Spring til indhold

Retsinformation

Lov om Danmarks tiltrædelse af konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen)

Gældende LOV nr 482 af 07/06/2001LovSkatte- og Vækstministeriet8. juni 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Lov om Danmarks tiltrædelse af

konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne

(Napoli II-konventionen)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør

vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet

følgende lov:

§ 1. Konventionen af 18. december 1997 om gensidig

bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen), jf.

bilag 1 til denne lov, kan ratificeres på Danmarks vegne.

Stk. 2.

Konventionens artikel 26, stk. 5, litra b,

gælder her i landet. Præjudiciel forelæggelse kan foretages

af enhver retsinstans.

§ 2. Toldembedsmænd fra et andet

EU-medlemsland, der udfører opgaver i Danmark efter artikel 20 og 21 i

konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne, har

ret til at bære tjenestevåben efter konventionens regler.

Stk. 2.

Bestemmelserne i straffelovens 14. kapitel om

forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og 16. kapitel om forbrydelser

i offentlig tjeneste eller hverv m.v. finder også anvendelse, når

forholdet er begået mod eller af en toldembedsmand fra et andet

EU-medlemsland under udførelse af opgaver i Danmark efter afsnit IV i

den i stk. 1 nævnte konvention.

Stk. 3.

Forvolder toldembedsmænd fra et andet

medlemsland under udførelse af opgaver i Danmark efter afsnit IV i den

i stk. 1 nævnte konvention skader, som efter dansk ret

medfører erstatningspligt, udbetales erstatning af

Læs alt

skatteministeren.

§ 3. Skatteministeren kan i medfør af

artikel 32, stk. 4, i konventionen om gensidig bistand og samarbejde

mellem toldmyndighederne afgive en erklæring om, at konventionen finder

anvendelse i Danmarks forbindelser med de medlemslande, der har afgivet

tilsvarende erklæring.

§ 4. Told- og Skattestyrelsen er den centrale

tjeneste (koordineringstjeneste) efter artikel 5, stk. 1, i konventionen

om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne.

Stk. 2. Datatilsynet er tilsynsmyndighed efter

konventionens artikel 25.

§ 5. I toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

113 af 27. februar 1996, som senest ændret ved § 51 i lov nr. 1029

af 22. november 2000, ophæves § 66.

§ 6. Lovens § 1, stk. 1, § 2,

stk. 1, og § 3 træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende. Skatteministeren fastsætter

tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens øvrige bestemmelser.

§ 7. Loven gælder ikke for

Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 7. juni

2001

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Frode Sørensen

Bilag 1

RÅDETS RETSAKT

af 18. december 1997

om udarbejdelse på grundlag af artikel K.3 i

traktaten om Den Europæiske Union af konventionen om gensidig bistand

og samarbejde mellem toldmyndighederne

(98/C 24/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig

artikel K.3, stk. 2, litra c), og

som tager i betragtning, at medlemsstaterne med henblik på

virkeliggørelsen af Unionens målsætninger betragter

toldsamarbejdet som et spørgsmål af fælles interesse, der

falder ind under det samarbejde, der er indledt i henhold til traktatens

afsnit VI,

FASTLÅR, at den hertil knyttede konvention, som

repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer har undertegnet dags

dato, hermed er udarbejdet, og

ANBEFALER medlemsstaterne at vedtage den i overensstemmelse med deres

forfatningsmæssige bestemmelser.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 1997.

På Rådets vegne

F. BODEN

Formand

KONVENTION

Udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om

Den Europæiske Union om gensidig bistand og samarbejde mellem

toldmyndighederne

DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER i denne konvention, Den

Europæiske Unions medlemsstater,

SOM HENVISER til Rådets retsakt af 18. december 1997,

SOM ERINDRER om behovet for at skærpe forpligtelserne i henhold til

konventionen om gensidig bistand mellem toldforvaltningerne undertegnet i

Rom, den 7. september 1967,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at toldmyndighederne på Fællesskabets

toldområde og navnlig ved dets ind- og udgangssteder har ansvaret for

at forebygge, efterforske og bekæmpe overtrædelser ikke blot af

Fællesskabets retsforskrifter, men også af nationale love,

særlig de tilfælde, der er omfattet af artikel 36 og 223 i

traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at det voksende omfang af den ulovlige handel af

enhver art udgør en alvorlig trussel mod den offentlige sundhed,

sædelighed og sikkerhed,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at særlig former for samarbejde, der

indebærer grænseoverskridende aktioner med henblik på at

forebygge, efterforske og forfølge visse overtrædelser af

såvel medlemsstaternes nationale lovgivning som EF-toldbestemmelserne,

bør reguleres, og at sådanne grænseoverskridende aktioner

altid skal gennemføres under overholdelse af legalitetsprincippet (de

skal overholde gældende lovgivning i den bistandssøgte

medlemsstat og instrukser fra de kompetente myndigheder i denne medlemsstat),

nærhedsprincippet (sådanne aktioner bør kun

iværksættes, hvis det viser sig, at andre, mindre

vidtrækkende aktioner ikke er velegnede) og proportionalitetsprincippet

(aktionens omfang og varighed skal fastsættes under hensyn til

grovheden af den formodede overtrædelse),

SOM ER OVERBEVIST om, at det er nødvendigt at styrke samarbejdet

mellem toldmyndighederne ved at fastlægge procedurer, som gør

det muligt for toldmyndighederne at handle i fællesskab og udveksle

oplysninger om ulovlig handel,

SOM ER OPMÆRKSOMME på, at toldmyndighederne i deres daglige

arbejde skal administrere såvel fællesskabsforskrifter som

nationale forskrifter, og at der derfor er et åbenbart behov for at

sikre, at bestemmelserne om gensidig bistand og samarbejde inden for begge

disse sektorer så vidt muligt udvikles sideløbende,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1. Med forbehold af Fællesskabets kompetence yder

Den Europæiske Unions medlemsstater via deres toldmyndigheder hinanden

gensidig bistand og samarbejder med hinanden for at:

- forebygge og efterforske overtrædelser af nationale

toldbestemmelser, og

- forfølge og straffe overtrædelser af EF-toldbestemmelser

og nationale toldbestemmelser.

2. Denne konvention berører ikke gældende

bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager mellem retlige

myndigheder, jf. dog artikel 3, eller mere fordelagtige bestemmelser i

gældende bilaterale eller multilaterale aftaler mellem medlemsstaterne

vedrørende det i stk. 1 omhandlede samarbejde mellem toldmyndighederne

eller andre kompetente myndigheder i medlemsstaterne samt arrangementer, der

er indgået på samme område på grundlag af en ensartet

lovgivning eller særlig ordning, som foreskriver gensidig anvendelse af

foranstaltninger i forbindelse med gensidig bistand.

Artikel 2

Kompetence

Toldmyndighederne anvender denne konvention inden for

rammerne af den kompetence, som de har i henhold til nationale bestemmelser.

Intet i denne konvention kan fortolkes som en ændring i den kompetence,

der efter nationale bestemmelser er tillagt toldmyndighederne som defineret i

denne konvention.

Artikel 3

Forholdet til gensidig retshjælp mellem retlige

myndigheder

1. Denne konvention omfatter gensidig bistand og

samarbejde som led i strafferetlige undersøgelser af

overtrædelser af nationale toldbestemmelser og EF-toldbestemmelser, med

hensyn til hvilke den bistandssøgende myndighed har kompetence i

medfør af den berørte medlemsstats nationale bestemmelser.

