Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Gennemførelse af parallelaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager)

2006/1 LSF 47Lovforslag som fremsatJustitsministeriet26. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 25. oktober 2006 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af retsplejeloven

(Gennemførelse af parallelaftale mellem Det Europæiske

Fællesskab og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i

civile og kommercielle sager)

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5.

oktober 2006, foretages følgende ændring:

1.

Efter

§ 159 indsættes:

»§ 159 a.

Bestemmelserne i aftale af

19. oktober 2005 mellem

Det Europæiske Fællesskab og Danmark om

forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle

sager samt bestemmelserne i forkyndelsesforordningen gælder her i landet.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse af

stk. 1.

Stk. 3.

Justitsministeren kan bestemme, at ændringer af og

gennemførelsesforanstaltninger til den i stk. 1 nævnte forordning gælder

her i landet og kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse heraf.

§ 2

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens

Læs alt

ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning og baggrund

Lovforslaget har til formål at gennemføre aftale af 19.

oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om forkyndelse af

retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager i dansk

ret.

Ved aftalen tilknyttes Danmark ved en såkaldt parallelaftale på

mellemstatsligt

grundlag reglerne i Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om

forkyndelse

i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og

kommercielle sager (forkyndelsesforordningen), således at reglerne i

forordningen,

der hidtil ikke har omfattet Danmark, kommer til at gælde også mellem Danmark

og de øvrige EU-medlemsstater.

Forkyndelsesforordningen har til formål at forbedre og

fremskynde fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter i civile og

kommercielle sager mellem EU-medlemsstaterne og indeholder bl.a. regler om

forkyndelse af dokumenter på tværs af grænserne. F.eks. er korrekt

forkyndelse

af stævningen eller andre dokumenter ofte nødvendig i retssager for at sikre,

at modtageren er bekendt med kravet og kan varetage sine interesser i sagen.

Korrekt forkyndelse kan efter omstændighederne også være en betingelse for,

at

dommen, hvis der er tale om en udeblivelsesdom, senere kan anerkendes og

fuldbyrdes

i en anden EU-medlemsstat.

Forkyndelsesforordningen er vedtaget med hjemmel i

EF-traktatens afsnit IV. Som følge af det danske forbehold vedrørende retlige

og indre anliggender deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, og

forordningen

er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. pkt. 3

nedenfor.

Forordningen har inden for Den Europæiske Union med

undtagelse af Danmark erstattet Haagerkonventionen af 15. november 1965 om

forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om

civile

eller kommercielle spørgsmål (Haagerforkyndelseskonventionen). I forholdet

mellem Danmark og de øvrige EU-lande gælder fortsat reglerne i

Haagerforkyndelseskonventionen.

Med henblik på, at der kommer til at gælde de samme regler

om forkyndelse på tværs af grænserne i EU for Danmark som for de øvrige

EU-lande, har regeringen efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg anmodet om, at Danmark på mellemstatsligt grundlag bliver

tilknyttet

forkyndelsesforordningen. Regeringen har tilsvarende anmodet om, at Danmark

på

mellemstatsligt grundlag bliver tilknyttet bl.a. Bruxelles I-forordningen

(Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes

kompetence

og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og

handelsretlige område). Den 19. oktober 2005 har Fællesskabet og Danmark

undertegnet såkaldte parallelaftaler, hvorefter Danmark tilknyttes de nævnte

forordninger på mellemstatsligt grundlag. En sådan parallelaftale kan indgås

med respekt af forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender, idet

afgørelsen truffet af Det Europæiske Råd i Edinburgh den 12. december 1992

fastlagde, at Danmark deltager fuldt ud i det mellemstatslige samarbejde om

retlige og indre anliggender. Forbeholdet retter sig alene mod, at en del af

samarbejdet ved Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft den 1. maj 1999, blev

overstatsligt. En parallelaftale indgås og gennemføres i dansk ret på samme

måde som andre mellemstatslige aftaler (traktater).

Det bemærkes, at der på Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integrations område er indgået lignende parallelaftaler

vedrørende Dublinforordningen og Eurodacforordningen (Rådets forordning (EF)

nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer

til

afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning, der indgives af en tredjelandsstatsborger i en af

medlemsstaterne,

og Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december 2000 om oprettelse af

”Eurodac”

til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af

Dublinkonventionen). Disse parallelaftaler er gennemført i dansk ret ved lov

nr. 323 af 18. maj 2005 om ændring af udlændingeloven (Tilknytning til

Eurodacforordningen

og Dublinforordningen på mellemstatsligt grundlag).

Med vedtagelsen af lovforslaget giver Folketinget i medfør

af grundlovens § 19 samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne

tiltræder parallelaftalen om dansk tilknytning til forkyndelsesforordningen.

Der er samtidig fremsat lovforslag om gennemførelse af

parallelaftalen om Bruxelles I-forordningen (parallelaftale mellem Det

Europæiske Fællesskab og Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse

og

fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område) (L

46).

2. Gældende ret

2.1. Retsplejelovens regler om forkyndelse

Retsplejelovens kapitel 17 (§§ 153-165) indeholder

regler om forkyndelse. Efter retsplejelovens § 153, stk. 1, skal

processuelle meddelelser forkyndes i civile sager, medmindre andet er bestemt

i

loven.

Efter retsplejelovens § 155 kan forkyndelse ske ved brevforkyndelse,

digital forkyndelse, postforkyndelse eller stævningsmandsforkyndelse.

Reglerne

om digital forkyndelse træder i kraft efter justitsministerens bestemmelse og

er endnu ikke trådt i kraft.

Ved brevforkyndelse sendes eller afleveres meddelelsen til

den pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte modtagelsen på en genpart

af dokumentet eller et særligt modtagelsesbevis.

Ved digital forkyndelse gøres meddelelsen tilgængelig ved

digital kommunikation for modtageren, der samtidig anmodes om at bekræfte

modtagelsen. Anvendelse af denne forkyndelsesform kræver modtagerens

samtykke,

jf. retsplejelovens § 154, stk. 2.

Ved postforkyndelse sendes meddelelsen til modtageren i

brev med afleveringsattest, mens meddelelsen ved stævningsmandsforkyndelse

afleveres til modtageren. Postforkyndelse og stævningsmandsforkyndelse bør så

vidt muligt ske for modtageren personligt, men kan efter reglerne i

retsplejelovens

§ 157 også ske bl.a. på bopælen for husstandsmedlemmer og på

arbejdsstedet

for arbejdsgiver eller ansatte over 18 år.

Regler om forkyndelse over for personer med bopæl eller

opholdssted i udlandet (processuelle udlændinge) findes i retsplejelovens

§§ 158 og 159.

Hvis modtageren har kendt bopæl eller opholdssted i

udlandet, og post- eller stævningsmandsforkyndelse ikke kan ske her i landet,

sker

forkyndelse ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved

konvention eller ved vedkommende lands lov, jf. § 158.

Forkyndelse kan efter § 159 foretages i Statstidende,

såfremt modtagerens bopæl, opholdssted eller arbejdssted her i landet ikke

kan

oplyses, eller vedkommende fremmede myndighed undlader at efterkomme en

anmodning om forkyndelse efter § 158. I sidstnævnte tilfælde sendes

meddelelsen desuden med posten til modtageren.

I civile sager kan en part give afkald på forkyndelse eller

udpege en person, over for hvem forkyndelse kan ske, jf. retsplejelovens

§ 160. Har en part i en civil sag antaget en advokat til at føre sagen,

kan forkyndelse i sagen ske for advokaten, jf. retsplejelovens § 161.

2.2. Haagerforkyndelseskonventionen og Den

nordiske retshjælpsoverenskomst

Danmark har indgået flere internationale overenskomster om

forkyndelse på tværs af grænserne. Den mest centrale er Haagerkonventionen af

15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige

dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål

(Haagerforkyndelseskonventionen). Danmark har tiltrådt

Haagerforkyndelseskonventionen

med virkning fra den 1. oktober 1969, jf. bekendtgørelse nr. 15 af 13.

februar

1970.

Haagerforkyndelseskonventionen er i dag gældende i forhold

til en lang række lande i og uden for Europa. Inden for Den Europæiske Union

er

Haagerforkyndelseskonventionen imidlertid afløst af reglerne i

forkyndelsesforordningen,

der har til formål yderligere at forenkle og forbedre fremsendelsen af

dokumenter mellem landene. Som nævnt ovenfor i pkt. 1 gælder

Haagerforkyndelseskonventionen

fortsat i forholdet mellem Danmark og de øvrige EU-lande.

Efter Haagerforkyndelseskonventionen kan forkyndelse ske

ved fremsendelse af dokumenter til en central myndighed i hver kontraherende

stat, som modtager og gennemfører anmodninger om forkyndelse fra andre

stater.

For Danmarks vedkommende er Justitsministeriet udpeget som central myndighed.

Herudover indeholder Haagerforkyndelseskonventionen

mulighed for, at forkyndelse kan ske

–

uden anvendelse af

tvang ved en konsulær eller diplomatisk repræsentation i modtagerstaten,

–

ved postforkyndelse,

eller

–

ved fremsendelse

direkte til den embedsmand i udlandet, som skal foretage forkyndelsen.

Danmark har dog taget forbehold over for den sidstnævnte

forkyndelsesmåde, der således ikke kan anvendes ved forkyndelse af

udenlandske

dokumenter i Danmark.

Konventionen indeholder herudover særlige regler, der har

til formål at beskytte sagsøgte mod visse udeblivelsesdomme. Under

forudsætning

af, at der efter domslandets lovgivning er pligt til at forkynde en stævning

(eller et tilsvarende dokument) for sagsøgte, må dommeren efter konventionens

artikel 15 ikke afgøre sagen, før det er konstateret, at stævningen i

tilstrækkelig tid før retsmødet er forkyndt i de former, der i

forkyndelseslandet

er fastsat, eller er afleveret til sagsøgte personligt eller på bopælen under

anvendelse af en anden af de fremgangsmåder, der er hjemlet i konventionen.

En kontraherende stat kan dog efter artikel 15,

stk. 2, erklære, at dommeren kan afsige udeblivelsesdom, selv om bevis

for

forkyndelse eller faktisk aflevering ikke er modtaget, hvis stævningen er

oversendt til forkyndelse efter en af de i konventionen hjemlede

fremgangsmåder, der er gået mindst 6 måneder siden oversendelsen, og der på

trods af enhver rimelig anstrengelse ikke er modtaget nogen bekræftelse på

forkyndelse eller aflevering fra forkyndelseslandet. Endvidere kan dommeren i

påtrængende tilfælde træffe bestemmelse om foreløbige eller sikrende

foranstaltninger. Danmark har afgivet en sådan erklæring efter artikel 15,

stk. 2.

Efter konventionens artikel 16 skal sagsøgte, der er dømt

som udeblevet, have adgang til at anmode om genoptagelse, hvis sagsøgte uden

egen skyld ikke i tide har fået kendskab til stævningen eller dommen, og

sagsøgtes indsigelser ikke forekommer helt grundløse. Et land kan ved

erklæring

fastsætte en absolut frist på ikke under et år for anmodninger om

genoptagelse.

Danmark har ved erklæring fastsat en sådan et-årsfrist, jf. herved

retsplejelovens § 367, hvorefter den, der er dømt som udebleven mv., kan

kræve sagen genoptaget ved skriftlig anmodning til retten inden 4 uger fra

dommens afsigelse. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning

indgives senere, men inden et år efter afsigelsen. Genoptagelse kan betinges

af, at sagsøgte betaler de sagsomkostninger, der er pålagt, eller stiller

sikkerhed for betalingen.

Danmark har endvidere tiltrådt Den nordiske overenskomst af

26. april 1974 om gensidig retshjælp, jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15.

september 1975 (Lovtidende C), som indeholder regler om bl.a. forkyndelse

mellem

de nordiske lande. Efter overenskomsten kan anmodninger om forkyndelse

fremsættes direkte over for den relevante myndighed, f.eks. direkte over for

den domstol, der skal foranstalte forkyndelsen.

Danmarks tiltrædelse af Haagerforkyndelseskonventionen og

Den nordiske overenskomst om gensidig retshjælp har kunnet ske uden

gennemførelseslovgivning, idet konventionsforpligtelserne har kunnet opfyldes

inden for rammerne af gældende lovgivning. Justitsministeriet har udarbejdet

en

vejledning om Haagerforkyndelseskonventionen (vejledning nr. 21 af 28. januar

1970 om Haagerkonvention af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af

retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile og kommercielle

spørgsmål).

3. Forkyndelsesforordningen

Forkyndelsesforordningen (Rådets forordning (EF) nr.

1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og

udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager), der trådte i kraft

den

31. maj 2001, er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 61, litra c,

der

henviser til artikel 65 om det grænseoverskridende civilretlige samarbejde,

og

artikel 67. Forordningen er derfor omfattet af det danske forbehold

vedrørende

retlige og indre anliggender, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er

knyttet som bilag til EU-traktaten, og Danmark deltog således ikke i

vedtagelsen af forordningen, der ikke er bindende for og ikke finder

anvendelse

i Danmark.

Forordningen indeholder bl.a. regler om forkyndelse på

tværs af grænserne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og

kommercielle sager. Forordningen omfatter ikke forkyndelse mv. i

straffesager.

Forordningen er baseret på Haagerforkyndelseskonventionen, men reglerne er

revideret med henblik på at forenkle og forbedre fremsendelsen af dokumenter

på

tværs af grænserne. Ændringerne omfatter bl.a. en mere direkte forbindelse

mellem de involverede myndigheder, mulighed for anvendelse af mere moderne

kommunikationsmidler og ensartede regler om oversættelse af dokumenter.

Forkyndelsesforordningen er knyttet som bilag til

parallelaftalen, der er medtaget som bilag til lovforslaget.

3.1. Forkyndelsesforordningens indhold

Nedenfor gennemgås hovedpunkterne i

forkyndelsesforordningen med særlig vægt på ændringerne i forhold til

Haagerforkyndelseskonventionen, som i dag udgør grundlaget for forkyndelser

mellem

Danmark og de øvrige EU-lande.

Forordningens anvendelsesområde svarer til

Haagerforkyndelseskonventionens. Forordningen finder således anvendelse i

civile

og kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal

sendes

fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt. Forordningen finder

ikke

anvendelse, når adressen på den person, som dokumentet skal forkyndes for, er

ukendt (artikel 1).

