Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om autorisation af et ritual for præstevielse

Gældende BEK nr 153 af 20/03/1987BekendtgørelseBy-, Land- og Kirkeministeriet3. april 1987

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om autorisation af et ritual for

præstevielse

Efter indstilling fra ministeriet har det den 6. marts 1987 behaget Hendes

Majestæt Dronningen at autorisere nedenstående ritual for præstevielse til

brug i folkekirken:

Præstevielse foregår normalt ved en hverdagsgudstjeneste i domkirken, men

kan, hvor særlige grunde taler derfor, henlægges til en anden af stiftets

kirker.

Under orgelpræludiet kommer biskop, ordinander og assisterende præster ind

i procession og en præst går for alteret. (Hvor det ønskes, kan andre

tilstedeværende præster samt menighedsrepræsentanterne deltage i

processionen).

Efter indgangsbønnen følger en frit valgt salme.

Præsten:

Herren være med jer

Menigheden:

Og Herren være med dig

Præsten:

Lad os alle bede:

Almægtige, evige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader! Vi beder dig, at du vil

give os trofaste, fromme forkyndere og lærere af dit ord, og ved din

Helligånd bevare dem, som du giver os, i den rette og sunde lære, dygtiggøre

dem til frimodigt at forkynde Jesu Kristi evangelium og gendrive al falsk

lære, og til i et helligt og ulasteligt levned at ære deres tjeneste, for at

din menighed hos os må bevares og opbygges på den eneste sande grundvold,

Jesus Kristus, din enbårne Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds

enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.

Eller:

Vor Herre Jesus Kristus, almægtige Guds Søn! Vi takker dig, fordi du har

stiftet din kirke på jorden og kaldet os til de helliges samfund, og vi beder

Læs alt

dig, at du ved dit ord vil lade din Helligånd lede og styre os efter din

vilje og trøste os i alle hånde fristelse og ulykke og vejlede os i din

sandhed imod al vildfarelse, for at vi kan blive bestandige i troen, vokse i

kærlighed og alle gode gerninger og med et fast håb til din nåde, som du ved

din død har erhvervet os, blive evindelig salige, du, som med din Fader lever

og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.

Eller:

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du

har ladet os høre dit hellige evangelium, som er en Guds kraft til frelse for

enhver, som tror. Vi beder dig, at du også nådig vil holde os fast derved og

lade os dø deri til evig salighed. Giv os nu og altid fromme prædikere, som

trolig forkynder dit ord uden nogen forargelse og vrang lærdom, og skænk dem

et langt liv. Afvend derimod fra os al falsk lærdom, og gør deres anslag til

intet, som omgås svigefuldt med dit ord og synes at være fromme får, men er

glubske ulve, for at din kirke må bevares urokkelig hos os på dit ords faste

grund og nådig værges mod alle falske lærere ved din Søn, Jesus Kristus, vor

Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra

evighed og til evighed! Amen.

Præsten: Epistelen skriver apostelen Paulus i sit første brev til

korinterne, 3. kap. v. 3b til 8.

Når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og

vandrer på menneskevis? Thi når en siger: »Jeg er tilhænger af

Paulus«, og en anden: »Jeg er tilhænger af Apollos«, er I så

ikke »mennesker«?

Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen.

Og enhver tjente, som Herren gav ham; jeg plantede, Apollos vandede, men Gud

gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter eller på den,

der vander, men på Gud, der giver vækst. Den, der planter, og den der vander,

er eet; dog skal hver få sin løn i forhold til sin møje.

Eller:

Epistelen skriver apostelen Paulus til efeserne, 4. kap. 1. til 13. v.

Så formaner da jeg, den fangne i Herren, jer til at vandre det kald

værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med

langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræben efter at

bevare Åndens enhed i fredens bånd: eet legeme og een Ånd, ligesom I også

blev kaldet til eet håb ved jeres kaldelse, een tro, een dåb, een Gud, alles

Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!

Men hver enkelt af os blev nåden givet, alt efter som Kristus har tilmålt

ham sin gave. Derfor hedder det: »Han steg op til det høje, bortførte

fanger og gav menneskene gaver.« Men i det ord »han steg op« -

ligger ikke deri, at han først var steget ned til jordens de lave egne? Han,

som steg ned, er også den, som steg op højt over alle Himlene, for at fylde

alt. Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som

evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredt

til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem

til at være eet i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og

det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.

