Forslag til Lov om ændring af forvaltningsloven (Digital kommunikation)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 30. januar 2002 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af forvaltningsloven
(Digital kommunikation)
§ 1
I forvaltningsloven, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret
ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, foretages følgende
ændringer:
1.
I § 2, stk. 3, indsættes efter
»Bestemmelserne i kapitel 8«: »og 8 a«.
2.
Efter § 32 indsættes:
»Kapitel 8 a
Anvendelse af digital kommunikation
§ 32 a.
Vedkommende minister kan fastsætte regler om ret
til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige
forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige
formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital
kommunikation.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 3
Loven gælder ikke for sager om færøske og
grønlandske anliggender, men kan ved kgl. anordning sættes i
kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige
Læs alt
færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette
gælder dog kun for sager, der er eller har været under behandling
af rigsmyndigheder.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets formål og baggrund
1.1. Formålet med lovforslaget er at fremme og lette
mulighederne for, at borgerne kan benytte den nye informationsteknologi ved
kommunikation med den offentlige forvaltning.
Lovforslaget skal dermed ses i lyset af regeringens
målsætninger på IT-området, hvor der som
anført i regeringsgrundlaget »Vækst, velfærd fornyelse«
vil blive gennemført en IT-handlingsplan, som udvikler Danmark til et
netværkssamfund, hvor familier, virksomheder og institutioner har
adgang til Internettet. Regeringen finder det således afgørende,
at alle har mulighed for og bliver fortrolige med anvendelse af
informationsteknologien.
Handlingsplanen »IT for alle«, der nærmere
redegør for regeringens samlede initiativer og mål på
IT-området, vil blive fremlagt senere i år.
1.2. Lovforslaget bygger på en delbetænkning
afgivet af et udvalg om retsvirkningerne af anvendelse af digital signatur
mv., som blev nedsat af Justitsministeriet i 1998 (betænkning nr.
1400/2001 om e-signatur og formkrav i lovgivningen).
I delbetænkningen foreslår udvalget, at der
indsættes en bestemmelse, f.eks. i forvaltningsloven, hvorved den
enkelte minister bemyndiges til ved bekendtgørelse at fravige
gældende formkrav i lovgivningen om anvendelse af papirbaseret
kommunikation ved henvendelse til forvaltningsmyndigheder.
Lovforslaget er i overensstemmelse med udvalgets
anbefaling. Med forslaget skabes der således bl.a. hjemmel til ved
bekendtgørelse at fravige regler i lovgivningen, som i dag stiller
krav om, at borgerne i nogle sammenhænge skal anvende papirdokumenter
ved henvendelser til en offentlig myndighed.
Kommunikation mellem borgerne indbyrdes samt kommunikation
fra offentlige myndigheder til borgerne er ikke omfattet af lovforslaget. Her
vil de nødvendige ændringer i formkrav, der indebærer en
uhensigtsmæssig hindring for brug af digital kommunikation, i
overensstemmelse med udvalgets anbefalinger i delbetænkningen blive
gennemført ved ændringslove på det enkelte
område.
Regeringen har i den forbindelse besluttet, at samtlige
ministerier skal gennemgå deres lovgivning med henblik på, at
hvert ministerium senest i april 2002 har udfærdiget en plan for
arbejdet med at modernisere formkrav i lovgivningen, der unødigt
hindrer digital kommunikation.
Der lægges op til, at det enkelte ministerium
herefter inden sommeren 2002 foretager de nødvendige ændringer
af formkrav i lovgivningen, i det omfang dette kan ske administrativt -
herunder ved at udstede bekendtgørelser i medfør af den
bemyndigelsesbestemmelse, der som anført foreslås indsat i
forvaltningsloven, og som vedrører henvendelser til den offentlige
forvaltning.
