Forslag til Lov om ændring af kursgevinstloven, skattekontrolloven og skattestyrelsesloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 29. oktober 1998 af
skatteministeren (Ole Stavad)
Forslag
til
Lov om ændring af
kursgevinstloven, skattekontrolloven og skattestyrelsesloven
(Hensættelser i penge- og
realkreditinstitutter m.fl.)
§ 1
I lov om skattemæssig behandling af gevinst og tab på
fordringer, gæld og finansielle kontrakter (kursgevinstloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 580 af 5. august 1998, foretages følgende
ændringer:
1.
I § 25, stk. 1, ændres »stk. 2-5«
til: «stk. 2-6«.
2.
I § 25, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter
»samtlige fordringer og gæld«: », jf. dog stk. 6«.
3.
I § 25 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, der er
godkendt i henhold til realkreditloven, kreditinstitutter omfattet af bank-
og sparekasselovens kap. 3b, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Kreditforeningen
af Kommuner i Danmark, Danmarks Skibskreditfond og filialer af udenlandske
kreditinstitutter omfattet af realkreditlovens § 3 skal ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage beløb, der
ved indkomstårets udløb er hensat til tab på udlån
og garantier m.v. efter de for instituttet gældende regnskabsretlige
regler. For udenlandske kreditinstitutter, der ejes af danske selskaber, og
Læs alt
herværende filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er
hjemmehørende i et land inden for EU/EØS, skal beløbet
dog opgøres efter de regnskabsretlige regler, der gælder for
tilsvarende kreditinstitutter undergivet Finanstilsynets tilsyn. Hensatte
beløb kan dog kun fradrages i det omfang, de vedrører tab, der
er fradragsberettiget efter skattelovgivningens almindelige regler. Ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregnes den
fradragsberettigede regnskabsmæssige ultimohensættelse, jf. 1.
pkt., for det forudgående indkomstår.«
§ 2
I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 5. august
1998, foretages følgende ændring:
1.
Efter § 6 C indsættes:
»§ 6 D. Tilsynsmyndigheden for et institut som
nævnt i kursgevinstlovens § 25, stk. 6, kontrollerer
størrelsen af hensatte beløb og størrelsen af lidte tab
i instituttet. Told- og Skattestyrelsen kan i særlige tilfælde
anmode tilsynsmyndigheden om at foretage kontrollen pr. 31. december.
Stk. 2.
For herværende filialer af udenlandske
kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for
EU/EØS og for udenlandske kreditinstitutter, der ejes af danske
selskaber, påser Finanstilsynet på vegne af og efter anmodning
fra Told- og Skattestyrelsen størrelsen af de beløb, der kan
hensættes til tab på udlån og garantier m.v., og
størrelsen af lidte tab, som kan fradrages efter kursgevinstlovens
§ 25, stk. 6. Anmodning fra Told- og Skattestyrelsen skal
fremsættes senest 1 år efter udløbet af det
pågældende indkomstår. Finanstilsynet skal meddele sin
afgørelse inden 6 måneder fra anmodningens fremsættelse.
Afgørelsen kan indbringes for Erhvervsministeriets
Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at de i 1. pkt. nævnte
filialer og kreditinstitutter har fået underretning om
afgørelsen. «
§ 3
I skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 3. juli
1998, foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften til kapitel 2 A affattes således:
»Bindende forhåndsbesked m.v.«
2.
Efter § 20 C indsættes i kapitel 2 A:
»§ 20 D. En afgørelse om størrelsen af hensatte
beløb eller størrelsen af lidte tab i et penge- eller
realkreditinstitut m.v., der er meddelt af tilsynsmyndigheden efter
skattekontrollovens § 6 D, er bindende for skattemyndighederne og
Landsskatteretten.
Stk. 2.
Afgørelsen er ikke bindende i det omfang, der
er sket ændringer i forudsætninger, som har været
afgørende for indholdet af afgørelsen, herunder ændringer
i love eller bekendtgørelser, der har ligget til grund for
afgørelsen.«
§ 4
Stk. 1.
Tidspunktet for lovens ikrafttræden
fastsættes af skatteministeren.
Stk. 2.
Selskaber m.v., som er omfattet af
Ligningsrådets anvisninger for penge- og realkreditinstitutter, men som
ikke er omfattet af kursgevinstlovens § 25, stk. 6, som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 3, skal ved opgørelsen af gevinst og tab
på fordringer, der er erhvervet før lovens ikrafttræden, i
stedet for anskaffelsessummen anvende anskaffelsessummen nedsat med den
fradragsberettigede regnskabsmæssige ultimohensættelse i det
sidste indkomstår, hvor Ligningsrådets anvisninger har kunnet
benyttes.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Forslaget har til formål at tilvejebringe et klart
lovgrundlag for penge- og realkreditinstitutternes m.v. fradrag for
hensættelser til tab på udlån og garantier m.v. Forslaget
tilsigter således at afklare den tvivl, som i nogen tid har hersket om,
hvorvidt Ligningsrådets hidtidige anvisninger for penge- og
realkreditinstitutter har haft det fornødne klare
hjemmelsgrundlag.
Penge- og realkreditinstitutterne m.v. skal efter de
regnskabsretlige regler hvert år foretage de nødvendige og
tilstrækkelige hensættelser til tab på udlån og
garantier m.v. Det er ledelsen i det enkelte institut, som skønner,
hvor stort hensættelsesbehovet aktuelt er. Hensættelserne
foretages som hovedregel efter en individuel bedømmelse af den risiko,
som det enkelte engagement måtte rumme. Dog kan der foretages
hensættelser på grupper af ensartede mindre lån på
basis af statistiske beregninger. Ledelsens skøn er som den
øvrige regnskabsaflæggelse underlagt Finanstilsynets tilsyn
(Indenrigsministeriet fører tilsyn med Kreditforeningen af Kommuner i
Danmark, Strukturdirektoratet fører tilsyn med Dansk Landbrugs
Realkreditfond).
Efter nuværende praksis, jf. Ligningsrådets
anvisninger optrykt i Ligningsvejledningen, kan institutterne
skattemæssigt fratrække regnskabsmæssige
hensættelser. De regnskabsmæssige kriterier for, hvornår en
hensættelse er nødvendig, er imidlertid ikke nødvendigvis
sammenfaldende med de kriterier, som skattemæssigt må være
opfyldt, førend tab kan fradrages. Praksis for penge- og
realkreditinstitutter m.v. kan herved adskille sig fra kursgevinstlovens
almindelige principper for opgørelse af tab på fordringer, hvor
tab almindeligvis først kan fratrækkes, når tabet er
konstateret eller sandsynliggjort.
Med forslaget lovfæstes denne praksis, hvorefter
penge- og realkreditinstitutter m.v. kan lægge regnskabsmæssige
hensættelser til grund ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst. Forslaget forudsætter således en samtidig
ophævelse af Ligningsrådets anvisninger for penge- og
realkreditinstitutter. Forslaget indeholder dog også visse justeringer
og ændringer i forhold til nuværende praksis.
Det gælder i første omgang visse
ændringer i kredsen af institutter, som fremover vil være
omfattet af hensættelsessystemet. Kun kreditinstitutter i snæver
forstand omfattes af forslaget, dvs. kun institutter, der driver
udlånsvirksomhed efter særlig tilladelse eller særlig
lovhjemmel, og som løbende er underlagt et særligt autoriseret
regnskabsmæssigt tilsyn. Der er endvidere tale om, at instituttet ikke
alene er beskæftiget med udlånsvirksomhed, men tillige til enhver
tid skal sikre en økonomisk dækning overfor indskydere eller
obligationsinvestorer.
Samtidigt gøres hensættelsessystemet
obligatorisk, således at der for institutterne ikke består
valgfrihed mellem at anvende hensættelsessystemet eller et andet
opgørelsesprincip som f.eks. realisationsprincippet. Herved adskiller
forslaget sig fra de gældende anvisninger, herunder især fra
ordlyden i den nuværende anvisning for realkreditinstitutter.
Når hensættelsessystemet gøres
obligatorisk, kan institutterne ikke senere skifte opgørelsesprincip.
Forslaget hindrer derfor effektivt, at institutterne vilkårligt kan
vælge at benytte fradrag for regnskabsmæssige hensættelser
i år med stor indtjening og dermed en eventuel stor skattepligtig
indkomst for måske senere at fravælge hensættelsessystemet
i år med store skattemæssige underskud.
Dernæst indebærer forslaget en række
administrative ændringer. Forslaget indebærer således, at
kompetencen og pligten til at kontrollere størrelsen af det enkelte
instituts hensættelser og tab, herunder om hensættelserne er i
overensstemmelse med det regnskabsretlige forsigtighedsprincip, fremover
ensidigt tilkommer Finanstilsynet, Indenrigsministeriet og
Strukturdirektoratet, dvs. de myndigheder, som allerede forestår det
regnskabsmæssige tilsyn med institutterne, herunder institutternes
hensættelser. Skattemyndighederne vil således ikke som i dag
skulle foretage kontrol af, at de regnskabsretlige regler er overholdt,
hvorfor forslaget betyder, at kontrollen med institutternes
hensættelser på dette punkt gøres enstrenget. For
skattemyndighederne indebærer dette en administrativ lempelse.
Herværende filialer af udenlandske
kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for
EU/EØS samt udenlandske kreditinstitutter, der ejes af danske
selskaber, er ikke underlagt dansk regnskabsmæssigt tilsyn og
følger ikke danske regler for aflæggelse af regnskab, men vil
ofte være skattepligtige til Danmark. Af hensyn til en ligelig
behandling af danske og udenlandske kreditinstitutter skal disse imidlertid
også kunne fratrække hensættelser til tab på
udlån og garantier m.v. Det foreslås derfor, at Finanstilsynet
på vegne af og efter anmodning fra Told- og Skattestyrelsen kan yde
bistand i form af at påse størrelsen af hensættelser og
tab, som kan fradrages efter den foreslåede regel i kursgevinstlovens
§ 25, stk. 6, opgjort efter danske regnskabsretlige regler.
Det samlede forslag betyder dog ikke, at
skattemyndighederne mister enhver kontrol med institutternes fradrag for
hensættelser. Som udtrykkelig nævnt i lovteksten, beror adgangen
til at fratrække hensættelser på, at tabet efter de
almindelige regler ville være fradragsberettiget. Skattemyndighederne
skal således fortsat tilse, at der ikke fratrækkes beløb,
der efter anden skattelovgivning ikke kan fratrækkes.
Høring
Lovforslaget har været til høring hos
Finansrådet, Realkreditrådet, Rådet for Dansk Forsikring og
Pension, InvesteringsForeningsRådet, Advokatrådet, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer,
Erhvervenes Skattesekretariat, Danmarks Skibskreditfond,
Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S,
Nationalbanken, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,
Frederiksberg Kommune, Skattechefforeningen, Skatterevisorforeningen,
Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Økonomiministeriet og
Justitsministeriet.
Finansrådet og Realkreditrådet finder det
positivt, at der med lovforslaget søges tilvejebragt et klart
lovgrundlag.
Finansrådet er kommet med nogle tekniske
bemærkninger, der har givet anledning til justeringer af lovtekst og
bemærkninger.
Finansrådet har desuden ønsket, at
anvisningens mulighed for at fravige overensstemmelsen mellem
regnskabsmæssige og skattemæssige hensættelser i
tilfælde, hvor der er krævet ekstraordinære store
hensættelser ud fra en likvidationsbetragtning, bibeholdes.
Ønsket er ikke imødekommet, idet opfattelsen er, at alle
hensættelser uanset baggrund bør behandles ens.
Finansieringsinstituttet for Industri og
Håndværk A/S har i sit høringssvar udtalt, at man er af
den opfattelse, at lovforslagets § 1, nr. 3, i overensstemmelse med den
hidtidige ligningsrådsanvisning bør udvides til også at
omfatte de datterselskaber af penge- og kreditinstitutter, der ikke driver
udlånsvirksomhed efter særlig tilladelse m.v. Alternativt
foreslås, at eksisterende datterselskaber bliver omfattet af
fradragsadgangen, at der indføres en 15 årig overgangsregel
eller at Finansieringsinstituttets datterselskab får dispensation til
fortsat at foretage fradrag for de regnskabsmæssige hensættelser.
Ønskerne er bl.a. fremsat med henvisning til, at den manglende
fradragsret for datterselskaber vil skabe konkurrenceforvridning i den
finansielle sektor, idet bankerne i modsætning til
Finansieringsinstituttet har mulighed for at bevare status quo ved at stille
garanti over for datterselskabets tab og dermed flytte hensættelserne
op i banken med skattemæssigt fradrag til følge.
Finansieringsinstituttets ønsker er ikke
imødekommet. Det er ikke fundet rimeligt at lade en skattemæssig
behandling af selskaber, der driver samme virksomhed, være
afhængig af, om selskabet er ejet af et penge- eller kreditinstitut.
Samtidig findes det rimeligt, at forskelsbehandlingen bringes til
ophør hurtigt, hvorfor overgangsreglen er kort. Særregler for
udvalgte datterselskaber er også afvist. Endelig bemærkes, at der
med ændringen kun er tale om en ændring af fradragstidspunktet.
Med hensyn til spørgsmålet om konkurrenceforvridning, skal
bemærkes, at det efter forslaget er en betingelse for at opnå
fradragsret for hensatte beløb, at beløbene vedrører
tab, der er fradragsberettigede efter skattelovgivningens almindelige regler.
Om der er fradragsret for hensættelser på garantier stillet over
for et datterselskab vil således afhænge af, hvorvidt tabet
på garantien må karakteriseres som en driftsomkostning eller et
ikke-fradragsberettiget formuetab.
Provenumæssige konsekvenser
I forhold til gældende praksis ændres med
forslaget afgrænsningen af institutter, som fremover skal kunne
fratrække hensættelser til tab på udlån og garantier
m.v. Den ændrede afgrænsning indebærer, at visse selskaber,
herunder pengeinstitutters datterselskaber, som ikke driver penge- eller
realkreditinstitutvirksomhed og fondsmæglerselskaber, vil få
udskudt fradragstidspunktet i forbindelse med tab set i forhold til
gældende praksis. Forslaget skønnes med betydelig usikkerhed at
indbringe et merprovenu i størrelsesordenen 50 mill. kr. årligt
i 1999 og de umiddelbart efterfølgende år, hvorefter det vil
aftage og til sidst bortfalde. Den kommunale andel i 1999 er ca. 7 mill. kr.
Finansårsvirkning i 1999 skønnes at være 50 mill. kr. for
staten.
Administrative konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have
nævneværdige administrative konsekvenser, hvortil dog skal
bemærkes, at i det omfang forslaget medfører udgifter for
Finanstilsynet, afholdes disse udgifter af statskassen. Udgifter til
Finanstilsynet i øvrigt dækkes af institutterne.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Forslaget skønnes ikke at have
nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser og
skønnes ikke at have administrative konsekvenser for
virksomhederne.
Miljømæssige konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have
miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Det kan diskuteres, hvorvidt en særlig skatteordning
som den her foreslåede til fordel for en specifik sektor udgør
en form for statsstøtte og derfor skal notificeres i EU. I givet fald
er det periodiseringsprincippet, der skal notificeres i EU, da det adskiller
sig fra periodisering af tab i andre sektorer. EU-retten anerkender penge- og
realkreditsektorens særlige samfundsmæssige betydning. Det
afspejler sig såvel ved, at sektoren er underkastet særlige
bankdirektiver, som at disse stiller særlige kapital- og regnskabskrav.
Det særlige periodiseringsprincip er en skattemæssig tilpasning
hertil.
I modsætning til almindelige erhvervsvirksomheder er
penge- og realkreditinstitutter underlagt et særligt regelsæt for
beregning af regnskabsmæssige hensættelser. Disse fremgår
af Finanstilsynets regnskabsbekendtgørelser. I henhold til art. 13.2 i
andet bankdirektiv (89/646/EØF) skal hjemlandets kompetente
myndigheder kræve, at der i alle kreditinstitutter findes en god
administrativ og regnskabsmæssig praksis og fyldestgørende
interne kontrolprocedurer.
Der er ikke fri adgang til hensættelser. Da sigtet
er et retvisende regnskab, griber Finanstilsynet ind, hvis
hensættelserne vurderes at være for små eller for store.
Finanstilsynet har endvidere tilkendegivet at ville gennemføre de
fornødne præciseringer i regnskabsbekendtgørelserne for
kreditinstitutter, således at det tydeliggøres, at
hensættelser skal ske således, at aflagte regnskaber giver et
retvisende billede af penge- og realkreditinstituttets situation. I
bekendtgørelsen vil der også blive foretaget en
præcisering af bestemmelserne om tilbageføring af
hensættelser, idet det vil blive fastsat, at hensættelser skal
tilbageføres, når begrundelsen for den foretagne
hensættelse ikke længere består. I den nugældende
bekendtgørelse er tilbageførelse en mulighed ikke en pligt.
