Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven

1999/1 LSF 144Lovforslag som fremsatJustitsministeriet8. december 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 8. december 1999 af justitsministeren (Frank

Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter

straffelovens § 68 og § 69)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,

som ændret ved § 3 i lov nr. 403 af 26. juni 1998, § 3 i lov

nr. 473 af 1. juli 1998 og lov nr. 141 af 17. marts 1999, foretages

følgende ændringer:

1.

Efter § 68 indsættes:

»§ 68 a.

Medfører en foranstaltning efter § 68

eller § 72, jf. § 68, at den dømte skal anbringes i

institution, eller giver foranstaltningen mulighed herfor, fastsættes

en længstetid på 5 år for denne foranstaltning.

Længstetiden omfatter også foranstaltninger, som senere

fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en

lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige

omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved

kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år.

Stk. 2.

I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1,

fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid, hvis den

dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse,

alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art,

brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig

Læs alt

sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de

nævnte forbrydelser. Er der ikke fastsat en længstetid,

indbringer anklagemyndigheden spørgsmålet om ændring eller

endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter

afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været

forelagt for retten inden for de sidste to år. Derefter

forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert andet

år.

Stk. 3.

Ved andre foranstaltninger end de i stk. 1

nævnte fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der

ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan

retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge

længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5

år.«

2.

§ 69, stk. 2, ophæves.

3.

Efter § 69 indsættes:

»§ 69 a.

Medfører en foranstaltning efter § 69, at

den dømte skal anbringes i institution, eller giver foranstaltningen

mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for

denne foranstaltning og en længstetid for opholdet, der i almindelighed

ikke kan overstige 1 år. Længstetiden på 5 år

omfatter også foranstaltninger, som senere fastsættes efter

§ 72, jf. § 69 og § 68, 2. pkt., og som medfører en

lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige

omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved

kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år for

foranstaltningen eller en ny længstetid for opholdet.

Stk. 2.

I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1,

fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid for

foranstaltningen, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri,

frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i

§ 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden

alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de

nævnte forbrydelser. § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Ved andre foranstaltninger end de i stk. 1

nævnte fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der

ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan

retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge

længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5

år.«

4.

§ 72, stk. 1, ophæves, og i stedet

indsættes:

»§ 72.

Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at

en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i

længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2.

Bestemmelse om ændring eller endelig

ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70

træffes ved kendelse efter anmodning fra den dømte,

bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller

kriminalforsorgen. Anmodning fra den dømte, bistandsværgen,

institutionens ledelse eller kriminalforsorgen fremsættes over for

anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet

for retten. Tages en anmodning fra den dømte eller

bistandsværgen ikke til følge, kan ny anmodning ikke

fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra

kendelsens afsigelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

5.

I § 73, stk. 1, 1. pkt., ændres

»§ 69, stk. 1,« til: »§ 69«.

6.

I § 97, stk. 2, nr. 2, ændres

»§§ 68-69« til: »§ 68 og § 69«.

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2.

Straffelovens § 68 a og § 69 a som affattet

ved denne lovs § 1, nr. 1 og 3, finder anvendelse på

foranstatninger efter straffelovens § 68 og § 69, der

idømmes efter lovens ikrafttræden. Det samme gælder

foranstaltninger, der efter lovens ikrafttræden fastsættes efter

straffelovens § 72, jf. § 68 og § 69, og som medfører

en skærpelse af foranstaltningen.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Loven kan dog ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft

for Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Side

1.

Indledning

4

2.

Baggrunden for lovforslaget

4

3.

Gældende ret

5

3.1.

Straffelovens regler mv. om idømmelse af

foranstaltninger

5

3.2.

Ændring og ophævelse af idømte

foranstaltninger

6

3.3.

De forskellige typer foranstaltninger

7

3.3.1.

Foranstaltninger over for sindssyge

lovovertrædere

7

3.3.2.

Foranstaltninger over for mentalt retarderede

lovovertrædere

7

3.4.

Retsplejelovens regler om behandling af sager

vedrørende foranstaltninger efter straffelovens § 68 og

§ 69

8

3.5.

Kontrol med varigheden af tidsubestemte

foranstaltninger

9

4.

Forholdet til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

9

5.

Undersøgelsen af

foranstaltningsdomme

10

5.1.

Indledning

10

5.2.

Kriminalitetens art, personkredsen samt foranstaltningens art

mv.

10

5.3.

Prøvelse, ændring og varighed af

foranstaltningen

10

5.4.

Forholdet mellem strafmaksimum og den tidsmæssige

udstrækning af foranstaltningen

11

5.5.

Forholdet mellem strafmaksimum for lovovertrædelsen og

anbringelsestiden

11

6.

Straffelovrådets fire modeller

11

6.1.

Model 1

11

6.2.

Model 2

12

6.3.

Model 3

12

6.4.

Model 4

13

7.

Konsekvenserne af en gennemførelse af

modellerne

13

8.

Retslægerådets udtalelse

14

9.

Straffelovrådets overvejelser

14

9.1.

Ændret kompetenceordning

14

9.2.

Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens

§ 68 og § 69

15

10.

Justitsministeriets overvejelser

16

11.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

17

12.

Hørte myndigheder mv.

18

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at sikre en vis

tidsbegrænsning af de foranstaltninger, som psykisk afvigende

lovovertrædere kan idømmes efter straffelovens § 68 og

§ 69 i stedet for straf. Formålet med lovforslaget er endvidere at

sikre regelmæssig domstolskontrol med de foranstaltninger, der efter

forslaget ikke tidsbegrænses.

Psykisk afvigende lovovertrædere idømmes som

hovedregel ikke straf. Typisk idømmes disse lovovertrædere i

stedet en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69. Det

er en betingelse for at idømme en foranstaltning, at den findes

formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Idømmelse af en foranstaltning kan f.eks. indebære, at den

pågældende skal undergive sig tilsyn, afvænningsbehandling

eller psykiatrisk behandling. Hvis sådanne foranstaltninger ikke findes

tilstrækkelige, kan det f.eks. bestemmes, at den pågældende

skal anbringes på psykiatrisk hospital eller i institution for personer

med vidtgående psykiske handicap. En sådan foranstaltning

idømmes i dag på ubestemt tid.

Lovforslaget bygger på Straffelovrådets

betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af foranstaltninger

efter straffelovens § 68 og § 69.

Lovforslaget, der svarer til model 1 i

Straffelovrådets betænkning, indeholder bl.a. forslag til

bestemmelser om tidsbegrænsning af de foranstaltninger, som psykisk

afvigende lovovertrædere typisk idømmes i stedet for straf. Det

foreslås, at der indføres en tidsbegrænsning, når

foranstaltningen vedrører kriminalitet, der ikke kan anses for

personfarlig. Bestemmelserne foreslås udformet således, at der er

mulighed for at forlænge foranstaltningen under særlige

omstændigheder.

Endelig foreslås bestemmelser om regelmæssig

domstolskontrol med foranstaltninger, der som følge af personfarlig

kriminalitet i almindelighed fastsættes på ubestemt tid.

2. Baggrunden for lovforslaget

De gældende bestemmelser om tidsubestemte

foranstaltninger, der trådte ikraft den 1. juli 1973, bygger i det

væsentligste på Straffelovrådets betænkning nr.

667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger.

I denne betænkning gav Straffelovrådet udtryk

for, at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger i tilfælde, der

omfattes af straffelovens § 68, jf. § 16, stemmer bedst med de

forebyggende og terapeutiske hensyn, som præger disse

afgørelser, og at en tidsbegrænsning derfor ville være

meget uhensigtsmæssig. Rådet pegede i den forbindelse også

på muligheden for at rejse spørgsmål ved retten om

ændring eller ophævelse af de trufne foranstaltninger.

Muligheden for at anvende tidsubestemte foranstaltninger

på dette område blev da heller ikke ophævet, da en

række andre tidsubestemte foranstaltninger, f.eks. psykopatforvaring,

blev afskaffet som led i revisionen af straffelovens regler om tidsubestemte

retsfølger i 1973.

Spørgsmålet om anvendelse af tidsubestemte

foranstaltninger blev også overvejet i et udvalg nedsat af

Justitsministeriet den 24. september 1970 (Bækgård-udvalget), jf.

betænkning nr. 955/1982 om foranstaltninger over for åndssvage

og andre svagt begavede lovovertrædere.

I betænkningen gav udvalgets flertal (seks ud af

udvalgets syv medlemmer) udtryk for, at der ikke fandtes tilstrækkelig

grund til at indføre tidsmaksimering af frihedsberøvelse over

for åndssvage lovovertrædere.

I den forbindelse anførtes bl.a. følgende

(betænkningen s. 90- 91):

»I tilslutning til retslægerådet mener

flertallet, at der ikke bør fastsættes tidsfrister for

gennemførelse af det lægelige og forsorgsmæssige

behandlingsarbejde over for åndssvage. En regel om tidsmaksimering

indebærer også den risiko, at foranstaltningen får et

pønalt præg. Det er ønskeligt at undgå, at der i

praksis sker en sammenblanding af behandlingsmæssige og

strafmæssige synspunkter, bl.a. i betragtning af, at åndssvage

lovovertrædere anbringes i de samme institutioner som ikke-kriminelle

åndssvage, hvorfor det bør markeres så lidt som muligt, at

visse personer forvares og behandles som kriminelle.

Det her anførte betyder ikke, at der i sager mod

åndssvage lovovertrædere kan ses bort fra, om der er rimelige

proportioner mellem den begåede kriminalitet og varigheden af den

institutionsanbringelse, der bliver resultatet af en domfældelse.

...

Den fornødne sikkerhed mod en urimelig eller

på anden måde uheldig opretholdelse af forsorgsforanstaltninger

ligger efter flertallets opfattelse i reglerne om adgang til senere

domstolsprøvelse efter § 72. Det følger heraf, at

spørgsmålet om ændring eller ophævelse af

foranstaltninger til enhver tid kan forelægges retten efter

begæring af anklagemyndigheden, forsorgens ledelse,

bistandsværgen eller den dømte selv

....«

Center for Ligebehandling af Handicappede har i

forbindelse med en undersøgelse om udviklingshæmmede

lovovertrædere (mentalt retarderede) behandlet spørgsmålet

om anvendelsen af behandlingsdomme over for personer, der er omfattet af

straffelovens § 16, jf. § 68, samt spørgsmålet om

eventuel tidsbegrænsning af behandlingen ifølge sådanne

domme. Undersøgelsen er offentliggjort i centrets årsberetning

for 1996, s. 17-32.

Blandt andet på baggrund af denne

undersøgelse fandt Justitsministeriet, at der kunne være grund

til at lade spørgsmålet om anvendelse af tidsubestemte

foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 undergive en

fornyet behandling.

Justitsministeriet anmodede derfor ved skrivelse af 27.

januar 1998 Straffelovrådet om at behandle spørgsmålet om

anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger.

Justitsministeriet anmodede Straffelovrådet om at

behandle dette spørgsmål både for så vidt

angår psykisk udviklingshæmmede (mentalt retarderede) og

personer, der er utilregnelige på grund af sindssygdom, dvs. hele

personkredsen, der er omfattet af straffelovens § 16. Justitsministeriet

anmodede endvidere Straffelovrådet om, på baggrund af sine

overvejelser, i givet fald at udarbejde udkast til eventuelle ændringer

i straffeloven og eventuel anden lovgivning.

Straffelovrådet afgav i juni 1999

betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af

foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69.

Straffelovrådet har i forbindelse med udarbejdelsen

af betænkningen gennemført en undersøgelse af anvendelsen

af foranstaltningsdomme. Undersøgelsen er optaget som bilag 1 til

betænkningen.

Straffelovrådet har endvidere drøftet

problemstillingen med repræsentanter for Retslægerådet

under to møder i henholdsvis april 1998 og februar 1999.

Retslægerådet har på den baggrund afgivet en udtalelse af

12. april 1999, der er optaget som bilag 2 til betænkningen.

Endelig har Straffelovrådet i august 1998 aflagt

besøg på institutionen »Kofoedsminde«, hvor der bl.a. opholder

sig visse mentalt retarderede lovovertrædere, som er dømt til

anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske

handicap.

Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999

indeholder forslag til 4 modeller, der - bl.a. på baggrund af

resultaterne i undersøgelsen af foranstaltningsdomme - tager sigte

på at gennemføre en vis tidsmæssig begrænsning af

foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 og/eller en

regelmæssig domstolskontrol med foranstaltninger, der fastsættes

på ubestemt tid. De enkelte elementer i Straffelovrådets 4

modeller gennemgås under pkt. 6 nedenfor.

