1988 LSF 54 FORSLAG TIL LOV OM PRODUKTANSVAR
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for det ansvar, der påhviler en producent og en
mellemhandler for skade forårsaget af en defekt ved et produkt, der er
produceret eller leveret af denne (produktskade).
Kapitel 2
Definitioner
Skade
§ 2. Loven omfatter erstatning og godtgørelse for personskade og
erstatning for tab af forsørger. Endvidere omfatter loven erstatning for
skade på ting i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 2. Skade på ting er omfattet af loven, hvis den pågældende genstand
efter sin art sædvanligvis er beregnet til ikke-erhvervsmæssig benyttelse og
hovedsagelig er anvendt af skadelidte i overensstemmelse hermed. Loven
omfatter ikke skade på selve det defekte produkt.
Produkt
§ 3. Ved et produkt forstås enhver løsøregenstand, hvad enten denne er
forarbejdet eller er et naturprodukt, og uanset om genstanden er indføjet som
en bestanddel af en anden løsøregenstand eller en fast ejendom. Reglerne om
produkter omfatter også elektricitet.
Stk. 2. Loven omfatter ikke uforarbejdede produkter hidrørende fra
jordbrug, husdyrbrug, fiskeri og jagt.
Producent og mellemhandler
§ 4. Som producent anses den, der fremstiller et færdigt produkt, et
delprodukt eller en råvare, den, der frembringer eller indsamler et
naturprodukt, samt den, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet
kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets producent.
Stk. 2. Som producent anses endvidere den, der som led i sin
erhvervsvirksomhed indfører et produkt i EF med henblik på videresalg,
udlejning, leasing eller anden form for omsætning.
Læs alt
Stk. 3. Som mellemhandler anses den, som erhvervsmæssigt bringer et
produkt i omsætning uden at anses som producent.
Stk. 4. Kan skadelidte ved et produkt, der er produceret i EF, ikke
konstatere, hvem der har produceret dette, eller kan skadelidte ved et
produkt, der er produceret uden for EF, ikke konstatere, hvem der har indført
dette i EF, anses enhver mellemhandler af produktet som producent.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 gælder ikke, hvis mellemhandleren inden
rimelig tid giver skadelidte oplysninger om producentens eller importørens
navn og adresse eller navnet og adressen på den, der har leveret produktet
til mellemhandleren. Mellemhandleren kan ikke henvise skadelidte til en
ansvarlig, der har hjemting uden for EF.
Defekt
§ 5. Et produkt lider af en defekt, når det ik-
ke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes. Ved bedømmelsen
heraf tages hensyn til alle omstændigheder, navnlig til:
1) produktets markedsføring,
2) den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan forventes, og
3) tidspunktet, da produktet er bragt i omsætning.
Stk. 2. Et produkt anses ikke for at være defekt, alene fordi der senere
er bragt et bedre produkt i omsætning.
Kapitel 3
Ansvaret og erstatningen
Ansvaret
§ 6. En producent skal erstatte skade, der er forårsaget af en defekt ved
et produkt, som er produceret eller leveret af denne.
Stk. 2. Det påhviler skadelidte at føre bevis for skaden, defekten og
årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.
Ansvarsfrihedsgrunde
§ 7. Producenten er ikke ansvarlig, hvis denne beviser:
1) at denne ikke har bragt produktet i omsætning,
2) at produktet af denne hverken er fremstillet, frembragt, indsamlet
eller bragt i omsætning som led i erhvervsvirksomhed,
3) at defekten skyldes, at produktet skal være i overensstemmelse med
ufravigelige forskrifter udstedt af offentlig myndighed, eller
4) at det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det
tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning, ikke var muligt at opdage
defekten.
Stk. 2. Producenten er endvidere ikke ansvarlig, hvis det må antages, at
den defekt, der har forvoldt skaden, ikke var til stede på det tidspunkt, da
denne bragte produktet i omsætning.
Stk. 3. Producenten af et delprodukt er ikke ansvarlig, hvis denne
beviser, at defekten ved produktet skyldes udformningen af det produkt, i
hvilket delproduktet indgår, eller anvisninger, som er givet af den, der har
fremstillet det færdige produkt.
Tingsskade
§ 8. Ved fastsættelse af erstatning for skade på ting fradrages et beløb
på 4.000 kr.
Stk. 2. Justitsministeren kan til gennemførelse af EF-direktiv herom ændre
beløbsangivelsen i stk. 1.
Egen skyld
§ 9. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har
medvirket til skaden ved forsæt eller uagtsomhed.
Stk. 2. Ved skade på ting skal nedsættelse som følge af egen skyld ske i
det beløb, der fremkommer efter fradrag af det i § 8 nævnte beløb.
Kapitel 4
Mellemhandleransvar
§ 10. En mellemhandler hæfter for produktansvar umiddelbart over for
skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden.
Kapitel 5
Flere ansvarlige og regres
§ 11. Er to eller flere ansvarlige efter denne lov for samme skade, hæfter
de solidarisk.
Stk. 2. Er flere ansvarlige som producenter i henhold til § 4, stk. 1,
fordeles ansvaret mellem disse i mangel af aftale herom under hensyn til
årsagen til defekten, den enkelte producents anledning til og mulighed for at
føre kontrol med produktet, foreliggende ansvarsforsikringer og
omstændighederne i øvrigt.
Stk. 3. Den, der som mellemhandler eller som producent i henhold til § 4,
stk. 2 eller 4, har betalt erstatning til skadelidte eller en senere
mellemhandler, indtræder i skadelidtes krav mod tidligere led i produktions-
og omsætningskæden. Regreskravet kan bortfalde eller nedsættes, hvis den
regressøgende forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skadens indtræden
eller forøget dens omfang.
Kapitel 6
Andre bestemmelser
Lovens ufravigelighed
§ 12. Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for
skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes krav.
Forholdet til almindelige erstatningsregler
§ 13. Loven begrænser ikke skadelidtes adgang til erstatning efter
almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt eller i medfør af
regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.
Forældelse
§ 14. Erstatningskrav for produktskade efter denne lov eller efter
almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, jf. § 13,
forældes 3 år efter den dag, da skadelidte har fået eller burde have fået
kendskab til skaden, defekten og vedkommende producents navn og opholdssted.
Med hensyn til suspension og afbrydelse af forældelse efter 1. pkt. gælder
bestemmelserne i § 2, 2. pkt., og § 3 i lov nr. 274 af 22. december 1908.
Stk. 2. Er forældelse ikke indtrådt efter reglerne i stk. 1, bortfalder
kravet 10 år efter den dag, da producenten bragte det skadevoldende produkt i
omsætning. Med hensyn til afbrydelse af forældelse efter 1. pkt. gælder
bestemmelsen i § 2, 2. pkt., i lov nr. 274 af 22. december 1908.
Bestemmelserne i 1.-2. pkt. gælder ikke for krav om erstatning for
produktskade efter dansk rets almindelige regler om erstatning i eller uden
for kontrakt, jf. § 13.
Atomskader
§ 15. Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov nr. 332 af 19.
juni 1974 om erstatning for atomskader (nukleare skader).
§ 16. Justitsministeren kan fastsætte regler til gennemførelse af
mellemfolkelige overenskomster om lovvalget i sager om produktansvar.
Kapitel 7
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 17. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven gælder ikke, såfremt det produkt, der har forvoldt skade, er
bragt i omsætning af producenten inden lovens ikrafttræden.
§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de
særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for det ansvar, der påhviler en producent og en
mellemhandler for skade forårsaget af en defekt ved et produkt, der er
produceret eller leveret af denne (produktskade).
Kapitel 2
Definitioner
Skade
§ 2. Loven omfatter erstatning og godtgørelse for personskade og
erstatning for tab af forsørger. Endvidere omfatter loven erstatning for
skade på ting i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 2. Skade på ting er omfattet af loven, hvis den pågældende genstand
efter sin art sædvanligvis er beregnet til ikke-erhvervsmæssig benyttelse og
hovedsagelig er anvendt af skadelidte i overensstemmelse hermed. Loven
omfatter ikke skade på selve det defekte produkt.
Produkt
§ 3. Ved et produkt forstås enhver løsøregenstand, hvad enten denne er
forarbejdet eller er et naturprodukt, og uanset om genstanden er indføjet som
en bestanddel af en anden løsøregenstand eller en fast ejendom. Reglerne om
produkter omfatter også elektricitet.
Stk. 2. Loven omfatter ikke uforarbejdede produkter hidrørende fra
jordbrug, husdyrbrug, fiskeri og jagt.
Producent og mellemhandler
§ 4. Som producent anses den, der fremstiller et færdigt produkt, et
delprodukt eller en råvare, den, der frembringer eller indsamler et
naturprodukt, samt den, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet
kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets producent.
Stk. 2. Som producent anses endvidere den, der som led i sin
erhvervsvirksomhed indfører et produkt i EF med henblik på videresalg,
udlejning, leasing eller anden form for omsætning.
Stk. 3. Som mellemhandler anses den, som erhvervsmæssigt bringer et
produkt i omsætning uden at anses som producent.
Stk. 4. Kan skadelidte ved et produkt, der er produceret i EF, ikke
konstatere, hvem der har produceret dette, eller kan skadelidte ved et
produkt, der er produceret uden for EF, ikke konstatere, hvem der har indført
dette i EF, anses enhver mellemhandler af produktet som producent.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 gælder ikke, hvis mellemhandleren inden
rimelig tid giver skadelidte oplysninger om producentens eller importørens
navn og adresse eller navnet og adressen på den, der har leveret produktet
til mellemhandleren. Mellemhandleren kan ikke henvise skadelidte til en
ansvarlig, der har hjemting uden for EF.
Defekt
§ 5. Et produkt lider af en defekt, når det ik-
ke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes. Ved bedømmelsen
heraf tages hensyn til alle omstændigheder, navnlig til:
1) produktets markedsføring,
2) den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan forventes, og
3) tidspunktet, da produktet er bragt i omsætning.
Stk. 2. Et produkt anses ikke for at være defekt, alene fordi der senere
er bragt et bedre produkt i omsætning.
Kapitel 3
Ansvaret og erstatningen
Ansvaret
§ 6. En producent skal erstatte skade, der er forårsaget af en defekt ved
et produkt, som er produceret eller leveret af denne.
Stk. 2. Det påhviler skadelidte at føre bevis for skaden, defekten og
årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.
Ansvarsfrihedsgrunde
§ 7. Producenten er ikke ansvarlig, hvis denne beviser:
1) at denne ikke har bragt produktet i omsætning,
2) at produktet af denne hverken er fremstillet, frembragt, indsamlet
eller bragt i omsætning som led i erhvervsvirksomhed,
3) at defekten skyldes, at produktet skal være i overensstemmelse med
ufravigelige forskrifter udstedt af offentlig myndighed, eller
4) at det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det
tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning, ikke var muligt at opdage
defekten.
Stk. 2. Producenten er endvidere ikke ansvarlig, hvis det må antages, at
den defekt, der har forvoldt skaden, ikke var til stede på det tidspunkt, da
denne bragte produktet i omsætning.
Stk. 3. Producenten af et delprodukt er ikke ansvarlig, hvis denne
beviser, at defekten ved produktet skyldes udformningen af det produkt, i
hvilket delproduktet indgår, eller anvisninger, som er givet af den, der har
fremstillet det færdige produkt.
Tingsskade
§ 8. Ved fastsættelse af erstatning for skade på ting fradrages et beløb
på 4.000 kr.
Stk.2. Justitsministeren kan til gennemførelse af EF-direktiv herom ændre
beløbsangivelsen i stk. 1.
Egen skyld
§ 9. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har
medvirket til skaden ved forsæt eller uagtsomhed.
Stk. 2. Ved skade på ting skal nedsættelse som følge af egen skyld ske i
det beløb, der fremkommer efter fradrag af det i § 8 nævnte beløb.
Forældelse
§ 10. Erstatningskrav for produktskade forældes 3 år efter den dag, da
skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til skaden, defekten og
vedkommende producents navn og opholdssted. Med hensyn til suspension og
afbrydelse af forældelse efter 1. pkt. gælder bestemmelserne i § 2, 2. pkt.,
og § 3 i lov nr. 274 af 22. december 1908.
Stk. 2. Er forældelse ikke indtrådt efter reglerne i stk. 1, bortfalder
kravet 10 år efter den dag, da producenten bragte det skadevoldende produkt i
omsætning. Med hensyn til afbrydelse af forældelse efter 1. pkt. gælder
bestemmelsen i § 2, 2. pkt., i lov nr. 274 af 22. december 1908.
Kapitel 4
Mellemhandleransvar
§ 11. En mellemhandler hæfter for produktansvar umiddelbart over for
skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden.
Kapitel 5
Flere ansvarlige og regres
§ 12. Er to eller flere ansvarlige efter denne lov for samme skade, hæfter
de solidarisk.
Stk. 2. Er flere ansvarlige som producenter i henhold til § 4, stk. 1,
fordeles ansvaret mellem disse i mangel af aftale herom under hensyn til
årsagen til defekten, den enkelte producents anledning til og mulighed for at
føre kontrol med produktet, foreliggende ansvarsforsikringer og
omstændighederne i øvrigt.
Stk. 3. Den, der som mellemhandler eller som producent i henhold til § 4,
stk. 2 eller 4, har betalt erstatning til skadelidte eller en senere
mellemhandler, indtræder i skadelidtes krav mod tidligere led i produktions-
og omsætningskæden. Regreskravet kan bortfalde eller nedsættes, hvis den
regressøgende forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skadens indtræden
eller forøget dens omfang.
Kapitel 6
Andre bestemmelser
Lovens ufravigelighed
§ 13. Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for
skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes krav.
Forholdet til almindelige erstatningsregler
§ 14. Loven begrænser ikke skadelidtes adgang til erstatning efter
almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt eller i medfør af
regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning. § 10 finder
dog anvendelse på krav om erstatning for produktskade efter almindelige
regler om erstatning i eller uden for kontrakt.
Atomskader
§ 15. Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov nr. 332 af 19.
juni 1974 om erstatning for atomskader (nukleare skader).
Kapitel 7
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 16. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven gælder ikke, såfremt det produkt, der har forvoldt skade, er
bragt i omsætning af producenten inden lovens ikrafttræden.
§ 17. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de
særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1.1. Dette lovforslag er en genfremsættelse af det forslag til lov om
produktansvar, som har været fremsat for Folketinget i de tre seneste
folketingssamlinger. I forhold til de tidligere forslag er der dog foretaget
ændringer med henblik på at løse problemer, som har været rejst i forbindelse
med de tidligere forslag.
Således foreslås der (i § 11) en regel om hæftelsesansvar for
mellemhandlere, således at den skadelidte ikke behøver at rejse sit
erstatningskrav overfor producenten (importøren), men også kan rejse kravet
over for mellemhandlerne. Disse kan i givet fald gøre regres over for
tidligere led i omsætningskæden.
Endvidere foreslås der medtaget en regel (i § 14), der gør det klart, at
den foreslåede nye lov ikke begrænser skadelidtes adgang til erstatning efter
dansk rets almindelige erstatningsregler.
Herved klargøres det, at den foreslåede lov vil medføre en meget væsentlig
forbedring af forbrugernes retsstilling uden samtidig at begrænse de
erstatningsmuligheder, som findes efter gældende regler om erstatning i eller
uden for kontrakt.
Der er endvidere foretaget enkelte redaktionelle ændringer i forslaget.
1.2. Lovforslaget blev første gang fremsat for Folketinget den 14. maj
1986 (Lovforslag nr. 265 i folketingsåret 1985-86). Justitsministerens
fremsættelsestale af dette forslag er optrykt i folketingstidende 1985-86,
Folketingets forhandlinger, sp. 10859. Førstebehandlingen af lovforslaget er
optrykt a.st. sp. 12173 ff.
Lovforslaget blev genfremsat den 8. oktober 1986 (lovforslag nr. 35 i
folketingsåret 1986/87). Dette forslag var på de centrale punkter i det
væsentlige en uændret genfremsættelse af det forslag til lov om
produktansvar, der blev fremsat for Folketinget den 14. maj 1986.
Justitsministerens fremsættelsestale af dette lovforslag er optrykt i
Folketingstidende 1986/87, Folketingets forhanlinger, sp. 102-104.
Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt a.st. sp. 592 ff. Forslaget
blev ikke færdigbehandlet inden folketingsårets udgang.
Endvidere blev lovforslaget genfremsat den 7. oktober 1987 (lovforslag nr.
19 i folketingsåret 1987-88) om behandingen af dette lovforslag henvises til
Folketingstidende 1987-88, sp. 88 ff og sp. 594 ff.
1.3. Lovforslaget tager sigte på at gennemføre EF-direktivet om
tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte
bestemmelser om produktansvar til dansk ret. Direktivet blev vedtaget i
Ministerrådet den 25. juli 1985 og meddelt landene den 30. juli 1985.
Direktivet er optaget som bilag til lovforslagets bemærkninger.
Formålet med direktivet er at opnå en tilnærmelse af de nationale regler
om produktansvar, idet uensartede regler dels kan virke
konkurrenceforvridende og hæmme den frie varebevægelse, dels kan bevirke
forskelle i forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med produktskade. Direktivets
bestemmelser har som udgangspunkt karakter af maximums regler, der er
bindende ved udformningen af de danske gennemførelsesregler.
Efter direktivet skal der således gennemføres et objektivt ansvar
for skade, der er forårsaget af et defekt produkt. Beviset for
defekten, skaden og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden påhviler
skadelidte.
Direktivets ansvarsregler omfatter som udgangspunkt alle produkter
og indeholder tillige en nærmere beskrivelse af, hvornår der foreligger en
defekt. Efter direktivet skal producenten erstatte såvel personskade
som skade over en vis størrelse på privat benyttede ting
(forbrugertingsskader) i modsætning til de såkaldte
erhvervstingsskader, der ikke berøres af direktivet.
Herudover er der fastsat en forældelsesfrist på 3 år samt en
bestemmelse om, at krav mod producenten skal rejses senest 10 år efter, at
det skadeforvoldende produkt blev bragt i omsætning.
Det er anført i direktivet, at skadelidtes adgang til at rejse krav om
erstatning under henvisning til almindelige erstatningsregler i og uden for
kontrakt eller til særregler om ansvar, der var gældende på tidspunktet for
direktivets meddelelse, ikke berøres af direktivets bestemmelser.
I direktivet foretages en nærmere opregning af, hvem der anses som
producent, og dermed er omfattet af det objektive ansvar. Gruppen af
producenter omfatter ud over den egentlige producent således også enhver,
der, ved at anbringe sit navn, varemærke m.v. på produktet, udgiver sig for
at være producent, samt den, der importerer en vare til EF. Endvidere vil
enhver mellemhandler af et produkt, hvis producent ikke kan identificeres,
under visse omstændigheder blive anset som producent. Direktivet angiver de
begrænsede ansvarsfrihedsgrunde, som en producent vil kunne gøre gældende,
herunder bl.a. at defekten først er opstået efter, at produktet er bragt i
omsætning.
Efter direktivet påhviler det Kommissionen hvert 5. år at sende Rådet en
rapport om gennemførelsen af direktivets bestemmelser og i givet fald
forelægge Rådet nødvendige ændringsforslag. I forbindelse med direktivets
vedtagelse erklærede Rådet og Kommissionen, at Kommissionen inden den 30.
juli 1995 skal forelægge Rådet en rapport om, hvordan forbrugerbeskyttelsen
og det fælles markeds funktion påvirkes af domstolenes afgørelser om
anvendelse af direktivets bestemmelser, samt i givet fald fremsætte forslag
til ændringer.
1.4. På nogle nærmere angivne områder er det overladt til de enkelte
medlemsstater at træffe nærmere bestemmelser om opfyldelseslovgivningens
indhold.
1.4.1. Det er således overladt til de enkelte lande at bestemme, om
landbrugsråvarer, herunder fiskeriprodukter og produkter hidrørende
fra jagt, skal omfattes af reglerne om ansvar for produktskade. Sådanne
produkter er ikke omfattet af lovforslaget. Der henvises nærmere til
bemærkningerne i 3.6.2.
1.4.2. Endvidere vil de enkelte lande kunne indføre en
ansvarsbegrænsning på ikke under 70 mill. EF regningsenheder (ECU) for
ansvar ved skade forårsaget af identiske produkter. Ansvarsbegrænsningen, der
svarer til ca. 560 mill. kr., er ikke foreslået medtaget i lovforslaget. Der
henvises nærmere til bemærkningerne nedenfor i nr. 3.8.
1.4.3. Endelig er det overladt til det enkelte land at bestemme, om der
skal være ansvar for udviklingsskader, dvs. skader forårsaget af en
defekt, som det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det
tidspunkt, hvor produktet blev bragt i omsætning, ikke var muligt at opdage.