Tilbageførsel har dog altid skulle foretages, såfremt regnskabet
ikke ville være retvisende uden tilbageførsel. Ændringerne
får gyldighed for årsregnskaberne 1998.
De øvrige EU-lande har generelt skatteregler, der i
hovedtræk svarer til dem, der ved dette lovforslag lovhjemles i
Danmark. Det skal desuden bemærkes, at udenlandske pengeinstitutter i
Danmark også som nævnt vil blive beskattet efter de her beskrevne
regler. Bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 1, indeholder en
omtale af problemstillingen i relation til hjemlandstilsyn.
Ordningen vil for god ordens skyld blive notificeret for
EU-kommissionen. Det sker i lyset af såvel Danmarks traditionelle
statsstøttepolitik som for at undgå enhver form for tvivl.
Sammenfatning af økonomiske og administrative konsekvenser.
Positive konsekvenser
Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner
Indkomstårsvirkning:
Med betydelig usikkerhed skønnes forslaget at give et merprovenu i
størrelsesordenen 50 mill. kr. årligt i 1999 og umiddelbart
efterfølgende år.
Den kommunale andel i 1999 er ca. 7 mill. kr.
Finansårsvirkning:
I 1999 skønnes finansårsvirkning til 50 mill. kr. for
staten.
Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner
Ingen
Der kan eventuelt blive tale om udgifter for Finanstilsynet
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Umiddelbar stramning: 50 mill. kr.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ordningen vil for god ordens skyld blive notificeret for EU-Kommissionen.
Det sker i lyset af såvel Danmarks traditionelle
statsstøttepolitik som for at undgå enhver tvivl.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1-2
Der er alene tale om konsekvensændringer som
følge af, at hensættelsessystemet foreslås
lovfæstet.
Til nr. 3
Det foreslås, at pengeinstitutter,
realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til realkreditloven,
kreditinstitutter omfattet af bank- og sparekasselovens kap. 3b, Dansk
Landbrugs Realkreditfond, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Danmarks
Skibskreditfond og filialer af udenlandske kreditinstitutter omfattet af
realkreditlovens § 3 fremover skal fratrække hensættelser,
der regnskabsmæssigt foretages til tab på udlån og
garantier m.v.
Udlån og garantier m.v. omfatter, dels udlån
og garantidebitorer, dels tilgodehavender hos kreditinstitutter og andre
poster, der kan indebære en kreditrisiko, dvs. de poster, der er
omfattet af det af Finanstilsynet udarbejdede regnskabsskema FB 27.
Som pengeinstitutter regnes banker, sparekasser og
andelskasser, der efter bank- og sparekasselovens § 6 har opnået
tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed. Som pengeinstitutter regnes
dermed også sammenslutninger af andelskasser, jf. bank- og
sparekasselovens § 15 f, og udenlandske pengeinstitutter. Endvidere
regnes som pengeinstitutter også filialer af udenlandske
kreditinstitutter omfattet af bank- og sparekasselovens § 6 a.
Kreditinstitutter omfattet af bank- og sparekasselovens kap. 3b er
Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk (FIH) og P.H.
Bankieraktieselskab.
Opregningen af institutter omfattet af
hensættelsesadgangen er udtømmende. Ved afgrænsningen af
kredsen af institutter er der lagt vægt på, at det er
institutter, der driver udlånsvirksomhed i henhold til særlig
tilladelse eller særlig lovhjemmel. Endvidere er der lagt vægt
på, at det er kreditinstitutter, som løbende er underlagt et
særligt autoriseret regnskabsmæssigt tilsyn, samt at det er
kreditinstitutter, der ikke alene er beskæftiget med
udlånsvirksomhed, men som tillige til enhver tid skal sikre en
økonomisk dækning overfor indskydere eller
obligationsinvestorer.
Denne afgrænsning indebærer, at enkelte
virksomheder - i modsætning til i dag - fremover ikke vil være
omfattet af adgangen til at foretage hensættelser med fradragsvirkning.
Det gælder virksomheder omfattet af lov om sparevirksomheder og
udstedere af forudbetalte betalingskort, lov om fondsmæglerselskaber
eller et eventuelt andet selvstændigt regelgrundlag.
Forslaget betyder ligeledes, at penge- og
realkreditinstitutternes datterselskaber i fremtiden alene vil kunne
fratrække regnskabsmæssige hensættelser i det omfang,
datterselskabet selv driver penge- og realkreditinstitutvirksomhed. Dette
indebærer en væsentlig ændring i forhold til den
nugældende anvisning for pengeinstitutter, hvorefter datterselskaber
kan fratrække regnskabsmæssige hensættelser, uagtet
datterselskabet ikke selv driver pengeinstitutvirksomhed. Efter den
nuværende anvisning for pengeinstitutter er det således alene
ejerforholdet, der er bestemmende for, om et datterselskab kan
fratrække regnskabsmæssige hensættelser. Dette fører
til, at den skattemæssige behandling af regnskabsmæssige
hensættelser i f.eks. et bilfinansieringsselskab vil være
afhængig af, om selskabet er ejet af et pengeinstitut eller af et
moderselskab, som ikke er omfattet af anvisningens ordlyd.
Med forslaget gøres hensættelsesordningen
obligatorisk for penge- og realkreditinstitutterne m.v. Heri ligger en
ændring i forhold til den nuværende praksis, hvorefter
institutterne frivilligt kan bestemme, om de ønsker at anvende fradrag
for hensættelser eller et andet opgørelsesprincip. Sigtet med en
obligatorisk hensættelsesordning er, at institutterne ikke
vilkårligt skattemæssigt skal kunne fravælge
hensættelsessystemet i år med skattemæssige underskud for i
stedet at opgøre tabene efter realisationsprincippet i år, hvor
tabsfradraget kan udnyttes til at udligne skattepligtig
indkomst/overskud.
Endvidere betyder lovforslaget en ændring af praksis
for så vidt angår ekstraordinært store hensættelser,
som Finanstilsynet måtte kræve ud fra en likvidationsbetragtning
i forbindelse med nødlidende pengeinstitutter. Som alle øvrige
hensættelser skal også likvidationshensættelser fremover
fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette
sikrer, at tabet (og dermed det skattemæssige fradrag) placeres i det
penge- eller realkreditinstitut, hvori det er opstået. Det vil
således ikke længere være muligt i forbindelse med f.eks.
en skattefri fusion mellem to pengeinstitutter at overdrage udlån til
en høj skattemæssig værdi, uagtet at udlånet i det
ophørende pengeinstitut af Finanstilsynet er krævet nedskrevet
til en regnskabsmæssig lavere værdi. Med lovforslaget sikres, at
den regnskabsmæssige værdiansættelse lægges til grund
ved skatteansættelsen, herunder også i forbindelse med
overdragelser som skattefri fusioner, spaltninger og tilførsel af
aktiver.
Forslaget medfører ikke, at institutterne mister
adgangen til at fratrække tab på udlån og garantier m.v.,
hvortil der ikke er hensat. Tab, hvortil der ikke er hensat, men som
konstateres i løbet af et indkomstår, kan derfor i
overensstemmelse med skattelovgivningens almindelige regler, fragå ved
indkomstopgørelsen for dette indkomstår i overensstemmelse med
det opgørelsesprincip (realisations- eller lagerprincippet), som
instituttet anvender.
Forslaget medfører ej heller, at den del af et tab
på et udlån i fremmed valuta, som relaterer sig til
valutakursudsving, ikke kan fragå, når der samtidigt
indrømmes fradrag for hensættelser til tab.
Den særlige værdiansættelsesregel i
kursgevinstlovens § 27, hvorefter realkreditinstitutter skal optage
fordringer (pantebreve) til det beløb, hvormed fordringen kan indfries
(obligationernes kursværdi), er ikke til hinder for, at
realkreditinstituttet kan fradrage regnskabsmæssige hensættelser
foretaget efter en individuel vurdering af låntager
(pantebrevsdebitor).
Med forslaget videreføres nuværende praksis
for hensættelser, der ikke resulterer i tab. Disse
indtægtsføres ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst i det indkomstår, hvori det regnskabsmæssigt
konstateres, at hensættelsen ikke længere er begrundet. Heri
ligger samtidig en præcisering af, hvorledes selve princippet i
hensættelsessystemet skal forstås.
Princippet er, at instituttet for hvert indkomstår
indtægtsfører det forudgående års
ultimohensættelse og fradrager indkomstårets
ultimohensættelse. Virkningen heraf er, at hvis indkomstårets
regnskabsmæssige ultimohensættelse er større end
ultimohensættelsen i det forudgående indkomstår, så
får instituttet fradrag for merbeløbet. Omvendt må
instituttet indtægtsføre den del, hvormed det forudgående
års regnskabsmæssige ultimohensættelse overstiger
ultimohensættelsen i indkomståret. Nettovirkningen er
således, at det er ændringerne i hensættelser fra år
til år, der medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst.
Den regnskabsmæssige ultimohensættelse
defineres som instituttets samlede hensættelser til tab på
udlån og garantier m.v. Ultimohensættelsen kan ses som udtryk for
den værdi, hvormed udlåns- og garantiporteføljen er
nedskrevet.
Det er en forudsætning for fradrag for
hensættelser til tab, at hensættelsen vedrører tab, der
efter skattelovgivningens almindelige regler vil være
fradragsberettiget. Dette betyder eksempelvis, at et pengeinstitut ikke vil
have fradrag for tab på udlån, som er ydet til et institut inden
for samme koncern jf. kursgevinstlovens § 4, samt at et pengeinstitut
kun vil have fradrag for tab på garantier, hvis tabet kan
karakteriseres som en fradragsberettiget driftsomkostning, jf.
statsskattelovens § 6, litra a. I bestemmelsen præciseres denne
forudsætning.
Det bemærkes, at selvom forslaget teknisk er
udformet således, at hensættelsesadgangen for såvel
udlån som garantier m.v. reguleres i kursgevinstloven § 25,
stk. 6, så tilsigter forslaget ikke generelt at inddrage garanti-
eller kautionsfordringer m.v. under kursgevinstlovens regler. Forslaget har
alene betydning for garantiforpligtelser, som penge- og realkreditinstitutter
påtager sig som led i den almindelige udlånsvirksomhed. Den
skattemæssige behandling af øvrige betingede fordringer
såsom ikke-aktualiserede kautions- og garantiforpligtelser, der som
udgangspunkt ikke er omfattet af kursgevinstloven, berøres ikke af
forslaget.
Med forslaget fastslås det, at kun
regnskabsmæssige hensættelser, som opgjort efter danske
regnskabsretlige regler, skattemæssigt kan lægges til grund. For
at tage højde for eventuelle fremtidige ændringer i de
regnskabsretlige regler uden samtidig at være nødsaget til at
foretage ændringer i denne lov, foreslås det, at det ikke i
lovteksten nærmere specificeres, hvilke regelsæt, der
hensættes efter. Med regnskabsregler forstås dog både
lovbestemte retningslinier for regnskabsaflæggelsen og administrativt
fastsatte retningslinier, herunder eksempelvis Finanstilsynets
bekendtgørelser om regnskabsaflæggelse i pengeinstitutter
m.v.
Af hensyn til herværende filialer af udenlandske
kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for
EU/EØS samt udenlandske kreditinstitutter, der ejes af danske
selskaber, er det udtrykkeligt nævnt, at det er hensættelser og
tab som opgjort efter danske regnskabsretlige regler, der kan fradrages ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette er nødvendigt,
idet disse institutter ikke er underlagt danske regnskabsretlige regler, og
derfor hensætter efter regler i andre lande. Som danske
regnskabsretlige regler betragtes de regler, som et tilsvarende dansk
kreditinstitut ville skulle følge.
Til § 2
Til nr. 1
Den praktiske rækkevidde af, at det er de
regnskabsmæssige hensættelser, som opgjort efter de
regnskabsretlige regler, der lægges til grund ved ligningen, skal ses i
sammenhæng med forslagets § 2, hvorefter der i skattekontrolloven
indføjes en ny § 6 D.
Efter forslaget til § 6 D er det tilsynsmyndigheden
(Finanstilsynet, Indenrigsministeriet eller Strukturdirektoratet), der
kontrollerer størrelsen af hensatte beløb og lidte tab i det
enkelte institut.
Dette betyder, at de statslige told- og skattemyndigheder
som udgangspunkt kan lægge de selvangivne beløb til grund for
skatteansættelsen.
Denne fremgangsmåde er valgt for at sikre, at de
statslige told- og skattemyndigheder ikke som efter de nugældende
anvisninger skal påse, at institutternes hensættelser er
foretaget i overensstemmelse med de regnskabsretlige regler. Forslaget
betyder, at denne opgave fremover alene tilkommer det regnskabsmæssige
tilsyn, som efter anden lovgivning særskilt er tillagt kompetence
hertil. De statslige told- og skattemyndigheder vil således i kraft af
forslaget ikke i fremtiden kunne rejse tvivl om, hvorvidt størrelsen
af fratrukne regnskabsmæssige hensættelser eller tab på
udlån og garantier m.v. er i overensstemmelse med de regnskabsretlige
regler. Forslaget afskærer dog ikke de statslige told- og
skattemyndigheder fra at påse, at der kun er fratrukket
hensættelser på udlån og garantier m.v., hvor tab efter de
almindelige skatteregler er fradragsberettiget.
Forslaget indebærer ikke en ændring af den
hidtidige praksis for den regnskabsmæssige vurdering af
hensættelsesbehovet på udlån m.v. Den tilsynsmæssige
kontrol forbliver derved uændret. Finanstilsynet vil eksempelvis
fortsat foretage undersøgelser af det enkelte penge- eller
realkreditinstitut med ca. 3-4 års mellemrum. Ved disse
undersøgelser vurderer Finanstilsynet på grundlag af et passende
udsnit og/eller stikprøve af engagementerne, om hensættelserne
er såvel tilstrækkelige som nødvendige. Finanstilsynet
foretager desuden henover året undersøgelser med fokus på
penge- og realkreditinstitutternes aktuelle situation.
Finanstilsynets undersøgelse af pengeinstitutterne
er spredt jævnt over året. Dvs. at Finanstilsynets kontrol af et
instituts tab og hensættelser eller dele af disse primært vil ske
i det år, hvor det pågældende institut undersøges.
En tilsynsmæssig opgørelse af hensættelserne pr. 31.
december foretages således som udgangspunkt kun for de institutter, der
undersøges pr. 31. december. Da det i forhold til
indkomstopgørelsen er hensættelserne som opgjort pr. 31.
december, der er det relevante, indføres der derfor ved forslaget
adgang til, at Told- og Skattestyrelsen i særlige tilfælde kan
anmode tilsynsmyndigheden om at foretage en kontrol af et instituts
hensættelser pr. 31. december. Disse særlige tilfælde vil
foreligge, når Told- og Skattestyrelsen har en formodning om, at
instituttets hensættelser ikke er korrekte. Anmodning om en kontrol vil
eksempelvis kunne være relevant i forbindelse med en revisionssag eller
lignende i forhold til et institut. Told- og Skattestyrelsens adgang til at
anmode om en kontrol af et instituts hensættelser vil ske i samarbejde
med tilsynsmyndigheden, således at der tages hensyn til
tilsynsmyndighedens planlægning i øvrigt.
Ovennævnte fremgangsmåde kan imidlertid kun
anvendes, hvor instituttet er underlagt et dansk regnskabsmæssigt
tilsyn og dermed danske regnskabsregler. Dette gælder ikke udenlandske
kreditinstitutter ejet af danske selskaber, idet disse er underlagt tilsyn i
den fremmede stat, og herværende filialer af udenlandske
kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for
EU/EØS, som er underlagt såkaldt hjemlandstilsyn.
I det omfang disse er underlagt dansk beskatning, og hvor
det af den grund er nødvendigt at kende opgørelsen af
hensættelser efter danske regler, må der derfor anvendes en anden
administrativ fremgangsmåde end den ovenfor nævnte. Det
foreslås derfor i skattekontrollovens § 6 D, stk. 2, i disse
tilfælde i stedet at lade Told- og Skattestyrelsen anmode
Finanstilsynet om på vegne af skattemyndighederne at kontrollere, at
opgørelsen af fradragsberettigede hensættelser og tab er
foretaget i overensstemmelse med danske regnskabsretlige regler.
Finanstilsynet pålægges hermed ikke at
føre noget regnskabsmæssigt tilsyn med disse institutter, men
yder i kraft af sin særlige sagkundskab og indsigt i de
regnskabsretlige regler alene de statslige told- og skattemyndigheder bistand
i forbindelse med ligningen af institutterne. Finanstilsynet skal
således alene påse disse institutters hensættelser og tab
på udlån. Finanstilsynet vil fortsat ikke have indseende med
egenkapitalforholdene m.v. i herværende filialer af udenlandske
kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for
EU/EØS eller i udenlandske datterselskaber af danske selskaber, der
driver penge- og realkreditinstitutvirksomhed. Finanstilsynet vil
således fortsat heller ikke have indsigt i øvrige aktiver (andet
end udlån). Forslaget strider dermed ikke mod EU-retlige regler om
hjemlandstilsyn m.v.
