Beretning om opfølgning på konferencen om samspillet mellem Folketing og regering (Vedrørende lovforberedelsen og udvalgsbehandlingen af lovforslag m.v.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 9.
maj 2007
Beretning
om
opfølgning
på konferencen om samspillet mellem Folketing og regering
(Vedrørende lovforberedelsen og udvalgsbehandlingen af
lovforslag m.v.)
Indledning
Folketinget afholdt den 9. oktober 2006 en konference om
samspillet mellem Folketing og regering, hvor en lang række emner under
overskrifterne Folketingets kontrol med regeringen, lovforberedelsen og
lovbehandlingen blev drøftet.
Efterfølgende har Folketingets formand fremlagt
tilkendegivelserne fra konferencen for udvalgsformændene, og disse har været
drøftet i Folketingets Præsidium og Udvalget for Forretningsordenen.
Udvalget for Forretningsordenen har på baggrund af de
synspunkter, der blev fremført på konferencen og de efterfølgende drøftelser,
besluttet at opdele arbejdet med opfølgningen af konferencen.
Denne beretning indeholder således udvalgets indstilling til de
synspunkter om lovforberedelse og udvalgsbehandling af lovforslag, der blev
rejst på konferencen.
En række andre emner, der indebærer ændring af Folketingets
forretningsorden, vil indgå i en betænkning og indstilling herom.
1. Lovforberedelsen, herunder orientering af
udvalgene om lovudkast og høringsprocessen
1.1. Konsekvensvurderinger af ny lovgivning
Formålet med konsekvensvurderinger er at sikre, at
konsekvenserne af et lovforslag belyses så grundigt som muligt.
Konsekvensvurderinger har en væsentlig
Læs alt
funktion i forbindelse med det lovforberedende arbejde, fordi
konsekvensvurderinger bidrager til at indkredse, hvordan et givent politisk
mål bedst kan opnås, jf. bl.a. Finansministeriets vejledning om
konsekvensanalyser, maj 2005.
Kravene til disse og andre dele af et lovforslags bemærkninger
har gentagne gange været drøftet mellem regering og Folketing.
Alle lovforslag skal indeholde bemærkninger om følgende:
-
de økonomiske
konsekvenser for stat, regioner og kommuner,
-
de administrative
konsekvenser for stat, regioner og kommuner,
-
de administrative
konsekvenser for borgerne,
-
væsentlige økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet,
-
væsentlige
administrative konsekvenser for erhvervslivet,
-
væsentlige
miljømæssige konsekvenser og
-
forholdet til
EU-retten.
De nævnte bemærkninger skal sammenfattes i et skema, der
optrykkes som sidste punkt i et lovforslags almindelige bemærkninger.
Metoderne til at opgøre de ovennævnte konsekvenser er
forskellige fra område til område, jf. bl.a. den ovenfor nævnte vejledning
fra
Finansministeriet. For så vidt angår de administrative konsekvenser for
erhvervslivet, benyttes f.eks. den såkaldte AMVAB-metode (Aktivitetsbaseret
Måling af Virksomhedernes Administrative Byrder) suppleret med mere
kvalitative
metoder, især fokusgrupper og brugertest.
Ud over de nævnte obligatoriske konsekvensvurderinger kan der
efter omstændighederne være grund til at redegøre for andre konsekvenser af
et
lovforslag end dem, der er omtalt ovenfor. Det kan f.eks. dreje sig om et
forslags regionalpolitiske eller ligestillingsmæssige konsekvenser. Der kan
også være særlige konsekvenser for f.eks. handicappede eller det frivillige
foreningsliv. De nævnte konsekvenser skal ikke indgå i det ovenfor omtalte
sammenfattende
skema.
Et beslutningsforslag om sundhedsmæssige konsekvensvurderinger
er for øjeblikket til behandling i Folketinget.
Udvalget
finder det
væsentligt, at ministrene er opmærksomme på mulighederne for at videreudvikle
arbejdet med konsekvensvurderinger dels for at styrke beslutningsgrundlaget i
forbindelse med ny lovgivning, dels for at styrke mulighederne for at følge
virkningerne af gennemført lovgivning.
