Forslag til Militær straffelov
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 23. februar 2005 af
forsvarsministeren (Søren Gade)
Forslag
til
Militær
straffelov
Kapitel 1
Almindelig del
§ 1.
Loven finder anvendelse på tjenstgørende militært personel samt hjemsendt
militært personel med hensyn til militære pligter, som påhviler det efter
hjemsendelsen.
Stk. 2.
Loven
finder endvidere anvendelse på udenlandsk militært personel, der er
interneret
her i landet, og andre personer, der efter mellemfolkelige overenskomster,
som
Danmark har tiltrådt, har krav på behandling som militærpersoner.
§ 2.
Under væbnet konflikt finder loven endvidere anvendelse på
1)
enhver, der gør
tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette,
2)
krigsfanger samt
sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for
krigsfanger,
for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster, og
3)
Læs alt
enhver, der gør sig
skyldig i overtrædelse af denne lovs §§ 28-34 og §§ 36-38.
§ 3.
Loven finder anvendelse på lovovertrædelser, der begås i og uden for den
danske
stat.
§ 4.
Loven finder også anvendelse på lovovertrædelser, der begås mod andre landes
militære styrker, som samvirker med danske militære styrker.
§ 5.
Under dansk straffemyndighed, jf. straffelovens §§ 6-12, hører endvidere
overtrædelser af §§ 28-30 og § 32, der er foretaget under væbnet
konflikt
uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme,
medmindre andet følger af almindelige folkeretlige regler.
Stk. 2.
Under dansk
straffemyndighed hører endvidere overtrædelser af §§ 36 og 38, der er
foretaget uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningsmanden
hører
hjemme, når overtrædelsen er begået over for dansk militært personel eller
personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2.
§ 6.
Overtrædelser af denne lov straffes, når de er begået forsætligt eller af
grov
uagtsomhed, medmindre andet følger af de enkelte bestemmelser.
§ 7.
Straffelovens § 13, stk. 3, anvendes på handlinger, som er
nødvendige
for at tilvejebringe lydighed eller opretholde orden.
§ 8.
Den, der efter §§ 1 og 2 ikke er omfattet af loven, straffes kun for
medvirken til overtrædelse af bestemmelser i loven, hvis lovovertrædelsen kan
medføre straf af fængsel i 4 år eller derover.
Stk. 2.
Der kan
under tilsvarende betingelser som nævnt i stk. 1 pålægges selskaber mv.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel
for
medvirken til overtrædelse af denne lov.
§ 9.
Den, der ved at adlyde en overordnets tjenstlige ordre begår en strafbar
handling, er straffri, medmindre vedkommende vidste, at der ved ordren
tilsigtedes en sådan handling, eller dette var umiddelbart indlysende.
§ 10.
Lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse, når danske styrker
i
eller uden for riget er i væbnet konflikt, eller der er givet meddelelse
herom
efter stk. 2 eller stk. 3.
Stk. 2.
Under
truende udsigt til væbnet konflikt kan forsvarsministeren offentliggøre
meddelelse om, at lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse.
Stk. 3.
Forsvarsministeren kan i forbindelse med udsendelse af danske styrker uden
for
rigets grænser bemyndige chefen for den udsendte styrke til under truende
udsigt til væbnet konflikt at meddele, at lovens bestemmelser for væbnet
konflikt finder anvendelse for styrken.
Kapitel 2
Speciel del
Pligter som underordnet
§ 11.
Den, der undlader at efterkomme en tjenstlig ordre fra en overordnet eller
vagt, eller som efterkommer ordren på klart utilfredsstillende måde, straffes
i
grove tilfælde for ulydighed med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 2.
Straffen
kan ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3 år, når ulydigheden er
af
særlig grov karakter, navnlig når den har medført betydelig skade eller fare
eller har været egnet til at svække lydigheden hos andre tilstedeværende. Er
ulydigheden forbundet med vold mod overordnet eller vagt, kan straffen stige
til fængsel i 6 år.
Stk. 3.
Under
væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i
10
år.
§ 12.
Udviser flere i forening forsætligt ulydighed, eller bruger de magt, vold
eller
trussel om vold mod overordnet eller vagt, straffes de for mytteri med
fængsel
indtil 6 år.
Stk. 2.
Under
væbnet konflikt kan straffen stige til fængsel på livstid.
§ 13.
Den, der forsætligt ved handling eller i ord groft krænker en foranstående
eller vagt, straffes for respektstridig opførsel med bøde eller fængsel
indtil
6 måneder.
§ 14.
Straffen efter §§ 11-13 kan nedsættes eller bortfalde, når den
foranstående
eller vagten ved sin adfærd har givet anledning til lovovertrædelsen.
Pligter som overordnet og sideordnet mv.
§ 15.
Den overordnede, som forsætligt ved forskelsbehandling, chikane eller på
tilsvarende måde forfølger en eller flere underordnede, straffes med bøde
eller
fængsel indtil 6 måneder.
§ 16.
Den foranstående, der fra efterstående uberettiget modtager gave, pengelån
eller anden fordel, straffes for misbrug af stilling med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
§ 17.
Den overordnede, der forsætligt undlader at gribe ind over for en
underordnets
krænkende behandling af dennes underordnede eller sideordnede, straffes med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 18.
Den overordnede, der forsætligt ved handling eller i ord groft krænker en
underordnet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 19.
Den, der udsætter en sideordnet for særligt krænkende behandling, herunder
for
nedværdigende ritualer, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Rusmidler mv.
§ 20.
Den, der ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer, opstemmende eller
bedøvende midler eller på lignende måde har bragt sig i en tilstand, hvor
vedkommende ikke er i stand til at varetage sin tjeneste på fuldt forsvarlig
måde, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
§ 21.
Forsvarsministeren kan fastsætte bestemmelser om promillegrænser på særlige
områder for tjeneste i forsvaret, navnlig når sikkerhedsmæssige forhold kan
begrunde det. Forsvarsministeren kan herunder bemyndige militære myndigheder
til at fastsætte promillegrænser i særlige situationer. Overtrædelse af
sådanne
promillegrænser straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
§ 22.
Den, der i tjenesten eller på militært område er i besiddelse af
euforiserende
stoffer, jf. lov om euforiserende stoffer, straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Det samme gælder den, der indtager sådanne stoffer i tjenesten eller på
militært område.
§ 23.
Den, der forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig synligt
påvirket
af de i § 20 nævnte årsager, og som gennem sin påklædning eller lignende
klart viser at høre til forsvaret, straffes med bøde.
Stk. 2.
Den, der i
forbindelse med tjeneste i udlandet forstyrrer den offentlige orden, eller
som
viser sig synligt påvirket af de i stk. 1 nævnte årsager, straffes med
bøde. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i
1
år.
Andre pligtforsømmelser
§ 24.
Den, der groft tilsidesætter sine pligter som vagt, straffes for
vagtforseelse
med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 2.
Straffen
kan stige til fængsel i 3 år, når forholdet er af særlig grov karakter,
navnlig
når det har medført betydelig skade eller fare eller har givet anledning til,
at der er begået en forbrydelse.
Stk. 3.
Under
væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i
10
år.
§ 25.
Den, der uberettiget fjerner sig fra tjenestestedet eller udebliver fra
tjenesten, straffes i grove tilfælde for udeblivelse med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
Stk. 2.
På samme
måde straffes den, der forsætligt unddrager sig tjeneste ved at påføre sig
sygdom eller legemsskade, foregive sygdom eller benytte andre midler, der er
beregnet på at vildlede myndighederne.
Stk. 3.
Ved
forsætlig udeblivelse kan straffen stige til fængsel i 3 år, når udeblivelsen
er af særlig grov karakter, navnlig når gerningsmanden må antages at have til
hensigt at udeblive permanent, eller når udeblivelsen har medført betydelig
skade eller fare.
Stk. 4.
Under
væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse af stk. 1 og 2
stige til fængsel i 10 år.
§ 26.
Den, der bevirker, at ting, der tilhører det militære forsvar, bortkommer,
ødelægges eller beskadiges, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2.
Ved
forsætlig overtrædelse af stk. 1 kan straffen under særligt skærpende
omstændigheder
stige til fængsel i 6 år.
§ 27.
Den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten, straffes for
pligtforsømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.
Stk. 2.
Straffen
kan stige til fængsel i 1 år, når pligtforsømmelsen er af særlig grov
karakter,
eller når den har medført betydelig skade eller fare.
Stk. 3.
Under
væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3
år.
Forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed
§ 28.
For krigsforræderi straffes med fængsel indtil på livstid den, der forsætligt
under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil for at gavne fjenden
eller skade det danske militære forsvar
1)
søger at opnå, at
tropper, materiel, territorium eller infrastruktur bringes under fjendens
kontrol
eller ikke kommer dansk militært forsvar til nytte,
2)
forleder til mytteri,
overgivelse eller overløben til fjenden eller udbreder oprørske eller
fjendtlige
opråb i det danske militære forsvar,
3)
ødelægger
infrastruktur eller på anden måde søger at skade det danske militære forsvars
kommunikationsmuligheder,
4)
giver fjenden
underretning om det danske militære forsvars forhold, herunder forhold
vedrørende
kommunikations- eller informationssikkerhed,
5)
vejleder fjenden
eller vildleder nogen del af dansk militært forsvar,
6)
undlader at udføre en
ordre,
7)
giver falsk melding,
8)
hjælper krigsfanger
til flugt eller
9)
gør sig skyldig i
noget forhold, der må sidestilles med et af de nævnte.
§ 29.
For spionage straffes med fængsel indtil på livstid den, der hemmeligt eller
under falsk påskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe oplysninger på
det militære forsvars operationsfelt for at meddele dem til fjenden.
Stk. 2.
En spion
fra fjendtlige væbnede styrker, som efter at være vendt tilbage til egne
styrker senere tages til fange, behandles som krigsfange og drages ikke til
ansvar for den tidligere gennemførte spionage.
§ 30.
Den, der forsætligt foretager ændringer af eller erstatter ammunition eller
andet krigsmateriel på en sådan måde, at virkningen forringes eller
udebliver,
eller personer udsættes for fare, straffes med fængsel indtil 8 år.
Stk. 2.
Hvis
gerningsmanden indser, at ændringen mv. kan få virkning under væbnet
konflikt,
kan straffen stige til fængsel i 12 år.
Stk. 3.
Er
forholdet begået under væbnet konflikt, kan straffen stige til fængsel indtil
på livstid.
§ 31.
Den, der under kamp, eller når kamp forestår, forsætligt på pligtstridig måde
søger at unddrage sig faren eller søger at fremkalde overgivelse, straffes
med
fængsel indtil 12 år.
Stk. 2.
På samme
måde straffes den, der under væbnet konflikt forsætligt ved pligtstridigt
forhold bidrager til, at modpartens foretagender fremmes, at dansk militært
forsvar skades eller udsættes for fare, eller som efterlader våben,
ammunition
eller andet materiel.
Stk. 3.
Overtræder
en befalingsmand stk. 2 ved unødvendigt at opgive sin post eller
overgive
sig til modparten eller ved at handle som nævnt i stk. 1, kan straffen
stige til fængsel på livstid.
Stk. 4.
Groft
uagtsomme overtrædelser af stk. 2 og 3, straffes med fængsel indtil 4
år.
§ 32.
Den, der forsætligt røber en militær hemmelighed, hvis afsløring kan skade
landets forsvar, hvis fremmede magter eller styrker får kendskab hertil,
straffes med fængsel indtil 8 år. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, når
forholdet er af særlig grov karakter, navnlig når det har medført betydelig
skade eller fare. Begås handlingen under væbnet konflikt eller under truende
udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel på livstid.
Stk. 2.
Den, der
uberettiget skaffer sig oplysning om sådanne hemmeligheder, straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 år. Sker det under væbnet konflikt eller under truende
udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel i 10 år.
Stk. 3.
Den, der
groft uagtsomt overtræder stk. 1 eller 2, straffes med bøde eller
fængsel
indtil 2 år. Sker det under væbnet konflikt eller under truende udsigt
hertil,
kan straffen stige til fængsel i 4 år.
§ 33.
Den, som er vidende om, at mytteri, krigsforræderi eller anden for det
militære
forsvar farlig forbrydelse tilsigtes begået, og som forsætligt undlader at
gøre, hvad der står i vedkommendes magt for at forebygge forbrydelsen eller
dens følger, om fornødent ved anmeldelse, straffes, hvis forbrydelsen bliver
begået eller forsøges begået, med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Stk. 2.
Den, der
undlader at foretage sådanne forebyggelseshandlinger, straffes dog ikke, hvis
deres
foretagelse for vedkommende selv eller dennes nærmeste ville medføre fare for
liv, helbred eller velfærd.
§ 34.
Den, der under væbnet konflikt inden for det militære forsvar forsætligt
foretager handlinger, som er egnet til dér at fremkalde modløshed, straffes
med
fængsel indtil 4 år.
§ 35.
Den, der forsætligt under væbnet konflikt uden tilladelse sætter sig i
forbindelse med nogen, der hører til modparten eller befinder sig på
modpartens
område, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Er der derved meddelt
oplysninger, der kan være af værdi for modparten, kan straffen stige til
fængsel i 4 år.
Andre forbrydelser under væbnet konflikt
§ 36.
Den, som under væbnet konflikt forsætligt misbruger eller ikke respekterer
kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og
materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge, straffes med
fængsel indtil på livstid.
Stk. 2.
På
tilsvarende måde straffes den, der forsætligt bruger krigsmiddel eller
fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt
mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret.
§ 37.
For plyndring straffes med fængsel indtil 6 år den, som for derigennem at
skaffe sig eller andre uberettiget vinding under udnyttelse af krigsfrygten
eller frygten for de styrker, som den pågældende tilhører, forsætligt
1)
fratager eller
aftvinger nogen en fremmed rørlig ting,
2)
bringer en stjålen
ting i sikkerhed eller
3)
tvinger nogen til en
handling eller undladelse, der medfører formuetab for den overfaldne eller
nogen, for hvem denne handler.
Stk. 2.
Straffen
kan stige til fængsel i 10 år, når plyndringen er af særlig grov beskaffenhed
navnlig på grund af dens særligt farlige karakter, udførelsesmåden eller
omfanget
af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal
forbrydelser
er begået.
§ 38.
Den, der forsætligt under væbnet konflikt uberettiget tilegner sig ting fra
en
person, som er dræbt ved krigshandling, straffes for ligrøveri med fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
Stk. 2.
Straffen
kan stige til fængsel i 6 år, når forholdet er af særlig grov beskaffenhed
navnlig på grund af omfanget eller udførelsesmåden.
§ 39.
I
lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 2004,
foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 4
indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke:
»Stk. 4.
Forsvarsministeren fastsætter, i hvilket omfang værnepligtiges strafafsoning
eller ulovligt fravær skal medføre eftertjeneste eller hjemsendelse med
henblik
på fornyet indkaldelse. Eftertjenesten kan ikke overstige afsoningstiden og
den
tid, den pågældende eventuelt har været ulovligt fraværende.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
2.
§ 14
ophæves.
Ikrafttræden mv.
§ 40.
Denne lov træder i kraft den 1. oktober 2005.
Stk. 2.
Samtidig
ophæves militær straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september
1987.
§ 41.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske
eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Lovforslagets
formål og baggrund
;............................................................................
.............
2.
Hovedpunkterne
i militær straffelov, gældende ret
............................................................
3.
Lovforslagets
udformning
;............................................................................
...........................
3.1.
Systematik
;............................................................................
...............................................
3.2.
Behovet for en militær straffelov
;............................................................................
.........
3.2.1.
Tidligere overvejelser
;............................................................................
...............
3.2.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.2.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.3.
Begreber i den militære straffelov
;............................................................................
........
3.3.1.
Foranstående - efterstående og foresat – undergiven
....................................
3.3.2.
Vagtbegrebet
;............................................................................
.............................
3.3.2.1.
Gældende ret
;............................................................................
.................
3.3.2.2.
Udvalgets overvejelser
;........................................................................
....
3.3.2.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
..........................................................
3.3.3.
Begreberne krig og væbnet konflikt
...................................................................
3.3.3.1.
Gældende ret
;............................................................................
.................
3.3.3.2.
Udvalgets overvejelser
;........................................................................
....
3.3.3.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
..........................................................
3.4.
Dansk Straffemyndighed
;............................................................................
......................
3.4.1.
Gældende ret
;............................................................................
..............................
3.4.1.1.
Straffelovens regler
;............................................................................
......
3.4.1.2.
Dansk straffemyndighed for overtrædelser af militær
straffelov
.......
3.4.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.4.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.5.
Straffrihedsreglen i militær straffelov § 9
.......................................................................
3.5.1.
Gældende ret
;............................................................................
..............................
3.5.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.5.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.6.
Begrænsning af strafansvaret
;............................................................................
..............
3.6.1.
Gældende ret
;............................................................................
..............................
3.6.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.6.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.7.
Straffebestemmelser for pligtforsømmelser
....................................................................
3.8.
Militær straffelov § 15 (lovforslagets
§ 28)
....................................................................
3.8.1.
Gældende ret
;............................................................................
..............................
3.8.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.8.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.9.
Nye straffebestemmelser for pligtforsømmelser i
militær straffelov
...........................
3.9.1.
Gældende ret
;............................................................................
..............................
3.9.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.9.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.10.
Ordensforseelser og beruselse uden for tjenesten,
§ 27, stk. 2, (lovforslagets § 23)
;............................................................................
.........................................................
3.10.1.
Gældende ret
;............................................................................
..............................
3.10.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.10.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.11.
Forenings- og forsamlingsfrihed, militær straffelov
§ 29
.............................................
3.11.1.
Gældende ret
;............................................................................
..............................
3.11.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.11.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.12.
Krigstidsbestemmelserne
;............................................................................
.....................
3.12.1.
Gældende ret
;............................................................................
..............................
3.12.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.12.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.13.
Militær straffelov § 25 (lovforslagets § 36)
....................................................................
3.13.1.
Gældende ret
;............................................................................
..............................
3.13.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.13.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.14.
Strafferammer
;............................................................................
..........................................
3.14.1.
Gældende ret
;............................................................................
..............................
3.14.2.
Udvalgets overvejelser
;............................................................................
............
3.14.3.
Forsvarsministeriets overvejelser
.......................................................................
3.15.
Ophævede bestemmelser
;............................................................................
......................
3.15.1.
Generelt
;............................................................................
.......................................
3.15.2.
Militær straffelov § 1
;............................................................................
................
3.15.3.
Militær straffelov § 11
;............................................................................
..............
3.15.4.
Militær straffelov § 12
;............................................................................
..............
3.15.5.
Militær straffelov § 13
;............................................................................
..............
3.15.6.
Militær straffelov § 14
;............................................................................
..............
3.15.7.
Militær straffelov § 25, stk. 2
;............................................................................
...
4.
Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser
...........................................
5.
Forholdet
til EU-retten
;............................................................................
..................................
6.
Hørte myndigheder
mv.
;............................................................................
................................
1. Lovforslagets
formål og baggrund
Forslaget har til formål at afløse den nuværende militære
straffelov fra 1973 og er en del af en gennemgående revision af det nuværende
militære straffe- og disciplinarsystem.
Forslaget indeholder dels bestemmelser, som supplerer eller
fraviger reglerne i straffelovens almindelige del, dels bestemmelser om
strafansvar for pligtforsømmelser under tjeneste i forsvaret i fredstid og
under væbnet konflikt samt forbrydelser mod det militære forsvar.
I sommeren 1999 nedsatte forsvarsministeren udvalget til
revision af denne militære straffe- og retsplejelovgivning. Udvalget fik til
opgave at underkaste denne lovgivning samt de dertil knyttede administrative
bestemmelser en vurdering med henblik på en mulig revision. I den forbindelse
har udvalget skulle vurdere behovet for en særlig straffe- og
retsplejelovgivning
omfattende overtrædelser begået i fredstid af såvel ansat som værnepligtigt
personel.
I januar 2004 afgav udvalget sin betænkning nr. 1435/2004
om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov. Ved afgivelsen af
betænkningen bestod udvalget af en formand (landsdommer Nils Black) og 18
andre
medlemmer udpeget af Advokatrådet, Dansk Røde Kors, Hovedorganisationen af
Officerer i Danmark, Hærens Konstabel- og Korporalforening, Centralforeningen
for Stampersonel, Forretningsudvalgene for værnepligtige (nu
Værnepligtsrådet),
København og Århus universiteter, Folketingets Ombudsmand,
Udenrigsministeriet,
Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen.
Udvalgets forslag til militær straffelov er afgivet i
enighed bortset fra ét medlem, som ikke støtter opretholdelsen af en militær
straffelov i fredstid i Danmark, 6 medlemmer, som ønsker en anden formulering
af udkastet til militær straffelov § 9 vedrørende straffrihed, 7
medlemmer, som ønsker en anden formulering af udkastet til militær straffelov
§ 23 vedrørende forstyrrelse af den offentlige orden og beruselse uden
for
tjeneste og 3 medlemmer, som ønsker en anden formulering af udkastet til
militær straffelov § 27 vedrørende indskrænkning i forenings- og
forsamlingsfriheden.
Lovforslaget bygger i det hele på betænkningen og det deri
indeholdte lovforslag. Forsvarsministeriet har ikke på baggrund af de
indkomne
høringssvar, jf. punkt 6, bortset fra enkelte lovtekniske justeringer fundet
anledning til at ændre i udvalgets lovforslag. I de tilfælde, hvor der ikke
har
været enighed i udvalget om udkastet, har Forsvarsministeriet fulgt
flertallets
forslag. Forsvarsministeriet har dog udeladt lovforslagets § 27
vedrørende
indskrænkning i forenings- og forsamlingsfriheden, jf. nærmere lovforslagets
punkt 3.11.
2. Hovedpunkterne i militær
straffelov, gældende ret
For forsvaret gælder en særlig militær straffelov. De
almindelige regler i straffeloven gælder også inden for forsvaret. Den
militære
straffelov er i lighed med straffelovens systematik delt op i en almindelig
del
og en speciel del.
Den militære straffelov almindelig del indeholder nogle
bestemmelser, der fraviger eller supplerer bestemmelser i straffelovens
almindelige del om de almindelige betingelser for straf, f.eks. om den
personkreds,
der er omfattet af loven, om medvirken til overtrædelse af militær straffelov
og om straffrihed ved at følge en lovlig tjenstlig ordre.
Militær straffelov speciel del indeholder i kapitel 7 nogle
straffebestemmelser, som vedrører forskellige former for pligtforsømmelser
begået af tjenstgørende militært personel. Disse regler erstatter navnlig de
almindelige
bestemmelser i straffeloven §§ 156 og 157 om offentligt ansattes
pligtforsømmelser i tjenesten. Som eksempler på særlige militære
pligtforsømmelser kan nævnes ulydighed, mytteri, udeblivelse fra tjeneste og
vagtforseelser. Flere af disse bestemmelser indeholder skærpede
strafferammer,
herunder når forholdet er begået under krig.
I lovens kapitel 8 om »forbrydelser mod forsvarsmagtens
kampdygtighed« findes en række bestemmelser, som kriminaliserer forskellige
skadegørende handlinger rettet mod det militære forsvar, herunder f.eks.
afsløring
af militære hemmeligheder, krigsforræderi og spionage. Disse bestemmelser
finder især anvendelse under krig. Kapitel 7 indeholder desuden bestemmelser,
der har til formål at beskytte enkeltpersoner under krig. Det gælder især
§ 25, som kriminaliserer centrale overtrædelser af krigens folkeret.
Militær straffelov, som senest er revideret i 1973, er
bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september 1987.
Lovbekendtgørelsen er optaget som bilag I til betænkningen. I bilag II
sammenholdes lovforslaget med gældende ret.
3. Lovforslagets udformning
3.1. Systematik
I lighed med den gældende militære straffelov er
lovforslaget delt op i en almindelig del og en speciel del. Almindelig del
(kapitel 1) indeholder ud over bestemmelser om anvendelsesområde, herunder
hvilken personkreds, der er omfattet af loven, bestemmelser, som fraviger
eller
supplerer bestemmelser i straffelovens almindelige bestemmelser herunder om
dansk straffemyndighed (§ 5), tilregnelse (§ 6), nødværge
(§ 7),
medvirken (§ 8), og straffrihed (§ 9). Endelig indeholder forslaget
til almindelig del en bestemmelse om, hvornår reglerne om væbnet konflikt kan
finde anvendelse. Bestemmelserne svarer i det væsentlige til de gældende
bestemmelser i militær straffelov til dels med ændrede formuleringer.
Endvidere
foreslås en række af de gældende bestemmelser ophævet, da der ikke længere
findes behov for disse (gældende militær straffelov § 1 og
§§ 11-14),
jf. nærmere under punkt 3.14.
I lovforslagets specielle del (kapitel 2) er optaget
straffebestemmelser om forsømmelser vedrørende pligter som underordnet
(§§ 11 - 14), pligter som overordnet og sideordnet mv. (§§ 15 -
19),
rusmidler mv. (§§ 20 - 23), øvrige pligtforsømmelser (§§ 24 - 27),
forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed (§§ 28 -35) og andre
forbrydelser under væbnet konflikt (§§ 36 - 38). Bestemmelserne i
speciel
del efter den gældende militære straffelov er i alt væsentligt opretholdt,
dog
med visse sproglige justeringer. En række af bestemmelserne i lovforslaget er
imidlertid nye, idet de er udskilt i selvstændige straffebestemmelser i
stedet
for som i dag at være omfattet af den gældende militære straffelov § 15,
jf. nærmere punkt 3.9. Hertil kommer, at strafansvaret for uagtsomme
overtrædelser er begrænset mest muligt, ligesom strafansvaret begrænses til
grovere forhold, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, jf.
nærmere
under punkt 3.6.
I det følgende fremhæves en række mere principielle forhold
i relation til lovforslaget. I øvrigt henvises til de enkelte bestemmelser og
disses særlige bemærkninger. Ved henvisninger til »betænkningen« menes
betænkning
nr. 1435/2004 om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov.
3.2. Behovet for en militær
straffelov
3.2.1. Tidligere
overvejelser
I senmiddelalderen indførtes i flere europæiske lande en
særlig militær jurisdiktion i forbindelse med organisering og anvendelse af
udenlandske lejehære. Dette betød især, at der blev fastsat særlige regler
for
militære strafferetlige forhold. Sådanne ordninger var oprindeligt baseret på
krav fra sådanne lejehære om at kunne bevare deres egen retsopfattelse og at
kunne føre et selvstændigt retsliv. Også i Danmark blev gennemført særlige
militære regler, ligesom der blev etableret militære domstole (krigsretter).
Da den danske hær blev national og senere kom til at hvile
på værnepligt, opretholdtes den særlige militære straffelovgivning først og
fremmest med henblik på at sikre den militære disciplin.
I 1881 gennemførtes straffelov for krigsmagten, som var den
første egentlige militære straffelov. På baggrund af flere århundreders
erfaring i behandling af sager under militær jurisdiktion blev loven udformet
med detaljerede beskrivelser af en lang række former for lovovertrædelser.
Militær straffelov af 1937 erstattede 1881-lovens
omfattende opregning af lovovertrædelser med korte og klare beskrivelser af
gerningsindholdet. Straffebestemmelser for forhold, der kunne henføres under
straffeloven, blev ophævet. Samtidig blev den nugældende lovtekniske ordning,
hvorefter reglerne i straffelovens almindelige del om de grundlæggende
betingelser
for strafansvar mv., f.eks. reglerne om tilregnelse, forsøg og medvirken
etc.,
som til dels var indført i straffelov for krigsmagten af 1881, medmindre
andet
fremgik af militær straffelov, fuldt ud gennemført. Militær straffelov blev i
1937 således i det hele et supplement til straffeloven.
Det overordnede hensyn bag militær straffelov af 1937 var
fortsat at beskytte og bevare forsvarets effektivitet og krigsmagtens
kampdygtighed gennem opretholdelse af den militære disciplin og orden.
I 1973 gennemførtes den nugældende militære straffelov.
Lovforslaget blev i det væsentlige udarbejdet på grundlag af en delbetænkning
om straf og disciplinarmidler samt klageregler, som blev afgivet i 1970 af
udvalget vedrørende befalingsmandsuddannelsen og arbejdsklimaet i forsvaret
(det såkaldte »Klimaudvalg«).
Klimaudvalget fandt, at ikke mindst hensynet til forsvarets
effektivitet gjorde det nødvendigt at opretholde regler om særlige militære
pligter, og at manglende overholdelse af disse pligter nødvendigvis i et vist
omfang
fortsat måtte kunne sanktioneres. Der var derfor efter udvalgets opfattelse
fortsat behov for at opretholde en særlig militær straffelov.
Det var endvidere udvalgets opfattelse, at beskrivelsen af
militære pligter burde gøres så snæver som muligt, og at sanktioner inden for
forsvaret for tilsidesættelse af sådanne pligter burde have undtagelsens
karakter.
Sanktioner var ikke et mål i sig selv, men alene et sidste middel til at
sikre
overholdelse af disse pligter. Udvalget foreslog på denne baggrund nogle
begrænsninger i de gældende regler om strafansvar for pligtstridig adfærd.
Udvalget foreslog desuden de særlige militære strafarter kvarterarrest og
vagtarrest
ophævet, således at kun de almindelige straffe efter straffeloven, dvs. bøde,
hæfte og fængsel, kunne anvendes. Kun sanktionen irettesættelse blev i det
efterfølgende lovforslag foreslået opretholdt som en særlig militær strafart.
Militær straffelov blev endelig ændret i 1978 i forbindelse
med ophævelsen af dødsstraf i krigstid, jf. lov nr. 195 af 3. maj 1978.
For en nærmere gennemgang af de tidligere ændringer
herunder ændringen i 1973 henvises til betænkningen, kapitel 3 og 5.
3.2.2. Udvalgets
overvejelser
Et centralt spørgsmål for Udvalget om den militære straffe-
retsplejeordning har været at tage stilling til, om der er behov for en
særlig
militær straffelovgivning for pligtforsømmelser begået i fredstid af såvel
ansat som værnepligtigt personel og herunder at vurdere indholdet af en række
af de gældende bestemmelser i militær straffelov og militær retsplejelov.
Ved vurderingen af, om der fortsat er behov for særlige
militære bestemmelser i fredstid om strafansvar for pligtforsømmelser, har
udvalget taget udgangspunkt i loven om forsvarets formål, opgaver og
organisation
mv., jf. lov nr. 122 af 27. februar 2001.
Siden den seneste revision af den militære straffe- og
retsplejelov i 1973 er forsvarets opgaver blevet ændret markant. Hvor vægten
tidligere navnlig var lagt på territorialforsvaret, er den i de senere år i
langt højere grad lagt på deltagelse i internationale fredsbevarende og
fredsstøttende opgaver. Dansk forsvars internationale engagement, herunder
navnlig i FN- og NATO-regi, har således i de senere år udgjort en stadig
større
del af forsvarets opgaver.
Tjenesten i udlandet er ofte karakteriseret ved, at den
foregår under forhold, hvor personellet kan blive udsat for situationer, som
kræver skærpet agtpågivenhed, eller som kan udvikle sig til direkte militære
konfrontationer. Det er i denne situation af afgørende betydning, at det
udsendte personel er i stand til at løse opgaverne på en hensigtsmæssig og
forsvarlig måde. Brud på disciplinen kan efter omstændighederne få alvorlige
følger og i yderste konsekvens medføre tab af menneskeliv og materiel. En
hurtig
og effektiv indskriden over for pligtforsømmelser i form af sanktioner kan
efter omstændighederne være nødvendig for at markere konkret over for den,
der
forser sig, at den pågældendes adfærd er uacceptabel og har konsekvenser. Af
generalpræventive grunde gør tilsvarende sig gældende over for personellet
som
helhed.
Det er en af forsvarets væsentligste opgaver at sikre, at
militært personel, der udsendes til internationale opgaver, også er uddannet
til at møde de udfordringer, som følger af disse opgaver. Det er derfor
påkrævet, at den hjemlige uddannelse og tjeneste sikrer, at personellet er i
stand til på forsvarlig og adækvat måde at kunne deltage i disse opgaver.
Udvalget har derfor fundet det påkrævet, at der allerede i fredstid skabes et
sikkert grundlag for, at personellet under uddannelsen og i tjenesten får
forståelse af indholdet af de militære pligter og formålet med dem og dermed
bliver motiveret til at opfylde de grundlæggende krav til tjenesten.
Denne vurdering er også blevet bestyrket af indtrykkene fra
udvalgets tjenestestedsbesøg, herunder navnlig besøget hos de danske styrker
i
Doboj i Bosnien. Denne forståelse og motivation tilvejebringes naturligvis
først og fremmest gennem undervisning, deltagelse i øvelser og under den
daglige tjeneste, men udvalget finder, at det fortsat er nødvendigt i givet
fald også gennem straf og andre sanktioner at kunne markere, hvor grænsen til
den uacceptable handlemåde i tjenesten går.
Udvalgets flertal foreslår på denne baggrund, at
bestemmelser, der beskriver centrale militære pligter, bibeholdes, og at
tilsidesættelse af disse pligter skal kunne sanktioneres, herunder med straf,
også under fredsforhold i Danmark. Samtidig stilles der forslag om nogle
justeringer af de gældende regler navnlig med henblik på at begrænse
strafansvaret.
Der henvises i øvrigt til betænkningen, kapitel 11.
3.2.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
Forsvarsministeriet er enig med udvalgets flertal i behovet
for en militær straffelov og kan i det hele tilslutte sig de af flertallet
anførte grunde herfor.
3.3. Begreber i den militære
straffelov
3.3.1. Foranstående - efterstående
og foresat - undergiven
Militær straffelov anvender i flere bestemmelser begreberne
foranstående - efterstående og foresat - undergiven.
»Foranstående - efterstående« og »foresat - undergiven« er
defineret således i Forsvarsministeriets kundgørelse B. 3-4 (cirkulære af 6.
november 1990 om tjenestebestemmelser for forsvarets militære og civile
personel):
»§ 2.
Enhver, der i den militære rækkefølge står foran en anden, er dennes
foranstående,
den anden hans efterstående. Menigt personel er dog indbyrdes ligestillet.
§ 3.
Den,
der i henhold til love, bestemmelser eller befalinger er bemyndiget til inden
for et nærmere fastsat tjenesteområde at befale over andre, er disses
foresatte
og de andre dennes undergivne.
Stk. 2.
Ved
tjenesteområde forstås det til en tjenestestilling knyttede ansvars- og
myndighedsområde.
Stk. 3.
Ved
nærmest foresatte forstås den foresatte, under hvis direkte kommando den
undergivne
er stillet.
Stk. 4.
Ved
nærmest foresatte chef forstås den chef eller den med en chef ligestillede
foresatte, inden for hvis umiddelbare tjenesteområde den undergivne henhører.
Stk. 5.
En
foranstående, der skrider ind over for en efterstående for at tilvejebringe
orden
eller hindre uorden, skal betragtes som foresat. Endvidere skal vagter og
patruljer samt militærpolitipersonel adlydes som foresatte.«
Begreberne foranstående - efterstående henviser til den
militære rækkefølge. F.eks. kan en befalingsmand være foranstående for en
anden
befalingsmand med samme grad afhængig af udnævnelsestidspunkt, der er
afgørende
for indplaceringen i den militære rækkefølge.
I betænkningen om den militære straffelov, retsplejelov og
disciplinarlov foreslås de militære begreber »foresat - undergiven« ændret
til
»overordnet - underordnet«. Formålet hermed er at anvende udtryk, som er
nutidige, og som må antages at være umiddelbart forståelige for blandt andre
værnepligtige.
I lovforslaget er derfor anvendt »overordnet - underordnet«
i stedet for »foresat - undergiven«. Der er ikke tilsigtet nogen
realitetsændring i forhold til de gældende begreber. Kundgørelsen vil
efterfølgende blive rettet i overensstemmelse med lovforslaget.
Der henvises til betænkningen, side 259.
