Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ophævelse af lov om landvæsensretter og om ændring af forskellige love som følge af nedlæggelsen af landvæsensretterne

2000/1 LSF 207Lovforslag som fremsatJustitsministeriet28. marts 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. marts 2001 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ophævelse af lov om

landvæsensretter og om ændring

af forskellige love som følge af nedlæggelsen af

landvæsensretterne

(Overførsel af landvæsensretternes sager til

andre myndigheder)

§ 1

Lov om landvæsensretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 6.

marts 1970, ophæves.

Miljø- og Energiministeriet

§ 2

I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj

1992, som ændret ved lov nr. 402 af 14. juni 1995, § 3 i lov nr.

478 af 1. juli 1998, § 11 i lov nr. 355 af 2. juni 1999 og § 13 i

lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer:

1.

§ 7, stk. 5 og 6, ophæves, og i

stedet indsættes:

»Stk. 5.

Uenighed mellem vandløbsmyndigheder

afgøres af miljø- og energiministeren.«

2.

§ 35, stk. 3, 2. pkt., ophæves, og i stedet

indsættes:

»I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges

indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i

Læs alt

lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne

finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje

tilsvarende anvendelse.«

3.

§ 41 affattes således:

»§ 41. Ved fastsættelsen af, hvilke ejendomme der skal

yde bidrag til laget, finder § 24, stk. 1, tilsvarende anvendelse. I mangel

af forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for

taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens

behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§

58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

4.

I § 57, stk. 1, 1. pkt., ændres

»landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

5.

I § 65, stk. 2, 2. pkt., ændres

»Landvæsenskommissionen« til: »Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og

58 i lov om offentlige veje«, og »landvæsenskommissionen« ændres

til: »taksationsmyndighederne«.

6.

§ 67, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

Vandløbsmyndighedens afgørelse kan inden 4

uger efter, at den er meddelt parterne, forlanges indbragt for

taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens

behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§

58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

7.

§ 68, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4.

Vandløbsmyndighedens afgørelse efter stk.

1-3 kan inden 4 uger efter, at den er meddelt den pågældende,

forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder

bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje

tilsvarende anvendelse.«

8.

§ 71, stk. 2, ophæves.

9.

§§ 72-73 affattes således:

»§ 72. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 71

samt erstatning efter § 57, stk. 1, 2. pkt., og § 61, stk. 4.

Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne

og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i

§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.

§ 73.

Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje fastsætter erstatning efter § 23, § 28, § 37, stk. 4, §

38, jf. § 45, § 45 og § 51. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne

gælder § 67 a i lov om offentlige veje.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af

den erstatningssøgende.

Stk. 3. Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens

behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales

forlods af vandløbsmyndigheden.«

10.

§ 74, stk. 2 og 3, ophæves.

11.

§ 80, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

12.

§ 85, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 3

I lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26.

februar 1999, som ændret ved § 10 i lov nr. 355 af 2. juni 1999,

lov nr. 374 af 2. juni 1999 og lov nr. 1273 af 20. december 2000, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 9 affattes således:

»§ 9. Erstatningssager, som efter loven henhører under

taksationsmyndighederne, behandles af de taksationskommissioner og

overtaksationskommissioner, der er nedsat i henhold til §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af

den erstatningssøgende. Om sagens behandling for

taksationsmyndighederne gælder § 67 a i lov om offentlige veje.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på sager om

fastsættelse af ekspropriationserstatning efter § 40 eller af

erstatning efter § 32 eller § 39.«

2.

§ 23, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

I mangel af enighed afgøres

erstatningsspørgsmål af taksationsmyndighederne.

Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag

til formænd og sekretærer betales forlods af

amtsrådet.«

3.

§ 24 ophæves.

4.

§ 28, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

I mangel af enighed afgøres

erstatningsspørgsmålet af taksationsmyndighederne.

Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag

til formænd og sekretærer betales forlods af

tilladelsesmyndigheden efter §§ 25-27.«

5.

I § 30, stk. 2, 1. pkt., og § 31, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

6.

§ 30, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling

bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af

kommunalbestyrelsen.«

7.

§ 31, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling

bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af

kommunalbestyrelsen.«

8.

I § 32, stk. 4, 1. pkt., og § 39, stk. 4, 2. pkt.,

ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

9.

§ 32, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

10.

§ 42 affattes således:

»§ 42. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 40

samt erstatning efter §§ 32 og 39.

Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne

og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i

§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

11.

§ 84, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 4

I lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker foretages følgende

ændringer:

1.

§ 4, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

I mangel af enighed fastsættes erstatningen af

taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om

sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens

fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og

§§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

2.

§ 11, stk. 1, nr. 4, ophæves.

Nr. 5 bliver herefter nr. 4.

3.

§ 15, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 5

I lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv., jf.

lovbekendtgørelse nr. 923 af 5. december 1997, som ændret ved

lov nr. 342 af 17. maj 2000, foretages følgende ændring:

1.

§ 6, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

I mangel af enighed afgøres

spørgsmålet om godtgørelse efter stk. 1 af de

taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om

godtgørelsens udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og

§§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

§ 6

I lov nr. 493 af 1. juli 1998 om Skjern Å Naturprojekt foretages

følgende ændring:

1.

§ 7, stk. 2-4, ophæves, og i stedet

indsættes:

»Stk. 2.

I mangel af enighed fastsættes erstatningen af

taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om

sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens

fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og

§§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

§ 7

I lov nr. 146 af 7. maj 1937 om inddragelse af dele af

søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler

foretages følgende ændringer:

1.

§§ 1-3 affattes således:

»§ 1.

Miljø- og energiministeren kan efter indstilling

fra vandløbsmyndigheden efter lov om vandløb beslutte under de

for ferske vande gældende retsregler at inddrage dele af

søterritoriet, der som følge af naturkræfternes

indvirken, kunstige anlæg eller på anden måde er gået

over til at have karakter af ferske vande.

Stk. 2.

Miljø- og energiministerens beslutning er

betinget af, at vandløbsmyndigheden i forbindelse med indstillingen

har udtalt, at de faktiske forhold har forandret sig som nævnt i

stk. 1, og at anvendelsen af de for ferske vande gældende

retsregler på det omhandlede vandområde er rimelig og

naturlig.

Stk. 3.

Beslutninger efter stk. 1 bekendtgøres i

Lovtidende.

§ 2.

Anmodning om inddragelse af dele af søterritoriet

under de for ferske vande gældende retsregler kan fremsættes for

vandløbsmyndigheden af de i sagen interesserede lodsejere, af

kommunalbestyrelserne for de til den pågældende del af

søterritoriet grænsende kommuner samt af ministeren for

fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2.

Vandløbsmyndigheden afholder et offentligt

møde om sagen, inden der træffes beslutning om indstilling til

miljø- og energiministeren. Til mødet indkaldes særskilt

de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser samt

vedkommende amtsråd. Ved offentlig bekendtgørelse en gang i

Statstidende og de vigtigste stedlige blade indkaldes alle i

vandområdet i øvrigt interesserede fiskere, jægere og

andre. Vandløbsmyndigheden indhenter tillige en udtalelse fra

ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og fra

Kystdirektoratet.

Stk. 3.

Vandløbsmyndighedens beslutning meddeles

skriftligt til de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser

samt vedkommende amtsråd og ved offentlig bekendtgørelse i

overensstemmelse med stk. 2, 3. pkt.

§ 3.

Vandløbsmyndighedens beslutning kan påklages

til Skov- og Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt. Klageberettigede er ministeren for fødevarer, landbrug og

fiskeri samt enhver, der har påviselig interesse i det

pågældende område.«

2.

§§ 4-6 ophæves.

Fødevareministeriet

§ 8

I lov om hegn, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 11. december 1987,

som ændret senest ved § 10 i lov nr. 232 af 2. april 1997,

foretages følgende ændringer:

1.

§ 42, stk. 1-3, ophæves, og i stedet

indsættes:

»Hegnssynets afgørelser kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 2.

2.

§ 43 affattes således:

»§ 43.

Hegnssager, der er omfattet af denne lov, kan ikke

indbringes for domstolene, før hegnssynet har truffet

afgørelse.

Stk. 2.

Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne

indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at

sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning

herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt

den pågældende.«

3.

I § 44, stk. 1, 1. pkt., ændres »forlig

eller kendelse« til: »forlig, kendelse eller dom«.

4.

§ 44, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

5.

I § 51, stk. 1, udgår: »eller af

vedkommende appelinstans«.

§ 9

I lov om læhegn og tilskud til læplantning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 17 af 18. januar 1996, som ændret ved lov

nr. 15 af 14. januar 1998, foretages følgende ændringer:

1.

§ 12 ophæves.

2.

I § 13 ændres »§ 42, stk. 3 og

stk. 4, §§ 43-49« til: »§§ 42-49«.

§ 10

I lov nr. 281 af 12. maj 1999, fiskerilov, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 52 ophæves.

2.

I § 130, stk. 3, udgår: «,

hæfte«.

§ 11

I lov om afvanding af marsken ved Tønder, jf.

lovbekendtgørelse nr. 270 af 22. april 1988, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 5 affattes således:

»§ 5.

Vandløbsmyndigheden afgør,

hvorledes vandløbs- og vejforbindelser mv. skal ordnes ved

udførelsen af de i § 1 anførte anlæg.

Vandløbsmyndighedens afgørelse kan påklages til Skov- og

Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

Stk. 2. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov

om offentlige veje afgør, hvilke ejendomme der skal deltage i

omkostninger ved udførelsen af de i § 1 anførte anlæg, og

i hvilket forhold dette skal ske. Om sagens behandling for

taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§

66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes

under hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af

vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«

2.

I § 6, 2. pkt., ændres »den i § 5

nævnte kommission« til: »de i § 5, stk. 2, nævnte

taksationsmyndigheder«.

3.

§ 7, stk. 1, 2. pkt., affattes

således:

»Dennes størrelse fastsættes i mangel af

mindelig overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nedsat i henhold

til §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje, under fornøden

hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs-

og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«

4.

I § 7, stk. 2, 2. pkt., ændres »den

fornævnte kommission« til: »taksationsmyndighederne efter §§ 57 og

58 i lov om offentlige veje«.

5.

§ 7, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og

om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i

§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende

anvendelse.«

§ 12

I lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder,

jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 22. april 1988, som ændret ved

§ 3 i lov nr. 139 af 17. marts 1999, foretages følgende

ændring:

1.

§ 2, stk. 1, affattes således:

»Hvorvidt, i hvilket forhold og fra hvilket tidspunkt de i

§ 3 i lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved

Tønder ommeldte nye koge, Sejersbækkogen og Geestkogen, og de

inden for kogenes område værende ejendomme er pligtige at bidrage

til udgifterne ved driften og vedligeholdelsen af de i § 1 nævnte

ældre anlæg, afgøres under hensyn til de forhold,

hvorunder de to nævnte koge er indtrådt i digelaget, i

overensstemmelse med § 5, stk. 2-3, i lov om afvanding af marsken ved

Tønder. Taksationsmyndighederne fordeler tillige resten af

nævnte udgifter på de ældre, under digelaget hørende

koge, så vidt muligt under hensyntagen til den hidtidige

fordeling.«

By- og Boligministeriet

§ 13

I lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf.

lovbekendtgørelse nr. 265 af 10. april 2000, foretages følgende

ændring:

1.

§ 39 affattes således:

»§ 39.

Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af

skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens

omkostninger helt eller delvis. Anlægges der retssag efter § 36,

stk. 2, nr. 2, træffes afgørelsen herom dog af retten. Der

skal ved afgørelsen tages hensyn til interesserne i en konstatering af

ejendomsgrænsens rette beliggenhed, herunder baggrunden for og

resultatet af skelforretningen.

Stk. 2.

Begæringen til hegnssynet skal indgives

skriftligt til formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet

behandler sagen efter reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger.

Hegnssynets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ

myndighed.

Stk. 3.

Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne

indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at

sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning

herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt

den pågældende.«

Justitsministeriet

§ 14

I lov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejrettigheder, som

ændret ved lov nr. 1101 af 21. december 1994, foretages følgende

ændring:

1.

§ 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

§ 15

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august

2000, foretages følgende ændringer:

1.

§ 55, nr. 5, ophæves.

2.

I § 64, stk. 1, 1. pkt., udgår: «,

bortset fra de i § 65 a omhandlede tilfælde,«.

Trafikministeriet

§ 16

I lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19.

august 1999, som ændret ved § 2 i lov nr. 172 af 19. marts 2001,

foretages følgende ændring:

1.

Efter § 67 indsættes i kapitel 5:

»Særlige regler for taksation efter visse love

§ 67 a.

Bestemmelserne i stk. 2-6 finder anvendelse på

erstatningssager, der indbringes for taksationsmyndighederne efter

vandløbsloven og vandforsyningsloven, bortset fra sager omfattet af

vandløbslovens § 72 eller vandforsyningslovens § 42.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen ved

skriftlig anmodning til kommissionens formand. Anmodningen skal indeholde

klagerens krav, en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder,

hvorpå kravet støttes, samt en angivelse af de dokumenter og

andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig. Med

anmodningen skal indleveres genparter af de dokumenter, som klageren agter at

påberåbe sig, for så vidt de er i dennes besiddelse.

Stk. 3. Ved sagens behandling finder bestemmelserne i §§

51, 53-56, 58 a, 59, stk. 2, 60, 62, stk. 1, og stk. 2, 1. led, og 66-67

tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Taksationsmyndighederne kan pålægge

en part at betale sagsomkostninger til en anden part. Taksationsmyndighederne

kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af

sagsomkostninger, som vedkommende måtte blive pålagt. Stilles

sikkerhed ikke inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist, afvises

sagen.

Stk. 5. Taksationsmyndighederne kan pålægge

en part helt eller delvis at betale taksationsmyndighedernes udgifter ved

sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer.

Der er udpantningsret for beløbet.

Stk. 6. Fri proces kan meddeles efter bestemmelserne i

retsplejelovens kapitel 31.«

Ikrafttræden mv.

§ 17

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Stk. 2.

Sager, som er indbragt for en landvæsensret

inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil

gældende regler.

§ 18

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne

og Grønland.

Stk. 2. § 14 kan ved kongelig anordning sættes i

kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Side

1.

Indledning

7

2.

Gældende ret

8

2.1.

Landvæsensretternes sammensætning

mv.

8

2.2.

Landvæsensretternes kompetence

8

2.3.

Landvæsensretternes sagsbehandling

9

2.4.

Sagsomkostninger

9

2.5.

Sagsantal

9

3.

Lovforslagets udforming

10

3.1.

Sager om fordeling af udgifter og bidrag mv.

10

3.2.

Sager om fastsættelse af erstatning mv.

10

3.3.

Hegnssager

11

4.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

12

5.

Hørte myndigheder mv.

13

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at nedlægge

landvæsensretterne. Landvæsensretterne behandler et beskedent

antal sager, og der skønnes ikke længere at være behov for

at opretholde særlige myndigheder til behandling af

landvæsenssager. Endvidere står det administrative arbejde, der

er forbundet med at udpege formænd og medlemmer af

landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner, ikke i

rimeligt forhold til det begrænsede antal sager, der behandles af

landvæsensretterne.

Lovforslaget ligger i forlængelse af den

ophævelse af husdyrvoldgiftsretterne, som blev gennemført ved

lov nr. 1017 af 23. december 1998 med ikrafttræden den 1. april 1999.

Lovforslaget foregriber ikke en stillingtagen til forslagene fra Domstolenes

Strukturkommission om den fremtidige domstolsstruktur og ej heller

Retsplejerådets overvejelser om en generel reform af den civile

retspleje. Retsplejerådets overvejelser går således i

retning af en generel styrkelse af byretternes rolle som den centrale instans

for behandling af retstvister i 1. instans.

Lovforslaget bygger på betænkning nr.

1200/1990 om landvæsensretterne, som er udarbejdet af et udvalg under

Justitsministeriet med repræsentanter for de berørte ministerier

og kommunale myndigheder samt fra landvæsensretterne, Dommerforeningen

og Advokatrådet. I betænkningen, der er afgivet af et enigt

udvalg, foreslås, at landvæsensretterne nedlægges, og at

deres opgaver overføres til andre myndigheder.

I betænkningen foreslås sager om erstatning og

klager over hegnssynsafgørelser overført til de

taksationsmyndigheder, der er nedsat efter lov om offentlige veje. Sager om

bidrags- og udgiftsfordelingsspørgsmål foreslås

overført til de kommunale myndigheder, som i dag i de fleste

tilfælde træffer afgørelse om sagernes tekniske

aspekter.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med

betænkningens forslag for så vidt angår erstatningssager

efter vandløbsloven og vandforsyningsloven samt sager om

ekspropriationserstatning og lignende efter anden lovgivning.

Erstatningssager efter fiskeriloven og lov om private vejrettigheder samt

hegnssager foreslås derimod ikke henlagt til taksationsmyndighederne,

men til de almindelige domstole, jf. om baggrunden herfor pkt. 3.2 og 3.3

nedenfor. Endelig foreslås sager om bidrags- og

udgiftsfordelingsspørgsmål efter vandløbsloven og

vandforsyningsloven mv. henlagt til taksationsmyndighederne i stedet for de

kommunale myndigheder, jf. om baggrunden herfor pkt. 3.1 nedenfor.

2. Gældende ret

2.1. Landvæsensretternes sammensætning mv.

Landvæsensretternes sammensætning,

udnævnelse og procedureregler er fastlagt i lov om

landvæsensretter fra 1949, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 6.

marts 1970, som ændret ved § 5 i lov nr. 402 af 26. juni 1998 og

§ 5 i lov nr. 365 af 2. juni 1999. En sammenskrivning af den

gældende lov er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

Landvæsensretterne er:

landvæsensnævnene, landvæsenskommissionerne og

overlandvæsenskommissionerne.

Landvæsensnævnets

område er

retskredsen. For hvert område udnævner amtsrådet en

formand, og kommunalbestyrelsen udnævner to nævnsmænd for

hver kommune.

Landvæsenskommissionens

område er

amtsrådskredsen eller en del af denne. For hvert af de i alt 32

områder udnævner Domstolsstyrelsen en formand efter indstilling

fra amtsrådet. Landvæsenskommissærer udnævnes af

Domstolsstyrelsen for hvert område i et nærmere fastsat

antal.

Formanden skal udnævnes blandt områdets

byretsdommere, mens der ikke stilles særlige faglige eller

uddannelsesmæssige krav til de øvrige medlemmer.

En landvæsenskommission nedsættes til den

enkelte sag, idet formanden udtager to landvæsenskommissærer til

at deltage i sagens behandling.

Landet er opdelt i seks

overlandvæsenskommissionsområder. For hvert område

udnævnes en formand, der skal opfylde betingelserne for at kunne

udnævnes til landsdommer.

En overlandvæsenskommission består af

formanden og fire andre medlemmer, der udmeldes af Domstolsstyrelsen til at

deltage i behandlingen af den enkelte sag. En eller to af de øvrige

medlemmer skal være særlig kyndige med hensyn til de

hovedspørgsmål, sagen drejer sig om.

2.2. Landvæsensretternes kompetence

Efter landvæsensretslovens § 1, stk. 1,

behandler landvæsensretterne alle sager, som efter gældende

lovgivning eller ifølge gammel praksis eller sædvane er henlagt

til landvæsensretterne.

Af betænkningen side 25 fremgår, at

landvæsensretterne ikke i perioden 1985-87 har behandlet sager, hvor

kompetencen har støttet sig på gammel praksis eller

sædvane. Justitsministeriet har endvidere ved henvendelse til de

enkelte landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner

fået oplyst, at landvæsensretterne i perioden 1997-99 kun har

behandlet en enkelt sag, hvor kompetencen har støttet sig på

gammel praksis eller sædvane.

Landvæsensretternes kompetence beror således

som altovervejende hovedregel på bestemmelser herom i anden

lovgivning.

Landvæsensnævnene

har ikke

længere nogen opgaver.

Landvæsenskommissionerne

behandler som 1.

instans følgende sager:

Efter vandløbsloven: Sager om fordeling af udgifter og

bidrag (uenighed mellem vandløbsmyndigheder, vedligeholdelse af

private vandløb, bidrag til offentlige pumpelag, bidrag ved

arealoverførsel fra en afgiftspligtig ejendom samt ved bebyggelse mv.,

tilførsel af spildevand eller vandindvinding), sager om

fortrinsberettiget pant i den afgiftspligtige ejendom for anlægsbidrag

og sager om ekspropriationserstatning og erstatning efter lovens bestemmelser

i øvrigt (erstatning for myndighedernes færden langs

vandløb, myndighedernes undersøgelser, for skader ved

regulering af vandløb, sænkning af vandstanden i en sø,

anlæg af nye vandløb, vedligeholdelse af vandløb,

oprettelse eller ændring af pumpelag samt anlæg eller

ændring af broer, overkørsler eller opstemningsanlæg). Der

henvises til betænkningen side 25-29.

Efter vandforsyningsloven: Sager om ekspropriationserstatning

og erstatning efter lovens bestemmelser i øvrigt (erstatning for

skader ved forandring af grundvandsstanden, vandføringen i

vandløb eller vandstanden i en sø, for ophør med

benyttelse af egen vandforsyningsboring, for gennemførelse af almen

vandforsyning, for tilbagekaldelse af indvindingstilladelse samt for skader

ved myndighedernes undersøgelser). Der henvises til betænkningen

side 31-34.

Efter lov om okker: Sager om erstatning for afslag på

ansøgning om udgrøftning eller dræning af et areal, der

tidligere har været udgrøftet eller drænet. Der henvises

til betænkningen side 34-36.

Efter lov om betalingsregler for spildevandsanlæg: Sager

om godtgørelse for overtagelse af et privat spildevandsanlæg.

Der henvises til betænkningen side 37-38.

Efter lov om Skjern Å Naturprojekt: Sager om erstatning

for foranstaltninger vedrørende vandløb, som foretages i

medfør af loven. Loven er gennemført i 1998.

Efter lov om inddragelse af dele af søterritoriet under de

for ferske vande gældende retsregler: Afgivelse af udtalelse om,

hvorvidt dele af søterritoriet er gået over til at have karakter

af ferske vande. Der henvises til betænkningen side 40-41.

Efter hegnsloven, lov om læhegn og tilskud til

læplantning og udstykningsloven: Klager over hegnssynets

afgørelser. Der henvises til betænkningen side 43-46, 50 og

55-57.

Efter fiskeriloven: sager om erstatning for fjernelse af

spærrende fangstindretninger (se betænkningen side 50-54 om

reglerne i den tidligere ferskvandsfiskerilov).

Efter lov om afvanding af marsken ved Tønder og lov

om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder: Sager

om fordeling af udgifter og om erstatning for afståelse af grund eller

materialer. Der henvises til betænkningen side 48-50.

Efter lov om private vejrettigheder: Sager om tilkendelse af

nødvej og om fastsættelse af erstatning herfor. Der henvises til

betænkningen side 59-60.

En landvæsenskommissions afgørelse kan som

hovedregel appelleres til overlandvæsenskommissionen. I sager

efter hegnsloven, lov om læhegn og tilskud til læplantning samt

udstykningsloven, hvor landvæsenskommissionen behandler klager over

hegnssynets afgørelser, kan landvæsenskommissionens

afgørelse dog kun med særlig tilladelse appelleres til

overlandvæsenskommissionen.

2.3. Landvæsensretternes sagsbehandling

Landvæsensretterne er særlige domstole og er

således ikke en del af den offentlige forvaltning.

Landvæsensretterne er derfor ikke omfattet af forvaltningsloven,

offentlighedsloven eller ombudsmandsloven.

Sagsbehandlingen ved landvæsensretterne sker efter

reglerne i lov om landvæsensretter, der i store træk svarer til

retsplejelovens bestemmelser om behandlingen af civile sager.

Da landvæsensretterne har status som domstole, kan

deres afgørelser ikke indbringes for de almindelige domstole.

Afgørelser, hvorved en indsigelse mod et medlems habilitet forkastes,

kan dog kæres til landsretten, jf. landvæsensretslovens

§ 23, stk. 2. Endvidere kan en overlandvæsenskommissions

afgørelse kæres til landsretten for så vidt angår

spørgsmål, om sagen falder inden for landvæsensretternes

kompetence, jf. § 43 i landvæsensretsloven.

2.4. Sagsomkostninger

Der skal ikke betales retsafgift for behandling af sager

ved landvæsensretterne.

Der skal derimod betales vederlag og

rejsegodtgørelse til landvæsensrettens medlemmer, vederlag til

sagkyndig medhjælp mv.

Før sagen påbegyndes, kan

landvæsensretten kræve, at en klager stiller sikkerhed for

betalingen af disse udgifter. Statsamtet kan dog meddele en klager fri proces

med den virkning, at der ikke kan kræves sikkerhedsstillelse for

omkostningerne.

Ved landvæsensrettens kendelse tages der stilling

til, hvem der endeligt skal betale sagsomkostningerne.

2.5. Sagsantal

Antallet af sager behandlet ved landvæsensretterne i

perioden 1985-87 er i betænkningen side 18 opgjort til ca. 250 pr.

år. Opgørelsen bygger på oplysninger indhentet

særskilt fra samtlige landvæsensretter til brug for

udvalgsarbejdet.

Siden betænkningens afgivelse er

landvæsensretternes opgaver efter miljøbeskyttelsesloven,

sandflugtsloven, jagtloven, mergelloven og affaldsdepotloven bortfaldet eller

overført til andre myndigheder. Det samme gælder de fleste af

landvæsensretternes opgaver efter den tidligere ferskvandsfiskerilov.

Fratrækkes disse sager, jf. betænkningen side 103-105, resterer

ca. 200 sager pr. år, heraf godt halvdelen vedrørende

hegnsloven.

Justitsministeriet har fra landvæsensretterne

indhentet følgende oplysninger om antallet af behandlede sager i

perioden 1997-1999:

1997

1998

1999

Landvæsenskommissionerne

164

138

189

heraf:

hegnssager

134

114

142

andre sager

30

24

47

Overlandvæsenskommissionerne

7

5

9

3. Lovforslagets udformning

3.1. Sager om fordeling af udgifter og bidrag mv.

Udvalget foreslår, at kompetencen til at

træffe afgørelse om fordeling af udgifter og bidrag mv. efter

vandløbsloven og lovene om afvanding af Tøndermarsken

overføres til de kommunale myndigheder, som efter de gældende

regler i de fleste tilfælde træffer afgørelse om sagernes

tekniske aspekter. Udvalget forudsætter, at de kommunale

afgørelser vil kunne påklages. Der henvises til

betænkningen side 66-69.

De Danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug har i

deres høringssvar anført, at det vil være

betænkeligt ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt at

henlægge sager om udgiftsfordeling mv. til de kommunale myndigheder,

idet myndigheden ofte vil være part i sagen dvs. bidragspligtig i

større eller mindre omfang.

Udvalget har nøje overvejet dette

spørgsmål, jf. betænkningen side 66-69. Udvalget

anfører, at det i dag er accepteret i lovgivningen, at kommunale

myndigheder kan træffe afgørelse i sager, hvor disse myndigheder

selv kan optræde som part. Der var på den baggrund enighed om at

foreslå afgørelseskompetencen i sagerne vedrørende

udgiftsfordeling mv. overført til de kommunale myndigheder. Udvalget

forudsætter i den forbindelse som nævnt, at de kommunale

afgørelser vil kunne påklages.

Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke, at

der ville være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder

forbundet med at henlægge sager om udgiftsfordeling mv. til de

kommunale myndigheder.

Alle de sager efter vandløbsloven og

vandforsyningsloven, der i dag behandles ved landvæsensretterne, er

imidlertid beslægtede, og da erstatningssagerne i overensstemmelse med

udvalgets forslag foreslås overført til taksationsmyndighederne,

finder Justitsministeriet det hensigtsmæssigt, at også sager om

udgiftsfordeling mv. overføres til taksationsmyndighederne.

Der henvises til lovforslagets §§ 2, 11 og 12 og til

bemærkningerne til disse bestemmelser.

Udvalget foreslår endvidere, at de kommunale

myndigheder får kompetence til at afgive indstilling om, hvorvidt dele

af søterritoriet er gået over til at have karakter af ferske

vande, således at det er rimeligt at ændre deres status efter lov

om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande

gældende retsregler. Der henvises til betænkningen side

74-75.

Justitsministeriet er enig heri, og lovforslagets § 7

er udarbejdet i overensstemmelse hermed. Der henvises i øvrigt til

bemærkningerne til denne bestemmelse.

3.2. Sager om fastsættelse af erstatning mv.

Udvalget foreslår, at kompetencen til at

træffe afgørelse om erstatning mv. i alle tilfælde

overføres til taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje.

Udvalget finder, at landvæsensretternes sager om

erstatningsspørgsmål i høj grad er beslægtet med de

sager, taksationsmyndighederne efter de gældende regler behandler. Som

hovedregel giver disse sager ikke anledning til egentlig bevisførelse.

Der henvises til betænkningen side 63-66.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag

for så vidt angår sager om ekspropriationserstatning og andre

erstatningskrav mod det offentlige, og lovforslaget er for så vidt

angår disse sager udarbejdet i overensstemmelse med forslaget i

betænkningen.

Det foreslås således, at sager om erstatning

mv. efter lov om okker, lov om betalingsregler for spildevandsanlæg,

lov om Skjern Å Naturprojekt og lov om afvanding af marsken ved

Tønder, ekspropriationserstatning og erstatning for myndighedernes

undersøgelser efter vandløbsloven og vandforsyningsloven samt

erstatning efter vandløbsloven for myndighedernes færden langs

vandløb og efter vandforsyningsloven for tilbagekaldelse af

indvindingstilladelse overføres til taksationsmyndighederne efter

vejloven, og at sagerne skal behandles efter vejlovens generelle regler.

Dette indebærer, at sagen indbringes for

taksationsmyndighederne af det offentlige, at det offentlige betaler

taksationsmyndighedernes omkostninger, og at den erstatningssøgende

kan tilkendes en godtgørelse til hel eller delvis dækning af

sine udgifter til sagkyndig bistand.

Der henvises til lovforslagets §§ 2-6 og 11 og til

bemærkningerne til disse bestemmelser.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets

forslag for så vidt angår andre erstatningssager efter

vandløbsloven og vandforsyningsloven. Her vil der ganske vist

kunne blive tale om, at kravet rettes mod private, men i praksis vil det som

oftest være sådan, at en af sagens parter er en offentlig

myndighed. Hertil kommer, at sagerne er beslægtet med sagerne om

udgiftsfordeling og ekspropriationserstatning mv. efter vandløbsloven

og vandforsyniningsloven, der foreslås overført til

taksationsmyndighederne. Der henvises til lovforslagets §§ 2 og 3 og til

bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det foreslås, at der i disse sager fastsættes

særlige regler om sagens indbringelse for taksationskommissionen, om

sagsomkostninger, om betaling af taksationsmyndighedernes udgifter bortset

fra vederlag til formænd og sekretærer samt om fri proces. Der

henvises til lovforslagets § 16 og til bemærkningerne til denne

bestemmelse.

Det bemærkes, at i disse sager vil de

foreslåede særlige regler om sagsbehandlingen gælde, uanset

om erstatningskravet konkret rettes mod en privat eller mod en offentlig

myndighed. Ved anvendelsen af bestemmelsen om tilkendelse af sagsomkostninger

vil der dog kunne tages hensyn til, at modparten er en offentlig myndighed,

jf. bemærkningerne til lovforslagets § 16.

Det bemærkes endvidere, at forslaget om, at disse

sager kan indbringes for taksationsmyndighederne, ikke er til hinder for, at

parterne i stedet indbringer sagen direkte for domstolene, hvis de er enige

herom. Anlægges der retssag, uden at sagen forinden har været

behandlet ved taksationsmyndighederne, skal retten således ikke afvise

sagen på embeds vegne, men kun efter påstand.

I de øvrige erstatningssager, som udvalget

foreslår overført til taksationsmyndighederne, vil sagens parter

som oftest udelukkende være private. Det drejer sig om erstatning efter

fiskeriloven for fjernelse af spærrende fangstredskaber og erstatning

efter lov om private vejrettigheder for tilkendelse af nødvej.

Justitsministeriet finder, at erstatningssager mellem

private parter som udgangspunkt ikke bør behandles ved en

administrativ myndighed - som for eksempel taksationsmyndighederne - men ved

domstolene. Justitsministeriet foreslår derfor, at de nævnte

erstatningssager fremover behandles ved de almindelige domstole. Dette

gælder også, hvor erstatningskravet konkret måtte

være rettet mod eller fremsat af en offentlig myndighed.

Der henvises til lovforslagets §§ 10 og 14 og til

bemærkningerne til disse bestemmelser.

3.3. Hegnssager

Hegnsloven indeholder regler om rejsning, ombytning og

vedligeholdelse af fælleshegn og egne hegn. Loven indeholder desuden

enkelte regler vedrørende grene, der er til gene for

naboejendommen.

Hegnstvister efter hegnsloven behandles af de

særlige hegnsmyndigheder.

I hver kommune findes et hegnssyn, der udpeges af

kommunalbestyrelsen. Hegnssynet er et tvistløsningsnævn, der

fungerer uafhængigt af kommunen. Hegnssynet består af tre

medlemmer, hvoraf mindst et medlem skal være plantningskyndigt. I

kommuner med bymæssig bebyggelse på 1.000 indbyggere eller

derover skal der tillige være et bygningskyndigt medlem.

Kan der under en hegnssag ikke opnås forlig mellem

sagens parter, træffer hegnssynet afgørelse. Hegnssynets

afgørelser kan - med de begrænsninger, der følger af

§ 42 i hegnsloven - indbringes for landvæsenskommissionen.

Landvæsenskommissionens afgørelse kan undtagelsesvis med

tilladelse fra fødevareministeren indbringes for

overlandvæsenskommissionen. Kompetencespørgsmål kan dog

indbringes for landsretten, jf. § 43 i lov om

landvæsensretter.

Udvalget foreslår, at landvæsensretternes

opgaver i hegnssager overføres til taksationsmyndighederne efter lov

om offentlige veje. Udvalget finder, at såvel de almindelige domstole

som taksationsmyndighederne vil være egnede til at behandle sagerne.

Udvalget finder imidlertid, at efter sagernes karakter vil en mere

formløs behandling være ønskelig, og udvalget

foreslår derfor opgaverne overført til taksationsmyndighederne.

Der henvises til betænkningen side 75.

Justitsministeriet finder, at hegnssagerne adskiller sig i

betydelig grad fra de sager, der ellers behandles af taksationsmyndighederne

efter lov om offentlige veje, og også fra de sager, som udvalget i

øvrigt foreslår overført til taksationsmyndighederne.

Hegnssagerne er privatretlige nabokonflikter, der i det væsentlige

angår en række tekniske spørgsmål om hegns

dimensioner og beskaffenhed og om udgiftsfordeling.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at

hegnssagerne ikke bør overføres til

taksationsmyndighederne.

I stedet foreslås det, at hegnssynets

afgørelse bliver den endelige administrative afgørelse. Den,

der ønsker at anfægte hegnssynets afgørelse, må

herefter indbringe sagen for de almindelige domstole. Sagen vil i givet fald

skulle anlægges mod den anden part i sagen for hegnssynet og ikke mod

hegnssynet.

Det foreslås, at indbringelse for domstolene

først kan ske, når hegnssynet har truffet afgørelse.

Det foreslås endvidere, at hegnssynets

afgørelse i givet fald skal indbringes for domstolene inden 4 uger,

svarende til den gældende frist for indbringelse af hegnssynets

afgørelse for landvæsenskommissionen.

Retten skal efter forslaget dog undtagelsesvis kunne

tillade indbringelse senere end 4 uger, men højst 6 måneder

efter, at hegnssynets afgørelse er meddelt den pågældende.

Om en sådan ansøgning om såkaldt oprejsningsbevilling skal

imødekommes, vil bero på en konkret vurdering, hvor det navnlig

må tillægges betydning, om der har foreligget en alvorlig

hindring for sagens rettidige indbringelse for domstolene, og om

ansøgningen er indgivet snarest muligt efter hindringens bortfald.

Når en hegnssag indbringes for domstolene, er der

tale om en prøvelse af hegnssynets afgørelse efter grundlovens

§ 63. Domstolene er således ikke bundet af hegnssynets

afgørelse, men traditionelt har det ved domstolsprøvelsen

væsentlig betydning, at sagen forinden har været undergivet en

særlig sagkyndig behandling, således som der er tale om for

hegnssynenes vedkommende. Det bemærkes herved, at kommunalbestyrelsen

ved udpegningen af hegnssynets medlemmer efter hegnsloven skal sikre, at

medlemmerne repræsenterer den fornødne sagkundskab.

Da hegnssager efter forslaget først kan indbringes

for domstolene, når hegnssynet har truffet afgørelse, vil den af

hegnssynet trufne afgørelse udgøre rammerne for retssagen.

Parterne vil således ikke under retssagen kunne inddrage krav, der vil

gøre det nødvendigt for retten at tage stilling til forhold,

som ikke har foreligget for hegnssynet. Sådanne krav må i givet

fald først indbringes for hegnssynet.

Behandlingen ved domstolene vil i øvrigt skulle ske

efter retsplejelovens almindelige regler. Der vil således blandt andet

kunne afgives forklaring af sagkyndige vidner, afholdes syn og skøn

eller foretages besigtigelse, såfremt retten anser dette for

hensigtsmæssigt. Det må antages, at navnlig besigtigelse ofte vil

være hensigtsmæssig i disse sager. Der vil endvidere kunne gives

fri proces efter reglerne i retsplejelovens kapitel 31.

De foreslåede regler om indbringelse for domstolene

vil også gælde, hvis en part ønsker at anfægte

hegnssynets afgørelse om afvisning af en sag.

