et konkret forslag

en fælles interesse i, at tekniske og faktuelle spørgsmål

vedrørende forslaget er grundigt belyst fra flere sider.

På den anden side fremhæver arbejdsgruppen, at

det af hensyn til den politiske proces er vigtigt, at udvalgsbehandlingen kan

tilpasses det konkret forslag. Der foreslås derfor ikke indført

et regelsæt for udvalgsbehandlingen. Der findes allerede en bred vifte

af instrumenter, udvalgene kan benytte ved behandling af lov- og

beslutningsforslag. Udvalgene opfordres til at være kreative ved

tilrettelæggelsen af udvalgsarbejdet med lov- og beslutningsforslag.

Til inspiration for udvalgene har arbejdsgruppen

udarbejdet checklister, som udvalgene kan tage udgangspunkt i ved

tilrettelæggelsen af udvalgsarbejdet.

Arbejdsgruppen foreslår, at udvalget i forbindelse

med den første gennemgang af et lovforslag foretager en indledende

drøftelse. Under denne drøftelse kan udvalget på baggrund

af debatten under 1. behandling af forslaget i Salen søge at

klarlægge dels de politiske problemer, dels de initiativer, der

ønskes iværksat i forbindelse med behandlingen af forslaget. I

den forbindelse kan udvalget eventuelt fastlægge en tidsplan for

udvalgsarbejdet. Hvis det er et politisk og teknisk ukompliceret forslag, kan

tidspunktet for betænkningsafgivelse eventuelt aftales allerede

på dette tidspunkt og meddeles Lov- og Parlamentssekretariatet.

Udvalgssekretærernes viden inden for udvalgets

emneområde og overblik over processen bør udnyttes. I

forbindelse med den indledende gennemgang af lovforslaget kan

udvalgssekretæren afklare visse faktuelle tvivlsspørgsmål

og gøre udvalget opmærksom på spørgsmål, som

er uafklarede efter 1. behandling, eller på dele af lovforslagets tekst

eller bemærkninger, som synes uklare. Udvalgssekretæren kan

endvidere komme med forslag til en tidsplan og sørger for, at

besluttede initiativer sættes i værk.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at udvalget har

politiske midtvejsdrøftelser en eller flere gange i stedet for - som

det ofte er tilfældet nu - at den politiske drøftelse og

afgivelse af betænkning foregår i ét og samme

møde.

Et typisk tidsforløb kunne se således ud:

Indledende drøftelse og gennemgang af forslaget samt

fastsættelse af tidsplan. Eventuel meddelelse til Lov- og

Parlamentssekretariatet om tidspunkt for betænkningsafgivelse.

Eventuelle besluttede initiativer iværksættes.

Svar på indledende spørgsmål modtages på det

aftalte tidspunkt og gennemgås herefter på et

udvalgsmøde.

Politisk drøftelse og beslutning om det videre forløb.

Tidsplan justeres. Eventuel meddelelse til Lov- og

Parlamentssekretariatet om tidspunkt for betænkningsafgivelse.

Eventuelle besluttede initiativer iværksættes.

Eventuel gentagelse af punkt 3 og 4, hvorefter sagen sættes

på dagsordenen med henblik på afgivelse af

betænkning.

Udvalget kan tilslutte sig, at tilrettelæggelsen af

behandling af lov- og beslutningsforslag og den politiske drøftelse i

udvalgene styrkes, og anbefaler, at udvalgene følger de procedurer,

der er foreslået af arbejdsgruppen.

Allerede i forbindelse med behandlingen af forslag til

folketingsbeslutning om ændring af forretningsordenen i foråret

1997 (B 108) bemærkede Udvalget for Forretningsordenen i sin

betænkning, at de enkelte udvalg naturligvis har ansvaret for, at der

foretages en kvalitativt forsvarlig behandling af forslagene, og at der

afsættes den fornødne tid hertil. Bl.a. blev det henstillet til

udvalgene at overveje, om udvalgsbehandlingen i højere grad kan

struktureres. Arbejdsgruppens forslag ligger helt i forlængelse af

denne henstilling.

c. Udvalgenes bidrag til langtidsplanlægning af Folketingets

arbejde

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at tidsplaner i

udvalgene og adskillelse af tidspunktet for den (afsluttende) politiske

drøftelse og afgivelse af betænkning kan forbedre udvalgenes

muligheder for på et tidligt tidspunkt at meddele Lov- og

Parlamentssekretariatet, hvornår udvalget planlægger at afgive

betænkning. Ved politisk og teknisk enkle forslag kan udvalget give

besked om tidspunktet for betænkningsafgivelse på et tidligt

tidspunkt, mens det først kan ske på et senere tidspunkt ved

mere komplicerede forslag. Udvalgene kan herved bidrage til en yderligere

forbedring af langtidsplanlægningen af arbejdet i Folketingssalen. Det

er dog væsentligt, at informationerne i en langtidsplan er så

sikre, at man kan fæste lid til dem. Udvalgene skal desuden kunne

udvise den fornødne fleksibilitet af hensyn både til den

politiske proces og til offentligheden, f.eks. deputationer, der anmeldes

sent.

Udvalget bemærker, at det er det enkelte udvalg, der

afgør, hvornår der skal afgives betænkning over et

forslag. Det er således udvalget, der beslutter, hvornår

behandlingen af forslaget kan afsluttes med betænkningsafgivelse.

Udvalget henviser i den forbindelse til bemærkningerne i

betænkningen fra folketingsåret 1996-97 over forslag til

folketingsbeslutning om ændring af forretningsordenen (B 108) om, at

ethvert udvalg har mulighed for at beslutte, at et forslag ikke

færdigbehandles med afgivelse af betænkning inden

mødeperiodens ophør, hvis udvalget finder, at det ikke har

været muligt at gennemføre en forsvarlig behandling.

Udvalget finder dog samtidig, at en længere

tidshorisont for planlægning af Folketingets arbejde så vidt

muligt også bør omfatte anden- og tredjebehandlinger. Det

forudsætter, at udvalgene planlægger udvalgsarbejdet og

påser en overholdelse af de tidsfrister for besvarelse af

udvalgsspørgsmål, som foreslås indsat i Folketingets

forretningsorden, eller at udvalgene indgår realistiske aftaler med

ministrene om, hvornår der kan forventes svar på

udvalgsspørgsmål. Det forudsætter ligeledes, at udvalgene

jævnligt drøfter det forventede tidspunkt for kommende

betænkningsafgivelser, så dette kan fastsættes med den

sikkerhed, som er nødvendig, hvis det skal have mening at

indføre oplysningerne i en plan/mødeoversigt, samtidig med at

der tages hensyn til den politiske proces og sikres den fornødne tid

til en kvalitativ behandling af forslagene. Hvis udvalgene som

foreslået ovenfor har jævnlige politiske drøftelser og

ikke, som det ofte er tilfældet nu, alene har politisk drøftelse

og afgivelse af betænkning i ét og samme møde, vil

udvalgene kunne fastsætte et realistisk tidspunkt for

betænkningsafgivelse, der giver udvalgets medlemmer den fornødne

tid til at forberede eventuelle ændringsforslag og udtalelser i

betænkningen.

d. Indholdet af udvalgenes betænkninger

Vedrørende indholdet af udvalgenes

betænkninger har arbejdsgruppen foreslået, at det skal

fremgå af en betænkning, hvis udvalget f.eks. har haft en bestemt

forståelse af en bestemmelse i et lovforslag eller andre

forudsætninger af betydning for den efterfølgende fortolkning af

loven. Når det er relevant, bør betænkningen derfor

udbygges.

Udvalget kan tilslutte sig arbejdsgruppens

bemærkninger om indholdet af udvalgsbetænkninger. Udvalget

finder, at det yderligere bør overvejes, om der er grundlag for at

foreslå andre ændringer i udformningen af udvalgenes

betænkninger.

F.eks. må de krav, der stilles til lovforslags

udformning i et sprog, der er så let at tilegne sig for brugerne som

muligt, også omfatte betænkninger.

Indledningen i udvalgenes betænkninger er

efterhånden blevet meget standardiseret. Betænkningernes

generelle informationsværdi og retskildeværdi ville blive

øget, hvis betænkningerne indeholdt en beskrivelse af udvalgets

arbejde med lovforslaget og omtale af de emneområder, der særligt

har været overvejet i udvalgene.

Optryk af bilag i betænkningen drøftes

sjældent særskilt i udvalget. De dele af henvendelser eller

besvarelser af udvalgenes spørgsmål, som har haft særlig

betydning for udvalgets eller en del af udvalgets medlemmers stillingtagen

til lovforslaget, kunne fremhæves tydeligere ved citering enten i

betænkningens indledende bemærkninger eller som begrundelse for

et flertals eller et mindretals indstilling til lovforslaget.

Der har efterhånden udviklet sig den praksis i

udvalgene, at partiernes begrundelse for indstillingen til lovforslaget (i

daglig tale kaldet betænkningsbidrag) ikke foreligger, inden udvalget

afgiver betænkning. Det indebærer, at partierne ikke kan forholde

sig til andres bemærkninger, og reducerer dermed værdien af

betænkningen. Rent praktisk indebærer en efterfølgende

udformning af udtalelser desuden, at færdiggørelsen af den

endelige betænkning forsinkes, så offentligheden først

får kendskab til betænkningen 2-3 dage efter det

udvalgsmøde, hvori den er afgivet. Udvalgene bør

tilstræbe, at betænkningsbidrag er udarbejdet, inden udvalget

afgiver betænkning.

e. Bistanden til udvalgsarbejdet

Udvalget har drøftet den bistand, der er til

rådighed for udvalgene, og om der er behov for en styrkelse af denne

bistand.

Bistanden til udvalgene blev udvidet i 1995.

Fastlæggelsen af, hvilke områder der skulle styrkes, skete i

dialog med partigrupperne og udvalgene. Det blev i høj grad overladt

til hvert udvalg at tilpasse udvalgssekretærernes opgaver til de

forskellige behov i udvalgene. Bestemmelsen i forretningsordenens § 8

foreslås tilpasset de ændrede opgaver.

Udvalgene har ikke samme antal medarbejdere til

rådighed. Nogle udvalg har 2 udvalgssekretærer, nogle har 1

sekretær, og andre udvalg har en udvalgssekretær til

rådighed, der samtidig beskæftiger sig med andre udvalg eller

andre opgaver. Antallet af udvalgssekretærer, som er til rådighed

for udvalgene, afspejler i vidt omfang forskellen på aktiviteten i

udvalgene, men der er reelle forskelle i den bistand, der stilles til

rådighed, ligesom aktiviteten i nogle udvalg er steget betydeligt siden

1995.

Indtrykket bl.a. fra møder mellem Folketingets

formand og udvalgsformænd og næstformænd er, at der i

udvalgene er tilfredshed med den udvikling i opgavevaretagelsen, der har

fundet sted, men at der er et voksende behov for at kunne igangsætte

flere opgaver.

