Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 7/2000
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
7/2000
En mand har klaget til Pressenævnet over to artikler
bragt i Berlingske Tidende den 20. december 1999, idet han mener, at god
presseskik er tilsidesat.
Det fremgår bl.a. af artiklen med overskriften
"Læger hjalp Værnet til flugt", at:
"
Nazi-læge: Arkivmateriale viser,
at den nazistiske danske læge Carl Peter Værnet fik
hjælp af andre læger til at komme ud af landet.
Den danske nazistiske læge Carl Peter
Værnet blev efter Anden Verdenskrig efter alt at dømme hjulpet
på flugt af to fremtrædende danske læger for at undgå
at blive anklaget for krigsforbrydelser. Det fremgår af arkivmateriale
fra Frederiksberg Politi, som Ritzau har fået adgang til i Landsarkivet
for Sjælland i København.
Værnet flygtede til Argentina og undgik dermed at
blive stillet for retten.
Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til
Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets
Efterretningstjeneste, red.) og overlæge dr. med [A] fra
Kommunehospitalet i København afgav begge i 1945 og 1946 gentagne
erklæringer på, at Værnet led af en alvorlig hjertesygdom.
Han skulle angivelig kun have få år tilbage at leve i.
I slutningen af 1946 forsvandt den nazistiske læge
ud af landet senere ankom han til Argentina. Her blev han ansat i det
argentinske sundhedsministerium og drev samtidig en specialpraksis. C. P.
Værnet døde i 1965 i en alder af 72 år.
Carl Peter Værnet blev ved Anden Verdenskrigs
Læs alt
slutning arresteret i Tyskland, fordi han som koncentrationslejrlæge i
Neuengamme og Buchenwald havde udført medicinske eksperimenter med
homoseksuelle fanger, hvoraf mindst to efter alt at dømme døde
som følge af forsøgene.
Carl Peter Værnet var rejst til Tyskland i 1943,
hvor han fik laboratorier i Prag, der dengang lå i det nazistisk
kontrollerede Protektorat Böhmen-Mähren. Han fik rang af
SS-sturmbannführer (major), og politichefen Heinrich Himmler, en af de
mægtigste mænd i det nazistiske rige, interesserede sig
personligt for hans projekt.
Efter krigen blev Værnet interneret på
Alsgade Skole i København, hvor den britiske militærmission i
Danmark havde et internat for mistænkte krigsforbrydere. I december
1945 blev han imidlertid indlagt på Kommunehospitalet i
København for en hjertelidelse, og i slutningen af 1946 forsvandt han
ud af landet efter på baggrund af lægeerklæringerne at
have fået tilladelse til at besøge en hjertespecialist på
Karolinskasygehuset i Stockholm.
Svær hjertelidelse
Om sygdommen skrev overlæge [A] 24. januar 1946 i en
erklæring, at Værnet "har en meget svær hjertelidelse, og
jeg mener, at en fornyet fængsling antagelig vil medføre
døden forholdsvis hurtigt, ligesom en afhøring i heldigste
tilfælde vil nøjes med at fremkalde svære hjerteanfald med
hjertekrampe". Syv måneder senere, den 22. august 1946, erklærede
læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th. B. Roepstorff, at
"læge Værnets sygdom i den sidste da forløbne tid har
udviklet sig på den måde, som er forudsat i overlægens
erklæringer".
I mellemtiden havde Carl Peter Værnet imidlertid
virket aktivt for at skabe en storstilet produktion af sit hormonprodukt, som
han håbede kunne bruges til en kur mod ældning i almindelighed
ikke blot som et kureringsmiddel for mandlige homoseksuelle."
Det fremgår bl.a. af artiklen med overskriften
" Værnetsag forarger", at:
"
Forkert: Professor Niels Høiby fra
Rigshospitalet er forarget over afsløringen af, at danske læger
ved hjælp af falske lægeerklæringer hjalp nazi-lægen
Carl Peter Værnet ud af landet og væk fra en anklage om
krigsforbrydelser.
Afsløringen af, at mindst to danske læger
hjalp koncentrationslejrlægen Carl Peter Værnet til at flygte
efter Anden Verdenskrig, chokerer i lægeverdenen.
"Det er jo noget af det, vi har frygtet, at der var
kollegaer dybt involveret i at udsmugle Værnet. Det er meget
forargeligt, at kammerateri er gået først, og at man ved at
forfalske lægeattester har ladet en krigsforbryder undslippe. Og det er
helt forkert, at man først får kendskab til det nu", siger
Niels Høiby, professor og overlæge ved Rigshospitalet.
I forsøget på at "kurere" homoseksualitet
foretog Værnet i 1944 dødelige eksperimenter i den tyske
kz-lejr Buchenwald. Efter krigen sad Værnet
varetægtsfængslet i Danmark, men blev løsladt, fordi
lægekollegaerne Gunnar Kelstrup og [A] attesterede, at han led af en
alvorlig hjertesygdom, som kun kunne behandles i Sverige. Fra Sverige undslap
Værnet til Argentina, og han blev aldrig stillet for retten."
Klageren, der er søn af afdøde
overlæge, dr.med. [A], har til brug for sagens behandling fremlagt
bl.a. en række erklæringer, rapporter og breve fra 1945 til
1947.
Klageren har gjort gældende, at artiklernes indhold
og researchmæssige baggrund er i strid med god presseskik, og at bladet
groft har krænket [A]s eftermæle og bragt hans efterkommere,
herunder klagerens gode navn og rygte i miskredit.
Klageren har anført, at artiklen med overskriften
"Læger hjalp Værnet til flugt" sammenholdt med underrubrikken
"Nazi-læge: Arkivmateriale viser, at den nazistiske danske læge
Carl Peter Værnet fik hjælp af andre læger til at komme
ud af landet" bibringer læseren den klare opfattelse, at [A] aktivt har
hjulpet en nazistisk krigsforbryder til flugt fra retsforfølgelse. Der
er imidlertid intet, som tyder på, at [A] har foretaget sig andet end
at udføre sin lægelige pligt, nemlig at afgive en
erklæring om en patients helbredstilstand, og der er ingen
dokumentation for, at [A] som følge af misforstået
kollegialitet, politiske sympatier eller af andre årsager skulle have
udfærdiget en "hjælpsom" lægeattest. Overskriften og
underrubrikken har således ingen dækning i artiklens indhold.
Klageren har derudover anført, at artiklen med
overskriften " Værnetsagen forarger" sammenholdt med underrubrikken
"Forkert: Professor Niels Høiby fra Rigshospitalet er forarget over
afsløringen af, at danske læger ved hjælp af falske
lægeerklæringer hjalp nazi-lægen Carl Peter Værnet
ud af landet og væk fra en anklage om krigsforbrydelser" bibringer
læseren den opfattelse, at der er tale om afsløringer af falske
lægeerklæringer, hvilket der imidlertid ikke er dokumentation for
i nogen af artiklerne. Overskriften og underrubrikken har således ikke
dækning i artiklens indhold.
Klageren har tillige anført, at der i artiklen med
overskriften " Værnetsagen forarger" fremføres en lang
række anklager mod [A], men at der mangler dokumentation for talrige af
påstandene. Redaktionelle bemærkninger fremstilles således
som historiske kendsgerninger, hvilket er i strid med god presseskik. Dette
gælder f.eks., at Værnet blev løsladt fra
fængsling, fordi [A] attesterede, at han led af en alvorlig
hjertesygdom, at [A] skulle have udfærdiget falske
lægeerklæringer, og at [A] skulle have erklæret, at
Værnets sygdom alene kunne behandles i Sverige. Det forhold, at
Værnet levede i 20 år efter lægeerklæringerne blev
skrevet, er ikke dokumentation for, at erklæringerne var falske.
