Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov
om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,
Norge og Sverige
(Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske
arrestordre m.v.)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør
vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov om udlevering af lovovertrædere, jf.
lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret ved § 4 i lov
nr. 280 af 25. april 2001 og § 5 i lov nr. 378 af 6. juni 2002,
foretages
følgende ændringer:
1.
§ 1, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til Island og Norge. Loven
omfatter endvidere ikke udlevering fra Danmark til Finland og Sverige, i det
omfang de særlige regler om udlevering mellem de nordiske lande er mere
vidtgående end reglerne i denne lov.«
2.
Overskriften
til
kapitel 2
affattes således:
»Betingelser for udlevering til stater uden for Den
Europæiske Union«.
3.
Læs alt
§ 2
affattes således:
»§ 2.
Justitsministeren kan på grundlag af en
overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at danske
statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat,
1)
hvis den pågældende i
de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat,
hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den
lovovertrædelse,
for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i
mindst 1 år, eller
2)
hvis handlingen efter
dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.
Stk. 2.
Gælder der
i forhold til en stat uden for Den Europæiske Union ikke en af de i
stk. 1
nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering
af
en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i
øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.«
4.
§ 2 a
affattes således:
»§ 2 a.
Udlevering af en udlænding til strafforfølgning
eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union kan
ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år.
Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering
dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.«
5.
I
§ 6
indsættes som
stk. 2
:
»Stk. 2.
Udlevering
må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter
udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf.«
6.
§ 8
affattes således:
»§ 8
.
Udl
Udlevering kan ikke ske, når den, der søges udleveret, her i landet er dømt,
frifundet eller benådet for den pågældende strafbare handling. Er tiltale mod
den pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens
betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt.
Udlevering kan afslås, hvis påtale er opgivet og betingelserne for at omgøre
beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt.«
7.
§ 9, stk. 2,
ophæves.
8.
I
§ 10, nr. 1, litra a,
udgår »jf. dog
§ 10 a,«.
9.
§ 10 a
ophæves, og i stedet indsættes:
»Kapitel 2 a
Betingelser for udlevering til medlemsstater i Den
Europæiske Union
§ 10 a.
Udlevering
af personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i
Den
Europæiske Union for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den
medlemsstat,
der har anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden
frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på grundlag af en
europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter
dansk ret, for følgende handlinger:
1)
Deltagelse i en
kriminel organisation.
2)
Terrorisme.
3)
Menneskehandel.
4)
Seksuel udnyttelse af
børn og børnepornografi.
5)
Ulovlig handel med
narkotika og psykotrope stoffer.
6)
Ulovlig handel med
våben, ammunition og eksplosive stoffer.
7)
Bestikkelse.
8)
Svig, herunder svig,
der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.
9)
Hvidvaskning af
udbyttet fra strafbart forhold.
10)
Falskmøntneri,
herunder forfalskning af euroen.
11)
Internetkriminalitet.
12)
Miljøkriminalitet,
herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede
plantearter og træsorter.
13)
Menneskesmugling.
14)
Forsætligt manddrab og
grov legemsbeskadigelse.
15)
Ulovlig handel med
menneskevæv og -organer.
16)
Bortførelse,
frihedsberøvelse og gidseltagning.
17)
Racisme og fremmedhad.
18)
Organiseret eller
væbnet tyveri.
19)
Ulovlig handel med
kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.
20)
Bedrageri.
21)
Afkrævning af
beskyttelsespenge og pengeafpresning.
22)
Efterligninger og
fremstillinger af piratudgaver af produkter.
23)
Forfalskning af
officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter.
24)
Forfalskning af
betalingsmidler.
25)
Ulovlig handel med
hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.
26)
Ulovlig handel med nukleare
og radioaktive materialer.
27)
Handel med stjålne
motorkøretøjer.
28)
Voldtægt.
29)
Forsætlig
brandstiftelse.
30)
Strafbare handlinger
omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.
31)
Skibs- eller
flykapring.
32)
Sabotage.
Stk. 2.
Udlevering af personer til
strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der
ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk
arrestordre, hvis den strafbare handling i den pågældende stat kan medføre
fængsel i mindst 1 år og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.
Stk. 3.
Udlevering
af personer til fuldbyrdelse af en dom i en medlemsstat i Den Europæiske
Union
for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af
en
europæisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller
en
anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed og en
tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.
Stk. 4.
Udlevering
til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan
finde sted, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn
til
et af forholdene.
§ 10 b.
Ved
udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i
landet, til strafforfølgning kan der stilles vilkår om, at den pågældende
overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel
fængselsstraf
eller anden frihedsberøvende foranstaltning.
Stk. 2.
Udlevering
af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til
straffuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.
§ 10 c.
Udlevering
kan ikke finde sted, hvis den pågældende på gerningstidspunktet var under den
kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15.
§ 10 d.
Udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges udleveret, her i landet
eller i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union end den medlemsstat, der
har anmodet om udlevering, er dømt eller frifundet for den samme strafbare
handling. Tilsvarende gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er
benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås, hvis den, der søges
udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for Den
Europæiske Union. Uanset at den pågældende er dømt for den samme strafbare
handling i en anden stat end den, der har anmodet om udlevering, kan
udlevering
dog kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet
fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes
efter
lovgivningen i denne stat.
Stk. 2.
Er tiltale
mod den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering kun finde sted,
hvis
retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald
er
opfyldt. Udlevering kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet og
betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt.
Stk. 3.
Udlevering
til strafforfølgning kan afslås, hvis
der her i landet er indledt retsforfølgning mod den pågældende for den
handling, for hvilken der søges udlevering, og retsforfølgning på grund af
handlingens
karakter, den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i
øvrigt
findes at skulle gennemføres her i landet.
§ 10 e.
Udlevering
for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straffemyndighed, kan
afslås, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den
pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.
§ 10 f.
Udlevering
kan ikke finde sted, hvis den pågældende handling helt eller delvis er
foretaget her i landet og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.
Stk. 2.
Udlevering
kan afslås, hvis den pågældende handling er foretaget uden for territoriet
for
den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling
foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk
straffemyndighed.
§ 10 g.
Udlevering
med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, hvorved den pågældende er
idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan kun finde
sted,
hvis indkaldelsen til domsforhandlingen har været forkyndt for den pågældende
personlig eller den pågældende på anden måde har fået underretning om tid og
sted for domsforhandlingen.
Stk. 2.
Udlevering
kan dog ske uanset betingelserne i stk. 1, hvis den, der er dømt uden at
have været til stede under domsforhandlingen i den pågældende medlemsstat,
kan
kræve sagen genoptaget og under den fornyede domsforhandling har adgang til
at
være til stede.
§ 10 h.
Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter
udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt
befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på
grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig
mod
hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.
Stk. 2.
Udlevering
må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter
udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf.
§ 10 i.
Hvis
det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder,
helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering
ville være uforenelig med humanitære hensyn, skal udlevering udsættes, indtil
de særlige forhold, der forhindrer udlevering, ikke længere er til stede.
§ 10 j.
Bestemmelsen
i § 10 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Den
udleverede kan dog uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar for
andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket
udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke
indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan
endvidere
drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende har
meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering
er
sket.
Stk. 3.
Den
udleverede kan uden justitsministerens tilladelse videreudleveres til en
tredje
medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering
til
den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at
blive
draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for
andre
strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering
for, jf. § 18 c, 2. pkt. Videreudlevering kan også ske uden
justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til
videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er
sket.«
10.
Overskriften
til
kapitel 3
affattes således:
»Behandlingen af sager om udlevering til stater uden
for Den Europæiske Union«.
11.
I
§ 11, stk. 1,
udgår », jf. dog
kapitel 3 a,«.
12.
Kapitel 3 a
affattes således:
»Kapitel 3 a
Behandling af sager om udlevering til medlemsstater
i Den Europæiske Union
§ 18 a.
En europæisk arrestordre skal for at kunne danne grundlag for anholdelse og
udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union indeholde oplysning om
den
eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare
handling,
dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om,
hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om
der
er afsagt dom.
Stk. 2.
En
europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til
strafforfølgning, skal tillige indeholde oplysning om, hvilken straf den
pågældende handling efter lovgivningen i den medlemsstat, hvortil udlevering
ønskes, kan medføre.
Stk. 3.
En
europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til
straffuldbyrdelse, skal tillige indeholde oplysning om den idømte straf eller
anden retsfølge.
§ 18 b.
Medmindre justitsministeren allerede på grundlag af oplysningerne i den
europæiske arrestordre finder at burde nægte udlevering, sendes den
europæiske
arrestordre til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har
ophold. Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er
nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For
denne
undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne
lempelser.
Stk. 2.
Til fremme
af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er
omtalt
i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om
varetægtsfængsling,
anvendes, i det omfang den europæiske arrestordre er udstedt for en
lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 2 a kan medføre udlevering.
Herudover kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om
legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og
edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt anvendes i samme
omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der
forfølges her i landet.
Stk. 3.
Bestemmelsen om forsvarerbeskikkelse i § 14 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4.
Efter
afslutningen af politiets undersøgelse i medfør af stk. 1 forelægges
spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse. Bestemmelserne i
§ 15, stk. 2, og § 16 finder tilsvarende anvendelse.
§ 18 c.
Den,
der på grundlag af en europæisk arrestordre begæres udleveret, kan i et
retsmøde meddele samtykke til udlevering. Den pågældende kan endvidere i et
retsmøde meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret
videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før
udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten vejleder den pågældende
om følgerne af samtykke efter denne bestemmelse.
§ 18 d.
Justitsministerens afgørelse efter § 18 b, stk. 4, skal træffes
snarest og så vidt muligt inden 10 dage efter, at den, der begæres udleveret,
er anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til udleveringen.
Stk. 2.
Træffer
ministeren afgørelse om udlevering, og indbringes sagen i medfør af
§ 16,
jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt., for retten, skal rettens endelige
afgørelse så vidt muligt afsiges inden 60 dage efter anholdelsen af den
pågældende her i landet.
§ 18 e.
Medmindre den pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om
udlevering for retten, kan han ikke udleveres før udløbet af den frist på 3
dage, som er nævnt i § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt.
Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen
er fundet lovlig ved endelig retskendelse.
Stk. 2.
Udlevering
skal gennemføres snarest og så vidt muligt inden 10 dage efter de i
stk. 1
nævnte tidspunkter, jf. dog § 10 i.
Stk. 3.
For at
sikre gennemførelsen af en udlevering kan de i retsplejelovens kapitel 69 om
anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes.
Fængsling, som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering
ikke har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I særlige
tilfælde
kan retten dog forlænge denne frist.
§ 18 f.
Genstande,
som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, skal med forbehold for
tredjemands eventuelle rettigheder overgives til den myndighed, som har
anmodet
om udlevering, hvis denne myndighed anmoder herom og genstanden skal tjene
som
bevis eller hidrører fra lovovertrædelsen.«
13.
I
§ 19, stk. 1,
ændres »fremmed stat«
til: »stat uden for Den Europæiske Union«.
14.
§ 20, stk. 4,
affattes således:
»Stk. 4.
Anmodning
om tilladelse efter stk. 1 fra en stat uden for Den Europæiske Union
skal
indeholde de oplysninger, der omtales i § 11, stk. 1, samt
oplysning
om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse
prøvet ved domstolene. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en
medlemsstat i Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger, der omtales
i
§ 18 a, stk. 1-3, samt oplysning om, hvorvidt den pågældende
forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.«
15.
I
§ 21, stk. 1,
indsættes efter
»§ 2«: »og § 2 a«.
16.
I
§ 21
indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Sker udleveringen til en anden
medlemsstat i Den Europæiske Union, kan tilladelse dog meddeles, såfremt der
er
modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted
for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige
straffebestemmelser
samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en europæisk arrestordre. Hvis
udleveringen til en anden medlemsstat sker fra en stat uden for Den
Europæiske
Union, skal der ud over de i 1. pkt. nævnte oplysninger endvidere gives
oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
17.
Efter
§ 21 indsættes:
»§ 21 a.
En
person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidigt er udleveret
til
Danmark med henblik på retsforfølgning her i landet, skal, når
retsforfølgningen er afsluttet, tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra
den
pågældende er udleveret. Den pågældende skal være frihedsberøvet under
udleveringen, medmindre andet er aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er
sket.
Stk. 2.
Afgørelse
om frihedsberøvelse træffes af retten efter anmodning fra politiet. For
frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse
træffes ved kendelse.
Stk. 3.
Under
frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet de indskrænkninger, som
er
nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden
og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbringelse kan ske i arresthus, jf.
retsplejelovens § 770, stk. 2.«
§ 2
I lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af
lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr.
251 af 12. juni 1975, § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 6 i
lov
nr. 378 af 6. juni 2002, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 1
indsættes som
stk. 2
:
»Stk. 2.
Loven
omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til Finland og Sverige, i det omfang
de særlige regler om udlevering mellem medlemsstater i Den Europæiske Union
er
mere vidtgående end reglerne i denne lov.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Loven finder
anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens
ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele
med
de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 10. juni
2003
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/Lene Espersen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.) Retsinformation · 26. februar 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.) Retsinformation · 4. juni 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) m.v.) Retsinformation · 16. november 2006
- Forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v. Retsinformation · 11. april 2002
- Forslag til Lov om udlevering til og fra Danmark (udleveringsloven) Retsinformation · 28. november 2019
- Skriftlig fremsættelse (15. november 2006) - L 72 Retsinformation · 16. november 2006