De tilførte ressourcer er primært blevet

anvendt på bistand til enkeltmedlemmer i forbindelse med udarbejdelse

af lov- og beslutningsforslag og ved tilvejebringelse af oplysninger til

individuelle udvalgsmedlemmer i forbindelse med behandling af lovforslag,

foretræde for udvalg, samråd m.v. Der er desuden sket et generelt

løft i den information, udvalgssekretærerne på eget

initiativ tilvejebringer til brug for hele udvalget. Udvidelsen af

medarbejderstaben i partigrupperne har desuden medført, at der

igangsættes flere opgaver, f.eks. forespørgsler

vedrørende ældre udvalgsmateriale og udarbejdelse af

forslag.

De yderligere opgaver, som udvalgene nu ønsker

iværksat, er f.eks. en systematisering af udvalgsmaterialet ved

behandling af større lovforslag og større sager, eksempelvis

oversigter over ministersvar og henvendelser vedrørende de forskellige

emneområder, et større lovforslag vedrører. Med de knappe

tidsfrister, der oftest er forbundet med behandling af lovforslag, og med den

ophobning af lovforslag, der trods forsøg på planlægning

fortsat ikke kan undgås, kan udvalgenes ønsker ikke altid

imødekommes.

I nogle udvalg er det især udvalgenes engagement i

EU-arbejdet og det internationale arbejde i øvrigt, der

indebærer nye opgaver.

Generelt har udvalgene givet udtryk for, at det stadig er

vanskeligt for udvalgene at overskue EU-sagerne, og at det derfor kniber med

udvalgenes engagement i disse sager.

Europaudvalget har i sin beretning nr. 2 fra februar 1999

foreslået ændringer af den skriftlige information fra regeringen

med henblik på at imødekomme ønsker om »færre, men

bedre og mere målrettede papirer«.

I beretningen har Europaudvalget endvidere i omtalen af

fagudvalgenes rolle i forbindelse med behandling af EU-sager gjort

opmærksom på, at EU-konsulenten vil kunne inddrages i

fagudvalgenes arbejdet med EU-sager, og at det materiale, der udarbejdes af

Folketingets EU-Oplysning, ligeledes kan indgå i fagudvalgenes arbejde.

De enkelte udvalgssekretærers bistand til udvalgene

omfatter naturligvis også EU-sager.

I forbindelse med ændringen af Folketingets

organisation i 1998 blev udredningsarbejdet placeret i Udvalgsafdelingen og

International Afdeling. Der var ikke knyttet personaleudvidelser til denne

ændring.

Udredningsopgaven er ikke blevet nærmere defineret.

F.eks. er der ikke taget stilling til, om opgaven omfatter både

udredningsarbejde for enkeltmedlemmer og for udvalget som sådant.

Udvalgssekretærerne tilvejebringer materiale til udvalgene, f.eks. til

brug for samråd eller høringer eller i forbindelse med

behandling af forslag, og til enkeltmedlemmer, f.eks. i forbindelse med

udarbejdelse af private forslag. Mere systematiske udredningsopgaver

foretages ikke på nuværende tidspunkt i Udvalgsafdelingen. Der er

f.eks. heller ikke personale, der kan foretage økonomiske

vurderinger.

Udvalgssekretærerne har en uddannelse som cand.jur.

eller en anden samfundsvidenskabelig uddannelse. Siden 1995 har en stor del

af udvalgssekretærerne været ansat i stillinger af ca. 3

års varighed og har typisk et forudgående kendskab til

emneområdet for det udvalg, de skal være sekretær for,

f.eks. fra det ministerium, der korresponderer med det pågældende

udvalg. Udvalgssekretærerne kan dog ikke have specialviden på

hele det emneområde, som udvalgenes sagsområder dækker.

Hertil kommer, at de daglige sekretæropgaver som tilrettelæggelse

af udvalgenes møder, rådgivning og bistand ved udformning af

spørgsmål, ændringsforslag og private lov- og

beslutningsforslag sætter grænser for muligheden for at

udføre større udredningsopgaver.

Det er udvalgets opfattelse, at målsætningen

skal være, at Udvalgsafdelingen inden for de klassiske juridiske emner

som retspleje, strafferet, formueret og andre tilsvarende generelle juridiske

problemstillinger, som vil kunne berøre de fleste udvalg i forbindelse

med behandling af lovforslag, skal kunne stille en ekspertise til

rådighed, der kan yde udvalg og udvalgsmedlemmer en faglig forsvarlig

rådgivning.

En mere dybtgående bistand til alle udvalg inden for

statsretlige og andre parlamentarisk-juridiske fagområder,

vedrørende menneskerettigheder og offentligretlige problemer samt

lovteknik skal kunne ydes af Lov- og Parlamentssekretariatet, jf. afsnit

6.

Derimod er det ikke intentionen, at Folketingets

administration skal kunne stille ekspertviden til rådighed for

udvalgene inden for store specialområder som f.eks. socialret,

skatteret og miljøret.

f. Udvalgsstrukturen

Udvalget har overvejet, om der var behov for en

ændring af den nuværende udvalgsstruktur med 24 udvalg, der

nedsættes ved hvert folketingsårs begyndelse og efter nyvalg.

Udgangspunktet for udvalgets overvejelser har været,

at en reduktion i antallet af udvalg skulle opfylde et eller flere af

følgende formål:

Bedre mulighed især for de mindre partier for at deltage i

udvalgsmøder.

Bedre mulighed for at sikre, at udvalgsmøder ikke placeres,

når der er møder i Folketingssalen.

Større sammenhæng i behandlingen af sagerne ved at emner,

der er nært beslægtede, samles i ét udvalg.

Bedre personaleudnyttelse og dermed en styrkelse af bistanden til

udvalgene.

Udvalget har fået forelagt et forslag om en mindre

justering af udvalgene samt en større og mere gennemgribende

ændring, der ville reducere antallet af udvalg fra 24 til 16 eller 18

.

Udvalget finder, at spørgsmålet om en

eventuel reform af udvalgsstrukturen kræver grundigere overvejelser.

Udvalget har derfor udskudt drøftelserne af dette

spørgsmål til det nye folketingsår. Udvalget

bemærker i den forbindelse, at en eventuel ændring af udvalgenes

sagsområder først bør få virkning efter et

folketingsvalg.

Udvalget har fra Finansudvalget modtaget et brev (bilag 4)

om dette udvalgs arbejdsfelt, hvortil der henvises.

I 1996 blev det besluttet at styrke

sekretariatsbetjeningen af § 71-Tilsynet i en 3-årig

forsøgsperiode. Forsøgsordningen udløber med udgangen af

september måned 2000. Styrkelsen af sekretærfunktionen for §

71-Tilsynet har medført en øget aktivitet og en mere

systematisk og kompetent rådgivning til tilsynets medlemmer. Udvalget

finder derfor, at der allerede nu bør træffes beslutning om at

gøre forsøgsordningen permanent.

g. Særligt om behandlingen af henvendelser fra de danske

medlemmer af Europa-Parlamentet til et fagudvalg eller til

Europaudvalget

I sin beretning nr. 2 af 19. februar 1999 har

Europaudvalget om forholdet til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet

blandt andet foreslået, at »de kan fremsende forslag eller

ændringsforslag, som behandles i Europa-Parlamentet, til det relevante

fagudvalg i Folketinget, ligesom de kan fremsende udkast til egne

ændringsforslag og udkast til spørgsmål til den danske

minister. Danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der måtte

ønske at følge sådanne henvendelser op ved personligt

fremmøde i udvalget, kan allerede efter de gældende regler for

deputationer gøre dette. Europaudvalget vil i en drøftelse med

udvalgsformændene lægge op til, at der aftales en ordning,

hvorefter fagudvalgene behandler sådanne skriftlige eller mundtlige

henvendelser fra MEP´erne. Det indebærer ikke, at MEP´erne får

ret til at deltage i almindelige udvalgsmøder, og de kan ikke kalde en

minister i samråd eller deltage under et sådant samråd,

ligesom de ikke direkte kan stille skriftlige udvalgsspørgsmål

til en minister - men måske inspirere udvalget til at gøre det.

Fagudvalget bør sætte en sådan henvendelse på

dagsordenen og træffe beslutning om, hvordan man i det konkrete

tilfælde vil behandle den, « Der henvises til bilag 1 med

Europaudvalgets overvejelser om, hvorledes proceduren herfor kunne

tilrettelægges.

Udvalget for Forretningsordenen skal understrege

vigtigheden af, at Europaudvalgets forslag til en mere aktiv medvirken fra

fagudvalgene i beslutningsprocesen i forbindelse med EU-sager

gennemføres. Udvalget er i den forbindelse enig i, at der bør

ske en styrkelse af samarbejdet mellem Folketingets udvalg og danske

medlemmer af Europa-Parlamentet, og kan tilslutte sig Europaudvalgets forslag

herom. Udvalget skal derfor opfordre fagudvalgene til at følge den af

Europaudvalget forslåede procedure, således at de danske

medlemmer af Europa-Parlamentet får sagen behandlet, når de

retter henvendelse til et udvalg.

6. Den lovtekniske og juridiske gennemgang af lovforslag i Folketinget

a. Udgangspunktet

Selv om alle lovforslag, der fremsættes af

regeringen, forud for fremsættelsen har været underkastet en

lovteknisk gennemgang i Justitsministeriets Lovafdeling, er udvalget

opmærksom på, at det også på dette område er

nødvendigt, at der i Folketinget er en juridisk ekspertise til

stede.

Dette har dels sammenhæng med, at medlemmer af

Folketinget skal kunne fremsætte lovforslag, der i lovteknisk henseende

kan leve op til samme standard som regeringsforslag. Hertil kommer det

ansvar, Folketinget har for at optrykke lovforslaget som vedtaget af

Folketinget, ofte med en del ændringsforslag, der i vidt omfang har

ændret lovteksten. Dette optryk underskrives af Folketingets formand,

fremsendes til statsministeren og anvendes i forbindelse med Statsrådet

og i Lovtidende.

Den lovtekniske gennemgang, der således foretages i

Folketinget med henblik på optrykning af det vedtagne lovforslag, har

medført en standardisering af en række lovtekniske forhold.

Særligt kan følgende forhold fremhæves:

Større ensartethed med hensyn til opstilling og typografi.

Færre stave- og trykfejl.

Opfangning af fejl i henseende til teknisk betonede konsekvenser af

foreslåede ændringer i en gældende lov, herunder også

ikrafttrædelses- og straffebestemmelser.

Koordinering af den samtidige gennemførelse af flere lovforslag,

der har en indholdsmæssig sammenhæng.

Om behandlingen af spørgsmålet om lovforslags

forhold til grundloven henvises til omtalen nedenfor.

b. Gældende praksis

Ministerierne er i forbindelse med udformningen af deres

forslag forpligtet til at leve op til de krav af ren formel, redaktionel

karakter, der findes i grundloven, Folketingets forretningsorden og de

cirkulærer og vejledninger, der er udstedt af regeringen.

Imidlertid kan grænsen mellem det formelle og det

indholdsmæssige være noget flydende, og visse

indholdsmæssige mangler kan fremtræde så åbenbart, at

det kan være vanskeligt - og urimeligt - at lukke øjnene for

dem. Dette er en af begrundelserne for, at der i forbindelse med den

lovtekniske gennemgang nødvendigvis må foretages en

prioritering.

