Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Gennemførelse af parallelaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 25. oktober 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af retsplejeloven
(Gennemførelse af parallelaftale mellem Det Europæiske
Fællesskab og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i
civile og kommercielle sager)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5.
oktober 2006, foretages følgende ændring:
1.
Efter
§ 159 indsættes:
»§ 159 a.
Bestemmelserne i aftale af
19. oktober 2005 mellem
Det Europæiske Fællesskab og Danmark om
forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle
sager samt bestemmelserne i forkyndelsesforordningen gælder her i landet.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse af
stk. 1.
Stk. 3.
Justitsministeren kan bestemme, at ændringer af og
gennemførelsesforanstaltninger til den i stk. 1 nævnte forordning gælder
her i landet og kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse heraf.
§ 2
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
Læs alt
ikrafttræden.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning og baggrund
Lovforslaget har til formål at gennemføre aftale af 19.
oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om forkyndelse af
retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager i dansk
ret.
Ved aftalen tilknyttes Danmark ved en såkaldt parallelaftale på
mellemstatsligt
grundlag reglerne i Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om
forkyndelse
i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og
kommercielle sager (forkyndelsesforordningen), således at reglerne i
forordningen,
der hidtil ikke har omfattet Danmark, kommer til at gælde også mellem Danmark
og de øvrige EU-medlemsstater.
Forkyndelsesforordningen har til formål at forbedre og
fremskynde fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter i civile og
kommercielle sager mellem EU-medlemsstaterne og indeholder bl.a. regler om
forkyndelse af dokumenter på tværs af grænserne. F.eks. er korrekt
forkyndelse
af stævningen eller andre dokumenter ofte nødvendig i retssager for at sikre,
at modtageren er bekendt med kravet og kan varetage sine interesser i sagen.
Korrekt forkyndelse kan efter omstændighederne også være en betingelse for,
at
dommen, hvis der er tale om en udeblivelsesdom, senere kan anerkendes og
fuldbyrdes
i en anden EU-medlemsstat.
Forkyndelsesforordningen er vedtaget med hjemmel i
EF-traktatens afsnit IV. Som følge af det danske forbehold vedrørende retlige
og indre anliggender deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, og
forordningen
er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. pkt. 3
nedenfor.
Forordningen har inden for Den Europæiske Union med
undtagelse af Danmark erstattet Haagerkonventionen af 15. november 1965 om
forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om
civile
eller kommercielle spørgsmål (Haagerforkyndelseskonventionen). I forholdet
mellem Danmark og de øvrige EU-lande gælder fortsat reglerne i
Haagerforkyndelseskonventionen.
Med henblik på, at der kommer til at gælde de samme regler
om forkyndelse på tværs af grænserne i EU for Danmark som for de øvrige
EU-lande, har regeringen efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg og
Retsudvalg anmodet om, at Danmark på mellemstatsligt grundlag bliver
tilknyttet
forkyndelsesforordningen. Regeringen har tilsvarende anmodet om, at Danmark
på
mellemstatsligt grundlag bliver tilknyttet bl.a. Bruxelles I-forordningen
(Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes
kompetence
og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område). Den 19. oktober 2005 har Fællesskabet og Danmark
undertegnet såkaldte parallelaftaler, hvorefter Danmark tilknyttes de nævnte
forordninger på mellemstatsligt grundlag. En sådan parallelaftale kan indgås
med respekt af forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender, idet
afgørelsen truffet af Det Europæiske Råd i Edinburgh den 12. december 1992
fastlagde, at Danmark deltager fuldt ud i det mellemstatslige samarbejde om
retlige og indre anliggender. Forbeholdet retter sig alene mod, at en del af
samarbejdet ved Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft den 1. maj 1999, blev
overstatsligt. En parallelaftale indgås og gennemføres i dansk ret på samme
måde som andre mellemstatslige aftaler (traktater).
Det bemærkes, at der på Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integrations område er indgået lignende parallelaftaler
vedrørende Dublinforordningen og Eurodacforordningen (Rådets forordning (EF)
nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer
til
afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning, der indgives af en tredjelandsstatsborger i en af
medlemsstaterne,
og Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december 2000 om oprettelse af
”Eurodac”
til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af
Dublinkonventionen). Disse parallelaftaler er gennemført i dansk ret ved lov
nr. 323 af 18. maj 2005 om ændring af udlændingeloven (Tilknytning til
Eurodacforordningen
og Dublinforordningen på mellemstatsligt grundlag).
Med vedtagelsen af lovforslaget giver Folketinget i medfør
af grundlovens § 19 samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne
tiltræder parallelaftalen om dansk tilknytning til forkyndelsesforordningen.
Der er samtidig fremsat lovforslag om gennemførelse af
parallelaftalen om Bruxelles I-forordningen (parallelaftale mellem Det
Europæiske Fællesskab og Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse
og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område) (L
46).
2. Gældende ret
2.1. Retsplejelovens regler om forkyndelse
Retsplejelovens kapitel 17 (§§ 153-165) indeholder
regler om forkyndelse. Efter retsplejelovens § 153, stk. 1, skal
processuelle meddelelser forkyndes i civile sager, medmindre andet er bestemt
i
loven.
Efter retsplejelovens § 155 kan forkyndelse ske ved brevforkyndelse,
digital forkyndelse, postforkyndelse eller stævningsmandsforkyndelse.
Reglerne
om digital forkyndelse træder i kraft efter justitsministerens bestemmelse og
er endnu ikke trådt i kraft.
Ved brevforkyndelse sendes eller afleveres meddelelsen til
den pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte modtagelsen på en genpart
af dokumentet eller et særligt modtagelsesbevis.
Ved digital forkyndelse gøres meddelelsen tilgængelig ved
digital kommunikation for modtageren, der samtidig anmodes om at bekræfte
modtagelsen. Anvendelse af denne forkyndelsesform kræver modtagerens
samtykke,
jf. retsplejelovens § 154, stk. 2.
Ved postforkyndelse sendes meddelelsen til modtageren i
brev med afleveringsattest, mens meddelelsen ved stævningsmandsforkyndelse
afleveres til modtageren. Postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse bør så
vidt muligt ske for modtageren personligt, men kan efter reglerne i
retsplejelovens
§ 157 også ske bl.a. på bopælen for husstandsmedlemmer og på
arbejdsstedet
for arbejdsgiver eller ansatte over 18 år.
Regler om forkyndelse over for personer med bopæl eller
opholdssted i udlandet (processuelle udlændinge) findes i retsplejelovens
§§ 158 og 159.
Hvis modtageren har kendt bopæl eller opholdssted i
udlandet, og post- eller stævningsmandsforkyndelse ikke kan ske her i landet,
sker
forkyndelse ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved
konvention eller ved vedkommende lands lov, jf. § 158.
Forkyndelse kan efter § 159 foretages i Statstidende,
såfremt modtagerens bopæl, opholdssted eller arbejdssted her i landet ikke
kan
oplyses, eller vedkommende fremmede myndighed undlader at efterkomme en
anmodning om forkyndelse efter § 158. I sidstnævnte tilfælde sendes
meddelelsen desuden med posten til modtageren.
I civile sager kan en part give afkald på forkyndelse eller
udpege en person, over for hvem forkyndelse kan ske, jf. retsplejelovens
§ 160. Har en part i en civil sag antaget en advokat til at føre sagen,
kan forkyndelse i sagen ske for advokaten, jf. retsplejelovens § 161.
2.2. Haagerforkyndelseskonventionen og Den
nordiske retshjælpsoverenskomst
Danmark har indgået flere internationale overenskomster om
forkyndelse på tværs af grænserne. Den mest centrale er Haagerkonventionen af
15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige
dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål
(Haagerforkyndelseskonventionen). Danmark har tiltrådt
Haagerforkyndelseskonventionen
med virkning fra den 1. oktober 1969, jf. bekendtgørelse nr. 15 af 13.
februar
1970.
Haagerforkyndelseskonventionen er i dag gældende i forhold
til en lang række lande i og uden for Europa. Inden for Den Europæiske Union
er
Haagerforkyndelseskonventionen imidlertid afløst af reglerne i
forkyndelsesforordningen,
der har til formål yderligere at forenkle og forbedre fremsendelsen af
dokumenter mellem landene. Som nævnt ovenfor i pkt. 1 gælder
Haagerforkyndelseskonventionen
fortsat i forholdet mellem Danmark og de øvrige EU-lande.
Efter Haagerforkyndelseskonventionen kan forkyndelse ske
ved fremsendelse af dokumenter til en central myndighed i hver kontraherende
stat, som modtager og gennemfører anmodninger om forkyndelse fra andre
stater.
For Danmarks vedkommende er Justitsministeriet udpeget som central myndighed.
Herudover indeholder Haagerforkyndelseskonventionen
mulighed for, at forkyndelse kan ske
–
uden anvendelse af
tvang ved en konsulær eller diplomatisk repræsentation i modtagerstaten,
–
ved postforkyndelse,
eller
–
ved fremsendelse
direkte til den embedsmand i udlandet, som skal foretage forkyndelsen.
Danmark har dog taget forbehold over for den sidstnævnte
forkyndelsesmåde, der således ikke kan anvendes ved forkyndelse af
udenlandske
dokumenter i Danmark.
Konventionen indeholder herudover særlige regler, der har
til formål at beskytte sagsøgte mod visse udeblivelsesdomme. Under
forudsætning
af, at der efter domslandets lovgivning er pligt til at forkynde en stævning
(eller et tilsvarende dokument) for sagsøgte, må dommeren efter konventionens
artikel 15 ikke afgøre sagen, før det er konstateret, at stævningen i
tilstrækkelig tid før retsmødet er forkyndt i de former, der i
forkyndelseslandet
er fastsat, eller er afleveret til sagsøgte personligt eller på bopælen under
anvendelse af en anden af de fremgangsmåder, der er hjemlet i konventionen.
En kontraherende stat kan dog efter artikel 15,
stk. 2, erklære, at dommeren kan afsige udeblivelsesdom, selv om bevis
for
forkyndelse eller faktisk aflevering ikke er modtaget, hvis stævningen er
oversendt til forkyndelse efter en af de i konventionen hjemlede
fremgangsmåder, der er gået mindst 6 måneder siden oversendelsen, og der på
trods af enhver rimelig anstrengelse ikke er modtaget nogen bekræftelse på
forkyndelse eller aflevering fra forkyndelseslandet. Endvidere kan dommeren i
påtrængende tilfælde træffe bestemmelse om foreløbige eller sikrende
foranstaltninger. Danmark har afgivet en sådan erklæring efter artikel 15,
stk. 2.
Efter konventionens artikel 16 skal sagsøgte, der er dømt
som udeblevet, have adgang til at anmode om genoptagelse, hvis sagsøgte uden
egen skyld ikke i tide har fået kendskab til stævningen eller dommen, og
sagsøgtes indsigelser ikke forekommer helt grundløse. Et land kan ved
erklæring
fastsætte en absolut frist på ikke under et år for anmodninger om
genoptagelse.
Danmark har ved erklæring fastsat en sådan et-årsfrist, jf. herved
retsplejelovens § 367, hvorefter den, der er dømt som udebleven mv., kan
kræve sagen genoptaget ved skriftlig anmodning til retten inden 4 uger fra
dommens afsigelse. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning
indgives senere, men inden et år efter afsigelsen. Genoptagelse kan betinges
af, at sagsøgte betaler de sagsomkostninger, der er pålagt, eller stiller
sikkerhed for betalingen.
Danmark har endvidere tiltrådt Den nordiske overenskomst af
26. april 1974 om gensidig retshjælp, jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15.
september 1975 (Lovtidende C), som indeholder regler om bl.a. forkyndelse
mellem
de nordiske lande. Efter overenskomsten kan anmodninger om forkyndelse
fremsættes direkte over for den relevante myndighed, f.eks. direkte over for
den domstol, der skal foranstalte forkyndelsen.
Danmarks tiltrædelse af Haagerforkyndelseskonventionen og
Den nordiske overenskomst om gensidig retshjælp har kunnet ske uden
gennemførelseslovgivning, idet konventionsforpligtelserne har kunnet opfyldes
inden for rammerne af gældende lovgivning. Justitsministeriet har udarbejdet
en
vejledning om Haagerforkyndelseskonventionen (vejledning nr. 21 af 28. januar
1970 om Haagerkonvention af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af
retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile og kommercielle
spørgsmål).
3. Forkyndelsesforordningen
Forkyndelsesforordningen (Rådets forordning (EF) nr.
1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og
udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager), der trådte i kraft
den
31. maj 2001, er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 61, litra c,
der
henviser til artikel 65 om det grænseoverskridende civilretlige samarbejde,
og
artikel 67. Forordningen er derfor omfattet af det danske forbehold
vedrørende
retlige og indre anliggender, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er
knyttet som bilag til EU-traktaten, og Danmark deltog således ikke i
vedtagelsen af forordningen, der ikke er bindende for og ikke finder
anvendelse
i Danmark.
Forordningen indeholder bl.a. regler om forkyndelse på
tværs af grænserne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og
kommercielle sager. Forordningen omfatter ikke forkyndelse mv. i
straffesager.
Forordningen er baseret på Haagerforkyndelseskonventionen, men reglerne er
revideret med henblik på at forenkle og forbedre fremsendelsen af dokumenter
på
tværs af grænserne. Ændringerne omfatter bl.a. en mere direkte forbindelse
mellem de involverede myndigheder, mulighed for anvendelse af mere moderne
kommunikationsmidler og ensartede regler om oversættelse af dokumenter.
Forkyndelsesforordningen er knyttet som bilag til
parallelaftalen, der er medtaget som bilag til lovforslaget.
3.1. Forkyndelsesforordningens indhold
Nedenfor gennemgås hovedpunkterne i
forkyndelsesforordningen med særlig vægt på ændringerne i forhold til
Haagerforkyndelseskonventionen, som i dag udgør grundlaget for forkyndelser
mellem
Danmark og de øvrige EU-lande.
Forordningens anvendelsesområde svarer til
Haagerforkyndelseskonventionens. Forordningen finder således anvendelse i
civile
og kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal
sendes
fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt. Forordningen finder
ikke
anvendelse, når adressen på den person, som dokumentet skal forkyndes for, er
ukendt (artikel 1).
