Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om transfer pricing regler Til de statslige og kommunale skattemyndigheder (lov nr.131 af 25. februar 1998)

Gældende CIR nr 84 af 15/05/1998CirkulæreSkatte- og Vækstministeriet12. juni 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om transfer pricing regler Til de

statslige og kommunale skattemyndigheder (lov nr.131 af 25. februar 1998)

1. Indledning

Ved lov nr. 131 af 25. februar 1998 blev der gennemført en række ændringer

i skattekontrolloven og skattestyrelsesloven vedrørende koncerninterne

transaktioner på tværs af landegrænserne. Reglernes formål er at øge

skattemyndighedernes mulighed for at sikre korrekt prisfastsættelse og dermed

korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved koncerninterne

transaktioner på tværs af landegrænserne (transfer pricing).

Skattepligtige, der er interesseforbundne med selskaber, personer m.v i

udlandet, skal fremover i selvangivelsen afgive oplysninger om art og omfang

af de handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med disse (kontrollerede

transaktioner).

Endvidere skal der ved kontrollerede transaktioner udarbejdes

dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat. Den skriftlige

dokumentation skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en

vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med hvad der

kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige

parter. Minimum er, at virksomheden redegør for, hvorledes priser og vilkår

for kontrollerede transaktioner rent faktisk er fastsat.

Fristen for skattemyndighedernes korrektioner vedrørende de kontrollerede

transaktioner er ved de nye regler forlænget med to år. Samtidig er

tidsbegrænsningen for de skattepligtiges mulighed for en genoptagelse af

skatteansættelsen som følge af en udenlandsk skattemyndigheds transfer

pricing regulering ophævet.

I det følgende vil de nye regler blive gennemgået. Gennemgangen består

hovedsageligt af et sammendrag af bemærkningerne til lovforslaget, indholdet

af spørgsmål stillet til Skatteudvalget under folketingsbehandlingen samt

svarene på disse spørgsmål.

Gennemgangen vil have følgende udformning:

Læs alt

1. Indledning

2. Hjemmelen til transfer pricing reguleringer

3. Reglernes anvendelsesområde

3.1. Skattepligtige omfattet af reglerne

3.1.1. Eksempler - Skattepligtige omfattet af reglerne

3.2. De omfattede transaktioner

4. Reglernes indhold

4.1. Selvangivelsespligten

4.2. Dokumentationsforpligtelsen

4.3. OECD's retningslinier

4.3.1. Armslængde princippet

4.3.2. Metoder til vurdering af fastsættelsen af pris og vilkår

4.4. Sanktioner

5. Fristforlængelser

5.1. Genoptagelsesanmodning

5.2. Korrektionsfrist

6. Fremgangsmåden ved transfer pricing forhøjelser i

udlandet

7. Ikrafttræden

8. Ændring af gældende cirkulære

2. Hjemmelen til transfer pricing reguleringer

Hjemmelen eller grundlaget for foretagelsen af transfer pricing

reguleringer er ikke blevet ændret ved vedtagelsen af lov nr. 131 af 25.

februar 1998.

Af de almindelige skatteretlige principper følger, at ethvert

skattesubjekt kun skal beskattes af sine egne indtægter, men skal beskattes

af alle sine skattepligtige indtægter. Såfremt der foretages transaktioner

mellem to skattesubjekter, der ikke er sket på armslængde vilkår, dvs.

svarende til de vilkår, der ville være blevet aftalt mellem uafhængige

parter, vil der være mulighed for korrektion, hvis der er sket en

»skjult« overførsel af en indtægt fra et skattesubjekt til et

andet. Korrektionen forudsætter imidlertid, at de to skattesubjekter er

interesseforbundne.

I selskabsskattelovens § 12 findes en bestemmelse for så vidt angår

korrektion i anledning af et dansk selskabs eller en dansk filials

transaktioner med en udenlandsk kontrollerende virksomhed. Denne bestemmelse

blev indført med virkning fra og med skatteåret 1962/63 samtidig med

gennemførslen af selskabsskatteloven. Af bemærkningerne til bestemmelsen

fremgår, at det ikke var sigtet at ændre ved de allerede gældende principper,

men alene at give en specifik hjemmel for korrektion af kontrollerede danske

selskabers eller filialers skattepligtige indkomst. Denne hjemmel eksisterer

fortsat, men har imidlertid i praksis vist sig at være utilstrækkelig som

grundlag for korrektion, idet man ofte mangler den nødvendige dokumentation.

Selskabsskattelovens § 12 omfatter ikke direkte den omvendte situation, at

et dansk selskab har en kontrollerende indflydelse på et udenlandsk selskab

eller en filial beliggende i udlandet. Da bestemmelsen imidlertid er udtryk

for de almindelige skatteretlige principper, kan der ske korrektion af et

dansk kontrollerende selskab efter tilsvarende retningslinier.

3. Reglernes anvendelsesområde

3.1. Skattepligtige omfattet af reglerne

Kravet om afgivelsen af oplysninger i selvangivelsen om samtlige

kontrollerede transaktioner omfatter skattepligtige, der kontrolleres af

udenlandske fysiske eller juridiske personer, eller kontrollerer udenlandske

juridiske personer, eller er koncernforbundet med en udenlandsk juridisk

person, eller har et fast driftssted i udlandet eller er en udenlandsk fysisk

eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark. De skattepligtige,

der kan være omfattet er fysiske personer, selskaber, fonde, dødsboer, faste

driftssteder m.v.

Ved et fast driftssted forstås et fast forretningssted, hvor et

foretagendes virksomhed udøves helt eller delvis i den hensigt at opnå

fortjeneste, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, d), samt selskabsskattelovens

§ 2, stk. 1, a), og cirkulære om opkrævning af indkomst- og formueskat efter

kildeskatteloven, cirkulære nr. 135 af 4. november 1988, pkt. 12, samt

cirkulære om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven),

cirkulære nr. 136 af 7. november 1988, pkt. 15. Der henvises i de to

cirkulærer - med hensyn til afgrænsningen af begrebet fast driftssted - til

artikel 5 i OECD's model til dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Det er en betingelse, at den skattepligtige enten kontrolleres af

udenlandske fysiske eller juridiske personer eller kontrollerer udenlandske

juridiske personer (eller er koncernforbundet med en udenlandsk juridisk

person eller har et fast driftssted eller er et fast driftssted). Ved kontrol

forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som nævnt i

selskabsskattelovens § 32, stk. 1, 2.-3. pkt. og ligningslovens § 16 H, stk.

1, 2.-4. pkt.

Ifølge selskabsskattelovens § 32, stk. 1, 2.-3. pkt. anses et moderselskab

for at kontrollere et datterselskab, hvis det direkte eller indirekte ejer

mere end 50 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet eller direkte eller

indirekte råder over mere end 50 pct. af stemmerne i datterselskabet. Ved

bedømmelsen af, om moderselskabet anses for at kontrollere datterselskabet,

medregnes aktier og stemmerettigheder, som indehaves af koncernforbundne

selskaber (herunder søsterselskaber), jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, af

personlige aktionærer og deres nærtstående, jf. ligningslovens § 16 H, stk.

1, eller af en fond eller trust stiftet af moderselskabet selv eller af de

nævnte koncernforbundne selskaber, nærtstående m.v. eller af fonde eller

truster stiftet af disse. Som nærtstående anses efter ligningslovens § 16 H,

stk. 1, den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn

og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer.

Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

Ligningslovens § 16 H, stk. 1, 2.-4. pkt. omfatter skattepligtige, der

alene eller i fællesskab med nærtstående eller i fællesskab med en fond eller

trust stiftet af den skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde

eller truster stiftet af disse kontrollerer et selskab eller en forening m.v.

Den skattepligtige anses for at kontrollere et selskab, hvis vedkommende

direkte eller indirekte eller i fællesskab med nærtstående ejer mere end 50

pct. af aktiekapitalen i selskabet eller råder over mere end 50 pct. af

stemmerne i selskabet. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle,

forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller

dødsboer efter de nævnte personer.

Med indirekte er angivet, at aktieandele og stemmerettigheder ejet gennem

danske eller udenlandske selskaber m.v. også indgår ved vurderingen af, om

der er tale om kontrol i relation til § 3 B.

Reglerne i skattekontrollovens § 3 B omfatter endvidere skattepligtige,

der er koncernforbundet med en udenlandsk juridisk person. Ved

koncernforbundne juridiske personer forstås juridiske personer, der

kontrolleres af samme kreds af aktionærer, jf. tilsvarende principperne i

kursgevinstlovens § 4, stk. 2.

En fysisk eller juridisk person anses for udenlandsk, hvis personen er

hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, herunder efter

bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Et udenlandsk selskab, der indgår i en dansk sambeskatning, er omfattet af

reglerne. Det udenlandske sambeskattede selskab er omfattet af

skattekontrollovens § 3 B for så vidt angår kontrollerede transaktioner med

andre udenlandske fysiske eller juridiske personer m.v. For så vidt angår

udenlandske sambeskattede selskabers kontrollerede transaktioner med andre

skattepligtige, påhviler selvangivelsespligten og dokumentationsforpligtelsen

disse.

Danske selskaber m.v., der har lignende transaktioner med andre danske

selskaber m.v., dvs. transaktioner i en »ren« dansk koncern er ikke

omfattet af skattekontrollovens § 3 B.

Reglerne finder ikke anvendelse for udenlandske forsikringsvirksomheder,

der driver forsikringsvirksomhed her i landet, og som opgør den

skattepligtige indkomst her i landet efter selskabsskattelovens § 12, stk. 3.

Sådanne forsikringsvirksomheder opgør deres skattepligtige indkomst her i

landet efter særlige regler, der er uafhængige af de interne transaktioner.

Forsikringsvirksomhedernes skattepligtige indkomst her i landet er den del af

selskabets samlede indkomst, opgjort efter skattelovgivningens almindelige

regler, som efter forholdet mellem dets brutto-præmieindtægt her i landet og

dets samlede brutto-præmieindtægt falder på brutto-præmieindtægten her i

landet.

3.1.1. Eksempler - Skattepligtige omfattet af reglerne

De følgende eksempler - kontrol på baggrund af ejerandel samt på baggrund

af stemmer - svarer til eksemplerne vedrørende selskabsskattelovens § 32 i

cirkulære om international beskatning, cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997,

afsnit 7.

Kontrol på baggrund af ejerandel

Der foreligger kontrol med et udenlandsk datterselskab (D1) på baggrund af

det danske moderselskabs (M) ejerandel, hvis M alene eller i fællesskab med

et andet datterselskab (D2) ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i D1.

Der skal alene tages hensyn til den del af datterselskabets aktier, som

det ikke selv besidder. Det vil sige, at der skal ses bort fra

datterselskabets egne aktier.

Hvis ikke M ejer hele aktiekapitalen i D2, er det kun den forholdsmæssige

del af D2's aktier i D1, der svarer til M's ejerandel af D2, der skal

medregnes.

Det vil sige, at hvis M ejer 80 pct. af aktiekapitalen i D2, og D2 ejer 80

pct. af aktiekapitalen i D1, så vil M blive anset for at have kontrol med D1

på baggrund af 64 pct. (80 pct. af 80 pct.) af aktiekapitalen i D1.

Hvis M ejer 70 pct. af aktiekapitalen i D2, og D2 ejer 70 pct. af

aktiekapitalen i D1, så vil M ikke blive anset for at have kontrol med D1 på

baggrund af ejerandel, idet 70 pct. af 70 pct. udgør 49 pct. I denne

situation vil der derimod kunne være kontrol på baggrund af stemmeretter, jf.

nedenfor.

Hvis moderselskabet både direkte og indirekte ejer aktier i D1, skal begge

aktieposter medregnes.

Eksempel: M ejer 25 pct. af aktiekapitalen i D1, og 60 pct. af

aktiekapitalen i D2, der igen ejer 50 pct. af aktiekapitalen i D1, hvilket

kan illustreres som følger:

M - 60% - D2

\ /

25% 50%

\ /

D1

M vil i denne situation blive anset for at have kontrol med D1, på

baggrund af 55 pct. ejerskab (25 pct. + 60 pct. af 50 pct.).

Kontrol på baggrund af stemmer.

Kontrol på baggrund af stemmeretter foreligger i tilfælde, hvor M enten

alene, gennem kontrollerede selskaber eller sammen med andre kontrollerede

selskaber råder over mere end 50 pct. af stemmerne i D1.

I tilfælde, hvor M besidder stemmeretterne i D1 indirekte, det vil sige

tilfælde, hvor der mellem M og D1 er indskudt et yderligere datterselskab D2,

er det afgørende om M kontrollerer D2, og derved kan bestemme, hvordan D2

anvender sine stemmeretter i D1. D.v.s. i tilfælde, hvor M råder over mere

end 50 pct. af stemmerne i D2, så medregnes alle D2's stemmeretter ved

bedømmelsen af, om M kontrollerer D1.

I tilfælde hvor M råder over 70 pct. af stemmerne i D2, og D2 råder over

70 pct. af stemmerne i D1, så vil M derfor blive anset for at opfylde

kontrolbetingelsen på baggrund af stemmeretter i forhold til D1.

