Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af forvaltningsloven (Digital kommunikation)

2001/2 LSF 72Lovforslag som fremsatJustitsministeriet30. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 30. januar 2002 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af forvaltningsloven

(Digital kommunikation)

§ 1

I forvaltningsloven, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret

ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, foretages følgende

ændringer:

1.

I § 2, stk. 3, indsættes efter

»Bestemmelserne i kapitel 8«: »og 8 a«.

2.

Efter § 32 indsættes:

»Kapitel 8 a

Anvendelse af digital kommunikation

§ 32 a.

Vedkommende minister kan fastsætte regler om ret

til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige

forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige

formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital

kommunikation.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for sager om færøske og

grønlandske anliggender, men kan ved kgl. anordning sættes i

kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige

Læs alt

færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette

gælder dog kun for sager, der er eller har været under behandling

af rigsmyndigheder.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål og baggrund

1.1. Formålet med lovforslaget er at fremme og lette

mulighederne for, at borgerne kan benytte den nye informationsteknologi ved

kommunikation med den offentlige forvaltning.

Lovforslaget skal dermed ses i lyset af regeringens

målsætninger på IT-området, hvor der som

anført i regeringsgrundlaget »Vækst, velfærd fornyelse«

vil blive gennemført en IT-handlingsplan, som udvikler Danmark til et

netværkssamfund, hvor familier, virksomheder og institutioner har

adgang til Internettet. Regeringen finder det således afgørende,

at alle har mulighed for og bliver fortrolige med anvendelse af

informationsteknologien.

Handlingsplanen »IT for alle«, der nærmere

redegør for regeringens samlede initiativer og mål på

IT-området, vil blive fremlagt senere i år.

1.2. Lovforslaget bygger på en delbetænkning

afgivet af et udvalg om retsvirkningerne af anvendelse af digital signatur

mv., som blev nedsat af Justitsministeriet i 1998 (betænkning nr.

1400/2001 om e-signatur og formkrav i lovgivningen).

I delbetænkningen foreslår udvalget, at der

indsættes en bestemmelse, f.eks. i forvaltningsloven, hvorved den

enkelte minister bemyndiges til ved bekendtgørelse at fravige

gældende formkrav i lovgivningen om anvendelse af papirbaseret

kommunikation ved henvendelse til forvaltningsmyndigheder.

Lovforslaget er i overensstemmelse med udvalgets

anbefaling. Med forslaget skabes der således bl.a. hjemmel til ved

bekendtgørelse at fravige regler i lovgivningen, som i dag stiller

krav om, at borgerne i nogle sammenhænge skal anvende papirdokumenter

ved henvendelser til en offentlig myndighed.

Kommunikation mellem borgerne indbyrdes samt kommunikation

fra offentlige myndigheder til borgerne er ikke omfattet af lovforslaget. Her

vil de nødvendige ændringer i formkrav, der indebærer en

uhensigtsmæssig hindring for brug af digital kommunikation, i

overensstemmelse med udvalgets anbefalinger i delbetænkningen blive

gennemført ved ændringslove på det enkelte

område.

Regeringen har i den forbindelse besluttet, at samtlige

ministerier skal gennemgå deres lovgivning med henblik på, at

hvert ministerium senest i april 2002 har udfærdiget en plan for

arbejdet med at modernisere formkrav i lovgivningen, der unødigt

hindrer digital kommunikation.

Der lægges op til, at det enkelte ministerium

herefter inden sommeren 2002 foretager de nødvendige ændringer

af formkrav i lovgivningen, i det omfang dette kan ske administrativt -

herunder ved at udstede bekendtgørelser i medfør af den

bemyndigelsesbestemmelse, der som anført foreslås indsat i

forvaltningsloven, og som vedrører henvendelser til den offentlige

forvaltning.

I de tilfælde, hvor ændring af gældende

formkrav, der omfatter kommunikation mellem borgerne indbyrdes eller

kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne, kræver ny

lovgivning, vil de nødvendige lovforslag blive fremsat straks i

begyndelsen af næste folketingsår, hvis de har en særlig

hastende karakter, og ellers hurtigst muligt i løbet af

folketingssamlingen 2002/2003, således at ændringerne kan

træde i kraft senest i foråret 2003.

