Forslag til Lov om ændring af lov om produktansvar (Ændring af reglerne om mellemhandleres ansvar for produktskader)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 29. marts 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af lov om produktansvar
(Ændring af
reglerne om mellemhandleres ansvar for produktskader)
§ 1
I lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, som
ændret ved lov nr. 1041 af 28. november 2000, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes efter »erstatning«:
»i henhold til § 6, stk. 1,«.
2.
§ 10
affattes således:
»
§ 10.
En
mellemhandler skal erstatte produktskader omfattet af § 2, medmindre
mellemhandleren kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller
forsømmelse.«
3.
Efter
§ 10
indsættes:
»
Læs alt
§ 10 a.
En
mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere
i
omsætningskæden for ansvar for produktskader omfattet af § 2, i det
omfang
skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere
mellemhandlere i omsætningskæden.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2.
Loven
gælder kun for produkter, der er bragt i omsætning af en producent efter
lovens
ikrafttræden.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de
særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Ifølge § 10 i produktansvarsloven hæfter en
mellemhandler for produktansvar umiddelbart over for skadelidte og senere
mellemhandlere i omsætningskæden. EF-Domstolen har i dom af 10. januar 2006 i
sag C-402/03, Skov Æg, fastslået, at denne regel ikke er i overensstemmelse
med
produktansvarsdirektivet (Rådets direktiv 85/374 af 25. juli 1985 om
tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte
bestemmelser om produktansvar, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 99/34/EF af 10. maj 1999). Domstolens begrundelse herfor er bl.a.,
at
reglen indebærer, at en mellemhandler uden begrænsning hæfter for
producentens
objektive ansvar efter direktivet. Direktivet er ifølge den pågældende dom
ikke
til hinder for en national lovgivning, hvorefter en mellemhandler uden
begrænsning hæfter for producentens produktansvar, hvis dette ansvar bygger
på
et andet ansvarsgrundlag, som f.eks. culpaansvaret.
Formålet med lovforslaget er på denne baggrund at ændre
produktansvarslovens § 10, således at bestemmelsen bringes i
overensstemmelse med direktivet. Med henblik på at sikre et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau foreslås det samtidig, at der inden for dommens
rammer pålægges mellemhandlere et strengt produktansvar.
Det foreslås for det første, at mellemhandlerens
selvstændige ansvar for produktskader skærpes, således at mellemhandleren
ifalder produktansvar for personskader, tab af forsørger og
forbrugertingsskader, medmindre denne kan godtgøre, at skaden ikke skyldes
dennes fejl eller forsømmelse. Dette ansvar har hidtil ikke været reguleret i
produktansvarsloven. For det andet foreslås det at ændre det gældende
hæftelsesansvar for producentens produktansvar, således at mellemhandleren
hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i
omsætningskæden for producentens produktansvar for personskader, tab af
forsørger og forbrugertingsskader, i det omfang skaden skyldes producentens
fejl eller forsømmelse.
2. Gældende ret
2.1. Produktansvar er dels reguleret ved lov nr. 371 af 7.
juni 1989 om produktansvar, som ændret ved lov nr. 1041 af 28. november 2000
(produktansvarsloven), dels ved principper udviklet i retspraksis.
Ved produktansvar forstås det ansvar, der påhviler en
producent eller en mellemhandler for skade forårsaget af en defekt ved et
produkt, der er produceret eller leveret af denne, jf. produktansvarslovens
§ 1.
Produktansvar omfatter både skade på person og ting. Det er uden betydning,
om
skaden rammer den, der besidder det skadevoldende produkt, eller tredjemand.
Produktansvar omfatter derimod ikke skade på selve den defekte genstand.
Denne
skade behandles efter det sædvanlige køberetlige mangelsansvar, der bl.a.
omfatter det tab, som køberen har lidt ved ikke at få kontraktsmæssig
opfyldelse.
2.2. Produktansvarsloven gennemfører Rådets direktiv
85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt
eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/34/EF af 10. maj 1999
(produktansvarsdirektivet). Direktivet er inden for sit anvendelsesområde et
totalharmoniseringsdirektiv.
Ifølge produktansvarslovens § 6 skal en producent
erstatte skade, der er forårsaget af en defekt ved et produkt, som er
produceret eller leveret af denne. Bestemmelsen er en gennemførelse af
direktivets
artikel 1. Producentens ansvar er objektivt.
Produktansvarsloven kan ikke ved forudgående aftale
fraviges til skade for skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes
krav,
jf. lovens § 12.
2.3. Begrebet producent defineres i produktansvarslovens § 4,
stk. 1, 2, 4 og 5.
§ 4, stk. 1, definerer producenten som den, der
fremstiller et færdigt produkt, et delprodukt eller en råvare, den, der
frembringer eller indsamler et naturprodukt, samt den, der ved at anbringe
sit
navn, mærke eller andet kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets
producent. § 4, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 3,
stk. 1.
Det følger desuden af lovens § 4, stk. 2, at den,
der med henblik på videresalg, udlejning, leasing eller enhver anden form for
omsætning som led i sin erhvervsvirksomhed indfører et produkt i EU, anses
som
produktets producent, og den pågældende er ansvarlig på samme måde som
producenten. § 4, stk. 2, gennemfører direktivets artikel 3,
stk. 2.
