Forslag til Lov om ændring af lov om borteblevne (Ændring af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 13. april 2005 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af lov om borteblevne
(Ændring af
betingelserne for at afsige dødsformodningsdom)
§ 1
I lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af
1. september 1986, som ændret ved § 15 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og
§ 10 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1.
§ 6
affattes således:
»§ 6.
Anmodning om
offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 5 år, siden den
borteblevne
sidst vides at have været i live.
Stk. 2.
Hvis den
borteblevne dengang var i livsfare, eller der i øvrigt efter en samlet
vurdering
af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed
for,
at den pågældende er død, er fristen kun 6 måneder.«
2.
I
§ 9
Læs alt
ændres »underretten« til: »byretten«
og »underret,« til: »byret,«.
3.
I
§ 10, stk. 1,
ændres »sagfører« til:
»advokat«.
4.
I
§ 11, stk. 1,
ændres »begæringen«
til: »anmodningen«.
5.
I
§ 11, stk. 2,
udgår »edelig«.
6.
§ 12, stk. 2
og
3,
affattes således:
»Stk. 2.
Retten
lader indkaldelsen kundgøre i Statstidende og i et eller flere medier, der er
tilgængelige på det sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl
eller ophold.
Stk.
3.
Mellem
den seneste kundgørelse og retsmødet skal der gå mindst 1 måned.«
7.
I
§ 14, stk. 1,
ændres i
1. pkt.
»forsvarer« til: »advokat« og
2.
og
3. pkt.
ophæves.
8.
§ 14, stk. 2, 2. pkt.,
affattes
således:
»Er der gået 8 uger efter dommens
afsigelse kan anke ikke tillades, og tilladelse til prøvelse i 3. instans kan
ikke
meddeles.«
§ 2
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2.
Sager, der
rejses inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende
regler.
Stk. 3.
Indbringes
en sag, som nævnt i stk. 2, for højere ret efter reglen i § 14 i
lov
om borteblevne, finder de hidtil gældende regler anvendelse under den højere
rets behandling af sagen.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske
og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
;............................................................................
.......................
3
2.
Gældende ret
;............................................................................
...................
4
2.1.
Dødsfaldskendelse
og dødsformodningsdom
................................................
4
2.2.
Begrebet
»bortebleven«
;.............................................................................
4
2.3.
Reglerne om,
hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom
.........................
5
2.4.
Betingelserne for
at anvende lovens korte frist
.............................................
5
3.
Lovforslagets udformning
;...........................................................................
7
3.1.
Reglerne om,
hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom
.........................
7
3.2.
Betingelserne for
at anvende lovens korte frist
.............................................
9
4.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser m.v.
...........
9
5.
Hørte myndigheder m.v.
;.............................................................................
10
1. Indledning
Hovedformålet med lovforslaget er at justere og modernisere
reglerne i lov om borteblevne om, hvilke betingelser der skal være opfyldt
for,
at domstolene kan afsige dødsformodningsdom. En dødsformodningsdom indebærer,
at en forsvunden (
»
bortebleven
«
) person anses for død i retlig
henseende bl.a. med den virkning, at boet kan skiftes, og at livsforsikringer
og pensioner mv. kan udbetales til efterladte.
Reglerne om de betingelser, der skal være opfyldt for at
afsige dødsformodningsdom, er ikke blevet ændret siden 1946, og navnlig må
lovens tidsfrister for, hvornår en sådan dom kan afsiges, anses for unødigt
lange under hensyn til nutidens kommunikationsmuligheder, samfærdselsforhold,
internationale politimæssige samarbejde, efterforskningsmuligheder mv.
Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:
1)
De tidsmæssige
betingelser for afsigelse af dødsformodningsdom foreslås justeret på følgende
punkter:
–
Lovens frister for,
hvornår en sag til dødsformodningsdom kan rejses, foreslås forkortet, således
at fristen normalt er 5 år og i særlige tilfælde 6 måneder.
–
Der skal efter
forslaget fortsat ske en offentlig indkaldelse af en bortebleven person (i
Statstidende mv.), før dødsformodningsdom kan afsiges, men det foreslås, at
den
frist, som mindst skal gives i indkaldelsen, nedsættes fra 3 måneder til 1
måned.
2)
Betingelserne for
at rejse sag til dødsformodningsdom efter lovens korte frist (der efter
forslaget nedsættes fra 1 år til 6 måneder) foreslås lempet lidt, således at
denne frist finder anvendelse i tilfælde, hvor der efter en samlet vurdering
af
de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for,
at
den borteblevne person er død.
3)
Endvidere foreslås
en ændring af lovens regel om, at kundgørelse af en offentlig indkaldelse
skal
ske i Statstidende og evt. i blade og radio. Bestemmelsen foreslås skærpet,
således at kundgørelsen – ud over i Statstidende – også
skal
ske i et eller flere medier, der er tilgængelige på det
sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold.
Samtidig foreslås bestemmelserne om kundgørelsen af indkaldelsen ændret
således, at det er retten, som skal forestå kundgørelsen.
Lovforslagets udformning har været drøftet på møder med
repræsentanter for domstolene og Advokatsamfundet.
Forslaget indebærer ikke en generel revision af loven, og
forslaget indeholder således ud over de ovenfor nævnte justeringer alene
visse
konsekvensændringer som følge af forskellige ændringer i retsplejeloven samt
enkelte ændringer af sproglig karakter.
2. Gældende ret
2.1. Dødsfaldskendelse og
dødsformodningsdom
En persons død fastslås normalt ved, at der udstedes en
dødsattest. Reglerne herom findes i ligsynsloven og i administrative
forskrifter udstedt i medfør heraf.
Udstedelse af dødsattest forudsætter, at der findes et lig,
som kan identificeres. Er dette ikke er muligt, kan domstolene under visse
betingelser træffe afgørelse om, at personen skal anses for død. Dette kan
enten ske ved en dødsfaldskendelse efter dødsboskiftelovens § 5 eller
ved
en dødsformodningsdom efter reglerne i lov om borteblevne.
