Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 7/2000

KEN nr 11110 af 01/03/2000Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet13. marts 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

7/2000

En mand har klaget til Pressenævnet over to artikler

bragt i Berlingske Tidende den 20. december 1999, idet han mener, at god

presseskik er tilsidesat.

Det fremgår bl.a. af artiklen med overskriften

"Læger hjalp Værnet til flugt", at:

"

Nazi-læge: Arkivmateriale viser,

at den nazistiske danske læge Carl Peter Værnet fik

hjælp af andre læger til at komme ud af landet.

Den danske nazistiske læge Carl Peter

Værnet blev efter Anden Verdenskrig efter alt at dømme hjulpet

på flugt af to fremtrædende danske læger for at undgå

at blive anklaget for krigsforbrydelser. Det fremgår af arkivmateriale

fra Frederiksberg Politi, som Ritzau har fået adgang til i Landsarkivet

for Sjælland i København.

Værnet flygtede til Argentina og undgik dermed at

blive stillet for retten.

Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til

Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets

Efterretningstjeneste, red.) og overlæge dr. med [A] fra

Kommunehospitalet i København afgav begge i 1945 og 1946 gentagne

erklæringer på, at Værnet led af en alvorlig hjertesygdom.

Han skulle angivelig kun have få år tilbage at leve i.

I slutningen af 1946 forsvandt den nazistiske læge

ud af landet senere ankom han til Argentina. Her blev han ansat i det

argentinske sundhedsministerium og drev samtidig en specialpraksis. C. P.

Værnet døde i 1965 i en alder af 72 år.

Carl Peter Værnet blev ved Anden Verdenskrigs

Læs alt

slutning arresteret i Tyskland, fordi han som koncentrationslejrlæge i

Neuengamme og Buchenwald havde udført medicinske eksperimenter med

homoseksuelle fanger, hvoraf mindst to efter alt at dømme døde

som følge af forsøgene.

Carl Peter Værnet var rejst til Tyskland i 1943,

hvor han fik laboratorier i Prag, der dengang lå i det nazistisk

kontrollerede Protektorat Böhmen-Mähren. Han fik rang af

SS-sturmbannführer (major), og politichefen Heinrich Himmler, en af de

mægtigste mænd i det nazistiske rige, interesserede sig

personligt for hans projekt.

Efter krigen blev Værnet interneret på

Alsgade Skole i København, hvor den britiske militærmission i

Danmark havde et internat for mistænkte krigsforbrydere. I december

1945 blev han imidlertid indlagt på Kommunehospitalet i

København for en hjertelidelse, og i slutningen af 1946 forsvandt han

ud af landet efter på baggrund af lægeerklæringerne at

have fået tilladelse til at besøge en hjertespecialist på

Karolinskasygehuset i Stockholm.

Svær hjertelidelse

Om sygdommen skrev overlæge [A] 24. januar 1946 i en

erklæring, at Værnet "har en meget svær hjertelidelse, og

jeg mener, at en fornyet fængsling antagelig vil medføre

døden forholdsvis hurtigt, ligesom en afhøring i heldigste

tilfælde vil nøjes med at fremkalde svære hjerteanfald med

hjertekrampe". Syv måneder senere, den 22. august 1946, erklærede

læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th. B. Roepstorff, at

"læge Værnets sygdom i den sidste da forløbne tid har

udviklet sig på den måde, som er forudsat i overlægens

erklæringer".

I mellemtiden havde Carl Peter Værnet imidlertid

virket aktivt for at skabe en storstilet produktion af sit hormonprodukt, som

han håbede kunne bruges til en kur mod ældning i almindelighed

ikke blot som et kureringsmiddel for mandlige homoseksuelle."

Det fremgår bl.a. af artiklen med overskriften

" Værnetsag forarger", at:

"

Forkert: Professor Niels Høiby fra

Rigshospitalet er forarget over afsløringen af, at danske læger

ved hjælp af falske lægeerklæringer hjalp nazi-lægen

Carl Peter Værnet ud af landet og væk fra en anklage om

krigsforbrydelser.

Afsløringen af, at mindst to danske læger

hjalp koncentrationslejrlægen Carl Peter Værnet til at flygte

efter Anden Verdenskrig, chokerer i lægeverdenen.

"Det er jo noget af det, vi har frygtet, at der var

kollegaer dybt involveret i at udsmugle Værnet. Det er meget

forargeligt, at kammerateri er gået først, og at man ved at

forfalske lægeattester har ladet en krigsforbryder undslippe. Og det er

helt forkert, at man først får kendskab til det nu", siger

Niels Høiby, professor og overlæge ved Rigshospitalet.