Da Finanstilsynet kun træffer afgørelse efter
anmodning fra Told- og Skattestyrelsen sikres det, at Finanstilsynet netop
ikke kommer til at føre en regnskabsmæssig kontrol af
hensættelser og tab i institutter, som ikke er underlagt dansk
regnskabsmæssigt tilsyn. Finanstilsynet bistår kun de statslige
told- og skattemyndigheder, når dette er påkrævet, fordi
instituttet er underlagt dansk beskatning, eller hvor instituttets
skattepligtige indkomst må opgøres af hensyn til
skatteopgørelsen hos et dansk moderselskab
(sambeskatningstilfælde).
Finanstilsynets rolle er som nævnt alene at
bistå skattemyndighederne. Al kontakt til de udenlandske filialer
vedrørende værdiansættelse af udlån m.v.
forestås således af skattemyndighederne. Såfremt der
på baggrund af Finanstilsynets vurdering, er grundlag for at
ændre størrelsen af det beløb, der er hensat til tab
på udlån m.v., vil proceduren være den, at
skattemyndighederne i form af en såkaldt agterskrivelse, giver den
udenlandske filial meddelelse om ændringen af det hensatte
beløb.
I tilfælde, hvor Told- og Skattestyrelsen anmoder om
Finanstilsynets afgørelse som nævnt i § 6 D, stk. 2,
skal denne anmodning fremsættes senest 1 år efter
indkomstårets udløb og anmodningen skal være besvaret
indenfor en frist af 6 måneder fra fremsættelsen af
anmodningen.
Tilsynsmyndighedernes afgørelser om
hensættelsernes størrelse m.v., kan efter allerede
gældende regler påklages til Erhvervsministeriets
Erhvervsankenævn og kan i sidste instans indbringes for domstolene.
Dette betyder, at spørgsmål om hensættelsernes
størrelse ikke kan gøres til genstand for behandling i det
skatteretlige klagesystem.
De i den foreslåede regel i § 6 D, stk. 2,
nævnte afgørelser kan imidlertid kun indbringes for domstolene,
medmindre der som foreslået tilvejebringes fornøden hjemmel til
at lade afgørelserne indbringe for Erhvervsministeriets
Erhvervsankenævn. Forslaget sikrer, at danske og udenlandske
kreditinstitutter behandles på samme måde.
Kun i tilfælde, hvor skatteyder og de statslige
told- og skattemyndigheder er uenige om, hvorvidt en fratrukket
hensættelse kan fratrækkes, vil der kunne ske en almindelig
skatteretlig klagebehandling. Sådanne tvistigheder vil imidlertid kun
opstå, hvor de statslige told- og skattemyndigheder mener, at der er
foretaget en hensættelse til et tab, som efter almindelige skatteregler
ikke vil være fradragsberettiget, og som derfor ikke kan
fratrækkes. Da foreligger der et spørgsmål, som ikke
indbefatter stillingtagen til regnskabsretlige regler, men derimod alene
klassiske skatteretlige overvejelser, som bør behandles i det
ordinære skatteretlige klagesystem.
Såfremt en klagesag er afgjort af
Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn eller af domstolene med det
udfald, at det klagende institut får helt eller delvist medhold i sin
vurdering af hensættelsesbehovet, således at tilsynsmyndighedens
afgørelse ændres, da genoptages skatteansættelsen.
Til § 3
Det foreslås, at tilsynsmyndighedernes
afgørelser om størrelsen af hensættelser og tab er
bindende for de statslige told- og skattemyndigheder, således at de
statslige told- og skattemyndigheder umiddelbart kan lægge disse til
grund ved ligningen. Dog tillægges afgørelsen ikke bindende
virkning, såfremt der er sket ændringer i forudsætninger,
som har været afgørende for indholdet af afgørelsen. Det
gælder eksempelvis ændringer i love eller bekendtgørelser,
der har ligget til grund for afgørelsen.
Til § 4
Til stk. 1.
Det er regeringens opfattelse, at loven skal notificeres i
EU i medfør af EF-traktatens artikel 93, stk. 3, om
statsstøtte. Loven vil først kunne blive sat i kraft, når
Europa-Kommissionen har godkendt lovens forenelighed med EU-retten. Det
foreslås derfor, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte
tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Til stk. 2.
Hensættelsessystemet fungerer på den
måde, at selskabet hvert år skal indtægtsføre det
forudgående års ultimohensættelse og fradrager
indkomstårets ultimohensættelse. Dette gælder såvel
efter Ligningsrådets anvisninger som efter den foreslåede regel i
kursgevinstlovens § 25, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
For de selskaber m.v., der er omfattet af Ligningsrådets anvisninger
for penge- og realkreditinstitutter, men som i kraft af lovforslaget ikke
længere kan anvende hensættelsessystemet, er konsekvensen dels at
der ikke længere er adgang til at fradrage årets
ultimohensættelser, dels at der ikke kan stilles krav om, at selskabet
m.v. skal indtægtsføre den skattemæssige hensættelse
for det sidste indkomstår, hvor Ligningsrådets anvisninger har
kunnet benyttes. Sidstnævnt betyder, at selskabet m.v. kan opnå
fradrag to gange for det samme tab, nemlig såvel ved hensættelsen
som ved den senere afvikling af fordringen. For at imødegå dette
foreslås det, at de selskaber m.v., der udgår af
hensættelsessystemet, ved opgørelsen af gevinst og tab på
fordringer, der er erhvervet før loven ikrafttræden, som
indgangsværdi skal anvende den faktiske anskaffelsessum nedsat med den
skattemæssige hensættelse for det sidste indkomstår, hvor
Ligningsrådets anvisninger har kunnet benyttes. Er der tale om
hensættelser foretaget på grupper af ensartede mindre lån
på basis af statistiske beregninger, anvendes som indgangsværdi
den faktiske anskaffelsessum nedsat med en forholdsmæssig andel af den
skattemæssige hensættelse for det sidste indkomstår, hvor
Ligningsrådets anvisninger har kunnet benyttes.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om skattemæssig behandling af gevinst og tab på
fordringer, gæld og finansielle kontrakter (kursgevinstloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 580 af 5. august 1998, foretages følgende
ændringer:
§ 25.
