Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Militær straffelov

2004/2 LSF 54Lovforslag som fremsatForsvarsministeriet23. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 23. februar 2005 af

forsvarsministeren (Søren Gade)

Forslag

til

Militær

straffelov

Kapitel 1

Almindelig del

§ 1.

Loven finder anvendelse på tjenstgørende militært personel samt hjemsendt

militært personel med hensyn til militære pligter, som påhviler det efter

hjemsendelsen.

Stk. 2.

Loven

finder endvidere anvendelse på udenlandsk militært personel, der er

interneret

her i landet, og andre personer, der efter mellemfolkelige overenskomster,

som

Danmark har tiltrådt, har krav på behandling som militærpersoner.

§ 2.

Under væbnet konflikt finder loven endvidere anvendelse på

1)

enhver, der gør

tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette,

2)

krigsfanger samt

sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for

krigsfanger,

for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster, og

3)

Læs alt

enhver, der gør sig

skyldig i overtrædelse af denne lovs §§ 28-34 og §§ 36-38.

§ 3.

Loven finder anvendelse på lovovertrædelser, der begås i og uden for den

danske

stat.

§ 4.

Loven finder også anvendelse på lovovertrædelser, der begås mod andre landes

militære styrker, som samvirker med danske militære styrker.

§ 5.

Under dansk straffemyndighed, jf. straffelovens §§ 6-12, hører endvidere

overtrædelser af §§ 28-30 og § 32, der er foretaget under væbnet

konflikt

uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme,

medmindre andet følger af almindelige folkeretlige regler.

Stk. 2.

Under dansk

straffemyndighed hører endvidere overtrædelser af §§ 36 og 38, der er

foretaget uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningsmanden

hører

hjemme, når overtrædelsen er begået over for dansk militært personel eller

personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2.

§ 6.

Overtrædelser af denne lov straffes, når de er begået forsætligt eller af

grov

uagtsomhed, medmindre andet følger af de enkelte bestemmelser.

§ 7.

Straffelovens § 13, stk. 3, anvendes på handlinger, som er

nødvendige

for at tilvejebringe lydighed eller opretholde orden.

§ 8.

Den, der efter §§ 1 og 2 ikke er omfattet af loven, straffes kun for

medvirken til overtrædelse af bestemmelser i loven, hvis lovovertrædelsen kan

medføre straf af fængsel i 4 år eller derover.

Stk. 2.

Der kan

under tilsvarende betingelser som nævnt i stk. 1 pålægges selskaber mv.

(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel

for

medvirken til overtrædelse af denne lov.

§ 9.

Den, der ved at adlyde en overordnets tjenstlige ordre begår en strafbar

handling, er straffri, medmindre vedkommende vidste, at der ved ordren

tilsigtedes en sådan handling, eller dette var umiddelbart indlysende.

§ 10.

Lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse, når danske styrker

i

eller uden for riget er i væbnet konflikt, eller der er givet meddelelse

herom

efter stk. 2 eller stk. 3.

Stk. 2.

Under

truende udsigt til væbnet konflikt kan forsvarsministeren offentliggøre

meddelelse om, at lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse.

Stk. 3.

Forsvarsministeren kan i forbindelse med udsendelse af danske styrker uden

for

rigets grænser bemyndige chefen for den udsendte styrke til under truende

udsigt til væbnet konflikt at meddele, at lovens bestemmelser for væbnet

konflikt finder anvendelse for styrken.

Kapitel 2

Speciel del

Pligter som underordnet

§ 11.

Den, der undlader at efterkomme en tjenstlig ordre fra en overordnet eller

vagt, eller som efterkommer ordren på klart utilfredsstillende måde, straffes

i

grove tilfælde for ulydighed med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 2.

Straffen

kan ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3 år, når ulydigheden er

af

særlig grov karakter, navnlig når den har medført betydelig skade eller fare

eller har været egnet til at svække lydigheden hos andre tilstedeværende. Er

ulydigheden forbundet med vold mod overordnet eller vagt, kan straffen stige

til fængsel i 6 år.

Stk. 3.

Under

væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i

10

år.

§ 12.

Udviser flere i forening forsætligt ulydighed, eller bruger de magt, vold

eller

trussel om vold mod overordnet eller vagt, straffes de for mytteri med

fængsel

indtil 6 år.

Stk. 2.

Under

væbnet konflikt kan straffen stige til fængsel på livstid.

§ 13.

Den, der forsætligt ved handling eller i ord groft krænker en foranstående

eller vagt, straffes for respektstridig opførsel med bøde eller fængsel

indtil

6 måneder.

§ 14.

Straffen efter §§ 11-13 kan nedsættes eller bortfalde, når den

foranstående

eller vagten ved sin adfærd har givet anledning til lovovertrædelsen.

Pligter som overordnet og sideordnet mv.

§ 15.

Den overordnede, som forsætligt ved forskelsbehandling, chikane eller på

tilsvarende måde forfølger en eller flere underordnede, straffes med bøde

eller

fængsel indtil 6 måneder.

§ 16.

Den foranstående, der fra efterstående uberettiget modtager gave, pengelån

eller anden fordel, straffes for misbrug af stilling med bøde eller fængsel

indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

§ 17.

Den overordnede, der forsætligt undlader at gribe ind over for en

underordnets

krænkende behandling af dennes underordnede eller sideordnede, straffes med

bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 18.

Den overordnede, der forsætligt ved handling eller i ord groft krænker en

underordnet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 19.

Den, der udsætter en sideordnet for særligt krænkende behandling, herunder

for

nedværdigende ritualer, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Rusmidler mv.

§ 20.

Den, der ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer, opstemmende eller

bedøvende midler eller på lignende måde har bragt sig i en tilstand, hvor

vedkommende ikke er i stand til at varetage sin tjeneste på fuldt forsvarlig

måde, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

§ 21.

Forsvarsministeren kan fastsætte bestemmelser om promillegrænser på særlige

områder for tjeneste i forsvaret, navnlig når sikkerhedsmæssige forhold kan

begrunde det. Forsvarsministeren kan herunder bemyndige militære myndigheder

til at fastsætte promillegrænser i særlige situationer. Overtrædelse af

sådanne

promillegrænser straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

§ 22.

Den, der i tjenesten eller på militært område er i besiddelse af

euforiserende

stoffer, jf. lov om euforiserende stoffer, straffes med bøde eller fængsel

indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det samme gælder den, der indtager sådanne stoffer i tjenesten eller på

militært område.

§ 23.

Den, der forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig synligt

påvirket

af de i § 20 nævnte årsager, og som gennem sin påklædning eller lignende

klart viser at høre til forsvaret, straffes med bøde.

Stk. 2.

Den, der i

forbindelse med tjeneste i udlandet forstyrrer den offentlige orden, eller

som

viser sig synligt påvirket af de i stk. 1 nævnte årsager, straffes med

bøde. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i

1

år.

Andre pligtforsømmelser

§ 24.

Den, der groft tilsidesætter sine pligter som vagt, straffes for

vagtforseelse

med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 2.

Straffen

kan stige til fængsel i 3 år, når forholdet er af særlig grov karakter,

navnlig

når det har medført betydelig skade eller fare eller har givet anledning til,

at der er begået en forbrydelse.

Stk. 3.

Under

væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i

10

år.

§ 25.

Den, der uberettiget fjerner sig fra tjenestestedet eller udebliver fra

tjenesten, straffes i grove tilfælde for udeblivelse med bøde eller fængsel

indtil 6 måneder.

Stk. 2.

På samme

måde straffes den, der forsætligt unddrager sig tjeneste ved at påføre sig

sygdom eller legemsskade, foregive sygdom eller benytte andre midler, der er

beregnet på at vildlede myndighederne.

Stk. 3.

Ved

forsætlig udeblivelse kan straffen stige til fængsel i 3 år, når udeblivelsen

er af særlig grov karakter, navnlig når gerningsmanden må antages at have til

hensigt at udeblive permanent, eller når udeblivelsen har medført betydelig

skade eller fare.

Stk. 4.

Under

væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse af stk. 1 og 2

stige til fængsel i 10 år.

§ 26.

Den, der bevirker, at ting, der tilhører det militære forsvar, bortkommer,

ødelægges eller beskadiges, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2.

Ved

forsætlig overtrædelse af stk. 1 kan straffen under særligt skærpende

omstændigheder

stige til fængsel i 6 år.

§ 27.

Den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten, straffes for

pligtforsømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

Stk. 2.

Straffen

kan stige til fængsel i 1 år, når pligtforsømmelsen er af særlig grov

karakter,

eller når den har medført betydelig skade eller fare.

Stk. 3.

Under

væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3

år.

Forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed

§ 28.

For krigsforræderi straffes med fængsel indtil på livstid den, der forsætligt

under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil for at gavne fjenden

eller skade det danske militære forsvar

1)

søger at opnå, at

tropper, materiel, territorium eller infrastruktur bringes under fjendens

kontrol

eller ikke kommer dansk militært forsvar til nytte,

2)

forleder til mytteri,

overgivelse eller overløben til fjenden eller udbreder oprørske eller

fjendtlige

opråb i det danske militære forsvar,

3)

ødelægger

infrastruktur eller på anden måde søger at skade det danske militære forsvars

kommunikationsmuligheder,

4)

giver fjenden

underretning om det danske militære forsvars forhold, herunder forhold

vedrørende

kommunikations- eller informationssikkerhed,

5)

vejleder fjenden

eller vildleder nogen del af dansk militært forsvar,

6)

undlader at udføre en

ordre,

7)

giver falsk melding,

8)

hjælper krigsfanger

til flugt eller

9)

gør sig skyldig i

noget forhold, der må sidestilles med et af de nævnte.

§ 29.

For spionage straffes med fængsel indtil på livstid den, der hemmeligt eller

under falsk påskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe oplysninger på

det militære forsvars operationsfelt for at meddele dem til fjenden.

Stk. 2.

En spion

fra fjendtlige væbnede styrker, som efter at være vendt tilbage til egne

styrker senere tages til fange, behandles som krigsfange og drages ikke til

ansvar for den tidligere gennemførte spionage.

§ 30.

Den, der forsætligt foretager ændringer af eller erstatter ammunition eller

andet krigsmateriel på en sådan måde, at virkningen forringes eller

udebliver,

eller personer udsættes for fare, straffes med fængsel indtil 8 år.

Stk. 2.

Hvis

gerningsmanden indser, at ændringen mv. kan få virkning under væbnet

konflikt,

kan straffen stige til fængsel i 12 år.

Stk. 3.

Er

forholdet begået under væbnet konflikt, kan straffen stige til fængsel indtil

på livstid.

§ 31.

Den, der under kamp, eller når kamp forestår, forsætligt på pligtstridig måde

søger at unddrage sig faren eller søger at fremkalde overgivelse, straffes

med

fængsel indtil 12 år.

Stk. 2.

På samme

måde straffes den, der under væbnet konflikt forsætligt ved pligtstridigt

forhold bidrager til, at modpartens foretagender fremmes, at dansk militært

forsvar skades eller udsættes for fare, eller som efterlader våben,

ammunition

eller andet materiel.

Stk. 3.

Overtræder

en befalingsmand stk. 2 ved unødvendigt at opgive sin post eller

overgive

sig til modparten eller ved at handle som nævnt i stk. 1, kan straffen

stige til fængsel på livstid.

Stk. 4.

Groft

uagtsomme overtrædelser af stk. 2 og 3, straffes med fængsel indtil 4

år.

§ 32.

Den, der forsætligt røber en militær hemmelighed, hvis afsløring kan skade

landets forsvar, hvis fremmede magter eller styrker får kendskab hertil,

straffes med fængsel indtil 8 år. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, når

forholdet er af særlig grov karakter, navnlig når det har medført betydelig

skade eller fare. Begås handlingen under væbnet konflikt eller under truende

udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel på livstid.

Stk. 2.

Den, der

uberettiget skaffer sig oplysning om sådanne hemmeligheder, straffes med bøde

eller fængsel indtil 4 år. Sker det under væbnet konflikt eller under truende

udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel i 10 år.

Stk. 3.

Den, der

groft uagtsomt overtræder stk. 1 eller 2, straffes med bøde eller

fængsel

indtil 2 år. Sker det under væbnet konflikt eller under truende udsigt

hertil,

kan straffen stige til fængsel i 4 år.

§ 33.

Den, som er vidende om, at mytteri, krigsforræderi eller anden for det

militære

forsvar farlig forbrydelse tilsigtes begået, og som forsætligt undlader at

gøre, hvad der står i vedkommendes magt for at forebygge forbrydelsen eller

dens følger, om fornødent ved anmeldelse, straffes, hvis forbrydelsen bliver

begået eller forsøges begået, med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Stk. 2.

Den, der

undlader at foretage sådanne forebyggelseshandlinger, straffes dog ikke, hvis

deres

foretagelse for vedkommende selv eller dennes nærmeste ville medføre fare for

liv, helbred eller velfærd.

§ 34.

Den, der under væbnet konflikt inden for det militære forsvar forsætligt

foretager handlinger, som er egnet til dér at fremkalde modløshed, straffes

med

fængsel indtil 4 år.

§ 35.

Den, der forsætligt under væbnet konflikt uden tilladelse sætter sig i

forbindelse med nogen, der hører til modparten eller befinder sig på

modpartens

område, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Er der derved meddelt

oplysninger, der kan være af værdi for modparten, kan straffen stige til

fængsel i 4 år.

Andre forbrydelser under væbnet konflikt

§ 36.

Den, som under væbnet konflikt forsætligt misbruger eller ikke respekterer

kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og

materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge, straffes med

fængsel indtil på livstid.

Stk. 2.

På

tilsvarende måde straffes den, der forsætligt bruger krigsmiddel eller

fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt

mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret.

§ 37.

For plyndring straffes med fængsel indtil 6 år den, som for derigennem at

skaffe sig eller andre uberettiget vinding under udnyttelse af krigsfrygten

eller frygten for de styrker, som den pågældende tilhører, forsætligt

1)

fratager eller

aftvinger nogen en fremmed rørlig ting,

2)

bringer en stjålen

ting i sikkerhed eller

3)

tvinger nogen til en

handling eller undladelse, der medfører formuetab for den overfaldne eller

nogen, for hvem denne handler.

Stk. 2.

Straffen

kan stige til fængsel i 10 år, når plyndringen er af særlig grov beskaffenhed

navnlig på grund af dens særligt farlige karakter, udførelsesmåden eller

omfanget

af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal

forbrydelser

er begået.

§ 38.

Den, der forsætligt under væbnet konflikt uberettiget tilegner sig ting fra

en

person, som er dræbt ved krigshandling, straffes for ligrøveri med fængsel

indtil 1 år og 6 måneder.

Stk. 2.

Straffen

kan stige til fængsel i 6 år, når forholdet er af særlig grov beskaffenhed

navnlig på grund af omfanget eller udførelsesmåden.

§ 39.

I

lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 2004,

foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 4

indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

»Stk. 4.

Forsvarsministeren fastsætter, i hvilket omfang værnepligtiges strafafsoning

eller ulovligt fravær skal medføre eftertjeneste eller hjemsendelse med

henblik

på fornyet indkaldelse. Eftertjenesten kan ikke overstige afsoningstiden og

den

tid, den pågældende eventuelt har været ulovligt fraværende.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

2.

§ 14

ophæves.

Ikrafttræden mv.

§ 40.

Denne lov træder i kraft den 1. oktober 2005.

Stk. 2.

Samtidig

ophæves militær straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september

1987.

§ 41.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Lovforslagets

formål og baggrund

;............................................................................

.............

2.

Hovedpunkterne

i militær straffelov, gældende ret

............................................................

3.

Lovforslagets

udformning

;............................................................................

...........................

3.1.

Systematik

;............................................................................

...............................................

3.2.

Behovet for en militær straffelov

;............................................................................

.........

3.2.1.

Tidligere overvejelser

;............................................................................

...............

3.2.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.2.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.3.

Begreber i den militære straffelov

;............................................................................

........

3.3.1.

Foranstående - efterstående og foresat – undergiven

....................................

3.3.2.

Vagtbegrebet

;............................................................................

.............................

3.3.2.1.

Gældende ret

;............................................................................

.................

3.3.2.2.

Udvalgets overvejelser

;........................................................................

....

3.3.2.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

..........................................................

3.3.3.

Begreberne krig og væbnet konflikt

...................................................................

3.3.3.1.

Gældende ret

;............................................................................

.................

3.3.3.2.

Udvalgets overvejelser

;........................................................................

....

3.3.3.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

..........................................................

3.4.

Dansk Straffemyndighed

;............................................................................

......................

3.4.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............................

3.4.1.1.

Straffelovens regler

;............................................................................

......

3.4.1.2.

Dansk straffemyndighed for overtrædelser af militær

straffelov

.......

3.4.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.4.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.5.

Straffrihedsreglen i militær straffelov § 9

.......................................................................

3.5.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............................

3.5.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.5.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.6.

Begrænsning af strafansvaret

;............................................................................

..............

3.6.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............................

3.6.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.6.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.7.

Straffebestemmelser for pligtforsømmelser

....................................................................

3.8.

Militær straffelov § 15 (lovforslagets

§ 28)

....................................................................

3.8.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............................

3.8.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.8.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.9.

Nye straffebestemmelser for pligtforsømmelser i

militær straffelov

...........................

3.9.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............................

3.9.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.9.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.10.

Ordensforseelser og beruselse uden for tjenesten,

§ 27, stk. 2, (lovforslagets § 23)

;............................................................................

.........................................................

3.10.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............................

3.10.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.10.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.11.

Forenings- og forsamlingsfrihed, militær straffelov

§ 29

.............................................

3.11.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............................

3.11.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.11.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.12.

Krigstidsbestemmelserne

;............................................................................

.....................

3.12.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............................

3.12.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.12.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.13.

Militær straffelov § 25 (lovforslagets § 36)

....................................................................

3.13.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............................

3.13.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.13.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.14.

Strafferammer

;............................................................................

..........................................

3.14.1.

Gældende ret

;............................................................................

..............................

3.14.2.

Udvalgets overvejelser

;............................................................................

............

3.14.3.

Forsvarsministeriets overvejelser

.......................................................................

3.15.

Ophævede bestemmelser

;............................................................................

......................

3.15.1.

Generelt

;............................................................................

.......................................

3.15.2.

Militær straffelov § 1

;............................................................................

................

3.15.3.

Militær straffelov § 11

;............................................................................

..............

3.15.4.

Militær straffelov § 12

;............................................................................

..............

3.15.5.

Militær straffelov § 13

;............................................................................

..............

3.15.6.

Militær straffelov § 14

;............................................................................

..............

3.15.7.

Militær straffelov § 25, stk. 2

;............................................................................

...

4.

Lovforslagets

økonomiske og administrative konsekvenser

...........................................

5.

Forholdet

til EU-retten

;............................................................................

..................................

6.

Hørte myndigheder

mv.

;............................................................................

................................

1. Lovforslagets

formål og baggrund

Forslaget har til formål at afløse den nuværende militære

straffelov fra 1973 og er en del af en gennemgående revision af det nuværende

militære straffe- og disciplinarsystem.

Forslaget indeholder dels bestemmelser, som supplerer eller

fraviger reglerne i straffelovens almindelige del, dels bestemmelser om

strafansvar for pligtforsømmelser under tjeneste i forsvaret i fredstid og

under væbnet konflikt samt forbrydelser mod det militære forsvar.

I sommeren 1999 nedsatte forsvarsministeren udvalget til

revision af denne militære straffe- og retsplejelovgivning. Udvalget fik til

opgave at underkaste denne lovgivning samt de dertil knyttede administrative

bestemmelser en vurdering med henblik på en mulig revision. I den forbindelse

har udvalget skulle vurdere behovet for en særlig straffe- og

retsplejelovgivning

omfattende overtrædelser begået i fredstid af såvel ansat som værnepligtigt

personel.

I januar 2004 afgav udvalget sin betænkning nr. 1435/2004

om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov. Ved afgivelsen af

betænkningen bestod udvalget af en formand (landsdommer Nils Black) og 18

andre

medlemmer udpeget af Advokatrådet, Dansk Røde Kors, Hovedorganisationen af

Officerer i Danmark, Hærens Konstabel- og Korporalforening, Centralforeningen

for Stampersonel, Forretningsudvalgene for værnepligtige (nu

Værnepligtsrådet),

København og Århus universiteter, Folketingets Ombudsmand,

Udenrigsministeriet,

Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen.

Udvalgets forslag til militær straffelov er afgivet i

enighed bortset fra ét medlem, som ikke støtter opretholdelsen af en militær

straffelov i fredstid i Danmark, 6 medlemmer, som ønsker en anden formulering

af udkastet til militær straffelov § 9 vedrørende straffrihed, 7

medlemmer, som ønsker en anden formulering af udkastet til militær straffelov

§ 23 vedrørende forstyrrelse af den offentlige orden og beruselse uden

for

tjeneste og 3 medlemmer, som ønsker en anden formulering af udkastet til

militær straffelov § 27 vedrørende indskrænkning i forenings- og

forsamlingsfriheden.

Lovforslaget bygger i det hele på betænkningen og det deri

indeholdte lovforslag. Forsvarsministeriet har ikke på baggrund af de

indkomne

høringssvar, jf. punkt 6, bortset fra enkelte lovtekniske justeringer fundet

anledning til at ændre i udvalgets lovforslag. I de tilfælde, hvor der ikke

har

været enighed i udvalget om udkastet, har Forsvarsministeriet fulgt

flertallets

forslag. Forsvarsministeriet har dog udeladt lovforslagets § 27

vedrørende

indskrænkning i forenings- og forsamlingsfriheden, jf. nærmere lovforslagets

punkt 3.11.

2. Hovedpunkterne i militær

straffelov, gældende ret

For forsvaret gælder en særlig militær straffelov. De

almindelige regler i straffeloven gælder også inden for forsvaret. Den

militære

straffelov er i lighed med straffelovens systematik delt op i en almindelig

del

og en speciel del.

Den militære straffelov almindelig del indeholder nogle

bestemmelser, der fraviger eller supplerer bestemmelser i straffelovens

almindelige del om de almindelige betingelser for straf, f.eks. om den

personkreds,

der er omfattet af loven, om medvirken til overtrædelse af militær straffelov

og om straffrihed ved at følge en lovlig tjenstlig ordre.

Militær straffelov speciel del indeholder i kapitel 7 nogle

straffebestemmelser, som vedrører forskellige former for pligtforsømmelser

begået af tjenstgørende militært personel. Disse regler erstatter navnlig de

almindelige

bestemmelser i straffeloven §§ 156 og 157 om offentligt ansattes

pligtforsømmelser i tjenesten. Som eksempler på særlige militære

pligtforsømmelser kan nævnes ulydighed, mytteri, udeblivelse fra tjeneste og

vagtforseelser. Flere af disse bestemmelser indeholder skærpede

strafferammer,

herunder når forholdet er begået under krig.

I lovens kapitel 8 om »forbrydelser mod forsvarsmagtens

kampdygtighed« findes en række bestemmelser, som kriminaliserer forskellige

skadegørende handlinger rettet mod det militære forsvar, herunder f.eks.

afsløring

af militære hemmeligheder, krigsforræderi og spionage. Disse bestemmelser

finder især anvendelse under krig. Kapitel 7 indeholder desuden bestemmelser,

der har til formål at beskytte enkeltpersoner under krig. Det gælder især

§ 25, som kriminaliserer centrale overtrædelser af krigens folkeret.

Militær straffelov, som senest er revideret i 1973, er

bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september 1987.

Lovbekendtgørelsen er optaget som bilag I til betænkningen. I bilag II

sammenholdes lovforslaget med gældende ret.

3. Lovforslagets udformning

3.1. Systematik

I lighed med den gældende militære straffelov er

lovforslaget delt op i en almindelig del og en speciel del. Almindelig del

(kapitel 1) indeholder ud over bestemmelser om anvendelsesområde, herunder

hvilken personkreds, der er omfattet af loven, bestemmelser, som fraviger

eller

supplerer bestemmelser i straffelovens almindelige bestemmelser herunder om

dansk straffemyndighed (§ 5), tilregnelse (§ 6), nødværge

(§ 7),

medvirken (§ 8), og straffrihed (§ 9). Endelig indeholder forslaget

til almindelig del en bestemmelse om, hvornår reglerne om væbnet konflikt kan

finde anvendelse. Bestemmelserne svarer i det væsentlige til de gældende

bestemmelser i militær straffelov til dels med ændrede formuleringer.

Endvidere

foreslås en række af de gældende bestemmelser ophævet, da der ikke længere

findes behov for disse (gældende militær straffelov § 1 og

§§ 11-14),

jf. nærmere under punkt 3.14.

I lovforslagets specielle del (kapitel 2) er optaget

straffebestemmelser om forsømmelser vedrørende pligter som underordnet

(§§ 11 - 14), pligter som overordnet og sideordnet mv. (§§ 15 -

19),

rusmidler mv. (§§ 20 - 23), øvrige pligtforsømmelser (§§ 24 - 27),

forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed (§§ 28 -35) og andre

forbrydelser under væbnet konflikt (§§ 36 - 38). Bestemmelserne i

speciel

del efter den gældende militære straffelov er i alt væsentligt opretholdt,

dog

med visse sproglige justeringer. En række af bestemmelserne i lovforslaget er

imidlertid nye, idet de er udskilt i selvstændige straffebestemmelser i

stedet

for som i dag at være omfattet af den gældende militære straffelov § 15,

jf. nærmere punkt 3.9. Hertil kommer, at strafansvaret for uagtsomme

overtrædelser er begrænset mest muligt, ligesom strafansvaret begrænses til

grovere forhold, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, jf.

nærmere

under punkt 3.6.

I det følgende fremhæves en række mere principielle forhold

i relation til lovforslaget. I øvrigt henvises til de enkelte bestemmelser og

disses særlige bemærkninger. Ved henvisninger til »betænkningen« menes

betænkning

nr. 1435/2004 om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov.

3.2. Behovet for en militær

straffelov

3.2.1. Tidligere

overvejelser

I senmiddelalderen indførtes i flere europæiske lande en

særlig militær jurisdiktion i forbindelse med organisering og anvendelse af

udenlandske lejehære. Dette betød især, at der blev fastsat særlige regler

for

militære strafferetlige forhold. Sådanne ordninger var oprindeligt baseret på

krav fra sådanne lejehære om at kunne bevare deres egen retsopfattelse og at

kunne føre et selvstændigt retsliv. Også i Danmark blev gennemført særlige

militære regler, ligesom der blev etableret militære domstole (krigsretter).

Da den danske hær blev national og senere kom til at hvile

på værnepligt, opretholdtes den særlige militære straffelovgivning først og

fremmest med henblik på at sikre den militære disciplin.

I 1881 gennemførtes straffelov for krigsmagten, som var den

første egentlige militære straffelov. På baggrund af flere århundreders

erfaring i behandling af sager under militær jurisdiktion blev loven udformet

med detaljerede beskrivelser af en lang række former for lovovertrædelser.

Militær straffelov af 1937 erstattede 1881-lovens

omfattende opregning af lovovertrædelser med korte og klare beskrivelser af

gerningsindholdet. Straffebestemmelser for forhold, der kunne henføres under

straffeloven, blev ophævet. Samtidig blev den nugældende lovtekniske ordning,

hvorefter reglerne i straffelovens almindelige del om de grundlæggende

betingelser

for strafansvar mv., f.eks. reglerne om tilregnelse, forsøg og medvirken

etc.,

som til dels var indført i straffelov for krigsmagten af 1881, medmindre

andet

fremgik af militær straffelov, fuldt ud gennemført. Militær straffelov blev i

1937 således i det hele et supplement til straffeloven.

Det overordnede hensyn bag militær straffelov af 1937 var

fortsat at beskytte og bevare forsvarets effektivitet og krigsmagtens

kampdygtighed gennem opretholdelse af den militære disciplin og orden.

I 1973 gennemførtes den nugældende militære straffelov.

Lovforslaget blev i det væsentlige udarbejdet på grundlag af en delbetænkning

om straf og disciplinarmidler samt klageregler, som blev afgivet i 1970 af

udvalget vedrørende befalingsmandsuddannelsen og arbejdsklimaet i forsvaret

(det såkaldte »Klimaudvalg«).

Klimaudvalget fandt, at ikke mindst hensynet til forsvarets

effektivitet gjorde det nødvendigt at opretholde regler om særlige militære

pligter, og at manglende overholdelse af disse pligter nødvendigvis i et vist

omfang

fortsat måtte kunne sanktioneres. Der var derfor efter udvalgets opfattelse

fortsat behov for at opretholde en særlig militær straffelov.

Det var endvidere udvalgets opfattelse, at beskrivelsen af

militære pligter burde gøres så snæver som muligt, og at sanktioner inden for

forsvaret for tilsidesættelse af sådanne pligter burde have undtagelsens

karakter.

Sanktioner var ikke et mål i sig selv, men alene et sidste middel til at

sikre

overholdelse af disse pligter. Udvalget foreslog på denne baggrund nogle

begrænsninger i de gældende regler om strafansvar for pligtstridig adfærd.

Udvalget foreslog desuden de særlige militære strafarter kvarterarrest og

vagtarrest

ophævet, således at kun de almindelige straffe efter straffeloven, dvs. bøde,

hæfte og fængsel, kunne anvendes. Kun sanktionen irettesættelse blev i det

efterfølgende lovforslag foreslået opretholdt som en særlig militær strafart.

Militær straffelov blev endelig ændret i 1978 i forbindelse

med ophævelsen af dødsstraf i krigstid, jf. lov nr. 195 af 3. maj 1978.

For en nærmere gennemgang af de tidligere ændringer

herunder ændringen i 1973 henvises til betænkningen, kapitel 3 og 5.

3.2.2. Udvalgets

overvejelser

Et centralt spørgsmål for Udvalget om den militære straffe-

retsplejeordning har været at tage stilling til, om der er behov for en

særlig

militær straffelovgivning for pligtforsømmelser begået i fredstid af såvel

ansat som værnepligtigt personel og herunder at vurdere indholdet af en række

af de gældende bestemmelser i militær straffelov og militær retsplejelov.

Ved vurderingen af, om der fortsat er behov for særlige

militære bestemmelser i fredstid om strafansvar for pligtforsømmelser, har

udvalget taget udgangspunkt i loven om forsvarets formål, opgaver og

organisation

mv., jf. lov nr. 122 af 27. februar 2001.

Siden den seneste revision af den militære straffe- og

retsplejelov i 1973 er forsvarets opgaver blevet ændret markant. Hvor vægten

tidligere navnlig var lagt på territorialforsvaret, er den i de senere år i

langt højere grad lagt på deltagelse i internationale fredsbevarende og

fredsstøttende opgaver. Dansk forsvars internationale engagement, herunder

navnlig i FN- og NATO-regi, har således i de senere år udgjort en stadig

større

del af forsvarets opgaver.

Tjenesten i udlandet er ofte karakteriseret ved, at den

foregår under forhold, hvor personellet kan blive udsat for situationer, som

kræver skærpet agtpågivenhed, eller som kan udvikle sig til direkte militære

konfrontationer. Det er i denne situation af afgørende betydning, at det

udsendte personel er i stand til at løse opgaverne på en hensigtsmæssig og

forsvarlig måde. Brud på disciplinen kan efter omstændighederne få alvorlige

følger og i yderste konsekvens medføre tab af menneskeliv og materiel. En

hurtig

og effektiv indskriden over for pligtforsømmelser i form af sanktioner kan

efter omstændighederne være nødvendig for at markere konkret over for den,

der

forser sig, at den pågældendes adfærd er uacceptabel og har konsekvenser. Af

generalpræventive grunde gør tilsvarende sig gældende over for personellet

som

helhed.

Det er en af forsvarets væsentligste opgaver at sikre, at

militært personel, der udsendes til internationale opgaver, også er uddannet

til at møde de udfordringer, som følger af disse opgaver. Det er derfor

påkrævet, at den hjemlige uddannelse og tjeneste sikrer, at personellet er i

stand til på forsvarlig og adækvat måde at kunne deltage i disse opgaver.

Udvalget har derfor fundet det påkrævet, at der allerede i fredstid skabes et

sikkert grundlag for, at personellet under uddannelsen og i tjenesten får

forståelse af indholdet af de militære pligter og formålet med dem og dermed

bliver motiveret til at opfylde de grundlæggende krav til tjenesten.

Denne vurdering er også blevet bestyrket af indtrykkene fra

udvalgets tjenestestedsbesøg, herunder navnlig besøget hos de danske styrker

i

Doboj i Bosnien. Denne forståelse og motivation tilvejebringes naturligvis

først og fremmest gennem undervisning, deltagelse i øvelser og under den

daglige tjeneste, men udvalget finder, at det fortsat er nødvendigt i givet

fald også gennem straf og andre sanktioner at kunne markere, hvor grænsen til

den uacceptable handlemåde i tjenesten går.

Udvalgets flertal foreslår på denne baggrund, at

bestemmelser, der beskriver centrale militære pligter, bibeholdes, og at

tilsidesættelse af disse pligter skal kunne sanktioneres, herunder med straf,

også under fredsforhold i Danmark. Samtidig stilles der forslag om nogle

justeringer af de gældende regler navnlig med henblik på at begrænse

strafansvaret.

Der henvises i øvrigt til betænkningen, kapitel 11.

3.2.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

Forsvarsministeriet er enig med udvalgets flertal i behovet

for en militær straffelov og kan i det hele tilslutte sig de af flertallet

anførte grunde herfor.

3.3. Begreber i den militære

straffelov

3.3.1. Foranstående - efterstående

og foresat - undergiven

Militær straffelov anvender i flere bestemmelser begreberne

foranstående - efterstående og foresat - undergiven.

»Foranstående - efterstående« og »foresat - undergiven« er

defineret således i Forsvarsministeriets kundgørelse B. 3-4 (cirkulære af 6.

november 1990 om tjenestebestemmelser for forsvarets militære og civile

personel):

»§ 2.

Enhver, der i den militære rækkefølge står foran en anden, er dennes

foranstående,

den anden hans efterstående. Menigt personel er dog indbyrdes ligestillet.

§ 3.

Den,

der i henhold til love, bestemmelser eller befalinger er bemyndiget til inden

for et nærmere fastsat tjenesteområde at befale over andre, er disses

foresatte

og de andre dennes undergivne.

Stk. 2.

Ved

tjenesteområde forstås det til en tjenestestilling knyttede ansvars- og

myndighedsområde.

Stk. 3.

Ved

nærmest foresatte forstås den foresatte, under hvis direkte kommando den

undergivne

er stillet.

Stk. 4.

Ved

nærmest foresatte chef forstås den chef eller den med en chef ligestillede

foresatte, inden for hvis umiddelbare tjenesteområde den undergivne henhører.

Stk. 5.

En

foranstående, der skrider ind over for en efterstående for at tilvejebringe

orden

eller hindre uorden, skal betragtes som foresat. Endvidere skal vagter og

patruljer samt militærpolitipersonel adlydes som foresatte.«

Begreberne foranstående - efterstående henviser til den

militære rækkefølge. F.eks. kan en befalingsmand være foranstående for en

anden

befalingsmand med samme grad afhængig af udnævnelsestidspunkt, der er

afgørende

for indplaceringen i den militære rækkefølge.

I betænkningen om den militære straffelov, retsplejelov og

disciplinarlov foreslås de militære begreber »foresat - undergiven« ændret

til

»overordnet - underordnet«. Formålet hermed er at anvende udtryk, som er

nutidige, og som må antages at være umiddelbart forståelige for blandt andre

værnepligtige.

I lovforslaget er derfor anvendt »overordnet - underordnet«

i stedet for »foresat - undergiven«. Der er ikke tilsigtet nogen

realitetsændring i forhold til de gældende begreber. Kundgørelsen vil

efterfølgende blive rettet i overensstemmelse med lovforslaget.

Der henvises til betænkningen, side 259.

