Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler, lov om erstatningsansvar og lov om kreditaftaler (Nye regler i forsikringsaftaleloven om begrundelsespligt, lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger, præmiebetaling, vejledning om acontobetaling og direkte krav ved skadevolders konkurs mv. samt ændring af rentesatsen i visse formueretlige love)

2002/1 LSF 169Lovforslag som fremsatJustitsministeriet26. februar 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 26. februar 2003 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om

forsikringsaftaler, lov om

erstatningsansvar og lov om kreditaftaler

(Nye regler i forsikringsaftaleloven om begrundelsespligt,

lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger, præmiebetaling,

vejledning om acontobetaling og direkte krav ved skadevolders konkurs mv.

samt ændring af rentesatsen i visse formueretlige love)

§ 1

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24.

oktober 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 435 af 31. maj

2000, foretages følgende ændringer:

1.

I § 2 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Ved en forbrugerforsikring forstås en

forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens

indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Selskabet har

bevisbyrden for, at en forsikringsaftale ikke er en forbrugerforsikring.«

2.

Efter § 3 a indsættes:

»§ 3 b. Selskabets afslag på at tegne en forsikring som

begæret og selskabets opsigelse af en forsikringsaftale skal efter

anmodning begrundes.

Stk. 2.

Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de

relevante retsregler samt en kort redegørelse for, hvorfor

forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor forsikringsaftalen opsiges.

Læs alt

Begrundelsen skal efter anmodning være skriftlig.«

3.

I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt

stykke:

»Stk. 3. Ved forbrugerforsikring samt ved livs-, ulykkes-

eller sygeforsikring eller anden personforsikring kan det uanset stk. 1

og 2 bestemmes, at selskabet hæfter helt eller delvis, hvis

særlige omstændigheder taler herfor. Ved afgørelsen heraf

skal der navnlig lægges vægt på, om det forhold, hvorom der

er givet urigtig oplysning, må antages at have haft indflydelse

på forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens

størrelse, på den af forsikringstageren udviste uagtsomhed og

på den tid, der er forløbet fra afgivelsen af urigtig oplysning

til forsikringsbegivenhedens indtræden.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

4.

I § 10, stk. 1, indsættes efter

»§§ 5«: », 6, stk. 3,«.

5.

§§ 12-17 affattes således:

»Præmien

§ 12.

Præmien skal betales senest 21 dage efter

selskabets påkrav herom.

Stk. 2.

Forbehold om, at selskabets ansvar først skal

indtræde, når første præmie er betalt, eller policen

er udleveret, er ugyldigt.

§ 13.

Betales præmien ikke rettidigt, kan selskabet

opsige forsikringsaftalen med den virkning, at aftalen ophører, hvis

præmien ikke er betalt senest 21 dage efter opsigelsen. Opsigelse kan

tidligst ske 14 dage efter udløbet af betalingsfristen efter

§ 12, stk. 1.

Stk. 2.

Opsigelsen skal angive, at forsikringsaftalen

ophører, hvis præmien ikke betales inden den fastsatte frist, og

skal oplyse om muligheden efter § 14 for at bringe forsikringsaftalen

til at løbe på ny. Fristerne efter stk. 1, 1. pkt., og

§ 14, 2. pkt., regnes først fra det tidspunkt, hvor disse

oplysninger er givet.

§ 14.

Skyldes den for sene betaling af præmien

særligt undskyldende omstændigheder, og betales præmien

samt eventuelle renter og omkostninger uden ugrundet ophold efter

betalingshindringens ophør, løber forsikringsaftalen på

ny fra dagen efter, at betaling sker. Betaling skal dog ske senest 3

måneder efter udløbet af opsigelsesfristen efter § 13,

stk. 1. Er forsikringsaftalen indgået for en bestemt periode, skal

betaling tillige ske inden udløbet af denne periode.

§ 15.

Indbetaling til et pengeinstitut her i riget, bortset

fra Grønland, til befordring til betalingsstedet er rettidig,

når den sker inden for fristerne efter §§ 12-14.

Stk. 2.

Har forsikringstageren bopæl i Grønland,

forlænges de i §§ 12-14 omhandlede frister for betaling i det

omfang, stedets forbindelsesmuligheder i det enkelte tilfælde

gør det rimeligt, ligesom opsigelse efter § 13, stk. 1, kan

ske tidligere end 14 dage efter betalingsfristens udløb, for så

vidt det er rimeligt begrundet i stedets postforbindelse.

§ 16.

Opsiges en forsikringsaftale af selskabet i henhold til

en bestemmelse i denne lov til ophør inden udløbet af den tid,

som aftalen er indgået for, har selskabet ret til den præmie, som

skulle have været betalt, hvis forsikringen kun havde været

tegnet for den forløbne tid.

Stk. 2.

Ophører aftalen af andre grunde, har selskabet

ret til så stor en del af præmien, som svarer til den tid, der er

forløbet indtil aftalens ophør.

§ 17.

Ved forbrugerforsikring kan §§ 12-16 ikke ved

aftale fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede.

§ 12, stk. 1, kan dog fraviges som led i en løbende aftale

om betaling af præmien ved betalingsoverførsel.

Stk. 2.

For så vidt angår betaling af

første præmie, kan det aftales, at forsikringsaftalen

ophører, hvis præmien ikke betales inden en rimelig frist efter

selskabets påkrav om betaling. Fristen i § 14, 2. pkt., regnes i

givet fald fra tidspunktet for aftalens ophør.

Stk. 3.

§ 16 gælder ikke for livsforsikringer.«

6.

§ 24, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Beløbet skal af selskabet forrentes fra det

tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en

årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et

tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den

officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr.

den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks

Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten,

dog således at det i 1. pkt. nævnte tillæg ikke kan

fastsættes til mindre end 7 pct.«

7.

I § 24 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Ved ansvarsforsikring gælder stk. 1-3 ikke

for den skadelidtes erstatningskrav mod selskabet.«

8.

Overskriften efter § 24 ophæves, og der

indsættes:

»§ 25. Selskabet skal senest 3 måneder efter anmeldelse

af forsikringsbegivenheden vejlede sikrede om retten til at kræve

betaling efter § 24, stk. 1, 2. pkt., medmindre sikredes krav

på forsikringsydelsen inden da er imødekommet eller afvist.

Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for åbenbart, at

der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve en

sådan betaling.«

9.

I § 29 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter

umiddelbart over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod

selskabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod

skadevolderen.«

10.

Overskriften til § 32 affattes således:

»Bistand ved forhandlinger med selskabet mv.«

11.

I § 32 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Den sikrede kan i forbindelse med udenretlig

fremsættelse og opgørelse af krav mod selskabet kræve

rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand dækket af

selskabet. Ved ansvarsforsikring finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse med

hensyn til den skadelidtes erstatningskrav mod selskabet.«

12.

I § 33, stk. 1, 2. pkt., ændres

»§§ 8, 13, stk. 1, 2. punktum, 14, 31 og 48« til: »§§ 8, 12,

stk. 1, 13, 31 og 48«.

13.

§ 51, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

14.

I § 95 indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2. Den skadelidte indtræder endvidere i den

sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er

omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. I det

omfang skadelidtes krav ikke er blevet dækket, kan det fulde krav

på erstatning rettes mod selskabet. Selskabet skal i de i 1. pkt.

nævnte tilfælde uden ugrundet ophold underrette den sikrede om,

at det har modtaget et krav på erstatning.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 2

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 4.

september 2002, som ændret ved lov nr. 35 af 21. januar 2003, foretages

følgende ændring:

1.

§ 16, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det

kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der

svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct.

Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som

Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det

pågældende år. Justitsministeren kan hvert andet år

efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og

Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i 1. pkt.

nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7

pct.«

§ 3

I lov om kreditaftaler, jf. lov nr. 398 af 13. juni 1990, som ændret

senest ved § 3 i lov nr. 442 af 31. maj 2000, foretages følgende

ændring:

1.

§ 23, stk. 1, affattes således:

»§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse

med § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale

lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid

værende restgæld, der svarer til den fastsatte referencesats med

et tillæg på 5 pct. Som referencesats anses i denne lov den

officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr.

den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.«

§ 4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2004, jf. dog

stk. 3 og 4.

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 3-4, 8 og 10-11, finder

anvendelse på forsikringsbegivenheder, der indtræder efter lovens

ikrafttræden, og § 1, nr. 5, på præmie, der forfalder

til betaling efter lovens ikrafttræden. § 1, nr. 7, 9 og 14,

finder anvendelse på skader, der indtræder efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 3.

Lovens § 1, nr. 6, og § 2 træder i

kraft den 1. juli 2003 og gælder for rente af krav, der kan

kræves betalt denne dato eller senere.

Stk. 4.

Lovens § 3 træder i kraft den 1. juli 2003

og gælder for kreditaftaler, der indgås efter

ikrafttrædelsen.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

s.5

2.

Forsikringsaftaleloven mv. i

hovedtræk

s.5

2.1.

Forsikringsaftaleloven

s.5

2.2.

Lov om forsikringsvirksomhed og lov om finansiel

virksomhed

s.6

3.

Baggrunden for lovforslaget

s.6

4.

Lovforslagets hovedindhold

s.7

4.1.

Urigtige oplysninger ved forsikringens

tegning

s.7

4.1.1.

Gældende ret

s.7

4.1.2.

Lovforslagets udformning

s.7

4.2.

Præmiebetaling

s.10

4.2.1.

Gældende ret

s.10

4.2.2.

Lovforslagets udformning

s.10

4.3.

Forsikringsselskabets betalingspligt, renter

mv.

s.11

4.3.1.

Gældende ret

s.11

4.3.2.

Lovforslagets udformning

s.12

4.4.

Forældelse

s.13

4.4.1.

Gældende ret

s.13

4.4.2.

Lovforslagets udformning

s.13

4.5.

Direkte krav ved ansvarsforsikringer

s.14

4.5.1.

Gældende ret

s.14

4.5.2.

Lovforslagets udformning

s.14

4.6.

Kontraherings- og begrundelsespligt

s.16

4.6.1.

Gældende ret

s.16

4.6.2.

Lovforslagets udformning

s.16

4.7.

Opsigelse

s.19

4.7.1.

Gældende ret

s.19

4.7.2.

Lovforslagets udformning

s.19

4.8.

Ulykkesforsikring

s.22

4.8.1.

Gældende ret

s.22

4.8.2.

Lovforslagets udformning

s.22

4.9.

Andre spørgsmål

s.24

4.9.1.

Indsættelse af begunstigede i livsforsikringer

mv.

s.24

4.9.2.

Kollektive forsikringer mv.

s.24

4.9.3.

Informationspligt mv.

s.24

4.10.

Ændring af rentesatsen i forsikringsaftaleloven og

andre formueretlige love

s.25

5.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv

s.26

6.

Høring

s.27

1. Indledning

Lovforslaget indeholder en række ændringer af

forsikringsaftaleloven med henblik på at forbedre retsstillingen for

forsikringstageren (den, der indgår forsikringsaftalen med

forsikringsselskabet) og den sikrede (den, der har ret til

forsikringsydelsen) på områder, hvor erfaringerne med anvendelsen

af loven har vist, at der er behov for justeringer.

Lovforslaget indeholder navnlig følgende forslag

til ændringer i forsikringsaftaleloven:

Der foreslås indført en ny lempelsesregel,

der giver mulighed for i særlige tilfælde at se helt eller

delvist bort fra, at forsikringstageren ved forsikringstegningen har afgivet

urigtige oplysninger.

Der foreslås en samlet revision af reglerne om

præmiebetaling, herunder bl.a. en ny »genoplivningsregel«, der i

særlige tilfælde giver mulighed for at »genoplive« en forsikring,

der er opsagt af forsikringsselskabet på grund af manglende

præmiebetaling.

Ved ansvarsforsikringer, hvor selskabet hæfter

umiddelbart over for skadelidte, f.eks. ansvarsforsikring for motordrevne

køretøjer, foreslås det, at kravet mod

forsikringsselskabet skal forældes efter de samme regler, som

gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen. Hermed undgås det,

at skadelidtes krav mod selskabet er forældet, mens kravet mod

skadevolderen består.

Der foreslås en ny regel, hvorefter forsikringsselskabet skal

vejlede om retten til at kræve acontobetaling.

Det foreslås, at selskabet efter anmodning skal begrunde afslag

på at tegne en forsikring og opsigelse af en forsikring.

Der foreslås endvidere en præcisering af, at

skadelidte i tilfælde af skadevolderens konkurs mv. kan rette sit

erstatningskrav direkte mod skadevolderens

ansvarsforsikringsselskab.

Lovforslaget indeholder endvidere en forhøjelse af

rentesatsen efter forsikringsaftaleloven og erstatningsansvarsloven,

således at renten efter disse love som hidtil kommer til at svare til

den almindelige morarentesats efter renteloven, som blev forhøjet med

virkning fra den 1. august 2002, jf. lov nr. 379 af 6. juni 2002. Det

foreslås endvidere, at grundlaget for beregning af rentesatsen efter

kreditaftaleloven bringes i overensstemmelse med rentelovens regler.

De foreslåede ændringer af

forsikringsaftaleloven bygger på betænkning nr. 1423/2002 om

forsikringsaftaleloven, som er afgivet af et udvalg under Justitsministeriet.

Lovforslaget svarer i det væsentlige til udvalgets lovudkast.

Betænkningen indeholder på enkelte punkter en

mindretalsudtalelse, og lovforslaget er i disse tilfælde udformet i

overensstemmelse med flertallets forslag. Der henvises til punkt 4.5.2.,

4.6.2. og 4.8.2. nedenfor.

2. Forsikringsaftaleloven mv. i hovedtræk

2.1. Forsikringsaftaleloven

Forsikringsaftaler reguleres først og fremmest af

reglerne i forsikringsaftaleloven. Loven trådte i kraft den 1. januar

1932 og er siden ændret flere gange, senest i 2000 ved

indsættelsen af § 120 a om betydningen ved sygeforsikring af

sygdomme, der er indtrådt inden forsikringstidens begyndelse.

Loven indeholder bestemmelser, der er fælles for

alle forsikringstyper. Det er f.eks. regler om virkningen af, at der er

afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning, præmiebetaling,

sikredes fremkaldelse af forsikringsbegivenheden, anmeldelse af

forsikringsbegivenheden, selskabets betalingspligt og forældelse.

Endvidere indeholder loven særlige regler for bestemte

forsikringstyper, f.eks. for skadesforsikring (forsikringer, hvor

erstatningen fastsættes på grundlag af det lidte tab). Loven

indeholder dels bestemmelser, der gælder for alle skadesforsikringer,

dels særlige regler om forskellige former for skadesforsikring, f.eks.

brandforsikring og ansvarsforsikring. Forsikringsaftaleloven indeholder

også særlige regler for livsforsikring samt ulykkes- og

sygeforsikring.

Forsikringsaftaleloven indeholder ikke en

udtømmende regulering af de mange forskellige spørgsmål,

som kan opstå i relation til en forsikringsaftale. Der findes f.eks.

ingen regler om indgåelse af forsikringsaftaler, som reguleres af

almindelige aftaleretlige regler. Herudover findes der enkelte regler

vedrørende forsikringsaftaler i andre love, f.eks. om

forsikringsselskabets informationspligt i §§ 256-256 a i lov om

forsikringsvirksomhed og om forsikringstagerens fortrydelsesret i kapitel 4 a

i lov om visse forbrugeraftaler (dørsalgsloven).

Forsikringsaftaleloven har i vid udstrækning

karakter af en beskyttelseslov i forhold til forsikringstagerne og de

sikrede. En række af lovens bestemmelser kan på denne baggrund

ikke fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede, f.eks.

reglerne om virkningen af, at der er afgivet urigtige oplysninger ved

forsikringens tegning, eller om virkningen af, at præmien ikke betales

til tiden. Generelt kan lovens bestemmelser dog fraviges ved aftale,

medmindre andet er bestemt, jf. § 3.

2.2. Lov om forsikringsvirksomhed og lov om finansiel virksomhed

De tilsyns- og selskabsretlige regler vedrørende

forsikringsselskaber mv. findes navnlig i lov om forsikringsvirksomhed og lov

om finansiel virksomhed.

Lov om finansiel virksomhed indeholder regler, der er

fælles for hele det finansielle område (pengeinstitutter,

realkreditinstitutter, forsikringsselskaber mv.). Det gælder bl.a.

visse regler om koncerner, ledelse, ejerforhold og Finanstilsynets

virksomhed. Efter lovens § 3 skal finansiel virksomhed drives i

overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis. Efter § 3,

stk. 2, kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte

nærmere regler herom. Disse regler er for tiden under udarbejdelse.

I lov om forsikringsvirksomhed findes regler, som alene

gælder for forsikringsvirksomhed. Loven indeholder f.eks. regler om,

hvem der må drive forsikringsvirksomhed, i hvilket omfang der kan

drives anden virksomhed ved siden af forsikringsvirksomhed, visse

særregler om forsikringsselskabers ledelse og særlige regler om

visse former for forsikringsvirksomhed (f.eks. gensidige

forsikringsselskaber). Der findes også særlige regler om visse

forsikringstyper (bygningsbrandforsikring og arbejdsskadeforsikring). Som

anført ovenfor i punkt 2.1. indeholder loven endvidere i

§§ 256-256 a visse regler om forsikringsselskabets

informationspligt.

3. Baggrunden for lovforslaget

3.1.

Ved folketingsbeslutning af 18. december 1998

pålagde Folketinget den daværende regering at nedsætte et

udvalg, der skulle udarbejde forslag til ændringer af

forsikringsaftaleloven med henblik på en præcisering af reglerne

om forsikringsselskabets ansvar for så vidt angår ulykkes- og

sygeforsikringer. Udvalget skulle endvidere gennemgå

forsikringsaftaleloven med henblik på en generel revision.

Den daværende justitsminister nedsatte herefter et

udvalg om revision af forsikringsaftaleloven (herefter »udvalget«). Udvalget

blev sammensat med repræsentanter for Den Danske Dommerforening,

Forbrugerrådet, Forsikring & Pension, De Samvirkende

Invalideorganisationer, Advokatrådet, Landsorganisationen i Danmark,

Dansk Arbejdsgiverforening, Økonomiministeriet (nu Økonomi- og

Erhvervsministeriet), Finanstilsynet og Justitsministeriet samt med

landsdommer Lars Lindencrone Petersen som formand og ved

betænkningens afgivelse professor Erik Werlauff, Aalborg Universitet,

og lektor Ivan Sørensen, Københavns Universitet, som

medlemmer.

Udvalget blev pålagt de to opgaver, som er

nævnt i folketingsbeslutningen. Udvalgets første opgave bestod

således i at udarbejde forslag til en præcisering af reglerne om

forsikringsselskabets ansvar ved ulykkes- og sygeforsikringer. Om dette

spørgsmål afgav udvalget i januar 2000 en redegørelse om

ændring af forsikringsaftalelovens § 120 vedrørende

forsikringsselskabers hæftelse for ulykker og sygdom, der

indtræder i forsikringstiden. På grundlag af udvalgets forslag

blev der i forsikringsaftaleloven indsat en ny § 120 a om selskabets

ansvar i visse tilfælde, hvor det viser sig, at forsikringstageren var

syg, da en forsikring mod sygdom blev tegnet, jf. lov nr. 435 af 31. maj

2000.

3.2.

Udvalget har vedrørende sin anden

hovedopgave afgivet betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven

(herefter »betænkningen«).

Efter udvalgets opfattelse er der ikke noget

påtrængende behov for at foretage grundlæggende

ændringer af loven som sådan, herunder udforme en helt ny

forsikringsaftalelov. Den gældende lov er indarbejdet i praksis, og der

er gennem årene bl.a. i retspraksis og hos Ankenævnet for

Forsikring sket en afklaring af mange af de fortolknings- og

tvivlsspørgsmål, som loven har givet anledning til. Udvalget

peger endvidere bl.a. på, at der på ny synes at være

overvejelser i EU om behovet for en hel eller delvis harmonisering af

forsikringsaftaleretten. Spørgsmålet har bl.a. været

drøftet i en rådgivende komité under Kommissionen.

Udvalget har på denne baggrund og efter

forelæggelse for justitsministeren og Folketingets Retsudvalg taget

udgangspunkt i de emneområder, hvor der navnlig ud fra erfaringerne

med lovens anvendelse i praksis kan være behov for nærmere at

overveje lovændringer, og har på grundlag heraf udarbejdet et

udkast til ændring af forsikringsaftaleloven. Udvalget har

således ikke foretaget en fuldstændig gennemgang af alle

bestemmelser i loven med henblik på formulering af en helt ny

forsikringsaftalelov.

Udvalget har i sit arbejde bl.a. inddraget en udredning om

bedre forbrugerbeskyttelse ved private forsikringer i Danmark (maj 2001), som

lektor Ivan Sørensen har udarbejdet til Forbrugerstyrelsen.

Der henvises til betænkningen side 33 ff. og 407

ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og

lovforslaget er derfor i overensstemmelse med udvalgets forslag udformet

således, at der ikke foretages grundlæggende ændringer af

loven, men alene foretages en række justeringer på punkter, hvor

der konkret har vist sig behov for det.

3.3.

Efter udvalgets opfattelse er der ikke i

praksis noget væsentligt behov for at foretage en særlig samlet

regulering af forsikringsaftaler på forbrugerområdet. Det

foreslås imidlertid, at de nye regler om præmiebetaling ikke kan

fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede ved

forbrugerforsikringer, og at den nye lempelsesregel, hvis der er afgivet

urigtige oplysninger, skal gælde for forbrugerforsikringer og

personforsikringer.

Der henvises til betænkningen side 24 og 36 f.

Justitsministeriet er enig i, at der ikke er behov for at

udforme en samlet særlig regulering af forbrugerforsikringer, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

4. Lovforslagets hovedindhold

4.1. Urigtige oplysninger ved forsikringens tegning

4.1.1. Gældende ret

Grundlaget for et forsikringsselskabs vurdering af

risikoen ved at antage en forsikring er i første række

forsikringstagerens egne oplysninger om det, der skal forsikres.

Sådanne oplysninger kan være afgørende for, om selskabet i

det hele taget vil tegne forsikringen, men kan også hvis forsikringen

tegnes få betydning for udformningen af forsikringsbetingelserne og

for præmiens størrelse.

Retsvirkningerne af, at der er afgivet urigtige

oplysninger ved aftalens indgåelse, reguleres af

forsikringsaftalelovens §§ 4-10. Har forsikringstageren svigagtigt

afgivet urigtige oplysninger, er aftalen ikke bindende for

forsikringsselskabet, jf. § 4. Har forsikringstageren i andre

tilfælde forsætligt eller uagtsomt afgivet urigtige oplysninger,

kan forsikringsselskabet helt eller delvist blive fri for ansvar efter

§ 6, hvorefter selskabet som udgangspunkt er fri for ansvar, hvis det

må antages, at det ikke ville have tegnet forsikringen med kendskab til

de rette forhold.

§ 6, stk. 2, indeholder den praktisk vigtige pro

rata-regel, der regulerer de tilfælde, hvor forsikringstageren uagtsomt

har afgivet urigtige oplysninger, og hvor selskabet, hvis det havde kendt

oplysningerne, ville have tegnet forsikringen på andre vilkår.

Reglen indebærer navnlig, at erstatningen fastsættes efter

forholdet mellem den betalte præmie og den præmie, der ville

være blevet opkrævet, hvis selskabet havde kendt til de rigtige

oplysninger. Hvis der f.eks. er tegnet en ulykkesforsikring med en

forsikringssum på 1 mio. kr. mod en årlig præmie på

3.000 kr., men selskabet med kendskab til de rette forhold ville have

krævet en årlig præmie på 4.000 kr., nedsættes

erstatningen forholdsmæssigt, dvs. efter forholdet 3:4. Ved en

invaliditetsgrad på 100 pct. nedsættes erstatningen således

til 750.000 kr.

