Forslag til Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler, lov om erstatningsansvar og lov om kreditaftaler (Nye regler i forsikringsaftaleloven om begrundelsespligt, lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger, præmiebetaling, vejledning om acontobetaling og direkte krav ved skadevolders konkurs mv. samt ændring af rentesatsen i visse formueretlige love)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 26. februar 2003 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
forsikringsaftaler, lov om
erstatningsansvar og lov om kreditaftaler
(Nye regler i forsikringsaftaleloven om begrundelsespligt,
lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger, præmiebetaling,
vejledning om acontobetaling og direkte krav ved skadevolders konkurs mv.
samt ændring af rentesatsen i visse formueretlige love)
§ 1
I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24.
oktober 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 435 af 31. maj
2000, foretages følgende ændringer:
1.
I § 2 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Ved en forbrugerforsikring forstås en
forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens
indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Selskabet har
bevisbyrden for, at en forsikringsaftale ikke er en forbrugerforsikring.«
2.
Efter § 3 a indsættes:
»§ 3 b. Selskabets afslag på at tegne en forsikring som
begæret og selskabets opsigelse af en forsikringsaftale skal efter
anmodning begrundes.
Stk. 2.
Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de
relevante retsregler samt en kort redegørelse for, hvorfor
forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor forsikringsaftalen opsiges.
Læs alt
Begrundelsen skal efter anmodning være skriftlig.«
3.
I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
»Stk. 3. Ved forbrugerforsikring samt ved livs-, ulykkes-
eller sygeforsikring eller anden personforsikring kan det uanset stk. 1
og 2 bestemmes, at selskabet hæfter helt eller delvis, hvis
særlige omstændigheder taler herfor. Ved afgørelsen heraf
skal der navnlig lægges vægt på, om det forhold, hvorom der
er givet urigtig oplysning, må antages at have haft indflydelse
på forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens
størrelse, på den af forsikringstageren udviste uagtsomhed og
på den tid, der er forløbet fra afgivelsen af urigtig oplysning
til forsikringsbegivenhedens indtræden.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4.
I § 10, stk. 1, indsættes efter
»§§ 5«: », 6, stk. 3,«.
5.
§§ 12-17 affattes således:
»Præmien
§ 12.
Præmien skal betales senest 21 dage efter
selskabets påkrav herom.
Stk. 2.
Forbehold om, at selskabets ansvar først skal
indtræde, når første præmie er betalt, eller policen
er udleveret, er ugyldigt.
§ 13.
Betales præmien ikke rettidigt, kan selskabet
opsige forsikringsaftalen med den virkning, at aftalen ophører, hvis
præmien ikke er betalt senest 21 dage efter opsigelsen. Opsigelse kan
tidligst ske 14 dage efter udløbet af betalingsfristen efter
§ 12, stk. 1.
Stk. 2.
Opsigelsen skal angive, at forsikringsaftalen
ophører, hvis præmien ikke betales inden den fastsatte frist, og
skal oplyse om muligheden efter § 14 for at bringe forsikringsaftalen
til at løbe på ny. Fristerne efter stk. 1, 1. pkt., og
§ 14, 2. pkt., regnes først fra det tidspunkt, hvor disse
oplysninger er givet.
§ 14.
Skyldes den for sene betaling af præmien
særligt undskyldende omstændigheder, og betales præmien
samt eventuelle renter og omkostninger uden ugrundet ophold efter
betalingshindringens ophør, løber forsikringsaftalen på
ny fra dagen efter, at betaling sker. Betaling skal dog ske senest 3
måneder efter udløbet af opsigelsesfristen efter § 13,
stk. 1. Er forsikringsaftalen indgået for en bestemt periode, skal
betaling tillige ske inden udløbet af denne periode.
§ 15.
Indbetaling til et pengeinstitut her i riget, bortset
fra Grønland, til befordring til betalingsstedet er rettidig,
når den sker inden for fristerne efter §§ 12-14.
Stk. 2.
Har forsikringstageren bopæl i Grønland,
forlænges de i §§ 12-14 omhandlede frister for betaling i det
omfang, stedets forbindelsesmuligheder i det enkelte tilfælde
gør det rimeligt, ligesom opsigelse efter § 13, stk. 1, kan
ske tidligere end 14 dage efter betalingsfristens udløb, for så
vidt det er rimeligt begrundet i stedets postforbindelse.
§ 16.
Opsiges en forsikringsaftale af selskabet i henhold til
en bestemmelse i denne lov til ophør inden udløbet af den tid,
som aftalen er indgået for, har selskabet ret til den præmie, som
skulle have været betalt, hvis forsikringen kun havde været
tegnet for den forløbne tid.
Stk. 2.
Ophører aftalen af andre grunde, har selskabet
ret til så stor en del af præmien, som svarer til den tid, der er
forløbet indtil aftalens ophør.
§ 17.
Ved forbrugerforsikring kan §§ 12-16 ikke ved
aftale fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede.
§ 12, stk. 1, kan dog fraviges som led i en løbende aftale
om betaling af præmien ved betalingsoverførsel.
Stk. 2.
For så vidt angår betaling af
første præmie, kan det aftales, at forsikringsaftalen
ophører, hvis præmien ikke betales inden en rimelig frist efter
selskabets påkrav om betaling. Fristen i § 14, 2. pkt., regnes i
givet fald fra tidspunktet for aftalens ophør.
Stk. 3.
§ 16 gælder ikke for livsforsikringer.«
6.
§ 24, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Beløbet skal af selskabet forrentes fra det
tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en
årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et
tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den
officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr.
den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.
Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks
Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten,
dog således at det i 1. pkt. nævnte tillæg ikke kan
fastsættes til mindre end 7 pct.«
7.
I § 24 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Ved ansvarsforsikring gælder stk. 1-3 ikke
for den skadelidtes erstatningskrav mod selskabet.«
8.
Overskriften efter § 24 ophæves, og der
indsættes:
»§ 25. Selskabet skal senest 3 måneder efter anmeldelse
af forsikringsbegivenheden vejlede sikrede om retten til at kræve
betaling efter § 24, stk. 1, 2. pkt., medmindre sikredes krav
på forsikringsydelsen inden da er imødekommet eller afvist.
Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for åbenbart, at
der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve en
sådan betaling.«
9.
I § 29 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter
umiddelbart over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod
selskabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod
skadevolderen.«
10.
Overskriften til § 32 affattes således:
»Bistand ved forhandlinger med selskabet mv.«
11.
I § 32 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Den sikrede kan i forbindelse med udenretlig
fremsættelse og opgørelse af krav mod selskabet kræve
rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand dækket af
selskabet. Ved ansvarsforsikring finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse med
hensyn til den skadelidtes erstatningskrav mod selskabet.«
12.
I § 33, stk. 1, 2. pkt., ændres
»§§ 8, 13, stk. 1, 2. punktum, 14, 31 og 48« til: »§§ 8, 12,
stk. 1, 13, 31 og 48«.
13.
§ 51, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
14.
I § 95 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2. Den skadelidte indtræder endvidere i den
sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er
omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. I det
omfang skadelidtes krav ikke er blevet dækket, kan det fulde krav
på erstatning rettes mod selskabet. Selskabet skal i de i 1. pkt.
nævnte tilfælde uden ugrundet ophold underrette den sikrede om,
at det har modtaget et krav på erstatning.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 2
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 4.
september 2002, som ændret ved lov nr. 35 af 21. januar 2003, foretages
følgende ændring:
1.
§ 16, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det
kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der
svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct.
Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som
Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det
pågældende år. Justitsministeren kan hvert andet år
efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og
Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i 1. pkt.
nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7
pct.«
§ 3
I lov om kreditaftaler, jf. lov nr. 398 af 13. juni 1990, som ændret
senest ved § 3 i lov nr. 442 af 31. maj 2000, foretages følgende
ændring:
1.
§ 23, stk. 1, affattes således:
»§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse
med § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale
lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid
værende restgæld, der svarer til den fastsatte referencesats med
et tillæg på 5 pct. Som referencesats anses i denne lov den
officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr.
den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.«
§ 4
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2004, jf. dog
stk. 3 og 4.
Stk. 2.
Lovens § 1, nr. 3-4, 8 og 10-11, finder
anvendelse på forsikringsbegivenheder, der indtræder efter lovens
ikrafttræden, og § 1, nr. 5, på præmie, der forfalder
til betaling efter lovens ikrafttræden. § 1, nr. 7, 9 og 14,
finder anvendelse på skader, der indtræder efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3.
Lovens § 1, nr. 6, og § 2 træder i
kraft den 1. juli 2003 og gælder for rente af krav, der kan
kræves betalt denne dato eller senere.
Stk. 4.
Lovens § 3 træder i kraft den 1. juli 2003
og gælder for kreditaftaler, der indgås efter
ikrafttrædelsen.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
s.5
2.
Forsikringsaftaleloven mv. i
hovedtræk
s.5
2.1.
Forsikringsaftaleloven
s.5
2.2.
Lov om forsikringsvirksomhed og lov om finansiel
virksomhed
s.6
3.
Baggrunden for lovforslaget
s.6
4.
Lovforslagets hovedindhold
s.7
4.1.
Urigtige oplysninger ved forsikringens
tegning
s.7
4.1.1.
Gældende ret
s.7
4.1.2.
Lovforslagets udformning
s.7
4.2.
Præmiebetaling
s.10
4.2.1.
Gældende ret
s.10
4.2.2.
Lovforslagets udformning
s.10
4.3.
Forsikringsselskabets betalingspligt, renter
mv.
s.11
4.3.1.
Gældende ret
s.11
4.3.2.
Lovforslagets udformning
s.12
4.4.
Forældelse
s.13
4.4.1.
Gældende ret
s.13
4.4.2.
Lovforslagets udformning
s.13
4.5.
Direkte krav ved ansvarsforsikringer
s.14
4.5.1.
Gældende ret
s.14
4.5.2.
Lovforslagets udformning
s.14
4.6.
Kontraherings- og begrundelsespligt
s.16
4.6.1.
Gældende ret
s.16
4.6.2.
Lovforslagets udformning
s.16
4.7.
Opsigelse
s.19
4.7.1.
Gældende ret
s.19
4.7.2.
Lovforslagets udformning
s.19
4.8.
Ulykkesforsikring
s.22
4.8.1.
Gældende ret
s.22
4.8.2.
Lovforslagets udformning
s.22
4.9.
Andre spørgsmål
s.24
4.9.1.
Indsættelse af begunstigede i livsforsikringer
mv.
s.24
4.9.2.
Kollektive forsikringer mv.
s.24
4.9.3.
Informationspligt mv.
s.24
4.10.
Ændring af rentesatsen i forsikringsaftaleloven og
andre formueretlige love
s.25
5.
Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv
s.26
6.
Høring
s.27
1. Indledning
Lovforslaget indeholder en række ændringer af
forsikringsaftaleloven med henblik på at forbedre retsstillingen for
forsikringstageren (den, der indgår forsikringsaftalen med
forsikringsselskabet) og den sikrede (den, der har ret til
forsikringsydelsen) på områder, hvor erfaringerne med anvendelsen
af loven har vist, at der er behov for justeringer.
Lovforslaget indeholder navnlig følgende forslag
til ændringer i forsikringsaftaleloven:
Der foreslås indført en ny lempelsesregel,
der giver mulighed for i særlige tilfælde at se helt eller
delvist bort fra, at forsikringstageren ved forsikringstegningen har afgivet
urigtige oplysninger.
Der foreslås en samlet revision af reglerne om
præmiebetaling, herunder bl.a. en ny »genoplivningsregel«, der i
særlige tilfælde giver mulighed for at »genoplive« en forsikring,
der er opsagt af forsikringsselskabet på grund af manglende
præmiebetaling.
Ved ansvarsforsikringer, hvor selskabet hæfter
umiddelbart over for skadelidte, f.eks. ansvarsforsikring for motordrevne
køretøjer, foreslås det, at kravet mod
forsikringsselskabet skal forældes efter de samme regler, som
gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen. Hermed undgås det,
at skadelidtes krav mod selskabet er forældet, mens kravet mod
skadevolderen består.
Der foreslås en ny regel, hvorefter forsikringsselskabet skal
vejlede om retten til at kræve acontobetaling.
Det foreslås, at selskabet efter anmodning skal begrunde afslag
på at tegne en forsikring og opsigelse af en forsikring.
Der foreslås endvidere en præcisering af, at
skadelidte i tilfælde af skadevolderens konkurs mv. kan rette sit
erstatningskrav direkte mod skadevolderens
ansvarsforsikringsselskab.
Lovforslaget indeholder endvidere en forhøjelse af
rentesatsen efter forsikringsaftaleloven og erstatningsansvarsloven,
således at renten efter disse love som hidtil kommer til at svare til
den almindelige morarentesats efter renteloven, som blev forhøjet med
virkning fra den 1. august 2002, jf. lov nr. 379 af 6. juni 2002. Det
foreslås endvidere, at grundlaget for beregning af rentesatsen efter
kreditaftaleloven bringes i overensstemmelse med rentelovens regler.
De foreslåede ændringer af
forsikringsaftaleloven bygger på betænkning nr. 1423/2002 om
forsikringsaftaleloven, som er afgivet af et udvalg under Justitsministeriet.
Lovforslaget svarer i det væsentlige til udvalgets lovudkast.
Betænkningen indeholder på enkelte punkter en
mindretalsudtalelse, og lovforslaget er i disse tilfælde udformet i
overensstemmelse med flertallets forslag. Der henvises til punkt 4.5.2.,
4.6.2. og 4.8.2. nedenfor.
2. Forsikringsaftaleloven mv. i hovedtræk
2.1. Forsikringsaftaleloven
Forsikringsaftaler reguleres først og fremmest af
reglerne i forsikringsaftaleloven. Loven trådte i kraft den 1. januar
1932 og er siden ændret flere gange, senest i 2000 ved
indsættelsen af § 120 a om betydningen ved sygeforsikring af
sygdomme, der er indtrådt inden forsikringstidens begyndelse.
Loven indeholder bestemmelser, der er fælles for
alle forsikringstyper. Det er f.eks. regler om virkningen af, at der er
afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning, præmiebetaling,
sikredes fremkaldelse af forsikringsbegivenheden, anmeldelse af
forsikringsbegivenheden, selskabets betalingspligt og forældelse.
Endvidere indeholder loven særlige regler for bestemte
forsikringstyper, f.eks. for skadesforsikring (forsikringer, hvor
erstatningen fastsættes på grundlag af det lidte tab). Loven
indeholder dels bestemmelser, der gælder for alle skadesforsikringer,
dels særlige regler om forskellige former for skadesforsikring, f.eks.
brandforsikring og ansvarsforsikring. Forsikringsaftaleloven indeholder
også særlige regler for livsforsikring samt ulykkes- og
sygeforsikring.
Forsikringsaftaleloven indeholder ikke en
udtømmende regulering af de mange forskellige spørgsmål,
som kan opstå i relation til en forsikringsaftale. Der findes f.eks.
ingen regler om indgåelse af forsikringsaftaler, som reguleres af
almindelige aftaleretlige regler. Herudover findes der enkelte regler
vedrørende forsikringsaftaler i andre love, f.eks. om
forsikringsselskabets informationspligt i §§ 256-256 a i lov om
forsikringsvirksomhed og om forsikringstagerens fortrydelsesret i kapitel 4 a
i lov om visse forbrugeraftaler (dørsalgsloven).
Forsikringsaftaleloven har i vid udstrækning
karakter af en beskyttelseslov i forhold til forsikringstagerne og de
sikrede. En række af lovens bestemmelser kan på denne baggrund
ikke fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede, f.eks.
reglerne om virkningen af, at der er afgivet urigtige oplysninger ved
forsikringens tegning, eller om virkningen af, at præmien ikke betales
til tiden. Generelt kan lovens bestemmelser dog fraviges ved aftale,
medmindre andet er bestemt, jf. § 3.
2.2. Lov om forsikringsvirksomhed og lov om finansiel virksomhed
De tilsyns- og selskabsretlige regler vedrørende
forsikringsselskaber mv. findes navnlig i lov om forsikringsvirksomhed og lov
om finansiel virksomhed.
Lov om finansiel virksomhed indeholder regler, der er
fælles for hele det finansielle område (pengeinstitutter,
realkreditinstitutter, forsikringsselskaber mv.). Det gælder bl.a.
visse regler om koncerner, ledelse, ejerforhold og Finanstilsynets
virksomhed. Efter lovens § 3 skal finansiel virksomhed drives i
overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis. Efter § 3,
stk. 2, kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte
nærmere regler herom. Disse regler er for tiden under udarbejdelse.
I lov om forsikringsvirksomhed findes regler, som alene
gælder for forsikringsvirksomhed. Loven indeholder f.eks. regler om,
hvem der må drive forsikringsvirksomhed, i hvilket omfang der kan
drives anden virksomhed ved siden af forsikringsvirksomhed, visse
særregler om forsikringsselskabers ledelse og særlige regler om
visse former for forsikringsvirksomhed (f.eks. gensidige
forsikringsselskaber). Der findes også særlige regler om visse
forsikringstyper (bygningsbrandforsikring og arbejdsskadeforsikring). Som
anført ovenfor i punkt 2.1. indeholder loven endvidere i
§§ 256-256 a visse regler om forsikringsselskabets
informationspligt.
3. Baggrunden for lovforslaget
3.1.
Ved folketingsbeslutning af 18. december 1998
pålagde Folketinget den daværende regering at nedsætte et
udvalg, der skulle udarbejde forslag til ændringer af
forsikringsaftaleloven med henblik på en præcisering af reglerne
om forsikringsselskabets ansvar for så vidt angår ulykkes- og
sygeforsikringer. Udvalget skulle endvidere gennemgå
forsikringsaftaleloven med henblik på en generel revision.
Den daværende justitsminister nedsatte herefter et
udvalg om revision af forsikringsaftaleloven (herefter »udvalget«). Udvalget
blev sammensat med repræsentanter for Den Danske Dommerforening,
Forbrugerrådet, Forsikring & Pension, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Advokatrådet, Landsorganisationen i Danmark,
Dansk Arbejdsgiverforening, Økonomiministeriet (nu Økonomi- og
Erhvervsministeriet), Finanstilsynet og Justitsministeriet samt med
landsdommer Lars Lindencrone Petersen som formand og ved
betænkningens afgivelse professor Erik Werlauff, Aalborg Universitet,
og lektor Ivan Sørensen, Københavns Universitet, som
medlemmer.
Udvalget blev pålagt de to opgaver, som er
nævnt i folketingsbeslutningen. Udvalgets første opgave bestod
således i at udarbejde forslag til en præcisering af reglerne om
forsikringsselskabets ansvar ved ulykkes- og sygeforsikringer. Om dette
spørgsmål afgav udvalget i januar 2000 en redegørelse om
ændring af forsikringsaftalelovens § 120 vedrørende
forsikringsselskabers hæftelse for ulykker og sygdom, der
indtræder i forsikringstiden. På grundlag af udvalgets forslag
blev der i forsikringsaftaleloven indsat en ny § 120 a om selskabets
ansvar i visse tilfælde, hvor det viser sig, at forsikringstageren var
syg, da en forsikring mod sygdom blev tegnet, jf. lov nr. 435 af 31. maj
2000.
3.2.
Udvalget har vedrørende sin anden
hovedopgave afgivet betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven
(herefter »betænkningen«).
Efter udvalgets opfattelse er der ikke noget
påtrængende behov for at foretage grundlæggende
ændringer af loven som sådan, herunder udforme en helt ny
forsikringsaftalelov. Den gældende lov er indarbejdet i praksis, og der
er gennem årene bl.a. i retspraksis og hos Ankenævnet for
Forsikring sket en afklaring af mange af de fortolknings- og
tvivlsspørgsmål, som loven har givet anledning til. Udvalget
peger endvidere bl.a. på, at der på ny synes at være
overvejelser i EU om behovet for en hel eller delvis harmonisering af
forsikringsaftaleretten. Spørgsmålet har bl.a. været
drøftet i en rådgivende komité under Kommissionen.
Udvalget har på denne baggrund og efter
forelæggelse for justitsministeren og Folketingets Retsudvalg taget
udgangspunkt i de emneområder, hvor der navnlig ud fra erfaringerne
med lovens anvendelse i praksis kan være behov for nærmere at
overveje lovændringer, og har på grundlag heraf udarbejdet et
udkast til ændring af forsikringsaftaleloven. Udvalget har
således ikke foretaget en fuldstændig gennemgang af alle
bestemmelser i loven med henblik på formulering af en helt ny
forsikringsaftalelov.
Udvalget har i sit arbejde bl.a. inddraget en udredning om
bedre forbrugerbeskyttelse ved private forsikringer i Danmark (maj 2001), som
lektor Ivan Sørensen har udarbejdet til Forbrugerstyrelsen.
Der henvises til betænkningen side 33 ff. og 407
ff.
Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og
lovforslaget er derfor i overensstemmelse med udvalgets forslag udformet
således, at der ikke foretages grundlæggende ændringer af
loven, men alene foretages en række justeringer på punkter, hvor
der konkret har vist sig behov for det.
3.3.
Efter udvalgets opfattelse er der ikke i
praksis noget væsentligt behov for at foretage en særlig samlet
regulering af forsikringsaftaler på forbrugerområdet. Det
foreslås imidlertid, at de nye regler om præmiebetaling ikke kan
fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede ved
forbrugerforsikringer, og at den nye lempelsesregel, hvis der er afgivet
urigtige oplysninger, skal gælde for forbrugerforsikringer og
personforsikringer.
Der henvises til betænkningen side 24 og 36 f.
Justitsministeriet er enig i, at der ikke er behov for at
udforme en samlet særlig regulering af forbrugerforsikringer, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
4. Lovforslagets hovedindhold
4.1. Urigtige oplysninger ved forsikringens tegning
4.1.1. Gældende ret
Grundlaget for et forsikringsselskabs vurdering af
risikoen ved at antage en forsikring er i første række
forsikringstagerens egne oplysninger om det, der skal forsikres.
Sådanne oplysninger kan være afgørende for, om selskabet i
det hele taget vil tegne forsikringen, men kan også hvis forsikringen
tegnes få betydning for udformningen af forsikringsbetingelserne og
for præmiens størrelse.
Retsvirkningerne af, at der er afgivet urigtige
oplysninger ved aftalens indgåelse, reguleres af
forsikringsaftalelovens §§ 4-10. Har forsikringstageren svigagtigt
afgivet urigtige oplysninger, er aftalen ikke bindende for
forsikringsselskabet, jf. § 4. Har forsikringstageren i andre
tilfælde forsætligt eller uagtsomt afgivet urigtige oplysninger,
kan forsikringsselskabet helt eller delvist blive fri for ansvar efter
§ 6, hvorefter selskabet som udgangspunkt er fri for ansvar, hvis det
må antages, at det ikke ville have tegnet forsikringen med kendskab til
de rette forhold.
§ 6, stk. 2, indeholder den praktisk vigtige pro
rata-regel, der regulerer de tilfælde, hvor forsikringstageren uagtsomt
har afgivet urigtige oplysninger, og hvor selskabet, hvis det havde kendt
oplysningerne, ville have tegnet forsikringen på andre vilkår.
Reglen indebærer navnlig, at erstatningen fastsættes efter
forholdet mellem den betalte præmie og den præmie, der ville
være blevet opkrævet, hvis selskabet havde kendt til de rigtige
oplysninger. Hvis der f.eks. er tegnet en ulykkesforsikring med en
forsikringssum på 1 mio. kr. mod en årlig præmie på
3.000 kr., men selskabet med kendskab til de rette forhold ville have
krævet en årlig præmie på 4.000 kr., nedsættes
erstatningen forholdsmæssigt, dvs. efter forholdet 3:4. Ved en
invaliditetsgrad på 100 pct. nedsættes erstatningen således
til 750.000 kr.