I modsætning til Haagerforkyndelseskonventionen, hvor
fremsendelse af dokumenter skal ske til en central instans, er det efter
forordningen udgangspunktet, at fremsendelse af dokumenter til forkyndelse
kan
ske direkte mellem de involverede myndigheder. Formålet hermed er at sikre en
mere effektiv og hurtig gennemførelse af forkyndelsen.
Hver medlemsstat udpeger en eller flere ”fremsendende
instanser” og ”modtagende instanser”, der er kompetente til
henholdsvis at
fremsende og modtage retslige og udenretslige dokumenter til forkyndelse
(artikel 2). Medlemsstaterne kan dog vælge at udpege én fremsendende og
modtagende instans, som varetager begge funktioner, hvilket sker for 5 år ad
gangen med mulighed for forlængelse.
Herudover udpeger hver medlemsstat en ”central enhed”, der
har til opgave at give oplysninger til de fremsendende instanser og at søge
at
løse vanskeligheder, som måtte opstå i forbindelse med fremsendelse af
dokumenter til forkyndelse (artikel 3).
Dokumenter, der skal forkyndes, fremsendes direkte og
hurtigst muligt fra den fremsendende instans til den modtagende instans
(artikel 4) sammen med en formular med en anmodning om forkyndelse.
Formularen
er medtaget som bilag til forordningen. Som noget nyt i forhold til
Haagerforkyndelseskonventionen kan fremsendelse ske på enhver egnet måde
–
f.eks. elektronisk eller pr. telefax – forudsat at der er tale om en tro
gengivelse, og at alle angivelser er let læselige. Den modtagende instans
kvitterer for modtagelsen (artikel 6), sørger for forkyndelse for modtageren
(artikel 7) og attesterer på formularen, at forkyndelse er sket
(afleveringsattest)
(artikel 10).
Med henblik på en mere effektiv procedure er der i forhold
til Haagerforkyndelseskonventionen fastsat regler om, at en modtagelsesattest
skal fremsendes hurtigst muligt til den fremsendende instans og inden 7 dage
(artikel 6). Kan en forkyndelsesanmodning ikke umiddelbart imødekommes, skal
den modtagende instans rekvirere eventuelle manglende oplysninger og
dokumenter.
Er anmodningen ikke sendt til den rette stedligt kompetente instans, skal
anmodningen videresendes til den kompetente instans i samme medlemsstat.
Forkyndelse
skal ske hurtigst muligt. Har det ikke været muligt at forkynde dokumentet
senest en måned efter modtagelsen, underrettes den fremsendende instans herom
(artikel 7). Medlemsstaterne skal angive, hvilke sprog
forkyndelsesanmodningen
og afleveringsattesten kan udfyldes på (artikel 4, stk. 3, og artikel
10,
stk. 2).
Modtageren kan nægte at modtage det dokument, der skal
forkyndes, hvis det ikke er affattet på eller oversat til modtagerstatens
officielle sprog eller på afsenderstatens sprog, som modtageren forstår. Den,
der anmoder om forkyndelse, afholder eventuelle udgifter til oversættelse,
men
med mulighed for senere at få dem godtgjort som sagsomkostninger (artikel 5).
Den modtagende instans skal i forbindelse med forkyndelsen underrette
modtageren om, at pågældende kan nægte at modtage dokumentet, hvis
sprogkravene
ikke er opfyldt. Nægter modtageren at modtage dokumentet, skal den modtagende
instans straks underrette den fremsendende instans herom (artikel 8).
Som noget nyt i forhold til Haagerforkyndelseskonventionen
fastlægger forordningen tidspunktet for, hvornår forkyndelse anses for sket
(artikel 9). Forkyndelsesdatoen er den dag, dokumentet forkyndes i
overensstemmelse
med modtagerlandets lovgivning. Hvis der i forbindelse med en sag, som skal
anlægges eller verserer i afsenderstaten, er behov for at forkynde et
dokument
inden for en bestemt frist, er det dog den dato, der er fastsat i
lovgivningen
i afsenderstaten, der gælder i forhold til den, der har anmodet om
forkyndelse.
En medlemsstat kan dog fravige disse regler i en overgangsperiode, der kan
forlænges hvert femte år. En række medlemsstater har benyttet sig af denne
mulighed.
Forordningen tillader ligesom Haagerforkyndelseskonventionen
andre former for forkyndelse af retslige dokumenter.
En medlemsstat kan således i særlige tilfælde fremsende
retslige dokumenter til den modtagende instans ad konsulær eller diplomatisk
vej (artikel 12).
En medlemsstat har også adgang til uden anvendelse af tvang
at forkynde retslige dokumenter ved afsenderstatens diplomatiske eller
konsulære repræsentanter. En medlemsstat kan dog erklære, at den modsætter
sig
denne form for forkyndelse på sit territorium, medmindre dokumentet skal
forkyndes for en statsborger i afsenderstaten (artikel 13).
Endvidere har en medlemsstat adgang til at lade forkyndelse
ske direkte med posten for personer bosat i en anden medlemsstat (artikel
14).
En medlemsstat kan angive, under hvilke omstændigheder den accepterer denne
type postforkyndelse. Det antages, at sprogkravene efter artikel 8 også skal
være opfyldt ved postforkyndelse, selv om medlemsstaterne ikke har afgivet
erklæring herom, jf. bl.a. forordet til Kommissionens håndbog efter
forordningens
artikel 17.
Endelig kan enhver, der har interesse i en retssag, direkte
anmode den kompetente person – stævningsmand eller lignende – i
modtagerstaten
om at gennemføre forkyndelse af retslige dokumenter. En medlemsstat kan dog
erklære, at den modsætter sig sådan forkyndelse på sit territorium (artikel
15).
Efter forordningens artikel 16 kan udenretslige dokumenter
fremsendes med henblik på forkyndelse i overensstemmelse med bestemmelserne i
forordningen.
Kommissionen bistået af et rådgivende udvalg fastsætter de
nødvendige gennemførelsesforanstaltninger til forordningen. Der udarbejdes i
den forbindelse en håndbog med oplysninger om de enkelte landes meddelelser
om
kompetente myndigheder, sprog mv., samt en ordliste på EU's officielle sprog
over de dokumenter, som kan forkyndes inden for rammerne af forordningen,
samt
gennemførelse af tekniske ændringer af formularen (artikel 17-18). De
fastsatte
gennemførelsesforanstaltninger, herunder håndbogen med medlemsstaternes
oplysninger og ordlisten, findes på Kommissionens hjemmeside på netadressen
http://ec.europa.eu/justice_home.
Forordningens artikel 19 indeholder særlige regler for så
vidt angår tilfælde, hvor sagsøgte udebliver. Ligesom efter
Haagerforkyndelseskonventionen
må der, når en stævning eller lignende har skullet forkyndes i en anden
medlemsstat, og sagsøgte ikke er mødt, ikke afsiges udeblivelsesdom, før det
er
fastslået, at stævningen er forkyndt eller afleveret i så god tid, at
sagsøgte
har kunnet varetage sine interesser. En medlemsstat kan meddele, at sagen
alligevel
kan afgøres, hvis en forkyndelsesattest efter et konkret fastsat tidsrum på
mindst 6 måneder ikke har kunnet opnås, til trods for at ethvert rimeligt
forsøg herpå er gjort. Dommeren kan dog i påtrængende tilfælde træffe
bestemmelse om foreløbige eller sikrende foranstaltninger.
Som efter Haagerforkyndelseskonventionen er der mulighed
for genoptagelse af udeblivelsesdomme inden for en vis frist i tilfælde, hvor
stævning mv. har skullet forkyndes i en anden medlemsstat, men sagsøgte uden
egen skyld ikke i tide har fået kendskab til stævningen eller dommen, og
pågældendes indsigelser ikke forekommer helt grundløse. Anmodning skal
fremsættes inden for rimelig tid efter, at sagsøgte har fået kendskab til
dommen. En medlemsstat kan dog meddele, at genoptagelsesanmodninger indgivet
efter en vis frist på minimum et år ikke vil blive imødekommet (artikel 19,
stk. 4).
Forordningens artikel 20 regulerer forholdet til andre
internationale aftaler, som medlemsstaterne har indgået. Det fremgår, at
forordningen bl.a. erstatter Haagerforkyndelseskonventionen mellem
medlemsstaterne (bortset fra Danmark). Forordningen er dog ikke til hinder
for
gældende eller nye aftaler mellem medlemsstaterne om yderligere
fremskyndelser
eller forenklinger af forkyndelse, forudsat at de er forenelige med
forordningen.
Oplysninger, herunder navnlig personoplysninger, som
fremsendes efter forordningen, må af de modtagende instanser kun anvendes til
det formål, der lå til grund for fremsendelsen. Sådanne oplysninger skal
behandles fortroligt. Dette berører ikke nationale bestemmelser om de berørte
personers ret til at blive holdt orienteret om anvendelsen af de fremsendte
oplysninger og heller ikke direktiverne om behandling af personoplysninger
(95/46/EF) og om behandling af personoplysninger inden for telesektoren
(97/66/EF) (artikel 22).
3.2. Ændringer af forkyndelsesforordningen
Det fremgår af forordningens artikel 24, at Kommissionen
hvert femte år skal udarbejde en rapport om forordningens anvendelse med
eventuelle forslag til, hvordan forordningen kan tilpasses udviklingen inden
for forkyndelsesordningerne.
Kommissionen vedtog den 1. oktober 2004 Rapport om
anvendelsen af Rådets forordning (EF) 1348/2000. På baggrund af rapporten har
Kommissionen den 7. juli 2005 fremsat forslag til en ændring af forordningen
(Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets
forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i
medlemsstaterne
af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager
(KOM(2005)
305 endelig)).
Rådet (retlige og indre anliggender) opnåede på mødet den
1.–2. juni 2006 politisk enighed om et forslag til ændring af
forordningen.
Europa-Parlamentet har den 4 juli 2006 udtalt sig om forslaget og foreslået
en
række ændringer.
Hovedelementerne i forslaget er følgende:
–
Der indføres en pligt
for den modtagende instans til at træffe alle nødvendige foranstaltninger
for,
at dokumentet kan forkyndes hurtigst muligt og under alle omstændigheder
senest
en måned efter modtagelsen. Har det ikke været muligt at forkynde dokumentet
senest en måned efter modtagelsen, skal den modtagende instans omgående
underrette den fremsendende instans herom.
–
Der indføres en pligt
til at give modtageren af et dokument skriftlig underretning om, at
pågældende
kan nægte at modtage dokumentet, hvis sprogkravene ikke er opfyldt.
Underretning sker ved anvendelse af en standardformular.
–
Der fastsættes en
frist på en uge, inden for hvilken modtageren kan nægte at modtage et
dokument,
hvis sprogkravene ikke er opfyldt. Nægtelse kan ske i forbindelse med
forkyndelsen eller ved at sende dokumentet tilbage til den modtagende
instans.
–
Det præciseres, at
såfremt modtageren har nægtet at modtage dokumentet under henvisning til, at
dokumentet ikke er udfærdiget på rette sprog, kan dokumentet forkyndes efter
forordningen ledsaget af en oversættelse til rette sprog.
–
Der kan ikke længere
tages forbehold over for lovvalgsreglen ved fastlæggelse af
forkyndelsesdatoen,
jf. forordningens artikel 9.
–
Det fastsættes, at
eventuelle omkostninger ved forkyndelsen skal svare til et enkelt
proportionalt
og ikke-diskriminerende gebyr, som er fastsat på forhånd og meddelt
Kommissionen.
–
Det fastslås, at en
medlemsstat kan foretage postforkyndelse i en anden medlemsstat ved anbefalet
brev med modtagelsesbevis eller tilsvarende. Medlemsstaterne skal ikke
længere
angive, under hvilke omstændigheder, de accepterer postforkyndelse.
Forslaget er ligesom forkyndelsesforordningen fremsat med
hjemmel i EF-traktatens afsnit IV og er således omfattet af det danske
forbehold vedrørende retlige og indre anliggender. Danmark deltager derfor
ikke
i vedtagelsen af ændringerne af forordningen, der ikke vil være bindende for
og
ikke finder anvendelse i Danmark.
Som det fremgår af pkt. 4 nedenfor, indeholder
parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark en særlig procedure i tilfælde
af ændringer af forkyndelsesforordningen. Hvis lovforslaget vedtages, agter
regeringen – hvis forordningsforslaget med det ovenfor skitserede
indhold
vedtages – efter parallelaftalens artikel 3 at meddele Kommissionen, at
Danmark
vil gennemføre indholdet af ændringerne. I medfør af forslaget til
retsplejelovens
§ 159 a, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 1) kan
justitsministeren
herefter bestemme, at de nævnte ændringer af forkyndelsesforordningen gælder
her i landet.
4. Parallelaftalen mellem Fællesskabet og
Danmark om forkyndelsesforordningen
Med henblik på, at der kommer til at gælde de samme regler
om forkyndelse på tværs af grænserne i EU for Danmark som for de øvrige
EU-medlemsstater,
har regeringen som nævnt i pkt. 1 ovenfor efter forelæggelse for Folketingets
Europaudvalg og Retsudvalg anmodet om, at Danmark på mellemstatsligt grundlag
bliver tilknyttet forkyndelsesforordningen. Regeringen har tilsvarende
anmodet
om, at Danmark bliver tilknyttet Bruxelles I-forordningen.
På baggrund af forhandlinger mellem Kommissionen og
regeringen blev parallelaftaler om Danmarks tilknytning på mellemstatsligt
grundlag til Bruxelles I-forordningen og forkyndelsesforordningen undertegnet
den
19. oktober 2005. Parallelaftalen om forkyndelsesforordningen er medtaget som
bilag til lovforslaget.
Efter høring af Europa-Parlamentet vedtog Rådet den 27.
april 2006 afgørelser om Fælleskabets indgåelse af parallelaftalerne og
meddelte herefter den 2. maj 2006 Danmark, at Fællesskabet har afsluttet de
nødvendige procedurer for ikrafttrædelsen af parallelaftalerne.
Parallelaftalerne træder ifølge aftalens artikel 10 i kraft
den første dag i den sjette måned, efter at Danmark har meddelt Fællesskabet,
at
Danmark har gennemført de nødvendige procedurer for at kunne tiltræde
aftalen.
4.1. Indholdet af parallelaftalen vedrørende
forkyndelsesforordningen
Efter parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark er
formålet med aftalen, at forkyndelsesforordningen og
gennemførelsesforanstaltningerne
hertil finder anvendelse mellem Fællesskabet og Danmark. Målet er at nå frem
til en ensartet anvendelse og fortolkning af forordningen og
gennemførelsesforanstaltningerne i alle medlemsstater (artikel 1).
Efter aftalen vil bestemmelserne i forordningen og de
hidtil vedtagne gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en integreret del
af
parallelaftalen, herefter – med de fornødne tilpasninger jf. artikel 2,
stk. 2 – gælde på mellemstatsligt grundlag mellem Fællesskabet og
Danmark
(artikel 2).
Parallelaftalens artikel 3 indeholder en særlig procedure i
tilfælde af ændringer af forkyndelsesforordningen. Artikel 4 indeholder en
lignende procedure for så vidt angår gennemførelsesforanstaltninger til
forordningen.
Danmark deltager ikke i vedtagelsen af senere ændringer eller
gennemførelsesforanstaltninger til forordningen, og sådanne ændringer er ikke
bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. forbeholdet vedrørende
retlige og indre anliggender.
Vedtages sådanne ændringer eller
gennemførelsesforanstaltninger, skal Danmark senest 30 dage efter vedtagelsen
af ændringerne eller modtagelse af gennemførelsesforanstaltningerne meddele
Kommissionen,
hvorvidt Danmark vil gennemføre disse (artikel 3, stk. 2, og artikel 4,
stk. 2).
Kan ændringerne eller gennemførelsesforanstaltningerne
gennemføres administrativt – f.eks. ved bekendtgørelse med hjemmel i lov
– skal
meddelelsen angive, at de administrative foranstaltninger træder i kraft
samtidig med ændringerne/gennemførelsesforanstaltningerne eller på
meddelelsens
tidspunkt – afhængig af hvilket tidspunkt der er det seneste (artikel 3,
stk. 4, og artikel 4, stk. 3).
Kræver ændringerne Folketingets medvirken, skal de
nødvendige lovændringer træde i kraft samtidig med ændringerne eller senest 6
måneder efter meddelelsen, afhængig af hvilket tidspunkt der er det seneste.
Tidspunktet for ikrafttræden af lovændringerne skal meddeles Kommissionen
(artikel
3, stk. 5, og artikel 4, stk. 7).
Meddelelsen om, at ændringerne eller gennemførelsesforanstaltningerne
er gennemført i Danmark, skaber en gensidig mellemstatslig forpligtelse
mellem
Danmark og Fællesskabet. Ændringerne indgår herefter som en integreret del af
aftalen (artikel 3, stk. 6, og artikel 4, stk. 4).
Såfremt Danmark meddeler, at man ikke ønsker at gennemføre
en ændring eller en gennemførelsesforanstaltning, eller ikke giver den
påkrævede meddelelse til Kommissionen inden 30-dagesfristen, eller såfremt
eventuelle påkrævede lovændringer ikke træder i kraft inden for de fastsatte
frister,
betragtes det som en opsigelse af parallelaftalen, medmindre parterne inden
90
dage beslutter noget andet. Opsigelsen får virkning 3 måneder efter udløbet
af
de 90 dage (artikel 3, stk. 7, og artikel 4, stk. 5).
Parallelaftalens artikel 5 regulerer forholdet til andre
relevante internationale aftaler. Internationale aftaler, som indgås af
Fællesskabet,
på de områder, som er dækket af forkyndelsesforordningen, er ikke bindende
for
og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. forbeholdet vedrørende retlige og
indre anliggender. Danmark afholder sig efter parallelaftalen fra at indgå
internationale aftaler, som kan berøre forordningens anvendelse, medmindre
dette sker efter aftale med Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillende
ordninger med hensyn til forholdet mellem parallelaftalen og den pågældende
aftale.
Danmark forpligter sig endvidere til i forbindelse med
forhandlinger om internationale aftaler, der kan berøre eller ændre
anvendelsesområdet
for forkyndelsesforordningen, at koordinere sin holdning med Fællesskabet og
at
afholde sig fra handlinger, der vil kunne skade målsætningerne i en holdning
fastlagt af Fællesskabet inden for dets kompetenceområde.
Parallelaftalens artikel 6 og 7 indeholder regler om
EF-Domstolens kompetence:
En dansk domstol skal anmode EF-Domstolen om en præjudiciel
afgørelse om gyldigheden eller fortolkningen af aftalen i de tilfælde, hvor
en
domstol i en anden medlemsstat under de samme omstændigheder ville være
forpligtet til at anmode om en præjudiciel udtalelse i relation til
forkyndelsesforordningen mv.
Ved fortolkningen af aftalen skal danske domstole endvidere
tage passende hensyn til EF-Domstolens afgørelser om forkyndelsesforordningen
mv.
Danmark, Rådet, Kommissionen og enhver anden medlemsstat
kan anmode EF-Domstolen om en afgørelse om fortolkningen af parallelaftalen.
Danmark har ret til at afgive udtalelse til EF-Domstolen,
hvis en ret i en anden medlemsstat har forelagt Domstolen et præjudicielt
spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse i forkyndelsesforordningen eller
i
gennemførelsesforanstaltninger hertil.
Ændres de fællesskabsretlige regler om EF-Domstolens
kompetence, vil disse regler også gælde for parallelaftalen, medmindre
Danmark
inden 60 dage efter ændringernes ikrafttræden meddeler Kommissionen, at
Danmark
ikke ønsker at anvende ændringerne i relation til denne aftale. I så fald
betragtes aftalen som opsagt. Opsigelsen får virkning 3 måneder efter
meddelelsen
(artikel 6, stk. 6).
Kommissionen kan anlægge sag mod Danmark ved EF-Domstolen
for manglende overholdelse af aftalen. Overholder en anden medlemsstat ikke
aftalen, kan Danmark klage til Kommissionen og anmode den om at reagere over
for den pågældende medlemsstat (artikel 7).
Parallelaftalen omfatter de territorier, der er henvist til
i artikel 299 i Traktaten om Den Europæiske Union (artikel 8). Bl.a. Grønland
og Færøerne er således ikke omfattet af aftalen.
Parallelaftalen ophører, hvis Danmark meddeler, at man ikke
længere vil gøre brug af forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender.
Aftalen kan endvidere opsiges af såvel Danmark som Fællesskabet (artikel 9).
Aftalen træder i kraft den første dag i den sjette måned
efter parternes meddelelse om, at de respektive tiltrædelsesprocedurer er
afsluttet (artikel 10). Denne ikrafttrædelsesdato gælder i stedet for den i
forkyndelsesforordningen fastsatte ikrafttrædelsesdato, jf. artikel 2,
stk. 2.
4.2. Forholdet til grundloven og det danske
forbehold vedrørende retlige og indre anliggender
Regeringen har overvejet, om gennemførelsen i dansk ret af parallelaftalen
mellem Fællesskabet og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige
dokumenter i civile og kommercielle sager, der er en folkeretlig aftale,
indebærer overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20. Regeringen
har
endvidere vurderet forholdet til det danske forbehold vedrørende retlige og
indre anliggender.
Efter aftalens artikel 2, stk. 1, gælder
bestemmelserne i forkyndelsesforordningen på mellemstatsligt grundlag mellem
Danmark
og Fællesskabet. Forordningen gælder således ikke umiddelbart i Danmark, men
alene som en folkeretlig forpligtelse for den danske stat. Parallelaftalen og
dermed forordningens bestemmelser vil dermed skulle gennemføres på sædvanlig
vis i dansk ret ved de nødvendige lovændringer.
Det fremgår endvidere af aftalens artikel 3 og 4, at senere
ændringer af forordningen eller senere gennemførelsesforanstaltninger ikke er
bindende for eller finder anvendelse i Danmark, men at Danmark inden for en
vis
frist kan beslutte, at man vil gennemføre de pågældende ændringer mv. i dansk
ret. Træffer Danmark en sådan beslutning, vil disse ændringer og
gennemførelsesforanstaltninger
– ligesom forordningens bestemmelser – gælde som folkeretlige
forpligtelser
mellem Fællesskabet og Danmark.
For så vidt angår bestemmelserne i artikel 2-4 findes der
på denne baggrund at være tale om sædvanlige folkeretlige forpligtelser, som
Danmark kan påtage sig efter grundlovens § 19, og som ikke rejser
spørgsmål i forhold til grundlovens § 20 eller i forhold til det danske
forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.
Efter aftalens artikel 5 er internationale aftaler, som
indgås af Fællesskabet på de områder, som er dækket af
forkyndelsesforordningen,
ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark. Bestemmelsen rejser på
denne baggrund ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 20.
Danmark tilkendegiver endvidere at ville afholde sig fra at
indgå internationale aftaler, som kan påvirke anvendelsen af
forkyndelsesforordningen,
medmindre dette sker efter aftale med Fællesskabet. Bestemmelserne i
forordningen er medtaget som bilag til parallelaftalerne og udgør en del
heraf,
og en international aftale som nævnt ovenfor ville kunne modvirke den fælles
anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i forkyndelsesforordningen i alle
medlemsstater, som er ét af parallelaftalens formål, jf. artikel 1,
stk. 2. Heller ikke denne del af bestemmelsen går ud over, hvad der kan
vedtages i en almindelig, mellemfolkelig aftale.
Artikel 6, stk. 1, indebærer, at EF-traktatens
almindelige bestemmelser om præjudicielle søgsmål finder anvendelse, jf.
EF-traktatens artikel 68, stk. 1. Hvis et spørgsmål om gyldigheden eller
fortolkningen af parallelaftalen, herunder bestemmelserne i
forkyndelsesforordningen, som er medtaget som bilag til parallelaftalen,
rejses
under en retssag ved en dansk domstol, hvis afgørelser ikke kan appelleres,
skal domstolen – hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er
nødvendig, før den afsiger dom – således anmode EF-Domstolen om at
afgøre
spørgsmålet.
EF-Domstolens afgørelse af dette fortolkningsspørgsmål vil
være bindende for de danske domstole, som behandler den sag, der har givet
anledning til det præjudicielle søgsmål, men den endelige afgørelse skal
træffes af den danske domstol. Denne præjudicielle ordning findes ikke at
være
omfattet af grundlovens § 20. Det er således bl.a. i forbindelse med
gennemførelsen af Europol-konventionen lagt til grund, at den præjudicielle
ordning efter denne konvention ikke er omfattet af grundlovens § 20
(Folketingstidende
1996-97, tillæg A, side 3792 (lovforslag nr. 179 (1996-97)).
Efter artikel 6, stk. 2, skal danske domstole ved
fortolkningen af parallelaftalen i henhold til dansk ret tage passende hensyn
til EF-Domstolens praksis vedrørende forkyndelsesforordningen mv.
Bestemmelsen
skal ses i sammenhæng med, at formålet med parallelaftalen er at nå frem til
en
ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i forordningen i alle
medlemsstater.
Som bestemmelsen er formuleret, er EF-Domstolens
retspraksis i sager vedrørende forkyndelsesforordningen mv. (bortset fra
sager,
der forelægges præjudicielt af danske domstole, jf. ovenfor) ikke bindende
for
danske domstole, ligesom bestemmelsen indeholder en henvisning til, hvad der
gælder efter dansk ret. Bestemmelsen rejser på denne baggrund ikke spørgsmål
i
forhold til grundlovens § 20 eller i forhold til det danske forbehold
vedrørende retlige og indre anliggender.
Bestemmelsen i artikel 6, stk. 3, der svarer til
EF-traktatens artikel 68, stk. 3, om muligheden for at forelægge
EF-Domstolen spørgsmål om den generelle fortolkning af parallelaftalen,
findes
tilsvarende ikke omfattet af grundlovens § 20.
Særligt med hensyn til det danske forbehold vedrørende
retlige og indre anliggender bemærkes, at det af protokollen om Danmarks
stilling bl.a. fremgår, at ingen foranstaltninger, der er vedtaget med
hjemmel
i EF-traktatens afsnit IV, og ingen afgørelser truffet af EF-Domstolen om
fortolkning af sådanne foranstaltninger er bindende for eller finder
anvendelse
i Danmark. Baggrunden for det anførte om EF-Domstolens afgørelser er, at når
de
overnationale foranstaltninger, der efter EF-traktatens afsnit IV kan
vedtages
af Fællesskabet, ikke i sig selv kan være bindende for Danmark, kan
EF-Domstolens afgørelser om disse foranstaltninger heller ikke være bindende
for Danmark. Forbeholdet er imidlertid ikke til hinder for, at Danmark bliver
omfattet
af EF-Domstolens kompetence for så vidt angår fortolkning og anvendelse af
parallelaftalen – som er af mellemstatslig karakter – i forholdet
mellem
Fællesskabet og Danmark.
Efter artikel 6, stk. 6, gælder ændringer i de fællesskabsretslige
regler om EF-Domstolens kompetence også for parallelaftalen, medmindre
Danmark
senest 60 dage fra ændringernes ikrafttræden meddeler Kommissionen, at man
ikke
ønsker at anvende ændringerne. I så fald ophører parallelaftalen.
Som det fremgår, har Danmark på parallelaftalens område
mulighed for at undgå at blive bundet af eventuelle nye regler om
EF-Domstolens
kompetence ved at give meddelelse herom til Kommissionen. Selv om der på et
senere tidspunkt måtte blive tale om at overlade beføjelser omfattet af
grundlovens
§ 20 til EF-Domstolen som led i en ændring af de almindelige
fællesskabsregler
om EF-Domstolens kompetence, vil Danmark således ikke være forpligtet til at
anvende disse regler for parallelaftalen, hvis Danmark afgiver den nævnte
meddelelse. Det vurderes på denne baggrund, at tiltrædelse af bestemmelsen i
artikel 6, stk. 6, ikke kræver anvendelse af proceduren i grundlovens
§ 20.
Gennemførelsen af parallelaftalen mellem Fællesskabet og
Danmark vedrørende forkyndelsesforordningen kræver lovændringer her i landet,
jf. pkt. 5 nedenfor, og indgåelsen af parallelaftalen kræver dermed også
Folketingets samtykke efter grundlovens § 19.
Indgåelse af parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark
kræver, som det fremgår af det ovenfor anførte, efter regeringens opfattelse
ikke anvendelse af proceduren i grundlovens § 20 og må anses for at være
i
overensstemmelse med det danske forbehold vedrørende retlige og indre
anliggender.
5. Lovforslagets udformning og gennemførelsen
af parallelaftalen i dansk ret
5.1. Lovforslagets udformning
Parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark om
forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle
sager indebærer som nævnt ovenfor, at forkyndelsesforordningen med
gennemførelsesforanstaltninger
på mellemstatsligt grundlag vil finde anvendelse i forholdet mellem
Fællesskabet og Danmark.
Forkyndelsesforordningen er bindende og umiddelbart
anvendelig i de øvrige EU-medlemsstater, jf. EF-traktatens artikel 249, dvs.
at
det er forordningens tekst, der gælder i de øvrige EU-medlemsstater uden
gennemførelse
i national lovgivning. Målet med parallelaftalen er ifølge aftalens artikel
1,
stk. 2, at opnå en ensartet anvendelse og fortolkning af forordningen
mv.
i alle medlemsstater.
På denne baggrund bør parallelaftalen og
forkyndelsesforordningen efter Justitsministeriets opfattelse gennemføres i
dansk ret ved inkorporering, således at forkyndelsesforordningen gælder her i
landet, uden at der sker omskrivning af forordningens bestemmelser til dansk
lovgivning. På denne måde sikres det bedst, at bestemmelserne i
forkyndelsesforordningen kommer til at gælde her i landet på samme måde som i
de øvrige EU-medlemsstater, og det vil således være de samme regler, der
gælder
i forholdet mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater som mellem de øvrige
EU-medlemsstater indbyrdes.
Med henblik på gennemførelse af bestemmelserne i selve
parallelaftalen, jf. pkt. 4 ovenfor, bemærkes, at visse af aftalens
bestemmelser
må antages at kræve lovgivning. Det gælder navnlig reglerne om ændring af
forordningen i forholdet mellem Danmark og Fællesskabet (artikel 2,
stk. 2) og om danske domstoles pligt til forelægge præjudicielle
spørgsmål
for EF-Domstolen (artikel 6, stk. 1). Hertil kommer, at reglerne i
forkyndelsesforordningen,
der med lovforslaget som nævnt kommer til at gælde her i landet, udgør en del
af selve parallelaftalen, jf. aftalens artikel 2, stk. 1.
På den baggrund er lovforslaget udformet sådan, at reglerne
i parallelaftalen kommer til at gælde her i landet, selv om ikke alle
aftalens
bestemmelser isoleret set kræver lovgivning her i landet.
Det foreslås endvidere, at justitsministeren får
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om gennemførelse af
parallelaftalen
og forordningen. Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet udstede
en
bekendtgørelse om bl.a. de oplysninger, Justitsministeriet efter
forordningens
artikel 23 har meddelt Kommissionen, jf. pkt. 5.2 nedenfor.
Som anført ovenfor under pkt. 4 deltager Danmark ikke i
vedtagelsen af ændringer af forkyndelsesforordningen, og sådanne ændringer er
ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. forbeholdet om
retlige og indre anliggender. Det samme gælder de
gennemførelsesforanstaltninger,
som Kommissionen med bistand fra det rådgivende udvalg vedtager efter
forordningens
artikel 17. Tiltræder Danmark ikke ændringerne eller
gennemførelsesforanstaltningerne,
betragtes det som en opsigelse af parallelaftalen, jf. pkt. 4.1 ovenfor. Som
anført i pkt. 3.2 ovenfor er der allerede fremsat forslag om ændring af
forkyndelsesforordningen, og der må forventes løbende at kunne blive tale om
ændringer af gennemførelsesforanstaltningerne til forordningen.
Ændringer af forordningen vil antagelig typisk være
justeringer af mere teknisk karakter som f.eks. de ovenfor under pkt. 3.2
skitserede foreslåede ændringer i lyset af erfaringerne med forordningens
anvendelse i praksis. Det samme gælder ændrede
gennemførelsesforanstaltninger,
der f.eks. kan være en tilpasning af formularen i bilaget til forordningen.
På denne baggrund foreslås det, at justitsministeren kan
bestemme, at ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til
forkyndelsesforordningen,
som Danmark har tiltrådt, jf. parallelaftalens artikel 3 og 4, gælder her i
landet. Det bemærkes, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende
retningslinjer
for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive orienteret om væsentlige
forslag til ændringer af forkyndelsesforordningen inden vedtagelsen i Rådet.
Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved
en
tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning,
kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens
§ 19.
Der henvises til forslaget til retsplejelovens § 159
a, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.
5.2. Gennemførelsen af parallelaftalen i
dansk ret
Ved tiltrædelsen af parallelaftalen skal Danmark efter
forkyndelsesforordningens artikel 23 meddele Kommissionen en række
forskellige
oplysninger vedrørende den praktiske anvendelse af forordningens bestemmelser
mv.
Efter forordningens artikel 2, 3 og 4 skal Danmark således
meddele, hvilke myndigheder der for Danmarks vedkommende er udpeget som
henholdsvis fremsendende instans, modtagende instans og central instans.
Danmark skal endvidere meddele instansernes stedlige kompetence, på hvilke
måder instanserne kan modtage dokumenter, og hvilke sprog der kan benyttes
ved
udfyldelsen af de forskellige formularer.
Efter Haagerforkyndelseskonventionen er Justitsministeriet
central myndighed og modtagende instans, mens domstolene er udpeget som
decentrale fremsendende instanser. Denne ordning indebærer, at anmodninger
fra
udlandet om forkyndelse efter konventionen i alle tilfælde skal sendes til
Justitsministeriet. Ministeriet videresender anmodningen til den stedligt
kompetente byret, der herefter gennemfører forkyndelsen. Fremsendelsen fra
Justitsministeriet til rette byret sker i praksis normalt inden for få dage.
Justitsministeriet finder, at Justitsministeriet også efter
forkyndelsesforordningen bør udpeges som central myndighed, jf. forordningens
artikel 3, og at domstolene bør udpeges som fremsendende instanser, jf.
forordningens
artikel 2, stk. 1.
Med henblik på at indhente og samle praktiske erfaringer
med forkyndelse af dokumenter efter forkyndelsesforordningen, bør
Justitsministeriet indtil videre – ligesom efter
Haagerforkyndelseskonventionen
– udpeges som den modtagende instans, jf. forordningens artikel 2,
stk. 2
og 3, der giver mulighed for alene at udpege én modtagende instans for 5 år
ad
gangen.
Sammenlægningen af de nuværende 82 byretter til 24 som
følge af domstolsreformen, der træder i kraft den 1. januar 2007, jf. lov nr.
538 af 8. juni 2006, indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at de
enkelte byretter vil kunne opbygge et større erfaringsgrundlag end i dag med
hensyn til behandlingen af udenlandske anmodninger om forkyndelse, og det vil
være lettere for en udenlandsk fremsendende myndighed at finde frem til den
rette stedligt kompetente byret. Det er på denne baggrund Justitsministeriets
opfattelse, at kompetencen som modtagende instans inden for en kortere
årrække som
udgangspunkt bør overgå til domstolene (byretterne). Den nærmere
tilrettelæggelse
heraf bør i givet fald ske efter nærmere drøftelse med Domstolsstyrelsen mv.
og
i lyset af erfaringerne med anvendelsen af bestemmelserne i forordningen i
praksis.
Justitsministeriet vil, inden kompetencen i givet fald overgår
til de enkelte byretter, på baggrund af de praktiske erfaringer med
forkyndelsesforordningen udarbejde nærmere retningslinjer for sagernes
behandling med henblik på at sikre en ensartet behandling af anmodninger om
forkyndelse efter forordningen, jf. forslaget til retsplejelovens § 159
a,
stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 1).
For så vidt angår fremsendelsesmåder for dokumenter, der
skal forkyndes, finder Justitsministeriet, at fremsendelse af dokumenter
efter
forkyndelsesforordningen bør kunne ske pr. post, telefax eller e-mail under
forudsætning
af, at indholdet af det modtagne dokument er en tro gengivelse af det
afsendte
dokument, og at alle angivelser på dokumentet er let læselige.
For så vidt angår artikel 4 og 10 om, hvilke sprog
forkyndelsesanmodninger og attester om forkyndelse kan udfærdiges på, finder
Justitsministeriet, at Danmark bør acceptere anmodninger om forkyndelse efter
artikel 4 udfærdiget på dansk, engelsk eller fransk, og at
afleveringsattester efter
artikel 10 kan udfærdiges på dansk, engelsk og fransk efter den danske
myndigheds valg. Dette svarer til ordningen efter
Haagerforkyndelseskonventionen,
der ikke har givet anledning til problemer i praksis.
Efter forordningens artikel 9, stk. 3, skal Danmark
underrette Kommissionen, såfremt man af særlige grunde ønsker at fravige
ordningen i artikel 9, stk. 2, om datoen for forkyndelsen.
Justitsministeriet finder ikke, der er grundlag for at fravige forordningens
regler på dette punkt. Det bemærkes i øvrigt, at efter det foreliggende
udkast
til ændring af forkyndelsesforordningen er der ikke mulighed for at fravige
forordningens regler om datoen for forkyndelse.
Efter forordningens artikel 13, stk. 2, skal Danmark
meddele Kommissionen, såfremt man modsætter sig frivillig forkyndelse ved
diplomatiske eller konsulære repræsentanter over for andre end statsborgere i
afsenderlandet. I overensstemmelse med ordningen efter
Haagerforkyndelseskonventionen bør Danmark efter Justitsministeriets
opfattelse
ikke modsætte sig denne forkyndelsesmåde.
Efter forordningens artikel 14 skal Danmark meddele, under
hvilke omstændigheder man accepterer postforkyndelse af retslige dokumenter.
Med henblik på at sikre, at modtageren faktisk har modtaget brevet, hvilket i
udeblivelsessager også kan have betydning for, om dommen senere vil kunne
anerkendes og fuldbyrdes i Danmark, bør postforkyndelse efter denne
bestemmelse
ske efter retsplejelovens regler om brev- eller postforkyndelse samt under
forudsætning af, at dokumentet er affattet på eller ledsaget af en
oversættelse
til dansk eller til et andet sprog, som modtageren forstår.
Efter forordningens artikel 15 skal Danmark meddele,
såfremt man modsætter sig, at enhver, der har interesse i en retssag, kan
lade
forkyndelse foretage i Danmark direkte ved henvendelse til stævningsmænd mv.
Der er efter dansk ret ikke adgang til, at private kan anmode stævningsmænd
om
at foretage forkyndelse i Danmark. Danmark har således taget forbehold over
for
den tilsvarende bestemmelse i Haagerforkyndelseskonventionens artikel 10,
litra
c, og Danmark bør efter Justitsministeriets opfattelse tilsvarende modsætte
sig
forkyndelse af retslige dokumenter i Danmark efter forordningens artikel 15,
stk. 1.
Efter forordningens artikel 19, stk. 1, må dommeren i udeblivelsessager
ikke afgøre sagen, før det er fastslået, at stævningen er behørigt forkyndt
efter en fremgangsmåde med hjemmel i forordningen. Dog kan et land meddele,
at
sagen kan afgøres, bl.a. når det inden for en periode på mindst 6 måneder
ikke
har været muligt at opnå bevis for, at dokumentet er forkyndt. Efter
retsplejelovens
§ 159 kan forkyndelse foretages i Statstidende, bl.a. hvis vedkommende
fremmede myndighed undlader at efterkomme en anmodning om forkyndelse.
Svarende
til ordningen efter Haagerforkyndelseskonventionen og Danmarks erklæring
hertil
bør Danmark efter Justitsministeriets opfattelse afgive en erklæring efter
forordningens artikel 19, stk. 2, hvorefter sagen kan afgøres, selv om
der
ikke er modtaget afleveringsattest, når betingelserne i bestemmelsen er
opfyldt, jf. herom pkt. 3.1 ovenfor.
Efter forordningens artikel 19, stk. 4, kan et land
fastsætte en absolut frist på minimum et år for fremsættelse af anmodninger
om
genoptagelse af udeblivelsesdomme. Efter retsplejelovens § 367 har
domfældte adgang til genoptagelse af udeblivelsesdomme, såfremt vedkommende
skriftligt anmoder herom inden 4 uger efter dommens afsigelse. Retten kan
undtagelsesvis genoptage sager, hvis anmodning indgives senere, men inden et
år
efter afsigelsen. Danmark har i forbindelse med tiltrædelsen af
Haagerforkyndelseskonventionen i overensstemmelse hermed erklæret, at en
anmodning om ny behandling af sagen ikke vil blive imødekommet, hvis
anmodningen fremsættes mere end et år efter afgørelsen, og at spørgsmålet om
genoptagelse af en udeblivelsessag afgøres efter retsplejelovens regler
herom.
Danmark bør tilsvarende afgive en erklæring efter
forordningens artikel 23 om, at en anmodning efter forordningens artikel 19
om
ny behandling af sagen ikke vil blive imødekommet, hvis anmodningen
fremsættes
mere end et år efter afgørelsen. Dette svarer som nævnt til, hvad der gælder
efter retsplejelovens § 367 om genoptagelse.
Hvis lovforslaget vedtages, agter Justitsministeriet at
give meddelelse til Kommissionen efter forordningens artikel 23 i
overensstemmelse
med det, der er anført ovenfor.
Efter forordningens artikel 20, stk. 3, skal
medlemsstaterne endvidere sende Kommissionen kopi af andre aftaler mv., som
medlemsstaterne er parter i, om yderligere fremskyndelser eller forenklinger,
der er forenelige med forordningen. Justitsministeriet vil i givet fald
meddele
Kommissionen, at Den nordiske retshjælpsoverenskomst fortsat finder
anvendelse
ved anmodning om forkyndelse af dokumenter mellem Danmark og de øvrige
nordiske
lande.
6. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører parallelaftalen mellem
Fællesskabet og Danmark om forkyndelsesforordningen og skaber det retlige
grundlag for dansk tilknytning på mellemstatsligt grundlag til
forkyndelsesforordningen, der som følge af det danske forbehold vedrørende
retlige og indre anliggender ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i
Danmark.
7. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Der henvises til bemærkningerne ovenfor under pkt. 6.