§ 6, stk. 2, kan også føre til, at

der slet ikke ydes erstatning. Det kan f.eks. være tilfældet ved

en personforsikring, hvor forsikringstageren har afgivet urigtige oplysninger

om et forhold, som selskabet ville have fraskrevet sig ansvaret for. Hvis der

indtræder en forsikringsbegivenhed, som er udtryk for netop denne

risiko, vil selskabet være helt fri for ansvar.

Selskabet hæfter fuldt ud, hvis forsikringstageren

var i god tro ved afgivelsen af de urigtige oplysninger, dvs. at

forsikringstageren hverken vidste eller burde vide, at oplysningerne var

forkerte, jf. § 5. Selv om der er afgivet urigtige oplysninger, kan

selskabet endvidere efter § 9 ikke påberåbe sig dette, hvis

det ved forsikringens tegning kendte eller burde kende det rette forhold.

4.1.2. Lovforslagets udformning

Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at

forsikringsselskabet i forbindelse med forsikringens tegning modtager

så korrekte oplysninger som muligt dels for at selskabet kan beregne

den korrekte præmie og fastsætte de korrekte vilkår for

forsikringen, dels for at forsikringstageren/sikrede undgår, at

selskabet senere påberåber sig, at der er afgivet urigtige

oplysninger med den virkning, at selskabet helt eller delvist bliver fri for

ansvar.

Forsikringstagerens afgivelse af risikooplysninger har i

praksis navnlig givet anledning til problemer på

personforsikringsområdet, og det er blevet anført, at

forsikringsselskabernes anvendelse af reglerne om urigtige oplysninger

navnlig § 6 er alt for streng over for forsikringstagerne.

Udvalget har på denne baggrund navnlig overvejet, om

der i stedet for pro rata-reglen i § 6 bør anvendes en

kausalitetsregel, således at selskabet kun kan blive helt eller delvist

fri for ansvar, hvis det forhold, hvorom der er afgivet urigtige oplysninger,

har haft indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden. En

række forhold taler imidlertid imod indførelsen af en

sådan kausalitetsregel.

En ren kausalitetsregel må hvis den overhovedet

skal være anvendelig udformes sådan, at bevisbyrden for, at der

ikke er forbindelse mellem de uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden,

pålægges forsikringstageren, jf. Udkast til lov om

forsikringsaftaler (1925), side 35. Det må imidlertid antages, at det i

mange tilfælde bl.a. på livsforsikringsområdet vil

være vanskeligt for forsikringstageren at bevise, at der ikke er en

sådan årsagssammenhæng, og en kausalitetsregel vil i

så fald føre til, at forsikringstageren slet ikke får

erstatning. Med en sådan »alt eller intet«-situation for

forsikringstageren, der enten får fuld eller slet ingen erstatning, vil

en kausalitetsregel kunne få et noget vilkårligt præg.

En kausalitetsregel indebærer som nævnt, at

erstatningen helt bortfalder, hvis der er sammenhæng (kausalitet)

mellem det uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden. I modsætning

hertil er det afgørende efter den gældende pro rata-regel, i

hvilket omfang selskabet med kendskab til de rette forhold ville have tegnet

forsikringen (eventuelt på andre vilkår), og selskabet er

således ikke uden videre fri for ansvar, selv om der måtte

være sammenhæng mellem det uoplyste forhold og

forsikringsbegivenheden,

Udvalget peger i den forbindelse også på, at

der efter det oplyste er årsagssammenhæng mellem det uoplyste

forhold og forsikringsbegivenheden i omkring 80-85 pct. af de sager efter

§ 6, som behandles i forsikringsselskaberne, ligesom Ankenævnet

for Forsikring har oplyst, at der i nævnets sager næsten altid er

årsagssammenhæng mellem den fortiede oplysning og den senere

forsikringsbegivenhed. En kausalitetsregel ville i givet fald føre

til, at forsikringstageren i disse tilfælde slet ikke ville få

erstatning, mens forsikringsselskabet efter de gældende regler i

§ 6 som nævnt ikke uden videre er fri for ansvar, selv om der er

årsagssammenhæng mellem de uoplyste forhold og

forsikringsbegivenheden.

Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at

reglerne om virkningen af, at der er afgivet urigtige oplysninger, udformes

på en sådan måde, at forsikringstageren opfordres til at

give så korrekte oplysninger som muligt. Dette taler for en regel, hvor

selskabet kun er ansvarlig i det omfang, det ville have tegnet forsikringen

med kendskab til de korrekte forhold, dvs. en pro rata-regel. I modsat fald

vil den forsikringstager, der uagtsomt har afgivet urigtige oplysninger,

kunne blive stillet bedre end den omhyggelige forsikringstager, der ved

forsikringstegningen afgiver korrekte og fyldestgørende oplysninger,

og som derfor enten slet ikke kan få tegnet den ønskede

forsikring eller kun få den tegnet på skærpede

vilkår.

Ved en kausalitetsregel vil forsikringsselskabet f.eks.

være ansvarlig, hvis der ikke er årsagssammenhæng mellem de

uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden. Hvis selskabet imidlertid med

kendskab til de rette forhold kun ville have tegnet forsikringen på

andre vilkår (f.eks. til en højere præmie), vil den

forsikringstager, der har afgivet urigtige oplysninger, reelt få en

forsikringsdækning, der ikke er betalt for, mens den forsikringstager,

der afgav korrekte oplysninger, har fået forsikringen på de

korrekte vilkår og dermed har betalt den højere

præmie.

Udvalget finder på denne baggrund, at § 6 ikke

bør ændres til en hel eller delvis kausalitetsregel. Udvalget

finder det heller ikke hensigtsmæssigt i stedet at indføre en

mere skønsmæssig adgang til at vurdere, om erstatningen skal

nedsættes eller bortfalde som følge af, at der er afgivet

urigtige oplysninger. Den gældende § 6 er indarbejdet i praksis,

og en friere skønsmæssig adgang til nedsættelse vil

gøre det vanskeligere både for forsikringstageren og for

selskabet på forhånd at vurdere konsekvenserne af, at der er

afgivet urigtige oplysninger, ligesom en sådan regel må forventes

at ville blive unødigt processkabende.

På denne baggrund finder udvalget ikke grundlag for

at foreslå grundlæggende ændringer af § 6. Udvalget

peger imidlertid på, at der undertiden i praksis kan opstå sager,

hvor en håndfast anvendelse af § 6 vil kunne føre til

urimelige resultater. Den nedenfor omtalte medlemshenstilling fra Forsikring

& Pension kan ses som en erkendelse heraf, og som det nævnes heri,

opfordres selskaberne bl.a. til at inddrage forholdene ved

forsikringstegningen og den forløbne tid ved vurderingen af, om de vil

påberåbe sig, at der er afgivet urigtige oplysninger.

På denne baggrund foreslår udvalget, at der i

forsikringsaftaleloven indsættes en »lempelsesregel«, der giver

mulighed for i særlige tilfælde at se helt eller delvist bort

fra, at der ved forsikringens tegning uagtsomt er afgivet urigtige

oplysninger, selv om betingelserne for bortfald eller nedsættelse efter

§ 6 for så vidt er opfyldt. På den måde vil det kunne

undgås, at anvendelsen af § 6 i enkeltstående tilfælde

fører til urimelige resultater.

Udvalget er opmærksom på, at en sådan

regel vil indebære, at den pågældende forsikringstager

bliver stillet bedre end den, der ved forsikringens tegning afgav korrekte

oplysninger, men finder ikke, at dette taler afgørende imod

indførelsen af en lempelsesregel med et begrænset

anvendelsesområde.

Udvalget foreslår, at lempelsesreglen kun skal

anvendes, hvis særlige omstændigheder taler for, at selskabet

helt eller delvist skal hæfte, selv om der uagtsomt er afgivet urigtige

oplysninger. Ved vurderingen heraf bør der navnlig lægges

vægt på, om der er forbindelse (årsagssammenhæng)

mellem det uoplyste forhold og den senere forsikringsbegivenhed, og på

hvor lang tid der er gået fra forsikringens tegning (og dermed

afgivelsen af de urigtige oplysninger) til forsikringsbegivenhedens

indtræden. Der bør endvidere lægges vægt på

graden af den uagtsomhed, som forsikringstageren har udvist i forbindelse med

afgivelsen af de urigtige oplysninger. Det bør således i

almindelighed være en forudsætning, at forsikringstageren ved

afgivelsen af de urigtige oplysninger alene har udvist en ringe uagtsomhed.

Anvendelsen af lempelsesreglen bør således navnlig komme

på tale i tilfælde, hvor den manglende eller forkerte oplysning

ikke har nogen sammenhæng med den konkrete forsikringsbegivenhed

(skade), hvor der er gået lang tid efter afgivelsen af den urigtige

oplysning, og hvor forsikringstageren kun har udvist en ringe uagtsomhed.

Udvalget nævner, at Forsikring & Pension i 1997

har udsendt en medlemshenstilling, hvor selskaberne anbefales at anvende en

fælles kundevejledning om helbredsoplysninger, der understreger

vigtigheden af, at helbredserklæringen udfyldes med den fornødne

omhu. Selskaberne opfordres samtidig til at overveje interne retningslinjer

for, i hvilke tilfælde der rejses sager om afgivelse af urigtige

oplysninger. Det anbefales, at selskaberne ved vurderingen af, om de vil

påberåbe sig, at der er afgivet urigtige oplysninger, inddrager,

om der er årsagssammenhæng mellem en fortiet lidelse og den

lidelse, der nu søges erstatning for, ligesom tidsforløbet

mellem den fortiede lidelse, forsikringens tegning og skadestidspunktet

også bør indgå i vurderingen. Selskaberne opfordres

også til at sikre sammenhæng mellem deres praksis ved indhentelse

af oplysninger ved forsikringens tegning og ved anmeldelsen af en skade, og

der peges på, at en relativt lempelig praksis ved tegningen er

vanskelig at forene med en meget grundig gennemgang af oplysningerne ved

skadesbehandlingen.

Udvalget anfører endvidere, at

spørgsmålet om, hvilke oplysninger forsikringsselskabet kan

indhente ved forsikringstegningen, og hvordan dette i givet fald skal ske

(f.eks. hvordan erklæringerne mv. skal udformes), som udgangspunkt ikke

er egnet til en nærmere lovregulering i forsikringsaftaleloven.

Udvalget bemærker i den forbindelse, at forsikringsbranchen selv synes

at være meget opmærksom på behovet for at følge

udviklingen, således at der løbende kan foretages de

fornødne ændringer, hvis brugen af erklæringerne giver

problemer i praksis.

Udformningen af de erklæringer mv., der anvendes ved

forsikringstegningen, vil i øvrigt kunne indgå i vurderingen af,

om forsikringstageren, hvis der er afgivet urigtige oplysninger, har handlet

uagtsomt eller har afgivet oplysningerne i god tro. Det taler således i

højere grad for at statuere uagtsomhed, hvis forsikringstageren har

svaret urigtigt eller ufyldestgørende på et enkelt og

præcist formuleret spørgsmål, end hvis der er tale om et

bredt og måske upræcist formuleret spørgsmål.

Udvalget finder heller ikke, at spørgsmålet

om, i hvilket omfang forsikringsselskabet i højere grad end i dag

bør kontrollere forsikringstagerens oplysninger på tidspunktet

for forsikringens tegning, som udgangspunkt er egnet til lovregulering i

forsikringsaftaleloven. Forsikringsselskaberne foretager allerede i dag inden

forsikringstegningen en nærmere undersøgelse af

forsikringstagerens forhold, hvis de modtagne oplysninger giver anledning

hertil, f.eks. ved at stille supplerende spørgsmål til

forsikringstageren om dennes helbred. Undlader selskabet at undersøge

oplysningerne nærmere, selv om der var anledning hertil, vil selskabet

kunne miste muligheden for senere at påberåbe sig, at der er

afgivet urigtige oplysninger, jf. lovens § 9.

Udvalget anfører endvidere, at de sager, hvor

selskabet påberåber sig, at der afgivet urigtige oplysninger,

efter det oplyste normalt vedrører tilfælde, hvor selskabet ikke

ud fra indholdet af forsikringsbegæringen mv. har haft anledning til at

reagere og iværksætte en nærmere undersøgelse af de

afgivne oplysninger. Det har med andre ord ikke umiddelbart været

muligt at se af forsikringsbegæringen, at der har manglet oplysninger

eller er givet urigtige oplysninger. Et lovkrav om, at selskaberne ved alle

forsikringsbegæringer skal foretage en nærmere kontrol af de

afgivne oplysninger, må således antages at ville være

ganske ressource- og omkostningskrævende for selskabet og vil dermed

kunne føre til højere forsikringspræmier for alle

forsikringstagere.

Der henvises til betænkningen side 66 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter og kan

tilslutte sig, at der bør indføres en lempelsesregel, der i

særlige tilfælde giver mulighed for at se helt eller delvist bort

fra, at der ved forsikringens tegning uagtsomt er afgivet urigtige

oplysninger. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3-4 (forslag til

lovens § 6, stk. 3), og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet er også enig i, at spørgsmålet om,

hvilke oplysninger forsikringsselskabet kan indhente ved

forsikringstegningen, og hvordan dette i givet fald skal ske, ikke er egnet

til lovregulering i forsikringsaftaleloven, men i stedet bl.a. må

vurderes i lyset af, hvad der må antages at følge af god

forsikringsskik mv.

4.2. Præmiebetaling

4.2.1. Gældende ret

Efter forsikringsaftalelovens § 12 forfalder

første præmie, så snart aftalen er sluttet, mens senere

præmier forfalder den første dag, en ny forsikringsperiode

begynder. Reglerne om virkningen af manglende betaling af præmien

findes i §§ 13-15. § 13 angiver retsvirkningerne for

forsikringsaftalen, mens § 14 angiver retsvirkningerne for

forsikringsselskabets ansvar, dvs. forsikringsdækningen.

§ 15 indeholder en regel om forsikringsaftalens ophør uden

opsigelse.

Efter § 13 kan forsikringsselskabet ved for sen

betaling af præmien opsige forsikringen. Hvis forfaldsdagen for den

første præmie er forløbet, uden at præmien

er betalt, kan opsigelse ske med en frist på tre dage. Når

opsigelsen er modtaget, har forsikringstageren således tre dage til at

betale præmien, hvis den pågældende vil undgå, at

forsikringsaftalen ophører. Hvis forfaldsdagen for en senere

præmie er forløbet, uden at præmien er betalt, kan

opsigelse først ske, efter at der afgivet påkrav om betaling.

Hvis præmien ikke er betalt inden en uge fra påkravets

modtagelse, kan selskabet opsige forsikringsaftalen med den nævnte

frist på tre dage.

Efter § 14 medfører forsikringstagerens

manglende præmiebetaling i sig selv, dvs. uden opsigelse, at

forsikringsselskabets ansvar (forsikringsdækningen) ophører. Er

der tale om den første præmie, skal forsikringstageren

betale »efter påkrav«, dvs. at præmien skal betales straks efter

påkravet, ellers bortfalder forsikringsdækningen. Er der tale om

en senere præmie, har forsikringstageren en betalingsfrist

på en uge efter påkravet.

Sondringen mellem ophør af forsikringsaftalen

(§ 13) og forsikringsdækningen (§ 14) er begrundet

i et ønske om at tilgodese forsikringsselskabets interesse i ret

hurtigt at kunne slippe for ansvaret for skader, som det intet vederlag har

fået for, og samtidig tilgodese parternes interesse i at opretholde

forsikringsaftalen som sådan. Betydningen heraf viser sig ved, at

forsikringstageren så længe aftalen ikke er helt bortfaldet

kan bringe selskabets ansvar til at løbe på ny ved at betale den

manglende præmie, jf. § 14, stk. 4.

Selv om forsikringsselskabet ikke opsiger

forsikringsaftalen, ophører aftalen efter § 15, når der er

forløbet 3 måneder, uden at præmien er betalt.

Forsikringsbetingelserne indeholder i dag i vidt omfang

bestemmelser om præmiebetaling mv., der på en række

centrale punkter stiller forsikringstageren bedre end efter reglerne i

forsikringsaftaleloven. Forsikringsbetingelserne indeholder f.eks. normalt

længere betalingsfrister mv. end dem, der følger af

§§ 13-14, samt regler om, at forsikringsselskabet ved for sen betaling

af præmien skal sende en påmindelse (rykker) til

forsikringstageren, hvoraf det skal fremgå, at

forsikringsdækningen ophører, hvis den manglende præmie

ikke betales inden en nærmere fastsat frist. Endvidere skal

forsikringstageren i praksis ikke af egen drift opsøge

forsikringsselskabet for at betale præmien. Selskabet opkræver

normalt præmien ved at udsende et girokort, eller det er på

forhånd aftalt, at præmien løbende betales via

Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS) eller lignende.

4.2.2. Lovforslagets udformning

Det er efter udvalgets opfattelse uhensigtsmæssigt,

at reglerne i forsikringsaftaleloven ikke svarer til de regler om

præmiebetaling mv., der gælder i praksis, og udvalget

foreslår derfor en samlet revision af lovens regler herom.

Det foreslås, at præmien først skal

betales efter, at selskabet har rettet påkrav om betaling til

forsikringstageren med en betalingsfrist på 21 dage. Udvalget

foreslår endvidere en modernisering af §§ 13-15 om virkningen af,

at præmien betales for sent, herunder således at der sker en

forlængelse af fristerne for opsigelse af forsikringsaftalen og

ophør af forsikringsdækningen. Det foreslås, at selskabet

kan opsige forsikringen, hvis præmien ikke er betalt senest 14 dage

efter udløbet af betalingsfristen, og at opsigelsesfristen skal

være mindst 21 dage, således at forsikringsaftalen først

ophører, hvis præmien ikke er betalt senest 21 dage efter

opsigelsen. Det skal udtrykkeligt fremgå af opsigelsen, at

forsikringsaftalen og dermed selskabets ansvar ophører, hvis

præmien ikke betales inden opsigelsesfristens udløb.

Første præmieopkrævning foretages

typisk samtidig med eller i umiddelbar forlængelse af, at

forsikringstageren tegner forsikringen. Der er derfor ikke det samme behov

som ved senere præmiebetalinger for at varsle forsikringstageren om

præmiebetalingen og om konsekvenserne af manglende betaling.

Forsikringstageren bør endvidere ikke kunne »spekulere« i, om

forsikringsbegivenheden indtræder, hvilket navnlig har betydning ved de

såkaldte korttidsforsikringer (forsikringer der skal dække en

særlig opstået risiko, der kun strækker sig over en

begrænset periode, f.eks. rejseforsikringer), og forsikringstageren

bør ikke kunne opnå en bedre retsstilling ved at undlade at

betale den første præmie end ved at påberåbe sig de

særlige regler om fortrydelsesret i bl.a. lov om visse

forbrugeraftaler.

På denne baggrund foreslår udvalget, at det

for så vidt angår første præmiebetaling kan aftales,

at forsikringen ophører, hvis præmien ikke betales inden en

rimelig frist efter selskabets påkrav om betaling.

Efter de gældende regler i §§ 13-15 kan

forsikringstageren, så længe aftalen ikke er helt bortfaldet,

bringe selskabets ansvar til at løbe på ny ved at betale den

manglende præmie, dvs. inden opsigelsesfristen er udløbet, eller

aftalen er bortfaldet i medfør af § 15. Udvalgets forslag

indebærer, at forsikringstageren to gange bliver mindet om, at

præmien skal betales (ved betalingspåkrav og ved den

efterfølgende opsigelse), og at forsikringstageren får en samlet

betalingsfrist på 8 uger (21 + 14 + 21 dage). Udvalget finder på

denne baggrund ikke, at der er behov for en generel regel om, at

forsikringstageren efter udløbet af opsigelsesfristen kan bringe

forsikringsaftalen til at løbe igen ved at betale den manglende

præmie. Hensynet til at sikre, at forsikringstageren ikke uforvarende

står uden forsikringsdækning, må som udgangspunkt anses for

tilstrækkeligt tilgodeset ved den samlede betalingsfrist på 8

uger kombineret med to betalingspåmindelser, hvoraf det af den sidste

(opsigelsen) udtrykkeligt skal fremgå, at forsikringsaftalen

ophører, hvis præmien ikke betales.

Selv om udgangspunktet således må være,

at risikoen for den manglende præmiebetaling påhviler

forsikringstageren, bør der dog efter udvalgets opfattelse

indføres en mulighed for i særlige tilfælde at bringe

forsikringsaftalen til at løbe igen, selv om præmien ikke er

betalt inden udløbet af opsigelsesfristen.

Denne adgang til at »genoplive« forsikringen bør

kun gælde ved uforudsete hindringer, der ikke kan bebrejdes

forsikringstageren, og hvor der samtidig er tale om sådanne

særligt undskyldende omstændigheder, at risikoen for den for sene

præmiebetaling ikke bør påhvile forsikringstageren. Det

kan f.eks. være pludselig alvorlig sygdom hos forsikringstageren eller

dennes nære pårørende, som i realiteten har hindret den

pågældende i selv at betale præmien eller sørge for,

at andre betalte præmien på hans eller hendes vegne.

Forsikringstagerens pludselige pengemangel, f.eks. som følge af

arbejdsløshed, bør derimod ikke give adgang til at genoplive

forsikringen.

Adgangen til at genoplive forsikringen må

forudsætte, at forsikringstageren betaler den fulde manglende

præmie inklusive eventuelle renter og omkostninger (rykkergebyr,

inkassoomkostninger mv.), selv om dette indebærer, at der derved

betales præmie for en periode, hvor der ikke har været

forsikringsdækning. Præmien skal betales uden ugrundet ophold,

efter at betalingshindringen er ophørt, og genoplivningsadgangen

bør begrænses til en periode på 3 måneder efter

opsigelsesfristens udløb, således at der ikke i en længere

periode vil være usikkerhed om, hvorvidt forsikringsaftalen er endeligt

ophørt. I forbindelse med opsigelsen bør forsikringstageren

udtrykkeligt oplyses om muligheden for i medfør af den nye

genoplivningsregel at bringe forsikringen til at løbe på ny.

Udvalget foreslår endelig, at der i

forsikringsaftaleloven indsættes en regel svarende til

tinglysningslovens § 42 a, stk. 1, og kreditaftalelovens § 25,

hvorefter indbetaling af præmien til et pengeinstitut her i landet er

rettidig, hvis indbetalingen er sket inden betalingsfristens

udløb.

Der henvises til betænkningen side 89 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 5 (forslag til lovens §§ 12-17), og bemærkningerne

hertil.

4.3. Forsikringsselskabets betalingspligt, renter mv.

4.3.1. Gældende ret

Efter forsikringsaftalelovens § 24, stk. 1, kan

forsikringsydelsen kræves betalt 14 dage efter, at selskabet har

været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne

til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og fastsættelse af

forsikringsydelsens størrelse. Hvis selskabet efter anmeldelse af

forsikringsbegivenheden har behov for yderligere oplysninger for at kunne

vurdere kravet, indtræder forfaldstiden således først 14

dage efter, at disse oplysninger har kunnet indhentes.

Efter § 24, stk. 1, 2. pkt., skal

forsikringsselskabet hvis den sikrede anmoder om det foretage

acontoudbetaling, hvis det står klart, at selskabet i hvert fald skal

betale en del af det krævede beløb. Dette forudsætter dog,

at størrelsen af acontobeløbet kan fastslås på

grundlag af de oplysninger, som selskabet er i stand til at indhente.

Efter § 24, stk. 2, forrentes krav på

forsikringsydelsen med diskontoen med et tillæg på 5 pct. fra den

dag, hvor beløbet i medfør af stk. 1 kan kræves

betalt, dvs. fra 14 dage efter, at selskabet har kunnet indhente de

fornødne oplysninger til bedømmelse af kravet. Andre krav

forrentes ved forsinket betaling efter de almindelige regler i

renteloven.

§ 24 vedrører alene sikredes krav mod

selskabet på forsikringsydelsen og ikke andre krav, som udspringer af

forsikringsaftalen, f.eks. selskabets krav på betaling af

præmie.