§ 6, stk. 2, kan også føre til, at
der slet ikke ydes erstatning. Det kan f.eks. være tilfældet ved
en personforsikring, hvor forsikringstageren har afgivet urigtige oplysninger
om et forhold, som selskabet ville have fraskrevet sig ansvaret for. Hvis der
indtræder en forsikringsbegivenhed, som er udtryk for netop denne
risiko, vil selskabet være helt fri for ansvar.
Selskabet hæfter fuldt ud, hvis forsikringstageren
var i god tro ved afgivelsen af de urigtige oplysninger, dvs. at
forsikringstageren hverken vidste eller burde vide, at oplysningerne var
forkerte, jf. § 5. Selv om der er afgivet urigtige oplysninger, kan
selskabet endvidere efter § 9 ikke påberåbe sig dette, hvis
det ved forsikringens tegning kendte eller burde kende det rette forhold.
4.1.2. Lovforslagets udformning
Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at
forsikringsselskabet i forbindelse med forsikringens tegning modtager
så korrekte oplysninger som muligt dels for at selskabet kan beregne
den korrekte præmie og fastsætte de korrekte vilkår for
forsikringen, dels for at forsikringstageren/sikrede undgår, at
selskabet senere påberåber sig, at der er afgivet urigtige
oplysninger med den virkning, at selskabet helt eller delvist bliver fri for
ansvar.
Forsikringstagerens afgivelse af risikooplysninger har i
praksis navnlig givet anledning til problemer på
personforsikringsområdet, og det er blevet anført, at
forsikringsselskabernes anvendelse af reglerne om urigtige oplysninger
navnlig § 6 er alt for streng over for forsikringstagerne.
Udvalget har på denne baggrund navnlig overvejet, om
der i stedet for pro rata-reglen i § 6 bør anvendes en
kausalitetsregel, således at selskabet kun kan blive helt eller delvist
fri for ansvar, hvis det forhold, hvorom der er afgivet urigtige oplysninger,
har haft indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden. En
række forhold taler imidlertid imod indførelsen af en
sådan kausalitetsregel.
En ren kausalitetsregel må hvis den overhovedet
skal være anvendelig udformes sådan, at bevisbyrden for, at der
ikke er forbindelse mellem de uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden,
pålægges forsikringstageren, jf. Udkast til lov om
forsikringsaftaler (1925), side 35. Det må imidlertid antages, at det i
mange tilfælde bl.a. på livsforsikringsområdet vil
være vanskeligt for forsikringstageren at bevise, at der ikke er en
sådan årsagssammenhæng, og en kausalitetsregel vil i
så fald føre til, at forsikringstageren slet ikke får
erstatning. Med en sådan »alt eller intet«-situation for
forsikringstageren, der enten får fuld eller slet ingen erstatning, vil
en kausalitetsregel kunne få et noget vilkårligt præg.
En kausalitetsregel indebærer som nævnt, at
erstatningen helt bortfalder, hvis der er sammenhæng (kausalitet)
mellem det uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden. I modsætning
hertil er det afgørende efter den gældende pro rata-regel, i
hvilket omfang selskabet med kendskab til de rette forhold ville have tegnet
forsikringen (eventuelt på andre vilkår), og selskabet er
således ikke uden videre fri for ansvar, selv om der måtte
være sammenhæng mellem det uoplyste forhold og
forsikringsbegivenheden,
Udvalget peger i den forbindelse også på, at
der efter det oplyste er årsagssammenhæng mellem det uoplyste
forhold og forsikringsbegivenheden i omkring 80-85 pct. af de sager efter
§ 6, som behandles i forsikringsselskaberne, ligesom Ankenævnet
for Forsikring har oplyst, at der i nævnets sager næsten altid er
årsagssammenhæng mellem den fortiede oplysning og den senere
forsikringsbegivenhed. En kausalitetsregel ville i givet fald føre
til, at forsikringstageren i disse tilfælde slet ikke ville få
erstatning, mens forsikringsselskabet efter de gældende regler i
§ 6 som nævnt ikke uden videre er fri for ansvar, selv om der er
årsagssammenhæng mellem de uoplyste forhold og
forsikringsbegivenheden.
Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at
reglerne om virkningen af, at der er afgivet urigtige oplysninger, udformes
på en sådan måde, at forsikringstageren opfordres til at
give så korrekte oplysninger som muligt. Dette taler for en regel, hvor
selskabet kun er ansvarlig i det omfang, det ville have tegnet forsikringen
med kendskab til de korrekte forhold, dvs. en pro rata-regel. I modsat fald
vil den forsikringstager, der uagtsomt har afgivet urigtige oplysninger,
kunne blive stillet bedre end den omhyggelige forsikringstager, der ved
forsikringstegningen afgiver korrekte og fyldestgørende oplysninger,
og som derfor enten slet ikke kan få tegnet den ønskede
forsikring eller kun få den tegnet på skærpede
vilkår.
Ved en kausalitetsregel vil forsikringsselskabet f.eks.
være ansvarlig, hvis der ikke er årsagssammenhæng mellem de
uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden. Hvis selskabet imidlertid med
kendskab til de rette forhold kun ville have tegnet forsikringen på
andre vilkår (f.eks. til en højere præmie), vil den
forsikringstager, der har afgivet urigtige oplysninger, reelt få en
forsikringsdækning, der ikke er betalt for, mens den forsikringstager,
der afgav korrekte oplysninger, har fået forsikringen på de
korrekte vilkår og dermed har betalt den højere
præmie.
Udvalget finder på denne baggrund, at § 6 ikke
bør ændres til en hel eller delvis kausalitetsregel. Udvalget
finder det heller ikke hensigtsmæssigt i stedet at indføre en
mere skønsmæssig adgang til at vurdere, om erstatningen skal
nedsættes eller bortfalde som følge af, at der er afgivet
urigtige oplysninger. Den gældende § 6 er indarbejdet i praksis,
og en friere skønsmæssig adgang til nedsættelse vil
gøre det vanskeligere både for forsikringstageren og for
selskabet på forhånd at vurdere konsekvenserne af, at der er
afgivet urigtige oplysninger, ligesom en sådan regel må forventes
at ville blive unødigt processkabende.
På denne baggrund finder udvalget ikke grundlag for
at foreslå grundlæggende ændringer af § 6. Udvalget
peger imidlertid på, at der undertiden i praksis kan opstå sager,
hvor en håndfast anvendelse af § 6 vil kunne føre til
urimelige resultater. Den nedenfor omtalte medlemshenstilling fra Forsikring
& Pension kan ses som en erkendelse heraf, og som det nævnes heri,
opfordres selskaberne bl.a. til at inddrage forholdene ved
forsikringstegningen og den forløbne tid ved vurderingen af, om de vil
påberåbe sig, at der er afgivet urigtige oplysninger.
På denne baggrund foreslår udvalget, at der i
forsikringsaftaleloven indsættes en »lempelsesregel«, der giver
mulighed for i særlige tilfælde at se helt eller delvist bort
fra, at der ved forsikringens tegning uagtsomt er afgivet urigtige
oplysninger, selv om betingelserne for bortfald eller nedsættelse efter
§ 6 for så vidt er opfyldt. På den måde vil det kunne
undgås, at anvendelsen af § 6 i enkeltstående tilfælde
fører til urimelige resultater.
Udvalget er opmærksom på, at en sådan
regel vil indebære, at den pågældende forsikringstager
bliver stillet bedre end den, der ved forsikringens tegning afgav korrekte
oplysninger, men finder ikke, at dette taler afgørende imod
indførelsen af en lempelsesregel med et begrænset
anvendelsesområde.
Udvalget foreslår, at lempelsesreglen kun skal
anvendes, hvis særlige omstændigheder taler for, at selskabet
helt eller delvist skal hæfte, selv om der uagtsomt er afgivet urigtige
oplysninger. Ved vurderingen heraf bør der navnlig lægges
vægt på, om der er forbindelse (årsagssammenhæng)
mellem det uoplyste forhold og den senere forsikringsbegivenhed, og på
hvor lang tid der er gået fra forsikringens tegning (og dermed
afgivelsen af de urigtige oplysninger) til forsikringsbegivenhedens
indtræden. Der bør endvidere lægges vægt på
graden af den uagtsomhed, som forsikringstageren har udvist i forbindelse med
afgivelsen af de urigtige oplysninger. Det bør således i
almindelighed være en forudsætning, at forsikringstageren ved
afgivelsen af de urigtige oplysninger alene har udvist en ringe uagtsomhed.
Anvendelsen af lempelsesreglen bør således navnlig komme
på tale i tilfælde, hvor den manglende eller forkerte oplysning
ikke har nogen sammenhæng med den konkrete forsikringsbegivenhed
(skade), hvor der er gået lang tid efter afgivelsen af den urigtige
oplysning, og hvor forsikringstageren kun har udvist en ringe uagtsomhed.
Udvalget nævner, at Forsikring & Pension i 1997
har udsendt en medlemshenstilling, hvor selskaberne anbefales at anvende en
fælles kundevejledning om helbredsoplysninger, der understreger
vigtigheden af, at helbredserklæringen udfyldes med den fornødne
omhu. Selskaberne opfordres samtidig til at overveje interne retningslinjer
for, i hvilke tilfælde der rejses sager om afgivelse af urigtige
oplysninger. Det anbefales, at selskaberne ved vurderingen af, om de vil
påberåbe sig, at der er afgivet urigtige oplysninger, inddrager,
om der er årsagssammenhæng mellem en fortiet lidelse og den
lidelse, der nu søges erstatning for, ligesom tidsforløbet
mellem den fortiede lidelse, forsikringens tegning og skadestidspunktet
også bør indgå i vurderingen. Selskaberne opfordres
også til at sikre sammenhæng mellem deres praksis ved indhentelse
af oplysninger ved forsikringens tegning og ved anmeldelsen af en skade, og
der peges på, at en relativt lempelig praksis ved tegningen er
vanskelig at forene med en meget grundig gennemgang af oplysningerne ved
skadesbehandlingen.
Udvalget anfører endvidere, at
spørgsmålet om, hvilke oplysninger forsikringsselskabet kan
indhente ved forsikringstegningen, og hvordan dette i givet fald skal ske
(f.eks. hvordan erklæringerne mv. skal udformes), som udgangspunkt ikke
er egnet til en nærmere lovregulering i forsikringsaftaleloven.
Udvalget bemærker i den forbindelse, at forsikringsbranchen selv synes
at være meget opmærksom på behovet for at følge
udviklingen, således at der løbende kan foretages de
fornødne ændringer, hvis brugen af erklæringerne giver
problemer i praksis.
Udformningen af de erklæringer mv., der anvendes ved
forsikringstegningen, vil i øvrigt kunne indgå i vurderingen af,
om forsikringstageren, hvis der er afgivet urigtige oplysninger, har handlet
uagtsomt eller har afgivet oplysningerne i god tro. Det taler således i
højere grad for at statuere uagtsomhed, hvis forsikringstageren har
svaret urigtigt eller ufyldestgørende på et enkelt og
præcist formuleret spørgsmål, end hvis der er tale om et
bredt og måske upræcist formuleret spørgsmål.
Udvalget finder heller ikke, at spørgsmålet
om, i hvilket omfang forsikringsselskabet i højere grad end i dag
bør kontrollere forsikringstagerens oplysninger på tidspunktet
for forsikringens tegning, som udgangspunkt er egnet til lovregulering i
forsikringsaftaleloven. Forsikringsselskaberne foretager allerede i dag inden
forsikringstegningen en nærmere undersøgelse af
forsikringstagerens forhold, hvis de modtagne oplysninger giver anledning
hertil, f.eks. ved at stille supplerende spørgsmål til
forsikringstageren om dennes helbred. Undlader selskabet at undersøge
oplysningerne nærmere, selv om der var anledning hertil, vil selskabet
kunne miste muligheden for senere at påberåbe sig, at der er
afgivet urigtige oplysninger, jf. lovens § 9.
Udvalget anfører endvidere, at de sager, hvor
selskabet påberåber sig, at der afgivet urigtige oplysninger,
efter det oplyste normalt vedrører tilfælde, hvor selskabet ikke
ud fra indholdet af forsikringsbegæringen mv. har haft anledning til at
reagere og iværksætte en nærmere undersøgelse af de
afgivne oplysninger. Det har med andre ord ikke umiddelbart været
muligt at se af forsikringsbegæringen, at der har manglet oplysninger
eller er givet urigtige oplysninger. Et lovkrav om, at selskaberne ved alle
forsikringsbegæringer skal foretage en nærmere kontrol af de
afgivne oplysninger, må således antages at ville være
ganske ressource- og omkostningskrævende for selskabet og vil dermed
kunne føre til højere forsikringspræmier for alle
forsikringstagere.
Der henvises til betænkningen side 66 ff.
Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter og kan
tilslutte sig, at der bør indføres en lempelsesregel, der i
særlige tilfælde giver mulighed for at se helt eller delvist bort
fra, at der ved forsikringens tegning uagtsomt er afgivet urigtige
oplysninger. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3-4 (forslag til
lovens § 6, stk. 3), og bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet er også enig i, at spørgsmålet om,
hvilke oplysninger forsikringsselskabet kan indhente ved
forsikringstegningen, og hvordan dette i givet fald skal ske, ikke er egnet
til lovregulering i forsikringsaftaleloven, men i stedet bl.a. må
vurderes i lyset af, hvad der må antages at følge af god
forsikringsskik mv.
4.2. Præmiebetaling
4.2.1. Gældende ret
Efter forsikringsaftalelovens § 12 forfalder
første præmie, så snart aftalen er sluttet, mens senere
præmier forfalder den første dag, en ny forsikringsperiode
begynder. Reglerne om virkningen af manglende betaling af præmien
findes i §§ 13-15. § 13 angiver retsvirkningerne for
forsikringsaftalen, mens § 14 angiver retsvirkningerne for
forsikringsselskabets ansvar, dvs. forsikringsdækningen.
§ 15 indeholder en regel om forsikringsaftalens ophør uden
opsigelse.
Efter § 13 kan forsikringsselskabet ved for sen
betaling af præmien opsige forsikringen. Hvis forfaldsdagen for den
første præmie er forløbet, uden at præmien
er betalt, kan opsigelse ske med en frist på tre dage. Når
opsigelsen er modtaget, har forsikringstageren således tre dage til at
betale præmien, hvis den pågældende vil undgå, at
forsikringsaftalen ophører. Hvis forfaldsdagen for en senere
præmie er forløbet, uden at præmien er betalt, kan
opsigelse først ske, efter at der afgivet påkrav om betaling.
Hvis præmien ikke er betalt inden en uge fra påkravets
modtagelse, kan selskabet opsige forsikringsaftalen med den nævnte
frist på tre dage.
Efter § 14 medfører forsikringstagerens
manglende præmiebetaling i sig selv, dvs. uden opsigelse, at
forsikringsselskabets ansvar (forsikringsdækningen) ophører. Er
der tale om den første præmie, skal forsikringstageren
betale »efter påkrav«, dvs. at præmien skal betales straks efter
påkravet, ellers bortfalder forsikringsdækningen. Er der tale om
en senere præmie, har forsikringstageren en betalingsfrist
på en uge efter påkravet.
Sondringen mellem ophør af forsikringsaftalen
(§ 13) og forsikringsdækningen (§ 14) er begrundet
i et ønske om at tilgodese forsikringsselskabets interesse i ret
hurtigt at kunne slippe for ansvaret for skader, som det intet vederlag har
fået for, og samtidig tilgodese parternes interesse i at opretholde
forsikringsaftalen som sådan. Betydningen heraf viser sig ved, at
forsikringstageren så længe aftalen ikke er helt bortfaldet
kan bringe selskabets ansvar til at løbe på ny ved at betale den
manglende præmie, jf. § 14, stk. 4.
Selv om forsikringsselskabet ikke opsiger
forsikringsaftalen, ophører aftalen efter § 15, når der er
forløbet 3 måneder, uden at præmien er betalt.
Forsikringsbetingelserne indeholder i dag i vidt omfang
bestemmelser om præmiebetaling mv., der på en række
centrale punkter stiller forsikringstageren bedre end efter reglerne i
forsikringsaftaleloven. Forsikringsbetingelserne indeholder f.eks. normalt
længere betalingsfrister mv. end dem, der følger af
§§ 13-14, samt regler om, at forsikringsselskabet ved for sen betaling
af præmien skal sende en påmindelse (rykker) til
forsikringstageren, hvoraf det skal fremgå, at
forsikringsdækningen ophører, hvis den manglende præmie
ikke betales inden en nærmere fastsat frist. Endvidere skal
forsikringstageren i praksis ikke af egen drift opsøge
forsikringsselskabet for at betale præmien. Selskabet opkræver
normalt præmien ved at udsende et girokort, eller det er på
forhånd aftalt, at præmien løbende betales via
Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS) eller lignende.
4.2.2. Lovforslagets udformning
Det er efter udvalgets opfattelse uhensigtsmæssigt,
at reglerne i forsikringsaftaleloven ikke svarer til de regler om
præmiebetaling mv., der gælder i praksis, og udvalget
foreslår derfor en samlet revision af lovens regler herom.
Det foreslås, at præmien først skal
betales efter, at selskabet har rettet påkrav om betaling til
forsikringstageren med en betalingsfrist på 21 dage. Udvalget
foreslår endvidere en modernisering af §§ 13-15 om virkningen af,
at præmien betales for sent, herunder således at der sker en
forlængelse af fristerne for opsigelse af forsikringsaftalen og
ophør af forsikringsdækningen. Det foreslås, at selskabet
kan opsige forsikringen, hvis præmien ikke er betalt senest 14 dage
efter udløbet af betalingsfristen, og at opsigelsesfristen skal
være mindst 21 dage, således at forsikringsaftalen først
ophører, hvis præmien ikke er betalt senest 21 dage efter
opsigelsen. Det skal udtrykkeligt fremgå af opsigelsen, at
forsikringsaftalen og dermed selskabets ansvar ophører, hvis
præmien ikke betales inden opsigelsesfristens udløb.
Første præmieopkrævning foretages
typisk samtidig med eller i umiddelbar forlængelse af, at
forsikringstageren tegner forsikringen. Der er derfor ikke det samme behov
som ved senere præmiebetalinger for at varsle forsikringstageren om
præmiebetalingen og om konsekvenserne af manglende betaling.
Forsikringstageren bør endvidere ikke kunne »spekulere« i, om
forsikringsbegivenheden indtræder, hvilket navnlig har betydning ved de
såkaldte korttidsforsikringer (forsikringer der skal dække en
særlig opstået risiko, der kun strækker sig over en
begrænset periode, f.eks. rejseforsikringer), og forsikringstageren
bør ikke kunne opnå en bedre retsstilling ved at undlade at
betale den første præmie end ved at påberåbe sig de
særlige regler om fortrydelsesret i bl.a. lov om visse
forbrugeraftaler.
På denne baggrund foreslår udvalget, at det
for så vidt angår første præmiebetaling kan aftales,
at forsikringen ophører, hvis præmien ikke betales inden en
rimelig frist efter selskabets påkrav om betaling.
Efter de gældende regler i §§ 13-15 kan
forsikringstageren, så længe aftalen ikke er helt bortfaldet,
bringe selskabets ansvar til at løbe på ny ved at betale den
manglende præmie, dvs. inden opsigelsesfristen er udløbet, eller
aftalen er bortfaldet i medfør af § 15. Udvalgets forslag
indebærer, at forsikringstageren to gange bliver mindet om, at
præmien skal betales (ved betalingspåkrav og ved den
efterfølgende opsigelse), og at forsikringstageren får en samlet
betalingsfrist på 8 uger (21 + 14 + 21 dage). Udvalget finder på
denne baggrund ikke, at der er behov for en generel regel om, at
forsikringstageren efter udløbet af opsigelsesfristen kan bringe
forsikringsaftalen til at løbe igen ved at betale den manglende
præmie. Hensynet til at sikre, at forsikringstageren ikke uforvarende
står uden forsikringsdækning, må som udgangspunkt anses for
tilstrækkeligt tilgodeset ved den samlede betalingsfrist på 8
uger kombineret med to betalingspåmindelser, hvoraf det af den sidste
(opsigelsen) udtrykkeligt skal fremgå, at forsikringsaftalen
ophører, hvis præmien ikke betales.
Selv om udgangspunktet således må være,
at risikoen for den manglende præmiebetaling påhviler
forsikringstageren, bør der dog efter udvalgets opfattelse
indføres en mulighed for i særlige tilfælde at bringe
forsikringsaftalen til at løbe igen, selv om præmien ikke er
betalt inden udløbet af opsigelsesfristen.
Denne adgang til at »genoplive« forsikringen bør
kun gælde ved uforudsete hindringer, der ikke kan bebrejdes
forsikringstageren, og hvor der samtidig er tale om sådanne
særligt undskyldende omstændigheder, at risikoen for den for sene
præmiebetaling ikke bør påhvile forsikringstageren. Det
kan f.eks. være pludselig alvorlig sygdom hos forsikringstageren eller
dennes nære pårørende, som i realiteten har hindret den
pågældende i selv at betale præmien eller sørge for,
at andre betalte præmien på hans eller hendes vegne.
Forsikringstagerens pludselige pengemangel, f.eks. som følge af
arbejdsløshed, bør derimod ikke give adgang til at genoplive
forsikringen.
Adgangen til at genoplive forsikringen må
forudsætte, at forsikringstageren betaler den fulde manglende
præmie inklusive eventuelle renter og omkostninger (rykkergebyr,
inkassoomkostninger mv.), selv om dette indebærer, at der derved
betales præmie for en periode, hvor der ikke har været
forsikringsdækning. Præmien skal betales uden ugrundet ophold,
efter at betalingshindringen er ophørt, og genoplivningsadgangen
bør begrænses til en periode på 3 måneder efter
opsigelsesfristens udløb, således at der ikke i en længere
periode vil være usikkerhed om, hvorvidt forsikringsaftalen er endeligt
ophørt. I forbindelse med opsigelsen bør forsikringstageren
udtrykkeligt oplyses om muligheden for i medfør af den nye
genoplivningsregel at bringe forsikringen til at løbe på ny.
Udvalget foreslår endelig, at der i
forsikringsaftaleloven indsættes en regel svarende til
tinglysningslovens § 42 a, stk. 1, og kreditaftalelovens § 25,
hvorefter indbetaling af præmien til et pengeinstitut her i landet er
rettidig, hvis indbetalingen er sket inden betalingsfristens
udløb.
Der henvises til betænkningen side 89 ff.
Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 5 (forslag til lovens §§ 12-17), og bemærkningerne
hertil.
4.3. Forsikringsselskabets betalingspligt, renter mv.
4.3.1. Gældende ret
Efter forsikringsaftalelovens § 24, stk. 1, kan
forsikringsydelsen kræves betalt 14 dage efter, at selskabet har
været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne
til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og fastsættelse af
forsikringsydelsens størrelse. Hvis selskabet efter anmeldelse af
forsikringsbegivenheden har behov for yderligere oplysninger for at kunne
vurdere kravet, indtræder forfaldstiden således først 14
dage efter, at disse oplysninger har kunnet indhentes.
Efter § 24, stk. 1, 2. pkt., skal
forsikringsselskabet hvis den sikrede anmoder om det foretage
acontoudbetaling, hvis det står klart, at selskabet i hvert fald skal
betale en del af det krævede beløb. Dette forudsætter dog,
at størrelsen af acontobeløbet kan fastslås på
grundlag af de oplysninger, som selskabet er i stand til at indhente.
Efter § 24, stk. 2, forrentes krav på
forsikringsydelsen med diskontoen med et tillæg på 5 pct. fra den
dag, hvor beløbet i medfør af stk. 1 kan kræves
betalt, dvs. fra 14 dage efter, at selskabet har kunnet indhente de
fornødne oplysninger til bedømmelse af kravet. Andre krav
forrentes ved forsinket betaling efter de almindelige regler i
renteloven.
§ 24 vedrører alene sikredes krav mod
selskabet på forsikringsydelsen og ikke andre krav, som udspringer af
forsikringsaftalen, f.eks. selskabets krav på betaling af
præmie.