Endelig følger det af § 4, stk. 4, at enhver
leverandør af et produkt anses som dets producent, hvis skadelidte ved et
produkt, der er produceret i EU, ikke kan konstatere, hvem der har produceret
dette, eller hvis skadelidte ved et produkt, der er produceret uden for EU,
ikke kan konstatere, hvem der har indført dette i EU. Ifølge § 4,
stk. 5,
gælder stk. 4 ikke, hvis mellemhandleren inden rimelig tid giver
skadelidte oplysninger om producentens eller importørens navn og adresse
eller
navnet og adressen på den, der har leveret produktet til mellemhandleren.
Mellemhandleren kan dog ikke henvise skadelidte til en ansvarlig, der har
hjemting uden for EU. Lovens § 4, stk. 4 og 5, gennemfører
direktivets
artikel 3, stk. 3.
2.4. Producenten er på objektivt grundlag ansvarlig for
skader forårsaget af en defekt. Defekten kan f.eks. skyldes produktets
konstruktion eller fabrikation, eller den kan skyldes utilstrækkelig
instruktion.
Derimod er producenten ikke ansvarlig for f.eks. udviklingsskader.
Producenten
er således ikke ansvarlig, hvis vedkommende beviser, at det på grundlag af
den
videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, da produktet blev bragt i
omsætning, ikke var muligt at opdage defekten, jf. produktansvarslovens
§ 7,
stk. 1, nr. 4, som gennemfører produktansvarsdirektivets artikel 7,
litra
e.
Desuden er producenten ikke ansvarlig efter
produktansvarsloven og direktivet, hvis denne beviser, at produktet hverken
er
fremstillet, frembragt, indsamlet eller bragt i omsætning af denne som led i
erhvervsvirksomhed,
jf. produktansvarslovens § 7, stk. 1, nr. 2, som gennemfører
produktansvarsdirektivets artikel 7, litra c.
Der henvises i øvrigt til produktansvarslovens § 7 og
direktivets artikel 7 for andre tilfælde, hvor producenten ikke er ansvarlig,
selv om produktet har en defekt.
Ifølge produktansvarslovens § 8, stk. 1, der
gennemfører direktivets artikel 9, litra b, fradrages et beløb på 4.000 kr.
ved
fastsættelsen af erstatning for skade på ting i henhold til
produktansvarslovens
§ 6, stk. 1, dvs. i den erstatning, der hviler på producentens
objektive ansvar.
Produktansvarsloven omfatter personskade, tab af forsørger
og forbrugertingsskade, jf. lovens § 2. Det tilsvarende gør sig gældende
for direktivet, jf. artikel 9. Produktansvarslovens § 10 om
mellemhandleransvaret
angår dog også erhvervstingsskader, jf. punkt 2.5 nedenfor.
Produktansvarsloven
fastlægger dog ikke ansvarsgrundlaget ved erhvervstingsskader.
Ansvarsgrundlaget ved erhvervstingsskader er fastlagt ved
de i retspraksis udviklede principper om produktansvar. Det
retspraksisbaserede
produktansvar for producenter har karakter af et strengt culpaansvar, der
tenderer hen imod et objektivt ansvar. Et sådant ansvar gjaldt også for
producenten ved personskade, tab af forsørger og forbrugertingsskade forud
for
produktansvarslovens vedtagelse, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A,
side
1598-1601.
Ifølge produktansvarslovens § 13 begrænser loven ikke
skadelidtes adgang til erstatning efter almindelige regler om erstatning i
eller uden for kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i
henhold til anden lovgivning.
Det fremgår af direktivets artikel 13, at direktivet ikke
berører de rettigheder, som skadelidte kan påberåbe sig under henvisning til
retsreglerne om ansvar i og uden for kontraktforhold eller under henvisning
til
særregler om ansvar, der er gældende på tidspunktet for direktivets
meddelelse.
2.5. En mellemhandler defineres i produktansvarslovens § 4,
stk. 3, som den, der erhvervsmæssigt bringer et produkt i omsætning uden
at anses som producent.
Efter lovens § 10 hæfter en mellemhandler for
produktansvar umiddelbart over for skadelidte og over for senere
mellemhandlere
i omsætningskæden. Skadelidte kan rette sit krav mod producenten
(producenterne) eller mod mellemhandleren (mellemhandlerne) eller mod alle
disse, idet de alle over for skadelidte hæfter solidarisk, jf.
produktansvarslovens § 11, stk. 1.
En mellemhandler hæfter ikke kun umiddelbart over for den
skadelidte, men også over for senere mellemhandlere i omsætningskæden af det
pågældende produkt. Den mellemhandler, som har måttet betale erstatning til
skadelidte eller til en senere mellemhandler, indtræder herefter i
skadelidtes
krav mod producenten og tidligere mellemhandlere, jf. produktansvarslovens
§ 11,
stk. 3.
At mellemhandleren hæfter
umiddelbart
over for skadelidte og senere mellemhandlere,
betyder, at mellemhandleren skal betale erstatning, uanset om det er muligt
for
skadelidte at gennemføre sit krav over for producenten.
Reglen i produktansvarslovens § 10 om, at
mellemhandleren på objektivt grundlag hæfter for produktansvar, var en
lovfæstelse af, hvad der blev antaget at følge af gældende ret, jf.
Folketingstidende
1988-89, tillæg A, side 1606.
Reglen i § 10 angår i øvrigt ikke kun personskade, tab
af forsørger og forbrugertingsskade, men også produktansvar efter dansk rets
almindelige regler, herunder produktansvar ved erhvervstingsskader. I disse
tilfælde
er der imidlertid ikke tale en objektiv hæftelse for producentens
direktivbaserede
objektive ansvar, men derimod tale om en objektiv hæftelse for producentens
retspraksisbaserede produktansvar. Endvidere indebærer § 10, at en
mellemhandler hæfter for produktskader, der skyldes fejl eller forsømmelse
begået af en tidligere mellemhandler i omsætningskæden, jf. om
mellemhandleres
selvstændige culpaansvar punkt 2.6 umiddelbart nedenfor.
2.6. For mellemhandleren gælder et almindeligt ulovbestemt
culpaansvar ved siden af det i produktansvarslovens § 10 angivne
hæftelsesansvar. Mellemhandlerens culpaansvar bedømmes i praksis relativt
strengt, specielt i de situationer, hvor produktet kræver særlig opmærksomhed
og agtpågivenhed.
Mellemhandleren bliver selvstændigt ansvarlig i de
situationer, hvor denne ved sin håndtering af produktet har gjort dette
farligt, eller hvor vedkommende ved en fejl ikke har opdaget en fare ved
produktet. Der tages ved bedømmelsen hensyn til, at mellemhandlerens
varekundskab ofte er begrænset, og at dennes undersøgelsesmuligheder i de
fleste tilfælde er små. Færdigvarekontrollen hører til producentens
forpligtelser, og mellemhandleren vil normalt have opfyldt sin
undersøgelsespligt
over for forbrugeren ved en relativt begrænset besigtigelse med henblik på at
konstatere, om der f.eks. foreligger transportskader.
Mellemhandlerens ansvar for forkert håndtering af et
produkt har i praksis større betydning end ansvaret for tilsidesættelse af
undersøgelsespligten. Håndteringsfejl kan dels forekomme som fejl ved
udlevering og forvekslingsfejl, dels ved en ændring af produktet, som gør
dette
farligt. Mellemhandleren kan f.eks. have opbevaret produktet forkert eller
have
udsat det for unormal påvirkning. Det er som udgangspunkt mellemhandlerens
pligt at opnå et sådant varekendskab, at produktændringer af denne karakter
undgås, og mellemhandleren ifalder derfor ansvar herfor, såfremt
tilsidesættelsen
af denne pligt må bedømmes som en fejl eller forsømmelse.
2.7. Mellemhandleres produktansvar er i
produktansvarsdirektivet kun reguleret ved art. 3, stk. 2 og 3, der som
nævnt ovenfor i en række nærmere angivne situationer pålægger mellemhandleren
samme ansvar som producenten. Der henvises til punkt 3 nedenfor vedrørende
EF-Domstolens fortolkning af disse bestemmelser.
2.8. Retsplejelovens regler om værneting fastlægger, hvor
en retssag om produktansvar kan anlægges. Det følger af retsplejelovens
§ 247,
stk. 1, at EF-domskonventionens og ikke retsplejelovens værnetingsregler
anvendes i sager, der er omfattet af konventionen eller en anden konvention,
som er gennemført i dansk ret ved eller i medfør af lov nr. 325 af 4. juni
1986
om EF-domskonventionen m.v., som ændret ved lov nr. 209 af 29. marts 1995.
Domskonventionens regler finder anvendelse, når sagsøgte
har bopæl eller hjemsted i følgende EU-/EØS-lande: Belgien, Finland,
Tyskland,
Frankrig, Grækenland, Italien, Irland, Island, Luxembourg, Nederlandene,
Norge,
Polen, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige,
Tyskland
og Østrig.
En person kan i sager om erstatning uden for kontrakt
sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, jf.
EF-domskonventionens artikel 5, nr. 3. Østre Landsret har i dommen gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1994.342 Ø fundet, at artikel 5, nr. 3, finder
anvendelse i sager om produktansvar.
Retsplejelovens § 243 finder anvendelse i sager om
produktansvar, hvor sagsøgte ikke har bopæl eller hjemsted i et af de ovenfor
nævnte EU-/EØS-lande. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til
domskonventionens
artikel 5, nr. 3. Ifølge § 243 kan sager, hvorunder der påstås
erstatning
i anledning af retskrænkelser, anlægges på det sted, hvor retskrænkelsen er
foregået.
Klager over produktskader fra forbrugere kan i et vist
omfang indbringes for Forbrugerklagenævnet, jf. §§ 3-4 i bekendtgørelse
nr. 1118 af 12. december 2003 om forbrugerklager. Det følger af § 6 i
denne bekendtgørelse, at klager kan indbringes for nævnet, i det omfang der
efter de ovenfor nævnte regler i retsplejeloven kan anlægges sag ved en dansk
domstol mod den mellemhandler eller producent, som sagen angår.
2.9. Lovvalg ved produktansvar er ikke fastlagt i dansk
lovgivning, og retspraksis på området er meget sparsom. Det må antages, at
det
som udgangspunkt er skadesstedets lovgivning, der skal anvendes, men konkrete
omstændigheder kan dog lede til et andet resultat, herunder hvis
mellemhandleren
eller producenten ikke kunne påregne produktets markedsføring i skadeslandet.
Højesteret har i en dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999.225 H taget
stilling til lovvalget i en situation, hvor en tysk producent via en dansk
mellemhandler
solgte rør til en dansk kommune. Højesteret valgte at anvende dansk ret til
at
bedømme producentens ansvar med den begrundelse, at den pågældende skade var
sket i Danmark, hvor kommunen havde hjemsted, og hvortil den tyske producent
havde eksporteret rørene.
Justitsministeren kan ifølge produktansvarslovens § 16
fastsætte regler til gennemførelse af mellemfolkelige overenskomster om
lovvalget i sager om produktansvar. Bestemmelsen blev indsat under
Folketingets
behandling af produktansvarsloven med henblik på, at Haagerkonventionen af 2.
oktober 1973 om lovvalg i sager om produktansvar kunne ratificeres. Danmark
har
ikke efterfølgende tiltrådt Haagerkonventionen. Skadesstedet er efter
konventionen udgangspunktet ved lovvalget, men hertil gælder en lang række
undtagelser.
I juli 2003 fremsatte EU-Kommissionen et forslag til en
forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktsforhold
(»Rom
II«). Forslagets artikel 4 indeholder en regel om lovvalget for krav i
anledning
af produktansvar. Efter denne bestemmelse er udgangspunktet, at loven i det
land, hvor skadelidte har sit sædvanlige opholdssted, skal finde anvendelse,
hvis produktet er markedsført i dette land med samtykke fra den person, hvis
ansvar gøres gældende. Forslaget, der fortsat er under forhandling, er
fremsat
med hjemmel i den del af EF-traktaten, der er omfattet af Danmarks forbehold
vedrørende retlige og indre anliggender, og Danmark er derfor ikke forpligtet
af en eventuel kommende forordning.
3. EF-Domstolens dom i sag C-402/03, Skov Æg
3.1.
EF-Domstolens
dom i sag C-402/02, Skov Æg, udspringer af en sag, som verserer ved Vestre
Landsret.
Ved kendelse af 26. september 2003 forelagde Vestre Landsret en række
spørgsmål
for EF-Domstolen. Vestre Landsrets spørgsmål kan sammenfattes således, at
retten
ønskede oplyst, om produktansvarsdirektivet er til hinder for en national
regel, der indebærer, at mellemhandleren hæfter for henholdsvis producentens
objektive ansvar i henhold til direktivet og producentens retspraksisbaserede
culpaansvar.
3.2. EF-Domstolen har ved sin dom af 10. januar 2006
fastslået, at direktivet skal fortolkes således, at det er til hinder for en
national regel, hvorefter mellemhandleren ud over de i direktivets artikel 3,
stk. 3, udtømmende opregnede tilfælde hæfter for producentens objektive
ansvar efter direktivet.
Domstolen har fundet, at direktivet ikke begrænser sig til
at regulere
producentens
produktansvar.
Ifølge Domstolen er der i direktivet taget endelig stilling til, hvem blandt
de
involverede erhvervsdrivende (producenter og mellemhandlere, herunder
importører, leverandører og sælgere) ansvaret efter direktivet påhviler.
Reguleringen af
mellemhandlerens
produktansvar falder derfor også inden for direktivets anvendelsesområde, i
det
omfang mellemhandleren pålægges det direktivbaserede objektive ansvar.
På den baggrund har Domstolen fastslået, at direktivet er
til hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren uden begrænsning
hæfter for producentens ansvar efter direktivet.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at dommen må forstås
således, at det afgørende forhold ikke er, om mellemhandleren ved lov
pålægges
ansvaret i henhold til direktivet, men om denne pålægges et ansvar, der reelt
har samme omfang som det direktivbaserede objektive ansvar.
3.3. For så vidt
angår spørgsmålet om, hvorvidt
produktansvarsdirektivet er til hinder
for en national regel, der indebærer, at mellemhandleren hæfter for
producentens retspraksisbaserede culpaansvar, har Domstolen bemærket, »at
direktivets artikel 13 skal fortolkes således, at den ordning, der er indført
ved direktivet, ikke udelukker anvendelsen af andre ordninger vedrørende
ansvar
i og uden for kontraktforhold, der hviler på et andet grundlag, såsom
garantien
for skjulte mangler eller culpa«, jf. dommens præmis 47.
På den baggrund har Domstolen konkluderet, at
direktivet ikke er til hinder for en national regel, hvorefter
mellemhandleren
uden begrænsning hæfter for producentens culpaansvar.
3.4.
Som
nævnt ovenfor under punkt 2.5. angår produktansvarslovens § 10 ikke kun
det direktivbestemte produktansvar, men også produktansvar efter dansk rets
almindelige regler. § 10 er derfor kun delvis uanvendelig efter
Domstolens
dom, idet det alene er hæftelsen for det direktivbestemte produktansvar, der
ikke kan opretholdes. Dommen er ikke til hinder for, at mellemhandleren
fortsat
hæfter for producentens fejl og forsømmelser, jf. om det retspraksisbaserede
produktansvar for producenter punkt 2.4 ovenfor. Det vil dog efter
Justitsministeriets opfattelse være i strid med Domstolens fortolkning af
direktivet, hvis det retspraksisbaserede ansvar for mellemhandlere inden for
direktivets anvendelsesområde reelt er lige så strengt som det objektive
producentansvar efter direktivet.
4. Lovforslagets hovedindhold
4.1. Det er Justitsministeriets opfattelse, at der inden
for EF-Domstolens doms rammer bør pålægges mellemhandlere et strengt
produktansvar med henblik på at opretholde et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau.
En skadelidt kan vælge at rette sit krav mod en producent,
der er ansvarlig på objektivt grundlag, jf. produktansvarslovens § 6.
Denne mulighed foreslås ikke ændret ved dette lovforslag.
EF-Domstolen udtaler i sin dom, at direktivet ikke er til
hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren uden begrænsning
hæfter
for producentens culpaansvar. Det foreslås derfor, at et sådant
hæftelsesansvar
opretholdes, jf. punkt 4.3 nedenfor. Hvis producenten har handlet culpøst,
vil
dette hæftelsesansvar muliggøre, at en skadelidt kan gennemføre et krav over
for mellemhandleren bl.a. i de tilfælde, hvor producenten er insolvent.
Endvidere vil der forekomme tilfælde, hvor dette hæftelsesansvar kan gøres
gældende over for mellemhandleren, selv om det ikke er muligt for skadelidte
at
frembringe oplysninger om producentens konkrete adfærd. Dette vil således
gøre
sig gældende i sager, hvor produktet lider af en åbenbar fejl af en sådan
karakter, at det, uden at det er nødvendigt at inddrage producenten, kan
lægges
til grund, at producenten har handlet culpøst.
Justitsministeriet finder imidlertid, at der er behov for i
videre omfang at styrke forbrugerens mulighed for at opnå erstatning ved
produktskader. På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at
mellemhandlerens
selvstændige ansvar for produktskader skærpes, jf. umiddelbart nedenfor i
punkt
4.2.
4.2. For så vidt angår
mellemhandlerens
selvstændige ansvar
foreslås det, at mellemhandleren skal ifalde
produktansvar for personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader,
medmindre denne kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller
forsømmelse. Bestemmelsen pålægger mellemhandleren et culpaansvar med omvendt
bevisbyrde.
Som nævnt under punkt 2.6 ovenfor kan mellemhandleren efter
gældende ret drages selvstændigt til ansvar i de situationer, hvor denne ved
sin håndtering af produktet har gjort dette farligt, eller hvor vedkommende
ved
en fejl ikke har opdaget en fare ved produktet. Den foreslåede bestemmelse
indebærer den skærpelse i forhold til gældende ret, at det er
mellemhandleren,
der skal påvise, dels at denne ikke ved sin håndtering af produktet har gjort
dette farligt, dels at skaden ikke skyldes en defekt, som vedkommende burde
have opdaget. Dette indebærer eksempelvis, at en grønthandler i et tilfælde,
hvor en af hans eller hendes kunder er blevet syg på grund af en defekt
grøntsag
fra den pågældendes butik, skal godtgøre, dels at grøntsagen ikke er blevet
opbevaret
eller i øvrigt håndteret på en sådan måde, at den derved er blevet
sundhedsfarlig, dels at vedkommende ikke burde have opdaget, at grøntsagen
var
sundhedsskadelig.
EF-
Domstolen
har i sin dom i sag C-402/03, Skov Æg, bemærket, at produktansvarsdirektivets
artikel 13 skal fortolkes således, at den ordning, der er indført ved
direktivet, ikke udelukker anvendelsen af andre ordninger vedrørende ansvar i
og uden for kontraktforhold, der hviler på et andet grundlag, såsom garantien
for skjulte mangler eller culpa, jf. punkt. 3.3.
Domstolen har ikke i denne dom eller i andre domme om
produktansvarsdirektivet udtalt, at direktivet er til hinder for indførelsen
af
særlige bevisbyrderegler i relation til det ansvar, som en mellemhandler kan
pålægges på et andet grundlag end det direktivbaserede objektive ansvar. Et
sådant forbud kan efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke udledes af
direktivets ordlyd eller forarbejder.
Det bemærkes, at det påhviler skadelidte at påvise, at der
i det hele taget foreligger en produktskade. Den regel om omvendt bevisbyrde,
der foreslås indført, ændrer ikke ved, at den skadelidte skal føre bevis for
skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
produktansvarslovens § 10).
4.3. For så vidt angår
mellemhandlerens
hæftelsesansvar
foreslås det, at bestemmelsen herom udformes således, at
mellemhandleren hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere
mellemhandlere
i omsætningskæden for produktansvar efter § 2, dvs. for personskader,
tab
af forsørger og forbrugertingsskader, i det omfang skaden skyldes fejl eller
forsømmelse begået af producenten eller tidligere mellemhandlere i
omsætningskæden.
Mellemhandleren hæfter således efter den foreslåede bestemmelse kun for
producentens eller tidligere mellemhandleres culpøse adfærd. Hæftelsen for
tidligere mellemhandleres culpøse adfærd er en lovfæstelse af den hidtil
gældende praksis, jf. herom punkt 2.5 ovenfor.
Formålet med dette forslag, der bevirker en indskrænkning
af mellemhandlerens hæftelsesansvar, er at bringe de danske regler om
mellemhandleransvar i overensstemmelse med direktivet. Ved personskader, tab
af
forsørger og forbrugertingsskader hæfter mellemhandleren kun for producentens
produktansvar, hvis defekten, der forårsagede skaden, skyldes producentens
fejl
eller forsømmelse, dvs. producentens culpøse adfærd. Da producenten altid vil
være en professionel erhvervsdrivende, jf. produktansvarslovens § 7,
stk. 1,
nr. 2, og produktansvarsdirektivets artikel 7, litra c, vil dennes adfærd
blive
bedømt ud fra en vurdering af, om vedkommende har udvist den omhu og faglige
dygtighed, som man med rimelighed kan forlange af en professionel
erhvervsdrivende. Der vil således være tale om en skærpet culpabedømmelse.
Justitsministeriet har overvejet, om der også i relation
til mellemhandlerens hæftelsesansvar burde indføres omvendt bevisbyrde,
således
at mellemhandleren for at undgå sit hæftelsesansvar skulle bevise, at
producenten
ikke har handlet culpøst. Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse,
at
en sådan regel ville rejse spørgsmål i forhold til EF-Domstolens dom, navnlig
under hensyn til, at mellemhandleren i givet fald skulle bære bevisbyrden for
en anden persons (producentens) forhold.
Udgangspunktet med forslaget er således, at skadelidte – ud
over at skulle påvise, at der foreligger en skade, en defekt og
årsagsforbindelse mellem skaden og defekten – vil skulle godtgøre, at
skaden
skyldes producentens fejl eller forsømmelse. Der vil imidlertid i praksis
forekomme sager, hvor dansk rets almindelige bevisregler fører til, at
beviskravene er lempelige. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor
defekten
består i en fabrikationsfejl.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til
produktansvarslovens § 10 a).
4.4. Som nævnt under punkt 2.5 ovenfor angår den gældende § 10
ikke kun det direktivbestemte produktansvar, men også produktansvar efter
dansk
rets almindelige regler, herunder produktansvar ved erhvervstingsskader. Med
forslaget til en ny affattelse af § 10 foreslås det, at bestemmelsen fra
lovens ikrafttræden kun angår personskade, tab af forsørger og
forbrugertingsskade i overensstemmelse med afgrænsningen af disse skadestyper
i
produktansvarslovens § 2. Denne indskrænkning af anvendelsesområdet for
§ 10
foreslås af lovtekniske grunde, da § 10 herved får samme
anvendelsesområde
som de forudgående bestemmelser i loven. Da den gældende § 10 er en
lovfæstelse af, hvad der for mellemhandleren ved lovens gennemførelse blev
antaget at følge af gældende ret, vil mellemhandleren ved erhvervstingsskader
som hidtil hæfte i ethvert tilfælde, hvor producenten kan drages til ansvar.
Dette mellemhandleransvar vil fra den foreslåede lovs ikrafttræden dog ikke
følge af § 10, men af dansk rets almindelige regler om erstatning i
eller
uden for kontrakt, jf. produktansvarslovens § 13. Den foreslåede
indskrænkning af anvendelsesområdet for § 10 bevirker således ingen
realitetsændring.
4.5. De foreslåede bestemmelser om mellemhandlerens
erstatningsansvar, herunder særligt lovfæstelsen af mellemhandlerens
selvstændige ansvar ved den foreslåede § 10, kan rejse spørgsmålet, om
de
i produktansvarslovens § 8 nævnte 4.000 kr. også skal fradrages
erstatning
i henhold til de foreslåede §§ 10 og
10
a. Det foreslås, at § 8, stk. 1, ændres, så
det præciseres, at der som hidtil alene skal ske fradrag i erstatning, som
producenten skal betale i henhold til produktansvarslovens § 6,
stk. 1,
dvs. i den erstatning, der hviler på producentens objektive ansvar.
Det bemærkes i den forbindelse, at § 8, stk. 1,
er en gennemførelse af et krav om fradrag, der stilles i
produktansvarsdirektivets
artikel 9, litra b. Mellemhandleransvaret beskrevet i de foreslåede
§§ 10
og
10 a
falder uden
for direktivets anvendelsesområde, og der er således ikke et direktivbestemt
krav om fradrag i relation til disse bestemmelser.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til
produktansvarslovens § 8, stk. 1).
5. Overvejelser om yderligere lovgivningstiltag
Justitsministeriet vil tage initiativ til drøftelser med
berørte organisationer m.v. om behovet for yderligere lovgivningstiltag til
beskyttelse af forbrugerne i relation til produktskader. Det vil særligt
blive
drøftet, om det vil være hensigtsmæssigt at udvide sælgeres køberetlige
ansvar
for defekte produkter.
Det bemærkes i den forbindelse, at EF-Domstolen i sag
C-402/03, Skov Æg, og i flere tidligere domme har udtalt, at
produktansvarsdirektivet ikke udelukker anvendelsen af en ordning vedrørende
ansvar i kontraktforhold, der hviler på regler om garanti vedrørende skjulte
mangler.
6. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige.
Ophævelsen af mellemhandlerens objektive hæftelsesansvar
for så vidt angår det direktivbestemte produktansvar i produktansvarslovens
§ 10
indebærer i visse tilfælde, at den umiddelbare erstatningsforpligtelse over
for
forbrugeren forskydes fra mellemhandleren til producenten, men indebærer
samlet
set ikke en ændring af erhvervslivets forpligtelse til at yde erstatning for
skade forårsaget af et defekt produkt.
Lovforslaget må antages at kunne have visse begrænsede
økonomiske og administrative konsekvenser for forsikringsselskaber i
forbindelse med administrationen af produktansvarsforsikringer for
mellemhandlere, men forslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning.
Forslaget har været sendt til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en
vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspanel. Forslaget vurderes ikke at indeholde administrative
konsekvenser
for erhvervslivet, som medfører, at forslaget bør forelægges Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel.
Lovforslaget skønnes derfor ikke at medføre økonomiske
eller administrative konsekvenser af betydning for erhvervslivet.
I forhold til borgerne tilsigtes med lovforslaget – inden
for de af EF-Domstolen fastsatte rammer – at opretholde en høj grad af
forbrugerbeskyttelse bl.a. ved at fastholde en streng hæftelse for
mellemhandleren og derved lette den skadelidte forbrugers adgang til at opnå
erstatning.
Der vil imidlertid kunne opstå situationer, hvor
forbrugerens retsstilling forringes, f.eks. i de tilfælde, hvor producenten
er
insolvent eller uforholdsmæssig vanskelig at lokalisere.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget er fremsat på baggrund af EF-domstolens dom af
10. januar 2006 i sagen C-402/03, Skov Æg.
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Der vil kunne opstå situationer, hvor forbrugerens
retsstilling forværres, f.eks. i de tilfælde hvor producenten er insolvent
eller uforholdsmæssig vanskelig at lokalisere.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget er fremsat med henblik på at imødekomme
EF-domstolens dom af 10. januar 2006 i sagen C-402/03, Skov Æg.
7. Høring
Et udkast til dette lovforslag har været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for
Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for
retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og Industriforening,
Brancheforeningen for Forbrugerelektronik, Danmarks Automobilforhandler
Forening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Dansk
Arbejdsgiverforening,
Dansk Franchise Forening, Dansk IT, Dansk Kredit Råd, Dansk Handel &
Service, Dansk Industri, Dansk Marketing Forum, Dansk Postordreforening,
Dansk
Textil Union, De Danske Bilimportører, Den Danske Boghandlerforening, DSK
– De
Samvirkende Købmænd, DESA Erhvervssammenslutningen G 1930,
El-installatørernes
Landsforening ELFO, Finans og Leasing, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden,
Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af fabrikanter og
importører af elektriske husholdningsapparater FEHA, Foreningen af
Kommercielle
Danske Internetsites, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring
& Pension, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, HTSI –
Handel,
Transport og Serviceerhvervene, HK-Landsklubben, Håndværksrådet,
IT-brancheforeningen og Landbrugsraadet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 8, stk. 1)
Det præciseres ved ændringen af § 8, stk. 1, at
der alene skal ske fradrag i producentens erstatning i henhold til
produktansvarslovens § 6, stk. 1, dvs. i den erstatning, der hviler
på producentens objektive ansvar.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt
4.5.
Til nr. 2 (§ 10)
Bestemmelsen fastlægger mellemhandlerens selvstændige
ansvar for produktskader omfattet af produktansvarslovens § 2, dvs.
personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader. Det bestemmes, at
mellemhandleren skal erstatte produktskader, medmindre denne kan godtgøre, at
skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse. Det bemærkes i den
forbindelse, at mellemhandleren som professionel erhvervsdrivende vil være
underlagt en skærpet culpabedømmelse.
Mellemhandleren bliver selvstændigt ansvarlig for
produktskader i de situationer, hvor denne ved sin håndtering af produktet
har
gjort dette farligt, eller hvor vedkommende ved en fejl ikke har opdaget en
defekt ved produktet. Håndteringsfejl kan dels forekomme som fejl ved
udlevering og forvekslingsfejl, dels ved en ændring af produktet, som gør
dette
farligt, eksempelvis på grund af en uhensigtsmæssig opbevaring af produktet.
Omfanget af mellemhandlerens undersøgelsespligt må afhænge af, hvilken
sagkundskab man med rette kan forvente, at den pågældende mellemhandler
besidder, og hvilke muligheder den pågældende har haft for ved en
undersøgelse
at opdage defekten.
Det skal ikke påvises, at en bestemt person har begået en
fejl eller en forsømmelse. Mellemhandleren vil efter dansk rets almindelige
erstatningsretlige principper være ansvarlig for både anonyme fejl og
kumulerede
fejl, dvs. fejl, hvor mindre og hver for sig betydningsløse fejl hos flere
ansatte tilsammen resulterer i en ansvarspådragende fejl.
Bestemmelsen pålægger mellemhandleren en omvendt
bevisbyrde. Mellemhandleren skal således påvise, dels at denne ikke ved sin
håndtering af produktet har gjort dette farligt, dels at skaden ikke skyldes
en
defekt, som vedkommende burde have opdaget. Det påhviler skadelidte at
påvise,
at der i det hele taget foreligger en produktskade. Reglen om omvendt
bevisbyrde ændrer således ikke ved, at den skadelidte skal føre bevis for
skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.
Skadelidte kan ikke alene gøre den foreslåede § 10
gældende over for sælgeren af produktet, men kan gøre et sådant krav gældende
over for enhver mellemhandler, der er omfattet af definitionen af
mellemhandler
i produktansvarslovens § 4, stk. 3.