3.3.2. Vagtbegrebet

3.3.2.1. Gældende ret

Militær straffelov indeholder i §§ 16, 17, 20 og 26

bestemmelser om pligtforsømmelser, der begås bl.a. mod eller af vagt.

Begrebet »en vagt« er ikke defineret i militær straffelov.

Vagtbegrebet er heller ikke det samme i disse bestemmelser. Det må dog

antages,

at vagtbegrebet i de gældende §§ 16, 17 og 20 er stort set

sammenfaldende,

idet afgørende for, om der er tale om en vagt i disse bestemmelser, vil være,

om den pågældende militærperson kan afgive ordrer, som skal adlydes.

Endvidere

vil der skulle være tale om, at funktionen som vagt i militær forstand typisk

forudsætter, at den pågældende er tillagt et særligt ansvar, der foreligger

en

konkret instruks eller ordre, funktionen er tidsbegrænset, og der er krav om

uafbrudt/stadig årvågenhed.

For en nærmere gennemgang af disse bestemmelser og

vagtbegrebet henvises til betænkningens gennemgang af de enkelte bestemmelser

i

kapitel 6 samt siderne 260 - 261 i betænkningen.

3.3.2.2. Udvalgets

overvejelser

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

overvejet, hvorvidt det er muligt at give en entydig definition af begrebet

»vagt« i den forstand dette udtryk i dag anvendes i de forskellige

bestemmelser

i militær straffelov, men har ikke fundet det muligt entydigt at definere

vagtbegrebet.

Udvalget har fundet, at det især er grænsedragningen mellem

vagter i den forstand, hvori dette begreb må forstås i gældende militær

straffelov § 26 (om vagtforseelser), og militært personel, der i øvrigt

betegnes som vagter, men som ikke falder ind under vagtbegrebet i

bestemmelsen,

der kan give anledning til begrebsmæssige problemer.

Endvidere peges der fra udvalgets side på, at definitionen

af begrebet vagt i gældende § 26 er afgørende for afgrænsningen over for

den almindelige bestemmelse om pligtforsømmelser i gældende militær

straffelov

§ 15.

Militært personel, som ikke i deres funktionsbeskrivelse er

benævnt vagter, varetager alligevel ofte arbejdsopgaver af sikkerhedsmæssig

karakter og tilsvarende centrale funktioner. Som eksempler kan nævnes

radaroperatører, flyveledere, skibsførere, udkigsposter på skibe mv.

Også på andre områder inden for forsvaret forekommer

arbejdsopgaver, hvis udførelse generelt eller i en given situation er af

central karakter eller af væsentlig betydning for gennemførelsen af andre

opgaver, f.eks. i forbindelse med øvelser og under egentlige operative

opgaver.

Sådant personel betegnes i praksis ofte ikke som vagter,

selvom deres opgaver ud fra en praktisk synsvinkel ofte vil kunne

karakteriseres som »funktioner af vagtmæssig karakter«. Hvis de udfører deres

opgaver på en sløset måde eller f.eks. falder i søvn under arbejdet, vil de

åbenbart gøre sig skyldige i pligtforsømmelse, der er omfattet af den

gældende

bestemmelse i militær straffelov § 15. Spørgsmålet er om sådanne

situationer

kan – eller bør – henføres under gældende § 26 om

vagtforseelser.

Forskellen mellem at henføre forholdet under den specifikke

bestemmelse om vagtforseelser henholdsvis at henføre det under den generelle

bestemmelse om pligtforsømmelser (i dag § 15) er dels strafferammen,

dels

– og måske mere principielt – om disse »vagtforseelser« som andre

vagtforseelser på grund af deres alvorligere karakter bør henføres under en

selvstændig straffebestemmelse.

Det har efter udvalgets opfattelse ikke været muligt i

selve lovteksten tilstrækkeligt klart at afgrænse vagter, der er omfattet af

lovforslagets § 24 (gældende § 26), fra andet militært personel,

der

ved at tilsidesætte deres arbejdsforpligtelser gør sig skyldige i en

pligtforsømmelse, der ellers må henføres under den almindelige bestemmelse i

lovforslagets § 27 (gældende § 15).

Udvalget foreslår derfor, at en vagt i § 24’s forstand

alene omfatter personer, i hvis funktions- eller stillingsbeskrivelse ordet

»vagt« indgår. Om dette er tilfældet, må afgøres på grundlag af de skriftlige

regler, der beskriver stillingen eller funktionen. Ved funktionsbeskrivelsen

bør opmærksomheden være henledt herpå.

Også en mundtlig ordre om, at en militærperson i det

konkrete tilfælde udøver vagttjeneste, indebærer, at den pågældende er vagt i

militær straffelovs forstand, f.eks. hvor en værnepligtig under en øvelse

bliver beordret til at overtage en telefonvagt i en halv time som midlertidig

afløser for den faste vagt. Er den pågældende herefter ikke betegnet som

vagt,

vil en misligholdelse af arbejdsforpligtelsen eller den konkrete opgave alene

indebære en pligtforsømmelse, der skal behandles som »almindelig«

pligtforsømmelse (efter lovforslagets § 27), ikke som en vagtforseelse.

Dette betyder, at militært personel, som i dag ikke

betegnes som vagter, men som varetager opgaver af f.eks. sikkerhedsmæssig

karakter, herunder eksempelvis radaroperatører, ikke er vagter i militær

straffelovs forstand, medmindre det udtrykkeligt er fastsat, at de er

omfattet

af vagtbegrebet.

Efter lovforslaget vil det være forsvarets myndigheder, der

må vurdere, hvilket militært personel der – ud over vagter, der er

omfattet af

§ 11 (gældende § 16 - dvs. vagter over for hvem der kan udvises

ulydighed) – skal henføres under vagtbegrebet og derved kunne gøre sig

skyldig

i en vagtforseelse efter § 24. Militært personel, der ikke er afmærket

som

vagter, eller hvis arbejdsopgaver ikke er beskrevet som vagtfunktioner, kan,

når de misligholder opgaven, herefter alene straffes for pligtforsømmelse

efter

den generelle bestemmelse i lovforslagets § 27, ikke for vagtforseelse.

Der henvises til betænkningen, siderne 259 - 263.

3.3.2.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

Forsvarsministeriet kan tilslutte sig udvalgets

overvejelser og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der

henvises til de særlige bemærkninger til § 11 og § 24.

3.3.3. Begreberne krig og

væbnet konflikt

3.3.3.1. Gældende ret

Efter militær straffelov § 4, 1. punktum, finder

lovens bestemmelser for krigstid anvendelse, dels når Danmark er i krig, dels

under truende udsigt til krig, når forsvarsministeren har offentliggjort

meddelelse herom. Krigstidsreglerne finder endvidere anvendelse i visse

situationer under angreb fra fremmede militære styrker, jf. § 4, 2.

punktum. Det er således ikke militær straffelov § 4, men faktiske

omstændigheder, herunder politiske beslutninger, der er bestemmende for,

hvornår Danmark eller danske væbnede styrker er i krig.

Formålet med militær straffelov § 4 er alene at

fastlægge, hvornår militær straffelovs krigstidsbestemmelser finder

anvendelse.

Om Danmark eller danske væbnede styrker er i krig, afgøres

således af faktorer uden for militær straffelovs »kontrol«.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til

betænkningen, siderne 60 - 74.

3.3.3.2. Udvalgets

overvejelser

Udvalget har fundet det væsentligt, at militær straffelovs

krigstidsbestemmelser træder i kraft og kan finde anvendelse i alle

situationer,

hvor Danmark eller danske styrker er i krig. Sprogbrugen og fortolkningen af

militær straffelovs krigstidsbegreb bør derfor tilstræbe bedst muligt at

svare

til den almindelige juridiske forståelse af begrebet.

Begrebet krig må i dag i overensstemmelse med almindelig

folkeretlig terminologi forstås som ensbetydende med væbnet konflikt, og det

er

juridisk set derfor mere præcist at anvende begrebet væbnet konflikt.

Udvalget

foreslår derfor, at dette udtryk anvendes i denne og andre bestemmelser i

stedet for krig. Dette vil også tydeliggøre, at krigen (den væbnede konflikt)

kan være af både international og ikke-international karakter, jf. herved

også

straffeloven § 1.

Udvalget finder, at sondringen mellem en automatisk

ikrafttræden af reglerne og en mulighed for at bestemme dette i den periode,

som ligger umiddelbart forud for væbnet konflikt, bør opretholdes. Dette

svarer

også til den gældende retstilstand i Norge og Sverige, jf. betænkningen, side

71 ff.

Endvidere foreslår udvalget indsat et nyt stykke i

bestemmelsen, der giver forsvarsministeren hjemmel til i forbindelse med

udsendelse

af danske styrker uden for rigets grænser at bemyndige chefen for den

udsendte

styrke til under truende udsigt til væbnet konflikt at meddele, at reglerne

for

væbnet konflikt finder anvendelse.

Der henvises til betænkningen, side 285.

3.3.3.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

Forsvarsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag.

Der henvises til lovforslagets § 10 og bemærkningerne hertil, som er

udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

3.4. Dansk Straffemyndighed

3.4.1. Gældende ret

3.4.1.1. Straffelovens

regler

Hvis en dansk straffebestemmelse overtrædes i Danmark, kan

sagen afgøres af danske domstole. Sker overtrædelsen i udlandet, opstår både

spørgsmål om, hvorvidt den danske straffebestemmelse gælder i udlandet, og om

hvorvidt danske domstole har kompetence til at pådømme sagen. Det første

spørgsmål om lovens rækkevidde afgøres ved fortolkning af den pågældende lov.

Det andet spørgsmål – om hvorvidt danske domstole har straffemyndighed

–

afgøres ved fortolkning af straffeloven §§ 6-12, medmindre den

pågældende

lov indeholder bestemmelser om dansk straffemyndighed.

Straffelovens hovedregler indebærer følgende:

Handlinger, som begås på dansk territorium, er altid

undergivet dansk straffemyndighed uanset gerningsmandens nationalitet, jf.

straffeloven § 6 (territorialprincippet).

Handlinger, som begås uden for dansk territorium af en

person, som er statsborger eller bosat i Danmark eller et af de andre

nordiske

lande, er undergivet dansk straffemyndighed efter bestemmelserne i

straffeloven

§ 7 (personalprincippet). Efter § 7, stk. 2, er det dog gjort

til en betingelse, at handlingen også er strafbar efter den på gerningsstedet

gældende lovgivning (princippet om dobbelt strafbarhed).

Handlinger, som begås uden for dansk territorium, af en

person, der ikke er statsborger i eller har bopæl i Danmark eller et af de

andre nordiske lande, er i særlige tilfælde undergivet dansk

straffemyndighed,

hvis de krænker kvalificerede danske interesser, jf. straffeloven § 8,

nr.

1-3 (real- eller beskyttelsesprincippet).

Handlinger, som begås uden for dansk territorium og uden at

gerningsmanden eller ofret har tilknytning til Danmark, er i visse tilfælde

primært på grund af overtrædelsens grovhed undergivet dansk straffemyndighed

(universalprincippet).

3.4.1.2. Dansk straffemyndighed

for overtrædelser af militær straffelov

Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 2,

hvorefter loven også finder anvendelse, når den strafbare handling er begået

uden for den danske stat, indebærer ikke blot, at det militære pligtforhold

også gælder ved tjeneste uden for Danmark, men at bestemmelsen desuden

selvstændigt

regulerer omfanget af dansk straffemyndighed ved overtrædelser af militær

straffelov, herunder når handlingen er begået i udlandet. Spørgsmålet skal

således uanset ordlyden af militær straffelov § 1 og straffeloven

§ 2

ikke afgøres efter straffelovens regler. Dette skyldes det historiske samspil

mellem straffeloven og militær straffelov.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til

betænkningen siderne 57 - 59 og 290- 297.

3.4.2. Udvalgets

overvejelser

Udvalget har ikke fundet grundlag for at opretholde den

gældende ordning, hvorefter reglerne om dansk straffemyndighed udelukkende

findes i militær straffelov, men finder, at spørgsmålet om dansk

straffemyndighed

for forbrydelser efter militær straffelov bør afgøres med udgangspunkt i

straffelovens almindelige regler i §§ 6-8.

Udvalget har vurderet, i hvilket omfang der er dansk

straffemyndighed efter straffeloven §§ 6-8 for overtrædelser af militær

straffelov, og i hvilket omfang der kan påvises behov for at supplere

straffelovens generelle bestemmelser om dansk straffemyndighed med konkrete

bestemmelser, der sikrer dansk straffemyndighed over for forbrydelser, som

ikke

kan henføres under straffelovens bestemmelser. Udvalget har i forbindelse

hermed tillige forelagt problemstillingen for Justitsministeriet, der ikke

har

haft bemærkninger til det i betænkningen indeholdte lovforslag om dansk

straffemyndighed.

På denne baggrund har udvalget fundet, at der bør optages

en bestemmelse i militær straffelov om dansk international straffemyndighed,

der supplerer de gældende bestemmelser om dansk straffemyndighed i

straffeloven

§ 8 for så vidt angår overtrædelser af § 31 om afsløring af

militære

hemmeligheder (jf. forslaget til § 32), § 32 om forfalskning af

ammunition (jf. forslaget til § 30), § 33 om krigsforræderi (jf.

forslaget til § 28) og § 34 om militær spionage (jf. forslaget til

§ 29).

Disse forbrydelser hører til de mest centrale i kapitel 8 i

militær straffelov, som har til formål at beskytte danske militære interesser

især under væbnet konflikt, og kan efter omstændighederne få meget alvorlige

konsekvenser for det militære forsvar og dermed for det danske samfund. Der

er

efter udvalgets opfattelse behov for også at kunne straffe disse skadelige

handlinger, der begås af udlændinge i udlandet mod danske militære interesser

under væbnet konflikt.

Udvalget har endvidere fundet, at overtrædelser af militær

straffelov § 24, stk. 2 (jf. forslaget til § 38), bør kunne

straffes i Danmark, når handlingen er begået under væbnet konflikt over for

dansk militært personel mv. i udlandet af udlændinge.

Også overtrædelser af konventionsbestemmelser, som er

omfattet af militær straffelov § 25 (jf. forslaget til § 36), men

hvor der ikke består en folkeretlig forpligtelse for Danmark til at

retsforfølge personer, som ikke i forvejen er undergivet dansk

jurisdiktionskompetence, bør efter udvalgets opfattelse kunne straffes her i

landet,

når handlingerne begås i udlandet af udlændinge mod dansk militært personel

under væbnet konflikt og mod den personkreds, som er omfattet af militær

straffelov § 6, nr. 1 og 2, jf. udvalgets forslag til § 2, nr. 1 og

2. Det gælder ikke mindst med hensyn til de »mindre grove« overtrædelser af

Genèvekonventionerne, herunder bestemmelser, der regulerer behandlingen af

krigsfanger.

Udvalget har derimod ikke fundet behov for at foreslå en

bestemmelse om udvidet dansk straffemyndighed for overtrædelse af

bestemmelserne i militær straffelov §§ 30, 35 og 36 (jf. lovforslaget

§§ 33, 31 og 34). Disse bestemmelser retter sig i det væsentligste enten

mod overtrædelser begået af tjenstgørende militært personel eller mod

overtrædelser, som vanskeligt kan begås uden for Danmark.

Der henvises til betænkningen, siderne 296 - 302.

3.4.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

Udvalgets forslag er optaget som § 5 i lovforslaget,

idet dog udvalgets forslag om at udvide dansk straffemyndighed til at omfatte

enhver overtrædelse af straffelovens bestemmelser, der begås over for dansk

militært

personel under tjeneste i udlandet mv. ikke er medtaget (jf. betænkningen

side

368). Årsagen hertil er, at Justitsministeriet i forbindelse med høringen

over

betænkningen har givet udtryk for, at en sådan væsentlig udvidelse bør

afvente

udfaldet af de principielle og generelle overvejelser om dansk

straffemyndighed, som foregår i Jurisdiktionsudvalget.

Om den nærmere begrundelse for de enkelte led i

bestemmelsen henvises til de særlige bemærkninger.

3.5. Straffrihedsreglen i

militær straffelov § 9

3.5.1. Gældende ret

Militær straffelov § 9 indeholder en regel om, at den,

der adlyder en ordre fra en overordnet og derved begår en strafbar handling,

som udgangspunkt er straffri. Kun hvis den pågældende vidste, at »der ved

befalingen tilsigtedes en sådan handling eller dette var umiddelbart

indlysende«, vil strafansvar kunne komme på tale.

I en rapport udgivet i 1997 af Dansk Røde Kors’

Folkeretsudvalg, der er et udvalg nedsat af Dansk Røde Kors’ styrelse,

blev det

anbefalet, at det ved en præcisering af militær straffelov § 9 fastslås,

at underordnede bærer et selvstændigt strafansvar for handlinger begået for

at

efterleve en ordre, som krænker den humanitære folkeret.

Anbefalingen er fremsat med baggrund i det almindeligt

anerkendte folkeretlige princip, at en person, der har begået en

krigsforbrydelse, ikke kan undgå strafansvar under henvisning til, at han

handlede efter ordre fra en overordnet. Dette princip er – i lidt

forskellige

formuleringer – fastslået i statutterne for Nürnbergdomstolen og

FN’s

ad hoc

tribunaler for det tidligere

Jugoslavien og Rwanda, hvortil rapporten henviser.

Efter udgivelsen af rapporten har princippet desuden fået

følgende autoritative formulering i artikel 33 i statutten for den

Internationale Straffedomstol (ICC), der er vedtaget i 1998:

»1. Det forhold, at en forbrydelse under domstolens

jurisdiktion er begået af en person efter ordre fra en regering eller en

overordnet, militær eller civil, fritager ikke den pågældende for

strafansvar,

medmindre

a)

personen var under

en retlig forpligtelse til at adlyde ordrer fra den pågældende regering eller

overordnede,

b)

personen ikke

vidste, at ordren var ulovlig, og

c)

ordren ikke var

åbenbart ulovlig.

2. Efter denne artikel skal ordrer om at begå

folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden anses for åbenbart ulovlige.«

Som det fremgår af artiklen, består den væsentligste

forskel fra formuleringen af militær straffelov § 9 deri, at artikel 33

i

modsætning til § 9 nævner princippet om strafansvar (hovedreglen) før

mulighederne for straffritagelse (undtagelsen). Betingelsen i stk. 1 (a)

indebærer ikke nogen realitetsforskel, idet det for så vidt angår den danske

bestemmelse forudsættes, at der er tale om en lovlig, tjenstlig ordre, jf.

ordene »tjenstlige befaling« sammenholdt med militær straffelov § 16 om

lydighedsnægtelse. Punkt 2 må forstås som en understregning af, at folkedrab

og

forbrydelser mod menneskeheden er så åbenbart ulovlige handlinger, at man

ikke

for domstolen kan påberåbe sig ukendskab hertil.

Anbefalingerne i rapporten Humanitær Folkeret blev drøftet

i 1997 og 1998 i regeringens Røde Kors-udvalg, der er nedsat bl.a. med det

formål at fungere som rådgivningsorgan for regeringen i spørgsmål om

fortolkningen og anvendelsen af de humanitære folkeretlige regler gældende

under væbnede konflikter. I udvalget er repræsenteret en række ministerier og

styrelser, bl.a. Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og

Justitsministeriet

samt Dansk Røde Kors. Anbefalingen vedrørende ændring af militær straffelov

§ 9 blev drøftet på udvalgets møde den 16. december 1997. Det fremgår af

referatet, at der ikke var tilslutning til den af Dansk Røde Kors’

Folkeretsudvalg foreslåede ændring af militær straffelov.

§ 9 er ikke formuleret specifikt med henblik på

overtrædelser af den humanitære folkeret eller krigsforbrydelser. En stort

set

enslydende bestemmelse fandtes således allerede i det oprindelige forslag til

militær straffelov af 1881, som blev fremsat i 1850, jf. Rigsdagstidende

1850,

Anhang, sp. 710. Bestemmelsens primære anvendelsesområde er således mere

»fredsmæssige« situationer som f.eks. retsstridig mandskabsbehandling

(U.1957.84) og kørsel i spirituspåvirket tilstand (U.1972.1036). Bestemmelsen

er generel og er således ikke udtryk for en implementering af den humanitære

folkerets regel om strafansvar for at følge ulovlige ordrer fra overordnede,

men for en beskyttelse af underordnet personel mod følgerne af at udføre

retsstridige handlinger som følge af en befaling.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til

betænkningen side 83 - 85 og 263 - 265.

3.5.2. Udvalgets

overvejelser

Det er udvalgets opfattelse, at reglen i militær straffelov

§ 9 i dens nuværende formulering ikke vil føre til et andet resultat end

det, der vil følge af en bestemmelse formuleret i overensstemmelse med reglen

i

artikel 33 i statutten for den internationale straffedomstol. Det gælder

selvom

bestemmelserne ikke svarer til hinanden rent formuleringsmæssigt,

idet de har modsatte udgangspunkter

: Ifølge § 9

er en person som hovedregel straffri, medmindre vedkommende vidste, eller det

var umiddelbart indlysende, at handlingen var ulovlig. Ifølge artikel 33

fritages en person som hovedregel ikke for strafansvar for en forbrydelse

begået efter ordre, medmindre personen var retligt forpligtet til at adlyde

ordrer fra den pågældende, ikke vidste, at ordren var ulovlig, og ordren ikke

var åbenbart ulovlig.

Fælles for de to bestemmelser er, at den underordnede kun

er straffri efter at have begået en forbrydelse efter ordre, når han ikke

vidste, at ordren var ulovlig, og ordren ikke måtte bedømmes som åbenbart

ulovlig.

Et flertal af medlemmerne har på denne baggrund fundet, at

der ikke er noget reelt behov for at ændre militær straffelov § 9. Disse

medlemmer har også lagt vægt på, at den gældende bestemmelse sprogligt set er

mere enkel og dermed også umiddelbart mere tilgængelig og lettere forståelig

end artikel 33.

Et mindretal af medlemmerne finder, at militær straffelov

§ 9 bør omformuleres, således at bestemmelsen svarer til den måde,

hvorpå

Danmarks internationale forpligtelser er formuleret. Disse medlemmer foreslår

bestemmelsen formuleret således:

»Den, der ved at adlyde en overordnets tjenstlige ordre

begår en strafbar handling, straffes, medmindre han ikke vidste, at ordren

var

ulovlig, og ordren ikke var åbenbart ulovlig.«

Mindretallet lægger vægt på, at dansk militært personel i

dag er omfattet af artikel 33 i statutten for Den Internationale

Straffedomstol. Det er derfor nødvendigt, at personellet forstår denne regel.

Det er således lettest for personellet, at bestemmelsen i militær straffelov

svarer til artikel 33. Der er ikke ved formuleringen af mindretallets forslag

tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse.

Der henvises til betænkningen, siderne 265 - 266.

3.5.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

Som anført ovenfor er bestemmelsen generel og er ikke

udtryk for en implementering af den humanitære folkerets regel om strafansvar

for at følge ulovlige ordrer fra overordnede, men for en beskyttelse af

underordnet

personel mod følgerne af at udføre retsstridige handlinger som følge af en

befaling.

Henset hertil og at de af udvalgets flertal anførte grunde, er det efter

Forsvarsministeriets opfattelse mest nærliggende at fastholde den nuværende

formulering, som foreslået af udvalgets flertal.

Der henvises til lovforslagets særlige bemærkninger til

§ 9.

3.6. Begrænsning af

strafansvaret

3.6.1. Gældende ret

Efter militær straffelov § 10 straffes uagtsomhed ikke

uden særlig hjemmel. Uagtsomme overtrædelser af militær straffelov kan

således

kun straffes, hvis der efter den pågældende straffebestemmelse er hjemmel til

at straffe uagtsomhed. Dette er i overensstemmelse med straffeloven

§ 19,

1. punktum. De to »straffelove« anvender således samme »hovedregel«, at der

kræves forsæt til at realisere gerningsindholdet for at pådrage sig

strafansvar, medmindre der i den konkrete straffebestemmelse er hjemmel for,

at

også uagtsomme overtrædelser kan medføre strafansvar. Nogle af de gældende

centrale straffebestemmelser vedrørende pligtforsømmelse indeholder

imidlertid

hjemmel til at straffe også den simpelt uagtsomme overtrædelse (§ 15 om

tilsidesættelse af sine militære pligter, § 16 om ulydighed, § 23

om

ulovligt udeblivelse og § 26 om tilsidesættelse af sine pligter som

vagt).

3.6.2. Udvalgets overvejelser

Det er udvalgets opfattelse, at pligtforsømmelser, hvor

straf ikke forekommer ubetinget nødvendig, ikke bør mødes med en

strafferetlig

reaktion, men med sanktioner, der ikke har karakter af straf,

forudsat at

en sanktion i det konkrete

tilfælde i øvrigt skønnes nødvendig. Der bør efter udvalgets opfattelse

normalt

kun være mulighed for at skride ind med straf over for pligtforsømmelser, når

der er tale om mere alvorlige forhold. Samtidig bør strafansvaret for

uagtsomme

overtrædelser begrænses mest muligt.

Udvalget foreslår derfor strafansvaret begrænset til grove

forhold, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, således at

pligtforsømmelser af mindre grov karakter alene kan mødes med

disciplinarmidler.

Endvidere foreslås det, at strafansvaret i de bestemmelser,

der efter de gældende regler giver mulighed for at kunne straffe uagtsomme

pligtforsømmelser, begrænses til groft uagtsomme forhold. Forseelser, som

alene

skyldes simpel uagtsomhed, vil således efter udvalgets forslag alene kunne

sanktioneres

med disciplinarmidler.

I gentagelsestilfælde vil det imidlertid være muligt at

anvende straf, selv om den aktuelle overtrædelse i sig selv ikke kan medføre

strafansvar, men kun disciplinaransvar. Hvis f.eks. den pågældende gentagne

gange er udeblevet fra tjeneste i kortere perioder og derved er blevet pålagt

disciplinære sanktioner, er vedkommende således ved flere lejligheder blevet

gjort opmærksom på det uacceptable i denne adfærd. Hvis den pågældende

herefter

fortsætter med sådanne korte udeblivelser, vil sagen efter omstændighederne

kunne henføres under militær straffelov § 23 om udeblivelse (udvalgets

forslag til § 25).

Samlet set betyder forslaget en væsentlig begrænsning af

strafansvaret for militære pligtforsømmelser både, hvad angår

gerningsbeskrivelsen,

og kravet til tilregnelse. Udvalgets forslag til fremtidige

straffebestemmelser

er således set under ét i betydelig grad udtryk for en afkriminalisering,

særligt hvad angår mindre alvorlige tilfælde af pligtforsømmelser i forhold

til

gældende ret.

Der henvises til betænkningens side 253 – 254.

3.6.3 Forsvarsministeriets

overvejelser

Forsvarsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag.

Lovforslaget indeholder en ikke ubetydelig afkriminalisering i forhold til de

gældende bestemmelser, da strafansvaret begrænses til de mere grove forhold

og

forhold, der skyldes forsæt eller grov uagtsomhed. Simpelt uagtsomme

pligtforsømmelser vil herefter alene eventuelt kunne mødes med disciplinære

sanktioner, forudsat betingelserne herfor er opfyldt efter disciplinarloven,

jf. nærmere dette lovforslag.

3.7. Straffebestemmelser for

pligtforsømmelser

Militær straffelov kapitel 7 indeholder de centrale

straffebestemmelser for pligtforsømmelser inden for det militære forsvar. Som

nævnt ovenfor erstatter d

isse regler navnlig

de almindelige bestemmelser i straffeloven §§ 156 og 157 om offentligt

ansattes pligtforsømmelser i tjenesten. Reglerne omfatter dels en

generelt formuleret bestemmelse (§ 15), dels en række bestemmelser som

regulerer strafansvaret for bestemte former for pligtstridig adfærd, f.eks.

ulydighed, respektstridig adfærd og vagtforseelser. At disse specifikt

beskrevne tilfælde af pligtforsømmelser er udskilt fra den almindelige

bestemmelse i § 15, er dels historisk betinget, dels er det som følge af

disse lovovertrædelsers mere alvorlige karakter fundet nødvendigt at optage

højere strafferammer i forhold til den, der findes i § 15.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

ikke fundet grundlag for at foreslå nogle af de gældende straffebestemmelser

for pligtforsømmelser i kapitel 7 ophævet. Dette gælder også den generelle

bestemmelse om pligtforsømmelse i militær straffelov § 15, jf. nærmere

nedenfor under punkt 3.8.

Udvalget har derimod fundet det hensigtsmæssigt, at en

række pligtforsømmelser, som efter gældende ret henføres til den generelle

bestemmelse om pligtforsømmelse, udskilles til særskilte bestemmelser. Der

henvises

til forslagene til § 17, § 18, § 19 og § 22 og

bemærkningerne til disse bestemmelser samt nedenfor under punkt 3.9.

3.8. Militær straffelov § 15

(lovforslagets § 28)

3.8.1. Gældende ret

Efter militær straffelov § 15 kan den straffes, der

undlader at efterkomme de pligter som tjenesten medfører, hvis forholdet ikke

kan henføres til andre bestemmelser i den militære straffelov.

§ 15 skal ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser

i kapitel 7 i militær straffelov om strafansvar for pligtforsømmelser. Det

gælder f.eks. bestemmelserne i § 16 om forseelser over for vagt

(ulydighed), § 17 om mytteri, § 23 om udeblivelse fra tjeneste og

§ 26 om vagtforseelser. De forhold, der er omfattet af disse

bestemmelser,

vedrører kvalificerede former for pligtforsømmelser og er derfor udskilt i

specifikke bestemmelser, jf. herved bemærkningerne til § 15 i

lovforslaget

om militær straffelov fra 1972, Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 13,

og

betænkning nr. 1435/04 side 93. § 15 er således subsidiær i forhold til

de

øvrige regler om pligtforsømmelser og finder kun anvendelse på forhold, som

ikke kan henføres til disse specifikke bestemmelser. § 15 omfatter både

forsætlige og uagtsomme overtrædelser, herunder overtrædelser, der alene

skyldes simpel uagtsomhed.

For militært personel følger tjenestepligterne i alt

væsentligt af forskellige skriftlige regelsæt, der gælder for det enkelte

tjenestested.

Som eksempler kan nævnes kasernemeddelelser, blivende bestemmelser, regler om

våbenbetjening, sikkerhedsforskrifter mv. Herudover forekommer konkret

udformede regler i forbindelse med enkeltstående opgaver. Endelig gælder som

for alle andre offentligt ansatte eller beskæftigede de regler eller

principper, som følger af tjenesteforholdets natur, særligt uskrevne, men

almindeligt accepterede minimumskrav til vedkommendes daglige arbejde. Dette

er

ikke specielt for militær straffelov § 15, men gælder også efter de

regler, der er fastsat for andre i offentlig tjeneste, jf. herved bl.a.

straffeloven § 157.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til

betænkningen side 92 - 103.

3.8.2. Udvalgets

overvejelser

Efter kommissoriet er udvalget udtrykkeligt anmodet om at

vurdere, om den generelt formulerede bestemmelse i militær straffelov

§ 15

om straf for pligtforsømmelser kan afskaffes eller gives et mere præcist

indhold.

Udvalget finder, at der fortsat er behov for en

bestemmelse, der giver mulighed for at straffe også de »ikke kvalificerede«

tilfælde af pligtforsømmelser.

Det har bl.a. i den offentlige debat forud for udvalgets

nedsættelse været anført, at militær straffelov § 15 er en både uklar og

uhensigtsmæssig bestemmelse, idet den ikke tilstrækkeligt tydeligt beskriver

de

militære pligter, hvis tilsidesættelse kan medføre strafansvar. Der er

endvidere givet udtryk for en vis tvivl om, hvorvidt bestemmelsen, ikke

mindst

som følge af den generelle formulering, opfylder de krav til udformningen af

straffebestemmelser, som følger af straffeloven § 1, hvorefter straf kun

kan »pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som

ganske må ligestilles med et sådant«.

Militær straffelov § 15 adskiller sig i sin

formulering ikke væsentligt fra andre bestemmelser, der kriminaliserer eller

regulerer offentligt ansattes pligtstridige adfærd. Det gælder særligt

straffeloven §§ 156 og 157 om offentligt ansattes pligtforsømmelser i

tjenesten og bestemmelsen i tjenestemandslovens § 10 om kravene til en

tjenestemands adfærd i tjenesten. Udvalget har vurderet militær straffelov

§ 15 bl.a. i lyset af disse bestemmelser.

Straffeloven §§ 156 og 157 indeholder regler om

strafansvar for den, der som offentligt ansat ikke overholder de regler, der

gælder

for tjenesten.

Efter straffeloven § 156 straffes den, der virker i

offentlig tjeneste eller hverv, og som »nægter eller undlader at opfylde

pligt,

som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig

befaling«. Bestemmelsen vedrører kun den forsætlige ikke-opfyldelse af

tjenestepligt.

I Den Danske Kriminalret, speciel del, 1965, side 79,

anfører Hurwitz, at straffeloven § 156 »angår dels den udtrykkelige

nægtelse af at opfylde pligt, dels den rene undladelse, og den omfatter såvel

tilfælde, hvor pligten beror på tjenestens eller hvervets beskaffenhed, uden

at

særligt pålæg er givet, som tilfælde, hvor lovlig tjenestlig befaling ikke

efterkommes (’insubordination’)«.

Om begrebet »virker i offentlig tjeneste eller hverv« i

§ 156 (og § 157) hedder det (side 74-75), at udtrykket omfatter

»ethvert hverv på det offentliges vegne, hvad enten hvervet er varigt eller

forbigående, lønnet eller ulønnet, frivilligt overtaget eller pligtmæssigt

(ombud), beroende på beskikkelse eller valg«.

Det antages, at § 156 ikke omfatter mindre grove

tilfælde af pligtforsømmelser, jf. Kommenteret straffelov, speciel del, 7.

udgave, side 113, og at ansvaret for mindre grove forsætlige

pligtforsømmelser

vil være udtømt med disciplinær sanktion eller »disciplinært ansvar«.

Straffeloven § 157 omfatter »nogen, som virker i

offentlig tjeneste eller hverv, (der) gør sig skyldig i grov eller oftere

gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten eller hvervets udførelse

eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører«.

Straffeloven § 157 angår navnlig den uforsætlige

ikke-opfyldelse af tjenestepligt, men den antages også at omfatte grov eller

oftere gentagen forsætlig forsømmelse i tjenesten og tilsidesættelse af de

pligter, som ikke er omfattet af § 155 og § 156, jf. Kommenteret

straffelov, side 117. Det anføres her videre, at er der mulighed for at gøre

disciplinæransvar gældende, vil dette i reglen være en tilstrækkelig reaktion

i

anledning af tjenstlige forsømmelser. Strafansvar rammer kun grov forsømmelse

eller skødesløshed eller oftere gentaget, dvs. gentaget i hvert fald mere end

én gang. Det er i kommentaren endelig bemærket, at for militært personel

erstattes reglen af militær straffelov § 15.

Om bestemmelsen anfører Hurwitz i Den Danske Kriminalret,

speciel del, 1965, side 80:

»Det strafbare forhold kan være af såvel positiv som

negativ karakter (’forsømmelse eller skødesløshed’). Strafansvar

indtræder dog

kun, når forholdet enten er groft uagtsomt eller der foreligger ’oftere

gentagen’

forsømmelse eller skødesløshed.

Den for strafbarheden af simpel uagtsomhed opstillede

gentagelsesbetingelse medfører, at den pågældende skal have forset sig mindst

tre gange, før ansvar kan pålægges. De tidligere forseelser behøver ikke at

have ført til tjenstlig påtale eller at være blevet oplyst forud for

straffesag

i henhold til § 157. De behøver næppe at angå forhold af ensartet

karakter. Der kan heller ikke opstilles nogen bestemt tidsfrist, indenfor

hvilken de skal være begået, men der bør dog formentlig ses bort fra forhold,

der efter reglerne i straffeloven § 81 ville have mistet deres

gentagelsesvirkning, hvis de var blevet fastslået ved dom.«

Militær straffelov § 15 er på flere punkter

videregående end de nævnte bestemmelser i straffeloven.