4.3.2. Lovforslagets udformning
Udvalget anfører, at forsikringsaftalelovens
§ 24 efter det oplyste er en i praksis velfungerende regel, der
tilskynder forsikringsselskabet til at tage stilling til sikredes krav og i
givet fald udbetale erstatningen så hurtigt som muligt, og at der ikke
har vist sig et praktisk behov for at foretage grundlæggende
ændringer af reglerne om betaling og forrentning af
forsikringsydelsen.
Hertil kommer, at den praktisk vigtige regel i
erstatningsansvarslovens § 16 om udbetaling og forrentning af erstatning
og godtgørelse for personskade mv. nu i det væsentlige svarer
til forsikringsaftalelovens § 24. Med det nuværende generelt lave
danske renteniveau har forsikringsselskabet endvidere en klar interesse i at
undgå, at forsikringsydelsen skal forrentes med den forholdsvis
høje rente i § 24, stk. 2.
Udvalget finder derfor ikke, at der er grundlag for at
foretage grundlæggende ændringer af § 24.
Der er imidlertid behov for at tilpasse renteniveauet i
forsikringsaftaleloven til den nye rentesats i renteloven. Ved lov nr. 379 af
6. juni 2002 er der sket en forhøjelse af den almindelige morarente,
jf. rentelovens § 5, stk. 1. Renteniveauet i
forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2, har hidtil svaret til
morarenten efter renteloven, og udvalget foreslår derfor, at § 24,
stk. 2, ændres i overensstemmelse med ændringen af
rentelovens § 5, stk. 1-2, jf. også punkt 4.10. nedenfor.
Særligt med hensyn til krav mod en ansvarsforsikring
bemærker udvalget, at det synes uafklaret, om § 24 gælder i
tilfælde, hvor skadelidte har et direkte krav mod skadevolderens
ansvarsforsikringsselskab, jf. herom punkt 4.5. nedenfor. Efter retspraksis
synes § 24 dog i hvert fald at gælde for skadelidtes krav i
henhold til en lovpligtig ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter
umiddelbart over for skadelidte.
Efter de seneste ændringer af
erstatningsansvarslovens § 16 (lov nr. 463 af 7. juni 2001) og af de
almindelige regler i renteloven (lov nr. 379 af 6. juni 2002) vil reglerne
om, hvornår skadelidtes krav mod skadevolderen kan kræves
forrentet mv. i praksis stort set svare til forsikringsaftalelovens
§ 24. Den praktiske betydning af, om skadelidtes direkte krav mod
skadevolderens ansvarsforsikringsselskab forrentes efter
forsikringsaftalelovens § 24 eller efter de regler, som gælder for
skadelidtes krav mod skadevolderen (erstatningsansvarsloven og renteloven),
vil derfor være begrænset. Efter udvalgets opfattelse vil det
herefter være den enkleste løsning, at skadelidtes direkte krav
mod ansvarsforsikringsselskabet forrentes efter de samme regler, som
gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen, og udvalget
foreslår, at § 24 ikke skal gælde for skadelidtes krav mod
skadevolderens ansvarsforsikringsselskab.
Med hensyn til reglerne om acontobetaling har udvalget
overvejet, om forsikringsselskabet bør have pligt til af egen drift at
foretage acontobetaling i de tilfælde, hvor der er grundlag herfor. En
sådan regel vil indebære, at forsikringsselskabet som
udgangspunkt i samtlige sager løbende må vurdere, om og i
givet fald i hvilket omfang der kan ske udbetaling af acontobeløb,
uanset om den sikrede er interesseret heri eller foretrækker at
få udbetalt den samlede erstatning på én gang. Dette vil
efter udvalgets opfattelse pålægge forsikringsselskaberne et ikke
ubetydeligt ressourceforbrug, som navnlig i sager om mindre
erstatningsbeløb næppe vil stå mål med
størrelsen af det acontobeløb, som sikrede vil få
udbetalt.
Efter udvalgets opfattelse er den gældende regel om
acontobetaling, hvorefter sikrede kan fremsætte krav om acontobetaling,
hvis han eller hun har behov for eller interesse i et acontobeløb,
udtryk for en rimelig afvejning mellem hensynet til sikredes interesse i at
få en acontoerstatning og forsikringsselskabets interesse i en praktisk
og administrerbar regel. Udvalget finder derfor ikke grundlag for at
foreslå en regel om, at selskabet af egen drift skal foretage
acontobetaling.
§ 24, stk. 1, 2. pkt., om acontobetaling kan
imidlertid siges at bygge på den forudsætning, at sikrede kender
til muligheden for at fremsætte et krav herom. Det er i retspraksis
fastslået, at forsikringsselskabet har en vis forpligtelse til at
vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling, når der i
den konkrete sag er anledning hertil i hvert fald når sikrede selv
henvender sig til selskabet for at få at vide, hvordan den
pågældende skal forholde sig, jf. Højesterets dom gengivet
i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 352.
Udvalget finder imidlertid, at det i
forsikringsaftaleloven bør fastslås, at forsikringsselskabet har
pligt til at vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling.
Udvalget har overvejet, om vejledningspligten skal
gælde i alle tilfælde eller kun i tilfælde, hvor der
konkret må antages at være grundlag for et krav om
acontobetaling. Efter udvalgets opfattelse er den enkleste løsning, at
selskabet som udgangspunkt i alle tilfælde skal vejlede om retten til
at kræve acontobetaling. Herved mindskes risikoen for et større
antal sager ved domstolene og Ankenævnet for Forsikring, der alene
ville vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt
forsikringsselskabet har opfyldt sin vejledningspligt. Udvalget
foreslår derfor, at forsikringsselskabet senest tre måneder efter
anmeldelse af forsikringsbegivenheden skal vejlede sikrede om retten til at
kræve acontobetaling, medmindre sikredes krav inden da fuldt ud er
imødekommet eller afvist. Pligten til at vejlede gælder dog
ikke, hvis det f.eks. som følge af udformningen af den
pågældende forsikring må anses for åbenbart, at der
ikke kan opstå spørgsmål om at kræve
acontobetaling.
Forsikringsaftaleloven indeholder ingen regler om
forsikringsselskabets betaling af sikredes omkostninger ved
fremsættelse og dokumentation af kravet. Det er dog i praksis bl.a.
antaget, at sikrede har krav på dækning af rimelige
advokatomkostninger, når erstatningskravet er af et vist større
omfang og af en vis kompliceret beskaffenhed. Må det anses for
påkrævet for sikrede at have advokatbistand, kan udgifterne til
et rimeligt arbejdsvederlag kræves erstattet af
forsikringsselskabet.
Udvalget finder det rigtigst, at det af loven udtrykkeligt
kommer til at fremgå, at sikrede i et vist omfang har ret til at
få dækket sine udgifter til advokatbistand, og foreslår, at
der i forsikringsaftaleloven indsættes en regel herom. Der er ikke
hermed tilsigtet ændringer af den hidtidige retstilstand.
Der henvises til betænkningen side 137 ff.
Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 6-8 og 10-11 (forslag til lovens § 24, stk. 2 og 4,
§ 25 og 32, stk. 3), og bemærkningerne hertil.
4.4. Forældelse
4.4.1. Gældende ret
Efter forsikringsaftalelovens § 29 gælder der
for krav, der er grundede i forsikringsaftalen (dvs. støttes på
forsikringsaftalen) en forældelsesfrist på 2 år fra
udgangen af det kalenderår, hvori fordringshaveren fik kundskab om
kravet og om, at det er forfaldet. Kravet forældes dog senest 5
år efter dets forfaldstid. Forsikringskrav forældes således
efter andre forældelsesregler end dem, der følger af dansk rets
almindelige forældelsesregler i 1908-loven og Danske Lov 5-14-4.
§ 29 omfatter f.eks. forsikringsselskabets krav
på præmie eller den sikredes krav på forsikringsydelsen.
Andre krav angående forsikringsaftalen forældes derimod efter
dansk rets almindelige forældelsesregler, f.eks.
tilbagesøgningskrav vedrørende for meget betalt
præmie.
4.4.2. Lovforslagets udformning
Udvalget peger på, at den gældende § 29 i
praksis giver anledning til en række spørgsmål. Det
gælder bl.a. afgrænsningen af, hvilke krav der er omfattet af
reglen, og fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for
forældelsesfristen (kravets forfaldstid), navnlig med hensyn til,
hvornår fristen begynder at løbe i relation til erstatning for
senfølger efter ulykkestilfælde eller sygdomme, der udvikler sig
løbende over en årrække.
Efter udvalgets opfattelse bør en nærmere
vurdering af forsikringsaftalelovens regler om forældelse af
forsikringskrav tage udgangspunkt i dansk rets almindelige
forældelsesregler, således at der fremover alene bør
gælde særlige forældelsesregler på
forsikringsområdet, hvis der kan påvises et særligt behov
herfor.
Justitsministeriet har i foråret 2001 nedsat et
Forældelsesudvalg, der skal gennemgå de generelle
forældelsesregler med henblik på en samlet revision heraf, og som
forventes at afgive betænkning omkring foråret 2004. Udvalget
finder på denne baggrund, at en endelig stillingtagen til de fremtidige
regler om forældelse af forsikringskrav bør afvente
Forældelsesudvalgets arbejde. Udvalget har derfor med en enkelt
undtagelse, jf. nedenfor ikke fundet grundlag for på nuværende
tidspunkt at foreslå ændringer af forsikringsaftalelovens regler
om forældelse af forsikringskrav, men har i stedet udarbejdet en
lovskitse, som sammen med Forældelsesudvalgets overvejelser til sin tid
vil kunne danne grundlag for en ændring af forsikringsaftalelovens
regler om forældelse, jf. betænkningen side 363 ff.
Udvalget peger dog på, at det i praksis har givet
anledning til tvivl, hvorvidt § 29 gælder for skadelidtes krav mod
skadevolders ansvarsforsikring i tilfælde, hvor forsikringsselskabet
hæfter umiddelbart i forhold til skadelidte, f.eks. ved
ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, jf.
færdselslovens § 108, stk. 1. I disse tilfælde har
skadelidte umiddelbart et direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet, dvs.
at skadelidte uden videre kan vælge at rette sit erstatningskrav mod
ansvarsforsikringsselskabet i stedet for mod skadevolderen. Hvis § 29 i
disse tilfælde gælder for skadelidtes erstatningskrav mod
selskabet, vil der imidlertid kunne opstå den situation, at kravet mod
selskabet er forældet (efter § 29), mens kravet mod skadevolderen
fortsat består, idet dette krav normalt vil forældes efter dansk
rets almindelige forældelsesregler. Dette indebærer reelt en
begrænsning af selskabets umiddelbare hæftelse over for
skadelidte.
Med henblik på at undgå en sådan
situation foreslår udvalget, at det i forsikringsaftaleloven
fastslås, at § 29 ikke omfatter de tilfælde, hvor
ansvarsforsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte. I
disse tilfælde vil skadelidtes krav mod selskabet således
forældes efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav
mod skadevolderen, dvs. normalt 1908-loven og Danske Lov 5-14-4. Denne
ændring kan efter udvalgets opfattelse gennemføres
uafhængigt af Forældelsesudvalgets arbejde.
Der henvises til betænkningen side 159 ff.
Justitsministeriet er enig i, at udformningen af de
fremtidige regler om forældelse af forsikringskrav bør ske i
lyset af Forældelsesudvalgets arbejde vedrørende dansk rets
almindelige forældelsesregler, og at der derfor på
nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at foreslå
grundlæggende ændringer af forsikringsaftalelovens
forældelsesregler. Justitsministeriet vil til sin tid drøfte med
Forsikring & Pension, Forbrugerrådet og andre berørte
organisationer mv., om der i lyset af Forældelsesudvalgets forslag
fortsat er behov for særregler på forsikringsområdet om
forældelsesfristens længde, begyndelsestidspunkt mv.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets
forslag vedrørende forældelse af krav mod
ansvarsforsikringsselskaber, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 (forslag til lovens § 29,
stk. 2), og bemærkningerne hertil.
4.5. Direkte krav ved ansvarsforsikringer
4.5.1. Gældende ret
Ved ansvarsforsikringer indtræder skadelidte efter
forsikringsaftalelovens § 95 i skadevolderens/sikredes ret mod
ansvarsforsikringsselskabet, når skadevolderens erstatningspligt og
erstatningens størrelse er fastslået. Erstatningspligten og
erstatningens størrelse kan fastslås ved dom over skadevolderen,
eller ved at skadevolderen anerkender skadelidtes erstatningskrav.
Skadelidte »indtræder« i sikredes ret, dvs. at
skadelidte kan rette sit krav direkte mod ansvarsforsikringsselskabet, men
skadelidte kan dog ikke få en bedre retsstilling over for selskabet,
end skadevolderen/sikrede ville haft, hvis den pågældende selv
havde betalt erstatningen til skadelidte og derefter havde gjort kravet
gældende mod selskabet. Om og i givet fald i hvilket omfang skadelidte
har et krav mod forsikringsselskabet, afhænger således af, i
hvilket omfang sikrede/skadevolderen har et krav mod selskabet.
Forsikringsselskabet kan gøre de samme indsigelser gældende over
for skadelidte som over for skadevolderen/sikrede, f.eks. at
forsikringsdækningen er ophørt på grund af manglende
præmiebetaling (lovens § 14), eller at sikrede forsætligt
har fremkaldt forsikringsbegivenheden (lovens § 18).
Spørgsmålet om skadelidtes muligheder for at
rette sit krav direkte mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab er i
praksis navnlig opstået i tilfælde, hvor skadevolderen er
gået konkurs eller lignende. Det er imidlertid nu fastslået ved
Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side
1303, at skadelidte i tilfælde af skadevolderens konkurs har et krav
mod ansvarsforsikringsselskabet.
Med hensyn til den lovpligtige ansvarsforsikring for
motordrevne køretøjer gælder der den særlige regel,
at forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, jf.
færdselslovens § 108, stk. 1. Det samme gælder for den
lovpligtige ansvarsforsikring for hunde, jf. hundelovens § 8,
stk. 2. Den skadelidte kan i disse tilfælde uden videre rette sit
krav direkte mod ansvarsforsikringsselskabet, uanset om betingelserne i
forsikringsaftalelovens § 95 er opfyldt. Forsikringsselskabet
hæfter endvidere umiddelbart i forhold til skadelidte, dvs. at
selskabet som udgangspunkt skal betale erstatning til skadelidte, selv om
selskabet ikke i forhold til forsikringstageren er forpligtet til at
dække skaden, f.eks. fordi skaden er forvoldt forsætligt, eller
forsikringstageren har tilsidesat sikkerhedsforholdsregler i
forsikringsbetingelserne.
4.5.2. Lovforslagets udformning
Som anført ovenfor, kan skadelidte efter § 95
som udgangspunkt alene rette sit krav mod forsikringsselskabet, hvis
skadevolderens erstatningspligt og erstatningens størrelse er
fastslået ved skadevolders anerkendelse af kravet eller ved dom mv.
over skadevolderen. Skadelidte skal således rette sit krav mod
skadevolderen først, selv om det oftest vil være
forsikringsselskabet, der i sidste ende kommer til at betale erstatningen.
Selskabet vil dog i praksis ofte blive involveret i sagen mod skadevolderen
ved, at den pågældende kontakter forsikringsselskabet, som
herefter bistår ham eller hende under sagen (f.eks. med
advokatbistand).
Udvalget har overvejet, om der bør indføres
en almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav direkte mod
skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Dette ville for skadelidte
indebære den processuelle lettelse, at den pågældende kun
behøver at rejse kravet mod selskabet og ikke behøver at
afvente skadevolderens stillingtagen til kravet.
Et flertal i udvalget (11 medlemmer) anfører, at
selv om en ansvarsforsikring i praksis bidrager til at sikre, at skadelidte
får den erstatning, som den pågældende har krav på,
er forsikringen principielt tegnet af forsikringstageren med henblik på
at sikre ham eller hende (eller andre sikrede) mod de økonomiske
følger af et eventuelt erstatningsansvar. Der er i dansk ret ingen
almindelig pligt til at tegne en ansvarsforsikring, og det er som
udgangspunkt et anliggende mellem den enkelte forsikringstager og
forsikringsselskabet, om og i givet fald med hvilken dækning der skal
tegnes en ansvarsforsikring. Efter flertallets opfattelse må det
således som udgangspunkt være op til den enkelte skadevolder, om
han eller hun ønsker at inddrage sin eventuelle ansvarsforsikring i
sagen.
Hertil kommer, at skadevolderen kan have gode grunde til
at ville afklare skadelidtes erstatningskrav uden at involvere
forsikringsselskabet, f.eks. af hensyn til fastsættelse af den
fremtidige præmie. En almindelig regel om direkte krav aktualiserer
endvidere i endnu højere grad end den gældende § 95
spørgsmålet om, hvordan forsikringsselskabet sikrer, at
skadevolderen/sikrede bidrager til sagens oplysning. I en lang række
tilfælde vil det være nødvendigt med skadevolderens
medvirken for at sikre en tilstrækkelig oplysning af sagen. Selv om
skadevolderen i de fleste tilfælde må antages at ville medvirke
til sagens oplysning, har forsikringsselskabet en berettiget interesse i at
undgå, at det som følge af skadevolderens manglende interesse og
medvirken kommer til at betale en erstatning, som skadelidte ikke har krav
på.
En almindelig adgang til at rette et krav direkte mod
ansvarsforsikringsselskabet har endvidere kun reel værdi for
skadelidte, hvis skadevolderen og/eller forsikringsselskabet har pligt til at
oplyse om, at der er tegnet en ansvarsforsikring. For visse forsikringstyper
navnlig på erhvervsforsikringsområdet, f.eks.
bestyrelsesansvarsforsikringer er det imidlertid et normalt led i
forsikringsbetingelserne, at forsikringsdækningen bortfalder, hvis
forsikringstageren/sikrede oplyser om, at der er tegnet en forsikring.
Udvalgets flertal finder på denne baggrund, at der
med den nuværende udformning af § 95 er fundet en rimelig og
passende balance mellem hensynet til, at sikrede som skadevolder kan
råde over, om ansvarsforsikringsselskabet skal involveres i sagen, og
hensynet til, at skadelidte rent faktisk får den erstatning, som den
pågældende har krav på. Flertallet fremhæver
endvidere, at spørgsmålet om skadelidtes direkte krav mod
ansvarsforsikringsselskabet i praksis er opstået i tilfælde af
skadevolderens konkurs mv., og at der ikke herudover kan peges på et
udtalt praktisk behov for at indføre en almindelig adgang for
skadelidte til at rette sit krav direkte mod forsikringsselskabet.
På denne baggrund foreslår flertallet, at
§ 95 ændres, således at det i overensstemmelse med
retspraksis kommer til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen, at
skadelidte har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab,
hvis skadevolderen er gået konkurs. Det foreslås, at dette
også skal gælde, hvis skadevolderen har fået tvangsakkord
eller gældssanering, idet skadelidte i disse tilfælde ikke har
mulighed for at få sit fulde krav betalt af skadevolderen. Flertallet
finder ikke, at der herudover er grundlag for at foreslå
ændringer af § 95.
Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) foreslår, at
der i hvert fald for forbrugerforsikringer indføres en almindelig
adgang for skadelidte til at rette sit krav mod skadevolderens
ansvarsforsikringsselskab. Mindretallet finder, at en sådan regel
bør indføres for at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af
skadelidtes interesser i forhold til en ansvarsforsikret skadevolder og
dennes forsikringsselskab. Mindretallet peger endvidere på, at
ansvarsforsikringer, der i dag er et meget udbredt forsikringsprodukt, ikke
kun tegnes i den sikredes, men også i potentielle skadelidtes
interesse, og at der nu i loven bør tages højde herfor.
Der henvises til betænkningen side 211 ff.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgsflertallets
synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf.
lovforslagets § 1, nr. 14 (forslag til lovens § 95, stk. 2).
Justitsministeriet lægger særligt vægt på, at den
gældende § 95 som anført af udvalgets flertal i praksis
navnlig har givet anledning til problemer i tilfælde, hvor
skadevolderen er gået konkurs eller lignende, og at der ikke herudover
kan peges på et udtalt praktisk behov for at indføre en
almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav direkte mod
skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Der er ikke i dansk ret nogen
almindelig pligt til at tegne ansvarsforsikring, og det bør efter
Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkt være op til
skadevolderen/sikrede, hvorvidt han eller hun ønsker at involvere sin
ansvarsforsikring i sagen og som anført ovenfor kan den
pågældende have gode grunde til at ville afklare erstatningssagen
uden at involvere sin ansvarsforsikring.
4.6. Kontraherings- og begrundelsespligt
4.6.1. Gældende ret
Forsikringsaftaleloven indeholder ikke regler om
forsikringstagerens eller forsikringsselskabets pligt til at tegne en bestemt
forsikring. I visse tilfælde har forsikringstageren imidlertid i
medfør af anden lovgivning mv. pligt til at tegne en forsikring. Efter
færdselsloven er der f.eks. pligt til at tegne ansvarsforsikring for
motordrevne køretøjer.
Endvidere har forsikringsselskabet i visse tilfælde
pligt til at tegne en bestemt forsikring. Et forsikringsselskab med
koncession til at tegne ansvarsforsikring for motordrevne
køretøjer er f.eks. forpligtet til at overtage og opretholde
ansvarsforsikring for enhver forsikringspligtig, der vil underkaste sig
selskabets almindelige forsikringsbetingelser, jf. § 1 i
bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer mv. Selskabets forpligtelser er dog
begrænset til dets almindelige forsikringsbetingelser. Hvis selskabet
f.eks. normalt kun vil overtage forsikringen af en bilist med mange skader
mod, at denne betaler en forhøjet præmie og/eller selvrisiko, er
dette således lovligt.
Bortset fra sådanne særlige tilfælde,
hvor forsikringsselskabet i medfør af lov mv. har pligt til at tegne
en bestemt forsikring, har selskabet som udgangspunkt ikke pligt til at tegne
en begæret forsikring, dvs. at der ikke gælder en almindelig
kontraheringspligt.
Forsikringsaftaleloven indeholder endvidere ikke regler,
der pålægger forsikringsselskabet at begrunde en beslutning,
herunder en afvisning af at tegne en forsikring. Med hensyn til selskabets
helt eller delvise afslag på forsikringsudbetaling har Forsikring &
Pension udsendt en medlemshenstilling, hvorefter et sådant afslag
bør ledsages af en begrundelse med henvisning til de relevante
vilkår i forsikringsbetingelserne og en kortfattet beskrivelse af
årsagen til selskabets beslutning.
4.6.2. Lovforslagets udformning
Forsikringsselskabet er som nævnt som udgangspunkt
frit stillet med hensyn til, om det vil acceptere en
forsikringsbegæring eller ej. Der er således som udgangspunkt
aftalefrihed med hensyn til, om forsikringstageren og forsikringsselskabet
ønsker at indgå en forsikringsaftale og i givet fald på
hvilke vilkår.
Muligheden for at kunne tegne en forsikring er i dag af
væsentlig betydning i en lang række situationer, og der findes en
række forskellige forsikringsprodukter. For enkeltpersoner kan f.eks.
nævnes en almindelig indboforsikring, kaskoforsikring for en bil,
husforsikring mv., ansvarsforsikring samt livs- og ulykkesforsikring.
Udvalget anfører, at der undertiden rejses kritik
af, at visse persongrupper i praksis kan have vanskeligt ved at tegne de
forsikringer, de ønsker. Der er her bl.a. peget på, at
forsikringsselskaberne i visse tilfælde afviser at tegne livs-, syge-
eller ulykkesforsikring under henvisning til den forsikringssøgendes
handicap eller sygdom. Endvidere er forsikringsselskabernes frihed til selv
at afgøre, om de vil tegne en bestemt forsikring, og selskabernes
procedure navnlig på personforsikringsområdet ved vurderingen
af, om en forsikring skal antages, blevet kritiseret for at føre til
urimelige resultater for forsikringstagerne.
Udvalget har på denne baggrund overvejet, om der
bør indføres regler, der pålægger
forsikringsselskabet at tegne en forsikring (kontraheringspligt), og om der
bør indføres en pligt for forsikringsselskabet til at begrunde
bl.a. afvisning af at tegne en forsikring.