4.3.2. Lovforslagets udformning

Udvalget anfører, at forsikringsaftalelovens

§ 24 efter det oplyste er en i praksis velfungerende regel, der

tilskynder forsikringsselskabet til at tage stilling til sikredes krav og i

givet fald udbetale erstatningen så hurtigt som muligt, og at der ikke

har vist sig et praktisk behov for at foretage grundlæggende

ændringer af reglerne om betaling og forrentning af

forsikringsydelsen.

Hertil kommer, at den praktisk vigtige regel i

erstatningsansvarslovens § 16 om udbetaling og forrentning af erstatning

og godtgørelse for personskade mv. nu i det væsentlige svarer

til forsikringsaftalelovens § 24. Med det nuværende generelt lave

danske renteniveau har forsikringsselskabet endvidere en klar interesse i at

undgå, at forsikringsydelsen skal forrentes med den forholdsvis

høje rente i § 24, stk. 2.

Udvalget finder derfor ikke, at der er grundlag for at

foretage grundlæggende ændringer af § 24.

Der er imidlertid behov for at tilpasse renteniveauet i

forsikringsaftaleloven til den nye rentesats i renteloven. Ved lov nr. 379 af

6. juni 2002 er der sket en forhøjelse af den almindelige morarente,

jf. rentelovens § 5, stk. 1. Renteniveauet i

forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2, har hidtil svaret til

morarenten efter renteloven, og udvalget foreslår derfor, at § 24,

stk. 2, ændres i overensstemmelse med ændringen af

rentelovens § 5, stk. 1-2, jf. også punkt 4.10. nedenfor.

Særligt med hensyn til krav mod en ansvarsforsikring

bemærker udvalget, at det synes uafklaret, om § 24 gælder i

tilfælde, hvor skadelidte har et direkte krav mod skadevolderens

ansvarsforsikringsselskab, jf. herom punkt 4.5. nedenfor. Efter retspraksis

synes § 24 dog i hvert fald at gælde for skadelidtes krav i

henhold til en lovpligtig ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter

umiddelbart over for skadelidte.

Efter de seneste ændringer af

erstatningsansvarslovens § 16 (lov nr. 463 af 7. juni 2001) og af de

almindelige regler i renteloven (lov nr. 379 af 6. juni 2002) vil reglerne

om, hvornår skadelidtes krav mod skadevolderen kan kræves

forrentet mv. i praksis stort set svare til forsikringsaftalelovens

§ 24. Den praktiske betydning af, om skadelidtes direkte krav mod

skadevolderens ansvarsforsikringsselskab forrentes efter

forsikringsaftalelovens § 24 eller efter de regler, som gælder for

skadelidtes krav mod skadevolderen (erstatningsansvarsloven og renteloven),

vil derfor være begrænset. Efter udvalgets opfattelse vil det

herefter være den enkleste løsning, at skadelidtes direkte krav

mod ansvarsforsikringsselskabet forrentes efter de samme regler, som

gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen, og udvalget

foreslår, at § 24 ikke skal gælde for skadelidtes krav mod

skadevolderens ansvarsforsikringsselskab.

Med hensyn til reglerne om acontobetaling har udvalget

overvejet, om forsikringsselskabet bør have pligt til af egen drift at

foretage acontobetaling i de tilfælde, hvor der er grundlag herfor. En

sådan regel vil indebære, at forsikringsselskabet som

udgangspunkt i samtlige sager løbende må vurdere, om og i

givet fald i hvilket omfang der kan ske udbetaling af acontobeløb,

uanset om den sikrede er interesseret heri eller foretrækker at

få udbetalt den samlede erstatning på én gang. Dette vil

efter udvalgets opfattelse pålægge forsikringsselskaberne et ikke

ubetydeligt ressourceforbrug, som navnlig i sager om mindre

erstatningsbeløb næppe vil stå mål med

størrelsen af det acontobeløb, som sikrede vil få

udbetalt.

Efter udvalgets opfattelse er den gældende regel om

acontobetaling, hvorefter sikrede kan fremsætte krav om acontobetaling,

hvis han eller hun har behov for eller interesse i et acontobeløb,

udtryk for en rimelig afvejning mellem hensynet til sikredes interesse i at

få en acontoerstatning og forsikringsselskabets interesse i en praktisk

og administrerbar regel. Udvalget finder derfor ikke grundlag for at

foreslå en regel om, at selskabet af egen drift skal foretage

acontobetaling.

§ 24, stk. 1, 2. pkt., om acontobetaling kan

imidlertid siges at bygge på den forudsætning, at sikrede kender

til muligheden for at fremsætte et krav herom. Det er i retspraksis

fastslået, at forsikringsselskabet har en vis forpligtelse til at

vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling, når der i

den konkrete sag er anledning hertil i hvert fald når sikrede selv

henvender sig til selskabet for at få at vide, hvordan den

pågældende skal forholde sig, jf. Højesterets dom gengivet

i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 352.

Udvalget finder imidlertid, at det i

forsikringsaftaleloven bør fastslås, at forsikringsselskabet har

pligt til at vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling.

Udvalget har overvejet, om vejledningspligten skal

gælde i alle tilfælde eller kun i tilfælde, hvor der

konkret må antages at være grundlag for et krav om

acontobetaling. Efter udvalgets opfattelse er den enkleste løsning, at

selskabet som udgangspunkt i alle tilfælde skal vejlede om retten til

at kræve acontobetaling. Herved mindskes risikoen for et større

antal sager ved domstolene og Ankenævnet for Forsikring, der alene

ville vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt

forsikringsselskabet har opfyldt sin vejledningspligt. Udvalget

foreslår derfor, at forsikringsselskabet senest tre måneder efter

anmeldelse af forsikringsbegivenheden skal vejlede sikrede om retten til at

kræve acontobetaling, medmindre sikredes krav inden da fuldt ud er

imødekommet eller afvist. Pligten til at vejlede gælder dog

ikke, hvis det f.eks. som følge af udformningen af den

pågældende forsikring må anses for åbenbart, at der

ikke kan opstå spørgsmål om at kræve

acontobetaling.

Forsikringsaftaleloven indeholder ingen regler om

forsikringsselskabets betaling af sikredes omkostninger ved

fremsættelse og dokumentation af kravet. Det er dog i praksis bl.a.

antaget, at sikrede har krav på dækning af rimelige

advokatomkostninger, når erstatningskravet er af et vist større

omfang og af en vis kompliceret beskaffenhed. Må det anses for

påkrævet for sikrede at have advokatbistand, kan udgifterne til

et rimeligt arbejdsvederlag kræves erstattet af

forsikringsselskabet.

Udvalget finder det rigtigst, at det af loven udtrykkeligt

kommer til at fremgå, at sikrede i et vist omfang har ret til at

få dækket sine udgifter til advokatbistand, og foreslår, at

der i forsikringsaftaleloven indsættes en regel herom. Der er ikke

hermed tilsigtet ændringer af den hidtidige retstilstand.

Der henvises til betænkningen side 137 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 6-8 og 10-11 (forslag til lovens § 24, stk. 2 og 4,

§ 25 og 32, stk. 3), og bemærkningerne hertil.

4.4. Forældelse

4.4.1. Gældende ret

Efter forsikringsaftalelovens § 29 gælder der

for krav, der er grundede i forsikringsaftalen (dvs. støttes på

forsikringsaftalen) en forældelsesfrist på 2 år fra

udgangen af det kalenderår, hvori fordringshaveren fik kundskab om

kravet og om, at det er forfaldet. Kravet forældes dog senest 5

år efter dets forfaldstid. Forsikringskrav forældes således

efter andre forældelsesregler end dem, der følger af dansk rets

almindelige forældelsesregler i 1908-loven og Danske Lov 5-14-4.

§ 29 omfatter f.eks. forsikringsselskabets krav

på præmie eller den sikredes krav på forsikringsydelsen.

Andre krav angående forsikringsaftalen forældes derimod efter

dansk rets almindelige forældelsesregler, f.eks.

tilbagesøgningskrav vedrørende for meget betalt

præmie.

4.4.2. Lovforslagets udformning

Udvalget peger på, at den gældende § 29 i

praksis giver anledning til en række spørgsmål. Det

gælder bl.a. afgrænsningen af, hvilke krav der er omfattet af

reglen, og fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for

forældelsesfristen (kravets forfaldstid), navnlig med hensyn til,

hvornår fristen begynder at løbe i relation til erstatning for

senfølger efter ulykkestilfælde eller sygdomme, der udvikler sig

løbende over en årrække.

Efter udvalgets opfattelse bør en nærmere

vurdering af forsikringsaftalelovens regler om forældelse af

forsikringskrav tage udgangspunkt i dansk rets almindelige

forældelsesregler, således at der fremover alene bør

gælde særlige forældelsesregler på

forsikringsområdet, hvis der kan påvises et særligt behov

herfor.

Justitsministeriet har i foråret 2001 nedsat et

Forældelsesudvalg, der skal gennemgå de generelle

forældelsesregler med henblik på en samlet revision heraf, og som

forventes at afgive betænkning omkring foråret 2004. Udvalget

finder på denne baggrund, at en endelig stillingtagen til de fremtidige

regler om forældelse af forsikringskrav bør afvente

Forældelsesudvalgets arbejde. Udvalget har derfor med en enkelt

undtagelse, jf. nedenfor ikke fundet grundlag for på nuværende

tidspunkt at foreslå ændringer af forsikringsaftalelovens regler

om forældelse af forsikringskrav, men har i stedet udarbejdet en

lovskitse, som sammen med Forældelsesudvalgets overvejelser til sin tid

vil kunne danne grundlag for en ændring af forsikringsaftalelovens

regler om forældelse, jf. betænkningen side 363 ff.

Udvalget peger dog på, at det i praksis har givet

anledning til tvivl, hvorvidt § 29 gælder for skadelidtes krav mod

skadevolders ansvarsforsikring i tilfælde, hvor forsikringsselskabet

hæfter umiddelbart i forhold til skadelidte, f.eks. ved

ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, jf.

færdselslovens § 108, stk. 1. I disse tilfælde har

skadelidte umiddelbart et direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet, dvs.

at skadelidte uden videre kan vælge at rette sit erstatningskrav mod

ansvarsforsikringsselskabet i stedet for mod skadevolderen. Hvis § 29 i

disse tilfælde gælder for skadelidtes erstatningskrav mod

selskabet, vil der imidlertid kunne opstå den situation, at kravet mod

selskabet er forældet (efter § 29), mens kravet mod skadevolderen

fortsat består, idet dette krav normalt vil forældes efter dansk

rets almindelige forældelsesregler. Dette indebærer reelt en

begrænsning af selskabets umiddelbare hæftelse over for

skadelidte.

Med henblik på at undgå en sådan

situation foreslår udvalget, at det i forsikringsaftaleloven

fastslås, at § 29 ikke omfatter de tilfælde, hvor

ansvarsforsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte. I

disse tilfælde vil skadelidtes krav mod selskabet således

forældes efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav

mod skadevolderen, dvs. normalt 1908-loven og Danske Lov 5-14-4. Denne

ændring kan efter udvalgets opfattelse gennemføres

uafhængigt af Forældelsesudvalgets arbejde.

Der henvises til betænkningen side 159 ff.

Justitsministeriet er enig i, at udformningen af de

fremtidige regler om forældelse af forsikringskrav bør ske i

lyset af Forældelsesudvalgets arbejde vedrørende dansk rets

almindelige forældelsesregler, og at der derfor på

nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at foreslå

grundlæggende ændringer af forsikringsaftalelovens

forældelsesregler. Justitsministeriet vil til sin tid drøfte med

Forsikring & Pension, Forbrugerrådet og andre berørte

organisationer mv., om der i lyset af Forældelsesudvalgets forslag

fortsat er behov for særregler på forsikringsområdet om

forældelsesfristens længde, begyndelsestidspunkt mv.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets

forslag vedrørende forældelse af krav mod

ansvarsforsikringsselskaber, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse

hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 (forslag til lovens § 29,

stk. 2), og bemærkningerne hertil.

4.5. Direkte krav ved ansvarsforsikringer

4.5.1. Gældende ret

Ved ansvarsforsikringer indtræder skadelidte efter

forsikringsaftalelovens § 95 i skadevolderens/sikredes ret mod

ansvarsforsikringsselskabet, når skadevolderens erstatningspligt og

erstatningens størrelse er fastslået. Erstatningspligten og

erstatningens størrelse kan fastslås ved dom over skadevolderen,

eller ved at skadevolderen anerkender skadelidtes erstatningskrav.

Skadelidte »indtræder« i sikredes ret, dvs. at

skadelidte kan rette sit krav direkte mod ansvarsforsikringsselskabet, men

skadelidte kan dog ikke få en bedre retsstilling over for selskabet,

end skadevolderen/sikrede ville haft, hvis den pågældende selv

havde betalt erstatningen til skadelidte og derefter havde gjort kravet

gældende mod selskabet. Om og i givet fald i hvilket omfang skadelidte

har et krav mod forsikringsselskabet, afhænger således af, i

hvilket omfang sikrede/skadevolderen har et krav mod selskabet.

Forsikringsselskabet kan gøre de samme indsigelser gældende over

for skadelidte som over for skadevolderen/sikrede, f.eks. at

forsikringsdækningen er ophørt på grund af manglende

præmiebetaling (lovens § 14), eller at sikrede forsætligt

har fremkaldt forsikringsbegivenheden (lovens § 18).

Spørgsmålet om skadelidtes muligheder for at

rette sit krav direkte mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab er i

praksis navnlig opstået i tilfælde, hvor skadevolderen er

gået konkurs eller lignende. Det er imidlertid nu fastslået ved

Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side

1303, at skadelidte i tilfælde af skadevolderens konkurs har et krav

mod ansvarsforsikringsselskabet.

Med hensyn til den lovpligtige ansvarsforsikring for

motordrevne køretøjer gælder der den særlige regel,

at forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, jf.

færdselslovens § 108, stk. 1. Det samme gælder for den

lovpligtige ansvarsforsikring for hunde, jf. hundelovens § 8,

stk. 2. Den skadelidte kan i disse tilfælde uden videre rette sit

krav direkte mod ansvarsforsikringsselskabet, uanset om betingelserne i

forsikringsaftalelovens § 95 er opfyldt. Forsikringsselskabet

hæfter endvidere umiddelbart i forhold til skadelidte, dvs. at

selskabet som udgangspunkt skal betale erstatning til skadelidte, selv om

selskabet ikke i forhold til forsikringstageren er forpligtet til at

dække skaden, f.eks. fordi skaden er forvoldt forsætligt, eller

forsikringstageren har tilsidesat sikkerhedsforholdsregler i

forsikringsbetingelserne.

4.5.2. Lovforslagets udformning

Som anført ovenfor, kan skadelidte efter § 95

som udgangspunkt alene rette sit krav mod forsikringsselskabet, hvis

skadevolderens erstatningspligt og erstatningens størrelse er

fastslået ved skadevolders anerkendelse af kravet eller ved dom mv.

over skadevolderen. Skadelidte skal således rette sit krav mod

skadevolderen først, selv om det oftest vil være

forsikringsselskabet, der i sidste ende kommer til at betale erstatningen.

Selskabet vil dog i praksis ofte blive involveret i sagen mod skadevolderen

ved, at den pågældende kontakter forsikringsselskabet, som

herefter bistår ham eller hende under sagen (f.eks. med

advokatbistand).

Udvalget har overvejet, om der bør indføres

en almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav direkte mod

skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Dette ville for skadelidte

indebære den processuelle lettelse, at den pågældende kun

behøver at rejse kravet mod selskabet og ikke behøver at

afvente skadevolderens stillingtagen til kravet.

Et flertal i udvalget (11 medlemmer) anfører, at

selv om en ansvarsforsikring i praksis bidrager til at sikre, at skadelidte

får den erstatning, som den pågældende har krav på,

er forsikringen principielt tegnet af forsikringstageren med henblik på

at sikre ham eller hende (eller andre sikrede) mod de økonomiske

følger af et eventuelt erstatningsansvar. Der er i dansk ret ingen

almindelig pligt til at tegne en ansvarsforsikring, og det er som

udgangspunkt et anliggende mellem den enkelte forsikringstager og

forsikringsselskabet, om og i givet fald med hvilken dækning der skal

tegnes en ansvarsforsikring. Efter flertallets opfattelse må det

således som udgangspunkt være op til den enkelte skadevolder, om

han eller hun ønsker at inddrage sin eventuelle ansvarsforsikring i

sagen.

Hertil kommer, at skadevolderen kan have gode grunde til

at ville afklare skadelidtes erstatningskrav uden at involvere

forsikringsselskabet, f.eks. af hensyn til fastsættelse af den

fremtidige præmie. En almindelig regel om direkte krav aktualiserer

endvidere i endnu højere grad end den gældende § 95

spørgsmålet om, hvordan forsikringsselskabet sikrer, at

skadevolderen/sikrede bidrager til sagens oplysning. I en lang række

tilfælde vil det være nødvendigt med skadevolderens

medvirken for at sikre en tilstrækkelig oplysning af sagen. Selv om

skadevolderen i de fleste tilfælde må antages at ville medvirke

til sagens oplysning, har forsikringsselskabet en berettiget interesse i at

undgå, at det som følge af skadevolderens manglende interesse og

medvirken kommer til at betale en erstatning, som skadelidte ikke har krav

på.

En almindelig adgang til at rette et krav direkte mod

ansvarsforsikringsselskabet har endvidere kun reel værdi for

skadelidte, hvis skadevolderen og/eller forsikringsselskabet har pligt til at

oplyse om, at der er tegnet en ansvarsforsikring. For visse forsikringstyper

navnlig på erhvervsforsikringsområdet, f.eks.

bestyrelsesansvarsforsikringer er det imidlertid et normalt led i

forsikringsbetingelserne, at forsikringsdækningen bortfalder, hvis

forsikringstageren/sikrede oplyser om, at der er tegnet en forsikring.

Udvalgets flertal finder på denne baggrund, at der

med den nuværende udformning af § 95 er fundet en rimelig og

passende balance mellem hensynet til, at sikrede som skadevolder kan

råde over, om ansvarsforsikringsselskabet skal involveres i sagen, og

hensynet til, at skadelidte rent faktisk får den erstatning, som den

pågældende har krav på. Flertallet fremhæver

endvidere, at spørgsmålet om skadelidtes direkte krav mod

ansvarsforsikringsselskabet i praksis er opstået i tilfælde af

skadevolderens konkurs mv., og at der ikke herudover kan peges på et

udtalt praktisk behov for at indføre en almindelig adgang for

skadelidte til at rette sit krav direkte mod forsikringsselskabet.

På denne baggrund foreslår flertallet, at

§ 95 ændres, således at det i overensstemmelse med

retspraksis kommer til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen, at

skadelidte har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab,

hvis skadevolderen er gået konkurs. Det foreslås, at dette

også skal gælde, hvis skadevolderen har fået tvangsakkord

eller gældssanering, idet skadelidte i disse tilfælde ikke har

mulighed for at få sit fulde krav betalt af skadevolderen. Flertallet

finder ikke, at der herudover er grundlag for at foreslå

ændringer af § 95.

Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) foreslår, at

der i hvert fald for forbrugerforsikringer indføres en almindelig

adgang for skadelidte til at rette sit krav mod skadevolderens

ansvarsforsikringsselskab. Mindretallet finder, at en sådan regel

bør indføres for at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af

skadelidtes interesser i forhold til en ansvarsforsikret skadevolder og

dennes forsikringsselskab. Mindretallet peger endvidere på, at

ansvarsforsikringer, der i dag er et meget udbredt forsikringsprodukt, ikke

kun tegnes i den sikredes, men også i potentielle skadelidtes

interesse, og at der nu i loven bør tages højde herfor.

Der henvises til betænkningen side 211 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgsflertallets

synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf.

lovforslagets § 1, nr. 14 (forslag til lovens § 95, stk. 2).

Justitsministeriet lægger særligt vægt på, at den

gældende § 95 som anført af udvalgets flertal i praksis

navnlig har givet anledning til problemer i tilfælde, hvor

skadevolderen er gået konkurs eller lignende, og at der ikke herudover

kan peges på et udtalt praktisk behov for at indføre en

almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav direkte mod

skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Der er ikke i dansk ret nogen

almindelig pligt til at tegne ansvarsforsikring, og det bør efter

Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkt være op til

skadevolderen/sikrede, hvorvidt han eller hun ønsker at involvere sin

ansvarsforsikring i sagen og som anført ovenfor kan den

pågældende have gode grunde til at ville afklare erstatningssagen

uden at involvere sin ansvarsforsikring.

4.6. Kontraherings- og begrundelsespligt

4.6.1. Gældende ret

Forsikringsaftaleloven indeholder ikke regler om

forsikringstagerens eller forsikringsselskabets pligt til at tegne en bestemt

forsikring. I visse tilfælde har forsikringstageren imidlertid i

medfør af anden lovgivning mv. pligt til at tegne en forsikring. Efter

færdselsloven er der f.eks. pligt til at tegne ansvarsforsikring for

motordrevne køretøjer.

Endvidere har forsikringsselskabet i visse tilfælde

pligt til at tegne en bestemt forsikring. Et forsikringsselskab med

koncession til at tegne ansvarsforsikring for motordrevne

køretøjer er f.eks. forpligtet til at overtage og opretholde

ansvarsforsikring for enhver forsikringspligtig, der vil underkaste sig

selskabets almindelige forsikringsbetingelser, jf. § 1 i

bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer mv. Selskabets forpligtelser er dog

begrænset til dets almindelige forsikringsbetingelser. Hvis selskabet

f.eks. normalt kun vil overtage forsikringen af en bilist med mange skader

mod, at denne betaler en forhøjet præmie og/eller selvrisiko, er

dette således lovligt.

Bortset fra sådanne særlige tilfælde,

hvor forsikringsselskabet i medfør af lov mv. har pligt til at tegne

en bestemt forsikring, har selskabet som udgangspunkt ikke pligt til at tegne

en begæret forsikring, dvs. at der ikke gælder en almindelig

kontraheringspligt.

Forsikringsaftaleloven indeholder endvidere ikke regler,

der pålægger forsikringsselskabet at begrunde en beslutning,

herunder en afvisning af at tegne en forsikring. Med hensyn til selskabets

helt eller delvise afslag på forsikringsudbetaling har Forsikring &

Pension udsendt en medlemshenstilling, hvorefter et sådant afslag

bør ledsages af en begrundelse med henvisning til de relevante

vilkår i forsikringsbetingelserne og en kortfattet beskrivelse af

årsagen til selskabets beslutning.

4.6.2. Lovforslagets udformning

Forsikringsselskabet er som nævnt som udgangspunkt

frit stillet med hensyn til, om det vil acceptere en

forsikringsbegæring eller ej. Der er således som udgangspunkt

aftalefrihed med hensyn til, om forsikringstageren og forsikringsselskabet

ønsker at indgå en forsikringsaftale og i givet fald på

hvilke vilkår.

Muligheden for at kunne tegne en forsikring er i dag af

væsentlig betydning i en lang række situationer, og der findes en

række forskellige forsikringsprodukter. For enkeltpersoner kan f.eks.

nævnes en almindelig indboforsikring, kaskoforsikring for en bil,

husforsikring mv., ansvarsforsikring samt livs- og ulykkesforsikring.

Udvalget anfører, at der undertiden rejses kritik

af, at visse persongrupper i praksis kan have vanskeligt ved at tegne de

forsikringer, de ønsker. Der er her bl.a. peget på, at

forsikringsselskaberne i visse tilfælde afviser at tegne livs-, syge-

eller ulykkesforsikring under henvisning til den forsikringssøgendes

handicap eller sygdom. Endvidere er forsikringsselskabernes frihed til selv

at afgøre, om de vil tegne en bestemt forsikring, og selskabernes

procedure navnlig på personforsikringsområdet ved vurderingen

af, om en forsikring skal antages, blevet kritiseret for at føre til

urimelige resultater for forsikringstagerne.

Udvalget har på denne baggrund overvejet, om der

bør indføres regler, der pålægger

forsikringsselskabet at tegne en forsikring (kontraheringspligt), og om der

bør indføres en pligt for forsikringsselskabet til at begrunde

bl.a. afvisning af at tegne en forsikring.

Der er i udvalget enighed om, at der ikke bør

indføres generelle regler om kontraheringspligt mv., der

indskrænker forsikringsselskabets som udgangspunkt frie adgang til at

fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv.

Udvalgets flertal (8 medlemmer) fremhæver i den

forbindelse, at forsikringsselskaber er private erhvervsvirksomheder, der

inden for rammerne af de offentligretlige tilsynsregler mv. som

udgangspunkt kan fastlægge den forretningspolitik mv., som det enkelte

selskab anser for mest hensigtsmæssig, herunder i lyset af konkurrencen

med de andre forsikringsselskaber på markedet. Det vil efter

flertallets opfattelse være et vidtgående indgreb i denne frie

adgang for selskaberne til at fastlægge deres almindelige

forretningspolitik mv. at indføre regler om kontraheringspligt,

herunder i særdeleshed hvis det enkelte selskab pålægges at

tilbyde en forsikring, der dækker en risiko, som selskabet hidtil ikke

har ønsket at forsikre.

En almindelig kontraheringspligt vil indebære et

generelt krav om, at det enkelte forsikringsselskab skal tilbyde sine kunder

bestemte forsikringsydelser og forsikringsprodukter. Den nærmere

rækkevidde af at indføre sådanne regler kan være

vanskelig at vurdere, herunder i relation til den måde, hvorpå

forsikringsområdet og forsikringserhvervet i dag er organiseret og

reguleret. Der kunne i givet fald rejses spørgsmål om

forsikringsselskabernes status som private erhvervsvirksomheder, der ikke er

en del af de offentligt finansierede sociale ordninger mv. Indførelsen

af en almindelig kontraheringspligt må således efter flertallets

opfattelse forudsætte en række bredere og principielle

samfundsmæssige overvejelser, som ikke kun vil berøre

forsikringsaftaleloven.

Flertallet er opmærksom på, at det navnlig

på personforsikringsområdet kan være problematisk for visse

persongrupper at tegne bestemte forsikringer. Dette problem bør

imidlertid ikke løses ved at pålægge det enkelte

forsikringsselskab en kontraheringspligt, men ved at forsikringsbranchen i

samarbejde med de berørte interesseorganisationer mv. løbende

overvejer og udvikler mulighederne for helt eller delvist at forsikre risici,

som hidtil ikke er anset for (fuldt ud) at være forsikringsbare. Det

nævnes i den forbindelse, at forsikringsbranchen og bl.a. De

Samvirkende Invalideorganisationer tidligere har drøftet handicappedes

muligheder for at tegne ulykkesforsikringer, ligesom Forsikring & Pension

og Forbrugerrådet har etableret »Forbrugerdialog i Forsikring«, hvor

spørgsmål af fælles interesse vedrørende

forbrugeres forsikringsforhold kan drøftes.

Flertallet finder på denne baggrund ikke grundlag

for at foreslå regler om en almindelig kontraheringspligt for

forsikringsselskabet, herunder regler, hvorefter selskabet kun kan afvise at

tegne en forsikring under henvisning til bestemte risikoforhold, eller at

selskabet skal kunne dokumentere sin risikovurdering mv., f.eks. ved

henvisning til statistiske eller andre videnskabelige undersøgelser

mv.

Det er imidlertid væsentligt, at der så vidt

muligt er åbenhed og gennemsigtighed omkring mulighederne for at tegne

og opretholde en forsikring. Flertallet foreslår derfor, at

forsikringsselskabet får pligt til efter anmodning at begrunde

afslag på at tegne en forsikring og opsigelse af en forsikring.

Begrundelsen skal angive, hvilke forhold der i det konkrete tilfælde

gør, at forsikringen ikke kan tegnes, eller at forsikringen opsiges.

Den foreslåede begrundelsesregel pålægger

forsikringsselskabet at forklare baggrunden for sin beslutning om ikke at

tegne en forsikring eller om at opsige en forsikring. Reglen

indskrænker derimod ikke selskabets adgang til at fastlægge sin

egen forretningspolitik, risikovurdering mv. Med hensyn til det nærmere

indhold af begrundelsespligten henvises til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til lovens § 3 b).

En civilretlig begrundelsespligt for en privat

erhvervsvirksomhed kan ikke uden videre sammenlignes med den

begrundelsespligt, som gælder for offentlige myndigheder, og hvor der

normalt vil være knyttet særlige retsvirkninger til

begrundelsespligtens tilsidesættelse (f.eks. at myndighedens

afgørelse anses for ugyldig).

En aftaleretlig sanktionering af begrundelsespligtens

tilsidesættelse ville indebære, at forsikringsselskabet

pålægges at tegne eller opretholde forsikringen, hvis

begrundelsespligten ikke overholdes. En så indgribende sanktion har

efter flertallets opfattelse kun reel betydning, hvis der samtidig sker en

begrænsning i selskabets mulighed for at fastlægge sin egen

forretningspolitik, risikovurdering mv., f.eks. ved at der stilles krav om,

at begrundelsen skal opfylde visse nærmere dokumentationskrav.

Der foreslås på denne baggrund ikke knyttet

særlige aftaleretlige retsvirkninger til selskabets

tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det betyder imidlertid ikke, at

overtrædelse af begrundelsespligten er usanktioneret, idet et selskabs

tilsidesættelse af begrundelsespligten må anses for at være

i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel

virksomhed § 3. Dette indebærer bl.a., at Finanstilsynet kan

påbyde selskabet at ændre adfærd, og overtrædelse af

et sådant påbud kan straffes med bøde. Finanstilsynet vil

dog i almindelighed ikke behandle konkrete tvister mellem et

forsikringsselskab og forsikringstageren, men alene gribe ind over for en

generel adfærd hos selskabet.

Et mindretal i udvalget (5 medlemmer) er som nævnt

enig i, at det enkelte forsikringsselskab frit skal kunne fastlægge sin

egen forretningspolitik mv., og loven bør derfor ikke f.eks. indeholde

krav om, at selskabet på statistisk eller andet videnskabeligt grundlag

skal kunne dokumentere sin risikovurdering.

Mindretallet anfører dog, at forsikringer for mange

private forsikringstagere har så stor betydning, at

forsikringsselskabet bør pålægges at give en saglig

begrundelse for et afslag eller en opsigelse. Mindretallet foreslår

derfor, at forsikringsselskabet i hvert fald for forbrugerforsikringer

ikke skal kunne afslå en begæring om at tegne en forsikring, som

selskabet normalt tilbyder, medmindre afslaget er sagligt begrundet, f.eks.

begrundet i særlige risikoforhold. Dette bør gælde

tilsvarende ved forsikringens fornyelse og ved selskabets opsigelse af

forsikringen. Hvis forsikringsselskabet ikke kan give en saglig begrundelse

for afslag på at tegne en forsikring eller opsigelse af en forsikring,

skal selskabet efter mindretallets forslag i yderste konsekvens kunne

pålægges at tegne, henholdsvis fortsætte forsikringen.

Med hensyn til dette forslag anfører udvalgets

flertal, at et krav i loven om »saglig begrundelse« vil kunne give anledning

til usikkerhed om reglens præcise anvendelsesområde og vil kunne

føre til, at der i praksis rejses spørgsmål om en

begrundelses »saglighed« i langt flere sager, end det egentlig har

været meningen navnlig set i lyset af, at det ikke er hensigten at

stille krav til selskabets forretningspolitik, risikovurdering mv. En

sådan regel vil dermed kunne blive unødigt processkabende.

Efter flertallets opfattelse er der endvidere ikke

påvist noget praktisk behov for en regel som foreslået af

mindretallet. Efter de oplysninger, der foreligger for udvalget, er det

således ikke et praktisk problem, at forsikringsselskaber afviser at

tegne en forsikring, uden at dette er begrundet i selskabets almindelige

forretningspolitik, risikovurdering mv. som heller ikke mindretallet

ønsker at regulere. Når selskabet i praksis kan begrunde en

afvisning af at tegne en forsikring under henvisning til sin

forretningspolitik, risikovurdering mv., vil den regel, som foreslås af

mindretallet, være uden reel praktisk betydning for mulighederne for at

kunne tegne forsikringer.

Efter flertallets opfattelse vil et krav om »saglig

begrundelse«, således at selskabet i sidste ende kan

pålægges at tegne en bestemt forsikring, som nævnt ovenfor

kun have reel praktisk betydning, hvis der samtidig sker en begrænsning

i selskabets mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik,

risikovurdering mv. Som nævnt ovenfor er der imidlertid i udvalget

enighed om, at der ikke er grundlag for at foreslå regler herom.

Flertallet peger også på, at forslaget vil

kunne føre til sager, hvor der efter selskabets afslag på at

tegne en forsikring sker en skade, som den forsikringssøgende

søger at få dækket af en forsikring ved efter at skaden

er sket at gøre gældende, at selskabets begrundelse var

»usaglig«. Mindretallets forslag indebærer endvidere, at en

forsikringssøgende, der gør gældende, at selskabets

afslag på at tegne en forsikring er usagligt, vil stå uden

forsikringsdækning, hvis den pågældende ikke får

medhold i, at begrundelsen var usaglig. Med henblik på at undgå

denne risiko må den forsikringssøgende søge at tegne en

anden forsikring (eventuelt i et andet selskab) uden at afvente udfaldet af

klagen over afslaget og i givet fald vil den pågældendes

interesse i at føre en sag om tilsidesættelse af det tidligere

afslag i praksis ofte være begrænset.

Flertallet anfører endelig, at det reelle problem,

der kan opstå i praksis, er, at visse persongrupper på grund af

sygdom, handicap mv. kan have vanskeligt ved at tegne visse former for

personforsikring. Dette berøres imidlertid ikke af mindretallets

forslag, idet afslag på at tegne en forsikring i disse tilfælde

netop er begrundet i selskabernes forretningspolitik, risikovurdering mv.,

som mindretallet ikke ønsker at regulere. Efter flertallets opfattelse

bør sådanne spørgsmål som nævnt ovenfor

løses ved løbende drøftelser mellem forsikringsbranchen

og de berørte interesseorganisationer mv.

Udvalgets flertal finder på denne baggrund, at der

ikke bør indføres en regel som foreslået af

mindretallet.

Der henvises til betænkningen side 232 ff.

Der er i udvalget som nævnt enighed om, at der ikke

bør indføres generelle regler om kontraheringspligt mv., der

indskrænker forsikringsselskabets som udgangspunkt frie adgang til at

fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv.

Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der ikke synes at være noget

praktisk behov for sådanne regler. Indførelsen af sådanne

regler ville desuden indebære et vidtgående indgreb i

forsikringsselskabernes muligheder for at agere som private

erhvervsvirksomheder, og måtte forudsætte en række

principielle overvejelser i relation til den måde, hvorpå

forsikringsområdet og forsikringserhvervet er organiseret og reguleret.

Lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke regler herom.

Med hensyn til spørgsmålet om

begrundelsespligt er Justitsministeriet enig med udvalgets flertal i, at et

krav om »saglig begrundelse« kun synes at ville få reel praktisk

betydning, hvis der netop sker en sådan begrænsning i selskabets

mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik mv., som der i

udvalget har været enighed om at afvise. Der synes endvidere ikke at

være påvist noget praktisk behov for en regel som foreslået

af mindretallet, og reglen vil ikke løse det reelle problem, der kan

opstå i praksis, nemlig at visse persongrupper på grund af

sygdom, handicap mv. kan have vanskeligt ved at tegne visse former for

personforsikring som følge af forsikringsselskabernes

forretningspolitik mv.

Et krav om »saglig begrundelse«, hvis indhold ikke er

uddybet nærmere, vil endvidere som anført af flertallet kunne

føre til usikkerhed om begrundelsespligtens præcise indhold og

til, at der i praksis rejses spørgsmål om begrundelsens

»saglighed« i langt flere sager, end det egentlig har været hensigten.

En sådan regel vil dermed kunne blive unødigt processkabende,

samtidig med at der hos forsikringstagerne vil kunne skabes urealistiske

forventninger om muligheden for at få ændret selskabets

beslutning.

Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte

sig flertallets synspunkter og forslag til begrundelsesregel, og lovforslaget

er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 2

(forslag til lovens § 3 b), og bemærkningerne hertil.

4.7. Opsigelse

4.7.1. Gældende ret

Forsikringsaftaleloven indeholder ingen almindelige regler

om forsikringsselskabets eller forsikringstagerens mulighed for at opsige

forsikringsaftalen, men alene enkelte særlige opsigelsesregler, f.eks.

§ 13 om opsigelse af forsikringen ved manglende betaling af

forsikringspræmien. Loven indeholder endvidere i § 31 en

særlig regel om forlængelse af forsikringer, hvorefter

forlængelse for længere tid end et år forudsætter, at

forsikringstageren får et særligt varsel herom.

Ved forbrugerforsikringer og ved livsforsikringer mv. har

forsikringstageren endvidere en generel fortrydelsesfrist på 14 dage i

forbindelse med aftalens indgåelse, jf. lov om visse forbrugeraftaler

kapitel 4 a samt forsikringsaftalelovens §§ 97 a og 119 a.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang

forsikringsselskabet og forsikringstageren kan opsige forsikringsaftalen, er

således kun i begrænset omfang reguleret af

forsikringsaftaleloven mv., og må som udgangspunkt afgøres efter

almindelige aftaleretlige regler. Parternes adgang til at opsige

forsikringsaftalen må således i første række

afgøres efter indholdet af den indgåede aftale, dvs. på

grundlag af forsikringsbetingelsernes opsigelsesregler.

En forsikring, der er indgået for en bestemt

periode, f.eks. et år, vil sædvanligvis indeholde et almindeligt

vilkår om opsigelse af forsikringen til forsikringsperiodens

udløb og særlige vilkår om opsigelse i forsikringstiden. I

hvert fald på forbrugerområdet har de fleste forsikringer

(bortset fra livsforsikringer) en løbetid på et år, men

dette gælder efterhånden også mange erhvervsforsikringer.

Forsikringen indeholder i disse tilfælde i almindelighed et

vilkår om, at forsikringen automatisk forlænges for et år

ad gangen, medmindre den forinden opsiges af selskabet eller

forsikringstageren.

Forsikringsaftalen vil endvidere normalt indeholde regler,

der giver både selskabet og forsikringstageren mulighed for at opsige

forsikringen i forsikringstiden i forbindelse med anmeldelse og/eller

behandling af en skade. Begrundelsen for et sådant vilkår er, at

forsikringstageren på baggrund af erfaringerne med selskabets

behandling af en skade bør have adgang til at opsige forsikringen, og

at selskabet på baggrund af skadessagen og dens forløb

bør have mulighed for f.eks. i lyset af en ændret

risikovurdering at opsige forsikringen.

Særligt med hensyn til livsforsikringer

bemærkes, at forsikringsbetingelserne sædvanligvis ikke

indeholder regler, der f.eks. giver forsikringsselskabet mulighed for at

opsige forsikringen i forbindelse med anmeldelse af en skade. Opsigelse af en

livsforsikring, f.eks. som følge af manglende præmiebetaling,

indebærer i øvrigt ikke uden videre, at forsikringsaftalen helt

bortfalder, idet forsikringen i visse tilfælde vil kunne omskrives til

en fripolice (police uden præmiebetaling), eller

tilbagekøbsværdien vil kunne kræves udbetalt, jf.

forsikringsaftalelovens § 101.

Der findes enkelte lovregler mv., der begrænser

forsikringsselskabets adgang til at opsige en forsikring. Det antages f.eks.

ved ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, at selskabet

ikke uden videre kan opsige forsikringen, jf. § 1 i

bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer mv.

4.7.2. Lovforslagets udformning

Udvalget har overvejet, om der i forsikringsaftaleloven

bør indsættes regler, der giver forsikringstageren en almindelig

adgang til at opsige forsikringen i forsikringstiden, og anfører

herom, jf. betænkningen side 263 ff.:

»Der har i de senere år været rejst

spørgsmål om, hvorvidt det fortsat er rimeligt og

hensigtsmæssigt, at forsikringstageren ikke har en almindelig adgang

til i forsikringstiden at opsige forsikringen og f.eks. skifte til en

billigere forsikring eller til en forsikring med en bedre dækning til

den samme pris.

Spørgsmålet er bl.a. behandlet i Ivan

Sørensens Udredning om bedre forbrugerbeskyttelse ved private

forsikringer i Danmark [side 62 ff.]. Ivan Sørensen anfører

bl.a., at en udvidet opsigelsesret må antages at ville styrke

konkurrencen, men bemærker dog samtidig, at han ikke har

tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, i hvilket omfang kunderne rent

faktisk vil gøre brug af en udvidet opsigelsesret. Han henviser i den

forbindelse til en undersøgelse, der viser, at kundernes loyalitet

over for deres forsikringsselskab er ganske stor. Ivan Sørensen

anbefaler i sin udredning, at forbrugerombudsmanden undersøger

mulighederne og vilkårene for en udvidelse af forbrugerens adgang til

at opsige forsikringen i forsikringstiden og tager kontakt til

forsikringsbranchen herom.

Endvidere har Konkurrencestyrelsen peget på, at de

lange opsigelsesvarsler som følge af reglerne om opsigelse til

forsikringens hovedforfaldsdag hæmmer mobiliteten på

forsikringsmarkedet. Konkurrencestyrelsen har oplyst, at knap 10 pct. af

kunderne årligt skifter forsikringsselskab, hvilket efter

Konkurrencestyrelsens opfattelse er et lavt tal, når der tages hensyn

til, at der er en naturlig anledning til at tegne nye forsikringer, når

der sker i ændringer i ens tilværelse, f.eks. når man

skifter bolig, bliver gift, får børn, køber bil eller

skifter job. Konkurrencestyrelsen finder, at kortere opsigelsesfrister for

forsikringstageren vil medvirke til en større mobilitet på

forsikringsmarkedet. Forsikringstagerens adgang til at opsige forsikringen

bør ikke være knyttet til en hovedforfaldsdag, og

opsigelsesvarslerne bør ikke overstige f.eks. 1 måned [God

konkurrenceskik på forsikringsområdet, side 14 f., og

Konkurrenceredegørelsen 2002, side 86 ff.].

På udvalgets møde med forbrugerombudsmanden

gav denne ligeledes udtryk for, at der stadig er for få

forsikringstagere, der skifter forsikringsselskab, og at dette bl.a. vil

kunne ændres ved at indføre en almindelig adgang for

forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden.

Udvalget har på denne baggrund overvejet, om der i

forsikringsaftaleloven bør indsættes regler, der eventuelt

alene for forbrugerforsikringer giver forsikringstageren en almindelig

adgang til at opsige forsikringen i forsikringstiden, således at

forsikringstageren generelt får mulighed for at skifte til en anden

forsikring med et væsentligt kortere varsel, end det i praksis vil

være tilfældet i dag.

Udvalget er opmærksom på, at

konkurrencemæssige hensyn som påpeget af bl.a.

Konkurrencestyrelsen og forbrugerombudsmanden kan tale for, at der med

henblik på at fremme kundernes mobilitet mellem forsikringsselskaberne

og dermed øge konkurrencen på forsikringsmarkedet

indføres ufravigelige lovregler, der sikrer en almindelig adgang for

forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden.

Udvalget finder imidlertid bl.a. som følge af sin

sammensætning ikke at burde tage stilling til, i hvilket omfang der

alene ud fra rent konkurrencemæssige hensyn bør indføres

en almindelig adgang for forsikringstageren til at opsige forsikringen i

forsikringstiden.

Ud fra en rent forsikringsaftaleretlig synsvinkel kan der

efter udvalgets opfattelse bl.a. anføres følgende om at

indføre bindende lovregler om »fri« opsigelsesadgang:

De nuværende et-årige forsikringer giver

selskabet mulighed for at fordele sæsonudsving (f.eks. antallet af

skader forvoldt på og af motorkøretøjer) på hele

årets præmie. I de tilfælde, hvor der i dag kan ske

opsigelse før forsikringstidens ophør (f.eks. i forbindelse med

en skade), vil der i praksis normalt ske regulering af præmien, uden at

der tages højde for sådanne sæsonafvigelser.

Indføres der en generel adgang for forsikringstageren til at opsige

forsikringen i forsikringstiden, må det overvejes nærmere, i

hvilket omfang disse sæsonudsving skal indgå i

præmiereguleringen i forbindelse med en opsigelse.

En generel opsigelsesadgang for forsikringstageren vil

endvidere være forbundet med visse administrationsudgifter mv. for

forsikringsselskaberne bl.a. til regulering af præmien mv. i

forbindelse med en opsigelse før forsikringstidens ophør.

Efter udvalgets opfattelse bør omkostningerne ved

en generel opsigelsesadgang i forsikringstiden i givet fald som udgangspunkt

bæres af de forsikringstagere, der ønsker at benytte sig af

denne mulighed. Det gælder både selskabets

administrationsomkostninger mv. og den forholdsmæssigt højere

præmie, der eventuelt skal betales, hvis forsikringen opsiges, så

den kun dækker en periode på året, hvor risikoen for skader

er størst. Indførelsen af eventuelle lovregler om en almindelig

opsigelsesadgang for forsikringstageren i forsikringstiden bør

således forudsætte nærmere overvejelser herom.

Ved en eventuel indførelse af en almindelig

opsigelsesadgang for forsikringstageren bør det endvidere overvejes,

om opsigelse først skal kunne ske, når der er gået en vis

tid fra forsikringens tegning, således at selskabet har mulighed for at

få dækket nogle af sine »startomkostninger« ved tegning af en ny

forsikring mv.

Efter det for udvalget oplyste synes der ikke umiddelbart

at være et større praktisk ønske blandt

forsikringstagerne for en almindelig adgang til at opsige forsikringen i

forsikringstiden. Forbrugerrådets repræsentant i udvalget har

således oplyst, at Forbrugerrådet alene modtager et

begrænset antal henvendelser herom. Endvidere modtager

forsikringsselskaberne efter det oplyste alene et ringe antal henvendelser

fra forsikringstagere, der ønsker at opsige forsikringen i

forsikringstiden, uden at et af de særlige opsigelsesvilkår

(f.eks. opsigelse i forbindelse med en skade) kan anvendes. Det kan dog

naturligvis ikke udelukkes, at den tilsyneladende manglende

»efterspørgsel« i praksis efter en almindelig opsigelsesadgang, kan

hænge sammen med, at det for forsikringstagerne kan være

vanskeligt generelt at efterspørge en mulighed, som hidtil kun har

eksisteret i meget begrænset omfang.

Forsikring & Pensions repræsentanter i udvalget

har i øvrigt oplyst, at en række forsikringsselskaber for tiden

overvejer at indføre forsikringsprodukter, hvor forsikringstageren har

mulighed for med et vist kortere varsel at opsige forsikringen i

forsikringstiden. Flere større forsikringsselskaber forventes

således at ville tilbyde sådanne forsikringer inden for ca. et

år.

På denne baggrund finder udvalget, at der ikke ud

fra en rent forsikringsaftaleretlig vurdering er behov for at indføre

lovregler, der giver forsikringstageren en almindelig adgang til at opsige

forsikringen i forsikringstiden. Som nævnt ovenfor har udvalget

imidlertid ikke hermed taget stilling til, i hvilket omfang rent

konkurrencemæssige hensyn i sig selv begrunder, at der bør

indføres regler herom.

Det er under udvalgets drøftelser blevet

anført, at hvis der ikke indføres lovregler, vil

forsikringstagerens mulighed for at kunne opsige forsikringen i

forsikringstiden i stedet kunne komme til at indgå som et stærkt

element i konkurrencen mellem de forskellige forsikringsselskaber,

såfremt forsikringstagerne i praksis vil efterspørge denne

mulighed, jf. de ovenfor nævnte overvejelser blandt selskaberne om at

tilbyde kortere opsigelsesfrister. Det er heroverfor blevet anført, at

det bl.a. i lyset af, at det hidtil kun i meget begrænset omfang har

været muligt at vælge forsikringer med fri opsigelsesadgang

endnu er usikkert, i hvilket omfang forsikringsselskaberne fremover vil give

kunderne denne mulighed.«

Som det fremgår af det ovenfor anførte, har

udvalget vurderet spørgsmålet om at indføre en almindelig

opsigelsesadgang for forsikringstageren ud fra en rent

forsikringsaftaleretlig synsvinkel og har ikke taget stilling til, i hvilket

omfang rent konkurrencemæssige hensyn kan begrunde, at der

indføres regler herom. I forbindelse med høringen over

betænkningen er der imidlertid fra flere sider blevet peget på,

at væsentlige konkurrencemæssige hensyn taler for, at der

bør indføres en sådan almindelig adgang for

forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden, hvilket

bl.a. vil kunne bidrage til en øget mobilitet og dermed en øget

konkurrence på forsikringsområdet til gavn for forsikringstagerne

og samfundet som sådan.

Forbrugerrådet har således anført, at

det er vigtigt, at der åbnes op for en principiel adgang for

forbrugeren til at opsige en forsikring med kortere varsel end i dag. Hvis

der ikke inden for en kortere tidshorisont sker en tilfredsstillende

udvikling på forsikringsmarkedet med et bredt udbud af

forsikringsprodukter med kortere opsigelsesvarsler uden økonomiske

restriktioner eller andre konsekvenser for forbrugerne, bør der efter

Forbrugerrådets opfattelse overvejes en lovregulering af

spørgsmålet.

Forsikring & Pension har anført, at

forsikringsbranchen selv bør have mulighed for at imødekomme

det ønske, der er om at indføre forkortede opsigelsesvarsler,

og at lovgivning på området i det mindste bør afvente en

afklaring af, i hvilken retning markedet går. Forsikring & Pension

har i den forbindelse oplyst, at selskaber, der repræsenterer i hvert

fald ¾ af det private skadesforsikringsmarked enten allerede tilbyder private

forsikringer med kortere opsigelsesvarsler eller inden for det kommende

års tid vil tilbyde sådanne produkter. Af de fire største

danske selskaber vil de tre tilbyde disse produkter i løbet af 2003,

mens det fjerde selskab vil tilbyde produktet inden udgangen af første

kvartal 2004.

Efter det oplyste er der således nu blandt en

række forsikringsselskaber, der dækker en betydelig del af det

private forsikringsmarked, konkrete planer om at indføre forsikringer

med kortere opsigelsesvarsler end i dag. På denne baggrund bør

forsikringsbranchen efter Justitsministeriets opfattelse i første

omgang selv have mulighed for at udvikle og tilbyde forsikringsprodukter med

kortere opsigelsesvarsler. Hvis det måtte vise sig, at der ikke inden

for den tidshorisont, der er oplyst af Forsikring & Pension, sker en

tilfredsstillende udvikling på forsikringsmarkedet, er

Justitsministeriet imidlertid i lyset af de ovennævnte

høringssvar, der fremhæver de konkurrencemæssige hensyn

på området indstillet på i 2004 at fremsætte et

lovforslag vedrørende adgangen for forsikringstageren til at opsige

forsikringen i forsikringstiden, således at en lovregel herom i givet

fald vil kunne træde i kraft samtidig med de øvrige

ændringer af forsikringsaftaleloven (den 1. juli 2004, jf.

lovforslagets § 4).

Udvalget har endvidere overvejet, om der bør ske en

nærmere lovregulering af selskabets muligheder for at opsige

forsikringen. Forsikring & Pensions repræsentanter i udvalget har i

den forbindelse oplyst, at forsikringsselskaberne i praksis anvender

forsikringsbetingelsernes opsigelsesadgang således, at forsikringen kun

opsiges, hvis der foreligger væsentlige grunde hertil, f.eks. en

ændret risikovurdering eller at tillidsforholdet mellem selskabet og

forsikringstageren er brudt.

Udvalget anfører, at spørgsmålet om

forsikringsselskabets adgang til at opsige en forsikring må ses i

sammenhæng med spørgsmålet om, i hvilket omfang selskabet

har pligt til at tegne en forsikring (kontraheringspligt). Som det

fremgår af punkt 4.6.2. ovenfor, finder udvalgets flertal (8 medlemmer)

ikke grundlag for at foreslå regler om kontraheringspligt for

forsikringsselskabet, herunder almindelige regler, der begrænser

selskabets mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik,

risikovurdering mv. Dette må efter flertallets opfattelse også

gælde i relation til opsigelse af allerede indgåede

forsikringsaftaler.

Flertallet peger endvidere på, at det efter de

oplysninger, der foreligger for udvalget, ikke er et praktisk problem, at

forsikringsselskabet på grundlag af forsikringsbetingelsernes regler

herom opsiger en forsikring, uden at dette er begrundet i selskabets

almindelige forretningspolitik, risikovurdering eller andre særlige

forhold.

Flertallet har overvejet indførelsen af regler, der

udtrykkeligt fastslår, at selskabet kun kan opsige en forsikring, hvis

dette er begrundet i en ændret risikovurdering, forsikringstagerens

eller sikredes misligholdelse af forpligtelserne over for selskabet eller

andre særlige forhold. Efter flertallets opfattelse vil en sådan

regel imidlertid være uden reel praktisk betydning, medmindre der

samtidig sker en begrænsning i selskabets mulighed for at

fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv., hvilket et

enigt udvalg som anført ovenfor ikke finder grundlag for at

foreslå regler om.

Flertallet finder det imidlertid væsentligt, at der

så vidt muligt er åbenhed og gennemsigtighed omkring mulighederne

for at opretholde en allerede tegnet forsikring. Flertallet foreslår

derfor, at forsikringsselskabet får pligt til efter anmodning at

begrunde en opsigelse af en forsikring. Mindretallet (5 medlemmer)

foreslår, at der indføres en regel, der pålægger

selskabet at give en saglig begrundelse for opsigelse af en forsikring. Der

henvises til punkt 4.6.2. ovenfor, hvor der nærmere er redegjort for

flertallets og mindretallets opfattelser med hensyn til

begrundelsespligt.

Der henvises til betænkningen side 266 ff.

Justitsministeriet er under hensyn til det, som er

anført ovenfor i punkt 4.6.2., enig i flertallets synspunkter og

forslag til begrundelsesregel. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse

hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til lovens § 3

b).

4.8. Ulykkesforsikring

4.8.1. Gældende ret

Forsikringsaftaleloven indeholder ingen definition af,

hvad der i relation til en ulykkesforsikring skal forstås ved »ulykke«

eller »ulykkestilfælde«. Det beror således som udgangspunkt

på en fortolkning af den enkelte forsikringsaftale, hvornår der

er tale om en ulykke omfattet af forsikringen.

En ulykke i forsikringsretlig forstand er traditionelt

defineret som »en tilfældig af den forsikredes vilje uafhængig

pludselig udefrakommende indvirkning på legemet, som har en

påviselig beskadigelse af dette til følge« (den »traditionelle

ulykkesdefinition«). Der findes i dag en omfattende praksis fra domstolene og

fra Ankenævnet for Forsikring, der nærmere belyser, hvilke skader

der efter denne definition anses for en ulykke. For en række

skadestyper har det i praksis voldt problemer at fastlægge,

hvornår der er tale om en ulykke, f.eks. løfteskader, skader som

følge af indtagelse af fordærvet mad, gift mv., og skader, der

er en direkte følge af operative indgreb.

Forsikring & Pension udsendte i 1999 en

medlemshenstilling om at indføre en udvidet dækning i form af et

supplement til den traditionelle ulykkesdefinition, således at det ved

beskadigelse af arme og ben alene kræves, at skadesårsagen skal

være pludselig og med en påviselig beskadigelse af legemet til

følge. Hensigten hermed har været i højere grad at

dække skader, som forsikringstageren normalt vil anse for et

ulykkestilfælde, f.eks. vridskader i forbindelse med

sportsudøvelse.

En del selskaber anvender andre ulykkesdefinitioner end

den traditionelle ulykkesdefinition, og navnlig i de senere år har der

været en udvikling mod mere enkle definitioner, der samtidig

indebærer en udvidelse af ulykkesbegrebet. Den seneste definition, som

anvendes i hvert fald af to selskaber, fastlægger ganske enkelt et

ulykkestilfælde som »en pludselig hændelse, der forårsager

personskade«. Denne definition må i modsætning til den

traditionelle ulykkesdefinition antages at indebære, at f.eks. skader

som følge af besvimelse og løfteskader er omfattet af

ulykkesforsikringen.

4.8.2. Lovforslagets udformning

Udvalget har overvejet, om der i forsikringsaftaleloven

bør indsættes en ulykkesdefinition, som skal gælde ved

ulykkesforsikringer, medmindre andet er aftalt. Udvalget finder imidlertid

ikke, at der er grundlag for at indføre en sådan lovbestemt

ulykkesdefinition, og henviser bl.a. til, at der i de senere år

allerede har været en udvikling mod mere enkle ulykkesdefinitioner, der

samtidig indebærer en udvidelse af ulykkesforsikringens

dækningsomfang. Hertil kommer, at en lovbestemt ulykkesdefinition vil

kunne hindre en fortsat løbende udvikling og tilpasning af det

forsikringsretlige ulykkesbegreb til skade ikke mindst for forsikringstagerne

og de sikrede.

Udvalget peger endvidere på, at

forsikringsaftaleloven som udgangspunkt ikke indeholder regler, der

fastlægger det nærmere dækningsomfang

(forsikringsbegivenheden mv.) for forskellige typer af forsikringer.

Indførelse af regler herom for bestemte forsikringsprodukter rejser en

række principielle og praktiske spørgsmål, og

sådanne regler bør alene indføres, hvis der er et

særligt behov herfor og det er der efter udvalgets opfattelse ikke

her. Udvalget peger i den forbindelse også på, at der de seneste

år har været et ikke ubetydeligt fald i antallet af klager til

Ankenævnet for Forsikring vedrørende ulykkesforsikringer (fra

524 i 2000 til 439 i 2001, dvs. et fald på 16 pct.), som antagelig

bl.a. skyldes de nævnte udvidelser af ulykkesdefinitionen.

Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) finder dog, at der

bør ske en lovregulering af det såkaldte viljeskrav i den

traditionelle ulykkesdefinition, således at det ikke kan gøres

til en betingelse for dækning, at påvirkningen skal være

»uafhængig af den sikredes vilje«, jf. herved punkt 4.8.1. ovenfor.

Mindretallet anfører bl.a., at der efter den traditionelle

ulykkesdefinition ikke er tale om et ulykkestilfælde, hvis den

forsikrede blot har haft vilje (forsæt) til indvirkningen på sit

legeme, selv om den pågældende ikke har haft forsæt til

selve skaden. Dette har i praksis givet anledning til en række tvister

på ulykkesforsikringsområdet, og efter mindretallets opfattelse

er det uhensigtsmæssigt med en sådan usikkerhed om

ulykkesforsikringens dækningsomfang.

Udvalgets flertal (11 medlemmer) anfører, at dette

forslag, som går ud på at regulere et enkelt element af den

traditionelle ulykkesdefinition, i realiteten som noget helt nyt i

forsikringsaftaleloven regulerer det nærmere indhold af

ulykkesforsikringernes dækningsomfang. Flertallet peger navnlig

på, at der de senere år har været en udvikling i

forsikringsbranchen mod mere enkle ulykkesdefinitioner, der samtidig

indebærer en udvidelse af ulykkesbegrebet og dermed af

ulykkesforsikringernes dækningsomfang. Det spørgsmål, som

mindretallet foreslår lovreguleret, opstår imidlertid ikke ved

disse nyere ulykkesdefinitioner, men knytter sig til den traditionelle

ulykkesdefinition.

Flertallet anfører endvidere, at

forsikringspræmien for disse nyere ulykkesforsikringer som følge

af det udvidede dækningsomfang typisk vil være noget

højere end præmien for forsikringer, der bygger på den

traditionelle ulykkesdefinition. Der foregår således for tiden en

udvikling på ulykkesforsikringsområdet, der giver

forsikringstageren mulighed for at vælge at tegne en ulykkesforsikring,

der anvender den traditionelle ulykkesdefinition, og som dækker en

række forskellige ulykkestilfælde, eller at tegne en

ulykkesforsikring, der til en noget højere præmie giver en endnu

mere omfattende dækning.

Forsikring & Pensions repræsentanter i udvalget

har i den forbindelse oplyst, at mindretallets forslag, der indebærer,

at den traditionelle ulykkesdefinition ikke vil kunne anvendes i sin

hidtidige form, må forventes at ville medføre en ikke ubetydelig

præmieforhøjelse i forhold til de forsikringer, der i dag

anvender den traditionelle ulykkesdefinition.

Mindretallets forslag vil således begrænse

forsikringstagerens muligheder for at vælge mellem en dyrere forsikring

med et bredere dækningsomfang og en billigere forsikring med et lidt

mere begrænset dækningsomfang. Forslaget må efter det

oplyste endvidere forventes at ville føre til en fordyrelse af de

(billigere) forsikringer, der i dag anvender den traditionelle

ulykkesforsikring. En sådan generel fordyrelse af ulykkesforsikringerne

vil alt andet lige kunne føre til, at der samlet set vil blive tegnet

færre ulykkesforsikringer, hvilket efter flertallets opfattelse vil

være en særdeles uheldig udvikling både for de sikrede,

der dermed står uden forsikringsdækning, og for samfundet som

sådant.

Flertallet finder på denne baggrund, at der ikke

bør indføres en regel som foreslået af mindretallet.

Der henvises til betænkningen side 308 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der ikke

bør indføres en lovbestemt ulykkesdefinition.

Med hensyn til mindretallets forslag om som noget nyt at

lovregulere et enkelt element af den traditionelle ulykkesdefinition

lægger Justitsministeriet navnlig vægt på, at der de senere

år har været en udvikling i forsikringsbranchen mod mere enkle og

mere omfattende ulykkesdefinitioner, hvor der ikke opstår de samme

problemer med viljeskravet som i den traditionelle ulykkesdefinition. Som

anført af flertallet må mindretallets forslag endvidere

forventes at ville indebære en forhøjelse af præmien for

de ulykkesforsikringer, der i dag anvender den traditionelle

ulykkesdefinition, og forslaget vil dermed begrænse forsikringstagerens

mulighed for at vælge mellem forsikringsprodukter med varierende

dækningsomfang til en varierende præmie.

Det kan herudover tilføjes, at der i forbindelse

med høringen over betænkningen er blevet peget på, at det

er tvivlsomt, om mindretallets forslag vil løse

afgrænsningsvanskelighederne ved den traditionelle ulykkesdefinition,

idet f.eks. løfteskader ikke kun afvises (efter denne definition)

på grund af viljeskravet, men i lige så høj grad fordi

skaderne ikke anses for at være »udefrakommende«. I givet fald vil

fortolkningsproblemerne ved den traditionelle ulykkesforsikring således

i et vist omfang blot blive »flyttet« fra viljeskravet til andre elementer i

definitionen.

Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte

sig flertallets opfattelse, hvorefter der ikke bør indføres en

særlig regulering af viljeskravet som foreslået af

mindretallet.

4.9. Andre spørgsmål

Som anført ovenfor i punkt 3.2. har udvalget taget

udgangspunkt i de emneområder, hvor der navnlig ud fra erfaringerne

med lovens anvendelse i praksis kan være behov for nærmere at

overveje lovændringer, herunder de områder, som er nævnt i

bemærkningerne til den folketingsbeslutning, som førte til

nedsættelsen af udvalget. Udvalget har i den forbindelse overvejet en

række spørgsmål uden at have fundet grundlag for at

foreslå lovændringer.

Udvalget har bl.a. overvejet forsikringsaftalelovens

regler om anmeldelse og fremkaldelse af forsikringsbegivenheden samt om

sikkerhedsforholdsregler, men har ikke fundet, at der i praksis er behov for

at foreslå lovændringer på disse områder. Udvalget

anfører dog, at den særlige regel i § 51, stk.2, hvorefter

der i visse tilfælde kan ske opsigelse af forsikringen, hvis der er

sket tilsidesættelse af en sikkerhedsforholdsregel, ikke anvendes i

praksis, og udvalget foreslår, at bestemmelsen ophæves. Der

henvises til betænkningen side 93 ff., 113 ff. og 175 ff.

Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget

indeholder bortset fra en ophævelse af lovens § 51, stk. 2,

jf. lovforslagets § 1, nr. 13 ikke forslag til ændring af

reglerne om anmeldelse og fremkaldelse af forsikringsbegivenheden samt om

sikkerhedsforholdsregler mv.

4.9.1. Indsættelse af begunstigede i livsforsikringer mv.

Udvalget har overvejet lovens regler om indsættelse

af begunstigede i livsforsikringer mv. og peger på, at det bør

overvejes at ændre reglerne herom med henblik på at styrke

retsstillingen for ugifte samlevere. Dette har imidlertid efter udvalgets

opfattelse nær sammenhæng med det generelle

spørgsmål om ugifte samleveres almindelige arveretlige stilling,

som vil blive overvejet i Justitsministeriets Arvelovsudvalg. Der henvises

til betænkningen side 217 ff.

Justitsministeriet er enig i, at spørgsmålet

om at ændre reglerne om indsættelse af begunstigede bør

overvejes i lyset af Arvelovsudvalgets overvejelser om ugifte samleveres

almindelige arveretlige stilling. Forsikring & Pension har i

øvrigt oplyst, at der snarest vil blive udsendt en medlemshenstilling,

hvorefter forsikringsselskaberne i forbindelse med indsættelse af en

begunstiget kort bør vejlede om betydningen af forsikringsaftalelovens

regler i relation til ugifte samlivsforhold, jf. betænkningen side 221

f.

4.9.2. Kollektive forsikringer mv.

Udvalget har overvejet, om der bør indføres

særlige lovregler om kollektive forsikringer mv. (gruppeforsikringer,

arbejdsmarkedspensionsordninger mv.), men har ikke fundet grundlag herfor.

Udvalget henviser navnlig til, at det ikke i praksis synes at give anledning

til særlige problemer, at forsikringsaftaleloven ikke indeholder

særlige regler om sådanne forsikringer. De sager, der

opstår i praksis, vedrører i almindelighed ikke

spørgsmål som følge af, at der er tale om en kollektiv

forsikring, men spørgsmål der lige så vel kan opstå

ved en privattegnet forsikring. Der henvises til betænkningen side 324

ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets

synspunkter, og lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke

særlige regler om kollektive forsikringer mv. Dette indebærer, at

det som hidtil som udgangspunkt vil være forsikringsaftalelovens

almindelige regler, der finder anvendelse på disse

forsikringsordninger.

4.9.3. Informationspligt mv.

Der findes i dag ikke en samlet regulering af

forsikringsselskabets informations- og oplysningspligt mv. over for

forsikringstageren/sikrede. Forsikringsaftaleloven indeholder i

begrænset omfang regler herom, og herudover findes der visse regler om

selskabets informationspligt i anden lovgivning, f.eks. lov om

forsikringsvirksomhed, samt i forskellige retningslinjer,

branchehenstillinger mv. Endvidere bidrager Ankenævnet for Forsikring

og domstolene til fastlæggelsen af, hvilken informationspligt der i

praksis påhviler forsikringsselskabet. Betænkningen side 269 ff.

indeholder en gennemgang af de gældende regler om forsikringsselskabets

informationspligt mv.

Der er efter udvalgets opfattelse gode grunde til at

udforme nærmere regler om forsikringsselskabets informationspligt mv.

Udvalget peger dog samtidig på, at det netop vedtagne direktiv om

fjernsalg af finansielle tjenesteydelser indeholder en række regler om

oplysningspligt mv. i forbindelse med indgåelse af aftaler om

finansielle tjenesteydelser, herunder forsikringsydelser. For en lang

række forsikringsprodukter er det i dag den praktiske hovedregel, at

forsikringsaftaler indgås ved »fjernsalg« i direktivets forstand, og

udvalget finder på denne baggrund, at de nærmere overvejelser om

udformningen af regler om forsikringsselskabets informationspligt mv.

bør ske i lyset af arbejdet med at gennemføre direktivet i

dansk ret. Der henvises til betænkningen side 295 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets

synspunkter, og lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke

generelle regler om forsikringsselskabets informationspligt mv.

Justitsministeriet har nedsat et udvalg om revision af forbrugeraftaleloven,

der bl.a. skal komme med forslag til de lovændringer, der bør

foretages med henblik på at gennemføre direktivet om fjernsalg

af finansielle tjenesteydelser i dansk ret. Udvalget skal i den forbindelse

bl.a. overveje forholdet til de gældende regler om oplysningspligt mv.

ved forsikringsaftaler. Direktivet skal være gennemført i dansk

ret senest den 9. oktober 2004. Det kan endvidere oplyses, at Økonomi-

og Erhvervsministeriet for tiden overvejer udformningen af regler om redelig

forretningsskik og god praksis på bl.a. forsikringsområdet, jf.

lov om finansiel virksomhed § 3, og at det i den forbindelse overvejes,

i hvilket omfang der bør fastsættes regler om

forsikringsselskabers rådgivnings- og oplysningspligt mv.

Det bemærkes, at lovforslaget indeholder flere

regler, der pålægger forsikringsselskabet en særlig

oplysningspligt mv. Det foreslås således, at selskabet i en

opsigelse som følge af manglende præmiebetaling skal oplyse om

den særlige genoplivningsregel, jf. lovforslagets § 1, nr. 5

(forslag til lovens § 13, stk. 2), at selskabet skal vejlede

sikrede om retten til at kræve acontoerstatning, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 8 (forslag til lovens § 25), og at selskabet skal begrunde

afslag på at tegne en forsikring og opsigelse af en forsikring, jf.

lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til lovens § 3 b).

4.10. Ændring af rentesatsen i forsikringsaftaleloven og andre

formueretlige love

Den almindelige morarentesats for forsinket betaling af

formueretlige fordringer findes i rentelovens § 5. Indtil den seneste

ændring af renteloven (lov nr. 379 af 6. juni 2002) var renten fastsat

til en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte

officielle diskonto med et tillæg på 5 pct., jf.

bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990 om ændring af

morarentesatsen i lov om forsinket betaling, forsikringsaftaleloven mv.

Ved lov nr. 379 af 6. juni 2002 er der imidlertid sket en

forhøjelse af den almindelige morarentesats efter rentelovens

§ 5, stk. 1, således at renten fastsættes til en

årlig rente, der svarer til en referencesats med et tillæg

på 7 pct. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente,

som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli

det pågældende år.

Efter rentelovens § 5, stk. 2, kan

justitsministeren hvert andet år efter forhandling med Danmarks

Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten,

dog således at tillægget ikke kan fastsættes til mindre end

7 pct.

Rentelovens almindelige regler om morarentens

størrelse er i et vist omfang fraveget i anden formueretlig

lovgivning. En del af disse særlige morarentebestemmelser bygger

på andre principper end dem, der ligger til grund for rentelovens

generelle morarentesats. Som eksempel herpå kan nævnes

checklovens §§ 45-46, veksellovens §§ 48-49 og CMR-lovens

§ 35, som gennemfører en række internationale konventioner

i dansk ret.

Der findes dog også nogle særlige

morarentebestemmelser, der er baseret på den generelle morarentesats

efter renteloven. Det drejer sig om bestemmelserne i forsikringsaftalelovens

§ 24, stk. 2, erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, om

erstatning for personskade mv. og bekendtgørelsen om

tvangsauktionsvilkår (fast ejendom) pkt. 6 A, litra b in fine, om

overskydende beløb fra auktionsbud.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør disse

rentebestemmelser tilpasses den gældende almindelige morarentesats

efter renteloven, jf. også punkt 4.3. ovenfor vedrørende

forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2.