2. Hvis en strafferetlig undersøgelse foretages af

eller under ledelse af en retlig myndighed, er det denne myndighed, der

bestemmer, om anmodninger om gensidig bistand eller samarbejde i forbindelse

hermed skal indgives på grundlag af de relevante bestemmelser om

gensidig retshjælp i straffesager eller på grundlag af denne

konvention.

Artikel 4

Definitioner

I denne konvention forstås ved:

1) »nationale toldbestemmelser«: alle en medlemsstats love eller

administrative bestemmelser, for hvis anvendelse toldmyndighederne i

medlemsstaten er helt eller delvis ansvarlige, for så vidt

angår:

- grænseoverskridende vareforsendelser, der er underlagt forbud,

restriktioner eller kontrolforanstaltninger, særlig i henhold til

artikel 36 og 223 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab

- ikkeharmoniserede punktafgifter

2) »EF-toldbestemmelser«:

- samtlige fællesskabsbestemmelser og bestemmelser, der er

vedtaget til gennemførelse af fællesskabsbestemmelser,

vedrørende indførsel, udførsel, forsendelse og

opbevaring af varer, der er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne og

tredjelande samt mellem medlemsstaterne indbyrdes, for så vidt

angår varer, der ikke har status som fællesskabsvarer efter

artikel 9, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab, eller som skal kontrolleres eller undersøges

yderligere for at få fastslået deres status som

fællesskabsvarer

- samtlige bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan

inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, og specifikke

bestemmelser, der er truffet vedrørende varer, som er frembragt ved

forarbejdning af landbrugsprodukter

- samtlige bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan

vedrørende harmoniserede punktafgifter og vedrørende

merværdiafgift ved indførslen, samt de nationale

gennemførelsesbestemmelser hertil

3) »overtrædelser«: handlinger i strid med de nationale

toldbestemmelser eller EF-toldbestemmelserne, herunder bl. a.:

- deltagelse i eller forsøg på sådanne

overtrædelser

- deltagelse i en kriminel organisation, der begår sådanne

overtrædelser

- hvidvaskning af penge, som hidrører fra de

overtrædelser, der er nævnt i dette stykke

4) »gensidig bistand«: bistand mellem toldmyndigheder i henhold til

denne konvention

5) »bistandssøgende myndighed«: en medlemsstats kompetente

myndighed, som fremsætter anmodning om bistand

6) »bistandssøgt myndighed«: en medlemsstats kompetente

myndighed, til hvilken der rettes anmodning om bistand

7) »toldmyndigheder«: medlemsstaternes toldmyndigheder samt andre

myndigheder, der har beføjelse til at gennemføre denne

konventions bestemmelser

8) »personoplysninger«: alle oplysninger om en identificeret eller

identificerbar fysisk person; ved en identificerbar person forstås en

person, der kan identificeres direkte eller indirekte, bl. a. ved et

identifikationsnummer eller et eller flere specifikke kendetegn med hensyn

til den pågældende fysiske, fysiologiske, psykiske,

økonomiske, kulturelle eller sociale identitet

9) »grænseoverskridende samarbejde«: samarbejde mellem

toldmyndighederne på tværs af den enkelte medlemsstats

grænser.

Artikel 5

Centrale koordineringstjenester

1. Medlemsstaterne udpeger en central tjeneste

(koordineringstjeneste) inden for deres toldmyndigheder. Denne skal modtage

alle anmodninger om gensidig bistand i medfør af denne konvention og

sikre koordineringen af den gensidige bistand, jf. dog stk. 2. Den har

også ansvaret for samarbejde med andre myndigheder, der medvirker ved

ydelse af bistand i medfør af denne konvention. Medlemsstaternes

koordineringstjenester står i den fornødne direkte kontakt med

hinanden, navnlig i de i afsnit IV omhandlede tilfælde.

2. De centrale koordineringstjenesters virke udelukker

ikke et direkte samarbejde mellem andre tjenestegrene inden for

medlemsstaternes toldmyndigheder, navnlig i hastetilfælde. For at

opnå effektivitet og sammenhæng skal de centrale

koordineringstjenester underrettes om enhver foranstaltning, der

indebærer et sådant direkte samarbejde.

3. Hvis toldmyndigheden ikke er kompetent eller kun er

delvis kompetent til at behandle en bistandsanmodning, videregiver den

centrale koordineringstjeneste anmodningen til den kompetente nationale

myndighed, og underretter den bistandssøgende myndighed herom.

4. Hvis anmodningen ikke kan efterkommes af retlige eller

faktiske årsager, returnerer koordineringstjenesten anmodningen til den

bistandssøgende myndighed, vedlagt en begrundelse for afslaget.

Artikel 6

Forbindelsesofficerer

1. Medlemsstaterne kan indgå indbyrdes aftaler om

udveksling af forbindelsesofficerer på begrænset eller

ubegrænset tid og på betingelser, som er aftalt indbyrdes.

2. Forbindelsesofficerer har ingen udøvende

beføjelser i værtslandet.

3. Med henblik på at fremme samarbejdet mellem

medlemsstaternes toldmyndigheder kan forbindelsesofficerer efter aftale med

eller på anmodning af medlemsstaternes kompetente myndigheder have til

opgave at:

a) fremme og fremskynde udvekslingen af oplysninger mellem

medlemsstaterne

b) yde assistance ved undersøgelser, der vedrører deres

hjemland eller den medlemsstat, de repræsenterer

c) yde støtte ved behandlingen af bistandsanmodninger

d) rådgive og yde assistance til værtslandet i forbindelse

med forberedelse og gennemførelse af grænseoverskridende

operationer

e) udføre andre opgaver, som medlemsstaterne måtte vedtage

indbyrdes.

4. Medlemsstaterne kan bilateralt eller multilateralt

aftale forbindelsesofficerernes mandat og placering. Forbindelsesofficerer

kan også repræsentere en eller flere andre medlemsstaters

interesser.

Artikel 7

Legitimationspligt

Medmindre andet er bestemt i denne konvention, skal

embedsmænd fra en bistandssøgende myndighed, der opholder sig i

en anden medlemsstat med henblik på udøvelse af de rettigheder,

der følger af denne konvention, til enhver tid kunne forevise en

skriftlig fuldmagt, hvoraf deres identitet og officielle adkomst til at

medvirke i sagen fremgår.

AFSNIT II

BISTAND EFTER ANMODNING

Artikel 8

Principper

1. Ved ydelse af bistand efter dette afsnit optræder

den bistandssøgte myndighed eller den kompetente myndighed, som

førstnævnte har indbragt sagen for, på samme måde,

som hvis den handlede på egne vegne eller efter anmodning fra en anden

myndighed i sit hjemland. Den udnytter med henblik herpå alle de

retlige beføjelser, den har i henhold til gældende ret, for at

efterkomme anmodningen.

2. Den bistandssøgte myndighed lader denne bistand

omfatte alle omstændigheder i forbindelse med overtrædelsen, der

har en klar sagssammenhæng med formålet med anmodningen, uden at

det er nødvendigt at fremsætte en supplerende anmodning. I

tvivlstilfælde retter den bistandssøgte myndighed først

henvendelse herom til den bistandssøgende myndighed.

Artikel 9

Bistandsanmodningers form og indhold

1. Anmodninger om bistand fremsættes altid

skriftligt og vedlægges den dokumentation, som er nødvendig for

at efterkomme den.

2. Anmodninger efter stk. 1 skal ledsages af

følgende oplysninger:

a) navn på den bistandssøgende myndighed

b) den foranstaltning, der ønskes iværksat

c) formålet med og begrundelsen for anmodningen

d) relevante love, regler og andre retsinstrumenter

e) så nøjagtige og udtømmende oplysninger som

muligt om de fysiske eller juridiske personer, der er genstand for

undersøgelsen

f) et sammendrag af sagens omstændigheder, undtagen i de i

artikel 13 nævnte tilfælde.

