Forslag til Lov om ændring af straffeloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 8. december 1999 af justitsministeren (Frank
Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter
straffelovens § 68 og § 69)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,
som ændret ved § 3 i lov nr. 403 af 26. juni 1998, § 3 i lov
nr. 473 af 1. juli 1998 og lov nr. 141 af 17. marts 1999, foretages
følgende ændringer:
1.
Efter § 68 indsættes:
»§ 68 a.
Medfører en foranstaltning efter § 68
eller § 72, jf. § 68, at den dømte skal anbringes i
institution, eller giver foranstaltningen mulighed herfor, fastsættes
en længstetid på 5 år for denne foranstaltning.
Længstetiden omfatter også foranstaltninger, som senere
fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en
lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige
omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved
kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år.
Stk. 2.
I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1,
fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid, hvis den
dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse,
alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art,
brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig
Læs alt
sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de
nævnte forbrydelser. Er der ikke fastsat en længstetid,
indbringer anklagemyndigheden spørgsmålet om ændring eller
endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter
afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været
forelagt for retten inden for de sidste to år. Derefter
forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert andet
år.
Stk. 3.
Ved andre foranstaltninger end de i stk. 1
nævnte fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der
ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan
retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge
længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5
år.«
2.
§ 69, stk. 2, ophæves.
3.
Efter § 69 indsættes:
»§ 69 a.
Medfører en foranstaltning efter § 69, at
den dømte skal anbringes i institution, eller giver foranstaltningen
mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for
denne foranstaltning og en længstetid for opholdet, der i almindelighed
ikke kan overstige 1 år. Længstetiden på 5 år
omfatter også foranstaltninger, som senere fastsættes efter
§ 72, jf. § 69 og § 68, 2. pkt., og som medfører en
lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige
omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved
kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år for
foranstaltningen eller en ny længstetid for opholdet.
Stk. 2.
I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1,
fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid for
foranstaltningen, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri,
frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i
§ 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden
alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de
nævnte forbrydelser. § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Ved andre foranstaltninger end de i stk. 1
nævnte fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der
ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan
retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge
længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5
år.«
4.
§ 72, stk. 1, ophæves, og i stedet
indsættes:
»§ 72.
Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at
en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i
længere tid og videre omfang end nødvendigt.
Stk. 2.
Bestemmelse om ændring eller endelig
ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70
træffes ved kendelse efter anmodning fra den dømte,
bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller
kriminalforsorgen. Anmodning fra den dømte, bistandsværgen,
institutionens ledelse eller kriminalforsorgen fremsættes over for
anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet
for retten. Tages en anmodning fra den dømte eller
bistandsværgen ikke til følge, kan ny anmodning ikke
fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra
kendelsens afsigelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
5.
I § 73, stk. 1, 1. pkt., ændres
»§ 69, stk. 1,« til: »§ 69«.
6.
I § 97, stk. 2, nr. 2, ændres
»§§ 68-69« til: »§ 68 og § 69«.
§ 2
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2000.
Stk. 2.
Straffelovens § 68 a og § 69 a som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 1 og 3, finder anvendelse på
foranstatninger efter straffelovens § 68 og § 69, der
idømmes efter lovens ikrafttræden. Det samme gælder
foranstaltninger, der efter lovens ikrafttræden fastsættes efter
straffelovens § 72, jf. § 68 og § 69, og som medfører
en skærpelse af foranstaltningen.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Loven kan dog ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft
for Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
Side
1.
Indledning
4
2.
Baggrunden for lovforslaget
4
3.
Gældende ret
5
3.1.
Straffelovens regler mv. om idømmelse af
foranstaltninger
5
3.2.
Ændring og ophævelse af idømte
foranstaltninger
6
3.3.
De forskellige typer foranstaltninger
7
3.3.1.
Foranstaltninger over for sindssyge
lovovertrædere
7
3.3.2.
Foranstaltninger over for mentalt retarderede
lovovertrædere
7
3.4.
Retsplejelovens regler om behandling af sager
vedrørende foranstaltninger efter straffelovens § 68 og
§ 69
8
3.5.
Kontrol med varigheden af tidsubestemte
foranstaltninger
9
4.
Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
9
5.
Undersøgelsen af
foranstaltningsdomme
10
5.1.
Indledning
10
5.2.
Kriminalitetens art, personkredsen samt foranstaltningens art
mv.
10
5.3.
Prøvelse, ændring og varighed af
foranstaltningen
10
5.4.
Forholdet mellem strafmaksimum og den tidsmæssige
udstrækning af foranstaltningen
11
5.5.
Forholdet mellem strafmaksimum for lovovertrædelsen og
anbringelsestiden
11
6.
Straffelovrådets fire modeller
11
6.1.
Model 1
11
6.2.
Model 2
12
6.3.
Model 3
12
6.4.
Model 4
13
7.
Konsekvenserne af en gennemførelse af
modellerne
13
8.
Retslægerådets udtalelse
14
9.
Straffelovrådets overvejelser
14
9.1.
Ændret kompetenceordning
14
9.2.
Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens
§ 68 og § 69
15
10.
Justitsministeriets overvejelser
16
11.
Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
17
12.
Hørte myndigheder mv.
18
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at sikre en vis
tidsbegrænsning af de foranstaltninger, som psykisk afvigende
lovovertrædere kan idømmes efter straffelovens § 68 og
§ 69 i stedet for straf. Formålet med lovforslaget er endvidere at
sikre regelmæssig domstolskontrol med de foranstaltninger, der efter
forslaget ikke tidsbegrænses.
Psykisk afvigende lovovertrædere idømmes som
hovedregel ikke straf. Typisk idømmes disse lovovertrædere i
stedet en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69. Det
er en betingelse for at idømme en foranstaltning, at den findes
formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Idømmelse af en foranstaltning kan f.eks. indebære, at den
pågældende skal undergive sig tilsyn, afvænningsbehandling
eller psykiatrisk behandling. Hvis sådanne foranstaltninger ikke findes
tilstrækkelige, kan det f.eks. bestemmes, at den pågældende
skal anbringes på psykiatrisk hospital eller i institution for personer
med vidtgående psykiske handicap. En sådan foranstaltning
idømmes i dag på ubestemt tid.
Lovforslaget bygger på Straffelovrådets
betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af foranstaltninger
efter straffelovens § 68 og § 69.
Lovforslaget, der svarer til model 1 i
Straffelovrådets betænkning, indeholder bl.a. forslag til
bestemmelser om tidsbegrænsning af de foranstaltninger, som psykisk
afvigende lovovertrædere typisk idømmes i stedet for straf. Det
foreslås, at der indføres en tidsbegrænsning, når
foranstaltningen vedrører kriminalitet, der ikke kan anses for
personfarlig. Bestemmelserne foreslås udformet således, at der er
mulighed for at forlænge foranstaltningen under særlige
omstændigheder.
Endelig foreslås bestemmelser om regelmæssig
domstolskontrol med foranstaltninger, der som følge af personfarlig
kriminalitet i almindelighed fastsættes på ubestemt tid.
2. Baggrunden for lovforslaget
De gældende bestemmelser om tidsubestemte
foranstaltninger, der trådte ikraft den 1. juli 1973, bygger i det
væsentligste på Straffelovrådets betænkning nr.
667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger.
I denne betænkning gav Straffelovrådet udtryk
for, at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger i tilfælde, der
omfattes af straffelovens § 68, jf. § 16, stemmer bedst med de
forebyggende og terapeutiske hensyn, som præger disse
afgørelser, og at en tidsbegrænsning derfor ville være
meget uhensigtsmæssig. Rådet pegede i den forbindelse også
på muligheden for at rejse spørgsmål ved retten om
ændring eller ophævelse af de trufne foranstaltninger.
Muligheden for at anvende tidsubestemte foranstaltninger
på dette område blev da heller ikke ophævet, da en
række andre tidsubestemte foranstaltninger, f.eks. psykopatforvaring,
blev afskaffet som led i revisionen af straffelovens regler om tidsubestemte
retsfølger i 1973.
Spørgsmålet om anvendelse af tidsubestemte
foranstaltninger blev også overvejet i et udvalg nedsat af
Justitsministeriet den 24. september 1970 (Bækgård-udvalget), jf.
betænkning nr. 955/1982 om foranstaltninger over for åndssvage
og andre svagt begavede lovovertrædere.
I betænkningen gav udvalgets flertal (seks ud af
udvalgets syv medlemmer) udtryk for, at der ikke fandtes tilstrækkelig
grund til at indføre tidsmaksimering af frihedsberøvelse over
for åndssvage lovovertrædere.
I den forbindelse anførtes bl.a. følgende
(betænkningen s. 90- 91):
»I tilslutning til retslægerådet mener
flertallet, at der ikke bør fastsættes tidsfrister for
gennemførelse af det lægelige og forsorgsmæssige
behandlingsarbejde over for åndssvage. En regel om tidsmaksimering
indebærer også den risiko, at foranstaltningen får et
pønalt præg. Det er ønskeligt at undgå, at der i
praksis sker en sammenblanding af behandlingsmæssige og
strafmæssige synspunkter, bl.a. i betragtning af, at åndssvage
lovovertrædere anbringes i de samme institutioner som ikke-kriminelle
åndssvage, hvorfor det bør markeres så lidt som muligt, at
visse personer forvares og behandles som kriminelle.
Det her anførte betyder ikke, at der i sager mod
åndssvage lovovertrædere kan ses bort fra, om der er rimelige
proportioner mellem den begåede kriminalitet og varigheden af den
institutionsanbringelse, der bliver resultatet af en domfældelse.
...
Den fornødne sikkerhed mod en urimelig eller
på anden måde uheldig opretholdelse af forsorgsforanstaltninger
ligger efter flertallets opfattelse i reglerne om adgang til senere
domstolsprøvelse efter § 72. Det følger heraf, at
spørgsmålet om ændring eller ophævelse af
foranstaltninger til enhver tid kan forelægges retten efter
begæring af anklagemyndigheden, forsorgens ledelse,
bistandsværgen eller den dømte selv
....«
Center for Ligebehandling af Handicappede har i
forbindelse med en undersøgelse om udviklingshæmmede
lovovertrædere (mentalt retarderede) behandlet spørgsmålet
om anvendelsen af behandlingsdomme over for personer, der er omfattet af
straffelovens § 16, jf. § 68, samt spørgsmålet om
eventuel tidsbegrænsning af behandlingen ifølge sådanne
domme. Undersøgelsen er offentliggjort i centrets årsberetning
for 1996, s. 17-32.
Blandt andet på baggrund af denne
undersøgelse fandt Justitsministeriet, at der kunne være grund
til at lade spørgsmålet om anvendelse af tidsubestemte
foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 undergive en
fornyet behandling.
Justitsministeriet anmodede derfor ved skrivelse af 27.
januar 1998 Straffelovrådet om at behandle spørgsmålet om
anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger.
Justitsministeriet anmodede Straffelovrådet om at
behandle dette spørgsmål både for så vidt
angår psykisk udviklingshæmmede (mentalt retarderede) og
personer, der er utilregnelige på grund af sindssygdom, dvs. hele
personkredsen, der er omfattet af straffelovens § 16. Justitsministeriet
anmodede endvidere Straffelovrådet om, på baggrund af sine
overvejelser, i givet fald at udarbejde udkast til eventuelle ændringer
i straffeloven og eventuel anden lovgivning.
Straffelovrådet afgav i juni 1999
betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af
foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69.
Straffelovrådet har i forbindelse med udarbejdelsen
af betænkningen gennemført en undersøgelse af anvendelsen
af foranstaltningsdomme. Undersøgelsen er optaget som bilag 1 til
betænkningen.
Straffelovrådet har endvidere drøftet
problemstillingen med repræsentanter for Retslægerådet
under to møder i henholdsvis april 1998 og februar 1999.
Retslægerådet har på den baggrund afgivet en udtalelse af
12. april 1999, der er optaget som bilag 2 til betænkningen.
Endelig har Straffelovrådet i august 1998 aflagt
besøg på institutionen »Kofoedsminde«, hvor der bl.a. opholder
sig visse mentalt retarderede lovovertrædere, som er dømt til
anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske
handicap.
Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999
indeholder forslag til 4 modeller, der - bl.a. på baggrund af
resultaterne i undersøgelsen af foranstaltningsdomme - tager sigte
på at gennemføre en vis tidsmæssig begrænsning af
foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 og/eller en
regelmæssig domstolskontrol med foranstaltninger, der fastsættes
på ubestemt tid. De enkelte elementer i Straffelovrådets 4
modeller gennemgås under pkt. 6 nedenfor.