I de tilfælde, hvor ændring af gældende
formkrav, der omfatter kommunikation mellem borgerne indbyrdes eller
kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne, kræver ny
lovgivning, vil de nødvendige lovforslag blive fremsat straks i
begyndelsen af næste folketingsår, hvis de har en særlig
hastende karakter, og ellers hurtigst muligt i løbet af
folketingssamlingen 2002/2003, således at ændringerne kan
træde i kraft senest i foråret 2003.
1.3. Lovforslaget skal i øvrigt ses i
sammenhæng med den lov om elektroniske signaturer, som Folketinget
vedtog i 2000 (lov nr. 417 af 31. maj 2000). Denne lov har til formål
at skabe grundlag for, at der findes elektroniske signaturer
(»underskrifter«), som lever op til visse krav om sikkerhed ved anvendelsen
af elektronisk kommunikation. Eksistensen af sikre signaturer vil
således i mange tilfælde være en forudsætning for, at
digital kommunikation kan opfylde de samme formål som papirbaseret
kommunikation.
2. Gældende ret
2.1. Der findes ikke nogen generel lovregulering om formen
for borgernes henvendelser til den offentlige forvaltning.
Som udgangspunkt må det derfor antages, at borgerne
kan rette henvendelse til forvaltningen i den form, som de selv
ønsker, forudsat at forvaltningen teknisk er i stand til at modtage
henvendelser i denne form.
Der kan dog være tilfælde, hvor der må
kræves en særlig sikkerhed for, at afsenderen af en henvendelse
er den person, som vedkommende udgiver sig for. Det gælder f.eks., hvis
der knytter sig særlige retsvirkninger til en henvendelse til den
pågældende offentlige myndighed. I sådanne tilfælde
må forvaltningen i fornødent omfang sikre sig afsenderens rette
identitet f.eks. ved at anmode om, at henvendelsen underskrives.
Hertil kommer, at lovgivningen i en række
tilfælde indeholder særlige bestemmelser om, at henvendelser til
forvaltningen på det pågældende område skal opfylde
bestemte formkrav. Der kan eksempelvis være tale om krav om anvendelse
af særlige blanketter eller ansøgningsskemaer eller krav om
skriftlighed, underskrift mv. I forhold til sådanne formkrav i
lovgivningen, vil det hvor der ikke er taget udtrykkelig stilling til
anvendelsen af digital kommunikation bero på en fortolkning af den
enkelte bestemmelse, om henvendelse ved digital kommunikation eventuelt med
brug af elektronisk signatur opfylder formkravet.
Denne fortolkning kan falde ud til, enten at det er muligt
at anvende digital kommunikation, eller at formkravet udelukker anvendelsen
af digital kommunikation. En fortolkning vil desuden i en række
tilfælde føre til, at det umiddelbart må anses for
tvivlsomt, om digital kommunikation kan anvendes. Det skyldes, at formkrav af
den nævnte karakter ofte vil være udformet, uden at det
oprindelig har været overvejet, om kravet kan opfyldes ved brug af
digital kommunikation.
2.2. I det omfang borgerne er berettiget til at anvende
digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning,
opstår spørgsmålet om, hvilke vilkår der kan stilles
for den digitale meddelelse.
Som anført ovenfor må det antages, at en
borger kan rette henvendelse til forvaltningen i den form, som vedkommende
selv ønsker, forudsat at den pågældende
forvaltningsmyndighed teknisk er i stand til at modtage henvendelsen i denne
form.
Det kan derfor i alle tilfælde kræves, at
borgeren i forbindelse med brug af digital kommunikation anvender et teknisk
format, der indebærer, at borgerens meddelelser kan læses af
myndigheden. En forvaltningsmyndighed må også være
berettiget til at bestemme, at digitale henvendelser til myndigheden skal ske
til en bestemt e-mail-adresse (der f.eks. kan være angivet på
myndighedens hjemmeside).
2.3. Særligt med hensyn til henvendelser, der skal
være forsynet med underskrift, følger det af § 13 i lov nr.