Gevinst og tab på fordringer og gæld, der
skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst,
medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres
(realisationsprincippet), jf. dog stk. 2-5, og § 22, stk. 1,
samt §§ 36 og 37.
---
Stk. 4
. Realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til
realkreditloven, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Kreditforeningen af Kommuner
i Danmark, Danmarks Skibskreditfond og filialer af udenlandske
kreditinstitutter omfattet af realkreditlovens § 3, skal anvende
lagerprincippet for samtlige fordringer og gæld. Endvidere skal
selskaber m.v., der er koncernforbundet med et af de i 1. pkt. nævnte
institutter, jf. realkreditlovens § 77, stk. 2, anvende
lagerprincippet for samtlige fordringer og gæld. Institutter, der
udøver virksomhed gennem samme selskab m.v., anses i relation til
realkreditlovens § 77, stk. 2, for at udgøre ét
institut.
---
1.
I § 25, stk. 1, ændres »stk. 2-5«
til: »stk. 2-6«.
2.
I § 25, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter
»samtlige fordringer og gæld«: », jf. dog stk. 6«.
3.
I § 25 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, der er
godkendt i henhold til realkreditloven, kreditinstitutter omfattet af bank-
og sparekasselovens kap. 3b, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Kreditforeningen
af Kommuner i Danmark, Danmarks Skibskreditfond og filialer af udenlandske
kreditinstitutter omfattet af realkreditlovens § 3 skal ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage beløb, der
ved indkomstårets udløb er hensat til tab på udlån
og garantier m.v. efter de for instituttet gældende regnskabsretlige
regler. For udenlandske kreditinstitutter, der ejes af danske selskaber, og
herværende filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er
hjemmehørende i et land inden for EU/EØS, skal beløbet
dog opgøres efter de regnskabsretlige regler, der gælder for
tilsvarende kreditinstitutter undergivet Finanstilsynets tilsyn. Hensatte
beløb kan dog kun fradrages i det omfang, de vedrører tab, der
er fradragsberettiget efter skattelovgivningens almindelige regler. Ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregnes den
fradragsberettigede regnskabsmæssige ultimohensættelse, jf. 1.
pkt., for det forudgående indkomstår.«
§ 2
I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 5. august
1998, foretages følgende ændring:
1.
Efter § 6 C indsættes:
»§ 6 D. Tilsynsmyndigheden for et institut som nævnt i
kursgevinstlovens § 25, stk. 6, kontrollerer størrelsen af
hensatte beløb og størrelsen af lidte tab i instituttet. Told-
og Skattestyrelsen kan i særlige tilfælde anmode
tilsynsmyndigheden om at foretage kontrollen pr. 31. december.
Stk. 2
. For herværende filialer af udenlandske
kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for
EU/EØS og for udenlandske kreditinstitutter, der ejes af danske
selskaber, påser Finanstilsynet på vegne af og efter anmodning
fra Told- og Skattestyrelsen størrelsen af de beløb, der kan
hensættes til tab på udlån og garantier m.v., og
størrelsen af lidte tab, som kan fradrages efter kursgevinstlovens
§ 25, stk. 6. Anmodning fra Told og Skattestyrelsen skal
fremsættes senest 1 år efter udløbet af det
pågældende indkomstår. Finanstilsynet skal meddele sin
afgørelse inden 6 måneder fra anmodningens fremsættelse.
Afgørelsen kan indbringes for Erhvervsministeriets
Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at de i 1. pkt. nævnte
filialer og kreditinstitutter har fået underretning om
afgørelsen.«
§ 3
I skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 3. juli
1998, foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften til kapitel 2 A affattes således:
»Bindende forhåndsbesked m.v.«
2.
Efter § 20 C indsættes i kapitel 2 A:
»§ 20 D. En afgørelse om størrelsen af hensatte
beløb eller størrelsen af lidte tab i et penge- eller
realkreditinstitut m.v., der er meddelt af tilsynsmyndigheden efter
skattekontrollovens § 6 D, er bindende for skattemyndighederne og
Landsskatteretten.
Stk. 2
. Afgørelsen er ikke bindende i det omfang, der
er sket ændringer i forudsætninger, som har været
afgørende for indholdet af afgørelsen, herunder ændringer
i love eller bekendtgørelser, der har ligget til grund for
afgørelsen.«
Lignende dokumenter
- Lov om ændring af kursgevinstloven, skattekontrolloven og skattestyrelsesloven Retsinformation · 17. december 1998
- Forslag til Lov om ændring af fusionsskatteloven og andre skattelove Retsinformation · 4. oktober 2000
- Forslag til Lov om ændring af ligningsloven Retsinformation · 10. november 2000
- Kendelse af 5. juni 1996. 95-68.300 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. juni 1996
- 95-68.300, 4. juni 1996 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. juni 1996
- Skriftlig fremsættelse (29. oktober 1998) - L 74 Retsinformation · 29. oktober 1998