3. Gældende ret
3.1. Straffelovens regler mv. om idømmelse af foranstaltninger
3.1.1.
Efter straffelovens § 16,
stk. 1, straffes personer, der på gerningstidspunktet var
utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må
ligestilles hermed, ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt
retarderede i højere grad (tidl. åndssvaghed i højere
grad). Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol
eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i
en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog
pålægges, når særlige omstændigheder taler
derfor.
Personer, der på gerningstidspunktet var mentalt
retarderede i lettere grad (tidl. åndssvaghed i lettere grad), straffes
ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at
pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig
i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering (tidl.
åndssvaghed), jf. straffelovens § 16, stk. 2.
3.1.2.
Hvis der statueres straffrihed i
medfør af § 16, frifindes tiltalte for straf. Dette er imidlertid
kun undtagelsesvis ensbetydende med, at der ikke fastsættes en reaktion
i anledning af lovovertrædelsen.
Efter straffelovens § 68 kan retten
således træffe bestemmelse om anvendelse af andre
foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge
yderligere lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende
foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller
arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling mv. ikke findes
tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal
anbringes i hospital for sindslidende, i institution for personer med
vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for
administrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til
særlig pleje eller forsorg, jf. § 68, 2. pkt. Efter § 68, 3.
pkt., kan anbringelse i forvaring ske under de betingelser, der er
nævnt i straffelovens § 70.
Om der over for en person, der er frifundet for straf
efter § 16, overhovedet skal træffes bestemmelse om anvendelse af
andre foranstaltninger, afhænger som nævnt af, om der i forhold
til den pågældende kan peges på andre foranstaltninger, der
må anses for formålstjenlige for at forebygge yderligere
lovovertrædelser, jf. § 68, 1. pkt. Kan en eller flere
foranstaltninger komme på tale, beror også afgørelsen af,
hvilken foranstaltning der skal anvendes, på, om foranstaltningen i det
enkelte tilfælde må anses for formålstjenlig for at
forebygge yderligere lovovertrædelser.
3.1.3. Straffelovens § 69
omhandler reaktionen
ved andre psykiske afvigelser end dem, der er omfattet af straffelovens
§ 16. F.eks. reaktionen, når lovovertræderen er sinke.
Efter § 69 kan retten, hvis det findes
formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe
bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt., i
tilfælde, hvor gerningsmanden ved foretagelsen af den strafbare
handling befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling,
svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er
af den i § 16 nævnte beskaffenhed. Medfører en
afgørelse efter § 69, stk. 1, at den dømte skal
anbringes i institution, eller giver afgørelsen mulighed herfor, skal
der ved dommen fastsættes en længstetid for opholdet, der i
almindelighed ikke kan overstige 1 år. Varigheden bestemmes af
behandlingsmæssige hensyn og proportionalitetshensyn. Er gerningsmanden
farlig, indgår tillige fareafværgelseshensyn.
Under særlige omstændigheder kan retten efter
anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny
længstetid, jf. § 69, stk. 2, 2. pkt. Muligheden for under
særlige omstændigheder at fastsætte en ny længstetid
sigter til tilfælde, hvor den dømtes tilstand er blevet
forværret på en sådan måde, at den
pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i
øvrigt ved længstetidens udløb er åbenbart behov
for at fortsætte en behandling eller pleje.
Som det fremgår, adskiller § 68 sig fra
§ 69 ved, at foranstaltninger efter § 68 generelt idømmes
på ubestemt tid.
Visse foranstaltninger efter § 69 idømmes
også på ubestemt tid. Det drejer sig om de mindre indgribende
foranstaltninger. Medfører foranstaltningen umiddelbart
institutionsanbringelse, eller giver foranstaltningen mulighed for at
anbringe den dømte i institution, skal der imidlertid for personer
omfattet af § 69 fastsættes en længstetid for opholdet.
3.1.4.
Efter straffelovens § 71,
stk. 1, kan retten beskikke en bistandsværge for den tiltalte,
såfremt der bliver tale om at dømme den pågældende
til anbringelse i institution efter reglerne i §§ 68-69.
Bistandsværgen skal så vidt muligt være en af tiltaltes
nærmeste pårørende. Bistandsværgens opgave er sammen
med den beskikkede forsvarer at bistå tiltalte under sagen.
Er tiltalte dømt til anbringelse, eller giver
afgørelsen mulighed for sådan anbringelse, skal der beskikkes
den pågældende en bistandsværge. Bistandsværgen skal
i sådanne tilfælde holde sig underrettet om den dømtes
tilstand og drage omsorg for, at opholdet og andre foranstaltninger ikke
udstrækkes længere end nødvendigt. Beskikkelsen
ophører, når foranstaltningen endeligt ophæves, jf.
straffelovens § 71, stk. 2.
Nærmere regler om antagelse og betaling af
bistandsværger samt om disses opgaver og nærmere
beføjelser er i medfør af straffelovens § 71, stk. 3,
fastsat i bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om
bistandsværger.
Er der undtagelsesvis ikke bestikket en
bistandsværge for en person, der er indlagt på psykiatrisk
afdeling i medfør af straffelovens § 68 eller § 69, skal der
beskikkes en patientrådgiver for den pågældende efter
psykiatriloven, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 892 af
14. december 1998.
Der henvises til betænkningen s. 17-19 og 27.
3.2. Ændring og ophævelse af idømte
foranstaltninger
Efter straffelovens § 72, stk. 1,
træffes bestemmelse om ændring eller om endelig ophævelse
af en foranstaltning efter §§ 68-69 ved kendelse efter begæring
fra anklagemyndigheden, anstaltsledelsen, bistandsværgen eller den
dømte.
Begæring fra anstaltsledelsen, bistandsværgen
eller den dømte fremsættes over for anklagemyndigheden, der
snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en
begæring fra bistandsværgen eller den dømte ikke til
følge, kan ny begæring ikke fremsættes, før der er
forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse.
Også spørgsmålet om ændring eller
endelig ophævelse af en idømt foranstaltning afgøres
efter straffelovens § 68, dvs. med udgangspunkt i, om - og i
bekræftende fald hvilken - foranstaltning der i det enkelte
tilfælde må anses for formålstjenlig for at forebygge
yderligere lovovertrædelser, jf. pkt. 3.1.2. ovenfor.
Der er ikke i straffelovens bestemmelser om ændring
eller endelig ophævelse af idømte foranstaltninger angivet
tidsfrister, der medfører pligt for anklagemyndigheden til at
indbringe spørgsmålet om foranstaltningsændring for
retten.
Efter straffelovens § 72, stk. 2, finder
§ 59, stk. 3, om værneting ved pådømmelse af
sager om ændring eller ophævelse af vilkår ved betingede
domme tilsvarende anvendelse på afgørelser efter § 72,
stk. 1. Er der spørgsmål om ændring af
foranstaltningen på grund af ny lovovertrædelse, afgøres
spørgsmålet dog af den ret, der behandler sagen
vedrørende lovovertrædelsen.
Reglerne om ændring og ophævelse af
idømte foranstaltninger i straffelovens § 72 skal sammenholdes
med de typer af foranstaltninger, som straffelovens §§ 68-69 giver
mulighed for at idømme. Nedenfor i afsnit 3.3. redegøres for de
hovedtyper af foranstaltninger, som de pågældende bestemmelser
giver mulighed for at idømme.
Der henvises til betænkningen s. 20-21.
3.3. De forskellige typer foranstaltninger
3.3.1. Foranstaltninger over for sindssyge lovovertrædere
Foranstaltninger over for sindssyge lovovertrædere
fremtræder i tre hovedtyper - dom til anbringelse i hospital for
sindslidende, dom til behandling i eller under tilsyn af hospital for
sindslidende og dom til ambulant psykiatrisk behandling. Disse hovedtyper kan
varieres, f.eks. ved at der også indgår bestemmelse om tilsyn af
kriminalforsorgen.
En dom til anbringelse i hospital for sindslidende
indebærer, at den dømte skal opholde sig på hospital.
Udskrivning til ambulant behandling kan således kun ske efter
retskendelse, jf. straffelovens § 72, stk. 1.
En dom til behandling i eller under tilsyn af hospital for
sindslidende giver hospitalets overlæge kompetence til at udskrive den
dømte til behandling uden for hospitalet, herunder ambulant
behandling, og til at indlægge eller genindlægge den
pågældende på hospital. Endelig ophævelse af en
sådan foranstaltning kræver ligeledes retskendelse, jf.
straffelovens § 72, stk. 1.
En dom til ambulant behandling giver som udgangspunkt ikke
mulighed for hospitalsindlæggelse. Dommen kan imidlertid indeholde en
udtrykkelig bemyndigelse til at indlægge den pågældende
på hospital.
Det er i retspraksis antaget, at indlæggelse
ifølge en dom af den ovennævnte type efter
omstændighederne kræver godkendelse efter straffelovens
§ 72.
Valget af domstype beror på en afvejning af
sikkerheds- og behandlingshensyn. I vurderingen indgår dog også
proportionalitetshensyn. Den foranstaltning, der kommer på tale,
må således ikke være mere indgribende, end formålet
tilsiger.
Der henvises til betænkningen s. 21-23.
3.3.2. Foranstaltninger over for mentalt retarderede
lovovertrædere
Ved lov nr. 258 af 8. juni 1978 om ændring af lov om
social bistand med flere love (Særforsorgens udlægning mv.) blev
den særlige lovgivning om forsorgen for åndssvage og andre svagt
begavede ophævet med virkning fra den 1. januar 1980. Samtidig blev
denne forsorg ved lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af
åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv.
(udlægningsloven) lagt ud til kommunerne, amtskommunerne og
Københavns og Frederiksberg kommuner. Den pågældende
persongruppe er nu omfattet af de almindelige regler i lov nr. 454 af 10.
juni 1997 om social service.
I forbindelse med, at åndssvageforsorgen blev udlagt
til amtskommunerne, blev åndssvageloven af 1959 ophævet. En af
konsekvenserne af ophævelsen af denne lov var, at adgangen til
administrativt at iværksætte tvangsforanstaltninger over for
åndssvage faldt bort. Hovedsynspunktet bag ophævelsen af
tvangsreglerne var, at institutionsophold for psykisk udviklingshæmmede
bør være baseret på frivillighed, hvorfor særlige
tvangsregler over for denne persongruppe ikke fandtes ønskelige.
En anden følge af særforsorgens
udlægning var, at de lukkede institutioner blev nedlagt. Der findes i
dag kun én lukket institution for mentalt retarderede
lovovertrædere (»Kofoedsminde«), hvor der findes henholdsvis en
åben og en sikret afdeling. En dom til anbringelse på lukket
afdeling kan derfor i praksis nu alene fuldbyrdes i den sikrede afdeling
på »Kofoedsminde«.
Efter § 92, stk. 1, i lov om social service
(tidligere bistandslovens § 112) har amtskommunen pligt til at
sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer,
der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund
af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov
for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje,
omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov
på anden vis. Endvidere har amtskommunen pligt til at sørge for,
at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i
boformer til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige
funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig
behandlingsmæssig støtte, jf. lovens § 93, stk. 1, nr.
1.
For så vidt angår mentalt retarderede
lovovertrædere, suppleres de ovennævnte bestemmelser i
serviceloven af udlægningslovens § 6. Efter denne bestemmelse har
amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner pligt til at
modtage og føre tilsyn med personer, der efter retskendelse skal
underkastes mentalundersøgelse eller i henhold til dom, kendelse eller
vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal
anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap
eller undergives tilsyn, herunder tilsyn med mulighed for administrativ
anbringelse, jf. herved § 3 i lov nr. 274 af 15. april 1997 om
ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af
åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv.
Der er endvidere fastsat regler om amtskommunernes
modtagepligt i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 21.
december 1979 om pligt til at modtage åndssvage lovovertrædere
på bistandslovens døgninstitutioner for voksne med
vidtgående fysiske eller psykiske handicap under amtskommunerne samt om
særlige sikkerhedsforanstaltninger. Hertil føjes reglerne i
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 af samme dato med senere
ændringer om magtanvendelse mv. i institutioner for voksne med
vidtgående fysiske eller psykiske handicap, som er opretholdt ved
bekendtgørelse nr. 349 af 15. juni 1998 om magtanvendelse mv. i
botilbud efter lov om social service § 92 og § 93, stk. 1, nr.
1.
