Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af arbejdsmarkedsbidrag for personer under 18 år

1998/1 BSF 130Beslutningsforslag som fremsatFolketinget20. april 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 20. april 1999 af Kim Behnke (FP),

Tom Behnke (FP), Thorkild B. Fransgaard (FP) og

Christian Jensen (FP)

Forslag til folketingsbeslutning

om afskaffelse af arbejdsmarkedsbidrag for personer under

18 år

Folketinget pålægger regeringen at

fremsætte lovforslag, der gør, at personer under 18 år

ikke skal betale arbejdsmarkedsbidrag.

Bemærkninger til forslaget

Når personer under 18 år er

på arbejdsmarkedet, så betaler de, ligesom alle andre, et

arbejdsmarkedsbidrag (bruttoskat) på nu otte procent.

I modsætning til resten af arbejdsmarkedet har

skatteydere under 18 år dog ingen glæde af de helt specifikke

ydelser, som bruttoskatten, jf. loven herom, går til.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der skal

være en sammenhæng i tingene. Det vil sige, at hvis man betaler

til noget konkret, så skal det være sådan, at man under de

rette forudsætninger kan få glæde af det.

Det er ikke tilfældet for de unge i forbindelse med

arbejdsmarkedsbidraget - de har byrderne, men ingen mulighed for at få

del i glæderne før nogle år senere.

At der ikke blot er tale om et fantasiproblem ses blandt

andet af, at utilfredsheden udmøntede sig i et konkret forslag til

Børneparlamentet, da det var samlet i Folketinget den 22. marts 1999,

nemlig BP-Lovforslag nr. L 40, Forslag til lov om afskaffelse af

arbejdsmarkedsbidrag.

Bemærkningerne til BP-L 40 var:

»

Læs alt

Vores

begrundelse for at vi har lavet dette lovforslag er, at vi synes det er

uretfærdigt og uacceptabelt, at unge under 18 år er tvunget til

at betale arbejdsmarkedsbidrag, da unge ikke får penge af staten,

når de er arbejdsløse.

Desuden er lønninger i forvejen så lave for

unge, at arbejdsmarkedsbidraget på 9 pct. er en alt for stor del af

deres løn.

«

Ganske kort og præcist formuleret.

Stillerne af nærværende beslutningsforslag vil

dog uddybe argumenterne yderligere samt tilføje nogle ekstra

argumenter.

Forslagsstillerne har bedt finansministeren svare

på, hvilke af de formål, arbejdsmarkedsfondens penge går

til, som personer under 18 år kan få del i

(spørgsmål nr. S 1583, jf. Folketingstidende FF 5266).

Finansministeren svarede:

»

Arbejdsmarkedsbidraget blev indført med virkning fra 1994 som

led i skattereformen »Ny kurs mod bedre tider «. Indførelsen af arbejdsmarkedsbidraget

var forudsætningen for at opnå lavere person- og marginalskatter,

som kommer alle til gode, uanset alder.

Den danske velfærdsmodel bygger på et

grundlæggende princip om, at man er forsikret mod begivenheder, der

f.eks. medfører, at man må forlade arbejdsmarkedet eller man

bliver syg. I tilfælde af, at man f.eks. mister sit arbejde, da kan man

modtage arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp,

mens man eksempelvis ved tab af erhvervsevne er sikret førtidspension.

Det samme princip gælder for sundhedssystemet, idet man ved sygdom har

krav på behandling, herunder på sygehuse.

»Forsikringspræmien« for disse ydelser er betaling af de lovbestemte

skatter og afgifter, herunder arbejdsmarkedsbidraget.

Samme princip gælder for folkepensionen. Personer

betaler deres skat gennem et arbejdsliv ud fra en forventning om at

være sikret en folkepension - finansieret af fremtidens skatteydere

ved pensionsalderen.

Alternativet til dette system ville være, at

personer - alt efter økonomisk formåen - selv skulle betale

deres folkepension, sygehusophold mv.

Som ved forsikringer på det private marked

gælder der, at såfremt man f.eks. ikke mister sit arbejde eller

sin arbejdsevne, da modtager man ikke

arbejdsløshedsunderstøttelse eller førtidspension.

Tilsvarende gælder, at såfremt man ikke bliver syg, da

udløses

»sygdomsforsikringen« ikke.

Ud fra denne tankegang er det forkert, som anført i

begrundelsen for spørgsmålet, at unge under 18 år bidrager

til noget,

»de ikke

får noget ud af«.

Unge under 18 år er - som alle andre - dækket af

velfærdssamfundets »forsikringsordninger « og er derfor også forpligtet til at betale skat og

arbejdsmarkedsbidrag af arbejdsindkomst.«

Vi er dermed inde på baggrunden for

bruttoskattens opståen, og går man tilbage til det oprindelige

lovforslag (Forslag til lov om arbejdsmarkedsfonde (lovforslag nr. L 326,

1992-93)), står der som noget af det første i

bemærkningerne, at:

»I lovforslaget foreslås det at udskille statens udgifter til

arbejdsmarkedet i tre enheder og at finansiere disse enheders aktiviteter

helt eller delvis med øremærkede arbejdsmarkedsbidrag.«

(Folketingstidende 1992-93, tillæg A 10299).

Det fremgår meget tydeligt allerede her, ligesom det

gør det i Forslag til Finanslov 1999 § 34, at det er nogle helt

specifikke formål, pengene skal gå til. Det ligger også

implicit i den citerede bemærkning, at det kan godt være, at der

skal trækkes penge fra de almindelige indkomstskatter til at

dække udgifterne, men under ingen omstændigheder skal penge

opkrævet som arbejdsmarkedsbidrag gå til andet end de konkrete

funktioner.

Derfor er det også absolut forkert, når

finansministeren i sin besvarelse af spørgsmål nr. S 1583, jf.

ovenfor, inddrager områder som folkepension og sygehusophold - de har

intet med sagen at gøre.

Det, der derimod er tale om, er, at man har udskilt en

lang række offentlige funktioner, tidligere finansieret over den

almindelige indkomstskat, og lavet en konkret tvungen brugerbetaling for

disse områder. En brugerbetaling skal selvsagt kun betales af

ordningernes brugere, altså i dette tilfælde af personer på

arbejdsmarkedet, som er over 18 år.

Man kan så diskutere frem og tilbage, hvorvidt det i

dag har karakter af en almindelig skat - bruttoskat frem for

brugerbetaling, men her må man igen tage udgangspunkt i de

formålserklæringer, som blev fremsat i forbindelse med

arbejdsmarkedsbidragenes tilbliven - og dér benægtede regeringen

på det skarpeste, at der skulle være tale om en bruttoskat.

Endvidere argumenterer finansministeren med, at der er

tale om en forsikringsordning med arbejdsmarkedsbidraget. Hvis det er, hvad

der er tale om, så må det vel også være muligt at

melde fra til den forsikringsordning - sådan er det med alle de

forsikringer, personer i det hele taget tegner - og der er ikke et eneste

»forsikrings«

-element i arbejdsmarkedsbidragsordningen, som man ikke ville kunne forsikre

sig mod hos et privat forsikringsselskab.

Derfor, hvis man taler om forsikring frem for tvungen

brugerbetaling, så må borgerne vel også selv bestemme,

hvilket (om noget) forsikringsselskab man ønsker at bruge - og

næppe ret mange ville forsikre sig, hvis de ikke kan få nogen

erstatning udbetalt, hvis de får brug for det.

Ministeren undlod meget generøst i sit svar

på spørgsmål nr. S 1583, jf. ovenfor, at give et konkret

svar på det stillede spørgsmål om, hvilke ordninger under

arbejdsmarkedsfonden man kan få hjælp fra, hvis man er under 18

år. Forslagsstillerne kan alene opfatte det som en bekræftelse af

formodningen om, at personer under 18 år ikke kan få hjælp

fra disse ordninger.

Som svar på spørgsmål om, hvor meget

det vil koste statskassen, hvis alle personer under 18 år ikke skal

betale bruttoskat (spørgsmål nr. S 569, jf. Folketingstidende FF

2339) svarede skatteministeren, at reduktionen af arbejdsmarkedsbidraget

ville udgøre ca. 240 mio. kr., mens forøgelsen af

indkomstskatten ville være ca. 55 mio. kr. Tallene er ifølge

svaret fremkommet ved hjælp af nogle lovmodelberegninger og er

således ikke 100 pct. præcise. Provenutabet vil beløbe sig

til ca. 185 mio. kr., der givet alle vil gå til forbrug, hvorved

statskassen yderligere vil hente penge ind fra moms og de mange andre

afgifter. Løseligt anslået vil provenutabet nok være noget

tættere på 100 mio. kr.

Det provenutab, der måtte vise sig, vil

Fremskridtspartiet selvfølgelig gerne anvise mulighed for at finde

på andre konti.

I svaret på spørgsmål nr. S 569, jf.

ovenfor, kom skatteministeren ind på, at hele provenuet ved

indførelsen af arbejdsmarkedsbidraget blev brugt til at nedsætte

indkomstskatten, og at han derfor ikke mente, det ville være rimeligt,

om nogle blev fritaget for at betale arbejdsmarkedsbidrag.

Forslagsstillerne finder det dog noget ved siden af at

bruge dette argument. Her har man for en gangs skyld lavet brugerbetaling

på et område - og brugt provenuet til at sænke skatten med,

så skal der selvfølgelig også være en gevinst til

dem, der ikke får andel i goderne - i dette tilfælde personer

under 18 år.

Derfor skal Fremskridtspartiet anbefale regeringen at

fremsætte lovforslag om at afskaffe arbejdsmarkedsbidraget for dem, der

ikke kan få gavn af det, altså personer under 18 år.

Skriftlig fremsættelse

Kim Behnke

(FP):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af

arbejdsmarkedsbidrag for personer under 18 år.

(Beslutningsforslag nr. B 130).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter