Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en NATO-ledet multinational styrke i Albanien
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget
den 13. april 1999
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om dansk
deltagelse i en NATO-ledet multinational styrke i Albanien
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i to
møder og har herunder stillet spørgsmål til
udenrigsministeren og forsvarsministeren, som disse har besvaret skriftligt
og i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministrenes
svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Dansk
Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres,
Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget)
beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk
Folkepartis medlem af udvalget) finder med udgangspunkt i den nuværende
situation i Albanien, at man principielt skal være positiv over for
militær tilstedeværelse i landet. Dels fordi den albanske
regering har bedt om det, og fordi Albanien allerede har modtaget over
400.000 flygtninge fra Kosovo. Det vil uden hjælp udefra være en
umulig opgave at løse ikke kun økonomisk, men også
praktisk og logistisk for Europas fattigste land, der i forvejen er på
sammenbruddets rand. Der skal oprettes lejre og fremskaffes mad og andre
fornødenheder. Dels fordi Nordalbanien i forvejen er et område
præget af lovløshed. Der vil derfor være brug for
beskyttelse af nødhjælpsorganisationerne under disses arbejde og
af flygtningene, så disse kan leve i sikkerhed.
Mindretallet finder det til gengæld også helt
Læs alt
afgørende for at kunne give sin støtte til forslaget, at der
hermed ikke åbnes op for, at Danmark skal kunne inddrages i en
landmilitær aktion i Kosovo, men at der alene er tale om, at den
multinationale styrke skal sikre gennemførelse af det humanitære
bistandsarbejde i Albanien. Socialistisk Folkeparti skal i den forbindelse
henvise til udenrigsministerens svar på et af udvalgets
spørgsmål, hvoraf det fremgår, at »skulle der opstå behov for væsentlige
justeringer i det danske bidrag eller ske større ændringer i
styrkens opgaver på en måde, der kan berøre det danske
bidrag, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske
Nævn herom eller, om nødvendigt, på ny forelægge
sagen for Folketinget.
Det er regeringens holdning, at spørgsmål om
et nyt mandat skal forelægges for Folketinget i form af et
beslutningsforslag.«
Det er endvidere afgørende for mindretallet, at den
militære indsats begrænses til de erklærede
humanitære mål og ikke bruges indirekte til at
støtte den ene af konfliktens parter (UCK). Endelig har mindretallet
noteret sig, at indsatsområdet for styrken er afgrænset af
albansk land- , sø- og luftterritorium, og at magtanvendelsen er
begrænset til det militært nødvendige, er sidste udvej og
efter forudgående varsel på det lavest mulige niveau og i videst
muligt omfang sker uden følgeskader på civile, samt at
gengældelsesaktioner ikke er tilladt.
Mindretallet synes tillige, at det er afgørende i
den nuværende situation på Balkan, at Danmark er indstillet
på at modtage flygtninge, i det omfang disse har behov for beskyttelse
i Danmark.
Et andet mindretal inden for flertallet (Dansk Folkepartis
medlem af udvalget) kan tilslutte sig beslutningsforslaget under den klare
forudsætning, at styrkens målsætning om at hjælpe
humanitært med nødhjælp til flygtningene i Albanien
fastholdes. Det er således en forudsætning for mindretallets
støtte, at styrken på de 200 mand ikke er fortroppen for
landstyrker til indsættelse på Balkan.
Det er vigtigt, at Vesten og FN aktivt hjælper
humanitært med fødevarer, nødhjælp, medicin, telte,
feltlazaretter, læger og sygeplejersker. Vi må og skal
hjælpe mennesker, der er i nød.
Samtidig er det afgørende for mindretallet, at
hjælpen til de nødlidende mennesker sker i deres
nærområde, så disse hurtigt kan vende tilbage til deres
hjemland, når der er kommet mere fredelige forhold. Skal
flygtningesituationen afhjælpes i nærområdet, er det derfor
også vigtigt, at nødhjælpstransporter og -organisationer
m.v. kan beskyttes - om nødvendigt med militære midler. På
den baggrund er beslutningsforslaget rigtigt.
En landkrig i området vil derimod medføre en
yderligere forværring af flygtningesituationen og de humanitære
vilkår. Derfor lægger mindretallet vægt på
udenrigsministerens svar på et af udvalgets spørgsmål, som
er optrykt i tilknytning til betænkningen. Heraf fremgår det, at
»skulle der opstå behov for væsentlige justeringer i det danske
bidrag eller ske større ændringer i styrkens opgaver på en
måde, der kan berøre det danske bidrag, vil regeringen
rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller, om
nødvendigt, på ny forelægge sagen for Folketinget.
Det er regeringens holdning, at spørgsmål om
et nyt mandat skal forelægges for Folketinget i form af et
beslutningsforslag.«
Dansk Folkeparti hæfter sig desuden ved, at den
militære indsats begrænses til støtte og beskyttelse af
humanitære formål i området og ikke bruges indirekte til at
støtte den ene af konfliktens parter (UCK), som også er
særdeles aktive i området.
Endelig skal Dansk Folkeparti henvise til forslagets
bemærkninger, hvoraf det fremgår, at indsatsområdet for
styrken er afgrænset af albansk land-, sø- og luftterritorium,
og at magtanvendelsen er begrænset til det militært
nødvendige, er sidste udvej og efter forudgående varsel på
det lavest mulige niveau og i videst muligt omfang sker uden
følgeskader på civile, samt at gengældelsesaktioner ikke
er tilladt.
Med disse forudsætninger kan Dansk Folkeparti
støtte beslutningsforslaget.
Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget)
indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.
Det er der tre hovedgrunde til:
For det første er det utrolig problematisk med den
sammenblanding af humanitær nødhjælpsindsats og
regulær krigsindsats, som beslutningsforslaget er et udtryk for.
Uanset hvor lidt udenrigsministeren og regeringen kan lide
det, så er kendsgerningen, at NATO (og dermed Danmark) er i krig med
Restjugoslavien. Det betyder, at danske soldater, som opererer under
NATO-kommando, er krigsførende. Ideen om, at NATO samtidig hermed kan
oprette en væbnet styrke på op til 8.000 mand, som skal operere
på grænsen til Restjugoslavien, og som udelukkende skal tage sig
af humanitære opgaver, er naiv. I hvert fald er det naivt at forestille
sig, at Restjugoslavien vil opfatte styrken som rent humanitær. Dermed
øges risikoen for, at nødhjælpsarbejdet bliver trukket
ind i krigen, fordi det så entydigt bliver forbundet med den ene
krigsførende part.
På linje med en række humanitære
organisationer, jf. bl.a. udtalelsen fra repræsentantskabet i
Mellemfolkeligt Samvirke B 116 - bilag 17, er Enhedslisten meget
betænkelig ved denne udvikling, fordi det fører frem til en
situation, hvor humanitært nødhjælpsarbejde ikke opfattes
som upartisk, men som et legitimt angrebsmål - om ikke andet, så
fordi det beskyttes af »fjendens « militære enheder.
Enhedslisten har noteret sig, at der ikke er gjort noget
forsøg på at få FN eller andre internationale
organisationer, der ikke er direkte involveret i konflikten, til at
forestå den eventuelt nødvendige beskyttelse af
nødhjælpsarbejdet i det nordlige Albanien. Det understreger blot
mistanken om, at der ikke er humanitære årsager til, at den
planlagte beskyttelsesenhed skal være under NATO-kommando.
For det andet er det for Enhedslisten fuldstændig
åbenlyst, at AFOR-styrken indgår i forberedelsen og en eventuel
senere gennemførelse af en militær NATO-intervention i Kosova.
Det vil den gøre allerede fra første dag i form af etablering
af et brohoved, indsamling af efterretninger, opbygning af forsyningslagre
m.v. Alt sammen noget som efterfølgende vil kunne anvendes i
tilfælde af en militær NATO-invasion af Kosova. Det vil den
gøre ved på det givne tidspunkt at ændre opgave fra at
være en humanitær AFOR-styrke til at være en direkte
krigsførende »KFOR «-styrke.
I den forbindelse er udenrigsministerens forsikringer om,
at regeringen naturligvis vil forelægge denne ændring for Det
Udenrigspolitiske Nævn eller endog for Folketinget, ikke af
særlig beroligende karakter, da der jo er tradition for, at
beslutninger om dansk krigsdeltagelse presses igennem Folketinget på
under 24 timer (jf. behandlingen af beslutningsforslag B 4 om et dansk
militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige Balkan den 7.
oktober 1998).
Mindretallet har tillige bemærket regeringens
manglende vilje til at besvare meget enkle og konkrete spørgsmål
såsom spørgsmål 33 fra Forsvarsudvalget og tager dette som
et tegn på, at de NATO-landstyrker, som nu indsættes i Albanien
under navnet AFOR, meget vel på et senere tidspunkt kan komme til at
indgå i en egentlig NATO-invasionsstyrke af Kosova. Hvorfor siger
regeringen dog ikke tingene lige ud?
For det tredje handler en beslutning om at give mandat til
at afsende militære enheder til et fremmed land og at stille disse
enheder under NATO-kommando også om tillid til regeringen og til
NATO.
For Enhedslistens vedkommende må vi klart sige, at
vi ikke har nogen som helst tillid til den danske regering og til NATO,
når det gælder situationen i det tidligere Jugoslavien og
Kosova-spørgsmålet.
I de ti år, der er gået siden den serbiske
leder Slobodan Milosevic i 1989 ophævede det selvstyre for Kosova, som
var blevet indført under præsident Tito, og slog ind på en
ekstremt nationalistisk kurs, har Vesten reelt intet gjort for at
støtte de demokratiske og antinationalistiske kræfter i Serbien
eller de kræfter i Kosova, som arbejdede for menneskerettigheder, og
det kosovaalbanske befolkningsflertals ret til selvbestemmelse.
Tværtimod!
Et skamfuldt eksempel på dette var den måde,
som også Danmark behandlede de mange unge fra Restjugoslavien, som
nægtede at gøre militærtjeneste i Milosevics hær og
flygtede til udlandet. Ved at have modtaget disse med åbne arme kunne
der være sendt et stærkt signal til befolkningen i
Restjugoslavien og på hele Balkan om, at de havde international
støtte i kampen mod de nationalistiske regimer. Men det skete ikke. I
stedet blev der udvist store anstrengelser for at sende disse modstandere af
Milosevic-regimet tilbage bl.a. med påstande om, at de »kun« risikerede » kortere fængselsstraffe«.
Utallige gange i de sidste ti år har regeringerne i
NATO-landene haft mulighed for at støtte den demokratiske og
antinationalistiske opposition i Serbien og for at støtte
kosovaalbanernes berettigede krav (f.eks. i forbindelse med Dayton-aftalen),
men de har svigtet stort set hver gang.
Man kan selvfølgelig overveje, hvor meget af
NATO-landenes politik over for Restjugoslavien der skyldes ond vilje, og hvor
meget der skyldes uvidenhed. Da f.eks. Forsvarsudvalget i oktober 1998
spurgte den danske regering, hvilke konsekvenser den egentlig forestillede
sig, at en militær aktion i Kosova ville få for
flygtningestrømmen til de øvrige lande i regionen, så
svarede regeringen, at det var dens formodning »
at der netop ikke sker yderligere tilstrømning af flygtninge
fra Kosovo til nabolandene« (jf. behandlingen af
beslutningsforslag B 4 om et dansk militært bidrag til en NATO-indsats
på det vestlige Balkan den 7. oktober 1998, bilag 14).
Uvidenhed eller det, der er værre? Lad os
nøjes med at gentage: Enhedslisten har ingen tillid til hverken den
danske regering eller til NATO, når det gælder om at fremme en
demokratisk udvikling i Restjugoslavien og Kosova. Vi stemmer derfor ikke for
at overlade 8.000 bevæbnede soldater i hænderne på folk,
som vi nærer dyb og velbegrundet mistillid til!
Afslutningsvis ønsker mindretallet at bemærke
følgende om udvalgsbehandlingen af forslaget: Her har vi endnu engang
oplevet, hvordan regeringen har gjort det til en vane at give så
få og så mangelfulde informationer til Folketinget som muligt.
Stillet over for direkte og konkrete spørgsmål vælger
regeringen som hovedregel at svare udenom eller slet ikke at svare.
Når udvalget f.eks. direkte spørger
regeringen: »Vil ministeren bekræfte, at det
foreliggende mandat åbner mulighed for, at de landstyrker, som
indsættes i Albanien, på et senere tidspunkt kan indgå i en
invasionsstyrke«, så snakker regeringen om
noget andet (jf. optryk af spørgsmål 33), og når
regeringen igen bliver anmodet om at besvare spørgsmålet,
så henviser den blot til sin tidligere besvarelse (jf. optryk af
spørgsmål 57).
Når udvalget direkte spørger regeringen:
»Vil ministeren give en udtømmende garanti
for, at den multinationale styrke ikke bevæger sig uden for Albaniens
grænser «, så er regeringens svar
uklart (jf. optryk af spørgsmål 44), og når udvalget
så forsøger at få regeringen til at godkende en
fortolkning af det uklare svar, så henviser regeringen blot til dette
svar (jf. optryk af spørgsmål 60).
Når udvalget anmoder regeringen om at oversende den
seneste udgave af Rambouillet-aftalen (som krigen officielt kæmpes for
at gennemtvinge), så svarer regeringen: »Selve aftaleteksten er ikke offentlig« (jf. optryk af spørgsmål 26), og det
på trods af at aftalen (som regeringen må erkende i svaret
på spørgsmål 51) er offentligt tilgængelig for
enhver, som ved, hvor man skal lede. Men det ved regeringen åbenbart
ikke, eller også har den det bedst med, at Folketinget træffer
sine beslutninger om krig eller fred på et så dårligt og
mangelfuldt grundlag som muligt.
Det påstås ofte, at sandheden er krigens
første offer. Den danske regering gør i hvert fald sit til at
bevise påstandens rigtighed.
Tom Behnke (FP)
Per Kaalund (S) Lotte Bundsgaard (S)
Anna-Marie Hansen (S)
Ingrid Rasmussen (S) nfmd.
Villy Søvndal (SF)
Arne Melchior (CD)
Jørgen Estrup (RV)
Søren Søndergaard (EL)
Svend Aage Jensby (V)
Karen Rønde (V) Erik Jacobsen (V)
Anders Mølgaard (V)
Hans Engell (KF) fmd.
Helge Adam Møller (KF)
Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)
Bilag 1
Spørgsmål nr. 16:
Vil ministeren bekræfte, at regeringen vil
søge nyt mandat i Folketingssalen, såfremt anvendelsen af og
formålet med AFOR-styrken ændres?
Svar:
Skulle der opstå behov for væsentlige
justeringer i det danske bidrag eller ske større ændringer i
styrkens opgaver på en måde, der kan berøre det danske
bidrag, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske
Nævn herom eller, om nødvendigt, på ny forelægge
sagen for Folketinget.
Det er regeringens holdning, at spørgsmålet
om et nyt mandat skal forelægges for Folketinget i form af et
beslutningsforslag.
Spørgsmål nr. 26:
Ministeren bedes oversende den udgave af
Rambouillet-aftalen (inklusive bilag), som Restjugoslavien afviste at
underskrive.
Svar:
Rambouillet-aftalen bygger på en række
principper, fastsat af Kontaktgruppen: Der er tale om en interimsaftale, der
gælder for 3 år. Kosovo får demokratisk selvstyre gennem
lovgivende, udøvende og dømmende institutioner. Alle etniske
gruppers rettigheder sikres. Forbundsrepublikken Jugoslaviens territoriale
integritet bekræftes. Aftalens militære dele skal
gennemføres af en NATO-ledet militærstyrke. Desuden ventes den
internationale civile tilstedeværelse, der skal gennemføre
aftalens civile dele, at blive ledet af OSCE.