Den højest prioriterede opgave er at foretage

indredaktion af de ændringsforslag, der må forudses vedtaget

under behandlingen i Folketinget, og umiddelbart efter vedtagelsen at kunne

levere et optryk af det vedtagne lovforslag, der er i fuld overensstemmelse

med Folketingets - eller dets flertals - intention. Efter afgivelsen af

betænkning m.v. gennemgås de ændringsforslag, der må

påregnes at skulle vedtages, særligt med henblik på, at

disse kan indredigeres i det fremsatte lovforslag, og med henblik på at

sikre, at der ikke bør stilles yderligere ændringsforslag af

lovtekniske grunde. I forbindelse med denne gennemgang overvejes det

også, om der vil kunne opstå afstemningstekniske problemer ved 2.

eller 3. behandling, ligesom der så vidt muligt også foretages en

mere overordnet gennemgang af betænkningen, især for så

vidt angår de generelle indstillingers overensstemmelse med de

indstillinger, der er knyttet til de enkelte ændringsforslag.

Næsten lige så højt prioriteres det, at

lovforslagene lever op til kravene om korrekt retskrivning, sprogbrug og

opstilling.

Endvidere har man siden begyndelsen af

folketingsåret 1998-99 relativt systematisk foretaget

undersøgelse af konsekvenser af foreslåede ændringer i en

eksisterende lov for andre bestemmelser i denne lov og i ganske enkelte

tilfælde for anden lovgivning. Der er altså tale om en

undersøgelse af, hvorvidt de foreslåede ændringer i et

ændringslovforslag medfører konsekvenser for

paragrafhenvisninger i hovedloven, som der ikke er taget højde

for.

Resultatet af den lovtekniske gennemgang i Folketinget

videregives gennem den pågældende udvalgssekretær til det

pågældende ministerium med henblik på, at der kan stilles

ændringsforslag. Det er i øvrigt indtrykket, at de

pågældende ministerier i altovervejende grad er meget tilfredse

med det uformelle samarbejde, der består med Folketingets

administration på dette punkt. Der er således enighed om, at der

først og fremmest er tale om at samarbejde om en teknisk opgave, hvor

det i videst muligt omfang må tilstræbes at undgå fejl.

Dette indebærer også, at bistanden kan gå den anden vej.

For alle, der deltager i processen, står det klart, at man ikke helt

kan undgå, at der opstår fejl undervejs, men at den fælles

indsats medfører, at niveauet må betegnes som rimeligt.

c. Forslag til styrkelse af gennemgangen af

lovforslagene

Udvalget har drøftet, om man i Folketingets

administration i forbindelse med den lovtekniske gennemgang - særligt i

forbindelse med indredaktionen af ændringsforslag - kunne medvirke til

en forbedring af lovkvaliteten. På den ene side er det klart, at

Folketinget ikke kan påtage sig et egentligt ansvar for at finde alle

indholdsmæssige mangler, men på den anden side skulle det

være muligt at foretage et check af sproglige og andre forhold.

Der er tale om områder, hvor der generelt er et

behov for, at Folketingets administration kan rådgive, f.eks.

også i forbindelse med udarbejdelse af private forslag og i tilknytning

til overvejelser i Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen om

Folketingets egne regelsæt.

Det bør understreges, at det ikke, for så

vidt angår regeringsforslag, er tanken at dublere det arbejde, der

udføres af de pågældende fagministerier og især

Justitsministeriets Lovafdeling, men derimod at bidrage til, at der ikke

utilsigtet opstår fejl under behandlingen af lovforslaget i

Folketinget.

Udvalget har ikke afsluttet sine overvejelser herom, men

vil genoptage disse i begyndelsen af det nye folketingsår, jf. nedenfor

under 6e.

d. Særligt om behandlingen af sager om lovforslags forhold

til grundloven m.m.

Efter forretningsordenens § 16, stk. 3, skal lovforslag

eller ændringsforslag, der strider mod grundloven, afvises. »Mener

formanden efter forhandling med Udvalget for Forretningsordenen, at en

sådan modstrid foreligger, indstiller formanden til Tinget, at

forslaget afvises. Der finder ingen forhandling sted om en sådan

afvisning.«

Det har jævnligt været drøftet i

Folketinget, om der burde gennemføres en styrkelse af den juridisk og

forfatningsmæssige ekspertise, der er til rådighed i forbindelse

med Folketingets behandling af lovforslag, herunder også til at

rådgive Folketingets formand om behovet for at foretage indstilling

efter forretningsordenens § 16, stk. 3. Et væsentligt

spørgsmål i så henseende har været, om en eventuel

udbygning burde ske i regeringens eller i Folketingets regi eller ved

opbygning af et uafhængigt organ, oftest kaldet et lovråd.

Til belysning af spørgsmålet har Udvalget for

Forretningsordenen tidligere indsamlet oplysninger fra andre lande om

forudgående og efterfølgende undersøgelser af

lovforslags/loves forhold til forfatningen. For så vidt angår den

efterfølgende prøvelse, har Frankrig og Tyskland særlige

forfatningsdomstole, mens det i Norge og Island som i Danmark er de

almindelige domstole, der kan efterprøve, om en lov må anses for

stridende mod grundloven. Mens den tyske forfatningsdomstol såvel under

behandlingen i Forbundsdagen som efterfølgende kan efterprøve

lovforslag/vedtagne love, foretager Conseil d´Etat i Frankrig efter anmodning

undersøgelser af lovforslag i forbindelse med behandlingen i

Parlamentet, mens en efterfølgende prøvelse af

gennemførte forslag må indbringes for Conseil Constitutionelle.

Ifølge den norske grundlovs § 83 kan »Stortinget indhente

Høiesterets betænkning over juridiske gjenstande.«, men

bestemmelsen anvendes dog efter det oplyste ikke i praksis. I Norge er der

henlagt en væsentlig offentligretlig rådgivningsfunktion til en

lovafdeling under Justitsministeriet, men til forskel fra den danske

lovafdeling høres den norske lovafdeling direkte af Stortinget og

afgiver svar på egne vegne og ikke på ministerens. Med hjemmel i

Regeringsformen er der i Sverige etableret et lovråd, der høres

om de retssikkerhedsmæssigt mest betydningsfulde lovforslag.

Lovrådet består af medlemmer af Højesteret og

regeringsretten. De pågældende er udnævnt for 2 år ad

gangen og har i denne periode ikke fast tjeneste i den ret, hvorfra de

kommer. Lovrådet fungerer i 3 afdelinger med hver 3 medlemmer.

I Danmark er der som bekendt ikke nedsat et

uafhængigt organ til at udtale sig om foreneligheden med grundloven i

forbindelse med fremsættelsen eller behandlingen af lovforslag i

Folketinget.

Når spørgsmålet om et forslags

grundlovmæssighed er blevet rejst under behandlingen i Folketinget, har

der været forskellige måder at løse sagen på. I

visse tilfælde har regeringen egenhændigt eller efter anmodning

fra det folketingsudvalg, der har behandlet forslaget, indhentet et responsum

fra personer, der har været uafhængige af regeringen, typisk

juridiske professorer. Ved andre lejligheder er et responsum blevet indhentet

fra Justitsministeriets Lovafdeling. Udvalgene har endvidere mulighed for

selv at indhente et responsum. Udvalgene skal i givet fald ansøge

Folketingets Præsidium om bevilling til afholdelse af de udgifter, der

er forbundet hermed. Selv om spørgsmålet i første omgang

måtte være blevet taget op i et udvalg, kan det altid senere

blive forelagt for Folketingets formand og Udvalget for Forretningsordenen,

jf. den ovenfor citerede § 16 i forretningsordenen.

Er spørgsmålet blevet rejst over for

Folketingets formand, har denne typisk bedt Folketingets Lov- og

Parlamentssekretariat om at belyse problemstillingen og eventuelt om en

indstilling. På dette grundlag, eventuelt suppleret af responsa

udarbejdet på foranledning af regeringen eller folketingsudvalg, har

formanden truffet sin beslutning om anvendelse af forretningsordenens § 16.

Udvalget har fra Lov- og Parlamentssekretariatet fået en oversigt over

praksis i disse sager.

Det er et gennemgående træk, at Folketingets

formænd normalt har taget udgangspunkt i en formodning om, at

regeringen - ikke mindst på grund af ministeransvarsreglerne - forud

for fremsættelsen gennem sine sagkyndige i Justitsministeriets

Lovafdeling har sikret sig, at regeringsforslagene ikke strider mod

grundloven. Herudover har formændene generelt haft den holdning, at et

forslag kun skulle indstilles til afvisning i henhold til forretningsordenen,

når det helt klart har været i strid med grundloven. I de

relativt hyppige sager om, hvor vidtgående ændringer der kan

gennemføres i fremsatte lovforslag, jf. grundlovens § 41, foretages en

grundig vurdering, og det sker ikke sjældent, at ændringsforslag

tages tilbage på baggrund af tilkendegivelser fra formanden. Bortset

fra disse sager har formanden i de fleste tilfælde, hvor

spørgsmålet om grundlovsmæssighed har været rejst,

ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at indstille til Tinget, at

lovforslaget blev afvist.

Drøftelserne i udvalget har vist, at der fortsat

ikke er flertal for etablering af et lovråd. Derimod har der

været tilslutning til, at Folketingets formand og Udvalget for

Forretningsordenen i fornødent omfang kan indhente juridiske responsa

fra en eller flere juridiske eksperter, når der viser sig behov for

det. Herved og med den ekspertise, der også bør være til

rådighed i Folketingets Lov- og Parlamentssekretariat, må man

kunne imødekomme det forventede stigende behov for forfatningsretlig

rådgivning.

e. Den tekniske og juridiske bistand, der er til rådighed

under behandlingen af lovforslag m.m.

De lovtekniske opgaver og udviklingen heraf er beskrevet

ovenfor under a-c. Udvalget er opmærksom på, at der allerede i

dag er tale om en meget vigtig og meget specialiseret funktion, for hvilken

der gælder en meget lille fejlmargen, og som udføres af et

begrænset antal medarbejdere.

Ud over disse lovtekniske opgaver ydes der også i

andre henseender juridisk rådgivning af Lov- og

Parlamentssekretariatet. Det sker på følgende områder:

Som led i den parlamentarisk-juridiske sekretariatsbetjening af

Folketingets formand, Præsidium og Udvalget for Forretningsordenen

På grundlag af henvendelser fra den lovteknisk ansvarlige og/eller

udvalgssekretærer om problemer i relation til behandlede

lovforslag

På grundlag af henvendelser fra udvalg og enkeltmedlemmer

Udviklingen siden begyndelsen af 1990 erne har

medført en ikke uvæsentlig stigning i antallet af sager, hvor

Folketinget har haft brug for fra sin egen administration at kunne få

udredninger og indstillinger om en bred vifte af forskelligartede

spørgsmål, som rækker fra egentlig lovteknisk

rådgivning til offentligretlige/statsforfatningsretlige

spørgsmål, ændring af forretningsordenen og arbejdsgangene

i øvrigt, regler om dokumentoffentlighed og personoplysninger,

partistøtte- og partiregnskaber m.m. Der kan således allerede i

dag konstateres et udvidet behov for forfatningsretlig rådgivning fra

Folketingets administration, og den seneste udvikling vil utvivlsomt - uanset

øget ekstern rådgivning, der i øvrigt måtte

anvendes - medføre en stigning i behovet for at kunne få en

beskrivelse af de juridiske problemstillinger og en løsning heraf

eller forslag til, hvorledes de kan løses.