3.3.2. Vagtbegrebet
3.3.2.1. Gældende ret
Militær straffelov indeholder i §§ 16, 17, 20 og 26
bestemmelser om pligtforsømmelser, der begås bl.a. mod eller af vagt.
Begrebet »en vagt« er ikke defineret i militær straffelov.
Vagtbegrebet er heller ikke det samme i disse bestemmelser. Det må dog
antages,
at vagtbegrebet i de gældende §§ 16, 17 og 20 er stort set
sammenfaldende,
idet afgørende for, om der er tale om en vagt i disse bestemmelser, vil være,
om den pågældende militærperson kan afgive ordrer, som skal adlydes.
Endvidere
vil der skulle være tale om, at funktionen som vagt i militær forstand typisk
forudsætter, at den pågældende er tillagt et særligt ansvar, der foreligger
en
konkret instruks eller ordre, funktionen er tidsbegrænset, og der er krav om
uafbrudt/stadig årvågenhed.
For en nærmere gennemgang af disse bestemmelser og
vagtbegrebet henvises til betænkningens gennemgang af de enkelte bestemmelser
i
kapitel 6 samt siderne 260 - 261 i betænkningen.
3.3.2.2. Udvalgets
overvejelser
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
overvejet, hvorvidt det er muligt at give en entydig definition af begrebet
»vagt« i den forstand dette udtryk i dag anvendes i de forskellige
bestemmelser
i militær straffelov, men har ikke fundet det muligt entydigt at definere
vagtbegrebet.
Udvalget har fundet, at det især er grænsedragningen mellem
vagter i den forstand, hvori dette begreb må forstås i gældende militær
straffelov § 26 (om vagtforseelser), og militært personel, der i øvrigt
betegnes som vagter, men som ikke falder ind under vagtbegrebet i
bestemmelsen,
der kan give anledning til begrebsmæssige problemer.
Endvidere peges der fra udvalgets side på, at definitionen
af begrebet vagt i gældende § 26 er afgørende for afgrænsningen over for
den almindelige bestemmelse om pligtforsømmelser i gældende militær
straffelov
§ 15.
Militært personel, som ikke i deres funktionsbeskrivelse er
benævnt vagter, varetager alligevel ofte arbejdsopgaver af sikkerhedsmæssig
karakter og tilsvarende centrale funktioner. Som eksempler kan nævnes
radaroperatører, flyveledere, skibsførere, udkigsposter på skibe mv.
Også på andre områder inden for forsvaret forekommer
arbejdsopgaver, hvis udførelse generelt eller i en given situation er af
central karakter eller af væsentlig betydning for gennemførelsen af andre
opgaver, f.eks. i forbindelse med øvelser og under egentlige operative
opgaver.
Sådant personel betegnes i praksis ofte ikke som vagter,
selvom deres opgaver ud fra en praktisk synsvinkel ofte vil kunne
karakteriseres som »funktioner af vagtmæssig karakter«. Hvis de udfører deres
opgaver på en sløset måde eller f.eks. falder i søvn under arbejdet, vil de
åbenbart gøre sig skyldige i pligtforsømmelse, der er omfattet af den
gældende
bestemmelse i militær straffelov § 15. Spørgsmålet er om sådanne
situationer
kan – eller bør – henføres under gældende § 26 om
vagtforseelser.
Forskellen mellem at henføre forholdet under den specifikke
bestemmelse om vagtforseelser henholdsvis at henføre det under den generelle
bestemmelse om pligtforsømmelser (i dag § 15) er dels strafferammen,
dels
– og måske mere principielt – om disse »vagtforseelser« som andre
vagtforseelser på grund af deres alvorligere karakter bør henføres under en
selvstændig straffebestemmelse.
Det har efter udvalgets opfattelse ikke været muligt i
selve lovteksten tilstrækkeligt klart at afgrænse vagter, der er omfattet af
lovforslagets § 24 (gældende § 26), fra andet militært personel,
der
ved at tilsidesætte deres arbejdsforpligtelser gør sig skyldige i en
pligtforsømmelse, der ellers må henføres under den almindelige bestemmelse i
lovforslagets § 27 (gældende § 15).
Udvalget foreslår derfor, at en vagt i § 24’s forstand
alene omfatter personer, i hvis funktions- eller stillingsbeskrivelse ordet
»vagt« indgår. Om dette er tilfældet, må afgøres på grundlag af de skriftlige
regler, der beskriver stillingen eller funktionen. Ved funktionsbeskrivelsen
bør opmærksomheden være henledt herpå.
Også en mundtlig ordre om, at en militærperson i det
konkrete tilfælde udøver vagttjeneste, indebærer, at den pågældende er vagt i
militær straffelovs forstand, f.eks. hvor en værnepligtig under en øvelse
bliver beordret til at overtage en telefonvagt i en halv time som midlertidig
afløser for den faste vagt. Er den pågældende herefter ikke betegnet som
vagt,
vil en misligholdelse af arbejdsforpligtelsen eller den konkrete opgave alene
indebære en pligtforsømmelse, der skal behandles som »almindelig«
pligtforsømmelse (efter lovforslagets § 27), ikke som en vagtforseelse.
Dette betyder, at militært personel, som i dag ikke
betegnes som vagter, men som varetager opgaver af f.eks. sikkerhedsmæssig
karakter, herunder eksempelvis radaroperatører, ikke er vagter i militær
straffelovs forstand, medmindre det udtrykkeligt er fastsat, at de er
omfattet
af vagtbegrebet.
Efter lovforslaget vil det være forsvarets myndigheder, der
må vurdere, hvilket militært personel der – ud over vagter, der er
omfattet af
§ 11 (gældende § 16 - dvs. vagter over for hvem der kan udvises
ulydighed) – skal henføres under vagtbegrebet og derved kunne gøre sig
skyldig
i en vagtforseelse efter § 24. Militært personel, der ikke er afmærket
som
vagter, eller hvis arbejdsopgaver ikke er beskrevet som vagtfunktioner, kan,
når de misligholder opgaven, herefter alene straffes for pligtforsømmelse
efter
den generelle bestemmelse i lovforslagets § 27, ikke for vagtforseelse.
Der henvises til betænkningen, siderne 259 - 263.
3.3.2.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
Forsvarsministeriet kan tilslutte sig udvalgets
overvejelser og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der
henvises til de særlige bemærkninger til § 11 og § 24.
3.3.3. Begreberne krig og
væbnet konflikt
3.3.3.1. Gældende ret
Efter militær straffelov § 4, 1. punktum, finder
lovens bestemmelser for krigstid anvendelse, dels når Danmark er i krig, dels
under truende udsigt til krig, når forsvarsministeren har offentliggjort
meddelelse herom. Krigstidsreglerne finder endvidere anvendelse i visse
situationer under angreb fra fremmede militære styrker, jf. § 4, 2.
punktum. Det er således ikke militær straffelov § 4, men faktiske
omstændigheder, herunder politiske beslutninger, der er bestemmende for,
hvornår Danmark eller danske væbnede styrker er i krig.
Formålet med militær straffelov § 4 er alene at
fastlægge, hvornår militær straffelovs krigstidsbestemmelser finder
anvendelse.
Om Danmark eller danske væbnede styrker er i krig, afgøres
således af faktorer uden for militær straffelovs »kontrol«.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til
betænkningen, siderne 60 - 74.
3.3.3.2. Udvalgets
overvejelser
Udvalget har fundet det væsentligt, at militær straffelovs
krigstidsbestemmelser træder i kraft og kan finde anvendelse i alle
situationer,
hvor Danmark eller danske styrker er i krig. Sprogbrugen og fortolkningen af
militær straffelovs krigstidsbegreb bør derfor tilstræbe bedst muligt at
svare
til den almindelige juridiske forståelse af begrebet.
Begrebet krig må i dag i overensstemmelse med almindelig
folkeretlig terminologi forstås som ensbetydende med væbnet konflikt, og det
er
juridisk set derfor mere præcist at anvende begrebet væbnet konflikt.
Udvalget
foreslår derfor, at dette udtryk anvendes i denne og andre bestemmelser i
stedet for krig. Dette vil også tydeliggøre, at krigen (den væbnede konflikt)
kan være af både international og ikke-international karakter, jf. herved
også
straffeloven § 1.
Udvalget finder, at sondringen mellem en automatisk
ikrafttræden af reglerne og en mulighed for at bestemme dette i den periode,
som ligger umiddelbart forud for væbnet konflikt, bør opretholdes. Dette
svarer
også til den gældende retstilstand i Norge og Sverige, jf. betænkningen, side
71 ff.
Endvidere foreslår udvalget indsat et nyt stykke i
bestemmelsen, der giver forsvarsministeren hjemmel til i forbindelse med
udsendelse
af danske styrker uden for rigets grænser at bemyndige chefen for den
udsendte
styrke til under truende udsigt til væbnet konflikt at meddele, at reglerne
for
væbnet konflikt finder anvendelse.
Der henvises til betænkningen, side 285.
3.3.3.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
Forsvarsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag.
Der henvises til lovforslagets § 10 og bemærkningerne hertil, som er
udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.
3.4. Dansk Straffemyndighed
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Straffelovens
regler
Hvis en dansk straffebestemmelse overtrædes i Danmark, kan
sagen afgøres af danske domstole. Sker overtrædelsen i udlandet, opstår både
spørgsmål om, hvorvidt den danske straffebestemmelse gælder i udlandet, og om
hvorvidt danske domstole har kompetence til at pådømme sagen. Det første
spørgsmål om lovens rækkevidde afgøres ved fortolkning af den pågældende lov.
Det andet spørgsmål – om hvorvidt danske domstole har straffemyndighed
–
afgøres ved fortolkning af straffeloven §§ 6-12, medmindre den
pågældende
lov indeholder bestemmelser om dansk straffemyndighed.
Straffelovens hovedregler indebærer følgende:
Handlinger, som begås på dansk territorium, er altid
undergivet dansk straffemyndighed uanset gerningsmandens nationalitet, jf.
straffeloven § 6 (territorialprincippet).
Handlinger, som begås uden for dansk territorium af en
person, som er statsborger eller bosat i Danmark eller et af de andre
nordiske
lande, er undergivet dansk straffemyndighed efter bestemmelserne i
straffeloven
§ 7 (personalprincippet). Efter § 7, stk. 2, er det dog gjort
til en betingelse, at handlingen også er strafbar efter den på gerningsstedet
gældende lovgivning (princippet om dobbelt strafbarhed).
Handlinger, som begås uden for dansk territorium, af en
person, der ikke er statsborger i eller har bopæl i Danmark eller et af de
andre nordiske lande, er i særlige tilfælde undergivet dansk
straffemyndighed,
hvis de krænker kvalificerede danske interesser, jf. straffeloven § 8,
nr.
1-3 (real- eller beskyttelsesprincippet).
Handlinger, som begås uden for dansk territorium og uden at
gerningsmanden eller ofret har tilknytning til Danmark, er i visse tilfælde
primært på grund af overtrædelsens grovhed undergivet dansk straffemyndighed
(universalprincippet).
3.4.1.2. Dansk straffemyndighed
for overtrædelser af militær straffelov
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 2,
hvorefter loven også finder anvendelse, når den strafbare handling er begået
uden for den danske stat, indebærer ikke blot, at det militære pligtforhold
også gælder ved tjeneste uden for Danmark, men at bestemmelsen desuden
selvstændigt
regulerer omfanget af dansk straffemyndighed ved overtrædelser af militær
straffelov, herunder når handlingen er begået i udlandet. Spørgsmålet skal
således uanset ordlyden af militær straffelov § 1 og straffeloven
§ 2
ikke afgøres efter straffelovens regler. Dette skyldes det historiske samspil
mellem straffeloven og militær straffelov.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til
betænkningen siderne 57 - 59 og 290- 297.
3.4.2. Udvalgets
overvejelser
Udvalget har ikke fundet grundlag for at opretholde den
gældende ordning, hvorefter reglerne om dansk straffemyndighed udelukkende
findes i militær straffelov, men finder, at spørgsmålet om dansk
straffemyndighed
for forbrydelser efter militær straffelov bør afgøres med udgangspunkt i
straffelovens almindelige regler i §§ 6-8.
Udvalget har vurderet, i hvilket omfang der er dansk
straffemyndighed efter straffeloven §§ 6-8 for overtrædelser af militær
straffelov, og i hvilket omfang der kan påvises behov for at supplere
straffelovens generelle bestemmelser om dansk straffemyndighed med konkrete
bestemmelser, der sikrer dansk straffemyndighed over for forbrydelser, som
ikke
kan henføres under straffelovens bestemmelser. Udvalget har i forbindelse
hermed tillige forelagt problemstillingen for Justitsministeriet, der ikke
har
haft bemærkninger til det i betænkningen indeholdte lovforslag om dansk
straffemyndighed.
På denne baggrund har udvalget fundet, at der bør optages
en bestemmelse i militær straffelov om dansk international straffemyndighed,
der supplerer de gældende bestemmelser om dansk straffemyndighed i
straffeloven
§ 8 for så vidt angår overtrædelser af § 31 om afsløring af
militære
hemmeligheder (jf. forslaget til § 32), § 32 om forfalskning af
ammunition (jf. forslaget til § 30), § 33 om krigsforræderi (jf.
forslaget til § 28) og § 34 om militær spionage (jf. forslaget til
§ 29).
Disse forbrydelser hører til de mest centrale i kapitel 8 i
militær straffelov, som har til formål at beskytte danske militære interesser
især under væbnet konflikt, og kan efter omstændighederne få meget alvorlige
konsekvenser for det militære forsvar og dermed for det danske samfund. Der
er
efter udvalgets opfattelse behov for også at kunne straffe disse skadelige
handlinger, der begås af udlændinge i udlandet mod danske militære interesser
under væbnet konflikt.
Udvalget har endvidere fundet, at overtrædelser af militær
straffelov § 24, stk. 2 (jf. forslaget til § 38), bør kunne
straffes i Danmark, når handlingen er begået under væbnet konflikt over for
dansk militært personel mv. i udlandet af udlændinge.
Også overtrædelser af konventionsbestemmelser, som er
omfattet af militær straffelov § 25 (jf. forslaget til § 36), men
hvor der ikke består en folkeretlig forpligtelse for Danmark til at
retsforfølge personer, som ikke i forvejen er undergivet dansk
jurisdiktionskompetence, bør efter udvalgets opfattelse kunne straffes her i
landet,
når handlingerne begås i udlandet af udlændinge mod dansk militært personel
under væbnet konflikt og mod den personkreds, som er omfattet af militær
straffelov § 6, nr. 1 og 2, jf. udvalgets forslag til § 2, nr. 1 og
2. Det gælder ikke mindst med hensyn til de »mindre grove« overtrædelser af
Genèvekonventionerne, herunder bestemmelser, der regulerer behandlingen af
krigsfanger.
Udvalget har derimod ikke fundet behov for at foreslå en
bestemmelse om udvidet dansk straffemyndighed for overtrædelse af
bestemmelserne i militær straffelov §§ 30, 35 og 36 (jf. lovforslaget
§§ 33, 31 og 34). Disse bestemmelser retter sig i det væsentligste enten
mod overtrædelser begået af tjenstgørende militært personel eller mod
overtrædelser, som vanskeligt kan begås uden for Danmark.
Der henvises til betænkningen, siderne 296 - 302.
3.4.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
Udvalgets forslag er optaget som § 5 i lovforslaget,
idet dog udvalgets forslag om at udvide dansk straffemyndighed til at omfatte
enhver overtrædelse af straffelovens bestemmelser, der begås over for dansk
militært
personel under tjeneste i udlandet mv. ikke er medtaget (jf. betænkningen
side
368). Årsagen hertil er, at Justitsministeriet i forbindelse med høringen
over
betænkningen har givet udtryk for, at en sådan væsentlig udvidelse bør
afvente
udfaldet af de principielle og generelle overvejelser om dansk
straffemyndighed, som foregår i Jurisdiktionsudvalget.
Om den nærmere begrundelse for de enkelte led i
bestemmelsen henvises til de særlige bemærkninger.
3.5. Straffrihedsreglen i
militær straffelov § 9
3.5.1. Gældende ret
Militær straffelov § 9 indeholder en regel om, at den,
der adlyder en ordre fra en overordnet og derved begår en strafbar handling,
som udgangspunkt er straffri. Kun hvis den pågældende vidste, at »der ved
befalingen tilsigtedes en sådan handling eller dette var umiddelbart
indlysende«, vil strafansvar kunne komme på tale.
I en rapport udgivet i 1997 af Dansk Røde Kors’
Folkeretsudvalg, der er et udvalg nedsat af Dansk Røde Kors’ styrelse,
blev det
anbefalet, at det ved en præcisering af militær straffelov § 9 fastslås,
at underordnede bærer et selvstændigt strafansvar for handlinger begået for
at
efterleve en ordre, som krænker den humanitære folkeret.
Anbefalingen er fremsat med baggrund i det almindeligt
anerkendte folkeretlige princip, at en person, der har begået en
krigsforbrydelse, ikke kan undgå strafansvar under henvisning til, at han
handlede efter ordre fra en overordnet. Dette princip er – i lidt
forskellige
formuleringer – fastslået i statutterne for Nürnbergdomstolen og
FN’s
ad hoc
tribunaler for det tidligere
Jugoslavien og Rwanda, hvortil rapporten henviser.
Efter udgivelsen af rapporten har princippet desuden fået
følgende autoritative formulering i artikel 33 i statutten for den
Internationale Straffedomstol (ICC), der er vedtaget i 1998:
»1. Det forhold, at en forbrydelse under domstolens
jurisdiktion er begået af en person efter ordre fra en regering eller en
overordnet, militær eller civil, fritager ikke den pågældende for
strafansvar,
medmindre
a)
personen var under
en retlig forpligtelse til at adlyde ordrer fra den pågældende regering eller
overordnede,
b)
personen ikke
vidste, at ordren var ulovlig, og
c)
ordren ikke var
åbenbart ulovlig.
2. Efter denne artikel skal ordrer om at begå
folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden anses for åbenbart ulovlige.«
Som det fremgår af artiklen, består den væsentligste
forskel fra formuleringen af militær straffelov § 9 deri, at artikel 33
i
modsætning til § 9 nævner princippet om strafansvar (hovedreglen) før
mulighederne for straffritagelse (undtagelsen). Betingelsen i stk. 1 (a)
indebærer ikke nogen realitetsforskel, idet det for så vidt angår den danske
bestemmelse forudsættes, at der er tale om en lovlig, tjenstlig ordre, jf.
ordene »tjenstlige befaling« sammenholdt med militær straffelov § 16 om
lydighedsnægtelse. Punkt 2 må forstås som en understregning af, at folkedrab
og
forbrydelser mod menneskeheden er så åbenbart ulovlige handlinger, at man
ikke
for domstolen kan påberåbe sig ukendskab hertil.
Anbefalingerne i rapporten Humanitær Folkeret blev drøftet
i 1997 og 1998 i regeringens Røde Kors-udvalg, der er nedsat bl.a. med det
formål at fungere som rådgivningsorgan for regeringen i spørgsmål om
fortolkningen og anvendelsen af de humanitære folkeretlige regler gældende
under væbnede konflikter. I udvalget er repræsenteret en række ministerier og
styrelser, bl.a. Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og
Justitsministeriet
samt Dansk Røde Kors. Anbefalingen vedrørende ændring af militær straffelov
§ 9 blev drøftet på udvalgets møde den 16. december 1997. Det fremgår af
referatet, at der ikke var tilslutning til den af Dansk Røde Kors’
Folkeretsudvalg foreslåede ændring af militær straffelov.
§ 9 er ikke formuleret specifikt med henblik på
overtrædelser af den humanitære folkeret eller krigsforbrydelser. En stort
set
enslydende bestemmelse fandtes således allerede i det oprindelige forslag til
militær straffelov af 1881, som blev fremsat i 1850, jf. Rigsdagstidende
1850,
Anhang, sp. 710. Bestemmelsens primære anvendelsesområde er således mere
»fredsmæssige« situationer som f.eks. retsstridig mandskabsbehandling
(U.1957.84) og kørsel i spirituspåvirket tilstand (U.1972.1036). Bestemmelsen
er generel og er således ikke udtryk for en implementering af den humanitære
folkerets regel om strafansvar for at følge ulovlige ordrer fra overordnede,
men for en beskyttelse af underordnet personel mod følgerne af at udføre
retsstridige handlinger som følge af en befaling.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til
betænkningen side 83 - 85 og 263 - 265.
3.5.2. Udvalgets
overvejelser
Det er udvalgets opfattelse, at reglen i militær straffelov
§ 9 i dens nuværende formulering ikke vil føre til et andet resultat end
det, der vil følge af en bestemmelse formuleret i overensstemmelse med reglen
i
artikel 33 i statutten for den internationale straffedomstol. Det gælder
selvom
bestemmelserne ikke svarer til hinanden rent formuleringsmæssigt,
idet de har modsatte udgangspunkter
: Ifølge § 9
er en person som hovedregel straffri, medmindre vedkommende vidste, eller det
var umiddelbart indlysende, at handlingen var ulovlig. Ifølge artikel 33
fritages en person som hovedregel ikke for strafansvar for en forbrydelse
begået efter ordre, medmindre personen var retligt forpligtet til at adlyde
ordrer fra den pågældende, ikke vidste, at ordren var ulovlig, og ordren ikke
var åbenbart ulovlig.
Fælles for de to bestemmelser er, at den underordnede kun
er straffri efter at have begået en forbrydelse efter ordre, når han ikke
vidste, at ordren var ulovlig, og ordren ikke måtte bedømmes som åbenbart
ulovlig.
Et flertal af medlemmerne har på denne baggrund fundet, at
der ikke er noget reelt behov for at ændre militær straffelov § 9. Disse
medlemmer har også lagt vægt på, at den gældende bestemmelse sprogligt set er
mere enkel og dermed også umiddelbart mere tilgængelig og lettere forståelig
end artikel 33.
Et mindretal af medlemmerne finder, at militær straffelov
§ 9 bør omformuleres, således at bestemmelsen svarer til den måde,
hvorpå
Danmarks internationale forpligtelser er formuleret. Disse medlemmer foreslår
bestemmelsen formuleret således:
»Den, der ved at adlyde en overordnets tjenstlige ordre
begår en strafbar handling, straffes, medmindre han ikke vidste, at ordren
var
ulovlig, og ordren ikke var åbenbart ulovlig.«
Mindretallet lægger vægt på, at dansk militært personel i
dag er omfattet af artikel 33 i statutten for Den Internationale
Straffedomstol. Det er derfor nødvendigt, at personellet forstår denne regel.
Det er således lettest for personellet, at bestemmelsen i militær straffelov
svarer til artikel 33. Der er ikke ved formuleringen af mindretallets forslag
tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse.
Der henvises til betænkningen, siderne 265 - 266.
3.5.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
Som anført ovenfor er bestemmelsen generel og er ikke
udtryk for en implementering af den humanitære folkerets regel om strafansvar
for at følge ulovlige ordrer fra overordnede, men for en beskyttelse af
underordnet
personel mod følgerne af at udføre retsstridige handlinger som følge af en
befaling.
Henset hertil og at de af udvalgets flertal anførte grunde, er det efter
Forsvarsministeriets opfattelse mest nærliggende at fastholde den nuværende
formulering, som foreslået af udvalgets flertal.
Der henvises til lovforslagets særlige bemærkninger til
§ 9.
3.6. Begrænsning af
strafansvaret
3.6.1. Gældende ret
Efter militær straffelov § 10 straffes uagtsomhed ikke
uden særlig hjemmel. Uagtsomme overtrædelser af militær straffelov kan
således
kun straffes, hvis der efter den pågældende straffebestemmelse er hjemmel til
at straffe uagtsomhed. Dette er i overensstemmelse med straffeloven
§ 19,
1. punktum. De to »straffelove« anvender således samme »hovedregel«, at der
kræves forsæt til at realisere gerningsindholdet for at pådrage sig
strafansvar, medmindre der i den konkrete straffebestemmelse er hjemmel for,
at
også uagtsomme overtrædelser kan medføre strafansvar. Nogle af de gældende
centrale straffebestemmelser vedrørende pligtforsømmelse indeholder
imidlertid
hjemmel til at straffe også den simpelt uagtsomme overtrædelse (§ 15 om
tilsidesættelse af sine militære pligter, § 16 om ulydighed, § 23
om
ulovligt udeblivelse og § 26 om tilsidesættelse af sine pligter som
vagt).
3.6.2. Udvalgets overvejelser
Det er udvalgets opfattelse, at pligtforsømmelser, hvor
straf ikke forekommer ubetinget nødvendig, ikke bør mødes med en
strafferetlig
reaktion, men med sanktioner, der ikke har karakter af straf,
forudsat at
en sanktion i det konkrete
tilfælde i øvrigt skønnes nødvendig. Der bør efter udvalgets opfattelse
normalt
kun være mulighed for at skride ind med straf over for pligtforsømmelser, når
der er tale om mere alvorlige forhold. Samtidig bør strafansvaret for
uagtsomme
overtrædelser begrænses mest muligt.
Udvalget foreslår derfor strafansvaret begrænset til grove
forhold, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, således at
pligtforsømmelser af mindre grov karakter alene kan mødes med
disciplinarmidler.
Endvidere foreslås det, at strafansvaret i de bestemmelser,
der efter de gældende regler giver mulighed for at kunne straffe uagtsomme
pligtforsømmelser, begrænses til groft uagtsomme forhold. Forseelser, som
alene
skyldes simpel uagtsomhed, vil således efter udvalgets forslag alene kunne
sanktioneres
med disciplinarmidler.
I gentagelsestilfælde vil det imidlertid være muligt at
anvende straf, selv om den aktuelle overtrædelse i sig selv ikke kan medføre
strafansvar, men kun disciplinaransvar. Hvis f.eks. den pågældende gentagne
gange er udeblevet fra tjeneste i kortere perioder og derved er blevet pålagt
disciplinære sanktioner, er vedkommende således ved flere lejligheder blevet
gjort opmærksom på det uacceptable i denne adfærd. Hvis den pågældende
herefter
fortsætter med sådanne korte udeblivelser, vil sagen efter omstændighederne
kunne henføres under militær straffelov § 23 om udeblivelse (udvalgets
forslag til § 25).
Samlet set betyder forslaget en væsentlig begrænsning af
strafansvaret for militære pligtforsømmelser både, hvad angår
gerningsbeskrivelsen,
og kravet til tilregnelse. Udvalgets forslag til fremtidige
straffebestemmelser
er således set under ét i betydelig grad udtryk for en afkriminalisering,
særligt hvad angår mindre alvorlige tilfælde af pligtforsømmelser i forhold
til
gældende ret.
Der henvises til betænkningens side 253 – 254.
3.6.3 Forsvarsministeriets
overvejelser
Forsvarsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag.
Lovforslaget indeholder en ikke ubetydelig afkriminalisering i forhold til de
gældende bestemmelser, da strafansvaret begrænses til de mere grove forhold
og
forhold, der skyldes forsæt eller grov uagtsomhed. Simpelt uagtsomme
pligtforsømmelser vil herefter alene eventuelt kunne mødes med disciplinære
sanktioner, forudsat betingelserne herfor er opfyldt efter disciplinarloven,
jf. nærmere dette lovforslag.
3.7. Straffebestemmelser for
pligtforsømmelser
Militær straffelov kapitel 7 indeholder de centrale
straffebestemmelser for pligtforsømmelser inden for det militære forsvar. Som
nævnt ovenfor erstatter d
isse regler navnlig
de almindelige bestemmelser i straffeloven §§ 156 og 157 om offentligt
ansattes pligtforsømmelser i tjenesten. Reglerne omfatter dels en
generelt formuleret bestemmelse (§ 15), dels en række bestemmelser som
regulerer strafansvaret for bestemte former for pligtstridig adfærd, f.eks.
ulydighed, respektstridig adfærd og vagtforseelser. At disse specifikt
beskrevne tilfælde af pligtforsømmelser er udskilt fra den almindelige
bestemmelse i § 15, er dels historisk betinget, dels er det som følge af
disse lovovertrædelsers mere alvorlige karakter fundet nødvendigt at optage
højere strafferammer i forhold til den, der findes i § 15.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
ikke fundet grundlag for at foreslå nogle af de gældende straffebestemmelser
for pligtforsømmelser i kapitel 7 ophævet. Dette gælder også den generelle
bestemmelse om pligtforsømmelse i militær straffelov § 15, jf. nærmere
nedenfor under punkt 3.8.
Udvalget har derimod fundet det hensigtsmæssigt, at en
række pligtforsømmelser, som efter gældende ret henføres til den generelle
bestemmelse om pligtforsømmelse, udskilles til særskilte bestemmelser. Der
henvises
til forslagene til § 17, § 18, § 19 og § 22 og
bemærkningerne til disse bestemmelser samt nedenfor under punkt 3.9.
3.8. Militær straffelov § 15
(lovforslagets § 28)
3.8.1. Gældende ret
Efter militær straffelov § 15 kan den straffes, der
undlader at efterkomme de pligter som tjenesten medfører, hvis forholdet ikke
kan henføres til andre bestemmelser i den militære straffelov.
§ 15 skal ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser
i kapitel 7 i militær straffelov om strafansvar for pligtforsømmelser. Det
gælder f.eks. bestemmelserne i § 16 om forseelser over for vagt
(ulydighed), § 17 om mytteri, § 23 om udeblivelse fra tjeneste og
§ 26 om vagtforseelser. De forhold, der er omfattet af disse
bestemmelser,
vedrører kvalificerede former for pligtforsømmelser og er derfor udskilt i
specifikke bestemmelser, jf. herved bemærkningerne til § 15 i
lovforslaget
om militær straffelov fra 1972, Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 13,
og
betænkning nr. 1435/04 side 93. § 15 er således subsidiær i forhold til
de
øvrige regler om pligtforsømmelser og finder kun anvendelse på forhold, som
ikke kan henføres til disse specifikke bestemmelser. § 15 omfatter både
forsætlige og uagtsomme overtrædelser, herunder overtrædelser, der alene
skyldes simpel uagtsomhed.
For militært personel følger tjenestepligterne i alt
væsentligt af forskellige skriftlige regelsæt, der gælder for det enkelte
tjenestested.
Som eksempler kan nævnes kasernemeddelelser, blivende bestemmelser, regler om
våbenbetjening, sikkerhedsforskrifter mv. Herudover forekommer konkret
udformede regler i forbindelse med enkeltstående opgaver. Endelig gælder som
for alle andre offentligt ansatte eller beskæftigede de regler eller
principper, som følger af tjenesteforholdets natur, særligt uskrevne, men
almindeligt accepterede minimumskrav til vedkommendes daglige arbejde. Dette
er
ikke specielt for militær straffelov § 15, men gælder også efter de
regler, der er fastsat for andre i offentlig tjeneste, jf. herved bl.a.
straffeloven § 157.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til
betænkningen side 92 - 103.
3.8.2. Udvalgets
overvejelser
Efter kommissoriet er udvalget udtrykkeligt anmodet om at
vurdere, om den generelt formulerede bestemmelse i militær straffelov
§ 15
om straf for pligtforsømmelser kan afskaffes eller gives et mere præcist
indhold.
Udvalget finder, at der fortsat er behov for en
bestemmelse, der giver mulighed for at straffe også de »ikke kvalificerede«
tilfælde af pligtforsømmelser.
Det har bl.a. i den offentlige debat forud for udvalgets
nedsættelse været anført, at militær straffelov § 15 er en både uklar og
uhensigtsmæssig bestemmelse, idet den ikke tilstrækkeligt tydeligt beskriver
de
militære pligter, hvis tilsidesættelse kan medføre strafansvar. Der er
endvidere givet udtryk for en vis tvivl om, hvorvidt bestemmelsen, ikke
mindst
som følge af den generelle formulering, opfylder de krav til udformningen af
straffebestemmelser, som følger af straffeloven § 1, hvorefter straf kun
kan »pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som
ganske må ligestilles med et sådant«.
Militær straffelov § 15 adskiller sig i sin
formulering ikke væsentligt fra andre bestemmelser, der kriminaliserer eller
regulerer offentligt ansattes pligtstridige adfærd. Det gælder særligt
straffeloven §§ 156 og 157 om offentligt ansattes pligtforsømmelser i
tjenesten og bestemmelsen i tjenestemandslovens § 10 om kravene til en
tjenestemands adfærd i tjenesten. Udvalget har vurderet militær straffelov
§ 15 bl.a. i lyset af disse bestemmelser.
Straffeloven §§ 156 og 157 indeholder regler om
strafansvar for den, der som offentligt ansat ikke overholder de regler, der
gælder
for tjenesten.
Efter straffeloven § 156 straffes den, der virker i
offentlig tjeneste eller hverv, og som »nægter eller undlader at opfylde
pligt,
som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig
befaling«. Bestemmelsen vedrører kun den forsætlige ikke-opfyldelse af
tjenestepligt.
I Den Danske Kriminalret, speciel del, 1965, side 79,
anfører Hurwitz, at straffeloven § 156 »angår dels den udtrykkelige
nægtelse af at opfylde pligt, dels den rene undladelse, og den omfatter såvel
tilfælde, hvor pligten beror på tjenestens eller hvervets beskaffenhed, uden
at
særligt pålæg er givet, som tilfælde, hvor lovlig tjenestlig befaling ikke
efterkommes (’insubordination’)«.
Om begrebet »virker i offentlig tjeneste eller hverv« i
§ 156 (og § 157) hedder det (side 74-75), at udtrykket omfatter
»ethvert hverv på det offentliges vegne, hvad enten hvervet er varigt eller
forbigående, lønnet eller ulønnet, frivilligt overtaget eller pligtmæssigt
(ombud), beroende på beskikkelse eller valg«.
Det antages, at § 156 ikke omfatter mindre grove
tilfælde af pligtforsømmelser, jf. Kommenteret straffelov, speciel del, 7.
udgave, side 113, og at ansvaret for mindre grove forsætlige
pligtforsømmelser
vil være udtømt med disciplinær sanktion eller »disciplinært ansvar«.
Straffeloven § 157 omfatter »nogen, som virker i
offentlig tjeneste eller hverv, (der) gør sig skyldig i grov eller oftere
gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten eller hvervets udførelse
eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører«.
Straffeloven § 157 angår navnlig den uforsætlige
ikke-opfyldelse af tjenestepligt, men den antages også at omfatte grov eller
oftere gentagen forsætlig forsømmelse i tjenesten og tilsidesættelse af de
pligter, som ikke er omfattet af § 155 og § 156, jf. Kommenteret
straffelov, side 117. Det anføres her videre, at er der mulighed for at gøre
disciplinæransvar gældende, vil dette i reglen være en tilstrækkelig reaktion
i
anledning af tjenstlige forsømmelser. Strafansvar rammer kun grov forsømmelse
eller skødesløshed eller oftere gentaget, dvs. gentaget i hvert fald mere end
én gang. Det er i kommentaren endelig bemærket, at for militært personel
erstattes reglen af militær straffelov § 15.
Om bestemmelsen anfører Hurwitz i Den Danske Kriminalret,
speciel del, 1965, side 80:
»Det strafbare forhold kan være af såvel positiv som
negativ karakter (’forsømmelse eller skødesløshed’). Strafansvar
indtræder dog
kun, når forholdet enten er groft uagtsomt eller der foreligger ’oftere
gentagen’
forsømmelse eller skødesløshed.
Den for strafbarheden af simpel uagtsomhed opstillede
gentagelsesbetingelse medfører, at den pågældende skal have forset sig mindst
tre gange, før ansvar kan pålægges. De tidligere forseelser behøver ikke at
have ført til tjenstlig påtale eller at være blevet oplyst forud for
straffesag
i henhold til § 157. De behøver næppe at angå forhold af ensartet
karakter. Der kan heller ikke opstilles nogen bestemt tidsfrist, indenfor
hvilken de skal være begået, men der bør dog formentlig ses bort fra forhold,
der efter reglerne i straffeloven § 81 ville have mistet deres
gentagelsesvirkning, hvis de var blevet fastslået ved dom.«
Militær straffelov § 15 er på flere punkter
videregående end de nævnte bestemmelser i straffeloven.