Som det fremgår, udøves forsorgen på
dette område nu efter de almindelige socialretlige regler om personer
med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Der kan ikke efter disse regler
mod den pågældendes vilje træffes bestemmelse om
iværksættelse af hjælpeforanstaltninger. Der kan endvidere
ikke uden den pågældendes samtykke ske institutionsanbringelse.
Er der afsagt dom om anbringelse i institution for personer med
vidtgående psykiske handicap, er særforsorgen som nævnt
forpligtet til at optage den pågældende på en
døgninstitution, jf. bekendtgørelse nr. 567 af 21. december
1979. Imidlertid giver bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 kun
begrænsede muligheder for at tilgodese retssikkerhedshensyn ved at
anbringe domfældte i lukket institution, dvs. en institution, der har
tilladelse til at holde yderdøre og vinduer konstant aflåst, jf.
herved bl.a. bekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Såfremt anklagemyndigheden og domstolene finder det
nødvendigt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, at en
mentalt retarderet lovovertræder opholder sig på lukket (sikret)
institution, må det derfor udtrykkeligt i dommen med hjemmel i
straffelovens § 68 bestemmes, at den pågældende skal
anbringes i lukket (sikret) institution.
Der henvises til betænkningen s. 23-27.
3.4. Retsplejelovens regler om behandling af sager vedrørende
foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69
3.4.1.
Sager, hvori der bliver spørgsmål
om dom til anbringelse i institution i medfør af straffelovens
§ 68, behandles som udgangspunkt for landsretten ved nævningeting,
jf. retsplejelovens § 687, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, nr.
2.
Efter retsplejelovens § 925 a, stk. 1, kan sagen
dog med anklagemyndighedens samtykke behandles ved byretten under medvirken
af domsmænd, såfremt sigtede i retten har afgivet en uforbeholden
tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt
foreliggende oplysninger, og i øvrigt samtykker i en sådan
behandling. Endvidere skal der altid, såfremt sigtede ikke selv har
valgt en forsvarer, være beskikket den pågældende en
forsvarer og være givet denne lejlighed til at gøre sig bekendt
med sagen, samtale med den sigtede og udtale sig over for retten, inden der
gøres tilførsel til retsbogen om sigtedes samtykke til sagens
pådømmelse ved byret. Såvel forsvareren som sigtede skal
være til stede, medens denne tilførsel sker.
Skønner retten, at betingelserne for at fremme
sagen efter retsplejelovens § 925 a, stk. 1, ikke er opfyldt, kan
den på ethvert tidspunkt beslutte at standse sagens behandling eller -
efter domsforhandlingens begyndelse - at afsige dom om sagens henvisning til
landsretten, jf. § 925 a, stk. 3.
3.4.2.
Efter retsplejelovens § 722,
stk. 1, nr. 7, kan tiltale i en sag helt eller delvis frafaldes bl.a. i
tilfælde, hvor dette følger af bestemmelser fastsat af
rigsadvokaten. I henhold til denne bestemmelse er der i bekendtgørelse
nr. 784 af 21. september 1992 givet regler om henholdsvis politimesterens og
statsadvokatens beføjelse til at frafalde tiltale.
Efter bekendtgørelsens § 2, nr. 4, kan
statsadvokaterne, når særlige omstændigheder ikke
gør sig gældende, frafalde tiltale i sager om
lovovertrædelser, begået af personer, der er undergivet
foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68 eller § 69.
Sager om kriminalitet, der begås, mens den domfældte er
undergivet en foranstaltning, behandles ofte efter denne bestemmelse,
medmindre det nye forhold er af en sådan karakter, at tiltale
bør rejses. Tiltale rejses således f.eks., hvor der kan
være grundlag for at nedlægge påstand om en mere
indgribende foranstaltning.
Efter retsplejelovens § 722, stk. 2, kan tiltale
i andre end de af stk. 1 omfattede tilfælde kun frafaldes, hvis
der foreligger særlig formildende omstændigheder eller andre
særlige forhold, og påtale ikke kan anses for
påkrævet af almene hensyn. Tiltalefrafald meddeles ikke helt
sjældent efter denne bestemmelse over for personer, hvis mentale
tilstand begrunder en afvigelse fra det sædvanlige
reaktionsmønster, og hvor særlige foranstaltninger ikke findes
påkrævede for at hindre gentagelse af kriminaliteten, da den
pågældende allerede er underkastet relevant lægelig
behandling.
Der henvises til betænkningen s. 19-20.
3.5. Kontrol med varigheden af tidsubestemte foranstaltninger
Som det fremgår af pkt. 3.2., er tidsubestemte
foranstaltninger efter straffelovens § 72 undergivet
domstolskontrol.
Efter pkt. 2 i Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/1997, jf.
pkt. 1.1.1. og 1.1.3. i Rigsadvokatens meddelelse nr. 7/1992, fører
statsadvokaterne kontrol med varigheden af idømte tidsubestemte
foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68. Rigsadvokaten
indhenter med jævne mellemrum en udtalelse fra vedkommende institution
om, hvorvidt foranstaltningen bør opretholdes, ændres eller
ophæves, jf. pkt. 4 i meddelelse nr. 2/1997.
Statsadvokaternes kontrol med varigheden af idømte
tidsubestemte foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68
indebærer i praksis normalt, at der én gang om året
indhentes en erklæring fra vedkommende institution om behovet for
opretholdelse af foranstaltningen. Såfremt den dømte,
institutionen eller bistandsværgen anmoder om
foranstaltningsændring, indbringes sagen - eventuelt efter
forelæggelse for Retslægerådet - for retten, hvorunder
anklagemyndigheden efter en konkret vurdering enten tilslutter eller
modsætter sig anmodningen. Fremsættes der ikke anmodning om
foranstaltningsændring, vurderer statsadvokaten på grundlag af
erklæringen fra institutionen og eventuelt efter forelæggelse for
Retslægerådet, om sagen af anklagemyndigheden bør
indbringes for retten med henblik på foranstaltningsændring. Heri
indgår proportionalitetshensyn. Såfremt der ikke ses at
være behov for ændring, vurderes spørgsmålet
på ny efter et år.
I anklagemyndighedens vurdering af
spørgsmålet om foranstaltningsændring indgår
således bl.a., hvilken tidsbestemt straf der ville være
idømt for det pågældende forhold. Ved denne vurdering skal
der imidlertid også tages hensyn til kriminalitetens art og grovhed
sammenholdt med den lægelige vurdering af risikoen for recidiv, jf.
straffelovens § 68.
Ud over det anførte om anklagemyndighedens kontrol
med varigheden af idømte foranstaltninger påhviler det
overlægen på vedkommende psykiatriske afdeling til stadighed at
påse, at frihedsberøvelse ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt, jf. herved psykiatrilovens § 21, stk. 1, som
efter bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 om personer indlagt
på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse
bl.a. finder anvendelse på den af § 16 omhandlede personkreds. I
de tilfælde, hvor frihedsberøvelsen beror på rettens
afgørelse, f.eks. fordi der er tale om en dom til anbringelse,
indebærer bestemmelsen, at overlægen i overensstemmelse med
sædvanlig praksis over for anklagemyndigheden kan tage initiativ til en
sag om foranstaltningsændring, når overlægen ikke
længere skønner, at denne anbringelsesform er
påkrævet. Er der i stedet tale om en dom til psykiatrisk
behandling, vil overlægen efter omstændighederne være
bemyndiget til ud fra behandlings- og retssikkerhedsmæssige hensyn at
træffe beslutning om udskrivning uden rettens mellemkomst.
Der henvises til betænkningen s. 27-30.
4. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Der er ikke holdepunkter i kontrolorganernes praksis for
at antage, at idømmelse af en tidsubestemt straf i form af livsvarigt
fængsel generelt er i strid med konventionens forbud mod umenneskelig
eller nedværdigende straf, jf. konventionens artikel 3 (se f.eks.
klagesag 7057/75, X. mod Tyskland, afgørelse af 13. maj 1976, DR 6 s.
127). Der kan heller ikke udledes noget krav af konventionens artikel 3 om,
at en person, der er idømt en tidsubegrænset straf i form af
livsvarigt fængsel eller en meget lang tidsbestemt frihedsstraf, har
krav på at kunne få prøvet lovligheden af den fortsatte
frihedsberøvelse (se f.eks. klagesag 15776/89, B., H. og L. mod
Østrig, afgørelse af 5. december 1989, DR 64 s. 264). Et
sådant krav kan heller ikke udledes af konventionens artikel 5,
stk. 4 (se f.eks. Wynne mod UK, dom af 18. juli 1994, Serie A nr.
294-A).
Hvis der derimod er tale om idømmelse af en straf,
der indebærer en frihedsberøvelse, som er begrundet i forhold,
der kan ændre sig med tiden, f.eks. hvis frihedsberøvelsen er
begrundet i den dømtes mentale tilstand eller det forhold, at den
dømte anses for at udgøre en fare for andre, følger det
af konventionens artikel 5, stk. 4, at den dømte med rimelige
intervaller skal have mulighed for at få prøvet lovligheden af
den fortsatte frihedsberøvelse (se f.eks. X. mod UK, dom af 5.
november 1981, Serie A nr. 46, Thynne, Wilson og Cunnell mod UK, dom af 25.
oktober 1990, Serie A nr. 190-A, og dommene Hussein og Singh mod UK, domme af
21. februar 1996, Reports 1996-I, s. 252 og 280). Hvis der ikke er en
sådan mulighed for prøvelse, vil dette efter
omstændighederne kunne udgøre en krænkelse af artikel 3
(se Hussein og Singh mod UK, domme af 21. februar 1996, Reports 1996-I, s.
252 og 280).
Bl.a. under hensyn til, at straffelovens § 72 giver
mulighed for med regelmæssige mellemrum at forlange
domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af en
idømt foranstaltning, der f.eks. medfører anbringelse på
hospital for sindslidende, kan anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger
næppe antages at rejse spørgsmål i forhold til
konventionens artikel 3 eller 5, stk. 4.
Der henvises til betænkningen s. 30-33.
5. Undersøgelsen af foranstaltningsdomme
5.1. Indledning
Straffelovrådet gennemførte til brug ved
overvejelserne om anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger efter
straffelovens § 68 og § 69 en undersøgelse af anvendelsen af
foranstaltningsdomme. Undersøgelsen er optaget som bilag 1 til
betænkningen.
Undersøgelsen sigter primært på at
belyse foranstaltningsdommenes varighed samt tidspunkt for og omfang af
prøvelser og domsændringer med henblik på at vurdere
konsekvenserne af Straffelovrådets fire modeller, jf. pkt. 7
nedenfor.
Undersøgelsen omfatter oplysninger, der er
indsamlet af Rigsadvokaten om 1444 igangværende foranstaltningsdomme.
Undersøgelsen omfatter tillige oplysninger om 523 ophævede
foranstaltningsdomme. Disse oplysninger stammer fra Kriminalregistret.
5.2. Kriminalitetens art, personkredsen samt foranstaltningens art
mv.
Af undersøgelsen fremgår, at mere end fire
femtedele af både de igangværende og de ophævede
foranstaltningsdomme vedrører seksualforbrydelser, voldsforbrydelser,
brandstiftelse eller røveri. Det er således primært
personfarlige forbrydelser, der er årsag til idømmelsen af
foranstaltninger.
Godt to tredjedele af både de igangværende og
de ophævede foranstaltningsdomme vedrører personer, der på
gerningstidspunktet var »utilregnelige på grund af sindssygdom eller
tilstande, der må sidestilles hermed«, mens ca. en femtedel af
foranstaltningsdommene har hjemmel i § 69. En tiendedel af dommene
vedrører mentalt retarderede personer, hvoraf langt de fleste
karakteriseres som »mentalt retarderede i lettere grad«. Kun 1 pct. af
samtlige foranstaltningsdomme vedrører »mentalt retarderede i
højere grad«.
For så vidt angår 7 pct. af
foranstaltningsdommene, er der alene truffet bestemmelse om tilsyn og/eller
ambulant behandling uden mulighed for indlæggelse. Der er i godt
en fjerdedel af foranstaltningsdommene truffet bestemmelse om tilsyn/ambulant
behandling med mulighed for indlæggelse/anbringelse (i disse
tilfælde foregår behandlingen som udgangspunkt uden for en
institution), og i godt halvdelen af dommene er der truffet bestemmelse om
behandling med mulighed for indlæggelse (i disse tilfælde
påbegyndes behandlingen som udgangspunkt i en institution). De
egentlige anbringelsesdomme udgør 13 pct. af de idømte
foranstaltninger, hvoraf de 11 pct. vedrører anbringelse i hospital
eller institution, mens 2 pct. vedrører anbringelse i sikret
afdeling/institution.