I overensstemmelse hermed foreslås bestemmelserne i

§ 24, stk. 2, i forsikringsaftaleloven (lovforslagets § 1, nr.

6), og § 16, stk. 2, i erstatningsansvarsloven (lovforslagets

§ 2) ændret, således at renteniveauet ligesom efter den

gældende rentelov fastsættes til en årlig rente, der svarer

til en referencesats (Nationalbankens officielle udlånsrente) med et

tillæg på 7 pct.

Justitsministeriet vil desuden foretage en tilsvarende

administrativ forhøjelse af rentesatsen efter bekendtgørelsen

om tvangsauktionsvilkår (fast ejendom) pkt. 6 A, litra b in fine.

I kreditaftalelovens § 23 findes en særlig

bestemmelse om de civilretlige konsekvenser af kreditgiveres

tilsidesættelse af oplysningspligten efter lovens § 9 (om

kreditaftaler med fast lånebeløb). Af bestemmelsens stk. 1

følger, at hvis kreditomkostningerne ikke er oplyst i overensstemmelse

med § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale

lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid

værende restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med et

tillæg på 5 pct.

Justitsministeriet finder, at grundlaget for

renteberegningen bør være det samme som efter renteloven, dvs.

Nationalbankens officielle udlånsrente, der fastsættes

halvårligt. Hermed smidiggøres den praktiske tilskrivning af

renter.

Der foreslås imidlertid ingen forhøjelse af

procenttillægget (fra 5 til 7 pct.) i kreditaftalelovens § 23,

stk. 1. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at

bestemmelsen som nævnt fastsætter de civilretlige konsekvenser af

kreditgivers manglende overholdelse af sine oplysningsforpligtelser efter

kreditaftaleloven, og en forhøjelse af procenttillægget ville

således alene lempe konsekvenserne af at overtræde disse

forpligtelser. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter

kreditaftalelovens § 23, stk. 1, ikke er tale om betaling af

morarenter, men af kreditrenter. Ved forsinket betaling kan der fortsat

kræves betaling af morarenter efter renteloven.

Det foreslås derfor, at rentesatsen efter

kreditaftalelovens § 23, stk. 1, fastsættes til en

referencesats med et tillæg på 5 pct. (lovforslagets § 3).

Justitsministeren kan som hidtil hvert andet år efter forhandling med

Danmarks Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre

procenttillægget på 5 pct., jf. kreditaftalelovens § 55,

stk. 2.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

Lovforslaget indeholder en række ændringer af

forsikringsaftaleloven med henblik på at forbedre retsstillingen for

forsikringstageren og den sikrede på områder, hvor erfaringerne

med anvendelsen af loven har vist, at der er behov for justeringer.

I det omfang ændringerne af forsikringsaftaleloven

vil indebære en forhøjelse af forsikringspræmierne, vil

dette omfatte alle forsikringstagere, herunder offentlige myndigheder,

erhvervslivet og private. Det er imidlertid ikke muligt nærmere at

opgøre størrelsen af en eventuel forhøjelse af

forsikringspræmierne, jf. nedenfor.

Det fremgår af betænkningen side 329, at

Forsikring & Pension har vurderet, at ændringerne af

forsikringsaftaleloven vil have økonomiske og administrative

konsekvenser for erhvervslivet (forsikringsselskaberne og

pensionskasserne).

Forsikring & Pension vurderer således, at den

foreslåede lempelsesregel (forslag til lovens § 6, stk. 3,

jf. lovforslagets § 1, nr. 3) vil medføre øgede

erstatningsudbetalinger, og at lempelsesreglen samt den foreslåede

»genoplivningsregel« og regel om dækning af advokatomkostninger

(forslag til lovens § 6, stk. 3, § 14 og § 32,

stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, 5 og 11) må forventes

at have en vis processkabende effekt med deraf følgende øgede

proces- og administrationsomkostninger for selskaberne.

Forsikring & Pension vurderer endvidere, at de

foreslåede vejlednings- og oplysningsforpligtelser, herunder navnlig

lovforslagets § 1, nr. 5 og 8 (forslag til lovens § 13,

stk. 2, og § 25), vil medføre øgede

administrationsudgifter dels i forbindelse med behandlingen af de konkrete

sager, dels i forbindelse med uddannelse af medarbejdere mv. Endelig er det

Forsikring & Pensions vurdering, at forslaget til nye

præmieopkrævningsregler i lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag

til lovens §§ 12-17) vil medføre behov for en række ret

omfattende administrative og IT-mæssige omlægninger.

Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af

lovforslaget drøftet størrelsen af de ovennævnte

omkostninger med Forsikring & Pension. Ifølge Forsikring &

Pension er det imidlertid ikke muligt nærmere at opgøre de

øgede udgifter som følge af de nye regler, men disse kan dog

ikke antages at være ubetydelige.

Den foreslåede ændring af

erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2 (lovforslagets § 2), vil

alene have økonomiske konsekvenser i tilfælde, hvor skadevolder

ikke betaler godtgørelses- eller erstatningsbeløb rettidigt. I

disse tilfælde vil lovforslaget medføre en højere

forrentning af godtgørelses- og erstatningsbeløb for

personskade og tab af forsørger. Omvendt vil den skadelidte eller den,

der har mistet en forsørger, være berettiget til en

højere forrentning af godtgørelses- og erstatningsbeløb.

Dette gør sig tilsvarende gældende for krav på

forsikringsydelsen, jf. forslaget til forsikringsaftalelovens § 24,

stk. 2 (lovforslagets § 1, nr.6).

Den foreslåede ændring af kreditaftalelovens

§ 23, stk. 1 (lovforslagets § 3), skønnes ikke at have

økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning.

Lovforslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Bedre retsstilling for forsikringstageren/sikrede

Visse konsekvenser, som det imidlertid ikke er muligt at

opgøre nærmere

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Bedre retsstilling for forsikringstageren/sikrede

Visse konsekvenser, som det imidlertid ikke er muligt at

opgøre nærmere

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Visse konsekvenser, som det imidlertid ikke er muligt at

opgøre nærmere

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for borgerne

Bedre retsstilling for forsikringstageren/sikrede.

Højere forrentning af krav på erstatning for personskade

mv.

Visse konsekvenser, som det imidlertid ikke er muligt at

opgøre nærmere

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

6. Høring

Betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven

har været i høring hos følgende myndigheder og

organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for

Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus,

Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet,

Ankenævnet for Forsikring, Amtsrådsforeningen,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Industri, Danske Entreprenører, De Samvirkende

Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd, Finansrådet,

Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske

Motorejere, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune,

Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og

Ulykkesskadede, Landsorganisationen i Danmark,

Lægemiddelindustriforeningen, Patientforsikringsforeningen,

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

Specialarbejderforbundet i Danmark og Ældre Sagen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 2, stk. 4)

Den gældende forsikringsaftalelov indeholder ikke

særlige regler for forbrugerforsikringer. Det foreslås

imidlertid, at den nye lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger

ved forsikringens tegning, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til

lovens § 6, stk. 3), alene skal gælde ved forbrugerforsikring

og personforsikring, og at de nye regler om præmiebetaling mv. ikke kan

fraviges til skade for forsikringstageren og/eller sikrede ved

forbrugerforsikring, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til lovens

§ 17).

Det

foreslås, at der i forsikringsaftaleloven indsættes en

bestemmelse, hvorefter en forbrugerforsikring defineres som en

forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens

indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv, jf. 1. pkt.

Den foreslåede definition er udformet på grundlag af den

forbrugerdefinition, der anvendes i andre aftaleretlige love, bl.a.

aftaleloven, købeloven og lov om visse forbrugeraftaler.

Ved fastlæggelsen af, om en forsikring skal anses

for en forbrugerforsikring, kan der således tages udgangspunkt i, om

der efter forbrugerdefinitionen i de ovennævnte love vil være

tale om et forbrugerforhold, herunder navnlig om der i relation til reglerne

om fortrydelsesret i lov om visse forbrugeraftaler er tale om en

forsikringsaftale, der er indgået af en forbruger.

Afgørende for, om der er tale om en

forbrugerforsikring, er, om forsikringstageren ved aftalens indgåelse

hovedsagelig handler uden for sit erhverv, dvs. om forsikringen ved aftalens

indgåelse hovedsagelig er bestemt til at være

ikke-erhvervsmæssig. Der må i den forbindelse lægges

vægt på, om den forsikrede interesse er af

ikke-erhvervsmæssig (privat) karakter, f.eks. forsikring af privat

indbo i modsætning til en erhvervsvirksomheds kontorudstyr mv.

Ved livs-, syge- eller ulykkesforsikring eller anden

personforsikring, hvor forsikringstageren som privatperson tegner en

forsikring på sit eget liv, helbred mv., må den forsikrede

interesse i almindelighed anses for at være af

ikke-erhvervsmæssig karakter. En privat ulykkesforsikring må

således normalt anses for en forbrugerforsikring, selv om der f.eks. er

tale om en heltidsulykkesforsikring, der også dækker ulykker

på den forsikredes arbejdsplads.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger

punkt 4.9.2. ovenfor, indeholder lovforslaget ikke særlige regler om

kollektive forsikringer mv., og det er således som udgangspunkt

forsikringsaftalelovens almindelige regler, der finder anvendelse på

disse forsikringsordninger.

Dette gælder også i relation til den

foreslåede definition af begrebet »forbrugerforsikring«, således

at det ved kollektive forsikringer mv. vil afhænge af den nærmere

udformning af den enkelte forsikringsordning, hvorvidt der er tale om

forbrugerforsikring eller ej. Hvis ordningen er udformet sådan, at der

mellem grupperepræsentanten og selskabet indgås én

forsikringsaftale, der omfatter medlemmerne af en nærmere angiven

gruppe, vil der ofte ikke være tale om en forbrugerforsikring, idet

grupperepræsentanten, f.eks. en virksomhed, ikke hovedsagelig vil

handle uden for sit erhverv. Hvis der derimod f.eks. på grundlag af en

»rammeaftale« indgås en forsikringsaftale mellem hvert enkelt

gruppemedlem og selskabet, vil der i forholdet mellem gruppemedlemmet og

selskabet kunne være tale om en forbrugerforsikring.

Det foreslås endelig, at forsikringsselskabet

har bevisbyrden for, at en indgået forsikringsaftale ikke er en

forbrugerforsikring, jf. 2. pkt. Dette er i overensstemmelse med, hvad

der gælder efter bl.a. aftaleloven, købeloven og lov om visse

forbrugeraftaler.

Til nr. 2 (§ 3 b)

Det foreslås, at forsikringsselskabet får

en udtrykkelig pligt til efter anmodning at begrunde et afslag på at

tegne en forsikring og en opsigelse af en allerede indgået

forsikringsaftale, jf. stk. 1.

Begrundelsespligten ved selskabets afslag på at

tegne en forsikring omfatter i første række tilfælde, hvor

selskabet helt afviser at tegne en forsikring. Den foreslåede regel

omfatter imidlertid også tilfælde, hvor selskabet ikke

umiddelbart kan acceptere forsikringsbegæringen, men hvor selskabet

tilbyder at tegne forsikringen på andre vilkår, f.eks. til en

højere præmie eller med særlige undtagelser fra

forsikringsdækningen, jf. ordene »som begæret«.

Selskabet skal endvidere efter anmodning begrunde enhver

opsigelse af forsikringsaftalen. Opsigelsen skal således begrundes,

uanset om den har hjemmel i lovgivningen (f.eks. forsikringsaftaleloven)

eller i forsikringsbetingelserne. Opsigelsen skal endvidere begrundes, uanset

om den foretages i forsikringstiden eller til forsikringstidens udløb

(f.eks. ved et-årige forsikringer, der fornys for et år ad

gangen, medmindre forsikringen inden da opsiges af selskabet eller

forsikringstageren).

Det foreslås, at begrundelsen kun skal gives efter

anmodning, dvs. fra den, der har ønsket forsikringen (ved afslag)

eller fra forsikringstageren (ved opsigelse). Det er alene selskabets

(potentielle) aftalepart (forsikringstageren), der kan kræve en

begrundelse.

Begrundelsen skal indeholde en henvisning til

relevante retsregler, herunder i forsikringsaftaleloven eller i

forsikringsbetingelserne, jf. stk. 2, 1. pkt. Dette vil navnlig

have betydning ved opsigelse, hvor det skal anføres i begrundelsen,

hvilke bestemmelser f.eks. i forsikringsbetingelserne der giver selskabet

mulighed for at opsige forsikringen. Der skal kun henvises til retsregler,

der er relevante for selskabets beslutning. Hvis selskabets afvisning af at

tegne en forsikring f.eks. er begrundet i en ren risikovurdering, vil der

således normalt ikke være retsregler at henvise til i selskabets

begrundelse.

Begrundelsen skal endvidere indeholde en kort

redegørelse for, hvorfor forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor

forsikringsaftalen opsiges. Begrundelsen skal udformes på en

sådan måde, at den fremtræder som en forklaring på,

hvorfor selskabet har afvist at tegne eller har opsagt forsikringen.

Begrundelsen skal angive de væsentligste forhold, herunder navnlig de

væsentligste faktiske omstændigheder, der ligger til grund for

selskabets beslutning, og skal være udformet sådan, at den

må anses for egnet til i hovedtræk at give den

forsikringssøgende/forsikringstageren en forståelse af

baggrunden for selskabets beslutning.

Det skal fremgå af begrundelsen, hvilke forhold der

i det konkrete tilfælde gør, at selskabet ikke (længere)

ønsker at tegne den pågældende forsikring, f.eks. ved

angivelse af de konkrete helbredsforhold, der gør, at forsikringen

ikke kan tegnes eller kun kan tegnes på skærpede vilkår. En

generel henvisning alene til »de afgivne helbredsoplysninger« vil normalt

ikke være tilstrækkelig.

Selskabets afvisning af at tegne en forsikring eller

opsigelse af en allerede indgået forsikringsaftale vil i nogle

tilfælde skyldes en samlet vurdering af det pågældende

kundeforhold. I disse tilfælde behøver begrundelsen ikke at

angive samtlige de forhold, som selskabet har lagt vægt på, men

skal blot angive de væsentligste elementer, som ligger til grund for

selskabets beslutning.

Begrundelsen skal efter anmodning gives skriftligt, jf. stk. 2,

2. pkt., hvilket også vil kunne ske f.eks. via e-mail.

Ved afslag på at tegne en forsikring, som er

begrundet i alvorlig sygdom eller lignende, anmoder forsikringsselskabet i

dag i visse tilfælde f.eks. den forsikringssøgendes egen

læge om over for den pågældende at redegøre

nærmere for indholdet af de lægeerklæringer mv., som

selskabet har modtaget. Det er ikke hensigten med den foreslåede regel

at ændre denne praksis. Selskabet vil således som hidtil kunne

henvise den forsikringssøgende til i første omgang at få

gennemgået de lægelige oplysninger hos sin egen læge, men

således at selskabet efterfølgende må give en skriftlig

begrundelse, hvis den forsikringssøgende ønsker det.

Det forudsættes, at forsikringsselskabet i

fornødent omfang orienterer den

forsikringssøgende/forsikringstageren om muligheden for at få en

begrundelse, herunder at denne vil kunne fås skriftligt. Dette vil

navnlig være relevant, hvis den pågældende giver udtryk for

utilfredshed med selskabets beslutning, men af en eller anden grund ikke

udtrykkeligt beder om en (skriftlig) begrundelse.

Reglen indeholder ikke et krav om, at selskabet på

statistisk eller andet videnskabeligt grundlag skal kunne dokumentere sin

risikovurdering, eller i øvrigt skal redegøre nærmere for

indholdet af sin almindelige forretningspolitik eller for den

risikovurdering, der ligger til grund for selskabets beslutning. Det vil

f.eks. således normalt være tilstrækkeligt, at selskabet

henviser til et eller flere konkrete elementer i de afgivne

helbredsoplysninger og meddeler, at selskabet på denne baggrund ikke

ønsker at tegne forsikringen eller kun at tegne den på

skærpede vilkår.

Begrundelsen giver den

forsikringssøgende/forsikringstageren mulighed for at vurdere, om

afvisningen/opsigelsen skyldes forhold, der kan ændres af den

pågældende, således at forsikringen alligevel kan tegnes

eller opretholdes (eventuelt på andre vilkår), ligesom den

pågældende kan undersøge mulighederne for at tegne

forsikringen i et andet selskab. En nærmere begrundelse for selskabets

beslutning giver endvidere den forsikringssøgende/forsikringstageren

mulighed for at rette eventuelle misforståelser hos selskabet.

Reglen indebærer, at den

forsikringssøgende/forsikringstageren skal gøres bekendt med

grundlaget og baggrunden for selskabets beslutning, men giver ikke den

pågældende mulighed for i den konkrete situation at anfægte

selskabets risikovurdering, forretningspolitik mv. Der er på denne

baggrund ikke knyttet særlige aftaleretlige retsvirkninger til

selskabets tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det betyder

imidlertid ikke, at overtrædelse af begrundelsespligten er

usanktioneret. Et selskabs tilsidesættelse af begrundelsespligten

må således anses for at være i strid med redelig

forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel virksomhed § 3.

Dette indebærer bl.a., at Finanstilsynet kan påbyde selskabet at

ændre adfærd, og overtrædelse af et sådant

påbud kan straffes med bøde. Finanstilsynet vil dog i

almindelighed ikke behandle konkrete tvister mellem et forsikringsselskab og

forsikringstageren, men alene gribe ind over for en generel adfærd hos

selskabet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.6.

Til nr. 3 (§ 6, stk. 3)

Det foreslås, at der i forsikringsaftaleloven

indsættes en lempelsesregel, der giver mulighed for i særlige

tilfælde at se helt eller delvis bort fra, at forsikringstageren ved

forsikringens tegning har afgivet urigtige oplysninger, selv om betingelserne

for bortfald eller nedsættelse af forsikringsydelsen efter § 6,

stk. 1 og 2, er opfyldt. Den foreslåede regel gælder alene

for forbrugerforsikringer, jf. herom forslaget til lovens § 2,

stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil),

samt for livs-, syge- eller ulykkesforsikringer eller andre

personforsikringer. Lempelsesreglen gælder således for alle

forbrugerforsikringer (uanset forsikringstypen) samt for alle

personforsikringer (uanset om der er tale om en forbrugerforsikring).

Den foreslåede regel er tænkt som en

»sikkerhedsventil«, der med henblik på helt særlige

(enkeltstående) tilfælde skal sikre, at anvendelsen af § 6,

stk. 1-2, ikke fører til resultater for

forsikringtageren/sikrede, som virker urimelige. Reglen giver ikke mulighed

for at se bort fra, at der er udvist svig, jf. § 4.

Reglen giver mulighed for at fravige § 6, stk. 1

og 2, og lade selskabet hæfte helt eller delvist, selv om der er

afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning. Selv om selskabet

slet ikke ville have tegnet forsikringen med kendskab til de korrekte forhold

og derfor for så vidt er fri for ansvar efter § 6, stk. 1,

kan det således bestemmes, at selskabet helt eller delvist hæfter

for forsikringsbegivenheden. Tilsvarende kan det bestemmes, at selskabet

hæfter i videre omfang, end anvendelsen af pro rata-reglen i § 6,

stk. 2, vil føre til enten således, at selskabet

hæfter fuldt ud, eller således at nedsættelsen af

erstatningen bliver mindre, end hvad § 6, stk. 2, vil føre

til.

Det er en forudsætning for at anvende den

foreslåede lempelsesregel, at særlige omstændigheder taler

for at lade selskabet hæfte helt eller delvis, selv om der er afgivet

urigtige oplysninger, jf. 1. pkt. Bestemmelsen angiver tre kriterier,

som navnlig skal tillægges vægt ved denne vurdering, jf. 2.

pkt.

Der skal bl.a. lægges vægt på, om det

forhold, hvorom der er afgivet urigtige oplysninger, må antages at have

haft indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden eller

skadens størrelse, dvs. om der er årsagssammenhæng mellem

det uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden. Det forudsættes, at

den omstændighed, at der ikke er årsagssammenhæng

mellem det uoplyste forhold og forsikringsbegivenhedens indtræden, ikke

i sig selv taler særligt for at anvende lempelsesreglen. Hvis der er en

sådan årsagssammenhæng, vil det derimod normalt udelukke,

at lempelsesreglen kan anvendes.

Det vil i praksis ofte være vanskeligt med sikkerhed

at fastslå, at der ikke er årsagssammenhæng mellem det

uoplyste forhold og forsikringsbegivenhedens indtræden. Det vil derfor

i almindelighed være tilstrækkeligt, at

forsikringstageren/sikrede har gjort det antageligt, dvs. sandsynliggjort, at

der ikke er en sådan årsagssammenhæng. Er der f.eks. tale

om en livs- eller ulykkesforsikring, vil forsikringstageren/sikrede

således normalt ikke skulle fremlægge en

lægeerklæring, der udelukker årsagssammenhæng. Det

vil normalt være tilstrækkeligt, at det ud fra de lægelige

oplysninger mv. må anses for mest sandsynligt, at det uoplyste forhold

har været uden indflydelse på forsikringsbegivenhedens

indtræden.

Ved vurderingen af, om den foreslåede lempelsesregel

skal anvendes, skal der endvidere lægges vægt på graden af

den uagtsomhed, som forsikringstageren har udvist i forbindelse med

afgivelsen af de urigtige oplysninger.

Lempelsesreglen vil i almindelighed kun kunne anvendes,

hvis forsikringstageren ved afgivelsen af de urigtige oplysninger alene har

udvist en ringe uagtsomhed. Der sigtes herved til tilfælde, hvor det i

særlig grad må anses for undskyldeligt, at forsikringstageren har

afgivet urigtige oplysninger. Det vil f.eks. kunne være

tilfældet, hvis forsikringstageren ved en forglemmelse undlader at

oplyse om en lægeundersøgelse eller hospitalsindlæggelse

flere år før forsikringstegningen, fordi den

pågældende ikke efterfølgende har haft gener mv. af det

forhold, som gav anledning til undersøgelsen eller

indlæggelsen.

Det udelukker ikke anvendelse af lempelsesreglen, at

forsikringstageren ved forsikringstegningen er klar over, at der afgives

urigtige oplysninger, f.eks. at den pågældende bevidst undlader

at oplyse om en lægeundersøgelse for flere år siden, hvis

det må anses for i særlig grad undskyldeligt, at

forsikringstageren ikke gav korrekte oplysninger. Det kan f.eks. være

tilfældet, hvis forsikringstageren har haft en vis anledning til at

tro, at oplysningen var uden betydning for selskabet (uden at der er tale om

god tro, jf. § 5). Der vil herved navnlig som ved vurderingen af, om

forsikringstageren er i god tro efter § 5 kunne lægges

vægt på forsikringsselskabets og dets repræsentanters

forhold mv. Har forsikringstageren ikke svaret fyldestgørende på

et bredt og måske upræcist formuleret spørgsmål i

forsikringsbegæringen, taler det således i højere grad for

at anvende lempelsesreglen, end hvis der er givet et urigtigt svar på

et klart og enkelt spørgsmål. Tilsvarende vil der kunne

lægges vægt på, i hvilket omfang forsikringstageren er

blevet vejledt af en repræsentant for selskabet forud for eller i

forbindelse med udfyldelsen af forsikringsbegæringen.

Der skal endelig lægges vægt på, hvor

lang tid der er forløbet mellem forsikringens tegning (og dermed

afgivelsen af de urigtige oplysninger) og forsikringsbegivenhedens

indtræden. Det vil således tale for anvendelse af

lempelsesreglen, hvis der ved forsikringsbegivenhedens indtræden er

forløbet flere år, siden de urigtige oplysninger blev afgivet,

således at forsikringstageren i en længere periode har betalt

præmien i forventning om at have en bestemt

forsikringsdækning.