3. Anmodningerne fremsættes på et officielt

sprog i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat eller på et for

denne myndighed acceptabelt sprog.

4. Når en hastende situation kræver det,

accepteres mundtlige anmodninger, men de skal omgående bekræftes

skriftligt.

5. Hvis anmodningen ikke opfylder de formelle krav, kan

den bistandssøgte myndighed anmode om, at den rettes eller suppleres.

Foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme anmodningen, kan

iværksættes i mellemtiden.

6. Den bistandssøgte myndighed indvilger i at

anvende en bestemt procedure efter anmodning, forudsat denne procedure ikke

er i strid med love og administrative bestemmelser i den bistandssøgte

medlemsstat.

Artikel 10

Anmodning om oplysninger

1. På anmodning af den bistandssøgende

myndighed meddeler den bistandssøgte myndighed denne enhver oplysning,

som gør det muligt for førstnævnte myndighed at

forebygge, efterforske og straffe overtrædelser.

2. I forbindelse med meddelelsen af oplysninger

vedlægges der rapporter og andre dokumenter eller bekræftede

genparter eller uddrag heraf, der ligger til grund for de meddelte

oplysninger, og som den bistandssøgte myndighed er i besiddelse af,

eller som er udarbejdet eller fremskaffet med henblik på at efterkomme

anmodningen om oplysninger.

3. Efter aftale mellem den bistandssøgende og den

bistandssøgte myndighed kan embedsmænd, der er bemyndiget af

førstnævnte myndighed, efter nærmere anvisning fra den

bistandssøgte myndighed indhente oplysninger efter stk. 1 i den

bistandssøgte medlemsstats kontorer. Dette gælder alle

oplysninger, der fremgår af den dokumentation, som de ansatte i disse

kontorer har adgang til. Disse embedsmænd har tilladelse til at tage

kopier af sådan dokumentation.

Artikel 11

Anmodning om overvågning

På anmodning af den bistandssøgende myndighed

skal den bistandssøgte myndighed så vidt muligt foretage eller

foranledige særlig overvågning af personer, om hvem der er

alvorlig grund til at antage, at de har begået, er i færd med at

begå eller har truffet forberedelser til at begå

overtrædelser af de nationale toldbestemmelser eller af

EF-toldbestemmelserne. På anmodning af den bistandssøgende

myndighed overvåger den bistandssøgte myndighed ligeledes

steder, transportmidler og varer, der har sammenhæng med aktiviteter,

som kan være i strid med de nævnte toldbestemmelser.

Artikel 12

Anmodning om undersøgelser

1. På anmodning af den bistandssøgende

myndighed foretager eller foranlediger den bistandssøgte myndighed

passende undersøgelser af transaktioner, der er eller forekommer den

bistandssøgende myndighed at være overtrædelser.

Den bistandssøgte myndighed meddeler den

bistandssøgende myndighed resultaterne af disse undersøgelser.

Artikel 10, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

2. Efter aftale mellem den bistandssøgende og den

bistandssøgte myndighed kan embedsmænd udpeget af den

bistandssøgende myndighed være til stede under

undersøgelserne efter stk. 1. Embedsmænd fra den

bistandssøgte myndighed leder undersøgelserne under hele

forløbet. Embedsmænd fra den bistandssøgende myndighed

må ikke på eget initiativ gøre brug af de

beføjelser, der er tillagt embedsmænd fra den

bistandssøgte myndighed.

De har dog adgang til samme lokaler og samme dokumenter

som sidstnævnte ved disses mellemkomst og udelukkende til brug for de

igangværende undersøgelser.

Artikel 13

Forkyndelse

1. På anmodning af den bistandssøgende

myndighed skal den bistandssøgte myndighed under iagttagelse af de

gældende regler i den medlemsstat, hvor den er hjemmehørende,

forkynde eller lade forkynde for adressaten alle dokumenter eller

afgørelser hidrørende fra de kompetente myndigheder i den stat,

hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende,

vedrørende anvendelsen af denne konvention.

2. Anmodninger om forkyndelse med angivelse af indholdet i

det dokument eller den afgørelse, der ønskes forkyndt, skal

ledsages af en oversættelse til det eller et af de officielle sprog i

den medlemsstat, hvor den bistandssøgte myndighed er

hjemmehørende, idet sidstnævnte dog har ret til at give afkald

på en sådan oversættelse.

Artikel 14

Anvendelse som bevismidler

De konstateringer, attester, oplysninger, dokumenter,

bekræftede genparter og anden dokumentation, som embedsmænd fra

den bistandssøgte myndighed fremskaffer i henhold til deres nationale

lovgivning og videregiver til den bistandssøgende myndighed i

forbindelse med ydelse af bistand efter artikel 10 12, kan i henhold til den

nationale lovgivning anvendes som bevismidler af de kompetente instanser i

den medlemsstat, hvor den bistandssøgende myndighed er

hjemmehørende.

AFSNIT III

BISTAND UDEN FORUDGÅENDE ANMODNING

Artikel 15

Princip

Den enkelte medlemsstats kompetente myndigheder yder

på betingelserne i artikel 16 og 17 og under iagttagelse af eventuelle

begrænsninger i den nationale lovgivning de øvrige

medlemsstaters kompetente myndigheder bistand, uden at sidstnævnte

på forhånd har anmodet herom.

Artikel 16

Overvågning

Den enkelte medlemsstats kompetente myndigheder skal, hvis

det tjener til at forebygge, efterforske og straffe overtrædelser i en

anden medlemsstat,

a) så vidt muligt foretage den i artikel 11 omhandlede

særlige overvågning eller foranledige en sådan

overvågning

b) meddele de øvrige berørte medlemsstaters kompetente

myndigheder de oplysninger, navnlig rapporter og andre dokumenter eller

bekræftede genparter eller uddrag heraf, som de råder over

vedrørende transaktioner, der har sammenhæng med en planlagt

eller begået overtrædelse.

Artikel 17

Meddelelser uden forudgående anmodning

Den enkelte medlemsstats kompetente myndigheder meddeler

straks de øvrige berørte medlemsstaters kompetente myndigheder

alle relevante oplysninger om planlagte eller begåede

overtrædelser, herunder navnlig oplysninger om de deraf berørte

varer og om nye midler og metoder, der benyttes til at begå

sådanne overtrædelser.

Artikel 18

Anvendelse som bevismidler

Overvågningsrapporter og oplysninger, som

embedsmænd i en medlemsstat fremskaffer og fremsender til en anden

medlemsstat i forbindelse med bistand uden forudgående anmodning efter

artikel 15 17, kan i overensstemmelse med den nationale lovgivning anvendes

som bevismidler af de kompetente instanser i den medlemsstat, der modtager

oplysningerne.

AFSNIT IV

SÆRLIGE FORMER FOR SAMARBEJDE

Artikel 19

Principper

1. Toldmyndighederne samarbejder på tværs af

grænserne i overensstemmelse med dette afsnit. De yder hinanden den

fornødne personalemæssige og organisatoriske assistance.

Anmodninger om samarbejde skal i princippet fremsættes i form af

anmodninger om bistand efter artikel 9. Embedsmænd fra den

bistandssøgende myndighed kan med den bistandssøgte myndigheds

tilladelse udføre opgaver på den bistandssøgte stats

område i de konkrete tilfælde, der er nævnt i dette

afsnit.

Koordineringen og planlægningen af

grænseoverskridende operationer varetages af de i artikel 5 omhandlede

centrale koordineringstjenester.

