Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 8/2000
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
8/2000
En mand har klaget til Pressenævnet over en artikel
bragt i Jyllands-Posten den 19. december 1999, idet han mener, at god
presseskik er tilsidesat.
Det fremgår bl.a. af artiklen, der har overskriften
"Danske læger hjalp nazistisk kollega til flugt", at:
"Den danske nazistiske læge Carl Peter
Værnet blev efter Anden Verdenskrig efter alt at dømme hjulpet
på flugt af to fremtrædende danske læger for at undgå
at blive anklaget for krigsforbrydelser. Det fremgår af arkivmateriale
fra Frederiksberg Politi, som Ritzau har fået adgang til i Landsarkivet
for Sjælland i København. Værnet flygtede til Argentina
og undgik dermed at blive stillet for retten.
Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til
Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets
Efterretningstjeneste, red.), og overlæge, dr. med. [A] fra
Kommunehospitalet i København afgav begge i 1945 og 1946 gentagne
erklæringer på, at Værnet led af en alvorlig hjertesygdom.
Han skulle angiveligt kun have få år tilbage at leve i.
Arbejdede alligevel
Samtidig arbejdede Værnet imidlertid
tilsyneladende sammen med sin søn Kjeld Værnet fra 1945
aktivt for at lave en produktionsaftale med et engelsk eller amerikansk
medicinalfirma om at fremstille et hormon, som Carl Peter Værnet
havde opfundet. Og som han stillede store forventninger til.
I slutningen af 1946 forsvandt den nazistiske læge
ud af landet senere ankom han til Argentina. Her blev han ansat i det
argentinske sundhedsministerium og drev samtidig en specialistpraksis. C.
P. Værnet døde i 1965 i en alder af 72 år.
Læs alt
Forsøg i KZ-lejre
Carl Peter Værnet blev ved Anden Verdenskrigs
slutning arresteret i Tyskland, fordi han som koncentrationslejrlæge i
Neuengamme og Buchenwald havde udført medicinske eksperimenter med
homoseksuelle fanger, hvoraf to efter alt at dømme døde som
følge af forsøgene.
Efter krigen blev Værnet interneret på
Alsgade Skole i København, hvor den britiske militærmission i
Danmark havde et internat for mistænkte krigsforbrydere. I december
1945 blev han imidlertid indlagt på Kommunehospitalet i
København for en hjertelidelse, og i slutningen af 1946 forsvandt han
ud af landet efter på baggrund af lægeerklæringerne at
have fået tilladelse til at besøge en hjertespecialist på
Karolinska-sygehuset i Stockholm.
Lægeerklæringer
Om sygdommen skrev overlæge [A] 24. januar 1946 i en
erklæring, at Værnet "har en meget svær hjertelidelse, og
jeg mener, at en fornyet fængsling antagelig vil medføre
døden forholdsvis hurtigt, ligesom en afhøring i heldigste
tilfælde vil nøjes med at fremkalde svære hjerteanfald med
hjertekrampe".
"Jeg anser i det hele udsigten for dr. Værnet for
at være meget dårlig, idet jeg ikke tror, at han lever mere end
nogle få år og sandsynligvis ikke så længe".
Syv måneder senere, den 22. august 1946,
erklærede læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th. B.
Roepstorff, at "læge Værnets sygdom i den siden da
forløbne tid har udviklet sig på den måde, som er forudsat
i overlægens erklæringer".
"Hjertekramperne har tiltaget i hyppighed trods al til
rådighed stående behandling".
Hertil er nu yderligere kommet, at på grund af de af
hjerteanfaldene fremkaldte blodomløbsforstyrrelser er venstre
hånd og arm i betydelig grad invalideret ligesom
blodomløbsforstyrrelserne er synlig mærkbare på
højre hånd og begge fødder.
Læge Værnet er således ikke
længere i stand til at klare sig selv ved f.eks. spisning,
påklædning o.lign.", skrev læge Gunnar Kelstrup."
Klageren, der er søn af afdøde
overlæge, dr. med. [A], har til brug for sagens behandling fremlagt
bl.a. en række erklæringer, rapporter og breve fra 1945 til
1947.
Klageren har gjort gældende, at artiklens indhold og
researchmæssige baggrund er i strid med god presseskik, og at bladet
groft har krænket [A]s eftermæle og bragt hans efterkommere,
herunder klagerens gode navn og rygte i miskredit.
Klageren har anført, at artiklen indeholder
udokumenterede påstande, idet artiklens overskrift og indledning
fremstiller det som en kendsgerning, at de navngivne læger i artiklen
medvirkede ved en krigsforbryders flugt. De citerede uddrag fra
lægeerklæringerne læst i sammenhæng med de
udokumenterede påstande bestyrker læseren i, at de ved navn
identificerede læger bedrev et helt utilstedeligt kammerateri med
Værnet, eller endog at de følte sympati med Værnets
politiske synspunkter og handlinger i koncentrationslejrene. Der er
imidlertid intet, der tyder på, at [A] i 1945 kendte til, at
Værnet var krigsforbryder, eller at [A] kendte til, at Værnet
havde foretaget medicinske forsøg med fanger i tyske kz-lejre.
Klageren har dernæst anført, at det
fremgår af en notits fra 8. september 1947 fra Statsadvokaten for
Sjælland, at det først er på dette tidspunkt, at der
opstår mistanke om, at Værnet havde medvirket ved medicinske
eksperimenter med fanger i tyske koncentrationslejre og dermed havde gjort
sig skyldig i grove krigsforbrydelser. Det var således slet ikke disse
forhold, som Værnet var under mistanke for i 1945, men for
overtrædelse af nogle almindelige værnemagerparagraffer. Dette
forhold er imidlertid ikke omtalt i artiklen.
Klageren har yderligere anført, at Værnet
ikke blev arresteret i Tyskland som oplyst i artiklen, men at han blev
arresteret i sin hjemby Odder den 6. maj 1945, enten af den danske
modstandsbevægelse eller af det danske politi.
Klageren har videre anført, at de i alt syv
erklæringer, som [A] skrev, stammer fra perioden 24. november 1945 (12
dage efter Værnets indlæggelse) til 18. februar 1946 (dagen
før Værnet blev udskrevet). Ved en gennemlæsning af disse
erklæringer fremgår det, at [A] var i tvivl om, hvad han skulle
stille op med sin patient. Den 19. februar 1946 blev Værnet udskrevet
fra Kommunehospitalet, og [A]s forbindelse med sagen ophørte.
Klageren har tillige anført, at det intet sted
fremgår, at de erklæringer, som [A] afgav, er afgivet ud fra
andre hensyn end relevante lægefaglige og administrative hensyn.
Klageren har derudover anført, at det fremgår
af brev af 17. december 1946 fra Rigsadvokaten, at forudsætningen for
Værnets flugt var "lægeerkl." Væsentligt for
Værnets tilladelse til at rejse ud af landet var dog utvivlsomt
læge Kelstrups brev til statsadvokaten af 22. august 1946, hvori der
direkte anmodes om tilladelse til, at Værnet rejser til Sverige for at
blive behandlet for sine hjerteproblemer, og hvori der henvises til
lægeerklæring afgivet af [A]. Det forhold, at læge
Kelstrup på denne måde bruger [A]s lægeerklæringer,
kan imidlertid ikke lægges [A] til last. [A] anbefalede således
på intet tidspunkt, at Værnet skulle behandles i Sverige.
Klageren anfører endvidere, at det forhold, at
Værnet levede indtil 1965 ikke kan begrunde de alvorlige anklager, som
artiklen fremfører mod [A].
Klageren anfører videre, at bladet har
overtrådt reglerne for god presseskik, idet man i artiklen ikke har
gjort klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.
Dette er imidlertid væsentligt i en artikel som den foreliggende, der
rejser alvorlige personanklager.
Klageren har endelig anført, at oplysninger, der
kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for
nogen, skal efterprøves i særlig grad, men at det fremgår
af Landsarkivets dokumenter, at artiklens forfatter kun havde de relevante
dokumenter til gennemsyn i 2-3 dage, før artiklen
offentliggøres. Dette dokumenterer, at indklagede ikke har
efterprøvet oplysningerne i særlig grad.
Indklagede har til brug for sagens behandling fremlagt
bl.a. en række breve, notater og erklæringer fra 1943 til
1959.
Indklagede har anført, det er urigtigt, når
klageren hævder, at der først i september 1947 opstod mistanke
om, at Værnet havde gjort sig skyldig i grove krigsforbrydelser under
Anden Verdenskrig. Efter sin anholdelse i Odder i maj 1945 blev Værnet
overført til det britiske internat for mistænkte krigsforbrydere
på Alsgades Skole i København. I forbindelse med Værnets
frigivelse fra "allieret krigsfangeskab" hedder det i en skrivelse fra
Rigspolitichefen den 8. december 1945, at "British Military Mission (Denmark)
hertil har meddelt, at den pågældende muligvis senere
ønskes afhørt i Tyskland vedrørende sin virksomhed i
Buchenwald". Som dokumentation for, at mistanken mod Værnet opstod
før 1947, har indklagede endvidere henvist til en erklæring fra
politibetjent Cavous Nielsen, der under krigen var interneret i Buchenwald,
og hvor han så Værnet i SS-uniform. Det fremgik endvidere af en
avisartikel, der blev offentliggjort før Værnets flugt, at
mistanken om hormonforsøg på kz-fanger var inde i billedet.
Under en afhøring i januar 1946 omtalte Værnets bekendte,
Holger Winding Christensen endvidere Buchenwald-forsøgene. Endelig
havde et undersøgelsesudvalg under lægeforeningen i september
1945 en samtale med den engelske major R. F. Hemingway, som vurderede, at
Værnet utvivlsomt ville blive dømt af de allierede som
krigsforbryder.
Indklagede har endvidere anført, at der er forhold,
som tyder på, at [A]s erklæringer om Værnet blev afgivet
ud fra andre hensyn end relevant lægefaglige og administrative hensyn.
Værnet havde således et motiv til at fingere en alvorlig
hjertelidelse, idet han havde foretaget medicinske eksperimenter med
kz-fanger. Han må derfor have vidst, at dette ville blive opdaget
på et tidspunkt, og at han derfor stod til en hård
fængselsstraf.
Indklagede har desuden henvist til følgende
forhold, som ligeledes peger i retning af, at der ikke kun lå
lægefaglige og administrative hensyn bag [A]s
lægeerklæringer:
Det fremgår således af de fremlagte bilag, at
Værnet havde et godt helbred i 1943, hvilket ikke hænger sammen
med den måde, hvorpå [A] to år senere beskrev hans
tilstand. Værnet var endvidere ikke mere medtaget, end at han kunne
arbejde med sit livsværk under sit sygeleje. Hertil kommer, at
Værnet var ansat på kommunehospitalet i to omgange i 20'erne, og
han derfor må have kendt [A]. Det er endvidere påfaldende, hvor
hyppigt [A] skriver om sagen, idet han på ret kort tid afgav 7
lægeerklæringer.
Indklagede har endelig anført, at Værnet
boede i Argentina til sin død i 1965. Den mand, der ifølge [A]
i 1946 var på gravens rand, levede således i 20 år efter
sin flugt.
Indklagede erkender, at artiklen på ét punkt
er ukorrekt, idet Værnet arresteredes i Odder og ikke i Tyskland,
hvilket indklagede beklager. Bortset herfra fastholder indklagede, at
artiklen kun bragte korrekte oplysninger, og at god presseskik derfor ikke er
tilsidesat.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik
Holmstrup og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
På baggrund af sagens oplysninger anser
Pressenævnet det for sandsynligt, at Værnet havde et
ønske om at undgå at blive stillet til regnskab for sine
handlinger under Anden Verdenskrig.
Tre medlemmer Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard
udtaler:
Pressenævnet finder endvidere, at [A]s
lægeerklæringer om Værnets helbred ikke er i
overensstemmelse med det forhold, at Værnet levede indtil 1965.
Da den lægeerklæring, som udløste
Værnets tilladelse til at rejse til Sverige for at blive behandlet, i
vid udstrækning er baseret på [A]s erklæringer, finder
Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere den journalistiske
fremstilling af baggrunden for Værnets flugt til Argentina.
Bladet har derfor ikke tilsidesat god presseskik.
Et medlem Axel Kierkegaard udtaler:
Jeg finder, at Pressenævnet ikke har mulighed for at
afgøre, om de lægeerklæringer, [A] udskrev om
Værnet, byggede på en forsvarlig lægefaglig vurdering.
Dette gælder også det forhold, at Værnet i strid med [A]s
antagelse faktisk blev arbejdsdygtig igen og levede til 1965.
[A] udtalte sig i sine erklæringer ikke om, hvorvidt
Værnets hjertesygdom med fordel kunne behandles i udlandet, og hans
erklæringer indeholdt ingen anbefaling af, at Værnet blev sendt
til Sverige for at blive behandlet der. Der er ikke grund til at antage, at
var involveret i den henvendelse, som læge Kelstrup 22. august
1946 et halvt år efter, at Værnet var udskrevet fra [A]s
hospitalsafdeling, - rettede til Statsadvokaten, og hvori der henvistes til
nogle af [A]s under Værnets indlæggelse afgivne
erklæringer til støtte for, at Værnet kom til
hospitalsbehandling i Sverige. Jeg finder, at det derfor er i strid med god
presseskik og kritisabelt, når bladet både i overskriften "Danske
læger hjalp nazistisk kollega til flugt" og i selve artiklen
fremstiller det, som om [A] hjalp Værnet til flugt.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og
Pressenævnet udtaler derfor ikke sin kritik af bladet.
Afsagt den 1. marts 2000.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 7/2000 Retsinformation · 13. marts 2000
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0006 Retsinformation · 4. januar 2018
- Pressenævnets kendelse i sagerne nr. 2018-80-0123 Retsinformation · 22. december 2018
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00984 Retsinformation · 26. oktober 2016
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0125 Retsinformation · 22. december 2018
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0122 Retsinformation · 22. december 2018