Trosbekendelsen fremsiges af præsten eller synges af menigheden. Efter

anden salme (nr. 248 eller anden helligåndssalme) følger intimationen:

Præsten går på prædikestolen og holder en kort prædiken (den kan evt. udgå)

og siger derefter:

De, som i dag efter apostlenes skik under bøn og håndspålæggelse skal

indvies til Guds ords tjeneste, er (navnene i alfabetisk orden med anførelse

af ansættelsessted). Vor Herre Jesus har selv sagt: »Høsten er stor, men

arbejderne få. Bed derfor høstens Herre, at han vil sende arbejdere ud til

sin høst«. Lad os alle bede:

Vi takker dig, Herre vor Gud, himmelske Fader, fordi du, vor synd og

uværdighed til trods, har ladet dit ord forkynde i din kirke, og vi beder

dig, at vore prædikanter altid må prædike dit evangelium ret, til din ære og

vor salighed.

Amen.

Derefter synges en salme (nr. 294 eller 293 eller en anden egnet salme),

hvorunder biskoppen går for alteret og ordinanden knæler på knæfaldet.

Så snart salmen er til ende, begynder biskoppen:

Gud Helligånd, opfyld med lyst

din troende forsamlings bryst!

Koret eller menigheden:

Med Himlens ild du os antænde,

for Kristi kærlighed at brænde!

For hjerterne dig åbenbar!

Oplys dem med din lampe klar,

så alle tunger trindt på jord

som een bekender troens ord

og sjunger som i englekor:

Halleluja, halleluja!

Biskoppen:

Herre, udsend din Helligånd, så du skaber dig tjenere -

Koret eller menigheden:

og fornyer din menighed dag for dag!

Eller:

Kom, Gud Helligånd, og fyld dine troendes hjerter!

Koret til menigheden:

Tunger af ild og dog prædiken mild giv dem, du salver og sender! Saligheds

ord i apostlenes spor vandre til jorderigs ender, så ingen menneskefod har

rørt pletten, hvor ikke dets røst blev hørt!

Glæde og lys med dem komme til bys,

blomstre lad muld, hvor de træde!

Styrke og mod bringe svaghed på fod,

trøst finder alle, som græde!

Ved evangeliets milde røst

miskundhed vågne i hvert et bryst!

Biskoppen:

Lad os alle bede!

Herre, vor Gud, himmelske Fader, du, som ved din Helligånd oplyser de

troendes hjerter, giv os, at vi af samme Ånd må vejledes til hele sandheden,

så at vi altid kan glædes i hans hellige trøst, ved din Søn, Jesus Kristus,

vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra

evighed og til evighed.

Koret eller menigheden:

Amen.

Såfremt det foretrækkes, kan i stedet bruges denne latinske messe:

Biskoppen:

Veni, Sancte spiritus, reeple tuoerum corda fideelium!

Koret:

Et tui amoeris in eis ignem acceende, qui per diversitaetem lingvaerum

cunctaerum gentes in unitaete fidei congregaesti.

Halleluja! Halleluja!

Biskoppen:

Emitte Spiritum tuum, Domine, et creabuentur!

Koret:

Et renovaebis faeciem terræ!

Biskoppen:

Oreemus.

Deus, qui corda fideelium Sancti tui Spiritus illustratioene docuisti, da

nobis in eoedem Spiritu tuo recta saepere, et de ejus semper sancta

consolatioene gaudeere, per Doeminum nostrum, Jesum Christum, Filium tuum,

qui tecum vivit et regnat in unitaete Spiritus Sancti Deus per oemnia sæecula

sæculoerum

Koret:

Amen.

Ordinanderne rejser sig og biskoppen siger:

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil

lægge jer på sinde, skriver . . .

Derpå holder han en tale, hvorefter han siger:

Lad os nu høre den hellige skrifts vidnesbyrd om ordets tjeneste.

De fire assisterende præster træder frem, to på den ene og to på den anden

side af alteret. (Der læses fire stykker, ligeligt af evangelie- og

brevlitteraturen, og under hensyn til hvad der blev læst i formessen).

1. læser: a) Matt. 28, 16-20

b) Johs. 20,21-23

2. læser: a) Johs. 15, 1-5

b) Johs. 15, 12-16

c) Matt. 10, 24-27

3. læser: a) 2. Kor 5, 17-21

b) Efes. 4, 7-13

c) 1. Kor 4, 1-5

4. læser: a) 2. Tim. 4, 1-5

b) Titus 1, 5-9

c) 1. Pet. 5, 2-4

Således skriver evangelisten Mattæus i sit evangeliums 10. kapitel, 24.

til 27. vers:

Jesus sagde: En discipel står ikke over sin mester, ej heller en tjener

over sin herre. Disciplen må være tilfreds, når det går ham som hans mester,

og tjeneren, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden

Beelzebul, hvor meget mere da ikke hans husfolk?

