Spring til indhold

Retsinformation

Skriftlig fremsættelse (10. marts 2004) - L 180

2003/1 SF. L 180Skriftlig fremsættelse af lovforslagJustitsministeriet10. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Skriftlig fremsættelse (10. marts 2004)

Justitsministeren

(Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om

ændring af retsplejeloven, konkursloven, dødsboskifteloven og skifteloven

(Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset

sagsfremstilling,

regler om vidneforvarede mv.)

(Lovforslag nr. L 180).

Hovedformålet med lovforslaget er at fjerne de retlige

hindringer for digital kommunikation til og fra domstolene med henblik på at

lette og fremme anvendelsen af moderne informationsteknologi ved

kommunikation

med domstolene.

Lovforslaget er en opfølgning for domstolenes vedkommende på

regeringens handlingsplan fra 2002 for ministeriernes arbejde med

modernisering

af formkrav i lovgivningen, der unødigt forhindrer digital kommunikation.

Lovforslaget bygger på en redegørelse om digital kommunikation ved

domstolene,

som er afgivet af en arbejdsgruppe under Domstolsstyrelsen. Redegørelsen har

været forelagt Retsplejerådet, som generelt har tilsluttet sig

arbejdsgruppens

forslag, og lovforslaget svarer i det væsentlige til arbejdsgruppens

lovudkast.

Det foreslås med lovforslaget, at der i retsplejeloven,

konkursloven, dødsboskifteloven og skifteloven indsættes generelle

bestemmelser, hvorefter formkrav om skriftlighed eller underskrift ikke skal

være til hinder for, at meddelelser

Læs alt

til

retten kan sendes ved brug af digital kommunikation, f.eks. ved e-mail. Det

vil

efter forslaget være op til afsenderen, om kommunikationen med domstolene

skal

ske digitalt eller på traditionel vis, men forslaget sikrer, at der er

mulighed for at vælge digital kommunikation.

Med henblik på at opnå den fornødne sikkerhed for, at en

digital meddelelse stammer fra den angivne afsender, og at meddelelsen ikke

er

blevet ændret undervejs, foreslås det, at meddelelsen skal være forsynet med

en

digital signatur. Det foreslås samtidig, at Domstolsstyrelsen kan fastsætte

nærmere regler til gennemførelse af digital kommunikation med domstolene,

herunder nærmere regler om den digitale signatur, der skal anvendes.

Det foreslås endvidere, at der i loven udtrykkeligt tages

stilling til, hvornår en digital meddelelse må anses for modtaget af retten

og

dermed kan virke fristafbrydende, f.eks. i forhold til frister for sagsanlæg

og

forældelse. Efter forslaget anses en digital meddelelse for at være

”kommet

frem”, når meddelelsen kan gøres tilgængelig for retten, dvs. når

meddelelsen

er modtaget på en sådan måde, at den kan behandles af retten. Dette tidspunkt

kan være forskelligt, alt efter hvilken digital kommunikation der anvendes,

men

det er ikke afgørende, hvornår meddelelsen faktisk gøres tilgængelig for

retten, f.eks. hvornår en e-mail læses af en medarbejder ved retten.

Med henblik på at klargøre retsstillingen vedrørende digital

kommunikation

fra

domstolene foreslås

det, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven mv., at

domstolene kan anvende digital kommunikation, hvis modtageren har samtykket

heri. Det foreslås i den forbindelse præciseret, at meddelelser, der

indeholder

fortrolige oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.

Indførelsen af muligheden for at anvende digital

kommunikation inden for retsplejen vil ikke i sig selv indebære ændringer i

retsplejelovens regler om domstolenes sagsbehandling mv. eller i, hvilke krav

der kan stilles til tilvejebringelse af bevismidler under domstolenes

behandling af en konkret sag, f.eks. forevisning af et originalt dokument for

retten, eller til udarbejdelse af materiale til brug for behandlingen af en

sag, f.eks. en ekstrakt af sagens dokumenter.

Endelig foreslås det, at ”digital forkyndelse” indføres som

en ny forkyndelsesform. Forkyndelse kan herefter ske ved digital fremsendelse

af den meddelelse, der skal forkyndes, således at forkyndelsen anses for sket

ved modtagerens bekræftelse af at have modtaget meddelelsen. Under hensyn

til,

at den digitale forkyndelse kun vil få retsvirkninger, hvis dens modtagelse

bekræftes, er forslaget med henblik på at drage fordel af mulighederne for

digital kommunikation udformet sådan, at digital forkyndelse kan anvendes,

selv

om modtageren ikke på forhånd har samtykket i at modtage digitale

meddelelser.