Angivelsen af kriterier i 2. pkt. er ikke

udtømmende, og der vil også kunne lægges vægt

på andre særlige forhold i den konkrete sag. Der bør

f.eks. efter omstændighederne lægges vægt på, om

bortfald eller nedsættelse af forsikringsydelsen vil være

særligt indgribende over for sikrede navnlig hvis sikrede er en anden

end forsikringstageren og har været uden indflydelse på

afgivelsen af de urigtige oplysninger. Det vil f.eks. kunne være

tilfældet ved en livsforsikring, hvor den efterladte

ægtefælle i medfør af reglerne i § 6, stk. 1 og

2, ellers ikke vil få udbetalt (hele) forsikringssummen, fordi nu

afdøde ved forsikringens tegning for flere år siden afgav

urigtige oplysninger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.1.

Til nr. 4 (§ 10, stk. 1)

Det foreslås, at den nye lempelsesregel i lovens

§ 6, stk. 3, vedrørende afgivelse af urigtige oplysninger,

jf. lovforslagets § 1, nr. 3, ikke ved aftale kan fraviges til skade for

forsikringstageren eller den sikrede.

Til nr. 5 (§§ 12-17)

Til § 12

Det

foreslås, at præmien først skal betales, efter at

forsikringsselskabet har opkrævet præmien hos forsikringstageren,

f.eks. ved fremsendelse af girokort. Forsikringstageren har herefter en

betalingsfrist på 21 dage, jf. stk. 1.

Den foreslåede regel regulerer ikke

forfaldstidspunktet for præmien, som må fastlægges i

overensstemmelse med den enkelte forsikringsaftale, hvor det f.eks. kan

bestemmes, at præmien forfalder til betaling hvert år den 1.

januar, således at forsikringsselskabet kan kræve præmien

betalt pr. denne dato. Den foreslåede regel er ikke til hinder for, at

forsikringsselskabet i et sådant tilfælde giver påkrav om

betaling af præmien inden forfaldstiden, når blot

forsikringstageren får en betalingsfrist på 21 dage, og

præmien ikke kræves betalt inden forfaldstiden. Betalingsfristen

på 21 dage regnes fra det tidspunkt, hvor påkravet er modtaget af

forsikringstageren, jf. lovens § 33, stk. 1, 1. pkt. (som ikke

ændres).

Det foreslås, at reglen ved forbrugerforsikring ikke

skal kunne fraviges til skade for forsikringstageren eller sikrede, jf.

forslaget til § 17, stk. 1.

I praksis betales præmien i vidt omfang ved

løbende betalingsoverførsler via pengeinstitutter, f.eks. ved

at forsikringstageren har tilmeldt præmiebetalingen til

Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS). I disse tilfælde modtager

forsikringstageren en betalingsoversigt fra PBS, der viser, hvilke betalinger

der vil blive gennemført i den kommende periode. Afhængig af

tidspunktet for betalingen til forsikringsselskabet vil denne

betalingsoversigt kunne komme frem til forsikringstageren væsentligt

senere end 21 dage, før betaling sker. Endvidere sender

forsikringsselskabet i disse tilfælde normalt ingen særskilt

opkrævning til forsikringstageren.

Der er her tale om betalingsordninger, som

forsikringstageren selv har tilmeldt sig, og som i praksis medvirker til at

sikre, at forsikringstageren ikke ved en fejl undlader at betale

præmien. Det foreslås på denne baggrund, at der bliver

mulighed for at fravige den foreslåede § 12, stk. 1, som led

i en løbende aftale om betaling af præmien ved

betalingsoverførsel, jf. forslaget til § 17, stk. 1, 2. pkt.

Den ovenfor beskrevne fremgangsmåde ved betaling af præmien via

PBS vil således kunne opretholdes.

Det foreslåede stk. 2 svarer til den

gældende § 14, stk. 3, i forsikringsaftaleloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.2.

Til § 13

Det foreslås, at selskabet ligesom i dag kan opsige

forsikringsaftalen ved manglende eller for sen betaling af præmien, jf.

stk. 1. Der foreslås dog længere opsigelsesfrister

mv. end dem, der gælder i dag, ligesom selskabets opsigelse får

karakter af en påmindelse, der udtrykkeligt oplyser om, at

forsikringsaftalen ophører, hvis præmien ikke betales i

løbet af opsigelsesperioden.

Opsigelse kan tidligst ske, dvs. sendes fra selskabet, 14

dage efter udløbet af den almindelige betalingsfrist efter forslaget

til § 12, stk. 1. Opsigelse kan herefter ske med den virkning, at

forsikringsaftalen og dermed forsikringsdækningen ophører, hvis

præmien ikke betales senest 21 dage efter opsigelsen. Denne frist

regnes fra det tidspunkt, hvor opsigelsen er modtaget af forsikringstageren,

jf. lovens § 33, stk. 1, 1. pkt. (som ikke ændres).

Det foreslås i stk. 2, at opsigelsen

udtrykkeligt skal angive, at forsikringsaftalen ophører, hvis

præmien ikke betales inden den fastsatte frist. Opsigelsen skal

endvidere oplyse om muligheden for at bringe forsikringsaftalen til at

løbe på ny efter forslaget til § 14. Opsigelsesfristen

på 21 dage, jf. stk. 1, regnes først fra det tidspunkt,

hvor disse oplysninger er givet, dvs. modtaget af forsikringstageren, jf.

lovens § 33, stk. 1, 1. pkt.

Har forsikringsselskabet i første omgang undladt at

give de krævede oplysninger, må selskabet således som

udgangspunkt sende en ny opsigelse med de nævnte oplysninger til

forsikringstageren. Fra modtagelsen heraf har forsikringstageren herefter 21

dage til at betale præmien, inden forsikringsaftalen

ophører.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.2.

Til § 14

Den foreslåede regel indebærer, at

forsikringstageren i særlige tilfælde får mulighed for at

bringe forsikringsaftalen til at løbe på ny, selv om selskabet i

overensstemmelse med forslaget til § 13 har opsagt forsikringsaftalen

som følge af manglende præmiebetaling, og opsigelsesfristen er

udløbet, uden at præmien er betalt.

Adgangen til at »genoplive« forsikringen gælder dog

kun, hvis den manglende betaling skyldes uforudsete undskyldelige hindringer,

dvs. betalingshindringer, der ikke kan bebrejdes forsikringstageren, og hvor

der samtidig er tale om sådanne særligt undskyldende

omstændigheder, at risikoen for den for sene præmiebetaling ikke

bør påhvile forsikringstageren. Det kan f.eks. være

pludselig alvorlig sygdom hos forsikringstageren eller dennes nære

pårørende, som i realiteten har hindret den

pågældende i selv at betale præmien eller sørge for,

at andre betalte præmien på hans eller hendes vegne.

Forsikringstagerens pludselige pengemangel, f.eks. som følge af

arbejdsløshed, giver derimod ikke adgang til at genoplive

forsikringen.

Efter den foreslåede regel løber

forsikringsaftalen (og dermed forsikringsdækningen) på ny fra

dagen efter, at betaling sker. Er den manglende præmie f.eks. betalt

den 1. juni, løber forsikringen på ny fra døgnets

begyndelse den 2. juni.

Forsikringstageren skal for at bringe forsikringsaftalen

til at løbe på ny betale den fulde manglende præmie

inklusive eventuelle renter og omkostninger (rykkergebyr, inkassoomkostninger

mv.), selv om dette indebærer, at han eller hun derved kommer til at

betale præmie for en periode, hvor der ikke har været

forsikringsdækning.

Præmien mv. skal betales uden ugrundet ophold, efter at

betalingshindringen er ophørt. Betaling skal dog under alle

omstændigheder ske senest 3 måneder efter udløbet af

opsigelsesfristen efter forslaget til § 13, stk. 1, jf. 2.

pkt. Indbetaling til et pengeinstitut her i landet anses for rettidig,

hvis den er sket inden for 3-måneders fristen, jf. forslaget til

§ 15, stk. 1.

Hvis den foreslåede

genoplivningsregel finder anvendelse, løber forsikringsaftalen videre,

som om der ikke havde været en præmierestance (»løber

på ny«). Er forsikringsaftalen indgået for en bestemt periode,

f.eks. 1 år, udløber forsikringen således på det

oprindeligt aftalte tidspunkt. Det er derfor tillige en betingelse for at

anvende genoplivningsreglen, at præmien mv. betales inden

udløbet af den oprindeligt aftalte forsikringsperiode, jf. 3.

pkt. Dette har navnlig betydning for de såkaldte

korttidsforsikringer, dvs. forsikringer, som dækker en særligt

opstået risiko, der kun strækker sig over et begrænset

tidsrum, f.eks. rejseforsikringer.

Forsikringsaftalen løber som udgangspunkt videre

på de oprindelige vilkår, hvilket bl.a. indebærer, at

§§ 4-10 om forsikringstagerens oplysningspligt ved forsikringens tegning

som udgangspunkt ikke finder anvendelse med hensyn til eventuelle

ændringer i selskabets risiko. Dette spørgsmål reguleres i

stedet bl.a. af reglerne om fareforøgelse i forsikringstiden.

Særligt med hensyn til ansvarsforsikring for motordrevne

køretøjer henvises til bemærkningerne nedenfor til

forslaget til § 17.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.2.

Til § 15

Det foreslås, at indbetaling af

præmien til pengeinstitut her i landet, bortset fra Grønland,

skal anses for rettidig, hvis betaling sker inden for de frister, der

fremgår af forslaget til §§ 12-14, jf. stk. 1. Reglen

svarer til tinglysningslovens § 42 a, stk. 1, og kreditaftalelovens

§ 25.

Det foreslåede stk. 2 svarer med

redaktionelle ændringer til de gældende § 13, stk. 2,

og § 14, stk. 2, i forsikringsaftaleloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.2.

Til § 16

Den foreslåede regel svarer med redaktionelle

ændringer til den gældende § 16 i

forsikringsaftaleloven.

Det bemærkes, at selskabet efter lov om visse

forbrugeraftaler § 13 c, stk. 3, jf. § 9, og

forsikringsaftalelovens § 97 a, stk. 5, ikke kan kræve

vederlag for den allerede opfyldte del af aftalen, når

forsikringstageren udnytter sin fortrydelsesret i forbindelse med

forsikringstegningen.

Til § 17

Det

foreslås, at reglerne i forslaget til §§ 12-16 om

præmiebetaling mv. ved forbrugerforsikring ikke ved aftale kan fraviges

til skade for forsikringstageren eller sikrede, jf. stk. 1. Der

henvises om begrebet »forbrugerforsikring« til forslaget til lovens § 2,

stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne

hertil).

Reglerne kan derimod være fraveget ved eller i

henhold til lov, jf. herved bl.a. § 208, stk. 1, i lov om

forsikringsvirksomhed, hvorefter selskabet ikke kan opsige en

bygningsbrandforsikring som følge af manglende præmiebetaling.

Denne bestemmelse finder således fortsat anvendelse.

Det samme gælder reglerne i §§ 8-9 i

bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer mv., hvorefter forsikringsselskabet først

kan sende en ophørsmeddelelse som følge af manglende

præmiebetaling til Centralregistret for Motorkøretøjer

således, at meddelelsen modtages af Centralregistret 10 uger efter, at

præmien forfaldt til betaling. Når Centralregistret har modtaget

en ophørsmeddelelse, og det konstateres, at køretøjet

ikke er afmeldt, og at der ikke er tegnet en ny forsikring, inddrages

køretøjets nummerplader. Hvis Centralregistret

efterfølgende får meddelelse om, at der er tegnet en ny

forsikring, tilbagekaldes inddragelsen af nummerpladerne, hvis den faktiske

inddragelse endnu ikke er sket. Er nummerpladerne faktisk inddraget, skal

køretøjet indregistreres på ny.

Den foreslåede »genoplivningsregel« i § 14

vedrører alene forsikringen og indebærer ingen ændringer

af ovennævnte fremgangsmåde i forbindelse med inddragelse af

nummerpladerne. Forsikringstageren kan således ved at betale den

manglende præmie mv. genoplive forsikringen efter den foreslåede

§ 14, men er køretøjets nummerplader blevet inddraget,

skal der ske en ny registrering af køretøjet.

Det foreslås endvidere, at forslaget

til § 12, stk. 1, om betalingspåkrav og betalingsfrist kan

fraviges som led i en løbende aftale om betaling af præmien ved

betalingsoverførsel, jf. stk. 1, 2. pkt. Der henvises til

bemærkningerne til den foreslåede § 12, stk. 1.

Ved kollektive pensionsordninger, der følger

sikredes ansættelsesforhold (arbejdsmarkedspensioner mv.), vil

præmiebetalingen typisk ske løbende i forbindelse med

lønafregningen til sikrede, således at præmien fradrages i

lønudbetalingen, uden at sikrede modtager særskilt

opkrævning eller lignende. Der tilsigtes med lovforslaget ingen

ændringer i denne praksis for præmiebetaling ved disse kollektive

forsikringsordninger. Med hensyn til kollektive forsikringer mv. henvises i

øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt

4.9.2.

Efter det foreslåede stk. 2 kan det

endvidere aftales, at forsikringen ophører, hvis den første

præmie ikke betales inden for en rimelig frist efter selskabets

påkrav om betaling. En betalingsfrist på en uge må i

almindelighed anses for rimelig, men f.eks. ved visse korttidsforsikringer

f.eks. kortvarige rejseforsikringer vil fristen kunne være

kortere.

Er der indgået en sådan aftale

vedrørende betaling af den første præmie, regnes

3-måneders fristen i den foreslåede »genoplivningsregel«

(forslaget til § 14) fra tidspunktet for forsikringsaftalens

ophør.

Efter det foreslåede stk. 3 gælder

§ 16 ikke for livsforsikringer, hvilket svarer til gældende ret,

jf. § 17, 2. pkt., i forsikringsaftaleloven.

Generelt gælder det, at reglerne om opsigelse mv. af

forsikringen ikke uden videre finder anvendelse ved livsforsikringer, jf.

forsikringsaftalelovens § 101. Efter § 101 indebærer bortfald

af forsikringsselskabets ansvar ved livsforsikringer ikke

nødvendigvis, at forsikringsaftalen fuldstændig ophører,

idet forsikringen i visse tilfælde vil kunne omskrives til en fripolice

(præmiefri forsikring), eller forsikringstageren vil kunne kræve

tilbagekøbsværdien udbetalt.

Hvis forsikringen f.eks. kan omskrives til en fripolice

som følge af manglende præmiebetaling, vil der fortsat

være forsikringsdækning i henhold til fripolicen (f.eks. med den

forsikringssum, der kan opnås med de hidtil indbetalte præmier).

§ 13 om opsigelse og ophør af forsikringsdækningen og

genoplivningsreglen i § 14 vil således i denne situation

vedrøre selskabets ansvar i henhold til den oprindelige

forsikringsaftale, mens forsikringsdækningen ikke fuldstændigt

vil bortfalde.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.2.

Til nr. 6 (§ 24, stk. 2)

Det foreslås, at § 24, stk. 2,

ændres i overensstemmelse med ændringen af rentelovens § 5,

stk. 1-2, ved lov nr. 379 af 6. juni 2002. Renteniveauet ved forrentning

af krav på forsikringsydelsen vil herefter som hidtil svare til den

almindelige morarente efter renteloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.3. og 4.10.

Til nr. 7 (§ 24, stk. 4)

Det foreslås, at reglerne i § 24,

stk. 1-3, om betaling og forrentning af sikredes krav på

forsikringsydelsen ikke skal gælde for skadelidtes krav mod

skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Det gælder tilfælde,

hvor skadelidte har et direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet enten

fordi selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, f.eks. efter

færdselslovens § 108, stk. 1, og hundelovens § 8,

stk. 2, eller fordi skadelidte i medfør af

forsikringsaftalelovens § 95 har et direkte krav mod

forsikringsselskabet, f.eks. hvis skadelidte har fået dom for sit krav

mod skadevolderen, eller hvis skadevolderen har anerkendt skadelidtes

erstatningskrav. I disse tilfælde forrentes skadelidtes krav mod

skadevolderens ansvarsforsikringsselskab således efter de samme regler,

som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen, dvs. efter

erstatningsansvarslovens § 16 (personskade mv.) og renteloven (andre

krav).

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.3.

Til nr. 8 (§ 25)

Det foreslås, at selskabet får en udtrykkelig

pligt til at vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling

efter § 24, stk. 1, 2. pkt.

Forsikringsselskabet har allerede i dag en vis

vejledningspligt, jf. de almindelige bemærkninger punkt 4.3.2. ovenfor,

men den foreslåede regel indebærer, at selskabet som udgangspunkt

i alle tilfælde skal gøre sikrede opmærksom på

muligheden for at kræve acontobetaling.

Det foreslås, at vejledningen skal gives senest tre

måneder efter anmeldelse af forsikringsbegivenheden, medmindre sikredes

krav inden da fuldt ud er afvist eller imødekommet af selskabet. Har

selskabet kun taget stilling til en del af det rejste krav, skal der

således vejledes om retten til acontobetaling. Selskabet skal

også vejlede om retten til acontobetaling, selv om sikrede endnu ikke

har fremsat et konkret krav på forsikringsydelsen.

Vejledningen skal gives senest tre måneder

efter anmeldelse af forsikringsbegivenheden. Der er således ikke noget

til hinder for, at selskabet i alle tilfælde orienterer om muligheden

for at kræve acontobetaling straks efter forsikringsbegivenhedens

anmeldelse (medmindre selskabet straks imødekommer eller afviser

kravet), f.eks. i forbindelse med, at selskabet anerkender modtagelsen af

skadesanmeldelsen.

Selskabet kan dog undlade at vejlede om retten til at

kræve acontobetaling, hvis det må anses for åbenbart, at

der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve

acontobetaling, jf. 2. pkt. Det kan f.eks. være tilfældet

ved visse forsikringstyper, hvor forsikringen er udformet sådan, at der

enten skal ske udbetaling af hele forsikringssummen eller slet ikke ske

udbetaling. Et eksempel herpå er forsikring mod »kritisk sygdom«, hvor

udbetaling af forsikringssummen er afhængig af, at den forsikrede lider

af en bestemt sygdom. Selskabet kan efter omstændighederne også i

andre tilfælde undlade at vejlede om retten til at kræve

acontobetaling, hvis det i det konkrete tilfælde er åbenbart, at

der ikke heller ikke på et senere tidspunkt kan opstå

spørgsmål om acontobetaling.

Hvis selskabet undlader at vejlede om retten til at

kræve acontobetaling, vil sikrede kunne kræve sig stillet, som om

han eller hun havde fremsat krav om acontobetaling. Dette indebærer, at

den del af forsikringsydelsen, som kunne have været opgjort på et

tidligere tidspunkt, kan kræves forrentet efter § 24, stk. 2,

dvs. fra 14 dage efter, at acontobeløbet kunne have været

opgjort. Dette svarer i det omfang selskabet antages at have en

vejledningspligt til gældende ret, jf. Højesterets dom

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 352 H.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.3.

Til nr. 9 (§ 29, stk. 2)

Det foreslås, at den særlige regel i § 29

om forældelse af forsikringskrav ikke skal gælde for skadelidtes

krav mod selskabet ved ansvarsforsikringer, hvor selskabet hæfter

umiddelbart over for skadelidte, dvs. hvor skadelidte uden videre har et

direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet, f.eks. efter

færdselslovens § 108, stk. 1. Skadelidtes krav mod selskabet

forældes i stedet efter de samme regler som den pågældendes

krav mod skadevolderen, dvs. som udgangspunkt 1908-loven og Danske Lov

5-14-4. Hermed undgås det, at skadelidtes krav mod

ansvarsforsikringsselskabet er forældet, mens kravet mod skadevolderen

fortsat består.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.4.

Til nr. 10-11 (§ 32, stk. 3)

Det foreslås, at det udtrykkeligt kommer til at

fremgå af forsikringsaftaleloven, at sikrede kan få dækket

rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand i forbindelse med

udenretlig fremsættelse og opgørelse af sit krav mod selskabet.

Det samme gælder skadelidte i de tilfælde, hvor han eller hun har

et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab (enten fordi

selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, eller fordi

betingelserne i forsikringsaftalelovens § 95 er opfyldt).

Bestemmelsen regulerer alene, i hvilket omfang

sikrede/skadelidte i de ovennævnte tilfælde kan få

dækket sine udgifter til advokatbistand af forsikringsselskabet.

Udgifter til advokatbistand i forbindelse med sagsanlæg mv. omfattes

ikke af bestemmelsen, men må afgøres efter reglerne herom i

retsplejeloven, ligesom bestemmelsen ikke vedrører dækning af

advokatomkostninger i henhold til en retshjælpsforsikring.

Fastsættelsen af advokatsalær mv. i forholdet mellem advokaten og

den sikrede/skadelidte omfattes heller ikke af bestemmelsen, og klager

herover behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 15 a.

Der tilsigtes ingen ændring af den gældende

retstilstand med hensyn til, i hvilket omfang sikrede kan kræve sine

udgifter til advokatbistand dækket af selskabet. Det skal således

som hidtil afgøres efter en konkret vurdering ud fra kravets omfang og

beskaffenhed, om det har været rimeligt og nødvendigt, at

sikrede/skadelidte har søgt advokatbistand. I givet fald erstattes

udgifterne til et rimeligt arbejdsvederlag ud fra en konkret vurdering af den

enkelte sag.

Den foreslåede regel udelukker ikke, at der som

hidtil efter omstændighederne kan ydes erstatning for

sikredes/skadelidtes udgifter til bistand fra andre sagkyndige, f.eks.

byggeteknikere. Det er heller ikke hensigten at ændre ved, at hver part

som udgangspunkt bærer egne omkostninger i forbindelse med behandlingen

af sager i Ankenævnet for Forsikring, jf. § 11 i Ankenævnets

vedtægter.

Det er lagt til grund, at forsikringsselskaberne ligesom i

dag i fornødent omfang vil gøre sikrede/skadelidte

opmærksom på muligheden for at få erstattet udgifterne til

advokatbistand. Afhængig af den konkrete situation må det antages

at følge af god forsikringsskik mv., at der skal gives en sådan

vejledning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.3.

Til nr. 12 (§ 33)

Forslaget er en konsekvensændring af de

foreslåede nye regler om præmiebetaling, jf. forslaget til

§§ 12-17 (lovforslagets § 1, nr. 5).

Til nr. 13 (§ 51, stk. 2)

Det foreslås, at den særlige regel i

§ 51, stk. 2, hvorefter forsikringsselskabet i visse tilfælde

selv om der ikke er hjemmel hertil i forsikringsaftalen kan opsige

forsikringen som følge af tilsidesættelse af en

sikkerhedsforholdsregel, ophæves.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.9.

Til nr. 14 (§ 95, stk. 2)

Det foreslås, at det udtrykkeligt kommer

til at fremgå af § 95, at skadelidte i tilfælde af

skadevolderens/sikredes konkurs har et direkte krav mod skadevolderens

ansvarsforsikringsselskab, jf. 1. pkt. Dette er i overensstemmelse med

gældende ret, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 2001, side 1303. Det foreslås samtidig, at dette

også gælder, hvis skadevolderen har fået tvangsakkord eller

gældssanering, idet skadelidte heller ikke i disse tilfælde har

mulighed for at få sit fulde erstatningskrav betalt af

skadevolderen.

Den foreslåede regel omfatter skadelidtes krav

på erstatning, hvis kravet er omfattet af skadevolderens konkurs,

tvangsakkord eller gældssanering. Om dette er tilfældet, må

afgøres efter reglerne i konkursloven og almindelige formueretlige

principper. Efter konkurslovens § 38 omfatter konkursen som udgangspunkt

de fordringer mod skyldneren, der er stiftet før konkursdekretets

afsigelse. Tilsvarende omfatter en tvangsakkord de fordringer, der er stiftet

inden akkordforhandlingens åbning, jf. konkurslovens § 158,

stk. 1, og en gældssanering de fordringer, der er stiftet inden

gældssaneringssagens indledning, jf. konkurslovens § 199,

stk. 1.