En femtedel af de personer, der har fået deres
foranstaltning ophævet, har under foranstaltningstiden fået
meddelt tiltalefrafald, mens det for personer med igangværende domme
drejer sig om knap en fjerdedel. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2.
om retsplejelovens regler om tiltalerejsning og tiltalefrafald.
5.3. Prøvelse, ændring og varighed af foranstaltningen
Undersøgelsen viser endvidere, at der i 15 pct. af
de ophævede foranstaltningsdomme er sket en prøvelse og/eller en
ændring af foranstaltningen inden dommens endelige ophævelse,
mens 19 pct. af de igangværende foranstaltningsdomme er blevet
prøvet og/eller ændret.
For så vidt angår de ophævede domme, har
foranstaltningen gennemsnitligt varet 4,3 år, med 3 måneder som
den korteste foranstaltningstid og 17 år som den længste. De
igangværende foranstaltningsdomme havde frem til
undersøgelsestidspunktet i gennemsnit varet i 3,9 år.
Undersøgelsen viser endvidere, at
foranstaltningstidens længde afhænger af foranstaltningens art,
således at jo mere indgribende foranstaltningen er, desto længere
er foranstaltningstiden. Herudover viser undersøgelsen, at
foranstaltningstiden afhænger af kriminalitetens art. Manddrab,
forsøg på manddrab, alvorlig og særlig alvorlig vold samt
alvorlige seksualforbrydelser er de former for kriminalitet, som
medfører de længste foranstaltningstider. Undersøgelsen
viser herudover, at også den dømtes mentale tilstand har en
sammenhæng med foranstaltningens varighed. De længste
foranstaltningstider vedrører således personer, der er mentalt
retarderede i sværere grad. Endelig ses også, at forekomsten af
tiltalefrafald har betydning for foranstaltningstidens udstrækning.
Således øges den tidsmæssige udstrækning af
foranstaltningsdommene med antallet af tiltalefrafald, der er givet under
foranstaltningen.
5.4. Forholdet mellem strafmaksimum og den tidsmæssige
udstrækning af foranstaltningen
Det er tillige ved undersøgelsen søgt
belyst, i hvilket omfang en foranstaltnings varighed overskrider det
strafmaksimum, der i straffeloven er fastsat for den pågældende
lovovertrædelse.
Undersøgelsen viser, at 32 pct. af samtlige
foranstaltningsdomme overskrider strafmaksimum for den lovovertrædelse,
som dommen vedrører. For så vidt angår de ophævede
domme alene, er dette tal 36 pct.
Af undersøgelsen fremgår herudover, at den
tidsmæssige udstrækning af foranstaltningsdomme særligt
hyppigt overskrider strafmaksimum for lovovertrædelsen i de
tilfælde, hvor strafmaksimum for den pågældende
lovovertrædelse er lav. For lovovertrædelser med et strafmaksimum
på 4 år eller derunder overskrider foranstaltningens længde
således strafmaksimum i mere end halvdelen af tilfældene.
5.5. Forholdet mellem strafmaksimum for lovovertrædelsen og
anbringelsestiden
Langt de fleste foranstaltningsdomme giver som ovenfor
anført alene mulighed for indlæggelse/anbringelse.
For at få et indtryk af, i hvilket omfang muligheden
for anbringelse udnyttes, er der i undersøgelsen af
foranstaltningsdomme indhentet særlige oplysninger om anbringelsestider
for et mindre, tilfældigt udsnit af sager inden for forskellige
kategorier.
Resultaterne af denne særundersøgelse viser,
at muligheden for indlæggelse eller anbringelse udnyttes i langt de
fleste tilfælde, men at indlæggelses- eller anbringelsestiderne
er yderst varierende. Afhængig af foranstaltningens art udgør
indlæggelses- eller anbringelsestiden fra 20 pct. til godt 40 pct. af
den tid, vedkommende har været underkastet en foranstaltning.
Undersøgelsen tyder endvidere på, at
såvel udnyttelsesgraden som indlæggelsestiden er mindst for de
mindst indgribende foranstaltningsdomme. Frem til
undersøgelsestidspunktet havde indlæggelses- eller
anbringelsestiden overskredet strafferammen for lovovertrædelsen for 3
af de 71 personer i særundersøgelsen. Det bemærkes, at
nogle indlæggelser eller anbringelser antagelig er frivillige.
I særundersøgelsen belyses endvidere
anbringelsestiderne for de personer, der er dømt til anbringelse. I de
fleste tilfælde er anbringelsestiderne under 6 år. Knap en
fjerdedel af anbringelserne varer 6 år eller længere. En
væsentlig del af anbringelsesdommene vedrører
lovovertrædelser, der kan medføre fængsel for livstid. Det
er især i disse tilfælde, at anbringelserne har været
langvarige. For de tilfælde, hvor der i straffeloven er fastsat et
tidsbestemt strafmaksimum for en lovovertrædelse, fremgår det af
undersøgelsen, at anbringelsestiden overskrider strafmaksimum for
lovovertrædelsen i 26 sager i alt, dvs. i 10 pct. af de domme, hvor
personen dømmes til anbringelse. I forhold til samtlige
foranstaltningsdomme drejer det sig om 1,3 pct.
Der henvises i øvrigt til betænkningens bilag
1.
6. Straffelovrådets fire modeller
Straffelovrådet har i betænkningen opstillet 4
forskellige modeller. Disse modeller gennemgås i det
følgende.
6.1. Model 1
Straffelovrådets forslag til model 1
indebærer, at der - hvis en foranstaltning efter § 68 eller
§ 72, jf. § 68, medfører, at den dømte skal anbringes
i institution, eller giver mulighed herfor - skal fastsættes en
længstetid på 5 år for denne foranstaltning.
Længstetiden omfatter også foranstaltninger, som senere
fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en
lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige
omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved
kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år.
I de ovennævnte tilfælde fastsættes dog
i almindelighed ingen længstetid, hvis den dømte findes skyldig
i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse,
trusler af den i straffelovens § 266 nævnte art, brandstiftelse,
voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i
forsøg på en af de nævnte forbrydelser. Er der ikke
fastsat en længstetid, indbringer anklagemyndigheden
spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af
foranstaltningen for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre
spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de
sidste to år. Derefter forelægges spørgsmålet for
retten mindst hvert andet år.
Ved andre foranstaltninger end de ovennævnte
fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der ikke kan
overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten
efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge
længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5
år. Som eksempel på en sådan foranstaltning kan
nævnes en foranstaltning, der alene indebærer tilsyn, og som ikke
er en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der har
medført institutionsanbringelse eller mulighed herfor.
For så vidt angår personer, der omfattes af
den gældende bestemmelse i straffelovens § 69, stk. 1,
indebærer model 1, at der for foranstaltninger, som medfører
institutionsanbringelse eller mulighed herfor, også skal
fastsættes en længstetid på 5 år for
foranstaltningen. Endvidere skal der som hidtil fastsættes en
længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1
år. Længstetiden på 5 år omfatter også
foranstaltninger, som senere fastsættes efter straffelovens § 72,
jf. § 69, stk. 1, og § 68, 2. pkt., og som medfører en
lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige
omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved
kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år for
foranstaltningen eller en ny længstetid for opholdet.
I de ovennævnte tilfælde fastsættes dog
i almindelighed ingen længstetid for foranstaltningen, hvis den
dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse,
alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i straffelovens § 266
nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig
sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de
nævnte forbrydelser. Reglerne om domstolsprøvelse af
spørgsmålet om opretholdelse af de foranstaltninger, der efter
model 1 kan fastsættes på ubestemt tid i forhold til personer,
der omfattes af straffelovens § 68, jf. ovenfor, finder tilsvarende
anvendelse på spørgsmålet om opretholdelse af
tidsubestemte foranstaltninger, der efter model 1 kan fastsættes
på ubestemt tid i forhold til dømte, der omfattes af
straffelovens § 69, stk. 1.
Ved andre foranstaltninger end de ovennævnte
indebærer model 1, at der skal fastsættes en længstetid for
foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Under særlige
omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved
kendelse forlænge længstetiden. Den samlede tid for
foranstaltningen kan ikke overstige 5 år. Som eksempel på en
sådan foranstaltning kan nævnes en foranstaltning, der alene
medfører pligt til at følge et ambulant
behandlingsforløb, og som ikke er en lempelse af en tidligere
tidsbegrænset foranstaltning, der har medført
institutionsanbringelse eller mulighed herfor.
Herudover medfører model 1, at anklagemyndighedens
pligt til at påse, at en foranstaltning efter straffelovens
§§ 68-70 ikke opretholdes i længere tid og i videre omfang end
nødvendigt lovfæstes i § 72. Endvidere foretages visse
redaktionelle ændringer i den gældende bestemmelse i
straffelovens § 72, stk. 2, så det bl.a. kommer til at
fremgå, at adgangen til at forlange domstolsprøvelse af
spørgsmålet om opretholdelse af den fastsatte foranstaltning i
første række tilkommer den dømte og den
pågældendes bistandsværge.
Der henvises til betænkningen s. 10-12 og 60-67.
6.2. Model 2
Straffelovrådets model 2 adskiller sig fra model 1
ved at anvende et snævrere kriterium for den kriminalitet, der kan
danne grundlag for at fastsætte en foranstaltning på ubestemt tid
i form af institutionsanbringelse eller mulig institutionsanbringelse. I
forhold til model 1 begrænses således (1) røveri til groft
røveri, (2) trusler af den i straffelovens § 266 nævnte art
til grove trusler af den i § 266 nævnte art samt (3)
brandstiftelse til brandstiftelse, som omfattes af straffelovens
§ 180.
Model 2 indebærer endvidere, at der i forhold til
den gældende bestemmelse i straffelovens § 70 om forvaring
anvendes et snævrere kriterium for den kriminalitet, der efter model 2
kan danne grundlag for anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger.
Personer, der omfattes af straffelovens § 68, kan også være
omfattet af straffelovens § 70. En gennemførelse af model 2 kan
derfor rejse spørgsmål om ændring af straffelovens
§ 70.
I øvrigt svarer bestemmelserne i model 2 til
bestemmelserne i model 1.
Der henvises til betænkningen s. 12 og 68-69.
6.3. Model 3
I model 3 ændres fristen i den gældende
bestemmelse i straffelovens § 72, stk. 1, for bl.a. den
dømtes adgang til at indbringe spørgsmålet om
ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen fra et halvt
til et år. Samtidig indføres pligt for anklagemyndigheden til at
indbringe spørgsmålet om ændring eller endelig
ophævelse af den idømte foranstaltning for retten 3 år
efter afgørelsen og derefter hvert andet år, medmindre
spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse
forinden har været prøvet efter modellens § 72, stk. 2
(den gældende § 72, stk. 1).
Ved model 3 opretholdes i modsætning til model 1 og
2 den gældende ordning, hvorefter foranstaltninger efter straffelovens
§ 68 og (i det væsentlige også) efter § 69
fastsættes på ubestemt tid. Modstykket hertil er, at model 3
sikrer, at der sker domstolsprøvelse af spørgsmålet om
opretholdelse af den fastsatte foranstaltning inden for bestemte frister,
medmindre spørgsmålet forinden har været forelagt for
retten f.eks. på den dømtes initiativ i medfør af
modellens § 72, stk. 2 (den gældende § 72,
stk. 1).
Der henvises til betænkningen s. 12 og 69-70.
6.4. Model 4
I model 4 er der i modsætning til model 3 fastsat
forskellige frister for anklagemyndighedens pligt til at indbringe
spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af
foranstaltningen for retten.
Således skal spørgsmålet om
ændring eller endelig ophævelse af en foranstaltning, der
medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, efter model 4
indbringes for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre
spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de
sidste to år. Derefter skal spørgsmålet forelægges
for retten mindst hvert andet år.
Ved andre foranstaltninger skal spørgsmålet
om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen indbringes
for retten 3 år efter afgørelsen og derefter hvert andet
år. Dette gælder dog ikke, hvis spørgsmålet om
ændring eller endelig ophævelse forinden har været
prøvet f.eks. på den dømtes initiativ efter reglerne i
modellens § 72, stk. 2 (den gældende § 72,
stk. 1).
Der henvises til betænkningen s. 13 og 71-72.
