Forslag til Lov om ændring af straffeloven og lov om social service
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 28. marts 2001 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven og lov om
social service
(Ungdomskriminalitet)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,
foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 74 indsættes:
»§ 74 a.
Hvis en person, der på
gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere
personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten
bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret,
kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis
det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere
lovovertrædelser.
Stk. 2.
Retten kan give den dømte pålæg
svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57.
Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt
opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12
måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for
børn og unge. Begår en person, der er undergivet en
foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at
idømme straf forlænge foranstaltningen, herunder
længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder.
Læs alt
Stk. 3.
Den dømte kan kræve afgørelser om
overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for
børn og unge og afgørelser om overførsel fra ambulant
behandling til anbringelse på en døgninstitution for børn
og unge eller godkendt opholdssted indbragt for retten til prøvelse.
Det samme gælder, i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i
dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal
forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet.
Afgørelsen træffes ved kendelse. Sagens indbringelse for retten
har ikke opsættende virkning. Bestemmelsen i § 59, stk. 2,
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Justitsministeren kan efter forhandling med
socialministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til
udgang mv. til personer, der er er undergivet en foranstaltning efter
stk. 1 og 2. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at
afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke
kan indbringes for højere administrativ myndighed.«
2.
I § 88, stk. 5, indsættes efter
»§§ 68-70«: »eller § 74 a«.
3.
§ 89 a affattes således:
»§ 89 a. I forbindelse med en dom, hvorved en
person idømmes foranstaltning efter §§ 68-70 eller 74 a, kan
retten træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt
straf, som ikke er fuldbyrdet.
Stk. 2. Idømmes en person, der er undergivet
foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, straf, kan retten
træffe bestemmelse om bortfald af den tidligere idømte
foranstaltning.«
4.
I § 95 indsættes efter »§§ 68-70,«:
»§ 74 a,«.
5.
I § 97, stk. 2., nr. 1, indsættes efter
»fængsel indtil 1 år«: »samt for foranstaltninger efter § 74
a«.
§ 2
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16.
oktober 2000, som ændret senest ved lov nr. 115 af 19. februar 2001,
foretages følgende ændring:
1.
I § 58 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Kommunen skal udarbejde en foreløbig plan
senest 7 dage efter kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den
begåede kriminalitet.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 2001.
§ 4
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Stk. 2.
§ 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
4
2. Regeringens initiativer mod ungdomskriminalitet af 27. oktober
2000
5
3. Oversigt over ekspertgruppens overvejelser og forslag
5
4. Unge lovovertrædere på 15-17 år
5
4.1. Gældende ret
5
4.1.1. Varetægtsfængsling
5
4.1.2. Sanktionstyper og sanktionsvalget
5
4.1.3. Afsoning
7
4.2. Ekspertgruppens forslag
7
4.2.1. Målgruppe for en ungdomssanktion
7
4.2.2. De enkelte elementer i ungdomssanktionen
8
4.2.3. Oplysninger og indstilling fra de sociale myndigheder
10
4.2.4. Kompetenceforhold
10
4.2.5. Hurtig sagsbehandling
10
4.2.6. Foranstaltningsændring?
11
4.2.7. Konvertering af en ungdomssanktion til en almindelig
fængselsstraf?
11
4.2.8. Ny kriminalitet
12
4.3. Regeringens overvejelser
12
4.3.1. Ekspertgruppens forslag
12
4.3.2. Konsekvensrettelser som følge af ungdomssanktionen
13
5. Børn og unge under den kriminelle lavalder på 15
år
14
5.1. Gældende ret
14
5.3. Ekspertgruppens forslag
15
5.4. Regeringens overvejelser
16
6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
17
7. Hørte myndigheder mv.
18
1.
Indledning
Formålet med lovforslaget er at styrke indsatsen og
reaktionsmulighederne over for den hårde kerne af socialt belastede og
utilpassede unge kriminelle.
Lovforslaget indebærer, at der i straffeloven
indføres en ny ungdomssanktion i form af en struktureret, kontrolleret
socialpædagogisk behandling af 2 års varighed for de 15-17
årige. Ungdomssanktionen giver mulighed for at fastholde den unge i
længere tid og for samtidig at iværksætte en behandling,
der på længere sigt kan få den unge på ret kurs.
Herudover indebærer lovforslaget, at der gennem en
ændring af lov om social service indføres en pligt for kommunen
til at udarbejde en foreløbig handleplan senest 7 dage efter, at den
har modtaget dokumentation fra politiet om alvorligere kriminalitet,
således at den nødvendige sociale indsats navnlig over for
børn og unge under den kriminelle lavalder kan iværksættes
så hurtigt som muligt efter, at kriminaliteten er begået.
Lovforslaget bygger på den rapport, som
Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet afleverede til justitsministeren og
socialministeren den 2. februar 2001 (herefter benævnt »rapporten«).
Ekspertgruppen blev nedsat af regeringen den 27. oktober 2000 som et blandt
flere initiativer mod ungdomskriminalitet.
2. Regeringens
initiativer mod ungdomskriminalitet af 27. oktober 2000
Den 27. oktober 2000 besluttede regeringen at
iværksætte en række initiativer mod ungdomskriminalitet.
Initiativerne blev bl.a. iværksat på baggrund af konkrete sager,
hvor børn og unge havde begået alvorlig personfarlig
kriminalitet, herunder gaderøveri og gruppevoldtægt.
Initiativerne skal sikre, at det strafferetlige og sociale
system fungerer effektivt, og at der er et tilstrækkeligt antal
institutionspladser til rådighed.
Initiativerne bestod i:
- Oprettelse af ca. 20 nye sikrede pladser til unge kriminelle. Det
samlede antal sikrede pladser blev dermed bragt op på 74.
- Etablering af 100-120 yderligere anbringelsespladser til utilpassede
unge, der er på vej ind i alvorligere kriminalitet. Der kan være
tale om såkaldte »mandsopdækkede« pladser,
døgninstitutionspladser mv.
- Nedsættelse af en hurtigt arbejdende ekspertgruppe, der bl.a.
skulle vurdere, hvad der kan gøres for at styrke sanktionerne og
myndighedsindsatsen på området.
Der blev samtidig afsat 100 mio. kr. til dækning af
udgiften ved etableringen af de ca. 20 sikrede pladser samt de 100-120
anbringelsespladser.
3. Oversigt over
ekspertgruppens overvejelser og forslag
3.1.
Det er ekspertgruppens vurdering, at de
eksisterende indgrebsmuligheder over for unge lovovertrædere mellem
15 og 18 år i de fleste tilfælde må anses for
tilstrækkelige. Det er dog samtidig ekspertgruppens opfattelse, at det
selv med en fuld udnyttelse af de eksisterende indgrebsmuligheder ikke i alle
tilfælde vil være muligt i tilstrækkeligt omfang at
imødekomme behovet for at kunne gennemføre en fastholdelse, der
kan beskytte det omgivende samfund mod ny kriminalitet og på samme tid
give mulighed for at iværksætte og gennemføre en
behandling, der på længere sigt kan være egnet til at
resocialisere den unge. På denne baggrund har ekspertgruppen overvejet,
hvordan en særlig ungdomssanktion nærmere kan udformes.
Et flertal i ekspertgruppen (11 medlemmer) finder,
at en ungdomssanktion bør udformes som en særlig foranstaltning,
der kort kan beskrives som en dom til længerevarende
socialpædagogisk behandling, hvori der indgår et element af
fastholdelse. Målgruppen er unge mellem 15 og 18 år, der har
begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig har et massivt
socialpædagogisk behandlingsbehov.
Efter forslaget er hovedelementerne i sanktionen et
indledende ophold i en sikret institution (typisk af 2 måneders
varighed), derefter et længerevarende ophold i en almindelig
døgninstitution eller godkendt opholdssted, afsluttende med en
ambulant fase/udslusningsfase. Der foreslås indbygget en betydelig grad
af fleksibilitet i foranstaltningen, således at den løbende kan
tilpasses skærpes eller lempes afhængig af den unges
adfærd og udvikling. Den samlede varighed af sanktionen foreslås
at være 2 år. Den samlede længstetid for ophold i
institution/opholdssted foreslås at være på 1 år og 6
måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret
institution.
Et mindretal i ekspertgruppen (3 medlemmer fra
amterne og Københavns Kommune) finder, at flertallets konkrete forslag
til udformningen af en ungdomssanktion indeholder en række elementer,
der på en uheldig måde sammenblander retsvæsenets
straffesystem med socialvæsenets hjælpesystem, og som efter disse
medlemmers opfattelse er uheldige for mulighederne for at opnå
resultater med en social behandling af de unge. Mindretallet er af den
opfattelse, at det længerevarende socialpædagogiske
behandlingsforløb ikke bør indskrives som en ny foranstaltning
i straffeloven, men at det bør være et socialt koncept, som kan
gives af retten som vilkår for en betinget dom eller besluttes af
kriminalforsorgen ved overførsel til afsoning af frihedsstraf i
socialt regi efter straffelovens § 49, stk. 2. Der henvises til
rapporten s. 130 og 148-150.
Kommunernes Landsforenings
repræsentant i
ekspertgruppen har tilkendegivet, at det efter foreningens opfattelse
henhører under regeringen og Folketinget at træffe beslutning om
indførelse af en særlig ungdomssanktion og foretage de
principielle overvejelser, denne sanktion giver anledning til, jf. rapporten
s. 130.
Ekspertgruppens overvejelser og flertallets forslag
vedrørende unge lovovertrædere på 15-17 år
gennemgås nærmere nedenfor i pkt. 4.
3.2.
For så vidt angår børn
og unge under den kriminelle lavalder peger ekspertgruppen på, at
ungdomssanktionen efter sin karakter af strafferetlig retsfølge ikke
er anvendelig over for denne persongruppe.
For så vidt angår unge under 15 år er
det ekspertgruppens vurdering, at serviceloven nu i kraft af de
ændringer, der trådte i kraft den 1. januar i år i langt
de fleste tilfælde giver tilstrækkelige muligheder for en
reaktion med et socialt indhold, herunder med mulighed for at fastholde den
pågældende med henblik på behandling, hvis et barn eller en
ung under 15 år begår alvorligere kriminalitet.
Med henblik på at sikre, at den nødvendige
indsats kan iværksættes så hurtigt som muligt, efter at en
ung har begået alvorligere kriminalitet, foreslår ekspertgruppen,
at der indføres en pligt for kommunen til at udarbejde en
foreløbig handleplan senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget
dokumentation fra politiet om kriminaliteten. Ekspertgruppen har
foreslået, at pligten på samme måde som den
nugældende bestemmelse i servicelovens § 58 a om pligt til at
udarbejde handleplaner ikke kun kommer til at gælde i forhold til
børn og unge under 15 år, men også i forhold til unge
lovovertrædere på 15 til 17 år.
Ekspertgruppens overvejelser og
forslag vedrørende børn og unge under 15 år, der har
begået alvorligere kriminalitet, gennemgås nærmere nedenfor
i pkt. 5.
4. Unge lovovertrædere på 15-17
år
4.1. Gældende
ret
Som udgangspunkt gælder det almindelige
strafferetlige sanktionssystem for unge lovovertrædere på 15-17
år. Det gælder således både straffelovens regler og
retsplejelovens bestemmelser om strafferetlig forfølgning, herunder
efterforskning, tiltalerejsning og domstolenes behandling af straffesager. De
almindelige sanktionsformer finder ligeledes anvendelse. På en
række punkter indeholder lovgivningen dog særlige bestemmelser
for unge under 18 år.
I det følgende gives en oversigt over
gældende ret på dette område. En mere udførlig
gennemgang findes i rapporten s. 36-52.
4.1.1.
Varetægtsfængsling
Unge lovovertrædere på 15-17 år
varetægtsfængsles som udgangspunkt efter de samme regler, som
gælder for personer over 18 år. Reglerne herom findes i
retsplejelovens kapitel 70.
Det følger af retsplejelovens § 765,
stk. 1, om såkaldt »surrogatfængsling«, at hvis
betingelserne for varetægtsfængsling er til stede, men
varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre
indgribende foranstaltninger, træffer retten med den sigtedes samtykke
bestemmelse derom. Retten kan herunder bestemme, at sigtede skal tage ophold
i egnet hjem eller institution (§ 765, stk. 2, nr. 3).