Der henvises til lovforslagets §§ 8, 9 og 13 og til

bemærkningerne til disse bestemmelser.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

Lovforslaget indebærer en administrativ lettelse

navnlig for kommunerne og amtskommunerne, der beskikker formand og medlemmer

i landvæsensnævnene og afgiver indstilling om beskikkelse af

formand og medlemmer i landvæsenskommissionerne.

Lovforslaget indebærer, at statens udgifter til

vederlag til overlandvæsenskommissionernes formænd og

sekretærer bortfalder. Disse udgifter udgjorde i 1997, 1998 og 1999

henholdsvis 71.910 kr., 17.888 kr. og 31.208 kr.

Endvidere bortfalder statens udgift til vederlag til den

teknisk sagkyndige i landvæsenskommissionen for Sønderjyllands

Amtskommunes 4. kreds. Denne udgift udgjorde i 1997, 1998 og 1999 henholdsvis

48.609 kr., 24.915 kr. og 35.596 kr.

Endelig bortfalder amtskommunernes udgifter til vederlag

til landvæsenskommissionernes formænd og sekretærer. Disse

udgifter udgjorde i 1997, 1998 og 1999 henholdsvis 346.016 kr., 262.910 kr.

og 288.119 kr.

Samtidig indebærer lovforslaget, at de almindelige

domstole vil få en begrænset forøgelse af

sagsmængden. Dette skønnes at medføre en beskeden

merindtægt i form af retsafgifter. Den begrænsede

forøgelse af sagsmængden skønnes ikke at kræve

øgede ressourcer til domstolene.

Endvidere indebærer lovforslaget, at

taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje vil få en

begrænset forøgelse af sagsmængden. Dette vil kunne betyde

en begrænset merudgift for staten til vederlag til

taksationskommissionernes og overtaksationskommissionernes formænd og

sekretærer.

Herudover skønnes lovforslaget ikke at have

økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af

betydning.

Lovforslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter. Lovforslaget har ingen

økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Vurdering af konsekvenser af

lovforslaget

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat,

kommuner og amtskommuner

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner

og amtskommuner

Mindre lettelse

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige

konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for

borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige

aspekter

5. Hørte myndigheder mv.

Et udkast til lovforslaget har været til

høring hos:

Domstolsstyrelsen, Præsidenterne for Østre og

Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense,

Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet,

Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns

Kommune, Frederiksberg Kommune, Landbrugsrådet, De Danske

Landboforeninger, Dansk Familielandbrug, Foreningen af Hegnssynsformænd

og Den Danske Landinspektørforening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I lovforslagets bilag 2 er de foreslåede

bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

(lov om landvæsensretter)

Lov om landvæsensretter foreslås

ophævet. Landvæsensretterne nedlægges, og deres opgaver

overføres til andre myndigheder.

Til § 2

(vandløbsloven)

Til nr. 1 (§ 7, stk. 5 og 6)

Kompetencen til at træffe afgørelse i

tilfælde af uenighed mellem vandløbsmyndigheder om

økonomiske spørgsmål, herunder om fordeling af udgifter,

foreslås henlagt til miljø- og energiministeren

(betænkningen side 72 og 107). Efter vandløbslovens § 78

vil miljø- og energiministeren kunne henlægge beføjelsen

til Skov- og Naturstyrelsen og vil kunne bestemme, at Skov- og

Naturstyrelsens afgørelser ikke kan påklages til ministeren.

Til nr. 2 (§ 35, stk. 3)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

fordeling af udgifter til vedligeholdelse af private vandløb

foreslås overført til taksationsmyndighederne. Som efter den

gældende bestemmelse kan spørgsmålet i første

omgang indbringes for vandløbsmyndigheden, der mægler forlig.

Det foreslås, at i mangel af forlig skal enhver af parterne kunne

forlange, at vandløbsmyndigheden indbringer spørgsmålet

for taksationsmyndighederne til afgørelse. Der henvises til de

almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 3 (§ 41)

Kompetencen til at træffe afgørelse om ydelse

af bidrag til offentlige pumpelag foreslås overført til

taksationsmyndighederne. I første omgang behandles

spørgsmålet af amtsrådet, typisk som led i beslutningen om

at oprette et offentligt pumpelag. Det foreslås, at i mangel af en

forligsmæssig løsning skal enhver af parterne kunne forlange, at

amtsrådet indbringer spørgsmålet for

taksationsmyndighederne til afgørelse. Der henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 4 (§ 57, stk. 1, 1. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring. Bestemmelsen

angår myndighedernes adgang til at færdes langs

vandløb.

Til nr. 5 (§ 65, stk. 2, 2. pkt.)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

fortrinsberettiget pant i den afgiftspligtige ejendom for anlægsbidrag

foreslås overført til taksationsmyndighederne. Der henvises til

de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 6 (§ 67, stk. 2)

Efter den gældende bestemmelse kan

vandløbsmyndighedens afgørelse om fordeling af bidrag ved

arealoverførsel fra en afgiftspligtig ejendom indbringes for

landvæsenskommissionen. Det foreslås, at

vandløbsmyndighedens afgørelse i stedet skal kunne forlanges

indbragt for taksationsmyndighederne. Der henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 7 (§ 68, stk. 4)

Efter den gældende bestemmelse kan

vandløbsmyndighedens afgørelse om pålæg af bidrag

ved bebyggelse mv., tilførsel af spildevand eller vandindvinding

indbringes for landvæsenskommissionen. Det foreslås, at

vandløbsmyndighedens afgørelse i stedet skal kunne forlanges

indbragt for taksationsmyndighederne. Der henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 8 og 9 (§§ 71-73)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

ekspropriationserstatning og om erstatning efter lovens bestemmelser i

øvrigt foreslås overført til taksationsmyndighederne

(betænkningen side 71 og 107-109).

Ved behandlingen af sager om ekspropriationserstatning og

om erstatning for myndighedernes færden langs vandløb samt

myndighedernes undersøgelser finder bestemmelserne i lov om offentlige

veje tilsvarende anvendelse, jf. henvisningen i den foreslåede

bestemmelse i § 72, stk. 2.

Andre erstatningssager omfattes af den foreslåede §

73. Det drejer sig om erstatning for skader ved regulering af vandløb,

sænkning af vandstanden i en sø, anlæg af nye

vandløb, vedligeholdelse af vandløb, oprettelse eller

ændring af pumpelag samt anlæg eller ændring af broer,

overkørsler eller opstemningsanlæg.

I disse sager indbringes sagen for taksationskommissionen

af den erstatningssøgende, jf. den foreslåede § 73, stk. 2. Om

sagens behandling for taksationsmyndighederne gælder den

foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje (lovforslagets § 16).

Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling

bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af

vandløbsmyndigheden, jf. den foreslåede § 73, stk. 3. Parterne

kan pålægges helt eller delvis at refundere udgifterne over for

vandløbsmyndigheden, jf. den foreslåede § 67 a, stk. 5, i lov om

offentlige veje (lovforslagets § 16).

Til nr. 10 (§ 74)

Der er tale om en konsekvensændring som følge

af forslaget om at overføre kompetencen til at træffe

afgørelse om betaling af bidrag mv. til taksationsmyndighederne (nr.

2, 3, 5, 6 og 7). § 74 fastslår herefter alene en pligt for

vandløbsmyndigheden til at søge en forligsmæssig

løsning. Ophævelsen af stk. 2 og 3 i den gældende regel

skyldes, at bestemmelserne om kompetencen for taksationsmyndighederne til at

træffe afgørelse i sager om udgifts- og bidragsfordeling

foreslås placeret i vandløbslovens §§ 35, 41, 65, 67 og 68 (jf.

nr. 2, 3, 5, 6 og 7), mens reglerne om erstatningssager foreslås

placeret i §§ 72 og 73 (jf. nr. 8 og 9).

Til nr. 11 (§ 80, stk. 1, 2. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge

af forslaget om at overføre kompetencen til at træffe

afgørelse om erstatning til taksationsmyndighederne (nr. 8 og 9).

Påklage af taksationskommissionens afgørelser til

overtaksationskommissionen reguleres af bestemmelserne i lov om offentlige

veje, jf. henvisningen i den foreslåede § 72, stk. 2, samt den

foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje (lovforslagets § 16).

Til nr. 12 (§ 85, stk. 3)

Ændringen af bestemmelsen om strafansvar for

juridiske personer er en følge af, at der ved lov nr. 474 af 12. juni

1996 om ændring af straffeloven blev fastlagt regler om kollektivansvar

i straffeloven. Ved vedtagelsen af ændringen af straffeloven blev det

forudsat, at de gældende bestemmelser om kollektivansvar i

særlovgivningen ved først givne lejlighed skulle ændres i

overensstemmelse hermed.

Til § 3

(vandforsyningsloven)

Til nr. 1 (§ 9)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

erstatning efter lovens §§ 23, 28, 30 og 31 foreslås overført

til taksationsmyndighederne, således at sagen indbringes for

taksationskommissionen af den erstatningssøgende.

Om sagernes behandling ved taksationsmyndighederne

gælder den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje

(lovforslagets § 16).

Til nr. 2 og 4-7 (§ 23, stk. 3, § 28, stk. 2, § 30, stk. 2, § 31, stk.

2)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

erstatning mv. efter lovens §§ 23, 28, 30 og 31 foreslås

overført til taksationsmyndighederne (betænkningen side 72-73 og

111-112).

Sagerne indbringes for taksationskommissionen af den

erstatningssøgende, jf. den foreslåede § 9. Det drejer sig om

sager om erstatning for skader ved forandring af grundvandsstanden,

vandføringen i vandløb eller vandstanden i en sø (§§ 23

og 28) og for ophør med benyttelse af egen vandforsyningsboring (§ 30)

og om tilskud til gennemførelse af almen vandforsyning (§ 31).

Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling

bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales i sager

efter § 23 forlods af amtsrådet, i sager efter § 28 forlods af

tilladelsesmyndigheden og i sager efter §§ 30 og 31 forlods af

kommunalbestyrelsen. Parterne kan pålægges helt eller delvis at

refundere udgifterne over for den pågældende myndighed, jf. den

foreslåede § 67 a, stk. 5, i lov om offentlige veje (lovforslagets §

16).

Til nr. 3 (§ 24)

Lovforslaget overfører kompetencen i

erstatningssager fra domstolene (landvæsensretterne) til forvaltningen

(taksationsmyndighederne). Der er derfor ikke fundet tilstrækkelig

anledning til at medtage regler om ekstraordinær genoptagelse. Adgangen

til ekstraordinær genoptagelse følger af almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger.

Til nr. 8 og 9 (§ 32, stk. 4, og § 39, stk. 4)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

erstatning efter lovens §§ 32 og 39 foreslås overført til

taksationsmyndighederne (betænkningen side 72-73 og 111-112).

Sagerne indbringes for taksationskommissionen af det

offentlige, jf. den foreslåede § 42. Det drejer sig om sager om

erstatning for tilbagekaldelse af indvindingstilladelse (§ 32) samt for

skader ved myndighedernes undersøgelser (§ 39).

Til nr. 10 (§ 42)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

ekspropriationserstatning foreslås overført til

taksationsmyndighederne (betænkningen side 72-73 og 112).

Sager om erstatning efter §§ 32 og 39 behandles på

samme måde som ekspropriationssager, således at det er det

offentlige, der indbringer sagen for taksationskommissionen. Det drejer sig

om sager om erstatning for tilbagekaldelse af indvindingstilladelse samt for

skader ved myndighedernes undersøgelser.

Til nr. 11 (§ 84, stk. 3)

Ændringen af bestemmelsen om strafansvar for

juridiske personer er en følge af, at der ved lov nr. 474 af 12. juni

1996 om ændring af straffeloven blev fastlagt regler om kollektivansvar

i straffeloven, jf. bemærkningerne til § 2, nr. 12, ovenfor.

Til § 4

(lov om okker)

Til nr. 1 (§ 4, stk. 3)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

erstatning for afslag på ansøgning om udgrøftning eller

dræning af et areal, der tidligere har været udgrøftet

eller drænet, foreslås overført til

taksationsmyndighederne (betænkningen side 73 og 112).

Til nr. 2 (§ 11, stk. 1, nr. 4)

Der er tale om en konsekvensændring. Efter

henvisningen til bestemmelserne i lov om offentlige veje i den

foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, påhviler det

Skov- og Naturstyrelsen at indbringe spørgsmålet om erstatning

for taksationsmyndighederne, hvis en forligsmæssig løsning ikke

er fundet inden 8 uger efter, at afslaget er meddelt (jf. § 52 i lov om

offentlige veje).

Til nr. 3 (§ 15, stk. 2)

Ændringen af bestemmelsen om strafansvar for

juridiske personer er en følge af, at der ved lov nr. 474 af 12. juni

1996 om ændring af straffeloven blev fastlagt regler om kollektivansvar

i straffeloven, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 12,

ovenfor.

Til § 5

(lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv.)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

godtgørelse for overtagelse af et privat spildevandsanlæg

foreslås overført til taksationsmyndighederne

(betænkningen side 73 og 113).

Til § 6

(lov om Skjern Å Naturprojekt)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

erstatning for foranstaltninger vedrørende vandløb, som

foretages i medfør af loven, foreslås overført til

taksationsmyndighederne.

Til § 7

(lov om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande

gældende retsregler)

Kompetencen til at afgive indstilling om inddragelse af

dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende regler

foreslås overført til vandløbsmyndigheden med klageadgang

til Skov- og Naturstyrelsen (betænkningen side 74 og 115). Der henvises

endvidere til pkt. 3.1 i de almindelige bemærkninger.

Til § 8

(hegnsloven)

Til nr. 1 (§ 42)

Det foreslås, at hegnssynets afgørelse bliver

den endelige administrative afgørelse.

Hegnssynets afgørelse kan indbringes for domstolene

til prøvelse efter grundlovens § 63. Sagen vil i givet fald

skulle anlægges mod den anden part i sagen for hegnssynet og ikke mod

hegnssynet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 43)

Det foreslås, at hegnssager først kan

indbringes for domstolene, når hegnssynet har truffet afgørelse.

Indbringes en hegnssag således direkte for domstolene, uden forinden at

have været behandlet af hegnssynet, skal sagen afvises fra

domstolene.

Da det ofte er væsentligt, at en hegnssag hurtigt

kan få sin endelige afgørelse, foreslås det, at

hegnssynets afgørelse i givet fald skal indbringes for domstolene

inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

Retten skal dog undtagelsesvis kunne tillade indbringelse

senere end 4 uger, men højst 6 måneder efter, at hegnssynets

afgørelse er meddelt den pågældende. Om en sådan

ansøgning om oprejsningsbevilling skal imødekommes, vil bero

på en konkret vurdering, hvor det navnlig må tillægges

betydning, om der har foreligget en alvorlig hindring for sagens rettidige

indbringelse for domstolene, og om ansøgningen er indgivet snarest

muligt efter hindringens bortfald.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 3 og 4 (§ 44, stk. 1)

Det foreslås præciseret, at de særlige

regler i hegnslovens § 44, stk. 1-2, om hegnssynets formands eller

klagerens udførelse af arbejde eller afhjælpning af mangler

på den forpligtedes regning også gælder, når

forpligtelsen er fastslået ved dom efter indbringelse af hegnssynets

afgørelse for domstolene.

I konsekvens af de foreslåede regler om indbringelse

for domstolene foreslås det samtidig at ophæve bestemmelsen om,

at sådanne kendelser ikke kan ankes.

Til nr. 5 (§ 51, stk. 1)

Der er tale om en konsekvensændring, da der ikke

længere vil være nogen appelinstans i forhold til hegnssynene.

Straffebestemmelsen finder også anvendelse i tilfælde, hvor

hegnssynets påbud er indbragt for domstolene uden at være blevet

ophævet. Hvis hegnssynets afgørelse om ikke at udstede

påbud indbringes for domstolene og tilsidesættes, således

at domstolene giver et påbud, kan overtrædelse af påbudet

straffes efter retsplejelovens § 535.

Til § 9

(lov om læhegn og tilskud til læplantning)

Det foreslås, at de foreslåede bestemmelser i

hegnslovens § 42, stk. 1, og § 43, også skal anvendes

ved hegnssager efter lov om læhegn og tilskud til

læplantning.

Dette indebærer, at hegnssynets afgørelse

bliver den endelige administrative afgørelse, at en hegnssag

først kan indbringes for domstolene, når hegnssynet har truffet

afgørelse, og at hegnssynets afgørelse i givet fald skal

indbringes for domstolene inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt

den pågældende, dog med mulighed for, at sagen kan tillades

indbragt inden 6 måneder, jf. bemærkningerne til lovforslagets

§ 8, nr. 1-2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige

bemærkninger.

Til § 10

(fiskeriloven)

Til nr. 1 (§ 52)

Det foreslås, at bestemmelsen om

landvæsensretternes kompetence til at træffe afgørelse om

erstatning for fjernelse af spærrende fangstindretninger

ophæves.

Hvis der ikke kan opnås en mindelig ordning, vil

spørgsmålet om erstatningens størrelse herefter

henhøre under de almindelige domstole.

Dette betyder, at når fødevareministeren har

truffet afgørelse om afgrænsningen af fiskevandets længde

og om, hvorvidt en anmodning om fjernelse af spærrende

fangstindretninger mod betaling af erstatning skal imødekommes, vil de

fiskeriberettigede i mangel af en mindelig ordning kunne anlægge en

almindelig civil retssag mod ejeren af den spærrende fangstindretning

med henblik på fastsættelse af erstatningen.

Til nr. 2 (§ 130, stk. 3)

Hæftestraffen er afskaffet med virkning fra den 1.

juli 2001, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige

lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om

fuldbyrdelse af straf mv. Strafferammen i fiskerilovens § 130,

stk. 3, foreslås derfor ændret fra »bøde, hæfte

eller fængsel i indtil 2 år, under skærpende

omstændigheder indtil 4 år« til »bøde eller fængsel

i indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4

år«. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændring af praksis

med hensyn til, hvor lang en frihedsstraf der udmåles i de konkrete

sager.

Til § 11

(lov om afvanding af marsken ved Tønder)

Til nr. 1-2 (§§ 5 og 6)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

udgiftsfordeling foreslås overført til taksationsmyndighederne.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1. Kompetencen til

at træffe afgørelse om, hvorledes vandløbs- og

vejforbindelser mv. skal ordnes, foreslås overført til

vandløbsmyndigheden med klageadgang til Skov- og Naturstyrelsen.

Til nr. 3-5 (§ 7)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

erstatning efter § 7 foreslås overført til

taksationsmyndighederne (betænkningen side 76 og 118).

Til § 12

(lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder)

Kompetencen til at træffe afgørelse om

udgiftsfordeling foreslås overført til taksationsmyndighederne.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Til § 13

(udstykningsloven)

Hegnssynssager efter udstykningsloven angår

fordelingen af omkostningerne ved skelforretninger. Det foreslås, at

disse sager fortsat skal kunne indbringes for hegnssynet i de tilfælde,

hvor resultatet af skelforretningen ikke indbringes for domstolene.

