Spring til indhold

Retsinformation

Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.)

Gældende LOV nr 433 af 10/06/2003ÆndringslovJustitsministeriet11. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov

om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,

Norge og Sverige

(Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske

arrestordre m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør

vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om udlevering af lovovertrædere, jf.

lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret ved § 4 i lov

nr. 280 af 25. april 2001 og § 5 i lov nr. 378 af 6. juni 2002,

foretages

følgende ændringer:

1.

§ 1, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til Island og Norge. Loven

omfatter endvidere ikke udlevering fra Danmark til Finland og Sverige, i det

omfang de særlige regler om udlevering mellem de nordiske lande er mere

vidtgående end reglerne i denne lov.«

2.

Overskriften

til

kapitel 2

affattes således:

»Betingelser for udlevering til stater uden for Den

Europæiske Union«.

3.

Læs alt

§ 2

affattes således:

»§ 2.

Justitsministeren kan på grundlag af en

overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at danske

statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat,

1)

hvis den pågældende i

de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat,

hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den

lovovertrædelse,

for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i

mindst 1 år, eller

2)

hvis handlingen efter

dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Stk. 2.

Gælder der

i forhold til en stat uden for Den Europæiske Union ikke en af de i

stk. 1

nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering

af

en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i

øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.«

4.

§ 2 a

affattes således:

»§ 2 a.

Udlevering af en udlænding til strafforfølgning

eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union kan

ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år.

Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering

dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.«

5.

I

§ 6

indsættes som

stk. 2

:

»Stk. 2.

Udlevering

må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter

udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf.«

6.

§ 8

affattes således:

»§ 8

.

Udl

Udlevering kan ikke ske, når den, der søges udleveret, her i landet er dømt,

frifundet eller benådet for den pågældende strafbare handling. Er tiltale mod

den pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens

betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt.

Udlevering kan afslås, hvis påtale er opgivet og betingelserne for at omgøre

beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt.«

7.

§ 9, stk. 2,

ophæves.

8.

I

§ 10, nr. 1, litra a,

udgår »jf. dog

§ 10 a,«.

9.

§ 10 a

ophæves, og i stedet indsættes:

»Kapitel 2 a

Betingelser for udlevering til medlemsstater i Den

Europæiske Union

§ 10 a.

Udlevering

af personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i

Den

Europæiske Union for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den

medlemsstat,

der har anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden

frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på grundlag af en

europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter

dansk ret, for følgende handlinger:

1)

Deltagelse i en

kriminel organisation.

2)

Terrorisme.

3)

Menneskehandel.

4)

Seksuel udnyttelse af

børn og børnepornografi.

5)

Ulovlig handel med

narkotika og psykotrope stoffer.

6)

Ulovlig handel med

våben, ammunition og eksplosive stoffer.

7)

Bestikkelse.

8)

Svig, herunder svig,

der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

9)

Hvidvaskning af

udbyttet fra strafbart forhold.

10)

Falskmøntneri,

herunder forfalskning af euroen.

11)

Internetkriminalitet.

12)

Miljøkriminalitet,

herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede

plantearter og træsorter.

13)

Menneskesmugling.

14)

Forsætligt manddrab og

grov legemsbeskadigelse.

15)

Ulovlig handel med

menneskevæv og -organer.

16)

Bortførelse,

frihedsberøvelse og gidseltagning.

17)

Racisme og fremmedhad.

18)

Organiseret eller

væbnet tyveri.

19)

Ulovlig handel med

kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.

20)

Bedrageri.

21)

Afkrævning af

beskyttelsespenge og pengeafpresning.

22)

Efterligninger og

fremstillinger af piratudgaver af produkter.

23)

Forfalskning af

officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter.

24)

Forfalskning af

betalingsmidler.

25)

Ulovlig handel med

hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.

26)

Ulovlig handel med nukleare

og radioaktive materialer.

27)

Handel med stjålne

motorkøretøjer.

28)

Voldtægt.

29)

Forsætlig

brandstiftelse.

30)

Strafbare handlinger

omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.

31)

Skibs- eller

flykapring.

32)

Sabotage.

Stk. 2.

Udlevering af personer til

strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der

ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk

arrestordre, hvis den strafbare handling i den pågældende stat kan medføre

fængsel i mindst 1 år og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Stk. 3.

Udlevering

af personer til fuldbyrdelse af en dom i en medlemsstat i Den Europæiske

Union

for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af

en

europæisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller

en

anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed og en

tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Stk. 4.

Udlevering

til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan

finde sted, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn

til

et af forholdene.

§ 10 b.

Ved

udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i

landet, til strafforfølgning kan der stilles vilkår om, at den pågældende

overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel

fængselsstraf

eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Stk. 2.

Udlevering

af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til

straffuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.

§ 10 c.

Udlevering

kan ikke finde sted, hvis den pågældende på gerningstidspunktet var under den

kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15.

§ 10 d.

Udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges udleveret, her i landet

eller i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union end den medlemsstat, der

har anmodet om udlevering, er dømt eller frifundet for den samme strafbare

handling. Tilsvarende gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er

benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås, hvis den, der søges

udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for Den

Europæiske Union. Uanset at den pågældende er dømt for den samme strafbare

handling i en anden stat end den, der har anmodet om udlevering, kan

udlevering

dog kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet

fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes

efter

lovgivningen i denne stat.

Stk. 2.

Er tiltale

mod den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering kun finde sted,

hvis

retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald

er

opfyldt. Udlevering kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet og

betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt.

Stk. 3.

Udlevering

til strafforfølgning kan afslås, hvis

der her i landet er indledt retsforfølgning mod den pågældende for den

handling, for hvilken der søges udlevering, og retsforfølgning på grund af

handlingens

karakter, den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i

øvrigt

findes at skulle gennemføres her i landet.

§ 10 e.

Udlevering

for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straffemyndighed, kan

afslås, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den

pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.

§ 10 f.

Udlevering

kan ikke finde sted, hvis den pågældende handling helt eller delvis er

foretaget her i landet og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.

Stk. 2.

Udlevering

kan afslås, hvis den pågældende handling er foretaget uden for territoriet

for

den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling

foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk

straffemyndighed.

§ 10 g.

Udlevering

med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, hvorved den pågældende er

idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan kun finde

sted,

hvis indkaldelsen til domsforhandlingen har været forkyndt for den pågældende

personlig eller den pågældende på anden måde har fået underretning om tid og

sted for domsforhandlingen.

Stk. 2.

Udlevering

kan dog ske uanset betingelserne i stk. 1, hvis den, der er dømt uden at

have været til stede under domsforhandlingen i den pågældende medlemsstat,

kan

kræve sagen genoptaget og under den fornyede domsforhandling har adgang til

at

være til stede.

§ 10 h.

Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter

udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt

befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på

grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig

mod

hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Stk. 2.

Udlevering

må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter

udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf.

§ 10 i.

Hvis

det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder,

helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering

ville være uforenelig med humanitære hensyn, skal udlevering udsættes, indtil

de særlige forhold, der forhindrer udlevering, ikke længere er til stede.

§ 10 j.

Bestemmelsen

i § 10 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Den

udleverede kan dog uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar for

andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket

udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke

indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan

endvidere

drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende har

meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering

er

sket.

Stk. 3.

Den

udleverede kan uden justitsministerens tilladelse videreudleveres til en

tredje

medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering

til

den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at

blive

draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for

andre

strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering

for, jf. § 18 c, 2. pkt. Videreudlevering kan også ske uden

justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til

videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er

sket.«

10.

Overskriften

til

kapitel 3

affattes således:

»Behandlingen af sager om udlevering til stater uden

for Den Europæiske Union«.

11.

I

§ 11, stk. 1,

udgår », jf. dog

kapitel 3 a,«.

12.

Kapitel 3 a

affattes således:

»Kapitel 3 a

Behandling af sager om udlevering til medlemsstater

i Den Europæiske Union

§ 18 a.

En europæisk arrestordre skal for at kunne danne grundlag for anholdelse og

udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union indeholde oplysning om

den

eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare

handling,

dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om,

hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om

der

er afsagt dom.

Stk. 2.

En

europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til

strafforfølgning, skal tillige indeholde oplysning om, hvilken straf den

pågældende handling efter lovgivningen i den medlemsstat, hvortil udlevering

ønskes, kan medføre.

Stk. 3.

En

europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til

straffuldbyrdelse, skal tillige indeholde oplysning om den idømte straf eller

anden retsfølge.

§ 18 b.

Medmindre justitsministeren allerede på grundlag af oplysningerne i den

europæiske arrestordre finder at burde nægte udlevering, sendes den

europæiske

arrestordre til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har

ophold. Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er

nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For

denne

undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne

lempelser.

Stk. 2.

Til fremme

af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er

omtalt

i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om

varetægtsfængsling,

anvendes, i det omfang den europæiske arrestordre er udstedt for en

lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 2 a kan medføre udlevering.

Herudover kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om

legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og

edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt anvendes i samme

omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der

forfølges her i landet.

Stk. 3.

Bestemmelsen om forsvarerbeskikkelse i § 14 finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 4.

Efter

afslutningen af politiets undersøgelse i medfør af stk. 1 forelægges

spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse. Bestemmelserne i

§ 15, stk. 2, og § 16 finder tilsvarende anvendelse.

§ 18 c.

Den,

der på grundlag af en europæisk arrestordre begæres udleveret, kan i et

retsmøde meddele samtykke til udlevering. Den pågældende kan endvidere i et

retsmøde meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret

videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før

udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten vejleder den pågældende

om følgerne af samtykke efter denne bestemmelse.

§ 18 d.

Justitsministerens afgørelse efter § 18 b, stk. 4, skal træffes

snarest og så vidt muligt inden 10 dage efter, at den, der begæres udleveret,

er anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til udleveringen.

Stk. 2.

Træffer

ministeren afgørelse om udlevering, og indbringes sagen i medfør af

§ 16,

jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt., for retten, skal rettens endelige

afgørelse så vidt muligt afsiges inden 60 dage efter anholdelsen af den

pågældende her i landet.

§ 18 e.

Medmindre den pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om

udlevering for retten, kan han ikke udleveres før udløbet af den frist på 3

dage, som er nævnt i § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt.

Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen

er fundet lovlig ved endelig retskendelse.

Stk. 2.

Udlevering

skal gennemføres snarest og så vidt muligt inden 10 dage efter de i

stk. 1

nævnte tidspunkter, jf. dog § 10 i.

Stk. 3.

For at

sikre gennemførelsen af en udlevering kan de i retsplejelovens kapitel 69 om

anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes.

Fængsling, som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering

ikke har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I særlige

tilfælde

kan retten dog forlænge denne frist.

§ 18 f.

Genstande,

som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, skal med forbehold for

tredjemands eventuelle rettigheder overgives til den myndighed, som har

anmodet

om udlevering, hvis denne myndighed anmoder herom og genstanden skal tjene

som

bevis eller hidrører fra lovovertrædelsen.«

13.

I

§ 19, stk. 1,

ændres »fremmed stat«

til: »stat uden for Den Europæiske Union«.

14.

§ 20, stk. 4,

affattes således:

»Stk. 4.

Anmodning

om tilladelse efter stk. 1 fra en stat uden for Den Europæiske Union

skal

indeholde de oplysninger, der omtales i § 11, stk. 1, samt

oplysning

om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse

prøvet ved domstolene. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en

medlemsstat i Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger, der omtales

i

§ 18 a, stk. 1-3, samt oplysning om, hvorvidt den pågældende

forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.«

15.

I

§ 21, stk. 1,

indsættes efter

»§ 2«: »og § 2 a«.

16.

I

§ 21

indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Sker udleveringen til en anden

medlemsstat i Den Europæiske Union, kan tilladelse dog meddeles, såfremt der

er

modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted

for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige

straffebestemmelser

samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en europæisk arrestordre. Hvis

udleveringen til en anden medlemsstat sker fra en stat uden for Den

Europæiske

Union, skal der ud over de i 1. pkt. nævnte oplysninger endvidere gives

oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

17.

Efter

§ 21 indsættes:

»§ 21 a.

En

person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidigt er udleveret

til

Danmark med henblik på retsforfølgning her i landet, skal, når

retsforfølgningen er afsluttet, tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra

den

pågældende er udleveret. Den pågældende skal være frihedsberøvet under

udleveringen, medmindre andet er aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er

sket.

Stk. 2.

Afgørelse

om frihedsberøvelse træffes af retten efter anmodning fra politiet. For

frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse

træffes ved kendelse.

Stk. 3.

Under

frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet de indskrænkninger, som

er

nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden

og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbringelse kan ske i arresthus, jf.

retsplejelovens § 770, stk. 2.«

§ 2

I lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af

lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr.

251 af 12. juni 1975, § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 6 i

lov

nr. 378 af 6. juni 2002, foretages følgende ændring:

1.

I

§ 1

indsættes som

stk. 2

:

»Stk. 2.

Loven

omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til Finland og Sverige, i det omfang

de særlige regler om udlevering mellem medlemsstater i Den Europæiske Union

er

mere vidtgående end reglerne i denne lov.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Loven finder

anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens

ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog

ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele

med

de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg Slot, den 10. juni

2003

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Lene Espersen

Lignende dokumenter