I modsætning til straffeloven §§ 156 og 157 indeholder
gældende militær straffelov § 15 hjemmel til også at pålægge strafansvar
for overtrædelser, der alene må tilskrives simpel uagtsomhed. Desuden
omfatter
§ 15 også overtrædelser, der ikke er udtryk for skødesløshed, samt
mindre
grove forhold, der ikke er af gentagen karakter.
I øvrigt kan der så vidt ses ikke påvises væsentlige
forskelle på formuleringen af militær straffelov § 15 og formuleringen
af
de tilsvarende bestemmelser i straffeloven §§ 156 og 157.
At militær straffelov § 15 i det daglige kan opfattes
som en mindre klar bestemmelse, kan efter udvalgets opfattelse forklares ved,
at skriftligt formulerede militære pligter er væsentligt mere omfattende end
de
tilsvarende skriftlige tjenestepligter for offentligt ansatte i øvrigt. Netop
omfanget af skriftligt formulerede pligter kan gøre det vanskeligere at have
overblik over reglerne. Dette forhold kan imidlertid efter udvalgets
opfattelse
ikke medføre, at § 15 af denne grund kan kritiseres for at være så
uklar,
at den strider mod princippet i straffeloven § 1.
Udvalget har overvejet, om militær straffelov § 15 kan
formuleres på en måde, der gør, at den tydeligere, end det er tilfældet i
dag,
beskriver de militære pligter, der er omfattet af bestemmelsen.
En præcisering kunne ske ved, at bestemmelsen opregner de
typer af pligter, der skal iagttages under tjenesten, og som – hvis de
ikke
overholdes – kan medføre strafansvar. Det er imidlertid efter udvalgets
opfattelse ikke muligt at give en udtømmende præcisering af pligtforholdet.
Hertil kommer, at en bestemmelse udformet på denne måde, under alle
omstændigheder
måtte suppleres med en generel opsamlingsbestemmelse, der bl.a. medtager de
pligter, som følger af tjenesteforholdets karakter.
En anden mulighed for udformning af bestemmelsen kunne være
at angive de forskellige typer af skriftlige bestemmelser, som indeholder
regler om militære pligter, hvis tilsidesættelse kan medføre strafansvar. Det
gælder f.eks. »kasernemeddelelser«, »blivende bestemmelser« etc. En
bestemmelse
ud fra denne forudsætning kunne f.eks. lyde:
»Den, der tilsidesætter tjenstlige pligter, der er fastsat
i befalinger, kasernemeddelelser, blivende bestemmelser mv. , eller som
følger
af tjenesteforholdet, straffes «
En sådan formulering er efter udvalgets opfattelse mere
informativ end den gældende bestemmelse, idet den tydeligere beskriver,
hvilke
militære pligter, bestemmelsen omfatter, og særligt hvor disse pligter er
beskrevet.
Udvalget finder det imidlertid ikke muligt at foreslå den
endelige formulering af en sådan bestemmelse. Dette skyldes, at sådanne
skriftlige regler efter det oplyste ikke er udformet på samme måde på de
enkelte tjenestesteder og heller ikke med sikkerhed indeholder de samme
bestemmelser. Hertil kommer, at reglerne på de enkelte tjenestesteder er
udformet bl.a. ud fra de opgaver, det pågældende tjenestested skal varetage,
ligesom der kan forekomme forhold, der har gjort det nødvendigt at fastsætte
regler, der ikke kendes på andre tjenestesteder. Der findes ikke en samlet
oversigt over omfanget eller karakteren af sådanne skriftlige regelsæt.
Udformningen af en sådan bestemmelse vil derfor forudsætte
en gennemgang af samtlige eksisterende skriftlige regler på alle
tjenestesteder
for at sikre det fornødne grundlag for at kunne vurdere, hvorledes
bestemmelsen
kunne formuleres. En sådan revision, der nødvendigvis i et vist omfang også
vil
forudsætte stillingtagen til indholdet af konkrete retsforskrifter inden for
forskellige tjenesteområder i forsvaret, kan ikke foretages af udvalget. Et
sådant arbejde bør i givet fald foretages af de af forsvarets myndigheder,
der
fastsætter eller administrerer disse regler.
Det er udvalgets opfattelse, at den generelle
straffebestemmelse bør udformes således, at den i videst muligt omfang er i
overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i straffeloven § 156 og
§ 157. Herved markeres også den naturlige sammenhæng, der efter
udvalgets
opfattelse og i overensstemmelse med kommissoriet bør være mellem reglerne om
pligtforsømmelser i og uden for forsvaret.
Der er i udvalget enighed om, at en forudsætning for at
gennemføre den foreslåede bestemmelse er, at særlige tjenestebestemmelser
mv.,
der gælder for det pågældende tjenestested, gøres kendt for det pågældende
personel gennem undervisning mv., således at en utilsigtet anvendelse af
bestemmelsen undgås.
Udvalget har i den forbindelse fremhævet, at det ved
forslaget om at opretholde en generelt formuleret straffebestemmelse
vedrørende
militære pligtforsømmelser er forudsat, at forsvarets bestræbelser på gennem
undervisning mv. at sikre personellets kendskab til de underliggende regler
og
principper for tjeneste i forsvaret videreføres og i det omfang, det måtte
findes relevant, fortsat udbygges.
Udvalget peger endvidere på, at kendskabet til og
forståelsen af indholdet af de gældende regler, herunder såvel de
underliggende
materielle pligtbestemmelser mv. som straffebestemmelserne i militær
straffelov, i et vist omfang nødvendiggør, at uddannelsen også af det
retsanvendende personel styrkes.
Der henvises til betænkningen, siderne 267 - 274.
3.8.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
Forsvarsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag til
en generel bestemmelse om pligtforsømmelse jf. lovforslagets § 27 og er
enig i udvalgets forslag til formuleringen af bestemmelsen, der er i
overensstemmelse formuleringen af tilsvarende regler i straffeloven særligt
§§ 156 og 157.
Det skal fremhæves, at den foreslåede formulering begrænser
det strafbares område i forhold til den gældende bestemmelse. For det første
vil simpelt uagtsomme overtrædelser ikke falde ind under bestemmelsen,
ligesom
mindre grove tilfælde af pligtforsømmelser ej heller vil være omfattet.
Hertil
kommer, at en række af de mere alvorlige pligtforsømmelser, som i dag er
omfattet af den gældende bestemmelse, er udskilt og optaget som selvstændige
bestemmelser, der udtømmende regulerer strafansvaret for disse forhold jf.
nærmere
neden for under punkt 3.9.
Særligt vedrørende udvalgets overvejelse om at angive de
forskellige typer af skriftlige bestemmelser, som indeholder regler om
militære
pligter, skal Forsvarsministeriet bemærke, at henset til antallet og
karakteren
af skriftligt udformede regler mv. inden for forsvaret er det
Forsvarsministeriets vurdering, at det ikke vil være muligt at formulere en
mere præcis bestemmelse end foreslået fra udvalgets side. En sådan
bestemmelse
vil ikke alene som nævnt af udvalget forudsætte en fuldstændig gennemgang af
diverse regelsæt mv. inden for forsvaret, men vil også forudsætte entydige
definitioner på, hvad der kunne indeholdes i de pågældende begreber, og i
alle
tilfælde vil det ikke være muligt at give en udtømmende opremsning i
bestemmelsen. Hertil kommer, at udvalgets gennemgang af praksis fra de
seneste
fem år ikke har konstateret tilfælde, hvor der har været tale om forhold, som
på urimelig måde er blevet behandlet som pligtforsømmelse efter den
dagældende
bestemmelse.
Angående spørgsmålet om undervisningen skal det oplyses, at
Forsvarsministeriet umiddelbart efter betænkningens afgivelse nedsatte en
intern arbejdsgruppe, der fik til opgave nærmere at opstille
undervisningskrav
mv. i forhold til den nye militære straffelov, militære retsplejelov og
militære disciplinarlov.
I overensstemmelse med arbejdsgruppens anbefalinger vil der
i forbindelse med selve implementeringen af lovgivningskomplekset blandt
andet
blive gennemført særlige undervisningsforanstaltninger i forbindelse med
implementeringen af det ny lovgivningskompleks, oprettelse af en
telefonrådgivning, der kan bistå med konkret vejledning, oprettelse af en
base
på forsvarets interne EDB-netværk indeholdende praksis, vejledning mv.
Endvidere er der efter forsvarets taksonomisystem opstillet en række forslag
til målbeskrivelser for den undervisning, som bør finde sted i forhold til
forsvarets
personel. Undervisningsindsatsen vil bortset fra selve implementeringsfasen
blive tilrettelagt som en integreret del af uddannelserne inden for forsvaret
på henholdsvis manuelt, mellemleder og lederniveau.
Herudover vil der forventeligt primo 2007 ske en evaluering
af den stedfundne undervisningsindsats i forbindelse med lovgivningen,
herunder
en vurdering af om undervisningsniveauet for den militære straffelov, den
militære retsplejelov og den militære disciplinarlov må anses for
tilstrækkelig
i forhold til håndhævelsen af lovgivningskomplekset og intentionerne bag
dette.
Det er Forsvarsministeriets opfattelse, at der med
iværksættelsen af ovennævnte tiltag tages højde for de af udvalget anførte
bemærkninger vedrørende den nødvendige undervisningsindsats, ligesom det er
hensigten at følge op på om den planlagte indsats må vurderes som værende
tilstrækkelig.
3.9. Nye straffebestemmelser
for pligtforsømmelser i militær straffelov
3.9.1. Gældende ret
I det følgende foreslås en række nye straffebestemmelser
indarbejdet i den militære straffelov. De pligtforsømmelser, som selvstændigt
kriminaliseres i disse bestemmelser, kunne før henføres under den generelle
bestemmelse i gældende militær straffelov § 15.
3.9.2. Udvalgets
overvejelser
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
fundet det hensigtsmæssigt, at en række af de pligtforsømmelser, som efter
gældende ret henføres til § 15, udskilles fra bestemmelsens
anvendelsesområde og i stedet optages i nye selvstændige straffebestemmelser.
Herved opnås en højere grad af transparens, ligesom disse forhold efter
udvalgets opfattelse har en så alvorlig karakter, at det ud fra et
strafværdighedssynspunkt af såvel tjenstlige som sikkerhedsmæssige grunde bør
komme til udtryk gennem selvstændige straffebestemmelser.
Gældende militær straffelov § 20 indeholder en
bestemmelse om den underordnedes respektstridige opførsel over for overordnet
personel. Som modstykke hertil forslås som
§ 18
optaget en ny bestemmelse om den overordnedes tilsvarende opførsel over for
den
underordnede.
Som
§ 17
foreslås endvidere en ny bestemmelse,
der kriminaliserer den overordnedes undladelse af at gribe ind over for
underordnedes pligtstridige adfærd over for deres underordnede, undertiden
betegnet som »myndigheds ikke-brug«.
Udvalget har desuden fundet anledning til at foreslå en
bestemmelse, som selvstændigt kriminaliserer særligt krænkende handlinger
blandt sideordnet personel, herunder i forbindelse med visse former for
optagelsesritualer.
Disse handlinger, som i et vist omfang allerede i dag er forbudt på en række
tjenestesteder, er efter udvalgets opfattelse uacceptable og bør derfor
selvstændigt kriminaliseres. Der henvises til bestemmelsen i lovforslagets
§ 19
og bemærkningerne hertil.
Udvalget har endvidere af hensyn til den afgørende
betydning, som de sikkerhedsmæssige forhold inden for forsvaret må tillægges,
fundet det påkrævet at foreslå nogle specifikke bestemmelser vedrørende
rusmidler.
Det drejer sig om en selvstændig straffebestemmelse om forbud mod at besidde
eller
indtage euforiserende stoffer i tjenesten og på militært område, jf.
forslaget
til
§ 22
, og en
bemyndigelse for
forsvarsministeren til at fastsætte promillegrænser på
særlige områder for tjeneste i forsvaret, navnlig når sikkerhedsmæssige
forhold
kan begrunde det, jf. forslaget til
§ 21. Sidstnævnte bestemmelse suppleres af en bestemmelse
i
forslaget til militær retsplejelov, der giver mulighed for at kræve
udåndingsprøve af militært personel, og til under visse betingelser at kunne
udtage blodprøve.
Der henvises til betænkningen siderne 26-27 samt til
lovforslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser.
3.9.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
Forsvarsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser og
forslag vedrørende straffebestemmelser for pligtforsømmelser.
Forsvarsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at en række af de forseelser,
som før kunne henføres under militær straffelov § 15, nu udskilles i
selvstændige straffebestemmelser for blandt andet at understrege disses
alvorlige
karakter herunder ikke mindst lovforslagets §§ 17 og 19, som især
relaterer sig til optagelsesritualer. Handlinger af denne karakter er i
nutidens forsvar uacceptable. Også generalpræventive grunde taler for at
kriminalisere sådanne handlinger selvstændigt.
3.10 Ordensforseelser og
beruselse uden for tjenesten, § 27, stk. 2, (lovforslagets
§ 23)
3.10.1. Gældende ret
Militær straffelov indeholder i § 27, stk. 2, en
bestemmelse om, at den, der forstyrrer den offentlige orden, eller som viser
sig synlig beruset i uniform, kan straffes med bøde.
Efter bestemmelsen i stk. 2, 1. led, om
ordensforseelser kan militært personel straffes for forstyrrelse af den
offentlige orden, uanset om den eller de pågældende optræder i uniform eller
civil. Der findes tilsvarende regler om bødestraf for spirituspåvirkethed og
uorden i politivedtægten, hotel- og restaurationsloven og jernbaneloven.
§ 27, stk. 2, 1. led, har under tjeneste i
Danmark i fredstid navnlig betydning for, at overordnet militært personel og
militærpolitiet kan håndhæve »ro og orden« i garnisonsbyer, under øvelser med
deltagelse af udenlandske styrker, under landlov og i forbindelse med
hjemsendelse af grupper af værnepligtige, idet en overtrædelse af
bestemmelsen
vil skulle behandles som militær straffesag. En tilsvarende overtrædelse af
politivedtægten vil skulle behandles af de civile myndigheder, og vil ikke
give
de militære myndigheder samme håndhævelsesmulighed.
Under tjeneste uden for landets grænser har bestemmelsen
til formål at beskytte personellet mod strafforfølgning efter den dér
gældende
lovgivning, da muligheden for at straffe efter dansk lovgivning normalt vil
være en forudsætning for, at udenlandske myndigheder vil afstå fra
strafforfølgning efter deres egen lovgivning.
Bestemmelsens 2. led om strafansvar for den, der viser sig
synligt beruset i uniform, har til formål at beskytte forsvarets renommé.
3.10.2. Udvalgets
overvejelser
Angående bestemmelsens 1. led finder udvalget, at de
hensyn, der ligger bag den gældende regel, gør det velbegrundet at opretholde
bestemmelsen for dansk personel, der gør tjeneste i udlandet.
Blandt andet under hensyn til kommissoriet om så vidt
muligt at sidestille militært personel med øvrige borgere, har udvalget
imidlertid overvejet om bestemmelsens 1. led om strafansvar for den, »der
forstyrrer den offentlige orden« inden for landets grænser, fortsat også bør
omfatte militært personel, der er i civil.
Et flertal af udvalgets medlemmer finder ikke, at denne
bestemmelse bør finde anvendelse i Danmark i fredstid, når den pågældende
ikke
er i uniform. Det er disse medlemmers opfattelse, at bestemmelsen i hvert
fald
ikke bør finde anvendelse på enkeltpersoner i civil, da politivedtægtens
tilsvarende bestemmelse findes at give tilstrækkelig hjemmel til at skride
ind
over for uhensigtsmæssig optræden inden for landets grænser. I stedet bør der
formuleres en bestemmelse, der alene gælder i udlandet.
Om den nærmere begrundelse henvises til flertallets
udtalelse i betænkningen, side 280.
Et mindretal af udvalgets medlemmer finder, at den gældende
bestemmelse i § 27, stk. 2, l. led, er nødvendig at opretholde ikke
mindst af hensyn til det udsendte personels retsbeskyttelse. Efter
mindretallets opfattelse, kan det ikke med den fornødne sikkerhed afvises, at
lokale myndigheder i et modtagerland vil nægte at udlevere eventuelt
tilbageholdt dansk militært personel til dansk retsforfølgning for sådanne
forhold,
når den straffebestemmelse, som danske myndigheder i den givne situation kan
påberåbe sig, udelukkende er en bestemmelse, der gælder for dansk personel
under tjeneste i udlandet. Der vil typisk være tale om situationer, hvor den
pågældende danske militærperson er anholdt eller i øvrigt tilbageholdt af
lokale myndigheder, således at danske myndigheder må søge at overbevise de
pågældende lokale myndigheder om, at grundlaget for udlevering til dansk
retsforfølgning foreligger i overensstemmelse med den indgåede aftale om
fordeling af jurisdiktionskompetencen.
Mindretallet finder på denne baggrund ikke at kunne se bort
fra, at en ophævelse af den gældende bestemmelse kan indebære en risiko for
en
svækkelse af retsbeskyttelsen for dansk personel, der gør tjeneste i andre
lande.
Om den nærmere begrundelse henvises til mindretallets
udtalelse i betænkningen, side 283.
For så vidt angår bestemmelsens 2. led om strafansvar for
at vise sig synlig beruset i uniform er der enighed om at opretholde denne
del
af bestemmelsen.
3.10.3 Forsvarsministeriets
overvejelser
Militært personel bør så vidt muligt sidestilles med øvrige
borgere, i det omfang særlige grunde ikke taler for det modsatte. Henset
hertil
og til de af udvalgets flertal anførte grunde er flertallets forslag til en
straffebestemmelse om forstyrrelse af den offentlige orden indarbejdet i
lovforslaget.
Der henvises til lovforslagets § 23 og de særlige
bemærkninger hertil.
3.11. Forenings- og
forsamlingsfrihed, militær straffelov § 29
3.11.1. Gældende ret
Efter militær straffelov § 29 kan forsvarsministeren
under ekstraordinære forhold forbyde, at personer, der hører til det militære
forsvar, deltager i politiske foreninger eller forsamlinger.
Den gældende bestemmelse har navnlig til formål at beskytte
forsvarets omdømme under væbnet konflikt eller ved truende udsigt hertil
såvel
i Danmark som i udlandet, hvor militært personels deltagelse i visse
foreninger
eller forsamlinger kan sætte spørgsmålstegn ved deres loyalitetsforhold i
forhold til den opståede konflikt eller kan have en negativ signalværdi i
forhold til befolkningen.
Bestemmelsen kan også ses som en beskyttelse af forsvaret
mod påvirkning af organisationer, der har til formål at modarbejde det
militære
forsvar, herunder infiltration fra fjendtligtsindede kræfter.
Bestemmelsen kan således opfattes som værn mod, at
forsvarets personel i politiske foreninger eller forsamlinger udsættes for
propaganda
rettet mod forsvaret og/eller det danske demokrati. Udstedelse af forbud kan
klargøre over for personel, der kan være i tvivl om lovligheden af at
associere
sig med foreninger mv., at der er tale om uacceptabel adfærd. Selv om det
ikke
fremgår af forarbejderne fra lovændringen i 1973, forekommer det sandsynligt,
at man ved udformningen af bestemmelsen også har tænkt på situationer fra
besættelsen
1940-45, hvor der efter befrielsen blev rejst varierende grader af kritik af
medlemskab af det danske nazistparti, dansk-tyske foreninger mv.
Udtrykket »ekstraordinære forhold« omfatter uden tvivl
situationer, hvor Danmark eller danske styrker her i landet eller i udlandet
er
involveret i væbnet konflikt, men er ikke begrænset hertil. Bestemmelsen må
antages
også at kunne finde anvendelse f.eks. under en mobiliseringssituation, dvs.
en
situation som ligger nær op ad væbnet konflikt., jf. herved betænkningens
side
403 og 129. Anvendelsesområdet for bestemmelsen må på denne baggrund
fortolkes
snævert.
Grundlovens bestemmelser om den almindelige forenings- og
forsamlingsfrihed gælder også for militært personel, men er imidlertid efter
grundlovens § 85 kun »anvendelige med de indskrænkninger, der følger af
de
militære loves foreskrifter«.
Forenings- og forsamlingsfriheden er ud over beskyttelsen i
grundloven også beskyttet af artikel 11 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Efter artikel 11, stk. 2, 2. punktum, er
forsamlings- og foreningsfriheden dog ikke til hinder for, at der pålægges
medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller statsadministrationen lovlige
begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder. Adgangen til sådanne
begrænsninger
er til stede allerede under »normale forhold« (modsat bestemmelsen i militær
straffelov § 29), men der bør være et reelt og proportionalt behov for
begrænsningen. At der skal være tale om »lovlige begrænsninger«, indebærer et
krav om, at begrænsningen skal være i overensstemmelse med national ret. Det
kræves ikke, at begrænsningerne er »nødvendige i et demokratisk samfund«, men
indskrænkningen må som andre sådanne være rimelig og proportional. Den
seneste
praksis fra menneskerettighedsdomstolen viser, at det er nødvendigt først at
undersøge om indgreb i offentligt ansattes rettigheder efter artikel 11 under
alle omstændigheder kan opfylde de almindelige betingelser i stk. 2, 1.
punktum (kravene om legitimt formål, presserende samfundsmæssige behov og
proportionalitet). Hvis det ikke er tilfældet, undersøger domstolen, om
indgrebet
kan retfærdiggøres efter 2. punktum i stk. 2, jf. herved Grande oriente
d´Italia de Palazzo Giustiani af 2. august 2001.
Herudover indeholder artikel 15, stk. 1, i
konventionen den yderligere, generelle hjemmel til at fravige bl.a. artikel
11,
men kun »under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens
eksistens i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen «.
Anvendelse
af artikel 15 kræver opfyldelse af visse yderligere, formelle krav.
3.11.2. Udvalgets
overvejelser
Udvalget har delt sig i et flertal og et mindretal.
Flertallets forslag svarer i det væsentlige til den
gældende bestemmelse.
Flertallet har overvejet, men ikke fundet det muligt, på
anden måde at beskrive bestemmelsens anvendelsesområde (»under ekstraordinære
forhold«) og foreslår derfor denne del af bestemmelsen opretholdt uændret.
Flertallet foreslår endvidere, at det, for at bestemmelsen
kan bringes i anvendelse, yderligere kræves, at et forbud skal være
nødvendigt
for at sikre, at forsvaret kan udføre sine opgaver på forsvarlig måde.
Bestemmelsen vil efter flertallets forslag kun kunne
anvendes under ekstraordinære forhold, herunder under væbnet konflikt eller
under omstændigheder, hvor situationen nærmer sig truende udsigt til væbnet
konflikt
mv., hvis det er nødvendigt for at sikre, at forsvaret kan udføre sine
opgaver
på forsvarlig måde. Bestemmelsen er udformet således, at den gælder både
under
væbnet konflikt i Danmark og under udsendelse af dansk militært personel til
tjeneste i udlandet, herunder i forbindelse med internationale fredsskabende
eller fredsbevarende missioner. Den foreslåede bestemmelse kan i givet fald
anvendes i forbindelse med udsendelse til udlandet af danske styrker til
sådanne opgaver, selv om der ikke er grundlag for at anvende bestemmelsen i
Danmark.
Flertallet har endvidere overvejet at supplere kriteriet
»under ekstraordinære forhold« med den yderligere betingelse, »når det er
strengt påkrævet«, under henvisning til ordlyden af artikel 15 i Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention, men har fundet den gældende ordlyd, der er
svarende til grundloven, mest hensigtsmæssig, jf. betænkningen side 404
øverst.
Efter mindretallets opfattelse er flertallets forslag for
ubestemt og omfattende, og udvider bestemmelsens anvendelsesområde i forhold
til gældende ret, idet formuleringen giver forsvarsministeren bemyndigelse
til
under ekstraordinære forhold at begrænse tjenstgørende militært personels
deltagelse i politiske foreninger eller forsamlinger, uanset hvor de befinder
sig. Udtrykket ekstraordinære forhold omfatter væbnet konflikt, herunder
konflikter som Danmark er engageret i uden for landets grænser såsom
operationer i for eksempel Afghanistan og Irak, og der skabes derfor formelt
en
mulighed for at indskrænke frihedsrettigheder for personellet løbende.
Efter mindretallets opfattelse har der i udvalgsarbejdet
ikke kunnet påvises absolut nødvendige begrundelser for at hjemle adgangen
til
at indskrænke det militære personels almindelige frihedsrettigheder, således
som udvalgets kommissorium foreskriver. Hensynet til forsvarets omdømme er
efter mindretallets opfattelse ikke tilstrækkelig begrundelse til at militært
personel skal tåle særegne indskrænkninger af de almindelige
frihedsrettigheder, som er centrale, jf. i denne forbindelse også Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 10 og 11.
Mindretallet finder endvidere, at der som udgangspunkt for
Danmark bør være overensstemmelse mellem anvendelsesområdet for udvalgets
forslag til § 27 og artikel 15 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention,
hvoraf det fremgår, at staten under krig eller anden offentlig faretilstand,
der truer nationens sikkerhed, kan gøre indgreb i rettigheder beskyttet af
konventionen, i det omfang det er strengt påkrævet af situationen.
Der henvises til betænkningen, siderne 402 - 405.
3.11.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
Forsvarsministeriet har overvejet, om der fortsat bør være
en bestemmelse i militær straffelov, som giver mulighed for
forsvarsministeren
til i visse begrænsede situationer og med respekt for
Menneskerettighedskonventionens
bestemmelser at kunne forbyde tjenstgørende militært personel at deltage i
politiske foreninger eller forsamlinger. Det må erkendes, at bestemmelsens
praktiske anvendelsesområde er yderst begrænset, og dens baggrund har næppe i
dag tilstrækkelig selvstændig betydning til fortsat at kunne opretholdes også
set i lyset af, at militært personel kun bør undergives særregler om
straffeansvar, når dette er absolut nødvendigt. Udvalgets forslag til en
sådan
bestemmelse er derfor udeladt af lovforslaget.
3.12. Krigstidsbestemmelserne
3.12.1. Gældende ret
Militær straffelov indeholder forskellige bestemmelser, som
gælder under
krig. Flere af reglerne i lovens kapitel 7 om
pligtforsømmelser indeholder således skærpede strafferammer for pligtstridige
forhold begået i krig, f.eks. for ulydighed, mytteri, udeblivelse og
vagtforseelser.
Endvidere findes i lovens kapitel 8 om »forbrydelser mod forsvarsmagtens
kampdygtighed« nogle bestemmelser, som har til formål, navnlig i krigstid, at
beskytte det militære forsvars vitale interesser. Som eksempler på disse
bestemmelser kan nævnes krigsforræderi efter § 33 og militær spionage
efter § 34.
Kapitel 7 indeholder
desuden bestemmelser, der har til formål at beskytte enkeltpersoner under
krig.
Det gælder især § 25, som kriminaliserer centrale overtrædelser af
krigens
folkeret, jf. herom nærmere nedenfor under punkt 3.13.
3.12.2. Udvalgets
overvejelser
Udvalget foreslår de gældende bestemmelser i militær
straffelov, der vedrører krigstid, opretholdt. Det gælder både skærpede
strafferammer for pligtforsømmelser og bestemmelser, der kriminaliserer
forbrydelser rettet mod det militære forsvar under krig.
Der henvises til betænkningen, side 28.
3.12.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
Forsvarsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
3.13. Militær straffelov § 25
(lovforslagets § 36)
3.13.1. Gældende ret
Militær straffelov § 25 kriminaliserer en række
overtrædelser af krigens folkeret begået under væbnet konflikt. Danmark er
efter folkeretten i et vist omfang forpligtet til at retsforfølge sådanne
overtrædelser, og bestemmelsen udgør derfor en vigtig del af opfyldelsen af
Danmarks internationale forpligtelser. Formålet med militær straffelov
§ 25, stk. 1, er at sikre materiel straffehjemmel for overtrædelser
af krigens folkeret, der ikke er dækket af andre danske straffebestemmelser.
For en nærmere gennemgang af den gældende bestemmelse
henvises til betænkningen, siderne 113 - 124.
3.13.2. Udvalgets
overvejelser
§ 25, stk. 1, 1. punktum, indeholder et konkret
forbud mod en bestemt krænkelse af krigens folkeret, nemlig misbrug af
kendetegn mv. forbeholdt personer, indretninger og materiel, der er bestemt
til
at yde hjælp til sårede eller syge.
Udvalget har overvejet i bestemmelsen at indsætte en
udtrykkelig henvisning til Røde Kors-mærket eller Røde Kors og Røde
Halvmåne-mærket, svarende til formuleringen af 1937-loven, for at understrege
betydningen af, at disse særligt kendte mærker skal respekteres under væbnet
konflikt. Udvalget har imidlertid fundet, at særskilt fremhævelse af et eller
flere mærker på de andre relevante mærkers bekostning indebærer en risiko for
modsætningsslutninger og i hvert fald kan skabe usikkerhed om, at alle
beskyttelsesmærker, herunder også eventuelt nationale, ikke folkeretligt
anerkendte mærker, er beskyttet af bestemmelsen.
Udvalget har også overvejet, om der er behov for særskilt
at nævne andre beskyttelsesmærker, som ikke vedrører beskyttelsen af syge og
sårede, og hvor misbrug heraf i dag derfor er omfattet af beskrivelsen i
bestemmelsens
2. punktum. Udvalget har således drøftet at nævne mærket for kulturgenstande,
som er omfattet af Haagerkulturkonventionen fra 1954, som er ratificeret af
Danmark i 2003, og mærket for værker, der indeholder farlige kræfter, jf.
artikel
56 i tillægsprotokol I til Genèvekonventionerne. Udvalget har imidlertid
fundet, at beskyttelsen efter 2. punktum er tilstrækkelig, og at fremhævelse
af
et eller flere kendetegn på andre kendetegns bekostning kan skabe usikkerhed
om
beskyttelsens omfang.
Ud over at beskytte mod misbrug af andre kendetegn mv. er
anvendelsesområdet for bestemmelsen i 2. punktum meget omfattende, idet den
forbyder enhver form for aktivitet og anvendelse af midler eller metoder
under
kamp, som er i strid med krigens folkeret. Bestemmelsen er – og skal
efter
udvalgets opfattelse også være – tilstrækkelig bredt formuleret til at
kunne
dække både gældende og fremtidige forbud.
Udvalget har overvejet, om beskrivelsen »bruger
krigsredskab eller fremgangsmåde« er tilstrækkelig dækkende, eller om
beskrivelsen med fordel kan suppleres med ordet »handlinger« eller
tilsvarende.
Udvalget stiller ikke forslag herom under hensyn til, at den nuværende
formulering så sent som i 2001 ved implementeringen af statutten for Den
Internationale Straffedomstol blev fundet dækkende. Udvalget finder dog, at
»krigsredskab« med fordel kan erstattes med det mere moderne »krigsmiddel«,
som
også kendes som begreb fra krigens folkeret. Denne sproglige modernisering
indebærer ingen realitetsændring af bestemmelsens anvendelsesområde.
Efter formuleringen af § 25, stk. 1, 2. punktum
in fine, er der hjemmel til at straffe overtrædelser såvel af regler fastsat
i
en konvention ratificeret af Danmark som regler, der følger af den
folkeretlige
sædvaneret. Denne henvisning omfatter normer af sædvaneretlige karakter i
internationale aftaler, som Danmark (endnu) ikke har ratificeret, eller hvor
pligten følger direkte af sædvaneretlige normer, der ikke er nedskrevet.
Henvisningen til »sædvaneretlige normer« kunne for så vidt
siges at være endnu mere upræcis end de henvisninger til nedskreven folkeret,
som i øvrigt følger af § 25, og henvisningen kunne derfor siges at være
mindre godt stemmende med legalitetsprincippet, jf. straffeloven § 1.
Henvisninger til sædvaneretten er imidlertid ikke ualmindelige i
international
strafferet og er en nødvendighed på grund af folkerettens – i forhold
til
national rets – typisk mere ubestemte karakter. Såfremt der ikke i
medfør af
militær straffelov § 25 er hjemmel til også at kunne straffe
overtrædelser
af sædvaneretten, vil der kunne forekomme overtrædelser af folkeretten, der
ikke kan straffes her i landet på grund af manglende materiel straffehjemmel.
Dette betyder bl.a., at Danmark i sådanne tilfælde ikke kan gøre sin primære
jurisdiktionskompetence
gældende, jf. artikel 19 i statutten for den Internationale Straffedomstol. I
bemærkningerne til lovforslaget herom er det forudsat, at Danmark med hensyn
til alle forbrydelser, der er omfattet af statutten, har primær
jurisdiktionskompetence,
og lovforslaget henviser udtrykkeligt til militær straffelov § 25.
Udvalget foreslår derfor også denne del af § 25,
stk. 1, opretholdt.
Der henvises til betænkningen, siderne 286 - 290.
For så vidt angår udvalgets overvejelser vedrørende militær
straffelov § 25, stk. 2, henvises til nedenfor under punkt 3.14.
3.13.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
I forbindelse med en igangværende sag om mulige ulovlige
afhøringsmetoder ved DANCON/IRAK har der i den offentlige debat været stillet
spørgsmål ved, om den militære straffelov og dansk lovgivning i øvrigt i dag
er
tilstrækkelig til at sikre, at dansk militært tjenstgørende personel kan
straffes for overtrædelser, som hører under 4. Genévekonvention, når disse
overtrædelser
ikke er begået under væbnet konflikt.
Den gældende militære straffelov indeholder allerede i dag
bestemmelser, der giver mulighed for at straffe sådanne forseelser såvel
under
væbnet konflikt som i fredstid ,jf. herved blandt andet gældende militær
straffelov
§ 25 og § 15. Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning
har
i forbindelse med deres gennemgang af blandt andet militær straffelov ikke
vurderet et behov for at ændre disse bestemmelser i forhold til overtrædelser
af Génevekonventionerne. Der skal derfor efter Forsvarsministeriets
opfattelse
gøre sig helt særlige omstændigheder gældende, før end udvalgets forslag bør
fraviges.
Det er Forsvarsministeriets vurdering, at gyldighedsområdet
for forslaget til militær straffelov § 36 om krigsforbrydelser og andre
konventionskrænkelser, som i alt væsentligt svarer til den gældende
bestemmelse
i § 25, bør fastholdes.
Selvom der ikke nødvendigvis er fuldstændig
overensstemmelse mellem anvendelsesområdet for Genévekonventionerne og
gyldighedsområdet for militær straffelovs bestemmelser for væbnet konflikt,
herunder udkastet til § 36 og den nugældende § 25, er der ikke
juridisk nogen begrundelse for at udvide gyldighedsområdet for bestemmelsen.
Årsagen hertil er, at eventuelle overtrædelser af
Genévekonventionerne, som måtte begås i tilfælde, hvor der ikke foreligger
»væbnet
konflikt«, må antages at blive omfattet af enten militær straffelov
§ 15,
(lovforslagets § 27) om pligtforsømmelse, herunder grov
pligtforsømmelse,
eller efter omstændighederne af bestemmelser i straffeloven. Forestiller man
sig for eksempel, at en militært tjenestgørende har begået vold mod en
tilbageholdt person, hvor dette ikke er sket under væbnet konflikt, og hvor
gældende militær straffelov § 25 (lovforslagets § 36) derfor ikke
vil
finde anvendelse, vil dette forhold kunne være omfattet af straffelovens
§ 244
om vold eller § 245 om legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig
karakter.
Det skal endvidere bemærkes, at det efter
Forsvarsministeriets opfattelse hverken vil være hensigtsmæssigt eller i
overensstemmelse med almindelig dansk lovgivningstradition at indføre særlige
straffebestemmelser for handlinger, der allerede må anses for kriminaliseret
efter den gældende regulering.
Forsvarsministeriet kan derfor i det hele tilslutte sig
udvalgets forslag. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets § 36 og de særlige bemærkninger til
bestemmelsen.