Der er i udvalget enighed om, at der ikke bør
indføres generelle regler om kontraheringspligt mv., der
indskrænker forsikringsselskabets som udgangspunkt frie adgang til at
fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv.
Udvalgets flertal (8 medlemmer) fremhæver i den
forbindelse, at forsikringsselskaber er private erhvervsvirksomheder, der
inden for rammerne af de offentligretlige tilsynsregler mv. som
udgangspunkt kan fastlægge den forretningspolitik mv., som det enkelte
selskab anser for mest hensigtsmæssig, herunder i lyset af konkurrencen
med de andre forsikringsselskaber på markedet. Det vil efter
flertallets opfattelse være et vidtgående indgreb i denne frie
adgang for selskaberne til at fastlægge deres almindelige
forretningspolitik mv. at indføre regler om kontraheringspligt,
herunder i særdeleshed hvis det enkelte selskab pålægges at
tilbyde en forsikring, der dækker en risiko, som selskabet hidtil ikke
har ønsket at forsikre.
En almindelig kontraheringspligt vil indebære et
generelt krav om, at det enkelte forsikringsselskab skal tilbyde sine kunder
bestemte forsikringsydelser og forsikringsprodukter. Den nærmere
rækkevidde af at indføre sådanne regler kan være
vanskelig at vurdere, herunder i relation til den måde, hvorpå
forsikringsområdet og forsikringserhvervet i dag er organiseret og
reguleret. Der kunne i givet fald rejses spørgsmål om
forsikringsselskabernes status som private erhvervsvirksomheder, der ikke er
en del af de offentligt finansierede sociale ordninger mv. Indførelsen
af en almindelig kontraheringspligt må således efter flertallets
opfattelse forudsætte en række bredere og principielle
samfundsmæssige overvejelser, som ikke kun vil berøre
forsikringsaftaleloven.
Flertallet er opmærksom på, at det navnlig
på personforsikringsområdet kan være problematisk for visse
persongrupper at tegne bestemte forsikringer. Dette problem bør
imidlertid ikke løses ved at pålægge det enkelte
forsikringsselskab en kontraheringspligt, men ved at forsikringsbranchen i
samarbejde med de berørte interesseorganisationer mv. løbende
overvejer og udvikler mulighederne for helt eller delvist at forsikre risici,
som hidtil ikke er anset for (fuldt ud) at være forsikringsbare. Det
nævnes i den forbindelse, at forsikringsbranchen og bl.a. De
Samvirkende Invalideorganisationer tidligere har drøftet handicappedes
muligheder for at tegne ulykkesforsikringer, ligesom Forsikring & Pension
og Forbrugerrådet har etableret »Forbrugerdialog i Forsikring«, hvor
spørgsmål af fælles interesse vedrørende
forbrugeres forsikringsforhold kan drøftes.
Flertallet finder på denne baggrund ikke grundlag
for at foreslå regler om en almindelig kontraheringspligt for
forsikringsselskabet, herunder regler, hvorefter selskabet kun kan afvise at
tegne en forsikring under henvisning til bestemte risikoforhold, eller at
selskabet skal kunne dokumentere sin risikovurdering mv., f.eks. ved
henvisning til statistiske eller andre videnskabelige undersøgelser
mv.
Det er imidlertid væsentligt, at der så vidt
muligt er åbenhed og gennemsigtighed omkring mulighederne for at tegne
og opretholde en forsikring. Flertallet foreslår derfor, at
forsikringsselskabet får pligt til efter anmodning at begrunde
afslag på at tegne en forsikring og opsigelse af en forsikring.
Begrundelsen skal angive, hvilke forhold der i det konkrete tilfælde
gør, at forsikringen ikke kan tegnes, eller at forsikringen opsiges.
Den foreslåede begrundelsesregel pålægger
forsikringsselskabet at forklare baggrunden for sin beslutning om ikke at
tegne en forsikring eller om at opsige en forsikring. Reglen
indskrænker derimod ikke selskabets adgang til at fastlægge sin
egen forretningspolitik, risikovurdering mv. Med hensyn til det nærmere
indhold af begrundelsespligten henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til lovens § 3 b).
En civilretlig begrundelsespligt for en privat
erhvervsvirksomhed kan ikke uden videre sammenlignes med den
begrundelsespligt, som gælder for offentlige myndigheder, og hvor der
normalt vil være knyttet særlige retsvirkninger til
begrundelsespligtens tilsidesættelse (f.eks. at myndighedens
afgørelse anses for ugyldig).
En aftaleretlig sanktionering af begrundelsespligtens
tilsidesættelse ville indebære, at forsikringsselskabet
pålægges at tegne eller opretholde forsikringen, hvis
begrundelsespligten ikke overholdes. En så indgribende sanktion har
efter flertallets opfattelse kun reel betydning, hvis der samtidig sker en
begrænsning i selskabets mulighed for at fastlægge sin egen
forretningspolitik, risikovurdering mv., f.eks. ved at der stilles krav om,
at begrundelsen skal opfylde visse nærmere dokumentationskrav.
Der foreslås på denne baggrund ikke knyttet
særlige aftaleretlige retsvirkninger til selskabets
tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det betyder imidlertid ikke, at
overtrædelse af begrundelsespligten er usanktioneret, idet et selskabs
tilsidesættelse af begrundelsespligten må anses for at være
i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel
virksomhed § 3. Dette indebærer bl.a., at Finanstilsynet kan
påbyde selskabet at ændre adfærd, og overtrædelse af
et sådant påbud kan straffes med bøde. Finanstilsynet vil
dog i almindelighed ikke behandle konkrete tvister mellem et
forsikringsselskab og forsikringstageren, men alene gribe ind over for en
generel adfærd hos selskabet.
Et mindretal i udvalget (5 medlemmer) er som nævnt
enig i, at det enkelte forsikringsselskab frit skal kunne fastlægge sin
egen forretningspolitik mv., og loven bør derfor ikke f.eks. indeholde
krav om, at selskabet på statistisk eller andet videnskabeligt grundlag
skal kunne dokumentere sin risikovurdering.
Mindretallet anfører dog, at forsikringer for mange
private forsikringstagere har så stor betydning, at
forsikringsselskabet bør pålægges at give en saglig
begrundelse for et afslag eller en opsigelse. Mindretallet foreslår
derfor, at forsikringsselskabet i hvert fald for forbrugerforsikringer
ikke skal kunne afslå en begæring om at tegne en forsikring, som
selskabet normalt tilbyder, medmindre afslaget er sagligt begrundet, f.eks.
begrundet i særlige risikoforhold. Dette bør gælde
tilsvarende ved forsikringens fornyelse og ved selskabets opsigelse af
forsikringen. Hvis forsikringsselskabet ikke kan give en saglig begrundelse
for afslag på at tegne en forsikring eller opsigelse af en forsikring,
skal selskabet efter mindretallets forslag i yderste konsekvens kunne
pålægges at tegne, henholdsvis fortsætte forsikringen.
Med hensyn til dette forslag anfører udvalgets
flertal, at et krav i loven om »saglig begrundelse« vil kunne give anledning
til usikkerhed om reglens præcise anvendelsesområde og vil kunne
føre til, at der i praksis rejses spørgsmål om en
begrundelses »saglighed« i langt flere sager, end det egentlig har
været meningen navnlig set i lyset af, at det ikke er hensigten at
stille krav til selskabets forretningspolitik, risikovurdering mv. En
sådan regel vil dermed kunne blive unødigt processkabende.
Efter flertallets opfattelse er der endvidere ikke
påvist noget praktisk behov for en regel som foreslået af
mindretallet. Efter de oplysninger, der foreligger for udvalget, er det
således ikke et praktisk problem, at forsikringsselskaber afviser at
tegne en forsikring, uden at dette er begrundet i selskabets almindelige
forretningspolitik, risikovurdering mv. som heller ikke mindretallet
ønsker at regulere. Når selskabet i praksis kan begrunde en
afvisning af at tegne en forsikring under henvisning til sin
forretningspolitik, risikovurdering mv., vil den regel, som foreslås af
mindretallet, være uden reel praktisk betydning for mulighederne for at
kunne tegne forsikringer.
Efter flertallets opfattelse vil et krav om »saglig
begrundelse«, således at selskabet i sidste ende kan
pålægges at tegne en bestemt forsikring, som nævnt ovenfor
kun have reel praktisk betydning, hvis der samtidig sker en begrænsning
i selskabets mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik,
risikovurdering mv. Som nævnt ovenfor er der imidlertid i udvalget
enighed om, at der ikke er grundlag for at foreslå regler herom.
Flertallet peger også på, at forslaget vil
kunne føre til sager, hvor der efter selskabets afslag på at
tegne en forsikring sker en skade, som den forsikringssøgende
søger at få dækket af en forsikring ved efter at skaden
er sket at gøre gældende, at selskabets begrundelse var
»usaglig«. Mindretallets forslag indebærer endvidere, at en
forsikringssøgende, der gør gældende, at selskabets
afslag på at tegne en forsikring er usagligt, vil stå uden
forsikringsdækning, hvis den pågældende ikke får
medhold i, at begrundelsen var usaglig. Med henblik på at undgå
denne risiko må den forsikringssøgende søge at tegne en
anden forsikring (eventuelt i et andet selskab) uden at afvente udfaldet af
klagen over afslaget og i givet fald vil den pågældendes
interesse i at føre en sag om tilsidesættelse af det tidligere
afslag i praksis ofte være begrænset.
Flertallet anfører endelig, at det reelle problem,
der kan opstå i praksis, er, at visse persongrupper på grund af
sygdom, handicap mv. kan have vanskeligt ved at tegne visse former for
personforsikring. Dette berøres imidlertid ikke af mindretallets
forslag, idet afslag på at tegne en forsikring i disse tilfælde
netop er begrundet i selskabernes forretningspolitik, risikovurdering mv.,
som mindretallet ikke ønsker at regulere. Efter flertallets opfattelse
bør sådanne spørgsmål som nævnt ovenfor
løses ved løbende drøftelser mellem forsikringsbranchen
og de berørte interesseorganisationer mv.
Udvalgets flertal finder på denne baggrund, at der
ikke bør indføres en regel som foreslået af
mindretallet.
Der henvises til betænkningen side 232 ff.
Der er i udvalget som nævnt enighed om, at der ikke
bør indføres generelle regler om kontraheringspligt mv., der
indskrænker forsikringsselskabets som udgangspunkt frie adgang til at
fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv.
Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der ikke synes at være noget
praktisk behov for sådanne regler. Indførelsen af sådanne
regler ville desuden indebære et vidtgående indgreb i
forsikringsselskabernes muligheder for at agere som private
erhvervsvirksomheder, og måtte forudsætte en række
principielle overvejelser i relation til den måde, hvorpå
forsikringsområdet og forsikringserhvervet er organiseret og reguleret.
Lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke regler herom.
Med hensyn til spørgsmålet om
begrundelsespligt er Justitsministeriet enig med udvalgets flertal i, at et
krav om »saglig begrundelse« kun synes at ville få reel praktisk
betydning, hvis der netop sker en sådan begrænsning i selskabets
mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik mv., som der i
udvalget har været enighed om at afvise. Der synes endvidere ikke at
være påvist noget praktisk behov for en regel som foreslået
af mindretallet, og reglen vil ikke løse det reelle problem, der kan
opstå i praksis, nemlig at visse persongrupper på grund af
sygdom, handicap mv. kan have vanskeligt ved at tegne visse former for
personforsikring som følge af forsikringsselskabernes
forretningspolitik mv.
Et krav om »saglig begrundelse«, hvis indhold ikke er
uddybet nærmere, vil endvidere som anført af flertallet kunne
føre til usikkerhed om begrundelsespligtens præcise indhold og
til, at der i praksis rejses spørgsmål om begrundelsens
»saglighed« i langt flere sager, end det egentlig har været hensigten.
En sådan regel vil dermed kunne blive unødigt processkabende,
samtidig med at der hos forsikringstagerne vil kunne skabes urealistiske
forventninger om muligheden for at få ændret selskabets
beslutning.
Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte
sig flertallets synspunkter og forslag til begrundelsesregel, og lovforslaget
er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 2
(forslag til lovens § 3 b), og bemærkningerne hertil.
4.7. Opsigelse
4.7.1. Gældende ret
Forsikringsaftaleloven indeholder ingen almindelige regler
om forsikringsselskabets eller forsikringstagerens mulighed for at opsige
forsikringsaftalen, men alene enkelte særlige opsigelsesregler, f.eks.
§ 13 om opsigelse af forsikringen ved manglende betaling af
forsikringspræmien. Loven indeholder endvidere i § 31 en
særlig regel om forlængelse af forsikringer, hvorefter
forlængelse for længere tid end et år forudsætter, at
forsikringstageren får et særligt varsel herom.
Ved forbrugerforsikringer og ved livsforsikringer mv. har
forsikringstageren endvidere en generel fortrydelsesfrist på 14 dage i
forbindelse med aftalens indgåelse, jf. lov om visse forbrugeraftaler
kapitel 4 a samt forsikringsaftalelovens §§ 97 a og 119 a.
Spørgsmålet om, i hvilket omfang
forsikringsselskabet og forsikringstageren kan opsige forsikringsaftalen, er
således kun i begrænset omfang reguleret af
forsikringsaftaleloven mv., og må som udgangspunkt afgøres efter
almindelige aftaleretlige regler. Parternes adgang til at opsige
forsikringsaftalen må således i første række
afgøres efter indholdet af den indgåede aftale, dvs. på
grundlag af forsikringsbetingelsernes opsigelsesregler.
En forsikring, der er indgået for en bestemt
periode, f.eks. et år, vil sædvanligvis indeholde et almindeligt
vilkår om opsigelse af forsikringen til forsikringsperiodens
udløb og særlige vilkår om opsigelse i forsikringstiden. I
hvert fald på forbrugerområdet har de fleste forsikringer
(bortset fra livsforsikringer) en løbetid på et år, men
dette gælder efterhånden også mange erhvervsforsikringer.
Forsikringen indeholder i disse tilfælde i almindelighed et
vilkår om, at forsikringen automatisk forlænges for et år
ad gangen, medmindre den forinden opsiges af selskabet eller
forsikringstageren.
Forsikringsaftalen vil endvidere normalt indeholde regler,
der giver både selskabet og forsikringstageren mulighed for at opsige
forsikringen i forsikringstiden i forbindelse med anmeldelse og/eller
behandling af en skade. Begrundelsen for et sådant vilkår er, at
forsikringstageren på baggrund af erfaringerne med selskabets
behandling af en skade bør have adgang til at opsige forsikringen, og
at selskabet på baggrund af skadessagen og dens forløb
bør have mulighed for f.eks. i lyset af en ændret
risikovurdering at opsige forsikringen.
Særligt med hensyn til livsforsikringer
bemærkes, at forsikringsbetingelserne sædvanligvis ikke
indeholder regler, der f.eks. giver forsikringsselskabet mulighed for at
opsige forsikringen i forbindelse med anmeldelse af en skade. Opsigelse af en
livsforsikring, f.eks. som følge af manglende præmiebetaling,
indebærer i øvrigt ikke uden videre, at forsikringsaftalen helt
bortfalder, idet forsikringen i visse tilfælde vil kunne omskrives til
en fripolice (police uden præmiebetaling), eller
tilbagekøbsværdien vil kunne kræves udbetalt, jf.
forsikringsaftalelovens § 101.
Der findes enkelte lovregler mv., der begrænser
forsikringsselskabets adgang til at opsige en forsikring. Det antages f.eks.
ved ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, at selskabet
ikke uden videre kan opsige forsikringen, jf. § 1 i
bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer mv.
4.7.2. Lovforslagets udformning
Udvalget har overvejet, om der i forsikringsaftaleloven
bør indsættes regler, der giver forsikringstageren en almindelig
adgang til at opsige forsikringen i forsikringstiden, og anfører
herom, jf. betænkningen side 263 ff.:
»Der har i de senere år været rejst
spørgsmål om, hvorvidt det fortsat er rimeligt og
hensigtsmæssigt, at forsikringstageren ikke har en almindelig adgang
til i forsikringstiden at opsige forsikringen og f.eks. skifte til en
billigere forsikring eller til en forsikring med en bedre dækning til
den samme pris.
Spørgsmålet er bl.a. behandlet i Ivan
Sørensens Udredning om bedre forbrugerbeskyttelse ved private
forsikringer i Danmark [side 62 ff.]. Ivan Sørensen anfører
bl.a., at en udvidet opsigelsesret må antages at ville styrke
konkurrencen, men bemærker dog samtidig, at han ikke har
tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, i hvilket omfang kunderne rent
faktisk vil gøre brug af en udvidet opsigelsesret. Han henviser i den
forbindelse til en undersøgelse, der viser, at kundernes loyalitet
over for deres forsikringsselskab er ganske stor. Ivan Sørensen
anbefaler i sin udredning, at forbrugerombudsmanden undersøger
mulighederne og vilkårene for en udvidelse af forbrugerens adgang til
at opsige forsikringen i forsikringstiden og tager kontakt til
forsikringsbranchen herom.
Endvidere har Konkurrencestyrelsen peget på, at de
lange opsigelsesvarsler som følge af reglerne om opsigelse til
forsikringens hovedforfaldsdag hæmmer mobiliteten på
forsikringsmarkedet. Konkurrencestyrelsen har oplyst, at knap 10 pct. af
kunderne årligt skifter forsikringsselskab, hvilket efter
Konkurrencestyrelsens opfattelse er et lavt tal, når der tages hensyn
til, at der er en naturlig anledning til at tegne nye forsikringer, når
der sker i ændringer i ens tilværelse, f.eks. når man
skifter bolig, bliver gift, får børn, køber bil eller
skifter job. Konkurrencestyrelsen finder, at kortere opsigelsesfrister for
forsikringstageren vil medvirke til en større mobilitet på
forsikringsmarkedet. Forsikringstagerens adgang til at opsige forsikringen
bør ikke være knyttet til en hovedforfaldsdag, og
opsigelsesvarslerne bør ikke overstige f.eks. 1 måned [God
konkurrenceskik på forsikringsområdet, side 14 f., og
Konkurrenceredegørelsen 2002, side 86 ff.].
På udvalgets møde med forbrugerombudsmanden
gav denne ligeledes udtryk for, at der stadig er for få
forsikringstagere, der skifter forsikringsselskab, og at dette bl.a. vil
kunne ændres ved at indføre en almindelig adgang for
forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden.
Udvalget har på denne baggrund overvejet, om der i
forsikringsaftaleloven bør indsættes regler, der eventuelt
alene for forbrugerforsikringer giver forsikringstageren en almindelig
adgang til at opsige forsikringen i forsikringstiden, således at
forsikringstageren generelt får mulighed for at skifte til en anden
forsikring med et væsentligt kortere varsel, end det i praksis vil
være tilfældet i dag.
Udvalget er opmærksom på, at
konkurrencemæssige hensyn som påpeget af bl.a.
Konkurrencestyrelsen og forbrugerombudsmanden kan tale for, at der med
henblik på at fremme kundernes mobilitet mellem forsikringsselskaberne
og dermed øge konkurrencen på forsikringsmarkedet
indføres ufravigelige lovregler, der sikrer en almindelig adgang for
forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden.
Udvalget finder imidlertid bl.a. som følge af sin
sammensætning ikke at burde tage stilling til, i hvilket omfang der
alene ud fra rent konkurrencemæssige hensyn bør indføres
en almindelig adgang for forsikringstageren til at opsige forsikringen i
forsikringstiden.
Ud fra en rent forsikringsaftaleretlig synsvinkel kan der
efter udvalgets opfattelse bl.a. anføres følgende om at
indføre bindende lovregler om »fri« opsigelsesadgang:
De nuværende et-årige forsikringer giver
selskabet mulighed for at fordele sæsonudsving (f.eks. antallet af
skader forvoldt på og af motorkøretøjer) på hele
årets præmie. I de tilfælde, hvor der i dag kan ske
opsigelse før forsikringstidens ophør (f.eks. i forbindelse med
en skade), vil der i praksis normalt ske regulering af præmien, uden at
der tages højde for sådanne sæsonafvigelser.
Indføres der en generel adgang for forsikringstageren til at opsige
forsikringen i forsikringstiden, må det overvejes nærmere, i
hvilket omfang disse sæsonudsving skal indgå i
præmiereguleringen i forbindelse med en opsigelse.
En generel opsigelsesadgang for forsikringstageren vil
endvidere være forbundet med visse administrationsudgifter mv. for
forsikringsselskaberne bl.a. til regulering af præmien mv. i
forbindelse med en opsigelse før forsikringstidens ophør.
Efter udvalgets opfattelse bør omkostningerne ved
en generel opsigelsesadgang i forsikringstiden i givet fald som udgangspunkt
bæres af de forsikringstagere, der ønsker at benytte sig af
denne mulighed. Det gælder både selskabets
administrationsomkostninger mv. og den forholdsmæssigt højere
præmie, der eventuelt skal betales, hvis forsikringen opsiges, så
den kun dækker en periode på året, hvor risikoen for skader
er størst. Indførelsen af eventuelle lovregler om en almindelig
opsigelsesadgang for forsikringstageren i forsikringstiden bør
således forudsætte nærmere overvejelser herom.
Ved en eventuel indførelse af en almindelig
opsigelsesadgang for forsikringstageren bør det endvidere overvejes,
om opsigelse først skal kunne ske, når der er gået en vis
tid fra forsikringens tegning, således at selskabet har mulighed for at
få dækket nogle af sine »startomkostninger« ved tegning af en ny
forsikring mv.
Efter det for udvalget oplyste synes der ikke umiddelbart
at være et større praktisk ønske blandt
forsikringstagerne for en almindelig adgang til at opsige forsikringen i
forsikringstiden. Forbrugerrådets repræsentant i udvalget har
således oplyst, at Forbrugerrådet alene modtager et
begrænset antal henvendelser herom. Endvidere modtager
forsikringsselskaberne efter det oplyste alene et ringe antal henvendelser
fra forsikringstagere, der ønsker at opsige forsikringen i
forsikringstiden, uden at et af de særlige opsigelsesvilkår
(f.eks. opsigelse i forbindelse med en skade) kan anvendes. Det kan dog
naturligvis ikke udelukkes, at den tilsyneladende manglende
»efterspørgsel« i praksis efter en almindelig opsigelsesadgang, kan
hænge sammen med, at det for forsikringstagerne kan være
vanskeligt generelt at efterspørge en mulighed, som hidtil kun har
eksisteret i meget begrænset omfang.
Forsikring & Pensions repræsentanter i udvalget
har i øvrigt oplyst, at en række forsikringsselskaber for tiden
overvejer at indføre forsikringsprodukter, hvor forsikringstageren har
mulighed for med et vist kortere varsel at opsige forsikringen i
forsikringstiden. Flere større forsikringsselskaber forventes
således at ville tilbyde sådanne forsikringer inden for ca. et
år.
På denne baggrund finder udvalget, at der ikke ud
fra en rent forsikringsaftaleretlig vurdering er behov for at indføre
lovregler, der giver forsikringstageren en almindelig adgang til at opsige
forsikringen i forsikringstiden. Som nævnt ovenfor har udvalget
imidlertid ikke hermed taget stilling til, i hvilket omfang rent
konkurrencemæssige hensyn i sig selv begrunder, at der bør
indføres regler herom.
