Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om produktansvar (Ændring af reglerne om mellemhandleres ansvar for produktskader)

2005/1 LSF 201Lovforslag som fremsatJustitsministeriet29. marts 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 29. marts 2006 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om produktansvar

(Ændring af

reglerne om mellemhandleres ansvar for produktskader)

§ 1

I lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, som

ændret ved lov nr. 1041 af 28. november 2000, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 8, stk. 1,

indsættes efter »erstatning«:

»i henhold til § 6, stk. 1,«.

2.

§ 10

affattes således:

»

§ 10.

En

mellemhandler skal erstatte produktskader omfattet af § 2, medmindre

mellemhandleren kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller

forsømmelse.«

3.

Efter

§ 10

indsættes:

»

Læs alt

§ 10 a.

En

mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere

i

omsætningskæden for ansvar for produktskader omfattet af § 2, i det

omfang

skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere

mellemhandlere i omsætningskæden.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2.

Loven

gælder kun for produkter, der er bragt i omsætning af en producent efter

lovens

ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de

særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Ifølge § 10 i produktansvarsloven hæfter en

mellemhandler for produktansvar umiddelbart over for skadelidte og senere

mellemhandlere i omsætningskæden. EF-Domstolen har i dom af 10. januar 2006 i

sag C-402/03, Skov Æg, fastslået, at denne regel ikke er i overensstemmelse

med

produktansvarsdirektivet (Rådets direktiv 85/374 af 25. juli 1985 om

tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte

bestemmelser om produktansvar, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 99/34/EF af 10. maj 1999). Domstolens begrundelse herfor er bl.a.,

at

reglen indebærer, at en mellemhandler uden begrænsning hæfter for

producentens

objektive ansvar efter direktivet. Direktivet er ifølge den pågældende dom

ikke

til hinder for en national lovgivning, hvorefter en mellemhandler uden

begrænsning hæfter for producentens produktansvar, hvis dette ansvar bygger

på

et andet ansvarsgrundlag, som f.eks. culpaansvaret.

Formålet med lovforslaget er på denne baggrund at ændre

produktansvarslovens § 10, således at bestemmelsen bringes i

overensstemmelse med direktivet. Med henblik på at sikre et højt

forbrugerbeskyttelsesniveau foreslås det samtidig, at der inden for dommens

rammer pålægges mellemhandlere et strengt produktansvar.

Det foreslås for det første, at mellemhandlerens

selvstændige ansvar for produktskader skærpes, således at mellemhandleren

ifalder produktansvar for personskader, tab af forsørger og

forbrugertingsskader, medmindre denne kan godtgøre, at skaden ikke skyldes

dennes fejl eller forsømmelse. Dette ansvar har hidtil ikke været reguleret i

produktansvarsloven. For det andet foreslås det at ændre det gældende

hæftelsesansvar for producentens produktansvar, således at mellemhandleren

hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i

omsætningskæden for producentens produktansvar for personskader, tab af

forsørger og forbrugertingsskader, i det omfang skaden skyldes producentens

fejl eller forsømmelse.

2. Gældende ret

2.1. Produktansvar er dels reguleret ved lov nr. 371 af 7.

juni 1989 om produktansvar, som ændret ved lov nr. 1041 af 28. november 2000

(produktansvarsloven), dels ved principper udviklet i retspraksis.

Ved produktansvar forstås det ansvar, der påhviler en

producent eller en mellemhandler for skade forårsaget af en defekt ved et

produkt, der er produceret eller leveret af denne, jf. produktansvarslovens

§ 1.

Produktansvar omfatter både skade på person og ting. Det er uden betydning,

om

skaden rammer den, der besidder det skadevoldende produkt, eller tredjemand.

Produktansvar omfatter derimod ikke skade på selve den defekte genstand.

Denne

skade behandles efter det sædvanlige køberetlige mangelsansvar, der bl.a.

omfatter det tab, som køberen har lidt ved ikke at få kontraktsmæssig

opfyldelse.

2.2. Produktansvarsloven gennemfører Rådets direktiv

85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt

eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/34/EF af 10. maj 1999

(produktansvarsdirektivet). Direktivet er inden for sit anvendelsesområde et

totalharmoniseringsdirektiv.

Ifølge produktansvarslovens § 6 skal en producent

erstatte skade, der er forårsaget af en defekt ved et produkt, som er

produceret eller leveret af denne. Bestemmelsen er en gennemførelse af

direktivets

artikel 1. Producentens ansvar er objektivt.

Produktansvarsloven kan ikke ved forudgående aftale

fraviges til skade for skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes

krav,

jf. lovens § 12.

2.3. Begrebet producent defineres i produktansvarslovens § 4,

stk. 1, 2, 4 og 5.

§ 4, stk. 1, definerer producenten som den, der

fremstiller et færdigt produkt, et delprodukt eller en råvare, den, der

frembringer eller indsamler et naturprodukt, samt den, der ved at anbringe

sit

navn, mærke eller andet kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets

producent. § 4, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 3,

stk. 1.

Det følger desuden af lovens § 4, stk. 2, at den,

der med henblik på videresalg, udlejning, leasing eller enhver anden form for

omsætning som led i sin erhvervsvirksomhed indfører et produkt i EU, anses

som

produktets producent, og den pågældende er ansvarlig på samme måde som

producenten. § 4, stk. 2, gennemfører direktivets artikel 3,

stk. 2.