I modsætning til Haagerforkyndelseskonventionen, hvor

fremsendelse af dokumenter skal ske til en central instans, er det efter

forordningen udgangspunktet, at fremsendelse af dokumenter til forkyndelse

kan

ske direkte mellem de involverede myndigheder. Formålet hermed er at sikre en

mere effektiv og hurtig gennemførelse af forkyndelsen.

Hver medlemsstat udpeger en eller flere ”fremsendende

instanser” og ”modtagende instanser”, der er kompetente til

henholdsvis at

fremsende og modtage retslige og udenretslige dokumenter til forkyndelse

(artikel 2). Medlemsstaterne kan dog vælge at udpege én fremsendende og

modtagende instans, som varetager begge funktioner, hvilket sker for 5 år ad

gangen med mulighed for forlængelse.

Herudover udpeger hver medlemsstat en ”central enhed”, der

har til opgave at give oplysninger til de fremsendende instanser og at søge

at

løse vanskeligheder, som måtte opstå i forbindelse med fremsendelse af

dokumenter til forkyndelse (artikel 3).

Dokumenter, der skal forkyndes, fremsendes direkte og

hurtigst muligt fra den fremsendende instans til den modtagende instans

(artikel 4) sammen med en formular med en anmodning om forkyndelse.

Formularen

er medtaget som bilag til forordningen. Som noget nyt i forhold til

Haagerforkyndelseskonventionen kan fremsendelse ske på enhver egnet måde

–

f.eks. elektronisk eller pr. telefax – forudsat at der er tale om en tro

gengivelse, og at alle angivelser er let læselige. Den modtagende instans

kvitterer for modtagelsen (artikel 6), sørger for forkyndelse for modtageren

(artikel 7) og attesterer på formularen, at forkyndelse er sket

(afleveringsattest)

(artikel 10).

Med henblik på en mere effektiv procedure er der i forhold

til Haagerforkyndelseskonventionen fastsat regler om, at en modtagelsesattest

skal fremsendes hurtigst muligt til den fremsendende instans og inden 7 dage

(artikel 6). Kan en forkyndelsesanmodning ikke umiddelbart imødekommes, skal

den modtagende instans rekvirere eventuelle manglende oplysninger og

dokumenter.

Er anmodningen ikke sendt til den rette stedligt kompetente instans, skal

anmodningen videresendes til den kompetente instans i samme medlemsstat.

Forkyndelse

skal ske hurtigst muligt. Har det ikke været muligt at forkynde dokumentet

senest en måned efter modtagelsen, underrettes den fremsendende instans herom

(artikel 7). Medlemsstaterne skal angive, hvilke sprog

forkyndelsesanmodningen

og afleveringsattesten kan udfyldes på (artikel 4, stk. 3, og artikel

10,

stk. 2).

Modtageren kan nægte at modtage det dokument, der skal

forkyndes, hvis det ikke er affattet på eller oversat til modtagerstatens

officielle sprog eller på afsenderstatens sprog, som modtageren forstår. Den,

der anmoder om forkyndelse, afholder eventuelle udgifter til oversættelse,

men

med mulighed for senere at få dem godtgjort som sagsomkostninger (artikel 5).

Den modtagende instans skal i forbindelse med forkyndelsen underrette

modtageren om, at pågældende kan nægte at modtage dokumentet, hvis

sprogkravene

ikke er opfyldt. Nægter modtageren at modtage dokumentet, skal den modtagende

instans straks underrette den fremsendende instans herom (artikel 8).

Som noget nyt i forhold til Haagerforkyndelseskonventionen

fastlægger forordningen tidspunktet for, hvornår forkyndelse anses for sket

(artikel 9). Forkyndelsesdatoen er den dag, dokumentet forkyndes i

overensstemmelse

med modtagerlandets lovgivning. Hvis der i forbindelse med en sag, som skal

anlægges eller verserer i afsenderstaten, er behov for at forkynde et

dokument

inden for en bestemt frist, er det dog den dato, der er fastsat i

lovgivningen

i afsenderstaten, der gælder i forhold til den, der har anmodet om

forkyndelse.

En medlemsstat kan dog fravige disse regler i en overgangsperiode, der kan

forlænges hvert femte år. En række medlemsstater har benyttet sig af denne

mulighed.

Forordningen tillader ligesom Haagerforkyndelseskonventionen

andre former for forkyndelse af retslige dokumenter.

En medlemsstat kan således i særlige tilfælde fremsende

retslige dokumenter til den modtagende instans ad konsulær eller diplomatisk

vej (artikel 12).

En medlemsstat har også adgang til uden anvendelse af tvang

at forkynde retslige dokumenter ved afsenderstatens diplomatiske eller

konsulære repræsentanter. En medlemsstat kan dog erklære, at den modsætter

sig

denne form for forkyndelse på sit territorium, medmindre dokumentet skal

forkyndes for en statsborger i afsenderstaten (artikel 13).

Endvidere har en medlemsstat adgang til at lade forkyndelse

ske direkte med posten for personer bosat i en anden medlemsstat (artikel

14).

En medlemsstat kan angive, under hvilke omstændigheder den accepterer denne

type postforkyndelse. Det antages, at sprogkravene efter artikel 8 også skal

være opfyldt ved postforkyndelse, selv om medlemsstaterne ikke har afgivet

erklæring herom, jf. bl.a. forordet til Kommissionens håndbog efter

forordningens

artikel 17.

Endelig kan enhver, der har interesse i en retssag, direkte

anmode den kompetente person – stævningsmand eller lignende – i

modtagerstaten

om at gennemføre forkyndelse af retslige dokumenter. En medlemsstat kan dog

erklære, at den modsætter sig sådan forkyndelse på sit territorium (artikel

15).

Efter forordningens artikel 16 kan udenretslige dokumenter

fremsendes med henblik på forkyndelse i overensstemmelse med bestemmelserne i

forordningen.

Kommissionen bistået af et rådgivende udvalg fastsætter de

nødvendige gennemførelsesforanstaltninger til forordningen. Der udarbejdes i

den forbindelse en håndbog med oplysninger om de enkelte landes meddelelser

om

kompetente myndigheder, sprog mv., samt en ordliste på EU's officielle sprog

over de dokumenter, som kan forkyndes inden for rammerne af forordningen,

samt

gennemførelse af tekniske ændringer af formularen (artikel 17-18). De

fastsatte

gennemførelsesforanstaltninger, herunder håndbogen med medlemsstaternes

oplysninger og ordlisten, findes på Kommissionens hjemmeside på netadressen

http://ec.europa.eu/justice_home.

Forordningens artikel 19 indeholder særlige regler for så

vidt angår tilfælde, hvor sagsøgte udebliver. Ligesom efter

Haagerforkyndelseskonventionen

må der, når en stævning eller lignende har skullet forkyndes i en anden

medlemsstat, og sagsøgte ikke er mødt, ikke afsiges udeblivelsesdom, før det

er

fastslået, at stævningen er forkyndt eller afleveret i så god tid, at

sagsøgte

har kunnet varetage sine interesser. En medlemsstat kan meddele, at sagen

alligevel

kan afgøres, hvis en forkyndelsesattest efter et konkret fastsat tidsrum på

mindst 6 måneder ikke har kunnet opnås, til trods for at ethvert rimeligt

forsøg herpå er gjort. Dommeren kan dog i påtrængende tilfælde træffe

bestemmelse om foreløbige eller sikrende foranstaltninger.

Som efter Haagerforkyndelseskonventionen er der mulighed

for genoptagelse af udeblivelsesdomme inden for en vis frist i tilfælde, hvor

stævning mv. har skullet forkyndes i en anden medlemsstat, men sagsøgte uden

egen skyld ikke i tide har fået kendskab til stævningen eller dommen, og

pågældendes indsigelser ikke forekommer helt grundløse. Anmodning skal

fremsættes inden for rimelig tid efter, at sagsøgte har fået kendskab til

dommen. En medlemsstat kan dog meddele, at genoptagelsesanmodninger indgivet

efter en vis frist på minimum et år ikke vil blive imødekommet (artikel 19,

stk. 4).

Forordningens artikel 20 regulerer forholdet til andre

internationale aftaler, som medlemsstaterne har indgået. Det fremgår, at

forordningen bl.a. erstatter Haagerforkyndelseskonventionen mellem

medlemsstaterne (bortset fra Danmark). Forordningen er dog ikke til hinder

for

gældende eller nye aftaler mellem medlemsstaterne om yderligere

fremskyndelser

eller forenklinger af forkyndelse, forudsat at de er forenelige med

forordningen.

Oplysninger, herunder navnlig personoplysninger, som

fremsendes efter forordningen, må af de modtagende instanser kun anvendes til

det formål, der lå til grund for fremsendelsen. Sådanne oplysninger skal

behandles fortroligt. Dette berører ikke nationale bestemmelser om de berørte

personers ret til at blive holdt orienteret om anvendelsen af de fremsendte

oplysninger og heller ikke direktiverne om behandling af personoplysninger

(95/46/EF) og om behandling af personoplysninger inden for telesektoren

(97/66/EF) (artikel 22).

3.2. Ændringer af forkyndelsesforordningen

Det fremgår af forordningens artikel 24, at Kommissionen

hvert femte år skal udarbejde en rapport om forordningens anvendelse med

eventuelle forslag til, hvordan forordningen kan tilpasses udviklingen inden

for forkyndelsesordningerne.

Kommissionen vedtog den 1. oktober 2004 Rapport om

anvendelsen af Rådets forordning (EF) 1348/2000. På baggrund af rapporten har

Kommissionen den 7. juli 2005 fremsat forslag til en ændring af forordningen

(Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets

forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i

medlemsstaterne

af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager

(KOM(2005)

305 endelig)).

Rådet (retlige og indre anliggender) opnåede på mødet den

1.–2. juni 2006 politisk enighed om et forslag til ændring af

forordningen.

Europa-Parlamentet har den 4 juli 2006 udtalt sig om forslaget og foreslået

en

række ændringer.

Hovedelementerne i forslaget er følgende:

–

Der indføres en pligt

for den modtagende instans til at træffe alle nødvendige foranstaltninger

for,

at dokumentet kan forkyndes hurtigst muligt og under alle omstændigheder

senest

en måned efter modtagelsen. Har det ikke været muligt at forkynde dokumentet

senest en måned efter modtagelsen, skal den modtagende instans omgående

underrette den fremsendende instans herom.

–

Der indføres en pligt

til at give modtageren af et dokument skriftlig underretning om, at

pågældende

kan nægte at modtage dokumentet, hvis sprogkravene ikke er opfyldt.

Underretning sker ved anvendelse af en standardformular.

–

Der fastsættes en

frist på en uge, inden for hvilken modtageren kan nægte at modtage et

dokument,

hvis sprogkravene ikke er opfyldt. Nægtelse kan ske i forbindelse med

forkyndelsen eller ved at sende dokumentet tilbage til den modtagende

instans.

–

Det præciseres, at

såfremt modtageren har nægtet at modtage dokumentet under henvisning til, at

dokumentet ikke er udfærdiget på rette sprog, kan dokumentet forkyndes efter

forordningen ledsaget af en oversættelse til rette sprog.

–

Der kan ikke længere

tages forbehold over for lovvalgsreglen ved fastlæggelse af

forkyndelsesdatoen,

jf. forordningens artikel 9.

–

Det fastsættes, at

eventuelle omkostninger ved forkyndelsen skal svare til et enkelt

proportionalt

og ikke-diskriminerende gebyr, som er fastsat på forhånd og meddelt

Kommissionen.

–

Det fastslås, at en

medlemsstat kan foretage postforkyndelse i en anden medlemsstat ved anbefalet

brev med modtagelsesbevis eller tilsvarende. Medlemsstaterne skal ikke

længere

angive, under hvilke omstændigheder, de accepterer postforkyndelse.

Forslaget er ligesom forkyndelsesforordningen fremsat med

hjemmel i EF-traktatens afsnit IV og er således omfattet af det danske

forbehold vedrørende retlige og indre anliggender. Danmark deltager derfor

ikke

i vedtagelsen af ændringerne af forordningen, der ikke vil være bindende for

og

ikke finder anvendelse i Danmark.

Som det fremgår af pkt. 4 nedenfor, indeholder

parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark en særlig procedure i tilfælde

af ændringer af forkyndelsesforordningen. Hvis lovforslaget vedtages, agter

regeringen – hvis forordningsforslaget med det ovenfor skitserede

indhold

vedtages – efter parallelaftalens artikel 3 at meddele Kommissionen, at

Danmark

vil gennemføre indholdet af ændringerne. I medfør af forslaget til

retsplejelovens

§ 159 a, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 1) kan

justitsministeren

herefter bestemme, at de nævnte ændringer af forkyndelsesforordningen gælder

her i landet.

4. Parallelaftalen mellem Fællesskabet og

Danmark om forkyndelsesforordningen

Med henblik på, at der kommer til at gælde de samme regler

om forkyndelse på tværs af grænserne i EU for Danmark som for de øvrige

EU-medlemsstater,

har regeringen som nævnt i pkt. 1 ovenfor efter forelæggelse for Folketingets

Europaudvalg og Retsudvalg anmodet om, at Danmark på mellemstatsligt grundlag

bliver tilknyttet forkyndelsesforordningen. Regeringen har tilsvarende

anmodet

om, at Danmark bliver tilknyttet Bruxelles I-forordningen.

På baggrund af forhandlinger mellem Kommissionen og

regeringen blev parallelaftaler om Danmarks tilknytning på mellemstatsligt

grundlag til Bruxelles I-forordningen og forkyndelsesforordningen undertegnet

den

19. oktober 2005. Parallelaftalen om forkyndelsesforordningen er medtaget som

bilag til lovforslaget.

Efter høring af Europa-Parlamentet vedtog Rådet den 27.

april 2006 afgørelser om Fælleskabets indgåelse af parallelaftalerne og

meddelte herefter den 2. maj 2006 Danmark, at Fællesskabet har afsluttet de

nødvendige procedurer for ikrafttrædelsen af parallelaftalerne.

Parallelaftalerne træder ifølge aftalens artikel 10 i kraft

den første dag i den sjette måned, efter at Danmark har meddelt Fællesskabet,

at

Danmark har gennemført de nødvendige procedurer for at kunne tiltræde

aftalen.

4.1. Indholdet af parallelaftalen vedrørende

forkyndelsesforordningen

Efter parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark er

formålet med aftalen, at forkyndelsesforordningen og

gennemførelsesforanstaltningerne

hertil finder anvendelse mellem Fællesskabet og Danmark. Målet er at nå frem

til en ensartet anvendelse og fortolkning af forordningen og

gennemførelsesforanstaltningerne i alle medlemsstater (artikel 1).

Efter aftalen vil bestemmelserne i forordningen og de

hidtil vedtagne gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en integreret del

af

parallelaftalen, herefter – med de fornødne tilpasninger jf. artikel 2,

stk. 2 – gælde på mellemstatsligt grundlag mellem Fællesskabet og

Danmark

(artikel 2).

Parallelaftalens artikel 3 indeholder en særlig procedure i

tilfælde af ændringer af forkyndelsesforordningen. Artikel 4 indeholder en

lignende procedure for så vidt angår gennemførelsesforanstaltninger til

forordningen.

Danmark deltager ikke i vedtagelsen af senere ændringer eller

gennemførelsesforanstaltninger til forordningen, og sådanne ændringer er ikke

bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. forbeholdet vedrørende

retlige og indre anliggender.

Vedtages sådanne ændringer eller

gennemførelsesforanstaltninger, skal Danmark senest 30 dage efter vedtagelsen

af ændringerne eller modtagelse af gennemførelsesforanstaltningerne meddele

Kommissionen,

hvorvidt Danmark vil gennemføre disse (artikel 3, stk. 2, og artikel 4,

stk. 2).

Kan ændringerne eller gennemførelsesforanstaltningerne

gennemføres administrativt – f.eks. ved bekendtgørelse med hjemmel i lov

– skal

meddelelsen angive, at de administrative foranstaltninger træder i kraft

samtidig med ændringerne/gennemførelsesforanstaltningerne eller på

meddelelsens

tidspunkt – afhængig af hvilket tidspunkt der er det seneste (artikel 3,

stk. 4, og artikel 4, stk. 3).

Kræver ændringerne Folketingets medvirken, skal de

nødvendige lovændringer træde i kraft samtidig med ændringerne eller senest 6

måneder efter meddelelsen, afhængig af hvilket tidspunkt der er det seneste.

Tidspunktet for ikrafttræden af lovændringerne skal meddeles Kommissionen

(artikel

3, stk. 5, og artikel 4, stk. 7).

Meddelelsen om, at ændringerne eller gennemførelsesforanstaltningerne

er gennemført i Danmark, skaber en gensidig mellemstatslig forpligtelse

mellem

Danmark og Fællesskabet. Ændringerne indgår herefter som en integreret del af

aftalen (artikel 3, stk. 6, og artikel 4, stk. 4).

Såfremt Danmark meddeler, at man ikke ønsker at gennemføre

en ændring eller en gennemførelsesforanstaltning, eller ikke giver den

påkrævede meddelelse til Kommissionen inden 30-dagesfristen, eller såfremt

eventuelle påkrævede lovændringer ikke træder i kraft inden for de fastsatte

frister,

betragtes det som en opsigelse af parallelaftalen, medmindre parterne inden

90

dage beslutter noget andet. Opsigelsen får virkning 3 måneder efter udløbet

af

de 90 dage (artikel 3, stk. 7, og artikel 4, stk. 5).

Parallelaftalens artikel 5 regulerer forholdet til andre

relevante internationale aftaler. Internationale aftaler, som indgås af

Fællesskabet,

på de områder, som er dækket af forkyndelsesforordningen, er ikke bindende

for

og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. forbeholdet vedrørende retlige og

indre anliggender. Danmark afholder sig efter parallelaftalen fra at indgå

internationale aftaler, som kan berøre forordningens anvendelse, medmindre

dette sker efter aftale med Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillende

ordninger med hensyn til forholdet mellem parallelaftalen og den pågældende

aftale.

Danmark forpligter sig endvidere til i forbindelse med

forhandlinger om internationale aftaler, der kan berøre eller ændre

anvendelsesområdet

for forkyndelsesforordningen, at koordinere sin holdning med Fællesskabet og

at

afholde sig fra handlinger, der vil kunne skade målsætningerne i en holdning

fastlagt af Fællesskabet inden for dets kompetenceområde.

Parallelaftalens artikel 6 og 7 indeholder regler om

EF-Domstolens kompetence:

En dansk domstol skal anmode EF-Domstolen om en præjudiciel

afgørelse om gyldigheden eller fortolkningen af aftalen i de tilfælde, hvor

en

domstol i en anden medlemsstat under de samme omstændigheder ville være

forpligtet til at anmode om en præjudiciel udtalelse i relation til

forkyndelsesforordningen mv.

Ved fortolkningen af aftalen skal danske domstole endvidere

tage passende hensyn til EF-Domstolens afgørelser om forkyndelsesforordningen

mv.

Danmark, Rådet, Kommissionen og enhver anden medlemsstat

kan anmode EF-Domstolen om en afgørelse om fortolkningen af parallelaftalen.

Danmark har ret til at afgive udtalelse til EF-Domstolen,

hvis en ret i en anden medlemsstat har forelagt Domstolen et præjudicielt

spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse i forkyndelsesforordningen eller

i

gennemførelsesforanstaltninger hertil.

Ændres de fællesskabsretlige regler om EF-Domstolens

kompetence, vil disse regler også gælde for parallelaftalen, medmindre

Danmark

inden 60 dage efter ændringernes ikrafttræden meddeler Kommissionen, at

Danmark

ikke ønsker at anvende ændringerne i relation til denne aftale. I så fald

betragtes aftalen som opsagt. Opsigelsen får virkning 3 måneder efter

meddelelsen

(artikel 6, stk. 6).

Kommissionen kan anlægge sag mod Danmark ved EF-Domstolen

for manglende overholdelse af aftalen. Overholder en anden medlemsstat ikke

aftalen, kan Danmark klage til Kommissionen og anmode den om at reagere over

for den pågældende medlemsstat (artikel 7).

Parallelaftalen omfatter de territorier, der er henvist til

i artikel 299 i Traktaten om Den Europæiske Union (artikel 8). Bl.a. Grønland

og Færøerne er således ikke omfattet af aftalen.

Parallelaftalen ophører, hvis Danmark meddeler, at man ikke

længere vil gøre brug af forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender.

Aftalen kan endvidere opsiges af såvel Danmark som Fællesskabet (artikel 9).

Aftalen træder i kraft den første dag i den sjette måned

efter parternes meddelelse om, at de respektive tiltrædelsesprocedurer er

afsluttet (artikel 10). Denne ikrafttrædelsesdato gælder i stedet for den i

forkyndelsesforordningen fastsatte ikrafttrædelsesdato, jf. artikel 2,

stk. 2.

4.2. Forholdet til grundloven og det danske

forbehold vedrørende retlige og indre anliggender

Regeringen har overvejet, om gennemførelsen i dansk ret af parallelaftalen

mellem Fællesskabet og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige

dokumenter i civile og kommercielle sager, der er en folkeretlig aftale,

indebærer overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20. Regeringen

har

endvidere vurderet forholdet til det danske forbehold vedrørende retlige og

indre anliggender.

Efter aftalens artikel 2, stk. 1, gælder

bestemmelserne i forkyndelsesforordningen på mellemstatsligt grundlag mellem

Danmark

og Fællesskabet. Forordningen gælder således ikke umiddelbart i Danmark, men

alene som en folkeretlig forpligtelse for den danske stat. Parallelaftalen og

dermed forordningens bestemmelser vil dermed skulle gennemføres på sædvanlig

vis i dansk ret ved de nødvendige lovændringer.

Det fremgår endvidere af aftalens artikel 3 og 4, at senere

ændringer af forordningen eller senere gennemførelsesforanstaltninger ikke er

bindende for eller finder anvendelse i Danmark, men at Danmark inden for en

vis

frist kan beslutte, at man vil gennemføre de pågældende ændringer mv. i dansk

ret. Træffer Danmark en sådan beslutning, vil disse ændringer og

gennemførelsesforanstaltninger

– ligesom forordningens bestemmelser – gælde som folkeretlige

forpligtelser

mellem Fællesskabet og Danmark.

For så vidt angår bestemmelserne i artikel 2-4 findes der

på denne baggrund at være tale om sædvanlige folkeretlige forpligtelser, som

Danmark kan påtage sig efter grundlovens § 19, og som ikke rejser

spørgsmål i forhold til grundlovens § 20 eller i forhold til det danske

forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Efter aftalens artikel 5 er internationale aftaler, som

indgås af Fællesskabet på de områder, som er dækket af

forkyndelsesforordningen,

ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark. Bestemmelsen rejser på

denne baggrund ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 20.

Danmark tilkendegiver endvidere at ville afholde sig fra at

indgå internationale aftaler, som kan påvirke anvendelsen af

forkyndelsesforordningen,

medmindre dette sker efter aftale med Fællesskabet. Bestemmelserne i

forordningen er medtaget som bilag til parallelaftalerne og udgør en del

heraf,

og en international aftale som nævnt ovenfor ville kunne modvirke den fælles

anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i forkyndelsesforordningen i alle

medlemsstater, som er ét af parallelaftalens formål, jf. artikel 1,

stk. 2. Heller ikke denne del af bestemmelsen går ud over, hvad der kan

vedtages i en almindelig, mellemfolkelig aftale.

Artikel 6, stk. 1, indebærer, at EF-traktatens

almindelige bestemmelser om præjudicielle søgsmål finder anvendelse, jf.

EF-traktatens artikel 68, stk. 1. Hvis et spørgsmål om gyldigheden eller

fortolkningen af parallelaftalen, herunder bestemmelserne i

forkyndelsesforordningen, som er medtaget som bilag til parallelaftalen,

rejses

under en retssag ved en dansk domstol, hvis afgørelser ikke kan appelleres,

skal domstolen – hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er

nødvendig, før den afsiger dom – således anmode EF-Domstolen om at

afgøre

spørgsmålet.

EF-Domstolens afgørelse af dette fortolkningsspørgsmål vil

være bindende for de danske domstole, som behandler den sag, der har givet

anledning til det præjudicielle søgsmål, men den endelige afgørelse skal

træffes af den danske domstol. Denne præjudicielle ordning findes ikke at

være

omfattet af grundlovens § 20. Det er således bl.a. i forbindelse med

gennemførelsen af Europol-konventionen lagt til grund, at den præjudicielle

ordning efter denne konvention ikke er omfattet af grundlovens § 20

(Folketingstidende

1996-97, tillæg A, side 3792 (lovforslag nr. 179 (1996-97)).

Efter artikel 6, stk. 2, skal danske domstole ved

fortolkningen af parallelaftalen i henhold til dansk ret tage passende hensyn

til EF-Domstolens praksis vedrørende forkyndelsesforordningen mv.

Bestemmelsen

skal ses i sammenhæng med, at formålet med parallelaftalen er at nå frem til

en

ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i forordningen i alle

medlemsstater.

Som bestemmelsen er formuleret, er EF-Domstolens

retspraksis i sager vedrørende forkyndelsesforordningen mv. (bortset fra

sager,

der forelægges præjudicielt af danske domstole, jf. ovenfor) ikke bindende

for

danske domstole, ligesom bestemmelsen indeholder en henvisning til, hvad der

gælder efter dansk ret. Bestemmelsen rejser på denne baggrund ikke spørgsmål

i

forhold til grundlovens § 20 eller i forhold til det danske forbehold

vedrørende retlige og indre anliggender.

Bestemmelsen i artikel 6, stk. 3, der svarer til

EF-traktatens artikel 68, stk. 3, om muligheden for at forelægge

EF-Domstolen spørgsmål om den generelle fortolkning af parallelaftalen,

findes

tilsvarende ikke omfattet af grundlovens § 20.

Særligt med hensyn til det danske forbehold vedrørende

retlige og indre anliggender bemærkes, at det af protokollen om Danmarks

stilling bl.a. fremgår, at ingen foranstaltninger, der er vedtaget med

hjemmel

i EF-traktatens afsnit IV, og ingen afgørelser truffet af EF-Domstolen om

fortolkning af sådanne foranstaltninger er bindende for eller finder

anvendelse

i Danmark. Baggrunden for det anførte om EF-Domstolens afgørelser er, at når

de

overnationale foranstaltninger, der efter EF-traktatens afsnit IV kan

vedtages

af Fællesskabet, ikke i sig selv kan være bindende for Danmark, kan

EF-Domstolens afgørelser om disse foranstaltninger heller ikke være bindende

for Danmark. Forbeholdet er imidlertid ikke til hinder for, at Danmark bliver

omfattet

af EF-Domstolens kompetence for så vidt angår fortolkning og anvendelse af

parallelaftalen – som er af mellemstatslig karakter – i forholdet

mellem

Fællesskabet og Danmark.

Efter artikel 6, stk. 6, gælder ændringer i de fællesskabsretslige

regler om EF-Domstolens kompetence også for parallelaftalen, medmindre

Danmark

senest 60 dage fra ændringernes ikrafttræden meddeler Kommissionen, at man

ikke

ønsker at anvende ændringerne. I så fald ophører parallelaftalen.

Som det fremgår, har Danmark på parallelaftalens område

mulighed for at undgå at blive bundet af eventuelle nye regler om

EF-Domstolens

kompetence ved at give meddelelse herom til Kommissionen. Selv om der på et

senere tidspunkt måtte blive tale om at overlade beføjelser omfattet af

grundlovens

§ 20 til EF-Domstolen som led i en ændring af de almindelige

fællesskabsregler

om EF-Domstolens kompetence, vil Danmark således ikke være forpligtet til at

anvende disse regler for parallelaftalen, hvis Danmark afgiver den nævnte

meddelelse. Det vurderes på denne baggrund, at tiltrædelse af bestemmelsen i

artikel 6, stk. 6, ikke kræver anvendelse af proceduren i grundlovens

§ 20.

Gennemførelsen af parallelaftalen mellem Fællesskabet og

Danmark vedrørende forkyndelsesforordningen kræver lovændringer her i landet,

jf. pkt. 5 nedenfor, og indgåelsen af parallelaftalen kræver dermed også

Folketingets samtykke efter grundlovens § 19.

Indgåelse af parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark

kræver, som det fremgår af det ovenfor anførte, efter regeringens opfattelse

ikke anvendelse af proceduren i grundlovens § 20 og må anses for at være

i

overensstemmelse med det danske forbehold vedrørende retlige og indre

anliggender.

5. Lovforslagets udformning og gennemførelsen

af parallelaftalen i dansk ret

5.1. Lovforslagets udformning

Parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark om

forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle

sager indebærer som nævnt ovenfor, at forkyndelsesforordningen med

gennemførelsesforanstaltninger

på mellemstatsligt grundlag vil finde anvendelse i forholdet mellem

Fællesskabet og Danmark.

Forkyndelsesforordningen er bindende og umiddelbart

anvendelig i de øvrige EU-medlemsstater, jf. EF-traktatens artikel 249, dvs.

at

det er forordningens tekst, der gælder i de øvrige EU-medlemsstater uden

gennemførelse

i national lovgivning. Målet med parallelaftalen er ifølge aftalens artikel

1,

stk. 2, at opnå en ensartet anvendelse og fortolkning af forordningen

mv.

i alle medlemsstater.

På denne baggrund bør parallelaftalen og

forkyndelsesforordningen efter Justitsministeriets opfattelse gennemføres i

dansk ret ved inkorporering, således at forkyndelsesforordningen gælder her i

landet, uden at der sker omskrivning af forordningens bestemmelser til dansk

lovgivning. På denne måde sikres det bedst, at bestemmelserne i

forkyndelsesforordningen kommer til at gælde her i landet på samme måde som i

de øvrige EU-medlemsstater, og det vil således være de samme regler, der

gælder

i forholdet mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater som mellem de øvrige

EU-medlemsstater indbyrdes.

Med henblik på gennemførelse af bestemmelserne i selve

parallelaftalen, jf. pkt. 4 ovenfor, bemærkes, at visse af aftalens

bestemmelser

må antages at kræve lovgivning. Det gælder navnlig reglerne om ændring af

forordningen i forholdet mellem Danmark og Fællesskabet (artikel 2,

stk. 2) og om danske domstoles pligt til forelægge præjudicielle

spørgsmål

for EF-Domstolen (artikel 6, stk. 1). Hertil kommer, at reglerne i

forkyndelsesforordningen,

der med lovforslaget som nævnt kommer til at gælde her i landet, udgør en del

af selve parallelaftalen, jf. aftalens artikel 2, stk. 1.

På den baggrund er lovforslaget udformet sådan, at reglerne

i parallelaftalen kommer til at gælde her i landet, selv om ikke alle

aftalens

bestemmelser isoleret set kræver lovgivning her i landet.

Det foreslås endvidere, at justitsministeren får

bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om gennemførelse af

parallelaftalen

og forordningen. Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet udstede

en

bekendtgørelse om bl.a. de oplysninger, Justitsministeriet efter

forordningens

artikel 23 har meddelt Kommissionen, jf. pkt. 5.2 nedenfor.

Som anført ovenfor under pkt. 4 deltager Danmark ikke i

vedtagelsen af ændringer af forkyndelsesforordningen, og sådanne ændringer er

ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. forbeholdet om

retlige og indre anliggender. Det samme gælder de

gennemførelsesforanstaltninger,

som Kommissionen med bistand fra det rådgivende udvalg vedtager efter

forordningens

artikel 17. Tiltræder Danmark ikke ændringerne eller

gennemførelsesforanstaltningerne,

betragtes det som en opsigelse af parallelaftalen, jf. pkt. 4.1 ovenfor. Som

anført i pkt. 3.2 ovenfor er der allerede fremsat forslag om ændring af

forkyndelsesforordningen, og der må forventes løbende at kunne blive tale om

ændringer af gennemførelsesforanstaltningerne til forordningen.

Ændringer af forordningen vil antagelig typisk være

justeringer af mere teknisk karakter som f.eks. de ovenfor under pkt. 3.2

skitserede foreslåede ændringer i lyset af erfaringerne med forordningens

anvendelse i praksis. Det samme gælder ændrede

gennemførelsesforanstaltninger,

der f.eks. kan være en tilpasning af formularen i bilaget til forordningen.

På denne baggrund foreslås det, at justitsministeren kan

bestemme, at ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til

forkyndelsesforordningen,

som Danmark har tiltrådt, jf. parallelaftalens artikel 3 og 4, gælder her i

landet. Det bemærkes, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende

retningslinjer

for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive orienteret om væsentlige

forslag til ændringer af forkyndelsesforordningen inden vedtagelsen i Rådet.

Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved

en

tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning,

kræves endvidere Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens

§ 19.

Der henvises til forslaget til retsplejelovens § 159

a, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

5.2. Gennemførelsen af parallelaftalen i

dansk ret

Ved tiltrædelsen af parallelaftalen skal Danmark efter

forkyndelsesforordningens artikel 23 meddele Kommissionen en række

forskellige

oplysninger vedrørende den praktiske anvendelse af forordningens bestemmelser

mv.

Efter forordningens artikel 2, 3 og 4 skal Danmark således

meddele, hvilke myndigheder der for Danmarks vedkommende er udpeget som

henholdsvis fremsendende instans, modtagende instans og central instans.

Danmark skal endvidere meddele instansernes stedlige kompetence, på hvilke

måder instanserne kan modtage dokumenter, og hvilke sprog der kan benyttes

ved

udfyldelsen af de forskellige formularer.

Efter Haagerforkyndelseskonventionen er Justitsministeriet

central myndighed og modtagende instans, mens domstolene er udpeget som

decentrale fremsendende instanser. Denne ordning indebærer, at anmodninger

fra

udlandet om forkyndelse efter konventionen i alle tilfælde skal sendes til

Justitsministeriet. Ministeriet videresender anmodningen til den stedligt

kompetente byret, der herefter gennemfører forkyndelsen. Fremsendelsen fra

Justitsministeriet til rette byret sker i praksis normalt inden for få dage.

Justitsministeriet finder, at Justitsministeriet også efter

forkyndelsesforordningen bør udpeges som central myndighed, jf. forordningens

artikel 3, og at domstolene bør udpeges som fremsendende instanser, jf.

forordningens

artikel 2, stk. 1.

Med henblik på at indhente og samle praktiske erfaringer

med forkyndelse af dokumenter efter forkyndelsesforordningen, bør

Justitsministeriet indtil videre – ligesom efter

Haagerforkyndelseskonventionen

– udpeges som den modtagende instans, jf. forordningens artikel 2,

stk. 2

og 3, der giver mulighed for alene at udpege én modtagende instans for 5 år

ad

gangen.

Sammenlægningen af de nuværende 82 byretter til 24 som

følge af domstolsreformen, der træder i kraft den 1. januar 2007, jf. lov nr.

538 af 8. juni 2006, indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at de

enkelte byretter vil kunne opbygge et større erfaringsgrundlag end i dag med

hensyn til behandlingen af udenlandske anmodninger om forkyndelse, og det vil

være lettere for en udenlandsk fremsendende myndighed at finde frem til den

rette stedligt kompetente byret. Det er på denne baggrund Justitsministeriets

opfattelse, at kompetencen som modtagende instans inden for en kortere

årrække som

udgangspunkt bør overgå til domstolene (byretterne). Den nærmere

tilrettelæggelse

heraf bør i givet fald ske efter nærmere drøftelse med Domstolsstyrelsen mv.

og

i lyset af erfaringerne med anvendelsen af bestemmelserne i forordningen i

praksis.

Justitsministeriet vil, inden kompetencen i givet fald overgår

til de enkelte byretter, på baggrund af de praktiske erfaringer med

forkyndelsesforordningen udarbejde nærmere retningslinjer for sagernes

behandling med henblik på at sikre en ensartet behandling af anmodninger om

forkyndelse efter forordningen, jf. forslaget til retsplejelovens § 159

a,

stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 1).

For så vidt angår fremsendelsesmåder for dokumenter, der

skal forkyndes, finder Justitsministeriet, at fremsendelse af dokumenter

efter

forkyndelsesforordningen bør kunne ske pr. post, telefax eller e-mail under

forudsætning

af, at indholdet af det modtagne dokument er en tro gengivelse af det

afsendte

dokument, og at alle angivelser på dokumentet er let læselige.

For så vidt angår artikel 4 og 10 om, hvilke sprog

forkyndelsesanmodninger og attester om forkyndelse kan udfærdiges på, finder

Justitsministeriet, at Danmark bør acceptere anmodninger om forkyndelse efter

artikel 4 udfærdiget på dansk, engelsk eller fransk, og at

afleveringsattester efter

artikel 10 kan udfærdiges på dansk, engelsk og fransk efter den danske

myndigheds valg. Dette svarer til ordningen efter

Haagerforkyndelseskonventionen,

der ikke har givet anledning til problemer i praksis.

Efter forordningens artikel 9, stk. 3, skal Danmark

underrette Kommissionen, såfremt man af særlige grunde ønsker at fravige

ordningen i artikel 9, stk. 2, om datoen for forkyndelsen.

Justitsministeriet finder ikke, der er grundlag for at fravige forordningens

regler på dette punkt. Det bemærkes i øvrigt, at efter det foreliggende

udkast

til ændring af forkyndelsesforordningen er der ikke mulighed for at fravige

forordningens regler om datoen for forkyndelse.

Efter forordningens artikel 13, stk. 2, skal Danmark

meddele Kommissionen, såfremt man modsætter sig frivillig forkyndelse ved

diplomatiske eller konsulære repræsentanter over for andre end statsborgere i

afsenderlandet. I overensstemmelse med ordningen efter

Haagerforkyndelseskonventionen bør Danmark efter Justitsministeriets

opfattelse

ikke modsætte sig denne forkyndelsesmåde.

Efter forordningens artikel 14 skal Danmark meddele, under

hvilke omstændigheder man accepterer postforkyndelse af retslige dokumenter.

Med henblik på at sikre, at modtageren faktisk har modtaget brevet, hvilket i

udeblivelsessager også kan have betydning for, om dommen senere vil kunne

anerkendes og fuldbyrdes i Danmark, bør postforkyndelse efter denne

bestemmelse

ske efter retsplejelovens regler om brev- eller postforkyndelse samt under

forudsætning af, at dokumentet er affattet på eller ledsaget af en

oversættelse

til dansk eller til et andet sprog, som modtageren forstår.

Efter forordningens artikel 15 skal Danmark meddele,

såfremt man modsætter sig, at enhver, der har interesse i en retssag, kan

lade

forkyndelse foretage i Danmark direkte ved henvendelse til stævningsmænd mv.

Der er efter dansk ret ikke adgang til, at private kan anmode stævningsmænd

om

at foretage forkyndelse i Danmark. Danmark har således taget forbehold over

for

den tilsvarende bestemmelse i Haagerforkyndelseskonventionens artikel 10,

litra

c, og Danmark bør efter Justitsministeriets opfattelse tilsvarende modsætte

sig

forkyndelse af retslige dokumenter i Danmark efter forordningens artikel 15,

stk. 1.

Efter forordningens artikel 19, stk. 1, må dommeren i udeblivelsessager

ikke afgøre sagen, før det er fastslået, at stævningen er behørigt forkyndt

efter en fremgangsmåde med hjemmel i forordningen. Dog kan et land meddele,

at

sagen kan afgøres, bl.a. når det inden for en periode på mindst 6 måneder

ikke

har været muligt at opnå bevis for, at dokumentet er forkyndt. Efter

retsplejelovens

§ 159 kan forkyndelse foretages i Statstidende, bl.a. hvis vedkommende

fremmede myndighed undlader at efterkomme en anmodning om forkyndelse.

Svarende

til ordningen efter Haagerforkyndelseskonventionen og Danmarks erklæring

hertil

bør Danmark efter Justitsministeriets opfattelse afgive en erklæring efter

forordningens artikel 19, stk. 2, hvorefter sagen kan afgøres, selv om

der

ikke er modtaget afleveringsattest, når betingelserne i bestemmelsen er

opfyldt, jf. herom pkt. 3.1 ovenfor.

Efter forordningens artikel 19, stk. 4, kan et land

fastsætte en absolut frist på minimum et år for fremsættelse af anmodninger

om

genoptagelse af udeblivelsesdomme. Efter retsplejelovens § 367 har

domfældte adgang til genoptagelse af udeblivelsesdomme, såfremt vedkommende

skriftligt anmoder herom inden 4 uger efter dommens afsigelse. Retten kan

undtagelsesvis genoptage sager, hvis anmodning indgives senere, men inden et

år

efter afsigelsen. Danmark har i forbindelse med tiltrædelsen af

Haagerforkyndelseskonventionen i overensstemmelse hermed erklæret, at en

anmodning om ny behandling af sagen ikke vil blive imødekommet, hvis

anmodningen fremsættes mere end et år efter afgørelsen, og at spørgsmålet om

genoptagelse af en udeblivelsessag afgøres efter retsplejelovens regler

herom.

Danmark bør tilsvarende afgive en erklæring efter

forordningens artikel 23 om, at en anmodning efter forordningens artikel 19

om

ny behandling af sagen ikke vil blive imødekommet, hvis anmodningen

fremsættes

mere end et år efter afgørelsen. Dette svarer som nævnt til, hvad der gælder

efter retsplejelovens § 367 om genoptagelse.

Hvis lovforslaget vedtages, agter Justitsministeriet at

give meddelelse til Kommissionen efter forordningens artikel 23 i

overensstemmelse

med det, der er anført ovenfor.

Efter forordningens artikel 20, stk. 3, skal

medlemsstaterne endvidere sende Kommissionen kopi af andre aftaler mv., som

medlemsstaterne er parter i, om yderligere fremskyndelser eller forenklinger,

der er forenelige med forordningen. Justitsministeriet vil i givet fald

meddele

Kommissionen, at Den nordiske retshjælpsoverenskomst fortsat finder

anvendelse

ved anmodning om forkyndelse af dokumenter mellem Danmark og de øvrige

nordiske

lande.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører parallelaftalen mellem

Fællesskabet og Danmark om forkyndelsesforordningen og skaber det retlige

grundlag for dansk tilknytning på mellemstatsligt grundlag til

forkyndelsesforordningen, der som følge af det danske forbehold vedrørende

retlige og indre anliggender ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i

Danmark.

7. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Der henvises til bemærkningerne ovenfor under pkt. 6.

8. Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende

myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre

Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenterne for Københavns

Byret og retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Dommerforeningen,

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Akademikernes

Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks

Jurist- og Økonomforbund, Danmarks Rederiforening, Dansk

Arbejdsgiverforening,

Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk

InkassoBrancheforening, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Sø-Restaurations

Forening,

Dansk Told- og Skatteforbund, Danske Speditører, De Danske Patentagenters

Forening, Det Danske Voldgiftsinstitut, Fagligt Fælles Forbund

3F, Finansrådet, Fiskernes Forbund, FOA –

Fag og Arbejde, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af

Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer, Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af

Statsamtsjurister, Foreningen af Danske Inkassoadvokater, Forsikring &

Pension, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd,

Handels- og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark, HK Landsklubben Danmarks

Domstole,

HTS-A Arbejdsgiver- og Erhvervsorganisationen, HTS-I, Håndværksrådet,

Institut

for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,

Københavns Retshjælp, Københavns Universitet, Landsforeningen af beskikkede

advokater,

Landsorganisationen i Danmark LO, Liberale Erhvervs Råd, Maskinmestrenes

Forening, Metal Søfart, Politiforbundet i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen,

Procesbevillingsnævnet, Realkreditrådet, Restaurationsbranchens Forbund,

Sammenslutningen af Danske Pantebrevshandlere, Statsansattes Kartel,

Statstjenestemændenes Centralorganisation II, Syddansk Universitet, Søfartens

Arbejdsmiljøråd,

Søfartens Ledere – Dansk Navigatørforening, Sømændenes Forbund,

Sølovudvalgets

medlemmer, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Århus Retshjælp og

Århus Universitet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Der foreslås en ny bestemmelse i retsplejelovens § 159

a (i retsplejelovens kapitel 17 om forkyndelse mv.), hvorefter

parallelaftalen

om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og

kommercielle

sager og bestemmelserne i forkyndelsesforordningen, jf. bilag til

lovforslaget,

gælder her i landet, jf. stk. 1.

Hidtil er anmodninger om forkyndelse i forholdet mellem

Danmark og de øvrige EU-medlemsstater blevet behandlet efter reglerne i

Haagerforkyndelseskonventionen. Lovforslaget indebærer, at konventionen i

forhold

til de øvrige EU-lande erstattes af bestemmelserne i forkyndelsesforordningen

og parallelaftalen, som herefter (inden for forordningens anvendelsesområde)

vil gælde for anmodninger fra andre EU-lande om forkyndelse af dokumenter i

Danmark og for anmodninger fra Danmark om forkyndelse af dokumenter i de

andre

EU-lande. Bestemmelserne i forkyndelsesforordningen er beskrevet nærmere i

lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.

Til brug for den praktiske gennemførelse af forkyndelser på

tværs af grænserne inden for EU har Kommissionen udarbejdet en håndbog mv.,

der

indeholder medlemsstaternes oplysninger efter forordningens artikel 23.

Håndbogen kan findes på Kommissionens hjemmeside på netadressen

http://ec.europa.eu/justice_home.

Disse gennemførelsesforanstaltninger efter forordningens artikel 23 er ikke

udtrykkeligt nævnt i forslaget til retsplejelovens § 159 a, stk. 1,

da der alene er tale om indsamling og offentliggørelse af oplysninger fra

medlemsstaterne,

som danner grundlag for anvendelsen af forordningens bestemmelser i praksis

(men som ikke kræver gennemførelseslovgivning her i landet).

Parallelaftalens artikel 6, stk. 1, indebærer, at

EF-traktatens almindelige bestemmelser om præjudicielle søgsmål finder

anvendelse

på parallelaftalens område, jf. EF-traktatens artikel 68, stk. 1. Hvis

et

spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af parallelaftalen, herunder

bestemmelserne i forkyndelsesforordningen mv., som udgør en del af

parallelaftalen, rejses under en retssag ved en dansk domstol, hvis

afgørelser

ikke kan appelleres, skal domstolen – hvis den skønner, at en afgørelse

af

dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger dom – således anmode

EF-Domstolen

om at afgøre spørgsmålet. Dette svarer til, at danske domstole på en række

andre områder, hvor der kan opstå EU-retlige spørgsmål, efter reglerne i

EF-traktaten i visse tilfælde kan eller skal forelægge et såkaldt

præjudicielt

spørgsmål for EF-Domstolen, hvis afgørelse af det forelagte EU-retlige

spørgsmål herefter skal lægges til grund under den danske domstols afgørelse

af

den sag, der gav anledning til det præjudicielle spørgsmål (EF-traktatens

artikel 234).

Udebliver sagsøgte i forbindelse med en retssag i Danmark,

hvor stævningen har skullet forkyndes i en anden EU-medlemsstat efter

forkyndelsesforordningens regler, skal retten påse, at ikke blot

retsplejelovens almindelige betingelser for afsigelse af udeblivelsesdom, men

også de særlige betingelser for at afsige udeblivelsesdom efter reglerne i

forordningens artikel 19, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets almindelige

bemærkninger pkt. 3.1 og 5.2, er opfyldt.

Med hensyn til genoptagelse af udeblivelsesdomme bemærkes,

at genoptagelse vil kunne ske efter reglerne i forordningens artikel 19,

stk. 4, som dog næppe vil have større praktisk betydning ved siden af

den

almindelige genoptagelsesregel i retsplejelovens § 367.

Efter forslaget til stk. 2 kan justitsministeren

fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af parallelaftalen og

forkyndelsesforordningen.

Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet udstede en bekendtgørelse

om

bl.a. de oplysninger, Justitsministeriet har meddelt Kommissionen efter

forkyndelsesforordningens artikel 23, jf. herved lovforslagets almindelige

bemærkninger pkt. 5.2.

Efter forslaget til stk. 3 kan justitsministeren

bestemme, at ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til

forkyndelsesforordningen

gælder her i landet, og justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser

om

gennemførelse heraf. Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.

3.2 vil denne bemyndigelse i givet fald bl.a. kunne anvendes i forbindelse

med

gennemførelsen af det forslag om ændring af forkyndelsesforordningen, som for

tiden behandles i EU.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

pkt. 5, hvor der også er redegjort nærmere for gennemførelsen i dansk ret af

forordningens forskellige bestemmelser.

Til § 2

Det foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet

for lovens ikrafttræden.

Efter parallelaftalens artikel 10 træder aftalen i kraft

den første dag i den sjette måned efter parternes meddelelse om, at de har

afsluttet de nødvendige procedurer. Fællesskabet har den 2. maj 2006 meddelt,

at man har afsluttet de nødvendige procedurer. Ikrafttrædelsen af

parallelaftalen afhænger således af Danmarks meddelelse til Fællesskabet om

lovforslagets endelige vedtagelse.

Bilag 1

AFTALE

mellem Det Europæiske

Fællesskab og Kongeriget Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige

dokumenter i civile og kommercielle sager

DET EUROPÆISKE

FÆLLESSKAB, i det følgende benævnt »Fællesskabet«,

på den ene side, og

KONGERIGET DANMARK, i

det følgende benævnt »Danmark«,

på den anden side —

SOM ØNSKER at forbedre

og fremskynde fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter i civile

og

kommercielle sager mellem Danmark og de andre af Fællesskabets medlemsstater,

SOM FINDER, at

fremsendelse med dette formål skal ske direkte mellem de lokale instanser,

som

er udpeget af de kontraherende parter,

SOM FINDER, at en hurtig

fremsendelse forudsætter, at alle egnede midler anvendes, dog under

overholdelse

af visse krav vedrørende de modtagne dokumenters læselighed og pålidelighed,

SOM FINDER, at en sikker

fremsendelse kræver, at det fremsendte dokument ledsages af en fortrykt

formular, som skal udfyldes på sproget på forkyndelsesstedet eller på et

andet

sprog, som accepteres af den modtagende medlemsstat,

SOM FINDER, at for at

denne aftale kan fungere efter hensigten, bør det kun i undtagelsestilfælde

være muligt at nægte at forkynde dokumenter,

SOM KONSTATERER, at

konventionen om forkyndelse i Den Europæiske Unions medlemsstater af retslige

og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender, som blev

udarbejdet af Rådet for Den Europæiske Union ved retsakt af 26. maj 1997

1) ,

ikke er trådt i kraft, og at kontinuiteten i forhold til de resultater, der

blev opnået i forbindelse med indgåelsen af konventionen, bør sikres,

SOM KONSTATERER, at

konventionens indhold i stor udstrækning er overtaget i Rådets forordning

(EF)

nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og

udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager

2)

(i det følgende

benævnt »forkyndelsesforordningen«),

SOM HENVISER til

protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om

Den

Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

(i

det følgende benævnt »protokollen om Danmarks stilling«), i medfør af hvilken

forkyndelsesforordningen ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i

Danmark,

SOM ØNSKER, at

bestemmelserne i forkyndelsesforordningen, fremtidige ændringer heraf og

gennemførelsesforanstaltningerne

hertil på folkeretligt grundlag skal finde anvendelse i forbindelserne mellem

Fællesskabet og Danmark som medlemsstat med en særlig stilling med hensyn til

afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

SOM UNDERSTREGER

betydningen af god koordination mellem Fællesskabet og Danmark for så vidt

angår forhandling og indgåelse af internationale aftaler, der kan berøre

eller

ændre anvendelsesområdet for forkyndelsesforordningen,

SOM UNDERSTREGER, at

Danmark bør bestræbe sig på at tiltræde internationale aftaler, som

Fællesskabet har indgået, når Danmarks deltagelse i sådanne aftaler er

relevant

for at sikre en sammenhængende anvendelse af forkyndelsesforordningen og

nærværende aftale,

SOM PÅPEGER, at De

Europæiske Fællesskabers Domstol bør have kompetence til at sikre en ensartet

anvendelse og fortolkning af denne aftale, inklusive de bestemmelser i

forkyndelsesforordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør

en del af denne aftale,

SOM HENVISER til den

kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og

fortolkningen

af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens

afsnit IV, herunder gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som er

tillagt De Europæiske Fællesskabers Domstol ved artikel 68, stk. 1, i

traktaten

om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og til det forhold, at nævnte

bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som

følge

af protokollen om Danmarks stilling,

SOM FINDER, at De

Europæiske Fællesskabers Domstol bør have kompetence til på samme betingelser

at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af denne

aftale, som rejses af en dansk ret, og at danske retter følgelig bør anmode

om

præjudicielle afgørelser på samme betingelser som retter i andre

medlemsstater

for så vidt angår fortolkningen af forkyndelsesforordningen og

gennemførelsesforanstaltningerne hertil,

SOM HENVISER til, at

Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og medlemsstaterne i

medfør

af artikel 68, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

kan anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om

fortolkning af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag

af

traktatens afsnit IV, herunder fortolkning af denne aftale, og til det

forhold,

at nævnte bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i

Danmark

som følge af protokollen om Danmarks stilling,

SOM FINDER, at Danmark

på samme betingelser som andre medlemsstater for så vidt angår

forkyndelsesforordningen

og gennemførelsesforanstaltningerne hertil bør have mulighed for at anmode De

Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af

denne

aftale,

SOM UNDERSTREGER, at

retterne i Danmark — ved fortolkningen af denne aftale, inklusive de

bestemmelser

i forkyndelsesforordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der

udgør

en del af denne aftale — efter dansk ret bør tage behørigt hensyn til

retspraksis ved De Europæiske Fællesskabers Domstol og ved retterne i De

Europæiske Fællesskabers medlemsstater for så vidt angår bestemmelserne i

forkyndelsesforordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger,

SOM FINDER, at det bør

være muligt at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre

spørgsmål om overholdelse af forpligtelser i medfør af denne aftale i

overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det

Europæiske

Fællesskab vedrørende sager for Domstolen,

SOM KONSTATERER, at

denne aftale er bindende for medlemsstaterne i medfør af artikel 300, stk. 7,

i

traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab; det er derfor

hensigtsmæssigt, at Danmark i tilfælde af, at en medlemsstat ikke overholder

denne aftale, skal kunne indbringe sagen for Kommissionen i dennes egenskab

af

traktatens vogter —

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Formål

1. Formålet med denne aftale er at anvende

bestemmelserne i forkyndelsesforordningen og gennemførelsesforanstaltningerne

hertil i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i overensstemmelse med

artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

2. Det er de kontraherende parters mål at nå frem til

en ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i

forkyndelsesforordningen

og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i alle medlemsstater.

3. Bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk.

1, og artikel 5, stk. 1, i denne aftale følger af protokollen om Danmarks

stilling.

Artikel 2

Samarbejde om forkyndelse af dokumenter

1. Bestemmelserne i forkyndelsesforordningen, der er

knyttet som bilag til denne aftale og udgør en del heraf, samt de

gennemførelsesforanstaltninger,

der er vedtaget i medfør af forordningens artikel 17, og — for så vidt

angår

gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages efter denne aftales ikrafttræden

—

som Danmark har gennemført efter artikel 4 i denne aftale, og de oplysninger,

som medlemsstaterne har meddelt i henhold til forordningens artikel 23,

finder

anvendelse på folkeretligt grundlag i forbindelserne mellem Fællesskabet og

Danmark.

2. Datoen for denne aftales ikrafttræden finder

anvendelse i stedet for datoen omhandlet i forordningens artikel 25.

Artikel 3

Ændringer til forkyndelsesforordningen

1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af ændringer til

forkyndelsesforordningen, og sådanne ændringer er ikke bindende for og finder

ikke

anvendelse i Danmark.

2. Når der vedtages ændringer til forordningen,

meddeler Danmark Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af

ændringerne. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for vedtagelsen af

ændringerne

eller inden 30 dage herefter.

3. Hvis Danmark beslutter at gennemføre indholdet af

ændringerne, anføres det i meddelelsen, om gennemførelsen kan ske

administrativt eller kræver godkendelse i Folketinget.

4. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen

kan ske administrativt, angives det desuden, at alle de nødvendige

administrative

foranstaltninger træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne

til forordningen eller er trådt i kraft på datoen for meddelelsen, afhængigt

af

hvilket tidspunkt der ligger senest.

5. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen

kræver godkendelse i Folketinget, finder følgende bestemmelser anvendelse:

a)

Lovgivningsmæssige

foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af

ændringerne

til forordningen eller inden seks måneder efter datoen for meddelelsen,

afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

b)

Danmark

giver Kommissionen meddelelse om datoen for de lovgivningsmæssige

gennemførelsesforanstaltningers

ikrafttræden.

6. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af

ændringerne er blevet gennemført i Danmark, jf. stk. 4 og 5, skaber gensidige

folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Ændringerne til

forordningen

udgør derefter ændringer til denne aftale og betragtes som bilag knyttet

hertil.

7. Hvis

a)

Danmark

meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af ændringerne, eller

b)

Danmark

ikke fremsender nogen meddelelse inden for den frist på 30 dage, der er

fastsat

i stk. 2, eller

c)

de

lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark ikke træder i kraft inden for

de

frister, der er fastsat i stk. 5

betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne

beslutter andet inden 90 dage, eller i den situation, der er omhandlet i

litra

c), medmindre de lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark træder i kraft

inden for samme tidsrum. Opsigelsen får virkning tre måneder efter udløbet af

de 90 dage.

8. Anmodninger, der er blevet fremsendt inden den dato,

hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 7, berøres ikke heraf.

Artikel 4

Gennemførelsesforanstaltninger

1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af udtalelser

fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 18 i forkyndelsesforordningen.

Gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i medfør af forordningens

artikel

17, er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Når der vedtages gennemførelsesforanstaltninger i

medfør af forordningens artikel 17, skal disse meddeles Danmark. Danmark

meddeler Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af

gennemførelsesforanstaltningerne. Meddelelsen skal gives ved modtagelsen af

gennemførelsesforanstaltningerne eller inden 30 dage herefter.

3. I meddelelsen anføres det, at alle de nødvendige

administrative foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for

gennemførelsesforanstaltningernes ikrafttræden eller er trådt i kraft på

datoen

for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

4. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af

gennemførelsesforanstaltningerne er blevet gennemført i Danmark, skaber

gensidige folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet.

Gennemførelsesforanstaltningerne udgør derefter en del af denne aftale.

5. Hvis

a)

Danmark

meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af

gennemførelsesforanstaltningerne, eller

b)

Danmark

ikke fremsender nogen meddelelse inden for den frist på 30 dage, der er

fastsat

i stk. 2

betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne

træffer anden afgørelse inden 90 dage. Opsigelsen får virkning tre måneder

efter udløbet af de 90 dage.

6. Anmodninger, der er blevet fremsendt inden den dato,

hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 5, berøres ikke heraf.

7. Hvis gennemførelsen undtagelsesvis kræver

godkendelse i Folketinget, anføres dette i Danmarks meddelelse efter stk. 2,

og

bestemmelserne i artikel 3, stk. 5-8, finder anvendelse.

8. Danmark meddeler Kommissionen de oplysninger, som er

omhandlet i forkyndelsesforordningens artikel 2, 3, 4, 9, 10, 13, 14 og 15,

artikel 17, litra a), og artikel 19. Kommissionen offentliggør disse

oplysninger

sammen med de relevante oplysninger vedrørende de øvrige medlemsstater. Den

håndbog og den ordliste, som er udarbejdet i henhold til forordningens

artikel

17, skal også omfatte de relevante oplysninger om Danmark.

Artikel 5

Internationale aftaler, der berører forkyndelsesforordningen

1. Internationale aftaler, som Fællesskabet indgår

under udøvelse af sin eksterne kompetence på grundlag af reglerne i

forkyndelsesforordningen,

er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Danmark afholder sig fra at indgå internationale

aftaler, som kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for

forkyndelsesforordningen,

der er knyttet som bilag til denne aftale, medmindre det sker efter aftale

med

Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillende ordninger med hensyn til

forholdet

mellem nærværende aftale og den pågældende internationale aftale.

3. Når Danmark forhandler internationale aftaler, der

kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for forkyndelsesforordningen, der

er

knyttet som bilag til denne aftale, koordinerer Danmark sin holdning med

Fællesskabet og afholder sig fra enhver handling, der vil kunne skade

målsætningerne i en holdning fastlagt af Fællesskabet inden for dets

kompetenceområde i forbindelse med sådanne forhandlinger.

Artikel 6

De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med

hensyn til fortolkning af denne aftale

1. Når et spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen

af denne aftale rejses i forbindelse med en sag, der verserer ved en dansk

ret,

anmoder denne ret Domstolen om at afgøre spørgsmålet, når en ret i en anden

EU-medlemsstat under de samme omstændigheder ville være forpligtet hertil med

hensyn til forkyndelsesforordningen samt de gennemførelsesforanstaltninger,

der

er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

2. Efter dansk ret tager retterne i Danmark ved

fortolkningen af denne aftale behørigt hensyn til Domstolens retspraksis med

hensyn til bestemmelserne i forkyndelsesforordningen samt alle

EF-gennemførelsesforanstaltninger.

3. Danmark kan i lighed med Rådet, Kommissionen og

enhver medlemsstat anmode Domstolen om at afgøre spørgsmål om fortolkning af

denne aftale. Domstolens afgørelse som svar på en sådan anmodning finder ikke

anvendelse på domme afsagt af medlemsstaternes retter, som har fået

retskraft.

4. Danmark har ret til at indgive udtalelser til

Domstolen, hvis en ret i en medlemsstat har forelagt Domstolen et

præjudicielt

spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse, der er omhandlet i artikel 2,

stk. 1.

5. Protokollen vedrørende statutten for Det Europæiske

Fællesskabs Domstol og Domstolens procesreglement finder anvendelse.

6. Hvis bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab vedrørende afgørelser truffet af Domstolen ændres, og

dette får følger for afgørelser, der træffes med hensyn til

forkyndelsesforordningen,

kan Danmark meddele Kommissionen, at Danmark ikke vil anvende ændringerne for

så vidt angår denne aftale. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for

ændringernes ikrafttræden eller inden 60 dage herefter.

I så fald betragtes denne aftale som opsagt. Opsigelsen

får virkning tre måneder efter meddelelsen.

7. Anmodninger, der er blevet fremsendt inden den dato,

hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 6, berøres ikke heraf.

Artikel 7

De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med

hensyn til overholdelsen af denne aftale

1. Kommissionen kan anlægge sag ved Domstolen mod

Danmark for manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne

aftale.

2. Danmark kan klage til Kommissionen over en

medlemsstats manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne

aftale.

3. De relevante bestemmelser vedrørende sager for

Domstolen i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab samt

protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol og

Domstolens procesreglement finder anvendelse.

Artikel 8

Geografisk anvendelsesområde

Denne aftale finder anvendelse på de territorier, der

er omhandlet i artikel 299 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab.

Artikel 9

Ophør af denne aftale

1. Denne aftale ophører, hvis Danmark underretter de

øvrige medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at benytte sig af

bestemmelserne i del I i protokollen om Danmarks stilling, jf. artikel 7 i

nævnte protokol.

2. Hver af de kontraherende parter kan bringe denne

aftale til ophør ved at give den anden kontraherende part meddelelse herom.

Aftalen ophører seks måneder efter datoen for denne meddelelse.

3. Anmodninger, der er blevet fremsendt inden den dato,

hvor aftalen ophører, jf. stk. 1 eller 2, berøres ikke heraf.

Artikel 10

Ikrafttræden

1. Denne aftale vedtages af de kontraherende parter i

overensstemmelse med deres respektive procedurer.

2. Denne aftale træder i kraft den første dag i den

sjette måned efter de kontraherende parters meddelelse om, at de har

afsluttet

de nødvendige procedurer.

Artikel 11

Teksternes gyldighed

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk,

engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk,

maltesisk,

nederlandsk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk,

tjekkisk,

tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

1)

EFT C 261 af 27.8.1997, s. 1. Samme dag, som Rådet udarbejdede konventionen,

noterede det sig den forklarende rapport til konventionen, som findes i samme

EFT på side 26.

2)

EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.

Bilag 2

RÅDETS

FORORDNING (EF) Nr. 1348/2000

af 29. maj 2000

om

forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile

og kommercielle sager

RÅDET FOR DEN

EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske

Fællesskab, særlig artikel 61,

litra c), og artikel 67, stk. 1,

under henvisning til

forslag fra Kommissionen

1) ,

under henvisning til

udtalelse fra

Europa-Parlamentet

2) ,

under henvisning til

udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg

3) , og

ud fra følgende

betragtninger:

(1)

Unionen

har sat sig som mål at bevare og udbygge Unionen som et område med frihed,

sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med

henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Fællesskabet bl.a.

vedtage

de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, som er

nødvendige for, at det indre marked fungerer tilfredsstillende.

(2)

For

at det indre marked kan fungere tilfredsstillende, er det nødvendigt at

forbedre og fremskynde fremsendelsen

afretslige

og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager mellem

medlemsstaterne.

(3)

Dette

spørgsmål falder nu ind under traktatens artikel 65.

(4)

I

overensstemmelse med

subsidiaritetsprincippet

og

proportionalitetsprincippet

som

fastsat i traktatens artikel 5 kan denne forordnings mål ikke i tilstrækkelig

grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på

fællesskabsplan.

Denne forordning går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse

mål.

(5)

Ved

retsakt af 26 maj 1997

4)

udarbejdede Rådet

en konvention om forkyndelse i Den Europæiske Unions medlemsstater af

retslige

og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender og

anbefalede medlemsstaterne at vedtage denne konvention i overensstemmelse med

deres forfatningsmæssige bestemmelser. Konventionen er ikke trådt i kraft.

Kontinuiteten i forhold til de resultater, der blev opnået i forbindelse med

indgåelsen af konventionen, bør sikres. Konventionens indhold er i stor

udstrækning overtaget i denne forordning.

(6)

Af

hensyn til effektiv og hurtig afvikling af de civilretlige procedurer sker

fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter direkte og ved hjælp af

hurtige midler mellem de af medlemsstaterne udpegede lokale instanser.

Medlemsstaterne kan imidlertid oplyse, at de har til hensigt kun at udpege én

fremsendende

instans eller én modtagende

instans eller en enkelt instans til at varetage begge funktioner i en periode

på fem år. En sådan udpegelse kan imidlertid forlænges hvert femte år.

(7)

En

hurtig fremsendelse forudsætter, at alle egnede midler anvendes, dog under

overholdelse

afvisse

krav vedrørende

det modtagne dokuments læselighed og pålidelighed. En sikker fremsendelse

kræver, at det fremsendte dokument ledsages af en fortrykt formular, som skal

udfyldes på sproget på forkyndelsesstedet eller på et andet sprog, som

accepteres af den modtagende medlemsstat.

(8)

For

at denne forordning kan fungere efter hensigten, er det kun i

undtagelsestilfælde muligt at nægte at forkynde dokumenter.

(9)

En

hurtig fremsendelse indebærer, at dokumentet skal forkyndes i løbet af få

dage

efter modtagelsen. Hvis det imidlertid ikke har været muligt at foretage

forkyndelsen inden for en måned, skal den modtagende instans give den

fremsendende

instans meddelelse herom. En

overskridelse af denne frist er ikke ensbetydende med, at anmodningen skal

sendes tilbage til den

fremsendende

instans,

hvis forkyndelsen kan lade sig gøre inden for en rimelig frist.

(10)

Af

hensyn til adressatens interesser finder forkyndelsen sted på det officielle

sprog eller på et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet, eller på et

andet af den

fremsendende

medlemsstats

sprog, som adressaten forstår.

(11)

På

grund af forskellene mellem medlemsstaternes

procedureregler

kan fastlæggelsen af den konkrete forkyndelsesdato variere fra

medlemsstat til medlemsstat. For at tage hensyn til dette forhold og til de

mulige problemer, der kan opstå, bør denne forordning fastsætte en ordning,

hvorefter forkyndelsesdatoen afgøres efter den modtagende medlemsstats

lovgivning. Hvis et dokument skal være forkyndt inden for en bestemt frist i

forbindelse

med en sag, som skal anlægges eller verserer i afsenderstaten, afgøres

forkyndelsesdatoen i forhold til rekvirenten imidlertid efter lovgivningen i

afsenderstaten. En medlemsstat kan dog fravige disse bestemmelser i en

overgangsperiode på fem år af relevante grunde. En sådan fravigelse kan

forlænges

af medlemsstaten hvert femte år af grunde, der vedrører den pågældende

medlemsstats

retssystem.

(12)

Denne

forordning har, for så vidt angår forbindelserne mellem de deltagende

medlemsstater,

forrang for de bestemmelser om de samme sagsområder, som forordningen dækker,

der findes i bilaterale eller multilaterale aftaler eller arrangementer

indgået

af medlemsstaterne, navnlig protokollen til

Bruxelles-konventionen

af 27.

september 1968

5)

og

Haag-konventionen

af 15. november 1965.

Denne forordning er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller

indgår aftaler eller arrangementer med henblik på at fremskynde eller

forenkle

dokumentfremsendelsen, forudsat at de er forenelige med forordningen.

(13)

Det

er vigtigt, at oplysninger, som fremsendes efter denne forordning, beskyttes.

Dette spørgsmål falder ind under

Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv

95/46/EF

af

24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger

6)

og

Europa-

Parlamentets

og Rådets direktiv

97/66/EF

af

15. december 1997 om behandling

afpersonoplysninger

og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren

7) .

(14)

De

nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør

vedtages

i overensstemmelse med Rådets afgørelse

1999/468/EF

af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af

de

gennemførelsesbeføjelser, der tillægges

Kommissionen

8) .

(15)

Med

til sådanne foranstaltninger hører udarbejdelsen og ajourføringen af

håndbogen

ved hjælp af relevante moderne midler.

(16)

Kommissionen

skal senest tre år efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse

undersøge

dens anvendelse og i givet fald foreslå ændringer.

(17)

Det

Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det

Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til

traktaten

om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af

denne forordning.

(18)

Danmark

deltager i henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der

er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om

oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ikke i vedtagelsen af denne

forordning, og forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke

anvendelse i Danmark —

UDSTEDT FØLGENDE

FORORDNING:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1. Denne forordning finder anvendelse i civile og

kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes

fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt

dér.

2. Denne forordning

finder ikke anvendelse, når adressen på den person, for hvem dokumentet skal

forkyndes,

ikke er kendt.

Artikel

2

KAPITEL II

Fremsendende instanser og modtagende instanser

1. Hver medlemsstat

udpeger de embedsmænd, myndighe

der eller andre personer, i det følgende

benævnt

»fremsendende

instanser«, der

er kompetente til at fremsende retslige og udenretslige dokumenter, som skal

forkyndes i en anden medlemsstat.

2. Hver medlemsstat

udpeger de embedsmænd, myndigheder eller andre personer, i det følgende

benævnt

»modtagende instanser«, der er kompetente til at modtage retslige og

udenretslige dokumenter fra en anden medlemsstat.

3. Medlemsstaterne

kan udpege én

fremsendende

instans

og én modtagende instans eller en

enkelt instans, som varetager

begge

funktioner. Forbundsstater, stater med flere retssystemer

og stater med autonome territoriale områder kan

udpege flere sådanne instanser. Udpegelsen gælder for fem år og kan forlænges

hvert femte år.

4. Hver medlemsstat

giver Kommissionen følgende oplysninger:

a)

navn

og adresse på de i stk. 2 og 3 omhandlede modtagende instanser

b)

instansernes

stedlige kompetence

c)

på

hvilke måder instanserne kan modtage dokumenter, og

d)

hvilke

sprog der kan benyttes ved udfyldelsen af formularen i bilaget.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver

senere

ændring af disse oplysninger.

Artikel 3

Central enhed

Hver medlemsstat

udpeger en central enhed, som har til opgave:

a)

at

give oplysninger til de

fremsendende

instanser

b)

at

søge løsninger på vanskeligheder, som måtte opstå i forbindelse med

fremsendelse af dokumenter med henblik på forkyndelse

c)

i

undtagelsestilfælde, på anmodning af den

fremsendende

instans at sende en anmodning om forkyndelse videre til den kompetente

modtagende instans.

Forbundsstater,

stater med flere retssystemer og stater med autonome territoriale områder kan

udpege flere centrale enheder.

KAPITEL II

RETSLIGE DOKUMENTER

Afdeling

1

Fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter

Artikel 4

Fremsendelse af dokumenter

1. Retslige

dokumenter fremsendes direkte og hurtigst muligt mellem de instanser, der er

udpeget på grundlag af artikel 2.

2. Fremsendelse af

dokumenter, anmodninger, bekræftelser, modtagelsesbeviser, attester og alle

andre papirer mellem

fremsendende

og modtagende instanser kan ske på enhver egnet

måde, forudsat at indholdet af det modtagne dokument er en tro gengivelse af

det afsendte dokument, og at alle angivelser på dokumentet er let læselige.

3. Det dokument, der

ønskes fremsendt, skal ledsages af en anmodning, som udfærdiges på formularen

i

bilaget. Formularen skal udfyldes på

modtagerstatens

officielle sprog eller, hvis der er

flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, på det officielle sprog

eller et af de officielle

sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde

sted, eller på et

andet sprog, som

modtagerstaten

har meddelt, at den kan acceptere. Hver medlemsstat skal angive, hvilket

andet eller hvilke andre af Den Europæiske Unions officielle sprog end dens

eget eller dens egne den kan acceptere, at formularen udfyldes på.

4. Alle dokumenter og

papirer, der fremsendes, er fritaget for legalisering eller tilsvarende

formaliteter.

5. Hvis den

fremsendende

instans ønsker en kopi af dokumentet returneret sammen med den i artikel

10 omhandlede attest, fremsendes dokumentet i to eksemplarer.

Artikel 5

Oversættelse af dokumenter

1. Rekvirenten skal

af den

fremsendende

instans, som han overdrager dokumentet til med

henblik på fremsendelse,

underrettes om, at adressaten kan nægte at

modtage dokumen

tet, hvis det ikke er affattet

på et af de i artikel 8 omhandlede sprog.

2. Rekvirenten

afholder eventuelle udgifter til oversættelse, der er påløbet forud for

dokumentets fremsendelse, med

forbehold

af en eventuel senere afgørelse truffet af retten eller

den kompetente myndighed om, hvem disse udgifter

påhviler.

Artikel 6

Modtagelse af dokumenter ved den modtagende instans

1. Den modtagende

instans sender ved modtagelsen af et

dokument

snarest muligt og under alle omstændigheder senest

syv dage efter modtagelsen på den hurtigst mulige

måde den

fremsendende

instans et modtagelsesbevis på formularen i

bilaget.

2. Kan anmodningen

om forkyndelse ikke imødekommes på grundlag af de fremsendte oplysninger

eller

dokumenter, tager den modtagende instans på den hurtigst mulige måde kontakt

med den

fremsendende

instans for at rekvirere de manglende oplysninger

eller dokumenter.

3. Hvis anmodningen

om forkyndelse klart falder uden for denne forordnings anvendelsesområde,

eller

hvis forkyndelse er umulig, fordi de formelle krav ikke er opfyldt,

returneres

anmodningen og de fremsendte dokumenter til den

fremsendende

instans straks

efter modtagelsen sammen med den formular til meddelelse om returnering, der

findes i bilaget.

4. En modtagende

instans, der modtager et dokument til forkyndelse, som den ikke har stedlig

kompetence til at forkynde, skal sende dokumentet og anmodningen videre til

den

kompetente modtagende instans i samme medlemsstat, hvis de i artikel 4, stk.

3,

nævnte betingelser er opfyldt, og

underrette

den

fremsendende

instans herom

under anvendelse

af den formular, der

findes i bilaget. Den stedligt kompetente modtagende instans underretter på

den

i stk. 1 nævnte måde den

fremsendende

instans, når den har modtaget dokumentet.

Artikel 7

Forkyndelse af dokumenter

1. Den modtagende instans

forkynder dokumentet eller

lader det

forkynde enten i overensstemmelse med

modtagersta

tens

lovgivning

eller på den særlige måde, som den

fremsendende

instans har anmodet om, medmindre

denne måde er uforenelig med

modtagerstatens

lovgivning.

2. Med henblik på

forkyndelse skal de nødvendige foran

staltninger

træffes hurtigst muligt. Har det ikke været muligt at

forkynde dokumentet senest en måned efter

modtagelsen, underretter den modtagende instans under alle omstændigheder den

fremsendende

instans herom på formularen i bilaget,

som udfyldes i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2. Fristen

beregnes efter

modtagerstatens

lovgivning.

Artikel 8

Mulighed for at nægte at modtage dokumentet

1. Den modtagende

instans underretter adressaten om, at han kan nægte at modtage det dokument,

der skal forkyndes, hvis det ikke er affattet på et af følgende sprog:

a)

på

modtagerstatens

officielle sprog

eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, på

det

officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor

forkyndelsen

skal finde sted, eller

b)

på

et af afsenderstatens sprog, som adressaten forstår.

2. Har den

modtagende instans fået oplyst, at adressaten nægter at modtage dokumentet,

jf.

stk. 1, underretter den straks den

fremsendende

instans herom ved hjælp af den i

artikel 10 omhandlede attest og returnerer anmodningen og de dokumenter, der

ønskes oversat, til den

fremsendende

instans.

Artikel 9

Forkyndelsesdato

1. Datoen for et

dokuments forkyndelse i henhold til artikel 7 er den dato, på hvilken

dokumentet forkyndes i overensstemmelse med

modtagerstatens

lovgivning, jf.

dog artikel 8.

2. Hvis der i

forbindelse med en sag, som skal anlægges eller verserer i afsenderstaten, er

behov for at forkynde et

dokument

inden for en bestemt frist, er den dato, der gælder i

forhold

til rekvirenten, dog den, der er fastsat i lovgivningen i

denne medlemsstat.

3. En medlemsstat

kan fravige stk. 1 og 2 i en overgangsperiode på fem år af relevante grunde.

Denne overgangsperiode kan forlænges af medlemsstaten

hvert femte år af grunde, der vedrører den pågældende

medlemsstats retssystem. Medlemsstaten underretter Kommis

sionen

om indholdet af en sådan fravigelse og redegør for sagens omstændigheder.

Artikel 10

Afleveringsattest og kopi af det forkyndte dokument

1. Når

formaliteterne i forbindelse med forkyndelsen af

dokumentet er opfyldt, udfærdiges der på formularen i bilaget

en

attest som bevis for forkyndelsen, og attesten sendes til den

fremsendende

instans og ledsages af en kopi af det

forkyndte dokument, hvis artikel 4, stk. 5, finder anvendelse.

2. Attesten udfyldes

på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i afsenderstaten

eller

på et andet sprog, som afsenderstaten har meddelt, at den kan acceptere. Hver

medlemsstat skal angive, hvilket andet eller hvilke andre af Den Europæiske

Unions officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere, at

formularen udfyldes på.

Artikel 11

Omkostninger i forbindelse med forkyndelsen

1. Forkyndelse af

retslige dokumenter fra en anden medlemsstat medfører ikke krav på betaling

eller refusion af

afgifter eller omkostninger i forbindelse med

modtagerstatens

bistand.

2. Rekvirenten skal

betale eller refundere omkostninger i forbindelse med:

a)

arbejde

udført af en stævningsmand eller en person, som er kompetent efter

modtagerstatens

lovgivning

b)

anvendelse

af en særlig fremgangsmåde i forbindelse med forkyndelsen.

Afdeling

2

Andre former for fremsendelse og forkyndelse af

retslige dokumenter

Artikel 12

Fremsendelse ad konsulær eller diplomatisk vej

Hver medlemsstat har

i særlige tilfælde adgang til at benytte konsulær eller diplomatisk vej til

at

fremsende retslige dokumenter, der skal forkyndes, til de instanser i en

anden

medlemsstat, som er udpeget på grundlag af artikel 2 eller 3.

Artikel 13

Forkyndelse af dokumenter ved diplomatiske eller

konsulære repræsentanter

1. Hver medlemsstat

har adgang til uden anvendelse af tvang at forkynde retslige dokumenter for

personer, der er bosat i en anden medlemsstat, direkte ved sine diplomatiske

eller konsulære repræsentanter.

2. Hver medlemsstat

kan i overensstemmelse med artikel

23, stk. 1, meddele, at den modsætter

sig en sådan forkyndelse

på sit territorium,

medmindre dokumentet skal forkyndes for en person, der er statsborger i den

medlemsstat, hvorfra dokumentet hidrører.

Artikel 14

Postforkyndelse

1. Hver medlemsstat

har adgang til at lade forkyndelse af

retslige dokumenter foretage

direkte med posten for personer,

der er bosat

i en anden medlemsstat.

2. Enhver medlemsstat

kan i overensstemmelse med artikel

23, stk. 1, angive, under hvilke omstændigheder

den accepterer

postforkyndelse af retslige

dokumenter.

Artikel 15

Direkte forkyndelse

1. Denne forordning

er ikke til hinder for, at enhver, der har interesse i en retssag, kan lade

forkyndelse

af retslige dokumenter foretage direkte ved stævningsmænd, embedsmænd eller

andre kompetente personer i

modtagerstaten.

2. Enhver medlemsstat

kan i overensstemmelse med artikel

23, stk. 1, meddele, at den modsætter

sig forkyndelse

afretslige

dokumenter på sit territorium efter stk. 1.

KAPITEL III

UDENRETSLIGE DOKUMENTER

Artikel 16

Fremsendelse

Udenretslige

dokumenter kan fremsendes med henblik på forkyndelse i en anden medlemsstat i

overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 17

Gennemførelsesbestemmelser

De nødvendige

foranstaltninger til gennemførelse af denne

forordning vedtages, for så

vidt angår de emneområder, der er

nævnt

nedenfor, efter rådgivningsproceduren i artikel 18, stk.

2:

a)

udarbejdelse

og årlig ajourføring af håndbogen med de oplysninger, som medlemsstaterne har

givet i overensstemmelse med artikel 2, stk. 4

b)

opstilling

af en ordliste på alle Den Europæiske Unions officielle sprog over de

dokumenter, som kan forkyndes inden for rammerne af denne forordning

c)

ajourføring

eller gennemførelse af tekniske ændringer af formularen i bilaget.

Artikel 18

Udvalg

1. Kommissionen

bistås af et udvalg.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel

3 og 7

i afgørelse

1999/468/EF.

3. Udvalget vedtager

selv sin forretningsorden.

Artikel

19

Sagsøgte, der ikke giver møde

1. Når en stævning

eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til en anden medlemsstat med

henblik på forkyndelse efter denne forordning, og sagsøgte ikke er mødt, må

dommeren ikke afgøre sagen, før det er fastslået:

a)

enten

at dokumentet er forkyndt ved anvendelse af en af de fremgangsmåder, der har

hjemmel i

modtagerstatens

lovgivning

for forkyndelse af dokumenter i indenlandske sager for personer, som opholder

sig på dens territorium, eller

b)

at

dokumentet faktisk er afleveret til sagsøgte eller på hans bopæl i

overensstemmelse med en anden fremgangsmåde, som har hjemmel i denne

forordning

og at forkyndelsen

eller afleveringen i hvert af disse tilfælde har fundet sted i så god tid, at

sagsøgte har kunnet varetage sine interesser under sagen.

2. Hver medlemsstat

kan i overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, meddele, at dommeren uanset

stk. 1 kan afgøre sagen, selv om der ikke er modtaget nogen attest som bevis

for forkyndelse eller aflevering, såfremt følgende betingelser alle er

opfyldt:

a)

dokumentet

er fremsendt på en af de måder, der har hjemmel i denne forordning

b)

et

tidsrum, som dommeren anser for tilstrækkeligt i den enkelte sag, dog mindst

seks måneder, er forløbet siden datoen for dokumentets fremsendelse

c)

ingen

attest har kunnet opnås til trods for, at ethvert rimeligt forsøg er gjort

for

at opnå den gennem de kompetente myndigheder eller organer i

modtagerstaten.

3. Uanset stk. 1 og 2

kan dommeren i påtrængende tilfælde træffe bestemmelse om en hvilken som

helst

foreløbig eller sikrende foranstaltning.

4. Når en stævning

eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til en anden medlemsstat med

henblik på forkyndelse efter denne forordning, og der er afsagt dom over en

sagsøgt, som ikke er mødt, har dommeren mulighed for i forhold til sagsøgte

at

tilsidesætte virkningerne af, at fristen for appel er udløbet, såfremt:

a)

sagsøgte

uden egen skyld ikke har fået kendskab til dokumentet i så god tid, at han

kunne varetage sine interesser under sagen, eller uden egen skyld ikke har

fået

kendskab til dommen i så god tid, at han kunne appellere den, og

b)

sagsøgtes

indsigelser ikke forekommer helt grundløse.

Anmodning om adgang

til appel skal fremsættes inden en rimelig tid efter, at sagsøgte har fået

kendskab til dommen.

Hver medlemsstat kan

i overensstemmelse med artikel 23,

stk. 1, meddele, at anmodningen ikke

vil blive imødekommet,

hvis den fremsættes

efter udløbet af en frist, som angives i meddelelsen, men som ikke kan være

kortere end et år efter afsigelsen af dommen.

5. Stk. 4 finder ikke

anvendelse på afgørelser om personers status eller handleevne.

Artikel 20

Forholdet til aftaler eller arrangementer, som

medlemssta

terne er parter i

1. Med hensyn til de

forhold, som dækkes af denne

forordnings anvendelsesområde, har denne

forordning forrang

for de af medlemsstaterne indgåede bilaterale

eller multilaterale

aftaler

eller arrangementer, navnlig artikel IV i protokollen til

Bruxelles-konventionen

af 1968 og

Haag-konventionen

af 15. november 1965.

2. Denne forordning

er ikke til hinder for, at medlemsstater

ne hver især opretholder eller

indgår aftaler eller arrangementer

for

yderligere at fremskynde eller forenkle dokumentfremsen

delsen, forudsat at de er forenelige med denne forordning.

3. Medlemsstaterne

sender Kommissionen:

a)

en

kopi af de i stk. 2 omhandlede aftaler eller arrangementer, som

medlemsstaterne har indgået indbyrdes, og udkast til de aftaler eller

arrangementer, som de agter at indgå, og

b)

enhver

opsigelse eller ændring af disse aftaler eller arrange

menter.

Arti

kel 21

Retshjælp

Denne forordning

berører ikke anvendelsen mellem de

medlemsstater,

der er parter i følgende konventioner, af artikel

23 i konventionen af 17. juli 1905 angående

civilprocessen, artikel 24 i konventionen af 1. marts 1954 angående

civilprocessen

og artikel 13 i konventionen af 25. oktober 1980 om international retshjælp.

Artikel 22

Beskyttelse af fremsendte oplysninger

1. Oplysninger,

herunder navnlig personoplysninger, der fremsendes efter denne forordning, må

af de modtagende instanser kun anvendes til det formål, der lå til grund for

fremsendelsen.

2. De modtagende

instanser sikrer, at sådanne oplysninger behandles fortroligt i

overensstemmelse med

modtagerstatens

lovgivning.

3. Stk. 1 og 2

berører ikke den nationale lovgivning, i

henhold til hvilken de berørte personer har ret til at blive holdt

orienteret om den anvendelse, der gøres af

oplysninger, som fremsendes efter denne forordning.

4. Denne forordning

berører ikke anvendelsen af direktiv

95/46/EF

og

97/66/EF.

Arti

kel 23

Meddelelse og offentliggørelse

1. Medlemsstaterne

meddeler Kommissionen de oplysninger, som er omhandlet i artikel 2, 3, 4, 9,

10, 13, 14, 15, artikel 17, litra a), og artikel 19.

2. Kommissionen

offentliggør i

De Europæiske Fællesskabers Tidende

de i stk. 1 omhandlede oplysninger.

Artikel 24

Genbehandling

Senest den 1. juni

2004 og herefter hvert femte år forelægger Kommissionen

Europa-Parlamentet,

Rådet og Det Økonomi

ske og

Sociale Udvalg en rapport om forordningens anvendel

se,

bl. a. med en vurdering af de i henhold til artikel 2 udpegede

instansers

effektivitet og den praktiske anvendelse af artikel 3,

litra

c), og artikel 9. Rapporten ledsages i givet fald af forslag

til, hvordan forordningen kan tilpasses til

udviklingen inden for forkyndelsesordningerne.

Artikel 25

Ikrafttrædelse

Denne forordning

træder i kraft den 31. maj 2001.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i

medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. maj 2000.

På Rådets

vegne

A. COSTA

Formand

1)

EFT

C 247 E af 31.8.1999, s. 11.

2)

Udtalelse afgivet den 17. november 1999 (endnu ikke offentlig-gjort i

EFT).

3)

EFT C 368 af 20.12.1999, s. 47.

4)

EFT C 261 af 27.8.1 997, s. 1. Samme dag, som Rådet udarbejdede konventionen,

noterede det sig den forklarende rapport til konventionen, som findes i samme

EFT på side 26.

5)

Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om

fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT

L

299 af 31.12.1972, s. 32; konsolideretitekst i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1).

6)

EFT L 281 af 23.11.1995,s. 31.

7)

EFT L 24 af 30.1.1998, s. 1.

8)

EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

BILAG

ANMODNING OM

FORKYNDELSE AF DOKUMENTER

(Artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EF)

nr. 1348/2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige

dokumenter i civile og kommercielle sager

1)

Referencenummer:

1.

FREMSENDENDE

INSTANS

1.1. Navn:

1.2. Adresse:

1.2.1. Gade

+ nummer/postboks:

1.2.2. Postnummer

+

bynavn:

1.2.3. Land:

1.3. Tlf.:

1.4. Telefax

(*)

:

1.5.

E-post(*)

:

2.

MODTAGENDE INSTANS

2.1. Navn:

2.2.1. Gade

+

nummer/postboks:

2.2.2. Postnummer

+

bynavn:

2.2.3. Land:

2.3. Tlf.:

2.4. Telefax(*)

:

2.5.

E-post(

*)

:

3.

REKVIRENT

3.1. Navn:

3.2. Adresse:

3.2.1. Gade + nummer/postboks:

3.2.2. Postnummer + bynavn:

3.2.3. Land:

3.3. Tlf.(

*)

:

3.4. Telefax(

*)

:

3.5. E-post(

*)

:

4.

ADRESSAT

4.1. Navn:

4.2. Adresse:

4.2.1. Gade + nummer/postboks:

4.2.2. Postnummer + bynavn:

4.2.3. Land:

4.3. Tlf.(

*)

:

4.4. Telefax(

*)

:

4.5. E-post(

*)

:

4.6. Personnummer/socialsikringsnummer/virksomhedsnummer/eller

lignende(

*)

:

5.

FORKYNDELSESMÅDE

5.1. Ifølge lovgivningen i den modtagende medlemsstat

5.2. På følgende særskilte måde:

5.2.1. Hvis denne måde ikke er forenelig med lovgivningen

i den modtagende medlemsstat, skal dokumentet da forkyndes i overensstemmelse

med denne lovgivning:

5.2.1.1. Ja

5.2.1.2. Nej

6.

DOKUMENT,

DER SKAL FORKYNDES

6.1. Dokumentets art

6.1.1. retsligt:

6.1.1.1. stævning

6.1.1.2. dom

6.1.1.3. appel

6.1.1.4. andet

6.1.2.

undenretsligt

6.2. Dato eller frist angivet i dokumentet(

*)

:

6.3. Sprog, som dokumentet er affattet på:

6.3.1. original D, EN, DK, ES, FIN,

FR, GR, IT, NL,

P, S, andet:

6.3.2. oversættelse(*)

D, EN, DK, ES, FIN,

FR, GR, IT, NL,

P, S, andet:

6.4. Antal bilag:

7.

EN KOPI AF DOKUMENTET

SKAL RETURNERES SAMMEN MED FORKYNDELSESATTESTEN (jf. artikel 4, stk. 5, i

forordningen)

7.1. Ja (i så tilfælde skal det dokument, der skal

forkyndes, fremsendes i to eksemplarer)

7.2. Nej

1.

I henhold til

artikel 7, stk. 2, i forordningen skal de foranstaltninger, der er nødvendige

med henblik på forkyndelsen, træffes så hurtigt som muligt. Hvis det ikke en

måned efter modtagelsen af anmodningen har været muligt at foretage

forkyndelsen,

skal den

fremsendende

instans under

alle omstændigheder underrettes herom ved hjælp af attesten i punkt 13.

2.

Hvis det ikke er

muligt at efterkomme anmodningen på grundlag af de fremsendte oplysninger og

dokumenter, skal der i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordningen på

hurtigst mulige måde tages kontakt til den

fremsendende

instans med henblik på at rekvirere de manglende oplysninger eller

dokumenter.

Udfærdiget i

Den

Underskrift

og/eller

stempel:

Den modtagende instans’ referencenummer:

KVITTERING FOR

MODTAGELSE

(Artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr.

1348/2000)

Ved modtagelsen af et dokument skal denne kvittering

snarest muligt og senest syv dage efter modtagelsen sendes til den

fremsendende instans på den hurtigst mulige måde.

8. MODTAGELSESDATO:

Udfærdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel

FORMULAR TIL

MEDDELELSE OM RETURNERING AF ANMODNING OG DOKUMENT

(Artikel 6, stk. 3, i forordning (EF) nr.

1348/2000)

Anmodningen og dokumentet skal returneres straks efter

modtagelsen.

9.

BEGRUNDELSE:

9.1. Anmodningen falder klart uden for forordningens

anvendelsesområde:

9.1.1. Dokumentet vedrører hverken civile eller kommercielle

anliggender

9.1.2. Der er ikke tale om en anmodning om forkyndelse

fra en medlemsstat til en anden medlemsstat

9.2. Manglende opfyldelse af de formelle krav, hvilket

gør forkyndelsen umulig:

9.2.1. Dokumentet er vanskeligt at læse

9.2.2. Formularen er ikke udfyldt på det korrekte sprog

9.2.3. Det modtagne dokument er ikke en tro gengivelse af

originalen

9.2.4. Andet (skal præciseres):

9.3. Forkyndelsesmåden er ikke forenelig med den

modtagende medlemsstats lovgivning (artikel 7, stk. 1, i forordningen)

Udfærdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel:

MEDDELELSE

OM

VIDERESENDELSE

AF ANMODNING OG

DOKUMENT TIL DEN STEDLIGT KOMPETENTE MODTAGENDE INSTANS

(Artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr.

1348/2000)

Anmodningen og

dokumentet er sendt videre til nedenstående instans, som har den stedlige

kompetence til at foretage forkyndelsen:

10.1. Navn

10.2. Adresse:

10.2.1. Gade + nummer/postboks:

10.2.2. Postnummer + bynavn:

10.2.3. Land:

10.3. Tlf.:

10.4. Telefax(*)

:

10.5. E-post(*)

:

Udfærdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel:

Den kompetente modtagende instans’

referencenummer:

KVITTERING FOR

MODTAGELSE FRA DEN STEDLIGT KOMPETENTE INSTANS TIL DEN FREMSENDENDE INSTANS

(Artikel 6, stk. 4, i foror4dning (EF) nr.

1348/2000)

Denne kvittering skal ved modtagelsen af et dokument

snarest muligt og senest syv dage efter modtagelsen sendes til den

fremsendende instans på den hurtigst mulige måde.

11. MODTAGELSESDATO:

Udfærdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel:

BEVIS FOR

DOKUMENTETS FORKYNDELSE ELLER MANGLENDE FORKYNDELSE

(Artikel 10 i forordning (EF) nr. 1348/2000)

Forkyndelsen foretages hurtigst muligt. Hvis det en måned

efter anmodningens modtagelse ikke har været muligt at foretage forkyndelsen,

underretter den modtagende instans under alle omstændigheder den fremsendende

instans herom (jf. artikel 7, stk. 2, i forordningen).

12.

DOKUMENTET ER FORKYNDT

a)

12.1. Dato for

forkyndelsen og den adresse, hvor den har fundet sted:

b)

12.2. Dokumentet er:

A)

12.2.1. Forkyndt efter den

modtagende medlemsstats lovgivning dvs:

12.2.1.1. Udleveret:

12.2.1.1.1. Til adressaten

12.2.1.1.2. Til en anden

person

12.2.1.1.2.1. Navn:

12.2.1.1.2.2. Adresse:

12.2.1.1.2.2.1. Gade +

nummer/postboks:

12.2.1.1.2.2.2. Postnummer

+ bynavn:

12.2.1.1.2.2.3. Land:

12.2.1.1.2.3. Tilknytning

til adressaten:

Familie

Ansat

Andet

12.2.1.1.3. På adressatens

bopæl

12.2.1.2. Forkyndt pr.

post

12.2.1.2.1. Uden

kvittering for modtagelse

12.2.1.2.2. Med kvittering

for modtagelse (vedlagt)

12.2.1.2.2.1. Udfærdiget

af adressaten

12.2.1.2.2.2. Udfærdiget

af en anden person

12.2.1.2.2.2.1. Navn

12.2.1.2.2.2.2. Adresse

12.2.1.2.2.2.2.1. Gade +

nummer/postboks:

12.2.1.2.2.2.2.2.

Postnummer + bynavn:

12.2.1.2.2.2.2.3. Land:

12.2.1.2.2.2.3.

Tilknytning til adressaten:

Familie

Ansat

Andet

12.2.1.3 Andet. (skal

præciseres):

B)

12.2.2. Forkyndt på

følgende særlige måde (skal præciseres):

c)

12.3. Adressaten er

(mundtligt) (skriftligt) blevet underrettet om, at han kan nægte at modtage

dokumentet, hvis det ikke er udfærdiget på et sprog, som er officielt sprog

på forkyndelsesstedet, eller på et af den fremsendende medlemsstats

officielle sprog, som han forstår.

13.

OPLYSNINGER, SOM GIVES I

HENHOLD TIL ARTIKEL 7, STK. 2

Det har ikke inden for en

måned efter modtagelsen af dokumentet været muligt at foretage forkyndelsen.

14.

DOKUMENTET ER NÆGTET

MODTAGET

Adressaten har nægtet at

modtage dokumentet med henvisning til det anvendte sprog. Dokumentet er

vedlagt

denne attest.

15.

ÅRSAGEN TIL, AT DOKUMENTET

IKKE ER FORKYNDT

15.1. Ukendt adresse

15.2. Adressaten har ikke

kunnet findes

15.3. Det har ikke været

muligt at forkynde dokumentet inden den dato eller den frist, som er angivet

i punkt 6.2

15.4. Andet (skal

præciseres):

Dokumentet er vedlagt denne attest.

Udfærdiget i

Den

Underskrift og/eller stempel:

1)

EFT

L

160

af 30.6.2000, s. 37.

(*)

Fakultativt.

Lignende dokumenter