3. Gældende ret

3.1. Straffelovens regler mv. om idømmelse af foranstaltninger

3.1.1.

Efter straffelovens § 16,

stk. 1, straffes personer, der på gerningstidspunktet var

utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må

ligestilles hermed, ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt

retarderede i højere grad (tidl. åndssvaghed i højere

grad). Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol

eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i

en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog

pålægges, når særlige omstændigheder taler

derfor.

Personer, der på gerningstidspunktet var mentalt

retarderede i lettere grad (tidl. åndssvaghed i lettere grad), straffes

ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at

pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig

i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering (tidl.

åndssvaghed), jf. straffelovens § 16, stk. 2.

3.1.2.

Hvis der statueres straffrihed i

medfør af § 16, frifindes tiltalte for straf. Dette er imidlertid

kun undtagelsesvis ensbetydende med, at der ikke fastsættes en reaktion

i anledning af lovovertrædelsen.

Efter straffelovens § 68 kan retten

således træffe bestemmelse om anvendelse af andre

foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge

yderligere lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende

foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller

arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling mv. ikke findes

tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal

anbringes i hospital for sindslidende, i institution for personer med

vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for

administrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til

særlig pleje eller forsorg, jf. § 68, 2. pkt. Efter § 68, 3.

pkt., kan anbringelse i forvaring ske under de betingelser, der er

nævnt i straffelovens § 70.

Om der over for en person, der er frifundet for straf

efter § 16, overhovedet skal træffes bestemmelse om anvendelse af

andre foranstaltninger, afhænger som nævnt af, om der i forhold

til den pågældende kan peges på andre foranstaltninger, der

må anses for formålstjenlige for at forebygge yderligere

lovovertrædelser, jf. § 68, 1. pkt. Kan en eller flere

foranstaltninger komme på tale, beror også afgørelsen af,

hvilken foranstaltning der skal anvendes, på, om foranstaltningen i det

enkelte tilfælde må anses for formålstjenlig for at

forebygge yderligere lovovertrædelser.

3.1.3. Straffelovens § 69

omhandler reaktionen

ved andre psykiske afvigelser end dem, der er omfattet af straffelovens

§ 16. F.eks. reaktionen, når lovovertræderen er sinke.

Efter § 69 kan retten, hvis det findes

formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe

bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt., i

tilfælde, hvor gerningsmanden ved foretagelsen af den strafbare

handling befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling,

svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er

af den i § 16 nævnte beskaffenhed. Medfører en

afgørelse efter § 69, stk. 1, at den dømte skal

anbringes i institution, eller giver afgørelsen mulighed herfor, skal

der ved dommen fastsættes en længstetid for opholdet, der i

almindelighed ikke kan overstige 1 år. Varigheden bestemmes af

behandlingsmæssige hensyn og proportionalitetshensyn. Er gerningsmanden

farlig, indgår tillige fareafværgelseshensyn.

Under særlige omstændigheder kan retten efter

anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny

længstetid, jf. § 69, stk. 2, 2. pkt. Muligheden for under

særlige omstændigheder at fastsætte en ny længstetid

sigter til tilfælde, hvor den dømtes tilstand er blevet

forværret på en sådan måde, at den

pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i

øvrigt ved længstetidens udløb er åbenbart behov

for at fortsætte en behandling eller pleje.

Som det fremgår, adskiller § 68 sig fra

§ 69 ved, at foranstaltninger efter § 68 generelt idømmes

på ubestemt tid.

Visse foranstaltninger efter § 69 idømmes

også på ubestemt tid. Det drejer sig om de mindre indgribende

foranstaltninger. Medfører foranstaltningen umiddelbart

institutionsanbringelse, eller giver foranstaltningen mulighed for at

anbringe den dømte i institution, skal der imidlertid for personer

omfattet af § 69 fastsættes en længstetid for opholdet.

3.1.4.

Efter straffelovens § 71,

stk. 1, kan retten beskikke en bistandsværge for den tiltalte,

såfremt der bliver tale om at dømme den pågældende

til anbringelse i institution efter reglerne i §§ 68-69.

Bistandsværgen skal så vidt muligt være en af tiltaltes

nærmeste pårørende. Bistandsværgens opgave er sammen

med den beskikkede forsvarer at bistå tiltalte under sagen.

Er tiltalte dømt til anbringelse, eller giver

afgørelsen mulighed for sådan anbringelse, skal der beskikkes

den pågældende en bistandsværge. Bistandsværgen skal

i sådanne tilfælde holde sig underrettet om den dømtes

tilstand og drage omsorg for, at opholdet og andre foranstaltninger ikke

udstrækkes længere end nødvendigt. Beskikkelsen

ophører, når foranstaltningen endeligt ophæves, jf.

straffelovens § 71, stk. 2.

Nærmere regler om antagelse og betaling af

bistandsværger samt om disses opgaver og nærmere

beføjelser er i medfør af straffelovens § 71, stk. 3,

fastsat i bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om

bistandsværger.

Er der undtagelsesvis ikke bestikket en

bistandsværge for en person, der er indlagt på psykiatrisk

afdeling i medfør af straffelovens § 68 eller § 69, skal der

beskikkes en patientrådgiver for den pågældende efter

psykiatriloven, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 892 af

14. december 1998.

Der henvises til betænkningen s. 17-19 og 27.

3.2. Ændring og ophævelse af idømte

foranstaltninger

Efter straffelovens § 72, stk. 1,

træffes bestemmelse om ændring eller om endelig ophævelse

af en foranstaltning efter §§ 68-69 ved kendelse efter begæring

fra anklagemyndigheden, anstaltsledelsen, bistandsværgen eller den

dømte.

Begæring fra anstaltsledelsen, bistandsværgen

eller den dømte fremsættes over for anklagemyndigheden, der

snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en

begæring fra bistandsværgen eller den dømte ikke til

følge, kan ny begæring ikke fremsættes, før der er

forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse.

Også spørgsmålet om ændring eller

endelig ophævelse af en idømt foranstaltning afgøres

efter straffelovens § 68, dvs. med udgangspunkt i, om - og i

bekræftende fald hvilken - foranstaltning der i det enkelte

tilfælde må anses for formålstjenlig for at forebygge

yderligere lovovertrædelser, jf. pkt. 3.1.2. ovenfor.

Der er ikke i straffelovens bestemmelser om ændring

eller endelig ophævelse af idømte foranstaltninger angivet

tidsfrister, der medfører pligt for anklagemyndigheden til at

indbringe spørgsmålet om foranstaltningsændring for

retten.

Efter straffelovens § 72, stk. 2, finder

§ 59, stk. 3, om værneting ved pådømmelse af

sager om ændring eller ophævelse af vilkår ved betingede

domme tilsvarende anvendelse på afgørelser efter § 72,

stk. 1. Er der spørgsmål om ændring af

foranstaltningen på grund af ny lovovertrædelse, afgøres

spørgsmålet dog af den ret, der behandler sagen

vedrørende lovovertrædelsen.

Reglerne om ændring og ophævelse af

idømte foranstaltninger i straffelovens § 72 skal sammenholdes

med de typer af foranstaltninger, som straffelovens §§ 68-69 giver

mulighed for at idømme. Nedenfor i afsnit 3.3. redegøres for de

hovedtyper af foranstaltninger, som de pågældende bestemmelser

giver mulighed for at idømme.

Der henvises til betænkningen s. 20-21.

3.3. De forskellige typer foranstaltninger

3.3.1. Foranstaltninger over for sindssyge lovovertrædere

Foranstaltninger over for sindssyge lovovertrædere

fremtræder i tre hovedtyper - dom til anbringelse i hospital for

sindslidende, dom til behandling i eller under tilsyn af hospital for

sindslidende og dom til ambulant psykiatrisk behandling. Disse hovedtyper kan

varieres, f.eks. ved at der også indgår bestemmelse om tilsyn af

kriminalforsorgen.

En dom til anbringelse i hospital for sindslidende

indebærer, at den dømte skal opholde sig på hospital.

Udskrivning til ambulant behandling kan således kun ske efter

retskendelse, jf. straffelovens § 72, stk. 1.

En dom til behandling i eller under tilsyn af hospital for

sindslidende giver hospitalets overlæge kompetence til at udskrive den

dømte til behandling uden for hospitalet, herunder ambulant

behandling, og til at indlægge eller genindlægge den

pågældende på hospital. Endelig ophævelse af en

sådan foranstaltning kræver ligeledes retskendelse, jf.

straffelovens § 72, stk. 1.

En dom til ambulant behandling giver som udgangspunkt ikke

mulighed for hospitalsindlæggelse. Dommen kan imidlertid indeholde en

udtrykkelig bemyndigelse til at indlægge den pågældende

på hospital.

Det er i retspraksis antaget, at indlæggelse

ifølge en dom af den ovennævnte type efter

omstændighederne kræver godkendelse efter straffelovens

§ 72.

Valget af domstype beror på en afvejning af

sikkerheds- og behandlingshensyn. I vurderingen indgår dog også

proportionalitetshensyn. Den foranstaltning, der kommer på tale,

må således ikke være mere indgribende, end formålet

tilsiger.

Der henvises til betænkningen s. 21-23.

3.3.2. Foranstaltninger over for mentalt retarderede

lovovertrædere

Ved lov nr. 258 af 8. juni 1978 om ændring af lov om

social bistand med flere love (Særforsorgens udlægning mv.) blev

den særlige lovgivning om forsorgen for åndssvage og andre svagt

begavede ophævet med virkning fra den 1. januar 1980. Samtidig blev

denne forsorg ved lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af

åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv.

(udlægningsloven) lagt ud til kommunerne, amtskommunerne og

Københavns og Frederiksberg kommuner. Den pågældende

persongruppe er nu omfattet af de almindelige regler i lov nr. 454 af 10.

juni 1997 om social service.

I forbindelse med, at åndssvageforsorgen blev udlagt

til amtskommunerne, blev åndssvageloven af 1959 ophævet. En af

konsekvenserne af ophævelsen af denne lov var, at adgangen til

administrativt at iværksætte tvangsforanstaltninger over for

åndssvage faldt bort. Hovedsynspunktet bag ophævelsen af

tvangsreglerne var, at institutionsophold for psykisk udviklingshæmmede

bør være baseret på frivillighed, hvorfor særlige

tvangsregler over for denne persongruppe ikke fandtes ønskelige.

En anden følge af særforsorgens

udlægning var, at de lukkede institutioner blev nedlagt. Der findes i

dag kun én lukket institution for mentalt retarderede

lovovertrædere (»Kofoedsminde«), hvor der findes henholdsvis en

åben og en sikret afdeling. En dom til anbringelse på lukket

afdeling kan derfor i praksis nu alene fuldbyrdes i den sikrede afdeling

på »Kofoedsminde«.

Efter § 92, stk. 1, i lov om social service

(tidligere bistandslovens § 112) har amtskommunen pligt til at

sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer,

der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund

af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov

for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje,

omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov

på anden vis. Endvidere har amtskommunen pligt til at sørge for,

at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i

boformer til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige

funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig

behandlingsmæssig støtte, jf. lovens § 93, stk. 1, nr.

1.

For så vidt angår mentalt retarderede

lovovertrædere, suppleres de ovennævnte bestemmelser i

serviceloven af udlægningslovens § 6. Efter denne bestemmelse har

amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner pligt til at

modtage og føre tilsyn med personer, der efter retskendelse skal

underkastes mentalundersøgelse eller i henhold til dom, kendelse eller

vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal

anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap

eller undergives tilsyn, herunder tilsyn med mulighed for administrativ

anbringelse, jf. herved § 3 i lov nr. 274 af 15. april 1997 om

ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af

åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv.

Der er endvidere fastsat regler om amtskommunernes

modtagepligt i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 21.

december 1979 om pligt til at modtage åndssvage lovovertrædere

på bistandslovens døgninstitutioner for voksne med

vidtgående fysiske eller psykiske handicap under amtskommunerne samt om

særlige sikkerhedsforanstaltninger. Hertil føjes reglerne i

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 af samme dato med senere

ændringer om magtanvendelse mv. i institutioner for voksne med

vidtgående fysiske eller psykiske handicap, som er opretholdt ved

bekendtgørelse nr. 349 af 15. juni 1998 om magtanvendelse mv. i

botilbud efter lov om social service § 92 og § 93, stk. 1, nr.

1.

Som det fremgår, udøves forsorgen på

dette område nu efter de almindelige socialretlige regler om personer

med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Der kan ikke efter disse regler

mod den pågældendes vilje træffes bestemmelse om

iværksættelse af hjælpeforanstaltninger. Der kan endvidere

ikke uden den pågældendes samtykke ske institutionsanbringelse.

Er der afsagt dom om anbringelse i institution for personer med

vidtgående psykiske handicap, er særforsorgen som nævnt

forpligtet til at optage den pågældende på en

døgninstitution, jf. bekendtgørelse nr. 567 af 21. december

1979. Imidlertid giver bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 kun

begrænsede muligheder for at tilgodese retssikkerhedshensyn ved at

anbringe domfældte i lukket institution, dvs. en institution, der har

tilladelse til at holde yderdøre og vinduer konstant aflåst, jf.

herved bl.a. bekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Såfremt anklagemyndigheden og domstolene finder det

nødvendigt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, at en

mentalt retarderet lovovertræder opholder sig på lukket (sikret)

institution, må det derfor udtrykkeligt i dommen med hjemmel i

straffelovens § 68 bestemmes, at den pågældende skal

anbringes i lukket (sikret) institution.

Der henvises til betænkningen s. 23-27.

3.4. Retsplejelovens regler om behandling af sager vedrørende

foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69

3.4.1.

Sager, hvori der bliver spørgsmål

om dom til anbringelse i institution i medfør af straffelovens

§ 68, behandles som udgangspunkt for landsretten ved nævningeting,

jf. retsplejelovens § 687, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, nr.

2.

Efter retsplejelovens § 925 a, stk. 1, kan sagen

dog med anklagemyndighedens samtykke behandles ved byretten under medvirken

af domsmænd, såfremt sigtede i retten har afgivet en uforbeholden

tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt

foreliggende oplysninger, og i øvrigt samtykker i en sådan

behandling. Endvidere skal der altid, såfremt sigtede ikke selv har

valgt en forsvarer, være beskikket den pågældende en

forsvarer og være givet denne lejlighed til at gøre sig bekendt

med sagen, samtale med den sigtede og udtale sig over for retten, inden der

gøres tilførsel til retsbogen om sigtedes samtykke til sagens

pådømmelse ved byret. Såvel forsvareren som sigtede skal

være til stede, medens denne tilførsel sker.

Skønner retten, at betingelserne for at fremme

sagen efter retsplejelovens § 925 a, stk. 1, ikke er opfyldt, kan

den på ethvert tidspunkt beslutte at standse sagens behandling eller -

efter domsforhandlingens begyndelse - at afsige dom om sagens henvisning til

landsretten, jf. § 925 a, stk. 3.

3.4.2.

Efter retsplejelovens § 722,

stk. 1, nr. 7, kan tiltale i en sag helt eller delvis frafaldes bl.a. i

tilfælde, hvor dette følger af bestemmelser fastsat af

rigsadvokaten. I henhold til denne bestemmelse er der i bekendtgørelse

nr. 784 af 21. september 1992 givet regler om henholdsvis politimesterens og

statsadvokatens beføjelse til at frafalde tiltale.

Efter bekendtgørelsens § 2, nr. 4, kan

statsadvokaterne, når særlige omstændigheder ikke

gør sig gældende, frafalde tiltale i sager om

lovovertrædelser, begået af personer, der er undergivet

foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68 eller § 69.

Sager om kriminalitet, der begås, mens den domfældte er

undergivet en foranstaltning, behandles ofte efter denne bestemmelse,

medmindre det nye forhold er af en sådan karakter, at tiltale

bør rejses. Tiltale rejses således f.eks., hvor der kan

være grundlag for at nedlægge påstand om en mere

indgribende foranstaltning.

Efter retsplejelovens § 722, stk. 2, kan tiltale

i andre end de af stk. 1 omfattede tilfælde kun frafaldes, hvis

der foreligger særlig formildende omstændigheder eller andre

særlige forhold, og påtale ikke kan anses for

påkrævet af almene hensyn. Tiltalefrafald meddeles ikke helt

sjældent efter denne bestemmelse over for personer, hvis mentale

tilstand begrunder en afvigelse fra det sædvanlige

reaktionsmønster, og hvor særlige foranstaltninger ikke findes

påkrævede for at hindre gentagelse af kriminaliteten, da den

pågældende allerede er underkastet relevant lægelig

behandling.

Der henvises til betænkningen s. 19-20.

3.5. Kontrol med varigheden af tidsubestemte foranstaltninger

Som det fremgår af pkt. 3.2., er tidsubestemte

foranstaltninger efter straffelovens § 72 undergivet

domstolskontrol.

Efter pkt. 2 i Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/1997, jf.

pkt. 1.1.1. og 1.1.3. i Rigsadvokatens meddelelse nr. 7/1992, fører

statsadvokaterne kontrol med varigheden af idømte tidsubestemte

foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68. Rigsadvokaten

indhenter med jævne mellemrum en udtalelse fra vedkommende institution

om, hvorvidt foranstaltningen bør opretholdes, ændres eller

ophæves, jf. pkt. 4 i meddelelse nr. 2/1997.

Statsadvokaternes kontrol med varigheden af idømte

tidsubestemte foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68

indebærer i praksis normalt, at der én gang om året

indhentes en erklæring fra vedkommende institution om behovet for

opretholdelse af foranstaltningen. Såfremt den dømte,

institutionen eller bistandsværgen anmoder om

foranstaltningsændring, indbringes sagen - eventuelt efter

forelæggelse for Retslægerådet - for retten, hvorunder

anklagemyndigheden efter en konkret vurdering enten tilslutter eller

modsætter sig anmodningen. Fremsættes der ikke anmodning om

foranstaltningsændring, vurderer statsadvokaten på grundlag af

erklæringen fra institutionen og eventuelt efter forelæggelse for

Retslægerådet, om sagen af anklagemyndigheden bør

indbringes for retten med henblik på foranstaltningsændring. Heri

indgår proportionalitetshensyn. Såfremt der ikke ses at

være behov for ændring, vurderes spørgsmålet

på ny efter et år.

I anklagemyndighedens vurdering af

spørgsmålet om foranstaltningsændring indgår

således bl.a., hvilken tidsbestemt straf der ville være

idømt for det pågældende forhold. Ved denne vurdering skal

der imidlertid også tages hensyn til kriminalitetens art og grovhed

sammenholdt med den lægelige vurdering af risikoen for recidiv, jf.

straffelovens § 68.

Ud over det anførte om anklagemyndighedens kontrol

med varigheden af idømte foranstaltninger påhviler det

overlægen på vedkommende psykiatriske afdeling til stadighed at

påse, at frihedsberøvelse ikke anvendes i videre omfang end

nødvendigt, jf. herved psykiatrilovens § 21, stk. 1, som

efter bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 om personer indlagt

på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse

bl.a. finder anvendelse på den af § 16 omhandlede personkreds. I

de tilfælde, hvor frihedsberøvelsen beror på rettens

afgørelse, f.eks. fordi der er tale om en dom til anbringelse,

indebærer bestemmelsen, at overlægen i overensstemmelse med

sædvanlig praksis over for anklagemyndigheden kan tage initiativ til en

sag om foranstaltningsændring, når overlægen ikke

længere skønner, at denne anbringelsesform er

påkrævet. Er der i stedet tale om en dom til psykiatrisk

behandling, vil overlægen efter omstændighederne være

bemyndiget til ud fra behandlings- og retssikkerhedsmæssige hensyn at

træffe beslutning om udskrivning uden rettens mellemkomst.

Der henvises til betænkningen s. 27-30.

4. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Der er ikke holdepunkter i kontrolorganernes praksis for

at antage, at idømmelse af en tidsubestemt straf i form af livsvarigt

fængsel generelt er i strid med konventionens forbud mod umenneskelig

eller nedværdigende straf, jf. konventionens artikel 3 (se f.eks.

klagesag 7057/75, X. mod Tyskland, afgørelse af 13. maj 1976, DR 6 s.

127). Der kan heller ikke udledes noget krav af konventionens artikel 3 om,

at en person, der er idømt en tidsubegrænset straf i form af

livsvarigt fængsel eller en meget lang tidsbestemt frihedsstraf, har

krav på at kunne få prøvet lovligheden af den fortsatte

frihedsberøvelse (se f.eks. klagesag 15776/89, B., H. og L. mod

Østrig, afgørelse af 5. december 1989, DR 64 s. 264). Et

sådant krav kan heller ikke udledes af konventionens artikel 5,

stk. 4 (se f.eks. Wynne mod UK, dom af 18. juli 1994, Serie A nr.

294-A).

Hvis der derimod er tale om idømmelse af en straf,

der indebærer en frihedsberøvelse, som er begrundet i forhold,

der kan ændre sig med tiden, f.eks. hvis frihedsberøvelsen er

begrundet i den dømtes mentale tilstand eller det forhold, at den

dømte anses for at udgøre en fare for andre, følger det

af konventionens artikel 5, stk. 4, at den dømte med rimelige

intervaller skal have mulighed for at få prøvet lovligheden af

den fortsatte frihedsberøvelse (se f.eks. X. mod UK, dom af 5.

november 1981, Serie A nr. 46, Thynne, Wilson og Cunnell mod UK, dom af 25.

oktober 1990, Serie A nr. 190-A, og dommene Hussein og Singh mod UK, domme af

21. februar 1996, Reports 1996-I, s. 252 og 280). Hvis der ikke er en

sådan mulighed for prøvelse, vil dette efter

omstændighederne kunne udgøre en krænkelse af artikel 3

(se Hussein og Singh mod UK, domme af 21. februar 1996, Reports 1996-I, s.

252 og 280).

Bl.a. under hensyn til, at straffelovens § 72 giver

mulighed for med regelmæssige mellemrum at forlange

domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af en

idømt foranstaltning, der f.eks. medfører anbringelse på

hospital for sindslidende, kan anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger

næppe antages at rejse spørgsmål i forhold til

konventionens artikel 3 eller 5, stk. 4.

Der henvises til betænkningen s. 30-33.

5. Undersøgelsen af foranstaltningsdomme

5.1. Indledning

Straffelovrådet gennemførte til brug ved

overvejelserne om anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger efter

straffelovens § 68 og § 69 en undersøgelse af anvendelsen af

foranstaltningsdomme. Undersøgelsen er optaget som bilag 1 til

betænkningen.

Undersøgelsen sigter primært på at

belyse foranstaltningsdommenes varighed samt tidspunkt for og omfang af

prøvelser og domsændringer med henblik på at vurdere

konsekvenserne af Straffelovrådets fire modeller, jf. pkt. 7

nedenfor.

Undersøgelsen omfatter oplysninger, der er

indsamlet af Rigsadvokaten om 1444 igangværende foranstaltningsdomme.

Undersøgelsen omfatter tillige oplysninger om 523 ophævede

foranstaltningsdomme. Disse oplysninger stammer fra Kriminalregistret.

5.2. Kriminalitetens art, personkredsen samt foranstaltningens art

mv.

Af undersøgelsen fremgår, at mere end fire

femtedele af både de igangværende og de ophævede

foranstaltningsdomme vedrører seksualforbrydelser, voldsforbrydelser,

brandstiftelse eller røveri. Det er således primært

personfarlige forbrydelser, der er årsag til idømmelsen af

foranstaltninger.

Godt to tredjedele af både de igangværende og

de ophævede foranstaltningsdomme vedrører personer, der på

gerningstidspunktet var »utilregnelige på grund af sindssygdom eller

tilstande, der må sidestilles hermed«, mens ca. en femtedel af

foranstaltningsdommene har hjemmel i § 69. En tiendedel af dommene

vedrører mentalt retarderede personer, hvoraf langt de fleste

karakteriseres som »mentalt retarderede i lettere grad«. Kun 1 pct. af

samtlige foranstaltningsdomme vedrører »mentalt retarderede i

højere grad«.

For så vidt angår 7 pct. af

foranstaltningsdommene, er der alene truffet bestemmelse om tilsyn og/eller

ambulant behandling uden mulighed for indlæggelse. Der er i godt

en fjerdedel af foranstaltningsdommene truffet bestemmelse om tilsyn/ambulant

behandling med mulighed for indlæggelse/anbringelse (i disse

tilfælde foregår behandlingen som udgangspunkt uden for en

institution), og i godt halvdelen af dommene er der truffet bestemmelse om

behandling med mulighed for indlæggelse (i disse tilfælde

påbegyndes behandlingen som udgangspunkt i en institution). De

egentlige anbringelsesdomme udgør 13 pct. af de idømte

foranstaltninger, hvoraf de 11 pct. vedrører anbringelse i hospital

eller institution, mens 2 pct. vedrører anbringelse i sikret

afdeling/institution.

En femtedel af de personer, der har fået deres

foranstaltning ophævet, har under foranstaltningstiden fået

meddelt tiltalefrafald, mens det for personer med igangværende domme

drejer sig om knap en fjerdedel. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2.

om retsplejelovens regler om tiltalerejsning og tiltalefrafald.

5.3. Prøvelse, ændring og varighed af foranstaltningen

Undersøgelsen viser endvidere, at der i 15 pct. af

de ophævede foranstaltningsdomme er sket en prøvelse og/eller en

ændring af foranstaltningen inden dommens endelige ophævelse,

mens 19 pct. af de igangværende foranstaltningsdomme er blevet

prøvet og/eller ændret.

For så vidt angår de ophævede domme, har

foranstaltningen gennemsnitligt varet 4,3 år, med 3 måneder som

den korteste foranstaltningstid og 17 år som den længste. De

igangværende foranstaltningsdomme havde frem til

undersøgelsestidspunktet i gennemsnit varet i 3,9 år.

Undersøgelsen viser endvidere, at

foranstaltningstidens længde afhænger af foranstaltningens art,

således at jo mere indgribende foranstaltningen er, desto længere

er foranstaltningstiden. Herudover viser undersøgelsen, at

foranstaltningstiden afhænger af kriminalitetens art. Manddrab,

forsøg på manddrab, alvorlig og særlig alvorlig vold samt

alvorlige seksualforbrydelser er de former for kriminalitet, som

medfører de længste foranstaltningstider. Undersøgelsen

viser herudover, at også den dømtes mentale tilstand har en

sammenhæng med foranstaltningens varighed. De længste

foranstaltningstider vedrører således personer, der er mentalt

retarderede i sværere grad. Endelig ses også, at forekomsten af

tiltalefrafald har betydning for foranstaltningstidens udstrækning.

Således øges den tidsmæssige udstrækning af

foranstaltningsdommene med antallet af tiltalefrafald, der er givet under

foranstaltningen.

5.4. Forholdet mellem strafmaksimum og den tidsmæssige

udstrækning af foranstaltningen

Det er tillige ved undersøgelsen søgt

belyst, i hvilket omfang en foranstaltnings varighed overskrider det

strafmaksimum, der i straffeloven er fastsat for den pågældende

lovovertrædelse.

Undersøgelsen viser, at 32 pct. af samtlige

foranstaltningsdomme overskrider strafmaksimum for den lovovertrædelse,

som dommen vedrører. For så vidt angår de ophævede

domme alene, er dette tal 36 pct.

Af undersøgelsen fremgår herudover, at den

tidsmæssige udstrækning af foranstaltningsdomme særligt

hyppigt overskrider strafmaksimum for lovovertrædelsen i de

tilfælde, hvor strafmaksimum for den pågældende

lovovertrædelse er lav. For lovovertrædelser med et strafmaksimum

på 4 år eller derunder overskrider foranstaltningens længde

således strafmaksimum i mere end halvdelen af tilfældene.

5.5. Forholdet mellem strafmaksimum for lovovertrædelsen og

anbringelsestiden

Langt de fleste foranstaltningsdomme giver som ovenfor

anført alene mulighed for indlæggelse/anbringelse.

For at få et indtryk af, i hvilket omfang muligheden

for anbringelse udnyttes, er der i undersøgelsen af

foranstaltningsdomme indhentet særlige oplysninger om anbringelsestider

for et mindre, tilfældigt udsnit af sager inden for forskellige

kategorier.

Resultaterne af denne særundersøgelse viser,

at muligheden for indlæggelse eller anbringelse udnyttes i langt de

fleste tilfælde, men at indlæggelses- eller anbringelsestiderne

er yderst varierende. Afhængig af foranstaltningens art udgør

indlæggelses- eller anbringelsestiden fra 20 pct. til godt 40 pct. af

den tid, vedkommende har været underkastet en foranstaltning.

Undersøgelsen tyder endvidere på, at

såvel udnyttelsesgraden som indlæggelsestiden er mindst for de

mindst indgribende foranstaltningsdomme. Frem til

undersøgelsestidspunktet havde indlæggelses- eller

anbringelsestiden overskredet strafferammen for lovovertrædelsen for 3

af de 71 personer i særundersøgelsen. Det bemærkes, at

nogle indlæggelser eller anbringelser antagelig er frivillige.

I særundersøgelsen belyses endvidere

anbringelsestiderne for de personer, der er dømt til anbringelse. I de

fleste tilfælde er anbringelsestiderne under 6 år. Knap en

fjerdedel af anbringelserne varer 6 år eller længere. En

væsentlig del af anbringelsesdommene vedrører

lovovertrædelser, der kan medføre fængsel for livstid. Det

er især i disse tilfælde, at anbringelserne har været

langvarige. For de tilfælde, hvor der i straffeloven er fastsat et

tidsbestemt strafmaksimum for en lovovertrædelse, fremgår det af

undersøgelsen, at anbringelsestiden overskrider strafmaksimum for

lovovertrædelsen i 26 sager i alt, dvs. i 10 pct. af de domme, hvor

personen dømmes til anbringelse. I forhold til samtlige

foranstaltningsdomme drejer det sig om 1,3 pct.

Der henvises i øvrigt til betænkningens bilag

1.

6. Straffelovrådets fire modeller

Straffelovrådet har i betænkningen opstillet 4

forskellige modeller. Disse modeller gennemgås i det

følgende.

6.1. Model 1

Straffelovrådets forslag til model 1

indebærer, at der - hvis en foranstaltning efter § 68 eller

§ 72, jf. § 68, medfører, at den dømte skal anbringes

i institution, eller giver mulighed herfor - skal fastsættes en

længstetid på 5 år for denne foranstaltning.

Længstetiden omfatter også foranstaltninger, som senere

fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en

lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige

omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved

kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år.

I de ovennævnte tilfælde fastsættes dog

i almindelighed ingen længstetid, hvis den dømte findes skyldig

i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse,

trusler af den i straffelovens § 266 nævnte art, brandstiftelse,

voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i

forsøg på en af de nævnte forbrydelser. Er der ikke

fastsat en længstetid, indbringer anklagemyndigheden

spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af

foranstaltningen for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre

spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de

sidste to år. Derefter forelægges spørgsmålet for

retten mindst hvert andet år.

Ved andre foranstaltninger end de ovennævnte

fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der ikke kan

overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten

efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge

længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5

år. Som eksempel på en sådan foranstaltning kan

nævnes en foranstaltning, der alene indebærer tilsyn, og som ikke

er en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der har

medført institutionsanbringelse eller mulighed herfor.

For så vidt angår personer, der omfattes af

den gældende bestemmelse i straffelovens § 69, stk. 1,

indebærer model 1, at der for foranstaltninger, som medfører

institutionsanbringelse eller mulighed herfor, også skal

fastsættes en længstetid på 5 år for

foranstaltningen. Endvidere skal der som hidtil fastsættes en

længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1

år. Længstetiden på 5 år omfatter også

foranstaltninger, som senere fastsættes efter straffelovens § 72,

jf. § 69, stk. 1, og § 68, 2. pkt., og som medfører en

lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige

omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved

kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år for

foranstaltningen eller en ny længstetid for opholdet.

I de ovennævnte tilfælde fastsættes dog

i almindelighed ingen længstetid for foranstaltningen, hvis den

dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse,

alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i straffelovens § 266

nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig

sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de

nævnte forbrydelser. Reglerne om domstolsprøvelse af

spørgsmålet om opretholdelse af de foranstaltninger, der efter

model 1 kan fastsættes på ubestemt tid i forhold til personer,

der omfattes af straffelovens § 68, jf. ovenfor, finder tilsvarende

anvendelse på spørgsmålet om opretholdelse af

tidsubestemte foranstaltninger, der efter model 1 kan fastsættes

på ubestemt tid i forhold til dømte, der omfattes af

straffelovens § 69, stk. 1.

Ved andre foranstaltninger end de ovennævnte

indebærer model 1, at der skal fastsættes en længstetid for

foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Under særlige

omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved

kendelse forlænge længstetiden. Den samlede tid for

foranstaltningen kan ikke overstige 5 år. Som eksempel på en

sådan foranstaltning kan nævnes en foranstaltning, der alene

medfører pligt til at følge et ambulant

behandlingsforløb, og som ikke er en lempelse af en tidligere

tidsbegrænset foranstaltning, der har medført

institutionsanbringelse eller mulighed herfor.

Herudover medfører model 1, at anklagemyndighedens

pligt til at påse, at en foranstaltning efter straffelovens

§§ 68-70 ikke opretholdes i længere tid og i videre omfang end

nødvendigt lovfæstes i § 72. Endvidere foretages visse

redaktionelle ændringer i den gældende bestemmelse i

straffelovens § 72, stk. 2, så det bl.a. kommer til at

fremgå, at adgangen til at forlange domstolsprøvelse af

spørgsmålet om opretholdelse af den fastsatte foranstaltning i

første række tilkommer den dømte og den

pågældendes bistandsværge.

Der henvises til betænkningen s. 10-12 og 60-67.

6.2. Model 2

Straffelovrådets model 2 adskiller sig fra model 1

ved at anvende et snævrere kriterium for den kriminalitet, der kan

danne grundlag for at fastsætte en foranstaltning på ubestemt tid

i form af institutionsanbringelse eller mulig institutionsanbringelse. I

forhold til model 1 begrænses således (1) røveri til groft

røveri, (2) trusler af den i straffelovens § 266 nævnte art

til grove trusler af den i § 266 nævnte art samt (3)

brandstiftelse til brandstiftelse, som omfattes af straffelovens

§ 180.

Model 2 indebærer endvidere, at der i forhold til

den gældende bestemmelse i straffelovens § 70 om forvaring

anvendes et snævrere kriterium for den kriminalitet, der efter model 2

kan danne grundlag for anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger.

Personer, der omfattes af straffelovens § 68, kan også være

omfattet af straffelovens § 70. En gennemførelse af model 2 kan

derfor rejse spørgsmål om ændring af straffelovens

§ 70.

I øvrigt svarer bestemmelserne i model 2 til

bestemmelserne i model 1.

Der henvises til betænkningen s. 12 og 68-69.

6.3. Model 3

I model 3 ændres fristen i den gældende

bestemmelse i straffelovens § 72, stk. 1, for bl.a. den

dømtes adgang til at indbringe spørgsmålet om

ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen fra et halvt

til et år. Samtidig indføres pligt for anklagemyndigheden til at

indbringe spørgsmålet om ændring eller endelig

ophævelse af den idømte foranstaltning for retten 3 år

efter afgørelsen og derefter hvert andet år, medmindre

spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse

forinden har været prøvet efter modellens § 72, stk. 2

(den gældende § 72, stk. 1).

Ved model 3 opretholdes i modsætning til model 1 og

2 den gældende ordning, hvorefter foranstaltninger efter straffelovens

§ 68 og (i det væsentlige også) efter § 69

fastsættes på ubestemt tid. Modstykket hertil er, at model 3

sikrer, at der sker domstolsprøvelse af spørgsmålet om

opretholdelse af den fastsatte foranstaltning inden for bestemte frister,

medmindre spørgsmålet forinden har været forelagt for

retten f.eks. på den dømtes initiativ i medfør af

modellens § 72, stk. 2 (den gældende § 72,

stk. 1).

Der henvises til betænkningen s. 12 og 69-70.

6.4. Model 4

I model 4 er der i modsætning til model 3 fastsat

forskellige frister for anklagemyndighedens pligt til at indbringe

spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af

foranstaltningen for retten.

Således skal spørgsmålet om

ændring eller endelig ophævelse af en foranstaltning, der

medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, efter model 4

indbringes for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre

spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de

sidste to år. Derefter skal spørgsmålet forelægges

for retten mindst hvert andet år.

Ved andre foranstaltninger skal spørgsmålet

om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen indbringes

for retten 3 år efter afgørelsen og derefter hvert andet

år. Dette gælder dog ikke, hvis spørgsmålet om

ændring eller endelig ophævelse forinden har været

prøvet f.eks. på den dømtes initiativ efter reglerne i

modellens § 72, stk. 2 (den gældende § 72,

stk. 1).

Der henvises til betænkningen s. 13 og 71-72.

7. Konsekvenserne af en gennemførelse af modellerne

Som led i den undersøgelse af foranstaltningsdomme,

der er beskrevet under pkt. 5, er der foretaget beregninger af konsekvenserne

af en gennemførelse af de 4 modeller.

Beregningerne tager udgangspunkt i oplysningerne

vedrørende de ophævede domme, idet det er nødvendigt at

have kendskab til den samlede foranstaltningstid for at kunne vurdere

konsekvenserne af modellerne.

For at få et så realistisk og overskueligt

billede som muligt er de beregnede konsekvenser af modellerne relateret til

den forventede årlige tilgang af foranstaltningsdomme. Det forventede

antal nye årlige foranstaltningsdomme er på baggrund af det

foreliggende undersøgelsesmateriale sat til 300.

Af undersøgelsen fremgår, at det ved en

gennemførelse af model 1 ved en årlig tilgang på

300 foranstaltningsdomme vil kunne forventes, at disse vil fordele sig med 30

domme, der vil få en længstetid på 3 år, hvoraf 11

domme kan forventes at blive afkortede i forhold til gældende praksis

(10, hvis tiltalefrafald får forlængende virkning).

114 domme vil få en længstetid på 5

år, og heraf kan 25 domme forventes at blive afkortede i forhold til

gældende praksis (18, hvis tiltalefrafald i alle tilfælde

får forlængende virkning).

Endelig vil 156 foranstaltningsdomme skulle prøves

senest 5 år efter dommen og derefter hvert andet år. Ud af disse

156 foranstaltningsdomme kan det forventes, at 61 vil strække sig ud

over 5 år. Disse skal sammenlagt prøves ca. 91 gange inden den

endelige ophævelse af foranstaltningen.

Ved en gennemførelse af model 2 kan det ved

en årlig tilgang på 300 foranstaltningsdomme forventes, at der ud

af disse domme vil være 30 foranstaltningsdomme med en længstetid

på 3 år. Ud af disse 30 foranstaltningsdomme kan 11 forventes at

blive afkortede i forhold til gældende praksis (10, hvis tiltalefrafald

får forlængende virkning).

Ud af de 300 foranstaltningsdomme vil 196 få en

længstetid på 5 år, og heraf må 52 domme forventes at

blive afkortede i forhold til gældende praksis (39, hvis tiltalefrafald

i alle tilfælde får forlængende virkning).

Endelig kan det forventes, at 74 foranstaltningsdomme vil

skulle prøves senest 5 år efter dommen, og derefter hvert andet

år. Ud af disse 74 foranstaltningsdomme vil 61 vare i mere end 5

år. Disse skal sammenlagt prøves ca. 67 gange inden den endelige

ophævelse af foranstaltningen.

Ved en gennemførelse af model 3 kan man ved

en årlig tilgang på 300 foranstaltningsdomme forvente, at alle

300 domme vil være omfattet af modellen, og at 176 af disse vil vare

mere end 3 år. Disse 176 foranstaltningsdomme vil sammenlagt skulle

prøves ca. 299 gange inden den endelige ophævelse af

foranstaltningen.

Ved en gennemførelse af model 4 vil man ved

en årlig tilgang på 300 nye domme kunne forvente, at 270

foranstaltningsdomme vil skulle prøves senest 5 år efter dommen

og derefter hvert andet år. Ud af disse 270 foranstaltningsdomme vil 86

udstrækkes ud over 5 år. Disse skal sammenlagt prøves ca.

133 gange inden den endelige ophævelse af foranstaltningen.

Endvidere vil man kunne forvente, at 30

foranstaltningsdomme vil skulle prøves for første gang senest 3

år efter dommen og derefter hvert andet år. Ud af de 30

foranstaltningsdomme må det forventes, at 11 vil strække sig ud

over 3 år. Disse vil sammenlagt skulle prøves ca. 19 gange inden

den endelige ophævelse af foranstaltningen.

Der henvises til betænkningen s. 72-78.

8. Retslægerådets udtalelse

Straffelovrådet modtog til brug for overvejelserne

om en eventuel gennemførelse af tidsbegrænsning af

foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 en udtalelse af

12. april 1999 fra Retslægerådet. Udtalelsen er optaget som bilag

2 i betænkningen.

Retslægerådet henviser i sin udtalelse

indledningsvis til Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de

strafferetlige foranstaltninger, hvori Retslægerådets udtalelse

af 24. august 1972 til Straffelovrådet er gengivet.

Retslægerådet angiver, at rådet fortsat kan tilslutte sig

den grundlæggende opfattelse, som Straffelovrådet gav udtryk for

på s. 40 i betænkningen, hvor det hedder: «... at anvendelse af

tidsubestemte foranstaltninger i § 16 tilfælde stemmer bedst med

de forebyggende og terapeutiske retningslinier, som præger disse

afgørelser.«

Retslægerådet henviser endvidere til

betænkning nr. 955/1982 om foranstaltninger over for åndssvage og

andre svagt begavede lovovertrædere afgivet af en arbejdsgruppe nedsat

af Justitsministeriet. Retslægerådet angiver i sin udtalelse, at

rådet fortsat kan henholde sig til den udtalelse fra

Retslægerådet, som denne betænkning indeholder, og

således tilslutte sig flertallets konklusion, hvoraf bl.a.

fremgår: «... der bør ikke fastsættes tidsfrister for

gennemførelse af det lægelige og forsorgsmæssige

behandlingsarbejde over for åndssvage. En regel om tidsmaksimering

indebærer også den risiko, at der i praksis sker en

sammenblanding af behandlingsmæssige og strafmæssige

synspunkter.«

Retslægerådet anfører i sin udtalelse

af 12. april 1999, at de i udtalelsen citerede synspunkter om mentalt

retarderede efter Retslægerådets opfattelse tillige gør

sig gældende over for sindssyge lovovertrædere.

Herudover anfører Retslægerådet, at det

er rådets opfattelse, at et så principielt vidtgående

skridt som at indføre en form for tidsmaksimering af

særforanstaltninger, idømt efter straffelovens § 68 og

§ 69, ikke alene bør baseres på retspolitiske synspunkter

og statistiske oplysninger, men også på grundige empiriske

undersøgelser.

Af udtalelsen fremgår sammenfattende, at

Retslægerådets principielle synspunkt fortsat er, at

særforanstaltninger idømt efter straffelovens § 68 og

§ 69 bør være tidsubestemte, gerne således at der

indføres nogle bestemmelser om en mere regelmæssig

domstolsprøvelse af, om en idømt foranstaltning bør

ændres eller ophæves (model 3 eller 4)

For så vidt angår Straffelovrådets model

1 og 2 bemærker Retslægerådet i sin udtalelse, at den

inddeling i forskellige kriminalitetstyper, der opereres med i de to

modeller, er af juridisk karakter og ikke relevant for en

lægevidenskabelig vurdering af, hvor længe en

særforanstaltning bør opretholdes.

Endelig peger Retslægerådet i sin udtalelse

på, at indførelse af proportionalitetsmæssige synspunkter

ved anvendelse af særforanstaltninger ikke blot vil forkorte visse

særforanstaltninger, men også modsat vil kunne give anledning

til, at særforanstaltninger idømt for grove forbrydelser

opretholdes længere, end der behandlingsmæssigt er grundlag for.

En sådan udvikling finder Retslægerådet såvel

lægefagligt som lægeetisk særdeles problematisk.

Der henvises i øvrigt til betænkningens bilag

2.

9. Straffelovrådets overvejelser

9.1. Ændret kompetenceordning

Straffelovrådet har indledningsvis overvejet, om der

er grundlag for at foreslå straffelovens §§ 68, 69 og 72

ændret med henblik på at indskrænke rettens kompetence til

at angå spørgsmålet om udelukkelse af straf, og at lade

spørgsmålet om fastsættelse, ændring og ophør

af foranstaltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere bero

på en administrativ afgørelse på grundlag af regler uden

for straffeloven. Straffelovrådet peger på, at det til fordel for

en sådan ordning bl.a. kan anføres, at den ville være

bedre end den nuværende ordning til at sikre, at der gennemføres

en ensartet bedømmelse af kriminelle og ikke-kriminelle sindssyge og

mentalt retarderede mv., idet spørgsmålet om fastsættelse

af foranstaltninger også for så vidt angår de kriminelle

sindssyge og mentalt retarderede ville skulle afgøres efter regler

uden for straffeloven.

Straffelovrådet peger i den forbindelse på, at

der på den anden side, hvis retten alene havde den funktion at frifinde

for straf, i mange tilfælde ikke ville være nogen anden

myndighed, som kunne iværksætte foranstaltninger som de i

§ 68 nævnte, idet der kun i begrænset omfang findes regler

uden for straffeloven om tvangsmæssig indgriben overfor psykisk

afvigende personer.

En ændret kompetenceordning ville således

indebære enten en væsentlig begrænsning af de

foranstaltninger, som straffelovens § 68 i dag giver mulighed for at

fastsætte med henblik på at forebygge yderligere

lovovertrædelser, eller at der samtidig skal gennemføres meget

betydelige ændringer i grundprincipperne for den øvrige

lovgivning om mentalt retarderede og sindssyge.

Straffelovrådet peger endvidere på, at der er

betydelige fordele forbundet med den nuværende ordning, hvorefter

afgørelsen om foranstaltninger træffes under straffesagen.

Straffelovrådet peger i den forbindelse bl.a. på, at vurderingen

af tiltaltes farlighed og behandlingsbehov sker i tilknytning til

bedømmelsen af den kriminalitet, som gør

spørgsmålet om foranstaltninger aktuelt. I de tilfælde,

hvor straffriheden beror på en fakultativ regel, har retten ved sin

afgørelse adgang til at tage i betragtning, hvilke andre muligheder

der kan komme på tale med hensyn til den retlige reaktion.

Straffelovrådet finder, at det fortsat må

betragtes som en fordel, at retten har adgang til at anvende

foranstaltninger, som reglerne uden for straffeloven ikke giver mulighed for

at iværksætte mod den pågældendes ønske. Det

er Straffelovrådets opfattelse, at der, hvis dette ikke var

tilfældet, ville være behov for at anvende betinget dom. Herved

ville man i mange tilfælde kunne give dommen et indhold, som er

afpasset den dømtes særlige forudsætninger, men de

opstillede vilkår ville ikke kunne håndhæves umiddelbart.

Det ville også efter Straffelovrådets opfattelse i hvert fald

for så vidt angår den af § 16 omfattede personkreds, der

frifindes for straf - være principstridigt at anvende en domsform, som

forudsætter, at den dømte kan ifalde straf og indsættes

til straffuldbyrdelse i tilfælde af overtrædelse af de fastsatte

vilkår.

Endelig er det Straffelovrådets opfattelse, at

betingelserne for og fremgangsmåden ved indgreb ikke

nødvendigvis bør udformes på samme måde over for

kriminelle og ikke-kriminelle, ligesom det forhold, at psykisk afvigelse hos

den pågældende allerede har givet sig udslag i kriminalitet,

bevirker, at der er særlig anledning til at overveje, hvilke

foranstaltninger der er hensigtsmæssige til forebyggelse af

kriminalitet.

På den baggrund finder Straffelovrådet ikke,

at der er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå ændringer,

hvorefter rettens kompetence indskrænkes til at angå

spørgsmålet om udelukkelse af straf, og at lade

spørgsmålet om bl.a. fastsættelse af foranstaltninger bero

på en administrativ afgørelse.

Der henvises til betænkningen s. 54-57.

9.2. Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens

§ 68 og § 69

For så vidt angår tidsbegrænsning af

foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69, har

Straffelovrådet overvejet de fire modeller, der er beskrevet i pkt. 6

ovenfor.

På baggrund af den beregning af de konsekvenser, som

en gennemførelse af modellerne vil have (se pkt. 7), er det

Straffelovrådets opfattelse, at en gennemførelse af model 3 og 4

må forventes at blive ressourcekrævende.

Straffelovrådet finder, at selv om

ressourcemæssige hensyn principielt ikke skal være

afgørende for valget af model, vil det dog være unaturligt ikke

at inddrage dette aspekt i overvejelserne. Straffelovrådet henviser i

den forbindelse til, at en ordning kan være så bekostelig i

forhold til det, der opnås herved, at det må overvejes, om det,

der tilsigtes opnået, kan opnås på anden måde.

Straffelovrådet har endvidere overvejet, om hensynet

til en vis forudsigelighed ved anvendelse af de omhandlede foranstaltninger

kan forenes med hensynet til at sikre, at personer, der er frifundet for

straf efter straffelovens § 16 eller er omfattet af straffelovens

§ 69, stk. 1, bliver undergivet en foranstaltning, så

længe det må anses for formålstjenligt for at forebygge

yderligere lovovertrædelser.

Straffelovrådets model 1 og 2 er et resultat af

disse overvejelser. Det er i den forbindelse Straffelovrådets

opfattelse, at reglerne i § 68 og § 69 og dermed de

afgørelser, der skal træffes i medfør af disse

bestemmelser, hviler ikke alene på lægefaglige vurderinger, men

tillige på juridiske og retspolitiske hensyn.

For så vidt angår model 1 er det - på

baggrund af undersøgelsen af modellens konsekvenser -

Straffelovrådets opfattelse, at en gennemførelse af modellen

ikke vil medføre omfattende ændringer af den gældende

retstilstand med hensyn til foranstaltningsdommenes varighed. En

gennemførelse af model 1 vil efter Straffelovrådets opfattelse

samtidig sikre, at der gennemføres regelmæssig domstolskontrol

med de foranstaltninger, som også efter model 1 skal kunne

fastsættes på ubestemt tid.

Straffelovrådet finder ikke, at en

gennemførelse af model 1 og 2 - som anført af

Retslægerådet - kan give anledning til, at foranstaltninger

idømt for grove forbrydelser opretholdes i længere tid, end der

behandlingsmæssigt er grundlag for, idet model 1 og 2 ikke tilsigter at

ændre betingelserne i straffelovens § 72, jf. § 68, for at

opretholde en foranstaltning.

Straffelovrådet er enig med

Retslægerådet i, at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger

over for den personkreds, der omfattes af straffelovens § 68 og

§ 69, stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinier,

som præger disse afgørelser. Straffelovrådet er derfor

enig i, at indførelse af tidsgrænser derfor ikke umiddelbart

lader sig gennemføre, uden at hensigten med at henlægge

reaktionen på kriminalitet til det psykiatriske og

forsorgsmæssige system i et vist omfang forspildes.

Det er imidlertid Straffelovrådets opfattelse, at

det giver anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, at

undersøgelsen af foranstaltningsdomme har vist, at foranstaltninger

iværksat på baggrund af mindre alvorlige forbrydelser i nogle

tilfælde har været ganske langvarige, uden at dette synes

begrundet i vedkommendes farlighed.

På den baggrund finder Straffelovrådet, at der

er grundlag for at indføre en tidsbegrænsning af

foranstaltninger, der medfører eller kan medføre

institutionsanbringelse, således at der bliver mulighed for

forlængelse af foranstaltningerne under særlige

omstændigheder.

Straffelovrådet finder, at betænkelighederne

ved at udstrække en ordning med tidsbegrænsning af

foranstaltninger til også at omfatte sindssyge eller andre psykisk

afvigende kriminelle, der har begået personfarlig kriminalitet, med de

eksisterende muligheder inden for det almindelige behandlingsmæssige og

forsorgsmæssige system er for store. Straffelovrådet finder

derfor, at der alene er grundlag for at indføre en

tidsbegrænsning af foranstaltninger, der medfører eller kan

medføre institutionsanbringelse, når foranstaltningen

vedrører kriminalitet, der ikke kan anses for personfarlig.

Herudover er det Straffelovrådets opfattelse, at der

kan anføres gode grunde til, at en psykisk afvigende person ikke som

følge af mindre alvorlig kriminalitet, f.eks. et tyveri, bør

kunne fastholdes i en foranstaltning i form af tilsyn mv. uden mulighed for

institutionsanbringelse ud over en vis rimelig tid, idet

spørgsmålet om iværksættelse af foranstaltninger i

så fald mere naturligt bør løses i det almindelige

behandlingsmæssige og forsorgsmæssige regi.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil en

gennemførelse af model 1 med den heri indeholdte afgrænsning af

personfarlig/ikke personfarlig kriminalitet som nævnt ikke

medføre omfattende ændringer af den gældende retstilstand

med hensyn til anvendelse af foranstaltningsdommene. Efter rådets

opfattelse vil en gennemførelse af model 2 imidlertid rejse

spørgsmål om ændring af anvendelsesområdet for

forvaring i straffelovens § 70, hvilket må frarådes.

Straffelovrådet foretrækker på den baggrund model 1 fremfor

model 2.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at en

gennemførelse af model 1 reelt ikke vil indebære et

afgørende brud med de synspunkter, som de gældende regler bygger

på, hvorefter anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger over for den

personkreds, som omfattes af straffelovens § 68 og § 69, stemmer

bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinier, som præger

disse afgørelser.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at en

gennemførelse af model 1 samtidig vil kunne imødekomme hensynet

til - i hvert fald en vis - forudsigelighed ved anvendelse af

foranstaltninger efter § 68 og § 69. Herudover er det

Straffelovrådets opfattelse, at der med model 1 sikres

regelmæssig domstolskontrol med foranstaltninger, der som følge

af personfarlig kriminalitet fastsættes på ubestemt tid. Herved

undgås tilfælde som påvist i undersøgelsen af

foranstaltningsdomme, hvor foranstaltningen undertiden har varet mere end 5

år, uden at nogen i medfør af straffelovens § 72 har taget

initiativ til domstolsprøvelse af spørgsmålet om

opretholdelse af foranstaltningen.

Straffelovrådet finder endvidere, at model 1 i

forhold til model 3 og 4 yderligere rummer den fordel, at domstolene ikke

skal inddrages i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder, at

foranstaltningen bør ophæves ved længstetidens

udløb, og hvor der derfor ikke er retssikkerhedsmæssige grunde

til at kræve domstolenes medvirken.

Endelig er Straffelovrådet af den opfattelse, at

model 1 sikrer, at der ikke forekommer tilfælde, hvor foranstaltninger

i form af tilsyn mv. uden mulighed for institutionsanbringelse varer ud over

en rimelig tid, og hvor det forekommer mere nærliggende, at

spørgsmålet om fortsatte foranstaltninger løses i socialt

regi.

Sammenfattende finder Straffelovrådet det rigtigt og

forsvarligt at foreslå, at der gennemføres en

tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og

§ 69 i overensstemmelse med model 1.

Der henvises til betænkningen s. 80-86.

10. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er af de af Straffelovrådet

anførte grunde enig i, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag

for at foreslå straffeloven ændret, således at rettens

kompetence alene angår spørgsmålet om udelukkelse af

straf, og således at spørgsmålet om fastsættelse,

ændring og ophør af foranstaltninger over for psykisk afvigende

lovovertrædere beror på en administrativ afgørelse.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at det ikke kan

forventes, at en gennemførelse af model 3 eller 4 vil medføre

en væsentlig begrænsning af varigheden eller intensiteten af de

idømte foranstaltninger, men at det derimod på baggrund af

undersøgelsen af konsekvenserne af modellerne må forventes, at

disse modeller vil blive ressourcekrævende.

Justitsministeriet er for så vidt enig med

Retslægerådet i, at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger

over for den personkreds, der omfattes af straffelovens § 68 og

§ 69, stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinier,

som præger disse afgørelser.

Justitsministeriet finder dog ligesom

Straffelovrådet, at der kan være grund til at gennemføre

en vis tidsbegrænsning af foranstaltningerne.

Det er samtidig Justitsministeriets opfattelse, at

hensynet til retshåndhævelse og forebyggelse af kriminalitet

taler for, at en sådan tidsbegrænsning som udgangspunkt ikke

bør udstrækkes til foranstaltninger, der vedrører

personfarlig kriminalitet.

Justitsministeriet kan således tilslutte sig

Straffelovrådets forslag om, at der gennemføres en

tidsbegrænsning af foranstaltninger, der vedrører kriminalitet,

der ikke er personfarlig. Justitsministeriet er endvidere enig i

Straffelovrådets forslag om, at foranstaltninger, der vedrører

personfarlig kriminalitet, i almindelighed ikke tidsbegrænses.

Justitsministeriet er - i lighed med Straffelovrådet

- af den opfattelse, at en gennemførelse af Straffelovrådets

model 1 vil kunne imødekomme hensynet til i hvert fald en vis

forudsigelighed ved anvendelse af foranstaltninger efter straffelovens

§ 68 og § 69, uden at modellen indebærer et afgørende

brud med de synspunkter som de gældende regler bygger på.

Endvidere er Justitsministeriet enig i, at en gennemførelse af model 1

vil sikre en regelmæssig domstolskontrol med de foranstaltninger, der

fastsættes på ubestemt tid.

Som det fremgår af afsnit 12 nedenfor, har

betænkning nr. 1372/1999 været sendt til høring hos en

række myndigheder og organisationer. Hovedparten af de hørte,

herunder Rigsadvokaten, Politimesterforeningen, retspræsidenterne og

Dommerforeningen har ikke bemærkninger til betænkningen og

forslaget om en tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens

§ 68 og § 69 i overensstemmelse med betænkningens model

1.

På den anden side er navnlig Det Centrale

Handicapråd i deres høringssvar kritiske over for

betænkningen. I høringssvaret anføres bl.a., at

foranstaltninger over for psykisk udviklingshæmmede bør

udmåles på linie med straffe til ikke-udviklingshæmmede,

så de kan få »det samme pønale præg og

forudsigelighed«.

Justitsministeriet er ikke enig i, at foranstaltninger

over for bl.a. psykisk udviklingshæmmede skal have pønalt (dvs.

strafmæssigt) præg. En sådan ordning ville være et

helt grundlæggende brud med de principper, som den danske

straffelovgivning bygger på. Her er grundtanken netop, at disse

personer skal frifindes for straf og i stedet - om nødvendigt -

idømmes foranstaltninger af behandlingsmæssig karakter.

På den anførte baggrund finder

Justitsministeriet, at der bør gennemføres en ændring af

straffelovens bestemmelser om foranstaltninger i overensstemmelse med

Straffelovrådets forslag (model 1).

11. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget vil medføre en vis merbelastning af

domstolene som følge af, at der jævnligt skal ske

domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af

foranstaltninger, der efter § 68, stk. 2, 1. pkt., er fastsat

på ubestemt tid.

Merudgifterne skønnes at være af

begrænset størrelse og vil kunne afholdes inden for de

gældende bevillingsmæssige rammer.

Samlet set skønnes lovforslaget herefter ikke at

medføre merudgifter for det offentlige af betydning, ligesom

lovforslaget ikke skønnes at have administrative konsekvenser for det

offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

12. Hørte myndigheder mv.

Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999

om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og

§ 69 har været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og

Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,

Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, Kriminalforsorgsforeningen, Dansk

Fængselsforbund, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Foreningen af

Fængselsinspektører, Advokatrådet,

Retslægerådet, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk

Psykiatrisk Selskab, Danske Psykiatere og Børnepsykiateres

Organisation, Dansk Psykologforening, Landsforeningen af

Patientrådgivere og Bistandsværger, Hovedstadens

Sygehusfællesskab, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Det Danske Center for

Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Det Centrale

Handicapråd, Center for Ligebehandling af Handicappede, De Samvirkende

Invalideorganisationer, Landsforeningen Pårørende til

Sindslidende, Landsforeningen LEV, Landsforeningen Sind og

Galebevægelsen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler

sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (straffelovens § 68 a)

Efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a,

stk. 1, 1. pkt., skal der, hvis en foranstaltning efter § 68

eller § 72, jf. § 68, medfører, at den dømte skal

anbringes i institution, eller giver mulighed herfor, fastsættes en

længstetid på 5 år for denne foranstaltning. Bestemmelsen

er ny i forhold til gældende ret, hvorefter foranstaltninger efter

§ 68 og § 72, jf. § 68, fastsættes på ubestemt

tid. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i alle

tilfælde skal fastsættes en længstetid på 5 år.

Dette udelukker ikke, at der forinden udløbet af længstetiden i

medfør af straffelovens § 72 træffes afgørelse om

ændring eller ophævelse af foranstaltningen. Har den

dømtes forhold i foranstaltningstiden ændret sig, så den

idømte foranstaltning ikke længere kan anses for

påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, og

kan der ikke peges på andre foranstaltninger, der kan anses for

formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser,

skal den pågældende foranstaltning ophæves, jf.

straffelovens § 72, jf. § 68, 1. pkt.

Foranstaltningens længstetid omfatter både

varigheden af selve foranstaltningen og varigheden af institutionsophold, som

foranstaltningen medfører eller kan medføre. I de

tilfælde, hvor afgørelsen ikke medfører

institutionsanbringelse, men alene giver mulighed herfor, kan opholdet i

institutionen ikke udstrækkes længere end foranstaltningen.

Med ordet »institution« sigtes til hospital for

sindslidende, institution for personer med vidtgående psykiske handicap

og andre institutions- eller institutionslignende forhold, f.eks. anbringelse

i familiepleje eller på psykiatrisk plejehjem.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a,

stk. 1, 2. pkt., omfatter længstetiden også

foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68,

og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning.

Med ordet »lempelse« sigtes for så vidt angår

en hidtidig foranstaltning, der har medført institutionsanbringelse,

til en senere foranstaltning, der alene giver mulighed for

institutionsanbringelse eller f.eks. tilsyn uden mulighed for

institutionsanbringelse. For så vidt angår en hidtidig

foranstaltning, der har givet mulighed for institutionsanbringelse, sigtes

til en senere foranstaltning, der ikke giver mulighed for

institutionsanbringelse, men f.eks. alene indebærer tilsyn.

Ændres en hidtidig foranstaltning, der har givet

mulighed for institutionsanbringelse, senere til en foranstaltning, der

medfører institutionsanbringelse, indebærer ændringen en

skærpelse i forhold til den dømte, idet foranstaltningen

medfører, at den dømte skal opholde sig på institutionen.

For en sådan foranstaltning skal der derfor fastsættes en

længstetid på 5 år efter den foreslåede bestemmelse i

§ 68 a, stk. 1, 1. pkt. Det samme gælder, såfremt en

foranstaltning, der oprindeligt har medført institutionsanbringelse og

senere er ændret til tilsyn uden mulighed for institutionsanbringelse,

på ny ændres til en foranstaltning, der medfører

institutionsanbringelse eller mulighed herfor.

Den foreslåede bestemmelse i § 68 a,

stk. 1, 3. pkt., åbner mulighed for, at retten efter

anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse kan fastsætte en ny

længstetid på 2 år. Forlængelse kan ske med 2

år ad gangen, dvs. også i tilfælde, hvor længstetiden

tidligere har været forlænget med 2 år i medfør af

denne bestemmelse. Forlængelse kan imidlertid kun ske under

særlige omstændigheder, f.eks. hvis den dømtes tilstand er

blevet forværret på en sådan måde, at den

pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i

øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et

åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er

motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn.

Ved foranstaltninger, der omfattes af den foreslåede

bestemmelse i § 68 a, stk. 1, dvs. foranstaltninger, der

medfører institutionsanbringelse eller giver mulighed herfor,

fastsættes i almindelighed ingen længstetid, hvis den

dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse,

alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art,

brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig

sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de

nævnte forbrydelser, jf. den foreslåede bestemmelse i § 68

a, stk. 2, 1. pkt.

Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af

de gerningstyper, som kan føre til, at der fastsættes en

tidsubestemt foranstaltning, der medfører, at den dømte skal

anbringes i institution, eller som giver mulighed herfor. Herved udelukkes

det, at der kan anvendes tidsubestemte foranstaltninger af denne type i

anledning af berigelseskriminalitet, der ikke er forbundet med vold eller

trussel om vold. Spørgsmålet om, hvorvidt en forbrydelse i

øvrigt er omfattet af bestemmelsen, f.eks. har karakter af en alvorlig

voldsforbrydelse, afhænger af en konkret vurdering af forbrydelsens

beskaffenhed og de omstændigheder, hvorunder den er begået.

Den foreslåede bestemmelse i § 68 a,

stk. 2, 1. pkt., indebærer, at der »i almindelighed« ikke

fastsættes nogen længstetid. Bestemmelsen udelukker således

ikke, at der f.eks. ved trusler af den i § 266 nævnte art i

medfør af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1,

1. pkt., fastsættes en længstetid på 5 år, hvis det

efter en konkret vurdering findes tilstrækkeligt for at forebygge

yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 68, 1. pkt.

Indtræder der under foranstaltningstiden sådanne ændringer

i den dømtes forhold, at retten, hvis disse forhold havde foreligget

ved sagens pådømmelse, efter den foreslåede bestemmelse i

§ 68 a, stk. 2, 1. pkt., havde fastsat foranstaltningen på

ubestemt tid, må der efter omstændighederne ved kendelse

fastsættes en ny længstetid i medfør af den

foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt.

Er der i medfør af den foreslåede bestemmelse

i § 68 a, stk. 2, 1. pkt., ikke fastsat en længstetid, skal

anklagemyndigheden efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a,

stk. 2, 2. pkt., indbringe spørgsmålet om

ændring eller endelig ophævelse af den fastsatte foranstaltning

for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre

spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de

sidste to år. Derefter skal spørgsmålet forelægges

for retten mindst hvert andet år, jf. den foreslåede bestemmelse

i § 68 a, stk. 2, 3. pkt. Formålet med disse

bestemmelser er at sikre, at der jævnligt sker domstolsprøvelse

af spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltninger, der efter

§ 68, stk. 2, 1. pkt., er fastsat på ubestemt tid.

Den foreslåede bestemmelse i § 68 a,

stk. 2, 2. pkt., indebærer, at anklagemyndigheden på eget

initiativ skal indbringe spørgsmålet om ændring eller

endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter

afgørelsen og derefter hvert andet år, dvs. 5, 7, 9, 11 osv.

år efter afgørelsen.

Med ordet »afgørelsen« sigtes til den dom, som

retten har afsagt ved straffesagens pådømmelse i medfør

af straffelovens § 68. Efter straffelovens § 72, stk. 1, jf.

§ 68, kan en foranstaltning, der ikke indebærer

institutionsanbringelse eller mulighed herfor, ændres til en

sådan foranstaltning, hvis det f.eks. på grund af en

indtrådt forværring af den dømtes tilstand eller ny

kriminalitet må anses for påkrævet for at forebygge

yderligere lovovertrædelser. Har retten i medfør af § 72

ved kendelse f.eks. ændret en foranstaltning, der lyder på

ambulant behandling, til en foranstaltning, der medfører behandling i

eller under tilsyn af hospital for sindslidende, omfattes denne kendelse

også af ordet »afgørelse« i den foreslåede bestemmelse i

§ 68 a, stk. 2, 2. pkt. Dette forudsætter dog, at den

kriminalitet, som sagen bygger på, er omfattet af den foreslåede

bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 1. pkt.

Pligten for anklagemyndigheden til at indbringe

spørgsmålet om opretholdelse af den tidsubestemte foranstaltning

for retten 5 år efter afgørelsen gælder alene, hvis

spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af

foranstaltningen, jf. straffelovens § 72, ikke har været forelagt

for retten inden for de sidste to år, f.eks. fordi

spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltningen har været

forelagt for retten på den dømtes initiativ 4 år efter

dommen.

Den foreslåede bestemmelse i § 68 a,

stk. 3, regulerer de foranstaltninger, der ikke omfattes af den

foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1. Hermed sigtes til

foranstaltninger, der ikke medfører institutionsanbringelse eller

mulighed herfor, og som ikke er fastsat som led i en lempelse af en tidligere

tidsbegrænset foranstaltning, der medfører

institutionsanbringelse eller mulighed herfor, jf. den foreslåede

bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt. For sådanne

foranstaltninger gælder, at der ved afgørelsen skal

fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der ikke kan

overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten

efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge

længstetiden. I modsætning til foranstaltninger efter den

foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 3. pkt., der kan

forlænges med 2 år ad gangen, jf. ovenfor, kan den samlede

længstetid for foranstaltninger efter den foreslåede bestemmelse

i § 68 a, stk. 3, ikke overstige 5 år, jf. den

foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, 3. pkt.

Den foreslåede bestemmelse indebærer i forhold

til gældende ret, at der for sådanne foranstaltninger

indføres en tidsbegrænsning af foranstaltningens varighed til

maksimalt 5 år. Med den foreslåede bestemmelse i § 68 a,

stk. 3, tilsigtes ingen ændring af straffelovens § 68 og

§ 72, jf. § 68. I tilfælde, hvor det f.eks. på grund af

en indtrådt forværring i den dømtes tilstand eller ny

kriminalitet i foranstaltningstiden må anses for påkrævet

for at forebygge yderligere lovovertrædelser, udelukker den

foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, således ikke,

at der i medfør af § 72, jf. § 68, afsiges kendelse, hvorved

en foranstaltning, der omfattes af stk. 3, ændres (skærpes)

til en foranstaltning, som omfattes af den foreslåede bestemmelse i

§ 68 a, stk. 1, eller efter omstændighederne stk. 2.

Til nr. 2 (straffelovens § 69, stk. 2)

Ophævelsen af § 69, stk. 2, er en

konsekvens af den foreslåede nye bestemmelse i § 69 a.

Til nr. 3 (straffelovens § 69 a)

Befandt gerningsmanden sig ved den strafbare handlings

foretagelse i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling,

svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er

af den i § 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det

findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf

træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2.

pkt., jf. den gældende bestemmelse i straffelovens § 69,

stk. 1.

Efter den gældende bestemmelse i § 69,

stk. 2, skal der, hvis en afgørelse efter stk. 1

medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller hvis

afgørelsen giver mulighed herfor, ved dommen fastsættes en

længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1

år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning

fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny

længstetid.

Det foreslås, at denne ordning ændres

således at der, hvis afgørelsen medfører, at den

dømte skal anbringes i institution, eller giver mulighed herfor, skal

fastsættes en længstetid for foranstaltningen på 5 år

og en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1

år, jf. den foreslåede § 69 a, stk. 1. Endvidere

medfører den foreslåede bestemmelse i lighed med den

foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt., at

længstetiden på 5 år også omfatter foranstaltninger,

som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som

medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning, jf. herved

bemærkningerne ovenfor til den foreslåede bestemmelse i § 68

a, stk. 1, 2. pkt.

Under særlige omstændigheder kan retten efter

anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny

længstetid på 2 år (ad gangen) for foranstaltningen, jf.

herved den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 3. pkt.,

eller en ny længstetid for opholdet. Der sigtes hermed til

tilfælde, hvor den dømtes tilstand er blevet forværret

på en sådan måde, at den pågældende frembyder

fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens

udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en

behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende

hensyn.

Forslaget til en ny § 69 a, stk. 1,

indebærer i forhold til den gældende regel i § 69,

stk. 2, at der indføres en tidsbegrænsning, idet

foranstaltninger af den omhandlede type i almindelighed ikke kan

udtrækkes ud over 5 år. En lignende tidsbegrænsning er

fastsat i den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, der

angår den personkreds, som omfattes af straffelovens § 68. At der

tillige skal fastsættes en længstetid for opholdet, der i

almindelighed ikke kan overstige et år, svarer til den gældende

bestemmelse i § 69, stk. 2, 1. pkt. Forslaget til krav om

længstetid for foranstaltningen fører imidlertid til, at

opholdet, der efter den foreslåede bestemmelse i almindelighed ikke

overstiger 1 år, ikke kan udstrækkes ud over den fastsatte

længstetid for foranstaltningen.

Den foreslåede bestemmelse i § 69 a,

stk. 2, indebærer, at der i de tilfælde, der omfattes af

§ 69 a, stk. 1, jf. ovenfor, i almindelighed ikke fastsættes

en længstetid for foranstaltningen, hvis den dømte findes

skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig

voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art,

brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig

sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de

nævnte forbrydelser. For så vidt angår

spørgsmålet om domstolsprøvelse af

spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltningen, finder den

foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt.,

tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 69 a,

stk. 2, vedrører personer, som er omfattet af den

nugældende bestemmelse i straffelovens § 69, stk. 1, (der

bliver § 69) og svarer til den foreslåede bestemmelse i § 68

a, stk. 2, der retter sig mod personer, som er omfattet af straffelovens

§ 68. Dog skal der som hidtil, også når der er tale om

personfarlig kriminalitet, fastsættes en længstetid for opholdet,

der i almindelighed ikke kan overstige 1 år, jf. herved § 69 a,

stk. 1, 1. pkt., og bemærkningerne ovenfor.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 69 a,

stk. 3, skal der ved andre foranstaltninger end de i stk. 1

nævnte ved afgørelsen fastsættes en længstetid for

foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Under særlige

omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved

kendelse forlænge længstetiden. Den samlede tid for

foranstaltningen kan ikke overstige 5 år.

Med »andre foranstaltninger end de i stk. 1

nævnte« sigtes til foranstaltninger, der ikke medfører

institutionsanbringelse eller mulighed herfor, og som ikke er fastsat som led

i en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der har

medført institutionsanbringelse eller mulighed herfor, jf. den

foreslåede bestemmelse i § 69 a, stk. 1, 2. pkt., men f.eks.

alene indebærer tilsyn eller pligt til at følge et ambulant

psykiatrisk behandlingsforløb. Bestemmelsen indebærer i forhold

til den gældende regel i § 69, stk. 1, (der bliver § 69)

at der indføres en tidsbegrænsning, idet foranstaltninger af den

omhandlede type maksimalt kan vare 5 år. En lignende bestemmelse er

fastsat i den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, med

henblik på personer, der omfattes af straffelovens § 68.

Til nr. 4 (straffelovens § 72)

Efter den gældende regel i straffelovens § 72,

stk. 1, træffes bestemmelse om ændring eller endelig

ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68-70 ved kendelse efter

begæring fra anklagemyndigheden, anstaltsledelsen, bistandsværgen

eller den dømte. Også spørgsmålet om ændring

eller endelig ophævelse af en idømt foranstaltning

afgøres efter straffelovens § 68, dvs. med udgangspunkt i,

hvilken foranstaltning der i det enkelte tilfælde må anses for

formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Har

den dømtes forhold i foranstaltningstiden ændret sig, så

den idømte foranstaltning ikke længere kan anses for

formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser, og

kan der ikke peges på andre formålstjenlige foranstaltninger,

skal den pågældende foranstaltning ophæves, jf. § 72,

jf. § 68, 1. pkt.

Efter pkt. 2 i Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/1997, jf.

pkt. 1.1.1. og 1.1.3. i Rigsadvokatens meddelelse nr. 7/1992, fører

statsadvokaterne kontrol med varigheden af idømte tidsubestemte

foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68. Endvidere

fører Rigsadvokaten kontrol med varigheden af idømte

forvaringsforanstaltninger. Rigsadvokaten indhenter med jævne mellemrum

en udtalelse fra vedkommende institution om, hvorvidt foranstaltningen

bør opretholdes, ændres eller ophæves, jf. pkt. 4 i

meddelelse nr. 2/1997.

Statsadvokaternes kontrol med varigheden af idømte

tidsubestemte foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68

indebærer i praksis normalt, at der én gang om året

indhentes en erklæring fra vedkommende institution om behovet for

opretholdelse af foranstaltningen. Såfremt den dømte,

institutionen eller bistandsværgen fremsætter begæring om

foranstaltningsændring, indbringes sagen, eventuelt efter

forelæggelse for Retslægerådet, for retten, hvorunder

anklagemyndigheden efter en konkret vurdering enten tilslutter eller

modsætter sig begæringen. Fremsættes der ikke

begæring om foranstaltningsændring, vurderer statsadvokaten

på grundlag af erklæringen fra institutionen og eventuelt efter

forelæggelse for Retslægerådet, om sagen af

anklagemyndigheden bør indbringes for retten med henblik på

foranstaltningsændring. Heri indgår proportionalitetshensyn.

Såfremt der ikke ses at være behov for ændring, vurderes

spørgsmålet på ny efter et år.

I anklagemyndighedens vurdering af

spørgsmålet om foranstaltningsændring indgår

således bl.a., hvilken tidsbestemt straf der ville være

idømt for det pågældende forhold. Ved denne vurdering skal

der imidlertid også tages hensyn til kriminalitetens art og grovhed

sammenholdt med den lægelige vurdering af risikoen for recidiv, jf.

straffelovens § 68.

Ved den foreslåede affattelse af § 72,

stk. 1, lovfæstes anklagemyndighedens pligt til at påse,

at en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i

længere tid og videre omfang end nødvendigt. Bestemmelsen

indebærer bl.a., at der efter omstændighederne kan være

pligt til at indbringe spørgsmålet om opretholdelse af den

fastsatte foranstaltning før udløbet af den længstetid,

der gælder efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a,

stk. 1 og 3, samt de foreslåede bestemmelser i § 69 a,

stk. 1 og 2, og før der efter den foreslåede bestemmelse i

§ 68 a, stk. 2, 2. pkt., indtræder pligt for

anklagemyndigheden til at forelægge spørgsmålet om

opretholdelse af en fastsat tidsubestemt foranstaltning for retten.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2,

foretages visse redaktionelle ændringer i den nugældende

bestemmelse i § 72, stk. 2, så det bl.a. kommer til at

fremgå, at adgangen til at forlange domstolsprøvelse af

spørgsmålet om opretholdelse af den fastsatte foranstaltning i

første række tilkommer den dømte og den

pågældendes bistandsværge.

Udtrykket »institutionens ledelse« omfatter bl.a. ledelsen

af det hospital eller den behandlingsinstitution, hvor den dømte

opholder sig. Ordet »kriminalforsorgen« sigter til den del af

kriminalforsorgen, der fører tilsyn med den dømte, dvs.

kriminalforsorgen i frihed.

Til nr. 5 (straffelovens § 73, stk. 1)

Ændringen er en konsekvens af den foreslåede

ophævelse af straffelovens § 69, stk. 2, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 2.

Til nr. 6 (straffelovens § 97, stk. 2, nr. 2)

Ændringen er en konsekvens af den foreslåede

nye bestemmelse i straffelovens § 68 a, jf. lovforslagets § 1, nr.

1.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

juli 2000.

Efter stk. 2 gælder de nye bestemmelser

i straffelovens § 68 a og § 69 a om tidsbegrænsning af

foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 for

foranstaltninger, der idømmes efter lovens ikrafttræden. Det

samme gælder sager efter straffelovens § 72 om skærpelse af

tidligere idømte foranstaltninger.

Derimod gælder de nye bestemmelser i § 68 a og

§ 69 a ikke for sager af denne karakter, der er endeligt afgjort

før lovens ikrafttræden. De nye bestemmelser gælder heller

ikke for sager om ændring eller endelig ophævelse af

foranstaltninger efter straffelovens § 72, der afgøres efter

lovens ikrafttræden, og hvor foranstaltningen efter rettens

afgørelse opretholdes eller lempes.

Den nye bestemmelse i straffelovens § 72,

stk. 1, om anklagemyndighedens pligt til at påse, at en

foranstaltning efter straffelovens § 68 og § 69 ikke opretholdes i

længere tid og videre omfang end nødvendigt gælder for

alle foranstaltninger, der opretholdes eller idømmes efter lovens

ikrafttræden.

For så vidt angår tidligere idømte

foranstaltninger, der ikke omfattes af de nye regler om

tidsbegrænsninger (jf. ovenfor), forudsættes det, at

anklagemyndigheden i medfør af § 72, stk. 1 og 2, af egen

drift indbringer spørgsmålet om ændring eller endelig

ophævelse af foranstaltningen for retten senest, når der er

forløbet henholdsvis 3 eller 5 år fra dommen blev afsagt,

afhængig af, om foranstaltningen - hvis sagen var afgjort efter lovens

ikrafttræden - ville være omfattet af straffelovens § 68 a,

stk. 1 og 2, eller § 69 a, stk. 1 og 2,

(frihedsberøvende foranstaltninger: 5 år) eller af § 68 a,

stk. 3, eller § 69 a, stk. 3 (ikke-frihedsberøvende

foranstaltninger: 3 år). Dette gælder dog ikke, hvis

spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af

foranstaltning tidligere har været forelagt for retten. Det vil

endvidere bero på en konkret vurdering efter den nye bestemmelse i

straffelovens § 72, stk. 1, om anklagemyndigheden senere på

ny skal indbringe disse sager for retten af egen drift.

Til § 3

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes helt

eller delvis i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,

som ændret ved § 3 i lov nr. 403 af 26. juni 1998, § 3 i lov

nr. 473 af 1. juli 1998 og lov nr. 141 af 17. marts 1999, foretages

følgende ændringer:

1.

Efter § 68 indsættes:

»§ 68 a.

Medfører en foranstaltning efter § 68

eller § 72, jf. § 68, at den dømte skal anbringes i

institution, eller giver foranstaltningen mulighed herfor, fastsættes

en længstetid på 5 år for denne foranstaltning.

Længstetiden omfatter også foranstaltninger, som senere

fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en

lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige

omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved

kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år.

Stk. 2.

I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1,

fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid, hvis den

dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse,

alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art,

brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig

sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de

nævnte forbrydelser. Er der ikke fastsat en længstetid,

indbringer anklagemyndigheden spørgsmålet om ændring eller

endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter

afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været

forelagt for retten inden for de sidste to år. Derefter

forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert andet

år.

Stk. 3.

Ved andre foranstaltninger end de i stk. 1

nævnte fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der

ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan

retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge

længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5

år.«

§ 69.

---

2.

§ 69, stk. 2, ophæves.

Stk. 2.

Medfører en afgørelse efter stk. 1,

at den dømte skal anbringes i institution, eller giver

afgørelsen mulighed herfor, fastsættes ved dommen en

længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1

år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning

fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny

længstetid.

3.

Efter § 69 indsættes:

»§ 69 a.

Medfører en foranstaltning efter § 69, at

den dømte skal anbringes i institution, eller giver foranstaltningen

mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for

denne foranstaltning og en længstetid for opholdet, der i almindelighed

ikke kan overstige 1 år. Længstetiden på 5 år

omfatter også foranstaltninger, som senere fastsættes efter

§ 72, jf. § 69 og § 68, 2. pkt., og som medfører en

lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige

omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved

kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år for

foranstaltningen eller en ny længstetid for opholdet.

Stk. 2.

I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1,

fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid for

foranstaltningen, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri,

frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i

§ 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden

alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de

nævnte forbrydelser. § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Ved andre foranstaltninger end de i stk. 1

nævnte fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der

ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan

retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge

længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5

år.«

§ 72.

Bestemmelse om ændring eller om endelig

ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68-70 træffes ved

kendelse efter begæring fra anklagemyndigheden, anstaltslederen,

bistandsværgen eller den dømte. Begæring fra

anstaltsledelsen, bistandsværgen eller den dømte

fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer

spørgsmålet for retten. Tages en begæring fra

bistandsværgen eller den dømte ikke til følge, kan ny

begæring ikke fremsættes, før der er forløbet et

halvt år fra kendelsens afsigelse.

Stk. 2.

---

4.

§ 72, stk. 1, ophæves og i stedet

indsættes:

»§ 72.

Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at

en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i

længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2.

Bestemmelse om ændring eller endelig

ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70

træffes ved kendelse efter anmodning fra den dømte,

bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller

kriminalforsorgen. Anmodning fra den dømte, bistandsværgen,

institutionens ledelse eller kriminalforsorgen fremsættes over for

anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet

for retten. Tages en anmodning fra den dømte eller

bistandsværgen ikke til følge, kan ny anmodning ikke

fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra

kendelsens afsigelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 73.

Er den, der har begået en strafbar handling, efter

dennes foretagelse, men før dom er afsagt, kommet i en ikke blot

forbigående tilstand af den i § 16 eller § 69, stk. 1,

nævnte art, afgør retten, om straf skal idømmes eller

bortfalde. Hvis det findes formålstjenligt, kan retten bestemme, at

foranstaltninger efter § 68 eller § 69 skal anvendes i stedet for

straf, eller indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes.

5.

I § 73, stk. 1, 1. pkt., ændres

»§ 69, stk. 1,« til: «§ 69«.

Stk. 2-3.

---

§ 97.

---

Stk. 2.

Forældelsesfristen er

1) 5 år for hæfte og fængsel indtil 1 år,

2) 10 år for fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4

år, samt for foranstaltninger efter §§ 68-69,

6.

I § 97, stk. 2, nr. 2, ændres

»§§ 68-69« til: »§ 68 og § 69«.

3) 15 år for fængsel i mere end 4 år, men ikke over 8

år, samt for forvaring efter § 70 og

4) 20 år for fængsel på tid over 8 år.

Stk. 3-6.

---

Lignende dokumenter