Skadelidte kan rejse et direkte krav mod

forsikringsselskabet, når der efter reglerne i konkursloven er afsagt

konkursdekret, eller skadevolderen/sikrede har fået tvangsakkord eller

gældssanering.

Skadelidte kan i det omfang

den pågældendes krav er udækket rette sit fulde

erstatningskrav mod forsikringsselskabet, jf. 2. pkt. Dette

gælder, selv om skadelidtes krav mod skadevolderen f.eks.

nedsættes som led i en tvangsakkord. Dette er i overensstemmelse med

gældende ret, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 2001, side 1285.

Ligesom efter det gældende stk. 1

»indtræder« skadelidte i sikredes ret imod selskabet. Dette

indebærer bl.a., at forsikringsselskabet også i tilfælde af

skadevolderens konkurs mv. kan gøre de samme indsigelser

gældende over for skadelidte som over for skadevolderen/sikrede.

For at sikre, at skadevolderen/sikrede får lejlighed

til at redegøre for sin opfattelse af

erstatningsspørgsmålet, foreslås det, at

forsikringsselskabet uden ugrundet ophold skal underrette den

pågældende om, at selskabet har modtaget et krav på

erstatning, jf. 3. pkt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt

4.5.

Til § 2

Det foreslås, at § 16, stk. 2, i

erstatningsansvarsloven ændres i overensstemmelse med ændringen

af rentelovens § 5, stk. 1-2, ved lov nr. 379 af 6. juni 2002.

Renteniveauet ved forrentning af krav efter denne

bestemmelse vil herefter som hidtil svare til den almindelige morarentesats

efter renteloven, idet morarenten fastsættes til en årlig rente,

der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7

pct. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente, som

Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det

pågældende år.

Den foreslåede rentesats vil dermed ved den

foreslåede ikrafttræden den 1. juli 2003, jf. lovens § 4,

stk. 3, udgøre referencesatsen pr. den 1. juli 2003 med et

tillæg på 7 pct., og denne rentesats vil så være

gældende frem til den 1. januar 2004, hvor der med baggrund i

referencesatsen pr. denne dato vil skulle beregnes en ny morarentesats for

det følgende halvår.

Lovforslaget indeholder en tilsvarende ændring af

rentesatsen i forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2, jf.

lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

Der henvises til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 4.3. og 4.10.

Til § 3

Det foreslås, at rentesatsen efter § 23,

stk. 1, i kreditaftaleloven fastsættes til en årlig rente,

der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 5

pct. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente, som

Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det

pågældende år.

Der henvises til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 4.10.

Til § 4

Det foreslås, at ændringerne af forsikringsaftaleloven

bortset fra ændringen af rentereglen i lovens § 24, stk. 2,

jf. nedenfor træder i kraft den 1. juli 2004, jf. stk. 1,

således at forsikringsselskaberne får den fornødne tid til

at forberede anvendelsen af de nye regler. Forsikring & Pension har i den

forbindelse oplyst, at de nye regler vil indebære en række

væsentlige administrative og IT-mæssige omlægninger hos

forsikringsselskaberne. Det gælder bl.a. de nye regler om

præmiebetaling mv., som forudsætter en generel og omfattende

omlægning af selskabernes IT-systemer og administrative procedurer,

ligesom f.eks. de foreslåede vejlednings- og oplysningsforpligtelser

mv. skal indarbejdes i selskabernes administrative rutiner, herunder ved

uddannelse af selskabernes medarbejdere mv.

De nye regler i forsikringsaftaleloven indeholder

forbedringer for forsikringstageren og den sikrede på områder,

hvor erfaringerne med anvendelsen af loven har vist, at der er behov for

justeringer, og det foreslås, at ændringerne som udgangspunkt

skal gælde både for nye og for allerede indgåede

forsikringsaftaler, jf. stk. 2. Særligt med hensyn til den

foreslåede lempelsesregel i lovens § 6, stk. 3 (lovforslagets

§ 1, nr. 3) bemærkes, at der er tale om en »sikkerhedsventil« med

et begrænset anvendelsesområde, der alene skal finde anvendelse i

helt særlige (enkeltstående) tilfælde med henblik på

at undgå, at anvendelsen af reglerne i § 6, stk. 1 og 2, om

nedsættelse eller bortfald af selskabets ansvar fører til

resultater, som virker urimelige.

Det foreslås, at de nye regler om

præmiebetaling (forslag til lovens §§ 12-17, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 5) skal gælde for præmie, der forfalder til

betaling efter lovens ikrafttræden, og at bl.a. den nye lempelsesregel,

hvis der er afgivet urigtige oplysninger (forslag til lovens § 6,

stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3), og den nye regel om

vejledning om acontobetaling (forslag til lovens § 25, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 8) skal gælde for forsikringsbegivenheder, der

indtræder efter lovens ikrafttræden. Det foreslås

endvidere, at de nye regler om ansvarsforsikringer (forrentning,

forældelse og direkte krav (forslag til lovens § 24, stk. 4,

§ 29, stk. 2, og § 95, stk. 2, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 7, 9 og 14)), skal gælde for skader, der indtræder

efter lovens ikrafttræden.

Den nye begrundelsesregel (forslag til lovens § 3 b,

jf. lovforslagets § 1, nr. 2) vil finde anvendelse på afslag og

opsigelse, der sker efter lovens ikrafttræden.

Efter det foreslåede stk. 3 skal lovens

§ 1, nr. 6, og § 2 (om morarentesatsen efter

forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2, og erstatningsansvarslovens

§ 16, stk. 2) træde i kraft den 1. juli 2003 og gælde

for rente af krav, der kan kræves betalt denne dato eller senere. For

krav, der kan kræves betalt før den 1. juli 2003, skal der

betales renter efter den hidtidige rentesats, dvs. med den til enhver tid

fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5 pct.

Efter det foreslåede stk. 4 skal lovens

§ 3 (om rentesatsen efter kreditaftalelovens § 23, stk. 1)

træde i kraft den 1. juli 2003 og gælde for kreditaftaler, der

indgås efter ikrafttrædelsen. For kreditaftaler indgået

før den 1. juli 2003 beregnes en eventuel rente på grundlag af

den hidtidige rentesats, dvs. den til enhver tid fastsatte officielle

diskonto med et tillæg på 5 pct.

Til § 5

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale

gyldighed.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende ret

Lovforslaget

§ 1

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24.

oktober 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 435 af 31. maj

2000, foretages følgende ændringer:

§ 2.

- - -

Stk. 2.

- - -

Stk. 3.

- - -

1.

I § 2 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Ved en forbrugerforsikring forstås en

forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens

indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Selskabet har

bevisbyrden for, at en forsikringsaftale ikke er en

forbrugerforsikring.«

2.

Efter § 3 a indsættes:

»§ 3 b. Selskabets afslag på at tegne en forsikring som

begæret og selskabets opsigelse af en forsikringsaftale skal efter

anmodning begrundes.

Stk. 2.

Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de

relevante retsregler samt en kort redegørelse for, hvorfor

forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor forsikringsaftalen opsiges.

Begrundelsen skal efter anmodning være skriftlig.«

§ 6.

Har forsikringstageren, uden at forholdet omfattes af

§§ 4 eller 5, givet urigtig oplysning, er selskabet fri for ansvar, hvis

det kan antages ikke at ville have overtaget forsikringen, om det rette

forhold havde været oplyst.

3.

I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt

stykke:

Stk. 2.

Må det antages, at selskabet ville have

overtaget forsikringen, men på andre vilkår, hæfter det i

det omfang, i hvilket det mod den aftalte præmie ville have forpligtet

sig. Ville selskabet ved genforsikring i videre omfang have begrænset

sit ansvar for egen regning, nedsættes erstatningen i samme

forhold.

»Stk. 3. Ved forbrugerforsikring samt ved livs-, ulykkes-

eller sygeforsikring eller anden personforsikring kan det uanset stk. 1

og 2 bestemmes, at selskabet hæfter helt eller delvis, hvis

særlige omstændigheder taler herfor. Ved afgørelsen heraf

skal der navnlig lægges vægt på, om det forhold, hvorom der

er givet urigtig oplysning, må antages at have haft indflydelse

på forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens

størrelse, på den af forsikringstageren udviste uagtsomhed og

på den tid, der er forløbet fra afgivelsen af urigtig oplysning

til forsikringsbegivenhedens indtræden.«

Stk. 3.

Ved søforsikring og anden transportforsikring

samt garantiforsikring gælder i stedet for den i 2det stykke

nævnte regel, at selskabet kun hæfter i det omfang, i hvilket det

godtgøres, at det forhold, hvorom urigtig oplysning er givet, har

været uden indflydelse på forsikringsbegivenhedens

indtræden eller skadens størrelse.

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 10.

Aftale, som strider mod bestemmelserne i §§ 5 og

7-9, kan ikke påberåbes af selskabet.

Stk. 2.

- - -

Stk. 3.

- - -

4.

I § 10, stk. 1, indsættes efter

»§§ 5«: », 6, stk. 3,«.

5.

§§ 12-17 affattes således:

Præmien

»Præmien

§ 12.

Første præmie forfalder, så snart

aftalen er sluttet, hvis ingen anden forfaldsdag er vedtaget.

§ 12.

Præmien skal betales senest 21 dage efter

selskabets påkrav herom.

Stk. 2.

Skal præmien betales i flere perioder, eller

fornys forsikringen i henhold til aftale eller efter § 84, forfalder de

senere præmier på hver periodes første dag.

Stk. 2.

Forbehold om, at selskabets ansvar først skal

indtræde, når første præmie er betalt, eller policen

er udleveret, er ugyldigt.

§ 13.

Betales første præmie ikke i rette tid, kan

selskabet opsige forsikringen med den virkning, at aftalen helt bortfalder,

såfremt præmien ikke betales inden 3 dage. Det samme

gælder, hvis en senere præmie ikke betales inden en uge efter, at

selskabet har rettet påkrav derom til forsikringstageren. Sådant

påkrav må dog tidligst finde sted en uge før

forfaldsdagen.

§ 13.

Betales præmien ikke rettidigt, kan selskabet

opsige forsikringsaftalen med den virkning, at aftalen ophører, hvis

præmien ikke er betalt senest 21 dage efter opsigelsen. Opsigelse kan

tidligst ske 14 dage efter udløbet af betalingsfristen efter

§ 12, stk. 1.

Stk. 2.

Har forsikringstageren bopæl i Grønland,

forlænges de i stk. 1 omhandlede frister for betaling i det

omfang, stedets forbindelsesmuligheder i det enkelte tilfælde

gør det rimeligt, ligesom påkrav kan foretages tidligere end en

uge før forfaldsdagen, for så vidt det er rimeligt begrundet i

stedets postforbindelse.

Stk. 2.

Opsigelsen skal angive, at forsikringsaftalen

ophører, hvis præmien ikke betales inden den fastsatte frist, og

skal oplyse om muligheden efter § 14 for at bringe forsikringsaftalen

til at løbe på ny. Fristerne efter stk. 1, 1. pkt., og

§ 14, 2. pkt., regnes først fra det tidspunkt, hvor disse

oplysninger er givet.

§ 14.

Betales første præmie ikke efter

påkrav, der tidligst må foretages på forfaldsdagen,

ophører selskabets ansvar. Det samme gælder, hvis en senere

præmie ikke betales inden en uge efter påkrav, der tidligst

må foretages en uge før forfaldsdagen.

§ 14.

Skyldes den for sene betaling af præ-mien

særligt undskyldende omstændigheder, og betales præmien

samt eventuelle renter og omkostninger uden ugrundet ophold efter

betalingshindringens ophør, løber forsikringsaftalen på

ny fra dagen efter, at betaling sker. Betaling skal dog ske senest 3

måneder efter udløbet af opsigelsesfristen efter § 13,

stk. 1. Er forsikringsaftalen indgået for en bestemt periode, skal

betaling tillige ske inden udløbet af denne periode.

Stk. 2.

Har forsikringstageren bopæl i Grønland,

forlænges de i stk. 1 omhandlede frister for betaling i det

omfang, stedets forbindelsesmuligheder i det enkelte tilfælde

gør det rimeligt, ligesom påkrav i henhold til stk. 1, 2.

punktum, kan foretages tidligere end en uge før forfaldsdagen, for

så vidt det er rimeligt begrundet i stedets postforbindelse.

Stk. 3.

Forbehold om, at selskabets ansvar først skal

indtræde, når første præmie er betalt eller policen

udleveret, er ugyldigt.

Stk. 4.

Så længe aftalen ikke er helt bortfaldet,

kan forsikringstageren ved at betale præmien bringe selskabets ansvar

til på ny at løbe fra det tidspunkt, betalingen sker.

§ 15.

Når der efter sket påkrav er forløbet

3 måneder, uden at præmien er betalt, ophører aftalen uden

opsigelse, medmindre selskabet har påbegyndt retsforfølgning for

at indtale præmien. Fra sådan retsforfølgnings begyndelse

genindtræder selskabets ansvar. Opgiver selskabet

retsforfølgningen eller fører den ikke til

fyldestgørelse, bortfalder selskabets ansvar på ny, og den i

1ste punktum nævnte påtalefrist betragtes som ikke afbrudt.

§ 15.

Indbetaling til et pengeinstitut her i riget, bortset

fra Grønland, til befordring til betalingsstedet er rettidig,

når den sker inden for fristerne efter §§ 12-14.

Stk. 2.

Har forsikringstageren bopæl i Grønland,

forlænges de i §§ 12-14 omhandlede frister for betaling i det

omfang, stedets forbindelsesmuligheder i det enkelte tilfælde

gør det rimeligt, ligesom opsigelse efter § 13, stk. 1, kan

ske tidligere end 14 dage efter betalingsfristens udløb, for så

vidt det er rimeligt begrundet i stedets postforbindelse.

§ 16.

Bliver en forsikringsaftale i henhold til en bestemmelse

i denne lov af selskabet opsagt til ophør forinden udløbet af

den tid, for hvilken den er afsluttet, eller ophører den i henhold til

§ 15, har selskabet ret til det præmiebeløb, som skulle

have været betalt, såfremt forsikringen kun havde været

tegnet for den forløbne tid.

§ 16.

Opsiges en forsikringsaftale af selskabet i henhold til

en bestemmelse i denne lov til ophør inden udløbet af den tid,

som aftalen er indgået for, har selskabet ret til den præmie, som

skulle have været betalt, hvis forsikringen kun havde været

tegnet for den forløbne tid.

Stk. 2.

Ophører aftalen af andre grunde at gælde,

har selskabet ret til så stor del af præmien, som svarer til den

indtil ophøret forløbne tid.

Stk. 2.

Ophører aftalen af andre grunde, har selskabet

ret til så stor en del af præmien, som svarer til den tid, der er

forløbet indtil aftalens ophør.

§ 17.

Det kan ikke med retsvirkning vedtages, at undladelse af

at betale præmie i rette tid skal medføre strengere virkninger

for forsikringstageren eller den sikrede end de i §§ 13-15 foreskrevne.

Bestemmelserne i § 13, 2det og 3die punktum, og § 16 gælder

ikke for livsforsikring.

§ 17.

Ved forbrugerforsikring kan §§ 12-16 ikke ved

aftale fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede.

§ 12, stk. 1, kan dog fraviges som led i en løbende aftale

om betaling af præmien ved betalingsoverførsel.

Stk. 2.

For så vidt angår betaling af

første præmie, kan det aftales, at forsikringsaftalen

ophører, hvis præmien ikke betales inden en rimelig frist efter

selskabets påkrav om betaling. Fristen i § 14, 2. pkt., regnes i

givet fald fra tidspunktet for aftalens ophør.

Stk. 3.

§ 16 gælder ikke for

livsforsikringer.«

§ 24.

Forsikringsydelsen kan fordres betalt 14 dage efter, at

selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger, der er

fornødne til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og

fastsættelse af forsikringsydelsens størrelse. Er det, forinden

endelig opgørelse kan finde sted, givet, at selskabet i alt fald skal

betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges

udbetalt overensstemmende med reglerne i 1ste punktum.

6.

§ 24, stk. 2, affattes således:

Stk. 2.

Beløbet skal af selskabet forrentes fra

forfaldstiden med en årlig rente, der svarer til den til enhver tid

fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 6 pct.

Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks

Nationalbank og økonomiministeriet ændre renten.

(Ved bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990 er tillægget

fastsat til 5 pct.)

»Stk. 2. Beløbet skal af selskabet forrentes fra det

tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en

årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et

tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den

officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr.

den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks

Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten,

dog således at det i 1. pkt. nævnte tillæg ikke kan

fastsættes til mindre end 7 pct.«

Stk. 3.

Det kan ikke med retsvirkning vedtages, at

forfaldstiden skal være afhængig af nogen beslutning af selskabet

eller deraf, at dette ved dom er tilpligtet at betale.

7.

I § 24 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Ved ansvarsforsikring gælder stk. 1-3 ikke

for den skadelidtes erstatningskrav mod selskabet.«

Selskabets regresret

8.

Overskriften efter § 24 ophæves, og der

indsættes:

§ 25.

(Ophævet).

»§ 25. Selskabet skal senest 3 måneder efter anmeldelse

af forsikringsbegivenheden vejlede sikrede om retten til at kræve

betaling efter § 24, stk. 1, 2. pkt., medmindre sikredes krav

på forsikringsydelsen inden da er imødekommet eller afvist.

Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for åbenbart, at

der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve en

sådan betaling.«

§ 29.

Krav, der er grundede i forsikringsaftalen,

forældes 2 år efter udgangen af det kalenderår, i hvilket

fordringshaveren fik kundskab om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt

fald 5 år efter kravets forfaldstid. I øvrigt finder reglerne i

lov nr. 274 af 22. december 1908 §§ 1-3 anvendelse.

9.

I § 29 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter

umiddelbart over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod

selskabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod

skadevolderen.«

10.

Overskriften til § 32 affattes således:

Voldgiftsaftaler mv.

»Bistand ved forhandlinger med selskabet mv.«

§ 32.

Det kan ikke gyldigt aftales, at den sikrede eller

forsikringstageren ved forhandlinger med selskabet ikke må lade sig

bistå af andre.

11.

I § 32 indsættes som stk. 3:

Stk. 2.

Aftale om, at den sikrede eller forsikringstageren

skal give personligt møde ved sådanne forhandlinger, kan ikke

gøres gældende, når dens opfyldelse ville være

forbundet med uforholdsmæssigt besvær eller bekostning.

»Stk. 3. Den sikrede kan i forbindelse med udenretlig

fremsættelse og opgørelse af krav mod selskabet kræve

rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand dækket af

selskabet. Ved ansvarsforsikring finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse med

hensyn til den skadelidtes erstatningskrav mod selskabet.«

§ 33.

Meddelelser fra selskabet til forsikringstageren eller

den sikrede bliver først virksomme, når de modtages af denne,

medmindre det skyldes undladelse af at anmelde flytning eller andet forhold

hos modtageren, at meddelelsen ikke eller ikke rettidigt fremkommer, idet

retsvirkningen af meddelelsen da indtræder dagen efter, at den under

normale forhold ville være kommet den pågældende i

hænde. Har forsikringstageren eller den sikrede bopæl i

Grønland, kommer det dog ikke selskabet til skade, at sådan

meddelelse som omhandlet i §§ 8, 13, stk. 1, 2. punktum, 14, 31 og

48 forsinkes eller ikke kommer frem, når meddelelsen er indleveret til

befordring med telegram eller post eller, hvor andet forsvarligt

befordringsmiddel benyttes, er indleveret til befordring dermed.

12.

I § 33, stk. 1, 2. pkt., ændres

»§§ 8, 13, stk. 1, 2. punktum, 14, 31 og 48« til: »§§ 8, 12,

stk. 1, 13, 31 og 48«.

Stk. 2.

- - -

§ 51.

Er der i forsikringsaftalen givet pålæg om

forholdsregler, der før forsikringsbegivenhedens indtræden skal

iagttages for at forebygge denne eller formindske skadens omfang, og har den

sikrede eller nogen, hvem det påhviler at påse forskrifternes

gennemførelse, gjort sig skyldig i forsømmelse med hensyn til

overholdelsen af sådant pålæg, har den sikrede kun krav mod

selskabet, når og for så vidt det må anses godtgjort, at

forsikringsbegivenhedens indtræden eller omfang ikke skyldes

overtrædelse af disse forskrifter.

Stk. 2.

Vidner undladelsen af at efterkomme forskrifterne om

en forsømmelighed, som lader befrygte, at forskriften også i

fremtiden vil blive overtrådt, eller er der i øvrigt grund til

at befrygte, at nye overtrædelser vil finde sted, kan selskabet opsige

aftalen med en uges hvis forsikringstageren har bopæl i

Grønland, en måneds varsel.

13

. § 51, stk. 2, ophæves.

Stk. 3.

Aftale, der går ud på i videre omfang end

angivet at fritage selskabet for ansvar, når sådanne forskrifter

overtrædes, er uden retsvirkning.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

§ 95.

Når den sikredes erstatningspligt over for den

skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt,

indtræder den skadelidte i den sikredes ret imod selskabet, for

så vidt han ikke er fyldestgjort.

14.

I § 95 indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2. Den skadelidte indtræder endvidere i den

sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er

omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. I det

omfang skadelidtes krav ikke er blevet dækket, kan det fulde krav

på erstatning rettes mod selskabet. Selskabet skal i de i 1. pkt.

nævnte tilfælde uden ugrundet ophold underrette den sikrede om,

at det har modtaget et krav på erstatning.«

Stk. 2.

Har flere skadelidte krav på erstatningsydelsen

for en forsikringsbegivenhed, og overstiger deres for selskabet anmeldte krav

tilsammen, hvad selskabet er pligtigt at yde, skal de, for så vidt ikke

andet er vedtaget, fyldestgøres forholdsmæssigt.

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 2

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 4.

september 2002, som ændret ved lov nr. 35 af 21. januar 2003, foretages

følgende ændring:

§ 16.

Godtgørelse og erstatning kan kræves betalt

1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente

de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens

størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted,

givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede

beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i 1. pkt. Et

sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt som

midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere kræves

tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter.

1.

§ 16, stk. 2, affattes således:

Stk. 2.

Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det

kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der

svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et

tillæg på 5 pct. Justitsministeren kan hvert andet år efter

forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og

Erhvervsministeriet ændre renten.

»Stk. 2. Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det

kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der

svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct.

Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som

Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det

pågældende år. Justitsministeren kan hvert andet år

efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og

Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i 1. pkt.

nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7

pct.«

§ 3

I lov om kreditaftaler, jf. lov nr. 398 af 13. juni 1990, som ændret

senest ved § 3 i lov nr. 442 af 31. maj 2000, foretages følgende

ændring:

1.

§ 23, stk. 1, affattes således:

§ 23.

Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse

med § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale

lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid

værende restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med et

tillæg på 6 pct.

»§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse

med § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale

lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid

værende restgæld, der svarer til den fastsatte referencesats med

et tillæg på 5 pct. Som referencesats anses i denne lov den

officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr.

den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.«

Stk. 2.

- - -

Stk. 3.

- - -

Stk. 4.

- - -

(Ved bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990 er tillægget

fastsat til 5 pct.)

§ 4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2004, jf. dog

stk. 3 og 4.

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 3-4, 8 og 10-11, finder

anvendelse på forsikringsbegivenheder, der indtræder efter lovens

ikrafttræden, og § 1, nr. 5, på præmie, der forfalder

til betaling efter lovens ikrafttræden. § 1, nr. 7, 9 og 14,

finder anvendelse på skader, der indtræder efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 3.

Lovens § 1, nr. 6, og § 2 træder i

kraft den 1. juli 2003 og gælder for rente af krav, der kan

kræves betalt denne dato eller senere.

Stk. 4.

Lovens § 3 træder i kraft den 1. juli 2003

og gælder for kreditaftaler, der indgås efter

ikrafttrædelsen.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Lignende dokumenter