Hvis M både direkte og indirekte besidder stemmeretter i D1, så skal begge

poster medregnes.

Eksempel: M besidder 25 pct. af stemmeretterne i D1, og 50 pct. af

stemmeretterne i D2, der igen besidder 50 pct. af stemmeretterne i D1,

hvilket kan illustreres som følger:

M - 50% - D2

\ /

25% 50%

\ /

D1

I denne situation besidder M ikke mere end 50 pct. af stemmeretterne i D2,

og M kontrollerer derfor ikke D2 på baggrund af stemmeretter. Derfor skal de

stemmeretter, som D2 besidder i D1 ikke medregnes ved vurderingen af, om M

kontrollerer D1 på baggrund af stemmer. Det vil sige, at M anses for direkte

eller indirekte at besidde 25 pct. af stemmeretterne i D1.

Hvis eksemplet ændres, således at M besidder 51 pct. af stemmeretterne i

D2, så anses M for at kontrollere D2 på baggrund af stemmeretter. Dette

medfører, at D2's besiddelse af stemmeretter i D1 skal medregnes ved

opgørelsen af, om M direkte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af

stemmerne i D1. Dette medfører, at M anses for direkte eller indirekte at

besidde 75 pct. (25 pct. + 50 pct.) af stemmeretterne i D1.

Der skal tages hensyn til alle eventuelle begrænsninger i andre

aktionærers adgang til at anvende stemmeretterne. Hvis der f.eks. er indgået

en aktionæroverenskomst, der begrænser visse aktionærers muligheder for at

udnytte deres stemmeretter, eller hvis stemmeretten knyttet til visse aktier

er suspenderet, skal dette indgå i vurderingen af, om M råder over mere end

50 pct. af stemmerne i D1. Hvis eksempelvis M i henhold til stemmeværdien jf.

D1's vedtægter kun råder over 45 pct. af stemmerne og en eller flere af de

øvrige aktionærer i D1 helt eller delvist via en aktionæroverenskomst har

afstået fra at gøre deres stemmeretter gældende, så kan M blive anset for at

have kontrol med D1. Det er således andelen af aktive stemmeretter, der er

afgørende.

Koncernforbundne selskaber

Såfremt et dansk eller udenlandsk moderselskab har to helejede

datterselskaber (ejerandelen er 100 pct.) i henholdsvis Danmark (D1) og

England (D2) vil de to datterselskaber være koncernforbundet, hvorfor

transaktioner mellem de to datterselskaber vil være omfattet af de nye

regler.

<---> kontrollerede transaktioner.

M

100 pct. / \ 100 pct.

/ \

D1 <---> D2

D1 vil være ansvarlig for selvangivelsespligten og

dokumentationsforpligtelsen.

I det følgende eksempel er der taget udgangspunkt i et eksempel fra

cirkulære til kursgevinstloven, cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, pkt.

60-61 (gentaget i bemærkningerne til den ny kursgevinstlov).

Råder en person X over 51 pct. af stemmerne i et dansk selskab (D1), og

råder X's ægtefælle Y over 51 pct. af stemmerne i et i Tyskland hjemmehørende

selskab (D2), er selskaberne D1 og D2 koncernforbundne. Transaktioner mellem

D1 og D2 vil være omfattet af de nye regler. D1 vil være ansvarlig for

selvangivelsespligten og dokumentationsforpligtelsen.

<---> kontrollerede transaktioner

X Y

51 pct. 51 pct.

D1 <-----------> D2

3.2. De omfattede transaktioner

De i bestemmelsen omhandlede kontrollerede transaktioner omfatter alle

forbindelser mellem parterne. Til eksempel kan nævnes levering af

tjenesteydelser, overførsel af aktiver, immaterielle aktiver, der stilles til

rådighed, finansielle mellemværender m.v.

For så vidt angår transaktioner mellem et fast driftssted i Danmark og et

hovedkontor i udlandet, eller et fast driftssted i udlandet og et dansk

hovedkontor, vil alene de transaktioner, som efter reglerne om opgørelsen af

et fast driftssteds indkomst skal ske på armslængde vilkår, jf. artikel 7,

stk. 2, i OECD's model til dobbeltbeskatningsoverenskomster, være omfattet af

de foreslåede regler.

4. Reglernes indhold

4.1. Selvangivelsespligten

Selvangivelsespligten påhviler den skattepligtige, der har gennemført de

kontrollerede transaktioner.

Oplysningerne om art og omfang af de kontrollerede transaktioner skal

afgives i tilknytning til selvangivelsen. Der skal oplyses om der er sket

samhandel med koncernforbundne selskaber, transaktionernes art (varer,

tjenesteydelser, finansiering m.v.) og størrelsen af hver art af

transaktioner. Der er alene tale om summariske oplysninger. Den konkrete

udformning af felterne til selvangivelsen bestemmes af skatteministeren efter

indstilling fra Ligningsrådet, jf. skattekontrollovens § 1, stk. 2.

Oplysningerne vil være en hjælp for skattemyndighederne til at udvælge de

virksomheder, der ønskes gjort til genstand for en nærmere undersøgelse.

4.2. Dokumentationsforpligtelsen

Ifølge stk. 4 i skattekontrollovens § 3 B skal de skattepligtige udfærdige

og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er

fastsat for kontrollerede transaktioner. Den skriftlige dokumentation kan

udfærdiges på papir eller elektronisk. Den skriftlige dokumentation skal være

af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og

vilkår er fastsat i overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis

transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængde vilkår).

Skattemyndighedernes vurdering af priser og vilkår skal være i

overensstemmelse med OECD's retningslinier for transfer pricing (Transfer

Pricing Guidelines for Multinational Enterprises and Tax Administrations).

Dokumentationsforpligtelsen påhviler den skattepligtige, der har

gennemført de kontrollerede transaktioner.

Det er ikke i bestemmelsen nøjagtigt angivet hvilken dokumentation, der

skal udfærdiges af den enkelte skattepligtige. Dette er ikke muligt på grund

af de store forskelle i virksomhedernes struktur og aktiviteter. Endvidere er

de skattepligtige som udgangspunkt selv bedst i stand til at vurdere, hvilken

dokumentation, der bedst viser at priser og vilkår er fastsat på armslængde

vilkår. Transaktioner med koncernintern overdragelse af immaterielle aktiver,

royalty betalinger eller management fees til servicecentre beliggende i

lavskattezoner eller lignende, hvor potentialet for skatteplanlægning må

anses for at være stort, bør imidlertid medføre andre overvejelser om

dokumentation end standardsalg af varer som led i den almindelige samhandel.

Virksomhederne har ofte i deres interne forretningsgange beskrevet

retningslinier for intern prisfastsættelse for koncerninterne transaktioner.

Hvis prisfastsættelsen af koncerninterne transaktioner samlet set pr.

juridisk enhed følger virksomhedens generelle retningslinier, vil der ikke

være behov for en beskrivelse af prisfastsættelsen på transaktionsniveau. I

modsætning hertil bør væsentlige og usædvanlige transaktioner dog særskilt

dokumenteres.

De skattepligtige skal som minimum redegøre for, hvorledes priser og

vilkår for kontrollerede transaktioner rent faktisk er fastsat. Er pris og

vilkår eksempelvis fastsat med udgangspunkt i tilsvarende priser og vilkår

ved salg til uafhængige parter skal dette angives og eventuelle afvigelser

herfra skal begrundes. Såfremt den skattepligtige ikke har tilsvarende salg

til uafhængige parter, hvor der ikke eksisterer sammenlignelige varer eller

salg, eller videresalg til en uafhængig part, hvorfor ingen af de

traditionelle transaktionsbaserede metoder kan anvendes, kan en alternativ

løsning være at se på koncernens nettoresultat af transaktionen.

Nettoresultatet fordeles indenfor koncernen efter de udførte funktioner,

påtagne risici og anvendte ressourcer. Den skattepligtiges andel i koncernens

fortjeneste på den omhandlede vare skal med andre ord modsvare de funktioner

m.v. den skattepligtige har udført vedrørende den omhandlede vare.

De ovenfor nævnte eksempler svarer til OECD's retningsliniers fri

markedspris-metode og avancefordelingsmetoden. Ifølge OECD's retningslinier

bør avancefordelingsmetoden kun anvendes som »en sidste udvej«,

hvorfor den først bør anvendes i tilfælde som her, hvor der ikke er mulighed

for at anvende en af de traditionelle transaktionsbaserede metoder.

Beregningen af de interne afregningspriser vil formentlig allerede i dag ikke

afvige nævneværdigt fra de angivne retningslinier. I fremtiden skal

beregningen således blot nedskrives. Det er ikke nødvendigt for

virksomhederne at udarbejde en større analyse eller købe sig adgang til

databaser med sammenlignelige data. Virksomhederne bør selv være i stand til

at udforme den tilstrækkelige dokumentation. Såfremt der er udarbejdet

dokumentation for en koncerns prisfastsættelse til brug for

skattemyndighederne i andre lande, vil denne dokumentation - såfremt den

omfatter de kontrollerede transaktioner og såfremt den kan danne grundlag for

en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med

armslængde princippet - kunne anvendes i Danmark. Det kan imidlertid

eventuelt være nødvendigt at afgive supplerende oplysninger.

Såfremt der er udarbejdet dokumentation til brug for skattemyndighederne i

andre lande, der kan anvendes i Danmark, kan denne dokumentation afgives til

brug for de danske skattemyndigheder på dansk, engelsk, norsk eller svensk.

Tilsvarende kan de skattepligtige vælge at udarbejde dokumentationen til de

danske skattemyndigheder på dansk, engelsk, norsk eller svensk, idet denne

herved senere vil kunne anvendes til brug for skattemyndighederne i andre

lande.

Det forudsættes, at de skattepligtige skal oplyse om prisfastsættelsen er

sket efter aftale med et andet lands skattemyndigheder, herunder på basis af

en forhåndsprisgodkendelse. Endvidere vil det i almindelighed blandt andet

være hensigtsmæssigt at give oplysninger om: 1) De virksomheder, der er

inddraget i de kontrollerede transaktioner, 2) arten af de pågældende

transaktioner, 3) de funktioner, der udføres af de enkelte virksomheder ( som

f. eks. fabrikation, reklame, distribution, indkøb osv.) og om 4) den

skattepligtige eller forbundne virksomheder har sammenlignelige transaktioner

med uafhængige virksomheder (ikke kontrollerede transaktioner).

Hvis oplysninger om ovennævnte forhold ikke giver tilstrækkeligt grundlag

for at vurdere den interne prisfastsættelse, vil det være nødvendigt at give

supplerende oplysninger. Der kan f. eks. være tale om finansielle

oplysninger, om oplysninger om ændringer i handelsbetingelser eller

genforhandling af gældende aftaler, om oplysninger om den udenlandske

virksomheds transaktioner med andre forbundne virksomheder, en liste over

sammenlignelige virksomheder, der har lignende transaktioner m. m.

Endvidere kan det være nyttigt at give oplysninger om prisfastsættelser

(herunder kalkulationer), forretningsstrategier og særlige forhold, herunder

om transaktionen er en del af en større aftale. Ved skattemyndighedernes

vurdering af pris- og vilkårsfastsættelsen skal de samlede forhold tages i

betragtning af skattemyndighederne, så som markedsforhold, valutaforhold,

sæson, ledig produktionskapacitet, udbygning af markeder osv. i

overensstemmelse med OECD's retningslinier.

I de fleste tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at give oplysning om den

eller de metoder, der finder anvendelse i forbindelse med armslængde

princippet. Der vil normalt være tale om at anvende en af de traditionelle

transaktionsbestemte metoder (den fri markedspris-metode,

videresalgsprismetoden og kostpris plus avance metoden), men andre metoder

kan også finde anvendelse. Det er som udgangspunkt de enkelte virksomheders

egen vurdering, hvilken metode der er mest hensigtsmæssig i lyset af denne

virksomheds aktiviteter og forhold i øvrigt.

Skattemyndighederne bør kun kræve de nødvendige oplysninger og skal

endvidere sikre, at virksomhederne ikke risikerer forretningshemmeligheder

offentliggjort i forbindelse med deres opfyldelse af dokumentationspligten. I

Danmark er virksomhederne beskyttet af de almindelige forvaltningsretlige

regler om tavshedspligt samt af skattestyrelseslovens § 37. Det er

hensigtsmæssigt at skattemyndighederne og den skattepligtige samarbejder med

henblik på at finde de vilkår for en kontrolleret transaktion, der er i

overensstemmelse med armslængde princippet.

De skattepligtige skal udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for,

hvorledes priser og vilkår er fastsat for kontrollerede transaktioner. Denne

opbevaringspligt gælder for fem år fra udløbet af det pågældende regnskabsår.

Dette svarer til den i bogføringsloven gældende opbevaringspligt.

Skattemyndighederne modtager oplysninger om den skattepligtiges

kontrollerede transaktioner på selvangivelsestidspunktet, jf. § 3 B, stk. 1.

I den almindelige selvangivelsespligt er indeholdt en pligt til efter

anmodning at redegøre for grundlaget for de selvangivne oplysninger, således

at skattemyndighederne får mulighed for at bedømme kvaliteten af de

selvangivne oplysninger.

Endvidere er der i § 3 B, stk. 4, indeholdt en adgang for

skattemyndighederne til at begære den skriftlige dokumentation for, hvorledes

priser og vilkår er fastsat for kontrollerede transaktioner, forelagt.

Skattemyndighederne bør i god tid forinden varslingsfristens udløb, jf.

skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 4. pkt., have anmodet de skattepligtige

om, at få den nødvendige dokumentation.

Skattekontrollovens § 6 om indhentelse af oplysninger fra den

skattepligtige finder endvidere anvendelse.

4.3. OECD's retningslinier

OECD's retningslinier indeholder i øjeblikket otte kapitler:

I. Armslængde princippet

II. Traditionelle transaktionsbaserede metoder

III. Andre metoder (avancebaserede metoder)

IV. Administrative forhold

V. Dokumentation

VI. Immaterielle aktiver

VII. Koncerninterne tjenesteydelser

VIII. Omkostningsfordelingsaftaler

Det er intentionen løbende i takt med udviklingen og i takt med at

OECD-landene bliver enige, at opdatere disse retningslinier. Endvidere vil

der blive tilføjet kapitler om andre aspekter af transfer pricing

problemstillingen.

4.3.1. Armslængde princippet

OECD's grundlæggende definition af armslængde princippet findes i OECD's

modeloverenskomsts artikel 9 om forbundne foretagender. Såfremt der imellem

to associerede foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres

kommercielle eller finansielle forbindelser, som afviger fra de vilkår, som

ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver

fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være

tilfaldet et af disse foretagender, medregnes til dette foretagendes

fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

Ved anvendelsen af armslængde princippet skal der foretages en

sammenligning mellem vilkårene mellem interesseforbundne parter og

ikke-interesseforbundne parter. Dette forudsætter, at der eksisterer et

sammenligningsgrundlag i en eller anden tilgængelig form, dvs. at

sammenligningsgrundlaget er identisk eller at der kan korrigeres for

eventuelle forskelle. Den sammenlignelighedstest, der skal foretages, er

udførligt beskrevet i retningslinierne. Sammenlignelighedstesten indeholder

følgende elementer: Sammenligning af de udvekslede varer og tjenesteydelser,

funktionsanalyse, sammenligning af kontraktsvilkårene, sammenligning af de

økonomiske omstændigheder i form af markedsvilkår m.v. og af parternes

forretningsstrategier. Ved transaktioner mellem to uafhængige parter vil den

økonomiske kompensation normalt afspejle de funktioner, som hver part påtager

sig, herunder hvilke aktiver, der er indsat og hvilke risici, man har påtaget

sig. Ved funktionsanalysen vurderes, hvorledes opgaver og risici er fordelt

mellem parterne, dvs. det undersøges, hvem af parterne, der udfører de

forskellige funktioner som f.eks. design, produktion, montering, forskning og

udvikling, service og garanti, indkøb, distribution, reklame og marketing,

transport, finansiering og ledelse. Sammenlignelighedstesten skal gennemføres

uanset hvilken metode, der benyttes til prisfastsættelse.

Armslængde princippet bør ideelt set anvendes på enkelte transaktioner.

Disse enkelte transaktioner kan imidlertid i særlige tilfælde være så tæt

forbundne, at de må vurderes sammen. Er en aftale indgået som en pakke, der

inkluderer betaling for benyttelsen af et patent, knowhow, varemærker m.v.,

kan det være nødvendigt at opløse denne med henblik på at vurdere de enkelte

transaktioner. I sådanne tilfælde skal der imidlertid afslutningsvis

foretages en samlet vurdering af, om pakken er indgået på armslængde vilkår.

Transfer pricing er ikke en eksakt videnskab, og anvendelsen af den mest

hensigtsmæssige metode eller de mest hensigtsmæssige metoder kan føre til

fastsættelse af et interval for armslængde prisen. Armslængde prisen er

således ikke een bestemt pris, hvorfor der bør accepteres et interval af

priser, hvortil der ikke foretages korrektion. Falder prisen derimod udenfor

dette prisinterval, bør en korrektion af prisfastsættelsen ske til det punkt

i intervallet, der bedst reflekterer den foreliggende transaktions

betingelser.

Med henblik på at opnå en fuldstændig forståelse af de forhold, der

omgiver den interne transaktion, kan det være hensigtsmæssigt at der anvendes

data fra en flerårig periode. Dette gælder såvel data fra tidligere år, som

data for efterfølgende år.

4.3.2. Metoder til vurdering af fastsættelsen af pris og vilkår

I kapitlerne II og III i OECD's retningslinier gennemgås metoder, som

skattemyndigheder og skatteydere anbefales at anvende ved fastsættelsen af,

om betingelserne i kommercielle eller finansielle transaktioner er i

overensstemmelse med armslængde princippet.

I kapitel II beskrives de såkaldte »traditionelle

transaktionsbaserede metoder«. Disse metoder er den fri

markedspris-metode (CUP metoden), videresalgspris-metoden og kostpris plus

avance-metoden.

Ved den fri markedspris-metode sammenlignes prisen på varer og

tjenesteydelser med prisen på tilsvarende varer eller tjenesteydelser,

overført mellem uafhængige parter. Ved denne sammenligning er det nødvendigt

primært at undersøge, om der findes produkter, der er tilstrækkeligt

sammenlignelige. Såfremt dette ikke er tilfældet, skal der så vidt muligt

foretages reguleringer for at eliminere de foreliggende forskelle. Endvidere

skal der tages hensyn til en række andre faktorer, der kan påvirke priserne.

Det er således nødvendigt at tage hensyn til f.eks., om de markeder, hvor

varerne er solgt, er økonomisk sammenlignelige, om salgstidspunktet er det

samme, om varerne er solgt samme sted i kæden fra producent til forbruger

o.s.v. Hvis forhold som de ovennævnte har væsentlig indflydelse på prisen,

skal der igen foretages reguleringer for at eliminere disse forskelle.

Den fri markedspris-metode er den mest direkte metode og bør anvendes i

alle tilfælde, hvor der foreligger tilstrækkeligt sammenlignelige produkter.

Det er imidlertid ikke altid muligt at finde tilstrækkeligt sammenlignelige

produkter, hvorfor det kan være nødvendigt at anvende en af de følgende

metoder.