3.14. Strafferammer
3.14.1. Gældende ret
Bestemmelserne i militær straffelov kapitel 7 om
pligtforsømmelser indeholder strafferammer på 3 måneders fængsel (§ 15
om
almindelige pligtforsømmelser), 4 måneders fængsel (§ 27 om beruselse i
tjenesten og § 29 om overtrædelse af visse forbud) og 6 måneders fængsel
(§ 16 om lydighedsnægtelse, § 20 om respektstridig opførsel,
§§ 21 og 22 om forfølgelse og misbrug af stilling samt § 23 om
udeblivelse).
Hertil kommer § 17 om mytteri, hvis strafferamme er fængsel indtil 6 år,
og § 26 om vagtforsømmelse med en strafferamme på fængsel indtil 1 år.
Endelig indeholder § 27, stk. 2, om offentlig forstyrrelse straf af
bøde.
Nogle af bestemmelserne indeholder desuden skærpet
strafferamme for grovere overtrædelser eller for tilfælde, hvor der
foreligger
skærpende omstændigheder, i nogle tilfælde med en eksemplifikation af sådanne
omstændigheder. Disse rammer er ret forskellige. Under skærpende
omstændigheder
kan straffen efter § 15 stige til fængsel i 1 år, efter § 16 til
fængsel i 3 år, jf. stk. 1, og under visse betingelser efter stk. 2
til fængsel i 6 år, efter § 23, stk. 1, til fængsel i 2 år og efter
§ 26 til fængsel i 3 år, jf. stk. 2. §§ 15, 16, 17, 23 og 26
indeholder desuden skærpet strafferamme for overtrædelser begået under væbnet
konflikt.
De materielle regler i militær straffelov, som navnlig
vedrører væbnet konflikt, findes i §§ 24 og 25, der er optaget i kapitel
7, samt i kapitel 8 om forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed.
Strafferammerne i disse bestemmelser er næsten undtagelsesfrit identiske med
rammerne i de tilsvarende bestemmelser i militær straffelov fra 1937.
§ 24, stk. 1 og 2, om de særlige former for
røveri og tyveri under væbnet konflikt henviser som de tidligere bestemmelser
i
1937-loven (§ 60, stk. 1, og § 61) til straffelovens røveri-
og
tyveribestemmelser og dermed til strafferammerne i disse bestemmelser.
Strafferammen i § 25 om konventionskrænkelser under
væbnet konflikt, herunder af Genévekonventionerne, er fængsel indtil 12 år.
Denne strafferamme svarer til strafferammen i den tilsvarende bestemmelse i
§ 62 i militær straffelov af 1937.
Strafferammen for at røbe militære hemmeligheder, jf.
§ 31, stk. 1, er fængsel indtil 4 år, medmindre handlingen er
begået
under væbnet konflikt mv. I så fald kan straffen stige til fængsel i 10 år.
Denne ramme svarer til den, der fandtes i § 40 i militær straffelov af
1937.
Tilsvarende fandtes i § 41 i loven fra 1937 en
strafferamme på fængsel indtil 6 måneder for den, der uberettiget skaffer sig
kendskab til sådanne hemmeligheder, medmindre handlingen var begået under
væbnet konflikt mv. I så fald var strafferammen fængsel indtil 3 år. Disse
strafferammer er gentaget i de gældende bestemmelser i § 31,
stk. 2.
Forfalskning af ammunition mv., jf. militær straffelov
§ 32, er fængsel indtil 4 år, medmindre gerningsmanden måtte regne med,
at
forfalskningen ville få virkning under væbnet konflikt. Under disse
betingelser
kan straffen stige til fængsel i 12 år. Disse strafferammer svarer til
rammerne
i den tilsvarende bestemmelse i § 42 i militær straffelov af 1937.
Strafferammerne for krigsforræderi, jf. § 33, og
militær spionage, jf. § 34, er fængsel ikke under 8 år, dvs. fra fængsel
i
8 år, og indtil på livstid. Dette svarer i det væsentligste til 1937-lovens
tilsvarende bestemmelser i §§ 34 og 35, hvor strafferammen for
krigsforræderi også omfattede livsstraf (dødsstraf), mens strafferammen for
militær
spionage var livsstraf.
Strafmaksimum for »fejghed« under krig i § 35, der er
fængsel indtil 12 år, for befalingsmænd som »unødvendigt overgiver sig« mv.,
fængsel indtil på livstid, svarer til strafferammerne i §§ 36 og 37 i de
tilsvarende bestemmelser i militær straffelov fra 1937.
Bestemmelsen i § 36 om fremkaldelse af modløshed inden
for det militære forsvar under væbnet konflikt har en strafferamme på fængsel
indtil 4 år svarende til strafferammen i den tilsvarende bestemmelse i
1937-lovens
§ 38.
Endelig er strafferammen i § 37 – om visse former for
»fraternisering« med fjenden under væbnet konflikt – på fængsel indtil 1
år,
under kvalificerende omstændigheder fængsel indtil 3 år, den samme som i
§ 39 i militær straffelov af 1937.
På denne baggrund kan det konstateres, at de gældende
strafferammer i straffebestemmelserne i den gældende militære straffelov i
det
væsentligste stammer fra militær straffelov af 1937, idet der ved
lovrevisionen
i 1973 kun i mindre omfang blev foretaget justeringer af de dagældende
rammer.
Der henvises til betænkningen, siderne 302 - 304.
3.14.2. Udvalgets
overvejelser
Der er efter udvalgets opfattelse behov for at revurdere de
gældende strafferammer for pligtforsømmelser i militær straffelov, navnlig
bestemmelserne i kapitel 7, dels for at bedømme muligheden for at forenkle de
gældende strafferammer i overensstemmelse med Straffelovrådets synspunkter
(jf.
herved straffelovsrådets betænkning nr. 1424/2002), dels med henblik på at
sikre, at straffen for pligtforsømmelser, hvis strafværdighed er
sammenlignelige, også kan udmåles inden for samme strafferamme. I forbindelse
med disse overvejelser er endvidere henset til strafferammerne i bestemmelser
i
straffeloven, som vedrører forhold, der kan sidestilles med bestemmelser i
militær straffelov. Det gælder især bestemmelser i straffelovens kapitel 12
og
13 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod
statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.
Udvalget har endvidere vurderet de eksisterende strafferammer
for overtrædelser af militær straffelov, som begås under skærpende
omstændigheder, herunder for forbrydelser, der begås under væbnet konflikt.
På denne baggrund foreslår udvalget i et vist omfang en
forenkling af de gældende rammer i militær straffelov i overensstemmelse med
Straffelovrådets anbefalinger. At rådets anbefaling ikke fuldt ud har kunnet
følges, skyldes især følgende forhold:
En række af reglerne i militær straffelov indeholder
forhøjede strafferammer, når der foreligger skærpende omstændigheder. Flere
af
bestemmelserne vedrører desuden både forhold, der begås i fredstid, og
forhold,
der begås under væbnet konflikt. Det er derfor nødvendigt ved vurderingen af
de
enkelte bestemmelser at sikre, at der opnås en rimelig sammenhæng mellem
strafferammer, der gælder for mere almindelige forhold, for forhold, hvor der
foreligger skærpende omstændigheder, og for de langt alvorligere situationer,
der kan være tale om under væbnet konflikt. Disse omstændigheder har medført,
at udvalget i visse tilfælde har valgt at opretholde f.eks. en strafferamme
på
fængsel indtil 12 år og i visse tilfælde en strafferamme på fængsel indtil 3
år.
Et helt overvejende flertal i Straffelovrådet går ind for,
at livstidsstraffen i de gældende bestemmelser i straffeloven opretholdes.
Militær straffelov indeholder tre bestemmelser med en strafferamme på fængsel
indtil på livstid: § 17 om mytteri under væbnet konflikt, § 33 om
krigsforræderi og § 34 om militær spionage.
Udvalget foreslår endvidere denne strafferamme optaget i
bestemmelsen om ændring af ammunition mv. under væbnet konflikt, jf.
forslaget
til § 30, stk. 3, for at røbe militære hemmeligheder under væbnet
konflikt eller under truende udsigt hertil, jf. forslaget til § 32,
stk. 1, og for krigsforbrydelser, jf. forslaget til § 36. Om
begrundelsen for skærpelsen af strafferammen i disse bestemmelser under
væbnet
konflikt henvises til lovforslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser.
Der henvises til betænkningen, side 306 - 318.
3.14.3. Forsvarsministeriets
overvejelser
Efter Forsvarsministeriets opfattelse har udvalget - i
overensstemmelse med Straffelovsrådets anbefalinger - opnået en indre
sammenhæng i fastlæggelsen af strafferammerne i militær straffelov og i
relevant omfang tillige med sammenlignelige straffebestemmelser i
straffeloven.
I forbindelse med høringen over lovforslaget har
Justitsministeriet oplyst, at stillingtagen til den del af Straffelovsrådets
anbefalinger i betænkning nr. 1424/2002, som har til formål at forenkle
strafferammesystemet ved at afskaffe en række strafpositioner, vil blive
foretaget i forbindelse med gennemførelsen af Straffelovrådets betænkning
1441/2004 om visse forældelsesretlige spørgsmål. Lovforslag herom forventes
først fremsat på et senere tidspunkt i Folketingsåret 2004/2005. Som følge
heraf er udvalgets forslag til skærpelse af strafferammen i forslaget til
militær straffelov § 33 udeladt af lovforslaget. Udvalgets øvrige
forslag
til ændring af de eksisterende strafferammer er fastholdt, da disse er
begrundet også i andre forhold end de i straffelovsrådets betænkning anførte
anbefalinger eller må antages at relatere sig til de anbefalinger fra
Straffelovsrådet,
som allerede er gennemført ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af
straffeloven og retsplejeloven.
3.15. Ophævede bestemmelser
3.15.1. Generelt
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
foreslået en række af de gældende bestemmelser i militær straffelov ophævet,
da
de enten er overflødige som følge af senere ændringer i blandt andet
straffeloven,
eller der ikke kan siges at være tilstrækkelig begrundelse for
bestemmelsernes
fortsatte opretholdelse.
3.15.2. Militær straffelov § 1
Militær straffelov § 1 angiver, at reglerne i
straffelovens almindelige del finder anvendelse på de overtrædelser, der er
omfattet af militær strafflov medmindre andet følger af militær straffelov.
Bestemmelsen er overflødig, da det fremgår af straffeloven § 2, at
reglerne i straffelovens almindelige del også finder anvendelse på militær
straffelov medmindre andet er bestemt i militær straffelov. Bestemmelsen er
derfor ikke medtaget i lovforslaget.
Der henvises til betænkningen, side 318.
3.15.3. Militær straffelov § 11
Militær straffelov § 11 angiver, at overtrædelser af
militær straffelov straffes med irettesættelse, bøde hæfte og fængsel.
Straf af hæfte er ophævet med virkning fra 1. juli 2001,
jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven.
Ved lovændringen i 1973 blev de hidtil eksisterende
militære strafarter kvarterarrest og vagtarrest ophævet. Kun irettesættelse
blev opretholdt som den sidste tilbageværende militære strafart.
Irettesættelse er i praksis i de senere år kun anvendt i
meget begrænset omfang. Således blev denne straf anvendt i 26 sager i 1999 og
i
18 sager i 2000, mens 23 sager i 2001 resulterede i denne sanktion. I 2002
blev
irettesættelse anvendt i 37 sager.
På denne baggrund og ud fra hensynet til, at militært
personel kun bør være undergivet særregler, når dette er absolut nødvendigt,
har udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning ikke fundet
anledning
til at foreslå irettesættelse opretholdt som straf.
Bestemmelsen er derfor udeladt af lovforslaget.
Der henvises til betænkningen, siderne 318 - 319.
3.15.4. Militær straffelov § 12
§ 12 giver mulighed for at fastsætte særskilt straf
for en overtrædelse af militær straffelov og andre lovovertrædelser, der
behandles under samme straffesag. Bestemmelsen har bl.a. betydning i
tilfælde,
hvor overtrædelsen af militær straffelov afgøres ved strafpålæg, mens den
»civile« del af sagen afgøres af retten. Formålet med strafpålæg er især af
disciplinære grunde at gøre det muligt hurtigt at markere sanktionen.
Bestemmelsen hviler desuden på den forudsætning, at der i et vist omfang
gælder
særlige regler om muligheden af at anvende betingede domme ved overtrædelser
af
militær straffelov.
Det anføres af udvalget om den militære straffe- og
retsplejeordning, betænkningen side 319, at der ikke længere kan påvises
nogen
væsentlig begrundelse for at opretholde bestemmelsen. Udvalget har ikke
fundet,
at hensynet til disciplinen alene kan begrunde at bibeholde bestemmelsen.
Udvalget har også lagt vægt på, at adgangen til at pålægge
straf uden dom foreslås ophævet (jf. lovforslaget til militær retsplejelov),
og
at der efter udvalgets opfattelse ikke er noget grundlag for at opretholde
særlige
regler om, hvornår betinget dom kan anvendes i militære straffesager.
Bestemmelsen er derfor ikke medtaget i lovforslaget.
Der henvises til betænkningen, side 319.
3.15.5. Militær straffelov § 13
I militær straffelov § 13 findes enkelte særregler
vedrørende anvendelse af betingede domme i sager om overtrædelse af militær
straffelov.
Bestemmelsen i stk. 1 vedrører sager om straf af hæfte
i 30 dage og derunder, mens de øvrige bestemmelser alene vedrører ikendt
frihedsstraf.
Da hæftestraffen er ophævet pr. 1. juli 2001, og da adgangen til strafpålæg
foreslås ophævet (jf. lovforslaget til militær retsplejelov), foreslås
bestemmelsen i det hele ophævet.
Bestemmelsen er derfor udeladt af lovforslaget.
Der henvises til betænkningen, side 320.
3.15.6. Militær straffelov § 14
§ 14 indeholder bemyndigelse for forsvarsministeren
til at fastsætte bestemmelser om visse konsekvenser af strafafsoning for
militært personel.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning finder
af lovtekniske grunde ikke, at denne bestemmelse, der ikke vedrører egentlig
strafferet, hører hjemme i almindelig del i militær straffelov. Udvalget
foreslår
derfor bestemmelsen overflyttet til anden lovgivning.
Der henvises til betænkningen, side 320.
Forsvarsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag og
bestemmelsen foreslås i stedet indarbejdet i lov om forsvarets personel, jf.
lovforslagets § 40.
3.15.7. Militær straffelov § 25,
stk. 2
Som det fremgår ovenfor under punkt 3.4. om dansk
straffemyndighed foreslår udvalget, at spørgsmålet om dansk straffemyndighed
for overtrædelser af militær straffelov som udgangspunkt bør afgøres efter de
almindelige bestemmelser herom i straffeloven §§ 6-12, jf. lovforslaget
til § 5, stk. 1. Samtidig foreslås det at supplere straffelovens
bestemmelser om dansk straffemyndighed med yderligere bestemmelser i militær
straffelov, der bl.a. hjemler dansk straffemyndighed for sådanne
overtrædelser
af § 25, som ikke er omfattet af reglerne om dansk straffemyndighed i
straffeloven § 8, nr. 5, jf. forslaget til § 5, stk. 2.
Bestemmelsen i militær straffelov § 25, stk. 2,
foreslås derfor ophævet.
Der henvises til betænkningen, side 290.
4. Lovforslagets økonomiske
og administrative konsekvenser
Lovforslaget forventes ikke at have nævneværdige økonomiske
eller administrative konsekvenser for staten. Dog må der som følge af den
afkriminalisering, som lovforslaget lægger op til, i et vist omfang forventes
færre overtrædelser af den militære straffelov og dermed færre straffesager
for
den militære anklagemyndighed. Forslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for kommuner, amtskommuner og erhvervslivet.
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
5. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
Mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske og administrative
konsekvenser for Staten
Ingen af betydning
Ingen
Økonomiske og administrative
konsekvenser for kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke
EU-retlige aspekter
6. Hørte myndigheder mv.
Betænkning nr. 1435/2004 om den militære straffelov,
retsplejelov og disciplinarlov har været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre
Landsret, Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for
retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i
Roskilde, Den danske dommerforening, Domstolsstyrelsen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Advokatrådet,
Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen af beskikkede advokater,
Dansk Røde Kors, Statsansattes Kartel (StK), Hærens konstabel og
korporalforening (HKKF), StK Forsvar, Tjenestemænds og overenskomstansattes
kartel (TOK), Centralforeningen for stampersonel (CS), Akademikernes
centralorganisation, Hovedorganisationen af officerer i Danmark (HOD),
Foreningen af forsvarets auditørfuldmægtige, Statstjenestemændenes
centralorganisation II (CO II), Forsvarets civil-etat (FCE), Danske
militærlægers organisation, Foreningen af forsvarets auditører, Dansk
tandplejerforening, Foreningen af ingeniører i forsvaret, Forsvarsarbejdernes
landsorganisation, Reserveofficersforeningen i Danmark, Værnepligtsrådet,
Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet,
Rigsombudet på Færøerne, Færøernes Landsstyre, Lagmandskontoret,
Rigsombudsmanden i Grønland og Grønlands Hjemmestyre.
Bemærkninger
til
lovforslagets enkelte bestemmelser
Kapitel 1
Almindelig del
Til § 1
Bestemmelsen svarer bortset fra enkelte sproglige
justeringer til gældende militær straffelov § 5. Bestemmelsen angiver,
hvilket militært personel, der i fredstid er omfattet af loven.
Udtrykket militært personel omfatter efter lov om
forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 2004,
§ 2, stk. 1, følgende:
1)
Befalingsmænd og
menige, der indordnes i en rækkefølge af militære grader efter
forsvarsministerens
nærmere bestemmelse,
2)
auditørpersonel,
gejstligt personel og musikerpersonel samt andet personel efter
forsvarsministerens
bestemmelse.
Befalingsmænd omfatter personel af officersgruppen og
sergentgruppen. Menige omfatter personel af konstabelgruppen,
konstabelelever,
værnepligtige menige og kvindelige menige på værnepligtslignende vilkår, jf.
samme lovs § 2, stk. 2. Det i § 2, stk. 1, nr. 2, nævnte
personel
betegnes som militært personel uden for den militære rækkefølge.
Forsvarsministeren har endvidere fastsat nærmere
bestemmelser om militære grader mv. for personel i det militære forsvar, for
tiden i bekendtgørelse nr. 325 af 28. april 1994.
Udtrykket »tjenstgørende« indebærer, at personellet skal
være ansat eller indkaldt til tjeneste i forsvaret. Det er uden betydning om
det militære personel er fastansat eller midlertidigt tjenstgørende. Personel
af reserven vil eksempelvis kun være omfattet i det omfang, de er indkaldt
til
tjeneste. Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt og ophørstidspunkt vil
være afgørende. For så vidt angår værnepligtige er begyndelsestidspunktet det
tidspunkt, på hvilket de efter indkaldelse møder eller skulle møde for at
indtræde eller genindtræde i forsvaret. Hjemsendelsestidspunktet er afgørende
for ophørstidspunktet.
Militært personel, såvel ansatte som indkaldte, har dog
fortsat visse pligter, som påhviler dem også efter hjemsendelsen.
Som pligter, der påhviler hjemsendt personel, kan f.eks.
nævnes tavshedspligt med hensyn til forhold, som den pågældende er blevet
bekendt med under tjenesten, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er
påkrævet eller foreskrevet efter bestemmelser for den militære sikkerhed,
forskriftsmæssig opbevaring af eventuelle våben, uniform og anden udleveret
udrustning.
Civilt personel ansat i forsvaret er i fredstid ikke
omfattet af militær straffelov. Civilt personel omfatter f.eks. blandt andre
værkmestre, maskinmestre, materielforvaltere, ingeniører, radiotelegrafister
mv. Civile er derimod omfattet af loven i krigstid, jf. nedenfor om § 2,
nr. 1. Frivilligt hjemmeværnspersonel er i fredstid ikke omfattet af militær
straffelov i modsætning til militært personel, der er ansat eller indkaldt
til
tjeneste i hjemmeværnet, jf. § 6, stk. 1, og § 13 i lov om
hjemmeværnet, lovbekendtgørelse nr. 80 af 12. februar 2004.
Efter den gældende militær straffelov § 5,
stk. 2, (lovforslagets § 1, stk.2,) omfatter loven i fredstid også
fremmede
militærpersoner, som er interneret her i landet, samt andre personer, der
efter
folkeretten har krav på behandling som militærpersoner.
Efter artikel 11 i konvention af 18. oktober 1907 om
neutrale magters og personers rettigheder og pligter i tilfælde af krig til
lands (Haagerkonvention V) skal en neutral magt, der på sit territorium
modtager tropper, der hører til en krigsførende hær, internere sådanne
personer.
Dette kan være fremmede troppeafdelinger, der på grund af kamphandlinger af
modstanderen trænges eller flygter ind på neutralt dansk territorium. Mere
praktisk kan der være tale om besætninger på fly, der nødlander på dansk
territorium. Der er desuden eksempler på, at Danmark som neutralt land efter
overenskomst med en eller flere af parterne i en konflikt – f.eks. under
1.
verdenskrig – af humanitære grunde har modtaget krigsfanger fra en eller
flere
af de krigsførende parter med henblik på at internere dem her i landet,
indtil
fjendtlighederne var afsluttet.
Stk. 2 blev indsat i loven af 1937 ved lov nr. 43 af
13. februar 1940 for at dække et hul i loven, der var opstået som følge af
interneringen af tyske flyvere, der efter togter mod England måtte nødlande i
Danmark, idet den fornødne orden ellers ikke kunne opretholdes i
interneringslejrene.
Personer, der efter folkeretten har krav på behandling som
militærpersoner, jf. stk. 2, 2. led, er blandt andre personer, der
følger
væbnede styrker, og som efter reglerne i artikel 4, A, nr. 4, i
Genèvekonvention III af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger har krav
på tilsvarende behandling som krigsfanger. Det drejer sig f.eks. om
krigskorrespondenter, civile medlemmer af militære flys besætninger mv.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
bestemmelse i militær straffelov § 6.
Den personkreds, der efter § 1 er omfattet af militær
straffelov, udvides under væbnet konflikt betydeligt.
Ved § 2, nr. 1, udvides personkredsen til »enhver der
gør tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette«, dvs.
enhver, som i en eller anden egenskab gør tjeneste ved eller følger en
militær
afdeling eller er ombord i et af søværnets skibe. Bestemmelsen omfatter
f.eks.
alle civilt ansatte under Forsvarsministeriet, herunder civilt ansatte, der
beskæftiger sig med reparation og vedligeholdelse af militært udstyr, civile
chauffører, journalister, præster, lodser mv., når de følger en militær
afdeling.
Efter § 2, nr. 2, omfatter militær straffelov under
væbnet konflikt også »krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster (dvs.
gejstligt personel), der tilbageholdes til bistand for krigsfanger, for så
vidt
ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster«. Denne del af
bestemmelsen indebærer, at krigsfanger mv. og andre her i landet internerede
militærpersoner og dermed sidestillede er omfattet af militær straffelov.
Dette
er en forudsætning for at opfylde artikel 82 i Genévekonvention III om
behandling af krigsfanger, der for at sikre beskyttelsen af disse fastsætter,
at krigsfanger i disciplinær og strafferetslig henseende skal være undergivet
samme lovgivning og disciplinære bestemmelser som de væbnede styrker i øvrigt
i
det land, hvor de tilbageholdes. Konventionen stiller således på denne måde
et
krav om en effektiv ligestilling mellem krigsfanger mv. og
tilbageholdsmagtens
eget militære personel.
Efter § 2, nr. 3, omfatter militær straffelov under
væbnet konflikt enhver, der gør sig skyldig i overtrædelser af en række
bestemmelser i militær straffelov.
Udtrykket »enhver« omfatter ikke blot enhver anden dansker,
der ikke er omfattet af § 2, nr. 1, men også udenlandske statsborgere,
herunder udlændinge, der begår disse særligt opregnede forbrydelser, uanset
om
forbrydelsen er begået i Danmark eller uden for landets grænser –
forudsat, at
Danmark er i væbnet konflikt.
De forhold i lovforslaget, som der henvises til i nr. 3,
er: Krigsforræderi (§ 28), militær spionage (§ 29), ændringer af
ammunition/krigsmateriel mv. (§ 30), »fejhedsforbrydelser« (§ 31),
røbelse af militære hemmeligheder (§ 32), undladelse af at anmelde
planer
om visse alvorlige forbrydelser (§ 33), fremkaldelse af modløshed
(§ 34), krigsforbrydelser mv. (§ 36), plyndring under væbnet
konflikt
(§ 37) og ligrøveri (§ 38).
Til § 3
Efter gældende militær straffelov § 2 finder loven
også anvendelse, når en overtrædelse af loven er begået uden for den danske
stat. Militær straffelov er således ikke territorialt begrænset. Derved
skabes
mulighed for dansk straffemyndighed for de lovovertrædelser, der er omfattet
af
militær straffelov. Bestemmelsen er bl.a. en forudsætning for at kunne indgå
bi- og multilaterale aftaler, der kan sikre dansk jurisdiktion over dansk
tjenstgørende personel under tjeneste i udlandet og dermed fritage dette
personel for fremmed straffemyndighed.
Det er i praksis normalt en forudsætning for, at dansk
personel kan deltage i internationale opgaver, herunder f.eks. fredsbevarende
og fredsskabende operationer, at der i dansk ret er hjemmel til, at
lovovertrædelser, der begås i udlandet af dansk personel under sådan
tjeneste,
kan retsforfølges i Danmark. Bestemmelsen indebærer samtidig en beskyttelse
af
udsendt dansk personel, som i udlandet har pådraget sig en sigtelse for
strafbart forhold, idet danske myndigheder under henvisning til bestemmelsen
kan kræve at forestå retsforfølgningen.
Bestemmelsen er således af afgørende betydning for Danmarks
muligheder for at medvirke til løsning af internationale fredsbevarende
opgaver
mv.
Til § 4
Bortset fra en sproglig modernisering svarer bestemmelsen
til den gældende militære straffelov § 3.
Bestemmelsen giver mulighed for, at enhver overtrædelse af
militær straffelov, der begås af dansk militært personel over for udenlandske
allierede styrker, kan retsforfølges af danske myndigheder. Det gælder såvel
strafbare handlinger over for den pågældende forsvarsmagt som sådan, f.eks.
krigsforræderi over for en allieret, som strafbare handlinger over for det
pågældende allierede lands personel og materiel. Bestemmelsen vedrører både
handlinger begået i Danmark og handlinger begået i udlandet, jf. forslaget
til
§ 3. Bestemmelsen gør det muligt, at danske myndigheder under henvisning
til bestemmelsen normalt vil kunne undgå, at dansk personel, der – især
i
udlandet – forser sig mod allierede landes forsvarsstyrker mv., bliver
retsforfulgt af disse landes myndigheder.
Tidligere var bestemmelsen af praktisk betydning først og
fremmest i forbindelse med samarbejde med andre lande i NATO-sammenhæng. Med
det udvidede militære samarbejde i de senere år særligt i FN-regi, herunder i
forbindelse med internationale fredsstøttende opgaver mv., må bestemmelsen i
dag anses for at være af væsentlig større praktisk betydning, end det hidtil
har været tilfældet.
Til § 5
Bestemmelsen indeholder de nødvendige supplerende
bestemmelser om dansk straffemyndighed for overtrædelser af militær
straffelov,
som ikke kan henføres under straffelovens regler om dansk straffemyndighed.
Efter gældende ret finder straffelovens regler i
§§ 6-8 om dansk straffemyndighed ikke anvendelse på overtrædelser af
militær straffelov, idet den gældende bestemmelse i § 2 i militær
straffelov selvstændigt regulerer dette spørgsmål. Dette fremgår ikke af
bestemmelsen, men af forarbejderne til den tilsvarende bestemmelse i militær
straffelov fra 1937.
I spørgsmålet om dansk straffemyndighed ved overtrædelser
af militær straffelov tager lovforslaget derimod udgangspunkt i straffelovens
regler herom, jf. også lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.4.
Til stk. 1
Efter den foreslåede bestemmelse skal spørgsmålet om, i
hvilket omfang der er dansk straffemyndighed for overtrædelse af militær
straffelov, afgøres efter straffelovens almindelige bestemmelser om dansk
straffemyndighed, jf. henvisningen i stk. 1 til straffeloven,
§§ 6-12.
Der er imidlertid næppe dansk straffemyndighed efter
straffeloven for de forbrydelser, som er optaget i militær straffelov kapitel
8
om forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed, når forbrydelserne begås i
udlandet af udlændinge, idet disse forbrydelser ikke kan henføres under
straffeloven § 8.
Den foreslåede bestemmelse skaber dansk straffemyndighed
for overtrædelser af nogle af disse bestemmelser, når forbrydelsen er begået
uden for den danske stat under væbnet konflikt, som danske militære styrker
deltager i, uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme. De af militær
straffelov gældende bestemmelser for væbnet konflikt, som foreslås omfattet
af
stk. 1, er § 31 om afsløring af militære hemmeligheder, § 32
om
forfalskning af ammunition mv., § 33 om krigsforræderi og § 34 om
militær spionage.
Militær straffelov § 31 (jf. forslaget til § 32)
vedrører afsløring af militære hemmeligheder. Overtrædelser begået i Danmark
er
undergivet dansk straffemyndighed efter straffeloven § 6. Overtrædelser
begået i udlandet af dansk militært personel kan henføres under straffeloven
§ 8, nr. 2. Overtrædelser af bestemmelsen, der begås i udlandet af
udlændinge, er derimod ikke omfattet af dansk straffemyndighed.
Især som følge af de udvidede samarbejdsformer mellem
landene kan det ikke afvises, at sådanne forhold i praksis vil kunne begås af
repræsentanter for en samarbejdspartner til skade for dansk forsvar. Har de
pågældende udenlandske myndigheder ikke den nødvendige straffekompetence,
eller ønsker de ikke at gennemføre
retsforfølgning, vil et sådant forhold forblive ustraffet.
Afsløring af militære hemmeligheder kan efter
omstændighederne indebære risiko for endog betydelig fare eller skade og er
derfor efter denne bestemmelse omfattet af dansk international
straffemyndighed. Det gælder også den foreslåede bestemmelse i § 32,
stk. 3, om strafansvar for groft uagtsomme overtrædelser.
Militær straffelov § 32 (jf. forslaget til § 30)
vedrører forfalskning af ammunition og andet krigsmateriel til skade for
dansk
militær. Er en forfalskning begået i udlandet af en udlænding og det
pågældende
materiel leveret til det danske forsvar i udlandet, er der ikke dansk
straffemyndighed, idet denne bestemmelse ikke hviler på
konventionsbestemmelser, der er omfattet af straffeloven § 8, nr. 5.
Forbrydelsens karakter af alvorlig krænkelse af danske interesser begrunder
dansk international straffemyndighed.
Militær straffelov § 33 vedrører krigsforræderi (jf.
forslaget til § 28). De forhold, der er opregnet i bestemmelsen, kan
ikke
straffes her i landet, når de begås af fjenden mod det danske militære
forsvar,
idet disse handlinger som udgangspunkt vil være lovlige krigshandlinger. Der
er
efter gældende ret ikke dansk straffemyndighed for forhold, der i øvrigt
begås
i udlandet af andre, herunder f.eks. af civile. Denne forbrydelse bør kunne
straffes her i landet,
uanset af
hvem eller hvor forholdet er begået.
For § 34, stk. 1 (jf. forslaget til § 29,
stk. 1), om militær spionage gælder det samme, som er anført ovenfor om
krigsforræderi. Udlændinge, som i udlandet spionerer mod danske styrker, kan
ikke straffes her i landet, idet dette forhold ikke er optaget i konventioner
omfattet af straffeloven § 8, nr. 5. Denne bestemmelse bør derfor også
omfattes af dansk international straffemyndighed.
Begrænsningen i sidste led af stk. 1: »medmindre andet
følger af almindelige folkeretlige regler«, har til formål at undtage sådanne
handlinger, som er omfattet af gerningsbeskrivelsen i de pågældende
bestemmelser,
men som er lovlige efter folkeretten, navnlig som led i lovlig krigsførelse.
For eksempel er handlinger rettet mod danske militære interesser som
beskrevet
i § 33 om krigsforræderi lovlige efter principperne om lovlig
krigsførelse, når de begås af en modstander mod danske militære interesser
under væbnet konflikt.
Til stk. 2
Ved den foreslåede bestemmelse til stk. 2 medtages to
yderligere bestemmelser i militær straffelov under forslaget om udvidet dansk
straffemyndighed for forbrydelser begået i udlandet under væbnet konflikt.
Det
drejer sig om bestemmelserne i forslaget til § 36, jf. den gældende
bestemmelse i § 25, om krænkelser af forskellige internationale regler
om
lovlig krigsførelse mv., og § 38 om ligrøveri, jf. den gældende
bestemmelse
i § 24, stk. 2, når forbrydelserne begås over for dansk militært
personel og personer, der er omfattet af forslaget til § 2, nr. 1 og 2,
jf. den gældende bestemmelse i § 6, nr. 1 og 2. At dansk
straffemyndighed
efter stk. 2 er begrænset til tilfælde, hvor dansk militært personel er
involveret i væbnet konflikt, er ikke nævnt i § 5, stk. 2, men
fremgår
af §§ 36 og 38, som i gerningsbeskrivelsen udtrykkeligt er begrænset til
at gælde under væbnet konflikt.
Forslaget til § 36 omfatter bl.a. forhold, der er
forbudt efter Genèvekonventionerne af 1949. Disse konventioner rummer en
forpligtelse for de lande, som har tiltrådt konventionerne, til at
retsforfølge
de mere grove overtrædelser af konventionerne. Sådanne forhold kan efter
gældende
ret strafforfølges her i landet i medfør af straffeloven § 8, nr. 5. Den
foreslåede bestemmelse til § 5, stk. 2, har selvstændig betydning i
tilfælde af mindre alvorlige konventionskrænkelser begået over for dansk
militært personel mv. i udlandet.
Til § 6
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 10
angiver de subjektive betingelser (tilregnelse) for at ifalde strafansvar ved
overtrædelse af militær straffelov. Efter § 10 straffes uagtsomhed kun,
hvis dette har særlig hjemmel. De fleste af bestemmelserne i lovens kapitel 7
hjemler strafansvar også for uagtsomme overtrædelser, herunder for simpelt
uagtsomme forhold.
Forslaget til § 6 omfatter ifølge lovteksten også grov
uagtsomhed. Dette skyldes alene formuleringstekniske grunde, idet strafansvar
for overtrædelser af militær straffelov som udgangspunkt er begrænset til
forsætlige
forhold, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.6. Det kan virke
lovteknisk
uheldigt i den enkelte bestemmelse at angive »grov uagtsomhed«, samtidig med
at
overtrædelsen også objektivt skal være »grov«. I de tilfælde, hvor der ikke
er
fundet anledning til at udstrække ansvaret til grov uagtsomhed, er
strafansvaret derfor udtrykkeligt begrænset til forsæt ved formuleringen af
de
pågældende bestemmelser.
Det bemærkes, at der ikke er strafansvar for simpelt
uagtsomme overtrædelser, men at sådanne forhold i givet fald kan medføre et
disciplinært ansvar.
I gentagelsestilfælde vil det imidlertid være muligt at
anvende straf, selv om den aktuelle overtrædelse i sig selv ikke kan medføre
strafansvar, men kun disciplinaransvar.
En sådan situation vil typisk foreligge, hvis der er sket
gentagne overtrædelser af den samme bestemmelse inden for en kortere periode,
hvor den pågældende i de første tilfælde er blevet ikendt en disciplinær
sanktion og dermed er blevet gjort opmærksom på den uacceptable adfærd. En
fortsættelse af denne adfærd vil herefter kunne betragtes som værende grov
uagtsom.
Til § 7
Bestemmelsen svarer til den gældende § 8 og er et
supplement til straffeloven § 13, stk. 3, om straffefrihed på grund
af nødværge.
