Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om Danmarks tiltrædelse af konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen).

2000/1 LSF 39Lovforslag som fremsatSkatteministeriet4. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 4. oktober 2000 af

skatteministeren (Ole Stavad)

Forslag

til

Lov om Danmarks tiltrædelse af

konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne

(Napoli II-konventionen).

§ 1.

Konventionen af 18. december 1997 om gensidig bistand og

samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen), jf. bilag 1 til

denne lov, kan ratificeres på Danmarks vegne.

Stk. 2.

Konventionens artikel 26, stk. 5, litra b

gælder her i landet. Præjudiciel forelæggelse kan foretages

af enhver retsinstans.

§ 2.

Toldembedsmænd fra et andet EU-medlemsland, der

udfører opgaver i Danmark efter artikel 20 og 21 i konventionen om

gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne, har ret til at

bære tjenestevåben efter konventionens regler.

Stk. 2.

Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om

forbrydelser mod den offentlige myndighed og kapitel 16 om forbrydelser i

offentlig tjeneste eller hverv finder også anvendelse, når

forholdet er begået mod eller af en toldembedsmand fra et andet

EU-medlemsland under udførelse af opgaver i Danmark efter afsnit IV i

den i stk. 1 nævnte konvention.

Stk. 3.

Forvolder toldembedsmænd fra et andet

medlemsland under udførelse af opgaver i Danmark efter afsnit IV i den

Læs alt

i stk. 1 nævnte konvention skader, som efter dansk ret

medfører erstatningspligt, udbetales erstatning af

skatteministeren.

§ 3.

Skatteministeren kan i medfør af artikel 32,

stk. 4, i konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem

toldmyndighederne afgive en erklæring om, at konventionen finder

anvendelse i Danmarks forbindelser med de medlemslande, der har afgivet

tilsvarende erklæring.

§ 4.

Told- og Skattestyrelsen er den centrale tjeneste

(koordineringstjeneste) efter artikel 5, stk. 1, i konventionen om

gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne.

Stk. 2. Registertilsynet er tilsynsmyndighed efter

konventionens artikel 25.

§ 5.

I toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 113 af 27.

februar 1996, som senest ændret ved § 7 i lov nr. 165 af 15. marts

2000, ophæves § 66.

§ 6.

Lovens §1, stk. 1, § 2, stk. 1 og § 3

træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af

lovens øvrige bestemmelser.

§ 7.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.

Bilag 1

RÅDETS RETSAKT

af 18. december 1997

om udarbejdelse, på grundlag af artikel K.3 i

traktaten om Den Europæiske Union, af konventionen om gensidig bistand

og samarbejde mellem toldmyndighederne

(98/C 24/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig

artikel K.3, stk. 2, litra c), og

som tager i betragtning, at medlemsstaterne med henblik på

virkeliggørelsen af Unionens målsætninger betragter

toldsamarbejdet som et spørgsmål af fælles interesse, der

falder ind under det samarbejde, der er indledt i henhold til traktatens

afsnit VI,

FASTLÅR, at den hertil knyttede konvention, som

repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer har undertegnet dags

dato, hermed er udarbejdet, og

ANBEFALER medlemsstaterne at vedtage den i overensstemmelse med deres

forfatningsmæssige bestemmelser.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 1997.

På Rådets vegne

F. BODEN

Formand

KONVENTION

Udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om

Den Europæiske Union, om gensidig bistand og samarbejde mellem

toldmyndighederne

DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER i denne konvention, Den

Europæiske Unions medlemsstater,

SOM HENVISER til Rådets retsakt af 18. december 1997,

SOM ERINDRER om behovet for at skærpe forpligtelserne i henhold til

konventionen om gensidig bistand mellem toldforvaltningerne undertegnet i

Rom, den 7. september 1967,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at toldmyndighederne på Fællesskabets

toldområde og navnlig ved dets ind- og udgangssteder har ansvaret for

at forebygge, efterforske og bekæmpe overtrædelser ikke blot af

Fællesskabets retsforskrifter, men også af nationale love,

særlig de tilfælde, der er omfattet af artikel 36 og 223 i

traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at det voksende omfang af den ulovlige handel af

enhver art udgør en alvorlig trussel mod den offentlige sundhed,

sædelighed og sikkerhed,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at særlig former for samarbejde, der

indebærer grænseoverskridende aktioner med henblik på at

forebygge, efterforske og forfølge visse overtrædelser af

såvel medlemsstaternes nationale lovgivning som EF-toldbestemmelserne,

bør reguleres, og at sådanne grænseoverskridende aktioner

altid skal gennemføres under overholdelse af legalitetsprincippet (de

skal overholde gældende lovgivning i den bistandssøgte

medlemsstat og instrukser fra de kompetente myndigheder i denne medlemsstat),

nærhedsprincippet (sådanne aktioner bør kun

iværksættes, hvis det viser sig, at andre, mindre

vidtrækkende aktioner ikke er velegnede) og proportionalitetsprincippet

(aktionens omfang og varighed skal fastsættes under hensyn til

grovheden af den formodede overtrædelse),

SOM ER OVERBEVIST, om det er nødvendigt at styrke samarbejdet

mellem toldmyndighederne ved at fastlægge procedurer, som gør

det muligt for toldmyndighederne at handle i fællesskab og udveksle

oplysninger om ulovlig handel,

SOM ER OPMÆRKSOMME på, at toldmyndighederne i deres daglige

arbejde skal administrere såvel fællesskabsforskrifter som

nationale forskrifter, og at der derfor er et åbenbart behov for at

sikre, at bestemmelserne om gensidig bistand og samarbejde inden for begge

disse sektorer så vidt muligt udvikles sideløbende,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1. Med forbehold af Fællesskabets kompetence yder

Den Europæiske Unions medlemsstater via deres toldmyndigheder hinanden

gensidig bistand og samarbejder med hinanden for at:

- forebygge of efterforske overtrædelser af nationale

toldbestemmelser, og

- forfølge og straffe overtrædelser af EF-toldbestemmelser

og nationale toldbestemmelser.

2. Denne konvention berører ikke gældende

bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager mellem retlige

myndigheder, jf. dog artikel 3, eller mere fordelagtige bestemmelser i

gældende bilaterale eller multilaterale aftaler mellem medlemsstaterne

vedrørende det i stk. 1 omhandlede samarbejde mellem toldmyndighederne

eller andre kompetente myndigheder i medlemsstaterne samt arrangementer, der

er indgået på samme område på grundlag af en ensartet

lovgivning eller særlig ordning, som foreskriver gensidig anvendelse af

foranstaltninger i forbindelse med gensidig bistand.

Artikel 2

Kompetence

Toldmyndighederne anvender denne konvention inden for

rammerne af den kompetence, som de har i henhold til nationale bestemmelser.

Intet i denne konvention kan fortolkes som en ændring i den kompetence,

der efter nationale bestemmelser er tillagt toldmyndighederne som defineret i

denne konvention.

Artikel 3

Forholdet til gensidig retshjælp mellem retlige

myndigheder

1. Denne konvention omfatter gensidig bistand og

samarbejde som led i strafferetlige undersøgelser af

overtrædelser af nationale toldbestemmelser og EF-toldbestemmelser, med

hensyn til hvilke den bistandssøgende myndighed har kompetence i

medfør af den berørte medlemsstats nationale bestemmelser.

2. Hvis en strafferetlig undersøgelse foretages af

eller under ledelse af en retlig myndighed, er det denne myndighed, der

bestemmer, om anmodninger om gensidig bistand eller samarbejde i forbindelse

hermed skal indgives på grundlag af de relevante bestemmelser om

gensidig retshjælp i straffesager eller på grundlag af denne

konvention.

Artikel 4

Definitioner

I denne konvention forstås ved:

1) »nationale toldbestemmelser«: alle en medlemsstats love eller

administrative bestemmelser, for hvis anvendelse toldmyndighederne i

medlemsstaten er helt eller delvist ansvarlige, for så vidt

angår:

- grænseoverskridende vareforsendelser, der er underlagt forbud,

restriktioner eller kontrolforanstaltninger, særlig i henhold til

artikel 36 og 223 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab

- ikke-harmoniserede punktafgifter

2) »EF-toldbestemmelser«:

- samtlige fællesskabsbestemmelser og bestemmelser, der er

vedtaget til gennemførelse af fællesskabsbestemmelser,

vedrørende indførsel, udførsel, forsendelse og

opbevaring af varer, der er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne og

tredjelande samt mellem medlemsstaterne indbyrdes for så vidt

angår varer, der ikke har status som fællesskabsvarer efter

artikel 9, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab, eller som skal kontrolleres eller undersøges

yderligere for at få fastslået deres status som

fællesskabsvarer

- samtlige bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan

inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, og specifikke

bestemmelser, der er truffet vedrørende varer, som er frembragt ved

forarbejdning af landbrugsprodukter

- samtlige bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan

vedrørende harmoniserede punktafgifter og vedrørende

merværdiafgift ved indførslen, samt de nationale

gennemførelsesbestemmelser hertil

3) »overtrædelser«: handlinger i strid med de nationale

toldbestemmelser eller EF-toldbestemmelserne, herunder bl. a.:

- deltagelse i eller forsøg på sådanne

overtrædelser

- deltagelse i en kriminel organisation, der begår sådanne

overtrædelser

- hvidvaskning af penge, som hidrører fra de

overtrædelser, der er nævnt i dette stykke

4) »gensidig bistand«: bistand mellem toldmyndigheder i henhold til

denne konvention

5) »bistandssøgende myndighed«: en medlemsstats kompetente

myndighed, som fremsætter anmodning om bistand

6) »bistandssøgt myndighed«: en medlemsstats kompetente

myndighed, til hvilken der rettes anmodning om bistand

7) »toldmyndigheder«: medlemsstaternes toldmyndigheder samt andre

myndigheder, der har beføjelse til at gennemføre denne

konventions bestemmelser

8) »personoplysninger«: alle oplysninger om en identificeret eller

identificerbar fysisk person; ved en identificerbar person forstås en

person, der kan identificeres direkte eller indirekte, bl. a. ved et

identifikationsnummer eller et eller flere specifikke kendetegn med hensyn

til den pågældende fysiske, fysiologiske, psykiske,

økonomiske, kulturelle eller sociale identitet

9) »grænseoverskridende samarbejde«: samarbejde mellem

toldmyndighederne på tværs af den enkelte medlemsstats

grænser.

Artikel 5

Centrale koordineringstjenester

1. Medlemsstaterne udpeger en central tjeneste

(koordineringstjeneste) inden for deres toldmyndigheder. Denne skal modtage

alle anmodninger om gensidig bistand i medfør af denne konvention og

sikre koordineringen af den gensidige bistand, jf. dog stk. 2. Den har

også ansvaret for samarbejde med andre myndigheder, der medvirker ved

ydelse af bistand i medfør af denne konvention. Medlemsstaternes

koordineringstjenester står i den fornødne direkte kontakt med

hinanden, navnlig i de i afsnit IV omhandlede tilfælde.

2. De centrale koordineringstjenesters virke udelukker

ikke et direkte samarbejde mellem andre tjenestegrene inden for

medlemsstaternes toldmyndigheder, navnlig i hastetilfælde. For at

opnå effektivitet og sammenhæng skal de centrale

koordineringstjenester underrettes om enhver foranstaltning, der

indebærer et sådant direkte samarbejde.

3. Hvis toldmyndigheden ikke er kompetent eller kun er

delvis kompetent til at behandle en bistandsanmodning, videregiver den

centrale koordineringstjeneste anmodningen til den kompetente nationale

myndighed, og underretter den bistandssøgende myndighed herom.

4. Hvis anmodningen ikke kan efterkommes af retlige eller

faktiske årsager, returnerer koordineringstjenesten anmodningen til den

bistandssøgende myndighed, vedlagt en begrundelse for afslaget.

Artikel 6

Forbindelsesofficerer

1. Medlemsstaterne kan indgå indbyrdes aftaler om

udveksling af forbindelsesofficerer på begrænset eller

ubegrænset tid og på betingelser, som er aftalt indbyrdes.

2. Forbindelsesofficerer har ingen udøvende

beføjelser i værtslandet.

3. Med henblik på at fremme samarbejdet mellem

medlemsstaternes toldmyndigheder kan forbindelsesofficerer, efter aftale med

eller på anmodning af medlemsstaternes kompetente myndigheder, have til

opgave at:

a) fremme og fremskynde udvekslingen af oplysninger mellem

medlemsstaterne

b) yde assistance ved undersøgelser, der vedrører deres

hjemland eller den medlemsstat, de repræsenterer

c) yde støtte ved behandlingen af bistandsanmodninger

d) rådgive og yde assistance til værtslandet i forbindelse

med forberedelse og gennemførelse af grænseoverskridende

operationer

e) udføre andre opgaver, som medlemsstaterne måtte vedtage

indbyrdes.

4. Medlemsstaterne kan bilateralt eller multilateralt

aftale forbindelsesofficerernes mandat og placering. Forbindelsesofficerer

kan også repræsentere en eller flere andre medlemsstaters

interesser.