8. Høring
Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre
Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenterne for Københavns
Byret og retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Dommerforeningen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Akademikernes
Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks
Jurist- og Økonomforbund, Danmarks Rederiforening, Dansk
Arbejdsgiverforening,
Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk
InkassoBrancheforening, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Sø-Restaurations
Forening,
Dansk Told- og Skatteforbund, Danske Speditører, De Danske Patentagenters
Forening, Det Danske Voldgiftsinstitut, Fagligt Fælles Forbund
3F, Finansrådet, Fiskernes Forbund, FOA –
Fag og Arbejde, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af
Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen af Politimestre i Danmark,
Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af
Statsamtsjurister, Foreningen af Danske Inkassoadvokater, Forsikring &
Pension, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd,
Handels- og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark, HK Landsklubben Danmarks
Domstole,
HTS-A Arbejdsgiver- og Erhvervsorganisationen, HTS-I, Håndværksrådet,
Institut
for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,
Københavns Retshjælp, Københavns Universitet, Landsforeningen af beskikkede
advokater,
Landsorganisationen i Danmark LO, Liberale Erhvervs Råd, Maskinmestrenes
Forening, Metal Søfart, Politiforbundet i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen,
Procesbevillingsnævnet, Realkreditrådet, Restaurationsbranchens Forbund,
Sammenslutningen af Danske Pantebrevshandlere, Statsansattes Kartel,
Statstjenestemændenes Centralorganisation II, Syddansk Universitet, Søfartens
Arbejdsmiljøråd,
Søfartens Ledere – Dansk Navigatørforening, Sømændenes Forbund,
Sølovudvalgets
medlemmer, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Århus Retshjælp og
Århus Universitet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Der foreslås en ny bestemmelse i retsplejelovens § 159
a (i retsplejelovens kapitel 17 om forkyndelse mv.), hvorefter
parallelaftalen
om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og
kommercielle
sager og bestemmelserne i forkyndelsesforordningen, jf. bilag til
lovforslaget,
gælder her i landet, jf. stk. 1.
Hidtil er anmodninger om forkyndelse i forholdet mellem
Danmark og de øvrige EU-medlemsstater blevet behandlet efter reglerne i
Haagerforkyndelseskonventionen. Lovforslaget indebærer, at konventionen i
forhold
til de øvrige EU-lande erstattes af bestemmelserne i forkyndelsesforordningen
og parallelaftalen, som herefter (inden for forordningens anvendelsesområde)
vil gælde for anmodninger fra andre EU-lande om forkyndelse af dokumenter i
Danmark og for anmodninger fra Danmark om forkyndelse af dokumenter i de
andre
EU-lande. Bestemmelserne i forkyndelsesforordningen er beskrevet nærmere i
lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.
Til brug for den praktiske gennemførelse af forkyndelser på
tværs af grænserne inden for EU har Kommissionen udarbejdet en håndbog mv.,
der
indeholder medlemsstaternes oplysninger efter forordningens artikel 23.
Håndbogen kan findes på Kommissionens hjemmeside på netadressen
http://ec.europa.eu/justice_home.
Disse gennemførelsesforanstaltninger efter forordningens artikel 23 er ikke
udtrykkeligt nævnt i forslaget til retsplejelovens § 159 a, stk. 1,
da der alene er tale om indsamling og offentliggørelse af oplysninger fra
medlemsstaterne,
som danner grundlag for anvendelsen af forordningens bestemmelser i praksis
(men som ikke kræver gennemførelseslovgivning her i landet).
Parallelaftalens artikel 6, stk. 1, indebærer, at
EF-traktatens almindelige bestemmelser om præjudicielle søgsmål finder
anvendelse
på parallelaftalens område, jf. EF-traktatens artikel 68, stk. 1. Hvis
et
spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af parallelaftalen, herunder
bestemmelserne i forkyndelsesforordningen mv., som udgør en del af
parallelaftalen, rejses under en retssag ved en dansk domstol, hvis
afgørelser
ikke kan appelleres, skal domstolen – hvis den skønner, at en afgørelse
af
dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger dom – således anmode
EF-Domstolen
om at afgøre spørgsmålet. Dette svarer til, at danske domstole på en række
andre områder, hvor der kan opstå EU-retlige spørgsmål, efter reglerne i
EF-traktaten i visse tilfælde kan eller skal forelægge et såkaldt
præjudicielt
spørgsmål for EF-Domstolen, hvis afgørelse af det forelagte EU-retlige
spørgsmål herefter skal lægges til grund under den danske domstols afgørelse
af
den sag, der gav anledning til det præjudicielle spørgsmål (EF-traktatens
artikel 234).
Udebliver sagsøgte i forbindelse med en retssag i Danmark,
hvor stævningen har skullet forkyndes i en anden EU-medlemsstat efter
forkyndelsesforordningens regler, skal retten påse, at ikke blot
retsplejelovens almindelige betingelser for afsigelse af udeblivelsesdom, men
også de særlige betingelser for at afsige udeblivelsesdom efter reglerne i
forordningens artikel 19, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 3.1 og 5.2, er opfyldt.
Med hensyn til genoptagelse af udeblivelsesdomme bemærkes,
at genoptagelse vil kunne ske efter reglerne i forordningens artikel 19,
stk. 4, som dog næppe vil have større praktisk betydning ved siden af
den
almindelige genoptagelsesregel i retsplejelovens § 367.
Efter forslaget til stk. 2 kan justitsministeren
fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af parallelaftalen og
forkyndelsesforordningen.
Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet udstede en bekendtgørelse
om
bl.a. de oplysninger, Justitsministeriet har meddelt Kommissionen efter
forkyndelsesforordningens artikel 23, jf. herved lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 5.2.
Efter forslaget til stk. 3 kan justitsministeren
bestemme, at ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til
forkyndelsesforordningen
gælder her i landet, og justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser
om
gennemførelse heraf. Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2 vil denne bemyndigelse i givet fald bl.a. kunne anvendes i forbindelse
med
gennemførelsen af det forslag om ændring af forkyndelsesforordningen, som for
tiden behandles i EU.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
pkt. 5, hvor der også er redegjort nærmere for gennemførelsen i dansk ret af
forordningens forskellige bestemmelser.
Til § 2
Det foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet
for lovens ikrafttræden.
Efter parallelaftalens artikel 10 træder aftalen i kraft
den første dag i den sjette måned efter parternes meddelelse om, at de har
afsluttet de nødvendige procedurer. Fællesskabet har den 2. maj 2006 meddelt,
at man har afsluttet de nødvendige procedurer. Ikrafttrædelsen af
parallelaftalen afhænger således af Danmarks meddelelse til Fællesskabet om
lovforslagets endelige vedtagelse.
Bilag 1
AFTALE
mellem Det Europæiske
Fællesskab og Kongeriget Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige
dokumenter i civile og kommercielle sager
DET EUROPÆISKE
FÆLLESSKAB, i det følgende benævnt »Fællesskabet«,
på den ene side, og
KONGERIGET DANMARK, i
det følgende benævnt »Danmark«,
på den anden side —
SOM ØNSKER at forbedre
og fremskynde fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter i civile
og
kommercielle sager mellem Danmark og de andre af Fællesskabets medlemsstater,
SOM FINDER, at
fremsendelse med dette formål skal ske direkte mellem de lokale instanser,
som
er udpeget af de kontraherende parter,
SOM FINDER, at en hurtig
fremsendelse forudsætter, at alle egnede midler anvendes, dog under
overholdelse
af visse krav vedrørende de modtagne dokumenters læselighed og pålidelighed,
SOM FINDER, at en sikker
fremsendelse kræver, at det fremsendte dokument ledsages af en fortrykt
formular, som skal udfyldes på sproget på forkyndelsesstedet eller på et
andet
sprog, som accepteres af den modtagende medlemsstat,
SOM FINDER, at for at
denne aftale kan fungere efter hensigten, bør det kun i undtagelsestilfælde
være muligt at nægte at forkynde dokumenter,
SOM KONSTATERER, at
konventionen om forkyndelse i Den Europæiske Unions medlemsstater af retslige
og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender, som blev
udarbejdet af Rådet for Den Europæiske Union ved retsakt af 26. maj 1997
1) ,
ikke er trådt i kraft, og at kontinuiteten i forhold til de resultater, der
blev opnået i forbindelse med indgåelsen af konventionen, bør sikres,
SOM KONSTATERER, at
konventionens indhold i stor udstrækning er overtaget i Rådets forordning
(EF)
nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og
udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager
2)
(i det følgende
benævnt »forkyndelsesforordningen«),
SOM HENVISER til
protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om
Den
Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab
(i
det følgende benævnt »protokollen om Danmarks stilling«), i medfør af hvilken
forkyndelsesforordningen ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i
Danmark,
SOM ØNSKER, at
bestemmelserne i forkyndelsesforordningen, fremtidige ændringer heraf og
gennemførelsesforanstaltningerne
hertil på folkeretligt grundlag skal finde anvendelse i forbindelserne mellem
Fællesskabet og Danmark som medlemsstat med en særlig stilling med hensyn til
afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
SOM UNDERSTREGER
betydningen af god koordination mellem Fællesskabet og Danmark for så vidt
angår forhandling og indgåelse af internationale aftaler, der kan berøre
eller
ændre anvendelsesområdet for forkyndelsesforordningen,
SOM UNDERSTREGER, at
Danmark bør bestræbe sig på at tiltræde internationale aftaler, som
Fællesskabet har indgået, når Danmarks deltagelse i sådanne aftaler er
relevant
for at sikre en sammenhængende anvendelse af forkyndelsesforordningen og
nærværende aftale,
SOM PÅPEGER, at De
Europæiske Fællesskabers Domstol bør have kompetence til at sikre en ensartet
anvendelse og fortolkning af denne aftale, inklusive de bestemmelser i
forkyndelsesforordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør
en del af denne aftale,
SOM HENVISER til den
kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og
fortolkningen
af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens
afsnit IV, herunder gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som er
tillagt De Europæiske Fællesskabers Domstol ved artikel 68, stk. 1, i
traktaten
om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og til det forhold, at nævnte
bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som
følge
af protokollen om Danmarks stilling,
SOM FINDER, at De
Europæiske Fællesskabers Domstol bør have kompetence til på samme betingelser
at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af denne
aftale, som rejses af en dansk ret, og at danske retter følgelig bør anmode
om
præjudicielle afgørelser på samme betingelser som retter i andre
medlemsstater
for så vidt angår fortolkningen af forkyndelsesforordningen og
gennemførelsesforanstaltningerne hertil,
SOM HENVISER til, at
Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og medlemsstaterne i
medfør
af artikel 68, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab
kan anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om
fortolkning af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag
af
traktatens afsnit IV, herunder fortolkning af denne aftale, og til det
forhold,
at nævnte bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i
Danmark
som følge af protokollen om Danmarks stilling,
SOM FINDER, at Danmark
på samme betingelser som andre medlemsstater for så vidt angår
forkyndelsesforordningen
og gennemførelsesforanstaltningerne hertil bør have mulighed for at anmode De
Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af
denne
aftale,
SOM UNDERSTREGER, at
retterne i Danmark — ved fortolkningen af denne aftale, inklusive de
bestemmelser
i forkyndelsesforordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der
udgør
en del af denne aftale — efter dansk ret bør tage behørigt hensyn til
retspraksis ved De Europæiske Fællesskabers Domstol og ved retterne i De
Europæiske Fællesskabers medlemsstater for så vidt angår bestemmelserne i
forkyndelsesforordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger,
SOM FINDER, at det bør
være muligt at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre
spørgsmål om overholdelse af forpligtelser i medfør af denne aftale i
overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det
Europæiske
Fællesskab vedrørende sager for Domstolen,
SOM KONSTATERER, at
denne aftale er bindende for medlemsstaterne i medfør af artikel 300, stk. 7,
i
traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab; det er derfor
hensigtsmæssigt, at Danmark i tilfælde af, at en medlemsstat ikke overholder
denne aftale, skal kunne indbringe sagen for Kommissionen i dennes egenskab
af
traktatens vogter —
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
Artikel 1
Formål
1. Formålet med denne aftale er at anvende
bestemmelserne i forkyndelsesforordningen og gennemførelsesforanstaltningerne
hertil i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i overensstemmelse med
artikel 2, stk. 1, i denne aftale.
2. Det er de kontraherende parters mål at nå frem til
en ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i
forkyndelsesforordningen
og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i alle medlemsstater.
3. Bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk.
1, og artikel 5, stk. 1, i denne aftale følger af protokollen om Danmarks
stilling.
Artikel 2
Samarbejde om forkyndelse af dokumenter
1. Bestemmelserne i forkyndelsesforordningen, der er
knyttet som bilag til denne aftale og udgør en del heraf, samt de
gennemførelsesforanstaltninger,
der er vedtaget i medfør af forordningens artikel 17, og — for så vidt
angår
gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages efter denne aftales ikrafttræden
—
som Danmark har gennemført efter artikel 4 i denne aftale, og de oplysninger,
som medlemsstaterne har meddelt i henhold til forordningens artikel 23,
finder
anvendelse på folkeretligt grundlag i forbindelserne mellem Fællesskabet og
Danmark.
2. Datoen for denne aftales ikrafttræden finder
anvendelse i stedet for datoen omhandlet i forordningens artikel 25.
Artikel 3
Ændringer til forkyndelsesforordningen
1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af ændringer til
forkyndelsesforordningen, og sådanne ændringer er ikke bindende for og finder
ikke
anvendelse i Danmark.
2. Når der vedtages ændringer til forordningen,
meddeler Danmark Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af
ændringerne. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for vedtagelsen af
ændringerne
eller inden 30 dage herefter.
3. Hvis Danmark beslutter at gennemføre indholdet af
ændringerne, anføres det i meddelelsen, om gennemførelsen kan ske
administrativt eller kræver godkendelse i Folketinget.
4. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen
kan ske administrativt, angives det desuden, at alle de nødvendige
administrative
foranstaltninger træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne
til forordningen eller er trådt i kraft på datoen for meddelelsen, afhængigt
af
hvilket tidspunkt der ligger senest.
5. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen
kræver godkendelse i Folketinget, finder følgende bestemmelser anvendelse:
a)
Lovgivningsmæssige
foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af
ændringerne
til forordningen eller inden seks måneder efter datoen for meddelelsen,
afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.
b)
Danmark
giver Kommissionen meddelelse om datoen for de lovgivningsmæssige
gennemførelsesforanstaltningers
ikrafttræden.
6. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af
ændringerne er blevet gennemført i Danmark, jf. stk. 4 og 5, skaber gensidige
folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Ændringerne til
forordningen
udgør derefter ændringer til denne aftale og betragtes som bilag knyttet
hertil.
7. Hvis
a)
Danmark
meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af ændringerne, eller
b)
Danmark
ikke fremsender nogen meddelelse inden for den frist på 30 dage, der er
fastsat
i stk. 2, eller
c)
de
lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark ikke træder i kraft inden for
de
frister, der er fastsat i stk. 5
betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne
beslutter andet inden 90 dage, eller i den situation, der er omhandlet i
litra
c), medmindre de lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark træder i kraft
inden for samme tidsrum. Opsigelsen får virkning tre måneder efter udløbet af
de 90 dage.
8. Anmodninger, der er blevet fremsendt inden den dato,
hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 7, berøres ikke heraf.
Artikel 4
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af udtalelser
fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 18 i forkyndelsesforordningen.
Gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i medfør af forordningens
artikel
17, er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.
2. Når der vedtages gennemførelsesforanstaltninger i
medfør af forordningens artikel 17, skal disse meddeles Danmark. Danmark
meddeler Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af
gennemførelsesforanstaltningerne. Meddelelsen skal gives ved modtagelsen af
gennemførelsesforanstaltningerne eller inden 30 dage herefter.
3. I meddelelsen anføres det, at alle de nødvendige
administrative foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for
gennemførelsesforanstaltningernes ikrafttræden eller er trådt i kraft på
datoen
for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.
4. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af
gennemførelsesforanstaltningerne er blevet gennemført i Danmark, skaber
gensidige folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet.
Gennemførelsesforanstaltningerne udgør derefter en del af denne aftale.
5. Hvis
a)
Danmark
meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af
gennemførelsesforanstaltningerne, eller
b)
Danmark
ikke fremsender nogen meddelelse inden for den frist på 30 dage, der er
fastsat
i stk. 2
betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne
træffer anden afgørelse inden 90 dage. Opsigelsen får virkning tre måneder
efter udløbet af de 90 dage.
6. Anmodninger, der er blevet fremsendt inden den dato,
hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 5, berøres ikke heraf.
7. Hvis gennemførelsen undtagelsesvis kræver
godkendelse i Folketinget, anføres dette i Danmarks meddelelse efter stk. 2,
og
bestemmelserne i artikel 3, stk. 5-8, finder anvendelse.
8. Danmark meddeler Kommissionen de oplysninger, som er
omhandlet i forkyndelsesforordningens artikel 2, 3, 4, 9, 10, 13, 14 og 15,
artikel 17, litra a), og artikel 19. Kommissionen offentliggør disse
oplysninger
sammen med de relevante oplysninger vedrørende de øvrige medlemsstater. Den
håndbog og den ordliste, som er udarbejdet i henhold til forordningens
artikel
17, skal også omfatte de relevante oplysninger om Danmark.
Artikel 5
Internationale aftaler, der berører forkyndelsesforordningen
1. Internationale aftaler, som Fællesskabet indgår
under udøvelse af sin eksterne kompetence på grundlag af reglerne i
forkyndelsesforordningen,
er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.
2. Danmark afholder sig fra at indgå internationale
aftaler, som kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for
forkyndelsesforordningen,
der er knyttet som bilag til denne aftale, medmindre det sker efter aftale
med
Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillende ordninger med hensyn til
forholdet
mellem nærværende aftale og den pågældende internationale aftale.
3. Når Danmark forhandler internationale aftaler, der
kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for forkyndelsesforordningen, der
er
knyttet som bilag til denne aftale, koordinerer Danmark sin holdning med
Fællesskabet og afholder sig fra enhver handling, der vil kunne skade
målsætningerne i en holdning fastlagt af Fællesskabet inden for dets
kompetenceområde i forbindelse med sådanne forhandlinger.
Artikel 6
De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med
hensyn til fortolkning af denne aftale
1. Når et spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen
af denne aftale rejses i forbindelse med en sag, der verserer ved en dansk
ret,
anmoder denne ret Domstolen om at afgøre spørgsmålet, når en ret i en anden
EU-medlemsstat under de samme omstændigheder ville være forpligtet hertil med
hensyn til forkyndelsesforordningen samt de gennemførelsesforanstaltninger,
der
er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i denne aftale.
2. Efter dansk ret tager retterne i Danmark ved
fortolkningen af denne aftale behørigt hensyn til Domstolens retspraksis med
hensyn til bestemmelserne i forkyndelsesforordningen samt alle
EF-gennemførelsesforanstaltninger.
3. Danmark kan i lighed med Rådet, Kommissionen og
enhver medlemsstat anmode Domstolen om at afgøre spørgsmål om fortolkning af
denne aftale. Domstolens afgørelse som svar på en sådan anmodning finder ikke
anvendelse på domme afsagt af medlemsstaternes retter, som har fået
retskraft.
4. Danmark har ret til at indgive udtalelser til
Domstolen, hvis en ret i en medlemsstat har forelagt Domstolen et
præjudicielt
spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse, der er omhandlet i artikel 2,
stk. 1.
5. Protokollen vedrørende statutten for Det Europæiske
Fællesskabs Domstol og Domstolens procesreglement finder anvendelse.
6. Hvis bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab vedrørende afgørelser truffet af Domstolen ændres, og
dette får følger for afgørelser, der træffes med hensyn til
forkyndelsesforordningen,
kan Danmark meddele Kommissionen, at Danmark ikke vil anvende ændringerne for
så vidt angår denne aftale. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for
ændringernes ikrafttræden eller inden 60 dage herefter.
I så fald betragtes denne aftale som opsagt. Opsigelsen
får virkning tre måneder efter meddelelsen.
7. Anmodninger, der er blevet fremsendt inden den dato,
hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 6, berøres ikke heraf.
Artikel 7
De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med
hensyn til overholdelsen af denne aftale
1. Kommissionen kan anlægge sag ved Domstolen mod
Danmark for manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne
aftale.
2. Danmark kan klage til Kommissionen over en
medlemsstats manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne
aftale.
3. De relevante bestemmelser vedrørende sager for
Domstolen i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab samt
protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol og
Domstolens procesreglement finder anvendelse.
Artikel 8
Geografisk anvendelsesområde
Denne aftale finder anvendelse på de territorier, der
er omhandlet i artikel 299 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab.
Artikel 9
Ophør af denne aftale
1. Denne aftale ophører, hvis Danmark underretter de
øvrige medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at benytte sig af
bestemmelserne i del I i protokollen om Danmarks stilling, jf. artikel 7 i
nævnte protokol.
2. Hver af de kontraherende parter kan bringe denne
aftale til ophør ved at give den anden kontraherende part meddelelse herom.
Aftalen ophører seks måneder efter datoen for denne meddelelse.
3. Anmodninger, der er blevet fremsendt inden den dato,
hvor aftalen ophører, jf. stk. 1 eller 2, berøres ikke heraf.
Artikel 10
Ikrafttræden
1. Denne aftale vedtages af de kontraherende parter i
overensstemmelse med deres respektive procedurer.
2. Denne aftale træder i kraft den første dag i den
sjette måned efter de kontraherende parters meddelelse om, at de har
afsluttet
de nødvendige procedurer.
Artikel 11
Teksternes gyldighed
Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk,
engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk,
maltesisk,
nederlandsk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk,
tjekkisk,
tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.
1)
EFT C 261 af 27.8.1997, s. 1. Samme dag, som Rådet udarbejdede konventionen,
noterede det sig den forklarende rapport til konventionen, som findes i samme
EFT på side 26.
2)
EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.
Bilag 2
RÅDETS
FORORDNING (EF) Nr. 1348/2000
af 29. maj 2000
om
forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile
og kommercielle sager
RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske
Fællesskab, særlig artikel 61,
litra c), og artikel 67, stk. 1,
under henvisning til
forslag fra Kommissionen
1) ,
under henvisning til
udtalelse fra
Europa-Parlamentet
2) ,
under henvisning til
udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg
3) , og
ud fra følgende
betragtninger:
(1)
Unionen
har sat sig som mål at bevare og udbygge Unionen som et område med frihed,
sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med
henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Fællesskabet bl.a.
vedtage
de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, som er
nødvendige for, at det indre marked fungerer tilfredsstillende.
(2)
For
at det indre marked kan fungere tilfredsstillende, er det nødvendigt at
forbedre og fremskynde fremsendelsen
afretslige
og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager mellem
medlemsstaterne.
(3)
Dette
spørgsmål falder nu ind under traktatens artikel 65.
(4)
I
overensstemmelse med
subsidiaritetsprincippet
og
proportionalitetsprincippet
som
fastsat i traktatens artikel 5 kan denne forordnings mål ikke i tilstrækkelig
grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på
fællesskabsplan.
Denne forordning går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse
mål.
(5)
Ved
retsakt af 26 maj 1997
4)
udarbejdede Rådet
en konvention om forkyndelse i Den Europæiske Unions medlemsstater af
retslige
og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender og
anbefalede medlemsstaterne at vedtage denne konvention i overensstemmelse med
deres forfatningsmæssige bestemmelser. Konventionen er ikke trådt i kraft.
Kontinuiteten i forhold til de resultater, der blev opnået i forbindelse med
indgåelsen af konventionen, bør sikres. Konventionens indhold er i stor
udstrækning overtaget i denne forordning.
(6)
Af
hensyn til effektiv og hurtig afvikling af de civilretlige procedurer sker
fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter direkte og ved hjælp af
hurtige midler mellem de af medlemsstaterne udpegede lokale instanser.
Medlemsstaterne kan imidlertid oplyse, at de har til hensigt kun at udpege én
fremsendende
instans eller én modtagende
instans eller en enkelt instans til at varetage begge funktioner i en periode
på fem år. En sådan udpegelse kan imidlertid forlænges hvert femte år.
(7)
En
hurtig fremsendelse forudsætter, at alle egnede midler anvendes, dog under
overholdelse
afvisse
krav vedrørende
det modtagne dokuments læselighed og pålidelighed. En sikker fremsendelse
kræver, at det fremsendte dokument ledsages af en fortrykt formular, som skal
udfyldes på sproget på forkyndelsesstedet eller på et andet sprog, som
accepteres af den modtagende medlemsstat.
(8)
For
at denne forordning kan fungere efter hensigten, er det kun i
undtagelsestilfælde muligt at nægte at forkynde dokumenter.
(9)
En
hurtig fremsendelse indebærer, at dokumentet skal forkyndes i løbet af få
dage
efter modtagelsen. Hvis det imidlertid ikke har været muligt at foretage
forkyndelsen inden for en måned, skal den modtagende instans give den
fremsendende
instans meddelelse herom. En
overskridelse af denne frist er ikke ensbetydende med, at anmodningen skal
sendes tilbage til den
fremsendende
instans,
hvis forkyndelsen kan lade sig gøre inden for en rimelig frist.
(10)
Af
hensyn til adressatens interesser finder forkyndelsen sted på det officielle
sprog eller på et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet, eller på et
andet af den
fremsendende
medlemsstats
sprog, som adressaten forstår.
(11)
På
grund af forskellene mellem medlemsstaternes
procedureregler
kan fastlæggelsen af den konkrete forkyndelsesdato variere fra
medlemsstat til medlemsstat. For at tage hensyn til dette forhold og til de
mulige problemer, der kan opstå, bør denne forordning fastsætte en ordning,
hvorefter forkyndelsesdatoen afgøres efter den modtagende medlemsstats
lovgivning. Hvis et dokument skal være forkyndt inden for en bestemt frist i
forbindelse
med en sag, som skal anlægges eller verserer i afsenderstaten, afgøres
forkyndelsesdatoen i forhold til rekvirenten imidlertid efter lovgivningen i
afsenderstaten. En medlemsstat kan dog fravige disse bestemmelser i en
overgangsperiode på fem år af relevante grunde. En sådan fravigelse kan
forlænges
af medlemsstaten hvert femte år af grunde, der vedrører den pågældende
medlemsstats
retssystem.
(12)
Denne
forordning har, for så vidt angår forbindelserne mellem de deltagende
medlemsstater,
forrang for de bestemmelser om de samme sagsområder, som forordningen dækker,
der findes i bilaterale eller multilaterale aftaler eller arrangementer
indgået
af medlemsstaterne, navnlig protokollen til
Bruxelles-konventionen
af 27.
september 1968
5)
og
Haag-konventionen
af 15. november 1965.
Denne forordning er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller
indgår aftaler eller arrangementer med henblik på at fremskynde eller
forenkle
dokumentfremsendelsen, forudsat at de er forenelige med forordningen.
(13)
Det
er vigtigt, at oplysninger, som fremsendes efter denne forordning, beskyttes.
Dette spørgsmål falder ind under
Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv
95/46/EF
af
24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger
6)
og
Europa-
Parlamentets
og Rådets direktiv
97/66/EF
af
15. december 1997 om behandling
afpersonoplysninger
og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren
7) .
(14)
De
nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør
vedtages
i overensstemmelse med Rådets afgørelse
1999/468/EF
af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af
de
gennemførelsesbeføjelser, der tillægges
Kommissionen
8) .
(15)
Med
til sådanne foranstaltninger hører udarbejdelsen og ajourføringen af
håndbogen
ved hjælp af relevante moderne midler.
(16)
Kommissionen
skal senest tre år efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse
undersøge
dens anvendelse og i givet fald foreslå ændringer.
(17)
Det
Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det
Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til
traktaten
om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af
denne forordning.
(18)
Danmark
deltager i henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der
er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ikke i vedtagelsen af denne
forordning, og forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke
anvendelse i Danmark —
UDSTEDT FØLGENDE
FORORDNING:
KAPITEL I
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Anvendelsesområde
1. Denne forordning finder anvendelse i civile og
kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes
fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt
dér.
2. Denne forordning
finder ikke anvendelse, når adressen på den person, for hvem dokumentet skal
forkyndes,
ikke er kendt.
Artikel
2
KAPITEL II
Fremsendende instanser og modtagende instanser
1. Hver medlemsstat
udpeger de embedsmænd, myndighe
der eller andre personer, i det følgende
benævnt
»fremsendende
instanser«, der
er kompetente til at fremsende retslige og udenretslige dokumenter, som skal
forkyndes i en anden medlemsstat.
2. Hver medlemsstat
udpeger de embedsmænd, myndigheder eller andre personer, i det følgende
benævnt
»modtagende instanser«, der er kompetente til at modtage retslige og
udenretslige dokumenter fra en anden medlemsstat.
3. Medlemsstaterne
kan udpege én
fremsendende
instans
og én modtagende instans eller en
enkelt instans, som varetager
begge
funktioner. Forbundsstater, stater med flere retssystemer
og stater med autonome territoriale områder kan
udpege flere sådanne instanser. Udpegelsen gælder for fem år og kan forlænges
hvert femte år.
4. Hver medlemsstat
giver Kommissionen følgende oplysninger:
a)
navn
og adresse på de i stk. 2 og 3 omhandlede modtagende instanser
b)
instansernes
stedlige kompetence
c)
på
hvilke måder instanserne kan modtage dokumenter, og
d)
hvilke
sprog der kan benyttes ved udfyldelsen af formularen i bilaget.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver
senere
ændring af disse oplysninger.
Artikel 3
Central enhed
Hver medlemsstat
udpeger en central enhed, som har til opgave:
a)
at
give oplysninger til de
fremsendende
instanser
b)
at
søge løsninger på vanskeligheder, som måtte opstå i forbindelse med
fremsendelse af dokumenter med henblik på forkyndelse
c)
i
undtagelsestilfælde, på anmodning af den
fremsendende
instans at sende en anmodning om forkyndelse videre til den kompetente
modtagende instans.
Forbundsstater,
stater med flere retssystemer og stater med autonome territoriale områder kan
udpege flere centrale enheder.
KAPITEL II
RETSLIGE DOKUMENTER
Afdeling
1
Fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter
Artikel 4
Fremsendelse af dokumenter
1. Retslige
dokumenter fremsendes direkte og hurtigst muligt mellem de instanser, der er
udpeget på grundlag af artikel 2.
2. Fremsendelse af
dokumenter, anmodninger, bekræftelser, modtagelsesbeviser, attester og alle
andre papirer mellem
fremsendende
og modtagende instanser kan ske på enhver egnet
måde, forudsat at indholdet af det modtagne dokument er en tro gengivelse af
det afsendte dokument, og at alle angivelser på dokumentet er let læselige.
3. Det dokument, der
ønskes fremsendt, skal ledsages af en anmodning, som udfærdiges på formularen
i
bilaget. Formularen skal udfyldes på
modtagerstatens
officielle sprog eller, hvis der er
flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, på det officielle sprog
eller et af de officielle
sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde
sted, eller på et
andet sprog, som
modtagerstaten
har meddelt, at den kan acceptere. Hver medlemsstat skal angive, hvilket
andet eller hvilke andre af Den Europæiske Unions officielle sprog end dens
eget eller dens egne den kan acceptere, at formularen udfyldes på.
4. Alle dokumenter og
papirer, der fremsendes, er fritaget for legalisering eller tilsvarende
formaliteter.
5. Hvis den
fremsendende
instans ønsker en kopi af dokumentet returneret sammen med den i artikel
10 omhandlede attest, fremsendes dokumentet i to eksemplarer.
Artikel 5
Oversættelse af dokumenter
1. Rekvirenten skal
af den
fremsendende
instans, som han overdrager dokumentet til med
henblik på fremsendelse,
underrettes om, at adressaten kan nægte at
modtage dokumen
tet, hvis det ikke er affattet
på et af de i artikel 8 omhandlede sprog.
2. Rekvirenten
afholder eventuelle udgifter til oversættelse, der er påløbet forud for
dokumentets fremsendelse, med
forbehold
af en eventuel senere afgørelse truffet af retten eller
den kompetente myndighed om, hvem disse udgifter
påhviler.
Artikel 6
Modtagelse af dokumenter ved den modtagende instans
1. Den modtagende
instans sender ved modtagelsen af et
dokument
snarest muligt og under alle omstændigheder senest
syv dage efter modtagelsen på den hurtigst mulige
måde den
fremsendende
instans et modtagelsesbevis på formularen i
bilaget.
2. Kan anmodningen
om forkyndelse ikke imødekommes på grundlag af de fremsendte oplysninger
eller
dokumenter, tager den modtagende instans på den hurtigst mulige måde kontakt
med den
fremsendende
instans for at rekvirere de manglende oplysninger
eller dokumenter.
3. Hvis anmodningen
om forkyndelse klart falder uden for denne forordnings anvendelsesområde,
eller
hvis forkyndelse er umulig, fordi de formelle krav ikke er opfyldt,
returneres
anmodningen og de fremsendte dokumenter til den
fremsendende
instans straks
efter modtagelsen sammen med den formular til meddelelse om returnering, der
findes i bilaget.
4. En modtagende
instans, der modtager et dokument til forkyndelse, som den ikke har stedlig
kompetence til at forkynde, skal sende dokumentet og anmodningen videre til
den
kompetente modtagende instans i samme medlemsstat, hvis de i artikel 4, stk.
3,
nævnte betingelser er opfyldt, og
underrette
den
fremsendende
instans herom
under anvendelse
af den formular, der
findes i bilaget. Den stedligt kompetente modtagende instans underretter på
den
i stk. 1 nævnte måde den
fremsendende
instans, når den har modtaget dokumentet.
Artikel 7
Forkyndelse af dokumenter
1. Den modtagende instans
forkynder dokumentet eller
lader det
forkynde enten i overensstemmelse med
modtagersta
tens
lovgivning
eller på den særlige måde, som den
fremsendende
instans har anmodet om, medmindre
denne måde er uforenelig med
modtagerstatens
lovgivning.
2. Med henblik på
forkyndelse skal de nødvendige foran
staltninger
træffes hurtigst muligt. Har det ikke været muligt at
forkynde dokumentet senest en måned efter
modtagelsen, underretter den modtagende instans under alle omstændigheder den
fremsendende
instans herom på formularen i bilaget,
som udfyldes i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2. Fristen
beregnes efter
modtagerstatens
lovgivning.
Artikel 8
Mulighed for at nægte at modtage dokumentet
1. Den modtagende
instans underretter adressaten om, at han kan nægte at modtage det dokument,
der skal forkyndes, hvis det ikke er affattet på et af følgende sprog:
a)
på
modtagerstatens
officielle sprog
eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, på
det
officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor
forkyndelsen
skal finde sted, eller
b)
på
et af afsenderstatens sprog, som adressaten forstår.
2. Har den
modtagende instans fået oplyst, at adressaten nægter at modtage dokumentet,
jf.
stk. 1, underretter den straks den
fremsendende
instans herom ved hjælp af den i
artikel 10 omhandlede attest og returnerer anmodningen og de dokumenter, der
ønskes oversat, til den
fremsendende
instans.
Artikel 9
Forkyndelsesdato
1. Datoen for et
dokuments forkyndelse i henhold til artikel 7 er den dato, på hvilken
dokumentet forkyndes i overensstemmelse med
modtagerstatens
lovgivning, jf.
dog artikel 8.
2. Hvis der i
forbindelse med en sag, som skal anlægges eller verserer i afsenderstaten, er
behov for at forkynde et
dokument
inden for en bestemt frist, er den dato, der gælder i
forhold
til rekvirenten, dog den, der er fastsat i lovgivningen i
denne medlemsstat.
3. En medlemsstat
kan fravige stk. 1 og 2 i en overgangsperiode på fem år af relevante grunde.
Denne overgangsperiode kan forlænges af medlemsstaten
hvert femte år af grunde, der vedrører den pågældende
medlemsstats retssystem. Medlemsstaten underretter Kommis
sionen
om indholdet af en sådan fravigelse og redegør for sagens omstændigheder.
Artikel 10
Afleveringsattest og kopi af det forkyndte dokument
1. Når
formaliteterne i forbindelse med forkyndelsen af
dokumentet er opfyldt, udfærdiges der på formularen i bilaget
en
attest som bevis for forkyndelsen, og attesten sendes til den
fremsendende
instans og ledsages af en kopi af det
forkyndte dokument, hvis artikel 4, stk. 5, finder anvendelse.
2. Attesten udfyldes
på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i afsenderstaten
eller
på et andet sprog, som afsenderstaten har meddelt, at den kan acceptere. Hver
medlemsstat skal angive, hvilket andet eller hvilke andre af Den Europæiske
Unions officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere, at
formularen udfyldes på.
Artikel 11
Omkostninger i forbindelse med forkyndelsen
1. Forkyndelse af
retslige dokumenter fra en anden medlemsstat medfører ikke krav på betaling
eller refusion af
afgifter eller omkostninger i forbindelse med
modtagerstatens
bistand.
2. Rekvirenten skal
betale eller refundere omkostninger i forbindelse med:
a)
arbejde
udført af en stævningsmand eller en person, som er kompetent efter
modtagerstatens
lovgivning
b)
anvendelse
af en særlig fremgangsmåde i forbindelse med forkyndelsen.
Afdeling
2
Andre former for fremsendelse og forkyndelse af
retslige dokumenter
Artikel 12
Fremsendelse ad konsulær eller diplomatisk vej
Hver medlemsstat har
i særlige tilfælde adgang til at benytte konsulær eller diplomatisk vej til
at
fremsende retslige dokumenter, der skal forkyndes, til de instanser i en
anden
medlemsstat, som er udpeget på grundlag af artikel 2 eller 3.
Artikel 13
Forkyndelse af dokumenter ved diplomatiske eller
konsulære repræsentanter
1. Hver medlemsstat
har adgang til uden anvendelse af tvang at forkynde retslige dokumenter for
personer, der er bosat i en anden medlemsstat, direkte ved sine diplomatiske
eller konsulære repræsentanter.
2. Hver medlemsstat
kan i overensstemmelse med artikel
23, stk. 1, meddele, at den modsætter
sig en sådan forkyndelse
på sit territorium,
medmindre dokumentet skal forkyndes for en person, der er statsborger i den
medlemsstat, hvorfra dokumentet hidrører.
Artikel 14
Postforkyndelse
1. Hver medlemsstat
har adgang til at lade forkyndelse af
retslige dokumenter foretage
direkte med posten for personer,
der er bosat
i en anden medlemsstat.
2. Enhver medlemsstat
kan i overensstemmelse med artikel
23, stk. 1, angive, under hvilke omstændigheder
den accepterer
postforkyndelse af retslige
dokumenter.
Artikel 15
Direkte forkyndelse
1. Denne forordning
er ikke til hinder for, at enhver, der har interesse i en retssag, kan lade
forkyndelse
af retslige dokumenter foretage direkte ved stævningsmænd, embedsmænd eller
andre kompetente personer i
modtagerstaten.
2. Enhver medlemsstat
kan i overensstemmelse med artikel
23, stk. 1, meddele, at den modsætter
sig forkyndelse
afretslige
dokumenter på sit territorium efter stk. 1.
KAPITEL III
UDENRETSLIGE DOKUMENTER
Artikel 16
Fremsendelse
Udenretslige
dokumenter kan fremsendes med henblik på forkyndelse i en anden medlemsstat i
overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning.
KAPITEL IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 17
Gennemførelsesbestemmelser
De nødvendige
foranstaltninger til gennemførelse af denne
forordning vedtages, for så
vidt angår de emneområder, der er
nævnt
nedenfor, efter rådgivningsproceduren i artikel 18, stk.
2:
a)
udarbejdelse
og årlig ajourføring af håndbogen med de oplysninger, som medlemsstaterne har
givet i overensstemmelse med artikel 2, stk. 4
b)
opstilling
af en ordliste på alle Den Europæiske Unions officielle sprog over de
dokumenter, som kan forkyndes inden for rammerne af denne forordning
c)
ajourføring
eller gennemførelse af tekniske ændringer af formularen i bilaget.
Artikel 18
Udvalg
1. Kommissionen
bistås af et udvalg.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel
3 og 7
i afgørelse
1999/468/EF.
3. Udvalget vedtager
selv sin forretningsorden.
Artikel
19
Sagsøgte, der ikke giver møde
1. Når en stævning
eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til en anden medlemsstat med
henblik på forkyndelse efter denne forordning, og sagsøgte ikke er mødt, må
dommeren ikke afgøre sagen, før det er fastslået:
a)
enten
at dokumentet er forkyndt ved anvendelse af en af de fremgangsmåder, der har
hjemmel i
modtagerstatens
lovgivning
for forkyndelse af dokumenter i indenlandske sager for personer, som opholder
sig på dens territorium, eller
b)
at
dokumentet faktisk er afleveret til sagsøgte eller på hans bopæl i
overensstemmelse med en anden fremgangsmåde, som har hjemmel i denne
forordning
og at forkyndelsen
eller afleveringen i hvert af disse tilfælde har fundet sted i så god tid, at
sagsøgte har kunnet varetage sine interesser under sagen.
2. Hver medlemsstat
kan i overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, meddele, at dommeren uanset
stk. 1 kan afgøre sagen, selv om der ikke er modtaget nogen attest som bevis
for forkyndelse eller aflevering, såfremt følgende betingelser alle er
opfyldt:
a)
dokumentet
er fremsendt på en af de måder, der har hjemmel i denne forordning
b)
et
tidsrum, som dommeren anser for tilstrækkeligt i den enkelte sag, dog mindst
seks måneder, er forløbet siden datoen for dokumentets fremsendelse
c)
ingen
attest har kunnet opnås til trods for, at ethvert rimeligt forsøg er gjort
for
at opnå den gennem de kompetente myndigheder eller organer i
modtagerstaten.
3. Uanset stk. 1 og 2
kan dommeren i påtrængende tilfælde træffe bestemmelse om en hvilken som
helst
foreløbig eller sikrende foranstaltning.
4. Når en stævning
eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til en anden medlemsstat med
henblik på forkyndelse efter denne forordning, og der er afsagt dom over en
sagsøgt, som ikke er mødt, har dommeren mulighed for i forhold til sagsøgte
at
tilsidesætte virkningerne af, at fristen for appel er udløbet, såfremt:
a)
sagsøgte
uden egen skyld ikke har fået kendskab til dokumentet i så god tid, at han
kunne varetage sine interesser under sagen, eller uden egen skyld ikke har
fået
kendskab til dommen i så god tid, at han kunne appellere den, og
b)
sagsøgtes
indsigelser ikke forekommer helt grundløse.
Anmodning om adgang
til appel skal fremsættes inden en rimelig tid efter, at sagsøgte har fået
kendskab til dommen.
Hver medlemsstat kan
i overensstemmelse med artikel 23,
stk. 1, meddele, at anmodningen ikke
vil blive imødekommet,
hvis den fremsættes
efter udløbet af en frist, som angives i meddelelsen, men som ikke kan være
kortere end et år efter afsigelsen af dommen.
5. Stk. 4 finder ikke
anvendelse på afgørelser om personers status eller handleevne.
