Forslag til Lov om Danmarks tiltrædelse af konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 4. oktober 2000 af
skatteministeren (Ole Stavad)
Forslag
til
Lov om Danmarks tiltrædelse af
konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne
(Napoli II-konventionen).
§ 1.
Konventionen af 18. december 1997 om gensidig bistand og
samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen), jf. bilag 1 til
denne lov, kan ratificeres på Danmarks vegne.
Stk. 2.
Konventionens artikel 26, stk. 5, litra b
gælder her i landet. Præjudiciel forelæggelse kan foretages
af enhver retsinstans.
§ 2.
Toldembedsmænd fra et andet EU-medlemsland, der
udfører opgaver i Danmark efter artikel 20 og 21 i konventionen om
gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne, har ret til at
bære tjenestevåben efter konventionens regler.
Stk. 2.
Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om
forbrydelser mod den offentlige myndighed og kapitel 16 om forbrydelser i
offentlig tjeneste eller hverv finder også anvendelse, når
forholdet er begået mod eller af en toldembedsmand fra et andet
EU-medlemsland under udførelse af opgaver i Danmark efter afsnit IV i
den i stk. 1 nævnte konvention.
Stk. 3.
Forvolder toldembedsmænd fra et andet
medlemsland under udførelse af opgaver i Danmark efter afsnit IV i den
Læs alt
i stk. 1 nævnte konvention skader, som efter dansk ret
medfører erstatningspligt, udbetales erstatning af
skatteministeren.
§ 3.
Skatteministeren kan i medfør af artikel 32,
stk. 4, i konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem
toldmyndighederne afgive en erklæring om, at konventionen finder
anvendelse i Danmarks forbindelser med de medlemslande, der har afgivet
tilsvarende erklæring.
§ 4.
Told- og Skattestyrelsen er den centrale tjeneste
(koordineringstjeneste) efter artikel 5, stk. 1, i konventionen om
gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne.
Stk. 2. Registertilsynet er tilsynsmyndighed efter
konventionens artikel 25.
§ 5.
I toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 113 af 27.
februar 1996, som senest ændret ved § 7 i lov nr. 165 af 15. marts
2000, ophæves § 66.
§ 6.
Lovens §1, stk. 1, § 2, stk. 1 og § 3
træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af
lovens øvrige bestemmelser.
§ 7.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
RÅDETS RETSAKT
af 18. december 1997
om udarbejdelse, på grundlag af artikel K.3 i
traktaten om Den Europæiske Union, af konventionen om gensidig bistand
og samarbejde mellem toldmyndighederne
(98/C 24/01)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,
som henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig
artikel K.3, stk. 2, litra c), og
som tager i betragtning, at medlemsstaterne med henblik på
virkeliggørelsen af Unionens målsætninger betragter
toldsamarbejdet som et spørgsmål af fælles interesse, der
falder ind under det samarbejde, der er indledt i henhold til traktatens
afsnit VI,
FASTLÅR, at den hertil knyttede konvention, som
repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer har undertegnet dags
dato, hermed er udarbejdet, og
ANBEFALER medlemsstaterne at vedtage den i overensstemmelse med deres
forfatningsmæssige bestemmelser.
Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 1997.
På Rådets vegne
F. BODEN
Formand
KONVENTION
Udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om
Den Europæiske Union, om gensidig bistand og samarbejde mellem
toldmyndighederne
DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER i denne konvention, Den
Europæiske Unions medlemsstater,
SOM HENVISER til Rådets retsakt af 18. december 1997,
SOM ERINDRER om behovet for at skærpe forpligtelserne i henhold til
konventionen om gensidig bistand mellem toldforvaltningerne undertegnet i
Rom, den 7. september 1967,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at toldmyndighederne på Fællesskabets
toldområde og navnlig ved dets ind- og udgangssteder har ansvaret for
at forebygge, efterforske og bekæmpe overtrædelser ikke blot af
Fællesskabets retsforskrifter, men også af nationale love,
særlig de tilfælde, der er omfattet af artikel 36 og 223 i
traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at det voksende omfang af den ulovlige handel af
enhver art udgør en alvorlig trussel mod den offentlige sundhed,
sædelighed og sikkerhed,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at særlig former for samarbejde, der
indebærer grænseoverskridende aktioner med henblik på at
forebygge, efterforske og forfølge visse overtrædelser af
såvel medlemsstaternes nationale lovgivning som EF-toldbestemmelserne,
bør reguleres, og at sådanne grænseoverskridende aktioner
altid skal gennemføres under overholdelse af legalitetsprincippet (de
skal overholde gældende lovgivning i den bistandssøgte
medlemsstat og instrukser fra de kompetente myndigheder i denne medlemsstat),
nærhedsprincippet (sådanne aktioner bør kun
iværksættes, hvis det viser sig, at andre, mindre
vidtrækkende aktioner ikke er velegnede) og proportionalitetsprincippet
(aktionens omfang og varighed skal fastsættes under hensyn til
grovheden af den formodede overtrædelse),
SOM ER OVERBEVIST, om det er nødvendigt at styrke samarbejdet
mellem toldmyndighederne ved at fastlægge procedurer, som gør
det muligt for toldmyndighederne at handle i fællesskab og udveksle
oplysninger om ulovlig handel,
SOM ER OPMÆRKSOMME på, at toldmyndighederne i deres daglige
arbejde skal administrere såvel fællesskabsforskrifter som
nationale forskrifter, og at der derfor er et åbenbart behov for at
sikre, at bestemmelserne om gensidig bistand og samarbejde inden for begge
disse sektorer så vidt muligt udvikles sideløbende,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 1
Anvendelsesområde
1. Med forbehold af Fællesskabets kompetence yder
Den Europæiske Unions medlemsstater via deres toldmyndigheder hinanden
gensidig bistand og samarbejder med hinanden for at:
- forebygge of efterforske overtrædelser af nationale
toldbestemmelser, og
- forfølge og straffe overtrædelser af EF-toldbestemmelser
og nationale toldbestemmelser.
2. Denne konvention berører ikke gældende
bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager mellem retlige
myndigheder, jf. dog artikel 3, eller mere fordelagtige bestemmelser i
gældende bilaterale eller multilaterale aftaler mellem medlemsstaterne
vedrørende det i stk. 1 omhandlede samarbejde mellem toldmyndighederne
eller andre kompetente myndigheder i medlemsstaterne samt arrangementer, der
er indgået på samme område på grundlag af en ensartet
lovgivning eller særlig ordning, som foreskriver gensidig anvendelse af
foranstaltninger i forbindelse med gensidig bistand.
Artikel 2
Kompetence
Toldmyndighederne anvender denne konvention inden for
rammerne af den kompetence, som de har i henhold til nationale bestemmelser.
Intet i denne konvention kan fortolkes som en ændring i den kompetence,
der efter nationale bestemmelser er tillagt toldmyndighederne som defineret i
denne konvention.
Artikel 3
Forholdet til gensidig retshjælp mellem retlige
myndigheder
1. Denne konvention omfatter gensidig bistand og
samarbejde som led i strafferetlige undersøgelser af
overtrædelser af nationale toldbestemmelser og EF-toldbestemmelser, med
hensyn til hvilke den bistandssøgende myndighed har kompetence i
medfør af den berørte medlemsstats nationale bestemmelser.
2. Hvis en strafferetlig undersøgelse foretages af
eller under ledelse af en retlig myndighed, er det denne myndighed, der
bestemmer, om anmodninger om gensidig bistand eller samarbejde i forbindelse
hermed skal indgives på grundlag af de relevante bestemmelser om
gensidig retshjælp i straffesager eller på grundlag af denne
konvention.
Artikel 4
Definitioner
I denne konvention forstås ved:
1) »nationale toldbestemmelser«: alle en medlemsstats love eller
administrative bestemmelser, for hvis anvendelse toldmyndighederne i
medlemsstaten er helt eller delvist ansvarlige, for så vidt
angår:
- grænseoverskridende vareforsendelser, der er underlagt forbud,
restriktioner eller kontrolforanstaltninger, særlig i henhold til
artikel 36 og 223 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab
- ikke-harmoniserede punktafgifter
2) »EF-toldbestemmelser«:
- samtlige fællesskabsbestemmelser og bestemmelser, der er
vedtaget til gennemførelse af fællesskabsbestemmelser,
vedrørende indførsel, udførsel, forsendelse og
opbevaring af varer, der er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne og
tredjelande samt mellem medlemsstaterne indbyrdes for så vidt
angår varer, der ikke har status som fællesskabsvarer efter
artikel 9, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab, eller som skal kontrolleres eller undersøges
yderligere for at få fastslået deres status som
fællesskabsvarer
- samtlige bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan
inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, og specifikke
bestemmelser, der er truffet vedrørende varer, som er frembragt ved
forarbejdning af landbrugsprodukter
- samtlige bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan
vedrørende harmoniserede punktafgifter og vedrørende
merværdiafgift ved indførslen, samt de nationale
gennemførelsesbestemmelser hertil
3) »overtrædelser«: handlinger i strid med de nationale
toldbestemmelser eller EF-toldbestemmelserne, herunder bl. a.:
- deltagelse i eller forsøg på sådanne
overtrædelser
- deltagelse i en kriminel organisation, der begår sådanne
overtrædelser
- hvidvaskning af penge, som hidrører fra de
overtrædelser, der er nævnt i dette stykke
4) »gensidig bistand«: bistand mellem toldmyndigheder i henhold til
denne konvention
5) »bistandssøgende myndighed«: en medlemsstats kompetente
myndighed, som fremsætter anmodning om bistand
6) »bistandssøgt myndighed«: en medlemsstats kompetente
myndighed, til hvilken der rettes anmodning om bistand
7) »toldmyndigheder«: medlemsstaternes toldmyndigheder samt andre
myndigheder, der har beføjelse til at gennemføre denne
konventions bestemmelser
8) »personoplysninger«: alle oplysninger om en identificeret eller
identificerbar fysisk person; ved en identificerbar person forstås en
person, der kan identificeres direkte eller indirekte, bl. a. ved et
identifikationsnummer eller et eller flere specifikke kendetegn med hensyn
til den pågældende fysiske, fysiologiske, psykiske,
økonomiske, kulturelle eller sociale identitet
9) »grænseoverskridende samarbejde«: samarbejde mellem
toldmyndighederne på tværs af den enkelte medlemsstats
grænser.
Artikel 5
Centrale koordineringstjenester
1. Medlemsstaterne udpeger en central tjeneste
(koordineringstjeneste) inden for deres toldmyndigheder. Denne skal modtage
alle anmodninger om gensidig bistand i medfør af denne konvention og
sikre koordineringen af den gensidige bistand, jf. dog stk. 2. Den har
også ansvaret for samarbejde med andre myndigheder, der medvirker ved
ydelse af bistand i medfør af denne konvention. Medlemsstaternes
koordineringstjenester står i den fornødne direkte kontakt med
hinanden, navnlig i de i afsnit IV omhandlede tilfælde.
2. De centrale koordineringstjenesters virke udelukker
ikke et direkte samarbejde mellem andre tjenestegrene inden for
medlemsstaternes toldmyndigheder, navnlig i hastetilfælde. For at
opnå effektivitet og sammenhæng skal de centrale
koordineringstjenester underrettes om enhver foranstaltning, der
indebærer et sådant direkte samarbejde.
3. Hvis toldmyndigheden ikke er kompetent eller kun er
delvis kompetent til at behandle en bistandsanmodning, videregiver den
centrale koordineringstjeneste anmodningen til den kompetente nationale
myndighed, og underretter den bistandssøgende myndighed herom.
4. Hvis anmodningen ikke kan efterkommes af retlige eller
faktiske årsager, returnerer koordineringstjenesten anmodningen til den
bistandssøgende myndighed, vedlagt en begrundelse for afslaget.
Artikel 6
Forbindelsesofficerer
1. Medlemsstaterne kan indgå indbyrdes aftaler om
udveksling af forbindelsesofficerer på begrænset eller
ubegrænset tid og på betingelser, som er aftalt indbyrdes.
2. Forbindelsesofficerer har ingen udøvende
beføjelser i værtslandet.
3. Med henblik på at fremme samarbejdet mellem
medlemsstaternes toldmyndigheder kan forbindelsesofficerer, efter aftale med
eller på anmodning af medlemsstaternes kompetente myndigheder, have til
opgave at:
a) fremme og fremskynde udvekslingen af oplysninger mellem
medlemsstaterne
b) yde assistance ved undersøgelser, der vedrører deres
hjemland eller den medlemsstat, de repræsenterer
c) yde støtte ved behandlingen af bistandsanmodninger
d) rådgive og yde assistance til værtslandet i forbindelse
med forberedelse og gennemførelse af grænseoverskridende
operationer
e) udføre andre opgaver, som medlemsstaterne måtte vedtage
indbyrdes.
4. Medlemsstaterne kan bilateralt eller multilateralt
aftale forbindelsesofficerernes mandat og placering. Forbindelsesofficerer
kan også repræsentere en eller flere andre medlemsstaters
interesser.
Artikel 7
Legitimationspligt
Medmindre andet er bestemt i denne konvention, skal
embedsmænd fra en bistandssøgende myndighed, der opholder sig i
en anden medlemsstat med henblik på udøvelse af de rettigheder,
der følger af denne konvention, til enhver tid kunne forevise en
skriftlig fuldmagt, hvoraf deres identitet og officielle adkomst til at
medvirke i sagen fremgår.
AFSNIT II
BISTAND EFTER ANMODNING
Artikel 8
Principper
1. Ved ydelse af bistand efter dette afsnit optræder
den bistandssøgte myndighed eller den kompetente myndighed, som
førstnævnte har indbragt sagen for, på samme måde,
som hvis den handlede på egne vegne eller efter anmodning fra en anden
myndighed i sit hjemland. Den udnytter med henblik herpå alle de
retlige beføjelser, den har i henhold til gældende ret, for at
efterkomme anmodningen.
2. Den bistandssøgte myndighed lader denne bistand
omfatte alle omstændigheder i forbindelse med overtrædelsen, der
har en klar sagssammenhæng med formålet med anmodningen, uden at
det er nødvendigt at fremsætte en supplerende anmodning. I
tvivlstilfælde retter den bistandssøgte myndighed først
henvendelse herom til den bistandssøgende myndighed.
Artikel 9
Bistandsanmodningers form og indhold
1. Anmodninger om bistand fremsættes altid
skriftligt og vedlægges den dokumentation, som er nødvendig for
at efterkomme den.
2. Anmodninger efter stk. 1 skal ledsages af
følgende oplysninger:
a) navn på den bistandssøgende myndighed
b) den foranstaltning, der ønskes iværksat
c) formålet med og begrundelsen for anmodningen
d) relevante love, regler og andre retsinstrumenter
e) så nøjagtige og udtømmende oplysninger som
muligt om de fysiske eller juridiske personer, der er genstand for
undersøgelsen
f) et sammendrag af sagens omstændigheder, undtagen i de i
artikel 13 nævnte tilfælde.
3. Anmodningerne fremsættes på et officielt
sprog i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat eller på et for
denne myndighed acceptabelt sprog.
4. Når en hastende situation kræver det,
accepteres mundtlige anmodninger, men de skal omgående bekræftes
skriftligt.
5. Hvis anmodningen ikke opfylder de formelle krav, kan
den bistandssøgte myndighed anmode om, at den rettes eller suppleres.
Foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme anmodningen, kan
iværksættes i mellemtiden.
6. Den bistandssøgte myndighed indvilger i at
anvende en bestemt procedure efter anmodning, forudsat denne procedure ikke
er i strid med love og administrative bestemmelser i den bistandssøgte
medlemsstat.
Artikel 10
Anmodning om oplysninger
1. På anmodning af den bistandssøgende
myndighed meddeler den bistandssøgte myndighed denne enhver oplysning,
som gør det muligt for førstnævnte myndighed at
forebygge, efterforske og straffe overtrædelser.
2. I forbindelse med meddelelsen af oplysninger
vedlægges der rapporter og andre dokumenter, eller bekræftede
genparter eller uddrag heraf, der ligger til grund for de meddelte
oplysninger, og som den bistandssøgte myndighed er i besiddelse af,
eller som er udarbejdet eller fremskaffet med henblik på at efterkomme
anmodningen om oplysninger.
3. Efter aftale mellem den bistandssøgende og den
bistandssøgte myndighed kan embedsmænd, der er bemyndiget af
førstnævnte myndighed, efter nærmere anvisning fra den
bistandssøgte myndighed indhente oplysninger efter stk. 1 i den
bistandssøgte medlemsstats kontorer. Dette gælder alle
oplysninger, der fremgår af den dokumentation, som de ansatte i disse
kontorer har adgang til. Disse embedsmænd har tilladelse til at tage
kopier af sådan dokumentation.
Artikel 11
Anmodning om overvågning
På anmodning af den bistandssøgende myndighed
skal den bistandssøgte myndighed så vidt muligt foretage eller
foranledige særlig overvågning af personer, om hvem der er
alvorlig grund til at antage, at de har begået, er i færd med at
begå eller har truffet forberedelser til at begå
overtrædelser af de nationale toldbestemmelser eller af
EF-toldbestemmelserne. På anmodning af den bistandssøgende
myndighed overvåger den bistandssøgte myndighed ligeledes
steder, transportmidler og varer, der har sammenhæng med aktiviteter,
som kan være i strid med de nævnte toldbestemmelser.
Artikel 12
Anmodning om undersøgelser
1. På anmodning af den bistandssøgende
myndighed foretager eller foranlediger den bistandssøgte myndighed
passende undersøgelser af transaktioner, der er, eller forekommer den
bistandssøgende myndighed at være, overtrædelser.
Den bistandssøgte myndighed meddeler den
bistandssøgende myndighed resultaterne af disse undersøgelser.
Artikel 10, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
2. Efter aftale mellem den bistandssøgende og den
bistandssøgte myndighed kan embedsmænd udpeget af den
bistandssøgende myndighed være til stede under
undersøgelserne efter stk. 1. Embedsmænd fra den
bistandssøgte myndighed leder undersøgelserne under hele
forløbet. Embedsmænd fra den bistandssøgende myndighed
må ikke på eget initiativ gøre brug af de
beføjelser, der er tillagt embedsmænd fra den
bistandssøgte myndighed.
De har dog adgang til samme lokaler og samme dokumenter
som sidstnævnte, ved disses mellemkomst og udelukkende til brug for de
igangværende undersøgelser.
Artikel 13
Forkyndelse
1. På anmodning af den bistandssøgende
myndighed skal den bistandssøgte myndighed, under iagttagelse af de
gældende regler i den medlemsstat, hvor den er hjemmehørende,
forkynde eller lade forkynde for adressaten alle dokumenter eller
afgørelser hidrørende fra de kompetente myndigheder i den stat,
hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende,
vedrørende anvendelsen af denne konvention.
2. Anmodninger om forkyndelse med angivelse af indholdet i
det dokument eller den afgørelse, der ønskes forkyndt, skal
ledsages af en oversættelse til det eller et af de officielle sprog i
den medlemsstat, hvor den bistandssøgte myndighed er
hjemmehørende, idet sidstnævnte dog har ret til at give afkald
på en sådan oversættelse.
Artikel 14
Anvendelse som bevismidler
De konstateringer, attester, oplysninger, dokumenter,
bekræftede genparter og anden dokumentation, som embedsmænd fra
den bistandssøgte myndighed fremskaffer i henhold til deres nationale
lovgivning og videregiver til den bistandssøgende myndighed i
forbindelse med ydelse af bistand efter artikel 10 12, kan i henhold til den
nationale lovgivning anvendes som bevismidler af de kompetente instanser i
den medlemsstat, hvor den bistandssøgende myndighed er
hjemmehørende.
AFSNIT III
BISTAND UDEN FORUDGÅENDE ANMODNING
Artikel 15
Princip
Den enkelte medlemsstats kompetente myndigheder yder
på betingelserne i artikel 16 og 17, og under iagttagelse af eventuelle
begrænsninger i den nationale lovgivning, de øvrige
medlemsstaters kompetente myndigheder bistand, uden at sidstnævnte
på forhånd har anmodet herom.
Artikel 16
Overvågning
Den enkelte medlemsstats kompetente myndigheder skal, hvis
det tjener til at forebygge, efterforske og straffe overtrædelser i en
anden medlemsstat,
a) så vidt muligt foretage den i artikel 11 omhandlede
særlige overvågning eller foranledige en sådan
overvågning
b) meddele de øvrige berørte medlemsstaters kompetente
myndigheder de oplysninger, navnlig rapporter og andre dokumenter eller
bekræftede genparter eller uddrag heraf, som de råder over
vedrørende transaktioner, der har sammenhæng med en planlagt
eller begået overtrædelse.
Artikel 17
Meddelelser uden forudgående anmodning
Den enkelte medlemsstats kompetente myndigheder meddeler
straks de øvrige berørte medlemsstaters kompetente myndigheder
alle relevante oplysninger om planlagte eller begåede
overtrædelser, herunder navnlig oplysninger om de deraf berørte
varer og om nye midler og metoder, der benyttes til at begå
sådanne overtrædelser.
Artikel 18
Anvendelse som bevismidler
Overvågningsrapporter og oplysninger, som
embedsmænd i en medlemsstat fremskaffer og fremsender til en anden
medlemsstat i forbindelse med bistand uden forudgående anmodning efter
artikel 15 17, kan i overensstemmelse med den nationale lovgivning anvendes
som bevismidler af de kompetente instanser i den medlemsstat, der modtager
oplysningerne.
AFSNIT IV
SÆRLIGE FORMER FOR SAMARBEJDE
Artikel 19
Principper
1. Toldmyndighederne samarbejder på tværs af
grænserne i overensstemmelse med dette afsnit. De yder hinanden den
fornødne personalemæssige og organisatoriske assistance.
Anmodninger om samarbejde skal i princippet fremsættes i form af
anmodninger om bistand efter artikel 9. Embedsmænd fra den
bistandssøgende myndighed kan med den bistandssøgte myndigheds
tilladelse udføre opgaver på den bistandssøgte stats
område i de konkrete tilfælde, der er nævnt i dette
afsnit.
Koordineringen og planlægningen af
grænseoverskridende operationer varetages af de i artikel 5 omhandlede
centrale koordineringstjenester.
2. Grænseoverskridende samarbejde efter stk. 1 kan
gennemføres med henblik på at forebygge, efterforske og straffe
overtrædelser i forbindelse med:
a) ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, våben,
ammunition, sprængstoffer, kulturgenstande, farligt og giftigt affald,
nukleart materiale eller stoffer og udstyr, der er beregnet til fremstilling
af atomvåben, biologiske og/eller kemiske våben (forbudte
varer)
b) handel med de stoffer, der er opført i tabel I og II i De
Forenede Nationers konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer, og som er beregnet til ulovlig fremstilling af narkotika
(prækursorer)
c) ulovlig grænseoverskridende handel med afgiftspligtige varer
for at unddrage sig afgiftspligten eller for på uretmæssig vis at
opnå en offentlig økonomisk ydelse i forbindelse med ind- eller
udførsel af de pågældende varer, når der på
grund af handelens omfang og den dermed forbundne afgifts- og
subventionsrisiko er fare for, at de Europæiske Fællesskabers
eller medlemsstaternes budgetter påføres betydelige udgifter
d) al anden handel med varer, de er forbudt i henhold til
EF-toldbestemmelserne eller de nationale toldbestemmelser.
3. Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet
til at indgå i de særlige former for samarbejde, som er omhandlet
i dette afsnit, hvis den form for undersøgelse, hvorom der anmodes, er
i strid med eller ikke er omfattet af den nationale lovgivning i den
bistandssøgte medlemsstat.
Omvendt er den bistandssøgende myndighed af samme
grund berettiget til at afvise en tilsvarende form for
grænseoverskridende samarbejde, som en myndighed i den
bistandssøgte medlemsstat anmoder om.
4. Hvis medlemsstaternes nationale lovgivning indeholder
krav herom, anmoder de berørte myndigheder deres nationale retlige
myndigheder om tilladelse til at gennemføre de planlagte
undersøgelser. Hvis de kompetente retlige myndigheder kun giver deres
tilladelse på visse betingelser og med visse forbehold, påser de
berørte myndigheder, at disse betingelser og forbehold overholdes ved
gennemførelsen af undersøgelserne.
5. Når embedsmænd fra en medlemsstat i
medfør af dette afsnit udfører opgaver på en anden
medlemsstats område og ved deres aktion forvolder skade i denne
medlemsstat, erstatter den medlemsstat, på hvis område skaden er
forvoldt, skaden i overensstemmelse med sin nationale lovgivning på
samme måde, som hvis skaden var forvoldt af dens egne
embedsmænd.
Denne medlemsstat modtager fuld erstatning fra den
medlemsstat, hvis embedsmænd har forvoldt skaden, for de beløb,
den har udbetalt til de skadelidte eller andre berettigede personer eller
institutioner.
6. Uanset forpligtelsen til at erstatte skader i henhold
til stk. 5, anden punktum, giver hver enkelt medlemsstat i det i stk. 5,
første punktum, nævnte tilfælde afkald på at
kræve skadeserstatning fra en anden medlemsstat, dog med forbehold af
dens eventuelle rettigheder over for tredjemand.
7. Oplysninger, som embedsmænd er kommet i
besiddelse af under grænseoverskridende samarbejde efter artikel 20 24,
kan i overensstemmelse med den nationale lovgivning og med forbehold af
særlige betingelser, som stilles af de kompetente myndigheder i den
stat, hvor oplysningerne er indhentet, anvendes som bevismidler af de
kompetente myndigheder i den medlemsstat, der har modtaget oplysningerne.
8. Under gennemførelsen af de aktioner, der er
omhandlet i artikel 20 24, sidestilles embedsmænd, der udfører
opgaver på en anden medlemsstats område, med denne medlemsstats
egne embedsmænd for så vidt angår overtrædelser, som
de bliver ofre for eller selv begår.
Artikel 20
Forfølgelse over grænserne
1. Hvis en medlemsstats toldembedsmænd i deres egen
stat har optaget forfølgelse af en person, der er antruffet på
fersk gerning i færd med at begå en af de i artikel 19, stk. 2,
omhandlede overtrædelser, som kan medføre udlevering, eller
medvirke til en sådan overtrædelse, kan de fortsætte
forfølgelsen ind på en anden medlemsstats område uden
forinden at have indhentet tilladelse hertil, når der ikke inden
grænsepassagen var tid til at underrette den anden medlemsstats
kompetente myndigheder, eller når disse myndigheder ikke kunne nå
frem i tide til at overtage forfølgelsen.
De forfølgende embedsmænd skal senest ved
grænsepassagen tage kontakt med de kompetente myndigheder i den
medlemsstat, på hvis område forfølgelsen fortsættes.
Forfølgelsen indstilles, så snart den medlemsstat, på hvis
område forfølgelsen finder sted, kræver det. De kompetente
myndigheder i denne medlemsstat skal på anmodning af de
forfølgende embedsmænd pågribe den forfulgte og
fastslå vedkommendes identitet eller anholde ham. Medlemsstaterne
meddeler depositaren, hvilke forfølgende embedsmænd denne
bestemmelse omfatter; depositaren gør de øvrige medlemsstater
bekendt hermed.
2. Forfølgelsen foregår på
følgende betingelser, som er fastlagt i den i stk. 6 omhandlede
erklæring:
a) De forfølgende embedsmænd har ikke ret til at standse
den forfulgte.
b) Hvis forfølgelsen ikke er krævet indstillet, og de
kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område
forfølgelsen finder sted, ikke kan overtage forfølgelsen i
tide, kan de forfølgende embedsmænd dog standse den forfulgte,
indtil embedsmænd i denne medlemsstat, som straks skal underrettes, kan
fastslå den forfulgtes identitet eller anholde ham.
3. Forfølgelsen foregår i overensstemmelse
med stk. 1 og 2 på en af følgende betingelser, som er fastlagt i
den i stk. 6 omhandlede erklæring:
a) inden for et givet område eller et givet tidsrum efter
grænsepassagen som fastlagt i erklæringen
b) uden geografisk eller tidsmæssig begrænsning.
4. Forfølgelsen må kun finde sted på
følgende almindelige betingelser:
a) de forfølgende embedsmænd skal overholde bestemmelserne
i denne artikel og lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område
de opererer; de skal efterkomme påbud fra de kompetente myndigheder i
denne medlemsstat
b) når forfølgelsen forgår på havet, skal den,
når den forsætter på det åbne hav eller i den
eksklusive økonomiske zone, finde sted i overensstemmelse med den
internationale havret, som den fremgår af De Forenede Nationers
havretskonvention, og, når den foregår på en anden
medlemsstats område, i henhold til bestemmelserne i denne artikel
c) de forfølgende embedsmænd har ikke adgang til private
boliger og steder, der ikke er tilgængelige for offentligheden
d) de forfølgende embedsmænd skal let kunne identificeres,
enten ved hjælp af uniform, armbind eller anordninger anbragt på
deres transportmiddel; de må ikke uden førnævnte kendetegn
være civilklædte og benytte civile patruljevogne; de skal til
enhver tid kunne legitimere sig som embedsmænd
e) de forfølgende embedsmænd kan medføre deres
tjenestevåben under forfølgelsen, medmindre i) den
bistandssøgte medlemsstat har fremsat en generel erklæring om,
at der aldrig må bringes våben ind på dens område,
eller ii) den bistandssøgte medlemsstat udtrykkelig har modsat sig
dette. I situationer, hvor embedsmænd fra en anden medlemsstat har lov
til at medføre tjenestevåben, må våbnene kun
benyttes i tilfælde af nødværge
f) med henblik på fremstilling for de kompetente myndigheder
må den forfulgte efter pågribelse, jf. stk. 2, litra b), kun
underkastes sikkerhedsmæssig kropsvisitering; den
pågældende må lægges i håndjern under
transport, og genstande i den forfulgtes besiddelse må
beslaglægges
g) efter hver operation som nævnt i stk. 1, 2 og 3 aflægger
de forfølgende embedsmænd ved personligt fremmøde rapport
til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område
operationen fandt sted; hvis disse myndigheder anmoder derom, skal de
stå til rådighed, indtil alle omstændigheder i forbindelse
med deres operation er tilstrækkeligt belyst; dette gælder
også, selv om den forfulgte ikke er blevet anholdt
h) myndighederne i de forfølgende embedsmænds hjemland
skal efter anmodning fra myndighederne i den medlemsstat, på hvis
område forfølgelsen fandt sted, bistå ved den
efterfølgende efterforskning, herunder også ved
retsforfølgning.
5. En person, som under den i stk. 2 nævnte
operation er blevet anholdt af de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor forfølgelsen finder sted, kan uanset sin nationalitet
tilbageholdes med henblik på afhøring.
De relevante bestemmelser i den nationale lovgivning
finder tilsvarende anvendelse.
Hvis personen ikke er statsborger i den medlemsstat,
på hvis område han blev anholdt, skal vedkommende sættes
på fri fod senest seks timer efter anholdelsen, tiden mellem midnat og
kl. 9 ikke medregnet, medmindre de kompetente myndigheder i denne medlemsstat
forinden har modtaget en begæring under en hvilken som helst form om
foreløbig anholdelse og fængsling af vedkommende med henblik
på udlevering.
6. Ved undertegnelsen af denne konvention afgiver hver
enkelt medlemsstat en erklæring, hvori den på grundlag af
bestemmelserne i stk. 2, 3 og 4 fastlægger betingelserne for
forfølgelse på sit område.
En medlemsstat kan til enhver tid lade sin erklæring
erstatte af en ny, forudsat at den ikke indskrænker den
foregåendes rækkevidde.
En erklæring afgives efter samråd med hver
enkelt af de berørte medlemsstater, og der tilstræbes ensartede
regler i disse stater.
7. Medlemsstaterne kan bilateralt udvide
anvendelsesområdet for stk. 1 og vedtage supplerende
gennemførelsesbestemmelser til denne artikel.
8. Hver enkelt medlemsstat kan samtidig med deponeringen
af sine vedtagelsesinstrumenter erklære, at den ikke er bundet af denne
artikel eller en del heraf. Denne erklæring kan til enhver tid
trækkes tilbage.
Artikel 21
Observation over grænserne
1. Hvis en medlemsstats toldembedsmænd i den
pågældende stat holder en person under observation, om hvem der
er alvorlig grund til at antage, at vedkommende er impliceret i en af de i
artikel 19, stk. 2, omhandlede overtrædelser, kan de fortsætte
denne observation på en anden medlemsstats område, når
denne har givet sin tilladelse hertil efter forinden at have modtaget en
anmodning om bistand. Der kan knyttes betingelser til denne tilladelse.
Medlemsstaterne meddeler depositaren, hvilke
embedsmænd denne bestemmelse omfatter; depositaren giver de
øvrige medlemsstater meddelelse herom.
Observationen skal efter anmodning overlades til
embedsmændene i den medlemsstat, på hvis område den finder
sted.
Anmodninger efter første afsnit rettes til den
myndighed, som hver medlemsstat har udpeget, og som er kompetent til at give
en sådan tilladelse eller videresende anmodningen.
Medlemsstaterne meddeler depositaren, hvilken myndighed
den har udpeget med henblik herpå; depositaren giver de øvrige
medlemsstater meddelelse herom.
2. Hvis det i særligt hastende tilfælde ikke
er muligt forinden at anmode den anden medlemsstat om tilladelse, kan de
embedsmænd, der observerer en person, om hvem der er alvorlige grund
til at antage, at vedkommende er impliceret i en af de i artikel 19, stk. 2,
omhandlede overtrædelser, fortsætte observationen på den
anden side af grænsen på følgende betingelser:
a) de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis
område observationen fortsættes, skal omgående, allerede
mens observationen finder sted, underrettes om, at grænsen vil blive
passeret
b) der skal straks indgives en anmodning efter stk. 1 med en
begrundelse for, at grænsen blev passeret uden forudgående
tilladelse.
Observationen indstilles i samme øjeblik, den medlemsstat, på
hvis område den finder sted, kræver det som følge af
underretning efter litra a) eller anmodning efter litra b), eller hvis
tilladelse ikke foreligger fem timer efter grænsepassagen.
3. Observation efter stk. 1 og 2 må udelukkende
finde sted på følgende almindelige betingelser:
a) de observerende embedsmænd skal overholde bestemmelserne i
denne artikel og lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område
de opererer; de skal efterkomme påbud fra de kompetente myndigheder i
denne medlemsstat
b) bortset fra de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, skal
embedsmændene under observationen kunne forevise dokumentation for, at
der er meddelt tilladelse
c) de observerende embedsmænd skal til enhver tid kunne
legitimere sig som embedsmænd
d) de observerende embedsmænd kan medføre deres
tjenestevåben under observationen, medmindre i) den
bistandssøgte medlemsstat har fremsat en generel erklæring om,
at der aldrig må bringes våben ind på dens område,
eller ii) den bistandssøgte medlemsstat udtrykkelig har modsat sig
dette. I situationer, hvor embedsmænd fra en anden medlemsstat har lov
til at medføre tjenestevåben, må våbnene kun
benyttes i tilfælde af nødværge
e) embedsmændene har ikke adgang til private boliger og steder,
der ikke er tilgængelige for offentligheden
f) de må hverken standse eller anholde den observerede person
g) for hver operation indgives der rapport til myndighederne i den
medlemsstat, på hvis område operationen fandt sted; der kan
kræves personligt fremmøde af de pågældende
embedsmænd
h) myndighederne i de observerende embedsmænds hjemland skal
efter anmodning fra myndighederne i den medlemsstat, på hvis
område observationen fandt sted, bistå dem ved den
efterfølgende efterforskning, herunder også ved
retsforfølgning.
4. Medlemsstaterne kan bilateralt udvide denne artikels
anvendelsesområde og vedtage supplerende
gennemførelsesbestemmelser herfor.
5. Hver enkelt medlemsstat kan samtidig med deponeringen
af sine vedtagelsesinstrumenter erklære, at den ikke er bundet af denne
artikel eller en del heraf. Denne erklæring kan til enhver tid
trækkes tilbage.
Artikel 22
Kontrollerede leverancer
1. Hver medlemsstat forpligter sig til på
begæring af en anden medlemsstat at tillade kontrollerede leverancer
på sit område som led i en strafferetlig efterforskning af
overtrædelser, som kan medføre udlevering.
2. Beslutning om anvendelse af kontrollerede leverancer
træffes konkret i hvert enkelt tilfælde af de kompetente
myndigheder i den bistandssøgte medlemsstat under hensyn til denne
medlemsstats nationale ret.
3. Gennemførelsen af kontrollerede leverancer
finder sted efter procedurerne i den bistandssøgte medlemsstat. De
kompetente myndigheder i denne medlemsstat udfører og leder
operationerne.
De overtager kontrollen med leverancen ved
grænsepassagen eller på et aftalt sted for at undgå
afbrydelser af kontrollen. De sørger for, at den videre transport hele
tiden holdes under observation på en sådan måde, at de til
enhver tid har mulighed for at pågribe gerningsmændene og
beslaglægge varerne.
4. Forsendelser, i forbindelse med hvilke der tillades
kontrolleret leverance, kan med de berørte medlemsstaters samtykke
standses og få tilladelse til at fortsætte med det oprindelige
indhold intakt eller fjernet eller helt eller delvis erstattet med andre
varer.
Artikel 23
Diskrete undersøgelser
1. Den bistandssøgte myndighed kan efter anmodning
fra den bistandssøgende myndighed tillade, at embedsmænd fra den
bistandssøgende medlemsstats toldmyndigheder eller embedsmænd,
der handler på disse myndigheders vegne, og som opererer under falsk
identitet (diskrete undersøgere), opererer på den
bistandssøgte medlemsstats område. Den bistandssøgende
myndighed fremsætter kun anmodning herom, hvis det ville være
yderst vanskeligt at opklare sagen uden at gribe til de overvejede
foranstaltninger. De nævnte embedsmænd har som led i
udførelsen af deres opgave beføjelse til at indsamle
oplysninger og etablere kontakter til mistænkte eller andre personer i
deres omgangskreds.
2. Diskrete undersøgelser i den
bistandssøgte medlemsstat skal have begrænset varighed.
Forberedelsen og ledelsen af undersøgelserne sker i nært
samarbejde mellem de berørte myndigheder i den bistandssøgte og
den bistandssøgende medlemsstat.
3. Betingelserne for anvendelsen af diskrete
undersøgelser samt for gennemførelsen heraf fastsættes af
den bistandssøgte myndighed efter dennes nationale lovgivning. Hvis
der i forbindelse med diskrete undersøgelser fremkommer oplysninger om
andre overtrædelser end dem, der er omfattet af den oprindelige
anmodning, fastsættes betingelserne for, hvad disse oplysninger
må anvendes til, også af den bistandssøgte myndighed efter
dennes nationale lovgivning.
4. Den bistandssøgte myndighed yder den
nødvendige personalemæssige og tekniske støtte. Den
træffer foranstaltninger til at beskytte de i stk. 1 nævnte
embedsmænd under udførelsen af deres opgave i den
bistandssøgte medlemsstat.
5. Hver enkelt medlemsstat kan samtidig med deponeringen
af sine vedtagelsesinstrumenter erklære, at den ikke er bundet af denne
artikel eller en del heraf. Denne erklæring kan til enhver tid
trækkes tilbage.
Artikel 24
Fælles særlige efterforskningshold
1. Flere medlemsstaters myndigheder kan efter fælles
overenskomst nedsætte et fælles særligt efterforskningshold
hjemmehørende i en medlemsstat og bestående af embedsmænd,
der er specialiserede på de relevante områder.
Det fælles særlige efterforskningshold skal have
følgende opgaver:
- gennemførelse af vanskelige og krævende
undersøgelser med henblik på opklaring af konkrete
overtrædelser, som kræver en koordineret, samtidig indsats i de
berørte medlemsstater
- koordinering af den fælles indsats med henblik på at
forebygge og afsløre bestemte former for overtrædelser og
tilvejebringe oplysninger om de involverede personer, deres kontakter samt
metoder.
2. Der gælder følgende regler for de
fælles særlige efterforskningshold:
a) de nedsættes udelukkende med henblik på et bestemt
formål og for et begrænset tidsrum
b) de ledes af en embedsmand fra den medlemsstat, hvor
efterforskningsholdet skal operere
c) de deltagende embedsmænd skal overholde lovgivningen i den
medlemsstat, på hvis område efterforskningsholdet skal
operere
d) den medlemsstat, på hvis område efterforskningsholdet
skal operere, skaber de nødvendige organisatoriske
forudsætninger for operationen.
3. Deltagelse i et efterforskningshold giver ikke de
pågældende embedsmænd udøvende beføjelser
på en anden medlemsstats område.
AFSNIT V
DATABESKYTTELSE
Artikel 25
Databeskyttelse ved dataudveksling
1. Under udvekslingen af oplysninger tager
toldmyndighederne i hvert enkelt tilfælde hensyn til behovet for
beskyttelse af personoplysninger. De skal overholde de gældende
bestemmelser i Europarådets konvention af 28. januar 1981 om
beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk
databehandling af personoplysninger. Af hensyn til databeskyttelse kan en
medlemsstat i overensstemmelse med stk. 2 stille betingelser for en anden
medlemsstats behandling af oplysninger, som den har modtaget.
2. Med forbehold af bestemmelserne i konventionen om brug
af informationsteknologi på toldområdet gælder
nedenstående bestemmelser for videregivelse af personoplysninger i
medfør af nærværende konvention:
a) Den modtagende myndighed må kun behandle personoplysningerne
med henblik på det i artikel 1, stk. 1, anførte formål.
Den kan uden forudgående samtykke fra den medlemsstat, der har
fremsendt dem, videregive dem til sine toldmyndigheder,
retsforfølgende myndigheder og retsinstanser for at sætte dem i
stand til at forfølge og straffe overtrædelser, jf. artikel 4,
nr. 3. I alle andre tilfælde er det nødvendigt at indhente
samtykke fra den medlemsstat, der har givet oplysningerne.
b) Den videregivende medlemsstats myndighed påser, at
oplysningerne er korrekte og ajourførte. Hvis det viser sig, at der er
videregivet ukorrekte oplysninger eller oplysninger, som ikke burde
være videregivet, eller at det senere viser sig nødvendigt at
tilintetgøre lovligt videregivne oplysninger i overensstemmelse med
lovgivningen i den videregivende medlemsstat, underrettes den modtagende
myndighed straks herom. Denne skal rette eller tilintetgøre
oplysningerne. Hvis den modtagende myndighed har grund til at tro, at de
videregivne oplysninger er ukorrekte eller bør tilintetgøres,
underretter den den videregivende medlemsstat herom.
c) I tilfælde, hvor videregivne oplysninger efter lovgivningen i
den videregivende medlemsstat burde tilintetgøres eller ændres,
skal de berørte personer have ret til at få oplysningerne
berigtiget.
d) De berørte myndigheder registrerer fremsendelsen og
modtagelsen af de udvekslede oplysninger.
e) Den videregivende og den modtagende myndighed skal på
anmodning fra den pågældende underrette vedkommende om de
oplysninger, der er udleveret vedrørende ham, samt om det
formål, til hvilket de påtænkes anvendt. Der er ingen
underretningspligt, hvis det ved en afvejning viser sig, at offentlighedens
interesse i, at oplysningerne tilbageholdes, vejer tungere end vedkommendes
interesse i at blive underrettet. I øvrigt er vedkommendes ret til at
blive underrettet om de oplysninger, der er videregivet vedrørende
ham, underlagt den nationale lovgivning og praksis i den medlemsstat,
på hvis område der anmodes om oplysninger. Inden det bestemmes,
om der skal gives oplysninger, skal den videregivende myndighed have
lejlighed til at blive hørt.
f) Medlemsstaterne er i henhold til deres nationale lovgivning og
praksis ansvarlige for enhver skade, der tilføjes personer som
følge af behandlingen af de videregivne oplysninger i den
pågældende medlemsstat. Dette gælder også, hvis
skaden skyldes, at der er videregivet ukorrekte oplysninger, eller fordi den
videregivende myndighed har videregivet oplysninger i modstrid med
konventionen.
g) De videregivne oplysninger opbevares ikke længere end
nødvendigt af hensyn til formålet med videregivelsen. Den
berørte medlemsstat undersøger ved lejlighed, om det er
nødvendigt fortsat at opbevare dem.
h) Oplysningerne skal i hvert fald nyde mindst samme beskyttelse som
den, modtagerlandet giver oplysninger af lignende art.
i) Hver enkelt medlemsstat træffer passende foranstaltninger for
ved hjælp af effektiv kontrol at sikre, at denne artikel overholdes.
Den enkelte medlemsstat kan overdrage disse kontrolopgaver til den nationale
tilsynsmyndighed, der er omhandlet i artikel 17 i konventionen om brug af
informationsteknologi på toldområdet.
3. I denne artikel skal udtrykket »behandling af
personoplysninger« forstås som defineret i artikel 2, litra b), i
Europa-Parlamentets og Rådet direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger1) .
AFSNIT VI
FORTOLKNING AF KONVENTIONEN
Artikel 26
Domstolen
1. De Europæiske Fællesskabers Domstol har
kompetence til at afgøre alle tvister mellem medlemsstaterne
vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, hvis
sådanne tvister ikke kan bilægges af Rådet inden seks
måneder efter, at et medlem af Rådet har forelagt det sagen.
2. De Europæiske Fællesskabers Domstol har
kompetence til at afgøre alle tvister mellem medlemsstaterne og
Kommissionen vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne
konvention, som ikke har kunnet løses ved forhandling. En sådan
tvist kan indbringes for Domstolen efter udløbet af en frist på
seks måneder fra den dato, hvor en af parterne har meddelt den anden
part, at der foreligger en tvist.
3. De Europæiske Fællesskabers Domstol har
på de betingelser, der er fastsat i stk. 4 7, kompetence til at
afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af
denne konvention.
4. I en erklæring fremsat i forbindelse med
undertegnelsen af denne konvention eller på et senere tidspunkt vil en
medlemsstat kunne godkende, at De Europæiske Fællesskabers
Domstol får kompetence til at træffe præjudiciel
afgørelse om fortolkningen af denne konvention på betingelserne
i stk. 5, litra a) eller litra b).
5. En medlemsstat, der fremsætter en erklæring
i henhold til stk. 4, anfører, at enten
a) kan en ret i denne medlemsstat, hvis afgørelser ifølge
de nationale retsregler ikke kan appelleres, anmode De Europæiske
Fællesskabers Domstol om at træffe præjudiciel
afgørelse vedrørende et spørgsmål, der rejses
under en retssag ved denne ret, og som angår fortolkningen af denne
konvention, når den pågældende ret skønner, at en
afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig,
før den afsiger sin dom, eller
b) kan en ret i denne medlemsstat anmode De Europæiske
Fællesskabers Domstol om at træffe præjudiciel
afgørelse vedrørende et spørgsmål, der rejses
under en retssag ved denne ret, og som angår fortolkningen af denne
konvention, når den pågældende ret skønner, at en
afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig,
før den afsiger sin dom.
6. Protokollen vedrørende statutten for De
Europæiske Fællesskabers Domstol og dennes procesreglement finder
anvendelse.
7. En medlemsstat kan, uanset om den har fremsat en
erklæring i henhold til stk. 4, indgive indlæg eller andre
skriftlige udtalelser til De Europæiske Fællesskabers Domstol i
sager, som er forelagt den i medfør af stk. 5.
8. Domstolen har ingen kompetence til at prøve
gyldigheden eller proportionaliteten af operationer, som udføres af de
kompetente retshåndhævende myndigheder i henhold til denne
konvention, eller til at udtale sig om udøvelsen af medlemsstaternes
beføjelser med hensyn til opretholdelse af lov og orden og beskyttelse
af den indre sikkerhed.
AFSNIT VII
GENNEMFØRELSESBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE
BESTEMMELSER
Artikel 27
Fortrolighed
Toldmyndighederne tager i hver enkelt tilfælde, hvor
der udveksles oplysninger, hensyn til behovet for hemmeligholdelse af
forundersøgelsen.
Med henblik herpå kan medlemsstaten stille
betingelser for, hvordan en anden medlemsstat, som oplysningerne videregives
til, må anvende disse.
Artikel 28
Undtagelser fra pligten til at yde bistand
1. Denne konvention forpligter ikke myndighederne i
medlemsstaterne til at yde hinanden gensidig bistand, hvis dette kan
være til skade for denne stats offentlige orden eller andre
væsentlige interesser, især på
databeskyttelsesområdet, eller når omfanget af den aktion, der
anmodes om, især i forbindelse med de særlige former for
samarbejde i henhold til afsnit IV, helt klart står i misforhold til
grovheden af den formodede overtrædelse. I disse tilfælde kan det
nægtes helt eller delvis at yde bistand, eller denne kan gøres
afhængig af, at visse betingelser overholdes.
2. Ethvert afslag på bistand skal begrundes.
Artikel 29
Udgifter
1. Medlemsstaterne giver normalt afkald på alle krav
om godtgørelse af udgifter, som er påløbet under
gennemførelsen af denne konvention, undtagen udgifter til
aflønning af eksperter.
2. Hvis imødekommelsen af anmodningen
medfører udgifter af væsentlig og ekstraordinær karakter,
konsulterer toldmyndighederne hinanden for at fastlægge de betingelser,
hvorpå en anmodning skal efterkommes, samt den måde, hvorpå
udgifterne skal afholdes.
Artikel 30
Forbehold
1. Der kan ikke tages andre forbehold med hensyn til denne
konvention end de i artikel 20, stk. 8, artikel 21, stk. 5, og artikel 23,
stk. 5, omhandlede.
2. Medlemsstater, der allerede har indgået indbyrdes
aftaler inden for de områder, der er omfattet af afsnit IV i denne
konvention, kan kun tage forbehold i medfør af stk. 1, hvis
forbeholdene ikke berører deres forpligtelser i henhold til disse
aftaler.
3. På samme måde berøres
forpligtelserne i henhold til bestemmelserne i konventionen af 19. juni 1990
om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis
ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, der
indeholder regler om et styrket samarbejde, ikke af nærværende
konvention for så vidt angår forbindelserne mellem de
medlemsstater, der er forpligtet i henhold til de pågældende
bestemmelser.
Artikel 31
Geografisk anvendelse
1. Denne konvention finder anvendelse på
medlemsstaternes områder som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i
Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om
indførelse af en EF-toldkodeks 2) ,
som ændret i medfør af akten vedrørende betingelserne for
Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges
tiltrædelse samt tilpasningerne af de traktater, som Unionen bygger
på3) , og ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 19964) , herunder tillige for Forbundsrepublikken
Tysklands vedkommende øen Helgoland og Buesingen-området (inden
for rammerne af og i henhold til traktaten mellem Forbundsrepublikken
Tyskland og Det Schweiziske Forbund om integreringen af Buesingen am
Hochrhein i Det Schweiziske Forbunds toldområde af 23. november 1964,
eller den nuværende version heraf) og for Den Italienske Republiks
vedkommende kommunerne Livigno og Campione d'Italia, samt på det
søterritorium, de indre farvande og det luftrum, der er knyttet til
medlemsstaternes områder.
2. Rådet, der træffer afgørelse med
enstemmighed efter proceduren i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske
Union, kan tilpasse stk. 1 til enhver ændring af de heri omhandlede
bestemmelser i EF-retten.
Artikel 32
Ikrafttræden
1. Medlemsstaterne vedtager denne konvention i
overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.
2. Medlemsstaterne giver depositaren notifikation om
afslutningen af de procedurer, der efter deres forfatningsmæssige
bestemmelser kræves for at vedtage konventionen.
3. Denne konvention træder i kraft 90 dage efter, at
den i stk. 2 omhandlede notifikation er afgivet af den sidste af de stater,
som på tidspunktet for Rådets vedtagelse af retsakten om
udarbejdelse af denne konvention var medlem af Den Europæiske
Union.
4. Indtil denne konvention træder i kraft, kan
enhver medlemsstat, når den afgiver den i stk. 2 omhandlede
notifikation eller på et hvilket som helst andet senere tidspunkt,
erklære, at konventionen, med undtagelse af artikel 26 heri, for dens
eget vedkommende finder anvendelse i dens forbindelser med de medlemsstater,
der har afgivet samme erklæring. Sådanne erklæringer
træder i kraft 90 dage efter deponeringen.
5. Denne konvention finder kun anvendelse på
begæringer, der fremsættes efter dens ikrafttræden eller
efter dens anvendelse i forbindelserne mellem den bistandssøgte
medlemsstat og den bistandssøgende medlemsstat.
6. På datoen for denne konventions
ikrafttræden ophæves konventionen af 7. september 1967 om
gensidig bistand mellem toldforvaltningerne.
Artikel 33
Tiltrædelse
1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af
stater, der bliver medlem af Den Europæiske Union.
2. Teksten til konventionen på den tiltrædende
medlemsstats sprog, som udformet af Rådet for Den Europæiske
Union, er autentisk.
3. Tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos
depositaren.
4. Denne konvention træder i kraft for alle
tiltrædende medlemsstater 90 dage efter deponeringen af deres
tiltrædelsesinstrument eller på den dato, hvor konventionen
træder i kraft, hvis den endnu ikke er trådt i kraft ved
udløbet af nævnte periode på 90 dage.
5. Artikel 32, stk. 4, finder anvendelse på de
tiltrædende medlemsstater, hvis denne konvention endnu ikke er
trådt i kraft ved deponeringen af deres
tiltrædelsesinstrument.
Artikel 34
Ændringer
1. Medlemsstater, der er høje kontraherende parter,
kan foreslå ændringer til denne konvention. Alle
ændringsforslag sendes til depositaren, der underretter Rådet og
Kommissionen herom.
2. Ændringer til konventionen fastlægges af
Rådet, der anbefaler medlemsstaterne at vedtage dem i overensstemmelse
med deres forfatningsmæssige bestemmelser, jf. dog artikel 31, stk.
2.
3. Ændringer, der fastlægges i
overensstemmelse med stk. 2, træder i kraft efter bestemmelserne i
artikel 32, stk. 3.
Artikel 35
Depositar
1. Generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union
er depositar for denne konvention.
2. Depositaren offentliggør i De Europæiske
Fællesskabers Tidende en oversigt over vedtagelser og
tiltrædelser, iværksættelse samt erklæringer og
forbehold og enhver anden meddelelse vedrørende denne konvention.
BILAG
ERKLÆRINGER, SOM SKAL KNYTTES TIL KONVENTIONEN OG
OFFENTLIGGØRES I DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS
TIDENDE
1. Ad artikel 1, stk. 1, og artikel 28
Under henvisning til undtagelserne fra pligten til at yde bistand som
omhandlet i artikel 28 i denne konvention erklærer Italien, at
imødekommelsen af anmodninger om gensidig bistand i henhold til denne
konvention vedrørende overtrædelser, som ifølge italiensk
ret ikke udgør overtrædelser af nationale toldbestemmelser eller
EF-toldbestemmeler - af grunde, der skyldes kompetencefordelingen mellem de
nationale myndigheder vedrørende forebyggelse og forfølgning af
forbrydelser - vil kunne være til skade for den offentlige orden eller
andre væsentlige nationale interesser.
2. Ad artikel 1, stk. 2, og artikel 3, stk. 2
Danmark og Finland erklærer, at de fortolker ordene »retlige
myndigheder« eller »retlig myndighed« i konventionens artikel 1, stk. 2, og
artikel 3, stk. 2, som anført i de erklæringer, de har fremsat i
medfør af artikel 24 i den europæiske konvention om gensidig
retshjælp i straffesager, undertegnet den 20. april 1959 i
Strasbourg.
3. Ad artikel 4, stk. 3, andet led
Danmark erklærer, at for dets vedkommende dækker artikel
4, stk. 3, andet led, kun handlinger, hvorved en person deltager i en eller
flere af de overtrædelser, der begås af en gruppe personer, der
handler med et fælles formål, herunder situationer, hvor den
pågældende person ikke deltager i selve udførelsen af den
eller de pågældende overtrædelser; en sådan
deltagelse skal være baseret på kendskab til gruppens
formål og generelle kriminelle virksomhed eller på kendskab til,
at gruppen har til hensigt at begå de(n) pågældende
overtrædelse(r).
4. Ad Artikel 4, stk. 3, tredje led
Danmark erklærer, at for dets vedkommende finder artikel 4, stk.
3, tredje led, kun anvendelse på prædikatforbrydelser, i
forbindelse med hvilke hæleri til enhver tid er strafbart i henhold til
dansk lovgivning, herunder § 191a i straffeloven om narkotikahæleri og
§ 284 i straffeloven om hæleri i forbindelse med indsmugling af
særlig grov karakter.
5. Ad artikel 6, stk. 4
Danmark, Finland og Sverige erklærer, at de
forbindelsesofficerer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, også kan
repræsentere Norges og Islands interesser og omvendt. De fem nordiske
lande indgik i 1982 en ordning, hvorefter udstationerede
forbindelsesofficerer fra et af de berørte lande også
repræsenterer de andre nordiske lande. Denne ordning blev
indført for at styrke bekæmpelsen af den ulovlige
narkotikahandel og begrænse de enkelte landes økonomiske byrde
ved udstationering af forbindelsesofficerer. Danmark, Finland og Sverige
tillægger det stor betydning, af denne meget velfungerende ordning kan
fortsætte.
6. Ad Artikel 20, stk. 8
Danmark erklærer, at det kan acceptere bestemmelserne i artikel
20 på følgende betingelser:
Når en anden medlemsstats toldmyndigheder foretager en
forfølgelse over grænserne til vands eller i luften, kan en
sådan forfølgelse kun fortsættes ind på dansk
område, herunder dansk søterritorium og luftrummet over dansk
område og søterritorium, hvis de kompetente danske myndigheder
på forhånd har fået meddelelse herom.
7. Ad artikel 21, stk. 5
Danmark erklærer, at det kan acceptere bestemmelserne i artikel
21 på følgende betingelser:
Observation over grænserne uden forudgående tilladelse
må kun finde sted i henhold til artikel 21, stk. 2 og 3, hvis der er
tungtvejende grunde til at antage, at de observerede personer er involveret i
en af de i artikel 19, stk. 2, omhandlede overtrædelser, som kan
medføre udlevering.
8. Ad artikel 25, stk. 2, nr. i)
Medlemsstaterne forpligter sig til at underrette hinanden i
Rådet om de foranstaltninger, der træffes for at sikre, at de i
nr. i) omhandlede forpligtelser opfyldes.
9. Erklæring i medfør af artikel 26, stk. 4
I forbindelse med undertegnelsen af denne konvention erklærer
følgende medlemsstater, at de accepterer EF-Domstolens kompetence
efter retningslinjerne i artikel 26, stk. 5:
- Irland efter retningslinjerne i artikel 26, stk. 5, litra a)
- Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Den Italienske
Republik og Republikken Østrig efter retningslinjerne i artikel 26,
stk. 5, litra b).
ERKLÆRING
Forbundsrepublikken Tyskland, Den Italienske Republik og
Republikken Østrig forbeholder sig ret til i deres nationale
lovgivning at fastsætte, at når der rejses spørgsmål
angående fortolkningen af konventionen om gensidig bistand og
samarbejde mellem toldmyndighederne i en sag, der verserer for en national
retsinstans, hvis afgørelser ikke kan ankes inden for det nationale
retssystem, skal denne retsinstans forelægge spørgsmålet
for Domstolen.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets formål og baggrund
Lovforslagets formål er at skabe grundlag for
Danmarks tiltrædelse af konventionen af 18. december 1997 om gensidig
bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen) EFT
1998/C24/1. Konventionen er udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i
Traktaten om Den Europæiske Union (efter Amsterdam-Traktaten findes de
tilsvarende bestemmelser i artikel 34, stk. 2, i EU-Traktaten).
Ved en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget sit
samtykke til, at Danmark tiltræder konventionen om gensidig bistand og
samarbejde mellem toldmyndighederne.
En gennemførelse af Napoli II-konventionen
indebærer, at toldlovens § 66 skal ophæves, idet den vil
blive erstattet af bestemmelserne i nærværende lovforslag.
Toldlovens § 66 indeholder en henvisning til konventionen fra 1967 om
gensidig bistand (Napoli I-konventionen), der afløses af Napoli II,
jf. nedenfor.
Formålet med Napoli II-konventionen er at styrke
EU-toldmyndighedernes samarbejde vedrørende vareførsler over
såvel medlemslandenes indre grænser som over grænser fra
tredjelande med ulovlige varer (narkotika, våben og
børnepornografi m.v.) samt ulovlig handel med højtbeskattede
varer. Efter gennemførelsen af det indre marked, og dermed
grænsekontrollens afskaffelse, er der opstået behov for at styrke
samarbejdet mellem toldmyndighederne i EU s medlemslande. Samtidig har en
øget internationalisering af kriminaliteten efter opbruddet i Central-
og Østeuropa ligeledes skabt behov for et endnu tættere
toldsamarbejde om bl.a. udveksling af oplysninger og erfaringer til brug for
de enkelte medlemslandes toldmyndigheder ved bekæmpelse af
overtrædelser af toldlovgivningen.
Napoli II-konventionen, der er en mellemstatslig
konvention, danner grundlaget for samarbejdet mellem medlemslandenes
toldmyndigheder på de områder, der ikke er omfattet af
Fællesskabets kompetence. Det betyder f.eks., at toldmyndighedernes
udveksling af oplysninger om overholdelse af medlemslandenes nationale
lovgivning om ulovlig indførsel af narkotika mv. vil ske i henhold til
Napoli II-konventionen, mens toldmyndighedernes udveksling af oplysninger om
den almindelige - lovlige - vareførsel er baseret på
Rådets (EF) forordning nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand
EFT 97/L 82/1.
Napoli II-konventionen erstatter konventionen af 7.
september 1967 om gensidig bistand mellem EU-landenes toldforvaltninger
(Napoli I-konventionen), der blev tiltrådt af Danmark i forbindelse med
indtrædelsen i EF i 1973. Napoli I-konventionen ophæves ved
ikrafttrædelsen af Napoli II-konventionen. Napoli II-konventionen er
mere vidtgående end Napoli I-konventionen, nødvendiggjort af
grænsekontrollens bortfald. Napoli II-konventionen indeholder derfor
bestemmelser om »særlige former for samarbejde« mellem
toldmyndighederne, nemlig bestemmelser om grænseoverskridende
forfølgelse, grænseoverskridende observation, diskrete
undersøgelser samt fælles særlige efterforskningshold.
Napoli II-konventionen blev undertegnet af EU s
medlemslande den 18. december 1997. På nuværende tidspunkt har
Frankrig og Grækenland som de eneste lande ratificeret
konventionen.
En forklarende rapport EFT 1998/C 189/58 til Napoli
II-konventionen blev vedtaget på rådsmødet (retlige og
indre anliggender) den 28. maj 1998.
2. Lovforslagets opbygning og systematik
Danmark kan inden for rammerne af den gældende
lovgivning opfylde de pligter, som en tiltrædelse af Napoli
II-konventionen indebærer. Dansk lovgivning er således indrettet,
at det umiddelbart er muligt at opfylde de pligter, som en tiltrædelse
af konventionen indebærer. På denne baggrund indeholder
lovforslaget ikke nogen bestemmelse om, at Napoli II-konventionen
»gælder her i landet«. Lovforslagets § 1, stk. 1,
indebærer blot, at regeringen på Danmarks vegne kan
tiltræde Napoli II-konventionen. I lovforslagets § 1, stk. 2,
er det dog udtrykkelig fastsat, at artikel 26, stk. 5, i Napoli
II-konventionen om præjudiciel fortolkning ved De Europæiske
Fællesskabers Domstol af Napoli II-konventionen gælder her i
landet.
Lovforslagets §§ 2, 3 og 4 indeholder enkelte
bestemmelser, der angår opfyldelsen af Napoli II-konventionen, mens
§ 5 indeholder en bestemmelse, der ophæver § 66 i toldloven.
§§ 6 og 7 vedrører lovens ikrafttræden
og forholdet til Færøerne og Grønland.
3. Indholdet i konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem
toldmyndighederne (Napoli II-konventionen)
3.1 Oversigt
Konventionens afsnit I indeholder en række generelle
bestemmelser om gensidig bistand, herunder om oprettelse af en central
tjeneste (koordineringstjeneste) og om udveksling af
forbindelsesofficerer.
Afsnit II indeholder bestemmelser om bistand efter
anmodning.
Afsnit III indeholder bestemmelser om bistand uden
forudgående anmodning.
Afsnit IV indeholder bestemmelser om særlige former
for samarbejde, herunder om grænseoverskridende forfølgelse,
grænseoverskridende observation, kontrollerede leverancer, diskrete
undersøgelser samt fælles særlige efterforskningshold.
Afsnit V indeholder bestemmelser om databeskyttelse ved
udveksling af oplysninger.
Afsnit VI indeholder bestemmelser om fortolkning af
konventionen (Domstolens kompetence).
Afsnit VII indeholder gennemførelsesbestemmelser og
afsluttende bestemmelser.
Et bilag til konventionen indeholder de erklæringer
som medlemslandene, herunder Danmark, har afgivet i tilknytning til
konventionen.
3.2 Generelle bestemmelser (Konventionens afsnit I)
Afsnit I (artikel 1-7) indeholder en række generelle
bestemmelser, herunder bestemmelser om konventionens anvendelsesområde.
Efter artikel 1 skal medlemslandenes toldmyndigheder i Den Europæiske
Union yde hinanden gensidig bistand og samarbejde for at forebygge og
efterforske overtrædelser af nationale toldbestemmelser, samt for at
forfølge og straffe overtrædelser af EF-toldbestemmelser og
nationale toldbestemmelser. Nationale toldbestemmelser er defineret som
medlemslandenes love om grænseoverskridende vareforsendelser, der er
underlagt forbud, restriktioner og kontrolforanstaltninger, særligt i
henhold til artikel 36 og 223 i EF-Traktaten (nu artikel 30 og 296) dvs.
typisk narkotika o. lign., samt ikke-harmoniserede punktafgifter.
EF-toldbestemmelser er defineret som samtlige fællesskabsbestemmelser
og bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af
fællesskabsbestemmelser vedrørende indførsel,
udførsel, forsendelse og opbevaring af »almindelige« varer, samtlige
bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan inden for
rammerne af den fælles landbrugspolitik, samt samtlige bestemmelser,
der er vedtaget på fællesskabsplan vedrørende
harmoniserede punktafgifter og merværdiafgift ved indførslen,
jf. artikel 4, stk. 1 og 2.
Ifølge artikel 4, stk. 3, defineres
overtrædelser som handlinger i strid med de nationale toldbestemmelser
eller EF-toldbestemmelser, herunder også deltagelse i eller
forsøg på sådanne overtrædelser, deltagelse i en
kriminel organisation, der begår sådanne overtrædelser samt
hvidvaskning af penge, som hidrører fra sådanne
overtrædelser. Danmark har afgivet erklæringer om sin fortolkning
af »deltagelse i en kriminel organisation« og om »hvidvaskning af penge«, jf.
konventionens bilag.
Konventionen berører ikke gældende
bestemmelser om gensidig bistand i straffesager mellem retlige myndigheder.
En retlig myndighed kan dog i forbindelse med en strafferetlig
undersøgelse bestemme, om en anmodning om gensidig bistand skal
indgives på grundlag af bestemmelserne om gensidig retshjælp
eller på grundlag af konventionen, jf. artikel 1, stk. 2 og
artikel 3.
Toldmyndighedernes kompetence i de 15 medlemslande er ikke
den samme. I Danmark er de statslige told- og skattemyndigheders
kontrolbeføjelser i henhold til toldloven knyttet til indførsel
og udførsel af varer, herunder narkotika og andre ulovlige varer. Ved
grænseovergangen er der ved de ydre grænser (havne og lufthavne)
mulighed for fysisk kontrol af indførslen, mens der ved de indre
grænser kun kan foretages kontrol med narkotika m.v. samt en
lejlighedsvis stikprøvekontrol af rejsendes indførsel af
spiritus og tobak i henhold til den danske særordning. Herudover sker
der kontrol af den erhvervsmæssige indførsel til virksomhederne,
hvor kontrollen er baseret på en gennemgang af regnskaber og eftersyn
af varer i forretnings- og lagerlokaler.
I visse medlemslande har toldmyndighederne herudover
udstrakte beføjelser til at foretage kontrol inde i landet, samt til
at foretage efterforskning af narkotikaovertrædelser. Det er
beføjelser, der i Danmark er henlagt til politiet. Det er derfor
præciseret i konventionen, at intet i konventionen kan fortolkes som en
ændring af den kompetence, der normalt er tillagt toldmyndighederne
efter nationale bestemmelser, jf. artikel 2. Samtidig er toldmyndighederne i
konventionen defineret som medlemslandenes toldmyndigheder samt andre
myndigheder, der har beføjelse til at gennemføre denne
konventions bestemmelser, (artikel 4, stk. 3, nr. 7). Dette
indebærer, at politiet på visse punkter kan blive ansvarlig for
gennemførelsen af konventionens bestemmelser. Det drejer sig f.eks. om
bestemmelsen om hvidvaskning af penge, der hidrører fra de
overtrædelser, der er omfattet af konventionen, (artikel 4,
stk. 3).
Efter bestemmelsen om centrale koordineringstjenester
(artikel 5), udpeger medlemslandene en koordineringstjeneste inden for deres
toldmyndigheder, der skal modtage alle anmodninger om gensidig bistand i
medfør af denne konvention. I Danmark vil denne centrale
koordineringstjeneste være Told - og Skattestyrelsen.
I henhold til artikel 6 kan medlemslandene indbyrdes
indgå aftaler om udveksling af forbindelsesofficerer. Danmark har
sammen med Finland og Sverige afgivet en erklæring, hvorefter
forbindelsesofficerer også kan repræsentere Norge og Islands
interesser og omvendt, jf. konventionens bilag. Dette skal ses på
baggrund af, at de nordiske lande i 1982 indgik en ordning, hvorefter
forbindelsesofficerer fra et af de berørte lande også
repræsenterer de øvrige nordiske lande.
Efter artikel 7 skal embedsmænd, der opholder sig i
et bistandssøgende medlemsland, til enhver tid kunne legitimere sig,
medmindre andet er bestemt i konventionen.
3.3. Bistand efter anmodning (konventionens afsnit II)
Afsnit II (artikel 8-14) indeholder bestemmelser om
fremgangsmåden i forbindelse med fremsættelse af anmodninger om
bistand og om de foranstaltninger, der skal træffes af et medlemsland,
når det modtager en anmodning. Bestemmelserne svarer til bestemmelserne
i Napoli I. Princippet bag bestemmelserne er, at medlemslandene skal
efterkomme anmodninger om bistand, der fremsættes af andre
medlemslande, jf. dog artikel 28, der omhandler undtagelser fra denne
generelle pligt til at yde bistand. Medlemslandene handler, som hvis de
handlede på egne vegne (artikel 8). Der er bestemmelser om
bistandsanmodningernes form og indhold (artikel 9), om anmodning om
oplysninger (artikel 10), om anmodning om overvågning (artikel 11), om
anmodning om undersøgelse (artikel 12), om forkyndelse (artikel 13),
samt om anvendelse af bevismidler (artikel 14).
3.4. Bistand uden forudgående anmodning (konventionens afsnit
III)
Afsnit III (artikel 15-18) indeholder bestemmelser om
fremgangsmåderne ved bistand uden forudgående anmodning om
bistand. Bestemmelserne svarer til bestemmelserne i Napoli I. Udgangspunktet
for disse bestemmelser er, at medlemslandene - uden at være anmodet
herom - skal foretage den fornødne efterforskning og stille alle
bevismidler eller oplysninger til rådighed, som de kommer i besiddelse
af, og som kan være relevante for andre medlemslande i forbindelse med
overtrædelser på toldområdet. Der er bestemmelser om
principperne for denne bistand (artikel 15), om overvågning (artikel
16), om meddelelser uden forudgående anmodning (artikel 17), samt om
anvendelse af bevismidler (artikel 18).
3.5. Grænseoverskridende samarbejde (konventionens afsnit IV)
Bestemmelserne i dette afsnit er nye i forhold til Napoli
I-konventionen.
Afsnit IV (artikel 19-24) indeholder bestemmelser om
toldmyndighedernes samarbejde på tværs af grænserne med
henblik på at forebygge, efterforske og straffe overtrædelser
på toldområdet. Afsnittet indeholder bestemmelser om
grænseoverskridende forfølgelse, grænseoverskridende
observation, kontrollerede leverancer, diskrete undersøgelser samt
anvendelse af særlige fælles efterforskningshold.
Artikel 19, stk. 1, slår fast, at
toldmyndighederne samarbejder på tværs af grænserne i
overensstemmelse med bestemmelserne i afsnittet. Det præciseres, at
embedsmænd fra en bistandssøgende myndighed med den
bistandssøgte myndigheds tilladelse kan udføre opgaver på
den bistandssøgte stats område i de konkrete tilfælde, der
er nævnt i afsnittet.
Efter artikel 19, stk. 2, kan det
grænseoverskridende samarbejde gennemføres med henblik på
at forebygge, efterforske og straffe overtrædelser i forbindelse med
følgende strafbare handlinger:
ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, våben,
ammunition, kulturgenstande m.v.,
ulovlig handel med prækursorer (dvs. almindelige handelsvarer,
der anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika),
ulovlig grænseoverskridende handel med afgiftspligtige varer,
såfremt der med handelens omfang og den dermed forbundne afgifts- og
subventionsrisiko er fare for, at Fællesskabets eller medlemslandenes
budgetter påføres betydelige udgifter, og
al anden handel med varer, der er forbudt i henhold til
EF-bestemmelser eller nationale toldbestemmelser.
Artikel 19, stk. 3, fastsætter dog, at den
bistandssøgte myndighed ikke er forpligtet til at indgå i de
særlige former for samarbejde, hvis den form for undersøgelse,
der anmodes om, er i strid med eller ikke omfattet af national lovgivning, og
artikel 19, stk. 4, fastsætter, at såfremt medlemslandenes
nationale lovgivning indeholder krav om tilladelse til at gennemføre
planlagte undersøgelser, skal de berørte myndigheder anmode
deres nationale retlige myndigheder herom.
Artikel 19, stk. 5 fastsætter, at
toldembedsmænd fra et andet medlemsland, der efter artikel 20 - 24
udfører opgaver på et andet medlemslands territorium og ved
deres aktion forvolder skade i dette medlemsland, skal det medlemsland
på hvis område skaden er forvoldt, erstatte skaden i
overensstemmelse med national lovgivning på samme måde, som hvis
skaden var forvoldt af dets egne embedsmænd. Dette medlemsland kan
herefter gøre regreskrav gældende over for det andet
medlemsland.
Efter artikel 19, stk. 8, skal embedsmænd fra
andre medlemslande, der udfører opgaver i henhold artikel 20 - 24,
sidestilles med det pågældende medlemslands egne embedsmænd
for så vidt angår overtrædelser, som de bliver ofre for
eller selv begår.
Artikel 20 og 21 indeholder bestemmelser om, at et
medlemslands toldmyndigheder under visse omstændigheder må
overskride grænsen til et andet medlemsland med det formål at
forfølge og observere lovovertrædere. Det skal i den forbindelse
bemærkes, at tyske og svenske toldembedsmænd på visse
områder allerede er omfattet af Schengen-konventionens bestemmelser om
grænseoverskridende samarbejde, jf. konventionens artikel 40 og 41.
Efter artikel 20, stk. 1, om
grænseoverskridende forfølgelse kan et medlemslands
toldembedsmænd, der på eget territorium har optaget
forfølgelse af en person, som er antruffet på fersk
gerning i færd med at begå eller at medvirke til en
overtrædelse, fortsætte forfølgelsen på et andet
medlemslands territorium (varm forfølgelse). Dette gælder dog
kun de overtrædelser, der er nævnt i artikel 19, stk. 2, og
kun hvis overtrædelsen kan medføre udlevering. Hertil kommer, at
varm forfølgelse kun kan foretages, når der ikke inden
grænsepassagen var tid til at underrette det andet medlemslands
kompetente myndigheder, eller når disse myndigheder ikke kunne nå
frem i tide til at overtage forfølgelsen. De forfølgende
embedsmænd skal senest ved grænsepasssagen tage kontakt med de
kompetente myndigheder i det medlemsland, på hvis område
forfølgelsen fortsættes.
Efter artikel 20, stk. 6, afgiver medlemslandene ved
undertegnelsen en erklæring, hvori de på grundlag af artikel 20,
stk. 2, 3 og 4, fastlægger betingelserne for, hvorledes de
medlemslande, som det pågældende land har fælles
grænser med, kan udøve deres ret til forfølgelse. Danmark
har afgivet en erklæring, hvoraf det fremgår, at svenske og tyske
myndigheder kun har ret til at fortsætte en igangværende
forfølgelse på dansk grund i en afstand på op til 25 km
fra grænsen, samt at svenske og tyske myndigheder ikke har ret til at
standse personer på dansk grund. Erklæringen svarer til den
erklæring, der blev afgivet i forbindelse med Danmarks
tiltrædelse af Schengen-konventionen med hensyn til den dansk-tysk
landegrænse. I modsætning til Schengen-konventionen omfatter
Napoli II-konventionen også det grænseoverskridende samarbejde
henover sø- og luftterritoriet.
Efter artikel 20, stk. 8, kan medlemslandene
endvidere afgive en erklæring, hvori de angiver, at de ikke er bundet
af artikel 20 eller dele deraf. Danmark har afgivet en erklæring,
hvorefter artikel 20 accepteres på følgende betingelse:
»Når et andet medlemslands toldmyndigheder foretager forfølgelse
over grænserne til vands eller i luften, kan en sådan
forfølgelse kun fortsættes ind på dansk område,
herunder dansk søterritorium og luftrummet over dansk område og
søterritorium, hvis de kompetente danske myndigheder på
forhånd har fået meddelelse herom«, jf. konventionens bilag. De
kompetente danske myndigheder er Søværnets Operative Kommando og
Flyvertaktisk Kommando.
Efter artikel 21, stk. 1, kan et medlemslands
toldembedsmænd under visse betingelser fortsætte en
observation af en person, om hvem der er alvorlig grund til at antage,
at vedkommende er impliceret i en af de i artikel 19, stk. 2, omhandlede
overtrædelser, på et andet medlemslands territorium, når
det andet medlemsland har givet tilladelse hertil. Det andet medlemsland kan
til enhver tid vælge at overtage observationen.
I særligt hastende tilfælde, hvor det ikke er
muligt at anmode det andet medlemsland om tilladelse, kan et medlemslands
toldembedsmænd efter artikel 21, stk. 2, uden tilladelse
fortsætte en observation på et andet medlemslands territorium.
Det pågældende medlemslands toldmyndigheder skal omgående,
allerede mens observationen finder sted, underrettes om, at grænsen vil
blive passeret, og kan til enhver tid kræve, at observationen
standses.
Efter artikel 21, stk. 5, kan medlemslandene afgive
en erklæring, hvori de angiver, at de ikke er bundet af artikel 21
eller dele deraf. Danmark har afgivet en erklæring, hvorefter artikel
21 accepteres på følgende betingelse: »Observation over
grænserne uden forudgående tilladelse må kun finde sted i
henhold til artikel 21, stk. 2 og 3, hvis der er tungtvejende grunde til
at antage, at de observerede personer er involveret i en af de i artikel 19,
stk. 2, omhandlede overtrædelser, som kan medføre
udlevering«, jf. konventionens bilag.
Der gælder nogle fælles bestemmelser for
udførelsen af opgaver efter artikel 20 og 21, jf. artikel 20,
stk. 4, og artikel 21, stk. 3. De omhandlede embedsmænd skal
overholde lovgivningen i det medlemsland, på hvis område de
forfølger eller observerer, og de skal efterkomme påbud fra
myndighederne, på hvis område de opererer, og de har ikke adgang
til private boliger og steder, der ikke er tilgængelige for
offentligheden m.v..
Efter artikel 20, stk. 4, litra e) og artikel 21,
stk. 3, litra d) kan tjenestevåben medbringes, medmindre det
bistandssøgte medlemsland har fremsat en generel erklæring om,
at der aldrig må bringes tjenestevåben ind på dets
område, eller udtrykkelig har modsat sig dette. Tjenestevåben,
der kan medbringes, må kun anvendes i tilfælde af
nødværge. Det bemærkes, at danske toldere ikke er
bevæbnede. Derimod er tyske og visse svenske toldere
bevæbnede.
Det må antages, at der i de fleste tilfælde,
hvor det kommer på tale at fortsætte en observation på
dansk område, forinden vil blive indhentet tilladelse fra dansk politi
efter artikel 21, stk. 1. Det bør derfor være op til
politiet efter en konkret vurdering at tage stilling til, om der er grundlag
for at modsætte sig, at tjenestevåbnet kan medbringes.
Ved grænseoverskridende forfølgelse efter
artikel 20, stk. 1, samt ved grænseoverskridende observation i
hastende tilfælde efter artikel 21, stk. 2, hvor det ikke har
været muligt for de pågældende fremmede
toldembedsmænd at anmode om tilladelse til fortsat observation, er der
ikke grundlag for at modsætte sig, at der medbringes
tjenestevåben, hvis forfølgelsen eller observationen
fortsættes over landegrænsen, dvs. den dansk- tyske grænse
samt over Øresundsforbindelsen. I disse tilfælde vil det normalt
være meget vanskeligt at træffe foranstaltninger for at skaffe
sig af med tjenestevåbnene.
Er der derimod tale om, at forfølgelsen og
observationen fortsætter ind på dansk område med skib eller
fly bør udgangspunktet være, at der ikke kan medbringes
tjenestevåben. Det hænger sammen med, at det i sådanne
tilfælde normalt må antages at være muligt på
betryggende måde at deponere tjenestevåbnet. Der kan dog
foreligge særlige omstændigheder, hvor dette udgangspunkt
må fraviges. Det gælder f.eks. hvor det ikke måtte
være muligt at deponere våbnet på betryggende måde,
eller hvor den, der forfølges eller observeres, selv må antages
at være bevæbnet.
Danmark vil i forbindelse med ratifikationen af
konventionen afgive en erklæring i overensstemmelse med det
anførte over for de øvrige medlemslande.
Efter artikel 22, stk. 1, forpligter medlemslandene
sig til på begæring af et andet medlemsland at tillade
kontrollerede leverancer på sit område som led i en
strafferetlig efterforskning af overtrædelser, der kan medføre
udlevering. Kontrollerede leverancer er en efterforskningsteknik, der
indebærer, at forsendelser af mistænkelige eller ulovlige varer
ikke beslaglægges ved grænsen, men holdes under observation,
indtil de når bestemmelsesstedet. Derved får myndighederne
større mulighed for at afsløre, hvem der står bag
forsendelserne.
Efter artikel 23, stk. 1, kan et medlemsland efter
anmodning fra et andet medlemsland tillade, at embedsmænd fra dette
andet medlemslands toldmyndighed eller embedsmænd, der arbejder
på denne myndigheds vegne, opererer på dets område under
falsk identitet (diskrete undersøgelser). Medlemslandene kan
efter artikel 23, stk. 5, afgive en erklæring, hvori de angiver,
at de ikke er bundet af artikel 23 eller en del heraf.
Retsplejeloven indeholder bestemmelser om anvendelse af
diskrete undersøgelser som led i efterforskningen af kriminalitet. Det
er fastsat i loven, at sådanne undersøgelser alene må
udføres af polititjenestemænd. Der vil fra dansk side blive
afgivet en erklæring, hvori det vil blive anført, at Danmark
ikke er bundet af bestemmelsen.
Artikel 24 indeholder bestemmelser om fælles
særlige efterforskningshold, der giver medlemslandene mulighed for
efter fælles aftale at nedsætte sådanne
efterforskningshold. Det er præciseret, at deltagelse i et
efterforskningshold ikke giver de pågældende embedsmænd
udøvende beføjelser på et andet medlemslands
område.
3.6. Databeskyttelse (konventionens afsnit V)
Afsnittet indeholder en enkelt bestemmelse - artikel 25 -
der fastsætter, at toldmyndighederne i hvert enkelt tilfælde
tager hensyn til behovet for beskyttelse af personoplysninger, idet
bestemmelserne i Europarådets konvention fra 1981om beskyttelse af det
enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af
personoplysninger skal overholdes. Medlemslandene kan fastsætte
betingelser med hensyn til behandlingen af data i forbindelse med
videregivelse af oplysninger til et andet medlemsland. Personoplysninger
må af den modtagende myndighed kun benyttes til at forebygge og
efterforske overtrædelser af nationale toldbestemmelser, samt for at
forfølge og straffe overtrædelser af EF-toldbestemmelser og
nationale toldbestemmelser. Det videregivende medlemslands myndighed skal
påse, at oplysningerne er korrekte og ajourførte. I
øvrigt har en person ret til at modtage oplysning om hvilke
oplysninger, der er videregivet om den pågældende, i
overensstemmelse med den nationale lovgivning i det medlemsland, på
hvis område der anmodes om oplysninger.
Det kan bemærkes, at edb-baseret udveksling af
oplysninger mellem medlemslandene med henblik på bekæmpelse af
toldovertrædelser vil ske ved det såkaldte
toldinformationssystem. Bestemmelserne om toldinformationssystemet, herunder
bestemmelserne om beskyttelse af personoplysninger, er indeholdt i
konventionen af 26. juli 1995 om brug af informationsteknologi på
toldområdet (CIS-konventionen). Toldinformationssystemet i
CIS-konventionen anses som et nationalt dataregister, der er underlagt
databestemmelser.
3.7. Fortolkning af konventionen (konventionens afsnit VI)
Afsnittet indeholder en bestemmelse - artikel 26 - om De
Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence. Det er fastsat, at
Domstolen har kompetence til at afgøre alle tvister mellem
medlemslandene vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af Napoli
II-konventionen.
Endvidere har Domstolen kompetence til at afgøre
alle tvister mellem medlemslandene og Kommissionen vedrørende
fortolkningen og anvendelsen af Napoli II-konventionen.
Endelig kan Domstolen afgøre præjudicielle
spørgsmål, hvis medlemslandet accepterer det i en
erklæring (art. 26, stk. 4). I forbindelse med erklæringen skal
medlemslandet angive, om retten til forelæggelse for Domstolen skal
tilkomme alle nationale retsinstanser eller alene retsinstanser, hvis
afgørelser ikke kan ankes inden for det nationale system.
Danmark vil - som i forbindelse med tiltrædelsen af
Europol-konventionen - afgive en erklæring om, at alle danske
retsinstanser er berettiget til, men ikke forpligtet til, at anmode Domstolen
om at træffe præjudiciel afgørelse vedrørende et
spørgsmål, der rejses under en retssag ved denne ret, og som
angår fortolkningen af konventionen, når den
pågældende ret skønner, at en afgørelse er
nødvendig, før den afsiger en dom (artikel 26, stk. 5,
litra b)).
3.8. Gennemførelsesbestemmelser og afsluttende bestemmelser
(konventionens afsnit VII)
Afsnit VII (artikel 27-35) indeholder en række
generelle bestemmelser vedrørende konventionen og dens
ikrafttrædelse. Der er i artikel 27 en bestemmelse om fortrolighed,
hvorefter toldmyndighederne skal tage hensyn til behovet for hemmeligholdelse
af forundersøgelsen og derfor kan fastsætte betingelser for
anvendelsen af oplysninger, som de videregiver til et andet medlemsland. Det
er endvidere fastsat i artikel 28, at medlemslandene ikke er forpligtet til
at yde hinanden bistand, såfremt dette vil være til skade for det
pågældende lands offentlige orden eller andre væsentlige
interesser, eller når omfanget af den aktion, der anmodes om,
især i forbindelse med de særlige former for samarbejde i henhold
til afsnit IV, helt klart står i misforhold til grovheden af den
formodede overtrædelse.
Efter artikel 29 skal der normalt ikke gives
godtgørelse af udgifter, der påløber under
gennemførelsen af denne konvention.
Det følger af artikel 30 om forbehold, at
forpligtelser i henhold til andre aftaler og navnlig i henhold til
Schengen-konventionen ikke berøres af Napoli II-konventionen. Dette
indebærer, at de medlemslande, der deltager i Schengen-samarbejdet ikke
kan undgå mere bindende forpligtelser i henhold til
Schengen-konventionen ved at indgå mindre bindende forpligtelser i
henhold til Napoli II-konventionen.
I henhold til artikel 31 finder konventionen anvendelse
på Fællesskabets toldområde. Det indebærer bl.a., at
Færøerne og Grønland ikke er omfattet af konventionen. I
artikel 32 om konventionens ikrafttræden fastsættes, at
konventionen træder i kraft 90 dage efter, at det sidste af
medlemslandene har foretaget ratifikation om afslutningen af de procedurer,
der kræves for en vedtagelse af konventionen. Indtil konventionen
træder i kraft, kan medlemslandene - i forbindelse med meddelelsen til
Rådssekretariatet eller senere - erklære, at konventionen finder
anvendelse i deres forbindelser med de medlemslande, der har afgivet samme
erklæring. Danmark vil afgive en sådan erklæring om
midlertidig anvendelse af konventionen. Konventionen finder kun anvendelse
på begæringer, der fremsættes efter dens ikrafttræden
eller efter dens anvendelse i forbindelserne mellem det bistandsøgte
medlemsland og det bistandsøgende medlemsland.
4. Forholdet til grundloven
I forbindelse med Danmarks tiltræden af
Schengen-konventionen blev det overvejet, hvorvidt ordningen i henhold til
Schengen-konventionens artikel 40 og 41 om grænseoverskridende
forfølgelse og overvågning indebærer overladelse af
beføjelser til andre medlemslandes politimyndigheder.
I forarbejderne til Lov om Danmarks tiltrædelse af
Schengen-konventionen er det dog lagt til grund, at en tiltrædelse af
Schengen-konventionen ikke indebærer, at der overlades
beføjelser til andre medlemslandes politimyndigheder, som efter
grundlovens § 20 kun kan overlades til mellemfolkelige myndigheder, jf.
Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4694 f.f.
Bestemmelserne i Napoli II-konventionens artikel 20 om
grænseoverskridende forfølgelse (varm forfølgelse) og
artikel 21 om grænseoverskridende observation svarer i deres indhold
til Schengen-konventionens artikel 41, henholdsvis artikel 40, idet det
bemærkes, at der i henhold til Napoli II-konventionen også kan
ske forfølgelse på tværs af grænser i forbindelse
med sø- og lufterritoriet. Danmarks tiltrædelse af Napoli
II-konventionen kan derfor heller ikke antages at indebære, at der
overlades beføjelser til andre landes myndigheder, som efter
grundlovens § 20 kun kan overlades til mellemfolkelige myndigheder.
Efter artikel 26 i Napoli II-konventionen kan ethvert
medlemsland afgive en erklæring, hvorefter domstole i det
pågældende medlemsland kan anmode Domstolen om at træffe
præjudiciel afgørelse om fortolkning af konventionen om gensidig
bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne.
Domstolens afgørelser vedrørende fortolkning
af konventionen vil være bindende, men den endelige dom i sagen skal
afsiges af de danske domstole. Domstolens afgørelse vil således
ikke indebære en umiddelbar normering af parternes retstilling og vil
derfor ikke have den virkning i det interne danske retssystem, som er en
forudsætning for, at grundlovens § 20 finder anvendelse. Det
må derfor antages, at den fastsatte ordning i Napoli II-konventionen,
hvorefter Domstolen får kompetence til at træffe
præjudicielle afgørelser om fortolkningen af konventionen, ikke
indebærer en overladelse af beføjelser (her dømmende
myndighed) i grundlovens forstand.
5. Høring
Forslaget har været sendt til høring hos
Justitsministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet,
Udenrigsministeriet, Registertilsynet, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen,
Rigsadvokaten, Advokatrådet, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,
Foreningen af Registrerede Revisorer, Det Danske Center for
Menneskerettigheder, Dansk Industri, Landbrugsrådet,
Håndværksrådet, Det Danske Handelskammer, og
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Organisation/myndighed
Bemærkninger i høringssvar
Kommentarer til høringssvar
Advokatrådet
Ingen bemærkninger
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer
Har ikke afgivet bemærkninger
Foreningen af Registrerede Revisorer
Har ikke afgivet bemærkninger
Det Danske Center for Menneskerettigheder
Har henvist til den udtalelse, der blev afgivet i forbindelse
med EU-vedtagelsen af Den forklarende rapport til Napoli II-konventionen i
1998. Udtalelsen knytter sig især til den forklarende rapports
bemærkninger om behandlingen af personoplysninger.
Høringssvaret giver ikke anledning til
kommentarer
Dansk Industri
Har ikke afgivet bemærkninger
Landbrugsrådet
Har ikke afgivet bemærkninger
Håndværksrådet
Har ikke afgivet bemærkninger
Det Danske Handelskammer
Har ikke afgivet bemærkninger
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Har ikke afgivet bemærkninger
6. Provenumæssige konsekvenser
En gennemførelse af forslaget skønnes ikke
at have økonomiske konsekvenser.
7. Administrative konsekvenser for det offentlige
Forslaget skønnes ikke at medføre
nævneværdige administrative konsekvenser for Told*Skat.
8. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
9. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget har ingen økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Sammenfatning af økonomiske og administrative
konsekvenser
Positive konsekvenser
Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og
kommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, amter og
kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører EU-konventionen om gensidig
bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til stk. 1
Bestemmelsen i stk. 1, indebærer, at
Folketinget efter grundlovens § 19, stk. 1, giver samtykke til, at
regeringen på Danmarks vegne kan ratificere konventionen om gensidig
bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen).
Til stk. 2
Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at
bestemmelsen i konventionens artikel 26, stk. 5, litra b), om Domstolens
præjudicielle kompetence gælder her i landet på en
sådan måde, at alle danske retsinstanser er berettiget, men i
intet tilfælde forpligtet, til at anmode EF-domstolen om en
præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af
konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne,
når den pågældende ret skønner, at en
afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig,
før den afsiger sin dom.
Der henvises i øvrigt til forslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Til stk. 1
Det foreslås, at toldembedsmænd fra et andet
EU-land, der udfører opgaver i Danmark efter Napoli II-konventionens
artikel 20 og 21 har ret til at bære tjenestevåben efter
konventionens regler.
Konventionens artikel 20, stk. 4, litra e) og artikel
21, stk. 3, litra d) indebærer, at toldembedsmænd fra et
andet EU-land, som efter de nævnte bestemmelser udfører opgaver
vedrørende forfølgning og overvågning på et andet
medlemslands territorium, kan medtage deres tjenestevåben, medmindre
det bistandssøgte medlemsland har fremsat en generel erklæring
om, at der aldrig må bringes våben ind på dets territorium
eller det bistandsøgte medlemsland udtrykkelig har modsat sig dette.
Våbnene må kun benyttes i nødværge.
Danmark vil i forbindelse med ratifikationen afgive en
erklæring overfor de øvrige medlemslande, jf. nærmere
punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Retten til efter
den foreslåede bestemmelse at medbringe tjenestevåben skal
forstås i overensstemmelse med denne erklæring.
Tjenestevåben vil som nævnt alene kunne
anvendes i tilfælde af nødværge. Bl.a. som følge
af, at andre medlemslandes toldembedsmænd efter konventionen ikke vil
kunne standse borgere eller i øvrigt udøve fysisk magt i
Danmark, må det antages, at sådanne
nødværgesituationer kun yderst sjældent vil kunne
opstå.
Til stk. 2
Efter Napoli II-konventionens artikel 19, stk. 8,
skal embedsmænd, der efter bestemmelserne i konventionens afsnit IV om
grænseoverskridende samarbejde udfører opgaver på et andet
medlemslands område, sidestilles med dette medlemslands egne
embedsmænd for så vidt angår overtrædelser, som de
bliver ofre for eller selv begår.
Det er almindelig antaget, at bestemmelserne i
straffelovens kapitel 14 og 16 om henholdsvis forbrydelser mod den offentlige
myndighed og forbrydelser i offentlig tjeneste ikke omfatter udenlandske
myndigheder, medmindre andet er udtrykkelig fastsat.
På denne baggrund foreslås det, at de
nævnte bestemmelser i straffeloven også gælder, når
forholdet er begået mod eller af toldembedsmænd fra et andet
EU-medlemsland under udførelse af opgaver i henhold til konventionens
afsnit IV. Dette indebærer f.eks., at vold eller trussel om vold mod en
embedsmand fra et andet EU-medlemsland, der udfører opgaver efter
konventionens afsnit IV, vil kunne straffes efter straffelovens § 119,
stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse omfatter efter sit
indhold alle bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 og 16. Det er dog
selvsagt en forudsætning, at den enkelte bestemmelse efter sit eget
indhold kan finde anvendelse. F.eks. vil straffelovens § 148 om den, som
har domsmyndighed eller anden offentlig myndighed til at træffe
afgørelse i retsforhold, ikke kunne anvendes på andre
medlemslandes toldembedsmænd. Det skyldes, at Napoli II-konventionen
ikke hjemler nævnte toldembedsmænd sådanne
beføjelser her i landet.
Til stk. 3
Efter Napoli II-konventionens artikel 19, stk. 5, er
embedsmænd, der udfører opgaver i henhold til konventionens
afsnit IV på et andet EU-medlemslands område,
erstatningsansvarlige efter den lovgivning, der gælder i det
sidstnævnte medlemsland. Efter bestemmelsen er det myndighederne i det
medlemsland, hvor skaden sker, som umiddelbart udbetaler erstatningen til
skadelidte. Dette medlemsland modtager fuld erstatning fra det medlemsland,
hvis embedsmænd har forvoldt skade, for de beløb, den har
udbetalt til de skadelidte eller andre berettigede personer eller
institutioner.
Da der er tale om en rettighed for borgerne over for den
danske stat, er det fundet rigtigst, at der optages en udtrykkelige
bestemmelse herom i loven. Det må dog antages, at bestemmelsen vil
få meget begrænset praktisk betydning.
Efter den foreslåede bestemmelse udbetales
erstatningen af skatteministeren.
Til § 3
Indtil Napoli II-konventionen træder i kraft kan
ethvert medlemsland, der har tiltrådt konventionen, efter artikel 32,
stk. 4, afgive en erklæring til Rådssekretariatet om, at
konventionen midlertidigt finder anvendelse i dets forbindelser med de
medlemslande, der har afgivet den samme erklæring. Det foreslås,
at skatteministeren bemyndiges til at afgive en sådan erklæring
om midlertidig anvendelse af konventionen, således at konventionen kan
finde anvendelse over for de medlemslande, der har afgivet en tilsvarende
erklæring. Dette indebærer, at konventionens bestemmelser kan
anvendes i forhold til de omhandlede andre medlemslande inden den
træder i kraft. Konventionen træder først i kraft,
når den er ratificeret af alle medlemslande.
Bestemmelsen i konventionens artikel 26 om Domstolens
kompetence vil dog ikke være omfattet af en sådan
erklæring.
Til § 4
Til stk.1
Efter Napoli II-konventionens artikel 5, stk, 1, udpeger
hvert medlemsland en såkaldt central koordineringstjeneste, der skal
modtage alle anmodninger om gensidig bistand i henhold til konventionen om
gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne, samt sikre
koordineringen af den gensidige bistand, jf. konventionens artikel 5,
stk. 1. Det fastsættes i bestemmelsen, at Told- og Skattestyrelsen
er den centrale koordineringstjeneste i Danmark.
Til stk. 2
Efter konventionens artikel 25, stk. 2, litra i)
fastsætter hver enkelt medlemsland passende foranstaltninger for ved
effektiv kontrol at sikre, at bestemmelserne om databeskyttelse ved
dataudveksling overholdes. De enkelte medlemslande kan overlade disse
kontrolopgaver til den nationale tilsynsmyndighed, der er omhandlet i artikel
17 i konventionen om brug af informationsteknologi på toldområdet
(CIS-konventionen).
På denne baggrund foreslås det, at
Registertilsynet udpeges som tilsynsmyndighed med henblik på at sikre
en effektiv kontrol med anvendelsen af bestemmelserne om databeskyttelse ved
dataudveksling. Tilsynet omfatter ikke kun videregivelse af edb-registrerede
oplysninger, men også videregivelse af f.eks. registrerede, manuelle
oplysninger.
Til § 5
Det foreslås, at toldlovens § 66 ophæves.
Toldlovens § 66 indeholder en henvisning til konventionen af 7.
september 1967 mellem EU s medlemsstater om gensidig bistand mellem deres
toldadministrationer (Napoli I-konventionen). Efter artikel 32, stk. 6,
i konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne
(Napoli II-konventionen) ophæves Napoli I-konventionen på datoen
for Napoli II-konventionens ikrafttræden. Vedtagelsen af dette
lovforslag indebærer, at en bestemmelse om Napoli II-konventionen ikke
er nødvendig i toldloven.
Til § 6
Det foreslås, at bestemmelsen i lovens § 1,
stk. 1, hvorefter regeringen bemyndiges til at ratificere Napoli
II-konventionen på Danmarks vegne, træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Medlemslandenes erklæring efter Napoli
II-konventionens artikel 20 og 21, om i hvilket omfang toldembedsmænd
fra andre medlemslande har ret til at bære tjenestevåben, samt
medlemslandenes erklæring efter konventionens artikel 32, stk. 4,
om konventionens eventuelle anvendelse i forbindelserne med andre
medlemslande, der har afgivet tilsvarende erklæring, skal afgives ved
ratifikationen af konventionen. Det er på denne baggrund
foreslået, at bestemmelsen i lovforslagets § 2, stk. 1, om
retten til for toldembedsmænd fra andre EU-lande at bære
tjenestevåben, samt bestemmelsen i lovforslagets § 3 om, at
skatteministeren bemyndiges til at afgive en erklæring om, at
konventionen finder anvendelse i Danmarks forbindelser med medlemslande, der
har afgivet tilsvarende erklæring, ligeledes træder i kraft dagen
efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.
Napoli II-konventionen træder efter artikel 32 i
kraft 90 dage efter, at det sidste medlemsland har foretaget ratifikation af
konventionen. På denne baggrund foreslås det, at
ikrafttrædelsestidspunktet for lovens øvrige bestemmelser
fastsættes af skatteministeren.
Til § 7
I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland.
1) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
2) EFT L 302 af 19.10.1992, s. 2.
3) EFT L 1 af 1.1.1995, s. 181.
4) EFT L 17 af
21.1.1997, s. 2.
Lignende dokumenter
- Lov om Danmarks tiltrædelse af konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen) Retsinformation · 8. juni 2001
- Forslag til Lov om Danmarks tiltrædelse af konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen) Retsinformation · 15. maj 2001
- Betænkning over Forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen) Retsinformation · 4. maj 2001
- Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000) - L 39 Retsinformation · 4. oktober 2000
- Bekendtgørelse af aftale af 21. marts 2001 med Tyskland om politimæssigt samarbejde i grænseområderne Retsinformation · 27. marts 2001
- Forslag til Lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen (Rådsafgørelse om ændring af artikel 40, stk. 1 og 7, i Schengenkonventionen) Retsinformation · 28. november 2002