Selve aftaleteksten er ikke offentlig.
Spørgsmål nr. 33:
Vil ministeren bekræfte, at det foreliggende mandat
åbner mulighed for, at de landstyrker, som indsættes i Albanien,
på et senere tidspunkt kan indgå i en invasionsstyrke?
Svar:
Styrken har til formål at lette en hurtig og sikker
levering af humanitær bistand samt at bistå med at skabe sikre
forhold for de albanske myndigheders og internationale civile og
humanitære organisationers arbejde i Albanien. Der henvises i
øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 16.
Spørgsmål nr. 40:
Vil ministeren oplyse, hvorfor NATO-styrkens indsats i
Albanien primært koncentreres i den nordlige del af landet?
Svar:
Behovet for en sikker og hurtig levering af
humanitær bistand til flygtningene fra Kosovo er størst i det
nordlige Albanien, hvor hovedparten af flygtningene for
nærværende befinder sig.
Spørgsmål nr. 43:
Ministeren bedes bekræfte, om indsatsområdet
for styrken omfatter albansk land-, sø- og luftterritorium.
Svar:
Det fremgår af bemærkningerne til
beslutningsforslag nr. b 116, at indsatsområdet for styrken omfatter
albansk land-, sø- og luftterritorium.
Spørgsmål nr. 44:
Vil ministeren give en udtømmende garanti for, at
den multinationale styrke ikke bevæger sig uden for Albaniens
grænser?
Svar:
I fortsættelse af besvarelse af
spørgsmål nr. 40 og 43 kan det anføres, at styrken
primært vil skulle indsættes i det nordlige Albanien, men det kan
ikke udelukkes, at der kan blive behov for en indsats andre steder,
eksempelvis i den sydlige del af landet mod grænsen til Makedonien, ved
havne eller ved flygtningelejre, f.eks. ved Tirana.
Spørgsmål nr. 51:
Ad besvarelsen af spørgsmål 26
Kan ministeren bekræfte, at vedlagte dokument er
Rambouillet-aftalen?
Svar:
Det kan bekræftes, at vedlagte dokument er
Rambouillet-aftalen.
Spørgsmål nr. 57:
Ad besvarelse af spørgsmål 33
Vil ministeren besvare spørgsmålet?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 33.
Folketinget bliver med det foreliggende beslutningsforslag alene anmodet om
at give samtykke til, at et dansk militært bidrag stilles til
rådighed for en NATO-ledet multinational styrke i Albanien med det
formål at lette en sikker og hurtig levering af humanitær bistand
til flygtningene fra Kosovo samt at bistå med at skabe sikre forhold
for de albanske myndigheders og internationale humanitære
organisationers arbejde hermed.
Spørgsmål nr. 60:
Ad besvarelse af spørgsmål 44, jf. bilag
11
Vil ministeren bekræfte, at svaret på
spørgsmål 44 skal forstås på den måde, at
regeringen ikke vil give en garanti for, at den multinationale styrke ikke
bevæger sig uden for Albaniens grænser?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr.
44.
Bilag til spørgsmål 51
(Denne version af Rambouillet-aftalen er hentet fra
Internetadresse: www.balkanaction.org/pubs/kia299.html)
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om maritim håndhævelse af handelssanktioner over for Forbundsrepublikken Jugoslavien og om et dansk maritimt bidrag til NATO's indsats på det vestlige Balkan Retsinformation · 26. august 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i den internationale indsats mod terrornetværk i Afghanistan Retsinformation · 6. februar 2002
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om fortsat dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak Retsinformation · 3. juni 2005
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om en videreførelse af et dansk bidrag i Irak til den multinationale sikringsstyrke m.v. og til, at danske militære styrker stilles til rådighed for FN's bistandsmission til Irak (UNAMI) Retsinformation · 30. maj 2006
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en international styrke i Kosovo Retsinformation · 23. september 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en NATO-indsats i Makedonien (FYROM) Retsinformation · 10. oktober 2001