Der er fortsat behov for, at overordnet militært personel,
herunder vagter, kan anvende den nødvendige og tilstrækkelige magt til at
skaffe lovlige tjenstlige befalinger adlydt og i øvrigt sikre disciplinen.
Dette kan som hidtil mest hensigtsmæssigt ske ved en henvisning til
straffelovens
almindelige bestemmelse herom.
Til § 8
Til stk. 1
Den foreslåede bestemmelse, som regulerer strafansvaret for
medvirken ved overtrædelse af militær straffelov, svarer til den gældende
bestemmelse i § 7, bortset fra en mindre sproglig justering.
Efter straffeloven straffes ikke blot gerningsmanden, men
også den, der »ved tilskyndelse råd eller dåd har medvirket til gerningen«,
jf.
straffelovens § 23, stk. 1. Straffeloven § 23 om strafansvar
for
medvirken til en lovovertrædelse gælder også i militære straffesager.
Militært
personel, der er omfattet af militær straffelov, kan pådrage sig strafansvar
for medvirken til en overtrædelse af militær straffelov, der er begået af
andet
militært personel.
Straffeloven § 23 indebærer desuden, at også civile,
herunder civilt ansatte inden for forsvaret, kan straffes for medvirken til
overtrædelse af militær straffelov. Lovforslagets § 8 begrænser i lighed
med den hidtil gældende bestemmelse imidlertid adgangen til at gøre et
strafferetligt
ansvar for medvirken gældende over for civile ved overtrædelse af militær
straffelov. Efter bestemmelsen straffes den udenforstående (civile) kun for
medvirken til en overtrædelse af militær straffelov, hvis strafferammen for
den
pågældende overtrædelse er fængsel i 4 år eller mere.
Til stk. 2
I den gældende militære straffelov findes ingen bestemmelse
om juridiske personers ansvar. Dette svarede indtil 2000 til straffeloven,
hvor
der i § 306 indføjedes en bestemmelse om selskabsansvar for enkelte
overtrædelser.
Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 blev bestemmelsen ændret til en bestemmelse
vedrørende alle overtrædelser af straffeloven. Bestemmelsen er motiveret af
artikel 5 i FN’s terrorfinansieringskonvention, optrykt i
Folketingstidende
2001-2002, 2. saml., tillæg A, sp. 877 ff.
I bemærkningerne til lovforslaget fremhæves, at
forbrydelser som drab, vold, voldtægt, hærværk mv. typisk begås uden
sammenhæng
med gerningsmandens ansættelsesforhold, og at de, hvis de begås i forbindelse
med arbejdet, i almindelighed vil være fremmede og atypiske for selskabet.
Omvendt fremhæves afgivelse af urigtig erklæring, bestikkelse, bedrageri,
skatte-
og momssvig, EU-svig osv. som områder, der ofte vil medføre selskabsansvar.
For uagtsomhedsdelikter nævnes i bemærkningerne, at
uagtsomt manddrab i forbindelse med en arbejdsulykke typisk vil medføre
ansvar
for den juridiske person, mens situationen er mere tvivlsom ved et uagtsomt
manddrab begået ved et færdselsuheld. Dette skyldes i høj grad den praksis
for
selskabsansvar, der har udviklet sig på henholdsvis arbejdsmiljø- og
færdselsområdet,
og som forudsættes videreført.
Muligheden for at pålægge selskaber ansvar for overtrædelse
af straffeloven bør ifølge bemærkningerne ikke medføre en begrænsning i
anvendelsen af det personlige ansvar.
Umiddelbart synes behovet for et virksomhedsansvar for
overtrædelse af forslaget til militær straffelov at være begrænset til
§ 30 vedrørende ændring af ammunition, men en række andre overtrædelser
kan tænkes begået efter tilskyndelse fra forskellige organisationer. Under
hensyn til den generelle regel i straffeloven, dennes motivering i
terrorbekæmpelse,
og at næsten alle andre særstraffelove indeholder en tilsvarende regel, er
der
indføjet et tilsvarende ansvar i militær straffelov.
Den foreslåede ordlyd svarer helt til straffelovens regel,
bortset fra at den er formuleret som en bestemmelse om medvirken. Dette
skyldes, at militær straffelov efter §§ 1-2 er begrænset til at omfatte
bestemte persongrupper. Den foreslåede formulering medfører, at selskaber mv.
kun kan pålægges ansvar for de i stk. 1 nævnte alvorligere
overtrædelser.
Til § 9
Militær straffelov indeholder i § 9 en bestemmelse om,
under hvilke betingelser en underordnet er straffri ved at efterkomme en
tjenstlig ordre, selvom han herved begår en strafbar handling.
Bestemmelsen foreslås opretholdt. Der henvises til
lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.5.
Til § 10
Den foreslåede bestemmelse angiver, under hvilke
betingelser de af lovens bestemmelser, der gælder for væbnet konflikt, finder
anvendelse. Forslaget til stk. 1 og 2 svarer i det væsentlige til den
gældende bestemmelse i § 4, 1. punktum. Stk. 3 er en ny
bestemmelse.
Der henvises til bemærkningerne nedenfor. I øvrigt henvises til lovforslagets
almindelige bemærkninger punkt 3.3.3.
Til stk. 1
Med formuleringen »i eller uden for riget« præciseres, at
bestemmelsen vedrører både international og ikke-international væbnet
konflikt.
Der er hermed ikke tilsigtet nogen realitetsændring, men alene en
tydeliggørelse.
Væbnet konflikt foreligger, hvor dansk personel aktivt
deltager i militære operationer mod en modstander, og i situationer, hvor en
dansk styrke mod sin vilje inddrages i kamphandlinger f.eks. på grund af
beskydning.
I sidstnævnte tilfælde foreligger væbnet konflikt, uanset om de danske
styrker
skyder tilbage eller ej, forudsat at modstanderens styrker også repræsenterer
en stat eller en gruppering med en struktur, der ganske må sidestilles
hermed.
Til stk. 2
Ministerens bemyndigelse efter den gældende § 4, 1.
punktum, 2. led, til under truende udsigt til krig at sætte krigstidsreglerne
i
kraft er udskilt til et særskilt stykke. Herved fremgår tydeligere, at
reglerne
kan træde i kraft dels »automatisk« ved danske styrkers aktive eller passive
involvering i væbnet konflikt, jf. stk. 1, dels i tilfælde af
udtrykkelig
bestemmelse herom fra forsvarsministeren, jf. stk. 2. I sidstnævnte
tilfælde kan reglerne også sættes i kraft alene for at udelukke enhver tvivl
herom hos det involverede personel, således at der er fuldstændig klarhed
omkring retstilstanden. Forsvarsministeren kan som »det mindre i det mere«
vælge
at sætte bestemmelserne for væbnet konflikt i kraft alene for en bestemt
eller
dele af en udsendt styrke.
I visse situationer kan der være behov for, at
forsvarsministeren på forhånd meddeler en enhed, der allerede er eller skal
udsendes, at bestemmelserne for væbnet konflikt er gældende for den
pågældende
mission, idet der utvivlsomt vil være tale om en opgave, der kan involvere de
pågældende i væbnet konflikt. Reglerne for væbnet konflikt vil i en sådan
situation kunne sættes i kraft ved forsvarsministerens offentlige meddelelse
herom, også inden styrken har forladt dansk territorium, men hvor
forberedelserne til udsendelse er i gang, og hvor det derfor allerede fra
dette
tidspunkt er relevant – også så personellet har fuld klarhed om egne
vilkår –
at disse bestemmelser er gældende.
Til stk. 3
Især under udsendelse af danske styrker til udlandet kan
der være behov for hjemmel til at kunne sætte lovens bestemmelser for væbnet
konflikt i kraft i den »grå fase«, der ligger umiddelbart forud for indtræden
af væbnet konflikt, men hvor væbnet konflikt endnu ikke kan konstateres.
Som følge af at situationen under udsendelse i
internationale fredsstøttende operationer kan udvikle sig fra det ene øjeblik
til det andet, foreslås det som stk. 3 at optage en bestemmelse,
hvorefter
forsvarsministeren kan delegere sin beføjelse til at sætte reglerne for
væbnet
konflikt i kraft til chefen for den udsendte styrke. En sådan hjemmel kan
bidrage til at sikre, at det udsendte personel på et tidligere tidspunkt får
fjernet den uklarhed, der måtte være, om hvorvidt reglerne om væbnet konflikt
finder anvendelse.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er således, at den
militære chef kan sætte militær straffelovs regler om væbnet konflikt i kraft
i
situationer, hvor der ikke endnu foreligger en væbnet konflikt, som den
danske
styrke er involveret i, men hvor faren for væbnet konflikt er overhængende. I
sådanne tilfælde er det væsentligt, at chefen over for personellet kan fjerne
enhver tvivl om retsstillingen.
Som eksempel herpå kan nævnes den situation, at den danske
styrke er under forskydning ind i indsatsområdet i forbindelse med en
fredsstøttende operation. Den danske styrke er ikke blevet angrebet af nogen
af
de stridende lokale parter, og den danske styrke er derfor ikke i væbnet
konflikt. De stridende parter er derimod fortsat indblandet i lejlighedsvise
kampe indbyrdes – der »skydes i lokalområdet« – og der er i det
hele taget en
overhængende fare for, at situationen kan udvikle sig. I en sådan situation
kan
det efter omstændighederne være vanskeligt meget hurtigt at få en afgørelse
fra
forsvarsministeren – der ikke selv er på stedet og kan vurdere
situationen – om
at sætte militær straffelovs regler om væbnet konflikt i kraft. Hvis den
militære chef forinden er blevet bemyndiget hertil, vil han derimod selv være
i
stand til at sætte reglerne i kraft. Det er kun chefen for den pågældende
styrke, der kan få en sådan bemyndigelse, som således ikke kan delegeres.
Det forudsættes, at den pågældende chef efterfølgende ad
kommandovejen indberetter, at reglerne for væbnet konflikt er blevet sat i
kraft. Endvidere skal chefen ophæve beslutningen, når der ikke længere findes
behov for, at bestemmelserne er gældende. Det forudsættes, at denne pligt for
den militære chef til at tilbagekalde meddelelsen optages i den bemyndigelse,
som ministeren giver den pågældende chef. Indtræder der væbnet konflikt,
efter
at chefen har givet meddelelse til personellet efter stk. 3, gælder
reglerne for væbnet konflikt efter reglen i gældende militær straffelov
§ 4, stk. 1, og lovforslagets § 10, stk. 1.
Der bør som hovedregel senest i forbindelse med udsendelsen
af styrken tages stilling til, om der – navnlig ud fra en vurdering af
opgavens
karakter – skal gives en sådan bemyndigelse. En bemyndigelse kan dog
også gives
på et senere tidspunkt, f.eks. hvis forholdene i missionsområdet har ændret
sig. Forsvarsministerens bemyndigelse, der forudsættes givet ad
kommandovejen,
vil skulle præcisere, hvilken chef der er tale om.
Kapitel 2
Speciel del
Pligter som underordnet
Til § 11
Den foreslåede bestemmelse vedrører ulydighed over for en
tjenstlig ordre fra overordnet eller vagt og svarer i det væsentlige til den
gældende bestemmelse i militær straffelov § 16.
Pligtstridig adfærd i form af ulydighed må også i dag
betragtes som en kvalificeret pligtforsømmelse og bør derfor optages i en
selvstændig straffebestemmelse. Ulydighed kan være af ret alvorlig karakter
og
efter omstændighederne indebære betydelige risici. En selvstændig bestemmelse
vil endvidere kunne medvirke til at beskytte f.eks. menige, der udfører
vagttjeneste, mod krænkende eller anden ulovlig adfærd fra andet personel,
herunder sideordnet personel, og derved understøtte den myndighed, som f.eks.
den værnepligtige er tillagt som vagt.
En vagt har efter gældende ret kompetence som overordnet,
når han griber ind, f.eks. ved at udstede en ordre. Det er derfor for så vidt
overflødigt udtrykkeligt at nævne vagten i gerningsbeskrivelsen. Det er
imidlertid
fundet hensigtsmæssigt at bibeholde ordet »vagt«. Herved præciseres vagtens,
herunder
den værnepligtige vagts, kompetence som overordnet.
En vagt i bestemmelsens forstand er således en
militærperson, der kan afgive ordrer, som skal adlydes. Om en vagt konkret
kan
udstede ordrer, vil fremgå af f.eks. blivende bestemmelser, der gælder for
det
pågældende tjenestested, den instruks mv., der konkret fastlægger den
pågældende vagts opgaver, etc. Også en mundtlig instruks kan konkret være
grundlaget for vagtfunktionen. Er »vagten« herefter omfattet af bestemmelsen,
vil den pågældende også være omfattet af de øvrige bestemmelser, herunder
forslaget til § 24 om vagtforseelser og forslaget til § 13 om
respektstridig opførsel. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger
om vagtbegrebet punkt 3.3.2.
Udtrykket »befaling« i den gældende bestemmelse foreslås af
sproglige grunde erstattet af det mere nutidige ord »ordre«. Det bemærkes, at
begrebet »tjenstlig« fortsat indgår i lovteksten på grund af sammenhængen med
forslaget til § 9 om straffrihed under særlige betingelser ved at udføre
en ulovlig ordre, selvom det kan give indtryk af, at der eksisterer lovlige
ordrer, som ikke er tjenstlige, hvilket ikke er tilfældet. Strafansvar efter
§ 11 forudsætter som hidtil, at ordren er lovlig.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ligesom den gældende
ikke blot den, der udtrykkeligt nægter at udføre en ordre, men også den, der
ikke efterkommer ordren tilstrækkelig hurtigt eller nøjagtigt. Dette udtryk
foreslås ændret til »på klart utilfredsstillende måde«.
Selv om den foreslåede formulering indebærer en mindre
begrænsning i gerningsindholdet i forhold til den gældende bestemmelse,
beskriver forslaget tydeligere det centrale i bestemmelsen.
Gerningsbeskrivelsen omfatter foruden nægtelse eller undladelse af at udføre
ordren også den, der bevidst efterkommer ordren langsomt, herunder den, som
på
en provokerende måde trækker udførelsen af ordren i langdrag eller f.eks.
bevidst stiler mod et uacceptabelt resultat. Den, der forholder sig passiv i
forhold til ordren uden direkte at nægte at efterkomme den, er som efter
gældende ret også omfattet af den foreslåede gerningsbeskrivelse.
Bestemmelsen er begrænset til grove forhold. Den direkte
nægtelse af at efterkomme en ordre vil som udgangspunkt være udtryk for en
strafbar handling. Det samme gælder for den, der helt undlader at efterkomme
en
ordre, medmindre omstændighederne er af en sådan karakter, at et
disciplinarmiddel må antages at være en mere rimelig reaktion. Mindre grove
overtrædelser kan alene sanktioneres med disciplinarmidler.
Den, der ikke er i stand til at udføre en ordre på grund af
f.eks. fysisk udmattelse, vil ikke kunne pådrage sig strafansvar på grund af
umulighed. Om dette konkret må antages at være tilfældet, kan naturligvis
give
bevismæssige problemer.
Jf. lovforslagets § 6 er uagtsomhedsansvaret begrænset
til alene at omfatte grov uagtsomhed. Strafansvar i disse tilfælde
forudsætter
således, at den pågældende åbenbart burde have indset, at han har reageret
klart utilfredsstillende på ordren.
Strafferammen for ulydighed, jf. den gældende bestemmelse i
§ 16, stk. 1, 1. punktum, er fængsel indtil 6 måneder, mens
strafferammen for vagtforseelser er fængsel indtil 1 år, jf. gældende
§ 26, stk. 1, og lovforslagets § 24. Ulydighed, navnlig i form
af den direkte nægtelse af at efterkomme en ordre, vil efter omstændighederne
være af samme strafværdighed som en vagtforseelse. Strafferammen foreslås
derfor forhøjet fra de gældende 6 måneders fængsel til fængsel indtil 1 år,
jf.
lovforslagets § 11.
Når ulydigheden er af særlig grov karakter, herunder når
den har været egnet til at svække lydigheden hos andre tilstedeværende,
foreslås strafferammen fastsat til fængsel indtil 3 år, svarende til den
gældende bestemmelse i § 16, stk. 1, 2. punktum. Denne skærpede
strafferamme foreslås samtidig begrænset til alene at gælde for forsætlige
overtrædelser.
Den gældende strafferamme på fængsel indtil 6 år, når
ulydigheden er forbundet med vold mod overordnet eller vagt, foreslås
opretholdt. Et sådant forhold vil efter omstændighederne kunne sidestilles
med
mytteri, blot begået af en enkelt person, jf. gerningsbeskrivelsen i militær
straffelov § 17 og lovforslagets § 12.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 16 om
ulydighed indeholder ikke som f.eks. den gældende bestemmelse i § 26 om
vagtforseelser en skærpet strafferamme for overtrædelser, der begås under
væbnet konflikt. I gældende § 33 om krigsforræderi findes ganske vist en
bestemmelse om strafansvar for den, der under væbnet konflikt eller under
truende udsigt hertil undlader at udføre en befaling. § 33 forudsætter
imidlertid,
jf. indledningen til bestemmelsen, at forholdet er begået »i den hensigt at
gavne fjenden eller skade det danske militære forsvar«. Strafferammen i
§ 33 er fængsel ikke under 8 år. I gældende § 35, stk. 1 og 2,
findes endvidere bestemmelser om strafansvar for den, der på pligtstridig
måde
søger at unddrage sig faren i kamp mv. Strafferammen er her fængsel indtil 12
år.
Der vurderes derfor at være behov for at indføre en
selvstændig skærpet strafferamme for tilfælde af ulydighed, som begås under
væbnet konflikt, når forholdet ikke kan henføres under gældende §§ 33
(lovforslagets § 28) eller 35 (lovforslagets § 31). Konsekvenserne
af
disse forbrydelser vil som følge af den tekniske udvikling i dag kunne være
langt mere alvorlige endsige katastrofale under væbnet konflikt i forhold til
det, der kunne forudses i 1973 eller i 1937, hvor de gældende strafferammer i
al væsentlighed blev fastsat. Den skærpede strafferamme under væbnet konflikt
for ulydighed foreslås på denne baggrund fastsat til fængsel indtil 10 år.
Den
foreslåede strafferamme er udtrykkeligt begrænset til forsætlige forhold.
Til § 12
Den foreslåede bestemmelse om mytteri svarer i det
væsentlige til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 17.
Mytteri
er en særdeles alvorlig militær forbrydelse. Den gældende bestemmelse
foreslås
derfor opretholdt, dog med den ændring, at også den passive ulydighed af
flere
i forening vil være omfattet af mytteribegrebet, da også denne form for
adfærd
må anses som mytteri.
Magt, vold eller trussel om vold som nævnt i bestemmelsens
andet led omfatter også tilfælde, hvor vagten endnu ikke har haft mulighed
for
at gribe ind i sin egenskab af vagt og derved har gjort sig til overordnet,
for
eksempel hvor en vagtpost uskadeliggøres, inden han når at reagere.
Vagtbegrebet er dermed videre end begrebet i bestemmelsens første led og i
gældende § 16 (lovforslagets § 11) om ulydighed. Bestemmelsen
omfatter
også den situation, hvor f.eks. flere værnepligtige øver vold mod en anden
værnepligtig under hans vagt, selv om voldsudøvelsen skyldes personligt
uvenskab.
Efter den gældende bestemmelse er det også strafbart at
indgå aftale om at begå mytteri. Er aftalen indgået, er mytteriet fuldbyrdet,
selv om aftalen ikke føres ud i livet. Den, der har været med til at indgå en
aftale om mytteri, kan derfor ikke træde frivilligt tilbage fra forsøg og
herved opnå straffrihed.
Denne del af mytteribestemmelsen er ikke medtaget i
udkastet. Det betyder, at deltagere i en aftale om mytteri, der ikke bliver
udført,
har pådraget sig strafansvar for forsøg på mytteri, jf. straffeloven
§ 21,
stk. 1. Formålet med den foreslåede begrænsning af bestemmelsen er at
give
en deltager i en sådan aftale mulighed for at træde tilbage fra
forsøgshandlingen og derved blive straffri, hvis betingelserne i straffeloven
§ 24 er opfyldt, dvs. at den pågældende aktivt, efter at aftalen er
indgået, forhindrer, at mytteriet rent faktisk udføres. En sådan
tilbagetræden
fra forsøg vil f.eks. foreligge, hvis en af deltagerne i aftalen, efter den
er
indgået, men inden den udføres, underretter sin overordnede, auditøren eller
politiet om aftalen og derved forhindrer, at aftalen om mytteri gennemføres.
Den pågældende vil kun gå fri, hvis han forhindrer mytteriet, mens de øvrige
vil kunne straffes for forsøg.
Selv om det kan være velbegrundet også at kunne straffe
aftaler om at begå mytteri som fuldbyrdet forbrydelse, er det i forsvarets
interesse at give den, der deltager i en aftale om mytteri, mulighed for og
dermed incitament til at sikre, at en sådan aftale ikke følges op af
handling.
Der er dog fortsat tale om en særdeles alvorlig forbrydelse, også selv om der
alene er tale om forsøg. Det bemærkes i denne forbindelse, at strafferammens
maksimum for forsøg er den samme som ved fuldbyrdet forbrydelse.
Mytteri er en så alvorlig forbrydelse, at forholdet altid
vil være af grov karakter. De gældende strafferammer for fredstid og væbnet
konflikt på fængsel henholdsvis indtil 6 år og indtil på livstid foreslås
opretholdt.
Til § 13
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 20
vedrører forsætlig »respektstridig opførsel over for foranstående eller
vagt«.
Bestemmelsen supplerer bestemmelsen om ulydighed over for overordnet eller
vagt.
Der vurderes fortsat behov for at kunne reagere med en
strafferetlig reaktion over for forhold, som ikke er udtryk for ulydighed,
der
er omfattet af § 16 (lovforslagets § 11), men som – ikke
mindst af
hensyn til respekten og disciplinen – kan medvirke til at undergrave
eller
belaste forholdet mellem de involverede. Dette er centralt ikke kun i forhold
til overordnede, men også i forhold til foranstående. Der er derfor ikke
fundet
grundlag for at foreslå bestemmelsen begrænset til kun at omfatte
respektstridig opførsel over for overordnet personel.
I den gældende bestemmelse er gerningsindholdet beskrevet
som »viser respektstridig opførsel over for foranstående eller vagt«, mens
forslaget omfatter den, der »ved handling eller i ord groft krænker en
foranstående
eller vagt«. Begrebet »respektstridig opførsel« er således efter forslaget
ikke
udtrykkeligt gjort til et led i gerningsbeskrivelsen. Det er imidlertid
fortsat
en betingelse for strafansvar, at handlingen eller udtalelsen er udtryk for
respektstridig opførsel. Dette krav følger af, at der skal være tale om en
»krænkelse«.
Udtrykket »krænker« indebærer ikke et krav om, at opførslen
skal indeholde et element af personlig krænkelse af den foranstående eller
vagten, eller at den pågældende konkret skal have følt sig krænket.
Handlingen
eller udsagnet skal derimod ud fra en objektiv vurdering være egnet til at
virke krænkende over for den pågældende som foranstående eller vagt. Denne
fortolkning svarer til fortolkningen af ordet »krænker« i straffeloven
§ 232.
Omfattet af bestemmelsen er respektstridig opførsel f.eks.
direkte over for den foranstående eller vagten. Det samme gælder den
respektstridige opførsel, som vagten eller den foranstående ikke bemærker,
men
som ses eller høres af andre, eksempelvis latterliggørelse gennem tegn og
fagter, uden at den foranstående bemærker det.
Derimod vil respektstridige udtalelser mv., der i en lukket
kreds fremkommer om en ikke tilstedeværende vagt eller foranstående, ikke i
sig
selv være omfattet af bestemmelsen, medmindre den krænkende udtalelse senere
udbredes offentligt, f.eks. ved efterfølgende opsætning af plakater, uddeling
af løbesedler og lignende. I disse situationer vil kun den, der har omtalt
eller offentliggjort krænkelsen, og den, der har medvirket hertil, jf.
straffeloven § 23, kunne straffes. En deltager, der orienterer en
overordnet
om forholdet, er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.
Manglende opfyldelse af hilsepligten vil som udgangspunkt
ikke være omfattet af bestemmelsen, men vil eventuelt kunne sanktioneres
disciplinært.
Som efter den gældende bestemmelse foreslås strafansvaret
for respektstridig opførsel begrænset til forsætlige forhold. Bestemmelsen er
endvidere foreslået begrænset til alene at omfatte grove krænkelser.
Krænkelser,
der ikke er grove, eller som vurderes som uagtsomme, vil alene kunne medføre
disciplinære sanktioner.
Den gældende strafferamme af bøde og fængsel indtil 6
måneder foreslås opretholdt.
Til § 14
Bestemmelsen svarer til den gældende § 19, dog således
at der foreslås en sproglig modernisering. Bestemmelsen foreslås tillige
udvidet til også at give mulighed for strafnedsættelse eller strafbortfald,
såfremt den foranstående eller vagten ved sin adfærd selv har givet anledning
til respektstridig opførsel, jf. henvisningen til forslagets § 13. Der
kan
f.eks. være tale om – objektivt set – provokerende, groft
fornærmende eller,
som det hedder i den gældende bestemmelse, »udæskende« forhold.
Pligter som overordnet og sideordnet mv.
Til § 15
Den gældende bestemmelse i § 21 om forfølgelse af en
underordnet omfatter forskellige former for uacceptabel adfærd fra en
foranstående over for en underordnet. At den gældende bestemmelse vedrører
foranstående, fremgår af overskriften til §§ 21 og 22, »Forbrydelser mod
pligter som foranstående«, i den gældende lov.
Det, der især kan begrunde en selvstændig kriminalisering
af denne form for pligtforsømmelse (»forfølgelse« af en underordnet), er, at
den overordnede herved misbruger den befalingsret, han er tillagt som
overordnet.
Forfølgelse fra en foranstående over for en efterstående, der ikke samtidig
er hans
underordnede, henføres i dag under gældende militær straffelov § 15.
Denne
retstilstand ændres ikke ved forslaget.
Det bemærkes, at en foranstående, der i en konkret
situation skrider ind over for en efterstående for at tilvejebringe orden
eller
hindre uorden, betragtes som foresat (overordnet), jf. § 3, stk. 5,
i
Kundgørelse for Forsvaret B.3-4 om tjenestebestemmelser for forsvarets
militære
og civile personel. Udvikler situationen sig i dette tilfælde til f.eks.
chikane fra den foranståendes side, vil forholdet være omfattet af forslaget
til § 15.
Efter den gældende bestemmelse straffes den foranstående,
der »ved forskelsbehandling, eller unødig besværliggørelse af tjenesten
forfølger en undergiven«. I forslaget er denne beskrivelse ændret til: »ved
forskelsbehandling,
chikane eller på tilsvarende måde forfølger «. Der er herved ikke tilsigtet
nogen realitetsændring i bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til den
gældende bestemmelse. Ændringen er alene af sproglig karakter. Forfølgelse
vil
navnlig foreligge, hvor den overordnedes krav til den eller de underordnede
er
båret af usaglige hensyn. Forfølgelse vil normalt forudsætte, at der er tale
om
gentagne handlinger, men vil efter omstændighederne også kunne statueres på
baggrund af en enkelt handling, for eksempel hvor en enkelt værnepligtig
ubegrundet
pålægges en »stroppetur«.
Med ordene »en eller flere underordnede« præciseres, at
forfølgelse ikke kun foreligger, når den overordnedes adfærd udvises over for
en enkelt underordnet, men også når forholdet begås over for en flerhed af
underordnede, f.eks. et »geled«, en deling mv., uden at der er tale om, at
handlingen er rettet mod en bestemt person.
Den gældende strafferamme foreslås opretholdt.
Til § 16
Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den
gældende bestemmelse i § 22. Det er især kommandoforholdet, herunder et
muligt fremtidigt kommandoforhold, mellem den foranstående og den
efterstående,
der gør, at den foranstående ikke må bringe sig i en risiko for at »komme i
lommen« på den efterstående. Det helt centrale bag bestemmelsen er, at
forholdet skal være egnet til at bringe den foranstående i et
afhængighedsforhold til den efterstående på tilsvarende måde som efter den
gældende bestemmelse. Dette følger af udtrykket »uberettiget«.
Bestemmelsen beskytter desuden efterstående personel mod,
at den foranstående udnytter kommandoforholdet til at opnå personlige
fordele.
Det har været overvejet, om straffeloven § 144 om
bestikkelse dækker de forhold, som i dag er omfattet af § 22.
Straffeloven
§ 144 vedrører især offentligt ansatte, der i forbindelse med
tjenesteudøvelsen uberettiget modtager økonomiske ydelser fra en
udenforstående.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 22 har derimod et
væsentligt andet sigte, nemlig at beskytte den overordnedes myndighed. Der er
derfor fortsat behov for en selvstændig straffebestemmelse herom i militær
straffelov. Det kan ikke udelukkes, at et forhold, som falder ind under den
foreslåede bestemmelse, også opfylder gerningsbeskrivelsen i andre
straffebestemmelser,
herunder især straffeloven § 144. Det foreslås derfor i bestemmelsen at
åbne mulighed for at henføre det konkrete forhold under andre, strengere
straffebestemmelser for at tilkendegive, at den foreslåede bestemmelse ikke
udtømmende regulerer strafansvaret for enhver form for økonomisk udnyttelse.
Der er ikke fundet grundlag for at begrænse bestemmelsen
til alene at omfatte forholdet mellem overordnet og underordnet personel. En
foranstående og en efterstående kan senere i tjenesten i forhold til hinanden
blive overordnet og underordnet, og et tidligere opstået afhængighedsforhold
mellem dem kan derfor risikere senere at kompromittere deres tjenesteforhold.
For at imødegå denne risiko omfatter bestemmelsen også foranstående i forhold
til efterstående.
Det har været overvejet, om bestemmelsen som hidtil skal
begrænses til ydelser mellem personel inden for samme enhed. Begrebet »enhed«
kan i dag i modsætning til tidligere ikke defineres entydigt i organisatorisk
og operativ forstand. Samarbejds- og kommandorelationerne vil i dag ofte
skifte
afhængigt af den konkrete opgave, idet opgaverne i vidt omfang løses
projektorienteret. En sådan »projektgruppe« eller task force vil ofte være
sammensat på tværs af forskellige enheder, herunder eventuelt med flere
nationaliteter.
Bestemmelsen findes derfor ikke at burde begrænses til
»efterstående af samme enhed«. Det uacceptable kan lige så vel foreligge i
forholdet mellem en foranstående og en efterstående, der hører til en anden
enhed. Denne situation må i dag henføres under den gældende bestemmelse i
§ 15.
Det er ikke enhver form for gave, lån mv., der er omfattet
af bestemmelsen. Forholdet skal efter forslaget være uberettiget. Det betyder
bl.a., at modtagelse af sædvanlige lejlighedsgaver, f.eks. i forbindelse med
jubilæum, fødselsdage og lignende, fortsat ikke er omfattet af bestemmelsen,
ligesom eksempelvis en foranståendes kortvarige mindre lån til køb af mad i
kantinen heller ikke vil være omfattet af bestemmelsen. Tilsvarende vil
ydelser
mellem nærtstående, f.eks. ægtefæller, næppe kunne siges at være
uberettigede,
idet sådanne ydelser typisk ikke vil være motiveret af deres fælles
ansættelse
i forsvaret.
Med hensyn til såkaldte »vennetjenester« er vurderingen
mere vanskelig. Det er ikke fundet muligt at foretage en nærmere afgrænsning
af
sådanne forhold i den foreslåede bestemmelse. Vennetjenester bør som
udgangspunkt
være omfattet. »Vennetjenester« af mere bagatelagtig karakter falder uden for
bestemmelsens kerneområde. Det samme gælder »vennetjenester«, der må betegnes
som ordinære, og som ikke kan antages at være motiveret af den fælles
ansættelse i forsvaret. Personlige vennetjenester, som må bedømmes som
naturlige blandt nære venner, tilsigtes således ikke omfattet af
bestemmelsen,
medmindre det i det enkelte tilfælde er klart, at »ydelsen« er motiveret af
parternes over- og underordnelsesforhold.
Også visse andre ydelser er efter gældende regler holdt
uden for bestemmelsen, jf. Forsvarsministeriets cirkulære af 1. juli 1989
(Kundgørelse For Forsvaret B.7-1) om menigt personels udførelse af personlige
tjenesteydelser.
Der vil administrativt blive fastsat nærmere retningslinjer
for personellets adgang til at modtage og yde gaver mv. med henblik på at
afgrænse forhold, der falder ind under bestemmelsen, og forhold, der ikke
tilsigtes omfattet af bestemmelsen.
De forhold, der er omfattet af bestemmelsen, er af så
alvorlig karakter, at der ikke er fundet grundlag for at foreslå bestemmelsen
begrænset til alene at angå grove forhold.
Den gældende strafferamme foreslås opretholdt.
Til § 17
Den foreslåede bestemmelse er ny. Den overordnedes
manglende indgriben over for underordnet personels krænkende behandling af
deres underordnede (undertiden kaldet »myndigheds ikke-brug«) henføres efter
gældende ret under militær straffelov § 15. Forholdet bør imidlertid
udskilles til en selvstændig straffebestemmelse, idet det herved
tydeliggøres,
at overordnet, militært personel har pligt til at beskytte deres underordnede
mod uacceptabel behandling fra overordnet eller sideordnet personel, jf. også
lovforslagets almindelig bemærkninger punkt 3.9.
Militær straffelov fra 1937 indeholdt i § 55 en
tilsvarende bestemmelse om den foresattes forsømmelse af at gribe ind over
for
undergivnes forseelser i form af f.eks. rekrutplagerier. § 55 blev i
lighed med et stort antal andre materielle straffebestemmelser ophævet ved
1973-loven, således at forholdene i stedet henførtes under den almindelige
bestemmelse
i § 15.
På baggrund af oplysninger om enkelte konkrete sager fra de
senere år om såkaldte »optagelsesritualer« og lignende blandt personellet har
det været overvejet, om den foreslåede bestemmelse bør suppleres med en
bestemmelse, der omfatter den overordnedes manglende indgriben over for
underordnedes krænkende adfærd over for deres sideordnede. Den overordnedes
undladelse af at gribe ind over for sådanne forhold må betragtes som en efter
omstændighederne
alvorlig form for pligtforsømmelse. Disse situationer er derfor også
foreslået
omfattet af bestemmelsen.
»Optagelsesritualer« og lignende finder undertiden sted med
de impliceredes accept, og det kan derfor være vanskeligt for en overordnet,
der bliver bekendt med situationen, at vurdere, om der er anledning til at
gribe ind. Bestemmelsen er imidlertid formuleret således, at den overordnede
har pligt til at gribe ind, såfremt forholdet objektivt set opfylder
gerningsbeskrivelsen,
dvs. at der er tale om krænkende behandling. På grund af den situation de
implicerede er i, kan et samtykke som udgangspunkt ikke tillægges betydning.
Strafferammen foreslås fastsat til bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
Det foreslås endvidere, at der indføres en selvstændig
bestemmelse, som kriminaliserer sideordnedes særligt krænkende behandling af
andre sideordnede, især i forbindelse med optagelsesritualer, jf. forslaget
til
§ 19.
Til § 18
Den foreslåede bestemmelse er ny, jf. også lovforslagets
almindelige bemærkninger punkt 3.9. Den overordnedes krænkende adfærd over
for
den underordnede er efter gældende militær straffelov ikke reguleret i en
selvstændig
straffebestemmelse, men behandles som en pligtforsømmelse efter den
almindelige
bestemmelse i gældende § 15. Denne form for pligtforsømmelse findes at
være af samme strafværdighed som den tilsvarende respektstridige adfærd, som
er
omfattet af den gældende bestemmelse i § 20 (lovforslagets § 13).