Spørgetimen

I Folketingets Præsidium og i Udvalget for

Forretningsordenen har man drøftet en revision af reglerne om

spørgetimen. Reglerne blev indført ved folketingsårets

start i 1997. På baggrund af drøftelserne er der udarbejdet

dette forslag til ændring af Folketingets forretningsorden.

Der er enighed om, at spørgetimen bør

ændres, således at der gives hovedspørger bedre mulighed

for at følge op på sit spørgsmål. Endvidere er der

enighed om, at tidspunktet for afviklingen af spørgetimen ikke som i

dag bør bindes op på afviklingen af den igennem mange år

kendte spørgetid, der ifølge traditionen afvikles om onsdagen i

mødeperioden. Videre er der enighed om, at spørgere bør

kunne melde sig hos formanden helt frem til spørgetimens start.

Endelig er der enighed om, at formanden i særlige tilfælde

bør have mulighed for at fravige tidsbegrænsningerne for den

samlede spørgetime og for det enkelte indlæg samt det angivne

antal gange, et medlem kan få ordet.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og

Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) understreger, at

forudsætningen for, at spørgetimen kan fungere efter hensigten,

også bygger på, at statsministeren langt oftere, end det hidtil

har været tilfældet, er til rådighed for Folketinget i den

ugentlige spørgetime.

Mindretallet går derfor ud fra - også under

henvisning til statsministerens gentagne forsikringer om at ville medvirke

til en øget åbenhed - at statsministeren vil vise sin respekt

for Folketinget, den parlamentariske styreform og den offentlige debat ved

at bestræbe sig på at være til stede i Folketingets

ugentlige spørgetime.

Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget)

finder, at den af Folketinget indførte spørgetime slet ikke har

fungeret efter hensigten. For at skabe den fornødne interesse om og

respekt for Folketingets arbejde er det efter mindretallets opfattelse

nødvendigt, at det specifikt bliver statsministeren, som svarer

på aktuelle spørgsmål af samfundsmæssig betydning.

En ordning, hvorefter statsministeren en gang ugentligt er til rådighed

for Folketinget, vil endvidere bringe Danmark på linje med det, der er

sædvane i flere andre vesteuropæiske parlamentariske demokratier.

Mindretallet er af den opfattelse, at statsministerens fremmøde i sig

selv vil kunne medføre, at det bliver partiernes ledere, der vil

deltage i spørgetimen. En sådan ordning vil yderligere kunne

medvirke til at styrke den åbenhed om regeringens arbejde, som

statsministeren så ofte har fremhævet vigtigheden af. På

den baggrund vil mindretallet senere på året, når

efterårets erfaringer med den reviderede spørgetime er

indhøstet, tage sagen op i Præsidiet med henblik på, at

der indgås fornyede forhandlinger med statsministeren om, at denne en

gang ugentligt giver møde i Folketingets spørgetime.

Indstilling

Herefter indstiller udvalget de i

nedenstående forslag til folketingsbeslutning indeholdte

ændringer af forretningsordenen til vedtagelse:

Forslag til folketingsbeslutning

om

ændring af forretningsorden for

Folketinget

(Forbedret lovkvalitet og revision af

spørgetimen)

§ 1

I forretningsorden for Folketinget, som vedtaget den 17.

december 1953 og senest ændret den 29. januar 1998, foretages

følgende ændringer:

1

. § 8 ophæves, og i stedet indsættes:

»

§ 8

Stk.

1. Ved hver folketingssamlings begyndelse vælges

blandt et udvalgs medlemmer en formand og en næstformand. Hvis kun

én er bragt i forslag som formand henholdsvis næstformand, giver

Folketingets formand meddelelse om valget, samtidig med at det meddeles, at

udvalget er nedsat. Meddelelsen, der gives ved henvisning til opslag ved

Folketingssalen, optages i Folketingstidende. Folketingets medlemmer kan

inden kl. 12 dagen efter valget over for Lov- og Parlamentssekretariatet

gøre indsigelse mod valget. Er flere bragt i forslag, eller

gøres der indsigelse mod valget, indkalder Folketingets formand

medlemmerne af det pågældende udvalg til et sættende

møde, der skal afholdes inden forløbet af 3 mødedage,

efter at udvalget er nedsat. På det sættende møde

vælges blandt udvalgets medlemmer en formand og en næstformand

efter reglerne i § 36, stk. 2.

Stk. 2. Skal der foretages valg af formand eller

næstformand i et udvalg i løbet af en folketingssamling, sker

valget på et møde i det pågældende udvalg efter

reglerne i § 36, stk. 2.

Stk. 3. Ordinære møder i et udvalg

foregår for lukkede døre, medmindre udvalget beslutter andet. Om

udvalgsbehandling af spørgsmål vedrørende ministeransvar

gælder dog bestemmelserne i kapitel XVIII.

Stk. 4. Det er alene udvalgets medlemmer, der kan

træffe beslutning i et udvalgsmøde. Et udvalg er

beslutningsdygtigt, når over halvdelen af dets medlemmer er til stede.

Afgørelse træffes ved almindeligt flertal, jf. dog stk. 1 og

2.

Stk. 5. Et udvalg kan beslutte at modtage deputationer,

der har anmodet om foretræde for udvalget. Et foretræde

foregår efter retningslinjer fastsat af Folketingets

Præsidium.

Stk. 6. Et udvalg kan anmode en minister om at besvare

spørgsmål stillet af udvalget. Spørgsmål stilles

skriftligt, og udvalget kan anmode om skriftligt svar eller bede ministeren

om at besvare spørgsmålet mundtligt under et samråd i et

udvalgsmøde. Udvalget kan anmode om, at spørgsmål

besvares inden en nærmere angiven frist. Hvis en sådan frist ikke

er angivet, bør ministeren, senest 4 uger efter at

spørgsmålet er stillet, have besvaret dette eller have givet

udvalget meddelelse om, hvornår svar kan forventes. Hvis ministeren

ikke ser sig i stand til at besvare spørgsmålet, bør

ministeren snarest muligt og inden 4 uger meddele dette skriftligt.

Stk. 7. Deltagerne i et lukket udvalgsmøde

må ikke videregive oplysninger om forhandlingerne til offentligheden,

medmindre udvalget har besluttet andet. Udvalget kan ikke træffe

beslutning om at videregive oplysninger, der efter lov eller anden gyldig

bestemmelse er fortrolige, ligesom der ikke må gives eller henvises til

sådanne oplysninger i åbne udvalgsmøder.

Stk. 8. Afholdes samråd for åbne døre,

optages denne del af mødet på bånd eller lignende medium.

Hvert udvalg træffer i øvrigt beslutning om udvalgsarbejdets

tilrettelæggelse og gennemførelse og kan herunder beslutte at

invitere andre til at deltage i et udvalgsmøde eller dele af

dette.

Stk. 9. Et udvalg kan ud over ordinære møder

afholde andre møder, herunder

åbne møder, hvor et eller flere emner debatteres. Udvalget

kan forud for mødet træffe beslutning om, hvem der kan deltage i

debatten,

åbne temamøder, hvor udvalget og en indbudt minister

drøfter hovedtemaer inden for udvalgets sagsområder. Udvalget

træffer beslutning om temamødets form og om offentlighedens

deltagelse i temamødet,

høringer m.v., hvorunder personer, udvalget anmoder herom, kan

redegøre for et emne og fremlægge synspunkter. Udvalget

træffer beslutning om høringens form og om offentlighedens

adgang til høringen.

Stk. 10. Flere udvalg kan beslutte at afholde et

møde sammen.

Stk. 11. Når lovforslag eller forslag til

folketingsbeslutning fremsat af et eller flere medlemmer af Tinget er til

behandling i et udvalg og forslagsstilleren henholdsvis ordføreren for

forslagsstillerne ikke er indvalgt i udvalget, har den pågældende

ret til at deltage i udvalgets forhandlinger om den pågældende

sag, dog uden stemmeret og uden ret til at fremsætte nogen udtalelse i

betænkningen.

Stk. 12. Folketingsmedlemmer valgt på

Færøerne eller i Grønland har ret til at deltage i

udvalgsbehandling af forslag, der angår henholdsvis

Færøerne eller Grønland, dog uden stemmeret og uden ret

til at fremsætte nogen udtalelse i betænkningen, medmindre de er

indvalgt i det pågældende udvalg.

Stk. 13. Over udvalgsforhandlingerne fører

udvalgets sekretær en protokol, der skal indeholde oplysning om

mødets tidspunkt, de til udvalget indgåede henvendelser samt

forhandlingernes emner og udfald.

Stk. 14. Til såvel stående som særlige

udvalg knyttes en eller flere sekretærer. Sekretærerne skal

bortset fra særligt begrundede undtagelsestilfælde være

ansat i Folketingets administration og skal have juridisk,

nationaløkonomisk eller tilsvarende uddannelse.

Udvalgssekretæren har til opgave at rådgive udvalgets formand og

udvalgets medlemmer ved tilrettelæggelsen og gennemførelsen af

udvalgsarbejdet. Bistanden omfatter den praktiske tilrettelæggelse af

udvalgsarbejdet, fremskaffelse af oplysninger til udvalget eller til

udvalgets medlemmer og udarbejdelse af udvalgets betænkning eller

beretning. Udvalgssekretæren bistår endvidere ved udarbejdelse af

de forslag til love og andre beslutninger, som folketingsmedlemmer

ønsker at fremsætte.

§ 8 a

Stk. 1. Det påhviler formanden for et udvalg at

søge udvalgsarbejdet fremmet mest muligt. Skriftlig eller mundtlig

underretning om arbejdets forløb afgives, når Folketingets

formand anmoder herom.

Stk. 2. Over en sag, som skal til efterfølgende

behandling i Tinget, afgives en betænkning eller - hvis udvalget forud

har afgivet betænkning om sagen - tillægsbetænkning

(eventuelt tilføjelse til betænkning eller tilføjelse til

tillægsbetænkning), der omdeles til Tingets medlemmer.

Først 2 dage efter, at omdelingen har fundet sted, må sagen

behandles i Tinget, jf. dog § 18, stk. 2. Tidspunktet for afgivelse af

betænkning over et forslag fastsættes i tilfælde af

uenighed i udvalget af dettes flertal. Over forslag fremsat af et eller flere

medlemmer af Folketinget bør udvalget dog afgive betænkning,

når forslagsstillerne med mindst 14 dages varsel skriftligt anmoder

derom og anmodningen støttes af et mindretal repræsenterende

mindst 2/5 af udvalgets medlemmer.