417 af 31. maj 2000 om elektroniske signaturer, at bestemmelser i
lovgivningen, hvorefter elektroniske meddelelser skal være forsynet med
signatur (underskrift), anses for opfyldt, hvis meddelelsen er forsynet med
en avanceret elektronisk signatur, der er baseret på et kvalificeret
certifikat, og som er fremstillet ved brug af et sikkert
signaturgenereringssystem. Ved elektroniske meddelelser til eller fra en
offentlig myndighed gælder dette dog kun, hvis andet ikke følger
af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov.
Bestemmelsen i § 13 finder således anvendelse,
hvor der findes et formkrav om underskrift eller lignende, som må
forstås således, at det kan opfyldes ved benyttelse af digital
kommunikation med elektronisk signatur. I disse tilfælde kan der som
udgangspunkt ikke stilles krav om opfyldelse af strengere sikkerhedsnormer
end, hvad der følger af denne bestemmelse. Bestemmelsen er en
gennemførelse af artikel 5, stk. 1, litra a, i direktiv
1999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske
signaturer, der som udgangspunkt forbyder medlemsstaterne at opretholde eller
vedtage lovgivning med signaturkrav, som ikke kan opfyldes ved brug af en
signatur, der lever op til direktivets krav. Som det også fremgår
af lovens § 13, åbner direktivet dog mulighed for, at der kan
stilles supplerende sikkerhedskrav i forbindelse med digital kommunikation
til og fra offentlige myndigheder.
3. Justitsministeriets udvalg om retsvirkningerne af digital signatur
mv.
3.1. I 1998 nedsatte Justitsministeriet i samråd med
IT- og Forskningsministeriet (nu Ministeriet for Videnskab, Teknologi og
Forskning) et udvalg om retsvirkningerne af anvendelse af digital signatur
mv. Udvalget består af repræsentanter for en række
myndigheder og organisationer.
Efter kommissoriet har udvalget to hovedopgaver. For det
første er udvalget blevet anmodet om at overveje, om der er behov for
at lovgive om anvendelsen af digital kommunikation og elektronisk signatur i
forbindelse med gældende krav i lovgivningen om skriftlighed,
underskrift mv. For det andet skal udvalget overveje en række andre
retlige spørgsmål, som opstår i forbindelse med
anvendelsen af digital kommunikation og elektronisk signatur, herunder
spørgsmålet om hvorvidt der er behov for at lovgive om
retsforholdet mellem afgiveren og modtageren af en digital meddelelse med
elektronisk signatur.
3.2. Udvalget har i december 2000 afgivet en
delbetænkning (betænkning nr. 1400/2001 om e-signatur og formkrav
i lovgivningen). Heri redegør udvalget for sine overvejelser om
behovet for, at der lovgives om anvendelsen af digitale meddelelser med
digital signatur i forbindelse med formkrav og andre regler, der knytter
retsvirkninger til, at en meddelelse er skriftlig og/eller underskrevet.
Til brug for disse overvejelser har udvalget
gennemgået lovgivningen inden for 4 ministerområder. Det drejer
sig om ca. 500 bestemmelser, der indeholder formkrav af den ene eller anden
art, og som kan tænkes at udgøre en hindring for anvendelsen af
digital kommunikation.
Udvalget konstaterer, at det er vanskeligt at udtale sig
generelt om forståelsen af gældende formkrav om skriftlighed,
underskrift mv. I de fleste tilfælde fremgår det således
ikke klart af de gældende formkrav i lovgivningen, om de tillader brug
af digital kommunikation. Det skyldes, at formkravene er udformet, uden at
man har haft muligheden for digital kommunikation for øje,
således at det er vanskeligt ved fortolkning at fastslå, hvordan
bestemmelsen skal forstås. Denne fortolkningstvivl kan efter udvalgets
opfattelse i sig selv udgøre en hindring for anvendelsen af digital
kommunikation.