Det er under udvalgets drøftelser blevet
anført, at hvis der ikke indføres lovregler, vil
forsikringstagerens mulighed for at kunne opsige forsikringen i
forsikringstiden i stedet kunne komme til at indgå som et stærkt
element i konkurrencen mellem de forskellige forsikringsselskaber,
såfremt forsikringstagerne i praksis vil efterspørge denne
mulighed, jf. de ovenfor nævnte overvejelser blandt selskaberne om at
tilbyde kortere opsigelsesfrister. Det er heroverfor blevet anført, at
det bl.a. i lyset af, at det hidtil kun i meget begrænset omfang har
været muligt at vælge forsikringer med fri opsigelsesadgang
endnu er usikkert, i hvilket omfang forsikringsselskaberne fremover vil give
kunderne denne mulighed.«
Som det fremgår af det ovenfor anførte, har
udvalget vurderet spørgsmålet om at indføre en almindelig
opsigelsesadgang for forsikringstageren ud fra en rent
forsikringsaftaleretlig synsvinkel og har ikke taget stilling til, i hvilket
omfang rent konkurrencemæssige hensyn kan begrunde, at der
indføres regler herom. I forbindelse med høringen over
betænkningen er der imidlertid fra flere sider blevet peget på,
at væsentlige konkurrencemæssige hensyn taler for, at der
bør indføres en sådan almindelig adgang for
forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden, hvilket
bl.a. vil kunne bidrage til en øget mobilitet og dermed en øget
konkurrence på forsikringsområdet til gavn for forsikringstagerne
og samfundet som sådan.
Forbrugerrådet har således anført, at
det er vigtigt, at der åbnes op for en principiel adgang for
forbrugeren til at opsige en forsikring med kortere varsel end i dag. Hvis
der ikke inden for en kortere tidshorisont sker en tilfredsstillende
udvikling på forsikringsmarkedet med et bredt udbud af
forsikringsprodukter med kortere opsigelsesvarsler uden økonomiske
restriktioner eller andre konsekvenser for forbrugerne, bør der efter
Forbrugerrådets opfattelse overvejes en lovregulering af
spørgsmålet.
Forsikring & Pension har anført, at
forsikringsbranchen selv bør have mulighed for at imødekomme
det ønske, der er om at indføre forkortede opsigelsesvarsler,
og at lovgivning på området i det mindste bør afvente en
afklaring af, i hvilken retning markedet går. Forsikring & Pension
har i den forbindelse oplyst, at selskaber, der repræsenterer i hvert
fald ¾ af det private skadesforsikringsmarked enten allerede tilbyder private
forsikringer med kortere opsigelsesvarsler eller inden for det kommende
års tid vil tilbyde sådanne produkter. Af de fire største
danske selskaber vil de tre tilbyde disse produkter i løbet af 2003,
mens det fjerde selskab vil tilbyde produktet inden udgangen af første
kvartal 2004.
Efter det oplyste er der således nu blandt en
række forsikringsselskaber, der dækker en betydelig del af det
private forsikringsmarked, konkrete planer om at indføre forsikringer
med kortere opsigelsesvarsler end i dag. På denne baggrund bør
forsikringsbranchen efter Justitsministeriets opfattelse i første
omgang selv have mulighed for at udvikle og tilbyde forsikringsprodukter med
kortere opsigelsesvarsler. Hvis det måtte vise sig, at der ikke inden
for den tidshorisont, der er oplyst af Forsikring & Pension, sker en
tilfredsstillende udvikling på forsikringsmarkedet, er
Justitsministeriet imidlertid i lyset af de ovennævnte
høringssvar, der fremhæver de konkurrencemæssige hensyn
på området indstillet på i 2004 at fremsætte et
lovforslag vedrørende adgangen for forsikringstageren til at opsige
forsikringen i forsikringstiden, således at en lovregel herom i givet
fald vil kunne træde i kraft samtidig med de øvrige
ændringer af forsikringsaftaleloven (den 1. juli 2004, jf.
lovforslagets § 4).
Udvalget har endvidere overvejet, om der bør ske en
nærmere lovregulering af selskabets muligheder for at opsige
forsikringen. Forsikring & Pensions repræsentanter i udvalget har i
den forbindelse oplyst, at forsikringsselskaberne i praksis anvender
forsikringsbetingelsernes opsigelsesadgang således, at forsikringen kun
opsiges, hvis der foreligger væsentlige grunde hertil, f.eks. en
ændret risikovurdering eller at tillidsforholdet mellem selskabet og
forsikringstageren er brudt.
Udvalget anfører, at spørgsmålet om
forsikringsselskabets adgang til at opsige en forsikring må ses i
sammenhæng med spørgsmålet om, i hvilket omfang selskabet
har pligt til at tegne en forsikring (kontraheringspligt). Som det
fremgår af punkt 4.6.2. ovenfor, finder udvalgets flertal (8 medlemmer)
ikke grundlag for at foreslå regler om kontraheringspligt for
forsikringsselskabet, herunder almindelige regler, der begrænser
selskabets mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik,
risikovurdering mv. Dette må efter flertallets opfattelse også
gælde i relation til opsigelse af allerede indgåede
forsikringsaftaler.
Flertallet peger endvidere på, at det efter de
oplysninger, der foreligger for udvalget, ikke er et praktisk problem, at
forsikringsselskabet på grundlag af forsikringsbetingelsernes regler
herom opsiger en forsikring, uden at dette er begrundet i selskabets
almindelige forretningspolitik, risikovurdering eller andre særlige
forhold.
Flertallet har overvejet indførelsen af regler, der
udtrykkeligt fastslår, at selskabet kun kan opsige en forsikring, hvis
dette er begrundet i en ændret risikovurdering, forsikringstagerens
eller sikredes misligholdelse af forpligtelserne over for selskabet eller
andre særlige forhold. Efter flertallets opfattelse vil en sådan
regel imidlertid være uden reel praktisk betydning, medmindre der
samtidig sker en begrænsning i selskabets mulighed for at
fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv., hvilket et
enigt udvalg som anført ovenfor ikke finder grundlag for at
foreslå regler om.
Flertallet finder det imidlertid væsentligt, at der
så vidt muligt er åbenhed og gennemsigtighed omkring mulighederne
for at opretholde en allerede tegnet forsikring. Flertallet foreslår
derfor, at forsikringsselskabet får pligt til efter anmodning at
begrunde en opsigelse af en forsikring. Mindretallet (5 medlemmer)
foreslår, at der indføres en regel, der pålægger
selskabet at give en saglig begrundelse for opsigelse af en forsikring. Der
henvises til punkt 4.6.2. ovenfor, hvor der nærmere er redegjort for
flertallets og mindretallets opfattelser med hensyn til
begrundelsespligt.
Der henvises til betænkningen side 266 ff.
Justitsministeriet er under hensyn til det, som er
anført ovenfor i punkt 4.6.2., enig i flertallets synspunkter og
forslag til begrundelsesregel. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til lovens § 3
b).
4.8. Ulykkesforsikring
4.8.1. Gældende ret
Forsikringsaftaleloven indeholder ingen definition af,
hvad der i relation til en ulykkesforsikring skal forstås ved »ulykke«
eller »ulykkestilfælde«. Det beror således som udgangspunkt
på en fortolkning af den enkelte forsikringsaftale, hvornår der
er tale om en ulykke omfattet af forsikringen.
En ulykke i forsikringsretlig forstand er traditionelt
defineret som »en tilfældig af den forsikredes vilje uafhængig
pludselig udefrakommende indvirkning på legemet, som har en
påviselig beskadigelse af dette til følge« (den »traditionelle
ulykkesdefinition«). Der findes i dag en omfattende praksis fra domstolene og
fra Ankenævnet for Forsikring, der nærmere belyser, hvilke skader
der efter denne definition anses for en ulykke. For en række
skadestyper har det i praksis voldt problemer at fastlægge,
hvornår der er tale om en ulykke, f.eks. løfteskader, skader som
følge af indtagelse af fordærvet mad, gift mv., og skader, der
er en direkte følge af operative indgreb.
Forsikring & Pension udsendte i 1999 en
medlemshenstilling om at indføre en udvidet dækning i form af et
supplement til den traditionelle ulykkesdefinition, således at det ved
beskadigelse af arme og ben alene kræves, at skadesårsagen skal
være pludselig og med en påviselig beskadigelse af legemet til
følge. Hensigten hermed har været i højere grad at
dække skader, som forsikringstageren normalt vil anse for et
ulykkestilfælde, f.eks. vridskader i forbindelse med
sportsudøvelse.
En del selskaber anvender andre ulykkesdefinitioner end
den traditionelle ulykkesdefinition, og navnlig i de senere år har der
været en udvikling mod mere enkle definitioner, der samtidig
indebærer en udvidelse af ulykkesbegrebet. Den seneste definition, som
anvendes i hvert fald af to selskaber, fastlægger ganske enkelt et
ulykkestilfælde som »en pludselig hændelse, der forårsager
personskade«. Denne definition må i modsætning til den
traditionelle ulykkesdefinition antages at indebære, at f.eks. skader
som følge af besvimelse og løfteskader er omfattet af
ulykkesforsikringen.
4.8.2. Lovforslagets udformning
Udvalget har overvejet, om der i forsikringsaftaleloven
bør indsættes en ulykkesdefinition, som skal gælde ved
ulykkesforsikringer, medmindre andet er aftalt. Udvalget finder imidlertid
ikke, at der er grundlag for at indføre en sådan lovbestemt
ulykkesdefinition, og henviser bl.a. til, at der i de senere år
allerede har været en udvikling mod mere enkle ulykkesdefinitioner, der
samtidig indebærer en udvidelse af ulykkesforsikringens
dækningsomfang. Hertil kommer, at en lovbestemt ulykkesdefinition vil
kunne hindre en fortsat løbende udvikling og tilpasning af det
forsikringsretlige ulykkesbegreb til skade ikke mindst for forsikringstagerne
og de sikrede.
Udvalget peger endvidere på, at
forsikringsaftaleloven som udgangspunkt ikke indeholder regler, der
fastlægger det nærmere dækningsomfang
(forsikringsbegivenheden mv.) for forskellige typer af forsikringer.
Indførelse af regler herom for bestemte forsikringsprodukter rejser en
række principielle og praktiske spørgsmål, og
sådanne regler bør alene indføres, hvis der er et
særligt behov herfor og det er der efter udvalgets opfattelse ikke
her. Udvalget peger i den forbindelse også på, at der de seneste
år har været et ikke ubetydeligt fald i antallet af klager til
Ankenævnet for Forsikring vedrørende ulykkesforsikringer (fra
524 i 2000 til 439 i 2001, dvs. et fald på 16 pct.), som antagelig
bl.a. skyldes de nævnte udvidelser af ulykkesdefinitionen.
Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) finder dog, at der
bør ske en lovregulering af det såkaldte viljeskrav i den
traditionelle ulykkesdefinition, således at det ikke kan gøres
til en betingelse for dækning, at påvirkningen skal være
»uafhængig af den sikredes vilje«, jf. herved punkt 4.8.1. ovenfor.
Mindretallet anfører bl.a., at der efter den traditionelle
ulykkesdefinition ikke er tale om et ulykkestilfælde, hvis den
forsikrede blot har haft vilje (forsæt) til indvirkningen på sit
legeme, selv om den pågældende ikke har haft forsæt til
selve skaden. Dette har i praksis givet anledning til en række tvister
på ulykkesforsikringsområdet, og efter mindretallets opfattelse
er det uhensigtsmæssigt med en sådan usikkerhed om
ulykkesforsikringens dækningsomfang.
Udvalgets flertal (11 medlemmer) anfører, at dette
forslag, som går ud på at regulere et enkelt element af den
traditionelle ulykkesdefinition, i realiteten som noget helt nyt i
forsikringsaftaleloven regulerer det nærmere indhold af
ulykkesforsikringernes dækningsomfang. Flertallet peger navnlig
på, at der de senere år har været en udvikling i
forsikringsbranchen mod mere enkle ulykkesdefinitioner, der samtidig
indebærer en udvidelse af ulykkesbegrebet og dermed af
ulykkesforsikringernes dækningsomfang. Det spørgsmål, som
mindretallet foreslår lovreguleret, opstår imidlertid ikke ved
disse nyere ulykkesdefinitioner, men knytter sig til den traditionelle
ulykkesdefinition.
Flertallet anfører endvidere, at
forsikringspræmien for disse nyere ulykkesforsikringer som følge
af det udvidede dækningsomfang typisk vil være noget
højere end præmien for forsikringer, der bygger på den
traditionelle ulykkesdefinition. Der foregår således for tiden en
udvikling på ulykkesforsikringsområdet, der giver
forsikringstageren mulighed for at vælge at tegne en ulykkesforsikring,
der anvender den traditionelle ulykkesdefinition, og som dækker en
række forskellige ulykkestilfælde, eller at tegne en
ulykkesforsikring, der til en noget højere præmie giver en endnu
mere omfattende dækning.
Forsikring & Pensions repræsentanter i udvalget
har i den forbindelse oplyst, at mindretallets forslag, der indebærer,
at den traditionelle ulykkesdefinition ikke vil kunne anvendes i sin
hidtidige form, må forventes at ville medføre en ikke ubetydelig
præmieforhøjelse i forhold til de forsikringer, der i dag
anvender den traditionelle ulykkesdefinition.
Mindretallets forslag vil således begrænse
forsikringstagerens muligheder for at vælge mellem en dyrere forsikring
med et bredere dækningsomfang og en billigere forsikring med et lidt
mere begrænset dækningsomfang. Forslaget må efter det
oplyste endvidere forventes at ville føre til en fordyrelse af de
(billigere) forsikringer, der i dag anvender den traditionelle
ulykkesforsikring. En sådan generel fordyrelse af ulykkesforsikringerne
vil alt andet lige kunne føre til, at der samlet set vil blive tegnet
færre ulykkesforsikringer, hvilket efter flertallets opfattelse vil
være en særdeles uheldig udvikling både for de sikrede,
der dermed står uden forsikringsdækning, og for samfundet som
sådant.
Flertallet finder på denne baggrund, at der ikke
bør indføres en regel som foreslået af mindretallet.
Der henvises til betænkningen side 308 ff.
Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der ikke
bør indføres en lovbestemt ulykkesdefinition.
Med hensyn til mindretallets forslag om som noget nyt at
lovregulere et enkelt element af den traditionelle ulykkesdefinition
lægger Justitsministeriet navnlig vægt på, at der de senere
år har været en udvikling i forsikringsbranchen mod mere enkle og
mere omfattende ulykkesdefinitioner, hvor der ikke opstår de samme
problemer med viljeskravet som i den traditionelle ulykkesdefinition. Som
anført af flertallet må mindretallets forslag endvidere
forventes at ville indebære en forhøjelse af præmien for
de ulykkesforsikringer, der i dag anvender den traditionelle
ulykkesdefinition, og forslaget vil dermed begrænse forsikringstagerens
mulighed for at vælge mellem forsikringsprodukter med varierende
dækningsomfang til en varierende præmie.
Det kan herudover tilføjes, at der i forbindelse
med høringen over betænkningen er blevet peget på, at det
er tvivlsomt, om mindretallets forslag vil løse
afgrænsningsvanskelighederne ved den traditionelle ulykkesdefinition,
idet f.eks. løfteskader ikke kun afvises (efter denne definition)
på grund af viljeskravet, men i lige så høj grad fordi
skaderne ikke anses for at være »udefrakommende«. I givet fald vil
fortolkningsproblemerne ved den traditionelle ulykkesforsikring således
i et vist omfang blot blive »flyttet« fra viljeskravet til andre elementer i
definitionen.
Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte
sig flertallets opfattelse, hvorefter der ikke bør indføres en
særlig regulering af viljeskravet som foreslået af
mindretallet.
4.9. Andre spørgsmål
Som anført ovenfor i punkt 3.2. har udvalget taget
udgangspunkt i de emneområder, hvor der navnlig ud fra erfaringerne
med lovens anvendelse i praksis kan være behov for nærmere at
overveje lovændringer, herunder de områder, som er nævnt i
bemærkningerne til den folketingsbeslutning, som førte til
nedsættelsen af udvalget. Udvalget har i den forbindelse overvejet en
række spørgsmål uden at have fundet grundlag for at
foreslå lovændringer.
Udvalget har bl.a. overvejet forsikringsaftalelovens
regler om anmeldelse og fremkaldelse af forsikringsbegivenheden samt om
sikkerhedsforholdsregler, men har ikke fundet, at der i praksis er behov for
at foreslå lovændringer på disse områder. Udvalget
anfører dog, at den særlige regel i § 51, stk.2, hvorefter
der i visse tilfælde kan ske opsigelse af forsikringen, hvis der er
sket tilsidesættelse af en sikkerhedsforholdsregel, ikke anvendes i
praksis, og udvalget foreslår, at bestemmelsen ophæves. Der
henvises til betænkningen side 93 ff., 113 ff. og 175 ff.
Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget
indeholder bortset fra en ophævelse af lovens § 51, stk. 2,
jf. lovforslagets § 1, nr. 13 ikke forslag til ændring af
reglerne om anmeldelse og fremkaldelse af forsikringsbegivenheden samt om
sikkerhedsforholdsregler mv.
4.9.1. Indsættelse af begunstigede i livsforsikringer mv.
Udvalget har overvejet lovens regler om indsættelse
af begunstigede i livsforsikringer mv. og peger på, at det bør
overvejes at ændre reglerne herom med henblik på at styrke
retsstillingen for ugifte samlevere. Dette har imidlertid efter udvalgets
opfattelse nær sammenhæng med det generelle
spørgsmål om ugifte samleveres almindelige arveretlige stilling,
som vil blive overvejet i Justitsministeriets Arvelovsudvalg. Der henvises
til betænkningen side 217 ff.
Justitsministeriet er enig i, at spørgsmålet
om at ændre reglerne om indsættelse af begunstigede bør
overvejes i lyset af Arvelovsudvalgets overvejelser om ugifte samleveres
almindelige arveretlige stilling. Forsikring & Pension har i
øvrigt oplyst, at der snarest vil blive udsendt en medlemshenstilling,
hvorefter forsikringsselskaberne i forbindelse med indsættelse af en
begunstiget kort bør vejlede om betydningen af forsikringsaftalelovens
regler i relation til ugifte samlivsforhold, jf. betænkningen side 221
f.
4.9.2. Kollektive forsikringer mv.
Udvalget har overvejet, om der bør indføres
særlige lovregler om kollektive forsikringer mv. (gruppeforsikringer,
arbejdsmarkedspensionsordninger mv.), men har ikke fundet grundlag herfor.
Udvalget henviser navnlig til, at det ikke i praksis synes at give anledning
til særlige problemer, at forsikringsaftaleloven ikke indeholder
særlige regler om sådanne forsikringer. De sager, der
opstår i praksis, vedrører i almindelighed ikke
spørgsmål som følge af, at der er tale om en kollektiv
forsikring, men spørgsmål der lige så vel kan opstå
ved en privattegnet forsikring. Der henvises til betænkningen side 324
ff.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets
synspunkter, og lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke
særlige regler om kollektive forsikringer mv. Dette indebærer, at
det som hidtil som udgangspunkt vil være forsikringsaftalelovens
almindelige regler, der finder anvendelse på disse
forsikringsordninger.
4.9.3. Informationspligt mv.
Der findes i dag ikke en samlet regulering af
forsikringsselskabets informations- og oplysningspligt mv. over for
forsikringstageren/sikrede. Forsikringsaftaleloven indeholder i
begrænset omfang regler herom, og herudover findes der visse regler om
selskabets informationspligt i anden lovgivning, f.eks. lov om
forsikringsvirksomhed, samt i forskellige retningslinjer,
branchehenstillinger mv. Endvidere bidrager Ankenævnet for Forsikring
og domstolene til fastlæggelsen af, hvilken informationspligt der i
praksis påhviler forsikringsselskabet. Betænkningen side 269 ff.
indeholder en gennemgang af de gældende regler om forsikringsselskabets
informationspligt mv.
Der er efter udvalgets opfattelse gode grunde til at
udforme nærmere regler om forsikringsselskabets informationspligt mv.
Udvalget peger dog samtidig på, at det netop vedtagne direktiv om
fjernsalg af finansielle tjenesteydelser indeholder en række regler om
oplysningspligt mv. i forbindelse med indgåelse af aftaler om
finansielle tjenesteydelser, herunder forsikringsydelser. For en lang
række forsikringsprodukter er det i dag den praktiske hovedregel, at
forsikringsaftaler indgås ved »fjernsalg« i direktivets forstand, og
udvalget finder på denne baggrund, at de nærmere overvejelser om
udformningen af regler om forsikringsselskabets informationspligt mv.
bør ske i lyset af arbejdet med at gennemføre direktivet i
dansk ret. Der henvises til betænkningen side 295 ff.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets
synspunkter, og lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke
generelle regler om forsikringsselskabets informationspligt mv.
Justitsministeriet har nedsat et udvalg om revision af forbrugeraftaleloven,
der bl.a. skal komme med forslag til de lovændringer, der bør
foretages med henblik på at gennemføre direktivet om fjernsalg
af finansielle tjenesteydelser i dansk ret. Udvalget skal i den forbindelse
bl.a. overveje forholdet til de gældende regler om oplysningspligt mv.
ved forsikringsaftaler. Direktivet skal være gennemført i dansk
ret senest den 9. oktober 2004. Det kan endvidere oplyses, at Økonomi-
og Erhvervsministeriet for tiden overvejer udformningen af regler om redelig
forretningsskik og god praksis på bl.a. forsikringsområdet, jf.
lov om finansiel virksomhed § 3, og at det i den forbindelse overvejes,
i hvilket omfang der bør fastsættes regler om
forsikringsselskabers rådgivnings- og oplysningspligt mv.
Det bemærkes, at lovforslaget indeholder flere
regler, der pålægger forsikringsselskabet en særlig
oplysningspligt mv. Det foreslås således, at selskabet i en
opsigelse som følge af manglende præmiebetaling skal oplyse om
den særlige genoplivningsregel, jf. lovforslagets § 1, nr. 5
(forslag til lovens § 13, stk. 2), at selskabet skal vejlede
sikrede om retten til at kræve acontoerstatning, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 8 (forslag til lovens § 25), og at selskabet skal begrunde
afslag på at tegne en forsikring og opsigelse af en forsikring, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til lovens § 3 b).
4.10. Ændring af rentesatsen i forsikringsaftaleloven og andre
formueretlige love
Den almindelige morarentesats for forsinket betaling af
formueretlige fordringer findes i rentelovens § 5. Indtil den seneste
ændring af renteloven (lov nr. 379 af 6. juni 2002) var renten fastsat
til en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte
officielle diskonto med et tillæg på 5 pct., jf.
bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990 om ændring af
morarentesatsen i lov om forsinket betaling, forsikringsaftaleloven mv.
Ved lov nr. 379 af 6. juni 2002 er der imidlertid sket en
forhøjelse af den almindelige morarentesats efter rentelovens
§ 5, stk. 1, således at renten fastsættes til en
årlig rente, der svarer til en referencesats med et tillæg
på 7 pct. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente,
som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli
det pågældende år.
Efter rentelovens § 5, stk. 2, kan
justitsministeren hvert andet år efter forhandling med Danmarks
Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten,
dog således at tillægget ikke kan fastsættes til mindre end
7 pct.
Rentelovens almindelige regler om morarentens
størrelse er i et vist omfang fraveget i anden formueretlig
lovgivning. En del af disse særlige morarentebestemmelser bygger
på andre principper end dem, der ligger til grund for rentelovens
generelle morarentesats. Som eksempel herpå kan nævnes
checklovens §§ 45-46, veksellovens §§ 48-49 og CMR-lovens
§ 35, som gennemfører en række internationale konventioner
i dansk ret.
Der findes dog også nogle særlige
morarentebestemmelser, der er baseret på den generelle morarentesats
efter renteloven. Det drejer sig om bestemmelserne i forsikringsaftalelovens
§ 24, stk. 2, erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, om
erstatning for personskade mv. og bekendtgørelsen om
tvangsauktionsvilkår (fast ejendom) pkt. 6 A, litra b in fine, om
overskydende beløb fra auktionsbud.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør disse
rentebestemmelser tilpasses den gældende almindelige morarentesats
efter renteloven, jf. også punkt 4.3. ovenfor vedrørende
forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2.
I overensstemmelse hermed foreslås bestemmelserne i
§ 24, stk. 2, i forsikringsaftaleloven (lovforslagets § 1, nr.
6), og § 16, stk. 2, i erstatningsansvarsloven (lovforslagets
§ 2) ændret, således at renteniveauet ligesom efter den
gældende rentelov fastsættes til en årlig rente, der svarer
til en referencesats (Nationalbankens officielle udlånsrente) med et
tillæg på 7 pct.