Artikel 7

Legitimationspligt

Medmindre andet er bestemt i denne konvention, skal

embedsmænd fra en bistandssøgende myndighed, der opholder sig i

en anden medlemsstat med henblik på udøvelse af de rettigheder,

der følger af denne konvention, til enhver tid kunne forevise en

skriftlig fuldmagt, hvoraf deres identitet og officielle adkomst til at

medvirke i sagen fremgår.

AFSNIT II

BISTAND EFTER ANMODNING

Artikel 8

Principper

1. Ved ydelse af bistand efter dette afsnit optræder

den bistandssøgte myndighed eller den kompetente myndighed, som

førstnævnte har indbragt sagen for, på samme måde,

som hvis den handlede på egne vegne eller efter anmodning fra en anden

myndighed i sit hjemland. Den udnytter med henblik herpå alle de

retlige beføjelser, den har i henhold til gældende ret, for at

efterkomme anmodningen.

2. Den bistandssøgte myndighed lader denne bistand

omfatte alle omstændigheder i forbindelse med overtrædelsen, der

har en klar sagssammenhæng med formålet med anmodningen, uden at

det er nødvendigt at fremsætte en supplerende anmodning. I

tvivlstilfælde retter den bistandssøgte myndighed først

henvendelse herom til den bistandssøgende myndighed.

Artikel 9

Bistandsanmodningers form og indhold

1. Anmodninger om bistand fremsættes altid

skriftligt og vedlægges den dokumentation, som er nødvendig for

at efterkomme den.

2. Anmodninger efter stk. 1 skal ledsages af

følgende oplysninger:

a) navn på den bistandssøgende myndighed

b) den foranstaltning, der ønskes iværksat

c) formålet med og begrundelsen for anmodningen

d) relevante love, regler og andre retsinstrumenter

e) så nøjagtige og udtømmende oplysninger som

muligt om de fysiske eller juridiske personer, der er genstand for

undersøgelsen

f) et sammendrag af sagens omstændigheder, undtagen i de i

artikel 13 nævnte tilfælde.

3. Anmodningerne fremsættes på et officielt

sprog i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat eller på et for

denne myndighed acceptabelt sprog.

4. Når en hastende situation kræver det,

accepteres mundtlige anmodninger, men de skal omgående bekræftes

skriftligt.

5. Hvis anmodningen ikke opfylder de formelle krav, kan

den bistandssøgte myndighed anmode om, at den rettes eller suppleres.

Foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme anmodningen, kan

iværksættes i mellemtiden.

6. Den bistandssøgte myndighed indvilger i at

anvende en bestemt procedure efter anmodning, forudsat denne procedure ikke

er i strid med love og administrative bestemmelser i den bistandssøgte

medlemsstat.

Artikel 10

Anmodning om oplysninger

1. På anmodning af den bistandssøgende

myndighed meddeler den bistandssøgte myndighed denne enhver oplysning,

som gør det muligt for førstnævnte myndighed at

forebygge, efterforske og straffe overtrædelser.

2. I forbindelse med meddelelsen af oplysninger

vedlægges der rapporter og andre dokumenter, eller bekræftede

genparter eller uddrag heraf, der ligger til grund for de meddelte

oplysninger, og som den bistandssøgte myndighed er i besiddelse af,

eller som er udarbejdet eller fremskaffet med henblik på at efterkomme

anmodningen om oplysninger.

3. Efter aftale mellem den bistandssøgende og den

bistandssøgte myndighed kan embedsmænd, der er bemyndiget af

førstnævnte myndighed, efter nærmere anvisning fra den

bistandssøgte myndighed indhente oplysninger efter stk. 1 i den

bistandssøgte medlemsstats kontorer. Dette gælder alle

oplysninger, der fremgår af den dokumentation, som de ansatte i disse

kontorer har adgang til. Disse embedsmænd har tilladelse til at tage

kopier af sådan dokumentation.

Artikel 11

Anmodning om overvågning

På anmodning af den bistandssøgende myndighed

skal den bistandssøgte myndighed så vidt muligt foretage eller

foranledige særlig overvågning af personer, om hvem der er

alvorlig grund til at antage, at de har begået, er i færd med at

begå eller har truffet forberedelser til at begå

overtrædelser af de nationale toldbestemmelser eller af

EF-toldbestemmelserne. På anmodning af den bistandssøgende

myndighed overvåger den bistandssøgte myndighed ligeledes

steder, transportmidler og varer, der har sammenhæng med aktiviteter,

som kan være i strid med de nævnte toldbestemmelser.

Artikel 12

Anmodning om undersøgelser

1. På anmodning af den bistandssøgende

myndighed foretager eller foranlediger den bistandssøgte myndighed

passende undersøgelser af transaktioner, der er, eller forekommer den

bistandssøgende myndighed at være, overtrædelser.

Den bistandssøgte myndighed meddeler den

bistandssøgende myndighed resultaterne af disse undersøgelser.

Artikel 10, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

2. Efter aftale mellem den bistandssøgende og den

bistandssøgte myndighed kan embedsmænd udpeget af den

bistandssøgende myndighed være til stede under

undersøgelserne efter stk. 1. Embedsmænd fra den

bistandssøgte myndighed leder undersøgelserne under hele

forløbet. Embedsmænd fra den bistandssøgende myndighed

må ikke på eget initiativ gøre brug af de

beføjelser, der er tillagt embedsmænd fra den

bistandssøgte myndighed.

De har dog adgang til samme lokaler og samme dokumenter

som sidstnævnte, ved disses mellemkomst og udelukkende til brug for de

igangværende undersøgelser.

Artikel 13

Forkyndelse

1. På anmodning af den bistandssøgende

myndighed skal den bistandssøgte myndighed, under iagttagelse af de

gældende regler i den medlemsstat, hvor den er hjemmehørende,

forkynde eller lade forkynde for adressaten alle dokumenter eller

afgørelser hidrørende fra de kompetente myndigheder i den stat,

hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende,

vedrørende anvendelsen af denne konvention.

2. Anmodninger om forkyndelse med angivelse af indholdet i

det dokument eller den afgørelse, der ønskes forkyndt, skal

ledsages af en oversættelse til det eller et af de officielle sprog i

den medlemsstat, hvor den bistandssøgte myndighed er

hjemmehørende, idet sidstnævnte dog har ret til at give afkald

på en sådan oversættelse.

Artikel 14

Anvendelse som bevismidler

De konstateringer, attester, oplysninger, dokumenter,

bekræftede genparter og anden dokumentation, som embedsmænd fra

den bistandssøgte myndighed fremskaffer i henhold til deres nationale

lovgivning og videregiver til den bistandssøgende myndighed i

forbindelse med ydelse af bistand efter artikel 10 12, kan i henhold til den

nationale lovgivning anvendes som bevismidler af de kompetente instanser i

den medlemsstat, hvor den bistandssøgende myndighed er

hjemmehørende.

AFSNIT III

BISTAND UDEN FORUDGÅENDE ANMODNING

Artikel 15

Princip

Den enkelte medlemsstats kompetente myndigheder yder

på betingelserne i artikel 16 og 17, og under iagttagelse af eventuelle

begrænsninger i den nationale lovgivning, de øvrige

medlemsstaters kompetente myndigheder bistand, uden at sidstnævnte

på forhånd har anmodet herom.

Artikel 16

Overvågning

Den enkelte medlemsstats kompetente myndigheder skal, hvis

det tjener til at forebygge, efterforske og straffe overtrædelser i en

anden medlemsstat,

a) så vidt muligt foretage den i artikel 11 omhandlede

særlige overvågning eller foranledige en sådan

overvågning

b) meddele de øvrige berørte medlemsstaters kompetente

myndigheder de oplysninger, navnlig rapporter og andre dokumenter eller

bekræftede genparter eller uddrag heraf, som de råder over

vedrørende transaktioner, der har sammenhæng med en planlagt

eller begået overtrædelse.

Artikel 17

Meddelelser uden forudgående anmodning

Den enkelte medlemsstats kompetente myndigheder meddeler

straks de øvrige berørte medlemsstaters kompetente myndigheder

alle relevante oplysninger om planlagte eller begåede

overtrædelser, herunder navnlig oplysninger om de deraf berørte

varer og om nye midler og metoder, der benyttes til at begå

sådanne overtrædelser.

Artikel 18

Anvendelse som bevismidler

Overvågningsrapporter og oplysninger, som

embedsmænd i en medlemsstat fremskaffer og fremsender til en anden

medlemsstat i forbindelse med bistand uden forudgående anmodning efter

artikel 15 17, kan i overensstemmelse med den nationale lovgivning anvendes

som bevismidler af de kompetente instanser i den medlemsstat, der modtager

oplysningerne.

AFSNIT IV

SÆRLIGE FORMER FOR SAMARBEJDE

Artikel 19

Principper

1. Toldmyndighederne samarbejder på tværs af

grænserne i overensstemmelse med dette afsnit. De yder hinanden den

fornødne personalemæssige og organisatoriske assistance.

Anmodninger om samarbejde skal i princippet fremsættes i form af

anmodninger om bistand efter artikel 9. Embedsmænd fra den

bistandssøgende myndighed kan med den bistandssøgte myndigheds

tilladelse udføre opgaver på den bistandssøgte stats

område i de konkrete tilfælde, der er nævnt i dette

afsnit.

Koordineringen og planlægningen af

grænseoverskridende operationer varetages af de i artikel 5 omhandlede

centrale koordineringstjenester.

2. Grænseoverskridende samarbejde efter stk. 1 kan

gennemføres med henblik på at forebygge, efterforske og straffe

overtrædelser i forbindelse med:

a) ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, våben,

ammunition, sprængstoffer, kulturgenstande, farligt og giftigt affald,

nukleart materiale eller stoffer og udstyr, der er beregnet til fremstilling

af atomvåben, biologiske og/eller kemiske våben (forbudte

varer)

b) handel med de stoffer, der er opført i tabel I og II i De

Forenede Nationers konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope

stoffer, og som er beregnet til ulovlig fremstilling af narkotika

(prækursorer)

c) ulovlig grænseoverskridende handel med afgiftspligtige varer

for at unddrage sig afgiftspligten eller for på uretmæssig vis at

opnå en offentlig økonomisk ydelse i forbindelse med ind- eller

udførsel af de pågældende varer, når der på

grund af handelens omfang og den dermed forbundne afgifts- og

subventionsrisiko er fare for, at de Europæiske Fællesskabers

eller medlemsstaternes budgetter påføres betydelige udgifter

d) al anden handel med varer, de er forbudt i henhold til

EF-toldbestemmelserne eller de nationale toldbestemmelser.

3. Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet

til at indgå i de særlige former for samarbejde, som er omhandlet

i dette afsnit, hvis den form for undersøgelse, hvorom der anmodes, er

i strid med eller ikke er omfattet af den nationale lovgivning i den

bistandssøgte medlemsstat.

Omvendt er den bistandssøgende myndighed af samme

grund berettiget til at afvise en tilsvarende form for

grænseoverskridende samarbejde, som en myndighed i den

bistandssøgte medlemsstat anmoder om.

4. Hvis medlemsstaternes nationale lovgivning indeholder

krav herom, anmoder de berørte myndigheder deres nationale retlige

myndigheder om tilladelse til at gennemføre de planlagte

undersøgelser. Hvis de kompetente retlige myndigheder kun giver deres

tilladelse på visse betingelser og med visse forbehold, påser de

berørte myndigheder, at disse betingelser og forbehold overholdes ved

gennemførelsen af undersøgelserne.

5. Når embedsmænd fra en medlemsstat i

medfør af dette afsnit udfører opgaver på en anden

medlemsstats område og ved deres aktion forvolder skade i denne

medlemsstat, erstatter den medlemsstat, på hvis område skaden er

forvoldt, skaden i overensstemmelse med sin nationale lovgivning på

samme måde, som hvis skaden var forvoldt af dens egne

embedsmænd.

Denne medlemsstat modtager fuld erstatning fra den

medlemsstat, hvis embedsmænd har forvoldt skaden, for de beløb,

den har udbetalt til de skadelidte eller andre berettigede personer eller

institutioner.

6. Uanset forpligtelsen til at erstatte skader i henhold

til stk. 5, anden punktum, giver hver enkelt medlemsstat i det i stk. 5,

første punktum, nævnte tilfælde afkald på at

kræve skadeserstatning fra en anden medlemsstat, dog med forbehold af

dens eventuelle rettigheder over for tredjemand.

7. Oplysninger, som embedsmænd er kommet i

besiddelse af under grænseoverskridende samarbejde efter artikel 20 24,

kan i overensstemmelse med den nationale lovgivning og med forbehold af

særlige betingelser, som stilles af de kompetente myndigheder i den

stat, hvor oplysningerne er indhentet, anvendes som bevismidler af de

kompetente myndigheder i den medlemsstat, der har modtaget oplysningerne.

8. Under gennemførelsen af de aktioner, der er

omhandlet i artikel 20 24, sidestilles embedsmænd, der udfører

opgaver på en anden medlemsstats område, med denne medlemsstats

egne embedsmænd for så vidt angår overtrædelser, som

de bliver ofre for eller selv begår.

Artikel 20

Forfølgelse over grænserne

1. Hvis en medlemsstats toldembedsmænd i deres egen

stat har optaget forfølgelse af en person, der er antruffet på

fersk gerning i færd med at begå en af de i artikel 19, stk. 2,

omhandlede overtrædelser, som kan medføre udlevering, eller

medvirke til en sådan overtrædelse, kan de fortsætte

forfølgelsen ind på en anden medlemsstats område uden

forinden at have indhentet tilladelse hertil, når der ikke inden

grænsepassagen var tid til at underrette den anden medlemsstats

kompetente myndigheder, eller når disse myndigheder ikke kunne nå

frem i tide til at overtage forfølgelsen.

De forfølgende embedsmænd skal senest ved

grænsepassagen tage kontakt med de kompetente myndigheder i den

medlemsstat, på hvis område forfølgelsen fortsættes.

Forfølgelsen indstilles, så snart den medlemsstat, på hvis

område forfølgelsen finder sted, kræver det. De kompetente

myndigheder i denne medlemsstat skal på anmodning af de

forfølgende embedsmænd pågribe den forfulgte og

fastslå vedkommendes identitet eller anholde ham. Medlemsstaterne

meddeler depositaren, hvilke forfølgende embedsmænd denne

bestemmelse omfatter; depositaren gør de øvrige medlemsstater

bekendt hermed.

2. Forfølgelsen foregår på

følgende betingelser, som er fastlagt i den i stk. 6 omhandlede

erklæring:

a) De forfølgende embedsmænd har ikke ret til at standse

den forfulgte.

b) Hvis forfølgelsen ikke er krævet indstillet, og de

kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område

forfølgelsen finder sted, ikke kan overtage forfølgelsen i

tide, kan de forfølgende embedsmænd dog standse den forfulgte,

indtil embedsmænd i denne medlemsstat, som straks skal underrettes, kan

fastslå den forfulgtes identitet eller anholde ham.

3. Forfølgelsen foregår i overensstemmelse

med stk. 1 og 2 på en af følgende betingelser, som er fastlagt i

den i stk. 6 omhandlede erklæring:

a) inden for et givet område eller et givet tidsrum efter

grænsepassagen som fastlagt i erklæringen

b) uden geografisk eller tidsmæssig begrænsning.

4. Forfølgelsen må kun finde sted på

følgende almindelige betingelser:

a) de forfølgende embedsmænd skal overholde bestemmelserne

i denne artikel og lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område

de opererer; de skal efterkomme påbud fra de kompetente myndigheder i

denne medlemsstat

b) når forfølgelsen forgår på havet, skal den,

når den forsætter på det åbne hav eller i den

eksklusive økonomiske zone, finde sted i overensstemmelse med den

internationale havret, som den fremgår af De Forenede Nationers

havretskonvention, og, når den foregår på en anden

medlemsstats område, i henhold til bestemmelserne i denne artikel

c) de forfølgende embedsmænd har ikke adgang til private

boliger og steder, der ikke er tilgængelige for offentligheden

d) de forfølgende embedsmænd skal let kunne identificeres,

enten ved hjælp af uniform, armbind eller anordninger anbragt på

deres transportmiddel; de må ikke uden førnævnte kendetegn

være civilklædte og benytte civile patruljevogne; de skal til

enhver tid kunne legitimere sig som embedsmænd

e) de forfølgende embedsmænd kan medføre deres

tjenestevåben under forfølgelsen, medmindre i) den

bistandssøgte medlemsstat har fremsat en generel erklæring om,

at der aldrig må bringes våben ind på dens område,

eller ii) den bistandssøgte medlemsstat udtrykkelig har modsat sig

dette. I situationer, hvor embedsmænd fra en anden medlemsstat har lov

til at medføre tjenestevåben, må våbnene kun

benyttes i tilfælde af nødværge

f) med henblik på fremstilling for de kompetente myndigheder

må den forfulgte efter pågribelse, jf. stk. 2, litra b), kun

underkastes sikkerhedsmæssig kropsvisitering; den

pågældende må lægges i håndjern under

transport, og genstande i den forfulgtes besiddelse må

beslaglægges

g) efter hver operation som nævnt i stk. 1, 2 og 3 aflægger

de forfølgende embedsmænd ved personligt fremmøde rapport

til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område

operationen fandt sted; hvis disse myndigheder anmoder derom, skal de

stå til rådighed, indtil alle omstændigheder i forbindelse

med deres operation er tilstrækkeligt belyst; dette gælder

også, selv om den forfulgte ikke er blevet anholdt

h) myndighederne i de forfølgende embedsmænds hjemland

skal efter anmodning fra myndighederne i den medlemsstat, på hvis

område forfølgelsen fandt sted, bistå ved den

efterfølgende efterforskning, herunder også ved

retsforfølgning.

5. En person, som under den i stk. 2 nævnte

operation er blevet anholdt af de kompetente myndigheder i den medlemsstat,

hvor forfølgelsen finder sted, kan uanset sin nationalitet

tilbageholdes med henblik på afhøring.

De relevante bestemmelser i den nationale lovgivning

finder tilsvarende anvendelse.

Hvis personen ikke er statsborger i den medlemsstat,

på hvis område han blev anholdt, skal vedkommende sættes

på fri fod senest seks timer efter anholdelsen, tiden mellem midnat og

kl. 9 ikke medregnet, medmindre de kompetente myndigheder i denne medlemsstat

forinden har modtaget en begæring under en hvilken som helst form om

foreløbig anholdelse og fængsling af vedkommende med henblik

på udlevering.

6. Ved undertegnelsen af denne konvention afgiver hver

enkelt medlemsstat en erklæring, hvori den på grundlag af

bestemmelserne i stk. 2, 3 og 4 fastlægger betingelserne for

forfølgelse på sit område.

En medlemsstat kan til enhver tid lade sin erklæring

erstatte af en ny, forudsat at den ikke indskrænker den

foregåendes rækkevidde.

En erklæring afgives efter samråd med hver

enkelt af de berørte medlemsstater, og der tilstræbes ensartede

regler i disse stater.

7. Medlemsstaterne kan bilateralt udvide

anvendelsesområdet for stk. 1 og vedtage supplerende

gennemførelsesbestemmelser til denne artikel.

8. Hver enkelt medlemsstat kan samtidig med deponeringen

af sine vedtagelsesinstrumenter erklære, at den ikke er bundet af denne

artikel eller en del heraf. Denne erklæring kan til enhver tid

trækkes tilbage.

Artikel 21

Observation over grænserne

1. Hvis en medlemsstats toldembedsmænd i den

pågældende stat holder en person under observation, om hvem der

er alvorlig grund til at antage, at vedkommende er impliceret i en af de i

artikel 19, stk. 2, omhandlede overtrædelser, kan de fortsætte

denne observation på en anden medlemsstats område, når

denne har givet sin tilladelse hertil efter forinden at have modtaget en

anmodning om bistand. Der kan knyttes betingelser til denne tilladelse.

Medlemsstaterne meddeler depositaren, hvilke

embedsmænd denne bestemmelse omfatter; depositaren giver de

øvrige medlemsstater meddelelse herom.

Observationen skal efter anmodning overlades til

embedsmændene i den medlemsstat, på hvis område den finder

sted.

Anmodninger efter første afsnit rettes til den

myndighed, som hver medlemsstat har udpeget, og som er kompetent til at give

en sådan tilladelse eller videresende anmodningen.

Medlemsstaterne meddeler depositaren, hvilken myndighed

den har udpeget med henblik herpå; depositaren giver de øvrige

medlemsstater meddelelse herom.

2. Hvis det i særligt hastende tilfælde ikke

er muligt forinden at anmode den anden medlemsstat om tilladelse, kan de

embedsmænd, der observerer en person, om hvem der er alvorlige grund

til at antage, at vedkommende er impliceret i en af de i artikel 19, stk. 2,

omhandlede overtrædelser, fortsætte observationen på den

anden side af grænsen på følgende betingelser:

a) de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis

område observationen fortsættes, skal omgående, allerede

mens observationen finder sted, underrettes om, at grænsen vil blive

passeret

b) der skal straks indgives en anmodning efter stk. 1 med en

begrundelse for, at grænsen blev passeret uden forudgående

tilladelse.

Observationen indstilles i samme øjeblik, den medlemsstat, på

hvis område den finder sted, kræver det som følge af

underretning efter litra a) eller anmodning efter litra b), eller hvis

tilladelse ikke foreligger fem timer efter grænsepassagen.

3. Observation efter stk. 1 og 2 må udelukkende

finde sted på følgende almindelige betingelser:

a) de observerende embedsmænd skal overholde bestemmelserne i

denne artikel og lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område

de opererer; de skal efterkomme påbud fra de kompetente myndigheder i

denne medlemsstat

b) bortset fra de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, skal

embedsmændene under observationen kunne forevise dokumentation for, at

der er meddelt tilladelse

c) de observerende embedsmænd skal til enhver tid kunne

legitimere sig som embedsmænd

d) de observerende embedsmænd kan medføre deres

tjenestevåben under observationen, medmindre i) den

bistandssøgte medlemsstat har fremsat en generel erklæring om,

at der aldrig må bringes våben ind på dens område,

eller ii) den bistandssøgte medlemsstat udtrykkelig har modsat sig

dette. I situationer, hvor embedsmænd fra en anden medlemsstat har lov

til at medføre tjenestevåben, må våbnene kun

benyttes i tilfælde af nødværge

e) embedsmændene har ikke adgang til private boliger og steder,

der ikke er tilgængelige for offentligheden

f) de må hverken standse eller anholde den observerede person

g) for hver operation indgives der rapport til myndighederne i den

medlemsstat, på hvis område operationen fandt sted; der kan

kræves personligt fremmøde af de pågældende

embedsmænd

h) myndighederne i de observerende embedsmænds hjemland skal

efter anmodning fra myndighederne i den medlemsstat, på hvis

område observationen fandt sted, bistå dem ved den

efterfølgende efterforskning, herunder også ved

retsforfølgning.

4. Medlemsstaterne kan bilateralt udvide denne artikels

anvendelsesområde og vedtage supplerende

gennemførelsesbestemmelser herfor.

5. Hver enkelt medlemsstat kan samtidig med deponeringen

af sine vedtagelsesinstrumenter erklære, at den ikke er bundet af denne

artikel eller en del heraf. Denne erklæring kan til enhver tid

trækkes tilbage.

Artikel 22

Kontrollerede leverancer

1. Hver medlemsstat forpligter sig til på

begæring af en anden medlemsstat at tillade kontrollerede leverancer

på sit område som led i en strafferetlig efterforskning af

overtrædelser, som kan medføre udlevering.

2. Beslutning om anvendelse af kontrollerede leverancer

træffes konkret i hvert enkelt tilfælde af de kompetente

myndigheder i den bistandssøgte medlemsstat under hensyn til denne

medlemsstats nationale ret.

3. Gennemførelsen af kontrollerede leverancer

finder sted efter procedurerne i den bistandssøgte medlemsstat. De

kompetente myndigheder i denne medlemsstat udfører og leder

operationerne.

De overtager kontrollen med leverancen ved

grænsepassagen eller på et aftalt sted for at undgå

afbrydelser af kontrollen. De sørger for, at den videre transport hele

tiden holdes under observation på en sådan måde, at de til

enhver tid har mulighed for at pågribe gerningsmændene og

beslaglægge varerne.

4. Forsendelser, i forbindelse med hvilke der tillades

kontrolleret leverance, kan med de berørte medlemsstaters samtykke

standses og få tilladelse til at fortsætte med det oprindelige

indhold intakt eller fjernet eller helt eller delvis erstattet med andre

varer.

Artikel 23

Diskrete undersøgelser

1. Den bistandssøgte myndighed kan efter anmodning

fra den bistandssøgende myndighed tillade, at embedsmænd fra den

bistandssøgende medlemsstats toldmyndigheder eller embedsmænd,

der handler på disse myndigheders vegne, og som opererer under falsk

identitet (diskrete undersøgere), opererer på den

bistandssøgte medlemsstats område. Den bistandssøgende

myndighed fremsætter kun anmodning herom, hvis det ville være

yderst vanskeligt at opklare sagen uden at gribe til de overvejede

foranstaltninger. De nævnte embedsmænd har som led i

udførelsen af deres opgave beføjelse til at indsamle

oplysninger og etablere kontakter til mistænkte eller andre personer i

deres omgangskreds.

2. Diskrete undersøgelser i den

bistandssøgte medlemsstat skal have begrænset varighed.

Forberedelsen og ledelsen af undersøgelserne sker i nært

samarbejde mellem de berørte myndigheder i den bistandssøgte og

den bistandssøgende medlemsstat.