For at sikre, at lovgivningen ikke udgør en
hindring for hensigtsmæssig brug af digital kommunikation, er det efter
udvalgets opfattelse nødvendigt systematisk at gennemgå
lovgivningen for at finde frem til de bestemmelser, som ikke
understøtter den ønskede udvikling. I betænkningen
konstateres det i den forbindelse, at der findes et meget betydeligt antal
formkrav i love, bekendtgørelser mv. En gennemgang af samtlige regler
af denne karakter herunder en revision af de regler om formkrav, som
udgør en hindring for en hensigtsmæssig IT-udnyttelse vil
derfor være en omfattende opgave.
Udvalget foreslår derfor i sin delbetænkning,
at de enkelte ministerier iværksætter denne gennemgang uden at
afvente udvalgets videre overvejelser af de andre spørgsmål, der
er omfattet af udvalgskommissoriet.
For så vidt angår de områder, hvor der
efter en sådan gennemgang i de enkelte ministerier findes at være
behov for ændring af bestående formkrav, har udvalget overvejet,
hvilken lovgivningsmodel der bør anvendes. Udvalget konkluderer, at
det ikke er hensigtsmæssigt at udforme én eller flere regler,
der ændrer alle formkrav i hele lovgivningen eller store dele af
lovgivningen uden at afstemme ændringerne med forholdene på de
enkelte områder.
På den anførte baggrund anbefaler udvalget,
at der indsættes en bestemmelse, f.eks. i forvaltningsloven, hvorved de
enkelte ministre bemyndiges til ved bekendtgørelse at ændre
formkrav, der vedrører kommunikation til det offentlige, med henblik
på, at det fremover i videre omfang skal være muligt at anvende
digital kommunikation ved henvendelse til offentlige myndigheder.
Den delegation af lovgivningskompetence til forvaltningen,
som en sådan bestemmelse indebærer, er efter udvalgets opfattelse
forsvarlig, da hjemmelsbestemmelsen forudsættes udformet således,
at borgerne kan få ret, men ikke pligt til at benytte digital
kommunikation. Hertil kommer, at der er tale om en bemyndigelse til at
udstede regler, der hovedsagelig er af mere formel, administrativ
karakter.
Udvalget har overvejet, om kommunikation fra offentlige
myndigheder til virksomheder, borgere mv. også bør være
omfattet af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse. Det er imidlertid
udvalgets opfattelse, at behovet for at ændre gældende formkrav
på dette punkt formentlig ikke er særligt stort, og at
retssikkerhedsmæssige hensyn taler for ikke i
bekendtgørelsesform at fravige gældende lovregler, der giver
borgerne ret til at modtage kommunikation fra det offentlige på en
bestemt måde.
Af de samme grunde er det også med hensyn til
kommunikation mellem borgere og virksomheder indbyrdes udvalgets opfattelse,
at afskaffelsen af unødige hindringer for digital kommunikation
bør ske ved særskilte ændringer af lovgivningen på
de enkelte områder.
4. Justitsministeriets forslag
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der
bør lovgives med henblik på at kunne afskaffe formkrav, som
indebærer en uhensigtsmæssig og utilsigtet barriere for digital
kommunikation.
Justitsministeriet kan i den forbindelse tilslutte sig
udvalgets overvejelser om, hvilken lovgivningsmodel der bør anvendes.
Også efter Justitsministeriets opfattelse taler mest således for,
at man vælger den model, som udvalget anbefaler. Det vil sige, at der i
forvaltningsloven bør indsættes en bestemmelse, hvorved den
enkelte minister bemyndiges til ved bekendtgørelse at ændre
formkrav i lovgivningen, der drejer sig om kommunikation til offentlige
myndigheder.
I overensstemmelse hermed svarer lovforslaget om
indsættelse af en ny bestemmelse i forvaltningsloven med visse
sproglige ændringer til det udkast til bestemmelse, som udvalget har
foreslået.
