Cirkulære om transfer pricing regler Til de statslige og kommunale skattemyndigheder (lov nr.131 af 25. februar 1998)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om transfer pricing regler Til de
statslige og kommunale skattemyndigheder (lov nr.131 af 25. februar 1998)
1. Indledning
Ved lov nr. 131 af 25. februar 1998 blev der gennemført en række ændringer
i skattekontrolloven og skattestyrelsesloven vedrørende koncerninterne
transaktioner på tværs af landegrænserne. Reglernes formål er at øge
skattemyndighedernes mulighed for at sikre korrekt prisfastsættelse og dermed
korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved koncerninterne
transaktioner på tværs af landegrænserne (transfer pricing).
Skattepligtige, der er interesseforbundne med selskaber, personer m.v i
udlandet, skal fremover i selvangivelsen afgive oplysninger om art og omfang
af de handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med disse (kontrollerede
transaktioner).
Endvidere skal der ved kontrollerede transaktioner udarbejdes
dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat. Den skriftlige
dokumentation skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en
vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med hvad der
kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige
parter. Minimum er, at virksomheden redegør for, hvorledes priser og vilkår
for kontrollerede transaktioner rent faktisk er fastsat.
Fristen for skattemyndighedernes korrektioner vedrørende de kontrollerede
transaktioner er ved de nye regler forlænget med to år. Samtidig er
tidsbegrænsningen for de skattepligtiges mulighed for en genoptagelse af
skatteansættelsen som følge af en udenlandsk skattemyndigheds transfer
pricing regulering ophævet.
I det følgende vil de nye regler blive gennemgået. Gennemgangen består
hovedsageligt af et sammendrag af bemærkningerne til lovforslaget, indholdet
af spørgsmål stillet til Skatteudvalget under folketingsbehandlingen samt
svarene på disse spørgsmål.
Gennemgangen vil have følgende udformning:
Læs alt
1. Indledning
2. Hjemmelen til transfer pricing reguleringer
3. Reglernes anvendelsesområde
3.1. Skattepligtige omfattet af reglerne
3.1.1. Eksempler - Skattepligtige omfattet af reglerne
3.2. De omfattede transaktioner
4. Reglernes indhold
4.1. Selvangivelsespligten
4.2. Dokumentationsforpligtelsen
4.3. OECD's retningslinier
4.3.1. Armslængde princippet
4.3.2. Metoder til vurdering af fastsættelsen af pris og vilkår
4.4. Sanktioner
5. Fristforlængelser
5.1. Genoptagelsesanmodning
5.2. Korrektionsfrist
6. Fremgangsmåden ved transfer pricing forhøjelser i
udlandet
7. Ikrafttræden
8. Ændring af gældende cirkulære
2. Hjemmelen til transfer pricing reguleringer
Hjemmelen eller grundlaget for foretagelsen af transfer pricing
reguleringer er ikke blevet ændret ved vedtagelsen af lov nr. 131 af 25.
februar 1998.
Af de almindelige skatteretlige principper følger, at ethvert
skattesubjekt kun skal beskattes af sine egne indtægter, men skal beskattes
af alle sine skattepligtige indtægter. Såfremt der foretages transaktioner
mellem to skattesubjekter, der ikke er sket på armslængde vilkår, dvs.
svarende til de vilkår, der ville være blevet aftalt mellem uafhængige
parter, vil der være mulighed for korrektion, hvis der er sket en
»skjult« overførsel af en indtægt fra et skattesubjekt til et
andet. Korrektionen forudsætter imidlertid, at de to skattesubjekter er
interesseforbundne.
I selskabsskattelovens § 12 findes en bestemmelse for så vidt angår
korrektion i anledning af et dansk selskabs eller en dansk filials
transaktioner med en udenlandsk kontrollerende virksomhed. Denne bestemmelse
blev indført med virkning fra og med skatteåret 1962/63 samtidig med
gennemførslen af selskabsskatteloven. Af bemærkningerne til bestemmelsen
fremgår, at det ikke var sigtet at ændre ved de allerede gældende principper,
men alene at give en specifik hjemmel for korrektion af kontrollerede danske
selskabers eller filialers skattepligtige indkomst. Denne hjemmel eksisterer
fortsat, men har imidlertid i praksis vist sig at være utilstrækkelig som
grundlag for korrektion, idet man ofte mangler den nødvendige dokumentation.
Selskabsskattelovens § 12 omfatter ikke direkte den omvendte situation, at
et dansk selskab har en kontrollerende indflydelse på et udenlandsk selskab
eller en filial beliggende i udlandet. Da bestemmelsen imidlertid er udtryk
for de almindelige skatteretlige principper, kan der ske korrektion af et
dansk kontrollerende selskab efter tilsvarende retningslinier.
3. Reglernes anvendelsesområde
3.1. Skattepligtige omfattet af reglerne
Kravet om afgivelsen af oplysninger i selvangivelsen om samtlige
kontrollerede transaktioner omfatter skattepligtige, der kontrolleres af
udenlandske fysiske eller juridiske personer, eller kontrollerer udenlandske
juridiske personer, eller er koncernforbundet med en udenlandsk juridisk
person, eller har et fast driftssted i udlandet eller er en udenlandsk fysisk
eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark. De skattepligtige,
der kan være omfattet er fysiske personer, selskaber, fonde, dødsboer, faste
driftssteder m.v.
Ved et fast driftssted forstås et fast forretningssted, hvor et
foretagendes virksomhed udøves helt eller delvis i den hensigt at opnå
fortjeneste, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, d), samt selskabsskattelovens
§ 2, stk. 1, a), og cirkulære om opkrævning af indkomst- og formueskat efter
kildeskatteloven, cirkulære nr. 135 af 4. november 1988, pkt. 12, samt
cirkulære om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven),
cirkulære nr. 136 af 7. november 1988, pkt. 15. Der henvises i de to
cirkulærer - med hensyn til afgrænsningen af begrebet fast driftssted - til
artikel 5 i OECD's model til dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Det er en betingelse, at den skattepligtige enten kontrolleres af
udenlandske fysiske eller juridiske personer eller kontrollerer udenlandske
juridiske personer (eller er koncernforbundet med en udenlandsk juridisk
person eller har et fast driftssted eller er et fast driftssted). Ved kontrol
forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som nævnt i
selskabsskattelovens § 32, stk. 1, 2.-3. pkt. og ligningslovens § 16 H, stk.
1, 2.-4. pkt.
Ifølge selskabsskattelovens § 32, stk. 1, 2.-3. pkt. anses et moderselskab
for at kontrollere et datterselskab, hvis det direkte eller indirekte ejer
mere end 50 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet eller direkte eller
indirekte råder over mere end 50 pct. af stemmerne i datterselskabet. Ved
bedømmelsen af, om moderselskabet anses for at kontrollere datterselskabet,
medregnes aktier og stemmerettigheder, som indehaves af koncernforbundne
selskaber (herunder søsterselskaber), jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, af
personlige aktionærer og deres nærtstående, jf. ligningslovens § 16 H, stk.
1, eller af en fond eller trust stiftet af moderselskabet selv eller af de
nævnte koncernforbundne selskaber, nærtstående m.v. eller af fonde eller
truster stiftet af disse. Som nærtstående anses efter ligningslovens § 16 H,
stk. 1, den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn
og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer.
Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.
Ligningslovens § 16 H, stk. 1, 2.-4. pkt. omfatter skattepligtige, der
alene eller i fællesskab med nærtstående eller i fællesskab med en fond eller
trust stiftet af den skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde
eller truster stiftet af disse kontrollerer et selskab eller en forening m.v.
Den skattepligtige anses for at kontrollere et selskab, hvis vedkommende
direkte eller indirekte eller i fællesskab med nærtstående ejer mere end 50
pct. af aktiekapitalen i selskabet eller råder over mere end 50 pct. af
stemmerne i selskabet. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle,
forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller
dødsboer efter de nævnte personer.
Med indirekte er angivet, at aktieandele og stemmerettigheder ejet gennem
danske eller udenlandske selskaber m.v. også indgår ved vurderingen af, om
der er tale om kontrol i relation til § 3 B.
Reglerne i skattekontrollovens § 3 B omfatter endvidere skattepligtige,
der er koncernforbundet med en udenlandsk juridisk person. Ved
koncernforbundne juridiske personer forstås juridiske personer, der
kontrolleres af samme kreds af aktionærer, jf. tilsvarende principperne i
kursgevinstlovens § 4, stk. 2.
En fysisk eller juridisk person anses for udenlandsk, hvis personen er
hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, herunder efter
bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Et udenlandsk selskab, der indgår i en dansk sambeskatning, er omfattet af
reglerne. Det udenlandske sambeskattede selskab er omfattet af
skattekontrollovens § 3 B for så vidt angår kontrollerede transaktioner med
andre udenlandske fysiske eller juridiske personer m.v. For så vidt angår
udenlandske sambeskattede selskabers kontrollerede transaktioner med andre
skattepligtige, påhviler selvangivelsespligten og dokumentationsforpligtelsen
disse.
Danske selskaber m.v., der har lignende transaktioner med andre danske
selskaber m.v., dvs. transaktioner i en »ren« dansk koncern er ikke
omfattet af skattekontrollovens § 3 B.
Reglerne finder ikke anvendelse for udenlandske forsikringsvirksomheder,
der driver forsikringsvirksomhed her i landet, og som opgør den
skattepligtige indkomst her i landet efter selskabsskattelovens § 12, stk. 3.
Sådanne forsikringsvirksomheder opgør deres skattepligtige indkomst her i
landet efter særlige regler, der er uafhængige af de interne transaktioner.
Forsikringsvirksomhedernes skattepligtige indkomst her i landet er den del af
selskabets samlede indkomst, opgjort efter skattelovgivningens almindelige
regler, som efter forholdet mellem dets brutto-præmieindtægt her i landet og
dets samlede brutto-præmieindtægt falder på brutto-præmieindtægten her i
landet.
3.1.1. Eksempler - Skattepligtige omfattet af reglerne
De følgende eksempler - kontrol på baggrund af ejerandel samt på baggrund
af stemmer - svarer til eksemplerne vedrørende selskabsskattelovens § 32 i
cirkulære om international beskatning, cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997,
afsnit 7.
Kontrol på baggrund af ejerandel
Der foreligger kontrol med et udenlandsk datterselskab (D1) på baggrund af
det danske moderselskabs (M) ejerandel, hvis M alene eller i fællesskab med
et andet datterselskab (D2) ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i D1.
Der skal alene tages hensyn til den del af datterselskabets aktier, som
det ikke selv besidder. Det vil sige, at der skal ses bort fra
datterselskabets egne aktier.
Hvis ikke M ejer hele aktiekapitalen i D2, er det kun den forholdsmæssige
del af D2's aktier i D1, der svarer til M's ejerandel af D2, der skal
medregnes.
Det vil sige, at hvis M ejer 80 pct. af aktiekapitalen i D2, og D2 ejer 80
pct. af aktiekapitalen i D1, så vil M blive anset for at have kontrol med D1
på baggrund af 64 pct. (80 pct. af 80 pct.) af aktiekapitalen i D1.
Hvis M ejer 70 pct. af aktiekapitalen i D2, og D2 ejer 70 pct. af
aktiekapitalen i D1, så vil M ikke blive anset for at have kontrol med D1 på
baggrund af ejerandel, idet 70 pct. af 70 pct. udgør 49 pct. I denne
situation vil der derimod kunne være kontrol på baggrund af stemmeretter, jf.
nedenfor.
Hvis moderselskabet både direkte og indirekte ejer aktier i D1, skal begge
aktieposter medregnes.
Eksempel: M ejer 25 pct. af aktiekapitalen i D1, og 60 pct. af
aktiekapitalen i D2, der igen ejer 50 pct. af aktiekapitalen i D1, hvilket
kan illustreres som følger:
M - 60% - D2
\ /
25% 50%
\ /
D1
M vil i denne situation blive anset for at have kontrol med D1, på
baggrund af 55 pct. ejerskab (25 pct. + 60 pct. af 50 pct.).
Kontrol på baggrund af stemmer.
Kontrol på baggrund af stemmeretter foreligger i tilfælde, hvor M enten
alene, gennem kontrollerede selskaber eller sammen med andre kontrollerede
selskaber råder over mere end 50 pct. af stemmerne i D1.
I tilfælde, hvor M besidder stemmeretterne i D1 indirekte, det vil sige
tilfælde, hvor der mellem M og D1 er indskudt et yderligere datterselskab D2,
er det afgørende om M kontrollerer D2, og derved kan bestemme, hvordan D2
anvender sine stemmeretter i D1. D.v.s. i tilfælde, hvor M råder over mere
end 50 pct. af stemmerne i D2, så medregnes alle D2's stemmeretter ved
bedømmelsen af, om M kontrollerer D1.
I tilfælde hvor M råder over 70 pct. af stemmerne i D2, og D2 råder over
70 pct. af stemmerne i D1, så vil M derfor blive anset for at opfylde
kontrolbetingelsen på baggrund af stemmeretter i forhold til D1.
Hvis M både direkte og indirekte besidder stemmeretter i D1, så skal begge
poster medregnes.
Eksempel: M besidder 25 pct. af stemmeretterne i D1, og 50 pct. af
stemmeretterne i D2, der igen besidder 50 pct. af stemmeretterne i D1,
hvilket kan illustreres som følger:
M - 50% - D2
\ /
25% 50%
\ /
D1
I denne situation besidder M ikke mere end 50 pct. af stemmeretterne i D2,
og M kontrollerer derfor ikke D2 på baggrund af stemmeretter. Derfor skal de
stemmeretter, som D2 besidder i D1 ikke medregnes ved vurderingen af, om M
kontrollerer D1 på baggrund af stemmer. Det vil sige, at M anses for direkte
eller indirekte at besidde 25 pct. af stemmeretterne i D1.
Hvis eksemplet ændres, således at M besidder 51 pct. af stemmeretterne i
D2, så anses M for at kontrollere D2 på baggrund af stemmeretter. Dette
medfører, at D2's besiddelse af stemmeretter i D1 skal medregnes ved
opgørelsen af, om M direkte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af
stemmerne i D1. Dette medfører, at M anses for direkte eller indirekte at
besidde 75 pct. (25 pct. + 50 pct.) af stemmeretterne i D1.
Der skal tages hensyn til alle eventuelle begrænsninger i andre
aktionærers adgang til at anvende stemmeretterne. Hvis der f.eks. er indgået
en aktionæroverenskomst, der begrænser visse aktionærers muligheder for at
udnytte deres stemmeretter, eller hvis stemmeretten knyttet til visse aktier
er suspenderet, skal dette indgå i vurderingen af, om M råder over mere end
50 pct. af stemmerne i D1. Hvis eksempelvis M i henhold til stemmeværdien jf.
D1's vedtægter kun råder over 45 pct. af stemmerne og en eller flere af de
øvrige aktionærer i D1 helt eller delvist via en aktionæroverenskomst har
afstået fra at gøre deres stemmeretter gældende, så kan M blive anset for at
have kontrol med D1. Det er således andelen af aktive stemmeretter, der er
afgørende.
Koncernforbundne selskaber
Såfremt et dansk eller udenlandsk moderselskab har to helejede
datterselskaber (ejerandelen er 100 pct.) i henholdsvis Danmark (D1) og
England (D2) vil de to datterselskaber være koncernforbundet, hvorfor
transaktioner mellem de to datterselskaber vil være omfattet af de nye
regler.
<---> kontrollerede transaktioner.
M
100 pct. / \ 100 pct.
/ \
D1 <---> D2
D1 vil være ansvarlig for selvangivelsespligten og
dokumentationsforpligtelsen.
I det følgende eksempel er der taget udgangspunkt i et eksempel fra
cirkulære til kursgevinstloven, cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, pkt.
60-61 (gentaget i bemærkningerne til den ny kursgevinstlov).
Råder en person X over 51 pct. af stemmerne i et dansk selskab (D1), og
råder X's ægtefælle Y over 51 pct. af stemmerne i et i Tyskland hjemmehørende
selskab (D2), er selskaberne D1 og D2 koncernforbundne. Transaktioner mellem
D1 og D2 vil være omfattet af de nye regler. D1 vil være ansvarlig for
selvangivelsespligten og dokumentationsforpligtelsen.
<---> kontrollerede transaktioner
X Y
51 pct. 51 pct.
D1 <-----------> D2
3.2. De omfattede transaktioner
De i bestemmelsen omhandlede kontrollerede transaktioner omfatter alle
forbindelser mellem parterne. Til eksempel kan nævnes levering af
tjenesteydelser, overførsel af aktiver, immaterielle aktiver, der stilles til
rådighed, finansielle mellemværender m.v.
For så vidt angår transaktioner mellem et fast driftssted i Danmark og et
hovedkontor i udlandet, eller et fast driftssted i udlandet og et dansk
hovedkontor, vil alene de transaktioner, som efter reglerne om opgørelsen af
et fast driftssteds indkomst skal ske på armslængde vilkår, jf. artikel 7,
stk. 2, i OECD's model til dobbeltbeskatningsoverenskomster, være omfattet af
de foreslåede regler.
4. Reglernes indhold
4.1. Selvangivelsespligten
Selvangivelsespligten påhviler den skattepligtige, der har gennemført de
kontrollerede transaktioner.
Oplysningerne om art og omfang af de kontrollerede transaktioner skal
afgives i tilknytning til selvangivelsen. Der skal oplyses om der er sket
samhandel med koncernforbundne selskaber, transaktionernes art (varer,
tjenesteydelser, finansiering m.v.) og størrelsen af hver art af
transaktioner. Der er alene tale om summariske oplysninger. Den konkrete
udformning af felterne til selvangivelsen bestemmes af skatteministeren efter
indstilling fra Ligningsrådet, jf. skattekontrollovens § 1, stk. 2.
Oplysningerne vil være en hjælp for skattemyndighederne til at udvælge de
virksomheder, der ønskes gjort til genstand for en nærmere undersøgelse.
4.2. Dokumentationsforpligtelsen
Ifølge stk. 4 i skattekontrollovens § 3 B skal de skattepligtige udfærdige
og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er
fastsat for kontrollerede transaktioner. Den skriftlige dokumentation kan
udfærdiges på papir eller elektronisk. Den skriftlige dokumentation skal være
af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og
vilkår er fastsat i overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis
transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængde vilkår).
Skattemyndighedernes vurdering af priser og vilkår skal være i
overensstemmelse med OECD's retningslinier for transfer pricing (Transfer
Pricing Guidelines for Multinational Enterprises and Tax Administrations).
Dokumentationsforpligtelsen påhviler den skattepligtige, der har
gennemført de kontrollerede transaktioner.
Det er ikke i bestemmelsen nøjagtigt angivet hvilken dokumentation, der
skal udfærdiges af den enkelte skattepligtige. Dette er ikke muligt på grund
af de store forskelle i virksomhedernes struktur og aktiviteter. Endvidere er
de skattepligtige som udgangspunkt selv bedst i stand til at vurdere, hvilken
dokumentation, der bedst viser at priser og vilkår er fastsat på armslængde
vilkår. Transaktioner med koncernintern overdragelse af immaterielle aktiver,
royalty betalinger eller management fees til servicecentre beliggende i
lavskattezoner eller lignende, hvor potentialet for skatteplanlægning må
anses for at være stort, bør imidlertid medføre andre overvejelser om
dokumentation end standardsalg af varer som led i den almindelige samhandel.
Virksomhederne har ofte i deres interne forretningsgange beskrevet
retningslinier for intern prisfastsættelse for koncerninterne transaktioner.
Hvis prisfastsættelsen af koncerninterne transaktioner samlet set pr.
juridisk enhed følger virksomhedens generelle retningslinier, vil der ikke
være behov for en beskrivelse af prisfastsættelsen på transaktionsniveau. I
modsætning hertil bør væsentlige og usædvanlige transaktioner dog særskilt
dokumenteres.
De skattepligtige skal som minimum redegøre for, hvorledes priser og
vilkår for kontrollerede transaktioner rent faktisk er fastsat. Er pris og
vilkår eksempelvis fastsat med udgangspunkt i tilsvarende priser og vilkår
ved salg til uafhængige parter skal dette angives og eventuelle afvigelser
herfra skal begrundes. Såfremt den skattepligtige ikke har tilsvarende salg
til uafhængige parter, hvor der ikke eksisterer sammenlignelige varer eller
salg, eller videresalg til en uafhængig part, hvorfor ingen af de
traditionelle transaktionsbaserede metoder kan anvendes, kan en alternativ
løsning være at se på koncernens nettoresultat af transaktionen.
Nettoresultatet fordeles indenfor koncernen efter de udførte funktioner,
påtagne risici og anvendte ressourcer. Den skattepligtiges andel i koncernens
fortjeneste på den omhandlede vare skal med andre ord modsvare de funktioner
m.v. den skattepligtige har udført vedrørende den omhandlede vare.
De ovenfor nævnte eksempler svarer til OECD's retningsliniers fri
markedspris-metode og avancefordelingsmetoden. Ifølge OECD's retningslinier
bør avancefordelingsmetoden kun anvendes som »en sidste udvej«,
hvorfor den først bør anvendes i tilfælde som her, hvor der ikke er mulighed
for at anvende en af de traditionelle transaktionsbaserede metoder.
Beregningen af de interne afregningspriser vil formentlig allerede i dag ikke
afvige nævneværdigt fra de angivne retningslinier. I fremtiden skal
beregningen således blot nedskrives. Det er ikke nødvendigt for
virksomhederne at udarbejde en større analyse eller købe sig adgang til
databaser med sammenlignelige data. Virksomhederne bør selv være i stand til
at udforme den tilstrækkelige dokumentation. Såfremt der er udarbejdet
dokumentation for en koncerns prisfastsættelse til brug for
skattemyndighederne i andre lande, vil denne dokumentation - såfremt den
omfatter de kontrollerede transaktioner og såfremt den kan danne grundlag for
en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med
armslængde princippet - kunne anvendes i Danmark. Det kan imidlertid
eventuelt være nødvendigt at afgive supplerende oplysninger.
Såfremt der er udarbejdet dokumentation til brug for skattemyndighederne i
andre lande, der kan anvendes i Danmark, kan denne dokumentation afgives til
brug for de danske skattemyndigheder på dansk, engelsk, norsk eller svensk.
Tilsvarende kan de skattepligtige vælge at udarbejde dokumentationen til de
danske skattemyndigheder på dansk, engelsk, norsk eller svensk, idet denne
herved senere vil kunne anvendes til brug for skattemyndighederne i andre
lande.
Det forudsættes, at de skattepligtige skal oplyse om prisfastsættelsen er
sket efter aftale med et andet lands skattemyndigheder, herunder på basis af
en forhåndsprisgodkendelse. Endvidere vil det i almindelighed blandt andet
være hensigtsmæssigt at give oplysninger om: 1) De virksomheder, der er
inddraget i de kontrollerede transaktioner, 2) arten af de pågældende
transaktioner, 3) de funktioner, der udføres af de enkelte virksomheder ( som
f. eks. fabrikation, reklame, distribution, indkøb osv.) og om 4) den
skattepligtige eller forbundne virksomheder har sammenlignelige transaktioner
med uafhængige virksomheder (ikke kontrollerede transaktioner).
Hvis oplysninger om ovennævnte forhold ikke giver tilstrækkeligt grundlag
for at vurdere den interne prisfastsættelse, vil det være nødvendigt at give
supplerende oplysninger. Der kan f. eks. være tale om finansielle
oplysninger, om oplysninger om ændringer i handelsbetingelser eller
genforhandling af gældende aftaler, om oplysninger om den udenlandske
virksomheds transaktioner med andre forbundne virksomheder, en liste over
sammenlignelige virksomheder, der har lignende transaktioner m. m.
Endvidere kan det være nyttigt at give oplysninger om prisfastsættelser
(herunder kalkulationer), forretningsstrategier og særlige forhold, herunder
om transaktionen er en del af en større aftale. Ved skattemyndighedernes
vurdering af pris- og vilkårsfastsættelsen skal de samlede forhold tages i
betragtning af skattemyndighederne, så som markedsforhold, valutaforhold,
sæson, ledig produktionskapacitet, udbygning af markeder osv. i
overensstemmelse med OECD's retningslinier.
I de fleste tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at give oplysning om den
eller de metoder, der finder anvendelse i forbindelse med armslængde
princippet. Der vil normalt være tale om at anvende en af de traditionelle
transaktionsbestemte metoder (den fri markedspris-metode,
videresalgsprismetoden og kostpris plus avance metoden), men andre metoder
kan også finde anvendelse. Det er som udgangspunkt de enkelte virksomheders
egen vurdering, hvilken metode der er mest hensigtsmæssig i lyset af denne
virksomheds aktiviteter og forhold i øvrigt.
Skattemyndighederne bør kun kræve de nødvendige oplysninger og skal
endvidere sikre, at virksomhederne ikke risikerer forretningshemmeligheder
offentliggjort i forbindelse med deres opfyldelse af dokumentationspligten. I
Danmark er virksomhederne beskyttet af de almindelige forvaltningsretlige
regler om tavshedspligt samt af skattestyrelseslovens § 37. Det er
hensigtsmæssigt at skattemyndighederne og den skattepligtige samarbejder med
henblik på at finde de vilkår for en kontrolleret transaktion, der er i
overensstemmelse med armslængde princippet.
De skattepligtige skal udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for,
hvorledes priser og vilkår er fastsat for kontrollerede transaktioner. Denne
opbevaringspligt gælder for fem år fra udløbet af det pågældende regnskabsår.
Dette svarer til den i bogføringsloven gældende opbevaringspligt.
Skattemyndighederne modtager oplysninger om den skattepligtiges
kontrollerede transaktioner på selvangivelsestidspunktet, jf. § 3 B, stk. 1.
I den almindelige selvangivelsespligt er indeholdt en pligt til efter
anmodning at redegøre for grundlaget for de selvangivne oplysninger, således
at skattemyndighederne får mulighed for at bedømme kvaliteten af de
selvangivne oplysninger.
Endvidere er der i § 3 B, stk. 4, indeholdt en adgang for
skattemyndighederne til at begære den skriftlige dokumentation for, hvorledes
priser og vilkår er fastsat for kontrollerede transaktioner, forelagt.
Skattemyndighederne bør i god tid forinden varslingsfristens udløb, jf.
skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 4. pkt., have anmodet de skattepligtige
om, at få den nødvendige dokumentation.
Skattekontrollovens § 6 om indhentelse af oplysninger fra den
skattepligtige finder endvidere anvendelse.
4.3. OECD's retningslinier
OECD's retningslinier indeholder i øjeblikket otte kapitler:
I. Armslængde princippet
II. Traditionelle transaktionsbaserede metoder
III. Andre metoder (avancebaserede metoder)
IV. Administrative forhold
V. Dokumentation
VI. Immaterielle aktiver
VII. Koncerninterne tjenesteydelser
VIII. Omkostningsfordelingsaftaler
Det er intentionen løbende i takt med udviklingen og i takt med at
OECD-landene bliver enige, at opdatere disse retningslinier. Endvidere vil
der blive tilføjet kapitler om andre aspekter af transfer pricing
problemstillingen.
4.3.1. Armslængde princippet
OECD's grundlæggende definition af armslængde princippet findes i OECD's
modeloverenskomsts artikel 9 om forbundne foretagender. Såfremt der imellem
to associerede foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres
kommercielle eller finansielle forbindelser, som afviger fra de vilkår, som
ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver
fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være
tilfaldet et af disse foretagender, medregnes til dette foretagendes
fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.
Ved anvendelsen af armslængde princippet skal der foretages en
sammenligning mellem vilkårene mellem interesseforbundne parter og
ikke-interesseforbundne parter. Dette forudsætter, at der eksisterer et
sammenligningsgrundlag i en eller anden tilgængelig form, dvs. at
sammenligningsgrundlaget er identisk eller at der kan korrigeres for
eventuelle forskelle. Den sammenlignelighedstest, der skal foretages, er
udførligt beskrevet i retningslinierne. Sammenlignelighedstesten indeholder
følgende elementer: Sammenligning af de udvekslede varer og tjenesteydelser,
funktionsanalyse, sammenligning af kontraktsvilkårene, sammenligning af de
økonomiske omstændigheder i form af markedsvilkår m.v. og af parternes
forretningsstrategier. Ved transaktioner mellem to uafhængige parter vil den
økonomiske kompensation normalt afspejle de funktioner, som hver part påtager
sig, herunder hvilke aktiver, der er indsat og hvilke risici, man har påtaget
sig. Ved funktionsanalysen vurderes, hvorledes opgaver og risici er fordelt
mellem parterne, dvs. det undersøges, hvem af parterne, der udfører de
forskellige funktioner som f.eks. design, produktion, montering, forskning og
udvikling, service og garanti, indkøb, distribution, reklame og marketing,
transport, finansiering og ledelse. Sammenlignelighedstesten skal gennemføres
uanset hvilken metode, der benyttes til prisfastsættelse.
Armslængde princippet bør ideelt set anvendes på enkelte transaktioner.
Disse enkelte transaktioner kan imidlertid i særlige tilfælde være så tæt
forbundne, at de må vurderes sammen. Er en aftale indgået som en pakke, der
inkluderer betaling for benyttelsen af et patent, knowhow, varemærker m.v.,
kan det være nødvendigt at opløse denne med henblik på at vurdere de enkelte
transaktioner. I sådanne tilfælde skal der imidlertid afslutningsvis
foretages en samlet vurdering af, om pakken er indgået på armslængde vilkår.
Transfer pricing er ikke en eksakt videnskab, og anvendelsen af den mest
hensigtsmæssige metode eller de mest hensigtsmæssige metoder kan føre til
fastsættelse af et interval for armslængde prisen. Armslængde prisen er
således ikke een bestemt pris, hvorfor der bør accepteres et interval af
priser, hvortil der ikke foretages korrektion. Falder prisen derimod udenfor
dette prisinterval, bør en korrektion af prisfastsættelsen ske til det punkt
i intervallet, der bedst reflekterer den foreliggende transaktions
betingelser.
Med henblik på at opnå en fuldstændig forståelse af de forhold, der
omgiver den interne transaktion, kan det være hensigtsmæssigt at der anvendes
data fra en flerårig periode. Dette gælder såvel data fra tidligere år, som
data for efterfølgende år.
4.3.2. Metoder til vurdering af fastsættelsen af pris og vilkår
I kapitlerne II og III i OECD's retningslinier gennemgås metoder, som
skattemyndigheder og skatteydere anbefales at anvende ved fastsættelsen af,
om betingelserne i kommercielle eller finansielle transaktioner er i
overensstemmelse med armslængde princippet.
I kapitel II beskrives de såkaldte »traditionelle
transaktionsbaserede metoder«. Disse metoder er den fri
markedspris-metode (CUP metoden), videresalgspris-metoden og kostpris plus
avance-metoden.
Ved den fri markedspris-metode sammenlignes prisen på varer og
tjenesteydelser med prisen på tilsvarende varer eller tjenesteydelser,
overført mellem uafhængige parter. Ved denne sammenligning er det nødvendigt
primært at undersøge, om der findes produkter, der er tilstrækkeligt
sammenlignelige. Såfremt dette ikke er tilfældet, skal der så vidt muligt
foretages reguleringer for at eliminere de foreliggende forskelle. Endvidere
skal der tages hensyn til en række andre faktorer, der kan påvirke priserne.
Det er således nødvendigt at tage hensyn til f.eks., om de markeder, hvor
varerne er solgt, er økonomisk sammenlignelige, om salgstidspunktet er det
samme, om varerne er solgt samme sted i kæden fra producent til forbruger
o.s.v. Hvis forhold som de ovennævnte har væsentlig indflydelse på prisen,
skal der igen foretages reguleringer for at eliminere disse forskelle.
Den fri markedspris-metode er den mest direkte metode og bør anvendes i
alle tilfælde, hvor der foreligger tilstrækkeligt sammenlignelige produkter.
Det er imidlertid ikke altid muligt at finde tilstrækkeligt sammenlignelige
produkter, hvorfor det kan være nødvendigt at anvende en af de følgende
metoder.
Ved videresalgspris-metoden begyndes med at fastslå den pris, hvortil et
produkt, der er købt hos en forbundet virksomhed, bliver videresolgt til en
uafhængig virksomhed. Denne videresalgspris bliver herefter reduceret med en
rimelig bruttoavance. Efter fradrag af denne kan det resterende beløb
betragtes som en armslængde pris for den oprindelige overførsel af produktet.
Ved anvendelsen af denne metode kræves normalt færre reguleringer som følge
af forskelle i produkterne end ved den forrige metode. Derimod skal der
reguleres for de funktioner, der udføres forinden eller i forbindelse med
videresalg. Dette kan være videreforarbejdning af produktet, påførsel af
varemærke, påtagelse af garanti m.v. Videresalgsprisen findes lettest, hvor
produktet ikke ændres væsentligt forinden eller i forbindelse med videresalg.
Endvidere må der foretages regulering, såfremt videresælgeren har monopol på
videresalg af produktet.
Kostpris plus avance-metoden tager udgangspunkt i de omkostninger, som en
virksomhed afholder i forbindelse med formuegoder eller tjenesteydelser, der
er overført eller ydet til en forbundet virksomhed. Dette beløb opskrives med
en rimelig bruttoavance (kan f. eks være lig bruttofortjenesten ved salg til
uafhængige virksomheder). Denne metode er særlig anvendelig, hvor de interne
transaktioner består af halvfabrikata, hvor parterne har indgået integrerede
produktionsaftaler, langfristede købs- og salgsaftaler eller den handlede
vare er til rådighed stillede serviceydelser. Metoden indebærer en vurdering
af såvel omkostninger som bruttoavance. Metoden vil derfor kunne påvirkes af
en række forskelle mellem virksomhederne. Det nævnes endvidere, at metoden
forudsætter at omkostningerne beregnes på samme vis, eller at der kan
reguleres for forskelle. Dette kan give problemer, idet beregningen af
omkostninger i praksis sker på forskellig vis.
Ovennævnte metoder, der har været generelt accepterede i mange år, er at
foretrække når det skal fastslås, om betingelserne for de kommercielle og
finansielle forbindelser mellem forbundne virksomheder er i overensstemmelse
med armslængde princippet.
Kompleksiteten i erhvervslivet kan imidlertid medføre, at de traditionelle
metoder ikke kan anvendes alene, eller undtagelsesvist slet ikke kan
anvendes. Der kan således være tale om en stærkt integreret koncern, der
fremstiller et eller flere helt unikke produkter. I disse tilfælde kan det
være meget vanskeligt eller umuligt at fremskaffe eksternt materiale, der kan
anvendes som grundlag for en sammenlignelighedsanalyse.
Med henblik på disse situationer er der i kapitel III i OECD's
retningslinier redegjort for andre metoder, der eventuelt kan anvendes som
tilnærmelse til armslængde vilkår. Disse metoder betegnes som
»transaktionsbestemte avancemetoder«, dvs. metoder, der undersøger
de fortjenester, der opnås ved specielle transaktioner mellem forbundne
virksomheder. De eneste avancemetoder, der opfylder armslængde princippet, er
ifølge OECD's retningslinier de metoder, der er i overensstemmelse med
»avancefordelingsmetoden« og »den transaktionsbestemte
nettoavancemetode«.
Ved avancefordelingsmetoden identificeres først det samlede nettoresultat,
der skal fordeles mellem forbundne foretagender og som hidrører fra deres
interne transaktioner. Herefter fordeles avancen mellem de forbundne
virksomheder på grundlag af en analyse af, hvilke funktioner den enkelte
virksomhed har bidraget med. Ved fastsættelsen af værdien af de udførte
funktioner skal der i videst muligt omfang sammenlignes med tilsvarende
funktioner, udført af uafhængige virksomheder.
Den transaktionsbestemte nettoavancemetode undersøger den
nettofortjeneste, som en virksomhed realiserer ved en intern transaktion.
Ideelt set skal virksomhedens nettofortjeneste fastsættes ved at sammenligne
med den nettofortjeneste, som virksomheden opnår ved tilsvarende
transaktioner med uafhængige virksomheder. Hvor dette ikke er muligt, kan
nettofortjenesten for en uafhængig virksomhed ved en sammenlignelig
transaktion anvendes som vejledning. Det er anført, at pålidelige
sammenligningsanalyser ofte er vanskelige at foretage i forbindelse med denne
metode.
Det konkluderes i retningslinierne at disse to metoder,
avancefordelingsmetoden og den transaktionsbestemte nettoavancemetode, kun
bør anvendes som »en sidste udvej«. Der er foreløbig kun få lande,
der har erfaringer med avancemetoderne, hvorfor det er intentionen, at
anvendelsen af de forskellige metoder skal overvåges af OECD i de kommende
år.
De i retningslinierne anførte metoder er ikke udtømmende. Andre metoder
kan ifølge retningslinierne også være anvendelige, men kun såfremt de er i
overensstemmelse med armslængde princippet .
Retningslinierne afviser imidlertid anvendelsen af »Global Formulary
Apportionment«, idet denne ikke anses for at være i overensstemmelse med
armslængde princippet. Efter denne metode fordeles fortjenesten i en koncern
mellem de forbundne virksomheder i de forskellige lande efter en forudbestemt
og fast formel.
I Danmark er der for udenlandske forsikringsselskaber, der driver
forsikringsvirksomhed her i landet, i selskabsskattelovens § 12, stk. 3,
givet særskilt hjemmel til at opgøre den danske skattepligtige indkomst efter
en sådan indirekte metode. Af kommentarerne til OECD's modeloverenskomsts
artikel 7 fremgår, at denne indirekte metode kan accepteres, hvis denne
sædvanligt har været benyttet og under forudsætning af, at resultatet med
rimelighed kan siges at være i overensstemmelse med artiklen, dvs. armslængde
princippet. Uanset der tages afstand fra en sådan indirekte metode i OECD's
retningslinier, er dens begrænsede anvendelse således anerkendt af OECD i
modeloverenskomsten.
De nye regler i skattekontrollovens § 3 B finder ikke anvendelse for
udenlandske forsikringsvirksomheder, der driver forsikringsvirksomhed her i
landet, og som opgør den skattepligtige indkomst her i landet efter
selskabsskattelovens § 12, stk. 3 (afsnit 3.1.).
4.4. Sanktioner
Såfremt den skattepligtige ikke har udarbejdet dokumentation efter stk. 4,
finder skattekontrollovens § 5, stk. 3, anvendelse for så vidt angår de
kontrollerede transaktioner. Den skattepligtige indkomst vedrørende de
kontrollerede transaktioner kan således fastsættes skønsmæssigt, såfremt der
ikke er udarbejdet dokumentation.
I alle tilfælde, hvor skattemyndigheden ønsker at ændre den skattepligtige
indkomst i overensstemmelse med et skøn over hvilke priser og vilkår, der
kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige
parter, skal der forinden indhentes en godkendelse fra den centrale told- og
skatteforvaltning. § 3 B, stk. 5, 2. pkt. finder anvendelse, hvor der ikke er
udarbejdet dokumentation, samt hvor der er udarbejdet dokumentation, men
skattemyndigheden er uenige i fastsættelsen af pris og vilkår.
Kravet om en godkendelse fra den centrale told- og skatteforvaltning
forinden den skattepligtige indkomst kan ændres er indsat af hensyn til told-
og skatteforvaltningens mulighed for at koordinere reglerne. Denne
godkendelse kan ikke selvstændigt påklages, men den skønsmæssige ansættelse
af den skattepligtige indkomst kan påklages efter de almindelige regler i
skattestyrelsesloven.
Efter de almindelige regler om fri bevisbedømmelse i dansk ret, jf.
retsplejelovens § 344, kan det have bevismæssig skadevirkning, såfremt
oplysninger om fastsættelsen af pris og vilkår ikke gives. Bedømmelsen af
hvilken konsekvens det vil have for virksomhederne, såfremt de ikke opfylder
deres dokumentationspligt vil således være underlagt domstolenes almindelige
prøvelse.
Bevisbyrdereglerne for de kontrollerede transaktioner adskiller sig
principielt ikke fra andre tilfælde på skatterettens område. Der er således
ikke indført en omvendt bevisbyrde ved de nye regler, bevisbedømmelsen er til
stadighed fri, jf. retsplejelovens § 344. Der gælder ingen forhåndsformodning
for, at transaktionerne ikke er foretaget i overensstemmelse med armslængde
vilkåret. Dokumentationsforpligtelsen og graden af opfyldelse vil imidlertid
påvirke bevisbedømmelsen i de konkrete sager.
Skattemyndigheden skal i alle tilfælde - forinden en eventuel korrektion
af den skattepligtige indkomst foretages - rette henvendelse til de
skattepligtige med henblik på at søge at fremskaffe den nødvendige
dokumentation.
En korrektion af den skattepligtige indkomst skal være begrundet.
Skattemyndighederne skal angive de forhold, de har tillagt betydning ved
prisfastsættelsen samt den metode de har anvendt til beregningen af denne.
Skattemyndighedernes vurdering af om den skattepligtiges prisfastsættelse
er i overensstemmelse med armslængde princippet, samt hvorvidt den
udfærdigede dokumentation er et tilstrækkeligt grundlag herfor, vil ske i
overensstemmelse med principperne i OECD's retningslinier for transfer
pricing.
Skattemyndighedernes skøn kan påklages efter de almindelige regler i
skattestyrelsesloven.
5. Fristforlængelser
5.1. Genoptagelsesanmodning
Ved indsættelsen af et 2. pkt. i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2., er
tidsbegrænsningen i § 4, stk. 1, for de skattepligtiges mulighed for en
genoptagelse af skatteansættelsen som følge af en udenlandsk skattemyndigheds
transfer pricing regulering, blevet ophævet.
Den ordinære genoptagelsesbegæring skal indgives inden tre år efter
udløbet af det pågældende indkomstår. Ved ophævelsen af tidsbegrænsningen er
der sikret en ekstraordinær genoptagelsesadgang, der imidlertid ikke er en
garanti for, at der rent faktisk sker en nedsættelse.
Efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 3, kan skattemyndighederne, hvor en
genoptagelsesanmodning imødekommes, uanset § 35 foretage sådanne reguleringer
af skatteansættelser for andre indkomstår, som er en direkte følge af den
begærede ansættelsesændring. En ekstraordinær genoptagelsesanmodning, der er
imødekommet, kan ikke tilbagekaldes.
De almindelige formkrav for bestemmelsen finder endvidere anvendelse,
hvorfor kompetencen til at afgøre anmodninger om ekstraordinær genoptagelse
som udgangspunkt tilkommer den lokale told- og skatteregion. Der er endnu
ikke taget stilling til, hvem denne kompetence tilkommer efter den 1. juli
1998 (konsekvens af flytningen af selskabsligningen). Genoptagelsesbegæringen
skal fremsættes skriftligt.
5.2. Korrektionsfrist
Ved indsættelsen af et 4. pkt. i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1,
forlængedes fristen for skattemyndighedens mulighed for at forhøje den
skattepligtige indkomst for så vidt angår de kontrollerede transaktioner med
to år. Efter de nye regler skal et varsel om forhøjelse af den skattepligtige
indkomst afsendes inden den 1. maj i det 6. år efter indkomstårets udløb. En
varslet forhøjelse af en skatteansættelse skal være foretaget senest den 1.
august i det 6. år efter indkomstårets udløb (med mindre en anmodning fra den
skattepligtige om udskydelse af denne frist er imødekommet). Hvis den
skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes
fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.
6. Fremgangsmåden ved transfer pricing forhøjelser i
udlandet
Såfremt en udenlandsk skattemyndighed har foretaget en regulering
(forhøjelse) vedrørende en kontrolleret transaktion kan den skattepligtige
rette henvendelse til den skatteansættende myndighed i Danmark med henblik
på, at denne foretager en tilsvarende regulering i Danmark (korresponderende
nedsættelse). Den skatteansættende myndighed har kompetence til at genoptage
skatteansættelsen og foretage en regulering, såfremt begæringen herom
indgives inden tre år efter udløbet af det pågældende indkomstår.
En genoptagelsesanmodning, der fremsættes efter udløbet af denne tre-års
periode, skal i stedet (i øjeblikket) rettes til den lokale told- og
skatteregion, jf. afsnit 5.1.
Såfremt den pågældende skattemyndighed - den skatteansættende myndighed
eller den lokale told- og skatteregion - ikke er af den opfattelse, at den
udenlandske skattemyndigheds forhøjelse er berettiget, hvorfor en
korresponderende nedsættelse i Danmark afvises, kan skatteyderen - såfremt
forhøjelsen er sket i et land, med hvilket Danmark har indgået en
dobbeltbeskatningsoverenskomst med en bestemmelse om en gensidig
aftaleprocedure, jf. OECD's modeloverenskomst artikel 25 - rette henvendelse
til Told- og Skattestyrelsen med henblik på at anmode denne om at rette
henvendelse til den udenlandske kompetente myndighed. Såfremt Told- og
Skattestyrelsen finder, at den udenlandske forhøjelse vedrørende den
kontrollerede transaktion er uberettiget, retter den henvendelse til den
udenlandske kompetente myndighed med henblik på at forsøge at undgå en
dobbeltbeskatning via en gensidig aftaleprocedure (mutual agreement), jf.
OECD's modeloverenskomsts artikel 25.
Efter den gensidige aftaleprocedure er landene ikke forpligtet til at nå
til enighed. For så vidt angår EU-landene kan der i stedet henvises til
EU-voldgiftskonventionen, der trådte i kraft den 1. januar 1995, jf.
bekendtgørelse nr. 1023 af 13. december 1994. EU-voldgiftskonventionen
omhandler foretagender samt faste driftssteder, hvorefter de fleste i praksis
forekommende situationer vil være omfattet. En dansk hovedaktionærs udlån til
et selskab i udlandet vil være omfattet af reglerne i skattekontrollovens § 3
B, men vil imidlertid ikke kunne anses for et foretagende omfattet af
reglerne i EU-voldgiftskonventionen (med mindre udlånet eksempelvis foretages
i forbindelse med selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark). Ifølge
EU-voldgiftskonventionen er landene tilsvarende forpligtet til at forsøge at
undgå en dobbeltbeskatning via en gensidig aftaleprocedure (omfattende alle
de berørte lande), men såfremt de ikke kan nå til en aftale om at ophæve
dobbeltbeskatningen inden to år fra den dato, hvor et af foretagenderne
indgav en klage, er de endvidere forpligtet til at nedsætte et rådgivende
udvalg. Det rådgivende udvalg afgiver sin udtalelse om fordelingen af
indtægter og udgifter senest seks måneder fra den dag, hvor sagen blev
forelagt udvalget. De involverede myndigheder har herefter seks måneder til
at træffe en afgørelse, som ophæver dobbeltbeskatningen. Såfremt
myndighederne ikke inden for denne seks måneders periode opnår enighed om
fordelingen af indtægter og udgifter, bliver det rådgivende udvalgs udtalelse
endelig.
Spørgsmålet om, hvorvidt armslængde princippet er blevet overholdt, skal
indbringes for den kompetente myndighed i den stat, hvor foretagendet er
hjemmehørende. Told- og Skattestyrelsen er den kompetente myndighed i
Danmark. Sagen skal være indbragt senest tre år efter, at foretagendet har
fået første underretning om transfer pricing reguleringen. Ifølge
konventionens bestemmelser skal skattemyndighederne give et foretagende
underretning om en regulering i god tid for at give foretagendet lejlighed
til at underrette det andet foretagende, således at dette får mulighed for at
underrette den anden kontraherende stat. Et dansk foretagendes reaktion på en
udenlandsk skattemyndigheds regulering skal således indbringes for Told- og
Skattestyrelsen inden tre år efter at det danske foretagende har fået
underretning fra det udenlandske foretagende om, at det har fået underretning
om en påtænkt regulering. I de fleste tilfælde vil overholdelsen af denne tre
års frist formentlig ikke volde problemer, men i tvivlstilfælde kan man tage
udgangspunkt i, hvornår det udenlandske foretagende har fået besked, og
derefter gå ud fra denne dato med tillæg af eksempelvis en uge.
Såfremt der er tale om en regulering af et foretagende i et andet EU-land
kan den skattepligtige, hvis den pågældende skattemyndighed afviser en
korresponderende nedsættelse, ved henvendelsen til Told- og Skattestyrelsen
tilkendegive, at de ønsker proceduren efter EU-voldgiftskonventionen
igangsat. Herved opnås, at de kompetente myndigheder er bundet af
konventionens fristregler, samt at der - såfremt der ikke opnås enighed -
skal nedsættes et rådgivende udvalg.
7. Ikrafttræden m.v.
Reglerne i skattekontrollovens § 3 B, stk. 1-3 (selvangivelsespligten),
har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 1998 eller senere.
For så vidt angår de selskaber m.v., der har et bagudforskudt indkomstår,
finder de foreslåede regler først anvendelse for indkomståret 1999.
De første selvangivelser, der skal indleveres i overensstemmelse med de
foreslåede regler i § 3 B, stk. 1-3, er selvangivelserne for indkomståret
1998, hvor dette er sammenfaldende med kalenderåret 1998. For fysiske
personer skal de første selvangivelser i overensstemmelse med disse regler
således indleveres den 1. maj eller 1. juli 1999. For juridiske personer skal
de første selvangivelser i overensstemmelse med disse regler indleveres
senest den 30. juni 1999.
Reglerne i skattekontrollovens § 3 B, stk. 4 og 5
(dokumentationsforpligtelsen m.v.), har virkning for indkomstår, der
påbegyndes den 1. januar 1999 eller senere. For så vidt angår de selskaber
m.v., der har et bagudforskudt indkomstår, finder de foreslåede regler først
anvendelse for indkomståret 2000. Dette sene virkningstidspunkt er valgt af
hensyn til de skattepligtige, der ikke allerede har en procedure for
transfer-pricing dokumentation.
Såfremt de skattepligtige allerede har en transfer pricing politik vil
dokumentationen for denne være en del af det regnskabsgrundlag, der allerede
i dag kan kræves udleveret efter skattekontrollovens § 6.
Reglerne i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, 2. pkt. (vedrørende en
genoptagelsesanmodning), har virkning fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt,
dvs. dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Loven blev bekendtgjort i
Lovtidende den 26. februar 1998, hvorfor skattestyrelseslovens § 4, stk. 2,
2. pkt., har virkning fra den 27. februar 1998.
Reglerne i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 4. pkt. (vedrørende
korrektionsfristen), har virkning for de indkomstår, hvor varslingsfristen
ikke er udløbet den 1. januar 1998.
8. Ændring af gældende cirkulære
I cirkulære om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.
(selskabsskatteloven), cirkulære nr. 136 af 7.11.1988, erstattes følgende
afsnit i punkt 46: »Reglen er efter de seneste års retspraksis fortolket
således, at reglen ikke hjemler ret til skønsmæssige forhøjelser uden
klart bevisgrundlag for en urigtig selvangivelse. Samtidig er det
fastslået, at det er skattemyndighederne, der har bevisbyrden.« med:
»For så vidt angår fastsættelsen af pris og vilkår for de økonomiske og
handelsmæssige forbindelser henvises til lov nr. 131 af 25. februar 1998 om
ændring af skattekontrolloven og skattestyrelsesloven (Oplysningspligt
vedrørende koncerninterne transaktioner).«
Skatteministeriet, den 15. maj 1998
Peter Loft
/ Ivar Nordland
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1997 LSF 101 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN, SELSKABSSKATTELOVEN OG SKATTEKONTROLLOVEN (LOVFÆSTELSE AF ARMSLÆNGDEPRINCIPPET OG VÆRN MOD TYND KAPITALISERING) Retsinformation · 30. juni 1998
- Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt en række ændringer i skatteansættelserne for de sagsøgende selskaber i relation til lempelsesansættelsen angående en række transaktioner er omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 Domsdatabasen · 10. juni 2024
- 1997 LSF 84 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SKATTEKONTROLLOVEN OG SKATTESTYRELSESLOVEN (OPLYSNINGSPLIGT VEDRØRENDE KONCERNINTERNE TRANSAKTIONER) Retsinformation · 25. februar 1998
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2025/2404 af 28. november 2024 om skatteafgørelse SA.38375 (2014/C) (ex 2014/NN) — Luxembourg, påstået støtte til FFT (meddelt under nummer C(2024) 8564) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 28. november 2024
- Forslag til Lov om ændring af skattekontrolloven, skattestyrelsesloven og ligningsloven (Ændring af oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende transfer pricing) Retsinformation · 8. december 2004
- Forslag til Lov om ændring af skattekontrolloven, skattestyrelsesloven, ligningsloven og tonnageskatteloven (Ændring af oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende transfer pricing) Retsinformation · 2. marts 2005