I langt de fleste tilfælde sker
varetægtsfængsling af sigtede personer under 18 år i form
af surrogatfængsling efter retsplejelovens § 765. De sikrede
sociale institutioner benyttes i videst muligt omfang som
varetægtssurrogat. Er der ikke umiddelbart plads på en sikret
afdeling, placeres den unge i arresthus, indtil overførslen til en
sikret institution i praksis kan ske.
4.1.2. Sanktionstyper
og sanktionsvalget
Bødestraf
til unge lovovertrædere vil i
almindelighed blive fastsat til et mindre beløb end bøder til
voksne lovovertrædere. Lykkes det ikke at inddrive en ubetalt
bøde, og eftergives bøden ikke, træder i bødens
sted en forvandlingsstraf i form af hæfte eller fængsel, jf.
straffelovens § 53. Her gælder der imidlertid en særregel
om, at der i almindelighed ikke må anvendes
bødeforvandlingsstraf over for personer under 18 år.
Et tiltalefrafald er en afgørelse, der
træffes af anklagemyndigheden, og som indebærer, at den sigtede
anses for skyldig. Et tiltalefrafald kan være uden vilkår, men
der er også mulighed for at knytte vilkår til et
tiltalefrafald.
Efter retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2, kan
tiltale i en sag helt eller delvis frafaldes i tilfælde, hvor det i
medfør af § 723, stk. 1, fastsættes som vilkår,
at sigtede undergives hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om
social service. Det følger endvidere af retsplejelovens § 722,
stk. 1, nr. 3, at tiltale i en sag helt eller delvis kan frafaldes i
tilfælde, hvor sigtede var under 18 år på
gerningstidspunktet, og der fastsættes vilkår efter
retsplejelovens § 723, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan der
fastsættes vilkår om, at sigtede betaler en bøde eller
indgår på konfiskation. Desuden kan der fastsættes samme
vilkår som i betingede domme. Der kan endvidere fastsættes
vilkår om en ungdomskontrakt.
En ungdomskontrakt kan kort beskrives som en
aftale, hvorved en ung lovovertræder med
forældremyndighedsindehaverens samtykke forpligter sig til at holde sig
kriminalitetsfri i en nærmere angiven periode samt deltage i visse
nærmere opregnede aktiviteter mv. (eksempelvis beskæftigelse
eller uddannelse) mod, at anklagemyndigheden på sin side afstår
fra yderligere retsforfølgning.
Retligt er der tale om et tiltalefrafald med vilkår
efter retsplejelovens § 723. Det indebærer bl.a., at
vilkåret om ungdomskontrakt og dermed indholdet af selve kontrakten
skal godkendes af retten, jf. retsplejelovens § 723, stk. 3.
Målgruppen for ordningen er unge
lovovertrædere i alderen 15-17 år, som efter gældende
praksis ville have fået meddelt et tiltalefrafald eller eventuelt
betinget dom. Unge, der har begået voldskriminalitet eller anden
personfarlig kriminalitet, er ikke omfattet af ordningen.
Efter straffelovens § 56 kan retten gøre en
straf betinget, hvis den finder det upåkrævet, at straffen kommer
til fuldbyrdelse. Den fuldt ud betingede dom forekommer i to hovedformer:
enten som en betinget dom uden fastsat straf (straffelovens § 56,
stk. 1) eller som en betinget dom med fastsat straf (straffelovens
§ 56, stk. 2).
Efter straffelovens § 56, stk. 3, er det et fast
vilkår for en betinget dom, at den dømte ikke i en
prøvetid begår nyt strafbart forhold (vilkår om straffri
vandel).
Efter straffelovens § 57 kan retten som vilkår
for udsættelsen af straffastsættelsen eller af straffuldbyrdelsen
bestemme, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne
skal undergives tilsyn (tilsynsvilkår). For personer under 18 år
varetages tilsynet i almindelighed af de sociale myndigheder. Desuden kan
retten fastsætte andre vilkår (særvilkår), som findes
formålstjenlige, herunder at den dømte efter kommunens
afgørelse undergives foranstaltninger efter § 40 i lov om social
service, eventuelt af nærmere angiven art, og efterkommer de
forskrifter, som kommunen meddeler den pågældende (§ 57,
stk. 1, nr. 9). Dette indebærer, at det herefter påhviler de
sociale myndigheder (kommunerne) at træffe bestemmelse om indholdet af
de pågældende foranstaltninger efter den sociale lovgivning. Det
kan f.eks. være ophold i en vis periode på en
døgninstitution for børn og unge.
En betinget dom kan endvidere betinges af en pligt til
under tilsyn af kriminalforsorgen at udføre ulønnet
samfundstjeneste i mindst 30 timer og højst 240 timer.
Samfundstjeneste kan bl.a. bestå i at arbejde for en velgørende
eller almennyttig organisation, en sportsklub eller en kirke. Denne
særlige variant af den betingede dom er reguleret i straffelovens 8.
kapitel.
Det er en betingelse for anvendelse af betinget dom med
vilkår om samfundstjeneste, at den dømte findes egnet hertil,
jf. straffelovens § 62, stk. 1. Denne sanktionsform kan derfor ikke
komme på tale over for de mest utilpassede unge under 18 år.
En særlig mellemform mellem betinget og ubetinget
frihedsstraf findes i straffelovens § 58, stk. 1. Efter denne
bestemmelse er der mulighed for at afsige en kombinationsdom, der
består af en ubetinget strafdel og en betinget strafdel. Den ubetingede
strafdel udgøres af en ubetinget frihedsstraf (hæfte eller
fængselsstraf) på op til 6 måneder, mens dommen i
øvrigt gøres betinget. Der er ikke noget maksimum for den
betingede strafdel.
Der findes to former for frihedsstraf: hæfte og
fængsel. I forbindelse med den nye straffuldbyrdelseslovs
ikrafttræden den 1. juli 2001 afskaffes hæftestraffen, hvorefter
fængselsstraffen vil være eneste form for frihedsstraf. Der ses
herved bort fra forvaring (dvs. tidsubestemt frihedsberøvelse), der
ikke anses for en straf, men for en anden retsfølge.
Selv om der i princippet ikke er noget til hinder for at
idømme unge under 18 år ubetinget frihedsstraf, udvises der i
retspraksis en betydelig tilbageholdenhed hermed.
Om behandlingsdomme kan det oplyses, at
lovovertrædere, der på gerningstidspunktet er utilregnelige
på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles
hermed, ikke straffes, jf. straffelovens 16. Det samme gælder personer,
der er mentalt retarderede i højere grad. Herudover indeholder
§ 16 også mulighed for straffrihed for visse andre psykisk
afvigende gerningsmænd.
En frifindelse efter straffelovens § 16
indebærer, at den pågældende ikke kan idømmes straf
(bøde, hæfte eller fængsel). Derimod er der i
medfør af straffelovens § 68 mulighed for, at retten kan
træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der
må anses for formålstjenlige for at forebygge yderligere
lovovertrædelser. Som eksempler på sådanne
særforanstaltninger kan i forhold til sindssyge gerningsmænd
nævnes dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling, dom til
psykiatrisk behandling og dom til ambulant psykiatrisk behandling.
Af større interesse i forhold til de utilpassede
unge, er det, at der i medfør af § 69, jf. § 68, er hjemmel
til at dømme gerningsmænd, der har begået
lovovertrædelser i en tilstand, der er betinget af mangelfuld
udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, til
anbringelse i en socialpædagogisk behandlingsinstitution eller til
behandling i en sådan institution.
4.1.3.
Afsoning
I alle sager, hvor unge under 18 år er idømt
ubetinget frihedsstraf, skal det vurderes, om der er grundlag for at anbringe
de pågældende på behandlingsinstitution eller lignende
efter straffelovens § 49, stk. 2.
Anbringelse efter straffelovens § 49, stk. 2,
kan betinges af en række vilkår. Ud over vilkår om ikke at
begå strafbart forhold, kan der være tale om begrænsninger
med hensyn til fravær fra anbringelsesstedet, vilkår om tilsyn og
eventuelt om behandling.
I straffuldbyrdelseslovens § 78 der fra 1. juli
2001 afløser den nugældende bestemmelse i straffelovens
§ 49, stk. 2 er det i stk. 2 fastsat, at dømte under
18 år anbringes i institution mv. uden for fængsel eller
arresthus, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen
taler imod en sådan anbringelse.
4.2. Ekspertgruppens
forslag
Et flertal i ekspertgruppen har som nævnt ovenfor i
pkt. 3.1. foreslået, at en ungdomssanktion bør udformes som en
særlig foranstaltning, der kort kan beskrives som en dom til
længerevarende socialpædagogisk behandling, hvori der
indgår et element af fastholdelse. Målgruppen er unge mellem 15
og 18 år, der har begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig
har et massivt socialpædagogisk behandlingsbehov.
Ekspertgruppen har i rapporten om ungdomskriminalitet
redegjort for sine overvejelser om nogle mere overordnede
spørgsmål i relation til spørgsmålet om
indførelse af en ungdomssanktion, herunder bl.a.
spørgsmålet om forholdet mellem behandling og straf og
overvejelser om indførelse af en modtagepligt for amtskommunerne og
Københavns og Frederiksberg kommuner. Om disse mere overordnede
overvejelser henvises til rapporten s. 123-133.
4.2.1. Målgruppe
for en ungdomssanktion
Målgruppen for en ny ungdomssanktion bør
efter ekspertgruppens opfattelse ikke kun fastlægges ud fra den
kriminalitet, der begås, men også i lyset af behovet for en
længerevarende, socialpædagogisk behandling.
På den baggrund har ekspertgruppen opstillet fire
kriterier med henblik på afgrænsning af den personkreds, som
ungdomssanktionen skal kunne anvendes over for: Et objektivt alderskriterium,
et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige forhold (»social
profil«), et kriterium, der angår kriminalitetens art
(kriminalitetskravet), og endelig et kriterium, der knytter sig til den
straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt
(strafkravet).
Ungdomssanktionen tager sigte på unge, der er fyldt
15 år, og som endnu ikke er fyldt 18 år. Det er alderen på
gerningstidspunktet, der er afgørende. Afviklingen af
ungdomssanktionen kan uanset om den unge giver samtykke strække sig
ud over det fyldte 18. år. Da ungdomssanktionens varighed er på 2
år, vil afviklingen af den række ud over det 18. år i alle
de tilfælde, hvor den unge er fyldt 16 år eller 17 år
på domstidspunktet.
I praksis vil det formentlig i almindelighed ikke komme
på tale, at idømme en ungdomssanktion, hvis den tiltalte
på domstidspunktet er fyldt eller forholdsvis kort tid efter fylder
18 år. Man kan dog forestille sig tilfælde, hvor de personlige
forhold herunder den tiltaltes mangel på modenhed taler for
ungdomssanktion i stedet for en fængselsstraf.
Det er af afgørende betydning, at myndighederne
prioriterer en hurtig behandling af sager, hvor idømmelse af
ungdomssanktion kommer på tale. I det omfang en byretsdom, der lyder
på ungdomssanktion, af den dømte ankes til landsretten,
bør der lægges særlig vægt på en hurtig
behandling, således at den unge ikke i mellemtiden bliver for »gammel«
til ungdomssanktionen.
For så vidt angår den »sociale profil« er
målgruppen efter forslaget kendetegnet ved, at der er tale om unge med
markante tilpasningsproblemer, dvs. unge med en mangelfuldt udviklet evne til
at skabe normale sociale relationer, besvær med at orientere sig i
normale sociale sammenhænge og ofte præget af et højt
angstniveau med deraf følgende uhensigtsmæssige og
grænseoverskridende reaktionsformer, herunder kriminelle handlinger af
særlig voldsom eller voldelig karakter. Deres adfærd er i mange
tilfælde karakteriseret ved, at de typisk i forbindelse med, at de
færdes i grupper ved truende eller lignende aggressiv adfærd
optræder på en måde, der skaber frygt og utryghed i de
områder, hvor de færdes.
