Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en NATO-ledet multinational styrke i Albanien

1998/1 BTB 116Betænkning over beslutningsforslagFolketinget29. april 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget

den 13. april 1999

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om dansk

deltagelse i en NATO-ledet multinational styrke i Albanien

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i to

møder og har herunder stillet spørgsmål til

udenrigsministeren og forsvarsministeren, som disse har besvaret skriftligt

og i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministrenes

svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Dansk

Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres,

Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget)

beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk

Folkepartis medlem af udvalget) finder med udgangspunkt i den nuværende

situation i Albanien, at man principielt skal være positiv over for

militær tilstedeværelse i landet. Dels fordi den albanske

regering har bedt om det, og fordi Albanien allerede har modtaget over

400.000 flygtninge fra Kosovo. Det vil uden hjælp udefra være en

umulig opgave at løse ikke kun økonomisk, men også

praktisk og logistisk for Europas fattigste land, der i forvejen er på

sammenbruddets rand. Der skal oprettes lejre og fremskaffes mad og andre

fornødenheder. Dels fordi Nordalbanien i forvejen er et område

præget af lovløshed. Der vil derfor være brug for

beskyttelse af nødhjælpsorganisationerne under disses arbejde og

af flygtningene, så disse kan leve i sikkerhed.

Mindretallet finder det til gengæld også helt

Læs alt

afgørende for at kunne give sin støtte til forslaget, at der

hermed ikke åbnes op for, at Danmark skal kunne inddrages i en

landmilitær aktion i Kosovo, men at der alene er tale om, at den

multinationale styrke skal sikre gennemførelse af det humanitære

bistandsarbejde i Albanien. Socialistisk Folkeparti skal i den forbindelse

henvise til udenrigsministerens svar på et af udvalgets

spørgsmål, hvoraf det fremgår, at »skulle der opstå behov for væsentlige

justeringer i det danske bidrag eller ske større ændringer i

styrkens opgaver på en måde, der kan berøre det danske

bidrag, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske

Nævn herom eller, om nødvendigt, på ny forelægge

sagen for Folketinget.

Det er regeringens holdning, at spørgsmål om

et nyt mandat skal forelægges for Folketinget i form af et

beslutningsforslag.«

Det er endvidere afgørende for mindretallet, at den

militære indsats begrænses til de erklærede

humanitære mål og ikke bruges indirekte til at

støtte den ene af konfliktens parter (UCK). Endelig har mindretallet

noteret sig, at indsatsområdet for styrken er afgrænset af

albansk land- , sø- og luftterritorium, og at magtanvendelsen er

begrænset til det militært nødvendige, er sidste udvej og

efter forudgående varsel på det lavest mulige niveau og i videst

muligt omfang sker uden følgeskader på civile, samt at

gengældelsesaktioner ikke er tilladt.

Mindretallet synes tillige, at det er afgørende i

den nuværende situation på Balkan, at Danmark er indstillet

på at modtage flygtninge, i det omfang disse har behov for beskyttelse

i Danmark.

Et andet mindretal inden for flertallet (Dansk Folkepartis

medlem af udvalget) kan tilslutte sig beslutningsforslaget under den klare

forudsætning, at styrkens målsætning om at hjælpe

humanitært med nødhjælp til flygtningene i Albanien

fastholdes. Det er således en forudsætning for mindretallets

støtte, at styrken på de 200 mand ikke er fortroppen for

landstyrker til indsættelse på Balkan.

Det er vigtigt, at Vesten og FN aktivt hjælper

humanitært med fødevarer, nødhjælp, medicin, telte,

feltlazaretter, læger og sygeplejersker. Vi må og skal

hjælpe mennesker, der er i nød.