Udviklingsskader omfattes ikke af lovforslagets regler, jf. nedenfor i nr.
3.2.
1.4.4. Vedrørende ansvarsbegrænsningen og udviklingsskaderne skal
Kommissionen inden den 30. juli 1995 udarbejde en rapport til Rådet om
erfaringerne i de lande, der har begrænset ansvaret eller har bestemt, at
producenten ikke skal være ansvarlig for udviklingsskader. Viser denne
rapport, at ansvarsbegrænsningen henholdsvis det manglende ansvar for
udviklingsskader har haft en negativ virkning på fællesskabets funktion eller
forbrugerbeskyttelsesinteresser, påhviler der Kommissionen og Rådet en særlig
forpligtelse til at få afskaffet disse begrænsninger.
1.5. Ifølge direktivets art. 19 skal medlemsstaterne foretage de
nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af direktivet inden den 30. juli
1988.
Direktivet er implementeret i England, Grækenland og Italien.
Efter den engelske gennemførelseslovgivning er mulighederne i direktivets
artikel 15, stk. 1, litra a og b, for at lade det objektive ansvar omfatte
også landbrugsråvarer m.v. og udviklingsskader ikke udnyttet. Det samme
gælder muligheden for at begrænse ansvaret ved de såkaldte serieskader, jf.
artikel 16, stk. 1.
Efter den græske gennemførelseslov omfatter det objektive ansvar heller
ikke landbrugsråvarer og udviklingsskader, og det samme gælder efter den
italienske gennemførelseslovgivning. Det er oplyst, at Grækenland har
benyttet sig af muligheden for begrænsning af ansvaret efter direktivets
artikel 16.
I Holland er der fremsat lovforslag til gennemførelse af direktivet. Efter
forslaget er der ikke ansvar for udviklingsskader og landbrugsråvarer.
Ansvaret foreslås ikke begrænset.
I Forbundsrepublikken er der ligeledes fremsat lovforslag til
gennemførelse af direktivet. Heller ikke i den tyske forbundsrepublik
foreslås ansvar for producenter af landbrugsråvarer og for udviklingsskader.
Ansvaret for serieskader foreslås begrænset til 70 mill. ECU.
I Luxembourg er lovforslag under behandling i parlamentet, der dog
foreløbig afventer udviklingen i Belgien og i Frankrig. Efter forslaget er
der ansvar både for udviklingsskader og landbrugsråvarer, og ansvaret for
serieskader foreslås ikke begrænset.
2. Gældende ret
2.1. Ansvar for producenten
Der findes ikke generelle lovregler i Danmark om produktansvar. De
gældende principper er udviklet i retspraksis. Der findes i øvrigt kun
relativt få domme om produktansvar. Retstilstanden er søgt beskrevet i den
juridiske litteratur.
Ved produktansvar forstås i almindelighed en producents ansvar for skade
forvoldt af en farlig egenskab ved hans produkt.
Produktansvar omfatter både skade på person og ting. Det er endvidere uden
betydning om skaden rammer den, der besidder det skadevoldende produkt, eller
tredjemand. Produktansvaret omfatter derimod ikke skade på selve den defekte
genstand. Denne skade behandles efter det sædvanlige køberetlige
mangelansvar, der bl.a. omfatter det tab, som køberen har lidt ved ikke at få
kontraktsmæssig opfyldelse.
Efter gældende ret forudsætter ansvar for produktskader, at der er tale om
skade forvoldt af et farligt produkt. Et produkt anses for farligt, hvis det
har sådanne egenskaber, at det under sædvanlig brug kan forvolde skade.
Farligheden kan enten bero på en egenskab, som produktet har, men som det med
rette kan forventes ikke at have, eller på en egenskab, som det ikke har, men
som det med rette kan forventes at have.
Det grundlæggende krav til producenten er, at de produkter, som han
producerer og markedsfører, som udgangspunkt skal være ufarlige. Eventuelle
farer ved et produkt skal så vidt muligt undgås. Undladelse heraf vil i
almindelighed være en fejl, medmindre produktet hører til gruppen af
uundgåeligt farlige produkter, f.eks medicin eller tobak, hvor faren er kendt
og en måde til at undgå faren ukendt - bortset naturligvis fra muligheden for
at lade være med at anvende produktet.
Ansvaret for produktskader bedømmes som udgangspunkt efter dansk rets
almindelige regler. Det er i teori og retspraksis ikke helt afklaret, hvor
strengt dette produktansvar er. Udviklingen er på dette område gået i retning
af et stadig strengere anvar. På visse områder fastholder man dansk rets
almindelige regel om erstatningsansvar for fejl og forsømmelse - den såkaldte
culparegel - mens der på andre områder gælder et strengere ansvar. En
producent er efter culpareglen ansvarlig for skade forvoldt af et farligt
produkt, hvis den farlige egenskab ved produktet kunne være undgået ved
større omhu fra producentens side, f.eks. bedre kvalitetskontrol,
instruktion, markedsføring eller lignende.
Spørgsmålet om, hvornår en producent ifølge retspraksis må antages at have
udvist fejl eller forsømmelse, kan således ikke besvares generelt. Der synes
i retspraksis bl.a. at blive taget hensyn til, hvad der i den konkrete
situation er årsagen til skaden. Skadesårsagerne opdeles normalt i
konstruktionsfejl, instruktionsfejl, fabrikationsfejl, system- og
udviklingsskader. Man må ved gennemgangen af de forskellige ansvarstilfælde
være opmærksom på, at der som nævnt på nogle områder gælder et strengere -
objektiveret - ansvar.
Ved konstruktionsfejl vedrører fejlen ikke alene det enkelte
eksemplar af produktet, men ofte hele serien. Skaden skyldes, at produktet
ikke er produceret i overensstemmelse med tidens tekniske og videnskabelige
niveau. Ved vurderingen af, om producenten er ansvarlig, henses der til, om
produktet kunne og burde være konstrueret eller planlagt bedre.
Der stilles efter retspraksis strenge krav til viden hos den producent,
der udvikler et nyt produkt. Han må sætte sig nøje ind i den foreliggende
videnskabelige og tekniske viden, og produktet må konstrueres under nøje
hensyntagen til, hvad der er almindeligt kendt inden for fagkredse.
Producenten må efter omstændighederne iværksætte forskning og sørge for
omhyggelig afprøvning af produktet med hensyn til de påvirkninger og den
behandling, produktet udsættes for undervejs til og hos forbrugeren. Når
produktion og afsætning er kommet i gang, må producenten fortsat holde sig
løbende orienteret om udviklingen i den videnskabelige og tekniske viden på
området.
Indtræder en produktskade som følge af, at oplysninger, som følger
produktet, har gjort dette farligt, eller af, at der ikke medfølger
tilstrækkelige oplysninger, foreligger der instruktionsfejl.
Producenten er erstatningsansvarlig herfor, såfremt det kan bebrejdes ham, at
han har givet urigtige eller vildledende, herunder mangelfulde, oplysninger.
Er de afgivne oplysninger efter den viden og erfaring, som foreligger på
afgivelsestidspunktet forkerte eller vildledende, vil producenten i
almindelighed blive ansvarlig for en deraf følgende produktskade. Som
eksempel på oplysninger, der kan føre til produktansvar, kan nævnes fejlagtig
eller ufuldstændig brugsanvisning.
Når en defekt kun omfatter enkelte eksemplarer af et i øvrigt fejlfrit
produkt, betegnes den som fabrikationsfejl. Farligheden kan skyldes
fejl ved råvaren eller produktionsprocessen, herunder den efterfølgende
kontrol. Ansvar for en defekt opstået i forbindelse med forarbejdningen
bedømmes i praksis strengt, idet producenten som udgangspunkt antages at være
ansvarlig, hvis blot en farlig egenskab kan skyldes fejl i
produktionsprocessen. Begrundelsen for dette strenge ansvar synes at være, at
virksomhederne må sørge for at tilrettelægge produktionen på en sådan måde,
at den planlagte bearbejdning udføres korrekt, og at der ikke opstår fejl.
Det er derfor som udgangspunkt uden betydning for producentens ansvar, om
defekten ved produktet kan lokaliseres til en bestemt fejl i processen, eller
om defekten hører til den gruppe af statistisk set uundgåelige afvigere, der
er en følge af selv en veltilrettelagt produktionsproces. Skyldes defekten en
fejl i et delprodukt, som ikke er fremstillet af den producent, som har
fremstillet det færdige produkt, hæfter sidstnævnte producent efter gældende
ret også for skader, som skyldes sådanne fejl. Producenten af det færdige
produkt vil imidlertid som udgangspunkt have mulighed for at gennemføre
regres mod producenten af delproduktet.
Skyldes fejlen derimod, at de anvendte råvarer ikke havde eller ikke kun
havde de kendte og ønskede egenskaber, beror ansvarsbedømmelsen på, om
afvigelsen skyldes en fejl fra producentens side. Det er klart, at
producenten må sørge for omhyggeligt at kontrollere og undersøge de anvendte
råvarer og om nødvendigt lade dem bearbejde med henblik på at frasortere
uønskede elementer. I enkelte tilfælde vil det ikke kunne bedømmes som fejl,
at råvarer ikke er frasorterede, men er indgået i produktionen af det færdige
produkt. Dette er særligt klart, hvis defekten ved råvaren skyldes en
udviklingsskade.
Ved udviklingsskader kan risikoen for skade ikke forudses på
baggrund af den tilgængelige videnskabelige og tekniske viden, på det
tidspunkt hvor produktet blev markedsført. Det er først gennem f.eks.
omfattende brug eller ny forskning, det viser sig, at produktet har
skadevoldende egenskaber. Udviklingskader kan f.eks forekomme inden for
lægemiddelbranchen og den kemiske industri, og der antages efter gældende ret
ikke at være ansvar herfor.
Også for så vidt angår systemskader, er der efter gældende ret
ansvarsfrihed for producenten. Systemskader er skader, som skyldes en kendt,
men uundgåelig risiko ved produktet. Som eksempler på sådanne produkter kan
nævnes tobak og spiritus. En række produkter med systemfejl produceres
endvidere, fordi de efter en helhedsvurdering er nyttige. Dette kan f.eks
gælde lægemidler, hvor bivirkninger ikke er ualmindelige.
Som anført ovenfor er der ikke helt afklaret, hvor strengt produktansvaret
er. På nogle områder synes der efter retspraksis at blive stillet så strenge
krav ved culpabedømmelsen og bevisvurderingen, at man ikke kan beskrive
ansvaret som et culpaansvar i sædvanlig forstand, idet retstilstanden
tendererer hen imod et objektivt ansvar. Således tillægges individuelle
undskyldende omstændigheder f.eks. som udgangspunkt ingen betydning, når der
udøves et professionelt skøn.
2.2. Ansvar for mellemhandlere
Efter gældende ret er en mellemhandler, dvs. enhver, der som led i sin
erhvervsvirksomhed videresælger, udlejer, eller på anden måde omsætter et
produkt, som udgangspunkt ansvarlig efter en culparegel for produktskader.
Mellemhandleren bliver herefter selvstændigt ansvarlig i de situationer, hvor
han ved sin behandling af produktet har gjort dette farligt, eller hvis han
ved en fejl ikke har opdaget en fare ved produktet. Da mellemhandlerens
varekundskab ofte er begrænset, og da hans undersøgelsesmuligheder i de
fleste tilfælde er små, vil det kun sjældent blive bedømt som en fejl, at han
ikke har opdaget faren ved et produkt. Færdigvarekontrollen hører til
producentens forpligtelser, og mellemhandleren vil normalt have opfyldt sin
undersøgelsespligt overfor forbrugeren, hvis han har foretaget en relativt
overfladisk besigtigelse med henblik på at konstatere, om der f.eks.
foreligger transportskader.
Mellemhandlerens muligheder for at behandle produktet forkert har i
praksis større betydning end hans ansvar for tilsidesættelse af
undersøgelsespligten. Behandlingsfejl kan dels forekomme som fejl ved
udlevering og forvekslingsfejl, og dels ved en ændring af produktet, som gør
dette farligt. Mellemhandleren kan f.eks. have opbevaret produktet forkert
eller have udsat det for unormal påvirkning. Det er som udgangspunkt
mellemhandlerens pligt at opnå et sådant varekendskab, at produktændringer af
denne karakter undgås, og han ifalder derfor ansvar herfor, såfremt
tilsidesættelsen af denne pligt, må bedømmes som en fejl eller forsømmelse.
Mellemhandlerens culpaansvar bedømmes i praksis relativt strengt, specielt i
de situationer, hvor produktet kræver særlig opmærksomhed og agtpågivenhed.
Det gælder f.eks salg af lægemidler, plantegifte, fyrværkeri m.v..
Det er i den juridiske teori den overvejende opfattelse, at
mellemhandleren ved siden af culpaansvaret hæfter på objektivt grundlag for
producentens ansvar for produktskader. På baggrund af de relativt få
retsafgørelser på området er det imidlertid ikke muligt at afgøre, hvorvidt
domstolene anvender en regel om objektivt hæftelsesansvar for fejl i
tidligere led, herunder hos producenten, eller om afgørelserne træffes på
grundlag af en risikoafvejning.
3. Lovforslaget
3.1. Ansvarsgrundlaget
Produktansvar efter de foreslåede nye regler påhviler producenten. Men
efter lovforslagets § 11 hæfter mellemhandlere umiddelbart over for
skadelidte for erstatning efter den foreslåede lovs kapitel 3. Dette
indebærer, at mellemhandlere »indestår« for det ansvar, som kan
pålægges en producent efter loven om begreberne producent og mellemhandler,
se neden for i nr. 3.3.-3.4. Når der i det følgende gives en beskrivelse af
producentens ansvar og betingelserne herfor, angives samtidig betingelserne
for mellemhandlerens hæftelsesansvar. Mellemhandlere hæfter jo efter
forslaget kun i det omfang, der kan oplægges producenten ansvar efter de
foreslåede lovregler, men skadelidte kan til gengæld vælge, om han vil rette
sit krav mod producenten, mellemhandlere(n) eller alle disse.
I overensstemmelse med gældende ret er det efter forslaget en forudsætning
for, at producenten ifalder ansvar for produktskader, at skaden er forvoldt
af en defekt ved et produkt.
Et produkt er efter direktivets artikel 6 og lovforslagets § 5 defekt, når
det ikke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes. I forbindelse
med denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på produktets markedsføring,
den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan forventes og det
tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning.
I modsætning til gældende ret er det derimod ikke en betingelse for
producentens ansvar, at denne har udvist fejl eller forsømmelse
(culpareglen). I lovforslagets § 6, der svarer til direktivets artikel 1,
foreslås et objektivt ansvar for produktskader. Dette indebærer, at
skadelidte fritages for at bevise eller sandsynliggøre, at den
skadeforvoldende defekt skyldes producentens fejl eller forsømmelse.
Baggrunden for at pålægge producenten et objektivt ansvar er bl.a., at det
ikke findes rimeligt, at lade den enkelte tilfældige skadelidte bære det tab,
som følger af en produktskade, hvilket i langt højere grad ville være
tilfældet, hvis skadelidte skulle godtgøre forsømmelse hos producenten, eller
hvis denne kunne fritages for ansvar ved at bevise, at han ikke har handlet
culpøst (omvendt bevisbyrde). Hertil kommer, at et objektivt ansvar som
udgangspunkt ikke vil virke urimeligt tyngende for producenten, der har
mulighed for at fordele udgifterne til udredning af erstatning på alle
forbrugere af det pågældende produkt ved at lade omkostningen indgå i
prisberegningen.
I overensstemmelse med direktivets art. 4 angives i forslagets § 6, stk.
2, at bevisbyrden for skade, defekt og årsagssammenhæng påhviler skadelidte.
Bestemmelsen giver således ikke domstolene adgang til at fritage skadelidte
for bevisbyrden og i stedet at pålægge producenten at bevise, at
erstatningsbetingelserne eller enkelte af disse ikke er opfyldt. Det
er imidlertid som på andre områder fortsat overladt til domstolene frit at
afgøre, hvorvidt skadelidte har løftet sin bevisbyrde.
Det er ikke ved direktivet og lovforslaget tilsigtet at fravige
erstatningsrettens almindelige regler om årsagssammenhæng og adækvans eller
de øvrige almindelige erstatningsretlige betingelser, der skal være opfyldt,
for at en skadevolder bliver erstatningspligtig.
3.2. Ansvarsfrihedsgrunde
I direktivets artikel 7 og lovforslagets § 7 foretages en opregning af de
omstændigheder, som kan føre til, at en producent fritages for objektivt
ansvar for en produktskade. Producenten har som udgangspunkt bevisbyrden
for tilstedeværelsen af en sådan ansvarsfrihedsgrund, hvilket er i
overensstemmelse med gældende bevisbyrderegler. Producenten vil således efter
lovforslaget blive ansvarsfri, hvis denne f.eks. beviser, at produktet ikke
er bragt i omsætning af ham. Endvidere vil producenten blive ansvarsfri, hvis
det må antages, at produktet ikke var defekt, da det blev bragt i omsætning.
Herudover vil producenten af en del af et færdigt produkt (delproducenten)
kunne påberåbe sig, at defekten skyldes udformningen af det produkt, i
hvilket delproduktet indgår, eller de anvisninger, som producenten af det
færdige produkt har givet.
Efter lovforslaget fritages producenten endvidere for ansvar, hvis skaden
skyldes en defekt, der ikke på nogen måde kunne være opdaget på det
tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning - de såkaldte
udviklingsskader. Først på et senere tidspunkt bliver det på grund af
udviklingen i den videnskabelige og tekniske viden muligt at konstatere, at
det produkt, som man antog var helt ufarligt, faktisk er defekt.
Ansvarsfrihed ved udviklingsskader er i overensstemmelse med direktivets
artikel 7.
Efter bestemmelsen i direktivets artikel 15 litra b, kan den enkelte
medlemsstat undlade at medtage ansvarsfritagelsen for udviklingsskader. På
denne baggrund er det overvejet, om ansvar for udviklingsskader bør inddrages
under loven. Som anført ovenfor under nr. 1.2. har formålet med EF-direktivet
bl.a. været at sikre, at der bliver gennemført ensartede regler i
medlemsstaterne for at undgå konkurrenceforvridning landene imellem.
De engelske, græske og italienske love til gennemførelse af direktivet
pålægger ikke producenten ansvar for udviklingsskader. Heller ikke i de
lovforslag, der er fremsat i Holland og Forbundsrepublikken Tyskland stilles
der forslag om ansvar for udviklingsskader. Alene i Luxembourg er der stillet
forslag om at medtage ansvar for udviklingsskader. Efter de for
Justitsministeriet foreliggende oplysninger er der endnu ikke i de øvrige
medlemsstater taget endelig politisk stilling til spørgsmålet.
Justitsministeriet har allerede af den grund ikke medtaget en generel
regel om ansvar for disse skader i det foreliggende forslag. Særligt
vedrørende spørgsmålet om ansvar for udviklingsskader i forbindelse med
lægemidler henvises til bemærkningerne under punkt 3.8.
3.3. Hvem er ansvarlig som producent?
Direktivets artikel 3 og lovforslagets § 4 angiver den kreds, der efter
direktivet og dermed lovforslaget skal bære det objektive ansvar for
produktskader. Om mellemhandleres hæftelse, se nedenfor i nr. 3.4. Begrebet
producent, således som det er fastlagt i artikel 3, kan naturligt
opdeles i to grupper. Dels de producenter, der direkte har deltaget i
fremstillingsprocessen, dels visse leverandører.
Efter direktivet og lovforslaget er det ikke alene producenten af det
færdige produkt, der er ansvarlig for en produktskade. Også producenten af en
råvare eller af et delprodukt er ansvarlig for en produktskade, som skyldes
en defekt ved den pågældendes produkt.
Med henblik på at sikre forbrugerens retsstilling i de situationer, hvor
det kan være umuligt eller i øvrigt forbundet med store vanskeligheder at
gøre den egentlige producent ansvarlig, er der i lovforslaget fastsat regler,
hvorefter visse mellemhandlere bliver ansvarlige som »producent«.
Betydningen heraf er, at ansvarsreglerne i lovforslagets §§ 6-7 vurderes i
forhold til »producenten«. Dette gælder således enhver, der ved at
anbringe sit navn, varemærke eller andet kendetegn på produktet, udgiver sig
for dets producent. Endvidere bliver importøren af et produkt fra et
tredjeland til EF også betragtet som producent. I de tilfælde, hvor
skadelidte ikke kan konstatere, hvem der har produceret produktet, eller for
så vidt angår produkter produceret uden for EF, hvem der har indført dette i
EF, anses endvidere enhver mellemhandler af produktet, som dets producent.
Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende inden rimelig tid oplyser
skadelidte om, hvem der er producent eller tidligere mellemhandler af
produktet. I de tilfælde, hvor produktet er importeret til EF, vil det ikke
være tilstrækkeligt at oplyse skadelidte om producenten i et tredjeland, idet
skadelidte her skal have oplysning om, hvem der er EF-importøren eller
tidligere mellemhandler i EF. Baggrunden herfor er ønsket om at sikre
skadelidte mulighed for at gennemføre et eventuelt erstatningskrav i EF.
Dette har særlig betydning, efter at EF-domskonventionen er trådt i kraft. Se
herom nærmere nedenfor under nr. 6.
3.4. Mellemhandleransvar
Efter lovforslagets § 11 hæfter en mellemhandler for produktansvar
umiddelbart over for skadelidte og over for senere mellemhandlere i
omsætningskæden. Skadelidte kan rette sit krav mod producenten
(producenterne) eller mod mellemhandleren (mellemhandlerne) eller mod alle
disse, idet de alle over for skadelidte hæfter solidarisk, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 12, stk. 1.
En mellemhandler hæfter ikke kun umiddelbart over for den skadelidte, men
også over for senere mellemhandlere i omsætningskæden af det pågældende
produkt. Den mellemhandler, som har måttet betale erstatning til skadelidte
eller til en senere mellemhandler indtræder herved i skadelidtes krav mod
producenten og tidligere mellemhandlere, jf. forslagets 12, stk. 3, der giver
adgang til regres i sådanne tilfælde. Bestemmelsen i § 12 om solidarisk
ansvar og regres er omtalt neden for.
At mellemhandleren hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere
mellemhandlere, betyder, at mellemhandleren skal betale erstatning, uanset om
det er muligt for skadelidte at gennemføre sit krav over for producenten.
Mellemhandlerens stilling kan således bedst sammenlignes med
selvskyldnerkautionistens.
Den foreslåede regel om, at mellemhandleren på objektivt grundlag hæfter
for produktansvar, er i realiteten en lovfæstelse af, hvad der efter gældende
ret antages at gælde for mellemhandleren, jf. oven for i nr. 2.2. Den
foreslåede bestemmelse i § 11 gælder i øvrigt ikke kun produktansvar i
overensstemmelse med reglerne i lovforslagets kapitel 3, men også
produktansvar efter dansk rets almindelige regler, jf. herved den foreslåede
bestemmelse i lovens kapitel 14.
3.5. Det indbyrdes forhold mellem flere ansvarlige
Efter direktivets art. 5 hæfter flere producenter, der er ansvarlige for
samme skade, solidarisk overfor skadelidte. Efter artikel 8, stk. 1,
nedsættes producentens ansvar ikke, når skaden er forårsaget af en defekt ved
et produkt i forening med tredjemands adfærd.
Det er i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, at flere
skadevoldere hæfter solidarisk over for skadelidte for et opstået
erstatningsansvar. Der er efter dansk ret ikke behov for at sondre mellem
tilfælde, hvor flere producenter sammen er ansvarlige for en produktskade og
situationer, hvor skaden skyldes en producents adfærd i forening med
tredjemand. I lovforslaget er der alene medtaget en bestemmelse om, at flere
ansvarlige efter loven hæfter solidarisk for erstatningskrav, idet det kun er
fundet muligt at regulere den efterfølgende fordeling af erstatningsansvaret
i denne situation. Bestemmelsen om solidarisk hæftelse gælder, hvadenten der
er tale om producentansvar eller mellemhandleransvar.
Den nærmere regulering af den indbyrdes fordeling af ansvaret mellem flere
skadevoldere overlades efter direktivet til det enkelte medlemsland.
Justitsministeriet har i lovforslagets § 12 foreslået en særlig regel om
regres. Efter forslagets § 12, stk. 2, skal der ved fordelingen af ansvaret
mellem flere producenter, jf. forslagets § 4, stk. 1, som udgangspunkt lægges
vægt på den enkelte producents anledning til og mulighed for at undgå
defekten samt foreliggende ansvarsforsikringer. Efter forslagets § 12, stk.
3, har en mellemhandler som udgangspunkt ret til fuld regres mod tidligere
led i produktions- og omsætningskæden.
Den almindelige regel om indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem
flere solidarisk erstatningsansvarlige fremgår af erstatningsansvarslovens §
25. Efter denne bestemmelse foretages den indbyrdes fordeling af
erstatningsansvaret efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed
og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt. Hvis en af de
erstatningsansvarlige har tegnet ansvarsforsikring eller er selvforsikret,
kan der ved den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden endvidere tages
hensyn hertil.
Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet, at reglen i
erstatningsansvarslovens § 25 giver tilstrækkelig vejledning om, hvordan
ansvaret for en produktskade nærmere skal fordeles mellem de implicerede
parter. Justitsministeriet har derfor fundet det af betydning i selve
lovteksten at præcisere, at regresspørgsmålet behandles forskelligt afhængig
af, om der er tale om fordeling af erstatningskrav mellem flere producenter,
jf. forslagets § 4, stk. 1, eller om mellemhandleres regreskrav mod tidligere
led i produktions- og omsætningskæden.
Spørgsmålet om regres mellem en tredjemand, der er ansvarlig efter regler
uden for dette lovforslag, og en producent (eller mellemhandler) må fortsat
bedømmes efter erstatningsansvarslovens § 25.
3.6. Hvilke produkter omfattes af ansvaret
3.6.1 Direktivets art. 2 indeholder en angivelse af, hvad der skal forstås
ved et produkt og dermed være omfattet af ansvaret. Udtrykket produkt
er herefter enhver løsøregenstand herunder naturprodukter med undtagelse af
landbrugsråvarer og produkter hidrørende fra jagt. Også elektricitet anses
som et produkt. Løsørebegrebet er videre end det almindelige løsørebegreb,
idet det også omfatter genstande, der er indføjet som en fast bestanddel i en
anden løsøregenstand eller i en fast ejendom.
3.6.2. Efter direktivets artikel 2 er uforarbejdede
landbrugsråvarer (herunder fiskeriprodukter) og produkter hidrørende fra
jagt som nævnt undtaget fra direktivets anvendelsesområde. Har
landbrugsråvarer (herunder fiskeriprodukter) imidlertid gennemgået første
forarbejdning, vil direktivets bestemmelser finde anvendelse. I medfør af
artikel 15, stk. 1, litra a, kan medlemslandene imidlertid beslutte, at også
uforarbejdede landbrugsråvarer og produkter hidrørende fra jagt omfattes af
det objektive ansvar for produktskader.
Forarbejderne til direktivet indeholder ingen vejledning med hensyn til
betydningen af begrebet »en første forarbejdning«. Det er i
direktivets indledende betragtninger anført, at det ikke forekommer
hensigtsmæssigt »at medtage ansvar for landbrugsvarer og produkter
hidrørende fra jagt, undtagen når sådanne produkter har gennemgået en
forarbejdning af industriel karakter, som kan forårsage en defekt ved
produkterne.« Under EF-forhandlingerne om direktivforslaget er det
blevet anført, at undtagelsen - ud fra en formålsfortolkning - må forstås
meget snævert, og at f.eks. mælk, der på den enkelte gård samles på tanke og
nedkøles, før den køres til mejeriet, må antages at være industrielt
forarbejdet i direktivets forstand. Den endelige fortolkning af rækkevidden
af undtagelsen i bestemmelsen i § 3, stk. 2, henhører under EF-domstolen.
Landbrugsrådet, Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening har
over for Justitsministeriet anført, at disse produkter ikke bør være omfattet
af det objektive ansvar. Landbrugsrådet har i denne forbindelse bl.a. oplyst,
at store dele af landbrugets andelssektorer allerede i dag har forsikringer,
der dækker produktansvar i forbindelse med landbrugsprodukter, der er
forarbejdet af disse sektorer.
Lovforslagets anvendelsesområde omfatter ikke uforarbejdede
landbrugsråvarer (herunder fiskeriprodukter) samt uforarbejdede produkter
hidrørende fra jagt.
3.6.3. Direktivets produktbegreb omfatter ikke tjenesteydelser, og
der er heller ikke i lovforslaget stillet forslag om objektivt ansvar for
produktskader i forbindelse hermed. Flere forbrugerorganisationer har peget
på, at lovforslaget også bør regulere produktansvar i forbindelse med
tjenesteydelser. Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet, at loven
burde finde anvendelse på udførelse af sådanne arbejdsopgaver, der er af
meget forskelligartet karakter, som f.eks. rådgivning, vedligeholdelse og
reparation. Justitsministeriet har herved bl.a. lagt vægt på, at de generelle
hensyn, som ligger bag det objektive ansvar for produktskader, ikke generelt
gør sig gældende på samme måde ved produktskader i forbindelse med
tjenesteydelser. Hertil kommer, at der i retspraksis har udviklet sig et
strengt ansvar for fagfejl. Om afgrænsningen mellem tjenesteydelser og
produkter henvises nærmere til bemærkningerne til § 3.
3.6.4. Direktivet omfatter endvidere ikke produktskader forårsaget af
en fast ejendom. En væsentlig del af skader i forbindelse med fast
ejendom er dog omfattet af direktivet, idet skader, som skyldes f.eks.
byggemateriale og bygningsdele, der indgår som en bestanddel i en fast
ejendom, omfattes af reglerne om objektivt ansvar for produktskader. Flere
forbrugerorganisationer har peget på, at lovforslaget også bør regulere
produktansvar i forbindelse med fast ejendom. Justitsministeriet finder
imidlertid ikke, at produktskade, som forårsages af en fast ejendom bør
medtages. Dette hænger sammen med, at tjenesteydelser som ovenfor anført ikke
foreslås omfattet af loven. Udover tjenesteydelser vil skader, der forårsages
af den faste ejendom, typisk kunne henføres til defekte bygningsdele eller
manglende vedligeholdelse. Som nævnt omfattes bygningsdele af reglerne om
objektivt ansvar for produktskader, uanset om disse indgår som en bestanddel
af en fast ejendom. For så vidt angår manglende vedligeholdelse af ejendommen
påhviler der efter retspraksis husejeren et strengt ansvar. Vedrørende
afgrænsningen mellem fast ejendom og de produkter, der omfattes af
lovforslaget, henvises til bemærkningerne til § 3.
3.7. Skadesbegrebet
Lovforslagets § 2 og direktivets art. 9 fastlægger, hvilke skader
skadelidte kan kræve erstattet. Det drejer sig dels om personskade og tab af
forsørger, dels om skade på visse formuegoder.
Mens der ikke er nogen begrænsning i adgangen til personskadeerstatning,
omfatter lovforslaget kun de såkaldte forbrugertingsskader, dvs. skader, hvor
erstatningspligten har betydning for beskyttelsen af private
forbrugerinteresser. Erhvervstingsskader er derimod ikke omfattet af
lovforslaget, og ansvaret herfor følger således de almindelige principper,
der er udviklet i retspraksis.
Skade på selve det defekte produkt er heller ikke omfattet af reglerne i
lovforslaget. Erstatning for skader af denne karakter reguleres af købelovens
regler om ansvar for mangler, og der er ikke ved lovforslaget tilsigtet nogen
ændring i afgrænsningen mellem det køberetlige ansvar og produktansvaret.
For, at en tingskade er omfattet af direktivet og dermed af lovforslaget,
skal to betingelser være opfyldt. For det første skal tingen være af en art,
der sædvanligvis er beregnet til privat brug, og for det andet skal
skadelidte hovedsageligt have anvendt den i overensstemmelse hermed.
Ved beregningen af den samlede tingsskadeerstatning fradrages et beløb på
4.000 kr. Det er efter direktivet ikke muligt at pålægge erstatningspligt på
objektivt grundlag for den fulde forbrugertingsskade.
3.8. Erstatningsudmåling
Bortset fra begrænsningen af ansvaret for forbrugertingsskader indeholder
direktivet ikke nogen regulering af, hvilke tabsposter skadelidte kan kræve
erstattet, og hvorledes erstatningen skal udmåles. Dette spørgsmål overlades
til national ret. I dansk ret reguleres spørgsmålet om erstatning for
personskade af erstatningsansvarsloven. Ved personskade kan skadelidte kræve
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredsudgifter, tab eller
forringelse af erhvervsevnen og godtgørelse for svie og smerte samt varigt
men. I forbindelse med tab af forsørger er erstatningsposterne
begravelsesudgifter og erstatning for tab af forsørger.
Erstatningsansvarsloven indeholder detaljerede regler om beregning af
erstatning for personskader. Erstatningen fastsættes ud fra faste
retningslinier på grundlag af skadelidtes mengrad og årsindkomst.
Spørgsmålet om erstatning for tingsskade afgøres som udgangspunkt efter
dansk rets almindelige erstatningsregler. Herefter skal skadelidte have fuld
erstatning for det individuelle økonomiske tab, der er en følge af
produktskaden.
Efter erstatningsansvarslovens § 19 kan erstatning for tingsskade
bortfalde, når tingen er dækket af en forsikring. Denne bestemmelse får
imidlertid ingen praktisk betydning ved produktansvar, idet ansvaret for
tingsskade ikke bortfalder, når skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig
eller erhvervsmæssig virksomhed.
Efter direktivet er producentens samlede ansvar for produktskader ikke
begrænset. I medfør af artikel 16, stk. 1, kan medlemslandene imidlertid
bestemme, at producentens samlede ansvar for personskade, herunder død, som
er forårsaget af identiske genstande med samme defekt, skal være begrænset
til et beløb på mindst 70 mill. ECU, hvilket svarer til ca. 560 mill. kroner.
Man har på denne baggrund overvejet, hvorvidt denne begrænsning af
producentens ansvar for skader forvoldt af en defekt ved identiske produkter
bør indføres i Danmark. Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet, at
begrænsningen burde indføres generelt for alle produkter. Justitsministeriet
har herved bl.a. lagt vægt på, at ansvarsbegrænsningen er lagt på så højt et
niveau, at de fleste producenter i realiteten vil få et ubegrænset ansvar,
ligesom en ansvarsbegrænsning af denne størrelse næppe kan antages at få
væsentlig forsikringsmæssig betydning. Hertil kommer, at en eventuel
indførelse af ansvarsbegrænsning i Danmark ikke vil betyde, at producenten
kan indrette sig i tillid hertil i alle relationer. Således vil en producent
efter lovforslaget fortsat hæfte uden begrænsning, bl.a. hvis han er
erstatningsansvarlig for produktskaden efter dansk rets almindelige regler.
Foreningen af danske Medicinfabrikker - MEFA - og
Medicinimportørforeningen - MEDIF - har i en henvendelse til
Justitsministeriet givet udtryk for, at en begrænsning af det samlede ansvar
må antages at være af væsentlig betydning for muligheden for at opnå
forsikringsmæssig dækning af produktansvaret for medlemmernes produkter.
Foreningerne har samtidig oplyst, at de sammen med de øvrige
brancheorganisationer, der har med produktion og salg af lægemidler at gøre,
for tiden søger at udarbejde en frivillig erstatningsordning med
forsikringsdækning for organisationernes medlemmer. En maksimering af
ansvaret vil efter foreningernes opfattelse være af afgørende betydning for
gennemførelse af en sådan ordning. Forhandlingerne om etablering af en sådan
frivillig erstatningsordning foregår fortsat, men det er efter de for
Justitsministeriet foreliggende oplysninger endnu uklart, hvornår
forhandlingerne vil være afsluttet.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil erstatningsmaksimering kunne
fastsættes for bestemt afgrænsede produktgrupper. Justitsministeriet finder,
at en nærmere vurdering af, om maksimeringen bør indføres for skader
forårsaget af lægemidler, først kan foretages, når der foreligger mere
præcise oplysninger om den frivillige ordnings indhold.
3.9. Lempelse af erstatningsansvaret
Direktivet behandler ikke spørgsmålet om muligheden for at lempe
skadevolderens ansvar. Som anført ovenfor i nr. 3.8. er der ved direktivet
ikke gennemført nogen harmonisering af de enkelte landes regler om
erstatningsudmåling. Den almindelige lempelsesregel i
erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, vil derfor kunne finde anvendelse på
produktskader. Ifølge motiverne til denne bestemmelse omfatter
lempelsesreglen alle former for erstatningsansvar og uanset, om
ansvarsgrundlaget er culpa eller et andet ansvarsgrundlag. Bestemmelsen er
kun tænkt anvendt rent undtagelsesvist som en »sikkerhedsventil« i
tilfælde, hvor betaling af fuld erstatning vil pålægge skadevolderen en
byrde, der ud fra sociale og humanitære hensyn virker uacceptabel. De øvrige
momenter, der efter bestemmelsen skal tillægges vægt, er skadens størrelse,
ansvarets beskaffenhed, skadelidtes interesse og foreliggende forsikringer.
3.10. Betydningen af egen skyld
Efter lovforslagets § 9 kan erstatningen nedsættes eller bortfalde, hvis
skadelidte eller afdøde har medvirket til skaden ved forsæt eller uagtsomhed.
Bestemmelsen er medtaget til opfyldelse af direktivets artikel 8, stk. 2.
Også efter gældende ret kan skadevolderens erstatningsansvar nedsættes eller
eventuelt helt bortfalde, såfremt skadelidte har medvirket til skaden. Det er
ikke ved forslaget tilsigtet at tillægge egen skyld nogen ændret betydning i
forhold til gældende praksis. Herefter tillægges ubetydelig egen skyld ikke
betydning; må skadelidtes skyld ansættes til mindre end 1/3, vil domstolene
normalt se bort fra medskylden og give skadelidte fuld erstatning.
Efter erstatningsansvarsloven § 24, stk. 2, kan der under samme betingelse
som ovenfor nævnt vedrørende lempelse af skadevolders erstatningsansvar i
undtagelsestilfælde helt eller delvis bortses fra skadelidtes medvirken til
skaden. Betingelsen herfor er, at det enten ville være urimeligt tyngende for
skadelidte, om hans erstatning blev nedsat på grund af medvirken, eller at
det i øvrigt i særlige tilfælde skønnes rimeligt at give skadelidte en højere
erstatning trods hans medvirken, ud fra forhold der er nævnt i § 24, stk. 1.
Bestemmelsen kan også anvendes, hvor afdødes medvirken medfører, at
erstatning til de efterladte nedsættes eller bortfalder.
Efter gældende ret vil erstatningen kunne bortfalde, hvis skadelidte kan
siges at have accepteret risikoen for skade, f.eks ved at have benyttet et
produkt, som han vidste, var defekt. Der er ikke ved lovforslaget tilsigtet
nogen ændring heri. Udtrykket medvirken i erstatningsansvarslovens § 24, stk.
2, omfatter også accept af risiko, og der vil derfor også i særlige tilfælde
kunne bortses helt eller delvis fra skadelidtes accept af risiko ved
erstatningsudmålingen.
3.11. Forældelse
I artikel 10 og 11 i direktivet og i lovforslagets § 10 opstilles to
tidsfrister, som skadelidte skal overholde for at bevare sit
erstatningskrav. Det drejer sig dels om en 3-årsfrist, der regnes fra skadens
indtræden, og dels om en 10-årsfrist, der regnes fra det tidspunkt, da
produktet blev bragt i omsætning.
Nærværende lovforslags § 10 er udformet i nøje overensstemmelse med disse
bestemmelser i direktivet. Bestemmelserne i lovforslagets § 10 træder for så
vidt angår ansvar efter den foreslåede lov i stedet for dansk rets
almindelige forældelsesregler, der findes i lov nr. 274 af 22. december 1908
(om forældelse på 5 år, regnet fra forfaldstiden) og Danske Lov 5-14-4 (om
forældelse på 20 år regnet fra fordringens stiftelse). Efter lovforslagets §
14, 2. pkt., finder de foreslåede forældelsesregler for produktskader også
anvendelse, når ansvaret gøres gældende efter almindelige regler om
erstatning i eller uden for kontrakt, og baggrunden herfor er et retsteknisk
hensyn til ikke at gøre forældelsesreglerne på dette område unødigt
komplicerede.
3-årsfristen, jf. lovforslagets § 10, stk. 1, regnes fra det tidspunkt, da
skadelidte havde eller burde have fået kendskab til skaden, defekten, og hvem
der er producent.
I overensstemmelse med EF-direktivets artikel 10, stk. 2, er det i
lovforslagets § 10, stk. 1, 2. pkt., bestemt, at 1908-lovens regler om
suspension og afbrydelse af forældelsen finder anvendelse.
10-årsfristen, jf. § 10, stk. 2, regnes fra den dag, da det skadevoldende
produkt blev bragt i omsætning, og fristen kan i overensstemmelse med
EF-direktivets indhold ikke suspenderes i tilfælde af utilregnelig
(undskyldelig) uvidenhed hos skadelidte om skaden, defekten, eller hvem der
er producent. Om, hvad der skal til for at undgå bortfald af skadelidtes
rettigheder efter 10-årsreglen, bestemmer direktivets artikel 11, at
afbrydelse sker ved anlæg af retssag mod den pågældende producent. Som
fremhævet i de specielle bemærkninger til § 10, stk. 2 må også producentens
anerkendelse af gælden tillægges afbrydende virkning, og afbrydelsesreglen er
derfor udformet som en henvisning til 1908-lovens § 2, 2. pkt., der lader
både anerkendelse og sagsanlæg afbryde forældelse.
