Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om borteblevne (Ændring af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom)

2004/2 LSF 152Lovforslag som fremsatJustitsministeriet13. april 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 13. april 2005 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om borteblevne

(Ændring af

betingelserne for at afsige dødsformodningsdom)

§ 1

I lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af

1. september 1986, som ændret ved § 15 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og

§ 10 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

1.

§ 6

affattes således:

»§ 6.

Anmodning om

offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 5 år, siden den

borteblevne

sidst vides at have været i live.

Stk. 2.

Hvis den

borteblevne dengang var i livsfare, eller der i øvrigt efter en samlet

vurdering

af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed

for,

at den pågældende er død, er fristen kun 6 måneder.«

2.

I

§ 9

Læs alt

ændres »underretten« til: »byretten«

og »underret,« til: »byret,«.

3.

I

§ 10, stk. 1,

ændres »sagfører« til:

»advokat«.

4.

I

§ 11, stk. 1,

ændres »begæringen«

til: »anmodningen«.

5.

I

§ 11, stk. 2,

udgår »edelig«.

6.

§ 12, stk. 2

og

3,

affattes således:

»Stk. 2.

Retten

lader indkaldelsen kundgøre i Statstidende og i et eller flere medier, der er

tilgængelige på det sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl

eller ophold.

Stk.

3.

Mellem

den seneste kundgørelse og retsmødet skal der gå mindst 1 måned.«

7.

I

§ 14, stk. 1,

ændres i

1. pkt.

»forsvarer« til: »advokat« og

2.

og

3. pkt.

ophæves.

8.

§ 14, stk. 2, 2. pkt.,

affattes

således:

»Er der gået 8 uger efter dommens

afsigelse kan anke ikke tillades, og tilladelse til prøvelse i 3. instans kan

ikke

meddeles.«

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2.

Sager, der

rejses inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende

regler.

Stk. 3.

Indbringes

en sag, som nævnt i stk. 2, for højere ret efter reglen i § 14 i

lov

om borteblevne, finder de hidtil gældende regler anvendelse under den højere

rets behandling af sagen.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

og

grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

;............................................................................

.......................

3

2.

Gældende ret

;............................................................................

...................

4

2.1.

Dødsfaldskendelse

og dødsformodningsdom

................................................

4

2.2.

Begrebet

»bortebleven«

;.............................................................................

4

2.3.

Reglerne om,

hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom

.........................

5

2.4.

Betingelserne for

at anvende lovens korte frist

.............................................

5

3.

Lovforslagets udformning

;...........................................................................

7

3.1.

Reglerne om,

hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom

.........................

7

3.2.

Betingelserne for

at anvende lovens korte frist

.............................................

9

4.

Lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser m.v.

...........

9

5.

Hørte myndigheder m.v.

;.............................................................................

10

1. Indledning

Hovedformålet med lovforslaget er at justere og modernisere

reglerne i lov om borteblevne om, hvilke betingelser der skal være opfyldt

for,

at domstolene kan afsige dødsformodningsdom. En dødsformodningsdom indebærer,

at en forsvunden (

»

bortebleven

«

) person anses for død i retlig

henseende bl.a. med den virkning, at boet kan skiftes, og at livsforsikringer

og pensioner mv. kan udbetales til efterladte.

Reglerne om de betingelser, der skal være opfyldt for at

afsige dødsformodningsdom, er ikke blevet ændret siden 1946, og navnlig må

lovens tidsfrister for, hvornår en sådan dom kan afsiges, anses for unødigt

lange under hensyn til nutidens kommunikationsmuligheder, samfærdselsforhold,

internationale politimæssige samarbejde, efterforskningsmuligheder mv.

Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:

1)

De tidsmæssige

betingelser for afsigelse af dødsformodningsdom foreslås justeret på følgende

punkter:

–

Lovens frister for,

hvornår en sag til dødsformodningsdom kan rejses, foreslås forkortet, således

at fristen normalt er 5 år og i særlige tilfælde 6 måneder.

–

Der skal efter

forslaget fortsat ske en offentlig indkaldelse af en bortebleven person (i

Statstidende mv.), før dødsformodningsdom kan afsiges, men det foreslås, at

den

frist, som mindst skal gives i indkaldelsen, nedsættes fra 3 måneder til 1

måned.

2)

Betingelserne for

at rejse sag til dødsformodningsdom efter lovens korte frist (der efter

forslaget nedsættes fra 1 år til 6 måneder) foreslås lempet lidt, således at

denne frist finder anvendelse i tilfælde, hvor der efter en samlet vurdering

af

de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for,

at

den borteblevne person er død.

3)

Endvidere foreslås

en ændring af lovens regel om, at kundgørelse af en offentlig indkaldelse

skal

ske i Statstidende og evt. i blade og radio. Bestemmelsen foreslås skærpet,

således at kundgørelsen – ud over i Statstidende – også

skal

ske i et eller flere medier, der er tilgængelige på det

sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold.

Samtidig foreslås bestemmelserne om kundgørelsen af indkaldelsen ændret

således, at det er retten, som skal forestå kundgørelsen.

Lovforslagets udformning har været drøftet på møder med

repræsentanter for domstolene og Advokatsamfundet.

Forslaget indebærer ikke en generel revision af loven, og

forslaget indeholder således ud over de ovenfor nævnte justeringer alene

visse

konsekvensændringer som følge af forskellige ændringer i retsplejeloven samt

enkelte ændringer af sproglig karakter.

2. Gældende ret

2.1. Dødsfaldskendelse og

dødsformodningsdom

En persons død fastslås normalt ved, at der udstedes en

dødsattest. Reglerne herom findes i ligsynsloven og i administrative

forskrifter udstedt i medfør heraf.

Udstedelse af dødsattest forudsætter, at der findes et lig,

som kan identificeres. Er dette ikke er muligt, kan domstolene under visse

betingelser træffe afgørelse om, at personen skal anses for død. Dette kan

enten ske ved en dødsfaldskendelse efter dødsboskiftelovens § 5 eller

ved

en dødsformodningsdom efter reglerne i lov om borteblevne.

Dødsboskiftelovens § 5 finder anvendelse i tilfælde,

hvor det kan anses for sikkert, at den forsvundne person er afgået ved døden,

selv om den pågældendes lig ikke er fundet. Dette indebærer, at

dødsfaldskendelse

kan afsiges med det samme. Sikkerhed for, at en person er død, vil efter

forarbejderne til dødsboskiftelovens § 5

(L 120 af 8. december 1995, Folketingstidende 1995-96, tillæg A, spalte

2844)

almindeligvis foreligge ved f.eks. skibskatastrofer under

omstændigheder som ved »Estonia's« og »Hans Hedtoft's« forlis, hvor skibene

sank i et iskoldt hav, eller i tilfælde, hvor et skib eller fly totalt

udbrænder, uden at der er efterladt nødvendige kendetegn til identifikation

af

de ombordværende, eller efter omstændighederne, såfremt en person ifølge

vidneudsagn er faldet over bord om vinteren i rum sø og ikke har kunnet

findes.

I tilfælde, hvor det ikke er sikkert, at en person er død,

men hvor den pågældende er forsvundet under sådanne omstændigheder, at der er

grund til virkelig tvivl om, hvorvidt den pågældende er i live, kan der

afsiges

dødsformodningsdom efter borteblevnelovens nærmere regler – herunder om

den

tid, der skal være gået, siden den borteblevne sidst vides at have været i

live

– jf. nærmere afsnit 2.2.-2.4. nedenfor.

En dødsfaldskendelse efter dødsboskifteloven og en

dødsformodningsdom efter borteblevneloven har den samme almene retsvirkning,

nemlig at den pågældende person i alle retlige relationer anses som død. Det

indebærer f.eks., at den pågældendes bo kan skiftes, hans eller hendes formue

falder i arv, livsforsikring forfalder til udbetaling, den pågældendes

ægtefælle kan indgå nyt ægteskab mv.

2.2. Begrebet »bortebleven«

Den grundlæggende betingelse for, at der kan afsiges en

dødsformodningsdom er, at den pågældende person kan betegnes som bortebleven,

jf. borteblevnelovens § 5. Loven definerer ikke begrebet bortebleven, og

det fremgår af lovens forarbejder (Rigsdagstidende 1945-46, Tillæg A, spalte

4137, med henvisning til betænkning af oktober 1945, afgivet af

Arveretskommissionen: Udkast til lov om borteblevne med tilhørende

bemærkninger), at man ikke mente i en kort lovtekst at kunne give en

sammenfatning, som dækkede alle de tilfælde, man har brug for i praksis. I

betænkningen, s.

23 f.,

er imidlertid anført bl.a. følgende bemærkninger om begrebet:

»

Som vejledning kan det siges, at en

person i almindelighed må anses som bortebleven, hvis hans opholdssted gennem

længere tid har været ukendt, uden at der haves meddelelse om, at han har

levet

i dette tidsrum eller er død, og der herefter er grund til virkelig tvivl om,

at han endnu er i live.«

Det fremhæves i tilknytning hertil, at det ikke er

tilstrækkeligt, at der

»

med føje

kan næres nogen ængstelse« for den pågældende. For at anse en person som

bortebleven i lovens forstand skal der foreligge konkrete omstændigheder, der

gør, at det »for en fornuftig betragtning må stille sig tvivlsomt«, om

vedkommende

endnu lever.

2.3. Reglerne om, hvornår

der kan afsiges dødsformodningsdom

Den borteblevnes ægtefælle, øvrige arvinger eller andre,

der har retlig interesse deri, kan rejse en sag med henblik på at opnå dom

til

dødsformodning over den borteblevne, jf. borteblevnelovens § 7.

Sagen rejses ved, at sagsøger indgiver en begæring til

retten om offentlig indkaldelse af den borteblevne, jf. lovens § 6.

Begæring om offentlig indkaldelse kan som udgangspunkt

først indgives, når der er gået 10 år, siden den borteblevne sidst vides at

have været i live, jf. § 6, stk. 1.

I forarbejderne er det som begrundelse for at fastsætte

fristen til 10 år bl.a. anført , at den borteblevne oftest vil være død, hvis

der i så lang tid ikke har været hørt fra den pågældende.

Hvis den borteblevne på det tidspunkt, hvor han sidst vides

at have været i live, var i livsfare, eller der af andre grunde er en til

vished grænsende sandsynlighed for, at vedkommende er død – f.eks. fordi

det

skib eller luftfartøj, som vedkommende var om bord i, er forsvundet –

kan sagen

anlægges, når der er gået 1 år, jf. lovens § 6, stk. 2.

Det anføres i lovens forarbejder, at lovens 1 års frist i

visse tilfælde vil kunne synes for lang. Som eksempel på sådanne situationer

nævnes flyulykker, men det tilføjes, at man, når et fly er styrtet ned,

antagelig

ofte vil kunne erklære den pågældende for død med det samme, jf. ovenfor

under

afsnit 2.1.

Når den relevante frist efter borteblevnelovens § 6 er

udløbet, kan begæring om offentlig indkaldelse indgives til domstolene, der

berammer et retsmøde. I dette retsmøde finder bevisførelse sted med hensyn

til,

at betingelserne for at foretage offentlig indkaldelse er opfyldt, jf. lovens

§ 11, og retten træffer afgørelse herom på baggrund af denne

bevisførelse,

jf. lovens § 12, stk. 1.

Er betingelserne opfyldt – dvs. at det er godtgjort, at den

pågældende person er bortebleven i lovens forstand, og at den pågældende har

været borte så længe, som det følger af den relevante fristregel –

indkaldes

den borteblevne med et af retten fastsat varsel til et nyt retsmøde i sagen.

I

dette retsmøde vil dødsformodningsdom blive afsagt, hvis der ikke inden eller

på selve retsmødet fremkommer afgørende nyt, jf. lovens § 13,

stk. 1.

I indkaldelsen af borteblevne opfordres enhver, som kan

give yderligere oplysninger i sagen, til snarest muligt at give retten

meddelelse herom, jf. lovens § 12, stk. 1. Indkaldelsen skal

kundgøres af sagsøger i Statstidende, men retten kan herudover træffe

bestemmelse om, at sagsøger tillige skal kundgøre indkaldelsen en eller flere

gange i andre blade og i radio her eller i udlandet, jf. lovens § 12,

stk. 2. I forarbejderne anføres om rettens mulighed for at træffe

bestemmelse om yderligere kundgørelse, at det ofte vil kunne være praktisk at

optage indkaldelsen i lokale blade.

Efter lovens § 12, stk. 3, skal der gå mindst 3

måneder og højst 1 år mellem kundgørelsen af indkaldelsen og afholdelsen af

det

retsmøde, der indkaldes til.

Det korteste varsel på 3 måneder forudsættes ifølge

forarbejderne navnlig anvendt i sager, hvor lovens 1-års frist finder

anvendelse, jf. § 6, stk. 2.

Den procedure, der følger af reglerne i borteblevnelovens

§§ 6, 11 og 12, indebærer således samlet set, at dødsformodningsdom

først

kan afsiges nogen tid efter udløbet af den for sagen relevante frist i

§ 6

på enten 10 eller 1 år.

2.4. Betingelserne for at

anvende lovens korte frist

2.4.1.

Betingelsen for at rejse sag til dødsformodningsdom efter borteblevnelovens

korte 1 års frist i § 6, stk. 2, er som nævnt i afsnit 2.3.

ovenfor,

at den borteblevne på det tidspunkt, hvor vedkommende sidst vides at have

været

i live, var i livsfare (§ 6, stk. 2, 1. led), eller at der af andre

grunde er en til vished grænsende sandsynlighed for, at vedkommende er død

–

f.eks. fordi det skib eller luftfartøj, som vedkommende var ombord i, er

forsvundet (§ 6, stk. 2, 2. led).

I bestemmelsens forarbejder er nævnt nogle praktiske

eksempler på tilfælde, som omfattes af § 6, stk. 2, 1. led, om

livsfare. Som eksempler nævnes, at det skib, borteblevne var med, var i

havsnød, og at der er hørt nødsignaler fra det fly, borteblevne var ombord i.

Herudover nævnes tilfælde, hvor borteblevne af vidner konkret er blevet

set

i livsfare, f.eks. under stormflod,

ildebrand m.v. eller under f.eks. krigshandlinger.

§ 6, stk. 2, 2. led, omhandler som nævnt

tilfælde, hvor der ikke er oplysninger om, at borteblevne var i øjeblikkelig

livsfare ved sidste efterretning om vedkommende, men hvor de konkrete

oplysninger om omstændighederne ved borteblevnes forsvinden alligevel

indebærer, at der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at

borteblevne

er død. Ud over de eksempler, som er nævnt i selve bestemmelsen, nævnes i

forarbejderne, at 2. led efter omstændighederne også kan anvendes på soldater

i

felten, koncentrationslejrfanger, på personer, som er forsvundet under

bjergbestigning, eller på personer, som vides at have begivet sig ud på

farlige

ture under polarekspeditioner eller lignende rejser.

Det fremhæves samtidig, at lovens almindelige 10-års frist

muligvis må finde anvendelse, hvis en person er blevet borte under en længere

ekspedition til fjerne egne, uden at der er oplyst noget om, at vedkommende

er

forsvundet under en særlig farlig tur.

I den juridiske litteratur er betingelserne for anvendelsen

af § 6, stk. 2, bl.a. behandlet af Jørgen Trolle i artiklen

Om afsigelse af dødsformodningsdom

(Juristen 1950.227).

I artiklen anfører Trolle, at anvendelsesområdet for begge

led i § 6, stk. 2, er snævert, og at begge led må fortolkes strengt

efter ordene. Trolle understreger i den forbindelse, at det er en betingelse

for, at 1 års fristen finder anvendelse, at der foreligger

konkrete

holdepunkter i forhold til den enkelte borteblevne for den

»til vished grænsende sandsynlighed« for, at netop denne borteblevne er død.

Trolle støtter sin opfattelse bl.a. på den i U 1949.221

refererede Østre Landsrets dom, hvor landsretten afviste at anvende § 6,

stk. 2, i forhold til tyske jøder, der i 1941 var blevet ført til en

arbejdslejr i det østlige Tyskland, idet landsretten udtalte, at det var

betænkeligt at anse det for godtgjort, at der havde været »en sådan konkret

livsfare«, eller at der på anden måde var »skabt en på specielle

omstændigheder

begrundet, til vished grænsende sandsynlighed« for de pågældendes død.

Trolle fremhæver, at det forhold, at efterretningerne om en

bortebleven er stoppet på et tidspunkt, hvor den borteblevne antageligt har

befundet sig i potentielt livsfarlige omstændigheder, og at lang tid er gået,

siden den borteblevne sidst vides at have været i live, ikke nødvendigvis i

sig

selv kan begrunde, at 1-års fristen finder anvendelse.

Trolle nævner i den forbindelse yderligere et eksempel fra

praksis i tilknytning til anden verdenskrigs afslutning, hvor byretten

afsagde

dødsformodningsdom over en pilot, om hvem man vidste, at han var styrtet ned

og

derefter anbragt på et lazaret i en by, der siden blev udsat for et

luftangreb.

Trolle anfører, at oplysningen om luftangrebet kun kunne skabe en

vis formodning om, at nogle personer i den

pågældende by var døde, men absolut ikke for, at de alle og derved hver

enkelt

var det. Idet Trolle endvidere bemærker, at den pågældende pilot dukkede op i

live, inden sagen – der blev anket – var færdigbehandlet i

landsretten, konkluderes

det, at sagen viser, hvor kritisk man skal være ved anvendelsen af § 6,

stk. 2.

2.4.2.

Af

eksempler fra trykt retspraksis, hvor begæring i medfør af § 6,

stk. 2, er

imødekommet

kan nævnes:

U 1951.918 Ø

:

Borteblevnes hustru havde ikke hørt fra borteblevne, siden at hun i december

1944

modtog brev fra borteblevne, der var i tysk koncentrationslejr. Flere

overensstemmende andenhånds vidneforklaringer understøttede, at borteblevne

var

blevet henrettet i lejren.

U 1990.98 Ø

:

Borteblevne sidst set ombord på Oslo-færgen 21. september 1987.

Lægeerklæringer

og vidneforklaringer fra borteblevnes hustru understøttede en formodning om,

at

borteblevne var selvmordstruet. En række af borteblevnes personlige papirer

og

effekter, samt hans bil, blev fundet efterladt på færgen. Byretten fandt

ikke,

at der forelå en til vished grænsende sandsynlighed for borteblevnes død. For

landsretten blev der afgivet yderligere forklaring af borteblevnes ekshustru,

der understøttede, at borteblevne var selvmordstruet. Endvidere havde heller

ikke ekshustruen eller hendes nu 12-årige datter hørt fra borteblevne siden

21.

september 1987. Landsretten fastslog, at det efter de for landsretten

tilvejebragte oplysninger måtte anses for godtgjort, at der forelå en til

vished grænsende sandsynlighed for, at borteblevne var død.

Af eksempler fra trykt retspraksis, hvor begæring i medfør

af § 6, stk. 2, er blevet

afvist

kan nævnes:

JD 1948.338

:

Borteblevne, der var tysk statsborger, blev ført til Berlin af det tyske

militær i 1944 for at blive indrulleret i den tyske hær. Borteblevnes

ægtefælle

hørte sidste gang fra ham i form af et brev dateret i Berlin den 2. april

1945.

Byretten lagde i sin kendelse vægt på, at det ganske vist måtte antages at

have

været forbundet med meget stor fare, særlig for en tysk soldat, at være i

Berlin

i tiden umiddelbart før russernes erobring af byen i april 1945, men at der

på

den anden side ikke forelå oplysninger om, at borteblevne havde været i kamp,

og at det heller ikke var ganske udelukket, at han havde forladt byen inden

erobringen. Retten fandt derfor ikke at kunne lægge til grund, at borteblevne

havde været i livsfare i lovens forstand. Retten fandt endvidere, at ordene i

§ 6, stk. 2, »en til vished grænsende sandsynlighed«, måtte forstås

strengt, og da man i det foreliggende tilfælde ikke ganske kunne se bort fra

den mulighed, at borteblevne f.eks. var faldet i russisk krigsfangenskab og

endnu ikke havde haft mulighed for at lade høre fra sig, fandtes

betingelserne

for at anvende § 6, stk. 2, ikke at være til stede.

U 1963.251 Ø

:

Borteblevne var kaptajn på et skib og forsvandt sporløst den 22. august 1959,

da skibet lå ved kaj i New Yorks havn i et lukket havneområde. Borteblevnes

personlige papirer, herunder hans pas, blev fundet ombord på skibet. Der

forelå

vidneforklaringer bl.a. fra den portvagt, der havde gjort tjeneste den 22.

august 1959 ved den eneste indgang til området. Vagten forklarede, at han

kendte borteblevne af udseende, og at borteblevne ikke passerede ud gennem

porten på det pågældende tidspunkt. Borteblevnes hustru forklarede, at hun

sidst så borteblevne i marts måned 1959, da hun og deres fællesbarn, født den

8. maj 1954, besøgte ham ombord på skibet. Hun modtog sidst brev fra

borteblevne i midten af august måned 1959. Landsretten stadfæstede byrettens

afvisning af at lade § 6, stk. 2, finde anvendelse.

U 1998.1261 Ø

:

Begæring om offentlig indkaldelse modtaget i retten den 20. november 1997.

Borteblevne

var indlagt 2 gange på psykiatrisk hospital i foråret 1991. Hun rejste til

Færøerne den 13. december 1991 på en enkeltbillet og blev sidst set ved sit

hotel den 14. december 1991. Hun skrev afskedsbreve til sin familie den 13.

december 1991. Hun havde ringet hjem den 12. december 1991 for at ønske sin

bror tillykke med fødselsdagen dagen efter. Byretten fandt ikke, at

betingelserne

i § 6, stk. 2, var opfyldt, da det ikke var bevist, at borteblevne

var i livsfare, da hun sidst blev set, eller der af anden grund var en til

vished grænsende sandsynlighed for, at hun var død. Landsretten stadfæstede

kendelsen.

3. Lovforslagets udformning

3.1. Reglerne om, hvornår

der kan afsiges dødsformodningsdom

Reglerne om, hvor lang tid der skal gå, før der kan rejses

en sag om afsigelse af dødsformodningsdom vedrørende en forsvundet person,

bør

ramme den rette balance mellem forskellige hensyn. Under hensyn til en

dødsformodningsdoms omfattende og indgribende retsvirkninger for den

borteblevne, hvis bo i givet fald bliver skiftet, er det væsentligt, at

fristerne er så lange, at man kan gå ud fra, at en person, der ikke har givet

livstegn inden fristens udløb, normalt er død. På den anden side tilsiger

hensynet til de efterladte m.v., at fristerne ikke er længere, end det er

nødvendigt, dels fordi det ofte kan have væsentlig økonomisk og juridisk

betydning for de pårørende at få en retlig afklaring, dels fordi de

efterladte

også følelsesmæssigt kan have behov for, at der officielt sættes et punktum.

Under hensyn til nutidens stærkt forøgede

kommunikationsmuligheder – herunder udbredelsen af (mobil)telefoni og

anvendelsen af internetkommunikation – forbedrede samfærdselsforhold, et

øget

internationalt politimæssigt samarbejde og generelt forbedrede muligheder for

eftersøgning og efterforskning finder

Justitsministeriet,

at det i dag må anses for langt mindre sandsynligt end i perioden ved 2.

verdenskrigs afslutning, at en bortebleven person kan være forsvundet gennem

en

længere årrække uden at have haft mulighed for at give livstegn fra sig, og

uden, at der har kunnet skaffes nogen efterretninger om den pågældende.

På den baggrund er der efter

Justitsministeriet

s

opfattelse ikke behov for, at den almindelige frist for afsigelse af

dødsformodningsdom er længere end 5 år.

Den foreslåede nedsættelse af borteblevnelovens almindelige

frist fra 10 til 5 år skal ses i sammenhæng med kravet om, at den person, som

der ønskes afsagt dødsformodningsdom over, er bortebleven i lovens forstand

og

har været det gennem hele fristens forløb. Kravet om, at den pågældende skal

være

»

bortebleven

«

foreslås ikke ændret, og det vil

således fortsat være nødvendigt for at afsige dødsformodningsdom, at der

foreligger nærmere oplysninger i sagen om resultatet af politiets eller andre

relevante myndigheders efterforskning m.v. Bevisbyrden for, at en person

virkelig er bortebleven, påhviler sagsøger, jf. borteblevnelovens § 11,

stk. 2, og retten vil i medfør af denne bestemmelse kunne afvise at

fremme

sagen, hvis retten ikke finder, at mulighederne for at fremskaffe

bevismateriale vedrørende den forsvundne persons færden er udtømte, jf.

herved

den i U 1948.968 refererede Østre Landsrets kendelse, hvor landsretten

afviste

at fremme en anmodning om afsigelse af dødsformodningsdom bl.a. med

henvisning

til, at sagsøgeren kunne have søgt bekræftet gennem Udenrigsministeriet, at

borteblevne var død i udlandet.

Domstolene skal således i hver enkelt sag vurdere, om den

person, der ønskes afsagt dom over, overhovedet er bortebleven i lovens

forstand, og det vil således ikke i sig selv være tilstrækkeligt, at sagsøger

forklarer, at han eller hun ikke har hørt fra den forsvundne i 5 år.

De ovenfor nævnte grunde til at halvere lovens lange frist

gør sig efter

Justitsministeriet

s opfattelse

tilsvarende gældende i forhold til den korte frist efter lovens § 6,

stk. 2. Efter

Justitsministeriet

s

opfattelse er der ikke behov for, at den korte frist, som gælder i tilfælde,

hvor der er særlig nærliggende grund til at formode, at den pågældende er

død,

er længere end 6 måneder.

Det kan oplyses, at den svenske regering for nylig har

udarbejdet et lovforslag, der lægger op til en afkortning af den tilsvarende

10-års

frist i Sverige, således at den almindelige frist for afsigelse af

dødsformodningsdom

også i Sverige vil være 5 år. I Finland er en ny lov på området trådt i kraft

den 9. marts 2005. Loven indebærer, at den almindelige frist for afsigelse af

dødsformodningsdom efter finsk ret nedsættes fra 10 til 5 år. For så vidt

angår

tilfælde, hvor der er særlig nærliggende grund til at formode, at en

bortebleven person er død, indeholder såvel den svenske regerings lovforslag

som den nye finske lov visse lempelser af de gældende korte fristregler.

Efter borteblevnelovens § 12, stk. 3, kan der

ikke afsiges dødsformodningsdom før udløbet af en yderligere frist på mindst

3

måneder og højst 1 år fra kundgørelsen af den offentlige indkaldelse. Denne

bestemmelse

har til formål at sikre, at den borteblevne – hvis den pågældende er i

live –

eller personer, som ved, hvor den borteblevne opholder sig, har rimelig tid

til

at nå at blive opmærksom på indkaldelsen og give livstegn.

På baggrund af den ovenfor beskrevne udvikling siden de

gældende reglers ikrafttræden med hensyn til bl.a. kommunikationsmuligheder

og

samfærdselsforhold, er der efter

Justitsministeriet

s

opfattelse ikke længere behov for, at der i alle tilfælde skal fastsættes en

frist på mindst 3 måneder.

Justitsministeriet

finder endvidere, at det er unødvendigt i loven at fastsætte en længste frist

på 1 år. Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at der i alle tilfælde

skal fastsættes en frist på mindst 1 måned fra kundgørelsen til afholdelsen

af

det retsmøde, hvor der træffes endelig afgørelse om afsigelse af

dødsformodningsdom. Det forudsættes, at en frist på 1 måned normalt vil være

tilstrækkelig, men retten vil efter en konkret vurdering kunne fastsætte en

længere frist, hvis der skønnes at være behov for det navnlig på grund af

forholdene

på det sted, hvor den borteblevne er forsvundet.

Det foreslås endvidere, at det fremover skal være retten,

der står for at kundgøre indkaldelsen af den borteblevne i Statstidende og

andre relevante medier. Herved vil retten ofte kunne beramme nyt retsmøde

hurtigere end i dag, hvor retten ved berammelsen må tage hensyn til, at

sagsøger skal have en passende tid til at sørge for at få indkaldelsen

kundgjort korrekt i overensstemmelse med de nærmere anvisninger. Forslaget

svarer

på dette punkt til den finske lov og til den svenske regerings lovforslag,

der

begge indeholder bestemmelser om, at kundgørelsen foretages af den myndighed,

der skal afgøre sagen (efter den svenske regerings lovforslag skal

kompetencen

ikke ligge hos domstolene men hos en forvaltningsmyndighed).

Det foreslås samtidig hermed at skærpe bestemmelsen i

§ 12, stk. 2, 2. pkt., om kravene til kundgørelsen, dels således,

at

der også bliver mulighed for at kundgøre indkaldelsen i f.eks. TV eller på

Internettet, dels således, at det gøres obligatorisk at kundgøre indkaldelsen

i

et andet eller flere andre relevante medier ud over Statstidende. Vurderingen

af, i hvilke andre medier end Statstidende det er mest hensigtsmæssigt at

kundgøre indkaldelsen, må foretages konkret.

De foreslåede ændringer af lovens fristregler vil efter

Justitsministeriet

s

opfattelse medføre, at den samlede tid, der går, før der kan afsiges

dødsformodningsdom, vil blive mere end halveret i forhold til i dag.

3.2. Betingelserne for at

anvende lovens korte frist

Som det fremgår af redegørelsen under afsnit 2.4. ovenfor,

er retspraksis meget restriktiv med hensyn til, hvornår betingelserne for at

anvende lovens korte frist er opfyldt. For at det kan lægges til grund, at

der

er

»

en til vished grænsende

sandsynlighed

«

for, at den

borteblevne er død, må det således antages, at der skal foreligge konkrete

oplysninger om de specifikke omstændigheder ved den pågældende borteblevne

persons forsvinden – herunder om, hvor den pågældende befandt sig –

også selv

om den pågældende f.eks. formodes at være forsvundet i forbindelse med en

omfattende naturkatastrofe.

Efter

Justitsministeriet

s

opfattelse kan det ikke udelukkes, at den meget restriktive praksis, som er

en

følge af den gældende ordlyd af lovens § 6, stk. 2, 2. led, i

praksis

kan føre til resultater, der konkret ikke forekommer velbegrundede, navnlig

hvis den pågældende person er forsvundet i forbindelse med særligt omfattende

naturkatastrofer med mange omkomne som f.eks. efter flodbølgekatastrofen i

Sydøstasien

i december 2004. Ved begivenheder som denne, hvor det ekstraordinære omfang

og

karakteren af katastrofen vanskeliggør tilvejebringelsen af præcise

oplysninger

om omstændighederne ved den enkelte borteblevnes forsvinden, kan den gældende

udformning af lovreglen muligvis i nogle tilfælde medføre, at den korte frist

er uanvendelig, selv om alle øvrige oplysninger tilsammen viser, at der reelt

ikke er nogen anden fornuftig forklaring på, at den pågældende ikke har givet

livstegn, end at den pågældende er død.

På denne baggrund finder

Justitsministeriet,

at kriteriet i lovens § 6, stk. 2, 2. led, bør justeres, således at

den korte frist kan anvendes, hvis der efter en samlet vurdering af de

foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at

den pågældende er død.

Der er tale om en meget begrænset lempelse i forhold til

det gældende kriterium (

»

en til

vished grænsende sandsynlighed

«

).

Den begrænsede udvidelse af mulighederne for at anvende lovens korte frist

tager navnlig sigte på tilfælde som flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i

2004, f.eks. hvor den borteblevne var

i katastrofeområdet, men hvor der ikke kan skaffes sikre oplysninger om, hvor

den pågældende nøjagtigt befandt sig, da flodbølgen ramte det relevante

område.

I et sådant tilfælde vil oplysningerne om forholdene på stedet, herunder om

antallet af dræbte, og om eftersøgningsindsatsen samt relevante personlige

oplysninger om den borteblevne samlet set kunne medføre, at den eneste

rimelige

forklaring på, at den borteblevne i (efter forslaget) 6 måneder ikke har

givet

noget livstegn og ikke har kunnet findes med myndighedernes bistand på stedet

er, at den pågældende er omkommet ved naturkatastrofen.

Den svenske regerings lovforslag indeholder også en vis

lempelse af kriterierne med henvisning til, at den gældende udformning af

loven

næppe rammer den rigtige balance i forhold til naturkatastrofer som

flodbølgekatastrofen

i Sydøstasien i 2004. Den nye finske lov på området indeholder tilsvarende

lempelser.

4. Lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser m.v.

Forslaget om, at det fremover skal være domstolene, der

varetager kundgørelsen af den offentlige indkaldelse, skønnes ikke medføre

udgifter for det offentlige af betydning, idet der under normale

omstændigheder

rejses meget få sager efter loven, og idet udgifterne til den enkelte

kundgørelse vil være relativt beskedne.

De foreslåede ændringer af borteblevneloven vil ikke have

økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner

eller

for erhvervslivet.

De foreslåede justeringer af betingelserne for at afsige

dødsformodningsdom vil medføre, at de pårørende til en bortebleven (såfremt

betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt), hurtigere end efter de gældende

regler gennem en dødsformodningsdom vil kunne opnå en juridisk og økonomisk

afklaring.

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder

ikke EU-retlige aspekter.

5. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer m.v.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne

for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde,

Den

Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen,

Politidirektøren

i København, Foreningen af politimestre i Danmark, Advokatrådet,

Landsforeningen

af Beskikkede Advokater, Familieretsadvokaternes Forening, Finansrådet,

Realkreditrådet,

Forsikring &

Pension, Institut for Menneskerettigheder, Foreningen af offentlige chefer i

statsamterne og Københavns Overpræsidium, Foreningen af Statsamtmænd,

Bornholms

Statsamt, Frederiksborg Statsamt, Fyns Statsamt, Københavns Overpræsidium,

Københavns

Statsamt, Nordjyllands Statsamt, Ringkøbing Statsamt, Roskilde Statsamt,

Statsamtet

Ribe, Storstrøms Statsamt, Sønderjyllands Statsamt, Vejle Statsamt,

Vestsjællands

Statsamt, Viborg Statsamt og Århus Statsamt.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

En række lempelser for pårørende til borteblevne

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 6)

Efter den gældende bestemmelse i § 6, stk. 1, kan

begæring om offentlig indkaldelse ikke indgives til retten, før fristen på 10

år er udløbet. Denne frist foreslås nedsat til 5 år. Om begrundelsen herfor

henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.

Ordet

»

begæring

«

foreslås ændret til det mere nutidige

»

anmodning

«

.

Bestemmelsen i § 6, stk. 2, foreslås ændret på

flere punkter. For det første foreslås det, at en sag til dødsformodningsdom

kan rejses efter denne bestemmelse efter 6 måneder, mens den gældende frist

er

1 år. Om begrundelsen for at nedsætte lovens korte frist til 6 måneder

henvises

til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.

Det foreslås endvidere at ændre kriteriet i bestemmelsens

2. led, således at der ikke længere kræves

»

en

til vished grænsende

«

sandsynlighed

for, at den borteblevne er død, og således, at de opregnede eksempler på

tilfælde, hvor bestemmelsen kan anvendes, udgår. De pågældende eksempler

omfatter formentlig i praksis en række tilfælde, hvor der kunne være mulighed

for i stedet at anvende dødsboskiftelovens regler om dødsfaldskendelse, jf.

de

almindelige bemærkninger afsnit 2.1. Det foreslås at udforme bestemmelsen

således,

at den korte frist kan anvendes, hvis der – ud over de i 1. led nævnte

tilfælde, hvor det ligger fast, at den borteblevne var i øjeblikkelig

livsfare

på det tidspunkt, hvor han eller hun sidst vides at have været i live –

efter

en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en

»

særdeles høj grad

«

af sandsynlighed for, at den borteblevne person er død.

Der er tale om en meget begrænset lempelse af betingelserne

for at anvende den korte frist, men med den foreslåede formulering vil

domstolene have en lidt større frihed til at inddrage alle relevante

oplysninger

i en samlet vurdering af sandsynligheden for, at den borteblevne er død.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil f.eks. kunne

have betydning i tilfælde, hvor det er sandsynliggjort, at den borteblevne er

blevet dræbt ved en omfattende naturkatastrofe, og hvor denne formodning for,

at den borteblevne er død, understøttes af de øvrige oplysninger i sagen. Det

kan dels være oplysninger om forholdene på stedet og katastrofens nærmere

karakter og omfang, dels oplysninger om den pågældendes personlige forhold,

egenskaber og adfærdsmønster. Sådanne oplysninger kan f.eks. foreligge i form

af vidneforklaringer. Der må i givet fald ikke foreligge oplysninger, der

reelt

afsvækker formodningen for, at den borteblevne er død, f.eks. oplysninger,

der

giver anledning til mistanke om, at den borteblevne kan have haft en særlig

interesse i at forsvinde.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger

afsnit 3.2.

Til nr. 2

Ændringen er redaktionel.

Til nr. 3

Ændringen er redaktionel.

Til nr. 4

Ændringen er af redaktionel karakter.

Til nr. 5

Bestemmelsen foreslås ændret som følge af, at der ikke

længere gælder regler om afgivelse af forklaring under ed. Retsplejelovens

almindelige regel i § 305 finder anvendelse på forklaringer, der afgives

for retten af en part i medfør af borteblevnelovens § 11, stk. 2.

Falsk forklaring vil kunne straffes efter de relevante bestemmelser herom i

straffelovens §§ 158-160.

Til nr. 6

Om baggrunden for de foreslåede ændringer af bestemmelserne

om kundgørelse af den offentlige indkaldelse henvises til de almindelige

bemærkninger afsnit 3.1.

Hvis der ikke foreligger oplysninger om, at den borteblevne

kan være forsvundet i udlandet, vil kundgørelse – ud over i Statstidende

– i

f.eks. en landsdækkende dansk avis kunne anses for tilstrækkelig.

Er den borteblevne forsvundet i udlandet, kan det være

relevant tillige at foretage kundgørelsen i en udenlandsk avis, der dækker

det

område, hvor den borteblevne sidst vides at have været i live. Endvidere kan

der efter omstændighederne være anledning til at foretage kundgørelsen ved

opslag på den stedlige ambassade eller et konsulat og på en eller flere

relevante

hjemmesider, f.eks. Udenrigsministeriets, politiets eller domstolenes

hjemmesider. Dette kan f.eks. være velbegrundet i forbindelse med meget

omfattende

katastrofer, ulykker og lignende, hvor der i øget omfang bliver almindelig

opmærksomhed om, hvordan myndighederne informerer.

Den foreslåede ændring vil have betydning også i tilfælde,

hvor der ikke er rejst sag om dødsformodningsdom, men hvor den borteblevne

skal

indkaldes, fordi den pågældendes formue har været bestyret i 20 år, jf.

lovens

§ 24 (som ikke ændres). I sådanne tilfælde må kundgørelse i Statstidende

og i f.eks. en stor landsdækkende avis normalt anses for tilstrækkelig.

Den foreslåede ændring af § 12, stk. 3,

indebærer, at der efter rettens nærmere bestemmelse kan afholdes retsmøde med

henblik på afsigelse af dødsformodningsdom tidligst 1 måned efter, at den

seneste af de foreskrevne

kundgørelser

af indkaldelsen, har fundet sted.

Til nr. 7

Den foreslåede ændring af borteblevnelovens § 14,

stk. 1, 1. pkt., er redaktionel.

Bestemmelserne i borteblevnelovens § 14, stk. 1,

2. og 3. pkt., om anke ved påtalemyndighedens foranstaltning foreslås

ophævet.

Bestemmelserne blev indsat i borteblevneloven under lovens behandling i

Landstinget

i 1946 som en parallel til de dagældende bestemmelser i retsplejeloven om

adgang for anklagemyndigheden til at påanke domme i ægteskabssager. Disse

bestemmelser er for længst ophævet, og der findes ikke at være anledning til

at

opretholde de tilsvarende regler i borteblevneloven.

Til nr. 8

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det

efter de gældende bestemmelser i retsplejeloven er landsretten, der har

kompetencen til undtagelsesvis at tillade anke af en byretsdom, når den

ordinære ankefrist er udløbet, mens Procesbevillingsnævnet nu har kompetencen

til at meddele en eventuel 3. instansbevilling.

Til § 2

Til stk. 1 - 3

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Sager, der er rejst men ikke er endeligt afgjort inden

lovens ikrafttræden, skal efter forslaget færdigbehandles efter de hidtil

gældende regler i borteblevneloven.

Ligeledes foreslås det med bestemmelsen i § 2,

stk. 3, at en højere ret ved en evt. prøvelse, jf. borteblevnelovens

§ 14, af en afgørelse, som er truffet efter lovens hidtil gældende

regler,

skal anvende lovens hidtil gældende regler ved sin behandling af sagen.

Ankesager og kæremål, der verserer på tidspunktet for lovens ikrafttræden,

færdigbehandles således efter de hidtil gældende regler. Sager, der er

afgjort

i første instans efter de hidtil gældende regler, og hvor ankefristen først

udløber efter lovens ikrafttræden vil endvidere skulle behandles efter de

hidtil gældende regler under en evt. anke eller kære.

Baggrunden for de foreslåede bestemmelser i § 2,

stk. 2 og 3, er, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, og i visse

tilfælde

vil savne mening, såfremt domstolene under sager, der allerede i et eller

andet

omfang er bedømt ud fra de gældende regler, vil skulle være nødsaget til at

foretage en endelig bedømmelse under anvendelse af de helt anderledes regler,

der følger af dette forslag.

Det bemærkes, at det naturligvis vil stå en sagsøger frit

for at hæve en verserende sag og i stedet anlægge en ny efter de i forslaget

indeholdte regler.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse nr. 587

af 1. september 1986, som ændret ved § 15 i lov nr. 389 af 14. juni 1995

og § 10 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

1.

§ 6

affattes således:

§ 6.

Begæring om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 10 år, siden

den borteblevne sidst vides at have været i live.

»§ 6.

Anmodning om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 5 år, siden

den borteblevne sidst vides at have været i live.

Stk. 2.

Såfremt

den borteblevne dengang var i livsfare, eller der af andre grunde er en til

vished grænsende sandsynlighed for, at han er død - f.eks. fordi det skib

eller luftfartøj, som han var om bord i, er forsvundet, - er fristen kun 1

år.

Stk. 2.

Hvis den

borteblevne dengang var i livsfare, eller der i øvrigt efter en samlet

vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af

sandsynlighed for, at den pågældende er død, er fristen kun 6 måneder.«

§ 9.

Sagen anlægges ved underretten på det

sted, hvor den borteblevne sidst boede eller opholdt sig her i landet, eller

ved den underret, som justitsministeriet bestemmer.

2.

I

§ 9

ændres

»

underretten

«

til:

»by

retten

«

og

»

underret,

«

til:

»

byret,

«.

§ 10.

Retten beskikker en sagfører til at varetage den borteblevnes tarv.

3.

I

§ 10,

stk. 1,

ændres

»

sagfører

«

til:

»advokat«.

§ 11.

Retten fastsætter et retsmøde til behandling

af begæringen og tilsiger dertil sagsøgeren, den borteblevnes ægtefælle,

nærmeste slægtninge og andre, som kan antages at vide besked om den

borteblevnes

forhold.

4.

I

§ 11,

stk. 1,

ændres »begæringen« til: »anmodningen«.

Stk. 2.

Retten kan opfordre sagsøgeren til at afgive

edelig forklaring og til at føre yderligere bevis; undlader han at efterkomme

opfordringen, eller er de fremkomne oplysninger ufyldestgørende, kan retten

ved kendelse nægte at fremme sagen.

5.

I

§ 11,

stk. 2,

udgår »edelig«.

6.

§ 12,

stk. 2

og

3,

affattes således:

Stk. 2.

Sagsøgeren skal lade indkaldelsen kundgøre i

Statstidende. Retten kan bestemme, at kundgørelsen tillige skal ske en eller

flere gange i andre blade og i radio her eller i udlandet.

»Stk. 2.

Retten lader indkaldelsen kundgøre i

Statstidende og i et eller flere medier, der er tilgængelige på det sted,

hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold.

Stk. 3.

Mellem kundgørelsen og retsmødet skal der gå

mindst 3 måneder og højst 1 år.

Stk.3.

Mellem den seneste kundgørelse og retsmødet skal

der gå mindst 1 måned.«

§ 14.

Rettens afgørelse i henhold til

§§ 11-13 kan indbringes for højere ret af sagsøgeren, den beskikkede

forsvarer og enhver, som har retlig interesse i afgørelsen. Såfremt den

borteblevne er gift, kan anke af dødsformodningsdom endvidere iværksættes af

påtalemyndigheden, hvem udskrift af dommen i nævnte tilfælde straks skal

tilstilles af retten. Påtalemyndigheden har fri proces under sagen.

7.

I

§ 14,

stk. 1,

ændres i

1. pkt.

»forsvarer«

til:

»advokat« og

2.

og

3. pkt.

ophæves.

8.

§ 14, stk. 2, 2. pkt.,

affattes

således:

Justitsministeriet

kan ikke give tilladelse til anke af dødsformodningsdom efter ankefristens

udløb.

»Er der gået 8 uger efter dommens afsigelse

kan anke ikke tillades, og tilladelse til prøvelse i 3. instans kan ikke

meddeles.«

Lignende dokumenter