Dødsboskiftelovens § 5 finder anvendelse i tilfælde,
hvor det kan anses for sikkert, at den forsvundne person er afgået ved døden,
selv om den pågældendes lig ikke er fundet. Dette indebærer, at
dødsfaldskendelse
kan afsiges med det samme. Sikkerhed for, at en person er død, vil efter
forarbejderne til dødsboskiftelovens § 5
(L 120 af 8. december 1995, Folketingstidende 1995-96, tillæg A, spalte
2844)
almindeligvis foreligge ved f.eks. skibskatastrofer under
omstændigheder som ved »Estonia's« og »Hans Hedtoft's« forlis, hvor skibene
sank i et iskoldt hav, eller i tilfælde, hvor et skib eller fly totalt
udbrænder, uden at der er efterladt nødvendige kendetegn til identifikation
af
de ombordværende, eller efter omstændighederne, såfremt en person ifølge
vidneudsagn er faldet over bord om vinteren i rum sø og ikke har kunnet
findes.
I tilfælde, hvor det ikke er sikkert, at en person er død,
men hvor den pågældende er forsvundet under sådanne omstændigheder, at der er
grund til virkelig tvivl om, hvorvidt den pågældende er i live, kan der
afsiges
dødsformodningsdom efter borteblevnelovens nærmere regler – herunder om
den
tid, der skal være gået, siden den borteblevne sidst vides at have været i
live
– jf. nærmere afsnit 2.2.-2.4. nedenfor.
En dødsfaldskendelse efter dødsboskifteloven og en
dødsformodningsdom efter borteblevneloven har den samme almene retsvirkning,
nemlig at den pågældende person i alle retlige relationer anses som død. Det
indebærer f.eks., at den pågældendes bo kan skiftes, hans eller hendes formue
falder i arv, livsforsikring forfalder til udbetaling, den pågældendes
ægtefælle kan indgå nyt ægteskab mv.
2.2. Begrebet »bortebleven«
Den grundlæggende betingelse for, at der kan afsiges en
dødsformodningsdom er, at den pågældende person kan betegnes som bortebleven,
jf. borteblevnelovens § 5. Loven definerer ikke begrebet bortebleven, og
det fremgår af lovens forarbejder (Rigsdagstidende 1945-46, Tillæg A, spalte
4137, med henvisning til betænkning af oktober 1945, afgivet af
Arveretskommissionen: Udkast til lov om borteblevne med tilhørende
bemærkninger), at man ikke mente i en kort lovtekst at kunne give en
sammenfatning, som dækkede alle de tilfælde, man har brug for i praksis. I
betænkningen, s.
23 f.,
er imidlertid anført bl.a. følgende bemærkninger om begrebet:
»
Som vejledning kan det siges, at en
person i almindelighed må anses som bortebleven, hvis hans opholdssted gennem
længere tid har været ukendt, uden at der haves meddelelse om, at han har
levet
i dette tidsrum eller er død, og der herefter er grund til virkelig tvivl om,
at han endnu er i live.«
Det fremhæves i tilknytning hertil, at det ikke er
tilstrækkeligt, at der
»
med føje
kan næres nogen ængstelse« for den pågældende. For at anse en person som
bortebleven i lovens forstand skal der foreligge konkrete omstændigheder, der
gør, at det »for en fornuftig betragtning må stille sig tvivlsomt«, om
vedkommende
endnu lever.
2.3. Reglerne om, hvornår
der kan afsiges dødsformodningsdom
Den borteblevnes ægtefælle, øvrige arvinger eller andre,
der har retlig interesse deri, kan rejse en sag med henblik på at opnå dom
til
dødsformodning over den borteblevne, jf. borteblevnelovens § 7.
Sagen rejses ved, at sagsøger indgiver en begæring til
retten om offentlig indkaldelse af den borteblevne, jf. lovens § 6.
Begæring om offentlig indkaldelse kan som udgangspunkt
først indgives, når der er gået 10 år, siden den borteblevne sidst vides at
have været i live, jf. § 6, stk. 1.
I forarbejderne er det som begrundelse for at fastsætte
fristen til 10 år bl.a. anført , at den borteblevne oftest vil være død, hvis
der i så lang tid ikke har været hørt fra den pågældende.
Hvis den borteblevne på det tidspunkt, hvor han sidst vides
at have været i live, var i livsfare, eller der af andre grunde er en til
vished grænsende sandsynlighed for, at vedkommende er død – f.eks. fordi
det
skib eller luftfartøj, som vedkommende var om bord i, er forsvundet –
kan sagen
anlægges, når der er gået 1 år, jf. lovens § 6, stk. 2.
Det anføres i lovens forarbejder, at lovens 1 års frist i
visse tilfælde vil kunne synes for lang. Som eksempel på sådanne situationer
nævnes flyulykker, men det tilføjes, at man, når et fly er styrtet ned,
antagelig
ofte vil kunne erklære den pågældende for død med det samme, jf. ovenfor
under
afsnit 2.1.
Når den relevante frist efter borteblevnelovens § 6 er
udløbet, kan begæring om offentlig indkaldelse indgives til domstolene, der
berammer et retsmøde. I dette retsmøde finder bevisførelse sted med hensyn
til,
at betingelserne for at foretage offentlig indkaldelse er opfyldt, jf. lovens
§ 11, og retten træffer afgørelse herom på baggrund af denne
bevisførelse,
jf. lovens § 12, stk. 1.
Er betingelserne opfyldt – dvs. at det er godtgjort, at den
pågældende person er bortebleven i lovens forstand, og at den pågældende har
været borte så længe, som det følger af den relevante fristregel –
indkaldes
den borteblevne med et af retten fastsat varsel til et nyt retsmøde i sagen.