Stk. 3. Over et lovforslag, som udvalget har afgivet

betænkning over til 2. behandling, kan dog afgives mundtlig indstilling

ved 3. behandling, for så vidt udvalgets arbejde afsluttes, uden at der

stilles ændringsforslag, og uden at nogen af udvalgets medlemmer

kræver tillægsbetænkning afgivet. Træffes der

beslutning om mundtlig indstilling, meddeles dette til Folketingets formand

gennem Lov- og Parlamentssekretariatet. Mundtlig indstilling afgives ved

udvalgets formand, medmindre der vælges en anden ordfører.

Stk. 4. Over et lovforslag, som er henvist til

udvalgsbehandling efter påbegyndelsen af 3. behandling (jf. § 9 og §

13, stk. 4), afgiver udvalget betænkning (eventuelt

tillægsbetænkning eller tilføjelse til

tillægsbetænkning) eller mundtlig indstilling efter tilsvarende

regler som nævnt i stk. 2 og 3.

Stk. 5. Indstillinger fra det stående udvalg til

valgs prøvelse kan ligesom indstillinger fra det i § 1, stk. 2,

omhandlede foreløbige udvalg ske mundtligt og uden overholdelse af

nogen frist, for så vidt de er enstemmige og går ud på

godkendelse af valg. En enstemmig indstilling om godkendelse af

stedfortræder, jf. § 40 og § 41, stk. 1, afgives til Folketingets

formand, der meddeler denne til Tinget. Andre enstemmige indstillinger om

godkendelse af valg sker ved udvalgets formand, medmindre der vælges en

anden ordfører. I andre tilfælde afgives en betænkning med

indstilling.

Stk. 6. Et udvalg kan afgive beretning om

udvalgsarbejdets forløb vedrørende forslag, hvorom det ikke

afgiver betænkning. Herudover kan et udvalg i ganske særlige

tilfælde afgive beretning over sin virksomhed i øvrigt.«

2.

I § 12, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 8, stk. 10« til:

»§ 8 a, stk. 2«.

3.

I § 13, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 8, stk. 10 og

11« til: »§ 8 a, stk. 2 og 3«.

4.

I § 17, stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 8, stk. 13« til:

»§ 8 a, stk. 5«.

5.

I § 17, stk. 2, 3. pkt., udgår »(jf. § 7, stk. 1,

nr. 18)«.

6.

§ 20, stk. 10 og 11, affattes således:

»Stk. 10.

Ønsker et medlem at stille spørgsmål

til en minister til umiddelbar besvarelse, finder dette sted i en

spørgetime, der opføres på dagsordenen efter formandens

beslutning. Statsministeren meddeler Folketinget senest kl. 10 på dagen

for spørgetimen, hvilke ministre der deltager heri. Medlemmer, der

ønsker at stille spørgsmål, meddeler senest ved

spørgetimens start dette til Folketingets formand. Formanden

afgør, hvilke medlemmer der kan stille spørgsmål, og i

hvilken rækkefølge.

Stk. 11. Et spørgsmål i spørgetimen

skal sammen med en eventuel begrundelse stilles inden for en taletid på

1 minut. Ministerens besvarelse må ikke overstige 2 minutter.

Spørgeren kan efter besvarelsen få ordet op til 3 gange a 1

minut. Eventuelle medspørgere kan få ordet 1 gang a 1 minut for

i tilslutning til ministerens besvarelse at stille et supplerende

spørgsmål om emnet. Efter den første besvarelse er

ministerens taletid 1 minut pr. gang. En minister kan erklære, at

ministeren ikke ønsker at besvare spørgsmålet.

Spørgetimen må ikke vare længere end en time. Formanden

kan i særlige tilfælde fravige de i dette stykke nævnte

tidsbegrænsninger og begrænsninger i antal gange, et medlem kan

få ordet.«

7.

I bilaget affattes afsnittet om den uforberedte

spørgetime således:

»

Uforberedt

spørgetime, jf. § 20, stk. 10 og 11

1. gang

Følgende gange

Spørgeren

1 min.

1 min.

Ministeren

2 min.

1 min.

Andre spørgere

1 min. «

§ 2

Folketingsbeslutningen træder i kraft fra

begyndelsen af folketingsåret 1999-2000.

Bemærkninger til forslaget

Til nr. 1

Folketingets forretningsorden har hidtil kun indeholdt

få bestemmelser om udvalgenes møder. Udvalget finder, at der er

behov for en mere generel beskrivelse også af de traditionelle

udvalgsmøder og ikke alene af nyere udvalgsaktiviteter som

høringer, temamøder m.v. Det foreslås derfor, at der i

forretningsordenen indsættes bestemmelser om beslutningskompetencen i

udvalgene, udvalgenes traditionelle muligheder for at modtage deputationer,

stille spørgsmål og afholde samråd m.v. samt en

klargøring af beskrivelsen af høringer og temamøder og

endelig en beskrivelse af den nye type åbne møder, som

Europaudvalget har anbefalet.

Ved behandling af spørgsmål vedrørende

ministeransvar erstattes og suppleres de generelle bestemmelser, som

foreslås i §§ 8 og 8 a, med de særlige bestemmelser i

forretningsordenens kapitel XVIII. Der henvises til det beslutningsforslag,

som Udvalget for Forretningsordenen har fremsat i betænkning og

indstilling vedrørende ændring af forretningsorden for

Folketinget. (Spørgsmål vedrørende ministeransvar) (B

136), jf. også henvisningen hertil i den foreslåede § 8, stk.

3.

Mødeoffentlighed

Offentligheden har allerede efter Folketingets regler om

dokumentoffentlighed mulighed for at få baggrundsmateriale fra

udvalgsmøderne, f.eks. ministerens talepapir til brug for et

samråd eller en skriftlig henvendelse fra en deputation. Desuden

refereres der i dag i noget videre omfang end tidligere fra

udvalgsmøderne, ikke mindst ved de uformelle pressemøder, der

ofte finder sted efter et vigtigt udvalgsmøde.

Forretningsordenen har siden 1989 indeholdt en

særlig regel om offentlige udvalgshøringer. Ved ændringen

af forretningsordenen i 1997 blev der desuden givet mulighed for at afholde

såkaldte åbne temamøder, hvor udvalget og en indbudt

minister drøfter hovedtemaer inden for udvalgets sagsområde.

Europaudvalget har i sin beretning nr. 2 fra februar 1999

foreslået Udvalget for Forretningsordenen, at der gennemføres

ændringer i forretningsordenen, der gør det muligt at holde

åbne Europaudvalgsmøder, hvori også andre medlemmer af

Folketinget og danske medlemmer af Europa-Parlamentet kan deltage.

Tendensen går i retning af større

offentlighed, og mulighederne for at følge det arbejde, der

udføres i Folketingets udvalg, bør derfor også

forbedres.

Efter forslaget er udgangspunktet fortsat, at udvalgenes

møder holdes for lukkede døre, og at der ikke må

refereres fra forhandlingerne.

Forslaget giver hvert udvalg mulighed for at træffe

beslutning om at give offentligheden adgang til at overvære et

udvalgsmøde eller bestemte dele af udvalgsmødet.

Bestemmelsen kan praktiseres således, at et udvalg i

en bestemt sag beslutter, at offentligheden skal have adgang til udvalgets

møde. Praksis kan også udvikle sig således, at et udvalg

(efterhånden) beslutter, at offentligheden skal have adgang til visse

punkter på udvalgets dagsorden, f.eks. samråd med ministre eller

modtagelse af deputationer, medmindre det i den konkrete sag skønnes

mest hensigtsmæssigt, at behandlingen foregår for lukkede

døre.

Hvert udvalg skal endvidere tage stilling til behovet for

procedureregler inden afholdelse af åbne møder. Der tænkes

her på spørgsmålet om skriftligt referat eller digitale

lydoptagelser, taletidsregler, adgang til tv-optagelse og båndoptagelse

m.v. Afholdes samråd for åbne døre, optages denne del af

mødet på bånd eller lignende medium.

Ved afgørelse af, om et samråd skal

foregå for åbne døre, vil det være naturligt at

lægge vægt på en tilkendegivelse fra den, der står

bag samrådsspørgsmålet, om, på hvilken måde

samrådet ønskes gennemført. Også en minister vil

over for udvalget inden samrådet kunne tilkendegive, om oplysninger

efter ministerens opfattelse mest hensigtsmæssigt vil kunne gives for

åbne eller lukkede døre, ligesom procedureregler kan

drøftes med ministeren.

Af praktiske grunde vil de elektroniske medier næppe

kunne få adgang til udvalgsmøder i udvalgenes sædvanlige

mødelokaler, og der vil kun være et begrænset antal

tilhørerpladser. Hvis et udvalg anser behandlingen af en sag for

så væsentlig, at offentligheden i videre omfang skal have

mulighed for at være til stede, kan udvalget beslutte dette og

henlægge sit møde til et af Folketingets større

mødelokaler.

I Sverige foregår udvalgsmøderne som

udgangspunkt bag lukkede døre, men et udvalg kan beslutte, at et

udvalgsmøde helt eller delvis skal være offentligt, når

det drejer sig om at indhente oplysninger.

I Norge foregår udvalgsmøder for lukkede

døre. Der er imidlertid etableret en prøveordning, hvorefter et

udvalg kan beslutte, at møder, hvor udvalget modtager mundtlige

forklaringer fra personer, som udvalget selv anmoder om at møde, eller

som anmoder om at forelægge oplysninger for udvalget (såkaldte

høringer), holdes for åbne døre.

I Europa-Parlamentet foregår udvalgsmøder for

åbne døre, og alle fremmødte har mulighed for at bede om

ordet.

Den foreslåede ændring ville give mulighed for

at indføre en ordning svarende til den norske og svenske.

Det Udenrigspolitiske Nævn vil ikke være

omfattet af de foreslåede ændringer, idet Det Udenrigspolitiske

Nævn er nedsat i henhold til en særskilt lov, der regulerer

nævnets virksomhed.

Europaudvalget har igennem årene afgivet flere

beretninger om sin arbejdsform. I udvalgets seneste beretning af 19. februar

1999 redegøres bl.a. for Europaudvalgets sondring mellem åbne og

lukkede Europaudvalgsmøder og for, hvorledes Europaudvalget vil

tilrettelægge de åbne Europaudvalgsmøder.

Også Finansudvalget har afgivet en beretning om sin

arbejdsform. Der henvises til beretning nr. 3, Folketingsåret 1997-98

(1. samling).

Der er intet til hinder for, at udvalgene - inden for

rammerne af Folketingets forretningsorden - beslutter en generel praksis for

tilrettelæggelse af udvalgets møder, således at der ikke

på hvert møde skal tages stilling til f.eks.

spørgsmålet om offentlighedens adgang.

Beslutninger i udvalg

Det fremgår allerede af den nugældende

bestemmelse i forretningsordenens § 8, stk. 5, at et udvalg er

beslutningsdygtigt, når over halvdelen af dets medlemmer er til stede.

Det foreslås præciseret, at det alene er udvalgets medlemmer, der

kan træffe beslutning i et udvalgsmøde, og at beslutning

træffes ved almindeligt flertal - bortset fra beslutning om valg, der

træffes efter reglerne i forretningsordenens § 36, stk. 2.