Justitsministeriet vil desuden foretage en tilsvarende
administrativ forhøjelse af rentesatsen efter bekendtgørelsen
om tvangsauktionsvilkår (fast ejendom) pkt. 6 A, litra b in fine.
I kreditaftalelovens § 23 findes en særlig
bestemmelse om de civilretlige konsekvenser af kreditgiveres
tilsidesættelse af oplysningspligten efter lovens § 9 (om
kreditaftaler med fast lånebeløb). Af bestemmelsens stk. 1
følger, at hvis kreditomkostningerne ikke er oplyst i overensstemmelse
med § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale
lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid
værende restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med et
tillæg på 5 pct.
Justitsministeriet finder, at grundlaget for
renteberegningen bør være det samme som efter renteloven, dvs.
Nationalbankens officielle udlånsrente, der fastsættes
halvårligt. Hermed smidiggøres den praktiske tilskrivning af
renter.
Der foreslås imidlertid ingen forhøjelse af
procenttillægget (fra 5 til 7 pct.) i kreditaftalelovens § 23,
stk. 1. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at
bestemmelsen som nævnt fastsætter de civilretlige konsekvenser af
kreditgivers manglende overholdelse af sine oplysningsforpligtelser efter
kreditaftaleloven, og en forhøjelse af procenttillægget ville
således alene lempe konsekvenserne af at overtræde disse
forpligtelser. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter
kreditaftalelovens § 23, stk. 1, ikke er tale om betaling af
morarenter, men af kreditrenter. Ved forsinket betaling kan der fortsat
kræves betaling af morarenter efter renteloven.
Det foreslås derfor, at rentesatsen efter
kreditaftalelovens § 23, stk. 1, fastsættes til en
referencesats med et tillæg på 5 pct. (lovforslagets § 3).
Justitsministeren kan som hidtil hvert andet år efter forhandling med
Danmarks Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre
procenttillægget på 5 pct., jf. kreditaftalelovens § 55,
stk. 2.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
Lovforslaget indeholder en række ændringer af
forsikringsaftaleloven med henblik på at forbedre retsstillingen for
forsikringstageren og den sikrede på områder, hvor erfaringerne
med anvendelsen af loven har vist, at der er behov for justeringer.
I det omfang ændringerne af forsikringsaftaleloven
vil indebære en forhøjelse af forsikringspræmierne, vil
dette omfatte alle forsikringstagere, herunder offentlige myndigheder,
erhvervslivet og private. Det er imidlertid ikke muligt nærmere at
opgøre størrelsen af en eventuel forhøjelse af
forsikringspræmierne, jf. nedenfor.
Det fremgår af betænkningen side 329, at
Forsikring & Pension har vurderet, at ændringerne af
forsikringsaftaleloven vil have økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet (forsikringsselskaberne og
pensionskasserne).
Forsikring & Pension vurderer således, at den
foreslåede lempelsesregel (forslag til lovens § 6, stk. 3,
jf. lovforslagets § 1, nr. 3) vil medføre øgede
erstatningsudbetalinger, og at lempelsesreglen samt den foreslåede
»genoplivningsregel« og regel om dækning af advokatomkostninger
(forslag til lovens § 6, stk. 3, § 14 og § 32,
stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, 5 og 11) må forventes
at have en vis processkabende effekt med deraf følgende øgede
proces- og administrationsomkostninger for selskaberne.
Forsikring & Pension vurderer endvidere, at de
foreslåede vejlednings- og oplysningsforpligtelser, herunder navnlig
lovforslagets § 1, nr. 5 og 8 (forslag til lovens § 13,
stk. 2, og § 25), vil medføre øgede
administrationsudgifter dels i forbindelse med behandlingen af de konkrete
sager, dels i forbindelse med uddannelse af medarbejdere mv. Endelig er det
Forsikring & Pensions vurdering, at forslaget til nye
præmieopkrævningsregler i lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag
til lovens §§ 12-17) vil medføre behov for en række ret
omfattende administrative og IT-mæssige omlægninger.
Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af
lovforslaget drøftet størrelsen af de ovennævnte
omkostninger med Forsikring & Pension. Ifølge Forsikring &
Pension er det imidlertid ikke muligt nærmere at opgøre de
øgede udgifter som følge af de nye regler, men disse kan dog
ikke antages at være ubetydelige.
Den foreslåede ændring af
erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2 (lovforslagets § 2), vil
alene have økonomiske konsekvenser i tilfælde, hvor skadevolder
ikke betaler godtgørelses- eller erstatningsbeløb rettidigt. I
disse tilfælde vil lovforslaget medføre en højere
forrentning af godtgørelses- og erstatningsbeløb for
personskade og tab af forsørger. Omvendt vil den skadelidte eller den,
der har mistet en forsørger, være berettiget til en
højere forrentning af godtgørelses- og erstatningsbeløb.
Dette gør sig tilsvarende gældende for krav på
forsikringsydelsen, jf. forslaget til forsikringsaftalelovens § 24,
stk. 2 (lovforslagets § 1, nr.6).
Den foreslåede ændring af kreditaftalelovens
§ 23, stk. 1 (lovforslagets § 3), skønnes ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning.
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Bedre retsstilling for forsikringstageren/sikrede
Visse konsekvenser, som det imidlertid ikke er muligt at
opgøre nærmere
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Bedre retsstilling for forsikringstageren/sikrede
Visse konsekvenser, som det imidlertid ikke er muligt at
opgøre nærmere
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Visse konsekvenser, som det imidlertid ikke er muligt at
opgøre nærmere
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for borgerne
Bedre retsstilling for forsikringstageren/sikrede.
Højere forrentning af krav på erstatning for personskade
mv.
Visse konsekvenser, som det imidlertid ikke er muligt at
opgøre nærmere
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
6. Høring
Betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven
har været i høring hos følgende myndigheder og
organisationer:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for
Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus,
Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet,
Ankenævnet for Forsikring, Amtsrådsforeningen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Industri, Danske Entreprenører, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd, Finansrådet,
Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske
Motorejere, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune,
Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommune, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og
Ulykkesskadede, Landsorganisationen i Danmark,
Lægemiddelindustriforeningen, Patientforsikringsforeningen,
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
Specialarbejderforbundet i Danmark og Ældre Sagen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 2, stk. 4)
Den gældende forsikringsaftalelov indeholder ikke
særlige regler for forbrugerforsikringer. Det foreslås
imidlertid, at den nye lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger
ved forsikringens tegning, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til
lovens § 6, stk. 3), alene skal gælde ved forbrugerforsikring
og personforsikring, og at de nye regler om præmiebetaling mv. ikke kan
fraviges til skade for forsikringstageren og/eller sikrede ved
forbrugerforsikring, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til lovens
§ 17).
Det
foreslås, at der i forsikringsaftaleloven indsættes en
bestemmelse, hvorefter en forbrugerforsikring defineres som en
forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens
indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv, jf. 1. pkt.
Den foreslåede definition er udformet på grundlag af den
forbrugerdefinition, der anvendes i andre aftaleretlige love, bl.a.
aftaleloven, købeloven og lov om visse forbrugeraftaler.
Ved fastlæggelsen af, om en forsikring skal anses
for en forbrugerforsikring, kan der således tages udgangspunkt i, om
der efter forbrugerdefinitionen i de ovennævnte love vil være
tale om et forbrugerforhold, herunder navnlig om der i relation til reglerne
om fortrydelsesret i lov om visse forbrugeraftaler er tale om en
forsikringsaftale, der er indgået af en forbruger.
Afgørende for, om der er tale om en
forbrugerforsikring, er, om forsikringstageren ved aftalens indgåelse
hovedsagelig handler uden for sit erhverv, dvs. om forsikringen ved aftalens
indgåelse hovedsagelig er bestemt til at være
ikke-erhvervsmæssig. Der må i den forbindelse lægges
vægt på, om den forsikrede interesse er af
ikke-erhvervsmæssig (privat) karakter, f.eks. forsikring af privat
indbo i modsætning til en erhvervsvirksomheds kontorudstyr mv.
Ved livs-, syge- eller ulykkesforsikring eller anden
personforsikring, hvor forsikringstageren som privatperson tegner en
forsikring på sit eget liv, helbred mv., må den forsikrede
interesse i almindelighed anses for at være af
ikke-erhvervsmæssig karakter. En privat ulykkesforsikring må
således normalt anses for en forbrugerforsikring, selv om der f.eks. er
tale om en heltidsulykkesforsikring, der også dækker ulykker
på den forsikredes arbejdsplads.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger
punkt 4.9.2. ovenfor, indeholder lovforslaget ikke særlige regler om
kollektive forsikringer mv., og det er således som udgangspunkt
forsikringsaftalelovens almindelige regler, der finder anvendelse på
disse forsikringsordninger.
Dette gælder også i relation til den
foreslåede definition af begrebet »forbrugerforsikring«, således
at det ved kollektive forsikringer mv. vil afhænge af den nærmere
udformning af den enkelte forsikringsordning, hvorvidt der er tale om
forbrugerforsikring eller ej. Hvis ordningen er udformet sådan, at der
mellem grupperepræsentanten og selskabet indgås én
forsikringsaftale, der omfatter medlemmerne af en nærmere angiven
gruppe, vil der ofte ikke være tale om en forbrugerforsikring, idet
grupperepræsentanten, f.eks. en virksomhed, ikke hovedsagelig vil
handle uden for sit erhverv. Hvis der derimod f.eks. på grundlag af en
»rammeaftale« indgås en forsikringsaftale mellem hvert enkelt
gruppemedlem og selskabet, vil der i forholdet mellem gruppemedlemmet og
selskabet kunne være tale om en forbrugerforsikring.
Det foreslås endelig, at forsikringsselskabet
har bevisbyrden for, at en indgået forsikringsaftale ikke er en
forbrugerforsikring, jf. 2. pkt. Dette er i overensstemmelse med, hvad
der gælder efter bl.a. aftaleloven, købeloven og lov om visse
forbrugeraftaler.
Til nr. 2 (§ 3 b)
Det foreslås, at forsikringsselskabet får
en udtrykkelig pligt til efter anmodning at begrunde et afslag på at
tegne en forsikring og en opsigelse af en allerede indgået
forsikringsaftale, jf. stk. 1.
Begrundelsespligten ved selskabets afslag på at
tegne en forsikring omfatter i første række tilfælde, hvor
selskabet helt afviser at tegne en forsikring. Den foreslåede regel
omfatter imidlertid også tilfælde, hvor selskabet ikke
umiddelbart kan acceptere forsikringsbegæringen, men hvor selskabet
tilbyder at tegne forsikringen på andre vilkår, f.eks. til en
højere præmie eller med særlige undtagelser fra
forsikringsdækningen, jf. ordene »som begæret«.
Selskabet skal endvidere efter anmodning begrunde enhver
opsigelse af forsikringsaftalen. Opsigelsen skal således begrundes,
uanset om den har hjemmel i lovgivningen (f.eks. forsikringsaftaleloven)
eller i forsikringsbetingelserne. Opsigelsen skal endvidere begrundes, uanset
om den foretages i forsikringstiden eller til forsikringstidens udløb
(f.eks. ved et-årige forsikringer, der fornys for et år ad
gangen, medmindre forsikringen inden da opsiges af selskabet eller
forsikringstageren).
Det foreslås, at begrundelsen kun skal gives efter
anmodning, dvs. fra den, der har ønsket forsikringen (ved afslag)
eller fra forsikringstageren (ved opsigelse). Det er alene selskabets
(potentielle) aftalepart (forsikringstageren), der kan kræve en
begrundelse.
Begrundelsen skal indeholde en henvisning til
relevante retsregler, herunder i forsikringsaftaleloven eller i
forsikringsbetingelserne, jf. stk. 2, 1. pkt. Dette vil navnlig
have betydning ved opsigelse, hvor det skal anføres i begrundelsen,
hvilke bestemmelser f.eks. i forsikringsbetingelserne der giver selskabet
mulighed for at opsige forsikringen. Der skal kun henvises til retsregler,
der er relevante for selskabets beslutning. Hvis selskabets afvisning af at
tegne en forsikring f.eks. er begrundet i en ren risikovurdering, vil der
således normalt ikke være retsregler at henvise til i selskabets
begrundelse.
Begrundelsen skal endvidere indeholde en kort
redegørelse for, hvorfor forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor
forsikringsaftalen opsiges. Begrundelsen skal udformes på en
sådan måde, at den fremtræder som en forklaring på,
hvorfor selskabet har afvist at tegne eller har opsagt forsikringen.
Begrundelsen skal angive de væsentligste forhold, herunder navnlig de
væsentligste faktiske omstændigheder, der ligger til grund for
selskabets beslutning, og skal være udformet sådan, at den
må anses for egnet til i hovedtræk at give den
forsikringssøgende/forsikringstageren en forståelse af
baggrunden for selskabets beslutning.
Det skal fremgå af begrundelsen, hvilke forhold der
i det konkrete tilfælde gør, at selskabet ikke (længere)
ønsker at tegne den pågældende forsikring, f.eks. ved
angivelse af de konkrete helbredsforhold, der gør, at forsikringen
ikke kan tegnes eller kun kan tegnes på skærpede vilkår. En
generel henvisning alene til »de afgivne helbredsoplysninger« vil normalt
ikke være tilstrækkelig.
Selskabets afvisning af at tegne en forsikring eller
opsigelse af en allerede indgået forsikringsaftale vil i nogle
tilfælde skyldes en samlet vurdering af det pågældende
kundeforhold. I disse tilfælde behøver begrundelsen ikke at
angive samtlige de forhold, som selskabet har lagt vægt på, men
skal blot angive de væsentligste elementer, som ligger til grund for
selskabets beslutning.
Begrundelsen skal efter anmodning gives skriftligt, jf. stk. 2,
2. pkt., hvilket også vil kunne ske f.eks. via e-mail.
Ved afslag på at tegne en forsikring, som er
begrundet i alvorlig sygdom eller lignende, anmoder forsikringsselskabet i
dag i visse tilfælde f.eks. den forsikringssøgendes egen
læge om over for den pågældende at redegøre
nærmere for indholdet af de lægeerklæringer mv., som
selskabet har modtaget. Det er ikke hensigten med den foreslåede regel
at ændre denne praksis. Selskabet vil således som hidtil kunne
henvise den forsikringssøgende til i første omgang at få
gennemgået de lægelige oplysninger hos sin egen læge, men
således at selskabet efterfølgende må give en skriftlig
begrundelse, hvis den forsikringssøgende ønsker det.
Det forudsættes, at forsikringsselskabet i
fornødent omfang orienterer den
forsikringssøgende/forsikringstageren om muligheden for at få en
begrundelse, herunder at denne vil kunne fås skriftligt. Dette vil
navnlig være relevant, hvis den pågældende giver udtryk for
utilfredshed med selskabets beslutning, men af en eller anden grund ikke
udtrykkeligt beder om en (skriftlig) begrundelse.
Reglen indeholder ikke et krav om, at selskabet på
statistisk eller andet videnskabeligt grundlag skal kunne dokumentere sin
risikovurdering, eller i øvrigt skal redegøre nærmere for
indholdet af sin almindelige forretningspolitik eller for den
risikovurdering, der ligger til grund for selskabets beslutning. Det vil
f.eks. således normalt være tilstrækkeligt, at selskabet
henviser til et eller flere konkrete elementer i de afgivne
helbredsoplysninger og meddeler, at selskabet på denne baggrund ikke
ønsker at tegne forsikringen eller kun at tegne den på
skærpede vilkår.
Begrundelsen giver den
forsikringssøgende/forsikringstageren mulighed for at vurdere, om
afvisningen/opsigelsen skyldes forhold, der kan ændres af den
pågældende, således at forsikringen alligevel kan tegnes
eller opretholdes (eventuelt på andre vilkår), ligesom den
pågældende kan undersøge mulighederne for at tegne
forsikringen i et andet selskab. En nærmere begrundelse for selskabets
beslutning giver endvidere den forsikringssøgende/forsikringstageren
mulighed for at rette eventuelle misforståelser hos selskabet.
Reglen indebærer, at den
forsikringssøgende/forsikringstageren skal gøres bekendt med
grundlaget og baggrunden for selskabets beslutning, men giver ikke den
pågældende mulighed for i den konkrete situation at anfægte
selskabets risikovurdering, forretningspolitik mv. Der er på denne
baggrund ikke knyttet særlige aftaleretlige retsvirkninger til
selskabets tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det betyder
imidlertid ikke, at overtrædelse af begrundelsespligten er
usanktioneret. Et selskabs tilsidesættelse af begrundelsespligten
må således anses for at være i strid med redelig
forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel virksomhed § 3.
Dette indebærer bl.a., at Finanstilsynet kan påbyde selskabet at
ændre adfærd, og overtrædelse af et sådant
påbud kan straffes med bøde. Finanstilsynet vil dog i
almindelighed ikke behandle konkrete tvister mellem et forsikringsselskab og
forsikringstageren, men alene gribe ind over for en generel adfærd hos
selskabet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.6.
Til nr. 3 (§ 6, stk. 3)
Det foreslås, at der i forsikringsaftaleloven
indsættes en lempelsesregel, der giver mulighed for i særlige
tilfælde at se helt eller delvis bort fra, at forsikringstageren ved
forsikringens tegning har afgivet urigtige oplysninger, selv om betingelserne
for bortfald eller nedsættelse af forsikringsydelsen efter § 6,
stk. 1 og 2, er opfyldt. Den foreslåede regel gælder alene
for forbrugerforsikringer, jf. herom forslaget til lovens § 2,
stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil),
samt for livs-, syge- eller ulykkesforsikringer eller andre
personforsikringer. Lempelsesreglen gælder således for alle
forbrugerforsikringer (uanset forsikringstypen) samt for alle
personforsikringer (uanset om der er tale om en forbrugerforsikring).
Den foreslåede regel er tænkt som en
»sikkerhedsventil«, der med henblik på helt særlige
(enkeltstående) tilfælde skal sikre, at anvendelsen af § 6,
stk. 1-2, ikke fører til resultater for
forsikringtageren/sikrede, som virker urimelige. Reglen giver ikke mulighed
for at se bort fra, at der er udvist svig, jf. § 4.
Reglen giver mulighed for at fravige § 6, stk. 1
og 2, og lade selskabet hæfte helt eller delvist, selv om der er
afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning. Selv om selskabet
slet ikke ville have tegnet forsikringen med kendskab til de korrekte forhold
og derfor for så vidt er fri for ansvar efter § 6, stk. 1,
kan det således bestemmes, at selskabet helt eller delvist hæfter
for forsikringsbegivenheden. Tilsvarende kan det bestemmes, at selskabet
hæfter i videre omfang, end anvendelsen af pro rata-reglen i § 6,
stk. 2, vil føre til enten således, at selskabet
hæfter fuldt ud, eller således at nedsættelsen af
erstatningen bliver mindre, end hvad § 6, stk. 2, vil føre
til.
Det er en forudsætning for at anvende den
foreslåede lempelsesregel, at særlige omstændigheder taler
for at lade selskabet hæfte helt eller delvis, selv om der er afgivet
urigtige oplysninger, jf. 1. pkt. Bestemmelsen angiver tre kriterier,
som navnlig skal tillægges vægt ved denne vurdering, jf. 2.
pkt.
Der skal bl.a. lægges vægt på, om det
forhold, hvorom der er afgivet urigtige oplysninger, må antages at have
haft indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden eller
skadens størrelse, dvs. om der er årsagssammenhæng mellem
det uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden. Det forudsættes, at
den omstændighed, at der ikke er årsagssammenhæng
mellem det uoplyste forhold og forsikringsbegivenhedens indtræden, ikke
i sig selv taler særligt for at anvende lempelsesreglen. Hvis der er en
sådan årsagssammenhæng, vil det derimod normalt udelukke,
at lempelsesreglen kan anvendes.
Det vil i praksis ofte være vanskeligt med sikkerhed
at fastslå, at der ikke er årsagssammenhæng mellem det
uoplyste forhold og forsikringsbegivenhedens indtræden. Det vil derfor
i almindelighed være tilstrækkeligt, at
forsikringstageren/sikrede har gjort det antageligt, dvs. sandsynliggjort, at
der ikke er en sådan årsagssammenhæng. Er der f.eks. tale
om en livs- eller ulykkesforsikring, vil forsikringstageren/sikrede
således normalt ikke skulle fremlægge en
lægeerklæring, der udelukker årsagssammenhæng. Det
vil normalt være tilstrækkeligt, at det ud fra de lægelige
oplysninger mv. må anses for mest sandsynligt, at det uoplyste forhold
har været uden indflydelse på forsikringsbegivenhedens
indtræden.
Ved vurderingen af, om den foreslåede lempelsesregel
skal anvendes, skal der endvidere lægges vægt på graden af
den uagtsomhed, som forsikringstageren har udvist i forbindelse med
afgivelsen af de urigtige oplysninger.
Lempelsesreglen vil i almindelighed kun kunne anvendes,
hvis forsikringstageren ved afgivelsen af de urigtige oplysninger alene har
udvist en ringe uagtsomhed. Der sigtes herved til tilfælde, hvor det i
særlig grad må anses for undskyldeligt, at forsikringstageren har
afgivet urigtige oplysninger. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis forsikringstageren ved en forglemmelse undlader at
oplyse om en lægeundersøgelse eller hospitalsindlæggelse
flere år før forsikringstegningen, fordi den
pågældende ikke efterfølgende har haft gener mv. af det
forhold, som gav anledning til undersøgelsen eller
indlæggelsen.
Det udelukker ikke anvendelse af lempelsesreglen, at
forsikringstageren ved forsikringstegningen er klar over, at der afgives
urigtige oplysninger, f.eks. at den pågældende bevidst undlader
at oplyse om en lægeundersøgelse for flere år siden, hvis
det må anses for i særlig grad undskyldeligt, at
forsikringstageren ikke gav korrekte oplysninger. Det kan f.eks. være
tilfældet, hvis forsikringstageren har haft en vis anledning til at
tro, at oplysningen var uden betydning for selskabet (uden at der er tale om
god tro, jf. § 5). Der vil herved navnlig som ved vurderingen af, om
forsikringstageren er i god tro efter § 5 kunne lægges
vægt på forsikringsselskabets og dets repræsentanters
forhold mv. Har forsikringstageren ikke svaret fyldestgørende på
et bredt og måske upræcist formuleret spørgsmål i
forsikringsbegæringen, taler det således i højere grad for
at anvende lempelsesreglen, end hvis der er givet et urigtigt svar på
et klart og enkelt spørgsmål. Tilsvarende vil der kunne
lægges vægt på, i hvilket omfang forsikringstageren er
blevet vejledt af en repræsentant for selskabet forud for eller i
forbindelse med udfyldelsen af forsikringsbegæringen.
Der skal endelig lægges vægt på, hvor
lang tid der er forløbet mellem forsikringens tegning (og dermed
afgivelsen af de urigtige oplysninger) og forsikringsbegivenhedens
indtræden. Det vil således tale for anvendelse af
lempelsesreglen, hvis der ved forsikringsbegivenhedens indtræden er
forløbet flere år, siden de urigtige oplysninger blev afgivet,
således at forsikringstageren i en længere periode har betalt
præmien i forventning om at have en bestemt
forsikringsdækning.
Angivelsen af kriterier i 2. pkt. er ikke
udtømmende, og der vil også kunne lægges vægt
på andre særlige forhold i den konkrete sag. Der bør
f.eks. efter omstændighederne lægges vægt på, om
bortfald eller nedsættelse af forsikringsydelsen vil være
særligt indgribende over for sikrede navnlig hvis sikrede er en anden
end forsikringstageren og har været uden indflydelse på
afgivelsen af de urigtige oplysninger. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet ved en livsforsikring, hvor den efterladte
ægtefælle i medfør af reglerne i § 6, stk. 1 og
2, ellers ikke vil få udbetalt (hele) forsikringssummen, fordi nu
afdøde ved forsikringens tegning for flere år siden afgav
urigtige oplysninger.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.1.
Til nr. 4 (§ 10, stk. 1)
Det foreslås, at den nye lempelsesregel i lovens
§ 6, stk. 3, vedrørende afgivelse af urigtige oplysninger,
jf. lovforslagets § 1, nr. 3, ikke ved aftale kan fraviges til skade for
forsikringstageren eller den sikrede.
Til nr. 5 (§§ 12-17)
Til § 12
Det
foreslås, at præmien først skal betales, efter at
forsikringsselskabet har opkrævet præmien hos forsikringstageren,
f.eks. ved fremsendelse af girokort. Forsikringstageren har herefter en
betalingsfrist på 21 dage, jf. stk. 1.
Den foreslåede regel regulerer ikke
forfaldstidspunktet for præmien, som må fastlægges i
overensstemmelse med den enkelte forsikringsaftale, hvor det f.eks. kan
bestemmes, at præmien forfalder til betaling hvert år den 1.
januar, således at forsikringsselskabet kan kræve præmien
betalt pr. denne dato. Den foreslåede regel er ikke til hinder for, at
forsikringsselskabet i et sådant tilfælde giver påkrav om
betaling af præmien inden forfaldstiden, når blot
forsikringstageren får en betalingsfrist på 21 dage, og
præmien ikke kræves betalt inden forfaldstiden. Betalingsfristen
på 21 dage regnes fra det tidspunkt, hvor påkravet er modtaget af
forsikringstageren, jf. lovens § 33, stk. 1, 1. pkt. (som ikke
ændres).
Det foreslås, at reglen ved forbrugerforsikring ikke
skal kunne fraviges til skade for forsikringstageren eller sikrede, jf.
forslaget til § 17, stk. 1.
I praksis betales præmien i vidt omfang ved
løbende betalingsoverførsler via pengeinstitutter, f.eks. ved
at forsikringstageren har tilmeldt præmiebetalingen til
Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS). I disse tilfælde modtager
forsikringstageren en betalingsoversigt fra PBS, der viser, hvilke betalinger
der vil blive gennemført i den kommende periode. Afhængig af
tidspunktet for betalingen til forsikringsselskabet vil denne
betalingsoversigt kunne komme frem til forsikringstageren væsentligt
senere end 21 dage, før betaling sker. Endvidere sender
forsikringsselskabet i disse tilfælde normalt ingen særskilt
opkrævning til forsikringstageren.
Der er her tale om betalingsordninger, som
forsikringstageren selv har tilmeldt sig, og som i praksis medvirker til at
sikre, at forsikringstageren ikke ved en fejl undlader at betale
præmien. Det foreslås på denne baggrund, at der bliver
mulighed for at fravige den foreslåede § 12, stk. 1, som led
i en løbende aftale om betaling af præmien ved
betalingsoverførsel, jf. forslaget til § 17, stk. 1, 2. pkt.
Den ovenfor beskrevne fremgangsmåde ved betaling af præmien via
PBS vil således kunne opretholdes.
Det foreslåede stk. 2 svarer til den
gældende § 14, stk. 3, i forsikringsaftaleloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.2.
Til § 13
Det foreslås, at selskabet ligesom i dag kan opsige
forsikringsaftalen ved manglende eller for sen betaling af præmien, jf.
stk. 1. Der foreslås dog længere opsigelsesfrister
mv. end dem, der gælder i dag, ligesom selskabets opsigelse får
karakter af en påmindelse, der udtrykkeligt oplyser om, at
forsikringsaftalen ophører, hvis præmien ikke betales i
løbet af opsigelsesperioden.
Opsigelse kan tidligst ske, dvs. sendes fra selskabet, 14
dage efter udløbet af den almindelige betalingsfrist efter forslaget
til § 12, stk. 1. Opsigelse kan herefter ske med den virkning, at
forsikringsaftalen og dermed forsikringsdækningen ophører, hvis
præmien ikke betales senest 21 dage efter opsigelsen. Denne frist
regnes fra det tidspunkt, hvor opsigelsen er modtaget af forsikringstageren,
jf. lovens § 33, stk. 1, 1. pkt. (som ikke ændres).
Det foreslås i stk. 2, at opsigelsen
udtrykkeligt skal angive, at forsikringsaftalen ophører, hvis
præmien ikke betales inden den fastsatte frist. Opsigelsen skal
endvidere oplyse om muligheden for at bringe forsikringsaftalen til at
løbe på ny efter forslaget til § 14. Opsigelsesfristen
på 21 dage, jf. stk. 1, regnes først fra det tidspunkt,
hvor disse oplysninger er givet, dvs. modtaget af forsikringstageren, jf.
lovens § 33, stk. 1, 1. pkt.
Har forsikringsselskabet i første omgang undladt at
give de krævede oplysninger, må selskabet således som
udgangspunkt sende en ny opsigelse med de nævnte oplysninger til
forsikringstageren. Fra modtagelsen heraf har forsikringstageren herefter 21
dage til at betale præmien, inden forsikringsaftalen
ophører.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.2.
Til § 14
Den foreslåede regel indebærer, at
forsikringstageren i særlige tilfælde får mulighed for at
bringe forsikringsaftalen til at løbe på ny, selv om selskabet i
overensstemmelse med forslaget til § 13 har opsagt forsikringsaftalen
som følge af manglende præmiebetaling, og opsigelsesfristen er
udløbet, uden at præmien er betalt.
Adgangen til at »genoplive« forsikringen gælder dog
kun, hvis den manglende betaling skyldes uforudsete undskyldelige hindringer,
dvs. betalingshindringer, der ikke kan bebrejdes forsikringstageren, og hvor
der samtidig er tale om sådanne særligt undskyldende
omstændigheder, at risikoen for den for sene præmiebetaling ikke
bør påhvile forsikringstageren. Det kan f.eks. være
pludselig alvorlig sygdom hos forsikringstageren eller dennes nære
pårørende, som i realiteten har hindret den
pågældende i selv at betale præmien eller sørge for,
at andre betalte præmien på hans eller hendes vegne.
Forsikringstagerens pludselige pengemangel, f.eks. som følge af
arbejdsløshed, giver derimod ikke adgang til at genoplive
forsikringen.
Efter den foreslåede regel løber
forsikringsaftalen (og dermed forsikringsdækningen) på ny fra
dagen efter, at betaling sker. Er den manglende præmie f.eks. betalt
den 1. juni, løber forsikringen på ny fra døgnets
begyndelse den 2. juni.
Forsikringstageren skal for at bringe forsikringsaftalen
til at løbe på ny betale den fulde manglende præmie
inklusive eventuelle renter og omkostninger (rykkergebyr, inkassoomkostninger
mv.), selv om dette indebærer, at han eller hun derved kommer til at
betale præmie for en periode, hvor der ikke har været
forsikringsdækning.
Præmien mv. skal betales uden ugrundet ophold, efter at
betalingshindringen er ophørt. Betaling skal dog under alle
omstændigheder ske senest 3 måneder efter udløbet af
opsigelsesfristen efter forslaget til § 13, stk. 1, jf. 2.
pkt. Indbetaling til et pengeinstitut her i landet anses for rettidig,
hvis den er sket inden for 3-måneders fristen, jf. forslaget til
§ 15, stk. 1.
Hvis den foreslåede
genoplivningsregel finder anvendelse, løber forsikringsaftalen videre,
som om der ikke havde været en præmierestance (»løber
på ny«). Er forsikringsaftalen indgået for en bestemt periode,
f.eks. 1 år, udløber forsikringen således på det
oprindeligt aftalte tidspunkt. Det er derfor tillige en betingelse for at
anvende genoplivningsreglen, at præmien mv. betales inden
udløbet af den oprindeligt aftalte forsikringsperiode, jf. 3.
pkt. Dette har navnlig betydning for de såkaldte
korttidsforsikringer, dvs. forsikringer, som dækker en særligt
opstået risiko, der kun strækker sig over et begrænset
tidsrum, f.eks. rejseforsikringer.
Forsikringsaftalen løber som udgangspunkt videre
på de oprindelige vilkår, hvilket bl.a. indebærer, at
§§ 4-10 om forsikringstagerens oplysningspligt ved forsikringens tegning
som udgangspunkt ikke finder anvendelse med hensyn til eventuelle
ændringer i selskabets risiko. Dette spørgsmål reguleres i
stedet bl.a. af reglerne om fareforøgelse i forsikringstiden.
Særligt med hensyn til ansvarsforsikring for motordrevne
køretøjer henvises til bemærkningerne nedenfor til
forslaget til § 17.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.2.
Til § 15
Det foreslås, at indbetaling af
præmien til pengeinstitut her i landet, bortset fra Grønland,
skal anses for rettidig, hvis betaling sker inden for de frister, der
fremgår af forslaget til §§ 12-14, jf. stk. 1. Reglen
svarer til tinglysningslovens § 42 a, stk. 1, og kreditaftalelovens
§ 25.
Det foreslåede stk. 2 svarer med
redaktionelle ændringer til de gældende § 13, stk. 2,
og § 14, stk. 2, i forsikringsaftaleloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.2.
Til § 16
Den foreslåede regel svarer med redaktionelle
ændringer til den gældende § 16 i
forsikringsaftaleloven.
Det bemærkes, at selskabet efter lov om visse
forbrugeraftaler § 13 c, stk. 3, jf. § 9, og
forsikringsaftalelovens § 97 a, stk. 5, ikke kan kræve
vederlag for den allerede opfyldte del af aftalen, når
forsikringstageren udnytter sin fortrydelsesret i forbindelse med
forsikringstegningen.
Til § 17
Det
foreslås, at reglerne i forslaget til §§ 12-16 om
præmiebetaling mv. ved forbrugerforsikring ikke ved aftale kan fraviges
til skade for forsikringstageren eller sikrede, jf. stk. 1. Der
henvises om begrebet »forbrugerforsikring« til forslaget til lovens § 2,
stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne
hertil).
Reglerne kan derimod være fraveget ved eller i
henhold til lov, jf. herved bl.a. § 208, stk. 1, i lov om
forsikringsvirksomhed, hvorefter selskabet ikke kan opsige en
bygningsbrandforsikring som følge af manglende præmiebetaling.
Denne bestemmelse finder således fortsat anvendelse.
Det samme gælder reglerne i §§ 8-9 i
bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer mv., hvorefter forsikringsselskabet først
kan sende en ophørsmeddelelse som følge af manglende
præmiebetaling til Centralregistret for Motorkøretøjer
således, at meddelelsen modtages af Centralregistret 10 uger efter, at
præmien forfaldt til betaling. Når Centralregistret har modtaget
en ophørsmeddelelse, og det konstateres, at køretøjet
ikke er afmeldt, og at der ikke er tegnet en ny forsikring, inddrages
køretøjets nummerplader. Hvis Centralregistret
efterfølgende får meddelelse om, at der er tegnet en ny
forsikring, tilbagekaldes inddragelsen af nummerpladerne, hvis den faktiske
inddragelse endnu ikke er sket. Er nummerpladerne faktisk inddraget, skal
køretøjet indregistreres på ny.
Den foreslåede »genoplivningsregel« i § 14
vedrører alene forsikringen og indebærer ingen ændringer
af ovennævnte fremgangsmåde i forbindelse med inddragelse af
nummerpladerne. Forsikringstageren kan således ved at betale den
manglende præmie mv. genoplive forsikringen efter den foreslåede
§ 14, men er køretøjets nummerplader blevet inddraget,
skal der ske en ny registrering af køretøjet.
Det foreslås endvidere, at forslaget
til § 12, stk. 1, om betalingspåkrav og betalingsfrist kan
fraviges som led i en løbende aftale om betaling af præmien ved
betalingsoverførsel, jf. stk. 1, 2. pkt. Der henvises til
bemærkningerne til den foreslåede § 12, stk. 1.
Ved kollektive pensionsordninger, der følger
sikredes ansættelsesforhold (arbejdsmarkedspensioner mv.), vil
præmiebetalingen typisk ske løbende i forbindelse med
lønafregningen til sikrede, således at præmien fradrages i
lønudbetalingen, uden at sikrede modtager særskilt
opkrævning eller lignende. Der tilsigtes med lovforslaget ingen
ændringer i denne praksis for præmiebetaling ved disse kollektive
forsikringsordninger. Med hensyn til kollektive forsikringer mv. henvises i
øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt
4.9.2.
Efter det foreslåede stk. 2 kan det
endvidere aftales, at forsikringen ophører, hvis den første
præmie ikke betales inden for en rimelig frist efter selskabets
påkrav om betaling. En betalingsfrist på en uge må i
almindelighed anses for rimelig, men f.eks. ved visse korttidsforsikringer
f.eks. kortvarige rejseforsikringer vil fristen kunne være
kortere.
Er der indgået en sådan aftale
vedrørende betaling af den første præmie, regnes
3-måneders fristen i den foreslåede »genoplivningsregel«
(forslaget til § 14) fra tidspunktet for forsikringsaftalens
ophør.
Efter det foreslåede stk. 3 gælder
§ 16 ikke for livsforsikringer, hvilket svarer til gældende ret,
jf. § 17, 2. pkt., i forsikringsaftaleloven.
Generelt gælder det, at reglerne om opsigelse mv. af
forsikringen ikke uden videre finder anvendelse ved livsforsikringer, jf.
forsikringsaftalelovens § 101. Efter § 101 indebærer bortfald
af forsikringsselskabets ansvar ved livsforsikringer ikke
nødvendigvis, at forsikringsaftalen fuldstændig ophører,
idet forsikringen i visse tilfælde vil kunne omskrives til en fripolice
(præmiefri forsikring), eller forsikringstageren vil kunne kræve
tilbagekøbsværdien udbetalt.
Hvis forsikringen f.eks. kan omskrives til en fripolice
som følge af manglende præmiebetaling, vil der fortsat
være forsikringsdækning i henhold til fripolicen (f.eks. med den
forsikringssum, der kan opnås med de hidtil indbetalte præmier).
§ 13 om opsigelse og ophør af forsikringsdækningen og
genoplivningsreglen i § 14 vil således i denne situation
vedrøre selskabets ansvar i henhold til den oprindelige
forsikringsaftale, mens forsikringsdækningen ikke fuldstændigt
vil bortfalde.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.2.
Til nr. 6 (§ 24, stk. 2)
Det foreslås, at § 24, stk. 2,
ændres i overensstemmelse med ændringen af rentelovens § 5,
stk. 1-2, ved lov nr. 379 af 6. juni 2002. Renteniveauet ved forrentning
af krav på forsikringsydelsen vil herefter som hidtil svare til den
almindelige morarente efter renteloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.3. og 4.10.
Til nr. 7 (§ 24, stk. 4)
Det foreslås, at reglerne i § 24,
stk. 1-3, om betaling og forrentning af sikredes krav på
forsikringsydelsen ikke skal gælde for skadelidtes krav mod
skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Det gælder tilfælde,
hvor skadelidte har et direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet enten
fordi selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, f.eks. efter
færdselslovens § 108, stk. 1, og hundelovens § 8,
stk. 2, eller fordi skadelidte i medfør af
forsikringsaftalelovens § 95 har et direkte krav mod
forsikringsselskabet, f.eks. hvis skadelidte har fået dom for sit krav
mod skadevolderen, eller hvis skadevolderen har anerkendt skadelidtes
erstatningskrav. I disse tilfælde forrentes skadelidtes krav mod
skadevolderens ansvarsforsikringsselskab således efter de samme regler,
som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen, dvs. efter
erstatningsansvarslovens § 16 (personskade mv.) og renteloven (andre
krav).
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.3.
Til nr. 8 (§ 25)
Det foreslås, at selskabet får en udtrykkelig
pligt til at vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling
efter § 24, stk. 1, 2. pkt.
Forsikringsselskabet har allerede i dag en vis
vejledningspligt, jf. de almindelige bemærkninger punkt 4.3.2. ovenfor,
men den foreslåede regel indebærer, at selskabet som udgangspunkt
i alle tilfælde skal gøre sikrede opmærksom på
muligheden for at kræve acontobetaling.
Det foreslås, at vejledningen skal gives senest tre
måneder efter anmeldelse af forsikringsbegivenheden, medmindre sikredes
krav inden da fuldt ud er afvist eller imødekommet af selskabet. Har
selskabet kun taget stilling til en del af det rejste krav, skal der
således vejledes om retten til acontobetaling. Selskabet skal
også vejlede om retten til acontobetaling, selv om sikrede endnu ikke
har fremsat et konkret krav på forsikringsydelsen.
Vejledningen skal gives senest tre måneder
efter anmeldelse af forsikringsbegivenheden. Der er således ikke noget
til hinder for, at selskabet i alle tilfælde orienterer om muligheden
for at kræve acontobetaling straks efter forsikringsbegivenhedens
anmeldelse (medmindre selskabet straks imødekommer eller afviser
kravet), f.eks. i forbindelse med, at selskabet anerkender modtagelsen af
skadesanmeldelsen.
Selskabet kan dog undlade at vejlede om retten til at
kræve acontobetaling, hvis det må anses for åbenbart, at
der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve
acontobetaling, jf. 2. pkt. Det kan f.eks. være tilfældet
ved visse forsikringstyper, hvor forsikringen er udformet sådan, at der
enten skal ske udbetaling af hele forsikringssummen eller slet ikke ske
udbetaling. Et eksempel herpå er forsikring mod »kritisk sygdom«, hvor
udbetaling af forsikringssummen er afhængig af, at den forsikrede lider
af en bestemt sygdom. Selskabet kan efter omstændighederne også i
andre tilfælde undlade at vejlede om retten til at kræve
acontobetaling, hvis det i det konkrete tilfælde er åbenbart, at
der ikke heller ikke på et senere tidspunkt kan opstå
spørgsmål om acontobetaling.
Hvis selskabet undlader at vejlede om retten til at
kræve acontobetaling, vil sikrede kunne kræve sig stillet, som om
han eller hun havde fremsat krav om acontobetaling. Dette indebærer, at
den del af forsikringsydelsen, som kunne have været opgjort på et
tidligere tidspunkt, kan kræves forrentet efter § 24, stk. 2,
dvs. fra 14 dage efter, at acontobeløbet kunne have været
opgjort. Dette svarer i det omfang selskabet antages at have en
vejledningspligt til gældende ret, jf. Højesterets dom
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 352 H.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.3.
Til nr. 9 (§ 29, stk. 2)
Det foreslås, at den særlige regel i § 29
om forældelse af forsikringskrav ikke skal gælde for skadelidtes
krav mod selskabet ved ansvarsforsikringer, hvor selskabet hæfter
umiddelbart over for skadelidte, dvs. hvor skadelidte uden videre har et
direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet, f.eks. efter
færdselslovens § 108, stk. 1. Skadelidtes krav mod selskabet
forældes i stedet efter de samme regler som den pågældendes
krav mod skadevolderen, dvs. som udgangspunkt 1908-loven og Danske Lov
5-14-4. Hermed undgås det, at skadelidtes krav mod
ansvarsforsikringsselskabet er forældet, mens kravet mod skadevolderen
fortsat består.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.4.
Til nr. 10-11 (§ 32, stk. 3)
Det foreslås, at det udtrykkeligt kommer til at
fremgå af forsikringsaftaleloven, at sikrede kan få dækket
rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand i forbindelse med
udenretlig fremsættelse og opgørelse af sit krav mod selskabet.
Det samme gælder skadelidte i de tilfælde, hvor han eller hun har
et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab (enten fordi
selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, eller fordi
betingelserne i forsikringsaftalelovens § 95 er opfyldt).
Bestemmelsen regulerer alene, i hvilket omfang
sikrede/skadelidte i de ovennævnte tilfælde kan få
dækket sine udgifter til advokatbistand af forsikringsselskabet.
Udgifter til advokatbistand i forbindelse med sagsanlæg mv. omfattes
ikke af bestemmelsen, men må afgøres efter reglerne herom i
retsplejeloven, ligesom bestemmelsen ikke vedrører dækning af
advokatomkostninger i henhold til en retshjælpsforsikring.
Fastsættelsen af advokatsalær mv. i forholdet mellem advokaten og
den sikrede/skadelidte omfattes heller ikke af bestemmelsen, og klager
herover behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 15 a.
Der tilsigtes ingen ændring af den gældende
retstilstand med hensyn til, i hvilket omfang sikrede kan kræve sine
udgifter til advokatbistand dækket af selskabet. Det skal således
som hidtil afgøres efter en konkret vurdering ud fra kravets omfang og
beskaffenhed, om det har været rimeligt og nødvendigt, at
sikrede/skadelidte har søgt advokatbistand. I givet fald erstattes
udgifterne til et rimeligt arbejdsvederlag ud fra en konkret vurdering af den
enkelte sag.
Den foreslåede regel udelukker ikke, at der som
hidtil efter omstændighederne kan ydes erstatning for
sikredes/skadelidtes udgifter til bistand fra andre sagkyndige, f.eks.
byggeteknikere. Det er heller ikke hensigten at ændre ved, at hver part
som udgangspunkt bærer egne omkostninger i forbindelse med behandlingen
af sager i Ankenævnet for Forsikring, jf. § 11 i Ankenævnets
vedtægter.
Det er lagt til grund, at forsikringsselskaberne ligesom i
dag i fornødent omfang vil gøre sikrede/skadelidte
opmærksom på muligheden for at få erstattet udgifterne til
advokatbistand. Afhængig af den konkrete situation må det antages
at følge af god forsikringsskik mv., at der skal gives en sådan
vejledning.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.3.
Til nr. 12 (§ 33)
Forslaget er en konsekvensændring af de
foreslåede nye regler om præmiebetaling, jf. forslaget til
§§ 12-17 (lovforslagets § 1, nr. 5).
Til nr. 13 (§ 51, stk. 2)
Det foreslås, at den særlige regel i
§ 51, stk. 2, hvorefter forsikringsselskabet i visse tilfælde
selv om der ikke er hjemmel hertil i forsikringsaftalen kan opsige
forsikringen som følge af tilsidesættelse af en
sikkerhedsforholdsregel, ophæves.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.9.
Til nr. 14 (§ 95, stk. 2)
Det foreslås, at det udtrykkeligt kommer
til at fremgå af § 95, at skadelidte i tilfælde af
skadevolderens/sikredes konkurs har et direkte krav mod skadevolderens
ansvarsforsikringsselskab, jf. 1. pkt. Dette er i overensstemmelse med
gældende ret, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2001, side 1303. Det foreslås samtidig, at dette
også gælder, hvis skadevolderen har fået tvangsakkord eller
gældssanering, idet skadelidte heller ikke i disse tilfælde har
mulighed for at få sit fulde erstatningskrav betalt af
skadevolderen.
Den foreslåede regel omfatter skadelidtes krav
på erstatning, hvis kravet er omfattet af skadevolderens konkurs,
tvangsakkord eller gældssanering. Om dette er tilfældet, må
afgøres efter reglerne i konkursloven og almindelige formueretlige
principper. Efter konkurslovens § 38 omfatter konkursen som udgangspunkt
de fordringer mod skyldneren, der er stiftet før konkursdekretets
afsigelse. Tilsvarende omfatter en tvangsakkord de fordringer, der er stiftet
inden akkordforhandlingens åbning, jf. konkurslovens § 158,
stk. 1, og en gældssanering de fordringer, der er stiftet inden
gældssaneringssagens indledning, jf. konkurslovens § 199,
stk. 1.
Skadelidte kan rejse et direkte krav mod
forsikringsselskabet, når der efter reglerne i konkursloven er afsagt
konkursdekret, eller skadevolderen/sikrede har fået tvangsakkord eller
gældssanering.
Skadelidte kan i det omfang
den pågældendes krav er udækket rette sit fulde
erstatningskrav mod forsikringsselskabet, jf. 2. pkt. Dette
gælder, selv om skadelidtes krav mod skadevolderen f.eks.
nedsættes som led i en tvangsakkord. Dette er i overensstemmelse med
gældende ret, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2001, side 1285.
Ligesom efter det gældende stk. 1
»indtræder« skadelidte i sikredes ret imod selskabet. Dette
indebærer bl.a., at forsikringsselskabet også i tilfælde af
skadevolderens konkurs mv. kan gøre de samme indsigelser
gældende over for skadelidte som over for skadevolderen/sikrede.
For at sikre, at skadevolderen/sikrede får lejlighed
til at redegøre for sin opfattelse af
erstatningsspørgsmålet, foreslås det, at
forsikringsselskabet uden ugrundet ophold skal underrette den
pågældende om, at selskabet har modtaget et krav på
erstatning, jf. 3. pkt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt
4.5.
Til § 2
Det foreslås, at § 16, stk. 2, i
erstatningsansvarsloven ændres i overensstemmelse med ændringen
af rentelovens § 5, stk. 1-2, ved lov nr. 379 af 6. juni 2002.
Renteniveauet ved forrentning af krav efter denne
bestemmelse vil herefter som hidtil svare til den almindelige morarentesats
efter renteloven, idet morarenten fastsættes til en årlig rente,
der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7
pct. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente, som
Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det
pågældende år.
Den foreslåede rentesats vil dermed ved den
foreslåede ikrafttræden den 1. juli 2003, jf. lovens § 4,
stk. 3, udgøre referencesatsen pr. den 1. juli 2003 med et
tillæg på 7 pct., og denne rentesats vil så være
gældende frem til den 1. januar 2004, hvor der med baggrund i
referencesatsen pr. denne dato vil skulle beregnes en ny morarentesats for
det følgende halvår.
Lovforslaget indeholder en tilsvarende ændring af
rentesatsen i forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.
Der henvises til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 4.3. og 4.10.
Til § 3
Det foreslås, at rentesatsen efter § 23,
stk. 1, i kreditaftaleloven fastsættes til en årlig rente,
der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 5
pct. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente, som
Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det
pågældende år.
Der henvises til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 4.10.
Til § 4
Det foreslås, at ændringerne af forsikringsaftaleloven
bortset fra ændringen af rentereglen i lovens § 24, stk. 2,
jf. nedenfor træder i kraft den 1. juli 2004, jf. stk. 1,
således at forsikringsselskaberne får den fornødne tid til
at forberede anvendelsen af de nye regler. Forsikring & Pension har i den
forbindelse oplyst, at de nye regler vil indebære en række
væsentlige administrative og IT-mæssige omlægninger hos
forsikringsselskaberne. Det gælder bl.a. de nye regler om
præmiebetaling mv., som forudsætter en generel og omfattende
omlægning af selskabernes IT-systemer og administrative procedurer,
ligesom f.eks. de foreslåede vejlednings- og oplysningsforpligtelser
mv. skal indarbejdes i selskabernes administrative rutiner, herunder ved
uddannelse af selskabernes medarbejdere mv.
De nye regler i forsikringsaftaleloven indeholder
forbedringer for forsikringstageren og den sikrede på områder,
hvor erfaringerne med anvendelsen af loven har vist, at der er behov for
justeringer, og det foreslås, at ændringerne som udgangspunkt
skal gælde både for nye og for allerede indgåede
forsikringsaftaler, jf. stk. 2. Særligt med hensyn til den
foreslåede lempelsesregel i lovens § 6, stk. 3 (lovforslagets
§ 1, nr. 3) bemærkes, at der er tale om en »sikkerhedsventil« med
et begrænset anvendelsesområde, der alene skal finde anvendelse i
helt særlige (enkeltstående) tilfælde med henblik på
at undgå, at anvendelsen af reglerne i § 6, stk. 1 og 2, om
nedsættelse eller bortfald af selskabets ansvar fører til
resultater, som virker urimelige.
Det foreslås, at de nye regler om
præmiebetaling (forslag til lovens §§ 12-17, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 5) skal gælde for præmie, der forfalder til
betaling efter lovens ikrafttræden, og at bl.a. den nye lempelsesregel,
hvis der er afgivet urigtige oplysninger (forslag til lovens § 6,
stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3), og den nye regel om
vejledning om acontobetaling (forslag til lovens § 25, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 8) skal gælde for forsikringsbegivenheder, der
indtræder efter lovens ikrafttræden. Det foreslås
endvidere, at de nye regler om ansvarsforsikringer (forrentning,
forældelse og direkte krav (forslag til lovens § 24, stk. 4,
§ 29, stk. 2, og § 95, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 7, 9 og 14)), skal gælde for skader, der indtræder
efter lovens ikrafttræden.
Den nye begrundelsesregel (forslag til lovens § 3 b,
jf. lovforslagets § 1, nr. 2) vil finde anvendelse på afslag og
opsigelse, der sker efter lovens ikrafttræden.
Efter det foreslåede stk. 3 skal lovens
§ 1, nr. 6, og § 2 (om morarentesatsen efter
forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2, og erstatningsansvarslovens
§ 16, stk. 2) træde i kraft den 1. juli 2003 og gælde
for rente af krav, der kan kræves betalt denne dato eller senere. For
krav, der kan kræves betalt før den 1. juli 2003, skal der
betales renter efter den hidtidige rentesats, dvs. med den til enhver tid
fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5 pct.
Efter det foreslåede stk. 4 skal lovens
§ 3 (om rentesatsen efter kreditaftalelovens § 23, stk. 1)
træde i kraft den 1. juli 2003 og gælde for kreditaftaler, der
indgås efter ikrafttrædelsen. For kreditaftaler indgået
før den 1. juli 2003 beregnes en eventuel rente på grundlag af
den hidtidige rentesats, dvs. den til enhver tid fastsatte officielle
diskonto med et tillæg på 5 pct.
Til § 5
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale
gyldighed.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende ret
Lovforslaget
§ 1
I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24.
oktober 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 435 af 31. maj
2000, foretages følgende ændringer:
§ 2.
- - -
Stk. 2.
- - -
Stk. 3.
- - -
1.
I § 2 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Ved en forbrugerforsikring forstås en
forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens
indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Selskabet har
bevisbyrden for, at en forsikringsaftale ikke er en
forbrugerforsikring.«
2.
Efter § 3 a indsættes:
»§ 3 b. Selskabets afslag på at tegne en forsikring som
begæret og selskabets opsigelse af en forsikringsaftale skal efter
anmodning begrundes.
Stk. 2.
Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de
relevante retsregler samt en kort redegørelse for, hvorfor
forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor forsikringsaftalen opsiges.
Begrundelsen skal efter anmodning være skriftlig.«
§ 6.
Har forsikringstageren, uden at forholdet omfattes af
§§ 4 eller 5, givet urigtig oplysning, er selskabet fri for ansvar, hvis
det kan antages ikke at ville have overtaget forsikringen, om det rette
forhold havde været oplyst.
3.
I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
Stk. 2.
Må det antages, at selskabet ville have
overtaget forsikringen, men på andre vilkår, hæfter det i
det omfang, i hvilket det mod den aftalte præmie ville have forpligtet
sig. Ville selskabet ved genforsikring i videre omfang have begrænset
sit ansvar for egen regning, nedsættes erstatningen i samme
forhold.
»Stk. 3. Ved forbrugerforsikring samt ved livs-, ulykkes-
eller sygeforsikring eller anden personforsikring kan det uanset stk. 1
og 2 bestemmes, at selskabet hæfter helt eller delvis, hvis
særlige omstændigheder taler herfor. Ved afgørelsen heraf
skal der navnlig lægges vægt på, om det forhold, hvorom der
er givet urigtig oplysning, må antages at have haft indflydelse
på forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens
størrelse, på den af forsikringstageren udviste uagtsomhed og
på den tid, der er forløbet fra afgivelsen af urigtig oplysning
til forsikringsbegivenhedens indtræden.«
Stk. 3.
Ved søforsikring og anden transportforsikring
samt garantiforsikring gælder i stedet for den i 2det stykke
nævnte regel, at selskabet kun hæfter i det omfang, i hvilket det
godtgøres, at det forhold, hvorom urigtig oplysning er givet, har
været uden indflydelse på forsikringsbegivenhedens
indtræden eller skadens størrelse.
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 10.
Aftale, som strider mod bestemmelserne i §§ 5 og
7-9, kan ikke påberåbes af selskabet.
Stk. 2.
- - -
Stk. 3.
- - -
4.
I § 10, stk. 1, indsættes efter
»§§ 5«: », 6, stk. 3,«.
5.
§§ 12-17 affattes således:
Præmien
»Præmien
§ 12.
Første præmie forfalder, så snart
aftalen er sluttet, hvis ingen anden forfaldsdag er vedtaget.
§ 12.
Præmien skal betales senest 21 dage efter
selskabets påkrav herom.
Stk. 2.
Skal præmien betales i flere perioder, eller
fornys forsikringen i henhold til aftale eller efter § 84, forfalder de
senere præmier på hver periodes første dag.
Stk. 2.
Forbehold om, at selskabets ansvar først skal
indtræde, når første præmie er betalt, eller policen
er udleveret, er ugyldigt.
§ 13.
Betales første præmie ikke i rette tid, kan
selskabet opsige forsikringen med den virkning, at aftalen helt bortfalder,
såfremt præmien ikke betales inden 3 dage. Det samme
gælder, hvis en senere præmie ikke betales inden en uge efter, at
selskabet har rettet påkrav derom til forsikringstageren. Sådant
påkrav må dog tidligst finde sted en uge før
forfaldsdagen.
§ 13.
Betales præmien ikke rettidigt, kan selskabet
opsige forsikringsaftalen med den virkning, at aftalen ophører, hvis
præmien ikke er betalt senest 21 dage efter opsigelsen. Opsigelse kan
tidligst ske 14 dage efter udløbet af betalingsfristen efter
§ 12, stk. 1.
Stk. 2.
Har forsikringstageren bopæl i Grønland,
forlænges de i stk. 1 omhandlede frister for betaling i det
omfang, stedets forbindelsesmuligheder i det enkelte tilfælde
gør det rimeligt, ligesom påkrav kan foretages tidligere end en
uge før forfaldsdagen, for så vidt det er rimeligt begrundet i
stedets postforbindelse.
Stk. 2.
Opsigelsen skal angive, at forsikringsaftalen
ophører, hvis præmien ikke betales inden den fastsatte frist, og
skal oplyse om muligheden efter § 14 for at bringe forsikringsaftalen
til at løbe på ny. Fristerne efter stk. 1, 1. pkt., og
§ 14, 2. pkt., regnes først fra det tidspunkt, hvor disse
oplysninger er givet.
§ 14.
Betales første præmie ikke efter
påkrav, der tidligst må foretages på forfaldsdagen,
ophører selskabets ansvar. Det samme gælder, hvis en senere
præmie ikke betales inden en uge efter påkrav, der tidligst
må foretages en uge før forfaldsdagen.
§ 14.
Skyldes den for sene betaling af præ-mien
særligt undskyldende omstændigheder, og betales præmien
samt eventuelle renter og omkostninger uden ugrundet ophold efter
betalingshindringens ophør, løber forsikringsaftalen på
ny fra dagen efter, at betaling sker. Betaling skal dog ske senest 3
måneder efter udløbet af opsigelsesfristen efter § 13,
stk. 1. Er forsikringsaftalen indgået for en bestemt periode, skal
betaling tillige ske inden udløbet af denne periode.
Stk. 2.
Har forsikringstageren bopæl i Grønland,
forlænges de i stk. 1 omhandlede frister for betaling i det
omfang, stedets forbindelsesmuligheder i det enkelte tilfælde
gør det rimeligt, ligesom påkrav i henhold til stk. 1, 2.
punktum, kan foretages tidligere end en uge før forfaldsdagen, for
så vidt det er rimeligt begrundet i stedets postforbindelse.
Stk. 3.
Forbehold om, at selskabets ansvar først skal
indtræde, når første præmie er betalt eller policen
udleveret, er ugyldigt.
Stk. 4.
Så længe aftalen ikke er helt bortfaldet,
kan forsikringstageren ved at betale præmien bringe selskabets ansvar
til på ny at løbe fra det tidspunkt, betalingen sker.
§ 15.
Når der efter sket påkrav er forløbet
3 måneder, uden at præmien er betalt, ophører aftalen uden
opsigelse, medmindre selskabet har påbegyndt retsforfølgning for
at indtale præmien. Fra sådan retsforfølgnings begyndelse
genindtræder selskabets ansvar. Opgiver selskabet
retsforfølgningen eller fører den ikke til
fyldestgørelse, bortfalder selskabets ansvar på ny, og den i
1ste punktum nævnte påtalefrist betragtes som ikke afbrudt.
§ 15.
Indbetaling til et pengeinstitut her i riget, bortset
fra Grønland, til befordring til betalingsstedet er rettidig,
når den sker inden for fristerne efter §§ 12-14.
Stk. 2.
Har forsikringstageren bopæl i Grønland,
forlænges de i §§ 12-14 omhandlede frister for betaling i det
omfang, stedets forbindelsesmuligheder i det enkelte tilfælde
gør det rimeligt, ligesom opsigelse efter § 13, stk. 1, kan
ske tidligere end 14 dage efter betalingsfristens udløb, for så
vidt det er rimeligt begrundet i stedets postforbindelse.
§ 16.
Bliver en forsikringsaftale i henhold til en bestemmelse
i denne lov af selskabet opsagt til ophør forinden udløbet af
den tid, for hvilken den er afsluttet, eller ophører den i henhold til
§ 15, har selskabet ret til det præmiebeløb, som skulle
have været betalt, såfremt forsikringen kun havde været
tegnet for den forløbne tid.
§ 16.
Opsiges en forsikringsaftale af selskabet i henhold til
en bestemmelse i denne lov til ophør inden udløbet af den tid,
som aftalen er indgået for, har selskabet ret til den præmie, som
skulle have været betalt, hvis forsikringen kun havde været
tegnet for den forløbne tid.
Stk. 2.
Ophører aftalen af andre grunde at gælde,
har selskabet ret til så stor del af præmien, som svarer til den
indtil ophøret forløbne tid.
Stk. 2.
Ophører aftalen af andre grunde, har selskabet
ret til så stor en del af præmien, som svarer til den tid, der er
forløbet indtil aftalens ophør.
§ 17.
Det kan ikke med retsvirkning vedtages, at undladelse af
at betale præmie i rette tid skal medføre strengere virkninger
for forsikringstageren eller den sikrede end de i §§ 13-15 foreskrevne.
Bestemmelserne i § 13, 2det og 3die punktum, og § 16 gælder
ikke for livsforsikring.
§ 17.
Ved forbrugerforsikring kan §§ 12-16 ikke ved
aftale fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede.
§ 12, stk. 1, kan dog fraviges som led i en løbende aftale
om betaling af præmien ved betalingsoverførsel.
Stk. 2.
For så vidt angår betaling af
første præmie, kan det aftales, at forsikringsaftalen
ophører, hvis præmien ikke betales inden en rimelig frist efter
selskabets påkrav om betaling. Fristen i § 14, 2. pkt., regnes i
givet fald fra tidspunktet for aftalens ophør.
Stk. 3.
§ 16 gælder ikke for
livsforsikringer.«
§ 24.
Forsikringsydelsen kan fordres betalt 14 dage efter, at
selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger, der er
fornødne til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og
fastsættelse af forsikringsydelsens størrelse. Er det, forinden
endelig opgørelse kan finde sted, givet, at selskabet i alt fald skal
betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges
udbetalt overensstemmende med reglerne i 1ste punktum.
6.
§ 24, stk. 2, affattes således:
Stk. 2.
Beløbet skal af selskabet forrentes fra
forfaldstiden med en årlig rente, der svarer til den til enhver tid
fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 6 pct.
Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks
Nationalbank og økonomiministeriet ændre renten.
(Ved bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990 er tillægget
fastsat til 5 pct.)
»Stk. 2. Beløbet skal af selskabet forrentes fra det
tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en
årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et
tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den
officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr.
den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.
Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks
Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten,
dog således at det i 1. pkt. nævnte tillæg ikke kan
fastsættes til mindre end 7 pct.«
Stk. 3.
Det kan ikke med retsvirkning vedtages, at
forfaldstiden skal være afhængig af nogen beslutning af selskabet
eller deraf, at dette ved dom er tilpligtet at betale.
7.
I § 24 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Ved ansvarsforsikring gælder stk. 1-3 ikke
for den skadelidtes erstatningskrav mod selskabet.«
Selskabets regresret
8.
Overskriften efter § 24 ophæves, og der
indsættes:
§ 25.
(Ophævet).
»§ 25. Selskabet skal senest 3 måneder efter anmeldelse
af forsikringsbegivenheden vejlede sikrede om retten til at kræve
betaling efter § 24, stk. 1, 2. pkt., medmindre sikredes krav
på forsikringsydelsen inden da er imødekommet eller afvist.
Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for åbenbart, at
der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve en
sådan betaling.«
§ 29.
Krav, der er grundede i forsikringsaftalen,
forældes 2 år efter udgangen af det kalenderår, i hvilket
fordringshaveren fik kundskab om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt
fald 5 år efter kravets forfaldstid. I øvrigt finder reglerne i
lov nr. 274 af 22. december 1908 §§ 1-3 anvendelse.
9.
I § 29 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter
umiddelbart over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod
selskabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod
skadevolderen.«
10.
Overskriften til § 32 affattes således:
Voldgiftsaftaler mv.
»Bistand ved forhandlinger med selskabet mv.«
§ 32.
Det kan ikke gyldigt aftales, at den sikrede eller
forsikringstageren ved forhandlinger med selskabet ikke må lade sig
bistå af andre.
11.
I § 32 indsættes som stk. 3:
Stk. 2.
Aftale om, at den sikrede eller forsikringstageren
skal give personligt møde ved sådanne forhandlinger, kan ikke
gøres gældende, når dens opfyldelse ville være
forbundet med uforholdsmæssigt besvær eller bekostning.
»Stk. 3. Den sikrede kan i forbindelse med udenretlig
fremsættelse og opgørelse af krav mod selskabet kræve
rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand dækket af
selskabet. Ved ansvarsforsikring finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse med
hensyn til den skadelidtes erstatningskrav mod selskabet.«
§ 33.
Meddelelser fra selskabet til forsikringstageren eller
den sikrede bliver først virksomme, når de modtages af denne,
medmindre det skyldes undladelse af at anmelde flytning eller andet forhold
hos modtageren, at meddelelsen ikke eller ikke rettidigt fremkommer, idet
retsvirkningen af meddelelsen da indtræder dagen efter, at den under
normale forhold ville være kommet den pågældende i
hænde. Har forsikringstageren eller den sikrede bopæl i
Grønland, kommer det dog ikke selskabet til skade, at sådan
meddelelse som omhandlet i §§ 8, 13, stk. 1, 2. punktum, 14, 31 og
48 forsinkes eller ikke kommer frem, når meddelelsen er indleveret til
befordring med telegram eller post eller, hvor andet forsvarligt
befordringsmiddel benyttes, er indleveret til befordring dermed.
12.
I § 33, stk. 1, 2. pkt., ændres
»§§ 8, 13, stk. 1, 2. punktum, 14, 31 og 48« til: »§§ 8, 12,
stk. 1, 13, 31 og 48«.
Stk. 2.
- - -
§ 51.
Er der i forsikringsaftalen givet pålæg om
forholdsregler, der før forsikringsbegivenhedens indtræden skal
iagttages for at forebygge denne eller formindske skadens omfang, og har den
sikrede eller nogen, hvem det påhviler at påse forskrifternes
gennemførelse, gjort sig skyldig i forsømmelse med hensyn til
overholdelsen af sådant pålæg, har den sikrede kun krav mod
selskabet, når og for så vidt det må anses godtgjort, at
forsikringsbegivenhedens indtræden eller omfang ikke skyldes
overtrædelse af disse forskrifter.
Stk. 2.
Vidner undladelsen af at efterkomme forskrifterne om
en forsømmelighed, som lader befrygte, at forskriften også i
fremtiden vil blive overtrådt, eller er der i øvrigt grund til
at befrygte, at nye overtrædelser vil finde sted, kan selskabet opsige
aftalen med en uges hvis forsikringstageren har bopæl i
Grønland, en måneds varsel.
13
. § 51, stk. 2, ophæves.
Stk. 3.
Aftale, der går ud på i videre omfang end
angivet at fritage selskabet for ansvar, når sådanne forskrifter
overtrædes, er uden retsvirkning.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
§ 95.
Når den sikredes erstatningspligt over for den
skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt,
indtræder den skadelidte i den sikredes ret imod selskabet, for
så vidt han ikke er fyldestgjort.
14.
I § 95 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2. Den skadelidte indtræder endvidere i den
sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er
omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. I det
omfang skadelidtes krav ikke er blevet dækket, kan det fulde krav
på erstatning rettes mod selskabet. Selskabet skal i de i 1. pkt.
nævnte tilfælde uden ugrundet ophold underrette den sikrede om,
at det har modtaget et krav på erstatning.«
Stk. 2.
Har flere skadelidte krav på erstatningsydelsen
for en forsikringsbegivenhed, og overstiger deres for selskabet anmeldte krav
tilsammen, hvad selskabet er pligtigt at yde, skal de, for så vidt ikke
andet er vedtaget, fyldestgøres forholdsmæssigt.
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 2
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 4.
september 2002, som ændret ved lov nr. 35 af 21. januar 2003, foretages
følgende ændring:
§ 16.
Godtgørelse og erstatning kan kræves betalt
1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente
de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens
størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted,
givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede
beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i 1. pkt. Et
sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt som
midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere kræves
tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter.
1.
§ 16, stk. 2, affattes således:
Stk. 2.
Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det
kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der
svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et
tillæg på 5 pct. Justitsministeren kan hvert andet år efter
forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og
Erhvervsministeriet ændre renten.
»Stk. 2. Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det
kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der
svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct.
Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som
Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det
pågældende år. Justitsministeren kan hvert andet år
efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og
Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i 1. pkt.
nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7
pct.«
§ 3
I lov om kreditaftaler, jf. lov nr. 398 af 13. juni 1990, som ændret
senest ved § 3 i lov nr. 442 af 31. maj 2000, foretages følgende
ændring:
1.
§ 23, stk. 1, affattes således:
§ 23.
Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse
med § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale
lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid
værende restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med et
tillæg på 6 pct.
»§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse
med § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale
lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid
værende restgæld, der svarer til den fastsatte referencesats med
et tillæg på 5 pct. Som referencesats anses i denne lov den
officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr.
den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.«
Stk. 2.
- - -
Stk. 3.
- - -
Stk. 4.
- - -
(Ved bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990 er tillægget
fastsat til 5 pct.)
§ 4
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2004, jf. dog
stk. 3 og 4.
Stk. 2.
Lovens § 1, nr. 3-4, 8 og 10-11, finder
anvendelse på forsikringsbegivenheder, der indtræder efter lovens
ikrafttræden, og § 1, nr. 5, på præmie, der forfalder
til betaling efter lovens ikrafttræden. § 1, nr. 7, 9 og 14,
finder anvendelse på skader, der indtræder efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3.
Lovens § 1, nr. 6, og § 2 træder i
kraft den 1. juli 2003 og gælder for rente af krav, der kan
kræves betalt denne dato eller senere.
Stk. 4.
Lovens § 3 træder i kraft den 1. juli 2003
og gælder for kreditaftaler, der indgås efter
ikrafttrædelsen.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (26. februar 2003) - L 169 Retsinformation · 26. februar 2003
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsaftaler, lov om erstatningsansvar og lov om kreditaftaler Retsinformation · 3. juni 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler, lov om erstatningsansvar og lov om kreditaftaler (Nye regler i forsikringsaftaleloven om begrundelsespligt, lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger, præmiebetaling, vejledning om acontobetaling og direkte krav ved skadevolders konkurs m.v. samt ændring af rentesatsen i visse formueretlige love) Retsinformation · 4. juni 2003
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om finansiel virksomhed Retsinformation · 10. juni 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forsikringsaftaleloven, så forsikringstagerne har ret til at opsige deres forsikring med 1 måneds varsel uafhængigt af hovedforfaldsdatoen Retsinformation · 30. november 2004
- Bekendtgørelse af lov om forsikringsaftaler Retsinformation · 12. november 2015