I modsætning til straffeloven §§ 156 og 157 indeholder

gældende militær straffelov § 15 hjemmel til også at pålægge strafansvar

for overtrædelser, der alene må tilskrives simpel uagtsomhed. Desuden

omfatter

§ 15 også overtrædelser, der ikke er udtryk for skødesløshed, samt

mindre

grove forhold, der ikke er af gentagen karakter.

I øvrigt kan der så vidt ses ikke påvises væsentlige

forskelle på formuleringen af militær straffelov § 15 og formuleringen

af

de tilsvarende bestemmelser i straffeloven §§ 156 og 157.

At militær straffelov § 15 i det daglige kan opfattes

som en mindre klar bestemmelse, kan efter udvalgets opfattelse forklares ved,

at skriftligt formulerede militære pligter er væsentligt mere omfattende end

de

tilsvarende skriftlige tjenestepligter for offentligt ansatte i øvrigt. Netop

omfanget af skriftligt formulerede pligter kan gøre det vanskeligere at have

overblik over reglerne. Dette forhold kan imidlertid efter udvalgets

opfattelse

ikke medføre, at § 15 af denne grund kan kritiseres for at være så

uklar,

at den strider mod princippet i straffeloven § 1.

Udvalget har overvejet, om militær straffelov § 15 kan

formuleres på en måde, der gør, at den tydeligere, end det er tilfældet i

dag,

beskriver de militære pligter, der er omfattet af bestemmelsen.

En præcisering kunne ske ved, at bestemmelsen opregner de

typer af pligter, der skal iagttages under tjenesten, og som – hvis de

ikke

overholdes – kan medføre strafansvar. Det er imidlertid efter udvalgets

opfattelse ikke muligt at give en udtømmende præcisering af pligtforholdet.

Hertil kommer, at en bestemmelse udformet på denne måde, under alle

omstændigheder

måtte suppleres med en generel opsamlingsbestemmelse, der bl.a. medtager de

pligter, som følger af tjenesteforholdets karakter.

En anden mulighed for udformning af bestemmelsen kunne være

at angive de forskellige typer af skriftlige bestemmelser, som indeholder

regler om militære pligter, hvis tilsidesættelse kan medføre strafansvar. Det

gælder f.eks. »kasernemeddelelser«, »blivende bestemmelser« etc. En

bestemmelse

ud fra denne forudsætning kunne f.eks. lyde:

»Den, der tilsidesætter tjenstlige pligter, der er fastsat

i befalinger, kasernemeddelelser, blivende bestemmelser mv. , eller som

følger

af tjenesteforholdet, straffes «

En sådan formulering er efter udvalgets opfattelse mere

informativ end den gældende bestemmelse, idet den tydeligere beskriver,

hvilke

militære pligter, bestemmelsen omfatter, og særligt hvor disse pligter er

beskrevet.

Udvalget finder det imidlertid ikke muligt at foreslå den

endelige formulering af en sådan bestemmelse. Dette skyldes, at sådanne

skriftlige regler efter det oplyste ikke er udformet på samme måde på de

enkelte tjenestesteder og heller ikke med sikkerhed indeholder de samme

bestemmelser. Hertil kommer, at reglerne på de enkelte tjenestesteder er

udformet bl.a. ud fra de opgaver, det pågældende tjenestested skal varetage,

ligesom der kan forekomme forhold, der har gjort det nødvendigt at fastsætte

regler, der ikke kendes på andre tjenestesteder. Der findes ikke en samlet

oversigt over omfanget eller karakteren af sådanne skriftlige regelsæt.

Udformningen af en sådan bestemmelse vil derfor forudsætte

en gennemgang af samtlige eksisterende skriftlige regler på alle

tjenestesteder

for at sikre det fornødne grundlag for at kunne vurdere, hvorledes

bestemmelsen

kunne formuleres. En sådan revision, der nødvendigvis i et vist omfang også

vil

forudsætte stillingtagen til indholdet af konkrete retsforskrifter inden for

forskellige tjenesteområder i forsvaret, kan ikke foretages af udvalget. Et

sådant arbejde bør i givet fald foretages af de af forsvarets myndigheder,

der

fastsætter eller administrerer disse regler.

Det er udvalgets opfattelse, at den generelle

straffebestemmelse bør udformes således, at den i videst muligt omfang er i

overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i straffeloven § 156 og

§ 157. Herved markeres også den naturlige sammenhæng, der efter

udvalgets

opfattelse og i overensstemmelse med kommissoriet bør være mellem reglerne om

pligtforsømmelser i og uden for forsvaret.

Der er i udvalget enighed om, at en forudsætning for at

gennemføre den foreslåede bestemmelse er, at særlige tjenestebestemmelser

mv.,

der gælder for det pågældende tjenestested, gøres kendt for det pågældende

personel gennem undervisning mv., således at en utilsigtet anvendelse af

bestemmelsen undgås.

Udvalget har i den forbindelse fremhævet, at det ved

forslaget om at opretholde en generelt formuleret straffebestemmelse

vedrørende

militære pligtforsømmelser er forudsat, at forsvarets bestræbelser på gennem

undervisning mv. at sikre personellets kendskab til de underliggende regler

og

principper for tjeneste i forsvaret videreføres og i det omfang, det måtte

findes relevant, fortsat udbygges.

Udvalget peger endvidere på, at kendskabet til og

forståelsen af indholdet af de gældende regler, herunder såvel de

underliggende

materielle pligtbestemmelser mv. som straffebestemmelserne i militær

straffelov, i et vist omfang nødvendiggør, at uddannelsen også af det

retsanvendende personel styrkes.

Der henvises til betænkningen, siderne 267 - 274.

3.8.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

Forsvarsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag til

en generel bestemmelse om pligtforsømmelse jf. lovforslagets § 27 og er

enig i udvalgets forslag til formuleringen af bestemmelsen, der er i

overensstemmelse formuleringen af tilsvarende regler i straffeloven særligt

§§ 156 og 157.

Det skal fremhæves, at den foreslåede formulering begrænser

det strafbares område i forhold til den gældende bestemmelse. For det første

vil simpelt uagtsomme overtrædelser ikke falde ind under bestemmelsen,

ligesom

mindre grove tilfælde af pligtforsømmelser ej heller vil være omfattet.

Hertil

kommer, at en række af de mere alvorlige pligtforsømmelser, som i dag er

omfattet af den gældende bestemmelse, er udskilt og optaget som selvstændige

bestemmelser, der udtømmende regulerer strafansvaret for disse forhold jf.

nærmere

neden for under punkt 3.9.

Særligt vedrørende udvalgets overvejelse om at angive de

forskellige typer af skriftlige bestemmelser, som indeholder regler om

militære

pligter, skal Forsvarsministeriet bemærke, at henset til antallet og

karakteren

af skriftligt udformede regler mv. inden for forsvaret er det

Forsvarsministeriets vurdering, at det ikke vil være muligt at formulere en

mere præcis bestemmelse end foreslået fra udvalgets side. En sådan

bestemmelse

vil ikke alene som nævnt af udvalget forudsætte en fuldstændig gennemgang af

diverse regelsæt mv. inden for forsvaret, men vil også forudsætte entydige

definitioner på, hvad der kunne indeholdes i de pågældende begreber, og i

alle

tilfælde vil det ikke være muligt at give en udtømmende opremsning i

bestemmelsen. Hertil kommer, at udvalgets gennemgang af praksis fra de

seneste

fem år ikke har konstateret tilfælde, hvor der har været tale om forhold, som

på urimelig måde er blevet behandlet som pligtforsømmelse efter den

dagældende

bestemmelse.

Angående spørgsmålet om undervisningen skal det oplyses, at

Forsvarsministeriet umiddelbart efter betænkningens afgivelse nedsatte en

intern arbejdsgruppe, der fik til opgave nærmere at opstille

undervisningskrav

mv. i forhold til den nye militære straffelov, militære retsplejelov og

militære disciplinarlov.

I overensstemmelse med arbejdsgruppens anbefalinger vil der

i forbindelse med selve implementeringen af lovgivningskomplekset blandt

andet

blive gennemført særlige undervisningsforanstaltninger i forbindelse med

implementeringen af det ny lovgivningskompleks, oprettelse af en

telefonrådgivning, der kan bistå med konkret vejledning, oprettelse af en

base

på forsvarets interne EDB-netværk indeholdende praksis, vejledning mv.

Endvidere er der efter forsvarets taksonomisystem opstillet en række forslag

til målbeskrivelser for den undervisning, som bør finde sted i forhold til

forsvarets

personel. Undervisningsindsatsen vil bortset fra selve implementeringsfasen

blive tilrettelagt som en integreret del af uddannelserne inden for forsvaret

på henholdsvis manuelt, mellemleder og lederniveau.

Herudover vil der forventeligt primo 2007 ske en evaluering

af den stedfundne undervisningsindsats i forbindelse med lovgivningen,

herunder

en vurdering af om undervisningsniveauet for den militære straffelov, den

militære retsplejelov og den militære disciplinarlov må anses for

tilstrækkelig

i forhold til håndhævelsen af lovgivningskomplekset og intentionerne bag

dette.

Det er Forsvarsministeriets opfattelse, at der med

iværksættelsen af ovennævnte tiltag tages højde for de af udvalget anførte

bemærkninger vedrørende den nødvendige undervisningsindsats, ligesom det er

hensigten at følge op på om den planlagte indsats må vurderes som værende

tilstrækkelig.

3.9. Nye straffebestemmelser

for pligtforsømmelser i militær straffelov

3.9.1. Gældende ret

I det følgende foreslås en række nye straffebestemmelser

indarbejdet i den militære straffelov. De pligtforsømmelser, som selvstændigt

kriminaliseres i disse bestemmelser, kunne før henføres under den generelle

bestemmelse i gældende militær straffelov § 15.

3.9.2. Udvalgets

overvejelser

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

fundet det hensigtsmæssigt, at en række af de pligtforsømmelser, som efter

gældende ret henføres til § 15, udskilles fra bestemmelsens

anvendelsesområde og i stedet optages i nye selvstændige straffebestemmelser.

Herved opnås en højere grad af transparens, ligesom disse forhold efter

udvalgets opfattelse har en så alvorlig karakter, at det ud fra et

strafværdighedssynspunkt af såvel tjenstlige som sikkerhedsmæssige grunde bør

komme til udtryk gennem selvstændige straffebestemmelser.

Gældende militær straffelov § 20 indeholder en

bestemmelse om den underordnedes respektstridige opførsel over for overordnet

personel. Som modstykke hertil forslås som

§ 18

optaget en ny bestemmelse om den overordnedes tilsvarende opførsel over for

den

underordnede.

Som

§ 17

foreslås endvidere en ny bestemmelse,

der kriminaliserer den overordnedes undladelse af at gribe ind over for

underordnedes pligtstridige adfærd over for deres underordnede, undertiden

betegnet som »myndigheds ikke-brug«.

Udvalget har desuden fundet anledning til at foreslå en

bestemmelse, som selvstændigt kriminaliserer særligt krænkende handlinger

blandt sideordnet personel, herunder i forbindelse med visse former for

optagelsesritualer.

Disse handlinger, som i et vist omfang allerede i dag er forbudt på en række

tjenestesteder, er efter udvalgets opfattelse uacceptable og bør derfor

selvstændigt kriminaliseres. Der henvises til bestemmelsen i lovforslagets

§ 19

og bemærkningerne hertil.

Udvalget har endvidere af hensyn til den afgørende

betydning, som de sikkerhedsmæssige forhold inden for forsvaret må tillægges,

fundet det påkrævet at foreslå nogle specifikke bestemmelser vedrørende

rusmidler.

Det drejer sig om en selvstændig straffebestemmelse om forbud mod at besidde

eller

indtage euforiserende stoffer i tjenesten og på militært område, jf.

forslaget

til

§ 22

, og en

bemyndigelse for

forsvarsministeren til at fastsætte promillegrænser på

særlige områder for tjeneste i forsvaret, navnlig når sikkerhedsmæssige

forhold

kan begrunde det, jf. forslaget til

§ 21. Sidstnævnte bestemmelse suppleres af en bestemmelse

i

forslaget til militær retsplejelov, der giver mulighed for at kræve

udåndingsprøve af militært personel, og til under visse betingelser at kunne

udtage blodprøve.

Der henvises til betænkningen siderne 26-27 samt til

lovforslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

3.9.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

Forsvarsministeriet kan tiltræde udvalgets overvejelser og

forslag vedrørende straffebestemmelser for pligtforsømmelser.

Forsvarsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at en række af de forseelser,

som før kunne henføres under militær straffelov § 15, nu udskilles i

selvstændige straffebestemmelser for blandt andet at understrege disses

alvorlige

karakter herunder ikke mindst lovforslagets §§ 17 og 19, som især

relaterer sig til optagelsesritualer. Handlinger af denne karakter er i

nutidens forsvar uacceptable. Også generalpræventive grunde taler for at

kriminalisere sådanne handlinger selvstændigt.

3.10 Ordensforseelser og

beruselse uden for tjenesten, § 27, stk. 2, (lovforslagets

§ 23)

3.10.1. Gældende ret

Militær straffelov indeholder i § 27, stk. 2, en

bestemmelse om, at den, der forstyrrer den offentlige orden, eller som viser

sig synlig beruset i uniform, kan straffes med bøde.

Efter bestemmelsen i stk. 2, 1. led, om

ordensforseelser kan militært personel straffes for forstyrrelse af den

offentlige orden, uanset om den eller de pågældende optræder i uniform eller

civil. Der findes tilsvarende regler om bødestraf for spirituspåvirkethed og

uorden i politivedtægten, hotel- og restaurationsloven og jernbaneloven.

§ 27, stk. 2, 1. led, har under tjeneste i

Danmark i fredstid navnlig betydning for, at overordnet militært personel og

militærpolitiet kan håndhæve »ro og orden« i garnisonsbyer, under øvelser med

deltagelse af udenlandske styrker, under landlov og i forbindelse med

hjemsendelse af grupper af værnepligtige, idet en overtrædelse af

bestemmelsen

vil skulle behandles som militær straffesag. En tilsvarende overtrædelse af

politivedtægten vil skulle behandles af de civile myndigheder, og vil ikke

give

de militære myndigheder samme håndhævelsesmulighed.

Under tjeneste uden for landets grænser har bestemmelsen

til formål at beskytte personellet mod strafforfølgning efter den dér

gældende

lovgivning, da muligheden for at straffe efter dansk lovgivning normalt vil

være en forudsætning for, at udenlandske myndigheder vil afstå fra

strafforfølgning efter deres egen lovgivning.

Bestemmelsens 2. led om strafansvar for den, der viser sig

synligt beruset i uniform, har til formål at beskytte forsvarets renommé.

3.10.2. Udvalgets

overvejelser

Angående bestemmelsens 1. led finder udvalget, at de

hensyn, der ligger bag den gældende regel, gør det velbegrundet at opretholde

bestemmelsen for dansk personel, der gør tjeneste i udlandet.

Blandt andet under hensyn til kommissoriet om så vidt

muligt at sidestille militært personel med øvrige borgere, har udvalget

imidlertid overvejet om bestemmelsens 1. led om strafansvar for den, »der

forstyrrer den offentlige orden« inden for landets grænser, fortsat også bør

omfatte militært personel, der er i civil.

Et flertal af udvalgets medlemmer finder ikke, at denne

bestemmelse bør finde anvendelse i Danmark i fredstid, når den pågældende

ikke

er i uniform. Det er disse medlemmers opfattelse, at bestemmelsen i hvert

fald

ikke bør finde anvendelse på enkeltpersoner i civil, da politivedtægtens

tilsvarende bestemmelse findes at give tilstrækkelig hjemmel til at skride

ind

over for uhensigtsmæssig optræden inden for landets grænser. I stedet bør der

formuleres en bestemmelse, der alene gælder i udlandet.

Om den nærmere begrundelse henvises til flertallets

udtalelse i betænkningen, side 280.

Et mindretal af udvalgets medlemmer finder, at den gældende

bestemmelse i § 27, stk. 2, l. led, er nødvendig at opretholde ikke

mindst af hensyn til det udsendte personels retsbeskyttelse. Efter

mindretallets opfattelse, kan det ikke med den fornødne sikkerhed afvises, at

lokale myndigheder i et modtagerland vil nægte at udlevere eventuelt

tilbageholdt dansk militært personel til dansk retsforfølgning for sådanne

forhold,

når den straffebestemmelse, som danske myndigheder i den givne situation kan

påberåbe sig, udelukkende er en bestemmelse, der gælder for dansk personel

under tjeneste i udlandet. Der vil typisk være tale om situationer, hvor den

pågældende danske militærperson er anholdt eller i øvrigt tilbageholdt af

lokale myndigheder, således at danske myndigheder må søge at overbevise de

pågældende lokale myndigheder om, at grundlaget for udlevering til dansk

retsforfølgning foreligger i overensstemmelse med den indgåede aftale om

fordeling af jurisdiktionskompetencen.

Mindretallet finder på denne baggrund ikke at kunne se bort

fra, at en ophævelse af den gældende bestemmelse kan indebære en risiko for

en

svækkelse af retsbeskyttelsen for dansk personel, der gør tjeneste i andre

lande.

Om den nærmere begrundelse henvises til mindretallets

udtalelse i betænkningen, side 283.

For så vidt angår bestemmelsens 2. led om strafansvar for

at vise sig synlig beruset i uniform er der enighed om at opretholde denne

del

af bestemmelsen.

3.10.3 Forsvarsministeriets

overvejelser

Militært personel bør så vidt muligt sidestilles med øvrige

borgere, i det omfang særlige grunde ikke taler for det modsatte. Henset

hertil

og til de af udvalgets flertal anførte grunde er flertallets forslag til en

straffebestemmelse om forstyrrelse af den offentlige orden indarbejdet i

lovforslaget.

Der henvises til lovforslagets § 23 og de særlige

bemærkninger hertil.

3.11. Forenings- og

forsamlingsfrihed, militær straffelov § 29

3.11.1. Gældende ret

Efter militær straffelov § 29 kan forsvarsministeren

under ekstraordinære forhold forbyde, at personer, der hører til det militære

forsvar, deltager i politiske foreninger eller forsamlinger.

Den gældende bestemmelse har navnlig til formål at beskytte

forsvarets omdømme under væbnet konflikt eller ved truende udsigt hertil

såvel

i Danmark som i udlandet, hvor militært personels deltagelse i visse

foreninger

eller forsamlinger kan sætte spørgsmålstegn ved deres loyalitetsforhold i

forhold til den opståede konflikt eller kan have en negativ signalværdi i

forhold til befolkningen.

Bestemmelsen kan også ses som en beskyttelse af forsvaret

mod påvirkning af organisationer, der har til formål at modarbejde det

militære

forsvar, herunder infiltration fra fjendtligtsindede kræfter.

Bestemmelsen kan således opfattes som værn mod, at

forsvarets personel i politiske foreninger eller forsamlinger udsættes for

propaganda

rettet mod forsvaret og/eller det danske demokrati. Udstedelse af forbud kan

klargøre over for personel, der kan være i tvivl om lovligheden af at

associere

sig med foreninger mv., at der er tale om uacceptabel adfærd. Selv om det

ikke

fremgår af forarbejderne fra lovændringen i 1973, forekommer det sandsynligt,

at man ved udformningen af bestemmelsen også har tænkt på situationer fra

besættelsen

1940-45, hvor der efter befrielsen blev rejst varierende grader af kritik af

medlemskab af det danske nazistparti, dansk-tyske foreninger mv.

Udtrykket »ekstraordinære forhold« omfatter uden tvivl

situationer, hvor Danmark eller danske styrker her i landet eller i udlandet

er

involveret i væbnet konflikt, men er ikke begrænset hertil. Bestemmelsen må

antages

også at kunne finde anvendelse f.eks. under en mobiliseringssituation, dvs.

en

situation som ligger nær op ad væbnet konflikt., jf. herved betænkningens

side

403 og 129. Anvendelsesområdet for bestemmelsen må på denne baggrund

fortolkes

snævert.

Grundlovens bestemmelser om den almindelige forenings- og

forsamlingsfrihed gælder også for militært personel, men er imidlertid efter

grundlovens § 85 kun »anvendelige med de indskrænkninger, der følger af

de

militære loves foreskrifter«.

Forenings- og forsamlingsfriheden er ud over beskyttelsen i

grundloven også beskyttet af artikel 11 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention. Efter artikel 11, stk. 2, 2. punktum, er

forsamlings- og foreningsfriheden dog ikke til hinder for, at der pålægges

medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller statsadministrationen lovlige

begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder. Adgangen til sådanne

begrænsninger

er til stede allerede under »normale forhold« (modsat bestemmelsen i militær

straffelov § 29), men der bør være et reelt og proportionalt behov for

begrænsningen. At der skal være tale om »lovlige begrænsninger«, indebærer et

krav om, at begrænsningen skal være i overensstemmelse med national ret. Det

kræves ikke, at begrænsningerne er »nødvendige i et demokratisk samfund«, men

indskrænkningen må som andre sådanne være rimelig og proportional. Den

seneste

praksis fra menneskerettighedsdomstolen viser, at det er nødvendigt først at

undersøge om indgreb i offentligt ansattes rettigheder efter artikel 11 under

alle omstændigheder kan opfylde de almindelige betingelser i stk. 2, 1.

punktum (kravene om legitimt formål, presserende samfundsmæssige behov og

proportionalitet). Hvis det ikke er tilfældet, undersøger domstolen, om

indgrebet

kan retfærdiggøres efter 2. punktum i stk. 2, jf. herved Grande oriente

d´Italia de Palazzo Giustiani af 2. august 2001.

Herudover indeholder artikel 15, stk. 1, i

konventionen den yderligere, generelle hjemmel til at fravige bl.a. artikel

11,

men kun »under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens

eksistens i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen «.

Anvendelse

af artikel 15 kræver opfyldelse af visse yderligere, formelle krav.

3.11.2. Udvalgets

overvejelser

Udvalget har delt sig i et flertal og et mindretal.

Flertallets forslag svarer i det væsentlige til den

gældende bestemmelse.

Flertallet har overvejet, men ikke fundet det muligt, på

anden måde at beskrive bestemmelsens anvendelsesområde (»under ekstraordinære

forhold«) og foreslår derfor denne del af bestemmelsen opretholdt uændret.

Flertallet foreslår endvidere, at det, for at bestemmelsen

kan bringes i anvendelse, yderligere kræves, at et forbud skal være

nødvendigt

for at sikre, at forsvaret kan udføre sine opgaver på forsvarlig måde.

Bestemmelsen vil efter flertallets forslag kun kunne

anvendes under ekstraordinære forhold, herunder under væbnet konflikt eller

under omstændigheder, hvor situationen nærmer sig truende udsigt til væbnet

konflikt

mv., hvis det er nødvendigt for at sikre, at forsvaret kan udføre sine

opgaver

på forsvarlig måde. Bestemmelsen er udformet således, at den gælder både

under

væbnet konflikt i Danmark og under udsendelse af dansk militært personel til

tjeneste i udlandet, herunder i forbindelse med internationale fredsskabende

eller fredsbevarende missioner. Den foreslåede bestemmelse kan i givet fald

anvendes i forbindelse med udsendelse til udlandet af danske styrker til

sådanne opgaver, selv om der ikke er grundlag for at anvende bestemmelsen i

Danmark.

Flertallet har endvidere overvejet at supplere kriteriet

»under ekstraordinære forhold« med den yderligere betingelse, »når det er

strengt påkrævet«, under henvisning til ordlyden af artikel 15 i Den

Europæiske

Menneskerettighedskonvention, men har fundet den gældende ordlyd, der er

svarende til grundloven, mest hensigtsmæssig, jf. betænkningen side 404

øverst.

Efter mindretallets opfattelse er flertallets forslag for

ubestemt og omfattende, og udvider bestemmelsens anvendelsesområde i forhold

til gældende ret, idet formuleringen giver forsvarsministeren bemyndigelse

til

under ekstraordinære forhold at begrænse tjenstgørende militært personels

deltagelse i politiske foreninger eller forsamlinger, uanset hvor de befinder

sig. Udtrykket ekstraordinære forhold omfatter væbnet konflikt, herunder

konflikter som Danmark er engageret i uden for landets grænser såsom

operationer i for eksempel Afghanistan og Irak, og der skabes derfor formelt

en

mulighed for at indskrænke frihedsrettigheder for personellet løbende.

Efter mindretallets opfattelse har der i udvalgsarbejdet

ikke kunnet påvises absolut nødvendige begrundelser for at hjemle adgangen

til

at indskrænke det militære personels almindelige frihedsrettigheder, således

som udvalgets kommissorium foreskriver. Hensynet til forsvarets omdømme er

efter mindretallets opfattelse ikke tilstrækkelig begrundelse til at militært

personel skal tåle særegne indskrænkninger af de almindelige

frihedsrettigheder, som er centrale, jf. i denne forbindelse også Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 10 og 11.

Mindretallet finder endvidere, at der som udgangspunkt for

Danmark bør være overensstemmelse mellem anvendelsesområdet for udvalgets

forslag til § 27 og artikel 15 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention,

hvoraf det fremgår, at staten under krig eller anden offentlig faretilstand,

der truer nationens sikkerhed, kan gøre indgreb i rettigheder beskyttet af

konventionen, i det omfang det er strengt påkrævet af situationen.

Der henvises til betænkningen, siderne 402 - 405.

3.11.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

Forsvarsministeriet har overvejet, om der fortsat bør være

en bestemmelse i militær straffelov, som giver mulighed for

forsvarsministeren

til i visse begrænsede situationer og med respekt for

Menneskerettighedskonventionens

bestemmelser at kunne forbyde tjenstgørende militært personel at deltage i

politiske foreninger eller forsamlinger. Det må erkendes, at bestemmelsens

praktiske anvendelsesområde er yderst begrænset, og dens baggrund har næppe i

dag tilstrækkelig selvstændig betydning til fortsat at kunne opretholdes også

set i lyset af, at militært personel kun bør undergives særregler om

straffeansvar, når dette er absolut nødvendigt. Udvalgets forslag til en

sådan

bestemmelse er derfor udeladt af lovforslaget.

3.12. Krigstidsbestemmelserne

3.12.1. Gældende ret

Militær straffelov indeholder forskellige bestemmelser, som

gælder under

krig. Flere af reglerne i lovens kapitel 7 om

pligtforsømmelser indeholder således skærpede strafferammer for pligtstridige

forhold begået i krig, f.eks. for ulydighed, mytteri, udeblivelse og

vagtforseelser.

Endvidere findes i lovens kapitel 8 om »forbrydelser mod forsvarsmagtens

kampdygtighed« nogle bestemmelser, som har til formål, navnlig i krigstid, at

beskytte det militære forsvars vitale interesser. Som eksempler på disse

bestemmelser kan nævnes krigsforræderi efter § 33 og militær spionage

efter § 34.

Kapitel 7 indeholder

desuden bestemmelser, der har til formål at beskytte enkeltpersoner under

krig.

Det gælder især § 25, som kriminaliserer centrale overtrædelser af

krigens

folkeret, jf. herom nærmere nedenfor under punkt 3.13.

3.12.2. Udvalgets

overvejelser

Udvalget foreslår de gældende bestemmelser i militær

straffelov, der vedrører krigstid, opretholdt. Det gælder både skærpede

strafferammer for pligtforsømmelser og bestemmelser, der kriminaliserer

forbrydelser rettet mod det militære forsvar under krig.

Der henvises til betænkningen, side 28.

3.12.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

Forsvarsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

3.13. Militær straffelov § 25

(lovforslagets § 36)

3.13.1. Gældende ret

Militær straffelov § 25 kriminaliserer en række

overtrædelser af krigens folkeret begået under væbnet konflikt. Danmark er

efter folkeretten i et vist omfang forpligtet til at retsforfølge sådanne

overtrædelser, og bestemmelsen udgør derfor en vigtig del af opfyldelsen af

Danmarks internationale forpligtelser. Formålet med militær straffelov

§ 25, stk. 1, er at sikre materiel straffehjemmel for overtrædelser

af krigens folkeret, der ikke er dækket af andre danske straffebestemmelser.

For en nærmere gennemgang af den gældende bestemmelse

henvises til betænkningen, siderne 113 - 124.

3.13.2. Udvalgets

overvejelser

§ 25, stk. 1, 1. punktum, indeholder et konkret

forbud mod en bestemt krænkelse af krigens folkeret, nemlig misbrug af

kendetegn mv. forbeholdt personer, indretninger og materiel, der er bestemt

til

at yde hjælp til sårede eller syge.

Udvalget har overvejet i bestemmelsen at indsætte en

udtrykkelig henvisning til Røde Kors-mærket eller Røde Kors og Røde

Halvmåne-mærket, svarende til formuleringen af 1937-loven, for at understrege

betydningen af, at disse særligt kendte mærker skal respekteres under væbnet

konflikt. Udvalget har imidlertid fundet, at særskilt fremhævelse af et eller

flere mærker på de andre relevante mærkers bekostning indebærer en risiko for

modsætningsslutninger og i hvert fald kan skabe usikkerhed om, at alle

beskyttelsesmærker, herunder også eventuelt nationale, ikke folkeretligt

anerkendte mærker, er beskyttet af bestemmelsen.

Udvalget har også overvejet, om der er behov for særskilt

at nævne andre beskyttelsesmærker, som ikke vedrører beskyttelsen af syge og

sårede, og hvor misbrug heraf i dag derfor er omfattet af beskrivelsen i

bestemmelsens

2. punktum. Udvalget har således drøftet at nævne mærket for kulturgenstande,

som er omfattet af Haagerkulturkonventionen fra 1954, som er ratificeret af

Danmark i 2003, og mærket for værker, der indeholder farlige kræfter, jf.

artikel

56 i tillægsprotokol I til Genèvekonventionerne. Udvalget har imidlertid

fundet, at beskyttelsen efter 2. punktum er tilstrækkelig, og at fremhævelse

af

et eller flere kendetegn på andre kendetegns bekostning kan skabe usikkerhed

om

beskyttelsens omfang.

Ud over at beskytte mod misbrug af andre kendetegn mv. er

anvendelsesområdet for bestemmelsen i 2. punktum meget omfattende, idet den

forbyder enhver form for aktivitet og anvendelse af midler eller metoder

under

kamp, som er i strid med krigens folkeret. Bestemmelsen er – og skal

efter

udvalgets opfattelse også være – tilstrækkelig bredt formuleret til at

kunne

dække både gældende og fremtidige forbud.

Udvalget har overvejet, om beskrivelsen »bruger

krigsredskab eller fremgangsmåde« er tilstrækkelig dækkende, eller om

beskrivelsen med fordel kan suppleres med ordet »handlinger« eller

tilsvarende.

Udvalget stiller ikke forslag herom under hensyn til, at den nuværende

formulering så sent som i 2001 ved implementeringen af statutten for Den

Internationale Straffedomstol blev fundet dækkende. Udvalget finder dog, at

»krigsredskab« med fordel kan erstattes med det mere moderne »krigsmiddel«,

som

også kendes som begreb fra krigens folkeret. Denne sproglige modernisering

indebærer ingen realitetsændring af bestemmelsens anvendelsesområde.

Efter formuleringen af § 25, stk. 1, 2. punktum

in fine, er der hjemmel til at straffe overtrædelser såvel af regler fastsat

i

en konvention ratificeret af Danmark som regler, der følger af den

folkeretlige

sædvaneret. Denne henvisning omfatter normer af sædvaneretlige karakter i

internationale aftaler, som Danmark (endnu) ikke har ratificeret, eller hvor

pligten følger direkte af sædvaneretlige normer, der ikke er nedskrevet.

Henvisningen til »sædvaneretlige normer« kunne for så vidt

siges at være endnu mere upræcis end de henvisninger til nedskreven folkeret,

som i øvrigt følger af § 25, og henvisningen kunne derfor siges at være

mindre godt stemmende med legalitetsprincippet, jf. straffeloven § 1.

Henvisninger til sædvaneretten er imidlertid ikke ualmindelige i

international

strafferet og er en nødvendighed på grund af folkerettens – i forhold

til

national rets – typisk mere ubestemte karakter. Såfremt der ikke i

medfør af

militær straffelov § 25 er hjemmel til også at kunne straffe

overtrædelser

af sædvaneretten, vil der kunne forekomme overtrædelser af folkeretten, der

ikke kan straffes her i landet på grund af manglende materiel straffehjemmel.

Dette betyder bl.a., at Danmark i sådanne tilfælde ikke kan gøre sin primære

jurisdiktionskompetence

gældende, jf. artikel 19 i statutten for den Internationale Straffedomstol. I

bemærkningerne til lovforslaget herom er det forudsat, at Danmark med hensyn

til alle forbrydelser, der er omfattet af statutten, har primær

jurisdiktionskompetence,

og lovforslaget henviser udtrykkeligt til militær straffelov § 25.

Udvalget foreslår derfor også denne del af § 25,

stk. 1, opretholdt.

Der henvises til betænkningen, siderne 286 - 290.

For så vidt angår udvalgets overvejelser vedrørende militær

straffelov § 25, stk. 2, henvises til nedenfor under punkt 3.14.

3.13.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

I forbindelse med en igangværende sag om mulige ulovlige

afhøringsmetoder ved DANCON/IRAK har der i den offentlige debat været stillet

spørgsmål ved, om den militære straffelov og dansk lovgivning i øvrigt i dag

er

tilstrækkelig til at sikre, at dansk militært tjenstgørende personel kan

straffes for overtrædelser, som hører under 4. Genévekonvention, når disse

overtrædelser

ikke er begået under væbnet konflikt.

Den gældende militære straffelov indeholder allerede i dag

bestemmelser, der giver mulighed for at straffe sådanne forseelser såvel

under

væbnet konflikt som i fredstid ,jf. herved blandt andet gældende militær

straffelov

§ 25 og § 15. Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning

har

i forbindelse med deres gennemgang af blandt andet militær straffelov ikke

vurderet et behov for at ændre disse bestemmelser i forhold til overtrædelser

af Génevekonventionerne. Der skal derfor efter Forsvarsministeriets

opfattelse

gøre sig helt særlige omstændigheder gældende, før end udvalgets forslag bør

fraviges.

Det er Forsvarsministeriets vurdering, at gyldighedsområdet

for forslaget til militær straffelov § 36 om krigsforbrydelser og andre

konventionskrænkelser, som i alt væsentligt svarer til den gældende

bestemmelse

i § 25, bør fastholdes.

Selvom der ikke nødvendigvis er fuldstændig

overensstemmelse mellem anvendelsesområdet for Genévekonventionerne og

gyldighedsområdet for militær straffelovs bestemmelser for væbnet konflikt,

herunder udkastet til § 36 og den nugældende § 25, er der ikke

juridisk nogen begrundelse for at udvide gyldighedsområdet for bestemmelsen.

Årsagen hertil er, at eventuelle overtrædelser af

Genévekonventionerne, som måtte begås i tilfælde, hvor der ikke foreligger

»væbnet

konflikt«, må antages at blive omfattet af enten militær straffelov

§ 15,

(lovforslagets § 27) om pligtforsømmelse, herunder grov

pligtforsømmelse,

eller efter omstændighederne af bestemmelser i straffeloven. Forestiller man

sig for eksempel, at en militært tjenestgørende har begået vold mod en

tilbageholdt person, hvor dette ikke er sket under væbnet konflikt, og hvor

gældende militær straffelov § 25 (lovforslagets § 36) derfor ikke

vil

finde anvendelse, vil dette forhold kunne være omfattet af straffelovens

§ 244

om vold eller § 245 om legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig

karakter.

Det skal endvidere bemærkes, at det efter

Forsvarsministeriets opfattelse hverken vil være hensigtsmæssigt eller i

overensstemmelse med almindelig dansk lovgivningstradition at indføre særlige

straffebestemmelser for handlinger, der allerede må anses for kriminaliseret

efter den gældende regulering.

Forsvarsministeriet kan derfor i det hele tilslutte sig

udvalgets forslag. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der

henvises til lovforslagets § 36 og de særlige bemærkninger til

bestemmelsen.

3.14. Strafferammer

3.14.1. Gældende ret

Bestemmelserne i militær straffelov kapitel 7 om

pligtforsømmelser indeholder strafferammer på 3 måneders fængsel (§ 15

om

almindelige pligtforsømmelser), 4 måneders fængsel (§ 27 om beruselse i

tjenesten og § 29 om overtrædelse af visse forbud) og 6 måneders fængsel

(§ 16 om lydighedsnægtelse, § 20 om respektstridig opførsel,

§§ 21 og 22 om forfølgelse og misbrug af stilling samt § 23 om

udeblivelse).

Hertil kommer § 17 om mytteri, hvis strafferamme er fængsel indtil 6 år,

og § 26 om vagtforsømmelse med en strafferamme på fængsel indtil 1 år.

Endelig indeholder § 27, stk. 2, om offentlig forstyrrelse straf af

bøde.

Nogle af bestemmelserne indeholder desuden skærpet

strafferamme for grovere overtrædelser eller for tilfælde, hvor der

foreligger

skærpende omstændigheder, i nogle tilfælde med en eksemplifikation af sådanne

omstændigheder. Disse rammer er ret forskellige. Under skærpende

omstændigheder

kan straffen efter § 15 stige til fængsel i 1 år, efter § 16 til

fængsel i 3 år, jf. stk. 1, og under visse betingelser efter stk. 2

til fængsel i 6 år, efter § 23, stk. 1, til fængsel i 2 år og efter

§ 26 til fængsel i 3 år, jf. stk. 2. §§ 15, 16, 17, 23 og 26

indeholder desuden skærpet strafferamme for overtrædelser begået under væbnet

konflikt.

De materielle regler i militær straffelov, som navnlig

vedrører væbnet konflikt, findes i §§ 24 og 25, der er optaget i kapitel

7, samt i kapitel 8 om forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed.

Strafferammerne i disse bestemmelser er næsten undtagelsesfrit identiske med

rammerne i de tilsvarende bestemmelser i militær straffelov fra 1937.

§ 24, stk. 1 og 2, om de særlige former for

røveri og tyveri under væbnet konflikt henviser som de tidligere bestemmelser

i

1937-loven (§ 60, stk. 1, og § 61) til straffelovens røveri-

og

tyveribestemmelser og dermed til strafferammerne i disse bestemmelser.

Strafferammen i § 25 om konventionskrænkelser under

væbnet konflikt, herunder af Genévekonventionerne, er fængsel indtil 12 år.

Denne strafferamme svarer til strafferammen i den tilsvarende bestemmelse i

§ 62 i militær straffelov af 1937.

Strafferammen for at røbe militære hemmeligheder, jf.

§ 31, stk. 1, er fængsel indtil 4 år, medmindre handlingen er

begået

under væbnet konflikt mv. I så fald kan straffen stige til fængsel i 10 år.

Denne ramme svarer til den, der fandtes i § 40 i militær straffelov af

1937.

Tilsvarende fandtes i § 41 i loven fra 1937 en

strafferamme på fængsel indtil 6 måneder for den, der uberettiget skaffer sig

kendskab til sådanne hemmeligheder, medmindre handlingen var begået under

væbnet konflikt mv. I så fald var strafferammen fængsel indtil 3 år. Disse

strafferammer er gentaget i de gældende bestemmelser i § 31,

stk. 2.

Forfalskning af ammunition mv., jf. militær straffelov

§ 32, er fængsel indtil 4 år, medmindre gerningsmanden måtte regne med,

at

forfalskningen ville få virkning under væbnet konflikt. Under disse

betingelser

kan straffen stige til fængsel i 12 år. Disse strafferammer svarer til

rammerne

i den tilsvarende bestemmelse i § 42 i militær straffelov af 1937.

Strafferammerne for krigsforræderi, jf. § 33, og

militær spionage, jf. § 34, er fængsel ikke under 8 år, dvs. fra fængsel

i

8 år, og indtil på livstid. Dette svarer i det væsentligste til 1937-lovens

tilsvarende bestemmelser i §§ 34 og 35, hvor strafferammen for

krigsforræderi også omfattede livsstraf (dødsstraf), mens strafferammen for

militær

spionage var livsstraf.

Strafmaksimum for »fejghed« under krig i § 35, der er

fængsel indtil 12 år, for befalingsmænd som »unødvendigt overgiver sig« mv.,

fængsel indtil på livstid, svarer til strafferammerne i §§ 36 og 37 i de

tilsvarende bestemmelser i militær straffelov fra 1937.

Bestemmelsen i § 36 om fremkaldelse af modløshed inden

for det militære forsvar under væbnet konflikt har en strafferamme på fængsel

indtil 4 år svarende til strafferammen i den tilsvarende bestemmelse i

1937-lovens

§ 38.

Endelig er strafferammen i § 37 – om visse former for

»fraternisering« med fjenden under væbnet konflikt – på fængsel indtil 1

år,

under kvalificerende omstændigheder fængsel indtil 3 år, den samme som i

§ 39 i militær straffelov af 1937.

På denne baggrund kan det konstateres, at de gældende

strafferammer i straffebestemmelserne i den gældende militære straffelov i

det

væsentligste stammer fra militær straffelov af 1937, idet der ved

lovrevisionen

i 1973 kun i mindre omfang blev foretaget justeringer af de dagældende

rammer.

Der henvises til betænkningen, siderne 302 - 304.

3.14.2. Udvalgets

overvejelser

Der er efter udvalgets opfattelse behov for at revurdere de

gældende strafferammer for pligtforsømmelser i militær straffelov, navnlig

bestemmelserne i kapitel 7, dels for at bedømme muligheden for at forenkle de

gældende strafferammer i overensstemmelse med Straffelovrådets synspunkter

(jf.

herved straffelovsrådets betænkning nr. 1424/2002), dels med henblik på at

sikre, at straffen for pligtforsømmelser, hvis strafværdighed er

sammenlignelige, også kan udmåles inden for samme strafferamme. I forbindelse

med disse overvejelser er endvidere henset til strafferammerne i bestemmelser

i

straffeloven, som vedrører forhold, der kan sidestilles med bestemmelser i

militær straffelov. Det gælder især bestemmelser i straffelovens kapitel 12

og

13 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod

statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.

Udvalget har endvidere vurderet de eksisterende strafferammer

for overtrædelser af militær straffelov, som begås under skærpende

omstændigheder, herunder for forbrydelser, der begås under væbnet konflikt.

På denne baggrund foreslår udvalget i et vist omfang en

forenkling af de gældende rammer i militær straffelov i overensstemmelse med

Straffelovrådets anbefalinger. At rådets anbefaling ikke fuldt ud har kunnet

følges, skyldes især følgende forhold:

En række af reglerne i militær straffelov indeholder

forhøjede strafferammer, når der foreligger skærpende omstændigheder. Flere

af

bestemmelserne vedrører desuden både forhold, der begås i fredstid, og

forhold,

der begås under væbnet konflikt. Det er derfor nødvendigt ved vurderingen af

de

enkelte bestemmelser at sikre, at der opnås en rimelig sammenhæng mellem

strafferammer, der gælder for mere almindelige forhold, for forhold, hvor der

foreligger skærpende omstændigheder, og for de langt alvorligere situationer,

der kan være tale om under væbnet konflikt. Disse omstændigheder har medført,

at udvalget i visse tilfælde har valgt at opretholde f.eks. en strafferamme

på

fængsel indtil 12 år og i visse tilfælde en strafferamme på fængsel indtil 3

år.

Et helt overvejende flertal i Straffelovrådet går ind for,

at livstidsstraffen i de gældende bestemmelser i straffeloven opretholdes.

Militær straffelov indeholder tre bestemmelser med en strafferamme på fængsel

indtil på livstid: § 17 om mytteri under væbnet konflikt, § 33 om

krigsforræderi og § 34 om militær spionage.

Udvalget foreslår endvidere denne strafferamme optaget i

bestemmelsen om ændring af ammunition mv. under væbnet konflikt, jf.

forslaget

til § 30, stk. 3, for at røbe militære hemmeligheder under væbnet

konflikt eller under truende udsigt hertil, jf. forslaget til § 32,

stk. 1, og for krigsforbrydelser, jf. forslaget til § 36. Om

begrundelsen for skærpelsen af strafferammen i disse bestemmelser under

væbnet

konflikt henvises til lovforslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

Der henvises til betænkningen, side 306 - 318.

3.14.3. Forsvarsministeriets

overvejelser

Efter Forsvarsministeriets opfattelse har udvalget - i

overensstemmelse med Straffelovsrådets anbefalinger - opnået en indre

sammenhæng i fastlæggelsen af strafferammerne i militær straffelov og i

relevant omfang tillige med sammenlignelige straffebestemmelser i

straffeloven.

I forbindelse med høringen over lovforslaget har

Justitsministeriet oplyst, at stillingtagen til den del af Straffelovsrådets

anbefalinger i betænkning nr. 1424/2002, som har til formål at forenkle

strafferammesystemet ved at afskaffe en række strafpositioner, vil blive

foretaget i forbindelse med gennemførelsen af Straffelovrådets betænkning

1441/2004 om visse forældelsesretlige spørgsmål. Lovforslag herom forventes

først fremsat på et senere tidspunkt i Folketingsåret 2004/2005. Som følge

heraf er udvalgets forslag til skærpelse af strafferammen i forslaget til

militær straffelov § 33 udeladt af lovforslaget. Udvalgets øvrige

forslag

til ændring af de eksisterende strafferammer er fastholdt, da disse er

begrundet også i andre forhold end de i straffelovsrådets betænkning anførte

anbefalinger eller må antages at relatere sig til de anbefalinger fra

Straffelovsrådet,

som allerede er gennemført ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af

straffeloven og retsplejeloven.

3.15. Ophævede bestemmelser

3.15.1. Generelt

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

foreslået en række af de gældende bestemmelser i militær straffelov ophævet,

da

de enten er overflødige som følge af senere ændringer i blandt andet

straffeloven,

eller der ikke kan siges at være tilstrækkelig begrundelse for

bestemmelsernes

fortsatte opretholdelse.

3.15.2. Militær straffelov § 1

Militær straffelov § 1 angiver, at reglerne i

straffelovens almindelige del finder anvendelse på de overtrædelser, der er

omfattet af militær strafflov medmindre andet følger af militær straffelov.

Bestemmelsen er overflødig, da det fremgår af straffeloven § 2, at

reglerne i straffelovens almindelige del også finder anvendelse på militær

straffelov medmindre andet er bestemt i militær straffelov. Bestemmelsen er

derfor ikke medtaget i lovforslaget.

Der henvises til betænkningen, side 318.

3.15.3. Militær straffelov § 11

Militær straffelov § 11 angiver, at overtrædelser af

militær straffelov straffes med irettesættelse, bøde hæfte og fængsel.

Straf af hæfte er ophævet med virkning fra 1. juli 2001,

jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven.

Ved lovændringen i 1973 blev de hidtil eksisterende

militære strafarter kvarterarrest og vagtarrest ophævet. Kun irettesættelse

blev opretholdt som den sidste tilbageværende militære strafart.

Irettesættelse er i praksis i de senere år kun anvendt i

meget begrænset omfang. Således blev denne straf anvendt i 26 sager i 1999 og

i

18 sager i 2000, mens 23 sager i 2001 resulterede i denne sanktion. I 2002

blev

irettesættelse anvendt i 37 sager.

På denne baggrund og ud fra hensynet til, at militært

personel kun bør være undergivet særregler, når dette er absolut nødvendigt,

har udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning ikke fundet

anledning

til at foreslå irettesættelse opretholdt som straf.

Bestemmelsen er derfor udeladt af lovforslaget.

Der henvises til betænkningen, siderne 318 - 319.

3.15.4. Militær straffelov § 12

§ 12 giver mulighed for at fastsætte særskilt straf

for en overtrædelse af militær straffelov og andre lovovertrædelser, der

behandles under samme straffesag. Bestemmelsen har bl.a. betydning i

tilfælde,

hvor overtrædelsen af militær straffelov afgøres ved strafpålæg, mens den

»civile« del af sagen afgøres af retten. Formålet med strafpålæg er især af

disciplinære grunde at gøre det muligt hurtigt at markere sanktionen.

Bestemmelsen hviler desuden på den forudsætning, at der i et vist omfang

gælder

særlige regler om muligheden af at anvende betingede domme ved overtrædelser

af

militær straffelov.

Det anføres af udvalget om den militære straffe- og

retsplejeordning, betænkningen side 319, at der ikke længere kan påvises

nogen

væsentlig begrundelse for at opretholde bestemmelsen. Udvalget har ikke

fundet,

at hensynet til disciplinen alene kan begrunde at bibeholde bestemmelsen.

Udvalget har også lagt vægt på, at adgangen til at pålægge

straf uden dom foreslås ophævet (jf. lovforslaget til militær retsplejelov),

og

at der efter udvalgets opfattelse ikke er noget grundlag for at opretholde

særlige

regler om, hvornår betinget dom kan anvendes i militære straffesager.

Bestemmelsen er derfor ikke medtaget i lovforslaget.

Der henvises til betænkningen, side 319.

3.15.5. Militær straffelov § 13

I militær straffelov § 13 findes enkelte særregler

vedrørende anvendelse af betingede domme i sager om overtrædelse af militær

straffelov.

Bestemmelsen i stk. 1 vedrører sager om straf af hæfte

i 30 dage og derunder, mens de øvrige bestemmelser alene vedrører ikendt

frihedsstraf.

Da hæftestraffen er ophævet pr. 1. juli 2001, og da adgangen til strafpålæg

foreslås ophævet (jf. lovforslaget til militær retsplejelov), foreslås

bestemmelsen i det hele ophævet.

Bestemmelsen er derfor udeladt af lovforslaget.

Der henvises til betænkningen, side 320.

3.15.6. Militær straffelov § 14

§ 14 indeholder bemyndigelse for forsvarsministeren

til at fastsætte bestemmelser om visse konsekvenser af strafafsoning for

militært personel.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning finder

af lovtekniske grunde ikke, at denne bestemmelse, der ikke vedrører egentlig

strafferet, hører hjemme i almindelig del i militær straffelov. Udvalget

foreslår

derfor bestemmelsen overflyttet til anden lovgivning.

Der henvises til betænkningen, side 320.

Forsvarsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag og

bestemmelsen foreslås i stedet indarbejdet i lov om forsvarets personel, jf.

lovforslagets § 40.

3.15.7. Militær straffelov § 25,

stk. 2

Som det fremgår ovenfor under punkt 3.4. om dansk

straffemyndighed foreslår udvalget, at spørgsmålet om dansk straffemyndighed

for overtrædelser af militær straffelov som udgangspunkt bør afgøres efter de

almindelige bestemmelser herom i straffeloven §§ 6-12, jf. lovforslaget

til § 5, stk. 1. Samtidig foreslås det at supplere straffelovens

bestemmelser om dansk straffemyndighed med yderligere bestemmelser i militær

straffelov, der bl.a. hjemler dansk straffemyndighed for sådanne

overtrædelser

af § 25, som ikke er omfattet af reglerne om dansk straffemyndighed i

straffeloven § 8, nr. 5, jf. forslaget til § 5, stk. 2.

Bestemmelsen i militær straffelov § 25, stk. 2,

foreslås derfor ophævet.

Der henvises til betænkningen, side 290.

4. Lovforslagets økonomiske

og administrative konsekvenser

Lovforslaget forventes ikke at have nævneværdige økonomiske

eller administrative konsekvenser for staten. Dog må der som følge af den

afkriminalisering, som lovforslaget lægger op til, i et vist omfang forventes

færre overtrædelser af den militære straffelov og dermed færre straffesager

for

den militære anklagemyndighed. Forslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for kommuner, amtskommuner og erhvervslivet.

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

5. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

Mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske og administrative

konsekvenser for Staten

Ingen af betydning

Ingen

Økonomiske og administrative

konsekvenser for kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske og administrative

konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for

borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke

EU-retlige aspekter

6. Hørte myndigheder mv.

Betænkning nr. 1435/2004 om den militære straffelov,

retsplejelov og disciplinarlov har været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre

Landsret, Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for

retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i

Roskilde, Den danske dommerforening, Domstolsstyrelsen,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Advokatrådet,

Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen af beskikkede advokater,

Dansk Røde Kors, Statsansattes Kartel (StK), Hærens konstabel og

korporalforening (HKKF), StK Forsvar, Tjenestemænds og overenskomstansattes

kartel (TOK), Centralforeningen for stampersonel (CS), Akademikernes

centralorganisation, Hovedorganisationen af officerer i Danmark (HOD),

Foreningen af forsvarets auditørfuldmægtige, Statstjenestemændenes

centralorganisation II (CO II), Forsvarets civil-etat (FCE), Danske

militærlægers organisation, Foreningen af forsvarets auditører, Dansk

tandplejerforening, Foreningen af ingeniører i forsvaret, Forsvarsarbejdernes

landsorganisation, Reserveofficersforeningen i Danmark, Værnepligtsrådet,

Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet,

Rigsombudet på Færøerne, Færøernes Landsstyre, Lagmandskontoret,

Rigsombudsmanden i Grønland og Grønlands Hjemmestyre.

Bemærkninger

til

lovforslagets enkelte bestemmelser

Kapitel 1

Almindelig del

Til § 1

Bestemmelsen svarer bortset fra enkelte sproglige

justeringer til gældende militær straffelov § 5. Bestemmelsen angiver,

hvilket militært personel, der i fredstid er omfattet af loven.

Udtrykket militært personel omfatter efter lov om

forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 2004,

§ 2, stk. 1, følgende:

1)

Befalingsmænd og

menige, der indordnes i en rækkefølge af militære grader efter

forsvarsministerens

nærmere bestemmelse,

2)

auditørpersonel,

gejstligt personel og musikerpersonel samt andet personel efter

forsvarsministerens

bestemmelse.

Befalingsmænd omfatter personel af officersgruppen og

sergentgruppen. Menige omfatter personel af konstabelgruppen,

konstabelelever,

værnepligtige menige og kvindelige menige på værnepligtslignende vilkår, jf.

samme lovs § 2, stk. 2. Det i § 2, stk. 1, nr. 2, nævnte

personel

betegnes som militært personel uden for den militære rækkefølge.

Forsvarsministeren har endvidere fastsat nærmere

bestemmelser om militære grader mv. for personel i det militære forsvar, for

tiden i bekendtgørelse nr. 325 af 28. april 1994.

Udtrykket »tjenstgørende« indebærer, at personellet skal

være ansat eller indkaldt til tjeneste i forsvaret. Det er uden betydning om

det militære personel er fastansat eller midlertidigt tjenstgørende. Personel

af reserven vil eksempelvis kun være omfattet i det omfang, de er indkaldt

til

tjeneste. Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt og ophørstidspunkt vil

være afgørende. For så vidt angår værnepligtige er begyndelsestidspunktet det

tidspunkt, på hvilket de efter indkaldelse møder eller skulle møde for at

indtræde eller genindtræde i forsvaret. Hjemsendelsestidspunktet er afgørende

for ophørstidspunktet.

Militært personel, såvel ansatte som indkaldte, har dog

fortsat visse pligter, som påhviler dem også efter hjemsendelsen.

Som pligter, der påhviler hjemsendt personel, kan f.eks.

nævnes tavshedspligt med hensyn til forhold, som den pågældende er blevet

bekendt med under tjenesten, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er

påkrævet eller foreskrevet efter bestemmelser for den militære sikkerhed,

forskriftsmæssig opbevaring af eventuelle våben, uniform og anden udleveret

udrustning.

Civilt personel ansat i forsvaret er i fredstid ikke

omfattet af militær straffelov. Civilt personel omfatter f.eks. blandt andre

værkmestre, maskinmestre, materielforvaltere, ingeniører, radiotelegrafister

mv. Civile er derimod omfattet af loven i krigstid, jf. nedenfor om § 2,

nr. 1. Frivilligt hjemmeværnspersonel er i fredstid ikke omfattet af militær

straffelov i modsætning til militært personel, der er ansat eller indkaldt

til

tjeneste i hjemmeværnet, jf. § 6, stk. 1, og § 13 i lov om

hjemmeværnet, lovbekendtgørelse nr. 80 af 12. februar 2004.

Efter den gældende militær straffelov § 5,

stk. 2, (lovforslagets § 1, stk.2,) omfatter loven i fredstid også

fremmede

militærpersoner, som er interneret her i landet, samt andre personer, der

efter

folkeretten har krav på behandling som militærpersoner.

Efter artikel 11 i konvention af 18. oktober 1907 om

neutrale magters og personers rettigheder og pligter i tilfælde af krig til

lands (Haagerkonvention V) skal en neutral magt, der på sit territorium

modtager tropper, der hører til en krigsførende hær, internere sådanne

personer.

Dette kan være fremmede troppeafdelinger, der på grund af kamphandlinger af

modstanderen trænges eller flygter ind på neutralt dansk territorium. Mere

praktisk kan der være tale om besætninger på fly, der nødlander på dansk

territorium. Der er desuden eksempler på, at Danmark som neutralt land efter

overenskomst med en eller flere af parterne i en konflikt – f.eks. under

1.

verdenskrig – af humanitære grunde har modtaget krigsfanger fra en eller

flere

af de krigsførende parter med henblik på at internere dem her i landet,

indtil

fjendtlighederne var afsluttet.

Stk. 2 blev indsat i loven af 1937 ved lov nr. 43 af

13. februar 1940 for at dække et hul i loven, der var opstået som følge af

interneringen af tyske flyvere, der efter togter mod England måtte nødlande i

Danmark, idet den fornødne orden ellers ikke kunne opretholdes i

interneringslejrene.

Personer, der efter folkeretten har krav på behandling som

militærpersoner, jf. stk. 2, 2. led, er blandt andre personer, der

følger

væbnede styrker, og som efter reglerne i artikel 4, A, nr. 4, i

Genèvekonvention III af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger har krav

på tilsvarende behandling som krigsfanger. Det drejer sig f.eks. om

krigskorrespondenter, civile medlemmer af militære flys besætninger mv.

Til § 2

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende

bestemmelse i militær straffelov § 6.

Den personkreds, der efter § 1 er omfattet af militær

straffelov, udvides under væbnet konflikt betydeligt.

Ved § 2, nr. 1, udvides personkredsen til »enhver der

gør tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette«, dvs.

enhver, som i en eller anden egenskab gør tjeneste ved eller følger en

militær

afdeling eller er ombord i et af søværnets skibe. Bestemmelsen omfatter

f.eks.

alle civilt ansatte under Forsvarsministeriet, herunder civilt ansatte, der

beskæftiger sig med reparation og vedligeholdelse af militært udstyr, civile

chauffører, journalister, præster, lodser mv., når de følger en militær

afdeling.

Efter § 2, nr. 2, omfatter militær straffelov under

væbnet konflikt også »krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster (dvs.

gejstligt personel), der tilbageholdes til bistand for krigsfanger, for så

vidt

ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster«. Denne del af

bestemmelsen indebærer, at krigsfanger mv. og andre her i landet internerede

militærpersoner og dermed sidestillede er omfattet af militær straffelov.

Dette

er en forudsætning for at opfylde artikel 82 i Genévekonvention III om

behandling af krigsfanger, der for at sikre beskyttelsen af disse fastsætter,

at krigsfanger i disciplinær og strafferetslig henseende skal være undergivet

samme lovgivning og disciplinære bestemmelser som de væbnede styrker i øvrigt

i

det land, hvor de tilbageholdes. Konventionen stiller således på denne måde

et

krav om en effektiv ligestilling mellem krigsfanger mv. og

tilbageholdsmagtens

eget militære personel.

Efter § 2, nr. 3, omfatter militær straffelov under

væbnet konflikt enhver, der gør sig skyldig i overtrædelser af en række

bestemmelser i militær straffelov.

Udtrykket »enhver« omfatter ikke blot enhver anden dansker,

der ikke er omfattet af § 2, nr. 1, men også udenlandske statsborgere,

herunder udlændinge, der begår disse særligt opregnede forbrydelser, uanset

om

forbrydelsen er begået i Danmark eller uden for landets grænser –

forudsat, at

Danmark er i væbnet konflikt.

De forhold i lovforslaget, som der henvises til i nr. 3,

er: Krigsforræderi (§ 28), militær spionage (§ 29), ændringer af

ammunition/krigsmateriel mv. (§ 30), »fejhedsforbrydelser« (§ 31),

røbelse af militære hemmeligheder (§ 32), undladelse af at anmelde

planer

om visse alvorlige forbrydelser (§ 33), fremkaldelse af modløshed

(§ 34), krigsforbrydelser mv. (§ 36), plyndring under væbnet

konflikt

(§ 37) og ligrøveri (§ 38).

Til § 3

Efter gældende militær straffelov § 2 finder loven

også anvendelse, når en overtrædelse af loven er begået uden for den danske

stat. Militær straffelov er således ikke territorialt begrænset. Derved

skabes

mulighed for dansk straffemyndighed for de lovovertrædelser, der er omfattet

af

militær straffelov. Bestemmelsen er bl.a. en forudsætning for at kunne indgå

bi- og multilaterale aftaler, der kan sikre dansk jurisdiktion over dansk

tjenstgørende personel under tjeneste i udlandet og dermed fritage dette

personel for fremmed straffemyndighed.

Det er i praksis normalt en forudsætning for, at dansk

personel kan deltage i internationale opgaver, herunder f.eks. fredsbevarende

og fredsskabende operationer, at der i dansk ret er hjemmel til, at

lovovertrædelser, der begås i udlandet af dansk personel under sådan

tjeneste,

kan retsforfølges i Danmark. Bestemmelsen indebærer samtidig en beskyttelse

af

udsendt dansk personel, som i udlandet har pådraget sig en sigtelse for

strafbart forhold, idet danske myndigheder under henvisning til bestemmelsen

kan kræve at forestå retsforfølgningen.

Bestemmelsen er således af afgørende betydning for Danmarks

muligheder for at medvirke til løsning af internationale fredsbevarende

opgaver

mv.

Til § 4

Bortset fra en sproglig modernisering svarer bestemmelsen

til den gældende militære straffelov § 3.

Bestemmelsen giver mulighed for, at enhver overtrædelse af

militær straffelov, der begås af dansk militært personel over for udenlandske

allierede styrker, kan retsforfølges af danske myndigheder. Det gælder såvel

strafbare handlinger over for den pågældende forsvarsmagt som sådan, f.eks.

krigsforræderi over for en allieret, som strafbare handlinger over for det

pågældende allierede lands personel og materiel. Bestemmelsen vedrører både

handlinger begået i Danmark og handlinger begået i udlandet, jf. forslaget

til

§ 3. Bestemmelsen gør det muligt, at danske myndigheder under henvisning

til bestemmelsen normalt vil kunne undgå, at dansk personel, der – især

i

udlandet – forser sig mod allierede landes forsvarsstyrker mv., bliver

retsforfulgt af disse landes myndigheder.

Tidligere var bestemmelsen af praktisk betydning først og

fremmest i forbindelse med samarbejde med andre lande i NATO-sammenhæng. Med

det udvidede militære samarbejde i de senere år særligt i FN-regi, herunder i

forbindelse med internationale fredsstøttende opgaver mv., må bestemmelsen i

dag anses for at være af væsentlig større praktisk betydning, end det hidtil

har været tilfældet.

Til § 5

Bestemmelsen indeholder de nødvendige supplerende

bestemmelser om dansk straffemyndighed for overtrædelser af militær

straffelov,

som ikke kan henføres under straffelovens regler om dansk straffemyndighed.

Efter gældende ret finder straffelovens regler i

§§ 6-8 om dansk straffemyndighed ikke anvendelse på overtrædelser af

militær straffelov, idet den gældende bestemmelse i § 2 i militær

straffelov selvstændigt regulerer dette spørgsmål. Dette fremgår ikke af

bestemmelsen, men af forarbejderne til den tilsvarende bestemmelse i militær

straffelov fra 1937.

I spørgsmålet om dansk straffemyndighed ved overtrædelser

af militær straffelov tager lovforslaget derimod udgangspunkt i straffelovens

regler herom, jf. også lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.4.

Til stk. 1

Efter den foreslåede bestemmelse skal spørgsmålet om, i

hvilket omfang der er dansk straffemyndighed for overtrædelse af militær

straffelov, afgøres efter straffelovens almindelige bestemmelser om dansk

straffemyndighed, jf. henvisningen i stk. 1 til straffeloven,

§§ 6-12.

Der er imidlertid næppe dansk straffemyndighed efter

straffeloven for de forbrydelser, som er optaget i militær straffelov kapitel

8

om forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed, når forbrydelserne begås i

udlandet af udlændinge, idet disse forbrydelser ikke kan henføres under

straffeloven § 8.

Den foreslåede bestemmelse skaber dansk straffemyndighed

for overtrædelser af nogle af disse bestemmelser, når forbrydelsen er begået

uden for den danske stat under væbnet konflikt, som danske militære styrker

deltager i, uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme. De af militær

straffelov gældende bestemmelser for væbnet konflikt, som foreslås omfattet

af

stk. 1, er § 31 om afsløring af militære hemmeligheder, § 32

om

forfalskning af ammunition mv., § 33 om krigsforræderi og § 34 om

militær spionage.

Militær straffelov § 31 (jf. forslaget til § 32)

vedrører afsløring af militære hemmeligheder. Overtrædelser begået i Danmark

er

undergivet dansk straffemyndighed efter straffeloven § 6. Overtrædelser

begået i udlandet af dansk militært personel kan henføres under straffeloven

§ 8, nr. 2. Overtrædelser af bestemmelsen, der begås i udlandet af

udlændinge, er derimod ikke omfattet af dansk straffemyndighed.

Især som følge af de udvidede samarbejdsformer mellem

landene kan det ikke afvises, at sådanne forhold i praksis vil kunne begås af

repræsentanter for en samarbejdspartner til skade for dansk forsvar. Har de

pågældende udenlandske myndigheder ikke den nødvendige straffekompetence,

eller ønsker de ikke at gennemføre

retsforfølgning, vil et sådant forhold forblive ustraffet.

Afsløring af militære hemmeligheder kan efter

omstændighederne indebære risiko for endog betydelig fare eller skade og er

derfor efter denne bestemmelse omfattet af dansk international

straffemyndighed. Det gælder også den foreslåede bestemmelse i § 32,

stk. 3, om strafansvar for groft uagtsomme overtrædelser.

Militær straffelov § 32 (jf. forslaget til § 30)

vedrører forfalskning af ammunition og andet krigsmateriel til skade for

dansk

militær. Er en forfalskning begået i udlandet af en udlænding og det

pågældende

materiel leveret til det danske forsvar i udlandet, er der ikke dansk

straffemyndighed, idet denne bestemmelse ikke hviler på

konventionsbestemmelser, der er omfattet af straffeloven § 8, nr. 5.

Forbrydelsens karakter af alvorlig krænkelse af danske interesser begrunder

dansk international straffemyndighed.

Militær straffelov § 33 vedrører krigsforræderi (jf.

forslaget til § 28). De forhold, der er opregnet i bestemmelsen, kan

ikke

straffes her i landet, når de begås af fjenden mod det danske militære

forsvar,

idet disse handlinger som udgangspunkt vil være lovlige krigshandlinger. Der

er

efter gældende ret ikke dansk straffemyndighed for forhold, der i øvrigt

begås

i udlandet af andre, herunder f.eks. af civile. Denne forbrydelse bør kunne

straffes her i landet,

uanset af

hvem eller hvor forholdet er begået.

For § 34, stk. 1 (jf. forslaget til § 29,

stk. 1), om militær spionage gælder det samme, som er anført ovenfor om

krigsforræderi. Udlændinge, som i udlandet spionerer mod danske styrker, kan

ikke straffes her i landet, idet dette forhold ikke er optaget i konventioner

omfattet af straffeloven § 8, nr. 5. Denne bestemmelse bør derfor også

omfattes af dansk international straffemyndighed.

Begrænsningen i sidste led af stk. 1: »medmindre andet

følger af almindelige folkeretlige regler«, har til formål at undtage sådanne

handlinger, som er omfattet af gerningsbeskrivelsen i de pågældende

bestemmelser,

men som er lovlige efter folkeretten, navnlig som led i lovlig krigsførelse.

For eksempel er handlinger rettet mod danske militære interesser som

beskrevet

i § 33 om krigsforræderi lovlige efter principperne om lovlig

krigsførelse, når de begås af en modstander mod danske militære interesser

under væbnet konflikt.

Til stk. 2

Ved den foreslåede bestemmelse til stk. 2 medtages to

yderligere bestemmelser i militær straffelov under forslaget om udvidet dansk

straffemyndighed for forbrydelser begået i udlandet under væbnet konflikt.

Det

drejer sig om bestemmelserne i forslaget til § 36, jf. den gældende

bestemmelse i § 25, om krænkelser af forskellige internationale regler

om

lovlig krigsførelse mv., og § 38 om ligrøveri, jf. den gældende

bestemmelse

i § 24, stk. 2, når forbrydelserne begås over for dansk militært

personel og personer, der er omfattet af forslaget til § 2, nr. 1 og 2,

jf. den gældende bestemmelse i § 6, nr. 1 og 2. At dansk

straffemyndighed

efter stk. 2 er begrænset til tilfælde, hvor dansk militært personel er

involveret i væbnet konflikt, er ikke nævnt i § 5, stk. 2, men

fremgår

af §§ 36 og 38, som i gerningsbeskrivelsen udtrykkeligt er begrænset til

at gælde under væbnet konflikt.

Forslaget til § 36 omfatter bl.a. forhold, der er

forbudt efter Genèvekonventionerne af 1949. Disse konventioner rummer en

forpligtelse for de lande, som har tiltrådt konventionerne, til at

retsforfølge

de mere grove overtrædelser af konventionerne. Sådanne forhold kan efter

gældende

ret strafforfølges her i landet i medfør af straffeloven § 8, nr. 5. Den

foreslåede bestemmelse til § 5, stk. 2, har selvstændig betydning i

tilfælde af mindre alvorlige konventionskrænkelser begået over for dansk

militært personel mv. i udlandet.

Til § 6

Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 10

angiver de subjektive betingelser (tilregnelse) for at ifalde strafansvar ved

overtrædelse af militær straffelov. Efter § 10 straffes uagtsomhed kun,

hvis dette har særlig hjemmel. De fleste af bestemmelserne i lovens kapitel 7

hjemler strafansvar også for uagtsomme overtrædelser, herunder for simpelt

uagtsomme forhold.

Forslaget til § 6 omfatter ifølge lovteksten også grov

uagtsomhed. Dette skyldes alene formuleringstekniske grunde, idet strafansvar

for overtrædelser af militær straffelov som udgangspunkt er begrænset til

forsætlige

forhold, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.6. Det kan virke

lovteknisk

uheldigt i den enkelte bestemmelse at angive »grov uagtsomhed«, samtidig med

at

overtrædelsen også objektivt skal være »grov«. I de tilfælde, hvor der ikke

er

fundet anledning til at udstrække ansvaret til grov uagtsomhed, er

strafansvaret derfor udtrykkeligt begrænset til forsæt ved formuleringen af

de

pågældende bestemmelser.

Det bemærkes, at der ikke er strafansvar for simpelt

uagtsomme overtrædelser, men at sådanne forhold i givet fald kan medføre et

disciplinært ansvar.

I gentagelsestilfælde vil det imidlertid være muligt at

anvende straf, selv om den aktuelle overtrædelse i sig selv ikke kan medføre

strafansvar, men kun disciplinaransvar.

En sådan situation vil typisk foreligge, hvis der er sket

gentagne overtrædelser af den samme bestemmelse inden for en kortere periode,

hvor den pågældende i de første tilfælde er blevet ikendt en disciplinær

sanktion og dermed er blevet gjort opmærksom på den uacceptable adfærd. En

fortsættelse af denne adfærd vil herefter kunne betragtes som værende grov

uagtsom.

Til § 7

Bestemmelsen svarer til den gældende § 8 og er et

supplement til straffeloven § 13, stk. 3, om straffefrihed på grund

af nødværge.

Der er fortsat behov for, at overordnet militært personel,

herunder vagter, kan anvende den nødvendige og tilstrækkelige magt til at

skaffe lovlige tjenstlige befalinger adlydt og i øvrigt sikre disciplinen.

Dette kan som hidtil mest hensigtsmæssigt ske ved en henvisning til

straffelovens

almindelige bestemmelse herom.

Til § 8

Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse, som regulerer strafansvaret for

medvirken ved overtrædelse af militær straffelov, svarer til den gældende

bestemmelse i § 7, bortset fra en mindre sproglig justering.

Efter straffeloven straffes ikke blot gerningsmanden, men

også den, der »ved tilskyndelse råd eller dåd har medvirket til gerningen«,

jf.

straffelovens § 23, stk. 1. Straffeloven § 23 om strafansvar

for

medvirken til en lovovertrædelse gælder også i militære straffesager.

Militært

personel, der er omfattet af militær straffelov, kan pådrage sig strafansvar

for medvirken til en overtrædelse af militær straffelov, der er begået af

andet

militært personel.

Straffeloven § 23 indebærer desuden, at også civile,

herunder civilt ansatte inden for forsvaret, kan straffes for medvirken til

overtrædelse af militær straffelov. Lovforslagets § 8 begrænser i lighed

med den hidtil gældende bestemmelse imidlertid adgangen til at gøre et

strafferetligt

ansvar for medvirken gældende over for civile ved overtrædelse af militær

straffelov. Efter bestemmelsen straffes den udenforstående (civile) kun for

medvirken til en overtrædelse af militær straffelov, hvis strafferammen for

den

pågældende overtrædelse er fængsel i 4 år eller mere.

Til stk. 2

I den gældende militære straffelov findes ingen bestemmelse

om juridiske personers ansvar. Dette svarede indtil 2000 til straffeloven,

hvor

der i § 306 indføjedes en bestemmelse om selskabsansvar for enkelte

overtrædelser.

Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 blev bestemmelsen ændret til en bestemmelse

vedrørende alle overtrædelser af straffeloven. Bestemmelsen er motiveret af

artikel 5 i FN’s terrorfinansieringskonvention, optrykt i

Folketingstidende

2001-2002, 2. saml., tillæg A, sp. 877 ff.

I bemærkningerne til lovforslaget fremhæves, at

forbrydelser som drab, vold, voldtægt, hærværk mv. typisk begås uden

sammenhæng

med gerningsmandens ansættelsesforhold, og at de, hvis de begås i forbindelse

med arbejdet, i almindelighed vil være fremmede og atypiske for selskabet.

Omvendt fremhæves afgivelse af urigtig erklæring, bestikkelse, bedrageri,

skatte-

og momssvig, EU-svig osv. som områder, der ofte vil medføre selskabsansvar.

For uagtsomhedsdelikter nævnes i bemærkningerne, at

uagtsomt manddrab i forbindelse med en arbejdsulykke typisk vil medføre

ansvar

for den juridiske person, mens situationen er mere tvivlsom ved et uagtsomt

manddrab begået ved et færdselsuheld. Dette skyldes i høj grad den praksis

for

selskabsansvar, der har udviklet sig på henholdsvis arbejdsmiljø- og

færdselsområdet,

og som forudsættes videreført.

Muligheden for at pålægge selskaber ansvar for overtrædelse

af straffeloven bør ifølge bemærkningerne ikke medføre en begrænsning i

anvendelsen af det personlige ansvar.

Umiddelbart synes behovet for et virksomhedsansvar for

overtrædelse af forslaget til militær straffelov at være begrænset til

§ 30 vedrørende ændring af ammunition, men en række andre overtrædelser

kan tænkes begået efter tilskyndelse fra forskellige organisationer. Under

hensyn til den generelle regel i straffeloven, dennes motivering i

terrorbekæmpelse,

og at næsten alle andre særstraffelove indeholder en tilsvarende regel, er

der

indføjet et tilsvarende ansvar i militær straffelov.

Den foreslåede ordlyd svarer helt til straffelovens regel,

bortset fra at den er formuleret som en bestemmelse om medvirken. Dette

skyldes, at militær straffelov efter §§ 1-2 er begrænset til at omfatte

bestemte persongrupper. Den foreslåede formulering medfører, at selskaber mv.

kun kan pålægges ansvar for de i stk. 1 nævnte alvorligere

overtrædelser.

Til § 9

Militær straffelov indeholder i § 9 en bestemmelse om,

under hvilke betingelser en underordnet er straffri ved at efterkomme en

tjenstlig ordre, selvom han herved begår en strafbar handling.

Bestemmelsen foreslås opretholdt. Der henvises til

lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.5.

Til § 10

Den foreslåede bestemmelse angiver, under hvilke

betingelser de af lovens bestemmelser, der gælder for væbnet konflikt, finder

anvendelse. Forslaget til stk. 1 og 2 svarer i det væsentlige til den

gældende bestemmelse i § 4, 1. punktum. Stk. 3 er en ny

bestemmelse.

Der henvises til bemærkningerne nedenfor. I øvrigt henvises til lovforslagets

almindelige bemærkninger punkt 3.3.3.

Til stk. 1

Med formuleringen »i eller uden for riget« præciseres, at

bestemmelsen vedrører både international og ikke-international væbnet

konflikt.

Der er hermed ikke tilsigtet nogen realitetsændring, men alene en

tydeliggørelse.

Væbnet konflikt foreligger, hvor dansk personel aktivt

deltager i militære operationer mod en modstander, og i situationer, hvor en

dansk styrke mod sin vilje inddrages i kamphandlinger f.eks. på grund af

beskydning.

I sidstnævnte tilfælde foreligger væbnet konflikt, uanset om de danske

styrker

skyder tilbage eller ej, forudsat at modstanderens styrker også repræsenterer

en stat eller en gruppering med en struktur, der ganske må sidestilles

hermed.

Til stk. 2

Ministerens bemyndigelse efter den gældende § 4, 1.

punktum, 2. led, til under truende udsigt til krig at sætte krigstidsreglerne

i

kraft er udskilt til et særskilt stykke. Herved fremgår tydeligere, at

reglerne

kan træde i kraft dels »automatisk« ved danske styrkers aktive eller passive

involvering i væbnet konflikt, jf. stk. 1, dels i tilfælde af

udtrykkelig

bestemmelse herom fra forsvarsministeren, jf. stk. 2. I sidstnævnte

tilfælde kan reglerne også sættes i kraft alene for at udelukke enhver tvivl

herom hos det involverede personel, således at der er fuldstændig klarhed

omkring retstilstanden. Forsvarsministeren kan som »det mindre i det mere«

vælge

at sætte bestemmelserne for væbnet konflikt i kraft alene for en bestemt

eller

dele af en udsendt styrke.

I visse situationer kan der være behov for, at

forsvarsministeren på forhånd meddeler en enhed, der allerede er eller skal

udsendes, at bestemmelserne for væbnet konflikt er gældende for den

pågældende

mission, idet der utvivlsomt vil være tale om en opgave, der kan involvere de

pågældende i væbnet konflikt. Reglerne for væbnet konflikt vil i en sådan

situation kunne sættes i kraft ved forsvarsministerens offentlige meddelelse

herom, også inden styrken har forladt dansk territorium, men hvor

forberedelserne til udsendelse er i gang, og hvor det derfor allerede fra

dette

tidspunkt er relevant – også så personellet har fuld klarhed om egne

vilkår –

at disse bestemmelser er gældende.

Til stk. 3

Især under udsendelse af danske styrker til udlandet kan

der være behov for hjemmel til at kunne sætte lovens bestemmelser for væbnet

konflikt i kraft i den »grå fase«, der ligger umiddelbart forud for indtræden

af væbnet konflikt, men hvor væbnet konflikt endnu ikke kan konstateres.

Som følge af at situationen under udsendelse i

internationale fredsstøttende operationer kan udvikle sig fra det ene øjeblik

til det andet, foreslås det som stk. 3 at optage en bestemmelse,

hvorefter

forsvarsministeren kan delegere sin beføjelse til at sætte reglerne for

væbnet

konflikt i kraft til chefen for den udsendte styrke. En sådan hjemmel kan

bidrage til at sikre, at det udsendte personel på et tidligere tidspunkt får

fjernet den uklarhed, der måtte være, om hvorvidt reglerne om væbnet konflikt

finder anvendelse.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er således, at den

militære chef kan sætte militær straffelovs regler om væbnet konflikt i kraft

i

situationer, hvor der ikke endnu foreligger en væbnet konflikt, som den

danske

styrke er involveret i, men hvor faren for væbnet konflikt er overhængende. I

sådanne tilfælde er det væsentligt, at chefen over for personellet kan fjerne

enhver tvivl om retsstillingen.

Som eksempel herpå kan nævnes den situation, at den danske

styrke er under forskydning ind i indsatsområdet i forbindelse med en

fredsstøttende operation. Den danske styrke er ikke blevet angrebet af nogen

af

de stridende lokale parter, og den danske styrke er derfor ikke i væbnet

konflikt. De stridende parter er derimod fortsat indblandet i lejlighedsvise

kampe indbyrdes – der »skydes i lokalområdet« – og der er i det

hele taget en

overhængende fare for, at situationen kan udvikle sig. I en sådan situation

kan

det efter omstændighederne være vanskeligt meget hurtigt at få en afgørelse

fra

forsvarsministeren – der ikke selv er på stedet og kan vurdere

situationen – om

at sætte militær straffelovs regler om væbnet konflikt i kraft. Hvis den

militære chef forinden er blevet bemyndiget hertil, vil han derimod selv være

i

stand til at sætte reglerne i kraft. Det er kun chefen for den pågældende

styrke, der kan få en sådan bemyndigelse, som således ikke kan delegeres.

Det forudsættes, at den pågældende chef efterfølgende ad

kommandovejen indberetter, at reglerne for væbnet konflikt er blevet sat i

kraft. Endvidere skal chefen ophæve beslutningen, når der ikke længere findes

behov for, at bestemmelserne er gældende. Det forudsættes, at denne pligt for

den militære chef til at tilbagekalde meddelelsen optages i den bemyndigelse,

som ministeren giver den pågældende chef. Indtræder der væbnet konflikt,

efter

at chefen har givet meddelelse til personellet efter stk. 3, gælder

reglerne for væbnet konflikt efter reglen i gældende militær straffelov

§ 4, stk. 1, og lovforslagets § 10, stk. 1.

Der bør som hovedregel senest i forbindelse med udsendelsen

af styrken tages stilling til, om der – navnlig ud fra en vurdering af

opgavens

karakter – skal gives en sådan bemyndigelse. En bemyndigelse kan dog

også gives

på et senere tidspunkt, f.eks. hvis forholdene i missionsområdet har ændret

sig. Forsvarsministerens bemyndigelse, der forudsættes givet ad

kommandovejen,

vil skulle præcisere, hvilken chef der er tale om.

Kapitel 2

Speciel del

Pligter som underordnet

Til § 11

Den foreslåede bestemmelse vedrører ulydighed over for en

tjenstlig ordre fra overordnet eller vagt og svarer i det væsentlige til den

gældende bestemmelse i militær straffelov § 16.

Pligtstridig adfærd i form af ulydighed må også i dag

betragtes som en kvalificeret pligtforsømmelse og bør derfor optages i en

selvstændig straffebestemmelse. Ulydighed kan være af ret alvorlig karakter

og

efter omstændighederne indebære betydelige risici. En selvstændig bestemmelse

vil endvidere kunne medvirke til at beskytte f.eks. menige, der udfører

vagttjeneste, mod krænkende eller anden ulovlig adfærd fra andet personel,

herunder sideordnet personel, og derved understøtte den myndighed, som f.eks.

den værnepligtige er tillagt som vagt.

En vagt har efter gældende ret kompetence som overordnet,

når han griber ind, f.eks. ved at udstede en ordre. Det er derfor for så vidt

overflødigt udtrykkeligt at nævne vagten i gerningsbeskrivelsen. Det er

imidlertid

fundet hensigtsmæssigt at bibeholde ordet »vagt«. Herved præciseres vagtens,

herunder

den værnepligtige vagts, kompetence som overordnet.

En vagt i bestemmelsens forstand er således en

militærperson, der kan afgive ordrer, som skal adlydes. Om en vagt konkret

kan

udstede ordrer, vil fremgå af f.eks. blivende bestemmelser, der gælder for

det

pågældende tjenestested, den instruks mv., der konkret fastlægger den

pågældende vagts opgaver, etc. Også en mundtlig instruks kan konkret være

grundlaget for vagtfunktionen. Er »vagten« herefter omfattet af bestemmelsen,

vil den pågældende også være omfattet af de øvrige bestemmelser, herunder

forslaget til § 24 om vagtforseelser og forslaget til § 13 om

respektstridig opførsel. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger

om vagtbegrebet punkt 3.3.2.

Udtrykket »befaling« i den gældende bestemmelse foreslås af

sproglige grunde erstattet af det mere nutidige ord »ordre«. Det bemærkes, at

begrebet »tjenstlig« fortsat indgår i lovteksten på grund af sammenhængen med

forslaget til § 9 om straffrihed under særlige betingelser ved at udføre

en ulovlig ordre, selvom det kan give indtryk af, at der eksisterer lovlige

ordrer, som ikke er tjenstlige, hvilket ikke er tilfældet. Strafansvar efter

§ 11 forudsætter som hidtil, at ordren er lovlig.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ligesom den gældende

ikke blot den, der udtrykkeligt nægter at udføre en ordre, men også den, der

ikke efterkommer ordren tilstrækkelig hurtigt eller nøjagtigt. Dette udtryk

foreslås ændret til »på klart utilfredsstillende måde«.

Selv om den foreslåede formulering indebærer en mindre

begrænsning i gerningsindholdet i forhold til den gældende bestemmelse,

beskriver forslaget tydeligere det centrale i bestemmelsen.

Gerningsbeskrivelsen omfatter foruden nægtelse eller undladelse af at udføre

ordren også den, der bevidst efterkommer ordren langsomt, herunder den, som

på

en provokerende måde trækker udførelsen af ordren i langdrag eller f.eks.

bevidst stiler mod et uacceptabelt resultat. Den, der forholder sig passiv i

forhold til ordren uden direkte at nægte at efterkomme den, er som efter

gældende ret også omfattet af den foreslåede gerningsbeskrivelse.

Bestemmelsen er begrænset til grove forhold. Den direkte

nægtelse af at efterkomme en ordre vil som udgangspunkt være udtryk for en

strafbar handling. Det samme gælder for den, der helt undlader at efterkomme

en

ordre, medmindre omstændighederne er af en sådan karakter, at et

disciplinarmiddel må antages at være en mere rimelig reaktion. Mindre grove

overtrædelser kan alene sanktioneres med disciplinarmidler.

Den, der ikke er i stand til at udføre en ordre på grund af

f.eks. fysisk udmattelse, vil ikke kunne pådrage sig strafansvar på grund af

umulighed. Om dette konkret må antages at være tilfældet, kan naturligvis

give

bevismæssige problemer.

Jf. lovforslagets § 6 er uagtsomhedsansvaret begrænset

til alene at omfatte grov uagtsomhed. Strafansvar i disse tilfælde

forudsætter

således, at den pågældende åbenbart burde have indset, at han har reageret

klart utilfredsstillende på ordren.

Strafferammen for ulydighed, jf. den gældende bestemmelse i

§ 16, stk. 1, 1. punktum, er fængsel indtil 6 måneder, mens

strafferammen for vagtforseelser er fængsel indtil 1 år, jf. gældende

§ 26, stk. 1, og lovforslagets § 24. Ulydighed, navnlig i form

af den direkte nægtelse af at efterkomme en ordre, vil efter omstændighederne

være af samme strafværdighed som en vagtforseelse. Strafferammen foreslås

derfor forhøjet fra de gældende 6 måneders fængsel til fængsel indtil 1 år,

jf.

lovforslagets § 11.

Når ulydigheden er af særlig grov karakter, herunder når

den har været egnet til at svække lydigheden hos andre tilstedeværende,

foreslås strafferammen fastsat til fængsel indtil 3 år, svarende til den

gældende bestemmelse i § 16, stk. 1, 2. punktum. Denne skærpede

strafferamme foreslås samtidig begrænset til alene at gælde for forsætlige

overtrædelser.

Den gældende strafferamme på fængsel indtil 6 år, når

ulydigheden er forbundet med vold mod overordnet eller vagt, foreslås

opretholdt. Et sådant forhold vil efter omstændighederne kunne sidestilles

med

mytteri, blot begået af en enkelt person, jf. gerningsbeskrivelsen i militær

straffelov § 17 og lovforslagets § 12.

Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 16 om

ulydighed indeholder ikke som f.eks. den gældende bestemmelse i § 26 om

vagtforseelser en skærpet strafferamme for overtrædelser, der begås under

væbnet konflikt. I gældende § 33 om krigsforræderi findes ganske vist en

bestemmelse om strafansvar for den, der under væbnet konflikt eller under

truende udsigt hertil undlader at udføre en befaling. § 33 forudsætter

imidlertid,

jf. indledningen til bestemmelsen, at forholdet er begået »i den hensigt at

gavne fjenden eller skade det danske militære forsvar«. Strafferammen i

§ 33 er fængsel ikke under 8 år. I gældende § 35, stk. 1 og 2,

findes endvidere bestemmelser om strafansvar for den, der på pligtstridig

måde

søger at unddrage sig faren i kamp mv. Strafferammen er her fængsel indtil 12

år.

Der vurderes derfor at være behov for at indføre en

selvstændig skærpet strafferamme for tilfælde af ulydighed, som begås under

væbnet konflikt, når forholdet ikke kan henføres under gældende §§ 33

(lovforslagets § 28) eller 35 (lovforslagets § 31). Konsekvenserne

af

disse forbrydelser vil som følge af den tekniske udvikling i dag kunne være

langt mere alvorlige endsige katastrofale under væbnet konflikt i forhold til

det, der kunne forudses i 1973 eller i 1937, hvor de gældende strafferammer i

al væsentlighed blev fastsat. Den skærpede strafferamme under væbnet konflikt

for ulydighed foreslås på denne baggrund fastsat til fængsel indtil 10 år.

Den

foreslåede strafferamme er udtrykkeligt begrænset til forsætlige forhold.

Til § 12

Den foreslåede bestemmelse om mytteri svarer i det

væsentlige til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 17.

Mytteri

er en særdeles alvorlig militær forbrydelse. Den gældende bestemmelse

foreslås

derfor opretholdt, dog med den ændring, at også den passive ulydighed af

flere

i forening vil være omfattet af mytteribegrebet, da også denne form for

adfærd

må anses som mytteri.

Magt, vold eller trussel om vold som nævnt i bestemmelsens

andet led omfatter også tilfælde, hvor vagten endnu ikke har haft mulighed

for

at gribe ind i sin egenskab af vagt og derved har gjort sig til overordnet,

for

eksempel hvor en vagtpost uskadeliggøres, inden han når at reagere.

Vagtbegrebet er dermed videre end begrebet i bestemmelsens første led og i

gældende § 16 (lovforslagets § 11) om ulydighed. Bestemmelsen

omfatter

også den situation, hvor f.eks. flere værnepligtige øver vold mod en anden

værnepligtig under hans vagt, selv om voldsudøvelsen skyldes personligt

uvenskab.

Efter den gældende bestemmelse er det også strafbart at

indgå aftale om at begå mytteri. Er aftalen indgået, er mytteriet fuldbyrdet,

selv om aftalen ikke føres ud i livet. Den, der har været med til at indgå en

aftale om mytteri, kan derfor ikke træde frivilligt tilbage fra forsøg og

herved opnå straffrihed.

Denne del af mytteribestemmelsen er ikke medtaget i

udkastet. Det betyder, at deltagere i en aftale om mytteri, der ikke bliver

udført,

har pådraget sig strafansvar for forsøg på mytteri, jf. straffeloven

§ 21,

stk. 1. Formålet med den foreslåede begrænsning af bestemmelsen er at

give

en deltager i en sådan aftale mulighed for at træde tilbage fra

forsøgshandlingen og derved blive straffri, hvis betingelserne i straffeloven

§ 24 er opfyldt, dvs. at den pågældende aktivt, efter at aftalen er

indgået, forhindrer, at mytteriet rent faktisk udføres. En sådan

tilbagetræden

fra forsøg vil f.eks. foreligge, hvis en af deltagerne i aftalen, efter den

er

indgået, men inden den udføres, underretter sin overordnede, auditøren eller

politiet om aftalen og derved forhindrer, at aftalen om mytteri gennemføres.

Den pågældende vil kun gå fri, hvis han forhindrer mytteriet, mens de øvrige

vil kunne straffes for forsøg.

Selv om det kan være velbegrundet også at kunne straffe

aftaler om at begå mytteri som fuldbyrdet forbrydelse, er det i forsvarets

interesse at give den, der deltager i en aftale om mytteri, mulighed for og

dermed incitament til at sikre, at en sådan aftale ikke følges op af

handling.

Der er dog fortsat tale om en særdeles alvorlig forbrydelse, også selv om der

alene er tale om forsøg. Det bemærkes i denne forbindelse, at strafferammens

maksimum for forsøg er den samme som ved fuldbyrdet forbrydelse.

Mytteri er en så alvorlig forbrydelse, at forholdet altid

vil være af grov karakter. De gældende strafferammer for fredstid og væbnet

konflikt på fængsel henholdsvis indtil 6 år og indtil på livstid foreslås

opretholdt.

Til § 13

Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 20

vedrører forsætlig »respektstridig opførsel over for foranstående eller

vagt«.

Bestemmelsen supplerer bestemmelsen om ulydighed over for overordnet eller

vagt.

Der vurderes fortsat behov for at kunne reagere med en

strafferetlig reaktion over for forhold, som ikke er udtryk for ulydighed,

der

er omfattet af § 16 (lovforslagets § 11), men som – ikke

mindst af

hensyn til respekten og disciplinen – kan medvirke til at undergrave

eller

belaste forholdet mellem de involverede. Dette er centralt ikke kun i forhold

til overordnede, men også i forhold til foranstående. Der er derfor ikke

fundet

grundlag for at foreslå bestemmelsen begrænset til kun at omfatte

respektstridig opførsel over for overordnet personel.

I den gældende bestemmelse er gerningsindholdet beskrevet

som »viser respektstridig opførsel over for foranstående eller vagt«, mens

forslaget omfatter den, der »ved handling eller i ord groft krænker en

foranstående

eller vagt«. Begrebet »respektstridig opførsel« er således efter forslaget

ikke

udtrykkeligt gjort til et led i gerningsbeskrivelsen. Det er imidlertid

fortsat

en betingelse for strafansvar, at handlingen eller udtalelsen er udtryk for

respektstridig opførsel. Dette krav følger af, at der skal være tale om en

»krænkelse«.

Udtrykket »krænker« indebærer ikke et krav om, at opførslen

skal indeholde et element af personlig krænkelse af den foranstående eller

vagten, eller at den pågældende konkret skal have følt sig krænket.

Handlingen

eller udsagnet skal derimod ud fra en objektiv vurdering være egnet til at

virke krænkende over for den pågældende som foranstående eller vagt. Denne

fortolkning svarer til fortolkningen af ordet »krænker« i straffeloven

§ 232.

Omfattet af bestemmelsen er respektstridig opførsel f.eks.

direkte over for den foranstående eller vagten. Det samme gælder den

respektstridige opførsel, som vagten eller den foranstående ikke bemærker,

men

som ses eller høres af andre, eksempelvis latterliggørelse gennem tegn og

fagter, uden at den foranstående bemærker det.

Derimod vil respektstridige udtalelser mv., der i en lukket

kreds fremkommer om en ikke tilstedeværende vagt eller foranstående, ikke i

sig

selv være omfattet af bestemmelsen, medmindre den krænkende udtalelse senere

udbredes offentligt, f.eks. ved efterfølgende opsætning af plakater, uddeling

af løbesedler og lignende. I disse situationer vil kun den, der har omtalt

eller offentliggjort krænkelsen, og den, der har medvirket hertil, jf.

straffeloven § 23, kunne straffes. En deltager, der orienterer en

overordnet

om forholdet, er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.

Manglende opfyldelse af hilsepligten vil som udgangspunkt

ikke være omfattet af bestemmelsen, men vil eventuelt kunne sanktioneres

disciplinært.

Som efter den gældende bestemmelse foreslås strafansvaret

for respektstridig opførsel begrænset til forsætlige forhold. Bestemmelsen er

endvidere foreslået begrænset til alene at omfatte grove krænkelser.

Krænkelser,

der ikke er grove, eller som vurderes som uagtsomme, vil alene kunne medføre

disciplinære sanktioner.

Den gældende strafferamme af bøde og fængsel indtil 6

måneder foreslås opretholdt.

Til § 14

Bestemmelsen svarer til den gældende § 19, dog således

at der foreslås en sproglig modernisering. Bestemmelsen foreslås tillige

udvidet til også at give mulighed for strafnedsættelse eller strafbortfald,

såfremt den foranstående eller vagten ved sin adfærd selv har givet anledning

til respektstridig opførsel, jf. henvisningen til forslagets § 13. Der

kan

f.eks. være tale om – objektivt set – provokerende, groft

fornærmende eller,

som det hedder i den gældende bestemmelse, »udæskende« forhold.

Pligter som overordnet og sideordnet mv.

Til § 15

Den gældende bestemmelse i § 21 om forfølgelse af en

underordnet omfatter forskellige former for uacceptabel adfærd fra en

foranstående over for en underordnet. At den gældende bestemmelse vedrører

foranstående, fremgår af overskriften til §§ 21 og 22, »Forbrydelser mod

pligter som foranstående«, i den gældende lov.

Det, der især kan begrunde en selvstændig kriminalisering

af denne form for pligtforsømmelse (»forfølgelse« af en underordnet), er, at

den overordnede herved misbruger den befalingsret, han er tillagt som

overordnet.

Forfølgelse fra en foranstående over for en efterstående, der ikke samtidig

er hans

underordnede, henføres i dag under gældende militær straffelov § 15.

Denne

retstilstand ændres ikke ved forslaget.

Det bemærkes, at en foranstående, der i en konkret

situation skrider ind over for en efterstående for at tilvejebringe orden

eller

hindre uorden, betragtes som foresat (overordnet), jf. § 3, stk. 5,

i

Kundgørelse for Forsvaret B.3-4 om tjenestebestemmelser for forsvarets

militære

og civile personel. Udvikler situationen sig i dette tilfælde til f.eks.

chikane fra den foranståendes side, vil forholdet være omfattet af forslaget

til § 15.

Efter den gældende bestemmelse straffes den foranstående,

der »ved forskelsbehandling, eller unødig besværliggørelse af tjenesten

forfølger en undergiven«. I forslaget er denne beskrivelse ændret til: »ved

forskelsbehandling,

chikane eller på tilsvarende måde forfølger «. Der er herved ikke tilsigtet

nogen realitetsændring i bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til den

gældende bestemmelse. Ændringen er alene af sproglig karakter. Forfølgelse

vil

navnlig foreligge, hvor den overordnedes krav til den eller de underordnede

er

båret af usaglige hensyn. Forfølgelse vil normalt forudsætte, at der er tale

om

gentagne handlinger, men vil efter omstændighederne også kunne statueres på

baggrund af en enkelt handling, for eksempel hvor en enkelt værnepligtig

ubegrundet

pålægges en »stroppetur«.

Med ordene »en eller flere underordnede« præciseres, at

forfølgelse ikke kun foreligger, når den overordnedes adfærd udvises over for

en enkelt underordnet, men også når forholdet begås over for en flerhed af

underordnede, f.eks. et »geled«, en deling mv., uden at der er tale om, at

handlingen er rettet mod en bestemt person.

Den gældende strafferamme foreslås opretholdt.

Til § 16

Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den

gældende bestemmelse i § 22. Det er især kommandoforholdet, herunder et

muligt fremtidigt kommandoforhold, mellem den foranstående og den

efterstående,

der gør, at den foranstående ikke må bringe sig i en risiko for at »komme i

lommen« på den efterstående. Det helt centrale bag bestemmelsen er, at

forholdet skal være egnet til at bringe den foranstående i et

afhængighedsforhold til den efterstående på tilsvarende måde som efter den

gældende bestemmelse. Dette følger af udtrykket »uberettiget«.

Bestemmelsen beskytter desuden efterstående personel mod,

at den foranstående udnytter kommandoforholdet til at opnå personlige

fordele.

Det har været overvejet, om straffeloven § 144 om

bestikkelse dækker de forhold, som i dag er omfattet af § 22.

Straffeloven

§ 144 vedrører især offentligt ansatte, der i forbindelse med

tjenesteudøvelsen uberettiget modtager økonomiske ydelser fra en

udenforstående.

Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 22 har derimod et

væsentligt andet sigte, nemlig at beskytte den overordnedes myndighed. Der er

derfor fortsat behov for en selvstændig straffebestemmelse herom i militær

straffelov. Det kan ikke udelukkes, at et forhold, som falder ind under den

foreslåede bestemmelse, også opfylder gerningsbeskrivelsen i andre

straffebestemmelser,

herunder især straffeloven § 144. Det foreslås derfor i bestemmelsen at

åbne mulighed for at henføre det konkrete forhold under andre, strengere

straffebestemmelser for at tilkendegive, at den foreslåede bestemmelse ikke

udtømmende regulerer strafansvaret for enhver form for økonomisk udnyttelse.

Der er ikke fundet grundlag for at begrænse bestemmelsen

til alene at omfatte forholdet mellem overordnet og underordnet personel. En

foranstående og en efterstående kan senere i tjenesten i forhold til hinanden

blive overordnet og underordnet, og et tidligere opstået afhængighedsforhold

mellem dem kan derfor risikere senere at kompromittere deres tjenesteforhold.

For at imødegå denne risiko omfatter bestemmelsen også foranstående i forhold

til efterstående.

Det har været overvejet, om bestemmelsen som hidtil skal

begrænses til ydelser mellem personel inden for samme enhed. Begrebet »enhed«

kan i dag i modsætning til tidligere ikke defineres entydigt i organisatorisk

og operativ forstand. Samarbejds- og kommandorelationerne vil i dag ofte

skifte

afhængigt af den konkrete opgave, idet opgaverne i vidt omfang løses

projektorienteret. En sådan »projektgruppe« eller task force vil ofte være

sammensat på tværs af forskellige enheder, herunder eventuelt med flere

nationaliteter.

Bestemmelsen findes derfor ikke at burde begrænses til

»efterstående af samme enhed«. Det uacceptable kan lige så vel foreligge i

forholdet mellem en foranstående og en efterstående, der hører til en anden

enhed. Denne situation må i dag henføres under den gældende bestemmelse i

§ 15.

Det er ikke enhver form for gave, lån mv., der er omfattet

af bestemmelsen. Forholdet skal efter forslaget være uberettiget. Det betyder

bl.a., at modtagelse af sædvanlige lejlighedsgaver, f.eks. i forbindelse med

jubilæum, fødselsdage og lignende, fortsat ikke er omfattet af bestemmelsen,

ligesom eksempelvis en foranståendes kortvarige mindre lån til køb af mad i

kantinen heller ikke vil være omfattet af bestemmelsen. Tilsvarende vil

ydelser

mellem nærtstående, f.eks. ægtefæller, næppe kunne siges at være

uberettigede,

idet sådanne ydelser typisk ikke vil være motiveret af deres fælles

ansættelse

i forsvaret.

Med hensyn til såkaldte »vennetjenester« er vurderingen

mere vanskelig. Det er ikke fundet muligt at foretage en nærmere afgrænsning

af

sådanne forhold i den foreslåede bestemmelse. Vennetjenester bør som

udgangspunkt

være omfattet. »Vennetjenester« af mere bagatelagtig karakter falder uden for

bestemmelsens kerneområde. Det samme gælder »vennetjenester«, der må betegnes

som ordinære, og som ikke kan antages at være motiveret af den fælles

ansættelse i forsvaret. Personlige vennetjenester, som må bedømmes som

naturlige blandt nære venner, tilsigtes således ikke omfattet af

bestemmelsen,

medmindre det i det enkelte tilfælde er klart, at »ydelsen« er motiveret af

parternes over- og underordnelsesforhold.

Også visse andre ydelser er efter gældende regler holdt

uden for bestemmelsen, jf. Forsvarsministeriets cirkulære af 1. juli 1989

(Kundgørelse For Forsvaret B.7-1) om menigt personels udførelse af personlige

tjenesteydelser.

Der vil administrativt blive fastsat nærmere retningslinjer

for personellets adgang til at modtage og yde gaver mv. med henblik på at

afgrænse forhold, der falder ind under bestemmelsen, og forhold, der ikke

tilsigtes omfattet af bestemmelsen.

De forhold, der er omfattet af bestemmelsen, er af så

alvorlig karakter, at der ikke er fundet grundlag for at foreslå bestemmelsen

begrænset til alene at angå grove forhold.

Den gældende strafferamme foreslås opretholdt.

Til § 17

Den foreslåede bestemmelse er ny. Den overordnedes

manglende indgriben over for underordnet personels krænkende behandling af

deres underordnede (undertiden kaldet »myndigheds ikke-brug«) henføres efter

gældende ret under militær straffelov § 15. Forholdet bør imidlertid

udskilles til en selvstændig straffebestemmelse, idet det herved

tydeliggøres,

at overordnet, militært personel har pligt til at beskytte deres underordnede

mod uacceptabel behandling fra overordnet eller sideordnet personel, jf. også

lovforslagets almindelig bemærkninger punkt 3.9.

Militær straffelov fra 1937 indeholdt i § 55 en

tilsvarende bestemmelse om den foresattes forsømmelse af at gribe ind over

for

undergivnes forseelser i form af f.eks. rekrutplagerier. § 55 blev i

lighed med et stort antal andre materielle straffebestemmelser ophævet ved

1973-loven, således at forholdene i stedet henførtes under den almindelige

bestemmelse

i § 15.

På baggrund af oplysninger om enkelte konkrete sager fra de

senere år om såkaldte »optagelsesritualer« og lignende blandt personellet har

det været overvejet, om den foreslåede bestemmelse bør suppleres med en

bestemmelse, der omfatter den overordnedes manglende indgriben over for

underordnedes krænkende adfærd over for deres sideordnede. Den overordnedes

undladelse af at gribe ind over for sådanne forhold må betragtes som en efter

omstændighederne

alvorlig form for pligtforsømmelse. Disse situationer er derfor også

foreslået

omfattet af bestemmelsen.

»Optagelsesritualer« og lignende finder undertiden sted med

de impliceredes accept, og det kan derfor være vanskeligt for en overordnet,

der bliver bekendt med situationen, at vurdere, om der er anledning til at

gribe ind. Bestemmelsen er imidlertid formuleret således, at den overordnede

har pligt til at gribe ind, såfremt forholdet objektivt set opfylder

gerningsbeskrivelsen,

dvs. at der er tale om krænkende behandling. På grund af den situation de

implicerede er i, kan et samtykke som udgangspunkt ikke tillægges betydning.

Strafferammen foreslås fastsat til bøde eller fængsel

indtil 6 måneder.

Det foreslås endvidere, at der indføres en selvstændig

bestemmelse, som kriminaliserer sideordnedes særligt krænkende behandling af

andre sideordnede, især i forbindelse med optagelsesritualer, jf. forslaget

til

§ 19.

Til § 18

Den foreslåede bestemmelse er ny, jf. også lovforslagets

almindelige bemærkninger punkt 3.9. Den overordnedes krænkende adfærd over

for

den underordnede er efter gældende militær straffelov ikke reguleret i en

selvstændig

straffebestemmelse, men behandles som en pligtforsømmelse efter den

almindelige

bestemmelse i gældende § 15. Denne form for pligtforsømmelse findes at

være af samme strafværdighed som den tilsvarende respektstridige adfærd, som

er

omfattet af den gældende bestemmelse i § 20 (lovforslagets § 13).

For at understrege, at en overordnet på samme måde har

pligt til at respektere en underordnet, foreslås det, at der indføres en

selvstændig straffebestemmelse, som regulerer dette forhold.

Den foreslåede bestemmelse er således et modstykke til

forslaget til § 13. Bestemmelsen omfatter den overordnedes pligtstridige

adfærd over for den underordnede, hvor forholdet ikke er af en sådan

karakter,

at der er tale om »forfølgelse« eller »chikane«, jf. den gældende bestemmelse

i

§ 21 og lovforslagets § 15. Om udtrykket »krænker« henvises til

bemærkningerne under § 13.

Følgende situationer er ikke omfattet af den foreslåede

bestemmelse: Er der objektivt set ikke tale om en krænkelse, selvom den

pågældende måtte føle sig krænket, falder forholdet uden for bestemmelsen.

Det

samme gælder, hvor der objektivt set er tale om en krænkelse, men hvor

krænkelsen

ikke kan betegnes som grov.

Til forskel fra § 13 omfatter § 18 alene den

overordnede, der groft krænker en underordnet. En foranstående, der ikke

samtidig er direkte overordnet i forhold til den forurettede, vil således

ikke

kunne straffes efter § 18, men derimod efter omstændighederne efter den

almindelige

bestemmelse om pligtforsømmelser, jf. forslaget til § 27.

Strafferammen foreslås fastsat til bøde eller fængsel

indtil 6 måneder.

Til § 19

Militær straffelov indeholder ikke i dag en selvstændig

bestemmelse, der kriminaliserer sideordnet personels nedværdigende behandling

af hinanden, herunder i forbindelse med såkaldte optagelsesritualer, hvor der

kan være tale om at typisk de nystartede eller mere uerfarne bliver udsat for

særlige ritualer fra ældre sideordnede. Sådanne forhold kan efter gældende

ret

efter omstændighederne henføres under den almindelige bestemmelse i gældende

§ 15.

Disse handlinger, som i et vist omfang allerede i dag er

forbudt på en række tjenestesteder, er uacceptable. De kan ofte være stærkt

belastende for eventuelle »svage soldater«, kammeratskabet, tjenestestedet og

for forsvarets omdømme og rumme risiko for gruppepres og skjulte overgreb.

Der

findes derfor behov for, at sådanne handlinger, herunder ritualer, som

sideordnede udsætter hinanden for, i grove tilfælde kan henføres under en

specifik straffebestemmelse. Den foreslåede bestemmelse supplerer således

forslagets § 17, der vedrører den overordnedes manglende indgriben i

disse

situationer.

Accept fra den krænkedes side af at deltage i de pågældende

handlinger fritager ikke gerningsmanden eller -mændene for strafansvar. Den

foreslåede bestemmelse finder også anvendelse, når forholdet er begået uden

for

militært område, herunder i lukkede selskaber på privat område, når blot det

krænkende forhold udspringer af det tjenstlige tilhørsforhold.

Det er ikke blot den, der aktivt udsætter en sideordnet for

en nedværdigende eller krænkende behandling, der kan straffes. Efter

omstændighederne kan også personel, der passivt ser til uden at gribe ind

over

for det krænkende forhold, straffes for medvirken, jf. straffeloven

§ 23.

Det er ikke en betingelse for at pålægge strafansvar, at

den pågældende faktisk føler sig krænket eller nedværdiget. Det er

tilstrækkeligt, at handlingen generelt er egnet til at krænke eller

nedværdige.

Strafferammen foreslås fastsat til bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.9.

Rusmidler mv.

Til § 20

Efter den gældende bestemmelse i militær straffelov

§ 27, stk. 1, er det strafbart at »beruse sig« i tjenesten eller at

indtage spiritus mv. på et tidspunkt, »når tjeneste må påregnes at forestå,

således at han møder beruset i tjenesten«.

Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den

gældende bestemmelse.

Udtrykket »beruser sig« i den gældende bestemmelse er

foreslået ændret til »indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer,

opstemmende

eller bedøvende midler eller af lignende årsager«. Der er herved ikke

tilsigtet

nogen ændring af bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til den gældende

bestemmelse, men alene en præcisering. Den foreslåede formulering svarer

endvidere i det væsentlige til bestemmelsen i færdselsloven § 54.

Gerningsindholdet foreslås samtidig suppleret med et krav

om, at tilstanden skal indebære, at den pågældende »ikke er i stand til at

varetage sin tjeneste på fuldt forsvarlig måde«. Selve indtagelsen af alkohol

mv. er således ikke i sig selv strafbar, men det kræves, at påvirketheden

skal

have haft den beskrevne indvirkning på evnen til at varetage tjenesten. Dette

krav indebærer en vis begrænsning i det strafbares område i forhold til den

gældende bestemmelse. På den anden side er med udtrykket »fuldt forsvarlig

måde« tilsigtet, at der ikke skal meget til, før spiritusindtagelse i

tjenesten

kan medføre strafansvar. Kravet om fuld tjenestedygtighed skyldes navnlig, at

den daglige tjeneste i forsvaret ofte er forbundet med mulighed for omgang

med

våben og andet farligt materiel, ligesom tjenesten kan omfatte betjening af

udstyr mv., hvor manglende agtpågivenhed kan indebære risiko for alvorlig

skade

eller fare herfor. Som bestemmelsen foreslås formuleret, stilles der således

ikke krav om, at indtagelsen skal have medført en konkret farlig situation.

Om betingelserne for strafansvar er opfyldt, må afgøres på

grundlag af den pågældendes egen forklaring om omfanget af

spiritusindtagelsen

mv., vidneforklaringer om hans adfærd under tjenesten og øvrige foreliggende

oplysninger. Størrelsen af en eventuel promille er naturligvis af betydning,

men ikke i sig selv afgørende. Blodprøve kan kræves udtaget under de

betingelser, der er nævnt i retsplejeloven § 792 b, stk. 2,

færdselsloven

§ 55, stk. 2, og forslaget til § 15 i militær retsplejelov.

Den foreslåede bestemmelse omfatter som den gældende

bestemmelse både den, der beruser sig under tjenesten, og den, der møder

beruset til tjeneste, forudsat, at indtagelsen af alkohol mv. er sket på et

tidspunkt, hvor den pågældende måtte regne med snart at skulle på tjeneste.

Ved

udeladelsen af det gældende udtryk, »når tjeneste må påregnes«, er ikke

tilsigtet nogen ændring af bestemmelsens anvendelsesområde. Strafansvar

forudsætter, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed. Heri ligger

også,

at den pågældende vidste eller måtte regne med, at han kunne blive indkaldt

til

tjeneste.

Strafferammen for frihedsstraf foreslås forhøjet fra de

gældende 4 måneders fængsel til fængsel indtil 1 år, da en overtrædelse af

bestemmelsen efter omstændighederne kan være ganske alvorlig og indebære ikke

ubetydelige risici for andre.

Til § 21

Ved den foreslåede bestemmelse bemyndiges

forsvarsministeren til at fastsætte promillegrænser for tjeneste i forsvaret,

navnlig når sikkerhedsmæssige forhold kan begrunde det.

Der gælder i dag på flere tjenesteområder inden for

forsvaret forbud mod at være påvirket af spiritus under tjenesten. I sådanne

tilfælde er promillegrænsen fastsat til 0,00. På andre områder gælder

promillegrænser, der er lavere end den promillegrænse på 0,5, der gælder

efter

færdselsloven § 53 for at føre motordrevet køretøj. Disse regler er

fastsat administrativt, navnlig i blivende bestemmelser for det pågældende

tjenestested

eller den pågældende mission. Sådanne promillegrænser betyder, at en

alkoholpromille,

der overstiger den fastsatte, er ensbetydende med, at den pågældende ikke vil

være i stand til at varetage sin tjeneste på det pågældende område på fuldt

forsvarlig måde.

Militære øvelsesområder og andre områder og veje, som udgør

militært område, og som ikke benyttes til almindelig færdsel, er ikke

omfattet

af færdselsloven, jf. færdselslovens § 1. Det betyder, at færdselslovens

bestemmelser om spiritus- og promillekørsel ikke finder anvendelse ved kørsel

i

motordrevet køretøj, herunder militære køretøjer, på sådanne områder,

medmindre

der administrativt er fastsat bestemmelser herom.

Overtrædelse af administrativt fastsatte promillegrænser

udgør efter gældende ret en pligtforsømmelse, som er strafbar efter den

almindelige bestemmelse i militær straffelov § 15. Som eksempel på en

promillegrænse på 0,00 kan nævnes regler for kørsel med pansrede køretøjer,

hvorefter det er forbudt at køre, starte eller forsøge at starte motorer

eller

tekniske installationer, hvis noget besætningsmedlem er påvirket af spiritus

eller på anden måde er uegnet til at varetage sine pligter på fuldt

betryggende

måde, jf. bestemmelsessættet HRN 911-031, kapitel 2, punktum 213.

Den foreslåede bestemmelse er begrænset til »særlige

områder for tjeneste i forsvaret«, navnlig når sikkerhedsmæssige hensyn kan

begrunde sådanne regler. Udtrykket »områder« omfatter både tjenstlige

funktioner og geografiske områder, f.eks. et tjenestested i udlandet og et

øvelsesområde.

Den foreslåede bestemmelse vil også kunne anvendes til at

fastsætte bestemte promillegrænser for kørsel i motordrevet køretøj på

militære

områder mv., hvor færdselsloven ikke gælder. Om tjenstlige og arbejdsmæssige

opgaver er af en sådan karakter, at der bør fastsættes promillegrænser,

afgøres

efter forslaget af ministeren.

Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte

promillegrænser, herunder om alkoholforbud på særlige områder eller i

bestemte

situationer, f.eks. under øvelser, forhøjet beredskab, ved anvendelse af

særligt materiel, på særlige tjenestesteder, under missioner i udlandet mv.

Ministeren vil i forskrifterne kunne give militære myndigheder hjemmel til at

fastsætte promillegrænser i særlige situationer.

Det har været overvejet, om der tillige bør skabes hjemmel

til at frakende retten til at føre motordrevet køretøj efter de regler, der

gælder efter færdselsloven, i tilfælde af kørsel i spirituspåvirket tilstand

på

områder, hvor færdselsloven ikke gælder. Henset til, at reglerne om

førerretsfrakendelse ikke finder anvendelse på civile, der fører motordrevet

køretøj på sådanne områder under påvirkning af spiritus, findes der ikke

tilstrækkelig

anledning til at foreslå sådanne bestemmelser.

Overtrædelse af sådanne promillegrænser straffes som efter

forslaget til § 20 med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.9.

Til § 22

Efter den foreslåede bestemmelse straffes enhver besiddelse

eller indtagelse af euforiserende stoffer i tjenesten eller på militært

område.

Efter § 1, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer

er det under strafansvar forbudt bl.a. at sælge, købe, udlevere og besidde

euforiserende stoffer, der er omfattet af loven. De stoffer, der er omfattet,

er optaget i bilag til loven. Straffen for overtrædelse af lov om

euforiserende

stoffer er bøde eller fængsel indtil 2 år.

I praksis behandler den militære anklagemyndighed sager om

militært personels besiddelse og indtagelse af disse stoffer i tjenesten som

pligtforsømmelser efter den gældende bestemmelse i militær straffelov

§ 15, også når der er tale om ganske små kvanta, herunder af f.eks.

hash.

Indtagelse eller besiddelse af sådanne stoffer er åbenbart

uforenelig med tjeneste i forsvaret ikke mindst af sikkerhedsmæssige grunde,

hvilket findes at burde fremgå klart af den militære straffelov.

Strafferammen foreslås at omfatte bøde og fængsel indtil 6

måneder. Er der tale om besiddelse af større mængder narkotika, herunder med

henblik på videreoverdragelse, kan forholdet efter omstændighederne henføres

under lov om euforiserende stoffer eller straffeloven § 191.

Om besiddelse eller brug af sådanne stoffer uden for

tjenesten og på civilt område medfører strafansvar, må afgøres efter lov om

euforiserende stoffer. Har den pågældende indtaget euforiserende stoffer i

fritiden, vil han således ikke pådrage sig strafansvar, medmindre

betingelserne

herfor i lovforslagets § 20 er opfyldt. Det må antages, at betingelsen

»at

han ikke er i stand til at varetage tjenesten på fuldt tilstrækkelig måde«

normalt vil være opfyldt også ved mindre grader af stofpåvirkethed ved

påbegyndelsen af tjenesten.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.9.

Til § 23

Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse svarer delvis til gældende

militær straffelov § 27, stk. 2, og har til formål at beskytte

forsvarets renommé.

Bestemmelsen pålægger som den nugældende strafansvar for

den, der viser sig synlig beruset i uniform.

Derimod vil den enkeltperson, der forstyrrer den offentlige

orden, og som ikke er i uniform eller på anden måde gennem sin påklædning

eller

lignende klart viser at høre til forsvaret, ikke kunne straffes efter den

foreslåede bestemmelse, men alene evt. efter normalpolitivedtægten eller

andre

bestemmelser om forstyrrelse af den offentlige orden.

Udtrykket »gennem sin påklædning eller lignende« indebærer,

at vedkommende ikke nødvendigvis skal være i uniform for at falde ind under

bestemmelsen. Hvis der for eksempel er tale om mærker, tasker eller

udrustning,

som tydeligt viser, at vedkommende hører til forsvaret, vil den pågældende

efter omstændighederne kunne ifalde stafansvar efter bestemmelsen.

Er der tale om en større gruppe, som forstyrrer den

offentlige orden, hvor nogle er i uniform og andre er i civil, men hvor det

ud

fra en samlet betragtning er klart, at gruppen hører til forsvaret, vil der

også kunne ifaldes strafansvar for den/de civilt påklædte, som hører til

forsvaret.

Til stk. 2

Bestemmelsen er indsat for at beskytte personellet, hvor forseelsen

er begået i udlandet. Muligheden for at straffe efter dansk lovgivning er

normalt en forudsætning for, at de udenlandske myndigheder vil afstå fra

strafforfølgning efter deres egen lovgivning. Det bemærkes, at det ikke er en

betingelse, at den pågældende er i uniform eller på anden måde viser at

tilhøre

forsvaret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.10.

Andre pligtforsømmelser

Til § 24

Den foreslåede bestemmelse vedrører vagtforseelser svarende

til den gældende bestemmelse i § 26 med den sproglige ændring, at ordene

»begår en vagtforseelse« foreslås ændret til »tilsidesætter sine pligter som

vagt«. Denne form for pligtforsømmelser kan efter omstændighederne –

også under

fredsforhold – være af ganske alvorlig karakter, og det foreslås derfor,

at

disse forhold fortsat reguleres i en selvstændig straffebestemmelse.

Vagtforseelser er udtryk for overtrædelse af pligter, der

følger af tjenesten som vagt i forbindelse med militær vagttjeneste. Disse

pligter fremgår dels af reglementer mv., dels af konkrete instrukser og pålæg

fra overordnede, og følger desuden af selve vagttjenestens formål. Som

eksempel

på det sidste kan nævnes pligten til at gribe ind over for uregelmæssigheder,

som vagten konstaterer under vagttjenesten.

Vagtbegrebet i den gældende bestemmelse i § 26 er

videre end i f.eks. de gældende bestemmelser i militær straffelov § 16

om

ulydighed og § 20 om respektstridig opførsel. Der henvises herom til

lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3.2.

Det er en forudsætning for at ifalde ansvar for

vagtforseelse efter denne bestemmelse, at ordet vagt indgår i den pågældendes

funktions - eller stillingsbeskrivelse. Om dette er tilfældet må afgøres på

grundlag af de skriftlige regler, der beskriver stillingen eller funktionen.

Alternativt

skal den pågældende have været afmærket som vagt for eksempel ved armbind.

Uagtsomhedsansvaret er i forhold til den gældende

bestemmelse begrænset til grov uagtsomhed, og bestemmelsen omfatter alene

grove

forhold.

Om en vagtforseelse må betegnes som grov, afhænger især af

forseelsens karakter og omfang, og hvilke følger vagtforseelsen har medført

eller kunne have medført, herunder f.eks. af sikkerhedsmæssig karakter. Er

der

tale om en vagt ved et våbendepot, og indebærer forseelsen, at der er opstået

uhindret adgang til våben eller ammunition, vil forseelsen naturligvis være

grov.

De gældende strafferammer foreslås opretholdt, idet dog den

gældende strafferamme på fængsel indtil 3 år for vagtforseelse begået under

væbnet konflikt foreslås forhøjet til fængsel indtil 10 år i lighed med

forslaget til § 11 (ulydighed). Konsekvenserne af disse forbrydelser vil

som følge af den tekniske udvikling i dag kunne være langt mere alvorlige

endsige katastrofale under væbnet konflikt i forhold til det, der kunne

forudses i 1973 eller i 1937, hvor de gældende strafferammer i al

væsentlighed

blev fastsat. F.eks. vil en vagtforseelse, som medfører, at en modstander

under

væbnet konflikt får mulighed for at gribe ind i forsvarets it- og

radarsystemer,

kunne få helt uoverskuelige konsekvenser. Den foreslåede strafferamme er

udtrykkeligt begrænset til forsætlige forhold.

Til § 25

Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 23

vedrører ulovligt fravær fra tjeneste. Udeblivelse fra tjeneste er langt den

hyppigste tjenesteforseelse. I 2000 udgjorde udeblivelsessagerne 44,2 % af

samtlige de forseelser, som blev sanktioneret med straf eller

disciplinarmidler.

I 2001 omfattede udeblivelsessagerne 44,1 % af alle sanktionerede forseelser

og

44,8 % i 2002.

Udeblivelse fra tjeneste kan efter omstændighederne være

udtryk for en manglende forståelse for de krav, som må stilles til militært

personel. Udeblivelse kan desuden betyde, at planlagte opgaver, f.eks.

øvelser,

forsinkes eller ikke kan gennemføres. I nogle situationer, herunder ved

tjeneste i udlandet, kan udeblivelse efter omstændighederne få meget

alvorlige

konsekvenser eller rumme risiko herfor. Der er således fortsat behov for en

selvstændig

straffebestemmelse for disse forhold.

Med »tjeneste« forstås tjeneste, som den pågældende har

pligt til, eventuelt direkte er befalet til, at udføre. Bestemmelsen omfatter

således bl.a. selve værnepligtstjenesten, tjeneste i forbindelse med

genindkaldelser og konkret pålagte opgaver.

»Tjenestestedet« omfatter geografiske lokaliteter, hvor

tjenesten foregår (garnisonen, skibet, flyvestationen osv.). For at »forlade

tjenestestedet« skal den pågældende således være taget hjem, eller i hvert

fald

væk fra kasernen, mens den, der f.eks. forlader et skyttehul under en øvelse

i

militært øvelsesområde eller i civilt terræn, ikke har forladt sit

»tjenestested«, men derimod er »udeblevet fra tjeneste«.

Udeblivelse fra tjeneste omfatter ikke blot udeblivelse fra

selve tjenestestedet, men foreligger også, når den pågældende f.eks.

udebliver

fra en læreanstalt, hvor han tjenstligt er pålagt at skulle modtage

undervisning. Endvidere kan der forekomme situationer, hvor den pågældende

ikke

er i tjeneste, men er pålagt at forblive på tjenestestedet, f.eks. ved

beredskabsforøgelse. Fjerner den pågældende sig fra tjenestestedet, vil der

ligeledes

være tale om en overtrædelse af bestemmelsen. Det samme kan gælde for den,

der

forlader hjemmet til trods for, at vedkommende er pålagt tilkaldevagt netop

der. Der vil i sådanne tilfælde være tale om udeblivelse fra tjenesten.

Der er ikke med den ændrede formulering af 1. punktum

tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den gældende bestemmelse

bortset

fra, at kun grove tilfælde efter forslaget kan medføre strafansvar. I mindre

grove tilfælde vil der alene kunne blive tale om disciplinært ansvar. Desuden

er bestemmelsen for så vidt angår uagtsomhedsansvaret begrænset til at angå

groft uagtsomme overtrædelser, jf. lovforslagets § 6. Udeblivelse fra

tjeneste, der alene skyldes simpel uagtsomhed, kan således kun resultere i et

disciplinarmiddel.

Om en udeblivelse fra tjeneste må betegnes som grov,

afhænger især af længden af udeblivelsen og/eller af de følger, som

udeblivelsen medførte eller kunne have medført. En agterudsejling som følge

af

udeblivelse vil således normalt kunne betragtes som et grovere tilfælde,

hvorimod en udeblivelse af kortere varighed fra den normale

værnepligtsuddannelse

næppe uden videre vil være det.

Efter den gældende bestemmelse er det en forudsætning for

strafansvar, at den pågældende er udeblevet fra »den militære afdeling, til

hvilken han hører eller er indkaldt«. Da militært personel allerede ved

indkaldelsen er tilknyttet et bestemt tjenestested, er det fundet overflødigt

udtrykkeligt at optage denne forudsætning i gerningsbeskrivelsen.

Udtrykket »udebliver fra tjeneste« i stk. 1 omfatter

såvel den helt kortvarige udeblivelse (»for silde møde«) som udeblivelser af

længerevarende karakter og den egentlige »rømningssituation«, hvor

udeblivelsen

tilsigtes at være permanent. Også »forstikkelse« er omfattet af den

foreslåede

bestemmelse. Forstikkelse foreligger, når militært personel, der opholder sig

på tjenestestedet, ikke møder til tjeneste til tiden. Denne form for

udeblivelse, der hører til de mere hyppigt forekommende tilfælde, henføres i

dag under § 15 som følge af den gældende formulering af § 23. Det

findes imidlertid naturligt at samle alle former for strafbare udeblivelser

fra

tjeneste i samme bestemmelse.

Som anført af professor Gorm Toftegaard Nielsen i Hyldestskrift

til Jørgen Nørgaard, side 994, afhænger muligheden for at straffe en person

for

forsætligt eller uagtsomt at komme for sent »af hans skyld i årsagen til, at

han kommer for sent. At han ved, at han ikke møder til tiden skaber intet

forsæt.« Det afgørende er således ikke tilregnelsen på

udeblivelsestidspunktet,

men derimod tilregnelsen på det tidspunkt, hvor den pågældende foretager den

handling eller undladelse, der medfører, at han kommer for sent, jf. side

992.

Stk. 2 svarer med en sproglig justering til den

gældende bestemmelse i § 23, stk. 2, idet det dog er fundet

overflødigt selvstændigt at fremhæve »militærtjeneste«, da alene militært

personel, der er omfattet af forslaget til militær straffelov § 1, kan

gøre sig skyldig i en overtrædelse af bestemmelsen.

Udtrykket i den gældende bestemmelse § 23,

stk. 2, »påføre sig legemsfejl«, foreslås af sproglige grunde ændret til

»påføre sig legemsskade«. Udtrykket dækker såvel legemsmangel, eksempelvis

afhugning af en finger, som midlertidig legemsbeskadigelse, eksempelvis

knoglebrud. Udtrykket må også antages at dække en forstuvning eller

muskelskade, da der ikke med den ændrede formulering er tilsigtet nogen

realitetsændring.

De gældende strafferammer foreslås opretholdt, idet dog den

gældende strafferamme på fængsel indtil 2 år for udeblivelse under skærpende

omstændigheder foreslås ændret til fængsel i 3 år, jf. bestemmelsens

stk. 3, når forholdet er forsætligt og af særlig grov karakter, svarende

til de foreslåede strafferammer for ulydighed (lovforslagets § 11) og

vagtforseelse (lovforslagets § 24) under skærpende omstændigheder.

Den skærpede strafferamme på fængsel i indtil 10 år under

væbnet konflikt i gældende § 23, stk. 1, foreslås ligeledes

opretholdt ved forsætlige overtrædelser af stk. 1 og stk. 2, jf.

lovforslagets stk. 4.

Det har været overvejet, hvorvidt der er behov for at

foreslå en yderligere skærpet strafferamme for særligt alvorlige tilfælde af

udeblivelse under væbnet konflikt, herunder især rømning (desertering), hvor

flere udebliver (deserterer) efter fælles aftale i en kampsituation eller

umiddelbart forinden. Et sådant forhold er ikke omfattet af

mytteribestemmelsen,

som forudsætter, at der tillige er tale om ulydighed over for en ordre. De

fleste af sådanne situationer vil imidlertid være omfattet af den gældende

bestemmelse i § 35, stk. 1, om pligtstridig adfærd »under kamp

eller

når kamp forestår«, hvis strafferamme omfatter fængsel indtil 12 år. Denne

strafferamme foreslås opretholdt, jf. nedenfor om forslaget til § 31.

Til § 26

Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 28

vedrører såkaldt »militært hærværk«.

Der findes fortsat behov for en særlig bestemmelse i

militær straffelov om strafansvar for »militært hærværk«, der omfatter også

groft uagtsomme forhold.

Det praktiske anvendelsesområde for militær straffelov

§ 28 er især tilfælde, hvor udleveret udrustning, materiel og lignende

forsvinder under tjenesten, uden at der nødvendigvis foreligger bevis for, at

forholdet er begået forsætligt, men hvor de nærmere omstændigheder må føre

til,

at der i hvert fald er tale om et groft uagtsomt forhold (skødesløshed).

Det foreslås, at »militært hærværk« i det hele reguleres i

militær straffelov. Herved opnås også, at en dom for forhold begået under

tjenesten, særligt alvorligere forhold vedrørende bortkomst af udleveret

militær udrustning, ikke påføres den pågældendes straffeattest. Dette hensyn

er

især af betydning for indkaldt værnepligtigt personel.

Til stk. 1

Stk. 1 svarer i det hele til den gældende bestemmelse

i militær straffelov § 28. Dog er udtrykket »skødesløshed« udeladt af

bestemmelsen, idet det følger af den generelle tilregnelsesbestemmelse i

lovforslagets § 6, at bestemmelsen omfatter såvel forsætlige som groft

uagtsomme forhold.

Grov uagtsomhed vil typisk foreligge, hvor der er tale om

åbenbart sløseri, der medfører, at ting, der tilhører forsvaret, bortkommer,

ødelægges eller beskadiges. Manglende omtanke eller mindre alvorlig

forsømmelse,

der f.eks. skyldes en stresssituation under en øvelse eller lignende, vil

således normalt ikke kunne karakteriseres som grov uagtsomhed.

Særligt på baggrund af det, der er anført ovenfor om

militært hærværks særlige karakter, findes strafferammen vedrørende

frihedsstraf at burde nedsættes fra den gældende ramme på fængsel i 1 år til

fængsel i 6 måneder.

Det har været overvejet, om bestemmelsen i stk. 1 bør

begrænses til alene at omfatte forhold af grovere karakter. En sådan

begrænsning kunne tilgodese særligt værnepligtigt personel, som under

tjenesten

uforsætligt kommer til at beskadige eller miste udrustning og andre udlånte

effekter, men der er ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan

begrænsning.

Stk. 1 i den foreslåede bestemmelse erstatter ved militært hærværk i det

hele den almindelige hærværksbestemmelse i straffeloven § 291,

stk. 1.

En begrænsning til grove forhold ville derfor give en væsentlig snævrere

bestemmelse vedrørende enhver form for hærværk inden for forsvaret i forhold

til tilsvarende handlinger på det civile område. Det forudsættes endvidere,

at

bagatelagtige tilfælde – især vedrørende udleveret materiel –

normalt ikke

medfører en straffe- eller disciplinarretlig sanktion.

Til stk. 2

Stk. 2 vedrører alene forsætlige forhold. Groft

uagtsomt hærværk er således i det hele omfattet af stk. 1 uanset

overtrædelsens karakter og uanset størrelsen af de involverede værdier.

Et hærværksforhold kan efter bestemmelsen ved forsætlige

handlinger henføres under den strengere strafferamme i stk. 2, når der

foreligger særligt skærpende omstændigheder. Det findes ikke, at der med

henblik på at afgrænse anvendelsesområdet for stk. 1 i forhold til

stk. 2 bør søges fastlagt en vejledende økonomisk undergrænse, således

som

det i praksis er tilfældet ved afgrænsningen af anvendelsesområdet for

straffeloven § 291, stk. 1. Dette skyldes især, som ovenfor nævnt,

at

militær udrustning efter omstændighederne kan have endog meget betydelig

værdi.

Som eksempler herpå kan nævnes forsætligt hærværk over for radarsystemer og

andet elektronisk udstyr.

På den anden side kan ødelæggelse eller beskadigelse af effekter

af mindre værdi efter omstændighederne medføre eller indebære risiko for

vidtrækkende konsekvenser. Som eksempel på det sidstnævnte kan nævnes

forsætlig

ødelæggelse af en radio til en værdi af f.eks. 5.000 kr. i forbindelse med en

større øvelse, der betyder, at øvelsen forsinkes eller ikke kan gennemføres.

Et

andet eksempel kunne være bortskaffelse af ammunition eller sprængstof, hvor

bortkomsten vil få omfattende konsekvenser i både eftersøgningsmæssig og

sikkerhedsmæssig henseende.

Strafferammen foreslås fastsat til fængsel indtil 6 år

svarende til strafferammen i straffeloven § 291, stk. 2, da den

foreslåede bestemmelse i det hele erstatter straffeloven § 291,

stk. 2, ved hærværk mod det militære forsvar. Det bemærkes, at

strafferammen i straffeloven § 291, stk. 2, ved lov nr. 352 af 19.

maj 2004 om ændring af blandt andet straffeloven blev skærpet fra 4 til 6 år.

Det har været overvejet, hvorvidt der kan antages at være

behov for en skærpet strafferamme for militært hærværk begået under væbnet

konflikt.

Sådanne alvorlige hærværksforhold må i det væsentlige imidlertid antages at

kunne henføres under forslaget til § 28 om krigsforræderi og § 30

om

ændring af ammunition eller andet krigsmateriel. Der er derfor ikke fundet

grundlag for at foreslå en sådan skærpet strafferamme.

Til § 27

Den foreslåede bestemmelse erstatter den almindelige

bestemmelse i militær straffelov § 15.

Ud over bemærkningerne neden for henvises til lovforslagets

almindelige bemærkninger punkt 3.8.

Formuleringen af stk. 1 indebærer en væsentlig

begrænsning i det strafbares område i forhold til den gældende bestemmelse.

For

det første er simpelt uagtsomme overtrædelser undtaget fra strafansvar. For

det

andet kan mindre grove (eller alvorlige) tilfælde af pligtforsømmelser efter

forslaget ikke længere medføre strafansvar, jf. udtrykket »groft

tilsidesætter«.

Pligtforsømmelser, der skyldes simpel uagtsomhed, kan

således alene medføre pålæggelse af disciplinarmidler. Det samme gælder

mindre

grove tilfælde af pligtforsømmelser, hvad enten disse er begået forsætligt

eller i grov uagtsomhed.

Dette indebærer, at en ikke ubetydelig del af de i dag

forekommende straffesager vedrørende »almindelige pligtforsømmelser« alene

vil

kunne medføre disciplinaransvar.

Ved udtrykket »i øvrigt tilsidesætter sine pligter« er

tilkendegivet, at bestemmelsen, som den gældende bestemmelse, er subsidiær i

forhold til de øvrige regler om pligtforsømmelser. Bestemmelsen vedrører

således

kun de forhold, som ikke er omfattet af de specifikke bestemmelser om

strafansvar

for pligtstridig adfærd. Af samme grund foreslås bestemmelsen som

»opsamlingsbestemmelse« indsat som den sidste bestemmelse i afsnittet om

pligtforsømmelser, jf. forslaget til § 27.

Dette indebærer, at hvis f.eks. et forhold af

respektstridig adfærd må vurderes at skyldes uagtsomhed, er forholdet ikke

strafbart efter den foreslåede bestemmelse til § 13 og kan heller ikke

henføres under den generelle straffebestemmelse om »almindelige«

pligtforsømmelser, men vil efter omstændighederne kunne medføre pålæg af et

disciplinarmiddel.

I lighed med gældende militær straffelov § 15

erstatter bestemmelsen straffeloven § § 156 og 157 i sager om

militære pligtforsømmelser.

Strafferammen i bestemmelsen er uændret i forhold til

gældende militær straffelov § 15.

At bestemmelsen i stk. 1 har en lavere strafferamme

end de øvrige bestemmelser om pligtforsømmelser, skyldes, at disse omfatter

forhold,

som er fundet at være af mere kvalificeret karakter end de forhold, der

henføres under lovforslagets § 27. Disse bestemmelser bør derfor

indeholde

maksimumsstraf, der er strengere end i forslagets § 27, jf.

bemærkningerne

til § 15 i lovforslaget fra 1972, Folketingstidende 1972-73, tillæg A,

sp.

13.

Forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed

Til § 28

Den foreslåede bestemmelse, der vedrører krigsforræderi,

svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i § 33.

I nr. 1 og 3 er indføjet »infrastruktur«. Dette begreb

omfatter elementer og indretninger, som er nødvendige for, at et moderne

samfund eller en organisation kan fungere, f.eks. et lands anlæg af

lufthavne,

veje, jernbaner, telefonnet, el- og vandværker etc., herunder sådanne som er

nødvendige for kommunikationen.

»Kommunikationsmidler« i nr. 3 foreslås ændret til

kommunikationsmuligheder. Kommunikation kan i dag finde sted gennem vidt

forskellige medier og midler, som er i konstant udvikling. Den foreslåede

formulering

omfatter ikke blot egentlige indgreb i eksisterende kommunikationsmuligheder,

men også handlinger, som sætter dem ud af kraft (jamming).

I nr. 4 er det gældende udtryk »kendingstegn og

signalkoder« foreslået ændret til »kommunikations- eller

informationssikkerhed«. Herved sigtes bl.a. til procedurer og fysiske

foranstaltninger,

som har til formål at beskytte forsvarets klassificerede eller andre

sensitive

informationer mod spionage, kompromittering og tab.

Ligesom den gældende bestemmelse i § 33 finder den

foreslåede bestemmelse anvendelse under væbnet konflikt og under truende

udsigt

hertil. Om sidstnævnte begreb henvises til bemærkningerne til den foreslåede

bestemmelse i § 32.

Strafferammen er efter den gældende bestemmelse fængsel

ikke under 8 år og omfatter således fængsel i 8 år til fængsel indtil på

livstid. Der er ikke fundet grundlag for at opretholde minimumsstrafferammen.

Til § 29

Bestemmelsen, der svarer til den gældende bestemmelse i

§ 34, vedrører militær spionage.

Militær spionage er en af de alvorligste militære

forbrydelser på linje med krigsforræderi, og bestemmelsen foreslås derfor

opretholdt. Bestemmelsen er endvidere nødvendig, fordi den implementerer

folkerettens regler om spioner og disses tab af krigsfangestatus samt

bevarelse

af denne status under de omstændigheder, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 1

Den foreslåede bestemmelse svarer med sproglige ændringer

til den gældende bestemmelse i § 34, stk. 1. Bestemmelsen er en

forsætsbestemmelse, hvilket følger af beskrivelsen af fremgangsmåden, jf.

ordene »hemmeligt eller under falsk påskud«.

Stk. 2

Udtrykket »af den fjendtlige krigsmagt« i den gældende

bestemmelse i stk. 2 foreslås erstattet af »fra fjendtlige væbnede

styrker«. Det må imidlertid fremhæves, at der med dette udtryk fortsat kun

sigtes til »lovlige kombattanter« efter folkeretten. Det er således ikke

enhver

tidligere spion, der ved senere tilfangetagelse under de i

Haager-Landkrigsreglementet

og bestemmelsen anførte omstændigheder har ret til krigsfangestatus.

Udtrykket

er valgt for at beskrive den pågældendes tilhørsforhold til regulære militære

styrker eller andre, der efter folkeretten må sidestilles hermed.

Bestemmelsen

indebærer, at en tilfangetagen spion, som det lykkes at flygte tilbage til

egne

styrker, ikke vil kunne straffes efter stk. 1, hvis han på et senere

tidspunkt tages som krigsfange for eksempel i forbindelse med, at han som

officer har deltaget i regulære kamphandlinger.

Den gældende strafferamme for militær spionage omfatter

fængsel ikke under 8 år, dvs. fra fængsel i 8 år og indtil på livstid. Det

foreslås, at minimumstrafferammen ophæves, jf. bemærkningerne under forslaget

til § 28. Strafferammen i den foreslåede bestemmelse om militær spionage

omfatter herefter fængsel i 7 dage, jf. straffeloven § 33, stk. 1,

til fængsel indtil på livstid. Opretholdelsen af en strafferamme på fængsel

indtil på livstid er begrundet dels i denne forbrydelses meget alvorlige

karakter,

dels svarer strafferamme til strafferammen for spionage, der finder sted

under

krig eller besættelse, jf. straffeloven § 107, stk. 2.

Til § 30

Bestemmelsen vedrører uberettiget forsætlige indgreb mv. i

ammunition og andet krigsmateriel og svarer i det væsentlige til den gældende

bestemmelse i § 32.

Det foreslås, især af sproglige grunde, at udtrykket

»forfalsker« ændres til »foretager ændringer af«. Bestemmelsen foreslås

desuden

udvidet til også at omfatte erstatning eller ombytning af f.eks. skarp

ammunition

med løs ammunition, idet sådanne handlinger ikke kan antages at være omfattet

af ordet »ændrer«.

Bestemmelsen er en forsætsbestemmelse. Gerningsmanden skal,

jf. stk. 1, således have forsæt til hele gerningsindholdet, dvs. såvel

have forsæt til at foretage handlingen som viden om den beskrevne virkning.

Formuleringen

»indser«, jf. stk. 2, indebærer, at bestemmelsen er anvendelig, når den,

der foretager påvirkningen, indser, at ændringen mv. kan få virkning under

væbnet konflikt. Det kræves ikke, at gerningsmanden skal have haft til

hensigt

at forvolde den nævnte fare. Også lavere forsætsgrader vil kunne begrunde

anvendelse

af bestemmelsen. F.eks. vil det forhold, at gerningsmanden blot måtte anse

det

for overvejende sandsynligt, at virkningen ville indtræde, være

tilstrækkeligt

til domfældelse.

Den gældende bestemmelse om forfalskning af ammunition mv.

har en strafferamme på fængsel indtil 4 år, jf. § 32, stk. 1.

Bestemmelsen omfatter bl.a. tilfælde, hvor gerningsmanden ved handlingen

udsætter personer for fare, og har således klare lighedspunkter med

straffeloven § 252 om den, der bl.a. på hensynsløs måde volder

nærliggende

fare for nogens liv eller førlighed. Strafferammen i straffeloven § 252

blev i 2002 forhøjet fra fængsel indtil 4 år til fængsel indtil 8 år, jf. lov

nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af bl.a. straffeloven. Strafferammen i

militær straffelov § 32, stk. 1, foreslås derfor forhøjet til

fængsel

indtil 8 år, jf. stk. 1.

Efter stk. 2 i den gældende bestemmelse kan straffen

stige til fængsel indtil 12 år, når gerningsmanden har måttet regne med, at

forfalskningen ville få virkning under krigsforhold. Denne strafferamme

foreslås opretholdt.

Endvidere foreslås det, at den gældende bestemmelse

suppleres med en skærpet strafferamme på fængsel indtil på livstid, når

forbrydelsen

begås under væbnet konflikt, jf. stk. 3. Hvis forbrydelsen har medført

fare og især skade, vil sådanne forhold, hvis betingelserne herfor i øvrigt

er

opfyldt, kunne henføres under straffeloven § 237 om manddrab, § 180

om

forsætlig brandstiftelse og § 183, stk. 2, om forvoldelse af

sprængning mv. under de omstændigheder, der er nævnt i § 180. Det gælder

dog ikke, hvis forbrydelsen medfører, at den forventede virkning af

ammunitionen mv. udebliver.

Til § 31

Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den

gældende bestemmelse i § 35.

Det foreslås, at udtrykket »fjende« ændres til »modpart«.

Under militære fredsstøttende operationer vil de tidligere eller aktuelt

stridende parter ikke kunne betegnes som »fjenden«. Den fredsstøttende styrke

vil som udgangspunkt betragte sig som fuldstændig neutral i den konflikt, der

er årsag til indsættelsen.

De gældende strafferammer foreslås opretholdt.

Til § 32

Den foreslåede bestemmelse vedrører strafansvar for at røbe

militære hemmeligheder. Stk. 1 og 2 svarer med enkelte sproglige

ændringer

til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 31.

Udtrykket »militære hemmeligheder« omfatter ikke blot

oplysninger, der er klassificeret »Hemmeligt« eller i øvrigt klassificeret

efter det klassifikationssystem, som gælder inden for forsvaret og den

offentlige forvaltning. Udtrykket omfatter enhver oplysning, som kan skade

landets forsvar, hvis den videregives til fremmed magt mv. Især den

teknologiske udvikling i de senere år har i betydelig grad ændret b.la.

metoder

og strategier for krigsførelse. Afsløring af sådanne oplysninger vil efter

omstændighederne kunne få meget alvorlige konsekvenser for dansk militært

forsvar. Det gælder, hvad enten forbrydelsen begås i fredstid eller under

væbnet

konflikt, og hvad enten de er blevet afsløret forsætligt eller uagtsomt.

De foreslåede bestemmelser til § 32, stk. 1, 3.

punktum, og stk. 2, 2. punktum, finder efter deres formulering ligesom

de

gældende bestemmelser anvendelse såvel under væbnet konflikt som under

truende

udsigt hertil. Det er ikke en forudsætning, at der er offentliggjort

meddelelse

om, at der er truende udsigt til væbnet konflikt, jf. forslaget til

§ 10,

stk. 2 og stk. 3. Udtrykket under truende udsigt til væbnet

konflikt

er et selvstændigt led i gerningsindholdet. Den gældende formulering foreslås

opretholdt, idet bestemmelsen netop kan være relevant i den gråzone, der

typisk

vil gå forud for en sådan meddelelse eller den faktiske indtræden af væbnet

konflikt. Om en overtrædelse af § 32, stk. 1, 3. punktum, eller

§ 32, stk. 2, 2. punktum, konkret er begået under truende udsigt

til

væbnet konflikt, skal i givet fald afgøres af domstolene under en straffesag.

Stk. 2 finder også anvendelse i tilfælde, hvor der

ikke kan føres det nødvendige bevis for, at gerningsmanden har haft til

hensigt

at foretage handlinger, der er omfattet af stk. 1, særligt at røbe

militære hemmeligheder, hvis åbenbaring for fremmed magt kan skade landets

forsvar.

Forslaget til stk. 3 er en ny bestemmelse. På grund af

de betydelige risici, som også uagtsomme afsløringer af militære

hemmeligheder

kan have for de væbnede styrker og for landets militære forsvar, foreslås det

som stk. 3 at indsætte en ny bestemmelse om strafansvar for afsløring af

militære hemmeligheder, som skyldes grov uagtsomhed. Den simpelt uagtsomme

afsløring af militære hemmeligheder vil derimod fortsat ikke være omfattet.

De gældende strafferammer foreslås forhøjet. Dette skyldes

dels som nævnt ovenfor forbrydelsens ændrede karakter begrundet i den

teknologiske udvikling gennem de senere år i forhold til da de gældende

strafferammer

blev fastsat i 1937 dels, at bestemmelsen har en nær tilknytning til

straffelovens bestemmelser om lignende forhold.

I straffeloven § 109, således som denne bestemmelse er

affattet ved lov nr. 225 af 7. juni 1952, findes en nogenlunde tilsvarende

bestemmelse om den, som røber eller videregiver meddelelse »om statens

hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå

statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror «.

Strafferammen i § 109, stk. 1, er fængsel indtil 12 år.

Straffeloven § 107, stk. 1, og § 108,

stk. 1, om spionage og bistand til fremmede efterretningstjenester

anvender

strafferammer på henholdsvis fængsel indtil 16 år og 6 år. Efter § 107,

stk. 2 (spionage), kan straffen stige til fængsel indtil på livstid,

bl.a.

når forbrydelsen er begået under krig eller besættelse. Efter § 108,

stk. 2, kan straffen for bistand til fremmede efterretningstjenester

stige

til fængsel indtil 12 år, når det drejer sig om efterretninger vedrørende

militære anliggender, eller virksomheden finder sted under krig eller

besættelse.

De forhold, der er omfattet af gældende militær straffelov

§ 31, stk. 1, har endvidere betydelige lighedspunkter med

krigsforræderi, jf. gældende militær straffelov § 33, især nr. 4, hvis

strafferamme går fra fængsel i ikke under 8 år til livstid, og med militær

spionage, jf. gældende militær straffelov § 34, som har en tilsvarende

strafferamme.

Grundstrafferammen foreslås, jf. stk. 1, forhøjet fra

de gældende 4 års fængsel til fængsel indtil 8 år. Der foreslås endvidere

optaget en skærpet sidestrafferamme på fængsel indtil 12 år, navnlig når

forbrydelsen har medført betydelig skade eller fare. Også tilfælde, hvor

forbrydelsen er begået af medarbejdere inden for forsvaret, der som følge af

deres tjenstlige opgaver har arbejdsmæssig adgang til sådanne oplysninger,

vil

kunne henføres under denne skærpede strafferamme. Endvidere foreslås

strafferammen forhøjet til fængsel indtil på livstid, når forbrydelsen er

begået under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil, jf.

stk. 1.

Strafferammen i gældende § 31, stk. 2, om den,

der uberettiget bl.a. skaffer sig kendskab til sådanne hemmeligheder, som er

nævnt i § 31, stk. 1, omfatter bøde og fængsel indtil 6 måneder.

Sker

det i krigstid eller under truende udsigt til krig, kan straffen efter 2.

punktum stige til fængsel i 3 år.

Som følge af de foreslåede forhøjelser af strafferammerne i

forslaget til § 32, stk. 1, foreslås den gældende strafferamme i

§ 31, stk. 2, 1. punktum, forhøjet til fængsel indtil 4 år, og i

§ 31, stk. 2, 2. punktum (under væbnet konflikt eller under truende

udsigt hertil) til fængsel indtil 10 år, jf. forslaget til stk. 2.

Strafferammen for den groft uagtsomme afsløring af militære

hemmeligheder foreslås, jf. forslagets stk. 3, fastsat til bøde eller

fængsel indtil 2 år. Strafferammen for groft uagtsomme overtrædelser under

væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil foreslås fastsat til

fængsel

indtil 4 år.

Til § 33

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den

gældende bestemmelse i § 30.

Den gældende bestemmelse er til dels udformet som en

henvisning til dele af gerningsindholdet i straffeloven § 141. Den

foreslåede bestemmelse er formuleret som en selvstændig straffebestemmelse.

Bestemmelsen henviser bl.a. til bestemmelsen om krigsforræderi. Af

systematiske

grunde foreslås bestemmelsen derfor optaget efter denne bestemmelse.

Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 30

gælder både i fredstid og under væbnet konflikt, jf. bl.a. henvisningen til

§ 33 om krigsforræderi, som kun gælder under væbnet konflikt eller under

truende udsigt hertil.

Bestemmelsen kriminaliserer som den tilsvarende bestemmelse

i straffeloven § 141 bl.a. undladelse af om fornødent at anmelde mulige

forsøg på at foretage meget alvorlige forbrydelser. Det har været overvejet,

om

en strafferamme på fængsel indtil 3 år også i dag er tilstrækkelig, når

henses

til de meget alvorlige konsekvenser, som de forbrydelser, som bestemmelsen

omfatter, kan få, især under væbnet konflikt. Da manglende anmeldelse af

mulige

strafbare forhold efter dansk retstradition som altovervejende hovedregel

ikke

er fundet strafværdige, findes der ikke tilstrækkelig anledning til af denne

grund at foreslå en skærpelse af strafferammen.

Strafferammen på indtil 3 års fængsel er i øvrigt i

overensstemmelse med den i straffeloven § 141 angivne.

Til § 34

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende

bestemmelse i § 36.

Der er ikke fundet grundlag for at foreslå den eksisterende

strafferamme på fængsel indtil 4 år nedsat, idet sådanne forhold efter

omstændighederne kan nærme sig mytteri.

Til § 35

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende

bestemmelse i § 37.

Den gældende strafferamme i 1. punktum på fængsel indtil 1

år foreslås opretholdt. Strafferammen på fængsel indtil 3 år i den gældende

bestemmelses 2. punktum foreslås forhøjet til fængsel indtil 4 år som følge

af

forbrydelsens alvorlige karakter. Forholdet må endvidere anses for et

supplement til de alvorlige forbrydelser, som er omfattet af militær

straffelov

§ 31, stk. 1, om videregivelse af militære hemmeligheder

(lovforslagets

§ 32) og om krigsforræderi, jf. især § 33, nr. 4 (lovforslagets

§ 28, nr. 4).

Andre forbrydelser under væbnet konflikt

Til § 36

Den foreslåede bestemmelse svarer med enkelte sproglige

ændringer til den gældende bestemmelse i militær straffelov § 25,

stk. 1. Bestemmelsen kriminaliserer forskellige handlinger, som er

forbudt

efter krigens folkeret.

Det findes hensigtsmæssigt, at den nugældende § 25,

stk. 1, 1. og 2. punktum, opdeles i to forskellige stykker. Udtrykket

»krig« i den gældende bestemmelse er ændret til »væbnet konflikt«. Udtrykket

»krigsredskab« i den gældende bestemmelse foreslås erstattet af det mere

moderne udtryk, som også anvendes i krigens folkeret: »Krigsmiddel«. Der er

ikke hermed tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den gældende

bestemmelse.

§ 25, stk. 2, i den gældende bestemmelse foreslås

ophævet. Spørgsmålet om dansk straffemyndighed for overtrædelser af militær

straffelov skal efter lovforslaget som udgangspunkt afgøres efter de

almindelige bestemmelser herom i straffeloven §§ 6-12, jf. forslaget til

§ 5, stk. 1, i militær straffelov. Samtidig foreslås det at

supplere

straffelovens bestemmelser om dansk straffemyndighed med yderligere

bestemmelser i militær straffelov, der bl.a. hjemler dansk straffemyndighed

for

sådanne overtrædelser af § 25, som ikke er omfattet af reglerne om dansk

straffemyndighed i straffeloven § 8, nr. 5, jf. forslaget til § 5,

stk. 2. Den gældende bestemmelse i § 25, stk. 2, findes derfor

overflødig.

Som det fremgår af lovforslagets § 5, foreslås det, at

der optages en selvstændig bestemmelse om dansk international

straffemyndighed

for overtrædelse af visse af de bestemmelser i militær straffelov, som gælder

under væbnet konflikt. § 5, stk. 2, omfatter bl.a. overtrædelser af

den foreslåede bestemmelse til § 36. Ved § 5, stk. 2,

præciseres

det, jf. gældende militær straffelov § 2 og forslaget til § 3, at

der

er dansk straffemyndighed for forbrydelser begået i udlandet af udlændinge i

det omfang, handlingen er forbudt efter de konventioner mv., der er omfattet

af

§ 36. § 5 får selvstændig betydning for sådanne handlinger, som

Danmark efter konventionerne ikke er forpligtet til at retsforfølge. Det

gælder

f.eks. de overtrædelser af Genèvekonventionerne, som ikke henføres til

gruppen

af »grove overtrædelser«. Disse handlinger er ikke omfattet af straffeloven

§ 8, nr. 5. Dansk straffemyndighed for disse overtrædelser foreslås

begrænset til handlinger begået over for dansk militært personel mv.

Den gældende strafferamme i § 25, der omfatter bøde og

fængsel indtil 12 år, foreslås ændret til fængsel indtil på livstid svarende

til strafferammen f.eks. i straffeloven § 114 om terrorisme og

§ 237

om manddrab. Denne strafferamme findes bedst stemmende med den meget

alvorlige

karakter, som de mest alvorlige konventionskrænkelser kan have. Strafferammen

omfatter herefter fængsel fra 7 dage til fængsel på livstid.

Bødestraf er ikke medtaget, når henses til karakteren af de

forbrydelser, som bestemmelsen vedrører. Straffelovens regler om

strafnedsættelse, herunder under strafferammen, findes at give tilstrækkelig

hjemmel til at udmåle bødestraf.

Til stk. 1

Stk. 1 om misbrug af beskyttelsesmærker, som er

forbeholdt personer, materiel mv. til hjælp for syge og sårede, omfatter det

samme område som den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, 1.

punktum.

Bestemmelsen omfatter både de mere formelle former for misbrug, f.eks. hvor

et

mærke anbringes på et køretøj, som ikke benyttes af sanitetstjenesten, og de

groveste krigsforbrydelser, f.eks. perfidi, hvor mærket uretmæssigt benyttes

til foregivelse af beskyttet status for at dræbe, såre eller tilfangetage en

modstander, jf. artikel 37, stk. 1, i Tillægsprotokol I til

Gènevekonventionerne. At strafferammen efter forslaget går op til fængsel

indtil på livstid, skal ses i lyset heraf.

Til stk. 2

Stk. 2 svarer til gældende § 25, stk. 1, 2.

punktum. Bestemmelsen forskriver straf for »den, der bruger krigsredskab

eller

fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt

mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret«. Der er således

tale om en kriminalisering af midler (»krigsredskab«) eller metoder

(»fremgangsmåde«)

under kamp eller under væbnet konflikt i øvrigt, som er ulovlige efter

krigens

folkeret.

Forbud mod at anvende sådanne midler og metoder følger

bl.a. af Landkrigsreglementet (tillæg til Haagerkonvention IV fra 1907)

artikel

23, f.eks. forbud mod brug af gift eller forgiftede våben, jf. litra a., drab

mv. på personer, der har nedlagt våbnene, jf. litra c., og forbud mod at

erklære, at der ikke vil blive givet pardon, jf. litra d., samt af

tillægsprotokol I, f.eks. forbud mod vilkårlige angreb, jf. artikel 51,

stk. 4, og repressalier mod civilbefolkningen, jf. samme artikel,

stk. 6. Forbudte midler kan desuden være våbensystemer, som det efter

krigens folkeret er ulovligt at anvende. Som eksempel kan ud over kemiske

våben

(giftgas) nævnes brugen af antipersonelminer, der er omfattet af konventionen

af 4. december 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel

af

personelminer samt om deres destruktion. Som eksempel på ulovlige metoder i

krigsførelsen kan nævnes foregivelse af beskyttet status, f.eks. ved at

forstille sig som såret og udnytte modstanderens vildfarelse til at dræbe,

såre

eller tage ham til fange, jf. artikel 23, litra b, og artikel 37,

stk. 1,

i tillægsprotokol I.

Der er i lighed med den gældende bestemmelse i § 25,

stk. 1, 2. punktum, efter bestemmelsen hjemmel til at straffe

overtrædelser såvel af regler fastsat i en konvention ratificeret af Danmark

som af regler, der følger af den folkeretlige sædvaneret. Ordene i den

gældende

bestemmelse »eller med almindelige folkeretlige regler« foreslås ændret til

»eller med folkeretlig sædvaneret« for at understrege, at strafansvar kun

omfatter overtrædelse af almindeligt anerkendte folkeretlige grundsætninger

af

sædvaneretlig karakter.

Henvisningen til den folkeretlige sædvaneret er nødvendig,

fordi væsentlige dele af krigens folkeret trods stigende kodifikation i

forskellige internationale aftaler fortsat kun eksisterer som sædvaneret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.13.

Til § 37

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende

bestemmelse i militær straffelov § 24, stk. 1. Bestemmelsen

foreslås

omformuleret, således at den ikke – som den gældende bestemmelse –

fremstår som

en delvis henvisning til røveribestemmelsen i straffeloven § 288, men

udformes som en bestemmelse med et selvstændigt gerningsindhold og

selvstændig

strafferamme.

Det foreslås, at udtrykket »under udnyttelse af

krigsfrygten« suppleres af »under udnyttelse af frygten for de styrker, som

den

pågældende tilhører«. Den foreslåede tilføjelse er inspireret af udtrykket

»militær overlegenhed« i § 101, stk. 1, nr. 1, i den norske

militære

straffelov.

Den gældende bestemmelse i militær straffelov § 24

henviser i det hele til straffeloven § 288 og således også til

§ 288,

stk. 2, der indeholder en skærpet strafferamme på fængsel indtil 10 år

for

røveri af særlig farlig karakter mv. En selvstændig bestemmelse svarende

hertil

foreslås indsat som stk. 2.

Det foreslås, at forbrydelsen betegnes »plyndring« i stedet

for røveri.

Til § 38

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i militær

straffelov § 24, stk. 2, om tyveri fra personer, der er dræbt under

krigshandlinger, men foreslås i lighed med lovforslagets § 37 formuleret

som en selvstændig lovbestemmelse. Forbrydelsens navn foreslås ændret til

»ligrøveri«.

Denne berigelsesforbrydelse kan efter omstændighederne

henføres under den skærpede strafferamme i straffeloven § 286,

stk. 1, jf. forarbejderne til bestemmelsen i militær straffelov for

1937,

Rigsdagstidende 1936-37, tillæg A, sp. 5602). En selvstændig skærpet

strafferamme

svarende til straffeloven § 286, stk. 1, foreslås optaget som

stk. 2. Formuleringen afviger fra formuleringen af straffeloven

§ 286, stk. 1, idet den her valgte – kortere –

formulering findes

tilstrækkeligt dækkende. Andre strafskærpende omstændigheder som f.eks.

systematisk ligrøveri begået af flere i forening eller under anvendelse af

usømmelig fremgangsmåde er dækket af den foreslåede beskrivelse af

strafforhøjende omstændigheder.

Efter omstændighederne kan tilegnelsen af genstande fra

døde soldater, f.eks. af støvler, frakker eller anden beklædning i streng

frost, være berettiget. For at markere dette foreslås ordet »uberettiget«

indsat i bestemmelsen.

Tilegnelse af genstande fra soldater og andre, der er

sårede, er omfattet af straffelovens bestemmelse om tyveri (§ 276), da

genstanden i dette tilfælde er i den sårede persons varetægt. Sådanne forhold

er således ikke omfattet af den gældende bestemmelse i militær straffelov

§ 24, stk. 2, eller forslaget til § 38.

Til § 39

(ændring af lov om forsvarets personel)

1.

Bestemmelsen svarer til gældende militær straffelov

§ 14.

Af lovtekniske grunde foreslås bestemmelsen overflyttet til

Lov om forsvarets personel, jf. lbkg. nr. 81 af 12. februar 2004.

Bestemmelsen

indsættes i Lov om forsvarets personel som ny § 4, stk. 4.

2.

Bestemmelsen er begrundet i gennemførelsen af såvel

nærværende lovforslag som forslaget til ny militær retsplejelov og

disciplinarlov.

I forbindelse med arbejdet i Udvalget om den militære straffe-

og retsplejeordning anmodede Forsvarsministeriet udvalget om i tilknytning

til

udvalgets øvrige arbejde tillige at vurdere, om der var behov for at

opretholde

§ 14 i Lov om forsvarets personel, eller om bestemmelsen burde ophæves

eller revideres.

Lov om forsvarets personel (personelloven) § 14

indebærer, at tjenestemandslovens regler om disciplinærundersøgelse og

disciplinærstraf for tjenesteforseelser ikke kan anvendes over for militære

tjenestemænd, når sagen skal behandles som militær straffesag. Det drejer sig

især om alle officerer af linjen og de befalingsmænd og konstabler, der har

langtidsansættelse, dvs. ansættelse indtil det 60. år.

Sager, der efter gældende militær retsplejelov skal

behandles som militære straffesager, omfatter sager mod især tjenstgørende

militært personel om overtrædelse af militær straffelov og om overtrædelse af

anden lovgivning begået i eller i forbindelse med tjenesten eller på militært

område, jf. militær retsplejelov § 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Det er

uden

betydning, om sagen afgøres med straf eller med et disciplinarmiddel efter

reglerne i militær retsplejelov kapitel 15.

Personellovens § 14 udelukker ikke, at der rejses

tjenestemandssag mod en militær tjenestemand, når den pågældende uden for

tjenesten har udvist en adfærd, der bevirker, at han ikke er værdig til den

agtelse og tillid, som stillingen kræver (decorumkravet), jf.

tjenestemandsloven

§ 10, eller at vedkommende afskediges i medfør af tjenestemandsloven

§ 10, hvis eksempelvis et strafbart forhold er fastslået ved dom, og

dette

forhold er uforeneligt med decorumkravet.

§ 14 blev indført ved tjenestemandsloven af 1919 efter

forslag fra Lønningskommissionen af 1917 »under Hensyn til de særlige

Forhold,

der gør sig gældende for såvel Hæren som Søværnet«, jf. Rigsdagstidende

1918-19, tillæg A2, sp. 6252 og 6258, samt Lønningskommisionens betænkning,

bind 2, lovforslag, side 175 og 330.

Udvalget har i betænkning nr. 1435/2004 om den militære

straffelov, retsplejelov og disciplinarlov overvejet dette spørgsmål, jf.

herved

betænkningen, siderne 218 - 223.

På siderne 221- 223 fremgår følgende om udvalgets

overvejelser:

»Efter kommissoriet er udgangspunktet for udvalgets

arbejde, »at forsvarets personel på det foreliggende område både under

tjeneste

i Danmark og i udlandet så vidt muligt skal sidestilles med civile borgere,

således

at personellet kun skal tåle eventuelle særegne indskrænkninger af

almindelige

retssikkerhedsgarantier mv., såfremt det i hvert enkelt tilfælde kan

begrundes,

at dette er absolut nødvendigt«.

Baggrunden for, at militært tjenestemandsansat personel

ikke er omfattet af tjenestemandslovens regler om disciplinær forfølgning, må

formentlig søges i den omstændighed, at militært personel i forvejen er

underkastet

selvstændige bestemmelser om disciplinære sanktioner for tjenesteforseelser i

form af disciplinarmidler.

Udvalgets forslag indebærer, at adgangen til at anvende

disciplinarmidler som sanktioner over for tjenesteforseelser inden for det

militære forsvar bevares, men således, at disse sanktioner reserveres for

pligtforsømmelser, som ikke er strafbare eller ikke er af en så grov

karakter,

at der er behov for at anvende bestemmelserne i udvalgets forslag til militær

straffelov. Det er udvalgets opfattelse, at disciplinære sanktioner efter

forslaget til militær disciplinarlov udtømmende bør regulere

disciplinaransvaret for tjenstgørende militært personel, således at der ikke

skal være mulighed for yderligere at kunne indlede disciplinærforfølgning

efter

tjenestemandsloven over for tjenestemandsansat militært personel.

En opretholdelse af § 14 i loven om forsvarets

personel i øvrigt vil betyde, at tjenestemandsansat militært personel –

i

modsætning til alle andre tjenestemænd – efter gennemførelsen af en

straffesag

ikke vil kunne undergives disciplinærforfølgning efter tjenestemandsloven.

Det er udvalgets opfattelse, at der ikke kan påvises

afgørende hensyn, som kan begrunde denne forskel i retsstillingen for de to

grupper af tjenestemænd. Almindelige lighedsbetragtninger taler for også i

denne relation at sidestille tjenestemandsansat militært personel med andre

tjenestemænd.

Udvalget foreslår derfor følgende bestemmelse indsat som

§ 20 i forslaget til militær disciplinarlov:

»For militære tjenestemænd finder bestemmelserne i lov om

tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken § 20, stk. 2 og

3,

samt §§ 21-24 ikke anvendelse, når sagen hører til de sager, der kan

behandles efter militær disciplinarlov.«

Den foreslåede bestemmelse og en samtidig ophævelse af

personellovens § 14 indebærer, at der skabes adgang til at kunne indlede

disciplinærforfølgning mod militære tjenestemænd, efter at en straffesag mod

den pågældende er afsluttet. Der vil således efter bestemmelsen i alvorligere

sager kunne indledes disciplinærforfølgning med henblik på bl.a. degradation.

Er forholdet ikke fastslået ved dom, kan de mere alvorlige disciplinære

straffe, herunder degradation, ikke bringes i anvendelse uden at der er

afholdt

tjenstligt forhør. Dette kan f.eks. komme på tale, hvor den pågældende har

vedtaget

et bødeforlæg. Det bør specielt i disse tilfælde tilsikres, at den

pågældende,

forinden en eventuel vedtagelse af et bødeforlæg, oplyses om, at sagen ikke

dermed nødvendigvis er afsluttet, men at en ansættelsesretlig reaktion kan

komme på tale, herunder eventuelt ved gennemførelsen af et tjenstligt forhør.

Det er udvalgets opfattelse, at det ved en ophævelse af

personellovens § 14 for så vidt angår militære straffesager i praksis

formentlig kun vil være et ganske lille antal sager, der efterfølges af en

tjenestemandssag. Dette skyldes, at sådanne sager kan undlades, når forholdet

er fastslået ved dom, jf. tjenestemandslovens § 24.«

Nærværende lovforslag samt forslagene til ny militær

retsplejelov samt militær disciplinarlov indebærer, at udvalgets lovforslag

gennemføres. Bestemmelsen ophæver derfor lov om forsvarets personel

§ 14.

I forslaget til militær disciplinarlov er endvidere indsat en bestemmelse,

hvorefter reglerne i lov om tjenestemænd § 20, stk. 2 og 3, samt

§§ 21 - 24 ikke finder anvendelse, når sagen hører til de sager, der kan

behandles efter militær disciplinarlov, jf. herved forslaget til militær

disciplinarlov § 20.

Ikrafttræden mv.

Til § 40

Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovforslagets

ikrafttræden.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2005,

således at berørte myndigheder vil have den fornødne tid til at indrette sig

på

lovforslagets regler, herunder udarbejde vejledningsmateriale mv.

Til § 41

I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for

Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i

kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Loven vil, da der er tale om rigsfælles lovgivning, og af

hensyn til forsvarets aktiviteter i Færøerne og Grønland skulle sættes i

kraft

dér. Da der imidlertid ikke er overensstemmelse mellem den danske straffelovs

almindelige bestemmelser, som den militære straffelov er et supplement til og

henholdsvis den færøske strafferetlige og den grønlandske kriminalretlige

lovgivning, vil det være nødvendigt nærmere at tage stilling til, i hvilket

omfang eventuelle almindelige strafferetsbestemmelser skal sættes i kraft for

Færøerne og Grønland samtidig med ikraftsættelsen af dette lovforslag.

Forholdet vil blive drøftet nærmere med de færøske og grønlandske

myndigheder,

idet det tilsigtes, at eventuelle overtrædelser af militær straffelov i

videst

muligt omfang søges behandlet af danske myndigheder og i fornødent omfang

afgjort af de danske domstole. Et udkast til anordning vil blive forelagt for

de færøske og grønlandske myndigheder forinden ikrafttræden.

Bilag 1

Bekendtgørelse

af militær straffelov

Herved bekendtgøres lov nr. 216 af 26. april 1973, militær

straffelov, med de ændringer, der følger af lov nr. 195 af 3. maj 1978.

Almindelig del

Kapitel 1

Indledende bestemmelse

§ 1.

Borgerlig straffelovs almindelige

del anvendes på de strafbare forhold, der omhandles i denne lov, for så vidt

ikke andet er bestemt.

Kapitel 2

Lovens område

§ 2.

Loven finder også anvendelse, når

den strafbare handling er begået uden for den danske stat.

§ 3.

Loven finder tillige anvendelse

på forbrydelser, der begås mod fremmed forsvarsmagt, som samvirker med den

danske.

§ 4.

De regler, der i loven gælder for

krigstid, anvendes, når Danmark er i krig, samt tillige under truende udsigt

til krig, når forsvarsministeren har offentliggjort meddelelse herom.

Reglerne

for krigstid gælder endvidere - inden for de pågældendes myndighedsområde -

når

militære enheder i overensstemmelse med gældende forholdsordre sættes ind

imod

fremmede styrker, der med fjendtlig hensigt søger at trænge ind på dansk

område, eller når de angribes uden for dansk område.

§ 5.

Loven omfatter tjenstgørende

militært personel samt hjemsendt militært personel, for så vidt angår de

militære pligter, der påhviler det efter hjemsendelsen.

Stk. 2.

Loven omfatter endvidere

fremmede militærpersoner, der er interneret her i landet, og andre personer,

der i henhold til en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst har krav

på behandling som disse.

§ 6.

I krigstid omfatter loven

endvidere:

1)

Enhver, der gør

tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette.

2)

Krigsfanger samt

sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for disse, for

så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster.

3)

Enhver, der gør sig

skyldig i en af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 24-25 og 30-36.

§ 7.

Personer, der ikke efter reglerne

i §§ 5 og 6 er omfattet af loven, straffes kun for medvirken til

overtrædelse af denne, såfremt der for overtrædelsen er hjemlet straf af

fængsel i 4 år eller derover.

Kapitel 3

Særlige strafbarhedsbetingelser

§ 8.

Reglerne i borgerlig straffelovs

§ 13 anvendes på handlinger, som er nødvendige for at tilvejebringe

lydighed

eller opretholde orden.

§ 9.

Den, der ved at adlyde en

foresats tjenstlige befaling begår en strafbar handling, er straffri,

medmindre

han vidste, at der ved befalingen tilsigtedes en sådan handling, eller dette

var umiddelbart indlysende.

§ 10.

Uagtsomhed straffes ikke uden

særlig hjemmel.

Kapitel 4

Straffene

§ 11.

Overtrædelse af denne lov

straffes med irettesættelse, bøde, hæfte eller fængsel.

Stk. 2.

Irettesættelse anvendes for

mindre forseelser i stedet for bøde eller kortere straf af hæfte.

§ 12.

Har nogen begået en overtrædelse

af denne lov og anden strafbar handling, kan straffen fastsættes særskilt for

hver af lovovertrædelserne. Den samlede straf må ikke overstige den, der ved

anvendelse af borgerlig straffelovs § 88 ville være pålagt.

Kapitel 5

Betingede afgørelser

§ 13.

Betinget dom for overtrædelse af

denne lov gives efter reglerne i borgerlig straffelov, dog således at

straffe,

der ikke overstiger hæfte i 30 dage, normalt kun kan gøres betinget på den i

stk. 2 nævnte betingelse.

Stk. 2.

Ved frihedsstraf, der fastsættes

uden dom i militære straffesager, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen

udsættes

og bortfalder på betingelse af, at den skyldige i en prøvetid, der kan

fastsættes

til højst et år, ikke begår nyt strafbart forhold, for hvilket frihedsstraf

er

forskyldt.

Stk. 3.

Opfyldes den i stk. 2

nævnte betingelse ikke, og afgøres den nye sag ved dom, træffer retten sin

afgørelse efter reglerne i borgerlig straffelovs § 61. Afgøres sagen

uden

dom, fastsætter den myndighed, der pålægger straffen for den nye

lovovertrædelse, en ubetinget fællesstraf for begge lovovertrædelser. Når

omstændighederne taler for det, kan den nævnte myndighed i stedet fastsætte

ubetinget straf alene for det nye forhold eller fastsætte ny betinget straf

for

begge forhold i overensstemmelse med reglerne i stk. 2.

Kapitel 6

Andre følger af den strafbare handling

§ 14.

Forsvarsministeren bestemmer, i

hvilket omfang strafafsoning eller ulovligt fravær skal medføre eftertjeneste

eller hjemsendelse med henblik på fornyet indkaldelse. Eftertjenesten kan

ikke

overstige afsoningstiden og den tid, den pågældende eventuelt har været

ulovligt fraværende.

Særlig del

Kapitel 7

Tilsidesættelse af militære pligter

§ 15.

Den, der, uden at gerningen er

omfattet af en anden bestemmelse i denne lov, forsætligt eller uagtsomt

undlader at efterkomme de pligter, som tjenesten medfører, straffes med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig grov, eller

har den medført stor skade eller fare, kan straffen stige til fængsel i 1 år,

i

krigstid indtil 3 år.

Forbrydelser mod pligter som efterstående

§ 16.

Den, der forsætligt eller

uagtsomt undlader at efterkomme en foresats eller vagts tjenstlige befaling,

eller som ikke efterkommer befalingen tilstrækkelig hurtigt eller nøjagtigt,

straffes for ulydighed med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Under

skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 3 år.

Stk. 2.

Er der med ulydigheden forbundet

vold mod foresat eller vagt, eller har den medført betydelig skade eller

fare,

er straffen fængsel indtil 6 år.

§ 17.

Nægter flere i forening en

foresat eller vagt lydighed, eller bruger de magt, vold eller trussel om vold

mod foresat eller vagt, eller træffer de aftale om sådan handlemåde, straffes

de for mytteri med fængsel indtil 6 år. I krigstid kan straffen stige til

fængsel på livstid.

§ 18.

(Ophævet).

§ 19.

Har foresat, foranstående eller

vagt ved ukorrekt og navnlig ved udæskende forhold givet anledning til en af

de

i §§ 16 og 17 nævnte forbrydelser, kan straffen nedsættes og under i

øvrigt formildende omstændigheder bortfalde.

§ 20.

Den, der viser respektstridig

opførsel over for foranstående eller vagt, straffes med bøde, hæfte eller

fængsel indtil 6 måneder.

Forbrydelser mod pligter som foranstående

§ 21.

Den, der ved forskelsbehandling

eller unødig besværliggørelse af tjenesten forfølger en undergiven, straffes

med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 22.

Den, der misbruger sin stilling

til at opnå gave, pengelån eller anden fordel af efterstående af samme enhed,

eller som på en måde, der er egnet til at bringe ham i afhængighedsforhold

til

efterstående af samme enhed, modtager sådanne fordele, straffes med bøde,

hæfte

eller fængsel indtil 6 måneder.

Ulovligt fravær

§ 23.

Den, der forsætligt eller uagtsomt

ulovligt fjerner sig eller udebliver fra den militære afdeling, til hvilken

han

hører eller er indkaldt, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6

måneder. Under skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 2

år,

i krigstid indtil 10 år.

Stk. 2.

Efter foranstående regler

straffes tillige den, som forsætligt unddrager sig militærtjeneste ved at

påføre sig sygdom eller legemsfejl eller foregive sygdom eller benytte andre

midler, der er beregnet på at vildlede myndighederne.

Misbrug af militær stilling udadtil

§ 24.

Den, der for derigennem at skaffe

sig eller andre uberettiget vinding under udnyttelse af krigsfrygten begår en

af de handlinger, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 288,

stk. 1,

nr. 1-3, straffes for røveri.

Stk. 2.

Den, der uberettiget tilegner

sig ting fra en person, som er dræbt ved krigshandling, straffes for tyveri.

§ 25.

Den, der i krig misbruger eller

ikke respekterer kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer,

indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller

syge, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 12 år. På tilsvarende

måde

straffes den, der bruger krigsredskab eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er

i

strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med

almindelige folkeretlige regler.

Stk. 2.

Bestemmelserne i borgerlig

straffelovs §§ 6-8 skal ikke være til hinder for at straffe efter en

strengere bestemmelse i den borgerlige straffelov, såfremt handlingen tillige

omfattes af en sådan bestemmelse.

Tilsidesættelse af særlige militære pligter

§ 26.

Den, der forsætligt eller

uagtsomt begår en vagtforseelse, straffes med bøde, hæfte eller fængsel

indtil

1 år.

Stk. 2.

Er vagtforseelsen begået i krig,

eller har den givet anlednig til, at der begås en forbrydelse eller indtræder

betydelig skade, kan straffen stige til fængsel i 3 år.

§ 27.

Den, der ved indtagelse af

spiritus eller på anden måde beruser sig i tjenesten, eller når tjeneste må

påregnes at forestå, således at han møder beruset i tjenesten, straffes med

bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.

Stk. 2.

Den, der forstyrrer den

offentlige orden, eller som viser sig synlig beruset i uniform, straffes med

bøde.

§ 28.

Den, der forsætligt eller ved

skødesløshed bevirker, at ting, der tilhører det militære forsvar,

bortkommer,

ødelægges eller beskadiges, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1

år.

§ 29.

Under ekstraordinære forhold kan

forsvarsministeren forbyde, at personer, der hører til det militære forsvar,

deltager i politiske foreninger eller forsamlinger. Overtrædelse af et sådant

forbud straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.

§ 30.

Når nogen er vidende om, at

krigsforræderi, mytteri eller anden for det militære forsvar farlig

forbrydelse

tilsigtes begået, og ikke gør, hvad der står i hans magt for at forebygge

forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse, finder borgerlig

straffelovs § 141 tilsvarende anvendelse.

Kapitel 8

Forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed

§ 31.

Den, der røber militær hemmelighed,

hvis åbenbaring for fremmed magt kan skade landets forsvar, straffes med

fængsel indtil 4 år. Begås handlingen i krigstid eller under truende udsigt

til

krig, eller har den medført betydelig skade, kan straffen stige til fængsel i

10 år.

Stk. 2.

Den, der uberettiget skaffer sig

kendskab til sådanne hemmeligheder, som er omtalt i stk. 1, eller

gengiver

aktstykker eller beskriver eller afbilder andet, hvoraf sådanne hemmeligheder

fremgår, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Sker det i

krigstid eller under truende udsigt til krig, kan straffen stige til fængsel

i

3 år.

§ 32.

Den, der forfalsker ammunition

eller andet krigsmateriel på en sådan måde, at virkningen forringes eller

personer udsættes for fare, straffes med hæfte eller fængsel indtil 4 år.

Stk. 2.

Har gerningsmanden måttet regne

med, at forfalskningen ville få virkning under krigsforhold, kan straffen

stige

til fængsel i 12 år.

§ 33.

Den, der i krigstid eller under

truende udsigt til krig i den hensigt at gavne fjenden eller skade det danske

militære forsvar:

1)

søger at opnå, at

tropper, materiel eller territorium bringes under fjendens kontrol eller ikke

kommer dansk militært forsvar til nytte,

2)

forleder til mytteri,

overgivelse eller overløben til fjenden eller udbreder oprørske eller

fjendtlige

opråb i det danske militære forsvar,

3)

ødelægger veje eller

kommunikationsmidler,

4)

giver fjenden

underretning om det danske militære forsvars forhold, derunder kendingstegn

og

signalkoder,

5)

vejleder fjenden

eller vildleder nogen del af dansk militært forsvar,

6)

undlader at udføre en

befaling,

7)

giver falsk melding,

8)

hjælper krigsfanger

til flugt eller

9)

gør sig skyldig i

noget forhold, der må sidestilles med et af de nævnte,

straffes for krigsforræderi med fængsel ikke under 8 år.

§ 34.

Den, der hemmeligt eller under

falsk påskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe oplysninger på det

militære forsvars operationsfelt i den hensigt at meddele dem til fjenden,

straffes som spion med fængsel ikke under 8 år.

Stk. 2.

En spion af den fjendtlige

krigsmagt, som efter at være vendt tilbage til egne styrker senere tages til

fange, behandles som krigsfange og drages ikke til ansvar for sit tidligere

spioneri.

§ 35.

Den, der under kamp, eller når

kamp forestår, på pligtstridig måde søger at unddrage sig deltagelse i faren

eller søger at fremkalde overgivelse, eller som på pligtstridig måde på

tilbagetog efterlader våben, ammunition eller andet materiel, straffes med

fængsel indtil 12 år.

Stk. 2.

På samme måde straffes den, som

i krigstid ved pligtstridigt forhold bidrager til, at fjendens foretagender

fremmes, eller at dansk militært forsvar skades eller udsættes for fare.

Stk. 3.

Overtræder en befalingsmand

stk. 2 ved unødvendigt at opgive sin post eller overgive sig til fjenden

eller

ved at handle som nævnt i stk. 1, kan straffen stige til fængsel på

livstid.

Stk. 4.

Den, der uagtsomt begår de i

stk. 2 og 3 omhandlede forbrydelser, straffes med fængsel indtil 4 år.

§ 36.

Den, der i krigstid inden for det

militære forsvar foretager handlinger, som er egnet til der at fremkalde

modløshed, straffes med fængsel indtil 4 år.

§ 37.

Den, der i krigstid uden

tilladelse sætter sig i forbindelse med nogen, der hører til den fjendtlige

krigsmagt eller befinder sig på fjendens område, straffes med bøde, hæfte

eller

fængsel indtil 1 år. Er der derved meddelt oplysninger, der kan være af værdi

for fjenden, kan straffen stige til fængsel i 3 år.

Kapitel 9

Ikrafttrædelse m.v.

§ 38.

Tidspunktet for lovens

ikrafttræden bestemmes af forsvarsministeren.

Stk. 2.

Ved lovens ikrafttræden ophæves

lov nr. 114 af 7. maj 1937.

§ 39.

Kvarterarrest, der ikke er

udstået ved lovens ikrafttræden, bortfalder.

Stk. 2.

Vagtarrest i indtil 15 dage, der

ikke er udstået ved lovens ikrafttræden, omsættes til bøde med 10 kr. for

hver

dag. Vagtarrest i mere end 15 dage omsættes til hæfte i samme tidsrum.

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1.

Borgerlig straffelovs

almindelige del anvendes på de strafbare forhold, der omhandles i denne lov,

for så vidt ikke andet er bestemt.

(ophæves)

§ 2.

Loven finder også anvendelse,

når den strafbare handling er begået uden for den danske stat.

§ 3.

Loven finder anvendelse på lovovertrædelser, der begås i og uden for den

danske

stat.

§ 3.

Loven finder tillige anvendelse

på forbrydelser, der begås mod fremmed forsvarsmagt, som samvirker med den

danske.

§ 4.

Loven finder også anvendelse på lovovertrædelser, der begås mod andre landes

militære styrker, som samvirker med danske militære styrker.

§ 4.

De regler, der i loven gælder

for krigstid, anvendes, når Danmark er i krig, samt tillige under truende

udsigt til krig, når forsvarsministeren har offentliggjort meddelelse herom.

Reglerne for krigstid gælder endvidere - inden for de pågældendes

myndighedsområde - når militære enheder i overensstemmelse med gældende

forholdsordre sættes ind imod fremmede styrker, der med fjendtlig hensigt

søger at trænge ind på dansk område, eller når de angribes uden for dansk

område.

§ 10.

Lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse, når danske styrker

i eller uden for riget er i væbnet konflikt, eller der er givet meddelelse

herom

efter stk. 2 eller stk. 3.

Stk. 2.

Under

truende udsigt til væbnet konflikt kan forsvarsministeren offentliggøre

meddelelse om, at lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse.

Stk. 3.

Forsvarsministeren kan i forbindelse med udsendelse af danske styrker uden

for rigets grænser bemyndige chefen for den udsendte styrke til under truende

udsigt til væbnet konflikt at meddele, at lovens bestemmelser for væbnet

konflikt finder anvendelse for styrken.

§ 5.

Loven omfatter tjenstgørende militært

personel samt hjemsendt militært personel, for så vidt angår de militære

pligter, der påhviler det efter hjemsendelsen.

§ 1.

Loven finder anvendelse på tjenstgørende militært personel samt hjemsendt

militært personel med hensyn til militære pligter, som påhviler det efter

hjemsendelsen.

Stk. 2.

Loven omfatter endvidere

fremmede militærpersoner, der er interneret her i landet, og andre personer,

der i henhold til en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst har krav

på behandling som disse.

Stk. 2.

Loven

finder endvidere anvendelse på udenlandsk militært personel, der er

interneret

her i landet, og andre personer, der efter mellemfolkelige overenskomster,

som Danmark har tiltrådt, har krav på behandling som militærpersoner.

§ 6.

I krigstid omfatter loven

endvidere:

§ 2.

Under væbnet konflikt finder loven endvidere anvendelse på

1)

Enhver, der gør

tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette.

1)

enhver, der gør

tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette,

2)

Krigsfanger samt

sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for disse, for

så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster.

2)

krigsfanger samt

sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for

krigsfanger, for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige

overenskomster, og

3)

Enhver, der gør sig

skyldig i en af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 24-25 og 30-36.

3)

enhver, der gør sig

skyldig i overtrædelse af denne lovs §§ 28-34 og §§ 36-38.

§ 7.

Personer, der ikke efter

reglerne i §§ 5 og 6 er omfattet af loven, straffes kun for medvirken

til overtrædelse af denne, såfremt der for overtrædelsen er hjemlet straf af

fængsel i 4 år eller derover.

§ 8.

Den, der efter §§ 1 og 2 ikke er omfattet af loven, straffes kun for

medvirken

til overtrædelse af bestemmelser i loven, hvis lovovertrædelsen kan medføre

straf af fængsel i 4 år eller derover.

Stk. 2.

Der kan

under tilsvarende betingelser som nævnt i stk. 1 pålægges selskaber mv.

(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel

for

medvirken til overtrædelse af denne lov.

§ 8.

Reglerne i borgerlig

straffelovs § 13 anvendes på handlinger, som er nødvendige for at

tilvejebringe lydighed eller opretholde orden.

§ 7.

Straffelovens § 13, stk. 3, anvendes på handlinger, som er

nødvendige

for at tilvejebringe lydighed eller opretholde orden.

§ 9.

Den, der ved at adlyde en

foresats tjenstlige befaling begår en strafbar handling, er straffri,

medmindre han vidste, at der ved befalingen tilsigtedes en sådan handling,

eller dette var umiddelbart indlysende.

§ 9.

Den, der ved at adlyde en overordnets tjenstlige ordre begår en strafbar

handling, er straffri, medmindre han vidste, at der ved ordren tilsigtedes en

sådan handling, eller dette var umiddelbart indlysende.

§ 10.

Uagtsomhed straffes ikke uden

særlig hjemmel.

§ 6.

Overtrædelser af denne lov straffes, når de er begået forsætligt eller af

grov uagtsomhed, medmindre andet følger af de enkelte bestemmelser.

§ 11.

Overtrædelse af denne lov straffes

med irettesættelse, bøde, hæfte eller fængsel.

(Ophæves)

Stk. 2.

Irettesættelse anvendes for

mindre forseelser i stedet for bøde eller kortere straf af hæfte.

§ 12.

Har nogen begået en overtrædelse

af denne lov og anden strafbar handling, kan straffen fastsættes særskilt for

hver af lovovertrædelserne. Den samlede straf må ikke overstige den, der ved

anvendelse af borgerlig straffelovs § 88 ville være pålagt.

(Ophæves)

§ 13.

Betinget dom for overtrædelse

af denne lov gives efter reglerne i borgerlig straffelov, dog således at

straffe, der ikke overstiger hæfte i 30 dage, normalt kun kan gøres betinget

på den i stk. 2 nævnte betingelse.

(Ophæves)

Stk. 2.

Ved frihedsstraf, der

fastsættes uden dom i militære straffesager, kan det bestemmes, at

fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder på betingelse af, at den skyldige i en

prøvetid, der kan fastsættes til højst et år, ikke begår nyt strafbart

forhold, for hvilket frihedsstraf er forskyldt.

Stk. 3.

Opfyldes den i stk. 2

nævnte betingelse ikke, og afgøres den nye sag ved dom, træffer retten sin

afgørelse efter reglerne i borgerlig straffelovs § 61. Afgøres sagen

uden dom, fastsætter den myndighed, der pålægger straffen for den nye

lovovertrædelse, en ubetinget fællesstraf for begge lovovertrædelser. Når

omstændighederne taler for det, kan den nævnte myndighed i stedet fastsætte

ubetinget straf alene for det nye forhold eller fastsætte ny betinget straf

for begge forhold i overensstemmelse med reglerne i stk. 2.

§ 14.

Forsvarsministeren bestemmer, i

hvilket omfang strafafsoning eller ulovligt fravær skal medføre eftertjeneste

eller hjemsendelse med henblik på fornyet indkaldelse. Eftertjenesten kan

ikke overstige afsoningstiden og den tid, den pågældende eventuelt har været

ulovligt fraværende.

§ 39.

I lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar

2004, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 4

indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

»

Stk. 4

.

Forsvarsministeren fastsætter, i hvilket omfang værnepligtiges strafafsoning

eller ulovligt fravær skal medføre eftertjeneste eller hjemsendelse med

henblik på fornyet indkaldelse. Eftertjenesten kan ikke overstige

afsoningstiden

og den tid, den pågældende eventuelt har været ulovligt fraværende.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 15.

Den, der, uden at gerningen er

omfattet af en anden bestemmelse i denne lov, forsætligt eller uagtsomt

undlader at efterkomme de pligter, som tjenesten medfører, straffes med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig grov, eller

har den medført stor skade eller fare, kan straffen stige til fængsel i 1 år,

i krigstid indtil 3 år.

§ 27.

Den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten, straffes for

pligtforsømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

Stk. 2.

Straffen

kan stige til fængsel i 1 år, når pligtforsømmelsen er af særlig grov

karakter, eller når den har medført betydelig skade eller fare.

Stk. 3.

Under

væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3

år.

§ 16.

Den, der forsætligt eller uagtsomt

undlader at efterkomme en foresats eller vagts tjenstlige befaling, eller som

ikke efterkommer befalingen tilstrækkelig hurtigt eller nøjagtigt, straffes

for ulydighed med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Under skærpende

omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 3 år.

§ 11.

Den, der undlader at efterkomme en tjenstlig ordre fra en overordnet eller

vagt, eller som efterkommer ordren på klart utilfredsstillende måde, straffes

i grove tilfælde for ulydighed med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 2.

Er der med ulydigheden forbundet

vold mod foresat eller vagt, eller har den medført betydelig skade eller

fare, er straffen fængsel indtil 6 år.

Stk. 2.

Straffen

kan ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3 år, når ulydigheden er

af særlig grov karakter, navnlig når den har medført betydelig skade eller

fare eller har været egnet til at svække lydigheden hos andre

tilstedeværende.

Er ulydigheden forbundet med vold mod overordnet eller vagt, kan straffen

stige til fængsel i 6 år.

Stk. 3.

Under

væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i

10 år.

§ 17.

Nægter flere i forening en foresat

eller vagt lydighed, eller bruger de magt, vold eller trussel om vold mod

foresat eller vagt, eller træffer de aftale om sådan handlemåde, straffes de

for mytteri med fængsel indtil 6 år. I krigstid kan straffen stige til

fængsel på livstid.

§ 12.

Udviser flere i forening forsætligt ulydighed, eller bruger de magt, vold

eller trussel om vold mod overordnet eller vagt, straffes de for mytteri med

fængsel indtil 6 år.

Stk. 2.

Under

væbnet konflikt kan straffen stige til fængsel på livstid.

§ 18.

(Ophævet).

§ 19.

Har foresat, foranstående eller

vagt ved ukorrekt og navnlig ved udæskende forhold givet anledning til en af

de i §§ 16 og 17 nævnte forbrydelser, kan straffen nedsættes og under i

øvrigt formildende omstændigheder bortfalde.

§ 14.

Straffen efter §§ 11-13 kan nedsættes eller bortfalde, når den

foranstående

eller vagten ved sin adfærd har givet anledning til lovovertrædelsen.

§ 20.

Den, der viser respektstridig opførsel

over for foranstående eller vagt, straffes med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 6 måneder.

§ 13.

Den, der forsætligt ved handling eller i ord groft krænker en foranstående

eller vagt, straffes for respektstridig opførsel med bøde eller fængsel

indtil 6 måneder.

§ 21.

Den, der ved forskelsbehandling

eller unødig besværliggørelse af tjenesten forfølger en undergiven, straffes

med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 15.

Den overordnede, som forsætligt ved forskelsbehandling, chikane eller på

tilsvarende måde forfølger en eller flere underordnede, straffes med bøde

eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 22.

Den, der misbruger sin stilling

til at opnå gave, pengelån eller anden fordel af efterstående af samme enhed,

eller som på en måde, der er egnet til at bringe ham i afhængighedsforhold

til efterstående af samme enhed, modtager sådanne fordele, straffes med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 16.

Den foranstående, der fra efterstående uberettiget modtager gave, pengelån

eller anden fordel, straffes for misbrug af stilling med bøde eller fængsel

indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

§ 17.

Den overordnede, der forsætligt undlader at gribe ind over for en

underordnets

krænkende behandling af dennes underordnede eller sideordnede, straffes med

bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 18.

Den overordnede, der forsætligt ved handling eller i ord groft krænker en

underordnet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 19.

Den, der udsætter en sideordnet for særligt krænkende behandling, herunder

for nedværdigende ritualer, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 23.

Den, der forsætligt eller uagtsomt

ulovligt fjerner sig eller udebliver fra den militære afdeling, til hvilken

han hører eller er indkaldt, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6

måneder. Under skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 2

år, i krigstid indtil 10 år.

§ 25.

Den, der uberettiget fjerner sig fra tjenestestedet eller udebliver fra

tjenesten, straffes i grove tilfælde for udeblivelse med bøde eller fængsel

indtil 6 måneder.

Stk. 2.

Efter foranstående regler straffes

tillige den, som forsætligt unddrager sig militærtjeneste ved at påføre sig

sygdom eller legemsfejl eller foregive sygdom eller benytte andre midler, der

er beregnet på at vildlede myndighederne.

Stk. 2.

På samme

måde straffes den, der forsætligt unddrager sig tjeneste ved at påføre sig

sygdom eller legemsskade, foregive sygdom eller benytte andre midler, der er

beregnet på at vildlede myndighederne.

Stk. 3.

Ved

forsætlig udeblivelse kan straffen stige til fængsel i 3 år, når udeblivelsen

er af særlig grov karakter, navnlig når gerningsmanden må antages at have til

hensigt at udeblive permanent, eller når udeblivelsen har medført betydelig

skade eller fare.

Stk. 4.

Under

væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse af stk. 1 og 2

stige til fængsel i 10 år.

§ 24.

Den, der for derigennem at skaffe

sig eller andre uberettiget vinding under udnyttelse af krigsfrygten begår en

af de handlinger, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 288,

stk. 1, nr. 1-3, straffes for røveri.

§ 37.

For plyndring straffes med fængsel indtil 6 år den, som for derigennem at

skaffe sig eller andre uberettiget vinding under udnyttelse af krigsfrygten

eller frygten for de styrker, som den pågældende tilhører, forsætligt

1)

fratager eller

aftvinger nogen en fremmed rørlig ting,

2)

bringer en stjålen

ting i sikkerhed eller

3)

tvinger nogen til

en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den overfaldne eller

nogen, for hvem denne handler.

Stk. 2.

Straffen

kan stige til fængsel i 10 år, når plyndringen er af særlig grov beskaffenhed

navnlig på grund af dens særligt farlige karakter, udførelsesmåden eller

omfanget

af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal

forbrydelser er begået.

Stk. 2.

Den, der uberettiget tilegner

sig ting fra en person, som er dræbt ved krigshandling, straffes for tyveri.

§ 38.

Den, der forsætligt under væbnet konflikt uberettiget tilegner sig ting fra

en person, som er dræbt ved krigshandling, straffes for ligrøveri med fængsel

indtil 1 år og 6 måneder.

Stk. 2.

Straffen

kan stige til fængsel i 6 år, når forholdet er af særlig grov beskaffenhed

navnlig på grund af omfanget eller udførelsesmåden.

§ 25.

Den, der i krig misbruger eller

ikke respekterer kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer,

indretninger

og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge, straffes

med bøde, hæfte eller fængsel indtil 12 år. På tilsvarende måde straffes den,

der bruger krigsredskab eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med

en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med almindelige

folkeretlige regler.

Stk. 2.

Bestemmelserne i borgerlig

straffelovs §§ 6-8 skal ikke være til hinder for at straffe efter en

strengere bestemmelse i den borgerlige straffelov, såfremt handlingen tillige

omfattes af en sådan bestemmelse.

§ 36.

Den, som under væbnet konflikt forsætligt misbruger eller ikke respekterer

kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og

materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge, straffes med

fængsel indtil på livstid.

Stk. 2.

På

tilsvarende måde straffes den, der forsætligt bruger krigsmiddel eller

fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt

mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret.

§ 26.

Den, der forsætligt eller uagtsomt

begår en vagtforseelse, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.

§ 24.

Den, der groft tilsidesætter sine pligter som vagt, straffes for

vagtforseelse

med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 2.

Er vagtforseelsen begået i

krig, eller har den givet anlednig til, at der begås en forbrydelse eller

indtræder betydelig skade, kan straffen stige til fængsel i 3 år.

Stk. 2.

Straffen

kan stige til fængsel i 3 år, når forholdet er af særlig grov karakter,

navnlig når det har medført betydelig skade eller fare eller har givet

anledning til, at der er begået en forbrydelse.

Stk. 3.

Under

væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i

10 år.

§ 27.

Den, der ved indtagelse af spiritus

eller på anden måde beruser sig i tjenesten, eller når tjeneste må påregnes

at forestå, således at han møder beruset i tjenesten, straffes med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.

§ 20.

Den, der ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer, opstemmende eller

bedøvende midler eller på lignende måde har bragt sig i en tilstand, hvor han

ikke er i stand til at varetage sin tjeneste på fuldt forsvarlig måde,

straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 2.

Den, der forstyrrer den offentlige

orden, eller som viser sig synlig beruset i uniform, straffes med bøde.

§ 23.

Den, der forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig synligt

påvirket af de i § 20 nævnte årsager, og som gennem sin påklædning eller

lignende klart viser at høre til forsvaret, straffes med bøde.

Stk. 2.

Den, der

i forbindelse med tjeneste i udlandet forstyrrer den offentlige orden, eller

som viser sig synligt påvirket af de i stk. 1 nævnte årsager, straffes

med bøde. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til

fængsel

i 1 år.

§ 28.

Den, der forsætligt eller ved

skødesløshed bevirker, at ting, der tilhører det militære forsvar,

bortkommer, ødelægges eller beskadiges, straffes med bøde, hæfte eller

fængsel indtil 1 år.

§ 26.

Den, der bevirker, at ting, der tilhører det militære forsvar, bortkommer,

ødelægges eller beskadiges, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2.

Ved

forsætlig overtrædelse af stk. 1 kan straffen under særligt skærpende

omstændigheder

stige til fængsel i 6 år.

§ 29.

Under ekstraordinære forhold

kan forsvarsministeren forbyde, at personer, der hører til det militære

forsvar, deltager i politiske foreninger eller forsamlinger. Overtrædelse af

et sådant forbud straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.

(ophæves)

§ 30.

Når nogen er vidende om, at

krigsforræderi, mytteri eller anden for det militære forsvar farlig

forbrydelse tilsigtes begået, og ikke gør, hvad der står i hans magt for at

forebygge forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse, finder

borgerlig straffelovs § 141 tilsvarende anvendelse.

§ 33.

Den, som er vidende om, at mytteri, krigsforræderi eller anden for det

militære forsvar farlig forbrydelse tilsigtes begået, og som forsætligt

undlader

at gøre, hvad der står i hans magt for at forebygge forbrydelsen eller dens

følger, om fornødent ved anmeldelse, straffes, hvis forbrydelsen bliver

begået eller forsøges begået, med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Stk. 2.

Den, der

undlader at foretage sådanne forebyggelseshandlinger, straffes dog ikke, hvis

deres foretagelse for ham selv eller hans nærmeste ville medføre fare for

liv, helbred eller velfærd.

§ 31.

Den, der røber militær hemmelighed,

hvis åbenbaring for fremmed magt kan skade landets forsvar, straffes med

fængsel indtil 4 år. Begås handlingen i krigstid eller under truende udsigt

til krig, eller har den medført betydelig skade, kan straffen stige til

fængsel i 10 år.

§ 32.

Den, der forsætligt røber en militær hemmelighed, hvis afsløring kan skade

landets forsvar, hvis fremmede magter eller styrker får kendskab hertil,

straffes med fængsel indtil 8 år. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, når

forholdet er af særlig grov karakter, navnlig når det har medført betydelig

skade eller fare. Begås handlingen under væbnet konflikt eller under truende

udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel på livstid.

Stk. 2.

Den, der uberettiget skaffer

sig kendskab til sådanne hemmeligheder, som er omtalt i stk. 1, eller

gengiver aktstykker eller beskriver eller afbilder andet, hvoraf sådanne

hemmeligheder fremgår, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6

måneder. Sker det i krigstid eller under truende udsigt til krig, kan

straffen stige til fængsel i 3 år.

Stk. 2.

Den, der

uberettiget skaffer sig oplysning om sådanne hemmeligheder, straffes med bøde

eller fængsel indtil 4 år. Sker det under væbnet konflikt eller under truende

udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel i 10 år.

Stk. 3.

Den, der

groft uagtsomt overtræder stk. 1 eller 2, straffes med bøde eller

fængsel indtil 2 år. Sker det under væbnet konflikt eller under truende

udsigt hertil, kan straffen stige til fængsel i 4 år.

§ 32.

Den, der forfalsker ammunition

eller andet krigsmateriel på en sådan måde, at virkningen forringes eller

personer

udsættes for fare, straffes med hæfte eller fængsel indtil 4 år.

§ 30.

Den, der forsætligt foretager ændringer af eller erstatter ammunition eller

andet krigsmateriel på en sådan måde, at virkningen forringes eller

udebliver,

eller personer udsættes for fare, straffes med fængsel indtil 8 år.

Stk. 2.

Har gerningsmanden måttet

regne med, at forfalskningen ville få virkning under krigsforhold, kan

straffen

stige til fængsel i 12 år.

Stk. 2.

Hvis

gerningsmanden indser, at ændringen mv. kan få virkning under væbnet

konflikt, kan straffen stige til fængsel i 12 år.

Stk. 3.

Er

forholdet begået under væbnet konflikt, kan straffen stige til fængsel indtil

på livstid.

§ 33.

Den, der i krigstid eller under

truende udsigt til krig i den hensigt at gavne fjenden eller skade det danske

militære forsvar:

§ 28.

For krigsforræderi straffes med fængsel indtil på livstid den, der forsætligt

under væbnet konflikt eller under truende udsigt hertil for at gavne fjenden

eller skade det danske militære forsvar

1)

søger at opnå, at

tropper, materiel eller territorium bringes under fjendens kontrol eller ikke

kommer dansk militært forsvar til nytte,

1)

søger at opnå, at

tropper, materiel, territorium eller infrastruktur bringes under fjendens

kontrol eller ikke kommer dansk militært forsvar til nytte,

2)

forleder til

mytteri, overgivelse eller overløben til fjenden eller udbreder oprørske

eller fjendtlige opråb i det danske militære forsvar,

2)

forleder til

mytteri, overgivelse eller overløben til fjenden eller udbreder oprørske

eller fjendtlige opråb i det danske militære forsvar,

3)

ødelægger veje

eller kommunikationsmidler,

3)

ødelægger

infrastruktur eller på anden måde søger at skade det danske militære forsvars

kommunikationsmuligheder,

4)

giver fjenden underretning

om det danske militære forsvars forhold, derunder kendingstegn og

signalkoder,

4)

giver fjenden

underretning om det danske militære forsvars forhold, herunder forhold

vedrørende kommunikations- eller informationssikkerhed,

5)

vejleder fjenden

eller vildleder nogen del af dansk militært forsvar,

5)

vejleder fjenden

eller vildleder nogen del af dansk militært forsvar,

6)

undlader at udføre

en befaling,

6)

undlader at udføre

en befaling,

7)

giver falsk

melding,

7)

giver falsk

melding,

8)

hjælper krigsfanger

til flugt eller

8)

hjælper krigsfanger

til flugt eller

9)

gør sig skyldig i

noget forhold, der må sidestilles med et af de nævnte,

9)

gør sig skyldig i

noget forhold, der må sidestilles med et af de nævnte.

straffes for krigsforræderi med fængsel ikke under 8 år.

§ 34.

Den, der hemmeligt eller under

falsk påskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe oplysninger på det

militære forsvars operationsfelt i den hensigt at meddele dem til fjenden,

straffes som spion med fængsel ikke under 8 år.

§ 29.

For spionage straffes med fængsel indtil på livstid den, der hemmeligt eller

under falsk påskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe oplysninger på

det militære forsvars operationsfelt for at meddele dem til fjenden.

Stk. 2.

En spion af den fjendtlige

krigsmagt, som efter at være vendt tilbage til egne styrker senere tages til

fange, behandles som krigsfange og drages ikke til ansvar for sit tidligere

spioneri.

Stk. 2.

En spion

fra fjendtlige væbnede styrker, som efter at være vendt tilbage til egne

styrker senere tages til fange, behandles som krigsfange og drages ikke til

ansvar for den tidligere gennemførte spionage.

§ 35.

Den, der under kamp, eller når

kamp forestår, på pligtstridig måde søger at unddrage sig deltagelse i faren

eller søger at fremkalde overgivelse, eller som på pligtstridig måde på

tilbagetog

efterlader våben, ammunition eller andet materiel, straffes med fængsel

indtil 12 år.

§ 31.

Den, der under kamp, eller når kamp forestår, forsætligt på pligtstridig måde

søger at unddrage sig faren eller søger at fremkalde overgivelse, straffes

med fængsel indtil 12 år.

Stk. 2.

På samme måde straffes den,

som i krigstid ved pligtstridigt forhold bidrager til, at fjendens

foretagender fremmes, eller at dansk militært forsvar skades eller udsættes

for fare.

Stk. 2.

På samme

måde straffes den, der under væbnet konflikt forsætligt ved pligtstridigt

forhold bidrager til, at modpartens foretagender fremmes, at dansk militært

forsvar skades eller udsættes for fare, eller som efterlader våben,

ammunition eller andet materiel.

Stk. 3.

Overtræder en befalingsmand

stk. 2 ved unødvendigt at opgive sin post eller overgive sig til fjenden

eller ved at handle som nævnt i stk. 1, kan straffen stige til fængsel

på livstid.

Stk. 3.

Overtræder en befalingsmand stk. 2 ved unødvendigt at opgive sin post

eller overgive sig til modparten eller ved at handle som nævnt i stk. 1,

kan straffen stige til fængsel på livstid.

Stk. 4.

Den, der uagtsomt begår de i

stk. 2 og 3 omhandlede forbrydelser, straffes med fængsel indtil 4 år.

Stk. 4.

Groft

uagtsomme overtrædelser af stk. 2 og 3, straffes med fængsel indtil 4

år.

§ 36.

Den, der i krigstid inden for

det militære forsvar foretager handlinger, som er egnet til der at fremkalde

modløshed, straffes med fængsel indtil 4 år.

§ 34.

Den, der under væbnet konflikt inden for det militære forsvar forsætligt

foretager handlinger, som er egnet til dér at fremkalde modløshed, straffes

med fængsel indtil 4 år.

§ 37.

Den, der i krigstid uden

tilladelse sætter sig i forbindelse med nogen, der hører til den fjendtlige

krigsmagt eller befinder sig på fjendens område, straffes med bøde, hæfte

eller fængsel indtil 1 år. Er der derved meddelt oplysninger, der kan være af

værdi for fjenden, kan straffen stige til fængsel i 3 år.

§ 35.

Den, der forsætligt under væbnet konflikt uden tilladelse sætter sig i

forbindelse med nogen, der hører til modparten eller befinder sig på

modpartens

område, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Er der derved meddelt

oplysninger, der kan være af værdi for modparten, kan straffen stige til

fængsel i 4 år.

§ 38.

Tidspunktet for lovens ikrafttræden

bestemmes af forsvarsministeren.

§ 40.

Denne lov træder i kraft den 1. oktober 2005.

Stk. 2.

Ved lovens ikrafttræden ophæves

lov nr. 114 af 7. maj 1937.

Stk. 2.

Samtidig

ophæves militær straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september

1987.

§ 39.

Kvarterarrest, der ikke er udstået

ved lovens ikrafttræden, bortfalder.

(ophæves)

Stk. 2.

Vagtarrest i indtil 15 dage,

der ikke er udstået ved lovens ikrafttræden, omsættes til bøde med 10 kr. for

hver dag. Vagtarrest i mere end 15 dage omsættes til hæfte i samme tidsrum.

Lignende dokumenter