1.3. Lovforslaget skal i øvrigt ses i

sammenhæng med den lov om elektroniske signaturer, som Folketinget

vedtog i 2000 (lov nr. 417 af 31. maj 2000). Denne lov har til formål

at skabe grundlag for, at der findes elektroniske signaturer

(»underskrifter«), som lever op til visse krav om sikkerhed ved anvendelsen

af elektronisk kommunikation. Eksistensen af sikre signaturer vil

således i mange tilfælde være en forudsætning for, at

digital kommunikation kan opfylde de samme formål som papirbaseret

kommunikation.

2. Gældende ret

2.1. Der findes ikke nogen generel lovregulering om formen

for borgernes henvendelser til den offentlige forvaltning.

Som udgangspunkt må det derfor antages, at borgerne

kan rette henvendelse til forvaltningen i den form, som de selv

ønsker, forudsat at forvaltningen teknisk er i stand til at modtage

henvendelser i denne form.

Der kan dog være tilfælde, hvor der må

kræves en særlig sikkerhed for, at afsenderen af en henvendelse

er den person, som vedkommende udgiver sig for. Det gælder f.eks., hvis

der knytter sig særlige retsvirkninger til en henvendelse til den

pågældende offentlige myndighed. I sådanne tilfælde

må forvaltningen i fornødent omfang sikre sig afsenderens rette

identitet f.eks. ved at anmode om, at henvendelsen underskrives.

Hertil kommer, at lovgivningen i en række

tilfælde indeholder særlige bestemmelser om, at henvendelser til

forvaltningen på det pågældende område skal opfylde

bestemte formkrav. Der kan eksempelvis være tale om krav om anvendelse

af særlige blanketter eller ansøgningsskemaer eller krav om

skriftlighed, underskrift mv. I forhold til sådanne formkrav i

lovgivningen, vil det hvor der ikke er taget udtrykkelig stilling til

anvendelsen af digital kommunikation bero på en fortolkning af den

enkelte bestemmelse, om henvendelse ved digital kommunikation eventuelt med

brug af elektronisk signatur opfylder formkravet.

Denne fortolkning kan falde ud til, enten at det er muligt

at anvende digital kommunikation, eller at formkravet udelukker anvendelsen

af digital kommunikation. En fortolkning vil desuden i en række

tilfælde føre til, at det umiddelbart må anses for

tvivlsomt, om digital kommunikation kan anvendes. Det skyldes, at formkrav af

den nævnte karakter ofte vil være udformet, uden at det

oprindelig har været overvejet, om kravet kan opfyldes ved brug af

digital kommunikation.

2.2. I det omfang borgerne er berettiget til at anvende

digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning,

opstår spørgsmålet om, hvilke vilkår der kan stilles

for den digitale meddelelse.

Som anført ovenfor må det antages, at en

borger kan rette henvendelse til forvaltningen i den form, som vedkommende

selv ønsker, forudsat at den pågældende

forvaltningsmyndighed teknisk er i stand til at modtage henvendelsen i denne

form.

Det kan derfor i alle tilfælde kræves, at

borgeren i forbindelse med brug af digital kommunikation anvender et teknisk

format, der indebærer, at borgerens meddelelser kan læses af

myndigheden. En forvaltningsmyndighed må også være

berettiget til at bestemme, at digitale henvendelser til myndigheden skal ske

til en bestemt e-mail-adresse (der f.eks. kan være angivet på

myndighedens hjemmeside).

2.3. Særligt med hensyn til henvendelser, der skal

være forsynet med underskrift, følger det af § 13 i lov nr.

417 af 31. maj 2000 om elektroniske signaturer, at bestemmelser i

lovgivningen, hvorefter elektroniske meddelelser skal være forsynet med

signatur (underskrift), anses for opfyldt, hvis meddelelsen er forsynet med

en avanceret elektronisk signatur, der er baseret på et kvalificeret

certifikat, og som er fremstillet ved brug af et sikkert

signaturgenereringssystem. Ved elektroniske meddelelser til eller fra en

offentlig myndighed gælder dette dog kun, hvis andet ikke følger

af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov.

Bestemmelsen i § 13 finder således anvendelse,

hvor der findes et formkrav om underskrift eller lignende, som må

forstås således, at det kan opfyldes ved benyttelse af digital

kommunikation med elektronisk signatur. I disse tilfælde kan der som

udgangspunkt ikke stilles krav om opfyldelse af strengere sikkerhedsnormer

end, hvad der følger af denne bestemmelse. Bestemmelsen er en

gennemførelse af artikel 5, stk. 1, litra a, i direktiv

1999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske

signaturer, der som udgangspunkt forbyder medlemsstaterne at opretholde eller

vedtage lovgivning med signaturkrav, som ikke kan opfyldes ved brug af en

signatur, der lever op til direktivets krav. Som det også fremgår

af lovens § 13, åbner direktivet dog mulighed for, at der kan

stilles supplerende sikkerhedskrav i forbindelse med digital kommunikation

til og fra offentlige myndigheder.