Kommunikation mellem borgerne indbyrdes samt kommunikation
fra offentlige myndigheder til borgerne er ikke omfattet af lovforslaget. Her
vil de nødvendige ændringer i formkrav, der indebærer en
uhensigtsmæssig hindring for brug af digital kommunikation, i
overensstemmelse med udvalgets anbefalinger blive gennemført ved
ændringslove på det enkelte område. Der henvises til pkt.
1.2 ovenfor.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
Lovforslaget indebærer, at der i forvaltningsloven
indsættes en bestemmelse, der giver vedkommende minister hjemmel til at
fastsætte regler om, at der kan anvendes digital kommunikation ved
henvendelser til den offentlige forvaltning, jf. pkt. 4 ovenfor.
Lovforslaget har ikke i sig selv økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Når de enkelte ministre benytter adgangen til at
fastsætte regler om, at der kan anvendes digital kommunikation ved
henvendelser til den offentlige forvaltning, kan dette eventuelt
medføre merudgifter.
Sådanne udgifter vil imidlertid ikke være en
følge af lovforslaget, men derimod af beslutningen om at
indføre mulighed for brug af digital kommunikation.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
6. Høring
Betænkning nr. 1400/2001 har været sendt til
høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
Sø- og Handelsretten, retterne i København, Århus,
Odense, Aalborg og Roskilde, Den danske dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, HK-Landsklubben Danmarks Domstole,
Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, samtlige ministerier,
Domstolsstyrelsen, Datatilsynet, Danmarks Nationalbank, Dansk
Arbejdsgiverforening, Finansrådet, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske
Finansieringsselskabers Forening, Entreprenørforeningen, Det Danske
Handelskammer, Dansk Handel & Service, Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger, Forsikring & Pension, Specialarbejderforbundet i
Danmark, Landsorganisationen i Danmark, Håndværksrådet,
Dansk Industri, Realkreditrådet, Akademikernes Centralorganisation,
Brancheorganisationen for Forbruger Elektronik, Center for IT-forskning, CSC
Datacentralen, Dansk Standard EDI og e-business, Købmandsstandens
Kreditoplysningsbureau, Landbrugsraadet, Brancheforeningen for
Telekommunikationsindustrien, Canal Digital Danmark A/S, Copy-Dan, Danmarks
Aktive Forbrugere, Dansk Dataforening, Elektronikindustrien, KODA, Dansk
Internet Handel A/S, Kommunedata A/S, Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune,
IT-Brancheforeningen og Forbrugerrådet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
Der er tale om en redaktionel ændring af § 2,
stk. 3, i forvaltningsloven med henblik på at fastslå, at
forslaget til ny bestemmelse i lovens § 32 a (nyt kapitel 8 a)
gælder for al virksomhed, der udøves inden for den offentlige
forvaltning.
Det betyder, at den foreslåede bestemmelse i
§ 32 a om digital kommunikation til det offentlige vil finde anvendelse,
både når der er tale om forvaltningsvirksomhed, som består
i at træffe afgørelser, og når der er tale om faktisk
forvaltningsvirksomhed eller om det offentliges indgåelse af
kontrakter.
Om udtrykket »den offentlige forvaltning« henvises til
bemærkningerne til forslagets nr. 2 nedenfor.
Til nr. 2.
Det foreslås at indsætte en bemyndigelse i
forvaltningsloven til, at vedkommende minister kan fastsætte regler om
ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige
forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige
formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital
kommunikation.
Med »digital kommunikation« sigtes navnlig til digitale
meddelelser, som kan gøres læselige for modtageren ved
gengivelse på en skærm, papirudskrift mv., herunder henvendelser
til offentlige myndigheder i form af elektronisk post (e-mails). Herudover
kan der efter omstændighederne være tale om andre digitale
medier, f.eks. video- eller lydoptagelser.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse
på digital kommunikation til »den offentlige forvaltning«. Dette udtryk
skal forstås i overensstemmelse med de tilsvarende udtryk i
forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 1,
stk. 1. Omfattet er således alle forvaltningsmyndigheder, herunder
såvel statslige som kommunale myndigheder. Udenfor falder organer, der
ikke kan henregnes den offentlige forvaltning, som f.eks. domstolene. Det kan
nævnes, at spørgsmålet om anvendelse af elektronisk
kommunikation ved retternes behandling af civile sager indgår i
Retsplejerådets overvejelser om en generel reform af den civile
retspleje.
Bemyndigelsen indebærer mulighed for at
fastsætte regler, der giver borgerne ret til også at benytte
digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning
på områder, hvor dette ikke er muligt efter den gældende
lovgivning mv.
Derimod indeholder den foreslåede bemyndigelse ikke
hjemmel til at fastsætte bestemmelser, som ville udelukke borgerne fra
at anvende digital kommunikation, i det omfang dette efter gældende ret
er berettiget. Der kan i den forbindelse henvises til pkt. 2 i de almindelige
bemærkninger, hvoraf det fremgår, at borgerne som udgangspunkt
det vil sige, hvor der ikke i lovgivningen er fastsat særlige formkrav
har ret til at henvende sig til forvaltningen i den form, de selv
ønsker, forudsat at forvaltningen teknisk er i stand til at modtage
henvendelser i denne form.
Der er heller ikke hjemmel til at fastsætte
bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end digital
kommunikation (f.eks. ved at fastsætte, at borgernes henvendelse til en
offentlig myndighed alene kan ske ved brug af digital kommunikation).
Adgangen til efter den foreslåede bemyndigelse at
fastsætte regler om digital kommunikation vil være relevant i de
tilfælde, hvor der på et område i dag gælder
lovregler, som forhindrer, at borgerne anvender digital kommunikation ved
henvendelser til det offentlige. Det gælder f.eks., hvis der i
lovgivningen på det enkelte område er krav om, at borgernes
henvendelse skal ske ved brug af papirdokument, eller hvor en fortolkning af
den gældende lovgivning i øvrigt medfører, at anvendelse
af digital kommunikation må anses for udelukket i den
pågældende sammenhæng. Bemyndigelsen kan i sådanne
tilfælde anvendes til at fravige lovgivningen, således at det
bliver muligt at anvende digital kommunikation ved henvendelser til
forvaltningen på det pågældende område.
Endvidere vil bemyndigelsen kunne anvendes i
tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt lovgivningen på et
område hindrer anvendelsen af digital kommunikation. I sådanne
tilfælde vil vedkommende minister i medfør af den
foreslåede bemyndigelse kunne fjerne denne tvivl ved at fastsætte
regler, der udtrykkeligt tillader digital kommunikation.
I betænkning nr. 1400/2001 om e-signatur og formkrav
i lovgivningen er der opstillet en række retningslinier, som bør
indgå i en vurdering af, på hvilke områder det kan
være hensigtsmæssigt at fravige gældende formkrav, der vil
kunne udgøre en hindring for digital kommunikation. Der peges
således på, at det i denne vurdering bl.a. må indgå,
om der er et særligt behov for at kunne identificere afsenderen, og om
formålet med et dokument kan opfyldes også ved brug af digitale
medier. Desuden kan bl.a. administrative og økonomiske forhold samt
behovet for bevissikring have betydning for, om det på det enkelte
område vil være hensigtsmæssigt at fravige gældende
formkrav om skriftlighed mv., herunder om der bør fastsættes
vilkår for anvendelsen af digital kommunikation. Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 161 ff.
Det forudsættes, at disse retningslinier vil blive
fulgt i forbindelse med anvendelsen af den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse.
Offentlige myndigheder vil i deres indbyrdes kommunikation
normalt uden videre kunne sikre, at der anvendes digital kommunikation, i det
omfang dette er mest hensigtsmæssigt. Imidlertid kan det ikke på
forhånd afvises, at der også kan være behov for at
udfærdige egentlige regler om digital kommunikation fra èn
myndighed til en anden. Bemyndigelsen omfatter derfor tillige sådanne
tilfælde.
Den foreslåede bestemmelse giver også adgang
til at fastsætte de nærmere vilkår for anvendelse af
digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning. Herom
bemærkes følgende:
Som det fremgår af pkt. 2.1 i de almindelige
bemærkninger, må en borger, som kan anvende elektronisk
kommunikation ved henvendelse til en offentlig myndighed, naturligvis
gøre brug af et dokumentformat mv., som den pågældende
myndighed har teknisk mulighed for at modtage. Med lovforslaget
forudsættes dette også fremover at være gældende.
Det må afhænge af de konkrete forhold,
hvorvidt der i den enkelte bekendtgørelse, som udstedes i
medfør af den foreslåede bestemmelse, herudover kan være
anledning til at fastsætte, at digitale henvendelser til myndigheden
skal ske i et bestemt format mv. f.eks. således, at der ved
henvendelse til vedkommende myndighed alene kan anvendes e-mail eller andre
læsbare, digitale meddelelser (og ikke lydoptagelser mv.).
Der kan i den enkelte bekendtgørelse
fastsættes vilkår om, at digitale henvendelser på det
pågældende område kræver brug af elektronisk
signatur. Vedkommende minister kan i den forbindelse også
fastsætte vilkår om brug af elektronisk signatur på
områder, hvor borgerne i dag efter den gældende lovgivning er
berettiget til uden anvendelse af elektronisk signatur at rette henvendelse
til en offentlig myndighed ved hjælp af digital kommunikation. Det
forudsættes i den forbindelse, at fastsættelse af vilkår om
brug af elektronisk signatur alene sker i tilfælde, hvor der foreligger
særlige hensyn, som begrunder et sådant vilkår.
I øvrigt kan der henvises til pkt. 2.3 i de
almindelige bemærkninger. Her er det omtalt, at bestemmelser i
lovgivningen, hvorefter elektroniske meddelelser skal være forsynet med
signatur, anses for opfyldt, hvis meddelelsen er forsynet med en avanceret
elektronisk signatur, der er baseret på et kvalificeret certifikat, og
som er fremstillet ved brug af et sikkert signaturgenereringssystem, jf.
§ 13 i lov nr. 417 af 31. maj 2000 om elektroniske signaturer. Ved
elektroniske meddelelser til eller fra en offentlig myndighed gælder
dette dog kun, såfremt andet ikke følger af lov eller
bestemmelser fastsat i medfør af lov. I overensstemmelse hermed giver
den foreslåede bemyndigelse hjemmel til i de tilfælde, hvor
særlige grunde kan begrunde et krav om brug af digital signatur, at
fastsætte enten strengere eller lempeligere sikkerhedskrav end, hvad
der følger af § 13 i lov om elektroniske signaturer.
Til § 2
Der er tale om en ikrafttrædelsesbestemmelse.
Til § 3
Bestemmelsen indebærer, at de foreslåede
regler ikke skal gælde for sager om færøske og
grønlandske anliggender, men at de ved kgl. anordning kan sættes
i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige
færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette
gælder dog kun for sager, der er eller har været under behandling
af rigsmyndigheder.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002) - L 72 Retsinformation · 30. januar 2002
- A.A.7.6 Digital kommunikation Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2024/2025 af 15. juli 2024 om supplerende regler til forordning (EU) 2020/1056 ved ændring af bilag I, del B (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 15. juli 2024
- Skriftlig fremsættelse (10. marts 2004) - L 180 Retsinformation · 10. marts 2004
- Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Digital kommunikation, afgørelseskompetence i visse svigssager mv.) Retsinformation · 29. januar 2003
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af forvaltningsloven (Digital kommunikation) Retsinformation · 22. marts 2002