Det bemærkes i den sammenhæng, at det følger af
produktansvarslovens § 11, stk. 3, 1. pkt., at en mellemhandler,
der
har udbetalt erstatning til skadelidte, indtræder i skadelidtes krav mod
tidligere led i produktions- og omsætningskæden. En mellemhandler,
eksempelvis
en sælger, der har udbetalt erstatning, vil således kunne søge regres hos en
tidligere mellemhandler, eksempelvis en grossist, og i den sammenhæng bl.a.
kunne
påberåbe sig reglen i § 10. Mellemhandleren, der har udbetalt
erstatning,
kan også vælge at rette sit regreskrav mod producenten, og i den situation
vil
mellemhandleren kunne påberåbe sig det objektive ansvar i
produktansvarslovens
§ 6. I det omfang en tidligere mellemhandler eller en producent kan
påvise, at skaden skyldes forhold hos mellemhandleren, der udbetalt
erstatningen, vil regreskravet kunne bortfalde eller nedsættes i medfør af
produktansvarslovens § 11, stk. 3, 2. pkt. Produktansvarsloven er i
øvrigt præceptiv i forhold til den, som indtræder i skadelidtes krav, jf.
lovens § 12.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt
4.2.
Til nr. 3 (§ 10 a)
Det følger af forslaget til § 10 a, at en
mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere
i
omsætningskæden for ansvar for produktskader omfattet af § 2, dvs.
personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader, i det omfang skaden
skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere
mellemhandlere i omsætningskæden.
Det producentansvar, som mellemhandleren hæfter for,
omfatter producentens konstruktions-, instruktions- og fabrikationsfejl,
hvorimod producenten som hidtil ikke vil være ansvarlig for udviklingsskader.
Det skal ikke påvises, at en bestemt person har begået en fejl eller en
forsømmelse. Producenten vil ligesom mellemhandleren efter dansk rets
almindelige erstatningsretlige principper være ansvarlig for både anonyme
fejl
og kumulerede fejl.
Mellemhandleren hæfter på objektivt grundlag for
producentens culpaansvar. Producenten vil som professionel erhvervsdrivende
være underlagt en skærpet culpabedømmelse. Det forudsættes, at domstolene ved
denne bedømmelse kan tage udgangspunkt i det retspraksisbaserede
produktansvar
for producenter, der var gældende forud for vedtagelsen af
produktansvarsloven.
Det retspraksisbaserede ansvar for mellemhandlere må dog inden for
produktansvarsdirektivets anvendelsesområde ikke reelt være lige så strengt
som
det objektive ansvar efter direktivet.
Ligesom det gælder ved mellemhandlerens selvstændige ansvar
for produktskader, påhviler det skadelidte at påvise, at der i det hele taget
foreligger en produktskade, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til
produktansvarslovens § 10). Den skadelidte skal således føre bevis for
skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden. For så vidt
angår hæftelsesansvaret, skal den skadelidte endvidere påvise, at skaden
skyldes producentens fejl eller forsømmelse. Der vil imidlertid i praksis
forekomme sager, hvor dansk rets almindelige bevisregler leder til, at
beviskravene er lempelige. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor
defekten
består i en fabrikationsfejl.
I de situationer, hvor det følger af produktansvarslovens § 4,
at flere personer er ansvarlige som producenter, hæfter mellemhandleren for
alle de personer, der er ansvarlige som producenter. Dette gør sig
eksempelvis
gældende i den situation, hvor den, der har fremstillet et produkt, befinder
sig uden for EU. I denne situation er EU-importøren i medfør af § 4,
stk. 2,
ligeledes ansvarlig som producent. I det omfang skadelidte kan påvise, at
enten
producenten uden for EU
eller
EU-importøren har handlet culpøst,
hæfter mellemhandleren i dette tilfælde for produktansvar.
For så vidt angår ansvarsgrundlaget for tidligere
mellemhandlere i omsætningskæden, som mellemhandleren ligeledes hæfter for,
henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til
produktansvarslovens § 10).
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt
4.3.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende. Endvidere foreslås det, at ændringsloven kun
finder anvendelse, hvis det skadevoldende produkt er bragt i omsætning af en
producent
efter lovens ikrafttræden.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, som ændret ved
lov nr. 1041 af 28. november 2000, foretages følgende ændringer:
§ 8.
Ved fastsættelsen af erstatning for skade på ting fradrages et beløb på 4.000
kr.
Stk. 2
.
1.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes efter
»erstatning«: »i henhold til § 6, stk. 1,«.
§ 10.
En mellemhandler
hæfter for produktansvar umiddelbart over for skadelidte og senere
mellemhandlere i omsætningskæden.
2.
§ 10
affattes således:
»
§ 10.
En
mellemhandler skal erstatte produktskader omfattet af § 2, medmindre
mellemhandleren kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller
forsømmelse.«
3.
Efter
§ 10
indsættes:
»
§ 10 a.
En
mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere
i omsætningskæden for ansvar for produktskader omfattet af § 2, i det
omfang skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller
tidligere mellemhandlere i omsætningskæden.«
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af lov om produktansvar Retsinformation · 30. marts 2007
- Skriftlig fremsættelse (29. marts 2006) - L 201 Retsinformation · 29. marts 2006
- 1988 LSF 54 FORSLAG TIL LOV OM PRODUKTANSVAR Retsinformation · 9. juni 1989
- Forhandleres hæftelse for produktansvar Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. december 2002
- Skriftlig fremsættelse (7. oktober 2026) - L 32 Retsinformation · 8. oktober 2026
- 1985 LSF 265 FORSLAG TIL LOV OM PRODUKTANSVAR Retsinformation · 21. maj 1988