3. Betingelserne for anvendelsen af diskrete

undersøgelser samt for gennemførelsen heraf fastsættes af

den bistandssøgte myndighed efter dennes nationale lovgivning. Hvis

der i forbindelse med diskrete undersøgelser fremkommer oplysninger om

andre overtrædelser end dem, der er omfattet af den oprindelige

anmodning, fastsættes betingelserne for, hvad disse oplysninger

må anvendes til, også af den bistandssøgte myndighed efter

dennes nationale lovgivning.

4. Den bistandssøgte myndighed yder den

nødvendige personalemæssige og tekniske støtte. Den

træffer foranstaltninger til at beskytte de i stk. 1 nævnte

embedsmænd under udførelsen af deres opgave i den

bistandssøgte medlemsstat.

5. Hver enkelt medlemsstat kan samtidig med deponeringen

af sine vedtagelsesinstrumenter erklære, at den ikke er bundet af denne

artikel eller en del heraf. Denne erklæring kan til enhver tid

trækkes tilbage.

Artikel 24

Fælles særlige efterforskningshold

1. Flere medlemsstaters myndigheder kan efter fælles

overenskomst nedsætte et fælles særligt efterforskningshold

hjemmehørende i en medlemsstat og bestående af embedsmænd,

der er specialiserede på de relevante områder.

Det fælles særlige efterforskningshold skal have

følgende opgaver:

- gennemførelse af vanskelige og krævende

undersøgelser med henblik på opklaring af konkrete

overtrædelser, som kræver en koordineret, samtidig indsats i de

berørte medlemsstater

- koordinering af den fælles indsats med henblik på at

forebygge og afsløre bestemte former for overtrædelser og

tilvejebringe oplysninger om de involverede personer, deres kontakter samt

metoder.

2. Der gælder følgende regler for de

fælles særlige efterforskningshold:

a) de nedsættes udelukkende med henblik på et bestemt

formål og for et begrænset tidsrum

b) de ledes af en embedsmand fra den medlemsstat, hvor

efterforskningsholdet skal operere

c) de deltagende embedsmænd skal overholde lovgivningen i den

medlemsstat, på hvis område efterforskningsholdet skal

operere

d) den medlemsstat, på hvis område efterforskningsholdet

skal operere, skaber de nødvendige organisatoriske

forudsætninger for operationen.

3. Deltagelse i et efterforskningshold giver ikke de

pågældende embedsmænd udøvende beføjelser

på en anden medlemsstats område.

AFSNIT V

DATABESKYTTELSE

Artikel 25

Databeskyttelse ved dataudveksling

1. Under udvekslingen af oplysninger tager

toldmyndighederne i hvert enkelt tilfælde hensyn til behovet for

beskyttelse af personoplysninger. De skal overholde de gældende

bestemmelser i Europarådets konvention af 28. januar 1981 om

beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk

databehandling af personoplysninger. Af hensyn til databeskyttelse kan en

medlemsstat i overensstemmelse med stk. 2 stille betingelser for en anden

medlemsstats behandling af oplysninger, som den har modtaget.

2. Med forbehold af bestemmelserne i konventionen om brug

af informationsteknologi på toldområdet gælder

nedenstående bestemmelser for videregivelse af personoplysninger i

medfør af nærværende konvention:

a) Den modtagende myndighed må kun behandle personoplysningerne

med henblik på det i artikel 1, stk. 1, anførte formål.

Den kan uden forudgående samtykke fra den medlemsstat, der har

fremsendt dem, videregive dem til sine toldmyndigheder,

retsforfølgende myndigheder og retsinstanser for at sætte dem i

stand til at forfølge og straffe overtrædelser, jf. artikel 4,

nr. 3. I alle andre tilfælde er det nødvendigt at indhente

samtykke fra den medlemsstat, der har givet oplysningerne.

b) Den videregivende medlemsstats myndighed påser, at

oplysningerne er korrekte og ajourførte. Hvis det viser sig, at der er

videregivet ukorrekte oplysninger eller oplysninger, som ikke burde

være videregivet, eller at det senere viser sig nødvendigt at

tilintetgøre lovligt videregivne oplysninger i overensstemmelse med

lovgivningen i den videregivende medlemsstat, underrettes den modtagende

myndighed straks herom. Denne skal rette eller tilintetgøre

oplysningerne. Hvis den modtagende myndighed har grund til at tro, at de

videregivne oplysninger er ukorrekte eller bør tilintetgøres,

underretter den den videregivende medlemsstat herom.

c) I tilfælde, hvor videregivne oplysninger efter lovgivningen i

den videregivende medlemsstat burde tilintetgøres eller ændres,

skal de berørte personer have ret til at få oplysningerne

berigtiget.

d) De berørte myndigheder registrerer fremsendelsen og

modtagelsen af de udvekslede oplysninger.

e) Den videregivende og den modtagende myndighed skal på

anmodning fra den pågældende underrette vedkommende om de

oplysninger, der er udleveret vedrørende ham, samt om det

formål, til hvilket de påtænkes anvendt. Der er ingen

underretningspligt, hvis det ved en afvejning viser sig, at offentlighedens

interesse i, at oplysningerne tilbageholdes, vejer tungere end vedkommendes

interesse i at blive underrettet. I øvrigt er vedkommendes ret til at

blive underrettet om de oplysninger, der er videregivet vedrørende

ham, underlagt den nationale lovgivning og praksis i den medlemsstat,

på hvis område der anmodes om oplysninger. Inden det bestemmes,

om der skal gives oplysninger, skal den videregivende myndighed have

lejlighed til at blive hørt.

f) Medlemsstaterne er i henhold til deres nationale lovgivning og

praksis ansvarlige for enhver skade, der tilføjes personer som

følge af behandlingen af de videregivne oplysninger i den

pågældende medlemsstat. Dette gælder også, hvis

skaden skyldes, at der er videregivet ukorrekte oplysninger, eller fordi den

videregivende myndighed har videregivet oplysninger i modstrid med

konventionen.

g) De videregivne oplysninger opbevares ikke længere end

nødvendigt af hensyn til formålet med videregivelsen. Den

berørte medlemsstat undersøger ved lejlighed, om det er

nødvendigt fortsat at opbevare dem.

h) Oplysningerne skal i hvert fald nyde mindst samme beskyttelse som

den, modtagerlandet giver oplysninger af lignende art.

i) Hver enkelt medlemsstat træffer passende foranstaltninger for

ved hjælp af effektiv kontrol at sikre, at denne artikel overholdes.

Den enkelte medlemsstat kan overdrage disse kontrolopgaver til den nationale

tilsynsmyndighed, der er omhandlet i artikel 17 i konventionen om brug af

informationsteknologi på toldområdet.

3. I denne artikel skal udtrykket »behandling af

personoplysninger« forstås som defineret i artikel 2, litra b), i

Europa-Parlamentets og Rådet direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger1) .

AFSNIT VI

FORTOLKNING AF KONVENTIONEN

Artikel 26

Domstolen

1. De Europæiske Fællesskabers Domstol har

kompetence til at afgøre alle tvister mellem medlemsstaterne

vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, hvis

sådanne tvister ikke kan bilægges af Rådet inden seks

måneder efter, at et medlem af Rådet har forelagt det sagen.

2. De Europæiske Fællesskabers Domstol har

kompetence til at afgøre alle tvister mellem medlemsstaterne og

Kommissionen vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne

konvention, som ikke har kunnet løses ved forhandling. En sådan

tvist kan indbringes for Domstolen efter udløbet af en frist på

seks måneder fra den dato, hvor en af parterne har meddelt den anden

part, at der foreligger en tvist.

3. De Europæiske Fællesskabers Domstol har

på de betingelser, der er fastsat i stk. 4 7, kompetence til at

afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af

denne konvention.

4. I en erklæring fremsat i forbindelse med

undertegnelsen af denne konvention eller på et senere tidspunkt vil en

medlemsstat kunne godkende, at De Europæiske Fællesskabers

Domstol får kompetence til at træffe præjudiciel

afgørelse om fortolkningen af denne konvention på betingelserne

i stk. 5, litra a) eller litra b).

5. En medlemsstat, der fremsætter en erklæring

i henhold til stk. 4, anfører, at enten

a) kan en ret i denne medlemsstat, hvis afgørelser ifølge

de nationale retsregler ikke kan appelleres, anmode De Europæiske

Fællesskabers Domstol om at træffe præjudiciel

afgørelse vedrørende et spørgsmål, der rejses

under en retssag ved denne ret, og som angår fortolkningen af denne

konvention, når den pågældende ret skønner, at en

afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig,

før den afsiger sin dom, eller

b) kan en ret i denne medlemsstat anmode De Europæiske

Fællesskabers Domstol om at træffe præjudiciel

afgørelse vedrørende et spørgsmål, der rejses

under en retssag ved denne ret, og som angår fortolkningen af denne

konvention, når den pågældende ret skønner, at en

afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig,

før den afsiger sin dom.

6. Protokollen vedrørende statutten for De

Europæiske Fællesskabers Domstol og dennes procesreglement finder

anvendelse.

7. En medlemsstat kan, uanset om den har fremsat en

erklæring i henhold til stk. 4, indgive indlæg eller andre

skriftlige udtalelser til De Europæiske Fællesskabers Domstol i

sager, som er forelagt den i medfør af stk. 5.

8. Domstolen har ingen kompetence til at prøve

gyldigheden eller proportionaliteten af operationer, som udføres af de

kompetente retshåndhævende myndigheder i henhold til denne

konvention, eller til at udtale sig om udøvelsen af medlemsstaternes

beføjelser med hensyn til opretholdelse af lov og orden og beskyttelse

af den indre sikkerhed.

AFSNIT VII

GENNEMFØRELSESBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

Artikel 27

Fortrolighed

Toldmyndighederne tager i hver enkelt tilfælde, hvor

der udveksles oplysninger, hensyn til behovet for hemmeligholdelse af

forundersøgelsen.

Med henblik herpå kan medlemsstaten stille

betingelser for, hvordan en anden medlemsstat, som oplysningerne videregives

til, må anvende disse.

Artikel 28

Undtagelser fra pligten til at yde bistand

1. Denne konvention forpligter ikke myndighederne i

medlemsstaterne til at yde hinanden gensidig bistand, hvis dette kan

være til skade for denne stats offentlige orden eller andre

væsentlige interesser, især på

databeskyttelsesområdet, eller når omfanget af den aktion, der

anmodes om, især i forbindelse med de særlige former for

samarbejde i henhold til afsnit IV, helt klart står i misforhold til

grovheden af den formodede overtrædelse. I disse tilfælde kan det

nægtes helt eller delvis at yde bistand, eller denne kan gøres

afhængig af, at visse betingelser overholdes.

2. Ethvert afslag på bistand skal begrundes.

Artikel 29

Udgifter

1. Medlemsstaterne giver normalt afkald på alle krav

om godtgørelse af udgifter, som er påløbet under

gennemførelsen af denne konvention, undtagen udgifter til

aflønning af eksperter.

2. Hvis imødekommelsen af anmodningen

medfører udgifter af væsentlig og ekstraordinær karakter,

konsulterer toldmyndighederne hinanden for at fastlægge de betingelser,

hvorpå en anmodning skal efterkommes, samt den måde, hvorpå

udgifterne skal afholdes.

Artikel 30

Forbehold

1. Der kan ikke tages andre forbehold med hensyn til denne

konvention end de i artikel 20, stk. 8, artikel 21, stk. 5, og artikel 23,

stk. 5, omhandlede.

2. Medlemsstater, der allerede har indgået indbyrdes

aftaler inden for de områder, der er omfattet af afsnit IV i denne

konvention, kan kun tage forbehold i medfør af stk. 1, hvis

forbeholdene ikke berører deres forpligtelser i henhold til disse

aftaler.

3. På samme måde berøres

forpligtelserne i henhold til bestemmelserne i konventionen af 19. juni 1990

om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis

ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, der

indeholder regler om et styrket samarbejde, ikke af nærværende

konvention for så vidt angår forbindelserne mellem de

medlemsstater, der er forpligtet i henhold til de pågældende

bestemmelser.

Artikel 31

Geografisk anvendelse

1. Denne konvention finder anvendelse på

medlemsstaternes områder som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om

indførelse af en EF-toldkodeks 2) ,

som ændret i medfør af akten vedrørende betingelserne for

Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges

tiltrædelse samt tilpasningerne af de traktater, som Unionen bygger

på3) , og ved Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 19964) , herunder tillige for Forbundsrepublikken

Tysklands vedkommende øen Helgoland og Buesingen-området (inden

for rammerne af og i henhold til traktaten mellem Forbundsrepublikken

Tyskland og Det Schweiziske Forbund om integreringen af Buesingen am

Hochrhein i Det Schweiziske Forbunds toldområde af 23. november 1964,

eller den nuværende version heraf) og for Den Italienske Republiks

vedkommende kommunerne Livigno og Campione d'Italia, samt på det

søterritorium, de indre farvande og det luftrum, der er knyttet til

medlemsstaternes områder.

2. Rådet, der træffer afgørelse med

enstemmighed efter proceduren i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske

Union, kan tilpasse stk. 1 til enhver ændring af de heri omhandlede

bestemmelser i EF-retten.

Artikel 32

Ikrafttræden

1. Medlemsstaterne vedtager denne konvention i

overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

2. Medlemsstaterne giver depositaren notifikation om

afslutningen af de procedurer, der efter deres forfatningsmæssige

bestemmelser kræves for at vedtage konventionen.

3. Denne konvention træder i kraft 90 dage efter, at

den i stk. 2 omhandlede notifikation er afgivet af den sidste af de stater,

som på tidspunktet for Rådets vedtagelse af retsakten om

udarbejdelse af denne konvention var medlem af Den Europæiske

Union.

4. Indtil denne konvention træder i kraft, kan

enhver medlemsstat, når den afgiver den i stk. 2 omhandlede

notifikation eller på et hvilket som helst andet senere tidspunkt,

erklære, at konventionen, med undtagelse af artikel 26 heri, for dens

eget vedkommende finder anvendelse i dens forbindelser med de medlemsstater,

der har afgivet samme erklæring. Sådanne erklæringer

træder i kraft 90 dage efter deponeringen.

5. Denne konvention finder kun anvendelse på

begæringer, der fremsættes efter dens ikrafttræden eller

efter dens anvendelse i forbindelserne mellem den bistandssøgte

medlemsstat og den bistandssøgende medlemsstat.

6. På datoen for denne konventions

ikrafttræden ophæves konventionen af 7. september 1967 om

gensidig bistand mellem toldforvaltningerne.

Artikel 33

Tiltrædelse

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af

stater, der bliver medlem af Den Europæiske Union.

2. Teksten til konventionen på den tiltrædende

medlemsstats sprog, som udformet af Rådet for Den Europæiske

Union, er autentisk.

3. Tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos

depositaren.

4. Denne konvention træder i kraft for alle

tiltrædende medlemsstater 90 dage efter deponeringen af deres

tiltrædelsesinstrument eller på den dato, hvor konventionen

træder i kraft, hvis den endnu ikke er trådt i kraft ved

udløbet af nævnte periode på 90 dage.

5. Artikel 32, stk. 4, finder anvendelse på de

tiltrædende medlemsstater, hvis denne konvention endnu ikke er

trådt i kraft ved deponeringen af deres

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 34

Ændringer

1. Medlemsstater, der er høje kontraherende parter,

kan foreslå ændringer til denne konvention. Alle

ændringsforslag sendes til depositaren, der underretter Rådet og

Kommissionen herom.

2. Ændringer til konventionen fastlægges af

Rådet, der anbefaler medlemsstaterne at vedtage dem i overensstemmelse

med deres forfatningsmæssige bestemmelser, jf. dog artikel 31, stk.

2.

3. Ændringer, der fastlægges i

overensstemmelse med stk. 2, træder i kraft efter bestemmelserne i

artikel 32, stk. 3.

Artikel 35

Depositar

1. Generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union

er depositar for denne konvention.

2. Depositaren offentliggør i De Europæiske

Fællesskabers Tidende en oversigt over vedtagelser og

tiltrædelser, iværksættelse samt erklæringer og

forbehold og enhver anden meddelelse vedrørende denne konvention.

BILAG

ERKLÆRINGER, SOM SKAL KNYTTES TIL KONVENTIONEN OG

OFFENTLIGGØRES I DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS

TIDENDE

1. Ad artikel 1, stk. 1, og artikel 28

Under henvisning til undtagelserne fra pligten til at yde bistand som

omhandlet i artikel 28 i denne konvention erklærer Italien, at

imødekommelsen af anmodninger om gensidig bistand i henhold til denne

konvention vedrørende overtrædelser, som ifølge italiensk

ret ikke udgør overtrædelser af nationale toldbestemmelser eller

EF-toldbestemmeler - af grunde, der skyldes kompetencefordelingen mellem de

nationale myndigheder vedrørende forebyggelse og forfølgning af

forbrydelser - vil kunne være til skade for den offentlige orden eller

andre væsentlige nationale interesser.

2. Ad artikel 1, stk. 2, og artikel 3, stk. 2

Danmark og Finland erklærer, at de fortolker ordene »retlige

myndigheder« eller »retlig myndighed« i konventionens artikel 1, stk. 2, og

artikel 3, stk. 2, som anført i de erklæringer, de har fremsat i

medfør af artikel 24 i den europæiske konvention om gensidig

retshjælp i straffesager, undertegnet den 20. april 1959 i

Strasbourg.

3. Ad artikel 4, stk. 3, andet led

Danmark erklærer, at for dets vedkommende dækker artikel

4, stk. 3, andet led, kun handlinger, hvorved en person deltager i en eller

flere af de overtrædelser, der begås af en gruppe personer, der

handler med et fælles formål, herunder situationer, hvor den

pågældende person ikke deltager i selve udførelsen af den

eller de pågældende overtrædelser; en sådan

deltagelse skal være baseret på kendskab til gruppens

formål og generelle kriminelle virksomhed eller på kendskab til,

at gruppen har til hensigt at begå de(n) pågældende

overtrædelse(r).

4. Ad Artikel 4, stk. 3, tredje led

Danmark erklærer, at for dets vedkommende finder artikel 4, stk.

3, tredje led, kun anvendelse på prædikatforbrydelser, i

forbindelse med hvilke hæleri til enhver tid er strafbart i henhold til

dansk lovgivning, herunder § 191a i straffeloven om narkotikahæleri og

§ 284 i straffeloven om hæleri i forbindelse med indsmugling af

særlig grov karakter.

5. Ad artikel 6, stk. 4

Danmark, Finland og Sverige erklærer, at de

forbindelsesofficerer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, også kan

repræsentere Norges og Islands interesser og omvendt. De fem nordiske

lande indgik i 1982 en ordning, hvorefter udstationerede

forbindelsesofficerer fra et af de berørte lande også

repræsenterer de andre nordiske lande. Denne ordning blev

indført for at styrke bekæmpelsen af den ulovlige

narkotikahandel og begrænse de enkelte landes økonomiske byrde

ved udstationering af forbindelsesofficerer. Danmark, Finland og Sverige

tillægger det stor betydning, af denne meget velfungerende ordning kan

fortsætte.

6. Ad Artikel 20, stk. 8

Danmark erklærer, at det kan acceptere bestemmelserne i artikel

20 på følgende betingelser:

Når en anden medlemsstats toldmyndigheder foretager en

forfølgelse over grænserne til vands eller i luften, kan en

sådan forfølgelse kun fortsættes ind på dansk

område, herunder dansk søterritorium og luftrummet over dansk

område og søterritorium, hvis de kompetente danske myndigheder

på forhånd har fået meddelelse herom.

7. Ad artikel 21, stk. 5

Danmark erklærer, at det kan acceptere bestemmelserne i artikel

21 på følgende betingelser:

Observation over grænserne uden forudgående tilladelse

må kun finde sted i henhold til artikel 21, stk. 2 og 3, hvis der er

tungtvejende grunde til at antage, at de observerede personer er involveret i

en af de i artikel 19, stk. 2, omhandlede overtrædelser, som kan

medføre udlevering.

8. Ad artikel 25, stk. 2, nr. i)

Medlemsstaterne forpligter sig til at underrette hinanden i

Rådet om de foranstaltninger, der træffes for at sikre, at de i

nr. i) omhandlede forpligtelser opfyldes.

9. Erklæring i medfør af artikel 26, stk. 4

I forbindelse med undertegnelsen af denne konvention erklærer

følgende medlemsstater, at de accepterer EF-Domstolens kompetence

efter retningslinjerne i artikel 26, stk. 5:

- Irland efter retningslinjerne i artikel 26, stk. 5, litra a)

- Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Den Italienske

Republik og Republikken Østrig efter retningslinjerne i artikel 26,

stk. 5, litra b).

ERKLÆRING

Forbundsrepublikken Tyskland, Den Italienske Republik og

Republikken Østrig forbeholder sig ret til i deres nationale

lovgivning at fastsætte, at når der rejses spørgsmål

angående fortolkningen af konventionen om gensidig bistand og

samarbejde mellem toldmyndighederne i en sag, der verserer for en national

retsinstans, hvis afgørelser ikke kan ankes inden for det nationale

retssystem, skal denne retsinstans forelægge spørgsmålet

for Domstolen.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål og baggrund

Lovforslagets formål er at skabe grundlag for

Danmarks tiltrædelse af konventionen af 18. december 1997 om gensidig

bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen) EFT

1998/C24/1. Konventionen er udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i

Traktaten om Den Europæiske Union (efter Amsterdam-Traktaten findes de

tilsvarende bestemmelser i artikel 34, stk. 2, i EU-Traktaten).

Ved en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget sit

samtykke til, at Danmark tiltræder konventionen om gensidig bistand og

samarbejde mellem toldmyndighederne.

En gennemførelse af Napoli II-konventionen

indebærer, at toldlovens § 66 skal ophæves, idet den vil

blive erstattet af bestemmelserne i nærværende lovforslag.

Toldlovens § 66 indeholder en henvisning til konventionen fra 1967 om

gensidig bistand (Napoli I-konventionen), der afløses af Napoli II,

jf. nedenfor.

Formålet med Napoli II-konventionen er at styrke

EU-toldmyndighedernes samarbejde vedrørende vareførsler over

såvel medlemslandenes indre grænser som over grænser fra

tredjelande med ulovlige varer (narkotika, våben og

børnepornografi m.v.) samt ulovlig handel med højtbeskattede

varer. Efter gennemførelsen af det indre marked, og dermed

grænsekontrollens afskaffelse, er der opstået behov for at styrke

samarbejdet mellem toldmyndighederne i EU s medlemslande. Samtidig har en

øget internationalisering af kriminaliteten efter opbruddet i Central-

og Østeuropa ligeledes skabt behov for et endnu tættere

toldsamarbejde om bl.a. udveksling af oplysninger og erfaringer til brug for

de enkelte medlemslandes toldmyndigheder ved bekæmpelse af

overtrædelser af toldlovgivningen.

Napoli II-konventionen, der er en mellemstatslig

konvention, danner grundlaget for samarbejdet mellem medlemslandenes

toldmyndigheder på de områder, der ikke er omfattet af

Fællesskabets kompetence. Det betyder f.eks., at toldmyndighedernes

udveksling af oplysninger om overholdelse af medlemslandenes nationale

lovgivning om ulovlig indførsel af narkotika mv. vil ske i henhold til

Napoli II-konventionen, mens toldmyndighedernes udveksling af oplysninger om

den almindelige - lovlige - vareførsel er baseret på

Rådets (EF) forordning nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand

EFT 97/L 82/1.

Napoli II-konventionen erstatter konventionen af 7.

september 1967 om gensidig bistand mellem EU-landenes toldforvaltninger

(Napoli I-konventionen), der blev tiltrådt af Danmark i forbindelse med

indtrædelsen i EF i 1973. Napoli I-konventionen ophæves ved

ikrafttrædelsen af Napoli II-konventionen. Napoli II-konventionen er

mere vidtgående end Napoli I-konventionen, nødvendiggjort af

grænsekontrollens bortfald. Napoli II-konventionen indeholder derfor

bestemmelser om »særlige former for samarbejde« mellem

toldmyndighederne, nemlig bestemmelser om grænseoverskridende

forfølgelse, grænseoverskridende observation, diskrete

undersøgelser samt fælles særlige efterforskningshold.

Napoli II-konventionen blev undertegnet af EU s

medlemslande den 18. december 1997. På nuværende tidspunkt har

Frankrig og Grækenland som de eneste lande ratificeret

konventionen.

En forklarende rapport EFT 1998/C 189/58 til Napoli

II-konventionen blev vedtaget på rådsmødet (retlige og

indre anliggender) den 28. maj 1998.

2. Lovforslagets opbygning og systematik

Danmark kan inden for rammerne af den gældende

lovgivning opfylde de pligter, som en tiltrædelse af Napoli

II-konventionen indebærer. Dansk lovgivning er således indrettet,

at det umiddelbart er muligt at opfylde de pligter, som en tiltrædelse

af konventionen indebærer. På denne baggrund indeholder

lovforslaget ikke nogen bestemmelse om, at Napoli II-konventionen

»gælder her i landet«. Lovforslagets § 1, stk. 1,

indebærer blot, at regeringen på Danmarks vegne kan

tiltræde Napoli II-konventionen. I lovforslagets § 1, stk. 2,

er det dog udtrykkelig fastsat, at artikel 26, stk. 5, i Napoli

II-konventionen om præjudiciel fortolkning ved De Europæiske

Fællesskabers Domstol af Napoli II-konventionen gælder her i

landet.

Lovforslagets §§ 2, 3 og 4 indeholder enkelte

bestemmelser, der angår opfyldelsen af Napoli II-konventionen, mens

§ 5 indeholder en bestemmelse, der ophæver § 66 i toldloven.

§§ 6 og 7 vedrører lovens ikrafttræden

og forholdet til Færøerne og Grønland.

3. Indholdet i konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem

toldmyndighederne (Napoli II-konventionen)

3.1 Oversigt

Konventionens afsnit I indeholder en række generelle

bestemmelser om gensidig bistand, herunder om oprettelse af en central

tjeneste (koordineringstjeneste) og om udveksling af

forbindelsesofficerer.

Afsnit II indeholder bestemmelser om bistand efter

anmodning.

Afsnit III indeholder bestemmelser om bistand uden

forudgående anmodning.

Afsnit IV indeholder bestemmelser om særlige former

for samarbejde, herunder om grænseoverskridende forfølgelse,

grænseoverskridende observation, kontrollerede leverancer, diskrete

undersøgelser samt fælles særlige efterforskningshold.

Afsnit V indeholder bestemmelser om databeskyttelse ved

udveksling af oplysninger.

Afsnit VI indeholder bestemmelser om fortolkning af

konventionen (Domstolens kompetence).

Afsnit VII indeholder gennemførelsesbestemmelser og

afsluttende bestemmelser.

Et bilag til konventionen indeholder de erklæringer

som medlemslandene, herunder Danmark, har afgivet i tilknytning til

konventionen.

3.2 Generelle bestemmelser (Konventionens afsnit I)

Afsnit I (artikel 1-7) indeholder en række generelle

bestemmelser, herunder bestemmelser om konventionens anvendelsesområde.

Efter artikel 1 skal medlemslandenes toldmyndigheder i Den Europæiske

Union yde hinanden gensidig bistand og samarbejde for at forebygge og

efterforske overtrædelser af nationale toldbestemmelser, samt for at

forfølge og straffe overtrædelser af EF-toldbestemmelser og

nationale toldbestemmelser. Nationale toldbestemmelser er defineret som

medlemslandenes love om grænseoverskridende vareforsendelser, der er

underlagt forbud, restriktioner og kontrolforanstaltninger, særligt i

henhold til artikel 36 og 223 i EF-Traktaten (nu artikel 30 og 296) dvs.

typisk narkotika o. lign., samt ikke-harmoniserede punktafgifter.

EF-toldbestemmelser er defineret som samtlige fællesskabsbestemmelser

og bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af

fællesskabsbestemmelser vedrørende indførsel,

udførsel, forsendelse og opbevaring af »almindelige« varer, samtlige

bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan inden for

rammerne af den fælles landbrugspolitik, samt samtlige bestemmelser,

der er vedtaget på fællesskabsplan vedrørende

harmoniserede punktafgifter og merværdiafgift ved indførslen,

jf. artikel 4, stk. 1 og 2.

Ifølge artikel 4, stk. 3, defineres

overtrædelser som handlinger i strid med de nationale toldbestemmelser

eller EF-toldbestemmelser, herunder også deltagelse i eller

forsøg på sådanne overtrædelser, deltagelse i en

kriminel organisation, der begår sådanne overtrædelser samt

hvidvaskning af penge, som hidrører fra sådanne

overtrædelser. Danmark har afgivet erklæringer om sin fortolkning

af »deltagelse i en kriminel organisation« og om »hvidvaskning af penge«, jf.

konventionens bilag.

Konventionen berører ikke gældende

bestemmelser om gensidig bistand i straffesager mellem retlige myndigheder.

En retlig myndighed kan dog i forbindelse med en strafferetlig

undersøgelse bestemme, om en anmodning om gensidig bistand skal

indgives på grundlag af bestemmelserne om gensidig retshjælp

eller på grundlag af konventionen, jf. artikel 1, stk. 2 og

artikel 3.

Toldmyndighedernes kompetence i de 15 medlemslande er ikke

den samme. I Danmark er de statslige told- og skattemyndigheders

kontrolbeføjelser i henhold til toldloven knyttet til indførsel

og udførsel af varer, herunder narkotika og andre ulovlige varer. Ved

grænseovergangen er der ved de ydre grænser (havne og lufthavne)

mulighed for fysisk kontrol af indførslen, mens der ved de indre

grænser kun kan foretages kontrol med narkotika m.v. samt en

lejlighedsvis stikprøvekontrol af rejsendes indførsel af

spiritus og tobak i henhold til den danske særordning. Herudover sker

der kontrol af den erhvervsmæssige indførsel til virksomhederne,

hvor kontrollen er baseret på en gennemgang af regnskaber og eftersyn

af varer i forretnings- og lagerlokaler.

I visse medlemslande har toldmyndighederne herudover

udstrakte beføjelser til at foretage kontrol inde i landet, samt til

at foretage efterforskning af narkotikaovertrædelser. Det er

beføjelser, der i Danmark er henlagt til politiet. Det er derfor

præciseret i konventionen, at intet i konventionen kan fortolkes som en

ændring af den kompetence, der normalt er tillagt toldmyndighederne

efter nationale bestemmelser, jf. artikel 2. Samtidig er toldmyndighederne i

konventionen defineret som medlemslandenes toldmyndigheder samt andre

myndigheder, der har beføjelse til at gennemføre denne

konventions bestemmelser, (artikel 4, stk. 3, nr. 7). Dette

indebærer, at politiet på visse punkter kan blive ansvarlig for

gennemførelsen af konventionens bestemmelser. Det drejer sig f.eks. om

bestemmelsen om hvidvaskning af penge, der hidrører fra de

overtrædelser, der er omfattet af konventionen, (artikel 4,

stk. 3).

Efter bestemmelsen om centrale koordineringstjenester

(artikel 5), udpeger medlemslandene en koordineringstjeneste inden for deres

toldmyndigheder, der skal modtage alle anmodninger om gensidig bistand i

medfør af denne konvention. I Danmark vil denne centrale

koordineringstjeneste være Told - og Skattestyrelsen.

I henhold til artikel 6 kan medlemslandene indbyrdes

indgå aftaler om udveksling af forbindelsesofficerer. Danmark har

sammen med Finland og Sverige afgivet en erklæring, hvorefter

forbindelsesofficerer også kan repræsentere Norge og Islands

interesser og omvendt, jf. konventionens bilag. Dette skal ses på

baggrund af, at de nordiske lande i 1982 indgik en ordning, hvorefter

forbindelsesofficerer fra et af de berørte lande også

repræsenterer de øvrige nordiske lande.

Efter artikel 7 skal embedsmænd, der opholder sig i

et bistandssøgende medlemsland, til enhver tid kunne legitimere sig,

medmindre andet er bestemt i konventionen.

3.3. Bistand efter anmodning (konventionens afsnit II)

Afsnit II (artikel 8-14) indeholder bestemmelser om

fremgangsmåden i forbindelse med fremsættelse af anmodninger om

bistand og om de foranstaltninger, der skal træffes af et medlemsland,

når det modtager en anmodning. Bestemmelserne svarer til bestemmelserne

i Napoli I. Princippet bag bestemmelserne er, at medlemslandene skal

efterkomme anmodninger om bistand, der fremsættes af andre

medlemslande, jf. dog artikel 28, der omhandler undtagelser fra denne

generelle pligt til at yde bistand. Medlemslandene handler, som hvis de

handlede på egne vegne (artikel 8). Der er bestemmelser om

bistandsanmodningernes form og indhold (artikel 9), om anmodning om

oplysninger (artikel 10), om anmodning om overvågning (artikel 11), om

anmodning om undersøgelse (artikel 12), om forkyndelse (artikel 13),

samt om anvendelse af bevismidler (artikel 14).

3.4. Bistand uden forudgående anmodning (konventionens afsnit

III)

Afsnit III (artikel 15-18) indeholder bestemmelser om

fremgangsmåderne ved bistand uden forudgående anmodning om

bistand. Bestemmelserne svarer til bestemmelserne i Napoli I. Udgangspunktet

for disse bestemmelser er, at medlemslandene - uden at være anmodet

herom - skal foretage den fornødne efterforskning og stille alle

bevismidler eller oplysninger til rådighed, som de kommer i besiddelse

af, og som kan være relevante for andre medlemslande i forbindelse med

overtrædelser på toldområdet. Der er bestemmelser om

principperne for denne bistand (artikel 15), om overvågning (artikel

16), om meddelelser uden forudgående anmodning (artikel 17), samt om

anvendelse af bevismidler (artikel 18).

3.5. Grænseoverskridende samarbejde (konventionens afsnit IV)

Bestemmelserne i dette afsnit er nye i forhold til Napoli

I-konventionen.

Afsnit IV (artikel 19-24) indeholder bestemmelser om

toldmyndighedernes samarbejde på tværs af grænserne med

henblik på at forebygge, efterforske og straffe overtrædelser

på toldområdet. Afsnittet indeholder bestemmelser om

grænseoverskridende forfølgelse, grænseoverskridende

observation, kontrollerede leverancer, diskrete undersøgelser samt

anvendelse af særlige fælles efterforskningshold.

Artikel 19, stk. 1, slår fast, at

toldmyndighederne samarbejder på tværs af grænserne i

overensstemmelse med bestemmelserne i afsnittet. Det præciseres, at

embedsmænd fra en bistandssøgende myndighed med den

bistandssøgte myndigheds tilladelse kan udføre opgaver på

den bistandssøgte stats område i de konkrete tilfælde, der

er nævnt i afsnittet.

Efter artikel 19, stk. 2, kan det

grænseoverskridende samarbejde gennemføres med henblik på

at forebygge, efterforske og straffe overtrædelser i forbindelse med

følgende strafbare handlinger:

ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, våben,

ammunition, kulturgenstande m.v.,

ulovlig handel med prækursorer (dvs. almindelige handelsvarer,

der anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika),

ulovlig grænseoverskridende handel med afgiftspligtige varer,

såfremt der med handelens omfang og den dermed forbundne afgifts- og

subventionsrisiko er fare for, at Fællesskabets eller medlemslandenes

budgetter påføres betydelige udgifter, og

al anden handel med varer, der er forbudt i henhold til

EF-bestemmelser eller nationale toldbestemmelser.

Artikel 19, stk. 3, fastsætter dog, at den

bistandssøgte myndighed ikke er forpligtet til at indgå i de

særlige former for samarbejde, hvis den form for undersøgelse,

der anmodes om, er i strid med eller ikke omfattet af national lovgivning, og

artikel 19, stk. 4, fastsætter, at såfremt medlemslandenes

nationale lovgivning indeholder krav om tilladelse til at gennemføre

planlagte undersøgelser, skal de berørte myndigheder anmode

deres nationale retlige myndigheder herom.

Artikel 19, stk. 5 fastsætter, at

toldembedsmænd fra et andet medlemsland, der efter artikel 20 - 24

udfører opgaver på et andet medlemslands territorium og ved

deres aktion forvolder skade i dette medlemsland, skal det medlemsland

på hvis område skaden er forvoldt, erstatte skaden i

overensstemmelse med national lovgivning på samme måde, som hvis

skaden var forvoldt af dets egne embedsmænd. Dette medlemsland kan

herefter gøre regreskrav gældende over for det andet

medlemsland.

Efter artikel 19, stk. 8, skal embedsmænd fra

andre medlemslande, der udfører opgaver i henhold artikel 20 - 24,

sidestilles med det pågældende medlemslands egne embedsmænd

for så vidt angår overtrædelser, som de bliver ofre for

eller selv begår.

Artikel 20 og 21 indeholder bestemmelser om, at et

medlemslands toldmyndigheder under visse omstændigheder må

overskride grænsen til et andet medlemsland med det formål at

forfølge og observere lovovertrædere. Det skal i den forbindelse

bemærkes, at tyske og svenske toldembedsmænd på visse

områder allerede er omfattet af Schengen-konventionens bestemmelser om

grænseoverskridende samarbejde, jf. konventionens artikel 40 og 41.

Efter artikel 20, stk. 1, om

grænseoverskridende forfølgelse kan et medlemslands

toldembedsmænd, der på eget territorium har optaget

forfølgelse af en person, som er antruffet på fersk

gerning i færd med at begå eller at medvirke til en

overtrædelse, fortsætte forfølgelsen på et andet

medlemslands territorium (varm forfølgelse). Dette gælder dog

kun de overtrædelser, der er nævnt i artikel 19, stk. 2, og

kun hvis overtrædelsen kan medføre udlevering. Hertil kommer, at

varm forfølgelse kun kan foretages, når der ikke inden

grænsepassagen var tid til at underrette det andet medlemslands

kompetente myndigheder, eller når disse myndigheder ikke kunne nå

frem i tide til at overtage forfølgelsen. De forfølgende

embedsmænd skal senest ved grænsepasssagen tage kontakt med de

kompetente myndigheder i det medlemsland, på hvis område

forfølgelsen fortsættes.

Efter artikel 20, stk. 6, afgiver medlemslandene ved

undertegnelsen en erklæring, hvori de på grundlag af artikel 20,

stk. 2, 3 og 4, fastlægger betingelserne for, hvorledes de

medlemslande, som det pågældende land har fælles

grænser med, kan udøve deres ret til forfølgelse. Danmark

har afgivet en erklæring, hvoraf det fremgår, at svenske og tyske

myndigheder kun har ret til at fortsætte en igangværende

forfølgelse på dansk grund i en afstand på op til 25 km

fra grænsen, samt at svenske og tyske myndigheder ikke har ret til at

standse personer på dansk grund. Erklæringen svarer til den

erklæring, der blev afgivet i forbindelse med Danmarks

tiltrædelse af Schengen-konventionen med hensyn til den dansk-tysk

landegrænse. I modsætning til Schengen-konventionen omfatter

Napoli II-konventionen også det grænseoverskridende samarbejde

henover sø- og luftterritoriet.

Efter artikel 20, stk. 8, kan medlemslandene

endvidere afgive en erklæring, hvori de angiver, at de ikke er bundet

af artikel 20 eller dele deraf. Danmark har afgivet en erklæring,

hvorefter artikel 20 accepteres på følgende betingelse:

»Når et andet medlemslands toldmyndigheder foretager forfølgelse

over grænserne til vands eller i luften, kan en sådan

forfølgelse kun fortsættes ind på dansk område,

herunder dansk søterritorium og luftrummet over dansk område og

søterritorium, hvis de kompetente danske myndigheder på

forhånd har fået meddelelse herom«, jf. konventionens bilag. De

kompetente danske myndigheder er Søværnets Operative Kommando og

Flyvertaktisk Kommando.

Efter artikel 21, stk. 1, kan et medlemslands

toldembedsmænd under visse betingelser fortsætte en

observation af en person, om hvem der er alvorlig grund til at antage,

at vedkommende er impliceret i en af de i artikel 19, stk. 2, omhandlede

overtrædelser, på et andet medlemslands territorium, når

det andet medlemsland har givet tilladelse hertil. Det andet medlemsland kan

til enhver tid vælge at overtage observationen.

I særligt hastende tilfælde, hvor det ikke er

muligt at anmode det andet medlemsland om tilladelse, kan et medlemslands

toldembedsmænd efter artikel 21, stk. 2, uden tilladelse

fortsætte en observation på et andet medlemslands territorium.

Det pågældende medlemslands toldmyndigheder skal omgående,

allerede mens observationen finder sted, underrettes om, at grænsen vil

blive passeret, og kan til enhver tid kræve, at observationen

standses.

Efter artikel 21, stk. 5, kan medlemslandene afgive

en erklæring, hvori de angiver, at de ikke er bundet af artikel 21

eller dele deraf. Danmark har afgivet en erklæring, hvorefter artikel

21 accepteres på følgende betingelse: »Observation over

grænserne uden forudgående tilladelse må kun finde sted i

henhold til artikel 21, stk. 2 og 3, hvis der er tungtvejende grunde til

at antage, at de observerede personer er involveret i en af de i artikel 19,

stk. 2, omhandlede overtrædelser, som kan medføre

udlevering«, jf. konventionens bilag.

Der gælder nogle fælles bestemmelser for

udførelsen af opgaver efter artikel 20 og 21, jf. artikel 20,

stk. 4, og artikel 21, stk. 3. De omhandlede embedsmænd skal

overholde lovgivningen i det medlemsland, på hvis område de

forfølger eller observerer, og de skal efterkomme påbud fra

myndighederne, på hvis område de opererer, og de har ikke adgang

til private boliger og steder, der ikke er tilgængelige for

offentligheden m.v..

Efter artikel 20, stk. 4, litra e) og artikel 21,

stk. 3, litra d) kan tjenestevåben medbringes, medmindre det

bistandssøgte medlemsland har fremsat en generel erklæring om,

at der aldrig må bringes tjenestevåben ind på dets

område, eller udtrykkelig har modsat sig dette. Tjenestevåben,

der kan medbringes, må kun anvendes i tilfælde af

nødværge. Det bemærkes, at danske toldere ikke er

bevæbnede. Derimod er tyske og visse svenske toldere

bevæbnede.

Det må antages, at der i de fleste tilfælde,

hvor det kommer på tale at fortsætte en observation på

dansk område, forinden vil blive indhentet tilladelse fra dansk politi

efter artikel 21, stk. 1. Det bør derfor være op til

politiet efter en konkret vurdering at tage stilling til, om der er grundlag

for at modsætte sig, at tjenestevåbnet kan medbringes.

Ved grænseoverskridende forfølgelse efter

artikel 20, stk. 1, samt ved grænseoverskridende observation i

hastende tilfælde efter artikel 21, stk. 2, hvor det ikke har

været muligt for de pågældende fremmede

toldembedsmænd at anmode om tilladelse til fortsat observation, er der

ikke grundlag for at modsætte sig, at der medbringes

tjenestevåben, hvis forfølgelsen eller observationen

fortsættes over landegrænsen, dvs. den dansk- tyske grænse

samt over Øresundsforbindelsen. I disse tilfælde vil det normalt

være meget vanskeligt at træffe foranstaltninger for at skaffe

sig af med tjenestevåbnene.

Er der derimod tale om, at forfølgelsen og

observationen fortsætter ind på dansk område med skib eller

fly bør udgangspunktet være, at der ikke kan medbringes

tjenestevåben. Det hænger sammen med, at det i sådanne

tilfælde normalt må antages at være muligt på

betryggende måde at deponere tjenestevåbnet. Der kan dog

foreligge særlige omstændigheder, hvor dette udgangspunkt

må fraviges. Det gælder f.eks. hvor det ikke måtte

være muligt at deponere våbnet på betryggende måde,

eller hvor den, der forfølges eller observeres, selv må antages

at være bevæbnet.

Danmark vil i forbindelse med ratifikationen af

konventionen afgive en erklæring i overensstemmelse med det

anførte over for de øvrige medlemslande.

Efter artikel 22, stk. 1, forpligter medlemslandene

sig til på begæring af et andet medlemsland at tillade

kontrollerede leverancer på sit område som led i en

strafferetlig efterforskning af overtrædelser, der kan medføre

udlevering. Kontrollerede leverancer er en efterforskningsteknik, der

indebærer, at forsendelser af mistænkelige eller ulovlige varer

ikke beslaglægges ved grænsen, men holdes under observation,

indtil de når bestemmelsesstedet. Derved får myndighederne

større mulighed for at afsløre, hvem der står bag

forsendelserne.

Efter artikel 23, stk. 1, kan et medlemsland efter

anmodning fra et andet medlemsland tillade, at embedsmænd fra dette

andet medlemslands toldmyndighed eller embedsmænd, der arbejder

på denne myndigheds vegne, opererer på dets område under

falsk identitet (diskrete undersøgelser). Medlemslandene kan

efter artikel 23, stk. 5, afgive en erklæring, hvori de angiver,

at de ikke er bundet af artikel 23 eller en del heraf.

Retsplejeloven indeholder bestemmelser om anvendelse af

diskrete undersøgelser som led i efterforskningen af kriminalitet. Det

er fastsat i loven, at sådanne undersøgelser alene må

udføres af polititjenestemænd. Der vil fra dansk side blive

afgivet en erklæring, hvori det vil blive anført, at Danmark

ikke er bundet af bestemmelsen.

Artikel 24 indeholder bestemmelser om fælles

særlige efterforskningshold, der giver medlemslandene mulighed for

efter fælles aftale at nedsætte sådanne

efterforskningshold. Det er præciseret, at deltagelse i et

efterforskningshold ikke giver de pågældende embedsmænd

udøvende beføjelser på et andet medlemslands

område.

3.6. Databeskyttelse (konventionens afsnit V)

Afsnittet indeholder en enkelt bestemmelse - artikel 25 -

der fastsætter, at toldmyndighederne i hvert enkelt tilfælde

tager hensyn til behovet for beskyttelse af personoplysninger, idet

bestemmelserne i Europarådets konvention fra 1981om beskyttelse af det

enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af

personoplysninger skal overholdes. Medlemslandene kan fastsætte

betingelser med hensyn til behandlingen af data i forbindelse med

videregivelse af oplysninger til et andet medlemsland. Personoplysninger

må af den modtagende myndighed kun benyttes til at forebygge og

efterforske overtrædelser af nationale toldbestemmelser, samt for at

forfølge og straffe overtrædelser af EF-toldbestemmelser og

nationale toldbestemmelser. Det videregivende medlemslands myndighed skal

påse, at oplysningerne er korrekte og ajourførte. I

øvrigt har en person ret til at modtage oplysning om hvilke

oplysninger, der er videregivet om den pågældende, i

overensstemmelse med den nationale lovgivning i det medlemsland, på

hvis område der anmodes om oplysninger.

Det kan bemærkes, at edb-baseret udveksling af

oplysninger mellem medlemslandene med henblik på bekæmpelse af

toldovertrædelser vil ske ved det såkaldte

toldinformationssystem. Bestemmelserne om toldinformationssystemet, herunder

bestemmelserne om beskyttelse af personoplysninger, er indeholdt i

konventionen af 26. juli 1995 om brug af informationsteknologi på

toldområdet (CIS-konventionen). Toldinformationssystemet i

CIS-konventionen anses som et nationalt dataregister, der er underlagt

databestemmelser.

3.7. Fortolkning af konventionen (konventionens afsnit VI)

Afsnittet indeholder en bestemmelse - artikel 26 - om De

Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence. Det er fastsat, at

Domstolen har kompetence til at afgøre alle tvister mellem

medlemslandene vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af Napoli

II-konventionen.

Endvidere har Domstolen kompetence til at afgøre

alle tvister mellem medlemslandene og Kommissionen vedrørende

fortolkningen og anvendelsen af Napoli II-konventionen.

Endelig kan Domstolen afgøre præjudicielle

spørgsmål, hvis medlemslandet accepterer det i en

erklæring (art. 26, stk. 4). I forbindelse med erklæringen skal

medlemslandet angive, om retten til forelæggelse for Domstolen skal

tilkomme alle nationale retsinstanser eller alene retsinstanser, hvis

afgørelser ikke kan ankes inden for det nationale system.

Danmark vil - som i forbindelse med tiltrædelsen af

Europol-konventionen - afgive en erklæring om, at alle danske

retsinstanser er berettiget til, men ikke forpligtet til, at anmode Domstolen

om at træffe præjudiciel afgørelse vedrørende et

spørgsmål, der rejses under en retssag ved denne ret, og som

angår fortolkningen af konventionen, når den

pågældende ret skønner, at en afgørelse er

nødvendig, før den afsiger en dom (artikel 26, stk. 5,

litra b)).

3.8. Gennemførelsesbestemmelser og afsluttende bestemmelser

(konventionens afsnit VII)

Afsnit VII (artikel 27-35) indeholder en række

generelle bestemmelser vedrørende konventionen og dens

ikrafttrædelse. Der er i artikel 27 en bestemmelse om fortrolighed,

hvorefter toldmyndighederne skal tage hensyn til behovet for hemmeligholdelse

af forundersøgelsen og derfor kan fastsætte betingelser for

anvendelsen af oplysninger, som de videregiver til et andet medlemsland. Det

er endvidere fastsat i artikel 28, at medlemslandene ikke er forpligtet til

at yde hinanden bistand, såfremt dette vil være til skade for det

pågældende lands offentlige orden eller andre væsentlige

interesser, eller når omfanget af den aktion, der anmodes om,

især i forbindelse med de særlige former for samarbejde i henhold

til afsnit IV, helt klart står i misforhold til grovheden af den

formodede overtrædelse.

Efter artikel 29 skal der normalt ikke gives

godtgørelse af udgifter, der påløber under

gennemførelsen af denne konvention.

Det følger af artikel 30 om forbehold, at

forpligtelser i henhold til andre aftaler og navnlig i henhold til

Schengen-konventionen ikke berøres af Napoli II-konventionen. Dette

indebærer, at de medlemslande, der deltager i Schengen-samarbejdet ikke

kan undgå mere bindende forpligtelser i henhold til

Schengen-konventionen ved at indgå mindre bindende forpligtelser i

henhold til Napoli II-konventionen.

I henhold til artikel 31 finder konventionen anvendelse

på Fællesskabets toldområde. Det indebærer bl.a., at

Færøerne og Grønland ikke er omfattet af konventionen. I

artikel 32 om konventionens ikrafttræden fastsættes, at

konventionen træder i kraft 90 dage efter, at det sidste af

medlemslandene har foretaget ratifikation om afslutningen af de procedurer,

der kræves for en vedtagelse af konventionen. Indtil konventionen

træder i kraft, kan medlemslandene - i forbindelse med meddelelsen til

Rådssekretariatet eller senere - erklære, at konventionen finder

anvendelse i deres forbindelser med de medlemslande, der har afgivet samme

erklæring. Danmark vil afgive en sådan erklæring om

midlertidig anvendelse af konventionen. Konventionen finder kun anvendelse

på begæringer, der fremsættes efter dens ikrafttræden

eller efter dens anvendelse i forbindelserne mellem det bistandsøgte

medlemsland og det bistandsøgende medlemsland.

4. Forholdet til grundloven

I forbindelse med Danmarks tiltræden af

Schengen-konventionen blev det overvejet, hvorvidt ordningen i henhold til

Schengen-konventionens artikel 40 og 41 om grænseoverskridende

forfølgelse og overvågning indebærer overladelse af

beføjelser til andre medlemslandes politimyndigheder.

I forarbejderne til Lov om Danmarks tiltrædelse af

Schengen-konventionen er det dog lagt til grund, at en tiltrædelse af

Schengen-konventionen ikke indebærer, at der overlades

beføjelser til andre medlemslandes politimyndigheder, som efter

grundlovens § 20 kun kan overlades til mellemfolkelige myndigheder, jf.

Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4694 f.f.

Bestemmelserne i Napoli II-konventionens artikel 20 om

grænseoverskridende forfølgelse (varm forfølgelse) og

artikel 21 om grænseoverskridende observation svarer i deres indhold

til Schengen-konventionens artikel 41, henholdsvis artikel 40, idet det

bemærkes, at der i henhold til Napoli II-konventionen også kan

ske forfølgelse på tværs af grænser i forbindelse

med sø- og lufterritoriet. Danmarks tiltrædelse af Napoli

II-konventionen kan derfor heller ikke antages at indebære, at der

overlades beføjelser til andre landes myndigheder, som efter

grundlovens § 20 kun kan overlades til mellemfolkelige myndigheder.

Efter artikel 26 i Napoli II-konventionen kan ethvert

medlemsland afgive en erklæring, hvorefter domstole i det

pågældende medlemsland kan anmode Domstolen om at træffe

præjudiciel afgørelse om fortolkning af konventionen om gensidig

bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne.

Domstolens afgørelser vedrørende fortolkning

af konventionen vil være bindende, men den endelige dom i sagen skal

afsiges af de danske domstole. Domstolens afgørelse vil således

ikke indebære en umiddelbar normering af parternes retstilling og vil

derfor ikke have den virkning i det interne danske retssystem, som er en

forudsætning for, at grundlovens § 20 finder anvendelse. Det

må derfor antages, at den fastsatte ordning i Napoli II-konventionen,

hvorefter Domstolen får kompetence til at træffe

præjudicielle afgørelser om fortolkningen af konventionen, ikke

indebærer en overladelse af beføjelser (her dømmende

myndighed) i grundlovens forstand.

5. Høring

Forslaget har været sendt til høring hos

Justitsministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet,

Udenrigsministeriet, Registertilsynet, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen,

Rigsadvokaten, Advokatrådet, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,

Foreningen af Registrerede Revisorer, Det Danske Center for

Menneskerettigheder, Dansk Industri, Landbrugsrådet,

Håndværksrådet, Det Danske Handelskammer, og

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Organisation/myndighed

Bemærkninger i høringssvar

Kommentarer til høringssvar

Advokatrådet

Ingen bemærkninger

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer

Har ikke afgivet bemærkninger

Foreningen af Registrerede Revisorer

Har ikke afgivet bemærkninger

Det Danske Center for Menneskerettigheder

Har henvist til den udtalelse, der blev afgivet i forbindelse

med EU-vedtagelsen af Den forklarende rapport til Napoli II-konventionen i

1998. Udtalelsen knytter sig især til den forklarende rapports

bemærkninger om behandlingen af personoplysninger.

Høringssvaret giver ikke anledning til

kommentarer

Dansk Industri

Har ikke afgivet bemærkninger

Landbrugsrådet

Har ikke afgivet bemærkninger

Håndværksrådet

Har ikke afgivet bemærkninger

Det Danske Handelskammer

Har ikke afgivet bemærkninger

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Har ikke afgivet bemærkninger

6. Provenumæssige konsekvenser

En gennemførelse af forslaget skønnes ikke

at have økonomiske konsekvenser.

7. Administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget skønnes ikke at medføre

nævneværdige administrative konsekvenser for Told*Skat.

8. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser.

9. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har ingen økonomiske og administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

Sammenfatning af økonomiske og administrative

konsekvenser

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og

kommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, amter og

kommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører EU-konventionen om gensidig

bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne.

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Til § 1

Til stk. 1

Bestemmelsen i stk. 1, indebærer, at

Folketinget efter grundlovens § 19, stk. 1, giver samtykke til, at

regeringen på Danmarks vegne kan ratificere konventionen om gensidig

bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen).

Til stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at

bestemmelsen i konventionens artikel 26, stk. 5, litra b), om Domstolens

præjudicielle kompetence gælder her i landet på en

sådan måde, at alle danske retsinstanser er berettiget, men i

intet tilfælde forpligtet, til at anmode EF-domstolen om en

præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af

konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne,

når den pågældende ret skønner, at en

afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig,

før den afsiger sin dom.

Der henvises i øvrigt til forslagets almindelige

bemærkninger.

Til § 2

Til stk. 1

Det foreslås, at toldembedsmænd fra et andet

EU-land, der udfører opgaver i Danmark efter Napoli II-konventionens

artikel 20 og 21 har ret til at bære tjenestevåben efter

konventionens regler.

Konventionens artikel 20, stk. 4, litra e) og artikel

21, stk. 3, litra d) indebærer, at toldembedsmænd fra et

andet EU-land, som efter de nævnte bestemmelser udfører opgaver

vedrørende forfølgning og overvågning på et andet

medlemslands territorium, kan medtage deres tjenestevåben, medmindre

det bistandssøgte medlemsland har fremsat en generel erklæring

om, at der aldrig må bringes våben ind på dets territorium

eller det bistandsøgte medlemsland udtrykkelig har modsat sig dette.

Våbnene må kun benyttes i nødværge.

Danmark vil i forbindelse med ratifikationen afgive en

erklæring overfor de øvrige medlemslande, jf. nærmere

punkt 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Retten til efter

den foreslåede bestemmelse at medbringe tjenestevåben skal

forstås i overensstemmelse med denne erklæring.

Tjenestevåben vil som nævnt alene kunne

anvendes i tilfælde af nødværge. Bl.a. som følge

af, at andre medlemslandes toldembedsmænd efter konventionen ikke vil

kunne standse borgere eller i øvrigt udøve fysisk magt i

Danmark, må det antages, at sådanne

nødværgesituationer kun yderst sjældent vil kunne

opstå.

Til stk. 2

Efter Napoli II-konventionens artikel 19, stk. 8,

skal embedsmænd, der efter bestemmelserne i konventionens afsnit IV om

grænseoverskridende samarbejde udfører opgaver på et andet

medlemslands område, sidestilles med dette medlemslands egne

embedsmænd for så vidt angår overtrædelser, som de

bliver ofre for eller selv begår.

Det er almindelig antaget, at bestemmelserne i

straffelovens kapitel 14 og 16 om henholdsvis forbrydelser mod den offentlige

myndighed og forbrydelser i offentlig tjeneste ikke omfatter udenlandske

myndigheder, medmindre andet er udtrykkelig fastsat.

På denne baggrund foreslås det, at de

nævnte bestemmelser i straffeloven også gælder, når

forholdet er begået mod eller af toldembedsmænd fra et andet

EU-medlemsland under udførelse af opgaver i henhold til konventionens

afsnit IV. Dette indebærer f.eks., at vold eller trussel om vold mod en

embedsmand fra et andet EU-medlemsland, der udfører opgaver efter

konventionens afsnit IV, vil kunne straffes efter straffelovens § 119,

stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse omfatter efter sit

indhold alle bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 og 16. Det er dog

selvsagt en forudsætning, at den enkelte bestemmelse efter sit eget

indhold kan finde anvendelse. F.eks. vil straffelovens § 148 om den, som

har domsmyndighed eller anden offentlig myndighed til at træffe

afgørelse i retsforhold, ikke kunne anvendes på andre

medlemslandes toldembedsmænd. Det skyldes, at Napoli II-konventionen

ikke hjemler nævnte toldembedsmænd sådanne

beføjelser her i landet.

Til stk. 3

Efter Napoli II-konventionens artikel 19, stk. 5, er

embedsmænd, der udfører opgaver i henhold til konventionens

afsnit IV på et andet EU-medlemslands område,

erstatningsansvarlige efter den lovgivning, der gælder i det

sidstnævnte medlemsland. Efter bestemmelsen er det myndighederne i det

medlemsland, hvor skaden sker, som umiddelbart udbetaler erstatningen til

skadelidte. Dette medlemsland modtager fuld erstatning fra det medlemsland,

hvis embedsmænd har forvoldt skade, for de beløb, den har

udbetalt til de skadelidte eller andre berettigede personer eller

institutioner.

Da der er tale om en rettighed for borgerne over for den

danske stat, er det fundet rigtigst, at der optages en udtrykkelige

bestemmelse herom i loven. Det må dog antages, at bestemmelsen vil

få meget begrænset praktisk betydning.

Efter den foreslåede bestemmelse udbetales

erstatningen af skatteministeren.

Til § 3

Indtil Napoli II-konventionen træder i kraft kan

ethvert medlemsland, der har tiltrådt konventionen, efter artikel 32,

stk. 4, afgive en erklæring til Rådssekretariatet om, at

konventionen midlertidigt finder anvendelse i dets forbindelser med de

medlemslande, der har afgivet den samme erklæring. Det foreslås,

at skatteministeren bemyndiges til at afgive en sådan erklæring

om midlertidig anvendelse af konventionen, således at konventionen kan

finde anvendelse over for de medlemslande, der har afgivet en tilsvarende

erklæring. Dette indebærer, at konventionens bestemmelser kan

anvendes i forhold til de omhandlede andre medlemslande inden den

træder i kraft. Konventionen træder først i kraft,

når den er ratificeret af alle medlemslande.

Bestemmelsen i konventionens artikel 26 om Domstolens

kompetence vil dog ikke være omfattet af en sådan

erklæring.

Til § 4

Til stk.1

Efter Napoli II-konventionens artikel 5, stk, 1, udpeger

hvert medlemsland en såkaldt central koordineringstjeneste, der skal

modtage alle anmodninger om gensidig bistand i henhold til konventionen om

gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne, samt sikre

koordineringen af den gensidige bistand, jf. konventionens artikel 5,

stk. 1. Det fastsættes i bestemmelsen, at Told- og Skattestyrelsen

er den centrale koordineringstjeneste i Danmark.

Til stk. 2

Efter konventionens artikel 25, stk. 2, litra i)

fastsætter hver enkelt medlemsland passende foranstaltninger for ved

effektiv kontrol at sikre, at bestemmelserne om databeskyttelse ved

dataudveksling overholdes. De enkelte medlemslande kan overlade disse

kontrolopgaver til den nationale tilsynsmyndighed, der er omhandlet i artikel

17 i konventionen om brug af informationsteknologi på toldområdet

(CIS-konventionen).

På denne baggrund foreslås det, at

Registertilsynet udpeges som tilsynsmyndighed med henblik på at sikre

en effektiv kontrol med anvendelsen af bestemmelserne om databeskyttelse ved

dataudveksling. Tilsynet omfatter ikke kun videregivelse af edb-registrerede

oplysninger, men også videregivelse af f.eks. registrerede, manuelle

oplysninger.

Til § 5

Det foreslås, at toldlovens § 66 ophæves.

Toldlovens § 66 indeholder en henvisning til konventionen af 7.

september 1967 mellem EU s medlemsstater om gensidig bistand mellem deres

toldadministrationer (Napoli I-konventionen). Efter artikel 32, stk. 6,

i konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne

(Napoli II-konventionen) ophæves Napoli I-konventionen på datoen

for Napoli II-konventionens ikrafttræden. Vedtagelsen af dette

lovforslag indebærer, at en bestemmelse om Napoli II-konventionen ikke

er nødvendig i toldloven.

Til § 6

Det foreslås, at bestemmelsen i lovens § 1,

stk. 1, hvorefter regeringen bemyndiges til at ratificere Napoli

II-konventionen på Danmarks vegne, træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Medlemslandenes erklæring efter Napoli

II-konventionens artikel 20 og 21, om i hvilket omfang toldembedsmænd

fra andre medlemslande har ret til at bære tjenestevåben, samt

medlemslandenes erklæring efter konventionens artikel 32, stk. 4,

om konventionens eventuelle anvendelse i forbindelserne med andre

medlemslande, der har afgivet tilsvarende erklæring, skal afgives ved

ratifikationen af konventionen. Det er på denne baggrund

foreslået, at bestemmelsen i lovforslagets § 2, stk. 1, om

retten til for toldembedsmænd fra andre EU-lande at bære

tjenestevåben, samt bestemmelsen i lovforslagets § 3 om, at

skatteministeren bemyndiges til at afgive en erklæring om, at

konventionen finder anvendelse i Danmarks forbindelser med medlemslande, der

har afgivet tilsvarende erklæring, ligeledes træder i kraft dagen

efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

Napoli II-konventionen træder efter artikel 32 i

kraft 90 dage efter, at det sidste medlemsland har foretaget ratifikation af

konventionen. På denne baggrund foreslås det, at

ikrafttrædelsestidspunktet for lovens øvrige bestemmelser

fastsættes af skatteministeren.

Til § 7

I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke

gælder for Færøerne og Grønland.

1) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

2) EFT L 302 af 19.10.1992, s. 2.

3) EFT L 1 af 1.1.1995, s. 181.

4) EFT L 17 af

21.1.1997, s. 2.

Lignende dokumenter