2. Grænseoverskridende samarbejde efter stk. 1 kan

gennemføres med henblik på at forebygge, efterforske og straffe

overtrædelser i forbindelse med:

a) ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, våben,

ammunition, sprængstoffer, kulturgenstande, farligt og giftigt affald,

nukleart materiale eller stoffer og udstyr, der er beregnet til fremstilling

af atomvåben, biologiske og/eller kemiske våben (forbudte

varer)

b) handel med de stoffer, der er opført i tabel I og II i De

Forenede Nationers konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope

stoffer, og som er beregnet til ulovlig fremstilling af narkotika

(prækursorer)

c) ulovlig grænseoverskridende handel med afgiftspligtige varer

for at unddrage sig afgiftspligten eller for på uretmæssig vis at

opnå en offentlig økonomisk ydelse i forbindelse med ind- eller

udførsel af de pågældende varer, når der på

grund af handelens omfang og den dermed forbundne afgifts- og

subventionsrisiko er fare for, at De Europæiske Fællesskabers

eller medlemsstaternes budgetter påføres betydelige udgifter

d) al anden handel med varer, der er forbudt i henhold til

EF-toldbestemmelserne eller de nationale toldbestemmelser.

3. Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet

til at indgå i de særlige former for samarbejde, som er omhandlet

i dette afsnit, hvis den form for undersøgelse, hvorom der anmodes, er

i strid med eller ikke er omfattet af den nationale lovgivning i den

bistandssøgte medlemsstat.

Omvendt er den bistandssøgende myndighed af samme

grund berettiget til at afvise en tilsvarende form for

grænseoverskridende samarbejde, som en myndighed i den

bistandssøgte medlemsstat anmoder om.

4. Hvis medlemsstaternes nationale lovgivning indeholder

krav herom, anmoder de berørte myndigheder deres nationale retlige

myndigheder om tilladelse til at gennemføre de planlagte

undersøgelser. Hvis de kompetente retlige myndigheder kun giver deres

tilladelse på visse betingelser og med visse forbehold, påser de

berørte myndigheder, at disse betingelser og forbehold overholdes ved

gennemførelsen af undersøgelserne.

5. Når embedsmænd fra en medlemsstat i

medfør af dette afsnit udfører opgaver på en anden

medlemsstats område og ved deres aktion forvolder skade i denne

medlemsstat, erstatter den medlemsstat, på hvis område skaden er

forvoldt, skaden i overensstemmelse med sin nationale lovgivning på

samme måde, som hvis skaden var forvoldt af dens egne

embedsmænd.

Denne medlemsstat modtager fuld erstatning fra den

medlemsstat, hvis embedsmænd har forvoldt skaden, for de beløb,

den har udbetalt til de skadelidte eller andre berettigede personer eller

institutioner.

6. Uanset forpligtelsen til at erstatte skader i henhold

til stk. 5, andet punktum, giver hver enkelt medlemsstat i det i stk. 5,

første punktum, nævnte tilfælde afkald på at

kræve skadeserstatning fra en anden medlemsstat, dog med forbehold af

dens eventuelle rettigheder over for tredjemand.

7. Oplysninger, som embedsmænd er kommet i

besiddelse af under grænseoverskridende samarbejde efter artikel 20 24,

kan i overensstemmelse med den nationale lovgivning og med forbehold af

særlige betingelser, som stilles af de kompetente myndigheder i den

stat, hvor oplysningerne er indhentet, anvendes som bevismidler af de

kompetente myndigheder i den medlemsstat, der har modtaget oplysningerne.

8. Under gennemførelsen af de aktioner, der er

omhandlet i artikel 20 24, sidestilles embedsmænd, der udfører

opgaver på en anden medlemsstats område, med denne medlemsstats

egne embedsmænd, for så vidt angår overtrædelser, som

de bliver ofre for eller selv begår.

Artikel 20

Forfølgelse over grænserne

1. Hvis en medlemsstats toldembedsmænd i deres egen

stat har optaget forfølgelse af en person, der er antruffet på

fersk gerning i færd med at begå en af de i artikel 19, stk. 2,

omhandlede overtrædelser, som kan medføre udlevering, eller

medvirke til en sådan overtrædelse, kan de fortsætte

forfølgelsen ind på en anden medlemsstats område uden

forinden at have indhentet tilladelse hertil, når der ikke inden

grænsepassagen var tid til at underrette den anden medlemsstats

kompetente myndigheder, eller når disse myndigheder ikke kunne nå

frem i tide til at overtage forfølgelsen.

De forfølgende embedsmænd skal senest ved

grænsepassagen tage kontakt med de kompetente myndigheder i den

medlemsstat, på hvis område forfølgelsen fortsættes.

Forfølgelsen indstilles, så snart den medlemsstat, på hvis

område forfølgelsen finder sted, kræver det. De kompetente

myndigheder i denne medlemsstat skal på anmodning af de

forfølgende embedsmænd pågribe den forfulgte og

fastslå vedkommendes identitet eller anholde ham. Medlemsstaterne

meddeler depositaren, hvilke forfølgende embedsmænd denne

bestemmelse omfatter; depositaren gør de øvrige medlemsstater

bekendt hermed.

2. Forfølgelsen foregår på

følgende betingelser, som er fastlagt i den i stk. 6 omhandlede

erklæring:

a) De forfølgende embedsmænd har ikke ret til at standse

den forfulgte.

b) Hvis forfølgelsen ikke er krævet indstillet og de

kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område

forfølgelsen finder sted, ikke kan overtage forfølgelsen i

tide, kan de forfølgende embedsmænd dog standse den forfulgte,

indtil embedsmænd i denne medlemsstat, som straks skal underrettes, kan

fastslå den forfulgtes identitet eller anholde ham.

3. Forfølgelsen foregår i overensstemmelse

med stk. 1 og 2 på en af følgende betingelser, som er fastlagt i

den i stk. 6 omhandlede erklæring:

a) inden for et givet område eller et givet tidsrum efter

grænsepassagen som fastlagt i erklæringen

b) uden geografisk eller tidsmæssig begrænsning.

4. Forfølgelsen må kun finde sted på

følgende almindelige betingelser:

a) de forfølgende embedsmænd skal overholde bestemmelserne

i denne artikel og lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område

de opererer; de skal efterkomme påbud fra de kompetente myndigheder i

denne medlemsstat

b) når forfølgelsen forgår på havet, skal den,

når den forsætter på det åbne hav eller i den

eksklusive økonomiske zone, finde sted i overensstemmelse med den

internationale havret, som den fremgår af De Forenede Nationers

havretskonvention, og, når den foregår på en anden

medlemsstats område, i henhold til bestemmelserne i denne artikel

c) de forfølgende embedsmænd har ikke adgang til private

boliger og steder, der ikke er tilgængelige for offentligheden

d) de forfølgende embedsmænd skal let kunne identificeres,

enten ved hjælp af uniform, armbind eller anordninger anbragt på

deres transportmiddel; de må ikke uden førnævnte kendetegn

være civilklædte og benytte civile patruljevogne; de skal til

enhver tid kunne legitimere sig som embedsmænd

e) de forfølgende embedsmænd kan medføre deres

tjenestevåben under forfølgelsen, medmindre i) den

bistandssøgte medlemsstat har fremsat en generel erklæring om,

at der aldrig må bringes våben ind på dens område,

eller ii) den bistandssøgte medlemsstat udtrykkelig har modsat sig

dette. I situationer, hvor embedsmænd fra en anden medlemsstat har lov

til at medføre tjenestevåben, må våbnene kun

benyttes i tilfælde af nødværge

f) med henblik på fremstilling for de kompetente myndigheder

må den forfulgte efter pågribelse, jf. stk. 2, litra b), kun

underkastes sikkerhedsmæssig kropsvisitering; den

pågældende må lægges i håndjern under

transport, og genstande i den forfulgtes besiddelse må

beslaglægges

g) efter hver operation som nævnt i stk. 1, 2 og 3 aflægger

de forfølgende embedsmænd ved personligt fremmøde rapport

til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område

operationen fandt sted; hvis disse myndigheder anmoder derom, skal de

stå til rådighed, indtil alle omstændigheder i forbindelse

med deres operation er tilstrækkeligt belyst; dette gælder

også, selv om den forfulgte ikke er blevet anholdt

h) myndighederne i de forfølgende embedsmænds hjemland

skal efter anmodning fra myndighederne i den medlemsstat, på hvis

område forfølgelsen fandt sted, bistå ved den

efterfølgende efterforskning, herunder også ved

retsforfølgning.

5. En person, som under den i stk. 2 nævnte

operation er blevet anholdt af de kompetente myndigheder i den medlemsstat,

hvor forfølgelsen finder sted, kan uanset sin nationalitet

tilbageholdes med henblik på afhøring.

De relevante bestemmelser i den nationale lovgivning

finder tilsvarende anvendelse.

Hvis personen ikke er statsborger i den medlemsstat,

på hvis område han blev anholdt, skal vedkommende sættes

på fri fod senest seks timer efter anholdelsen, tiden mellem midnat og

kl. 9 ikke medregnet, medmindre de kompetente myndigheder i denne medlemsstat

forinden har modtaget en begæring under en hvilken som helst form om

foreløbig anholdelse og fængsling af vedkommende med henblik

på udlevering.

6. Ved undertegnelsen af denne konvention afgiver hver

enkelt medlemsstat en erklæring, hvori den på grundlag af

bestemmelserne i stk. 2, 3 og 4 fastlægger betingelserne for

forfølgelse på sit område.

En medlemsstat kan til enhver tid lade sin erklæring

erstatte af en ny, forudsat at den ikke indskrænker den

foregåendes rækkevidde.

En erklæring afgives efter samråd med hver

enkelt af de berørte medlemsstater, og der tilstræbes ensartede

regler i disse stater.

7. Medlemsstaterne kan bilateralt udvide

anvendelsesområdet for stk. 1 og vedtage supplerende

gennemførelsesbestemmelser til denne artikel.

8. Hver enkelt medlemsstat kan samtidig med deponeringen

af sine vedtagelsesinstrumenter erklære, at den ikke er bundet af denne

artikel eller en del heraf. Denne erklæring kan til enhver tid

trækkes tilbage.

Artikel 21

Observation over grænserne

1. Hvis en medlemsstats toldembedsmænd i den

pågældende stat holder en person under observation, om hvem der

er alvorlig grund til at antage, at vedkommende er impliceret i en af de i

artikel 19, stk. 2, omhandlede overtrædelser, kan de fortsætte

denne observation på en anden medlemsstats område, når

denne har givet sin tilladelse hertil efter forinden at have modtaget en

anmodning om bistand. Der kan knyttes betingelser til denne tilladelse.

Medlemsstaterne meddeler depositaren, hvilke

embedsmænd denne bestemmelse omfatter; depositaren giver de

øvrige medlemsstater meddelelse herom.

Observationen skal efter anmodning overlades til

embedsmændene i den medlemsstat, på hvis område den finder

sted.

Anmodninger efter første afsnit rettes til den

myndighed, som hver medlemsstat har udpeget, og som er kompetent til at give

en sådan tilladelse eller videresende anmodningen.

Medlemsstaterne meddeler depositaren, hvilken myndighed

den har udpeget med henblik herpå; depositaren giver de øvrige

medlemsstater meddelelse herom.

2. Hvis det i særligt hastende tilfælde ikke

er muligt forinden at anmode den anden medlemsstat om tilladelse, kan de

embedsmænd, der observerer en person, om hvem der er alvorlig grund til

at antage, at vedkommende er impliceret i en af de i artikel 19, stk. 2,

omhandlede overtrædelser, fortsætte observationen på den

anden side af grænsen på følgende betingelser:

a) de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis

område observationen fortsættes, skal omgående, allerede

mens observationen finder sted, underrettes om, at grænsen vil blive

passeret

b) der skal straks indgives en anmodning efter stk. 1 med en

begrundelse for, at grænsen blev passeret uden forudgående

tilladelse.

Observationen indstilles, i samme øjeblik den

medlemsstat, på hvis område den finder sted, kræver det som

følge af underretning efter litra a) eller anmodning efter litra b),

eller hvis tilladelse ikke foreligger fem timer efter

grænsepassagen.

3. Observation efter stk. 1 og 2 må udelukkende

finde sted på følgende almindelige betingelser:

a) de observerende embedsmænd skal overholde bestemmelserne i

denne artikel og lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område

de opererer; de skal efterkomme påbud fra de kompetente myndigheder i

denne medlemsstat

b) bortset fra de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, skal

embedsmændene under observationen kunne forevise dokumentation for, at

der er meddelt tilladelse

c) de observerende embedsmænd skal til enhver tid kunne

legitimere sig som embedsmænd

d) de observerende embedsmænd kan medføre deres

tjenestevåben under observationen, medmindre i) den

bistandssøgte medlemsstat har fremsat en generel erklæring om,

at der aldrig må bringes våben ind på dens område,

eller ii) den bistandssøgte medlemsstat udtrykkelig har modsat sig

dette. I situationer, hvor embedsmænd fra en anden medlemsstat har lov

til at medføre tjenestevåben, må våbnene kun

benyttes i tilfælde af nødværge

e) embedsmændene har ikke adgang til private boliger og steder,

der ikke er tilgængelige for offentligheden

f) de må hverken standse eller anholde den observerede person

g) for hver operation indgives der rapport til myndighederne i den

medlemsstat, på hvis område operationen fandt sted; der kan

kræves personligt fremmøde af de pågældende

embedsmænd

h) myndighederne i de observerende embedsmænds hjemland skal

efter anmodning fra myndighederne i den medlemsstat, på hvis

område observationen fandt sted, bistå dem ved den

efterfølgende efterforskning, herunder også ved

retsforfølgning.

4. Medlemsstaterne kan bilateralt udvide denne artikels

anvendelsesområde og vedtage supplerende

gennemførelsesbestemmelser herfor.

5. Hver enkelt medlemsstat kan samtidig med deponeringen

af sine vedtagelsesinstrumenter erklære, at den ikke er bundet af denne

artikel eller en del heraf. Denne erklæring kan til enhver tid

trækkes tilbage.

Artikel 22

Kontrollerede leverancer

1. Hver medlemsstat forpligter sig til på

begæring af en anden medlemsstat at tillade kontrollerede leverancer

på sit område som led i en strafferetlig efterforskning af

overtrædelser, som kan medføre udlevering.

2. Beslutning om anvendelse af kontrollerede leverancer

træffes konkret i hvert enkelt tilfælde af de kompetente

myndigheder i den bistandssøgte medlemsstat under hensyn til denne

medlemsstats nationale ret.

3. Gennemførelsen af kontrollerede leverancer

finder sted efter procedurerne i den bistandssøgte medlemsstat. De

kompetente myndigheder i denne medlemsstat udfører og leder

operationerne.

De overtager kontrollen med leverancen ved

grænsepassagen eller på et aftalt sted for at undgå

afbrydelser af kontrollen. De sørger for, at den videre transport hele

tiden holdes under observation på en sådan måde, at de til

enhver tid har mulighed for at pågribe gerningsmændene og

beslaglægge varerne.

4. Forsendelser, i forbindelse med hvilke der tillades

kontrolleret leverance, kan med de berørte medlemsstaters samtykke

standses og få tilladelse til at fortsætte med det oprindelige

indhold intakt eller fjernet eller helt eller delvis erstattet med andre

varer.

Artikel 23

Diskrete undersøgelser

1. Den bistandssøgte myndighed kan efter anmodning

fra den bistandssøgende myndighed tillade, at embedsmænd fra den

bistandssøgende medlemsstats toldmyndigheder eller embedsmænd,

der handler på disse myndigheders vegne, og som opererer under falsk

identitet (diskrete undersøgere), opererer på den

bistandssøgte medlemsstats område. Den bistandssøgende

myndighed fremsætter kun anmodning herom, hvis det ville være

yderst vanskeligt at opklare sagen uden at gribe til de overvejede

foranstaltninger. De nævnte embedsmænd har som led i

udførelsen af deres opgave beføjelse til at indsamle

oplysninger og etablere kontakter til mistænkte eller andre personer i

deres omgangskreds.

2. Diskrete undersøgelser i den

bistandssøgte medlemsstat skal have begrænset varighed.

Forberedelsen og ledelsen af undersøgelserne sker i nært

samarbejde mellem de berørte myndigheder i den bistandssøgte og

den bistandssøgende medlemsstat.

3. Betingelserne for anvendelsen af diskrete

undersøgelser samt for gennemførelsen heraf fastsættes af

den bistandssøgte myndighed efter dennes nationale lovgivning. Hvis

der i forbindelse med diskrete undersøgelser fremkommer oplysninger om

andre overtrædelser end dem, der er omfattet af den oprindelige

anmodning, fastsættes betingelserne for, hvad disse oplysninger

må anvendes til, også af den bistandssøgte myndighed efter

dennes nationale lovgivning.

4. Den bistandssøgte myndighed yder den

nødvendige personalemæssige og tekniske støtte. Den

træffer foranstaltninger til at beskytte de i stk. 1 nævnte

embedsmænd under udførelsen af deres opgave i den

bistandssøgte medlemsstat.

5. Hver enkelt medlemsstat kan samtidig med deponeringen

af sine vedtagelsesinstrumenter erklære, at den ikke er bundet af denne

artikel eller en del heraf. Denne erklæring kan til enhver tid

trækkes tilbage.

Artikel 24

Fælles særlige efterforskningshold

1. Flere medlemsstaters myndigheder kan efter fælles

overenskomst nedsætte et fælles særligt efterforskningshold

hjemmehørende i en medlemsstat og bestående af embedsmænd,

der er specialiserede på de relevante områder.

Det fælles særlige efterforskningshold skal have

følgende opgaver:

- gennemførelse af vanskelige og krævende

undersøgelser med henblik på opklaring af konkrete

overtrædelser, som kræver en koordineret, samtidig indsats i de

berørte medlemsstater

- koordinering af den fælles indsats med henblik på at

forebygge og afsløre bestemte former for overtrædelser og

tilvejebringe oplysninger om de involverede personer, deres kontakter samt

metoder.

2. Der gælder følgende regler for de

fælles særlige efterforskningshold:

a) de nedsættes udelukkende med henblik på et bestemt

formål og for et begrænset tidsrum

b) de ledes af en embedsmand fra den medlemsstat, hvor

efterforskningsholdet skal operere

c) de deltagende embedsmænd skal overholde lovgivningen i den

medlemsstat, på hvis område efterforskningsholdet skal

operere

d) den medlemsstat, på hvis område efterforskningsholdet

skal operere, skaber de nødvendige organisatoriske

forudsætninger for operationen.

3. Deltagelse i et efterforskningshold giver ikke de

pågældende embedsmænd udøvende beføjelser

på en anden medlemsstats område.

AFSNIT V

DATABESKYTTELSE

Artikel 25

Databeskyttelse ved dataudveksling

1. Under udvekslingen af oplysninger tager

toldmyndighederne i hvert enkelt tilfælde hensyn til behovet for

beskyttelse af personoplysninger. De skal overholde de gældende

bestemmelser i Europarådets konvention af 28. januar 1981 om

beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk

databehandling af personoplysninger. Af hensyn til databeskyttelse kan en

medlemsstat i overensstemmelse med stk. 2 stille betingelser for en anden

medlemsstats behandling af oplysninger, som den har modtaget.

2. Med forbehold af bestemmelserne i konventionen om brug

af informationsteknologi på toldområdet gælder

nedenstående bestemmelser for videregivelse af personoplysninger i

medfør af nærværende konvention:

a) Den modtagende myndighed må kun behandle personoplysningerne

med henblik på det i artikel 1, stk. 1, anførte formål.

Den kan uden forudgående samtykke fra den medlemsstat, der har

fremsendt dem, videregive dem til sine toldmyndigheder,

retsforfølgende myndigheder og retsinstanser for at sætte dem i

stand til at forfølge og straffe overtrædelser, jf. artikel 4,

nr. 3. I alle andre tilfælde er det nødvendigt at indhente

samtykke fra den medlemsstat, der har givet oplysningerne.

b) Den videregivende medlemsstats myndighed påser, at

oplysningerne er korrekte og ajourførte. Hvis det viser sig, at der er

videregivet ukorrekte oplysninger eller oplysninger, som ikke burde

være videregivet, eller at det senere viser sig nødvendigt at

tilintetgøre lovligt videregivne oplysninger i overensstemmelse med

lovgivningen i den videregivende medlemsstat, underrettes den modtagende

myndighed straks herom. Denne skal rette eller tilintetgøre

oplysningerne. Hvis den modtagende myndighed har grund til at tro, at de

videregivne oplysninger er ukorrekte eller bør tilintetgøres,

underretter den den videregivende medlemsstat herom.

c) I tilfælde, hvor videregivne oplysninger efter lovgivningen i

den videregivende medlemsstat burde tilintetgøres eller ændres,

skal de berørte personer have ret til at få oplysningerne

berigtiget.

d) De berørte myndigheder registrerer fremsendelsen og

modtagelsen af de udvekslede oplysninger.

e) Den videregivende og den modtagende myndighed skal på

anmodning fra den pågældende underrette vedkommende om de

oplysninger, der er udleveret vedrørende ham, samt om det

formål, til hvilket de påtænkes anvendt. Der er ingen

underretningspligt, hvis det ved en afvejning viser sig, at offentlighedens

interesse i, at oplysningerne tilbageholdes, vejer tungere end vedkommendes

interesse i at blive underrettet. I øvrigt er vedkommendes ret til at

blive underrettet om de oplysninger, der er videregivet vedrørende

ham, underlagt den nationale lovgivning og praksis i den medlemsstat,

på hvis område der anmodes om oplysninger. Inden det bestemmes,

om der skal gives oplysninger, skal den videregivende myndighed have

lejlighed til at blive hørt.

f) Medlemsstaterne er i henhold til deres nationale lovgivning og

praksis ansvarlige for enhver skade, der tilføjes personer som

følge af behandlingen af de videregivne oplysninger i den

pågældende medlemsstat. Dette gælder også, hvis

skaden skyldes, at der er videregivet ukorrekte oplysninger, eller fordi den

videregivende myndighed har videregivet oplysninger i modstrid med

konventionen.

g) De videregivne oplysninger opbevares ikke længere end

nødvendigt af hensyn til formålet med videregivelsen. Den

berørte medlemsstat undersøger ved lejlighed, om det er

nødvendigt fortsat at opbevare dem.

h) Oplysningerne skal i hvert fald nyde mindst samme beskyttelse som

den, modtagerlandet giver oplysninger af lignende art.

i) Hver enkelt medlemsstat træffer passende foranstaltninger for

ved hjælp af effektiv kontrol at sikre, at denne artikel overholdes.

Den enkelte medlemsstat kan overdrage disse kontrolopgaver til den nationale

tilsynsmyndighed, der er omhandlet i artikel 17 i konventionen om brug af

informationsteknologi på toldområdet.

3. I denne artikel skal udtrykket »behandling af

personoplysninger« forstås som defineret i artikel 2, litra b), i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger1) .

AFSNIT VI

FORTOLKNING AF KONVENTIONEN

Artikel 26

Domstolen

1. De Europæiske Fællesskabers Domstol har

kompetence til at afgøre alle tvister mellem medlemsstaterne

vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, hvis

sådanne tvister ikke kan bilægges af Rådet inden seks

måneder efter, at et medlem af Rådet har forelagt det sagen.

2. De Europæiske Fællesskabers Domstol har

kompetence til at afgøre alle tvister mellem medlemsstaterne og

Kommissionen vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne

konvention, som ikke har kunnet løses ved forhandling. En sådan

tvist kan indbringes for Domstolen efter udløbet af en frist på

seks måneder fra den dato, hvor en af parterne har meddelt den anden

part, at der foreligger en tvist.

3. De Europæiske Fællesskabers Domstol har

på de betingelser, der er fastsat i stk. 4 7, kompetence til at

afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af

denne konvention.

4. I en erklæring fremsat i forbindelse med

undertegnelsen af denne konvention eller på et senere tidspunkt vil en

medlemsstat kunne godkende, at De Europæiske Fællesskabers

Domstol får kompetence til at træffe præjudiciel

afgørelse om fortolkningen af denne konvention på betingelserne

i stk. 5, litra a) eller litra b).

5. En medlemsstat, der fremsætter en erklæring

i henhold til stk. 4, anfører, at enten

a) kan en ret i denne medlemsstat, hvis afgørelser ifølge

de nationale retsregler ikke kan appelleres, anmode De Europæiske

Fællesskabers Domstol om at træffe præjudiciel

afgørelse vedrørende et spørgsmål, der rejses

under en retssag ved denne ret, og som angår fortolkningen af denne

konvention, når den pågældende ret skønner, at en

afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig,

før den afsiger sin dom, eller

b) kan en ret i denne medlemsstat anmode De Europæiske

Fællesskabers Domstol om at træffe præjudiciel

afgørelse vedrørende et spørgsmål, der rejses

under en retssag ved denne ret, og som angår fortolkningen af denne

konvention, når den pågældende ret skønner, at en

afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig,

før den afsiger sin dom.

6. Protokollen vedrørende statutten for De

Europæiske Fællesskabers Domstol og dennes procesreglement finder

anvendelse.

7. En medlemsstat kan, uanset om den har fremsat en

erklæring i henhold til stk. 4, indgive indlæg eller andre

skriftlige udtalelser til De Europæiske Fællesskabers Domstol i

sager, som er forelagt den i medfør af stk. 5.

8. Domstolen har ingen kompetence til at prøve

gyldigheden eller proportionaliteten af operationer, som udføres af de

kompetente retshåndhævende myndigheder i henhold til denne

konvention, eller til at udtale sig om udøvelsen af medlemsstaternes

beføjelser med hensyn til opretholdelse af lov og orden og beskyttelse

af den indre sikkerhed.

AFSNIT VII

GENNEMFØRELSESBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

Artikel 27

Fortrolighed

Toldmyndighederne tager i hvert enkelt tilfælde,

hvor der udveksles oplysninger, hensyn til behovet for hemmeligholdelse af

forundersøgelsen.

Med henblik herpå kan medlemsstaten stille

betingelser for, hvordan en anden medlemsstat, som oplysningerne videregives

til, må anvende disse.

Artikel 28

Undtagelser fra pligten til at yde bistand

1. Denne konvention forpligter ikke myndighederne i

medlemsstaterne til at yde hinanden gensidig bistand, hvis dette kan

være til skade for denne stats offentlige orden eller andre

væsentlige interesser, især på

databeskyttelsesområdet, eller når omfanget af den aktion, der

anmodes om, især i forbindelse med de særlige former for

samarbejde i henhold til afsnit IV, helt klart står i misforhold til

grovheden af den formodede overtrædelse. I disse tilfælde kan det

nægtes helt eller delvis at yde bistand, eller denne kan gøres

afhængig af, at visse betingelser overholdes.

2. Ethvert afslag på bistand skal begrundes.

Artikel 29

Udgifter

1. Medlemsstaterne giver normalt afkald på alle krav

om godtgørelse af udgifter, som er påløbet under

gennemførelsen af denne konvention, undtagen udgifter til

aflønning af eksperter.

2. Hvis imødekommelsen af anmodningen

medfører udgifter af væsentlig og ekstraordinær karakter,

konsulterer toldmyndighederne hinanden for at fastlægge de betingelser,

hvorpå en anmodning skal efterkommes, samt den måde, hvorpå

udgifterne skal afholdes.

Artikel 30

Forbehold

1. Der kan ikke tages andre forbehold med hensyn til denne

konvention end de i artikel 20, stk. 8, artikel 21, stk. 5, og artikel 23,

stk. 5, omhandlede.

2. Medlemsstater, der allerede har indgået indbyrdes

aftaler inden for de områder, der er omfattet af afsnit IV i denne

konvention, kan kun tage forbehold i medfør af stk. 1, hvis

forbeholdene ikke berører deres forpligtelser i henhold til disse

aftaler.

3. På samme måde berøres

forpligtelserne i henhold til bestemmelserne i konventionen af 19. juni 1990

om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis

ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, der

indeholder regler om et styrket samarbejde, ikke af nærværende

konvention, for så vidt angår forbindelserne mellem de

medlemsstater, der er forpligtet i henhold til de pågældende

bestemmelser.

Artikel 31

Geografisk anvendelse

1. Denne konvention finder anvendelse på

medlemsstaternes områder som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om

indførelse af en EF-toldkodeks 2) ,

som ændret i medfør af akten vedrørende betingelserne for

Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges

tiltrædelse samt tilpasningerne af de traktater, som Unionen bygger

på3) , og ved Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 19964) , herunder tillige for Forbundsrepublikken

Tysklands vedkommende øen Helgoland og Buesingen-området (inden

for rammerne af og i henhold til traktaten mellem Forbundsrepublikken

Tyskland og Det Schweiziske Forbund om integreringen af Buesingen am

Hochrhein i Det Schweiziske Forbunds toldområde af 23. november 1964

eller den nuværende version heraf) og for Den Italienske Republiks

vedkommende kommunerne Livigno og Campione d'Italia, samt på det

søterritorium, de indre farvande og det luftrum, der er knyttet til

medlemsstaternes områder.

2. Rådet, der træffer afgørelse med

enstemmighed efter proceduren i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske

Union, kan tilpasse stk. 1 til enhver ændring af de heri omhandlede

bestemmelser i EF-retten.

Artikel 32

Ikrafttræden

1. Medlemsstaterne vedtager denne konvention i

overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

2. Medlemsstaterne giver depositaren notifikation om

afslutningen af de procedurer, der efter deres forfatningsmæssige

bestemmelser kræves for at vedtage konventionen.

3. Denne konvention træder i kraft 90 dage efter, at

den i stk. 2 omhandlede notifikation er afgivet af den sidste af de stater,

som på tidspunktet for Rådets vedtagelse af retsakten om

udarbejdelse af denne konvention var medlem af Den Europæiske

Union.

4. Indtil denne konvention træder i kraft, kan

enhver medlemsstat, når den afgiver den i stk. 2 omhandlede

notifikation eller på et hvilket som helst andet senere tidspunkt,

erklære, at konventionen, med undtagelse af artikel 26 heri, for dens

eget vedkommende finder anvendelse i dens forbindelser med de medlemsstater,

der har afgivet samme erklæring. Sådanne erklæringer

træder i kraft 90 dage efter deponeringen.

5. Denne konvention finder kun anvendelse på

begæringer, der fremsættes efter dens ikrafttræden eller

efter dens anvendelse i forbindelserne mellem den bistandssøgte

medlemsstat og den bistandssøgende medlemsstat.

6. På datoen for denne konventions

ikrafttræden ophæves konventionen af 7. september 1967 om

gensidig bistand mellem toldforvaltningerne.

Artikel 33

Tiltrædelse

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af

stater, der bliver medlem af Den Europæiske Union.

2. Teksten til konventionen på den tiltrædende

medlemsstats sprog, som udformet af Rådet for Den Europæiske

Union, er autentisk.

3. Tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos

depositaren.

4. Denne konvention træder i kraft for alle

tiltrædende medlemsstater 90 dage efter deponeringen af deres

tiltrædelsesinstrument eller på den dato, hvor konventionen

træder i kraft, hvis den endnu ikke er trådt i kraft ved

udløbet af nævnte periode på 90 dage.

5. Artikel 32, stk. 4, finder anvendelse på de

tiltrædende medlemsstater, hvis denne konvention endnu ikke er

trådt i kraft ved deponeringen af deres

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 34

Ændringer

1. Medlemsstater, der er høje kontraherende parter,

kan foreslå ændringer til denne konvention. Alle

ændringsforslag sendes til depositaren, der underretter Rådet og

Kommissionen herom.

2. Ændringer til konventionen fastlægges af

Rådet, der anbefaler medlemsstaterne at vedtage dem i overensstemmelse

med deres forfatningsmæssige bestemmelser, jf. dog artikel 31, stk.

2.

3. Ændringer, der fastlægges i

overensstemmelse med stk. 2, træder i kraft efter bestemmelserne i

artikel 32, stk. 3.

Artikel 35

Depositar

1. Generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union

er depositar for denne konvention.

2. Depositaren offentliggør i De Europæiske

Fællesskabers Tidende en oversigt over vedtagelser og

tiltrædelser, iværksættelse samt erklæringer og

forbehold og enhver anden meddelelse vedrørende denne konvention.

BILAG

ERKLÆRINGER, SOM SKAL KNYTTES TIL KONVENTIONEN OG

OFFENTLIGGØRES I DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS

TIDENDE

1. Ad artikel 1, stk. 1, og artikel 28

Under henvisning til undtagelserne fra pligten til at yde bistand som

omhandlet i artikel 28 i denne konvention erklærer Italien, at

imødekommelsen af anmodninger om gensidig bistand i henhold til denne

konvention vedrørende overtrædelser, som ifølge italiensk

ret ikke udgør overtrædelser af nationale toldbestemmelser eller

EF-toldbestemmeler - af grunde, der skyldes kompetencefordelingen mellem de

nationale myndigheder vedrørende forebyggelse og forfølgning af

forbrydelser - vil kunne være til skade for den offentlige orden eller

andre væsentlige nationale interesser.

2. Ad artikel 1, stk. 2, og artikel 3, stk. 2

Danmark og Finland erklærer, at de fortolker ordene »retlige

myndigheder« eller »retlig myndighed« i konventionens artikel 1, stk. 2, og

artikel 3, stk. 2, som anført i de erklæringer, de har fremsat i

medfør af artikel 24 i den europæiske konvention om gensidig

retshjælp i straffesager, undertegnet den 20. april 1959 i

Strasbourg.

3. Ad artikel 4, stk. 3, andet led

Danmark erklærer, at for dets vedkommende dækker artikel

4, stk. 3, andet led, kun handlinger, hvorved en person deltager i en eller

flere af de overtrædelser, der begås af en gruppe personer, der

handler med et fælles formål, herunder situationer, hvor den

pågældende person ikke deltager i selve udførelsen af den

eller de pågældende overtrædelser; en sådan

deltagelse skal være baseret på kendskab til gruppens

formål og generelle kriminelle virksomhed eller på kendskab til,

at gruppen har til hensigt at begå de(n) pågældende

overtrædelse(r).

4. Ad artikel 4, stk. 3, tredje led

Danmark erklærer, at for dets vedkommende finder artikel 4, stk.

3, tredje led, kun anvendelse på prædikatforbrydelser, i

forbindelse med hvilke hæleri til enhver tid er strafbart i henhold til

dansk lovgivning, herunder § 191a i straffeloven om narkotikahæleri og

§ 284 i straffeloven om hæleri i forbindelse med indsmugling af

særlig grov karakter.

5. Ad artikel 6, stk. 4

Danmark, Finland og Sverige erklærer, at de

forbindelsesofficerer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, også kan

repræsentere Norges og Islands interesser og omvendt. De fem nordiske

lande indgik i 1982 en ordning, hvorefter udstationerede

forbindelsesofficerer fra et af de berørte lande også

repræsenterer de andre nordiske lande. Denne ordning blev

indført for at styrke bekæmpelsen af den ulovlige

narkotikahandel og begrænse de enkelte landes økonomiske byrde

ved udstationering af forbindelsesofficerer. Danmark, Finland og Sverige

tillægger det stor betydning, at denne meget velfungerende ordning kan

fortsætte.

6. Ad artikel 20, stk. 8

Danmark erklærer, at det kan acceptere bestemmelserne i artikel

20 på følgende betingelser:

Når en anden medlemsstats toldmyndigheder foretager en

forfølgelse over grænserne til vands eller i luften, kan en

sådan forfølgelse kun fortsættes ind på dansk

område, herunder dansk søterritorium og luftrummet over dansk

område og søterritorium, hvis de kompetente danske myndigheder

på forhånd har fået meddelelse herom.

7. Ad artikel 21, stk. 5

Danmark erklærer, at det kan acceptere bestemmelserne i artikel

21 på følgende betingelser:

Observation over grænserne uden forudgående tilladelse

må kun finde sted i henhold til artikel 21, stk. 2 og 3, hvis der er

tungtvejende grunde til at antage, at de observerede personer er involveret i

en af de i artikel 19, stk. 2, omhandlede overtrædelser, som kan

medføre udlevering.

8. Ad artikel 25, stk. 2, nr. i)

Medlemsstaterne forpligter sig til at underrette hinanden i

Rådet om de foranstaltninger, der træffes for at sikre, at de i

nr. i) omhandlede forpligtelser opfyldes.

9. Erklæring i medfør af artikel 26, stk. 4

I forbindelse med undertegnelsen af denne konvention erklærer

følgende medlemsstater, at de accepterer EF-Domstolens kompetence

efter retningslinjerne i artikel 26, stk. 5:

- Irland efter retningslinjerne i artikel 26, stk. 5, litra a)

- Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Den Italienske

Republik og Republikken Østrig efter retningslinjerne i artikel 26,

stk. 5, litra b).

ERKLÆRING

Forbundsrepublikken Tyskland, Den Italienske Republik og

Republikken Østrig forbeholder sig ret til i deres nationale

lovgivning at fastsætte, at når der rejses spørgsmål

angående fortolkningen af konventionen om gensidig bistand og

samarbejde mellem toldmyndighederne i en sag, der verserer for en national

retsinstans, hvis afgørelser ikke kan ankes inden for det nationale

retssystem, skal denne retsinstans forelægge spørgsmålet

for Domstolen.

1) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

2) EFT L 302 af 19.10.1992, s. 2.

3) EFT L 1 af 1.1.1995, s. 181.

4) EFT L 17 af

21.1.1997, s. 2.

Lignende dokumenter