Det foreslås, at denne del af lovforslaget træder i kraft

efter justitsministerens nærmere bestemmelse, således at de nye regler kan

sættes i kraft sagsområde for sagsområde, efterhånden som der ved domstolene

indføres nye edb-sagsbehandlingssystemer, der er indrettet til digital

kommunikation.

Herudover indeholder lovforslaget forskellige andre

ændringer af retsplejeloven:

Det foreslås, at der – ligesom for byretsdomme i borgerlige

sager – bliver mulighed for at afsige byretskendelser i borgerlige sager

med

begrænset sagsfremstilling, således at der samtidig gives en udførlig

begrundelse for afgørelsen. Hvis sagen indbringes for landsretten, skal der

udarbejdes en supplerende redegørelse for sagen med de afgivne parts- og

vidneforklaringer mv. Bestemmelsen regulerer ikke, hvilke krav der stilles

til

affattelsen af kendelser i borgerlige sager. Formålet er alene at give

mulighed

for at afsige kendelser med begrænset sagsfremstilling i de tilfælde, hvor

der

i dag stilles krav om en nærmere sagsfremstilling med angivelse af parts- og

vidneforklaringer mv., f.eks. visse fogedsager med bevisførelse for

fogedretten.

Det foreslås endvidere at ophæve en bestemmelse om, at

midlertidig beskikkelse i en dommerstilling i mere end et år – bortset

fra

tilfælde af sygdom – kun kan ske, hvis dommeren udfører et andet

offentligt

hverv, og hvis en fast ansat dommer midlertidigt beskikkes i stillingen.

Bortset fra tilfælde af sygdom vil midlertidig beskikkelse i en

dommerstilling

i mere end et år således fremover kunne ske, hvis ganske særlige grunde taler

for det, og vedkommende retspræsident mv. har givet sit samtykke. Baggrunden

for dette forslag er bl.a., at der i de kommende år forventes et stigende

antal

forespørgsler om international bistand fra dommere. Denne bistand må i en del

tilfælde forventes at vare mere end et år og vil ikke altid kunne

karakteriseres som offentlige hverv.

Det foreslås desuden, at der – ligesom for bøder omfattet af

straffuldbyrdelsesloven – bliver mulighed for at inddrive disciplinære

bøder,

som pålægges advokater og advokatselskaber af Advokatnævnet i medfør af

retsplejelovens § 147 c, stk. 1, ved udpantning eller ved lønindeholdelse.

Der foreslås indsat nærmere regler i retsplejeloven om,

hvordan personer, som er taget i forvaring efter retsplejelovens § 178, stk.

1,

nr. 5 (vidneforvaring), § 494, stk. 2 og § 497, stk. 2 (forvaring af

skyldner),

skal behandles. Baggrunden herfor er, at reglerne i retsplejeloven om

varetægtsarrestanter efter retspraksis ikke finder anvendelse i forhold til

vidner og skyldnere, som er taget i forvaring efter retsplejelovens regler,

ligesom det af straffuldbyrdelsesloven fremgår, at reglerne om behandlingen

af

strafafsonere ikke finder anvendelse i forhold til disse personer.

På linje med, hvad der gælder for varetægtsarrestanter,

foreslås det, at de nærmere regler for behandlingen af personer i forvaring

fastlægges administrativt, men således, at det reguleres direkte i

retsplejeloven, i hvilket omfang vidneforvarede mv. kan undergives

indskrænkninger i retten til at modtage besøg og breve.

Endvidere foreslås det at forenkle proceduren for frivillig

overførsel af varetægtsarrestanter til fuldbyrdelsesinstitutioner under

kriminalforsorgen. Under hensyn til, at det må anses for ubetænkeligt, at

overførslen sker uden rettens godkendelse, når samtykke fra arrestanten,

anklagemyndigheden og institutionens ledelse foreligger, foreslås

retsplejelovens

§ 777, 1. pkt. ændret, således at kravet om rettens samtykke i disse

situationer ophæves.

Endelig præciseres ordlyden af retsplejelovens § 777, 3.

pkt., således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at en frivilligt

overført varetægtsarrestant i institution skal behandles efter de regler, der

gælder for personer, der er anbragt i institutionen i henhold til dom, mens

en

tvangsmæssigt overført arrestant skal behandles efter reglerne om

varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden og sikkerhed i

institutionen gør det muligt.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende

bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til det Høje Tings

velvillige

behandling.

Lignende dokumenter