Klageren har videre anført, at der først i
1947 opstod mistanke om, at Værnet havde medvirket ved medicinske
forsøg i tyske koncentrationslejre, og at han i 1945 alene var under
anklage for overtrædelse af nogle almindelige
værnemagerparagraffer ikke for grove krigsforbrydelser.
Klageren har yderligere anført, at Værnet
ikke blev arresteret i Tyskland som oplyst i artiklerne, men at han blev
arresteret i sin hjemby Odder den 6. maj 1945, enten af den danske
modstandsbevægelse eller af det danske politi. Det er relevant for
bedømmelsen af sagen, at indklagede giver forkerte oplysninger om,
hvornår Værnet blev arresteret, idet dette er symptomatisk for
indholdet af artiklerne.
Klageren har derudover anført, at de i alt syv
lægeerklæringer, som [A] skrev, stammer fra perioden 24. november
1945 (12 dage efter Værnets indlæggelse) til 18. februar 1946
(dagen før Værnet blev udskrevet). Ved en gennemlæsning
af disse lægeerklæringer fremgår det, at [A] var i tvivl
om, hvad han skulle stille op med sin patient. Den 19. februar 1946 blev
Værnet udskrevet fra Kommunehospitalet, og [A]s forbindelse med sagen
ophører. At læge Kelstrup i brev af 22. august 1946 anmoder om
tilladelse til, at Værnet rejser til Sverige for at blive behandlet
for sine hjerteproblemer, og samtidig henviser til
lægeerklæringer afgivet af [A] mange måneder tidligere, kan
ikke lægges [A] til last. [A] anbefalede således på intet
tidspunkt, at Værnet skulle behandles i Sverige.
Klageren har endelig anført, at oplysninger, der
kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for
nogen skal efterprøves i særlig grad, men at det fremgår
af Landsarkivets dokumenter, at artiklernes forfatter kun havde de relevante
dokumenter til gennemsyn nogle få dage forud for, at artiklerne blev
bragt. Oplysningerne i artiklerne er således ikke efterprøvet i
særlig grad, hvilket er i strid med god presseskik.
Indklagede har til brug for sagens behandling fremlagt
bl.a. en række breve, notater, erklæringer og avisartikler fra
1945 til 1949 samt en redegørelse vedrørende læge
Værnets flugt fra København via Stockholm til Argentina i 1946,
udarbejdet af professor, overlæge, dr. med. Niels Høiby 19.
januar 2000.
Indklagede har gjort gældende, at klageren savner
den fornødne retlige interesse i sagen, idet han ikke selv omtales i
artiklerne, hvorfor Pressenævnet bør afvise sagen.
Indklagede har anført, at såvel artiklernes
indhold som deres opsætning giver en dækkende beskrivelse af de
faktiske forhold, og at oplysningerne i artiklerne er efterprøvet i
særlig grad.
Indklagede har tillige anført, at der er
overensstemmelse mellem artiklernes overskrifter/underrubrikker og artiklerne
indhold, og at artiklernes indhold er korrekt. Som dokumentation for
artiklernes oplysninger om, at [A] og læge Kelstrup hjalp
Værnet til flugt, har indklagede henvist til en artikel i Berlingske
Tidende fra 9. juli 1947, hvoraf det bl.a. fremgår, at "Den tidligere
Københavnske modelæge, dr. Carl Værnet, er flygtet fra
politiet. Han var sigtet for landsskadelig virksomhed og blev anholdt for
lang tid siden, men fik på grundlag af en række
lægeerklæringer tilladelse til at rejse til Stockholm til en
specialbehandling for et hjerteonde". Indklagede har videre henvist til en
artikel i Ugeskrift for læger fra 23. februar 1999, "En skamplet
på den danske lægestand", hvoraf det ligeledes fremgår, at
Værnet på grundlag af en række lægeerklæringer
fik lov til at rejse til Sverige.
Indklagede har derudover anført, at de to
læger Kelstrup og [A] ikke var uvidende redskaber i Værnets
flugtplan, men at de bevidst samarbejdede med Værnet, hvilket bl.a.
kan udledes af, at [A] skrev syv lægeerklæringer, der reelt
beskrev Værnet som døende, hvilket ikke var troværdigt,
Værnets senere livsforløb taget i betragtning. [A] skrev bl.a.
i erklæringen den 22. december 1945, "at jeg ikke tror, at han
nogensinde mere bliver arbejdsdygtig, og at det er mest sandsynligt, at han
ikke lever ret længe". Værnet rejste imidlertid fra Sverige til
Sydamerika sidst på året i 1946, hvor han levede i yderligere 20
år. Som yderligere dokumentation for, at lægeerklæringerne
var afgivet mod bedre vidende, har indklagede henvist til brev af 27. april
1946 fra Værnet til dennes advokat, hvori omtales fabrikationen af
nogle hormonpræparater, hvor Værnet skriver: "Da nu intet af alt
dette kan sættes i gang, uden at jeg personligt er tilstede, vil det
sige, at hvis der rejses tiltale, er alt dette ødelagt også
for landet". Fire måneder senere anbefalede læge Kelstrup
på baggrund af lægeerklæringerne fra [A], at Værnet
skulle rejse til Sverige for at blive behandlet for sine hjertelidelser med
en E-vitaminkur.
Indklagede har dernæst anført, at et
yderligere moment, som tyder på, at der var tale om et bevidst
samarbejde mellem Værnet, Kelstrup og [A] er, at en svensk E-vitamin
behandling ifølge redegørelse fra overlæge Niels
Høiby var uden lægeligt holdepunkt.
Indklagede har videre anført, at det er uden
betydning, at de danske myndigheder først fik mistanke om
Værnets KZ-eksperimenter i 1947, idet det afgørende var, at han
selv kendte hertil, og at han dermed var sig bevidst, at han ville blive
stillet til regnskab for sine handlinger på et tidspunkt. Værnet
var derfor interesseret i at komme ud af landet. Indklagede medgiver dog
klageren, at man ved læsning af artiklerne får indtryk af, at
sigtelsen for hormoneksperimenter blev rejst i 1945 og ikke i 1947.
Unøjagtigheden har imidlertid ingen relevans for vurderingen af [A]s
rolle i sagen, og unøjagtigheden påvirker ikke
avislæsernes forståelse af forløbet.
Indklagede har tillige anført, at det var
almindelig kendt i offentligheden, at Værnet plejede omgang med
DNSAP-ledere, hvilket ikke kan have undgået [A]s opmærksomhed.
Det kan endvidere udledes af en af [A]s erklæringer, at han må
have vidst, at Værnet var varetægtsfængslet, idet [A] i
erklæringen har forholdt sig til en eventuel fornyet fængsling af
Værnet. [A] har således været klar over Værnets
situation, og har måttet indse, hvilken betydning
lægeerklæringerne havde for denne.
Indklagede har anført, at [A]s og læge
Kelstrups handlinger og betydningen af disse handlinger skal bedømmes
samlet. [A] udskrev således nogle ukorrekte
lægeerklæringer, som Kelstrup henviste til, da han den 22.
august 1946 anbefalede, at Værnet kom til Sverige, hvor han skulle
behandles med en E-vitaminkur, som skulle have forbløffende virkninger
ved behandlingen af hjertelidelser. At [A] og Kelstrup arbejdede bevidst
sammen om at få Værnet ud af landet kan endvidere udledes af, at
Værnet i brev den 20. november 1945 skrev, at han ville være
lykkelig for at få endnu en række gode arbejdsår, og at han
ville være glad, hvis Kelstrup ville overvåge den lægelige
side af produktionen af Værnets hormonpræparat. 4 dage senere,
nemlig den 24. november 1945 afgav [A] den første af sine i sagen
fremlagte syv lægeerklæringer.
Indklagede har derudover anført, at Værnet
var allieret krigsfange på Alsgade Skole i sommeren 1945, og at han
senere blev overdraget til dansk politi. Indklagede medgiver dog klageren, at
det fremgår af en politirapport fra 6. maj 1945, at Værnet blev
anholdt i Odder. Indklagede mener imidlertid, at dette spørgsmål
er uden betydning ved bedømmelsen af, om god presseskik er
tilsidesat.
Indklagede har endelig anført, at artiklens
forfatter har arbejdet grundigt med dokumenterne på Landsarkivet
såvel den 16. og den 17. december 1999, og at han i øvrigt
kendte hovedlinierne i sagsforløbet, idet han har dækket
Værnet sagen siden engang i 1999. Indklagede har således
efterprøvet oplysningerne grundigt, og han har arbejdet med sagen i et
fuldt forsvarligt tidsrum.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik
Holmstrup og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Da klageren er søn af afdøde [A], har han
den fornødne retlige interesse i sagen, og han er dermed berettiget
til at få afgjort af Pressenævnet, om god presseskik er
overtrådt.
På baggrund af sagens oplysninger anser
Pressenævnet det for sandsynligt, at Værnet havde et
ønske om at undgå at blive stillet til regnskab for sine
handlinger under Anden Verdenskrig.
Tre medlemmer Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard
udtaler :
Pressenævnet finder endvidere, at [A]s
lægeerklæringer om Værnets helbred ikke er i
overensstemmelse med det forhold, at Værnet levede indtil 1965.
Da den lægeerklæring, som udløste
Værnets tilladelse til at rejse til Sverige for at blive behandlet, i
vid udstrækning er baseret på [A]s erklæringer, finder
Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere den journalistiske
fremstilling af baggrunden for Værnets flugt til Argentina.
Bladet har derfor ikke tilsidesat god presseskik.
Et medlem Axel Kierkegaard udtaler:
Jeg finder, at Pressenævnet ikke har mulighed for at
afgøre, om de lægeerklæringer, [A] udskrev om
Værnet, byggede på en forsvarlig lægefaglig vurdering.
Dette gælder også det forhold, at Værnet i strid med [A]s
antagelse faktisk blev arbejdsdygtig igen og levede til 1965.
[A] udtalte sig i sine erklæringer ikke om, hvorvidt
Værnets hjertesygdom med fordel kunne behandles i udlandet, og hans
erklæringer indeholdt ingen anbefaling af, at Værnet blev sendt
til Sverige for at blive behandlet der. Der er ikke grund til at antage, at
var involveret i den henvendelse, som læge Kelstrup 22. august
1946 et halvt år efter, at Værnet var udskrevet fra [A]s
hospitalsafdeling, - rettede til Statsadvokaten, og hvori der henvistes til
nogle af [A]s under Værnets indlæggelse afgivne
erklæringer til støtte for, at Værnet kom til
hospitalsbehandling i Sverige. Jeg finder, at det derfor er i strid med god
presseskik og kritisabelt, når bladet både i overskriften
"Læger hjalp Værnet til flugt" og i selve artiklen fremstiller
det, som om [A] hjalp Værnet til flugt.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og
Pressenævnet udtaler derfor ikke sin kritik af bladet.
Afsagt den 1. marts 2000.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 8/2000 Retsinformation · 13. marts 2000
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0006 Retsinformation · 4. januar 2018
- Pressenævnets kendelse i sagerne nr. 2018-80-0123 Retsinformation · 22. december 2018
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 120/2001 Retsinformation · 13. juni 2002
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 25/2002 Retsinformation · 13. juni 2002
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-305 Retsinformation · 27. juni 2006