7. Konsekvenserne af en gennemførelse af modellerne
Som led i den undersøgelse af foranstaltningsdomme,
der er beskrevet under pkt. 5, er der foretaget beregninger af konsekvenserne
af en gennemførelse af de 4 modeller.
Beregningerne tager udgangspunkt i oplysningerne
vedrørende de ophævede domme, idet det er nødvendigt at
have kendskab til den samlede foranstaltningstid for at kunne vurdere
konsekvenserne af modellerne.
For at få et så realistisk og overskueligt
billede som muligt er de beregnede konsekvenser af modellerne relateret til
den forventede årlige tilgang af foranstaltningsdomme. Det forventede
antal nye årlige foranstaltningsdomme er på baggrund af det
foreliggende undersøgelsesmateriale sat til 300.
Af undersøgelsen fremgår, at det ved en
gennemførelse af model 1 ved en årlig tilgang på
300 foranstaltningsdomme vil kunne forventes, at disse vil fordele sig med 30
domme, der vil få en længstetid på 3 år, hvoraf 11
domme kan forventes at blive afkortede i forhold til gældende praksis
(10, hvis tiltalefrafald får forlængende virkning).
114 domme vil få en længstetid på 5
år, og heraf kan 25 domme forventes at blive afkortede i forhold til
gældende praksis (18, hvis tiltalefrafald i alle tilfælde
får forlængende virkning).
Endelig vil 156 foranstaltningsdomme skulle prøves
senest 5 år efter dommen og derefter hvert andet år. Ud af disse
156 foranstaltningsdomme kan det forventes, at 61 vil strække sig ud
over 5 år. Disse skal sammenlagt prøves ca. 91 gange inden den
endelige ophævelse af foranstaltningen.
Ved en gennemførelse af model 2 kan det ved
en årlig tilgang på 300 foranstaltningsdomme forventes, at der ud
af disse domme vil være 30 foranstaltningsdomme med en længstetid
på 3 år. Ud af disse 30 foranstaltningsdomme kan 11 forventes at
blive afkortede i forhold til gældende praksis (10, hvis tiltalefrafald
får forlængende virkning).
Ud af de 300 foranstaltningsdomme vil 196 få en
længstetid på 5 år, og heraf må 52 domme forventes at
blive afkortede i forhold til gældende praksis (39, hvis tiltalefrafald
i alle tilfælde får forlængende virkning).
Endelig kan det forventes, at 74 foranstaltningsdomme vil
skulle prøves senest 5 år efter dommen, og derefter hvert andet
år. Ud af disse 74 foranstaltningsdomme vil 61 vare i mere end 5
år. Disse skal sammenlagt prøves ca. 67 gange inden den endelige
ophævelse af foranstaltningen.
Ved en gennemførelse af model 3 kan man ved
en årlig tilgang på 300 foranstaltningsdomme forvente, at alle
300 domme vil være omfattet af modellen, og at 176 af disse vil vare
mere end 3 år. Disse 176 foranstaltningsdomme vil sammenlagt skulle
prøves ca. 299 gange inden den endelige ophævelse af
foranstaltningen.
Ved en gennemførelse af model 4 vil man ved
en årlig tilgang på 300 nye domme kunne forvente, at 270
foranstaltningsdomme vil skulle prøves senest 5 år efter dommen
og derefter hvert andet år. Ud af disse 270 foranstaltningsdomme vil 86
udstrækkes ud over 5 år. Disse skal sammenlagt prøves ca.
133 gange inden den endelige ophævelse af foranstaltningen.
Endvidere vil man kunne forvente, at 30
foranstaltningsdomme vil skulle prøves for første gang senest 3
år efter dommen og derefter hvert andet år. Ud af de 30
foranstaltningsdomme må det forventes, at 11 vil strække sig ud
over 3 år. Disse vil sammenlagt skulle prøves ca. 19 gange inden
den endelige ophævelse af foranstaltningen.
Der henvises til betænkningen s. 72-78.
8. Retslægerådets udtalelse
Straffelovrådet modtog til brug for overvejelserne
om en eventuel gennemførelse af tidsbegrænsning af
foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 en udtalelse af
12. april 1999 fra Retslægerådet. Udtalelsen er optaget som bilag
2 i betænkningen.
Retslægerådet henviser i sin udtalelse
indledningsvis til Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de
strafferetlige foranstaltninger, hvori Retslægerådets udtalelse
af 24. august 1972 til Straffelovrådet er gengivet.
Retslægerådet angiver, at rådet fortsat kan tilslutte sig
den grundlæggende opfattelse, som Straffelovrådet gav udtryk for
på s. 40 i betænkningen, hvor det hedder: «... at anvendelse af
tidsubestemte foranstaltninger i § 16 tilfælde stemmer bedst med
de forebyggende og terapeutiske retningslinier, som præger disse
afgørelser.«
Retslægerådet henviser endvidere til
betænkning nr. 955/1982 om foranstaltninger over for åndssvage og
andre svagt begavede lovovertrædere afgivet af en arbejdsgruppe nedsat
af Justitsministeriet. Retslægerådet angiver i sin udtalelse, at
rådet fortsat kan henholde sig til den udtalelse fra
Retslægerådet, som denne betænkning indeholder, og
således tilslutte sig flertallets konklusion, hvoraf bl.a.
fremgår: «... der bør ikke fastsættes tidsfrister for
gennemførelse af det lægelige og forsorgsmæssige
behandlingsarbejde over for åndssvage. En regel om tidsmaksimering
indebærer også den risiko, at der i praksis sker en
sammenblanding af behandlingsmæssige og strafmæssige
synspunkter.«
Retslægerådet anfører i sin udtalelse
af 12. april 1999, at de i udtalelsen citerede synspunkter om mentalt
retarderede efter Retslægerådets opfattelse tillige gør
sig gældende over for sindssyge lovovertrædere.
Herudover anfører Retslægerådet, at det
er rådets opfattelse, at et så principielt vidtgående
skridt som at indføre en form for tidsmaksimering af
særforanstaltninger, idømt efter straffelovens § 68 og
§ 69, ikke alene bør baseres på retspolitiske synspunkter
og statistiske oplysninger, men også på grundige empiriske
undersøgelser.
Af udtalelsen fremgår sammenfattende, at
Retslægerådets principielle synspunkt fortsat er, at
særforanstaltninger idømt efter straffelovens § 68 og
§ 69 bør være tidsubestemte, gerne således at der
indføres nogle bestemmelser om en mere regelmæssig
domstolsprøvelse af, om en idømt foranstaltning bør
ændres eller ophæves (model 3 eller 4)
For så vidt angår Straffelovrådets model
1 og 2 bemærker Retslægerådet i sin udtalelse, at den
inddeling i forskellige kriminalitetstyper, der opereres med i de to
modeller, er af juridisk karakter og ikke relevant for en
lægevidenskabelig vurdering af, hvor længe en
særforanstaltning bør opretholdes.
Endelig peger Retslægerådet i sin udtalelse
på, at indførelse af proportionalitetsmæssige synspunkter
ved anvendelse af særforanstaltninger ikke blot vil forkorte visse
særforanstaltninger, men også modsat vil kunne give anledning
til, at særforanstaltninger idømt for grove forbrydelser
opretholdes længere, end der behandlingsmæssigt er grundlag for.
En sådan udvikling finder Retslægerådet såvel
lægefagligt som lægeetisk særdeles problematisk.
Der henvises i øvrigt til betænkningens bilag
2.
9. Straffelovrådets overvejelser
9.1. Ændret kompetenceordning
Straffelovrådet har indledningsvis overvejet, om der
er grundlag for at foreslå straffelovens §§ 68, 69 og 72
ændret med henblik på at indskrænke rettens kompetence til
at angå spørgsmålet om udelukkelse af straf, og at lade
spørgsmålet om fastsættelse, ændring og ophør
af foranstaltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere bero
på en administrativ afgørelse på grundlag af regler uden
for straffeloven. Straffelovrådet peger på, at det til fordel for
en sådan ordning bl.a. kan anføres, at den ville være
bedre end den nuværende ordning til at sikre, at der gennemføres
en ensartet bedømmelse af kriminelle og ikke-kriminelle sindssyge og
mentalt retarderede mv., idet spørgsmålet om fastsættelse
af foranstaltninger også for så vidt angår de kriminelle
sindssyge og mentalt retarderede ville skulle afgøres efter regler
uden for straffeloven.
Straffelovrådet peger i den forbindelse på, at
der på den anden side, hvis retten alene havde den funktion at frifinde
for straf, i mange tilfælde ikke ville være nogen anden
myndighed, som kunne iværksætte foranstaltninger som de i
§ 68 nævnte, idet der kun i begrænset omfang findes regler
uden for straffeloven om tvangsmæssig indgriben overfor psykisk
afvigende personer.
En ændret kompetenceordning ville således
indebære enten en væsentlig begrænsning af de
foranstaltninger, som straffelovens § 68 i dag giver mulighed for at
fastsætte med henblik på at forebygge yderligere
lovovertrædelser, eller at der samtidig skal gennemføres meget
betydelige ændringer i grundprincipperne for den øvrige
lovgivning om mentalt retarderede og sindssyge.
Straffelovrådet peger endvidere på, at der er
betydelige fordele forbundet med den nuværende ordning, hvorefter
afgørelsen om foranstaltninger træffes under straffesagen.
Straffelovrådet peger i den forbindelse bl.a. på, at vurderingen
af tiltaltes farlighed og behandlingsbehov sker i tilknytning til
bedømmelsen af den kriminalitet, som gør
spørgsmålet om foranstaltninger aktuelt. I de tilfælde,
hvor straffriheden beror på en fakultativ regel, har retten ved sin
afgørelse adgang til at tage i betragtning, hvilke andre muligheder
der kan komme på tale med hensyn til den retlige reaktion.
Straffelovrådet finder, at det fortsat må
betragtes som en fordel, at retten har adgang til at anvende
foranstaltninger, som reglerne uden for straffeloven ikke giver mulighed for
at iværksætte mod den pågældendes ønske. Det
er Straffelovrådets opfattelse, at der, hvis dette ikke var
tilfældet, ville være behov for at anvende betinget dom. Herved
ville man i mange tilfælde kunne give dommen et indhold, som er
afpasset den dømtes særlige forudsætninger, men de
opstillede vilkår ville ikke kunne håndhæves umiddelbart.
Det ville også efter Straffelovrådets opfattelse i hvert fald
for så vidt angår den af § 16 omfattede personkreds, der
frifindes for straf - være principstridigt at anvende en domsform, som
forudsætter, at den dømte kan ifalde straf og indsættes
til straffuldbyrdelse i tilfælde af overtrædelse af de fastsatte
vilkår.
Endelig er det Straffelovrådets opfattelse, at
betingelserne for og fremgangsmåden ved indgreb ikke
nødvendigvis bør udformes på samme måde over for
kriminelle og ikke-kriminelle, ligesom det forhold, at psykisk afvigelse hos
den pågældende allerede har givet sig udslag i kriminalitet,
bevirker, at der er særlig anledning til at overveje, hvilke
foranstaltninger der er hensigtsmæssige til forebyggelse af
kriminalitet.
På den baggrund finder Straffelovrådet ikke,
at der er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå ændringer,
hvorefter rettens kompetence indskrænkes til at angå
spørgsmålet om udelukkelse af straf, og at lade
spørgsmålet om bl.a. fastsættelse af foranstaltninger bero
på en administrativ afgørelse.
Der henvises til betænkningen s. 54-57.
9.2. Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens
§ 68 og § 69
For så vidt angår tidsbegrænsning af
foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69, har
Straffelovrådet overvejet de fire modeller, der er beskrevet i pkt. 6
ovenfor.
På baggrund af den beregning af de konsekvenser, som
en gennemførelse af modellerne vil have (se pkt. 7), er det
Straffelovrådets opfattelse, at en gennemførelse af model 3 og 4
må forventes at blive ressourcekrævende.
Straffelovrådet finder, at selv om
ressourcemæssige hensyn principielt ikke skal være
afgørende for valget af model, vil det dog være unaturligt ikke
at inddrage dette aspekt i overvejelserne. Straffelovrådet henviser i
den forbindelse til, at en ordning kan være så bekostelig i
forhold til det, der opnås herved, at det må overvejes, om det,
der tilsigtes opnået, kan opnås på anden måde.
Straffelovrådet har endvidere overvejet, om hensynet
til en vis forudsigelighed ved anvendelse af de omhandlede foranstaltninger
kan forenes med hensynet til at sikre, at personer, der er frifundet for
straf efter straffelovens § 16 eller er omfattet af straffelovens
§ 69, stk. 1, bliver undergivet en foranstaltning, så
længe det må anses for formålstjenligt for at forebygge
yderligere lovovertrædelser.
Straffelovrådets model 1 og 2 er et resultat af
disse overvejelser. Det er i den forbindelse Straffelovrådets
opfattelse, at reglerne i § 68 og § 69 og dermed de
afgørelser, der skal træffes i medfør af disse
bestemmelser, hviler ikke alene på lægefaglige vurderinger, men
tillige på juridiske og retspolitiske hensyn.
For så vidt angår model 1 er det - på
baggrund af undersøgelsen af modellens konsekvenser -
Straffelovrådets opfattelse, at en gennemførelse af modellen
ikke vil medføre omfattende ændringer af den gældende
retstilstand med hensyn til foranstaltningsdommenes varighed. En
gennemførelse af model 1 vil efter Straffelovrådets opfattelse
samtidig sikre, at der gennemføres regelmæssig domstolskontrol
med de foranstaltninger, som også efter model 1 skal kunne
fastsættes på ubestemt tid.
Straffelovrådet finder ikke, at en
gennemførelse af model 1 og 2 - som anført af
Retslægerådet - kan give anledning til, at foranstaltninger
idømt for grove forbrydelser opretholdes i længere tid, end der
behandlingsmæssigt er grundlag for, idet model 1 og 2 ikke tilsigter at
ændre betingelserne i straffelovens § 72, jf. § 68, for at
opretholde en foranstaltning.
Straffelovrådet er enig med
Retslægerådet i, at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger
over for den personkreds, der omfattes af straffelovens § 68 og
§ 69, stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinier,
som præger disse afgørelser. Straffelovrådet er derfor
enig i, at indførelse af tidsgrænser derfor ikke umiddelbart
lader sig gennemføre, uden at hensigten med at henlægge
reaktionen på kriminalitet til det psykiatriske og
forsorgsmæssige system i et vist omfang forspildes.
Det er imidlertid Straffelovrådets opfattelse, at
det giver anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, at
undersøgelsen af foranstaltningsdomme har vist, at foranstaltninger
iværksat på baggrund af mindre alvorlige forbrydelser i nogle
tilfælde har været ganske langvarige, uden at dette synes
begrundet i vedkommendes farlighed.
På den baggrund finder Straffelovrådet, at der
er grundlag for at indføre en tidsbegrænsning af
foranstaltninger, der medfører eller kan medføre
institutionsanbringelse, således at der bliver mulighed for
forlængelse af foranstaltningerne under særlige
omstændigheder.
Straffelovrådet finder, at betænkelighederne
ved at udstrække en ordning med tidsbegrænsning af
foranstaltninger til også at omfatte sindssyge eller andre psykisk
afvigende kriminelle, der har begået personfarlig kriminalitet, med de
eksisterende muligheder inden for det almindelige behandlingsmæssige og
forsorgsmæssige system er for store. Straffelovrådet finder
derfor, at der alene er grundlag for at indføre en
tidsbegrænsning af foranstaltninger, der medfører eller kan
medføre institutionsanbringelse, når foranstaltningen
vedrører kriminalitet, der ikke kan anses for personfarlig.
Herudover er det Straffelovrådets opfattelse, at der
kan anføres gode grunde til, at en psykisk afvigende person ikke som
følge af mindre alvorlig kriminalitet, f.eks. et tyveri, bør
kunne fastholdes i en foranstaltning i form af tilsyn mv. uden mulighed for
institutionsanbringelse ud over en vis rimelig tid, idet
spørgsmålet om iværksættelse af foranstaltninger i
så fald mere naturligt bør løses i det almindelige
behandlingsmæssige og forsorgsmæssige regi.
Efter Straffelovrådets opfattelse vil en
gennemførelse af model 1 med den heri indeholdte afgrænsning af
personfarlig/ikke personfarlig kriminalitet som nævnt ikke
medføre omfattende ændringer af den gældende retstilstand
med hensyn til anvendelse af foranstaltningsdommene. Efter rådets
opfattelse vil en gennemførelse af model 2 imidlertid rejse
spørgsmål om ændring af anvendelsesområdet for
forvaring i straffelovens § 70, hvilket må frarådes.
Straffelovrådet foretrækker på den baggrund model 1 fremfor
model 2.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at en
gennemførelse af model 1 reelt ikke vil indebære et
afgørende brud med de synspunkter, som de gældende regler bygger
på, hvorefter anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger over for den
personkreds, som omfattes af straffelovens § 68 og § 69, stemmer
bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinier, som præger
disse afgørelser.
Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at en
gennemførelse af model 1 samtidig vil kunne imødekomme hensynet
til - i hvert fald en vis - forudsigelighed ved anvendelse af
foranstaltninger efter § 68 og § 69. Herudover er det
Straffelovrådets opfattelse, at der med model 1 sikres
regelmæssig domstolskontrol med foranstaltninger, der som følge
af personfarlig kriminalitet fastsættes på ubestemt tid. Herved
undgås tilfælde som påvist i undersøgelsen af
foranstaltningsdomme, hvor foranstaltningen undertiden har varet mere end 5
år, uden at nogen i medfør af straffelovens § 72 har taget
initiativ til domstolsprøvelse af spørgsmålet om
opretholdelse af foranstaltningen.
Straffelovrådet finder endvidere, at model 1 i
forhold til model 3 og 4 yderligere rummer den fordel, at domstolene ikke
skal inddrages i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder, at
foranstaltningen bør ophæves ved længstetidens
udløb, og hvor der derfor ikke er retssikkerhedsmæssige grunde
til at kræve domstolenes medvirken.
Endelig er Straffelovrådet af den opfattelse, at
model 1 sikrer, at der ikke forekommer tilfælde, hvor foranstaltninger
i form af tilsyn mv. uden mulighed for institutionsanbringelse varer ud over
en rimelig tid, og hvor det forekommer mere nærliggende, at
spørgsmålet om fortsatte foranstaltninger løses i socialt
regi.
Sammenfattende finder Straffelovrådet det rigtigt og
forsvarligt at foreslå, at der gennemføres en
tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og
§ 69 i overensstemmelse med model 1.
Der henvises til betænkningen s. 80-86.
10. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er af de af Straffelovrådet
anførte grunde enig i, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag
for at foreslå straffeloven ændret, således at rettens
kompetence alene angår spørgsmålet om udelukkelse af
straf, og således at spørgsmålet om fastsættelse,
ændring og ophør af foranstaltninger over for psykisk afvigende
lovovertrædere beror på en administrativ afgørelse.
Justitsministeriet er endvidere enig i, at det ikke kan
forventes, at en gennemførelse af model 3 eller 4 vil medføre
en væsentlig begrænsning af varigheden eller intensiteten af de
idømte foranstaltninger, men at det derimod på baggrund af
undersøgelsen af konsekvenserne af modellerne må forventes, at
disse modeller vil blive ressourcekrævende.
Justitsministeriet er for så vidt enig med
Retslægerådet i, at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger
over for den personkreds, der omfattes af straffelovens § 68 og
§ 69, stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinier,
som præger disse afgørelser.
Justitsministeriet finder dog ligesom
Straffelovrådet, at der kan være grund til at gennemføre
en vis tidsbegrænsning af foranstaltningerne.
Det er samtidig Justitsministeriets opfattelse, at
hensynet til retshåndhævelse og forebyggelse af kriminalitet
taler for, at en sådan tidsbegrænsning som udgangspunkt ikke
bør udstrækkes til foranstaltninger, der vedrører
personfarlig kriminalitet.
Justitsministeriet kan således tilslutte sig
Straffelovrådets forslag om, at der gennemføres en
tidsbegrænsning af foranstaltninger, der vedrører kriminalitet,
der ikke er personfarlig. Justitsministeriet er endvidere enig i
Straffelovrådets forslag om, at foranstaltninger, der vedrører
personfarlig kriminalitet, i almindelighed ikke tidsbegrænses.
Justitsministeriet er - i lighed med Straffelovrådet
- af den opfattelse, at en gennemførelse af Straffelovrådets
model 1 vil kunne imødekomme hensynet til i hvert fald en vis
forudsigelighed ved anvendelse af foranstaltninger efter straffelovens
§ 68 og § 69, uden at modellen indebærer et afgørende
brud med de synspunkter som de gældende regler bygger på.
Endvidere er Justitsministeriet enig i, at en gennemførelse af model 1
vil sikre en regelmæssig domstolskontrol med de foranstaltninger, der
fastsættes på ubestemt tid.
Som det fremgår af afsnit 12 nedenfor, har
betænkning nr. 1372/1999 været sendt til høring hos en
række myndigheder og organisationer. Hovedparten af de hørte,
herunder Rigsadvokaten, Politimesterforeningen, retspræsidenterne og
Dommerforeningen har ikke bemærkninger til betænkningen og
forslaget om en tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens
§ 68 og § 69 i overensstemmelse med betænkningens model
1.
På den anden side er navnlig Det Centrale
Handicapråd i deres høringssvar kritiske over for
betænkningen. I høringssvaret anføres bl.a., at
foranstaltninger over for psykisk udviklingshæmmede bør
udmåles på linie med straffe til ikke-udviklingshæmmede,
så de kan få »det samme pønale præg og
forudsigelighed«.
Justitsministeriet er ikke enig i, at foranstaltninger
over for bl.a. psykisk udviklingshæmmede skal have pønalt (dvs.
strafmæssigt) præg. En sådan ordning ville være et
helt grundlæggende brud med de principper, som den danske
straffelovgivning bygger på. Her er grundtanken netop, at disse
personer skal frifindes for straf og i stedet - om nødvendigt -
idømmes foranstaltninger af behandlingsmæssig karakter.
På den anførte baggrund finder
Justitsministeriet, at der bør gennemføres en ændring af
straffelovens bestemmelser om foranstaltninger i overensstemmelse med
Straffelovrådets forslag (model 1).
11. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget vil medføre en vis merbelastning af
domstolene som følge af, at der jævnligt skal ske
domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af
foranstaltninger, der efter § 68, stk. 2, 1. pkt., er fastsat
på ubestemt tid.
Merudgifterne skønnes at være af
begrænset størrelse og vil kunne afholdes inden for de
gældende bevillingsmæssige rammer.
Samlet set skønnes lovforslaget herefter ikke at
medføre merudgifter for det offentlige af betydning, ligesom
lovforslaget ikke skønnes at have administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
12. Hørte myndigheder mv.
Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999
om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og
§ 69 har været sendt til høring hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark, Kriminalforsorgsforeningen, Dansk
Fængselsforbund, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Foreningen af
Fængselsinspektører, Advokatrådet,
Retslægerådet, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk
Psykiatrisk Selskab, Danske Psykiatere og Børnepsykiateres
Organisation, Dansk Psykologforening, Landsforeningen af
Patientrådgivere og Bistandsværger, Hovedstadens
Sygehusfællesskab, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Det Danske Center for
Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Det Centrale
Handicapråd, Center for Ligebehandling af Handicappede, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Landsforeningen Pårørende til
Sindslidende, Landsforeningen LEV, Landsforeningen Sind og
Galebevægelsen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler
sammenholdt med de nugældende regler.
Til § 1
Til nr. 1 (straffelovens § 68 a)
Efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a,
stk. 1, 1. pkt., skal der, hvis en foranstaltning efter § 68
eller § 72, jf. § 68, medfører, at den dømte skal
anbringes i institution, eller giver mulighed herfor, fastsættes en
længstetid på 5 år for denne foranstaltning. Bestemmelsen
er ny i forhold til gældende ret, hvorefter foranstaltninger efter
§ 68 og § 72, jf. § 68, fastsættes på ubestemt
tid. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i alle
tilfælde skal fastsættes en længstetid på 5 år.
Dette udelukker ikke, at der forinden udløbet af længstetiden i
medfør af straffelovens § 72 træffes afgørelse om
ændring eller ophævelse af foranstaltningen. Har den
dømtes forhold i foranstaltningstiden ændret sig, så den
idømte foranstaltning ikke længere kan anses for
påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, og
kan der ikke peges på andre foranstaltninger, der kan anses for
formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser,
skal den pågældende foranstaltning ophæves, jf.
straffelovens § 72, jf. § 68, 1. pkt.
Foranstaltningens længstetid omfatter både
varigheden af selve foranstaltningen og varigheden af institutionsophold, som
foranstaltningen medfører eller kan medføre. I de
tilfælde, hvor afgørelsen ikke medfører
institutionsanbringelse, men alene giver mulighed herfor, kan opholdet i
institutionen ikke udstrækkes længere end foranstaltningen.