Ved videresalgspris-metoden begyndes med at fastslå den pris, hvortil et

produkt, der er købt hos en forbundet virksomhed, bliver videresolgt til en

uafhængig virksomhed. Denne videresalgspris bliver herefter reduceret med en

rimelig bruttoavance. Efter fradrag af denne kan det resterende beløb

betragtes som en armslængde pris for den oprindelige overførsel af produktet.

Ved anvendelsen af denne metode kræves normalt færre reguleringer som følge

af forskelle i produkterne end ved den forrige metode. Derimod skal der

reguleres for de funktioner, der udføres forinden eller i forbindelse med

videresalg. Dette kan være videreforarbejdning af produktet, påførsel af

varemærke, påtagelse af garanti m.v. Videresalgsprisen findes lettest, hvor

produktet ikke ændres væsentligt forinden eller i forbindelse med videresalg.

Endvidere må der foretages regulering, såfremt videresælgeren har monopol på

videresalg af produktet.

Kostpris plus avance-metoden tager udgangspunkt i de omkostninger, som en

virksomhed afholder i forbindelse med formuegoder eller tjenesteydelser, der

er overført eller ydet til en forbundet virksomhed. Dette beløb opskrives med

en rimelig bruttoavance (kan f. eks være lig bruttofortjenesten ved salg til

uafhængige virksomheder). Denne metode er særlig anvendelig, hvor de interne

transaktioner består af halvfabrikata, hvor parterne har indgået integrerede

produktionsaftaler, langfristede købs- og salgsaftaler eller den handlede

vare er til rådighed stillede serviceydelser. Metoden indebærer en vurdering

af såvel omkostninger som bruttoavance. Metoden vil derfor kunne påvirkes af

en række forskelle mellem virksomhederne. Det nævnes endvidere, at metoden

forudsætter at omkostningerne beregnes på samme vis, eller at der kan

reguleres for forskelle. Dette kan give problemer, idet beregningen af

omkostninger i praksis sker på forskellig vis.

Ovennævnte metoder, der har været generelt accepterede i mange år, er at

foretrække når det skal fastslås, om betingelserne for de kommercielle og

finansielle forbindelser mellem forbundne virksomheder er i overensstemmelse

med armslængde princippet.

Kompleksiteten i erhvervslivet kan imidlertid medføre, at de traditionelle

metoder ikke kan anvendes alene, eller undtagelsesvist slet ikke kan

anvendes. Der kan således være tale om en stærkt integreret koncern, der

fremstiller et eller flere helt unikke produkter. I disse tilfælde kan det

være meget vanskeligt eller umuligt at fremskaffe eksternt materiale, der kan

anvendes som grundlag for en sammenlignelighedsanalyse.

Med henblik på disse situationer er der i kapitel III i OECD's

retningslinier redegjort for andre metoder, der eventuelt kan anvendes som

tilnærmelse til armslængde vilkår. Disse metoder betegnes som

»transaktionsbestemte avancemetoder«, dvs. metoder, der undersøger

de fortjenester, der opnås ved specielle transaktioner mellem forbundne

virksomheder. De eneste avancemetoder, der opfylder armslængde princippet, er

ifølge OECD's retningslinier de metoder, der er i overensstemmelse med

»avancefordelingsmetoden« og »den transaktionsbestemte

nettoavancemetode«.

Ved avancefordelingsmetoden identificeres først det samlede nettoresultat,

der skal fordeles mellem forbundne foretagender og som hidrører fra deres

interne transaktioner. Herefter fordeles avancen mellem de forbundne

virksomheder på grundlag af en analyse af, hvilke funktioner den enkelte

virksomhed har bidraget med. Ved fastsættelsen af værdien af de udførte

funktioner skal der i videst muligt omfang sammenlignes med tilsvarende

funktioner, udført af uafhængige virksomheder.

Den transaktionsbestemte nettoavancemetode undersøger den

nettofortjeneste, som en virksomhed realiserer ved en intern transaktion.

Ideelt set skal virksomhedens nettofortjeneste fastsættes ved at sammenligne

med den nettofortjeneste, som virksomheden opnår ved tilsvarende

transaktioner med uafhængige virksomheder. Hvor dette ikke er muligt, kan

nettofortjenesten for en uafhængig virksomhed ved en sammenlignelig

transaktion anvendes som vejledning. Det er anført, at pålidelige

sammenligningsanalyser ofte er vanskelige at foretage i forbindelse med denne

metode.

Det konkluderes i retningslinierne at disse to metoder,

avancefordelingsmetoden og den transaktionsbestemte nettoavancemetode, kun

bør anvendes som »en sidste udvej«. Der er foreløbig kun få lande,

der har erfaringer med avancemetoderne, hvorfor det er intentionen, at

anvendelsen af de forskellige metoder skal overvåges af OECD i de kommende

år.

De i retningslinierne anførte metoder er ikke udtømmende. Andre metoder

kan ifølge retningslinierne også være anvendelige, men kun såfremt de er i

overensstemmelse med armslængde princippet .

Retningslinierne afviser imidlertid anvendelsen af »Global Formulary

Apportionment«, idet denne ikke anses for at være i overensstemmelse med

armslængde princippet. Efter denne metode fordeles fortjenesten i en koncern

mellem de forbundne virksomheder i de forskellige lande efter en forudbestemt

og fast formel.

I Danmark er der for udenlandske forsikringsselskaber, der driver

forsikringsvirksomhed her i landet, i selskabsskattelovens § 12, stk. 3,

givet særskilt hjemmel til at opgøre den danske skattepligtige indkomst efter

en sådan indirekte metode. Af kommentarerne til OECD's modeloverenskomsts

artikel 7 fremgår, at denne indirekte metode kan accepteres, hvis denne

sædvanligt har været benyttet og under forudsætning af, at resultatet med

rimelighed kan siges at være i overensstemmelse med artiklen, dvs. armslængde

princippet. Uanset der tages afstand fra en sådan indirekte metode i OECD's

retningslinier, er dens begrænsede anvendelse således anerkendt af OECD i

modeloverenskomsten.

De nye regler i skattekontrollovens § 3 B finder ikke anvendelse for

udenlandske forsikringsvirksomheder, der driver forsikringsvirksomhed her i

landet, og som opgør den skattepligtige indkomst her i landet efter

selskabsskattelovens § 12, stk. 3 (afsnit 3.1.).

4.4. Sanktioner

Såfremt den skattepligtige ikke har udarbejdet dokumentation efter stk. 4,

finder skattekontrollovens § 5, stk. 3, anvendelse for så vidt angår de

kontrollerede transaktioner. Den skattepligtige indkomst vedrørende de

kontrollerede transaktioner kan således fastsættes skønsmæssigt, såfremt der

ikke er udarbejdet dokumentation.

I alle tilfælde, hvor skattemyndigheden ønsker at ændre den skattepligtige

indkomst i overensstemmelse med et skøn over hvilke priser og vilkår, der

kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige

parter, skal der forinden indhentes en godkendelse fra den centrale told- og

skatteforvaltning. § 3 B, stk. 5, 2. pkt. finder anvendelse, hvor der ikke er

udarbejdet dokumentation, samt hvor der er udarbejdet dokumentation, men

skattemyndigheden er uenige i fastsættelsen af pris og vilkår.

Kravet om en godkendelse fra den centrale told- og skatteforvaltning

forinden den skattepligtige indkomst kan ændres er indsat af hensyn til told-

og skatteforvaltningens mulighed for at koordinere reglerne. Denne

godkendelse kan ikke selvstændigt påklages, men den skønsmæssige ansættelse

af den skattepligtige indkomst kan påklages efter de almindelige regler i

skattestyrelsesloven.

Efter de almindelige regler om fri bevisbedømmelse i dansk ret, jf.

retsplejelovens § 344, kan det have bevismæssig skadevirkning, såfremt

oplysninger om fastsættelsen af pris og vilkår ikke gives. Bedømmelsen af

hvilken konsekvens det vil have for virksomhederne, såfremt de ikke opfylder

deres dokumentationspligt vil således være underlagt domstolenes almindelige

prøvelse.

Bevisbyrdereglerne for de kontrollerede transaktioner adskiller sig

principielt ikke fra andre tilfælde på skatterettens område. Der er således

ikke indført en omvendt bevisbyrde ved de nye regler, bevisbedømmelsen er til

stadighed fri, jf. retsplejelovens § 344. Der gælder ingen forhåndsformodning

for, at transaktionerne ikke er foretaget i overensstemmelse med armslængde

vilkåret. Dokumentationsforpligtelsen og graden af opfyldelse vil imidlertid

påvirke bevisbedømmelsen i de konkrete sager.

Skattemyndigheden skal i alle tilfælde - forinden en eventuel korrektion

af den skattepligtige indkomst foretages - rette henvendelse til de

skattepligtige med henblik på at søge at fremskaffe den nødvendige

dokumentation.

En korrektion af den skattepligtige indkomst skal være begrundet.

Skattemyndighederne skal angive de forhold, de har tillagt betydning ved

prisfastsættelsen samt den metode de har anvendt til beregningen af denne.

Skattemyndighedernes vurdering af om den skattepligtiges prisfastsættelse

er i overensstemmelse med armslængde princippet, samt hvorvidt den

udfærdigede dokumentation er et tilstrækkeligt grundlag herfor, vil ske i

overensstemmelse med principperne i OECD's retningslinier for transfer

pricing.

Skattemyndighedernes skøn kan påklages efter de almindelige regler i

skattestyrelsesloven.

5. Fristforlængelser

5.1. Genoptagelsesanmodning

Ved indsættelsen af et 2. pkt. i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2., er

tidsbegrænsningen i § 4, stk. 1, for de skattepligtiges mulighed for en

genoptagelse af skatteansættelsen som følge af en udenlandsk skattemyndigheds

transfer pricing regulering, blevet ophævet.

Den ordinære genoptagelsesbegæring skal indgives inden tre år efter

udløbet af det pågældende indkomstår. Ved ophævelsen af tidsbegrænsningen er

der sikret en ekstraordinær genoptagelsesadgang, der imidlertid ikke er en

garanti for, at der rent faktisk sker en nedsættelse.

Efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 3, kan skattemyndighederne, hvor en

genoptagelsesanmodning imødekommes, uanset § 35 foretage sådanne reguleringer

af skatteansættelser for andre indkomstår, som er en direkte følge af den

begærede ansættelsesændring. En ekstraordinær genoptagelsesanmodning, der er

imødekommet, kan ikke tilbagekaldes.

De almindelige formkrav for bestemmelsen finder endvidere anvendelse,

hvorfor kompetencen til at afgøre anmodninger om ekstraordinær genoptagelse

som udgangspunkt tilkommer den lokale told- og skatteregion. Der er endnu

ikke taget stilling til, hvem denne kompetence tilkommer efter den 1. juli

1998 (konsekvens af flytningen af selskabsligningen). Genoptagelsesbegæringen

skal fremsættes skriftligt.

5.2. Korrektionsfrist

Ved indsættelsen af et 4. pkt. i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1,

forlængedes fristen for skattemyndighedens mulighed for at forhøje den

skattepligtige indkomst for så vidt angår de kontrollerede transaktioner med

to år. Efter de nye regler skal et varsel om forhøjelse af den skattepligtige

indkomst afsendes inden den 1. maj i det 6. år efter indkomstårets udløb. En

varslet forhøjelse af en skatteansættelse skal være foretaget senest den 1.

august i det 6. år efter indkomstårets udløb (med mindre en anmodning fra den

skattepligtige om udskydelse af denne frist er imødekommet). Hvis den

skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes

fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

6. Fremgangsmåden ved transfer pricing forhøjelser i

udlandet

Såfremt en udenlandsk skattemyndighed har foretaget en regulering

(forhøjelse) vedrørende en kontrolleret transaktion kan den skattepligtige

rette henvendelse til den skatteansættende myndighed i Danmark med henblik

på, at denne foretager en tilsvarende regulering i Danmark (korresponderende

nedsættelse). Den skatteansættende myndighed har kompetence til at genoptage

skatteansættelsen og foretage en regulering, såfremt begæringen herom

indgives inden tre år efter udløbet af det pågældende indkomstår.

En genoptagelsesanmodning, der fremsættes efter udløbet af denne tre-års

periode, skal i stedet (i øjeblikket) rettes til den lokale told- og

skatteregion, jf. afsnit 5.1.

Såfremt den pågældende skattemyndighed - den skatteansættende myndighed

eller den lokale told- og skatteregion - ikke er af den opfattelse, at den

udenlandske skattemyndigheds forhøjelse er berettiget, hvorfor en

korresponderende nedsættelse i Danmark afvises, kan skatteyderen - såfremt

forhøjelsen er sket i et land, med hvilket Danmark har indgået en

dobbeltbeskatningsoverenskomst med en bestemmelse om en gensidig

aftaleprocedure, jf. OECD's modeloverenskomst artikel 25 - rette henvendelse

til Told- og Skattestyrelsen med henblik på at anmode denne om at rette

henvendelse til den udenlandske kompetente myndighed. Såfremt Told- og

Skattestyrelsen finder, at den udenlandske forhøjelse vedrørende den

kontrollerede transaktion er uberettiget, retter den henvendelse til den

udenlandske kompetente myndighed med henblik på at forsøge at undgå en

dobbeltbeskatning via en gensidig aftaleprocedure (mutual agreement), jf.