3.12. Ansvar efter almindelige erstatningsregler
Efter lovforslagets § 14 begrænser den foreslåede lov ikke skadelidtes
adgang til erstatning efter dansk rets almindelige regler om erstatning i
eller uden for kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i
medfør af anden lovgivning. Herved klargøres det - i forhold til de
lovforslag, som har været fremsat i tidligere folketingssamlinger - at der
ikke ved lovforslaget tilsigtes nogen begrænsning i de skadelidtes
erstatningsmuligheder, men alene en forbedring.
I § 14, 2. pkt., er der medtaget en bestemmelse om, at de specielle
forældelsesregler i lovforslagets § 10 også finder anvendelse i de tilfælde,
hvor skadelidte påberåber sig almindelige erstatningsregler frem for de
foreslåede lovregler. Der henvises til nr. 3.11.
3.13. Ufravigelighed
Direktivets og dermed lovens formål er at beskytte skadelidte, som i denne
relation i almindelighed er den svageste part. Dette formål ville ikke kunne
opnås, såfremt skadelidte på forhånd gyldigt kunne fraskrive sig den
beskyttelse, som loven sikrer. Det ville også være uheldigt, såfremt der
f.eks. ved anvendelse af standardkontrakter var muligt for producenter at
opnå forhåndstilsagn fra mellemhandlere om, at de gav afkald på muligheden
for at gøre regres mod tidligere led i produktions- og omsætningskæden. Det
bestemmes derfor i lovforslagets § 13, at ansvar efter loven ikke ved
forudgående aftale kan fraskrives eller indskrænkes til skade for skadelidte
eller den, som indtræder i skadelidtes krav f.eks. efter § 12, stk. 3.
4. Arbejdsskadeforsikring
I det oprindelige lovforslag var der i § 18 medtaget en bestemmelse til
ændring af arbejdsskadeforsikringslovens § 55. Ændringsforslaget indebar, at
der indførtes adgang til regres mod skadevolder - typisk producenten -
såfremt arbejdsskaden skyldtes en produktskade.
Advokatrådet, Industrirådet og Assurandør-Societetet har peget på, at det
ville være uheldigt, hvis den regresadgang, der blev ophævet i forbindelse
med gennemførelsen af erstatningsansvarsloven, nu blev genindført for
produktskaders vedkommende. Det er i den forbindelse blevet fremhævet, at man
ikke finder, at direktivet tvinger Danmark til at genindføre regresadgangen.
Forbrugernes interesser er sikret fuldt ud, idet producentens ansvarsgrundlag
ikke berøres af arbejdsskadeforsikringsloven. Reglen i denne lov har efter
disse organisationers opfattelse således alene indflydelse på udmålingen af
den erstatning, som producenten skal betale, hvilket spørgsmål ikke er
omfattet af direktivet.
Industrirådet og Assurandør-Societetet har endvidere peget på, at
indførelsen af en regresordning vil belaste de implicerede
forsikringsordninger med meget betydelige procesudgifter, idet udsigten til
at kunne gennemføre et større krav mod producentens ansvarsforsikring efter
al sandsyndlighed i en række sager vil få arbejdsskadeselskaberne til at
satse endog betydelige sagsomkostninger til processer.
Uanset at det kan give anledning til en vis tvivl, om bestemmelsen i
arbejdsskadeforsikringslovens § 55 alene kan opfattes som en udmålingsregel,
har Justitsministeriet på baggrund af de synspunkter, der er fremført, ikke
medtaget en bestemmelse om ændring af § 55. Socialministeriet er enig heri.
5. International privatret
Den harmonisering, der følger af direktivet, er ikke fuldstændig. Visse
spørgsmål overlades til national lovgivning, ligesom medlemslandene på
enkelte punkter kan vælge en af to løsningsmuligheder, jf. ovenfor under nr.
1.3.
Spørgsmålet om, hvilket lands lov der skal anvendes ved afgørelsen af en
given sag om produktansvar, har derfor fortsat betydning.
Når det drejer sig om lovvalg i forbindelse med erstatning uden for
kontraktsforhold, har det traditionelt være antaget, at det var skadestedets
lov, der fandt anvendelse. I nyere tid har der imidlertid vist sig en tendens
til at smidiggøre dette princip, således at andre momenter også kan tillægges
betydning. Der kan i denne forbindelse bl.a. anføres skadelidtes bopæl,
skadevolders forretningssted, og stedet, hvor den skadevoldende genstand er
købt.
Haagerkonferencen udarbejdede i 1972 en konvention om lovvalg ved
produktansvar. Denne konvention er endnu kun ratificeret af få lande.
Justitsministeriet overvejer for tiden en eventuel dansk ratifikation af
konventionen.
6. Værnetingsregler og EF-domskonventionen
De almindelige værnetingsregler i retsplejelovens kapitel 22, indeholder
ikke udtrykkelige bestemmelser om værneting i sager om produktansvar.
Ved lov nr. 324 og nr. 325 af 4. juni 1986, der er sat i kraft ved
bekendtgørelse nr. 724 af 22. oktober 1986, blev der gennemført en
fuldstændig revision og modernisering af de nationale og internationale
værnetingsregler.
Efter lov nr. 324 af 4. juni 1986 om ændring af retsplejeloven vil en
skadelidt som hidtil kunne anlægge sag om produktansvar mod en producent
eller importør med hjemting i Danmark ved dennes hjemting. Efter den ny § 243
i retsplejeloven kan sager, hvorunder der påstås straf, erstatning eller
oprejsning i anledning af retskrænkelser, anlægges ved retten på det sted,
hvor retskrænkelsen er foregået. Det fremgår af bemærkningerne til den
pågældende bestemmelse, at bestemmelsen medfører, at sag om produktansvar kan
anlægges, hvor skaden er sket. Den skadelidte vil således også kunne anlægge
sagen på skadesstedet, som ofte vil være det sted, hvor skadelidte har bopæl.
Har den ansvarlige producent m.v. ikke hjemting i Danmark eller i et
EF-land, der har tiltrådt konventionen af 27. september 1968 om retternes
kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder
handelssager, (EF-domskonventionen), vil sagen her i landet alene kunne
anlægges på det sted, hvor skaden er sket, jf. § 246 jf. § 243.
Såfremt den ansvarlige producent m.v. ikke har hjemting i Danmark, men i
et EF-land, der er omfattet af EF-domskonventionen, skal konventionens
værnetingsregler anvendes, jf. lov nr. 325 af 4. juni 1986. Efter
konventionens artikel 5, nr. 3, og artikel 53, kan en person eller et selskab
m.v. i sager om erstatningsansvar uden for kontrakt sagsøges ved retten på
det sted, hvor skadestilføjelsen er foregået. Det antages, at
erstatningsansvar for produktskader er omfattet af denne bestemmelse.
EF-konventionen vil derfor gøre det muligt at sagsøge udenlandske producenter
af defekte produkter her i landet, dersom det pågældende EF-land har
tilsluttet sig domskonventionen. Hvis skadelidte får medhold, kan dommen
efter konventionen derefter fuldbyrdes i den EF-stat, hvor producentens
virksomhed befinder sig.
7. Produktansvar i forhold til det køberetlige ansvar
Hverken købelovens regler om erstatningsansvar for mangler i almindelige
køb (§§ 42 og 43) eller reglen om erstatningsansvar i forbrugerkøb (§ 80)
omhandler spørgsmålet om, i hvilket omfang køber kan kræve erstatning for
produktskader.
Købelovens regler om erstatningsansvar vedrører i første række sælgers
ansvar for mangler, som selve produktet (salgsgenstanden) er behæftet med.
Herudover vil sælgeren kunne blive ansvarlig for visse følgeskader, som er
forårsaget af mangler ved salgsgenstanden f.eks. driftstab.
Købelovens regler antages imidlertid ikke i almindelighed at finde
anvendelse på fysiske skader, som salgsgenstanden volder på andre ting, eller
på personskader, som forvoldes af salgsgenstanden (produktskader).
I tilfælde af produktskader vil der ofte være tale om, at salgsgenstanden
(produktet) ud over at lide af en defekt tillige er mangelfuld i køberetlig
forstand. Det forhold, at produktansvaret ikke bedømmes efter købeloven,
udelukker imidlertid ikke, at købelovens øvrige misligholdelsesbeføjelser vil
kunne finde anvendelse.
Afgrænsningen af, hvilke skader der er omfattet af henholdsvis købeloven
og reglerne om produktansvar, vil kunne give anledning til vanskeligheder i
praksis, særligt hvis defekten kan lokaliseres til en del af en større enhed,
og det er den større enhed, der skades. Ved vurderingen af spørgsmålet finder
Justitsministeriet, at der bør tages udgangspunkt i, om det defekte produkt
er en del af et produkt, der er blevet solgt som en enhed. Som eksempel herpå
kan nævnes en privat benyttet bil. I tilfælde af, at der opstår skade på
f.eks. bilens karrosseri som følge af, at bilen ved købet havde defekte
bremser, vil skaden skulle betragtes som en skade på selve det defekte
produkt, hvorfor skaden ikke omfattes af reglerne om produktansvar. Hvis
bilen senere forsynes med nye bremser, vil en skade på bilen, som følge af,
at de nye bremser var defekte, være en skade på en anden genstand end selve
det defekte produkt, og skadelidte vil kunne kræve erstatning af producenten
af bremserne efter reglerne om produktansvar.
Afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en skade på selve
det defekte produkt eller på en anden ting end det defekte produkt, vil ofte
afhænge af, hvad der nærmere er aftalt mellem køberen og sælgeren.
Afgrænsningen vil i øvrigt som hidtil skulle ske gennem domstolenes praksis.
Høringsmyndigheder
8. Forslaget har været til udtalelse hos følgende myndigheder og
organisationer:
Præsidenten for Østre landsret, præsidenten for Vestre landsret,
præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns byret,
præsidenten for Århus by- og herredsret, præsidenten for Odense by- og
herredsret, præsidenten for Ålborg by- og herredsret, Den danske
Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark, Advokatrådet,
Landbrugsministeriet, Landbrugsrådet, De samvirkende danske Landboforeninger,
De samvirkende danske Husmandsforeninger, Industriministeriet,
Fiskeriministeriet, Dansk Fiskeriforening, Danmarks Havfiskeriforening,
Danmarks fiskeindustri- og eksportforening, Dansk Dambrugerforening,
Foreningen af Danmarks fiskekonservesindustri, Foreningen for Danmarks
fiskemel og fiskeolie industri, Ministeriet for Offentlige Arbejder,
elektricitetsrådet, Miljøministeriet, Indenrigsministeriet,
Socialministeriet, Energiministeriet, Boligministeriet,
Forbrugerombudsmanden, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forbrugerrådet,
Statens Husholdningsråd, Dansk Varefakta Nævn, Butikshandelens Fællesråd,
Dansk organisation af detailhandelskæder, Fællesforeningen for Danmarks
brugsforeninger, Provinshandelskammeret, Grosserer-Societetet,
Grossist-Sammenslutningen af 1930, Håndværksrådet, Industrirådet,
Entreprenørforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Assurandør-Societet,
Medicinimportørforeningen (MEDIF), De danske Medicinfabrikker (MEFA),
Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Danmarks Agentforening og
Dansk Erhvervsgartnerforening.
Økonomiske og administrative konsekvenser
9. Lovforslaget skønnes ikke at ville få økonomiske eller administrative
konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Dette kapitel angiver den foreslåede lovs anvendelsesområde. Kapitlet har
een paragraf.
Til § 1
For at der kan foreligge erstatningsansvar efter loven, skal fire
grundbetingelser være opfyldt. For det første skal der foreligge en
skade på person eller ting, jf. beskrivelsen i § 2. Denne skade skal
være forvoldt af et produkt, jf. beskrivelsen i § 3. Det skadevoldende
produkt skal endvidere være defekt, jf. beskrivelsen af dette begreb i
§ 5, og endelig skal kravet rejses mod den, der har produceret produktet
(producenten) eller den importør eller leverandør, der ifølge
lovforslagets § 4 ifalder ansvar som producent.
Uden for lovens område falder f.eks. ansvar for erhvervstingsskader og
uforarbejdede landbrugs- og fiskeriprodukter, hvor ansvaret som hidtil må
afgøres efter de principper, der har udviklet sig i retspraksis.
Til kapitel 2
Kapitlet indeholder definitioner.
Til § 2
Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 9 og opregner de
skader, som producenten er ansvarlig for. Det drejer sig dels om
personskade i vid forstand, dels om skade på visse formuegoder.
Der er ikke herudover i direktivet fastsat regler om, hvilke tabsposter
der skal dækkes, og hvorledes erstatningen skal udmåles. Det er således
erstatningsansvarslovens regler om personskadeerstatning og dansk rets
almindelige regler om tingsskadeerstatning, der finder anvendelse i
forbindelse med en produktskade. Der henvises til de almindelige bemærkninger
nr. 3.8. og 3.9.
Ved tingsskade kan der blive tale om erstatning for totalskade, delskade
og afsavn. Tingsskader omfatter alle formuegoder, herunder skader på fast
ejendom, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret. Det er imidlertid
kun skade på ting til privat brug - de såkaldte forbrugertingsskader -
der er omfattes af lovforslaget.
Erhvervstingsskade, som f.eks. skade på landmandens besætning,
fabrikantens maskiner eller den produktion, som delproduktet eller råvaren
indgår i, er som nævnt ikke omfattet af lovforslaget, og disse skader
kan derfor fortsat kræves erstattet efter de almindelige erstatningsretlige
regler.
Lovforslaget omfatter endvidere ikke skade på selve det defekte produkt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger under nr. 7.
Ved bedømmelsen af, om en tingsskade kan kræves erstattet efter
lovforslaget, er det afgørende, om det formuegode, som det defekte produkt
har forvoldt skade på, opfylder såvel den objektive som den subjektive
betingelse, der er nævnt i stk. 2. Efter den objektive betingelse skal
det beskadigede formuegode være af en sådan art, at det normalt er beregnet
til privat brug eller forbrug. Visse genstande har en sådan karakter, at de
normalt kun er beregnet til erhvervsmæssig anvendelse. Det gælder f.eks. de
fleste større maskiner, og skader på sådanne ting - de såkaldte
erhvervstingsskader - er som nævnt ovenfor ikke omfattet af lovforslaget,
uanset om skadelidte måtte have anskaffet en sådan genstand til privat brug.
Andre genstande er beregnet til såvel erhvervsmæssig som privat benyttelse.
Det gælder f.eks. biler og møbler. I situationer, hvor genstanden efter sin
art også er beregnet til privat brug, vil det skulle afgøres efter den
subjektive betingelse, om skaden er omfattet af lovforslaget. Efter
denne betingelse er det afgørende, hvorledes genstanden hovedsagelig er
benyttet af skadelidte. Er den således hovedsagelig anvendt erhvervsmæssigt,
omfattes den ikke af lovforslaget, mens det modsatte er tilfældet, hvis den
hovedsagelig er benyttet til privat brug.
På grund af direktivet er det ikke muligt at formulere begrænsningen til
forbrugertingsskader i overensstemmelse med den sædvanlige
forbrugerdefinition, jf. f.eks. købelovens § 4a, hvorefter der bl.a. lægges
vægt på, om det købte hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig
anvendelse for køberen, og sælgeren vidste eller burde vide dette.
Til § 3
Bestemmelsen svarer til artikel 2 i direktivet og indeholder en definition
af begrebet produkt.
Til stk. 1 Begrebet produkt omfatter enhver løsøregenstand i modsætning
til fast ejendom og tjenesteydelser. En løsøregenstand er ethvert produkt,
hvad enten dette er forarbejdet eller er et naturprodukt. Således er
produkter som f.eks. naturgas, fjernvarme, vand og jord omfattet af
lovforslaget. Efter lovforslaget skelnes der ikke mellem industrielt eller
håndværksmæssigt fremstillede produkter.
Om baggrunden for, at fast ejendom og tjenesteydelser ikke omfattes af
lovforslaget, henvises til de almindelige bemærkninger nr. 3.6.3. og 3.6.4.
Lovforslaget omfatter ikke kun færdigvarer. Delprodukter og råvarer, der
indføjes i en anden genstand, vedbliver således at være et produkt i
lovforslagets forstand. Dette indebærer, at en producent af et delprodukt kan
blive ansvarlig for den skade, som det færdige produkt volder, hvis skaden
skyldes en defekt ved delproduktet.
Begrebet produkt omfatter i overensstemmelse med direktivet også
elektricitet. Producenten heraf vil f.eks. kunne blive ansvarlig, hvis den
elektricitet, der er kommet ud i forsyningsnettet, har en alt for høj
spænding.
Direktivets og dermed lovforslagets løsørebegreb er videre end det
løsørebegreb, der sædvanligvis anvendes i dansk ret, idet det også omfatter
genstande, som indgår som en bestanddel i en fast ejendom. Dette indebærer,
at skader på f.eks. en forbipasserende, der sker som følge af defekte
byggematerialer, vil være omfattet af lovforslaget. Som nævnt er skader
forårsaget af fast ejendom som sådan ikke i øvrigt omfattet af lovforslaget.
Undtagelsen af fast ejendom indebærer, at der f.eks. ikke foreligger et
produktansvar efter lovforslaget i en situation, hvor en fast ejendom styrter
sammen og volder skade på grund af andre omstændigheder end defekt ved de
materialer, som er anvendt ved byggeriet. Er baggrunden for en indtruffen
skade særlige forhold ved den grund, hvorpå den faste ejendom er opført, vil
forholdet derfor ikke være omfattet af lovforslaget. Det samme vil være
tilfældet, hvis skaden skyldes f.eks. en uheldig konstruktion eller uheldigt
valg af materialer. I disse tilfælde vil erstatningsansvaret imidlertid
normalt kunne støttes på de almindelige erstatningsretlige regler.
Tjenesteydelser er som anført ikke omfattet af lovforslaget. Afgrænsningen
mellem tjenesteydelser og produkter vil i visse særlige situationer kunne
give anledning til tvivl. Dette gælder særlig i de situationer, hvor
tjenesteydelsen er en del af produktets færdiggørelsesproces.
Ifølge direktivet og lovforslagets § 3 mister løsøregenstande ikke deres
karakter af produkt ved at blive indføjet som - eventuelt ubetydelig -
bestanddel af en anden løsørgenstand eller en fast ejendom. Dette må efter
Justitsministeriets opfattelse medføre, at den sædvanlige sondring mellem køb
og tjenesteydelser ikke kan anvendes som afgrænsning i forbindelse med dette
lovforslag, idet der ikke kan lægges vægt på, om den overvejende del af
forpligtelsen består i levering af en løsøregenstand eller af en
tjenesteydelse. Ved produktansvar vil det derimod som udgangspunkt være
nødvendigt at foretage en opdeling af den samlede præstation i køb af et
produkt og i køb af en arbejdspræstation (tjenesteydelse).
I de tilfælde, hvor den erhvervsdrivendes ydelse alene består i en
arbejdspræstation, f.eks. rådgivning eller håndværksmæssig bistand i form af
eftersyn af et produkt, falder ydelsen som helhed uden for lovforslaget. I
disse tilfælde vil en del af den erhvervsdrivendes ydelse imidlertid falde
inden for lovforslaget, idet der vil være ansvar for de produkter, som
anvendes i forbindelse med udførelse af tjenesteydelsen. Som et eksempel kan
nævnes udførelse af reparationsarbejde, hvor ydelsen består dels af en
arbejdspræstation dels af forbrug af reservedele. Reparatøren udskifter dele
med nye dele, som han typisk selv leverer i forbindelse med reparationen.
Viser det sig, at en reservedel, som er anvendt af reparatøren, volder skade
på grund af en defekt, vil producenten af den pågældende reservedel være
objektivt ansvarlig herfor. Viser det sig derimod, at de anvendte dele ikke
er defekte, men at reparatøren har begået en fejl i forbindelse med
udførelsen af arbejdet, vil dennes ansvar ikke skulles bedømmes efter dette
lovforslag, men efter de almindelige erstatningsretlige regler, hvor der i
praksis i øvrigt har udviklet sig et strengt ansvar for fagfejl.
Til stk. 2
Efter denne bestemmelse omfattes uforarbejdede jordbrugsprodukter,
husdyrbrugsprodukter, fiskeriprodukter og uforarbejdede produkter hidrørende
fra jagt ikke af lovens anvendelsesområde. I forhold til de tidligere
fremsatte lovforslag er der foretaget en sproglig rettelse i formuleringen af
dette stykke.
Om baggrunden for undtagelsesreglen henvises til de almindelige
bemærkninger nr. 3.6.2. Afgrænsningen af, hvilke typer af råvarer der hermed
undtages, sker i overensstemmelse med fortolkningen af begrebet
»landbrugsvarer« i EF-traktatens art. 38, jf. herved bilag II til
traktaten.
Det er kun uforarbejdede produkter, der undtages fra lovens
anvendelsesområde. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger nr.
3.6.2. vedrørende grænsen for, hvornår der er tale om uforarbejdede
produkter.
Når et jordbrugs- eller fiskeriprodukt m.v. har gennemgået første
forarbejdning, omfattes det af loven, og den producent, der har foretaget
forarbejdningen, bliver ansvarlig for en skade, som følger af defekten ved
produktet.
Til § 4
Bestemmelsen svarer til direktivets art. 3 og beskriver den kreds af
personer og virksomheder, som er ansvarlige efter lovforslaget.
Til stk. 1
Det er først og fremmest den egentlige producent, der ifalder ansvar.
Ifølge bestemmelsens 1. led er producenten beskrevet som den, der
fremstiller et produkt. Herved forstås enhver, der har deltaget i
produktionsprocessen af et produkt. Dette gælder, uanset om der er tale om
industriel eller håndværksmæssig produktion.
I bestemmelsens 2. led beskrives den situation, hvor der vanskeligt
kan tales om fremstilling, som følge af, at produktet helt eller delvis er
naturskabt. Producenten er her beskrevet som den, der indsamler eller
frembringer et produkt.
Endelig omfatter bestemmelsens 3. led den situation, hvor den, der
ikke har fremstillet et produkt, alligevel bliver ansvarlig, fordi han ved at
anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet udgiver sig for
at være dets producent.
Det kan formentlig i visse situationer give anledning til tvivl om den,
der f.eks. har anbragt sit navn på produktet, derved kan siges at udgive sig
for at være producent. I de tilfælde, hvor forbrugeren må få den opfattelse,
at produktet er produceret af den pågældende, er dette uden videre
tilstrækkeligt til, at den pågældende bliver anset som producent. I
modsætning hertil kan nævnes de situationer, hvor et firma f.eks. i
reklameøjemed sætter sit navn og adresse på et produkt. Det er ved afgørelsen
af, om den pågældende er producent efter denne særlige bestemmelse, uden
betydning, om skadelidte i det konkrete tilfælde rent faktisk vidste, at
produktet ikke er produceret af den, der udgiver sig for at være producent.
Det må derimod tillægges betydning, om anbringelse af varemærke m.v. generelt
er egnet til at give dette indtryk.
Det er kun de producenter, der for egen regning har deltaget i
fremstillingsprocessen af et produkt, der er ansvarlige efter lovforslaget.
Herved udelukkes personer, der alene udfører rent lønarbejde, fra at ifalde
selvstændigt ansvar.
Det er ikke en betingelse for, at producenten kan ifalde ansvar, at han
selv har fremstillet en eller flere dele af det færdige produkt. En fabrikant
af elektronisk materiel, der alene samler komponenter, som han har købt hos
forskellige delproducenter, er således producent i lovforslagets forstand. Om
de afgrænsningsproblemer, der vil kunne opstå ved vurderingen af, om den
pågældende er producent, eller om hans ydelse alene har karakter af en
tjenesteydelse, henvises til bemærkningerne til § 3.
Det er som nævnt ikke kun producenten af det færdige produkt, der kan
ifalde ansvar efter lovforslaget. Råvare- og delproducenter er ligesom
færdigvareproducenter objektivt ansvarlige for en defekt ved de pågældendes
produkter. Producenten af det færdige produkt er som udgangspunkt ansvarlig
for en defekt ved det færdige produkt, medmindre der foreligger en af de i §
7 opregnede særlige omstændigheder. Dette gælder både en defekt, der er
opstået i færdigvareproducentens egen virksomhed og en defekt opstået ved
produktionen eller fremstillingen af en delkomponent eller en råvare. Råvare-
og delproducenten er derimod kun ansvarlig for en defekt ved det færdige
produkt, hvis denne skyldes en defekt ved det produkt, der er leveret af
denne. Bestemmelsen om delproducentens ansvar skal således bl.a. ses i
sammenhæng med de begrænsninger, der følger af lovforslagets § 7, stk. 2 og
3. Ifølge § 7, stk. 2, kan delproducenten frigøre sig for ansvar, hvis det må
antages, at hans produkt ikke var defekt, da det blev bragt i omsætning,
hvilket i denne situation typisk sker i forbindelse med salget til
færdigvareproducenten. Ifølge § 7, stk. 3, bliver delproducenten endvidere
fri for ansvar, hvis han kan bevise, at defekten på delproduktet kan
tilskrives udformningen af det produkt, i hvilket delproduktet indgår, eller
anvisninger, der er givet af fabrikanten af det færdige produkt.
Såfremt flere kan drages til ansvar efter lovforslagets bestemmelser,
hæfter disse solidarisk, jf. lovforslagets § 12, der tillige indeholder
regler om regres. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til stk. 2
Ifølge stk. 2 pålægges EF-importøren af et produkt, dvs. den, der
indfører produktet fra et ikke EF-land til EF, samme ansvar som producenten.
Baggrunden for denne bestemmelse er ligesom bestemmelserne i stk. 3 og 4 at
sikre forbrugeren mest muligt. Bestemmelsen er således med til at sikre, at
erstatningskravet altid kan rejses mod en ansvarlig, der har hjemting i EF.
Bestemmelsen har fået særlig betydning, efter at EF-domskonventionen er
blevet gennemført. Der henvises til de almindelige bemærkninger nr. 6.
Den pågældende import skal være sket med henblik på salg eller anden
form for omsætning, hvorfor indførsel af f.eks. en maskine udelukkende
til brug i importørens egen erhvervsvirksomhed ikke medfører, at importøren
omfattes af stk. 2. Det er ikke nogen betingelse for, at importøren ifalder
ansvar som producent, at overdragelse til forbrugeren er betinget af
vederlag. Ikke-erhvervsmæssig indførsel af produkter f.eks i forbindelse med
turistrejser medfører ikke, at den pågældende anses som importør efter stk.
2. Det gælder, selv om de pågældende varer købes med henblik på videresalg
eller bortgivelse.
Til stk. 3-5
Bestemmelsen definerer, hvem der er mellemhandler. Det er den, som
erhvervsmæssigt bringer et produkt i omsætning uden at anses som producent.
Mellemhandleren ifalder et særligt hæftelsesansvar over for skadelidte og
senere mellemhandlere i omsætningskæden, jf. den foreslåede bestemmelse i §
11. Mellemhandlerens stilling kan sammenlignes med selvskyldnerkautionistens.
Enhver form for omsætning omfattes som udgangspunkt af begrebet
mellemhandler. Et produkt er ikke kun bragt i omsætning, når der foreligger
videresalg, men også når der foreligger leasing og udlejning. Der er ingen
betingelse for, at produktet er bragt i omsætning, at overdragelsen er sket
mod vederlag. Den, der alene har foretaget transport af produktet eller
f.eks. som handelsagent formidlet handlen, er derimod ikke mellemhandler og
ifalder derfor ikke mellemhandleransvar.
Det er en betingelse for at blive anset som mellemhandler og således for
at ifalde mellemhandleransvar, at den pågældende har bragt produktet i
omsætning erhvervsmæssigt. Begrebet »erhvervsmæssigt« skal forstås
på samme måde som begrebet »som led i sin erhvervsvirksomhed«, der
anvendes i lovforslagets § 4, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til
denne bestemmelse. Den, der f.eks. sælger sin brugte bil til en bilforhandler
eller til en anden privat, hæfter ikke for producentens ansvar. Dette gælder,
selv om den pågældende er erhvervsdrivende, f.eks. håndværker, når blot salg
af biler ikke er et led i den pågældendes erhvervsvirksomhed.
Som mellemhandler anses som udgangspunkt ethvert led i omsætningskæden.
Dog omfattes producenten ikke af reglen. Det gælder både de producenter, der
har deltaget i selve produktionsprocessen, og de mellemhandlere, der efter §
4, anses som producenter. Den, der har importeret et produkt til EF, ifalder
således ikke et hæftelsesansvar som mellemhandler, men bliver efter § 4, stk.
2, og § 6 selvstændigt objektivt ansvarlig for skaden. Ansvar som producent,
herunder EF-importør, indebærer imidlertid i realiteten ofte ligeledes en art
hæftelsesansvar for tidligere produktions- eller omsætningsled. Således er
EF-importøren selvstændigt ansvarlig på objektivt grundlag for en
produktskade, selv om produktet allerede var defekt, da importøren modtog
det, og selv om importøren ikke havde mulighed for at konstatere, at
produktet var defekt.
Hvis en mellemhandler bringer et såkaldt anonymt produkt i omsætning,
anses denne, jf. § 4, stk. 4, som producent, og er som følge heraf objektivt
ansvarlig for produktskade. Hvis mellemhandleren imidlertid inden rimelig tid
kan oplyse skadelidte om EF-producentens eller EF-importørens navn og adresse
eller navn og adresse på den, der har leveret produktet til mellemhandleren,
anses denne efter reglen i § 4, stk. 5, ikke som producent. Hvis
mellemhandleren efter denne regel frigør sig for det objektive ansvar,
medfører dette dog ikke, at mellemhandleren herved er ansvarsfri. I stedet
omfattes mellemhandleren af reglen i § 11 om mellemhandleransvar.
De oplysninger om den ansvarliges identitet, som skadelidte skal modtage
efter stk. 5, for at mellemhandleren kan slippe for at blive anset som
producent, skal være så præcise, at skadelidte på grundlag heraf vil kunne
retsforfølge den pågældende. Han skal derfor både have kendskab til dennes
navn og adresse, hvilket er fundet hensigtsmæssigt at præcisere i selve
lovteksten.
Leverandøren har ifølge direktivet og lovforslaget rimelig tid til
at fremkomme med de nødvendige oplysninger til identifikationen. Det
afgørende er alene den tid, der går, fra skadelidte rejser kravet overfor
leverandøren. Hvad der i øvrigt nærmere ligger i begrebet »rimelig
tid« beror på en konkret vurdering. I denne forbindelse må der tages
hensyn til, ikke blot hvilke vanskeligheder der er forbundet med at skaffe
oplysningerne, men også til skadelidtes behov for eller ønske om at kunne
gennemføre sit erstatningskrav inden for rimelig tid.
I relation til den, som et eventuelt krav rettes mod, begynder den 3-årige
forældelsesfrist i §10, stk. 1, først at løbe fra den dag, da skadelidte
havde eller burde have det fornødne kendskab til dennes identitet.
Til § 5
Bestemmelsen svarer til direktivets art. 6 og indeholder en beskrivelse af
begrebet defekt. Som udgangspunkt skal der ved afgørelsen af, om et produkt
lider af en defekt, lægges vægt på, om produktet frembyder den sikkerhed, som
forbrugeren kan gøre krav på. Ved vurderingen heraf skal der ses bort fra
fejlagtig anvendelse af produktet, der under de angivne omstændigheder må
anses for ufornuftig.
Begrebet »sikkerhed« indeholder ikke alene en henvisning til
begrebet »fare«. Produktets manglende anvendelighed eller
effektivitet til det forudsatte formål vil således også kunne medføre, at
produktet er defekt. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor en fryser ophører
med at fungere på grund af en defekt og herved volder skade på de nedfrosne
fødevarer. At der ikke er tale om en snæver forståelse af begrebet sikkerhed
er kommet til udtryk i stk. 1, hvorefter der ved bedømmelsen af, om produktet
frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes, skal tages hensyn til
alle sagens omstændigheder, herunder bl.a. den anvendelse af produktet som
med rimelighed kan forventes. Justitsministeriet finder ikke, at manglende
eller forsinket leverance er en defekt, der medfører produktansvar.
Til stk. 1
Efter stk. 1 lider et produkt af en defekt, når det ikke frembyder den
sikkerhed, som med rette kan forventes under hensyntagen til alle
omstændigheder.
En defekt kan således bero på en egenskab, som et produkt ikke har, men
som det med rette forventes at have, eller en egenskab, produktet har, men
som det med rette forventes ikke at have.
Hvilken grad af sikkerhed, et produkt bør frembyde for ikke at blive anset
som defekt, må afgøres efter generelle objektive kriterier og uafhængig af
den konkrete skadelidtes opfattelse af produktets anvendelsesmuligheder.
Den sikkerhed, som kan forventes, skal vurderes under hensyntagen til alle
omstændigheder, navnlig produktets markedsføring, den forventede anvendelse
af produktet og det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning.
For nogle produkters vedkommende har det offentlige udfærdiget
sikkerhedsforskrifter eller godkendelseskrav, hvis formål er at yde sikkerhed
mod skadeforvoldelse. Bringes et produkt, der ikke overholder de
sikkerhedsforskrifter eller godkendelseskrav, som er opstillet for det
pågældende produkt, i omsætning, vil det som udgangspunkt altid blive anset
for defekt, idet forbrugeren må være berettiget til at forvente den grad af
sikkerhed, som følger af gældende offentlige bestemmelser.
For de produkters vedkommende, hvor der ikke er udstedt offentlige
sikkerhedsforskrifter eller godkendelseskrav, må der ved bedømmelsen af
ansvarsspørgsmålet tages stilling til, om skadesrisikoen for vedkommende
produkt går ud over det, der normalt må kunne forventes af den pågældende
produkttype. Dette betyder imidlertid ikke, at det er tilstrækkeligt for at
undgå at ifalde ansvar, at producenten beviser, at hans produkt ikke er værre
end de fleste af samme kategori.
Defekt i lovforslagets forstand er forskelligt fra købelovens
mangelsbegreb. Det er derfor ingen betingelse for at pålægge ansvar for en
produktskade, at produktet lider af en mangel i købelovens forstand.
Efter gældende ret antages et produkt at være farligt (defekt), hvis det
kan forvolde skade i forbindelse med sædvanlig anvendelse, og denne
beskrivelse må antages i det væsentligste at svare til defektdefinitionen i
direktivet og dermed lovforslaget.
Til stk. 1, nr. 1
Udtrykket markedsføring dækker alle oplysninger om produktet uanset disses
art og form. Som typiske eksempler kan nævnes omtale af produktet i annoncer
samt de brugsanvisninger, advarsler og lignende, som følger med produktet.
Ved anvendelsen af begrebet markedsføring er der ikke tilsigtet en henvisning
til markedsføringslovens regler, men alene en omskrivning af direktivets
udtryk »præsentation«.
Det vil ikke altid kunne lade sig gøre at konstruere et produkt således,
at det ikke kan volde skade. I disse tilfælde vil det ved afgørelsen af, om
produktet er defekt, være af afgørende betydning, hvorledes produktet er
blevet markedsført for forbrugerne. En skadesrisiko i forbindelse med brug af
et produkt, som forbrugeren kender, og derfor kan tage i betragtning ved
anvendelsen af produktet, gør ikke produktet defekt.
Det er imidlertid ikke i alle tilfælde, at en advarsel vil medføre
ansvarsfrihed. Dette må bl.a. afhænge af den personkreds, varen retter sig
imod. Kan en fare uden væsentlige vanskeligheder og fordyrelse af produktet,
imødegås ved en konstruktionsmæssig forbedring, vil en advarsel eller
instruktion endvidere normalt heller ikke kunne fritage for ansvar.
Det vil ikke være nødvendigt at advare mod fare ved et produkt, hvis den
fare for skade, der er forbundet med almindelig brug, er velkendt for
forbrugeren.
Efter lovforslaget stilles der ikke bestemte krav til udformningen af de
oplysninger, der følger produktet, idet disse krav fremgår af
markedsføringslovens § 3. Herefter skal der gives en efter formuegodets art
forsvarlig vejledning, når denne er af betydning for bedømmelsen af godets
karakter eller egenskaber, herunder især brugsegenskaber, holdbarhed,
farlighed og vedligeholdelsesmuligheder. Ved fastlæggelsen af, hvad der er en
forsvarlig vejledning har forbrugerombudsmanden i sin årsberetning 1977-78,
side 101, anført, at vejledninger m.v., bør affattes på dansk, i det mindste
når salget sker til almindelige forbruger.
Til stk. 1, nr. 2
Ved vurderingen af, om der foreligger et produktansvar, skal der tillige
tages hensyn til produktets påregnelige brug. En anvendelse af produktet til
andre formål end det, som det er fremstillet til, vil kunne pege i retning af
ansvarsfrihed for producenten. I visse tilfælde må producenten imidlertid
forvente en vis atypisk brug af produktet, og han må derfor indrette
produktet således, at det ikke volder skade i forbindelse hermed.
Til stk. 1, nr. 3
For de fleste produkters vedkommende har der gennem tiderne udviklet sig
visse krav til sikkerheden. Disse kan have form af offentlige
godkendelseskrav eller sikkerhedsforskrifter, brancheaftaler eller sædvaner
udviklet i retspraksis eller anden praksis. Disse krav kan være blevet
skærpet, i tiden mellem produktet blev sat i omsætning og skadestidspunktet.
Dette kan have sammenhæng med ændrede forhold, f.eks. at der i den
mellemliggende tid er kommet nye og mindre risikobetonede produkter på
markedet eller nye produktionsmetoder, der gør det muligt at mindske risikoen
for en defekt. I disse tilfælde må der ved vurderingen af, om der foreligger
et produktansvar, lægges vægt på den sikkerhedsstandard, der var gældende på
det tidspunkt, da produktet blev sat i omsætning.
Forbrugeren kan således ikke altid forlange samme grad af sikkerhed ved et
ældre produkt, som ved et nyt. For eksempel kan man ikke forvente, at ældre
bilmodeller er forsynet med lige så gode bremser som nye modeller eller i det
hele taget er så sikre som nye. Heri ligger imidlertid ikke, at ældre
produkter aldrig kan anses for defekte, idet det afgørende er, om produktet
opfylder de krav til sikkerhed, som man er berettiget til at forvente også af
det ældre produkt.
Til stk. 2
Det er i stk. 2 præciseret, at alene den omstændighed, at der senere er
bragt et bedre og dermed mere sikkert produkt i omsætning, ikke medfører, at
det produkt, der tidligere er bragt i omsætning, lider af en defekt. Dette
udelukker naturligvis ikke, at andre omstændigheder medfører, at produktet er
defekt.
Til kapitel 3
Kapitlet indeholder relgerne om producentens ansvar og om erstatningen.
Til § 6
Til stk. 1
Bestemmelsen svarer til artikel 1 i direktivet og fastlægger
ansvarsgrundlaget for produktskader. Producenten, således som denne defineres
i § 4, er herefter objektivt ansvarlig for skade, der forårsages af en defekt
ved det produkt, som han har produceret eller leveret.
Bestemmelsen om objektivt ansvar gælder også, selv om der inden for
særlige områder er fastsat særregler om erstatningsansvar. Det gælder f.eks.
stærkstrømslovens § 6, hvorefter den, der driver et elektrisk
stærkstrømsanlæg, er pligtig at erstatte den skade på person eller gods, som
forvoldes af anlægget, medmindre det f.eks. oplyses, at denne ikke kunne have
været afværget ved den agtpågivenhed og omhu, som driften af sådanne anlæg
udkræver såvel i henseende til driftsmåden som til materiellet. En skade, som
skyldes en defekt ved elektriciteten, f.eks. fordi denne har forkert eller
varierende spænding, omfattes således af reglerne om objektivt ansvar i dette
lovforslag. Skyldes skaden andre omstændigheder i forbindelse med
stærkstrømsanlægget m.v., vil ansvaret fortsat skulle bedømmes efter reglen i
stærkstrømslovens § 6.
I § 7 er der foretaget en opregning af de omstændigheder, som producenten
kan påberåbe sig med henblik på at blive fritaget for det objektive ansvar
for skaden. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 4, hvorefter det påhviler
skadelidte at bevise, at der er sket en skade, at det skadevoldende produkt
er defekt, og at der er årssagssammenhæng mellem defekten og skaden.
Bestemmelsen indebærer, at den påståede skadevolder er fri for ansvar,
hvis det ikke findes godtgjort, at skadelidte har lidt en skade, at produktet
var defekt, og at der foreligger den fornødne årssagssammenhæng mellem
defekten og skaden. Bestemmelsen tager således stilling til, hvem der har
bevisbyrden for disse forhold, men siger ikke noget om, hvordan bevisbyrden
løftes. Herom findes der ikke almindelige regler. Princippet om den frie
bevisbedømmelse indebærer, at domstolene i hver enkelt sag må tage stilling
til, hvilken sandsynliggørelse der kræves fra skadelidtes side, for at
bevisbyrden kan anses løftet.
Til § 7
Bestemmelsen, der svarer til direktivets artikel 7, indeholder en
opregning af de tilfælde, hvor producenten ikke pålægges objektivt ansvar for
produktskade.
Det er producenten, der har bevisbyrden for, at der foreligger en af de
ansvarsfrihedsgrunde, der er nævnt i bestemmelsen. Dette er i
overensstemmelse med almindelige bevisbyrderegler og fremgår udtrykkeligt af
stk. 1 og 3. I stk. 2 siges om beviskravene, at producenten er fri for
ansvar, hvis han antageliggør, at produktet ikke var defekt, da producenten
bragte det i omsætning.
Til stk. 1
Efter stk. 1, nr. 1, er producenten ikke objektivt ansvarlig, hvis han kan
bevise, at han ikke har bragt produktet i omsætning. Det er ikke muligt
generelt at angive, hvornår et produkt må anses for at være bragt i
omsætning. Det må bl.a. afhænge af, på hvilken måde producenten bringer den
pågældende vare i omsætning. Det vil f.eks. typisk være sket, når produktet
er overgivet til forhandler eller selvstændig fragtfører.
Producenten er herefter ikke objektivt ansvarlig for skade, som produktet
volder, mens det stadig er under produktion. Hvis produktet f.eks. volder
skade på producentens ansatte, kan et eventuelt erstatningskrav således ikke
støttes på reglerne i dette lovforslag. Den ansatte vil derimod som
udgangspunkt være berettiget til erstatning i medfør af reglerne i
arbejdsskadeforsikringsloven.
I de tilfælde, hvor produktet er bragt i omsætning uden medvirken af
producenten eller nogen, som han har ansvar for, vil producenten efter
lovforslaget ikke være objektivt ansvarlig for eventuelle produktskader.
Dette gælder, uanset om produktet endnu var under bearbejdelse, eller om det
ligger på producentens færdigvarelager. Der sondres således efter direktivet
og dermed lovforslaget ikke mellem den situation, hvor et stjålent produkt
var klargjort til omsætning og den situation, hvor dette ikke var tilfældet.
Producenten kan dog have udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse med
opbevaringen af et produkt, og på grundlag heraf blive erstatningsansvarlig
efter den almindelige erstatningsretlige regel - culpareglen.
Det er ikke kun producenten efter § 4, stk. 1, der kan påberåbe sig denne
ansvarsfrihedsgrund. Også importøren eller leverandøren efter § 4, stk. 2 og
3, vil i medfør heraf kunne blive ansvarsfri. Er produktet f.eks. blevet
bragt i omsætning af producenten, men siden stjålet fra importørens
varelager, vil importøren ikke være ansvarlig for en eventuel produktskade,
og skadelidte må derfor henvises til at drage producenten til ansvar for
skaden.
Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, er producenten af et
ikke-erhvervsmæssigt fremstillet produkt ikke objektivt ansvarlig for en
produktskade. Hvis et sådant produkt imidlertid f.eks. sælges som led i
erhvervsmæssig virksomhed, bliver sælgeren objektivt ansvarlig for en
eventuel produktskade. I de typiske situationer giver det ikke anledning til
tvivl, om der er tale om erhvervsmæssig omsætning. Således falder som
udgangspunkt enkeltstående salg af hjemmefremstillede produkter uden for
lovforslaget, mens regelmæssigt salg som led i en erhvervsvirksomhed omfattes
af lovforslaget.
Skade i forbindelse med et produkt, som er erhvervsmæssigt produceret,
omfattes af lovforslaget, uanset produktet ikke er bragt i omsætning
erhvervsmæssigt, men f.eks. overdraget som gave.
Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, er en producent ansvarsfri i de
tilfælde, hvor defekten skyldes, at produktet skal være i overensstemmelse
med ufravigelige krav i offentlige forskrifter. Må det lægges til grund, at
det er et ufravigeligt krav fra en offentlig myndighed, at et produkt skal
tilsættes et bestemt stof i en vis mængde, vil producenten efter lovforslaget
ikke være ansvarlig, hvis netop dette stof er baggrunden for, at produktet
volder skade. I de formentlig sjældne tilfælde, hvor producenten vidste eller
burde have vidst, at sådanne ufravigelige krav medfører, at produktet volder
skade, vil han efter omstændighederne kunne ifalde ansvar efter den
almindelige erstatningsretlige regel - culpareglen.
Er sikkerhedsforskrifterne udformet således, at producenten selv kan
bestemme produktets sammensætning og design inden for grænser, som er
offentligt fastsat, vil han blive objektiv ansvarlig for de skader, som
produktet måtte forvolde, selv om han har holdt sig inden for de fastsatte
rammer.
Stk. 1, nr. 4, vedrører ansvarsfrihed for udviklingsskader. Det
afgørende ved bedømmelsen af, om producenten er ansvarlig efter lovforslaget,
er ikke, hvilken viden den pågældende producent faktisk sad inde med, da han
bragte produktet i omsætning, men om det efter den tilgængelige
videnskabelige og tekniske viden, der forelå på dette tidspunkt, måtte
betragtes som fejlfrit. Hvor dybtgående undersøgelser producenten bør
foretage, må antages bl.a. at være afhængig af produktets karakter og
egenskaber, herunder hvorledes produktet må forventes at blive anvendt. Hvis
det først på baggrund af udviklingen i den videnskabelige og tekniske viden
på et senere tidspunkt bliver muligt at erkende, at det produkt, som blev
betragtet som fejlfrit, i virkeligheden er farligt, er der tale om de
såkaldte udviklingsskader, for hvilke producenten ikke ifalder ansvar.
Til stk. 2
Efter stk. 2 er producenten ansvarsfri, hvis defekten først er
opstået efter, at han har bragt produktet i omsætning.
Producenten har ingen indflydelse på, at et produkt bliver defekt på grund af
f.eks. slid eller forkert brug. Det er derfor naturligt, at han ikke bliver
ansvarlig herfor. Om forståelsen af begrebet omsætning henvises til
bemærkningerne ovenfor under § 7, stk. 1, nr. 1.
Opstår defekten efter, at produktet er bragt i omsætning af producenten,
men inden importøren eller leverandøren efter § 4 omsætter dette, vil
importøren eller leverandøren være ansvarlig herfor.
Opstår defekten hos en leverandør, der ikke er omfattet af bestemmelsen i
§ 4, skal dennes ansvar ikke bedømmes efter lovforslaget, men efter
almindelige erstatningsretlige regler.
I overensstemmelse med direktivets artikel 7, litra b siges det om
beviskravene, at producenten er ansvarsfri, hvis der må antages, at defekten
ikke var til stede på det tidspunkt, da producenten bragte produktet i
omsætning. Dette vil typisk kunne ske ved, at producenten antageliggør, at
produktet var fejlfrit, da det forlod hans kontrol, eller at det må antages,
at defekten først er opstået senere.
I direktivteksten er det udtrykkeligt anført, at producenten er
ansvarsfri, hvis det enten må antages, at defekten ikke var til stede på det
tidspunkt, da han bragte produktet i omsætning, eller hvis defekten må
antages at være opstået senere. Det er ikke fundet nødvendigt, at medtage
ordene » eller at denne defekt er opstået senere«, da dette forhold
er dækket af den foreslåede formulering af stk. 2.
Til stk. 3
Ansvarsfrihedsgrunden i § 7, stk. 3, omfatter efter sin ordlyd alene
delproducenten, herunder råvareproducenten.
De fleste industriprodukter består af en eller flere komponenter, som
færdigvareproducenten ikke har fremstillet. Det er producenten af sådanne
komponenter, der omfattes af stk. 3. Disse producenter bliver herefter ikke
objektivt ansvarlige, hvis defekten kan tilskrives udformningen af det
færdige produkt eller præcise anvisninger, som færdigvareproducenten har
givet delproducenten.
Til § 8
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til direktivets artikel 9, litra b.
Ansvaret for forbrugertingsskader er i overensstemmelse med
direktivets bindende regel herom begrænset, således at den del af skaden, som
ikke overstiger 4.000 kr., ikke erstattes. Har et defekt produkt ved samme
begivenhed voldt skade på flere genstande, fradrages der i den samlede
erstatning for tingsskade et beløb på 4.000 kr.
Om betydningen af egen skyld i forbindelse med tingsskadeerstatning
henvises til bemærkningerne til § 9, stk. 2.
Efter artikel 18, stk. 2, kan beløbsangivelsen i stk. 1 ændres hvert 5. år
under hensyn til den økonomiske og valutariske udvikling i EF. På denne
baggrund foreslås justitsministeren i stk. 2 bemyndiget til at ændre
beløbet i stk. 1, hvis vedtagelsen af EF direktiv efter art. 18, stk. 2, gør
dette nødvendigt.
Til § 9
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til direktivets artikel 8, stk. 2.
Efter denne bestemmelse kan erstatning nedsættes eller bortfalde, hvis
skadelidte på grund af egen skyld har medvirket til skaden. Ordet erstatning
dækker såvel erstatning og godtgørelse for personskade, erstatning for tab af
forsørger samt tingsskadeerstatning, jf. lovforslagets § 2. Udtrykket
»medvirket til skaden« dækker på samme måde som det tilsvarende
udtryk i erstatningsansvarslovens § 24, stk. 2, såvel egen skyld som accept
af risiko.
Efter direktivet vil erstatning også kunne nedsættes eller bortfalde, hvis
en person, som skadelidte er ansvarlig for, har begået en fejl. Et sådant
princip om såkaldt passiv identifikation gælder allerede i dansk ret.
Justitsministeriet har derfor ikke fundet det hensigtsmæssigt udtrykkeligt at
nævne det i lovforslaget. Som eksempel på et tilfælde, hvor fejl hos andre
personer end skadelidte får betydning ved erstatningsudmålingen, kan nævnes
erstatning for tab af forsørger. Egen skyld hos afdøde vil således kunne
medføre, at erstatningen til de efterladte nedsættes i samme omfang, som
erstatningen til afdøde selv ville være nedsat.
Der er ikke ved lovforslaget tilsigtet en ændring af den eksisterende
retspraksis vedrørende betydningen af egen skyld. Der henvises nærmere til de
almindelige bemærkninger nr. 3.10.
Justitsministeriet har fundet anledning til i bestemmelsens stk. 2
udtrykkeligt at fastslå, at der ved beregningen af tingsskadeerstatning skal
ske fradrag af de i § 8 nævnte 4.000 kr., før erstatningen nedsættes på grund
af egen skyld.
Til § 10
Bestemmelsen, der indeholder regler om forældelse og ophør af
erstatningskrav efter lovforslaget, svarer til artiklerne 10 og 11 i
direktivet.
Lovforslaget opstiller 2 tidsfrister, der skal overholdes, hvis skadelidte
vil bevare sit erstatningskrav, dels en 3 års frist fra skadens indtræden, og
dels en frist på 10 år fra det tidspunkt, da produktet blev bragt i
omsætning.
Forældelsesreglerne i § 10 gælder direkte skadelidtes krav mod
producenten, men vil indirekte også få betydning i forhold til
mellemhandleransvar. Reglen i lovforslagets § 11 indebærer jo, at
mellemhandleren hæfter for skadelidtes krav mod producenten. Er kravet
mod producenten forældet, er der imidlertid ikke noget krav at hæfte for. Har
en mellemhandler efter § 11 måttet betale til skadelidte, indtræder
mellemhandleren i skadelidtes krav, jf. § 12, stk. 3, og det er derfor også i
den situation, hvor det nu er en mellemhandler, der gør kravet gældende (over
for en producent eller en tidligere mellemhandler i omsætningskæden),
forældelsesreglerne i forholdet mellem producenten og skadelidte, som er
afgørende.
Producentens undladelse af at gøre en forældelsesindsigelse gældende er
ikke bindende for mellemhandleren. Denne afskæres således ikke fra at gøre en
forældelsesindsigelse gældende ved, at producenten giver afkald på denne
indsigelse.
Også i relation til forældelsesspørgsmål svarer mellemhandlerens stilling
således ganske til selvskyldnerkautionistens.
Det bemærkes, at forældelsesreglerne i lovforslagets § 10 også gælder i de
tilfælde, hvor erstatning søges indtalt efter almindelige erstatningsregler,
jf. § 14 og bemærkningerne hertil nedenfor.
Til stk. 1
Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 10 og opstiller en frist på 3
år, inden for hvilken skadelidte skal gøre sit erstatningskrav gældende mod
den, der er ansvarlig i medfør af forslagets § 4. Forslaget indebærer en
ændring i forhold til dansk rets almindelige forældelsesfrist på 5 år regnet
fra det tidspunkt, hvor fordringen af kreditor kunne kræves betalt, jf.
1908-lovens § 1, nr. 5.
Baggrunden for direktivets og dermed lovforslagets regler om forældelse er
bl.a. et ønske om at fastsætte ensartede forældelsesfrister for produktskader
i samtlige medlemsstater.
Fristen regnes fra det tidspunkt, da skadelidte havde eller burde have
kendskab til skaden, defekten og producentens navn og opholdssted. Det er
efter bestemmelsen uden betydning, hvornår den skadevoldende handling
foretages. Går der nogen tid, inden skaden viser sig, regnes fristen først
fra dette senere tidspunkt. I mange tilfælde vil det ikke være muligt at
beregne erstatningskravets størrelse før på et senere tidspunkt. Dette vil
f.eks. være tilfældet, hvor skadelidte skal have erstatning for varigt men
eller for nedsat eller tabt erhvervsevne. I sådanne tilfælde skal
forældelsesfristen principielt regnes fra det tidspunkt, da skadelidte havde
eller burde have kundskab til skaden. Undertiden er det ikke muligt at
fastslå, om og i givet fald i hvilket omfang der opstår personskade i form af
varigt meen og tab af erhvervsevne, før der er gået nogen tid, og tilstanden
er blevet stationær.
I sådanne tilfælde vil der efter almindelige regler kunne ske en såkaldt
suspension af forældelsesfristen på grund af utilregnelig (undskyldelig)
uvidenhed. Reglen herom, der findes i § 3 i loven fra 1908 om forældelse af
visse fordringer, er der i det foreliggende lovforslag udtrykkeligt henvist
til i 10, stk. 1, 2. pkt., for så vidt angår den 3-årige forældelsesfrist. Om
afbrydelse af forældelsen, se nedenfor. Henvisningen til 1908-lovens
suspensionsregel er i nøje overensstemmelse med EF-direktivet, der i art. 10,
stk. 2, fastsætter, at direktivet ikke berører medlemsstaternes bestemmelser
om suspension eller afbrydelse af forældelsesfrister.
Skadelidte skal endvidere vide eller burde vide, at der er tale om en
produktskade før forældelsesfristen begynder at løbe. I mange tilfælde vil
det være klart for forbrugeren, at skaden skyldes en defekt ved et bestemt
produkt. I andre tilfælde vil det derimod kræve nærmere undersøgelser, før
det kan konstateres, om skaden skyldes en defekt ved produktet eller andre
omstændigheder. I disse tilfælde regnes 3 års fristen først fra det
tidspunkt, da det er eller bør være klart for skadelidte, at der er tale om
en produktskade.
Det er endvidere en betingelse, for at forældelsesfristen begynder at
løbe, at skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til producentens
navn og opholdssted. Kendskab til mellemhandlerens navn og opholdssted er
ikke nok til at få forældelsen til at løbe. Det er naturligt, at
forældelsesfristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, da skadelidte
havde eller burde have en sådan viden om den ansvarlige producents identitet,
at han kunne gøre sit krav gældende.
Begrebet opholdssted må fortolkes i overensstemmelse med den praksis, der
har udviklet sig vedrørende forståelsen af det tilsvarende begreb i
1908-lovens § 3.
I det foreliggende lovforslag er der i § 10, stk. 1, 2. pkt., medtaget en
regel, der med hensyn til suspension og afbrydelse af den 3-årige forældelse
henviser til reglerne i 1908-lovens § 2, 2. pkt., og § 3. Denne henvisning er
i nøje overensstemmelse med EF-direktivet, idet dettes artikel 10, stk. 2,
fastsætter, at medlemsstaternes bestemmelser om suspension eller afbrydelse
af forældelsesfrister ikke berøres af direktivet. Suspensionsreglen i
1908-lovens § 3 er omtalt ovenfor. Med hensyn til spørgsmålet om afbrydelse
af forældelse bestemmer 1908-lovens § 2, 2. pkt., at afbrydelse sker ved, at
kreditor opnår skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager retslige
skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af
forlig, dom eller anden retsafgørelse. Det er ved uformningen af det
foreliggende lovforslag i stedet for at medtage særlige bestemmelser om
afbrydelse af forældelse fundet mest hensigtsmæssigt at henvise til
1908-lovens almindelige regler, som er velkendte. En sådan henvisning har
også den fordel, at den praksis, der har udviklet sig efter de nævnte regler
i 1908-loven, vil kunne give en god vejledning til retsanvendelsen også i
forbindelse med den 3-årige forældelsesregel for produktskader.
Til stk. 2
Bestemmelsen indeholder en tidsmæssig begrænsning af ansvaret til 10 år
fra det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning. Denne ophørsregel
tillægger det i modsætning til reglen i § 10, stk. 1, ikke betydning, om
skadelidte har eller burde have kundskab til skaden, defekten og vedkommende
producents navn og opholdssted. Dette er i nøje overensstemmelse med
EF-direktivets artikel 11 om den 10-årige forældelsesfrist. Denne bestemmelse
i EF-direktivet indeholder endvidere ikke en til artikel 10, stk. 2, svarende
regel, og medlemsstaterne er således afskåret fra i deres lovgivning
vedrørende 10-årsfristen at gøre deres almindelige regler om suspension og
afbrydelse af forældelsesfrister anvendelige i forhold til 10-årsreglen.
Direktivets artikel 11 bestemmer, at fristen afbrydes ved, at skadelidte
inden for de 10 år anlægger retssag mod producenten.
Baggrunden for 10-årsfristen er bl.a., at produkter i tidens løb er udsat
for slid og ælde. Det bliver derfor stadig vanskeligere for den ansvarlige at
bevise, at den skadevoldende defekt ikke fandtes, da produktet forlod
producentens rådighed, eller at den er opstået senere f.eks. på grund af
slitage.
10-årsfristen regnes fra den dag, da den, der efter § 4 anses for
producenten, bragte det skadevoldende produkt i omsætning. Der henvises til
bemærkningerne til § 7, stk. 1, nr. 1, vedrørende spørgsmålet om, hvornår et
produkt er bragt i omsætning. I de situationer, hvor skaden opstår som følge
af længere tids brug af produkter af samme art f.eks. et medicinsk præparat,
vil det efter Justitsministeriets opfattelse formentlig være tilstrækkeligt,
at det sidste produkt, som skadelidte har anvendt, er bragt i omsætning inden
for 10-årsfristen.
Efter EF-direktivets artikel 11 afbrydes 10-årsfristen ved, at skadelidte
inden for de 10 år anlægger retssag mod producenten, og lovforslagets § 10,
stk. 2, indeholder derfor en tilsvarende regel, som er udformet som en
henvisning til 1908-lovens § 2, 2. pkt. Det behøver ikke være skadelidte
selv, der anlægger sagen, det er også tilstrækkeligt at afbryde
10-årsfristen, at sag anlægges af en mellemhandler, som efter § 12, stk. 3,
er indtrådt i skadelidtes krav. Til gengæld er det kun sagsanlæg mod
producenten, som afbryder forældelsen efter 10 årsreglen, idet EF-direktivets
artikel 11 ikke giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at sagsanlæg
mod en mellemhandler afbryder forældelse efter 10-årsreglen.
EF-direktivets artikel 11 nævner ikke, at afbrydelse også kan ske ved
producentens anerkendelse af gælden, og der er heller ikke nogen til artikel
10, stk. 2, svarende regel i artikel 11 om 10-årsfristen. Imidlertid må det
være klart, at 10-årsfristen ikke gælder, hvis producenten er indgået på et
skriftligt forlig om gælden, således at erstatningskravet har fået et særligt
retsgrundlag, der bringer det uden for reglerne om produktansvar, smh.
1908-lovens § 1, stk. 2. Men også i andre tilfælde må producentens
anerkendelse af gælden være tilstrækkeligt til at afbryde den 10-årige
forældelsesfrist. Det kan jo ikke være meningen, at skadelidte og producenten
tvinges til at føre retssag, når de er enige, og der ikke er nogen tvist. Der
er jo heller ikke noget til hinder for, at de i forbindelse med anerkendelsen
aftaler at forlænge forældelsesfristen. Justitsministeriet har derfor
udformet afbrydelsesreglen også for 10-årsfristen som en henvisning til
1908-lovens § 2, 2. pkt., der ved siden af sagsanlæg også tillægger
anerkendelse af gælden afbrydende virkning på forældelsen.
Til kapitel 4
Kapitlet indeholder reglerne om mellemhandlerens hæftelsesansvar for
produktskade. Kapitlet har een paragraf.
Til § 11
Bestemmelsen indebærer, at der påhviler mellemhandleren et objektivt
hæftelsesansvar umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i
omsætningskæden. Spørgsmålet om mellemhandleransvaret er særligt omtalt i de
almindelige bemærkninger nr. 3.4.
Om begrebet mellemhandler, se bemærkningerne til § 4, stk. 3-5.
Der har fra flere sider været rejst ønske om, at den foreslåede
produktansvarslov udtrykkeligt regulerer mellemhandlerens ansvar. Baggrunden
herfor er navnlig, at direktivets og dermed lovforslagets beskrivelse af,
hvem der anses som producent og dermed ansvarlig for produktskader efter de
foreslåede regler i en række tilfælde vil medføre, at skadelidte skal sagsøge
en udenlandsk producent, hvilket kan medføre forsinkelse og øgede
omkostninger.
En regulering af mellemhandleres ansvar for produktskade i
produktansvarsloven må også anses hensigtsmæssigt ud fra et retsteknisk
synspunkt. Ellers ville det være vanskeligt at forudsige, hvordan domstolene
vil overføre gældende praksis om mellemhandlerens ansvar for produktskade,
når der indføres udtrykkelige detaljerede lovregler om produktansvar på
objektivt grundlag.
Det foreslås på den baggrund, at mellemhandleren umiddelbart over for
skadelidte og over for senere mellemhandlere objektivt skal hæfte for det
ansvar, der påhviler producenten.
Den, der har importeret et produkt til EF, ifalder således ikke et
hæftelsesansvar efter § 11. Derimod er importøren efter § 6 selvstændigt
objektivt ansvarlig for skaden som producent.
Skadelidte kan vælge, hvilket led i omsætningskæden, han vil rette kravet
mod. Kravet kan også rettes mod flere led samtidig, f.eks. detailleddet, den
danske importør og selvfølgelig producenten efter § 4. Herved forbedres
skadelidtes mulighed for faktisk at opnå erstatning i anledning af
produktskaden. Hvis sagen resulterer i, at flere er ansvarlige, jf. § 6,
eller hæfter for skaden, jf. § 11, er disse solidarisk ansvarlige i forhold
til skadelidte, jf. § 12, stk. 1.
Efter forslaget indestår mellemhandleren for producenten eller tidligere
omsætningsleds ansvar for skade forvoldt af et produkt, som mellemhandleren
har bragt i omsætning. Mellemhandlerens ansvar er således afhængig af, om en
tilsvarende sag mod f.eks. producenten må antages at kunne føre til
domfældelse af denne. Det er derimod ikke en betingelse for, at ansvaret kan
gøres gældende mod mellemhandleren, at producentens eller en tidligere
mellemhandlers ansvar er fastslået ved f.eks. dom eller forlig.
Mellemhandleren indestår ikke kun for producentens objektive ansvar efter
reglerne i lovens kapitel 2. Lovforslaget tilsigter også at lade
mellemhandleren hæfte for producentens og tidligere mellemhandleres
produktansvar efter almindelige erstatningsregler. Efter lovforslagets § 14
begrænser den foreslåede lov ikke skadelidtes adgang til at kræve erstatning
efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, og
mellemhandleren vil således f.eks. hæfte for producentens ansvar for culpøse
skadegørende handlinger, der medfører tingskade på under 4.000 kr. tillige
for producentens ansvar efter dansk rets almindelige regler om erstatning i
eller uden for kontrakt.
Mellemhandleren hæfter også for det ansvar, som måtte påhvile tidligere
omsætningsled efter almindelige erstatningsregler. Efter retspraksis er (den
tidligere) mellemhandler selvstændigt ansvarlig for produktskade, hvis han
som sælger har givet en garanti, eller hvis produktet er blevet defekt ved
mellemhandlerens eller hans folks fejl eller forsømmelse. Efter retspraksis
antages der at foreligge fejl eller forsømmelse, hvis mellemhandleren har
tilsidesat sin undersøgelsespligt eller på anden måde handlet culpøst f.eks.
ved at have opbevaret produktet forkert, givet køber en forkert vejledning,
udleveret et forkert produkt eller lignende. Det antages, at mellemhandleren
ifalder ansvar efter en streng culpanorm. Hvis mellemhandleren er
erhvervsmæssig forhandler af varer af den pågældende art, vil f.eks.
tilsidesættelse af undersøgelsespligten, fejlopbevaring eller fejludlevering
normalt blive bedømt som en ansvarspådragende fejl. Hvis en mellemhandler
herefter må antages at være selvstændig ansvarlig for en produktskade, hæfter
mellemhandleren i et senere omsætningsled efter forslaget for dette ansvar.
Hvis mellemhandleren efter § 11 har udbetalt erstatning til skadelidte,
har denne som udgangspunkt adgang til fuld regres. Mellemhandleren indtræder
således i skadelidtes krav mod tidligere led i produktions- og
omsætningskæden. Der henvises til § 12, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Til kapitel 5
Kapitlet indeholder regler om det indbyrdes forhold mellem flere
ansvarlige for produktskader. Kapitlet har een paragraf.
Til § 12
Bestemmelsen svarer til artikel 5 i direktivet og fastlægger i stk. 1
princippet om, at flere skadevoldere hæfter solidarisk.
Bestemmelsen medfører, at skadelidte i visse tilfælde vil kunne gøre
ansvaret gældende mod råvareproducenten, delproducenten,
færdigvareproducenten og samtlige mellemhandlere. Skadelidte kan vælge at
anlægge sagen mod dem alle på een gang, men kan også vælge at gøre ansvaret
gældende mod den producent eller mellemhandler, som på grund af sin
økonomiske stilling vil have bedst mulighed for at betale skadeserstatning.
I stk. 2 og 3 reguleres den indbyrdes fordeling af ansvaret mellem
flere solidarisk hæftende skadevoldere. Den endelige fordeling vil normalt
ske uafhængigt af, hvem skadelidte har krævet erstatning hos. Den eller de
ansvarlige, der har betalt skadelidte erstatning, kan derfor kræve de andre
ansvarlige for deres andel.
Om lovens ufravigelighed, se § 13 og bemærkningerne hertil.
Stk. 2 indeholder regler om regres mellem flere producenter efter § 4,
stk. 1. Det er fundet rigtigt, at lade denne regel omfatte ikke alene
forholdet mellem råvareproducent, delproducent og færdigvareproducent, men
tillige forholdet mellem producenten og den mellemhandler, der betragtes som
producent som følge af, at han har forsynet produktet med et varemærke eller
lignende. Baggrunden herfor er, at mellemhandlere af denne kategori normalt
ikke blot er distributører, men ofte også vil have en meget betydelig
indflydelse på produktionen.
I bestemmelsen er anført nogle af de momenter, som skal tages i
betragtning ved fordelingen af ansvaret. Opregningen er ikke udtømmende,
ligesom det ikke generelt er muligt at angive vægten af de enkelte momenter i
forhold til andre. Når det i bestemmelsen anføres, at et af de momenter, der
kan tillægges betydning, er årsagen til defekten, er der herved navnlig tænkt
på, om der foreligger fejl eller forsømmelse hos en eller nogen af
producenterne. Endvidere skal der lægges vægt på anledningen til og
muligheden for at undgå, at defekten opstår og på foreliggende
ansvarsforsikringer.
Stk. 3 giver fuld regresadgang til EF-importører og andre mellemhandlere,
som efter forslagets § 4, stk. 2 og 4, anses som producenter, og til alle
mellemhandlere i omsætningskæden. Hvis den regressøgende forsætligt eller
uagtsomt har medvirket til skadens indtræden eller forøget dens omfang, kan
regreskravet imidlertid nedsættes eller bortfalde.
Om forældelse af regreskravet, se bemærkningerne til forslagets § 10.
Til kapitel 6
Kapitlet indeholder regler om lovens ufravigelighed og forholdet til andre
erstatningsregler.
Til § 13
Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 12 og indeholder et forbud mod
forudgående aftaler, hvorved ansvaret efter loven fraskrives eller
indskrænkes.
I forhold til direktivets regel er bestemmelsen udvidet, således at den
forbyder forudgående fravigelser ikke blot, hvor de er til skade for
skadelidte, men også hvor de er til skade for nogen, som indtræder i
skadelidtes krav, f.eks. en mellemhandler, der udreder erstatning til
skadelidte efter reglen om mellemhandleransvar i § 11, og derfor indtræder
skadelidtes krav efter lovforslagets § 12, stk. 3.
Baggrunden for bestemmelsen er bl.a., at det ville stride mod
lovforslagets formål, hvis reglerne om produktansvar var undergivet
princippet om aftalefrihed. Ansvaret er derfor gjort ufravigeligt, således at
det ikke på forhånd kan fraskrives eller indskrænkes over for skadelidte ved
en ansvarsfritagelses- eller ansvarsbegrænsningsklausul eller ved en aftale
om, at en mellemhandler ikke kan gøre regres.
Bestemmelsen indeholder alene et forbud mod forudgående aftaler om
ansvarsbegrænsning, idet det kun er på forhånd, at en eventuel skadelidt vil
have vanskeligt ved at overskue konsekvenserne af en aftale. Det er derimod
ikke hensigten at hindre, at den skadelidte og den ansvarlige indgår aftale
om f.eks. erstatningsberegningen eller forlængelse af forældelsesfrister,
efter at en konkret skade er indtruffet.
Der er efter bestemmelsen intet, der hindrer, at skadelidte ved en
forudgående aftale tillægges beføjelser, der går videre end lovens regler,
f.eks. får ret til fuld erstatning dvs. uden fradrag af 4.000 kr. i
forbindelse med en forbrugertingsskade.
Selv om reglerne i loven ikke kan fraviges ved en forudgående aftale
mellem parterne, vil de advarsler, instruktioner og informationer, som følger
med et produkt kunne få samme virkning som en egentlig
»ansvarsfraskrivelse«, idet bedømmelsen af, om et produkt er
defekt, påvirkes af disse oplysninger. Der henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 5. En advarsel om, at produktet ikke må benyttes af personer,
som lider af visse sygdomme, vil efter denne bestemmelse normalt indebære, at
en person, som lider af en af de omtalte sygdomme, ikke vil kunne kræve
erstatning, hvis den pågældende desuagtet benytter produktet. Oplyser
producenten derimod i forbindelse med produktets markedsføring, at han
fraskriver sig ethvert produktansvar, som følger af anvendelse af produktet,
uden at oplyse om bestemte risici, vil en sådan ansvarsfraskrivelse
naturligvis ikke få nogen betydning i forbindelse med vurderingen af, om
producenten er ansvarlig.
Til § 14
Bestemmelsen svarer til direktivets artikel 13, 2. led og indebærer, at
der ikke ved den foreslåede lov gøres nogen begrænsninger i skadelidtes
adgang til erstatning efter almindelige regler om erstatning i eller uden for
kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i henhold til anden
lovgivning.
Dette indebærer bl.a., at dansk rets almindelige regler om produktansvar
vedbliver at gælde ved siden af reglerne i den foreslåede lov.
Også regler i anden lovgivning bevarer deres betydning.
Flere steder i lovgivningen findes der sådanne særregler om
erstatningsansvar, som også kan omfatte ansvar for produktskader. Der kan
bl.a. nævnes lov om naturgasforsyning, luftfartsloven,
arbejdsskadeforsikringsloven, lov om erstatning for vaccinationsskader og lov
om erstatning til skadelidte værnepligtige.
I praksis bevarer disse regler deres betydning uanset gennemførelsen af
dette lovforslag, i det omfang disse regler er mere gunstige for skadelidte
end dem, som foreslås gennemført generelt for produktskader. Der kan særligt
nævnes regler om bevislettelse, om egen skyld, om tingsskadeerstatning og om
forældelse. I de ovennævnte love tillægges egen skyld i modsætning til dette
forslags § 9, stk. 1, kun betydning, hvis skadelidte har udvist forsæt eller
grov uagtsomhed. Endvidere findes der ikke i de nævnte love regler svarende
til forslagets § 8 om begrænsning af tingsskadeerstatning. Herudover vil
skadelidte normalt have en længere frist til at gøre sit krav gældende efter
de nævnte love.
Arbejdsskadeforsikringsloven, lov om erstatning for vaccinationsskader og
lov om erstatning til skadelidte værnepligtige indeholder tillige regler om
lettelse af skadelidtes bevis for, at der foreligger henholdsvis en
arbejdsskade, en vaccinationsskade eller en skade, som kan henføres til
udførelse af de pligter, der er forbundet med værnepligt.
I § 14, 2. pkt., er det bestemt at reglen i den foreslåede lovs § 10 om
forældelse også skal gælde i de tilfælde, hvor der kræves erstatning efter
almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt. Det ville være
alt for kompliceret for både producenter, mellemhandlere og skadelidte, hvis
man skulle arbejde med forskellige forældelsesregler, alt efter om
erstatningskravet blev rejst efter det ene eller det andet sæt regler. Det er
meget enklere at bruge de samme forældelsesregler. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 10.
Til § 15
Denne bestemmelse svarer til EF-direktivets artikel 14, hvorefter
direktivet ikke finder anvendelse på skade, som indtræffer ved nukleare
ulykker, og som er omfattet af internationale konventioner, der er
ratificeret af medlemsstaterne. Baggrunden for denne specielle undtagelse er
medlemsstaternes særlige konventionsbundne forpligtelser ved nukleare
ulykker, der tillige måtte være forårsaget af en defekt ved et produkt.
Efter en konvention om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis
område (Pariserkonventionen med senere tillægskonventioner) vil et
erstatningskrav som følge af en nuklear ulykke skulle rettes mod indehaveren
af atomanlægget. Dette gælder også, selv om et uheld skyldes en defekt ved
f.eks. en reaktor.
Til kapitel 7
Kapitlet indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser samt regler
om lovens territoriale gyldighed.
Til § 16
Til stk. 1
Da EF-direktivet skulle have været opfyldt af Danmark senest den 30. juli
1988, jf. direktivets artikel 19, er det meget vigtigt, at lovforslaget
gennemføres hurtigt, og at det kan træde i kraft med det samme. Derfor
foreslås det, at den foreslåede lov skal træde i kraft dagen efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Til stk. 2
Loven gælder alene produktskader hidrørende fra produkter, der af en
producent, jf. § 4, er bragt i omsætning efter lovens ikrafttræden.
Retsvirkningerne af skader indtrådt inden lovens ikrafttræden skal bedømmes
efter de hidtil gældende regler. Det samme gælder skader, der indtræder efter
lovens ikrafttræden, men som er forårsaget af produkter, der er bragt i
omsætning inden lovens ikrafttræden. Der henvises til de almindelige
bemærkninger punkt 2.
I de tilfælde, hvor et delprodukt er bragt i omsætning inden lovens
ikrafttræden, mens det færdige produkt er omsat efter lovens ikrafttræden,
vil ansvaret for producenten af delproduktet skulle bedømmes efter de hidtil
gældende regler, mens ansvaret for producenten af det færdige produkt skal
bedømmes efter lovforslagets regler. Loven er således ikke tillagt
tilbagevirkende kraft. Om betydningen af begrebet »bragt i
omsætning« henvises til bemærkningerne til § 7, stk. 1, nr. 1.
Til § 17
Bestemmelsen vedrører lovforslagets territoriale gyldighed.
Bilag
RÅDETS DIREKTIV
af 25. juli 1985
om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte
bestemmelser om produktansvar
(85/374/EØF)
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE
FÆLLESSKABER HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske
fællesskab, særlig artikel 100,
under henvisning til forslag fra Kommissionen (* 1),
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (* 2),
under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg (* 3),
og
ud fra følgende betragtninger:
Det er nødvendigt at foretage en tilnærmelse af de nationale retsregler om
producentens ansvar, for skade forårsaget af en defekt ved hans produkt,
fordi uensartede regler kan forvride konkurrencen og berøre de frie
varebevægelser inden for det fælles marked samt medføre forskelle i graden af
beskyttelse af forbrugerne mod skader på deres helbred eller ejendom, som
forårsages af et defekt produkt;
kun hvis der pålægges producenten et objektivt ansvar, opnås en
hensigtsmæssig løsning på det problem, som er karakteristisk for nutidens
stadige tekniske udvikling, og som består i at foretage en rimelig placering
af ansvaret for de risici, som den moderne tekniske produktion indebærer;
ansvaret omfatter kun industrielt fremstillet løsøre; derfor forekommer
det hensigtsmæssigt ikke at medtage ansvar for landbrugsvarer og produkter
hidrørende fra jagt, undtagen når sådanne produkter har gennemgået en
forarbejdning af industriel karakter, som kan forårsage en defekt ved
produkterne; ansvaret i henhold til dette direktiv skal gælde også for
produkter, der anvendes ved opførelse af bygninger, eller som indgår i disse;
beskyttelsen af forbrugerne gør det nødvendigt at enhver, der har andel i
produktionsprocessen, skal kunne gøres ansvarlig, for så vidt som et færdigt
produkt eller et delprodukt af et sådant eller et leveret materiale lider af
en defekt; af samme grund omfatter ansvaret importører af produkter
fremstillet uden for Fællesskabet samt enhver, der præsenterer sig som
producent i eget navn eller med sit eget mærke eller kendetegn, samt enhver ,
der leverer et produkt, hvis producent ikke kan indentificeres;
såfremt flere personer hæfter for den samme skade, er det af hensyn til
beskyttelsen af forbrugerne nødvendigt, at skadelidte kan kræve fuld
skadeserstatning hos hver enkelt;
for at beskytte en person og hans ejendom skal der ved afgørelsen af, om
et produkt lider af en defekt, ikke lægges vægt på, om produktet, mangler
brugsegnethed, men derimod på, om det ikke frembyder den sikkerhed, som
forbrugerne kan gøre krav på; ved vurderingen heraf skal der ses bort fra
enhver fejlagtig anvendelse af produktet, der under de givne omstændigheder
må anses for ufornuftig;
en retfærdig risikofordeling mellem en skadelidt og en producent må
indebære, at en producent skal kunne friholde sig for ansvar, såfremt han
beviser, at der foreligger forhold, der fritager ham for ansvar;
beskyttelsen af forbrugerne gør det nødvendigt, at producentens ansvar
ikke berøres af, at andre personer måtte have bidraget til at forårsage
skaden; dog kan en medvirkende fejl fra skadelidtes side tages i betragtning
med henblik på at nedsætte ansvaret eller at lade dette bortfalde;
beskyttelsen af forbrugerne gør det nødvendigt at yde erstatning for
personskade, herunder ved død, samt for skader på ting; sidstnævnte form for
skade skal imidlertid være begrænset til ting til privat brug eller til
privat fortæring, og der skal som selvrisiko fradrages et fast beløb for at
undgå et for stort antal tvister; dette direktiv berører ikke erstatning for
svie og smerte samt anden ikke-økonomisk skade, der måtte være omfattet af
bestemmelser i den for dette område gældende lovgivning;
en ensartet forældelsesfrist for krav om skadeserstatning er såvel i den
skadelidtes som i producentens interesse;
produkter slides i tidens løb; der udvikles strengere
sikkerhedsforskrifter og der sker stadig videnskabelige og tekniske
fremskridt; det ville derfor ikke være rimeligt at lade en producent hæfte i
ubegrænset tidsrum for, at hans produkter er defekte; hans ansvar bør
følgelig ophøre efter et rimelig langt tidsrum; idet dog allerede iværksat
retsforfølgning ikke skal påvirkes heraf;
for at sikre en effektiv beskyttelse af forbrugerne skal producentens
ansvar over for den skadelidte ikke kunne indskrænkes ved en kontraktlig
klausul;
i henhold til medlemsstaternes retsregler kan en skadelidt have ret til
erstatning på grundlag af et kontraktligt ansvar eller på et grundlag uden
for kontraktsforhold, som er forskelligt fra det i dette direktiv omhandlede;
for så vidt sådanne bestemmelser tillige har til formål at virkeliggøre en
effektiv beskyttelse af forbrugerne, berøres de ikke af dette direktiv;
såfremt der i en medlemsstat ved en særlig ansvarsordning allerede sikres
forbrugerne en effektiv beskyttelse på medicinalvareområdet, skal det
ligeledes fortsat være muligt at iværksætte retsforfølgning på grundlag af en
sådan ordning;
i det omfang ansvaret for nukleare skader allerede i tilstrækkeligt omfang
er reguleret ved særlige bestemmelser i alle medlemsstaterne kan skader af
denne art udelukkes fra direktivet;
udelukkelsen af landbrugsråvarer og produkter hidrørende fra jagt fra
direktivets anvendelsesområde kan på baggrund af behovet for beskyttelse af
forbrugerne i visse medlemsstater opfattes som en ubegrundet indskrænkning i
denne beskyttelse; en medlemssat skal derfor kunne udvide ansvaret til disse
produkter;
af lignende årsager kan adgang for en producent til at afvise et ansvar,
hvis han beviser, at det ikke på grundlag af den videnskabelige og tekniske
viden på det tidspunkt, da han bragte produktet i omsætning, havde været
muligt at opdage defekten, i visse medlemsstater opfattes som en ubegrundet
indskrænkning i beskyttelsen af forbrugerne; en medlemsstat skal derfor i sin
lovgivning kunne opretholde bestemmelser om eller kunne indføre en ny
lovgivning om, at en sådan frigørende bevisførelse ikke skal kunne finde
sted; i tilfælde at indførelse af ny lovgivning skal anvendelsen af denne
undtagelsesbestemmelse dog være betinget af en standstill-procedure på
fællesskabsplan med henblik på, hvis det er muligt, at gennemføre en ensartet
forøgelse af beskyttelsesniveauet i Fællesskabet;
på baggrund af de retlige traditioner i de fleste medlemsstater er det
ikke hensigtsmæssigt at fastsætte en økonomisk overgrænse for en producents
objektive ansvar; eftersom der dog findes forskellige traditioner, forekommer
det rimeligt at tillade, at en medlemsstat fraviger princippet om ubegrænset
ansvar og foreskriver en begrænsning af producentens samlede ansvar for
identiske genstande med samme defekt, såfremt denne begrænsning fastsættes på
et tilstrækkeligt højt niveau til at sikre beskyttelsen af forbrugerne og det
fælles markeds korrekte funktion;
den harmonisering, der følger af dette direktiv, kan ikke på indeværende
stadium være fuldstændig, men den åbner vejen for en mere vidtgående
harmonisering; Rådet skal derfor med regelmæssige mellemrum have forelagt
rapporter fra Kommissionen om gennemførelsen af dette direktiv, eventuelt
ledsaget af passende forslag;
på denne baggrund er det særlig vigtigt at foretage en fornyet gennemgang
af de bestemmelser i dette direktiv, der omhandler medlemsstaternes
muligheder for at gøre undtagelser, hvilket skal ske efter et tidsrum, som er
tilstrækkelig langt til, at der samles praktisk erfaring om virkningerne af
disse undtagelser på beskyttelsen af forbrugerne og på det fælles markeds
funktion -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
En producent er ansvarlig for skade, der forårsages af en defekt ved hans
produkt.
Artikel 2
Ved gennemførelsen af dette direktiv forstås ved udtrykket
»produkt« enhver løsøregenstand med undtagelse af landbrugsråvarer
og produkter hidrørende fra jagt, selv om genstanden indgår som en fast
bestanddel i en anden løsøregenstand eller i en fast ejendom. Ved
»landbrugsråvarer« forstås jordbrugsprodukter, husdyrbrugsprodukter
og fiskeriprodukter med undtagelse af produkter, der har undergået en første
forarbejdning. Udtrykket »produkt« omfatter tillige elektricitet.
Artikel 3
1. Ved »producent« forstås fabrikanten af et færdigt produkt,
producenten af en råvare eller fabrikanten af et delprodukt, samt enhver
person, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på
produktet udgiver sig for at være dets producent.
2. Uden at producentens ansvar derved berøres, anses den, der med henblik
på videresalg, udlejning, leasing eller enhver anden form for distribution
som led i sin erhvervsvirksomhed indfører et produkt i Fællesskabet som
dettes producent i henhold til dette direktiv, og den pågældende er ansvarlig
på samme måde som producenten.
3. Såfremt producenten af produktet ikke kan identificeres, anses enhver
leverandør af produktet som dets producent, medmindre leverandøren inden for
et rimeligt tidsrum oplyser skadelidte om producentens identitet eller i
identiteten af den person, som har leveret produktet til ham. Det samme
gælder, endog selv om producentens navn er angivet, for indførte produkter,
der ikke angiver identiteten af den i stk. 2 omhandlede importør.
Artikel 4
Det påhviler skadelidte at føre bevis for skaden, defekten og
årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.
Artikel 5
Såfremt flere personer i henhold til bestemmelserne i dette direktiv er
ansvarlige for samme skade, hæfter de solidarisk, og uden at nationale
bestemmelser om regres berøres.
Artikel 6
1. Et produkt lider af en defekt, når det ikke frembyder den sikkerhed,
som med rette kan forventes under hensyntagen til alle omstændigheder,
navnlig
a) produktets præsentation;
b) den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan forventes;
c) tidspunktet, hvor produktet er bragt i omsætning;
2. Et produkt anses ikke for at lide af en defekt, blot fordi der senere
er bragt et bedre produkt i omsætning.
Artikel 7
Producenten er efter dette direktiv ikke ansvarlig, hvis han beviser,
a) at det, omstændighederne taget i betragtning, må antages, at den
defekt, der har forvoldt skaden, ikke var til stede på det tidspunkt, da han
bragte produktet i omsætning, eller at denne defekt er opstået senere,
c) at produktet hverken var fremstillet med henblik på salg eller anden
for for distribution i et for producenten erhvervsmæssigt øjemed eller
fremstillet eller distribueret som led i producentens erhvervsvirksomhed,
d) at defekten skyldes, at produktet skal være i overensstemmelse med
ufravigelige forskrifter udstedt af de offentlige myndigheder,
e) at det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det
tidspunkt, da han bragte produktet i omsætning, ikke var muligt at opdage
defekten, eller
f) at defekten, hvor der er tale om en fabrikant af et delprodukt, kan
tilskrives udformningen af det produkt, i hvilket delproduktet indgår, eller
de af det samlede produkts fabrikant givne anvisninger.
Artikel 8
1. For så vidt andet ikke fremgår af nationale bestemmelser om regres,
nedsættes producentens ansvar ikke, når skaden er forårsaget af en defekt ved
produktet i forening med en tredjemands adfærd.
2. Producentens ansvar kan under hensyn til samtlige omstændigheder
nedsættes eller bortfalde, når skaden er forårsaget af en defekt ved
produktet i forening med fejl udvist af skadelidte eller af en person, for
hvem skadelidte er ansvarlig.
Artikel 9
Ved »skade« i artikel 1 forstås;
a) personskade, herunder død;
b) skade på eller ødelæggelse af en anden ting end selve det defekte
produkt, med fradrag af en selvrisiko på 500 ECU, forudsat at den pågældende
ting
i) er af en art, som sædvanligvis er beregnet til privat brug eller
fortæring, og
ii)hovedsagelig er anvendt af skadelidte til privat brug eller med henblik
på privat fortæring.
Nationale bestemmelser om ikke-økonomisk skade påvirkes ikke af denne
artikel.
Artikel 10
1. Medlemsstaterne fastsætter i deres lovgivning, at erstatningskrav på
grundlag af dette direktiv forældes tre år efter den dag, da klageren, har
fået eller burde have fået kendskab til skaden, defekten og producentens
identitet.
2. Medlemsstaternes bestemmelser om suspension eller afbrydelse af
forældelsesfrister berøres ikke af dette direktiv.
Artikel 11
Medlemsstaterne fastsætter i deres lovgivning, at skadelidtes rettigheder
i henhold til bestemmelser i dette direktiv ophører ti år efter den dag, da
producenten har bragt det produkt, der har forårsaget skaden, i omsætning,
medmindre skadelidte inden for dette tidsrum har anlagt retssag mod denne.
Artikel 12
Producentansvaret i henhold til dette direktiv kan ikke fraskrives eller
indskrænkes over for skadelidte ved en ansvarsfritagelses- eller
ansvarsbegrænsningsklausul.
Artikel 13
Dette direktiv berører ikke de rettigheder, som skadelidte kan påberåbe
sig under henvisning til retsreglerne om ansvar i og uden for kontraktforhold
eller under henvisning til særregler om ansvar, der er gældende på
tidspunktet for direktivets meddelelse.
Artikel 14
Dette direktiv finder ikke anvendelse på skade, som indtræffer ved
nukleare ulykker, og som er omfattet af internationale konventioner, der er
ratificeret af medlemsstaterne.
Artikel 15
1. Hver medlemsstat kan
a) som en undtagelse fra artikel 2 i sin lovgivning bestemme, at udtrykket
»produkt« i artikel 1 tillige betegner landbrugsråvarer og
produkter hidrørende fra jagt;
b) som en undtagelse fra artikel 7, litra e), i sin lovgivning bevare
eller under iagttagelse af den i stk. 2 i nærværende artikel omhandlede
procedure indføre bestemmelser om, at producenten er ansvarlig, selv om han
beviser, at det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det
tidspunkt, da han bragte produktet i omsætning, ikke havde været muligt at
opdage defekten.
2. Den medlemsstat, der ønsker at gøre brug af den i stk. 1, litra b),
omhandlede foranstaltning, giver Kommissionen meddelelse om teksten til den
påtænkte foranstaltning; Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater
herom.
Den pågældende medlemsstat afstår fra at gennemføre den påtænkte
foranstaltning i et tidsrum af ni måneder fra meddelelsen til Kommissionen,
for så vidt Kommissionen ikke i mellemtiden har forelagt Rådet forslag til
ændring af dette direkte med hensyn til det omhandlede spørgsmål. Hvis
imidlertid Kommissionen ikke inden for et tidsrum af tre måneder fra
modtagelsen af ovennævnte meddelelse underretter vedkommende medlemsstat om,
at den agter at forelægge et sådant forslag for Rådet kan medlemsstaten
straks gennemføre den pågældende foranstaltning.
Hvis Kommissionen forelægger Rådet et forslag til ændring af dette
direktiv inden for ovennævnte tidsrum af ni måneder, skal vedkommende
medlemsstat afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning i et
yderligere tidsrum af atten måneder fra forslagets forelæggelse.
3. Ti år efter datoen for direktivets meddelelse forelægger Kommissionen
Rådet en rapport om, hvorledes domstolenes anvendelse af artikel 7, litra e)
og af stk. 1, litra b) i nærværende artikel har indvirket på beskyttelsen af
forbrugerne og på det fælles markeds funktion. På baggrund af denne rapport
træffer Rådet i henhold til traktatens artikel 100 på forslag af Kommissionen
afgørelse om ophævelse af artikel 7, litra e).
Artikel 16
1. Medlemsstaterne kan bestemme, at producentens samlede ansvar for
personskade, herunder død, som er forårsaget af identiske genstande med samme
defekt, skal være begrænset til et beløb på mindst 70 mio. ECU.
2. Ti år efter datoen for direktivets meddelelse aflægger Kommissionen
rapport til Rådet om, hvorledes anvendelsen af den økonomiske begrænsning af
ansvaret i de medlemsstater, der har benyttet sig af den i stk. 1 fastsatte
mulighed, har indvirket på beskyttelsen af forbrugerne og på det fælles
markeds funktion. På baggrund af denne rapport træffer Rådet i i henhold til
traktatens artikel 100 på forslag af Kommissionens afgørelse om ophævelse af
stk. 1.
Artikel 17
Dette direktiv finder ikke anvendelse på produkter, der er bragt i
omsætning inden datoen for ikrafttrædelsen af de i artikel 19 omhandlede
bestemmelser.
Artikel 18
1. ECUen er ved anvendelsen af dette direktiv den, der er fastsat i
forordning (EØF) nr. 3180/78 (* 4), som ændret ved forordning (EØF) nr. 2626
(* 5). Modværdien i national valuta er første gang den, der gælder på datoen
for udstedelsen af dette direktiv.
2. Rådet foranstalter på forslag af Kommissionen hvert femte år en
undersøgelse og eventuelt en revision af direktivets beløb under hensyn til
den økonomiske og valutariske udvikling i Fællesskabet.
Artikel 19
1. Medlemsstaterne ændrer deres nationale administrativt eller ved denne
lov fastsatte bestemmelser med henblik på at efterkomme dette direktiv senest
tre år efter datoen for direktivets meddelelse (* 6). De underretter straks
Kommissionen herom.
2. Den i artikel 15, stk. 2, omhandlede procedure gælder fra datoen for
direktivets meddelelse.
Artikel 20
Medlemsstaterne tilsender Kommissionen teksten til de vigtigste nationale
retsregler, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 21
Kommissionen tilsender hvert femte år Rådet en rapport om gennemførelsen
af bestemmelserne i dette direktiv samt forelægger det i givet fald passende
forslag.
Artikel 22
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 25. juli 1985.
På Rådets vegne
J. POOS
Formand
(* 1) EFT nr. C 241 af 14.10.1976 s. 9, og EFT nr. C 271 af 26.10.1979 s.
3.
(* 2) EFT nr. C 127 af 21.5.1979 s. 61.
(* 3) EFT nr. C 114 af 7.5.1979 s. 15.
(* 4) EFT nr. L 379 af 30.12.1978, s. 1.
(* 5) EFT nr. L. 247 af 16.9.1984, s. 1.
(* 6) Dette direktiv er meddelt medlemsstaterne den 30. juli 1985.
Efter 2. behandling den 16. maj 1989
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for det ansvar, der påhviler en producent og en
mellemhandler for skade forårsaget af en defekt ved et produkt, der er
produceret eller leveret af denne (produktskade).
Kapitel 2
Definitioner
Skade
§ 2. Loven omfatter erstatning og godtgørelse for personskade og
erstatning for tab af forsørger. Endvidere omfatter loven erstatning for
skade på ting i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 2. Skade på ting er omfattet af loven, hvis den pågældende genstand
efter sin art sædvanligvis er beregnet til ikke-erhvervsmæssig benyttelse og
hovedsagelig er anvendt af skadelidte i overensstemmelse hermed. Loven
omfatter ikke skade på selve det defekte produkt.
Produkt
§ 3. Ved et produkt forstås enhver løsøregenstand, hvad enten denne er
forarbejdet eller er et naturprodukt, og uanset om genstanden er indføjet som
en bestanddel af en anden løsøregenstand eller en fast ejendom. Reglerne om
produkter omfatter også elektricitet.
Stk. 2. Loven omfatter ikke uforarbejdede produkter hidrørende fra
jordbrug, husdyrbrug, fiskeri og jagt.
Producent og mellemhandler
§ 4. Som producent anses den, der fremstiller et færdigt produkt, et
delprodukt eller en råvare, den, der frembringer eller indsamler et
naturprodukt, samt den, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet
kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets producent.
Stk. 2. Som producent anses endvidere den, der som led i sin
erhvervsvirksomhed indfører et produkt i EF med henblik på videresalg,
udlejning, leasing eller anden form for omsætning.
Stk. 3. Som mellemhandler anses den, som erhvervsmæssigt bringer et
produkt i omsætning uden at anses som producent.
Stk. 4. Kan skadelidte ved et produkt, der er produceret i EF, ikke
konstatere, hvem der har produceret dette, eller kan skadelidte ved et
produkt, der er produceret uden for EF, ikke konstatere, hvem der har indført
dette i EF, anses enhver mellemhandler af produktet som producent.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 gælder ikke, hvis mellemhandleren inden
rimelig tid giver skadelidte oplysninger om producentens eller importørens
navn og adresse eller navnet og adressen på den, der har leveret produktet
til mellemhandleren. Mellemhandleren kan ikke henvise skadelidte til en
ansvarlig, der har hjemting uden for EF.
Defekt
§ 5. Et produkt lider af en defekt, når det ik-
ke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes. Ved bedømmelsen
heraf tages hensyn til alle omstændigheder, navnlig til:
1) produktets markedsføring,
2) den anvendelse af produktet, som med rimelighed kan forventes, og
3) tidspunktet, da produktet er bragt i omsætning.
Stk. 2. Et produkt anses ikke for at være defekt, alene fordi der senere
er bragt et bedre produkt i omsætning.
Kapitel 3
Ansvaret og erstatningen
Ansvaret
§ 6. En producent skal erstatte skade, der er forårsaget af en defekt ved
et produkt, som er produceret eller leveret af denne.
Stk. 2. Det påhviler skadelidte at føre bevis for skaden, defekten og
årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden.
Ansvarsfrihedsgrunde
§ 7. Producenten er ikke ansvarlig, hvis denne beviser:
1) at denne ikke har bragt produktet i omsætning,
2) at produktet af denne hverken er fremstillet, frembragt, indsamlet
eller bragt i omsætning som led i erhvervsvirksomhed,
3) at defekten skyldes, at produktet skal være i overensstemmelse med
ufravigelige forskrifter udstedt af offentlig myndighed, eller
4) at det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det
tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning, ikke var muligt at opdage
defekten.
Stk. 2. Producenten er endvidere ikke ansvarlig, hvis det må antages, at
den defekt, der har forvoldt skaden, ikke var til stede på det tidspunkt, da
denne bragte produktet i omsætning.
Stk. 3. Producenten af et delprodukt er ikke ansvarlig, hvis denne
beviser, at defekten ved produktet skyldes udformningen af det produkt, i
hvilket delproduktet indgår, eller anvisninger, som er givet af den, der har
fremstillet det færdige produkt.
Tingsskade
§ 8. Ved fastsættelse af erstatning for skade på ting fradrages et beløb
på 4.000 kr.
Stk. 2. Justitsministeren kan til gennemførelse af EF-direktiv herom ændre
beløbsangivelsen i stk. 1.
Egen skyld
§ 9. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har
medvirket til skaden ved forsæt eller uagtsomhed.
Stk. 2. Ved skade på ting skal nedsættelse som følge af egen skyld ske i
det beløb, der fremkommer efter fradrag af det i § 8 nævnte beløb.
Kapitel 4
Mellemhandleransvar
§ 10. En mellemhandler hæfter for produktansvar umiddelbart over for
skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden.
Kapitel 5
Flere ansvarlige og regres
§ 11. Er to eller flere ansvarlige efter denne lov for samme skade, hæfter
de solidarisk.
Stk. 2. Er flere ansvarlige som producenter i henhold til § 4, stk. 1,
fordeles ansvaret mellem disse i mangel af aftale herom under hensyn til
årsagen til defekten, den enkelte producents anledning til og mulighed for at
føre kontrol med produktet, foreliggende ansvarsforsikringer og
omstændighederne i øvrigt.
Stk. 3. Den, der som mellemhandler eller som producent i henhold til § 4,
stk. 2 eller 4, har betalt erstatning til skadelidte eller en senere
mellemhandler, indtræder i skadelidtes krav mod tidligere led i produktions-
og omsætningskæden. Regreskravet kan bortfalde eller nedsættes, hvis den
regressøgende forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skadens indtræden
eller forøget dens omfang.
Kapitel 6
Andre bestemmelser
Lovens ufravigelighed
§ 12. Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for
skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes krav.
Forholdet til almindelige erstatningsregler
§ 13. Loven begrænser ikke skadelidtes adgang til erstatning efter
almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt eller i medfør af
regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.
Forældelse
§ 14. Erstatningskrav for produktskade efter denne lov eller efter
almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, jf. § 13,
forældes 3 år efter den dag, da skadelidte har fået eller burde have fået
kendskab til skaden, defekten og vedkommende producents navn og opholdssted.
Med hensyn til suspension og afbrydelse af forældelse efter 1. pkt. gælder
bestemmelserne i § 2, 2. pkt., og § 3 i lov nr. 274 af 22. december 1908.
Stk. 2. Er forældelse ikke indtrådt efter reglerne i stk. 1, bortfalder
kravet 10 år efter den dag, da producenten bragte det skadevoldende produkt i
omsætning. Med hensyn til afbrydelse af forældelse efter 1. pkt. gælder
bestemmelsen i § 2, 2. pkt., i lov nr. 274 af 22. december 1908.
Bestemmelserne i 1.-2. pkt. gælder ikke for krav om erstatning for
produktskade efter dansk rets almindelige regler om erstatning i eller uden
for kontrakt, jf. § 13.
Atomskader
§ 15. Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov nr. 332 af 19.
juni 1974 om erstatning for atomskader (nukleare skader).
§ 16. Justitsministeren kan fastsætte regler til gennemførelse af
mellemfolkelige overenskomster om lovvalget i sager om produktansvar.
Kapitel 7
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 17. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven gælder ikke, såfremt det produkt, der har forvoldt skade, er
bragt i omsætning af producenten inden lovens ikrafttræden.
§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de
særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1985 LSF 265 FORSLAG TIL LOV OM PRODUKTANSVAR Retsinformation · 21. maj 1988
- 1987 LSF 19 FORSLAG TIL LOV OM PRODUKTANSVAR Retsinformation · 21. maj 1988
- 1986 LSF 35 FORSLAG TIL LOV OM PRODUKTANSVAR Retsinformation · 21. maj 1988
- Bekendtgørelse af lov om produktansvar Retsinformation · 30. marts 2007
- Forslag til Lov om produktansvar Retsinformation · 8. oktober 2026
- Forhandleres hæftelse for produktansvar Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. december 2002