Anvendelse af ungdomssanktionen forudsætter efter
forslaget, at foranstaltningen må anses for formålstjenlig til at
imødekomme den unges særlige behov for behandling, og
hovedformålet med ungdomssanktionen vil være at varetage det
individualpræventive formål med at straffe: At undgå at den
unge begår ny kriminalitet. Det vil således være en
forudsætning for anvendelse af ungdomssanktionen, at den unge efter en
individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling.
Det forudsættes, at der kun helt undtagelsesvis kan
blive tale om erklære en ung, der opfylder den »sociale profil«, for
uegnet til behandling. Det er ikke en betingelse for idømmelse af
ungdomssanktionen, at den pågældende giver samtykke til
foranstaltningen. Der henvises i øvrigt til ekspertgruppens
overvejelser om samtykke- og egnethedsspørgsmålet i rapporten s.
125-130.
For så vidt angår kriminalitetens art, er det
efter forslaget navnlig tanken, at ungdomssanktionen skal anvendes ved
grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, røveri og
voldtægt. Ungdomssanktionen skal endvidere kunne anvendes i
tilfælde af anden alvorlig kriminalitet, herunder mere omfattende
berigelseskriminalitet, brugstyverier eller hærværk. Det
indgår i grovhedsvurderingen, hvis kriminaliteten er begået i
forening med andre, jf. straffelovens § 80, stk. 2.
Hvad endelig angår strafkravet, bør
ungdomssanktionen efter ekspertgruppens opfattelse kunne anvendes i sager,
hvor domstolene i dag ville idømme en ubetinget fængselsstraf i
intervallet fra 30 dage op til ca. 1 år. Det bør dog ikke
være udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til
en lidt længere ubetinget fængselsstraf, f.eks. på 1
år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere
formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. Den angivne
overgrænse gælder også for kombinationsdomme efter
straffelovens § 58, stk. 1. Er alternativet til en ungdomssanktion en
kombinationsdom på 2 års fængsel, hvoraf 1 år og 6
måneder gøres betinget, forudsættes der således ikke
idømt en ungdomssanktion. Derimod bør der kunne idømmes
en ungdomssanktion, hvis alternativet er kombinationsdom på 1 års
fængsel, hvoraf f.eks. 6 eller 9 måneder gøres
betinget.
Når overgrænsen her ikke af ekspertgruppen
foreslås fastsat til f.eks. fængsel i 2 år, skyldes det
bl.a., at der ved straffe af denne længde over for unge
lovovertrædere vil være tale om meget grov eller gentagen
kriminalitet, hvor ubetinget fængselsstraf er forskyldt. Som det
fremgår af rapporten s. 48-51, indebærer en ubetinget
fængselsstraf ikke uden videre, at den unge skal afsone straffen i et
fængsel. Udgangspunktet er, at straffen helt eller delvis afsones uden
for fængselsregi, f.eks. i en social institution, medmindre
afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod det, jf.
straffelovens § 49, stk. 2, der pr. 1. juli 2001 afløses af
§ 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven. Dette giver mulighed for
at tilrettelægge et afsoningsforløb, der tager hensyn til den
unges behov for socialpædagogisk behandling, jf. herved f.eks.
beskrivelsen af Ringe-projektet i rapporten s. 27-29.
Med hensyn til angivelsen af en undergrænse
bemærkes, at hvis sagen kan afgøres med bøde,
tiltalefrafald (eventuelt med ungdomskontrakt) betinget dom uden
straffastsættelse eller dom til samfundstjeneste, så kommer
anvendelse af ungdomssanktionen efter ekspertgruppens forslag ikke på
tale. Disse sanktionstyper vil efter ekspertgruppens forslag dog næppe
være relevante i forhold til unge, der både opfylder den ovenfor
beskrevne sociale profil og kriminalitetskravet.
4.2.2. De enkelte
elementer i ungdomssanktionen
Hovedindholdet i en ny ungdomssanktion bør efter
ekspertgruppens forslag bestå i et længerevarende
socialpædagogisk behandlingsforløb (»dom til
socialpædagogisk behandling«).
Retten bør i den forbindelse kunne knytte
pålæg til behandlingsdommen svarende til de vilkår, der kan
knyttes til en betinget dom efter straffelovens § 57. Retten
forudsættes dog altid i dommen at fastsætte længden
(længstetiderne for) af de enkelte institutionsophold, jf.
nedenfor.
For så vidt angår de overordnede
tidsmæssige rammer bør ungdomssanktionen efter ekspertgruppens
opfattelse have en varighed på 2 år.
Ungdomssanktionen forudsættes af ekspertgruppen
indledt med et ophold på en døgninstitution efterfulgt af et
længerevarende kontrolleret forløb med en intensiv
socialpædagogisk indsats. Henset til den særlige målgruppe
for sanktionen bør det være udgangspunktet, at den unge
indledningsvis anbringes på en sikret afdeling.
Formålet med det indledende institutionsophold er
dels umiddelbart gennem fjernelse fra lokalmiljøet at få
standset den unges kriminelle handlinger, dels at tilvejebringe grundlaget
for den videre socialpædagogiske behandling.
Varigheden af det indledende ophold i en sikret
institution bør efter ekspertgruppens opfattelse formentlig i
almindelighed være på 2 måneder svarende til den normale
varighed af en socialpædagogisk observation efter den sociale
lovgivning.
Hvis særlige omstændigheder taler for, at der
kun er behov for et indledende ophold af kortere varighed i en sikret
afdeling, kan det i dommen fastsættes, at det indledende ophold i
sikret institution har en varighed på »indtil 2 måneder«. Hvis
der omvendt skønnes at være behov for et længere
indledende ophold end 2 måneder i sikret afdeling, bør dommen
også give mulighed for det, f.eks. ved at det indledende ophold i
sikret afdeling kan udstrækkes »indtil 4 måneder«.
Efter afviklingen af det indledende institutionsophold
skal den unge efter forslaget som udgangspunkt anbringes under lempeligere
former f.eks. på en (ikke sikret) døgninstitution eller et
egnet opholdssted samtidig med, at den unge søges yderligere aktiveret
med undervisning og/eller arbejde. Varigheden af dette ophold bør
efter ekspertgruppens forslag i almindelighed være på indtil 12
måneder, således at det samlede institutionsophold er på
omkring 14 måneder.
En tredje periode foregår i ambulant regi med tilsyn
af de sociale myndigheder. Varigheden af denne periode afhænger af den
samlede varighed af institutionsopholdet. Hvis overgangen til den ambulante
fase sker efter et indledende ophold i sikret afdeling på 2
måneder efterfulgt af et ophold på almindelig
døgninstitution i 12 måneder, vil den ambulante periode få
en varighed på 10 måneder, medmindre der sker
tilbageførsel til institution.
Det bør således med hjemmel i dommen
være muligt at føre den dømte tilbage til sikret
institution, hvis det viser sig, at den pågældende (endnu) ikke
kan håndtere de friheder, der er forbundet med ophold i en almindelig
(ikke sikret) døgninstitution eller opholdssted. For det samlede
ophold i sikret institution som led i en ungdomssanktion bør der dog
gælde en længstetid. Denne længstetid, hvori også
medregnes det indledende ophold på typisk 2 måneder i sikret
afdeling, kan efter ekspertgruppens opfattelse passende fastsættes til
1 år.
Tilsvarende bør den dømte kunne genanbringes
i almindelig døgninstitution efter at være overgået til
den ambulante fase, hvis det viser sig nødvendigt for at
gennemføre den socialpædagogiske behandling. Ekspertgruppen har
fundet, at der ud over den nævnte længstetid på 1 år
for ophold i sikret institution også bør fastsættes en
længstetid for det samlede institutionsophold omfattende både
ophold i sikret afdeling og ophold i almindelig døgninstitution/egnet
opholdssted. Denne længstetid foreslås fastsat til 1½
år.
Afgørelse om tilbageførsel i henhold til den
idømte ungdomssanktion bør ifølge forslaget
træffes af de kompetente sociale myndigheder (dvs. hjemkommunen og
ved tilbageførsel til sikret afdeling tillige det amt, hvor den
sikrede afdeling er beliggende). Eftersom afgørelsen træffes med
hjemmel i en bemyndigelse i dommen, forudsætter tilbageførsel
ikke, at de almindelige betingelser for anbringelse uden samtykke i den
sociale lovgivning er opfyldt, ligesom der ikke er klageadgang gennem det
sociale ankesystem. Betingelsen for tilbageførsel er som for
idømmelse af ungdomssanktion i det hele taget at det må anses
for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Som eksempler på forhold, der kan føre til tilbageførsel,
kan nævnes ny kriminalitet og »springture«. For så vidt
angår betydningen af ny kriminalitet henvises til pkt. 4.2.8.
nedenfor.
Ekspertgruppen finder henset til indgrebets intensive
karakter, at den dømte bør kunne forlange
domstolsprøvelse af de sociale myndigheders afgørelse, hvis det
efter overførslen fra sikret afdeling til almindelig (åben)
døgninstitution eller opholdssted eller til ambulant behandling med
hjemmel i dommen besluttes at tilbageføre den dømte til sikret
afdeling inden for rammerne af de længstetider, der gælder, jf.
nærmere herom nedenfor i under bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 1.
For at sikre en nogenlunde ensartet praksis med hensyn til
anvendelsen af ungdomssanktionen har ekspertgruppen foreslået, at
anklagemyndigheden efter drøftelse med de berørte parter skal
fastsætte vejledende retningslinier for udformningen af påstande
(og dermed domskonklusioner) om de sædvanligt forekommende varianter af
ungdomssanktioner (sådan som der af Rigsadvokaten er fastsat vejledende
retningslinier for foranstaltninger over for visse psykisk afvigende
lovovertrædere i cirkulære nr. 234 af 10. december 1976). Der vil
i den forbindelse f.eks. kunne tages stilling til den grad af fleksibilitet,
der bør være i angivelsen af de tidsmæssige rammer for
ophold i almindelig døgninstitution eller egnet opholdsted.
En foranstaltning kunne f.eks. gå ud på, at
den domfældte
- i 2 år undergives tilsyn af kommunen og efter kommunens
nærmere bestemmelse undergiver sig socialpædagogisk
behandling
- i de første 2 måneder anbringes på en sikret
afdeling på en døgninstitution for børn og unge
- og herefter i indtil 12 måneder anbringes på en
døgninstitution eller et godkendt opholdssted
- i øvrigt efterkommer pålæg fra de sociale
myndigheder om opholdssted, herunder tilbageførsel til eller fortsat
anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution/godkendt
opholdssted, inden for de længstetider, der er fastsat i straffelovens
§ 74 a, stk. 2, 2. pkt.
Det bemærkes, at varigheden af opholdet i
»almindelig« døgninstitution eller godkendt opholdssted, efter
forslaget er angivet som »indtil 12 måneder«. Udvikler den unge sig
positivt, er der således mulighed for at overgå til den ambulante
fase inden udløbet af de 12 måneder.
Med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af
ungdomssanktionen bemærkes i øvrigt, at den tid, som den unge
forud for dommen måtte have været varetægtsfængslet
eller surrogatanbragt, efter forslaget ikke fradrages i længstetiden
for den idømte ungdomssanktion. Straffelovens § 86, der alene
angår fradrag i idømt frihedsstraf, gælder således
ikke i disse tilfælde.
For så vidt angår det behandlingsmæssige
indhold i en ungdomssanktion henvises til rapporten s. 138-139.
4.2.3. Oplysninger og
indstilling fra de sociale myndigheder
For at tilvejebringe et grundlag for
sanktionsfastsættelsen indhenter anklagemyndigheden i forbindelsen med
forberedelsen af straffesager mod unge under 18 år oplysninger om
sigtedes personlige forhold hos de sociale myndigheder i sigtedes
opholdskommune. De sociale myndigheder bør i den forbindelse tage
stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en dom til
socialpædagogisk behandling må anses for formålstjenlig, og
som led i den plan, der efter serviceloven er pligt til at udarbejde for
unge, som har begået alvorlig kriminalitet hvilke pålæg,
der må anses for formålstjenlige i forhold til den unge.
Indstillingen fra de sociale myndigheder for personer i de
sager, hvor en ungdomssanktion kommer på tale, skal efter
ekspertgruppens opfattelse indeholde forslag til, hvordan ungdomssanktionen
for den pågældende unge bør udformes. De sociale
myndigheder bør i den forbindelse (via anklagemyndigheden) indstille
til retten, hvor længe den unge bør opholde sig på en
sikret døgninstitution, og i hvor lang tid den unge
efterfølgende skal være anbragt på en åben
institution/opholdssted. Har den unge under sagen været anbragt i
varetægtssurrogat i sikret afdeling, og er der her gennemført en
pædagogisk observation, der viser, at den pågældende ikke
har behov for at være i en sikret afdeling, er der ikke noget til
hinder for, at de sociale myndigheder indstiller, at ungdomssanktionen
indledes på en almindelig døgninstitution/opholdssted.
4.2.4.
Kompetenceforhold
Efter forslaget er det retten, der træffer
afgørelse om, hvorvidt en ung, der er fundet skyldig, er omfattet af
målgruppen for ungdomssanktionen og således opfylder
betingelserne for at blive idømt denne sanktion i stedet for
almindelig fængselsstraf.
Retten skal i den forbindelse afgøre, om det
må anses for formålstjenligt at anvende ungdomssanktion og som
led heri tage stilling til, om den unge helt undtagelsesvis må anses
for uegnet til behandling inden for det sociale system. Denne
afgørelse træffes på grundlag af indstillingen fra de
sociale myndigheder, jf. ovenfor i pkt. 4.2.3., og i lyset af
anklagemyndighedens og forsvarerens påstande og procedurer. Selv om
retten ikke formelt er bundet af indstillingen fra de sociale myndigheder,
forudsættes det i rapporten, at der ikke afsiges dom til
ungdomssanktion, hvis der foreligger en velbegrundet indstilling fra de
sociale myndigheder om, at den tiltalte er uegnet til at modtage en dom til
socialpædagogisk behandling.
Kommer retten til det resultat, at der skal idømmes
ungdomssanktion, skal retten i dommen fastsætte de overordnede rammer
med hensyn til varigheden af institutionsophold og eventuelt andre
pålæg, jf. eksemplet på en domskonklusion ovenfor pkt.
4.2.2. Også her træffer retten afgørelse på grundlag
af indstillingen fra de sociale myndigheder og anklagemyndighedens og
forsvarerens påstande og procedurer.
Det behandlingsmæssige indhold fremgår af det
program/den handleplan, som de sociale myndigheder har udarbejdet, og som
forudsættes at være en del af indstillingen, eventuelt som et
bilag.
Den behandlingsmæssige del af programmet angår
i princippet fuldbyrdelsen af ungdomssanktionen. Dette skal retten efter
ekspertgruppens forslag ikke gå nærmere ind i og det har den i
øvrigt normalt heller ikke de fornødne faglige
forudsætninger for at gøre. Hertil kommer, at handleplanen i
sagens natur ikke kan ligge fast en gang for alle. Den skal til stadighed
kunne tilpasses. Selv om retten havde kompetence til at godkende de
behandlingsmæssige elementer i planen, kunne de sociale myndigheder
ikke være afskåret fra efterfølgende at ændre i den
uden godkendelse fra retten.
Der kan i øvrigt henvises til bilag 4 i rapporten
(s. 203-204), hvor samspillet mellem justitsvæsenet og de sociale
myndigheder i forbindelse med forberedelsen af sager, hvor idømmelse
af ungdomssanktion kan komme på tale, er beskrevet.
4.2.5. Hurtig
sagsbehandling
Det er efter ekspertgruppens opfattelse af
afgørende betydning, at myndighederne prioriterer en hurtig behandling
af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kommer på tale. Der
gælder allerede i dag en pligt til at fremme sager, hvor den
sigtede/tiltalte er varetægtsfængslet. Det vil den
sigtede/tiltalte ofte være (typisk i surrogat) i sager, hvor
idømmelse af ungdomssanktion er aktuel. I sager, hvor den
pågældende måtte være på fri fod under
domsforhandlingen, er det vigtigt, at både politiet/anklagemyndigheden,
de sociale myndigheder og domstolene er opmærksomme på at
prioritere en hurtig behandling af sagerne. Der vil være tale om ret
få sager, så en meget hurtig behandling af disse sager kan efter
ekspertgruppens opfattelse ikke antages at få nogen mærkbar
negativ virkning for sagsbehandlingstiden i andre sager.
Behovet for at fremme sådanne sager mest muligt
gør sig også og i endnu højere grad gældende,
hvis sagen ankes til landsretten. Dette gælder for så vidt,
uanset om den tiltalte måtte være varetægtsfængslet
eller surrogatanbragt i den tid, der går mellem byretsdom og
landsretsdom, eller om den pågældende er på fri fod under
anken.
Det er endvidere vigtigt, at sanktionen kan
iværksættes så hurtigt som muligt efter domsafsigelsen i
byretten eller, hvis sagen ankes, i landsretten.
Er den unge anbragt i varetægtssurrogat under sagens
behandling, vil sanktionen kunne iværksættes i umiddelbar
forlængelse af den endelige dom. Den unge bør i den forbindelse
normalt placeres i samme sikrede afdeling, hvor den pågældende
har opholdt sig i varetægtssurrogat, således at der ikke
behøver ske et miljøskifte. Befinder den unge sig ikke allerede
på den sikrede afdeling, hvor afviklingen af ungdomssanktionen skal
indledes, men f.eks. er på fri fod eller varetægtsfængslet
i et arresthus, forudsætter ekspertgruppen, at den
pågældende normalt vil kunne modtages i en sikret afdeling inden
for en kortere frist f.eks. 7 dage. Ekspertgruppen anbefaler i den
forbindelse, at der indgås en aftale mellem regeringen og de kommunale
parter, som kan sikre en »de facto« modtagepligt, dvs. sikre, at der er det
nødvendige antal pladser til rådighed til unge, der
idømmes ungdomssanktion, jf. nærmere herom i rapporten s.
130-133 og 150-153.
4.2.6.
Foranstaltningsændring?
Ekspertgruppen har overvejet, om der bør være
adgang til anmode retten om at ændre eller ophæve
foranstaltningen, før længstetiden er udløbet, svarende
til adgangen til at rejse sag om foranstaltningsændring efter
straffelovens § 72 med hensyn til behandlingsdomme over for psykisk
afvigende lovovertrædere.
Henset til, at ungdomssanktionen er tidsbegrænset
til 2 år, at den kun i forholdsvis begrænset omfang
forudsættes fuldbyrdet på en sikret afdeling typisk i form af
et indledende ophold på 2 måneder at de
personlighedsmæssige og sociale forhold, som behandlingen retter sig
imod, ikke er af en sådan karakter, at der kan forventes hurtige
resultater af behandlingen, og at der i foranstaltningen forudsættes
indbygget en sådan fleksibilitet, at den løbende kan tilpasses
(herunder navnlig lempes) som led i den socialpædagogiske behandling,
er der efter ekspertgruppens opfattelse ikke anledning til at foreslå
regler om foranstaltningsændringer. Om betydningen af ny kriminalitet
henvises til pkt. 4.2.8. nedenfor.
4.2.7. Konvertering af
en ungdomssanktion til en almindelig fængselsstraf?
Efter forslaget er det ikke en forudsætning for at
anvende ungdomssanktionen, at den unge (eller
forældremyndighedsindehaveren) giver samtykke til foranstaltningen. Det
er dog en forudsætning, at den unge efter en individuel vurdering ikke
findes uegnet til behandling.
Findes den unge undtagelsesvis uegnet til behandling inden
for det sociale system, skal der efter forslaget idømmes en almindelig
straf. Som anført ovenfor under pkt. 4.2.1. er ungdomssanktionen efter
forslaget et alternativ til ubetinget fængselsstraf. Er den unge uegnet
til behandling, vil konsekvensen derfor være, at der må
idømmes en helt eller delvis ubetinget fængselsstraf, da en ren
betinget dom i sådanne tilfælde må anses for
formålsløs og derfor ikke bør kunne komme på tale
ved de former for kriminalitet, hvor spørgsmålet om anvendelse
af ungdomssanktion aktualiseres.
Findes den unge derimod ikke uegnet til behandling, og er
den unge omfattet af målgruppen, jf. ovenfor i pkt. 4.2.1.,
idømmes ungdomssanktionen, selv om den unge måtte
foretrække en almindelig straf, der vil være af kortere varighed
end ungdomssanktionen. Den pågældende har således ikke
valgfrihed.
Ekspertgruppens forslag bygger således på en
forventning om, at det også i forhold til modvillige unge vil
være muligt at udnytte den fastholdelse, der ligger i
ungdomssanktionen, til at skabe ro omkring den unge og motivere den
pågældende til at medvirke positivt i behandlingsforløbet,
hvilket må antages at være en forudsætning for at
opnå et positivt resultat af indsatsen.
Det kan imidlertid næppe udelukkes, at nogle af de
unge, der idømmes ungdomssanktionen, mere vedvarende vil
modsætte sig og være afvisende over for den behandling, som
ungdomssanktionen indebærer.
Ekspertgruppen har på den baggrund overvejet,
hvordan man skal forholde sig til unge, der under afviklingen af
ungdomssanktionen ikke kan motiveres til at medvirke, men som tværtimod
måske udviser en adfærd, der er destruktiv for
behandlingsmiljøet, udøver vold mod personalet mv.
Spørgsmålet er, om disse modvillige unge skal søges
fastholdt i ungdomssanktionen, eller om afviklingen af sanktionen skal
afbrydes og eventuelt erstattes af noget andet. For en samlet gennemgang af
disse overvejelser henvises til rapporten s. 143-146.
Det er ekspertgruppens opfattelse, at en konvertering
alene må antages at ville udløse en kortere eller måske
slet ingen ubetinget fængselsstraf, og at udsigten til en sådan
omsætning derfor næppe vil virke afskrækkende på
unge, der ikke ønsker at deltage positivt i gennemførelse af
ungdomssanktionen. Bl.a. på denne baggrund har ekspertgruppen ikke
stillet forslag om, at en ungdomssanktion i forhold til unge, der under
afviklingen af sanktionen viser sig at være uimodtagelige, skal kunne
omsættes til en ubetinget fængselsstraf.
Ekspertgruppen er opmærksom på de problemer
for behandlingsmiljøet på de sociale institutioner, som den
manglende konverteringsmulighed i visse forhåbentlig få
tilfælde kan medføre. Ekspertgruppen har dog fundet, at de
muligheder, som en ungdomssanktion indeholder f.eks. med hensyn til
tilbageførsel til sikret afdeling, i de fleste tilfælde må
antages at være egnede til at løse eller i hvert fald at
afhjælpe de problemer, som modvillige unge kan give anledning til. Der
vil også være mulighed for at fjerne den pågældende
fra de andre unge for at undgå en negativ påvirkning af
behandlingsmiljøet.
4.2.8. Ny
kriminalitet
Hvis en person, der er undergivet en ungdomssanktion,
begår ny kriminalitet, må der tages stilling til, hvilken
betydning det skal have for ungdomssanktionen.
Det bemærkes indledningsvis, at ekspertgruppens
forslag til en ungdomssanktion ikke har karakter af en betinget dom, der
efter bestemmelsen i straffelovens § 61, stk. 2, kan blive
udløst ved ny kriminalitet, således at der kan blive
udmålt en fællesstraf for både den oprindeligt
pådømte kriminalitet og den nye kriminalitet. Det
indebærer, at der i straffastsættelsen i forbindelse med ny
kriminalitet efter en dom til ungdomssanktion ikke skal indgå en
strafdel hidrørende fra den ikke fuldt ud afviklede ungdomssanktion.
Dette udelukker selvsagt ikke, at det ved straffastsættelsen for den
nye kriminalitet kan indgå som en skærpende omstændighed,
at den nye kriminalitet er begået, mens vedkommende er undergivet en
strafferetlig foranstaltning (ungdomssanktionen).
Det er ekspertgruppens opfattelse, at ny kriminalitet ikke
bør indebære, at ungdomssanktionen bortfalder men eventuelt
afbrydes, hvis der i anledning af den nye kriminalitet sker
varetægtsfængsling. Der henvises herved til det ovenfor
anførte om ungdomssanktionen som en sanktion, som den unge normalt
ikke kan blive »smidt ud af«. Dette udgangspunkt må dog fraviges ved
grovere kriminalitet, hvor den unge står til en længerevarende
ubetinget fængselsstraf. Om behandlingen af ny kriminalitet, der
begås af unge, som er undergivet en ungdomssanktion henvises til
rapporten s. 146-148 og til bemærkningerne til lovforslagets § 1,
nr. 1.
4.3. Regeringens
overvejelser
4.3.1. Ekspertgruppens forslag
Regeringen kan af de af flertallet i ekspertgruppen
anførte grunde tiltræde, at der i straffeloven indføres
mulighed for at idømme unge lovovertrædere en
ungdomssanktion.
Det er således også regeringens opfattelse, at
det selv med en fuld udnyttelse af de eksisterende indgrebsmuligheder ikke i
alle tilfælde vil være muligt i tilstrækkeligt omfang at
imødekomme behovet for at kunne gennemføre en fastholdelse, der
kan beskytte det omgivende samfund mod ny kriminalitet og på samme tid
give mulighed for at iværksætte og gennemføre en
behandling, der på længere sigt kan være egnet til at
resocialisere den unge.
For så vidt angår spørgsmålet om
afgrænsningen af strafkravet i forhold til målgruppen for en
ungdomssanktion er regeringen enig med ekspertgruppen i, at ungdomssanktionen
bør kunne anvendes i sager, hvor domstolene i dag ville idømme
en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. 1
år. Regeringen er endvidere enig med ekspertgruppen i, at det ikke
bør være udelukket at anvende sanktionen over for unge, der
står til en lidt længere fængselsstraf, f.eks. på 1
år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere
formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. Regeringen kan
således tiltræde ekspertgruppens overvejelser vedrørende
overgrænsen for strafkravet.
Ekspertgruppen har med hensyn til angivelsen af en
undergrænse bemærket, at hvis sagen kan afgøres med
bøde, tiltalefrafald (eventuelt med ungdomskontrakt), betinget dom
eller dom til samfundstjeneste, så kommer ungdomssanktion ikke på
tale. Disse sanktionstyper vil efter ekspertgruppens opfattelse dog
næppe være relevante i forhold til unge, der både opfylder
beskrivelsen af den sociale profil og kriminalitetskravet (jf. pkt. 3.2.1.
ovenfor).
Regeringen kan tiltræde disse synspunkter. Man
må dog i den forbindelse være opmærksom på, at
grænsen mellem ubetinget og betinget dom ikke er ganske skarp i
retspraksis, og at selve eksistensen af den ny sanktionsform vil kunne
påvirke sanktionsvalget i dette grænseområde.
Præsidenten for Vestre Landsret og Den Danske
Dommerforening har i deres høringssvar foreslået, at det af
lovteksten fremgår, i hvor lang tid foranstaltningen, herunder med
ophold i døgninstitution, kan forlænges i tilfælde af ny
kriminalitet. Regeringen er enig i, at der også på dette punkt i
loven bør fastsættes en længstetid. Henset til, at
ordningen med socialpædagogisk behandling fortrinsvis er tænkt
anvendt (fuldbyrdet) over for unge under 18 år (sml. ovenfor pkt.
4.2.1. om alderskriteriet), og at der over for grovere, ny kriminalitet
bør reageres med ubetinget frihedsstraf og bortfald af
ungdomssanktionen (jf. pkt. 4.2.8 ovenfor og bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 1), kan maksimum for forlængelse af
ungdomssanktionen efter regeringens opfattelse passende fastsættes til
6 måneder.
4.3.2. Konsekvensrettelser som følge af
ungdomssanktionen
Indførelsen af en ungdomssanktion rejser
spørgsmål om en række konsekvensændringer af
straffeloven og retsplejeloven også ud over den ændring af
straffelovens § 89 a, som ekspertgruppen har foreslået (jf.
lovforslagets § 1, nr. 3). De mere principielle spørgsmål
gennemgås i det følgende, idet der i øvrigt henvises til
lovforslagets specielle bemærkninger.
4.2.3.1.
Efter straffelovens § 97,
stk. 2, er forældelsesfristen for idømt straf
afhængig af varigheden af den idømte straf. Således er
forældelsesfristen 5 år for hæfte og fængsel indtil 1
år, 10 år for fængsel indtil 4 år, 15 år for
fængsel indtil 8 år og 20 år for fængsel på tid
over 8 år. Fængsel på livstid forældes ikke. For
særforanstaltningerne gælder, at forvaring forældes efter
15 år, mens foranstaltninger over for psykisk afvigende
lovovertrædere efter straffelovens §§ 68 og 69 forældes
efter 10 år.
Det er regeringens opfattelse, at forældelsesfristen
for en idømt ungdomssanktion i lyset af den ellers forskyldte straf
(strafkravet) og alderskravet bør fastsættes til 5 år
svarende til forældelsesfristen for frihedsstraffe af indtil 1
års varighed, jf. herved straffelovens § 97, stk. 2, nr.
1.
Hvorvidt det i praksis vil være muligt at fuldbyrde
en ungdomssanktion længere tid efter, at dommen er afsagt, er et andet
spørgsmål.
Som det fremgår af pkt. 4.2.1. ovenfor, vil det i
praksis formentlig i almindelighed ikke komme på tale, at idømme
en ungdomssanktion, hvis den tiltalte på domstidspunktet er fyldt
eller forholdsvis kort tid efter fylder 18 år. Man kan dog forestille
sig tilfælde, hvor de personlige forhold herunder den tiltaltes
mangel på modenhed taler for ungdomssanktion i stedet for en
fængselsstraf.
Det må ud fra lignende overvejelser afgøres,
om det i praksis er muligt at fuldbyrde en ungdomssanktion, hvis det igennem
længere tid ikke har været muligt iværksætte
fuldbyrdelsen. De sociale myndigheder vil således i givet fald skulle
tage stilling til, om den unge er blevet for »gammel« til at kunne placeres i
en social døgninstitution eller godkendt opholdssted for børn
og unge.
Det har i den forbindelse været overvejet, om der
bør indføres hjemmel til at konvertere den resterende del af
ungdomssanktionen til en almindelig fængselsstraf. Konklusionen er
imidlertid blevet, at det i sådanne situationer ikke vil være
rigtigt at indføre hjemmel til at genoptage straffesagen og konvertere
ungdomssanktionen til en ubetinget fængselsstraf. Der er i den
forbindelse lagt vægt på, at en sådan
»konverteringsordning« ikke kendes ved andre særforanstaltninger, at
problemet må antages kun at blive relevant i et yderst begrænset
antal sager (hvis det overhovedet bliver aktuelt), og at der i langt de
fleste af disse sager i givet fald må forventes at være
forløbet lang tid siden den pådømte kriminalitet blev
begået, således at en ny (konverteret) straf vil savne
specialpræventiv effekt over for den pågældende. Dette
understreges i øvrigt yderligere af den pågældendes unge
alder på gerningstidspunktet.
Har det igennem lang tid ikke været muligt at
iværksætte fuldbyrdelsen af ungdomssanktionen, og er de sociale
myndigheder af den opfattelse, at den unge er blevet for »gammel« til at
kunne afvikle ungdomssanktionen, vil konsekvensen være, at
ungdomssanktionen de facto bortfalder, selv om den idømte
foranstaltning formelt ikke er forældet.
4.2.3.2.
I forbindelse med indførelse af en
adgang til at idømme ungdomssanktion må der også tages
stilling til den processuelle behandling af sager, hvor der bliver
spørgsmål om at idømme en ungdomssanktion.
Det følger af retsplejelovens § 925 a, at
nævningesager, hvor sigtede har tilstået, og hvor der bliver
spørgsmål om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70
eller 73, behandles ved byret under medvirken af domsmænd. I
sådanne sager har man ikke fundet, at det er tilstrækkeligt
betryggende med den mere summariske procedure for almindelige
tilståelsessager efter § 925, da der er tale om personer, der ikke
er fuldt tilregnelige.
Idømmelse af en ungdomssanktion kan på flere
punkter sammenlignes med iværksættelse af foranstaltninger efter
straffelovens § 69, jf. § 68, der giver hjemmel til at dømme
gerningsmænd, der har begået lovovertrædelser i en
tilstand, der er betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller
forstyrrelse af de psykiske funktioner, til anbringelse i en
socialpædagogisk behandlingsinstitution eller til behandling i en
sådan institution. Regeringen har derfor overvejet, om sager, hvor der
bliver spørgsmål om idømmelse af en ungdomssanktion,
ligeledes burde behandles efter retsplejelovens § 925 a.
Eftersom målgruppen for ungdomssanktionen imidlertid
ikke er utilregnelige personer (sml. straffelovens § 16), er det
regeringens opfattelse, at der ikke er behov for at fravige retsplejelovens
almindelige regler, når der bliver spørgsmål om at
idømme en ungdomssanktion. Hvis den sigtede tilstår, kan sagen
behandles efter retsplejelovens § 925 (efter den 1. juli 2001
retsplejelovens § 922). Kan sagen ikke fremmes som en
tilståelsessag, behandles den efter de almindelige regler under
medvirken af domsmænd, jf. herved retsplejeloven § 686.
Der stilles derfor ikke forslag om
konsekvensændringer på dette punkt.
4.2.3.3.
Efter de gældende bestemmelser i
retsplejelovens § 756 og § 763, stk. 2, er der adgang til at
anholde og efter omstændighederne varetægtsfængsle, hvis
der er henholdsvis rimelig eller begrundet mistanke om, at en person har
overtrådt bestemmelser i bl.a. en betinget dom, herunder med
vilkår om samfundstjeneste, eller bestemmelser i en afgørelse om
særforanstaltning efter straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 72.
Bestemmelserne angår
vilkårsovertrædelser, og formålet med anholdelse eller
varetægtsfængsling efter disse bestemmelser er ifølge
forarbejderne dels sikring af undersøgelsen vedrørende
vilkårsovertrædelsen, dels tilvejebringelse af fornyet kontakt
med tilsynsmyndigheden og nyt grundlag for fortsættelse af
forsorgsarbejdet med den pågældende, dels med henblik på
indsættelse til straffuldbyrdelse, jf. herved betænkning nr.
752/1975, Kriminalforsorg Socialforsorg, s. 212-215. I praksis anvendes
bestemmelsen om varetægtsfængsling næsten kun, når
vilkårsovertrædelsen består i ny kriminalitet, og citeres i
så fald næsten altid ved siden af en af fængslingsgrundene
i retsplejelovens § 762 og næsten altid i forbindelse med
konstatering af gentagelsesfare (§ 762, stk. 1, nr. 2), jf.
Anklagemyndighedens Årsberetning 1978, s. 32.
Som det fremgår af pkt. 4.2.2. ovenfor, kan retten
til en dom til socialpædagogisk behandling (ungdomssanktion) knytte
pålæg svarende til de vilkår, der kan knyttes til en
betinget dom efter straffelovens § 57, jf. herved den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 74 a, stk. 2, 1. pkt.
At der er tale om pålæg og ikke blot
vilkår indebærer, at afgørelsen (inklusiv
pålægget om institutionsophold) kan gennemføres
umiddelbart efter sit indhold, jf. rapporten s. 135-136. Herved adskiller det
sig fra, hvad der gælder for vilkår i en betinget dom. Opfylder
den dømte ikke et vilkår i eller i henhold til en betinget dom
om f.eks. institutionsophold, kan vilkåret ikke gennemtvinges ved, at
politiet afhenter den pågældende og bringer ham eller hende ind
på institutionen. Et pålæg i en dom til ungdomssanktion
f.eks. om institutionsophold kan gennemtvinges umiddelbart, om
nødvendigt med politiets bistand, jf. herved de gældende
bestemmelser i retsplejelovens § 997, stk. 1, og § 761 om
henholdsvis politiets pligt til at drage omsorg for straffedommes
fuldbyrdelse og politiets adgang til at pågribe en person med henblik
på fuldbyrdelse af en straffedom.
Det er derfor ikke nødvendigt at foretage
konsekvensændringer af retsplejelovens § 756 og § 763,
stk. 2, så der i disse bestemmelser også henvises til den
foreslåede bestemmelse i straffelovens § 74 a om
ungdomssanktionen.
5. Børn og unge
under den kriminelle lavalder på 15 år
5.1. Gældende
ret
De gældende regler om særlig støtte til
børn og unge fremgår af lov om social service (serviceloven),
jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000. De hidtil
gældende regler om særlig støtte, der fremgår af
lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 blev ændret ved lov
nr. 466 af 31. maj 2000. Disse ændringer trådte i kraft den 1.
januar 2001.
Formålet med at yde støtte til de børn
og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst
mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de
på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme
muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres
jævnaldrende.
Den særlige støtte til børn og unge
udmøntes i forhold til det/den enkelte barn/unge ved
iværksættelse af foranstaltninger.
Kommunen kan træffe beslutning om at
iværksætte forskellige former for foranstaltninger, når det
må antages at være af væsentlig betydning af hensyn til et
barns eller en ungs særlige behov for støtte. Det er den eller
de mindst indgribende, formålstjenlige foranstaltninger, der skal
vælges. Afgørelsen træffes som hovedregel med samtykke fra
forældremyndighedens indehaver. En afgørelse om anbringelse
kræver som hovedregel også samtykke fra den unge, der er fyldt 15
år.
De i serviceloven (§ 40, stk. 2) opregnede
foranstaltninger er:
- konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold,
herunder pålæg om dagtilbud, klub eller lignende
- praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet
- familiebehandling eller lignende støtte
- døgnophold for familien eller dele af den
- aflastningsordning
- personlig rådgiver for barnet eller den unge
- fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien
- økonomisk støtte til udgifter som følge af de
ovenfor nævnte foranstaltninger, udgifter der bevirker undgåelse
af en anbringelse uden for hjemmet eller udgifter til ophold på kost-
eller efterskole
- anbringelse uden for hjemmet
- formidle praktiktilbud hos en arbejdsgiver for den unge og udbetale
den unge godtgørelse i den forbindelse
Efter servicelovens § 42 kan børn og
unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den
unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet
eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr.
11. En sådan afgørelse kan træffes, når der er en
åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling
lider alvorlig skade på grund af
- utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den
unge,
- vold eller andre alvorlige overgreb,
- misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære
sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
- andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den
unge.
Der kan kun træffes en sådan afgørelse,
når der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan
løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Når hensynet til barnet eller den unge på
afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget
beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter
§ 42, stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den
unge giver samtykke til anbringelse efter § 40, stk. 2, nr. 11, jf.
§ 42, stk. 2.
Hvis en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig
enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i
§ 42, stk. 1, træffe afgørelse om at anbringe den unge
uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, når anbringelsen
må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses under den
unges fortsatte ophold i hjemmet.
Med virkning fra den 1. januar 2001 skal kommunen for
børn og unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet
eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejde en plan for den indsats, der kan
modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige indsats, der er
nødvendig for at opnå formålet, jf. servicelovens
§ 58 a. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive
indsatsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende
barnet eller den unge, herunder behandling, uddannelse mv. Planen udarbejdes
i samarbejde med den unge og dennes familie.
For en mere udførlig beskrivelse af
indsatsmulighederne efter serviceloven henvises til rapporten s. 52-78.
5.3. Ekspertgruppens
forslag
5.3.1.
Ekspertgruppen er efter kommissoriet anmodet om
i forhold til de 15-17 årige at overveje og vurdere udformningen af
en særlig ungdomssanktion, som kombinerer forskellige elementer af
institutionsanbringelse, uddannelse, arbejde og tilsyn i et samlet,
faseopdelt forløb. Ifølge kommissoriet bør ordningen
tillige kunne anvendes af de sociale myndigheder som led i indsatsen over for
børn og unge under den kriminelle lavalder.
Ekspertgruppens forslag til udformning af en
ungdomssanktion er nærmere beskrevet ovenfor under pkt. 4.2.
Ungdomssanktionen er ifølge ekspertgruppen efter
sin karakter af strafferetlig retsfølge ikke anvendelig over for
børn og unge under den kriminelle lavalder.
Ekspertgruppen peger imidlertid på, at allerede den
gældende sociale lovgivning giver mulighed for at reagere over for
alvorlig kriminalitet begået af børn og unge under den
kriminelle lavalder med sociale foranstaltninger, et længerevarende
socialpædagogisk behandlingsforløb undtagelsesvis i form af
anbringelse i en sikret afdeling.
Det er ekspertgruppens vurdering, at serviceloven i langt
de fleste tilfælde giver tilstrækkelige muligheder for en
reaktion med et socialt indhold ved at kunne fastholde barnet eller den unge
og dermed indlede et længerevarende behandlingsforløb over for
unge, hvis kriminelle adfærd må ses som et udtryk for, at de har
et behov for en social indsats.
På den baggrund er der efter ekspertgruppens
opfattelse ikke behov for at foreslå nye regler om
iværksættelse af et længerevarende, faseopdelt
socialpædagogisk behandlingsforløb herunder med anbringelse i
døgninstitution, undtagelsesvis på sikret afdeling over for
børn og unge under den kriminelle lavalder, som begår alvorlig
kriminalitet. Det afgørende er, at reaktionsmulighederne anvendes i
praksis, og at der sættes ind hurtigt og konsekvent i forbindelse med
alvorlig kriminalitet.
5.3.2.
Ekspertgruppen skulle endvidere efter
kommissoriet overveje, hvordan det kan sikres, at de sociale myndigheder
inden for en meget kort frist f.eks. 24 timer træffer de
fornødne afgørelser vedrørende unge, der har
begået alvorligere kriminalitet.
Ekspertgruppen har efter nøje overvejelser ikke
fundet behov for at foreslå en forpligtelse for formanden til i alle
sager at træffe afgørelse inden 24 timer. Ekspertgruppen har
herved lagt vægt på, at det er helt afgørende, at det er
den rigtige afgørelse efter servicelovens regler, der bliver truffet i
forhold til barnet eller den unge. Med en meget kort tidsfrist kan det
være vanskeligt at få sagen tilstrækkeligt oplyst, og der
kunne være en risiko for, at der ville forekomme tilfælde, hvor
der træffes forkerte afgørelser, som ikke opfylder barnets eller
den unges behov.
Ekspertgruppen har ikke fundet belæg for at antage,
at de sociale myndigheder ikke meget hurtigt træffer beslutninger om
anbringelse uden for hjemmet i det omfang, der er grundlag for det.
Tværtimod må det antages, at det allerede sker i langt de fleste
tilfælde uden at der er fastsat en særlig frist for en
sådan beslutning.
5.3.3.
Ekspertgruppen finder i stedet, at det er
vigtigt at sikre den tidlige og hurtige indsats ved at fastsætte en
tidsfrist for udarbejdelse af en foreløbig handleplan.
Ekspertgruppen har i den forbindelse fundet, at
fastsættelse af en tidsfrist på 7 dage for kommunen til at
udarbejde en foreløbig plan for børn og unge, der har
begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet vil
være passende. Hvis den pågældende i forvejen er kendt af
kommunen, vil en plan ofte foreligge hurtigere. I det omfang kommunen
imidlertid ikke i forvejen kender barnet eller den unge, der pågribes i
alvorlig kriminalitet, kan selv 7 dage anses for kort tid til at udarbejde en
langsigtet plan for indsatsen. Det foreslås derfor, at der alene
stilles krav om, at kommunen, senest efter 7 dage efter at kommunen fra
politiet har modtaget materiale, der belyser den begåede kriminalitet
og den unges andel i den, skal have udarbejdet en foreløbig plan.
Denne vil være med mulighed for efterfølgende justeringer,
når barnets eller den unges situation er undersøgt yderligere. 7
dages-fristen skal således vise barnet/den unge og familien, at der
reageres hurtigt på kriminaliteten. Den konkrete indsats
tilrettelægges af kommunen.
Ekspertgruppen finder, at det er meget vigtigt, at
tidsfristen for kommunens udarbejdelse af en foreløbig plan omfatter
både de under og de over 15-årige. Det er afgørende, at de
sociale myndigheder hurtigt underrettes om kriminaliteten, således at
der hurtigst muligt efter pågribelsen af barnet eller den unge kan
udarbejdes en foreløbig plan. For de 15-17 årige bør
kommunen overveje at inddrage kriminalforsorgen.
5.3.4.
Selv om børn og unge under 15
år ikke kan straffes, kan politiet dog efterforske sådanne sager,
bl.a. for at klarlægge omfanget af kriminaliteten, for at konstatere,
om andre personer kan mistænkes, og for at få eventuelle koster
tilbagegivet. Det er endvidere almindelig antaget, at også børn
og unge under 15 år kan tilbageholdes som led i efterforskningen af en
forbrydelse. Det antages herudover, at en række straffeprocessuelle
bestemmelser over for ikke sigtede f.eks. om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, visitation, legemsbesigtigelse, ransagning og
beslaglæggelse også kan anvendes over for børn og unge
under 15 år. I et vist omfang må det tillige gælde
bestemmelser, der forudsætter en sigtelse.
Ingen af disse spørgsmål er dog reguleret i
lovgivningen, jf. rapporten s. 168-169.
Ekspertgruppen har foreslået, at der indføres
hjemmel i lovgivningen for politiet til at tilbageholde børn og
unge under 15 år i forbindelse med mistanke om kriminalitet. Der
bør ligeledes tilvejebringes en klar hjemmel for politiet til at kunne
oplyse sagen ved anvendelse af de efterforskningsmidler, der kendes
fra retsplejeloven.
Ekspertgruppen har imidlertid ikke kunnet afslutte de
nærmere overvejelser om disse spørgsmål inden for de
tidsmæssige rammer for ekspertgruppens arbejde. Ekspertgruppen har
derfor foreslået, at spørgsmålet overvejes nærmere i
et andet forum. Hjemmelsgrundlaget kan ifølge ekspertgruppen i givet
fald indarbejdes i retsplejeloven, serviceloven eller i det udkast til
politilov, der for tiden er under udarbejdelse i Politikommissionen.
5.4. Regeringens
overvejelser
Regeringen er enig med ekspertgruppen i, at den af
ekspertgruppen foreslåede ungdomssanktion efter sin karakter af
strafferetlig retsfølge ikke umiddelbart er anvendelig over for
børn og unge under den kriminelle lavalder.
Regeringen kan endvidere tiltræde ekspertgruppens
overvejelser om, at der ikke er behov for at foreslå en forpligtelse
for formanden til i alle sager at træffe afgørelse inden 24
timer.
Endelig kan regeringen tiltræde ekspertgruppens
overvejelse om, at det er vigtigt at sikre den tidlige og hurtige indsats ved
at fastsætte en tidsfrist for udarbejdelse af en foreløbig
handleplan, og regeringen er enig i, at fastsættelse af en tidsfrist
på 7 dage for kommunen til at udarbejde en foreløbig plan for
børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden
alvorlig kriminalitet vil være passende. Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse med ekspertgruppens forslag.
For så vidt angår forslaget om at
tydeliggøre hjemmelen til at tilbageholde og foretage
straffeprocessuelle indgreb over for børn og unge under 15 år
vil Justitsministeriet anmode Strafferetsplejeudvalget om at overveje disse
spørgsmål nærmere.
6. Forslagets
økonomiske og administrative konsekvenser mv.
Det skønnes, at der årligt vil være ca.
36 personer, der bliver idømt en ungdomssanktion. Ungdomssanktionen
vil i almindelighed bestå af 3 dele, et 2 måneders ophold i en
sikret afdeling, et ophold på 10 måneder i døgninstitution
eller egnet socialpædagogisk opholdssted og endelig 12 måneders
»ambulant« behandling med tilsyn af de sociale myndigheder.
Som led i regeringens initiativer mod ungdomskriminalitet
i efteråret 2000 er der allerede tilvejebragt yderligere sikrede
pladser og anbringelsespladser. Ved aktstykke 49 af 16. november 2000 blev
der således afsat 100 mio. kr. til finansiering af ca. 20 sikrede
pladser samt 100-120 anbringelsespladser. Der har imidlertid vist sig behov
for yderligere sikrede pladser, og Socialministeriet har derfor indgået
aftale om at opretholde 9 sikrede pladser, som ellers skulle være
nedlagt. Af bevillingen skønnes der på denne baggrund i 2001
anvendt i alt 73,8 mio. kr., og restbeløbet af bevillingen
skønnes herefter at ville udgøre 26,2 mio. kr.
Socialministeriet har vurderet, at der ud over de pladser,
som allerede er etableret, vil være behov for i 2001 at etablere 9
permanente sikrede pladser og 11 anbringelsespladser til ungdomssanktionen.