1.2. Lovudkast til folketingsudvalg
I tilknytning til Folketingets konference om lovkvalitet i
oktober 1998 aftalte regeringen og Folketinget, at udkast til lovforslag
sendes
til det relevante folketingsudvalg til orientering samtidig med udsendelse i
høring.
Lovudkast omdeles
i udvalgene på almindelig del, og det er aftalt, at det søges undgået, at der
stilles spørgsmål til udkastet, før det er fremsat.
Udvalget
finder, at
den etablerede ordning med oversendelse af lovudkast er vigtig, da udvalgene
herved får mulighed for at følge med i lovgivningsarbejdet på lige fod med de
hørte organisationer m.v. og offentligheden i øvrigt, jf. nedenfor under pkt.
1.4.
Ordningen fungerer efter en indkøring godt, og
udvalget
har ikke fundet anledning til
at foreslå ændringer af ordningen.
1.3. Høringssvar og -notat oversendes samtidig med
fremsættelsen
Siden 2002 har det været aftalt mellem regeringen og
Folketinget, at svarene på de høringer, som gennemføres som led i
lovforberedelsen, og et høringsnotat med kommentarer til høringen sendes til
det relevante folketingsudvalg normalt samtidig med fremsættelsen og senest
torsdag i ugen før 1. behandlingen i Folketinget. Udvalgssekretariaterne
påser,
at høringssvar med kommentarer modtages til tiden, og sørger for hurtig
omdeling, men ansvaret for rettidig fremsendelse påhviler naturligvis
ministeriet.
Udvalget
finder, at
der er tale om en god ordning, hvor der gives medlemmerne mulighed for at
kende
høringsparternes synspunkter og ministrenes kommentarer hertil i god tid
inden
1. behandling af lovforslaget.
Ordningen
giver Folketinget et godt og bredt grundlag for det videre arbejde med
forslaget.
Udvalget
har
konstateret, at oversendelse af høringssvar og høringsnotat til Folketinget
ofte sker torsdag i ugen før 1. behandling og ikke – som det er
hovedreglen –
samtidig med fremsættelsen.
Udvalget
skal derfor indskærpe over for
ministerierne, at hovedreglen for oversendelse af høringssvar og høringsnotat
er fremsættelsestidspunktet, således som det også fremgår af
Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet.
Udvalget
vil følge
udviklingen på området og herunder overveje at drøfte med regeringen, hvad
der
bør være omfattet af ministeriernes orientering om høringen, herunder hvordan
der bør forholdes med hensyn til synspunkter og kommentarer fra
ministerområder, som varetager en særlig tværgående opgave, og som tilsendes
ministeriet, efter at lovudkastet er sendt i høring, og om der er behov for
at
udarbejde retningslinjer for høringsnotaternes form, bl.a. med henblik på at
styrke læsevenligheden.
1.4. Høringsprocessen
Udvalget
finder
generelt, at de gældende retningslinjer for høringsprocessen imødekommer både
de behov, særligt interesserede parter har, og de behov, offentligheden måtte
have for at komme med bemærkninger til lovudkast, inden fremsættelsen af
lovforslag i Folketinget.
Det er den enkelte minister, der inden for rammerne af
Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet tilrettelægger høring over
lovforslag. Ministeren fastlægger bl.a. kredsen af høringsparter og
høringsfristen
. Når et lovudkast sendes
i høring, offentliggøres det samtidig på det pågældende ministeriums
hjemmeside samt på Høringsportalen, som findes på
www.danmark.dk.
Foruden lovforslag skal høringsbrev samt liste over høringsberettigede
offentliggøres. Indkomne høringssvar, der sendes til Folketinget, gøres
ligeledes tilgængelige på Høringsportalen.
Folketingets udvalg kan generelt drøfte årets lovgivningsarbejde,
herunder spørgsmålet om høringer, med ministrene i forbindelse med
fremlæggelsen af regeringens lovprogram.
Udvalgene
har desuden, jf. Udvalget for Forretningsordenens betænkning og indstilling
af
7. maj 1999, mulighed for selv at sende lovforslagene i høring, når disse er
fremsat, eller at foreslå berørte organisationer at indsende deres
kommentarer
til udvalget eller komme i deputation herom.
Udvalget
understreger
vigtigheden af, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde et
fyldestgørende
svar, og kan støtte, at ministerierne tilstræber frister på – som
tommelfingerregel
– ikke under 4 uger.
Udvalget
skal anføre,
at såfremt et udvalg i forbindelse med lovbehandlingen måtte have
bemærkninger
til f.eks. kredsen af høringsparter, kan spørgsmålet drøftes med den
pågældende
minister, herunder hvordan ikkehørte parter i givet fald kan inddrages i
lovgivningsarbejdet,
og om der gives
den fornødne tid til,
at høringsparterne kan kommentere også komplekse lovudkast.
Udvalget
skal i øvrigt
henvise til det ovenfor under pkt. 1.3. anførte.
1.5. Mere offentlighed i den politiske proces forud
for fremsættelsen af lovforslag
Udvalget har drøftet, om det baggrundsmateriale, herunder notater
og beregninger m.v., som ofte indgår som væsentlige elementer i
beslutningsgrundlaget for forhandlingerne om kommende lovforslag, og som
dermed
indirekte også er væsentligt for den senere udmøntning i et konkret
lovforslag,
i større omfang kunne blive tilgængeligt for offentligheden eller for
partier,
der ikke (længere) indgår i forhandlingerne.
Det er
udvalgets
opfattelse,
at en fast procedure for og en konkret aftale om offentliggørelse af det
baggrundsmateriale, der udarbejdes under forhandlingerne om et kommende
lovforslag,
ikke vil være hensigtsmæssig. Der er under forhandlingerne om kommende
lovgivning
en lang række hensyn at tage til både de parter, der forhandler, og til
offentligheden i øvrigt. Forhandlingsforløbet vil ofte blive brugt af
parterne
til at få oplysninger om forskellige handlemuligheder, uden at parterne
derved
har taget stilling til, om det er disse muligheder, der også skal anvendes
senere ved den konkrete udformning af forslaget. Det er derfor
udvalgets
opfattelse, at en fast
procedure og en konkret aftale om offentliggørelse af sådanne foreløbige
overvejelser vil begrænse parternes mulighed for at få tilstrækkelige
oplysninger under forhandlingsforløbet, og i visse tilfælde kan
offentliggørelse
af foreløbige overvejelser også medvirke til misforståelser og
uhensigtsmæssige
reaktioner i offentligheden.
Udvalget
vil dog
opfordre statsministeren til i så stor udstrækning som muligt at skabe mere
offentlighed
i den lovforberedende proces omkring store betydningsfulde reformkomplekser,
jf. også afsnit 1.6.
1.6. Debatskabende initiativer
Udvalget
finder, at
den arbejdsform, der blev gennemført i forbindelse med velfærdsreformen
startende med høringer og borgerundersøgelser i 2000 om velfærdens
kerneområder: Ældreomsorg, sundhed, familie/skole og det rummelige
arbejdsmarked og siden Velfærdskommissionens arbejde, med offentliggørelse
af delresultater og dermed løbende orientering og inddragelse af Folketing og
offentlighed, var en tilfredsstillende proces, der fremover vil kunne
anvendes
som eksempel til efterfølgelse, når der skal gennemføres omfattende
væsentlige
reformer af vidtgående samfundsmæssig betydning. Det er vigtigt, at der
gennemføres
sådanne debatskabende foranstaltninger, jf. f.eks. også Fremtidspanelet, og
evt. med inddragelse af Teknologirådet og Det Etiske Råd.
1.7 Samlelove
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen har tidligere
behandlet denne problemstilling og har i en betænkning i 1999 vedrørende
forbedring af lovkvaliteten om brugen af samlelove udtalt, at »regeringens og
Folketingets fælles ønske om at reducere antallet af lovforslag ikke bør føre
til anvendelse af såkaldte samlelove i andre tilfælde, end hvor der
foreligger
en nøje saglig eller politisk sammenhæng mellem de foreslåede temaer.«
Udvalget
opfordrer
ministrene til fortsat at være opmærksomme på at undgå unødig anvendelse af
samlelove. Dette indebærer, at ministrene skal være opmærksomme på de krav
til
indholdsmæssig sammenhæng og saglig og politisk sammenhæng i forslag til
ændringslove, der er beskrevet i henholdsvis Justitsministeriets vejledning
om
lovkvalitet fra juni 2005, side 28, og side 20 i Håndbog i folketingsarbejdet
fra oktober 2005.
2. Udvalgsbehandlingen af lovforslag
2.1. Åbenhed i udvalgsarbejdet
I dag foregår udvalgenes arbejde med lovgivning som udgangspunkt
for lukkede døre. Som noget nyt har Folketingets Europaudvalg besluttet at
ændre dette udgangspunkt, således at udvalgets møder holdes for åbne døre,
medmindre regering og udvalg er enige om at lukke dørene.
Det er
udvalgets
opfattelse,
at den mulighed, Folketingets udvalg i dag har efter forretningsordenens § 8,
stk. 3, for at beslutte at holde åbne udvalgsmøder, giver udvalgene gode
muligheder
for at vurdere, om møderne skal være åbne over for offentligheden. Det er
endvidere
udvalgets opfattelse, at det bør være det enkelte udvalgs flertal, der afgør,
i
hvilket omfang udvalgsmøderne skal holdes åbne eller lukkede for
offentligheden. For så vidt angår udvalgsmøder med samråd, er der dog intet
ønske om at ændre reglen i forretningsordenens § 8, stk. 8, om, at tre
medlemmer af udvalget kan anmode om, at et samråd i udvalget holdes for åbne
døre. Åbne møder bør dog ikke gennemføres mod spørgerens ønske.
2.2. Eksperthøringer over lovforslag
Folketingets udvalg har i dag mulighed for at holde både lukkede
og åbne eksperthøringer, jf. forretningsordenens § 8, stk. 9, og de fleste
udvalg udnytter begge muligheder. Udvalgene vælger som udgangspunkt de
lukkede
eksperthøringer ved mere teknisk og juridisk vanskelige forslag, mens de åbne
høringer vælges ved de mere politiske forslag.
Udvalget
finder det
fortsat rigtigt, at afgørelsen af, om en høring skal afholdes som en lukket
eller en åben høring, træffes af flertallet i de enkelte udvalg.
2.3. Teknisk gennemgang i forbindelse med høring
Folketingets udvalg anmoder i vidt omfang om teknisk gennemgang
af vanskelige og komplekse lovforslag, når disse efter 1. behandling er
henvist
til udvalgene.
Udvalget
finder det
ikke hensigtsmæssigt – således som det blev nævnt under konferencen
– at foreslå
en ordning, hvorefter udvalgene kan anmode om teknisk gennemgang af
lovudkast,
der er sendt i høring, men endnu ikke fremsat. En sådan teknisk gennemgang af
et lovudkast vil være uhensigtsmæssig alene af den grund, at der kan være
stor
usikkerhed om, hvordan det endelige lovforslag udformes. Det kunne bl.a.
betyde,
at udvalget skulle have endnu en teknisk gennemgang, når forslaget blev
fremsat.
Udvalget
skal derfor opfordre
de enkelte udvalg til i højere grad ved teknisk vanskelige lovforslag at få
fastlagt tidspunktet for den tekniske gennemgang i god tid før 1. behandling,
dvs. i umiddelbar forlængelse af fremsættelsen, således at medlemmerne inden
1. behandling kan få afklaret mange af de tekniske spørgsmål.
2.4. Overholdelse af tidsplanerne for behandlingen
af lovforslag
Udvalget
skal opfordre
såvel udvalgsmedlemmer som ministre til at udvise disciplin i forhold til de
tidsplaner, som fastsættes for behandlingen af de enkelte lovforslag. Det
gælder især i forhold til frister for spørgsmål og svar.
2.5. Klausulering af oplysninger som fortrolige
Det er den enkelte minister, der i henhold til gældende regler
oplyser, om et dokument, der sendes til et udvalg, efter ministerens
opfattelse
er fortroligt og i givet fald, hvor længe dokumentet skal behandles som
fortroligt.
Spørgsmålet er ikke mindst aktuelt ved Folketingets behandling af sager i
grænseområdet mellem privat og offentligt regi, og i forbindelse med
udliciteringer.
Udvalget
skal
opfordre de enkelte udvalg til at drøfte anvendelsen af fortroligt stemplede
dokumenter med fagministrene, herunder omfanget heraf såvel i relation til
det samlede fremsendte dokument som til det tidsmæssige perspektiv, således
at
der ikke blandt udvalgets medlemmer er tvivl om, efter hvilke retningslinjer
oplysningerne er fortrolige.
2.6. Samråd i udvalg
Udvalget
opfordrer de enkelte udvalg til at tage en drøftelse af, hvordan
samrådsinstrumentet anvendes bedst muligt. Skal der f.eks. stilles flere
skriftlige spørgsmål forud for samrådet for at undgå, at samrådet indledes
med
oplæsning af lange, faktuelle talepapirer? Hvordan fastholdes fokus på emnet
for samrådet? Skal der sættes et fast tidsrum af? Er der behov for en
fordeling
af taletiden mellem
ordførere?
2.7. Høring over ændringsforslag
Det fremgår af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at
ændringsforslag sjældent vil være af vidtrækkende betydning. Der vil derfor
sjældent være behov for en selvstændig høring over et ændringsforslag, men
spørgsmålet kan overvejes, hvor der er en særlig anledning til det. Ikke
desto
mindre må man erkende, at der til tider – inden for de grænser, der
følger af
identitetsprincippet – stilles mere omfattende ændringsforslag.
I disse tilfælde kan udvalgsmedlemmerne spørge den pågældende
minister, om der har været foretaget høring over ændringsforslagene, og, hvis
dette ikke er tilfældet, bede om en begrundelse herfor. Udvalgene kan også
bede
ministeren om som en fast ordning ved udarbejdelse af væsentlige og
omfattende
ændringsforslag i bemærkningerne til ændringsforslaget at orientere om evt.
høring.
Er der ikke foretaget høring, og finder udvalget, at der er
behov for at høre særligt berørte grupper, kan udvalget selv foranstalte en
høring over ændringsforslaget eller på anden vis opfordre de pågældende til
at
kommentere ændringsforslaget, jf. således betænkning og indstilling fra
Udvalget for Forretningsordenen af 7. maj 1999.
Udvalget
skal henlede
opmærksomheden på de andre muligheder, der er for at inddrage særligt berørte
m.v. inden oversendelse af et ændringsforslag til Folketinget eller under et
udvalgs behandling af et ændringsforslag.
2.8. Evaluering af lovgivningen og lovovervågning
Det er en central opgave for et ministerium at føre tilsyn med
den virkning, som ministeriets lovgivning har i praksis.
Der blev fra folketingsåret 1999-2000 bl.a. som opfølgning af
lovkvalitetskonferencen i 1998 etableret en forsøgsordning med
lovovervågning.
Ordningen er nu gjort permanent således, at lovovervågning er et af flere
instrumenter, som ministerierne kan bruge som led i at føre tilsyn med
lovenes
virkning.
I relation til Folketinget indebærer lovovervågningen bl.a., at
der efter f.eks. en tre-årig periode afgives en redegørelse til det relevante
folketingsudvalg efter bl.a. høring af de myndigheder, organisationer m.v.,
der
var inddraget i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse, jf. bl.a.
»Retningslinier for udarbejdelse af redegørelser til folketingsudvalg i
forbindelse
med lovovervågning«
(Finansministeriet 2004).
For at få et overblik over omfanget og resultaterne af
lovovervågningen skal
udvalget
opfordre
de enkelte udvalg til ved hvert folketingsårs begyndelse at anmode ministrene
om en oversigt over de love, som er undergivet lovovervågning med forventet
tidspunkt for aflevering af redegørelser til Folketinget.
Udvalget
skal
endvidere opfordre de enkelte udvalg til at sætte den nævnte oversigt til
drøftelse på et udvalgsmøde eventuelt med deltagelse af den ansvarlige
minister.
2.9. Delegation af lovgivningskompetence
(bemyndigelsesbestemmelser)
Det følger af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at
der stilles krav om en præcis udformning af bemyndigelsesbestemmelser og
bemærkningerne til disse. Er der alligevel tvivl, skal
udvalget
opfordre de enkelte udvalgsmedlemmer til at stille
spørgsmål til pågældende minister om rækkevidden af bestemmelserne og evt.
optrykke ministerens svar i betænkningen.