Samtidig er det afgørende for mindretallet, at

hjælpen til de nødlidende mennesker sker i deres

nærområde, så disse hurtigt kan vende tilbage til deres

hjemland, når der er kommet mere fredelige forhold. Skal

flygtningesituationen afhjælpes i nærområdet, er det derfor

også vigtigt, at nødhjælpstransporter og -organisationer

m.v. kan beskyttes - om nødvendigt med militære midler. På

den baggrund er beslutningsforslaget rigtigt.

En landkrig i området vil derimod medføre en

yderligere forværring af flygtningesituationen og de humanitære

vilkår. Derfor lægger mindretallet vægt på

udenrigsministerens svar på et af udvalgets spørgsmål, som

er optrykt i tilknytning til betænkningen. Heraf fremgår det, at

»skulle der opstå behov for væsentlige justeringer i det danske

bidrag eller ske større ændringer i styrkens opgaver på en

måde, der kan berøre det danske bidrag, vil regeringen

rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller, om

nødvendigt, på ny forelægge sagen for Folketinget.

Det er regeringens holdning, at spørgsmål om

et nyt mandat skal forelægges for Folketinget i form af et

beslutningsforslag.«

Dansk Folkeparti hæfter sig desuden ved, at den

militære indsats begrænses til støtte og beskyttelse af

humanitære formål i området og ikke bruges indirekte til at

støtte den ene af konfliktens parter (UCK), som også er

særdeles aktive i området.

Endelig skal Dansk Folkeparti henvise til forslagets

bemærkninger, hvoraf det fremgår, at indsatsområdet for

styrken er afgrænset af albansk land-, sø- og luftterritorium,

og at magtanvendelsen er begrænset til det militært

nødvendige, er sidste udvej og efter forudgående varsel på

det lavest mulige niveau og i videst muligt omfang sker uden

følgeskader på civile, samt at gengældelsesaktioner ikke

er tilladt.

Med disse forudsætninger kan Dansk Folkeparti

støtte beslutningsforslaget.

Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget)

indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Det er der tre hovedgrunde til:

For det første er det utrolig problematisk med den

sammenblanding af humanitær nødhjælpsindsats og

regulær krigsindsats, som beslutningsforslaget er et udtryk for.

Uanset hvor lidt udenrigsministeren og regeringen kan lide

det, så er kendsgerningen, at NATO (og dermed Danmark) er i krig med

Restjugoslavien. Det betyder, at danske soldater, som opererer under

NATO-kommando, er krigsførende. Ideen om, at NATO samtidig hermed kan

oprette en væbnet styrke på op til 8.000 mand, som skal operere

på grænsen til Restjugoslavien, og som udelukkende skal tage sig

af humanitære opgaver, er naiv. I hvert fald er det naivt at forestille

sig, at Restjugoslavien vil opfatte styrken som rent humanitær. Dermed

øges risikoen for, at nødhjælpsarbejdet bliver trukket

ind i krigen, fordi det så entydigt bliver forbundet med den ene

krigsførende part.

På linje med en række humanitære

organisationer, jf. bl.a. udtalelsen fra repræsentantskabet i

Mellemfolkeligt Samvirke B 116 - bilag 17, er Enhedslisten meget

betænkelig ved denne udvikling, fordi det fører frem til en

situation, hvor humanitært nødhjælpsarbejde ikke opfattes

som upartisk, men som et legitimt angrebsmål - om ikke andet, så

fordi det beskyttes af »fjendens « militære enheder.

Enhedslisten har noteret sig, at der ikke er gjort noget

forsøg på at få FN eller andre internationale

organisationer, der ikke er direkte involveret i konflikten, til at

forestå den eventuelt nødvendige beskyttelse af

nødhjælpsarbejdet i det nordlige Albanien. Det understreger blot

mistanken om, at der ikke er humanitære årsager til, at den

planlagte beskyttelsesenhed skal være under NATO-kommando.

For det andet er det for Enhedslisten fuldstændig

åbenlyst, at AFOR-styrken indgår i forberedelsen og en eventuel

senere gennemførelse af en militær NATO-intervention i Kosova.

Det vil den gøre allerede fra første dag i form af etablering

af et brohoved, indsamling af efterretninger, opbygning af forsyningslagre

m.v. Alt sammen noget som efterfølgende vil kunne anvendes i

tilfælde af en militær NATO-invasion af Kosova. Det vil den

gøre ved på det givne tidspunkt at ændre opgave fra at

være en humanitær AFOR-styrke til at være en direkte

krigsførende »KFOR «-styrke.

I den forbindelse er udenrigsministerens forsikringer om,

at regeringen naturligvis vil forelægge denne ændring for Det

Udenrigspolitiske Nævn eller endog for Folketinget, ikke af

særlig beroligende karakter, da der jo er tradition for, at

beslutninger om dansk krigsdeltagelse presses igennem Folketinget på

under 24 timer (jf. behandlingen af beslutningsforslag B 4 om et dansk

militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige Balkan den 7.

oktober 1998).

Mindretallet har tillige bemærket regeringens

manglende vilje til at besvare meget enkle og konkrete spørgsmål

såsom spørgsmål 33 fra Forsvarsudvalget og tager dette som

et tegn på, at de NATO-landstyrker, som nu indsættes i Albanien

under navnet AFOR, meget vel på et senere tidspunkt kan komme til at

indgå i en egentlig NATO-invasionsstyrke af Kosova. Hvorfor siger

regeringen dog ikke tingene lige ud?

For det tredje handler en beslutning om at give mandat til

at afsende militære enheder til et fremmed land og at stille disse

enheder under NATO-kommando også om tillid til regeringen og til

NATO.

For Enhedslistens vedkommende må vi klart sige, at

vi ikke har nogen som helst tillid til den danske regering og til NATO,

når det gælder situationen i det tidligere Jugoslavien og

Kosova-spørgsmålet.

I de ti år, der er gået siden den serbiske

leder Slobodan Milosevic i 1989 ophævede det selvstyre for Kosova, som

var blevet indført under præsident Tito, og slog ind på en

ekstremt nationalistisk kurs, har Vesten reelt intet gjort for at

støtte de demokratiske og antinationalistiske kræfter i Serbien

eller de kræfter i Kosova, som arbejdede for menneskerettigheder, og

det kosovaalbanske befolkningsflertals ret til selvbestemmelse.

Tværtimod!

Et skamfuldt eksempel på dette var den måde,

som også Danmark behandlede de mange unge fra Restjugoslavien, som

nægtede at gøre militærtjeneste i Milosevics hær og

flygtede til udlandet. Ved at have modtaget disse med åbne arme kunne

der være sendt et stærkt signal til befolkningen i

Restjugoslavien og på hele Balkan om, at de havde international

støtte i kampen mod de nationalistiske regimer. Men det skete ikke. I

stedet blev der udvist store anstrengelser for at sende disse modstandere af

Milosevic-regimet tilbage bl.a. med påstande om, at de »kun« risikerede » kortere fængselsstraffe«.

Utallige gange i de sidste ti år har regeringerne i

NATO-landene haft mulighed for at støtte den demokratiske og

antinationalistiske opposition i Serbien og for at støtte

kosovaalbanernes berettigede krav (f.eks. i forbindelse med Dayton-aftalen),

men de har svigtet stort set hver gang.

Man kan selvfølgelig overveje, hvor meget af

NATO-landenes politik over for Restjugoslavien der skyldes ond vilje, og hvor

meget der skyldes uvidenhed. Da f.eks. Forsvarsudvalget i oktober 1998

spurgte den danske regering, hvilke konsekvenser den egentlig forestillede

sig, at en militær aktion i Kosova ville få for

flygtningestrømmen til de øvrige lande i regionen, så

svarede regeringen, at det var dens formodning »

at der netop ikke sker yderligere tilstrømning af flygtninge

fra Kosovo til nabolandene« (jf. behandlingen af

beslutningsforslag B 4 om et dansk militært bidrag til en NATO-indsats

på det vestlige Balkan den 7. oktober 1998, bilag 14).

Uvidenhed eller det, der er værre? Lad os

nøjes med at gentage: Enhedslisten har ingen tillid til hverken den

danske regering eller til NATO, når det gælder om at fremme en

demokratisk udvikling i Restjugoslavien og Kosova. Vi stemmer derfor ikke for

at overlade 8.000 bevæbnede soldater i hænderne på folk,

som vi nærer dyb og velbegrundet mistillid til!

Afslutningsvis ønsker mindretallet at bemærke

følgende om udvalgsbehandlingen af forslaget: Her har vi endnu engang

oplevet, hvordan regeringen har gjort det til en vane at give så

få og så mangelfulde informationer til Folketinget som muligt.

Stillet over for direkte og konkrete spørgsmål vælger

regeringen som hovedregel at svare udenom eller slet ikke at svare.

Når udvalget f.eks. direkte spørger

regeringen: »Vil ministeren bekræfte, at det

foreliggende mandat åbner mulighed for, at de landstyrker, som

indsættes i Albanien, på et senere tidspunkt kan indgå i en

invasionsstyrke«, så snakker regeringen om

noget andet (jf. optryk af spørgsmål 33), og når

regeringen igen bliver anmodet om at besvare spørgsmålet,

så henviser den blot til sin tidligere besvarelse (jf. optryk af

spørgsmål 57).

Når udvalget direkte spørger regeringen:

»Vil ministeren give en udtømmende garanti

for, at den multinationale styrke ikke bevæger sig uden for Albaniens

grænser «, så er regeringens svar

uklart (jf. optryk af spørgsmål 44), og når udvalget

så forsøger at få regeringen til at godkende en

fortolkning af det uklare svar, så henviser regeringen blot til dette

svar (jf. optryk af spørgsmål 60).

Når udvalget anmoder regeringen om at oversende den

seneste udgave af Rambouillet-aftalen (som krigen officielt kæmpes for

at gennemtvinge), så svarer regeringen: »Selve aftaleteksten er ikke offentlig« (jf. optryk af spørgsmål 26), og det

på trods af at aftalen (som regeringen må erkende i svaret

på spørgsmål 51) er offentligt tilgængelig for

enhver, som ved, hvor man skal lede. Men det ved regeringen åbenbart

ikke, eller også har den det bedst med, at Folketinget træffer

sine beslutninger om krig eller fred på et så dårligt og

mangelfuldt grundlag som muligt.

Det påstås ofte, at sandheden er krigens

første offer. Den danske regering gør i hvert fald sit til at

bevise påstandens rigtighed.

Tom Behnke (FP)

Per Kaalund (S) Lotte Bundsgaard (S)

Anna-Marie Hansen (S)

Ingrid Rasmussen (S) nfmd.

Villy Søvndal (SF)

Arne Melchior (CD)

Jørgen Estrup (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Svend Aage Jensby (V)

Karen Rønde (V) Erik Jacobsen (V)

Anders Mølgaard (V)

Hans Engell (KF) fmd.

Helge Adam Møller (KF)

Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)

Bilag 1

Spørgsmål nr. 16:

Vil ministeren bekræfte, at regeringen vil

søge nyt mandat i Folketingssalen, såfremt anvendelsen af og

formålet med AFOR-styrken ændres?

Svar:

Skulle der opstå behov for væsentlige

justeringer i det danske bidrag eller ske større ændringer i

styrkens opgaver på en måde, der kan berøre det danske

bidrag, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske

Nævn herom eller, om nødvendigt, på ny forelægge

sagen for Folketinget.

Det er regeringens holdning, at spørgsmålet

om et nyt mandat skal forelægges for Folketinget i form af et

beslutningsforslag.

Spørgsmål nr. 26:

Ministeren bedes oversende den udgave af

Rambouillet-aftalen (inklusive bilag), som Restjugoslavien afviste at

underskrive.

Svar:

Rambouillet-aftalen bygger på en række

principper, fastsat af Kontaktgruppen: Der er tale om en interimsaftale, der

gælder for 3 år. Kosovo får demokratisk selvstyre gennem

lovgivende, udøvende og dømmende institutioner. Alle etniske

gruppers rettigheder sikres. Forbundsrepublikken Jugoslaviens territoriale

integritet bekræftes. Aftalens militære dele skal

gennemføres af en NATO-ledet militærstyrke. Desuden ventes den

internationale civile tilstedeværelse, der skal gennemføre

aftalens civile dele, at blive ledet af OSCE.

Selve aftaleteksten er ikke offentlig.

Spørgsmål nr. 33:

Vil ministeren bekræfte, at det foreliggende mandat

åbner mulighed for, at de landstyrker, som indsættes i Albanien,

på et senere tidspunkt kan indgå i en invasionsstyrke?

Svar:

Styrken har til formål at lette en hurtig og sikker

levering af humanitær bistand samt at bistå med at skabe sikre

forhold for de albanske myndigheders og internationale civile og

humanitære organisationers arbejde i Albanien. Der henvises i

øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 16.

Spørgsmål nr. 40:

Vil ministeren oplyse, hvorfor NATO-styrkens indsats i

Albanien primært koncentreres i den nordlige del af landet?

Svar:

Behovet for en sikker og hurtig levering af

humanitær bistand til flygtningene fra Kosovo er størst i det

nordlige Albanien, hvor hovedparten af flygtningene for

nærværende befinder sig.

Spørgsmål nr. 43:

Ministeren bedes bekræfte, om indsatsområdet

for styrken omfatter albansk land-, sø- og luftterritorium.

Svar:

Det fremgår af bemærkningerne til

beslutningsforslag nr. b 116, at indsatsområdet for styrken omfatter

albansk land-, sø- og luftterritorium.

Spørgsmål nr. 44:

Vil ministeren give en udtømmende garanti for, at

den multinationale styrke ikke bevæger sig uden for Albaniens

grænser?

Svar:

I fortsættelse af besvarelse af

spørgsmål nr. 40 og 43 kan det anføres, at styrken

primært vil skulle indsættes i det nordlige Albanien, men det kan

ikke udelukkes, at der kan blive behov for en indsats andre steder,

eksempelvis i den sydlige del af landet mod grænsen til Makedonien, ved

havne eller ved flygtningelejre, f.eks. ved Tirana.

Spørgsmål nr. 51:

Ad besvarelsen af spørgsmål 26

Kan ministeren bekræfte, at vedlagte dokument er

Rambouillet-aftalen?

Svar:

Det kan bekræftes, at vedlagte dokument er

Rambouillet-aftalen.

Spørgsmål nr. 57:

Ad besvarelse af spørgsmål 33

Vil ministeren besvare spørgsmålet?

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 33.

Folketinget bliver med det foreliggende beslutningsforslag alene anmodet om

at give samtykke til, at et dansk militært bidrag stilles til

rådighed for en NATO-ledet multinational styrke i Albanien med det

formål at lette en sikker og hurtig levering af humanitær bistand

til flygtningene fra Kosovo samt at bistå med at skabe sikre forhold

for de albanske myndigheders og internationale humanitære

organisationers arbejde hermed.

Spørgsmål nr. 60:

Ad besvarelse af spørgsmål 44, jf. bilag

11

Vil ministeren bekræfte, at svaret på

spørgsmål 44 skal forstås på den måde, at

regeringen ikke vil give en garanti for, at den multinationale styrke ikke

bevæger sig uden for Albaniens grænser?

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.

44.

Bilag til spørgsmål 51

(Denne version af Rambouillet-aftalen er hentet fra

Internetadresse: www.balkanaction.org/pubs/kia299.html)

Lignende dokumenter