Det bemærkes, at der ved præcisering af

bestemmelsen ikke tilsigtes nogen ændring i udvalgenes mulighed for i

det daglige praktiske arbejde at tage hensyn til tilkendegivelser fra

medlemmer, der ikke personligt kan være til stede under et

udvalgsmøde. Et medlem, der er til stede, vil også fortsat kunne

tegne sit partis medlemmer i udvalget. Udvalget kan derfor efter denne

praktisk anvendelige regel være beslutningsdygtigt, selv om der ikke

fysisk er over halvdelen af udvalgets medlemmer til stede. Denne praksis har

sammenhæng med, at beslutninger i udvalgene normalt træffes uden

egentlig afstemning, på samme måde som en lang række

beslutninger i Folketingssalen træffes uden afstemning, jf.

forretningsordenens § 35, stk. 1. Bestemmelsen i forretningsordenens § 8,

stk. 5 (den nu foreslåede § 8, stk. 4) anvendes kun, hvis der anmodes

om en formel afstemning i overensstemmelse med forretningsordenen.

Finansudvalget har beskrevet sine procedureregler i beretning nr. 3,

Folketingsåret 1997-98 (1. samling) om Finansudvalgets arbejdsform.

Også i Europaudvalget er der en fast praksis for proceduren for

mandatgivning. Udvalgene vil fortsat kunne følge sådanne aftalte

procedurer.

Deputationer, udvalgsspørgsmål, samråd

m.v.

Folketingets forretningsorden har ikke tidligere indeholdt

bestemmelser om udvalgenes muligheder for at modtage deputationer, at stille

spørgsmål til en minister, at anmode en minister om at besvare

spørgsmål i et samråd og lign.

Det foreslås, at disse muligheder nævnes i

forretningsordenen. Beskrivelsen af udvalgenes handlemuligheder er ikke

udtømmende. Det foreslås derfor også, at det nævnes,

at hvert udvalg i øvrigt træffer beslutning om udvalgsarbejdets

tilrettelæggelse og gennemførelse og herunder kan beslutte at

invitere andre til at deltage i et udvalgsmøde eller dele af

dette.

Endelig foreslås en præcisering af

gældende praksis, der giver udvalgene mulighed for at beslutte at

afholde møder sammen.

Særligt om tidsfrist for svar på

spørgsmål

§ 20-spørgsmål bør være besvaret

inden 6 søgnedage, jf. forretningsordenen § 20, stk. 8.

For udvalgsspørgsmål har der ikke hidtil

været nogen frist for ministerens svar.

Dette skyldes formentlig, at de spørgsmål,

der stilles af udvalgene, i højere grad end § 20-

spørgsmål har til formål at tilvejebringe en række

oplysninger og i mindre grad har karakter af politisk stillingtagen til

konkrete forhold. Det er derfor vanskeligere at fastsætte en generel

frist for udvalgsspørgsmål.

I forbindelse med behandling af lovforslag vil udvalgene

ofte anmode ministeren om at besvare spørgsmål inden en af

udvalget fastsat frist med henblik på, at udvalget kan afgive

betænkning over lovforslaget på et givent tidspunkt.

Hvis en sag, der behandles under alm. del, er meget

politisk aktuel, vil udvalget også ofte bede ministeren om at besvare

spørgsmål herom inden en nærmere angivet kort frist,

f.eks. inden tidspunktet for et aftalt samråd.

En generel tidsfrist for ministrenes besvarelse af

udvalgenes spørgsmål vil dog være hensigtsmæssig.

En sådan frist vil samtidig kunne medvirke til, at

spørgsmål ikke udelukkende stilles som §

20-spørgsmål, for at spørgeren kan være sikker

på at få et hurtigt svar.

Der foreslås indført en generel frist for

besvarelse af udvalgsspørgsmål på 4 uger.

Ved afvejning af, hvor lang fristen skal være,

må der på den ene side lægges vægt på, at

udvalgsspørgsmål generelt ikke må blive besvaret senere,

end de hidtil er blevet besvaret, og på den anden side må der

tages hensyn til, at ministrene, hvis de skal give udvalgene et

fyldestgørende svar, der ofte vil kræve, at departementet retter

henvendelse til direktorater eller styrelser eller lokale statslige

forvaltninger, må have en vis rimelig sagsbehandlingstid.

Det er opfattelsen, at en frist på 4 uger i vidt

omfang vil indebære hurtigere svar, end der gives i dag.

Bestemmelsen giver mulighed for, at udvalget kan bede om

svar tidligere (eller senere) end 4 uger efter, at spørgsmålet

er stillet. Ved spørgsmål i forbindelse med behandling af lov-

og beslutningsforslag vil beslutning om tidsfrist for spørgsmål

indgå som en del af udvalgets tilrettelæggelse af

udvalgsarbejdet. Ved spørgsmål inden for udvalgets

sagsområde i øvrigt (alm. del) vil det typisk være den,

der foranlediger spørgsmålet stillet, der kan bede om, at der

fastsættes en (kortere) svarfrist. Spørgeren må samtidig

være opmærksom på, at kortere svarfrister er mest velegnet

til spørgsmål af overvejende politisk karakter.

Såfremt ministeren ikke ser sig i stand til at

besvare et spørgsmål inden 4 uger, bør ministeren inden

fristens udløb give udvalget skriftlig meddelelse om, hvornår

spørgsmålet kan forventes besvaret.

Ligesom ved § 20-spørgsmål er ministeren ikke

forpligtet til at besvare et udvalgs spørgsmål. Hvis ministeren

ikke ser sig i stand til at besvare udvalgets spørgsmålet,

bør ministeren snarest muligt og inden 4 uger meddele udvalget dette

skriftligt.

Videregivelse af oplysninger om forhandlingerne på et

udvalgsmøde

Den gældende bestemmelse om, at udvalget »ved

afslutningen af et udvalgsmøde kan træffe beslutning om, at

meddelelser i nærmere bestemt omfang skal tilgå offentligheden«,

er oftest forstået således, at der påhviler

udvalgsmedlemmer og -sekretærer tavshedspligt med hensyn til, hvad der

er foregået på udvalgsmødet. Rækkevidden af en

sådan tavshedspligt har dog ofte givet anledning til tvivl.

Således har det i praksis altid været accepteret, at man i

offentligheden refererede, hvad man selv havde sagt på

udvalgsmødet (hvad der kan være svært uden at sætte

det i relation til, hvad andre havde sagt), og at man på

gruppemøder også refererede andres synspunkter.

Selv om det i teorien har været gjort

gældende, at et brud på tavshedspligten er omfattet af

straffeloven, specielt § 152, må det konstateres, at der ikke - i hvert

fald siden 1953 - har været gjort forsøg på at

strafforfølge udvalgsmedlemmer for brud på denne almindelige

tavshedspligt efter forretningsordenen, selv om sådanne brud

jævnlig har fundet sted. (Derimod er der rejst tiltale mod medlemmer af

Folketinget for overtrædelse af særlig i henhold til lov

pålagt tavshedspligt vedrørende et udvalgsbilag, jf. Ugeskrift

for Retsvæsen 1987 side 53.) En gennemførelse af den

foreslåede § 8, stk. 7, vil medføre følgende:

Under et udvalgsmøde, som offentligheden har adgang

til, må der ikke gives eller henvises til oplysninger, der efter lov

eller anden gyldig bestemmelse, er fortrolige. Udtrykket »oplysninger, der

efter lov eller anden gyldig bestemmelse, er fortrolige« svarer til udtrykket

i straffelovens § 152 og skal afgrænses på samme måde.

Der vil frit kunne refereres fra de åbne dele af et

udvalgsmøde.

For så vidt angår den lukkede del af et

udvalgsmøde, må udvalgets medlemmer og stedfortrædere og

andre, der overværer mødet, ikke videregive oplysninger om

forhandlingerne til offentligheden, medmindre udvalget har besluttet andet.

Udvalget kan ikke beslutte at videregive fortrolige oplysninger.

I modsætning til den nugældende bestemmelse i

forretningsordenens § 8, stk. 5, 2. pkt., omfatter bestemmelsen alene

videregivelse af oplysninger om forhandlinger i udvalget. Faktuelle

oplysninger, som er kommet frem under et udvalgsmøde, kan

således videregives, medmindre der er tale om fortrolige oplysninger.

Det forudsættes dog i overensstemmelse med tidligere

praksis, at udvalgsmedlemmerne normalt vil kunne referere de førte

forhandlinger i deres respektive partigrupper, når disse skal tage

stilling til de forskellige forslag, og at et udvalgsmedlem over for

offentligheden kan redegøre for de synspunkter, som vedkommende selv

har gjort gældende i udvalget, blot andres synspunkter ikke refereres.

Har forhandlinger været ført om sager, hvis

fortrolige behandling er særligt lovhjemlet, kan adgangen til at

videregive oplysninger dog være yderligere begrænset, og selv

gengivelse på gruppemøder kan være udelukket.

Forretningsordenens eneste sanktionsbestemmelse, § 29,

angår handlinger i forbindelse med forhandlingerne i Salen og

skriftlige indlæg i forslag og betænkninger. I Folketinget kan

overtrædelse af fortrolighedsprincippet således alene

medføre en påtale fra Folketingets formand under Tingets

forhandlinger, f.eks. hvis udvalgsforhandlinger refereres. Folketingets

formand eller Præsidiet vil desuden ved behandling af sager om

overtrædelse af referatforbudet kunne udtale sig om de generelle

principper herom.

Den foreslåede bestemmelse om forbud mod

videregivelse af oplysninger om forhandlinger i et udvalg må i sig selv

alene anses for en ordensforskrift. Overtrædelse heraf foreslås

ikke særskilt sanktioneret ud over muligheden for påtale, hvis

overtrædelse sker i Tinget, jf. forretningsordenens § 29.

Såfremt der ved videregivelse af oplysninger fra et

udvalgsmøde samtidig er tale om videregivelse af oplysninger, der

efter lov eller anden gyldig bestemmelse er fortrolige, vil

overtrædelsen kunne sanktioneres ved påtale efter straffelovens §

152 eller efter særlovgivningen.

Andre møder end de traditionelle udvalgsmøder

I den foreslåede § 8, stk. 9, beskrives andre

møder, som udvalgene kan tage initiativ til.

I overensstemmelse med anbefalingen fra Europaudvalget

gives der adgang til af holde åbne møder, hvor en indbudt kreds

kan deltage i debatten. Sådan som bestemmelsen er formuleret, får

alle udvalg dog denne mulighed, idet det ikke anses for hensigtsmæssigt

med særforanstaltninger for et enkelt udvalg. Det enkelte udvalg

beslutter selv forud for det åbne møde, i hvilket omfang der

skal gives mulighed for aktiv deltagelse for deltagere, der ikke er enten

medlem eller stedfortræder i det pågældende udvalg.

Vedrørende åbne Europaudvalgsmøder henvises til

Europaudvalgets beretning nr. 2 af 19. februar 1999. Uddrag fra beretningen

er gengivet i bilag 1.

Med hensyn til åbne temamøder ændres

formuleringen, så temamøder kan afholdes også på

andre tidspunkter end ved begyndelsen af et folketingsår. Hermed

bringes bestemmelsen i overensstemmelse med en tidligere beslutning i

Præsidiet.

Formuleringen af bestemmelsen om høringer er

søgt gjort mindre specifik, således at det bliver muligt for det

enkelte udvalg selv i større omfang at beslutte form og indhold af en

høring. En sådan ændring svarer til den praksis, der har

udviklet sig ved afholdelse af høringer og mødeformer, der kan

sammenlignes hermed.

Valg af formand eller næstformand i løbet af en

folketingssamling

Ved ændringen af forretningsordenen i 1997 blev de

traditionelle sættemøder i udvalgene ved folketingssamlingens

begyndelse afskaffet og erstattet af en bestemmelse om, at Folketingets

formand giver meddelelse om valget, hvis kun én er bragt i forslag.

Det har herefter kunnet give anledning til tvivl, hvorledes valg af formand

eller næstformand skulle foregå, hvis der i løbet af

folketingssamlingen blev behov for at gennemføre et valg.

Der foreslås derfor indsat en bestemmelse om, at

sådanne valg foretages på et møde i det

pågældende udvalg.

Udvalgssekretærernes opgaver

§ 8, stk. 4, om udvalgssekretærer foreslås

ændret, således at den udvikling i udvalgssekretærernes

opgaver, som har fundet sted i de seneste år, afspejles i bestemmelsen.

Det nævnes udtrykkeligt, at udvalgssekretæren

kan udføre opgaver for såvel det samlede udvalg som for enkelte

medlemmer af udvalget. Af hensyn til ressourceudnyttelsen vil mere omfattende

opgaver dog kun kunne sættes i værk efter beslutning i udvalget.

Det nævnes endvidere udtrykkeligt, at

udvalgssekretærerne bistår ved udarbejdelse af private lov- og

beslutningsforslag.

Den gældende § 8, stk. 4, indeholder en bestemmelse

om, at udvalgssekretæren ikke er medlem af Folketinget. Før

bestemmelsen blev indført i 1953, valgte udvalget et medlem, som

fungerede som udvalgets sekretær. Det er ikke fundet nødvendigt

at gentage denne bestemmelse, idet der nu er etableret en fast ordning med

ansatte udvalgssekretærer.

Øvrige ændringer

De øvrige ændringer er alene af redaktionel

karakter og svarer til den nugældende § 8, stk. 1-3, 5-7, 8 og

10-14.

Til nr. 2-4

De foreslåede ændringer er af redaktionel karakter og

konsekvenser af de under nr. 1 foreslåede ændringer.

Til nr. 5

Der er tale om en redaktionel ændring som følge af, at det

ved ændringen af forretningsordenen i 1997 blev besluttet ikke at

medtage udvalgenes sagsområde i forretningsordenen, men i et bilag til

denne.

Til nr. 6 og 7

Der er bred enighed om, at spørgetimen, der nu har

fungeret i godt halvandet år, ikke har levet op til de intentioner, der

lå bag indførelsen af denne spørgeform. Kun

sjældent har afviklingen taget den time, der maksimalt er afsat hertil,

og i mange tilfælde har spørgetimen varet under en halv time.

Der kan være mange årsager hertil, men en

flere gange fremført indvending har været, at det er for

vanskeligt for hovedspørger at følge op på et

spørgsmål. Derfor foreslås en ændring, hvorefter det

samlede antal gange, en hovedspørger kan deltage, øges til 4

gange, medens den enkelte medspørger som hidtil vil kunne få

ordet 1 gang.

Endvidere kræves det ikke længere, at en

hovedspørger skal tilmelde sig senest 3 timer forud for afholdelsen af

spørgetimen, men alene, at den pågældende melder sig til

formanden senest ved spørgetimens start.

Der er i udvalget enighed om, at spørgetimen

bør placeres om tirsdagen, mens den traditionelle spørgetid

fortsat bør gennemføres om onsdagen. I lighed med reglerne for

den traditionelle spørgetid, jf. forretningsordenens § 20, stk. 5,

angives det dog ikke i den foreslåede bestemmelse, på hvilken

ugedag spørgetimen skal finde sted. Dette besluttes formelt af

formanden, der således også - som hidtil - vil kunne beslutte, at

der en uge ikke skal afholdes en spørgetime. Det er dog med de

foreslåede frister forudsat, at spørgetimen tidligst finder sted

kl. 13 den pågældende dag.

Mens statsministeren efter de gældende regler

allerede mandag skal meddele, hvilke ministre der deltager i

spørgetimen om onsdagen (dvs. 2 dage før spørgetimen),

foreslås det, at statsministeren fremover først kl. 10 på

dagen for spørgetimen skal give meddelelse herom for at sikre

størst mulig aktualitet ved udvælgelsen. Det er således

vigtigt, at statsministeren ved udvælgelsen af ministre lægger

stor vægt på, hvilke ministre der især har været

fremme i dagspressen og den offentlige debat.

Taletiderne er som nævnt i forslaget 1 minut, idet

dog ministeren til den første besvarelse har 2 minutter til

rådighed. For så vidt angår talerrækkefølgen,

forudsættes det, at der løbende veksles mellem ministre og

medlemmer. Skulle det undtagelsesvis vise sig hensigtsmæssigt at

»bundte« flere spørgsmål, forudsættes det, at formanden

udnytter sin adgang til at forlænge ministerens taletid til

besvarelsen, således at der vil være samme taletid til

rådighed for ministeren, som hvis denne havde ordet efter hvert

indlæg. Det må være op til hovedspørgeren at

bestemme, om den pågældende ønsker at udnytte sin adgang

til at stille tillægsspørgsmål straks efter ministerens

besvarelser, dvs. inden eventuelle andre medlemmer får ordet som

medspørgere, eller om hovedspørgeren ønsker at »gemme«

supplerende spørgsmål, til ministeren har besvaret

spørgsmål fra medspørgere.

Forslaget indeholder i sidste punktum en mulighed for, at

formanden konkret kan fravige tidsbegrænsningerne for den samlede

spørgetime og for det enkelte indlæg samt det angivne antal

gange, et medlem kan få ordet. Muligheden tænkes anvendt i

spørgetimer, hvor der rejses politiske emner af stor interesse for en

bredere kreds af medlemmer.

Der er i Udvalget for Forretningsordenen et ønske

om, at der i hver spørgetime møder flere ministre end

hidtil.

Ivar Hansen (V) fmd.

Birte Weiss (S) nfmd.

Henning Grove (KF)

Poul Nødgaard (DF)

Margrete Auken (SF)

Helge Mortensen (S)

Grete Schødts (S)

Ole Løvig Simonsen (S)

Jacob Buksti (S) Jan Petersen (S)

Jes Lunde (SF) Arne Melchior (CD)

Keld Albrechtsen (EL)

Jørgen Estrup (RV)

Anders Fogh Rasmussen (V)

Birthe Rønn Hornbech (V)

Christian Mejdahl (V)

Helge Adam Møller (KF)

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Kim Behnke (FP) Jann Sjursen (KRF)

Bilag 1

Uddrag af Europaudvalgets beretning af 19. februar 1999

om større åbenhed i den danske EU-beslutningsproces m.v.

»II. Åbne Europaudvalgsmøder

( )

Tid og sted

Møderne afholdes normalt på en bestemt ugedag i

Europaudvalgets mødelokale og indkaldes efter behov.

Dagsorden

Dagsordenen fastsættes af Europaudvalget, idet det tilstræbes,

at der på en bestemt mødedag kun behandles EU-forslag, som

vedrører én minister. Sagerne sættes på dagsordenen

på et så tidligt tidspunkt, at regeringen kan tage hensyn til

partiernes meldinger under de drøftelser, der foregår i EU-regi,

inden der skal træffes beslutning på et møde i

Ministerrådet. Når det drejer sig om et konkret forslag til en

retsakt, sættes sagen normalt først på dagsordenen for et

åbent møde, når der foreligger et grundnotat fra

regeringen.

Efter anmodning fra et medlem kan Europaudvalget efter aftale med den

pågældende minister træffe beslutning om også at

sætte andre aktuelle emner inden for ministerens ressort på

dagsordenen for et åbent Europaudvalgsmøde.

( )

Drøftelsen

Drøftelsen indledes af ministeren, som kort redegør for de

politisk væsentlige punkter i sagen og for regeringens

(foreløbige) holdning hertil. Derefter kan partiernes ordførere

og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet stille spørgsmål

til ministeren, og der kan foregå en politisk drøftelse,

hvorunder partierne kan tilkendegive deres (foreløbige) holdning. Der

drages ikke nogen konklusion af drøftelsen, og der kan ikke

træffes beslutning på et åbent

Europaudvalgsmøde.

Taletider

For hver sag på dagsordenen fastsættes der taletider for

ministre, ordførere og andre deltagere.

Offentlighed

Møderne er åbne for offentligheden, herunder presse og

tv.

( )

Referat

De åbne møder optages på bånd, og der udarbejdes

et referat af møderne.

Deltagere

Ud over medlemmer/stedfortrædere i Europaudvalget kan

følgende deltage i drøftelserne på de åbne

Europaudvalgsmøder:

Andre medlemmer af Folketinget

Danske medlemmer af Europa-Parlamentet

I særlige tilfælde kan Europaudvalget invitere eksperter til

at komme med oplæg, bevare spørgsmål og eventuelt deltage

i den efterfølgende diskussion.«

»Forholdet til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet

( )

Danske medlemmer af Europa-Parlamentet kan fremsende forslag eller

ændringsforslag, som behandles i Europa-Parlamentet, til det relevante

fagudvalg i Folketinget, ligesom de kan fremsende udkast til egne

ændringsforslag og udkast til spørgsmål til den danske

minister. Danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der måtte

ønske at følge sådanne henvendelser op ved personligt

fremmøde i udvalget, kan allerede efter de gældende regler for

deputationer gøre dette. Europaudvalget vil i en drøftelse med

udvalgsformændene lægge op til, at der aftales en ordning,

hvorefter fagudvalgene behandler sådanne skriftlige eller mundtlige

henvendelser fra MEP´erne. Det indebærer ikke, at MEP´erne får

ret til at deltage i almindelige udvalgsmøder, og de kan ikke kalde en

minister i samråd eller deltage under et sådant samråd,

ligesom de ikke direkte kan stille skriftlige udvalgsspørgsmål

til en minister - men måske inspirere udvalget til at gøre det.

Fagudvalget bør sætte en sådan henvendelse på

dagsordenen og træffe beslutning om, hvordan man i det konkrete

tilfælde vil behandle den, f.eks. ved at

- henvise sagen til drøftelse direkte mellem de

pågældende MEP´er og interesserede ordførere

drøfte den i udvalget

stille spørgsmål til ministeren

kalde ministeren i samråd

afgive en udtalelse om sagen.

De danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der har rejst sagen, orienteres

om, hvorledes udvalget har behandlet den.