Såfremt der anlægges retssag om ændring

af resultatet af skelforretningen (jf. udstykningslovens § 36,

stk. 2, nr. 2), foreslås det imidlertid, at der under en

sådan retssag desuden efter påstand skal tages stilling til

fordelingen af omkostningerne ved skelforretningen. I disse tilfælde

kan spørgsmålet om omkostningsfordeling ikke indbringes for

hegnssynet, og er det allerede sket, skal hegnssynet afvise sagen. Dette

gælder, uanset om der under retssagen om resultatet af skelforretningen

rent faktisk tillige nedlægges påstand om fordelingen af

omkostningerne ved skelforretningen. Det er således op til sagens

parter i givet fald at udnytte muligheden for at få en afgørelse

af omkostningsspørgsmålet under retssagen.

Med denne kompetencefordeling undgås det, at

hegnssynet skal afvente udfaldet af en retssag, før det kan

afgøre spørgsmålet om fordelingen af omkostningerne ved

skelforretningen, hvorefter hegnssynets afgørelse herom i givet fald

ville kunne prøves under endnu en retssag.

I de tilfælde, hvor der ikke anlægges retssag

om resultatet af skelforretningen, og hvor spørgsmålet om

omkostningsfordeling ved skelforretningen således henhører under

hegnssynet, kan hegnssynets afgørelse indbringes for domstolene til

prøvelse efter grundlovens § 63. Sagen vil i givet fald skulle

anlægges mod den eller de andre parter i sagen for hegnssynet og ikke

mod hegnssynet. Sagen vil først kunne indbringes for domstolene,

når hegnssynet har truffet afgørelse.

Det foreslås, at hegnssynets afgørelse i

givet fald skal indbringes for domstolene inden 4 uger efter, at

afgørelsen er meddelt den pågældende, dog således at

sagen kan tillades indbragt inden for en frist på 6 måneder, jf.

bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige

bemærkninger.

Til § 14

(lov om private vejrettigheder)

Det foreslås, at bestemmelsen om

landvæsensretternes kompetence til at træffe afgørelse om

tilkendelse af nødvej og om fastsættelse af erstatning herfor

ophæves.

Hvis der ikke kan opnås en mindelig ordning, vil

den, der ønsker at få tilkendt en nødvej, fremover skulle

anlægge en almindelig civil retssag mod ejeren af den grund, hvor

nødvejen ønskes tilkendt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i de almindelige

bemærkninger.

Til § 15

(retsafgiftsloven)

Til nr. 1 (§ 55, nr. 5)

Der er tale om en konsekvensændring som følge

af nedlæggelsen af landvæsensretterne. Retsafgiftslovens

§ 55, nr. 5, hjemler afgiftsfrihed for kæremål om et

landvæsensretsmedlems habilitet.

Til nr. 2 (§ 64, stk. 1, 1. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge

af, at retsafgiftslovens § 65 a er ophævet ved lov nr. 383 af 2.

juni 1999.

Til § 16

(lov om offentlige veje)

Der foreslås indført en ny § 67 a, som

skal gælde for de erstatningssager, der foreslås overført

fra landvæsensretterne til taksationsmyndighederne, og hvor der kan

blive tale om krav mellem private parter. Bestemmelsen gælder, uanset

om kravet i den konkrete sag er rettet mod en privat eller mod en offentlig

myndighed.

Bestemmelsens anvendelsesområde er fastsat i stk.

1. Det drejer sig om en række erstatningssager efter

vandløbsloven og vandforsyningsloven (erstatning for skader ved

regulering af vandløb, sænkning af vandstanden i en sø,

anlæg af nye vandløb, vedligeholdelse af vandløb,

oprettelse eller ændring af pumpelag, anlæg eller ændring

af broer, overkørsler eller opstemningsanlæg, forandring af

grundvandsstanden, vandføringen i vandløb eller vandstanden i

en sø, for ophør med benyttelse af egen vandforsyningsboring og

for gennemførelse af almen vandforsyning).

I stk. 2 fastsættes reglerne om sagernes

indbringelse for taksationskommissionen, mindstekravene til anmodningen om

behandling ved taksationskommissionen og om medfølgende

dokumenter.

Stk. 3

indebærer, at sagerne som udgangspunkt

behandles efter samme regler som andre taksationssager.

Følgende bestemmelser i lov om offentlige veje

finder således tilsvarende anvendelse: § 51 om erstatningens

fastsættelse, § 53 om mødeindkaldelse, afholdelse af

møde og afsigelse af kendelse, § 54 om påklage til

overtaksationskommissionen og behandlingen af klagen, § 55 om udskrifter

af taksationsmyndighedernes kendelser, § 56 om tredjemands

indtræden i sagen for taksationsmyndighederne, § 58 a om

taksationsmyndighedernes uafhængighed, § 59, stk. 2, om

sagkyndig bistand, § 60 om habilitetskrav, § 62, stk. 1, og

stk. 2, 1. led, om vederlag til kommissionens formand, medlemmer og

sekretær, § 66 om fastsættelse af administrative forskrifter

og § 67 om fritagelse for betaling af stempelafgifter.

§ 52 om sagens indbringelse for

taksationskommissionen finder ikke anvendelse. Regler om fremgangsmåden

ved indbringelsen af sagen er fastsat i stk. 2 i den foreslåede

bestemmelse.

§ 59, stk. 1, om udpegning af en landinspektør

til bistand for taksationsmyndighederne finder ikke anvendelse. Hvis der er

behov for bistand fra en landinspektør (eller anden sagkyndig), kan

taksationsmyndighederne udpege en særlig sagkyndig efter § 59, stk.

2.

§ 61 om godtgørelse af klagerens udgifter til

sagkyndig bistand finder heller ikke finder anvendelse. Regler om tilkendelse

og pålæg om betaling af sagsomkostninger er fastsat i stk.

4 i den foreslåede bestemmelse, og efter stk. 6 vil der

kunne meddeles fri proces, således at en part vil kunne få

dækket blandt andet udgifter til sagkyndig bistand.

§ 62, stk. 2, 2. led, om taksationsmyndighedernes

udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og

sekretærer finder ikke anvendelse. Udgifterne afholdes forlods af det

offentlige efter følgende regler:

- I sager efter vandløbsloven: af

vandløbsmyndigheden, jf. den foreslåede § 73, stk. 3, i

vandløbsloven (lovforslagets § 2).

- I sager efter vandforsyningsloven: af amtsrådet,

tilladelsesmyndigheden eller kommunalbestyrelsen, jf. den foreslåede

affattelse af §§ 23, stk. 2, 28, stk. 2, 30, stk. 2, og 31, stk. 2, i

vandforsyningsloven (lovforslagets § 3).

Parterne kan pålægges helt eller delvis at

refundere udgifterne, jf. stk. 5, 1. pkt., i den foreslåede

bestemmelse.

§ 63 om forrentning af erstatningen finder ikke

anvendelse. Om en tilkendt erstatning skal forrentes, vil afhænge af

lovgrundlaget på det pågældende område. Kan

erstatningen henregnes til formuerettens område, vil også

renteloven kunne være relevant. Hvis der skal betales rente, skal dette

fremgå af taksationsmyndighedernes afgørelse.

§ 64 om udbetaling af erstatningen finder ikke

anvendelse. I almindelighed kan og skal en tilkendt erstatning betales til

den person, som fremgår af taksationsmyndighedernes afgørelse.

Almindelige formueretlige regler vil være afgørende for, om

denne person kan disponere over kravet ved aftale, eller om kravet kan

gøres til genstand for retsforfølgning, således at

betaling i stedet skal ske til en aftaleerhverver eller

retsforfølgende kreditor.

§ 65 i lov om offentlige veje finder heller ikke

anvendelse. Efter denne bestemmelse kan en overtaksationskommissions

afgørelse indbringes for landsretten inden 6 måneder, efter at

afgørelsen er meddelt.

Overtaksationskommissionens afgørelser i sager

omfattet den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje vil kunne

indbringes for domstolene efter grundlovens § 63. I disse sager, hvor der

typisk vil være tale om krav mellem private, vil sagen i almindelighed

skulle anlægges mod den private modpart og ikke mod

taksationsmyndighederne. Sådanne sager bør ikke obligatorisk

være landsretssager med deraf følgende fri ankeadgang til

Højesteret.

Forslaget indebærer, at disse sager behandles efter

retsplejelovens almindelige regler om retternes saglige kompetence.

Udgangspunktet er således, at sagen anlægges ved byret, jf.

retsplejelovens § 224, men der er under nærmere angivne

omstændigheder mulighed for henvisning til landsretten, jf.

retsplejelovens § 226, og hvis sagen angår krav, der har en

økonomisk værdi over 1.000.000 kr., kan sagen anlægges ved

landsretten, jf. retsplejelovens § 227.

I stk. 4 foreslås det, at

taksationsmyndighederne efter et samlet skøn kan pålægge

en part at betale sagsomkostninger til en anden part (betænkningen s.

85-86, 90 og 92). Taksationsmyndighederne vil i den forbindelse skulle tage

hensyn til sagens udfald, men kan også tage hensyn til, hvem parterne

er. En privat part vil således snarere kunne tillægges

sagsomkostninger end en offentlig myndighed. Der kan også

tillægges delvise sagsomkostninger.

Taksationsmyndighederne kan bestemme, at klageren skal

stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger (betænkningen s. 87-

88, 90 og 92). Denne mulighed skal blandt andet ses i lyset af, at

taksationsmyndighedernes afgørelser ikke kan tvangsfuldbyrdes.

Stilles en krævet sikkerhed ikke inden en af

taksationsmyndighederne fastsat frist, afvises sagen. Er sagen indbragt for

overtaksationskommissionen, er det klagen til overtaksationskommissionen, der

afvises, således at taksationskommissionens afgørelse står

ved magt.

I stk. 5 foreslås det, at

taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale

taksationsmyndighedernes udgifter bortset fra vederlag til formænd og

sekretærer. Betaling skal ske til den myndighed, der forlods har

afholdt taksationsmyndighedernes udgifter. Der tillægges udpantningsret

for beløbet.

Vederlag til formænd og sekretærer afholdes

altid af statskassen, jf. § 62, stk. 2, 1. led. Taksationsmyndighedernes

øvrige udgifter ved sagens behandling afholdes forlods af det

offentlige, men taksationsmyndighederne kan i forbindelse med sagens

afgørelse bestemme, at disse udgifter helt eller delvis skal betales

af en eller flere af parterne i sagen. Udgifterne kan pålægges

én part eller deles mellem parterne, og udgifterne vil også helt

eller delvis kunne afholdes endeligt af det offentlige.

Som en konsekvens af de foreslåede bestemmelser om

sagsomkostninger og betaling af taksationsmyndighedernes udgifter

foreslås det i stk. 6, at der kan meddeles fri proces efter

retsplejelovens regler (betænkningen s. 88, 90 og 92).

Fri proces meddeles i sager for taksationskommissionen af

statsamtet og i sager for overtaksationskommissionen af

Civilretsdirektoratet, jf. retsplejelovens § 330, stk. 4-5.

Fri proces medfører som udgangspunkt blandt andet

beskikkelse af advokat til at udføre sagen mod vederlag af

statskassen, godtgørelse fra statskassen for udgifter ved sagens

behandling og fritagelse for at betale modpartens omkostninger, jf.

retsplejelovens § 332, stk. 1.

Fri proces kan dog i bevillingen begrænses til nogle

af disse begunstigelser, jf. retsplejelovens § 332, stk. 2. I sager omfattet

af den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje vil der formentlig

oftere end i retssager ved domstolene være grund til, at en bevilling

af fri proces ikke omfatter beskikkelse af advokat til at udføre sagen

mod vederlag af statskassen.

Omfatter en bevilling af fri proces beskikkelse af advokat

til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, beskikker

taksationsmyndighederne en advokat for den pågældende part.

Advokatens vederlag og godtgørelse af udlæg fastsættes af

taksationsmyndighederne efter reglerne i retsplejelovens § 336 c.

Beløbet udbetales af byretten i den retskreds, hvor

taksationskommissionen har sæde, og afholdes over Justitsministeriets

konto til fri proces.

Omfatter en bevilling af fri proces fritagelse for at

betale modpartens omkostninger, kan den pågældende part ikke

pålægges at betale sagsomkostninger til nogen anden part efter

det foreslåede stk. 4 eller til det offentlige efter det

foreslåede stk. 5 og er dermed også fritaget for

sikkerhedsstillelse efter stk. 4. Hvis den pågældende bortset

herfra ville være blevet pålagt at betale sagsomkostninger til en

anden part efter stk. 4, træffer taksationsmyndighederne i stedet

bestemmelse om betaling af sagsomkostninger til den pågældende

anden part fra statskassen. Beløbet udbetales af byretten i den

retskreds, hvor taksationskommissionen har sæde, og afholdes over

Justitsministeriets konto til fri proces. Derimod giver fritagelsen for

betaling af det offentliges udgifter efter stk. 5 ikke anledning til nogen

refusion.

Omfatter en bevilling af fri proces godtgørelse fra

statskassen for udgifter ved sagens behandling, træffer

taksationsmyndighederne bestemmelse om, hvilket beløb den

pågældende part skal have godtgjort. Det drejer sig navnlig om

partens eventuelle udgifter til deltagelse i møder for

taksationsmyndighederne (rejseudgifter og eventuelt tabt arbejdsfortjeneste)

eller til undersøgelser og sagkyndig bistand mv. Beløbet

udbetales af byretten i den retskreds, hvor taksationskommissionen har

sæde, og afholdes over Justitsministeriets konto til fri proces.

Modparten kan pålægges at betale sagsomkostninger efter stk. 4.

Beløbet tilfalder statskassen, jf. retsplejelovens § 334, 2. pkt., og

skal indbetales til byretten i den retskreds, hvor taksationskommissionen har

sæde. Modparten kan uafhængigt heraf pålægges at

betale taksationsmyndighedernes udgifter efter stk. 5.

I særlige tilfælde kan en part, der har fri

proces, pålægges at erstatte statskassens udgifter ved den fri

proces i det omfang, udgifterne ikke pålægges modparten, jf.

retsplejelovens § 335. Er denne bestemmelse undtagelsesvis anvendelig, vil

den pågældende part, der har fri proces, også kunne

pålægges at betale taksationsmyndighedernes udgifter efter stk.

5.

Der er ikke fundet tilstrækkelig anledning til at

foreslå en udtrykkelig lovbestemmelse om forvaltningsmyndigheders

adgang til at indtræde i sagen (betænkningen s. 89) eller om

mødeindkaldelse ved annoncering i de stedlige blade

(betænkningen s. 82 og 90).

Som nævnt vil taksationsmyndighedernes

afgørelser kunne indbringes for domstolene efter grundlovens § 63. Der

er derfor heller ikke fundet anledning til foreslå regler om adgang til

ved kære til landsretten at få afgjort, om en

overtaksationskommission som ankeinstans har afgjort spørgsmål,

der ligger uden for ankeinstansens kompetence (betænkningen s. 87, 90

og 92).

Til § 17

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

juli 2001.

Sager, som er indbragt for en landvæsensret inden

lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil

gældende regler. I sådanne sager vil en

landvæsenskommissions afgørelse således - også efter

lovens ikrafttræden - i givet fald skulle indbringes for en

overlandvæsenskommission efter de hidtil gældende regler.

Til § 18

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale

gyldighed. Lov om landvæsensretter gælder ikke for

Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Lov om landvæsensretter

Sammenskrivning af lov om landvæsensretter, jf.

lovbekendtgørelse nr. 133 af 6. marts 1970, med de ændringer,

der følger af § 5 i lov nr. 402 af 26. juni 1998 og § 5 i

lov nr. 365 af 2. juni 1999.

§ 1.

De i denne lov omhandlede landvæsens- og

overlandvæsenskommissioner behandler alle sager, som ved den hidtil

gældende lovgivning eller ifølge gammel praksis og sædvane

er henlagt under de i lov af 30. december 1858 omhandlede landvæsens-

og overlandvæsenskommissioners forretningsområde.

Stk. 2.

De af vandsynsmænd efter den hidtil

gældende lovgivning behandlede sager behandles fremtidig af

landvæsensnævnet.

I. Landvæsensretternes sammensætning

a) Landvæsensnævn

§ 2.

Landvæsensnævnets område er

retskredsen.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen bemyndiges til efter indstilling fra

vedkommende amtsråd at dele retskredsen i 2 eller flere distrikter,

hvert med sit selvstændige landvæsensnævn, eller

henlægge en del af retskredsens område under

landvæsensnævnet for et tilgrænsende område indenfor

samme landvæsenskommissionsområde.

§ 3.

For hvert nævnsområde udnævner

amtsrådet en fast formand, der kan være fælles for flere

områder. Ingen kan fungere som formand efter det fyldte 70.

år.

Stk. 2.

På samme måde udnævnes en

stedfortræder for formanden. Stedfortræderen kan samtidig

være nævnsmand.

Stk. 3.

Udnævnelserne gælder for 4-årige

perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalrådene.

Stk. 4.

Hvervene som formand og stedfortræder er ikke

borgerlige ombud og udelukker ikke, at den pågældende samtidig er

landvæsenskommissær.

§ 4.

For hver primærkommune udnævnes 2

nævnsmænd af kommunalbestyrelsen. Efter indstilling fra

kommunalbestyrelsen kan Domstolsstyrelsen dog forhøje antallet af

nævnsmænd.

Stk. 2.

Nævnsmændene er forpligtet til også

at indtræde i nævn i nærliggende områder, når

det kræves af vedkommende nævns formand.

Stk. 3.

Udnævnelserne gælder for 4-årige

perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalrådene.

Stk. 4.

Ingen, der har opnået en alder af 70 år,

kan fungere som nævnsmand. Ingen, der har opnået en alder af 60

år, er forpligtet til at modtage udnævnelse. Den, der har

fungeret i fire år, er ikke forpligtet til at modtage udnævnelse

som nævnsmand før efter udløbet af en valgperiode. Alle

spørgsmål om fritagelse afgøres i øvrigt af

kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for

Domstolsstyrelsen.

§ 5.

Den, som første gang udnævnes til formand,

stedfortræder eller nævnsmand, afgiver straks efter

udnævnelsen til den udnævnende myndighed en skriftlig

erklæring på ære og samvittighed om at ville varetage

hvervet med upartiskhed og omhu.

Stk. 2.

Afskedigelse af en formand, stedfortræder eller

nævnsmand kan foretages af den myndighed, der har udnævnt

ham.

Stk. 3.

Beslutningen herom kan indankes for

Domstolsstyrelsen.

§ 6.

Første møde i sagen foretages af formanden

alene, medmindre rekvirenten i sin begæring har krævet medvirken

af nævnsmænd, eller formanden finder sådan medvirken

påkrævet. Ved det første møde forespørger

formanden de øvrige parter, hvorvidt disse ønsker sagen

behandlet under medvirken af nævnsmænd, og i bekræftende

fald tilkalder formanden vedkommende kommunes nævnsmænd og, for

så vidt sagen berører to eller flere kommuner, de 2 bekvemmest

boende nævnsmænd indenfor kommunerne.

Stk. 2.

Vedrører sagen flere nævnsområder,

behandles den af vedkommende formænd i forening. Den ældste af

formændene leder i så fald forhandlingerne, og hans stemme er i

tilfælde af stemmelighed afgørende.

Stk. 3.

Med amtsrådets tilslutning kan formanden antage

sekretærhjælp.

b) Landvæsenskommissioner

§ 7.

Landvæsenskommissionens område er

amtsrådskredsen.

Stk. 2.

Domstolsstyrelsen kan efter indstilling fra

vedkommende amtsråd dele det i stk. 1 nævnte område i

to eller flere distrikter, hvert med sin selvstændige

landvæsenskommission, og henlægge en del af et område under

landvæsenskommissionen for et tilgrænsende område inden for

samme overlandvæsenskommissionsområde.

Stk. 3.

Domstolsstyrelsen kan nedsætte særlige

landvæsenskommissioner til behandling efter denne lov af alle sager,

der vedrører et byudviklingsområde eller et samlet, naturligt

afstrømningsområde.

§ 8.

For hvert område udnævnes en fast formand af

Domstolsstyrelsen efter indstilling fra amtsrådet blandt områdets

underretsdommere og efter samråd med justitsministeren. Formanden kan

være fælles for flere områder. Indstillingen skal omfatte

flere end én.

Stk. 2.

På samme måde udnævnes en

stedfortræder til at fungere under formandens forfald.

Stk. 3.

Udnævnelserne gælder for 8-årige

perioder.

§ 9.

Landvæsenskommissærer udnævnes for

hvert område i et antal, der fastsættes af Domstolsstyrelsen

efter indhentet erklæring fra vedkommende amtsråd.

Stk. 2.

Kommissærer udnævnes af Domstolsstyrelsen

efter indstilling fra amtsrådet. De kan tillige være formand for

landvæsensnævn, stedfortræder for formanden eller

nævnsmand.

Stk. 3.

Udnævnelserne gælder for 8-årige

perioder, idet dog halvdelen afgår hvert fjerde år. Første

gang efter lovens ikrafttræden sker halvdelens afgang ved

lodtrækning.

Stk. 4.

Ingen, der har opnået en alder af 70 år,

kan fungere som landvæsenskommissær. Anmodning om at blive

fritaget i løbet af en periode afgøres af

Domstolsstyrelsen.

§ 10.

De i § 5, stk. 1 og 2, fastsatte regler finder

tilsvarende anvendelse for kommissærer.

§ 11.

En landvæsenskommission består af formanden

og 2 andre medlemmer, der udmeldes af formanden blandt

landvæsenskommissærerne i området. Formanden kan antage

sekretærhjælp.

Stk. 2.

Vedrører sagen flere områder, udpeges

såvel formanden som de øvrige medlemmer af Domstolsstyrelsen

efter indstilling fra amtsrådene.

Stk. 3.

På samme måde som i stk. 2 fastsat

forholdes, når inhabilitet nødvendiggør udnævnelse

af formand eller medlemmer fra andre områder.

§ 12.

(Ophævet).

c) Overlandvæsenskommissioner

§ 13.

Landet deles i 6

overlandvæsenskommissionsområder, hvis grænser

fastsættes af Domstolsstyrelsen.

§ 14.

For hvert overlandvæsenskommissionsområde

udnævner kongen en fast formand, der skal være eller opfylde

betingelserne for at kunne udnævnes til landsdommer.

Stk. 2.

Udnævnelsen gælder for 8-årige

perioder.

Stk. 3.

På samme måde udnævnes en

stedfortræder.

§ 15.

En overlandvæsenskommission består af

formanden og fire andre medlemmer, der udmeldes af Domstolsstyrelsen for hver

enkelt sag. Vedrører sagen flere

overlandvæsenskommissionsområder, udmelder Domstolsstyrelsen

tillige formanden blandt de af kongen udnævnte faste formænd.

Formanden kan antage sekretærhjælp.

Stk. 2.

Et eller to medlemmer vælges blandt fagligt

sagkyndige under hensyn til de hovedinteresser, der er sagens genstand,

medens medlemmerne i øvrigt vælges blandt bekvemt boende

landvæsenskommissærer, uden at valget er begrænset til

noget bestemt område.

Stk. 3.

Berører en sag staden København,

vælges altid 2 medlemmer blandt fagligt sagkyndige til medlemmer af

overlandvæsenskommissionen.

II. Landvæsensretternes nedsættelse

§ 16.

Begæring om nedsættelse af en

landvæsensret indgives til formanden i det område, hvor det

anlæg, der er sagens genstand, er beliggende.

Stk. 2.

Vedrører sagen flere områder, indgives

begæringen til formanden for det område, hvori sagens genstand

efter rekvirentens skøn hovedsagelig er beliggende.

§ 17.

Begæringen om nedsættelse af en

landvæsensret skal være skriftlig affattet og indeholde en

fremstilling af de forhold, der ønskes undergivet

landvæsensrettens bedømmelse, og af de påstande, der agtes

nedlagt. Endvidere skal i begæringen opgives med navn og bopæl,

hvem der ønskes indkaldt til møde. Den kan ledsages af kort og

andre dokumenter, ved hvilke den indeholdte påstand agtes

begrundet.

§ 18.

Når landvæsensrettens formand har modtaget

begæringen og, om fornødent, har foranlediget retten nedsat,

fastsætter formanden tid og sted for det første møde og

indkalder hertil med mindst 1 uges varsel rekvirenten og de i

begæringen nævnte personer. Ved enhver sag angående

spildevandsanlæg, reguleringer, vandstandssænkninger,

opstemninger, rørlægning af vandløb samt ved sager

angående andre foranstaltninger, hvorved et vandløbs naturlige

tilstand ændres, skal fiskeriministeriet og om fornødent

naturfredningsmyndighederne indkaldes.

Stk. 2.

Hvis begæringen ikke indeholder fornødne

oplysninger om, hvem der skal indkaldes, og hvor disses bopæl er, skal

formanden, forinden indkaldelse udfærdiges, indhente nærmere

underretning herom fra rekvirenten. Han skal derhos så vidt muligt

gøre såvel denne som andre indkaldte opmærksom på,

hvilke dokumenter eller andre oplysninger det må anses for

nødvendigt at have til stede inden det første møde.

Stk. 3.

Forvaltningsmyndighederne kan indtræde i sagen

efter reglerne i lov om rettens pleje § 252.

§ 19.

Indkaldelsen til landvæsensrettens første

møde skal foruden tid og sted for mødet og eventuel

åstedsforretning indeholde en kort udredning af sagens genstand og skal

i almindelighed ske ved anbefalet brev. Forkyndelsen kan dog også ske

ved stævningsmand på den i lov om rettens pleje for borgerlige

sager foreskrevne måde. Hvis indkaldelsen angår en større

kreds af personer, kan den i stedet for ske ved en kort bekendtgørelse

i de efter formandens skøn i egnen mest udbredte dagblade.

Bekendtgørelsen skal henvise til, at angivelse af sagens hensigt

fremgår af begæringen, der ligger til eftersyn på angivet

sted. Bekendtgørelsen indrykkes 2 gange, sidste gang mindst 8 dage

før forretningens afholdelse. Dog skal rekvirenten og offentlige

institutioner og myndigheder, der må anses for interesserede i

forretningen, altid indkaldes særskilt ved anbefalet brev med 8 dages

varsel.

Stk. 2.

Til senere møder indvarsles ved, at formanden,

inden mødes hæves, meddeler tid og sted for det næste

møde. For så vidt dette ikke er muligt, giver formanden, inden

mødet hæves, de mødende underretning om, på hvilken

måde indvarsling vil ske.

III. Tilfælde, hvor landvæsensretternes

medlemmer kan eller skal vige deres sæde

§ 20.

Ingen må deltage som medlem af landvæsensretten

i behandlingen af eller være sagkyndig i en sag, når han

1) selv er part i sagen eller interesseret i dens udfald,

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i op- eller

nedstigende linie eller i sidelinie så nær som

søskendebørn eller er en af parternes ægtefælle,

værge, adoptiv- eller plejefader eller -moder, adoptiv- eller

plejebarn,

3) har afgivet forklaring, aflagt vidnesbyrd eller udarbejdet projekt i

sagen eller har handlet i sagen i den underordnede instans som

retsmedlem.

Stk. 2.

Den omstændighed, at et medlem af retten eller

dennes sagkyndige, fordi han beklæder offentlige hverv, tidligere af

den grund har haft med sagen at gøre, uden at han dog har deltaget i

dens behandling for en underordnet instans, medfører ikke inhabilitet,

når der ikke efter de foreliggende omstændigheder er grund til at

antage, at han har nogen særegen interesse i sagens udfald.

§ 21.

I de i foregående paragraf omhandlede

tilfælde er det pågældende medlem af retten pligtig at give

retten meddelelse om de omstændigheder, som ifølge

foregående paragraf formenes at medføre hans inhabilitet,

ligesom enhver af rettens andre medlemmer, der måtte være bekendt

med sådanne omstændigheder, er berettiget og forpligtet til at

rejse spørgsmålet derom, hvorefter afgørelse

træffes ved kendelse af retten, uden at han selv er udelukket fra at

deltage i påkendelse af spørgsmålet.

§ 22.

Parterne kan ikke blot fordre, at et medlem af retten

skal vige sit sæde i de i § 20 angivne tilfælde, men enhver

af dem kan fremsætte indsigelse mod, at et medlem beklæder

retten, når andre omstændigheder foreligger, som er egnede til at

vække tvivl om dets fuldstændige upartiskhed. I tilfælde af

den sidstnævnte beskaffenhed kan også medlemmet selv, når

han frygter for, at parterne ikke kan have fuld tillid til ham, vige sit

sæde, ligesom enhver af rettens medlemmer kan rejse det

spørgsmål, om nogen af rettens medlemmer på grund af

omstændigheder af den heromhandlede art bør fratræde.

§ 23.

Spørgsmålet om, hvorvidt et medlem af

retten skal fratræde, bør såvidt muligt rejses inden

forhandlingernes begyndelse. Det kan afgøres, uden at parterne har

haft adgang til ytre sig derom.

Stk. 2.

Kendelser, hvorved det pålægges et medlem

af retten at vige sit sæde, er ikke genstand for anke eller kære.

Kendelser, hvorved indsigelser mod et medlems habilitet forkastes, kan

påkæres til landsretten. Når det straks forlanges, kan i

denne anledning en kort udsættelse af sagen tilstås.

IV. Landvæsensretternes møder

§ 24.

Landvæsensretternes møder er offentlige. Som

regel foretages i forbindelse med det første møde en

besigtigelse på åstedet.

Stk. 2.

Forhandlingerne for landvæsensretterne ledes af

formanden og føres mundtligt. Kun når parterne er enige derom,

eller retten undtagelsesvis finder, at sagens beskaffenhed gør det

fornødent, kan det tillades at indlevere skriftlige fremstillinger af

sagen.

Stk. 3.

Ved forberedende møder kan retten

repræsenteres af formanden alene.

Stk. 4.

Det er parterne tilladt at møde ved

befuldmægtiget. Den, der møder for en anden må ikke

være gift med eller beslægtet eller besvogret i op- eller

nedstigende linie eller beslægtet i sidelinie så nær som

søskende med noget i sagen optrædende retsmedlem og må

være forsynet med behørig fuldmagt.

§ 25.

Over forhandlingerne for landvæsensretterne

føres efter nærmere af Domstolsstyrelsen fastsatte regler en

protokol, der for landvæsensnævnenes og

landvæsenskommissionernes vedkommende autoriseres af amtmanden og for

overlandvæsenskommissionernes vedkommende af Domstolsstyrelsen.

Stk. 2.

Protokollen skal indeholde en kort fremstilling af

forhandlingerne og de fremsatte påstande, men ikke udviklinger og

foredrag til begrundelse heraf. Dog kan formanden bestemme, at enkelte

udtalelser skal optages. I protokollen indføres endvidere det

fornødne om de fremskaffede oplysninger, om undersøgelser

på åstedet samt om de til retten afgivne forklaringer.

Stk. 3.

Oplæsning af det protokollen under de offentlige

møder tilførte finder kun sted, når nogen af parterne

ønsker det.

Stk. 4.

Protokollen underskrives ved hvert mødes

slutning af rettens formand.

Stk. 5.

Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om

anvendelse af særlige kendelses- og forligsprotokoller.

§ 26.

Udsættelse kan indrømmes af retten, hvor

parterne er enige om at ønske dette.

Stk. 2.

Udsættelse kan endvidere indrømmes,

når retten anser det for nødvendigt, at der indleveres

skriftlige fremstillinger af sagen eller fremskaffes yderligere faktiske

oplysninger, eller når sygdom eller andre særlige grunde

gør dette nødvendigt.

Stk. 3.

Fremsætter en af parterne under forhandlingerne

for landvæsensretter påstand om, at noget punkt i sagen

henhører under domstolene, skal der, hvis de pågældende

ikke kan blive enige om at lade spørgsmålet afgøre af

landvæsensretten, og denne anser det for nødvendigt at få

spørgsmålet afgjort, inden sagen påkendes, gives

vedkommende part en passende frist, inden hvis udløb han skal

anlægge sag. Landvæsensretssagen udsættes da, indtil

endelig dom er falden, medmindre den pågældende undlader rettidig

at påtale sagen og at forfølge denne, i hvilket tilfælde

landvæsensretssagen fremmes på sædvanlig måde, som om

hans påstand var blevet underkendt ved domstolene. Dog skal der i

så fald tages et udtrykkeligt forbehold om, at det skal stå ham

frit for, når han senere måtte vinde sagen ved domstolene, at

forlange sagen påny taget under behandling på sin bekostning.

§ 27.

Sager, som behandles efter begæring af en

offentlig myndighed, skal fremmes til den berammede tid, selv om ingen

møder på det offentliges vegne. Sager, som behandles efter

privat begæring, skal ved rettens kendelse hæves, hvis alle de

pågældende udebliver. Såfremt en

landvæsensretsforretning i en privat sag mellem 2 bestemte parter kun

er begæret af den ene part, og denne udebliver fra det første

møde, skal sagen afvises.

Stk. 2.

Udebliver ellers nogen af de indkaldte uagtet lovlig

sket tilsigelse, bliver sagen, når de mødende forlanger det, at

fremme efter de oplysninger, som de mødende meddeler, eller

landvæsensretten selv ved undersøgelse på åstedet

forskaffer sig.

Stk. 3.

Landvæsensrettens møde må dog ikke

hæves før efter forløbet af en time efter den berammede

tid. Først herefter bliver vedkommende, der ikke er mødt, at

anse som udebleven.

Stk. 4.

For så vidt parterne møder, har

landvæsensretten at prøve forlig. De indgåede forlig skal

underskrives af parterne og indføres i protokollen.

Stk. 5.

Forlig, indgåede for en landvæsensret, har

samme gyldighed og kraft som en kendelse.

Stk. 6.

Parterne kan forlange, at forlig, der ikke er

indgået for en landvæsensret, tilføres protokollen for den

landvæsensret, som skulle have behandlet sagen i første instans,

såfremt forliget indeholder de fornødne bestemmelser om de

forhold, hvorom der i det foreliggende tilfælde skal være truffet

afgørelse. Formanden drager omsorg for, at tilførslen

foretages, og forliget har derefter retsvirkning som forlig, der er

indgået for en landvæsensret.

V. Tilvejebringelse af oplysninger

§ 28.

Landvæsensrettens formand skal vejlede parterne og

opfordre dem til at afgive de erklæringer og fremskaffe de oplysninger,

som må anses nødvendige til sagens påkendelse.

Landvæsensretten kan modtage forklaringer af de personer, som i

sådant øjemed fremstilles af parterne, ligesom retten kan

afhøre andre personer, som er til stede, og som er villige til at

afgive forklaring, eller som efter rettens indbydelse kommer tilstede.

Stk. 2.

Forudsætter sagens oplysning fremlæggelse

af dokumenter, der af vedkommende part eller tredjemand hævdes at

indeholde forretningshemmeligheder, hvis offentliggørelse vil kunne

skade ham eller pådrage ham udgifter eller betydelig ulejlighed, kan

landvæsensrettens formand bestemme, at dokumenterne alene skal

være til rådighed for rettens medlemmer, den teknisk sagkyndige

og vedkommende kommune.

§ 29.

Landvæsensnævnet kan, når nogen af

parterne begærer det, bevilge udsættelse til for domstolene af

føre vidner til oplysning i sagen, ligesom nævnet i sager, som

behandles efter begæring af en offentlig myndighed, kan forlange

vidneførsel foretaget ved domstolene.

Stk. 2.

Vidneførsel eller optagelse af syn og

skøn til brug for en landvæsenskommission eller

overlandvæsenskommission kan foregå for kommissionen selv.

Bestemmelser herom træffes af kommissionens formand. Reglerne i lov om

rettens pleje finder tilsvarende anvendelse.

§ 30.

Udfordres til sagens oplysning optagelse af kort,

opmålinger, nivellementer, overslag eller deslige, og ingen af parterne

er villige til at drage omsorg derfor, kan retten bestemme, hvem af parterne

det påhviler at tilvejebringe de manglende oplysninger, samt om retten

vil fremskaffe disse oplysninger for vedkommende parts regning eller

pålægge ham selv at fremskaffe disse oplysninger med

tilkendegivelse af, at undladelse af at efterkomme opfordringen vil kunne

medføre, at retten enten hæver sagen eller undlader at tage

hensyn til hans påstand.

§ 31.

Ud over de tilfælde, hvor landvæsensretten i

henhold til særlig lovbestemmelse skal benytte sagkyndig

medhjælp, bliver der at tilkalde en sagkyndig, når rekvirenten

forlanger det, eller det ønskes af landvæsensretten. Den

sagkyndige har efter landvæsensrettens anmodning at udtale sig

mundtligt eller skriftligt om de spørgsmål, hvorom hans

erklæring ønskes. Han skal endvidere deltage i behandlingen af

sagen, men ikke i dennes afgørelse.

Stk. 2.

Landvæsensretten kan endvidere anmode andre

sagkyndige om at afgive erklæring eller eventuelt tilkalde dem.

Landvæsensretten kan, hvis en af parterne eller den sagkyndige

fremsætter begæring derom, bestemme, at den sagkyndiges medvirken

skal finde sted efter retsplejelovens regler om syn og skøn. I sager

om erstatning skal parterne have lejlighed til, forinden sagen optages til

afgørelse, at gøre sig bekendt med og udtale sig om de

erklæringer, der er afgivet af den sagkyndige.

Stk. 3.

På områder, hvor der af et ministerium er

udarbejdet lister over sagkyndige, skal disse benyttes.

VI. Kendelse

§ 32.

Når sagen anses tilstrækkeligt forhandlet,

optager retten den til påkendelse. Dersom retten imidlertid, efter at

sagen er optaget, finder grund til at søge yderligere oplysninger

tilvejebragt, kan den foretage sagen påny, hvilket også skal ske,

hvis der ved sagens påklage og behandling er formelle mangler, som ved

en fornyet behandling kan afhjælpes.

Stk. 2.

Kendelsen kan gå ud på at afvise eller

hæve sagen eller påkende sagen i realiteten.

§ 33.

Landvæsensretternes rådslagninger er

hemmelige.

Stk. 2.

Det beror på retten, om den finder at kunne

afsige sin kendelse, endnu medens den er samlet eller først senere.

Dog skal kendelsen i alle tilfælde afsiges snarest muligt efter sagens

optagelse.

Stk. 3.

Kendelsen, der skal indføres i protokollen,

skal indeholde en fremstilling af sagen og de grunde, der har ledet til

udfaldet.

Stk. 4.

Sager, der i henhold til § 6, stk. 1,

behandles af en landvæsensnævnsformand uden medvirken af

nævnsmænd, afgøres af formanden. I øvrigt skal

samtlige medlemmer deltage i sagens afgørelse. Er et enkelt medlem

afgået ved døden eller på grund af sygdom udelukket fra at

deltage, afgøres sagen dog af de øvrige medlemmer. Ved

afstemningen gør stemmeflertal udslaget. Såfremt stemmerne

står lige, gør formandens stemme udslaget. Afvigende meninger

bliver kun at tilføre protokollen, såfremt dette forlanges af

vedkommende medlem af retten.

Stk. 5.

Parterne skal indkaldes til at høre kendelsen

blive afsagt. Ved sagens optagelse meddeler retten parterne, hvor og

når kendelsen vil blive afsagt, eller på hvilken måde de

vil blive indkaldt til at høre den afsagt.

§ 34.

Retten skal i sin kendelse bestemme, hvem der skal

bære sagens omkostninger.

Stk. 2.

Såfremt en landvæsensretsforretning i en

privat sag mellem 2 bestemte personer kun er begæret af den ene part,

og denne udebliver, skal der efter den mødende parts begæring

tilkendes ham erstatning for de ham ved sagen påførte udgifter

hos den, der har begæret forretningen.

§ 35.

Landvæsensretternes kendelser fuldbyrdes efter de

for domme fastsatte bestemmelser i overensstemmelse med retsplejelovens

tvangsregler. Fuldbyrdelsesfristen er 15 dage, medmindre andet fremgår

af kendelsens indhold.

Stk. 2.

Hvis en kendelse påbyder nogen af parterne at

udføre noget, skal retten bestemme den tvang, der skal anvendes for at

få det udført, samt den frist efter kendelsens afsigelse, inden

hvilken det skal ske, hvorhos retten også kan tillægge den, til

hvis fordel et arbejde skal udføres, ret til selv at foranstalte dette

udført på den modvilliges bekostning.

Stk. 3.

Såfremt retten finder, at en foreliggende sag

bør nyde fremme, og at der ved hurtig fremme af sagen kan undgås

betydelige ulemper og bekostninger, kan retten efter rekvirentens

begæring og på dennes ansvar afsige kendelse om sagens fremme,

uanset at bedømmelsen af erstatningskrav eller endelig

udgiftsfordeling ikke er tilendebragt. Af tilsvarende grunde kan retten

tillige, når den ved kendelsen har forkastet de under sagen fremsatte

indsigelser mod planen, på rekvirentens begæring give denne

tilladelse til på eget ansvar, med eller uden sikkerhedsstillelse, at

påbegynde arbejdet, uanset om kendelsen betimelig påankes.

§ 36.

Retten kan til enhver tid i embeds medfør eller

ifølge begæring berigtige skrivefejl, som er indløbet i

henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl

og forglemmelser som alene vedrører udfærdigelsens form.

Stk. 2.

Retten kan endvidere, når begæring derom

fremkommer inden ankefristens udløb, og efter at der er givet parterne

lejlighed til at ytre sig derom, berigtige den i kendelsen indeholdte

fremstilling af parternes mundtlige angivelser og ytringer, for så vidt

fremstillingen erkendes at lide af fejl bestående i forbigåelser,

uklarheder eller modsigelser, men derimod ikke i øvrigt foretage

forandringer enten i begrundelsen eller resultatet. Beslutning angående

sådanne berigtigelser træffes og meddelelse om dem sker efter de

samme regler, som gælder for den oprindelige kendelse.

Stk. 3.

Den i henhold til rettens beslutning berigtigede

kendelse træder i alle henseender i stedet for den oprindelige.

Beslutningen angående berigtigelse er ikke genstand for anke.

VII. Anke

§ 37.

Anke kan iværksættes til forandring,

ophævelse eller hjemvisning, hvorimod anke alene til stadfæstelse

ikke kan finde sted.

§ 38.

Anke kan foruden af parterne iværksættes af

de offentlige myndigheder, hvis forretningsområde den afsagte kendelse

berører.

§ 39.

Landvæsensnævnets kendelser kan, for

så vidt de er genstand for anke, indankes for en

landvæsenskommission.

Stk. 2.

De af landvæsenskommissionen som 1. instans

afsagte kendelser, kan for så vidt de er genstand for anke, indankes

for en overlandvæsenskommission.

Stk. 3.

De af landvæsenskommissionen som ankeinstans

afsagte kendelser kan ikke yderligere påankes. Dog kan

Domstolsstyrelsen undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes for en

overlandvæsenskommission, når den skønnes at have

almindelig interesse eller videregående betydelige følger for

vedkommende. Ansøgning herom skal indgives til Domstolsstyrelsen inden

8 uger efter kendelsens afsigelse. Domstolsstyrelsen kan dog undtagelsesvis

meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6

måneder efter afsigelsen.

§ 40.

Begæringen om anke skal indeholde en angivelse af

ankens genstand og hensigt, og udskrift af den påankede kendelse

må være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage

efter denne.

Stk. 2.

Ankefristen, der regnes fra kendelsens afsigelse, er 4

uger ved anke fra landvæsensnævn til landvæsenskommission

og 8 uger ved anke fra landvæsenskommission til

overlandvæsenskommission. Domstolsstyrelsen kan dog undtagelsesvis

tillade anke efter ankefristens udløb, såfremt ansøgning

herom indgives til Domstolsstyrelsen inden 6 måneder efter kendelsens

afsigelse.

Stk. 3.

Begæring om anke skal indgives til formanden for

den overordnede ret inden ankefristens udløb eller, hvis der er

meddelt tilladelse efter stk 2, 2. pkt., eller § 39, stk. 3, inden

4 uger efter tilladelsens meddelelse.

§ 41.

Udebliver nogen af parterne eller begge parter, antages

han eller de at henholde sig til forhandlingerne for underinstansen, og sagen

nyder ligefuldt fremme.

Stk. 2.

Påstand om den indankede kendelses forandring

eller ophævelse eller om sagens hjemvisning kan nedlægges ikke

blot af den, der har foretaget indankningen, men også af modparten. I

henhold til sådan påstand kan indstævnte kræve sagen

fremmet til kendelse, selvom appellanten udebliver eller hæver

sagen.

Stk. 3.

Ankeinstansen kan undtagelsesvis tilstede

fremlæggelse af nye bevisligheder, modtage yderligere forklaringer,

eller tilstede nye indsigelser, når de ikke står i strid med,

hvad vedkommende selv har indrømmet for underinstansen. I alle

tilfælde skal dog modparten, hvis han ikke møder for

ankeinstansen, udtrykkelig underrettes om, hvad der således agtes

benyttet, og have lejlighed til at udtale sig derover, ligesom han, hvis han

ikke er mødt, skal særskilt indkaldes til at overvære

forklaringens afgivelse for ankeinstansen.

§ 42.

I øvrigt kommer de i lov om rettens pleje om anke

fastsatte bestemmelser til anvendelse med de lempelser, der følger af

forholdets natur.

§ 43.

Ankeinstansens kendelser er endelige, jf. dog § 39,

stk. 3. Dog står det den part, der formener, at ankeinstansen har

afgjort punkter, der ligger udenfor landvæsensretternes område,

eller afvist sager, der ligger indenfor deres område, frit for at

påkære kendelsen til landsretten, der da kun vil have af

afgøre, om ankeinstansen har været kompetent eller ikke, og

efter omstændighederne helt eller delvis at ophæve kendelsen og

at afvise sagen fra eller henvise den til vedkommende landvæsensret,

men i øvrigt ikke at indlade sig på sagens realitet. Kæren

foregår efter de i lov om rettens pleje kap. 37 indeholdte regler med

de fornødne lempelser. Landsrettens afgørelse kan

påkæres til Højesteret efter reglerne i samme lovs

§ 422.

VIII. Forskellige bestemmelser

§ 44.

Landvæsensretten kan bestemme, at flere for samme

indbragte sager skal behandles under én sag. Domstolsstyrelsen kan

bestemme, at flere for forskellige landvæsensretter verserende sager

skal behandles under én sag, og fastsætte, ved hvilken

landvæsensret denne bliver at påkende.

Stk. 2.

Hvor en særlig lovbestemmelse påbyder det,

ændres landvæsensrettens sammensætning og

udmeldelsesmåde i overensstemmelse hermed.

§ 45.

Når landvæsensretten har afsluttet en sag og

udfærdiget de bestilte udskrifter, sendes sagens akter tillige med en

genpart af kendelsen til amtsrådet til opbevaring.

Stk. 2.

Genpart af kendelsen sendes til Domstolsstyrelsen. Ved

appelsager skal formanden for den overordnede ret tilstille formanden for

underinstansen en genpart af kendelsen til opbevaring og notering i rettens

protokol; endvidere sendes 3 genparter af kendelsen til

Domstolsstyrelsen.

Stk. 3.

Skønner landvæsensretten efter sagens

forhold en mangfoldiggørelse af kendelsen formålstjenlig, kan

den træffe beslutning derom, og udgifterne derved henregnes da til

sagens omkostninger. Mangfoldiggørelsen skal foreligge snarest muligt

efter kendelsens afsigelse.

Stk. 4.

For udskrifter, der udfærdiges og

bekræftes af landvæsensrettens formand eller af den myndighed,

hos hvilken kendelse eller akter er arkiveret, eller for aktbeskrivelser

betales et gebyr i overensstemmelse med den til enhver tid gældende

retsafgiftslov. Gebyr for udskrifter, der udfærdiges og bekræftes

af landvæsensnævnenes formænd, tilfalder disse. I

øvrigt tilfalder gebyrer vedkommende myndighed. Udskrifterne, der skal

indeholde oplysninger om protokolnummer og -pagina, skal udfærdiges

inden 8 dage.

§ 46.

Der ydes landvæsensretternes medlemmer og

sekretærer og tilkaldte sagkyndige dagpenge og

befordringsgodtgørelse efter regler, der fastsættes af

Domstolsstyrelsen.

Stk. 2.

Honorar til de sagkyndige medlemmer af

overlandvæsenskommissionerne og de i § 31, stk. 2,

nævnte sagkyndige fastsættes af landvæsensretterne.

Stk. 3.

De i stk. 1 og 2 nævnte udgifter henregnes

til sagens omkostninger og kan inddrives ved udpantning.

Stk. 4.

Domstolsstyrelsen fastsætter regler om honorarer

til landvæsensretternes formænd og sekretærer og om

afholdelse af kontorholdsudgifter, herunder udgifter til anskaffelse af

protokoller. For så vidt angår overlandvæsenskommissionerne

afholdes udgiften af statskassen og for så vidt angår

landvæsenskommissionerne og landvæsensnævnene af

amtsrådet.

§ 47.

Landvæsensrettens formand kan forlange, at

rekvirenten inden en nærmere fastsat frist stiller sikkerhed for sagens

omkostninger. Spørgsmålet herom kan inden fristens udløb

indankes for Domstolsstyrelsen.

§ 48.

Amtmanden kan bevilge en part, hvis økonomiske

forhold i forbindelse med sagens vigtighed og begrundethed giver anledning

dertil, fritagelse for at betale sagens omkostninger for

landvæsensretterne, hvilke da udredes af statskassen.

§ 49.

(Ophævet).

§ 50.

Denne lov, der ikke gælder for

Færøerne, træder i kraft 6 måneder efter lovens

indrykkelse i Lovtidende.

Stk. 2.

Fra dette tidspunkt ophæves lov af 30. december

1858 om landvæsenskommissioners og overlandvæsenskommissioners

sammensætning og forretningsgang m.m. samt lov nr. 335 af 28. juni 1920

om nævnte lovs indførelse i de sønderjyske landsdele.

Stk. 3.

De ved denne lovs ikrafttræden nedsatte

landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner fungerer og

tilendebringer behandlingen af de til dem henviste sager efter reglerne i lov

af 30. december 1858 om landvæsenskommissioners og

overlandvæsenskommissioners sammensætning og forretningsgang m.m.

Behandlingen af de ved denne lovs ikrafttræden for vandsynsmænd

indbragte sager tilendebringes efter reglerne i lov nr. 63 af 28. maj 1880 om

vands afledning og afbenyttelse.

Stk. 4.

Ved denne lovs ikrafttræden afgår de i

henhold til lov af 30. december 1858 udnævnte

landvæsenskommissærer og de i henhold til lov nr. 63 af 28. maj

1880 udnævnte vandsynsmænd, idet der forinden dette tidspunkt

bliver at foretage udnævnelse af nævnsmænd,

landvæsenskommissærer og formænd for

landvæsensretterne i overensstemmelse med reglerne i denne lov.

Stk. 5.

Denne lov berører ikke landbrugsministerens

adgang til at iværksætte foranstaltninger til landvinding mv. i

henhold til lov om finansiering af vandløbsregulering mv.

(landvindingsloven).

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Lovforslaget

Gældende formulering

§ 1

Lov om landvæsensretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 6.

marts 1970, ophæves.

[Se bilag 1].

Miljø- og Energiministeriet

§ 2

I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj

1992, som ændret ved lov nr. 402 af 14. juni 1995, § 3 i lov nr.

478 af 1. juli 1998 og § 11 i lov nr. 355 af 2. juni 1999, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 7, stk. 5 og 6, ophæves, og i stedet

indsættes:

§ 7.

---

Stk. 2-4.

---

»Stk. 5. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder

afgøres af miljø- og energiministeren.«

Stk. 5.

Sager, der efter denne lov er henlagt til

landvæsenskommission, afgøres i Københavns Kommune af den

særlige landvæsenskommission, som er nævnt i

vandforsyningslovens § 9, stk. 2.

Stk. 6.

Uenighed mellem vandløbsmyndigheder

afgøres af miljøministeren. Uenighed om økonomiske

spørgsmål, herunder om fordeling af udgifter, indbringes for

landvæsenskommissionen.

2.

§ 35, stk. 3, 2. pkt., ophæves, og i stedet

indsættes:

»I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges

indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige

veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne

i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende

anvendelse.«

§ 35.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Spørgsmål om vedligeholdelsesbyrdens

fordeling kan indbringes for vandløbsmyndigheden. I mangel af forlig

indbringes spørgsmålet for landvæsenskommissionen til

afgørelse.

3.

§ 41 affattes således:

»§ 41. Ved fastsættelsen af, hvilke ejendomme der skal yde

bidrag til laget, finder § 24, stk. 1, tilsvarende anvendelse. I mangel af

forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for

taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens

behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§

58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

§ 41.

Landvæsenskommissionen fastsætter, hvilke

ejendomme der skal yde bidrag til laget. § 24, stk. 1, finder

tilsvarende anvendelse.

4.

I § 57, stk. 1, 1. pkt., ændres

»landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

§ 57.

Kommunalbestyrelsen, amtsrådet,

landvæsensretten, Miljøstyrelsen eller personer, der af disse

myndigheder er bemyndiget til at foretage undersøgelser eller

udføre arbejder i øvrigt, har uden retskendelse ret til

færdsel langs vandløbene. Ejeren og brugeren har ret til

erstatning for skader herved, medmindre færdselen sker til fods eller i

forbindelse med vedligeholdelsesarbejder, jf. dog § 28.

Stk. 2-3.

---

5.

I § 65, stk. 2, 2. pkt., ændres

»Landvæsenskommissionen« til: »Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og

58 i lov om offentlige veje«, og »landvæsenskommissionen« ændres

til: »taksationsmyndighederne«.

§ 65.

---

Stk. 2.

Bidrag, som i øvrigt i henhold til denne lov

påhviler ejendomme, kan inddrives ved udpantning.

Landvæsenskommissionen kan bestemme, at der for anlægsbidrag

gives pant i den afgiftspligtige ejendom forud for andre hæftelser af

privatretlig oprindelse på vilkår, der fastsættes af

landvæsenskommissionen.

Stk. 3-4.

---

6.

§ 67, stk. 2, affattes således:

§ 67.

Hvis en ejendom, hvorpå der efter denne lov hviler

bidrag, udstykkes eller formindskes ved arealoverførsel, fordeler

vandløbsmyndigheden efter anmodning det bidrag, der påhviler

ejendommen, mellem de pågældende arealer, og det

fastsættes, hvorledes udgifterne ved fordelingen skal udredes.

»Stk. 2.

Vandløbsmyndighedens afgørelse kan inden 4

uger efter, at den er meddelt parterne, forlanges indbragt for

taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens

behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§

58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2.

Vandløbsmyndighedens afgørelse kan inden

4 uger efter, at den er meddelt parterne, indbringes for

landvæsenskommissionen.

Stk. 3.

---

7.

§ 68, stk. 4, affattes således:

§ 68.

Forøges afløbsmængden ved

bebyggelse, ved vejanlæg, ved udpumpning, der ikke er omfattet af

kapitel 9, eller ved boringer, kan vandløbsmyndigheden

pålægge ejeren af de ejendomme eller anlæg, hvorfra den

forøgede afstrømning hidrører, at yde et

forholdsmæssigt bidrag til vandløbets regulering og

vedligeholdelse.

Stk. 2.

Tilføres der et vandløb spildevand, der

i nævneværdig grad forøger arbejdet ved vandløbets

oprensning, kan vandløbsmyndigheden pålægge ejerne af de

ejendomme, hvorfra ulemperne hidrører, at yde bidrag til

vandløbets regulering og vedligeholdelse.

Stk. 3.

Medfører indvinding af vand fra et

vandløb, at arbejdet ved vandløbets vedligeholdelse i

nævneværdig grad forøges, kan vandløbsmyndigheden

pålægge vandindvindingsanlæggets ejer at yde bidrag til

vandløbets regulering og vedligeholdelse.

»Stk. 4.

Vandløbsmyndighedens afgørelse efter stk.

1-3 kan inden 4 uger efter, at den er meddelt den pågældende,

forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder

bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje

tilsvarende anvendelse.«

Stk. 4.

Vandløbsmyndighedens afgørelse efter

stk. 1-3 kan inden 4 uger efter, at den er meddelt den

pågældende, indbringes for landvæsenskommissionen.

8.

§ 71, stk. 2, ophæves.

§ 71.

Til gennemførelse af foranstaltninger efter denne

lov kan vandløbsmyndigheden, når almenvellet kræver det,

iværksætte ekspropriation. § 43, stk. 3, § 44 og

§§ 47-49 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Spørgsmål om, hvorvidt en foranstaltning

efter loven medfører erstatningspligt, kan indbringes for

landvæsenskommissionen.

9.

§§ 72-73 affattes således:

»§ 72. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 71

samt erstatning efter § 57, stk. 1, 2. pkt., og § 61, stk. 4.

§ 72.

Erstatning for ekspropriation fastsættes efter

lovgivningens almindelige regler. § 51, stk. 2-6 og §§ 63 og

64 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne

og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i

§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Vandløbsmyndigheden skal i forbindelse med

ekspropriation efter denne lov søge at tilvejebringe forlig om

erstatningen.

Stk. 3.

Såfremt aftale om erstatningens størrelse

ikke er opnået inden 8 uger efter, at beslutningen om ekspropriation er

truffet, eller hvis denne er påklaget inden 4 uger efter den endelige

afgørelse, påhviler det den, til hvis fordel ekspropriationen er

sket, at indbringe erstatningsspørgsmålet for

landvæsenskommissionen.

§ 73.

Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige

veje fastsætter erstatning efter § 23, § 28, § 37, stk. 4, § 38, jf. §

45, § 45 og § 51.

§ 73.

Vandløbsmyndigheden indbringer sagen for

landvæsenskommissionen, når sagen angår et offentligt

vandløb.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af

den erstatningssøgende. Om sagens behandling for

taksationsmyndighederne gælder § 67 a i lov om offentlige veje.

Stk. 3. Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens

behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales

forlods af vandløbsmyndigheden.«

10.

§ 74, stk. 2 og 3, ophæves.

§ 74.

Vandløbsmyndigheden skal i forbindelse med

afgørelser efter denne lov søge at tilvejebringe forlig om

økonomiske spørgsmål, herunder bidragsfordeling.

Stk. 2.

I mangel af enighed indbringes

spørgsmålene for landvæsenskommissionen.

Stk. 3.

Vandløbsmyndigheden indbringer sagen for

landvæsenskommissionen, når sagen angår et offentligt

vandløb.

11.

§ 80, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

§ 80.

Vandløbsmyndighedens afgørelser kan

påklages til Miljøstyrelsen, jf. dog §§ 67 og 68.

Landvæsenskommissionens kendelser kan indankes for

overlandvæsenskommissionen.

Stk. 2.

---

12.

§ 85, stk. 3, affattes således:

§ 85.

---

Stk. 2.

---

»Stk. 3.

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

Stk. 3.

For overtrædelser, der begås af et

aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der

pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 3

I lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26.

februar 1999, som ændret ved § 10 i lov nr. 355 af 2. juni 1999,

lov nr. 374 af 2. juni 1999 og lov nr. 1273 af 20. december 2000, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 9 affattes således:

»§ 9. Erstatningssager, som efter loven henhører under

taksationsmyndighederne, behandles af de taksationskommissioner og

overtaksationskommissioner, der er nedsat i henhold til §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af

den erstatningssøgende. Om sagens behandling for

taksationsmyndighederne gælder § 67 a i lov om offentlige veje.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på sager om

fastsættelse af ekspropriationserstatning efter § 40 eller af

erstatning efter § 32 eller § 39.«

§ 9.

Sager, der efter loven henhører under en

landvæsensret, behandles af landvæsenskommissioner og

overlandvæsenskommissioner efter lov om landvæsensretter.

Stk. 2.

Sager efter stk. 1 om hovedstadsområdets

vandforsyning behandles dog i 1. instans af en særlig

landvæsenskommission bestående af en formand og to

landvæsenskommissærer. De to landvæsenskommissærer

udmeldes for hver sag af formanden, således at den ene udmeldes blandt

et antal landvæsenskommissærer, der udnævnes af

miljø- og energiministeren efter indstilling fra Københavns,

Frederiksborg og Roskilde Amtsråd samt Københavns og

Frederiksberg kommunalbestyrelser i fællesskab, medens den anden

udmeldes blandt kommissærer fra det område, som sagen navnlig

vedrører. Det amtsråd eller den kommunalbestyrelse, som sagen

navnlig vedrører, varetager for den særlige kommission de

opgaver, som efter lov om landvæsensretter er henlagt til

amtsrådet. I øvrigt finder lov om landvæsensretter

tilsvarende anvendelse.

2.

§ 23, stk. 3, affattes således:

§ 23.

Ejeren af et vandindvindingsanlæg, der omfattes af

§ 20, er erstatningspligtig for skade, som voldes i bestående

forhold ved for andring af grundvandsstanden under prøveboringer og

prøvepumpninger og under anlæggets udførelse og drift.

Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, for så vidt skaden

kan tilregnes den skadelidte selv eller er en følge af særlige

forhold på skadelidtes ejendom, som han findes at burde bære

risikoen for.

Stk. 2.

Ejeren af et vandindvindingsanlæg, der omfattes

af § 20, er endvidere erstatningspligtig for skade, som voldes i

bestående forhold ved forandring af vandføringen i

vandløb eller vandstanden i søer mv. under anlæggets

udførelse og drift, medmindre andet følger af andre retsregler.

Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

»Stk. 3.

I mangel af enighed afgøres

erstatningsspørgsmål af taksationsmyndighederne.

Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag

til formænd og sekretærer betales forlods af

amtsrådet.«

Stk. 3.

I mangel af enighed afgøres

erstatningsspørgsmål af landvæsensretten. Lov om

offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.

Amtsrådet bestemmer, om vandindvindingsanlægget skal anses som

rekvirent med hensyn til en erstatningssag, som indbringes for

landvæsenskommissionen.

3.

§ 24 ophæves.

§ 24.

Overlandvæsenskommissionen kan optage et endeligt

afgjort erstatningsspørgsmål til fornyet bedømmelse,

når der af ansøgeren er tilvejebragt en meget stor sandsynlighed

for, at den tidligere sag uden ansøgerens fejl har foreligget urigtigt

oplyst, og for, at der nu foreligger oplysninger, som vil medføre et

væsentligt forskelligt resultat.

4.

§ 28, stk. 2, affattes således:

§ 28.

Den, for hvis regning eller i hvis interesse bortledning

mv. foretages, er erstatningspligtig for skade, som voldes i bestående

forhold ved forandring af grundvandsstanden, vandføringen i

vandløb eller vandstanden i søer mv. Erstatningen kan

nedsættes eller bortfalde, for så vidt skaden kan tilregnes den

skadelidte selv eller er en følge af særlige forhold på

skadelidtes ejendom, som han findes at burde bære risikoen for.

»Stk. 2.

I mangel af enighed afgøres

erstatningsspørgsmålet af taksationsmyndighederne.

Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag

til formænd og sekretærer betales forlods af

tilladelsesmyndigheden efter §§ 25-27.«

Stk. 2.

I mangel af enighed afgøres

spørgsmålet af landvæsensretten. Lov om offentlige veje

§§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

---

5.

I § 30, stk. 2, 1. pkt., og § 31, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

6.

§ 30, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling

bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af

kommunalbestyrelsen.«

§ 30.

Grundejere, der efter § 29 må ophøre

med benyttelsen af egen vandforsyningsboring, har krav på erstatning

for udgifterne ved tilslutning til det fælles anlæg. Erstatningen

kan nedsættes eller bortfalde under hensyn til anlæggets alder,

eller hvis ejendommens hidtidige vandforsynings- og spildevandsforhold ikke

var lovlige eller kvalitetsmæssigt tilfredsstillende. Erstatningen kan

afkortes med den forøgelse i værdi, som tilslutningen til det

fælles anlæg måtte tilføre ejendommen.

Stk. 2.

I mangel af enighed afgør

landvæsensretten, i hvilket omfang der skal betales erstatning, og i

hvilket omfang erstatningen skal betales af henholdsvis kommunen og af de

interesserede grundejere. Lov om offentlige veje §§ 63 og 64 finder

tilsvarende anvendelse.

7.

§ 31, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling

bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af

kommunalbestyrelsen.«

§ 31.

Såfremt en almen vandforsyning som nævnt i

§ 29 gennemføres, fordi det må forventes, at driften af et

vandindvindingsanlæg eller en virksomhed helt eller delvis vil gribe

ind i grundvandsforholdene for en bebyggelse, skal ejeren af

vandindvindingsanlægget og virksomheden betale erstatning i form af

tilskud til oprettelsen af den almene vandforsyning.

Stk. 2.

I mangel af enighed afgør

landvæsensretten, i hvilket omfang der skal betales tilskud, Lov om

offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.

8.

I § 32, stk. 4, 1. pkt., og § 39,

stk. 4, 2. pkt., ændres »landvæsensretten« til:

»taksationsmyndighederne«.

9.

§ 32, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

§ 32.

Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde

indvindingstilladelsen til et privat alment vandforsyningsanlæg,

når vægtige grunde taler for, at anlægget

videreføres af kommunen, eller at forsyningen helt eller delvis

overtages af et andet anlæg. Amtsrådet træffer bestemmelse

om den fremtidige vandforsyning af de pågældende forbrugere,

herunder om vilkårene for forsyningen. Bestemmelsen i § 29,

stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Ejeren af

vandforsyningsanlægget kan forlange, at det gøres til et

vilkår for tilbagekaldelsen, at kommunen eller ejeren af de andet

anlæg overtager anlægget med grund og ledningsnet efter § 37

i det omfang, ejeren ikke fremtidig kan udnytte de pågældende

værdier på hensigtsmæssig måde.

Stk. 2.

Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde

indvindingstilladelsen til et vandforsyningsanlæg, når

tilbagekaldelsen skønnes nødvendig for at imødekomme en

ny ansøgning om indvindingstilladelse fra et offentligt alment

vandforsyningsanlæg, der skønnes at have væsentlig

større betydning for en hensigtsmæssig vandforsyning end det

anlæg, hvis tilladelse der gøres indgreb i. Tilbagekaldelsen kan

betinges af, at der skaffes anlæggets ejer tilladelse til

vandindvinding andetsteds, eller at kommunen leverer vand. Vedrører

den nye ansøgning indvinding af overfladevand, kan amtsrådet

på samme måde gøre indgreb i andre rettigheder til at

benytte overfladevand, for så vidt rettighederne ikke hviler på

særlig adkomst.

Stk. 3.

Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde

indvindingstilladelser, når væsentlige samfundsmæssige

hensyn, jf. § 2, gør det nødvendigt, at

indvindingstilladelser i et område ikke udnyttes eller kun udnyttes i

begrænset omfang.

Stk. 4.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang der skal

betales erstatning i anledning af ændringen eller tilbagekaldelsen,

afgøres af landvæsensretten. Lov om offentlige veje §§ 63

og 64 finder tilsvarende anvendelse.

§ 39.

Staten, amtskommunerne og kommunerne kan på

fremmed grund lade foretage alle opmålinger, nivellementer, pejlinger

og andre tekniske forarbejder og undersøgelser, som er

nødvendige for udarbejdelsen af planer for vandforsyningsanlæg

eller for beskyttelsen af vandet mod forurening. Bestemmelsen omfatter dog

ikke boring efter vand.

Stk. 2.

Samme ret tilkommer efter fornøden

sikkerhedsstillelse og efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen private

almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3.

Mindst to uger forud skal der gives skriftlig

meddelelse til ejere og brugere af vedkommende ejendom eller, hvis dette ikke

er muligt, ske offentliggørelse i et eller flere af de lokale

blade.

Stk. 4.

De skader og ulemper, der forvoldes ved

foranstaltninger ne, skal erstattes, eventuelt i forbindelse med en

efterfølgende ekspropriation. I mangel af enighed fastsættes

erstatningen af landvæsensretten.

10.

§ 42 affattes således:

»§ 42.

Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter

§ 40 samt erstatning efter §§ 32 og 39.

Stk. 2.

Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om

erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i

§§ 51- 56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende

anvendelse.«

§ 42.

Erstatning for ekspropriation fastsættes efter

lovgivningens almindelige regler.

Stk. 2.

For ekspropriationer efter § 40 finder lov om

offentlige veje § 51, stk. 3-6, og §§ 63 og 64 tilsvarende

anvendelse. I mangel af enighed fastsættes erstatningerne af

landvæsensretten. Såfremt aftale om erstatningens

størrelse ikke er opnået inden 8 uger efter, at beslutningen om

ekspropriation er truffet, eller, hvis denne er påklaget, inden 4 uger

efter den endelige afgørelse, påhviler det den, til hvis fordel

ekspropriationen er sket, at indbringe erstatningsspørgsmålet

for landvæsenskommissionen.

11.

§ 84, stk. 3, affattes således:

§ 84.

---

Stk. 2.

---

»Stk. 3.

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

Stk. 3.

Er en af de i stk. 1 og 2 nævnte

lovovertrædelser begået af et aktieselskab, anpartsselskab,

andelsselskab eller lignende, kan der pålægges virksomheden som

sådan bødeansvar.

§ 4

I lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker foretages følgende

ændringer:

1.

§ 4, stk. 3, affattes således:

§ 4.

Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde

meddele afslag på en ansøgning om godkendelse til

udgrøftning eller dræning.

Stk. 2.

Når der efter stk. 1 meddeles afslag

på en ansøgning om godkendelse til udgrøftning eller

dræning af et areal, der tidligere har været udgrøftet

eller drænet, ydes der erstatning for den nedgang i salgsværdi,

som afslaget påfører den pågældende del af

ejendommen.

»Stk. 3.

I mangel af enighed fastsættes erstatningen af

taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om

sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens

fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og

§§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

Stk. 3.

I mangel af enighed fastsættes erstatningen af

landvæsenskommissionen.

Stk. 4-5.

---

2.

§ 11, stk. 1, nr. 4, ophæves.

§ 11.

Miljøministeren kan fastsætte regler

om:

Nr. 5 bliver herefter nr. 4.

1)-3) ---

4) Indbringelse af sager for landvæsenskommissionen efter

§ 4, stk. 3.

5) ---

Stk. 2.

---

3.

§ 15, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 15.

---

Stk. 2.

For overtrædelser, der begås af

aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges

selskabet som sådant bødeansvar.

§ 5

I lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv., jf.

lovbekendtgørelse nr. 923 af 5. december 1997, som ændret ved

lov nr. 342 af 17. maj 2000, foretages følgende ændring:

1.

§ 6, stk. 2, affattes således:

§ 6.

Ved offentlig overtagelse af private

spildevandsanlæg opkræves tilslutningsbidrag, jf. § 3,

stk. 3, og der ydes ejerne godtgørelse for anlæggets

værdi.

»Stk. 2.

I mangel af enighed afgøres

spørgsmålet om godtgørelse efter stk. 1 af de

taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57 og 58 i lov om

offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om

godtgørelsens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i

§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende

anvendelse.«

Stk. 2.

I mangel af enighed afgøres

spørgsmålet om godtgørelse efter stk. 1 af

landvæsenskommissionen.

Stk. 3.

---

§ 6

I lov nr. 493 af 1. juli 1998 om Skjern Å Naturprojekt foretages

følgende ændring:

1.

§ 7, stk. 2-4, ophæves, og i stedet

indsættes:

§ 7.

Enhver, der lider tab ved en foranstaltning

vedrørende vandløb efter denne lov, har ret til

erstatning.

»Stk. 2.

I mangel af enighed fastsættes erstatningen af

taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om

sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens

fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og

§§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2.

Spørgsmålet om, hvorvidt en

foranstaltning vedrørende vandløb efter denne lov

medfører erstatningspligt, kan af den, der mener sig berettiget til

erstatning, indbringes for landvæsenskommissionen.

Stk. 3.

I mangel af enighed om erstatningens størrelse

indbringer miljø- og energiministeren spørgsmålet for

landvæsenskommissionen.

Stk. 4.

Landvæsenskommissionens kendelser efter

stk. 2 og 3 kan indankes for overlandvæsenskommissionen.

§ 7

I lov nr. 146 af 7. maj 1937 om inddragelse af dele af

søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler

foretages følgende ændringer:

1.

§§ 1-3 affattes således:

»§ 1. Miljø- og energiministeren kan efter indstilling

fra vandløbsmyndigheden efter lov om vandløb beslutte under de

for ferske vande gældende retsregler at inddrage dele af

søterritoriet, der som følge af naturkræfternes

indvirken, kunstige anlæg eller på anden måde er gået

over til at have karakter af ferske vande.

§ 1.

Ministeren for landbrug og fiskeri skal være

bemyndiget til under de for de ferske vande gældende retsregler at

inddrage dele af søterritoriet, der som følge af

naturkræfternes indvirken, kunstige anlæg eller på anden

måde er gået over til at have karakteren af ferske vande.

Stk. 2.

Miljø- og energiministerens beslutning er

betinget af, at vandløbsmyndigheden i forbindelse med indstillingen

har udtalt, at de faktiske forhold har forandret sig som nævnt i

stk. 1, og at anvendelsen af de for ferske vande gældende

retsregler på det omhandlede vandområde er rimelig og

naturlig.

Stk. 2.

Inddragelsen er betinget af, at en i sagens anledning

nedsat landvæsenskommission har udtalt, at de faktiske forhold har

forandret sig som nævnt, og at anvendelsen af de for de ferske vande

gældende retsregler på det omhandlede vandområde er rimelig

og naturlig.

Stk. 3.

Beslutninger efter stk. 1 bekendtgøres i

Lovtidende.

§ 2.

Anmodning om inddragelse af dele af søterritoriet

under de for ferske vande gældende retsregler kan fremsættes for

vandløbsmyndigheden af de i sagen interesserede lodsejere, af

kommunalbestyrelserne for de til den pågældende del af

søterritoriet grænsende kommuner samt af ministeren for

fødevarer, landbrug og fiskeri.

§ 2.

Begæring om nedsættelse af den i § 1

omhandlede landvæsenskommission kan fremsættes af de i sagen

interesserede lodsejere, af bestyrelserne for de til den

pågældende del af søterritoriet grænsende kommuner

samt af ministeriet for landbrug og fiskeri.

Stk. 2.

Vandløbsmyndigheden afholder et offentligt

møde om sagen, inden der træffes beslutning om indstilling til

miljø- og energiministeren. Til mødet indkaldes særskilt

de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser samt

vedkommende amtsråd. Ved offentlig bekendtgørelse en gang i

Statstidende og de vigtigste stedlige blade indkaldes alle i

vandområdet i øvrigt interesserede fiskere, jægere og

andre. Vandløbsmyndigheden indhenter tillige en udtalelse fra

ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og fra

Kystdirektoratet.

Stk. 2.

Nedsættelse af landvæsenskommissionen og

sagens behandling for samme finder sted i overensstemmelse med reglerne i lov

af 30. december 1858 om landvæsenskommissioners og

overlandvæsenskommissioners sammensætning og forretningsgang mv.

Det påhviler kommissionen dels ved særskilt indkaldelse at

indkalde de pågældende lodsejere og kommunalråd, dels ved

offentlig bekendtgørelse 1 gang i Statstidende og de vigtigste

stedlige blade at indkalde alle i vandområdet i øvrigt

interesserede fiskere, jægere og andre, således at disse kan

få lejlighed til at udtale sig for kommissionen, inden kendelse

afsiges.

Stk. 3.

Vandløbsmyndighedens beslutning meddeles

skriftligt til de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser

samt vedkommende amtsråd og ved offentlig bekendtgørelse i

overensstemmelse med stk. 2, 3. pkt.

§ 3.

Vandløbsmyndighedens beslutning kan påklages

til Skov- og Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt. Klageberettigede er ministeren for fødevarer, landbrug og

fiskeri samt enhver, der har påviselig interesse i det

pågældende område.«

§ 3.

De af landvæsenskommissionen afsagte kendelser kan

af ministeriet for landbrug og fiskeri og enhver, der har påviselig

interesse i det pågældende område, indankes for

overlandvæsenskommissionen.

Stk. 2.

Med hensyn til sagens indankning og dens behandling

for overlandvæsenskommissionen forholdes ligeledes efter reglerne i

loven af 30. december 1858.

2.

§§ 4-6 ophæves.

§ 4.

I disse sager skal tillige udmeldes et fiskerikyndigt

medlem til at deltage i den pågældende

landvæsenskommissions eller overlandvæsenskommissions behandling

og påkendelse af sagen.

Stk. 2.

I tilfælde af stemmelighed gør formandens

stemme udslaget.

Stk. 3.

Det fiskerikyndige medlem erholder samme diæter

og befordringsgodtgørelse som de øvrige medlemmer af disse

kommissioner.

§ 5.

Sager, der inden for et rimeligt tidsrum efter den af

ministeren for landbrug og fiskeri udstedte bekendtgørelse måtte

opstå i anledning af et søterritoriums inddragning under de for

de ferske vande gældende retsregler, og som ifølge den

øvrige lovgivning henhører under landvæsenskommissioners

og overlandvæsenskommissioners afgørelse, skal henvises til

behandling af den landvæsenskommission, der har behandlet sagen om

inddragningen, eventuelt under appel til den overlandvæsenskommission,

som har påkendt anke over inddragningen.

§ 6.

Udskrift af den af landvæsenskommissionen

(overlandvæsenskommissionen) afsagte kendelse indsendes af

kommissionens formand til ministeren for landbrug og fiskeri, der,

såfremt kendelsen går ud på, at vedkommende vandareal

bør inddrages under de for de ferske vande gældende retsregler,

udsteder en bekendtgørelse herom, hvilken bekendtgørelse vil

være at optage i Lovtidende.

Fødevareministeriet

§ 8

I lov om hegn, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 11. december 1987,

som ændret senest ved § 10 i lov nr. 232 af 2. april 1997,

foretages følgende ændringer:

1.

§ 42, stk. 1-3, ophæves, og i stedet

indsættes:

»Hegnssynets afgørelser kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 2.

2.

§ 43 affattes således:

»§ 43. Hegnssager, der er omfattet af denne lov, kan ikke

indbringes for domstolene, før hegnssynet har truffet

afgørelse.

Stk. 2.

Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne

indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at

sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning

herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt

den pågældende.«

§ 42.

De af hegnssynet i henhold til kap. I, II og III samt

kap. IV § 19, stk. 1 og 4, samt §§ 20 og 21 afsagte kendelser

kan af hver af parterne indankes for en landvæsenskommission.

Stk. 2.

I øvrigt afgøres tvistigheder

vedrørende de i kap. IV omhandlede forhold endeligt af hegnssynet.

Stk. 3.

De af landvæsenskommissionen afsagte kendelser

kan ikke yderligere påankes. Dog kan landbrugsministeren undtagelsesvis

tillade, at sagen indbringes for en overlandvæsenskommission, når

den skønnes at have almindelig interesse eller videregående

betydelige følger for vedkommende. Andragende herom må

være Landbrugsministeriet i hænde inden 8 uger efter kendelsens

afsigelse.

Stk. 4.

---

§ 43.

Begæringen om anke skal indeholde en angivelse af

ankens genstand og hensigt. Udskrift af den påankede kendelse må

være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage efter

denne.

Stk. 2.

Begæring om anke indgives til

landvæsenskommissionens formand og skal være denne i hænde

inden 4 uger efter kendelsens afsigelse.

Stk. 3.

Landbrugsministeren kan dog, når særlige

omstændigheder taler derfor, meddele tilladelse til anke, uanset at den

i stk. 2 fastsatte frist er overskredet. Begæringen herom skal

være Landbrugsministeriet i hænde inden 4 uger efter ankefristens

udløb.

3.

I § 44, stk. 1, 1. pkt., ændres »forlig

eller kendelse« til: »forlig, kendelse eller dom«.

4.

§ 44, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

§ 44.

Undlader nogen at udføre et ham ved forlig eller

kendelse pålagt arbejde inden den fastsatte frist, eller er det

udførte arbejde behæftet med mangler, kan hegnssynet efter

naboens begæring ved kendelse bestemme, at det manglende arbejde skal

udføres eller manglerne afhjælpes ved formandens eller klagerens

foranstaltning på den forsømmeliges bekostning. Den herom

afsagte kendelse kan ikke påankes.

Stk. 2. I mangel af betaling på anfordring af de

til arbejdets udførelse medgåede udgifter kan beløbet

på formandens begæring inddrives ved udpantning med fortrinsret

som for kommunale skatter af fast ejendom. Som grundlag for udpantningen

tjener en udskrift af den om arbejdets udførelse på den

forsømmeliges bekostning afsagte kendelse samt en erklæring fra

formanden om, at han har besigtiget det udførte arbejde og fundet det

forsvarligt udført og den medgåede udgift rimelig.

Stk. 3. Hegnssynets vederlag og øvrige udgifter

kan inddrives ved udpantning med fortrinsret som for kommunale skatter.

Stk. 4. Hegnssynets kendelser fuldbyrdes iøvrigt

efter de for domme fastsatte bestemmelser i overensstemmelse med

retsplejelovens tvangsregler. Fuldbyrdelsesfristen er 15 dage, medmindre

andet fremgår af kendelsens indhold.

5.

I § 51, stk. 1, udgår: »eller af

vedkommende appelinstans«.

§ 51.

Overtrædelse af de i § 18, stk. 6, 2.

pkt., og stk. 7, samt § 19, stk. 7, fastsatte bestemmelser

eller et af hegnssynet eller af vedkommende appelinstans i henhold til

§ 18, stk. 8, udstedt påbud, straffes med bøder.

Stk. 2.

---

§ 9

I lov om læhegn og tilskud til læplantning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 17 af 18. januar 1996, som ændret ved lov

nr. 15 af 14. januar 1998, foretages følgende ændringer:

1.

§ 12 ophæves.

§ 12.

Kendelser afsagt af hegnssynet kan af hver af sagens

parter indbringes for landvæsenskommissionen.

2.

I § 13 ændres »§ 42, stk. 3 og

stk. 4, §§ 43-49« til: »§§ 42-49«.

§ 13.

De i §§ 33-36, §§ 38-40, § 41,

stk. 1, III og IV, og stk. 2, § 42, stk. 3 og

stk. 4, §§ 43-49 samt § 50, stk. 1 og stk. 2, i lov

om hegn fastsatte bestemmelser kommer til anvendelse ved

hegnssynsforretninger i medfør af nærværende lov.

§ 10

I lov nr. 281 af 12. maj 1999, fiskerilov, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 52 ophæves.

§ 52.

I mangel af enighed mellem indehaveren af retten til at

anvende den spærrende fangstindretning og de fiskeriberettigede kan

spørgsmålet om erstatning forlanges afgjort af en

landvæsenskommission med klageret til en

overlandvæsenskommission, jf. lov om landvæsensretter.

2.

I § 130, stk. 3, udgår: «,

hæfte«.

§ 130.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

Den, der begår et forhold som nævnt i

stk. 1, nr. 2, 4 eller 5, eller som nævnt i de i medfør af

stk. 2 fastsatte regler med forsæt til at unddrage sig eller andre

betaling af afgifter i henhold til de i § 10 omhandlede forordninger

eller i henhold til regler fastsat i medfør af § 102 eller med

forsæt til at opnå uberettiget udbetaling eller refusion af

ydelser til sig eller andre i henhold til de i § 10 nævnte

forordninger eller i henhold til § 103 eller regler fastsat i

medfør af § 102, straffes med bøde, hæfte eller

fængsel i indtil 2 år, under skærpende omstændigheder

indtil 4 år.

Stk. 4-5.

---

§ 11

I lov om afvanding af marsken ved Tønder, jf.

lovbekendtgørelse nr. 270 af 22. april 1988, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 5 affattes således:

»§ 5.

Vandløbsmyndigheden afgør,

hvorledes vandløbs- og vejforbindelser mv. skal ordnes ved

udførelsen af de i § 1 anførte anlæg.

Vandløbsmyndighedens afgørelse kan påklages til Skov- og

Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

Stk. 2. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov

om offentlige veje afgør, hvilke ejendomme der skal deltage i

omkostninger ved udførelsen af de i § 1 anførte anlæg, og

i hvilket forhold dette skal ske. Om sagens behandling for

taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§

66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes

under hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af

vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«

§ 5.

Hvilke ejendomme der skal deltage i omkostningerne ved

udførelsen af de i § 1 anførte anlæg, i hvilket

forhold dette skal ske, samt hvorledes vandløbs- og vejforbindelser

skal ordnes mv., bestemmes endeligt - under hensyntagen til bestemmelserne i

traktaten om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske

grænse - af en kommission, som i dette øjemed nedsættes af

landbrugsministeren, og som ved sine forhandlinger har at følge de i

lov af 30. december 1858 for landvæsenskommissioner fastsatte

regler.

2.

I § 6, 2. pkt., ændres »den i § 5

nævnte kommission« til: »de i § 5, stk. 2, nævnte

taksationsmyndigheder«.

§ 6.

For så vidt bekostningen ved den årlige

vedligeholdelse og drift af de fuldførte anlæg ikke kan udredes

af de fra anlæggenes benyttelse flydende indtægter,

påhviler den de samme ejendomme, som har deltaget i anlægget.

Såfremt der ikke ved forhandling mellem de interesserede parter

opnås enighed om fordelingen af udgifterne, fastsættes denne -

under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen

af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse - af den

i § 5 nævnte kommission. De udgifter, som pålægges de

enkelte ejendomme, udredes af ejeren. Er en ejendom bortforpagtet eller

bortlejet, skal dog de beløb, der medgår til forrentning af

optagne lån samt til dækning af vedligeholdelses- og

driftsudgifter, refunderes ejeren af brugeren. De til afbetaling af

lånene samt disses forrentning og til vedligeholdelse og drift skyldige

beløb kan inddrives ved udpantning med samme fortrinsret som for

skatter.

3.

§ 7, stk. 1, 2. pkt., affattes

således:

»Dennes størrelse fastsættes i mangel af mindelig

overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nedsat i henhold til

§§ 57 og 58 i lov om offentlige veje, under fornøden hensyntagen

til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs- og

digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«

§ 7.

Enhver er pligtig at afgive den til udførelsen af

anlæggene nødvendige grund, dog afgives der derfor såvel

som for anden skade og ulempe fuld erstatning. Dennes størrelse

fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af den i § 5 ommeldte

kommission under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i traktaten

om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske

grænse.

4.

I § 7, stk. 2, 2. pkt., ændres »den

fornævnte kommission« til: »taksationsmyndighederne efter §§ 57 og

58 i lov om offentlige veje«.

Stk. 2.

Enhver kan derhos tilpligtes at tåle, at de til

udførelsen af anlæggene nødvendige materialer af

græstørv, jord osv. mod fuld erstatning tages fra eller

føres over hans grund. I mangel af mindelig overenskomst afgør

den fornævnte kommission, hvorvidt sådant materiale skal afgives

og i bekræftende fald, hvor dette må tages, samt den erstatning,

der skal gives - alt under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i

fornævnte traktat.

5.

§ 7, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og

om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i

§§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende

anvendelse.«

Stk. 3.

Ved erstatningens beregning har kommissionen at

gå frem efter de for afståelse af jord mv. til jernbaner ved

forordningen af 5. marts 1845 foreskrevne regler. Overensstemmende med

forskrifterne i denne forordning bliver det at afgøre, hvilken del af

erstatningen der, hvis jorden bruges af en anden end ejeren, skal

tillægges brugeren.

§ 12

I lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder,

jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 22. april 1988, som ændret ved

§ 3 i lov nr. 139 af 17. marts 1999, foretages følgende

ændring:

1.

§ 2, stk. 1, affattes således:

»Hvorvidt, i hvilket forhold og fra hvilket tidspunkt de i

§ 3 i lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved

Tønder ommeldte nye koge, Sejersbækkogen og Geestkogen, og de

inden for kogenes område værende ejendomme er pligtige at bidrage

til udgifterne ved driften og vedligeholdelsen af de i § 1 nævnte

ældre anlæg, afgøres under hensyn til de forhold,

hvorunder de to nævnte koge er indtrådt i digelaget, i

overensstemmelse med § 5, stk. 2-3, i lov om afvanding af marsken ved

Tønder. Taksationsmyndighederne fordeler tillige resten af

nævnte udgifter på de ældre, under digelaget hørende

koge, så vidt muligt under hensyntagen til den hidtidige

fordeling.«

§ 2.

Hvorvidt, i hvilket forhold og fra hvilket tidspunkt de i

§ 3 i lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved

Tønder ommeldte nye koge, Sejersbækkogen og Geestkogen, og de

inden for kogenes område værende ejendomme er pligtige at bidrage

til udgifterne ved driften og vedligeholdelsen af de i § 1 nævnte

ældre anlæg, afgøres under hensyn til de forhold,

hvorunder de to nævnte koge er indtrådt i digelaget, endeligt af

afvandingskommissionen, jf. § 5 i i lov nr. 137 af 18. april 1925 om

afvanding af marsken ved Tønder og § 21 i lov af 30. december

1858 om landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioners

sammensætning og forretningsgang m.v. Afvandingskommissionen fordeler

tillige resten af nævnte udgifter på de ældre, under

digelaget hørende koge, så vidt muligt under hensyntagen til den

hidtidige fordeling. Kommissionen bestemmer, hvem der skal bære sagens

omkostninger.

Stk. 2.

---

By- og Boligministeriet

§ 13

I lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf.

lovbekendtgørelse nr. 265 af 10. april 2000, foretages følgende

ændring:

1.

§ 39 affattes således:

»§ 39. Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af

skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens

omkostninger helt eller delvis. Anlægges der retssag efter § 36,

stk. 2, nr. 2, træffes afgørelsen herom dog af retten. Der

skal ved afgørelsen tages hensyn til interesserne i en konstatering af

ejendomsgrænsens rette beliggenhed, herunder baggrunden for og

resultatet af skelforretningen.

§ 39.

Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af

skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens

omkostninger helt eller delvis. Hegnssynet skal ved afgørelsen tage

hensyn til interesserne i en konstatering af ejendomsgrænsens rette

beliggenhed, herunder baggrunden for og resultatet af skelforretningen.

Stk. 2.

Begæringen til hegnssynet skal indgives

skriftligt til formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet

behandler sagen efter reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger.

Hegnssynets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ

myndighed.

Stk. 2.

Begæringen skal indgives skriftligt til

formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet behandler sagen efter

reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger.

Stk. 3.

Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne

indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at

sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning

herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt

den pågældende.«

Stk. 3.

Hegnssynets afgørelse kan indbringes for

landvæsenskommissionen inden 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt de pågældende.

Justitsministeriet

§ 14

I lov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejrettigheder, som

ændret ved lov nr. 1101 af 21. december 1994, foretages følgende

ændring:

1.

§ 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

§ 2.

---

Stk. 2.

De i stk. 1 indeholdte bestemmelser kommer

ligeledes til anvendelse, hvor en ejendom mangler den nødvendige

forbindelse med offentlig vej, og det viser sig ugørligt ved frivillig

overenskomst på rimelige vilkår at erhverve fornøden

adgang. Dog bliver sagen i dette tilfælde at behandle og afgøre

ved en landvæsenskommission, jf. lov af 30. december 1858 om

landvæsenskommissioner. Adgang til vej over fremmed ejendom kan ikke

tilkendes den ejer, som ved en vilkårlig handling har afbrudt

ejendommens hidtidige forbindelse med offentlig vej.

§ 15

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august

2000, foretages følgende ændringer:

1.

§ 55, nr. 5, ophæves.

§ 55.

Afgiftsfri er kære iværksat af:

1)-4) ---

5) Parter, der begærer, at et medlem af en landvæsensret

skal vige sit sæde.

2.

I § 64, stk. 1, 1. pkt., udgår: «,

bortset fra de i § 65 a omhandlede tilfælde,«.

§ 64.

Indsigelse fra en afgiftspligtig imod beregningen af en

afgift sker, bortset fra de i § 65 a omhandlede tilfælde, ved

klage til den afgiftsberegnende myndighed. Klage over beregning af afgift for

udlæg på grundlag af udpantningsret indgives dog til fogedretten,

selv om beregningen ikke er foretaget af denne. Klagen skal indgives senest 6

uger efter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om

beregningen.

Stk. 2-7.

---

Trafikministeriet

§ 16

I lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19.

august 1999, som ændret ved § 2 i lov nr. 172 af 19. marts 2001,

foretages følgende ændring:

1.

Efter § 67 indsættes i kapitel 5:

»Særlige regler for taksation efter visse

love

§ 67 a.

Bestemmelserne i stk. 2-6 finder anvendelse på

erstatningssager, der indbringes for taksationsmyndighederne efter

vandløbsloven og vandforsyningsloven, bortset fra sager omfattet af

vandløbslovens § 72 eller vandforsyningslovens § 42.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen ved

skriftlig anmodning til kommissionens formand. Anmodningen skal indeholde

klagerens krav, en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder,

hvorpå kravet støttes, samt en angivelse af de dokumenter og

andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig. Med

anmodningen skal indleveres genparter af de dokumenter, som klageren agter at

påberåbe sig, for så vidt de er i dennes besiddelse.

Stk. 3. Ved sagens behandling finder bestemmelserne i §§

51, 53-56, 58 a, 59, stk. 2, 60, 62, stk. 1, og stk. 2, 1. led, og 66-67

tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Taksationsmyndighederne kan pålægge

en part at betale sagsomkostninger til en anden part. Taksationsmyndighederne

kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af

sagsomkostninger, som vedkommende måtte blive pålagt. Stilles

sikkerhed ikke inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist, afvises

sagen.

Stk. 5. Taksationsmyndighederne kan pålægge

en part helt eller delvis at betale taksationsmyndighedernes udgifter ved

sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer.

Der er udpantningsret for beløbet.

Stk. 6. Fri proces kan meddeles efter bestemmelserne i

retsplejelovens kapitel 31.«

Lignende dokumenter