Herudover vil der i 2002 være behov for at etablere yderligere 19
anbringelsespladser. Udgifterne til etablering af disse pladser forventes at
ville udgøre 19 mio. kr. i 2001 og 14,3 mio. kr. i 2002.
Udgifterne til drift af de sikrede pladser forventes i
2001 at udgøre 6,9 mio. kr., stigende til 15,0 mio. kr. i de
følgende år. Udgifterne til drift af anbringelsespladserne
forventes i 2001 at udgøre 2,6 mio. kr., stigende til 27,8 mio. kr. i
2002 og 31,8 mio. kr. i de følgende år.
Den ambulante del af ungdomssanktionen forventes at ville
koste 0,3 mio. kr. i 2002, 2,1 mio. kr. i 2003 og 2,3 mio. kr. i 2004.
Der forventes modgående besparelser på de
områder, hvor de pågældende unge ellers ville have modtaget
ydelser. Det drejer sig om besparelser på socialområdet på
1,8 mio. kr. i 2001, 13,3 mio. kr. i 2002, 20,1 mio. kr. i 2003 og 20,9 mio.
kr. i 2004. På kriminalforsorgens område forventes der
modgående besparelser på 0,4 mio. kr. i 2001 og 0,8 mio. kr. i de
følgende år.
Herefter skønnes de samlede merudgifter ved
lovforslaget at udgøre 26,2 mio. kr. i 2001, 43,3 mio. kr. i 2002,
27,9 mio. kr. i 2003 og 27,4 mio. kr. i 2004. Merudgifterne i 2001
finansieres ved brug af restbeløbet fra bevillingen på aktstykke
49 af 16. november 2000.
Lovforslaget vil medføre merudgifter for
amtskommuner og kommuner, og forslaget skal derfor DUT-forhandles med de
kommunale parter.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser i
hovedtræk:
Positive konsekvenser/mindre udgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Administrative og økonomiske konsekvenser for
staten
Ingen
Ingen
Administrative og økonomiske konsekvenser for kommuner
og amter
Ingen
Årlige merudgifter i størrelsesordenen 27 mio.
kr. I år 2002 dog ca. 43,3 mio. kr., hvilket skyldes
etableringsudgifter til anbringelsespladser.
Lovforslaget skal DUT-forhandles med de kommunale parter.
Administrative og økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
7.
Hørte myndigheder mv.
Ekspertgruppens rapport om ungdomskriminalitet har
været sendt til høring hos:
Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre
Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,
Ålborg, Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet
for Etnisk Ligestilling, Den Sociale Ankestyrelse, Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Amtsrådsforeningen,
Socialchefforeningen, Børnerådet, Udrykningsholdet, Det Centrale
Handicapråd, Børnesagens Fællesråd,
Socialpædagogernes Landsforbund, Socialrådgiverforeningen,
Forbundet af Offentligt Ansatte, HK/Kommunal, Landsforeningen for
Socialpædagoger og De Samvirkende Invalideorganisationer.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler
sammenholdt med de nugældende regler.
Til § 1
Straffeloven
Til nr. 1 (straffelovens 74 a)
Bestemmelsen giver adgang til at dømme personer,
der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, og som har
begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig
kriminalitet, til at undergive sig en struktureret, kontrolleret
socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må
anses for formålstjentligt for at forebygge yderligere
lovovertrædelser, jf. stk. 1.
Målgruppen for ungdomssanktionen og de enkelte
elementer i sanktionen er nærmere beskrevet under pkt. 4.2.1. og 4.2.2.
i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Efter stk. 2, 1. pkt., er der adgang til at
give den dømte pålæg svarende til de vilkår, der kan
fastsættes efter § 57 om betingede domme, jf. om denne bestemmelse
i pkt. 4.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Opremsningen af særvilkår i § 57 er ikke
udtømmende, og særvilkår med behandlingsmæssigt
eller andet resocialiserende sigte formuleres i reglen som en bemyndigelse
til tilsynsmyndigheden (typisk kommunen for de 15-17 årige). I
almindelighed formuleres særvilkår således i ret generelle
vendinger (ofte i overensstemmelse med straffelovens formulering),
således at der overlades tilsynsmyndigheden særdeles vide
beføjelser med henblik på at kunne tilpasse vilkårene
efter den dømtes aktuelle behov, jf. herved betænkning nr.
752/1975, Kriminalforsorg Socialforsorg, s. 119.
Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i
stk. 2, 1. pkt., kan den dømte således f.eks.
pålægges at overholde kommunens nærmere bestemmelser om den
socialpædagogiske behandling og at efterkomme de sociale myndigheders
pålæg om opholdssted, herunder overførsel,
tilbageførsel eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller
døgninstitution/godkendt opholdssted ud over det i dommen umiddelbart
fastsatte, men inden for de generelle længstetider i den
foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt. jf. nedenfor.
At der er tale om pålæg og ikke blot
vilkår indebærer, at afgørelsen (inklusiv
pålægget om institutionsophold) kan gennemføres
umiddelbart efter sit indhold. Herved adskiller det sig fra, hvad der
gælder for vilkår i en betinget dom. Opfylder den dømte
ikke et vilkår i eller i henhold til en betinget dom om f.eks.
institutionsophold, kan vilkåret ikke gennemtvinges ved, at politiet
afhenter den pågældende og bringer ham eller hende ind på
institutionen. Et pålæg i en dom til ungdomssanktion f.eks. om
institutionsophold kan gennemtvinges umiddelbart, om nødvendigt med
politiets bistand, jf. herved de gældende bestemmelser i
retsplejelovens § 997, stk. 1, og § 761 om henholdsvis
politiets pligt til at drage omsorg for straffedommes fuldbyrdelse og
politiets adgang til at pågribe en person med henblik på
fuldbyrdelse af en straffedom.
Et eksempel på, hvordan en dom til ungdomssanktion
kan udformes, findes under pkt. 4.2.2. i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
I Stk. 2, 2. pkt. er der fastsat
længstetider for ophold i døgninstitution. Længstetiden
for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år
og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling
på en døgninstitution for børn og unge.
Dette betyder, at hvis den unge forud for
overførsel til den ambulante fase f.eks. har opholdt sig 6
måneder i sikret afdeling eventuelt ad flere gange og i 12
måneder i døgninstitution, vil der ikke længere være
mulighed for tilbageførsel i henhold til den idømte
ungdomssanktion, idet muligheden for institutionsophold i en sådan
situation er opbrugt. Et eventuelt institutionsophold i en sådan
situation må i givet fald bygge på servicelovens regler.
Retten forudsættes at fastsætte længden
af (længstetiderne for) de enkelte institutionsophold i dommen, jf.
herved pkt. 4.2.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Som
nævnt ovenfor kan (og bør) tilsynsmyndigheden bemyndiges til
om nødvendigt ud over de i dommen fastsatte konkrete
længstetider at træffe bestemmelse om overførsel eller
tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling
eller døgninstitution/godkendt opholdssted. Da de generelle
længstetider fremgår direkte af § 74 a, stk. 2, 2.
pkt., skal disse ikke angives i dommen. Om adgangen til
domstolsprøvelse af afgørelser om overførsel eller
tilbageførsel til eller fortsat anbringelse i institution henvises til
den foreslåede bestemmelse i § 74 a, stk. 3.
Stk. 2, 3. pkt.,
regulerer
spørgsmålet om ny kriminalitet, der begås af unge, som er
undergivet en ungdomssanktion, og hvor straffesagen i anledning af den nye
kriminalitet afgøres, inden ungdomssanktionen er afviklet.
Bestemmelsen indebærer, at retten i stedet for at idømme straf
for den ny kriminalitet kan forlænge foranstaltningen, herunder
længstetiderne efter stk. 2, 2. pkt., med indtil 6 måneder,
jf. pkt. 4.2.8. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det
betyder, at længstetiden for foranstaltningen på 2 år (jf.
stk. 1) kan forlænges til 2 år og 6 måneder, at
længstetiden for institutionsophold på 1 år og 6
måneder (jf. stk. 2, 2. pkt.) kan forlænges til 2 år,
og at længstetiden for ophold i en sikret afdeling på 12
måneder (jf. stk. 2, 2. pkt.) kan forlænges til 1 år
og 6 måneder.
Er der tale om en overtrædelse, der straffes med
bøde, bør sagen afgøres på sædvanlig
måde med en bøde helt uafhængigt af, at
overtrædelsen er begået af en person, der er undergivet en
ungdomssanktion. Afviklingen af ungdomssanktionen fortsætter, eventuelt
med de justeringer, som den adfærd, overtrædelsen er udtryk for,
kan give anledning til.
Er der tale om en overtrædelse, der ikke kan
afgøres med en bøde, kan sagen i en række tilfælde
afgøres med et tiltalefrafald. I sådanne tilfælde
videreføres ungdomssanktionen, og her vil det endvidere være
særlig nærliggende at justere afviklingsforløbet af
ungdomssanktionen i lyset af den begåede kriminalitet, eventuelt
således at den mulighed, som sanktionen indeholder med hensyn til at
tilbageføre den unge til et mindre frit regime, bringes i
anvendelse.
Rent teknisk skal hjemmelen til at meddele tiltalefrafald
i disse tilfælde tilvejebringes ved en ændring af Rigsadvokatens
bekendtgørelse nr. 816 af 29. august 2000 om politimestrenes og
statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Efter den gældende
bestemmelse i bekendtgørelsens § 2, nr. 4, kan statsadvokaten,
når særlige omstændigheder ikke gør sig
gældende, frafalde tiltale for lovovertrædelser begået af
personer, der er undergivet foranstaltninger i medfør af straffelovens
§ 68 eller § 69. Denne bestemmelse skal udvides til også at
omfatte personer, der er undergivet den nye ungdomssanktion.
Er der tale om grov kriminalitet, hvor den
pågældende unge står til en ubetinget fængselsstraf
af en vis længde, bør der på sædvanlig måde
rejses tiltale og gennemføres en straffesag.
Idømmes den unge i anledning af den nye
kriminalitet en ubetinget fængselsstraf på omkring 1 års
fængsel eller mere, bør den resterende del af ungdomssanktionen
i almindelighed bortfalde. Der foreslås derfor i forbindelse med dette
lovforslag tillige en ændring af straffelovens § 89 a,
således at der skabes hjemmel for retten til at træffe
bestemmelse om bortfald af den resterende del af ungdomssanktionen. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, om en ny § 89 a,
stk. 2.
Med henblik på tilfælde, hvor den unge i
anledning af den nye kriminalitet står til en ubetinget
fængselsstraf på mindre end 1 år, er der behov for mere
varierede løsninger.
Her bør udgangspunktet være, at der på
sædvanlig måde udmåles en ubetinget fængselsstraf, og
at der ikke træffes bestemmelse om bortfald af den tidligere
idømte ungdomssanktion. Herefter overlades det til de
straffuldbyrdende myndigheder til i samarbejde med de sociale myndigheder
f.eks. at tage stilling til, om den ubetingede fængselsstraf eventuelt
bør afsones i form af en § 49, stk. 2-overførsel,
hvorved der vil kunne skabes sammenhæng mellem afviklingen af den
resterende del af ungdomssanktionen og afsoningen af straffen for den nye
kriminalitet.
I stedet for fastsættelse af straf i anledning af
den nye kriminalitet har retten efter stk. 2. 3 pkt. imidlertid mulighed
for at forlænge varigheden af ungdomssanktionen, herunder af de
længstetider, der gælder for institutionsophold, med indtil 6
måneder.
Anses den unge på tidspunktet for dommen i anledning
af den nye kriminalitet for uegnet til behandling, og må det sociale
systems muligheder inden for den idømte ungdomssanktion anses for
udtømte, har retten mulighed for at udmåle en ubetinget
fængselsstraf for den nye kriminalitet og samtidig ligesom ved domme
på fængsel i mindst 1 år træffe bestemmelse om
bortfald af den resterende del af ungdomssanktionen, jf. forslaget til en ny
§ 89 a, stk. 2, i straffeloven. Dette vil navnlig kunne komme
på tale, hvis dommen for den nye kriminalitet afsiges på et
tidspunkt, hvor den væsentligste del af ungdomssanktionen er
afviklet.
Efter stk. 3 kan den dømte forlange
domstolsprøvelse, hvis det efter overførslen fra sikret
afdeling til almindelig (åben) døgninstitution eller opholdssted
eller til ambulant behandling med hjemmel i dommen besluttes at
tilbageføre den dømte til sikret afdeling inden for rammerne af
de generelle længstetider, der gælder. Tilsvarende
indføres der med bestemmelsen adgang til domstolsprøvelse ved
en eventuel tilbageførsel til en (åben) social
døgninstitution eller opholdssted efter overgang til den ambulante
fase, eller hvis der af de sociale myndigheder træffes bestemmelse om
forbliven i institution ud over de i dommen fastsatte tider for
institutionsophold.
Indbringelse af sagen for retten har ikke opsættende
virkning i forhold til afgørelsen om tilbageførsel til sikret
afdeling, om overførsel fra ambulant behandling til anbringelse
på en døgninstitution/opholdssted eller om forbliven i
institution ud over de i dommen fastsatte tider for institutionsophold. Som
det fremgår af pkt. 4.2.2. træffes de sociale myndigheders
afgørelse med hjemmel i en bemyndigelse i dommen, og ikke efter
serviceloven. Der er derfor ikke klageadgang gennem det sociale
ankesystem.
Retten træffer sin afgørelse ved kendelse, og
bestemmelsen i straffelovens § 59, stk. 2, (indtil den 1. juli
2001: § 59, stk. 3), om værneting finder tilsvarende
anvendelse.
Med stk. 4 indføres der adgang til at
fastsætte regler om udgang mv. for personer, der er idømt en
ungdomssanktion, og at afskære administrative rekurs (dvs. klage til
højere administrativ myndighed).
Dette svarer til bestemmelsen i straffelovens § 73 a.
Efter denne bestemmelse kan justitsministeren efter forhandling med
socialministeren og sundhedsministeren fastsætte regler om udgang mv.
til personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i henhold til en
afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69.
Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at
afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke
kan indbringes for højere administrativ myndighed. Efter
retsplejelovens § 765, stk. 5, kan justitsministeren efter
forhandling med socialministeren og sundhedsministeren fastsætte
tilsvarende regler for personer, der er anbragt i varetægtssurrogat i
institution eller hospital mv. i medfør af § 765, stk. 2,
nr. 3 eller 4. I medfør af bl.a. disse bestemmelser er udstedt
bekendtgørelse nr. 680 af 10. juli 2000 om udgangstilladelse mv. til
personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret.
Med stk. 4 indføres der således adgang
til at fastsætte lignende regler om udgang mv. for personer, der er
idømt en ungdomssanktion. Det bemærkes i den forbindelse, at
reglerne i retsplejelovens § 765, stk. 5, og den nævnte
bekendtgørelse allerede gælder for unge, der er anbragt i
varetægtssurrogat i en sikret afdeling.
Til nr. 2 (straffelovens § 88, stk. 5)
Har nogen ved en eller flere handlinger begået flere
lovovertrædelser, og medfører en af lovovertrædelserne
foranstaltning efter straffelovens § 68-70, mens der for en anden er
forskyldt straf, kan retten efter den gældende bestemmelse i
straffelovens § 88, stk. 5, bestemme, at straffen bortfalder og
alene iværksætte en særforanstaltning. Det fremgår
forudsætningsvis af bestemmelsen, at der ved samme dom principielt godt
kan idømmes frihedsstraf eller bøde for én
lovovertrædelse og særforanstaltning efter §§ 68-70 for en
anden. Bestemmelsen har f.eks. betydning i tilfælde, hvor der
idømmes forvaring, når der i dommen indgår forhold som
efter § 70 ikke kan være grundlag for forvaring.
Det foreslås, at bestemmelsen tilføjes en
henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 74 a.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der i
straffeloven indføres mulighed for at idømme en
ungdomssanktion, som efter § 74 a, stk. 1, kun kan idømmes
for grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.
Til nr. 3 (straffelovens § 89 a)
Efter den gældende bestemmelse i straffelovens
§ 89 a (der bliver § 89 a, stk. 1) kan retten i forbindelse
med en dom, hvor en person idømmes foranstaltning efter straffelovens
§§ 68-70 træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere
idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.
Den foreslåede ændring af stk. 1
medfører, at retten i forbindelse med en dom, hvorved en person
idømmes en ungdomssanktion, kan træffe bestemmelse om bortfald
af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.
Stk. 2
medfører, at der skabes hjemmel
for retten til at træffe bestemmelse om bortfald af den resterende del
af ungdomssanktionen i sager, hvor den dømte i anledning af ny
kriminalitet idømmes almindelig straf (bøde eller
fængsel). Om bestemmelsens nærmere anvendelse henvises til det
anførte om § 74 a, stk. 2, ovenfor under
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.
Ændringen skaber ligeledes hjemmel for retten til at
træffe bestemmelse om bortfald af en idømt foranstaltning efter
§§ 68-70, hvis den pågældende i anledning af ny kriminalitet
idømmes almindelig straf.
Til nr. 4 (straffelovens § 95)
Efter den gældende bestemmelse i straffelovens
§ 95 indebærer forældelse af strafansvar også, at der
ikke kan idømmes særforanstaltninger efter straffelovens
§§ 68-70.
Det foreslås, at bestemmelsen tilføjes en
henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 74 a.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der i
straffeloven indføres mulighed for at idømme en
ungdomssanktion.
Til nr. 5 (straffelovens § 97)
Straffelovens § 97 indeholder regler om
forældelse af idømt straf mv.
Efter straffelovens § 97, stk. 2, er
forældelsesfristen for idømt straf afhængig af
varigheden af den idømt straf. Således er
forældelsesfristen 5 år for hæfte og fængsel indtil 1
år, 10 år for fængsel indtil 4 år, 15 år for
fængsel indtil 8 år og 20 år for fængsel på tid
over 8 år. Fængsel på livstid forældes ikke. For
særforanstaltningerne gælder, at forvaring forældes efter
15 år, mens foranstaltninger over for psykisk afvigende
lovovertrædere efter straffelovens §§ 68 og 69 forældes
efter 10 år.
Det foreslås, at forældelsesfristen for en
idømt ungdomssanktion fastsættes til 5 år, jf.
nærmere herom pkt. 4.3.2.1. i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til § 2
Serviceloven
Til nr. 1 (servicelovens § 58 a)
Efter den gældende bestemmelse i servicelovens
§ 58 a skal kommunen for børn og unge under 18 år, der har
begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejde
en plan for den indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den
nødvendige indsats, der er nødvendig for at opnå
formålet. Planen skal under hensyn til dette formål tillige
angive indsatsens forventede varighed, særlige forhold
vedrørende barnet eller den unge, herunder behandling, uddannelse mv.
Planen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.
Det foreslås, at kommunen fremover skal udarbejde en
foreløbig plan senest 7 dage efter kommunen har modtaget dokumentation
fra politiet om den begåede kriminalitet. Pligten omfatter alene
børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden
alvorlig kriminalitet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 58 a,
stk. 2.
Tidsfristen for kommunens udarbejdelse af en
foreløbig plan omfatter både børn og unge over og under
15 år. Det er afgørende, at de sociale myndigheder hurtigt af
politiet underrettes om kriminaliteten, således at der hurtigst muligt
efter pågribelsen af barnet eller den unge kan udarbejdes en
foreløbig plan.
Tidsfristen skal ses som udtryk for en fremrykning af
disse sager og en sikring af, at der rent faktisk sættes hurtigt ind
med relevant støtte i forhold til den begåede kriminalitet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 3
Bestemmelsen fastsætter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2001.
Til § 4
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 (straffeloven)
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger. For Grønland gælder en
særlig kriminallov, og der er derfor ikke foreslået en hjemmel
til at sætte de lovændringer, der er omfattet af § 1, i
kraft for Grønland. Sociale forhold, jf. lovforslagets § 2, er
hjemmestyreanliggender både i Grønland og på
Færøerne.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Lovforslaget
Gældende formulering
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,
foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 74 indsættes:
»§ 74 a. Hvis en person, der på gerningstiden ikke var
fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller
anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den
pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret
socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må
anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere
lovovertrædelser.
Stk. 2.
Retten kan give den dømte pålæg
svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57.
Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt
opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12
måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for
børn og unge. Begår en person, der er undergivet en
foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at
idømme straf forlænge foranstaltningen, herunder
længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder.
Stk. 3.
Den dømte kan kræve afgørelser om
overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for
børn og unge og afgørelser om overførsel fra ambulant
behandling til anbringelse på en døgninstitution for børn
og unge eller godkendt opholdssted indbragt for retten til prøvelse.
Det samme gælder, i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i
dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal
forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet.
Afgørelsen træffes ved kendelse. Sagens indbringelse for retten
har ikke opsættende virkning. Bestemmelsen i § 59, stk. 2,
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Justitsministeren kan efter forhandling med
socialministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til
udgang mv. til personer, der er er undergivet en foranstaltning efter
stk. 1 og 2. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at
afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke
kan indbringes for højere administrativ myndighed.«
2.
I § 88, stk. 5 indsættes efter
»§§ 68-70«: »eller § 74 a,«.
§ 88.
---
Stk. 5.
Medfører en af lovovertrædelserne
foranstaltning efter §§ 68-70, medens der for en anden er forskyldt
straf, kan retten bestemme, at denne straf bortfalder.
3.
§ 89 a affattes således:
»§ 89 a. I forbindelse med en dom, hvorved en person
idømmes foranstaltning efter §§ 68-70 eller 74 a, kan retten
træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som
ikke er fuldbyrdet.
§ 89 a.
I forbindelse med en dom, hvorved en person
idømmes foranstaltning efter §§ 68-70, kan retten træffe
bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er
fuldbyrdet.
Stk. 2.
Idømmes en person, der er undergivet
foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, straf, kan retten
træffe bestemmelse om bortfald af den tidligere idømte
foranstaltning.«
4.
I § 95 indsættes efter »§§ 68-70,«:
»§ 74 a,«.
§ 95.
Når en handling på grund af forældelse
ikke kan straffes, kan den heller ikke medføre retsfølger efter
§§ 68-70, § 164, stk. 4, eller § 236, konfiskation eller
frakendelse af rettigheder. For konfiskation er forældelsesfristen dog
i intet tilfælde mindre end 5 år og for konfiskation efter
§ 75, stk. 1, ikke mindre end 10 år.
5.
I § 97, stk. 2., nr. 1, indsættes efter
»fængsel Indtil 1 år«: »samt for foranstaltninger efter § 74
a«.
§ 97.
Idømt frihedsstraf og andre retsfølger af
frihedsberøvende karakter bortfalder ved forældelse efter
reglerne i stk. 2-6.
Stk. 2.
Forældelsesfristen er
1) 5 år for hæfte og fængsel indtil 1
år,
2) 10 år for fængsel i mere end 1 år, men ikke over
4 år, samt for foranstaltninger efter §§ 68 og 69,
3) 15 år for fængsel i mere end 4 år, men ikke over
8 år, samt for forvaring efter § 70 og
4) 20 år for fængsel på tid over 8 år.
Stk. 3-6.
---
§ 2
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16.
oktober 2000, foretages følgende ændring:
1.
I § 58 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Kommunen skal udarbejde en foreløbig plan
senest 7 dage efter kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den
begåede kriminalitet.«
§ 58 a.
For unge under 18 år, der har begået
voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejder kommunen en
plan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den
nødvendige støtte til den unge. Planen skal angive
formålet med indsatsen, samt hvilken indsats der er nødvendig
for at opnå formålet. Planen skal under hensyn til dette
formål tillige angive indsatsens forventede varighed, særlige
forhold vedrørende den unge, herunder behandling, uddannelse m.v.
Planen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (28. marts 2001) - L 210 Retsinformation · 28. marts 2001
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Behandlingen af sager mod unge lovovertrædere Retsinformation · 1. maj 2026
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Psykisk afvigende kriminelle Retsinformation · 4. september 2026
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og lov om social service Retsinformation · 22. maj 2001
- Vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge (Vejledning til lov om voksenansvar for anbragte børn og unge samt bekendtgørelse om voksenansvar for anbragte børn og unge) Retsinformation · 21. december 2019
- Forslag til Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet Retsinformation · 27. oktober 2018