Hvis der på et senere tidspunkt, hvor sagen behandles i

Europaudvalget, fra danske medlemmer af Europa-Parlamentet er ønske om

en tilsvarende kontakt til Europaudvalget - og dette ikke kan foregå

på et af de åbne Europaudvalgsmøder, hvori de danske

medlemmer af Europa-Parlamentet deltager med taleret - har de en tilsvarende

ret til at få deres henvendelse behandlet i Europaudvalget.«

Bilag 2

Skrivelse af 3. februar 1999 fra statsministeren til

Folketingets formand

3. februar 1999

Kære folketingsformand,

Tak for brevet af 16. november 1998, hvor du orienterer

mig om, hvad der foreløbig er sket i Folketinget med hensyn til

projektet om forbedring af lovkvaliteten siden lovkvalitetskonferencen.

Jeg er - som jeg også understregede i mit

indlæg på konferencen og på vort møde den 17.

december 1998 - enig i, at der er tale om et fælles projekt - men

samtidig et projekt, hvor vi hver især har et vigtigt ansvar for at

tilrettelægge vores del af arbejdet, så målene nås.

Uden at ansvar og kompetence sammenblandes.

Jeg vil nedenfor kort redegøre for de initiativer,

som regeringen foreløbig har iværksat på

området.

Initiativerne med at gøre lovprogrammet mere egnet som

planlægningsinstrument for regering og Folketing vil blive fortsat og

udbygget i folketingsåret 1999-2000 bl.a. ved, at lovforberedelsen i

ministerierne forudsættes at starte tidligere end sædvanligt.

Der er taget initiativ til en styrkelse af den juridisk-lovtekniske

kvalitet og ekspertise i fagministerierne. Dette er bl.a. sket på

baggrund af et notat fra Justitsministeriet, der også beskriver

samspillet mellem fagministerierne og Justitsministeriet i forbindelse med

lovudarbejdelsen.

Justitsministeriets Lovafdeling er anmodet om i forbindelse med den

almindelige lovtekniske gennemgang fremover i videre omfang end tidligere

også at vurdere lovenes forståelighed, form, sprog m.v.

Der er under ledelse af Justitsministeriet igangsat et

omfattende vejledningsarbejde om lovteknik, tilrettelæggelsen af

lovgivningsarbejdet m.v. Vejledningen vil blive udsendt i 1999.

Ministerierne er anmodet om, at lov- og

beslutningsforslag skal gøres tilgængelige på

Internettet/ministeriernes hjemmesider samtidig med, at de sendes til

høring.

Ministerierne er også anmodet om at sende lov-

og beslutningsforslag til de relevante folketingsudvalgs medlemmer til

orientering samtidig med, at de sendes til høring.

Jeg synes egentlig, at vi er nået et pænt

stykke vej i bestræbelserne.

Regeringen overvejer derudover nogle yderligere

initiativer, som jeg på et senere tidspunkt vil vende tilbage til.

Jeg lægger - som du ved - stor vægt på,

at der i det videre arbejde med at forbedre lovkvaliteten er en klar arbejds-

og ansvarsfordeling mellem regeringen og Folketinget. Vi har hver især

vigtige overvejelser at gøre - og bør som altovervejende

udgangspunkt koncentrere os om "egne" ansvarsområder.

Samtidig mener jeg også, at det er det bedste grundlag for vort

fremtidige samarbejde.

I det omfang Folketingets drøftelser omfatter

forslag og idéer, der har nær sammenhæng med regeringens

arbejde, lægger jeg naturligvis vægt på at blive orienteret

herom på det tidligst mulige tidspunkt.

Med venlig hilsen

Poul Nyrup Rasmussen

Bilag 3

Statsministerens talepapir under samråd i udvalget

den 21. april 1999

Besvarelse af samrådsspørgsmål A fra

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen

Spørgsmål A:

»

Hvilke oplysninger kan

statsministeren give på baggrund af statsministerens brev til

Folketingets formand af 3. februar 1999, hvori det nævnes, at

regeringen overvejer yderligere initiativer med henblik på forbedring

af lovkvaliteten?«

Svar:

I mit brev til Folketingets formand af 3. februar 1999

nævnte jeg seks initiativer på lovkvalitetsområdet.

Initiativerne med at gøre lovprogrammet mere egnet som

planlægningsinstrument for regering og Folketing fortsættes og

udbygges. Bl.a. er lovforberedelsen for det nye folketingsår 1999/2000

startet tidligere end sædvanligt. Det betyder, at regeringen får

bedre muligheder for at foretage en samlet og grundig screening af

lovprogrammet på baggrund af vores såkaldte checkliste. Det

betyder - forhåbentlig - også, at et stort antal lovforslag kan

fremsættes i samlingens start, hvilket jo er vores fælles

målsætning. Endelig forventer jeg, at vi kan blive endnu mere

præcise med hensyn til oplysningerne i lovprogrammet om forventet

fremsættelsestidspunkt.

Der er taget initiativ til en styrkelse af den juridisk-lovtekniske

kvalitet og ekspertise i fagministerierne. Det er bl.a. sket på

grundlag af et oplæg fra Justitsministeriet, der også beskriver

samspillet mellem fagministerierne og Justitsministeriet i forbindelse med

lovudarbejdelsen. Statsministeriet og Justitsministeriet vil nærmere

drøfte opprioriteringen og tilrettelæggelsen af lovarbejdet med

fagministerierne i løbet af foråret.

Justitsministeriets Lovafdeling er anmodet om i forbindelse med den

almindelige lovtekniske gennemgang fremover i videre omfang end tidligere

også at vurdere lovenes forståelighed, form, sprog m.v. Punktet

er nu et fast led i Justitsministeriets tilbagemeldinger til ministerierne.

Det er en ganske stor opgave og også en langsigtet proces at forbedre

lovene på dette område. Men jeg synes, vi er kommet godt i gang.

Der er under ledelse af Justitsministeriet iværksat et omfattende

vejledningsarbejde om lovteknik, tilrettelæggelsen af

lovgivningsarbejdet m.v. Vejledningen vil blive udsendt i 1999. Folketingets

Lov- og Parlamentssekretariat vil blive inddraget i forbindelse med

vejledningen.

Der er iværksat en ordning - bl.a. efter drøftelse her i

udvalget - hvorefter udkast til lov- og beslutningsforslag er

tilgængelige på Internettet og ministeriernes hjemmesider

samtidig med, at de sendes til høring.

Ministerierne er - også efter drøftelse her i udvalget -

anmodet om at sende udkast til lov- og beslutningsforslag til de relevante

folketingsudvalgs medlemmer samtidig med, at de sendes til

høring.

I mit brev til formanden skrev jeg også, at

regeringen overvejer yderligere initiativer. Disse overvejelser er endnu ikke

afsluttet. De skal bl.a. ses i sammenhæng med den nævnte

Vejledning fra Justitsministeriet. Men jeg vil godt i overskriftsform

nævne tre punkter, som overvejes:

Det første er, at vi hele tiden må være

opmærksomme på, at lovgivning ikke må

iværksættes pr. automatik. Vi må overveje alternativerne

til lovgivning. Der kan være både bedre og billigere måder

at nå de mål, vi sætter os.

Derfor bør en god lovgivningsproces altid indeholde

overvejelser om andre måder at regulere på:

informationskampagner, egen-kontrol-systemer, hvor de berørte parter

selv aftaler, hvordan man skal nå målene, eller økonomiske

virkemidler i stedet for traditionel regulering. På dette område

er vi i gang med en væsentlig styrkelse af grundlaget for

lovgivningsarbejdet.

Det andet punkt, jeg godt vil nævne, er

konsekvensvurderinger af lovforslag. De er vigtige, fordi de giver os

mulighed for at foretage en afvejning og prioritering af hensynene bag

lovgivningen. Kravene til konsekvensvurderinger vil blive løbende

udbygget bl.a. i takt med metodeudviklingen - og spørgsmålet

overvejes i forbindelse med Vejledningen fra Justitsministeriet. Jeg kan

også nævne, at Erhvervsministeriet arbejder med en ny og udbygget

manual for så vidt angår de erhvervsøkonomiske

bemærkninger til lovforslag.

Det tredje - men ikke mindst vigtige - punkt drejer sig om

evaluering af vedtagne love. Her tror jeg tankegangen lidt for ofte er den,

at når der først er vedtaget en lov, så er der så at

sige "gjort rent bord". Sådan bør det ikke være.

I en række situationer kan der være behov for, at der efter en

vis periode foretages en grundig vurdering af, om de mål, vi satte os

med en lovgivning, og de forudsætninger, som vi i øvrigt gjorde

os, holdt.

En model for en sådan vurdering kunne være, at

en minister efter f.eks. en treårig periode afleverer en rapport til

det relevante folketingsudvalg efter, at rapporten har været til

høring bl.a. hos de myndigheder, organisationer, der var inddraget i

forbindelse med lovens udarbejdelse.

Jeg er godt klar over, at vi i forskellige

sammenhænge også i dag evaluerer love - herunder også i

forbindelse med revisionsbestemmelser. Men jeg tror, vi kan styrke og

systematisere indsatsen. Vi vil i regeringen tage en nærmere

drøftelse af spørgsmålet, herunder foretage en mere

konkret vurdering af behovet samt overveje, hvilken model - eller modeller -

der kan være mest hensigtsmæssige.

Må jeg også generelt nævne for udvalget,

at OECD for øjeblikket - som led i en mere omfattende landegennemgang

- er i gang med en evaluering af dele af den danske regulering. Jeg ved, at

også Folketinget har været inddraget heri. Nu vil vi ikke

nødvendigvis på alle områder være enige med OECD om,

hvad god regulering er, men det er klart, at OECD´s beskrivelser og

vurderinger vil blive overvejet som led i regeringens løbende

bestræbelser på at forbedre lovkvaliteten.

Bilag 4

Skrivelse af 6. maj fra Finansudvalget

FINANSUDVALGET

Formanden

Folketingets formand

Hr. Ivar Hansen

6. maj 1999

Kære Ivar.

I forbindelse med de igangværende overvejelser

vedrørende eventuelle ændringer i Folketingets Forretningsorden

har Finansudvalget på et møde g.d. drøftet udvalgets

arbejdsfelt og herunder navnlig spørgsmålet om, i hvilket omfang

udvalget bør behandle andre forslag end bevillingslovforslag og

forslag til lov om statslån. Udgangspunktet for drøftelsen var

bl.a. den af udvalget den 4. marts 1998 afgivne beretning om Finansudvalgets

arbejdsform.

Finansudvalget ønsker at henlede

opmærksomheden på pkt. 2.3.2. i denne beretning, hvori det bl.a.

hedder, at

»

For så vidt

angår (lovforslag eller forslag til) folketingsbeslutning, der

fremsættes vedrørende aktstykker, der er til

behandling i Finansudvalget, finder udvalget, at sådanne forslag som

udgangspunkt bør behandles i vedkommende ressortudvalg.

Udvalget finder dog, at forslag vedrørende

aktstykker fremsat af statsministeren, finansministeren eller

økonomiministeren eventuelt kan henvises til udvalgsbehandling i

Finansudvalget. Endvidere kan forslag vedrørende andre

ministerområder, når særlige grunde taler herfor,

udvalgsbehandles i Finansudvalget.«

Med venlig hilsen

Jan Petersen

næstformand

Lignende dokumenter