I
dette retsmøde vil dødsformodningsdom blive afsagt, hvis der ikke inden eller
på selve retsmødet fremkommer afgørende nyt, jf. lovens § 13,
stk. 1.
I indkaldelsen af borteblevne opfordres enhver, som kan
give yderligere oplysninger i sagen, til snarest muligt at give retten
meddelelse herom, jf. lovens § 12, stk. 1. Indkaldelsen skal
kundgøres af sagsøger i Statstidende, men retten kan herudover træffe
bestemmelse om, at sagsøger tillige skal kundgøre indkaldelsen en eller flere
gange i andre blade og i radio her eller i udlandet, jf. lovens § 12,
stk. 2. I forarbejderne anføres om rettens mulighed for at træffe
bestemmelse om yderligere kundgørelse, at det ofte vil kunne være praktisk at
optage indkaldelsen i lokale blade.
Efter lovens § 12, stk. 3, skal der gå mindst 3
måneder og højst 1 år mellem kundgørelsen af indkaldelsen og afholdelsen af
det
retsmøde, der indkaldes til.
Det korteste varsel på 3 måneder forudsættes ifølge
forarbejderne navnlig anvendt i sager, hvor lovens 1-års frist finder
anvendelse, jf. § 6, stk. 2.
Den procedure, der følger af reglerne i borteblevnelovens
§§ 6, 11 og 12, indebærer således samlet set, at dødsformodningsdom
først
kan afsiges nogen tid efter udløbet af den for sagen relevante frist i
§ 6
på enten 10 eller 1 år.
2.4. Betingelserne for at
anvende lovens korte frist
2.4.1.
Betingelsen for at rejse sag til dødsformodningsdom efter borteblevnelovens
korte 1 års frist i § 6, stk. 2, er som nævnt i afsnit 2.3.
ovenfor,
at den borteblevne på det tidspunkt, hvor vedkommende sidst vides at have
været
i live, var i livsfare (§ 6, stk. 2, 1. led), eller at der af andre
grunde er en til vished grænsende sandsynlighed for, at vedkommende er død
–
f.eks. fordi det skib eller luftfartøj, som vedkommende var ombord i, er
forsvundet (§ 6, stk. 2, 2. led).
I bestemmelsens forarbejder er nævnt nogle praktiske
eksempler på tilfælde, som omfattes af § 6, stk. 2, 1. led, om
livsfare. Som eksempler nævnes, at det skib, borteblevne var med, var i
havsnød, og at der er hørt nødsignaler fra det fly, borteblevne var ombord i.
Herudover nævnes tilfælde, hvor borteblevne af vidner konkret er blevet
set
i livsfare, f.eks. under stormflod,
ildebrand m.v. eller under f.eks. krigshandlinger.
§ 6, stk. 2, 2. led, omhandler som nævnt
tilfælde, hvor der ikke er oplysninger om, at borteblevne var i øjeblikkelig
livsfare ved sidste efterretning om vedkommende, men hvor de konkrete
oplysninger om omstændighederne ved borteblevnes forsvinden alligevel
indebærer, at der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at
borteblevne
er død. Ud over de eksempler, som er nævnt i selve bestemmelsen, nævnes i
forarbejderne, at 2. led efter omstændighederne også kan anvendes på soldater
i
felten, koncentrationslejrfanger, på personer, som er forsvundet under
bjergbestigning, eller på personer, som vides at have begivet sig ud på
farlige
ture under polarekspeditioner eller lignende rejser.
Det fremhæves samtidig, at lovens almindelige 10-års frist
muligvis må finde anvendelse, hvis en person er blevet borte under en længere
ekspedition til fjerne egne, uden at der er oplyst noget om, at vedkommende
er
forsvundet under en særlig farlig tur.
I den juridiske litteratur er betingelserne for anvendelsen
af § 6, stk. 2, bl.a. behandlet af Jørgen Trolle i artiklen
Om afsigelse af dødsformodningsdom
(Juristen 1950.227).
I artiklen anfører Trolle, at anvendelsesområdet for begge
led i § 6, stk. 2, er snævert, og at begge led må fortolkes strengt
efter ordene. Trolle understreger i den forbindelse, at det er en betingelse
for, at 1 års fristen finder anvendelse, at der foreligger
konkrete
holdepunkter i forhold til den enkelte borteblevne for den
»til vished grænsende sandsynlighed« for, at netop denne borteblevne er død.
Trolle støtter sin opfattelse bl.a. på den i U 1949.221
refererede Østre Landsrets dom, hvor landsretten afviste at anvende § 6,
stk. 2, i forhold til tyske jøder, der i 1941 var blevet ført til en
arbejdslejr i det østlige Tyskland, idet landsretten udtalte, at det var
betænkeligt at anse det for godtgjort, at der havde været »en sådan konkret
livsfare«, eller at der på anden måde var »skabt en på specielle
omstændigheder
begrundet, til vished grænsende sandsynlighed« for de pågældendes død.
Trolle fremhæver, at det forhold, at efterretningerne om en
bortebleven er stoppet på et tidspunkt, hvor den borteblevne antageligt har
befundet sig i potentielt livsfarlige omstændigheder, og at lang tid er gået,
siden den borteblevne sidst vides at have været i live, ikke nødvendigvis i
sig
selv kan begrunde, at 1-års fristen finder anvendelse.
Trolle nævner i den forbindelse yderligere et eksempel fra
praksis i tilknytning til anden verdenskrigs afslutning, hvor byretten
afsagde
dødsformodningsdom over en pilot, om hvem man vidste, at han var styrtet ned
og
derefter anbragt på et lazaret i en by, der siden blev udsat for et
luftangreb.
Trolle anfører, at oplysningen om luftangrebet kun kunne skabe en
vis formodning om, at nogle personer i den
pågældende by var døde, men absolut ikke for, at de alle og derved hver
enkelt
var det. Idet Trolle endvidere bemærker, at den pågældende pilot dukkede op i
live, inden sagen – der blev anket – var færdigbehandlet i
landsretten, konkluderes
det, at sagen viser, hvor kritisk man skal være ved anvendelsen af § 6,
stk. 2.
2.4.2.
Af
eksempler fra trykt retspraksis, hvor begæring i medfør af § 6,
stk. 2, er
imødekommet
kan nævnes:
U 1951.918 Ø
:
Borteblevnes hustru havde ikke hørt fra borteblevne, siden at hun i december
1944
modtog brev fra borteblevne, der var i tysk koncentrationslejr. Flere
overensstemmende andenhånds vidneforklaringer understøttede, at borteblevne
var
blevet henrettet i lejren.
U 1990.98 Ø
:
Borteblevne sidst set ombord på Oslo-færgen 21. september 1987.
Lægeerklæringer
og vidneforklaringer fra borteblevnes hustru understøttede en formodning om,
at
borteblevne var selvmordstruet. En række af borteblevnes personlige papirer
og
effekter, samt hans bil, blev fundet efterladt på færgen. Byretten fandt
ikke,
at der forelå en til vished grænsende sandsynlighed for borteblevnes død. For
landsretten blev der afgivet yderligere forklaring af borteblevnes ekshustru,
der understøttede, at borteblevne var selvmordstruet. Endvidere havde heller
ikke ekshustruen eller hendes nu 12-årige datter hørt fra borteblevne siden
21.
september 1987. Landsretten fastslog, at det efter de for landsretten
tilvejebragte oplysninger måtte anses for godtgjort, at der forelå en til
vished grænsende sandsynlighed for, at borteblevne var død.
Af eksempler fra trykt retspraksis, hvor begæring i medfør
af § 6, stk. 2, er blevet
afvist
kan nævnes:
JD 1948.338
:
Borteblevne, der var tysk statsborger, blev ført til Berlin af det tyske
militær i 1944 for at blive indrulleret i den tyske hær. Borteblevnes
ægtefælle
hørte sidste gang fra ham i form af et brev dateret i Berlin den 2. april
1945.
Byretten lagde i sin kendelse vægt på, at det ganske vist måtte antages at
have
været forbundet med meget stor fare, særlig for en tysk soldat, at være i
Berlin
i tiden umiddelbart før russernes erobring af byen i april 1945, men at der
på
den anden side ikke forelå oplysninger om, at borteblevne havde været i kamp,
og at det heller ikke var ganske udelukket, at han havde forladt byen inden
erobringen. Retten fandt derfor ikke at kunne lægge til grund, at borteblevne
havde været i livsfare i lovens forstand. Retten fandt endvidere, at ordene i
§ 6, stk. 2, »en til vished grænsende sandsynlighed«, måtte forstås
strengt, og da man i det foreliggende tilfælde ikke ganske kunne se bort fra
den mulighed, at borteblevne f.eks. var faldet i russisk krigsfangenskab og
endnu ikke havde haft mulighed for at lade høre fra sig, fandtes
betingelserne
for at anvende § 6, stk. 2, ikke at være til stede.
U 1963.251 Ø
:
Borteblevne var kaptajn på et skib og forsvandt sporløst den 22. august 1959,
da skibet lå ved kaj i New Yorks havn i et lukket havneområde. Borteblevnes
personlige papirer, herunder hans pas, blev fundet ombord på skibet. Der
forelå
vidneforklaringer bl.a. fra den portvagt, der havde gjort tjeneste den 22.
august 1959 ved den eneste indgang til området. Vagten forklarede, at han
kendte borteblevne af udseende, og at borteblevne ikke passerede ud gennem
porten på det pågældende tidspunkt. Borteblevnes hustru forklarede, at hun
sidst så borteblevne i marts måned 1959, da hun og deres fællesbarn, født den
8. maj 1954, besøgte ham ombord på skibet. Hun modtog sidst brev fra
borteblevne i midten af august måned 1959. Landsretten stadfæstede byrettens
afvisning af at lade § 6, stk. 2, finde anvendelse.
U 1998.1261 Ø
:
Begæring om offentlig indkaldelse modtaget i retten den 20. november 1997.
Borteblevne
var indlagt 2 gange på psykiatrisk hospital i foråret 1991. Hun rejste til
Færøerne den 13. december 1991 på en enkeltbillet og blev sidst set ved sit
hotel den 14. december 1991. Hun skrev afskedsbreve til sin familie den 13.
december 1991. Hun havde ringet hjem den 12. december 1991 for at ønske sin
bror tillykke med fødselsdagen dagen efter. Byretten fandt ikke, at
betingelserne
i § 6, stk. 2, var opfyldt, da det ikke var bevist, at borteblevne
var i livsfare, da hun sidst blev set, eller der af anden grund var en til
vished grænsende sandsynlighed for, at hun var død. Landsretten stadfæstede
kendelsen.
3. Lovforslagets udformning
3.1. Reglerne om, hvornår
der kan afsiges dødsformodningsdom
Reglerne om, hvor lang tid der skal gå, før der kan rejses
en sag om afsigelse af dødsformodningsdom vedrørende en forsvundet person,
bør
ramme den rette balance mellem forskellige hensyn. Under hensyn til en
dødsformodningsdoms omfattende og indgribende retsvirkninger for den
borteblevne, hvis bo i givet fald bliver skiftet, er det væsentligt, at
fristerne er så lange, at man kan gå ud fra, at en person, der ikke har givet
livstegn inden fristens udløb, normalt er død. På den anden side tilsiger
hensynet til de efterladte m.v., at fristerne ikke er længere, end det er
nødvendigt, dels fordi det ofte kan have væsentlig økonomisk og juridisk
betydning for de pårørende at få en retlig afklaring, dels fordi de
efterladte
også følelsesmæssigt kan have behov for, at der officielt sættes et punktum.
Under hensyn til nutidens stærkt forøgede
kommunikationsmuligheder – herunder udbredelsen af (mobil)telefoni og
anvendelsen af internetkommunikation – forbedrede samfærdselsforhold, et
øget
internationalt politimæssigt samarbejde og generelt forbedrede muligheder for
eftersøgning og efterforskning finder
Justitsministeriet,
at det i dag må anses for langt mindre sandsynligt end i perioden ved 2.
verdenskrigs afslutning, at en bortebleven person kan være forsvundet gennem
en
længere årrække uden at have haft mulighed for at give livstegn fra sig, og
uden, at der har kunnet skaffes nogen efterretninger om den pågældende.
På den baggrund er der efter
Justitsministeriet
s
opfattelse ikke behov for, at den almindelige frist for afsigelse af
dødsformodningsdom er længere end 5 år.
Den foreslåede nedsættelse af borteblevnelovens almindelige
frist fra 10 til 5 år skal ses i sammenhæng med kravet om, at den person, som
der ønskes afsagt dødsformodningsdom over, er bortebleven i lovens forstand
og
har været det gennem hele fristens forløb. Kravet om, at den pågældende skal
være
»
bortebleven
«
foreslås ikke ændret, og det vil
således fortsat være nødvendigt for at afsige dødsformodningsdom, at der
foreligger nærmere oplysninger i sagen om resultatet af politiets eller andre
relevante myndigheders efterforskning m.v. Bevisbyrden for, at en person
virkelig er bortebleven, påhviler sagsøger, jf. borteblevnelovens § 11,
stk. 2, og retten vil i medfør af denne bestemmelse kunne afvise at
fremme
sagen, hvis retten ikke finder, at mulighederne for at fremskaffe
bevismateriale vedrørende den forsvundne persons færden er udtømte, jf.
herved
den i U 1948.968 refererede Østre Landsrets kendelse, hvor landsretten
afviste
at fremme en anmodning om afsigelse af dødsformodningsdom bl.a. med
henvisning
til, at sagsøgeren kunne have søgt bekræftet gennem Udenrigsministeriet, at
borteblevne var død i udlandet.
Domstolene skal således i hver enkelt sag vurdere, om den
person, der ønskes afsagt dom over, overhovedet er bortebleven i lovens
forstand, og det vil således ikke i sig selv være tilstrækkeligt, at sagsøger
forklarer, at han eller hun ikke har hørt fra den forsvundne i 5 år.
De ovenfor nævnte grunde til at halvere lovens lange frist
gør sig efter
Justitsministeriet
s opfattelse
tilsvarende gældende i forhold til den korte frist efter lovens § 6,
stk. 2. Efter
Justitsministeriet
s
opfattelse er der ikke behov for, at den korte frist, som gælder i tilfælde,
hvor der er særlig nærliggende grund til at formode, at den pågældende er
død,
er længere end 6 måneder.
Det kan oplyses, at den svenske regering for nylig har
udarbejdet et lovforslag, der lægger op til en afkortning af den tilsvarende
10-års
frist i Sverige, således at den almindelige frist for afsigelse af
dødsformodningsdom
også i Sverige vil være 5 år. I Finland er en ny lov på området trådt i kraft
den 9. marts 2005. Loven indebærer, at den almindelige frist for afsigelse af
dødsformodningsdom efter finsk ret nedsættes fra 10 til 5 år. For så vidt
angår
tilfælde, hvor der er særlig nærliggende grund til at formode, at en
bortebleven person er død, indeholder såvel den svenske regerings lovforslag
som den nye finske lov visse lempelser af de gældende korte fristregler.
Efter borteblevnelovens § 12, stk. 3, kan der
ikke afsiges dødsformodningsdom før udløbet af en yderligere frist på mindst
3
måneder og højst 1 år fra kundgørelsen af den offentlige indkaldelse. Denne
bestemmelse
har til formål at sikre, at den borteblevne – hvis den pågældende er i
live –
eller personer, som ved, hvor den borteblevne opholder sig, har rimelig tid
til
at nå at blive opmærksom på indkaldelsen og give livstegn.
På baggrund af den ovenfor beskrevne udvikling siden de
gældende reglers ikrafttræden med hensyn til bl.a. kommunikationsmuligheder
og
samfærdselsforhold, er der efter
Justitsministeriet
s
opfattelse ikke længere behov for, at der i alle tilfælde skal fastsættes en
frist på mindst 3 måneder.
Justitsministeriet
finder endvidere, at det er unødvendigt i loven at fastsætte en længste frist
på 1 år. Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at der i alle tilfælde
skal fastsættes en frist på mindst 1 måned fra kundgørelsen til afholdelsen
af
det retsmøde, hvor der træffes endelig afgørelse om afsigelse af
dødsformodningsdom. Det forudsættes, at en frist på 1 måned normalt vil være
tilstrækkelig, men retten vil efter en konkret vurdering kunne fastsætte en
længere frist, hvis der skønnes at være behov for det navnlig på grund af
forholdene
på det sted, hvor den borteblevne er forsvundet.
Det foreslås endvidere, at det fremover skal være retten,
der står for at kundgøre indkaldelsen af den borteblevne i Statstidende og
andre relevante medier. Herved vil retten ofte kunne beramme nyt retsmøde
hurtigere end i dag, hvor retten ved berammelsen må tage hensyn til, at
sagsøger skal have en passende tid til at sørge for at få indkaldelsen
kundgjort korrekt i overensstemmelse med de nærmere anvisninger. Forslaget
svarer
på dette punkt til den finske lov og til den svenske regerings lovforslag,
der
begge indeholder bestemmelser om, at kundgørelsen foretages af den myndighed,
der skal afgøre sagen (efter den svenske regerings lovforslag skal
kompetencen
ikke ligge hos domstolene men hos en forvaltningsmyndighed).
Det foreslås samtidig hermed at skærpe bestemmelsen i
§ 12, stk. 2, 2. pkt., om kravene til kundgørelsen, dels således,
at
der også bliver mulighed for at kundgøre indkaldelsen i f.eks. TV eller på
Internettet, dels således, at det gøres obligatorisk at kundgøre indkaldelsen
i
et andet eller flere andre relevante medier ud over Statstidende. Vurderingen
af, i hvilke andre medier end Statstidende det er mest hensigtsmæssigt at
kundgøre indkaldelsen, må foretages konkret.
De foreslåede ændringer af lovens fristregler vil efter
Justitsministeriet
s
opfattelse medføre, at den samlede tid, der går, før der kan afsiges
dødsformodningsdom, vil blive mere end halveret i forhold til i dag.
3.2. Betingelserne for at
anvende lovens korte frist
Som det fremgår af redegørelsen under afsnit 2.4. ovenfor,
er retspraksis meget restriktiv med hensyn til, hvornår betingelserne for at
anvende lovens korte frist er opfyldt. For at det kan lægges til grund, at
der
er
»
en til vished grænsende
sandsynlighed
«
for, at den
borteblevne er død, må det således antages, at der skal foreligge konkrete
oplysninger om de specifikke omstændigheder ved den pågældende borteblevne
persons forsvinden – herunder om, hvor den pågældende befandt sig –
også selv
om den pågældende f.eks. formodes at være forsvundet i forbindelse med en
omfattende naturkatastrofe.
Efter
Justitsministeriet
s
opfattelse kan det ikke udelukkes, at den meget restriktive praksis, som er
en
følge af den gældende ordlyd af lovens § 6, stk. 2, 2. led, i
praksis
kan føre til resultater, der konkret ikke forekommer velbegrundede, navnlig
hvis den pågældende person er forsvundet i forbindelse med særligt omfattende
naturkatastrofer med mange omkomne som f.eks. efter flodbølgekatastrofen i
Sydøstasien
i december 2004. Ved begivenheder som denne, hvor det ekstraordinære omfang
og
karakteren af katastrofen vanskeliggør tilvejebringelsen af præcise
oplysninger
om omstændighederne ved den enkelte borteblevnes forsvinden, kan den gældende
udformning af lovreglen muligvis i nogle tilfælde medføre, at den korte frist
er uanvendelig, selv om alle øvrige oplysninger tilsammen viser, at der reelt
ikke er nogen anden fornuftig forklaring på, at den pågældende ikke har givet
livstegn, end at den pågældende er død.
På denne baggrund finder
Justitsministeriet,
at kriteriet i lovens § 6, stk. 2, 2. led, bør justeres, således at
den korte frist kan anvendes, hvis der efter en samlet vurdering af de
foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at
den pågældende er død.
Der er tale om en meget begrænset lempelse i forhold til
det gældende kriterium (
»
en til
vished grænsende sandsynlighed
«
).
Den begrænsede udvidelse af mulighederne for at anvende lovens korte frist
tager navnlig sigte på tilfælde som flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i
2004, f.eks. hvor den borteblevne var
i katastrofeområdet, men hvor der ikke kan skaffes sikre oplysninger om, hvor
den pågældende nøjagtigt befandt sig, da flodbølgen ramte det relevante
område.
I et sådant tilfælde vil oplysningerne om forholdene på stedet, herunder om
antallet af dræbte, og om eftersøgningsindsatsen samt relevante personlige
oplysninger om den borteblevne samlet set kunne medføre, at den eneste
rimelige
forklaring på, at den borteblevne i (efter forslaget) 6 måneder ikke har
givet
noget livstegn og ikke har kunnet findes med myndighedernes bistand på stedet
er, at den pågældende er omkommet ved naturkatastrofen.
Den svenske regerings lovforslag indeholder også en vis
lempelse af kriterierne med henvisning til, at den gældende udformning af
loven
næppe rammer den rigtige balance i forhold til naturkatastrofer som
flodbølgekatastrofen
i Sydøstasien i 2004. Den nye finske lov på området indeholder tilsvarende
lempelser.
4. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser m.v.
Forslaget om, at det fremover skal være domstolene, der
varetager kundgørelsen af den offentlige indkaldelse, skønnes ikke medføre
udgifter for det offentlige af betydning, idet der under normale
omstændigheder
rejses meget få sager efter loven, og idet udgifterne til den enkelte
kundgørelse vil være relativt beskedne.
De foreslåede ændringer af borteblevneloven vil ikke have
økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner
eller
for erhvervslivet.
De foreslåede justeringer af betingelserne for at afsige
dødsformodningsdom vil medføre, at de pårørende til en bortebleven (såfremt
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt), hurtigere end efter de gældende
regler gennem en dødsformodningsdom vil kunne opnå en juridisk og økonomisk
afklaring.
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder
ikke EU-retlige aspekter.
5. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne
for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde,
Den
Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen,
Politidirektøren
i København, Foreningen af politimestre i Danmark, Advokatrådet,
Landsforeningen
af Beskikkede Advokater, Familieretsadvokaternes Forening, Finansrådet,
Realkreditrådet,
Forsikring &
Pension, Institut for Menneskerettigheder, Foreningen af offentlige chefer i
statsamterne og Københavns Overpræsidium, Foreningen af Statsamtmænd,
Bornholms
Statsamt, Frederiksborg Statsamt, Fyns Statsamt, Københavns Overpræsidium,
Københavns
Statsamt, Nordjyllands Statsamt, Ringkøbing Statsamt, Roskilde Statsamt,
Statsamtet
Ribe, Storstrøms Statsamt, Sønderjyllands Statsamt, Vejle Statsamt,
Vestsjællands
Statsamt, Viborg Statsamt og Århus Statsamt.
Vurdering af konsekvenser af lovforslag
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
En række lempelser for pårørende til borteblevne
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 6)
Efter den gældende bestemmelse i § 6, stk. 1, kan
begæring om offentlig indkaldelse ikke indgives til retten, før fristen på 10
år er udløbet. Denne frist foreslås nedsat til 5 år. Om begrundelsen herfor
henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.
Ordet
»
begæring
«
foreslås ændret til det mere nutidige
»
anmodning
«
.
Bestemmelsen i § 6, stk. 2, foreslås ændret på
flere punkter. For det første foreslås det, at en sag til dødsformodningsdom
kan rejses efter denne bestemmelse efter 6 måneder, mens den gældende frist
er
1 år. Om begrundelsen for at nedsætte lovens korte frist til 6 måneder
henvises
til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.
Det foreslås endvidere at ændre kriteriet i bestemmelsens
2. led, således at der ikke længere kræves
»
en
til vished grænsende
«
sandsynlighed
for, at den borteblevne er død, og således, at de opregnede eksempler på
tilfælde, hvor bestemmelsen kan anvendes, udgår. De pågældende eksempler
omfatter formentlig i praksis en række tilfælde, hvor der kunne være mulighed
for i stedet at anvende dødsboskiftelovens regler om dødsfaldskendelse, jf.
de
almindelige bemærkninger afsnit 2.1. Det foreslås at udforme bestemmelsen
således,
at den korte frist kan anvendes, hvis der – ud over de i 1. led nævnte
tilfælde, hvor det ligger fast, at den borteblevne var i øjeblikkelig
livsfare
på det tidspunkt, hvor han eller hun sidst vides at have været i live –
efter
en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en
»
særdeles høj grad
«
af sandsynlighed for, at den borteblevne person er død.
Der er tale om en meget begrænset lempelse af betingelserne
for at anvende den korte frist, men med den foreslåede formulering vil
domstolene have en lidt større frihed til at inddrage alle relevante
oplysninger
i en samlet vurdering af sandsynligheden for, at den borteblevne er død.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil f.eks. kunne
have betydning i tilfælde, hvor det er sandsynliggjort, at den borteblevne er
blevet dræbt ved en omfattende naturkatastrofe, og hvor denne formodning for,
at den borteblevne er død, understøttes af de øvrige oplysninger i sagen. Det
kan dels være oplysninger om forholdene på stedet og katastrofens nærmere
karakter og omfang, dels oplysninger om den pågældendes personlige forhold,
egenskaber og adfærdsmønster. Sådanne oplysninger kan f.eks. foreligge i form
af vidneforklaringer. Der må i givet fald ikke foreligge oplysninger, der
reelt
afsvækker formodningen for, at den borteblevne er død, f.eks. oplysninger,
der
giver anledning til mistanke om, at den borteblevne kan have haft en særlig
interesse i at forsvinde.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger
afsnit 3.2.
Til nr. 2
Ændringen er redaktionel.
Til nr. 3
Ændringen er redaktionel.
Til nr. 4
Ændringen er af redaktionel karakter.
Til nr. 5
Bestemmelsen foreslås ændret som følge af, at der ikke
længere gælder regler om afgivelse af forklaring under ed. Retsplejelovens
almindelige regel i § 305 finder anvendelse på forklaringer, der afgives
for retten af en part i medfør af borteblevnelovens § 11, stk. 2.
Falsk forklaring vil kunne straffes efter de relevante bestemmelser herom i
straffelovens §§ 158-160.
Til nr. 6
Om baggrunden for de foreslåede ændringer af bestemmelserne
om kundgørelse af den offentlige indkaldelse henvises til de almindelige
bemærkninger afsnit 3.1.
Hvis der ikke foreligger oplysninger om, at den borteblevne
kan være forsvundet i udlandet, vil kundgørelse – ud over i Statstidende
– i
f.eks. en landsdækkende dansk avis kunne anses for tilstrækkelig.
Er den borteblevne forsvundet i udlandet, kan det være
relevant tillige at foretage kundgørelsen i en udenlandsk avis, der dækker
det
område, hvor den borteblevne sidst vides at have været i live. Endvidere kan
der efter omstændighederne være anledning til at foretage kundgørelsen ved
opslag på den stedlige ambassade eller et konsulat og på en eller flere
relevante
hjemmesider, f.eks. Udenrigsministeriets, politiets eller domstolenes
hjemmesider. Dette kan f.eks. være velbegrundet i forbindelse med meget
omfattende
katastrofer, ulykker og lignende, hvor der i øget omfang bliver almindelig
opmærksomhed om, hvordan myndighederne informerer.
Den foreslåede ændring vil have betydning også i tilfælde,
hvor der ikke er rejst sag om dødsformodningsdom, men hvor den borteblevne
skal
indkaldes, fordi den pågældendes formue har været bestyret i 20 år, jf.
lovens
§ 24 (som ikke ændres). I sådanne tilfælde må kundgørelse i Statstidende
og i f.eks. en stor landsdækkende avis normalt anses for tilstrækkelig.
Den foreslåede ændring af § 12, stk. 3,
indebærer, at der efter rettens nærmere bestemmelse kan afholdes retsmøde med
henblik på afsigelse af dødsformodningsdom tidligst 1 måned efter, at den
seneste af de foreskrevne
kundgørelser
af indkaldelsen, har fundet sted.
Til nr. 7
Den foreslåede ændring af borteblevnelovens § 14,
stk. 1, 1. pkt., er redaktionel.
Bestemmelserne i borteblevnelovens § 14, stk. 1,
2. og 3. pkt., om anke ved påtalemyndighedens foranstaltning foreslås
ophævet.
Bestemmelserne blev indsat i borteblevneloven under lovens behandling i
Landstinget
i 1946 som en parallel til de dagældende bestemmelser i retsplejeloven om
adgang for anklagemyndigheden til at påanke domme i ægteskabssager. Disse
bestemmelser er for længst ophævet, og der findes ikke at være anledning til
at
opretholde de tilsvarende regler i borteblevneloven.
Til nr. 8
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det
efter de gældende bestemmelser i retsplejeloven er landsretten, der har
kompetencen til undtagelsesvis at tillade anke af en byretsdom, når den
ordinære ankefrist er udløbet, mens Procesbevillingsnævnet nu har kompetencen
til at meddele en eventuel 3. instansbevilling.
Til § 2
Til stk. 1 - 3
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Sager, der er rejst men ikke er endeligt afgjort inden
lovens ikrafttræden, skal efter forslaget færdigbehandles efter de hidtil
gældende regler i borteblevneloven.
Ligeledes foreslås det med bestemmelsen i § 2,
stk. 3, at en højere ret ved en evt. prøvelse, jf. borteblevnelovens
§ 14, af en afgørelse, som er truffet efter lovens hidtil gældende
regler,
skal anvende lovens hidtil gældende regler ved sin behandling af sagen.
Ankesager og kæremål, der verserer på tidspunktet for lovens ikrafttræden,
færdigbehandles således efter de hidtil gældende regler. Sager, der er
afgjort
i første instans efter de hidtil gældende regler, og hvor ankefristen først
udløber efter lovens ikrafttræden vil endvidere skulle behandles efter de
hidtil gældende regler under en evt. anke eller kære.
Baggrunden for de foreslåede bestemmelser i § 2,
stk. 2 og 3, er, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, og i visse
tilfælde
vil savne mening, såfremt domstolene under sager, der allerede i et eller
andet
omfang er bedømt ud fra de gældende regler, vil skulle være nødsaget til at
foretage en endelig bedømmelse under anvendelse af de helt anderledes regler,
der følger af dette forslag.
Det bemærkes, at det naturligvis vil stå en sagsøger frit
for at hæve en verserende sag og i stedet anlægge en ny efter de i forslaget
indeholdte regler.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse nr. 587
af 1. september 1986, som ændret ved § 15 i lov nr. 389 af 14. juni 1995
og § 10 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1.
§ 6
affattes således:
§ 6.
Begæring om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 10 år, siden
den borteblevne sidst vides at have været i live.
»§ 6.
Anmodning om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 5 år, siden
den borteblevne sidst vides at have været i live.
Stk. 2.
Såfremt
den borteblevne dengang var i livsfare, eller der af andre grunde er en til
vished grænsende sandsynlighed for, at han er død - f.eks. fordi det skib
eller luftfartøj, som han var om bord i, er forsvundet, - er fristen kun 1
år.
Stk. 2.
Hvis den
borteblevne dengang var i livsfare, eller der i øvrigt efter en samlet
vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af
sandsynlighed for, at den pågældende er død, er fristen kun 6 måneder.«
§ 9.
Sagen anlægges ved underretten på det
sted, hvor den borteblevne sidst boede eller opholdt sig her i landet, eller
ved den underret, som justitsministeriet bestemmer.
2.
I
§ 9
ændres
»
underretten
«
til:
»by
retten
«
og
»
underret,
«
til:
»
byret,
«.
§ 10.
Retten beskikker en sagfører til at varetage den borteblevnes tarv.
3.
I
§ 10,
stk. 1,
ændres
»
sagfører
«
til:
»advokat«.
§ 11.
Retten fastsætter et retsmøde til behandling
af begæringen og tilsiger dertil sagsøgeren, den borteblevnes ægtefælle,
nærmeste slægtninge og andre, som kan antages at vide besked om den
borteblevnes
forhold.
4.
I
§ 11,
stk. 1,
ændres »begæringen« til: »anmodningen«.
Stk. 2.
Retten kan opfordre sagsøgeren til at afgive
edelig forklaring og til at føre yderligere bevis; undlader han at efterkomme
opfordringen, eller er de fremkomne oplysninger ufyldestgørende, kan retten
ved kendelse nægte at fremme sagen.
5.
I
§ 11,
stk. 2,
udgår »edelig«.
6.
§ 12,
stk. 2
og
3,
affattes således:
Stk. 2.
Sagsøgeren skal lade indkaldelsen kundgøre i
Statstidende. Retten kan bestemme, at kundgørelsen tillige skal ske en eller
flere gange i andre blade og i radio her eller i udlandet.
»Stk. 2.
Retten lader indkaldelsen kundgøre i
Statstidende og i et eller flere medier, der er tilgængelige på det sted,
hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold.
Stk. 3.
Mellem kundgørelsen og retsmødet skal der gå
mindst 3 måneder og højst 1 år.
Stk.3.
Mellem den seneste kundgørelse og retsmødet skal
der gå mindst 1 måned.«
§ 14.
Rettens afgørelse i henhold til
§§ 11-13 kan indbringes for højere ret af sagsøgeren, den beskikkede
forsvarer og enhver, som har retlig interesse i afgørelsen. Såfremt den
borteblevne er gift, kan anke af dødsformodningsdom endvidere iværksættes af
påtalemyndigheden, hvem udskrift af dommen i nævnte tilfælde straks skal
tilstilles af retten. Påtalemyndigheden har fri proces under sagen.
7.
I
§ 14,
stk. 1,
ændres i
1. pkt.
»forsvarer«
til:
»advokat« og
2.
og
3. pkt.
ophæves.
8.
§ 14, stk. 2, 2. pkt.,
affattes
således:
Justitsministeriet
kan ikke give tilladelse til anke af dødsformodningsdom efter ankefristens
udløb.
»Er der gået 8 uger efter dommens afsigelse
kan anke ikke tillades, og tilladelse til prøvelse i 3. instans kan ikke
meddeles.«
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af lov om borteblevne Retsinformation · 16. august 2005
- Skriftlig fremsættelse (13. april 2005) - L 152 Retsinformation · 13. april 2005
- Enlige forsørgere fra udlandet II Af fuldmægtig Hans-Jørgen Dam (* 1) Retsinformation · 15. oktober 1997
- Ankestyrelsens principafgørelse B-4-97 om særligt børnetilskud - flygtning - udlænding - gift - forsvundet - død - borteblevne - dødsformodning Retsinformation · 10. juli 2013
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om borteblevne (Ændring af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom) Retsinformation · 19. maj 2005
- Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om ændring af lov om borteblevne (Ændring af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom) Retsinformation · 25. maj 2005