I forsøget på at "kurere" homoseksualitet

foretog Værnet i 1944 dødelige eksperimenter i den tyske

kz-lejr Buchenwald. Efter krigen sad Værnet

varetægtsfængslet i Danmark, men blev løsladt, fordi

lægekollegaerne Gunnar Kelstrup og [A] attesterede, at han led af en

alvorlig hjertesygdom, som kun kunne behandles i Sverige. Fra Sverige undslap

Værnet til Argentina, og han blev aldrig stillet for retten."

Klageren, der er søn af afdøde

overlæge, dr.med. [A], har til brug for sagens behandling fremlagt

bl.a. en række erklæringer, rapporter og breve fra 1945 til

1947.

Klageren har gjort gældende, at artiklernes indhold

og researchmæssige baggrund er i strid med god presseskik, og at bladet

groft har krænket [A]s eftermæle og bragt hans efterkommere,

herunder klagerens gode navn og rygte i miskredit.

Klageren har anført, at artiklen med overskriften

"Læger hjalp Værnet til flugt" sammenholdt med underrubrikken

"Nazi-læge: Arkivmateriale viser, at den nazistiske danske læge

Carl Peter Værnet fik hjælp af andre læger til at komme

ud af landet" bibringer læseren den klare opfattelse, at [A] aktivt har

hjulpet en nazistisk krigsforbryder til flugt fra retsforfølgelse. Der

er imidlertid intet, som tyder på, at [A] har foretaget sig andet end

at udføre sin lægelige pligt, nemlig at afgive en

erklæring om en patients helbredstilstand, og der er ingen

dokumentation for, at [A] som følge af misforstået

kollegialitet, politiske sympatier eller af andre årsager skulle have

udfærdiget en "hjælpsom" lægeattest. Overskriften og

underrubrikken har således ingen dækning i artiklens indhold.

Klageren har derudover anført, at artiklen med

overskriften " Værnetsagen forarger" sammenholdt med underrubrikken

"Forkert: Professor Niels Høiby fra Rigshospitalet er forarget over

afsløringen af, at danske læger ved hjælp af falske

lægeerklæringer hjalp nazi-lægen Carl Peter Værnet

ud af landet og væk fra en anklage om krigsforbrydelser" bibringer

læseren den opfattelse, at der er tale om afsløringer af falske

lægeerklæringer, hvilket der imidlertid ikke er dokumentation for

i nogen af artiklerne. Overskriften og underrubrikken har således ikke

dækning i artiklens indhold.

Klageren har tillige anført, at der i artiklen med

overskriften " Værnetsagen forarger" fremføres en lang

række anklager mod [A], men at der mangler dokumentation for talrige af

påstandene. Redaktionelle bemærkninger fremstilles således

som historiske kendsgerninger, hvilket er i strid med god presseskik. Dette

gælder f.eks., at Værnet blev løsladt fra

fængsling, fordi [A] attesterede, at han led af en alvorlig

hjertesygdom, at [A] skulle have udfærdiget falske

lægeerklæringer, og at [A] skulle have erklæret, at

Værnets sygdom alene kunne behandles i Sverige. Det forhold, at

Værnet levede i 20 år efter lægeerklæringerne blev

skrevet, er ikke dokumentation for, at erklæringerne var falske.

Klageren har videre anført, at der først i

1947 opstod mistanke om, at Værnet havde medvirket ved medicinske

forsøg i tyske koncentrationslejre, og at han i 1945 alene var under

anklage for overtrædelse af nogle almindelige

værnemagerparagraffer ikke for grove krigsforbrydelser.

Klageren har yderligere anført, at Værnet

ikke blev arresteret i Tyskland som oplyst i artiklerne, men at han blev

arresteret i sin hjemby Odder den 6. maj 1945, enten af den danske

modstandsbevægelse eller af det danske politi. Det er relevant for

bedømmelsen af sagen, at indklagede giver forkerte oplysninger om,

hvornår Værnet blev arresteret, idet dette er symptomatisk for

indholdet af artiklerne.

Klageren har derudover anført, at de i alt syv

lægeerklæringer, som [A] skrev, stammer fra perioden 24. november

1945 (12 dage efter Værnets indlæggelse) til 18. februar 1946

(dagen før Værnet blev udskrevet). Ved en gennemlæsning

af disse lægeerklæringer fremgår det, at [A] var i tvivl

om, hvad han skulle stille op med sin patient. Den 19. februar 1946 blev

Værnet udskrevet fra Kommunehospitalet, og [A]s forbindelse med sagen

ophører. At læge Kelstrup i brev af 22. august 1946 anmoder om

tilladelse til, at Værnet rejser til Sverige for at blive behandlet

for sine hjerteproblemer, og samtidig henviser til

lægeerklæringer afgivet af [A] mange måneder tidligere, kan

ikke lægges [A] til last. [A] anbefalede således på intet

tidspunkt, at Værnet skulle behandles i Sverige.

Klageren har endelig anført, at oplysninger, der

kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for

nogen skal efterprøves i særlig grad, men at det fremgår

af Landsarkivets dokumenter, at artiklernes forfatter kun havde de relevante

dokumenter til gennemsyn nogle få dage forud for, at artiklerne blev

bragt. Oplysningerne i artiklerne er således ikke efterprøvet i

særlig grad, hvilket er i strid med god presseskik.

Indklagede har til brug for sagens behandling fremlagt

bl.a. en række breve, notater, erklæringer og avisartikler fra

1945 til 1949 samt en redegørelse vedrørende læge

Værnets flugt fra København via Stockholm til Argentina i 1946,

udarbejdet af professor, overlæge, dr. med. Niels Høiby 19.

januar 2000.

Indklagede har gjort gældende, at klageren savner

den fornødne retlige interesse i sagen, idet han ikke selv omtales i

artiklerne, hvorfor Pressenævnet bør afvise sagen.

Indklagede har anført, at såvel artiklernes

indhold som deres opsætning giver en dækkende beskrivelse af de

faktiske forhold, og at oplysningerne i artiklerne er efterprøvet i

særlig grad.

Indklagede har tillige anført, at der er

overensstemmelse mellem artiklernes overskrifter/underrubrikker og artiklerne

indhold, og at artiklernes indhold er korrekt. Som dokumentation for

artiklernes oplysninger om, at [A] og læge Kelstrup hjalp

Værnet til flugt, har indklagede henvist til en artikel i Berlingske

Tidende fra 9. juli 1947, hvoraf det bl.a. fremgår, at "Den tidligere

Københavnske modelæge, dr. Carl Værnet, er flygtet fra

politiet. Han var sigtet for landsskadelig virksomhed og blev anholdt for

lang tid siden, men fik på grundlag af en række

lægeerklæringer tilladelse til at rejse til Stockholm til en

specialbehandling for et hjerteonde". Indklagede har videre henvist til en

artikel i Ugeskrift for læger fra 23. februar 1999, "En skamplet

på den danske lægestand", hvoraf det ligeledes fremgår, at

Værnet på grundlag af en række lægeerklæringer

fik lov til at rejse til Sverige.

Indklagede har derudover anført, at de to

læger Kelstrup og [A] ikke var uvidende redskaber i Værnets

flugtplan, men at de bevidst samarbejdede med Værnet, hvilket bl.a.

kan udledes af, at [A] skrev syv lægeerklæringer, der reelt

beskrev Værnet som døende, hvilket ikke var troværdigt,

Værnets senere livsforløb taget i betragtning. [A] skrev bl.a.

i erklæringen den 22. december 1945, "at jeg ikke tror, at han

nogensinde mere bliver arbejdsdygtig, og at det er mest sandsynligt, at han

ikke lever ret længe". Værnet rejste imidlertid fra Sverige til

Sydamerika sidst på året i 1946, hvor han levede i yderligere 20

år. Som yderligere dokumentation for, at lægeerklæringerne

var afgivet mod bedre vidende, har indklagede henvist til brev af 27. april

1946 fra Værnet til dennes advokat, hvori omtales fabrikationen af

nogle hormonpræparater, hvor Værnet skriver: "Da nu intet af alt

dette kan sættes i gang, uden at jeg personligt er tilstede, vil det

sige, at hvis der rejses tiltale, er alt dette ødelagt også

for landet". Fire måneder senere anbefalede læge Kelstrup

på baggrund af lægeerklæringerne fra [A], at Værnet

skulle rejse til Sverige for at blive behandlet for sine hjertelidelser med

en E-vitaminkur.

Indklagede har dernæst anført, at et

yderligere moment, som tyder på, at der var tale om et bevidst

samarbejde mellem Værnet, Kelstrup og [A] er, at en svensk E-vitamin

behandling ifølge redegørelse fra overlæge Niels

Høiby var uden lægeligt holdepunkt.

Indklagede har videre anført, at det er uden

betydning, at de danske myndigheder først fik mistanke om

Værnets KZ-eksperimenter i 1947, idet det afgørende var, at han

selv kendte hertil, og at han dermed var sig bevidst, at han ville blive

stillet til regnskab for sine handlinger på et tidspunkt. Værnet

var derfor interesseret i at komme ud af landet. Indklagede medgiver dog

klageren, at man ved læsning af artiklerne får indtryk af, at

sigtelsen for hormoneksperimenter blev rejst i 1945 og ikke i 1947.

Unøjagtigheden har imidlertid ingen relevans for vurderingen af [A]s

rolle i sagen, og unøjagtigheden påvirker ikke

avislæsernes forståelse af forløbet.

