Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven og lov om social service

2000/1 LSF 210Lovforslag som fremsatJustitsministeriet28. marts 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. marts 2001 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og lov om

social service

(Ungdomskriminalitet)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,

foretages følgende ændringer:

1.

Efter § 74 indsættes:

»§ 74 a.

Hvis en person, der på

gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere

personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten

bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret,

kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis

det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere

lovovertrædelser.

Stk. 2.

Retten kan give den dømte pålæg

svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57.

Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt

opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12

måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for

børn og unge. Begår en person, der er undergivet en

foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at

idømme straf forlænge foranstaltningen, herunder

længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder.

Læs alt

Stk. 3.

Den dømte kan kræve afgørelser om

overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for

børn og unge og afgørelser om overførsel fra ambulant

behandling til anbringelse på en døgninstitution for børn

og unge eller godkendt opholdssted indbragt for retten til prøvelse.

Det samme gælder, i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i

dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal

forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet.

Afgørelsen træffes ved kendelse. Sagens indbringelse for retten

har ikke opsættende virkning. Bestemmelsen i § 59, stk. 2,

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Justitsministeren kan efter forhandling med

socialministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til

udgang mv. til personer, der er er undergivet en foranstaltning efter

stk. 1 og 2. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at

afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke

kan indbringes for højere administrativ myndighed.«

2.

I § 88, stk. 5, indsættes efter

»§§ 68-70«: »eller § 74 a«.

3.

§ 89 a affattes således:

»§ 89 a. I forbindelse med en dom, hvorved en

person idømmes foranstaltning efter §§ 68-70 eller 74 a, kan

retten træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt

straf, som ikke er fuldbyrdet.

Stk. 2. Idømmes en person, der er undergivet

foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, straf, kan retten

træffe bestemmelse om bortfald af den tidligere idømte

foranstaltning.«

4.

I § 95 indsættes efter »§§ 68-70,«:

»§ 74 a,«.

5.

I § 97, stk. 2., nr. 1, indsættes efter

»fængsel indtil 1 år«: »samt for foranstaltninger efter § 74

a«.

§ 2

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16.

oktober 2000, som ændret senest ved lov nr. 115 af 19. februar 2001,

foretages følgende ændring:

1.

I § 58 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Kommunen skal udarbejde en foreløbig plan

senest 7 dage efter kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den

begåede kriminalitet.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

§ 4

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.

Stk. 2.

§ 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

4

2. Regeringens initiativer mod ungdomskriminalitet af 27. oktober

2000

5

3. Oversigt over ekspertgruppens overvejelser og forslag

5

4. Unge lovovertrædere på 15-17 år

5

4.1. Gældende ret

5

4.1.1. Varetægtsfængsling

5

4.1.2. Sanktionstyper og sanktionsvalget

5

4.1.3. Afsoning

7

4.2. Ekspertgruppens forslag

7

4.2.1. Målgruppe for en ungdomssanktion

7

4.2.2. De enkelte elementer i ungdomssanktionen

8

4.2.3. Oplysninger og indstilling fra de sociale myndigheder

10

4.2.4. Kompetenceforhold

10

4.2.5. Hurtig sagsbehandling

10

4.2.6. Foranstaltningsændring?

11

4.2.7. Konvertering af en ungdomssanktion til en almindelig

fængselsstraf?

11

4.2.8. Ny kriminalitet

12

4.3. Regeringens overvejelser

12

4.3.1. Ekspertgruppens forslag

12

4.3.2. Konsekvensrettelser som følge af ungdomssanktionen

13

5. Børn og unge under den kriminelle lavalder på 15

år

14

5.1. Gældende ret

14

5.3. Ekspertgruppens forslag

15

5.4. Regeringens overvejelser

16

6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

17

7. Hørte myndigheder mv.

18

1.

Indledning

Formålet med lovforslaget er at styrke indsatsen og

reaktionsmulighederne over for den hårde kerne af socialt belastede og

utilpassede unge kriminelle.

Lovforslaget indebærer, at der i straffeloven

indføres en ny ungdomssanktion i form af en struktureret, kontrolleret

socialpædagogisk behandling af 2 års varighed for de 15-17

årige. Ungdomssanktionen giver mulighed for at fastholde den unge i

længere tid og for samtidig at iværksætte en behandling,

der på længere sigt kan få den unge på ret kurs.

Herudover indebærer lovforslaget, at der gennem en

ændring af lov om social service indføres en pligt for kommunen

til at udarbejde en foreløbig handleplan senest 7 dage efter, at den

har modtaget dokumentation fra politiet om alvorligere kriminalitet,

således at den nødvendige sociale indsats navnlig over for

børn og unge under den kriminelle lavalder kan iværksættes

så hurtigt som muligt efter, at kriminaliteten er begået.

Lovforslaget bygger på den rapport, som

Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet afleverede til justitsministeren og

socialministeren den 2. februar 2001 (herefter benævnt »rapporten«).

Ekspertgruppen blev nedsat af regeringen den 27. oktober 2000 som et blandt

flere initiativer mod ungdomskriminalitet.

2. Regeringens

initiativer mod ungdomskriminalitet af 27. oktober 2000

Den 27. oktober 2000 besluttede regeringen at

iværksætte en række initiativer mod ungdomskriminalitet.

Initiativerne blev bl.a. iværksat på baggrund af konkrete sager,

hvor børn og unge havde begået alvorlig personfarlig

kriminalitet, herunder gaderøveri og gruppevoldtægt.

Initiativerne skal sikre, at det strafferetlige og sociale

system fungerer effektivt, og at der er et tilstrækkeligt antal

institutionspladser til rådighed.

Initiativerne bestod i:

- Oprettelse af ca. 20 nye sikrede pladser til unge kriminelle. Det

samlede antal sikrede pladser blev dermed bragt op på 74.

- Etablering af 100-120 yderligere anbringelsespladser til utilpassede

unge, der er på vej ind i alvorligere kriminalitet. Der kan være

tale om såkaldte »mandsopdækkede« pladser,

døgninstitutionspladser mv.

- Nedsættelse af en hurtigt arbejdende ekspertgruppe, der bl.a.

skulle vurdere, hvad der kan gøres for at styrke sanktionerne og

myndighedsindsatsen på området.

Der blev samtidig afsat 100 mio. kr. til dækning af

udgiften ved etableringen af de ca. 20 sikrede pladser samt de 100-120

anbringelsespladser.

3. Oversigt over

ekspertgruppens overvejelser og forslag

3.1.

Det er ekspertgruppens vurdering, at de

eksisterende indgrebsmuligheder over for unge lovovertrædere mellem

15 og 18 år i de fleste tilfælde må anses for

tilstrækkelige. Det er dog samtidig ekspertgruppens opfattelse, at det

selv med en fuld udnyttelse af de eksisterende indgrebsmuligheder ikke i alle

tilfælde vil være muligt i tilstrækkeligt omfang at

imødekomme behovet for at kunne gennemføre en fastholdelse, der

kan beskytte det omgivende samfund mod ny kriminalitet og på samme tid

give mulighed for at iværksætte og gennemføre en

behandling, der på længere sigt kan være egnet til at

resocialisere den unge. På denne baggrund har ekspertgruppen overvejet,

hvordan en særlig ungdomssanktion nærmere kan udformes.

Et flertal i ekspertgruppen (11 medlemmer) finder,

at en ungdomssanktion bør udformes som en særlig foranstaltning,

der kort kan beskrives som en dom til længerevarende

socialpædagogisk behandling, hvori der indgår et element af

fastholdelse. Målgruppen er unge mellem 15 og 18 år, der har

begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig har et massivt

socialpædagogisk behandlingsbehov.

Efter forslaget er hovedelementerne i sanktionen et

indledende ophold i en sikret institution (typisk af 2 måneders

varighed), derefter et længerevarende ophold i en almindelig

døgninstitution eller godkendt opholdssted, afsluttende med en

ambulant fase/udslusningsfase. Der foreslås indbygget en betydelig grad

af fleksibilitet i foranstaltningen, således at den løbende kan

tilpasses skærpes eller lempes afhængig af den unges

adfærd og udvikling. Den samlede varighed af sanktionen foreslås

at være 2 år. Den samlede længstetid for ophold i

institution/opholdssted foreslås at være på 1 år og 6

måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret

institution.

Et mindretal i ekspertgruppen (3 medlemmer fra

amterne og Københavns Kommune) finder, at flertallets konkrete forslag

til udformningen af en ungdomssanktion indeholder en række elementer,

der på en uheldig måde sammenblander retsvæsenets

straffesystem med socialvæsenets hjælpesystem, og som efter disse

medlemmers opfattelse er uheldige for mulighederne for at opnå

resultater med en social behandling af de unge. Mindretallet er af den

opfattelse, at det længerevarende socialpædagogiske

behandlingsforløb ikke bør indskrives som en ny foranstaltning

i straffeloven, men at det bør være et socialt koncept, som kan

gives af retten som vilkår for en betinget dom eller besluttes af

kriminalforsorgen ved overførsel til afsoning af frihedsstraf i

socialt regi efter straffelovens § 49, stk. 2. Der henvises til

rapporten s. 130 og 148-150.

Kommunernes Landsforenings

repræsentant i

ekspertgruppen har tilkendegivet, at det efter foreningens opfattelse

henhører under regeringen og Folketinget at træffe beslutning om

indførelse af en særlig ungdomssanktion og foretage de

principielle overvejelser, denne sanktion giver anledning til, jf. rapporten

s. 130.

Ekspertgruppens overvejelser og flertallets forslag

vedrørende unge lovovertrædere på 15-17 år

gennemgås nærmere nedenfor i pkt. 4.

3.2.

For så vidt angår børn

og unge under den kriminelle lavalder peger ekspertgruppen på, at

ungdomssanktionen efter sin karakter af strafferetlig retsfølge ikke

er anvendelig over for denne persongruppe.

For så vidt angår unge under 15 år er

det ekspertgruppens vurdering, at serviceloven nu i kraft af de

ændringer, der trådte i kraft den 1. januar i år i langt

de fleste tilfælde giver tilstrækkelige muligheder for en

reaktion med et socialt indhold, herunder med mulighed for at fastholde den

pågældende med henblik på behandling, hvis et barn eller en

ung under 15 år begår alvorligere kriminalitet.

Med henblik på at sikre, at den nødvendige

indsats kan iværksættes så hurtigt som muligt, efter at en

ung har begået alvorligere kriminalitet, foreslår ekspertgruppen,

at der indføres en pligt for kommunen til at udarbejde en

foreløbig handleplan senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget

dokumentation fra politiet om kriminaliteten. Ekspertgruppen har

foreslået, at pligten på samme måde som den

nugældende bestemmelse i servicelovens § 58 a om pligt til at

udarbejde handleplaner ikke kun kommer til at gælde i forhold til

børn og unge under 15 år, men også i forhold til unge

lovovertrædere på 15 til 17 år.

Ekspertgruppens overvejelser og

forslag vedrørende børn og unge under 15 år, der har

begået alvorligere kriminalitet, gennemgås nærmere nedenfor

i pkt. 5.

4. Unge lovovertrædere på 15-17

år

4.1. Gældende

ret

Som udgangspunkt gælder det almindelige

strafferetlige sanktionssystem for unge lovovertrædere på 15-17

år. Det gælder således både straffelovens regler og

retsplejelovens bestemmelser om strafferetlig forfølgning, herunder

efterforskning, tiltalerejsning og domstolenes behandling af straffesager. De

almindelige sanktionsformer finder ligeledes anvendelse. På en

række punkter indeholder lovgivningen dog særlige bestemmelser

for unge under 18 år.

I det følgende gives en oversigt over

gældende ret på dette område. En mere udførlig

gennemgang findes i rapporten s. 36-52.

4.1.1.

Varetægtsfængsling

Unge lovovertrædere på 15-17 år

varetægtsfængsles som udgangspunkt efter de samme regler, som

gælder for personer over 18 år. Reglerne herom findes i

retsplejelovens kapitel 70.

Det følger af retsplejelovens § 765,

stk. 1, om såkaldt »surrogatfængsling«, at hvis

betingelserne for varetægtsfængsling er til stede, men

varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre

indgribende foranstaltninger, træffer retten med den sigtedes samtykke

bestemmelse derom. Retten kan herunder bestemme, at sigtede skal tage ophold

i egnet hjem eller institution (§ 765, stk. 2, nr. 3).

I langt de fleste tilfælde sker

varetægtsfængsling af sigtede personer under 18 år i form

af surrogatfængsling efter retsplejelovens § 765. De sikrede

sociale institutioner benyttes i videst muligt omfang som

varetægtssurrogat. Er der ikke umiddelbart plads på en sikret

afdeling, placeres den unge i arresthus, indtil overførslen til en

sikret institution i praksis kan ske.

4.1.2. Sanktionstyper

og sanktionsvalget

Bødestraf

til unge lovovertrædere vil i

almindelighed blive fastsat til et mindre beløb end bøder til

voksne lovovertrædere. Lykkes det ikke at inddrive en ubetalt

bøde, og eftergives bøden ikke, træder i bødens

sted en forvandlingsstraf i form af hæfte eller fængsel, jf.

straffelovens § 53. Her gælder der imidlertid en særregel

om, at der i almindelighed ikke må anvendes

bødeforvandlingsstraf over for personer under 18 år.

Et tiltalefrafald er en afgørelse, der

træffes af anklagemyndigheden, og som indebærer, at den sigtede

anses for skyldig. Et tiltalefrafald kan være uden vilkår, men

der er også mulighed for at knytte vilkår til et

tiltalefrafald.

Efter retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2, kan

tiltale i en sag helt eller delvis frafaldes i tilfælde, hvor det i

medfør af § 723, stk. 1, fastsættes som vilkår,

at sigtede undergives hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om

social service. Det følger endvidere af retsplejelovens § 722,

stk. 1, nr. 3, at tiltale i en sag helt eller delvis kan frafaldes i

tilfælde, hvor sigtede var under 18 år på

gerningstidspunktet, og der fastsættes vilkår efter

retsplejelovens § 723, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan der

fastsættes vilkår om, at sigtede betaler en bøde eller

indgår på konfiskation. Desuden kan der fastsættes samme

vilkår som i betingede domme. Der kan endvidere fastsættes

vilkår om en ungdomskontrakt.

En ungdomskontrakt kan kort beskrives som en

aftale, hvorved en ung lovovertræder med

forældremyndighedsindehaverens samtykke forpligter sig til at holde sig

kriminalitetsfri i en nærmere angiven periode samt deltage i visse

nærmere opregnede aktiviteter mv. (eksempelvis beskæftigelse

eller uddannelse) mod, at anklagemyndigheden på sin side afstår

fra yderligere retsforfølgning.

Retligt er der tale om et tiltalefrafald med vilkår

efter retsplejelovens § 723. Det indebærer bl.a., at

vilkåret om ungdomskontrakt og dermed indholdet af selve kontrakten

skal godkendes af retten, jf. retsplejelovens § 723, stk. 3.

Målgruppen for ordningen er unge

lovovertrædere i alderen 15-17 år, som efter gældende

praksis ville have fået meddelt et tiltalefrafald eller eventuelt

betinget dom. Unge, der har begået voldskriminalitet eller anden

personfarlig kriminalitet, er ikke omfattet af ordningen.

Efter straffelovens § 56 kan retten gøre en

straf betinget, hvis den finder det upåkrævet, at straffen kommer

til fuldbyrdelse. Den fuldt ud betingede dom forekommer i to hovedformer:

enten som en betinget dom uden fastsat straf (straffelovens § 56,

stk. 1) eller som en betinget dom med fastsat straf (straffelovens

§ 56, stk. 2).

Efter straffelovens § 56, stk. 3, er det et fast

vilkår for en betinget dom, at den dømte ikke i en

prøvetid begår nyt strafbart forhold (vilkår om straffri

vandel).

Efter straffelovens § 57 kan retten som vilkår

for udsættelsen af straffastsættelsen eller af straffuldbyrdelsen

bestemme, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne

skal undergives tilsyn (tilsynsvilkår). For personer under 18 år

varetages tilsynet i almindelighed af de sociale myndigheder. Desuden kan

retten fastsætte andre vilkår (særvilkår), som findes

formålstjenlige, herunder at den dømte efter kommunens

afgørelse undergives foranstaltninger efter § 40 i lov om social

service, eventuelt af nærmere angiven art, og efterkommer de

forskrifter, som kommunen meddeler den pågældende (§ 57,

stk. 1, nr. 9). Dette indebærer, at det herefter påhviler de

sociale myndigheder (kommunerne) at træffe bestemmelse om indholdet af

de pågældende foranstaltninger efter den sociale lovgivning. Det

kan f.eks. være ophold i en vis periode på en

døgninstitution for børn og unge.

En betinget dom kan endvidere betinges af en pligt til

under tilsyn af kriminalforsorgen at udføre ulønnet

samfundstjeneste i mindst 30 timer og højst 240 timer.

Samfundstjeneste kan bl.a. bestå i at arbejde for en velgørende

eller almennyttig organisation, en sportsklub eller en kirke. Denne

særlige variant af den betingede dom er reguleret i straffelovens 8.

kapitel.

Det er en betingelse for anvendelse af betinget dom med

vilkår om samfundstjeneste, at den dømte findes egnet hertil,

jf. straffelovens § 62, stk. 1. Denne sanktionsform kan derfor ikke

komme på tale over for de mest utilpassede unge under 18 år.

En særlig mellemform mellem betinget og ubetinget

frihedsstraf findes i straffelovens § 58, stk. 1. Efter denne

bestemmelse er der mulighed for at afsige en kombinationsdom, der

består af en ubetinget strafdel og en betinget strafdel. Den ubetingede

strafdel udgøres af en ubetinget frihedsstraf (hæfte eller

fængselsstraf) på op til 6 måneder, mens dommen i

øvrigt gøres betinget. Der er ikke noget maksimum for den

betingede strafdel.

Der findes to former for frihedsstraf: hæfte og

fængsel. I forbindelse med den nye straffuldbyrdelseslovs

ikrafttræden den 1. juli 2001 afskaffes hæftestraffen, hvorefter

fængselsstraffen vil være eneste form for frihedsstraf. Der ses

herved bort fra forvaring (dvs. tidsubestemt frihedsberøvelse), der

ikke anses for en straf, men for en anden retsfølge.

Selv om der i princippet ikke er noget til hinder for at

idømme unge under 18 år ubetinget frihedsstraf, udvises der i

retspraksis en betydelig tilbageholdenhed hermed.

Om behandlingsdomme kan det oplyses, at

lovovertrædere, der på gerningstidspunktet er utilregnelige

på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles

hermed, ikke straffes, jf. straffelovens 16. Det samme gælder personer,

der er mentalt retarderede i højere grad. Herudover indeholder

§ 16 også mulighed for straffrihed for visse andre psykisk

afvigende gerningsmænd.

En frifindelse efter straffelovens § 16

indebærer, at den pågældende ikke kan idømmes straf

(bøde, hæfte eller fængsel). Derimod er der i

medfør af straffelovens § 68 mulighed for, at retten kan

træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der

må anses for formålstjenlige for at forebygge yderligere

lovovertrædelser. Som eksempler på sådanne

særforanstaltninger kan i forhold til sindssyge gerningsmænd

nævnes dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling, dom til

psykiatrisk behandling og dom til ambulant psykiatrisk behandling.

Af større interesse i forhold til de utilpassede

unge, er det, at der i medfør af § 69, jf. § 68, er hjemmel

til at dømme gerningsmænd, der har begået

lovovertrædelser i en tilstand, der er betinget af mangelfuld

udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, til

anbringelse i en socialpædagogisk behandlingsinstitution eller til

behandling i en sådan institution.

4.1.3.

Afsoning

I alle sager, hvor unge under 18 år er idømt

ubetinget frihedsstraf, skal det vurderes, om der er grundlag for at anbringe

de pågældende på behandlingsinstitution eller lignende

efter straffelovens § 49, stk. 2.

Anbringelse efter straffelovens § 49, stk. 2,

kan betinges af en række vilkår. Ud over vilkår om ikke at

begå strafbart forhold, kan der være tale om begrænsninger

med hensyn til fravær fra anbringelsesstedet, vilkår om tilsyn og

eventuelt om behandling.

I straffuldbyrdelseslovens § 78 der fra 1. juli

2001 afløser den nugældende bestemmelse i straffelovens

§ 49, stk. 2 er det i stk. 2 fastsat, at dømte under

18 år anbringes i institution mv. uden for fængsel eller

arresthus, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen

taler imod en sådan anbringelse.

4.2. Ekspertgruppens

forslag

Et flertal i ekspertgruppen har som nævnt ovenfor i

pkt. 3.1. foreslået, at en ungdomssanktion bør udformes som en

særlig foranstaltning, der kort kan beskrives som en dom til

længerevarende socialpædagogisk behandling, hvori der

indgår et element af fastholdelse. Målgruppen er unge mellem 15

og 18 år, der har begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig

har et massivt socialpædagogisk behandlingsbehov.

Ekspertgruppen har i rapporten om ungdomskriminalitet

redegjort for sine overvejelser om nogle mere overordnede

spørgsmål i relation til spørgsmålet om

indførelse af en ungdomssanktion, herunder bl.a.

spørgsmålet om forholdet mellem behandling og straf og

overvejelser om indførelse af en modtagepligt for amtskommunerne og

Københavns og Frederiksberg kommuner. Om disse mere overordnede

overvejelser henvises til rapporten s. 123-133.

4.2.1. Målgruppe

for en ungdomssanktion

Målgruppen for en ny ungdomssanktion bør

efter ekspertgruppens opfattelse ikke kun fastlægges ud fra den

kriminalitet, der begås, men også i lyset af behovet for en

længerevarende, socialpædagogisk behandling.

På den baggrund har ekspertgruppen opstillet fire

kriterier med henblik på afgrænsning af den personkreds, som

ungdomssanktionen skal kunne anvendes over for: Et objektivt alderskriterium,

et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige forhold (»social

profil«), et kriterium, der angår kriminalitetens art

(kriminalitetskravet), og endelig et kriterium, der knytter sig til den

straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt

(strafkravet).

Ungdomssanktionen tager sigte på unge, der er fyldt

15 år, og som endnu ikke er fyldt 18 år. Det er alderen på

gerningstidspunktet, der er afgørende. Afviklingen af

ungdomssanktionen kan uanset om den unge giver samtykke strække sig

ud over det fyldte 18. år. Da ungdomssanktionens varighed er på 2

år, vil afviklingen af den række ud over det 18. år i alle

de tilfælde, hvor den unge er fyldt 16 år eller 17 år

på domstidspunktet.

I praksis vil det formentlig i almindelighed ikke komme

på tale, at idømme en ungdomssanktion, hvis den tiltalte

på domstidspunktet er fyldt eller forholdsvis kort tid efter fylder

18 år. Man kan dog forestille sig tilfælde, hvor de personlige

forhold herunder den tiltaltes mangel på modenhed taler for

ungdomssanktion i stedet for en fængselsstraf.

Det er af afgørende betydning, at myndighederne

prioriterer en hurtig behandling af sager, hvor idømmelse af

ungdomssanktion kommer på tale. I det omfang en byretsdom, der lyder

på ungdomssanktion, af den dømte ankes til landsretten,

bør der lægges særlig vægt på en hurtig

behandling, således at den unge ikke i mellemtiden bliver for »gammel«

til ungdomssanktionen.

For så vidt angår den »sociale profil« er

målgruppen efter forslaget kendetegnet ved, at der er tale om unge med

markante tilpasningsproblemer, dvs. unge med en mangelfuldt udviklet evne til

at skabe normale sociale relationer, besvær med at orientere sig i

normale sociale sammenhænge og ofte præget af et højt

angstniveau med deraf følgende uhensigtsmæssige og

grænseoverskridende reaktionsformer, herunder kriminelle handlinger af

særlig voldsom eller voldelig karakter. Deres adfærd er i mange

tilfælde karakteriseret ved, at de typisk i forbindelse med, at de

færdes i grupper ved truende eller lignende aggressiv adfærd

optræder på en måde, der skaber frygt og utryghed i de

områder, hvor de færdes.