Frygt altså ikke for dem; thi der er intet skjult, som ikke skal

åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt. I skal tale

i lyset, hvad jeg siger jer i mørket, og prædike fra tagene, hvad der hviskes

jer i øret

Således skriver evangelisten Mattæus i sit evangeliums 28. kapitel, 16.

til 20. vers:

De elleve disciple drog derefter til Galilæa, til det bjerg, hvor Jesus

havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham. Men der var nogle, som

tvivlede.

Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde:

»Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør

alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens

og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har

befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende«.

Således skriver evangelisten Johannes i sit evangeliums 15. kapitel, 1.

til 5. vers:

Jesus sagde: Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver

gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer

frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på

grund af det ord, som jeg har talt til jer. Bliv i mig, så bliver jeg også i

jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver

på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet,

I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi

skilt fra mig kan I slet intet gøre.

Således skriver evangelisten Johannes i sit evangeliums 15. kapitel, 12.

til 16. vers:

Jesus sagde: Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har

elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine

venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer. Jeg kalder jer ikke

længere tjenere; thi tjeneren ved ikke besked med, hvad hans herre gør; men

jer har jeg kaldt venner; thi alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg

kundgjort jer. Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til

at gå hen og bære frugt, og det en varig frugt, så at Faderen kan give jer,

hvad som helst I beder ham om i mit navn.

Således skriver evangelisten Johannes i sit evangeliums 20. kapitel, 21.

til 23. vers:

Jesus sagde: »Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig,

således sender jeg også jer.«

Og da han havde sagt det, åndede han på dem og siger til dem: »Modtag

Helligånden! Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter

forladelse, dem er den nægtet.«

Således skriver apostelen Paulus i sit første brev til korinterne, det 4.

kapitel, 1. til 5. vers:

Således skal man se på os: Som Kristi tjenere og husholdere over Guds

hemmeligheder! Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro. Men

for mig har det såre lidt at sige, om I eller nogen menneskelig ret bedømmer

mig; ja, jeg vil ikke engang bedømme mig selv. Thi vel er jeg mig intet

bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig er

Herren. Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han, som skal

bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne

vil; da skal enhver få sin ros af Gud.

Således skriver apostelen Paulus i sit andet brev til korinterne, det 3.

kapitel, 4. til 8. vers:

Så stor en tillid har vi til Gud ved Kristus. Jeg mener ikke, at vi af os

selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor

duelighed er fra Gud, som jo gjorde os duelige til at være tjenere for en ny

pagt, ikke bogstavens, men Åndens; thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør

levende.

Og når dødens tjeneste, indristet med bogstaver i sten, fremtrådte i

herlighed, så Israels børn ikke kunne holde ud at se på Moses' ansigt på

grund af hans ansigts herlighedsglans, der dog svandt hen, hvor meget større

herlighed skal der da ikke være over Åndens tjeneste

Således skriver apostelen Paulus i sit andet brev til Korinterne, det 5.

kapitel, 14. til 21. vers:

Thi Kristi kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette: En er

død i alles sted, altså er alle døde; og han døde i alles sted, for at de,

der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod

for dem. Således bedømmer vi fra nu af ikke nogen efter kødet; selv om vi

også har kendt Kristus efter kødet, gør vi det dog ikke mere nu. Derfor, hvis

nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt

er blevet til!

Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav

os forligelsens tjeneste; thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med

sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om

forligelsen lyde iblandt os. Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud

formaner ved os; vi beder på Kristi vegne:

Lad jer forlige med Gud! Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til

synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.

Således skriver apostelen Paulus i sit brev til efeserne, det 4. kapitel,

7. til 13. vers:

Men hver enkelt af os blev nåden givet, alt efter som Kristus har tilmålt

ham sin gave. Derfor hedder det: »Han steg op til det høje, bortførte

fanger og gav menneskene gaver«. Men i det ord »han steg op« -

ligger ikke deri, at han først var steget ned til jordens de lave egne? Han,

som steg ned, er også den, som steg op højt over alle Himlene, for at fylde

alt.

Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som

evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte

til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem

til at være eet i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og

det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.

Således skriver apostelen Paulus i sit brev til filipperne, det 2.

kapitel, 5. til 11. vers:

Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus:

Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for røvet bytte at være

Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig.

Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev

lydig til døden, ja, døden på et kors. Derfor har også Gud højt ophøjet ham

og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje

sig i Himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud

Faders ære: Jesus Kristus er Herre

Således skriver apostelen Paulus i sit andet brev til Timoteus, det 4.

kapitel, 1. til 5. vers:

Jeg formaner dig indtrængende for Guds åsyn og for Kristus Jesus, som skal

dømme levende og døde, og med tanke på hans tilsynekomst og hans rige: Prædik

ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis,

tugt, forman med al langmodighed og belæring. Thi der kommer en tid, da de

ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster

skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil

vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne. Du derimod, vær

ædruelig under alle forhold, bær dine lidelser, gør en evangelists gerning,

gør fyldest i din tjeneste.

Således skriver apostelen Paulus i sit brev til Titus, det 1. kapitel, 5.

til 9. vers:

Når jeg efterlod dig på Kreta, var det for at du skulle bringe i orden,

hvad der stod tilbage, og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg

foreskrev dig: Det skal være en mand, der ikke er noget at klage på, een

kvindes mand, med troende børn, som ikke er i vanry for udsvævelser eller er

genstridige. Thi en tilsynsmand bør som en Guds husholder være en mand, der

ikke er noget at klage på, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke

drikfældig eller voldsom, ikke ude efter skammelig vinding, men gæstfri, glad

ved alt godt, sindig, retfærdig, from, afholdende; han skal holde fast ved

det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være dygtig

til både at formane med den sunde lære og at overbevise dem, som siger imod.

Således skriver apostelen Peter i sit første brevs 5. kapitel, 2. til 4.

vers:

Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter

Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller

ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden;

og når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.

Biskoppen:

I har nu hørt, hvorledes Herren har indstiftet ordets tjeneste og ved sine

apostle vidnet om dens nødvendighed for hans kirke på jorden.

Derfor lægger jeg jer nu på sinde:

at I forkynder Guds ord rent og ret, som det findes i de profetiske og

apostoliske skrifter og er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger, så I

prædiker sand omvendelse, barmhjertighed mod alle lidende, kristent

broderskab, kærlighed til næsten og lydighed mod den rette øvrighed,

fremdeles at I forvalter de hellige sakramenter efter Jesu Kristi

indstiftelse, underviser, vejleder de rådvilde, trøster de bange og

irettesætter med mildhed, at I med evangeliets sandhed modstår al

vildfarelse, flittigt gransker den hellige skrift og troens lærdomme, altid

beder om Guds bistand i jeres kald, og at I således på enhver måde stræber

efter at leve Gud til ære og jeres tjeneste til gavn.

(Biskoppen nævner ordinandernes navne).

På mit embeds vegne spørger jeg: Lover I, at I redeligt vil gøre alt

dette, efter den nåde, Gud vil give jer?

Ordinanderne:

Ja

Biskoppen:

Så giv mig hånd derpå.

Ordinanderne giver biskoppen og de assisterende præster hånden (hvor det

ønskes også de andre tilstedeværende præster og menighedsrepræsentanterne,

såfremt de deltager i processionen). Derefter knæler de ved alterskranken.

Biskoppen:

Lad os alle bede.

Biskoppen og de assisterende præster (hvor det ønskes også de andre

tilstedeværende præster og menighedsrepræsentanterne) lægger deres hænder på

ordinandernes hoveder.

Almægtige, nådige Gud, du alle tings giver! Antag dig disse dine tjenere

og hør vor bøn, når vi nu på dit ord betror dem det hellige præste- og

prædikeembede. Barmhjertige Gud, himmelske Fader, vi beder dig, at du vil

kendes ved dem, som nu er kaldet til dit ords tjeneste, og selv danne og

dueliggøre dem til det embede, de får betroet, og bevare dem i dit navn og

hellige dem i din sandhed. Styrk dem ved din Helligånd, så de må blive rette

arbejdere til din høst, prædike din Søn, Jesus Kristus den korsfæstede og

opstandne, som vor eneste salighed, og være tro husholdere over dit ords

mangfoldige nådegaver, så din menighed må vokse og dit hellige evangelium

altid forblive rent og uforfalsket hos os, og at vi, som en salig frugt

deraf, må få det evige liv, ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre!

Vor Fader, du . . .

Sig alle dertil af hjertet Amen.

Menigheden:

Amen.

Biskoppen:

I Jesu navn, Amen.

Derefter kan følge salme nr. 246. Under 1. vers af salmen knæler biskoppen

og de ordinerede.

Derefter holdes altergang.

Kirkeministeriet, den 20. marts 1987

Mette Madsen

/Finn Langager Larsen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter