Spring til indhold

Retsinformation

Beretning om opfølgning på konferencen om samspillet mellem Folketing og regering (Vedrørende lovforberedelsen og udvalgsbehandlingen af lovforslag m.v.)

2006/1 BR 4Selvstændig beretningFolketinget14. maj 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 9.

maj 2007

Beretning

om

opfølgning

på konferencen om samspillet mellem Folketing og regering

(Vedrørende lovforberedelsen og udvalgsbehandlingen af

lovforslag m.v.)

Indledning

Folketinget afholdt den 9. oktober 2006 en konference om

samspillet mellem Folketing og regering, hvor en lang række emner under

overskrifterne Folketingets kontrol med regeringen, lovforberedelsen og

lovbehandlingen blev drøftet.

Efterfølgende har Folketingets formand fremlagt

tilkendegivelserne fra konferencen for udvalgsformændene, og disse har været

drøftet i Folketingets Præsidium og Udvalget for Forretningsordenen.

Udvalget for Forretningsordenen har på baggrund af de

synspunkter, der blev fremført på konferencen og de efterfølgende drøftelser,

besluttet at opdele arbejdet med opfølgningen af konferencen.

Denne beretning indeholder således udvalgets indstilling til de

synspunkter om lovforberedelse og udvalgsbehandling af lovforslag, der blev

rejst på konferencen.

En række andre emner, der indebærer ændring af Folketingets

forretningsorden, vil indgå i en betænkning og indstilling herom.

1. Lovforberedelsen, herunder orientering af

udvalgene om lovudkast og høringsprocessen

1.1. Konsekvensvurderinger af ny lovgivning

Formålet med konsekvensvurderinger er at sikre, at

konsekvenserne af et lovforslag belyses så grundigt som muligt.

Konsekvensvurderinger har en væsentlig

Læs alt

funktion i forbindelse med det lovforberedende arbejde, fordi

konsekvensvurderinger bidrager til at indkredse, hvordan et givent politisk

mål bedst kan opnås, jf. bl.a. Finansministeriets vejledning om

konsekvensanalyser, maj 2005.

Kravene til disse og andre dele af et lovforslags bemærkninger

har gentagne gange været drøftet mellem regering og Folketing.

Alle lovforslag skal indeholde bemærkninger om følgende:

-

de økonomiske

konsekvenser for stat, regioner og kommuner,

-

de administrative

konsekvenser for stat, regioner og kommuner,

-

de administrative

konsekvenser for borgerne,

-

væsentlige økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet,

-

væsentlige

administrative konsekvenser for erhvervslivet,

-

væsentlige

miljømæssige konsekvenser og

-

forholdet til

EU-retten.

De nævnte bemærkninger skal sammenfattes i et skema, der

optrykkes som sidste punkt i et lovforslags almindelige bemærkninger.

Metoderne til at opgøre de ovennævnte konsekvenser er

forskellige fra område til område, jf. bl.a. den ovenfor nævnte vejledning

fra

Finansministeriet. For så vidt angår de administrative konsekvenser for

erhvervslivet, benyttes f.eks. den såkaldte AMVAB-metode (Aktivitetsbaseret

Måling af Virksomhedernes Administrative Byrder) suppleret med mere

kvalitative

metoder, især fokusgrupper og brugertest.

Ud over de nævnte obligatoriske konsekvensvurderinger kan der

efter omstændighederne være grund til at redegøre for andre konsekvenser af

et

lovforslag end dem, der er omtalt ovenfor. Det kan f.eks. dreje sig om et

forslags regionalpolitiske eller ligestillingsmæssige konsekvenser. Der kan

også være særlige konsekvenser for f.eks. handicappede eller det frivillige

foreningsliv. De nævnte konsekvenser skal ikke indgå i det ovenfor omtalte

sammenfattende

skema.

Et beslutningsforslag om sundhedsmæssige konsekvensvurderinger

er for øjeblikket til behandling i Folketinget.

Udvalget

finder det

væsentligt, at ministrene er opmærksomme på mulighederne for at videreudvikle

arbejdet med konsekvensvurderinger dels for at styrke beslutningsgrundlaget i

forbindelse med ny lovgivning, dels for at styrke mulighederne for at følge

virkningerne af gennemført lovgivning.

1.2. Lovudkast til folketingsudvalg

I tilknytning til Folketingets konference om lovkvalitet i

oktober 1998 aftalte regeringen og Folketinget, at udkast til lovforslag

sendes

til det relevante folketingsudvalg til orientering samtidig med udsendelse i

høring.

Lovudkast omdeles

i udvalgene på almindelig del, og det er aftalt, at det søges undgået, at der

stilles spørgsmål til udkastet, før det er fremsat.

Udvalget

finder, at

den etablerede ordning med oversendelse af lovudkast er vigtig, da udvalgene

herved får mulighed for at følge med i lovgivningsarbejdet på lige fod med de

hørte organisationer m.v. og offentligheden i øvrigt, jf. nedenfor under pkt.

1.4.

Ordningen fungerer efter en indkøring godt, og

udvalget

har ikke fundet anledning til

at foreslå ændringer af ordningen.

1.3. Høringssvar og -notat oversendes samtidig med

fremsættelsen

Siden 2002 har det været aftalt mellem regeringen og

Folketinget, at svarene på de høringer, som gennemføres som led i

lovforberedelsen, og et høringsnotat med kommentarer til høringen sendes til

det relevante folketingsudvalg normalt samtidig med fremsættelsen og senest

torsdag i ugen før 1. behandlingen i Folketinget. Udvalgssekretariaterne

påser,

at høringssvar med kommentarer modtages til tiden, og sørger for hurtig

omdeling, men ansvaret for rettidig fremsendelse påhviler naturligvis

ministeriet.

Udvalget

finder, at

der er tale om en god ordning, hvor der gives medlemmerne mulighed for at

kende

høringsparternes synspunkter og ministrenes kommentarer hertil i god tid

inden

1. behandling af lovforslaget.

Ordningen

giver Folketinget et godt og bredt grundlag for det videre arbejde med

forslaget.

Udvalget

har

konstateret, at oversendelse af høringssvar og høringsnotat til Folketinget

ofte sker torsdag i ugen før 1. behandling og ikke – som det er

hovedreglen –

samtidig med fremsættelsen.

Udvalget

skal derfor indskærpe over for

ministerierne, at hovedreglen for oversendelse af høringssvar og høringsnotat

er fremsættelsestidspunktet, således som det også fremgår af

Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet.

Udvalget

vil følge

udviklingen på området og herunder overveje at drøfte med regeringen, hvad

der

bør være omfattet af ministeriernes orientering om høringen, herunder hvordan

der bør forholdes med hensyn til synspunkter og kommentarer fra

ministerområder, som varetager en særlig tværgående opgave, og som tilsendes

ministeriet, efter at lovudkastet er sendt i høring, og om der er behov for

at

udarbejde retningslinjer for høringsnotaternes form, bl.a. med henblik på at

styrke læsevenligheden.

1.4. Høringsprocessen

Udvalget

finder

generelt, at de gældende retningslinjer for høringsprocessen imødekommer både

de behov, særligt interesserede parter har, og de behov, offentligheden måtte

have for at komme med bemærkninger til lovudkast, inden fremsættelsen af

lovforslag i Folketinget.

Det er den enkelte minister, der inden for rammerne af

Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet tilrettelægger høring over

lovforslag. Ministeren fastlægger bl.a. kredsen af høringsparter og

høringsfristen

. Når et lovudkast sendes

i høring, offentliggøres det samtidig på det pågældende ministeriums

hjemmeside samt på Høringsportalen, som findes på

www.danmark.dk.

Foruden lovforslag skal høringsbrev samt liste over høringsberettigede

offentliggøres. Indkomne høringssvar, der sendes til Folketinget, gøres

ligeledes tilgængelige på Høringsportalen.

Folketingets udvalg kan generelt drøfte årets lovgivningsarbejde,

herunder spørgsmålet om høringer, med ministrene i forbindelse med

fremlæggelsen af regeringens lovprogram.

Udvalgene

har desuden, jf. Udvalget for Forretningsordenens betænkning og indstilling

af

7. maj 1999, mulighed for selv at sende lovforslagene i høring, når disse er

fremsat, eller at foreslå berørte organisationer at indsende deres

kommentarer

til udvalget eller komme i deputation herom.

Udvalget

understreger

vigtigheden af, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde et

fyldestgørende

svar, og kan støtte, at ministerierne tilstræber frister på – som

tommelfingerregel

– ikke under 4 uger.

Udvalget

skal anføre,

at såfremt et udvalg i forbindelse med lovbehandlingen måtte have

bemærkninger

til f.eks. kredsen af høringsparter, kan spørgsmålet drøftes med den

pågældende

minister, herunder hvordan ikkehørte parter i givet fald kan inddrages i

lovgivningsarbejdet,

og om der gives

den fornødne tid til,

at høringsparterne kan kommentere også komplekse lovudkast.

Udvalget

skal i øvrigt

henvise til det ovenfor under pkt. 1.3. anførte.

1.5. Mere offentlighed i den politiske proces forud

for fremsættelsen af lovforslag

Udvalget har drøftet, om det baggrundsmateriale, herunder notater

og beregninger m.v., som ofte indgår som væsentlige elementer i

beslutningsgrundlaget for forhandlingerne om kommende lovforslag, og som

dermed

indirekte også er væsentligt for den senere udmøntning i et konkret

lovforslag,

i større omfang kunne blive tilgængeligt for offentligheden eller for

partier,

der ikke (længere) indgår i forhandlingerne.

Det er

udvalgets

opfattelse,

at en fast procedure for og en konkret aftale om offentliggørelse af det

baggrundsmateriale, der udarbejdes under forhandlingerne om et kommende

lovforslag,

ikke vil være hensigtsmæssig. Der er under forhandlingerne om kommende

lovgivning

en lang række hensyn at tage til både de parter, der forhandler, og til

offentligheden i øvrigt. Forhandlingsforløbet vil ofte blive brugt af

parterne

til at få oplysninger om forskellige handlemuligheder, uden at parterne

derved

har taget stilling til, om det er disse muligheder, der også skal anvendes

senere ved den konkrete udformning af forslaget. Det er derfor

udvalgets

opfattelse, at en fast

procedure og en konkret aftale om offentliggørelse af sådanne foreløbige

overvejelser vil begrænse parternes mulighed for at få tilstrækkelige

oplysninger under forhandlingsforløbet, og i visse tilfælde kan

offentliggørelse

af foreløbige overvejelser også medvirke til misforståelser og

uhensigtsmæssige

reaktioner i offentligheden.

Udvalget

vil dog

opfordre statsministeren til i så stor udstrækning som muligt at skabe mere

offentlighed

i den lovforberedende proces omkring store betydningsfulde reformkomplekser,

jf. også afsnit 1.6.

1.6. Debatskabende initiativer

Udvalget

finder, at

den arbejdsform, der blev gennemført i forbindelse med velfærdsreformen

startende med høringer og borgerundersøgelser i 2000 om velfærdens

kerneområder: Ældreomsorg, sundhed, familie/skole og det rummelige

arbejdsmarked og siden Velfærdskommissionens arbejde, med offentliggørelse

af delresultater og dermed løbende orientering og inddragelse af Folketing og

offentlighed, var en tilfredsstillende proces, der fremover vil kunne

anvendes

som eksempel til efterfølgelse, når der skal gennemføres omfattende

væsentlige

reformer af vidtgående samfundsmæssig betydning. Det er vigtigt, at der

gennemføres

sådanne debatskabende foranstaltninger, jf. f.eks. også Fremtidspanelet, og

evt. med inddragelse af Teknologirådet og Det Etiske Råd.

1.7 Samlelove

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen har tidligere

behandlet denne problemstilling og har i en betænkning i 1999 vedrørende

forbedring af lovkvaliteten om brugen af samlelove udtalt, at »regeringens og

Folketingets fælles ønske om at reducere antallet af lovforslag ikke bør føre

til anvendelse af såkaldte samlelove i andre tilfælde, end hvor der

foreligger

en nøje saglig eller politisk sammenhæng mellem de foreslåede temaer.«

Udvalget

opfordrer

ministrene til fortsat at være opmærksomme på at undgå unødig anvendelse af

samlelove. Dette indebærer, at ministrene skal være opmærksomme på de krav

til

indholdsmæssig sammenhæng og saglig og politisk sammenhæng i forslag til

ændringslove, der er beskrevet i henholdsvis Justitsministeriets vejledning

om

lovkvalitet fra juni 2005, side 28, og side 20 i Håndbog i folketingsarbejdet

fra oktober 2005.

2. Udvalgsbehandlingen af lovforslag

2.1. Åbenhed i udvalgsarbejdet

I dag foregår udvalgenes arbejde med lovgivning som udgangspunkt

for lukkede døre. Som noget nyt har Folketingets Europaudvalg besluttet at

ændre dette udgangspunkt, således at udvalgets møder holdes for åbne døre,

medmindre regering og udvalg er enige om at lukke dørene.

Det er

udvalgets

opfattelse,

at den mulighed, Folketingets udvalg i dag har efter forretningsordenens § 8,

stk. 3, for at beslutte at holde åbne udvalgsmøder, giver udvalgene gode

muligheder

for at vurdere, om møderne skal være åbne over for offentligheden. Det er

endvidere

udvalgets opfattelse, at det bør være det enkelte udvalgs flertal, der afgør,

i

hvilket omfang udvalgsmøderne skal holdes åbne eller lukkede for

offentligheden. For så vidt angår udvalgsmøder med samråd, er der dog intet

ønske om at ændre reglen i forretningsordenens § 8, stk. 8, om, at tre

medlemmer af udvalget kan anmode om, at et samråd i udvalget holdes for åbne

døre. Åbne møder bør dog ikke gennemføres mod spørgerens ønske.

2.2. Eksperthøringer over lovforslag

Folketingets udvalg har i dag mulighed for at holde både lukkede

og åbne eksperthøringer, jf. forretningsordenens § 8, stk. 9, og de fleste

udvalg udnytter begge muligheder. Udvalgene vælger som udgangspunkt de

lukkede

eksperthøringer ved mere teknisk og juridisk vanskelige forslag, mens de åbne

høringer vælges ved de mere politiske forslag.

Udvalget

finder det

fortsat rigtigt, at afgørelsen af, om en høring skal afholdes som en lukket

eller en åben høring, træffes af flertallet i de enkelte udvalg.

2.3. Teknisk gennemgang i forbindelse med høring

Folketingets udvalg anmoder i vidt omfang om teknisk gennemgang

af vanskelige og komplekse lovforslag, når disse efter 1. behandling er

henvist

til udvalgene.

Udvalget

finder det

ikke hensigtsmæssigt – således som det blev nævnt under konferencen

– at foreslå

en ordning, hvorefter udvalgene kan anmode om teknisk gennemgang af

lovudkast,

der er sendt i høring, men endnu ikke fremsat. En sådan teknisk gennemgang af

et lovudkast vil være uhensigtsmæssig alene af den grund, at der kan være

stor

usikkerhed om, hvordan det endelige lovforslag udformes. Det kunne bl.a.

betyde,

at udvalget skulle have endnu en teknisk gennemgang, når forslaget blev

fremsat.

Udvalget

skal derfor opfordre

de enkelte udvalg til i højere grad ved teknisk vanskelige lovforslag at få

fastlagt tidspunktet for den tekniske gennemgang i god tid før 1. behandling,

dvs. i umiddelbar forlængelse af fremsættelsen, således at medlemmerne inden

1. behandling kan få afklaret mange af de tekniske spørgsmål.

2.4. Overholdelse af tidsplanerne for behandlingen

af lovforslag

Udvalget

skal opfordre

såvel udvalgsmedlemmer som ministre til at udvise disciplin i forhold til de

tidsplaner, som fastsættes for behandlingen af de enkelte lovforslag. Det

gælder især i forhold til frister for spørgsmål og svar.

2.5. Klausulering af oplysninger som fortrolige

Det er den enkelte minister, der i henhold til gældende regler

oplyser, om et dokument, der sendes til et udvalg, efter ministerens

opfattelse

er fortroligt og i givet fald, hvor længe dokumentet skal behandles som

fortroligt.

Spørgsmålet er ikke mindst aktuelt ved Folketingets behandling af sager i

grænseområdet mellem privat og offentligt regi, og i forbindelse med

udliciteringer.

Udvalget

skal

opfordre de enkelte udvalg til at drøfte anvendelsen af fortroligt stemplede

dokumenter med fagministrene, herunder omfanget heraf såvel i relation til

det samlede fremsendte dokument som til det tidsmæssige perspektiv, således

at

der ikke blandt udvalgets medlemmer er tvivl om, efter hvilke retningslinjer

oplysningerne er fortrolige.

2.6. Samråd i udvalg

Udvalget

opfordrer de enkelte udvalg til at tage en drøftelse af, hvordan

samrådsinstrumentet anvendes bedst muligt. Skal der f.eks. stilles flere

skriftlige spørgsmål forud for samrådet for at undgå, at samrådet indledes

med

oplæsning af lange, faktuelle talepapirer? Hvordan fastholdes fokus på emnet

for samrådet? Skal der sættes et fast tidsrum af? Er der behov for en

fordeling

af taletiden mellem

ordførere?

2.7. Høring over ændringsforslag

Det fremgår af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at

ændringsforslag sjældent vil være af vidtrækkende betydning. Der vil derfor

sjældent være behov for en selvstændig høring over et ændringsforslag, men

spørgsmålet kan overvejes, hvor der er en særlig anledning til det. Ikke

desto

mindre må man erkende, at der til tider – inden for de grænser, der

følger af

identitetsprincippet – stilles mere omfattende ændringsforslag.

I disse tilfælde kan udvalgsmedlemmerne spørge den pågældende

minister, om der har været foretaget høring over ændringsforslagene, og, hvis

dette ikke er tilfældet, bede om en begrundelse herfor. Udvalgene kan også

bede

ministeren om som en fast ordning ved udarbejdelse af væsentlige og

omfattende

ændringsforslag i bemærkningerne til ændringsforslaget at orientere om evt.

høring.

Er der ikke foretaget høring, og finder udvalget, at der er

behov for at høre særligt berørte grupper, kan udvalget selv foranstalte en

høring over ændringsforslaget eller på anden vis opfordre de pågældende til

at

kommentere ændringsforslaget, jf. således betænkning og indstilling fra

Udvalget for Forretningsordenen af 7. maj 1999.

Udvalget

skal henlede

opmærksomheden på de andre muligheder, der er for at inddrage særligt berørte

m.v. inden oversendelse af et ændringsforslag til Folketinget eller under et

udvalgs behandling af et ændringsforslag.

2.8. Evaluering af lovgivningen og lovovervågning

Det er en central opgave for et ministerium at føre tilsyn med

den virkning, som ministeriets lovgivning har i praksis.

Der blev fra folketingsåret 1999-2000 bl.a. som opfølgning af

lovkvalitetskonferencen i 1998 etableret en forsøgsordning med

lovovervågning.

Ordningen er nu gjort permanent således, at lovovervågning er et af flere

instrumenter, som ministerierne kan bruge som led i at føre tilsyn med

lovenes

virkning.

I relation til Folketinget indebærer lovovervågningen bl.a., at

der efter f.eks. en tre-årig periode afgives en redegørelse til det relevante

folketingsudvalg efter bl.a. høring af de myndigheder, organisationer m.v.,

der

var inddraget i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse, jf. bl.a.

»Retningslinier for udarbejdelse af redegørelser til folketingsudvalg i

forbindelse

med lovovervågning«

(Finansministeriet 2004).

For at få et overblik over omfanget og resultaterne af

lovovervågningen skal

udvalget

opfordre

de enkelte udvalg til ved hvert folketingsårs begyndelse at anmode ministrene

om en oversigt over de love, som er undergivet lovovervågning med forventet

tidspunkt for aflevering af redegørelser til Folketinget.