Indklagede har tillige anført, at det var

almindelig kendt i offentligheden, at Værnet plejede omgang med

DNSAP-ledere, hvilket ikke kan have undgået [A]s opmærksomhed.

Det kan endvidere udledes af en af [A]s erklæringer, at han må

have vidst, at Værnet var varetægtsfængslet, idet [A] i

erklæringen har forholdt sig til en eventuel fornyet fængsling af

Værnet. [A] har således været klar over Værnets

situation, og har måttet indse, hvilken betydning

lægeerklæringerne havde for denne.

Indklagede har anført, at [A]s og læge

Kelstrups handlinger og betydningen af disse handlinger skal bedømmes

samlet. [A] udskrev således nogle ukorrekte

lægeerklæringer, som Kelstrup henviste til, da han den 22.

august 1946 anbefalede, at Værnet kom til Sverige, hvor han skulle

behandles med en E-vitaminkur, som skulle have forbløffende virkninger

ved behandlingen af hjertelidelser. At [A] og Kelstrup arbejdede bevidst

sammen om at få Værnet ud af landet kan endvidere udledes af, at

Værnet i brev den 20. november 1945 skrev, at han ville være

lykkelig for at få endnu en række gode arbejdsår, og at han

ville være glad, hvis Kelstrup ville overvåge den lægelige

side af produktionen af Værnets hormonpræparat. 4 dage senere,

nemlig den 24. november 1945 afgav [A] den første af sine i sagen

fremlagte syv lægeerklæringer.

Indklagede har derudover anført, at Værnet

var allieret krigsfange på Alsgade Skole i sommeren 1945, og at han

senere blev overdraget til dansk politi. Indklagede medgiver dog klageren, at

det fremgår af en politirapport fra 6. maj 1945, at Værnet blev

anholdt i Odder. Indklagede mener imidlertid, at dette spørgsmål

er uden betydning ved bedømmelsen af, om god presseskik er

tilsidesat.

Indklagede har endelig anført, at artiklens

forfatter har arbejdet grundigt med dokumenterne på Landsarkivet

såvel den 16. og den 17. december 1999, og at han i øvrigt

kendte hovedlinierne i sagsforløbet, idet han har dækket

Værnet sagen siden engang i 1999. Indklagede har således

efterprøvet oplysningerne grundigt, og han har arbejdet med sagen i et

fuldt forsvarligt tidsrum.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik

Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Da klageren er søn af afdøde [A], har han

den fornødne retlige interesse i sagen, og han er dermed berettiget

til at få afgjort af Pressenævnet, om god presseskik er

overtrådt.

På baggrund af sagens oplysninger anser

Pressenævnet det for sandsynligt, at Værnet havde et

ønske om at undgå at blive stillet til regnskab for sine

handlinger under Anden Verdenskrig.

Tre medlemmer Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard

udtaler :

Pressenævnet finder endvidere, at [A]s

lægeerklæringer om Værnets helbred ikke er i

overensstemmelse med det forhold, at Værnet levede indtil 1965.

Da den lægeerklæring, som udløste

Værnets tilladelse til at rejse til Sverige for at blive behandlet, i

vid udstrækning er baseret på [A]s erklæringer, finder

Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere den journalistiske

fremstilling af baggrunden for Værnets flugt til Argentina.

Bladet har derfor ikke tilsidesat god presseskik.

Et medlem Axel Kierkegaard udtaler:

Jeg finder, at Pressenævnet ikke har mulighed for at

afgøre, om de lægeerklæringer, [A] udskrev om

Værnet, byggede på en forsvarlig lægefaglig vurdering.

Dette gælder også det forhold, at Værnet i strid med [A]s

antagelse faktisk blev arbejdsdygtig igen og levede til 1965.

[A] udtalte sig i sine erklæringer ikke om, hvorvidt

Værnets hjertesygdom med fordel kunne behandles i udlandet, og hans

erklæringer indeholdt ingen anbefaling af, at Værnet blev sendt

til Sverige for at blive behandlet der. Der er ikke grund til at antage, at

var involveret i den henvendelse, som læge Kelstrup 22. august

1946 et halvt år efter, at Værnet var udskrevet fra [A]s

hospitalsafdeling, - rettede til Statsadvokaten, og hvori der henvistes til

nogle af [A]s under Værnets indlæggelse afgivne

erklæringer til støtte for, at Værnet kom til

hospitalsbehandling i Sverige. Jeg finder, at det derfor er i strid med god

presseskik og kritisabelt, når bladet både i overskriften

"Læger hjalp Værnet til flugt" og i selve artiklen fremstiller

det, som om [A] hjalp Værnet til flugt.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og

Pressenævnet udtaler derfor ikke sin kritik af bladet.

Afsagt den 1. marts 2000.

Lignende dokumenter