Artikel 20
Forholdet til aftaler eller arrangementer, som
medlemssta
terne er parter i
1. Med hensyn til de
forhold, som dækkes af denne
forordnings anvendelsesområde, har denne
forordning forrang
for de af medlemsstaterne indgåede bilaterale
eller multilaterale
aftaler
eller arrangementer, navnlig artikel IV i protokollen til
Bruxelles-konventionen
af 1968 og
Haag-konventionen
af 15. november 1965.
2. Denne forordning
er ikke til hinder for, at medlemsstater
ne hver især opretholder eller
indgår aftaler eller arrangementer
for
yderligere at fremskynde eller forenkle dokumentfremsen
delsen, forudsat at de er forenelige med denne forordning.
3. Medlemsstaterne
sender Kommissionen:
a)
en
kopi af de i stk. 2 omhandlede aftaler eller arrangementer, som
medlemsstaterne har indgået indbyrdes, og udkast til de aftaler eller
arrangementer, som de agter at indgå, og
b)
enhver
opsigelse eller ændring af disse aftaler eller arrange
menter.
Arti
kel 21
Retshjælp
Denne forordning
berører ikke anvendelsen mellem de
medlemsstater,
der er parter i følgende konventioner, af artikel
23 i konventionen af 17. juli 1905 angående
civilprocessen, artikel 24 i konventionen af 1. marts 1954 angående
civilprocessen
og artikel 13 i konventionen af 25. oktober 1980 om international retshjælp.
Artikel 22
Beskyttelse af fremsendte oplysninger
1. Oplysninger,
herunder navnlig personoplysninger, der fremsendes efter denne forordning, må
af de modtagende instanser kun anvendes til det formål, der lå til grund for
fremsendelsen.
2. De modtagende
instanser sikrer, at sådanne oplysninger behandles fortroligt i
overensstemmelse med
modtagerstatens
lovgivning.
3. Stk. 1 og 2
berører ikke den nationale lovgivning, i
henhold til hvilken de berørte personer har ret til at blive holdt
orienteret om den anvendelse, der gøres af
oplysninger, som fremsendes efter denne forordning.
4. Denne forordning
berører ikke anvendelsen af direktiv
95/46/EF
og
97/66/EF.
Arti
kel 23
Meddelelse og offentliggørelse
1. Medlemsstaterne
meddeler Kommissionen de oplysninger, som er omhandlet i artikel 2, 3, 4, 9,
10, 13, 14, 15, artikel 17, litra a), og artikel 19.
2. Kommissionen
offentliggør i
De Europæiske Fællesskabers Tidende
de i stk. 1 omhandlede oplysninger.
Artikel 24
Genbehandling
Senest den 1. juni
2004 og herefter hvert femte år forelægger Kommissionen
Europa-Parlamentet,
Rådet og Det Økonomi
ske og
Sociale Udvalg en rapport om forordningens anvendel
se,
bl. a. med en vurdering af de i henhold til artikel 2 udpegede
instansers
effektivitet og den praktiske anvendelse af artikel 3,
litra
c), og artikel 9. Rapporten ledsages i givet fald af forslag
til, hvordan forordningen kan tilpasses til
udviklingen inden for forkyndelsesordningerne.
Artikel 25
Ikrafttrædelse
Denne forordning
træder i kraft den 31. maj 2001.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i
medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab.
Udfærdiget i Bruxelles, den 29. maj 2000.
På Rådets
vegne
A. COSTA
Formand
1)
EFT
C 247 E af 31.8.1999, s. 11.
2)
Udtalelse afgivet den 17. november 1999 (endnu ikke offentlig-gjort i
EFT).
3)
EFT C 368 af 20.12.1999, s. 47.
4)
EFT C 261 af 27.8.1 997, s. 1. Samme dag, som Rådet udarbejdede konventionen,
noterede det sig den forklarende rapport til konventionen, som findes i samme
EFT på side 26.
5)
Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om
fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT
L
299 af 31.12.1972, s. 32; konsolideretitekst i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1).
6)
EFT L 281 af 23.11.1995,s. 31.
7)
EFT L 24 af 30.1.1998, s. 1.
8)
EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
BILAG
ANMODNING OM
FORKYNDELSE AF DOKUMENTER
(Artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EF)
nr. 1348/2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige
dokumenter i civile og kommercielle sager
1)
Referencenummer:
1.
FREMSENDENDE
INSTANS
1.1. Navn:
1.2. Adresse:
1.2.1. Gade
+ nummer/postboks:
1.2.2. Postnummer
+
bynavn:
1.2.3. Land:
1.3. Tlf.:
1.4. Telefax
(*)
:
1.5.
E-post(*)
:
2.
MODTAGENDE INSTANS
2.1. Navn:
2.2.1. Gade
+
nummer/postboks:
2.2.2. Postnummer
+
bynavn:
2.2.3. Land:
2.3. Tlf.:
2.4. Telefax(*)
:
2.5.
E-post(
*)
:
3.
REKVIRENT
3.1. Navn:
3.2. Adresse:
3.2.1. Gade + nummer/postboks:
3.2.2. Postnummer + bynavn:
3.2.3. Land:
3.3. Tlf.(
*)
:
3.4. Telefax(
*)
:
3.5. E-post(
*)
:
4.
ADRESSAT
4.1. Navn:
4.2. Adresse:
4.2.1. Gade + nummer/postboks:
4.2.2. Postnummer + bynavn:
4.2.3. Land:
4.3. Tlf.(
*)
:
4.4. Telefax(
*)
:
4.5. E-post(
*)
:
4.6. Personnummer/socialsikringsnummer/virksomhedsnummer/eller
lignende(
*)
:
5.
FORKYNDELSESMÅDE
5.1. Ifølge lovgivningen i den modtagende medlemsstat
5.2. På følgende særskilte måde:
5.2.1. Hvis denne måde ikke er forenelig med lovgivningen
i den modtagende medlemsstat, skal dokumentet da forkyndes i overensstemmelse
med denne lovgivning:
5.2.1.1. Ja
5.2.1.2. Nej
6.
DOKUMENT,
DER SKAL FORKYNDES
6.1. Dokumentets art
6.1.1. retsligt:
6.1.1.1. stævning
6.1.1.2. dom
6.1.1.3. appel
6.1.1.4. andet
6.1.2.
undenretsligt
6.2. Dato eller frist angivet i dokumentet(
*)
:
6.3. Sprog, som dokumentet er affattet på:
6.3.1. original D, EN, DK, ES, FIN,
FR, GR, IT, NL,
P, S, andet:
6.3.2. oversættelse(*)
D, EN, DK, ES, FIN,
FR, GR, IT, NL,
P, S, andet:
6.4. Antal bilag:
7.
EN KOPI AF DOKUMENTET
SKAL RETURNERES SAMMEN MED FORKYNDELSESATTESTEN (jf. artikel 4, stk. 5, i
forordningen)
7.1. Ja (i så tilfælde skal det dokument, der skal
forkyndes, fremsendes i to eksemplarer)
7.2. Nej
1.
I henhold til
artikel 7, stk. 2, i forordningen skal de foranstaltninger, der er nødvendige
med henblik på forkyndelsen, træffes så hurtigt som muligt. Hvis det ikke en
måned efter modtagelsen af anmodningen har været muligt at foretage
forkyndelsen,
skal den
fremsendende
instans under
alle omstændigheder underrettes herom ved hjælp af attesten i punkt 13.
2.
Hvis det ikke er
muligt at efterkomme anmodningen på grundlag af de fremsendte oplysninger og
dokumenter, skal der i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordningen på
hurtigst mulige måde tages kontakt til den
fremsendende
instans med henblik på at rekvirere de manglende oplysninger eller
dokumenter.
Udfærdiget i
Den
Underskrift
og/eller
stempel:
Den modtagende instans’ referencenummer:
KVITTERING FOR
MODTAGELSE
(Artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr.
1348/2000)
Ved modtagelsen af et dokument skal denne kvittering
snarest muligt og senest syv dage efter modtagelsen sendes til den
fremsendende instans på den hurtigst mulige måde.
8. MODTAGELSESDATO:
Udfærdiget i
Den
Underskrift og/eller stempel
FORMULAR TIL
MEDDELELSE OM RETURNERING AF ANMODNING OG DOKUMENT
(Artikel 6, stk. 3, i forordning (EF) nr.
1348/2000)
Anmodningen og dokumentet skal returneres straks efter
modtagelsen.
9.
BEGRUNDELSE:
9.1. Anmodningen falder klart uden for forordningens
anvendelsesområde:
9.1.1. Dokumentet vedrører hverken civile eller kommercielle
anliggender
9.1.2. Der er ikke tale om en anmodning om forkyndelse
fra en medlemsstat til en anden medlemsstat
9.2. Manglende opfyldelse af de formelle krav, hvilket
gør forkyndelsen umulig:
9.2.1. Dokumentet er vanskeligt at læse
9.2.2. Formularen er ikke udfyldt på det korrekte sprog
9.2.3. Det modtagne dokument er ikke en tro gengivelse af
originalen
9.2.4. Andet (skal præciseres):
9.3. Forkyndelsesmåden er ikke forenelig med den
modtagende medlemsstats lovgivning (artikel 7, stk. 1, i forordningen)
Udfærdiget i
Den
Underskrift og/eller stempel:
MEDDELELSE
OM
VIDERESENDELSE
AF ANMODNING OG
DOKUMENT TIL DEN STEDLIGT KOMPETENTE MODTAGENDE INSTANS
(Artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr.
1348/2000)
Anmodningen og
dokumentet er sendt videre til nedenstående instans, som har den stedlige
kompetence til at foretage forkyndelsen:
10.1. Navn
10.2. Adresse:
10.2.1. Gade + nummer/postboks:
10.2.2. Postnummer + bynavn:
10.2.3. Land:
10.3. Tlf.:
10.4. Telefax(*)
:
10.5. E-post(*)
:
Udfærdiget i
Den
Underskrift og/eller stempel:
Den kompetente modtagende instans’
referencenummer:
KVITTERING FOR
MODTAGELSE FRA DEN STEDLIGT KOMPETENTE INSTANS TIL DEN FREMSENDENDE INSTANS
(Artikel 6, stk. 4, i foror4dning (EF) nr.
1348/2000)
Denne kvittering skal ved modtagelsen af et dokument
snarest muligt og senest syv dage efter modtagelsen sendes til den
fremsendende instans på den hurtigst mulige måde.
11. MODTAGELSESDATO:
Udfærdiget i
Den
Underskrift og/eller stempel:
BEVIS FOR
DOKUMENTETS FORKYNDELSE ELLER MANGLENDE FORKYNDELSE
(Artikel 10 i forordning (EF) nr. 1348/2000)
Forkyndelsen foretages hurtigst muligt. Hvis det en måned
efter anmodningens modtagelse ikke har været muligt at foretage forkyndelsen,
underretter den modtagende instans under alle omstændigheder den fremsendende
instans herom (jf. artikel 7, stk. 2, i forordningen).
12.
DOKUMENTET ER FORKYNDT
a)
12.1. Dato for
forkyndelsen og den adresse, hvor den har fundet sted:
b)
12.2. Dokumentet er:
A)
12.2.1. Forkyndt efter den
modtagende medlemsstats lovgivning dvs:
12.2.1.1. Udleveret:
12.2.1.1.1. Til adressaten
12.2.1.1.2. Til en anden
person
12.2.1.1.2.1. Navn:
12.2.1.1.2.2. Adresse:
12.2.1.1.2.2.1. Gade +
nummer/postboks:
12.2.1.1.2.2.2. Postnummer
+ bynavn:
12.2.1.1.2.2.3. Land:
12.2.1.1.2.3. Tilknytning
til adressaten:
Familie
Ansat
Andet
12.2.1.1.3. På adressatens
bopæl
12.2.1.2. Forkyndt pr.
post
12.2.1.2.1. Uden
kvittering for modtagelse
12.2.1.2.2. Med kvittering
for modtagelse (vedlagt)
12.2.1.2.2.1. Udfærdiget
af adressaten
12.2.1.2.2.2. Udfærdiget
af en anden person
12.2.1.2.2.2.1. Navn
12.2.1.2.2.2.2. Adresse
12.2.1.2.2.2.2.1. Gade +
nummer/postboks:
12.2.1.2.2.2.2.2.
Postnummer + bynavn:
12.2.1.2.2.2.2.3. Land:
12.2.1.2.2.2.3.
Tilknytning til adressaten:
Familie
Ansat
Andet
12.2.1.3 Andet. (skal
præciseres):
B)
12.2.2. Forkyndt på
følgende særlige måde (skal præciseres):
c)
12.3. Adressaten er
(mundtligt) (skriftligt) blevet underrettet om, at han kan nægte at modtage
dokumentet, hvis det ikke er udfærdiget på et sprog, som er officielt sprog
på forkyndelsesstedet, eller på et af den fremsendende medlemsstats
officielle sprog, som han forstår.
13.
OPLYSNINGER, SOM GIVES I
HENHOLD TIL ARTIKEL 7, STK. 2
Det har ikke inden for en
måned efter modtagelsen af dokumentet været muligt at foretage forkyndelsen.
14.
DOKUMENTET ER NÆGTET
MODTAGET
Adressaten har nægtet at
modtage dokumentet med henvisning til det anvendte sprog. Dokumentet er
vedlagt
denne attest.
15.
ÅRSAGEN TIL, AT DOKUMENTET
IKKE ER FORKYNDT
15.1. Ukendt adresse
15.2. Adressaten har ikke
kunnet findes
15.3. Det har ikke været
muligt at forkynde dokumentet inden den dato eller den frist, som er angivet
i punkt 6.2
15.4. Andet (skal
præciseres):
Dokumentet er vedlagt denne attest.
Udfærdiget i
Den
Underskrift og/eller stempel:
1)
EFT
L
160
af 30.6.2000, s. 37.
(*)
Fakultativt.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2006) - L 47 Retsinformation · 26. oktober 2006
- Skriftlig fremsættelse (25. oktober 2006) - L 46 Retsinformation · 26. oktober 2006
- Bekendtgørelse af aftale af 19. oktober 2005 med Det Europæiske Fællesskab om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager samt rådsforordning af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager Retsinformation · 27. juni 2007
- Forslag til Lov om Bruxelles I-forordningen m.v. Retsinformation · 26. oktober 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Gennemførelse af parallelaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager) Retsinformation · 8. december 2006
- Bekendtgørelse om gennemførelse af forkyndelsesforordningen (omarbejdning) Retsinformation · 29. januar 2026