Udvalget

skal

endvidere opfordre de enkelte udvalg til at sætte den nævnte oversigt til

drøftelse på et udvalgsmøde eventuelt med deltagelse af den ansvarlige

minister.

2.9. Delegation af lovgivningskompetence

(bemyndigelsesbestemmelser)

Det følger af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at

der stilles krav om en præcis udformning af bemyndigelsesbestemmelser og

bemærkningerne til disse. Er der alligevel tvivl, skal

udvalget

opfordre de enkelte udvalgsmedlemmer til at stille

spørgsmål til pågældende minister om rækkevidden af bestemmelserne og evt.

optrykke ministerens svar i betænkningen.

3. Materiel lovgivning på finansloven

Udvalget

har noteret

sig, at det af Finansudvalgets beretning af 27. oktober 2005 fremgår, at et

enigt Finansudvalg generelt finder,

at

antallet af tekstanmærkninger bør

begrænses mest muligt,

at

regulering af bevillingsfremmede forhold ved

tekstanmærkning ikke må finde sted, og

at

ændring af eksisterende

lovgivning kun bør finde sted, såfremt ændringen er tidsbegrænset, eller

at

ændring af lovgivningen ikke kan afventes, samt

at

varige eller

generelle lovændringer ikke bør gennemføres ved tekstanmærkning.

4. Folketingets inddragelse ved indgåelse af

mellemfolkelige forpligtelser

Der blev på konferencen givet udtryk for ønsker om at styrke

inddragelsen af Folketinget i forbindelse med indgåelsen af internationale

konventioner. Der er i dag fastsat visse retningslinjer om indgåelse af

internationale konventioner i Udenrigsministeriets cirkulæreskrivelse af 1.

december 1999, som især omhandler indhentelse af samtykke, orientering af

fagudvalg før vedtagelse/undertegnelse samt statusoversigter, men udvalget

ønsker

at forbedre orienteringen af Folketinget om det arbejde med konventioner, der

foregår i internationale fora.

Udvalget

vil derfor i samarbejde med regeringen fastlægge reviderede retningslinjer

for en mere systematisk og sammenhængende behandling af konventioner.

Udenrigsministeren har i den forbindelse givet tilsagn om, at

regeringen vil foretage en ændring af den praksis, der gælder i dag, således

at

vigtigheden af at inddrage Folketingets fagudvalg så tidligt som muligt i

forbindelse med forhandlinger af aftaler, der må forventes at føre til

indgåelse af multilaterale aftaler, vil blive indskærpet.

Det gælder først og fremmest, når der er tale om forhandlinger,

der kan føre til en international aftale, hvor Folketingets samtykke skal

indhentes. Men regeringen vil formulere den nye procedure således, at tidlig

inddragelse af Folketinget ikke nødvendigvis begrænses til disse aftaler.

I forbindelse med den forestående ændring af praksis vil

regeringen nu udarbejde retningslinjer med angivelse af mulige tidspunkter

for, hvornår det i praksis bedst vil give mening tidligere at inddrage

Folketinget i forbindelse med indgåelse af diverse multilaterale aftaler.

Med henblik på at sikre, at disse retningslinjer bliver

bæredygtige, vil udarbejdelsen af retningslinjerne ske på baggrund af

drøftelser mellem de ministerier, som vil blive særlig berørt af ændringen i

praksis, idet det fortsat – efter ændringen – bliver de enkelte

ministerier,

der vurderer, hvornår Folketinget skal orienteres.

Retningslinjerne vil endvidere blive udformet så fleksibelt, at

der kan tages højde for forskellighederne i de enkelte forhandlinger, idet

det bemærkes, at der ikke er den samme ensartethed i proceduren i forbindelse

med indgåelse af multilaterale aftaler, som det generelt er tilfældet for de

retsakter, der er omfattet af EU-proceduren.

5. Behandlingen af EU-sager i Europaudvalget og

fagudvalgene

5.1. Tidlig indflydelse

Udvalget

har noteret

sig, at det i Europaudvalgets seneste beretning af 23. juni 2006 om tidlig

forelæggelse

og åbenhed er anført, at »regeringen forpligter sig til løbende og så tidligt

som muligt mundtligt at orientere Europaudvalget om behandlingen af forslag

af

større rækkevidde«, og om forelæggelse af forhandlingsoplæg anføres det, at

»forslag

af større rækkevidde forelægges Europaudvalget med henblik på

forhandlingsoplæg, inden den danske holdning fastlægges (f. eks. i

forbindelse

med førstelæsningsaftale mellem Rådet og Europa-Parlamentet)«. Dette har

allerede i praksis betydet væsentlige ændringer i udvalgets arbejde,

idet der nu sker en tidligere inddragelse af Europaudvalget i

væsentlige

EU-sager samt en tidligere forelæggelse af forhandlingsoplæg.

5.2. Implementering af EU-lovgivning

Ved udarbejdelse af lovgivning, der implementerer EU-direktiver,

skal

udvalget

henstille til regeringen,

at det klart tilkendegives, i hvilket omfang lovbestemmelserne er en

implementering

af direktivbestemmelserne, hvilke direktivbestemmelser der er baggrunden for

de

enkelte lovbestemmelser, og i hvilket omfang lovforslagets bestemmelser går

ud

over de bagvedliggende direktiver, eller om disse giver en valgfrihed med

hensyn til opfyldelsen.

5.3. Forpligtende proces

Udvalget

er orienteret

om, at det i Konferencen for Parlamentsformænd i EU for tiden overvejes,

hvordan de nationale parlamenter kan inddrages mere i den lovforberedende

proces i EU. Der arbejdes bl.a. med forslag om debatter i parlamenterne om

Kommissionens strategiske politiske arbejdsprogram. Ligeledes

har Kommissionen vedtaget procedurer til behandling af de nationale

parlamenters udtalelser om grøn- og hvidbøger og forslag til retsakter. Disse

initiativer vil forbedre parlamenternes (herunder fagudvalgenes) muligheder

for

indflydelse.

Som nævnt under pkt. 5.1. orienterer

regeringen Europaudvalget på et tidligere tidspunkt end hidtil. Denne

orientering sker bl.a. mundtligt i udvalgets møde, hvor der under punktet

»Siden

sidst« gives en orientering om væsentlige nye forslag samt om den seneste

behandling

(i Rådet og Europa-Parlamentet) af andre væsentlige forslag.

Udvalget

skal opfordre Europaudvalgets

Underudvalg til i samarbejde med fagudvalgene at finde en måde, hvorpå

fagudvalgene kan delagtiggøres i denne information.

5.4. Grundigere behandling af store EU-sager

Udvalget

skal opfordre

både medlemmer og udvalg til at anvende den eksisterende mulighed for at

behandle store, vigtige EU-spørgsmål i salen, jf. forretningsordenens § 19,

stk. 6.

P.u.v.

Christian Mejdahl

Formand

Officielle noter

Et af de første eksempler på et sådant samarbejde var en

henvendelse fra Udvalget for Forretningsordenen juni 1966 til statsministeren

med anmodning om, at der blev udarbejdet fyldigere bemærkninger til

regeringens

lovforslag. Henvendelsen førte til, at statsministeren i et cirkulære gav

regler om udformningen af disse bemærkninger. Cirkulæret er løbende

revideret,

jf. nu Statsministeriets cirkulære nr. 159 af 16. september 1998.

Reglen om at lovudkast skal oversendes til Folketinget samtidig

med, at de bliver sendt i høring, fremgår af Statsministeriets

cirkulæreskrivelse af 12. november 1998 og af Justitsministeriets

lovkvalitetsvejledning.

Med hensyn til høringsfristen anføres det i Justitsministeriets

vejledning om lovkvalitet, at denne må afpasses efter de nærmere

omstændigheder, men bør være så lang, at de hørte parter har mulighed for at

udarbejde et fyldestgørende svar.

Lignende dokumenter