Endelig følger det af § 4, stk. 4, at enhver

leverandør af et produkt anses som dets producent, hvis skadelidte ved et

produkt, der er produceret i EU, ikke kan konstatere, hvem der har produceret

dette, eller hvis skadelidte ved et produkt, der er produceret uden for EU,

ikke kan konstatere, hvem der har indført dette i EU. Ifølge § 4,

stk. 5,

gælder stk. 4 ikke, hvis mellemhandleren inden rimelig tid giver

skadelidte oplysninger om producentens eller importørens navn og adresse

eller

navnet og adressen på den, der har leveret produktet til mellemhandleren.

Mellemhandleren kan dog ikke henvise skadelidte til en ansvarlig, der har

hjemting uden for EU. Lovens § 4, stk. 4 og 5, gennemfører

direktivets

artikel 3, stk. 3.

2.4. Producenten er på objektivt grundlag ansvarlig for

skader forårsaget af en defekt. Defekten kan f.eks. skyldes produktets

konstruktion eller fabrikation, eller den kan skyldes utilstrækkelig

instruktion.

Derimod er producenten ikke ansvarlig for f.eks. udviklingsskader.

Producenten

er således ikke ansvarlig, hvis vedkommende beviser, at det på grundlag af

den

videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, da produktet blev bragt i

omsætning, ikke var muligt at opdage defekten, jf. produktansvarslovens

§ 7,

stk. 1, nr. 4, som gennemfører produktansvarsdirektivets artikel 7,

litra

e.

Desuden er producenten ikke ansvarlig efter

produktansvarsloven og direktivet, hvis denne beviser, at produktet hverken

er

fremstillet, frembragt, indsamlet eller bragt i omsætning af denne som led i

erhvervsvirksomhed,

jf. produktansvarslovens § 7, stk. 1, nr. 2, som gennemfører

produktansvarsdirektivets artikel 7, litra c.

Der henvises i øvrigt til produktansvarslovens § 7 og

direktivets artikel 7 for andre tilfælde, hvor producenten ikke er ansvarlig,

selv om produktet har en defekt.

Ifølge produktansvarslovens § 8, stk. 1, der

gennemfører direktivets artikel 9, litra b, fradrages et beløb på 4.000 kr.

ved

fastsættelsen af erstatning for skade på ting i henhold til

produktansvarslovens

§ 6, stk. 1, dvs. i den erstatning, der hviler på producentens

objektive ansvar.

Produktansvarsloven omfatter personskade, tab af forsørger

og forbrugertingsskade, jf. lovens § 2. Det tilsvarende gør sig gældende

for direktivet, jf. artikel 9. Produktansvarslovens § 10 om

mellemhandleransvaret

angår dog også erhvervstingsskader, jf. punkt 2.5 nedenfor.

Produktansvarsloven

fastlægger dog ikke ansvarsgrundlaget ved erhvervstingsskader.

Ansvarsgrundlaget ved erhvervstingsskader er fastlagt ved

de i retspraksis udviklede principper om produktansvar. Det

retspraksisbaserede

produktansvar for producenter har karakter af et strengt culpaansvar, der

tenderer hen imod et objektivt ansvar. Et sådant ansvar gjaldt også for

producenten ved personskade, tab af forsørger og forbrugertingsskade forud

for

produktansvarslovens vedtagelse, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A,

side

1598-1601.

Ifølge produktansvarslovens § 13 begrænser loven ikke

skadelidtes adgang til erstatning efter almindelige regler om erstatning i

eller uden for kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i

henhold til anden lovgivning.

Det fremgår af direktivets artikel 13, at direktivet ikke

berører de rettigheder, som skadelidte kan påberåbe sig under henvisning til

retsreglerne om ansvar i og uden for kontraktforhold eller under henvisning

til

særregler om ansvar, der er gældende på tidspunktet for direktivets

meddelelse.

2.5. En mellemhandler defineres i produktansvarslovens § 4,

stk. 3, som den, der erhvervsmæssigt bringer et produkt i omsætning uden

at anses som producent.

Efter lovens § 10 hæfter en mellemhandler for

produktansvar umiddelbart over for skadelidte og over for senere

mellemhandlere

i omsætningskæden. Skadelidte kan rette sit krav mod producenten

(producenterne) eller mod mellemhandleren (mellemhandlerne) eller mod alle

disse, idet de alle over for skadelidte hæfter solidarisk, jf.

produktansvarslovens § 11, stk. 1.

En mellemhandler hæfter ikke kun umiddelbart over for den

skadelidte, men også over for senere mellemhandlere i omsætningskæden af det

pågældende produkt. Den mellemhandler, som har måttet betale erstatning til

skadelidte eller til en senere mellemhandler, indtræder herefter i

skadelidtes

krav mod producenten og tidligere mellemhandlere, jf. produktansvarslovens

§ 11,

stk. 3.

At mellemhandleren hæfter

umiddelbart

over for skadelidte og senere mellemhandlere,

betyder, at mellemhandleren skal betale erstatning, uanset om det er muligt

for

skadelidte at gennemføre sit krav over for producenten.

Reglen i produktansvarslovens § 10 om, at

mellemhandleren på objektivt grundlag hæfter for produktansvar, var en

lovfæstelse af, hvad der blev antaget at følge af gældende ret, jf.

Folketingstidende

1988-89, tillæg A, side 1606.

Reglen i § 10 angår i øvrigt ikke kun personskade, tab

af forsørger og forbrugertingsskade, men også produktansvar efter dansk rets

almindelige regler, herunder produktansvar ved erhvervstingsskader. I disse

tilfælde

er der imidlertid ikke tale en objektiv hæftelse for producentens

direktivbaserede

objektive ansvar, men derimod tale om en objektiv hæftelse for producentens

retspraksisbaserede produktansvar. Endvidere indebærer § 10, at en

mellemhandler hæfter for produktskader, der skyldes fejl eller forsømmelse

begået af en tidligere mellemhandler i omsætningskæden, jf. om

mellemhandleres

selvstændige culpaansvar punkt 2.6 umiddelbart nedenfor.

2.6. For mellemhandleren gælder et almindeligt ulovbestemt

culpaansvar ved siden af det i produktansvarslovens § 10 angivne

hæftelsesansvar. Mellemhandlerens culpaansvar bedømmes i praksis relativt

strengt, specielt i de situationer, hvor produktet kræver særlig opmærksomhed

og agtpågivenhed.

Mellemhandleren bliver selvstændigt ansvarlig i de

situationer, hvor denne ved sin håndtering af produktet har gjort dette

farligt, eller hvor vedkommende ved en fejl ikke har opdaget en fare ved

produktet. Der tages ved bedømmelsen hensyn til, at mellemhandlerens

varekundskab ofte er begrænset, og at dennes undersøgelsesmuligheder i de

fleste tilfælde er små. Færdigvarekontrollen hører til producentens

forpligtelser, og mellemhandleren vil normalt have opfyldt sin

undersøgelsespligt

over for forbrugeren ved en relativt begrænset besigtigelse med henblik på at

konstatere, om der f.eks. foreligger transportskader.

Mellemhandlerens ansvar for forkert håndtering af et

produkt har i praksis større betydning end ansvaret for tilsidesættelse af

undersøgelsespligten. Håndteringsfejl kan dels forekomme som fejl ved

udlevering og forvekslingsfejl, dels ved en ændring af produktet, som gør

dette

farligt. Mellemhandleren kan f.eks. have opbevaret produktet forkert eller

have

udsat det for unormal påvirkning. Det er som udgangspunkt mellemhandlerens

pligt at opnå et sådant varekendskab, at produktændringer af denne karakter

undgås, og mellemhandleren ifalder derfor ansvar herfor, såfremt

tilsidesættelsen

af denne pligt må bedømmes som en fejl eller forsømmelse.

2.7. Mellemhandleres produktansvar er i

produktansvarsdirektivet kun reguleret ved art. 3, stk. 2 og 3, der som

nævnt ovenfor i en række nærmere angivne situationer pålægger mellemhandleren

samme ansvar som producenten. Der henvises til punkt 3 nedenfor vedrørende

EF-Domstolens fortolkning af disse bestemmelser.

2.8. Retsplejelovens regler om værneting fastlægger, hvor

en retssag om produktansvar kan anlægges. Det følger af retsplejelovens

§ 247,

stk. 1, at EF-domskonventionens og ikke retsplejelovens værnetingsregler

anvendes i sager, der er omfattet af konventionen eller en anden konvention,

som er gennemført i dansk ret ved eller i medfør af lov nr. 325 af 4. juni

1986

om EF-domskonventionen m.v., som ændret ved lov nr. 209 af 29. marts 1995.

Domskonventionens regler finder anvendelse, når sagsøgte

har bopæl eller hjemsted i følgende EU-/EØS-lande: Belgien, Finland,

Tyskland,

Frankrig, Grækenland, Italien, Irland, Island, Luxembourg, Nederlandene,

Norge,

Polen, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige,

Tyskland

og Østrig.

En person kan i sager om erstatning uden for kontrakt

sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, jf.

EF-domskonventionens artikel 5, nr. 3. Østre Landsret har i dommen gengivet i

Ugeskrift for Retsvæsen 1994.342 Ø fundet, at artikel 5, nr. 3, finder

anvendelse i sager om produktansvar.

Retsplejelovens § 243 finder anvendelse i sager om

produktansvar, hvor sagsøgte ikke har bopæl eller hjemsted i et af de ovenfor

nævnte EU-/EØS-lande. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til

domskonventionens

artikel 5, nr. 3. Ifølge § 243 kan sager, hvorunder der påstås

erstatning

i anledning af retskrænkelser, anlægges på det sted, hvor retskrænkelsen er

foregået.

Klager over produktskader fra forbrugere kan i et vist

omfang indbringes for Forbrugerklagenævnet, jf. §§ 3-4 i bekendtgørelse

nr. 1118 af 12. december 2003 om forbrugerklager. Det følger af § 6 i

denne bekendtgørelse, at klager kan indbringes for nævnet, i det omfang der

efter de ovenfor nævnte regler i retsplejeloven kan anlægges sag ved en dansk

domstol mod den mellemhandler eller producent, som sagen angår.

2.9. Lovvalg ved produktansvar er ikke fastlagt i dansk

lovgivning, og retspraksis på området er meget sparsom. Det må antages, at

det

som udgangspunkt er skadesstedets lovgivning, der skal anvendes, men konkrete

omstændigheder kan dog lede til et andet resultat, herunder hvis

mellemhandleren

eller producenten ikke kunne påregne produktets markedsføring i skadeslandet.

Højesteret har i en dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999.225 H taget

stilling til lovvalget i en situation, hvor en tysk producent via en dansk

mellemhandler

solgte rør til en dansk kommune. Højesteret valgte at anvende dansk ret til

at

bedømme producentens ansvar med den begrundelse, at den pågældende skade var

sket i Danmark, hvor kommunen havde hjemsted, og hvortil den tyske producent

havde eksporteret rørene.

Justitsministeren kan ifølge produktansvarslovens § 16

fastsætte regler til gennemførelse af mellemfolkelige overenskomster om

lovvalget i sager om produktansvar. Bestemmelsen blev indsat under

Folketingets

behandling af produktansvarsloven med henblik på, at Haagerkonventionen af 2.

oktober 1973 om lovvalg i sager om produktansvar kunne ratificeres. Danmark

har

ikke efterfølgende tiltrådt Haagerkonventionen. Skadesstedet er efter

konventionen udgangspunktet ved lovvalget, men hertil gælder en lang række

undtagelser.

I juli 2003 fremsatte EU-Kommissionen et forslag til en

forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktsforhold

(»Rom

II«). Forslagets artikel 4 indeholder en regel om lovvalget for krav i

anledning

af produktansvar. Efter denne bestemmelse er udgangspunktet, at loven i det

land, hvor skadelidte har sit sædvanlige opholdssted, skal finde anvendelse,

hvis produktet er markedsført i dette land med samtykke fra den person, hvis

ansvar gøres gældende. Forslaget, der fortsat er under forhandling, er

fremsat

med hjemmel i den del af EF-traktaten, der er omfattet af Danmarks forbehold

vedrørende retlige og indre anliggender, og Danmark er derfor ikke forpligtet

af en eventuel kommende forordning.

3. EF-Domstolens dom i sag C-402/03, Skov Æg

3.1.

EF-Domstolens

dom i sag C-402/02, Skov Æg, udspringer af en sag, som verserer ved Vestre

Landsret.

Ved kendelse af 26. september 2003 forelagde Vestre Landsret en række

spørgsmål

for EF-Domstolen. Vestre Landsrets spørgsmål kan sammenfattes således, at

retten

ønskede oplyst, om produktansvarsdirektivet er til hinder for en national

regel, der indebærer, at mellemhandleren hæfter for henholdsvis producentens

objektive ansvar i henhold til direktivet og producentens retspraksisbaserede

culpaansvar.

3.2. EF-Domstolen har ved sin dom af 10. januar 2006

fastslået, at direktivet skal fortolkes således, at det er til hinder for en

national regel, hvorefter mellemhandleren ud over de i direktivets artikel 3,

stk. 3, udtømmende opregnede tilfælde hæfter for producentens objektive

ansvar efter direktivet.

Domstolen har fundet, at direktivet ikke begrænser sig til

at regulere

producentens

produktansvar.

Ifølge Domstolen er der i direktivet taget endelig stilling til, hvem blandt

de

involverede erhvervsdrivende (producenter og mellemhandlere, herunder

importører, leverandører og sælgere) ansvaret efter direktivet påhviler.

Reguleringen af

mellemhandlerens

produktansvar falder derfor også inden for direktivets anvendelsesområde, i

det

omfang mellemhandleren pålægges det direktivbaserede objektive ansvar.

På den baggrund har Domstolen fastslået, at direktivet er

til hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren uden begrænsning

hæfter for producentens ansvar efter direktivet.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at dommen må forstås

således, at det afgørende forhold ikke er, om mellemhandleren ved lov

pålægges

ansvaret i henhold til direktivet, men om denne pålægges et ansvar, der reelt

har samme omfang som det direktivbaserede objektive ansvar.

3.3. For så vidt

angår spørgsmålet om, hvorvidt

produktansvarsdirektivet er til hinder

for en national regel, der indebærer, at mellemhandleren hæfter for

producentens retspraksisbaserede culpaansvar, har Domstolen bemærket, »at

direktivets artikel 13 skal fortolkes således, at den ordning, der er indført

ved direktivet, ikke udelukker anvendelsen af andre ordninger vedrørende

ansvar

i og uden for kontraktforhold, der hviler på et andet grundlag, såsom

garantien

for skjulte mangler eller culpa«, jf. dommens præmis 47.

På den baggrund har Domstolen konkluderet, at

direktivet ikke er til hinder for en national regel, hvorefter

mellemhandleren

uden begrænsning hæfter for producentens culpaansvar.

3.4.

Som

nævnt ovenfor under punkt 2.5. angår produktansvarslovens § 10 ikke kun

det direktivbestemte produktansvar, men også produktansvar efter dansk rets

almindelige regler. § 10 er derfor kun delvis uanvendelig efter

Domstolens

dom, idet det alene er hæftelsen for det direktivbestemte produktansvar, der

ikke kan opretholdes. Dommen er ikke til hinder for, at mellemhandleren

fortsat

hæfter for producentens fejl og forsømmelser, jf. om det retspraksisbaserede

produktansvar for producenter punkt 2.4 ovenfor. Det vil dog efter

Justitsministeriets opfattelse være i strid med Domstolens fortolkning af

direktivet, hvis det retspraksisbaserede ansvar for mellemhandlere inden for

direktivets anvendelsesområde reelt er lige så strengt som det objektive

producentansvar efter direktivet.