Anvendelse af ungdomssanktionen forudsætter efter

forslaget, at foranstaltningen må anses for formålstjenlig til at

imødekomme den unges særlige behov for behandling, og

hovedformålet med ungdomssanktionen vil være at varetage det

individualpræventive formål med at straffe: At undgå at den

unge begår ny kriminalitet. Det vil således være en

forudsætning for anvendelse af ungdomssanktionen, at den unge efter en

individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling.

Det forudsættes, at der kun helt undtagelsesvis kan

blive tale om erklære en ung, der opfylder den »sociale profil«, for

uegnet til behandling. Det er ikke en betingelse for idømmelse af

ungdomssanktionen, at den pågældende giver samtykke til

foranstaltningen. Der henvises i øvrigt til ekspertgruppens

overvejelser om samtykke- og egnethedsspørgsmålet i rapporten s.

125-130.

For så vidt angår kriminalitetens art, er det

efter forslaget navnlig tanken, at ungdomssanktionen skal anvendes ved

grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, røveri og

voldtægt. Ungdomssanktionen skal endvidere kunne anvendes i

tilfælde af anden alvorlig kriminalitet, herunder mere omfattende

berigelseskriminalitet, brugstyverier eller hærværk. Det

indgår i grovhedsvurderingen, hvis kriminaliteten er begået i

forening med andre, jf. straffelovens § 80, stk. 2.

Hvad endelig angår strafkravet, bør

ungdomssanktionen efter ekspertgruppens opfattelse kunne anvendes i sager,

hvor domstolene i dag ville idømme en ubetinget fængselsstraf i

intervallet fra 30 dage op til ca. 1 år. Det bør dog ikke

være udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til

en lidt længere ubetinget fængselsstraf, f.eks. på 1

år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere

formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. Den angivne

overgrænse gælder også for kombinationsdomme efter

straffelovens § 58, stk. 1. Er alternativet til en ungdomssanktion en

kombinationsdom på 2 års fængsel, hvoraf 1 år og 6

måneder gøres betinget, forudsættes der således ikke

idømt en ungdomssanktion. Derimod bør der kunne idømmes

en ungdomssanktion, hvis alternativet er kombinationsdom på 1 års

fængsel, hvoraf f.eks. 6 eller 9 måneder gøres

betinget.

Når overgrænsen her ikke af ekspertgruppen

foreslås fastsat til f.eks. fængsel i 2 år, skyldes det

bl.a., at der ved straffe af denne længde over for unge

lovovertrædere vil være tale om meget grov eller gentagen

kriminalitet, hvor ubetinget fængselsstraf er forskyldt. Som det

fremgår af rapporten s. 48-51, indebærer en ubetinget

fængselsstraf ikke uden videre, at den unge skal afsone straffen i et

fængsel. Udgangspunktet er, at straffen helt eller delvis afsones uden

for fængselsregi, f.eks. i en social institution, medmindre

afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod det, jf.

straffelovens § 49, stk. 2, der pr. 1. juli 2001 afløses af

§ 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven. Dette giver mulighed for

at tilrettelægge et afsoningsforløb, der tager hensyn til den

unges behov for socialpædagogisk behandling, jf. herved f.eks.

beskrivelsen af Ringe-projektet i rapporten s. 27-29.

Med hensyn til angivelsen af en undergrænse

bemærkes, at hvis sagen kan afgøres med bøde,

tiltalefrafald (eventuelt med ungdomskontrakt) betinget dom uden

straffastsættelse eller dom til samfundstjeneste, så kommer

anvendelse af ungdomssanktionen efter ekspertgruppens forslag ikke på

tale. Disse sanktionstyper vil efter ekspertgruppens forslag dog næppe

være relevante i forhold til unge, der både opfylder den ovenfor

beskrevne sociale profil og kriminalitetskravet.

4.2.2. De enkelte

elementer i ungdomssanktionen

Hovedindholdet i en ny ungdomssanktion bør efter

ekspertgruppens forslag bestå i et længerevarende

socialpædagogisk behandlingsforløb (»dom til

socialpædagogisk behandling«).

Retten bør i den forbindelse kunne knytte

pålæg til behandlingsdommen svarende til de vilkår, der kan

knyttes til en betinget dom efter straffelovens § 57. Retten

forudsættes dog altid i dommen at fastsætte længden

(længstetiderne for) af de enkelte institutionsophold, jf.

nedenfor.

For så vidt angår de overordnede

tidsmæssige rammer bør ungdomssanktionen efter ekspertgruppens

opfattelse have en varighed på 2 år.

Ungdomssanktionen forudsættes af ekspertgruppen

indledt med et ophold på en døgninstitution efterfulgt af et

længerevarende kontrolleret forløb med en intensiv

socialpædagogisk indsats. Henset til den særlige målgruppe

for sanktionen bør det være udgangspunktet, at den unge

indledningsvis anbringes på en sikret afdeling.

Formålet med det indledende institutionsophold er

dels umiddelbart gennem fjernelse fra lokalmiljøet at få

standset den unges kriminelle handlinger, dels at tilvejebringe grundlaget

for den videre socialpædagogiske behandling.

Varigheden af det indledende ophold i en sikret

institution bør efter ekspertgruppens opfattelse formentlig i

almindelighed være på 2 måneder svarende til den normale

varighed af en socialpædagogisk observation efter den sociale

lovgivning.

Hvis særlige omstændigheder taler for, at der

kun er behov for et indledende ophold af kortere varighed i en sikret

afdeling, kan det i dommen fastsættes, at det indledende ophold i

sikret institution har en varighed på »indtil 2 måneder«. Hvis

der omvendt skønnes at være behov for et længere

indledende ophold end 2 måneder i sikret afdeling, bør dommen

også give mulighed for det, f.eks. ved at det indledende ophold i

sikret afdeling kan udstrækkes »indtil 4 måneder«.

Efter afviklingen af det indledende institutionsophold

skal den unge efter forslaget som udgangspunkt anbringes under lempeligere

former f.eks. på en (ikke sikret) døgninstitution eller et

egnet opholdssted samtidig med, at den unge søges yderligere aktiveret

med undervisning og/eller arbejde. Varigheden af dette ophold bør

efter ekspertgruppens forslag i almindelighed være på indtil 12

måneder, således at det samlede institutionsophold er på

omkring 14 måneder.

En tredje periode foregår i ambulant regi med tilsyn

af de sociale myndigheder. Varigheden af denne periode afhænger af den

samlede varighed af institutionsopholdet. Hvis overgangen til den ambulante

fase sker efter et indledende ophold i sikret afdeling på 2

måneder efterfulgt af et ophold på almindelig

døgninstitution i 12 måneder, vil den ambulante periode få

en varighed på 10 måneder, medmindre der sker

tilbageførsel til institution.

Det bør således med hjemmel i dommen

være muligt at føre den dømte tilbage til sikret

institution, hvis det viser sig, at den pågældende (endnu) ikke

kan håndtere de friheder, der er forbundet med ophold i en almindelig

(ikke sikret) døgninstitution eller opholdssted. For det samlede

ophold i sikret institution som led i en ungdomssanktion bør der dog

gælde en længstetid. Denne længstetid, hvori også

medregnes det indledende ophold på typisk 2 måneder i sikret

afdeling, kan efter ekspertgruppens opfattelse passende fastsættes til

1 år.

Tilsvarende bør den dømte kunne genanbringes

i almindelig døgninstitution efter at være overgået til

den ambulante fase, hvis det viser sig nødvendigt for at

gennemføre den socialpædagogiske behandling. Ekspertgruppen har

fundet, at der ud over den nævnte længstetid på 1 år

for ophold i sikret institution også bør fastsættes en

længstetid for det samlede institutionsophold omfattende både

ophold i sikret afdeling og ophold i almindelig døgninstitution/egnet

opholdssted. Denne længstetid foreslås fastsat til 1½

år.

Afgørelse om tilbageførsel i henhold til den

idømte ungdomssanktion bør ifølge forslaget

træffes af de kompetente sociale myndigheder (dvs. hjemkommunen og

ved tilbageførsel til sikret afdeling tillige det amt, hvor den

sikrede afdeling er beliggende). Eftersom afgørelsen træffes med

hjemmel i en bemyndigelse i dommen, forudsætter tilbageførsel

ikke, at de almindelige betingelser for anbringelse uden samtykke i den

sociale lovgivning er opfyldt, ligesom der ikke er klageadgang gennem det

sociale ankesystem. Betingelsen for tilbageførsel er som for

idømmelse af ungdomssanktion i det hele taget at det må anses

for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Som eksempler på forhold, der kan føre til tilbageførsel,

kan nævnes ny kriminalitet og »springture«. For så vidt

angår betydningen af ny kriminalitet henvises til pkt. 4.2.8.

nedenfor.

Ekspertgruppen finder henset til indgrebets intensive

karakter, at den dømte bør kunne forlange

domstolsprøvelse af de sociale myndigheders afgørelse, hvis det

efter overførslen fra sikret afdeling til almindelig (åben)

døgninstitution eller opholdssted eller til ambulant behandling med

hjemmel i dommen besluttes at tilbageføre den dømte til sikret

afdeling inden for rammerne af de længstetider, der gælder, jf.

nærmere herom nedenfor i under bemærkningerne til lovforslagets

§ 1, nr. 1.

For at sikre en nogenlunde ensartet praksis med hensyn til

anvendelsen af ungdomssanktionen har ekspertgruppen foreslået, at

anklagemyndigheden efter drøftelse med de berørte parter skal

fastsætte vejledende retningslinier for udformningen af påstande

(og dermed domskonklusioner) om de sædvanligt forekommende varianter af

ungdomssanktioner (sådan som der af Rigsadvokaten er fastsat vejledende

retningslinier for foranstaltninger over for visse psykisk afvigende

lovovertrædere i cirkulære nr. 234 af 10. december 1976). Der vil

i den forbindelse f.eks. kunne tages stilling til den grad af fleksibilitet,

der bør være i angivelsen af de tidsmæssige rammer for

ophold i almindelig døgninstitution eller egnet opholdsted.

En foranstaltning kunne f.eks. gå ud på, at

den domfældte

- i 2 år undergives tilsyn af kommunen og efter kommunens

nærmere bestemmelse undergiver sig socialpædagogisk

behandling

- i de første 2 måneder anbringes på en sikret

afdeling på en døgninstitution for børn og unge

- og herefter i indtil 12 måneder anbringes på en

døgninstitution eller et godkendt opholdssted

- i øvrigt efterkommer pålæg fra de sociale

myndigheder om opholdssted, herunder tilbageførsel til eller fortsat

anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution/godkendt

opholdssted, inden for de længstetider, der er fastsat i straffelovens

§ 74 a, stk. 2, 2. pkt.

Det bemærkes, at varigheden af opholdet i

»almindelig« døgninstitution eller godkendt opholdssted, efter

forslaget er angivet som »indtil 12 måneder«. Udvikler den unge sig

positivt, er der således mulighed for at overgå til den ambulante

fase inden udløbet af de 12 måneder.

Med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af

ungdomssanktionen bemærkes i øvrigt, at den tid, som den unge

forud for dommen måtte have været varetægtsfængslet

eller surrogatanbragt, efter forslaget ikke fradrages i længstetiden

for den idømte ungdomssanktion. Straffelovens § 86, der alene

angår fradrag i idømt frihedsstraf, gælder således

ikke i disse tilfælde.

For så vidt angår det behandlingsmæssige

indhold i en ungdomssanktion henvises til rapporten s. 138-139.

4.2.3. Oplysninger og

indstilling fra de sociale myndigheder

For at tilvejebringe et grundlag for

sanktionsfastsættelsen indhenter anklagemyndigheden i forbindelsen med

forberedelsen af straffesager mod unge under 18 år oplysninger om

sigtedes personlige forhold hos de sociale myndigheder i sigtedes

opholdskommune. De sociale myndigheder bør i den forbindelse tage

stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en dom til

socialpædagogisk behandling må anses for formålstjenlig, og

som led i den plan, der efter serviceloven er pligt til at udarbejde for

unge, som har begået alvorlig kriminalitet hvilke pålæg,

der må anses for formålstjenlige i forhold til den unge.

Indstillingen fra de sociale myndigheder for personer i de

sager, hvor en ungdomssanktion kommer på tale, skal efter

ekspertgruppens opfattelse indeholde forslag til, hvordan ungdomssanktionen

for den pågældende unge bør udformes. De sociale

myndigheder bør i den forbindelse (via anklagemyndigheden) indstille

til retten, hvor længe den unge bør opholde sig på en

sikret døgninstitution, og i hvor lang tid den unge

efterfølgende skal være anbragt på en åben

institution/opholdssted. Har den unge under sagen været anbragt i

varetægtssurrogat i sikret afdeling, og er der her gennemført en

pædagogisk observation, der viser, at den pågældende ikke

har behov for at være i en sikret afdeling, er der ikke noget til

hinder for, at de sociale myndigheder indstiller, at ungdomssanktionen

indledes på en almindelig døgninstitution/opholdssted.

4.2.4.

Kompetenceforhold

Efter forslaget er det retten, der træffer

afgørelse om, hvorvidt en ung, der er fundet skyldig, er omfattet af

målgruppen for ungdomssanktionen og således opfylder

betingelserne for at blive idømt denne sanktion i stedet for

almindelig fængselsstraf.

Retten skal i den forbindelse afgøre, om det

må anses for formålstjenligt at anvende ungdomssanktion og som

led heri tage stilling til, om den unge helt undtagelsesvis må anses

for uegnet til behandling inden for det sociale system. Denne

afgørelse træffes på grundlag af indstillingen fra de

sociale myndigheder, jf. ovenfor i pkt. 4.2.3., og i lyset af

anklagemyndighedens og forsvarerens påstande og procedurer. Selv om

retten ikke formelt er bundet af indstillingen fra de sociale myndigheder,

forudsættes det i rapporten, at der ikke afsiges dom til

ungdomssanktion, hvis der foreligger en velbegrundet indstilling fra de

sociale myndigheder om, at den tiltalte er uegnet til at modtage en dom til

socialpædagogisk behandling.

Kommer retten til det resultat, at der skal idømmes

ungdomssanktion, skal retten i dommen fastsætte de overordnede rammer

med hensyn til varigheden af institutionsophold og eventuelt andre

pålæg, jf. eksemplet på en domskonklusion ovenfor pkt.

4.2.2. Også her træffer retten afgørelse på grundlag

af indstillingen fra de sociale myndigheder og anklagemyndighedens og

forsvarerens påstande og procedurer.

Det behandlingsmæssige indhold fremgår af det

program/den handleplan, som de sociale myndigheder har udarbejdet, og som

forudsættes at være en del af indstillingen, eventuelt som et

bilag.

Den behandlingsmæssige del af programmet angår

i princippet fuldbyrdelsen af ungdomssanktionen. Dette skal retten efter

ekspertgruppens forslag ikke gå nærmere ind i og det har den i

øvrigt normalt heller ikke de fornødne faglige

forudsætninger for at gøre. Hertil kommer, at handleplanen i

sagens natur ikke kan ligge fast en gang for alle. Den skal til stadighed

kunne tilpasses. Selv om retten havde kompetence til at godkende de

behandlingsmæssige elementer i planen, kunne de sociale myndigheder

ikke være afskåret fra efterfølgende at ændre i den

uden godkendelse fra retten.

Der kan i øvrigt henvises til bilag 4 i rapporten

(s. 203-204), hvor samspillet mellem justitsvæsenet og de sociale

myndigheder i forbindelse med forberedelsen af sager, hvor idømmelse

af ungdomssanktion kan komme på tale, er beskrevet.

4.2.5. Hurtig

sagsbehandling

Det er efter ekspertgruppens opfattelse af

afgørende betydning, at myndighederne prioriterer en hurtig behandling

af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kommer på tale. Der

gælder allerede i dag en pligt til at fremme sager, hvor den

sigtede/tiltalte er varetægtsfængslet. Det vil den

sigtede/tiltalte ofte være (typisk i surrogat) i sager, hvor

idømmelse af ungdomssanktion er aktuel. I sager, hvor den

pågældende måtte være på fri fod under

domsforhandlingen, er det vigtigt, at både politiet/anklagemyndigheden,

de sociale myndigheder og domstolene er opmærksomme på at

prioritere en hurtig behandling af sagerne. Der vil være tale om ret

få sager, så en meget hurtig behandling af disse sager kan efter

ekspertgruppens opfattelse ikke antages at få nogen mærkbar

negativ virkning for sagsbehandlingstiden i andre sager.

Behovet for at fremme sådanne sager mest muligt

gør sig også og i endnu højere grad gældende,

hvis sagen ankes til landsretten. Dette gælder for så vidt,

uanset om den tiltalte måtte være varetægtsfængslet

eller surrogatanbragt i den tid, der går mellem byretsdom og

landsretsdom, eller om den pågældende er på fri fod under

anken.

Det er endvidere vigtigt, at sanktionen kan

iværksættes så hurtigt som muligt efter domsafsigelsen i

byretten eller, hvis sagen ankes, i landsretten.

Er den unge anbragt i varetægtssurrogat under sagens

behandling, vil sanktionen kunne iværksættes i umiddelbar

forlængelse af den endelige dom. Den unge bør i den forbindelse

normalt placeres i samme sikrede afdeling, hvor den pågældende

har opholdt sig i varetægtssurrogat, således at der ikke

behøver ske et miljøskifte. Befinder den unge sig ikke allerede

på den sikrede afdeling, hvor afviklingen af ungdomssanktionen skal

indledes, men f.eks. er på fri fod eller varetægtsfængslet

i et arresthus, forudsætter ekspertgruppen, at den

pågældende normalt vil kunne modtages i en sikret afdeling inden

for en kortere frist f.eks. 7 dage. Ekspertgruppen anbefaler i den

forbindelse, at der indgås en aftale mellem regeringen og de kommunale

parter, som kan sikre en »de facto« modtagepligt, dvs. sikre, at der er det

nødvendige antal pladser til rådighed til unge, der

idømmes ungdomssanktion, jf. nærmere herom i rapporten s.

130-133 og 150-153.

4.2.6.

Foranstaltningsændring?

Ekspertgruppen har overvejet, om der bør være

adgang til anmode retten om at ændre eller ophæve

foranstaltningen, før længstetiden er udløbet, svarende

til adgangen til at rejse sag om foranstaltningsændring efter

straffelovens § 72 med hensyn til behandlingsdomme over for psykisk

afvigende lovovertrædere.

Henset til, at ungdomssanktionen er tidsbegrænset

til 2 år, at den kun i forholdsvis begrænset omfang

forudsættes fuldbyrdet på en sikret afdeling typisk i form af

et indledende ophold på 2 måneder at de

personlighedsmæssige og sociale forhold, som behandlingen retter sig

imod, ikke er af en sådan karakter, at der kan forventes hurtige

resultater af behandlingen, og at der i foranstaltningen forudsættes

indbygget en sådan fleksibilitet, at den løbende kan tilpasses

(herunder navnlig lempes) som led i den socialpædagogiske behandling,

er der efter ekspertgruppens opfattelse ikke anledning til at foreslå

regler om foranstaltningsændringer. Om betydningen af ny kriminalitet

henvises til pkt. 4.2.8. nedenfor.

4.2.7. Konvertering af

en ungdomssanktion til en almindelig fængselsstraf?

Efter forslaget er det ikke en forudsætning for at

anvende ungdomssanktionen, at den unge (eller

forældremyndighedsindehaveren) giver samtykke til foranstaltningen. Det

er dog en forudsætning, at den unge efter en individuel vurdering ikke

findes uegnet til behandling.

Findes den unge undtagelsesvis uegnet til behandling inden

for det sociale system, skal der efter forslaget idømmes en almindelig

straf. Som anført ovenfor under pkt. 4.2.1. er ungdomssanktionen efter

forslaget et alternativ til ubetinget fængselsstraf. Er den unge uegnet

til behandling, vil konsekvensen derfor være, at der må

idømmes en helt eller delvis ubetinget fængselsstraf, da en ren

betinget dom i sådanne tilfælde må anses for

formålsløs og derfor ikke bør kunne komme på tale

ved de former for kriminalitet, hvor spørgsmålet om anvendelse

af ungdomssanktion aktualiseres.

Findes den unge derimod ikke uegnet til behandling, og er

den unge omfattet af målgruppen, jf. ovenfor i pkt. 4.2.1.,

idømmes ungdomssanktionen, selv om den unge måtte

foretrække en almindelig straf, der vil være af kortere varighed

end ungdomssanktionen. Den pågældende har således ikke

valgfrihed.

Ekspertgruppens forslag bygger således på en

forventning om, at det også i forhold til modvillige unge vil

være muligt at udnytte den fastholdelse, der ligger i

ungdomssanktionen, til at skabe ro omkring den unge og motivere den

pågældende til at medvirke positivt i behandlingsforløbet,

hvilket må antages at være en forudsætning for at

opnå et positivt resultat af indsatsen.

Det kan imidlertid næppe udelukkes, at nogle af de

unge, der idømmes ungdomssanktionen, mere vedvarende vil

modsætte sig og være afvisende over for den behandling, som

ungdomssanktionen indebærer.

Ekspertgruppen har på den baggrund overvejet,

hvordan man skal forholde sig til unge, der under afviklingen af

ungdomssanktionen ikke kan motiveres til at medvirke, men som tværtimod

måske udviser en adfærd, der er destruktiv for

behandlingsmiljøet, udøver vold mod personalet mv.

Spørgsmålet er, om disse modvillige unge skal søges

fastholdt i ungdomssanktionen, eller om afviklingen af sanktionen skal

afbrydes og eventuelt erstattes af noget andet. For en samlet gennemgang af

disse overvejelser henvises til rapporten s. 143-146.

Det er ekspertgruppens opfattelse, at en konvertering

alene må antages at ville udløse en kortere eller måske

slet ingen ubetinget fængselsstraf, og at udsigten til en sådan

omsætning derfor næppe vil virke afskrækkende på

unge, der ikke ønsker at deltage positivt i gennemførelse af

ungdomssanktionen. Bl.a. på denne baggrund har ekspertgruppen ikke

stillet forslag om, at en ungdomssanktion i forhold til unge, der under

afviklingen af sanktionen viser sig at være uimodtagelige, skal kunne

omsættes til en ubetinget fængselsstraf.

Ekspertgruppen er opmærksom på de problemer

for behandlingsmiljøet på de sociale institutioner, som den

manglende konverteringsmulighed i visse forhåbentlig få

tilfælde kan medføre. Ekspertgruppen har dog fundet, at de

muligheder, som en ungdomssanktion indeholder f.eks. med hensyn til

tilbageførsel til sikret afdeling, i de fleste tilfælde må

antages at være egnede til at løse eller i hvert fald at

afhjælpe de problemer, som modvillige unge kan give anledning til. Der

vil også være mulighed for at fjerne den pågældende

fra de andre unge for at undgå en negativ påvirkning af

behandlingsmiljøet.

4.2.8. Ny

kriminalitet

Hvis en person, der er undergivet en ungdomssanktion,

begår ny kriminalitet, må der tages stilling til, hvilken

betydning det skal have for ungdomssanktionen.

Det bemærkes indledningsvis, at ekspertgruppens

forslag til en ungdomssanktion ikke har karakter af en betinget dom, der

efter bestemmelsen i straffelovens § 61, stk. 2, kan blive

udløst ved ny kriminalitet, således at der kan blive

udmålt en fællesstraf for både den oprindeligt

pådømte kriminalitet og den nye kriminalitet. Det

indebærer, at der i straffastsættelsen i forbindelse med ny

kriminalitet efter en dom til ungdomssanktion ikke skal indgå en

strafdel hidrørende fra den ikke fuldt ud afviklede ungdomssanktion.

Dette udelukker selvsagt ikke, at det ved straffastsættelsen for den

nye kriminalitet kan indgå som en skærpende omstændighed,

at den nye kriminalitet er begået, mens vedkommende er undergivet en

strafferetlig foranstaltning (ungdomssanktionen).

Det er ekspertgruppens opfattelse, at ny kriminalitet ikke

bør indebære, at ungdomssanktionen bortfalder men eventuelt

afbrydes, hvis der i anledning af den nye kriminalitet sker

varetægtsfængsling. Der henvises herved til det ovenfor

anførte om ungdomssanktionen som en sanktion, som den unge normalt

ikke kan blive »smidt ud af«. Dette udgangspunkt må dog fraviges ved

grovere kriminalitet, hvor den unge står til en længerevarende

ubetinget fængselsstraf. Om behandlingen af ny kriminalitet, der

begås af unge, som er undergivet en ungdomssanktion henvises til

rapporten s. 146-148 og til bemærkningerne til lovforslagets § 1,

nr. 1.

4.3. Regeringens

overvejelser

4.3.1. Ekspertgruppens forslag

Regeringen kan af de af flertallet i ekspertgruppen

anførte grunde tiltræde, at der i straffeloven indføres

mulighed for at idømme unge lovovertrædere en

ungdomssanktion.

Det er således også regeringens opfattelse, at

det selv med en fuld udnyttelse af de eksisterende indgrebsmuligheder ikke i

alle tilfælde vil være muligt i tilstrækkeligt omfang at

imødekomme behovet for at kunne gennemføre en fastholdelse, der

kan beskytte det omgivende samfund mod ny kriminalitet og på samme tid

give mulighed for at iværksætte og gennemføre en

behandling, der på længere sigt kan være egnet til at

resocialisere den unge.

For så vidt angår spørgsmålet om

afgrænsningen af strafkravet i forhold til målgruppen for en

ungdomssanktion er regeringen enig med ekspertgruppen i, at ungdomssanktionen

bør kunne anvendes i sager, hvor domstolene i dag ville idømme

en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. 1

år. Regeringen er endvidere enig med ekspertgruppen i, at det ikke

bør være udelukket at anvende sanktionen over for unge, der

står til en lidt længere fængselsstraf, f.eks. på 1

år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere

formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. Regeringen kan

således tiltræde ekspertgruppens overvejelser vedrørende

overgrænsen for strafkravet.

Ekspertgruppen har med hensyn til angivelsen af en

undergrænse bemærket, at hvis sagen kan afgøres med

bøde, tiltalefrafald (eventuelt med ungdomskontrakt), betinget dom

eller dom til samfundstjeneste, så kommer ungdomssanktion ikke på

tale. Disse sanktionstyper vil efter ekspertgruppens opfattelse dog

næppe være relevante i forhold til unge, der både opfylder

beskrivelsen af den sociale profil og kriminalitetskravet (jf. pkt. 3.2.1.

ovenfor).

Regeringen kan tiltræde disse synspunkter. Man

må dog i den forbindelse være opmærksom på, at

grænsen mellem ubetinget og betinget dom ikke er ganske skarp i

retspraksis, og at selve eksistensen af den ny sanktionsform vil kunne

påvirke sanktionsvalget i dette grænseområde.

Præsidenten for Vestre Landsret og Den Danske

Dommerforening har i deres høringssvar foreslået, at det af

lovteksten fremgår, i hvor lang tid foranstaltningen, herunder med

ophold i døgninstitution, kan forlænges i tilfælde af ny

kriminalitet. Regeringen er enig i, at der også på dette punkt i

loven bør fastsættes en længstetid. Henset til, at

ordningen med socialpædagogisk behandling fortrinsvis er tænkt

anvendt (fuldbyrdet) over for unge under 18 år (sml. ovenfor pkt.

4.2.1. om alderskriteriet), og at der over for grovere, ny kriminalitet

bør reageres med ubetinget frihedsstraf og bortfald af

ungdomssanktionen (jf. pkt. 4.2.8 ovenfor og bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 1), kan maksimum for forlængelse af

ungdomssanktionen efter regeringens opfattelse passende fastsættes til

6 måneder.

4.3.2. Konsekvensrettelser som følge af

ungdomssanktionen

Indførelsen af en ungdomssanktion rejser

spørgsmål om en række konsekvensændringer af

straffeloven og retsplejeloven også ud over den ændring af

straffelovens § 89 a, som ekspertgruppen har foreslået (jf.

lovforslagets § 1, nr. 3). De mere principielle spørgsmål

gennemgås i det følgende, idet der i øvrigt henvises til

lovforslagets specielle bemærkninger.

4.2.3.1.

Efter straffelovens § 97,

stk. 2, er forældelsesfristen for idømt straf

afhængig af varigheden af den idømte straf. Således er

forældelsesfristen 5 år for hæfte og fængsel indtil 1

år, 10 år for fængsel indtil 4 år, 15 år for

fængsel indtil 8 år og 20 år for fængsel på tid

over 8 år. Fængsel på livstid forældes ikke. For

særforanstaltningerne gælder, at forvaring forældes efter

15 år, mens foranstaltninger over for psykisk afvigende

lovovertrædere efter straffelovens §§ 68 og 69 forældes

efter 10 år.

Det er regeringens opfattelse, at forældelsesfristen

for en idømt ungdomssanktion i lyset af den ellers forskyldte straf

(strafkravet) og alderskravet bør fastsættes til 5 år

svarende til forældelsesfristen for frihedsstraffe af indtil 1

års varighed, jf. herved straffelovens § 97, stk. 2, nr.

1.

Hvorvidt det i praksis vil være muligt at fuldbyrde

en ungdomssanktion længere tid efter, at dommen er afsagt, er et andet

spørgsmål.

Som det fremgår af pkt. 4.2.1. ovenfor, vil det i

praksis formentlig i almindelighed ikke komme på tale, at idømme

en ungdomssanktion, hvis den tiltalte på domstidspunktet er fyldt

eller forholdsvis kort tid efter fylder 18 år. Man kan dog forestille

sig tilfælde, hvor de personlige forhold herunder den tiltaltes

mangel på modenhed taler for ungdomssanktion i stedet for en

fængselsstraf.

Det må ud fra lignende overvejelser afgøres,

om det i praksis er muligt at fuldbyrde en ungdomssanktion, hvis det igennem

længere tid ikke har været muligt iværksætte

fuldbyrdelsen. De sociale myndigheder vil således i givet fald skulle

tage stilling til, om den unge er blevet for »gammel« til at kunne placeres i

en social døgninstitution eller godkendt opholdssted for børn

og unge.

Det har i den forbindelse været overvejet, om der

bør indføres hjemmel til at konvertere den resterende del af

ungdomssanktionen til en almindelig fængselsstraf. Konklusionen er

imidlertid blevet, at det i sådanne situationer ikke vil være

rigtigt at indføre hjemmel til at genoptage straffesagen og konvertere

ungdomssanktionen til en ubetinget fængselsstraf. Der er i den

forbindelse lagt vægt på, at en sådan

»konverteringsordning« ikke kendes ved andre særforanstaltninger, at

problemet må antages kun at blive relevant i et yderst begrænset

antal sager (hvis det overhovedet bliver aktuelt), og at der i langt de

fleste af disse sager i givet fald må forventes at være

forløbet lang tid siden den pådømte kriminalitet blev

begået, således at en ny (konverteret) straf vil savne

specialpræventiv effekt over for den pågældende. Dette

understreges i øvrigt yderligere af den pågældendes unge

alder på gerningstidspunktet.

Har det igennem lang tid ikke været muligt at

iværksætte fuldbyrdelsen af ungdomssanktionen, og er de sociale

myndigheder af den opfattelse, at den unge er blevet for »gammel« til at

kunne afvikle ungdomssanktionen, vil konsekvensen være, at

ungdomssanktionen de facto bortfalder, selv om den idømte

foranstaltning formelt ikke er forældet.

4.2.3.2.

I forbindelse med indførelse af en

adgang til at idømme ungdomssanktion må der også tages

stilling til den processuelle behandling af sager, hvor der bliver

spørgsmål om at idømme en ungdomssanktion.

Det følger af retsplejelovens § 925 a, at

nævningesager, hvor sigtede har tilstået, og hvor der bliver

spørgsmål om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70

eller 73, behandles ved byret under medvirken af domsmænd. I

sådanne sager har man ikke fundet, at det er tilstrækkeligt

betryggende med den mere summariske procedure for almindelige

tilståelsessager efter § 925, da der er tale om personer, der ikke

er fuldt tilregnelige.

Idømmelse af en ungdomssanktion kan på flere

punkter sammenlignes med iværksættelse af foranstaltninger efter

straffelovens § 69, jf. § 68, der giver hjemmel til at dømme

gerningsmænd, der har begået lovovertrædelser i en

tilstand, der er betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller

forstyrrelse af de psykiske funktioner, til anbringelse i en

socialpædagogisk behandlingsinstitution eller til behandling i en

sådan institution. Regeringen har derfor overvejet, om sager, hvor der

bliver spørgsmål om idømmelse af en ungdomssanktion,

ligeledes burde behandles efter retsplejelovens § 925 a.

Eftersom målgruppen for ungdomssanktionen imidlertid

ikke er utilregnelige personer (sml. straffelovens § 16), er det

regeringens opfattelse, at der ikke er behov for at fravige retsplejelovens

almindelige regler, når der bliver spørgsmål om at

idømme en ungdomssanktion. Hvis den sigtede tilstår, kan sagen

behandles efter retsplejelovens § 925 (efter den 1. juli 2001

retsplejelovens § 922). Kan sagen ikke fremmes som en

tilståelsessag, behandles den efter de almindelige regler under

medvirken af domsmænd, jf. herved retsplejeloven § 686.

Der stilles derfor ikke forslag om

konsekvensændringer på dette punkt.

4.2.3.3.

Efter de gældende bestemmelser i

retsplejelovens § 756 og § 763, stk. 2, er der adgang til at

anholde og efter omstændighederne varetægtsfængsle, hvis

der er henholdsvis rimelig eller begrundet mistanke om, at en person har

overtrådt bestemmelser i bl.a. en betinget dom, herunder med

vilkår om samfundstjeneste, eller bestemmelser i en afgørelse om

særforanstaltning efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 72.

Bestemmelserne angår

vilkårsovertrædelser, og formålet med anholdelse eller

varetægtsfængsling efter disse bestemmelser er ifølge

forarbejderne dels sikring af undersøgelsen vedrørende

vilkårsovertrædelsen, dels tilvejebringelse af fornyet kontakt

med tilsynsmyndigheden og nyt grundlag for fortsættelse af

forsorgsarbejdet med den pågældende, dels med henblik på

indsættelse til straffuldbyrdelse, jf. herved betænkning nr.

752/1975, Kriminalforsorg Socialforsorg, s. 212-215. I praksis anvendes

bestemmelsen om varetægtsfængsling næsten kun, når

vilkårsovertrædelsen består i ny kriminalitet, og citeres i

så fald næsten altid ved siden af en af fængslingsgrundene

i retsplejelovens § 762 og næsten altid i forbindelse med

konstatering af gentagelsesfare (§ 762, stk. 1, nr. 2), jf.

Anklagemyndighedens Årsberetning 1978, s. 32.

Som det fremgår af pkt. 4.2.2. ovenfor, kan retten

til en dom til socialpædagogisk behandling (ungdomssanktion) knytte

pålæg svarende til de vilkår, der kan knyttes til en

betinget dom efter straffelovens § 57, jf. herved den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 74 a, stk. 2, 1. pkt.

At der er tale om pålæg og ikke blot

vilkår indebærer, at afgørelsen (inklusiv

pålægget om institutionsophold) kan gennemføres

umiddelbart efter sit indhold, jf. rapporten s. 135-136. Herved adskiller det

sig fra, hvad der gælder for vilkår i en betinget dom. Opfylder

den dømte ikke et vilkår i eller i henhold til en betinget dom

om f.eks. institutionsophold, kan vilkåret ikke gennemtvinges ved, at

politiet afhenter den pågældende og bringer ham eller hende ind

på institutionen. Et pålæg i en dom til ungdomssanktion

f.eks. om institutionsophold kan gennemtvinges umiddelbart, om

nødvendigt med politiets bistand, jf. herved de gældende

bestemmelser i retsplejelovens § 997, stk. 1, og § 761 om

henholdsvis politiets pligt til at drage omsorg for straffedommes

fuldbyrdelse og politiets adgang til at pågribe en person med henblik

på fuldbyrdelse af en straffedom.

Det er derfor ikke nødvendigt at foretage

konsekvensændringer af retsplejelovens § 756 og § 763,

stk. 2, så der i disse bestemmelser også henvises til den

foreslåede bestemmelse i straffelovens § 74 a om

ungdomssanktionen.

5. Børn og unge

under den kriminelle lavalder på 15 år

5.1. Gældende

ret

De gældende regler om særlig støtte til

børn og unge fremgår af lov om social service (serviceloven),

jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000. De hidtil

gældende regler om særlig støtte, der fremgår af

lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 blev ændret ved lov

nr. 466 af 31. maj 2000. Disse ændringer trådte i kraft den 1.

januar 2001.

Formålet med at yde støtte til de børn

og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst

mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de

på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme

muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres

jævnaldrende.

Den særlige støtte til børn og unge

udmøntes i forhold til det/den enkelte barn/unge ved

iværksættelse af foranstaltninger.

Kommunen kan træffe beslutning om at

iværksætte forskellige former for foranstaltninger, når det

må antages at være af væsentlig betydning af hensyn til et

barns eller en ungs særlige behov for støtte. Det er den eller

de mindst indgribende, formålstjenlige foranstaltninger, der skal

vælges. Afgørelsen træffes som hovedregel med samtykke fra

forældremyndighedens indehaver. En afgørelse om anbringelse

kræver som hovedregel også samtykke fra den unge, der er fyldt 15

år.

De i serviceloven (§ 40, stk. 2) opregnede

foranstaltninger er:

- konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold,

herunder pålæg om dagtilbud, klub eller lignende

- praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet

- familiebehandling eller lignende støtte

- døgnophold for familien eller dele af den

- aflastningsordning

- personlig rådgiver for barnet eller den unge

- fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien

- økonomisk støtte til udgifter som følge af de

ovenfor nævnte foranstaltninger, udgifter der bevirker undgåelse

af en anbringelse uden for hjemmet eller udgifter til ophold på kost-

eller efterskole

- anbringelse uden for hjemmet

- formidle praktiktilbud hos en arbejdsgiver for den unge og udbetale

den unge godtgørelse i den forbindelse

Efter servicelovens § 42 kan børn og

unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den

unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet

eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr.

11. En sådan afgørelse kan træffes, når der er en

åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling

lider alvorlig skade på grund af

- utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den

unge,

- vold eller andre alvorlige overgreb,

- misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære

sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

- andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den

unge.

Der kan kun træffes en sådan afgørelse,

når der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan

løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Når hensynet til barnet eller den unge på

afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget

beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter

§ 42, stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den

unge giver samtykke til anbringelse efter § 40, stk. 2, nr. 11, jf.

§ 42, stk. 2.

Hvis en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig

enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i

§ 42, stk. 1, træffe afgørelse om at anbringe den unge

uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, når anbringelsen

må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til

den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses under den

unges fortsatte ophold i hjemmet.

Med virkning fra den 1. januar 2001 skal kommunen for

børn og unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet

eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejde en plan for den indsats, der kan

modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige indsats, der er

nødvendig for at opnå formålet, jf. servicelovens

§ 58 a. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive

indsatsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende

barnet eller den unge, herunder behandling, uddannelse mv. Planen udarbejdes

i samarbejde med den unge og dennes familie.

For en mere udførlig beskrivelse af

indsatsmulighederne efter serviceloven henvises til rapporten s. 52-78.

5.3. Ekspertgruppens

forslag

5.3.1.

Ekspertgruppen er efter kommissoriet anmodet om

i forhold til de 15-17 årige at overveje og vurdere udformningen af

en særlig ungdomssanktion, som kombinerer forskellige elementer af

institutionsanbringelse, uddannelse, arbejde og tilsyn i et samlet,

faseopdelt forløb. Ifølge kommissoriet bør ordningen

tillige kunne anvendes af de sociale myndigheder som led i indsatsen over for

børn og unge under den kriminelle lavalder.

Ekspertgruppens forslag til udformning af en

ungdomssanktion er nærmere beskrevet ovenfor under pkt. 4.2.

Ungdomssanktionen er ifølge ekspertgruppen efter

sin karakter af strafferetlig retsfølge ikke anvendelig over for

børn og unge under den kriminelle lavalder.

Ekspertgruppen peger imidlertid på, at allerede den

gældende sociale lovgivning giver mulighed for at reagere over for

alvorlig kriminalitet begået af børn og unge under den

kriminelle lavalder med sociale foranstaltninger, et længerevarende

socialpædagogisk behandlingsforløb undtagelsesvis i form af

anbringelse i en sikret afdeling.

Det er ekspertgruppens vurdering, at serviceloven i langt

de fleste tilfælde giver tilstrækkelige muligheder for en

reaktion med et socialt indhold ved at kunne fastholde barnet eller den unge

og dermed indlede et længerevarende behandlingsforløb over for

unge, hvis kriminelle adfærd må ses som et udtryk for, at de har

et behov for en social indsats.

På den baggrund er der efter ekspertgruppens

opfattelse ikke behov for at foreslå nye regler om

iværksættelse af et længerevarende, faseopdelt

socialpædagogisk behandlingsforløb herunder med anbringelse i

døgninstitution, undtagelsesvis på sikret afdeling over for

børn og unge under den kriminelle lavalder, som begår alvorlig

kriminalitet. Det afgørende er, at reaktionsmulighederne anvendes i

praksis, og at der sættes ind hurtigt og konsekvent i forbindelse med

alvorlig kriminalitet.

5.3.2.

Ekspertgruppen skulle endvidere efter

kommissoriet overveje, hvordan det kan sikres, at de sociale myndigheder

inden for en meget kort frist f.eks. 24 timer træffer de

fornødne afgørelser vedrørende unge, der har

begået alvorligere kriminalitet.

Ekspertgruppen har efter nøje overvejelser ikke

fundet behov for at foreslå en forpligtelse for formanden til i alle

sager at træffe afgørelse inden 24 timer. Ekspertgruppen har

herved lagt vægt på, at det er helt afgørende, at det er

den rigtige afgørelse efter servicelovens regler, der bliver truffet i

forhold til barnet eller den unge. Med en meget kort tidsfrist kan det

være vanskeligt at få sagen tilstrækkeligt oplyst, og der

kunne være en risiko for, at der ville forekomme tilfælde, hvor

der træffes forkerte afgørelser, som ikke opfylder barnets eller

den unges behov.

Ekspertgruppen har ikke fundet belæg for at antage,

at de sociale myndigheder ikke meget hurtigt træffer beslutninger om

anbringelse uden for hjemmet i det omfang, der er grundlag for det.

Tværtimod må det antages, at det allerede sker i langt de fleste

tilfælde uden at der er fastsat en særlig frist for en

sådan beslutning.

5.3.3.

Ekspertgruppen finder i stedet, at det er

vigtigt at sikre den tidlige og hurtige indsats ved at fastsætte en

tidsfrist for udarbejdelse af en foreløbig handleplan.

Ekspertgruppen har i den forbindelse fundet, at

fastsættelse af en tidsfrist på 7 dage for kommunen til at

udarbejde en foreløbig plan for børn og unge, der har

begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet vil

være passende. Hvis den pågældende i forvejen er kendt af

kommunen, vil en plan ofte foreligge hurtigere. I det omfang kommunen

imidlertid ikke i forvejen kender barnet eller den unge, der pågribes i

alvorlig kriminalitet, kan selv 7 dage anses for kort tid til at udarbejde en

langsigtet plan for indsatsen. Det foreslås derfor, at der alene

stilles krav om, at kommunen, senest efter 7 dage efter at kommunen fra

politiet har modtaget materiale, der belyser den begåede kriminalitet

og den unges andel i den, skal have udarbejdet en foreløbig plan.

Denne vil være med mulighed for efterfølgende justeringer,

når barnets eller den unges situation er undersøgt yderligere. 7

dages-fristen skal således vise barnet/den unge og familien, at der

reageres hurtigt på kriminaliteten. Den konkrete indsats

tilrettelægges af kommunen.

Ekspertgruppen finder, at det er meget vigtigt, at

tidsfristen for kommunens udarbejdelse af en foreløbig plan omfatter

både de under og de over 15-årige. Det er afgørende, at de

sociale myndigheder hurtigt underrettes om kriminaliteten, således at

der hurtigst muligt efter pågribelsen af barnet eller den unge kan

udarbejdes en foreløbig plan. For de 15-17 årige bør

kommunen overveje at inddrage kriminalforsorgen.

5.3.4.

Selv om børn og unge under 15

år ikke kan straffes, kan politiet dog efterforske sådanne sager,

bl.a. for at klarlægge omfanget af kriminaliteten, for at konstatere,

om andre personer kan mistænkes, og for at få eventuelle koster

tilbagegivet. Det er endvidere almindelig antaget, at også børn

og unge under 15 år kan tilbageholdes som led i efterforskningen af en

forbrydelse. Det antages herudover, at en række straffeprocessuelle

bestemmelser over for ikke sigtede f.eks. om indgreb i

meddelelseshemmeligheden, visitation, legemsbesigtigelse, ransagning og

beslaglæggelse også kan anvendes over for børn og unge

under 15 år. I et vist omfang må det tillige gælde

bestemmelser, der forudsætter en sigtelse.

Ingen af disse spørgsmål er dog reguleret i

lovgivningen, jf. rapporten s. 168-169.

Ekspertgruppen har foreslået, at der indføres

hjemmel i lovgivningen for politiet til at tilbageholde børn og

unge under 15 år i forbindelse med mistanke om kriminalitet. Der

bør ligeledes tilvejebringes en klar hjemmel for politiet til at kunne

oplyse sagen ved anvendelse af de efterforskningsmidler, der kendes

fra retsplejeloven.

Ekspertgruppen har imidlertid ikke kunnet afslutte de

nærmere overvejelser om disse spørgsmål inden for de

tidsmæssige rammer for ekspertgruppens arbejde. Ekspertgruppen har

derfor foreslået, at spørgsmålet overvejes nærmere i

et andet forum. Hjemmelsgrundlaget kan ifølge ekspertgruppen i givet

fald indarbejdes i retsplejeloven, serviceloven eller i det udkast til

politilov, der for tiden er under udarbejdelse i Politikommissionen.

5.4. Regeringens

overvejelser

Regeringen er enig med ekspertgruppen i, at den af

ekspertgruppen foreslåede ungdomssanktion efter sin karakter af

strafferetlig retsfølge ikke umiddelbart er anvendelig over for

børn og unge under den kriminelle lavalder.

Regeringen kan endvidere tiltræde ekspertgruppens

overvejelser om, at der ikke er behov for at foreslå en forpligtelse

for formanden til i alle sager at træffe afgørelse inden 24

timer.

Endelig kan regeringen tiltræde ekspertgruppens

overvejelse om, at det er vigtigt at sikre den tidlige og hurtige indsats ved

at fastsætte en tidsfrist for udarbejdelse af en foreløbig

handleplan, og regeringen er enig i, at fastsættelse af en tidsfrist

på 7 dage for kommunen til at udarbejde en foreløbig plan for

børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden

alvorlig kriminalitet vil være passende. Lovforslaget er udformet i

overensstemmelse med ekspertgruppens forslag.

For så vidt angår forslaget om at

tydeliggøre hjemmelen til at tilbageholde og foretage

straffeprocessuelle indgreb over for børn og unge under 15 år

vil Justitsministeriet anmode Strafferetsplejeudvalget om at overveje disse

spørgsmål nærmere.

6. Forslagets

økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Det skønnes, at der årligt vil være ca.

36 personer, der bliver idømt en ungdomssanktion. Ungdomssanktionen

vil i almindelighed bestå af 3 dele, et 2 måneders ophold i en

sikret afdeling, et ophold på 10 måneder i døgninstitution

eller egnet socialpædagogisk opholdssted og endelig 12 måneders

»ambulant« behandling med tilsyn af de sociale myndigheder.

Som led i regeringens initiativer mod ungdomskriminalitet

i efteråret 2000 er der allerede tilvejebragt yderligere sikrede

pladser og anbringelsespladser. Ved aktstykke 49 af 16. november 2000 blev

der således afsat 100 mio. kr. til finansiering af ca. 20 sikrede

pladser samt 100-120 anbringelsespladser. Der har imidlertid vist sig behov

for yderligere sikrede pladser, og Socialministeriet har derfor indgået

aftale om at opretholde 9 sikrede pladser, som ellers skulle være

nedlagt. Af bevillingen skønnes der på denne baggrund i 2001

anvendt i alt 73,8 mio. kr., og restbeløbet af bevillingen

skønnes herefter at ville udgøre 26,2 mio. kr.

Socialministeriet har vurderet, at der ud over de pladser,

som allerede er etableret, vil være behov for i 2001 at etablere 9

permanente sikrede pladser og 11 anbringelsespladser til ungdomssanktionen.

Herudover vil der i 2002 være behov for at etablere yderligere 19

anbringelsespladser. Udgifterne til etablering af disse pladser forventes at

ville udgøre 19 mio. kr. i 2001 og 14,3 mio. kr. i 2002.

Udgifterne til drift af de sikrede pladser forventes i

2001 at udgøre 6,9 mio. kr., stigende til 15,0 mio. kr. i de

følgende år. Udgifterne til drift af anbringelsespladserne

forventes i 2001 at udgøre 2,6 mio. kr., stigende til 27,8 mio. kr. i

2002 og 31,8 mio. kr. i de følgende år.

Den ambulante del af ungdomssanktionen forventes at ville

koste 0,3 mio. kr. i 2002, 2,1 mio. kr. i 2003 og 2,3 mio. kr. i 2004.

Der forventes modgående besparelser på de

områder, hvor de pågældende unge ellers ville have modtaget

ydelser. Det drejer sig om besparelser på socialområdet på

1,8 mio. kr. i 2001, 13,3 mio. kr. i 2002, 20,1 mio. kr. i 2003 og 20,9 mio.

kr. i 2004. På kriminalforsorgens område forventes der

modgående besparelser på 0,4 mio. kr. i 2001 og 0,8 mio. kr. i de

følgende år.

Herefter skønnes de samlede merudgifter ved

lovforslaget at udgøre 26,2 mio. kr. i 2001, 43,3 mio. kr. i 2002,

27,9 mio. kr. i 2003 og 27,4 mio. kr. i 2004. Merudgifterne i 2001

finansieres ved brug af restbeløbet fra bevillingen på aktstykke

49 af 16. november 2000.

Lovforslaget vil medføre merudgifter for

amtskommuner og kommuner, og forslaget skal derfor DUT-forhandles med de

kommunale parter.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser i

hovedtræk:

Positive konsekvenser/mindre udgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Administrative og økonomiske konsekvenser for

staten

Ingen

Ingen

Administrative og økonomiske konsekvenser for kommuner

og amter

Ingen

Årlige merudgifter i størrelsesordenen 27 mio.

kr. I år 2002 dog ca. 43,3 mio. kr., hvilket skyldes

etableringsudgifter til anbringelsespladser.

Lovforslaget skal DUT-forhandles med de kommunale parter.

Administrative og økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

7.

Hørte myndigheder mv.

Ekspertgruppens rapport om ungdomskriminalitet har

været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre

Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,

Ålborg, Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet

for Etnisk Ligestilling, Den Sociale Ankestyrelse, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Amtsrådsforeningen,

Socialchefforeningen, Børnerådet, Udrykningsholdet, Det Centrale

Handicapråd, Børnesagens Fællesråd,

Socialpædagogernes Landsforbund, Socialrådgiverforeningen,

Forbundet af Offentligt Ansatte, HK/Kommunal, Landsforeningen for

Socialpædagoger og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler

sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Straffeloven

Til nr. 1 (straffelovens 74 a)

Bestemmelsen giver adgang til at dømme personer,

der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, og som har

begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig

kriminalitet, til at undergive sig en struktureret, kontrolleret

socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må

anses for formålstjentligt for at forebygge yderligere

lovovertrædelser, jf. stk. 1.

Målgruppen for ungdomssanktionen og de enkelte

elementer i sanktionen er nærmere beskrevet under pkt. 4.2.1. og 4.2.2.

i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Efter stk. 2, 1. pkt., er der adgang til at

give den dømte pålæg svarende til de vilkår, der kan

fastsættes efter § 57 om betingede domme, jf. om denne bestemmelse

i pkt. 4.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Opremsningen af særvilkår i § 57 er ikke

udtømmende, og særvilkår med behandlingsmæssigt

eller andet resocialiserende sigte formuleres i reglen som en bemyndigelse

til tilsynsmyndigheden (typisk kommunen for de 15-17 årige). I

almindelighed formuleres særvilkår således i ret generelle

vendinger (ofte i overensstemmelse med straffelovens formulering),

således at der overlades tilsynsmyndigheden særdeles vide

beføjelser med henblik på at kunne tilpasse vilkårene

efter den dømtes aktuelle behov, jf. herved betænkning nr.

752/1975, Kriminalforsorg Socialforsorg, s. 119.

Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i

stk. 2, 1. pkt., kan den dømte således f.eks.

pålægges at overholde kommunens nærmere bestemmelser om den

socialpædagogiske behandling og at efterkomme de sociale myndigheders

pålæg om opholdssted, herunder overførsel,

tilbageførsel eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller

døgninstitution/godkendt opholdssted ud over det i dommen umiddelbart

fastsatte, men inden for de generelle længstetider i den

foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt. jf. nedenfor.

At der er tale om pålæg og ikke blot

vilkår indebærer, at afgørelsen (inklusiv

pålægget om institutionsophold) kan gennemføres

umiddelbart efter sit indhold. Herved adskiller det sig fra, hvad der

gælder for vilkår i en betinget dom. Opfylder den dømte

ikke et vilkår i eller i henhold til en betinget dom om f.eks.

institutionsophold, kan vilkåret ikke gennemtvinges ved, at politiet

afhenter den pågældende og bringer ham eller hende ind på

institutionen. Et pålæg i en dom til ungdomssanktion f.eks. om

institutionsophold kan gennemtvinges umiddelbart, om nødvendigt med

politiets bistand, jf. herved de gældende bestemmelser i

retsplejelovens § 997, stk. 1, og § 761 om henholdsvis

politiets pligt til at drage omsorg for straffedommes fuldbyrdelse og

politiets adgang til at pågribe en person med henblik på

fuldbyrdelse af en straffedom.

Et eksempel på, hvordan en dom til ungdomssanktion

kan udformes, findes under pkt. 4.2.2. i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget.

I Stk. 2, 2. pkt. er der fastsat

længstetider for ophold i døgninstitution. Længstetiden

for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år

og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling

på en døgninstitution for børn og unge.

Dette betyder, at hvis den unge forud for

overførsel til den ambulante fase f.eks. har opholdt sig 6

måneder i sikret afdeling eventuelt ad flere gange og i 12

måneder i døgninstitution, vil der ikke længere være

mulighed for tilbageførsel i henhold til den idømte

ungdomssanktion, idet muligheden for institutionsophold i en sådan

situation er opbrugt. Et eventuelt institutionsophold i en sådan

situation må i givet fald bygge på servicelovens regler.

Retten forudsættes at fastsætte længden

af (længstetiderne for) de enkelte institutionsophold i dommen, jf.

herved pkt. 4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Som

nævnt ovenfor kan (og bør) tilsynsmyndigheden bemyndiges til

om nødvendigt ud over de i dommen fastsatte konkrete

længstetider at træffe bestemmelse om overførsel eller

tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling

eller døgninstitution/godkendt opholdssted. Da de generelle

længstetider fremgår direkte af § 74 a, stk. 2, 2.

pkt., skal disse ikke angives i dommen. Om adgangen til

domstolsprøvelse af afgørelser om overførsel eller

tilbageførsel til eller fortsat anbringelse i institution henvises til

den foreslåede bestemmelse i § 74 a, stk. 3.

Stk. 2, 3. pkt.,

regulerer

spørgsmålet om ny kriminalitet, der begås af unge, som er

undergivet en ungdomssanktion, og hvor straffesagen i anledning af den nye

kriminalitet afgøres, inden ungdomssanktionen er afviklet.

Bestemmelsen indebærer, at retten i stedet for at idømme straf

for den ny kriminalitet kan forlænge foranstaltningen, herunder

længstetiderne efter stk. 2, 2. pkt., med indtil 6 måneder,

jf. pkt. 4.2.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det

betyder, at længstetiden for foranstaltningen på 2 år (jf.

stk. 1) kan forlænges til 2 år og 6 måneder, at

længstetiden for institutionsophold på 1 år og 6

måneder (jf. stk. 2, 2. pkt.) kan forlænges til 2 år,

og at længstetiden for ophold i en sikret afdeling på 12

måneder (jf. stk. 2, 2. pkt.) kan forlænges til 1 år

og 6 måneder.

Er der tale om en overtrædelse, der straffes med

bøde, bør sagen afgøres på sædvanlig

måde med en bøde helt uafhængigt af, at

overtrædelsen er begået af en person, der er undergivet en

ungdomssanktion. Afviklingen af ungdomssanktionen fortsætter, eventuelt

med de justeringer, som den adfærd, overtrædelsen er udtryk for,

kan give anledning til.

Er der tale om en overtrædelse, der ikke kan

afgøres med en bøde, kan sagen i en række tilfælde

afgøres med et tiltalefrafald. I sådanne tilfælde

videreføres ungdomssanktionen, og her vil det endvidere være

særlig nærliggende at justere afviklingsforløbet af

ungdomssanktionen i lyset af den begåede kriminalitet, eventuelt

således at den mulighed, som sanktionen indeholder med hensyn til at

tilbageføre den unge til et mindre frit regime, bringes i

anvendelse.

Rent teknisk skal hjemmelen til at meddele tiltalefrafald

i disse tilfælde tilvejebringes ved en ændring af Rigsadvokatens

bekendtgørelse nr. 816 af 29. august 2000 om politimestrenes og

statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Efter den gældende

bestemmelse i bekendtgørelsens § 2, nr. 4, kan statsadvokaten,

når særlige omstændigheder ikke gør sig

gældende, frafalde tiltale for lovovertrædelser begået af

personer, der er undergivet foranstaltninger i medfør af straffelovens

§ 68 eller § 69. Denne bestemmelse skal udvides til også at

omfatte personer, der er undergivet den nye ungdomssanktion.

Er der tale om grov kriminalitet, hvor den

pågældende unge står til en ubetinget fængselsstraf

af en vis længde, bør der på sædvanlig måde

rejses tiltale og gennemføres en straffesag.

Idømmes den unge i anledning af den nye

kriminalitet en ubetinget fængselsstraf på omkring 1 års

fængsel eller mere, bør den resterende del af ungdomssanktionen

i almindelighed bortfalde. Der foreslås derfor i forbindelse med dette

lovforslag tillige en ændring af straffelovens § 89 a,

således at der skabes hjemmel for retten til at træffe

bestemmelse om bortfald af den resterende del af ungdomssanktionen. Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, om en ny § 89 a,

stk. 2.

Med henblik på tilfælde, hvor den unge i

anledning af den nye kriminalitet står til en ubetinget

fængselsstraf på mindre end 1 år, er der behov for mere

varierede løsninger.

Her bør udgangspunktet være, at der på

sædvanlig måde udmåles en ubetinget fængselsstraf, og

at der ikke træffes bestemmelse om bortfald af den tidligere

idømte ungdomssanktion. Herefter overlades det til de

straffuldbyrdende myndigheder til i samarbejde med de sociale myndigheder

f.eks. at tage stilling til, om den ubetingede fængselsstraf eventuelt

bør afsones i form af en § 49, stk. 2-overførsel,

hvorved der vil kunne skabes sammenhæng mellem afviklingen af den

resterende del af ungdomssanktionen og afsoningen af straffen for den nye

kriminalitet.

I stedet for fastsættelse af straf i anledning af

den nye kriminalitet har retten efter stk. 2. 3 pkt. imidlertid mulighed

for at forlænge varigheden af ungdomssanktionen, herunder af de

længstetider, der gælder for institutionsophold, med indtil 6

måneder.

Anses den unge på tidspunktet for dommen i anledning

af den nye kriminalitet for uegnet til behandling, og må det sociale

systems muligheder inden for den idømte ungdomssanktion anses for

udtømte, har retten mulighed for at udmåle en ubetinget

fængselsstraf for den nye kriminalitet og samtidig ligesom ved domme

på fængsel i mindst 1 år træffe bestemmelse om

bortfald af den resterende del af ungdomssanktionen, jf. forslaget til en ny

§ 89 a, stk. 2, i straffeloven. Dette vil navnlig kunne komme

på tale, hvis dommen for den nye kriminalitet afsiges på et

tidspunkt, hvor den væsentligste del af ungdomssanktionen er

afviklet.

Efter stk. 3 kan den dømte forlange

domstolsprøvelse, hvis det efter overførslen fra sikret

afdeling til almindelig (åben) døgninstitution eller opholdssted

eller til ambulant behandling med hjemmel i dommen besluttes at

tilbageføre den dømte til sikret afdeling inden for rammerne af

de generelle længstetider, der gælder. Tilsvarende

indføres der med bestemmelsen adgang til domstolsprøvelse ved

en eventuel tilbageførsel til en (åben) social

døgninstitution eller opholdssted efter overgang til den ambulante

fase, eller hvis der af de sociale myndigheder træffes bestemmelse om

forbliven i institution ud over de i dommen fastsatte tider for

institutionsophold.

Indbringelse af sagen for retten har ikke opsættende

virkning i forhold til afgørelsen om tilbageførsel til sikret

afdeling, om overførsel fra ambulant behandling til anbringelse

på en døgninstitution/opholdssted eller om forbliven i

institution ud over de i dommen fastsatte tider for institutionsophold. Som

det fremgår af pkt. 4.2.2. træffes de sociale myndigheders

afgørelse med hjemmel i en bemyndigelse i dommen, og ikke efter

serviceloven. Der er derfor ikke klageadgang gennem det sociale

ankesystem.

Retten træffer sin afgørelse ved kendelse, og

bestemmelsen i straffelovens § 59, stk. 2, (indtil den 1. juli

2001: § 59, stk. 3), om værneting finder tilsvarende

anvendelse.

Med stk. 4 indføres der adgang til at

fastsætte regler om udgang mv. for personer, der er idømt en

ungdomssanktion, og at afskære administrative rekurs (dvs. klage til

højere administrativ myndighed).

Dette svarer til bestemmelsen i straffelovens § 73 a.

Efter denne bestemmelse kan justitsministeren efter forhandling med

socialministeren og sundhedsministeren fastsætte regler om udgang mv.

til personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i henhold til en

afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69.

Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at

afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke

kan indbringes for højere administrativ myndighed. Efter

retsplejelovens § 765, stk. 5, kan justitsministeren efter

forhandling med socialministeren og sundhedsministeren fastsætte

tilsvarende regler for personer, der er anbragt i varetægtssurrogat i

institution eller hospital mv. i medfør af § 765, stk. 2,

nr. 3 eller 4. I medfør af bl.a. disse bestemmelser er udstedt

bekendtgørelse nr. 680 af 10. juli 2000 om udgangstilladelse mv. til

personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til

strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret.

Med stk. 4 indføres der således adgang

til at fastsætte lignende regler om udgang mv. for personer, der er

idømt en ungdomssanktion. Det bemærkes i den forbindelse, at

reglerne i retsplejelovens § 765, stk. 5, og den nævnte

bekendtgørelse allerede gælder for unge, der er anbragt i

varetægtssurrogat i en sikret afdeling.

Til nr. 2 (straffelovens § 88, stk. 5)

Har nogen ved en eller flere handlinger begået flere

lovovertrædelser, og medfører en af lovovertrædelserne

foranstaltning efter straffelovens § 68-70, mens der for en anden er

forskyldt straf, kan retten efter den gældende bestemmelse i

straffelovens § 88, stk. 5, bestemme, at straffen bortfalder og

alene iværksætte en særforanstaltning. Det fremgår

forudsætningsvis af bestemmelsen, at der ved samme dom principielt godt

kan idømmes frihedsstraf eller bøde for én

lovovertrædelse og særforanstaltning efter §§ 68-70 for en

anden. Bestemmelsen har f.eks. betydning i tilfælde, hvor der

idømmes forvaring, når der i dommen indgår forhold som

efter § 70 ikke kan være grundlag for forvaring.

Det foreslås, at bestemmelsen tilføjes en

henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 74 a.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der i

straffeloven indføres mulighed for at idømme en

ungdomssanktion, som efter § 74 a, stk. 1, kun kan idømmes

for grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

Til nr. 3 (straffelovens § 89 a)

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens

§ 89 a (der bliver § 89 a, stk. 1) kan retten i forbindelse

med en dom, hvor en person idømmes foranstaltning efter straffelovens

§§ 68-70 træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere

idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.

Den foreslåede ændring af stk. 1

medfører, at retten i forbindelse med en dom, hvorved en person

idømmes en ungdomssanktion, kan træffe bestemmelse om bortfald

af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.

Stk. 2

medfører, at der skabes hjemmel

for retten til at træffe bestemmelse om bortfald af den resterende del

af ungdomssanktionen i sager, hvor den dømte i anledning af ny

kriminalitet idømmes almindelig straf (bøde eller

fængsel). Om bestemmelsens nærmere anvendelse henvises til det

anførte om § 74 a, stk. 2, ovenfor under

bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

Ændringen skaber ligeledes hjemmel for retten til at

træffe bestemmelse om bortfald af en idømt foranstaltning efter

§§ 68-70, hvis den pågældende i anledning af ny kriminalitet

idømmes almindelig straf.

Til nr. 4 (straffelovens § 95)

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens

§ 95 indebærer forældelse af strafansvar også, at der

ikke kan idømmes særforanstaltninger efter straffelovens

§§ 68-70.

Det foreslås, at bestemmelsen tilføjes en

henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 74 a.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der i

straffeloven indføres mulighed for at idømme en

ungdomssanktion.

Til nr. 5 (straffelovens § 97)

Straffelovens § 97 indeholder regler om

forældelse af idømt straf mv.

Efter straffelovens § 97, stk. 2, er

forældelsesfristen for idømt straf afhængig af

varigheden af den idømt straf. Således er

forældelsesfristen 5 år for hæfte og fængsel indtil 1

år, 10 år for fængsel indtil 4 år, 15 år for

fængsel indtil 8 år og 20 år for fængsel på tid

over 8 år. Fængsel på livstid forældes ikke. For

særforanstaltningerne gælder, at forvaring forældes efter

15 år, mens foranstaltninger over for psykisk afvigende

lovovertrædere efter straffelovens §§ 68 og 69 forældes

efter 10 år.

Det foreslås, at forældelsesfristen for en

idømt ungdomssanktion fastsættes til 5 år, jf.

nærmere herom pkt. 4.3.2.1. i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget.

Til § 2

Serviceloven

Til nr. 1 (servicelovens § 58 a)

Efter den gældende bestemmelse i servicelovens

§ 58 a skal kommunen for børn og unge under 18 år, der har

begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejde

en plan for den indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den

nødvendige indsats, der er nødvendig for at opnå

formålet. Planen skal under hensyn til dette formål tillige

angive indsatsens forventede varighed, særlige forhold

vedrørende barnet eller den unge, herunder behandling, uddannelse mv.

Planen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Det foreslås, at kommunen fremover skal udarbejde en

foreløbig plan senest 7 dage efter kommunen har modtaget dokumentation

fra politiet om den begåede kriminalitet. Pligten omfatter alene

børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden

alvorlig kriminalitet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 58 a,

stk. 2.

Tidsfristen for kommunens udarbejdelse af en

foreløbig plan omfatter både børn og unge over og under

15 år. Det er afgørende, at de sociale myndigheder hurtigt af

politiet underrettes om kriminaliteten, således at der hurtigst muligt

efter pågribelsen af barnet eller den unge kan udarbejdes en

foreløbig plan.

Tidsfristen skal ses som udtryk for en fremrykning af

disse sager og en sikring af, at der rent faktisk sættes hurtigt ind

med relevant støtte i forhold til den begåede kriminalitet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 3

Bestemmelsen fastsætter lovens

ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i

kraft den 1. juli 2001.

Til § 4

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 (straffeloven)

kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for

Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger. For Grønland gælder en

særlig kriminallov, og der er derfor ikke foreslået en hjemmel

til at sætte de lovændringer, der er omfattet af § 1, i

kraft for Grønland. Sociale forhold, jf. lovforslagets § 2, er

hjemmestyreanliggender både i Grønland og på

Færøerne.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Lovforslaget

Gældende formulering

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,

foretages følgende ændringer:

1.

Efter § 74 indsættes:

»§ 74 a. Hvis en person, der på gerningstiden ikke var

fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller

anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den

pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret

socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må

anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere

lovovertrædelser.

Stk. 2.

Retten kan give den dømte pålæg

svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57.

Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt

opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12

måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for

børn og unge. Begår en person, der er undergivet en

foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at

idømme straf forlænge foranstaltningen, herunder

længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder.

Stk. 3.

Den dømte kan kræve afgørelser om

overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for

børn og unge og afgørelser om overførsel fra ambulant

behandling til anbringelse på en døgninstitution for børn

og unge eller godkendt opholdssted indbragt for retten til prøvelse.

Det samme gælder, i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i

dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal

forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet.

Afgørelsen træffes ved kendelse. Sagens indbringelse for retten

har ikke opsættende virkning. Bestemmelsen i § 59, stk. 2,

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Justitsministeren kan efter forhandling med

socialministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til

udgang mv. til personer, der er er undergivet en foranstaltning efter

stk. 1 og 2. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at

afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke

kan indbringes for højere administrativ myndighed.«

2.

I § 88, stk. 5 indsættes efter

»§§ 68-70«: »eller § 74 a,«.

§ 88.

---

Stk. 5.

Medfører en af lovovertrædelserne

foranstaltning efter §§ 68-70, medens der for en anden er forskyldt

straf, kan retten bestemme, at denne straf bortfalder.

3.

§ 89 a affattes således:

»§ 89 a. I forbindelse med en dom, hvorved en person

idømmes foranstaltning efter §§ 68-70 eller 74 a, kan retten

træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som

ikke er fuldbyrdet.

§ 89 a.

I forbindelse med en dom, hvorved en person

idømmes foranstaltning efter §§ 68-70, kan retten træffe

bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er

fuldbyrdet.

Stk. 2.

Idømmes en person, der er undergivet

foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, straf, kan retten

træffe bestemmelse om bortfald af den tidligere idømte

foranstaltning.«

4.

I § 95 indsættes efter »§§ 68-70,«:

»§ 74 a,«.

§ 95.

Når en handling på grund af forældelse

ikke kan straffes, kan den heller ikke medføre retsfølger efter

§§ 68-70, § 164, stk. 4, eller § 236, konfiskation eller

frakendelse af rettigheder. For konfiskation er forældelsesfristen dog

i intet tilfælde mindre end 5 år og for konfiskation efter

§ 75, stk. 1, ikke mindre end 10 år.

5.

I § 97, stk. 2., nr. 1, indsættes efter

»fængsel Indtil 1 år«: »samt for foranstaltninger efter § 74

a«.

§ 97.

Idømt frihedsstraf og andre retsfølger af

frihedsberøvende karakter bortfalder ved forældelse efter

reglerne i stk. 2-6.

Stk. 2.

Forældelsesfristen er

1) 5 år for hæfte og fængsel indtil 1

år,

2) 10 år for fængsel i mere end 1 år, men ikke over

4 år, samt for foranstaltninger efter §§ 68 og 69,

3) 15 år for fængsel i mere end 4 år, men ikke over

8 år, samt for forvaring efter § 70 og

4) 20 år for fængsel på tid over 8 år.

Stk. 3-6.

---

§ 2

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16.

oktober 2000, foretages følgende ændring:

1.

I § 58 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Kommunen skal udarbejde en foreløbig plan

senest 7 dage efter kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den

begåede kriminalitet.«

§ 58 a.

For unge under 18 år, der har begået

voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejder kommunen en

plan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den

nødvendige støtte til den unge. Planen skal angive

formålet med indsatsen, samt hvilken indsats der er nødvendig

for at opnå formålet. Planen skal under hensyn til dette

formål tillige angive indsatsens forventede varighed, særlige

forhold vedrørende den unge, herunder behandling, uddannelse m.v.

Planen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Lignende dokumenter