Med ordet »institution« sigtes til hospital for
sindslidende, institution for personer med vidtgående psykiske handicap
og andre institutions- eller institutionslignende forhold, f.eks. anbringelse
i familiepleje eller på psykiatrisk plejehjem.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a,
stk. 1, 2. pkt., omfatter længstetiden også
foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68,
og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning.
Med ordet »lempelse« sigtes for så vidt angår
en hidtidig foranstaltning, der har medført institutionsanbringelse,
til en senere foranstaltning, der alene giver mulighed for
institutionsanbringelse eller f.eks. tilsyn uden mulighed for
institutionsanbringelse. For så vidt angår en hidtidig
foranstaltning, der har givet mulighed for institutionsanbringelse, sigtes
til en senere foranstaltning, der ikke giver mulighed for
institutionsanbringelse, men f.eks. alene indebærer tilsyn.
Ændres en hidtidig foranstaltning, der har givet
mulighed for institutionsanbringelse, senere til en foranstaltning, der
medfører institutionsanbringelse, indebærer ændringen en
skærpelse i forhold til den dømte, idet foranstaltningen
medfører, at den dømte skal opholde sig på institutionen.
For en sådan foranstaltning skal der derfor fastsættes en
længstetid på 5 år efter den foreslåede bestemmelse i
§ 68 a, stk. 1, 1. pkt. Det samme gælder, såfremt en
foranstaltning, der oprindeligt har medført institutionsanbringelse og
senere er ændret til tilsyn uden mulighed for institutionsanbringelse,
på ny ændres til en foranstaltning, der medfører
institutionsanbringelse eller mulighed herfor.
Den foreslåede bestemmelse i § 68 a,
stk. 1, 3. pkt., åbner mulighed for, at retten efter
anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse kan fastsætte en ny
længstetid på 2 år. Forlængelse kan ske med 2
år ad gangen, dvs. også i tilfælde, hvor længstetiden
tidligere har været forlænget med 2 år i medfør af
denne bestemmelse. Forlængelse kan imidlertid kun ske under
særlige omstændigheder, f.eks. hvis den dømtes tilstand er
blevet forværret på en sådan måde, at den
pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i
øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et
åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er
motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn.
Ved foranstaltninger, der omfattes af den foreslåede
bestemmelse i § 68 a, stk. 1, dvs. foranstaltninger, der
medfører institutionsanbringelse eller giver mulighed herfor,
fastsættes i almindelighed ingen længstetid, hvis den
dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse,
alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art,
brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig
sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de
nævnte forbrydelser, jf. den foreslåede bestemmelse i § 68
a, stk. 2, 1. pkt.
Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af
de gerningstyper, som kan føre til, at der fastsættes en
tidsubestemt foranstaltning, der medfører, at den dømte skal
anbringes i institution, eller som giver mulighed herfor. Herved udelukkes
det, at der kan anvendes tidsubestemte foranstaltninger af denne type i
anledning af berigelseskriminalitet, der ikke er forbundet med vold eller
trussel om vold. Spørgsmålet om, hvorvidt en forbrydelse i
øvrigt er omfattet af bestemmelsen, f.eks. har karakter af en alvorlig
voldsforbrydelse, afhænger af en konkret vurdering af forbrydelsens
beskaffenhed og de omstændigheder, hvorunder den er begået.
Den foreslåede bestemmelse i § 68 a,
stk. 2, 1. pkt., indebærer, at der »i almindelighed« ikke
fastsættes nogen længstetid. Bestemmelsen udelukker således
ikke, at der f.eks. ved trusler af den i § 266 nævnte art i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1,
1. pkt., fastsættes en længstetid på 5 år, hvis det
efter en konkret vurdering findes tilstrækkeligt for at forebygge
yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 68, 1. pkt.
Indtræder der under foranstaltningstiden sådanne ændringer
i den dømtes forhold, at retten, hvis disse forhold havde foreligget
ved sagens pådømmelse, efter den foreslåede bestemmelse i
§ 68 a, stk. 2, 1. pkt., havde fastsat foranstaltningen på
ubestemt tid, må der efter omstændighederne ved kendelse
fastsættes en ny længstetid i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt.
Er der i medfør af den foreslåede bestemmelse
i § 68 a, stk. 2, 1. pkt., ikke fastsat en længstetid, skal
anklagemyndigheden efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a,
stk. 2, 2. pkt., indbringe spørgsmålet om
ændring eller endelig ophævelse af den fastsatte foranstaltning
for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre
spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de
sidste to år. Derefter skal spørgsmålet forelægges
for retten mindst hvert andet år, jf. den foreslåede bestemmelse
i § 68 a, stk. 2, 3. pkt. Formålet med disse
bestemmelser er at sikre, at der jævnligt sker domstolsprøvelse
af spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltninger, der efter
§ 68, stk. 2, 1. pkt., er fastsat på ubestemt tid.
Den foreslåede bestemmelse i § 68 a,
stk. 2, 2. pkt., indebærer, at anklagemyndigheden på eget
initiativ skal indbringe spørgsmålet om ændring eller
endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter
afgørelsen og derefter hvert andet år, dvs. 5, 7, 9, 11 osv.
år efter afgørelsen.
Med ordet »afgørelsen« sigtes til den dom, som
retten har afsagt ved straffesagens pådømmelse i medfør
af straffelovens § 68. Efter straffelovens § 72, stk. 1, jf.
§ 68, kan en foranstaltning, der ikke indebærer
institutionsanbringelse eller mulighed herfor, ændres til en
sådan foranstaltning, hvis det f.eks. på grund af en
indtrådt forværring af den dømtes tilstand eller ny
kriminalitet må anses for påkrævet for at forebygge
yderligere lovovertrædelser. Har retten i medfør af § 72
ved kendelse f.eks. ændret en foranstaltning, der lyder på
ambulant behandling, til en foranstaltning, der medfører behandling i
eller under tilsyn af hospital for sindslidende, omfattes denne kendelse
også af ordet »afgørelse« i den foreslåede bestemmelse i
§ 68 a, stk. 2, 2. pkt. Dette forudsætter dog, at den
kriminalitet, som sagen bygger på, er omfattet af den foreslåede
bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 1. pkt.
Pligten for anklagemyndigheden til at indbringe
spørgsmålet om opretholdelse af den tidsubestemte foranstaltning
for retten 5 år efter afgørelsen gælder alene, hvis
spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af
foranstaltningen, jf. straffelovens § 72, ikke har været forelagt
for retten inden for de sidste to år, f.eks. fordi
spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltningen har været
forelagt for retten på den dømtes initiativ 4 år efter
dommen.
Den foreslåede bestemmelse i § 68 a,
stk. 3, regulerer de foranstaltninger, der ikke omfattes af den
foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1. Hermed sigtes til
foranstaltninger, der ikke medfører institutionsanbringelse eller
mulighed herfor, og som ikke er fastsat som led i en lempelse af en tidligere
tidsbegrænset foranstaltning, der medfører
institutionsanbringelse eller mulighed herfor, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt. For sådanne
foranstaltninger gælder, at der ved afgørelsen skal
fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der ikke kan
overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten
efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge
længstetiden. I modsætning til foranstaltninger efter den
foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 3. pkt., der kan
forlænges med 2 år ad gangen, jf. ovenfor, kan den samlede
længstetid for foranstaltninger efter den foreslåede bestemmelse
i § 68 a, stk. 3, ikke overstige 5 år, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, 3. pkt.
Den foreslåede bestemmelse indebærer i forhold
til gældende ret, at der for sådanne foranstaltninger
indføres en tidsbegrænsning af foranstaltningens varighed til
maksimalt 5 år. Med den foreslåede bestemmelse i § 68 a,
stk. 3, tilsigtes ingen ændring af straffelovens § 68 og
§ 72, jf. § 68. I tilfælde, hvor det f.eks. på grund af
en indtrådt forværring i den dømtes tilstand eller ny
kriminalitet i foranstaltningstiden må anses for påkrævet
for at forebygge yderligere lovovertrædelser, udelukker den
foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, således ikke,
at der i medfør af § 72, jf. § 68, afsiges kendelse, hvorved
en foranstaltning, der omfattes af stk. 3, ændres (skærpes)
til en foranstaltning, som omfattes af den foreslåede bestemmelse i
§ 68 a, stk. 1, eller efter omstændighederne stk. 2.
Til nr. 2 (straffelovens § 69, stk. 2)
Ophævelsen af § 69, stk. 2, er en
konsekvens af den foreslåede nye bestemmelse i § 69 a.
Til nr. 3 (straffelovens § 69 a)
Befandt gerningsmanden sig ved den strafbare handlings
foretagelse i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling,
svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er
af den i § 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det
findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf
træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2.
pkt., jf. den gældende bestemmelse i straffelovens § 69,
stk. 1.
Efter den gældende bestemmelse i § 69,
stk. 2, skal der, hvis en afgørelse efter stk. 1
medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller hvis
afgørelsen giver mulighed herfor, ved dommen fastsættes en
længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1
år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning
fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny
længstetid.
Det foreslås, at denne ordning ændres
således at der, hvis afgørelsen medfører, at den
dømte skal anbringes i institution, eller giver mulighed herfor, skal
fastsættes en længstetid for foranstaltningen på 5 år
og en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1
år, jf. den foreslåede § 69 a, stk. 1. Endvidere
medfører den foreslåede bestemmelse i lighed med den
foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt., at
længstetiden på 5 år også omfatter foranstaltninger,
som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som
medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning, jf. herved
bemærkningerne ovenfor til den foreslåede bestemmelse i § 68
a, stk. 1, 2. pkt.
Under særlige omstændigheder kan retten efter
anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny
længstetid på 2 år (ad gangen) for foranstaltningen, jf.
herved den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 3. pkt.,
eller en ny længstetid for opholdet. Der sigtes hermed til
tilfælde, hvor den dømtes tilstand er blevet forværret
på en sådan måde, at den pågældende frembyder
fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens
udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en
behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende
hensyn.
Forslaget til en ny § 69 a, stk. 1,
indebærer i forhold til den gældende regel i § 69,
stk. 2, at der indføres en tidsbegrænsning, idet
foranstaltninger af den omhandlede type i almindelighed ikke kan
udtrækkes ud over 5 år. En lignende tidsbegrænsning er
fastsat i den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, der
angår den personkreds, som omfattes af straffelovens § 68. At der
tillige skal fastsættes en længstetid for opholdet, der i
almindelighed ikke kan overstige et år, svarer til den gældende
bestemmelse i § 69, stk. 2, 1. pkt. Forslaget til krav om
længstetid for foranstaltningen fører imidlertid til, at
opholdet, der efter den foreslåede bestemmelse i almindelighed ikke
overstiger 1 år, ikke kan udstrækkes ud over den fastsatte
længstetid for foranstaltningen.
Den foreslåede bestemmelse i § 69 a,
stk. 2, indebærer, at der i de tilfælde, der omfattes af
§ 69 a, stk. 1, jf. ovenfor, i almindelighed ikke fastsættes
en længstetid for foranstaltningen, hvis den dømte findes
skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig
voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art,
brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig
sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de
nævnte forbrydelser. For så vidt angår
spørgsmålet om domstolsprøvelse af
spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltningen, finder den
foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt.,
tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 69 a,
stk. 2, vedrører personer, som er omfattet af den
nugældende bestemmelse i straffelovens § 69, stk. 1, (der
bliver § 69) og svarer til den foreslåede bestemmelse i § 68
a, stk. 2, der retter sig mod personer, som er omfattet af straffelovens
§ 68. Dog skal der som hidtil, også når der er tale om
personfarlig kriminalitet, fastsættes en længstetid for opholdet,
der i almindelighed ikke kan overstige 1 år, jf. herved § 69 a,
stk. 1, 1. pkt., og bemærkningerne ovenfor.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 69 a,
stk. 3, skal der ved andre foranstaltninger end de i stk. 1
nævnte ved afgørelsen fastsættes en længstetid for
foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Under særlige
omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved
kendelse forlænge længstetiden. Den samlede tid for
foranstaltningen kan ikke overstige 5 år.
Med »andre foranstaltninger end de i stk. 1
nævnte« sigtes til foranstaltninger, der ikke medfører
institutionsanbringelse eller mulighed herfor, og som ikke er fastsat som led
i en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der har
medført institutionsanbringelse eller mulighed herfor, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 69 a, stk. 1, 2. pkt., men f.eks.
alene indebærer tilsyn eller pligt til at følge et ambulant
psykiatrisk behandlingsforløb. Bestemmelsen indebærer i forhold
til den gældende regel i § 69, stk. 1, (der bliver § 69)
at der indføres en tidsbegrænsning, idet foranstaltninger af den
omhandlede type maksimalt kan vare 5 år. En lignende bestemmelse er
fastsat i den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, med
henblik på personer, der omfattes af straffelovens § 68.
Til nr. 4 (straffelovens § 72)
Efter den gældende regel i straffelovens § 72,
stk. 1, træffes bestemmelse om ændring eller endelig
ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68-70 ved kendelse efter
begæring fra anklagemyndigheden, anstaltsledelsen, bistandsværgen
eller den dømte. Også spørgsmålet om ændring
eller endelig ophævelse af en idømt foranstaltning
afgøres efter straffelovens § 68, dvs. med udgangspunkt i,
hvilken foranstaltning der i det enkelte tilfælde må anses for
formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Har
den dømtes forhold i foranstaltningstiden ændret sig, så
den idømte foranstaltning ikke længere kan anses for
formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser, og
kan der ikke peges på andre formålstjenlige foranstaltninger,
skal den pågældende foranstaltning ophæves, jf. § 72,
jf. § 68, 1. pkt.
Efter pkt. 2 i Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/1997, jf.
pkt. 1.1.1. og 1.1.3. i Rigsadvokatens meddelelse nr. 7/1992, fører
statsadvokaterne kontrol med varigheden af idømte tidsubestemte
foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68. Endvidere
fører Rigsadvokaten kontrol med varigheden af idømte
forvaringsforanstaltninger. Rigsadvokaten indhenter med jævne mellemrum
en udtalelse fra vedkommende institution om, hvorvidt foranstaltningen
bør opretholdes, ændres eller ophæves, jf. pkt. 4 i
meddelelse nr. 2/1997.
Statsadvokaternes kontrol med varigheden af idømte
tidsubestemte foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68
indebærer i praksis normalt, at der én gang om året
indhentes en erklæring fra vedkommende institution om behovet for
opretholdelse af foranstaltningen. Såfremt den dømte,
institutionen eller bistandsværgen fremsætter begæring om
foranstaltningsændring, indbringes sagen, eventuelt efter
forelæggelse for Retslægerådet, for retten, hvorunder
anklagemyndigheden efter en konkret vurdering enten tilslutter eller
modsætter sig begæringen. Fremsættes der ikke
begæring om foranstaltningsændring, vurderer statsadvokaten
på grundlag af erklæringen fra institutionen og eventuelt efter
forelæggelse for Retslægerådet, om sagen af
anklagemyndigheden bør indbringes for retten med henblik på
foranstaltningsændring. Heri indgår proportionalitetshensyn.
Såfremt der ikke ses at være behov for ændring, vurderes
spørgsmålet på ny efter et år.
I anklagemyndighedens vurdering af
spørgsmålet om foranstaltningsændring indgår
således bl.a., hvilken tidsbestemt straf der ville være
idømt for det pågældende forhold. Ved denne vurdering skal
der imidlertid også tages hensyn til kriminalitetens art og grovhed
sammenholdt med den lægelige vurdering af risikoen for recidiv, jf.
straffelovens § 68.
Ved den foreslåede affattelse af § 72,
stk. 1, lovfæstes anklagemyndighedens pligt til at påse,
at en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i
længere tid og videre omfang end nødvendigt. Bestemmelsen
indebærer bl.a., at der efter omstændighederne kan være
pligt til at indbringe spørgsmålet om opretholdelse af den
fastsatte foranstaltning før udløbet af den længstetid,
der gælder efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a,
stk. 1 og 3, samt de foreslåede bestemmelser i § 69 a,
stk. 1 og 2, og før der efter den foreslåede bestemmelse i
§ 68 a, stk. 2, 2. pkt., indtræder pligt for
anklagemyndigheden til at forelægge spørgsmålet om
opretholdelse af en fastsat tidsubestemt foranstaltning for retten.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2,
foretages visse redaktionelle ændringer i den nugældende
bestemmelse i § 72, stk. 2, så det bl.a. kommer til at
fremgå, at adgangen til at forlange domstolsprøvelse af
spørgsmålet om opretholdelse af den fastsatte foranstaltning i
første række tilkommer den dømte og den
pågældendes bistandsværge.
Udtrykket »institutionens ledelse« omfatter bl.a. ledelsen
af det hospital eller den behandlingsinstitution, hvor den dømte
opholder sig. Ordet »kriminalforsorgen« sigter til den del af
kriminalforsorgen, der fører tilsyn med den dømte, dvs.
kriminalforsorgen i frihed.
Til nr. 5 (straffelovens § 73, stk. 1)
Ændringen er en konsekvens af den foreslåede
ophævelse af straffelovens § 69, stk. 2, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 2.
Til nr. 6 (straffelovens § 97, stk. 2, nr. 2)
Ændringen er en konsekvens af den foreslåede
nye bestemmelse i straffelovens § 68 a, jf. lovforslagets § 1, nr.
1.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
juli 2000.
Efter stk. 2 gælder de nye bestemmelser
i straffelovens § 68 a og § 69 a om tidsbegrænsning af
foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 for
foranstaltninger, der idømmes efter lovens ikrafttræden. Det
samme gælder sager efter straffelovens § 72 om skærpelse af
tidligere idømte foranstaltninger.
Derimod gælder de nye bestemmelser i § 68 a og
§ 69 a ikke for sager af denne karakter, der er endeligt afgjort
før lovens ikrafttræden. De nye bestemmelser gælder heller
ikke for sager om ændring eller endelig ophævelse af
foranstaltninger efter straffelovens § 72, der afgøres efter
lovens ikrafttræden, og hvor foranstaltningen efter rettens
afgørelse opretholdes eller lempes.
Den nye bestemmelse i straffelovens § 72,
stk. 1, om anklagemyndighedens pligt til at påse, at en
foranstaltning efter straffelovens § 68 og § 69 ikke opretholdes i
længere tid og videre omfang end nødvendigt gælder for
alle foranstaltninger, der opretholdes eller idømmes efter lovens
ikrafttræden.
For så vidt angår tidligere idømte
foranstaltninger, der ikke omfattes af de nye regler om
tidsbegrænsninger (jf. ovenfor), forudsættes det, at
anklagemyndigheden i medfør af § 72, stk. 1 og 2, af egen
drift indbringer spørgsmålet om ændring eller endelig
ophævelse af foranstaltningen for retten senest, når der er
forløbet henholdsvis 3 eller 5 år fra dommen blev afsagt,
afhængig af, om foranstaltningen - hvis sagen var afgjort efter lovens
ikrafttræden - ville være omfattet af straffelovens § 68 a,
stk. 1 og 2, eller § 69 a, stk. 1 og 2,
(frihedsberøvende foranstaltninger: 5 år) eller af § 68 a,
stk. 3, eller § 69 a, stk. 3 (ikke-frihedsberøvende
foranstaltninger: 3 år). Dette gælder dog ikke, hvis
spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af
foranstaltning tidligere har været forelagt for retten. Det vil
endvidere bero på en konkret vurdering efter den nye bestemmelse i
straffelovens § 72, stk. 1, om anklagemyndigheden senere på
ny skal indbringe disse sager for retten af egen drift.
Til § 3
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes helt
eller delvis i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,
som ændret ved § 3 i lov nr. 403 af 26. juni 1998, § 3 i lov
nr. 473 af 1. juli 1998 og lov nr. 141 af 17. marts 1999, foretages
følgende ændringer:
1.
Efter § 68 indsættes:
»§ 68 a.
Medfører en foranstaltning efter § 68
eller § 72, jf. § 68, at den dømte skal anbringes i
institution, eller giver foranstaltningen mulighed herfor, fastsættes
en længstetid på 5 år for denne foranstaltning.
Længstetiden omfatter også foranstaltninger, som senere
fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en
lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige
omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved
kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år.
Stk. 2.
I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1,
fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid, hvis den
dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse,
alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art,
brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig
sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de
nævnte forbrydelser. Er der ikke fastsat en længstetid,
indbringer anklagemyndigheden spørgsmålet om ændring eller
endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter
afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været
forelagt for retten inden for de sidste to år. Derefter
forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert andet
år.
Stk. 3.
Ved andre foranstaltninger end de i stk. 1
nævnte fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der
ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan
retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge
længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5
år.«
§ 69.
---
2.
§ 69, stk. 2, ophæves.
Stk. 2.
Medfører en afgørelse efter stk. 1,
at den dømte skal anbringes i institution, eller giver
afgørelsen mulighed herfor, fastsættes ved dommen en
længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1
år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning
fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny
længstetid.
3.
Efter § 69 indsættes:
»§ 69 a.
Medfører en foranstaltning efter § 69, at
den dømte skal anbringes i institution, eller giver foranstaltningen
mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for
denne foranstaltning og en længstetid for opholdet, der i almindelighed
ikke kan overstige 1 år. Længstetiden på 5 år
omfatter også foranstaltninger, som senere fastsættes efter
§ 72, jf. § 69 og § 68, 2. pkt., og som medfører en
lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige
omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved
kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år for
foranstaltningen eller en ny længstetid for opholdet.
Stk. 2.
I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1,
fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid for
foranstaltningen, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri,
frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i
§ 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden
alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de
nævnte forbrydelser. § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Ved andre foranstaltninger end de i stk. 1
nævnte fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der
ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan
retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge
længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5
år.«
§ 72.
Bestemmelse om ændring eller om endelig
ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68-70 træffes ved
kendelse efter begæring fra anklagemyndigheden, anstaltslederen,
bistandsværgen eller den dømte. Begæring fra
anstaltsledelsen, bistandsværgen eller den dømte
fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer
spørgsmålet for retten. Tages en begæring fra
bistandsværgen eller den dømte ikke til følge, kan ny
begæring ikke fremsættes, før der er forløbet et
halvt år fra kendelsens afsigelse.
Stk. 2.
---
4.
§ 72, stk. 1, ophæves og i stedet
indsættes:
»§ 72.
Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at
en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i
længere tid og videre omfang end nødvendigt.
Stk. 2.
Bestemmelse om ændring eller endelig
ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70
træffes ved kendelse efter anmodning fra den dømte,
bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller
kriminalforsorgen. Anmodning fra den dømte, bistandsværgen,
institutionens ledelse eller kriminalforsorgen fremsættes over for
anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet
for retten. Tages en anmodning fra den dømte eller
bistandsværgen ikke til følge, kan ny anmodning ikke
fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra
kendelsens afsigelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 73.
Er den, der har begået en strafbar handling, efter
dennes foretagelse, men før dom er afsagt, kommet i en ikke blot
forbigående tilstand af den i § 16 eller § 69, stk. 1,
nævnte art, afgør retten, om straf skal idømmes eller
bortfalde. Hvis det findes formålstjenligt, kan retten bestemme, at
foranstaltninger efter § 68 eller § 69 skal anvendes i stedet for
straf, eller indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes.
5.
I § 73, stk. 1, 1. pkt., ændres
»§ 69, stk. 1,« til: «§ 69«.
Stk. 2-3.
---
§ 97.
---
Stk. 2.
Forældelsesfristen er
1) 5 år for hæfte og fængsel indtil 1 år,
2) 10 år for fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4
år, samt for foranstaltninger efter §§ 68-69,
6.
I § 97, stk. 2, nr. 2, ændres
»§§ 68-69« til: »§ 68 og § 69«.
3) 15 år for fængsel i mere end 4 år, men ikke over 8
år, samt for forvaring efter § 70 og
4) 20 år for fængsel på tid over 8 år.
Stk. 3-6.
---
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven Retsinformation · 17. maj 2000
- Landsretten stadfæster byrettens afgørelse i domstolsprøvelse om godkendelse af 3 indlæggelser Domsdatabasen · 4. april 2019
- Landsrettens kendelse ophæves for så vidt angår afvisningen af at prøve lovligheden af indlæggelserne, og sagen hjemvises til landsretten til behandling af spørgsmålet, om indlæggelserne var lovlige Domsdatabasen · 19. august 2022
- Skriftlig fremsættelse (8. december 1999) - L 144 Retsinformation · 9. december 1999
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Psykisk afvigende kriminelle Retsinformation · 4. september 2026
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Psykisk afvigende kriminelle – Grønland Retsinformation · 7. november 2023