OECD's modeloverenskomsts artikel 25.

Efter den gensidige aftaleprocedure er landene ikke forpligtet til at nå

til enighed. For så vidt angår EU-landene kan der i stedet henvises til

EU-voldgiftskonventionen, der trådte i kraft den 1. januar 1995, jf.

bekendtgørelse nr. 1023 af 13. december 1994. EU-voldgiftskonventionen

omhandler foretagender samt faste driftssteder, hvorefter de fleste i praksis

forekommende situationer vil være omfattet. En dansk hovedaktionærs udlån til

et selskab i udlandet vil være omfattet af reglerne i skattekontrollovens § 3

B, men vil imidlertid ikke kunne anses for et foretagende omfattet af

reglerne i EU-voldgiftskonventionen (med mindre udlånet eksempelvis foretages

i forbindelse med selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark). Ifølge

EU-voldgiftskonventionen er landene tilsvarende forpligtet til at forsøge at

undgå en dobbeltbeskatning via en gensidig aftaleprocedure (omfattende alle

de berørte lande), men såfremt de ikke kan nå til en aftale om at ophæve

dobbeltbeskatningen inden to år fra den dato, hvor et af foretagenderne

indgav en klage, er de endvidere forpligtet til at nedsætte et rådgivende

udvalg. Det rådgivende udvalg afgiver sin udtalelse om fordelingen af

indtægter og udgifter senest seks måneder fra den dag, hvor sagen blev

forelagt udvalget. De involverede myndigheder har herefter seks måneder til

at træffe en afgørelse, som ophæver dobbeltbeskatningen. Såfremt

myndighederne ikke inden for denne seks måneders periode opnår enighed om

fordelingen af indtægter og udgifter, bliver det rådgivende udvalgs udtalelse

endelig.

Spørgsmålet om, hvorvidt armslængde princippet er blevet overholdt, skal

indbringes for den kompetente myndighed i den stat, hvor foretagendet er

hjemmehørende. Told- og Skattestyrelsen er den kompetente myndighed i

Danmark. Sagen skal være indbragt senest tre år efter, at foretagendet har

fået første underretning om transfer pricing reguleringen. Ifølge

konventionens bestemmelser skal skattemyndighederne give et foretagende

underretning om en regulering i god tid for at give foretagendet lejlighed

til at underrette det andet foretagende, således at dette får mulighed for at

underrette den anden kontraherende stat. Et dansk foretagendes reaktion på en

udenlandsk skattemyndigheds regulering skal således indbringes for Told- og

Skattestyrelsen inden tre år efter at det danske foretagende har fået

underretning fra det udenlandske foretagende om, at det har fået underretning

om en påtænkt regulering. I de fleste tilfælde vil overholdelsen af denne tre

års frist formentlig ikke volde problemer, men i tvivlstilfælde kan man tage

udgangspunkt i, hvornår det udenlandske foretagende har fået besked, og

derefter gå ud fra denne dato med tillæg af eksempelvis en uge.

Såfremt der er tale om en regulering af et foretagende i et andet EU-land

kan den skattepligtige, hvis den pågældende skattemyndighed afviser en

korresponderende nedsættelse, ved henvendelsen til Told- og Skattestyrelsen

tilkendegive, at de ønsker proceduren efter EU-voldgiftskonventionen

igangsat. Herved opnås, at de kompetente myndigheder er bundet af

konventionens fristregler, samt at der - såfremt der ikke opnås enighed -

skal nedsættes et rådgivende udvalg.

7. Ikrafttræden m.v.

Reglerne i skattekontrollovens § 3 B, stk. 1-3 (selvangivelsespligten),

har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 1998 eller senere.

For så vidt angår de selskaber m.v., der har et bagudforskudt indkomstår,

finder de foreslåede regler først anvendelse for indkomståret 1999.

De første selvangivelser, der skal indleveres i overensstemmelse med de

foreslåede regler i § 3 B, stk. 1-3, er selvangivelserne for indkomståret

1998, hvor dette er sammenfaldende med kalenderåret 1998. For fysiske

personer skal de første selvangivelser i overensstemmelse med disse regler

således indleveres den 1. maj eller 1. juli 1999. For juridiske personer skal

de første selvangivelser i overensstemmelse med disse regler indleveres

senest den 30. juni 1999.

Reglerne i skattekontrollovens § 3 B, stk. 4 og 5

(dokumentationsforpligtelsen m.v.), har virkning for indkomstår, der

påbegyndes den 1. januar 1999 eller senere. For så vidt angår de selskaber

m.v., der har et bagudforskudt indkomstår, finder de foreslåede regler først

anvendelse for indkomståret 2000. Dette sene virkningstidspunkt er valgt af

hensyn til de skattepligtige, der ikke allerede har en procedure for

transfer-pricing dokumentation.

Såfremt de skattepligtige allerede har en transfer pricing politik vil

dokumentationen for denne være en del af det regnskabsgrundlag, der allerede

i dag kan kræves udleveret efter skattekontrollovens § 6.

Reglerne i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, 2. pkt. (vedrørende en

genoptagelsesanmodning), har virkning fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt,

dvs. dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Loven blev bekendtgjort i

Lovtidende den 26. februar 1998, hvorfor skattestyrelseslovens § 4, stk. 2,

2. pkt., har virkning fra den 27. februar 1998.

Reglerne i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, 4. pkt. (vedrørende

korrektionsfristen), har virkning for de indkomstår, hvor varslingsfristen

ikke er udløbet den 1. januar 1998.

8. Ændring af gældende cirkulære

I cirkulære om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.

(selskabsskatteloven), cirkulære nr. 136 af 7.11.1988, erstattes følgende

afsnit i punkt 46: »Reglen er efter de seneste års retspraksis fortolket

således, at reglen ikke hjemler ret til skønsmæssige forhøjelser uden

klart bevisgrundlag for en urigtig selvangivelse. Samtidig er det

fastslået, at det er skattemyndighederne, der har bevisbyrden.« med:

»For så vidt angår fastsættelsen af pris og vilkår for de økonomiske og

handelsmæssige forbindelser henvises til lov nr. 131 af 25. februar 1998 om

ændring af skattekontrolloven og skattestyrelsesloven (Oplysningspligt

vedrørende koncerninterne transaktioner).«

Skatteministeriet, den 15. maj 1998

Peter Loft

/ Ivar Nordland

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter