Forslag til Lov om ophævelse af lov om landvæsensretter og om ændring af forskellige love som følge af nedlæggelsen af landvæsensretterne
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 28. marts 2001 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om ophævelse af lov om
landvæsensretter og om ændring
af forskellige love som følge af nedlæggelsen af
landvæsensretterne
(Overførsel af landvæsensretternes sager til
andre myndigheder)
§ 1
Lov om landvæsensretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 6.
marts 1970, ophæves.
Miljø- og Energiministeriet
§ 2
I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj
1992, som ændret ved lov nr. 402 af 14. juni 1995, § 3 i lov nr.
478 af 1. juli 1998, § 11 i lov nr. 355 af 2. juni 1999 og § 13 i
lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer:
1.
§ 7, stk. 5 og 6, ophæves, og i
stedet indsættes:
»Stk. 5.
Uenighed mellem vandløbsmyndigheder
afgøres af miljø- og energiministeren.«
2.
§ 35, stk. 3, 2. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes:
»I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges
indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i
Læs alt
lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne
finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje
tilsvarende anvendelse.«
3.
§ 41 affattes således:
»§ 41. Ved fastsættelsen af, hvilke ejendomme der skal
yde bidrag til laget, finder § 24, stk. 1, tilsvarende anvendelse. I mangel
af forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for
taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens
behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§
58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«
4.
I § 57, stk. 1, 1. pkt., ændres
»landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.
5.
I § 65, stk. 2, 2. pkt., ændres
»Landvæsenskommissionen« til: »Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og
58 i lov om offentlige veje«, og »landvæsenskommissionen« ændres
til: »taksationsmyndighederne«.
6.
§ 67, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Vandløbsmyndighedens afgørelse kan inden 4
uger efter, at den er meddelt parterne, forlanges indbragt for
taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens
behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§
58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«
7.
§ 68, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4.
Vandløbsmyndighedens afgørelse efter stk.
1-3 kan inden 4 uger efter, at den er meddelt den pågældende,
forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder
bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje
tilsvarende anvendelse.«
8.
§ 71, stk. 2, ophæves.
9.
§§ 72-73 affattes således:
»§ 72. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 71
samt erstatning efter § 57, stk. 1, 2. pkt., og § 61, stk. 4.
Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne
og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i
§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.
§ 73.
Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje fastsætter erstatning efter § 23, § 28, § 37, stk. 4, §
38, jf. § 45, § 45 og § 51. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne
gælder § 67 a i lov om offentlige veje.
Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af
den erstatningssøgende.
Stk. 3. Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens
behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales
forlods af vandløbsmyndigheden.«
10.
§ 74, stk. 2 og 3, ophæves.
11.
§ 80, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
12.
§ 85, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 3
I lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26.
februar 1999, som ændret ved § 10 i lov nr. 355 af 2. juni 1999,
lov nr. 374 af 2. juni 1999 og lov nr. 1273 af 20. december 2000, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 9 affattes således:
»§ 9. Erstatningssager, som efter loven henhører under
taksationsmyndighederne, behandles af de taksationskommissioner og
overtaksationskommissioner, der er nedsat i henhold til §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje.
Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af
den erstatningssøgende. Om sagens behandling for
taksationsmyndighederne gælder § 67 a i lov om offentlige veje.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på sager om
fastsættelse af ekspropriationserstatning efter § 40 eller af
erstatning efter § 32 eller § 39.«
2.
§ 23, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
I mangel af enighed afgøres
erstatningsspørgsmål af taksationsmyndighederne.
Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag
til formænd og sekretærer betales forlods af
amtsrådet.«
3.
§ 24 ophæves.
4.
§ 28, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
I mangel af enighed afgøres
erstatningsspørgsmålet af taksationsmyndighederne.
Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag
til formænd og sekretærer betales forlods af
tilladelsesmyndigheden efter §§ 25-27.«
5.
I § 30, stk. 2, 1. pkt., og § 31, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.
6.
§ 30, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling
bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af
kommunalbestyrelsen.«
7.
§ 31, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling
bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af
kommunalbestyrelsen.«
8.
I § 32, stk. 4, 1. pkt., og § 39, stk. 4, 2. pkt.,
ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.
9.
§ 32, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
10.
§ 42 affattes således:
»§ 42. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 40
samt erstatning efter §§ 32 og 39.
Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne
og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i
§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«
11.
§ 84, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 4
I lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker foretages følgende
ændringer:
1.
§ 4, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
I mangel af enighed fastsættes erstatningen af
taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om
sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens
fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og
§§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«
2.
§ 11, stk. 1, nr. 4, ophæves.
Nr. 5 bliver herefter nr. 4.
3.
§ 15, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 5
I lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv., jf.
lovbekendtgørelse nr. 923 af 5. december 1997, som ændret ved
lov nr. 342 af 17. maj 2000, foretages følgende ændring:
1.
§ 6, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
I mangel af enighed afgøres
spørgsmålet om godtgørelse efter stk. 1 af de
taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om
godtgørelsens udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og
§§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«
§ 6
I lov nr. 493 af 1. juli 1998 om Skjern Å Naturprojekt foretages
følgende ændring:
1.
§ 7, stk. 2-4, ophæves, og i stedet
indsættes:
»Stk. 2.
I mangel af enighed fastsættes erstatningen af
taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om
sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens
fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og
§§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«
§ 7
I lov nr. 146 af 7. maj 1937 om inddragelse af dele af
søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler
foretages følgende ændringer:
1.
§§ 1-3 affattes således:
»§ 1.
Miljø- og energiministeren kan efter indstilling
fra vandløbsmyndigheden efter lov om vandløb beslutte under de
for ferske vande gældende retsregler at inddrage dele af
søterritoriet, der som følge af naturkræfternes
indvirken, kunstige anlæg eller på anden måde er gået
over til at have karakter af ferske vande.
Stk. 2.
Miljø- og energiministerens beslutning er
betinget af, at vandløbsmyndigheden i forbindelse med indstillingen
har udtalt, at de faktiske forhold har forandret sig som nævnt i
stk. 1, og at anvendelsen af de for ferske vande gældende
retsregler på det omhandlede vandområde er rimelig og
naturlig.
Stk. 3.
Beslutninger efter stk. 1 bekendtgøres i
Lovtidende.
§ 2.
Anmodning om inddragelse af dele af søterritoriet
under de for ferske vande gældende retsregler kan fremsættes for
vandløbsmyndigheden af de i sagen interesserede lodsejere, af
kommunalbestyrelserne for de til den pågældende del af
søterritoriet grænsende kommuner samt af ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri.
Stk. 2.
Vandløbsmyndigheden afholder et offentligt
møde om sagen, inden der træffes beslutning om indstilling til
miljø- og energiministeren. Til mødet indkaldes særskilt
de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser samt
vedkommende amtsråd. Ved offentlig bekendtgørelse en gang i
Statstidende og de vigtigste stedlige blade indkaldes alle i
vandområdet i øvrigt interesserede fiskere, jægere og
andre. Vandløbsmyndigheden indhenter tillige en udtalelse fra
ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og fra
Kystdirektoratet.
Stk. 3.
Vandløbsmyndighedens beslutning meddeles
skriftligt til de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser
samt vedkommende amtsråd og ved offentlig bekendtgørelse i
overensstemmelse med stk. 2, 3. pkt.
§ 3.
Vandløbsmyndighedens beslutning kan påklages
til Skov- og Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt. Klageberettigede er ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri samt enhver, der har påviselig interesse i det
pågældende område.«
2.
§§ 4-6 ophæves.
Fødevareministeriet
§ 8
I lov om hegn, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 11. december 1987,
som ændret senest ved § 10 i lov nr. 232 af 2. april 1997,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 42, stk. 1-3, ophæves, og i stedet
indsættes:
»Hegnssynets afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
2.
§ 43 affattes således:
»§ 43.
Hegnssager, der er omfattet af denne lov, kan ikke
indbringes for domstolene, før hegnssynet har truffet
afgørelse.
Stk. 2.
Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne
indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at
sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning
herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende.«
3.
I § 44, stk. 1, 1. pkt., ændres »forlig
eller kendelse« til: »forlig, kendelse eller dom«.
4.
§ 44, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
5.
I § 51, stk. 1, udgår: »eller af
vedkommende appelinstans«.
§ 9
I lov om læhegn og tilskud til læplantning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 17 af 18. januar 1996, som ændret ved lov
nr. 15 af 14. januar 1998, foretages følgende ændringer:
1.
§ 12 ophæves.
2.
I § 13 ændres »§ 42, stk. 3 og
stk. 4, §§ 43-49« til: »§§ 42-49«.
§ 10
I lov nr. 281 af 12. maj 1999, fiskerilov, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 52 ophæves.
2.
I § 130, stk. 3, udgår: «,
hæfte«.
§ 11
I lov om afvanding af marsken ved Tønder, jf.
lovbekendtgørelse nr. 270 af 22. april 1988, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 5 affattes således:
»§ 5.
Vandløbsmyndigheden afgør,
hvorledes vandløbs- og vejforbindelser mv. skal ordnes ved
udførelsen af de i § 1 anførte anlæg.
Vandløbsmyndighedens afgørelse kan påklages til Skov- og
Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Stk. 2. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov
om offentlige veje afgør, hvilke ejendomme der skal deltage i
omkostninger ved udførelsen af de i § 1 anførte anlæg, og
i hvilket forhold dette skal ske. Om sagens behandling for
taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§
66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes
under hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af
vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«
2.
I § 6, 2. pkt., ændres »den i § 5
nævnte kommission« til: »de i § 5, stk. 2, nævnte
taksationsmyndigheder«.
3.
§ 7, stk. 1, 2. pkt., affattes
således:
»Dennes størrelse fastsættes i mangel af
mindelig overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nedsat i henhold
til §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje, under fornøden
hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs-
og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«
4.
I § 7, stk. 2, 2. pkt., ændres »den
fornævnte kommission« til: »taksationsmyndighederne efter §§ 57 og
58 i lov om offentlige veje«.
5.
§ 7, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og
om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i
§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende
anvendelse.«
§ 12
I lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder,
jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 22. april 1988, som ændret ved
§ 3 i lov nr. 139 af 17. marts 1999, foretages følgende
ændring:
1.
§ 2, stk. 1, affattes således:
»Hvorvidt, i hvilket forhold og fra hvilket tidspunkt de i
§ 3 i lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved
Tønder ommeldte nye koge, Sejersbækkogen og Geestkogen, og de
inden for kogenes område værende ejendomme er pligtige at bidrage
til udgifterne ved driften og vedligeholdelsen af de i § 1 nævnte
ældre anlæg, afgøres under hensyn til de forhold,
hvorunder de to nævnte koge er indtrådt i digelaget, i
overensstemmelse med § 5, stk. 2-3, i lov om afvanding af marsken ved
Tønder. Taksationsmyndighederne fordeler tillige resten af
nævnte udgifter på de ældre, under digelaget hørende
koge, så vidt muligt under hensyntagen til den hidtidige
fordeling.«
By- og Boligministeriet
§ 13
I lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 265 af 10. april 2000, foretages følgende
ændring:
1.
§ 39 affattes således:
»§ 39.
Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af
skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens
omkostninger helt eller delvis. Anlægges der retssag efter § 36,
stk. 2, nr. 2, træffes afgørelsen herom dog af retten. Der
skal ved afgørelsen tages hensyn til interesserne i en konstatering af
ejendomsgrænsens rette beliggenhed, herunder baggrunden for og
resultatet af skelforretningen.
Stk. 2.
Begæringen til hegnssynet skal indgives
skriftligt til formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet
behandler sagen efter reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger.
Hegnssynets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Stk. 3.
Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne
indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at
sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning
herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende.«
Justitsministeriet
§ 14
I lov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejrettigheder, som
ændret ved lov nr. 1101 af 21. december 1994, foretages følgende
ændring:
1.
§ 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
§ 15
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august
2000, foretages følgende ændringer:
1.
§ 55, nr. 5, ophæves.
2.
I § 64, stk. 1, 1. pkt., udgår: «,
bortset fra de i § 65 a omhandlede tilfælde,«.
Trafikministeriet
§ 16
I lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19.
august 1999, som ændret ved § 2 i lov nr. 172 af 19. marts 2001,
foretages følgende ændring:
1.
Efter § 67 indsættes i kapitel 5:
»Særlige regler for taksation efter visse love
§ 67 a.
Bestemmelserne i stk. 2-6 finder anvendelse på
erstatningssager, der indbringes for taksationsmyndighederne efter
vandløbsloven og vandforsyningsloven, bortset fra sager omfattet af
vandløbslovens § 72 eller vandforsyningslovens § 42.
Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen ved
skriftlig anmodning til kommissionens formand. Anmodningen skal indeholde
klagerens krav, en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder,
hvorpå kravet støttes, samt en angivelse af de dokumenter og
andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig. Med
anmodningen skal indleveres genparter af de dokumenter, som klageren agter at
påberåbe sig, for så vidt de er i dennes besiddelse.
Stk. 3. Ved sagens behandling finder bestemmelserne i §§
51, 53-56, 58 a, 59, stk. 2, 60, 62, stk. 1, og stk. 2, 1. led, og 66-67
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Taksationsmyndighederne kan pålægge
en part at betale sagsomkostninger til en anden part. Taksationsmyndighederne
kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af
sagsomkostninger, som vedkommende måtte blive pålagt. Stilles
sikkerhed ikke inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist, afvises
sagen.
Stk. 5. Taksationsmyndighederne kan pålægge
en part helt eller delvis at betale taksationsmyndighedernes udgifter ved
sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer.
Der er udpantningsret for beløbet.
Stk. 6. Fri proces kan meddeles efter bestemmelserne i
retsplejelovens kapitel 31.«
Ikrafttræden mv.
§ 17
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2001.
Stk. 2.
Sager, som er indbragt for en landvæsensret
inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil
gældende regler.
§ 18
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland.
Stk. 2. § 14 kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
Side
1.
Indledning
7
2.
Gældende ret
8
2.1.
Landvæsensretternes sammensætning
mv.
8
2.2.
Landvæsensretternes kompetence
8
2.3.
Landvæsensretternes sagsbehandling
9
2.4.
Sagsomkostninger
9
2.5.
Sagsantal
9
3.
Lovforslagets udforming
10
3.1.
Sager om fordeling af udgifter og bidrag mv.
10
3.2.
Sager om fastsættelse af erstatning mv.
10
3.3.
Hegnssager
11
4.
Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
12
5.
Hørte myndigheder mv.
13
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at nedlægge
landvæsensretterne. Landvæsensretterne behandler et beskedent
antal sager, og der skønnes ikke længere at være behov for
at opretholde særlige myndigheder til behandling af
landvæsenssager. Endvidere står det administrative arbejde, der
er forbundet med at udpege formænd og medlemmer af
landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner, ikke i
rimeligt forhold til det begrænsede antal sager, der behandles af
landvæsensretterne.
Lovforslaget ligger i forlængelse af den
ophævelse af husdyrvoldgiftsretterne, som blev gennemført ved
lov nr. 1017 af 23. december 1998 med ikrafttræden den 1. april 1999.
Lovforslaget foregriber ikke en stillingtagen til forslagene fra Domstolenes
Strukturkommission om den fremtidige domstolsstruktur og ej heller
Retsplejerådets overvejelser om en generel reform af den civile
retspleje. Retsplejerådets overvejelser går således i
retning af en generel styrkelse af byretternes rolle som den centrale instans
for behandling af retstvister i 1. instans.
Lovforslaget bygger på betænkning nr.
1200/1990 om landvæsensretterne, som er udarbejdet af et udvalg under
Justitsministeriet med repræsentanter for de berørte ministerier
og kommunale myndigheder samt fra landvæsensretterne, Dommerforeningen
og Advokatrådet. I betænkningen, der er afgivet af et enigt
udvalg, foreslås, at landvæsensretterne nedlægges, og at
deres opgaver overføres til andre myndigheder.
I betænkningen foreslås sager om erstatning og
klager over hegnssynsafgørelser overført til de
taksationsmyndigheder, der er nedsat efter lov om offentlige veje. Sager om
bidrags- og udgiftsfordelingsspørgsmål foreslås
overført til de kommunale myndigheder, som i dag i de fleste
tilfælde træffer afgørelse om sagernes tekniske
aspekter.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
betænkningens forslag for så vidt angår erstatningssager
efter vandløbsloven og vandforsyningsloven samt sager om
ekspropriationserstatning og lignende efter anden lovgivning.
Erstatningssager efter fiskeriloven og lov om private vejrettigheder samt
hegnssager foreslås derimod ikke henlagt til taksationsmyndighederne,
men til de almindelige domstole, jf. om baggrunden herfor pkt. 3.2 og 3.3
nedenfor. Endelig foreslås sager om bidrags- og
udgiftsfordelingsspørgsmål efter vandløbsloven og
vandforsyningsloven mv. henlagt til taksationsmyndighederne i stedet for de
kommunale myndigheder, jf. om baggrunden herfor pkt. 3.1 nedenfor.
2. Gældende ret
2.1. Landvæsensretternes sammensætning mv.
Landvæsensretternes sammensætning,
udnævnelse og procedureregler er fastlagt i lov om
landvæsensretter fra 1949, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 6.
marts 1970, som ændret ved § 5 i lov nr. 402 af 26. juni 1998 og
§ 5 i lov nr. 365 af 2. juni 1999. En sammenskrivning af den
gældende lov er optaget som bilag 1 til lovforslaget.
Landvæsensretterne er:
landvæsensnævnene, landvæsenskommissionerne og
overlandvæsenskommissionerne.
Landvæsensnævnets
område er
retskredsen. For hvert område udnævner amtsrådet en
formand, og kommunalbestyrelsen udnævner to nævnsmænd for
hver kommune.
Landvæsenskommissionens
område er
amtsrådskredsen eller en del af denne. For hvert af de i alt 32
områder udnævner Domstolsstyrelsen en formand efter indstilling
fra amtsrådet. Landvæsenskommissærer udnævnes af
Domstolsstyrelsen for hvert område i et nærmere fastsat
antal.
Formanden skal udnævnes blandt områdets
byretsdommere, mens der ikke stilles særlige faglige eller
uddannelsesmæssige krav til de øvrige medlemmer.
En landvæsenskommission nedsættes til den
enkelte sag, idet formanden udtager to landvæsenskommissærer til
at deltage i sagens behandling.
Landet er opdelt i seks
overlandvæsenskommissionsområder. For hvert område
udnævnes en formand, der skal opfylde betingelserne for at kunne
udnævnes til landsdommer.
En overlandvæsenskommission består af
formanden og fire andre medlemmer, der udmeldes af Domstolsstyrelsen til at
deltage i behandlingen af den enkelte sag. En eller to af de øvrige
medlemmer skal være særlig kyndige med hensyn til de
hovedspørgsmål, sagen drejer sig om.
2.2. Landvæsensretternes kompetence
Efter landvæsensretslovens § 1, stk. 1,
behandler landvæsensretterne alle sager, som efter gældende
lovgivning eller ifølge gammel praksis eller sædvane er henlagt
til landvæsensretterne.