3. Justitsministeriets udvalg om retsvirkningerne af digital signatur

mv.

3.1. I 1998 nedsatte Justitsministeriet i samråd med

IT- og Forskningsministeriet (nu Ministeriet for Videnskab, Teknologi og

Forskning) et udvalg om retsvirkningerne af anvendelse af digital signatur

mv. Udvalget består af repræsentanter for en række

myndigheder og organisationer.

Efter kommissoriet har udvalget to hovedopgaver. For det

første er udvalget blevet anmodet om at overveje, om der er behov for

at lovgive om anvendelsen af digital kommunikation og elektronisk signatur i

forbindelse med gældende krav i lovgivningen om skriftlighed,

underskrift mv. For det andet skal udvalget overveje en række andre

retlige spørgsmål, som opstår i forbindelse med

anvendelsen af digital kommunikation og elektronisk signatur, herunder

spørgsmålet om hvorvidt der er behov for at lovgive om

retsforholdet mellem afgiveren og modtageren af en digital meddelelse med

elektronisk signatur.

3.2. Udvalget har i december 2000 afgivet en

delbetænkning (betænkning nr. 1400/2001 om e-signatur og formkrav

i lovgivningen). Heri redegør udvalget for sine overvejelser om

behovet for, at der lovgives om anvendelsen af digitale meddelelser med

digital signatur i forbindelse med formkrav og andre regler, der knytter

retsvirkninger til, at en meddelelse er skriftlig og/eller underskrevet.

Til brug for disse overvejelser har udvalget

gennemgået lovgivningen inden for 4 ministerområder. Det drejer

sig om ca. 500 bestemmelser, der indeholder formkrav af den ene eller anden

art, og som kan tænkes at udgøre en hindring for anvendelsen af

digital kommunikation.

Udvalget konstaterer, at det er vanskeligt at udtale sig

generelt om forståelsen af gældende formkrav om skriftlighed,

underskrift mv. I de fleste tilfælde fremgår det således

ikke klart af de gældende formkrav i lovgivningen, om de tillader brug

af digital kommunikation. Det skyldes, at formkravene er udformet, uden at

man har haft muligheden for digital kommunikation for øje,

således at det er vanskeligt ved fortolkning at fastslå, hvordan

bestemmelsen skal forstås. Denne fortolkningstvivl kan efter udvalgets

opfattelse i sig selv udgøre en hindring for anvendelsen af digital

kommunikation.

For at sikre, at lovgivningen ikke udgør en

hindring for hensigtsmæssig brug af digital kommunikation, er det efter

udvalgets opfattelse nødvendigt systematisk at gennemgå

lovgivningen for at finde frem til de bestemmelser, som ikke

understøtter den ønskede udvikling. I betænkningen

konstateres det i den forbindelse, at der findes et meget betydeligt antal

formkrav i love, bekendtgørelser mv. En gennemgang af samtlige regler

af denne karakter herunder en revision af de regler om formkrav, som

udgør en hindring for en hensigtsmæssig IT-udnyttelse vil

derfor være en omfattende opgave.

Udvalget foreslår derfor i sin delbetænkning,

at de enkelte ministerier iværksætter denne gennemgang uden at

afvente udvalgets videre overvejelser af de andre spørgsmål, der

er omfattet af udvalgskommissoriet.

For så vidt angår de områder, hvor der

efter en sådan gennemgang i de enkelte ministerier findes at være

behov for ændring af bestående formkrav, har udvalget overvejet,

hvilken lovgivningsmodel der bør anvendes. Udvalget konkluderer, at

det ikke er hensigtsmæssigt at udforme én eller flere regler,

der ændrer alle formkrav i hele lovgivningen eller store dele af

lovgivningen uden at afstemme ændringerne med forholdene på de

enkelte områder.

På den anførte baggrund anbefaler udvalget,

at der indsættes en bestemmelse, f.eks. i forvaltningsloven, hvorved de

enkelte ministre bemyndiges til ved bekendtgørelse at ændre

formkrav, der vedrører kommunikation til det offentlige, med henblik

på, at det fremover i videre omfang skal være muligt at anvende

digital kommunikation ved henvendelse til offentlige myndigheder.

Den delegation af lovgivningskompetence til forvaltningen,

som en sådan bestemmelse indebærer, er efter udvalgets opfattelse

forsvarlig, da hjemmelsbestemmelsen forudsættes udformet således,

at borgerne kan få ret, men ikke pligt til at benytte digital

kommunikation. Hertil kommer, at der er tale om en bemyndigelse til at

udstede regler, der hovedsagelig er af mere formel, administrativ

karakter.

Udvalget har overvejet, om kommunikation fra offentlige

myndigheder til virksomheder, borgere mv. også bør være

omfattet af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse. Det er imidlertid

udvalgets opfattelse, at behovet for at ændre gældende formkrav

på dette punkt formentlig ikke er særligt stort, og at

retssikkerhedsmæssige hensyn taler for ikke i

bekendtgørelsesform at fravige gældende lovregler, der giver

borgerne ret til at modtage kommunikation fra det offentlige på en

bestemt måde.

Af de samme grunde er det også med hensyn til

kommunikation mellem borgere og virksomheder indbyrdes udvalgets opfattelse,

at afskaffelsen af unødige hindringer for digital kommunikation

bør ske ved særskilte ændringer af lovgivningen på

de enkelte områder.

4. Justitsministeriets forslag

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der

bør lovgives med henblik på at kunne afskaffe formkrav, som

indebærer en uhensigtsmæssig og utilsigtet barriere for digital

kommunikation.

Justitsministeriet kan i den forbindelse tilslutte sig

udvalgets overvejelser om, hvilken lovgivningsmodel der bør anvendes.

Også efter Justitsministeriets opfattelse taler mest således for,

at man vælger den model, som udvalget anbefaler. Det vil sige, at der i

forvaltningsloven bør indsættes en bestemmelse, hvorved den

enkelte minister bemyndiges til ved bekendtgørelse at ændre

formkrav i lovgivningen, der drejer sig om kommunikation til offentlige

myndigheder.

I overensstemmelse hermed svarer lovforslaget om

indsættelse af en ny bestemmelse i forvaltningsloven med visse

sproglige ændringer til det udkast til bestemmelse, som udvalget har

foreslået.

Kommunikation mellem borgerne indbyrdes samt kommunikation

fra offentlige myndigheder til borgerne er ikke omfattet af lovforslaget. Her

vil de nødvendige ændringer i formkrav, der indebærer en

uhensigtsmæssig hindring for brug af digital kommunikation, i

overensstemmelse med udvalgets anbefalinger blive gennemført ved

ændringslove på det enkelte område. Der henvises til pkt.

1.2 ovenfor.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

Lovforslaget indebærer, at der i forvaltningsloven

indsættes en bestemmelse, der giver vedkommende minister hjemmel til at

fastsætte regler om, at der kan anvendes digital kommunikation ved

henvendelser til den offentlige forvaltning, jf. pkt. 4 ovenfor.

Lovforslaget har ikke i sig selv økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Når de enkelte ministre benytter adgangen til at

fastsætte regler om, at der kan anvendes digital kommunikation ved

henvendelser til den offentlige forvaltning, kan dette eventuelt

medføre merudgifter.

Sådanne udgifter vil imidlertid ikke være en

følge af lovforslaget, men derimod af beslutningen om at

indføre mulighed for brug af digital kommunikation.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

6. Høring

Betænkning nr. 1400/2001 har været sendt til

høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

Sø- og Handelsretten, retterne i København, Århus,

Odense, Aalborg og Roskilde, Den danske dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, HK-Landsklubben Danmarks Domstole,

Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, samtlige ministerier,

Domstolsstyrelsen, Datatilsynet, Danmarks Nationalbank, Dansk

Arbejdsgiverforening, Finansrådet, Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske

Finansieringsselskabers Forening, Entreprenørforeningen, Det Danske

Handelskammer, Dansk Handel & Service, Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger, Forsikring & Pension, Specialarbejderforbundet i

Danmark, Landsorganisationen i Danmark, Håndværksrådet,

Dansk Industri, Realkreditrådet, Akademikernes Centralorganisation,

Brancheorganisationen for Forbruger Elektronik, Center for IT-forskning, CSC

Datacentralen, Dansk Standard EDI og e-business, Købmandsstandens

Kreditoplysningsbureau, Landbrugsraadet, Brancheforeningen for

Telekommunikationsindustrien, Canal Digital Danmark A/S, Copy-Dan, Danmarks

Aktive Forbrugere, Dansk Dataforening, Elektronikindustrien, KODA, Dansk

Internet Handel A/S, Kommunedata A/S, Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune,

IT-Brancheforeningen og Forbrugerrådet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Der er tale om en redaktionel ændring af § 2,

stk. 3, i forvaltningsloven med henblik på at fastslå, at

forslaget til ny bestemmelse i lovens § 32 a (nyt kapitel 8 a)

gælder for al virksomhed, der udøves inden for den offentlige

forvaltning.

Det betyder, at den foreslåede bestemmelse i

§ 32 a om digital kommunikation til det offentlige vil finde anvendelse,

både når der er tale om forvaltningsvirksomhed, som består

i at træffe afgørelser, og når der er tale om faktisk

forvaltningsvirksomhed eller om det offentliges indgåelse af

kontrakter.

Om udtrykket »den offentlige forvaltning« henvises til

bemærkningerne til forslagets nr. 2 nedenfor.

Til nr. 2.

Det foreslås at indsætte en bemyndigelse i

forvaltningsloven til, at vedkommende minister kan fastsætte regler om

ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige

forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige

formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital

kommunikation.

Med »digital kommunikation« sigtes navnlig til digitale

meddelelser, som kan gøres læselige for modtageren ved

gengivelse på en skærm, papirudskrift mv., herunder henvendelser

til offentlige myndigheder i form af elektronisk post (e-mails). Herudover

kan der efter omstændighederne være tale om andre digitale

medier, f.eks. video- eller lydoptagelser.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse

på digital kommunikation til »den offentlige forvaltning«. Dette udtryk

skal forstås i overensstemmelse med de tilsvarende udtryk i

forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 1,

stk. 1. Omfattet er således alle forvaltningsmyndigheder, herunder

såvel statslige som kommunale myndigheder. Udenfor falder organer, der

ikke kan henregnes den offentlige forvaltning, som f.eks. domstolene. Det kan

nævnes, at spørgsmålet om anvendelse af elektronisk

kommunikation ved retternes behandling af civile sager indgår i

Retsplejerådets overvejelser om en generel reform af den civile

retspleje.

Bemyndigelsen indebærer mulighed for at

fastsætte regler, der giver borgerne ret til også at benytte

digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning

på områder, hvor dette ikke er muligt efter den gældende

lovgivning mv.

Derimod indeholder den foreslåede bemyndigelse ikke

hjemmel til at fastsætte bestemmelser, som ville udelukke borgerne fra

at anvende digital kommunikation, i det omfang dette efter gældende ret

er berettiget. Der kan i den forbindelse henvises til pkt. 2 i de almindelige

bemærkninger, hvoraf det fremgår, at borgerne som udgangspunkt

det vil sige, hvor der ikke i lovgivningen er fastsat særlige formkrav

har ret til at henvende sig til forvaltningen i den form, de selv

ønsker, forudsat at forvaltningen teknisk er i stand til at modtage

henvendelser i denne form.

Der er heller ikke hjemmel til at fastsætte

bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end digital

kommunikation (f.eks. ved at fastsætte, at borgernes henvendelse til en

offentlig myndighed alene kan ske ved brug af digital kommunikation).

Adgangen til efter den foreslåede bemyndigelse at

fastsætte regler om digital kommunikation vil være relevant i de

tilfælde, hvor der på et område i dag gælder

lovregler, som forhindrer, at borgerne anvender digital kommunikation ved

henvendelser til det offentlige. Det gælder f.eks., hvis der i

lovgivningen på det enkelte område er krav om, at borgernes

henvendelse skal ske ved brug af papirdokument, eller hvor en fortolkning af

den gældende lovgivning i øvrigt medfører, at anvendelse

af digital kommunikation må anses for udelukket i den

pågældende sammenhæng. Bemyndigelsen kan i sådanne

tilfælde anvendes til at fravige lovgivningen, således at det

bliver muligt at anvende digital kommunikation ved henvendelser til

forvaltningen på det pågældende område.

Endvidere vil bemyndigelsen kunne anvendes i

tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt lovgivningen på et

område hindrer anvendelsen af digital kommunikation. I sådanne

tilfælde vil vedkommende minister i medfør af den

foreslåede bemyndigelse kunne fjerne denne tvivl ved at fastsætte

regler, der udtrykkeligt tillader digital kommunikation.

I betænkning nr. 1400/2001 om e-signatur og formkrav

i lovgivningen er der opstillet en række retningslinier, som bør

indgå i en vurdering af, på hvilke områder det kan

være hensigtsmæssigt at fravige gældende formkrav, der vil

kunne udgøre en hindring for digital kommunikation. Der peges

således på, at det i denne vurdering bl.a. må indgå,

om der er et særligt behov for at kunne identificere afsenderen, og om

formålet med et dokument kan opfyldes også ved brug af digitale

medier. Desuden kan bl.a. administrative og økonomiske forhold samt

behovet for bevissikring have betydning for, om det på det enkelte

område vil være hensigtsmæssigt at fravige gældende

formkrav om skriftlighed mv., herunder om der bør fastsættes

vilkår for anvendelsen af digital kommunikation. Der henvises i

øvrigt til betænkningen side 161 ff.

Det forudsættes, at disse retningslinier vil blive

fulgt i forbindelse med anvendelsen af den foreslåede

bemyndigelsesbestemmelse.

Offentlige myndigheder vil i deres indbyrdes kommunikation

normalt uden videre kunne sikre, at der anvendes digital kommunikation, i det

omfang dette er mest hensigtsmæssigt. Imidlertid kan det ikke på

forhånd afvises, at der også kan være behov for at

udfærdige egentlige regler om digital kommunikation fra èn

myndighed til en anden. Bemyndigelsen omfatter derfor tillige sådanne

tilfælde.

Den foreslåede bestemmelse giver også adgang

til at fastsætte de nærmere vilkår for anvendelse af

digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning. Herom

bemærkes følgende:

Som det fremgår af pkt. 2.1 i de almindelige

bemærkninger, må en borger, som kan anvende elektronisk

kommunikation ved henvendelse til en offentlig myndighed, naturligvis

gøre brug af et dokumentformat mv., som den pågældende

myndighed har teknisk mulighed for at modtage. Med lovforslaget

forudsættes dette også fremover at være gældende.

Det må afhænge af de konkrete forhold,

hvorvidt der i den enkelte bekendtgørelse, som udstedes i

medfør af den foreslåede bestemmelse, herudover kan være

anledning til at fastsætte, at digitale henvendelser til myndigheden

skal ske i et bestemt format mv. f.eks. således, at der ved

henvendelse til vedkommende myndighed alene kan anvendes e-mail eller andre

læsbare, digitale meddelelser (og ikke lydoptagelser mv.).

Der kan i den enkelte bekendtgørelse

fastsættes vilkår om, at digitale henvendelser på det

pågældende område kræver brug af elektronisk

signatur. Vedkommende minister kan i den forbindelse også

fastsætte vilkår om brug af elektronisk signatur på

områder, hvor borgerne i dag efter den gældende lovgivning er

berettiget til uden anvendelse af elektronisk signatur at rette henvendelse

til en offentlig myndighed ved hjælp af digital kommunikation. Det

forudsættes i den forbindelse, at fastsættelse af vilkår om

brug af elektronisk signatur alene sker i tilfælde, hvor der foreligger

særlige hensyn, som begrunder et sådant vilkår.

I øvrigt kan der henvises til pkt. 2.3 i de

almindelige bemærkninger. Her er det omtalt, at bestemmelser i

lovgivningen, hvorefter elektroniske meddelelser skal være forsynet med

signatur, anses for opfyldt, hvis meddelelsen er forsynet med en avanceret

elektronisk signatur, der er baseret på et kvalificeret certifikat, og

som er fremstillet ved brug af et sikkert signaturgenereringssystem, jf.

§ 13 i lov nr. 417 af 31. maj 2000 om elektroniske signaturer. Ved

elektroniske meddelelser til eller fra en offentlig myndighed gælder

dette dog kun, såfremt andet ikke følger af lov eller

bestemmelser fastsat i medfør af lov. I overensstemmelse hermed giver

den foreslåede bemyndigelse hjemmel til i de tilfælde, hvor

særlige grunde kan begrunde et krav om brug af digital signatur, at

fastsætte enten strengere eller lempeligere sikkerhedskrav end, hvad

der følger af § 13 i lov om elektroniske signaturer.

Til § 2

Der er tale om en ikrafttrædelsesbestemmelse.

Til § 3

Bestemmelsen indebærer, at de foreslåede

regler ikke skal gælde for sager om færøske og

grønlandske anliggender, men at de ved kgl. anordning kan sættes

i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige

færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette

gælder dog kun for sager, der er eller har været under behandling

af rigsmyndigheder.

Lignende dokumenter