3. Materiel lovgivning på finansloven
Udvalget
har noteret
sig, at det af Finansudvalgets beretning af 27. oktober 2005 fremgår, at et
enigt Finansudvalg generelt finder,
at
antallet af tekstanmærkninger bør
begrænses mest muligt,
at
regulering af bevillingsfremmede forhold ved
tekstanmærkning ikke må finde sted, og
at
ændring af eksisterende
lovgivning kun bør finde sted, såfremt ændringen er tidsbegrænset, eller
at
ændring af lovgivningen ikke kan afventes, samt
at
varige eller
generelle lovændringer ikke bør gennemføres ved tekstanmærkning.
4. Folketingets inddragelse ved indgåelse af
mellemfolkelige forpligtelser
Der blev på konferencen givet udtryk for ønsker om at styrke
inddragelsen af Folketinget i forbindelse med indgåelsen af internationale
konventioner. Der er i dag fastsat visse retningslinjer om indgåelse af
internationale konventioner i Udenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af 1.
december 1999, som især omhandler indhentelse af samtykke, orientering af
fagudvalg før vedtagelse/undertegnelse samt statusoversigter, men udvalget
ønsker
at forbedre orienteringen af Folketinget om det arbejde med konventioner, der
foregår i internationale fora.
Udvalget
vil derfor i samarbejde med regeringen fastlægge reviderede retningslinjer
for en mere systematisk og sammenhængende behandling af konventioner.
Udenrigsministeren har i den forbindelse givet tilsagn om, at
regeringen vil foretage en ændring af den praksis, der gælder i dag, således
at
vigtigheden af at inddrage Folketingets fagudvalg så tidligt som muligt i
forbindelse med forhandlinger af aftaler, der må forventes at føre til
indgåelse af multilaterale aftaler, vil blive indskærpet.
Det gælder først og fremmest, når der er tale om forhandlinger,
der kan føre til en international aftale, hvor Folketingets samtykke skal
indhentes. Men regeringen vil formulere den nye procedure således, at tidlig
inddragelse af Folketinget ikke nødvendigvis begrænses til disse aftaler.
I forbindelse med den forestående ændring af praksis vil
regeringen nu udarbejde retningslinjer med angivelse af mulige tidspunkter
for, hvornår det i praksis bedst vil give mening tidligere at inddrage
Folketinget i forbindelse med indgåelse af diverse multilaterale aftaler.
Med henblik på at sikre, at disse retningslinjer bliver
bæredygtige, vil udarbejdelsen af retningslinjerne ske på baggrund af
drøftelser mellem de ministerier, som vil blive særlig berørt af ændringen i
praksis, idet det fortsat – efter ændringen – bliver de enkelte
ministerier,
der vurderer, hvornår Folketinget skal orienteres.
Retningslinjerne vil endvidere blive udformet så fleksibelt, at
der kan tages højde for forskellighederne i de enkelte forhandlinger, idet
det bemærkes, at der ikke er den samme ensartethed i proceduren i forbindelse
med indgåelse af multilaterale aftaler, som det generelt er tilfældet for de
retsakter, der er omfattet af EU-proceduren.
5. Behandlingen af EU-sager i Europaudvalget og
fagudvalgene
5.1. Tidlig indflydelse
Udvalget
har noteret
sig, at det i Europaudvalgets seneste beretning af 23. juni 2006 om tidlig
forelæggelse
og åbenhed er anført, at »regeringen forpligter sig til løbende og så tidligt
som muligt mundtligt at orientere Europaudvalget om behandlingen af forslag
af
større rækkevidde«, og om forelæggelse af forhandlingsoplæg anføres det, at
»forslag
af større rækkevidde forelægges Europaudvalget med henblik på
forhandlingsoplæg, inden den danske holdning fastlægges (f. eks. i
forbindelse
med førstelæsningsaftale mellem Rådet og Europa-Parlamentet)«. Dette har
allerede i praksis betydet væsentlige ændringer i udvalgets arbejde,
idet der nu sker en tidligere inddragelse af Europaudvalget i
væsentlige
EU-sager samt en tidligere forelæggelse af forhandlingsoplæg.
5.2. Implementering af EU-lovgivning
Ved udarbejdelse af lovgivning, der implementerer EU-direktiver,
skal
udvalget
henstille til regeringen,
at det klart tilkendegives, i hvilket omfang lovbestemmelserne er en
implementering
af direktivbestemmelserne, hvilke direktivbestemmelser der er baggrunden for
de
enkelte lovbestemmelser, og i hvilket omfang lovforslagets bestemmelser går
ud
over de bagvedliggende direktiver, eller om disse giver en valgfrihed med
hensyn til opfyldelsen.
5.3. Forpligtende proces
Udvalget
er orienteret
om, at det i Konferencen for Parlamentsformænd i EU for tiden overvejes,
hvordan de nationale parlamenter kan inddrages mere i den lovforberedende
proces i EU. Der arbejdes bl.a. med forslag om debatter i parlamenterne om
Kommissionens strategiske politiske arbejdsprogram. Ligeledes
har Kommissionen vedtaget procedurer til behandling af de nationale
parlamenters udtalelser om grøn- og hvidbøger og forslag til retsakter. Disse
initiativer vil forbedre parlamenternes (herunder fagudvalgenes) muligheder
for
indflydelse.
Som nævnt under pkt. 5.1. orienterer
regeringen Europaudvalget på et tidligere tidspunkt end hidtil. Denne
orientering sker bl.a. mundtligt i udvalgets møde, hvor der under punktet
»Siden
sidst« gives en orientering om væsentlige nye forslag samt om den seneste
behandling
(i Rådet og Europa-Parlamentet) af andre væsentlige forslag.
Udvalget
skal opfordre Europaudvalgets
Underudvalg til i samarbejde med fagudvalgene at finde en måde, hvorpå
fagudvalgene kan delagtiggøres i denne information.
5.4. Grundigere behandling af store EU-sager
Udvalget
skal opfordre
både medlemmer og udvalg til at anvende den eksisterende mulighed for at
behandle store, vigtige EU-spørgsmål i salen, jf. forretningsordenens § 19,
stk. 6.
P.u.v.
Christian Mejdahl
Formand
Officielle noter
Et af de første eksempler på et sådant samarbejde var en
henvendelse fra Udvalget for Forretningsordenen juni 1966 til statsministeren
med anmodning om, at der blev udarbejdet fyldigere bemærkninger til
regeringens
lovforslag. Henvendelsen førte til, at statsministeren i et cirkulære gav
regler om udformningen af disse bemærkninger. Cirkulæret er løbende
revideret,
jf. nu Statsministeriets cirkulære nr. 159 af 16. september 1998.
Reglen om at lovudkast skal oversendes til Folketinget samtidig
med, at de bliver sendt i høring, fremgår af Statsministeriets
cirkulæreskrivelse af 12. november 1998 og af Justitsministeriets
lovkvalitetsvejledning.
Med hensyn til høringsfristen anføres det i Justitsministeriets
vejledning om lovkvalitet, at denne må afpasses efter de nærmere
omstændigheder, men bør være så lang, at de hørte parter har mulighed for at
udarbejde et fyldestgørende svar.
Lignende dokumenter
- Betænkning og indstilling over ændring af forretningsorden for Folketinget Retsinformation · 17. maj 1999
- Beretning om opfølgning på Præsidiets konference om arbejdet i Folketingets udvalg Retsinformation · 14. maj 2015
- Betænkning og indstilling om ændring af forretningsorden for Folketinget (Ændring af forskellige arbejdsformer og forretningsgange m.v.) Retsinformation · 25. maj 2018
- Betænkning og indstilling om ændring af forretningsorden for Folketinget (Ændringer af Folketingets behandling af EU-sager) Retsinformation · 1. december 2018
- Beretning om Statsrevisorernes og Rigsrevisionens arbejde med regeringens lovforberedelse Retsinformation · 5. februar 2015
- Beretning om indhold i arbejdet i Folketingets udvalg og udvalgsformændenes rolle Retsinformation · 17. maj 2022