4. Lovforslagets hovedindhold

4.1. Det er Justitsministeriets opfattelse, at der inden

for EF-Domstolens doms rammer bør pålægges mellemhandlere et strengt

produktansvar med henblik på at opretholde et højt

forbrugerbeskyttelsesniveau.

En skadelidt kan vælge at rette sit krav mod en producent,

der er ansvarlig på objektivt grundlag, jf. produktansvarslovens § 6.

Denne mulighed foreslås ikke ændret ved dette lovforslag.

EF-Domstolen udtaler i sin dom, at direktivet ikke er til

hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren uden begrænsning

hæfter

for producentens culpaansvar. Det foreslås derfor, at et sådant

hæftelsesansvar

opretholdes, jf. punkt 4.3 nedenfor. Hvis producenten har handlet culpøst,

vil

dette hæftelsesansvar muliggøre, at en skadelidt kan gennemføre et krav over

for mellemhandleren bl.a. i de tilfælde, hvor producenten er insolvent.

Endvidere vil der forekomme tilfælde, hvor dette hæftelsesansvar kan gøres

gældende over for mellemhandleren, selv om det ikke er muligt for skadelidte

at

frembringe oplysninger om producentens konkrete adfærd. Dette vil således

gøre

sig gældende i sager, hvor produktet lider af en åbenbar fejl af en sådan

karakter, at det, uden at det er nødvendigt at inddrage producenten, kan

lægges

til grund, at producenten har handlet culpøst.

Justitsministeriet finder imidlertid, at der er behov for i

videre omfang at styrke forbrugerens mulighed for at opnå erstatning ved

produktskader. På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at

mellemhandlerens

selvstændige ansvar for produktskader skærpes, jf. umiddelbart nedenfor i

punkt

4.2.

4.2. For så vidt angår

mellemhandlerens

selvstændige ansvar

foreslås det, at mellemhandleren skal ifalde

produktansvar for personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader,

medmindre denne kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller

forsømmelse. Bestemmelsen pålægger mellemhandleren et culpaansvar med omvendt

bevisbyrde.

Som nævnt under punkt 2.6 ovenfor kan mellemhandleren efter

gældende ret drages selvstændigt til ansvar i de situationer, hvor denne ved

sin håndtering af produktet har gjort dette farligt, eller hvor vedkommende

ved

en fejl ikke har opdaget en fare ved produktet. Den foreslåede bestemmelse

indebærer den skærpelse i forhold til gældende ret, at det er

mellemhandleren,

der skal påvise, dels at denne ikke ved sin håndtering af produktet har gjort

dette farligt, dels at skaden ikke skyldes en defekt, som vedkommende burde

have opdaget. Dette indebærer eksempelvis, at en grønthandler i et tilfælde,

hvor en af hans eller hendes kunder er blevet syg på grund af en defekt

grøntsag

fra den pågældendes butik, skal godtgøre, dels at grøntsagen ikke er blevet

opbevaret

eller i øvrigt håndteret på en sådan måde, at den derved er blevet

sundhedsfarlig, dels at vedkommende ikke burde have opdaget, at grøntsagen

var

sundhedsskadelig.

EF-

Domstolen

har i sin dom i sag C-402/03, Skov Æg, bemærket, at produktansvarsdirektivets

artikel 13 skal fortolkes således, at den ordning, der er indført ved

direktivet, ikke udelukker anvendelsen af andre ordninger vedrørende ansvar i

og uden for kontraktforhold, der hviler på et andet grundlag, såsom garantien

for skjulte mangler eller culpa, jf. punkt. 3.3.

Domstolen har ikke i denne dom eller i andre domme om

produktansvarsdirektivet udtalt, at direktivet er til hinder for indførelsen

af

særlige bevisbyrderegler i relation til det ansvar, som en mellemhandler kan

pålægges på et andet grundlag end det direktivbaserede objektive ansvar. Et

sådant forbud kan efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke udledes af

direktivets ordlyd eller forarbejder.

Det bemærkes, at det påhviler skadelidte at påvise, at der

i det hele taget foreligger en produktskade. Den regel om omvendt bevisbyrde,

der foreslås indført, ændrer ikke ved, at den skadelidte skal føre bevis for

skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

produktansvarslovens § 10).

4.3. For så vidt angår

mellemhandlerens

hæftelsesansvar

foreslås det, at bestemmelsen herom udformes således, at

mellemhandleren hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere

mellemhandlere

i omsætningskæden for produktansvar efter § 2, dvs. for personskader,

tab

af forsørger og forbrugertingsskader, i det omfang skaden skyldes fejl eller

forsømmelse begået af producenten eller tidligere mellemhandlere i

omsætningskæden.

Mellemhandleren hæfter således efter den foreslåede bestemmelse kun for

producentens eller tidligere mellemhandleres culpøse adfærd. Hæftelsen for

tidligere mellemhandleres culpøse adfærd er en lovfæstelse af den hidtil

gældende praksis, jf. herom punkt 2.5 ovenfor.

Formålet med dette forslag, der bevirker en indskrænkning

af mellemhandlerens hæftelsesansvar, er at bringe de danske regler om

mellemhandleransvar i overensstemmelse med direktivet. Ved personskader, tab

af

forsørger og forbrugertingsskader hæfter mellemhandleren kun for producentens

produktansvar, hvis defekten, der forårsagede skaden, skyldes producentens

fejl

eller forsømmelse, dvs. producentens culpøse adfærd. Da producenten altid vil

være en professionel erhvervsdrivende, jf. produktansvarslovens § 7,

stk. 1,

nr. 2, og produktansvarsdirektivets artikel 7, litra c, vil dennes adfærd

blive

bedømt ud fra en vurdering af, om vedkommende har udvist den omhu og faglige

dygtighed, som man med rimelighed kan forlange af en professionel

erhvervsdrivende. Der vil således være tale om en skærpet culpabedømmelse.

Justitsministeriet har overvejet, om der også i relation

til mellemhandlerens hæftelsesansvar burde indføres omvendt bevisbyrde,

således

at mellemhandleren for at undgå sit hæftelsesansvar skulle bevise, at

producenten

ikke har handlet culpøst. Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse,

at

en sådan regel ville rejse spørgsmål i forhold til EF-Domstolens dom, navnlig

under hensyn til, at mellemhandleren i givet fald skulle bære bevisbyrden for

en anden persons (producentens) forhold.

Udgangspunktet med forslaget er således, at skadelidte – ud

over at skulle påvise, at der foreligger en skade, en defekt og

årsagsforbindelse mellem skaden og defekten – vil skulle godtgøre, at

skaden

skyldes producentens fejl eller forsømmelse. Der vil imidlertid i praksis

forekomme sager, hvor dansk rets almindelige bevisregler fører til, at

beviskravene er lempelige. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor

defekten

består i en fabrikationsfejl.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til

produktansvarslovens § 10 a).

4.4. Som nævnt under punkt 2.5 ovenfor angår den gældende § 10

ikke kun det direktivbestemte produktansvar, men også produktansvar efter

dansk

rets almindelige regler, herunder produktansvar ved erhvervstingsskader. Med

forslaget til en ny affattelse af § 10 foreslås det, at bestemmelsen fra

lovens ikrafttræden kun angår personskade, tab af forsørger og

forbrugertingsskade i overensstemmelse med afgrænsningen af disse skadestyper

i

produktansvarslovens § 2. Denne indskrænkning af anvendelsesområdet for

§ 10

foreslås af lovtekniske grunde, da § 10 herved får samme

anvendelsesområde

som de forudgående bestemmelser i loven. Da den gældende § 10 er en

lovfæstelse af, hvad der for mellemhandleren ved lovens gennemførelse blev

antaget at følge af gældende ret, vil mellemhandleren ved erhvervstingsskader

som hidtil hæfte i ethvert tilfælde, hvor producenten kan drages til ansvar.

Dette mellemhandleransvar vil fra den foreslåede lovs ikrafttræden dog ikke

følge af § 10, men af dansk rets almindelige regler om erstatning i

eller

uden for kontrakt, jf. produktansvarslovens § 13. Den foreslåede

indskrænkning af anvendelsesområdet for § 10 bevirker således ingen

realitetsændring.

4.5. De foreslåede bestemmelser om mellemhandlerens

erstatningsansvar, herunder særligt lovfæstelsen af mellemhandlerens

selvstændige ansvar ved den foreslåede § 10, kan rejse spørgsmålet, om

de

i produktansvarslovens § 8 nævnte 4.000 kr. også skal fradrages

erstatning

i henhold til de foreslåede §§ 10 og

10

a. Det foreslås, at § 8, stk. 1, ændres, så

det præciseres, at der som hidtil alene skal ske fradrag i erstatning, som

producenten skal betale i henhold til produktansvarslovens § 6,

stk. 1,

dvs. i den erstatning, der hviler på producentens objektive ansvar.

Det bemærkes i den forbindelse, at § 8, stk. 1,

er en gennemførelse af et krav om fradrag, der stilles i

produktansvarsdirektivets

artikel 9, litra b. Mellemhandleransvaret beskrevet i de foreslåede

§§ 10

og

10 a

falder uden

for direktivets anvendelsesområde, og der er således ikke et direktivbestemt

krav om fradrag i relation til disse bestemmelser.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til

produktansvarslovens § 8, stk. 1).

5. Overvejelser om yderligere lovgivningstiltag

Justitsministeriet vil tage initiativ til drøftelser med

berørte organisationer m.v. om behovet for yderligere lovgivningstiltag til

beskyttelse af forbrugerne i relation til produktskader. Det vil særligt

blive

drøftet, om det vil være hensigtsmæssigt at udvide sælgeres køberetlige

ansvar

for defekte produkter.

Det bemærkes i den forbindelse, at EF-Domstolen i sag

C-402/03, Skov Æg, og i flere tidligere domme har udtalt, at

produktansvarsdirektivet ikke udelukker anvendelsen af en ordning vedrørende

ansvar i kontraktforhold, der hviler på regler om garanti vedrørende skjulte

mangler.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser m.v.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for det offentlige.

Ophævelsen af mellemhandlerens objektive hæftelsesansvar

for så vidt angår det direktivbestemte produktansvar i produktansvarslovens

§ 10

indebærer i visse tilfælde, at den umiddelbare erstatningsforpligtelse over

for

forbrugeren forskydes fra mellemhandleren til producenten, men indebærer

samlet

set ikke en ændring af erhvervslivets forpligtelse til at yde erstatning for

skade forårsaget af et defekt produkt.

Lovforslaget må antages at kunne have visse begrænsede

økonomiske og administrative konsekvenser for forsikringsselskaber i

forbindelse med administrationen af produktansvarsforsikringer for

mellemhandlere, men forslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning.

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en

vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets

virksomhedspanel. Forslaget vurderes ikke at indeholde administrative

konsekvenser

for erhvervslivet, som medfører, at forslaget bør forelægges Økonomi- og

Erhvervsministeriets virksomhedspanel.

Lovforslaget skønnes derfor ikke at medføre økonomiske

eller administrative konsekvenser af betydning for erhvervslivet.

I forhold til borgerne tilsigtes med lovforslaget – inden

for de af EF-Domstolen fastsatte rammer – at opretholde en høj grad af

forbrugerbeskyttelse bl.a. ved at fastholde en streng hæftelse for

mellemhandleren og derved lette den skadelidte forbrugers adgang til at opnå

erstatning.

Der vil imidlertid kunne opstå situationer, hvor

forbrugerens retsstilling forringes, f.eks. i de tilfælde, hvor producenten

er

insolvent eller uforholdsmæssig vanskelig at lokalisere.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget er fremsat på baggrund af EF-domstolens dom af

10. januar 2006 i sagen C-402/03, Skov Æg.

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Der vil kunne opstå situationer, hvor forbrugerens

retsstilling forværres, f.eks. i de tilfælde hvor producenten er insolvent

eller uforholdsmæssig vanskelig at lokalisere.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget er fremsat med henblik på at imødekomme

EF-domstolens dom af 10. januar 2006 i sagen C-402/03, Skov Æg.

7. Høring

Et udkast til dette lovforslag har været sendt i høring hos

følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for

Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for

retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og Industriforening,

Brancheforeningen for Forbrugerelektronik, Danmarks Automobilforhandler

Forening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Dansk

Arbejdsgiverforening,

Dansk Franchise Forening, Dansk IT, Dansk Kredit Råd, Dansk Handel &

Service, Dansk Industri, Dansk Marketing Forum, Dansk Postordreforening,

Dansk

Textil Union, De Danske Bilimportører, Den Danske Boghandlerforening, DSK

– De

Samvirkende Købmænd, DESA Erhvervssammenslutningen G 1930,

El-installatørernes

Landsforening ELFO, Finans og Leasing, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden,

Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af fabrikanter og

importører af elektriske husholdningsapparater FEHA, Foreningen af

Kommercielle

Danske Internetsites, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring

& Pension, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, HTSI –

Handel,

Transport og Serviceerhvervene, HK-Landsklubben, Håndværksrådet,

IT-brancheforeningen og Landbrugsraadet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 8, stk. 1)

Det præciseres ved ændringen af § 8, stk. 1, at

der alene skal ske fradrag i producentens erstatning i henhold til

produktansvarslovens § 6, stk. 1, dvs. i den erstatning, der hviler

på producentens objektive ansvar.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt

4.5.

Til nr. 2 (§ 10)

Bestemmelsen fastlægger mellemhandlerens selvstændige

ansvar for produktskader omfattet af produktansvarslovens § 2, dvs.

personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader. Det bestemmes, at

mellemhandleren skal erstatte produktskader, medmindre denne kan godtgøre, at

skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse. Det bemærkes i den

forbindelse, at mellemhandleren som professionel erhvervsdrivende vil være

underlagt en skærpet culpabedømmelse.

Mellemhandleren bliver selvstændigt ansvarlig for

produktskader i de situationer, hvor denne ved sin håndtering af produktet

har

gjort dette farligt, eller hvor vedkommende ved en fejl ikke har opdaget en

defekt ved produktet. Håndteringsfejl kan dels forekomme som fejl ved

udlevering og forvekslingsfejl, dels ved en ændring af produktet, som gør

dette

farligt, eksempelvis på grund af en uhensigtsmæssig opbevaring af produktet.

Omfanget af mellemhandlerens undersøgelsespligt må afhænge af, hvilken

sagkundskab man med rette kan forvente, at den pågældende mellemhandler

besidder, og hvilke muligheder den pågældende har haft for ved en

undersøgelse

at opdage defekten.

Det skal ikke påvises, at en bestemt person har begået en

fejl eller en forsømmelse. Mellemhandleren vil efter dansk rets almindelige

erstatningsretlige principper være ansvarlig for både anonyme fejl og

kumulerede

fejl, dvs. fejl, hvor mindre og hver for sig betydningsløse fejl hos flere

ansatte tilsammen resulterer i en ansvarspådragende fejl.

Bestemmelsen pålægger mellemhandleren en omvendt

bevisbyrde. Mellemhandleren skal således påvise, dels at denne ikke ved sin

håndtering af produktet har gjort dette farligt, dels at skaden ikke skyldes

en

defekt, som vedkommende burde have opdaget. Det påhviler skadelidte at

påvise,

at der i det hele taget foreligger en produktskade. Reglen om omvendt

bevisbyrde ændrer således ikke ved, at den skadelidte skal føre bevis for

skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.

Skadelidte kan ikke alene gøre den foreslåede § 10

gældende over for sælgeren af produktet, men kan gøre et sådant krav gældende

over for enhver mellemhandler, der er omfattet af definitionen af

mellemhandler

i produktansvarslovens § 4, stk. 3.

Det bemærkes i den sammenhæng, at det følger af

produktansvarslovens § 11, stk. 3, 1. pkt., at en mellemhandler,

der

har udbetalt erstatning til skadelidte, indtræder i skadelidtes krav mod

tidligere led i produktions- og omsætningskæden. En mellemhandler,

eksempelvis

en sælger, der har udbetalt erstatning, vil således kunne søge regres hos en

tidligere mellemhandler, eksempelvis en grossist, og i den sammenhæng bl.a.

kunne

påberåbe sig reglen i § 10. Mellemhandleren, der har udbetalt

erstatning,

kan også vælge at rette sit regreskrav mod producenten, og i den situation

vil

mellemhandleren kunne påberåbe sig det objektive ansvar i

produktansvarslovens

§ 6. I det omfang en tidligere mellemhandler eller en producent kan

påvise, at skaden skyldes forhold hos mellemhandleren, der udbetalt

erstatningen, vil regreskravet kunne bortfalde eller nedsættes i medfør af

produktansvarslovens § 11, stk. 3, 2. pkt. Produktansvarsloven er i

øvrigt præceptiv i forhold til den, som indtræder i skadelidtes krav, jf.

lovens § 12.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt

4.2.

Til nr. 3 (§ 10 a)

Det følger af forslaget til § 10 a, at en

mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere

i

omsætningskæden for ansvar for produktskader omfattet af § 2, dvs.

personskader, tab af forsørger og forbrugertingsskader, i det omfang skaden

skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller tidligere

mellemhandlere i omsætningskæden.

Det producentansvar, som mellemhandleren hæfter for,

omfatter producentens konstruktions-, instruktions- og fabrikationsfejl,

hvorimod producenten som hidtil ikke vil være ansvarlig for udviklingsskader.

Det skal ikke påvises, at en bestemt person har begået en fejl eller en

forsømmelse. Producenten vil ligesom mellemhandleren efter dansk rets

almindelige erstatningsretlige principper være ansvarlig for både anonyme

fejl

og kumulerede fejl.

Mellemhandleren hæfter på objektivt grundlag for

producentens culpaansvar. Producenten vil som professionel erhvervsdrivende

være underlagt en skærpet culpabedømmelse. Det forudsættes, at domstolene ved

denne bedømmelse kan tage udgangspunkt i det retspraksisbaserede

produktansvar

for producenter, der var gældende forud for vedtagelsen af

produktansvarsloven.

Det retspraksisbaserede ansvar for mellemhandlere må dog inden for

produktansvarsdirektivets anvendelsesområde ikke reelt være lige så strengt

som

det objektive ansvar efter direktivet.

Ligesom det gælder ved mellemhandlerens selvstændige ansvar

for produktskader, påhviler det skadelidte at påvise, at der i det hele taget

foreligger en produktskade, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til

produktansvarslovens § 10). Den skadelidte skal således føre bevis for

skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden. For så vidt

angår hæftelsesansvaret, skal den skadelidte endvidere påvise, at skaden

skyldes producentens fejl eller forsømmelse. Der vil imidlertid i praksis

forekomme sager, hvor dansk rets almindelige bevisregler leder til, at

beviskravene er lempelige. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor

defekten

består i en fabrikationsfejl.

I de situationer, hvor det følger af produktansvarslovens § 4,

at flere personer er ansvarlige som producenter, hæfter mellemhandleren for

alle de personer, der er ansvarlige som producenter. Dette gør sig

eksempelvis

gældende i den situation, hvor den, der har fremstillet et produkt, befinder

sig uden for EU. I denne situation er EU-importøren i medfør af § 4,

stk. 2,

ligeledes ansvarlig som producent. I det omfang skadelidte kan påvise, at

enten

producenten uden for EU

eller

EU-importøren har handlet culpøst,

hæfter mellemhandleren i dette tilfælde for produktansvar.

For så vidt angår ansvarsgrundlaget for tidligere

mellemhandlere i omsætningskæden, som mellemhandleren ligeledes hæfter for,

henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til

produktansvarslovens § 10).

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt

4.3.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende. Endvidere foreslås det, at ændringsloven kun

finder anvendelse, hvis det skadevoldende produkt er bragt i omsætning af en

producent

efter lovens ikrafttræden.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, som ændret ved

lov nr. 1041 af 28. november 2000, foretages følgende ændringer:

§ 8.

Ved fastsættelsen af erstatning for skade på ting fradrages et beløb på 4.000

kr.

Stk. 2

.

1.

I

§ 8, stk. 1,

indsættes efter

»erstatning«: »i henhold til § 6, stk. 1,«.

§ 10.

En mellemhandler

hæfter for produktansvar umiddelbart over for skadelidte og senere

mellemhandlere i omsætningskæden.

2.

§ 10

affattes således:

»

§ 10.

En

mellemhandler skal erstatte produktskader omfattet af § 2, medmindre

mellemhandleren kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller

forsømmelse.«

3.

Efter

§ 10

indsættes:

»

§ 10 a.

En

mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere

i omsætningskæden for ansvar for produktskader omfattet af § 2, i det

omfang skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af producenten eller

tidligere mellemhandlere i omsætningskæden.«

Lignende dokumenter