Af betænkningen side 25 fremgår, at
landvæsensretterne ikke i perioden 1985-87 har behandlet sager, hvor
kompetencen har støttet sig på gammel praksis eller
sædvane. Justitsministeriet har endvidere ved henvendelse til de
enkelte landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner
fået oplyst, at landvæsensretterne i perioden 1997-99 kun har
behandlet en enkelt sag, hvor kompetencen har støttet sig på
gammel praksis eller sædvane.
Landvæsensretternes kompetence beror således
som altovervejende hovedregel på bestemmelser herom i anden
lovgivning.
Landvæsensnævnene
har ikke
længere nogen opgaver.
Landvæsenskommissionerne
behandler som 1.
instans følgende sager:
Efter vandløbsloven: Sager om fordeling af udgifter og
bidrag (uenighed mellem vandløbsmyndigheder, vedligeholdelse af
private vandløb, bidrag til offentlige pumpelag, bidrag ved
arealoverførsel fra en afgiftspligtig ejendom samt ved bebyggelse mv.,
tilførsel af spildevand eller vandindvinding), sager om
fortrinsberettiget pant i den afgiftspligtige ejendom for anlægsbidrag
og sager om ekspropriationserstatning og erstatning efter lovens bestemmelser
i øvrigt (erstatning for myndighedernes færden langs
vandløb, myndighedernes undersøgelser, for skader ved
regulering af vandløb, sænkning af vandstanden i en sø,
anlæg af nye vandløb, vedligeholdelse af vandløb,
oprettelse eller ændring af pumpelag samt anlæg eller
ændring af broer, overkørsler eller opstemningsanlæg). Der
henvises til betænkningen side 25-29.
Efter vandforsyningsloven: Sager om ekspropriationserstatning
og erstatning efter lovens bestemmelser i øvrigt (erstatning for
skader ved forandring af grundvandsstanden, vandføringen i
vandløb eller vandstanden i en sø, for ophør med
benyttelse af egen vandforsyningsboring, for gennemførelse af almen
vandforsyning, for tilbagekaldelse af indvindingstilladelse samt for skader
ved myndighedernes undersøgelser). Der henvises til betænkningen
side 31-34.
Efter lov om okker: Sager om erstatning for afslag på
ansøgning om udgrøftning eller dræning af et areal, der
tidligere har været udgrøftet eller drænet. Der henvises
til betænkningen side 34-36.
Efter lov om betalingsregler for spildevandsanlæg: Sager
om godtgørelse for overtagelse af et privat spildevandsanlæg.
Der henvises til betænkningen side 37-38.
Efter lov om Skjern Å Naturprojekt: Sager om erstatning
for foranstaltninger vedrørende vandløb, som foretages i
medfør af loven. Loven er gennemført i 1998.
Efter lov om inddragelse af dele af søterritoriet under de
for ferske vande gældende retsregler: Afgivelse af udtalelse om,
hvorvidt dele af søterritoriet er gået over til at have karakter
af ferske vande. Der henvises til betænkningen side 40-41.
Efter hegnsloven, lov om læhegn og tilskud til
læplantning og udstykningsloven: Klager over hegnssynets
afgørelser. Der henvises til betænkningen side 43-46, 50 og
55-57.
Efter fiskeriloven: sager om erstatning for fjernelse af
spærrende fangstindretninger (se betænkningen side 50-54 om
reglerne i den tidligere ferskvandsfiskerilov).
Efter lov om afvanding af marsken ved Tønder og lov
om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder: Sager
om fordeling af udgifter og om erstatning for afståelse af grund eller
materialer. Der henvises til betænkningen side 48-50.
Efter lov om private vejrettigheder: Sager om tilkendelse af
nødvej og om fastsættelse af erstatning herfor. Der henvises til
betænkningen side 59-60.
En landvæsenskommissions afgørelse kan som
hovedregel appelleres til overlandvæsenskommissionen. I sager
efter hegnsloven, lov om læhegn og tilskud til læplantning samt
udstykningsloven, hvor landvæsenskommissionen behandler klager over
hegnssynets afgørelser, kan landvæsenskommissionens
afgørelse dog kun med særlig tilladelse appelleres til
overlandvæsenskommissionen.
2.3. Landvæsensretternes sagsbehandling
Landvæsensretterne er særlige domstole og er
således ikke en del af den offentlige forvaltning.
Landvæsensretterne er derfor ikke omfattet af forvaltningsloven,
offentlighedsloven eller ombudsmandsloven.
Sagsbehandlingen ved landvæsensretterne sker efter
reglerne i lov om landvæsensretter, der i store træk svarer til
retsplejelovens bestemmelser om behandlingen af civile sager.
Da landvæsensretterne har status som domstole, kan
deres afgørelser ikke indbringes for de almindelige domstole.
Afgørelser, hvorved en indsigelse mod et medlems habilitet forkastes,
kan dog kæres til landsretten, jf. landvæsensretslovens
§ 23, stk. 2. Endvidere kan en overlandvæsenskommissions
afgørelse kæres til landsretten for så vidt angår
spørgsmål, om sagen falder inden for landvæsensretternes
kompetence, jf. § 43 i landvæsensretsloven.
2.4. Sagsomkostninger
Der skal ikke betales retsafgift for behandling af sager
ved landvæsensretterne.
Der skal derimod betales vederlag og
rejsegodtgørelse til landvæsensrettens medlemmer, vederlag til
sagkyndig medhjælp mv.
Før sagen påbegyndes, kan
landvæsensretten kræve, at en klager stiller sikkerhed for
betalingen af disse udgifter. Statsamtet kan dog meddele en klager fri proces
med den virkning, at der ikke kan kræves sikkerhedsstillelse for
omkostningerne.
Ved landvæsensrettens kendelse tages der stilling
til, hvem der endeligt skal betale sagsomkostningerne.
2.5. Sagsantal
Antallet af sager behandlet ved landvæsensretterne i
perioden 1985-87 er i betænkningen side 18 opgjort til ca. 250 pr.
år. Opgørelsen bygger på oplysninger indhentet
særskilt fra samtlige landvæsensretter til brug for
udvalgsarbejdet.
Siden betænkningens afgivelse er
landvæsensretternes opgaver efter miljøbeskyttelsesloven,
sandflugtsloven, jagtloven, mergelloven og affaldsdepotloven bortfaldet eller
overført til andre myndigheder. Det samme gælder de fleste af
landvæsensretternes opgaver efter den tidligere ferskvandsfiskerilov.
Fratrækkes disse sager, jf. betænkningen side 103-105, resterer
ca. 200 sager pr. år, heraf godt halvdelen vedrørende
hegnsloven.
Justitsministeriet har fra landvæsensretterne
indhentet følgende oplysninger om antallet af behandlede sager i
perioden 1997-1999:
1997
1998
1999
Landvæsenskommissionerne
164
138
189
heraf:
hegnssager
134
114
142
andre sager
30
24
47
Overlandvæsenskommissionerne
7
5
9
3. Lovforslagets udformning
3.1. Sager om fordeling af udgifter og bidrag mv.
Udvalget foreslår, at kompetencen til at
træffe afgørelse om fordeling af udgifter og bidrag mv. efter
vandløbsloven og lovene om afvanding af Tøndermarsken
overføres til de kommunale myndigheder, som efter de gældende
regler i de fleste tilfælde træffer afgørelse om sagernes
tekniske aspekter. Udvalget forudsætter, at de kommunale
afgørelser vil kunne påklages. Der henvises til
betænkningen side 66-69.
De Danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug har i
deres høringssvar anført, at det vil være
betænkeligt ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt at
henlægge sager om udgiftsfordeling mv. til de kommunale myndigheder,
idet myndigheden ofte vil være part i sagen dvs. bidragspligtig i
større eller mindre omfang.
Udvalget har nøje overvejet dette
spørgsmål, jf. betænkningen side 66-69. Udvalget
anfører, at det i dag er accepteret i lovgivningen, at kommunale
myndigheder kan træffe afgørelse i sager, hvor disse myndigheder
selv kan optræde som part. Der var på den baggrund enighed om at
foreslå afgørelseskompetencen i sagerne vedrørende
udgiftsfordeling mv. overført til de kommunale myndigheder. Udvalget
forudsætter i den forbindelse som nævnt, at de kommunale
afgørelser vil kunne påklages.
Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke, at
der ville være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder
forbundet med at henlægge sager om udgiftsfordeling mv. til de
kommunale myndigheder.
Alle de sager efter vandløbsloven og
vandforsyningsloven, der i dag behandles ved landvæsensretterne, er
imidlertid beslægtede, og da erstatningssagerne i overensstemmelse med
udvalgets forslag foreslås overført til taksationsmyndighederne,
finder Justitsministeriet det hensigtsmæssigt, at også sager om
udgiftsfordeling mv. overføres til taksationsmyndighederne.
Der henvises til lovforslagets §§ 2, 11 og 12 og til
bemærkningerne til disse bestemmelser.
Udvalget foreslår endvidere, at de kommunale
myndigheder får kompetence til at afgive indstilling om, hvorvidt dele
af søterritoriet er gået over til at have karakter af ferske
vande, således at det er rimeligt at ændre deres status efter lov
om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande
gældende retsregler. Der henvises til betænkningen side
74-75.
Justitsministeriet er enig heri, og lovforslagets § 7
er udarbejdet i overensstemmelse hermed. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til denne bestemmelse.
3.2. Sager om fastsættelse af erstatning mv.
Udvalget foreslår, at kompetencen til at
træffe afgørelse om erstatning mv. i alle tilfælde
overføres til taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje.
Udvalget finder, at landvæsensretternes sager om
erstatningsspørgsmål i høj grad er beslægtet med de
sager, taksationsmyndighederne efter de gældende regler behandler. Som
hovedregel giver disse sager ikke anledning til egentlig bevisførelse.
Der henvises til betænkningen side 63-66.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag
for så vidt angår sager om ekspropriationserstatning og andre
erstatningskrav mod det offentlige, og lovforslaget er for så vidt
angår disse sager udarbejdet i overensstemmelse med forslaget i
betænkningen.
Det foreslås således, at sager om erstatning
mv. efter lov om okker, lov om betalingsregler for spildevandsanlæg,
lov om Skjern Å Naturprojekt og lov om afvanding af marsken ved
Tønder, ekspropriationserstatning og erstatning for myndighedernes
undersøgelser efter vandløbsloven og vandforsyningsloven samt
erstatning efter vandløbsloven for myndighedernes færden langs
vandløb og efter vandforsyningsloven for tilbagekaldelse af
indvindingstilladelse overføres til taksationsmyndighederne efter
vejloven, og at sagerne skal behandles efter vejlovens generelle regler.
Dette indebærer, at sagen indbringes for
taksationsmyndighederne af det offentlige, at det offentlige betaler
taksationsmyndighedernes omkostninger, og at den erstatningssøgende
kan tilkendes en godtgørelse til hel eller delvis dækning af
sine udgifter til sagkyndig bistand.
Der henvises til lovforslagets §§ 2-6 og 11 og til
bemærkningerne til disse bestemmelser.
Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets
forslag for så vidt angår andre erstatningssager efter
vandløbsloven og vandforsyningsloven. Her vil der ganske vist
kunne blive tale om, at kravet rettes mod private, men i praksis vil det som
oftest være sådan, at en af sagens parter er en offentlig
myndighed. Hertil kommer, at sagerne er beslægtet med sagerne om
udgiftsfordeling og ekspropriationserstatning mv. efter vandløbsloven
og vandforsyniningsloven, der foreslås overført til
taksationsmyndighederne. Der henvises til lovforslagets §§ 2 og 3 og til
bemærkningerne til disse bestemmelser.
Det foreslås, at der i disse sager fastsættes
særlige regler om sagens indbringelse for taksationskommissionen, om
sagsomkostninger, om betaling af taksationsmyndighedernes udgifter bortset
fra vederlag til formænd og sekretærer samt om fri proces. Der
henvises til lovforslagets § 16 og til bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Det bemærkes, at i disse sager vil de
foreslåede særlige regler om sagsbehandlingen gælde, uanset
om erstatningskravet konkret rettes mod en privat eller mod en offentlig
myndighed. Ved anvendelsen af bestemmelsen om tilkendelse af sagsomkostninger
vil der dog kunne tages hensyn til, at modparten er en offentlig myndighed,
jf. bemærkningerne til lovforslagets § 16.
Det bemærkes endvidere, at forslaget om, at disse
sager kan indbringes for taksationsmyndighederne, ikke er til hinder for, at
parterne i stedet indbringer sagen direkte for domstolene, hvis de er enige
herom. Anlægges der retssag, uden at sagen forinden har været
behandlet ved taksationsmyndighederne, skal retten således ikke afvise
sagen på embeds vegne, men kun efter påstand.
I de øvrige erstatningssager, som udvalget
foreslår overført til taksationsmyndighederne, vil sagens parter
som oftest udelukkende være private. Det drejer sig om erstatning efter
fiskeriloven for fjernelse af spærrende fangstredskaber og erstatning
efter lov om private vejrettigheder for tilkendelse af nødvej.
Justitsministeriet finder, at erstatningssager mellem
private parter som udgangspunkt ikke bør behandles ved en
administrativ myndighed - som for eksempel taksationsmyndighederne - men ved
domstolene. Justitsministeriet foreslår derfor, at de nævnte
erstatningssager fremover behandles ved de almindelige domstole. Dette
gælder også, hvor erstatningskravet konkret måtte
være rettet mod eller fremsat af en offentlig myndighed.
Der henvises til lovforslagets §§ 10 og 14 og til
bemærkningerne til disse bestemmelser.
3.3. Hegnssager
Hegnsloven indeholder regler om rejsning, ombytning og
vedligeholdelse af fælleshegn og egne hegn. Loven indeholder desuden
enkelte regler vedrørende grene, der er til gene for
naboejendommen.
Hegnstvister efter hegnsloven behandles af de
særlige hegnsmyndigheder.
I hver kommune findes et hegnssyn, der udpeges af
kommunalbestyrelsen. Hegnssynet er et tvistløsningsnævn, der
fungerer uafhængigt af kommunen. Hegnssynet består af tre
medlemmer, hvoraf mindst et medlem skal være plantningskyndigt. I
kommuner med bymæssig bebyggelse på 1.000 indbyggere eller
derover skal der tillige være et bygningskyndigt medlem.
Kan der under en hegnssag ikke opnås forlig mellem
sagens parter, træffer hegnssynet afgørelse. Hegnssynets
afgørelser kan - med de begrænsninger, der følger af
§ 42 i hegnsloven - indbringes for landvæsenskommissionen.
Landvæsenskommissionens afgørelse kan undtagelsesvis med
tilladelse fra fødevareministeren indbringes for
overlandvæsenskommissionen. Kompetencespørgsmål kan dog
indbringes for landsretten, jf. § 43 i lov om
landvæsensretter.
Udvalget foreslår, at landvæsensretternes
opgaver i hegnssager overføres til taksationsmyndighederne efter lov
om offentlige veje. Udvalget finder, at såvel de almindelige domstole
som taksationsmyndighederne vil være egnede til at behandle sagerne.
Udvalget finder imidlertid, at efter sagernes karakter vil en mere
formløs behandling være ønskelig, og udvalget
foreslår derfor opgaverne overført til taksationsmyndighederne.
Der henvises til betænkningen side 75.
Justitsministeriet finder, at hegnssagerne adskiller sig i
betydelig grad fra de sager, der ellers behandles af taksationsmyndighederne
efter lov om offentlige veje, og også fra de sager, som udvalget i
øvrigt foreslår overført til taksationsmyndighederne.
Hegnssagerne er privatretlige nabokonflikter, der i det væsentlige
angår en række tekniske spørgsmål om hegns
dimensioner og beskaffenhed og om udgiftsfordeling.
Justitsministeriet finder på denne baggrund, at
hegnssagerne ikke bør overføres til
taksationsmyndighederne.
I stedet foreslås det, at hegnssynets
afgørelse bliver den endelige administrative afgørelse. Den,
der ønsker at anfægte hegnssynets afgørelse, må
herefter indbringe sagen for de almindelige domstole. Sagen vil i givet fald
skulle anlægges mod den anden part i sagen for hegnssynet og ikke mod
hegnssynet.
Det foreslås, at indbringelse for domstolene
først kan ske, når hegnssynet har truffet afgørelse.
Det foreslås endvidere, at hegnssynets
afgørelse i givet fald skal indbringes for domstolene inden 4 uger,
svarende til den gældende frist for indbringelse af hegnssynets
afgørelse for landvæsenskommissionen.
Retten skal efter forslaget dog undtagelsesvis kunne
tillade indbringelse senere end 4 uger, men højst 6 måneder
efter, at hegnssynets afgørelse er meddelt den pågældende.
Om en sådan ansøgning om såkaldt oprejsningsbevilling skal
imødekommes, vil bero på en konkret vurdering, hvor det navnlig
må tillægges betydning, om der har foreligget en alvorlig
hindring for sagens rettidige indbringelse for domstolene, og om
ansøgningen er indgivet snarest muligt efter hindringens bortfald.
Når en hegnssag indbringes for domstolene, er der
tale om en prøvelse af hegnssynets afgørelse efter grundlovens
§ 63. Domstolene er således ikke bundet af hegnssynets
afgørelse, men traditionelt har det ved domstolsprøvelsen
væsentlig betydning, at sagen forinden har været undergivet en
særlig sagkyndig behandling, således som der er tale om for
hegnssynenes vedkommende. Det bemærkes herved, at kommunalbestyrelsen
ved udpegningen af hegnssynets medlemmer efter hegnsloven skal sikre, at
medlemmerne repræsenterer den fornødne sagkundskab.
Da hegnssager efter forslaget først kan indbringes
for domstolene, når hegnssynet har truffet afgørelse, vil den af
hegnssynet trufne afgørelse udgøre rammerne for retssagen.
Parterne vil således ikke under retssagen kunne inddrage krav, der vil
gøre det nødvendigt for retten at tage stilling til forhold,
som ikke har foreligget for hegnssynet. Sådanne krav må i givet
fald først indbringes for hegnssynet.
Behandlingen ved domstolene vil i øvrigt skulle ske
efter retsplejelovens almindelige regler. Der vil således blandt andet
kunne afgives forklaring af sagkyndige vidner, afholdes syn og skøn
eller foretages besigtigelse, såfremt retten anser dette for
hensigtsmæssigt. Det må antages, at navnlig besigtigelse ofte vil
være hensigtsmæssig i disse sager. Der vil endvidere kunne gives
fri proces efter reglerne i retsplejelovens kapitel 31.
De foreslåede regler om indbringelse for domstolene
vil også gælde, hvis en part ønsker at anfægte
hegnssynets afgørelse om afvisning af en sag.
Der henvises til lovforslagets §§ 8, 9 og 13 og til
bemærkningerne til disse bestemmelser.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
Lovforslaget indebærer en administrativ lettelse
navnlig for kommunerne og amtskommunerne, der beskikker formand og medlemmer
i landvæsensnævnene og afgiver indstilling om beskikkelse af
formand og medlemmer i landvæsenskommissionerne.
Lovforslaget indebærer, at statens udgifter til
vederlag til overlandvæsenskommissionernes formænd og
sekretærer bortfalder. Disse udgifter udgjorde i 1997, 1998 og 1999
henholdsvis 71.910 kr., 17.888 kr. og 31.208 kr.
Endvidere bortfalder statens udgift til vederlag til den
teknisk sagkyndige i landvæsenskommissionen for Sønderjyllands
Amtskommunes 4. kreds. Denne udgift udgjorde i 1997, 1998 og 1999 henholdsvis
48.609 kr., 24.915 kr. og 35.596 kr.
Endelig bortfalder amtskommunernes udgifter til vederlag
til landvæsenskommissionernes formænd og sekretærer. Disse
udgifter udgjorde i 1997, 1998 og 1999 henholdsvis 346.016 kr., 262.910 kr.
og 288.119 kr.
Samtidig indebærer lovforslaget, at de almindelige
domstole vil få en begrænset forøgelse af
sagsmængden. Dette skønnes at medføre en beskeden
merindtægt i form af retsafgifter. Den begrænsede
forøgelse af sagsmængden skønnes ikke at kræve
øgede ressourcer til domstolene.
Endvidere indebærer lovforslaget, at
taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje vil få en
begrænset forøgelse af sagsmængden. Dette vil kunne betyde
en begrænset merudgift for staten til vederlag til
taksationskommissionernes og overtaksationskommissionernes formænd og
sekretærer.
Herudover skønnes lovforslaget ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af
betydning.
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter. Lovforslaget har ingen
økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Vurdering af konsekvenser af
lovforslaget
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner
og amtskommuner
Mindre lettelse
Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige
konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter
5. Hørte myndigheder mv.
Et udkast til lovforslaget har været til
høring hos:
Domstolsstyrelsen, Præsidenterne for Østre og
Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense,
Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet,
Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns
Kommune, Frederiksberg Kommune, Landbrugsrådet, De Danske
Landboforeninger, Dansk Familielandbrug, Foreningen af Hegnssynsformænd
og Den Danske Landinspektørforening.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I lovforslagets bilag 2 er de foreslåede
bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.
Til § 1
(lov om landvæsensretter)
Lov om landvæsensretter foreslås
ophævet. Landvæsensretterne nedlægges, og deres opgaver
overføres til andre myndigheder.
Til § 2
(vandløbsloven)
Til nr. 1 (§ 7, stk. 5 og 6)
Kompetencen til at træffe afgørelse i
tilfælde af uenighed mellem vandløbsmyndigheder om
økonomiske spørgsmål, herunder om fordeling af udgifter,
foreslås henlagt til miljø- og energiministeren
(betænkningen side 72 og 107). Efter vandløbslovens § 78
vil miljø- og energiministeren kunne henlægge beføjelsen
til Skov- og Naturstyrelsen og vil kunne bestemme, at Skov- og
Naturstyrelsens afgørelser ikke kan påklages til ministeren.
Til nr. 2 (§ 35, stk. 3)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
fordeling af udgifter til vedligeholdelse af private vandløb
foreslås overført til taksationsmyndighederne. Som efter den
gældende bestemmelse kan spørgsmålet i første
omgang indbringes for vandløbsmyndigheden, der mægler forlig.
Det foreslås, at i mangel af forlig skal enhver af parterne kunne
forlange, at vandløbsmyndigheden indbringer spørgsmålet
for taksationsmyndighederne til afgørelse. Der henvises til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.1.
Til nr. 3 (§ 41)
Kompetencen til at træffe afgørelse om ydelse
af bidrag til offentlige pumpelag foreslås overført til
taksationsmyndighederne. I første omgang behandles
spørgsmålet af amtsrådet, typisk som led i beslutningen om
at oprette et offentligt pumpelag. Det foreslås, at i mangel af en
forligsmæssig løsning skal enhver af parterne kunne forlange, at
amtsrådet indbringer spørgsmålet for
taksationsmyndighederne til afgørelse. Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.1.
Til nr. 4 (§ 57, stk. 1, 1. pkt.)
Der er tale om en konsekvensændring. Bestemmelsen
angår myndighedernes adgang til at færdes langs
vandløb.
Til nr. 5 (§ 65, stk. 2, 2. pkt.)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
fortrinsberettiget pant i den afgiftspligtige ejendom for anlægsbidrag
foreslås overført til taksationsmyndighederne. Der henvises til
de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.
Til nr. 6 (§ 67, stk. 2)
Efter den gældende bestemmelse kan
vandløbsmyndighedens afgørelse om fordeling af bidrag ved
arealoverførsel fra en afgiftspligtig ejendom indbringes for
landvæsenskommissionen. Det foreslås, at
vandløbsmyndighedens afgørelse i stedet skal kunne forlanges
indbragt for taksationsmyndighederne. Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.1.
Til nr. 7 (§ 68, stk. 4)
Efter den gældende bestemmelse kan
vandløbsmyndighedens afgørelse om pålæg af bidrag
ved bebyggelse mv., tilførsel af spildevand eller vandindvinding
indbringes for landvæsenskommissionen. Det foreslås, at
vandløbsmyndighedens afgørelse i stedet skal kunne forlanges
indbragt for taksationsmyndighederne. Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.1.
Til nr. 8 og 9 (§§ 71-73)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
ekspropriationserstatning og om erstatning efter lovens bestemmelser i
øvrigt foreslås overført til taksationsmyndighederne
(betænkningen side 71 og 107-109).
Ved behandlingen af sager om ekspropriationserstatning og
om erstatning for myndighedernes færden langs vandløb samt
myndighedernes undersøgelser finder bestemmelserne i lov om offentlige
veje tilsvarende anvendelse, jf. henvisningen i den foreslåede
bestemmelse i § 72, stk. 2.
Andre erstatningssager omfattes af den foreslåede §
73. Det drejer sig om erstatning for skader ved regulering af vandløb,
sænkning af vandstanden i en sø, anlæg af nye
vandløb, vedligeholdelse af vandløb, oprettelse eller
ændring af pumpelag samt anlæg eller ændring af broer,
overkørsler eller opstemningsanlæg.
I disse sager indbringes sagen for taksationskommissionen
af den erstatningssøgende, jf. den foreslåede § 73, stk. 2. Om
sagens behandling for taksationsmyndighederne gælder den
foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje (lovforslagets § 16).
Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling
bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af
vandløbsmyndigheden, jf. den foreslåede § 73, stk. 3. Parterne
kan pålægges helt eller delvis at refundere udgifterne over for
vandløbsmyndigheden, jf. den foreslåede § 67 a, stk. 5, i lov om
offentlige veje (lovforslagets § 16).
Til nr. 10 (§ 74)
Der er tale om en konsekvensændring som følge
af forslaget om at overføre kompetencen til at træffe
afgørelse om betaling af bidrag mv. til taksationsmyndighederne (nr.
2, 3, 5, 6 og 7). § 74 fastslår herefter alene en pligt for
vandløbsmyndigheden til at søge en forligsmæssig
løsning. Ophævelsen af stk. 2 og 3 i den gældende regel
skyldes, at bestemmelserne om kompetencen for taksationsmyndighederne til at
træffe afgørelse i sager om udgifts- og bidragsfordeling
foreslås placeret i vandløbslovens §§ 35, 41, 65, 67 og 68 (jf.
nr. 2, 3, 5, 6 og 7), mens reglerne om erstatningssager foreslås
placeret i §§ 72 og 73 (jf. nr. 8 og 9).
Til nr. 11 (§ 80, stk. 1, 2. pkt.)
Der er tale om en konsekvensændring som følge
af forslaget om at overføre kompetencen til at træffe
afgørelse om erstatning til taksationsmyndighederne (nr. 8 og 9).
Påklage af taksationskommissionens afgørelser til
overtaksationskommissionen reguleres af bestemmelserne i lov om offentlige
veje, jf. henvisningen i den foreslåede § 72, stk. 2, samt den
foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje (lovforslagets § 16).
Til nr. 12 (§ 85, stk. 3)
Ændringen af bestemmelsen om strafansvar for
juridiske personer er en følge af, at der ved lov nr. 474 af 12. juni
1996 om ændring af straffeloven blev fastlagt regler om kollektivansvar
i straffeloven. Ved vedtagelsen af ændringen af straffeloven blev det
forudsat, at de gældende bestemmelser om kollektivansvar i
særlovgivningen ved først givne lejlighed skulle ændres i
overensstemmelse hermed.
Til § 3
(vandforsyningsloven)
Til nr. 1 (§ 9)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
erstatning efter lovens §§ 23, 28, 30 og 31 foreslås overført
til taksationsmyndighederne, således at sagen indbringes for
taksationskommissionen af den erstatningssøgende.
Om sagernes behandling ved taksationsmyndighederne
gælder den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje
(lovforslagets § 16).
Til nr. 2 og 4-7 (§ 23, stk. 3, § 28, stk. 2, § 30, stk. 2, § 31, stk.
2)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
erstatning mv. efter lovens §§ 23, 28, 30 og 31 foreslås
overført til taksationsmyndighederne (betænkningen side 72-73 og
111-112).
Sagerne indbringes for taksationskommissionen af den
erstatningssøgende, jf. den foreslåede § 9. Det drejer sig om
sager om erstatning for skader ved forandring af grundvandsstanden,
vandføringen i vandløb eller vandstanden i en sø (§§ 23
og 28) og for ophør med benyttelse af egen vandforsyningsboring (§ 30)
og om tilskud til gennemførelse af almen vandforsyning (§ 31).
Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling
bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales i sager
efter § 23 forlods af amtsrådet, i sager efter § 28 forlods af
tilladelsesmyndigheden og i sager efter §§ 30 og 31 forlods af
kommunalbestyrelsen. Parterne kan pålægges helt eller delvis at
refundere udgifterne over for den pågældende myndighed, jf. den
foreslåede § 67 a, stk. 5, i lov om offentlige veje (lovforslagets §
16).
Til nr. 3 (§ 24)
Lovforslaget overfører kompetencen i
erstatningssager fra domstolene (landvæsensretterne) til forvaltningen
(taksationsmyndighederne). Der er derfor ikke fundet tilstrækkelig
anledning til at medtage regler om ekstraordinær genoptagelse. Adgangen
til ekstraordinær genoptagelse følger af almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger.
Til nr. 8 og 9 (§ 32, stk. 4, og § 39, stk. 4)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
erstatning efter lovens §§ 32 og 39 foreslås overført til
taksationsmyndighederne (betænkningen side 72-73 og 111-112).
Sagerne indbringes for taksationskommissionen af det
offentlige, jf. den foreslåede § 42. Det drejer sig om sager om
erstatning for tilbagekaldelse af indvindingstilladelse (§ 32) samt for
skader ved myndighedernes undersøgelser (§ 39).
Til nr. 10 (§ 42)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
ekspropriationserstatning foreslås overført til
taksationsmyndighederne (betænkningen side 72-73 og 112).
Sager om erstatning efter §§ 32 og 39 behandles på
samme måde som ekspropriationssager, således at det er det
offentlige, der indbringer sagen for taksationskommissionen. Det drejer sig
om sager om erstatning for tilbagekaldelse af indvindingstilladelse samt for
skader ved myndighedernes undersøgelser.
Til nr. 11 (§ 84, stk. 3)
Ændringen af bestemmelsen om strafansvar for
juridiske personer er en følge af, at der ved lov nr. 474 af 12. juni
1996 om ændring af straffeloven blev fastlagt regler om kollektivansvar
i straffeloven, jf. bemærkningerne til § 2, nr. 12, ovenfor.
Til § 4
(lov om okker)
Til nr. 1 (§ 4, stk. 3)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
erstatning for afslag på ansøgning om udgrøftning eller
dræning af et areal, der tidligere har været udgrøftet
eller drænet, foreslås overført til
taksationsmyndighederne (betænkningen side 73 og 112).
Til nr. 2 (§ 11, stk. 1, nr. 4)
Der er tale om en konsekvensændring. Efter
henvisningen til bestemmelserne i lov om offentlige veje i den
foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, påhviler det
Skov- og Naturstyrelsen at indbringe spørgsmålet om erstatning
for taksationsmyndighederne, hvis en forligsmæssig løsning ikke
er fundet inden 8 uger efter, at afslaget er meddelt (jf. § 52 i lov om
offentlige veje).
Til nr. 3 (§ 15, stk. 2)
Ændringen af bestemmelsen om strafansvar for
juridiske personer er en følge af, at der ved lov nr. 474 af 12. juni
1996 om ændring af straffeloven blev fastlagt regler om kollektivansvar
i straffeloven, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 12,
ovenfor.
Til § 5
(lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv.)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
godtgørelse for overtagelse af et privat spildevandsanlæg
foreslås overført til taksationsmyndighederne
(betænkningen side 73 og 113).
Til § 6
(lov om Skjern Å Naturprojekt)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
erstatning for foranstaltninger vedrørende vandløb, som
foretages i medfør af loven, foreslås overført til
taksationsmyndighederne.
Til § 7
(lov om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande
gældende retsregler)
Kompetencen til at afgive indstilling om inddragelse af
dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende regler
foreslås overført til vandløbsmyndigheden med klageadgang
til Skov- og Naturstyrelsen (betænkningen side 74 og 115). Der henvises
endvidere til pkt. 3.1 i de almindelige bemærkninger.
Til § 8
(hegnsloven)
Til nr. 1 (§ 42)
Det foreslås, at hegnssynets afgørelse bliver
den endelige administrative afgørelse.
Hegnssynets afgørelse kan indbringes for domstolene
til prøvelse efter grundlovens § 63. Sagen vil i givet fald
skulle anlægges mod den anden part i sagen for hegnssynet og ikke mod
hegnssynet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 43)
Det foreslås, at hegnssager først kan
indbringes for domstolene, når hegnssynet har truffet afgørelse.
Indbringes en hegnssag således direkte for domstolene, uden forinden at
have været behandlet af hegnssynet, skal sagen afvises fra
domstolene.
Da det ofte er væsentligt, at en hegnssag hurtigt
kan få sin endelige afgørelse, foreslås det, at
hegnssynets afgørelse i givet fald skal indbringes for domstolene
inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Retten skal dog undtagelsesvis kunne tillade indbringelse
senere end 4 uger, men højst 6 måneder efter, at hegnssynets
afgørelse er meddelt den pågældende. Om en sådan
ansøgning om oprejsningsbevilling skal imødekommes, vil bero
på en konkret vurdering, hvor det navnlig må tillægges
betydning, om der har foreligget en alvorlig hindring for sagens rettidige
indbringelse for domstolene, og om ansøgningen er indgivet snarest
muligt efter hindringens bortfald.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 og 4 (§ 44, stk. 1)
Det foreslås præciseret, at de særlige
regler i hegnslovens § 44, stk. 1-2, om hegnssynets formands eller
klagerens udførelse af arbejde eller afhjælpning af mangler
på den forpligtedes regning også gælder, når
forpligtelsen er fastslået ved dom efter indbringelse af hegnssynets
afgørelse for domstolene.
I konsekvens af de foreslåede regler om indbringelse
for domstolene foreslås det samtidig at ophæve bestemmelsen om,
at sådanne kendelser ikke kan ankes.
Til nr. 5 (§ 51, stk. 1)
Der er tale om en konsekvensændring, da der ikke
længere vil være nogen appelinstans i forhold til hegnssynene.
Straffebestemmelsen finder også anvendelse i tilfælde, hvor
hegnssynets påbud er indbragt for domstolene uden at være blevet
ophævet. Hvis hegnssynets afgørelse om ikke at udstede
påbud indbringes for domstolene og tilsidesættes, således
at domstolene giver et påbud, kan overtrædelse af påbudet
straffes efter retsplejelovens § 535.
Til § 9
(lov om læhegn og tilskud til læplantning)
Det foreslås, at de foreslåede bestemmelser i
hegnslovens § 42, stk. 1, og § 43, også skal anvendes
ved hegnssager efter lov om læhegn og tilskud til
læplantning.
Dette indebærer, at hegnssynets afgørelse
bliver den endelige administrative afgørelse, at en hegnssag
først kan indbringes for domstolene, når hegnssynet har truffet
afgørelse, og at hegnssynets afgørelse i givet fald skal
indbringes for domstolene inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende, dog med mulighed for, at sagen kan tillades
indbragt inden 6 måneder, jf. bemærkningerne til lovforslagets
§ 8, nr. 1-2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til § 10
(fiskeriloven)
Til nr. 1 (§ 52)
Det foreslås, at bestemmelsen om
landvæsensretternes kompetence til at træffe afgørelse om
erstatning for fjernelse af spærrende fangstindretninger
ophæves.
Hvis der ikke kan opnås en mindelig ordning, vil
spørgsmålet om erstatningens størrelse herefter
henhøre under de almindelige domstole.
Dette betyder, at når fødevareministeren har
truffet afgørelse om afgrænsningen af fiskevandets længde
og om, hvorvidt en anmodning om fjernelse af spærrende
fangstindretninger mod betaling af erstatning skal imødekommes, vil de
fiskeriberettigede i mangel af en mindelig ordning kunne anlægge en
almindelig civil retssag mod ejeren af den spærrende fangstindretning
med henblik på fastsættelse af erstatningen.
Til nr. 2 (§ 130, stk. 3)
Hæftestraffen er afskaffet med virkning fra den 1.
juli 2001, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige
lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om
fuldbyrdelse af straf mv. Strafferammen i fiskerilovens § 130,
stk. 3, foreslås derfor ændret fra »bøde, hæfte
eller fængsel i indtil 2 år, under skærpende
omstændigheder indtil 4 år« til »bøde eller fængsel
i indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4
år«. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændring af praksis
med hensyn til, hvor lang en frihedsstraf der udmåles i de konkrete
sager.
Til § 11
(lov om afvanding af marsken ved Tønder)
Til nr. 1-2 (§§ 5 og 6)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
udgiftsfordeling foreslås overført til taksationsmyndighederne.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1. Kompetencen til
at træffe afgørelse om, hvorledes vandløbs- og
vejforbindelser mv. skal ordnes, foreslås overført til
vandløbsmyndigheden med klageadgang til Skov- og Naturstyrelsen.
Til nr. 3-5 (§ 7)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
erstatning efter § 7 foreslås overført til
taksationsmyndighederne (betænkningen side 76 og 118).
Til § 12
(lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder)
Kompetencen til at træffe afgørelse om
udgiftsfordeling foreslås overført til taksationsmyndighederne.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.
Til § 13
(udstykningsloven)
Hegnssynssager efter udstykningsloven angår
fordelingen af omkostningerne ved skelforretninger. Det foreslås, at
disse sager fortsat skal kunne indbringes for hegnssynet i de tilfælde,
hvor resultatet af skelforretningen ikke indbringes for domstolene.
Såfremt der anlægges retssag om ændring
af resultatet af skelforretningen (jf. udstykningslovens § 36,
stk. 2, nr. 2), foreslås det imidlertid, at der under en
sådan retssag desuden efter påstand skal tages stilling til
fordelingen af omkostningerne ved skelforretningen. I disse tilfælde
kan spørgsmålet om omkostningsfordeling ikke indbringes for
hegnssynet, og er det allerede sket, skal hegnssynet afvise sagen. Dette
gælder, uanset om der under retssagen om resultatet af skelforretningen
rent faktisk tillige nedlægges påstand om fordelingen af
omkostningerne ved skelforretningen. Det er således op til sagens
parter i givet fald at udnytte muligheden for at få en afgørelse
af omkostningsspørgsmålet under retssagen.
Med denne kompetencefordeling undgås det, at
hegnssynet skal afvente udfaldet af en retssag, før det kan
afgøre spørgsmålet om fordelingen af omkostningerne ved
skelforretningen, hvorefter hegnssynets afgørelse herom i givet fald
ville kunne prøves under endnu en retssag.
I de tilfælde, hvor der ikke anlægges retssag
om resultatet af skelforretningen, og hvor spørgsmålet om
omkostningsfordeling ved skelforretningen således henhører under
hegnssynet, kan hegnssynets afgørelse indbringes for domstolene til
prøvelse efter grundlovens § 63. Sagen vil i givet fald skulle
anlægges mod den eller de andre parter i sagen for hegnssynet og ikke
mod hegnssynet. Sagen vil først kunne indbringes for domstolene,
når hegnssynet har truffet afgørelse.
Det foreslås, at hegnssynets afgørelse i
givet fald skal indbringes for domstolene inden 4 uger efter, at
afgørelsen er meddelt den pågældende, dog således at
sagen kan tillades indbragt inden for en frist på 6 måneder, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige
bemærkninger.
Til § 14
(lov om private vejrettigheder)
Det foreslås, at bestemmelsen om
landvæsensretternes kompetence til at træffe afgørelse om
tilkendelse af nødvej og om fastsættelse af erstatning herfor
ophæves.
Hvis der ikke kan opnås en mindelig ordning, vil
den, der ønsker at få tilkendt en nødvej, fremover skulle
anlægge en almindelig civil retssag mod ejeren af den grund, hvor
nødvejen ønskes tilkendt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i de almindelige
bemærkninger.
Til § 15
(retsafgiftsloven)
Til nr. 1 (§ 55, nr. 5)
Der er tale om en konsekvensændring som følge
af nedlæggelsen af landvæsensretterne. Retsafgiftslovens
§ 55, nr. 5, hjemler afgiftsfrihed for kæremål om et
landvæsensretsmedlems habilitet.
Til nr. 2 (§ 64, stk. 1, 1. pkt.)
Der er tale om en konsekvensændring som følge
af, at retsafgiftslovens § 65 a er ophævet ved lov nr. 383 af 2.
juni 1999.
Til § 16
(lov om offentlige veje)
Der foreslås indført en ny § 67 a, som
skal gælde for de erstatningssager, der foreslås overført
fra landvæsensretterne til taksationsmyndighederne, og hvor der kan
blive tale om krav mellem private parter. Bestemmelsen gælder, uanset
om kravet i den konkrete sag er rettet mod en privat eller mod en offentlig
myndighed.
Bestemmelsens anvendelsesområde er fastsat i stk.
1. Det drejer sig om en række erstatningssager efter
vandløbsloven og vandforsyningsloven (erstatning for skader ved
regulering af vandløb, sænkning af vandstanden i en sø,
anlæg af nye vandløb, vedligeholdelse af vandløb,
oprettelse eller ændring af pumpelag, anlæg eller ændring
af broer, overkørsler eller opstemningsanlæg, forandring af
grundvandsstanden, vandføringen i vandløb eller vandstanden i
en sø, for ophør med benyttelse af egen vandforsyningsboring og
for gennemførelse af almen vandforsyning).
I stk. 2 fastsættes reglerne om sagernes
indbringelse for taksationskommissionen, mindstekravene til anmodningen om
behandling ved taksationskommissionen og om medfølgende
dokumenter.
Stk. 3
indebærer, at sagerne som udgangspunkt
behandles efter samme regler som andre taksationssager.
Følgende bestemmelser i lov om offentlige veje
finder således tilsvarende anvendelse: § 51 om erstatningens
fastsættelse, § 53 om mødeindkaldelse, afholdelse af
møde og afsigelse af kendelse, § 54 om påklage til
overtaksationskommissionen og behandlingen af klagen, § 55 om udskrifter
af taksationsmyndighedernes kendelser, § 56 om tredjemands
indtræden i sagen for taksationsmyndighederne, § 58 a om
taksationsmyndighedernes uafhængighed, § 59, stk. 2, om
sagkyndig bistand, § 60 om habilitetskrav, § 62, stk. 1, og
stk. 2, 1. led, om vederlag til kommissionens formand, medlemmer og
sekretær, § 66 om fastsættelse af administrative forskrifter
og § 67 om fritagelse for betaling af stempelafgifter.
§ 52 om sagens indbringelse for
taksationskommissionen finder ikke anvendelse. Regler om fremgangsmåden
ved indbringelsen af sagen er fastsat i stk. 2 i den foreslåede
bestemmelse.
§ 59, stk. 1, om udpegning af en landinspektør
til bistand for taksationsmyndighederne finder ikke anvendelse. Hvis der er
behov for bistand fra en landinspektør (eller anden sagkyndig), kan
taksationsmyndighederne udpege en særlig sagkyndig efter § 59, stk.
2.
§ 61 om godtgørelse af klagerens udgifter til
sagkyndig bistand finder heller ikke finder anvendelse. Regler om tilkendelse
og pålæg om betaling af sagsomkostninger er fastsat i stk.
4 i den foreslåede bestemmelse, og efter stk. 6 vil der
kunne meddeles fri proces, således at en part vil kunne få
dækket blandt andet udgifter til sagkyndig bistand.
§ 62, stk. 2, 2. led, om taksationsmyndighedernes
udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og
sekretærer finder ikke anvendelse. Udgifterne afholdes forlods af det
offentlige efter følgende regler:
- I sager efter vandløbsloven: af
vandløbsmyndigheden, jf. den foreslåede § 73, stk. 3, i
vandløbsloven (lovforslagets § 2).
- I sager efter vandforsyningsloven: af amtsrådet,
tilladelsesmyndigheden eller kommunalbestyrelsen, jf. den foreslåede
affattelse af §§ 23, stk. 2, 28, stk. 2, 30, stk. 2, og 31, stk. 2, i
vandforsyningsloven (lovforslagets § 3).
Parterne kan pålægges helt eller delvis at
refundere udgifterne, jf. stk. 5, 1. pkt., i den foreslåede
bestemmelse.
§ 63 om forrentning af erstatningen finder ikke
anvendelse. Om en tilkendt erstatning skal forrentes, vil afhænge af
lovgrundlaget på det pågældende område. Kan
erstatningen henregnes til formuerettens område, vil også
renteloven kunne være relevant. Hvis der skal betales rente, skal dette
fremgå af taksationsmyndighedernes afgørelse.
§ 64 om udbetaling af erstatningen finder ikke
anvendelse. I almindelighed kan og skal en tilkendt erstatning betales til
den person, som fremgår af taksationsmyndighedernes afgørelse.
Almindelige formueretlige regler vil være afgørende for, om
denne person kan disponere over kravet ved aftale, eller om kravet kan
gøres til genstand for retsforfølgning, således at
betaling i stedet skal ske til en aftaleerhverver eller
retsforfølgende kreditor.
§ 65 i lov om offentlige veje finder heller ikke
anvendelse. Efter denne bestemmelse kan en overtaksationskommissions
afgørelse indbringes for landsretten inden 6 måneder, efter at
afgørelsen er meddelt.
Overtaksationskommissionens afgørelser i sager
omfattet den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje vil kunne
indbringes for domstolene efter grundlovens § 63. I disse sager, hvor der
typisk vil være tale om krav mellem private, vil sagen i almindelighed
skulle anlægges mod den private modpart og ikke mod
taksationsmyndighederne. Sådanne sager bør ikke obligatorisk
være landsretssager med deraf følgende fri ankeadgang til
Højesteret.
Forslaget indebærer, at disse sager behandles efter
retsplejelovens almindelige regler om retternes saglige kompetence.
Udgangspunktet er således, at sagen anlægges ved byret, jf.
retsplejelovens § 224, men der er under nærmere angivne
omstændigheder mulighed for henvisning til landsretten, jf.
retsplejelovens § 226, og hvis sagen angår krav, der har en
økonomisk værdi over 1.000.000 kr., kan sagen anlægges ved
landsretten, jf. retsplejelovens § 227.
I stk. 4 foreslås det, at
taksationsmyndighederne efter et samlet skøn kan pålægge
en part at betale sagsomkostninger til en anden part (betænkningen s.
85-86, 90 og 92). Taksationsmyndighederne vil i den forbindelse skulle tage
hensyn til sagens udfald, men kan også tage hensyn til, hvem parterne
er. En privat part vil således snarere kunne tillægges
sagsomkostninger end en offentlig myndighed. Der kan også
tillægges delvise sagsomkostninger.
Taksationsmyndighederne kan bestemme, at klageren skal
stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger (betænkningen s. 87-
88, 90 og 92). Denne mulighed skal blandt andet ses i lyset af, at
taksationsmyndighedernes afgørelser ikke kan tvangsfuldbyrdes.
Stilles en krævet sikkerhed ikke inden en af
taksationsmyndighederne fastsat frist, afvises sagen. Er sagen indbragt for
overtaksationskommissionen, er det klagen til overtaksationskommissionen, der
afvises, således at taksationskommissionens afgørelse står
ved magt.
I stk. 5 foreslås det, at
taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale
taksationsmyndighedernes udgifter bortset fra vederlag til formænd og
sekretærer. Betaling skal ske til den myndighed, der forlods har
afholdt taksationsmyndighedernes udgifter. Der tillægges udpantningsret
for beløbet.
Vederlag til formænd og sekretærer afholdes
altid af statskassen, jf. § 62, stk. 2, 1. led. Taksationsmyndighedernes
øvrige udgifter ved sagens behandling afholdes forlods af det
offentlige, men taksationsmyndighederne kan i forbindelse med sagens
afgørelse bestemme, at disse udgifter helt eller delvis skal betales
af en eller flere af parterne i sagen. Udgifterne kan pålægges
én part eller deles mellem parterne, og udgifterne vil også helt
eller delvis kunne afholdes endeligt af det offentlige.
Som en konsekvens af de foreslåede bestemmelser om
sagsomkostninger og betaling af taksationsmyndighedernes udgifter
foreslås det i stk. 6, at der kan meddeles fri proces efter
retsplejelovens regler (betænkningen s. 88, 90 og 92).
Fri proces meddeles i sager for taksationskommissionen af
statsamtet og i sager for overtaksationskommissionen af
Civilretsdirektoratet, jf. retsplejelovens § 330, stk. 4-5.
Fri proces medfører som udgangspunkt blandt andet
beskikkelse af advokat til at udføre sagen mod vederlag af
statskassen, godtgørelse fra statskassen for udgifter ved sagens
behandling og fritagelse for at betale modpartens omkostninger, jf.
retsplejelovens § 332, stk. 1.
Fri proces kan dog i bevillingen begrænses til nogle
af disse begunstigelser, jf. retsplejelovens § 332, stk. 2. I sager omfattet
af den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje vil der formentlig
oftere end i retssager ved domstolene være grund til, at en bevilling
af fri proces ikke omfatter beskikkelse af advokat til at udføre sagen
mod vederlag af statskassen.
Omfatter en bevilling af fri proces beskikkelse af advokat
til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, beskikker
taksationsmyndighederne en advokat for den pågældende part.
Advokatens vederlag og godtgørelse af udlæg fastsættes af
taksationsmyndighederne efter reglerne i retsplejelovens § 336 c.
Beløbet udbetales af byretten i den retskreds, hvor
taksationskommissionen har sæde, og afholdes over Justitsministeriets
konto til fri proces.
Omfatter en bevilling af fri proces fritagelse for at
betale modpartens omkostninger, kan den pågældende part ikke
pålægges at betale sagsomkostninger til nogen anden part efter
det foreslåede stk. 4 eller til det offentlige efter det
foreslåede stk. 5 og er dermed også fritaget for
sikkerhedsstillelse efter stk. 4. Hvis den pågældende bortset
herfra ville være blevet pålagt at betale sagsomkostninger til en
anden part efter stk. 4, træffer taksationsmyndighederne i stedet
bestemmelse om betaling af sagsomkostninger til den pågældende
anden part fra statskassen. Beløbet udbetales af byretten i den
retskreds, hvor taksationskommissionen har sæde, og afholdes over
Justitsministeriets konto til fri proces. Derimod giver fritagelsen for
betaling af det offentliges udgifter efter stk. 5 ikke anledning til nogen
refusion.
Omfatter en bevilling af fri proces godtgørelse fra
statskassen for udgifter ved sagens behandling, træffer
taksationsmyndighederne bestemmelse om, hvilket beløb den
pågældende part skal have godtgjort. Det drejer sig navnlig om
partens eventuelle udgifter til deltagelse i møder for
taksationsmyndighederne (rejseudgifter og eventuelt tabt arbejdsfortjeneste)
eller til undersøgelser og sagkyndig bistand mv. Beløbet
udbetales af byretten i den retskreds, hvor taksationskommissionen har
sæde, og afholdes over Justitsministeriets konto til fri proces.
Modparten kan pålægges at betale sagsomkostninger efter stk. 4.
Beløbet tilfalder statskassen, jf. retsplejelovens § 334, 2. pkt., og
skal indbetales til byretten i den retskreds, hvor taksationskommissionen har
sæde. Modparten kan uafhængigt heraf pålægges at
betale taksationsmyndighedernes udgifter efter stk. 5.
I særlige tilfælde kan en part, der har fri
proces, pålægges at erstatte statskassens udgifter ved den fri
proces i det omfang, udgifterne ikke pålægges modparten, jf.
retsplejelovens § 335. Er denne bestemmelse undtagelsesvis anvendelig, vil
den pågældende part, der har fri proces, også kunne
pålægges at betale taksationsmyndighedernes udgifter efter stk.
5.
Der er ikke fundet tilstrækkelig anledning til at
foreslå en udtrykkelig lovbestemmelse om forvaltningsmyndigheders
adgang til at indtræde i sagen (betænkningen s. 89) eller om
mødeindkaldelse ved annoncering i de stedlige blade
(betænkningen s. 82 og 90).
Som nævnt vil taksationsmyndighedernes
afgørelser kunne indbringes for domstolene efter grundlovens § 63. Der
er derfor heller ikke fundet anledning til foreslå regler om adgang til
ved kære til landsretten at få afgjort, om en
overtaksationskommission som ankeinstans har afgjort spørgsmål,
der ligger uden for ankeinstansens kompetence (betænkningen s. 87, 90
og 92).
Til § 17
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
juli 2001.
Sager, som er indbragt for en landvæsensret inden
lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil
gældende regler. I sådanne sager vil en
landvæsenskommissions afgørelse således - også efter
lovens ikrafttræden - i givet fald skulle indbringes for en
overlandvæsenskommission efter de hidtil gældende regler.
Til § 18
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale
gyldighed. Lov om landvæsensretter gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lov om landvæsensretter
Sammenskrivning af lov om landvæsensretter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 133 af 6. marts 1970, med de ændringer,
der følger af § 5 i lov nr. 402 af 26. juni 1998 og § 5 i
lov nr. 365 af 2. juni 1999.
§ 1.
De i denne lov omhandlede landvæsens- og
overlandvæsenskommissioner behandler alle sager, som ved den hidtil
gældende lovgivning eller ifølge gammel praksis og sædvane
er henlagt under de i lov af 30. december 1858 omhandlede landvæsens-
og overlandvæsenskommissioners forretningsområde.
Stk. 2.
De af vandsynsmænd efter den hidtil
gældende lovgivning behandlede sager behandles fremtidig af
landvæsensnævnet.
I. Landvæsensretternes sammensætning
a) Landvæsensnævn
§ 2.
Landvæsensnævnets område er
retskredsen.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen bemyndiges til efter indstilling fra
vedkommende amtsråd at dele retskredsen i 2 eller flere distrikter,
hvert med sit selvstændige landvæsensnævn, eller
henlægge en del af retskredsens område under
landvæsensnævnet for et tilgrænsende område indenfor
samme landvæsenskommissionsområde.
§ 3.
For hvert nævnsområde udnævner
amtsrådet en fast formand, der kan være fælles for flere
områder. Ingen kan fungere som formand efter det fyldte 70.
år.
Stk. 2.
På samme måde udnævnes en
stedfortræder for formanden. Stedfortræderen kan samtidig
være nævnsmand.
Stk. 3.
Udnævnelserne gælder for 4-årige
perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalrådene.
Stk. 4.
Hvervene som formand og stedfortræder er ikke
borgerlige ombud og udelukker ikke, at den pågældende samtidig er
landvæsenskommissær.
§ 4.
For hver primærkommune udnævnes 2
nævnsmænd af kommunalbestyrelsen. Efter indstilling fra
kommunalbestyrelsen kan Domstolsstyrelsen dog forhøje antallet af
nævnsmænd.
Stk. 2.
Nævnsmændene er forpligtet til også
at indtræde i nævn i nærliggende områder, når
det kræves af vedkommende nævns formand.
Stk. 3.
Udnævnelserne gælder for 4-årige
perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalrådene.
Stk. 4.
Ingen, der har opnået en alder af 70 år,
kan fungere som nævnsmand. Ingen, der har opnået en alder af 60
år, er forpligtet til at modtage udnævnelse. Den, der har
fungeret i fire år, er ikke forpligtet til at modtage udnævnelse
som nævnsmand før efter udløbet af en valgperiode. Alle
spørgsmål om fritagelse afgøres i øvrigt af
kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for
Domstolsstyrelsen.
§ 5.
Den, som første gang udnævnes til formand,
stedfortræder eller nævnsmand, afgiver straks efter
udnævnelsen til den udnævnende myndighed en skriftlig
erklæring på ære og samvittighed om at ville varetage
hvervet med upartiskhed og omhu.
Stk. 2.
Afskedigelse af en formand, stedfortræder eller
nævnsmand kan foretages af den myndighed, der har udnævnt
ham.
Stk. 3.
Beslutningen herom kan indankes for
Domstolsstyrelsen.
§ 6.
Første møde i sagen foretages af formanden
alene, medmindre rekvirenten i sin begæring har krævet medvirken
af nævnsmænd, eller formanden finder sådan medvirken
påkrævet. Ved det første møde forespørger
formanden de øvrige parter, hvorvidt disse ønsker sagen
behandlet under medvirken af nævnsmænd, og i bekræftende
fald tilkalder formanden vedkommende kommunes nævnsmænd og, for
så vidt sagen berører to eller flere kommuner, de 2 bekvemmest
boende nævnsmænd indenfor kommunerne.
Stk. 2.
Vedrører sagen flere nævnsområder,
behandles den af vedkommende formænd i forening. Den ældste af
formændene leder i så fald forhandlingerne, og hans stemme er i
tilfælde af stemmelighed afgørende.
Stk. 3.
Med amtsrådets tilslutning kan formanden antage
sekretærhjælp.
b) Landvæsenskommissioner
§ 7.
Landvæsenskommissionens område er
amtsrådskredsen.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen kan efter indstilling fra
vedkommende amtsråd dele det i stk. 1 nævnte område i
to eller flere distrikter, hvert med sin selvstændige
landvæsenskommission, og henlægge en del af et område under
landvæsenskommissionen for et tilgrænsende område inden for
samme overlandvæsenskommissionsområde.
Stk. 3.
Domstolsstyrelsen kan nedsætte særlige
landvæsenskommissioner til behandling efter denne lov af alle sager,
der vedrører et byudviklingsområde eller et samlet, naturligt
afstrømningsområde.
§ 8.
For hvert område udnævnes en fast formand af
Domstolsstyrelsen efter indstilling fra amtsrådet blandt områdets
underretsdommere og efter samråd med justitsministeren. Formanden kan
være fælles for flere områder. Indstillingen skal omfatte
flere end én.
Stk. 2.
På samme måde udnævnes en
stedfortræder til at fungere under formandens forfald.
Stk. 3.
Udnævnelserne gælder for 8-årige
perioder.
§ 9.
Landvæsenskommissærer udnævnes for
hvert område i et antal, der fastsættes af Domstolsstyrelsen
efter indhentet erklæring fra vedkommende amtsråd.
Stk. 2.
Kommissærer udnævnes af Domstolsstyrelsen
efter indstilling fra amtsrådet. De kan tillige være formand for
landvæsensnævn, stedfortræder for formanden eller
nævnsmand.
Stk. 3.
Udnævnelserne gælder for 8-årige
perioder, idet dog halvdelen afgår hvert fjerde år. Første
gang efter lovens ikrafttræden sker halvdelens afgang ved
lodtrækning.
Stk. 4.
Ingen, der har opnået en alder af 70 år,
kan fungere som landvæsenskommissær. Anmodning om at blive
fritaget i løbet af en periode afgøres af
Domstolsstyrelsen.
§ 10.
De i § 5, stk. 1 og 2, fastsatte regler finder
tilsvarende anvendelse for kommissærer.
§ 11.
En landvæsenskommission består af formanden
og 2 andre medlemmer, der udmeldes af formanden blandt
landvæsenskommissærerne i området. Formanden kan antage
sekretærhjælp.
Stk. 2.
Vedrører sagen flere områder, udpeges
såvel formanden som de øvrige medlemmer af Domstolsstyrelsen
efter indstilling fra amtsrådene.
Stk. 3.
På samme måde som i stk. 2 fastsat
forholdes, når inhabilitet nødvendiggør udnævnelse
af formand eller medlemmer fra andre områder.
§ 12.
(Ophævet).
c) Overlandvæsenskommissioner
§ 13.
Landet deles i 6
overlandvæsenskommissionsområder, hvis grænser
fastsættes af Domstolsstyrelsen.
§ 14.
For hvert overlandvæsenskommissionsområde
udnævner kongen en fast formand, der skal være eller opfylde
betingelserne for at kunne udnævnes til landsdommer.
Stk. 2.
Udnævnelsen gælder for 8-årige
perioder.
Stk. 3.
På samme måde udnævnes en
stedfortræder.
§ 15.
En overlandvæsenskommission består af
formanden og fire andre medlemmer, der udmeldes af Domstolsstyrelsen for hver
enkelt sag. Vedrører sagen flere
overlandvæsenskommissionsområder, udmelder Domstolsstyrelsen
tillige formanden blandt de af kongen udnævnte faste formænd.
Formanden kan antage sekretærhjælp.
Stk. 2.
Et eller to medlemmer vælges blandt fagligt
sagkyndige under hensyn til de hovedinteresser, der er sagens genstand,
medens medlemmerne i øvrigt vælges blandt bekvemt boende
landvæsenskommissærer, uden at valget er begrænset til
noget bestemt område.
Stk. 3.
Berører en sag staden København,
vælges altid 2 medlemmer blandt fagligt sagkyndige til medlemmer af
overlandvæsenskommissionen.
II. Landvæsensretternes nedsættelse
§ 16.
Begæring om nedsættelse af en
landvæsensret indgives til formanden i det område, hvor det
anlæg, der er sagens genstand, er beliggende.
Stk. 2.
Vedrører sagen flere områder, indgives
begæringen til formanden for det område, hvori sagens genstand
efter rekvirentens skøn hovedsagelig er beliggende.
§ 17.
Begæringen om nedsættelse af en
landvæsensret skal være skriftlig affattet og indeholde en
fremstilling af de forhold, der ønskes undergivet
landvæsensrettens bedømmelse, og af de påstande, der agtes
nedlagt. Endvidere skal i begæringen opgives med navn og bopæl,
hvem der ønskes indkaldt til møde. Den kan ledsages af kort og
andre dokumenter, ved hvilke den indeholdte påstand agtes
begrundet.
§ 18.
Når landvæsensrettens formand har modtaget
begæringen og, om fornødent, har foranlediget retten nedsat,
fastsætter formanden tid og sted for det første møde og
indkalder hertil med mindst 1 uges varsel rekvirenten og de i
begæringen nævnte personer. Ved enhver sag angående
spildevandsanlæg, reguleringer, vandstandssænkninger,
opstemninger, rørlægning af vandløb samt ved sager
angående andre foranstaltninger, hvorved et vandløbs naturlige
tilstand ændres, skal fiskeriministeriet og om fornødent
naturfredningsmyndighederne indkaldes.
Stk. 2.
Hvis begæringen ikke indeholder fornødne
oplysninger om, hvem der skal indkaldes, og hvor disses bopæl er, skal
formanden, forinden indkaldelse udfærdiges, indhente nærmere
underretning herom fra rekvirenten. Han skal derhos så vidt muligt
gøre såvel denne som andre indkaldte opmærksom på,
hvilke dokumenter eller andre oplysninger det må anses for
nødvendigt at have til stede inden det første møde.
Stk. 3.
Forvaltningsmyndighederne kan indtræde i sagen
efter reglerne i lov om rettens pleje § 252.
§ 19.
Indkaldelsen til landvæsensrettens første
møde skal foruden tid og sted for mødet og eventuel
åstedsforretning indeholde en kort udredning af sagens genstand og skal
i almindelighed ske ved anbefalet brev. Forkyndelsen kan dog også ske
ved stævningsmand på den i lov om rettens pleje for borgerlige
sager foreskrevne måde. Hvis indkaldelsen angår en større
kreds af personer, kan den i stedet for ske ved en kort bekendtgørelse
i de efter formandens skøn i egnen mest udbredte dagblade.
Bekendtgørelsen skal henvise til, at angivelse af sagens hensigt
fremgår af begæringen, der ligger til eftersyn på angivet
sted. Bekendtgørelsen indrykkes 2 gange, sidste gang mindst 8 dage
før forretningens afholdelse. Dog skal rekvirenten og offentlige
institutioner og myndigheder, der må anses for interesserede i
forretningen, altid indkaldes særskilt ved anbefalet brev med 8 dages
varsel.
Stk. 2.
Til senere møder indvarsles ved, at formanden,
inden mødes hæves, meddeler tid og sted for det næste
møde. For så vidt dette ikke er muligt, giver formanden, inden
mødet hæves, de mødende underretning om, på hvilken
måde indvarsling vil ske.
III. Tilfælde, hvor landvæsensretternes
medlemmer kan eller skal vige deres sæde
§ 20.
Ingen må deltage som medlem af landvæsensretten
i behandlingen af eller være sagkyndig i en sag, når han
1) selv er part i sagen eller interesseret i dens udfald,
2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i op- eller
nedstigende linie eller i sidelinie så nær som
søskendebørn eller er en af parternes ægtefælle,
værge, adoptiv- eller plejefader eller -moder, adoptiv- eller
plejebarn,
3) har afgivet forklaring, aflagt vidnesbyrd eller udarbejdet projekt i
sagen eller har handlet i sagen i den underordnede instans som
retsmedlem.
Stk. 2.
Den omstændighed, at et medlem af retten eller
dennes sagkyndige, fordi han beklæder offentlige hverv, tidligere af
den grund har haft med sagen at gøre, uden at han dog har deltaget i
dens behandling for en underordnet instans, medfører ikke inhabilitet,
når der ikke efter de foreliggende omstændigheder er grund til at
antage, at han har nogen særegen interesse i sagens udfald.
§ 21.
I de i foregående paragraf omhandlede
tilfælde er det pågældende medlem af retten pligtig at give
retten meddelelse om de omstændigheder, som ifølge
foregående paragraf formenes at medføre hans inhabilitet,
ligesom enhver af rettens andre medlemmer, der måtte være bekendt
med sådanne omstændigheder, er berettiget og forpligtet til at
rejse spørgsmålet derom, hvorefter afgørelse
træffes ved kendelse af retten, uden at han selv er udelukket fra at
deltage i påkendelse af spørgsmålet.
§ 22.
Parterne kan ikke blot fordre, at et medlem af retten
skal vige sit sæde i de i § 20 angivne tilfælde, men enhver
af dem kan fremsætte indsigelse mod, at et medlem beklæder
retten, når andre omstændigheder foreligger, som er egnede til at
vække tvivl om dets fuldstændige upartiskhed. I tilfælde af
den sidstnævnte beskaffenhed kan også medlemmet selv, når
han frygter for, at parterne ikke kan have fuld tillid til ham, vige sit
sæde, ligesom enhver af rettens medlemmer kan rejse det
spørgsmål, om nogen af rettens medlemmer på grund af
omstændigheder af den heromhandlede art bør fratræde.
§ 23.
Spørgsmålet om, hvorvidt et medlem af
retten skal fratræde, bør såvidt muligt rejses inden
forhandlingernes begyndelse. Det kan afgøres, uden at parterne har
haft adgang til ytre sig derom.
Stk. 2.
Kendelser, hvorved det pålægges et medlem
af retten at vige sit sæde, er ikke genstand for anke eller kære.
Kendelser, hvorved indsigelser mod et medlems habilitet forkastes, kan
påkæres til landsretten. Når det straks forlanges, kan i
denne anledning en kort udsættelse af sagen tilstås.
IV. Landvæsensretternes møder
§ 24.
Landvæsensretternes møder er offentlige. Som
regel foretages i forbindelse med det første møde en
besigtigelse på åstedet.
Stk. 2.
Forhandlingerne for landvæsensretterne ledes af
formanden og føres mundtligt. Kun når parterne er enige derom,
eller retten undtagelsesvis finder, at sagens beskaffenhed gør det
fornødent, kan det tillades at indlevere skriftlige fremstillinger af
sagen.
Stk. 3.
Ved forberedende møder kan retten
repræsenteres af formanden alene.
Stk. 4.
Det er parterne tilladt at møde ved
befuldmægtiget. Den, der møder for en anden må ikke
være gift med eller beslægtet eller besvogret i op- eller
nedstigende linie eller beslægtet i sidelinie så nær som
søskende med noget i sagen optrædende retsmedlem og må
være forsynet med behørig fuldmagt.
§ 25.
Over forhandlingerne for landvæsensretterne
føres efter nærmere af Domstolsstyrelsen fastsatte regler en
protokol, der for landvæsensnævnenes og
landvæsenskommissionernes vedkommende autoriseres af amtmanden og for
overlandvæsenskommissionernes vedkommende af Domstolsstyrelsen.
Stk. 2.
Protokollen skal indeholde en kort fremstilling af
forhandlingerne og de fremsatte påstande, men ikke udviklinger og
foredrag til begrundelse heraf. Dog kan formanden bestemme, at enkelte
udtalelser skal optages. I protokollen indføres endvidere det
fornødne om de fremskaffede oplysninger, om undersøgelser
på åstedet samt om de til retten afgivne forklaringer.
Stk. 3.
Oplæsning af det protokollen under de offentlige
møder tilførte finder kun sted, når nogen af parterne
ønsker det.
Stk. 4.
Protokollen underskrives ved hvert mødes
slutning af rettens formand.
Stk. 5.
Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om
anvendelse af særlige kendelses- og forligsprotokoller.
§ 26.
Udsættelse kan indrømmes af retten, hvor
parterne er enige om at ønske dette.
Stk. 2.
Udsættelse kan endvidere indrømmes,
når retten anser det for nødvendigt, at der indleveres
skriftlige fremstillinger af sagen eller fremskaffes yderligere faktiske
oplysninger, eller når sygdom eller andre særlige grunde
gør dette nødvendigt.
Stk. 3.
Fremsætter en af parterne under forhandlingerne
for landvæsensretter påstand om, at noget punkt i sagen
henhører under domstolene, skal der, hvis de pågældende
ikke kan blive enige om at lade spørgsmålet afgøre af
landvæsensretten, og denne anser det for nødvendigt at få
spørgsmålet afgjort, inden sagen påkendes, gives
vedkommende part en passende frist, inden hvis udløb han skal
anlægge sag. Landvæsensretssagen udsættes da, indtil
endelig dom er falden, medmindre den pågældende undlader rettidig
at påtale sagen og at forfølge denne, i hvilket tilfælde
landvæsensretssagen fremmes på sædvanlig måde, som om
hans påstand var blevet underkendt ved domstolene. Dog skal der i
så fald tages et udtrykkeligt forbehold om, at det skal stå ham
frit for, når han senere måtte vinde sagen ved domstolene, at
forlange sagen påny taget under behandling på sin bekostning.
§ 27.
Sager, som behandles efter begæring af en
offentlig myndighed, skal fremmes til den berammede tid, selv om ingen
møder på det offentliges vegne. Sager, som behandles efter
privat begæring, skal ved rettens kendelse hæves, hvis alle de
pågældende udebliver. Såfremt en
landvæsensretsforretning i en privat sag mellem 2 bestemte parter kun
er begæret af den ene part, og denne udebliver fra det første
møde, skal sagen afvises.
Stk. 2.
Udebliver ellers nogen af de indkaldte uagtet lovlig
sket tilsigelse, bliver sagen, når de mødende forlanger det, at
fremme efter de oplysninger, som de mødende meddeler, eller
landvæsensretten selv ved undersøgelse på åstedet
forskaffer sig.
Stk. 3.
Landvæsensrettens møde må dog ikke
hæves før efter forløbet af en time efter den berammede
tid. Først herefter bliver vedkommende, der ikke er mødt, at
anse som udebleven.
Stk. 4.
For så vidt parterne møder, har
landvæsensretten at prøve forlig. De indgåede forlig skal
underskrives af parterne og indføres i protokollen.
Stk. 5.
Forlig, indgåede for en landvæsensret, har
samme gyldighed og kraft som en kendelse.
Stk. 6.
Parterne kan forlange, at forlig, der ikke er
indgået for en landvæsensret, tilføres protokollen for den
landvæsensret, som skulle have behandlet sagen i første instans,
såfremt forliget indeholder de fornødne bestemmelser om de
forhold, hvorom der i det foreliggende tilfælde skal være truffet
afgørelse. Formanden drager omsorg for, at tilførslen
foretages, og forliget har derefter retsvirkning som forlig, der er
indgået for en landvæsensret.
V. Tilvejebringelse af oplysninger
§ 28.
Landvæsensrettens formand skal vejlede parterne og
opfordre dem til at afgive de erklæringer og fremskaffe de oplysninger,
som må anses nødvendige til sagens påkendelse.
Landvæsensretten kan modtage forklaringer af de personer, som i
sådant øjemed fremstilles af parterne, ligesom retten kan
afhøre andre personer, som er til stede, og som er villige til at
afgive forklaring, eller som efter rettens indbydelse kommer tilstede.
Stk. 2.
Forudsætter sagens oplysning fremlæggelse
af dokumenter, der af vedkommende part eller tredjemand hævdes at
indeholde forretningshemmeligheder, hvis offentliggørelse vil kunne
skade ham eller pådrage ham udgifter eller betydelig ulejlighed, kan
landvæsensrettens formand bestemme, at dokumenterne alene skal
være til rådighed for rettens medlemmer, den teknisk sagkyndige
og vedkommende kommune.
§ 29.
Landvæsensnævnet kan, når nogen af
parterne begærer det, bevilge udsættelse til for domstolene af
føre vidner til oplysning i sagen, ligesom nævnet i sager, som
behandles efter begæring af en offentlig myndighed, kan forlange
vidneførsel foretaget ved domstolene.
Stk. 2.
Vidneførsel eller optagelse af syn og
skøn til brug for en landvæsenskommission eller
overlandvæsenskommission kan foregå for kommissionen selv.
Bestemmelser herom træffes af kommissionens formand. Reglerne i lov om
rettens pleje finder tilsvarende anvendelse.
§ 30.
Udfordres til sagens oplysning optagelse af kort,
opmålinger, nivellementer, overslag eller deslige, og ingen af parterne
er villige til at drage omsorg derfor, kan retten bestemme, hvem af parterne
det påhviler at tilvejebringe de manglende oplysninger, samt om retten
vil fremskaffe disse oplysninger for vedkommende parts regning eller
pålægge ham selv at fremskaffe disse oplysninger med
tilkendegivelse af, at undladelse af at efterkomme opfordringen vil kunne
medføre, at retten enten hæver sagen eller undlader at tage
hensyn til hans påstand.
§ 31.
Ud over de tilfælde, hvor landvæsensretten i
henhold til særlig lovbestemmelse skal benytte sagkyndig
medhjælp, bliver der at tilkalde en sagkyndig, når rekvirenten
forlanger det, eller det ønskes af landvæsensretten. Den
sagkyndige har efter landvæsensrettens anmodning at udtale sig
mundtligt eller skriftligt om de spørgsmål, hvorom hans
erklæring ønskes. Han skal endvidere deltage i behandlingen af
sagen, men ikke i dennes afgørelse.
Stk. 2.
Landvæsensretten kan endvidere anmode andre
sagkyndige om at afgive erklæring eller eventuelt tilkalde dem.
Landvæsensretten kan, hvis en af parterne eller den sagkyndige
fremsætter begæring derom, bestemme, at den sagkyndiges medvirken
skal finde sted efter retsplejelovens regler om syn og skøn. I sager
om erstatning skal parterne have lejlighed til, forinden sagen optages til
afgørelse, at gøre sig bekendt med og udtale sig om de
erklæringer, der er afgivet af den sagkyndige.
Stk. 3.
På områder, hvor der af et ministerium er
udarbejdet lister over sagkyndige, skal disse benyttes.
VI. Kendelse
§ 32.
Når sagen anses tilstrækkeligt forhandlet,
optager retten den til påkendelse. Dersom retten imidlertid, efter at
sagen er optaget, finder grund til at søge yderligere oplysninger
tilvejebragt, kan den foretage sagen påny, hvilket også skal ske,
hvis der ved sagens påklage og behandling er formelle mangler, som ved
en fornyet behandling kan afhjælpes.
Stk. 2.
Kendelsen kan gå ud på at afvise eller
hæve sagen eller påkende sagen i realiteten.
§ 33.
Landvæsensretternes rådslagninger er
hemmelige.
Stk. 2.
Det beror på retten, om den finder at kunne
afsige sin kendelse, endnu medens den er samlet eller først senere.
Dog skal kendelsen i alle tilfælde afsiges snarest muligt efter sagens
optagelse.
Stk. 3.
Kendelsen, der skal indføres i protokollen,
skal indeholde en fremstilling af sagen og de grunde, der har ledet til
udfaldet.
Stk. 4.
Sager, der i henhold til § 6, stk. 1,
behandles af en landvæsensnævnsformand uden medvirken af
nævnsmænd, afgøres af formanden. I øvrigt skal
samtlige medlemmer deltage i sagens afgørelse. Er et enkelt medlem
afgået ved døden eller på grund af sygdom udelukket fra at
deltage, afgøres sagen dog af de øvrige medlemmer. Ved
afstemningen gør stemmeflertal udslaget. Såfremt stemmerne
står lige, gør formandens stemme udslaget. Afvigende meninger
bliver kun at tilføre protokollen, såfremt dette forlanges af
vedkommende medlem af retten.
Stk. 5.
Parterne skal indkaldes til at høre kendelsen
blive afsagt. Ved sagens optagelse meddeler retten parterne, hvor og
når kendelsen vil blive afsagt, eller på hvilken måde de
vil blive indkaldt til at høre den afsagt.
§ 34.
Retten skal i sin kendelse bestemme, hvem der skal
bære sagens omkostninger.
Stk. 2.
Såfremt en landvæsensretsforretning i en
privat sag mellem 2 bestemte personer kun er begæret af den ene part,
og denne udebliver, skal der efter den mødende parts begæring
tilkendes ham erstatning for de ham ved sagen påførte udgifter
hos den, der har begæret forretningen.
§ 35.
Landvæsensretternes kendelser fuldbyrdes efter de
for domme fastsatte bestemmelser i overensstemmelse med retsplejelovens
tvangsregler. Fuldbyrdelsesfristen er 15 dage, medmindre andet fremgår
af kendelsens indhold.
Stk. 2.
Hvis en kendelse påbyder nogen af parterne at
udføre noget, skal retten bestemme den tvang, der skal anvendes for at
få det udført, samt den frist efter kendelsens afsigelse, inden
hvilken det skal ske, hvorhos retten også kan tillægge den, til
hvis fordel et arbejde skal udføres, ret til selv at foranstalte dette
udført på den modvilliges bekostning.
Stk. 3.
Såfremt retten finder, at en foreliggende sag
bør nyde fremme, og at der ved hurtig fremme af sagen kan undgås
betydelige ulemper og bekostninger, kan retten efter rekvirentens
begæring og på dennes ansvar afsige kendelse om sagens fremme,
uanset at bedømmelsen af erstatningskrav eller endelig
udgiftsfordeling ikke er tilendebragt. Af tilsvarende grunde kan retten
tillige, når den ved kendelsen har forkastet de under sagen fremsatte
indsigelser mod planen, på rekvirentens begæring give denne
tilladelse til på eget ansvar, med eller uden sikkerhedsstillelse, at
påbegynde arbejdet, uanset om kendelsen betimelig påankes.
§ 36.
Retten kan til enhver tid i embeds medfør eller
ifølge begæring berigtige skrivefejl, som er indløbet i
henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl
og forglemmelser som alene vedrører udfærdigelsens form.
Stk. 2.
Retten kan endvidere, når begæring derom
fremkommer inden ankefristens udløb, og efter at der er givet parterne
lejlighed til at ytre sig derom, berigtige den i kendelsen indeholdte
fremstilling af parternes mundtlige angivelser og ytringer, for så vidt
fremstillingen erkendes at lide af fejl bestående i forbigåelser,
uklarheder eller modsigelser, men derimod ikke i øvrigt foretage
forandringer enten i begrundelsen eller resultatet. Beslutning angående
sådanne berigtigelser træffes og meddelelse om dem sker efter de
samme regler, som gælder for den oprindelige kendelse.
Stk. 3.
Den i henhold til rettens beslutning berigtigede
kendelse træder i alle henseender i stedet for den oprindelige.
Beslutningen angående berigtigelse er ikke genstand for anke.
VII. Anke
§ 37.
Anke kan iværksættes til forandring,
ophævelse eller hjemvisning, hvorimod anke alene til stadfæstelse
ikke kan finde sted.
§ 38.
Anke kan foruden af parterne iværksættes af
de offentlige myndigheder, hvis forretningsområde den afsagte kendelse
berører.
§ 39.
Landvæsensnævnets kendelser kan, for
så vidt de er genstand for anke, indankes for en
landvæsenskommission.
Stk. 2.
De af landvæsenskommissionen som 1. instans
afsagte kendelser, kan for så vidt de er genstand for anke, indankes
for en overlandvæsenskommission.
Stk. 3.
De af landvæsenskommissionen som ankeinstans
afsagte kendelser kan ikke yderligere påankes. Dog kan
Domstolsstyrelsen undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes for en
overlandvæsenskommission, når den skønnes at have
almindelig interesse eller videregående betydelige følger for
vedkommende. Ansøgning herom skal indgives til Domstolsstyrelsen inden
8 uger efter kendelsens afsigelse. Domstolsstyrelsen kan dog undtagelsesvis
meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6
måneder efter afsigelsen.
§ 40.
Begæringen om anke skal indeholde en angivelse af
ankens genstand og hensigt, og udskrift af den påankede kendelse
må være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage
efter denne.
Stk. 2.
Ankefristen, der regnes fra kendelsens afsigelse, er 4
uger ved anke fra landvæsensnævn til landvæsenskommission
og 8 uger ved anke fra landvæsenskommission til
overlandvæsenskommission. Domstolsstyrelsen kan dog undtagelsesvis
tillade anke efter ankefristens udløb, såfremt ansøgning
herom indgives til Domstolsstyrelsen inden 6 måneder efter kendelsens
afsigelse.
Stk. 3.
Begæring om anke skal indgives til formanden for
den overordnede ret inden ankefristens udløb eller, hvis der er
meddelt tilladelse efter stk 2, 2. pkt., eller § 39, stk. 3, inden
4 uger efter tilladelsens meddelelse.
§ 41.
Udebliver nogen af parterne eller begge parter, antages
han eller de at henholde sig til forhandlingerne for underinstansen, og sagen
nyder ligefuldt fremme.
Stk. 2.
Påstand om den indankede kendelses forandring
eller ophævelse eller om sagens hjemvisning kan nedlægges ikke
blot af den, der har foretaget indankningen, men også af modparten. I
henhold til sådan påstand kan indstævnte kræve sagen
fremmet til kendelse, selvom appellanten udebliver eller hæver
sagen.
Stk. 3.
Ankeinstansen kan undtagelsesvis tilstede
fremlæggelse af nye bevisligheder, modtage yderligere forklaringer,
eller tilstede nye indsigelser, når de ikke står i strid med,
hvad vedkommende selv har indrømmet for underinstansen. I alle
tilfælde skal dog modparten, hvis han ikke møder for
ankeinstansen, udtrykkelig underrettes om, hvad der således agtes
benyttet, og have lejlighed til at udtale sig derover, ligesom han, hvis han
ikke er mødt, skal særskilt indkaldes til at overvære
forklaringens afgivelse for ankeinstansen.
§ 42.
I øvrigt kommer de i lov om rettens pleje om anke
fastsatte bestemmelser til anvendelse med de lempelser, der følger af
forholdets natur.
§ 43.
Ankeinstansens kendelser er endelige, jf. dog § 39,
stk. 3. Dog står det den part, der formener, at ankeinstansen har
afgjort punkter, der ligger udenfor landvæsensretternes område,
eller afvist sager, der ligger indenfor deres område, frit for at
påkære kendelsen til landsretten, der da kun vil have af
afgøre, om ankeinstansen har været kompetent eller ikke, og
efter omstændighederne helt eller delvis at ophæve kendelsen og
at afvise sagen fra eller henvise den til vedkommende landvæsensret,
men i øvrigt ikke at indlade sig på sagens realitet. Kæren
foregår efter de i lov om rettens pleje kap. 37 indeholdte regler med
de fornødne lempelser. Landsrettens afgørelse kan
påkæres til Højesteret efter reglerne i samme lovs
§ 422.
VIII. Forskellige bestemmelser
§ 44.
Landvæsensretten kan bestemme, at flere for samme
indbragte sager skal behandles under én sag. Domstolsstyrelsen kan
bestemme, at flere for forskellige landvæsensretter verserende sager
skal behandles under én sag, og fastsætte, ved hvilken
landvæsensret denne bliver at påkende.
Stk. 2.
Hvor en særlig lovbestemmelse påbyder det,
ændres landvæsensrettens sammensætning og
udmeldelsesmåde i overensstemmelse hermed.
§ 45.
Når landvæsensretten har afsluttet en sag og
udfærdiget de bestilte udskrifter, sendes sagens akter tillige med en
genpart af kendelsen til amtsrådet til opbevaring.
Stk. 2.
Genpart af kendelsen sendes til Domstolsstyrelsen. Ved
appelsager skal formanden for den overordnede ret tilstille formanden for
underinstansen en genpart af kendelsen til opbevaring og notering i rettens
protokol; endvidere sendes 3 genparter af kendelsen til
Domstolsstyrelsen.
Stk. 3.
Skønner landvæsensretten efter sagens
forhold en mangfoldiggørelse af kendelsen formålstjenlig, kan
den træffe beslutning derom, og udgifterne derved henregnes da til
sagens omkostninger. Mangfoldiggørelsen skal foreligge snarest muligt
efter kendelsens afsigelse.
Stk. 4.
For udskrifter, der udfærdiges og
bekræftes af landvæsensrettens formand eller af den myndighed,
hos hvilken kendelse eller akter er arkiveret, eller for aktbeskrivelser
betales et gebyr i overensstemmelse med den til enhver tid gældende
retsafgiftslov. Gebyr for udskrifter, der udfærdiges og bekræftes
af landvæsensnævnenes formænd, tilfalder disse. I
øvrigt tilfalder gebyrer vedkommende myndighed. Udskrifterne, der skal
indeholde oplysninger om protokolnummer og -pagina, skal udfærdiges
inden 8 dage.
§ 46.
Der ydes landvæsensretternes medlemmer og
sekretærer og tilkaldte sagkyndige dagpenge og
befordringsgodtgørelse efter regler, der fastsættes af
Domstolsstyrelsen.
Stk. 2.
Honorar til de sagkyndige medlemmer af
overlandvæsenskommissionerne og de i § 31, stk. 2,
nævnte sagkyndige fastsættes af landvæsensretterne.
Stk. 3.
De i stk. 1 og 2 nævnte udgifter henregnes
til sagens omkostninger og kan inddrives ved udpantning.
Stk. 4.
Domstolsstyrelsen fastsætter regler om honorarer
til landvæsensretternes formænd og sekretærer og om
afholdelse af kontorholdsudgifter, herunder udgifter til anskaffelse af
protokoller. For så vidt angår overlandvæsenskommissionerne
afholdes udgiften af statskassen og for så vidt angår
landvæsenskommissionerne og landvæsensnævnene af
amtsrådet.
§ 47.
Landvæsensrettens formand kan forlange, at
rekvirenten inden en nærmere fastsat frist stiller sikkerhed for sagens
omkostninger. Spørgsmålet herom kan inden fristens udløb
indankes for Domstolsstyrelsen.
§ 48.
Amtmanden kan bevilge en part, hvis økonomiske
forhold i forbindelse med sagens vigtighed og begrundethed giver anledning
dertil, fritagelse for at betale sagens omkostninger for
landvæsensretterne, hvilke da udredes af statskassen.
§ 49.
(Ophævet).
§ 50.
Denne lov, der ikke gælder for
Færøerne, træder i kraft 6 måneder efter lovens
indrykkelse i Lovtidende.
Stk. 2.
Fra dette tidspunkt ophæves lov af 30. december
1858 om landvæsenskommissioners og overlandvæsenskommissioners
sammensætning og forretningsgang m.m. samt lov nr. 335 af 28. juni 1920
om nævnte lovs indførelse i de sønderjyske landsdele.
Stk. 3.
De ved denne lovs ikrafttræden nedsatte
landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner fungerer og
tilendebringer behandlingen af de til dem henviste sager efter reglerne i lov
af 30. december 1858 om landvæsenskommissioners og
overlandvæsenskommissioners sammensætning og forretningsgang m.m.
Behandlingen af de ved denne lovs ikrafttræden for vandsynsmænd
indbragte sager tilendebringes efter reglerne i lov nr. 63 af 28. maj 1880 om
vands afledning og afbenyttelse.
Stk. 4.
Ved denne lovs ikrafttræden afgår de i
henhold til lov af 30. december 1858 udnævnte
landvæsenskommissærer og de i henhold til lov nr. 63 af 28. maj
1880 udnævnte vandsynsmænd, idet der forinden dette tidspunkt
bliver at foretage udnævnelse af nævnsmænd,
landvæsenskommissærer og formænd for
landvæsensretterne i overensstemmelse med reglerne i denne lov.
Stk. 5.
Denne lov berører ikke landbrugsministerens
adgang til at iværksætte foranstaltninger til landvinding mv. i
henhold til lov om finansiering af vandløbsregulering mv.
(landvindingsloven).
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Lovforslaget
Gældende formulering
§ 1
Lov om landvæsensretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 6.
marts 1970, ophæves.
[Se bilag 1].
Miljø- og Energiministeriet
§ 2
I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj
1992, som ændret ved lov nr. 402 af 14. juni 1995, § 3 i lov nr.
478 af 1. juli 1998 og § 11 i lov nr. 355 af 2. juni 1999, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 7, stk. 5 og 6, ophæves, og i stedet
indsættes:
§ 7.
---
Stk. 2-4.
---
»Stk. 5. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder
afgøres af miljø- og energiministeren.«
Stk. 5.
Sager, der efter denne lov er henlagt til
landvæsenskommission, afgøres i Københavns Kommune af den
særlige landvæsenskommission, som er nævnt i
vandforsyningslovens § 9, stk. 2.
Stk. 6.
Uenighed mellem vandløbsmyndigheder
afgøres af miljøministeren. Uenighed om økonomiske
spørgsmål, herunder om fordeling af udgifter, indbringes for
landvæsenskommissionen.
2.
§ 35, stk. 3, 2. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes:
»I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges
indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige
veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne
i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende
anvendelse.«
§ 35.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Spørgsmål om vedligeholdelsesbyrdens
fordeling kan indbringes for vandløbsmyndigheden. I mangel af forlig
indbringes spørgsmålet for landvæsenskommissionen til
afgørelse.
3.
§ 41 affattes således:
»§ 41. Ved fastsættelsen af, hvilke ejendomme der skal yde
bidrag til laget, finder § 24, stk. 1, tilsvarende anvendelse. I mangel af
forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for
taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens
behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§
58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«
§ 41.
Landvæsenskommissionen fastsætter, hvilke
ejendomme der skal yde bidrag til laget. § 24, stk. 1, finder
tilsvarende anvendelse.
4.
I § 57, stk. 1, 1. pkt., ændres
»landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.
§ 57.
Kommunalbestyrelsen, amtsrådet,
landvæsensretten, Miljøstyrelsen eller personer, der af disse
myndigheder er bemyndiget til at foretage undersøgelser eller
udføre arbejder i øvrigt, har uden retskendelse ret til
færdsel langs vandløbene. Ejeren og brugeren har ret til
erstatning for skader herved, medmindre færdselen sker til fods eller i
forbindelse med vedligeholdelsesarbejder, jf. dog § 28.
Stk. 2-3.
---
5.
I § 65, stk. 2, 2. pkt., ændres
»Landvæsenskommissionen« til: »Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og
58 i lov om offentlige veje«, og »landvæsenskommissionen« ændres
til: »taksationsmyndighederne«.
§ 65.
---
Stk. 2.
Bidrag, som i øvrigt i henhold til denne lov
påhviler ejendomme, kan inddrives ved udpantning.
Landvæsenskommissionen kan bestemme, at der for anlægsbidrag
gives pant i den afgiftspligtige ejendom forud for andre hæftelser af
privatretlig oprindelse på vilkår, der fastsættes af
landvæsenskommissionen.
Stk. 3-4.
---
6.
§ 67, stk. 2, affattes således:
§ 67.
Hvis en ejendom, hvorpå der efter denne lov hviler
bidrag, udstykkes eller formindskes ved arealoverførsel, fordeler
vandløbsmyndigheden efter anmodning det bidrag, der påhviler
ejendommen, mellem de pågældende arealer, og det
fastsættes, hvorledes udgifterne ved fordelingen skal udredes.
»Stk. 2.
Vandløbsmyndighedens afgørelse kan inden 4
uger efter, at den er meddelt parterne, forlanges indbragt for
taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens
behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§
58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2.
Vandløbsmyndighedens afgørelse kan inden
4 uger efter, at den er meddelt parterne, indbringes for
landvæsenskommissionen.
Stk. 3.
---
7.
§ 68, stk. 4, affattes således:
§ 68.
Forøges afløbsmængden ved
bebyggelse, ved vejanlæg, ved udpumpning, der ikke er omfattet af
kapitel 9, eller ved boringer, kan vandløbsmyndigheden
pålægge ejeren af de ejendomme eller anlæg, hvorfra den
forøgede afstrømning hidrører, at yde et
forholdsmæssigt bidrag til vandløbets regulering og
vedligeholdelse.
Stk. 2.
Tilføres der et vandløb spildevand, der
i nævneværdig grad forøger arbejdet ved vandløbets
oprensning, kan vandløbsmyndigheden pålægge ejerne af de
ejendomme, hvorfra ulemperne hidrører, at yde bidrag til
vandløbets regulering og vedligeholdelse.
Stk. 3.
Medfører indvinding af vand fra et
vandløb, at arbejdet ved vandløbets vedligeholdelse i
nævneværdig grad forøges, kan vandløbsmyndigheden
pålægge vandindvindingsanlæggets ejer at yde bidrag til
vandløbets regulering og vedligeholdelse.
»Stk. 4.
Vandløbsmyndighedens afgørelse efter stk.
1-3 kan inden 4 uger efter, at den er meddelt den pågældende,
forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder
bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje
tilsvarende anvendelse.«
Stk. 4.
Vandløbsmyndighedens afgørelse efter
stk. 1-3 kan inden 4 uger efter, at den er meddelt den
pågældende, indbringes for landvæsenskommissionen.
8.
§ 71, stk. 2, ophæves.
§ 71.
Til gennemførelse af foranstaltninger efter denne
lov kan vandløbsmyndigheden, når almenvellet kræver det,
iværksætte ekspropriation. § 43, stk. 3, § 44 og
§§ 47-49 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Spørgsmål om, hvorvidt en foranstaltning
efter loven medfører erstatningspligt, kan indbringes for
landvæsenskommissionen.
9.
§§ 72-73 affattes således:
»§ 72. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 71
samt erstatning efter § 57, stk. 1, 2. pkt., og § 61, stk. 4.
§ 72.
Erstatning for ekspropriation fastsættes efter
lovgivningens almindelige regler. § 51, stk. 2-6 og §§ 63 og
64 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne
og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i
§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Vandløbsmyndigheden skal i forbindelse med
ekspropriation efter denne lov søge at tilvejebringe forlig om
erstatningen.
Stk. 3.
Såfremt aftale om erstatningens størrelse
ikke er opnået inden 8 uger efter, at beslutningen om ekspropriation er
truffet, eller hvis denne er påklaget inden 4 uger efter den endelige
afgørelse, påhviler det den, til hvis fordel ekspropriationen er
sket, at indbringe erstatningsspørgsmålet for
landvæsenskommissionen.
§ 73.
Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige
veje fastsætter erstatning efter § 23, § 28, § 37, stk. 4, § 38, jf. §
45, § 45 og § 51.
§ 73.
Vandløbsmyndigheden indbringer sagen for
landvæsenskommissionen, når sagen angår et offentligt
vandløb.
Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af
den erstatningssøgende. Om sagens behandling for
taksationsmyndighederne gælder § 67 a i lov om offentlige veje.
Stk. 3. Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens
behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales
forlods af vandløbsmyndigheden.«
10.
§ 74, stk. 2 og 3, ophæves.
§ 74.
Vandløbsmyndigheden skal i forbindelse med
afgørelser efter denne lov søge at tilvejebringe forlig om
økonomiske spørgsmål, herunder bidragsfordeling.
Stk. 2.
I mangel af enighed indbringes
spørgsmålene for landvæsenskommissionen.
Stk. 3.
Vandløbsmyndigheden indbringer sagen for
landvæsenskommissionen, når sagen angår et offentligt
vandløb.
11.
§ 80, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
§ 80.
Vandløbsmyndighedens afgørelser kan
påklages til Miljøstyrelsen, jf. dog §§ 67 og 68.
Landvæsenskommissionens kendelser kan indankes for
overlandvæsenskommissionen.
Stk. 2.
---
12.
§ 85, stk. 3, affattes således:
§ 85.
---
Stk. 2.
---
»Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
Stk. 3.
For overtrædelser, der begås af et
aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der
pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 3
I lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26.
februar 1999, som ændret ved § 10 i lov nr. 355 af 2. juni 1999,
lov nr. 374 af 2. juni 1999 og lov nr. 1273 af 20. december 2000, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 9 affattes således:
»§ 9. Erstatningssager, som efter loven henhører under
taksationsmyndighederne, behandles af de taksationskommissioner og
overtaksationskommissioner, der er nedsat i henhold til §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje.
Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af
den erstatningssøgende. Om sagens behandling for
taksationsmyndighederne gælder § 67 a i lov om offentlige veje.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på sager om
fastsættelse af ekspropriationserstatning efter § 40 eller af
erstatning efter § 32 eller § 39.«
§ 9.
Sager, der efter loven henhører under en
landvæsensret, behandles af landvæsenskommissioner og
overlandvæsenskommissioner efter lov om landvæsensretter.
Stk. 2.
Sager efter stk. 1 om hovedstadsområdets
vandforsyning behandles dog i 1. instans af en særlig
landvæsenskommission bestående af en formand og to
landvæsenskommissærer. De to landvæsenskommissærer
udmeldes for hver sag af formanden, således at den ene udmeldes blandt
et antal landvæsenskommissærer, der udnævnes af
miljø- og energiministeren efter indstilling fra Københavns,
Frederiksborg og Roskilde Amtsråd samt Københavns og
Frederiksberg kommunalbestyrelser i fællesskab, medens den anden
udmeldes blandt kommissærer fra det område, som sagen navnlig
vedrører. Det amtsråd eller den kommunalbestyrelse, som sagen
navnlig vedrører, varetager for den særlige kommission de
opgaver, som efter lov om landvæsensretter er henlagt til
amtsrådet. I øvrigt finder lov om landvæsensretter
tilsvarende anvendelse.
2.
§ 23, stk. 3, affattes således:
§ 23.
Ejeren af et vandindvindingsanlæg, der omfattes af
§ 20, er erstatningspligtig for skade, som voldes i bestående
forhold ved for andring af grundvandsstanden under prøveboringer og
prøvepumpninger og under anlæggets udførelse og drift.
Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, for så vidt skaden
kan tilregnes den skadelidte selv eller er en følge af særlige
forhold på skadelidtes ejendom, som han findes at burde bære
risikoen for.
Stk. 2.
Ejeren af et vandindvindingsanlæg, der omfattes
af § 20, er endvidere erstatningspligtig for skade, som voldes i
bestående forhold ved forandring af vandføringen i
vandløb eller vandstanden i søer mv. under anlæggets
udførelse og drift, medmindre andet følger af andre retsregler.
Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse.
»Stk. 3.
I mangel af enighed afgøres
erstatningsspørgsmål af taksationsmyndighederne.
Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag
til formænd og sekretærer betales forlods af
amtsrådet.«
Stk. 3.
I mangel af enighed afgøres
erstatningsspørgsmål af landvæsensretten. Lov om
offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.
Amtsrådet bestemmer, om vandindvindingsanlægget skal anses som
rekvirent med hensyn til en erstatningssag, som indbringes for
landvæsenskommissionen.
3.
§ 24 ophæves.
§ 24.
Overlandvæsenskommissionen kan optage et endeligt
afgjort erstatningsspørgsmål til fornyet bedømmelse,
når der af ansøgeren er tilvejebragt en meget stor sandsynlighed
for, at den tidligere sag uden ansøgerens fejl har foreligget urigtigt
oplyst, og for, at der nu foreligger oplysninger, som vil medføre et
væsentligt forskelligt resultat.
4.
§ 28, stk. 2, affattes således:
§ 28.
Den, for hvis regning eller i hvis interesse bortledning
mv. foretages, er erstatningspligtig for skade, som voldes i bestående
forhold ved forandring af grundvandsstanden, vandføringen i
vandløb eller vandstanden i søer mv. Erstatningen kan
nedsættes eller bortfalde, for så vidt skaden kan tilregnes den
skadelidte selv eller er en følge af særlige forhold på
skadelidtes ejendom, som han findes at burde bære risikoen for.
»Stk. 2.
I mangel af enighed afgøres
erstatningsspørgsmålet af taksationsmyndighederne.
Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag
til formænd og sekretærer betales forlods af
tilladelsesmyndigheden efter §§ 25-27.«
Stk. 2.
I mangel af enighed afgøres
spørgsmålet af landvæsensretten. Lov om offentlige veje
§§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
---
5.
I § 30, stk. 2, 1. pkt., og § 31, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.
6.
§ 30, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling
bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af
kommunalbestyrelsen.«
§ 30.
Grundejere, der efter § 29 må ophøre
med benyttelsen af egen vandforsyningsboring, har krav på erstatning
for udgifterne ved tilslutning til det fælles anlæg. Erstatningen
kan nedsættes eller bortfalde under hensyn til anlæggets alder,
eller hvis ejendommens hidtidige vandforsynings- og spildevandsforhold ikke
var lovlige eller kvalitetsmæssigt tilfredsstillende. Erstatningen kan
afkortes med den forøgelse i værdi, som tilslutningen til det
fælles anlæg måtte tilføre ejendommen.
Stk. 2.
I mangel af enighed afgør
landvæsensretten, i hvilket omfang der skal betales erstatning, og i
hvilket omfang erstatningen skal betales af henholdsvis kommunen og af de
interesserede grundejere. Lov om offentlige veje §§ 63 og 64 finder
tilsvarende anvendelse.
7.
§ 31, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling
bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af
kommunalbestyrelsen.«
§ 31.
Såfremt en almen vandforsyning som nævnt i
§ 29 gennemføres, fordi det må forventes, at driften af et
vandindvindingsanlæg eller en virksomhed helt eller delvis vil gribe
ind i grundvandsforholdene for en bebyggelse, skal ejeren af
vandindvindingsanlægget og virksomheden betale erstatning i form af
tilskud til oprettelsen af den almene vandforsyning.
Stk. 2.
I mangel af enighed afgør
landvæsensretten, i hvilket omfang der skal betales tilskud, Lov om
offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.
8.
I § 32, stk. 4, 1. pkt., og § 39,
stk. 4, 2. pkt., ændres »landvæsensretten« til:
»taksationsmyndighederne«.
9.
§ 32, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
§ 32.
Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde
indvindingstilladelsen til et privat alment vandforsyningsanlæg,
når vægtige grunde taler for, at anlægget
videreføres af kommunen, eller at forsyningen helt eller delvis
overtages af et andet anlæg. Amtsrådet træffer bestemmelse
om den fremtidige vandforsyning af de pågældende forbrugere,
herunder om vilkårene for forsyningen. Bestemmelsen i § 29,
stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Ejeren af
vandforsyningsanlægget kan forlange, at det gøres til et
vilkår for tilbagekaldelsen, at kommunen eller ejeren af de andet
anlæg overtager anlægget med grund og ledningsnet efter § 37
i det omfang, ejeren ikke fremtidig kan udnytte de pågældende
værdier på hensigtsmæssig måde.
Stk. 2.
Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde
indvindingstilladelsen til et vandforsyningsanlæg, når
tilbagekaldelsen skønnes nødvendig for at imødekomme en
ny ansøgning om indvindingstilladelse fra et offentligt alment
vandforsyningsanlæg, der skønnes at have væsentlig
større betydning for en hensigtsmæssig vandforsyning end det
anlæg, hvis tilladelse der gøres indgreb i. Tilbagekaldelsen kan
betinges af, at der skaffes anlæggets ejer tilladelse til
vandindvinding andetsteds, eller at kommunen leverer vand. Vedrører
den nye ansøgning indvinding af overfladevand, kan amtsrådet
på samme måde gøre indgreb i andre rettigheder til at
benytte overfladevand, for så vidt rettighederne ikke hviler på
særlig adkomst.
Stk. 3.
Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde
indvindingstilladelser, når væsentlige samfundsmæssige
hensyn, jf. § 2, gør det nødvendigt, at
indvindingstilladelser i et område ikke udnyttes eller kun udnyttes i
begrænset omfang.
Stk. 4.
Spørgsmålet om, i hvilket omfang der skal
betales erstatning i anledning af ændringen eller tilbagekaldelsen,
afgøres af landvæsensretten. Lov om offentlige veje §§ 63
og 64 finder tilsvarende anvendelse.
§ 39.
Staten, amtskommunerne og kommunerne kan på
fremmed grund lade foretage alle opmålinger, nivellementer, pejlinger
og andre tekniske forarbejder og undersøgelser, som er
nødvendige for udarbejdelsen af planer for vandforsyningsanlæg
eller for beskyttelsen af vandet mod forurening. Bestemmelsen omfatter dog
ikke boring efter vand.
Stk. 2.
Samme ret tilkommer efter fornøden
sikkerhedsstillelse og efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen private
almene vandforsyningsanlæg.
Stk. 3.
Mindst to uger forud skal der gives skriftlig
meddelelse til ejere og brugere af vedkommende ejendom eller, hvis dette ikke
er muligt, ske offentliggørelse i et eller flere af de lokale
blade.
Stk. 4.
De skader og ulemper, der forvoldes ved
foranstaltninger ne, skal erstattes, eventuelt i forbindelse med en
efterfølgende ekspropriation. I mangel af enighed fastsættes
erstatningen af landvæsensretten.
10.
§ 42 affattes således:
»§ 42.
Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter
§ 40 samt erstatning efter §§ 32 og 39.
Stk. 2.
Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om
erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i
§§ 51- 56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende
anvendelse.«
§ 42.
Erstatning for ekspropriation fastsættes efter
lovgivningens almindelige regler.
Stk. 2.
For ekspropriationer efter § 40 finder lov om
offentlige veje § 51, stk. 3-6, og §§ 63 og 64 tilsvarende
anvendelse. I mangel af enighed fastsættes erstatningerne af
landvæsensretten. Såfremt aftale om erstatningens
størrelse ikke er opnået inden 8 uger efter, at beslutningen om
ekspropriation er truffet, eller, hvis denne er påklaget, inden 4 uger
efter den endelige afgørelse, påhviler det den, til hvis fordel
ekspropriationen er sket, at indbringe erstatningsspørgsmålet
for landvæsenskommissionen.
11.
§ 84, stk. 3, affattes således:
§ 84.
---
Stk. 2.
---
»Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
Stk. 3.
Er en af de i stk. 1 og 2 nævnte
lovovertrædelser begået af et aktieselskab, anpartsselskab,
andelsselskab eller lignende, kan der pålægges virksomheden som
sådan bødeansvar.
§ 4
I lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker foretages følgende
ændringer:
1.
§ 4, stk. 3, affattes således:
§ 4.
Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde
meddele afslag på en ansøgning om godkendelse til
udgrøftning eller dræning.
Stk. 2.
Når der efter stk. 1 meddeles afslag
på en ansøgning om godkendelse til udgrøftning eller
dræning af et areal, der tidligere har været udgrøftet
eller drænet, ydes der erstatning for den nedgang i salgsværdi,
som afslaget påfører den pågældende del af
ejendommen.
»Stk. 3.
I mangel af enighed fastsættes erstatningen af
taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om
sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens
fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og
§§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«
Stk. 3.
I mangel af enighed fastsættes erstatningen af
landvæsenskommissionen.
Stk. 4-5.
---
2.
§ 11, stk. 1, nr. 4, ophæves.
§ 11.
Miljøministeren kan fastsætte regler
om:
Nr. 5 bliver herefter nr. 4.
1)-3) ---
4) Indbringelse af sager for landvæsenskommissionen efter
§ 4, stk. 3.
5) ---
Stk. 2.
---
3.
§ 15, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 15.
---
Stk. 2.
For overtrædelser, der begås af
aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges
selskabet som sådant bødeansvar.
§ 5
I lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv., jf.
lovbekendtgørelse nr. 923 af 5. december 1997, som ændret ved
lov nr. 342 af 17. maj 2000, foretages følgende ændring:
1.
§ 6, stk. 2, affattes således:
§ 6.
Ved offentlig overtagelse af private
spildevandsanlæg opkræves tilslutningsbidrag, jf. § 3,
stk. 3, og der ydes ejerne godtgørelse for anlæggets
værdi.
»Stk. 2.
I mangel af enighed afgøres
spørgsmålet om godtgørelse efter stk. 1 af de
taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57 og 58 i lov om
offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om
godtgørelsens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i
§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende
anvendelse.«
Stk. 2.
I mangel af enighed afgøres
spørgsmålet om godtgørelse efter stk. 1 af
landvæsenskommissionen.
Stk. 3.
---
§ 6
I lov nr. 493 af 1. juli 1998 om Skjern Å Naturprojekt foretages
følgende ændring:
1.
§ 7, stk. 2-4, ophæves, og i stedet
indsættes:
§ 7.
Enhver, der lider tab ved en foranstaltning
vedrørende vandløb efter denne lov, har ret til
erstatning.
»Stk. 2.
I mangel af enighed fastsættes erstatningen af
taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om
sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens
fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og
§§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2.
Spørgsmålet om, hvorvidt en
foranstaltning vedrørende vandløb efter denne lov
medfører erstatningspligt, kan af den, der mener sig berettiget til
erstatning, indbringes for landvæsenskommissionen.
Stk. 3.
I mangel af enighed om erstatningens størrelse
indbringer miljø- og energiministeren spørgsmålet for
landvæsenskommissionen.
Stk. 4.
Landvæsenskommissionens kendelser efter
stk. 2 og 3 kan indankes for overlandvæsenskommissionen.
§ 7
I lov nr. 146 af 7. maj 1937 om inddragelse af dele af
søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler
foretages følgende ændringer:
1.
§§ 1-3 affattes således:
»§ 1. Miljø- og energiministeren kan efter indstilling
fra vandløbsmyndigheden efter lov om vandløb beslutte under de
for ferske vande gældende retsregler at inddrage dele af
søterritoriet, der som følge af naturkræfternes
indvirken, kunstige anlæg eller på anden måde er gået
over til at have karakter af ferske vande.
§ 1.
Ministeren for landbrug og fiskeri skal være
bemyndiget til under de for de ferske vande gældende retsregler at
inddrage dele af søterritoriet, der som følge af
naturkræfternes indvirken, kunstige anlæg eller på anden
måde er gået over til at have karakteren af ferske vande.
Stk. 2.
Miljø- og energiministerens beslutning er
betinget af, at vandløbsmyndigheden i forbindelse med indstillingen
har udtalt, at de faktiske forhold har forandret sig som nævnt i
stk. 1, og at anvendelsen af de for ferske vande gældende
retsregler på det omhandlede vandområde er rimelig og
naturlig.
Stk. 2.
Inddragelsen er betinget af, at en i sagens anledning
nedsat landvæsenskommission har udtalt, at de faktiske forhold har
forandret sig som nævnt, og at anvendelsen af de for de ferske vande
gældende retsregler på det omhandlede vandområde er rimelig
og naturlig.
Stk. 3.
Beslutninger efter stk. 1 bekendtgøres i
Lovtidende.
§ 2.
Anmodning om inddragelse af dele af søterritoriet
under de for ferske vande gældende retsregler kan fremsættes for
vandløbsmyndigheden af de i sagen interesserede lodsejere, af
kommunalbestyrelserne for de til den pågældende del af
søterritoriet grænsende kommuner samt af ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri.
§ 2.
Begæring om nedsættelse af den i § 1
omhandlede landvæsenskommission kan fremsættes af de i sagen
interesserede lodsejere, af bestyrelserne for de til den
pågældende del af søterritoriet grænsende kommuner
samt af ministeriet for landbrug og fiskeri.
Stk. 2.
Vandløbsmyndigheden afholder et offentligt
møde om sagen, inden der træffes beslutning om indstilling til
miljø- og energiministeren. Til mødet indkaldes særskilt
de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser samt
vedkommende amtsråd. Ved offentlig bekendtgørelse en gang i
Statstidende og de vigtigste stedlige blade indkaldes alle i
vandområdet i øvrigt interesserede fiskere, jægere og
andre. Vandløbsmyndigheden indhenter tillige en udtalelse fra
ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og fra
Kystdirektoratet.
Stk. 2.
Nedsættelse af landvæsenskommissionen og
sagens behandling for samme finder sted i overensstemmelse med reglerne i lov
af 30. december 1858 om landvæsenskommissioners og
overlandvæsenskommissioners sammensætning og forretningsgang mv.
Det påhviler kommissionen dels ved særskilt indkaldelse at
indkalde de pågældende lodsejere og kommunalråd, dels ved
offentlig bekendtgørelse 1 gang i Statstidende og de vigtigste
stedlige blade at indkalde alle i vandområdet i øvrigt
interesserede fiskere, jægere og andre, således at disse kan
få lejlighed til at udtale sig for kommissionen, inden kendelse
afsiges.
Stk. 3.
Vandløbsmyndighedens beslutning meddeles
skriftligt til de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser
samt vedkommende amtsråd og ved offentlig bekendtgørelse i
overensstemmelse med stk. 2, 3. pkt.
§ 3.
Vandløbsmyndighedens beslutning kan påklages
til Skov- og Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt. Klageberettigede er ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri samt enhver, der har påviselig interesse i det
pågældende område.«
§ 3.
De af landvæsenskommissionen afsagte kendelser kan
af ministeriet for landbrug og fiskeri og enhver, der har påviselig
interesse i det pågældende område, indankes for
overlandvæsenskommissionen.
Stk. 2.
Med hensyn til sagens indankning og dens behandling
for overlandvæsenskommissionen forholdes ligeledes efter reglerne i
loven af 30. december 1858.
2.
§§ 4-6 ophæves.
§ 4.
I disse sager skal tillige udmeldes et fiskerikyndigt
medlem til at deltage i den pågældende
landvæsenskommissions eller overlandvæsenskommissions behandling
og påkendelse af sagen.
Stk. 2.
I tilfælde af stemmelighed gør formandens
stemme udslaget.
Stk. 3.
Det fiskerikyndige medlem erholder samme diæter
og befordringsgodtgørelse som de øvrige medlemmer af disse
kommissioner.
§ 5.
Sager, der inden for et rimeligt tidsrum efter den af
ministeren for landbrug og fiskeri udstedte bekendtgørelse måtte
opstå i anledning af et søterritoriums inddragning under de for
de ferske vande gældende retsregler, og som ifølge den
øvrige lovgivning henhører under landvæsenskommissioners
og overlandvæsenskommissioners afgørelse, skal henvises til
behandling af den landvæsenskommission, der har behandlet sagen om
inddragningen, eventuelt under appel til den overlandvæsenskommission,
som har påkendt anke over inddragningen.
§ 6.
Udskrift af den af landvæsenskommissionen
(overlandvæsenskommissionen) afsagte kendelse indsendes af
kommissionens formand til ministeren for landbrug og fiskeri, der,
såfremt kendelsen går ud på, at vedkommende vandareal
bør inddrages under de for de ferske vande gældende retsregler,
udsteder en bekendtgørelse herom, hvilken bekendtgørelse vil
være at optage i Lovtidende.
Fødevareministeriet
§ 8
I lov om hegn, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 11. december 1987,
som ændret senest ved § 10 i lov nr. 232 af 2. april 1997,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 42, stk. 1-3, ophæves, og i stedet
indsættes:
»Hegnssynets afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
2.
§ 43 affattes således:
»§ 43. Hegnssager, der er omfattet af denne lov, kan ikke
indbringes for domstolene, før hegnssynet har truffet
afgørelse.
Stk. 2.
Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne
indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at
sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning
herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende.«
§ 42.
De af hegnssynet i henhold til kap. I, II og III samt
kap. IV § 19, stk. 1 og 4, samt §§ 20 og 21 afsagte kendelser
kan af hver af parterne indankes for en landvæsenskommission.
Stk. 2.
I øvrigt afgøres tvistigheder
vedrørende de i kap. IV omhandlede forhold endeligt af hegnssynet.
Stk. 3.
De af landvæsenskommissionen afsagte kendelser
kan ikke yderligere påankes. Dog kan landbrugsministeren undtagelsesvis
tillade, at sagen indbringes for en overlandvæsenskommission, når
den skønnes at have almindelig interesse eller videregående
betydelige følger for vedkommende. Andragende herom må
være Landbrugsministeriet i hænde inden 8 uger efter kendelsens
afsigelse.
Stk. 4.
---
§ 43.
Begæringen om anke skal indeholde en angivelse af
ankens genstand og hensigt. Udskrift af den påankede kendelse må
være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage efter
denne.
Stk. 2.
Begæring om anke indgives til
landvæsenskommissionens formand og skal være denne i hænde
inden 4 uger efter kendelsens afsigelse.
Stk. 3.
Landbrugsministeren kan dog, når særlige
omstændigheder taler derfor, meddele tilladelse til anke, uanset at den
i stk. 2 fastsatte frist er overskredet. Begæringen herom skal
være Landbrugsministeriet i hænde inden 4 uger efter ankefristens
udløb.
3.
I § 44, stk. 1, 1. pkt., ændres »forlig
eller kendelse« til: »forlig, kendelse eller dom«.
4.
§ 44, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
§ 44.
Undlader nogen at udføre et ham ved forlig eller
kendelse pålagt arbejde inden den fastsatte frist, eller er det
udførte arbejde behæftet med mangler, kan hegnssynet efter
naboens begæring ved kendelse bestemme, at det manglende arbejde skal
udføres eller manglerne afhjælpes ved formandens eller klagerens
foranstaltning på den forsømmeliges bekostning. Den herom
afsagte kendelse kan ikke påankes.
Stk. 2. I mangel af betaling på anfordring af de
til arbejdets udførelse medgåede udgifter kan beløbet
på formandens begæring inddrives ved udpantning med fortrinsret
som for kommunale skatter af fast ejendom. Som grundlag for udpantningen
tjener en udskrift af den om arbejdets udførelse på den
forsømmeliges bekostning afsagte kendelse samt en erklæring fra
formanden om, at han har besigtiget det udførte arbejde og fundet det
forsvarligt udført og den medgåede udgift rimelig.
Stk. 3. Hegnssynets vederlag og øvrige udgifter
kan inddrives ved udpantning med fortrinsret som for kommunale skatter.
Stk. 4. Hegnssynets kendelser fuldbyrdes iøvrigt
efter de for domme fastsatte bestemmelser i overensstemmelse med
retsplejelovens tvangsregler. Fuldbyrdelsesfristen er 15 dage, medmindre
andet fremgår af kendelsens indhold.
5.
I § 51, stk. 1, udgår: »eller af
vedkommende appelinstans«.
§ 51.
Overtrædelse af de i § 18, stk. 6, 2.
pkt., og stk. 7, samt § 19, stk. 7, fastsatte bestemmelser
eller et af hegnssynet eller af vedkommende appelinstans i henhold til
§ 18, stk. 8, udstedt påbud, straffes med bøder.
Stk. 2.
---
§ 9
I lov om læhegn og tilskud til læplantning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 17 af 18. januar 1996, som ændret ved lov
nr. 15 af 14. januar 1998, foretages følgende ændringer:
1.
§ 12 ophæves.
§ 12.
Kendelser afsagt af hegnssynet kan af hver af sagens
parter indbringes for landvæsenskommissionen.
2.
I § 13 ændres »§ 42, stk. 3 og
stk. 4, §§ 43-49« til: »§§ 42-49«.
§ 13.
De i §§ 33-36, §§ 38-40, § 41,
stk. 1, III og IV, og stk. 2, § 42, stk. 3 og
stk. 4, §§ 43-49 samt § 50, stk. 1 og stk. 2, i lov
om hegn fastsatte bestemmelser kommer til anvendelse ved
hegnssynsforretninger i medfør af nærværende lov.
§ 10
I lov nr. 281 af 12. maj 1999, fiskerilov, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 52 ophæves.
§ 52.
I mangel af enighed mellem indehaveren af retten til at
anvende den spærrende fangstindretning og de fiskeriberettigede kan
spørgsmålet om erstatning forlanges afgjort af en
landvæsenskommission med klageret til en
overlandvæsenskommission, jf. lov om landvæsensretter.
2.
I § 130, stk. 3, udgår: «,
hæfte«.
§ 130.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
Den, der begår et forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 2, 4 eller 5, eller som nævnt i de i medfør af
stk. 2 fastsatte regler med forsæt til at unddrage sig eller andre
betaling af afgifter i henhold til de i § 10 omhandlede forordninger
eller i henhold til regler fastsat i medfør af § 102 eller med
forsæt til at opnå uberettiget udbetaling eller refusion af
ydelser til sig eller andre i henhold til de i § 10 nævnte
forordninger eller i henhold til § 103 eller regler fastsat i
medfør af § 102, straffes med bøde, hæfte eller
fængsel i indtil 2 år, under skærpende omstændigheder
indtil 4 år.
Stk. 4-5.
---
§ 11
I lov om afvanding af marsken ved Tønder, jf.
lovbekendtgørelse nr. 270 af 22. april 1988, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 5 affattes således:
»§ 5.
Vandløbsmyndigheden afgør,
hvorledes vandløbs- og vejforbindelser mv. skal ordnes ved
udførelsen af de i § 1 anførte anlæg.
Vandløbsmyndighedens afgørelse kan påklages til Skov- og
Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Stk. 2. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov
om offentlige veje afgør, hvilke ejendomme der skal deltage i
omkostninger ved udførelsen af de i § 1 anførte anlæg, og
i hvilket forhold dette skal ske. Om sagens behandling for
taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§
66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes
under hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af
vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«
§ 5.
Hvilke ejendomme der skal deltage i omkostningerne ved
udførelsen af de i § 1 anførte anlæg, i hvilket
forhold dette skal ske, samt hvorledes vandløbs- og vejforbindelser
skal ordnes mv., bestemmes endeligt - under hensyntagen til bestemmelserne i
traktaten om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske
grænse - af en kommission, som i dette øjemed nedsættes af
landbrugsministeren, og som ved sine forhandlinger har at følge de i
lov af 30. december 1858 for landvæsenskommissioner fastsatte
regler.
2.
I § 6, 2. pkt., ændres »den i § 5
nævnte kommission« til: »de i § 5, stk. 2, nævnte
taksationsmyndigheder«.
§ 6.
For så vidt bekostningen ved den årlige
vedligeholdelse og drift af de fuldførte anlæg ikke kan udredes
af de fra anlæggenes benyttelse flydende indtægter,
påhviler den de samme ejendomme, som har deltaget i anlægget.
Såfremt der ikke ved forhandling mellem de interesserede parter
opnås enighed om fordelingen af udgifterne, fastsættes denne -
under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen
af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse - af den
i § 5 nævnte kommission. De udgifter, som pålægges de
enkelte ejendomme, udredes af ejeren. Er en ejendom bortforpagtet eller
bortlejet, skal dog de beløb, der medgår til forrentning af
optagne lån samt til dækning af vedligeholdelses- og
driftsudgifter, refunderes ejeren af brugeren. De til afbetaling af
lånene samt disses forrentning og til vedligeholdelse og drift skyldige
beløb kan inddrives ved udpantning med samme fortrinsret som for
skatter.
3.
§ 7, stk. 1, 2. pkt., affattes
således:
»Dennes størrelse fastsættes i mangel af mindelig
overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nedsat i henhold til
§§ 57 og 58 i lov om offentlige veje, under fornøden hensyntagen
til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs- og
digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«
§ 7.
Enhver er pligtig at afgive den til udførelsen af
anlæggene nødvendige grund, dog afgives der derfor såvel
som for anden skade og ulempe fuld erstatning. Dennes størrelse
fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af den i § 5 ommeldte
kommission under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i traktaten
om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske
grænse.
4.
I § 7, stk. 2, 2. pkt., ændres »den
fornævnte kommission« til: »taksationsmyndighederne efter §§ 57 og
58 i lov om offentlige veje«.
Stk. 2.
Enhver kan derhos tilpligtes at tåle, at de til
udførelsen af anlæggene nødvendige materialer af
græstørv, jord osv. mod fuld erstatning tages fra eller
føres over hans grund. I mangel af mindelig overenskomst afgør
den fornævnte kommission, hvorvidt sådant materiale skal afgives
og i bekræftende fald, hvor dette må tages, samt den erstatning,
der skal gives - alt under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i
fornævnte traktat.
5.
§ 7, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og
om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i
§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende
anvendelse.«
Stk. 3.
Ved erstatningens beregning har kommissionen at
gå frem efter de for afståelse af jord mv. til jernbaner ved
forordningen af 5. marts 1845 foreskrevne regler. Overensstemmende med
forskrifterne i denne forordning bliver det at afgøre, hvilken del af
erstatningen der, hvis jorden bruges af en anden end ejeren, skal
tillægges brugeren.
§ 12
I lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder,
jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 22. april 1988, som ændret ved
§ 3 i lov nr. 139 af 17. marts 1999, foretages følgende
ændring:
1.
§ 2, stk. 1, affattes således:
»Hvorvidt, i hvilket forhold og fra hvilket tidspunkt de i
§ 3 i lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved
Tønder ommeldte nye koge, Sejersbækkogen og Geestkogen, og de
inden for kogenes område værende ejendomme er pligtige at bidrage
til udgifterne ved driften og vedligeholdelsen af de i § 1 nævnte
ældre anlæg, afgøres under hensyn til de forhold,
hvorunder de to nævnte koge er indtrådt i digelaget, i
overensstemmelse med § 5, stk. 2-3, i lov om afvanding af marsken ved
Tønder. Taksationsmyndighederne fordeler tillige resten af
nævnte udgifter på de ældre, under digelaget hørende
koge, så vidt muligt under hensyntagen til den hidtidige
fordeling.«
§ 2.
Hvorvidt, i hvilket forhold og fra hvilket tidspunkt de i
§ 3 i lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved
Tønder ommeldte nye koge, Sejersbækkogen og Geestkogen, og de
inden for kogenes område værende ejendomme er pligtige at bidrage
til udgifterne ved driften og vedligeholdelsen af de i § 1 nævnte
ældre anlæg, afgøres under hensyn til de forhold,
hvorunder de to nævnte koge er indtrådt i digelaget, endeligt af
afvandingskommissionen, jf. § 5 i i lov nr. 137 af 18. april 1925 om
afvanding af marsken ved Tønder og § 21 i lov af 30. december
1858 om landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioners
sammensætning og forretningsgang m.v. Afvandingskommissionen fordeler
tillige resten af nævnte udgifter på de ældre, under
digelaget hørende koge, så vidt muligt under hensyntagen til den
hidtidige fordeling. Kommissionen bestemmer, hvem der skal bære sagens
omkostninger.
Stk. 2.
---
By- og Boligministeriet
§ 13
I lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 265 af 10. april 2000, foretages følgende
ændring:
1.
§ 39 affattes således:
»§ 39. Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af
skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens
omkostninger helt eller delvis. Anlægges der retssag efter § 36,
stk. 2, nr. 2, træffes afgørelsen herom dog af retten. Der
skal ved afgørelsen tages hensyn til interesserne i en konstatering af
ejendomsgrænsens rette beliggenhed, herunder baggrunden for og
resultatet af skelforretningen.
§ 39.
Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af
skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens
omkostninger helt eller delvis. Hegnssynet skal ved afgørelsen tage
hensyn til interesserne i en konstatering af ejendomsgrænsens rette
beliggenhed, herunder baggrunden for og resultatet af skelforretningen.
Stk. 2.
Begæringen til hegnssynet skal indgives
skriftligt til formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet
behandler sagen efter reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger.
Hegnssynets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Stk. 2.
Begæringen skal indgives skriftligt til
formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet behandler sagen efter
reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger.
Stk. 3.
Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne
indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at
sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning
herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende.«
Stk. 3.
Hegnssynets afgørelse kan indbringes for
landvæsenskommissionen inden 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt de pågældende.
Justitsministeriet
§ 14
I lov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejrettigheder, som
ændret ved lov nr. 1101 af 21. december 1994, foretages følgende
ændring:
1.
§ 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
§ 2.
---
Stk. 2.
De i stk. 1 indeholdte bestemmelser kommer
ligeledes til anvendelse, hvor en ejendom mangler den nødvendige
forbindelse med offentlig vej, og det viser sig ugørligt ved frivillig
overenskomst på rimelige vilkår at erhverve fornøden
adgang. Dog bliver sagen i dette tilfælde at behandle og afgøre
ved en landvæsenskommission, jf. lov af 30. december 1858 om
landvæsenskommissioner. Adgang til vej over fremmed ejendom kan ikke
tilkendes den ejer, som ved en vilkårlig handling har afbrudt
ejendommens hidtidige forbindelse med offentlig vej.
§ 15
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august
2000, foretages følgende ændringer:
1.
§ 55, nr. 5, ophæves.
§ 55.
Afgiftsfri er kære iværksat af:
1)-4) ---
5) Parter, der begærer, at et medlem af en landvæsensret
skal vige sit sæde.
2.
I § 64, stk. 1, 1. pkt., udgår: «,
bortset fra de i § 65 a omhandlede tilfælde,«.
§ 64.
Indsigelse fra en afgiftspligtig imod beregningen af en
afgift sker, bortset fra de i § 65 a omhandlede tilfælde, ved
klage til den afgiftsberegnende myndighed. Klage over beregning af afgift for
udlæg på grundlag af udpantningsret indgives dog til fogedretten,
selv om beregningen ikke er foretaget af denne. Klagen skal indgives senest 6
uger efter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om
beregningen.
Stk. 2-7.
---
Trafikministeriet
§ 16
I lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19.
august 1999, som ændret ved § 2 i lov nr. 172 af 19. marts 2001,
foretages følgende ændring:
1.
Efter § 67 indsættes i kapitel 5:
»Særlige regler for taksation efter visse
love
§ 67 a.
Bestemmelserne i stk. 2-6 finder anvendelse på
erstatningssager, der indbringes for taksationsmyndighederne efter
vandløbsloven og vandforsyningsloven, bortset fra sager omfattet af
vandløbslovens § 72 eller vandforsyningslovens § 42.
Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen ved
skriftlig anmodning til kommissionens formand. Anmodningen skal indeholde
klagerens krav, en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder,
hvorpå kravet støttes, samt en angivelse af de dokumenter og
andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig. Med
anmodningen skal indleveres genparter af de dokumenter, som klageren agter at
påberåbe sig, for så vidt de er i dennes besiddelse.
Stk. 3. Ved sagens behandling finder bestemmelserne i §§
51, 53-56, 58 a, 59, stk. 2, 60, 62, stk. 1, og stk. 2, 1. led, og 66-67
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Taksationsmyndighederne kan pålægge
en part at betale sagsomkostninger til en anden part. Taksationsmyndighederne
kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af
sagsomkostninger, som vedkommende måtte blive pålagt. Stilles
sikkerhed ikke inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist, afvises
sagen.
Stk. 5. Taksationsmyndighederne kan pålægge
en part helt eller delvis at betale taksationsmyndighedernes udgifter ved
sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer.
Der er udpantningsret for beløbet.
Stk. 6. Fri proces kan meddeles efter bestemmelserne i
retsplejelovens kapitel 31.«
Lignende dokumenter
- Lov om ophævelse af lov om landvæsensretter og om ændring af forskellige love som følge af nedlæggelsen af landvæsensretterne Retsinformation · 8. juni 2001
- 1997 LSF 55 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE, LOV OM NATURBESKYTTELSE, LOV OM VANDLØB OG LOV OM PLANLÆGNING(* 1) (JUSTERING AF HARMONIKRAVENE OG GENOPRETNING AF VÅDOMRÅDER I OVERENSSTEMMELSE MED AFTALEN OM VANDMILJØPLAN II) Retsinformation · 3. juli 1998
- Bekendtgørelse af lov om inddragelse af dele af søterritoriet under de for de ferske vande gældende retsregler Retsinformation · 12. december 2015
- 1997 LSF 63 FORSLAG TIL LOV OM SKJERN Å NATURPROJEKT Retsinformation · 3. juli 1998
- Landsrettens dom om klageberettigelse i relation til planloven stadfæstes Domsdatabasen · 1. juni 2023
- Betænkning over Forslag til lov om ophævelse af lov om landvæsensretter og om ændring af forskellige love som følge af nedlæggelsen af landvæsensretterne (Overførsel af landvæsensretternes sager til andre myndigheder) Retsinformation · 25. juni 2001