For at understrege, at en overordnet på samme måde har
pligt til at respektere en underordnet, foreslås det, at der indføres en
selvstændig straffebestemmelse, som regulerer dette forhold.
Den foreslåede bestemmelse er således et modstykke til
forslaget til § 13. Bestemmelsen omfatter den overordnedes pligtstridige
adfærd over for den underordnede, hvor forholdet ikke er af en sådan
karakter,
at der er tale om »forfølgelse« eller »chikane«, jf. den gældende bestemmelse
i
§ 21 og lovforslagets § 15. Om udtrykket »krænker« henvises til
bemærkningerne under § 13.
Følgende situationer er ikke omfattet af den foreslåede
bestemmelse: Er der objektivt set ikke tale om en krænkelse, selvom den
pågældende måtte føle sig krænket, falder forholdet uden for bestemmelsen.
Det
samme gælder, hvor der objektivt set er tale om en krænkelse, men hvor
krænkelsen
ikke kan betegnes som grov.
Til forskel fra § 13 omfatter § 18 alene den
overordnede, der groft krænker en underordnet. En foranstående, der ikke
samtidig er direkte overordnet i forhold til den forurettede, vil således
ikke
kunne straffes efter § 18, men derimod efter omstændighederne efter den
almindelige
bestemmelse om pligtforsømmelser, jf. forslaget til § 27.
Strafferammen foreslås fastsat til bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
Til § 19
Militær straffelov indeholder ikke i dag en selvstændig
bestemmelse, der kriminaliserer sideordnet personels nedværdigende behandling
af hinanden, herunder i forbindelse med såkaldte optagelsesritualer, hvor der
kan være tale om at typisk de nystartede eller mere uerfarne bliver udsat for
særlige ritualer fra ældre sideordnede. Sådanne forhold kan efter gældende
ret
efter omstændighederne henføres under den almindelige bestemmelse i gældende
§ 15.
Disse handlinger, som i et vist omfang allerede i dag er
forbudt på en række tjenestesteder, er uacceptable. De kan ofte være stærkt
belastende for eventuelle »svage soldater«, kammeratskabet, tjenestestedet og
for forsvarets omdømme og rumme risiko for gruppepres og skjulte overgreb.
Der
findes derfor behov for, at sådanne handlinger, herunder ritualer, som
sideordnede udsætter hinanden for, i grove tilfælde kan henføres under en
specifik straffebestemmelse. Den foreslåede bestemmelse supplerer således
forslagets § 17, der vedrører den overordnedes manglende indgriben i
disse
situationer.
Accept fra den krænkedes side af at deltage i de pågældende
handlinger fritager ikke gerningsmanden eller -mændene for strafansvar. Den
foreslåede bestemmelse finder også anvendelse, når forholdet er begået uden
for
militært område, herunder i lukkede selskaber på privat område, når blot det
krænkende forhold udspringer af det tjenstlige tilhørsforhold.
Det er ikke blot den, der aktivt udsætter en sideordnet for
en nedværdigende eller krænkende behandling, der kan straffes. Efter
omstændighederne kan også personel, der passivt ser til uden at gribe ind
over
for det krænkende forhold, straffes for medvirken, jf. straffeloven
§ 23.
Det er ikke en betingelse for at pålægge strafansvar, at
den pågældende faktisk føler sig krænket eller nedværdiget. Det er
tilstrækkeligt, at handlingen generelt er egnet til at krænke eller
nedværdige.
Strafferammen foreslås fastsat til bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.9.
Rusmidler mv.
Til § 20
Efter den gældende bestemmelse i militær straffelov
§ 27, stk. 1, er det strafbart at »beruse sig« i tjenesten eller at
indtage spiritus mv. på et tidspunkt, »når tjeneste må påregnes at forestå,
således at han møder beruset i tjenesten«.
Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den
gældende bestemmelse.
Udtrykket »beruser sig« i den gældende bestemmelse er
foreslået ændret til »indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer,
opstemmende
eller bedøvende midler eller af lignende årsager«. Der er herved ikke
tilsigtet
nogen ændring af bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til den gældende
bestemmelse, men alene en præcisering. Den foreslåede formulering svarer
endvidere i det væsentlige til bestemmelsen i færdselsloven § 54.
Gerningsindholdet foreslås samtidig suppleret med et krav
om, at tilstanden skal indebære, at den pågældende »ikke er i stand til at
varetage sin tjeneste på fuldt forsvarlig måde«. Selve indtagelsen af alkohol
mv. er således ikke i sig selv strafbar, men det kræves, at påvirketheden
skal
have haft den beskrevne indvirkning på evnen til at varetage tjenesten. Dette
krav indebærer en vis begrænsning i det strafbares område i forhold til den
gældende bestemmelse. På den anden side er med udtrykket »fuldt forsvarlig
måde« tilsigtet, at der ikke skal meget til, før spiritusindtagelse i
tjenesten
kan medføre strafansvar. Kravet om fuld tjenestedygtighed skyldes navnlig, at
den daglige tjeneste i forsvaret ofte er forbundet med mulighed for omgang
med
våben og andet farligt materiel, ligesom tjenesten kan omfatte betjening af
udstyr mv., hvor manglende agtpågivenhed kan indebære risiko for alvorlig
skade
eller fare herfor. Som bestemmelsen foreslås formuleret, stilles der således
ikke krav om, at indtagelsen skal have medført en konkret farlig situation.
Om betingelserne for strafansvar er opfyldt, må afgøres på
grundlag af den pågældendes egen forklaring om omfanget af
spiritusindtagelsen
mv., vidneforklaringer om hans adfærd under tjenesten og øvrige foreliggende
oplysninger. Størrelsen af en eventuel promille er naturligvis af betydning,
men ikke i sig selv afgørende. Blodprøve kan kræves udtaget under de
betingelser, der er nævnt i retsplejeloven § 792 b, stk. 2,
færdselsloven
§ 55, stk. 2, og forslaget til § 15 i militær retsplejelov.
Den foreslåede bestemmelse omfatter som den gældende
bestemmelse både den, der beruser sig under tjenesten, og den, der møder
beruset til tjeneste, forudsat, at indtagelsen af alkohol mv. er sket på et
tidspunkt, hvor den pågældende måtte regne med snart at skulle på tjeneste.
Ved
udeladelsen af det gældende udtryk, »når tjeneste må påregnes«, er ikke
tilsigtet nogen ændring af bestemmelsens anvendelsesområde. Strafansvar
forudsætter, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed. Heri ligger
også,
at den pågældende vidste eller måtte regne med, at han kunne blive indkaldt
til
tjeneste.
Strafferammen for frihedsstraf foreslås forhøjet fra de
gældende 4 måneders fængsel til fængsel indtil 1 år, da en overtrædelse af
bestemmelsen efter omstændighederne kan være ganske alvorlig og indebære ikke
ubetydelige risici for andre.
Til § 21
Ved den foreslåede bestemmelse bemyndiges
forsvarsministeren til at fastsætte promillegrænser for tjeneste i forsvaret,
navnlig når sikkerhedsmæssige forhold kan begrunde det.
Der gælder i dag på flere tjenesteområder inden for
forsvaret forbud mod at være påvirket af spiritus under tjenesten. I sådanne
tilfælde er promillegrænsen fastsat til 0,00. På andre områder gælder
promillegrænser, der er lavere end den promillegrænse på 0,5, der gælder
efter
færdselsloven § 53 for at føre motordrevet køretøj. Disse regler er
fastsat administrativt, navnlig i blivende bestemmelser for det pågældende
tjenestested
eller den pågældende mission. Sådanne promillegrænser betyder, at en
alkoholpromille,
der overstiger den fastsatte, er ensbetydende med, at den pågældende ikke vil
være i stand til at varetage sin tjeneste på det pågældende område på fuldt
forsvarlig måde.
Militære øvelsesområder og andre områder og veje, som udgør
militært område, og som ikke benyttes til almindelig færdsel, er ikke
omfattet
af færdselsloven, jf. færdselslovens § 1. Det betyder, at færdselslovens
bestemmelser om spiritus- og promillekørsel ikke finder anvendelse ved kørsel
i
motordrevet køretøj, herunder militære køretøjer, på sådanne områder,
medmindre
der administrativt er fastsat bestemmelser herom.
Overtrædelse af administrativt fastsatte promillegrænser
udgør efter gældende ret en pligtforsømmelse, som er strafbar efter den
almindelige bestemmelse i militær straffelov § 15. Som eksempel på en
promillegrænse på 0,00 kan nævnes regler for kørsel med pansrede køretøjer,
hvorefter det er forbudt at køre, starte eller forsøge at starte motorer
eller
tekniske installationer, hvis noget besætningsmedlem er påvirket af spiritus
eller på anden måde er uegnet til at varetage sine pligter på fuldt
betryggende
måde, jf. bestemmelsessættet HRN 911-031, kapitel 2, punktum 213.
Den foreslåede bestemmelse er begrænset til »særlige
områder for tjeneste i forsvaret«, navnlig når sikkerhedsmæssige hensyn kan
begrunde sådanne regler. Udtrykket »områder« omfatter både tjenstlige
funktioner og geografiske områder, f.eks. et tjenestested i udlandet og et
øvelsesområde.
Den foreslåede bestemmelse vil også kunne anvendes til at
fastsætte bestemte promillegrænser for kørsel i motordrevet køretøj på
militære
områder mv., hvor færdselsloven ikke gælder. Om tjenstlige og arbejdsmæssige
opgaver er af en sådan karakter, at der bør fastsættes promillegrænser,
afgøres
efter forslaget af ministeren.
Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte
promillegrænser, herunder om alkoholforbud på særlige områder eller i
bestemte
situationer, f.eks. under øvelser, forhøjet beredskab, ved anvendelse af
særligt materiel, på særlige tjenestesteder, under missioner i udlandet mv.
Ministeren vil i forskrifterne kunne give militære myndigheder hjemmel til at
fastsætte promillegrænser i særlige situationer.
Det har været overvejet, om der tillige bør skabes hjemmel
til at frakende retten til at føre motordrevet køretøj efter de regler, der
gælder efter færdselsloven, i tilfælde af kørsel i spirituspåvirket tilstand
på
områder, hvor færdselsloven ikke gælder. Henset til, at reglerne om
førerretsfrakendelse ikke finder anvendelse på civile, der fører motordrevet
køretøj på sådanne områder under påvirkning af spiritus, findes der ikke
tilstrækkelig
anledning til at foreslå sådanne bestemmelser.
Overtrædelse af sådanne promillegrænser straffes som efter
forslaget til § 20 med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.9.
Til § 22
Efter den foreslåede bestemmelse straffes enhver besiddelse
eller indtagelse af euforiserende stoffer i tjenesten eller på militært
område.
Efter § 1, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer
er det under strafansvar forbudt bl.a. at sælge, købe, udlevere og besidde
euforiserende stoffer, der er omfattet af loven. De stoffer, der er omfattet,
er optaget i bilag til loven. Straffen for overtrædelse af lov om
euforiserende
stoffer er bøde eller fængsel indtil 2 år.
I praksis behandler den militære anklagemyndighed sager om
militært personels besiddelse og indtagelse af disse stoffer i tjenesten som
pligtforsømmelser efter den gældende bestemmelse i militær straffelov
§ 15, også når der er tale om ganske små kvanta, herunder af f.eks.
hash.
Indtagelse eller besiddelse af sådanne stoffer er åbenbart
uforenelig med tjeneste i forsvaret ikke mindst af sikkerhedsmæssige grunde,
hvilket findes at burde fremgå klart af den militære straffelov.
Strafferammen foreslås at omfatte bøde og fængsel indtil 6
måneder. Er der tale om besiddelse af større mængder narkotika, herunder med
henblik på videreoverdragelse, kan forholdet efter omstændighederne henføres
under lov om euforiserende stoffer eller straffeloven § 191.
Om besiddelse eller brug af sådanne stoffer uden for
tjenesten og på civilt område medfører strafansvar, må afgøres efter lov om
euforiserende stoffer. Har den pågældende indtaget euforiserende stoffer i
fritiden, vil han således ikke pådrage sig strafansvar, medmindre
betingelserne
herfor i lovforslagets § 20 er opfyldt. Det må antages, at betingelsen
»at
han ikke er i stand til at varetage tjenesten på fuldt tilstrækkelig måde«
normalt vil være opfyldt også ved mindre grader af stofpåvirkethed ved
påbegyndelsen af tjenesten.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.9.
Til § 23
Til stk. 1
Den foreslåede bestemmelse svarer delvis til gældende
militær straffelov § 27, stk. 2, og har til formål at beskytte
forsvarets renommé.
Bestemmelsen pålægger som den nugældende strafansvar for
den, der viser sig synlig beruset i uniform.
Derimod vil den enkeltperson, der forstyrrer den offentlige
orden, og som ikke er i uniform eller på anden måde gennem sin påklædning
eller
lignende klart viser at høre til forsvaret, ikke kunne straffes efter den
foreslåede bestemmelse, men alene evt. efter normalpolitivedtægten eller
andre
bestemmelser om forstyrrelse af den offentlige orden.
Udtrykket »gennem sin påklædning eller lignende« indebærer,
at vedkommende ikke nødvendigvis skal være i uniform for at falde ind under
bestemmelsen. Hvis der for eksempel er tale om mærker, tasker eller
udrustning,
som tydeligt viser, at vedkommende hører til forsvaret, vil den pågældende
efter omstændighederne kunne ifalde stafansvar efter bestemmelsen.
Er der tale om en større gruppe, som forstyrrer den
offentlige orden, hvor nogle er i uniform og andre er i civil, men hvor det
ud
fra en samlet betragtning er klart, at gruppen hører til forsvaret, vil der
også kunne ifaldes strafansvar for den/de civilt påklædte, som hører til
forsvaret.
Til stk. 2
Bestemmelsen er indsat for at beskytte personellet, hvor forseelsen
er begået i udlandet. Muligheden for at straffe efter dansk lovgivning er
normalt en forudsætning for, at de udenlandske myndigheder vil afstå fra
strafforfølgning efter deres egen lovgivning. Det bemærkes, at det ikke er en
betingelse, at den pågældende er i uniform eller på anden måde viser at
tilhøre
forsvaret.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.10.
Andre pligtforsømmelser
Til § 24
Den foreslåede bestemmelse vedrører vagtforseelser svarende
til den gældende bestemmelse i § 26 med den sproglige ændring, at ordene
»begår en vagtforseelse« foreslås ændret til »tilsidesætter sine pligter som
vagt«. Denne form for pligtforsømmelser kan efter omstændighederne –
også under
fredsforhold – være af ganske alvorlig karakter, og det foreslås derfor,
at
disse forhold fortsat reguleres i en selvstændig straffebestemmelse.
Vagtforseelser er udtryk for overtrædelse af pligter, der
følger af tjenesten som vagt i forbindelse med militær vagttjeneste. Disse
pligter fremgår dels af reglementer mv., dels af konkrete instrukser og pålæg
fra overordnede, og følger desuden af selve vagttjenestens formål. Som
eksempel
på det sidste kan nævnes pligten til at gribe ind over for uregelmæssigheder,
som vagten konstaterer under vagttjenesten.
Vagtbegrebet i den gældende bestemmelse i § 26 er
videre end i f.eks. de gældende bestemmelser i militær straffelov § 16
om
ulydighed og § 20 om respektstridig opførsel. Der henvises herom til
lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3.2.
Det er en forudsætning for at ifalde ansvar for
vagtforseelse efter denne bestemmelse, at ordet vagt indgår i den pågældendes
funktions - eller stillingsbeskrivelse. Om dette er tilfældet må afgøres på
grundlag af de skriftlige regler, der beskriver stillingen eller funktionen.
Alternativt
skal den pågældende have været afmærket som vagt for eksempel ved armbind.
Uagtsomhedsansvaret er i forhold til den gældende
bestemmelse begrænset til grov uagtsomhed, og bestemmelsen omfatter alene
grove
forhold.
Om en vagtforseelse må betegnes som grov, afhænger især af
forseelsens karakter og omfang, og hvilke følger vagtforseelsen har medført
eller kunne have medført, herunder f.eks. af sikkerhedsmæssig karakter. Er
der
tale om en vagt ved et våbendepot, og indebærer forseelsen, at der er opstået
uhindret adgang til våben eller ammunition, vil forseelsen naturligvis være
grov.
De gældende strafferammer foreslås opretholdt, idet dog den
gældende strafferamme på fængsel indtil 3 år for vagtforseelse begået under
væbnet konflikt foreslås forhøjet til fængsel indtil 10 år i lighed med
forslaget til § 11 (ulydighed). Konsekvenserne af disse forbrydelser vil
som følge af den tekniske udvikling i dag kunne være langt mere alvorlige
endsige katastrofale under væbnet konflikt i forhold til det, der kunne
forudses i 1973 eller i 1937, hvor de gældende strafferammer i al
væsentlighed
blev fastsat. F.eks. vil en vagtforseelse, som medfører, at en modstander
under
væbnet konflikt får mulighed for at gribe ind i forsvarets it- og
radarsystemer,
kunne få helt uoverskuelige konsekvenser. Den foreslåede strafferamme er
udtrykkeligt begrænset til forsætlige forhold.
Til § 25
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 23
vedrører ulovligt fravær fra tjeneste. Udeblivelse fra tjeneste er langt den
hyppigste tjenesteforseelse. I 2000 udgjorde udeblivelsessagerne 44,2 % af
samtlige de forseelser, som blev sanktioneret med straf eller
disciplinarmidler.
I 2001 omfattede udeblivelsessagerne 44,1 % af alle sanktionerede forseelser
og
44,8 % i 2002.
Udeblivelse fra tjeneste kan efter omstændighederne være
udtryk for en manglende forståelse for de krav, som må stilles til militært
personel. Udeblivelse kan desuden betyde, at planlagte opgaver, f.eks.
øvelser,
forsinkes eller ikke kan gennemføres. I nogle situationer, herunder ved
tjeneste i udlandet, kan udeblivelse efter omstændighederne få meget
alvorlige
konsekvenser eller rumme risiko herfor. Der er således fortsat behov for en
selvstændig
straffebestemmelse for disse forhold.
Med »tjeneste« forstås tjeneste, som den pågældende har
pligt til, eventuelt direkte er befalet til, at udføre. Bestemmelsen omfatter
således bl.a. selve værnepligtstjenesten, tjeneste i forbindelse med
genindkaldelser og konkret pålagte opgaver.
»Tjenestestedet« omfatter geografiske lokaliteter, hvor
tjenesten foregår (garnisonen, skibet, flyvestationen osv.). For at »forlade
tjenestestedet« skal den pågældende således være taget hjem, eller i hvert
fald
væk fra kasernen, mens den, der f.eks. forlader et skyttehul under en øvelse
i
militært øvelsesområde eller i civilt terræn, ikke har forladt sit
»tjenestested«, men derimod er »udeblevet fra tjeneste«.
Udeblivelse fra tjeneste omfatter ikke blot udeblivelse fra
selve tjenestestedet, men foreligger også, når den pågældende f.eks.
udebliver
fra en læreanstalt, hvor han tjenstligt er pålagt at skulle modtage
undervisning. Endvidere kan der forekomme situationer, hvor den pågældende
ikke
er i tjeneste, men er pålagt at forblive på tjenestestedet, f.eks. ved
beredskabsforøgelse. Fjerner den pågældende sig fra tjenestestedet, vil der
ligeledes
være tale om en overtrædelse af bestemmelsen. Det samme kan gælde for den,
der
forlader hjemmet til trods for, at vedkommende er pålagt tilkaldevagt netop
der. Der vil i sådanne tilfælde være tale om udeblivelse fra tjenesten.
Der er ikke med den ændrede formulering af 1. punktum
tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse
bortset
fra, at kun grove tilfælde efter forslaget kan medføre strafansvar. I mindre
grove tilfælde vil der alene kunne blive tale om disciplinært ansvar. Desuden
er bestemmelsen for så vidt angår uagtsomhedsansvaret begrænset til at angå
groft uagtsomme overtrædelser, jf. lovforslagets § 6. Udeblivelse fra
tjeneste, der alene skyldes simpel uagtsomhed, kan således kun resultere i et
disciplinarmiddel.
Om en udeblivelse fra tjeneste må betegnes som grov,
afhænger især af længden af udeblivelsen og/eller af de følger, som
udeblivelsen medførte eller kunne have medført. En agterudsejling som følge
af
udeblivelse vil således normalt kunne betragtes som et grovere tilfælde,
hvorimod en udeblivelse af kortere varighed fra den normale
værnepligtsuddannelse
næppe uden videre vil være det.
Efter den gældende bestemmelse er det en forudsætning for
strafansvar, at den pågældende er udeblevet fra »den militære afdeling, til
hvilken han hører eller er indkaldt«. Da militært personel allerede ved
indkaldelsen er tilknyttet et bestemt tjenestested, er det fundet overflødigt
udtrykkeligt at optage denne forudsætning i gerningsbeskrivelsen.
Udtrykket »udebliver fra tjeneste« i stk. 1 omfatter
såvel den helt kortvarige udeblivelse (»for silde møde«) som udeblivelser af
længerevarende karakter og den egentlige »rømningssituation«, hvor
udeblivelsen
tilsigtes at være permanent. Også »forstikkelse« er omfattet af den
foreslåede
bestemmelse. Forstikkelse foreligger, når militært personel, der opholder sig
på tjenestestedet, ikke møder til tjeneste til tiden. Denne form for
udeblivelse, der hører til de mere hyppigt forekommende tilfælde, henføres i
dag under § 15 som følge af den gældende formulering af § 23. Det
findes imidlertid naturligt at samle alle former for strafbare udeblivelser
fra
tjeneste i samme bestemmelse.
Som anført af professor Gorm Toftegaard Nielsen i Hyldestskrift
til Jørgen Nørgaard, side 994, afhænger muligheden for at straffe en person
for
forsætligt eller uagtsomt at komme for sent »af hans skyld i årsagen til, at
han kommer for sent. At han ved, at han ikke møder til tiden skaber intet
forsæt.« Det afgørende er således ikke tilregnelsen på
udeblivelsestidspunktet,
men derimod tilregnelsen på det tidspunkt, hvor den pågældende foretager den
handling eller undladelse, der medfører, at han kommer for sent, jf. side
992.
Stk. 2 svarer med en sproglig justering til den
gældende bestemmelse i § 23, stk. 2, idet det dog er fundet
overflødigt selvstændigt at fremhæve »militærtjeneste«, da alene militært
personel, der er omfattet af forslaget til militær straffelov § 1, kan
gøre sig skyldig i en overtrædelse af bestemmelsen.
Udtrykket i den gældende bestemmelse § 23,
stk. 2, »påføre sig legemsfejl«, foreslås af sproglige grunde ændret til
»påføre sig legemsskade«. Udtrykket dækker såvel legemsmangel, eksempelvis
afhugning af en finger, som midlertidig legemsbeskadigelse, eksempelvis
knoglebrud. Udtrykket må også antages at dække en forstuvning eller
muskelskade, da der ikke med den ændrede formulering er tilsigtet nogen
realitetsændring.
De gældende strafferammer foreslås opretholdt, idet dog den
gældende strafferamme på fængsel indtil 2 år for udeblivelse under skærpende
omstændigheder foreslås ændret til fængsel i 3 år, jf. bestemmelsens
stk. 3, når forholdet er forsætligt og af særlig grov karakter, svarende
til de foreslåede strafferammer for ulydighed (lovforslagets § 11) og
vagtforseelse (lovforslagets § 24) under skærpende omstændigheder.
Den skærpede strafferamme på fængsel i indtil 10 år under
væbnet konflikt i gældende § 23, stk. 1, foreslås ligeledes
opretholdt ved forsætlige overtrædelser af stk. 1 og stk. 2, jf.
lovforslagets stk. 4.
Det har været overvejet, hvorvidt der er behov for at
foreslå en yderligere skærpet strafferamme for særligt alvorlige tilfælde af
udeblivelse under væbnet konflikt, herunder især rømning (desertering), hvor
flere udebliver (deserterer) efter fælles aftale i en kampsituation eller
umiddelbart forinden. Et sådant forhold er ikke omfattet af
mytteribestemmelsen,
som forudsætter, at der tillige er tale om ulydighed over for en ordre. De
fleste af sådanne situationer vil imidlertid være omfattet af den gældende
bestemmelse i § 35, stk. 1, om pligtstridig adfærd »under kamp
eller
når kamp forestår«, hvis strafferamme omfatter fængsel indtil 12 år. Denne
strafferamme foreslås opretholdt, jf. nedenfor om forslaget til § 31.
Til § 26
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 28
vedrører såkaldt »militært hærværk«.
Der findes fortsat behov for en særlig bestemmelse i
militær straffelov om strafansvar for »militært hærværk«, der omfatter også
groft uagtsomme forhold.
Det praktiske anvendelsesområde for militær straffelov
§ 28 er især tilfælde, hvor udleveret udrustning, materiel og lignende
forsvinder under tjenesten, uden at der nødvendigvis foreligger bevis for, at
forholdet er begået forsætligt, men hvor de nærmere omstændigheder må føre
til,
at der i hvert fald er tale om et groft uagtsomt forhold (skødesløshed).
Det foreslås, at »militært hærværk« i det hele reguleres i
militær straffelov. Herved opnås også, at en dom for forhold begået under
tjenesten, særligt alvorligere forhold vedrørende bortkomst af udleveret
militær udrustning, ikke påføres den pågældendes straffeattest. Dette hensyn
er
især af betydning for indkaldt værnepligtigt personel.
Til stk. 1
Stk. 1 svarer i det hele til den gældende bestemmelse
i militær straffelov § 28. Dog er udtrykket »skødesløshed« udeladt af
bestemmelsen, idet det følger af den generelle tilregnelsesbestemmelse i
lovforslagets § 6, at bestemmelsen omfatter såvel forsætlige som groft
uagtsomme forhold.
Grov uagtsomhed vil typisk foreligge, hvor der er tale om
åbenbart sløseri, der medfører, at ting, der tilhører forsvaret, bortkommer,
ødelægges eller beskadiges. Manglende omtanke eller mindre alvorlig
forsømmelse,
der f.eks. skyldes en stresssituation under en øvelse eller lignende, vil
således normalt ikke kunne karakteriseres som grov uagtsomhed.
Særligt på baggrund af det, der er anført ovenfor om
militært hærværks særlige karakter, findes strafferammen vedrørende
frihedsstraf at burde nedsættes fra den gældende ramme på fængsel i 1 år til
fængsel i 6 måneder.
Det har været overvejet, om bestemmelsen i stk. 1 bør
begrænses til alene at omfatte forhold af grovere karakter. En sådan
begrænsning kunne tilgodese særligt værnepligtigt personel, som under
tjenesten
uforsætligt kommer til at beskadige eller miste udrustning og andre udlånte
effekter, men der er ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan
begrænsning.
Stk. 1 i den foreslåede bestemmelse erstatter ved militært hærværk i det
hele den almindelige hærværksbestemmelse i straffeloven § 291,
stk. 1.
En begrænsning til grove forhold ville derfor give en væsentlig snævrere
bestemmelse vedrørende enhver form for hærværk inden for forsvaret i forhold
til tilsvarende handlinger på det civile område. Det forudsættes endvidere,
at
bagatelagtige tilfælde – især vedrørende udleveret materiel –
normalt ikke
medfører en straffe- eller disciplinarretlig sanktion.
Til stk. 2
Stk. 2 vedrører alene forsætlige forhold. Groft
uagtsomt hærværk er således i det hele omfattet af stk. 1 uanset
overtrædelsens karakter og uanset størrelsen af de involverede værdier.
Et hærværksforhold kan efter bestemmelsen ved forsætlige
handlinger henføres under den strengere strafferamme i stk. 2, når der
foreligger særligt skærpende omstændigheder. Det findes ikke, at der med
henblik på at afgrænse anvendelsesområdet for stk. 1 i forhold til
stk. 2 bør søges fastlagt en vejledende økonomisk undergrænse, således
som
det i praksis er tilfældet ved afgrænsningen af anvendelsesområdet for
straffeloven § 291, stk. 1. Dette skyldes især, som ovenfor nævnt,
at
militær udrustning efter omstændighederne kan have endog meget betydelig
værdi.
Som eksempler herpå kan nævnes forsætligt hærværk over for radarsystemer og
andet elektronisk udstyr.
På den anden side kan ødelæggelse eller beskadigelse af effekter
af mindre værdi efter omstændighederne medføre eller indebære risiko for
vidtrækkende konsekvenser. Som eksempel på det sidstnævnte kan nævnes
forsætlig
ødelæggelse af en radio til en værdi af f.eks. 5.000 kr. i forbindelse med en
større øvelse, der betyder, at øvelsen forsinkes eller ikke kan gennemføres.
Et
andet eksempel kunne være bortskaffelse af ammunition eller sprængstof, hvor
bortkomsten vil få omfattende konsekvenser i både eftersøgningsmæssig og
sikkerhedsmæssig henseende.
Strafferammen foreslås fastsat til fængsel indtil 6 år
svarende til strafferammen i straffeloven § 291, stk. 2, da den
foreslåede bestemmelse i det hele erstatter straffeloven § 291,
stk. 2, ved hærværk mod det militære forsvar. Det bemærkes, at
strafferammen i straffeloven § 291, stk. 2, ved lov nr. 352 af 19.
maj 2004 om ændring af blandt andet straffeloven blev skærpet fra 4 til 6 år.
Det har været overvejet, hvorvidt der kan antages at være
behov for en skærpet strafferamme for militært hærværk begået under væbnet
konflikt.
Sådanne alvorlige hærværksforhold må i det væsentlige imidlertid antages at
kunne henføres under forslaget til § 28 om krigsforræderi og § 30
om
ændring af ammunition eller andet krigsmateriel. Der er derfor ikke fundet
grundlag for at foreslå en sådan skærpet strafferamme.
Til § 27
Den foreslåede bestemmelse erstatter den almindelige
bestemmelse i militær straffelov § 15.
Ud over bemærkningerne neden for henvises til lovforslagets
almindelige bemærkninger punkt 3.8.
Formuleringen af stk. 1 indebærer en væsentlig
begrænsning i det strafbares område i forhold til den gældende bestemmelse.
For
det første er simpelt uagtsomme overtrædelser undtaget fra strafansvar. For
det
andet kan mindre grove (eller alvorlige) tilfælde af pligtforsømmelser efter
forslaget ikke længere medføre strafansvar, jf. udtrykket »groft
tilsidesætter«.
Pligtforsømmelser, der skyldes simpel uagtsomhed, kan
således alene medføre pålæggelse af disciplinarmidler. Det samme gælder
mindre
grove tilfælde af pligtforsømmelser, hvad enten disse er begået forsætligt
eller i grov uagtsomhed.
Dette indebærer, at en ikke ubetydelig del af de i dag
forekommende straffesager vedrørende »almindelige pligtforsømmelser« alene
vil
kunne medføre disciplinaransvar.
Ved udtrykket »i øvrigt tilsidesætter sine pligter« er
tilkendegivet, at bestemmelsen, som den gældende bestemmelse, er subsidiær i
forhold til de øvrige regler om pligtforsømmelser. Bestemmelsen vedrører
således
kun de forhold, som ikke er omfattet af de specifikke bestemmelser om
strafansvar
for pligtstridig adfærd. Af samme grund foreslås bestemmelsen som
»opsamlingsbestemmelse« indsat som den sidste bestemmelse i afsnittet om
pligtforsømmelser, jf. forslaget til § 27.
Dette indebærer, at hvis f.eks. et forhold af
respektstridig adfærd må vurderes at skyldes uagtsomhed, er forholdet ikke
strafbart efter den foreslåede bestemmelse til § 13 og kan heller ikke
henføres under den generelle straffebestemmelse om »almindelige«
pligtforsømmelser, men vil efter omstændighederne kunne medføre pålæg af et
disciplinarmiddel.
I lighed med gældende militær straffelov § 15
erstatter bestemmelsen straffeloven § § 156 og 157 i sager om
militære pligtforsømmelser.
Strafferammen i bestemmelsen er uændret i forhold til
gældende militær straffelov § 15.
At bestemmelsen i stk. 1 har en lavere strafferamme
end de øvrige bestemmelser om pligtforsømmelser, skyldes, at disse omfatter
forhold,
som er fundet at være af mere kvalificeret karakter end de forhold, der
henføres under lovforslagets § 27. Disse bestemmelser bør derfor
indeholde
maksimumsstraf, der er strengere end i forslagets § 27, jf.
bemærkningerne
til § 15 i lovforslaget fra 1972, Folketingstidende 1972-73, tillæg A,
sp.
13.
Forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed
Til § 28
Den foreslåede bestemmelse, der vedrører krigsforræderi,
svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i § 33.
I nr. 1 og 3 er indføjet »infrastruktur«. Dette begreb
omfatter elementer og indretninger, som er nødvendige for, at et moderne
samfund eller en organisation kan fungere, f.eks. et lands anlæg af
lufthavne,
veje, jernbaner, telefonnet, el- og vandværker etc., herunder sådanne som er
nødvendige for kommunikationen.
»Kommunikationsmidler« i nr. 3 foreslås ændret til
kommunikationsmuligheder. Kommunikation kan i dag finde sted gennem vidt
forskellige medier og midler, som er i konstant udvikling. Den foreslåede
formulering
omfatter ikke blot egentlige indgreb i eksisterende kommunikationsmuligheder,
men også handlinger, som sætter dem ud af kraft (jamming).
I nr. 4 er det gældende udtryk »kendingstegn og
signalkoder« foreslået ændret til »kommunikations- eller
informationssikkerhed«. Herved sigtes bl.a. til procedurer og fysiske
foranstaltninger,
som har til formål at beskytte forsvarets klassificerede eller andre
sensitive
informationer mod spionage, kompromittering og tab.
Ligesom den gældende bestemmelse i § 33 finder den
foreslåede bestemmelse anvendelse under væbnet konflikt og under truende
udsigt
hertil. Om sidstnævnte begreb henvises til bemærkningerne til den foreslåede
bestemmelse i § 32.
Strafferammen er efter den gældende bestemmelse fængsel
ikke under 8 år og omfatter således fængsel i 8 år til fængsel indtil på
livstid. Der er ikke fundet grundlag for at opretholde minimumsstrafferammen.
Til § 29
Bestemmelsen, der svarer til den gældende bestemmelse i
§ 34, vedrører militær spionage.
Militær spionage er en af de alvorligste militære
forbrydelser på linje med krigsforræderi, og bestemmelsen foreslås derfor
opretholdt. Bestemmelsen er endvidere nødvendig, fordi den implementerer
folkerettens regler om spioner og disses tab af krigsfangestatus samt
bevarelse
af denne status under de omstændigheder, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 1
Den foreslåede bestemmelse svarer med sproglige ændringer
til den gældende bestemmelse i § 34, stk. 1. Bestemmelsen er en
forsætsbestemmelse, hvilket følger af beskrivelsen af fremgangsmåden, jf.
ordene »hemmeligt eller under falsk påskud«.
Stk. 2
Udtrykket »af den fjendtlige krigsmagt« i den gældende
bestemmelse i stk. 2 foreslås erstattet af »fra fjendtlige væbnede
styrker«. Det må imidlertid fremhæves, at der med dette udtryk fortsat kun
sigtes til »lovlige kombattanter« efter folkeretten. Det er således ikke
enhver
tidligere spion, der ved senere tilfangetagelse under de i
Haager-Landkrigsreglementet
og bestemmelsen anførte omstændigheder har ret til krigsfangestatus.
Udtrykket
er valgt for at beskrive den pågældendes tilhørsforhold til regulære militære
styrker eller andre, der efter folkeretten må sidestilles hermed.
Bestemmelsen
indebærer, at en tilfangetagen spion, som det lykkes at flygte tilbage til
egne
styrker, ikke vil kunne straffes efter stk. 1, hvis han på et senere
tidspunkt tages som krigsfange for eksempel i forbindelse med, at han som
officer har deltaget i regulære kamphandlinger.
Den gældende strafferamme for militær spionage omfatter
fængsel ikke under 8 år, dvs. fra fængsel i 8 år og indtil på livstid. Det
foreslås, at minimumstrafferammen ophæves, jf. bemærkningerne under forslaget
til § 28. Strafferammen i den foreslåede bestemmelse om militær spionage
omfatter herefter fængsel i 7 dage, jf. straffeloven § 33, stk. 1,
til fængsel indtil på livstid. Opretholdelsen af en strafferamme på fængsel
indtil på livstid er begrundet dels i denne forbrydelses meget alvorlige
karakter,
dels svarer strafferamme til strafferammen for spionage, der finder sted
under
krig eller besættelse, jf. straffeloven § 107, stk. 2.
Til § 30
Bestemmelsen vedrører uberettiget forsætlige indgreb mv. i
ammunition og andet krigsmateriel og svarer i det væsentlige til den gældende
bestemmelse i § 32.
Det foreslås, især af sproglige grunde, at udtrykket
»forfalsker« ændres til »foretager ændringer af«. Bestemmelsen foreslås
desuden
udvidet til også at omfatte erstatning eller ombytning af f.eks. skarp
ammunition
med løs ammunition, idet sådanne handlinger ikke kan antages at være omfattet
af ordet »ændrer«.
Bestemmelsen er en forsætsbestemmelse. Gerningsmanden skal,
jf. stk. 1, således have forsæt til hele gerningsindholdet, dvs. såvel
have forsæt til at foretage handlingen som viden om den beskrevne virkning.
Formuleringen
»indser«, jf. stk. 2, indebærer, at bestemmelsen er anvendelig, når den,
der foretager påvirkningen, indser, at ændringen mv. kan få virkning under
væbnet konflikt. Det kræves ikke, at gerningsmanden skal have haft til
hensigt
at forvolde den nævnte fare. Også lavere forsætsgrader vil kunne begrunde
anvendelse
af bestemmelsen. F.eks. vil det forhold, at gerningsmanden blot måtte anse
det
for overvejende sandsynligt, at virkningen ville indtræde, være
tilstrækkeligt
til domfældelse.
Den gældende bestemmelse om forfalskning af ammunition mv.
har en strafferamme på fængsel indtil 4 år, jf. § 32, stk. 1.
Bestemmelsen omfatter bl.a. tilfælde, hvor gerningsmanden ved handlingen
udsætter personer for fare, og har således klare lighedspunkter med
straffeloven § 252 om den, der bl.a. på hensynsløs måde volder
nærliggende
fare for nogens liv eller førlighed. Strafferammen i straffeloven § 252
blev i 2002 forhøjet fra fængsel indtil 4 år til fængsel indtil 8 år, jf. lov
nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af bl.a. straffeloven. Strafferammen i
militær straffelov § 32, stk. 1, foreslås derfor forhøjet til
fængsel
indtil 8 år, jf. stk. 1.
Efter stk. 2 i den gældende bestemmelse kan straffen
stige til fængsel indtil 12 år, når gerningsmanden har måttet regne med, at
forfalskningen ville få virkning under krigsforhold. Denne strafferamme
foreslås opretholdt.
Endvidere foreslås det, at den gældende bestemmelse
suppleres med en skærpet strafferamme på fængsel indtil på livstid, når
forbrydelsen
begås under væbnet konflikt, jf. stk. 3. Hvis forbrydelsen har medført
fare og især skade, vil sådanne forhold, hvis betingelserne herfor i øvrigt
er
opfyldt, kunne henføres under straffeloven § 237 om manddrab, § 180
om
forsætlig brandstiftelse og § 183, stk. 2, om forvoldelse af
sprængning mv. under de omstændigheder, der er nævnt i § 180. Det gælder
dog ikke, hvis forbrydelsen medfører, at den forventede virkning af
ammunitionen mv. udebliver.
Til § 31
Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den
gældende bestemmelse i § 35.
Det foreslås, at udtrykket »fjende« ændres til »modpart«.
Under militære fredsstøttende operationer vil de tidligere eller aktuelt
stridende parter ikke kunne betegnes som »fjenden«. Den fredsstøttende styrke
vil som udgangspunkt betragte sig som fuldstændig neutral i den konflikt, der
er årsag til indsættelsen.
De gældende strafferammer foreslås opretholdt.
Til § 32
Den foreslåede bestemmelse vedrører strafansvar for at røbe
militære hemmeligheder. Stk. 1 og 2 svarer med enkelte sproglige
ændringer
til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 31.
Udtrykket »militære hemmeligheder« omfatter ikke blot
oplysninger, der er klassificeret »Hemmeligt« eller i øvrigt klassificeret
efter det klassifikationssystem, som gælder inden for forsvaret og den
offentlige forvaltning. Udtrykket omfatter enhver oplysning, som kan skade
landets forsvar, hvis den videregives til fremmed magt mv. Især den
teknologiske udvikling i de senere år har i betydelig grad ændret b.la.
metoder
og strategier for krigsførelse. Afsløring af sådanne oplysninger vil efter
omstændighederne kunne få meget alvorlige konsekvenser for dansk militært
forsvar. Det gælder, hvad enten forbrydelsen begås i fredstid eller under
væbnet
konflikt, og hvad enten de er blevet afsløret forsætligt eller uagtsomt.
De foreslåede bestemmelser til § 32, stk. 1, 3.
punktum, og stk. 2, 2. punktum, finder efter deres formulering ligesom
de
gældende bestemmelser anvendelse såvel under væbnet konflikt som under
truende
udsigt hertil. Det er ikke en forudsætning, at der er offentliggjort
meddelelse
om, at der er truende udsigt til væbnet konflikt, jf. forslaget til
§ 10,
stk. 2 og stk. 3. Udtrykket under truende udsigt til væbnet
konflikt
er et selvstændigt led i gerningsindholdet. Den gældende formulering foreslås
opretholdt, idet bestemmelsen netop kan være relevant i den gråzone, der
typisk
vil gå forud for en sådan meddelelse eller den faktiske indtræden af væbnet
konflikt. Om en overtrædelse af § 32, stk. 1, 3. punktum, eller
§ 32, stk. 2, 2. punktum, konkret er begået under truende udsigt
til
væbnet konflikt, skal i givet fald afgøres af domstolene under en straffesag.
Stk. 2 finder også anvendelse i tilfælde, hvor der
ikke kan føres det nødvendige bevis for, at gerningsmanden har haft til
hensigt
at foretage handlinger, der er omfattet af stk. 1, særligt at røbe
militære hemmeligheder, hvis åbenbaring for fremmed magt kan skade landets
forsvar.
Forslaget til stk. 3 er en ny bestemmelse. På grund af
de betydelige risici, som også uagtsomme afsløringer af militære
hemmeligheder
kan have for de væbnede styrker og for landets militære forsvar, foreslås det
som stk. 3 at indsætte en ny bestemmelse om strafansvar for afsløring af
militære hemmeligheder, som skyldes grov uagtsomhed. Den simpelt uagtsomme
afsløring af militære hemmeligheder vil derimod fortsat ikke være omfattet.
De gældende strafferammer foreslås forhøjet. Dette skyldes
dels som nævnt ovenfor forbrydelsens ændrede karakter begrundet i den
teknologiske udvikling gennem de senere år i forhold til da de gældende
strafferammer
blev fastsat i 1937 dels, at bestemmelsen har en nær tilknytning til
straffelovens bestemmelser om lignende forhold.
I straffeloven § 109, således som denne bestemmelse er
affattet ved lov nr. 225 af 7. juni 1952, findes en nogenlunde tilsvarende
bestemmelse om den, som røber eller videregiver meddelelse »om statens
hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå
statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror «.
Strafferammen i § 109, stk. 1, er fængsel indtil 12 år.
Straffeloven § 107, stk. 1, og § 108,
stk. 1, om spionage og bistand til fremmede efterretningstjenester
anvender
strafferammer på henholdsvis fængsel indtil 16 år og 6 år. Efter § 107,
stk. 2 (spionage), kan straffen stige til fængsel indtil på livstid,
bl.a.
når forbrydelsen er begået under krig eller besættelse. Efter § 108,
stk. 2, kan straffen for bistand til fremmede efterretningstjenester
stige
til fængsel indtil 12 år, når det drejer sig om efterretninger vedrørende
militære anliggender, eller virksomheden finder sted under krig eller
besættelse.
De forhold, der er omfattet af gældende militær straffelov
§ 31, stk. 1, har endvidere betydelige lighedspunkter med
krigsforræderi, jf. gældende militær straffelov § 33, især nr. 4, hvis
strafferamme går fra fængsel i ikke under 8 år til livstid, og med militær
spionage, jf. gældende militær straffelov § 34, som har en tilsvarende
strafferamme.
Grundstrafferammen foreslås, jf. stk. 1, forhøjet fra
de gældende 4 års fængsel til fængsel indtil 8 år. Der foreslås endvidere
optaget en skærpet sidestrafferamme på fængsel indtil 12 år, navnlig når
forbrydelsen har medført betydelig skade eller fare. Også tilfælde, hvor
forbrydelsen er begået af medarbejdere inden for forsvaret, der som følge af
deres tjenstlige opgaver har arbejdsmæssig adgang til sådanne oplysninger,
vil
kunne henføres under denne skærpede strafferamme. Endvidere foreslås
strafferammen forhøjet til fængsel indtil på livstid, når forbrydelsen er
begået under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil, jf.
stk. 1.
Strafferammen i gældende § 31, stk. 2, om den,
der uberettiget bl.a. skaffer sig kendskab til sådanne hemmeligheder, som er
nævnt i § 31, stk. 1, omfatter bøde og fængsel indtil 6 måneder.
Sker
det i krigstid eller under truende udsigt til krig, kan straffen efter 2.
punktum stige til fængsel i 3 år.
Som følge af de foreslåede forhøjelser af strafferammerne i
forslaget til § 32, stk. 1, foreslås den gældende strafferamme i
§ 31, stk. 2, 1. punktum, forhøjet til fængsel indtil 4 år, og i
§ 31, stk. 2, 2. punktum (under væbnet konflikt eller under truende
udsigt hertil) til fængsel indtil 10 år, jf. forslaget til stk. 2.
Strafferammen for den groft uagtsomme afsløring af militære
hemmeligheder foreslås, jf. forslagets stk. 3, fastsat til bøde eller
fængsel indtil 2 år. Strafferammen for groft uagtsomme overtrædelser under
væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil foreslås fastsat til
fængsel
indtil 4 år.
Til § 33
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den
gældende bestemmelse i § 30.
Den gældende bestemmelse er til dels udformet som en
henvisning til dele af gerningsindholdet i straffeloven § 141. Den
foreslåede bestemmelse er formuleret som en selvstændig straffebestemmelse.
Bestemmelsen henviser bl.a. til bestemmelsen om krigsforræderi. Af
systematiske
grunde foreslås bestemmelsen derfor optaget efter denne bestemmelse.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 30
gælder både i fredstid og under væbnet konflikt, jf. bl.a. henvisningen til
§ 33 om krigsforræderi, som kun gælder under væbnet konflikt eller under
truende udsigt hertil.
Bestemmelsen kriminaliserer som den tilsvarende bestemmelse
i straffeloven § 141 bl.a. undladelse af om fornødent at anmelde mulige
forsøg på at foretage meget alvorlige forbrydelser. Det har været overvejet,
om
en strafferamme på fængsel indtil 3 år også i dag er tilstrækkelig, når
henses
til de meget alvorlige konsekvenser, som de forbrydelser, som bestemmelsen
omfatter, kan få, især under væbnet konflikt. Da manglende anmeldelse af
mulige
strafbare forhold efter dansk retstradition som altovervejende hovedregel
ikke
er fundet strafværdige, findes der ikke tilstrækkelig anledning til af denne
grund at foreslå en skærpelse af strafferammen.
Strafferammen på indtil 3 års fængsel er i øvrigt i
overensstemmelse med den i straffeloven § 141 angivne.
Til § 34
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
bestemmelse i § 36.
Der er ikke fundet grundlag for at foreslå den eksisterende
strafferamme på fængsel indtil 4 år nedsat, idet sådanne forhold efter
omstændighederne kan nærme sig mytteri.
Til § 35
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
bestemmelse i § 37.
Den gældende strafferamme i 1. punktum på fængsel indtil 1
år foreslås opretholdt. Strafferammen på fængsel indtil 3 år i den gældende
bestemmelses 2. punktum foreslås forhøjet til fængsel indtil 4 år som følge
af
forbrydelsens alvorlige karakter. Forholdet må endvidere anses for et
supplement til de alvorlige forbrydelser, som er omfattet af militær
straffelov
§ 31, stk. 1, om videregivelse af militære hemmeligheder
(lovforslagets
§ 32) og om krigsforræderi, jf. især § 33, nr. 4 (lovforslagets
§ 28, nr. 4).
Andre forbrydelser under væbnet konflikt
Til § 36
Den foreslåede bestemmelse svarer med enkelte sproglige
ændringer til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 25,
stk. 1. Bestemmelsen kriminaliserer forskellige handlinger, som er
forbudt
efter krigens folkeret.
Det findes hensigtsmæssigt, at den nugældende § 25,
stk. 1, 1. og 2. punktum, opdeles i to forskellige stykker. Udtrykket
»krig« i den gældende bestemmelse er ændret til »væbnet konflikt«. Udtrykket
»krigsredskab« i den gældende bestemmelse foreslås erstattet af det mere
moderne udtryk, som også anvendes i krigens folkeret: »Krigsmiddel«. Der er
ikke hermed tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den gældende
bestemmelse.
§ 25, stk. 2, i den gældende bestemmelse foreslås
ophævet. Spørgsmålet om dansk straffemyndighed for overtrædelser af militær
straffelov skal efter lovforslaget som udgangspunkt afgøres efter de
almindelige bestemmelser herom i straffeloven §§ 6-12, jf. forslaget til
§ 5, stk. 1, i militær straffelov. Samtidig foreslås det at
supplere
straffelovens bestemmelser om dansk straffemyndighed med yderligere
bestemmelser i militær straffelov, der bl.a. hjemler dansk straffemyndighed
for
sådanne overtrædelser af § 25, som ikke er omfattet af reglerne om dansk
straffemyndighed i straffeloven § 8, nr. 5, jf. forslaget til § 5,
stk. 2. Den gældende bestemmelse i § 25, stk. 2, findes derfor
overflødig.
Som det fremgår af lovforslagets § 5, foreslås det, at
der optages en selvstændig bestemmelse om dansk international
straffemyndighed
for overtrædelse af visse af de bestemmelser i militær straffelov, som gælder
under væbnet konflikt. § 5, stk. 2, omfatter bl.a. overtrædelser af
den foreslåede bestemmelse til § 36. Ved § 5, stk. 2,
præciseres
det, jf. gældende militær straffelov § 2 og forslaget til § 3, at
der
er dansk straffemyndighed for forbrydelser begået i udlandet af udlændinge i
det omfang, handlingen er forbudt efter de konventioner mv., der er omfattet
af
§ 36. § 5 får selvstændig betydning for sådanne handlinger, som
Danmark efter konventionerne ikke er forpligtet til at retsforfølge. Det
gælder
f.eks. de overtrædelser af Genèvekonventionerne, som ikke henføres til
gruppen
af »grove overtrædelser«. Disse handlinger er ikke omfattet af straffeloven
§ 8, nr. 5. Dansk straffemyndighed for disse overtrædelser foreslås
begrænset til handlinger begået over for dansk militært personel mv.
Den gældende strafferamme i § 25, der omfatter bøde og
fængsel indtil 12 år, foreslås ændret til fængsel indtil på livstid svarende
til strafferammen f.eks. i straffeloven § 114 om terrorisme og
§ 237
om manddrab. Denne strafferamme findes bedst stemmende med den meget
alvorlige
karakter, som de mest alvorlige konventionskrænkelser kan have. Strafferammen
omfatter herefter fængsel fra 7 dage til fængsel på livstid.
Bødestraf er ikke medtaget, når henses til karakteren af de
forbrydelser, som bestemmelsen vedrører. Straffelovens regler om
strafnedsættelse, herunder under strafferammen, findes at give tilstrækkelig
hjemmel til at udmåle bødestraf.
Til stk. 1
Stk. 1 om misbrug af beskyttelsesmærker, som er
forbeholdt personer, materiel mv. til hjælp for syge og sårede, omfatter det
samme område som den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, 1.
punktum.
Bestemmelsen omfatter både de mere formelle former for misbrug, f.eks. hvor
et
mærke anbringes på et køretøj, som ikke benyttes af sanitetstjenesten, og de
groveste krigsforbrydelser, f.eks. perfidi, hvor mærket uretmæssigt benyttes
til foregivelse af beskyttet status for at dræbe, såre eller tilfangetage en
modstander, jf. artikel 37, stk. 1, i Tillægsprotokol I til
Gènevekonventionerne. At strafferammen efter forslaget går op til fængsel
indtil på livstid, skal ses i lyset heraf.
Til stk. 2
Stk. 2 svarer til gældende § 25, stk. 1, 2.
punktum. Bestemmelsen forskriver straf for »den, der bruger krigsredskab
eller
fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt
mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret«. Der er således
tale om en kriminalisering af midler (»krigsredskab«) eller metoder
(»fremgangsmåde«)
under kamp eller under væbnet konflikt i øvrigt, som er ulovlige efter
krigens
folkeret.
Forbud mod at anvende sådanne midler og metoder følger
bl.a. af Landkrigsreglementet (tillæg til Haagerkonvention IV fra 1907)
artikel
23, f.eks. forbud mod brug af gift eller forgiftede våben, jf. litra a., drab
mv. på personer, der har nedlagt våbnene, jf. litra c., og forbud mod at
erklære, at der ikke vil blive givet pardon, jf. litra d., samt af
tillægsprotokol I, f.eks. forbud mod vilkårlige angreb, jf. artikel 51,
stk. 4, og repressalier mod civilbefolkningen, jf. samme artikel,
stk. 6. Forbudte midler kan desuden være våbensystemer, som det efter
krigens folkeret er ulovligt at anvende. Som eksempel kan ud over kemiske
våben
(giftgas) nævnes brugen af antipersonelminer, der er omfattet af konventionen
af 4. december 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel
af
personelminer samt om deres destruktion. Som eksempel på ulovlige metoder i
krigsførelsen kan nævnes foregivelse af beskyttet status, f.eks. ved at
forstille sig som såret og udnytte modstanderens vildfarelse til at dræbe,
såre
eller tage ham til fange, jf. artikel 23, litra b, og artikel 37,
stk. 1,
i tillægsprotokol I.
Der er i lighed med den gældende bestemmelse i § 25,
stk. 1, 2. punktum, efter bestemmelsen hjemmel til at straffe
overtrædelser såvel af regler fastsat i en konvention ratificeret af Danmark
som af regler, der følger af den folkeretlige sædvaneret. Ordene i den
gældende
bestemmelse »eller med almindelige folkeretlige regler« foreslås ændret til
»eller med folkeretlig sædvaneret« for at understrege, at strafansvar kun
omfatter overtrædelse af almindeligt anerkendte folkeretlige grundsætninger
af
sædvaneretlig karakter.
Henvisningen til den folkeretlige sædvaneret er nødvendig,
fordi væsentlige dele af krigens folkeret trods stigende kodifikation i
forskellige internationale aftaler fortsat kun eksisterer som sædvaneret.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.13.
Til § 37
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
bestemmelse i militær straffelov § 24, stk. 1. Bestemmelsen
foreslås
omformuleret, således at den ikke – som den gældende bestemmelse –
fremstår som
en delvis henvisning til røveribestemmelsen i straffeloven § 288, men
udformes som en bestemmelse med et selvstændigt gerningsindhold og
selvstændig
strafferamme.
Det foreslås, at udtrykket »under udnyttelse af
krigsfrygten« suppleres af »under udnyttelse af frygten for de styrker, som
den
pågældende tilhører«. Den foreslåede tilføjelse er inspireret af udtrykket
»militær overlegenhed« i § 101, stk. 1, nr. 1, i den norske
militære
straffelov.
Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 24
henviser i det hele til straffeloven § 288 og således også til
§ 288,
stk. 2, der indeholder en skærpet strafferamme på fængsel indtil 10 år
for
røveri af særlig farlig karakter mv. En selvstændig bestemmelse svarende
hertil
foreslås indsat som stk. 2.
Det foreslås, at forbrydelsen betegnes »plyndring« i stedet
for røveri.
Til § 38
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i militær
straffelov § 24, stk. 2, om tyveri fra personer, der er dræbt under
krigshandlinger, men foreslås i lighed med lovforslagets § 37 formuleret
som en selvstændig lovbestemmelse. Forbrydelsens navn foreslås ændret til
»ligrøveri«.
Denne berigelsesforbrydelse kan efter omstændighederne
henføres under den skærpede strafferamme i straffeloven § 286,
stk. 1, jf. forarbejderne til bestemmelsen i militær straffelov for
1937,
Rigsdagstidende 1936-37, tillæg A, sp. 5602). En selvstændig skærpet
strafferamme
svarende til straffeloven § 286, stk. 1, foreslås optaget som
stk. 2. Formuleringen afviger fra formuleringen af straffeloven
§ 286, stk. 1, idet den her valgte – kortere –
formulering findes
tilstrækkeligt dækkende. Andre strafskærpende omstændigheder som f.eks.
systematisk ligrøveri begået af flere i forening eller under anvendelse af
usømmelig fremgangsmåde er dækket af den foreslåede beskrivelse af
strafforhøjende omstændigheder.
Efter omstændighederne kan tilegnelsen af genstande fra
døde soldater, f.eks. af støvler, frakker eller anden beklædning i streng
frost, være berettiget. For at markere dette foreslås ordet »uberettiget«
indsat i bestemmelsen.
Tilegnelse af genstande fra soldater og andre, der er
sårede, er omfattet af straffelovens bestemmelse om tyveri (§ 276), da
genstanden i dette tilfælde er i den sårede persons varetægt. Sådanne forhold
er således ikke omfattet af den gældende bestemmelse i militær straffelov
§ 24, stk. 2, eller forslaget til § 38.
Til § 39
(ændring af lov om forsvarets personel)
1.
Bestemmelsen svarer til gældende militær straffelov
§ 14.
Af lovtekniske grunde foreslås bestemmelsen overflyttet til
Lov om forsvarets personel, jf. lbkg. nr. 81 af 12. februar 2004.
Bestemmelsen
indsættes i Lov om forsvarets personel som ny § 4, stk. 4.
2.
Bestemmelsen er begrundet i gennemførelsen af såvel
nærværende lovforslag som forslaget til ny militær retsplejelov og
disciplinarlov.
I forbindelse med arbejdet i Udvalget om den militære straffe-
og retsplejeordning anmodede Forsvarsministeriet udvalget om i tilknytning
til
udvalgets øvrige arbejde tillige at vurdere, om der var behov for at
opretholde
§ 14 i Lov om forsvarets personel, eller om bestemmelsen burde ophæves
eller revideres.
Lov om forsvarets personel (personelloven) § 14
indebærer, at tjenestemandslovens regler om disciplinærundersøgelse og
disciplinærstraf for tjenesteforseelser ikke kan anvendes over for militære
tjenestemænd, når sagen skal behandles som militær straffesag. Det drejer sig
især om alle officerer af linjen og de befalingsmænd og konstabler, der har
langtidsansættelse, dvs. ansættelse indtil det 60. år.
Sager, der efter gældende militær retsplejelov skal
behandles som militære straffesager, omfatter sager mod især tjenstgørende
militært personel om overtrædelse af militær straffelov og om overtrædelse af
anden lovgivning begået i eller i forbindelse med tjenesten eller på militært
område, jf. militær retsplejelov § 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Det er
uden
betydning, om sagen afgøres med straf eller med et disciplinarmiddel efter
reglerne i militær retsplejelov kapitel 15.
Personellovens § 14 udelukker ikke, at der rejses
tjenestemandssag mod en militær tjenestemand, når den pågældende uden for
tjenesten har udvist en adfærd, der bevirker, at han ikke er værdig til den
agtelse og tillid, som stillingen kræver (decorumkravet), jf.
tjenestemandsloven
§ 10, eller at vedkommende afskediges i medfør af tjenestemandsloven
§ 10, hvis eksempelvis et strafbart forhold er fastslået ved dom, og
dette
forhold er uforeneligt med decorumkravet.
§ 14 blev indført ved tjenestemandsloven af 1919 efter
forslag fra Lønningskommissionen af 1917 »under Hensyn til de særlige
Forhold,
der gør sig gældende for såvel Hæren som Søværnet«, jf. Rigsdagstidende
1918-19, tillæg A2, sp. 6252 og 6258, samt Lønningskommisionens betænkning,
bind 2, lovforslag, side 175 og 330.
Udvalget har i betænkning nr. 1435/2004 om den militære
straffelov, retsplejelov og disciplinarlov overvejet dette spørgsmål, jf.
herved
betænkningen, siderne 218 - 223.
På siderne 221- 223 fremgår følgende om udvalgets
overvejelser:
»Efter kommissoriet er udgangspunktet for udvalgets
arbejde, »at forsvarets personel på det foreliggende område både under
tjeneste
i Danmark og i udlandet så vidt muligt skal sidestilles med civile borgere,
således
at personellet kun skal tåle eventuelle særegne indskrænkninger af
almindelige
retssikkerhedsgarantier mv., såfremt det i hvert enkelt tilfælde kan
begrundes,
at dette er absolut nødvendigt«.
Baggrunden for, at militært tjenestemandsansat personel
ikke er omfattet af tjenestemandslovens regler om disciplinær forfølgning, må
formentlig søges i den omstændighed, at militært personel i forvejen er
underkastet
selvstændige bestemmelser om disciplinære sanktioner for tjenesteforseelser i
form af disciplinarmidler.
Udvalgets forslag indebærer, at adgangen til at anvende
disciplinarmidler som sanktioner over for tjenesteforseelser inden for det
militære forsvar bevares, men således, at disse sanktioner reserveres for
pligtforsømmelser, som ikke er strafbare eller ikke er af en så grov
karakter,
at der er behov for at anvende bestemmelserne i udvalgets forslag til militær
straffelov. Det er udvalgets opfattelse, at disciplinære sanktioner efter
forslaget til militær disciplinarlov udtømmende bør regulere
disciplinaransvaret for tjenstgørende militært personel, således at der ikke
skal være mulighed for yderligere at kunne indlede disciplinærforfølgning
efter
tjenestemandsloven over for tjenestemandsansat militært personel.
En opretholdelse af § 14 i loven om forsvarets
personel i øvrigt vil betyde, at tjenestemandsansat militært personel –
i
modsætning til alle andre tjenestemænd – efter gennemførelsen af en
straffesag
ikke vil kunne undergives disciplinærforfølgning efter tjenestemandsloven.
Det er udvalgets opfattelse, at der ikke kan påvises
afgørende hensyn, som kan begrunde denne forskel i retsstillingen for de to
grupper af tjenestemænd. Almindelige lighedsbetragtninger taler for også i
denne relation at sidestille tjenestemandsansat militært personel med andre
tjenestemænd.
Udvalget foreslår derfor følgende bestemmelse indsat som
§ 20 i forslaget til militær disciplinarlov:
»For militære tjenestemænd finder bestemmelserne i lov om
tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken § 20, stk. 2 og
3,
samt §§ 21-24 ikke anvendelse, når sagen hører til de sager, der kan
behandles efter militær disciplinarlov.«
Den foreslåede bestemmelse og en samtidig ophævelse af
personellovens § 14 indebærer, at der skabes adgang til at kunne indlede
disciplinærforfølgning mod militære tjenestemænd, efter at en straffesag mod
den pågældende er afsluttet. Der vil således efter bestemmelsen i alvorligere
sager kunne indledes disciplinærforfølgning med henblik på bl.a. degradation.
Er forholdet ikke fastslået ved dom, kan de mere alvorlige disciplinære
straffe, herunder degradation, ikke bringes i anvendelse uden at der er
afholdt
tjenstligt forhør. Dette kan f.eks. komme på tale, hvor den pågældende har
vedtaget
et bødeforlæg. Det bør specielt i disse tilfælde tilsikres, at den
pågældende,
forinden en eventuel vedtagelse af et bødeforlæg, oplyses om, at sagen ikke
dermed nødvendigvis er afsluttet, men at en ansættelsesretlig reaktion kan
komme på tale, herunder eventuelt ved gennemførelsen af et tjenstligt forhør.
Det er udvalgets opfattelse, at det ved en ophævelse af
personellovens § 14 for så vidt angår militære straffesager i praksis
formentlig kun vil være et ganske lille antal sager, der efterfølges af en
tjenestemandssag. Dette skyldes, at sådanne sager kan undlades, når forholdet
er fastslået ved dom, jf. tjenestemandslovens § 24.«
Nærværende lovforslag samt forslagene til ny militær
retsplejelov samt militær disciplinarlov indebærer, at udvalgets lovforslag
gennemføres. Bestemmelsen ophæver derfor lov om forsvarets personel
§ 14.
I forslaget til militær disciplinarlov er endvidere indsat en bestemmelse,
hvorefter reglerne i lov om tjenestemænd § 20, stk. 2 og 3, samt
§§ 21 - 24 ikke finder anvendelse, når sagen hører til de sager, der kan
behandles efter militær disciplinarlov, jf. herved forslaget til militær
disciplinarlov § 20.
Ikrafttræden mv.
Til § 40
Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovforslagets
ikrafttræden.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2005,
således at berørte myndigheder vil have den fornødne tid til at indrette sig
på
lovforslagets regler, herunder udarbejde vejledningsmateriale mv.
Til § 41
I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Loven vil, da der er tale om rigsfælles lovgivning, og af
hensyn til forsvarets aktiviteter i Færøerne og Grønland skulle sættes i
kraft
dér. Da der imidlertid ikke er overensstemmelse mellem den danske straffelovs
almindelige bestemmelser, som den militære straffelov er et supplement til og
henholdsvis den færøske strafferetlige og den grønlandske kriminalretlige
lovgivning, vil det være nødvendigt nærmere at tage stilling til, i hvilket
omfang eventuelle almindelige strafferetsbestemmelser skal sættes i kraft for
Færøerne og Grønland samtidig med ikraftsættelsen af dette lovforslag.
Forholdet vil blive drøftet nærmere med de færøske og grønlandske
myndigheder,
idet det tilsigtes, at eventuelle overtrædelser af militær straffelov i
videst
muligt omfang søges behandlet af danske myndigheder og i fornødent omfang
afgjort af de danske domstole. Et udkast til anordning vil blive forelagt for
de færøske og grønlandske myndigheder forinden ikrafttræden.
Bilag 1
Bekendtgørelse
af militær straffelov
Herved bekendtgøres lov nr. 216 af 26. april 1973, militær
straffelov, med de ændringer, der følger af lov nr. 195 af 3. maj 1978.
Almindelig del
Kapitel 1
Indledende bestemmelse
§ 1.
Borgerlig straffelovs almindelige
del anvendes på de strafbare forhold, der omhandles i denne lov, for så vidt
ikke andet er bestemt.
Kapitel 2
Lovens område
§ 2.
Loven finder også anvendelse, når
den strafbare handling er begået uden for den danske stat.
§ 3.
Loven finder tillige anvendelse
på forbrydelser, der begås mod fremmed forsvarsmagt, som samvirker med den
danske.
§ 4.
De regler, der i loven gælder for
krigstid, anvendes, når Danmark er i krig, samt tillige under truende udsigt
til krig, når forsvarsministeren har offentliggjort meddelelse herom.
Reglerne
for krigstid gælder endvidere - inden for de pågældendes myndighedsområde -
når
militære enheder i overensstemmelse med gældende forholdsordre sættes ind
imod
fremmede styrker, der med fjendtlig hensigt søger at trænge ind på dansk
område, eller når de angribes uden for dansk område.
§ 5.
Loven omfatter tjenstgørende
militært personel samt hjemsendt militært personel, for så vidt angår de
militære pligter, der påhviler det efter hjemsendelsen.
Stk. 2.
Loven omfatter endvidere
fremmede militærpersoner, der er interneret her i landet, og andre personer,
der i henhold til en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst har krav
på behandling som disse.
§ 6.
I krigstid omfatter loven
endvidere:
1)
Enhver, der gør
tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette.
2)
Krigsfanger samt
sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for disse, for
så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster.
3)
Enhver, der gør sig
skyldig i en af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 24-25 og 30-36.
§ 7.
Personer, der ikke efter reglerne
i §§ 5 og 6 er omfattet af loven, straffes kun for medvirken til
overtrædelse af denne, såfremt der for overtrædelsen er hjemlet straf af
fængsel i 4 år eller derover.
Kapitel 3
Særlige strafbarhedsbetingelser
§ 8.
Reglerne i borgerlig straffelovs
§ 13 anvendes på handlinger, som er nødvendige for at tilvejebringe
lydighed
eller opretholde orden.
§ 9.
Den, der ved at adlyde en
foresats tjenstlige befaling begår en strafbar handling, er straffri,
medmindre
han vidste, at der ved befalingen tilsigtedes en sådan handling, eller dette
var umiddelbart indlysende.
§ 10.
Uagtsomhed straffes ikke uden
særlig hjemmel.
Kapitel 4
Straffene
§ 11.
Overtrædelse af denne lov
straffes med irettesættelse, bøde, hæfte eller fængsel.
Stk. 2.
Irettesættelse anvendes for
mindre forseelser i stedet for bøde eller kortere straf af hæfte.
§ 12.
Har nogen begået en overtrædelse
af denne lov og anden strafbar handling, kan straffen fastsættes særskilt for
hver af lovovertrædelserne. Den samlede straf må ikke overstige den, der ved
anvendelse af borgerlig straffelovs § 88 ville være pålagt.
Kapitel 5
Betingede afgørelser
§ 13.
Betinget dom for overtrædelse af
denne lov gives efter reglerne i borgerlig straffelov, dog således at
straffe,
der ikke overstiger hæfte i 30 dage, normalt kun kan gøres betinget på den i
stk. 2 nævnte betingelse.
Stk. 2.
Ved frihedsstraf, der fastsættes
uden dom i militære straffesager, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen
udsættes
og bortfalder på betingelse af, at den skyldige i en prøvetid, der kan
fastsættes
til højst et år, ikke begår nyt strafbart forhold, for hvilket frihedsstraf
er
forskyldt.
Stk. 3.
Opfyldes den i stk. 2
nævnte betingelse ikke, og afgøres den nye sag ved dom, træffer retten sin
afgørelse efter reglerne i borgerlig straffelovs § 61. Afgøres sagen
uden
dom, fastsætter den myndighed, der pålægger straffen for den nye
lovovertrædelse, en ubetinget fællesstraf for begge lovovertrædelser. Når
omstændighederne taler for det, kan den nævnte myndighed i stedet fastsætte
ubetinget straf alene for det nye forhold eller fastsætte ny betinget straf
for
begge forhold i overensstemmelse med reglerne i stk. 2.
Kapitel 6
Andre følger af den strafbare handling
§ 14.
Forsvarsministeren bestemmer, i
hvilket omfang strafafsoning eller ulovligt fravær skal medføre eftertjeneste
eller hjemsendelse med henblik på fornyet indkaldelse. Eftertjenesten kan
ikke
overstige afsoningstiden og den tid, den pågældende eventuelt har været
ulovligt fraværende.
Særlig del
Kapitel 7
Tilsidesættelse af militære pligter
§ 15.
Den, der, uden at gerningen er
omfattet af en anden bestemmelse i denne lov, forsætligt eller uagtsomt
undlader at efterkomme de pligter, som tjenesten medfører, straffes med bøde,
hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig grov, eller
har den medført stor skade eller fare, kan straffen stige til fængsel i 1 år,
i
krigstid indtil 3 år.
Forbrydelser mod pligter som efterstående
§ 16.
Den, der forsætligt eller
uagtsomt undlader at efterkomme en foresats eller vagts tjenstlige befaling,
eller som ikke efterkommer befalingen tilstrækkelig hurtigt eller nøjagtigt,
straffes for ulydighed med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Under
skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 3 år.
Stk. 2.
Er der med ulydigheden forbundet
vold mod foresat eller vagt, eller har den medført betydelig skade eller
fare,
er straffen fængsel indtil 6 år.
§ 17.
Nægter flere i forening en
foresat eller vagt lydighed, eller bruger de magt, vold eller trussel om vold
mod foresat eller vagt, eller træffer de aftale om sådan handlemåde, straffes
de for mytteri med fængsel indtil 6 år. I krigstid kan straffen stige til
fængsel på livstid.
§ 18.
(Ophævet).
§ 19.
Har foresat, foranstående eller
vagt ved ukorrekt og navnlig ved udæskende forhold givet anledning til en af
de
i §§ 16 og 17 nævnte forbrydelser, kan straffen nedsættes og under i
øvrigt formildende omstændigheder bortfalde.
§ 20.
Den, der viser respektstridig
opførsel over for foranstående eller vagt, straffes med bøde, hæfte eller
fængsel indtil 6 måneder.
Forbrydelser mod pligter som foranstående
§ 21.
Den, der ved forskelsbehandling
eller unødig besværliggørelse af tjenesten forfølger en undergiven, straffes
med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 22.
Den, der misbruger sin stilling
til at opnå gave, pengelån eller anden fordel af efterstående af samme enhed,
eller som på en måde, der er egnet til at bringe ham i afhængighedsforhold
til
efterstående af samme enhed, modtager sådanne fordele, straffes med bøde,
hæfte
eller fængsel indtil 6 måneder.
Ulovligt fravær
§ 23.
Den, der forsætligt eller uagtsomt
ulovligt fjerner sig eller udebliver fra den militære afdeling, til hvilken
han
hører eller er indkaldt, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6
måneder. Under skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 2
år,
i krigstid indtil 10 år.
Stk. 2.
Efter foranstående regler
straffes tillige den, som forsætligt unddrager sig militærtjeneste ved at
påføre sig sygdom eller legemsfejl eller foregive sygdom eller benytte andre
midler, der er beregnet på at vildlede myndighederne.
Misbrug af militær stilling udadtil
§ 24.
Den, der for derigennem at skaffe
sig eller andre uberettiget vinding under udnyttelse af krigsfrygten begår en
af de handlinger, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 288,
stk. 1,
nr. 1-3, straffes for røveri.
Stk. 2.
Den, der uberettiget tilegner
sig ting fra en person, som er dræbt ved krigshandling, straffes for tyveri.
§ 25.
Den, der i krig misbruger eller
ikke respekterer kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer,
indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller
syge, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 12 år. På tilsvarende
måde
straffes den, der bruger krigsredskab eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er
i
strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med
almindelige folkeretlige regler.
Stk. 2.
Bestemmelserne i borgerlig
straffelovs §§ 6-8 skal ikke være til hinder for at straffe efter en
strengere bestemmelse i den borgerlige straffelov, såfremt handlingen tillige
omfattes af en sådan bestemmelse.
Tilsidesættelse af særlige militære pligter
§ 26.
Den, der forsætligt eller
uagtsomt begår en vagtforseelse, straffes med bøde, hæfte eller fængsel
indtil
1 år.
Stk. 2.
Er vagtforseelsen begået i krig,
eller har den givet anlednig til, at der begås en forbrydelse eller indtræder
betydelig skade, kan straffen stige til fængsel i 3 år.
§ 27.
Den, der ved indtagelse af
spiritus eller på anden måde beruser sig i tjenesten, eller når tjeneste må
påregnes at forestå, således at han møder beruset i tjenesten, straffes med
bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.
Stk. 2.
Den, der forstyrrer den
offentlige orden, eller som viser sig synlig beruset i uniform, straffes med
bøde.
§ 28.
Den, der forsætligt eller ved
skødesløshed bevirker, at ting, der tilhører det militære forsvar,
bortkommer,
ødelægges eller beskadiges, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1
år.
§ 29.
Under ekstraordinære forhold kan
forsvarsministeren forbyde, at personer, der hører til det militære forsvar,
deltager i politiske foreninger eller forsamlinger. Overtrædelse af et sådant
forbud straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.
§ 30.
Når nogen er vidende om, at
krigsforræderi, mytteri eller anden for det militære forsvar farlig
forbrydelse
tilsigtes begået, og ikke gør, hvad der står i hans magt for at forebygge
forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse, finder borgerlig
straffelovs § 141 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 8
Forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed
§ 31.
Den, der røber militær hemmelighed,
hvis åbenbaring for fremmed magt kan skade landets forsvar, straffes med
fængsel indtil 4 år. Begås handlingen i krigstid eller under truende udsigt
til
krig, eller har den medført betydelig skade, kan straffen stige til fængsel i
10 år.
Stk. 2.
Den, der uberettiget skaffer sig
kendskab til sådanne hemmeligheder, som er omtalt i stk. 1, eller
gengiver
aktstykker eller beskriver eller afbilder andet, hvoraf sådanne hemmeligheder
fremgår, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Sker det i
krigstid eller under truende udsigt til krig, kan straffen stige til fængsel
i
3 år.
§ 32.
Den, der forfalsker ammunition
eller andet krigsmateriel på en sådan måde, at virkningen forringes eller
personer udsættes for fare, straffes med hæfte eller fængsel indtil 4 år.
Stk. 2.
Har gerningsmanden måttet regne
med, at forfalskningen ville få virkning under krigsforhold, kan straffen
stige
til fængsel i 12 år.
§ 33.
Den, der i krigstid eller under
truende udsigt til krig i den hensigt at gavne fjenden eller skade det danske
militære forsvar:
1)
søger at opnå, at
tropper, materiel eller territorium bringes under fjendens kontrol eller ikke
kommer dansk militært forsvar til nytte,
2)
forleder til mytteri,
overgivelse eller overløben til fjenden eller udbreder oprørske eller
fjendtlige
opråb i det danske militære forsvar,
3)
ødelægger veje eller
kommunikationsmidler,
4)
giver fjenden
underretning om det danske militære forsvars forhold, derunder kendingstegn
og
signalkoder,
5)
vejleder fjenden
eller vildleder nogen del af dansk militært forsvar,
6)
undlader at udføre en
befaling,
7)
giver falsk melding,
8)
hjælper krigsfanger
til flugt eller
9)
gør sig skyldig i
noget forhold, der må sidestilles med et af de nævnte,
straffes for krigsforræderi med fængsel ikke under 8 år.
§ 34.
Den, der hemmeligt eller under
falsk påskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe oplysninger på det
militære forsvars operationsfelt i den hensigt at meddele dem til fjenden,
straffes som spion med fængsel ikke under 8 år.
Stk. 2.
En spion af den fjendtlige
krigsmagt, som efter at være vendt tilbage til egne styrker senere tages til
fange, behandles som krigsfange og drages ikke til ansvar for sit tidligere
spioneri.
§ 35.
Den, der under kamp, eller når
kamp forestår, på pligtstridig måde søger at unddrage sig deltagelse i faren
eller søger at fremkalde overgivelse, eller som på pligtstridig måde på
tilbagetog efterlader våben, ammunition eller andet materiel, straffes med
fængsel indtil 12 år.
Stk. 2.
På samme måde straffes den, som
i krigstid ved pligtstridigt forhold bidrager til, at fjendens foretagender
fremmes, eller at dansk militært forsvar skades eller udsættes for fare.
Stk. 3.
Overtræder en befalingsmand
stk. 2 ved unødvendigt at opgive sin post eller overgive sig til fjenden
eller
ved at handle som nævnt i stk. 1, kan straffen stige til fængsel på
livstid.
Stk. 4.
Den, der uagtsomt begår de i
stk. 2 og 3 omhandlede forbrydelser, straffes med fængsel indtil 4 år.
§ 36.
Den, der i krigstid inden for det
militære forsvar foretager handlinger, som er egnet til der at fremkalde
modløshed, straffes med fængsel indtil 4 år.
§ 37.
Den, der i krigstid uden
tilladelse sætter sig i forbindelse med nogen, der hører til den fjendtlige
krigsmagt eller befinder sig på fjendens område, straffes med bøde, hæfte
eller
fængsel indtil 1 år. Er der derved meddelt oplysninger, der kan være af værdi
for fjenden, kan straffen stige til fængsel i 3 år.
Kapitel 9
Ikrafttrædelse m.v.
§ 38.
Tidspunktet for lovens
ikrafttræden bestemmes af forsvarsministeren.
Stk. 2.
Ved lovens ikrafttræden ophæves
lov nr. 114 af 7. maj 1937.
§ 39.
Kvarterarrest, der ikke er
udstået ved lovens ikrafttræden, bortfalder.
Stk. 2.
Vagtarrest i indtil 15 dage, der
ikke er udstået ved lovens ikrafttræden, omsættes til bøde med 10 kr. for
hver
dag. Vagtarrest i mere end 15 dage omsættes til hæfte i samme tidsrum.
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1.
Borgerlig straffelovs
almindelige del anvendes på de strafbare forhold, der omhandles i denne lov,
for så vidt ikke andet er bestemt.
(ophæves)
§ 2.
Loven finder også anvendelse,
når den strafbare handling er begået uden for den danske stat.
§ 3.
Loven finder anvendelse på lovovertrædelser, der begås i og uden for den
danske
stat.
§ 3.
Loven finder tillige anvendelse
på forbrydelser, der begås mod fremmed forsvarsmagt, som samvirker med den
danske.
§ 4.
Loven finder også anvendelse på lovovertrædelser, der begås mod andre landes
militære styrker, som samvirker med danske militære styrker.
§ 4.
De regler, der i loven gælder
for krigstid, anvendes, når Danmark er i krig, samt tillige under truende
udsigt til krig, når forsvarsministeren har offentliggjort meddelelse herom.
Reglerne for krigstid gælder endvidere - inden for de pågældendes
myndighedsområde - når militære enheder i overensstemmelse med gældende
forholdsordre sættes ind imod fremmede styrker, der med fjendtlig hensigt
søger at trænge ind på dansk område, eller når de angribes uden for dansk
område.
§ 10.
Lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse, når danske styrker
i eller uden for riget er i væbnet konflikt, eller der er givet meddelelse
herom
efter stk. 2 eller stk. 3.
Stk. 2.
Under
truende udsigt til væbnet konflikt kan forsvarsministeren offentliggøre
meddelelse om, at lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse.
Stk. 3.
Forsvarsministeren kan i forbindelse med udsendelse af danske styrker uden
for rigets grænser bemyndige chefen for den udsendte styrke til under truende
udsigt til væbnet konflikt at meddele, at lovens bestemmelser for væbnet
konflikt finder anvendelse for styrken.
§ 5.
Loven omfatter tjenstgørende militært
personel samt hjemsendt militært personel, for så vidt angår de militære
pligter, der påhviler det efter hjemsendelsen.
§ 1.
Loven finder anvendelse på tjenstgørende militært personel samt hjemsendt
militært personel med hensyn til militære pligter, som påhviler det efter
hjemsendelsen.
Stk. 2.
Loven omfatter endvidere
fremmede militærpersoner, der er interneret her i landet, og andre personer,
der i henhold til en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst har krav
på behandling som disse.
Stk. 2.
Loven
finder endvidere anvendelse på udenlandsk militært personel, der er
interneret
her i landet, og andre personer, der efter mellemfolkelige overenskomster,
som Danmark har tiltrådt, har krav på behandling som militærpersoner.
§ 6.
I krigstid omfatter loven
endvidere:
§ 2.
Under væbnet konflikt finder loven endvidere anvendelse på
1)
Enhver, der gør
tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette.
1)
enhver, der gør
tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette,
2)
Krigsfanger samt
sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for disse, for
så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster.
2)
krigsfanger samt
sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for
krigsfanger, for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige
overenskomster, og
3)
Enhver, der gør sig
skyldig i en af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 24-25 og 30-36.
3)
enhver, der gør sig
skyldig i overtrædelse af denne lovs §§ 28-34 og §§ 36-38.
§ 7.
Personer, der ikke efter
reglerne i §§ 5 og 6 er omfattet af loven, straffes kun for medvirken
til overtrædelse af denne, såfremt der for overtrædelsen er hjemlet straf af
fængsel i 4 år eller derover.
§ 8.
Den, der efter §§ 1 og 2 ikke er omfattet af loven, straffes kun for
medvirken
til overtrædelse af bestemmelser i loven, hvis lovovertrædelsen kan medføre
straf af fængsel i 4 år eller derover.
Stk. 2.
Der kan
under tilsvarende betingelser som nævnt i stk. 1 pålægges selskaber mv.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel
for
medvirken til overtrædelse af denne lov.
§ 8.
Reglerne i borgerlig
straffelovs § 13 anvendes på handlinger, som er nødvendige for at
tilvejebringe lydighed eller opretholde orden.
§ 7.
Straffelovens § 13, stk. 3, anvendes på handlinger, som er
nødvendige
for at tilvejebringe lydighed eller opretholde orden.
§ 9.
Den, der ved at adlyde en
foresats tjenstlige befaling begår en strafbar handling, er straffri,
medmindre han vidste, at der ved befalingen tilsigtedes en sådan handling,
eller dette var umiddelbart indlysende.
§ 9.
Den, der ved at adlyde en overordnets tjenstlige ordre begår en strafbar
handling, er straffri, medmindre han vidste, at der ved ordren tilsigtedes en
sådan handling, eller dette var umiddelbart indlysende.
§ 10.
Uagtsomhed straffes ikke uden
særlig hjemmel.
§ 6.
Overtrædelser af denne lov straffes, når de er begået forsætligt eller af
grov uagtsomhed, medmindre andet følger af de enkelte bestemmelser.
§ 11.
Overtrædelse af denne lov straffes
med irettesættelse, bøde, hæfte eller fængsel.
(Ophæves)
Stk. 2.
Irettesættelse anvendes for
mindre forseelser i stedet for bøde eller kortere straf af hæfte.
§ 12.
Har nogen begået en overtrædelse
af denne lov og anden strafbar handling, kan straffen fastsættes særskilt for
hver af lovovertrædelserne. Den samlede straf må ikke overstige den, der ved
anvendelse af borgerlig straffelovs § 88 ville være pålagt.
(Ophæves)
§ 13.
Betinget dom for overtrædelse
af denne lov gives efter reglerne i borgerlig straffelov, dog således at
straffe, der ikke overstiger hæfte i 30 dage, normalt kun kan gøres betinget
på den i stk. 2 nævnte betingelse.
(Ophæves)
Stk. 2.
Ved frihedsstraf, der
fastsættes uden dom i militære straffesager, kan det bestemmes, at
fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder på betingelse af, at den skyldige i en
prøvetid, der kan fastsættes til højst et år, ikke begår nyt strafbart
forhold, for hvilket frihedsstraf er forskyldt.
Stk. 3.
Opfyldes den i stk. 2
nævnte betingelse ikke, og afgøres den nye sag ved dom, træffer retten sin
afgørelse efter reglerne i borgerlig straffelovs § 61. Afgøres sagen
uden dom, fastsætter den myndighed, der pålægger straffen for den nye
lovovertrædelse, en ubetinget fællesstraf for begge lovovertrædelser. Når
omstændighederne taler for det, kan den nævnte myndighed i stedet fastsætte
ubetinget straf alene for det nye forhold eller fastsætte ny betinget straf
for begge forhold i overensstemmelse med reglerne i stk. 2.
§ 14.
Forsvarsministeren bestemmer, i
hvilket omfang strafafsoning eller ulovligt fravær skal medføre eftertjeneste
eller hjemsendelse med henblik på fornyet indkaldelse. Eftertjenesten kan
ikke overstige afsoningstiden og den tid, den pågældende eventuelt har været
ulovligt fraværende.
§ 39.
I lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar
2004, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 4
indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke:
»
Stk. 4
.
Forsvarsministeren fastsætter, i hvilket omfang værnepligtiges strafafsoning
eller ulovligt fravær skal medføre eftertjeneste eller hjemsendelse med
henblik på fornyet indkaldelse. Eftertjenesten kan ikke overstige
afsoningstiden
og den tid, den pågældende eventuelt har været ulovligt fraværende.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
§ 15.
Den, der, uden at gerningen er
omfattet af en anden bestemmelse i denne lov, forsætligt eller uagtsomt
undlader at efterkomme de pligter, som tjenesten medfører, straffes med bøde,
hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig grov, eller
har den medført stor skade eller fare, kan straffen stige til fængsel i 1 år,
i krigstid indtil 3 år.
§ 27.
Den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten, straffes for
pligtforsømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.
Stk. 2.
Straffen
kan stige til fængsel i 1 år, når pligtforsømmelsen er af særlig grov
karakter, eller når den har medført betydelig skade eller fare.
Stk. 3.
Under
væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3
år.
§ 16.
Den, der forsætligt eller uagtsomt
undlader at efterkomme en foresats eller vagts tjenstlige befaling, eller som
ikke efterkommer befalingen tilstrækkelig hurtigt eller nøjagtigt, straffes
for ulydighed med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Under skærpende
omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 3 år.
§ 11.
Den, der undlader at efterkomme en tjenstlig ordre fra en overordnet eller
vagt, eller som efterkommer ordren på klart utilfredsstillende måde, straffes
i grove tilfælde for ulydighed med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 2.
Er der med ulydigheden forbundet
vold mod foresat eller vagt, eller har den medført betydelig skade eller
fare, er straffen fængsel indtil 6 år.
Stk. 2.
Straffen
kan ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3 år, når ulydigheden er
af særlig grov karakter, navnlig når den har medført betydelig skade eller
fare eller har været egnet til at svække lydigheden hos andre
tilstedeværende.
Er ulydigheden forbundet med vold mod overordnet eller vagt, kan straffen
stige til fængsel i 6 år.
Stk. 3.
Under
væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i
10 år.
§ 17.
Nægter flere i forening en foresat
eller vagt lydighed, eller bruger de magt, vold eller trussel om vold mod
foresat eller vagt, eller træffer de aftale om sådan handlemåde, straffes de
for mytteri med fængsel indtil 6 år. I krigstid kan straffen stige til
fængsel på livstid.
§ 12.
Udviser flere i forening forsætligt ulydighed, eller bruger de magt, vold
eller trussel om vold mod overordnet eller vagt, straffes de for mytteri med
fængsel indtil 6 år.
Stk. 2.
Under
væbnet konflikt kan straffen stige til fængsel på livstid.
§ 18.
(Ophævet).
§ 19.
Har foresat, foranstående eller
vagt ved ukorrekt og navnlig ved udæskende forhold givet anledning til en af
de i §§ 16 og 17 nævnte forbrydelser, kan straffen nedsættes og under i
øvrigt formildende omstændigheder bortfalde.
§ 14.
Straffen efter §§ 11-13 kan nedsættes eller bortfalde, når den
foranstående
eller vagten ved sin adfærd har givet anledning til lovovertrædelsen.
§ 20.
Den, der viser respektstridig opførsel
over for foranstående eller vagt, straffes med bøde, hæfte eller fængsel
indtil 6 måneder.
§ 13.
Den, der forsætligt ved handling eller i ord groft krænker en foranstående
eller vagt, straffes for respektstridig opførsel med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
§ 21.
Den, der ved forskelsbehandling
eller unødig besværliggørelse af tjenesten forfølger en undergiven, straffes
med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 15.
Den overordnede, som forsætligt ved forskelsbehandling, chikane eller på
tilsvarende måde forfølger en eller flere underordnede, straffes med bøde
eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 22.
Den, der misbruger sin stilling
til at opnå gave, pengelån eller anden fordel af efterstående af samme enhed,
eller som på en måde, der er egnet til at bringe ham i afhængighedsforhold
til efterstående af samme enhed, modtager sådanne fordele, straffes med bøde,
hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 16.
Den foranstående, der fra efterstående uberettiget modtager gave, pengelån
eller anden fordel, straffes for misbrug af stilling med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
§ 17.
Den overordnede, der forsætligt undlader at gribe ind over for en
underordnets
krænkende behandling af dennes underordnede eller sideordnede, straffes med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 18.
Den overordnede, der forsætligt ved handling eller i ord groft krænker en
underordnet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 19.
Den, der udsætter en sideordnet for særligt krænkende behandling, herunder
for nedværdigende ritualer, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 23.
Den, der forsætligt eller uagtsomt
ulovligt fjerner sig eller udebliver fra den militære afdeling, til hvilken
han hører eller er indkaldt, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6
måneder. Under skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 2
år, i krigstid indtil 10 år.
§ 25.
Den, der uberettiget fjerner sig fra tjenestestedet eller udebliver fra
tjenesten, straffes i grove tilfælde for udeblivelse med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
Stk. 2.
Efter foranstående regler straffes
tillige den, som forsætligt unddrager sig militærtjeneste ved at påføre sig
sygdom eller legemsfejl eller foregive sygdom eller benytte andre midler, der
er beregnet på at vildlede myndighederne.
Stk. 2.
På samme
måde straffes den, der forsætligt unddrager sig tjeneste ved at påføre sig
sygdom eller legemsskade, foregive sygdom eller benytte andre midler, der er
beregnet på at vildlede myndighederne.
Stk. 3.
Ved
forsætlig udeblivelse kan straffen stige til fængsel i 3 år, når udeblivelsen
er af særlig grov karakter, navnlig når gerningsmanden må antages at have til
hensigt at udeblive permanent, eller når udeblivelsen har medført betydelig
skade eller fare.
Stk. 4.
Under
væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse af stk. 1 og 2
stige til fængsel i 10 år.
§ 24.
Den, der for derigennem at skaffe
sig eller andre uberettiget vinding under udnyttelse af krigsfrygten begår en
af de handlinger, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 288,
stk. 1, nr. 1-3, straffes for røveri.
§ 37.
For plyndring straffes med fængsel indtil 6 år den, som for derigennem at
skaffe sig eller andre uberettiget vinding under udnyttelse af krigsfrygten
eller frygten for de styrker, som den pågældende tilhører, forsætligt
1)
fratager eller
aftvinger nogen en fremmed rørlig ting,
2)
bringer en stjålen
ting i sikkerhed eller
3)
tvinger nogen til
en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den overfaldne eller
nogen, for hvem denne handler.
Stk. 2.
Straffen
kan stige til fængsel i 10 år, når plyndringen er af særlig grov beskaffenhed
navnlig på grund af dens særligt farlige karakter, udførelsesmåden eller
omfanget
af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal
forbrydelser er begået.
Stk. 2.
Den, der uberettiget tilegner
sig ting fra en person, som er dræbt ved krigshandling, straffes for tyveri.
§ 38.
Den, der forsætligt under væbnet konflikt uberettiget tilegner sig ting fra
en person, som er dræbt ved krigshandling, straffes for ligrøveri med fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
Stk. 2.
Straffen
kan stige til fængsel i 6 år, når forholdet er af særlig grov beskaffenhed
navnlig på grund af omfanget eller udførelsesmåden.
§ 25.
Den, der i krig misbruger eller
ikke respekterer kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer,
indretninger
og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge, straffes
med bøde, hæfte eller fængsel indtil 12 år. På tilsvarende måde straffes den,
der bruger krigsredskab eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med
en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med almindelige
folkeretlige regler.
Stk. 2.
Bestemmelserne i borgerlig
straffelovs §§ 6-8 skal ikke være til hinder for at straffe efter en
strengere bestemmelse i den borgerlige straffelov, såfremt handlingen tillige
omfattes af en sådan bestemmelse.
§ 36.
Den, som under væbnet konflikt forsætligt misbruger eller ikke respekterer
kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og
materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge, straffes med
fængsel indtil på livstid.
Stk. 2.
På
tilsvarende måde straffes den, der forsætligt bruger krigsmiddel eller
fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt
mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret.
§ 26.
Den, der forsætligt eller uagtsomt
begår en vagtforseelse, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.
§ 24.
Den, der groft tilsidesætter sine pligter som vagt, straffes for
vagtforseelse
med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 2.
Er vagtforseelsen begået i
krig, eller har den givet anlednig til, at der begås en forbrydelse eller
indtræder betydelig skade, kan straffen stige til fængsel i 3 år.
Stk. 2.
Straffen
kan stige til fængsel i 3 år, når forholdet er af særlig grov karakter,
navnlig når det har medført betydelig skade eller fare eller har givet
anledning til, at der er begået en forbrydelse.
Stk. 3.
Under
væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i
10 år.
§ 27.
Den, der ved indtagelse af spiritus
eller på anden måde beruser sig i tjenesten, eller når tjeneste må påregnes
at forestå, således at han møder beruset i tjenesten, straffes med bøde,
hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.
§ 20.
Den, der ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer, opstemmende eller
bedøvende midler eller på lignende måde har bragt sig i en tilstand, hvor han
ikke er i stand til at varetage sin tjeneste på fuldt forsvarlig måde,
straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 2.
Den, der forstyrrer den offentlige
orden, eller som viser sig synlig beruset i uniform, straffes med bøde.
§ 23.
Den, der forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig synligt
påvirket af de i § 20 nævnte årsager, og som gennem sin påklædning eller
lignende klart viser at høre til forsvaret, straffes med bøde.
Stk. 2.
Den, der
i forbindelse med tjeneste i udlandet forstyrrer den offentlige orden, eller
som viser sig synligt påvirket af de i stk. 1 nævnte årsager, straffes
med bøde. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til
fængsel
i 1 år.
§ 28.
Den, der forsætligt eller ved
skødesløshed bevirker, at ting, der tilhører det militære forsvar,
bortkommer, ødelægges eller beskadiges, straffes med bøde, hæfte eller
fængsel indtil 1 år.
§ 26.
Den, der bevirker, at ting, der tilhører det militære forsvar, bortkommer,
ødelægges eller beskadiges, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2.
Ved
forsætlig overtrædelse af stk. 1 kan straffen under særligt skærpende
omstændigheder
stige til fængsel i 6 år.
§ 29.
Under ekstraordinære forhold
kan forsvarsministeren forbyde, at personer, der hører til det militære
forsvar, deltager i politiske foreninger eller forsamlinger. Overtrædelse af
et sådant forbud straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.
(ophæves)
§ 30.
Når nogen er vidende om, at
krigsforræderi, mytteri eller anden for det militære forsvar farlig
forbrydelse tilsigtes begået, og ikke gør, hvad der står i hans magt for at
forebygge forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse, finder
borgerlig straffelovs § 141 tilsvarende anvendelse.
§ 33.
Den, som er vidende om, at mytteri, krigsforræderi eller anden for det
militære forsvar farlig forbrydelse tilsigtes begået, og som forsætligt
undlader
at gøre, hvad der står i hans magt for at forebygge forbrydelsen eller dens
følger, om fornødent ved anmeldelse, straffes, hvis forbrydelsen bliver
begået eller forsøges begået, med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Stk. 2.
Den, der
undlader at foretage sådanne forebyggelseshandlinger, straffes dog ikke, hvis
deres foretagelse for ham selv eller hans nærmeste ville medføre fare for
liv, helbred eller velfærd.
§ 31.
Den, der røber militær hemmelighed,
hvis åbenbaring for fremmed magt kan skade landets forsvar, straffes med
fængsel indtil 4 år. Begås handlingen i krigstid eller under truende udsigt
til krig, eller har den medført betydelig skade, kan straffen stige til
fængsel i 10 år.
§ 32.
Den, der forsætligt røber en militær hemmelighed, hvis afsløring kan skade
landets forsvar, hvis fremmede magter eller styrker får kendskab hertil,
straffes med fængsel indtil 8 år. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, når
forholdet er af særlig grov karakter, navnlig når det har medført betydelig
skade eller fare. Begås handlingen under væbnet konflikt eller under truende
udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel på livstid.
Stk. 2.
Den, der uberettiget skaffer
sig kendskab til sådanne hemmeligheder, som er omtalt i stk. 1, eller
gengiver aktstykker eller beskriver eller afbilder andet, hvoraf sådanne
hemmeligheder fremgår, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6
måneder. Sker det i krigstid eller under truende udsigt til krig, kan
straffen stige til fængsel i 3 år.
Stk. 2.
Den, der
uberettiget skaffer sig oplysning om sådanne hemmeligheder, straffes med bøde
eller fængsel indtil 4 år. Sker det under væbnet konflikt eller under truende
udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel i 10 år.
Stk. 3.
Den, der
groft uagtsomt overtræder stk. 1 eller 2, straffes med bøde eller
fængsel indtil 2 år. Sker det under væbnet konflikt eller under truende
udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel i 4 år.
§ 32.
Den, der forfalsker ammunition
eller andet krigsmateriel på en sådan måde, at virkningen forringes eller
personer
udsættes for fare, straffes med hæfte eller fængsel indtil 4 år.
§ 30.
Den, der forsætligt foretager ændringer af eller erstatter ammunition eller
andet krigsmateriel på en sådan måde, at virkningen forringes eller
udebliver,
eller personer udsættes for fare, straffes med fængsel indtil 8 år.
Stk. 2.
Har gerningsmanden måttet
regne med, at forfalskningen ville få virkning under krigsforhold, kan
straffen
stige til fængsel i 12 år.
Stk. 2.
Hvis
gerningsmanden indser, at ændringen mv. kan få virkning under væbnet
konflikt, kan straffen stige til fængsel i 12 år.
Stk. 3.
Er
forholdet begået under væbnet konflikt, kan straffen stige til fængsel indtil
på livstid.
§ 33.
Den, der i krigstid eller under
truende udsigt til krig i den hensigt at gavne fjenden eller skade det danske
militære forsvar:
§ 28.
For krigsforræderi straffes med fængsel indtil på livstid den, der forsætligt
under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil for at gavne fjenden
eller skade det danske militære forsvar
1)
søger at opnå, at
tropper, materiel eller territorium bringes under fjendens kontrol eller ikke
kommer dansk militært forsvar til nytte,
1)
søger at opnå, at
tropper, materiel, territorium eller infrastruktur bringes under fjendens
kontrol eller ikke kommer dansk militært forsvar til nytte,
2)
forleder til
mytteri, overgivelse eller overløben til fjenden eller udbreder oprørske
eller fjendtlige opråb i det danske militære forsvar,
2)
forleder til
mytteri, overgivelse eller overløben til fjenden eller udbreder oprørske
eller fjendtlige opråb i det danske militære forsvar,
3)
ødelægger veje
eller kommunikationsmidler,
3)
ødelægger
infrastruktur eller på anden måde søger at skade det danske militære forsvars
kommunikationsmuligheder,
4)
giver fjenden underretning
om det danske militære forsvars forhold, derunder kendingstegn og
signalkoder,
4)
giver fjenden
underretning om det danske militære forsvars forhold, herunder forhold
vedrørende kommunikations- eller informationssikkerhed,
5)
vejleder fjenden
eller vildleder nogen del af dansk militært forsvar,
5)
vejleder fjenden
eller vildleder nogen del af dansk militært forsvar,
6)
undlader at udføre
en befaling,
6)
undlader at udføre
en befaling,
7)
giver falsk
melding,
7)
giver falsk
melding,
8)
hjælper krigsfanger
til flugt eller
8)
hjælper krigsfanger
til flugt eller
9)
gør sig skyldig i
noget forhold, der må sidestilles med et af de nævnte,
9)
gør sig skyldig i
noget forhold, der må sidestilles med et af de nævnte.
straffes for krigsforræderi med fængsel ikke under 8 år.
§ 34.
Den, der hemmeligt eller under
falsk påskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe oplysninger på det
militære forsvars operationsfelt i den hensigt at meddele dem til fjenden,
straffes som spion med fængsel ikke under 8 år.
§ 29.
For spionage straffes med fængsel indtil på livstid den, der hemmeligt eller
under falsk påskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe oplysninger på
det militære forsvars operationsfelt for at meddele dem til fjenden.
Stk. 2.
En spion af den fjendtlige
krigsmagt, som efter at være vendt tilbage til egne styrker senere tages til
fange, behandles som krigsfange og drages ikke til ansvar for sit tidligere
spioneri.
Stk. 2.
En spion
fra fjendtlige væbnede styrker, som efter at være vendt tilbage til egne
styrker senere tages til fange, behandles som krigsfange og drages ikke til
ansvar for den tidligere gennemførte spionage.
§ 35.
Den, der under kamp, eller når
kamp forestår, på pligtstridig måde søger at unddrage sig deltagelse i faren
eller søger at fremkalde overgivelse, eller som på pligtstridig måde på
tilbagetog
efterlader våben, ammunition eller andet materiel, straffes med fængsel
indtil 12 år.
§ 31.
Den, der under kamp, eller når kamp forestår, forsætligt på pligtstridig måde
søger at unddrage sig faren eller søger at fremkalde overgivelse, straffes
med fængsel indtil 12 år.
Stk. 2.
På samme måde straffes den,
som i krigstid ved pligtstridigt forhold bidrager til, at fjendens
foretagender fremmes, eller at dansk militært forsvar skades eller udsættes
for fare.
Stk. 2.
På samme
måde straffes den, der under væbnet konflikt forsætligt ved pligtstridigt
forhold bidrager til, at modpartens foretagender fremmes, at dansk militært
forsvar skades eller udsættes for fare, eller som efterlader våben,
ammunition eller andet materiel.
Stk. 3.
Overtræder en befalingsmand
stk. 2 ved unødvendigt at opgive sin post eller overgive sig til fjenden
eller ved at handle som nævnt i stk. 1, kan straffen stige til fængsel
på livstid.
Stk. 3.
Overtræder en befalingsmand stk. 2 ved unødvendigt at opgive sin post
eller overgive sig til modparten eller ved at handle som nævnt i stk. 1,
kan straffen stige til fængsel på livstid.
Stk. 4.
Den, der uagtsomt begår de i
stk. 2 og 3 omhandlede forbrydelser, straffes med fængsel indtil 4 år.
Stk. 4.
Groft
uagtsomme overtrædelser af stk. 2 og 3, straffes med fængsel indtil 4
år.
§ 36.
Den, der i krigstid inden for
det militære forsvar foretager handlinger, som er egnet til der at fremkalde
modløshed, straffes med fængsel indtil 4 år.
§ 34.
Den, der under væbnet konflikt inden for det militære forsvar forsætligt
foretager handlinger, som er egnet til dér at fremkalde modløshed, straffes
med fængsel indtil 4 år.
§ 37.
Den, der i krigstid uden
tilladelse sætter sig i forbindelse med nogen, der hører til den fjendtlige
krigsmagt eller befinder sig på fjendens område, straffes med bøde, hæfte
eller fængsel indtil 1 år. Er der derved meddelt oplysninger, der kan være af
værdi for fjenden, kan straffen stige til fængsel i 3 år.
§ 35.
Den, der forsætligt under væbnet konflikt uden tilladelse sætter sig i
forbindelse med nogen, der hører til modparten eller befinder sig på
modpartens
område, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Er der derved meddelt
oplysninger, der kan være af værdi for modparten, kan straffen stige til
fængsel i 4 år.
§ 38.
Tidspunktet for lovens ikrafttræden
bestemmes af forsvarsministeren.
§ 40.
Denne lov træder i kraft den 1. oktober 2005.
Stk. 2.
Ved lovens ikrafttræden ophæves
lov nr. 114 af 7. maj 1937.
Stk. 2.
Samtidig
ophæves militær straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september
1987.
§ 39.
Kvarterarrest, der ikke er udstået
ved lovens ikrafttræden, bortfalder.
(ophæves)
Stk. 2.
Vagtarrest i indtil 15 dage,
der ikke er udstået ved lovens ikrafttræden, omsættes til bøde med 10 kr. for
hver dag. Vagtarrest i mere end 15 dage omsættes til hæfte i samme tidsrum.
Lignende dokumenter
- Militær straffelov Retsinformation · 25. juni 2005
- Bekendtgørelse om disciplinarmyndighed inden for Forsvarsministeriets område Retsinformation · 10. juni 2023
- Forslag til Militær disciplinarlov Retsinformation · 1. juni 2005
- Militær disciplinarlov Retsinformation · 25. juni 2005
- Forslag til Militær straffelov og ændring af lov om forsvarets personel Retsinformation · 29. oktober 2004
- Forslag til Militær retsplejelov Retsinformation · 1. juni 2005